Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

III

Rosenkilde og Bagger 1969

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1969

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

Komedierne
Indledning

Som al Digtning forudsætter ogsaa Holbergs Digterværker en Tolkning af det menneskelige, et Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er et Menneske? Den Psykologi, der ligger bag »Peder Paars« og Skæmtedigtene, er fremstillet i Indledninger til disse Skrifter. Det er den samme Menneskeopfattelse eller Antropologi (som Teologerne siger), Holbergs Komedier bygger paa. Det er den, vi kender fra hans Natur- og Folkeret, og som vi har faaet udbygget i det komiske Heltedigt og i Satirerne: Mennesket er efter sin Oprindelse et frit Væsen, det besidder en ufejlbarlig Fornuft, recta ratio, hvis Røst det blot behøver at lyde for at leve retfærdigt og lykkeligt. Men Passioner og Vaner slører Fornuften og faar de fleste til at føre et daarligt eller taabeligt Levned. Loven og Øvrigheden straffer de daarlige Mennesker, som af Ondskab eller Uretfærdighed gaar uden for Normen; Satiren og Komedierne udleverer Taaberne til Latteren. Og der findes da to Slags Taabelighed. Den ene fandt vi legemliggjort i Peder Paars' Person: det er latterligt at tage mod Skæbnens haarde Stød uden at reagere; den konsekvente Stoiker er stupid og altsaa komisk. Vi genfinder Typen bl. a. i en af Holbergs sene Komedier, »Philosophus udi egen Indbilding«. Den anden Slags Taabelighed er Komediernes Hovedemne. Den opstaar, naar et Menneske giver Afkald paa sin Fornufts Brug og lader sig drive, som et Skib uden Ror, for en naragtig Passion eller Svaghed. Det er latterligt, naar en Haandværker, der har forlæst sig paa et Par Bøger, tror han kan styre en stor By som Hamburg og dømme i alle 6 Sager. Det er lige saa latterligt, at en ung Akademiker, Rasmus Berg = Erasmus Montanus, mener at have tilegnet sig en logisk Metode og derfor tror han kan gribe ind i alle Videnskaber: »Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem ... En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.« (5. Akt, 2. Scene). Det er latterligt, naar en ung Fløs som Hans Frandsen taber al Fornuft, fordi han har været nogle Uger i Paris - og det er latterligt, at hans Forældre af lutter Forkælelse giver deres Jean de France Midlerne dertil. Det er latterligt, at en velsitueret Borger, som kunde føre en baade behagelig og samfundsnyttig Tilværelse, ligger under for den fikse Idé, at han skal gøre alting selv og kontrollere enhver Bagatel i sit Hus. For en Tidsøkonom som Holberg kunde vel intet være mere komisk end en Mand, der er fuldt beskæftiget med intet at udrette. I sin 2. Satire havde Holberg »forsvaret« Tigellius med Henvisning til, at vi alle er vægelsindede. Men i Komedien udleveres Den Vægelsindedes Bizarreri uden Forsvar eller Forstaaelse. Jeppe paa Bierget har faaet en skrap Kone, hvad der forklarer, at han drikker - men ikke at han er en komisk Tøffelhelt og Hanrej. Han har god Forstand, Jeppe, men han bruger den ikke, da han bliver ophøjet til Baron og saa straks er rede til at lade Ridefogden og hans syv Børn hænge!

Det er altsaa latterligt, at Folk ikke kan følge Fornuftens Lys, holde Tungen lige i Munden og bjerge sig igennem Tilværelsen. Det er naturligvis ogsaa latterligt at tro, at man kan ændre disse Narre ved at fremstille dem paa Scenen eller i Litteraturen. De menneskelige Svagheder eller vitia er uudryddelige og derfor eviggyldigt Stof for Komedieskrivere.

Holberg kunde derfor øse af Komedier fra alle Tider. Af Aristofanes, som han havde citeret i Noter til »Peder Paars«; af Plautus og Terents, som han var særlig fortrolig med, efter at han fra 1720 var blevet Professor i latinsk 7 Litteratur; af den italienske Maskekomedie, som han havde faaet Indtryk af i Italien, og ikke mindst af Molière og hans franske Skole. I Paris 1714 ff. har Holberg næppe set meget Teater; han taler ikke derom i sine Erindringer, og han har ikke haft Raad til at betale de ret høje Billetpriser. Derimod kan han have haft Mulighed for at se fransk Teater i København. Omkring 1712 blev et Hofteater indrettet paa Københavns Slot, der blev fuldstændig nedrevet 1731-32, for at give Plads til det første Christiansborg. Det var paa dette Teater, Frederik IV's franske Trup opførte Tragedier og Komedier for Hoffet og dets Gæster. Det er ikke bevist, at almindelige Borgere har haft Adgang til Forestillingerne; men det er dog tænkeligt, at Holberg har lært Truppens Leder, Montaigu, at kende, før de alle fik Afsked i September 1721. I Løbet af Vinteren kom Truppen i Arbejde paa et Teater i Lille Grønnegade, der var bekostet af en fransk Emigrant, Etienne Capion. Her spilledes fransk Teater fra 19. Januar 1722, paa Skift med en tysk Trup. De franske Skuespil kunde dog ikke svare sig, og Franskmændene rejste bort, med Undtagelse af Montaigu, som 1. Juli 1722 ansøgte Kongen om Tilladelse til at opføre Skuespil paa Dansk; 14. August fik han Bevillingen, og allerede 23. September aabnede Den danske Skueplads i Capions Teater med Molières Den Gerrige, eller Gnieren, som det nu hed i dansk Oversættelse. Den næste Forestilling, 25. September, var Holbergs Den politiske Kandestøber, og derefter fulgte i hektisk Fart oversatte og originale Komedier, op til i Begyndelsen af 1727, da Teatret maatte lukke.

I Sommeren 1722 har Holberg antagelig skrevet sine første Komedier, efter at han fra højtstaaende og patriotiske Personer, maaske ogsaa fra Montaigu selv, har faaet Opfordring til at forsøge sig i en ny humoristisk Genre. Og han har arbejdet omkap med det nye Teaters sprogkyndige Oversættere. I den smukke og vigtige Publikation, Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, I-V, 1920-24, kan vi konstatere, at Holberg og Oversættere adlød 8 samme Parole: man satsede paa et bredt borgerligt Publikum; Sproget er overalt folkeligt, Komikken djærv og umiddelbar. Det er karakteristisk, at de franske Verskomedier, som vi kender i dansk Oversættelse til Lille Grønnegadeteatret, alle er gengivet paa Prosa.

Holbergs Arbejde for Teatret har været ulønnet. Ved Théâtre Frangais i Paris fik Forfatteren Procenter af Billetindtægten, saa længe den ikke sank under et vist Minimum. Naar Stykket ikke længere trak, sendtes det tilbage til Forfatteren; han ejede det, indtil han lod det trykke. Naar et Skuespil var trykt, kunde alle spille det uden Afgift til Ophavsmanden. Holberg har vidst, at Opførelser i Udlandet kunde give gode Indtægter. Han skriver i sine Erindringer, at »Forfattere i Frankrig og England ikke sjælden kan tjene 2-3000 Dalere paa en enkelt Komedie, der modtages med Bifald«. Det er muligvis ogsaa med saadan Gevinst for Øje, Holberg allerede 1725 rejser til Paris i den evidente Hensigt at faa nogle af sine Komedier op i Paris.

Hvis man ikke fik Honorar af Teatret herhjemme, kunde man faa Indtægter ved Salget af de trykte Skuespil. Holberg havde megen Hast med at faa sine Komedier paa Tryk. Allerede 1723 kom 1. Tome af Hans Mickelsens Comoedier (Den politiske Kandestøber; Den Vægelsindede; Jean de France; Jeppe paa Bierget; Mester Gert Westphaler). Bindet maatte genoptrykkes 1724, da 2. Tome udkom (Den ellefte Juni; Barselstuen; Det arabiske Pulver; Jule-Stue; Mascarade). 1725 saa endelig Hans Mickelsens 3. Tome Lyset (Jacob von Tyboe; Ulysses von Ithacia; Kilde-Reisen; Melampe; Uden Hoved og Hale). Inden Teatret lukkede, var saaledes femten Komedier i Trykken. Ti andre laa rede. 1731 genoptryktes de tre første Tomer, endnu to føjedes til, med fem Komedier i hver (Henrich og Pernille; Diderich Menschen-Skræk; Hexerie eller Blind Alarm; Den pantsatte Bonde-Dreng; Det lykkelige Skibbrud. Erasmus Montanus; Pernilles korte Frøken-Stand; De Usynlige; Den Stundesløse; Den 9 honnette Ambition). Disse fem Bind dannede Den danske Skue-Plads. Dermed var hele Produktionen bragt paa Markedet, med Undtagelse af et lille Lejlighedsstykke (Den danske Comoedies Ligbegængelse), der tryktes særskilt i 1746 og Don Ranudo, der kom sammen med nogle nye Skuespil, Holberg skrev til det genoprettede Teater. Den danske Skue-Plads, der var blevet optrykt 1742, fik da 1753-54 et Tillæg af en 6. og en 7. Tome (Plutus; Abracadabra; Den forvandlede Brudgom; Don Ranudo; Philosophus udi egen Indbildning; Republiquen; Sganarels Rejse til Det philosophiske Land; Artaxerxes. Et heroisk Skuespil, det er en Oversættelse af Teksten til Metastasias Opera).

Tekstgrundlag. Den danske Skue-Plads' fem Bind 1731 og de to 1753-54 har været Grundlaget for de fleste senere Tryk af Holbergs Komedier, saaledes for Comedier I-VIII, 1847-54, der er fulgt i nærværende Udgave, med Benyttelse af det tekstkritiske Apparat i Samlede Skrifter XVIII, 1963, S. 81 ff. og tekstkritiske Forbedringer i Comoedier, ved Carl Roos, I-III, 1923-24. Noterne i sidstnævnte Udgave, der samler og forøger Generationers videnskabelige Arbejde med Holbergs Komedier, har haft grundlæggende Betydning for denne Udgaves Kommentar; en Del nyt er kommet til, og de sproglige Forklaringer er forøgede i Tal. Ved Udarbejdelsen har jeg haft værdifuld Hjælp af mag. art. Johanne Birch-Jensen til og med Den honnette Ambition, og for de øvrige af stud. mag. Jørgen Hunosøe.

Litteratur. Olaf Skavlan: Holberg som Komedieforfatter (Kristiania 1872), Hans Brix: Holbergs Komedier (1942), Jens Kruuse: Holbergs maske (1964), Anne E. Jensen: Studier over europæisk drama i Danmark 1722-1770, I-II (1968).

10
11

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Den politiske Kandstøber ...................... 15
  • Noter ............................................. 83
  • Den Vægelsindede ............................... 91
  • Noter ............................................. 153
  • Jean de France ..................................... 159
  • Noter ............................................. 218
  • Jeppe paa Bierget ................................. 225
  • Noter ............................................. 277
  • Mester Gert Westphaler ........................ 283
  • Noter ............................................. 321
  • Den ellefte Junii ................................... 327
  • Noter ............................................. 396
  • Plancher ............................................. 400
12
13

DEN POLITISKE KANDSTØBER
Comoedie udi fem Acter

14

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • HERMAN VON BREMEN
  • GESKE
    hans Hustrue
  • ENGELKE
    hans Dotter
  • ANTONIUS
    hendes Beiler
  • HENRICH
    Tieneren
  • ANEKE
    Piigen
15

Den politiske Kandstøber
Indledning

Det var denne Komedie, som blev det første danske Skuespil paa Lille Grønnegade Teatret, den 22. September 1722. Komedien blev ifølge Holberg selv en Succes; den holdt Tilskuerne i Latter fra Begyndelsen til Enden, og Tilstrømningen var saa stor, at mange maatte blive staaende uden at kunne komme ind.

Det var altsaa et Tilløbsstykke, Holberg stillede forrest i Komediernes første Bind, og det var det samme Stykke, han oversatte til Fransk, da han i Efteraaret 1725 rejste til Paris for at skaffe sig Indpas paa den franske Scene. Han blev, som det kan ses af hans Erindringer (her Bind XII), skuffet i sine Forhaabninger, men det er muligt, at hans Oversættelse blev stillet til Raadighed for den meget franskkyndige Dansker, Gotthard Fursman, der 1746 udgav et Bind med fire Komedier af Holberg; heriblandt Tinstøberen eller Statsmand i egen Indbildning: Le Potier d'étain ou l'Homme d'Etat imaginaire. Med Mellemled skulde den politiserende Kandestøber komme i en ejendommelig Positur ved Udbruddet af den franske Revolution. Ved Aaret 1788 gærede det i Frankrig af politisk Reformiver; heri deltog en Adelsmand og Skribent, Michel de Cubières, med en versificeret Bearbejdelse af Komedien, hvis Hovedperson nu er Vognmager (charron) og Medlem af en politisk Klub i en fransk Havneby. Komedien har nu som Undertitel: L'Homme d'Etat imaginaire. de Cubières skriver en lang Fortale, hvori han priser den gode Kong Ludvig XVI, som nu vil give os Pressefrihed, indkalde Stænderne og rive Bastillen ned: paa dens Ruiner skal vi 16 rejse en Statue af denne gode Fader! Lad os da undgaa den ødelæggende Revolution, som nogle ønsker - og lad os le med denne Louis de Holberg, der er saa at sige ukendt i Frankrig! Fortalen er dateret 19. marts 1789, men Bogen naaede ikke at udkomme, før Revolutionen var en Kendsgerning: Stænderne traadte sammen 5. Maj, Necker afskedigedes 11. Juli, og Bastillen blev stormet 14. Juli: Holberg kom for sent til at afværge den franske Revolution.

Men 1797 var han atter i Ilden. Da tryktes Komedien i Basel i en ny Oversættelse under Titelen »Revolutionsmanden der fik sin Straf«, Le Révolutionnaire corrigé; den indførtes i Frankrig med Titelbladet: »Hver sin Haandtering eller Oprørsmanden der fik sin Straf«, Chacun son métier ou le Frondeur corrigé. I Paris fik en ung Teaterskribent, G.-E. Etienne, fat i den, skrev den ned til tre Akter, og under Titelen »Kedelsmeden som Statsmand«, Le Chaudronnier homme d'Etat, fik den i Juli 1800 Succes paa Teatret Ambigu-Comique. Mange Aar efter blev Bearbejdelsen trykt i Etiennes CEuvres complètes (1846-49).

Saa blev Revolutionen til Diktatur og ny Enevælde, og Kandestøberen dukkede op igen. Han er nu Instrumentmager (luthier) i Lübeck. Komedien opførtes paa Théâtre Frangais den 27. December 1816. Allerede under 1. Akt virkede Tendensen udfordrende, der blev Piben og Tilraab; Uroen steg, og under 2. Akt rejste Parterret sig og krævede Tæppet ned! Et andet Stykke maatte opføres. - Manuskriptet til den nye Bearbejdelse er genfundet i Archives Nationales i Paris, af Kristen D. Spanggaard.

I revolutionære Tider blev Den politiske Kandestøber øjensynlig taget til Indtægt for Reaktionen. Var Holberg Modstander af Reformer? Læs herom i Bind VIII og IX.

Litteratur.A. Jolivet: La premiere traduction de Holberg en français (i De Libris. Bibliofile Breve til Ejnar Munksgaard 1940). Henry Hellssen: Holbergs Kandestøber i Paris (1940). Kåre Foss: Konge for en dag. Et socialpolitisk teatermotiv (Oslo 1946). Kristen D. Spanggaards Kronikker i Berlingske Aftenavis 3. Dec. 1948 og 13. Dec. 1968.

17

ACTUS I

SCEN. 1.

ANTONIUS

Jeg kand svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester Herman, og begiære hans Dotter, som jeg længe har været forlovet med, men hemmelig. Dette er den tredie gang jeg har været paa Veyen, men er gaaen tilbage igien. Var det ikke for Skam skyld og den Bebreidelse jeg maa lide af min Moer, saa gik det ligesaa til denne gang. Det er en naturlig Feyl og Frygtagtighed, som jeg ikke let kand overvinde; hver gang jeg vil banke paa Dørren, er det ligesom een vil holde min Haand tilbage. Men frisk Mod, Antonius, er halv Tæring; det hielper ikke, du maa dertil. Jeg maa pynte lidt paa mig først; thi Folk siger, at Mester Herman er bleven curiøsk paa nogen Tid.

Han tar sin Hals-Klud af, og binder den om igien, tar en Kam af Lommen og kæmmet sit Haar, børster sine Skoe.

Nu troer jeg nok, at jeg saa vidt kand passere; nu maa jeg banke paa. See! saa sandt jeg er ærlig, er det ikke ligesom een holder min Haand. Ej, corasi Antonius! jeg veed, du har jo intet ondt giort. Jeg kand jo ikke faae meer end ney.

Banker paa.

SCEN. 2.

Henrich. Antonius.

HENRICH
ædende paa et Smørre-Brød

Serviteur, Mester Antoni! Hvem vil I tale med?

18
ANTONIUS

Jeg vilde tale med Mester Herman, om han var alleene.

HENRICH

Jo mænd, han er endelig alleene, men sidder og læser.

ANTONIUS

Da er han meer gudfrygtig end jeg.

HENRICH

Dersom der kom en Forordning ud, at Herculus skulde være en Postill, saa troer jeg, han skulde kunde præke, naar det skulde være.

ANTONIUS

Men har han saa Stunder formedelst sit Arbeyd at læse i saadane Bøger?

HENRICH

I skal agte, at Hosbond har to Bestillinger: Han er baade Kandestøber og Politicus.

ANTONIUS

Det riimer sig meget lidet sammen.

HENRICH

Vi har og merket det samme; thi naar han giør noget Arbeyd, som sielden skeer, saa seer det saa politisk ud, at vi maa støbe det om igien. Men vil I ellers tale med ham, saa kand I gaae lige ind i daglig Stuen.

ANTONIUS

Jeg har et vigtigt Ærende, Henrich; thi, mellem os at sige, saa vil jeg begiære hans Dotter, som ieg saa længe har været forlovet med.

HENRICH

Det er sandt, det er min Troe et vigtigt Ærende. Men hør, Mester Antoni! I maa ikke tage ilde op, at jeg varer jer om en Ting: Vil I tænke paa, at jer Ansøgning skal lykkes, da nraa I sætte jere Ord paa Skruer og føre en ziirlig Tale; thi han er bleven forbandet curiøsk paa nogen Tid.

ANTONIUS

Ney saa mænd giør jeg ey, Henrich; jeg er en god ærlig Handverksmand, som ingen Complimentationer har lært. Jeg siger kun slet og ret, at jeg har Elskov til hans Dotter, og begierer hende til Hustrue.

HENRICH

Ikke andet? Ja, saa skal jeg give jer min Hals, om I faaer hende. I det ringeste maa I begynde jer Tale af det Ord: Saasom eller Eftersom. I skal agte, Mester Antoni, at I har med en studeret Mand at bestille, der læser Dag og Nat politiske Bøger, saa han 19
maa blive gall. Det meste, han paa nogen Tid har haft at dadle paa Folkene her i Huuset, er, at der er saadant gemeent Væsen hos os alle, besynderlig hos mig, hvilken han aldrig nævner, uden han kalder mig: Din liiderlige gemeene Slyngel. Han vilde endelig med Dievels Magt forleeden Uge, at Mutter skulde gaae med Adriane; skiønt han kom ingen Vej dermed, thi Mutter er en Gudfrygtig gammeldags Kone, som heller lod sit 20 Liv, end lagde sin flasked Trøye af. Han gaaer frugtsommelig med noget, hvad Pokker det ogsaa er; derfor, om I vil lykkes i jer Frieratz, saa maa I følge mit Raad.

ANTONIUS.

Jeg agter min Troe ingen Slingring, men gaaer Hige til.

SCEN. 3.

HENRICH
alleene

Den største Vanskelighed ved at frie, er at hitte paa, hvorledes man skal begynde sin Tale; Jeg har selv eengang gaaet paa Frierie, men kunde i fiorten Dage ikke hitte paa, hvad jeg skulde sige. Jeg vidste nok, at man skulde begynde Talen af det Ord: Saasom eller Eftersom; men det var Ulykken, at jeg ikke kunde hitte paa andre Ord at hefte til dette Saasom. Jeg gad derfor ikke plage mig længer dermed, men gik hen og kiøbte mig en Formular hos Jacob Skole-Mester for 8 Skilling, thi han selger Stykket saaledes; men det løb forbandet galt af for mig, thi da jeg kom midt udi Talen, kunde jeg ikke hitte paa Resten, og jeg undsaae mig ved at tage Papiiret op af Lommen. Jeg har kundet profect føre den Tale baade før og siden, som mit Fader Vor, men da jeg skulde bruge den for alvor, kom den i baglaas for mig. Den var saaledes:

Nest tienstlig Salutems Hilsen er jeg Henrich Andersen af velberaad Hu, Drift og Tilskyndelse hidkommen at lade eder viide, at jeg er ey meer af Stok og Steen end andre; og saasom alting i Verden finder hos sig Elskov, endogsaa u-mælende Beester, altsaa er jeg med GUD og Æren hidkommen u-værdig at begiære og forlange eder til min hiertens Allerkiæreste.

Vil nogen give mig 8 Skilling igien, vil jeg overlade den. Den er ærlig de Penge værd; thi jeg skulde bilde mig ind, at hvo der fører saadan Tale, kand faae hvilken brav Mands Dotter han forlanger. Men der kommer Vatter, jeg maa løbe.

21

SCEN. 4.

Herman von Bremen. Antonius.

HERMAN

Han skal have Tak, Monsieur Antonius, for sit gode Tilbud; han er en smuk skikkelig Karl, jeg troer nok, min Dotter kunde være vel holden med ham. Men jeg vilde gierne have en til Sviger-Søn, der har studeret sine Politica.

ANTONIUS

Min kiære Monsieur Herman von Bremen! men man kand ikke føde Kone og Børn dermed.

HERMAN

Ikke det? Meener I, at jeg har i Sinde at døe Kandstøber? I skal see det, inden et halv Aar gaaer til Ende. Jeg haaber, naar jeg har læset den Europæiske Herold igiennem, at man skal nøde mig til at tage en Plads an i Raadet. Den Politiske Nachtisch kand jeg allereede paa mine Fingre; men den vil ikke forslaae. Skam faae Autor, han maatte have giort den noget vitløftigere. I kiender vel den Bog?

ANTONIUS

Nej jeg giør ikke.

HERMAN

Da skal jeg laane jer min, den er saa god, som den er liden; all min heele Politica har jeg af den Bog, samt af Hercules og Herculiscus.

ANTONIUS

Den sidste er jo kun en Roman?

HERMAN

Ja det er sandt nok; gid Verden var fuld af saadane Romaner. Jeg var paa en vis Sted forgangen Dag, hvor en fornemme Mand hviskede mig i Ørene: Hvo der har læset den Bog med Forstand, kand forestaae den største Bestilling, ja regiere et heelt Land.

ANTONIUS

Ja Vatter! naar jeg skal slaae mig til Læsning, forsømmer jeg mit Handværk dermed.

HERMAN

Jeg siger jer Monsieur: Jeg agter ikke længe at blive ved Kandstøberiet, jeg burte for længe siden at have forladt det; thi hundrede brave Mænd her i Byen har sagt mig: Herman von Bremen! I burde være noget andet. Ja det er ikke længer siden end forgangen Dag, at en Bormester lod i Raadet falde disse Ord: Herman von Bremen kunde nok tiene til andet end 22 Kandstøber; den Mand har det inde, som mange af os i Raadet selv maa leede efter. Hvoraf I kand slutte, at jeg ikke døer Kandstøber. Vil derfor gierne have en til Sviger-Søn, der legger sig efter Stats-Sager, saasom jeg haaber med Tiden, at baade han og jeg skal komme i Raadet. Vil I nu begynde paa den politiske Nachtisch, saa vil jeg examinere jer hver Løverdag Aften hvor vidt I er avancered.

ANTONIUS

Nej! min Troe vil jeg ikke; jeg er for gammel til at gaae i Skole igien paa nye.

HERMAN

Ja saa er I og ikke skabt til at være min Sviger-Søn. Adieu.

SCEN. 5.

Geske, von Bremens Kone. Antonius.

GESKE

Det er forskrekkeligt med min Mand, han er aldrig inde og tar vare paa sit Arbeide; jeg vilde give noget got til, at jeg kunde faae at viide, hvor han har sin Gang. Men see! Monsieur Antonius! gaaer han her alleene? Vil han ikke komme ind?

ANTONIUS

Nej Tak, Mutter, jeg er for ringe dertil.

GESKE

Ej! hvad er det for Snak?

ANTONIUS

Jer Mand har faaet politiske Griller, og gaaer med en Bormester i Maven. Han kaster paa Nakken af Handverks-Folk, som jeg og mine Lige; han bilder sig ind, at han er klogere end Notarius Politicus selv.

GESKE

Den Nar, den Giæk, vil I agte ham? Jeg troer før, han bliver Staader og kommer til at betle sit Brød, end han blir Bormester. Kiære Antonius! I skal ikke agte ham, og lad ikke den Godhed falde, som I har for min Dotter.

ANTONIUS

Von Bremen svær paa, at hun skal ingen have uden en Politicus.

GESKE

Jeg skal før vride Halsen om paa hende, end 23 hun skal faae en Politicus. I gamle Dage kaldte man jo en Skielm en Politicus.

ANTONIUS

Jeg agter ikke heller at blive saadan een; jeg vil nære mig reedelig med mit Hiulmagerie. Det gav min salig Fader sit daglig Brød, og jeg haaber det skal ogsaa føde mig. Men her kommer en Dreng, som vil vist tale med jer.

GESKE

Hvad vil I, mit Barn?

DRENGEN

Jeg vilde gierne tale med Mester Herman.

GESKE

Han er ikke hiemme; vil I siige mig det?

DRENGEN

Jeg skulde høre fra min Madame, om det Fad var færdig, som hun bestilte for 3 Uger siden; vi har haft ti og ti Bud derom, men man opholder os kun med Snak.

GESKE

Beed jer Madame, min Søn, at hun ikke bliver vred, det skal blive vist færdig til i Morgen.

EN ANDEN DRENG

Jeg skulde fornemme eengang for alle, om de Tallerkener kand blive færdige. De kunde have været giort og opslidte, siden vi bestilte dem. Mutter svor paa, at I faaer ikke saa hastig Arbeide for os igien.

GESKE

Hør, mit hierte Barn! naar I bestiller noget herefter, skal I bestille det hos mig: Min Mand har somme Tider nogle Sviin paa Skoven, saa det giør ingen gode at tale med ham derom. Troe mig paa mine Ord, det skal blive færdigt paa Løverdag. Adieu.

Her seer I, min kiære Antonius, hvorledes det gaaer til i vort Huus. Vi mister ved min Mands Forsømmelse et Arbeid efter et andet.

ANTONIUS

Er han da aldrig hiemme?

GESKE

Sielden; og naar han er hiemme, bygger han Casteller i Luften, saa at han har ingen Tanke til Arbeid. Jeg forlanger intet af ham, uden at han vil have Indseende med Folkene; thi naar han giør noget, maa Svennene giøre det om igien. See! der er Henrich, han skal tilstaae mine Ord.

24

SCEN. 6.

Henrich. Geske. Antonius.

HENRICH

Her er Manden ude, Mutter, som skal have Penge for de 8 Tønder Kuli, vi fik i Gaar.

GESKE

Ja, hvor skal jeg tage Pengene fra? Han faaer at bie til min Mand kommer hiem. Kand du ikke sige mig, hvor min Mand har sin Gang om Dagen?

HENRICH

Om Mutter vilde holde reen Mund, skulde jeg nok sige det.

GESKE

Jeg svær dig til, Henrich, at jeg ikke skal røbe dig.

HENRICH

Der holdes alle Dage et Collegium, som de kalder Collegium Polemiticum, hvor over tolv Personer kommer sammen og snakker om Stats-Sager.

GESKE

Hvor holdes den Forsamling?

HENRICH

Mutter maa ikke kalde det Forsamling. Det heeder Collegium.

GESKE

Hvor holdes da det Collegium?

HENRICH

Det holdes Vexelviis, nu hos en, nu hos en anden; i Dag (men ikke mine Ord igien) skal det holdes her.

GESKE

Ha ha! nu begriber jeg, hvorfor han vil have mig ud i Dag at besøge Smedens Kone Annike.

HENRICH

Mutter kand nok gaae ud, men komme tilbage om en Time og overrumple dem. I Gaar holdtes samme Collegium hos Jens Oltapper; der saae jeg dem alle sidde ved et Bord, og Hosbond ved Bord-Enden.

GESKE

Kiendte du nogle af dem?

HENRICH

Ja mænd, jeg kiender dem alle; lad see: Hosbond og Verten i Huuset var to, Frands Kniv-Smed 3, Christopher Maler 4, Gilbert Tapetmager 5, Christian Farver 6, Gert Bundtmager 7, Henning Brygger 8, Sivert Posekiiger 9, Niels Skrivemester 10, David Skolemester 11, og Richart Bøstenbinder 12.

ANTONIUS

Det er alle nogle feede Karle, at tale om Stats-Sager. Hørte I ikke, hvad de talede?

25
HENRICH

. Jeg hørte det nok, men jeg forstod kun lidt deraf; jeg hørte nok, at de satte Keysere, Konger og Chur-Førster af, og andre i deres Sted igien. Nu talede de om Told, nu om Accise og Consumption, nu om u-dygtige Folk, som var i Raadet, nu om Hamburgs Opkomst og Handelens Forfremmelse, nu kastede de op i Bøger, nu kiigede de udi Landkorte. Richart Bøstenbinder sad med en Tandstikker i Haanden, saa jeg troer han maa være Secreteer i Raadet.

ANTONIUS

. Ha ha ha! Det første jeg møder ham, skal jeg, min Troe, siige: god Dag, Herr Secreteer!

HENRICH

. Ja, men ikke mine Ord igien; gid Fanden have med de Folk at bestille, som kand sætte Konger og Førster, ja Bormester og Raad selv af.

GESKE

. Taler min Mand ogsaa med?

HENRICH

. Ikke meget, han sidder kun og grunder, og tar Snus-Tobak, medens de andre taler, og, naar de har udtalet, deciderer han.

GESKE

. Kiendte han dig ikke da?

HENRICH

. Han saae mig ikke, thi jeg var i en anden Stue; og omendskiønt han havde seet mig, saa havde hans Høyhed ikke tilladt ham at kiende mig, thi han havde en Mine, som en Kreds-Oberst, som den øverste Bormester, naar han gir Audience til en Minister. Folk, saa snart de komme i Collegier, faaer ligesom en Taage for Øynene, saa de ikke kand see end deres beste Venner.

GESKE

! Ach! jeg arme Menneske! den Mand fører os vist i Ulykke, om Bormester og Raad faaer at viide saadant, at han sidder og reformerer Staten. De gode Mænd vil ingen Reformation have her i Hamborg. See kun til, om vi ikke faaer Vagt for vort Huus, førend vi veed et Ord deraf, og min gode Herman von Bremen blir trækket i Fængsel.

HENRICH

. Det kand nok skee; thi Raadet har aldrig haft meer at sige end nu, siden den Tid Kreds-Tropperne 26 laae udi Hamburg. Det heele Borgerskab er ikke mægtig til at tage ham i Forsvar.

ANTONIUS

Lapperie! Det er kun at lee af saadane Karle; hvad kand en Kandestøber, en Maler, eller Børstenbinder vide af Stats-Sager? Raadet vil heller divertere sig end blive bange derover.

GESKE

Jeg vil see til, om jeg kand overrumple dem. Lad os gaae ind saa længe.

27

ACTUS II

SCEN. 1.

Collegium Politicum. Henrich. Herman.

HERMAN

Henrich, lav nu alting færdig, Krus og Piber paa Bordet. Ret nu har vi dem.

Henrich giør alting færdig. En kommer ind efter en anden. De sætter sig ned ved Bordet, og Herman von Bremen ved Bordenden.
HERMAN

Velkommen allesammen. I gode Mænd! hvor var det vi slap sidst?

RICHART BØRSTENBINDER

Det var vist om Tydsklands Interesse.

GERT BUNTMAGER

Det er sandt, nu erindrer jeg det. Det vil altsammen give sig paa neste Rigsdag. Gid jeg var der en Time! Jeg vilde viske Chur-Førsten af Mayntz noget i Ørene, som han skulde takke mig for. De got Folk veed ikke, hvorudi Tydsklands Interesse bestaaer. Hvor har man nogen Tid hørt en Keyserlig Residentz Stad, som Wien, uden Flode, eller i det ringeste uden Gallejer? De kunde nok holde en Krigs-Flode til Rigets Forsvar; der gives jo nok Krigssteur og nok Romer-Monathen dertil. See om ikke Tyrken er klogere. Vi kand aldrig lære bedre at fore Krig end af ham. Der er jo Skove nok baade i Øster-Rige og Prag, dersom man kun vil bruge dem enten til Skibe eller Master. Havde vi en Flode i Øster-Rige eller Prag, da lod nok Tyrken eller Frantzmanden fare at belejre Wien, og vi kunde gaae lige til Constantinopel. Men ingen tænker paa saadant.

28
SIVERT POSE-KIGER

Nej, aldrig nogen Moers Siæl. Vore Forfædre har været langt klogere. Det kommer alt paa Anstalter. Tydskland er ikke større nu end det var i gamle Dage, da vi ikke alleene forsvarede os berømmelig mod alle vore Naboer, men end og tog ind store Stykker af Frankerige, og beleyrede Paris selv baade til Lands og Vands.

FRANTZ KNIV-SMED

Men Paris er jo ingen Søe-Sted?

SIVERT POSE-KIGER

Saa maa jeg da forstaae mit Landkort meget ilde. Jeg veed nok hvor Paris ligger. Saaledes ligger jo Engeland, ret her hvor jeg holder min Finger, her løber jo Canellien, her ligger Bordeus, og her Paris.

FRANTZ KNIV-SMED

Nej Bruder! her ligger jo Tydskland, og her strax ved Frankerig, som er landfast med Tydskland, ergo kand jo Paris ingen Søe-Sted være.

SIVERT

Er der da intet Hav ved Frankerig?

FRANTZ

Nej vist; en Frantzmand, som ikke har reyst uden Lands, veed aldrig hverken af Skibe eller Baade at sige. Spør kun Mester Herman. Er det ikke, som jeg siger, Mester Herman?

HERMAN

Jeg skal strax skille Trætten. Henrich, laan os Landkortet over Europa. Danckvarts Landkort.

VERTEN

Der har I eet, men det er noget i stykker.

HERMAN

Det vil ikke sige. Jeg veed nok hvor Paris ligger, men vil kun have Landkortet for at overbevise de andre. Seer I nu, Sivert! her ligger Tydskland.

SIVERT

Det er ret nok; jeg kand see det paa Donaustrømmen som ligger her.

Idet han peeger paa Donaustrømmen, støder han Kruset om med Albuen, saa at Landkortet forderves.

VERTEN

Den Donaustrømmen løb noget for sterk. De leer allesammen: Ha, ha, ha!

HERMAN

Hør, got Folk! Vi taler saa meget om fremmede Sager, lad os tale noget om Hamborg; den Materie 29 kand flye os nok at bestille. Jeg har tit tænkt paa, hvoraf det kommer, at vi ingen Steder har udi Indien, men skal kiøbe de Varer af andre. Det er en Sag, som Bormester og Raad nok burde betænke.

RICHART BØRSTENBINDER

Tal ikke om Bormester og Raad, skal vi bie, til de tænker derpaa, kommer vi til at bie længe. Her udi Hamburg berømmes en Bormester alleene deraf, at han kand holde det lovlige Borgerskab i Tvang.

HERMAN

Jeg meener, I gode Mænd, at det endnu ikke er for silde; thi hvorfor skulde ikke Kongen af Indien unde os saa vel Handel som Hollænderne, hvilke har 30 intet at føre did hen uden Ost og Smør, som gemeenligen blir fordervet paa Vejen? Jeg holder for, at vi giorde vel, om vi indgav et Forslag til Raadet derom. Hvormange er vi her samlede?

VERTEN

Vi ere kun 6; thi de andre 6 troer jeg ikke kommer meere.

HERMAN

Det er alt nok. Hvad er jer Meening, Herr Vert? lad os votere.

VERTEN

Jeg er gandske ikke for det Forslag; thi slige Reyser bringer mange got Folk af Staden, som jeg har en daglig Skilling af.

SIVERT POSE-KIGER

Jeg holder for, man bør see meer paa Stadens Opkomst, end sin egen Interesse, og at Mester Hermans Forslag er det ypperligste, som nogen Tid kand giøres. Jo meere Handel vi driver, jo meer maa jo Staden florere; jo fleere Skibe der kommer hid, jo bedre er det ogsaa for os smaa Betientere. Dog det sidste er ikke meest Aarsag, at jeg raader til dette Forslag, men Stadens Tarv og Fremgang driver mig alleene til at recommendere saadant.

GERT BUNTMAGER

Jeg kand aldeeles ikke samtykke dette Forslag, men raader heller til Compagniers Oprettelser paa Grønland og Strat Davids, thi saadan Handel er Staden langt nyttigere og bedre.

FRANTZ KNIV-SMED

Jeg merker, at Gertes Votum sigter meer til egen Nytte end Republiqvens beste; thi til de Indianske Reyser trænger man ikke saa meget til Bundtmageren, som til de Nordiske Reyser. Jeg for min Part holder for, at den Indianske Handel overgaaer alle udi Vigtighed; thi udi Indien kand man undertiden for en Kniv, Gaffel eller Sax faae af de Vilde et stykke Guld, som vejer ligesaameget. Vi maa mage det saa, at de Forslag vi gier ind for Raadet, ikke lugter af egen Nytte; thi ellers kommer vi ingen Vej dermed.

RICHART BØRSTENBINDER

Jeg er af samme Meening, som Niels Skriver.

HERMAN

Du voterer som en Børstenbinder: Niels Skriver 31 er jo ikke tilstæde. Men hvad vil den Qvinde herinde? Det er, min Troe, min Kone.

SCEN. 2.

Geske. Collegium Politicum.

GESKE

Er I her, Dagdriver? Det var nok saa got, at I arbeidede noget, eller i det ringeste, at I havde Indseende med jer Folk; vi mister et Arbeid efter et andet ved jer Forsømmelse.

HERMAN

Tie stille Kone, du blir Frue Bormesters, før du veedst et Ord deraf; meener du, at jeg gaaer ud for Tids Fordriv? Jo jo! Jeg har ti gange meer Arbeide end I alle udi Huuset; I andre arbeide kun med Hænderne, men jeg med Hiernen.

GESKE

Alle galne Folk giør ligeledes, de bygge, som I, Casteller i Luften, og bryder Hiernen med Galskab og Giækkerie, indbildende sig at giøre vigtige Ting, da det dog i sig selv er intet.

GERT BUNTMAGER

Var det min Kone, hun skulde ikke tale meer end eengang.

HERMAN

Ej Gert! det maa en Politicus ikke agte. For et Aar eller 3 havde jeg smurt min Kones Ryg for saadane Ord; men siden den Tid jeg har begyndt at kiige i politiske Bøger, har jeg lært at foragte saadant. Qvi nescit simulare, nescit regnare, siger en gammel Politicus, som ingen Giæk var; jeg troer han heedte Agrippa eller Albertus Magnus; thi det er Fundament til all Politik i Verden, thi hvo der ikke kand taale at høre et ondt Ord af en hidsig og gall Kone, duer ey til nogen høy Bestilling: Kaaldsindighed er den allerstørste Dyd, og den Ædelsteen, som meest pryder Regenter og Øvrighed. Derfor holder jeg for, at ingen burte komme her i Staden at sidde udi Raadet, førend han havde giort Prø- ver paa sin Kaaldsindighed, og ladet see, at han baade kunde tage imod Skieldsord, Hug og Ørefigen. Jeg er af Naturen hidsig, men jeg stræber at overvinde det ved 32 Studering. Jeg har læset udi Fortalen af en Bog, som heeder: Der Politisene Stockfisch, at naar en blir overvældet af Vrede, skal han tælle til tyve, imidlertid gaaer ofte Vreden over.

GERT

. Det kunde ikke hielpe mig, om jeg talte til hundrede.

HERMAN

. Ja saa duer I ikke til andet end til at være Subaltern.

Henrich, giv min Kone et Kruus Øll ved det lille Bord.

GESKE

. Ej, du Slyngel! meener du at jeg er kommen hid for at drikke?

HERMAN

l, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13. Nu er det alt over. Hør, Mutter, du maa ikke tale saa haardt til din Mand, det lader saa farlig gemeent.

GESKE

. Er det da fornemme at betle? Har enhver Kone ikke Aarsag til at skieide, naar hun har saadan Dagdriver til Mand, der saaledes forsømmer sit Huus, og lader Hustrue og Børn lide Nød?

HERMAN

. Henrich, giv hende da et Glas Brænde-Viin; thi hun har forivret sig.

GESKE

. Henrich, giv min Mand, den Slyngel, et par Ørefigen.

HENRICH

. Det maa I selv giøre; jeg betakker mig ellers for saadan Commission.

GESKE

. Saa tør jeg giøre det selv. Hun gier ham Ørefigen.

HERMAN

l, 2, 3, 4, 5, til 20.

Han lader som han vil slaae igien, men begynder paa nye at tælle til 20. Havde jeg ikke været en Politicus, saa skulde du have faaet Skam.

GERT BUNDTMAGER.

Vil I ikke holde jer Kone i Ave, saa skal jeg. Fort her ud! Her ud!

Geske skielder udenfor.
33
34

SCEN. 3.

Collegium Politicum.

GERT BUNDTMAGER

Jeg skal lære hende at holde sig smukt hiemme en anden gang. Det bekiender jeg, er det politisk, at lade sig trække efter Haaret af sin Kone, saa blir jeg aldrig Politicus.

HERMAN

Ach! ach! qvi nescit simulare, nescit regnare; det er let talt, men ikke ret let practiceret. Jeg bekiender, det var en stor Spot min Kone giorde mig; jeg troer jeg løber endnu ud efter hende og prygler hende paa Gaden. Dog l, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20. Nu er det over; lad os nu tale om andre Sager.

FRANTZ

Qvindfolk har alt for meget at sige her i Hamborg.

GERT

Ja det er sandt; jeg har tit tænkt paa at giøre et Forslag derom. Men det er vanskeligt at legge sig ud med dem. Forslaget er ellers got nok.

HERMAN

Hvorledes er det Forslag?

GERT

Det bestaaer af faa Artikler. 1. Vilde jeg, at Ægteskabs Contract skulde ikke være ævig, men giøres paa visse Aar, saa at naar Manden ikke var fornøyet med sin Kone, kunde han slutte nye Contract med en anden, men skulde være forbunden ligesom med Huus-Leje at sige hende op et fierding Aar for Fardag, som skulde være ved Paaske eller Michaelis Tider; hvis han var fornøyet med hende, kunde Contracten forlænges. Troe mig, om saadan Lov blev giort, der skulde ikke findes een ond Kone i Hamborg, men enhver skulde beflitte sig paa at gaae sin Mand under Øyen for at have Contracten forlænget. Har I gode Mænd noget at sige imod den Artikel? Frantz! du smiler saa skalkagtig, du har vist noget at sige derimod; lad os høre.

FRANTZ

Men kunde ikke en Kone undertiden finde sin Regning ved at blive skildt ved en Mand, som enten var ond imod hende, eller som var en Dagdriver, der alleene aad og drak, og intet vilde arbeide til Kones og Børns 35 Underhold? Eller hun kunde faae Lyst til en anden, og giøre Manden alting saa broget, at han mod sit Forsæt lod hende fare. Jeg holder for, at større Ulejligheder kand reise sig af saadant. Der er jo Midler til at tvinge en Kone med. Vilde enhver, som I, Mester Herman, naar han faaer et Ørefigen, give sig til at tælle til tyve, saa fik vi en Hob skiønne Koner. Jeg holder uforgribelig for, det beste Middel er, naar en Kone er balstyrisk, at Manden truer hende med at ligge alleene, og ingen Seng at søge med hende, indtil hun bedrer sig.

GERT BUNDTMAGER

Det kunde jeg ikke holde. Mangen Mand kan lige saa lidet skikke sig derudi, som Konen.

FRANTZ

Saa kand jo Manden gaae extra.

GERT

Saa kand jo Konen og gaae extra.

FRANTZ

Men Gert, lad os høre de andre Artikler.

GERT

Ja see, om han giorde det! Du har maa skee Lyst at skiemte meere; intet er saa got, man jo har noget at sige derimod.

HERMAN

Lad os nu tale om andre Sager. Folk, som hørte os tale, skulde tænke vi holdt Consistorium eller Tamper-Ret. Jeg tænkte paa i Nat, da jeg ikke kunde sove, hvorledes Regieringen i Hamborg best kunde indrettes, saa visse Familier, hvor udi Folk hid til dags ligesom fødes til Bormestere og Raads-Herrer, kunde udelukkes fra den højeste Øvrigheds Værdighed, og en fuldkommen Frihed indføres. Jeg tænkte, man skulde vexelviis tage Bormestere nu af et Laug, nu af et andet, saa blev samptlige Borgerskab deelagtig udi Regieringen, og alle Stænder kom til at florere; thi for Exempel, naar en Guld-Smed blev Bormester, saae han paa Guld-Smedenes Interesse, en Skrædder paa Skræddernes Opkomst, en Kandstøber paa Kandstøbernes, og ingen skulde være Borgemester længer end en Maaned, paa det at et Laug skulde ikke florere meer end et andet. Naar Regieringen saaledes blev indrettet, kunde vi kaldes et ret frit Folk.

36
TUTTI

Det Forslag er herligt; Mester Herman, I taler som en Salomon.

FRANTZ KNIV-SMED

Det Forslag er got nok. Men ...

GERT BUNDTMAGER

Du kommer altid med dit Men; jeg troer enten din Far eller Moer har været Mennist.

HERMAN

Lad ham kun sige sin Meening. Hvad vilt du sige? Hvad meener du med det Men?

FRANTZ

Jeg tænker, mon det ikke skulde være vanskeligt iblant at faae en god Bormester af et hver Handværks-Laug? Mester Herman er god nok, thi han er vel studeret; men hvor finder vi, naar han er død, blant Kandstøberne en anden, der duer til saadant Regimente? thi, naar Republiqven er kommen paa Knæ, er det ikke saa let at støbe den om igien i en anden Form, som at støbe en Tallerken eller en Kande om, naar den er fordervet.

GERT

Ach! Pakketel! vi finder nok dygtige Mænd end ogsaa blant Handtverks-Folk.

HERMAN

Hør, Frantz, du est endnu en ung Mand, og derfor ikke kand see saa dybt udi en Ting endnu, som vi andre; hvorvel jeg merker, du har et got Hovet, og med Tiden kand blive til noget. Jeg vil kun kortelig forestille dig, at denne din Instantz har ingen Grund, alleene af vore Personer: Vi ere udi dette Laug over 12 Personer, alle Handtverks-Folk; enhver af os kand jo see hundrede Feil, som begaaes af Raadet. Forestill dig nu, at en af os blev Bormester, og endrede de Feil, som vi saa tit har talt om, og som Raadet ikke kand see; mon Hamborger Stad vilde tabe noget med saadan Bormester? Dersom I gode Herrer ere saa sindede, da vil jeg give det Forslag ind.

TUTTI

Ja vist.

HERMAN

Men nok om de Materier. Tiden gaaer bort, og vi har ikke læset Aviserne endnu. Henrich! Lad os faae de sidste Aviser.

HENRICH

Her er de sidste Aviser.

HERMAN

Flye dem til Richart Børstenbinder, som plejer læse.

37
RICHART

Man skriver fra Hovet-Lejeren ved Rhin-Strømmen, at man venter Recruter.

HERMAN

Ej! det har man skrevet 12 gange i rad. Spring over Rhin-Strømmen. Jeg kand ærgre mig ihiel, naar jeg hør tale om de Sager. Hvad skriver man fra Italien?

RICHART

Fra Italien skrives, at Printz Eugenius har brudt op med sin Lejr, passeret over den Flod Padus, og gaaet forbi alle Fæstninger for at overrumple Fiendens Armee, som der udover i største Hast er retireret 4 Miil tilbage. Duc de Vendosme skiendte og brændte allevegne udi sit eget Land udi Retiraden.

HERMAN

Ach, ach! Hans Durchleuchtighed er slagen med Blindhed, vi er om en Hals; jeg vil ikke give 4 Skilling for den heele Armee i Italien.

GERT BUNDTMAGER

Jeg holder min Troe for, at Prindsen giorde ret; thi det har altid været mit Forslag. Sagde jeg det ikke forgangen, Frantz Kniv-Smed, at man burde giøre saaledes?

FRANTZ

Nej! jeg kand ikke erindre det.

GERT

Jo min Troe har jeg sagt det 100 gange; thi hvorfor skal Armeen ligge og lunte? Prindsen har min Troe giort ret. Det tør jeg forsvare mod hvem det skal være.

HERMAN

Henrich! giv mig et Glas Brændeviin. Jeg kand svære paa, Ihr Herren, at det blev sort for mine Øyne, da jeg hørte læse disse Tidender. Jeres Skaal, Mussiørs. Nu det bekiender jeg! Det kalder jeg en Hoved-Forseelse, at gaae forbi Fæstningerne.

SIVERT POSE-KIGER

Jeg havde, min Troe, giort det samme, om Armeen havde været mig betroed.

FRANTZ KNIV-SMED

Ja du skal nok see, at man giør Pose-Kigere til Generaler.

SIVERT

Du har ikke behov at spotte, jeg torde blive saa god som en anden.

GERT

Der i har, min Troe, Sivert ret, at Prindsen har giort vel at gaae lige løs paa Fienden.

HERMAN

Ej, min gode Gert! I er alt for selvklog, I faaer lære noget endnu.

38
GERT

Da skal jeg ikke lære det af Frantz Kniv-Smed. De komme i sterk Skielderie og taler en i Munden paa en anden, reiser sig af Stolene, truer og stoier. Herman slaaer imod Bordet og raaber:

Stille, stille Ihr Herren! Lad os ikke tale meer om det, hver kand beholde sin Meening. Hør, Ihr Herren, gier dog Lyd! Meener I vel at Duc de Vendosme af Frygt har retireret sig og sat Ild paa Landet? Nej den Karl har læset Alexander Magnuses Krønike, thi saa giorde han, da Darius forfuldte ham, og derudover vandt en Sejer ligesaa stor, som den vi vandt for Hochstedt.

HENRICH.

Nu slog Klokken 12 paa Postmesterens Verk.

HERMAN.

Saa maa vi da gaae.

Paa Vejen disputerer de og stojer om det forrige.
39

ACTUS III

SCEN. 1.

Abrahams. Sanderus. Christoffer. Jochum.

ABRAHAMS

Nu skal jeg fortælle ham et Eventyr, som vil divertere heele Staden. Veed I hvad jeg har overlagt med tre, fire fornemme Folk her i Byen?

SANDERUS

Nej! jeg veed ikke.

ABRAHAMS

Kiender I ikke Herman von Bremen?

SANDERUS

Det er vist den Kandstøber, som er saa stor Politicus og boer i dette Huus.

ABRAHAMS

Det er den samme. Jeg var nyelig i Selskab med nogle af Raadet, som ivrede sig meget mod samme Karl, efterdi han talede saa dristig udi Verts-Huus imod Regieringen, og reformerede alting. De samme holdt det tienligt at udskikke Spioner, for at vidne paa hans Mund, at han kunde blive revsed, andre til Exempel.

SANDERUS

Det var at ønske, saadanne Karle engang kunde blive straffede; thi de sidder og criticerer over et Krus Øll Konger, Førster, Øvrighed og Generaler, saa det er forskrekkeligt at høre paa. Det er ogsaa farligt; thi den gemeene Almue har ikke den Skiønsomhed, at den kand eftertænke, hvor u-rimeligt det er, at en Kandstøber, Hattemager, eller Børstenbinder kand tale med ringeste Grund om slige Sager, og see de Ting, som et heelt Raad ikke kand see.

ABRAHAMS

Det er sandt; thi samme Kandstøber kand reformere det heele Romerske Rige, medens han støber en Tallerken, og agere baade Landstøber og Kandstøber paa eengang. Men mig behagede ikke samme Raads-Herrers Foretagende; thi at straffe eller arrestere saadan 40 Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.

SANDERUS

Hvor i skulde den bestaae?

ABRAHAMS

At skikke ham Deputerede, som fra Raadet, for at gratulere ham med Bormesterskab, og flye ham strax nogle vanskelige Ting at forrette; saa skal man see, hvor elendig han vil blive, og han selv skal merke, hvor stor Forskiæl der er imellem at raisonere om en Bestilling, og at forestaae den.

SANDERUS

Men hvad vil deraf følge?

ABRAHAMS

Deraf skal følge, at han enten af Desperation skal forløbe Byen, eller ydmygeligen bede om sin Afskeed, og tilstaae sin Udygtighed; jeg er derfor alleene kommen til Monsr. Sanderus for at begiere hans Hielp i at i Verk sætte denne Machine, saasom jeg veed, han er beqvem til saadant.

SANDERUS

Det kand lade sig giøre. Vi vil selv agere slige Deputerede og strax gaae til ham.

ABRAHAMS

Ja her er hans Huus. Jochum eller Christopher, bank paa, og siig, at der 2 Raads-Herrer er her ude, som vil tale med Herman von Bremen. De banker paa.

SCEN. 2.

Herman. Abrahams. Sanderus. Jochum. Christopher.

HERMAN

Hvem vil I tale med?

JOCHUM

Her er tvende Raads-Herrer, som vil have den Ære at opvarte ham.

HERMAN

Hillement, hvad er det? Jeg seer skiden ud, som et Svin.

ABRAHAMS

Underdanigste Tiener, Velbaarne Hr. Bormester! vi ere hid skikkede af Raadet for at gratulere ham med et Bormesterskab her i Staden; thi Raadet har 41 anseet meer hans Meriter end hans Stand og Vilkor, og udvalt ham til Bormester.

SANDERUS

Raadet holdt det ubilligt, at saadan viis Mand skulde occuperes med saadanne slette Forretninger, og grave sit store Pund ned i Jorden.

42
HERMAN

Ihr Herren Collegæ, aflegger min Hilsen og Taksigelse til det lovlige Raad og forsikrer dem om min Protection. Det er mig kiert, at man er falden paa de Tanker, alleene for Stadens skyld, ikke for min egen Persons; thi havde jeg skiøttet om Høyhed, havde jeg, maa skee, længe siden været noget.

ABRAHAMS

Velbaarne Hr. Bormester! Raadet og Borgerskabet kand ikke vente andet end Stadens Velstand under saadan en høy viis Øvrighed.

SANDERUS

Og derfor har forbigaaet saa mange andre rige og fornemme Mænd, der har ansøgt om den høye Magistrat.

HERMAN

Ja, ja; jeg haaber de skal ey heller fortryde paa dette Vall.

ABRAHAMS og SANDERUS

Vi recommenderer os da samptlige udi Hr. Bormesters Bevaagenhed.

HERMAN

Det skal være mig en Fornøyelse, at giøre dem nogen Tieneste. Om Forladelse, at jeg følger dem ikke længer.

SANDERUS

Ej! det kand ej heller staae Hr. Bormester an at gaae videre.

HERMAN
kalder paa een af Laqvaierne

Hør, I Cammerat, der har I til en Kande Øll.

LAQVEIEN

Ach vi giør det ikke Jeres Velbaarenhed.

SCEN. 3.

Herman. Geske.

HERMAN

Geske! Geske!

GESKE

indenfor. Jeg har ikke Stunder.

HERMAN.

Herud, jeg har noget at sige dig, som du aldrig drømte om din Livs-Tid.

GESKE.

Nu, hvad er paa Færde?

HERMAN.

Har du noget Caffee i Huset?

GESKE.

Hvad Snak! naar brugte jeg Caffee sidst?

HERMAN.

Du kommer at bruge det herefter da; inden 43 en halv Time faaer du Visit af alle Raads-Herrernes Fruer.

GESKE

Jeg troer, den Mand drømmer.

HERMAN.

Ja jeg drømmer saaledes, at jeg har drømt os et Bormesterskab paa Halsen.

GESKE.

Hør, Mand! giør mig ikke vred igien, du veedst hvor det gik sidst.

HERMAN.

Saae du ikke de to Herrer med deres Laqveier som gik her forbi?

GESKE.

Jo jeg saae dem.

HERMAN.

De vare her inde, og lod mig vide fra Raadet, at jeg er bleven Bormester.

GESKE.

I er Fanden heller.

HERMAN.

Lad os nu see, kiere Kone, at du beflitter dig herefter paa et meere fornemme Væsen, og at ingen af de gamle Kandstøber-Nykker bliver tilbage hos dig.

GESKE.

Ach! er det vist, min hierte Mand?

HERMAN.

Det er saa vist, som jeg staaer her. Ret lige nu har vi Huset fuld af Gratulationer, af skyldigste Tiennere og Tiennerinder, af Jemerecommaner og Baselemaner.

GESKE

paa Knæ. Ach! min hierte Mand! forlad mig, om jeg har giort dig noget imod tilforn.

HERMAN.

Alt forladt; beflit dig kun paa at være noget fornemme herefter, saa skal du have min Naade. Men hvor skal vi faae en Tienner i en hast?

GESKE.

Vi kommer til at kaste nogle af jere Klæder paa Henrich, indtil vi kand faae kiøbt Liberie. Men hør, min Hierte, eftersom I nu er bleven Bormester, saa vilde jeg bede, at Gert Bundtmager maa straffes for den Tort, han giorde mig i Dag.

HERMAN.

Ej, min hierte Kone! Bormesters Frue maa ikke tænke paa, at hevne den Uret, som er vederfaret Kandstøberens Kone. Lad os faae Henrich her ind.

44

SCEN. 4.

Geske. Herman. Henrich.

GESKE

Henrich!

HENRICH

Hey!

GESKE

Henrich, du maa ikke svare saa herefter; veedst du ikke hvad os er vederfaret?

HENRICH

Nej! jeg veed ikke.

GESKE

Min Mand er bleven Bormester.

HENRICH

Hvor over?

GESKE

Hvor over? over Hamborg.

HENRICH

Han er Pokker heller; det var jo et Fandens Spring af en Kandstøber.

HERMAN

Henrich, tal med meere Beskeed! du skal vide, du est Laqvei hos en stor Mand nu.

HENRICH

Lakei! saa avancerer jeg ikke nær saa meget.

HERMAN

Du skal nok avancere. Du kand med Tiden blive Reutendiener. Tie kun still. Du kommer paa nogle Dage at agere Lakei, indtil jeg kand faae en Tienner. Han kommer til at bære min brune Kiole, min Hierte, indtil vi kand faae Liberie færdig.

GESKE

Men jeg frygter, den vil blive alt for lang.

HERMAN

Ja vist er den forlang; men man faaer at hielpe sig i en hast, som man kand.

HENRICH

Ach Herre Jeh! den rækker mig ned i Hælene. Jeg vil see ud som en Jøde-Præst.

HERMAN

Hør, Henrich!

HENRICH

Ja Mester.

HERMAN

Du Slyngel, kom mig ikke med slige Titler meere; du skal herefter, naar jeg raaber paa dig, svare: Herre! og naar nogen kommer at spørge efter mig, skal du sige: Bormester von Bremenfeld er hiemme.

HENRICH

Skal jeg svare saaledes, enten Herren er hiemme eller ej?

HERMAN

Hvilken Snak! naar jeg ikke er hiemme, skal du svare: Hr. Bormester von Bremenfeld er ikke hiemme; og naar jeg ikke vil være hiemme, skal du svare: 45
Bormesteren gier ikke Audience i Dag. Hør, min Hierte, du maa strax lave til noget Caffee, du skal have noget at tractere Raads-Herrernes Fruer med, naar de kommer; thi der i vil vor Reputation bestaae her efter, at man kand sige: Bormester von Bremenfeld gier gode Raad, og hans Frue god Caffee. Jeg er saa bange, min Hierte, at I forseer jer i noget, førend I blir vant til den Stand, I er kommen udi. Henrich, spring du ud efter et Thee-Bord med nogle Kopper, og lad Pigen springe efter fire Skilling udi Caffee; man kand altid siden kiøbe meer. Det skal være jer en Regel, min Hierte, til videre, at I ikke taler meget indtil I lærer at føre honnet Discours. I skal ey heller være alt for ydmyg, men staae paa jer Respect, og for alting arbeide paa, at faae det gamle Kandstøber-Væsen af Hovedet, og bilde jer ind, at I har været Bormesters Frue i mange Aar. Om Morgenen skal der et Thee-Bord være dekket for Fremmede, som kommer, om Eftermiddagen et Caffee-Bord; og derpaa spilles Kort. Der er et vist Spill, som kaldes Allumber; jeg vilde give 100 Rixdaler til, at I og vor Datter Frøichen Engelke forstod det. I maa derfor give flittig agt, naar I seer andre spiller, at I kand lære det. Om Morgenen skal I ligge til Klokken ni eller halvgaaen ti, thi det er kun gemeene Folk, som staaer op om Sommeren med Solen; dog om Søndagene maa I reise jer noget tiligere, saasom jeg paa de Dage agter at medicinere. En smuk Snustobaks-Daase maa I legge jer til, som I maa lade ligge paa Bordet hos jer, naar I spiller Kort. Naar nogen drikker paa jeres Sundhed, skal I ikke sige Tak, men tres humble Servitör. Og naar I gaber, skal I ikke holde for Munden, thi det er ikke meer brugelig blant fornemme Folk; endelig, naar I er i Compagnie, skal I ikke være for meget peen, men sætte Honnetteteten noget til Side .. . Hør jeg glemte noget: I skal ogsaa legge jer en Skiødehund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter; thi det er ogsaa fornemme. Vor Naboe-Kone Arianke har en smuk Hund, som hun nok laaner jer, 46 til vi kand selv faae en. Hunden skal I give et fransk Navn, som jeg nok skal hitte paa, naar jeg faaer Stunder at tænke mig om. Den skal idelig ligge i jer Skiød, og I skal i det ringeste en halv Snees gange kysse den, naar der er Fremmede.

GESKE

Nej, min hierte Mand! det kand jeg u-muelig giøre; thi man veed ikke altid, hvor en Hund har lagt og sølet sig. Man kand derudover enten faae Munden fuld af Skarn eller Lopper.

HERMAN

Ej! ingen Snak! vil I være Frue, saa maa I og have Frue Noder. Saadan Hund kand derforuden ogsaa give jer Anledning til Discours; thi naar I ingen Anledning har til Materie, kand I fortælle om jer Hunds Qvaliteter og Dyder. Giør kun som jeg siger min Hierte. Jeg forstaaer mig paa den fornemme Verden bedre end I. Speiler jer kun i mig. I skal see, at der ikke skal være de ringeste gamle Levninger hos mig tilbage. Det skal ikke gaae mig som det gik en vis Slagter, som blev Raadmand, hvilken, naar han havde skrevet en Side ud og skulde vende Bladet om, satte Pennen i Munden, som han var vant at giøre med Slagter-Kniven. Gaaer I andre nu ind at giøre Anstalter; Jeg har lidt at tale med Henrich allene.

SCEN. 5.

Herman. Henrich.

HERMAN

Hør, Henrich!

HENRICH

Hr. Bormester.

HERMAN

Mener du ikke, at jeg vil faae mange Misundere formedelst denne Ophøyelse?

HENRICH

Ej hvad vil Herren keere sig om Misundere! Gid man ikkun havde giort mig til Bormester paa den Maade, jeg skulde have givet mine Misundere Døden og Dievelen.

HERMAN

Den eeneste Ting jeg er lidt bange for, er nogle smaa Ceremonier; thi Verden regieres af Pedanterie, 47 og Folk seer meer efter smaa dalier end efter solide Ting. Var ikkun den første Dag over, som jeg skal giøre mit Indtog udi Raad-Huset paa, saa vilde jeg være fornøyed; thi hvad solide Forretninger angaaer, det er som Smørre-Brød for mig. Men jeg maa lave mig paa, hvorledes jeg første gang skal begegne mine Colleguser, og at jeg ikke støder mod de sædvanlige Ceremonier.

HENRICH

Ej Lapperie, Herr Bormester, ingen brav Mand binder sig til visse Cermonier. Jeg for min Part giorde intet andet, om jeg skulde giøre saadant Indtog, end gav Raadsherrerne min Haand at kysse, og giorde mig brav Rynker udi Panden, saa at de skulde faae at vide hvad jeg førte i min Skiold, og at jeg stilltiende gav dem tilkiende, at en Bormester var ingen Kramsfugl eller Pandekage.

HERMAN

Men tænk, at der skal ogsaa holdes en Oration paa Raad-Huset den første Dag, jeg bliver introducered. Jeg kand nok holde en Oration, saa god som nogen her i Byen; thi jeg turde obligere mig til at præke, om det skulde være i Morgen. Men, saasom jeg aldrig har bivaanet saadan Act tilforn, saa veed jeg egentlig ikke, hvad Formularier man pleier at bruge.

HENRICH

Ej Herre, ingen uden Skolemestere binde sig til Formularier. Jeg for min Part, om jeg var Bormester, lod mig nøye med at sige dem kort og fyndigt saadane Ord, som for Exempel: Det falder vel en deel underligt, ædle og velviise Herrer Raadmænd, at see en usel Kandestøber i en hast omstøbt til en Bormester .. .

HERMAN

Fy, fy. Det var en lumpen Begyndelse.

HENRICH

Nej det skulde ikke være Begyndelse. Jeg vilde begynde min Tale saaledes: Jeg takker eder, ædle og velviise Herrer, for den Ære de have giort en usel Kandestøber, som jeg, at giøre ham til Bormester.

HERMAN

Alt kommer du med din forbandet Kandestøber. Det er u-anstændigt at tale saadant paa Raadhuset, hvor jeg maa stille mig an, som jeg var fød Bormester. Skulde jeg holde saadan Tale, vilde jeg kun 48 blive foragted og bespotted. Nej nej Henrich, du vilde blive en slet Orator. En Skielm skal sige mig paa, at jeg nogentid har været Kandestøber. Jeg har kun øvet mig lidt for Tidsfordriv paa Støbningen, naar jeg har været kied af at studere.

HENRICH

En Skielm skal ogsaa sige mig paa, at jeg nogentid har været Kandstøber-Dreng.

HERMAN

Hvorfor vil du da at jeg skal føre saadan Tale?

HENRICH

Ach lidt Taalmodighed! Herren er alt for hastig. Jeg vilde tillige med sige dem paa en høflig Maade, at hvis nogen mocqverede sig derover, efterdi jeg nyeligen havde været Kandestøber, da skulde de faae en Ulykke. Og hvis jeg fornam mindste moqvante Mine hos nogen, vilde jeg sige: ædle og velviise Herrer, bilder I Phantaster jer vel ind, at I har giort mig til Bormester for at narre mig? og derpaa vilde jeg brav slaae i Cathedra, medens Orationen holdes, saa de nok skulde merke af min Introductions Tale, at jeg ikke var at skiemte med, og at de havde faaet en Bormester, som var Karl for sin Hat. Thi lader Herr Bormester sig underkuie i Førstningen, vil Raadet holde ham stedse for en Slyngel.

HERMAN

Du taler som en Slyngel; jeg skal nok hitte paa, hvad Tale jeg vil holde. Lad os gaae ind.

49

ACTUS IV

SCEN. 1.

HENRICH
aleene. Har Lidser paa begge Ermene af sin Kiol, som gaaer ham til Hælene, og er broderet med hvit Papiir.

Jeg er en Hundsvot, om jeg kand begribe, hvorledes Raadet er falden paa de Tanker at giøre min Huusbond til Bormester; thi jeg seer ingen Overeensstemmelse imellem en Kandstøber og saadan høy Embedsmand, uden maa skee det kommer deraf, at ligesom en Kandstøber kaster gamle Tallerkner og Fader udi en Form, og støber dem om til nye, saa kand ogsaa en god Bormester ved gode Love støbe Republiqven om igien, naar den forfalder. Men de gode Mænd har ikke taget i agt, at min Huusbond var den sletteste Kandstøber udi Hamborg, og derfor, om de ellers har udvalt ham paa det Fundament, vil blive ogsaa den sletteste Bormester, vi har haft. Den eeneste Nytte ved dette Vall er, at jeg blir Reutendiener derved; thi det er en Bestilling, som jeg har Naturalier og Lyst til, thi fra jeg var et Barn, har jeg kundet glæde mig ved, at see Folk trækkes i Arrest. Det er ogsaa en god Bestilling for en, der veed at snoe sig lidt derudi; thi først maa jeg lade som jeg har meget at sige hos Bormester, og naar Folk faaer den Troes Artikel i Hovedet, vinder Henrich i det ringeste 100 Daler eller 200 derved om Aaret, som jeg ikke vil imodtage af Gierighed, men alleene for at lade see, at jeg forstaaer mit Embede og Reutendienerat. Vil nogen tale med Bormester, siger jeg, han er ikke hiemme. Siger de, at de saae ham i Vinduet, svarer jeg, det vil intet sige, han er dog ikke hiemme. Folk i Hamborg 50 veed strax, hvad saadan Svar betyder: De stikker Henrich en Daler i Haanden, saa kommer Herren strax hiem; er han upasselig, saa blir han strax frisk; er der Fremmede hos ham, saa gaaer de strax bort; ligger han, saa staaer han strax op. Jeg omgaaes undertiden med fornemme Laqveier; jeg veed nok, hvor der tilgaaer udi slige Huse. I gamle Dage, da Folk var dumme, som Heste og Esler, da kaldte man saadant Nefas, men nu heeder det Extra, Drikke-Penge, eller u-visse Indkomster. Men see der kommer Anneke; hun veed endnu intet af denne Forandring, thi hun har saadan gemeen Kandstøberske Mine og Gang endnu.

SCEN. 2.

Anneke. Hemich.

ANNEKE

Ha, ha, ha! Nej see hvor det Spøgelse seer ud! jeg troer, det er en Adriane, han har faaet paa sig.

HENRICH

Hør, du Kandstøber Carronie, har du ikke seet et Liberie eller en Lakei tilforn? Disse gemeene Folk ere min Troe ligesom Beester, de staaer og gaber ligesom Køer, naar de seer et Menneske en Dag udi andre Klæder end en anden Dag.

