Værker i tolv bind 3-7: Komedier - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

SCEN. 10.

Pedro Pandolfi Tiener. De andre.

Pedro trækker sin Kaarde og gaaer løs paa den anden, som flyer og lar Byttet fare.

SGANARELL, DOROTHEA: paa Knæ.
Aa ædle Ridder, I har ved eders Tapperhed reddet vort Liv og taget os af Fiendens Hænder.

PEDRO: I farer vild, kiære Venner! jeg er ikke Ridder, men jeg tienner hos den stolteste Ridder i Verden, jeg meener den store Pandolfus, hvis Navn udi nogle Aar har været en Skræk for Morer og Saracener. Han er nu kommen til sit Fæderneland igien, kroned med Laurbær-Krantze, førende med sig prægtig og kostbar Bytte: Blant andet et med Diamanter besat Sverd, som han med egen Haand tog fra den Moriske Konge Mahomed Muleaz udi det store Slag for Ceuta. Men kiære, hvi 104 bliver I saa altererede af denne min Tale? er det af Misundelse? fortryder I paa, at min Herre har forhvervet sin Familie saadan Ære?

DOROTHEA: Ney, det er af Glæde; thi aldrig kunde Pandolfus komme hiem paa beleyligere Tid end nu, da hans Søstre er udi aabenbare Krig mod hinanden.

PEDRO: Men hvad er Aarsag til saadan Krig? er det fordi den eene vil herske over den anden i den store Pandolfiske Familie? eller er det fordi den eene er misundelig over den andens Skiønhed? eller er det af Kierlighed til en skiøn og kostbar Ridder, som de begge elsker?

SGANARELL: Aa ney Herre! alt saadant er kun Bagateller. Slige Ting var ikke tilstrækkelig til at sætte Spliid blant tvende saa sterkt foreenede Søstre. Ney Monsieur, det er noget, som er meer vigtigt; de trætter om den skiønne Melampe.

PEDRO: Jeg har jo da giættet ret, at de trættede om en Høyadelig Ridder. Men af hvilken Familie er samme Ridder Melampus?

SGANARELL: Om hans Fader var en Finke-Ridder eller ey, det skal jeg ikke sige; Men hans Moer gik paa 4 Been og hede Diana, og ligesaa gaaer ogsaa denne Melampe.

SGANARELL: Min Herre, I maa gierne slaae mig ihiel, om jeg siger u-sandt. Trætten imellem begge Søstre reyser sig af en Skiøde-Hund.

SGANARELL: Ja en Skiøde-Hund; Men I maa vide, min Herre, at den er saa skiøn, at om den kom til Auction 105 paa et Hunde-Market, kunde den løbe op til 6, ja til 8 Skilling.

SGANARELL: Det kommer deraf, at Monsieur kand skee ikke har studeret; thi havde han læst nogle Bøger, som handler om Hunde-Kierlighed, skulde han finde fleere Exempler derpaa. Der var jo nyelig en Fransk Dame, som skikkede sig vel i mange store Ulykker, men da hun misted sin Hund, begav hun sig af Sorg i Closter. Er det ikke sandt jeg siger, Dorothea?

DOROTHEA: Jeg blues ved at tale derom, men jeg kand ikke nægte, at Krigen jo reyser sig af en Hund.

PEDRO: Aa Himmel! nu jeg hører Navnet, kiender jeg hende igien. Er hun ikke Philocynes Kammer-Pige? Kiender I ikke mig? jeg er Pedro.

DOROTHEA: Aa! kiære Pedro, jeg anseer det som et got omen, at I befriede os saa u-formodentlig.

SGANARELL: Det maa endelig være et got omen; thi ellers hade jeg mistet mit Hoed og du din Jomfrudom; thi saadant regner man ikke saa nøye i Felten.

DOROTHEA: Ney jeg meener, denne Befrielse er som et præludium for det, som Pandolfus ved sin Hiemkomst vil udvirke. Aa! gid han allereede var her!

PEDRO: Han vil visselig komme i Dag. Men hvad var det for en Fiende som I blev overfalden af?

DOROTHEA: Lad os gaae hen til et Sted, hvor vi er i Sikkerhed, der skal jeg vitløftig fortælle alting fra Begyndelsen til Enden.
De gaaer bort.