Holberg, Ludvig Uddrag fra HENRICH OG PERNILLE

som Cavalzer. Ha ha ha ha ha ha! Det gaaer rigtig an. Hun er fast. Hvad kand dog ikke de lumpne Klæer giøre? Jeg har, min Troe, ikke haft andet Øjemerke end at harcelere lidt med min Herres Klæer og Eqvipage, og aldrig tænkt at giøre min Lykke derved. Det gaaer mig ligesom Kuliebrænderen, der iførte sig i en Doctor-Kiole for at lade sig hilse af Folk, og blev virkelig Doctor ved samme Narrerie. Jeg blir virkelig Hanreder; Thi den gode Jomfrue er coqvete som en ævig Ulykke. Men hvad vil det siige? Jeg avancerer dog, nemlig fra en Slyngel til en fornemme Hanreder. Det meeste bestaaer derudi, at jeg kand holde gode Miner, og intet af det gamle Lakei-Væsen stikker frem, som kand røbe mig. I gaar havde jeg nær begaaet en forbandet Forseelse: Da jeg gav de fremmede Folk, som jeg har antaget for min Herre, Ordre at spænde for Vognen, kom jeg ikke ihu, jeg var Herre, men vilde staae bag paa Vognen, hvorudover Kudsken begyndte at smile og sagde: Hvor vil deres Velbaarnhed hen? Jeg blev skamfuld og begyndte at henge med Hovedet som et Æsel, men reedede mig dog derfra i det jeg lod som jeg saae en Skavank paa Himmelen af Vognen. Jeg var paa et Assemblee i Gaar, allene for at lære nogle fornemme Grimacer. Jeg saae der iblant andet en Junker, som nyelig var kommen fra Frankerig, ham udcopierede jeg meget nøye, undtagen at jeg ikke vil snakke igiennem Næsen, hvortil han havde sine a parte Raisons, thi han var kommen gandske nyelig fra Paris. For Resten 206 stial jeg ham all hans anden Artighed fra, som for Exempel:

Jeg er fornøyet med mig selv. Jeg er forliebt i mig selv. Frøikenen har pardieu Raison.