ANNEKE

Nej! eet Skiemt, og andet Alvor: veedst du ikke, at jeg har lært at spaae i Dag? Her var en gammel Kone i Dag, som seer Folk i Hænderne, hende gav jeg et stykke Brød, hvorfor hun lærde mig den Konst, at see i Folkes Hænder, hvad dem skal vederfares. Maa jeg see dine Hænder, saa skal jeg strax sige dig din Skiebne.

HENRICH

Ja, ja, Anneke, Henrich er ikke saa taabelig, som du bilder dig ind. Jeg lugter alt Lunten. Du har faaet et Nys om den Forfremmelse, som i Dag er mig lovet.

ANNEKE

Nej, min Troe, veed jeg ikke af noget at sige.

HENRICH

See ikkun, hvor gode Miner hun kand holde! Jo, min Troe, har du hørt det, og derfor har du og got 51 ved at spaae. Nej Henrich har gammel Been i Panden, han er ikke saa let at tage ved Næsen.

ANNEKE.

Jeg kand giøre min høyeste Eed paa, at jeg ikke har hørt ringeste Ting af saadant som du siger.

HENRICH.

Har du ikke talt med Frue Bormesters nyelig?

52
ANNEKE

Jeg troer den Dreng er gall, kiender jeg Frue Bormesters?

HENRICK

Saa har, min Troe, Frøikenen sagt dig det.

ANNEKE

Ej! holdt da op engang med saadant Narrerie, Henrich.

HENRICH

See! der, Anneke, har du min Haand, spaae nu saa meget som du vil. Jeg merker nok, at du har faaet et Nys om Sagerne, skiønt du stiller dig saa fremmet an. Men det kand ikke skade, at du est saa polisk; vor heele Huus bør være saa herefter. Nu! hvad saae du nu i min Haand?

ANNEKE

Jeg seer, Henrich, at Fatters Custos, som henger bag Kakkel-Ovnen, vil dantze en lystig Galiath paa din Ryg i Dag. Er det ikke uforskammet at gaae saaledes at spøge sig ud, da her er saa meget Arbeid at giøre i Huset, og at reede Fatters Kiole saa til?

HENRICH

Hør, Anneke, jeg kand spaae foruden at see i Hænderne: Jeg spaaer dig, at du est en Carnali, og at du for din uforskammede Mund faaer et par Ørfigen eller to (ligesom det kand falde sig til). See der! der har du Spaadommen opfyldt. Gir hende Ørefigen.

ANNEKE

Au, au, au, det skal blive dig dyre Ørefigen.

HENRICH

Lær saa en anden gang at bære Respect for en stor Herres Lakei...

ANNEKE

Bie kun, nu kommer Mutter strax.

HENRICH

For Bormesters fornemmeste Tienner . ..

ANNEKE

Hun vil hevne det paa din Ryg.

HENRICH

For en Reutendiener ...

ANNEKE

Jo, jo, jeg siger endnu, at det skal blive dig dyre Ørefigen.

HENRICH

For en Person, der har stor Gehør hos Bormester . . .

ANNEKE

Ach! ach! jeg er ikke bleven slagen her i Huset tilforn.

HENRICH

Som heele Borgerskabet vil giøre Caresser og Baselemaner til herefter ...

53
ANNEKE

Jeg troer, den Dreng er bleven gandske gall. Hej Mutter! Mutter, kom ind!

HENRICH

St! st! st! du faaer vist en Ulykke med din Mutter. Jeg merker nok, du veedst ikke, hvad her er passeret; derfor tilgier jeg dig, som en Christen, din Forseelse. Raadet har ved de fleeste Stemmer udvalt Hosbond til at være Bormester, Mutter til at være Bormesterinde, dømt Engelke fra sit Jomfrueskab, og benaadet hende med Frøkens Titel. Derfor kand du let begribe, at det ikke kand staae mig an, at arbeide meer. Derfor bær jeg ogsaa dette Liberie, som du seer.

ANNEKE

Ej! staae ikke og fixere mig oven i Kiøbet.

HENRICH

Det er som jeg siger, Anneke! See der kommer Frøiken, som skal sande mine Ord.

SCEN. 3.

Engelke. Anneke. Henrich.

ENGELKE

Ach, Gud bedre mig arme Menneske! nu seer jeg, all Forhaabning er ude.

HENRICH

Ej, Frøiken! er det nu Tid at græde, da jere Forældre ere komne udi saadan Velstand?

ENGELKE

Hold din Mund, Henrich! jeg vil ingen Frøiken være.

HENRICH

Hvad skal I da være? I er jo ikke Jomfrue meere, saa maa I jo være Frøiken. Det er jo den næste Æres Trin, man stiger op, naar man skiller sig ved sin Jomfrudom.

ENGELKE

Jeg vilde heller være en Bonde-Dotter, saa var jeg vis paa, at kunde faae den, til hvilken jeg engang har bortgivet mit Hierte.

HENRICH

Eja! er det ikke andet Frøikenen græder for, end hun vil giftes? Nu kand hun jo allersnarest blive gift, og faae hvilken Mand hun peeger paa; thi den halve Bye vil storme til Huset for at blive Bormesters Svoger.

ENGELKE

Jeg vil ingen have uden Antonius, som jeg eengang har lovet Ægteskab.

54
HENRICH

Ej! fy Jomfrue! vil I have nu en Hiulmager, hvilken neppe jeg, som er kun Reutendiener, kand gaae i Lav med? Nej! I maa have anden Ambition herefter.

ENGELKE

Hold du din Mund, din Tølpel! jeg vil før miste mit Liv, end lade mig tvinge til nogen anden.

HENRICH

Nu gir jer tilfreds Velbaarne Frøiken! vi vil see til, jeg og Bormesteren, om vi kand hielpe Antonius til en Bestilling, og saa kand I gierne faae ham. Anneke græder.

HENRICH

Hvorfor græder du Anneke?

ANNEKE

Jeg græder af Glæde over den Lykke, som er vederfaret vor Huus.

HENRICH

Det er sandt nok, Anneke, du har Aarsag at glæde dig; hvem Fanden skulde have tænkt, at saadan Soe, som du est, skulde have kundet blive Mammeselle?

ANNEKE

Hvem Pokker skulde ogsaa have kundet tænkt, at saadan Sviin, som du, skulde kunde blive Reutendiener?

HENRICH

Hør, Børn lille, jeg har ikke Stunder at tale videre med dem denne gang: Frue Bormesters venter Fremmede; Jeg skal lave Caffee til. See der er hun, lad os gaae; jeg maa løbe at hente Caffee-Bordet.

SCEN. 4.

Henrich. Geske med en Hund paa Armen.

Henrich kommer ind med Caffee-Bordet, og er meget geskæftig.

GESKE:

Hør, Henrich! er der kommen Sirup udi Caffeen?

HENRICH

Nej Mutter!

GESKE.

Ingen Fatter eller Mutter meer, Henrich; det siger jeg dig eengang for alle. Spring ud efter noget Sirup, og kom det i Potten. Henrich gaaer ud. All den Allarm var jeg foruden tilforn. Men jeg kand troe, naar jeg bliver vant dertil, falder det mig lettere.

55
HENRICH

Her er Sirupen.

GESKE

Slaae den udi Potten. Hillement! det banker. Nu skal man nok see, at Raads-Herrernes Fruer kommer.

HENRICH

ved Dørren. Hvem vil I tale med?

EN PIGE.

Siig din Mester, at han kand lyve saa sterk, som 10 Kandstøbere. Jeg har slidt op et par Skoe alleene med at løbe efter den Mad-Spand.

HENRICH.

Jeg siger: Hvem vil I tale med?

PIGEN.

Jeg vil tale med Mester Herman.

HENRICH.

Du løber med Liim-Stangen. Her boer Bormester von Bremenfeld.

PIGEN.

Det er forskrekkeligt, man kand ikke faae sine Sager færdige, og skal lade sig narre oven i Kiøbet af en lumpen Kandstøber.

HENRICH.

Har du noget at klage paa Kandstøberne, da maa du komme paa Raad-Stuen; der faaer du nok ret, om jeg ellers kiender Bormester von Bremenfeld.

TO LAKEIER.

Vore Fruer vilde gierne fornemme, om det faldt Bormesterinden beleiligt, saa vilde de have den Ære at opvarte hende.

HENRICH.

Til Pigen. Hør du nu, Carnaille, at der ingen Kandstøber boer her?

Til Tienerne.

Jeg vil fornemme om Frue Bormesters er hiemme.

HENRICH,

Til Geske. Her er to Raads-Herrinder ude, som vil tale med Mutter.

GESKE.

Lad dem komme ind.

SCEN. 5.

Madame Abrahamsens. Madame Sanderus. Geske. Henrich.

De kysse begge paa hendes Forklæde.

MAD. ABRAHAMSENS

Vi ere hidkomne i Dag for at aflegge vor underdanige Gratulation og temoignere den hiertens Glæde og Fornøyelse, vi har over Deres 56 Avancement, iligemaade at recommendere os udi Deres Affection og Bevaagenhed.

GESKE.

Tres humble Servitør. Jeg veed ikke, om De vil behage at drikke en Skaal Caffee.

MAD. ABRAHAMSENS

Vi takker Bormesterinden, vi er kun denne gang kommen for at gratulere.

GESKE.

Tres humble Servitør. Men jeg veed nok De drikker gierne Caffee. De vil maa skee lade sig nøde. Vær saa god at sidde ned; Caffeen er gandske færdig. Henrich!

HENRICH

Velbaarne Frue!

GESKE.

Har du kommen Sirupen i Caffeen?

HENRICH.

Ja jeg har.

GESKE.

Vær saa god, I gode Madamer, at tage til Takke.

MAD. SANDERUS

Frue Bormesters er saa god, at excusere os, vi drikker aldrig Caffee.

GESKE.

Ej! hvilken Snak er det! Jeg veed nok bedre. De behager at sidde.

MAD. ABRAHAMSENS

Ach Masæur! Jeg er færdig at kaste op, naar jeg tænker paa den Sirup.

GESKE.

Henrich! kom hid, og skienk i Kopperne.

MAD. SANDERUS

Det er alt nok, Cammerad. Jeg kand kun drikke en halv Koppe.

HENRICH.

Jeg skulde bede Bormesterinden komme ind et Øyeblik til Bormesteren.

GESKE.

Forlader mig I gode Fruer, jeg maa gaae bort et Øyeblik. De skal strax have den Ære at see mig igien.

SCEN. 6.

Raads-Herrinderne alleene.

1. RAADS-HERRINDE.

Ha ha ha ha ha ha ha ha ha! Hvem bliver nu meest fixered, Søster! enten hun, som vi sidder og beleer i vore Hierter, eller vi som maa drikke Caffee med Sirup udi?

57
2. RAADS-HERRINDE.

Tal for Guds skyld ikke meere om den Sirup, Søster! min Mave sidder mig op i min Hals, naar jeg tænker derpaa.

1. RAADS-HERRINDE.

Gav du agt paa, hvilken Mine hun giorde, da vi kyssede paa hendes Forklæde? ha ha ha ha ha! Jeg glemmer aldrig saa længe jeg lever det Tres humble Serviteur, ha ha ha ha ha ha ha!

2. RAADS-HERRINDE.

Lee ikke saa høyt, Søster! jeg er bange de kand høre det.

1. RAADS-HERRINDE.

Ach Søster! det er just Konsten at kunde holde sig for Latter. Var det ikke ogsaa en allerkiereste Hund hun havde paa Armen? den skiønneste Lænke-Hund nogen vil forlange; jeg er vis paa, at den bliver kaldet Joli oven i Kiøbet. Ach Himmel! er det dog ikke sandt, som man siger, at intet Menneske er meere hofmodig, end det, som af Skarnet kommer strax til stor Værdighed? Derfore er intet farligere, end slige hastige Forandringer. Een, der er kommen af fornemme Folk, og har haft en adelig Optugtelse, blir gierne den samme, ja undertiden forfremmes udi Ydmyghed, ligesom den forfremmes udi Høyhed. Men de Mennesker som af intet voxe saa hastig op, som Champinjoner, i dem har Hoffærdighed som sit rette Sæde.

2. RAADS-HERRINDE.

Hvad mon kand være Aarsag til saadant? Mig siunes, slige Folk burde heller blive ydmyge, naar de tænkte paa deres forrige Stand.

1. RAADS-HERRINDE.

Aarsagen dertil maa være denne: De som ere af fornemme Folk har ingen mistænkt at foragte sig, og derfor bekymrer sig ikke om, hvorledes de bliver begegned. Gemeene Folk derimod have alle mistænkt; de synes, hvert Ord, hver Mine sigter hen til at bebreide dem deres forrige Tilstand, og derfor søger at handthæve deres Værdighed ved Myndighed og Tyrannie. Troe mig, hierte Søster, der er noget i det, at være kommen af got Folk. Men der kommer Drengen tilbage; det er best at tie.

58

SCEN. 7.

Henrich. 2 Raads-Herrinder.

HENRICH

De gode Mardamer lader Dem Tiden ikke falde lang. Hendes Velbaarenhed kommer strax ind igien. Bormester har foræret hende et nyt Halsbaand til hendes Hund, men det var noget for viidt, hvorfor Skræ- deren er inde at tage Maal af Hundens Hals; saa snart det er bestilt, kommer hun ind igien. Men I gode Mardamer tar ikke ilde op, at jeg beder Dem om noget: De er vel saa god og tænker paa mig med en liden Discretion; thi jeg har stor Arbeide, og slæber som et Bæst her i Huset.

1. RAADS-HERRINDE

. Gierne Cammerat! der er en Gylden, om han ikke vil forsmaae.

HENRICH

Ach største Taksigelse. Jeg vilde ønske at jeg kunde tiene Dem igien. Nu skal de som mænd drikke brav, mens Fruen er ude; hun blir som mænd ikke vred derfor, og hvis saa er, skal jeg nok giøre det got igien.

1. RAADS-HERRINDE

. Ach, Cammerat! den største Tieneste I kand giøre os, det er ikke at nøde os.

HENRICH

Som jeg siger, Velbaarne Mardamer, Fruen tar det min Troe ikke ilde op; De skal som mænd drikke. Maa skee det er ikke sødt nok, saa skal vi faae meer Sirup. Men der kommer Fruen selv.

SCEN. 8.

Bor mester inden. 2 Raads-Herrinder. Henrich.

BORMESTERINDEN

Om Forladelse jeg blev saa længe ude! Fruerne har jo intet drukket imidlertid. Vi skal, min Troe, have Kanden tømmed, og siden, naar vi faaer drukket Caffee, skal de smage vort Øll; det er saa got, uden at rose det, som nogen steds i Byen.

MAD. SANDERUS

Ach jeg faaer saa hiertelig ont, Fru 59 Bormesters pardonerer mig, at jeg ikke kand blive længer; min Søster bier nok og tar til Takke.

MAD.

ABRAHAMSENS. Nej det var Synd, at jeg skulde forlade min Søster. Vi recommenderer os i Bormesterindens Affection.

GESKE.

I skal saa min Troe have et Glas Brændeviin, saa blir I strax frisk igien; det fordriver Vinde. Henrich, spring hen efter et Glas Janever, Fruen er ikke vel.

MAD. SANDERUS

Nej excusere mig Fru Bormesters, jeg maa gaae.

SCEN. 9.

En anden Raads-Herrinde. Geske. Henrich. Arianke Grovsmids.

RAADS-HERRINDEN

Underdanige Tienerinde, Velbaarne Frue. Jeg kommer efter min Skyldighed, at aflegge min Lyk-Ønskning.

Geske rækker hende Haanden at kysse, og hun kysser paa Haanden.
GESKE

Det skal være mig en Fornøyelse, om jeg eller Bormester kand være Dem til Tieneste. Vil hun ikke sætte sig ned? vær saa god. Hun skal ingen Complimenter bruge, men bilde sig ind, at hun er hos hendes Lige.

RAADS-HERRINDEN

Jeg takker skyldigst. Velbaarne Frue.

Sætter sig ned.
GESKE

Her var nogle af hendes Med-Colleginder nyelig, og drak Caffee med mig; jeg troer nok at her er et par Kopper til overs, om dem behager; det beste er ved Bunden. Jeg kand min Troe ikke drikke meer, thi jeg har allereede faaet saa meget til Livs, at min Mave staaer som en Tromme.

RAADS-HERRINDEN

Jeg siger underdanigst Tak; jeg har nyelig drukket Caffee.

GESKE

Efter Behag; Vi fornemme Folk nøder ingen. 60 Men hør, min kiere Madam, veed hun ingen Franzoise at recommendere mig til Frøikenen? jeg vilde at hun skulde lære Fransøsk.

RAADS-HERRINDEN

Jo, Velbaarne Frue! jeg kiender een, som er meget artig.

GESKE

Got; men det vil jeg hun maa viide forud, at jeg taaler ikke hun kalder mig Madam, som de Franske Folk plejer at giøre. Ikke fordi jeg er storagtig, men jeg har saa mine Betænkende derved.

RAADS-HERRINDEN

Nej det maa ikke være. Men, maatte jeg ogsaa ikke have den Naade, at kysse paa Frøkenens Hænder?

GESKE

Hiertelig gierne. Henrich, kald paa Frøikenen, og siig, at her er en Raads-Herrinde, som vil kysse paa hendes Hænder.

HENRICH

Jeg troer ikke hun kand komme, thi hun sidder og saaler paa hendes Strømper.

GESKE

Hør engang, hvorledes den Tølper staaer, og taler hen i Taaget. Ha ha ha! han vilde sige baldyre.

ARIANKE GROVSMIDS
som er en forklæd Mands-Person, kommer ind.

Ach min leeve Søster Geske! er det sandt, at din Mand er bleven Bormester? Det er mig saa kiert, som een havde givet mig 2 Mark. Lad nu see, at du ikke blir storagtig, men kiendes ved dine gamle Du-Søstre.

Geske svarer ikke et Ord.
ARIANKE

Naar blev din Mand Bormester, Søster? Geske tier stille igien.

ARIANKE

Du sidder i Tanker, Søster! jeg spør, naar din Mand blev Bormester.

RAADS-HERRINDEN

I maa bruge lidt meer Respect, lille Madam, for Bormesterinden.

ARIANKE

Nej min Troe bruger jeg ingen Complimenter med Søster Geske; thi vi har været ligesom eet Liv og Siæl. Men hvor er fat Søster? mig synes dog, at du er bleven noget storartig.

GESKE

Moer lille, jeg kiender hende ikke.

61
ARIANKE

Saa kiender vor HErre mig da. Naar du har trængt til Penge, saa har du nok kiendt mig. Du kandst ikke vide, min Mand kand blive det samme som din endnu, førend han døer.

Geske faaer ont, tar et Hoved-Vands-Æg og lugter til.
HENRICH.

Her ud din Smeede-Kielling! meener du, at du staaer i en Smeede, og taler?

Tar hende ved Haanden, og leeder hende ud.
GESKE

Ach, Madam! det er en Piine, at omgaaes med disse gemeene Folk. Henrich! du skal faae en Ulykke, dersom du indlader nogen Borger-Kone herefter.

HENRICH

Hun var drukken den Soe; thi Brendeviinen stod hende af Halsen.

RAADS-HERRINDEN

Den Hendelse giør mig hiertelig ont; thi jeg er bange, at Bormesterinden har forivret sig. Fornemme Folk taaler ikke meget. Jo højere man kommer i Stand, jo meere delicat blir eens Legeme.

62
GESKE

Ja jeg kand sværge Fruen til, at jeg har, langt fra, ikke den Hilsen nu, som jeg havde i min forrige Stand.

RAADS-HERRINDEN

Jeg troer det nok; Hendes Velbaarenhed kommer herefter til at medicinere hver Dag, saa har alle andre Bormester-Fruer giort.

HENRICH
til Spectatores

Mig synes Mare ogsaa, at jeg har ikke den Helbred, siden jeg blev Reutendiener, som tilforn. Jeg har faaet et Sting, aa aa! ret her i min venstre Side. I leer der af, got Folk, men det er min Troe dog Alvor. Jeg er ma foi bange, inden jeg veed et Ord deraf, at jeg har en Podogra paa Halsen.

RAADS-HERRINDEN

Bormesterinden maa ogsaa tage sig an en Doctor Aar-viis for sit heele Huus, der kand give hende nogle Draaber, som hun altid i det ringeste maa lade staae i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej.

GESKE

Ja jeg vil min Troe ogsaa efterleve hendes Raad. Henrich! du skal siden springe hen til Doctor Hermelin, og bede ham, naar han faaer Leilighed, at giøre sin Opvartning hos mig.

RAADS-HERRINDEN

Jeg maa nu tage Afskeed, Velbaarne Frue, og recommendere mig i hendes Affection.

GESKE

Alt recommenderet, min kiere Fru Raads-Herrinde! hun har kun at tale mig og Mester Herman, jeg siger Bormester von Bremenfeld, frit til; hvad vi kand være hende og hendes Kiereste til Tieneste, skal ikke manqvere.

RAADS-HERRINDEN

kysser paa Forklædet og siger: Underdanigste Tienerinde.

GESKE

Lad os gaae ind, her vil min Mand give Audiense.

63

ACTUS V

SCEN. 1.

Henrich. 2 Advocater.

HENRICH

Hillemend nu vil min Ploug gaae, nu er Audientz-Timen. Nu skal I see, I got Folk, om nogen, der har været i 20 Aar i Tienneste, kand bedre skikke sig derudi, end jeg. Der hører jeg det banker. Med hvem vil de gode Mænd tale?

ADVOCAT

Vi vilde gierne have den Ære, at tale med Bormester.

HENRICH

Han er endnu ikke opstaaen.

ADVOCAT

Ikke opstaaen Klokken 4re om Eftermiddagen?

HENRICH

Jo han er nok opstaaen, men han er gaaen ud.

ADVOCAT

Nu mødte vi jo en Mand nys i Dørren, som talede med ham.

HENRICH

Han er endelig inde, men han er ikke vel.

Sagte.

Disse Karle ere dumme som Bæster, de kand ikke fatte min Meening.

ADVOCAT
sagte

Jeg merker nok, Mon Frere, at den Karl vil lade sig smørre; vi maa stikke ham en Gylden i Næven, saa kommer nok Bormesteren strax. Hør, Cammerat, vil I ikke forsmaae et par Gylden, at drikke paa vor Sundhed?

HENRICH

Nej I gode Herrer, jeg tar saa mænd aldrig mod Gaver.

ADVOKAT

Hvad skal vi da giøre, Monfrere? saa maa vi gaae bort til en anden gang.

HENRICH
vinker ad dem

Hej Messiørs! De ere saa meget hastige. For Deres Skyld vil jeg tage imod de tvende 64 Gylden; De skulde ellers tænke at jeg var storagtig, og vort Huus derudover skulde blive talt ilde om.

ADVOCAT

See der, Cammerat, er 2 Gylden, om I ikke vil forsmaae dem;nu er I saa god og skaffer os Audientz.

HENRICH

Ydmygste Tiener! for Deres Skyld vil jeg giøre alt hvad jeg kand. Bormester er endelig frisk nok som en Hest, men dog ej saa vel, at han kand tale med enhver. Men efterdi det er Dem Messiørs, saa er det en anden Sag; vilde De behage at bie et Øyeblik, Messiørs, saa skal jeg melde Dem an. Men der banker igien. Hvem vil I tale med, min ærlig Mand?

EN MAND

gribende i sin Buxe-Lomme. Jeg vilde gierne have den Ære at tale med Bormester.

HENRICH
sagte

Den Mand veed at leve, han griber strax i Lommen.

Høyt.

Ja min Herre, han er hiemme, nu skal I strax faae ham i Tale.

Henrich rekker Haanden frem, men den anden, i Steden for Penge, tar kun sit Uhrværk op, og siger:

Jeg seer Klokken er alt fire.

HENRICH

Hvem var det Monsieur vilde tale med?

MANDEN

Med Bormester.

HENRICH

Han er ikke hiemme Monsiør.

MANDEN

I sagde jo nyelig, at han var hiemme.

HENRICH

Kand nok være, Monsiør, men saa har jeg fortalt mig.

Manden gaaer bort.
HENRICH
sagte

Seer I vel til den Snydere! Du skal nok see, at Bormester staaer paa Pinde for dig. Til Advocaterne. Nu skal jeg strax melde Dem an.

ADVOCAT

See ikkun til den Dreng, hvor vel han allereede veed at snoe sig i sin Bestilling. Holdt nu gode Miner, Monfrere! Vi ere de som skal giøre Begyndelse til at plage denne gode Kandestøber. Vore Cammerater skal fuldføre Historien. Men see der kommer han.

65

SCEN. 2.

Bremenfeld. 2 Advocater. Henrich.

1. ADVOKAT.

Vi ønsker af inderste Hiertens Grund Velbaarne Herr Bormester Lykke til denne høye Værdighed udi vor Stad, og haaber, at han i Mildhed, Forsigtighed og Aarvaagenhed ikke skal give nogen af sine Formænd efter, saasom hans Velbaarenhed har banet sig Vejen til dette høye Embede, ikke ved Rigdom, Slægt eller Venner, men alleene ved sine bekiendte store Dyder, Lærdom og Erfarenhed udi Stats-Sager.

BREMENFELD

Tres humble Serviteur.

2. ADVOKAT.

I sær glæder vi os over, at have faaet saadan Øvrighed, der ikke alleene har fast Guddommelig Forstand -

BREMENFELD

Jeg takker GUd.

2. ADVOCAT.

Men som har Navn for at være venlig mod alle, og giøre til sin største Fornøjelse, at høre Folkes Klagemaal, og hielpe dem til rette; thi jeg kand sige at jeg var nær daaned af Glæde, da jeg først hørte de Tidender, at Vallet var falden paa Herr Bormester von Bremen.

HENRICH

I skal sige von Bremenfeld, Messiørs.

2. ADVOCAT.

Jeg beder underdanig om Forladelse, jeg vilde sige Bormester von Bremenfeld. Nu er vi i Dag hidkommen først for at aflegge vor underdanige Lykønskning, dernest at raadføre os med hans Velbaarenhed udi en Tvistighed, som har reiset sig imellem vore Principaler, hvilken Tvistighed vi havde begge besluttet at lade dømmes udi ved Lands-Lov og Ret, men vi har betænkt os siden, og for at undgaae den Tids-spilde, og de Omkostninger, som fødes af Rettergang, at underkaste os Herr Bormesters Sigelse. Hvorved vi lover, at lade det blive.

Bremenfeld sætter sig ned og lader de andre staae.
1. ADVOCAT.

Begge vore Principaler ere Naboer, men der er et flydende Vand, som skiller deres Jorde fra hinanden. 66 Nu er hendet sig for 3 Aar siden, at Vandet har løset et stort stykke Jord fra min Principals Grund, og ført det hen til min Contraparts Agre. Skal han nu beholde det? heeder det ikke: nemo alterius damno debet locupletari? Her vil jo hans Principal berige sig ved min Principals Skade, hvilket strider aperte mod æqvitatem naturalem. Er dette ikke saa, Herr Bormester?

BREMENFELD

Jo, det er jo ubilligt, at begiere saadant; I har ret, Monsieur.

2. ADVOCAT.

Men Justinianus siger jo udtrykkelig, libro secundo Institutionum, titulo primo, de Alluvione -

BREMENFELD

Hvad Pokker bryder mig, hvad Justinianus eller Alexander Magnus siger, som levede maa skee nogle tusinde Aar førend Hamborg blev bygt? hvor kand de dømme i Sager, som ikke var til i deres Tid?

2. ADVOCAT.

Jeg haaber dog ikke at Eders Velbaarenhed forkaster de Love, som heele Tydskland har underkastet sig.

BREMENFELD

Det var ikke saa jeg meente, I forstod mig ikke ret, jeg vilde kun sige - Han hoster imellem. Vær saa god at sige videre frem eders Paastand.

2. ADVOCAT.

Saadane er Justiniani Ord: qvod per alluvionem agro tuo flumen adjecit, jure gentium tibi acqviritur.

BREMENFELD

Herr Advocat, I taler saa forbandet hastig; siig mig det meer tydelig.

Advocaten repeteret det samme langsom.
BREMENFELD

Ej Monsieur, I har en forbandet gal Udtale i det Latinske Sprog; tael jers Moers Maal, det kommer I bedre af med. Jeg siger det ikke derfor, at jeg er en Hader af Latin; thi jeg sidder undertiden heele Timer, og taler Latin med min Tiener. Er det ikke sandt Henrich?

HENRICH

Det er forunderligt at høre Herren tale Latin; thi jeg kand sværge paa, at Taarene staaer mig i Øynene, 67 naar jeg tænker derpaa. Det er lige som I hører Erter kaage i en Gryde, saa hastig løbe Ordene ham ud af Munden. Fanden kand ikke begribe, hvordan et Menneske kand tale saa expedit. Men hvad giør ikke den lange Øvelse?

2. ADVOCAT.

Justiniani Ord, Velbaarne Herr Bormester, ere saaledes: Hvad som en Flod river fra en andens Ager og kaster til din, det bliver dit.

BREMENFELD

Ja Justinianus har saa vidt ret, thi det var en brav Mand. Jeg har all for stor Respect for ham, at jeg skulde underkiende hans Domme.

1. ADVOCAT

. Men, Herr Bormester, min Contrapart læser Loven, ligesom Fanden læser Bibelen. Han glemmer det som følger strax paa: per alluvionem autem videtur id adjici, qvod ita paulatim adjicitur, ut intelligi non possit, qvantum qvoqvo temporis momento adjicitur.

BREMENFELD

Messieurs, om Forladelse, jeg maa op paa Raadhuset; nu slog Klokken halvgaaen fem. Henrich, see du til, at du kandst forlige Sagen med dem i Gangen.

1. ADVOCAT.

Ach, Herr Bormester! siig os da med et Ord hans Meening.

BREMENFELD.

Messieurs, I har ret begge to, hver paa sin Maade.

2. ADVOCAT.

Hvorledes kand vi have ret begge to? Jeg meener, at, naar jeg har ret, saa har min Contrapart uret. Justiniani Lov er udtrykkelig for mig.

BREMENFELD

Forlader mig, jeg maa strax op paa Raadhuset.

1. ADVOCAT

holdende paa Bormesteren. Jeg har jo beviset, at Justiniani Ord er for mig.

BREMENFELD

Ja, det er sandt, Justinianus er for jer begge; hvorfor Dievelen forliger I da ikke Sagen? I kiender ikke Justinianus saa vel, som jeg; naar han henger Kaaben paa begge Sider, saa er det ligesaa meget, som han vilde sige disse Ord: Gaar hen i Skab-Halse, og forliger Sagen.

68
2. ADVOCAT.

Herr Bormester! for at begribe Lovgiverens Meening ret, maa man jo conferere en Artikel med en anden; staaer der ikke i nestfølgende Paragrapho: qvod si vis fluminis de tuo prædio -

BREMENFELD

Ej slipper mig, I Ting-Stude! I hører jo, at jeg skal op paa Raadhuset.

1. ADVOCAT.

Ej Herr Bormester! et Øyeblik! Lad os nu høre hvad Hugo Grotius siger.

BREMENFELD

Jeg gier baade jer og Hugo Grotius Døden og Dievelen; hvad har jeg med Hugo Grotius at bestille? han var en Armenianer; hvad kommer os de Love ved, som Folk giør, Fanden i Vold hen i Armenien? Henrich! driv dem strax paa Dør. De gaaer ud.

Henrich klamrer ude i Gangen og kommer ind paa sit Hoved, efterfuldt af en Kielling, som maa være en forklæd Mands-Person.
KIELLINGEN

tar Bormesteren for Brystet, raabende: Ach! er det Øvrighed, som gier saadane forbandede Love ud, at en Mand maa have to Koner? meener I vel, at Guds Straf er ikke over jer?

BREMENFELD

Er du gal, Kielling? hvem Pokker har tænkt paa saadant?

KIELLINGEN

Hej, hej, hej, jeg skal ikke gaae bort, før jeg seer dit Hierte-Blod.

BREMENFELD

A-- hielp. Henrich! Peiter!

Peiter kommer ind og trækker Kiellingen ud. Henrich, som var løbet i Skiul, hielper endelig til med.

SCEN. 3.

Bremenfeld. Henrich. To Borgere.

BREMENFELD

Henrich, du skal faae en Ulykke, om du indlader Kiellinger eller Advocater oftere, thi hver af dem dræber mig paa sin Maade. Dersom der kommer andre, og vil tale med mig, skal du sige dem, at de maa 69 tage sig vare for ikke at tale Latin, saasom jeg for en vis Aarsag har forsvoret det.

HENRICH

Jeg har ogsaa forsvoret det for samme Aarsag.

BREMENFELD

Du kandst sige, at jeg taler ikke uden Græsk.

Der banker igien. Henrich gaaer til Dørren, og kommer ind med en stor Pakke Papiir.
HENRICH

Her er en Hob Papiir fra Syndicus, som Bormesteren skulde giennemsee og give sine Betænkende over.

Bormesteren sætter sig ned ved et Bord, og rager udi Papirerne.
BREMENFELD

Det er ikke sa læt at være Bormester, som jeg tænkte, Henrich: Jeg har faaet her nogle Sager at igiennemsee, som Fanden selv ikke kand hitte Reede udi.

Begynder at skrive, reiser sig op, og tørrer Sveden af sig, sætter sig ned igien, og stryger ud, hvad han har skrevet tilforn.

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Hvad er det for en Allarm du giør? kand du ikke staae stille?

HENRICH

Jeg rører mig ikke af Steden, Herr Bormester.

BREMENFELD

Han reiser sig op igien, tørrer Sveden af sig, som tilforn, og kaster sin Peruqve paa Gulvet, paa det han disbedre kand meditere med blot Hoved. Spadserer over Peruqven, og spender den til Side, sætter sig ned at skrive igien. Raaber: Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Du skal faae en Ulykke, staaer du ikke stille! det er den anden gang du har forstyrret mine Concepter.

HENRICH

Jeg giorde min Troe ikke andet, end jeg stak min Skiorte ind, og maalede paa mine Been, hvor meget min Liberie-Kiol var for lang.

70
BREMENFELD

Reiser sig op igien, og banker paa sin Hierne med Haanden for at faae Concepter. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Gak ud og siig til de Kiellinger, som raaber paa Gaden med Østers, at de maa ikke raabe i denne Gade, hvor jeg boer; thi det forstyrrer mig i mine politiske Forretninger.

HENRICH

raaber ved Dørren disse Ord tre gange: Hør, I Østers-Kiellinger! I Carnalier! I Caronier! I uforskammede Tasker! I Ægtemænds Horer! er der ingen Skam i jer, at I tør raabe saadan udi Bormesterens Gade, og forstyrre ham i hans Forretninger?

BREMENFELD

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Holdt op igien, dit Beest.

HENRICH

Det giør og ingen gode at jeg raaber meere, thi Byen er fuld af saadane Folk; saa snart een er gaaen forbi, kommer en anden strax i Steden; thi dersom -

BREMENFELD

Ingen Snak meer, staae still og holdt Munden.

Sætter sig ned, og stryger ud, hvad han har skrevet igien, skriver paa nye, reiser sig op, og stamper af Vrede paa Gulvet, raaber:

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Jeg var tilfreds det Bormesterskab var Fanden i Vold. Vil du være Bormester i min Sted?

HENRICH

Skam der giør. Sagte. Og ligesaa faae den der det begierer.

BREMENFELD

Vil sætte sig ned, at skrive igien, men sætter sig feil i Tanker og falder paa Gulvet, raaber: Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Jeg ligger paa Gulvet.

HENRICH

Jeg seer det nok.

BREMENFELD

Hid, og hielp mig op igien.

71
HENRICH

Bormester har jo sagt, at jeg ikke maa røre mig af Stedet.

BREMENFELD

Det er en forbandet Dreng. Reiser sig selv op igien. Banker der ikke paa Dørren?

HENRICH

Jo! Hvem vil I tale med?

EN BORGER

Jeg er Oldermand for Hattemagerne; jeg har noget at klage for Bormester.

HENRICH

Her er Oldermanden for Hattemagerne med nogle Besværinger.

HERMAN VON BREMENFELD

Ej! jeg kand ikke have meere end een Ting i Hoved paa eengang. Spørg ham hvad det er.

BORGEREN

Det er for vitløftigt; Jeg maa tale med Bormester selv. Det kand være giort paa en Time; thi mine Klagemaal bestaaer kun i 20 Puncter.

HENRICH

Han siger, han maa tale med Bormester selv; thi hans Puncter bestaaer kun i 20 Klagemaal.

BREMENFELD

Ach! Gud bedre mig arme Mand, jeg er gandske fortumlet i mit Hoved allereede. Lad ham komme ind.

BORGEREN

Ach, Herr Bormester! jeg fattig Mand har lidt stor Uret, som Bormester nu strax skal begribe, naar han faaer det at høre.

BREMENFELD

I maa forfatte det skriftlig.

BORGEREN

Her har jeg forfattet det paa fire Ark.

BREMENFELD

Henrich! der banker igien.

HENRICH

Hvem vil I tale med?

EN ANDEN BORGER

Jeg har noget at klage for Bormester mod Oldermanden for Hattemagerne.

BREMENFELD

Hvem var det? Henrich!

HENRICH

Det er denne Mands Contrapart.

BREMENFELD

Lad ham flye dig sit Indgivende. Bliver kun, begge I gode Mænd, i Forstuen saa længe. Henrich!

HENRICH

Ja Herre!

BREMENFELD

Kand du ikke hielpe mig noget til rette? 72 jeg veed ikke, hvilket jeg skal giøre først. Læs op for mig Hattemagerens Paastand.

HENRICH

læser op det som følger.

Velbaarne, Høylærde, Strenge, faste Herr Borgemester.

Af denne herlige Byes lovlige Borgerskabs anseelige Laug fremstiller sig som en Første-Grøde jeg underskrevne N. N. uværdig Oldermand for det anseelige Hattemager-Laug, og næst forhen aflagt saa ærbødig som kierlig Gratulation over at see en saa værdig og høy opliust Mand ophøyet til en saa høy Høyhed, andrager i dybeste Ydmyghed en af de største, farligste og vederstyggeligste Misbruge, som de vanartige Tider, og meere vanartige Mennesker have ført i Brug her i denne Stad, i Haab, at Eders Herlighed derpaa vil raade Bod. Sagen er denne, at Kræmmerne her i Staden bær aldeles ingen Frygt eller Undseelse for, offentlig at sælge og falholde heele Stykker af et Slags Klæde, som de lade væve af Castor, ja falde og til den gruelige Dumdristighed, at de deraf lade væve Strømper, da det dog er bekiendt, at Bever-Haar hører alleene vor Profession til, hvorudover vi arme Hattemagere ikke med Penge kand opveje de til vor Nærings Fortsættelse behøvende Haar, saa got Folk derover kommer i saadan Vane, at faa nu meere vil give 10 a 20 Rdlr. for en Hat, vores Handverk til ubodelig Skade paa Reputation og Indkomme. Naar det nu maatte behage min Herr Bormester at overveje efterfølgende 24 vigtige Aarsager og Raisons, hvorefter vi Hattemagere formodentlig formeene os alleene at være berettigede til Arbeide af Castor, nemlig (1) at det af Alders Tiid har været en almindelig Skik og Lands-Brug, ej alleene her, men over heele Verden, at bære Castor-Hatte, som med mangfoldige Citationer af Historien, som og lovlig derover førte Tings-Vidne kand bevises. 1. Af Historien ...

BREMENFELD.

Spring over Historien.

73
HENRICH

2. Af Tings-Vidner, at Adrian Nilsen, gi. 79 Aar, kand erindre sig, sin Faders Oldefader har sagt .. .

BREMENFELD

Spring ogsaa over, hvad han har sagt.

HENRICH

(2) At det er en u-maadelig Overdaadighed, at bruge saa kostbare Haar til Strømper og Klæder, som strider imod all god Orden og Skik, besynderlig siden der hidføres saa mange kostbare fine Klæder fra Engeland, Frankerig og Holland, at man vel derved kunde lade sig nøje, uden at falde en ærlig Mand i sin Næring ...

HERMAN VON BREMENFELD

Nok nok, Henrik. Jeg begriber at Oldermanden har ret.

HENRICH

Men jeg har hørt, at en Øvrighed altid maa høre begge Parterne, førend han fælder Dom; skal jeg derfor ikke ogsaa læse Contrapartens Svar?

BREMENFELD

Ja nok.

Han flyer ham efterfølgende Contrapartens Besvæ- ring.
HENRICH

Høybaarne Excellentz, Høy oplyste og høyst politiske Herr Borgemester.

Saa høyt som Eders Forstand stiger over andres, saa høyt gaaer min Glæde over andres, nu jeg har hørt, at I er bleven Bormester; men det jeg kommer for, er, for Hattemagerne giør mig Fortred, og vil ikke jeg maa sælge Stoffe og Strømper af Castor. Jeg forstaaer nok hvad de vil, de vil have Handelen paa Castor alleene, og at man skal ikke bruge Castor til andet end til Hatte; men de forstaaer det intet. Det er taabeligt at bære en Castors Hat; den gaaer man med under Armen, den hverken varmer eller nytter, og en Straae-Hat var af samme Nytte. Castor-Strømper og Klæder derimod er baade varme og bløde, og havde Herr Bormester kun forsøgt det, som med Tiden kand skee, skulde I bekiende det selv ...

BREMENFELD

Holdt op, det er nok; denne har jo ret ogsaa.

74
HENRICH

Men jeg veed jo, at de kand ikke have ret begge.

BREMENFELD

Hvem har da ret?

HENRICH

Det maa vor HErre og Borgemester vide.

BORMESTEREN
reiser sig op og spatserer

Dette er noget forbandet Tøy. Henrich! kand dit dumme Beest ikke sige mig, hvem der har ret? Hvorfor skal jeg give din Hund Kost og Løn?

Derpaa følger Allarm i Gangen, og han spør:

Hvad er det for Allarm i Gangen?

HENRICH

De to Borgere er i Haar sammen.

BREMENFELD

Gak ud og bed dem have Respect for Bormesterens Huus.

HENRICH

Det er best, Herre, de slaaes, saa, maa skee, de blir dis snarere gode Venner igien. Hillemend jeg troer, de vil bryde ind; hør hvor de trommer paa Dørren.

Herman von Bremenfeld kryber under Bordet og skiuler sig.
HENRICH

Hvem banker?

EN LAKEI

Jeg er fra en fremmed Resident; min Herre har noget at tale med Bormester, som er vigtigt.

HENRICH

Hvor Pokker blev der af Bormester? Mon Fanden tog Bormesteren? Herr Bormester!

BORMESTEREN
under Bordet, gandske sagte

Henrich, hvem var det?

HENRICH

En fremmed Præsident vil tale med Herren.

BREMENFELD

Beed ham komme igien om en halv Time, og siig, at der er to Hattemagere hos mig, som jeg maa expedere. Henrich! beed ogsaa Borgerne gaae bort til i Morgen. Ach, Gud bedre mig arme Mand! jeg er saa fortumlet i mit Hoved, at jeg veed ikke selv, hvad jeg siger eller giør. Kand du ikke hielpe mig noget til rette, Henrich?

HENRICH

Jeg veed ikke bedre Raad for Herr Bormester, end at han henger sig op.

BREMENFELD

Gak ud og hent mig den politiske 75 Stock-Fisk, som ligger paa daglig Stue-Bordet, det er en Tydsk Bog i hvidt Bind; maa skee jeg kand finde derudi, hvorledes jeg skal tage imod fremmede Præsidenter.

HENRICH.

Vil Bormester have Senep og Smør dertil?

76
BREMENFELD

Nej, det er en Bog i hvidt Bind.

Medens Henrich er ude, gaaer Bormesteren og river i Tanker Hattemagerens Document i stykker.
HENRICH.

Her er Bogen. Men hvad er det Herren river i stykker? Det er min Troe Oldermandens Klagemaal.

BREMENFELD.

Ach! jeg giorde det i Tanker. Han tar Bogen og kaster mod Gulvet. Jeg troer, Henrich, det er best, at jeg henger mig, efter dit Raad.

HENRICH

Hej saa! nu banker det igien. Gaaer ud, kommer ind igien grædende. Ach! Herr Bormester! hielp, Herr Bormester!

BREMENFELD.

Hvad er paa Færde?

HENRICH.

Der er et heelt Regiment Matrodser uden for Dørren, som raaber: faaer vi ikke ret, da skal vi slaae alle Bormesters Vindver ind. En af dem slog mig med en Steen udi Ryggen: au-au-au-

BORMESTEREN

kryber under Bordet igien. Henrich! beed Frue Bormesters komme ud, at holde Styr paa dem; maa skee de har Respect for Fruentimmeret.

HENRICH.

Jo, jo, I skal nok see, at Baadsmænd har Respect for Fruentimmeret; kommer hun ud, saa maa skee de tar hende med Vold, og det sidste blir da verre end det første.

BREMENFELD

Ej! det er jo en gammel Kone.

HENRICH.

Matrodser ere ikke saa delicate; jeg vovede ikke min Kone paa det samme. Der banker det igien; skal jeg lukke op?

BREMENFELD.

Nej, jeg er bange, at det er Baadsfolket. Ah! gid jeg var i Graven. Henrich, spring hen til Dørren, at høre hvo det er.

HENRICH.

See her: De gaae min Troe lige ind, det er to Raads-Herrer.

77

SCEN. 4.

Abrahams. Sanderus. Herman. Henrich.

ABRAHAMS

Er Bormester ikke hiemme?

HENRICH

Jo han sidder vist under Bordet.

SANDERUS

Hvad? sidder han under Bordet, Herr Bormester?

HERMAN VON BREMENFELD

Ah! I gode Herrer! jeg har jo aldrig søgt om at blive Bormester; hvorfor har I bragt mig i denne Ulykke?

ABRAHAMS

Han har jo engang taget derimod; kom kun frem Herr Bormester. Vi ere hidkomne for at forestille ham den store Feil, han har begaaet imod den fremmede Minister, som han saa haanlig har viset bort; hvorover Staden kand komme i Fortræd. Vi tænkte, Herr Bormester bedre forstod Jus publicum og Ceremonialier.

BREMENFELD

Ah! I gode Herrer! I kand jo sætte mig af, saa blir jeg reddet fra denne Byrde, som jeg er for svag til at bære, og den fremmede Minister faaer Satisfaction tillige.

SANDERUS

Det være langt fra, Herr Bormester, at vi skulde sætte ham af; han maa følge os strax til Raadhuset, for at overlegge med Syndico, hvorledes denne Forseelse kand got giøres.

BREMENFELD

Jeg gaaer ikke til Raadhuset, om man trækkede mig end efter Haaret; jeg vil ikke være Bormester, jeg har og ikke søgt om at være det; I maa heller tage Livet af mig; jeg er Kandestøber med Gud og Æren, jeg vil og døe Kandestøber.

SANDERUS

Vil I da fixere det heele Raad? Hør, Monfrere! tog han ikke mod Bormesterskabet?

ABRAHAMS

Jo vist, det er jo noget, som vi allereede har rapporteret.

SANDERUS

Vi skal nok faae Raad dertil; det heele Senat lar sig ikke saaledes prostituere.

78

SCEN. 5.

Herman. Henrich.

HERMAN VON BREMENFELD

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

HERMAN

Hvad mener du vel, disse Raads-Herrer vil giøre ved mig?

HENRICH

Jeg veed det ikke, Herre! De vare meget vrede, det saae jeg nok; mig undredes, at de torde bruge saadan en viis Mund i Bormesters Stue. Havde jeg væ- ret Bormester, jeg havde min Troe paa en god Maade sagt dem: Holder jer Snude til, I Skab-Halse, I skal stikke Fingeren paa Gulvet, og lugte, hvad Huus I er udi.

HERMAN

Gid du var Bormester, Henrich! gid du var Bormester! ah! ah! ah!

HENRICH

Om jeg maatte falde ind udi Herrens Forretninger, saa vilde jeg ydmygst bede om en Ting, nemlig, at jeg maatte kalde mig von Henrich herefter.

HERMAN

Ej! din uforskammede Knægt! er det nu Tiid at komme med saadan Snak? nu du seer, at jeg er omspendt med lutter Ulykker og fortrædelige Forretninger.

HENRICH

Jeg giør det parrol ikke af nogen Ærgierighed, men alleene for at have nogen Respect i Huset af mine Medtienere, besynderlig af Anneke, som -

HERMAN

Hvis du ikke holder din Mund, skal jeg træde dit Hals-Been i stykker. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

HERMAN

Kand du ikke hielpe mig noget til rette, din dumme Hund? See der! giør mine Sager klar for mig, eller du skal faae en Ulykke.

HENRICH

Det er dog underligt, at Herren vil begiere saadant af mig; han som er saadan klog Mand, og alleene for sin Viisdom er bleven udvalt til dette høye Embede.

HERMAN

Vil du fixere mig oven i Kiøbet?

Tar Stolen og vil slaae ham med. Henrich løber ud.
79

SCEN. 6.

HERMAN VON BREMENFELD
alleene. Sætter sig ned med Hænderne under Kinden, og grunder længe. Springer op af Alteration, og siger:

Bankede det ikke?

Gaaer sagte hen til Dørren, men seer ingen. Sætter sig ned at grunde igien, falder i Graad, og tørrer Øynene med Papirerne; af Alteration igien springer op, som udi Rasede, og raaber:

En heel Byldt Forestillinger af Syndicus! Hattemagernes Oldermand! Oldermandens Contrapart! Klagemaal i 20 Puncter! Oprør af Matrodser! fremmed Præ- sident! Tiltale af Raadet! Trudsler! Mon her intet Reeb er ved Haanden? Jo jeg troer vist, at der er et bag Kakkelovnen.

Tar Rebet og laver det til.

Det er spaaet mig, at jeg ved mine politiske Studia skal ophøyes. Den Spaadom blir sand, om Rebet ellers vil holde. Lad saa Raadet komme med alle deres Trudsler, jeg blæser af dem, naar jeg er død. Een Ting vilde jeg dog ønske, nemlig at see Author til den politiske Stock-Fisk henge ved Siden af mig med 16 Stats-Cabinetter og politiske Nach-Tisker om Halsen.

Tar Bogen af Bordet, og river den i stykker.

Du Canaille skal aldrig forføre nogen ærlig Kandestøber meer. Saa! det er dog en liden Trøst, før jeg døer. Nu maa jeg leede efter en Krog at henge mig paa. Det blir besynderlig merkværdigt at sige efter min Død: Hvilken Bormester i Hamborg var meer aarvaagen end Herman von Bremenfeld, der udi sit heele Bormesterskab ikke sov et Øyeblik?

SCEN. 7.

Antonius. Herman.

ANTONIUS

Hey! hey! hvad Pokker bestiller I?

HERMAN.

Jeg har ikke i Sinde at bestille noget; men for 80 at undgaae Bestilling, vil jeg henge mig. Vil I giøre Compagnie med, skal det være mig en Fornøyelse.

ANTONIUS

Nej min Troe vil jeg ikke; men hvad bringer jer til saadant fortvilet Forsæt?

HERMAN

Hør, Antoni, det giør ingen gode, at I taler derom. Jeg skal henges; skeer det ikke i Dag, saa skeer det i Morgen. Jeg vil kun bede før jeg døer, at I formelder min Respect til Frue Bormesters og Frøikenen, og befaler dem at giøre mig saadan Gravskrift:

Stat stille Vandrings-Mand!
Her henger Bormester von
Bremenfeld,
Som i sit heele
Bormesterskabs Tiid intet
Minut sov.
Gak du bort og giør ligesaa.

I veed maa skee ikke, kiere Antoni, at jeg er bleven Bormester, at jeg har faaet et Embede, hvorudi jeg veed ikke, hvad hvidt eller sort er, og hvortil jeg finder mig gandske u-dygtig; thi jeg har merket af adskillige Fortrædeligheder, som allereede har mødt mig, at det er stor Forskiæl paa at være Øvrighed, og at raisonnere om Øvrighed.

ANTONIUS

Ha ha ha ha ha ha!

HERMAN

Belee mig ikke, Antoni! I har Synd deraf.

ANTONIUS

Ha ha ha! Nu merker jeg hvor det henger sammen: jeg var nyelig paa et Verts-Huus, hvor jeg hørte Folk sprikke af Latter over en Comoedie, som man havde spillet Herman von Bremen i det, at nogle unge Mennesker havde bildet ham ind, at han var bleven Bormester, for at see hvorledes han kunde skikke sig derudi. Det giorde mig hiertelig ont, da jeg hørte saadant. Gik derfor strax hid, for at advare jer derom.

HERMAN

Ah! er jeg da ikke Bormester?

81
ANTONIUS

Nej det er puur opspunden Tøy, for at vænne jer af med jer Galskab at raisonnere over høye Ting, som I ikke forstaaer.

HERMAN.

Ah! er det ej heller sandt om den fremmede Præsident?

ANTONIUS

Nej vist ikke.

HERMAN

Ej heller om Hattemagernes Oldermand?

ANTONIUS.

Det er altsammen opspundet.

HERMAN.

Ej heller om Matroserne?

ANTONIUS.

Nej, nej.

HERMAN.

Gid Fanden henge sig da! Geske! Engelke!

Peiter! Henrich! herud allesammen.

SCEN. 8.

Herman. Antonius. Geske. Engelke. Peiter. Henrich.

HERMAN

Min hierte Kone! gaae hen til dit Arbeid igien; vor Bormesterskab er alt til ende.

GESKE

Til ende?

HERMAN

Ja, ja, det er til ende; nogle Skalke har rottet sig sammen for at fixere os.

GESKE

Fixere os? Da skal de faae en Ulykke, som har fixeret os, og du med. Hun gier ham Ørefigen. Herman prygler hende dygtig.

GESKE

Ah, min hierte Mand, slaae mig ikke meer! ah, min hierte Mand, holdt op!

HERMAN

Du skal vide, Kone, at jeg er ikke Politicus længer, og derfor ikke tæller meer til tiuve, naar jeg faaer Ørefigen. Jeg agter at føre et andet Levnet herefter, kaste mine Bøger paa Ilden, og tage alleene vare paa mit Handtverk herefter. Jeg varer ogsaa ad engang for alle, at dersom jeg seer nogen af jer læser i en politisk Bog, eller bringer nogen i mit Huus, da skal det bekomme dem ilde.

82
HENRICH

Jeg for min Part har ingen Fare derfor, Herr Bormester, thi jeg kand hverken læse eller skrive.

HERMAN

Lad kun den første Stavelse være ude, og kald mig slet og ret Mester som tilforn; thi jeg er Kandestøber, og vil døe Kandestøber. Hør, Monsieur Antoni: Jeg veed, at I har haft Godhed for min Datter. Mine forrige Capricer har hindret jers Kierlighed. Nu har I baade hendes Faders og Moders Samtykke, saa at hvis I er ved samme Sind og Forsæt, er all Hinder ophævet.

ANTONIUS

Ja jeg blir ved mit Forsæt, og beder at hun maa blive min Hustrue.

HERMAN

Gier du dit Samtykke dertil ogsaa, Geske?

HENRICH

Ah! det er ikke at spørge om, Frue Borgemesters har altid været for det Partie.

GESKE

Holdt Munden din Giek; jeg kand nok svare selv. Jeg har, min hierte Mand, givet mit Samtykke dertil for 3 Aar siden.

HERMAN

Jeg vil ikke spørge dig Engelke! jeg veed, du er saa forliebt i ham, som en Rotte i en Ost; er det ikke sandt?

HENRICH

Svar, Frøiken.

HERMAN

Vidste jeg, at du gav disse Titler af Malice, skulde det bekomme dig ilde.

HENRICH

Nej min Troe giør jeg ikke, Mester; men man kand ikke saa hastig komme af Vanen igien.

HERMAN

Gier I To da hinanden Hænder. Saa! nu er det got; i Morgen skal vi holde Bryllup. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester! Om Forladelse, ja Mester!

HERMAN

Du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger; thi jeg kand ikke see det for mine Øyen meer, som har bragt mig i slige Griller.

Vi Øvrighed med Munden slaae,
Kand dog selv intet giøre;
Et er et Søe-Kort at forstaae,
Et andet, Skib at føre.
83 Af en politisk Bog man kand
Vel lære raisonnere,
Men til at forestaae et Land
Udfordres andet meere.
Af hvad som mig i Dag er skeed
Hver Handverks-Mand kand lære,
At den der retter Øvrighed,
Just selv den ey kand være,
Thi naar en Kandestøber til
Bormesters Embed løber,
Er som naar Stats-Mand blive vil
I hast en Kandestøber.

Den politiske Kandstøber
Noter

S. 17
curiøsk, nøjeregnende, pertentlig. - corasi, vulgær Forvanskning af fr. courage, Mod.

S. 18
han er endelig alleene, han er ganske vist alene. - Herculus. »Hercules« og den i Scene 4. nævnte »Hercu/iscus« er to saakaldte Statsromaner, der sammen med en romanagtig Handling indeholdt kulturelt og politisk oplysende Stof. De er forfattet af en tysk Teolog, A. H. Buchholz, der døde 1671. - Postill er en Opbyggelsesbog, en Prædikensamling til Husandagt. - Complimcntationer, Komplimenter.

S. 19
gemeent Væsen, Mangel paa Dannelse. - Adriane, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil.

S. 20
flasked Trøye, en Dametrøje med Skøder, der var udskaaret i Flige (»Flasker«). - Slingring, Omsvøb. - profect, Forvanskning af perfekt. - Salutems Hilsen, lat. salus, Sundhed; heraf [jeg ønsker dig] salutem! = Hil! Hej!

S. 21
Den Europæiske Herold og Den Politiske Nachtisch er to tyske statsvidenskabelige Værker, den første af meget lærd og den anden af meget populært Tilsnit (Nachtisch, ty. betyder Dessert).

S. 22
Notarius Politicus, Forvanskning af Notarius Publicus. - vil I agte ham? Hvad bryder I jer om ham?

84

S. 23
Skielm, Slyngel. - Min Mand har ... nogle Svinn paa Skoven, er lidt til en Side. - have Indseende med, have Opsyn, Tilsyn med. - tilstaae, sande, bekræfte.

S. 24
Posekiiger, populær, ringeagtende Betegnelse for Toldbetjent ved Byportene.

S. 25
Accise og Consumption, Toldafgifter ved Indførelse af Varer til Byen. - Raadet, Hamburg havde en republikansk Forfatning. I Spidsen for Byen stod Senatet, kaldet Raadet, og Borgerskabet, der bestod af de Indbyggere, der havde Borgerret. Raadet var sammensat af fire Borgmestre, hvoraf den ene havde Forsæde for de øvrige, 24 Raadsherrer, foruden bl. a. fire juridisk raadgivende Medlemmer uden Stemmeret, hvis Titel var Syndicus. - Tandstikker betegner her en Gaasefjerpen. - deciderer han, afgør han Sagen. - Kreds-Oberst, Anfører for den Afdeling Tropper, som en af Tysklands 10 Rigskredse stillede i Felten. 1708-12 havde Hamburg været besat af de nedersaksiske Kredstropper, der havde til Opgave at dæmpe de Uroligheder, som det lavere Borgerskab havde anstiftet. - end deres heste Venner, endog, selv deres bedste Venner.

S. 26
divertere sig .. derover, more sig derover.

S. 27
Gallejer, mindre Krigsskibe, drevet ved Aarer og Sejl. - Krigssteur .. Romer-Monathen, Navne paa Krigsskat.

S. 28
Det kommer alt paa Anstalter, det afhænger fuldstændig af, hvilke Foranstaltninger man træffer. - Canellien, Kanalen. - Bordeus, Bordeaux. - Danckvarts Landkort. Hollænderen Justus Danckert havde udgivet Kort og Atlas. Han forveksles antagelig her med Gaspar Danckwcrt, der 1652 havde udsendt en Beskrivelse af Slesvig og Holsten med 37 Kort af kgl. dansk Kartograf Johannes Mejer.

S. 29
Steder .. udi Indien, d.v.s. Byer i Indien. - lovlige, ty. löbliche, rosværdige. - Kongen af Indien, der var ingen »Konge af Indien«.

S. 30
recommendere, anbefale. - Strat Davids, plattysk Betegnelse for Davisstrædet. - som en Børstenbinder, d.v.s. uforstandigt. - Ordspil, idet B. ogsaa brugtes nedsættende som Betegnelse for en grov, dum Person (eller Drukkenbolt).

S. 31
Qyi nescit simulare, nescit regnare, den, som ikke kan forstille sig, kan ikke regere. - Agrippa, Cornelius Agrippa var en lærd tysk Alkymist og Filosof (1486-1535). Hverken han eller Albertus Magnus, Albert den Store, en tysk Teolog (1193-1280) synes at have nogen Forbindelse med den berømte Sentens, der yndedes bl. a. af den franske Konge Ludvig XI.

S. 32
Der Politische Stockfisch, en Roman af Præsten Johann Riemer. Den har som Opgave at undervise i Kunsten at gøre et godt Parti. Bogen giver ingen Anvisning paa at tælle til tyve, 85 naar Vrede truer med at overvælde en. - Subaltern, Underordnet.

S. 34
for Fardag, før Skiftedag. - Michaelis Tider, Ærkeenglen Michaels Dag, den 29. September, var dengang Skiftedag.

S. 35
Consistorium eller Tamper-Ret, Universitetets Raad, Konsistorium dømte indtil 1771 i Ægteskabssager. Denne særlige Domstol fungerede fire Gange om Aaret, heraf Navnet Tamperretten, en Forvanskning af Quatemperretten, egl. quatuor tempora (anni), d.v.s. Aarets fire Tider, Kvartaler.

S. 36
Tutti, ital. alle. - Mennist. I det 16. Aarhundrede stiftede en hollandsk Præst Menno Simons en Gendøbersekt, hvis Tilhængere kaldtes Mennister eller Mennoniter. - Instantz, Indvending.

S. 37
Recruter, Forstærkninger. - Printz Eugenius, Prins Eugen af Savoyen var under den spanske Arvefølgekrig tysk Feltherre; 1705-6 kæmpede han mod Franskmændene under Hertugen af Vendóme. I Slaget ved Hochstedt i Bayern, den 13. August 1704, blev Franskmændene under andre Feltherrer slaaet af Prins Eugen og Marlborough. - Padus, lat. Pofloden. - udi Retiraden, paa Tilbagetoget. - ligge og lunte, ligge og drive.

S. 38
Alexander Magnuses Krønike, den romerske Forfatter Curtius' Bog om Alexander den Store, som 1704 var udgivet paa Dansk i Mogens Wingaards Oversættelse. Det er heri ikke Alexander, men den persiske Kong Darius, der anvendte den brændte Jords Strategi, da han blev forfulgt af Alexander.

S. 40
Oprør, Røre. - forløbe, rømme, forlade. - Machine, Intrige.

S. 41
okkuperes med saadanne slette, optages af saadanne jævne.

S. 42
den høye Magistrat, det høje Embede.

S. 43
Jemerecommaner og Baselemaner, Forvanskning af de franske Talemaader »je me recommande«, jeg anbefaler mig, og »je vous baise les mains«, jeg kysser Deres Hænder.

S. 44
Besked, Forstand. - Reutendiener, ty. egl. Reitendiener, ridende Tjener, hamburgsk Raadstuetjener.

S. 45
honnet Discours, fr. fin, dannet Tale, Samtale. - Allumber, L'hombre. - medicinere, tage Afføringsmidler. - tres humble Servitör, fr. ærbødigste Tjener. Geske burde sige »tres humble servante«, ærbødigste Tjenerinde. - Compagnie, Selskab. - peen, dydsiret. - Honnetteteten, Ærbarheden.

S. 47
smaa dalier, Smaatterier. - begegne, behandle. - Oration, lat. Tale. - obligere mig, forpligte mig.

S. 48
Orator, lat. Taler. - mocqverede sig, gjorde sig lystig. - Slyngel, uduelig Person.

S. 49
Hundsvot, Asen. - Naturalier, naturlige Anlæg.

S. 50
Nefas, lat. Uret. - Carronie, af ital. carogna, Mær.

S. 51
gammel Been i Panden, Ben i Næsen.

86

S. 52
Custos, lat. Vogter; her Kæp eller Ris. - Galiath, Navnet paa en livfuld Dans, der paa Fransk kaldes la gaillarde. - spøge sig ud, maje sig ud. - Carnali, af fr. canaille (ital. canaglia), Pak; Slyngel, Slubbert. - Caresser, fr. caresses, Kærtegn; her Høflighedsbeviser.

S. 53
fixere mig, gøre Nar af mig. - Svoger, her Svigersøn.

S. 54
geskæftig, travl. - tilforn, tidligere.

S. 55
temoignere, fr. bevidne.

S. 56
excusere os, undskylde os. - Masæur, fr. min Søster, her kære Veninde, jfr. Scene 6: Søster.

S. 57
Joli, fr. sød, nydelig. - Drengen, Tjeneren.

S. 58
Discretion, Drikkeskilling.

S. 59
pardonerer, tilgiver. - recommenderer os i Bormesterindens Affektion, anbefaler os til B.s Gunst. - Janever, Genever.

S. 60
Franzoise, fr. Francaise, fransk Kvinde, her indfødt fransk Guvernante; stavedes i Datidens Fransk Franzoise. - artig, dannet, beleven. - saaler, stopper. - leeve, platty. svarende til ty. liebe, kære.

S. 61
delicat, sart, fintfølende.

S. 62
Hilsen, Helsen, Helbred. - Kiereste, Ægtefælle.

S. 63
nu vil min Ploug gaae, nu vil jeg tjene Penge (faa Drikkepenge). - Mon Frere, fr. min Broder, her kære Kollega.

S. 65
Principaler, Mandanter, de Personer, Sagførerne fører Sag for.

S. 66
nemo ... locupletari, lat. Ingen bør beriges ved anden Mands Skade. - strider aperte mod æqvitatem naturalem, strider aabenlyst mod naturlig Billighed. - Justinianus, den romerske Kejser Justinian, 6. Aarh., som lod udarbejde store Lovværker, bl. a. de her omtalte Institutiones. - libro . .. Alluvione, d.v.s.: i Institutionernes anden Bog, første Kapitel. Om opskyllet Land. - qvod .. aqviritur, hvad en Flod ved Opskylning har lagt til din Jord, tilhører dig efter Folkeretten.

S. 67
per alluvionem .. adjicitur, men ved opskyllet Land forstaas det, der saaledes lidt efter lidt bliver lagt til, saa at man ikke kan skønne, hvor meget der i hvert enkelt Øjeblik lægges til.

S. 68
conferere, sammenholde. - qvod .. prædio, men hvis Flodens Magt fra din Jord . .. Fortsættelsen skal være: har ført en samlet Del til din Nabos Jord, er det klart, at den forbliver din. - Hugo Grotius, hollandsk Jurist fra det 17. Aarh. Han havde Tilknytning til en kalvinsk Sekt, hvis Tilhængere efter Stifteren, den hollandske Teolog Jakob Arminius (1560-1609), kaldtes Arminianere.

S. 69
spender, sparker. - Concepter, Tanker, Idéer.

S. 72
andrager, klager over. - Castor, lat. Bæver, her Bæverhaar. - Reputation, Omdømme. - Raisons, fr. Grunde.

S. 74
en fremmed Resident, længere henne den fremmede Minister.

87

Disse Udtryk betegner en fremmed Magts Gesandt; Herman kalder ham i sin Forvirring for Præsident, der dengang brugtes og endnu bruges i Betydningen Formand i en Forsamling, f. Eks. en Domstol eller et videnskabeligt Selskab.

S. 77
Jus publicum, lat. offentlig Ret. - prostituere, beskæmme, holde for Nar.

S. 78
viis, næsvis. - parrol, af fr. parole, paa Æresord.

S. 79
Stats-Cabinetter, betyder antagelig Statsbeskrivelser, Oversigter over Forholdene i de forskellige europæiske Stater.

S. 82
Capricer, Griller, Nykker. - Malice, Ondskab.

88

DEN VÆGELSINDEDE
Comoedie udi tre Acter

90

Personerne i Comoedien

  • LUCRETIA
    den Vægelsindede
  • PETRONIUS
    En Magister
  • HELENE
    en Jomfru
  • LEONORE
    en Jomfruen Jomfru
  • ERASTE
  • APICIUS
  • HENRICH
    Lucretiæ Tiener
  • CHRISTOPHER
    Erastes Tiener
  • ESPEN
    Apicii Tiener
  • PERNILLE
91

Den Vægelsindede
Indledning

Om de fem Komedier, der udgjorde det første Bind, fra 1723, udtalte Holberg sig straks i den Betænkning, han lod sit Talerør fra Peder Paars og Skæmtedigtene, Just Justesen, sætte foran Skuespillene, (her som Tillæg til Bind VII), og igen faa Aar senere i sit første Levnedsbrev (Bind XII). De to Udsagn falder for det meste nær sammen. For Den Vægelsindedes Vedkommende fremhæver Holberg Hovedrollens Vanskelighed og priser Madame Montaigu, som udførte den med saa stor Dygtighed. Holberg var ikke tilfreds med Komediens Form; han foretog adskillige Ændringer til Udgaverne 1724 og 1731, idet han lagde Vægt paa at motivere de pludselige Stemninger i den kapriciøse Dames Sind. Det var netop denne Linje, som Johanne Luise Heiberg fulgte, da hun i 1850 fornyede Rollen og fik Komedien, der ikke havde været opført siden 1817, til at straale. I »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« giver Fru Heiberg en Skildring af sin Indlevelse i Rollen. Det begynder med, at hun mindedes en forlængst afdød Lærerinde, »hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten«. Det slaar Fru Heiberg, at Den Vægelsindede fremfor alt skulde karakteriseres ved sine Bevæ- gelser: »Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle«, og samtidig gjaldt det om »at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet«; dette maatte ske ved »at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt«. Fru Heibergs Fremstilling af den Vægelsindede 92 blev en af hendes allerstørste Triumfer. Da hun var kommet hjem efter den første Forestilling og i Hjemmet havde trukket sig tilbage, var hun endnu i stærk Bevægelse; hun tænkte »ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: »O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget«. - Beskæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt »Godnat«. - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: »O, det var Holbergs Stemme!«« (Et Liv etc. 4. Udgave, II, 1944, S. 225 ff.).

