Holberg, Ludvig Uddrag fra DEN POLITISKE KANDSTØBER

Jeg kand svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester Herman, og begiære hans Dotter, som jeg længe har været forlovet med, men hemmelig. Dette er den tredie gang jeg har været paa Veyen, men er gaaen tilbage igien. Var det ikke for Skam skyld og den Bebreidelse jeg maa lide af min Moer, saa gik det ligesaa til denne gang. Det er en naturlig Feyl og Frygtagtighed, som jeg ikke let kand overvinde; hver gang jeg vil banke paa Dørren, er det ligesom een vil holde min Haand tilbage. Men frisk Mod, Antonius, er halv Tæring; det hielper ikke, du maa dertil. Jeg maa pynte lidt paa mig først; thi Folk siger, at Mester Herman er bleven curiøsk paa nogen Tid.

Nu troer jeg nok, at jeg saa vidt kand passere; nu maa jeg banke paa. See! saa sandt jeg er ærlig, er det ikke ligesom een holder min Haand. Ej, corasi Antonius! jeg veed, du har jo intet ondt giort. Jeg kand jo ikke faae meer end ney.