Holberg, Ludvig SCEN. 10.

SCEN. 10.

De andre.

LUCILIA
Vor Synd og Ondskab nu jeg udi Hiertet kiender,
Fra forrig Daarlighed med Ruelse mig vender.
Forlad, O Polidor! see jeg mig kaster ned
For eders Fødder, mig tilbeder Miskundhed;
120 Ey paa det onde tænk, som jeg har foraarsaget.
Og I Leander, som for min skyld Sværd har draget,
Som saa ophidset har min Ubesindighed,
Med eders beste Ven har nødt at bryde Fred - - -
De vil reyse hende op. Ney jeg paa mine Knæe saa længe liggend bliver,
Til I min store Feyl og blodig Synd tilgiver,
Til I forsikrer mig med Ord og dyrest Eed,
At saadant kastes skal hen udi Glemsomhed.
POLIDOR
Jeg svær ved Himmelen, at aldrig jeg vil anke
Paa det, I haver giort, men rødde ud slig Tanke,
I Jorden grave ned alt hvad mig hendet er,
Og ey til ævig Tid at tænke derpaa meer.
LEANDER
I nødig haver ey, min Jomfru, mig at bede,
Jeg som ved mindste Nik til alle Ting er reede.
LUCILIA
Hvad vor Forlovelse nu meer opholde kand?
I blive skal i Dag min Brudgom, Ægte-Mand.
PHILOCYNE
Og I det samme og, O Polidor, skal hede,
Men giv mig først et Aar, Melampe at begræde,
Naar Aaret er forbi, saa strax i Ægte-Stand
Vi os begive vil, der haver I min Haand.