Litteratur.Th. Overskou: Den kongelige danske Skuepladses Historie VI, 1876, S. 60-61.

93

ACTUS I

SCEN. 1.

Helene. Leonore.

HELENE

Tal aldrig derom, min kiære Jomfrue! Vi ere lige vel faren begge, hvorvel vore Opvartere ere af stridige Humeurs, saa at jeg veed ikke, hvo af os mest er at beklage.

LEONORE

Det er uden Tvil jeg; thi enhver Mands-Person, der er danned som hendes Broder Eraste, kand flye et Fruentimmer nok at bryde sit Hovet med. Det lader, som han elsker mig; men jeg kand forsikkre hende, at i all den Tid, han har søgt min Omgiængelse, har han aldrig erklæret sit Hiertelav uden paa en meget forblommed Maade. Mit Sind, min Opførsel og Levemaade synes at behage ham; ikke dismindre er jeg dog vis paa, at, hvis han blev kiendt med nogen anden, som var endnu meer stille og oeconomisk, end jeg er, da forlod han mig, hvor ærlig han end er.

HELENE

Hvad hendes Broder Apicius angaaer, da kand jeg ikke sige, at hans Tale er forblommed. De allerprægtigste Kiærligheds Erklæringer koster ham intet; men jeg veed ikke, om jeg kand fæste mindste Troe dertil, saa u-bestandig er han. Jeg begynder allereede at blive kiæd af hans Væsen, og ønsker af mit Hierte, at han kunde treffe en Brud, der var ligesaa gall, som han selv.

LEONORE

Hun giør, min Troe, vel derudi, Jomfru! Jeg skal, min Troe, følge hendes Exempel.

HELENE

Jeg tilstaaer vel, at det er noget vanskeligt gandske at forlade den, som man eengang har giort sig Tanker om.

94
LEONORE

Det er sandt nok; men hvad er her ved at giøre?

HELENE

Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget han lider formedelst hans flygtige Sind og vellystige Levnet.

LEONORE

Ej mon saadant ikke er sagt dem uden Frugt hundrede gange tilforn? Jeg var tilfreds, at Monsr. Eraste var kiendt med en vis Dame, som jeg talede med i Gaar, som jeg ikke vil nævne. Jeg troer virkelig, at den samme Kone skulde curere ham. Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos et Fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille og indgetogen, men paa saadan u-rimelig Maade, og udi saadan høy Grad, at han af en kort Omgiængelse med hende skulde faae Afskye for slige Folk, som han holder for de mest fuldkomne. Man curerer ofte Folk paa saadan Maade, naar ingen Formaninger kand hielpe.

HELENE

Hvor boer den Dame?

LEONORE

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som her boer.

HELENE

Det er endelig ligemeget. Jeg troer vel, at her er meer end een underlig Kone udi Byen. Men eftersom Jomfruen holder for, at saadant skal kunde curere min Broder Eraste, naar han seer udi andre, hvor ilde dislige Qvaliteter lade, naar de tar overhaand, saa skal jeg ogsaa giøre et Forsøg med Monsr. Apicius; thi jeg talede ogsaa forgangen Uge med en Dame, som synes at have det Sind og de Qvaliteter, sorn han leder efter, men det samme er udi en saa forskrækkelig høy Grad, at jeg er vis paa, at hvor meget han roser saadant, saa skal han skilles med Væmmelse fra hende. Jeg skal ikke kunde sige, orn samme Dame er Enke eller Jomfrue endnu.

95
LEONORE

Det er ligemeget; men boer hun i dette Naboelav?

HELENE.

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Jeg kand tie lige saa vel, som hun. Sagte. 96 Det er den Galanterie-Kræmmerske, som boer i dette Huus.

LEONORE

Hvorledes har da Jomfruen fundet hende?

HELENE.

Hun giør ikke andet end synger, leer, dantzer og taler Galskab. Jeg saae hende aldrig tilforn; men hun aabenbarede mig hemmelige Sager, som hun ikke havde burdt betroe til hendes beste Venner.

LEONORE.

Menneskets Humeurer ere dog stridige. Jeg skal i det ringeste giøre et Forsøg med den ærbare Kone.

HELENE.

Og jeg, min Troe, med den galne.

LEONORE.

Jeg skal faa Eraste til at giøre Visit der i Eftermiddag.

HELENE.

Og jeg skal formaae Apicius til at besøge den anden ogsaa i Eftermiddag.

LEONORE.

Saa kand vi siden fortælle hinanden, hvordan det er løbed af. Men jeg seer een kalde paa mig; jeg maa forlade hende lidt. Hun gaaer.

SCEN. 2

HELENE

Mademoiselle Leonore har, min Troe, ikke u-ræt derudi. Jeg haaber, at Monsr. Apicius, naar han faaer denne underlige Kones Lader at see, jo skal faae Afsmag for hendes Artighed, og med Latter siden fortælle mig hans Tanke derover; hvilket skal kunde give mig den beste Anledning at afmale hans eget Portrait, og viise, hvor hæsligt det er. Det maa i det ringeste komme an paa et Forsøg. Men der seer jeg den underlige Kones Tiener. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham. Hør, min Ven! har I længe tienet her i Huuset?

SCEN. 3.

Helene. Henrich.

HENRICH

Ungefehr udi 3 Aar.

HELENE

I er sommænd lykkelig at tiene hos en Dame, der er altid saa lystig, saa gavmild, og saa aabenhiertig.

97
HENRICH

Hun har ræt, min kiære Jomfru!

HELENE.

Den første gang, jeg havde den Ære at see hende, betroede hun mig alle hendes hemmelige Sager.

HENRICH.

Ja hvad ont var der udi? Det er Tegn til et ædelt Hierte.

HELENE.

Got nok! men man kand dog giøre formeget af saadant.

HENRICH.

Man maa sige derom, hvad man sige vil, saa er det dog en Dyd.

HELENE.

Jeg beder om Forladelse. Alt hvad man giør formeget af, taber Navn af Dyd. Det er ogsaa en Dyd at være gavmild, men naar den gaaer forvit, og bliver til Ødselhed, er det en Udyd, hvilken er ligesaa lastværdig, som Gierrighed.

HENRICH.

Jeg har kun maadelig studeret. Derfor vil jeg ikke agere hendes Sag.

HELENE.

Jeg beder, at I vil formelde min Respect til hende. Men jeg maa hen at see, hvor Jomfru Leonore blev af. Jeg glemte at sige hende noget.

SCEN. 4

Henrich. Leonore.

HENRICH

Dersom denne Jomfru kom nu i Formiddag til os, skulde hun ikke meer kiende min Madame, saa ond og traurig er hun nu, med mindre hun har faaet andet Sind, siden jeg gik ud.

LEONORE

Jeg seer, at hun er alt borte. Men der er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyeligen talede om. Hør, min Ven! tiener I ikke her?

HENRICH

Jo jeg giør sommænd.

LEONORE

Jeg beklager jer, og alle dem, som har saadant Herskab.

HENRICH

Hvi saa?

LEONORE

Det er den fortrædeligste Kone, som jeg nogentid har seet.

HENRICH

Kand nok være.

98
LEONORE

Jeg har aldrig kiendt nogen saa traurig, saa karrig, og saa mistænkelig.

HENRICH.

Det er ikke min Skyld.

LEONORE.

Jeg skal aldrig sætte min Fod inden hendes Dør oftere.

HENRICH

Ligesom hun finder det for got.

LEONORE.

Thi jeg har, min Troe, ingen Lyst til at overfuses oftere.

HENRICH

Hun har ræt der udi.

LEONORE.

Men saae I ikke en Jomfru her nyeligen?

HENRICH.

Jo jeg saae nyelig et Menneske klædt som en Jomfrue. Om hun endnu er Jomfrue, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige. Hun gik den Vej. Leonore gaaer.

SCEN. 5

HENRICH

Dersom jeg vilde daglig øve mig i at forsvare min Madame, kunde jeg med Tiden blive en stor Procurator, hvis Hoved-Dygtighed bestaaer nu i at rose en Ting, nu igien at forsvare det, som er lige tvert imod den samme. Jeg behøver intet andet Uhrværk end min Madames Sind; thi naar hun 8 eller 9 gange om Morgenen har været vexel-viis from, arrig, Gudfrygtig, u-gudelig, verdslig, geistlig, ødsel, sparsom, aabenmundet, taus, ydmyg, hovmodig, saa veed jeg, det er ikke langt fra Middag; og naar hun om Eftermiddagen har spillet ligesaa længe Bold med hendes Sind, veed jeg ungefehr, at det er Aften. Da hun visede mig i Byen, talede hun om lutter Huusholdning, sukkede over Tidernes Vanskelighed, og skikkede mig efter denne Rug-Simle, hvor af hun vil æde den halve Deel til Frokost. Jeg har længe grubiet paa, hvad det kand være, og endelig efter lang Speculatz faldet paa de Tanker, at der maa være en 5, 6 Siæle i hende, som føre Krig sammen. En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faaer den u-gudelige Siæl under sig, blir Madamen gudfrygtig, saa længe det varer. Den 99 menagerlige Siæl, naar den faaer den ødsele paa Knæ- erne, saa blir hun menagerlig, og skikker mig i Byen efter en Rug-Simle til Frokost; medens jeg er i saadant Ærende, hender det sig, at den ødsele Siæl faaer overhaand, saa vil hun have Sukkerlade. Den lystige Siæl faaer overhaand, saa skal jeg ud i Byen undertiden i saadant Vejr, som en Hund ikke vil gaae ud udi, for at skaffe hende Compagnie; medens jeg er ude, spiller den traurige Siæl Mester, da finder jeg hende grædende over Taare-Persen, naar jeg kommer tilbage. Undertiden har hun to Passioner paa eengang, som for Exempel: Jeg saae hende i Gaar dantze og græde tillige; da kand jeg tænke tvende Siæle paa eengang regierede, og da gaaer det til, ligesom i et Huus hvor Mand og Kone, som ere stridige og lige stærke, vexel-viis regierer; thi da kand man ligesaa liden Grund finde i Huusholdningen, som jeg kand finde udi vor Madames Sind. Mig siunes, at den rette Aarsag er vel nok troffen for en u-studeret Person, som jeg er; thi af Vejrligt kand det ikke komme, eftersom jeg har tiit seet hende græde udi Soelskin, og dantze udi Sluus. Men see! der er Mag. Petronius. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham; Han er en lærd Mand, som kand give mig Aarsag til saadant.

SCEN. 6

Petronius. Henrich.

PETRONIUS

Hør, Henrich! hvem skal have den Simle?

HENRICH

Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS

Hvilken Snak! Hvem har skikket dig efter den?

HENRICH

Madamens sparsommelige Siæl, som var Bormester over de andre Siæle, da jeg gik ud.

PETRONIUS

Hvad Pokker er det for Snak, Henrich? du maa ikke have vel udsovet i Nat. Hvorledes lever ellers din Madame?

HENRICH

Skam der veed, om mit Navn det er.

100
PETRONIUS

Jeg troer, den Dreng er gall. Kandst du ikke sagte svare mig til det, som jeg spør dig om, nemlig, hvorledes din Madame lever?

HENRICH

Maatte jeg spørge Monsieur først, om vi faaer got Vejr i Morgen?

PETRONIUS

Det kand hverken jeg eller nogen sige forvist, Henrich! Nu er det ondt Vejr, men det seer dog ud til at blive got Vejr i Morgen; ellers er intet mindre at bygge paa end Vind og Vejrligt.

HENRICH

Jeg meener dog, at min Madames Humeur er mindre at bygge paa. Det er vel sandt, at Vejrligt løber noget galt, sær udi April-Maaned; men i min Madames Sind regner det og er Soelskin 16 gange om Dagen, endogsaa udi Julii Maaned. Hvad kand man kalde saadant paa Dansk?

PETRONIUS

Man kalder slige Folk paa gammel got Dansk: Vægelsindede.

HENRICH

Men hvoraf kand saadant komme? mon saadanne Mennesker ikke har meer end een Siæl?

PETRONIUS

Ach nej, Henrich! det kommer af Blodet, ex circulatione sangvinis majori vel minori; vitium illud est in sangvine, non in anima, exempli gratia, si - - forstaaer du mig?

HENRICH

Erbe mirbe sirbe sarbe larbe skaarbe maarbe kaarbe, forstaaer I mig?

PETRONIUS

Nej! jeg forstaaer ikke Kragemaal.

HENRICH

Jeg forstaaer ikke heller Kloster-Latin. I lærde Folk er, med Permission at sige, ligesom I ere galne. Det er jo let at begribe, at man maa ikke snakke Latin med mig. Siig mig derfor paa got Dansk, hvor af saadant kand komme.

PETRONIUS

Der kand findes en Hob onde Galde-fulde Vædsker i et Menneskes Legeme, som nu regiere meest udi en Deel af Legemet, nu udi en anden, hvor efter Sindet drejer sig; naar de onde Vædsker sætter sig meest for Hiertet, er man melancholisk, og naar de forflytter sig, blir man glad igien.

101
HENRICH

Ej, Monsieur! det er ikke saadant, som jeg spør om. Var det kun saaledes beskaffet, at min Madame var stundum bedrøvet, stundum glad, saa kunde man tilskrive Blodet og Vædskerne saadant. Men hun er stundum saa fortroelig, at hun skulde fortælle end sin U-ven, hvor mange gange hun har ladet sig forlyste siden hendes Mands Død, stundum igien saa mistænkelig, at hun sætter Ord paa Skruer, end ogsaa for hendes beste Venner. En Dag er hun syg af Sult, en anden af formegen Mad. En Dag løber hun for Mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kand Folk ikke lide hende, fordi hun er formeget taus, nu fordi hun er formeget snaksom. Nu blir hun vred, naar man taler vel om Folk. Nu blir hun vred, naar man taler ilde om de samme. Nu holder hun for, at alting regieres af en Slumpe-Lykke. Nu tilskriver hun Himmelens Direction, at hendes Grød ikke er bleven sveen, eller at hendes Caffee er klar, og har en nye Modens Smag. Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed.

PETRONIUS

Det kommer altsammen af Vædskerne.

HENRICH

Kommer det af Vædskerne, saa skulde jeg tænke, man kunde finde noget paa Apotheket at curere Mistanke og Ugudelighed med.

PETRONIUS

Om saadant kand cureres med noget paa Apotheket eller ej, det maa Docterne sige. Jeg siger kun som en Philosophus, at det kommer af Vædskerne.

HENRICH

Og jeg siger som ingen Philosophus, men som et fornuftig Menneske, at det ikke kommer af Vædskerne.

PETRONIUS

Ej! vil du disputere det, som alle lærde Folk ere eenige udi?

HENRICH

Lærde Folk eenige! Jeg har aldrig hørt min Livs-Tid, at lærde Folk er eenige, hverken i det eller andet.

PETRONIUS

Jeg følger Aristotelis Meening efter derudi, saa vel som i andet.

HENRICH

Ej! hvad var det for en Mand?

102
PETRONIUS

Det var en stor Philosophus, som har levet for henved 2000 Aar siden.

HENRICH

Og jeg følger Fornuften, som har været til fra Methusalems Tider.

PETRONIUS

Hvad er da din Meening?

HENRICH

Hvad vil I da give mig derfor? thi jeg sælger min Viisdom ligesaa dyrt, som en anden. I Lærde tar jo Penge for alting, og hâr det mindre fornøden end jeg og mine Lige. Dog, paa det I skal see, at jeg er ikke misundelig, da vil jeg give tilkiende de naturlige Aarsage, som jeg efter lang Spekulatz har udgrundet. Jeg har hørt sige af lærde Folk (thi jeg tiente hos en Tydsk Balbeer, førend jeg kom her) at eens Siæl undertiden kand forflyttes i en anden. Nu kand det være, at, maa skee, paa samme Tid, som min Madame blev fød, en Rev, en Gaas, et Egern, en gammel Kat, en Hiort, en Skielpadde, en Fisk, en Skade, en Ulv, et Lam ere døde, og deres Siæle allesammen har taget Logemente udi Madamen, hvor de endnu er og blir, saa længe hun er saa vægelsindet. Naar nu Gaase-Siælen fører Regiment, saa har hun Gaase-Forstand; naar Ulve-Siælen regierer, faaer jeg Hug og onde Ord for ingen Ting; naar Fiske-Siælen har Magten, sidder hun og maaber i Selskab, og naar Skade-Siælen er Bormester, løber Munden paa hende som Hiulene paa en Post-Vogn.

PETRONIUS

Ha, ha, ha! det er Skade, Henrich! at du ikke har studeret.

HENRICH

I meener, maa skee, saa havde jeg end bleven galnere end jeg er.

PETRONIUS

Men er det vist, at din Madame er saa vægelsindet?

HENRICH

Ja, min Troe, er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, og svær vor Stue-Pige, at hun vil heller see mig agere saaledes, end gaae paa den sterke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst.

PETRONIUS

Ach! hierte Henrich! lad see noget ogsaa, hvor du bær dig ad.

103
HENRICH

Ja nok. For Exempel: Nu er jeg i god Humeur. Hør, Monsieur, den største Fornøyelse for mig er, at jeg kand komme i Selskab med lærde Folk, besynderlig saadanne som min Herre, af hvis Mund der flyder lutter Honning, af hvis Tale end Steene maa bevæges. Han tier lidt og stryger sig om Øynene. Monsieur! I er en lærd Mand, men I er ogsaa en Pedant; jeg hører undertiden heller min Kokke-Pige tale end jer, thi hun taler fornuftigt udi en slet Kokke-Pige-Stiil, og I fører Pølse-Snak udi en lærd Stiil.

PETRONIUS

Ha, ha, ha!

HENRICH

Nu paa en anden Maade.

Tar en Stoel.

Vil Monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham der om; han skal, min Troe, ikke staae. Giør mig den Fornøyelse, min Herre, at sætte sig.

Naar Petronius vil sætte sig, trækker han Stolen under ham, saa han falder paa sin Rumpe; og siger da Henrich:

Monsieur! Den Stoel er for god for jer; vil I sidde, saa kand I sidde paa Bænken.

PETRONIUS

Hør, Henrich! jeg forlanger paa saadan Maade ikke, at du skal agere længer.

HENRICH

Ey Monsieur! bilder jer kun ind, at det kommer af Vædskerne, saa kand I umuelig blive vred. Nu vil jeg fare fort; thi det er kun en Begyndelse. Monsieur skal have sin Fornøyelse der af.

PETRONIUS

Ney Henrich! Du kand fuldføre Comcedien for Stue-Pigen.

HENRICH

Monsieur maa ikke tage min Dristighed ilde op. Jeg giorde det kun for at forklare ham Sagen saa tydelig, som mueligt var.

PETRONIUS

Man kand aldrig agte hvad Tienere sige om deres Herskab. Jeg holder for, at hun er een af de behageligste Folk i Byen; thi saa tit jeg har havt den Ære at tale med hende, har hun begegnet mig med største Høflighed.

104
HENRICH

Jeg er bange, at Monsieur er bleven vred paa mig, og jeg har skiemtet for sterkt.

PETRONIUS

Ach nej! Jeg kand nok taale Skiemt. Jeg har kun alleene ont af, at du taler saa ilde om din Madame.

HENRICH

Jeg troer ikke, at Monsieur har Tanke til hende.

PETRONIUS

Jo (her imellem os at sige) Henrich! saa er hun den Dame, jeg har mest Estime for.

HENRICH

I har Fanden heller? Havde jeg vidst det, havde jeg min Troe ikke talt saa meget Galskab. Men har Monsieur Tanke til at gaae noget videre end at have en ordinaire Estime for hende?

PETRONIUS

Jeg vil gaae saa vit som jeg kand.

HENRICH

Ikke vil Monsieur have hende?

PETRONIUS

Det er virkelig mit Forsæt.

HENRICH

Ret til Kone?

PETRONIUS

Ja hvad andet?

HENRICH

Min Herre! saa tar jeg mine Ord tilbage, og forsikrer, at det er lutter Løgn alt hvad jeg har fortaalt om hende.

PETRONIUS

Jeg troede i Sandhed ey heller det ringeste der af.

HENRICH

Havde min Madame havt nogen af de Qvaliteter, som jeg beskrev, saa havde det været ilde af mig at male hende saadan af: Men efterdi hun just er Exempel paa Bestandighed, saa lider hun ikke der ved. Som for Exempel, om jeg vilde sige, at Monsieur var en Pedant, det var ilde giort af mig; thi, saasom han er en grundlærd Mand, saa kunde Folk tænke: Det kand vel være, han kan maaskee have en Rem af Huden; eftersom en Pedant, og en lærd Mand, hvorvel de aldeeles ikke ere eet slags Folk (thi det var Synd at sige) saa blir de dog regnet lige som Søskende Børn. Men om jeg sagde, at min Herre kunde hverken skrive eller læse i Bog, det kunde strax alle Folk høre, var Giækkerie. Ligesaa er det med min Madame; thi saasom hun er 105
106 alting her i Huuset indtil Hunde og Katte, saa jeg troer, at han kiender dig ogsaa.

PERNILLE.

Men hvoraf veedst du, at han elsker Madamen?

HENRICH

Han har sagt mig det selv.

PERNILLE.

Jeg beklager ham da af mit gandske Hierte.

Men der seer jeg Madamen.

SCEN. 8

Lucretia. Henrich. Pernille.

LUCRETIA

Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud.

HENRICH.

Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?

LUCRETIA

Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger.

HENRICH

til Porteurene. Hører, I tobenede Hæste, kommer hid med jer Æske.

LUCRETIA.

Henrich! Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.

PERNILLE

Hun vil da gaae ud Madam?

LUCRETIA.

Ja Pernille! Jeg maa endelig ud.

PERNILLE.

Ha, ha, ha!

LUCRETIA.

Hvad vil den Latter betyde?

PERNILLE.

Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!

LUCRETIA.

Hvilken Hemmelighed?

PERNILLE.

Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen.

LUCRETIA.

Hvem har sagt dig det?

PERNILLE.

Henrich.

LUCRETIA.

Hør, Pernille! du est en Næse-viis. Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren.

PERNILLE.

Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale 107
108 meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden igien har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?

LUCRETIA

Det siger jeg endelig ikke.

PERNILLE

Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf.

LUCRETIA

Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag.

PERNILLE

Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam.

LUCRETIA

Denne Pige er forbandet vanskelig. Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag.

PERNILLE

Ach!

LUCRETIA

Nu vil jeg, at du skal viide den. De gaae.

HENRICH

kommer ud igien i Liberie. Jeg var nys et Svin; nu er jeg bleven til en Lakei. Om en Time blir jeg nok forvandled til et Svin igien. Min Klæde-Dragt er som et Vejr-Glas paa Madamens Sind. Hun er i mine Tanker, med Monsieur Pedants Permission, som nyelig tog hendes Parti, den underligste Qvinde paa Jorden. Naar det er ondt Vejr, saa gaaer hun, og naar det er Soelskin, saa lar hun sig bære. Men det er best at tie. Der kommer hun. Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel Huus-Postill.

LUCRETIA

slet klædt. Henrich! har du bestilt Portechaisen?

HENRICH

Ja, der staaer den.

LUCRETIA

Det var ret ilde.

HENRICH

Hvi saa?

LUCRETIA

Jeg har betænkt mig igien. Jeg vil gaae til Fods.

HENRICH

Er det mueligt, at et Menneske saaledes -

LUCRETIA

Ingen Slidder Sladder. Siig til Porteurene, at de ikke umager sig denne gang. Naar jeg har besluttet en Ting, maa det staae fast.

109
HENRICH

Men Madame!

LUCRETIA

Du kiender jo min Bestandighed. Jeg har besluttet at gaae til Fods. Det er nok.

HENRICH

Jeg har aldrig haft den Ære at kiende hendes Bestandighed. Hør, I gode Æskedragere: Madamen har jer ikke nødig denne gang. Hendes Bestandighed tillader hende ikke at holde sit Løfte.

Lucretia gaaer ud og de andre ind.
110

ACTUS II

SCEN. 1.

ERASTE

Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye, naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her? hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme rnig der til. Nu hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig. Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen? Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikke-Penge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans Stue-Pige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i 111
hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende, den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikke-Penge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje. Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den, der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk, eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven. Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive feede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore 112 jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af Begiærlighed at tale med den samme; men der maa ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.

SCEN. 2

APICIUS

Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona. Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin derimod syntes mig ikke saa vel orn; Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer, Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag: Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting, jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde 113 tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall, naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men der seer jeg Jomfrue Helene.

SCEN. 3

Apicius. Helene.

APICIUS

Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange Barsel-Stuer har hun været udi denne Uge?

HELENE

I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham Regenskab for saadant.

APICIUS

Ingen nye Partier?

HELENE

Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge, det kand jeg sige jer.

APICIUS

Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig til det.

HELENE

Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue Leonore.

APICIUS

Ej! min Søster har ikke været i Moden mange 114 Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed hun da intet nyt?

HELENE

Nej sommænd veed jeg ikke.

APICIUS

Da skal jeg kunde sige hende nyt.

HELENE

Hvad er det?

APICIUS

Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.

HELENE

Det er sandt nok, men der staaer og i samme Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være blinde.

APICIUS

Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.

HELENE

HErre Gud, hvor heftig han faaer det!

APICIUS

Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun med den lille Finger paa hendes Bryst?

HELENE

Ej! saa harceleer!

APICIUS

Ach! ikkun med den lille Finger!

HELENE

Jeg troer, den Karl spøger.

APICIUS

Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?

HELENE

Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med Snørliv; det er altsammen gammeldags.

APICIUS

Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?

HELENE

Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer Søster.

APICIUS

Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad skal den giøre, som eyer dette Pant?

HELENE

Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.

APICIUS

Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan slet Dom?

HELENE

Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen 115 for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve, see da vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som i Julen.

APICIUS.

Vil da Jomfruen have den Godhed at føre mig an?

HELENE

Han maa føre sig selv an.

APICIUS.

Jeg har jo ingen Adresse.

HELENE.

Der kand han let faae Adresse, det er en Kone, som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han baade Varer og Snak for Pengene.

APICIUS

Hvor boer hun?

HELENE.

Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi havde været kiendt i hundrede Aar.

APICIUS.

Er hun ogsaa kiøn?

HELENE.

Ja vist, hun er temmelig kiøn.

APICIUS.

Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.

HELENE.

Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.

APICIUS.

Men hvor boer hun?

HELENE.

Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette Huus.

APICIUS

Jeg har, min Troe, glemt det.

HELENE.

Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.

APICIUS.

Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi.

Men a propos er hun ogsaa smuk?

HELENE.

Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, ha!

APICIUS.

Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.

HELENE.

Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.

116

SCEN. 4

Apicius. Espen.

APICIUS

Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt. Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?

ESPEN

Nej, Herre! aldeles ingen.

APICIUS

Har du aldrig seet Konen i Huset?

ESPEN

Hverken Konen eller Manden.

APICIUS

Der er ingen Mand i Huset.

ESPEN

Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.

APICIUS

Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!

ESPEN

Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe, som Herrens andre Elskove.

APICIUS

Siig ikke det, Espen!

ESPEN

Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa behagelig og artig, at - - -

APICIUS

Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.

ESPEN

Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een, som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?

APICIUS

Det skal jeg ey heller kunne sige.

ESPEN

I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?

APICIUS

Bryd mig ikke længer med dine forbandede Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er gandske forlibt.

ESPEN

Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv samme.

APICIUS

Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg maa pynte mig noget.

117

SCEN. 5

Pernille. Henrich. Lucretia.

PERNILLE

Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en Kone.

LUCRETIA

stigende ned af Portechaisen. Hvordan staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som har spurt efter mig?

PERNILLE

Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?

LUCRETIA

Jeg er i meget god Humeur.

PERNILLE

Det er mig kiært.

118
LUCRETIA

Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af noget Selskab.

PERNILLE

Hvorledes da?

LUCRETIA

Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.

PERNILLE.

Men Madam!

LUCRETIA.

Intet Menneske er mægtig til at modstaae en Person af den Artighed.

PERNILLE.

Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand.

Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans Lærdom og Veltalenhed?

LUCRETIA

Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.

HENRICH.

Madamen har ret; thi det er ikke med de slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets Hierter.

LUCRETIA.

Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke meer end en Time sammen, og i den korte Tid - - -

PERNILLE.

Hvad giorde han da den korte Tid?

LUCRETIA.

Han tog mig til side udi en Krog.

PERNILLE.

Hvad?

LUCRETIA

Han kyssede mine Hænder.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han faldt paa Knæe.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han udøsede dybe Suk.

PERNILLE.

Videre! videre!

HENRICH.

Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre udi offentlig Selskab?

PERNILLE

Det er ikke uden alt formeget.

LUCRETIA.

Du est alt for peen, Pernille! du vil maa skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn jeg bær?

PERNILLE

Hvad giorde hun da?

LUCRETIA.

Da hun blev beængsted af en forlibt Person, stak hun sig selv ihiel med en Dolk.

119
HENRICH

Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.

LUCRETIA

Ney, min Troe, giør man ey.

HENRICH

Mig synes, at det var nok saa heroisk at stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin Faveur, naar hun trængede.

LUCRETIA

Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os gaae ind, for at aabne Boden.

SCEN. 6

Eraste. Lucretia.

ERASTE

Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men jeg veed ikke selv, hvad det skal være.

LUCRETIA

Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse Tider.

ERASTE

Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe, faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes ligesom jeg havde giort en U-lykke.

LUCRETIA

Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang af en Hændelse faaet ont, og bildet sig ind, at det kom 120 af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.

ERASTE

Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?

LUCRETIA

Ney, det er en Satyrisk Roman.

ERASTE

Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne Bøger?

LUCRETIA

Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem. Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.

ERASTE

Hvor kommer det, at Madamen sidder her i Boden i Dag?

LUCRETIA

For den samme Aarsag, som i Gaar.

ERASTE

Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden, hun som er saa meget stille.

LUCRETIA

Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme, springer hun baade over Borde og Bænke.

ERASTE

Ney, jeg meener hendes voxne Søster.

LUCRETIA

Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville i Dag.

Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.
ERASTE

Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her, men - - -

LUCRETIA

Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder ogsaa Lucretia.

ERASTE

Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn hun bær.

LUCRETIA

Det giør ey heller nødigt, Monsieur! thi den samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu omstunder 121 stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.

ERASTE

Adieu alamodiske Lucretia!

LUCRETIA

Adieu Monsieur Huus-Postill!

122
ERASTE

Adieu kydske Thais!

LUCRETIA.

Adieu kydske Joseph!

ERASTE.

Adieu Madame la Coqvete!

LUCRETIA.

Adieu Misantrope.

SCEN. 7

LUCRETIA

Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl, som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien.

Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til at græde over en Geistlig Bog.

SCEN. 8

Apicius. Lucretia.

APICIUS

Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt Avantage at kiøbslaae med dem.

LUCRETIA

Hvi saa?

APICIUS

Baade faaer man de beste Varer, saa og kand man tillige med have den Ære at tale med den artigste Enke her i Byen.

LUCRETIA

Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.

APICIUS

Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt hende saa af hendes deilige Humeur?

123
LUCRETIA

Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I seer mig nu.

APICIUS.

Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte.

Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi?

Det er vel af Molieres Comoedier?

LUCRETIA.

Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg sidder og læser lidt udi Taare-Persen.

APICIUS.

Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af saadanne Bøger.

APICIUS.

Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst udi saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ach, ja! men man maa dog holde Maade ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.

APICIUS.

Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer, det er en Satyrisk Roman.

LUCRETIA

Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.

APICIUS.

Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld af nyttigt Skiemt.

LUCRETIA.

Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt Ord der i.

APICIUS.

Ja det er ligesom man vil tage det til; mod andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.

LUCRETIA.

Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.

APICIUS.

Det er selsom, Madamen roser og fordømmer sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men, maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?

LUCRETIA.

Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg gierne have Hoved-Pine.

124
APICIUS

Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.

LUCRETIA

I skiemter dermed, men det er, min Troe, dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænkt, at det var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit Hoved var kløvet ad.

APICIUS

Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam! at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant. Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre hende med paa Comoedien?

LUCRETIA

Ney, Monsieur! det er mod min Religion. Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke har forvundet det endnu.

APICIUS

Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig, og der er dog ingen, som bander saa meget, som han selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn, hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoe- dien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man for Alvor, og det iidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa, at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han selger det her for. Men Madamen skiemter her udi saa vel som i andet.

125
LUCRETIA

Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.

APICIUS

Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer saaledes:

Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i Taare-Persen.

Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere Vers.

LUCRETIA

Det er mig u-sigelig kiært.

APICIUS

Den anden Viise gaaer saaledes:

Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.
LUCRETIA

Gaae jer Gang, Næseviis!

APICIUS

Men Madame!

LUCRETIA

Men Monsieur!

APICIUS

Er det Materien eller Formen, som mishager hende i Versene?

LUCRETIA

Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.

APICIUS

Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?

LUCRETIA

Den Karl giør mig gall.

APICIUS

Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer. Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.

SCEN. 9

APICIUS

alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar 126 de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men, naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde der været endnu en underligere og meer bizarre og u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen.

Han gaaer.

SCEN. 10

Lucretia. Pernille. Henrich.

LUCRETIA

med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have smurt hans Ryg.

PERNILLE

Men Madam, betænk dog hvad I giør. I underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.

LUCRETIA

Jeg estimerer ikke hans Had.

PERNILLE

Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske, som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den heele Bye mod sig.

LUCRETIA

staaende længe udi Tanker. Jeg bekiender, lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne Sag; men naar Galden begynder først at løbe over -

PERNILLE

Madame! I maa holde jere Affecter udi Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei, og der ved tildrager sig stor Næring. Lucretia græder.

PERNILLE

Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger min Meening.

LUCRETIA

Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.

PERNILLE

Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.

LUCRETIA

Jeg er forsikkret derom, Pernille!

127
PERNILLE

Og samme Kiærlighed bringer mig allene til den Dristighed.

LUCRETIA.

Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg har fortient det.

PERNILLE.

I understaaer jer med en Kiep i Haand at anfalde en bevæbned ung Person.

LUCRETIA.

Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.

PERNILLE

Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.

LUCRETIA.

Meener du det? Pernille!

PERNILLE.

Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare; thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil hævne sig.

HENRICH.

Det er en Fandens Sag denne; thi dersom han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen, vil han gaae løs paa mig.

LUCRETIA.

Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham tilfreds.

HENRICH

sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at være Ambassadeur til den Freds Tractat.

LUCRETIA

Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.

HENRICH.

Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og lade dig slaae Arm og Been i stykker.

SCEN. 11

Pernille. Lucretia. Henrich. En Lakei.

PERNILLE

Hvad vil dette Menneske her?

Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.

PERNILLE.

Hvad er hans Forlangende?

LAKEIEN.

Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende,

Madam!

PERNILLE.

Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor er I?

128
LUCRETIA

Hvorfor røber du mig? Pernille!

PERNILLE

Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur Petronius.

LUCRETIA

Adi! nu kommer jeg mig igien.

HENRICH

Jeg var alt død og begraven, og mig syntes ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig gik vred bort.

LUCRETIA

læser Brevet og kysser det. Ach min kiære Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev. Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius, og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa inderlig, at -

LAKEIEN

Jeg skal ikke forsømme at sige ham det. Han gaaer.

SCEN. 12

Pernille. Lucretia. Henrich.

PERNILLE

Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan forliebt Erklæring?

LUCRETIA

Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.

PERNILLE

Madamen falder jo fra en Extremitet til en anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.

HENRICH

Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?

PERNILLE

Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade hende giøre herefter alt hvad hende lyster.

129
LUCRETIA

Læs kun dette Brev engang, og døm saa, om jeg ikke har ret.

PERNILLE

efter at hun har læset sagte. Det er jo Begyndelsen af en Roman, Madame!

LUCRETIA

Hvad?

HENRICK

Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.

LUCRETIA

Tør du laste et Brev, som du aldrig har læset?

HENRICH

Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller, hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en Pibe Tobak.

PERNILLE

Han har, min Troe, udskrevet et Blad af Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo meer stikker Pedanten frem.

LUCRETIA

Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer mig for at være af David Skolmesters Formularier.

Hun læser videre.

Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner.

Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet. Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant, en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige ham i hans Næse.

PERNILLE

Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.

LUCRETIA

Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler ikke, at du tar hans Parti, Pernille!

PERNILLE

Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer alt for vit.

LUCRETIA

Snik Snak! lar os gaae ind. Til Spectatores: Denne Pige er forbandet vægelsindet.

130

SCEN. 13

ERASTE

alleene. Satyriske Romaner, Comoedier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser; den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene, saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig, eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee, om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det ogsaa skeet. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at, naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig. Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar; jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore giort det mod en anden, kunde man have taget det op som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comoedier rigtig fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.

131

SCEN. 14

Eraste. Christopher.

ERASTE

Skield mig Huden fuld, Christopher!

CHRISTOPHER

Hvorfor det? Herre!

ERASTE

Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.

CHRISTOPHER

Det tar jeg mig vel vare for.

ERASTE.

Jeg skal ikke tage det ilde op.

CHRISTOPHER.

Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall Vane derover, og skieide paa Herren, naar det faldt ham ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.

ERASTE.

Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig en Slyngel.

CHRISTOPHER.

Det var Synd at give Herren den Caracteer.

ERASTE.

Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.

CHRISTOPHER

Hvad har I da giort? Herre!

ERASTE.

Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den heele Bye.

CHRISTOPHER

Hvo har spillet Herren det Puds?

ERASTE.

Jomfrue Leonore Apicii Søster.

CHRISTOPHER.

Hvorledes da?

ERASTE.

Hun recommenderede mig en Dame, som hun foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.

CHRISTOPHER.

Heder hun Lucretia?

ERASTE.

Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk.

Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.

132
CHRISTOPHER

Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue Leonore saadant til.

ERASTE

Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig. Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.

CHRISTOPHER

Hvor vil Herren hen?

ERASTE

Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.

CHRISTOPHER

Betænk jer vel, hvad I giør, Herre! I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.

ERASTE

Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil besmykke sin Søsters Gierning.

CHRISTOPHER

Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver vred.

ERASTE

Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.

SCEN. 15

Christopher. Apicius.

CHRISTOPHER

Sagen er ikke at giøre meget Væsen af; hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds, hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.

APICIUS

Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste; men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi min Nærværelse heiler sin Søster igiennem, saa skal jeg udøse all min Vrede mod ham.

CHRISTOPHER

Er der ikke Monsieur Apicius? han seer forbandet fæl ud.

APICIUS

Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.

CHRISTOPHER

Han er vred som en Tydsk.

133
APICIUS

Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.

CHRISTOPHER.

Han maa endelig have været til Ords med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.

APICIUS.

Jeg seer, at Boden er alt tillukket.

CHRISTOPHER.

Han taler om Boden. Jeg tænkte det nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i Ørene.

APICIUS.

Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en Ørefigen i min Lomme.

CHRISTOPHER.

Hillemænd! er det mueligt, at min Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber min Vej.

APICIUS

Hvem er der?

CHRISTOPHER.

Slet ingen, Monsieur!

APICIUS.

Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.

CHRISTOPHER

sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spø- gels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.

APICIUS.

Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den Ære at kiende dig i Begyndelsen.

CHRISTOPHER.

Æren er min, Monsieur. Men det er ikke mig.

APICIUS

Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?

CHRISTOPHER.

Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.

APICIUS.

Det maa da være din Geist. Du maa endelig have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for mig.

CHRISTOPHER

skiælvende. Jeg er, min Troe, ikke bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.

APICIUS

gier ham et par Ørefigen. See der, til et Beviis, at jeg er intet Spøgelse.

CHRISTOPHER.

Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg giort?

APICIUS

Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.

CHRISTOPHER.

Min Herre skal vel hævne dette.

APICIUS.

Hør, Christopher! du kand give dette par Ørefigen 134 til din Herre igien, og bede ham transportere dem paa sin Søster.

CHRISTOPHER.

De Ørefigen skal dog komme dig dyre nok at staae.

APICIUS.

Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel? See der er nok et par Ørefigen for dig selv.

Christopher skriger og Apicius gaaer bort.

SCEN. 16

Eraste. Christopher.

ERASTE

Christopher! hvad er paa færde?

CHRISTOPHER.

Det er ingen Konst at gaae bort, og lade en anden staae i Stikken.

ERASTE.

Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i Stikken? Hvorfor græder du?

CHRISTOPHER

Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.

ERASTE.

Af hvem?

CHRISTOPHER.

Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og Blodet begynder at kaage i mig.

ERASTE.

Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det for silde.

CHRISTOPHER.

Ach! Monsieur kiender jo min Natur, jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret mig.

ERASTE.

Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem est du slagen?

CHRISTOPHER

Af Apicius.

ERASTE.

Hvorfor slog han dig?

CHRISTOPHER.

Jeg veed ikke meer Aarsag der til, end det Barn, som ligger i Moers Liv.

ERASTE.

Ach! Herre Jeh! hvad er dog dette? Den heele Familie er udsat paa at giøre mig Spot og Fortræd. Jeg veed ingen Aarsag der til, uden det skulde være, fordi 135 jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle Penge; dem skulde han dog gierne have bekommet, hvis jeg havde haft dem ved Haanden. I det øvrige begriber jeg aldeles ikke denne Handel.

CHRISTOPHER

Da begriber jeg i det ringeste det. Mine Kieber vil begribe og føle det i det mindste 2 a 3 Dage. Men Herre! siig mig ret for Alvor: Har I paa Vejen talt med Apicius om hans Søsters Sager? thi jeg har bildet mig ind, at I have vexlet Ord sammen paa Vejen, og at han derfor har handlet saa ilde med mig.

ERASTE

Jeg svær dig, at jeg ikke har talt med ham hverken i Dag ey heller i Gaar; og det er Aarsagen, hvi jeg intet fatter af denne Handel. Men lar os gaae; jeg maa hiem og tage en anden Kaarde paa.

SCEN. 17

Petronius med Musicantere.

PETRONIUS

Kand noget Menneske være behageligere i Selskab end den Lucretia? Alt det, som var paa hende, levede. Jeg har nu omgaaes med Fruentimmer her i Byen saa meget, som nogen anden, men jeg har altid staaet Karl førend nu. Det er ikke hendes skiønne Ansigt, jeg er forlibt udi, men hendes Maneerer, Fripostighed, Familiaritet, Yndighed, søde Miner og Belevenhed, hvor med hun har betaget mit Sind, at jeg veed ikke, enten jeg staaer paa mit Hovet eller Fødder. En af mine gode Venner viskede mig i Øret disse Ord: Den Dame synes at være forbandet coqvete; men jeg troer, at han tog forbandet feil, thi jeg merkede, at det var ikkun en fripostig Artighed. Jeg bød mig til at fornøye hende i Aften for hendes Vindver med en sagte Musiqve; hun takkede mig strax med saadan yndig Mine, at jeg er færdig at blive gall, naar jeg tænker derpaa. Hør, I gode Musicantere, lister jer sagte hen under Vindverne. Jeg vil først have et nyt Syngestykke med en Fiol de Gambe; siden kand I spille med de andre Instrumenter. Jeg vil selv 136 synge Stykket, saasom det er af min egen Composition.

Ere jer Instrumenter stemmede? Messieurs!

MUSICANTERE.

Ja alting er færdigt.

PETRONIUS.

Gaaer kun gandske digt under Vindverne, paa det at Musiqven kand begynde, førend man blir os vaer.

MUSICANTERE.

Herren har kun at befale, naar vi skal begynde.

PETRONIUS.

Men spiller ikke alt for stærkt! Jeg vil, at hun skal høre Ordene; thi mellem os at sige, saa er Compositionen excellent.

MUSICANTERE.

Det skal efterleves, naadige Herre!

Men det er noget kaaldt i Aften.

PETRONIUS.

Bekymrer jer ikke derom. I blir nok indbudne udi Huset, hvor I faaer en varm Stue. I kiender ikke denne Dame; hun er genereuse. Rhins-Viin vil flyde som Vand for jer.

Musiqven begyndes med den forlibte Viise, som han synger tillige med. Lucretia stikker Hovedet udaf Vinduet og slaaer Vand paa dem.
MUSICANTERE.

Hvad Fanden er dette?

LUCRETIA.

Gaaer jeg Gang, I Dagdrivere! Skiæmmer I jer ey at giøre saadan Allarm for en Enkes Dør?

PETRONIUS.

Det er mig, Madame! Petronius.

LUCRETIA.

Og det er mig, Lucretia.

PETRONIUS.

Jeg har componeret dette Stykke, for at divertere hende.

LUCRETIA.

Og jeg har slaaet Vand ned, for at temperere Heden af jer Hierne.

PETRONIUS

Hun kiender mig da ikke meer, Madame!

LUCRETIA.

Jeg kiender jer alt for meget, Monsieur Pedant! See, der er jer naragtige Brev, som I skikkede mig.

PETRONIUS.

Men er det mueligt, at -

LUCRETIA.

Har han Lyst til at døbes end engang, saa kand han kun tøve et Øyeblik.

PETRONIUS.

I skal betale mig dette dyrt nok. Folk af min Profession fordøyer ikke saadan Haanhed.

137
138
LUCRETIA

Gaae jer Gang, og tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede, saa vil I strax befinde jer bedre.

Hun lukker Vinduet til.
MUSICANTERE

lugtende paa sin Arm. Dette lugter, min Troe, i det ringeste ikke af Rhinsk-Viin.

PETRONIUS

Disbedre er det; thi alt Viin pletter.

2. MUSICANTERE.

Fy for en U-lykke! det lugter hverken af Viin eller Vand.

PETRONIUS

Her er intet meer at bestille, Messieurs. Det giør mig ont, at jeg har u-maget dem forgiæves.

MUSICANTERE

Aldeles ikke, Monsieur! giv os vore Penge, saa skal vi strax gaae.

PETRONIUS

Hvad? I har jo ikke spillet uden et halv Stykke.

MUSICANTERE

Det er ikke vor Skyld.

PETRONIUS

Det er ey heller min Skyld.

MUSICANTERE

Vi ere accorderede om 6 Rixdaler; betal os dem, saa vil vi ikke regne at vore Klæder ere fordervede.

PETRONIUS

Jeg vil betale jer 6 Dievie.

MUSICANTERE

Ingen Snak.

PETRONIUS

Gaaer Fanden i Vold.

MUSICANTERE

Gaae I selv den Vey.

PETRONIUS

Hvor meget er det, I begiærer?

MUSICANTERE

Sex Rixdaler.

PETRONIUS

Han gier den eene Musicant et par Ørefigen. See der er to for dig, efterdi du er den fornemmeste. De andre maa fornøye sig enhver med eet.

De kommer i Slagsmaal, Vægter-Pibene høres og Vagten trækker dem ud.
139

ACTUS III

SCEN. 1

Apicius. Espen.

APICIUS

Han fik, ma foi, en Hob dygtig Ørefigen; jeg kand føle det paa mine Hænder, som svier endnu deraf.

ESPEN

Ja, ja, Herre! Jeg er ingen Propriet, men jeg kand dog spaae, hvad deraf vil følge.

APICIUS

Hvad vil deraf følge? Meener du, at jeg er bange for nogen af dem? jeg vil gaae mod Eraste med min Stok, skiønt han møder mig med blot Kaarde.

ESPEN

De stille Folk ere ikke at skiemte med, naar de først blir vred; seer jeg ret paa Eraste, da er han af de slags Folk. Men hvad vil den Dreng her? Vil du tale med nogen?

DRENGEN

Jeg har et Brev til jer fra en Karl, som flyede mig det paa Gaden.

APICIUS

Giv hid.

Læser Brevet:

Est du en honnet Cavalier, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, holder jeg dig for en Coujon. Adieu.

Eraste. Espen! hører du det? hvad er herved at giøre?

ESPEN

Jeg skal sige Monsieur et got Raad, hvorledes han skal komme reputeerlig derfra.

APICIUS

Hvorledes da?

ESPEN

Han skal gandske stiltiende alleene møde paa Grønland, og der slaaes som en ærlig Karl; enten bliver han selv stukken ihiel, og døer som en brav Mand, eller stikker han sin Contrapart ihiel, og bliver hengt derfor 140 med Reputation, saa, hvor det falder ud, saa kommer han dog med Æren derfra.

APICIUS.

Du trøster vel i en Lygte.

ESPEN.

Ja der er intet andet ved at giøre; I skulde have betænkt tilforn, hvad I giorde.

APICIUS.

Ej! meener du jeg er bange?

ESPEN.

Det siger jeg ikke; gak derfor gandske stiltiende derhen; thi dersom I siger det til nogen, at de søger at hindre det, maa I ligesaa fuldkommen heede Coujon, som I aldrig havde turdt møde. Men der kommer jer Søster; holdt nu gode Miiner.

SCEN. 2

Leonore. Apicius. Espen.

LEONORE

Hvor forlibt den gode Eraste blev, da han hørte den Madame beskrives! Hun er og paa et Haar efter hans Sind; thi jeg har ikke kiendt nogen ung Kone saa menagerlig, stille og indgetogen, som hun. Jeg troer nok, der bliver et Partie imellem dem. See her Monfrere, hvad bestiller du her?

APICIUS

Hør, min hierte Søster, har jeg giort dig noget imod, saa beder jeg om Forladelse.

LEONORE

Hillemænd! hvad er det? Ach! mit Blod tilsiger mig noget ont. Siig for Guds skyld, hvorfor tager du Afskeed med mig.

APICIUS

Jeg siger intet; jeg har min Ære kiærere. Jeg beder kun, at, saa fremt du vil holde mig for din Bror, at hverken du eller nogen anden kommer paa Grønland i Aften Klokken otte.

Vender sig fil Espen.

Espen! er det ikke got nok? kand du nu see, at Hiertet sidder paa det rette Sted, og at jeg kand tie?

ESPEN

Jo, jo, Monsieur tier brav nok; han siger kun: Holdt mig, eller jeg giør en Ulykke.

LEONORE

Ach! jeg elendige Menneske! jeg merker nok, hvor det hænger sammen, at I vil for Haanden. Espen! 141 Jeg formaner dig ved alt det, som helligt er, at du aabenbarer mig den heele Historie.

ESPEN

Ej, Jomfrue! meener hun, at jeg ikke kand tie lige saa vel som min Herre? jeg siger kun alleene dette, at min Herre skal slaaes i Aften Klokken otte pa Grønland.

LEONORE

Med hvem?

ESPEN

Det siger jeg heller ikke, men første Bogstav er Eraste.

APICIUS

Du fortvivlede Skielm, er det ret saaledes at røbe din Herre?

ESPEN

Hør, Monsieur! naar I har sagt A, saa maa I og sige B. I har jo selv givet Anledning til jer Søster at spørge der om. En retskaffen Cabeleer tar aldrig Afskeed enten med Bror eller Søster, naar han vil slaaes; thi at sige til sin Søster: har jeg giort dig noget imod? det er at sige paa anden Dansk: Min hierte Søster! jeg staaer i Fare i Dag enten at giøre en Ulykke, eller at tage en, hvilket jeg som en retskaffen Cabeleer ikke kand eller tør sige dig, men, som jeg er bange for Trøyen, saa gier jeg dig kun Anledning at efterforske, hvorudi Faren bestaaer, at du i Tide kand hindre den. Jeg holder, min Troe, for, at det er ligesaa got at sige reent ud til sin Contrapart: Monsieur! mit Hierte sidder mig i Buxerne, derfor beder jeg, at I vil undskylde mig for at møde.

LEONORE

Det er en smuk Tiener, som raader sin Herre at styrte sig i Ulykke.

ESPEN

Nej! I forstaaer mig ikke ret, Jomfrue! jeg raader ham ikke til at slaaes, men siger kun, efterdi han har besluttet at slaaes, saa skal han slaaes som en retskaffen Cabeleer; saa vilde jeg giøre, om jeg var det. Jeg har kiendt en Officeer, som modtog alle Dueller. Men saasom han altid sagde til sin Kone, førend han skulde slaaes: Far vel, min Hierte! jeg veed ikke, om vi seer hinanden meer! saa blev der aldrig noget af; thi Konen udspionerede strax Sagen, og hindrede det. Men der kommer, min Troe, Eraste. Nu blir her en Ulykke af.

142

SCEN. 3

Eraste. Christopher. Espen. Leonore. Helene. Apicius.

ERASTE

Jeg troer nok, han har faaet mit Cartel; er der nu en ærlig Blods-Draabe i ham, saa møder han mig til bestemte Tid.

CHRISTOPHER

Hør, Herre! hvad jeg har i Sinde: naar I kommer i Træfning sammen, vil jeg gaae bag til, og rende ham min Kaarde ind i Ryggen, og vinder vi sikker.

ERASTE

Fy! fy! det duer ikke; vi skal fægte reent og ærligen tilsammen.

CHRISTOPHER

Ej hvad Ærlighed! Naar I vil giøre en Ulykke, er det jo ligemeget paa hvad Maade det skeer. Naar vi vil tale om Christendom og Samvittighed, saa burte I blive hiemme; Men eftersom vi har besluttet at sætte i Dag saadant til Side, maa vi være os selv lige. Om en Tyv havde sat sig for at stiæle en Koe, bekymrede han sig aldrig om Maaden, men alleene hvorledes at han sikkerst kunde stiæle den. Naar en Ulv sætter først Samvittighed og Christendom til Side, og beslutter at dræbe et Faar - - - dog det er sandt, en Ulv har endelig ingen Christendom, men jeg vilde alleene sige, naar en Ulv vil dræbe et Faar, og tog i Betænkning at anfalde det bag til, vilde de andre Ulve holde ham for en Pedant; forstaae om Ulve kunde raisonnere. Det er virkelig noget underligt, som man ikke kand begribe, hos visse Folk, at de søge at føre et ugudelig Forsæt Christelig ud. Jeg for min Part, jeg søger aldrig at sætte Gud eller Mennesker Vox-Næse paa. Naar jeg er gudfrygtig, saa er jeg gudfrygtig; naar jeg er ugudelig, saa er jeg ugudelig, saa alle kand tage og føle derpaa. Jeg har tit tænkt paa disse Officerer, at, naar de vil duellere, det er, bryde Guds og Landets Love, giør de deres Bøn først. Hvad maa vor HErre vel tænke, naar saadanne Bønner kommer for ham: HErre! saasom jeg har i Sinde 143 at dræbe min Næste eller styrte mig selv i Ulykke for ingen Ting, saa beder jeg din Bistand her udi.

ERASTE

Ej! holdt op med din Moraliseren! Jeg skal forsvære at tage nogen Latinsk Dreng i min Tienneste meer; de ere ligesom de vare galne.

CHRISTOPHER

Herre! seer I ikke, hvem her staaer?

ERASTE

Jo, det er den Mand, jeg leeder efter. Her kand vi giøre det strax af. Træk ud, Canaille, est du en ærlig Karl.

De fægter sammen.
LEONORE

Mord, Mord!

HELENE

Hvad er paa Færde? Ach, Gud bedre mig arme Menneske! hvad er det for en Ulykke? Espen og Christopher, hvis I ikke hindrer det, skal I komme i Bødelens Hænder.

De komme alle imellem og skille dem ad.
ERASTE

Hvis I ikke gaaer til Side, skal jeg -

HELENE

Ach! min allerkiæreste Broder! siig hvad er Aarsag til saadan Ulykke.

ERASTE

Synes dig ey, at jeg har Aarsag? først kommer

144

hans Søster mig til at løbe April; siden prygler han min Tiener.

APICIUS

Ney! Jer Søster har kommet mig til at løbe April.

CHRISTOPHER

Espen! denne Sag maa hænge underlig sammen; vi to vil være Mediateurs. Her er Vildfarelse; thi begge beskylde hinanden for een Sag. Hør, Monsieur Eraste, vi tvende Mediateurs eller Opmænd tilspørge eder først, hvorudi eders Pretentioner bestaaer.

ERASTE

Hans Søster visede mig April.

ESPEN

Og eders? Monsieur!

APICIUS

Hans Søster giorde ligesaa ved mig.

CHRISTOPHER

For det andet maa vi spørge, hvorudi den April-Løben bestaaer.

ERASTE

Hun visede mig hen til en Dame, som hun berømmede af Gudsfrygt, Menage, Taushed, Stillhed, etc. men da jeg kom derhen, fandt jeg hende ugudelig, comoediantisk, aabenmundet, ødsel, gall.

ESPEN

Og eders? Monsieur!

APICIUS

Hans Søster recommenderede mig en Dame til Brud, som var artig, levende, resolut, beleven, og i alting efter mit Sind; men da jeg kom derhen, fandt jeg hende knarvorren, arrig, mistænkelig, gnieragtig, etc.

CHRISTOPHER

For det tredie maa vi viide den Kones Navn, og hvad hun heeder.

ERASTE

Jeg veed ikke, hvad hun heeder, men det var en Galanterie-Kræmmer-Enke.

ESPEN

Og eders?

APICIUS

Ogsaa en Galanterie-Kræmmerske.

CHRISTOPHER

Saasom der er mangfoldige Galanterie-Kræmmersker i Byen, maa vi spørge for det fierde, hvor denne boer.

ERASTE

Næst ved her.

ESPEN

Og eders?

APICIUS

Ogsaa her næst ved.

CHRISTOPHER

Gaaer I nu lidt til side, Messieurs! nu maa vi examinere Fruentimmeret: Hør, Jomfrue Leonore, 145 hvordan fandt I den Helena at være, for hvis Skyld denne Trojanske Krig er begyndt?

LEONORE

For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.

HELENE

For mig var hun gall og lystig, og holdt en Roman for sin Bibel.

LEONORE

For mig var hun taus, gnieragtig, precieuse, varsom.

HELENE

For mig var hun aaben-mundet, troehiertig, ødsel, Satyrisk.

CHRISTOPHER

Ha, ha, ha! nu har jeg løset Knuden. I Giække tilsammen, kand I ey merke, at det er to u-lige Søstre i eet Huus, hvilket har givet Anledning til all den Allarm? ha, ha, ha!

SCEN. 4

Hentich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH

Den Kone kand giøre Folk 10 gange gall om Dagen. Nu skal jeg ud i mit Søndags-Liberie, alleene fordi det er ont Veir.

ESPEN

Hør, Kammerat! hvor mange Døttre har I i jer Huus?

HENRICH

Der er kun 16 Søstre, som alle ere giftefærdige.

ESPEN

Men mig synes, at jeg aldrig har seet meer end een udi Boden?

HENRICH

De ere der gemeenligen alle sexten.

ESPEN

Saa maa de da være hinanden meget lige?

HENRICH

Ligesom Draaber Vand, angaaende Legemet, men hvad Siælene angaaer, da ligner de hinanden meget lidet.

ESPEN

Men hvem af dem heder Lucretia.

HENRICH

De heder saa alle sexten.

ESPEN

Ej! tal dog alvorlig. Jeg troer, ingen skulde være saa gall at give 16 Døttere eet Navn. Siig mig, hvem er den, som er saa stille?

146
HENRICH

Det er den ældste.

ESPEN

Det er meget naturligt. Men hvem er den, som er saa lystig?

HENRICH

Det er den ældste.

ESPEN

Gak til Blocksbierg, din Spottefugl!

HENRICH

For at hielpe dig udaf Drømmen, vil jeg forklare mine Ord meere tydelig. Der er kun een Kone i vor Bod; men i den ene Kone er meer end 16 Siæle.

ESPEN

Hvad vil den forblommed Snak sige?

HENRICH

Har du studeret?

ESPEN

Ney jeg har ikke.

HENRICH

Saa maa jeg da føre mine Ord ud i en Borgerlig Stiil. Min Madame er lidt vægelsindet, saaledes at hun forandrer sin Humeur 10 gange hver Time. Jeg vil ikke tale ilde om hende, efterdi jeg er i hendes Brød; thi ellers skulde jeg beskrive det Bakkelsebeest med hendes rette Farve. Men er der ikke Monsieur Petronius? Hillemænd! jeg maa løbe.

ESPEN

Tøv dog lidt: Jeg har endnu noget at spørge dig om.

HENRICH

Skiul mig da; thi jeg er bange for denne Mand. Jeg skal siden sige dig af hvad Aarsag.

SCEN. 5

Petronius. De andre.

PETRONIUS

Pots Slapperment! hvilket Eventyr var dette! Jeg veed ikke enten jeg drømmer eller jeg er vaagen. Hun tar med venlig Miine mod mit Tilbud, berammer Tiden; jeg lejer Musicanterne, kommer til bestemte Tid, i Forhaabning at recommendere mig ved saadan Artighed; men, i Steden for at faae et Kys, eller i det ringeste Tak for saadan Høflighed, faaer jeg Skiældsord og Vand over Hovedet. Hvorudover, saasom Ulykken aldrig er eene, jeg kommer i Klammerie med Musicanterne, faaer Hugg af dem, blir trækket til 147 Raadhuset af Vægterne; saa at jeg maa løse mig med Penge baade fra de første og de sidste.

CHRISTOPHER.

Jeg vil sværge paa, at denne Monsieur har haft selv samme Eventyr, som vi.

HENRICH.

Hillemænd! gid jeg var vel hiemme.

PETRONIUS.

Der er, min Troe, hendes Tienner. Tar ham i Haaret. Du skal sandelig betale mig Lavet.

HENRICH.

A-- A-- A --

ERASTE.

Ach! min Herre! slaae ikke den stakkels Dreng saaledes.

PETRONIUS.

Messieurs! dersom I vidste mine Aarsager, hialp I mig selv til at prygle ham.

HENRICH.

Monsieur! jeg har jo aldrig seet ham før.

PETRONIUS.

Har du ikke seet mig tilforn? hvem var det da, jeg talede med i Maares, var det ikke dig?

HENRICH.

Ney, Monsieur! det var en Kræmmer-Dreng; men jeg er en Lakei.

PETRONIUS.

Jeg seer nok, at du har faaet Liberie paa; jeg havde derfor nær i Begyndelsen taget feil. Tiener du ikke hos den artige Lucretia?

HENRICH

sagte: Jo sommetider.

PETRONIUS.

Du har et artigt Herskab.

HENRICH

sagte: Sommetider.

PETRONIUS.

Det er den u-raisonableste Qvinde, jeg har kiendt.

HENRICH

sagte: Sommetider.

PETRONIUS.

Svar mig, du Slyngel! tiener du ikke hos hende?

HENRICH

Jo, sommetider.

PETRONIUS.

Est du ikke Dreng der i Huuset?

HENRICH.

Jo! jeg er, go Herre!

PETRONIUS.

Saa tiener du der jo stedse hos hende?

HENRICH.

Ney, ikkun sommetider.

PETRONIUS.

Den Dreng har enten Malice, eller det maa være en Taasse. Saaest du ikke, hvordan jeg blev nyelig medhandlet for jere Vindver?

148
HENRICH

Jo jeg giorde, go Herre! men hvad kand jeg giøre dertil?

PETRONIUS

Det er endelig sandt. Jeg slog dig med u-ret, men i Hidsighed. Jeg burde hævne mig paa hende selv, hvilket og skal skee inden jeg gaaer til Sengs.

HENRICH

Paa hvem vil Herren hævne sig?

PETRONIUS

Paa den gode Madame Lucretia, som boer der.

HENRICH

Den Lucretia, som slog Vand paa Herren, boer ikke der meer.

PETRONIUS

Hvor boer hun da?

HENRICH

Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS

Var det ikke dette Huus, hvor man handlede saa ilde med mig?

HENRICH

Jo, min Troe, var det saa.

PETRONIUS

Var det ikke Lucretia, som slog Vand over mig?

HENRICH

Ja, men ikke den, som boer der nu.

PETRONIUS

Er din Madame da flytted?

HENRICH

Ney! hun boer der endnu.

PETRONIUS

Ej, saa skalt du faae en Ulykke! vilt du fixere mig oven i Kiøbet?

HENRICH

A--- slaae mig ikke, Monsieur. At Mad. Lucretia slog Vand over jer, det har I jer selv at takke for.

PETRONIUS

Hvi saa?

HENRICH

Jeg beskrev jer i Maares min Madames Humeur, men I vilde da ikke troe mig. Min Madam har adskillige Siæle i Maven eller Hiertet. Somme af disse Siæle ere onde, og somme gode. En af de gode Siæle inviterede Herren hid, og en af de onde slog Vand paa ham. Det er derfor ikke Madamens skyld, men Herrens egen, at han ikke kom et halv Qvarteer tilforn, førend den gode Siæl gik ud i Byen og den onde Siæl kom hiem, eller, at han ikke biede et halv Qvarteer længer; thi hun har baade for og siden den Tid været saa mild, som en Guds Engel. Begriber I det nu?

PETRONIUS

Jeg begriber alt dette gandske ikke.

149
ERASTE

Min Herre! jeg fatter det meget vel. Drengen tiener hos en Dame, der er vægelsindet, og ved sin foranderlige Humeur har givet Anledning til stor Vildfarelse blandt os, som her staae, og ført tvende eenige Familier i Harnisk mod hinanden, saa vor største Sorg nu er, hvordan vi kand redressere den Feil, som vi af Vildfarelse har begaaet.

PETRONIUS

Denne Dame er jo mægtig til at opvække en indbyrdes Borgerlig Krig udi Staden. Ha! ha! ha! nu forgaaer min Vrede.

Til Hemich.

See der, Cammerat! der har du 2 Mark for de Hugg, jeg gav dig i Hastighed. Gak kun din Vej. Henrich gaaer bort. Det er best, Messieurs! at vi tier paa begge Sider med denne Historie; thi den kunde ellers give Anledning til den beste Comoedie.

LUCRETIA

kommer. Henrich! kand du ikke komme ind? Hvem er det din Slyngel staaer og sladrer med?

PETRONIUS

Der er hun, min Troe; nu kand jeg hævne mig paa hende selv.

ERASTE

Ej, min Herre! det er kun at lee af. Vi vil allene fixere hende lidt.

De rykker hende til sig en efter en anden.
PETRONIUS

Madam! Er det ikke hun, som bestilte Musiqve i Dag?

LUCRETIA

Ja det var den gang, men -

HELENE

Madame! Er det ikke hun, som dræbte mig med Høflighed i Formiddag?

LUCRETIA

Ja det var den gang.

LEONORE

Madam! Er det ikke hun, der dræbte mig med Uhøflighed?

LUCRETIA

Det var den gang.

ERASTE

Madame! Er det ikke hun, som var saa coqvete?

APICIUS

Madame! Er det ikke hun, som var saa kydsk?

PETRONIUS

Madame! Er det ikke hun, som slog Vand over mig?

150
ESPEN

Madame! Er det hun, som er saa klog?

CHRISTOPHER

Madam! Er det hun, som er saa gall?

LUCRETIA

grædende. Men I got Folk! Hvorfor tracterer I mig med saadan Haanhed?

PETRONIUS

Tør I vel klage jer, efter at I har bedrevet saadan Gierning? Har I ikke selv stævnet mig hid i Aften? troer I vel, at -

LUCRETIA

Min kiære Monsieur! Jeg beder ham med grædende Taare at tilgive mig denne Forseelse. Han kom just paa en Tid, de havde giort mig Fortræd, og naar Galden engang først løber over (hvilket dog ikke hender mig uden meget sielden) saa veed jeg selv ikke hvad jeg giør. Har dog Medlidenhed med mig, min Herre! og tilregne mig ikke denne Overiiling. Jeg har alt for stor Estime for hans Person, at jeg forsættelig skulde føre mig saaledes op mod ham.

APICIUS

Forlad hende da denne Forseelse, min Herre!

PETRONIUS

Eders Taare, Madame! udslukker min Vrede. Dersom denne Fortrydelse er af Hiertet, saa er jeg allereede overvunden.

LUCRETIA

Han veed, min Herre! at jeg ikke allene estimerer, men end og elsker ham.

PETRONIUS

Kiærligheden begynder at opleve igien. Lar os da fornye det gamle Venskab igien. De gier hverandre Hænderne.

ERASTE

Men hvad Satisfaction skal vi give de smukke Jomfruer for den Tort, vi har af Vildfarelse giort dem?

CHRISTOPHER

Hør, got Folk! lad mig og Espen, som Mediateurs, raade. I veed jo, her er en Comoedie spillet, og at alle Comoedier bør endes ved Giftermaal. Vi finder for got, at Freden sluttes paa den Maade, at Monsieur Eraste gifter sig med Jomfrue Leonore, og Monsieur Apicius med Jomfrue Helene. Er I dermed fornøyet paa alle Sider?

LEONORE

Seer man vel, hvor perfect han forstaaer det Handverk at koble Folk sammen.

CHRISTOPHER

Min hierte Jomfrue! hun maa forlade 151 mig, at jeg gaaer saa lige til. Jeg har ikke gaaet i Skole til Maren Gifteknivs, der kunde giøre saa mange Præ- ludier, naar hun giorde Partier mellem Folk. Jeg veed nok, hvordan Moden er baade for den, som skal frie, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig merke, i mange Aar at have baaret hemmelig Kjærlighed til en Jomfrue, omendskiønt han aldrig har seet hende tilforn. Eller han skal foregive, at hans Far eller Moer har aabenbaret sig for ham i Søvne, og sagt: Vil du gifte dig, min Søn, saa tag ingen uden den eller den Jomfrue. Eller han skal sige, naar han giør sin Bøn i Kirken om et got Giftermaal, staaer strax den eller den ham for Øjene. Den som vil sige ja, skal blive rød i Ansigtet, og sige: Monsieur! det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes, jeg er for min Frihed. Jeg kand intet giøre uden mine Venners Raadførsel. Og skal gaae som halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er færdig at sprække af Kjærlighed. Jeg er aldeeles ikke for slige u-nyttige Ceremonier; naar jeg skal til at frie engang, saa siger jeg kun: Lille Pige! vil I have mig? Siger hun ja, saa smækker jeg strax til; men siger hun ney, saa svarer jeg: Far vel, lille Pige: hils hendes Forældre.

ERASTE

Jeg holder med dig, Christopher, derudi; du taler efter mit Sind.

CHRISTOPHER

Vil I da have disse tvende Jomfruer, som hos eder staaer, til eders ægte Hustruer?

ERASTE

Jeg for min Part holdt det for en stor Lykke, om jeg kunde overtale Jomfrue Leonore.

APICIUS

Jeg er iligemaade fornøyet med dit Forslag.

LEONORE

Du giør Brude-Vielsen noget for hastig, Christopher!

HELENE

Mig synes, min Troe, det samme.

CHRISTOPHER

I gode Jomfruer! giør mig ikke vred. I veed jo, at jeg er en hastig Mand. Slaaer kun strax til. I ere alle lige af Stand og Midler. I har derforuden, omendskiønt uskyldig, ophidset tvende Personer til U-eenighed, 152 som ikke kand bedre bilegges end ved Giftermaal og Svogerskab. Til med er jo spillet en Comoedie, som endelig maa endes med Giftermaal. Allons, giver hver andre Hænder! Jeg vil, min Troe, ikke begiære en Skilling derfor; hvor vel der er mange Folk her i Staden, som lever af intet andet end det samme.

ESPEN

Jeg vil, min Troe, ey heller begiære noget derfor.

CHRISTOPHER

Du har ret, Espen; thi du har ikke talt et Ord, men staaet som en Dosmer. I staaer saa peene, I got Folk! Corrasi! giver hverandre Hænder. See! jeg skal hielpe jer til rette. Flye mig kun jer Haand, Jomfrue, ligeledes.

Han tvinger dem til at give hinanden Hænderne.
PETRONIUS

Her er ogsaa min Haand, min Engel! kom lad mig ogsaa kysse dig.

LUCRETIA

Fy Monsieur! det er noget grønt.

PETRONIUS

O! pluma levior mulier.

LUCRETIA

Jeg forstaaer ikke hans Latin eller Græsk.

PETRONIUS

Hun skal nok lære det, naar hun kommer i Brude-Seng.

LUCRETIA

Med hvem?

PETRONIUS

Med mig.

LUCRETIA

sagte. Hvilken horribel Pedant!

PETRONIUS

Vil hun da ikke holde sit Løfte, Madame?

LUCRETIA

Neyl der er 3 Raisons, som holde mig tilbage: (1) Har jeg betænkt mig, og for det andet -

PETRONIUS

Det er alt nok; Hendes Tiener, naadige Frue!

LUCRETIA

Hans Tienerinde, naadige Herre! Hun gaaer.

ERASTE

Og vi andre vil hiem at holde Bryllup.

PETRONIUS

Og jeg maa hiem at faae til Livs et par Capitler af min Seneca, som viise, hvordan man skal skikke sig udi Fortræd.

Han vender sig til Spectatores:

Denne Kone bør være Generalinde for alle vægelsindede Qvinder.

153

Den Vægelsindede
Noter

S. 93
Opvartere, Tilbedere. - stridige Humeurs, modsatte Sind.

S. 94
vellystige, overdaadige. - indgetogen, tilbagetrukken.

S. 96
Artighed, fine Manerer.

S. 97
agere hendes Sag, forsvare hende.

S. 98
Rug-Simle, lille Rugbrød.

S. 99
menagerlige, sparsommelige. - Compagnie, Selskab. - Taare-Persen, Opbyggelsesbog af Præsten J. R. Rachløv: »Denne lille Bog, kaldet Taare-Perse, indeholder adskillige gudelige Sange«, 1684, oftere optrykt. - om mit Navn det er, saa sandt jeg hedder -.

S. 100
ex circulatione.. si-, af Blodets Kredsløb, af det større eller det mindre; denne Fejl ligger i Blodet, ikke i Sjælen, f. Eks. hvis--. - Kloster-Latin, egl. Munkelatin, derfor ofte brugt i Betydningen daarligt Latin.

S. 101
Direction, Styrelse.

S. 102
den sterke Mand, en kendt tysk Artist, der i 1722 havde givet Forestillinger i København. - Chilian og Hans Wurst, Betegnelser for Harlekin.

S. 103
af hvis Tale end Steene maa bevæges, d.v.s. endog Stene. - begegnet, behandlet.

S. 104
Estime, fr. Agtelse.

S. 105
Ikke uden han er saa lærd, d.v.s. med mindre etc. - forskrammerered, forelsket. - paa det tredie Sted, hos Trediemand, ude. - Lædiker, smaa Æsker eller smaa Rum i en Kiste.

S. 106
Portechaise, fr. Bærestol. - Raisonnemens, fr. raisonnements, Indvendinger, Snak.

S. 111
Accise, Bytold. - raisonnable, rundhaandet. - genereux, fr. gæstfri, flot. - Hilsen, Helsen, Helbred. - Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn. Klokkeren ved Helliggejst, der faar Betaling for ved Begravelser at spille paa det utaalelige Klokkespil, skal ikke opsende Bønner om mine Børns Død.

S. 112
prefererer, foretrækker. - importunerer mig, besværer mig. - pardieu, fr. par Dieu, ved Gud. - syver, plattysk, svarende til ty. sauber, ren, ublandet. - Abesteen ... Biil, kendte datidige Vinhandlere i København. - de 3 Rømere, egentlig Rhinskvinspokaler, et Værtshus paa Købmagergade.

S. 113
Suppe, her Sauce. - Overgaar, Forgaars. - jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Jeg har sendt ham et Bindebrev, d.v.s. et Brev med en Gaade. Hvis 154 han ikke gætter den, skal han give et Gilde. Han har efter Sædvanen faaet Bindebrevet paa sin Navnedag, Dagen der efter Almanakken er viet den Helgen, hvis Navn Modtageren bærer. - artig, fin, fornem.

S. 114
et Bon mot, fr. Vittighed, slagfærdig Bemærkning. - saa harceleer!, som han tager paa Vej! - spøger, er fra Forstanden. - peene, knibske.

S. 115
recommendere, anbefale. - føre mig an, vise mig Vej. - embraserede, omfavnede, kyssede. - Fixeer mig ikke, gør ikke Nar af mig.

S. 116
Holmens Klokke, Uret paa Holmens Kirke.

S. 118
den Heltinde, hvis Navn jeg bær, Lucretia, romersk Kvinde, der i sin Mands Fraværelse blev skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn, og som derefter dræbte sig selv.

S. 119
polered, kultiveret. - Vellyst, Luksus.

S. 120
anstukken, smittet. - 12 Aandelige Betænkninger, dansk Oversættelse (fra 1647 og ofte senere) af en tysk Opbyggelsesbog af Phil. Kegelius. - Cinqville, en Slags L'hombre.

S. 121
alamodiske, nymodens. - Huus-Postill. En Huspostil er en Opbyggelsesbog til Husandagt.

S. 122
Thais, berømt Kurtisane, som Alexander den Store førte med sig paa sit Togt til Asien. - Avantage, fr. Fordel.

S. 124
aparte, særskilt. - Galand, Kavaler, Ledsager. - Kiød-Eeder, grove og kraftige Eder.

S. 125
mafoi, fr. min Tro.

S. 126
i et Hals-Jern, nemlig i Gabestokken. - u-fasonlig, urimelig.

S. 128
Extremitet, lat. Yderlighed.

S. 129
Astrea eller Amadis, den første en fransk Hyrderoman fra det 17. Aarh., den anden en fransk Ridderroman fra Middelalderen. - Expression, Udtryk, Vending. - Thomas Diaphorius, Thomas Diafoirus, den latterlige unge Læge, der optræder som Frier i Molières Komedie Den indbildt Syge. - Talanders Politiske Stockfisk. Talander er Pseudonym for den tyske Professor August Bohse, som 1696 havde udgivet en Haandbog med Brevmønstre. Han er derimod ikke Forfatter til Den politiske Stockfisk, om hvilken ovenfor S. 84-85.

S. 130
Raillerie, fr. Spot, antagelig med Hentydning til Lucretias letfærdige Behandling af gudelige Skrifter. - Recommendation, Anbefaling. - Artighed, Spøg, lystigt Indfald. - med en Papiir-Krave om Halsen, som en Harlekinfigur.

S. 131
Slyngel, uduelig Person, Nar.

S. 135
altid staaet Karl førend nu, staaet sig som en Karl (imod Kærlighed) hidtil; vist sig som et Mandfolk indtil nu. - Fripostighed, Frimodighed. - Syngestykke, Sangnummer. - Fiol de Gambe, Viola da Gamba, et Musikinstrument med 6 strenge.

155

S. 136
af min egen Composition, som jeg selv har digtet. - digt, tæt ind. - divertere, underholde.

S. 138
tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede. Den romerske Livsfilosof Seneca har bl. a. skrevet en Bog »Om Vrede«. - maa fornøye sig, maa nøjes. - Vægter-Pibene høres, med deres Fløjter tilkalder Vægterne Hjælp.

S 139. skiønt han møder, selv om han møder. - Karl, Mand, Herre. - Grønland, en ubebygget Plads mellem Østerport og Kastellet, hvor der ofte duelleredes. - reputeerlig, hæderligt. - Han skal gandske stiltiende alleene møde, han skal i al Stilhed bare møde.

S. 140
Reputation, Hæder. - Monfrere, fr. mon frère, min Broder. - for Haanden, duellere.

S. 142
Cartel, Udfordring.

S. 143
Latinsk Dreng, ung Mand, som har gaaet i Latinskole. - Canaille, fr. Slyngel.

S. 144
Mediateurs, fr. Mæglere. - Menage, Sparsommelighed. - resolut, rundhaandet, flot. - Fruentimmeret, Fruentimmerne.

S. 145
Trojanske Krig, se Ulysses von Ithacia. - precieuse, fr. snerpet.

S. 146
hielpe dig udaf Drømmen, bringe dig ud af din Vildfarelse. - Bakkelsebeest, alm. Skældsord (muligvis Omdannelse af Bagbæst): dum Person, Asen. - Pots Slapperment!, Ed. Forvanskning af ty. Gottes Sacrament, Guds Blod.

S. 147
har enten Malice, er enten ondskabsfuld.

S. 149
redressere, genoprette, gøre god.

S. 150
Haanhed, Haan. - opleve igien, leve op igen.

S. 152
Allons, fr. paa'en. - Corrasi, Forvanskning af fr. courage, Mod. - noget grønt, noget (ungdommeligt) overilet. - pluma levior mulier, lat. En Kvinde er lettere end en Fjer. - Spectatores, Tilskuerne.

156

JEAN DE FRANCE
Eller Hans Frandsen
Comoedie udi fem Acter

158

Hoved-Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
    en Borger
  • FRANDS
    hans Naboe
  • JEAN
    Frandses Søn
  • ELSEBET
    Jeronimi Datter
  • ANTONIUS
    hendes Elsker
  • ESPEN
    en Tiener
  • MARTHE
    en Pige
  • ARV
    en Gaards-Karl
  • MAGDELONE
    Frandses Hustrue
  • PIERRE
    Jeans Tiener
159

Jean de France
Indledning

For Holberg stod dette Stykke klart som en satirisk Komedie; i 1723 og 1728 siger han, at den er lige saa munter som skarp og derfor vakte alles Bifald. Vi kan belyse denne Opfattelse ved at betragte Komedien i Lyset af en Verssatire, som han utvivlsomt har lært af. Holbergs lærde Samtidige, Christian Falster (1690-1752), som hellere vilde sidde i et stille Rektorat i Ribe end være Professor i København, skrev hvasse og fornøjelige Satirer; 1721 udkom saaledes Den daarlige Udenlandske Rejse og modige [dvs. sørgmodige, bedrøvelige] Hjemkomst. Hovedpersonen er ikke som hos Holberg en københavnsk Borgersøn, der tager til Paris blot for at lære Sprog og nymodens Sæder; det er en Studerende, der har faaet Rejselegater, og for disse tager han den traditionelle Tur til Universitetsbyerne, men rigtignok i Skræk for Bøger og Glæde over løse Piger. Han er ikke tilfreds med Stipendiernes Størrelse: Han klager

paa dem,
Som have givet Penge
Til unge Folk at holde frem,
At de er altfor strænge,
I det de ej har givet fleer
Til Rejse-Underholdning,
Og at man nyder ikke meer
End trende Aars Besoldning [dvs. Understøttelse].

Hjemkommen kalder han sig gentilhomme og vil modtages som en ambassadeur:

160

Han tager mod Opvartning, men
Han lader, som han kjender
Sin Kammerat ej mer igjen,
For hvilken han forvender
Sit Sprog med idel Tydsk og Fransk,
Som ligger ham paa Tungen;
Ja haanes [dvs. skammer sig] ved at tale Dansk,
Som falder ham saa tvungen.

Hans naragtige Opførsel er til Latter for Folk i Byen:

Folie d'Espagne med sin Fod
Han spiller, naar han triner
Paa Gaden, udaf lutter Mod
Med gravitetske Miner,
Saa Folk i hvert et Vindue,
Ja Børn i alle Gader,
Forfølger hannem, for at see
Hans udenlandske Lader.

I Jean de France føler man, paa Lystspilgenrens og Humanitetens Vegne, at Slutningen ikke tilfredsstiller. Hvilken ynkelig Skæbne gaar den forstyrrede Galfrans ikke imøde. Denne ubarmhjertige Afslutning stemmer ganske med Satirens Holdning. Falster stiller den hjemvendte Akademiker Spørgsmaalet: Hvorfor kom du her, hvorfor blev du ikke derude:

See! jeg dig kan forsikre, at
Ihvor du havde havnet,
Ihvor du Bopæl havde sat,
Vi havde dig ej savnet.
Ak, om vort Land dig havde kyst
Til Moskov eller Polen,
Der aldrig havde blevet lyst
Om dig paa Prækestolen.

Litteratur. Christian Falsters Satirer udgivne af Christen Thaarup. 1840. F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst, II, 1969, S. 61-64 (Falsters Satirer).

161

ACTUS I

SCEN. 1.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

God Morgen, Naboe! hvor kommer I fra saa tiilig?

FRANDS

Jeg var udi et Ærende paa Gammel Torv.

JERONIMUS

Hvad got Nyt der?

FRANDS

Intet, uden man førte en til Slutteriet.

JERONIMUS

Det kand ikke regnes for Nyt. Men hvorfor blev han bragt did hen?

FRANDS

Man sagde mig, at det var for Gield.

JERONIMUS

Det er heller intet Nyt.

FRANDS

Samme Person har længe reist Udenlands, og har sat en stor Hob Midler til.

JERONIMUS

Det er heller ikke Nyt. Hør kun, kiære Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn --- jeg vil ikke sige meer; gid det ikke maa gaae efter min Spaadom. Det rører mig saa vel som eder, thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde ikke lyde mit Raad, han skulde have sin Villie, han vilde reise, han skulde reise, skiønt han er et Barn paa 19 Aar.

FRANDS

Forlad mig, Naboe, han blev 20 Aar forleden Januari.

JERONIMUS

Jeg kand nok erindre, da han blev fød; det var den samme Tid, som salig Birthe døde. Men det vil intet sige; lad være, at han er 20 Aar gammel, mon det ikke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Udenlands?

FRANDS

Jeg vil ikke disputere om det er farligt eller 162 ey, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.

JERONIMUS

Det gaaer og de fleeste, som den Karl I mødte paa Gammel Torv. I har saa vit ret, kiære Naboe: de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn ikke hænge sig, saa vel som en anden?

FRANDS

Ach! det har ingen Fare; han forsikkrede mig, førend han tog Afskeed, om sin Skikkelighed.

JERONIMUS

Det giøre alle. Jeg veed ikke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staaer mig aldeeles ikke an. Min Datter Elsebet kalder han Isabelle, sig selv skriver han Jean, og jeg heeder Jerome. Han maa kalde sig selv, hvad han lyster, han maa skrive sig Fairfax og Soldan, om han vil, naar han ikkun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.

FRANDS

Ach kiære Naboe! det er jo Moden; unge Mennesker giør saadant for at lade see, de have lært fremmede Sprog.

JERONIMUS

Jeg disputerer ikke, om det er Moden eller ey; men er det en fornuftig Mode? Om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar han kom hiem igien, mon hans Landsmænd ikke tænkte, at han var bleven forrykt? Det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lært vort eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar man har samlet Aar og Forstand først, naar man har den Capital, at man kand leve af Renterne, naar man reiser paa en vis Profession, som man ikke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigsdaler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over 163 Sneese smukke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giort Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kirke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob Politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour og Comment vous portez-vous og creperet, saa de har faaet en Ulykke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brændeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiære Naboe! det er, min Troe, dog sandt; dersom I saae udi en 164 Sum paa eet Sted de mange Penge, som af unge Mennesker Aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I ikke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at han har lært Fransk derfor; men I taler ikke om, hvor meget Latin han har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab merker jeg at han har lært for det første. Det kand jeg see af de Breve han skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg ikke forstaaer et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaae dem.

FRANDS

Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giort kand ikke forandres. Skylden er ikke hos mig; Min Kone vilde saa have det.

JERONIMUS

Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I ogsaa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at han siger: jeg er bleven ødelagt, men det er ikke min Skyld, thi min Kone vilde saa have det.

FRANDS

Min hierte Naboe! I er alt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, ikke endnu ruineret. Vil I ikkun tie still; nu kommer min Søn tilbage, thi han er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.

JERONIMUS

Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faae det at vide, Naboe, I skal faae det at vide. Vor Danske Ungdom giør ikke som Ungdommen udi Holland: Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hoffe; men saa snart han kom tilbage igien, solte han Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz, tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere vil giøre det samme? Jo, jo! Forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om han ikke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; 165 forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om han ikke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kok. Vilde de endda ikkun føre een Nations Lyde hiem med sig, var det ikke saa meget at sige; men de kommer tilbage sammensydde af all det Galskab, som findes udi Engeland, Tydskland, Frankrig og Italien. Jeg vil ikke skiære op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem: Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee; det er paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse; det er paa sin Fransk. Naar de gaae et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig; det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk. Skal de gaae i Kirken, spørger de først, om der bliver Music; det er paa sin Italiansk. Alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.

FRANDS

Nu, nu, Naboe, det tør gaae bedre end I tænker. Er det ellers længe siden, at I fik Brev fra min Søn?

JERONIMUS

Ungefehr for fire Uger siden.

FRANDS

Han var reist for fire Uger siden fra Paris.

JERONIMUS

Det kand nok være. Hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?

FRANDS

Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi han gaaer til Skibs.

JERONIMUS

Det er et hesligt Navn. Men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon han vil?

SCEN. 2

Arv. Jeronimus. Frands.

ARV

Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaae et Ord, hvad han siger. Det første han kom ind 166 ad Døren, spurdte han: hvor er Moen Pere? Jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi May-Maaned? Jeg svarede: De ere ikke her udi Landet paa disse Tider. Han forundrede sig meget derover, ligesom han aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere. Hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at han kand finde hende enten paa Ulfelds Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træ- Mærre. Mig gav han et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiæmmes at tale om.

FRANDS

Arv! Hvad Nyt har du?

ARV

En heel Pose-fuld.

FRANDS

Ondt eller Got?

ARV

Baade Ondt og Got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men ---

FRANDS

Fra Vest-Indien?

ARV

Jeg meener, det er fra Vest-Indien, efterdi han er gandske forrykt; enten er han gall, eller han laver til Barsel, thi det første han begiærede, var moedne Pærer.

FRANDS

Hvorledes seer han ellers ud? Hvorledes er han klæd?

ARV

Han seer underlig ud. Jeg veed ikke om Fatter har seet Kløver-Knægt. Ligedan seer han min Troe ud. Han gaaer udi en rød Klædes Slaap-Rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; han er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den sterke Mand. Han har ikke behov at spøge før Tid; thi han kand tilig nok blive Hanreder. Men jeg maa løbe med et Brev, som han flyde mig.

FRANDS

Til hvem skal det Brev?

ARV

Det skal til en Mand, som heeder Moons.

FRANDS

Lad mig see Brevet: A Mons. Monsieur de Pedersen Auditeur de la primière Classe, in Copenhague. Det maa være til Mons. Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde længe løbe og spørge efter Moons. Hvor er min Søn?

167
ARV

Nu kommer han strax, han staaer inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.

SCEN. 3

Jean. Jeronimus. Frands.

JEAN

La la la la la la, nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malheur. Mais voila mon père et mon Sviger Père; bon matin, Messieurs! comment vive ma chère Isabelle?

JERONIMUS

Hør, min gode Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen-Bernikov-Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebet med Gud og Æren.

JEAN

Det er alt det samme mon cher Sviger Papa: Elsebet, Isabelle, eller Belle; alleene det sidste er meer fornemme.

JERONIMUS

Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaaer mig ey heller paa saadan høy-traven Pariering.

JEAN

Pardonnez-moi, mon cher Sviger Papa, man siger aldrig nye Allamoder; c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton, par di! La la la la. Dette er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis. Pardi! det er en habile homme, le plus grand Dantze máltre en Europa. Heeder ikke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre? jeg har oublieret gandske mit Dansk dans Paris.

JERONIMUS

Det er Skade, at I har ikke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaae jer. Havde I biet le Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.

168
JEAN

Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France, non pardi, non.

FRANDS.

Jan de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.

JERONIMUS.

Det var bedre, i Steden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.

JEAN.

Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaae; vi

Parisiens kand ikke være længe paa eet Sted. La la la la la. Jeg maa hen at see mig lidt om à la Greve. Adieu si long.

Gaaer ud.

SCEN. 4

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giort mig saa dristig at tale med jer; jeg hør, eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.

FRANDS

Ach min hierte Naboe! vær dog ikke saa meget hastig. Hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal forgaae ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes han med sin Parlemefransø dræbte alle Mennesker; han var jo saa indtagen deraf, at han vilde end ikke ligge hos en Pige, uden det var paa Fransk; han aad heller en Suppe koget paa en Skoe-Pind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kok, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar han talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte han dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at han fik mange U-venner derved. Ja han vilde paa sikasten ikke gaae i Dansk Kirke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraae. Den samme blev jo siden saa skikkelig, da han havde udraset, at han nu brænder Franske Bøger 169 indtil Bibler, hvor han faaer fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk, alleene fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes, min Søn inden stakked Tid skal blive lige saadan een. Men han maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa Rente-Cammeret, der vil han, min Troe, faae andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.

JERONIMUS

Nu nu, Naboe! paa det I ey skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage. Bliver han inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at han holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en Borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer ikke meget, Naboe, det duer ikke meget.

FRANDS

Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa længe.

JERONIMUS

Far vel.

SCEN. 5

Magdelone. Frands.

MAGDELONE

Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?

FRANDS

Alt for meget, Gud bedre!

MAGDELONE.

Du har altid trettet med mig, at vi giorde formeget af den Søn.

FRANDS.

Det er sandt.

MAGDELONE

Men har vi ikke nu Glæde for ham?

FRANDS.

Jo, det er sandt, man kand lee sig ihiel, naar man seer paa ham.

MAGDELONE

Ach! Det er en allerkiæreste Dreng!

FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Tænk engang, hvorledes han har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.

FRANDS.

Forskrækkelig.

170
MAGDELONE

Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.

FRANDS

Jeg ikke heller.

MAGDELONE.

Saa levende var han bleven.

FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Og saa artig.

FRANDS.

Forskrækkelig.

MAGDELONE

Frankrig kand dog skabe Mennesker om.

FRANDS.

Forbandet.

MAGDELONE

Han kaldte mig Mardamme.

FRANDS.

Giorde han det?

MAGDELONE.

Thi han sagde: Det er saa gemeent at sige Moer.

FRANDS

Kand nok være.

MAGDELONE.

Men hans Kiæreste kaldte han Matresse;

Det syntes mig eene var underligt.

FRANDS.

Hvorfor det?

MAGDELONE

Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.

FRANDS

Kand skee.

MAGDELONE.

Gud skee Lov, at han dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.

FRANDS.

Det er sandt.

MAGDELONE.

Men hvorfor græder du? hierte Mand!

Det er vel af Glæde. Sagte. Den stakkels Mand holder meer af sine Børn end han lar sig merke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.

FRANDS.

Og jeg af Sorg.

MAGDELONE.

Af Sorg?

FRANDS.

Ja af Sorg. Maa en ærlig Far ikke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler,

Nar?

MAGDELONE.

Hvad siger du, grove Oxe? Er min Søn en Nar?

FRANDS

Ja Captain for alle Narre.

MAGDELONE.

Ej jeg ælendige Menneske! der skal have 171 saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeneste Glæde jeg har i Verden, er det kiære Barn, hvilket dog den slemme Mand ikke kand lide. Man seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja endogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde ikke rose mit eget; men jeg troer ikke, at her er et artigere Menneske til her i Landet, end Hans Frandsen; havde du kun almindelig menneskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.

FRANDS

Hvor i bestaaer da hans Artighed?

MAGDELONE

Den bestaaer derudi, at han er artig.

FRANDS

Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigsdaler til i saa kort Tid.

MAGDELONE

Du taler nok om hvad han har sat til, men du taler ikke om hvad han har lært.

FRANDS

Jeg seer nok at han har lært at dantze en Fiol de Spang, at siunge en Hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer han kand nu hverken Dansk eller Fransk.

MAGDELONE

Jeg vil ikke tale længer med det fortræ- delige Menneske; jeg svær paa, at jeg ikke skal søge Seng med dig mine Dage meer.

FRANDS

Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.

MAGDELONE

Ikke et Ord meere.

FRANDS

Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.

MAGDELONE

Lad mig gaae, siger jeg.

FRANDS

Ej lille Magdelone! jeg meente det ikke saa ilde.

MAGDELONE

Ingen Snak! jeg vil gaae.

FRANDS

Bie min Hønne, saa skal du faae det, du veedst vel selv.

MAGDELONE

Pakketel.

FRANDS

Min Sukker-Top!

MAGDELONE

Sladder.

172
FRANDS

Min Snut!

MAGDELONE

Slip mig dog.

FRANDS

Min Sirup-Krukke!

MAGDELONE

Bort.

FRANDS

Min Smør-Blomster!

MAGDELONE

Tramtrara.

FRANDS

Min Paaske-Lillie!

MAGDELONE

Intet.

FRANDS

Min hiertens Glæde!

MAGDELONE

Gaae Fanden i Vold.

FRANDS

Min Balsom-Bøsse!

MAGDELONE

Til Blocksbierg.

FRANDS

Ach min allerkiæreste Kone! vær dog ikke vred paa din lille Mand.

MAGDELONE

Ingen Slingring.

FRANDS

Paa din egen lille Frands.

MAGDELONE

Bort falske Blakke!

FRANDS

Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?

MAGDELONE

Var det ikke dit Alvor?

FRANDS

Mit Alvor! meener du, at jeg ikke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? Jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd.

Sagte.

Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.

MAGDELONE

Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer han.

SCEN. 6

Jean. Magdelone. Frands.

Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.

MAGDELONE.

Giv nu kun agt paa all hans Væsen, og see saa, om vi ikke har Aarsag at elske den Søn.

FRANDS.

Du har ret derudi, Kone.

173
MAGDELONE

Min hierte Søn! du maa ikke være saa længe fra din Mamma. Jeg kand ikke undvære dig et Øyeblik.

JEAN

Hvad siunes Madamme om den Contretemps, som jeg lærte nyelig førend jeg reiste fra Paris? Den troer jeg pardi ikke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Façons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa - -

MAGDELONE

Var det ikke en deilig Capriol, Mand?

JEAN

Det var ingen Capriol, Madamme, men en Contretemps.

MAGDELONE

Jeg forstaaer det ikke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.

JEAN

Madamme kand vel Touren endnu deraf?

MAGDELONE

Ja, maa skee.

JEAN

Kom lad os dantze en Menuet tilsammen, for at see, hvilke Pas jeg giør.

MAGDELONE

Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.

JEAN

Det vil intet sige. La tour seulement.

MAGDELONE

Ney, min allerkiæreste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.

JEAN

Ah! pardi! je men mocque. La tour seulement.

FRANDS

sagte. Det er mig saa kiært som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, han vilde nøde hende til at dantze midt paa Slots-Pladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.

MAGDELONE

Ach min hierte Søn! giør mig da ikke den Skam.

JEAN

Ej! sans façons det lader saa ilde at lade sig saa længe bede. La tour seulement.

FRANDS

sagte. Det gaaer skiønt nok.

MAGDELONE

Mine Fødder er alt for stive dertil.

JEAN

Pardi! mardi! peste! diantre! tête bleue! nu blir jeg vred. Kand I ikke sagte giøre mig den Fornøyelse? La tour seulement.

174
MAGDELONE

Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det, som jeg kand.

FRANDS

sagte. Ha ha ha!

JEAN.

Papa maa synge os en Menuet.

175
FRANDS

Kand jeg synge?

JEAN

Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.

FRANDS

Han vil blive suur nok, min Søn; det er best, at I synger selv.

JEAN

Ej pardi, c'est impossible; hvorledes kand jeg synge og dantze dans le même temps?

MAGDELONE

Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.

FRANDS

Jeg troer ikke, det er dit Alvor, Kone. Jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.

JEAN

Tete bleue! j'enrage.

MAGDELONE

Ach min hierte Søn! bliv ikke vred. Han skal, min Troe, synge, om han blev gall.

JEAN

Ach pardi! chantez done.

MAGDELONE

Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.

JEAN

Diable m'empotte, si -

Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne hâr, og græder tillige med, og de andre begynder at dantze.
JEAN

Ej det er ingen Menuet. Kand Papa ingen Menuet?

FRANDS

Jeg kand ikke uden een.

MAGDELONE

Lad os faae den da. Det vil ikke sige, om den er gammel.

Han synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder: la cadance mon père! la cadance! Naar Dantzen er ude, gaaer de ind.

FRANDS

sagte. Ach jeg elendige Menneske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.

176

ACTUS II

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS

Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulyksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET

Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menneske for mig i Verden? Jeg havde Afskye for hans Person, førend han reisede, saasom jeg merkede, at han var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at han vilde blive reent forstyrret, naar han kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS

Vil I da, allerkiæreste Jomfrue! binde eder til saadan Person?

ELSEBET

Ikke med min gode Villie, min hierte Antonius! men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen; hvad han vil have fort, det maa gaae fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS

Saa længe jeg er til, skal dog saadant ikke gaae for sig.

ELSEBET

Hvormed vil I da hindre det?

ANTONIUS

Jeg siger: Jeg er til. Thi mine Øyne skal ikke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET

Det kand jeg sige eder I ubesindede Menneske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sværd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tænk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulykke, og vær forsikret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

177
ANTONIUS

Ach! nu er jeg fornøyet.

MARTHE

Hører, I forliebte Giekke! i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen stikke Hovederne sammen. I veed jo, at, naar vi to ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os u-muelig. Giv os Stunder at speculere lidt, og gaae imidlertid til Side.

SCEN. 2

Marthe. Espen.

MARTHE

Espen! du est en gammel Skielm; lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN

Næst dig troer jeg ikke, at jeg har min Overmand.

MARTHE

Spind nu da paa noget! det vil ikke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du ikke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden for kort Tid.

ESPEN

Ney min Troe bliver jeg ikke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE

Hvad spaaede hun dig?

ESPEN

Hun spaaede mig, at jeg ikke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE

Ja Sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN

Ney min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun ikke havde en Tand i Munden, og kunde ikke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE

Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset? Hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN

Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

MARTHE

Snak for din Æske! Lad os til Arbeids, medens vi er alleene; den ædele Tid gaaer bort.

ESPEN

Jeg er min Troe ikke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

178
MARTHE

Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste. Naar jeg vil den Vej, gaaer jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faae ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakeier at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at speculere paa nogle Intriguer.

ESPEN

Ja nu forstaaer jeg først Meeningen. De gaae og spadsere frem og tilbage.

MARTHE

Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN

Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE

Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Ney! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betænkning derover. Hej! kommer ind igien, Paris og Helene! at høre paa Dommen.

SCEN. 3

Elsebet. Marthe. Espen. Antonius.

ELSEBET

Her er vi; lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

MARTHE

Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaaer den anden Kiærlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET

Ach! du skiemter med mig.

MARTHE

Ja det er ogsaa ikkun Skiemt; thi jeg holder for, at man udi de Sager ikke maa rette sig efter For- ældrenes Caprice. Deres Henseende er ikkun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tænke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd; unge Mennesker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tænke at leve 179 fornøyede med, og elske kun for at elske. Er det og ikke hans Meening, Herr Collega?

ESPEN

Jo mænd er det saa.

MARTHE

Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaae mig som de habile Dommere, der faaer en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN

Forstaaer du Latin? Marthe!

MARTHE

Ligesaa meget som du.

ESPEN

Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE

Ney jeg veed det ikke.

ESPEN

Paa Dansk legger man det saaledes ud, at saadan Soe, som du est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og ikke tænke til at bemænge dig med Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE

Du skalt ikke sige, Espen! Den Tid tør komme, at man seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne; naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskikket til at være Herreds-Fogd, saa kand du ikke blive høyere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS

Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv ikke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE

Lad da Espen tale; thi han har fundet et herlig Raad op.

ESPEN

Ej Marthe! plav os da ikke saa længe, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiære Børn med.

MARTHE

Vil du da tilstaae først, at du est en Dosmer?

ESPEN

Skam der giør.

ELSEBET

Ach lille Espen! kand du ikke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer?

ESPEN

Ja jeg er en Dosmer da; er det nu vel?

MARTHE

Enten du meener det eller ey, saa er det dog sandt. Han gik og speculerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel 180 skimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaaer derudi: I har hørt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var paa sin Parisk at gaae lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient hos en Fransøsk Kok i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lært saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyeligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære. Lad mig kun raade. Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET

Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS

I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæ- der; jeg skal forsiune Espen.

ESPEN

I maa ikke sige Espen meere, men Herr Cammer-Tienner.

ANTONIUS

Nu gak da, Herr Cammer-Tienner!

SCEN. 4

Arv. Antonius. Elsebet.

ARV

Ha ha ha hi hi hi!

ANTONIUS

Er det ikke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV

Ha ha ha! gid Fanden tage all Galskab.

ANTONIUS

Hvad leer du saa hiertelig af, Arv?

ARV

Monsieur Antonius, er det jer? Jeg er færdig at sprekke af Latter.

ANTONIUS

Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV

Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS

Hvem var der?

ARV

Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS

Ej hvilken Snak!

ARV

Jo min Troe er det vist. Skam faae Mutter, jeg havde ikke tænkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa 181 gik hun og vrikkede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stykke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert han dantzede, raabte han til Vatter: Gad Hansen! Gad Hansen! Hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stakkels Mand saae jeg nok sang ikke med god Villie, thi han sang, græd og truede paa eengang.

ANTONIUS

Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV

Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Han regierer over Mutter, og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS

Den Karl maa jo være gandske gall.

ARV

Jeg troer nok, at han har faaet en Skavank i Hovedet i Frankrig. Han gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis han kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: Ja Soldan! Thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moer taaler, at han kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad han kalder hans Datter, troer jeg nok, at han fik en banket Ryg.

ANTONIUS

Hvad kalder han hende?

ARV

Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS

Ney! jeg skal, min Troe, ikke.

ARV

Han kalder hende sin Matrasse. Det er sandt nok, en Kone er i visse Maader en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse; til med saa ere de ikke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.

SCEN. 5

Elsebet. Antonius.

ELSEBET

Det er forskrækkeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.

Min allerkiæreste Jomfru! lad ham kun 182 løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulyksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET

Ach min hierte Antonius! all vor Lykke staaer i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt han seer min Ulykke for Øynene, saa dog bryder han ikke sit Løfte. Han siger, det er ikke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS

Men, om nu Marthes og Espens Anslag ikke lykkes, og Jeronimus er ikke at bevæge at staae fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

ELSEBET

Ej min hierte Antonius! plag mig ikke meer med slige Spørgsmaal. Jeg har jo erklæret mig eengang, at jeg vil heller - - - Men der kommer min Far, løb bort saa snart som I kand.

SCEN. 6

Jeronimus. Elsebet.

JERONIMUS

Hej saa Pimpernille! har du ikke andet at bestille end staae at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaaer forbi? Jeg heeder Jeronimus jeg, og ikke Frands Hansen. Tænk ikke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET

Men, min hierte Fader! efterdi han er saa uskikkelig, hvorfor vil I da binde mig til ham?

JERONIMUS

Vil du ogsaa raisonnere? Vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting? Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som ikke er at forkaste, thi Frands Hansen er ikke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg ikke gierne bryder.

ELSEBET

Min hierte Papa!

JERONIMUS

Papa! Papa! vil du og tale Fransk? Hvis 183 du kommer med din Papa oftere, skal Mangelstokken ikke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET

Jeg vilde ikkun sige dette, at Frands Hansen er en skikkelig Mand, men jeg skal ikke giftes med ham, men med hans Søn, som er et uskikkeligt Menneske, om hvilken jeg allereede har hørt en Hob galne Historier, siden han kom hiem.

JERONIMUS

Seer man vel, hun legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier! Seer man vel! Skal du legge dig efter at vide Historier? Jeg kand lade dig vide dette, Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøylen. Flux ind!

184

ACTUS III

SCEN. 1

Jean. Pierre.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Que voulez-vous?

JEAN.

Fripon! Maraud! Coquin! bougre! badaud! fai-néant! que la peste t'étouffe, que le Diable t'emporte, t'enleve, t'abime, que le diantre -

PIERRE.

Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?

JEAN.

Har du nu været 15 Maaneder med mig dans Paris, og ikke lært comment du skal svare din Herre, naar han kalder paa dig? Du skal sige: Monsieur! mais non pas: que voulez vous?

PIERRE.

Det er en liden Forseelse, men fortienner ikke saa mange Forbandelser.

JEAN.

Sanden at sige, saa er det ikke saa meget for at forbande dig, som for at øve mig udi Fransken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg ikke kand exercere uden paa dig.

PIERRE.

Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te, saa øver han sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.

JEAN.

Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien! Dieu donne

que nous etions dans Paris igien! Nu kand jeg ikke erindre hvad igien heeder paa Fransk.

PIERRE.

Det heeder aussi.

JEAN.

Det er ret: aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du ikke, at vi vare i Paris aussi?

185
PIERRE

Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.

JEAN.

Ej bougre, crasseux, gourmand, du taler, som du var fød à la place Maubere eller a la Pont-Neuf, comme un crocheteur, un décrotteur des souliers, un porteur d'eau.

PIERRE.

Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un bouffon, som han var fød dans un Daarkiste eller à la un théâtre.

JEAN.

Hvad siger du? bourreau!

PIERRE.

Monsieur maa ikke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.

JEAN.

Ja saa. Ecoutez, Pierre.

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Jeg kand ikke lide disse Danske Ansigter for min Død.

PIERRE

Mademoiselle Isabelle har dog et kiønt Ansigt.

JEAN.

Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk,

c'est une visage à la Danois, à la Vimmelskaft, pardi!

Dog jeg kunde nok vænne mig til Ansigtet, dersom hun ikke talede Dansk.

PIERRE.

Har Monsieur talt med hende, siden han kom hi em?

JEAN

Ovis pardi si fait, men veedst du hvad hun sagde?

PIERRE.

Non pardi non fait.

JEAN.

Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tænker paa det, staaer min Mave i min Hals.

Havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt:

Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.

PIERRE.

Ovis pardi si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.

JEAN.

Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris.

PIERRE.

Ovis pardi si fait.

JEAN.

Comme un frippière.

PIERRE.

Ovis pardi si fait.

JEAN.

Comme un femme qvi dame: renet! renet! dans les rues.

186
PIERRE

Ovis pardi si fait.

JEAN

Comme un femme, qui va avec un ane dans la rue et dame: lait! lait!

PIERRE

Ovis pardi si fait.

JEAN

Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og ikke tale et Ord Dansk sammen.

PIERRE

Ovis pardi si fait; hvad vi ikke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi en hast blive som indfødde Franske.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Jeg vil spise til Middag hos Peche.

PIERRE

Vil Monsieur ikke heller spise hos Mester Jacob? der faaer man bedre Mad for billigere Priis.

JEAN

Ej! hvad Mester Jacob! man kand høre paa Navnet alleene, at det er en slet Kok. Dersom der ingen Fransøsk Kok var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.

PIERRE

Det er sandt, Maden smager vel hos de Franske, eftersom man faaer saa lidt alle Tider; thi intet opvækker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.

JEAN

Veedst du ellers nogen anden Fransk Kok?

PIERRE

Ovis Monsieur si fait pardi, her er en anden, som heeder Cabo.

JEAN

Hvem af dem taler best Fransk?

PIERRE

De taler begge to lige got. Det er en Plaisir, at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner; hvor mon han vil hen?

SCEN. 2

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN

Det var mig sagt, at han skulde boe her. Her seer jeg to Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission, Monsieurs, kiender I ingen her i Gaden?

187
JEAN

Jo, jeg kjender mig selv, moi-même.

ESPEN

Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer ikke, fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her ikke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?

JEAN

Je m'appelle Jean de France à votre tres humble service.

PIERRE

Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieneste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi han forstaaer vel nok Dansk, men kand ikke synderlig explicere sig, thi han har været 15 samfulde Uger i Paris, hvor han imidlertid ikke hørte et Dansk Ord tale.

ESPEN

Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect; jeg har ikkun i to Dage været i Tieneste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter. Monsieur! er det ikke ham, som er nyelig kommen fra Paris?

JEAN

Ovis Monsieur.

ESPEN

Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?

JEAN

Ovis Monsieur.

ESPEN

Som logerede udi det Qvarteer af Byen - - - hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.

JEAN

Faubourg St. Germain.

ESPEN

Ja, det er saa jeg meente. Og udi den Gade, som gaaer saa krum?

JEAN

Ney, Gaden er gandske lige.

ESPEN

Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa man jo dreie om til en anden, thi saa syntes mig Madamen sagde; og Gadens Navn var ---

JEAN

La rue de Seine.

ESPEN

Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stykke Karl, ved Navn Pierre.

PIERRE

A votre tres humble service.

188
ESPEN

Saa hører jeg da, at jeg gaaer ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.

JEAN

Ach! er det mueligt? Hvorledes lever den charmante Dame?

ESPEN

Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.

JEAN

Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøyelig Time med hende udi Paris.

PIERRE

Monsieur! I har jo aldrig kiendt den Kone?

JEAN

Taisez-vous bougre! veedst du ikke, at det er à la françoise at svare saaledes? Havde jeg svaret, at jeg ikke kiendte hende, skulde man jo have taget mig for en Dansk Hiemføding. Du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for. Pardi, est-il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? Jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er, til Africa, alleene for at kysse hendes smukke Hænder. Men hvor længe er det siden hun reisede fra Paris?

ESPEN

Tolv Dage.

JEAN

Ej! est-il possibel? ikkun 12 Dage! Ach, kunde jeg nyde den bonheur at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende!

ESPEN

Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.

JEAN

Ach Monsieur! skaf mig den Fornøyelse, og forsmaae ikke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.

ESPEN

Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burte ikke tage mod Presenter; men paa det jeg ikke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur ikke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som 189 er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er, nyelig førend hun reisede, bleven den høyeste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadanne Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.

JEAN

See! jeg skal strax dans votre présence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Libetté, at spørge hvorledes Madame la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi han forstaaer ikke Fransk?

ESPEN

Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af all Verden; hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lært paa Vejen.

JEAN

Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi han er fød her i Landet?

ESPEN

Ney Monsieur, jeg er ikke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem han kiender.

JEAN

Det var Synd andet; thi man kand nok see af Monsieurs Manières, og høre af hans Tale, at han ikke er Dansk. Men paa hvilken Sted har man den Lykke at beskue Madame la Fleche?

ESPEN

Paa hvilket Sted Monsieur behager; ellers falder Klokken 3 hendes Vey her.

JEAN

Der skal jeg présentement lade mig indfinde for at kysse hendes belles mains.

ESPEN

Det skal være hende kiært.

JEAN

Je me recommende.

190

SCEN. 3

Jean. Pierre.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Hvad siunes dig om det Portrait?

PIERRE

En, som ingen Kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stykke Træ.

JEAN

C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet, le plus grand Skildrer en Europa.

PIERRE

Ja hvoraf veed Monsieur det?

JEAN

Hørte du det ikke af Monsieurs egen Mund? Meener du, han er ingen Kiender? Jo, jo, det er, ma foi, ingen Giekke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds, jeg var borte; man kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem, de tale ikke uden om Veirligt eller om Huusholdning.

SCEN. 4

Jeronimus. Frands. Jean. Pierre.

JERONIMUS

Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe! Jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spart for det første i gamle Dage.

FRANDS

Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.

JERONIMUS

Siig ikke det, Naboe! I skikkelige Huse slipper man ikke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun een Post; vil vi nu regne fleere, skal man let kunde begribe, hvad jeg siger. Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faa Kopper. Men see om Jeronimus kommer der saa hastig igien!

191
FRANDS

Det har været noget dyrt; men man seer, Prisen begynder alt merkelig at falde.

JERONIMUS

Ikke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har merket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøyet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.

FRANDS

Ja, I har ret saa vit derudi, Naboe! Men vi maa ogsaa have noget for Munden; hvortil duer Penge, naar man ikke vil giøre sig til gode deraf?

JERONIMUS

Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brændte Bønner? Forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sukker, see om det ikke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavel som andre, finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eders Søn Hans og andre deslige Giekke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.

FRANDS

See! der kommer min Søn.

JERONIMUS

Ja, det maa han, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt. Men hvad Pokker er det for Crusedoller, han har faaet om Halsen?

FRANDS

Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.

JERONIMUS

Mode mig hid og Mode mig did, saa er den en Nar, der gaaer anderledes end alle andre Folk i Landet.

FRANDS

Hør, min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen? Folk skulde tænke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Pierre, expliquez cela pour ce vieux homme! je vas, vous me trouverez après de Monsieur Peche.

192

SCEN. 5

Frands. Pierre. Jeronimus.

FRANDS

Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?

PIERRE

Han havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.

FRANDS

Men hvad er det for et Ridder-Baand, han har faaet om Halsen?

PIERRE

Det er et Portrait, som han har ført med sig fra Frankrig.

FRANDS

Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?

PIERRE

Ach, ja vist! hvo, som ikke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.

FRANDS

Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.

PIERRE

Monsieur maa tage sig vare hvad han siger, han kunde komme i Ulykke derover; thi Portraitet er giort af Monsieur Reenkaalavet, den største Skildrer udi Facultetet til Paris.

JERONIMUS

Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnike, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstykke klippet af en Bog. Hør, Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betakker mig for eders Svogerskab, og sælger ikke min eeneste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du ikke strax siger os, hvo der har forført ham til saadan Galskab, skal du ikke komme vel her fra Steden.

PIERRE

Jeg veed, min Troe, ikke, hvor han har faaet det Stykke fra; men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.

FRANDS

Fy! skiæmmer du dig ikke, Peer, at tale saa plumpt?

JERONIMUS

Hej! laan mig jer Stok, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit. - Pierre gaaer grædende ud.

193

SCEN. 6

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giorte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.

FRANDS

Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage afsted. Om I bryder saa hastig, gier det saadan Snak i Byen. Giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa længe.

JERONIMUS

Ja, ja, 14 Dage gaaer hastig; men jeg er vis paa at han inden den Tiid bliver verre og ikke bedre.

FRANDS

Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.

JERONIMUS

Ja, jeg skal bie saa længe.

FRANDS

Farvel, jeg maa hiem at spise; min Kone bier efter mig.

JERONIMUS

Prosit Maalzeit.

194

ACTUS IV

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS

Nu hvordan gaaer det? min gode Marthe!

MARTHE

Hun gaaer en god Gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt, thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid. Han er saa forliebt, som en Rotte, skiønt han aldrig har seet mig. I kand tænke, hvilken Giek det er: jeg har faaet ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstykke, som jeg for nyelig skar af en af Fars gamle Spænde-Bøger, og smurte paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET

Men hvor er det mueligt, at han kand bringes til saadan Galskab?

MARTHE

Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faaet ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nyelig kommen fra Paris.

ANTONIUS

Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE

Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan en; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu ikke. Det gaaer med mig, som med dem, der skriver Comoedier; mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg han kommer; løber strax til Side.

195

SCEN. 2

Jean. Mad. la Fleche. Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE

A cette heure il doit venir; war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang, daß er lovede zu kommen?

JEAN

embrasseter hende paa Knæ og siger: Ach! charmante Madame! souffrez que j'adore vous! souffrez que je baisse votres beaux mains!

MAD. LA FLECHE.

Levez-vous, Monsieur! c'est trop dehumblesse pour un gentilhomme comme vous.

JEAN.

Ah Madame! est-il possibel que j'ai l'honneur, le plaisir, contentement et joie de vous revoir dans cette terre?

MAD.

LA FLECHE. J'ai venu pour vous voir, mais je croyois pas que vous étiez si changé. Vous êtez à cette heure habillé comme un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.

Pourquoi riez-vous, charmante Princesse?

MAD.

LA FLECHE. Rien! Monsieur de France, rien! je ris de la joie de vous voir, c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.

Je vous rends grâce, Madame! Mais comment trouvez-vous cette terre?

MAD. LA FLECHE.

Fort bon, Monsieur: les Danois êtes des fort bonnes gens. Il manque à eux seulement desinformer dans les manières Parisiens.

JEAN.

Ovis pardi si fait, Madame, vous avez grand raison dans cela. Dieu donne que j'étois dans Paris igien! Ah pardonnez, ma belle Madame, je voulois dir e: aussi. Mais Madame, avez-vous amenés avec vous quelques nouvelles chansons de Paris?

MAD. LA FLECHE.

Ovis Monsieur, celle-ci est la plus nouvelle. Hun synger en Viise.

JEAN
paa Knæ.

Ah Madame, je n'ai jamais écouté une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD. LA FLECHE.

Pourquoi pleurez Monseigneur?

196
197
JEAN

Ah Madame, on veut me marier dans cette pays.

MAD. LA FLECHE.

Marier?

JEAN

Ovis Madame.

MAD. LA FLECHE.

Marier?

JEAN

Ovis c'est veritable, et avec une fille, qui s'appelle par malheur Elsebet.

MAD. LA FLECHE.

Quel diable de nom est cela? parlezvous tout de bon, Monsieur? ah est-il possible? Hun lader som hun faaer ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.

ESPEN

Nu kand han see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørte, Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN

Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her. Paa Knæ. Ah belle Princesse, êtes vous malade?

MAD. LA FLECHE.

C'est un Übergang, Monsieur! levez-vous. Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøyet.

SCEN. 3

Arv. Jean. Mad. la Fleche. D'Espang.

ARV

kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort stykke Krid, og maler den Dantz af, han havde seet. Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Ney! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev ikke bred nok. Her skal Fatter staae og græde.

Han springer op og seer derpaa. Medens han giør dette, staaer de andre og taler sagte, og peeger paa ham.
ARV

Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giort, og Assamblixet saa vel afskildret, saa der fattes intet andet, end at det skulde kunde tale. Men hillement! der seer 198 jeg Folk. Er det ikke Jeronimuses Marthe, som hâr faaet en Adriane paa, og staaer og snakker med Hans Frandsen? Hør, Marthe! hvor Fanden har du faaet den Adriane fra? Det er jo endnu for tiligt; Hunde-Dagene er jo end ikke begyndt?

JEAN

gier ham et Ørefigen, siger: Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øyene?

ARV

Om Forladelse, Monsr. Haans. Jeg tænkte, mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD. LA FLECHE.

Ah Monsieur, faites le sortir, j'ai peur pour les gens qui sont fous.

JEAN

Her ud din Slyngel! jeg slaaer ellers dit Hoved i tu. Madame la Fleche staaer og beskuer Jean paa Klæ- derne og visker til Espen og leer ha! ha! ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!

JEAN

Pourquoi riez-vous? belle Madame!

MAD

LA FLECHE. Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excusez. Adieu.

SCEN. 4

Jean. D'Espang.

JEAN

Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt? hvad var det, hun viskede?

ESPEN

Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres. Hun viskede til mig, at, saa stor Estime hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

JEAN

Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede? thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN

Ja Monsieur! det har været Ulykken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavalleer i Paris knæpper 199 sin Kiole meer for til, men alleene bag til. Det synes vel at være noget incommode, førend man bliver først vant dertil; men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN

Ah! malheureux que je suis.

ESPEN

Det kand strax rettes Monsieur! jeg skal hielpe ham derudi.

JEAN

Vous me faites un grand plaisir, par di.

ESPEN

See! nu har Monsieur andre Øyen at see med.

JEAN

Er det ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN

Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris, siger hun, smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN

Det skal strax blive forandret; jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage nye Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i Gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg ikke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi ikke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non pardi non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

ESPEN

Paris er en artig Bye, det maa all Verden tilstaae. All Verden retter sig og efter de Parisiers Moder; om de hittede paa at gaae uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN

Jeg giorde det, ma foi, strax. Alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruqve, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN

Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

200
JEAN

Ej! ej! det er artigt. Den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar. Jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche ikke sige mig saadant selv?

ESPEN

Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feyl; de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got; nu skal det være hende en Fornøyelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN

Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN

Votre Serviteur! Men, à propos, jeg har glemt en liden Ting at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder han ikke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og ikke bruges af honnete Folk meer i Paris.

JEAN

Ovis da.

ESPEN

Serviteur.

SCEN. 5

Jean. Pierre.

JEAN

dantzer og synger: La la la la la la la. Seer paa sit Skilderie. La la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deilig Mode, fort commode et fort dégagée. La la la la la. Mon Père et mon Sviger Père skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ey: Jeg vil ikke være i nogen gammeldags Familie. Min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflægge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaae ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans façon at tvinge dertil; thi det er mig ikke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

201
PIERRE

Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg ikke længer være i Monsieurs Tienneste.

JEAN

Qu'as-tu? dis-moi, Pierre.

PIERRE

Ach! Monsieur Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaae.

JEAN

Pourquoi done?

PIERRE

Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

JEAN

Pardi! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentilhommes Laquai. Est-il possible, at han torde slaae dig?

PIERRE

Ovis Monsieur. Men Monsieur har knæppet sin Kiole bagvendt, han maa gaae i Gifte-Tanker; reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN

Ej du sot! badaud! bouffon! maraud! veedst du ikke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad. la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE

Den Mode har jeg dog ikke seet i Paris.

JEAN

Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE

Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN

Non pardi non, det er kun for gens de qualitê.

PIERRE

Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert. Men faaer Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver han gall.

JEAN

Ikke alleene, at han skal taale at see det, men jeg vil, at han selv skal bruge samme Mode.

PIERRE

Det gaaer aldrig an.

JEAN

Han skal.

PIERRE

Comment done?

JEAN

Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Madame la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog ikke lee af min Familie.

PIERRE

Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik. Men der kommer han alleene, ma foi fort à propos.

202

SCEN. 6

Jeronimus. Jean. Pierre.

JERONIMUS

Fiorten Dage gaaer endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg ikke skal beskyldes at have brudt mit Løfte; men han bliver ikke anderledes, han bliver ikke anderledes, det vil jeg døe paa. Men der seer jeg han staaer; jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er ikke tilstæde. Hør, Hans Frandsen! lad os tale eengang for alle lidt alvorlig sammen. Men hvad Pokker er det, jeg seer? Er I bange, at Folk ikke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gier det tilkiende med saadan forkeert Dragt? Hvilket Menneske kand bringes til saadan Galskab at knæppe sin Kiole bag til, og giøre sin Ryg til en Mave? Ach! jeg ynker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn! Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS

Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tænker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.

Jean og Pierre: Ha ha ha!
JEAN

A propos, mon cher Sviger Papa, blev ikke den Kiole, I hâr paa, giort til den forrige Jubelfest? Ha, ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS

Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvendte Kiole ikke bleven giort paa Fastelavens Mandag, eller den første April? Ha ha ha ha ha!

JEAN

Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt; men det kand let ændres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere. Som jeg gaaer nu, saa gaaer alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS

Jeg er taabelig, at jeg staaer og taler med slige Giekke.

JEAN

Attendez, mon cher Sviger Père! I slipper, ma foi, ikke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, 203pardi, den høyeste Mode i Paris; Madame la Fleche, som nyelig er kommen derfra, beretter - - -

JERONIMUS

Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand? Det er for Madame la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Madame la Medister, og det er for Madame la Spek. Gir dem midlertid Ørefigen.

JEAN

Pierre ici! tenez! holdt den gamle halstarrige Knark. Jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

204
PIERRE

Vitement Monsieur.

JERONIMUS

Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN

Naar gamle Folk gaaer i Barndommen, maa man tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS

Hej hej! Geval ----- t!

PIERRE

Hej hej! Sna ----- k! det er for jer egen Nytte; naar det først er giort, skal I siden takke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil trække en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser han siden paa hans Haand og takker.

JERONIMUS

Ach væ! Ach væ!

JEAN

Tie stille, mon cher Sviger Papa! nu seer I pardi ud, som en Ambassadeur. Den heele Familie maa og omstøbes; jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad. la Fleche, for at undervises, hvordan høyeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE

Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa ikke forandres?

JEAN

Ovis pardi si fait. Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.

JERONIMUS

A----A----A----

SCEN. 7

Antonius. Jeronimus. Jean. Pierre.

ANTONIUS

med Kaarden i Haanden. Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand.

Jean og Pierre løbe bort. Ach! min kiære Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet. See! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fornemme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit Liv.

JERONIMUS

Ach min kiære Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulde 205 have seet mig saa forkeert. Det skulde være mig en stor Fornøyelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienneste; gid han havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS

Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer, Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn ikke har dristet mig til at tale. I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS

Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS

Achl jeg tør ikke sige meer; I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS

Jeg kand nok giette hans Meening. Han har, maa skee, Kiærlighed til min Dotter. Men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt. Maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS

Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarregaden; min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS

Ja vist er han bekiendt. Er han Jesper Lorentzens Søn, saa har han en brav Mand til Fader, og een af de skikkeligste Borgere her i Staden; vi har reyst sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting. Det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham. Han maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS

Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar ikke alleene baaret Kiærlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte; men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig ikke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS

Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst. See! der har han min Haand paa, at ingen anden skal faae min Datter end han. Men der kommer min Datter selv meget beleiligt.

206

SCEN. 8

Elsebet. Jeronimus. Antonius.

JERONIMUS

Hør, Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET

Nej, jeg giør min Troe ikke, Papa!

JERONIMUS

Jo du giør saa min Troe; see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd ikke mit Barn! jeg veed heele Sagen. Kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Brud.

ELSEBET

Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter han saa med mig? I har engang, imod min Villie, lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS

Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kiæreste, som er Vidne til, hvad Skam han har giort mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og ræk ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ey havde seet ham tilforn. Kom lad os gaae hi em tilsammen; jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaaer ned.

207

ACTUS V

SCEN. 1.

Jean. Pierre.

JEAN

Pardi, est-il possible? quelle brutalitet

PIERRE

Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi ikke retirerer os; Jeronimus leder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som han.

JEAN

Er det ikke en Elendighed, Pierre! at boe i dette Land, hvor Folk er saa lidet skiønsomme? Jeg havde tænkt, at Monsieur mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE

Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN

Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE

Ja det gaaer med Monsieur, som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN

Jeg vil ikke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen alleene for min skyld.

PIERRE

Ja, det som er forunderligt, Monsieur! lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde man tænke, den Dame saae ikke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menneske. Lad være, at Monsieur var ikke artig, saa maa dog all Verden tilstaae ham, at han har den Merite at have udi faa Maaneder 208 fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN

Ovis par di si fait.

PIERRE

Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN

Si fait

PIERRE

Ikke som en Gnier.

JEAN

Vous avez raison.

PIERRE

Ey som en Slyngel.

JJEAN

Si fait.

PIERRE

Ey som et Sviin.

JEAN

Cela s'entend.

PIERRE

Ey som et Bakkelse-Beest.

JEAN

Non pardi non.

PIERRE

Ey som en doven Esel.

JEAN

Non si fait non.

PIERRE

Ey som en Fæhund.

JEAN

Peste! holdt engang op med disse Titler; jeg forstaaer nok din Meening ellers.

PIERRE

Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faa Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes: Den Monsieur maa endelig være noget got hos, han maa endelig have lært noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig ikke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN

Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE

Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur? Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter, de tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN

Hvad siger de da om mig?

PIERRE

Monsieur, jeg skiæmmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulykke for nyelig for hans skyld.

JEAN

Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE

Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, 209 fordi han gaaer om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

JEAN

Pardi! quels sots! det er just en af de artigste Qualités en galant Homme kand besidde.

PIERRE

Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst, Hans Nar, Hans Abe-Kat, Hans Gøgler, Hans Strympe-Kiger, Hans Mark-Skrier, Hans Rumpevrikker, Hans Stylteganger, Hans Capriolskiærer, Hans

JEAN

Nu nu, nok, nok. Jeg gider ikke høre meer deraf.

PIERRE.

Hans Petit Maitre, Hans Dantzer, Hans Fransk-Forderver, Hans - - -

JEAN.

Holdt op, siger jeg, Maraud!

PIERRE.

Hans Spillfugl, Hans Stratenjunker, Hans Harlequin - - -

JEAN.

Hvis du holder ikke op, skal jeg slaae din Hierne i tu. Je t'écraserai ton tete.

PIERRE.

Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.

SCEN. 2

Arv. Jean. Pierre.

ARV

Jeg vilde mare ikke være i Hans Frandsens Sted nu, om man gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at han ikke vil gaae til Sengs, førend han har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad man kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tænk engang, I got Folk, hvordan han reedte ham til: Som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om.

Vender Kiolen om. Seer jeg ikke nu ud som en Nar? Ha ha ha ha ha ha! ret ligedan saae Jeronimus ud. Jeg vilde ikke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staader-Kongerne kunde tænke, jeg var gall, og trække mig i Daare-Kisten.

210

Han vender Kiolen ret igien. Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket; men det er hende got nok, thi naar Fatter ikke vilde skikke ham Penge, da han var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa solte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN

Arv! hvordan staaer det til hiemme? Arv klaaer sig bag Hovedet. Vel nok Monsør!

JEAN

Det maa ikke henge ret sammen, du klaaer dig saa bag Øret. Siig mig, hvordan staaer det til?

ARV

Vel nok Maansør. Jeg takker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN

Hvad vil du sige med det Men? Fort siig mig, hvor det staaer til! du faaer, ma foi, ellers Hug.

ARV

Alting staaer mare vel til. Men det staaer noget forbandet ilde til.

JEAN

Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV

Jeg er ikke for at spise Lever, Maansør; naar jeg faaer noget, saa gir jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN

See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV

Gramarcis, Maansør.

JEAN

til Pierre. Hvilket dumt Beest den Karl er. Han vidste ikke, hvad en Livre de France var.

ARV

Jeg vil da vare Maansøren ad, at han smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staader-Konger at trække jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE

Vil man ogsaa indslutte mig?

ARV

Ney, du har ingen Nød, Peer. Man vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN

Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER

uden for. Jeg skal lære den Karl at undstikke sig uden at betale.

JEAN

Peste! hvad er her ved at giøre? Her kommer en 211 Person mig paa Halsen, som vandt nyelig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da han vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN

uden for. Enten skal han slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

PIERRE

Ach Herre! Jeg maa bort et Øyeblik paa Naturens Vegne; jeg kommer strax igien.

JEAN

Vil du bie, Maraud! er nu Tid at gaae bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE

Ach min Mave! min Mave! Jeg drak for hastig paa Kaalen, det var min Ulykke. Løber i en Krog og skiuler sig.

SPILLEREN

uden for. Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN

Ach kiære Arv! kandst du ikke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV

Jeg har et Dekke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN

Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet.

Han svøber ham i Dekket og sætter sig derpaa som en Byldt.

SCEN. 3

Spilleren. Arv. Jean. Pierre.

SPILLEREN

Jeg skal, min Troe, ikke gaae til Sengs i Aften, førend jeg faaer fat paa ham. Det er ikke saa meget for Pengenes skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale. Jean ryster under Dekket.

ARV

slaaer paa ham og siger: Ligg stille. Der blir ellers en Ulykke af.

SPILLEREN

Hvem taler du til, Cammerat?

ARV

Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN

Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV

blir bange og stammer. Jeg har, min Troe, ikke andet end Smør derudi.

212
SPILLEREN

Smør i din Sæk, som du sidder paa? Det er ikke mueligt.

ARV

Ney det er sandt, det er Lys.

SPILLEREN.

Lys? det er endnu galnere.

ARV.

Ney det er sandt, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.

Det maa være en forbandet Hob Kniplinger.

Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV

Ney det er sandt, det er Erter.

SPILLEREN.

Du est vist nok en Tyv, det merker jeg; fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.

Det er, min Troe, ikke Hans Frandsen, Maansør! det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde han kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.

Ha ha, nu skal man see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen, er I her? det er mig kiært. Her er to Ting for jer at udvælge: enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

JEAN.

Monsieur, je n'ai point d'argent.

SPILLEREN.

Monsieur, jeg forstaaer ikke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.

Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.

Ingen Snak! reede Penge, eller slaaes.

ARV.

Skam, der bier her længer. - Løber bort.

JEAN.

Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig;

I skal vist nok faae dem.

SPILLEREN

Jeg forlanger intet uden at I skal trække ud.

JEAN.

Monsieur, der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.

Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr.; lad mig ogsaa faae Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøye.

JEAN

Jeg veed, I vil ikke have, at jeg skal gaae nøgen.

SPILLEREN

trækker sin Kaarde. Allons! Kiole, Vest og Hat hid, eller slaaes.

Jean trækker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det med Hatten og Peruqven.
213
214
SPILLEREN

Monsieur, votre tres humble Serviteur, jeg takker for god Betalning.

PIERRE

kommer af Krogen igien. Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moers Liv. Hvad Ulykke kand dog ikke det Spill foraarsage!

JEAN.

Ney du skal have Tak, jeg veed man fødes ikke med Buxer, Skoe og Strymper. Men din Poltron, giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.

Det er sandt, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende og figtet saa tapperlig som Monsieur; men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.

Allons, retirons-nous à la Madame la Fleche: hun tar os nok i Protection. Du veedst jo, hvor hun boer?

PIERRE.

Jeg? hvor skulde jeg vide det?

JEAN.

Ach! hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant.

Ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien, Pierre. Mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsieur d'Espang.

SCEN. 4

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN

Jeg leeder efter Monsieur Jean de France, men han er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos --- Men der er jo han og hans Tiener. Monsieur! Madame la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN

Er Madame la Fleche reist?

ESPEN

Ja for en halv Time siden.

JEAN

Hvorfor reiste I ikke med?

ESPEN

Fordi hun havde mig ikke meer fornøden.

JEAN

Reiste hun da alleene?

ESPEN

Jo, jo, saadan Dame reiser alleene! Hun havde ikke mindre end 4 Laqvaier med sig. Jeg var ikkun antagen 215 til en Tid for Sprogets skyld. Her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN

læser Brevet. Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Vi er oven paa, høyt i Veiret.

PIERRE

Skal vi da hænges?

JEAN

Madame la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor ikke vil være her længer, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsieur Gobere; hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed. Vi maa reise ligesom vi staaer og gaaer: allons! dépêchons! jeg er færdig, saa snart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa. Adieu mon cher Monsieur d'Espang. Je vous rends mille gräces pour votre civilité.

SCEN. 5

Espen. Marthe.

ESPEN

Marthe! kom nu hid, nu er de Giekke borte.

MARTHE

Gik det ey vel for sig? maa du ey tilstaae, Espen, at jeg er habile?

ESPEN

Jo lille Fæstemøe! naar Lykken vil favorisere Forstanden, kand man giøre store Ting med liden Konst. Jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tænkte ikke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end han var. I har ellers ikke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lykke; thi den blev befodret ved en Hendelse. Een overlægger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lykken og Ulykken kommer der imellem, kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer ikke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE

Det vil intet sige; det gaaer med mig, som med store Generaler: naar de vinder et Slag, saa blive 216 de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om man vil examinere alting nøye, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tænkte paa, og er ikkun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lykke.

ESPEN

Martrie, du taler som en Engel! du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger; om man flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE

Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN

Jeg har nok kundet merke det paa nogen Tid.

MARTHE

Hvorledes da?

ESPEN

Jo! thi vor Grød, som vi faaer om Aftenen, er enten for lidet kaaget, eller sveden. Jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner eller Huusholdersker.

MARTHE

Ej Snak! Men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.

SCEN. 6

Jeronimus. Frands. Marthe. Espen. En Dreng.

JERONIMUS

Ney! jeg lader det u-mueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS

Jeg forsvarer ikke min Søn meere, thi jeg vil aldrig see ham for mine Øyen; men jeg taler kun for min egen skyld, thi om I beskiæmmer ham, lider den heele Familie der ved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN

Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

FRANDS

læser Brevet. Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor u-mueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer ikke meer tilbage; vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet à la Mad. la Fleche, Dame tres celebre et tres renommée dans la 217 France. Brevet maa skrives paa Fransk, thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder ikke at forstaae et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France, gentilhomme, et grand favorit de la Madame la Fleche, Courtisane tres renommée, dans la Cour de France. Hvis saadan Udskrift er ikke paa Brevet, skikker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Vôtre. Jean de France, gentilhomme Parisien. Copenhague d. 18. Majus -

JERONIMUS

Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu ikke Frihed at bortgive min Dotter til hvem jeg lyster?

FRANDS

Jo vist.

JERONIMUS

Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS

Det er en skikkelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS

Kand jeg overtale Naboe til at komme til Bryllup og være i god Humeur?

FRANDS

Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS

Det giør I vel udi.

FRANDS

Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS

Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS

Ja hun er.

JERONIMUS

Min Søn Jochum ligesaa: Kand der da ikke blive et nyt Svogerskab?

FRANDS

Jo det kand rigtig gaae an, om jer saa synes.

JERONIMUS

Der har I min Haand paa, at han skal blive hendes Hosbond; thi han holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg merket.

Mig synes, Naboe, at det er
Herefter meere sikker,
Vi gifter tilig Sønner her,
End dem af Landet skikker.
218 Af eders Søns Historie
Exempel man kanel tage,
Hvad nytter fremmet Land at see
Før man faaer Skæg paa Hage.
See andre Nationer an,
Hvor Ungdom bliver hi emme;
Her eene strax af Landet man
Skal ud for Dansk at glemme,
At sætte Arv og Middel til,
Og lære galne Sæder,
Galanterie og Abe-Spil,
En hoben Nymods Eeder.
Hvis endelig der reises maa,
Det kand ey være andet,
Lad Reisen kun til Elben gaae,
Saa Arven blir i Landet.
Hvad nytter os saa store Spring
I andre Land at giøre?
Paa Scaven vi kand bedre Ting
Om Rigets Tilstand høre.

Jean de France
Noter

S. 161
Slutteriet, Gældsfængslet. - Det rører mig, det angaar mig.

S. 162
Fairfax og Soldan, Hundenavne. - Christne-Navne, Døbenavne. - Vellyst, Luksus, Overdaadighed.

S. 163
studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, studeret Teologi paa Regensen. - Runde Kirke, Trinitatis Kirke. - lærde Meenigheder, Universitetet havde Kaldsret til disse to Kirker. - Politiske Griller, her: tossede Ideer. - Bonjour og Comment vous portez-vous, fr. Goddag og Hvordan har De det. - creperet, lidt, døjet Sult og Nød.

S. 164
Serdam, Byen Zaandam. - reven Øll og Brød, Øllebrøsl.

S. 165
skiære op, overdrive. - ungefehr, omtrent. - Allomber, L'hombre. - Maitresse, fr. Elskerinde; jfr. 2. Akt, 4. Scene. - Roven, Rouen, der i fr. Skrifter fra Holbergs Tid ofte skrives Roven.

S. 166
Moen Pere ... træ siær mere. Den fransktalende Jean har spurgt efter mon père, min Fader, og ma tres chère mere, min 219 allerkæreste Moder. - Ulfelds Plads var det nuværende Graabrødretorv. - Hallands-Aas var en folkelig Benævnelse for Kongens Nytorv. - Træ-Mærre, Træheste til Afstraffelse. - Garsong, fr. garçon, Dreng, Tjener. - Hans Wurst og den sterke Mand, se Note til »Den Vægelsindede« S. 153. - Hat ... saa breed ... Hanreder, en bredskygget Hat kunde skjule den bedragne Ægtemands Horn. - Moons, Mogens. - A Mons ... Copenhague, Til Hr. Pedersen, Første-Lektiehører (Adjunkt ved Latinskolens nederste Klasse) i København.

S. 167
bougre de pagrad, den Fandens Pagrad, Forvanskning af fr. pas grave, Navnet paa en Dans. - pardi ... Isabelle, ved Gud, det er en stor Ulykke. Men se der min Fader og min Svigerfader; Godmorgen, mine Herrer, hvordan lever min kære Elsebet? - Allamoder, nymodens Manerer. - Pariering, Snak. - Pardonnez ... dans Paris, Undskyld ... det er ikke godt Parisisk, det er Nederbretagnisk, ved Gud ... komponeret af Hr. B. ... en dygtig Mand, den største Danselærer i Europa. (Blondy var Balletmester ved Operaen i Paris). Jeg har helt glemt mit Dansk i Paris.

S. 168
je demande pardon, jeg beder om Forladelse. - à la Greve, paa Place de la Greve, der i Paris laa foran Raadhuset. Jean sammenligner denne Plads med en københavnsk Lokalitet, snarest Nytorv. - Ad si long, Farvel saa længe. - Parlemefransø, Forvanskning vistnok af parlez-moi français, tal Fransk til mig. - Skoe-Pind, Pløk. - Bestillings-Mænd, Embedsmænd. - paa sikasten, til Slut.

S. 169
Rente-Cammeret, omtrent det som nu hedder Finansministerium. - Fiol de Spanie, Forvanskning af folie d'Espagne, en kunstfærdig Solodans, der allerede dengang var forældet.

S. 170
Matresse, se Noten til S. 165.

S. 171
Artighed, fine Væsen.

S. 172
Balsom-Bøsse, egentlig Lugtedaase. - Ingen Slingring, jeg lader mig ikke rokke. - falske Blakke, Forræder (Blakke betyder normalt: (blakket) Hest).

S. 173
Contretemps, et Dansetrin. - Capriol, egentlig en Slags Spring, som Rideheste opøves i. - La tour seulement, bare Turen. - je men mocque, det blæser jeg paa. - sans fac.on, ingen Omsvøb. - Pardi ... tete bleue, forskellige Eder.

S. 175
Mesuren, Takten. - c'est impossible, det er umuligt. - dans le mêrne temps, samtidig. - fenrage, jeg bliver gal i Hovedet. - chantez done, syng dog. - Diable m'emporte, si, Fanden tage mig, hvis -. - la cadance, Takten.

S. 177
Spindehuset, Straffeanstalten for Kvinder. - Snak for din Æske!, Vrøvl!

S. 178
Carosser (Karrosser), Kareter. - fixere, narre. - Paris og 220 Helene, to græske Sagnfigurer, se Ulysses von Ithacia. - Votumer, lat. Stemmer.

S. 179
Mulier taceat in Ecclesia, Kvinden skal tie i Forsamlingen. Fra 1. Korinthierbrev 14,34.

S. 180
ryste eder ud, udruste jer. - Assemblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab. - Kaarse-Dantzen, Folkedansen: Krydstur.

S. 181
ritze, tegne. - Gad Hansen, Arvs Misforstaaelse af la cadance. - Matrasse, Forvanskning af fr. maitresse, der dengang brugtes i galant Sprog som Betegnelse for den tilbedte Kvinde.

S. 182
kaage, kigge.

S. 183
Mangelstokken, Manglestok, rund Stok, om hvilke Tøjet blev viklet, naar det rulledes med Manglebrættet.

S. 184
Que voulez-vous?, Hvad vil De? - Fripon ... que le diantre, Hallunk, Slubbert, Slyngel, Asen, Flab, Døgenigt, den slemme Syge kvæle dig, Fanden tage dig, bortføre dig, sluge dig, Satan -. - comment, hvorledes. - Monsieur ... vous?, Herre! men ikke: hvad vil De. - Maitre de Langue, Sproglærer. - Dieu ... Paris, Gud give, at vi var i Paris. - aussi betyder: ogsaa.

S. 185
bougre ... gourmand, Asen, Fedtemikkel, Ædedolk. - la place Maubere, en Torveplads paa venstre Seinebred. - Pont-Neuf, en af Broerne over Seinen, hvor en Mængde Smaahandlende og Gøglere havde deres Boder. - comme un crocheteur ... bouffon, som en Drager, en Skopudser, en Vandbærer ... en Gal, et Fæ, en Tosse, en Nar. - dans ... théâtre, i en Daarekiste eller paa et Teater. - bourreau, Rakkerknægt. - Ecoutez, hør efter. - c'est une visage à la Danois, det er et Ansigt à la Dansk. - Ovis pardi si fait, Javist. - ]e suis ravi ... mamie, jeg er henrykt over at se Dem, min kære Ven. - Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris, Frøken Elsebet taler som en Vaskerkone i Paris. - Comme un frippière ... lait! lait!, som en Marskandiserske, som en Kvinde, der raaber: rainettes (Æbler) i Gaderne, som en Kvinde, der gaar med et Æsel paa Gaden og raaber: Mælk! Mælk!

S. 186
Peche, Cabo, to franske Restauratører i København. - Mester Jacob kan være en Kok Jakob Gotske, der boede i Dybensgade. - Plaisir, Fornøjelse. - Avec Permission, med Forlov.

S. 187
explicere sig, gøre sig forstaaelig. - Faubourg St. Germain, det Kvarter, hvor Tilrejsende almindeligvis tog ind. Her boede Holberg ogsaa i Begyndelsen af sit første Ophold i Paris. - Rue de Seine er en Gade i det nævnte Kvarter.

S. 188
Taisez-vous, Hold Deres Mund. - est-il possibel, er det muligt. - bonheur, Lykke. - Det er intet, der er intet. - refusere, afslaa.

S. 189
dans votre présence, i Deres Nærværelse. - Hardiesse, Dristighed. - impudent, uforskammet. - Liberté, Frihed. - Complisance, fr. complaisance, Forekommenhed, Elskværdighed. - det hellige 221 Rommerske Rige, det tyske Kejserrige. - Manières, Manerer. - présentement, straks. - belles mains, smukke Hænder. - Je me recommende, jeg anbefaler mig.

S. 190
C'est ... Europa, det er dog gjort af Hr. R., den største Skildrer (Portrætmaler) i Europa. - honnet ... Discours, dannet Samtale. - Herre Jeh!, Herregud! (Forkortelse af Herre Jesus). - skikkelige, gode, ansete. - allamodisk, moderne, med paa Moden.

S. 191
merkelig, mærkbart. - mari, mare, en Ed, dannet af Jomfru Marias Navn: sandelig, minsandten. - expliquez ... Peche, forklar denne gamle Mand det, jeg gaar, De vil finde mig hos Hr. P.

S. 192
excusere, undskylde. - Canaille, fr. Slyngel. - liderligt Arbeid, sjusket, daarligt Arbejde. - fedt, lat. har gjort, udført.

S. 193
Prosit Maalzeit, ty. velbekomme.

S. 194
prostituerer, gør til Nar.

S. 195
A cette heure ... kommen?, Nu skulde han komme; var det ikke Klokken tre, Hr. Espen, at han lovede at komme? - Jean falder paa Knæ, kysser hendes Haand, idet han siger: Aa, fortryllende Frue, tillad, at jeg tilbeder Dem, at jeg kysser Deres smukke Hænder! Madame la Fleche: Rejs Dem, min Herre! Det er alt for megen Ydmyghed for en Kavaler som Dem. Jean: Aa, Frue! er det muligt, at jeg har den Ære, den Glæde, Fornøjelse og Fryd at gense Dem i dette Land? Madame la Fleche: Jeg er kommet for at besøge Dem, men jeg troede ikke, at De var saa forandret. De er nu klædt som en gammeldags Borger. Ha, ha! Jean: Hvorfor ler De, fortryllende Prinsesse? Madame la Fleche: Ikke noget, Hr. de France, ikke noget! Jeg ler af Glæde over at se Dem, det er altid en Fornøjelse at se Dem. Jean: Jeg takker Dem, Frue! Men hvad synes De om dette Land? Madame la Fleche: Udmærket, min Herre: Danskerne er meget brave Mennesker, de mangler blot Kendskab til de parisiske Manerer. Jean: Javist, Frue, deri har De højlig Ret. Gud give, at jeg var i Paris igen! Aa, om Forladelse, min skønne Frue, jeg vilde sige »aussi«. Men Frue, har De medbragt nogle nye Viser fra Paris? Madame la Fleche: Ja, Herre, denne er den nyeste. Jean: Aa, Frue, jeg har aldrig hørt en smukkere Sang. Aa, Paris, Paris! Madame la Fleche: Hvorfor græder De? Jean: Ak, Frue, man vil gifte mig bort i dette Land! ... Jean: Ja, det er virkelig sandt, og det med en Pige, som ulykkeligvis hedder Elsebet. Madame la Fleche: Pokker til Navn? Taler De i Alvor, min Herre? Ak, er det muligt?

S. 197
Alteration, Ophidselse. - Valet de chambre, Kammertjener. - belle ... malade, skønne Prinsesse, er De syg? - C'est ... vous, Det er en Overgang, min Herre! Rejs Dem op.

S. 198
Adriane, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil. - elementske, forbandede. - faites ... fous, skaf ham bort, jeg er 222 bange for gale Mennesker. - Pourquoi riez vous? Hvorfor ler De? - je me ... Excusez, jeg trækker mig lidt tilbage, Hr. Espen, min Kammertjener, vil sige Dem hvorfor. Undskyld. - tracterer, behandler. - redresseres, rettes. - knæpper, knapper. S. 199. incommode, ubekvemt. - malheureux que je suis. jeg ulykkelige.

- vous ... plaisir, De gør mig en stor Fornøjelse. - importunitet, Plageri. - Je vous prie, jeg beder Dem.

S. 200
Ovis da, fr. oui-da, ja vist, her: javel. - fort commode et fort dégagée, meget bekvem og utvungen. - sans f af on, uden videre.

- Mais ... vient, men se, der kommer Per.

S. 201
mantenere mig, understøtte mig. - Qu'as tu? dis-moi, hvad er der i Vejen med dig, sig mig det. - reste un moment, vent et Øjeblik. - gens de qualité, fornemme Folk. - Comment done, men hvorledes! - resolveret sig, beslutter sig. - ma foi fort à propos, min Tro lige tilpas.

S. 202
leer tillige, ler sammen. - den forrige Jubelfest, Reformationsfesten i 1717. - Attendez, vent lidt.

S. 203
Pierre id! tenez! Pierre, kom her hen! Holdt fast!

S. 201
Vitement, hurtigt.

S. 205
Kieler Omslag og Viborger Snapsting, to store, aarlige Markeder.

S. 206
peen, dydig.

S. 207
quelle brutalité, hvilken Raahed. - Hose-Kiellinger, Koner, som binder Hoser.

S. 208
Depenser, Udgifter. - Vous avez raison, De har Ret. - Cela s'entend, selvfølgelig. - dites hardiessement, tal frit.

S. 209
quels sots, hvilke Tosser. - Qualités, Egenskaber. - galant Homme, dannet Kavaler. - Capriolskiærer, en, der gør Krumspring, (hopper, danser). - Petit Maitre, Laps. - Spillfugl, Gogler, Nar. - je t'écraserai ton tete, jeg skal slaa Hovedet i Stykker paa dig. - Staader-Kongerne, Gadebetjentene.

S. 210
klaaer, klør. - Gramards, grand merci, mange Tak. - Livre de France, en fransk Mønt.

S. 211
honnet Homme, Gentleman.

S. 212
je n'ai point etc., jeg har ingen Penge. - Haand, Underskrift.

S. 214
Poltron, Kujon. - Allons etc., lad os gaa og tage vor Tilflugt til.

S. 215
allons! depêchons! afsted! Lad os skynde os! - Je vous ... dvilité, jeg siger Dem tusind Tak for Deres Høflighed. - habile, dygtig. - Fæstemøe, Pige. - Machine, Plan, Intrige.

S. 216
contribuerer, bidrager. - Berthe Tot, den danske Adelsdame Birgitte Thott, havde 1658 udgivet en dansk Oversættelse af den romerske Filosof Senecas Skrifter. - Dame etc., en meget bekendt og vidtberømt Dame i Frankrig.

S. 217
gentilhomme etc., Kavaler og Storyndling hos Mme. la Fleche, en berømt Kurtisane ved det franske Hof. - Je etc., (jeg er) Deres.

S. 218
Scaven, Skagen.

JEPPE PAA BIERGET
Eller
DEN FORVANDLEDE BONDE
Comoedie udi fem Acter

224

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • JEPPE PAA BIERGET
  • NILLE
    hans Hustrue
  • BARON NILUS
  • HANS SECRETEER
  • JACOB SKOEMAGER
  • DOMMEREN
225

Jeppe paa Bierget
Indledning

Hvor Holberg omtaler Opførelsen, i Teatrets første Sæson, af denne Komedie, priser han Titelrollens Indehaver, der hed Johan Wibe Gram, fordi han saa naturligt spillede en sjællandsk Bonde. Holberg henviser desuden til Kilden for den Historie, som han - med saa stort Mesterskab - har dramatiseret. Det er den tyske Jesuit Jacob Bidermanns fingerede Rejsebeskrivelse paa Latin, Utopia (1640). I den Morale, som Holberg afslutter Komedien med, lyder det:

Af dette Eventyr vi, kiære Børn, maa lære -

Ordet Eventyr sigter her til de mærkelige Hændelser, som Jeppe i Komediens Løb kommer ud for. Det er nu morsomt, at de virkelig hører hjemme i de klassiske Eventyrs Verden, en vidt udbredt Fortælling om en Hersker, som for en Stund sætter en Undersaat i sit Sted, uden at denne véd hvordan. I Tusind og én Nat fortæller Eventyrfortællersken Scheherezade, fra 622.-653. Nat om en ung og lystig Mand, Abul-Hassan, som en Dag inviterer en tilfældig Mand hjem til sig, uden at vide, at det er den forklædte Kalif Harun Al-Raschid. Da den Fremmede spørger, om Abul-Hassan har et Ønske, siger Værten, at han gerne vilde afstraffe Distriktsforstanderen og nogle andre gamle og onde Folk. Ved Hjælp af et Sovepulver faar Kaliffen Abul-Hassan i dyb Søvn; han vaagner op i Kaliffens Seng. Efter denne Opvaagnens klassiske Forvirring føres Abul-Hassan til Tronsalen for at holde Rettergang, og skønt han aldrig havde haft Lejlighed til at høre om 226 saadanne Sager, var han ikke et Øjeblik i Forlegenhed, men udtalte sig med saa megen Takt og Retfærdighed, at Kaliffen, der var skjult til Stede, var fuld af Beundring og Forbavselse. Abul-Hassan glemmer heller ikke, som de Troendes Behersker, at sende 1000 Guldstykker til sin Moder og lade den slemme Distriktsforstander og hans Fæller martre til døde. Efter et pragtfuldt Maaltid og Dans af skønne Haremsdamer vender Abul-Hassan tilbage til sin Virkelighed. Men her slutter det østerlandske Eventyr ikke. Abul-Hassan tror haardnakket, at han stadig er Kaliffen, spærres inde som sindssyg og piskes med Okseremme. Kaliffen tager ham da atter til Hoffet, gør ham til sin Broder og stadige Ledsager. Abul-Hassan ægter en smuk Hofdame, men da Kaliffen glemmer at bevilge de Nygifte Apanage, finder Abul-Hassan paa, at de skal agere skindøde for at minde Herskeren om hvad de betyder for ham! Den muntre Plan lykkes - og saa slutter Eventyret om Abul-Hassan i Kaliffens Seng. Det er egnet til at udvide Synet paa vor egen Jeppes Vid, Uforstand og Brutalitet.

Litteratur.Bogen om Tusind og én Nat. Paa Dansk ved C. E. Falbe-Hansen, Bind XV, 1949, S. 18-92. - Kare Foss: Konge for en Dag, Oslo 1946.

227

ACTUS I

SCEN. 1.

NILLE

Jeg troer neppe, at der er saadan doven Slyngel i det heele Herret, som min Mand; jeg kand neppe faae ham vaagen, naar jeg trækker ham efter Haaret af Sengen. I Dag veed nu den Slyngel, at det er Torv-Dag, og dog alligevel ligger og sover saa længe. Hr. Poul sagde nyelig til mig: Nille! du est alt for haard mod din Mand, han er og bør dog være Herre i Huset; men jeg svarede ham: Nej! min gode Hr. Poul! dersom jeg vilde lade min Mand regiere i Huset et Aar, saa fik hverken Herskabet Land-Gilde eller Præsten Offer, thi han skulde i den Tid drikke op alt hvad der var i Huset; skulde jeg lade den Mand raade i Huset, der er færdig at sælge Boeskab, Kone og Børn, ja sig selv, for Brændeviin? hvorpaa Hr. Poul tiede gandske still, og strøg sig om Munden. Ridefogden holder med mig og siger: Moerlille! agt du kun ikke hvad Præsten siger. Der staaer vel i Ritualen, at du skal være din Mand 228 hørig og lydig, men derimod staaer der i dit Fæstebrev, som er nyere end Ritualen, at du skal holde din Gaard ved lige, og svare din Land-Gilde, hvilket du umueligt kand giøre, dersom du ikke trækker din Mand hver Dag efter Haaret og prygler ham til Arbeide. Nu trækkede jeg ham af Sengen, og gik ud i Laden at see hvordan Arbeidet gik for sig; da jeg kom ind igien, sad han paa Stolen, og sov med Buxerne, reverenter talt, paa det ene Been, hvorudover Crabasken strax maatte af Krogen, og min gode Jeppe smørres, til han blev fuldkommen vaagen igien. Det eeneste, som han er bange for, er Mester Erich (saa kalder jeg Crabasken.) Hej Jeppe! er din Fæhund endnu ikke kommen i Klæderne? har du Lyst at tale med Mester Erich end engang? hej Jeppe! her ind!

SCEN. 2

Jeppe. Nille.

JEPPE

Jeg maa jo have Tid at klæde mig, Nille! jeg kand dog ikke gaae som et Sviin foruden Buxer og Trøje til Byen.

NILLE

Har du, Skabhals, ikke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg vækkede dig i Maares?

JEPPE

Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?

NILLE

Ja jeg har, men jeg veed strax hvor han er at finde igien, dersom du ikke er hurtig. Her hid! see hvor han kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer ikke er her paa Stedet igien, da skal Mester Erich dantze Polsk Dantz paa din Ryg.

JEPPE

Hvor kand jeg gaae fire Miil i fire Timer, Nille?

NILLE

Hvem siger, du skal gaae? du Hanrej! Du skal løbe. Jeg har engang sagt Dommen af, giør nu hvad dig lyster.

229

SCEN. 3

JEPPE

alleene. Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost, og jeg stakkels Mand skal gaae fire Miil og faaer hverken Vaat eller Tørt; kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa een Dag af den slemme Qvinde. Hun slaaer mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. Maa jeg da ikke vel drikke? maa jeg da ikke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? Var jeg en Taasse, saa gik saadant mig ikke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller ikke; men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og drikke. Min Naboe Moons Christoffersen siiger tit til mig, saasom han er min gode Ven: Fanden fare i din tykke Mave, Jeppe! du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand ikke slaae fra mig for tre Aarsagers skyld. Først, fordi jeg har ingen Corasie. For det andet, for den forbandede Mester Erich, som hænger bag Sengen, hvilken min Ryg ikke kand tænke paa uden han maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa ikke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er ikke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. Intet gik mig meer til Hierte end de spidige Ord, som han gav mig forgangen Aar; thi, da jeg fortaalte, at en vild Tyr, som aldrig frygtede noget Menneske, engang blev bange for mig, svarede han: Kandst du ikke begribe det Jeppe? Tyren saae, at du havde større Horn end den selv havde, og derfor ikke holdt raadeligt 230 at stanges med sin Overmand. Jeg kræver jer til Vidne got Folk, om ikke saadane Ord kunde trænge en ærlig Mand til Marv og Been. Jeg er dog saa skikkelig, at jeg har aldrig ønsket Livet af min Kone. Tvert imod, da hun laae syg af Guulsot i Fior, ønskede jeg, at hun maatte leve; thi som Helvede er allereede fuld af onde Qvinder, kunde Lucifer, maa skee, skikke hende tilbage igien, og saa blev hun endda værre end hun er. Men om Degnen døde, vilde jeg glæde mig, saa vel paa mine egne Vegne som paa andres; thi han giør mig kun Fortræd og er Meenigheden til ingen Nytte. Det er en u-lærd Diævel; thi han duer ikke til at holde ringeste Tone, end sige støbe et ærligt Voxlys. Ney da var hans Formand, Christoffer, anden Karl. Han tog Troen over fra tolv Degne i sin Tiid, saadan Stemme havde han. Engang sat jeg mig dog for at bryde over tverts med Degnen, som Nille selv hørte derpaa, da han skieldte mig for Hanrej, og sagde: Fanden være din Hanrej, Mads Degn! Men hvad skeede? Mester Erich maatte strax af Veggen, og skille Trætten, og blev min Rygg saa brav tærsket af min Hustrue, at jeg maatte bede Degnen om Forladelse, og takke ham, at han, som en velstuderet Mand, vilde giøre mit Huus den Ære. Siden den Tid har jeg aldrig tænkt paa at giøre Modstand. Ja! ja! Moons Christoffersen! du og andre Bønder har got ved at sige, hvis Koner har ingen Mester Erich liggende bag Sengen. Havde jeg et Ønske i Verden, saa vilde jeg bede, at min Kone enten ingen Arme havde, eller jeg ingen Rygg; thi Munden maa hun bruge saa meget som hun gider. Men jeg maa gaae til Jacob Skoemager paa Vejen, han tør nok give mig for en Skilling Brændeviin paa Credit; thi jeg maa have noget at ledske mig paa. Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op, Jacob!

231

SCEN. 4

Jacob Skoemager i blotte Skiorte. Jeppe.

JACOB

Hvo Pokker vil her ind saa tilig?

JEPPE.

God Morgen, Jacob Skoemager!

JACOB.

Tak Jeppe! du est saare tilig paa færde i Dag.

JEPPE.

Lad mig faae for en Skilling Brændeviin, Jacob!

JACOB.

Ja nok, flye mig Skillingen.

JEPPE.

Du skal i Morgen faae den, naar jeg kommer tilbage.

JACOB.

Jacob Skoemager skienker ikke paa Borg; jeg veed du har jo sagte en Skilling eller to at betale med.

JEPPE.

Skam der har, Jacob, uden nogle Skillinger, min Hustru flyede mig at kiøbe noget for i Byen.

JACOB.

Jeg veed du kand jo tinge to Skilling af paa de Varer du kiøber. Hvad er dit Kiøbmandskab?

JEPPE.

Jeg skal kiøbe to Pund grøn Sæbe.

JACOB.

Ej kandstu ikke sige, at du gav en Skilling eller to meere for Pundet end du gier?

JEPPE.

Jeg er saa bange min Hustru faaer det at vide, saa faaer jeg en Ulykke.

JACOB.

Snak! hvor skulde hun faae det at vide? Kandst du ikke sværge paa, at du udgav alle Pengene? Du est saa dum som et Fæe.

JEPPE.

Det er sandt nok, Jacob, det kand jeg endelig giøre.

JACOB

Flye hid din Skilling da.

JEPPE

See der! men du maa give mig en Skilling tilbage.

JACOB

kommer med Glasset, drikker ham til. Singot,

Jeppe.

JEPPE

Du drak som en Skielm.

JACOB

Ej! jeg veed, det er jo Sædvane, at Verten drikker Giesterne til.

JEPPE.

Jeg veed det nok, men Skam faae den der først fandt paa den Sædvane. Din Skaal, Jacob.

JACOB.

Tak, Jeppe! Du kommer til at tage for den anden Skilling med, du kand dog ikke bringe den tilbage; uden 232 du vil have et Glas Brændeviin til gode, naar du kommer igien. Thi jeg har min Troe ingen eeneste Skilling.

JEPPE

Skam der giør! skal den fortæres, saa skal det strax skee, paa det jeg kand føle, at jeg faaer noget i Maven; men drikker du ogsaa deraf, saa betaler jeg intet.

JACOB

Singot, Jeppe.

JEPPE

Gud bevare vore Venner, og Skam faae alle vore U-venner. Det giorde got i Maven. Ach! Ach!

JACOB

Lykke paa Reisen, Jeppe!

JEPPE

Tak, Jacob Skoemager.

SCEN. 5

JEPPE

alleene. Blir lystig og begynder at synge: En hvid Høne og en broget Høne, De satte sig op mod en Hane etc.

Ach! gid jeg turde drikke for en Skilling endnu. Ach! gid jeg turde drikke for en Skilling endnu. Jeg troer jeg giør det. Nej! der blir en Ulykke af. Kunde jeg kun først faae Kroen af Sigte, saa havde jeg ingen Nød, men det er ligesom een holder mig tilbage. Jeg maa der ind igien. Dog hvad er det du giør, Jeppe? Jeg seer Nille ligesom staaer mig for Vejen med Mester Erich i Haanden. Jeg maa vende om igien. Ach! gid jeg torde drikke for en Skilling endnu. Min Mave siger, du skal, min Rygg, du skal ikke; hvem skal jeg nu giøre imod? Er ikke min Mave meere end min Rygg? jeg meener jo. Skal jeg banke paa? Hej! Jacob Skoemager, herud! Men den forbandede Qvinde kommer mig igien for. Vilde hun kun saaledes slaae, at Rygg-Beenene fik ingen Skade, skyttede jeg Fanden om det; men hun slaaer som -- --- Ach, Gud bedre mig arme Mand! hvad skal jeg giøre? Tving din Natur, Jeppe! Er det ikke en Skam, at du skulde styrte dig i Ulykke for et lumpen Glas Brændeviin? Ney! det skal ikke skee denne gang, jeg maa fort. Ach! gid jeg torde drikke kun for en Skilling 233 endnu. Det var min Ulykke, at jeg først fik Smag derpaa, nu kand jeg ikke komme afsted. Fort Been! Drollen skal splide jer ad, om I ikke gaaer. Ney de Carnalier vil saa mari ikke. De vil til Kroen igien. Mine Lemmer fører Kriig med hinanden: Maven og Beenene vil til Kroen, og Ryggen til Byen. Vil I gaae I Hunde! I Bestier! I Skabhalse! Ney Pokker fare efter dem, de vil til Kroen igien; jeg har meere Møye med mine Been at faae dem til at gaae fra Kroen, end med mit broget Hors at faae det fra Stalden. Ach! gid jeg torde kun drikke for een eneste Skilling endnu. Hvem veed, om Jacob Skoemager ikke tør borge mig for en Skilling eller to, naar jeg beder ham meget derom. Hej Jacob! nok et Glas Brændeviin for to Skilling.

SCEN. 6

Jacob. Jeppe.

JACOB

See Jeppe! est du kommen tilbage? Jeg tænkte nok, at du fik for lidt. Hvad vil en Styver Brændeviin forslaae? det kand jo ikke komme neden for Halsen.

JEPPE

Det er sandt Jacob! Lad mig faae end for en Styver. Sagte. Naar jeg først har drukket, saa faaer han vel at borge mig, enten han vil eller ey.

JACOB

Her er en Styver Brændeviin, Jeppe! men Pengene først.

JEPPE

Du kand jo sagt borge mig, mens jeg drikker, som der staaer i Ordsproget.

JACOB

Vi agter ingen Ordsprog, Jeppe. Vil du ikke betale forud, saa faaer du ikke en Taar; vi har forsvoret at borge nogen, ikke engang Ridefogden selv.

JEPPE

grædende. Kand du ikke sagte borge mig? jeg er jo en ærlig Mand.

JACOB

Ingen Borgen.

JEPPE

Der har du en Styver da, din Prakker! Nu er det giort; drik nu, Jeppe! Ach det giorde got.

JACOB

Ja det kand bage en Skielm indvortes.

234
JEPPE

Det er det allerbeste med Brændeviin, at man faaer saadan Corasie derefter. Nu tænker jeg ikke meere hverken paa min Hustrue eller Mester Erich, saa blev jeg forandret af det sidste Glas. Kand du den Viise? Jacob!

Liden Kirsten og Hr. Peder de sat over Bord, Peteheia!
De talte saa meget skiendeligt Ord, Polemeia!
Om Sommeren synger den lystige Stær, Peteheia!
Fanden ta Nille den Akker-Mær, Polemeia!
Jeg gik ud i grønnen Lund, Peteheia!
Degnen det er en Rakker-Hund, Polemeia!
Jeg satte mig paa min abelgraae Hest, Peteheia!
Degnen det er en Rakker-Beest, Polemeia!
Om I vil vide min Hustrues Navn, Peteheia!
Da heeder hun: faae Last og Skam, Polemeia!
Den Viise har jeg selv giort, Jacob!

JACOB

Du har Fanden heller.

JEPPE

Jeppe er ikke saa taabelig som du meener; jeg har ogsaa giort en Viise om Skoemagerne, som gaaer saaledes:

Skoemageren med sin Bass og Fiol, Philepom, Philepoml

JACOB.

Ej du Nar! den er giort over Spillemænd.

JEPPE.

Ja, det er sandt. Hør, Jacob! giv mig nok for en Styver Brændeviin.

JACOB.

Got! nu kand jeg see, du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling.

JEPPE

Hej Jacob! giv mig kun for fire Skilling.

JACOB.

Ja vel.

JEPPE
siunger igien.

Jorden drikker Vand,
Havet drikker Soel,
Soelen drikker Hav,
Alting i Verden drikker:
Hvorfor maa jeg daa
Ey drikke ligesaa?

235
JACOB

Singot, Jeppe.

JEPPE

Mir zu.

JACOB

Godtaar med Halvparten.

JEPPE

Ich tank ju, Jacob! drik man dat dig di Dyvel haal, dat ist dig vell undt.

JACOB

Jeg hører, at du kand snakke Tydsk, Jeppe!

JEPPE.

Ja vist, det er saa gammel dat; men jeg snakker det ikke gierne, uden jeg er fuld.

JACOB.

Ja saa snakker du det dog i det ringeste eengang om Dagen.

JEPPE.

Jeg har været 10 Aar under Malicien, og skulde ikke forstaae mine Sprog?

JACOB.

Jeg veed det nok Jeppe! vi har jo været i Companen sammen i to Aar.

JEPPE.

Det er sandt, nu erindrer jeg det. Du blev jo hengt engang, da du løb bort ved Wismar.

JACOB.

Jeg skulde henges, men jeg fik Pardon igien. Saa nær hielper saa mangen Mand.

JEPPE.

Det var Skade du blev ikke hengt, Jacob. Men var du ikke med i den Auction, som stod paa den Heede, du veedst vel selv?

JACOB.

Ej! hvor har jeg ikke været med?

JEPPE.

Jeg glemmer aldrig den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der faldt paa eengang 3000, om jeg sagde 4000 Mænd. Das ging fordyvled zu, Jacob! du kanst wol das ihukommen. Ich kan nicht negten, daß ik jo bange var in dat Slag.

JACOB.

Ja, ja! Døden er haard at gaae paa; man er saa Gudsfrygtig, naar man gaaer imod Fienden.

JEPPE.

Ja det er sandt; jeg veed ikke hvoraf det kand komme. Thi jeg laae og læste den heele Nat, førend Auctionen skulde staae, i Davids Psaltkar.

JACOB.

Jeg undrer mig over, at du, som har været Soldat tilforn, lader dig cujonere af din Hustrue.

JEPPE.

Jeg! gid jeg kun havde hende hid, saa skulde du see hvor jeg skulde bastenere hende. Nok et Glas,

Jacob! jeg har endnu 8 Skilling tilbage, og naar de ere 236 opdrukne, drikker jeg paa Borg. Lad mig faae et Kruus Øll ogsaa.

In Leipsig var en Mand,
In Leipsig var en Mand,
In Leipsig var en Læderen Mand,
In Leipsig var en Læderen Mand,
In Leipsig var en Mand,
Die Mand han nam en Fru etc.

JACOB

Singot, Jeppe.

JEPPE

Hej! He- --- j! He--- Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal, He - - - He - - - j!

JACOB

Vil du ikke drikke Rifogdens Skaal?

JEPPE

Jo nok, giv mig for en Skilling endnu. Rifogden er en skikkelig Mand; Naar vi stikker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi ikke kand betale Land-Gilde. En Skielm der nu har fleere Penger; du borger mig nok for en Styver eller to.

JACOB

Nej Jeppe! du taaler ikke at drikke meer nu. Jeg er ikke den Mand, der vil, at Giæsterne skal overvælde sig i mit Huus, og drikke meer end de har got af. Jeg vil heller miste min Næring; thi det er en Synd.

JEPPE

Hej! nok for en Styver.

JACOB

Nej Jeppe, nu skiænker jeg ikke meer; tænk, at du har en lang Vej at gaae.

JEPPE

Hundsvot, Caronie, Beest, Slyngel, Hej, He--- i--i.

JACOB

Far vel Jeppe! Lykke paa Reisen.

SCEN. 7

JEPPE

alleene. Ach Jeppe! du est fuld som et Beest. Mine Been vil ikke bære mig. Vil I staae eller ey I Carnalier? Hej saa! Hvad er Klokken? Hej Jacob Hundsvot Skuster! Hej! nok for en Styver! Vil I staae I Hunde! Ney Drollen far efter mig om de vil staae. Tak, Jacob Skoemager! lad os faae en frisk. Hør, Cammerat! hvor gaaer 237 Vejen til Byen? Staae, siger jeg; see! Beestet er fuld. Du drak som en Skielm, Jacob! er det for en Styver Brændeviin? - - Du maaler som en Tyrk.

Medens han saa taler, falder han om og bliv liggende.

SCEN. 8

Baron Nilus. Secreteren. Cammer-Tiener. 2 Laqveier.

BARONEN

Det lader sig ansee i Aar til et frugtbar Aar; see engang hvor tyk Byggen staaer.

SECRETEREN

Ja det er sandt, Eders Naade! men det betyder, at en Tønde Bygg vil ikke komme høyere i Aar end til 5 Mark.

238
BARONEN

Det vil intet sige. Bønderne staaer sig dog altid bedre udi de gode Tider.

SECRETEREN

Jeg veed ikke hvordan det er, Eders Naade! Bønderne klage sig dog altid og vil have Sædkorn, enten Aaret er frugtbar eller ey. Naar de har noget, saa drikker de desmeere. Her boer en Kroemand i Naboe-Lauget, som heeder Jacob Skoemager, som hielper mægtig til at giøre Bonden fattig; de siger, at han kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de drikker.

BARONEN

Den Karl maa vi have afskaffet. Men hvad er det som ligger paa Vejen? Det er jo en død Mand. Man hører ikke andet end Ulykke. Spring een hen og see hvad det er.

1. LAQVEI.

Det er Jeppe paa Bierget, som har den onde Kone. Hej op Jeppe! Ney han vaagner ikke op, om vi sloge og trækkede ham efter Haaret.

BARONEN

Lad ham kun blive, jeg havde nok Lyst at spille en Comoedie med ham. I plejer at være frugtbar paa Inventioner, kand I nu ikke hitte paa noget, som kand divertere mig?

SECRETEREN

Mig siunes, at det blev artigt, om man bandt en Papiirs-Krave om hans Hals, eller klippede Haaret af ham.

CAMMER-TIENEREN

Mig siunes, at det var endnu artigere, om man smurte hans Ansigt over med Blek, og udsatte saa nogen, at eftersee, hvorledes hans Kone tog imod ham, naar han kom hiem i den Positur.

BARONEN

Det er got nok. Men hvad gielder, at Erich hitter paa noget, som er artigere. Siig frem din Meening, Erich.

ERICH LAQVEI

Jeg holder for, man skulde klæde ham gandske af, og legge ham i Herrens beste Seng, og om Morgenen, naar han vaagnede, stille os alle an mod ham, ligesom han var Herren paa Gaarden, saa at han ikke skulde vide, hvorledes han var snoet eller vendt. Og, naar vi saaledes havde faaet ham i de Tanker, at han 239 var Baronen, skulde vi drikke ham ligesaa drukken igien, som han nu er, og legge ham i sine gamle Klæder paa denne samme Møding. Hvis saadant med Forstand blev exeqveret, vilde det have en underlig Virkning, og han vilde bilde sig ind, enten at have drømt om saadan Lyksalighed, eller at have virkelig været i Paradis.

240
BARONEN

Erich! du est en stor Mand, og derfor har ikke uden store Anslage. Men end om han vaagnede op i det samme?

ERICH

Det er jeg vis paa, at han ikke giør, Eders Naade; thi denne samme Jeppe paa Bierget er en af de stærkeste Sovere i det heele Herret. Man forsøgte forgangen Aar at hefte en Raqvet bag ved hans Nakke, men, da Raqveten gik løs, vaagnede han derfor ikke op af sin Søvn.

BARONEN

Lad os da giøre det. Slæber ham strax bort, fører ham i en fiin Skiorte, og legger ham i min beste Seng.

241

ACTUS II

SCEN. 1

JEPPE

Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstykkes Slaap-Rok for Stolen; han vaagner og gnikker sine Øyne, seer sig om og blir forskrækket, gnikker sine Øyne igien, tar paa sit Hoved og faaer en Guldbroderet Nat-Hue i Haanden; han smør Spøt paa sine Øyne, og gnikker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin fiine Skiorte, paa Slaap-Rokken, paa alting, har underlige Grimacer. Imidlertid spilles en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder; naar Musiqven har ende, begynder han at tale:

Ej! hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Ney, jeg er gandske vaagen. Hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit Huus, og hvor er Jeppe? Alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette?

Raaber sagte og frygtsom. Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig, Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? Mig synes ja, mig synes ogsaa ney. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faaet, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig, det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa all den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drollen splide mig ad om jeg kand faae i mit Hoved, at det er jeg. Ney det er ikke jeg; jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon 242 jeg ikke drømmer? Mig synes dog ney. Jeg vil forsøge at knibe mig i Armen; giør det da ikke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg ikke. Jo jeg følede det, jeg er vaagen; vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig, thi var jeg ikke vaagen, saa kunde jeg jo ikke - - - - Men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betænker alting? Det kand jo ikke slaae feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget; jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie; hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slot? Ney det er dog ikkun en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op.

Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien. Ach! kand man dog høre saadant i Søvne? det er jo ikke mueligt. Men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg vilde stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der vækkede mig. Men jeg hverken drømmer eller er gall, thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret; jeg erindrer jo, at min Salig Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er: det er det andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig; jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog ikke være saa haard at gaae paa, som man bilder sig ind; thi jeg følede intet der til. Nu staaer maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: Saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget; han levede som en Soldat og døde som en Soldat. Man kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaae fire Miil til Byen 243 for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straae, at faae Hug af din Hustrue, og faae Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er ikke din Møye og dine sure Dage forvandlet. Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertænker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men een Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen; skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faae et Kruus Øll at ledske mig paa, thi hvad nytter mig all den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst? Jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at man hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at man der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst, jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menneske; jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skikkelig Mand, der ikke efterlod sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skikkelig som jeg, hvorfor skulde jeg alleene komme i Himmerig? Det kand derfore ikke være Himmerig. Men hvad kand det da være? Jeg sover ikke, jeg vaager ikke, jeg er ikke død, jeg lever ikke, jeg er ikke gall, jeg er ikke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er ikke Jeppe paa Bierget, jeg er fattig, jeg er riig, jeg er en stakkels Bonde, jeg er Keyser. A----A---- A - - - - hielp hielp hielp!

Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har staaet paa Luur for at see hvorledes han stillede sig an.

SCEN. 2

Cammer-Tienner. En Laqvei. Jeppe.

CAMMER-TIENNEREN. Jeg ønsker Eders Naade en lyksalig god Morgen. Her er Slaap-Rokken, om Eders Naade vil staae op. Erich, spring ud efter Handklædet og Vandbækkenet.

244
JEPPE

Ach Velbyrdige Hr. Cammer-Tienner, jeg vil gierne staae op, men jeg beder, at I intet ondt vil giøre mig.

CAMMER-TIENNEREN.

Gud bevare os fra at giøre Herren ondt.

JEPPE

Ach! førend I slaaer mig ihiel, vil I da ikke giøre mig den Villighed at sige mig hvem jeg er?

CAMMER-TIENNEREN.

Veed ikke Herren, hvem han er?

JEPPE

I Gaar var jeg Jeppe paa Bierget, men i Dag - - Ach! jeg veed ikke hvad jeg skal sige.

CAMMER-TIENNEREN.

Det er os kiært, at Herren er i saa god Humeur i Dag, at han behager at skiemte. Men Gud bevare os, hvorfor græder Eders Naade?

JEPPE

Jeg er ikke Eders Naade, jeg kand giøre min Saligheds Eed derpaa, at jeg ikke er det; thi saa vit som jeg kand erindre, saa er jeg Jeppe Nielsen paa Bierget, en af Baronens Bønder. Vil I have Bud efter min Hustrue, skal I faae det at høre; men lad hende ikke tage Mester Erich med sig.

LAQVEIEN

Det er sært. Hvad er dog dette? Herren maa ikke være vaagen; thi han pleyer jo aldrig at skiemte saaledes.

JEPPE

Om jeg er vaagen eller ey, det skal jeg ikke kunde sige; men det veed jeg og kand sige, at jeg er en af Baronens Bønder, som heeder Jeppe paa Bierget, og jeg aldrig har været enten Baron eller Greve min Livs-Tid.

CAMMER-TIENNEREN.

Erich! hvad kand dette være? Jeg er bange, at Herren er falden i en Sygdom.

ERICH

Jeg bilder mig ind, at han gaaer i Søvne; thi det skeer ofte, at Folk staaer op af Sengen, klæder sig paa, taler, æder og drikker i Søvne.

CAMMER-TIENNEREN.

Ney Erich! Jeg merker, at Herren phantaserer af en Sygdom; spring strax efter et par Doctores - - Ach! Eders Naade slaaer saadane Tanker af Eders Hovet. Eders Naade jager derved Forskrekkelse i det heele Huus. Kiender Eders Naade ikke mig?

245
JEPPE

Jeg kiender mig ikke selv; hvorledes skulde jeg da kiende jer?

CAMMER-TIENNEREN

. Ach! er det mueligt, at jeg skal høre saadane Ord af min Naadige Herres Mund, og 246 see ham udi saadan Tilstand? Ach! vort ulyksalige Huus, som blir plaget af saadan Koglerie! Kand ikke Herren erindre hvad han giorde i Gaar, da han reed paa Jagt?

JEPPE

Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybe-Skytter, thi jeg veed, at det er Bremerholms Arbeid; aldrig nogen Siæl skal kunde bevise mig over, at have jaget en Hare paa Herrens Gods.

CAMMER-TIENNEREN.

Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar.

JEPPE

I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers, og drak for 12 Skilling i Brændeviin; hvor kunde jeg da være paa Jagt?

CAMMER-TIENNEREN.

Ach! jeg besværer Naadige Herre paa mine blotte Knæ, at han lader saadan Snak fare. Erich! gik der Bud efter Doctorerne?

ERICH

Ja, de kommer nok strax.

CAMMER-TIENNEREN.

Lad os da faae Herren i sin Slaap-Rok; thi, maa skee, naar han kommer ud i Luften, tør det blive bedre med ham. Vil Herren behage at iføre sig sin Slaap-Rok?

JEPPE

Hiertelig gierne. I maa giøre med mig, hvad jer lyster, naar I kun ikke vil slaae mig ihiel; thi jeg er saa uskyldig, som det Barn der ligger i Moers Liv.

SCEN. 3

2 Doctores. Jeppe. Cammer-Tienneren. Erich.

1. DOCTOR.

Vi hører med største Smerte, at Herren er u-passelig.

CAMMER-TIENNEREN.

Ach ja! Hr. Doctor! han er i en elendig Tilstand.

2. DOCTOR.

Hvordan er det fat Naadige Herre?

JEPPE

Ret vel! jeg er alleene noget tørstig af det Brændeviin, jeg fik hos Jacob Skoemager i Gaar; vil I kun give mig et Kruus Øll, og lade mig gaae, saa maa man gierne 247 henge jer og alle Doctore op, thi jeg behøver ingen Medicin.

1. DOCTOR.

Det kalder jeg ret at phantasere, Hr. Collega.

2. DOCTOR.

Jo sterkere det er, jo snarere vil det udrase. Lad os føle Herrens Puls. Qvid tibi videtur, Domine Frater?

1. DOCTOR.

Jeg holder for, at han maa strax Aare-lades.

2. DOCTOR.

Jeg er ikke af den Tanke; thi slige underlige Svagheder maa cureres paa en anden Maade. Herren har haft en fæl og selsom Drøm, som har bragt Blodet udi Bevægelse, og forvirret Hiernen saaledes, at han bilder sig ind at være en Bonde. Vi maa søge at divertere Herren med de Ting, som han plejer at have meest Behag udi, give ham de Viine og den Spise, som han best finder Smag udi, og spille for ham de Stykker, som han heldst gider hørt. En lystig Music begyndes.

CAMMER-TIENNEREN.

Det var jo Herrens Livstykke?

JEPPE

Kand nok være. Har man altid saadan Lystighed her paa Gaarden?

CAMMER-TIENNEREN.

Saa tit Herren behager; thi han gier os alle Kost og Løn.

JEPPE

Men det er underligt, at jeg kand ikke komme ihu, hvad jeg har giort tilforn.

1. DOCTOR.

Sygdommen fører det med sig, Eders Naade, at man forglemmer alt hvad man har giort tilforn. Jeg erindrer mig, at for nogle Aar siden en af mine Naboer af stærk Drik blev saaledes forvirret, at han i to Dage bildte sig ind at være uden Hoved.

JEPPE

Jeg var tilfreds, at Birke-Dommeren Christoffer vilde giøre det samme; men han maa have en Sygdom, som er lige tvert imod denne, thi han bilder sig ind at have et stort Hoved, hvorvel han haver slet intet, som man kand merke af hans Domme. De leer alle deraf: Ha ha ha! 2.

2 . DOCTOR.

Det er en Fornøyelse at høre Herren skiemte. 248 Men, at komme til Historien igien, da gik den samme heele Byen over, og spurdte Folk om ingen havde fundet hans Hoved, som han havde tabt; men han kom sig lykkelig igien, og er denne Stund Klokker i Jydland.

JEPPE

Det kunde han jo blive, omendskiønt han havde ikke fundet sit Hoved igien. De leer atter: Ha ha ha!

1. DOCTOR.

Kand Hr. Collega ikke erindre sig den Historie, som skeede for 10 Aar siden med den Mand, der bildte sig ind, at der var fuldt af Fluer i hans Hovet, og kunde ikke komme af de Griller, hvormeget man talede for ham, indtil en fornuftig Doctor curerede ham paa saadan Maade: Han lagde et Plaster over hans Hoved, som var bestrøed med døde Fluer, hvilket da han efter nogen Tids Forløb trækkede af, og viisde den Syge Fluerne, bildte han sig ind, at de vare udtrokne af hans Hoved, og blev derover frisk igien. Jeg har ogsaa hørt om en anden Mand, der efter en lang Feber faldt udi de Griller, at, hvis han kastede sit Vand fra sig, skulde Landet forgaae af en Flod. Ingen kunde faae ham af de Tanker; thi han sagde sig at ville døe for det gemeene beste. Han blev cureret paa saadan Maneer: Man skikkede Bud til ham som fra Commendanten, at, saasom Byen frygtede sig for en Beleiring, og der var ikke Vand i Gravene, han da vilde fylde dem, for at hindre Fienden Adgang til Byen, hvorudover den Syge blev glad, at han kunde tiene sit Fæderneland og sig selv med, og blev saa skilt baade ved sit Vand og sin Sygdom.

2. DOCTOR.

Jeg kand fremføre Exempel af en anden Historie, som er passeret i Tydskland. En Edelmand kom engang udi et Verts-Huus, hvor, da han havde spiset, og vilde gaae til Sengs, hang han sin Guld-Kiæde, som han plejede at bære om Halsen, paa Veggen i Herberget. Verten gav nøye agt derpaa, fuldte ham til Sengs, og ønskede ham en god Nat; men da han fornam, at Edelmanden sov, sneeg han sig ind udi Kammeret, og tog 60 249 Leed bort af Kiæden, og hang den saa paa Veggen igien. Giesten staaer op om Morgenen, lader sin Hest sadle, og ifører sig sine Klæder. Men da han skulde binde Kiæden om Halsen, fornam han at den havde mist den halve Deel af sin Længde, begynder derfor at raabe, at han var bestaalen. Verten, som stod uden for Døren og lurede, løber strax ind, og lader ligesom han bliver gandske forskrekket, raabende: Ach! hvilken skrekkelig Forandring! Da Giæsten spurdte ham, hvi han saadan tog af sted, sagde han: Ach min Herre! jer Hovet er bleven eengang saa stort, som det var i Gaar. Hvorpaa han bar frem et falsk Speil, som viiste en Ting eengang saa stort, som det er i sig selv. Da nu Edelmanden saae sit Hoved saa stort i Speilet, faldt han i Graad og sagde: Ach! nu merker jeg Aarsagen, hvi min Kiæde er bleven saa kort. Hvorpaa han satte sig paa sin Hest, svøbte Hovedet i sin Kappe, at ingen skulde see det paa Vejen. Der siges, at han siden mange Dage holdt sig hiemme, og ikke kunde komme af de Griller, men troede, at Kiæ- den var ikke bleven for kort, men Hovedet for stort.

1. DOCTOR.

Der ere utallige Exempler paa saadane Indbildinger. Jeg erindrer ogsaa at have hørt tale om een, der bildte sig ind, at hans Næse var 10 Fod lang, og varede alle ad, som mødte ham, at de ikke skulde komme for nær.

2. DOCTOR.

Domine Frater har vel hørt Historien om den Mand, der bildte sig ind, at han var død. En ung Person faldt udi de Griller, at han var død, og derfor lagde sig paa en Liig-Baare, og vilde hverken æde eller drikke. Hans Venner forestillede ham saadan Daarlighed, og brugte alle Konster at bevæge ham til at æde, men forgiæves; thi han afviiste dem kun med Latter, foregivende, at det var mod alle Regler for døde Folk at æde og drikke. Endelig paatog sig en forfaren Mand i Medicinen at curere ham paa en underlig Maade: Han fik en Tienner til ogsaa at udgive sig for Død, og lade sig med Statz udføre til samme Sted, hvor den 250 Syge laae. Disse tvende laae længe først og saae paa hinanden. Omsider begyndte den Syge at spørge den anden ad, hvorfor han var didkommen; hvilken svarede: fordi han var død. Dernest begyndte de at spørge hinanden om Maaden paa hvilken de vare døde, hvilket enhver vitløftig fortaalte. Derpaa kommer nogle, som dertil vare bestilte, og bringer den sidste sit Aftens-Maaltid til, hvorved han reiste sig af Kisten, og giorde et got Maaltid, sigende til den anden: skal du ikke ogsaa snart spise? Den Syge forundrede sig derover og spurdte, om det kunde staae en død Mand an at spise, men fik til Svar, at, dersom han ikke spisede, kunde han ikke længe være død. Han lod sig derfor overtale først at spise med den anden, siden sove, staae op, klæde sig paa, ja han efterabede den anden i alting, indtil han ogsaa blev levende igien og klog med ham. Jeg kunde give u-tallige fleere Exempler paa saadane selsomme Indbildinger. Saaledes er det ogsaa gaaet til denne gang med Naadige Herre, at han indbilder sig at være en fattig Bonde. Men Herren maa slaae de Tanker af sit Sind, saa blir han strax frisk igien.

JEPPE

Men mon det kand være mueligt, at det er af Indbilding?

DOCTOR

Ja vist! Herren har hørt af disse Historier hvad Indbildinger kand giøre.

JEPPE

Er jeg da ikke Jeppe paa Bierget?

DOCTOR

Ney vist.

JEPPE

Er da ikke den onde Nille min Kone?

DOCTOR

Ingenlunde; thi Herren er Enkemand.

JEPPE

Er det og lutter Indbilding, at hun har en Crabask, som heeder Mester Erich?

DOCTOR

Lutter Indbilding.

JEPPE

Er det ey heller sandt, at jeg skulde til Byen i Gaar at kiøbe Sæbe?

DOCTOR

Ney.

JEPPE

Ey heller, at jeg drak Pengene op hos Jacob Skoemager?

251
CAMMER-TIENNEREN.

Ej! Herren var jo med os paa Jagt den heele Gaars-Dag.

JEPPE

Ey heller, at jeg er Hanrej?

CAMMER-TIENNEREN.

Ej! Fruen er jo død for mange Aar siden.

JEPPE

Ach! jeg begynder allereede at fatte min Daarlighed. Jeg vil ikke tænke paa den Bonde meere; thi jeg kand merke, at en Drøm har bragt mig i den Vildfarelse. Det er dog underligt, hvor et Menneske kand falde i slige Griller.

CAMMER-TIENNEREN.

Vil Herren behage at spadsere lidt i Haven, mens vi laver noget Froekost til?

JEPPE

Ja nok! men det maa skee i en hast; thi jeg er baade hungrig og tørstig.

252

ACTUS III

SCEN. 1

Jeppe. Cammer-Tienneren. Secreteren.

Jeppe kommer fra Haven med sin Suite, og et lidet Bord er dekket.

JEPPE

Ha ha, jeg seer, Bordet er alt dekket.

CAMMER-TIENNEREN.

Ja alting er færdig, naar Eders Naade behager at sætte sig ned.

Jeppe sætter sig ned. De andre staaer bag ved Stolen og leer af hans U-noder, naar han griber med alle 5 Fingre udi Fadet, ræber over Bordet, snyder sig med Fingerne og smør det paa Klæderne.

CAMMER-TIENNEREN.

Vil Herren befale hvad Viin ham lyster?

JEPPE

I veed jo vel selv, hvad Viin jeg plejer drikke om Morgenen.

CAMMER-TIENNEREN.

Der er Rhinsk-Viin, som Herren plejer heldst at drikke. Dersom den ikke smager Herren, kand han faae strax anden.

JEPPE

Den er noget for suur. I maa komme noget Miød deri, saa blir den god; thi jeg er meget for sødt.

CAMMER-TIENNEREN.

Her er Canari Sæk, om Herren vil smage den.

JEPPE

Det er en god Viin. Skraaler alle.

Hver gang han drikker, blæses i Trompetter. Hej pas op, Karle! nok et Glas Viin af Carnalie Sæk, forstaaer I vel? Hvor har du faaet den Ring, som du bær paa Fingeren?

SECRETEREN

Den har Herren selv givet mig.

JEPPE

Det kand jeg ikke erindre; giv mig den tilbage, jeg maa have giort det i Drukkenskab. Man gier jo ikke 253 saadane Ringe bort. Jeg vil eftersee siden, hvad andre Sager I har faaet. Tiennere skal ikke have meere end Kost og Løn; jeg kand sværge paa, at jeg ikke erindrer at have foræret jer noget i Særdeleshed, thi hvorfor skulde jeg giøre det? Den Ring er jo over 10 Rdlr. værdt. Ney! ney! I gode Karle, ikke saa, ikke saa. I maa ikke betiene jer af jer Herskabs Skrøbelighed og Drukkenskab. Naar jeg er drukken, saa er jeg færdig at give mine Buxer bort; men naar jeg har sovet Rusen ud, tar jeg mine Foræringer tilbage. Jeg fik ellers en Ulykke af min Hustrue Nille. Dog, hvad siger jeg? nu falder jeg i forrige galne Tanker igien, og kommer ikke ihu, hvem jeg er. Giv mig nok et Glas Carnali Sæk. Samme Skraal!

Trompeterne blæser igien. Gir agt paa, hvad jeg siger, Karle! det maa tiene jer til Underretning herefter, at, naar jeg giver noget bort om Aftenen i Drukkenskab, maa I levere det tilbage om Morgenen igien. Naar Tiennere faaer meere end de kand æde op, blir de storagtig og kaster paa Nakken af Herskabet. Hvormeget er din Løn?

SECRETEREN

Herren har stedse givet mig 200 Rdlr. om Aaret.

JEPPE

Du skal have Dievelen ikke 200 Rdlr. herefter; hvad Gavn giør du for 200 Rdlr.? Jeg maa selv slæbe som et Beest, og staae paa Laden fra Morgenen til Aftenen, og kand neppe --- See nu kommer de forbandede Bonde-Griller igien. Giv mig nok et Glas Viin. Han drikker igien og Trompetterne blæser. 200 Rigsdaler! det er jo at flaae Huden af sit Herskab. Hør! veed I hvad I gode Karle? naar jeg har spiset, har jeg i Sinde at henge op hver anden her paa Gaarden. I skal vide, at jeg ikke er at skiemte med udi Penge-Sager.

CAMMER-TIENNEREN.

Vi vil give tilbage alt, hvad vi har oppebaaret af Eders Naade.

JEPPE

Ja, ja! Eders Naade, Eders Naade! Complementer 254 og Baslementer har vi got Kiøb paa i disse Tider. I vil stryge mig om Munden med Eders Naade, indtil I faaer alle Pengene bort, og I blir mine Naader igien. Munden siger nok Eders Naade, men Hiertet Eders Nar. I taler ikke hvad I meener, Karle. I Betientere ere ligesom Abner, der kom og hilsede Roland, sigende: Hil være dig min Broder! og med det samme stikker ham Dolken i Hiertet. Troe mig, at Jeppe er ingen Nar.

De falder alle paa Knæ og beder om Naade.

JEPPE.

Staaer kun op igien Karle, til jeg har spiset; siden vil jeg see efter, hvor det henger sammen, hvilke som har fortient at henges eller ey. Nu vil jeg holde mig lystig.

SCEN. 2

Jeppe. Cammer-Tienneren. Rifogden. Secreteren.

JEPPE

Hvor er min Rifogd?

CAMMER-TIENNEREN

. Han er her uden for.

JEPPE.

Lad ham strax komme ind.

RIFOGDEN

kommer ind udi en Sølvknappet-Kiole, med Geheng om Livet. Har Eders Naade noget at befale?

JEPPE.

Intet uden at du skal henges.

RIFOGDEN.

Jeg har jo intet ondt giort, Eders Naadel hvorfor skal jeg henges?

JEPPE.

Est du ikke Rifogd?

RIFOGDEN.

Jo jeg er, Eders Naadel

JEPPE.

Og du spør endda, hvorfor du skal henges?

RIFOGDEN.

Jeg har dog tient Eders Naade saa troelig og reedelig, og været saa flittig i mit Embede, saa at Eders Naade har roset mig altid frem for andre sine Tiennere.

JEPPE.

Ja vist har du været flittig i dit Embede, det kand man jo see paa dine støbte Sølvknapper. Hvad faaer du aarlig til Løn?

RIFOGDEN.

Et halv hundrede Rigsdaler aarlig.

255
JEPPE

gaaer og spadserer lidt frem og tilbage. Et halv hundrede Rigsdaler? Ja du skal strax henge.

RIFOGDEN

Det kand jo ikke være mindre, Naadige Herre, for et heelt Aars møysom Tienneste.

JEPPE

Just derfor skal du henges, efterdi du faaer kun et halv hundrede Rigsdaler. Du har Penge til Sølvknappet Kiole, til Krusedoller for Hænderne, til Silke-Pung bag i Haaret, og har kun 50 Rdlr. om Aaret. Maa du da ikke stiæle fra mig arme Mand? thi hvor skulde det ellers komme fra?

RIFOGDEN

paa Knæ. Ach Naadige Herre! spar mig dog for min fattige Hustrue og u-myndige Børns skyld.

JEPPE

Har du mange Børn?

RIFOGDEN

Jeg har 7 levende Børn, Eders Naade!

JEPPE

Ha ha, 7 levende Børn? Fort heng ham, Sekketeer.

SECRETEREN

Ach Naadige Herre! jeg er jo ingen Bøddel.

JEPPE

Hvad du ikke est, det kandst du blive; du seer ud til allehaande. Naar du har hengt ham, skal jeg siden henge dig selv.

RIFOGDEN

Ach Naadige Herre! er der ingen Pardon?

JEPPE

gaaer og spadserer igien, sætter sig ned at drikke, staaer op igien. Et halv hundrede Rigsdaler, Kone, og syv Børn! Vil der ingen anden henge dig, saa skal jeg giøre det selv. Jeg veed nok, hvad I er for Karle, I Rifogder; jeg veed hvorledes I har omgaaet med mig selv og andre stakkels Bønder - - - Ej! nu kommer de forbandede Bonde-Griller mig i Hovedet igien. Jeg vilde sige, jeg veed eders Væsen og Handtering saa vel paa mine Fingre, at jeg selv kunde være Rifogd, om det skulde gielde. I faaer Fløden af Melken, og Herskabet faaer en Lort (med Tugt at sige.) Jeg troer, om Verden staaer længe, saa blir Rifogder Junkere, og Junkere igien Rifogder. Naar Bonden stikker jer eller jere Koner noget i Næven, saa heeder det, naar I kommer til Herskabet: den stakkels Mand er villig og flittig nok, men adskillige Ulykker slaaer ham til, at han ikke kand betale, 256 han har en ond Jord, der er kommen Skab paa hans Qvæg, og andet saadant, med hvilken Snak Herskabet maa lade sig afspise. Troe mig, go Karl, jeg lar mig ikke saaledes tage ved Næsen; thi jeg er selv en Bonde og en Bondes Søn - - - Seel nu kommer dette Koglerie igien. Jeg siger, jeg er selv en Bondes Søn; thi Abraham og Eva, vore første Forældre, vare Bønder.

SECRETEREN

falder ogsaa paa Knæ. Ach Naadige Herre! hav dog Barmhiertighed med ham for hans fattige Hustrues skyld; thi hvoraf skal hun siden leve at føde Kone og Børn?

JEPPE

Hvem siger, de skal leve? man kand jo henge dem op med.

SECRETEREN

Ach Herre! det er saadan yndig smuk Kone.

JEPPE

Saa? du maa skee er forliebt i hende, eftersom du tar dig hende saa an. Lad hende komme herind.

SCEN. 3

Rifogdens Kone. Jeppe. De andre.

Konen kommer ind og kysser paa hans Haand.

JEPPE.

Est du Rifogdens Kone?

KONEN.

Ja jeg er, Naadig Herre!

JEPPE

tar hende paa Brystet. Du est kiøn. Vil du sove hos mig i Nat?

KONEN.

Herren har at befale udi alting; thi jeg er i hans Tienneste.

JEPPE

til Rifogden. Vil du tilstæde, at jeg ligger hos din Kone i Nat?

RIFOGDEN.

Jeg takker Herren, at han beviser mit ringe Huus den Ære.

JEPPE.

See her! sæt en Stoel til hende, hun skal spise med mig.

Hun sætter sig ved Bordet, æder og drikker med ham; han blir jaloux paa Secreteren og siger:

Du skal faae en Ulykke, dersom du seer paa hende.

257
258 Saa tit han kaster Øye til Secreteren, strax slaaer han Øyene af hende og seer paa Jorden. Han synger en forliebt gammeldags Viise, medens han sidder til Bords med hende. Jeppe befaler at spille en Polsk Dantz, og dantzer med hende, men falder 3 gange af Drukkenskab, endelig den fierde gang blir han liggende og falder i Søvn.

SCEN. 4

Baronen. De andre.

BARONEN

Han sover alt dygtig. Nu har vi Spillet vundet; men vi havde selv nær bleven meest narret, thi han havde i Sinde at tyrannisere over os, hvorudover vi enten maatte have fordervet Historien, eller ladet os ilde medhandle af denne grove Bonde, af hvis Opførsel man kand lære, hvor tyrannisk og hovmodige slige Folk bliver, der af Skarnet i en hast kommer til stor Ære og Værdighed. Jeg havde nær i en ulyksalig Tid paataget mig en Secretaires Person, thi havde han ladet mig prygle, saa havde der blevet en forstyrret Historie, der havde underkastet mig ikke mindre Folks Raillerie end Bonden. Det er best vi lader ham sove endnu lidet, førend vi fører ham i hans skidne Bonde-Klæder igien.

ERICH

Ach Herre! han sover alt som en Steen; see heri jeg kand slaae paa ham, han føler det ikke.

BARONEN

Fører ham da ud, og fuldender Comoedien.

259

ACTUS IV

SCEN. 1

JEPPE

forestilles liggende paa en Møding i sine gamle Bønder-Klædet, vaagner op og raaber: Hej Sekketeer, Cammer-Tienner, Lakeier! nok et Glas Carnali Sæk!

Seer sig om, og gnikker sine Øyne ligesom tilforn, tar paa sit Hoved, og faaer sin gamle breede Hat i Haanden, gnikker Øynene, og vender Hatten om paa alle Kanter, seer paa sine Klæder, og kiender sig selv igien, begynder at tale: Hvorlænge var Abraham i Paradiis? Nu kiender jeg, men desverre, alting igien, min Seng, min Trøye, min gamle Hanrej Hat, mig selv; det er andet, Jeppe, end at drikke Carnali Sæk af forgyldte Glas, at sidde til Bords med Lakeier og Sekketeerer bag sin Stoel. Det gode varer (desverre) aldrig længe. Ach! Ach! at jeg, som var saadan Naadig Herre for stakket Tid siden, skal see mig i saa slet Tilstand, min prægtige Seng forvandlet til en Møding, min Guldenstykkes Hue til en gammel Hanrej Hat, mine Lakeier til Sviin, og mig selv fra en stor og naadig Herre forvandlet til en usel Bonde igien! Jeg meenede, naar jeg vaagnede op igien, at finde mine Fingre besat med Guld-Ringe, men de ere (reverenter talt) beseglet med andet. Jeg meente at fodre mine Betientere til Regenskab, men nu maa jeg selv lave min Rygg til, naar jeg kommer hiem, og skal giøre Regenskab for mit Forhold. Jeg tænkte, da jeg vaagnede, at gribe efter et Glas Carnali Sæk, men fik med Tugt at sige en L. i Haanden. Ach Ach! Jeppe! den Boelig udi Paradiis var kun kort, og din Glæde fik 260 hastig Ende. Men hvem veed, om det samme ikke kand vederfare mig, hvis jeg legger mig til Hvile nok engang. Ach Ach, gid det vilde hende mig! Ach gid jeg kunde komme der igien!

Legger sig at slumre igien.

SCEN. 2

Nille. Jeppe.

NILLE

Mon jeg skal troe, at han er kommen i Ulykke? Hvor kand dog dette være? Enten har Fanden taget ham, eller (det som jeg meer er bange for) sidder han i en Kroe og drikker Pengene op. Jeg var en Giek derudi, at jeg betroede den Drukkenbolt 12 Skilling paa eengang. Men hvad seer jeg? ligger han ikke der i Skarnet og snorker? Ach jeg elendige Menneske! der skal have saadant Beest til Mand! Din Rygg skal betale det dyrt nok.

Lister sig sagte hen og gir ham et Slag af Mester Erich for Rumpen.
JEPPE

Hej hej! hielp hielp! Hvad er det? hvor er jeg? hvem er jeg? hvem slaaer mig? hvorfor slaaer man mig? hej!

NILLE

Jeg skal lære dig strax, hvad det er.

Slaaer ham paa nye igien, og trækker ham efter Haaret.
JEPPE

Ach min hierte Nille! slaae mig ikke meere, du veedst ikke, hvad mig er vederfaret.

NILLE

Hvor har din Fyldehund været saa længe henne? hvor er Sæben, du skulde kiøbe?

JEPPE

Jeg kunde ikke komme til Byen, Nille!

NILLE

Hvorfor kunde du ikke komme til Byen?

JEPPE

Jeg blev optagen paa Vejen til Paradiis.

NILLE

Til Paradiis! Prygler ham. Til Paradiis! Slaaer ham atter. 261 Til Paradiis!

Slaaer ham igien.

Vil du fixere mig oven i Kiøbet?

JEPPE.

Aa Aa Aa! saa sandt som jeg er en ærlig Mand, er det ikke sandt.

NILLE.

Hvad er sandt?

JEPPE.

At jeg har været i Paradiis.

Nille repeterer: I Paradiis! og slaaer ham igien.

JEPPE.

Ach min hierte Nille! slaae mig ikke meer.

262
NILLE

Fort! bekiend, hvor du har været, eller jeg skal myrde dig.

JEPPE.

Ach! jeg vil gierne bekiende, hvor jeg har været, dersom du ikke vil slaae mig meere.

NILLE.

Bekiend da.

JEPPE

Svær paa, at du ikke vil slaae mig meere da.

NILLE.

Ney.

JEPPE.

Saa sandt som jeg er en ærlig Mand og heeder Jeppe paa Bierget, saa er det sandt, at jeg har været i Paradiis, og seet de Ting, som du skal forundre dig over at høre.

Nille prygler ham igien, og trækker ham ind efter Haaret.

SCEN. 3

NILLE

alleene. Saa din Fyldehund! sov nu først Rusen ud, siden skal vi videre tales ved. Saadane Sviin, som du est, kommer ikke i Paradiis. Tænk engang, hvorledes det Beest har drukket Forstanden bort. Men har han giort sig til gode paa min Bekostning, saa skal han og ærlig poenitere derfor, thi han skal i 2 Dage faae hverken vaadt eller tørt; inden den Tid skal nok Grillerne forgaae ham om Paradiis.

SCEN. 4

Tre bevæbnede Mænd. Nille.

3 MÆND.

Boer her ikke en Mand, som heeder Jeppe?

NILLE

Jo her giør.

3 MÆND

. Est du hans Hustrue?

NILLE

Ja, Gud bedre, disvær!

3 MÆND

. Vi maa ind at tale med ham.

NILLE

Han er gandske drukken.

3 MÆND

. Det vil ikke sige; fort skaf ham her ud, eller det heele Huus geraader i Ulykke. Nille gaaer ind og støder Jeppe ud med saadan Fart, at han støder en af de 3 Mænd om paa Gulvet med sig.

263

SCEN. 5

Jeppe. 3 Mænd.

JEPPE

Ach! ach! I gode Mænd, nu seer I, hvilken Kone jeg har at drages med. 3 MÆND. Du fortiener ikke anden Medfart; thi du est en Misdæder.

JEPPE

Hvad ondt har jeg da giort? 3 MÆND. Det skal du strax faae at vide, naar Retten bliver holdt.

SCEN. 6

2 Advocater. Dommeren. Jeppe.

Dommeren kommer ind med en anden Betienter, og sætter sig paa sin Stoel. Jeppe bagbunden blir bragt for Domstolen. Een træder frem og beskylder ham saaledes:

Her er en Mand, Hr. Dommer, som vi kand vidne at have seet indsnige sig udi Baronens Huus, givet sig ud for Herren, iført sig hans Klæder, tyranniseret med hans Betienter, hvilket saasom det er et uhørligt dristigt Stykke, saa paastaaer vi paa vor Herres Vegne, at det paa en særdeles Maade maa straffes, andre Voldsmænd til Exempel og Forskrekkelse.

DOMMEREN

Er det sandt, som du beskyldes for? Siig frem, hvad du har til din Forsvar; thi vi ville ingen fordømme uhørt.

JEPPE

Ach jeg arme Menneske! hvad skal jeg sige? Jeg bekiender at have fortient Straf, men alleene for de Penge, jeg drak op, som jeg skulde kiøbe Sæbe for; jeg bekiender ogsaa, at jeg har nyelig været paa et Slot, men, hvor jeg kom derhen, og hvor jeg kom derfra igien, veed jeg ikke.

ANKLAGEREN 1. ADVOCAT.

Her hører Dommeren af hans egen Bekiendelse, at han har drukket sig fuld, og udi Drukkenskab begaaet saadan uhørlig Misgierning; saa der nu ikkun staaer tilbage at kiende udi, 264 om en saadan grov Misdædere kand undskylde sin Misgierning med Drukkenskab. Jeg meener ney; thi paa den Maade kunde hverken Hoer eller Mord blive straffet; enhver skulde søge saadane Udflugter, og sige, at det var giort i Drukkenskab. Og, omendskiønt han kand bevise sig at have været drukken, blir hans Sag derfor ikke bedre; thi det heeder: hvad een bedriver i Drukkenskab, skal han bøde for, naar han blir ædrue. Det er jo bekiendt, hvorledes saadan Misgierning nyelig blev straffet, omendskiønt Misdæderen lod sig af Eenfoldighed forføre at give sig ud for en stor Herre; men hans Eenfoldighed og U-videnhed kunde ikke redde ham fra Døden. Thi Straf er alleene indført andre til Exempel. Jeg vilde nok fortælle Historien, dersom jeg ikke frygtede at opholde Retten dermed.

ANDEN ADVOCAT.

Gunstige Hr. Dommer! denne Sag kommer mig saa underlig for, at jeg ikke kand faae saadan Historie i mit Hovet, endskiønt der vare end fleere Vidner. En eenfoldig Bonde skulde snige sig ind paa Herrens Gaard, og paatage sig hans Person uden at kunde paatage sig ogsaa hans Ansigt og Skikkelse? Hvorledes kunde han komme ind i Herrens Sovekammer? hvorledes kunde han iføre sig Herrens Klæder, 265 uden nogen skulde blive det vaer? Ney Hr. Dommer! man kand see, at det er opspundet Verk af denne stakkels Mands Fiender. Haaber derfor, at han blir frikiendt.

JEPPE

grædende. Ach! Gud velsigne din Mund! Jeg har et stykke Tobak i min Buxe-Lomme, om I ikke vil forsmaae; det er saa got, som nogen ærlig Mand vil tygge.

2. ADVOCAT.

Behold kun din Tobak, Jeppe! At jeg taler for dig, er ikke for Skienk og Gave, men alleene af Christen Medlidenhed.

JEPPE

Om Forladelse, Hr. Procurator! jeg havde ikke tænkt, at I Folk vare saa ærlige.

1. ADVOCAT.

Hvad som min Collega fremfører til denne Misdæders Befrielse, grunder sig alleene paa Gisninger. Her spørges ikke, om det er rimeligt, at saadant kand skee eller ey, men der bevises, at det er skeed, saavel af Vidner som af hans egen Tilstaaelse.

2. ADVOCAT.

Hvad en Mand tilstaaer udi Frygt og Forskrekkelse, saadan Tilstaaelse kand ikke være gyldig. Mig synes derfor, det er best at give denne eenfoldige Mand Tid til at betænke sig, og adspørge ham paa nye derom. Hør, Jeppe! betænk dig hvad du siger! tilstaaer du det, som du beskyldes for?

JEPPE

Ney! jeg vil giøre min høyeste Eed paa, at det er Løgn, alt hvad som jeg svor paa tilforn; thi jeg har i 3 Dage ikke været af mit Huus.

1. ADVOCAT.

Hr. Dommer! jeg meener uforgribelig, at det ikke maa tillades nogen at sværge, der er først overbeviset af Vidner, og siden selv har tilstaaet sin Misgierning.

2. ADVOCAT.

Jeg meener jo.

1. ADVOCAT.

Jeg meener ney.

2. ADVOCAT.

Naar Sagen er af saadan underlig Beskaffenhed.

1. ADVOCAT.

Der hielper ingen Omstændigheder mod Vidner og Tilstaaelse.

JEPPE

Ach! gid de kunde komme i Haar sammen, saa 266 skulde jeg imidlertid tage fat paa Dommeren, og prygle ham saa, at han skulde glemme baade Lov og Forordning.

2. ADVOCAT.

Men hør, Hr. Collega! endskiønt Gierningen tilstaaes, saa har dog Manden ingen Straf fortient; thi han har jo intet ondt giort paa Gaarden, hverken Mord eller Tyverie.

1. ADVOCAT.

Det vil intet sige; intentio furandi er det samme som furtum.

JEPPE

Tal Dansk, din sorte Hund! saa skal vi nok svare for os.

1. ADVOCAT.

Thi enten een blir greben, naar han vil stiæle, eller naar han har staalen, saa er han Tyv.

JEPPE

Ach naadige Dommer! jeg vilde gierne henges, dersom denne Procurator maatte henges ved Siden af mig.

2. ADVOCAT.

Holdt ind med slige Ord, Jeppe! du forderver din Sag kun meer dermed.

JEPPE.

Hvorfor svarer I ikke da?

Sagte.

Han staaer som et dumt Beest.

2. ADVOCAT.

Men hvoraf bevises det furandi propositum?

1. ADVOCAT.

Qvicunqve in ædes alienas noctu irrumpit, tanqvam fur aut nocturnus grassator existimandus est; atqvi reus hic ità, ergo -

2. ADVOCAT.

Nego majorem, qvòd scilicet irruperit.

1. ADVOCAT.

Res manifesta est, tot legitimis testibus exstantibus, ae confitente reo.

2. ADVOCAT.

Qvicunqve vi vel metu coactus fuerit confiteri -

1. ADVOCAT.

Ej! hvor er den Vis? hvor er den Metus? det er kun Krog-Love.

2. ADVOCAT.

Ney I bruger Krog-Love.

1. ADVOCAT.

Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa. De far hinanden for Brystet, og Jeppe springer bag til, og river den første Advocats Peruqve af.

267
DOMMEREN

Respect for Retten! Holdt op, jeg har alt nok.

Læser Dommen op. Saasom Jeppe paa Bierget, Nielsis Søn paa Bierget, og Jeppes Sønne-Søn sammesteds, er overbeviset, saavel af lovlige Vidner, som af egen Bekiendelse, at have indsneeget sig paa Baronens Slot, iført sig hans Klæder, og handlet ilde med hans Tiennere: Saa dømmes han til at omkommes af Gift, og naar han er død, hans Legeme at ophenges i en Galge.

JEPPE

Ach Ach! Naadige Dommer! er der ingen Pardon?

DOMMEREN

Ney ingenlunde. Dommen skal strax exeqveres i mit Paasiun.

JEPPE

Ach! maa jeg da ikke faae et Glas Brændeviin først, førend jeg drikker Forgiften, at jeg kand døe med Corrasie?

DOMMEREN

Jo det kand nok tilstædes.

JEPPE

drikker ud trende Glas Brændeviin, falder paa Knæ igien, og spør: Er der ingen Pardon?

DOMMEREN

Ney Jeppe, nu er det alt for silde.

JEPPE

Ach! det er jo ikke for silde. Dommeren kand jo forandre Dommen, og sige, at han dømte feil første gang. Det skeer jo saa tit; thi vi ere alle Mennesker.

DOMMEREN

Ney! du skal selv føle inden nogle Minutter, at det er for silde; thi du har allereede faaet Giften ind med Brændevinen.

JEPPE

Ach jeg elendige Menneske! har jeg alt faaet Giften ind? Ach far vel Nille! Dog, din Carnali! du har ikke forskyldt, at jeg skulde tage Afskeed med dig. Far vel Jens, Niels og Christoffer! Far vel min Dotter Marthe! far vel min Øye-Steen! dig veed jeg selv at være Far til, thi du blev giort, førend Degnen kom hid; du har ogsaa din Fars Ansigt, vi ligner hinanden som to Draaber Vand. Far vel min brogede Hest, og Tak for hver gang, jeg har reedet paa dig; nest mine egne Børn har jeg intet Beest elsket saa meget som dig. Far 268 vel Feierfax, min troe Hund og Dørvogter; far vel Moens, min sorte Kat; far vel mine Stude, mine Faar, mine Sviin, og Tak for got Compagnie, og for hver Dag, jeg har kiendt jer. Far vel - - - Ach! nu kand jeg ikke meer, jeg blir saa tung og afmægtig.

Falder om og blir liggende.
DOMMEREN

Det gaaer vel; Dvale-Drikken har allereede giort sin Virkning, nu sover han som en Steen. Henger ham nu op, men seer vel til, at han ingen Skade faaer deraf, og at Reebet kommer kun under Armene. Nu vil vi see, hvordan han bær sig ad, naar han vaagner op, og finder sig hengende. De slæber ham ud.

269

ACTUS V

SCEN. 1

Jeppe forestilles hengende i en Galge. Nille. Jeppe. Dommeren.

NILLE

river sit Haar, slaaer sig for Brystet og raaber: Ach Ach! er det mueligt, at jeg skal see min fromme Mand henge saa skammelig udi en Galge! Ach min allerkiæreste Mand! forlad mig, om jeg har giort dig imod. Ach! Ach! nu vaagner min Samvittighed; nu angrer jeg, men forsilde, den Haardhed, som jeg har øvet mod dig; nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist. Ach! at jeg kunde redde dig fra Døden med mit eget Liv og Blod.

Hun tørrer sine Øyne og græder bitterlig. Imidlertid har Dvale-Drikken udopereret, og Jeppe vaagner op igien, og seer sig henge i en Galge, og sine Hænder bagbundene, hører sin Hustrue klage, og taler til hende: Giv dig tilfreds, min hierte Kone, vi skal alle den Vej. Gak hiem og tag vare paa dit Huus, og hav Omsorg for mine Børn. Min røde Trøye kand du lade omgiøre til lille Christoffer; det som bliver til overs, skal Marthe have til en Hue. Seer til for alting, at min brogede Hest blir vel plejet; thi jeg har elsket det Beest, som han kunde være min kiødelige Broer. Hvis jeg ikke var død, skulde jeg sige dig adskilligt andet.

NILLE

A --- A --- A -- hvad er det? hvad hø- rer jeg? kand en død Mand tale?

JEPPE

Bliv ikke bange, Nille! jeg skal intet ondt giøre dig.

NILLE

Ach min allerkiæreste Mand, hvorledes kand du tale, naar du est død?

270
JEPPE

Jeg veed ikke selv, hvoraf det kommer. Men hør, min hierte Kone, spring bort som en Ild, og bring mig hid for 8 Skilling Brændeviin; thi jeg tørster meere nu, end da jeg var levende.

NILLE

Fy dit Beest! dit Skarn! din forgiftige Drukkenbolt! har du ikke drukket Brændeviin nok i dit levende Liv? tørster din Fæe-Hund endnu, nu du est død? Det kalder jeg et fuldkommen Sviin.

JEPPE

Hold din Mund dit Skarn, og spring strax efter Brændevinen. Hvis du det ikke giør, saa skal jeg, Drollen splide mig ad, spøge hver Nat i Huset. Du skal vide, at jeg er ikke bange for Mester Erich meer; thi jeg føler nu til ingen Hug.

Nille springer hiem efter Mester-Erich, kommer igien og prygler ham i Galgen.
JEPPE

Au au au! holdt op, Nille, holdt op! du kand slaae mig ihiel paa nye, au au au!

DOMMEREN

Hør, Kone! du maa ikke slaae ham meere. Giv dig tilfreds, vi vil for din skyld tilgive din Mand hans Forseelse og dømme ham til Livet igien.

NILLE

Ach ney! gunstig Herre! lad ham kun henge; thi han er ikke værd at lade leve.

DOMMEREN

Fy! du est en Skarns Qvinde; pak dig bort, eller vi skal lade dig henge ved Siden paa ham. Nille løber bort.

SCEN. 2

Jeppe. Rætten.

Jeppe blir nedtagen af Galgen igien.

JEPPE.

Ach gunstig Hr. Dommer! er det vist, at jeg er gandske levende igien, eller spøger jeg?

DOMMEREN.

Du est gandske levende; thi den Ræt, som kand dømme fra Livet, kand ogsaa dømme til Livet igien. Kand du ikke begribe det?

JEPPE.

Ney! jeg kand mari ikke begribe det, men jeg troer, at jeg gaaer igien og spøger.

271
DOMMEREN

Ej du Giek! det er jo let at begribe. Den, som tar en Ting fra dig, kand jo give dig den igien.

JEPPE

Maa jeg da forsøge at henge Dommeren op for Løjer skyld, og see, om jeg kand siden dømme ham til Livet igien?

272
DOMMEREN

Ney det gaaer ikke an; thi du est ingen Dommer.

JEPPE

Men er jeg da levende igien?

DOMMEREN.

Ja du est.

JEPPE.

Saa at jeg spøger ikke?

DOMMEREN.

Ney vist.

JEPPE.

Ey heller gaaer igien?

DOMMEREN.

Ney.

JEPPE.

At jeg er den samme Jeppe paa Bierget, som jeg var tilforn?

DOMMEREN.

Ja.

JEPPE.

At jeg er ingen Geist?

DOMMEREN.

Ney vist ikke.

JEPPE.

Vil I sværge mig til, at det er sandt?

DOMMEREN.

Ja jeg svær dig til, at du est levende.

JEPPE.

Beed Drollen splide jer ad derpaa, at det er sandt.

DOMMEREN.

Ej! troe paa vore Ord, og tak os, at vi har været dig saa naadige at dømme dig til Livet igien.

JEPPE.

Hvis I havde ikke selv hengt mig op, vilde jeg gierne have takket jer, for I løsede mig neer igien.

DOMMEREN.

Giv dig tilfreds Jeppe, og siig os til, naar din Kone slaaer dig oftere, saa skal vi nok raade Boed derfor. See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem ikke at drikke vor Skaal.

Jeppe kysser paa Haanden og takker. Rætten gaaer bort.

SCEN. 3

JEPPE

alleene. Nu har jeg levet udi halv hundrede Aar, men i all den Tid er ikke hendet mig saa meget, som i disse to Dage. Det er nogle forbandede Historier, naar jeg ret eftertænker det: een Time en drukken Bonde, en anden Time Baron, en anden Time en Bonde igien, nu død, nu blive levende i en Galge, som er det underligste; maa skee, naar man henger levende Folk op, saa døer de, 273 og naar man henger døde Folk, saa lever de op igien. Jeg bilder mig ind, at et Glas Brændeviin vil smage herligt herpaa. Hej Jacob Skoemager, herud.

SCEN. 4

Jacob Skoemager. Jeppe.

JACOB

Velkommen tilbage igien fra Byen! Fik du Sæben til din Kone?

JEPPE

Ej du Slyngel! du skal vide, hvad Folk du taler med: Huen under Armen! thi du est kun en Carnali at regne mod saadan som jeg.

JACOB

Jeg taalte ikke saadane Ord af en anden, Jeppe. Men du under mit Huus en daglig Skilling, derfor regner jeg det ikke saa nøye.

JEPPE

Huen under Armen, siger jeg, du Skuster!

JACOB

Hvad er dig vederfaret paa Vejen, mens du est bleven saa spansk?

JEPPE

Du skal vide, at jeg er bleven hengt, siden jeg talte med dig.

JACOB

Det er jo ikke saa meget fornemme. Jeg misunder dig ikke den Lykke. Men hør, Jeppe! hvor du har drukket dit Øll, der maa du spilde din Bærme; du drikker dig fuld andre Steder, men kommer i mit Huus alleene for at giøre Klammerie.

JEPPE

Fort Huen under Armen, Slyngel! hør du ikke, hvor det ringler i min Lomme?

JACOB

med Huen under Armen. Hillement! hvor har du faaet de Penge?

JEPPE

Af mit Baronniskab, Jacob. Jeg skal fortælle dig, hvad mig er vederfaret; men lad mig faae et Glas Miød først, thi jeg er for storagtig til at drikke Dansk Brændeviin.

JACOB

Singot, Jeppe.

JEPPE

Nu skal jeg fortælle dig, hvad mig er vederfaret: da jeg gik fra dig, faldt jeg i Søvn; da jeg vaagnede op igien, var jeg Baron, og drak mig drukken paa nye af 274 Carnali Sæk; da jeg blev drukken af Carnali Sæk, vaagnede jeg op paa en Møding igien; da jeg vaagnede op paa en Møding, lagde jeg mig at sove paa nye, i Forhaabning at sove mig et Baronniskab til igien; men jeg merkede, at det gaaer ikke altid an, thi min Hustrue vækkede mig op med Mester Erich, og trækkede mig ind efter Haaret uden at have ringeste Respect for saadan Mand, som jeg havde været. Da jeg kom ind i Stuen, blev jeg stødt ud igien paa mit Hovet, og saae mig omringet af en hoben Gripomenuser, som dømte mig fra Livet, og dræbte mig med Forgift; da jeg var død, blev jeg hengt, og da jeg var hengt, blev jeg levende igien, og da jeg var bleven levende igien, fik jeg fire Rigsdaler. Saaledes er Historien, men hvordan saadant kunde hende, vil jeg give dig at betænke.

JACOB

Ha ha ha! det er en Drøm, Jeppe.

JEPPE

Hvis jeg endnu ikke havde disse fire Rigsdaler, skulde jeg ogsaa bilde mig ind, at det var en Drøm. Giv mig nok en frisk, Jacob; jeg vil ikke tænke paa det Galskab meere, men drikke mig en ærlig Ruus.

JACOB

Singot, Hr. Baron, ha ha hal

JEPPE

Du kand, maa skee, ikke begribe det, Jacob?

JACOB

Ney, ikke om jeg stod paa mit Hoved.

JEPPE

Derfor kand det være sandt, Jacob! thi du est en Dosmer, og begriber ikke de Ting, som er mindre.

SCEN. 5

Magnus. Jeppe. Jacob.

MAGNUS

Ha ha ha! jeg skal fortælle jer en forbandet Histori, som er vederfaret en Mand, der heeder Jeppe paa Bierget, som man har funden drukken og sovende paa Marken, iført ham andre Klæder, og lagt ham i den beste Seng paa Herre-Gaarden, bildet ham ind, at han var Herren, da han vaagnede op, drukket ham fuld paa nye igien, og lagt ham i sine gamle skidne Klæder paa en 275 Møding igien, hvor da han vaagnede op, bildte han sig ind at have været i Paradiis. Jeg havde nær leet mig ihiel, da jeg hørte den Histori af Ridefogdens Folk. Jeg vilde mari give en Daler til, at jeg kunde faae den Nar at see, ha ha ha!

JEPPE

Hvad er at betale, Jacob?

JACOB

Tolv Skilling.

Jeppe stryger sig om Munden, og gaaer bort meget skamfuld.
MAGNUS

Hvorfor gik den Mand saa hastig?

JACOB

Det er just den samme Mand, som Historien er spillet med.

MAGNUS

Er det mueligt? Saa maa jeg løbe efter ham. Hør, Jeppe! et Ord. Hvorledes staaer til udi den anden Verden?

JEPPE

Lad mig gaae i Roe.

MAGNUS

Hvorfor blev du ikke der længer?

JEPPE

Hvad kommer det dig ved?

MAGNUS

Ej! fortæll os dog noget om den Reise.

JEPPE

Lad mig gaae, siger jeg; jeg giør ellers en Ulykke paa dig.

MAGNUS

Ej Jeppe! jeg er saa begierlig efter at vide noget derom.

JEPPE

Jacob Skoemager! hielp! taaler du, at man giør mig Vold i dit Huus?

MAGNUS

Jeg giør jo ingen Vold, Jeppe! jeg spør kun, hvad du saae udi den anden Verden.

JEPPE

Hej! hielp! hielp!

MAGNUS

Saae du ingen af mine Forfædre der?

JEPPE

Ney. Dine Forfædre maa være paa det andet Sted, hvor jeg haaber du og andre Carnalier efter Døden kommer.

Slider sig løs og flyer bort.
276

SCEN. 6

Baronen. Hans Secretair. Cammer-Tienner. 2 Lakeier.

BARONEN

Ha ha ha! den Historie var Guld værd; jeg havde ikke tænkt, at den skulde have haft saa god Virkning. Kandst du divertere mig oftere saa, Erich, saa skal du blive meget høyt anskreven hos mig.

ERICH.

Ney, naadige Herre! jeg tør ikke vove mig oftere at spille saadan Comoedie; thi, om han havde slaaet Herren, som han truede, saa havde det blevet til en hæslig Tragoedie.

BARONEN

Det er, min Troe, sandt. Jeg var bange nok for det, men jeg var saa forliebt i Historien, at jeg heller havde ladet mig slaae, ja, jeg troer, heller ladet dig henge af ham, Erich, end jeg havde aabenbaret den. Du var, maa skee, vel af samme Forsæt?

ERICH

Ney Eders Naade! det var noget underligt at lade sig henge for Lyst; thi den Lyst kostede alt for dyrt.

BARONEN

Ej Erich! saadant skeer jo hver Dag; Folk, om ikke på den Maade, saa dog paa en anden, tar Livet af sig for Lyst skyld. Som for Exempel: Een er af en svag Natur, og seer forud, at han af formegen Drik vil miste Liv og Helsen, stormer dog til sit Legme, og vover Liv og Helsen tit for en Aftens Fornøylse. Nok paa en anden Maade: De store Visirer i Tyrkiet blive gierne stranguleret eller qvalte ihiel med en Strikke, somme samme Dag de blive Visirer, andre nogle Dage derefter; og dog stormer alle dertil. saasom alleene for at henges med stor Titul. Nok paa en anden Maade: Officiers opoffre gierne hver anden både Liv og Siæl, for at have Titul af Tapperhed, og duellere for ingen Ting end ogsaa med deres Overmænd, som de er visse paa vil expedere dem. Jeg troer ogsaa, at der skulde findes mange hundrede forliebte Mennesker, der for en Nats Fornøyelse gierne skulde lade sig dræbe om Mor-

277

genen. Man seer i Beleiringer, at Soldater i Hobetall deserterer, og løber hen til beleirede Byer, som de seer forud vil strax overgive sig, og for at leve en Dag vel, lader sig henge den anden. Det eene er ikke meere solide end det andet. Man har i gamle Dage seet Philosophi selv styrte sig i Ulykke alleene for at blive roset efter deres Død. Derfor troer jeg fuldkommelig, Erich, at du heller havde ladet dig henge end fordervet denne deilige Historie.

Af dette Eventyr vi, kiære Børn, maa lære,
At ringe Folk i hast at sætte i stor Ære,
Ey mindre farligt er, end som at trykke ned
Den, der er bleven stor ved Dyd og Tapperhed.
Naar Bønder, Handverks-Mænd, man Regiment vil give,
Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive,
For Øvrighed man da Tyranner let kand faae,
En Nero i hver Dorp ved Roret fast vil staae.
Mon Cajus, Phalaris vel fordum øve kunde
En større Myndighed, end denne ringe Bonde?
Green, Galge, Steil og Hiul han truede os med,
Da han ey endda varm var i sin Myndighed.
Vi derfor Øvrighed fra Ploven meer ey tage,
Giør Bonde til Regent, som udi fordum Dage,
Thi gamle Griller hvis man fuldte derudi,
Hvert Herredom, maa skee, faldt hen til Tyrannie.

Jeppe paa Bierget
Noter

S. 227
Hr. Poul, Præsterne betegnedes i Sognet med Hr. og Fornavn. Ved Forglemmelse kaldes han i 2. Akt 1. Scene Hr. Jesper. - Land-Gilde, Fæsteafgift til Herremanden. - Boeskab, Bohave.

S. 228
reverenter talt, med Forlov at sige, med Tugt at melde. - Crabask: Pisk af flettede Remme. - Skabhals, Slyngel.

278

S. 229
Malicien, Landmilitsen. - en vittig Mand, en forstandig Mand. - Moons, Mogens. - Corasie, Forvanskning af fr. courage, Mod.

- offrer ham hans 3 Hellige-Dage: ofrer til ham Jul, Paaske og Pinse. - da der er ikke den Ære i ham, skønt etc. - spidige, spydige.

S. 230
Han tog Troen over fra, i Salmen Vi tro, vi alle tro paa Gud, kunde han holde Tonen paa »Vi« længere end. - har got ved at sige, kan sagtens snakke.

S. 231
sagte, sagtens. - drikker ham til, drikker først af Glasset. - Singot, af ty. Segne Gott, Gud signe (dig); skaal! -Skielm, Slyngel.

S. 232
Eeneste Skilling, Enskilling.

S. 233
Drollen skal splide jer ad, Fanden skal sønderrive Jer. - Carnalier, Slyngler. - saa man', en Ed; egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - Styver, Toskilling. - Frakker, Tigger.

S. 234
Akker-Mær, Plovhest.

S. 235
Mir zu, skaal med mig. - Godtaar, Omtydning af Godt-Aar til God-Taar; din Skaal. - Ich tank ... haal, plattysk. Jeg takker jer, drik blot, saa at Djævelen henter dig. - det er saa gammel dat, det er saa gammelt, det (dat, plattysk). - forstaae mine Sprog, Hærens Kommandosprog var Tysk. Hos sine Overordnede har Jeppe hørt baade Højtysk og Plattysk. - Companen, Forvanskning af Kampagnen, Felttoget, Felten. - Wismar, Byen Wismar i Mecklenburg blev indtaget af de Danske 1716.

- Pardon, Eftergivelse af Straf. - Auction, Forvanskning af Aktion, Slag. - Psalme, Forvanskning af Salve. - Das ging fordyvled zu, det gik forbandet til. - Psaltkar, Forvanskning af Psalter, der anvendtes som Betegnelse for Davids Salmer. - bastenere, banke, prygle.

S. 236
Læderen, ty. ledern, tør, kedsommelig. - Hundsvot, Asen. Caronie, af ital. carogna, Mær. - Skuster, ty. Schuster, Skomager.

S. 238
Inventioner, Paafund. - divertere, underholde. - artigt, morsomt.

S. 239
exeqveret, udført. - underlig, forunderlig.

S. 241
for Stolen, over Stolen. - gnikker, gnider. - nok, endnu engang.

S. 243
besynderlig, i Særdeleshed. - Restantz, Restance.

S. 246
Bremerholms Arbeid, Strafarbejde paa Orlogsværftet. - besvæ- rer, besværger.

S. 247
Quid ... Frater, hvad synes dig, Hr. Broder? - Livstykke, Yndlingsstykke.

S. 248
det gemeene beste, det fælles Bedste, Almenvellet. - Edelmand, Adelsmand.

S. 249
tog afsted, tog paa Veje.

S. 252
Secreteren spilles af Baronen. - Canari Sæk, Sekt, sød Vin fra de canariske Øer.

S. 254
Baslementer, Forvanskning af den franske Talemaade: Je vous baise les mains, jeg kysser Deres Hænder. - Abner. I 2. Samuels 279 Bog dræber Joab uden Ceremonier Abner, men Amasa efter at have hilst ham med et Kys. - Roland, Sagnhelt i Karl Magnus Krøniken. - Rifogden er den forklædte Erich Lakaj. - Geheng, Bælte eller Skulderskærf til at bære Sidevaaben i.

S. 255
Junkere igien Rifogder, til Gengæld.

S. 258
Raillerie, Spot.

S. 259
Hanrej Hat, bred Hat, der tænktes at skjule den bedragne Ægtemands »Horn«. - fodre, fordre.

S. 261
fixere mig, gøre Nar af mig.

S. 262
poenitere, gøre Bod.

S. 263
Dommeren er Baronen, de to Advocater hans Tjenere, alle i Forklædning. - Betienter, Tjener. - kiende udi, dømme om.

S. 264
omendskiont, selv om.

S. 265
komme i Haar sammen, komme i Haarene paa hinanden, komme op at slaas.

S. 266
intentio furandi, lat. Hensigten at stjæle. - furtum, lat. Tyveri. - din sorte Hund, Advokaten er iført sort Frakke. - furandi propositum, Forsæt at stjæle. - Qvicunqve ... ergo, hvo som om Natten bryder ind i fremmede Huse, skal anses som Tyv eller natlig Stimand, men saaledes har den Anklagede forholdt sig, altsaa ... - Nego ... irruperit, jeg benægter Oversætningen (d.v.s. den indledende Paastand), nemlig at han er brudt ind. - Res ... reo, Sagen er aabenbar, da der er fremstaaet saa mange lovlige Vidner, og den Anklagede har tilstaaet. - Qvicunqve ... confiteri, hvo som ved Vold eller Frygt er blevet tvunget til at tilstaa ... - Vis, Vold. - Metus, Frygt. - Krog-Love, Kneb.

S. 269
udopereret, hørt op med at virke.

S. 272
Geist, Spøgelse. - kysser paa Haanden, efter gammel Bondeskik kysser Jeppe paa sin egen Haand og rækker Dommeren den.

S. 273
mens, siden. - spansk, hovmodig. - Bærme, Bundfald.

S. 274
Gripomenuser, nedsættende Betegnelse for Rettens Haandhævere. - vil jeg give dig at betænke, vil jeg overlade til dig selv at finde ud af.

S. 276
stormer ... til sit Legeme, ødelægger sit Legeme. - store Visirer, Storvesirer, Sultaners Førsteministre. - Officiers opoffre gierne hver anden baade Liv og Siæl. Efter de foregaaende Eksempler at dømme maa Meningen være, at hveranden blandt Officererne gerne ofrer baade Liv og Sjæl.

S. 277
solide, fornuftigt. - Dorp, plattysk, Torp, Landsby. - fast, næ- sten, hører til foran hver. - Cajus er den grusomme romerske Kejser Cajus Caligula. - Phalaris, berygtet græsk Tyran i Agrigent paa Sicilien. - Øvrighed fra Ploven. Romeren Cincinnatus stod ved sin Plov, da man meddelte ham, at han var blevet valgt til Diktator. - Herredom, Herredømme.

MESTER GERT WESTPHALER
Eller
DEN MEGET TALENDE BARBEER
Comoedie i een Act

282

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • MESTER GERT WESTPHALER
  • GUNILD
  • GILBERT
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • LEONARD
  • HENRICH
  • GOTTARD
283

Mester Gert Westphaler
Indledning

Da denne Komedie blev opført i 1722, havde den fem Akter; den gjorde ikke Lykke ved Premieren, efter Holbergs Beretning; han skrev da en (tabt) Prolog dertil, som forklarede Komediens Mening, og saa vendte Stemningen sig. Alligevel har Forfatteren besluttet sig til en radikal Omarbejdelse af Komedien, som blev til et Enaktsstykke. Den oprindelige Femaktskomedie var da trykt i det første Bind Komedier, 1723, men da dette blev genudgivet 1724, stod heri den nye Form, som bevaredes i Den danske Skueplads 1731, og som man vil finde nedenfor. Men for at give Læseren Mulighed for Sammenligning følger her en kort Analyse af Femakteren. Man vil se, at den er mere episk end dramatisk, en meget tung Maskine at slæbe over Scenen; bedst deri er nogle kraftigt skaarne Bifigurer, Tiggersken, Værtshusholderen, Flensborgeren; Tobias Prokurator har større Spillerum her end i den kortere Komedie.

Holberg aabner Femaktskomedien med et Sammenstød mellem to Borgere, Henning og Niels; Henning slaar af Vanvare Niels, fordi han tager ham for en snakkesalig Barbér, som nylig har talt ham fra Vid og Sans. Denne viser sig pludselig, de to andre flygter, og Gert Westphaler klager i en Monolog over Folkene her i Byen, der ikke værdsætter en Mand som kan tale; de vil bare æde, drikke og spille Kort. Og »Talen er jo det, hvorudi vi kiendes fra Besterne, det andet, nemlig at spille, æde og drikke, og sove, har vi tilfælles med Besterne«. 'spille' er et dristigt og uhøvisk Ordspil! - skulde nogen være i Tvivl, saa slaa 284 op Bind II, S. 375 og 378. - Gert er paa Jagt efter Folk han kan tale til; hans Kontaktsyge er Taledille; men selv en Tiggerkælling, der venter Almisse af ham, flygter paa sine Krykker. Det var 1. Akt, og den forsvandt helt under Forkortelsen. - Gert har længe skullet fri til Apotekerens Datter, men kommer aldrig saa langt for sine syge Foredrag om uvedkommende Sager. I 2. Akt maner hans Moder ham til et nyt Forsøg, men da han træffer en rejsende fra Haderslev, maa han fortælle om sin Rejse dertil, indtil Manden stikker af og Gert udbryder: »Mon Fanden tog Hadersleveren?« - Tredie Akt foregaar i et Værtshus, hvor Gert til Værtens Fortrydelse fordriver Gæsterne med en Forelæsning om de syv Kurfyrster. - Endnu i 4. Akts 1. Scene er vi i Værtshuset. Prokurator Tobias overtaler Værten til at anlægge Sag mod Gert for at have skadet ham i hans Næring. Men derefter flytter Scenen til Apoteket, Gerts Frieri løber atter ud i hans unyttige Talestrøm; Moderen faar dog Apotekeren til at give den uheldige Mand en allersidste Mulighed, som straks forspildes! En Flensborger, som bliver barberet af Gert, er snedig: han giver igen med samme Mønt og fortæller en uendelig Historie om en Byld bag sit Øre! Gert stævnes nu for Retten af Gæstgiveren - Tobias mager det saa, at han ogsaa bliver Advokat for Barberen! - Efter denne lange og snoede 4. Akt kommer Afslutningen brat i 5. og sidste Akt: den snedige Prokurator hvisker Byfogden i Øret, at han skal dømme Gert Westphaler til tre Dages absolut Tavshed - det sker og den snakkesalige Barbér maa bilde sig ind, at hans Hatteeller Hueblok er et Menneske: »Jeg maa tale; thi jeg kand umuelig ellers leve«.

285

SCEN. 1

Henrich. Pernille.

HENRICH

God Morgen lille Pige! Jeg saae, at hun kom ud fra Apotheket. Har de ogsaa Piger der?

PERNILLE

Ney, du tar fejl, Kammerat! jeg er ingen Pige, jeg er kun en Apotheker-Krukke. Hvilket forbandet Spørsmaal!

HENRICH

Gid I var en Apotheker-Krukke.

PERNILLE

Hvi saa? du skulde nok smørre dig derpaa.

HENRICH

Jeg skulde nok practisere min Finger derudi. Ney ret Alvor: Er hun Pige her i Huset, eller noget andet?

286
PERNILLE

Jeg er noget andet til Tieneste.

HENRICH

Hun er maaskee en Recept?

PERNILLE

Ja jeg er en Clysteer. Jeg troer, den Dreng er ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.

Om Forladelse, at jeg skiemter; Jeg skulde her ind at kiøbslaae for min Herre.

PERNILLE.

Hvo er din Herre?

HENRICH

Monsieur Leonard Distillereren her lige over.

PERNILLE.

Jeg kiender ham. Det er en smuk ung Karl.

Er han ikke vel?

HENRICH.

Ney, han har faaet en Scavank; og der er intet, som kand curere ham, uden en Recept udi jer Apothek.

PERNILLE

Har du Opskriften paa Recepten?

HENRICH.

Ja jeg har.

PERNILLE

Hvilken Doctor har skrevet den?

HENRICH.

Doctor Cupido.

PERNILLE.

Det er Løgn. Doctor Cupido er for nogle Aar siden reist herfra.

HENRICH.

Gid han faae en Ulykke saa sandt som han er her endnu.

PERNILLE.

Er det ikke som jeg siger, at den Dreng er gall? Lad see Recepten.

HENRICH

Recepten heeder Leonora Apothekerens Datter. Kand I nu fatte, hvor jeg sigter hen?

PERNILLE.

Ha ha! din Hosbond er, maa skee, forliebt i vor Jomfrue?

HENRICH

Ja det er omtrent saa.

PERNILLE.

Da er han at beklage den Stakkel; thi den eeneste Recept, som kand curere ham, er betinget af en anden, som han, maa skee, nok selv har hørt.

HENRICH.

Ja jeg veed det nok. Hun er lovet bort til Mester Gert Westphaler Chirurgus her i Staden.

PERNILLE.

Men hvorfor kom ikke din Hosbond før?

Han havde gierne faaet hende; thi han er en skikkelig Person.

HENRICH.

Han havde ikke kunnet bilde sig ind, at 287 Apothekeren skulde ville give sin Datter saa tilig bort. Han har haft længe Øye paa hende, men har ikke turdet ladet sig merke dermed, efterdi hun var saa ung.

PERNILLE

Hvor er din Herre født?

HENRICH

Her i Byen.

PERNILLE

Det kand ikke være mueligt.

HENRICH

Hvi saa?

PERNILLE

Efterdi han ikke kiender bedre vor Stads Fruentimmer, og veed, at de fleeste skiøtter ikke om at bære paa deres Jomfrudom længer end til deres femtende Aar. Det maa jeg forstaae.

HENRICH

Men er Partiet gandske sluttet?

PERNILLE

Det er sluttet mellem Forældrene, men ikke mellem dem selv.

HENRICH

Hvor længe er det siden?

PERNILLE

Forældrene har sluttet Partiet for en Maaned siden; men Mester Gert selv har endnu ikke talt med Jomfruen derom, hvorudover Forældrene paa begge Sider ere meget fortrødne.

HENRICH

Er da Partiet sluttet mod hans Villie?

PERNILLE

Ney vist, han har selv faaet sin Moer til at frie for sig.

HENRICH

Det kand jeg ikke begribe; thi jeg seer ham ikke an for at være saa meget undseelig.

PERNILLE

Han er ikke mindre end undseelig. Han er snarere næseviis.

HENRICH

Hvad Pokker vil det sige? han er forliebt, han er dristig, og dog endnu ikke har talt med sin Kiæ- reste. Maaskee hun er kaaldsindig mod ham, og ikke vil give ham Audience?

PERNILLE

Ney aldeeles ikke. Hun er fornøyed med hendes Fars Villie, og venter hver Dag paa, at han selv skal giøre Forslag.

HENRICH

Jeg merker nok, at I er bleven vred, fordi jeg skiemtede i Begyndelsen, og nu vil betale mig med samme Mynt.

PERNILLE

Ney jeg er ikke saa hevngierig. Jeg skal forklare 288 dig, hvori det bestaaer. Hvert Menneske har sin Orm: Mester Gerts Orm er at dræbe got Folk med u-nødig Snak.

HENRICH

Hvad kand han da snakke saa meget om? er han saa riig paa Materie?

PERNILLE

Han har 3 eller 4re Materier at snakke om. Den første er om en gammel Bisp i Jylland, som heeder Arius, hvilken blev forfuldt for en Bog, han lod udgaae. Den anden er om Kreds-Greverne eller Palts-Førsterne udi Tydskland. Den 3die om Tyrken. Og den 4de om en Reyse, han har giort fra Harslev til Kiel. Saa at hvad man begynder at tale med ham om, saa veed man ikke Ord af, førend man er midt i Tyrkiet eller Tydskland op til Ørene.

HENRICH

Det er en synderlig Orm.

PERNILLE

Som for Exempel: Om een vil kun sige: det er got Veir i Dag, svarer han: Saadant Veir havde jeg engang, da jeg reisede fra Harslev; og derpaa væver han om den heele Reise, indtil han blir hæs, saa at om man trækkede ham efter Haaret udaf Huset, saa holdt han ikke op at præke om Reisen, førend han var kommen til Kiel. Saaledes forfalder han i Snak, hver gang han skal tale med Jomfruen, saa at Apothekeren mangen gang har haft i Sinde paa en høflig Maade at viise ham Fanden i Vold, men hans Moer giør det altid got igien.

HENRICH

Men hvordan er Jomfruen fornøyed dermed? thi de Folk, som snakker saa meget, duer gierne ikke i Gierningen.

PERNILLE

Hun er taalmodig, og vil ikke være sin Far ulydig; i sær som Mester Gert ellers er en skikkelig Karl, og flittig i sit Embede.

HENRICH

Det er Skade, at Jomfruen er saa taalmodig og ikke engang bryder over tvert med ham. Derved skeede min Hosbond en stor Tieneste; thi jeg kand forsikkre, at han har været ligesom fra sig selv, siden han hørte, at hun var lovet bort. Men der er han selv.

289

SCEN. 2

Leonard. Henrich. Pernille.

LEONARD

Henrich! hvem taler du med?

HENRICH

Det er Apothekerens Pige.

LEONARD

Ach lille Pige! er det sandt, at jer Jomfru er forlovet?

PERNILLE

Ja hun er, Monsieur.

LEONARD

Jeg har haft Tanke til hende udi et heelt Aar, og nu sat jeg mig for at begiere hende; men just som jeg lavede mig dertil, hørte jeg mumle om, at hun var lovet bort til Mester Gert Westphaler, hvilket smerter mig, endeel for hendes skyld, der skal bindes til en kiedsommelig Karl, der alle Mennesker skyer formedelst hans Snakketøy; men besynderlig for min egen skyld, at jeg uformodentlig skal see mig skildt ved det, som jeg længe har haft inderlig Attraae til. Henrich! du veedst, hvor ofte jeg har talt om hende.

HENRICH

Ja jeg veed det nok, og jeg har tit sagt: Monsieur, smæk til i Tiide; I veed ikke af, førend een har Prioritet paa hende.

LEONARD

Ach jeg tænkte, efterdi hun var saa ung.

HENRICH

Ej Monsieur! hun er jo femten Aar. Spør kun denne Pige, hvad Respect femten Aar har i disse Tider.

PERNILLE

Monsieur! Det giør mig hiertelig ondt baade for hendes og hans skyld; thi jeg tviler aldeeles ikke paa, at vor Jomfrue var jo bedre holden med ham. Men der seer jeg hun kommer.

SCEN. 3

Leonora. Leonard. Pernille. Henrich.

LEONORA

Pernille! du skal ind til min Far. Men hvad er det for Personer du taler med? Ej see, det er Monsieur Leonard!

290
LEONARD

Ach min hierte Jomfrue! Jeg kand ikke see hende uden Alteration.

LEONORA.

Hvi saa, min Herre? Har jeg da saadant fælt Aasiun?

LEONARD.

Ney tvert imod; jeg vilde ønske, at hun saae hæslig ud i mine Øyen.

LEONORA.

Det er et særdeeles Ønske. Jeg vilde gierne vide Aarsag dertil.

LEONARD.

Aarsagen dertil, skjønne Jomfrue, er denne

- - - Ach hvad hielper det mig at give Aarsagen tilkiende? Adieu smukke Jomfrue! gid det altid gaae hende vel! De gaaer.

SCEN. 4

Leonora. Pernille.

LEONORA

Hvad vil den Tale sige? Pernille!

PERNILLE

Det vil saa meget sige: Gid Mester Gert var paa Bloks-Bierg.

LEONORA

Skammer du dig ikke ved i min Nærværelse at ønske min tilkommende Kiæreste ont?

PERNILLE

Jeg veed ikke, hvad det er for en Kiæreste, som i Steden for at tale om Kiærlighed, staaer og præ- ker for en ung Jomfrue om Stats-Sager. Her vil, min Troe, andet til end saadan Snak, naar man skal den Vej.

LEONORA

Den Snakke-Syge vil nok forgaae ham.

PERNILLE

Ej ej Jomfrue! tal ikke derom. Jeg troer at om man syede Munden til paa ham, saa lærde han sig at tale med Næseborene.

LEONORA

Lad nu den Snak fare, og siig mig, hvortil Monsieur Leonards Tale sigtede.

PERNILLE

Han blev gandske desperat, da han hørte, at hun skulde giftes, thi han har været forliebt i hende et heelt Aar.

LEONORA

Jeg undrer mig over, at han tør understaae sig at komme med saadan Snak.

PERNILLE

Men hvorfor sukker hun saa dybt?

291
LEONORA

Det er ikke sandt du siger. Jeg sukkede slet ikke.

PERNILLE

Hør, nu sukkede I jo igien.

LEONORA.

Pernille! lad mig være i Roe.

Hun gaaer ud, og holder Tørklædet for Øyene.

PERNILLE.

Taarene stod hende min Troe i Øyene. Jeg merker nok, at om det stod til hende, saa tog hun heller den anden. Men jeg hører Apothekeren raabe, jeg maa ind.

SCEN. 5

GUNILD

Det er forskrekkeligt med Mester Gert. Nu har han udi en heel Maanet hver Dag lovet mig at ville giøre det klart. Han har været over ti gange i Apothekerens Huus, og haft alle de Leiligheder, nogen kunde have, at tale om Sagen, og begiere hans Datter; ja Apothekeren har selv til den Ende ført sine Døttre neer i Stuen til ham. Men hver gang han kommer tilbage, og jeg spør ham, om Partiet er giort, svarer han: i Morgen vil jeg vist nok giøre det klart; thi i Dag kom jeg i saadan vitløftig Snak med nogle fremmede Folk, som jeg fandt i Apotheket, at jeg ikke fik Stunder at forrette mit Ærende. Saa at Apothekeren derover er bleven gandske vred, og spør mig, om jeg og min Søn vil fixere ham; thi Sagen er alt af giort imellem os Forældre, der fattes ikke andet, end at han skal tale et Ord med Mammesellen. I Dag har han dog svoret mig til at giøre det klart. Jeg vil derfore gaae for i Vejen til Apothekeren, og stille ham tilfreds først. Men der seer jeg han kommer.

SCEN. 6

Gilbert. Gunild.

GILBERT

Hør I vel, Karle! seer nu vel til, at alting er curiøsk til Doctorerne kommer. Apotheket skal visiteres i Eftermiddag. Jeg meener dog, at, naar Gyldenvandet 292 og Aqvaviterne ere gode, saa spør de ikke meget efter andet. Doctor Herman har udi 10 Aar aldrig examineret mit Apothek anderledes. Det eeneste, han spør mig om, er dette: Haben sie gut Salvolatile itzund? Das mussen wir probiren, ihr Herren Collegæ. Naar saa 7 à 8te Bouteller Rhinsk Viin er tømmet, saa er Visitatzen giort. Men der seer jeg Gert Westphalers Moer. Hendes Tiener, Madame!

GUNILD

Det er mig kiært, at jeg fandt Apothekeren; jeg vilde gierne tale med ham om det andet.

GILBERT

Vil hun noget andet, Madame, saa er intet bedre, end at hun tager Seneps-Blader ind. Men jeg veed ellers nok, hvad hun meener. Jeg har ti og ti gange sagt, at Svogerskabet staaer mig an. I lover, at jer Søn skal komme til mig, og giøre det af. Han kommer ogsaa, men staaer hver gang og præker om noget andet Sladder til den mørke Nat. Jeg har aldrig min Livs-Tid seet saadan Frier. Jeg lar mig, min Troe, ikke fixere længer; vil han have min Datter, saa maa han giøre Ende derpaa, at Sagen engang kand faae Hull, som man siger.

GUNILD

Hun faaer nok Hull, Hr. Apotheker! Det er, min Troe, ikke af Koldsindighed; thi han er saa forliebt, som nogen kand være.

GILBERT

Hvorfor Fanden frier han da ikke i Steden for at præke Eventyr for os? Hvad bryder mig at vide, hvilken Mand Doctor Arius var? Jeg har nok at giøre med de Doctorer og Barberer, som vi nu have. Det er jo en Mand, som er død for over halv anden hundrede Aar siden, og er færdig at staae op igien. Hvad bryder mig ogsaa at vide, hvor mange Paver og Chur-Førster der nu er til? mit Apothek kand jo meget vel staae, om der aldrig var een i Verden.

GUNILD

I Dag har han svoret mig til at giøre det af.

GILBERT

Det er got, Mutter! Min Datter skal være da hiemme; han maa spørge efter hende, thi jeg faaer selv ikke Lejlighed at tale med ham, formedelst en Visitatz, 293 som skal holdes i mit Huus i Dag. Adieu. Lad ham kun komme strax.

GUNILD.

See! der er min Søn selv, om Hr. Apotheker vil tale med ham.

GILBERT.

Ney jeg faaer ikke Stunder at tale med ham;

I maa sige ham kun, hvad jeg har sagt.

SCEN. 7

M. Gert. Gunild.

GERT

Mutter! hvi gik Apotheker en saa hastig?

GUNILD

Hør, mit Barn! denne gang har jeg endnu stillet ham tilfreds, hvorvel ikke uden stor Møye. Manden meen, man vil fixere ham. Han har ikke stor Uret derudi. Det er jo over to Maaneder, siden Partiet blev sluttet, saa at intet stod tilbage uden at tale med hende selv; men den eene Dag gaaer bort efter den anden med din forbandet Snak, som ikke er fire Skilling værd; hvad meener du Folk er forlegen at vide, hvad du bestilte paa din Reise til Kiel, hvor mange Kroer du var udi under Veis, hvor mange Piger du følede paa Knæerne udi hver Kroe, og hvor mange Piber Tobak du smøgede paa Vejen? Her er jo en stor Deel Folk i Byen, der har været længere frem i Verden; Anders Christensøn har jo været 3 à 4 gange i Bordeus og Roven i Frankerig, ja Fanden i Vold hen i Trapezund, eller Cattesund, men fortæller ikke nær saa meget om sine Reiser.

GERT

Det er, min Troe, ikke Pakketeller, jeg fortæller om min Kielske Reise, hvor mange Potter Øll jeg drak, og hvor mange Piber Tobak jeg smøgede; men adskilligt, som er værd at høre. Vil nu kun Mutter give agt paa, om det er Pakketeller, saa vil jeg kortelig repetere den heele Reise ---

GUNILD

Ej gak til Bloksbierg med din Snak. Hen og forret dit Ærende, eller siig reent ud, at du har ingen Lyst dertil, saa kand der blive en Ende derpaa. Flux hen samme Øyeblik.

294

SCEN. 8

M. Gert. En Apotheker-Svend.

GERT

Ja jeg maa ind for Alvor at giøre Ende paa dette. Men der seer jeg Apothekerens Svend. Serviteur, Monsieur! et Ord.

SVENDEN

Hans Tiener, Mester Gert! han vil nok til vores?

GERT

Ja jeg skulde tale med jer Jomfru. Er han ikke Svend her i Apotheket?

SVENDEN

Jo jeg er, Monsieur.

GERT

Jeg har dog ikke seet ham længe her i Huset.

SVENDEN

Ney jeg har kun været her i Tieneste i 8te Dage; men jeg har tient i 9 Aar i et Apothek i Harslev.

GERT

Ej er det mueligt, har I tient der?

SVENDEN

Ja jeg har. Er Monsieur ellers kiendt i Harsløv?

GERT

Ja vist er jeg kiendt i Haderslev; Jeg reiste engang derfra til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend, et brav stykke Karl, som endnu boer i Kiel, og holdes for den beste Mester, (alle Hatter, jeg har brugt udi lang Tid, er af hans Arbeid; thi han giør dem saa ærlige og trofaste, som nogen udi Jylland.) Summa Summarum: Vi reiser sammen til Kiel, hver paa sit Handverk, for at forsøge vor Lykke der; thi Kiel er en meget god Stad at komme fort for Handverks-Folk; jeg veed, at mange af mine Kiendinger er kommen did hen med tomme Hænder, men inden nogle Aar have staaet sig som Ulfs-Klinger; thi Sagen er denne, der er faa Arbeidere, og Folket i Byen er velhavende, og betaler vel; derforuden er der got Kiøb paa alting. Jeg skal fortælle Monsieur kortelig, hvorledes Kiøbet var paa Madvarer i min Tiid; først gav man for det beste Pund Flesk, som nogen ærlig Mand vilde komme i sine Erter, ikke meer end en Lybsk Skilling.

295
SVENDEN

Ach Monsieur! det blir for vitløftig at fortælle.

GERT

For det andet, for et Pund Oxe-Kiød ikke meer end en Søsling.

SVENDEN

Ach! det kommer jo ikke Reisen ved.

296
GERT

Tredie, for en halv Tønde Smør ikke meer end fire Rigsdaler.

SVENDEN.

Hør, Landsmand, jeg vil sige reent ud, jeg har ingen Taalmodighed at høre paa alt dette.

GERT.

Fierde, for en Snees Æg ikke meer end en Lybsk Skilling.

SVENDEN.

Ej! hvad har jeg med jer Æg, Smør og Flesk at bestille?

GERT

Femte, for en Potte Fransk Brændeviin ikke meer end - - - - Ej Monsieur, bliv ikke saa u-taalmodig; nu vil jeg da gaae dette forbi, og fortælle om Reisen: Vi fandt udi den første Kroe paa Vejen en Mand, som saae meget vel ud, med støbte Sølv-Knapper i sin Kiole, og sorte Fløyels Buxer; den samme Mand talede os meget venlig til, og sagde: Mossiørs, skal vi ikke drikke sammen? Vi takkede for den Ære, han vilde giøre os, og drak med ham det eene Kruus efter det andet in bona charitate, indtil vi blev (reverenter talt) halv drukne; da bød han sig omsider til at drikke duus med os; vi bukkede og krummede os, og drak duus med ham. Foermanden sad imidlertid og smilede udi en Krog; vi spurdte ham nogle gange: Swager! warumb lacht er? men han svarede altid: nichts. Endelig, da vores nye Duus-Broer var gaaen bort, fik vi at høre, at det var Bødelen af Slesvig. Nu vil jeg forestille Monsieur, om Folk med Billighed kand blamere os derfor; thi først - - - om Permission, jeg har saadan hiertelig Hoste, jeg maa vende mig lidt fra ham.

Imidlertid sniger den anden sig bort. Gert taler og hoster imellem, medens han har saa vendet sig om. Først, siger jeg, vidste vi jo ikke,

Hoster imellem. at det var Bødelen af Slesvig,

Hoster igien. og posito

Hoster igien.

297

vi havde vidst det,

Hoster igien. saa var vi jo derfor lige gode; thi naar vi ret eftertænker, hvad en Skarpretter er,

Hoster igien, og vender sig derpaa om til den anden. saa er det jo ikke andet end Øvrighedens Fuldmægtig. Men hvor blev han af? Mon Fanden tog Hadersleveren? Hei Monsieur Harslever! Hei Landsmand Harslever! Var det ikke uforskammet at løbe saadan fra en ærlig Mands Tale? Jeg skal, min Troe, sige det til Apothekeren, hvilke høflige Svenne han har. Den Knægt maa virkelig være en af de Harslevske nobles venetiens, eftersom han er saa modig. Jeg veed ikke, hvor det kommer, jeg har en slet Skiæbne udi denne Bye; hvis jeg boede paa et andet Sted, kunde jeg fortiene Penge ved min Tale. Jeg troer ikke, noget Menneske, end ikke mine U-venner, skal sige, at jeg nogen Tid har ført Snak paa Bane, at man har hørt mig tale om Veirligt, om Giftermaal, om Barsel-Stuer. Jeg fører lutter Politiske og Udenlandske Discourser, som ikke findes udi mange Bøger, og hvis Værdie ikke kand opvejes med det røde Guld. Men vilde nogen sige: Hvorfor kaster du da Perler for Sviin? hvorfor spilder du u-nyttig kostbare Ord for Folk, som have Esel-Ørne? Jeg svarer dertil: Naar jeg har begyndt en Discours, maa jeg fuldende den. Det er saa min Natur; thi jeg kand aldrig ærgre mig meer, end naar en har hørt Begyndelsen af min Tale, og ikke vil holde ud til Enden. Men hillement! Jeg forsømmer mit Ærende. Jeg maa banke paa.

SCEN. 9

Apothekerens Dreng. Mester Gert.

GERT

Serviteur, Jesper! Er Apothekeren hiemme?

JESPER.

Jo han er nok hiemme, men er ikke at faae i Tale; thi den heele Doctor-Grad er her i Dag.

GERT.

Hvad er da at bestille?

298
JESPER

Her holdes Visitatz. Men Hosbond bad mig, at, naar Mester Gert kom, at jeg skulde kalde paa Mammesellen.

GERT

Got nok, siig, at jeg er her at opvarte hende.

SCEN. 10

Leonora. Mester Gert.

LEONORA

Tiennerinde, Mester Gert!

GERT

Skyldigste Tienner, Mammeselle! Jeg er bange, at jeg kommer i ubelejlig Tid.

LEONORA

Hvi saa?

GERT

Jeg hører, at her holdes Visitatz i Dag.

LEONORA

Det gaaer mig ikke an. Naar der holdes Visitatz hos min Mama, saa er jeg geskæftig. Men dette angaaer kun eene Mandfolkene.

GERT

Jeg hørte, der var saadan Stojen og Allarm i den store Stue, som der kunde have været holdet en Rigs eller Kreds-Dag.

LEONORA

Hvad vil det sige: Kreds-Dag?

GERT

Det er mig kiært Mammeselle, at hun spør mig derom - - -

LEONORA

Jeg vil dog ikke bemøye ham med at fortælle det denne gang.

GERT

Thi jeg veed saa vel Beskeed derom, som nogen her udi Byen.

LEONORA

Jeg tviler ikke derpaa. Men jeg ønsker dog, at det maa blive til en anden gang.

GERT

Man maa giøre vel Forskiæl, min hierte Mameselle, paa Reichs-Tagen und Kreids-Tagen.

LEONORA

Ja jeg troer det nok; thi der er stor Forskiæl paa et Rige og et stykke Kride.

GERT

Ney, det kommer ikke deraf. Jeg skal fortælle hende først, hvad en Reichs-Tag er: En Reichs-Tag kaldes sammen af de 7 Chur-Førster.

LEONORA

Det kand nok være, Mester Gert. Jeg har ikke den Ære at kiende nogen af de gode Mænd.

299
GERT

Der ere 7 Chur-Førster i alt.

LEONORA

Jeg merker det.

GERT

Tre ere geistlige, og 4re verdslige; thi de verdslige ere een sterkere.

LEONORA

Det giør mig ondt paa de Geistliges Vegne. Men hvad kand jeg dertil?

GERT

Den første er Erke-Bispen af Trier ---

LEONORA

Det maa han.

GERT

Derefter følger Erke-Bispen af Cøln ---

LEONORA

Men Mester Gert -

GERT

Den 3die er Erke-Bispen af Mentz

LEONORA

Er det mueligt?

GERT

Det er saa sandt som jeg staaer her for hende, Mammeselle; thi hvad Fordeel skulde jeg have af at lyve?

LEONORA

Han har ingen Fordeel af enten at lyve eller sige sandt for mig om saadanne Sager.

GERT

holdende paa hende. Disse 7 Chur-Førster regierer det fierde Monarchie; thi der har været 3 tilforn, nemlig det Phrygiske, Elamitiske og Mesopotamiske, og dette er det sidste. Naar Chur-Førsterne gaaer under, skal ogsaa Verden forgaae, efter Sybillæ Spaadom; derfor passer man saa nøye paa, at, saa snart Aanden gaaer af en Chur-Første, vælger man strax en anden ud i hans Sted, paa det at Verden ikke skal forgaae, og har det stedse været saaledes practiseret siden Keiser Augusti Tider, hvilken berømmelig Keiser stiftede det fierde og sidste Monarchie efter Sybillæ Begiering, som raadte ham til at grunde det paa 7 Støtter. Hvorpaa samme store Keiser giorde to berømmelige Ting: Først, i det han udskrev all Verden til Skat; for det andet, i det han indstiftede de 7 Chur-Førster. Paven var vel derimod, og sagde: Ihro Keyserl. Majestet, warum so viele weltliche Fiirsten auf einmahl zu machen? Men Keyser Augustus, som var en Mand, der ikke lod sig pirre noget ved, blev vred og svarede: Ihr Papstliche Excellentz! Ich will es so haben. Hvorudover Paven strax faldt til 300 Fode, og bad om Naade, ved hvilken Ydmyghed han saa meget udvirkede, at Keyseren tilstædde ham at giøre 16 Cardinaler paa eengang, hvilke ere ligesom geistlige Grever eller Baroner; thi Cardinalatskabet falder alleene til den ældste Søn, men aldrig til Datter, thi hvis en Cardinal døer, og efterlader sig alleene Datter, falder Cardinalatet til Paven igien.

LEONORA

Monsieur! Jeg har ikke Stunder at høre meer. Vil I være saa god og besøge os oftere, skal det være os kiært, besynderlig, om I kand treffe paa de Tider, som jeg ikke er hiemme; ellers vil jeg bede, I er saa god at fortælle min Kat Resten af Historien, thi han forstaaer den ligesaa vel som jeg. Adieu.

GERT

Det var, min Troe, reene Ord for Penge. Jeg seer nok, at jeg giør mig forhadt i denne Bye ved min Tale; Jeg skal forsvære at lukke min Mund op oftere, thi disse Folk her i Byen er det ikke værd. Man blir forhadet just for det, som man burde elskes og æres for. Jeg maa hiem, og sige Mutter, hvor haanlig jeg blev modtagen. Gaaer ud.

SCEN. 11

Gunild. Leonora.

GUNILD

alleene. Nu maa jeg hen at høre, hvordan min Søn har forrettet sit Ærende. Det er noget underligt med den Karl. Familien staaer ham an. Han er forliebt i Mammesellen. Hans Person staaer hende an. Forældrene har banet Vejen. Han har været paa Vejen saa ofte at frie, og dog altid med uforrettet Sag er kommen tilbage. Jeg vil ikke haabe, at det er ogsaa saaledes denne gang tilgaaet. Men der seer jeg Mammesellen. Tienerinde min hierte tilkommende Sviger-Datter!

LEONORA

Den Titel tilkommer mig aldeeles ikke. Hun behager kun at skiemte med sin Tienerinde.

GUNILD

Hvi saa? Min Søn har jo været her efter Begiering?

301
LEONORA

Det er sandt nok.

GUNILD

Og, som jeg haaber, forrettet sit Ærende?

LEONORA

Det kand jeg ey heller negte. Han havde sat sig for at komme hid for at underrette mig udi den Tydske Stat, og viise, paa hvad Fod Regimentet staaer i Tydskland. Det samme forrettede han saa meget vel, saa at jeg aldeeles intet kand klage, uden derover, at Discoursen varede for længe.

GUNILD

Talede han da intet om Kjærlighed?

LEONORA

Ney Madame! saa længe han talede med mig, var han paa den anden Side af Rhin-Strømmen, og gik alt dybere og dybere ind i Tydskland, saa jeg derover, af Frygt for at blive omsider bragt hen til Tyrkiet, maatte tage Flugten, og bede ham fortælle min Kat Resten. Men der er Vatter; nu kand Madame høre hans Betænkende derover.

SCEN. 12

Gilbert. Gunild. Leonora.

GILBERT

Madame! hun maa forlade mig, at jeg taler noget plumpt. Jeg vil aldeeles herefter ikke have hverken hendes eller hendes Søns Gang i mit Huus, saasom vi har ikke i Sinde at lade os tage ved Næsen oftere, og tilstæde, at vort Huus blir giort til en Fabel.

GUNILD

grædende. Ach Hr. Apotheker! Jeg kand ikke beskrive, hvormeget dette gaaer mig til Hierte. Jeg tilstaaer, at min Søn har den Feil, at, naar han kommer paa sin gamle Snak, glemmer han alt andet, hvad han skal forrette. Men naar man undtager den Skrøbelighed, Hr. Apotheker, saa er der meere got end ondt hos ham. Han er from, en god Huusholder, har heele Aar ikke en Ruus paa, spiller og ikke, er flittig i sin Profession - - -

GILBERT

Jeg tilstaaer alt dette Madame! derfore tilstæ- der jeg ham gierne at omgaaes med mine Svenne, som han kand holde Collegium eller Lectie for; men min Datter 302 skal han blive fra, thi det staaer hende ikke an at gaae paa Lectie.

GUNILD

lader som hun daaner. Ach! Ach!

GILBERT.

Hillement! Konen faaer ondt. Spring ind Leonora, og tag den Flaske Nummer 3, som staaer paa den fierde Hylde.

Hun kommer ind med Flasken, som man flyer hende at lugte til.

GILBERT.

Hør, Madam! tag sig da dette ikke saa nær.

Hvad vil det sige, om jer Søn ikke faaer min Datter? han kand jo altid giøre ligesaa got Parti.

GUNILD.

Ach Hr. Apotheker! giør mig dog den Tieneste at have Taalmodighed end engang for at undgaae Folkes Snak. Troe mig, han skal ikke blive fixeret oftere.

GILBERT.

Nu nu, Madam! giv jer da tilfreds. Lad ham da komme end engang, og giøre Alvor deraf.

GUNILD.

Tak, Hr. Apotheker! Løber han end engang med Liimstangen, skal jeg ikke kiende ham for min Søn meer.

GILBERT

Adieu da. De gaaer bort.

SCEN. 13

Gunild. Mester Gert.

GUNILD

Ach jeg elendige Menneske! den Søn bringer mig i Graven. Men see! der er han. Tør din liderlige og vanartige Karl understaae dig til at møde for mit Ansigt? Jeg er gall, at jeg legger saadant paa Hiertet; thi jeg burte have slaaet Haanden af dig for længe siden. Hvorledes har du forrettet dit Ærende ogsaa denne gang hos Apothekeren?

GERT

Vel nok Mutter, alleene at Mammesellen var noget for hastig.

GUNILD

Det er at sige, hun vilde ikke sidde heele Timer og høre paa din forbandet Snak. Din vanartige Skielm! Gir ham et Ørefigen. siig mig, 303 Gir ham et paa den anden Side. hvorfor gik du hen til Apothekeren? var det for at tale om Stats-Sager?

GERT

Mammesellen spurdte mig, hvad en Kredseller Rigs-Dag var i Tydskland, saa veed jeg jo, at jeg maatte underrette hende derom, hvilket man ikke kand giøre, uden man beskriver Chur-Førsterne, og viser, at de ere 7 in alles, nemlig 3 Geistlige og 4re Verdslige. Som for Exempel: De Geistlige ere Chur-Førsten af Cøln - - -

GUNILD

gir ham et par Ørefigen igien. See! der har du et par af de Geistlige og Høylærde efter Cølns Vegt. Vil du nu holde din Mund?

GERT

Ach Mutter! vær dog ikke saa vred paa mig. Still Apothekeren end engang tilfreds. Jeg skal, min Troe, ikke opholde Jomfruen oftere med Snak, og gaae uden om, men strax lige til, saa at hun skal være fornøyet med mig.

GUNILD

Hør, Gert! den Vrede, jeg lader see mod dig, reiser sig af lutter Kiærlighed. Jeg har end engang, dig u-afvidende, stillet Apothekeren tilfreds; gak derfor nu paa staaende Fod lige derhen, men viid derhos, at dersom du fører dig ogsaa denne gang op, som tilforn, skal jeg aldrig kiende dig for min Søn meere. Gaaer bort. Mester Gert gaaer strax hen og banker paa. Mammesellen kommer selv ud.

SCEN. 14

Leonora. Mester Gert.

LEONORA

Velkommen tilbage min kiære Mester Gert!

GERT.

Ydmygste Tienner min hierte Jomfrue! Jeg beder tusind gange om Forladelse, at jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.

LEONORA.

Det er ham alt forladt min kiære Mester Gert!

304
GERT

Jeg beder, Jomfruen ikke vil regne mig det til onde.

LEONORA.

Aldeeles ikke. Hans gode Moer har stillet min Papa og mig tilfreds igien.

GERT.

Jeg bekiender, min hierte Jomfrue, at jeg snakker undertiden noget meget.

LEONORA.

Ja det har jeg og merket.

GERT.

Mange legger mig det til en Lyde, men der findes dog visse brave Folk, som skiønne derpaa.

LEONORA.

Det vil ikke sige, Mester Gert, naar man ikke taler sa meget i u-tide.

GERT.

Men har da Jomfruen af Hiertet forladt mig min forrige Forseelse?

LEONORA.

Ja jeg har, Mester Gert, af mit gandske Hierte.

GERT

kysser paa hendes Haand. Jeg vil tiene hende, min hierte Jomfrue! vi, som har reist Udenlands, har gierne den Syge eller Orm, hvad man kand kalde det, at vi vil fortælle, hvad vi har hørt og seet paa fremmede Steder, for at lade see, vi ere ingen Hiemfødinger.

LEONORA.

Har da Mester Gert reist Udenlands? det har jeg, min Troe, aldrig vidst.

GERT.

Jo mænd. Jeg reiste engang fra Hadersløv til Kiel, men glemmer aldrig den Reise, etc.

LEONORA.

Monsieur! Slipper I mig ikke, saa faaer I et par Ørefigen. Gaaer bort.

SCEN. 15

MESTER GERT

alleene. Jeg tilstaaer gierne, at jeg taler meget; det har jeg efter min Far. Men han førte ingen Sladder, og det giør jeg ikke heller. De got Folk her i Byen vil nok savne mig engang, naar jeg er død, og sige: Fanden fare i Gert Westphaler, han var dog bedre Mand, end vi holdt ham for at være; thi siden han døde, er her ikke een i Byen, der veed saa at tale om Udenlandske Sager. Ja de vil sige: Gid vi kunde grave ham 305 levende op af Jorden igien. Saa længe Folk lever, agter man dem ikke, men de ere ikke død, førend det fortryder dem. Avindsyge er ogsaa maa skee til deels Aarsag derudi. Man seer, at jeg fører Discoursen alleene i alle Selskabe. Andre vil gierne tale med, men kand ikke, og derfor lider ikke at høre mig tale. Hvorfor hader Jørgen Handskemager mig meest af alle? just fordi han heldst af alle Folk her i Byen vil give et Ord i Lavet med, men tør ikke føre nogen polisk Tale, naar jeg er tilstæde; thi han veed, at jeg hugger ham strax i Flanken, saasom jeg forstaaer mine Politica bedre end han. Jeg har ofte mærket det, at, saa tit jeg kommer i hans Selskab, stiller han sig gandske taus an, ligesom han vil indbilde Folk, at han er af de kloge Mænd, der taler lit, og grunder meer. Det er saa en gammel Stræg af visse Dosmere, der intet forstaaer, og derfor giør sig en grundig Mine, og tier, naar lærde Folk, som jeg eller andre, er tilstæde; da de dog med all deres Grunden tænker ikke meer end en Hest eller et Faar. Skal jeg nu derfor lade mig Munden binde? Ney jeg vil heller være misundet end foragtet. Jeg vil heller, Folk skal sige: der sidder en carnaliøsk Tunge paa den Karl, end at de skal sige: den Karl sidder som en dum Fæhund eller Skabhals, der har hverken Maal eller Mæle. Men hvad skal jeg giøre i denne Sag? Jeg tilstaaer, at jeg kom noget for dybt udi Snak med Jomfruen. Men kunde hun sagte ikke høre min Tale ud? Skulde hun derfor true mig med Ørefigen? Jeg er vis paa, at Apothekeren nu vil hæve Partiet op. Men han skal give mig Sag. Jeg skal bevæbne mig med Lands Lov og Ret. Gaaer bort.

SCEN. 16

Gunild. Gilbert. Leonora. Pernille.

GUNILD

Jeg skal ikke kunne bilde mig andet ind, end min Søn har efterlevet mine Formaninger, og engang for Alvor giort Ende paa det, som ligger mig saa meget paa 306 Hiertet. Men der seer jeg Apothekeren komme med hans Datter alleene. Ach mit heele Legeme skielver af Redsel, jeg er bange - - Hans Tienerinde, Hr. Apotheker! hvor er min Søn?

GILBERT

Hør, Madam! Jeg vil ikke overfuuse hende. Hun er en skikkelig Kone, og uskyldig derudi.

GUNILD

Ej! hvad er nu paa færde igien?

GILBERT

Hendes Søn har denne gang forrettet sit Ærende som tilforn. Han har ikke kunnet tale et Ord om Kjærlighed for andet forbandet Snak om Aviser og Stats-Sager.

GUNILD

Ach jeg elendige Menneske!

GILBERT

Giv jer tilfreds, Madam!

GUNILD

Vil da Hr. Apotheker ogsaa tilgive ham det denne gang?

GILBERT

Ney Madam! Vi kand ellers være gode Venner. Min Datter kand nok blive gift. Monsr. Leonard, Distillereren her i Gaden, har stor Kjærlighed til hende. Jeg har ikke behov at trænge min Datter paa nogen.

GUNILD

Jeg tviler aldeeles ikke derpaa. Men Hr. Apotheker - -

GILBERT

Men min kiære Madame! hun er saa god herefter at lade mig være med Fred.

GUNILD

Ach jeg sørger mig virkelig ihiel over den Son. Ach! Ach!

GILBERT

Det giør mig hiertelig ondt for hendes skyld, Madam!

GUNILD

Men Hr. Apotheker! det er dog en ringe Fejl, som vil forgaae med Tiden. Han er ellers saa skikkelig, saa jeg i ingen anden Ting har at klage over ham.

GILBERT

Han maa være saa skikkelig som han være vil; jeg lar mig ikke oftere narre.

GUNILD

Ach min Herre! Jeg beder med grædende Taare, forlad ham endnu denne gang. Jeg svær en dyr Eed, at jeg aldrig skal oftere tale for ham. Giør det dog formedelst det Venskab, der har været mellem os.

GILBERT

Madam! Jeg kand ikke bære det over mit 307 Hierte, at see hende saa sørge. Kom an Madam, jeg pardonerer ham endnu, men eengang for alle.

GUNILD

Jeg skal, min Troe, aldrig lukke min Mund oftere op for ham.

GILBERT

Lad ham da komme Klokken 5 i Aften, saa skal Notarius være der, paa det at, saa snart han har givet sin Kierlighed tilkiende, vi strax kand slutte Ægteskabs Contract. Saa har man Ende derpaa.

GUNILD

Nu gaaer jeg strax hiem og præker for min Søn, saa det skal dundre efter.

SCEN. 17

Gilbert. Leonora. Pernille.

GILBERT

Nu min Datter! han skal ikke fixere dig meer end denne gang. Leonora sukker.

GILBERT

Hvorfor sukker du saa?

PERNILLE

Jeg sukker, Hosbond, hvorvel jeg skal ikke have ham. Hvad maa hun ikke da giøre? Om Hosbond havde 10 eller 12 Døttre, som han maatte gifte bort for Armod, saa kunde jeg nogenledes begribe det, men - -

GILBERT

Nu Mammeselle, holdt du din Mund. Nu vil jeg saa have det. Der er jo ellers aldeeles intet ont at sige paa Karlen.

PERNILLE

Det er, min Troe, en brav vittig Karl, dersom han ikke var saa gal.

GILBERT

Hvad har du andet at sige paa ham, end at han snakker noget for meget? Det er jo en almindelig Fejl hos Folk af den Profession.

PERNILLE

Det er sandt nok, Hosbond. Men denne er som Capitain for alle Verdsens Barberere udi at snakke. Jer Datter i Steden for at gaae til Brudeseng, vil gaae om Aftenen paa Lectie med ham. Nætterne vil han drive bort med at fortælle Aviser, hvilket en ung Jomfrue ikke er tient med. Jeg troer virkelig, at hun inden et Aar blir forvandlet til en Avis. Jeg tog ham, min Troe, ikke, 308 det er alt hvad jeg kand sige, uden saa er, at jeg kom til Skade at miste mine Ørne, at han kunde præke uden at incommodere mig.

GILBERT

Ja nu hielper ingen Raisonnering. Hvad jeg har lovet hans Moer, det holder jeg. Gaaer ind.

SCEN. 18

M. Gert. Tobias Procurafor.

M. GERT.

Saa raader I mig da paa jer Samvittighed, Hr. Advocat, at føre Process med Apothekeren?

TOBIAS

Monsieur! Jeg har aldrig raadet nogen ærlig Mand fra Process; thi ellers maatte jeg ilde forstaae min Jura, ligesom det var en slet Chirurgus, der raader en Patient fra at aarelades.

GERT

Men meener I, at jeg kand vinde Sagen?

TOBIAS

Vil I ikke føre Process uden for at vinde Sagen? Hvad er det for Snak?

GERT

Hvorfor skulde jeg da føre Process?

TOBIAS

Monsieur! I kand være en god Chirurgus, men forstaaer slet jere Jura. Mon en Syg tar ikke en Doctor an, omendskiønt han er vis paa, aldrig at blive cureret? alleene fordi Folk ikke skal legge ham til Last, at han døde uden Doctor ligesom et u-mælende Beest. Ligesaa er det, naar een lader fare en Process. Folk siger jo om ham: Den Kryster, den Gnier, han vilde ikke staae paa sin Ret. Tvert imod, naar man taber ærlig en Sag, kand man sige: Jeg har en god Samvittighed; thi jeg har giort alt hvad jeg kunde. Tilmed saa er dette en Sag, som I aldrig kand tabe.

M. GERT.

Men Hr. Advocat! I har endnu ikke hørt, hvorudi Sagen bestaaer.

TOBIAS

I siger jo, at det er mod en Apotheker?

GERT

Jo det er.

TOBIAS

Det er alt nok, Monsieur! Der har I min Haand paa, at I skal vinde Sagen. Det er min ringeste Konst at feje en Apotheker af. Og lad være, at I taber, saa forsikrer 309 jeg, at I skal tabe med Respect. Hvori bestaaer ellers Sagen?

GERT

Min Moer og Apothekeren har sluttet Ægteskab mellem mig og hans Datter. Jeg var der henne i Dag for at tilkiende give min Kierlighed for hende. Men førend jeg kom til at frie, faldt jeg hen udi en anden Materie, hvilket er hendt mig nogle gange tilforn; saa at hun blev u-taalmodig, og truede mig med Ørefigen.

TOBIAS

Vil I lade den Sag fare, saa maa I være en Slyngel. Forlad jer paa mig som en ærlig Mand; jeg vilde ønske, at I sad paa Livet, og skulde henges, paa det jeg kunde viise, med hvilken Nidkierhed jeg vilde føre jer Sag.

GERT

Jeg takker skyldigst. Man tillægger rnig som en Feil her i Byen, at jeg taler for meget; men det er ikke Slidder Sladder jeg fører. Jeg taler om lutter Stats-Sager og Aviser, hvilket man burte give mig Penge for at høre. Folk er her ikke uden for at æde og drikke og spille en Forkeering eller Lanter. Ney da lover jeg mit Fødeland Westphalen. Min Far har fortalt mig, at der er i hver Gade Snakke-Forsamlinger, hvor man kommer ikke fra, førend man er gandske hæs.

TOBIAS

Talen er det, hvorudi vi skilles fra Besterne. Men ellers har alting sin Tid. Naar man skal frie, saa maa man sætte anden Snak til side.

GERT

Det er sandt nok. Jeg kommer tit i saadan Snak mod min Villie. Jomfruen førte mig halv paa hi rend="italics">gang; thi engang spurdte hun mig om hvad en Kreds-Dag var i Tydskland, og en anden gang om min Reise til Kiel, hvilket hun syntes jeg forklarede alt for vitløftig. Men vil der ikke Tid til saadant Hr. Advocat?

TOBIAS

Der kand jo ikke meget siges om en liden Reise til Kiel.

GERT

Ikke det? Jo, jo. Det var, min Troe, en merkværdig Reise. Jeg reisede fra Haderslev for 3 Aar siden den 20. Februarii, om jeg mindes ret - - -

TOBIAS

Ja Monsieur, jeg forlanger ikke at vide noget derom. Jeg har selv været nogle Gange paa Kieler Omslag.

310
GERT

Ney, naar jeg tænker mig om, saa var det d. 19. Februarii - - -

TOBIAS

Nu er ikke Tid at tale derom. Nu maa vi tale om Processen.

GERT

Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend ---

TOBIAS

I skal strax, inden Soel gaaer ned, lade Apothekeren beskikke.

GERT

Ney hør nu lidt først: Samme Hattemager var et got stykke Karl - - -

TOBIAS

Klagen skal opsættes paa den Maade ---

GERT

Han boer endnu i Kiel, og holdes for en af de beste Hattemagere; thi ---

Advocaten continuerer sin Tale saaledes, medens M. Gert ogsaa fortæller sin Reise: Saasom Seign. Gilbert, Apotheker her i Staden, af velberaad Hu har accorderet mig sin Datter til Ægtefelle, men hans Datter nu med Foragt har forviset mig sit Huus, og vil uden skiællig Aarsag ophæve Partiet: Da, saasom det er bleven bekiendt over den heele Bye, at jeg er forloved med hende, tillader min Reputation ikke at fordøye saadan Foragt, men tilskynder mig at paastaae min Ret, og at søge Øvrighedens Bistand i denne Sag; thi hvis saadant skulde have Gænge, stod det herefter et hvert Fruentimmer frit for at spille med en brav Mands Reputation.

Mester Gert holder for hans Mund, og Advocaten gir ham et Ørefigen, hvorpaa de komme i Haar sammen, og Mester Gert driver Tobias ud.

SCEN. 19

Gunild. M. Gert.

GUNILD

Hvad Pokker er dette for Allarm? Jeg tænkte at finde ham hiemme begrædende sine Synder, og just treffer jeg ham udi Klammerie.

311
GERT

I skulde beklage mig Mutter, dersom I vidste min slette Skiæbne.

GUNILD

Din slette Skiæbne? Ney du maa sige din slette Conduite. Jeg har alt hørt, hvordan du har bæret dig ad sidste gang for Apothekeren igien.

GERT.

Jomfruen visede mig bort med Foragt, og truede mig med Ørefigen.

GUNILD.

Du havde fortient at prygles med Stok af Huset.

GERT.

Hvorpaa jeg vilde raadføre mig med denne Advocat for at høre, hvad jeg skulde giøre med denne Sag.

Men han var ligesom han var gall; Jeg kunde ikke faae et Ord frem for ham.

GUNILD.

Vil din Slyngel tænke paa at føre Process med got Folk, som du har fixeret saa ofte?

312
GERT

Hvad skal jeg da giøre, Mutter? Jeg er gandske modløs.

GUNILD

Du skal hen og henge dig selv; thi du est ikke værd at leve.

GERT

Ach! skulde der ingen Middel være til at stille Apothekeren tilfreds igien?

GUNILD

Ney tænk kun aldrig derpaa, hverken at stille ham eller mig tilfreds igien.

GERT

Farvel Mutter! Jeg troer, at I faaer mig aldrig meer at see.

GUNILD

Jeg vil dog ikke friste ham længer. Hør, Mester Gert! hvor vilt du hen?

GERT

Ach! Jeg er ganske desperat.

GUNILD

Jeg har end engang med stor Arbeide stillet Apothekeren tilfreds.

GERT

Ach min allerkiæreste Moer! er det sandt?

GUNILD

Ja, men vær forsikret paa, at det aldrig skeer oftere. Apothekeren har bestilt Notarius at være den Tid tilstæde, at, om du bær dig ret ad, og faaer ja af Jomfruen selv, Ægteskabs Contracten strax kand sluttes.

GERT

Ach vær forsikret om, min hierte Moer, at jeg skal tage mig vare.

GUNILD

Du kand giøre, som dig lyster. Jeg vil aldrig have meer dermed at bestille. Kom hiem saa længe. De gaaer.

SCEN. 20

Leonard. Henrich.

LEONARD

Det er nok, at du alleene faaer fat paa Pigen for at høre, hvordan Sagerne staaer, og om det Giftermaal endelig skal gaae for sig.

HENRICH

Men hvad got giør det, at I endelig vil vide det?

LEONARD

Ach! det er jo naturligt, at man vil vide det, hvorudi all ens Lykke bestaaer. Giør dig et Ærende, og gak ind og see, at du kand bringe hende herud. Henrich gaaer ind.

313
LEONARD

Ach Ach! jeg havde kunnet forekomme all denne Fortræd. Det vinder man ved Blufærdighed. Havde jeg kun dristig begieret hende, den første Tid jeg følede Kierlighed, saa havde hun nu været i mine Hænder. Jeg troer dog aldrig, at hun selv kand give sit Hierte til saadan Karl. Hvad hun giør, det giør hun for at føye sin Far. Men hvordan det er eller ikke er, saa er Ulykken lige stor for mig, efterdi hun gaaer mig qvit. Men der kommer Henrich tilbage med Pigen.

SCEN. 21

Leonard. Henrich. Pernille.

LEONARD

Ach lille Pige! siger I Dommen af for rnig, eller kand jeg reddes?

PERNILLE

Min Herre! Jeg kand sige jer en Ting, at Jomfruen er lige saa ilde til Mode som I. Mester Gert har været her siden, og ved sin forbandet u-rimelige Snak giort sig Jomfruen saa vederstyggelig, at hendes Hierte vil briste, naar hun tænker paa, at hun skal bindes til saadan Mand. Apothekeren blev ogsaa gandske vred, og vilde ophæve Partiet, i sær da han hørte af os, at I havde Kierlighed til hans Datter. Men han har siden af Moerens Suk og Graad ladet sig overtale at forsøge end engang, stevnet Mester Gert hid med Notarius Klokken 5 for at slutte Ægteskabs Contracten, i fald han bær sig skikkelig ad.

LEONARD

Men vil Jomfruen skikke sig derudi?

PERNILLE

Hun tør ikke sige sin Far imod, thi han er en haard Mand; men hun har aabenbaret sit Hierte for sin Farbroder Seignr. Gottard, hvilken ynker hende, og har lovet at bringe ham i Discours om Stats-Sager igien. Og naar det skeer, maa I være ved Haanden, for strax at begiere hende, naar Apothekeren blir vred.

LEONARD

Men jeg er bange, at han tar sig nok vare.

PERNILLE

Hvis saa er, og hun merker, at det skal blive Alvor af, giør hun sig heftig syg for at opholde Bryllopet, 314 og give os Tid at pønse paa anden Raad. Jeg viskede til Jomfruen, at I var der uden for; jeg troer nok, at hun strax kommer hid. See her er hun med hendes Farbroder.

SCEN. 22

Leonard. Henrich. Pernille. Leonora. Gottard.

LEONARD

Allerkiæreste Jomfrue! hendes Pige letter mit Sind, i det hun siger mig, at Jomfruen har faaet Afskye for Mester Gert.

LEONORA

Det er sandt min kiære Monsieur Leonard! men jeg har en haard Far at trækkes med.

LEONARD

Men min hierte Jomfrue! jeg haaber dog, at, naar hun holder Stand, hendes Far ikke tvinger hende med Magt.

LEONORA

Jeg vil nødig underkaste mig min Fars Vrede, førend jeg har forsøgt, om Sagen kand jevne sig selv. Men hvis det ikke skeer, maa jeg være ulydig.

GOTTARD

Gir jer kun tilfreds Børn lille. Lad kun Mester Gert komme, og blir I, Monsieur, ved Haanden Klokken 5, som ikke er langt til. Jeg haaber nok, at jeg skal bringe Mester Gert i Snak igien, og komme ham gandske at forspilde sin Credit, og hvis det gaaer ikke an, vil vi være betænkte paa andre Midler. Jeg kand ikke negte, at dette Partie jo aldrig har staaet mig an, og at jeg jo tusind gange heller seer, at min Broer-Datter falder i Monsieurs Hænder. Min Broer selv ønskede det samme. Det staaer ham kun for Hovedet, at han ikke vil bryde sit Løfte. Gaaer I kun til side saa længe og forlader jer paa mig. Nu vi maa ind igien.

SCEN. 23

MESTER GERT

alleene. Nu staaer det paa, Mester Gert, om du kand giøre Prøve, eller blive en Slyngel all din Livs Tid. Jeg veed, at jeg jo sagte kand holde mig fra at snakke om lærde Sager en Times Tid.

315

Knytter Næven mod sin Mund. Hør, Monsieur Mund! Du skal faae en Verdsens Ulykke, hvis du taler andet end kortelig om Kierlighed i Aften. Naar jeg betænker dette alligevel, saa er det forskrækkeligt, at een skal blive hadet alleene fordi man fører lærde Discourser. Men jeg maa lade det fare, thi all min Lykke dependerer deraf. Jeg haaber nok at skal staae Karl, undtagen nogen fører mig selv paa Snak; thi jeg kand ikke negte det, at, naar nogen spør mig om de Materier, som jeg er dreven udi, at det jo er min Verdsens Vellyst at forklare dem saadant. Men jeg maa øve mig lidt for desbedre at modstaae saadan Fristelse. Men der seer jeg Notarius kommer. Nu er det Tid.

SCEN. 24

Notarius. Mester Gert.

NOTARIUS

Serviteur, Mester Gert! Jeg er hidkalden i Dag for jer skyld.

GERT

Jeg veed det nok Hr. Notarius! Jeg har været her nogle gange tilforn, men har maat gaaed bort med uforrettet Sag.

NOTARIUS

Hvi saa?

GERT

I veed, Hr. Notarius, at jeg læser curieuse Bøger iblant, og at jeg gierne vil lade høre i Selskabe, hvad jeg har læset. Jeg er nogle gange her udi Huset ved Anledning forfaldet udi saadanne Materier, da jeg dog alleene burte tale om Kierlighed. Jeg vil dog haabe, at jeg skal skikke mig bedre denne gang.

NOTARIUS

Jeg veed, I kand jo tvinge jer en Times Tid.

GERT

Hr. Notarius! vil han ikke være af den Godhed at exercere mig lidt, stille sig an som han er Jomfruen, og spørge mig om en og anden curieuse Materie, for at see, om jeg kand holde Stand? Det er saa vanskeligt for mig at skiule mit Pund, heldst naar nogen gir mig Anledning at tale.

NOTARIUS

Hiertelig gierne. See nu er jeg Jomfruen.

316
GERT

Ydmygste Tienner min hierte Jomfruel

NOTARIUS

Tiennerinde, Mester Gert.

GERT

Jeg kommer skielvende til hende denne gang.

NOTARIUS

Hvorfor det?

GERT

Fordi jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.

NOTARIUS

Ej det vil ikke sige. Han taler jo altid vel. Men hvad got nyt Mester Gert?

GERT

Ingen Ting hierte Jomfru!

NOTARIUS

Har han ikke læset Aviserne?

GERT

Jo jeg har, min Troe.

NOTARIUS

Er der intet nyt i dem?

GERT

Ikke uden at - - Ney det er sandt, jeg har, min Troe, ikke læset Aviserne, siden jeg reiste udenlands.

NOTARIUS

Har Mester Gert da reist udenlands?

GERT

Jeg reiste engang fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var i Følge med os en Hattemager - -

Han slaaer sig paa sin Mund. Vil du tie dit Beest!

NOTARIUS

Hvad vil han ellers sige om den Hattemager?

GERT

Intet uden at det var en Skurk, som er ikke værd at tale om.

NOTARIUS

I bær jer vel nok ad.

GERT

Ja jeg troer nok, at jeg skal staae Karl. Vil I nu gaae ind Hr. Notarius, og sige, at jeg er her.

Notarius gaaer ind. Mester Gert gaaer og exercerer sig, mumlende ved sig selv, slaaer sig for sin Mund.

SCEN. 25

M. Gert. Gottard. Leonora. Pernille. Notarius.

GERT

Ydmygste Tienner min smukke Jomfru!

LEONORA.

Tiennerinde.

GERT

Jeg kommer skielvende til hende denne gang.

LEONORA.

Giør han det?

317
GERT

Jeg beder ydmygst om Forladelse for sidst.

LEONORA

Naar min Far har forladt ham det, maa jeg ogsaa forlade ham.

GERT

Jeg haaber, at Jomfruen og selv af Hiertet forlader mig min Forseelse.

LEONORA

Jeg er aldrig min Far gienstridig.

GERT

Hendes gode Far, saavelsom hun selv, har haft Aarsag at være vrede paa mig.

LEONORA

Det er sandt i visse Maader.

GERT

Men min hierte Jomfrue! det er ogsaa min eeneste Fejl; thi for Resten er jeg ædrue, og tar vare paa mine Sager.

LEONORA

Det er sandt nok.

GERT

Jeg vil ikke undskylde min Opførsel mod dem, men gierne kalde det en Forseelse, hvorvel det holdes for en Dyd paa andre Steder.

LEONORA

Det kand nok være.

GOTTARD

I got Folk ere ogsaa noget delicate. Jeg vilde, min Troe, ønske, at jeg kunde have Mester Gert altid hos mig; thi jeg er en Elsker af Discourser, og saa viit som jeg har hørt, fører han ingen Pølse-Snak.

GERT

Jeg takker min Herre skyldigst for de gode Tanker han har om mig.

GOTTARD

Men hvad er det Folk støder sig saa meget over? fører han nogen u-sømmelig Tale?

GERT

Det skal ingen sige mig paa. Jeg taler kun om lærde og curieuse Sager.

PERNILLE

Jeg vil tienne Farbroder, Mester Gert er en Mand, som har reist udenlands. Paa saadanne Reiser lider man ondt og sætter Penge til. Den eeneste Nytte der ved er, at man kand fortælle sine Reiser, naar man kommer tilbage.

GOTTARD

Saa har da Mester Gert reist?

GERT

Ney ikke saa synderlig.

PERNILLE

Jo mig synes, jeg har hørt, at han engang reiste til Kiel.

GERT

Ja det er endelig sandt. Jeg reisede for nogle Aar 318 fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var med os paa Vejen -- Han tier og stikker Tørklædet i Munden.

GOTTARD

Hvo var med ham paa Vejen?

GERT

med Tørklædet i Munden. Ingen.

GOTTARD

Hør, Monsieur! efterdi han taler ikke uden om Reiser og Historier, kand jeg ikke see, hvor nogen kand legge ham saadant til Last.

PERNILLE

Jeg min Troe ikke heller.

GOTTARD

Og jeg skal reprimandere min Broer, fordi han har stødt sig derover.

GERT

Jeg takker skyldigst. Men de forlader mig, at jeg maa forrette mit Ærende hos Jomfruen.

GOTTARD

Jeg kand sige for min Part, Pernille, at der ere visse Ting i Aviserne, som jeg vilde give Penge for at høre forklare. Jeg har tit læset om de Torys og Wigs udi Engeland, men veed ikke Grunden dertil, og ingen udi heele Byen kand give mig Underretning derom.

MESTER GERT
som midlertid har staaet og giort Cour til Jomfruen, spidser sine Øren, og siger:

Da kunde jeg give ham Underretning, hvis jeg havde stunder dertil.

GOTTARD

Jeg tviler hiertelig derom Monsieur; thi ingen her i Byen veed ret Beskeed derom.

GERT

Gid jeg faae en Ulykke, Monsieur, om jeg ikke veed det paa mine Fingre.

GOTTARD

Ja jeg veed ogsaa noget løsligt derom. Jeg veed, at Torys ere de Folk, som sloge Hovedet af Kong Jacob.

GERT

I farer vild, Monsieur, det er gandske anderledes. Men jeg skal forklare det siden, nu maa jeg først - -

GOTTARD

Ha ha ha! Jeg hører strax, at I ikke veed Grunden dertil. Torys ere de, som sloge Kongen ihiel. Det veed jeg vist, vidste jeg saa vel Beskeed om det øvrige.

GERT

Ney, er det ikke, Monsieur! Ney. Der ere 4re Hoved-Secter i Engeland: Torys, Wigs, Mannister og Anabaptister - - -

319
PERNILLE

sagte. Nu har vi Spillet vundet. Nu løber jeg efter Apothekeren og Monsieur Leonard.

GERT

continuerer. De Torys ere de fornemmeste, som altid holde Kongens Partie, og som figtede for Kong Jacob, da han førte Krig udi Engeland mod de Wighs, som rebellerede under Cromwels Anførsel. Denne Cromwel, som paa Latin heeder Massaniello, var en Slagter-Søn, men bragte det saa vit, at han blev Ridder af Hosebaandet, og Generalissimus til Lands og Vands. Thi der var et forbandet Hoved paa ham; tænk engang, Monsieur! han var saa dygtig, at han kunde give Audience, læse, skrive og dictere 4re Breve paa eengang. (Det er noget utroeligt, men det er saa sandt som jeg staaer for hans Øyen.) Apothekeren kommer ind i det samme, trækker paa Axlene, har Bud efter Leonard, hvilken blir copuleret til Gert taler. Kong Jacob derfor ophøyede ham fra en Æres Post til en anden. Men da Erke-Bisp-Stoelen i Canterborg blev ledig, og Kongen gav den bort til en ved Navn Fairfax, da dog Cromwel havde recommenderet sin Svoger dertil, blev han ophidset, at han rebellerede mod Kongen, fik en Armee sammen af lutter Wighs, Mannister og Anabaptister, overvandt Kong Jacob udi et stort Feltslag, fik ham fangen, og lod ham om Aftenen halshugge. Derpaa komme de Wighs paahøyeste Spidse. De Torys bleve undertrykte, og Cromwel blev udraabt for Protector af Engeland. Men da han havde regieret nogle Aar, kom Kong Jacobs Søn tilbage, conjungerede sig med de Torys, og slog de Wighs adskillige gange, saa de fik en ævig Ulykke, og endelig udi det sidste Slag fik min gode Monsieur Cromwel fangen, som han lod sønderrive af 4re Heste. Derpaa komme de Torys i Veiret igien, hvilke besluttede gandske at udrødde de Wighs og deres Tilhengere, de Anabaptister og Mannister. Men som deres Antall var alt for stor, forandrede man det Forsæt, og lod alleene forbyde dem under Livs-Straf 320 at have Gevær i deres Huus. Dette er Aarsag til den Had, som er mellem de Torys og Wighs, og at de første altid maa holde de sidste Tommelfingeren paa Øyet - - Men ach Himmel! jeg staaer her og snakker saa meget; hvor er Jomfruen?

PERNILLE

Hun er alt fløyten. Hun blev copuleret til denne unge Person, medens Mester Gert var i Engeland.

GERT

Hvad? Er det sandt Hr. Apotheker?

GILBERT

Ja Monsieur! Jeg har holdt mit Løfte og stevnet 321 jer endelig denne gang hid for at giøre Sagen af. Men som jeg seer, at der er intet ved jer at giøre, saa har jeg givet min Datter bort til denne gode Mand, som har længe baaret Kierlighed til hende.

GERT

Ach! gid I faaer en Ulykke, som bragte mig i denne Tale. Ach Hr. Apotheker! kand det ikke forandres igien?

GILBERT

Ney, vær saa god at hilse jer Moer. Her er nu intet for jer at hente, uden I vil have min Pige Pernille.

PERNILLE

Faae den Skam, der vil have ham, Vatter. Jeg kand ikke lade mig nøye med Snak alleene.

M. GERT

Men Hr. Apotheker - -

GILBERT

Men Monsieur! Her er nu intet ved at giøre. Nu er Contracten sluttet.

M. GERT

Ach jeg vil ikke være længer i denne Bye, men reise hen andensteds, hvor Lærdom er meer agted.

GILBERT

Lykke paa hans Reise! Kommer, lader os gaae ind.

Mester Gert Westphaler
Noter

S. 286
Recept, Medikament. - Clysteer, Lavement. - Cupido, den romerske Kærlighedsgud. - betinget, der spilles paa disse to Betydninger af Ordet: 1) bestilt, 2) trolovet, fæstet.

S. 287
ikke mindre end undseelig, alt andet end, aldeles ikke undselig.

S. 288
Arius, alexandrinsk Teolog fra det 4. Aarh. - Harslev, Ha'erslev, d.v.s. Haderslev.

S. 289
begiere hende, begære hende til Ægte, fri til. - der alle Mennesker skyr, hvem alle Mennesker skyr. - besynderlig, især.

S. 290
Alteration, Sindsbevægelse, Ophidselse. - et særdeeles Ønske, et specielt Ønske. - forgaae ham, forlade ham.

S. 291
fixere, narre. - gaae for i Vejen, gaa i Forvejen. - curiøsk, betyder her: i Orden. - visiteres, inspiceres, underkastes Tilsyn. - Gyldenvandet, Likøren.

S. 292
Haben Sie ... Collegæ, ty. Har De godt Salvolatile nu? Det maa vi prøve, D'Herrer Kolleger. - Salvolatile, flygtigt Salt, der virkede opkvikkende; her for Spøg om Vin. - vil hun noget 322 andet. Der spilles paa Betydningen: have Afføring. - giøre det af, faa Sagen bragt i Orden.

S. 293
Bordeus og Roven, Bordeaux og Rouen. - Trapezund, Trapezunt, lille tyrkisk By ved Sortehavet. - Cattesund, Kattesundet, Gade i København. - Pakketeller, Bagateller.

S. 294
staaet sig som Ulfs-Klinger, klaret sig fint (Ulvsklinge, af ty. Wolfsklinge: en Klinge med en Ulv indstemplet som Varemærke).

S. 295
Søsling, Toskilling.

S. 296
in bona charitate, lat. i al Gemytlighed. - reverenter talt, med Tugt at melde, rent ud sagt. - Foermanden, Vognmanden. - Swagerl Warumb lacht er?, ty. Svoger! Hvorfor ler han? - Paa Tysk kan Ordet »Schwager« bruges i Betydningen Postillon (Kusken paa en Postvogn). - nichts, ty. intet. - blamere, dadle.

- posito, lat. i det Tilfælde, sæt.

S. 297
nobles venetiens, fr. venetianske Adelsmænd (disse var kendt for deres Hovmod). - Discourser, Taler; Samtaler.

S. 298
geskæftig, travl. - Chur-Førster, d.v.s. Valgfyrster. Kurfyrsterne sammenkaldte ikke Rigsdagen; derimod valgte de Kejseren.

S. 299
Men hvad kand jeg dertil? Men hvad kan jeg gøre for det? - Mentz, Mainz. - det fierde Monarchie, det romerske Monarki, som fortsatte i Det tyske Kejserrige (Det hellige romerske Rige). - Paa Holbergs Tid inddeltes Verdenshistorien i fire Perioder: det assyriske, persiske, græske og romerske Monarki.

- Sybillæ Spaadom, Sibylles Spaadom, egtl. Titel paa en Samling Orakelsprog, Ordsprog og lign. af forskellig Oprindelse. De sibyllinske Bøger tilskreves det gi. Roms Sibylle (fra Cumæ). Bl. a. ved at underkaste de sibyllinske Bøger en Revision fornyede Augustus Gudsdyrkelsen. - Ihro Keyserl. ... machen?, Deres kejserlige Majestæt, hvorfor gøre saa mange verdslige Fyrster paa een Gang? - Ihr Papstliche ... haben, Deres pavelige Excellence, jeg vil have det saaledes.

S. 302
Løber han end engang med Liimstangen, er han til Nar en Gang til. - liderlige, skammelige, afskyelige.

S. 303
Cølns Vegt. GI. Vægtenhed. Betale med Kølns Vægt: betale rigeligt; give fuld Gengæld, straffe strengt.

S. 305
polisk, politisk. - carnaliøsk, slyngelagtig. - sagte, sagtens.

S. 307
hvorvel, skønt.

S. 308
incommodere, trætte, besvære.

S. 309
sad paa Livet, sad fængslet, ventende paa Henrettelse. - Forkeering, et Brætspil. - Lanter, et Kortspil. - Kieler Omslag, af ty. Kieler Umschlag (Omsætning), stort aarligt Marked i Kiel.

S. 310
continuerer, fortsætter. - accorderet, tilstaaet. - skiællig, gyldig, rimelig. - Reputation, Anseelse, gode Navn og Rygte. - have Gænge, være gængs, være almindeligt. 323 S. 311. Conduite, Opførsel, Optræden.

S. 313
skikke sig derudi, finde sig i det. - tar sig vare, vogter sig, tager sig i Agt.

S. 314
komme ham ... Credit, faa ham til helt at forspilde sin Anseelse, den Tillid, man nærer til ham.

S. 315
dependerer, afhænger. - at skal staae Karl, at skulle vise mig som et Mandfolk; at skulle holde Stand. - curieuse, underholdende, lærerige; interessante. - iblant, undertiden, en Gang imellem. - Materier, Emner.

S. 316
det vil ikke sige, det betyder ikke noget, det gør ikke noget. - excercerer sig, øver sig.

S. 317
delicate, fintfornemmende, sarte. - jeg vil Henne Farbroder, jeg skal sige Farbroder (Tjenestefolk sagde Far og Mor til Herskabet). - endelig, i Virkeligheden; ganske vist.

S. 318
reprimandere, dadle, irettesætte. - Torys, Torier kaldtes det politiske Parti i England der støttede Kongen Karl II (1660- 85). - Wigs, Whigger var Betegnelsen for den samme Konges Modstandere, men Gert blander i det følgende de to politiske Partiers Virksomhed sammen med de historiske Begivenheder under Cromwell og Karl I (henrettet 1649), som han i sin Forvirrethed kalder Jacob. Lige saa forkert i den givne Sammenhæng er Indblandingen af Mannister (Mennister) og Anabaptistcr, to Gendøbersekter.

S. 319
figtede, fægtede, kæmpede. - rebellerede, gjorde Oprør. - Massaniello, italiensk Fisker, der 1647 ledede et Opror mod det spanske Styre i Napoli. - Axlene, Skuldrene. - copulcret, viet. - Fairfax, Thomas Fairfax, berømt engelsk General, Leder af Parlamcntshæren under Borgerkrigen 1645-49 (Cromwell var Næstkommanderende). - recommendcret, anbefalet. - komme ... paa høyeste Spidse, kom ... i Spidsen, naaede Højdepunktet. - conjugcrede, forenede.

S. 320
holde Tommelfingeren paa Øyet, holde i Ave. - fløyten. stukket af, borte.

DEN ELLEFTE JUNII
Comoedie udi fem Acter

326

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • STUDENSTRUP
    en Jydsk Forpagter-Søn
  • SKYLDENBORG
    hans Debitor
  • HENRICH
    Skyldenborgs Tienner
  • JACOB
    en Vert
  • LUCRETIA
  • NIELS CHRISTENSEN
327

Den ellefte Junii
Indledning

Som Titelen angiver, er det et Stykke skrevet til Terminen, og blev da ogsaa opført første Gang 11. Juni 1724 og lokkede næsten hele Staden derhen, som Holberg siger i 1. Levnedsbrev. Vi har bevaret en Plakat (se Billed 93), som viser, at Stykket var opført igen en Uge senere, og da forøget med »nogle lystige Scener« - Komedien kunde altsaa være værd at se endnu en Gang.

Omkring Fandens Fødselsdag kom mange Velhavere til København for at hente Terminsydelser. Det var nærliggende at give en Farce, der fremstillede Øjeblikkets Situation. Holberg har da taget Teatrets Ønske om Lokalkolorit helt bogstaveligt. Vi er det meste af Tiden paa Vesterbro, hvor Begivenhederne samler sig om Værtshuset Paradis. Dette var den vestlige Hjørneejendom imellem Vestergade og Vestervoldgade. Vesterport, som Studenstrup kommer ind ad, laa ud for det nuværende Frederiksberggade. I Midterakten flyttes vi til Børsen, hvor et broget Københavnerliv udfoldede sig. Vi faar ogsaa nøje beskrevet Raadhuset, der skilte Gammeltorv, med Springvandet, som endnu findes, og Nytorv med Skafottet (5. Akt 11. Scene). Holberg skulde senere, 1733-40, komme til at bo paa Gammeltorv, og han skrev da et latinsk Epigram (I, 127), hvor han fortæller, at han bor ved to Torve: Paa Gammeltorv forekommer ved Torvetid Slagsmaal, Tyverier og Snyderier; paa det andet, hvor Byens Skafot og Kag er opstillet, finder Afstraffelsen Sted. Justitia har nemlig til Huse mellem de to Torve. -

Denne Komedie oser af det ramme, folkelige København, 328 og det er ved denne intime Lokallugt, den skiller sig fra sit Forbillede, Molières Treaktsfarce, »Monsieur de Pourceaugnac«. I denne kommer en meget provinsiel Adelsmand, hvis Navn er afledet af pourceau, Svin, som Studenstrup af Stud, til Paris for at ægte en ung Dame, Julie, der dog elsker en anden. De unge faar Hjælp af Sbrigani, en snu Italiener og et Par forslagne Piger, saa at Julies Fader tror, at den latterlige Junker lider af en slem Sygdom, og at han har to Koner i Forvejen; for at undfly Beskyldningen og Straffen for Bigami lader Sbrigani ham forklæde sig som Kvinde, men han slipper med Nød og næppe ud af Byen. Molière har sat Kolorit paa Sproget. Hovedpersonen er fra Limoges, Sbrigani fra Napoli, de to Piger lader som om de taler Picardisk og Gasconsk. Og saa har Molière Sange og Danse. Denne Farce er en Balletkomedie, Kunstviljen en helt anden end i den Holbergkomedie man nu skal læse.

Litteratur. O. Nielsen, i Tidsskriftet Literatur og Kritik III, 1890, S. 9-14; og Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse V, 1889, S. 326 og VI, 1892, S. 82-84. - E. Spang-Hanssen i Danske Studier 1964, S. 118 og 1965, S. 92-95.

329

ACTUS I

SCEN. 1.

Trende Proprietarier kommer ind, den eene efter den anden, smekkende med deres Pidsker.

DEN FØRSTE PROPRIETARIUS

Jo I skal mare have Tak Hr. Visiteer, at I ogsaa ikke vilde føle i mine Buxe-Lommer. Det er jo nogle egne Karle, de omgaaes med Mennesker ligesom med Fæe; var jeg kommen til Byen for at gifte mig, skulde jeg aldrig ville fortryde paa saadant, men kunde tænke, at de tog fejl og saae mig an for et Diur med Horn. See der kommer mine Reise-Cammerader.

DEN ANDEN PROPRIETARIUS

Hillement! hvor blev jeg overstænket af en forbandet Carosse, som kiørte forbi. Man skulde tænke, her boede en hob rige Folk i denne Bye; thi gaaer du paa Gaden, saa kand du ey komme frem for Heste, Vogne og spraglede Laqveier; kommer du paa Børsen, saa er der lige eens; men skal du have dine Rente-Penge, saa heeder det: Monsieur, han maa have Taalmodighed, her har aldrig været saadan Trang, som dette Aar; saa raaber og fløyter man efter Laqveier og Løbere, at de skal springe hen til den, og den, at hente Penge. Laqveierne lader som de gaaer slige Ærender, men bliver staaende i Kiøknet, (saaledes ere de afrettede) og kommer siden ind med saadan Beskeed: i Morgen, eller Overmorgen kand Herren faae saa mange Penge, som han lyster; Vexelereren lod ellers formelde sin Respect til Herren og Fruen. I gamle Dage heedte de beste Kiøbmænd kun Hans Jensen, Per Persen, og Konen Anne Pers eller Else Christensens; men da 330 fik man rigtig sine Rentepenge den 12te eller 13de Junii; men siden de ere blevne Herskab, er kommen til at age, har faaet Tilnavne med et Von foran, og en hob Kaal-Orme eller randede Laqveier i Hælene efter sig og Punge bag i Peruqven, saa er den 24. Junii god Betaling; ja vil det saa tage til, saa bliver inden 10 Aar den 24. Julii god Betaling, siden den 24. Augusti, og omsider kommer vi til at reise tomhændet tilbage, og regne det for god Betaling, at de lover at fornøye os nestkommende 11. Junii igien. Var her saa mange Penge som her ere Punge til, saa var denne Bye rigere end Amsterdam, eller London; men det er Ulykken, de henger bag i Nakken og ere gandske tomme.

FØRSTE PROPRIETARIUS

Det er mare sandt I siger, Broerlill! disse Folk er ligesom Snee-Moes, de siunes at være noget, men naar man ret examinerer dem, bliver de til slet intet.

TREDIE PROPRIETARIUS

Jeg har nu været tre gange i rad paa Børsen, i Forhaabning at faae Penge; men jeg fik ey andet end revne Strymper af Kaarder og Lysespeed, som man stak mig i Beenene med; jeg kommer derfor til at tage Støvle paa en anden gang, ihvor vel det lader noget ilde i Junii Maaned. Jeg har, mare, i Sinde, at giøre et Forslag, nemlig at bringe de mange unyttige Kaarder til Mynten, og slaae dem til Penne-Knive. Det er mare ingen Børs længere, men et Assemblix, eller Fegte-Skole; Kiøbmænd udi Engeland eller Holland skulde føre sig saadan op, og komme med Kaarder ved Siden paa Børsen; jo! jo! I kiender vel Adrian van Enckhuysen, som kommer selv hvert Aar og afhenter Stude hos mig, han er en Mand paa nogle Tønder Guld, og gaaer dog ey anderledes klæd end en gemeen Skipper.

FØRSTE PROPRIETARIUS

A propos, Broerlill, har I giort god Market i Aar med Stude?

ANDEN PROPRIETARIUS

Gud bedre os for Market vi giør, bitte Far! Fanden er i Hollænderen nu til at 331
vrage Stude, han bliver alt klogere og klogere. Jeg troer virkelig den Adrian van Enckhuysen er een af de lærdeste Studhentere i Holland, thi ingen Ambassadeur kan bruge større Intriguer ved en Freds-Tractat, end han bruger ved at slutte en Stude-Contract; naar han 332 kommer til min Gaard for at kiøbe Stude, lader han kuns, som han vil reise hen til et andet Sted, og kommer kuns for at besøge mig paa Vejen; naar jeg spør ham: Sullen vii niet koepslaegen mit malkander, myn Heer Adrian, saa svarer han: icken weet dat niet, dat is geen Kans langer hier to vaeren, myn Heer Proprietaris, dat is geen Stuyver meer op die Ossenhandel to verdienen; saa at jeg maa først have et par Kruse Randers Øll i Livet paa ham, førend jeg kand faae ham til at yttre sig. Et Aar pudsede jeg ham dog brav, thi jeg kom Brændeviin i Øllet; da blev han mild, som en Tævekat, og sagde: het sall op een Daeler of tien niet aenkomen Vader. Men forgangen Aar pudsede han mig mare igien; thi han viiste mig et falskt Brev, som fra Niels Forpagter, der skulde have tilbudet ham Stude for meget got Kiøb, hvorfor jeg hastede at slutte Contract med ham; og soer han da paa sin Hollænder Salighed, at han gav mig meer, end han skulde give den anden; men jeg troer ham ey saa let paa hans Eed en anden gang, thi jeg har hørt sige af Provstens Søn, som har reist udenlands, at der ere visse Folk i Holland, som svær og giver sig Fanden i vold paa, at der er ingen Diævel til.

SCEN. 2.

Hr. Skyldenborg med gallonerede Klæder, hans Tienere i smukt Liberie; tre Proprietarier.

SKYLDENBORG

Serviteur Messieurs! det giør mig ont, at I ere lykkelig arriverede her til Byen; de beste Tidender jeg kand faae at høre, det er at Folk drukner ved 11te Junii Tider paa Vejen imellem Callundborg og Aars.

FØRSTE PROPRIETARIUS

Saa? det er Christeligt talt! Men om Forladelse, at vi skiemter noget igien; Monsieur maa vist ikke være for accurat i at betale sin Gield, efterdi han er saa bange for den 11te Junii.

333
DE ANDRE

leer deraf. Ha, ha, ha, kom igien og biid Skeer i tu.

SKYLDENBORG

Det er sandt nok, som I siger; jeg veed aldrig, hvorledes jeg skal reede mig ud fra den 11te Junii.

ANDEN PROPRIETARIUS

Det er slemt nok; Monsieur kand da vel ikke sove roelig om Natten ved disse Tider.

SKYLDENBORG

Jo, min Troe, kand jeg saa, thi jeg har intet at gruble paa; jeg har sluttet intet at betale, saasom jeg har intet; men jeg veed ikke, hvorledes mine Creditorer kand sove, som er i Bekymring for Betaling. Hvorledes er ellers Kiøbet paa Stude nu i Jylland? Men a propos vi taler om Stude; er det vist, at Henning Nielsen er ventende hid i Aar? I kiender vel ham?

FØRSTE PROPRIETARIUS

Jo, vi giør nok, det er en rig Forpagter, som ey boer langt fra os; han kommer ikke selv i Aar, men skikker sin ældste Søn Niels Studenstrup til Kiøbenhavn, et ungt Menneske, men lige saa gau, som Faeren; han samler gruelig Penge, saa jeg troer det vil blive den anden Midas.

SKYLDENBORG

Jeg troer det og; thi de siger, at han har allereede Ørene. Men mon den Storm, vi havde i Gaar, ikke skulde have giort nogen Skade paa Fartøyene fra Aars?

ANDEN PROPRIETARIUS

Ney, man hører ikke gierne nogen Skade paa de Farvande.

SKYLDENBORG

Det er just Ulykken det; men hvorfor reiser I heller ikke lige til Vands omkring Skaven igiennem Categat? saa sparede I en hob Penge derved.

PROPRIETARIUS

Det er sandt; men vi kunde forulykkes paa Vejen.

SKYLDENBORG

Hvad vilde det sige? I skal jo dog engang døe.

PROPRIETARIUS

Ney, det er ikke vor Lejlighed at drukne paa Vandet; Monsieur kand bedre giøre slige Reiser, end vi, thi han har ingen Fare derfor.

334
SKYLDENBORG

Hvi saa?

PROPRIETARIUS

Jo, man siger efter Ordsproget: Den drukner ey som henges skal. De andre leer igien.

SKYLDENBORG

Men Messieurs, eet Skiemt og et andet Alvor; er det vist, at Niels Studenstrup er saa hastig ventende?

PROPRIETARIUS

Ja, jeg troer, at han kommer enten 1 Dag, eller i Morgen.

SKYLDENBORG

Men er han saa gau, som I siger?

PROPRIETARIUS

Ja vist, ellers havde hans Far ikke skikket ham alleene hid, sær saasom han aldrig har væ- ret i Kiøbenhavn tilforn.

SKYLDENBORG

Jeg vil recommendere dem et got Logement, Messieurs.

PROPRIETARIUS

Ney, han skal have Tak, min Herre! vi har vort gamle Qvarteer udi Viinkanden, hvor vi gir 2 Skilling for Natten.

SKYLDENBORG.

Fy, er det for rige Folk at logere for 2 Skilling om Dagen?

PROPRIETARIUS.

Just derfor har vi noget til beste Fallille; ellers naar vi regner en heel Maaned, som vi ligger i Byen, beløber dog Logementet sig henved en Daler alleene. Adiøs.

SCEN. 3.

Skyldenborg. Henrich.

SKYLDENBORG

Det var nogle Fandens Karle disse; jeg troer ikke de fortærer saa meget i et heelt Aar, som jeg i en Dag. Jeg havde hiertelig Lyst til at trække nogle af disse op.

HENRICH

Ja, da maa Herren bære sig anderledes ad, ikke blotte sin Penge-Mangel, og ikke fixere dem saaledes. Men der kommer to andre, de seer ud, som de ere komne til Byen i Dag.

335

SCEN. 4.

To Fremmede. Skyldenborg. Henrich.

SKYLDENBORG

Serviteur Messieurs; velkommen til Kjøbenhavn.

FREMMEDE

Tak Mussiør.

SKYLDENBORG

Jeg seer, I er got ærligt Folk, som man baade bør elske og agte; men I er maa skee ikke kiendt her paa Stedet?

FREMMEDE

Ja, mare, er vi saa, Fallille! der er ingen af de store Gader, vi jo kiender, saasom Hallands-Aaes, Vestergade, Kalleboerne, Kiøbmager-Gade, Studengaarden etc. Jeg vilde for min Part vove mig til at gaae fra de tre Hiorter lige til Toldboden mutter alleene.

SKYLDENBORG

Ney, det er ikke saadan slags Kundskab, som jeg meener; jeg vilde sige, I har maa skee ingen Patroner her paa Stedet eller Adresse til fornemme Huse.

FREMMEDE

Ney, det er sandt, det har vi ikke.

SKYLDENBORG

Da skal jeg, min Troe, giøre dem bekiendt, om dem saa behager; thi min største Fornøyelse er, at tiene fremmede Folk. Jeg bær i særdeleshed en stor Kierlighed til den Jydske Nation; thi jeg kand svære paa, at det første jeg havde den Ære at see dem, pikkede mit Hierte i mit Liv, saa bevæget blev jeg deraf. Kom an, Messieurs, forlad jer paa mig, som en honnet Homme, jeg vil inden 8te Dage giøre dem bekiendt paa meer end 30 fornemme Steder, saa at I skal kunde sige, at I har været i Kiøbenhavn.

FREMMEDE

Vi takker skyldigst, velbaarne Herre, for hans Bevaagenhed; men vi har gierne en Hob andet at bestille, naar vi saa kommer til Byen.

SKYLDENBORG

Der har vi det, I Jydske er pardi meget honnet, men avec votre permission, I veed ikke at leve; siunes jer vel at det er Umagen værd, at reise saa lang Vej, alleene for at sætte nogle lumpne Penge ud, og at giøre jer kiendt med nogle Kiøbmænd, og derimod 336 forsømme at giøre jer bekiendt med fornemme Folk, som baade I og jeres Børn kand nyde Promotion af i Fremtiden? Hvad gielder, at I gaaer ikke paa de Danske Comoedier? ney! I ere gandske intet curieux! for Resten gode ærlige Folk. Hør Messieurs, jeg tænker paa noget for at giøre jeres Forretninger mindre besværlige, og for at hindre jer hver Dag at løbe paa Børsen; kom an, vil I sætte en halv Snees Tusind Daler ned hos mig, saa skal jeg svare jer 8 Rixdaler pro cento deraf; ikke fordi jeg har Penge fornøden, thi jeg kand vise jer Vexler og Obligationer, som jeg har paa 60000 Rixdaler, men alleene for at tiene dem. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

FREMMEDE

Ja, naar min Herre vil sætte os tilstrækkelig Pant, skal han gierne faae Penge hos os.

SKYLDENBORG

Ha, ha! det er, mafoi, den første gang nogen har begiæret Pant og Forsikring af mig; Gerhard von Skyldenborg skulde ikke troes paa sine Ord, ha, ha! Gerhard von Skyldenborgs Parole skulde ikke være saa kraftig som den sterkeste Obligation, ha, ha! jeg pardonerer dem, Messieurs, efterdi de ikke kiender Gerhard von Skyldenborg, ha, ha! Gerhard von Skyldenborg skulde sætte Pant! Spør kun min Tienere. Henrich! har vel nogen begiært Pant af mig?

HENRICH

Aldrig, saalænge jeg har tient Herren.

FREMMEDE

Men Herren tar det dog ikke u-naadigt op, at vi begiærer Forsikring, saasom vi ikke har den Ære at kiende ham.

SKYLDENBORG

Ej tete bleue! I kand jo vel see paa mine Klæder og Eqvipage, at jeg er en honnet Homme og vederhæftig.

FREMMEDE

Det tvivle vi aldeles intet om, min Herre, men for Sikkerheds skyld kand det ey skade at have Pant.

SKYLDENBORG

Han skal faae Pant, han skal faae min Haand og Seigl paa stemplet Papiir.

FREMMEDE

Det kalder man ikke Pant hos os.

337
SKYLDENBORG

Troe mig paa min Ære.

FREMMEDE

Hiertelig gierne, naar der er Pant hos.

SKYLDENBORG

Paa min Cavalliersk Parole.

FREMMEDE

Som jeg siger Monsieur.

SKYLDENBORG

Jeg pardonerer Monsieur, efterdi han ikke kiender mig, thi kiendte han mig, saa betroede han mig sin heele Velfærdt; jeg er pardi den honnetteste Cavalier i heele Staden. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jeg kand forsikkre Monsieur, at han uden Fare kan sætte Penge ned hos min Herre, og at min Herre vil blive ham dem skyldig, som en honnet Homme.

SKYLDENBORG

Hør Monsieur, efterdi I ere saa vantroe, vil I da betroe mig 5000 Rixdaler? thi, sandt at sige, jeg har Commission at legge ud 20000 Rixdaler for en god Ven i Morgen, men der er ey saa mange Penge i Gassen, hvilket aldrig har hendt mig. Henrich! hvor mange Penge ere der i Gassen?

HENRICH

Der er kuns 15000 Rixdaler.

FREMMEDE

Min Herre, saa faa og saa mange Penge i Gassen, som han vil, men jeg kand intet laane ham uden Forsikkring.

SKYLDENBORG

Ej! tete bleue! dersom en anden havde begegnet mig saa, skulde han ey have giort det omsonst.

HENRICH

Ej, det er ikke Pinen værd at ivre sig; jeg troer nok at Herren faaer i Aften, naar Vexeleren kommer hiem, saa mange Penge, han forlanger.

SKYLDENBORG

Men, Henrich, du veed jo, at jeg skal giøre Forskuddet i Dag. Vil Monsieur da ikke laane mig 500 Rixdaler? jeg skammer mig mafoi ved at have saadan en ringe Sum i min Mund. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

FREMMEDE

Min Herre, jeg laaner ikke en Skilling. Adieu!

338

SCEN. 5.

Skyldenborg. Henrich. En anden Fremmed.

HENRICH

Ney! Pengene sidder forbandet fast hos de Karle. Men der seer jeg en anden stige af Vognen; vi maa forsøge, hvad der er ved ham at giøre.

SKYLDENBORG

Serviteur tres humble, Monsieur, velkommen her til Byen; har han ikke fornummet, om en Person, ved Navn Niels Studenstrup, er paa Vejen hid?

DEN FREMMEDE

Jo, min Herre, vi vare sammen i Roeskilde-Kroe, hvor han en Times Tid blev opholdt, ellers havde han været her lige saa snart som jeg.

SKYLDENBORG

Hillemen, er det mueligt?

DEN FREMMEDE

Maa skee det er min Herres Creditor; saa giør det mig ont, at jeg bragte ham først de Tidender.

SKYLDENBORG

Ha, ha, hans Creditor! ney tvert imod, jeg skal have 6000 Rixdaler af ham. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

DEN FREMMEDE

Saa! da er han Karl for at betale, om det var 20000; thi det Folk samler Penge, som Skiæl, ved Aager og ubillig Rente; Sønnen træder ey alleene i sin Faders Fodspor, men bliver verre, end han.

SKYLDENBORG

Kiender Monsieur ham?

DEN FREMMEDE

Ja vist.

SKYLDENBORG

Vil da Monsieur ikke giøre mig en Tieneste? Jeg skulde i en hast give 6000 Rixdaler ud; jeg vil give Monsieur Assignation paa Monsr. Studenstrup, hvis han vil tælle mig saa mange Penge; det kommer ham paa eet ud. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

DEN FREMMEDE

Ney, mare, giør a intet Fallille.

SKYLDENBORG

Ligesom han behager; jeg meente kuns ved saadan Forslag at giøre ham, saavelsom jer, en Tieneste dermed. Men hør Monsieur, jeg seer ham an for en smuk ung Person; han kommer her til en Bye, 339 som er meget forførisk, og giør sig en Gloire af at trække Fremmede op. Giv jer aldrig udi Spill med nogen, som I ikke kiender, besynderlig i Terning-Spill; jeg har seet mange Fremmede komme fra deres Velfærdt derover. Monsieur, see denne Blessure, jeg har i min Haand; den fik jeg forgangen 11te Junii for en Fremmeds skyld, som jeg tog i Forsvar imod en Spillere, som ved falske Terninger vandt en stor Sum Penge af ham. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

DEN FREMMEDE

Min Herre giorde da et Christeligt Stykke; gid Byen var fuld af saadanne ærlige Mænd.

SKYLDENBORG

Jeg er selv en Elsker af Spill, men jeg vil vide, hvad Terninger jeg skal spille med; jeg bær derfor mine egne Terninger hos mig, som Mandens Navn staaer paa, der har giort dem, hvilken er den ærligste Been-Dreyer her i Byen. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo vist.

SKYLDENBORG

See her Monsieur dette Merke, paa Kanten skal man kiende Jesper Beendreyers Terninger, dem kand han frit spille med. Jeg vil og recommendere Monsieur dette Huus her nest ved, naar han vil divertere sig iblant; der kand han gaae sikker, thi der boer got ærligt Folk, som har gode Vare. Skal vi gaae der ind en Times Tid sammen, og fordrive Tiden med Kort eller Terninger? Jeg taber gierne i Spill, men jeg er snart meere fornøyet, naar jeg taber, end naar jeg vinder, thi hvor vel jeg spiller kuns for Tids-Fordriv, ikke for at vinde Penge, saa siunes jeg dog, at det er en Samvittighed, at vinde fra Fremmede, hvorfor, naar jeg seer dem fortryde derpaa, gir jeg dem gierne Pengene tilbage. Er det ikke sandt, Henrich?

HENRICH

Jo, min Troe, er det saa.

SKYLDENBORG

Skal vi gaae lidt der ind, og spille for Tids-Fordriv en Cinque et Neuf?

DEN FREMMEDE

Nei, min Herre, jeg spiller aldrig.

340
SKYLDENBORG

Lad os da gaae ind og drikke et Glas Viin sammen.

DEN FREMMEDE

Ney, jeg drikker ingen Viin.

SKYLDENBORG.

Det vil ikke sige, vi vil læse Aviserne.

DEN FREMMEDE.

Jeg er ey heller for Aviser. Jeg recommenderer mig; adieu.

SKYLDENBORG.

Saa gaae da din Slyngel.

SCEN. 6.

Skyldenborg. Henrich.

SKYLDENBORG

Henrich!

HENRICH

Herre!

SKYLDENBORG

Vil du giøre Compagnie med, Henrich?

HENRICH

Ja nok; hvor skal vi hen?

SKYLDENBORG

Jeg har i Sinde at henge mig.

HENRICH

Ney, Herre, jeg er forringe til at henge med ham; han kand bede een af sine Cammerader, som ogsaa er i Gield, de giør Herren gierne Selskab.

SKYLDENBORG

Det har været en Canaille, Henrich, der først har fundet paa, at man skulde betale Gield; jeg seer ingen Billighed der i.

HENRICH

Det er sandt.

SKYLDENBORG

Uden saa er, at man kand betale.

HENRICH

Det forstaaer sig.

SKYLDENBORG

Om jeg nu havde et Ønske, veedst du, hvad det skulde være? Jeg vilde ønske, at der var ingen Maane paa Himlen.

HENRICH

Hvi saa?

SKYLDENBORG

Jo, var der ingen Maane, saa var der og ingen 11te Junii, og var der ingen 11te Junii, saa gav jeg Niels Studenstrup Fanden; men saasom jeg intet Ønske har, og jeg seer mig ingen Udveje, saa er best, at jeg henger mig selv, uden du ved din Hurtighed, Henrich, kand redde mig.

HENRICH

Jeg meener, Herre, at, naar vi legger begge 341 vores Forstand sammen, saa kand der blive noget af. Jeg tænker paa en Ting, Herre! her er en Student udi Byen, ved Navn Christen Nielsen, som er Niels Studenstrups Sødskende-Barn, til hvilken jeg veed den gamle Henning Studenstrup har Tillid, og uden Tvil recommenderer sin Søn til ham.

SKYLDENBORG

Ja, men hvad vil det sige?

HENRICH

Jeg vil give mig ud for samme Student, og møde ham, naar han kommer ind ad Porten, og føre ham udi et Logement, hvor vi ere kiendte, og kand have Leylighed at trække ham op. Men der seer jeg Verten i Paradiis komme meget a propos; nu kand her spilles en fuldkommen Comoedie, hvortil fordres en forgieldet Herre, en skalkagtig Tienere, en Fremmed, som skal optrækkes, og en saadan vel meritered Vert.

SCEN. 7.

Skyldenborg. Henrich. Jacob.

HENRICH

See her Jacob, du havde nær skremmet Livet af mig.

JACOB

Hvi saa?

HENRICH.

Jeg veed ikke, om det er din Gienfærd eller ey, thi man sagde i Gaar i Byen, at Fanden havde taget dig i Overgaars; men er det dig selv?

JACOB.

Jeg veed ikke rettere, end jo.

HENRICH.

Da undres mig, at det ikke længe siden er skeet, men jeg kand troe, at Fanden ikke iiler saa meget, thi han er altid vis paa dig.

JACOB.

Jeg meener, Henrich! heller, at han bliver hindret der fra ved saadanne skikkelige Mænds Forbønners skyld, som du est.

HENRICH.

Ja, hvad har du at sige paa mig? er jeg ikke en Helgen at regne imod dig?

JACOB.

Vist, Henrich! om jeg skulde give dig Pas, saa kunde jeg paa min Samvittighed ikke give det anderledes, end saa: Hilsen til den gunstige Læser! Denne 342 unge Person, ved Navn Henrich Larsen, er ærligen fød af u-ægte Forældre; hans Fader var en af de beste Snaphaner udi sidste Skaanske Krig, og en af de berømmeligste Spillere, thi han døde i sit Embede med Kløver-Knegt i Haanden. Hans Moder en skikkelig Kone, der aldrig tog høyere end 4re Skilling af fattige Folk, der var i Trang paa Legemets Vegne. Han selv horer, drikker, dobler, bander, bedrager; men i det øvrige har mange store Dyder, og passerer for en af de skikkeligste Tiennere i Kiøbenhavn.

HENRICH

Gav du saadan Pas paa din Samvittighed?

JACOB

Ja jeg giorde.

HENRICH

Men hvor er du kommen til den Samvittighed? jeg har aldrig min Livs-Tid hørt, at en Vert i Paradiis har haft Samvittighed, thi saadan en Vert med Samvittighed er lige saa rar, som en rug Soldat, en taus Barberer, en ærlig Møller og en fredsommelig Procurator.

JACOB

Jeg bilder mig ind, at disse Lakei-Samvittigheder ere ey heller alt for store.

HENRICH

Det maa være nok af den Snak, Jacob. Jeg har ellers et Forslag at giøre for dig, som er baade for din og min Herres Nytte; vi venter en ung Person om en Times Tid fra Landet, som vi vil indqvartere udi dit Huus. Det skal blive dig en fæd Steeg, thi han har Penge, som Græs.

JACOB

Skal jeg da stiæle Pengene fra ham, og lade mig henge for jer skyld?

HENRICH

Jeg skal nok practicere Pengene fra ham med List, og du skal faae din Deel deraf; lad kuns mig raade. Du har en Hob honnette Fruentimmer i dit Huus, om Forladelse, jeg vilde sige smukke; den kiønneste iblant dem maa stille sig forliebt i ham og bilde ham ind, hun er din Hustrue; du selv skal stille dig an, som du est jaloux, og altid have Øynene paa ham, for at bestyrke ham dismeere i de Tanker.

JACOB

Men om der er ingen Kierlighed hos ham, hvad vil der da blive af?

343
HENRICH

Ej Snak, en ung Person paa 22 Aar skulde ingen Kiærlighed føle, det er en god Snak, besynderlig, naar han bliver opmuntret af et listigt Fruentimmer! Jeg vil være dig Mand for, at han skal blive forliebt; thi jeg selv skal bestyrke ham deri, saasom han har Fortroelighed til mig. Naar vi nu har bragt ham dertil - - - Resten finder jeg nok paa siden, naar jeg faaer Stunder at betænke mig; lad os kuns faae ham i Huset først, saa skal jeg overlegge Sagen videre med dig.

SKYLDENBORG

Henrich, det begynder alt at lettes for mit Hierte.

HENRICH

Lad os gaae strax hver hiem til sit; jeg maa hen at tage en sort Kiole paa mig, saasom jeg skal agere Student.

344

ACTUS II

SCEN. 1.

Studenstrup. Henrich.

Studenstrup med en gammeldags Kiol med støbte Knapper i, og en Pidsk i Haanden, kommer ind i Byen; Studenterne raaber Rus efter ham inden for.

STUDENSTRUP

Ej raab I Carnalier, til I blir gall.

INDEN FOR

Ru - - s Ru - - s Ru - - s Ru - - s.

STUDENSTRUP

Faae han en Ulykke, der enten har deponeret eller tænkt til at deponere min Livs Tid; a er en Forpagter-Søn fra Jylland, som kommer at fordre Penge ind.

INDEN FOR

Rus, Rus, Ru - - s Ru - - s.

STUDENSTRUP

Ej holdt jer Munde, I Rakker-Knegte! a er Drolen spliide mig ad ingen Rus, seer I vel det.

INDEN FOR

Rus, Ru - s Ru - - s Ru - s.

STUDENSTRUP

Ney, hør engang til de Bakkelse-Beester, hvor de raaber.

INDEN FOR

Rus - --

STUDENSTRUP

Kommer kuns, I Hunde, een for een, saa skal a, Drolen ta ved mej, viise jer, at a er Kaal for jer Hat.

INDEN FOR

Rus, R--sR--sR--s.

STUDENSTRUP

Ja raaber kuns til Kallunet gaaer ud af jer Hals! I har en vakker Ære deraf, at raabe efter fremmede Folk, I som skal være selv geistlige Personer.

INDEN FOR

Ru - - - s.

STUDENSTRUP

Hører I intet vel, I forbandede Kaale, naar a seyer jer, a er ingen Rus, eller nogen tid tænker at ha min Fod paa Studengaarden!

345
INDEN FOR

Rus - - - R - - - s.

STUDENSTRUP

Hillemen, kunde a finde en Steen, I skulde faae en U-lykke. Hør Kaale, ta jer vare! hvem a rammer, den klyver a Hovedet paa, saa det halve Hoved skal ligge og dingle paa een Axel, og den anden halve 346 Deel paa den anden Axel; hører I vel, nu taler a mare god Jydsk!

HENRICH

Hillemen, der er han.

Sagte.

Nu skal Comoedien gaae strax an, nu heeder jeg ikke Henrich længere, men Niels Christensen. Høyt. Ej, I uforskammede Mennesker, som staaer saaledes og raaber efter en fremmed Person, det er jo en Skam og Spot for den heele Bye, at Fremmede skal fortælle, naar de kommer tilbage, hvorledes de har været begegnede. I kand vel see, at det er ingen Rus, I dumme Diævle, og lad være, han var en Rus, skulde I derfor saaledes forfølge ham? Jeg kand nok see, at det er en smuk fornemme Person, som heller har i Sinde at fordre sine Rente-Penge, end at give Penge for at faae Salt og Viin paa Hovedet. Fy skammer jer! det skiær mig i mit Hierte, at jeg skal høre saadant af jer, som ere mine Ordens Brødre.

STUDENSTRUP

Monsieur, jeg takker skyldigst for den Godhed, han har for mig; jeg vilde ønske af mit Hierte, jeg kunde tiene ham igien. Jeg kand ikke vide hvor af den Godhed reiser sig imod mig, som er ham gandske ubekiendt.

HENRICH

Monsieur, mit Hierte bløer i mit Liv, naar jeg seer, at man giør fremmede Folk uret.

STUDENSTRUP

Jeg seer nok, at Monsieur er en fuldkommen Mand, og en retskaffen Christen.

HENRICH

Jeg kand virkelig blive syg deraf, saa ivrer jeg mig.

STUDENSTRUP

Det kalder jeg Ærlighed.

HENRICH

Tøver kuns lidet, I Skabhalse! jeg skal strax viise jer, hvad det er at forfølge en stakkels Fremmed.

STUDENSTRUP

Den stakkels Kaal har meere ont af min Fortræd, end jeg selv.

HENRICH

En ærlig og skikkelig Mand.

347
STUDENSTRUP

Det skulde giøre mig ont, om Monsieur forivrede sig, og fik ont for min skyld.

HENRICH

Som aldrig har giort jer nogen Fortræd.

STUDENSTRUP

Giv jer tilfreds bitte Faer, a har alt glemt det.

HENRICH

Hvis jeg havde jer fat, skulde jeg ærlig smøre jer.

STUDENSTRUP

Ej, Mussiør skal mare ikke løbe efter dem, han kand komme i Ulykke derover.

HENRICH

Saaledes skulde jeg tractere dem:

Trækker Studenstrup efter Haaret, og slaaer ham ned imod Gulvet.
STUDENSTRUP

Hillemen, den Christen Kjærlighed gaaer alt for vit.

HENRICH

Om Forladelse Monsieur, jeg er ligesom fra mig selv af lutter Nidkiærhed.

STUDENSTRUP

Hvor finder man mange slige Folk? Men maatte jeg spørge om min Herres Navn, at jeg kunde berømme ham derfor?

HENRICH

Monsieur, jeg forlanger ingen Berømmelse, det er noget som jeg og enhver bør at giøre; men ellers heeder jeg Niels Christensen til Tieneste.

STUDENSTRUP

Niels Christensen! Det Navn er mig mare bekiendt.

HENRICH

Ja, min Herre, her er over 100 Niels Christensener her i Kiøbenhavn; thi enhver Mand, som heeder Christen, naar han kuns faaer i Sinde, at kalde sin Søn Niels, saa blir strax en Niels Christensen deraf.

STUDENSTRUP

Saa heeder da min Herres Far Christen?

HENRICH

Jeg skulde haabe det, eftersom man kalder mig Niels Christensen; ellers er det noget, som jeg ey tør sværge paa, men min Moer kand sige det best.

STUDENSTRUP

Var da hans kiære Far gift?

HENRICH

Jeg veed ikke rettere.

STUDENSTRUP

Med en Kone?

348
HENRICH

Det er et taabeligt Spørsmaal, jeg veed jo, man gifter sig ikke med Kiøer.

STUDENSTRUP.

A propos, vi taler om Kiøer, hvad var det nu, jeg vilde sige, hvad var hans kiære Moers Navn?

HENRICH

sagte. Dersom den Knegt ikke var saa taablig, skulde man tænke, at det var af Ondskab. Høyt. Min Moder heeder Lisbed Hans-Dotter.

STUDENSTRUP.

Lisbed Hans-Dotter? Jeg kiender en Kone, som heeder Lisbed, som er mig paarørende.

HENRICH.

Det kand nok være, Monsieur! Jeg kiender og en mægtig Hob af det Navn; jeg haaber, der er ingen Gade udi Kiøbenhavn, hvor man jo skal kunde finde et stykke 16 Lisbeder.

STUDENSTRUP

Er min Herre ikke fød i Jydland?

HENRICH.

Ney, men min salige Far har boet der længe, og min Moer er der endnu, og jeg har mine Slegtninge der.

STUDENSTRUP.

Boer hans salige Far da nu omstunder i Kiøbenhavn?

HENRICH

Ney, Monsieur, ikke siden han døde.

STUDENSTRUP.

Herre Gud, er den salige Mand død?

HENRICH.

Ja, ellers kunde han ikke være salig.

STUDENSTRUP.

Det er, min Troe, sandt; jeg staaer her og snakker hen i Taaget.

HENRICH.

Det vil ikke sige, Monsieur! man kand let fortale sig. Ellers var det bedre, at han spurte, om den salige Mand var død, end han skulde spørge, om den døde Mand var salig. Ellers var han en gandske ung Mand, da han døde.

STUDENSTRUP.

Jeg condolerer da min Herre, det giør mig hiertelig ont, at hans gode Far kom saa tilig i Himmerig.

HENRICH.

Jeg takker skyldigst Monsieur! jeg vil ønske, at hans gode Forældre ikke saa hastig maa komme der.

STUDENSTRUP.

Serviteur! Men eftersom min Herre har Venner i Jylland, kiender han ikke en Mand, som heeder Henning Studenstrup?

349
HENRICH

Er det ikke Forpagter Henning Nielsen?

STUDENSTRUP

Ja han heedte Henning Nielsen tilforn, men siden han fik den Arv, som I maa skee har hørt tale om, heeder han Forvalter Henning Studenstrup; min Moer vilde endelig, han skulde kalde sig Henning von Studenstrup, men han vilde ingenlunde, saasom han er en ærlig gammeldags Mand.

HENRICH

Skulde jeg ikke kiende min egen Morbroer?

STUDENSTRUP

Ach, er det mueligt! saa er I da den rette Niels Christensen, som jeg leeder efter, og har Brev til.

De omfavner hinanden og græder.
HENRICH

Det er dog vist, som man siger, at Blodet er aldrig saa tyndt, det er jo tykkere end Vand. Græder igien.

STUDENSTRUP

Her er Brevet, som min Far har skrevet Monfrere til: A Monsieur Monsieur Niels de Christensen, Sacrosanctæ Philosophiae Studiosus, abzugeben in Knapnæring in Copenhagen.

HENRICH
læser Brevet

Ach, min hierte Monfrere! alle disse Complimenter var ikke nødig, jeg er jo obligered at tiene ham i alt hvad mig mueligt er.

STUDENSTRUP

Ydmygste Tiennere, min allerkiæreste Monfrere og Cousine! Men vil han nu først giøre mig den Tieneste, og vise mig mit Logemente udi de 3 Hiorter?

HENRICH

Fy, han skal, min Troe, ikke logere der, der er saa u-roeligt; jeg skal føre ham ind til min Svoger.

STUDENSTRUP

Jeg vilde heller tage ind paa et Vertshuus, Monfrere; thi maa skee den Mand, for Svogerskabs skyld, ingen Penge vilde tage, saa var jeg kuns amprasered dermed.

HENRICH

Han holder ogsaa Vertshuus, Monfrere, og lader sig betale, skiønt han er ey saa dyr som andre.

STUDENSTRUP

Det er meget got, saa vil jeg da strax følge Monfrere didhen.

De gaaer til den anden Side af Theatro og banker paa, og Verten i Paradiis kommer ud.
350

SCEN. 2.

Studenstrup. Henrich. Jacob.

HENRICH

God Dag, Svoger! Denne gode Mand, I her seer, er min Fetter, som er nyelig kommen fra Jylland; jeg vil recommendere Svoger ham, som det var mig selv. Han vilde tage ind udi de 3 Hiorter, men mig siunes, han er bedre i Svogers Huus.

JACOB

Det skulde have giort mig ont, hvis han havde taget ind andensteds; jeg gratulerer hans Ankomst her til Byen.

STUDENSTRUP

Det er mig kiært, at jeg har fundet en Svoger her paa Stedet, som jeg kand logere hos; jeg takker, at han vil logere mig hos sig, men vidste jeg, at han ingen Penge vilde tage, saa vilde jeg ikke incommodere ham, men heller tage ind i de tre Hiorter.

JACOB

Ach, ach, vi skal nok komme til rette.

STUDENSTRUP

Men Herr Svoger maa love mig det først, at han vil tage imod Betalning.

JACOB

Ej, vil Herr Svoger ikke bekymre sig derom! det skal have gode Veje.

STUDENSTRUP

Ney, jeg svær derpaa, Svoger, at jeg taer ikke ind i hans Huus, uden han lover mig det, og at jeg maa betale, ligesom en anden Fremmed.

HENRICH

Hør Svoger, min Fetter tar ey ind i jer Huus paa anden Maade.

JACOB

Ja, ja, han skal da betale, som en anden. Jeg vilde kuns ønske, at jeg kunde divertere ham noget; jeg selv er, ligesom Herr Svoger seer, og min Kiæreste er meget eenfoldig og stille.

HENRICH
vender sig til Studenstrup

Monfrere skal ikke troe det sidste, thi hans Kone er een af de artigste Koner her i Byen; men han er selv noget jaloux, ihvorvel jeg tør sværge paa, at han ingen Aarsag haver, thi alle Mennesker, som kiender hende, holder hende for en dydig og skikkelig Matrone; men Monfrere veed selv, 351 hvordan det gaaer til, naar en gammel Mand faaer en ung dejlig Kone.

STUDENSTRUP

Jeg er bange da, at vi kommer i Klammerie sammen; thi jeg gad gierne spøge lidt korn med Fruentimmer.

HENRICH

Ej, det vil intet sige, det er ellers et got stakkels Mand.

STUDENSTRUP

Men er han da lidt jaloux? ha, ha, ha.

JACOB

Hvor af leer Svoger saa hiertelig?

STUDENSTRUP

Intet bitte Svoger, uden af noget Galskab, som min Far havde skrevet i et Brev til min Monfrere Niels Christensen.

JACOB

Vil Svoger ikke være saa god og spadsere ind?

STUDENSTRUP

Jeg skulde hen til min Vogn først, som staaer strax ved Hiørnet, om Svoger vil spadsere med mig derhen.

HENRICH

Jeg maa forlade dem en halv Times Tid, saa skal jeg strax have den Ære at see dem her i Huset igien.

STUDENSTRUP

Adiøs da saa længe.

SCEN. 3.

HENRICH
alleene

Det gaaer an, ja det gaaer rigtig an; jeg kunde aldrig treffe beqvemmere Karl at exercere mig paa. Hvor skulde den Karl kunde begaae sig, der er falden i slige gode Hænder, der har faaet mig til Fetter, og Verten i Paradiis til Svoger? Men der er min Herre.

SCEN. 4.

Skyldenborg. Henrich.

SKYLDENBORG

Nu, Vellærde Henrich Gaudieb, hvor gaaer det?

HENRICH

Hun gaaer, som hun var smurt: han kysser mig og kalder mig sin Fetter, og Jacob i Paradiis er hans Svoger; siunes Herren, at ikke Begyndelsen er god nok?

352
SKYLDENBORG

Ha, ha, men hvad skal vi nu giøre videre?

HENRICH

Lad mig kuns raade! jeg har alt en hob Galskab i mit Hoved; jeg skal underrette Jacob videre, hvad han skal giøre.

SKYLDENBORG.

Men end om Jacob stiæler alt hans Gods fra ham, og løber bort, saa forderve vi jo vor Sag meere.

HENRICH.

Derfor vil jeg logere i samme Huus for at hindre ham derudi.

SKYLDENBORG

Ja, saa gaaer det an.

HENRICH.

Men efter de Projecter, jeg har i mit Hoved, saa maa vi have nogle andre i Ledtog med.

SKYLDENBORG.

Jeg skal skaffe et par gode Venner, som er beqvemme dertil.

HENRICH.

See, der komme de tilbage; gaaer I kuns nu bort.

SCEN. 5.

Studenstmp. Hennch. Jacob.

STUDENSTRUP

Var det ikke en forbandet Kaal, som turde begiære 2 Skilling alleene for at bære to Kufferter op for Trappen!

JACOB

Ja de Folk ere uforskammede, Herr Svoger! de kaster min Troe paa Nakken ad to Skilling.

STUDENSTRUP

Ligesom 2 Skilling var ikke Penge.

JACOB

Sandt nok; man skal længe leede, førend man finder 2 Skilling paa Gaden.

STUDENSTRUP

Saa snart de seer en Fremmed, saa tænker de, at der er noget at fiske. Men de skal, min Troe, ikke smøre dem paa mig; de Studenstruper er ikke af det slags Folk, som lar dem trække ved Næsen, de veed anderledes, hvad Pengene duer til.

JACOB

Ney, ney! saa vit jeg kand see paa Hr. Svoger, saa trækker ingen ham let op.

STUDENSTRUP

Jeg vilde see paa den, der skulde giøre 353 det, om det var Alexander Magnus selv. I hvor kloge de vare, saa fixerede jeg dem dog; thi jeg gav dem en med Qvægsølv oversmurt Halvskilling at vexle for en 8 Skilling, og saa fik jeg 6 Skilling tilbage.

JACOB

Men jeg er bange, at naar de bliver det vaer, saa kommer de tilbage.

STUDENSTRUP

Saa svær jeg paa, at de ey har faaet den af mig; thi jeg har nogle smaa Eeder i reserva, saa at jeg kand svære mig fri, uden at forsvære mig: som for exempel, jeg svær paa, at jeg ey har lovet dem Penge, saa forstaaer jeg derunder til Foræring; om jeg nu slet intet havde betalt dem, saa foer jeg paa, at jeg havde betalt, nemlig ikke dem, men andre for andet Arbeide.

JACOB

Svoger slegter sine kiære Forældre paa, thi de passerer for de vittigste Folk der i Egnen; et got Træ kand ey bære uden gode Frugter.

STUDENSTRUP

Jeg har min ævige Lyst deraf, at jeg kand trække slige Folk op. Jeg har en hob falske Penge, som jeg skal smore i Kjøbenhavnske Folk, saa at Reisen skal ey koste mig meget; det maa jeg og Niels Studenstrup forstaae, derfor har jeg ogsaa noget i Pungen. Jeg holder det og ikke for nogen Synd, thi der staaer at Kiøbmænd skal være sneedige, som Slanger. Hvad meener Svoger derom?

JACOB

Ej hvad Synd? Enhver Tyv er jo en Mand i sin Næring.

STUDENSTRUP

Det heeder det: luk Øynene op, eller Pungen!

JACOB

Ja, det er jo efter Ordsproget.

STUDENSTRUP

Det maa have været nogle skiønne Mænd, som har giort de Ordsprog, thi de ere mare Guld værd.

HENRICH

See, velkommen tilbage.

STUDENSTRUP

Tak min hiart Fetter! gid a kunde have jer altid hos mig.

HENRICH

Veed I hvad, jeg vil logere her i Huset, saalænge 354 Fetter er i Kjøbenhavn, thi det kommer mig paa eet ud.

STUDENSTRUP

Ach, det var kosteligt! a bekiender, at lille Fetter er i alle Maader, som han mig er beskreven; vi kand ligge i eet Kammer og i een Seng sammen.

HENRICH

Ja nok, saa skal jeg betale den halve Leye.

STUDENSTRUP

Saa sparer vi begge en Dalers Penge der ved. Men hør min hiart Fetter, I maa flye mig fat paa en Mand, her i Byen, som heeder Skyldenborg. Drolen skal splide den Kaal ad, hvis han ikke betaler mig til yderste Skierv! a skal vise ham, at a heeder Niels Henningsen Studenstrup. Hvorledes er det fat med den Mand, er han kommen til agters?

HENRICH

Ney, jeg veed, at han har paa et Sted 4000 Rixdaler staaende; kunde Monfrere faae Assignation paa samme Mand, eller at samme Mand vilde lade transportere Gielden paa sig, og give Monfrere Prioritet i een af sine Gaarde derfor, da bleve Pengene staaende paa et sikkert Sted.

STUDENSTRUP

Hvad heeder den Mand?

HENRICH

Han heeder Lars Andersen, een af de beste og vederhæftigste Mænd i Byen.

STUDENSTRUP

A har hørt tale om den Mand, gid kuns han stod mig for Pengene.

HENRICH

Vil Fetter kuns ikke bekymre sig derom, det skal have sin Rigtighed. Lad os nu gaae ind.

355

ACTUS III

SCEN. 1.

Børsen præsenteres, hvor efterhaanden kommer Kiøbmænd ind, først en Kiøbmand og en Jøde med et Skiæg.

KIØBMANDEN

Jeg seer, her er ingen Folk kommen endnu; jeg skulde have nogle Kroner mig tilvexlet, men gid Fanden give dem elleve og et qvart pro Cento! jeg kommer heller at søge om Dilation til i Morgen eller Overmorgen, thi saa haaber jeg Prisen vil falde. Men der seer jeg en Jøde, jeg maa høre engang hvad han begiærer. Serviteur Monsieur, har han ingen Kroner at vexle?

JØDEN

Nai Monsieur, jeg troer ikke, at jeg har nogen; vilde han sonsten have mange?

KIØBMANDEN

Fire Tusind Rixdaler.

JØDEN

Jeg har selbst ingen itzund Monsieur, men maa skee jeg kunde skaffe ham welke hos en god Ven for halvtolvte pro Cento.

KIØBMANDEN

Halvtolvte pro Cento? det er jo Jødisk.

JØDEN

Ja jeg er og en Jøde; ich will ihm sagen, Monsieur, Coursen er elleve og en qvart, nu maa jeg jo i det ringeste have en qvart for min Umag.

SCEN. 2.

Kiøbmanden. En anden Kiøbmand. Jøden.

FØRSTE KIØBMAND

Ney, vi betakker os, saa længe som her er Christne i Landet, handler vi ikke med Jøder. See der seer jeg en god ærlig Christen Kiøbmand. Hør, min Herre, har han ingen Croner at vexle?

356
ANDEN KIØBMAND

Jo til Tieneste.

FØRSTE KIØBMAND

Hvad tar han pro Cento?

ANDEN KIØBMAND

Tolv Rixdaler.

FØRSTE KIØBMAND

Da kand jeg faae dem hos en anden Jøde for elleve.

ANDEN KIØBMAND

Kand nok være.

FØRSTE KIØBMAND

Jeg seer da, her er verre at handle med Christne Jøder; jeg maa hen til den anden igien. Hør Smautz, lad mig da faae nogle af jeres Croner.

JØDEN

Mit Navn er Moses, min Herre! jeg er kein Smautz, jeg er en Portugiser Jude; will Herren sonsten mit mig hiem gaaen, kand han nogen faae, men intet geringer.

FØRSTE KIØBMAND

Ja lad os gaae da.

DEN ANDEN KIØBMAND
blir tilbage

Førend jeg vexler mine Croner for ringere end 12 pro Cento, før skal de smuk blive liggende; jeg meener, jeg skal nok faae dem udpiint, naar det Ostindiske Skib skal bort.

SCEN. 3.

Skyldenborg. Kiøbmanden.

SKYLDENBORG

Serviteur Monsieur! jeg skulde have nogle Penge i en hast; jeg vilde gierne give dobbelt Rente, om Monsieur vilde laane mig et Tusind Daler.

KIØBMANDEN

Vil min Herre give mig 12 pro Cento, skal han faae nogen.

SKYLDENBORG

Ja hiertelig gierne, om det var 14; ikke fordi jeg trænger saa meget, men jeg kand giøre i en hast en stor Gevinst derpaa.

KIØBMANDEN

Ja, naar Monsieur skaffer Pant, Caution eller Endossement, skal han gierne faae, om det var end 2000.

SKYLDENBORG

Monsieur, jeg vil give ham min Vexel, han kiender mig nok, at jeg er en honnet Homme.

KIØBMANDEN

Ney, Monsieur, jeg maa tage mine Ord tilbage, nu erindrer jeg, at jeg ingen Penge har.

357
SKYLDENBORG

Monsieur, jeg vil give ham 16 pro Cento.

KIØBMANDEN

Det er min Troe mit Alvor, min Herre, at jeg har ingen.

SKYLDENBORG.

Kom an, jeg vil give ham 20, og betale Lagien forud.

KIØBMANDEN.

Jeg svær paa, at jeg har ingen. Adieu.

358

SCEN. 4.

SKYLDENBORG
alleene

Gid du aldrig faaer nogen da! Jeg veed aldrig, hvorledes jeg skal reede mig ud fra den 11te Junii, uden Henrichs Forslag vil lykkes, men Forslaget er saa dristigt, at jeg tviler om, det kand gaae for sig; jeg faaer lade ham raade, thi han bliver vred, naar jeg disputerer ham imod. Forslaget er dette, at min Cammerat Jens Trækholdt gir sig ud for Lars Andersen, een af de rigeste Mænd her i Byen, ladend, som han skal levere til mig ligesaa mange Penge, som jeg er Studenstrup skyldig, transportere Gielden paa sig, og give ham første Prioritet i Raadhuset derfor. Jeg spurte, da jeg hørte det Forslag, om han var bleven gall, thi det er fordristigt at bruge end i Comoedie; men han svarede: Herre, naar I eftertænker to Ting, først Personens Dumhed, for det andet den Tillid, han bær til mig, som sin Fetter og beste Ven, da er det meget giørligt. Nu er han hen at besee Raadhuset, som han tager for Lars Andersens Huus; jeg venter med Smerte paa min Cammerade, thi han lovede - - - See der er han.

SCEN. 5.

Skyldenborg. Trækholdt.

SKYLDENBORG

Hvorfor bier I saalænge, Monfrere?

TRÆKHOLDT.

Nu slog Klokken først halv Tolv; men hvor er Taassen?

SKYLDENBORG.

Han er hen med Henrich at see paa det Huus, som I skal sætte ham i pant.

TRÆKHOLDT.

Hvilket Huus bliver det?

SKYLDENBORG.

Det bliver Raadhuset.

TRÆKHOLDT.

Ha, ha, ha.

SKYLDENBORG.

Holdt I kuns gode Miiner, og lad Henrich raade. See der kommer de begge.

359

SCEN. 6.

Personerne af forige Scene gaaer og spadserer frem og tilbage. Studenstrup og Henrich kommer ind.

STUDENSTRUP
kogende om sig

Hillemen, hvilket Huus er ikke denne Børs.

HENRICH

Ja det er en skiøn Bygning, og her er i disse Boder, Monfrere seer inden for, at bekomme alt hvad forlanges.

STUDENSTRUP

Kunde jeg faae mig et got Rør, saa vilde jeg nok spendere en Marks Penge, eller tre, derpaa.

HENRICH

Ach! Monfrere kand intet smukt Rør faae under 6 Rixdaler.

STUDENSTRUP

Gud bevare mine 6 Rixdaler! ney, det er da best at slaae den Tand ud, thi Penge er ikke at skiemte med i disse Tider.

HENRICH

Vil Petter ikke have noget andet Galanterie?

STUDENSTRUP

Jeg vilde nok have een af de smaa Træ-Fugle med Fløiter i Rumpen til at forære min yngste Broder Cristopher, naar jeg kommer hiem, om de ikke kom forhøyt at staae. Men hvem ejer disse Skilderier her staaer paa Veggen?

HENRICH

De ere tilkiøbs, om Monsieur er Liebhaver.

Sagte.

Hillemen, kunde jeg faae ham til at kiøbe Skilderierne, som hører Børsen til, var det artigt nok.

STUDENSTRUP

Ney Fetter, de seer saa gammeldags ud.

HENRICH
sagte

Ney, Skam faae han heller.

EN DRENG

kommer ind med Bøger under Armen. Kiø- ber I smukke Bøger, Mussiø: Altid være vel tilfreds, aldrig være vel tilfreds.

STUDENSTRUP

Har du ikke Per Paarses Krønikke? Jeg er en stor Elsker af Kronikker, Fetter: Jeg har Saxo Grammatica og Arendt Hvitfelds Krønikke tilforn, men jeg holder meere af Per Paarses Krønikke, thi der er ingen Kaaberstykker i de andre.

360
DRENGEN

Ja, her er en Per Paars.

STUDENSTRUP

Hvad skal den koste?

DRENGEN

Fire Mark.

STUDENSTRUP

Gid du faaer en Ulykke med dine 4 Mark! vil du have 8 Skilling?

Drengen gaaer bort og byder Bøgerne om til de andre, som gaaer og spadserer.
STUDENSTRUP

De Karle kaste paa Nakken ad 8 Skilling; det er, mare, alt hvad den Bog er værd, thi der er nok en hob Løgn derudi. De siger ellers, at den Per Paars skal have været en skikkelig Mand; Skam faae dem, de maatte lade Manden ligge i Roe i sin Grav. Hvad nu, Fetter, er I ikke vel? Sveden staaer jer af Panden.

HENRICH

Lad os ey tale meere om den Bog, Fetter! jeg faaer ont deraf, thi ingen Tyrk kunde skrive saaledes om Baccalauruser og Magistrer, som han har skrevet. Hvad siunes ellers Fetter om Lars Andersens store Gaard paa Torvet?

STUDENSTRUP

Det var et skiønt Huus nok, Fetter, men det var saa underlig bygget.

HENRICH

Det Huus kand jeg forsikkre Monfrere ikke blev soldt under 20000 Rixdaler, han har selv ladet det bygge, men jeg tør sige ikke med 30000 Rixdaler.

STUDENSTRUP

Det er Under, at man vil sætte saa meget i en Bygning.

HENRICH

Ach, hvad meener I Lars Andersen agter 30000 Rixdaler! ikke meere end Monfrere 10 Rixdaler.

STUDENSTRUP

Ja vi har nok hørt tale om Lars Andersen i Jylland; vil han paatage sig Gielden og svare mig Renterne, har jeg intet uden hans Haand nødig.

HENRICH

Det er sandt nok, Monfrere, men jeg er for at gaae den sikkerste Vej; en anden her i Byen turde ikke begiære Pant af ham, men Monfrere kand foregive, at han er fremmed, saa gaaer det an. Jeg kand ikke hielpe Monfrere her uden med gode Raad, thi mine Vilkor ere ikke, at jeg kand aftiene den Høflighed jeg har nydt af hans Forældre med andet.

361
STUDENSTRUP

Ach, min allerkiæreste Fetter! et got Raad er bedre, end Penge.

HENRICH.

Jeg tilstæder da ikke Monfrere, at I tar imod hans Forsikkring, uden han gir jer Prioritet i den store Gaard paa Torvet; thi hans Forældre vil jo, at Pengene skal sættes paa Prioriteter.

STUDENSTRUP.

Ja Monfrere maa giøre deri, som han 362 lyster. Men jeg staaer og tænker paa en Ting, hvorfore vi, som ere Fettere, skal sige I til hinanden.

HENRICH

Det er sandt nok; lad os da, som Brødre, her efter sige du til hinanden.

STUDENSTRUP

Ja hvad andet? De kysser hinanden.

HENRICH

See, der gaaer min Troe Lars Andersen; see, hvor han gaaer og speculerer.

STUDENSTRUP

Ja jeg vil tiene dig, Monfrere, saadan Mand har tusind Sager i sit Hoved, i sær ved 11te Junii Tider; jeg veed ikke, om jeg tør tale ham til, Monfrere er nok saa god at giøre det for mig.

HENRICH

Ydmygste Tienere, min Herr Andersen! jeg vilde gierne fornemme, om Monsieur Skyldenborg ikke har nogle Penge til gode hos ham.

TRÆKHOLDT

Ja jeg troer; men hvad kommer det jer ved?

HENRICH

Jo, min Herre, det er os anliggende at vide.

TRÆKHOLDT

Nu har jeg ingen Stunder at tænke derpaa, I kand tale mig til en anden Tid.

HENRICH

Ach, min Herre! eftersom jeg har den Lykke, at finde ham saa tilig paa Børsen, førend der kommer fleere Folk, saa vil jeg ydmygst bede, at han vil høre mig lidt. Denne unge Person, som min Herre seer, har 3000 Rixdaler at fordre hos Monsieur Skyldenborg, som han vil opsige for at sætte dem ned paa et sikkere Sted, eftersom Renterne i nogle Aar ikke har været betalt i rette Tider; vil nu min Herre Andersen være af den Godhed, at transportere Gielden paa sig, saa stode Pengene sikkere.

TRÆKHOLDT

Ej, jeg vil ikke have dermed at bestille, jeg flyer Monsieur Skyldenborg sine Penge, og saa er det ude. Hvad heeder ellers denne unge Person?

STUDENSTRUP

A heeder Studenstrup og er Henning Nielsens Søn.

TRÆKHOLDT

Nu, er I Henning Nielsens Søn? jer Far er en smuk Mand; jeg vil giøre for hans skyld, hvad jeg kand.

363
STUDENSTRUP

Skyldige Tienere! mine Forældre skal nok stræbe at forskylde hans Høflighed.

TRÆKHOLDT

Ej Bagatelle! havde man kuns fat paa Monsieur Skyldenborg, saa skulde vi snart giøre det klart. Jeg troer, han gaaer der; jo det er han. Hør Monsieur Skyldenborg, et Ord! Denne unge Person har faaet at vide at I skal have nogle Penge hos mig, og saasom han har Penge at fordre hos Monsieur, som han vil sætte ned paa et andet Sted, saa har jeg lovet, at de maa blive staaende hos mig, at jeg skal blive hans Debitor. Ja Monsieur, det hielper ikke, at han blinker med Øynene; jeg er en ærlig Mand, som ingen Hocus Pocus veed af at sige, tilmed har jeg lovet at tiene denne unge Person derudi for hans gode Forældres skyld.

SKYLDENBORG

Hvem siger, at jeg blinker med Øynene? Havde min Herre sagt det paa et andet Sted, saa - -

TRÆKHOLDT

Hvad vilde I giøre? Meener I at jeg lader mig kyse af skrammererede Klæder? I kiender maa skee ikke Lars Andersen ret.

SKYLDENBORG

Jo jeg veed, at han er en rig Mand, men for Resten - - - -

TRÆKHOLDT

Hvad vil I sige med det for Resten?

HENRICH
gaaer dem imellem

Ach, min Herre Andersen, han ivrer sig ey! betænk, at det er Børsen, vi ere paa.

TRÆKHOLDT

Det er sandt, som I siger. Hør Monsieur Studenstrup, I skal faae jere Penge hos mig.

SKYLDENBORG

Jeg er jo Mand for at betale ham dem selv.

HENRICH

Ney, han er ikke fornøyet dermed, hans Forældre vil heller have Monsieur Lars Andersen til Debitor; det kommer jo Monsieur paa eet ud, naar han agter at betale.

SKYLDENBORG

Det giør vel saa, men jeg kand ikke fordrage, at man vil tvile paa min Ærlighed.

STUDENSTRUP

A tviler int om hans Ærlighed, men mine Forældre vil saa have det.

364
SKYLDENBORG

Vel an da, jeg er fornøyet; naar Børs-Tiden er ude, kand vi gaae hiem og giøre det klart.

HENRICH

Men jeg vilde tale noget med Monsieur Andersen, om han ikke vilde fortryde derpaa; Monsieur Studenstrup er forsikkret om, at hans Penge ey kand være i bedre Hænder, end hos ham, men han har Ordre af sine Forældre at tage Prioritet i en Gaard derfor.

TRÆKHOLDT

Ja saa mend, han kand faae Prioritet i min store Gaard paa Torvet.

STUDENSTRUP

Det er kosteligt, a har seet den Gaard, den har vel kostet meer, end en Daler at bygge.

TRÆKHOLDT

Nu maa jeg forlade dem lidt, I gode Mænd, til Børs-Tiden er til ende. Adieu.

SCEN. 7.

Den rette Børs-Tid forestilles, og føres da ind paa Theatrum saa mange som man kand afsted komme; nogle helde med Hovedet, andre true, andre klamres, andre ere glade, andre bedrøvede og vrie Hænderne. Personerne kand tale hvad de vil, thi man hører kuns Lydet. Adskillige smaa Drenge kommer ind med Placater og nye Viiser, som de sælger. Endelig gaaer en efter anden bort, efter at den Sverm har varet et Quarteer, indtil de forige Personer ere alleene, hvilke ogsaa gaaer bort tillige.

365

ACTUS IV

SCEN. 1.

STUDENSTRUP
alleene

Ha, ha, ha, jeg tænkte nok, at det vilde gaae saaledes: min Svoger er gandske jaloux. Jeg tilstaaer, var det ikke for Svogerskab skyld, saa giorde jeg ham til Hanrei, thi Konen er een af de yndigste og behageligste Koner, som nogen vil see for Øyne; jeg merker ogsaa, at hun er tam nok, saa det skulde ey koste mig megen Umage, thi hun har aldrig Øynene af mig, og det første hun seer mig, sukker hun, som Siælen skulde gaae af Livet. Jeg er ey heller meer af Stok og Steen, end en anden, og bekiender gierne, at hvis --- Men der er min Fetter Niels Christensen, jeg maa høre, om han har merket noget deraf.

SCEN. 2.

Studenstrup. Henrich.

STUDENSTRUP

Serviteur Monfrere, hvor kommer du fra?

HENRICH

Jeg kommer fra vor Svigerske; du er lykkelig, Monfrere.

STUDENSTRUP

Hvi saa?

HENRICH

Du est lykkelig.

STUDENSTRUP

Hvor i bestaaer den Lykke?

HENRICH

Madamen er gandske forliebt i dig.

STUDENSTRUP

Har du ogsaa merket det?

HENRICH

Jeg har baade merket og hørt det af hendes egen Mund.

366
STUDENSTRUP

Du har Pokker heller.

HENRICH

Hendes Miiner komme mig vel i Førstningen noget underlig for; jeg kunde dog u-muelig tænke, at den ærbare Kone skulde være forliebt. Men da jeg gik nyelig forbi hendes Kammer, hørte jeg en Sukken og Hylen, som en Steen maatte græde ved; da jeg gik lidt nærmere, hørte jeg, at det var min Svigerske, og at hun repeterede Monfreres Navn over 10 gange; ach min allerkiæreste Studenstrup, sagde hun, gid dit Hierte var saaledes henvendt til mig, som mit er til dig! ach ulyksalig var den Tid, jeg fik dig at see! og andet meere. Jeg blev gandske bestyrdset derved, thi jeg kand svære Monfrere til, at i de 8 Aar, jeg har kiendt hende, jeg aldrig har fornummet ringeste Anfegtning hos hende, hvor vel hun har haft mange Tilbedere. Men Monfrere har en sær lykkelig Stjerne paa Himlen; dog jeg kand sige det, at, hvis jeg var et Fruentimmer, blev jeg og forliebt i dig, thi du er baade vel skabt, og derforuden har extraordinaire smukke Maneerer, saa at der vil meget til at staae saadan en Person imod.

STUDENSTRUP

Jeg negter ikke det, Monfrere, at jeg jo har ført mange Fruentimmer i Fristelse - - - Men hvad vil den Pige her?

EN PIGE

Her er et Brev, som een leverede mig til Monsieur, og begiærte Svar. Gaaer lidt til side.

STUDENSTRUP
læser Brevet høyt

Monsieur! Jeg skulde aldrig bildet mig ind, at noget Menneske i Verden skulde have kundet for-uroelige mit Sind saaledes, at jeg skulde overtræde den Modestighed, som hidtil har væ- ret min Hoved-Dyd, at anmode en fremmed Person om Kiærlighed; men ach, lad os ikke trodse formeget med vore Dyder! jeg har bildet mig ind at være meere fuldkommen end andre Mennesker, men Monsieurs Skabning og angenemme Maneerer har uddrevet all Ærbarhed af mig og optændt saadan Ild i mit Hierte, at det i kort Tid vil fortæres, hvis Monsieur ved et 367 behageligt Svar ikke vederqvæger det igien. Jeg forbliver etc.

Abelone, Jacob Pedersens.
P. S. Jeg beder, at Brevet maa strax rives i stykker.

HENRICH

Hillement! var det ikke sandt, som jeg sagde? Hvad vil du nu svare?

STUDENSTRUP

Jeg kand ikke svare, Monfrere, thi min heele Krop skielver.

HENRICH

Ja saa! est du allereede saa slagen?

STUDENSTRUP

Vil ikke Monfrere svare i mit Navn? jeg kand nok stiile et Brev saa vel som nogen, men nu kaager mit Blod saaledes i mig, at jeg kand ey have Stadighed til at skrive Svar. Min hierte Monfrere, skriv, at jeg er 10 gange saa meget forliebt i hende; men der kommer mare Svoger selv, lae os gaae op paa vor Kammer, at skrive Brevet.

Han river hendes Brev først i stykker.

SCEN. 3.

JACOB
alleene

Alting gaaer, som vi vil have det: een af Mammesellerne er min Kone, og spiller sin Person, saa det er en Lyst at see hende; han er forliebt og vil giøre mig til Hanrei, da jeg dog aldrig har været gift; jeg er jaloux over min Kone, hvorvel jeg aldrig har haft nogen; Henrich holder gode Miiner, som en gammel igiennemgaaen Skielm bør at giøre; med et Ord at sige, her spilles en Comoedie, som kand blive artig nok, hvis ingen røber os. See der er Henrich.

SCEN. 4.

Jacob. Henrich.

HENRICH

Nu, hvor gaaer det, Svoger? Er det sandt, at du est saa jaloux?

JACOB.

Gid du faae Skam baade for dit Svogerskab og Fetterskab! Men Henrich, jeg er bange for, at naar denne 368 Historie blir engang siden aabenbaret, at det vil gaae os ilde.

HENRICH

Den kand ikke aabenbares uden saa er, at vi røber os selv; ellers, i fald den blev aabenbaret, hvad vil det da sige? jeg reeder mig nok derfra, og du kand ikke meer end blive hengt; en stor Ulykke! ligesom det skulde skille dig meget, enten du blev hengt i Dag eller i Morgen.

JACOB

Efterdi det ikke kand skille meget, om vi bliver hengte i Dag eller i Morgen, saa haaber jeg, du for gammel Venskab skyld lar dig henge for mig.

HENRICH

Ney Jacob! jeg vilde gierne overleve dig for at giøre din Gravskrift, hvilken skulde blive saadan: her henger Jacob Christophersen, fordum vel meritered Vert udi Paradiis, udi sit Alders fyrretyvende Aar. Hvis du vil vide, hvorfor han ikke blev hengt tilforn udi sit tyvende, da svares, at Fanden frier længe sin Mand. Saaledes forestillet den Afdøde til Ære af hans høytbedrøvede efterladte Ven Henrich Larsen fecit.

JACOB

Nu, nu, Henrich! du er alt forgrov.

HENRICH

Ej Jacob, jeg veed du kand forstaae Skiemt.

JACOB

Alting med Maade.

HENRICH

Var du ikke min gode Ven, saa skiemtede jeg ikke saaledes.

JACOB

Jeg kand nok forstaae Skiemt, naar man kuns ikke vil tale paa mit ærlige Navn og Rygte.

HENRICH

Det er sandt nok, thi Verterne udi Paradiis har altid været skikkelige Folk. Men Jacob, veed du nu, hvad Taadsen giør?

JACOB

Ney.

HENRICH

Han svarer paa Mammesellens forliebte Brev meget bevægeligen.

JACOB

Ha, ha, ha! See der er hun.

369

SCEN. 5.

Lucretia. Jacob. Henrich.

LUCRETIA

Jeg har faaet et Brev i Dag, som er Guld værd; nu er Spillet vundet.

JACOB.

Hvad svarede han?

LUCRETIA

Ej, det er ikke andet end Engler for og bag.

JACOB.

Kand du nu kuns holde videre Miiner.

LUCRETIA.

Hvilken Snak, ligesom jeg ikke er vant til Handverket. See der kommer han.

SCEN. 6.

Studenstmp. Henrich. Jacob. Lucretia.

STUDENSTRUP

Serviteur, Svoger! nu er jeg ret fornøyet i mit Sind, thi jeg har faaet mine Penge af en u-rigtig Mands Hænder i en andens, som jeg ikke med Besværlighed skal kræve Renterne af.

JACOB

Hvem er den Mand, Svoger?

STUDENSTRUP

Det er Lars Andersen.

JACOB

Ja han er god nok, gid jeg havde en Tønde Guld staaende hos ham.

STUDENSTRUP

Han har derfor givet mig Forsikkring i sit store Huus midt paa Torvet. For alt dette har jeg at takke min Fetter Niels Christensen; hvor finder man mange slige Fettere?

HENRICH
tar Verten til side

Hør Svoger, I skal ikke kunde troe, hvilke brave Folk Studenstrups Forældre ere, og hvilket Navn de har indlagt sig; thi for 20 Aar siden havde de hverken hvad de skulde bude eller brænde, saa at alle deres Naboer foragtede dem, nu der imod har de ved deres Flid og Vindskibelighed bragt det saa vit, at alle deres Naboer ere blevne Prakkere, og de har trækket alle Pengene til sig.

Medens de taler sammen, staaer Studenstmp og visker med Mammesellen. Jacob seer sig tilbage, og lader som han er vred derover. Henrich trækker hans Hoved til sig og continuerer sin Tale. 370

Henning Studenstrups første Opkomst, Svoger, var denne: han kiøbte sig Tid efter anden en hob Processer til; da han vandt den første, fik han Penge udi Hænderne, at vinde de andre med.

Jacob seer sig om og blir vaer, at Studenstrup kysser paa Mammesellens Hænder; stamper i Gulvet af Vrede. Henrich vender ham om igien.

Jeg siger ikke dette, Svoger, af nogen Partiskhed, thi, om endskiønt de vare mig aldrig paarørende, gav jeg dem dog det samme Vidnesbyrd. Summa Summarum, de vinder en Proces efter en anden, hvor vanskelig de end vare, saa at alle Folk havde saadan Respect og Estime for Studenstrup, at, om endskiønt de havde de allerreeneste Sager, saa dog lode de for en ringe Ting falde deres Paastand, førend de vilde gaae til Tinge. Siunes jer ikke Svoger, at det var en heel Hob af en ustuderet Mand?

Jacob løber hen og lader som han visker Mammesellen en Dievel i Øret. Henrich trækker ham tilbage.

Summa Summarum, Svoger, da han var bleven en Mand paa 10000 Rixdaler, slog han sig til Handel, men meener I at det var med at reede i Skibs-Parter, at forskrive fremmede Varer for at sælge dem igien, at drive Vexel-Handel eller andet, som er Hazard ved? jo, jo! Henrich Studenstrup var klogere end saa.

Jacob lader som han vil derhen igien. Henrich trækker ham tilbage.

Summa Summarum, han gik den sikkre Vej, Svoger! han slog sig til saadan Handel, som var vis Gevinst ved, men ingen Hazard; han laante aldrig en Skilling ud uden Pant, og det med de Vilkor, at hvis de ikke løsede Pantet inden vis Tid, skulde det forfalde til ham, saa at hans Huus var anseet, og er endnu denne Dag anseet, som et Assistentz-Huus for fattige Folk, som trænger i en Hast, at de kand faae Penge, naar de kuns alleene vil sætte Pant.

Jacob blir u-roelig igien, og Studenstrup leer, saa han holder paa sin Mave. 371

Summa Summarum, allerkiærest Svoger, han holdt Auction engang om Aaret paa slige Panter, og var det allerartigste, at undertiden de samme Folk, som havde ejet Pantet, kiøbte det tilbage for dobbelt saa meget, som det var pantsat for.

JACOB

Er denne Snak ikke snart til Ende?

HENRICH

Summa Summarum, det var at ønske, at andre vilde efterfølge Studenstrups Exempel og føre saadan forsigtig Handel, saa havde mange meere til beste, end de har. Jomfruen gaaer ud og vinker ad Studenstrup.

SCEN. 7.

Studenstrup. Jacob. Henrich.

JACOB

Hvad var det for Visken, Svoger havde med min Kone?

STUDENSTRUP

Intet, uden at hun spurdte mig om mine Forældre; jeg troer ikke, Svoger har Tanker om mig, at jeg skulde tale andet med hende, end det som enhver maatte høre.

JACOB

Ney mend, jeg har endelig alt for gode Tanker om min Kone, at jeg skulde have hende mistænkt.

HENRICH

Og jeg lover for min Fetter Studenstrup, thi han er Kydskheden selv.

STUDENSTRUP

Jeg vil ikke rose mig selv, men ingen af de Studenstruper er synderlig springsk.

HENRICH

Ney, det er min Troe vist, det kand du nok sige høyt, Monfrere! thi jeg har aldrig kiendt slige Folk, som i din Familie; alle de jeg har kiendt, omgaaes Fruentimret ikke anderledes end de omgaaes Mandfolk. Men jeg veed ikke, om det just er en Dyd at være saa meget koldsindig?

JACOB

Ej Svoger, jo vist er det en Dyd, een af de største Dyder; I maa ikke præke anderledes for unge Mennesker.

372
HENRICH

I har ret, Svoger! man maa ikke tale anderledes for unge Mennesker, men man maa altid undtage Monfrere Studenstrup, thi om man prækede heele Aar for ham, saa blev han dog aldrig bevæget til Kjærlighed. Vare alle unge Mennesker af den Natur, saa beholdt hver ærlig Mand sin Kone i Roe. Hvor Naturen er god hos et Menneske, Svoger, saa er det ikke let at forføre nogen, ligesom naar Naturen er ond, saa hielper ingen Formaninger til det gode.

STUDENSTRUP

Man har vist et Latinsk Ordsprog derpaa, det kand du sige os, Monfrere, som har studeret. Hvorledes er det? jeg har hørt det 10 gange. Det er gandske gemeent.

HENRICH

Det heeder paa Latin, Monfrere: gaudeamus igitur, post molestum sumus.

STUDENSTRUP

Ney, mig siunes det er ikke saa.

HENRICH

Ja, Monfrere, Latinen er meget rug, man kand sige en Ting paa mange Maader; man kand ogsaa give det paa en anden Maade, nemlig: parva Scintillula habet contemtula nos habebat humus.

STUDENSTRUP

Forlad mig, jeg maa op paa mit Kammer at skrive et Brev med Posten.

SCEN. 8.

Henrich. Jacob.

HENRICH

Gid han faae Skam, hvor beængstet han giorde mig med at spørge mig om Latin.

JACOB

Ha, ha, ha! Men hvorfor skal vi bruge alle disse Omsvøb?

HENRICH

Det er gandske fornøden, Jacob, thi jo meere du stiller dig jaloux, jo meere forliebt blir han. Veedst du nu, hvad du skal giøre videre? Saa snart du hører hende hoste paa Studenstrups Kammer, hvilket er Signalen, skal du bryde ind med tvende Vidner, og da skal vi bringe ham i saadan Beængstelse, som han ikke har været udi sin Lives Tid. Kom lad os strax gaae.

373

ACTUS V

SCEN. 1.

Jacob. To Vidner.

JACOB
gaaer hen til Døren og lurer

Hør I vel I gode Mænd! naar jeg giver et Vink, saa bryder ind tillige med mig.

Han vinker ad dem, de bryder samtlige ind, og kommer udtrækkende med Studenstrup.
JACOB

Ej du utaknemmelige Skarn, skal jeg saaledes blive lønnet for min Høflighed, at jeg har taget dig ind i mit Huus og beviist dig alt got! See her --

Trækker sin Kaarde.

Jeg skal vise dig, hvad det har at betyde, at ville beskiæmme en ærlig Matrone.

SCEN. 2.

Henrich. Studenstrup. Jacob. De 2 Mænd.

HENRICH

Hej! hvad er paa færde? hvad giør Svoger? vil I myrde et brav Mands Barn, og jer egen Paarørende, udi jer eget Huus?

JACOB.

Slip mig Svoger! jeg giør ellers en Ulykke paa jer alle.

HENRICH.

Ach, min allerkiæreste Svoger! betænk dog, hvad I giør.

JACOB.

Betænk mig hid og betænk mig did, han skal opoffres, og er min Hustrue skyldig, skal hun døe tillige med. Slip mig, siger jeg.

HENRICH

Hvad er da skeet, min allerkiæreste Svoger?

JACOB.

Han har villet besmitte min Ægteseng. Slip mig, hej, hu!

374 Henrich brydes saalænge med ham, til han faaer Kaarden af hans Hændet.
JACOB

Hej Gevalt! Gevalt! I gode Mænd skal vidne, hvad som er passeret; kand jeg ikke hevne mig selv, saa skal Lands Lov og Ret hevne mig.

375

SCEN. 3.

Lucretia. Henrich. Studenstrup. Jacob. To Mænd.

LUCRETIA
med Haaret over Axlene

Hvor er den Skielm? lad mig faae fat paa ham! er det at handle med en ærlig Matrone?

Studenstrup kryber bag Henrich.

Jeg skal see hans Hierte-Blod; meener han, at jeg er en Skiøge! hvor blev han af? ach! jeg døer, dersom jeg ikke strax faaer Hevn; ha lad --- Er du der?

Hun fatter ham i Haaret, og tumler ham lystig om, Henrich kommer imellem, og skiller dem ad, de 2 Mænd holder paa Jacob.
LUCRETIA

Ej, lad mig dog faae Hevn paa ham.

HENRICH

Ej, min hierte Svigerske, vi ere alle Mennesker, I maa pardonere et ungt Menneske.

LUCRETIA

Lad mig rive hans Øyne ud.

HENRICH

Ej Svigerske, han har forseet sig og bekiender sin Fejl.

LUCRETIA

Bekiender sin Fejl! er det nok? ney han skal aldrig komme levende af Stedet.

JACOB

Du giør ret, Kone, riv Øynene ud paa den Hund! Slip mig Karle, siger jeg.

HENRICH

Fetter, spring ud i det Kammer, og slaae Døren til. Studenstrup løber bort.

SCEN. 4.

Jacob. Lucretia. Henrich. To Mænd.

JACOB

Ha, ha, ha, det gaaer skiønt, nu har vi ham dygtig i Knibe; hvad skal nu giøres videre, Henrich?

HENRICH

Der skal strax paa staaende Fod formeres ham en Proces, ikke for Alvor, men for at føre ham videre i Beængstelse.

LUCRETIA

Giorde jeg ikke min Role vel?

376
JACOB

Du est en habile Pige, du har giort et Mesterstykke.

HENRICH

Gaaer I nu allesammen bort og faaer tvende gode Venner til Beskikkelses Mænd, medens jeg faaer ham her ud igien. De gaaer bort.

SCEN. 5.

Henrich. Studenstrup.

HENRICH

Luk op Monfrere.

STUDENSTRUP.

Faae han Skam, der giør.

HENRICH.

De ere alle borte, og jeg er alleene.

STUDENSTRUP.

Jeg er bange, de kommer tilbage.

HENRICH.

De kand ikke komme tilbage, jeg har lukket Slaaden for Doren.

STUDENSTRUP

kommer frem. Ach! jeg er saa bange, Monfrere, at de kommer igien.

HENRICH.

Vil Monfrere ikke troe mig paa mine Ord? har jeg vel forskyldt, at du skal have Mistillid til mig?

STUDENSTRUP.

Ach ney, Monfrere, du har giort, som ingen Broer skulde giøre imod en anden.

HENRICH.

Ja, jeg har vovet mit Liv for dig, men det vil intet sige, naar jeg seer, at du skionner derpaa; jeg skal videre staae dig bi til det yderste, som en troe Broer og Fetter.

Studenstrup tar ham om Halsen og græder. Henrich græder ogsaa.
STUDENSTRUP.

Ach, Monfrere! hvorledes skal jeg reede mig ud af denne Ulykke?

HENRICH.

Ja, jeg veed, min Troe, ikke; jeg er ganske raadvild og saa fortumlet i mit Hoved, at jeg sandser hverken Dag eller Dør. Jeg har skikket Bud efter Knud Procurator, som er en snedig Mand, for at høre hans Raad.

STUDENSTRUP.

Men kand Monfrere ikke hielpe mig til at flye i en hast af Byen?

377
HENRICH

Jo, jo! det første Svoger Jacob giorde, det var at slaae Gade-Døren igien, at du ikke kand komme ud.

STUDENSTRUP

Ach! ach! Jeg ælendige Menneske, saa er jeg da om en Hals! Men min hierte Fetter, hvor kunde det komme sig, at Madamen handlede saa ilde med mig, da hun dog selv anmodede mig om Kjærlighed?

HENRICH

Monfrere, du est noget eenfoldig. Hun maatte jo stille sig saaledes an for hendes Mands skyld, for at frelse sin Ære, og maa skee sit Liv; jeg talede siden med hende udi Eenrom, da græd hun som et Barn, og bad mig undskylde sig. Men hvad vil disse Mænd?

378

SCEN. 6.

To Beskikkelses Mænd. Henrich. Studenstrup.

TO MÆND

Her skal vist være en ung Person ved Navn Studenstrup?

HENRICH

Hvad vil I ham?

TO MÆND

For at give ham Kald og Varsel at møde for Bye-Tinget, at svare imod de Beskyldinger, som Jacob Christophersen giør imod ham. Det er vist denne Person. Hør Monsieur, vi ere hidskikkede for at lade ham vide, at han møder om 8 Dage ved 9 Slet paa Bye-Tinget, for at svare imod de Beskyldinger, Jacob Christophersen, Borger og Indvaanere her i Byen, har giort imod ham.

HENRICH

Det er got, I gode Mænd. De to Mænd gaae.

STUDENSTRUP

Mig siunes det er saa passelig got.

HENRICH

Beskikkelses Mændene maa have et Svar, det giør intet til Sagen, enten man svarer saa eller saa, det er dem nok, at de har forkyndet det.

STUDENSTRUP

Ach, min hierte Monfrere, skulde man ikke kunde practicere sig bort?

HENRICH

Ney, han har sat to Matroser ved Døren at passe op, og i fald du nu løb bort, saa blev Sagen verre.

STUDENSTRUP

Ach, jeg ælendige Menneske! det er en bedrøvet 11te Junii for mig.

HENRICH
græder

Ach, Monfrere! du kand ikke troe, hvor Hierte-klemt jeg er for din skyld. De græder begge to.

STUDENSTRUP

Men skulde jeg ikke kunde practicere mig bort?

HENRICH

Ney, Monfrere, det giør ingen gode at tænke derpaa.

De græder igien.
HENRICH

Men er det ikke min gode Ven Knud Procurator? Ach Hr. Advocat, han kunde aldrig komme meer beleiligt. Her er en Skilling at fortiene.

379

SCEN. 7.

Knud Procurator. Studenstrup. Henrich.

KNUD

Serviteur, Monsieur Niels Christensen! han skal have Tak, at han vil tænke paa mig og unde mig en Skilling at fortiene.

HENRICH

Ach, Hr. Procurator, giør nu jer beste! Her er et ungt Menneske, som er geraadet i Ulykke; kand I redde ham, saa skal I raisonabelt blive betalt.

KNUD

Hvor i bestaaer da Sagen?

STUDENSTRUP

A vilde komme Jacobs Kone for nær, Falill.

KNUD

Og der er Vidner paa?

STUDENSTRUP

Ja disverre.

KNUD

Det er en Livs-Sag, om jeg ret erindrer; jer har Lov-Bogen med mig, og skal for Sikkerhed skyld kaste efter. See her er det, i den 6te Bog 13. Cap. 18. Art.: Hvo som har søgt at tage en Qvinde med Vold, skal straffes paa Livet, omendskiønt han ey har fuldkommet sit Forsæt.

STUDENSTRUP

Ach Hr. Procurator, skulde man ikke kunde practicere sig bort?

KNUD

Ney, I skal have Tak, thi saa mistede jeg en Sag derved; vi lar ikke saadan Næringen gaae os af Hænderne. Men jeg skal ellers nok søge at dreye den Artikel om, hvor vel den er klar nok; jeg skal stræbe for ham, som en ærlig Mand, og mage det saa, at Monsieur skal slippe med at blive kagstrøgen.

STUDENSTRUP

Ach! ach! Jeg ælendige Menneske, ach! ach! skulde man ikke kunde practicere sig bort, Hr. Procurator?

KNUD

Hører I ikke, Monsieur, at det ey kand lade sig giøre? skulde jeg lade saadan en vigtig Sag gaae mig af Hænder? ney, da var jeg ikke værd at agere meere for nogen Ret, jeg skulde jo holdes for et Skarn af andre gamle Advocater, som vilde ærgre sig ihiel derover, at jeg som en ung Procurator begyndte alt at forlige Sager.

380
HENRICH paa
Knæe

Ach! Hr. Procurator, giør jer beste! Mister min Fetter sit Liv, saa døer jeg og af Sorg. Henrich visker til Knud.

KNUD

Som jeg siger Monsieur Niels Christensen, forlad jer paa mig, som en ærlig Mand. Jeg kand ikke bie her længere, thi jeg har Sager at agere for 4re got Folk, som skal henges foruden jer Fetter. Adieu.

SCEN. 8.

Studenstrup. Henrich.

STUDENSTRUP

Hvad Forhaabning gav han, da han gik bort?

HENRICH.

Den samme, som han gav Monfrere, thi han soer for mig, at han ey kunde bringe det videre.

STUDENSTRUP.

Ach væe! ach væe! men skulde man ikke kunde practicere sig bort?

HENRICH.

Jeg har sagt Fetter, at det er u-mueligt. En Ting vil jeg forsøge, om det kand gaae an, nemlig om det er mueligt at stille Svoger Jacob tilfreds med Penge.

STUDENSTRUP.

Ach, hierte Fetter! forsøg derpaa.

HENRICH.

Tøv du kuns her saalænge, imedens jeg gaaer ind at tale med ham.

SCEN. 9.

Studenstrup. Henrich. Jacob. Vægtere.

STUDENSTRUP
alleene

Ach, Niels Christensen! du er mig en ærlig Fetter, jeg vilde heller miste alle mine Sødskende, end dig alleene. Du har beviist mig saadanne Velgierninger, saa jeg er skyldig at lade mit Liv for dig igien. Kommer jeg vel med Æren til mit Hiem igien, saa skal jeg min Troe hvert Aar skikke dig en stor Ost, og tvende Skinker, ja jeg skal betroe dig at fordre mine Rentepenge ind nestkommende 11te Junii; thi jeg vil min Livs Tid ikke komme til Kiøbenhavn meere selv. De klamres inden for.

381

Ney, hør engang, hvor den hierte Mand klamres for min skyld; hvo veed, om Jacob tør ikke bevæges at lade sig forsone med Penge. De kives igien.

Ney, hør engang, nu ere de haart sammen; ach jeg er saa bange, at han kommer i Ulykke for min skyld. De kives igien.

Nu ere de vist nok i Haar sammen; jeg troer, han lader før sit Liv, førend han gir sig tabt. Nu stilles det noget igien, det tør blive got. De kives stærkt igien.

Nu skeer der vist en Ulykke; hør engang, hvor Jacob hujer. Nu blir det stille igien, de taler gandske sagte; ach gid han kunde bevæges! See der kommer han tilbage.

Henrich tører Sveden af sig.
STUDENSTRUP

Ach hiart Fetter, er der nogen Redning for mig?

HENRICH

Ach, lad mig puste lidt korn.

STUDENSTRUP.

Vil Monfrere ikke have et Glas Brændeviin at forsætte den Iver med? her staaer noget paa Bordet.

HENRICH

Ja lad mig faae et Glas. Ach det hialp mig meget til rette igien; Brændeviin er dog en ypperlig Ting, naar det blir brugt til Maade. Hør Monfrere, du kan reddes med 500 Rixdaler.

STUDENSTRUP

Jeg har ikke meere end 200 i min heele Eje; ach, ach, 500 Rixdaler, det er jo alt for haart.

HENRICH.

Ja jeg havde Arbeid nok, førend jeg kunde bringe det dertil.

STUDENSTRUP

Hiart Monfrere, sug ham, at 200 Rixdaler er alt, hvad jeg kand bringe til veje.

HENRICH.

Ej, ej, Fetter, jeg tør, min Troe, ikke tale derom for ham; han vilde spytte mig i mit Ansigt, om jeg giorde saadant Tilbud.

STUDENSTRUP

Kom an, jeg skal give ham 300 Rixdaler, men saa har a ikke en Skilling til Reisepenge.

382
HENRICH

Jeg vil gierne forsøge. Nu skal jeg strax komme igien.

Gaaer ud.
STUDENSTRUP.

A har vel end et halv hundrede Rixdaler, men som er mine Reisepenge, dem maa jeg holde paa saalænge jeg kand. De klamres inden for. Ney, hør engang, Drolen spliide Jacob, om han vil lade sig sige; ach jeg er bange, at Resten kommer ogsaa til at springe.

De klamres igien.

Ja, de kommer vist nok til at springe; ach, ach, min Fod skal aldrig komme over Belt meer.

De klamres igien.
HENRICH
kommer tilbage.

Hey, Gevalt, Gevalt! Gid Fanden vove sig saadan meere; havde jeg ikke været saa rask paa Beenene, saa havde han stukket mig ihiel. Hør Fetter, her er kuns to Vall, enten at underkaste dig Lands Lov og Ret, eller give 400 Rixdaler.

STUDENSTRUP.

Vil han da lade sig nøye med 400 Rixdaler?

HENRICH.

Ney vist, men jeg har lovet, at dine Kufferter skal blive tilbage for eet hundrede.

STUDENSTRUP.

Jeg ejer min Troe ikke meere end halvfierde hundrede Rixdaler, og veed ingen Middel til at faae de andre, uden jeg vil skiære mine Sølvknapper af min Kiol.

HENRICH.

Fetter maa giøre, hvad ham lyster, jeg tog det ikke i Betænkning, thi mig siunes, at det er bedre at skiære dem, end blive hengt.

STUDENSTRUP.

Ach, ach, jeg vilde nødig miste de Knapper, thi min Far, min Farfar og min Oldefar har ejet dem.

HENRICH.

Jeg var tilfreds at de havde været i Mathusalems Brudgoms Klædning, saa lod jeg dem rigtig skiære af. Synes dig ikke, at det er Berømmelse, at Folk skal sige, en Niels Studenstrup var saadan en stor An- 382 383 tiqvarius, at han lod sig henge, førend han vilde skille sig ved nogle Sølvknapper, som hans beste Far havde ejet? Jeg kand for min Død ikke lide saadan Grillenfingerie, Fetter.

STUDENSTRUP

Saa lad ham da tage Kiolen med. Trækker Kiolen af.

HENRICH
græder

Det skiær mig i mit Hierte, at jeg skal hielpe Fetter paa den Maade af Klæderne, men vi maa takke Gud, at det løb endda saaledes af, thi du maa troe mig, at naar Knud Procurator siger, at een blir dømt til at kagstryges, saa blir han vist nok hengt, thi han bruger samme Maneer, som Docterne, at giøre Faren mindre for en Patient, end den er i sig selv.

STUDENSTRUP

See her Fetter, der har du Pengene, som jeg troer nok er rigtig taalt.

HENRICH

Svoger Jacob tar dem nok paa Fetters Ord utaalte.

STUDENSTRUP

Men, kiære Fetter, kunde du ikke først forsøge at byde ham de 300?

HENRICH

Vil Fetter forsøge paa at byde ham dem selv?

STUDENSTRUP

Ach ney, Fetter! flye ham dem alle, at jeg i en Hast kand komme bort. Henrich gaaer ud.

STUDENSTRUP
staaer og rækker Øret til Døren

Hør, de skieides endnu, det er en forbandet ivrig Mand, jeg er bange, at han har betænkt sig igien. Ney, nu blir han god, han taler ikke et Ord meere; der kommer Fetter, det blev hastig klargiort.

HENRICH

Triumph, Triumph, Monfrere, kand du kuns komme til Roskild, saa har du siden ikke nødig at bekymre dig om Reise-Penge; det bekiender jeg, det kalder jeg Godhed, Madamen stak mig et Brev i Haanden, hvorudi hun har ombedet Knud Knudsen, een af de beste Kiøbmænd i Roskild, at tælle Fetter 100 Rixdaler til Reisepenge.

STUDENSTRUP

Ach, den dydige Kone.

384
HENRICH

Hun græd af Medynk, saa Taarene trillede som Hagel.

STUDENSTRUP

Ach, den dydige Qvinde.

HENRICH

Nu kand Fetter reise, naar han vil.

STUDENSTRUP

Men jeg er ligesaa nøgen, som jeg kom af Moers Liv.

HENRICH

Ney, du har jo dog Underklæderne, thi jeg veed jo, ingen bliver fød med Vest og Buxer paa.

STUDENSTRUP

Disse Penge ere dog en liden Trøst for mig.

HENRICH

Det er sandt, Fetter kand ogsaa trøste sig ved den Prioritet han har faaet i det store Huus paa Torvet for sine andre Penge.

STUDENSTRUP

Det er sandt.

HENRICH

Item at du har faaet dine Penge af saadan u-rigtig Mands Hænder, som Skyldenborgs.

STUDENSTRUP

Det er sandt nok.

HENRICH

Saa at naar man vil ret tale, Monfrere, saa har du vundet meere end tabt ved denne Reise, naar man regner de 100 Rixdaler, som Madamen forærer dig i Brevet.

STUDENSTRUP

Men hvor boer den Mand i Roskild, som jeg skal have Pengene hos?

HENRICH

Det mindste Barn du spørger om Knud Knudsen, kand sige dig, hvor han boer, thi han er ligesaa bekiendt i Roskild, som Lars Andersen i Kiøbenhavn. Man skriver ikke gierne Adresse paa Breve til slige Mænd. Der kommer Breve undertiden Fanden i vold fra Indien til Lars Andersen, ikkun saaledes: A Monsieur, Monsieur Lars de Andersen, abzugeben in Europa.

STUDENSTRUP

Hør Monfrere, havde jeg kuns beholdet mine Sølvknapper, vilde jeg nogenledes have givet mig tilfreds.

HENRICH

Monfrere kand jo løse dem tilbage; skik mig kuns Penge til saa mange Lod, som Knapperne vejer, saa skal du have dine Knapper igien inden en Maaned. Der kommer en Dreng ind og visker til Henrich.

385
HENRICH

Ach, er det mueligt, at Hævngiærighed saadan kand tage overhaand hos et Menneske!

STUDENSTRUP

Er der endnu noget nyt paa færde?

HENRICH

Vor dydige Svigerske Madame Jacobs lod mig vide ved denne Dreng, at Svoger Jacob staaer ved Hiørnet af Gaden med tre Mænd og lurer paa Monfrere for at give ham et Liv fuld af Hug.

STUDENSTRUP

Hvad? har jeg ikke fornøyet ham?

HENRICH

Det er sandt nok, Monfrere! han kand derfor ingen Proces føre meere imod dig, thi Pengene blev ham leveret i Folkes Nærværelse, som kand vidne imod ham; men det sidder ham endda i Hovedet, at Monfrere har villet giøre ham til Hanrej, derfor har han stillet sig uformerkt paa et Sted i Gaden med en Krabask for at give dig Hug til Reisepenge.

STUDENSTRUP

Hvorledes skal jeg da komme bort?

HENRICH

Hør, Monfrere, det er bedre at være død, end raadvild. Jeg har et stort Fad ved Haanden, vil du krybe derudi, saa skal Drengen rulle dig sagte over Gaden, til du kommer forbi Hiørnet.

STUDENSTRUP

Ach, Monfrere, du har Forstand som en Engel; giør som dig siunes got. Man legger ham i et stort Fad og slaaer Bunden til.

HENRICH

Den Knegt har endnu, som jeg siden merkede, nogle Penge hos sig, som jeg ogsaa maa have fra ham, førend han reiser, saa at han ret skal kunde sige, at han har været i Kiøbenhavn, og ikke komme saa hastig igien at fordre Rentepenge.

Studenstrup, saasom han ingen Luft kand faae i Tønden, begynder at skrige, hvorudover man maa trække ham ud igien.
STUDENSTRUP

A- A- jeg er nær qvalt.

HENRICH

Saa faaer vi da at hitte paa et andet Raad. Jeg har en Sæk, om du vil beqvemme dig til at krybe derudi, saa kand en Karl, som jeg har ved Haanden, bære dig igiennem Gaden, thi der er adskillige Huller paa Sækken, hvor igiennem du kand have Aande-Rum.

386 Karlen, som bær ham, falder baglængs med Sækken.
STUDENSTRUP
overstrøet med Meel

Ach, jeg ælendige Menneske! Medicinen er verre end Sygdommen.

HENRICH

Hør, Monfrere, dersom du kand holde gode Miiner, har jeg endnu et sikker Raad for at hielpe dig; jeg har en heel Vægter-Mundering her ved Haanden, som du kand føre dig udi og saaledes gaae lige Jacobs Næse forbi, uden at enten han eller nogen anden skal kiende dig. Han blir aldrig min Ven, naar han faaer at høre, at jeg har practiceret dig bort, men det maa ikke hielpe, thi jeg har fattet saadan Kjærlighed til dig, af den korte Omgiængelse vi har haft sammen, at jeg skyer hverken Ild eller Vand for at frelse dig; du maa bort i Aften, paa hvad Maade det end og skeer, thi at ligge her i Huset Natten over, er ikke sikkert.

STUDENSTRUP

Ach ja, Monfrere! lad os da gribe til det Middel.

HENRICH

Dersom du kunde raabe efter Vægterne, saa var det skiønt, thi just nu er Klokken 10.

STUDENSTRUP

Jeg meener jo.

HENRICH

Øv dig lidet derpaa, medens jeg gaaer hen at hente Klæderne.

Gaaer ud, og Studenstrup øver sig imidlertid paa at raabe efter Vægterne.
HENRICH

kommer igien og ifører ham Vægter-Klæ- derne. See der, Monfrere! hvem skulde nu andet see, end at du var en Vægter? Gaae nu lige stille igiennem Gaden og raab paa Vejen, og naar du kommer et stykke paa Hiørnet, saa maa du blæse i denne Pibe, at jeg kand vide, hvor du er at finde igien.

JACOB
snigende sig frem med en Krabask

Ach, hvor brav skal jeg smøre den Karl og give ham saadan Reisepenge, at han aldrig meer skal driste sig til at ville beskiæmme en brav Mands Hustrue. Vender sig til Studenstrup. Hør Vægter, hvad er Klokken?

387 Studenstrup raaber 10, og gaaer siden sin Vej, til han er forbi Faren.
STUDENSTRUP

Nu maa jeg blæse i Piben, at min Fetter kand finde mig.

Blæser 3 gange i Piben. Andre Vægtere meener, at der er Klammerie i Naboe-Lavet, svare een efter anden og kommer indløbende, spør ham, hvad der er paa færde.
STUDENSTRUP

Intet Fallill.

VÆGTER

Hvorfor blæser du da i Piben? Hvor er Morgenstjernen?

STUDENSTRUP

Naar det blir Dag, kand I spørge mig om Morgenstjernen, nu kand jeg ikke vise uden Aftenstjernen.

VÆGTER

Kommer Karle, trækker det Beest paa Raadhuset! han er fuld og har kastet bort sin Morgenstjerne. De trækker af med ham.

HENRICH
indløbende

Hvad er paa færde, got Folk?

VÆGTER

Der er en Vægter, som har drukket sig fuld og kastet sin Morgenstjerne bort.

HENRICH

Ej, I skal ikke være saa haard imod jer egen Ordens Broder.

VÆGTER

Den spanske Kappe blir ham vis nok.

2. VÆGTER.

Jeg troer, at naar vi seer ret til, saa er det ingen Vægter engang, men en forklæd Gaudieb. Hvilken Gade hører du til?

STUDENSTRUP

Jeg hører til ingen Gade.

2. VÆGTER.

Jeg tænkte det nok, at det var ingen Vægter. Fort med os paa Raadhuset!

HENRICH

Hør Børnlille, lad den stakkels Karl gaae, han seer ud til at være et eenfoldigt Menneske.

VÆGTERNE

Han skal faae en Ulykke.

HENRICH

Jeg vil gierne give jer en god Discretion, om I vil lade ham gaae.

Tar Studenstrup til side.

Monfrere, nu kunde du reede dig ud af denne Ulykke, dersom du havde 20 Rixdaler at smøre dem med; gid 388 jeg var ved Penge, du skulde ikke bede mig to gange derom.

STUDENSTRUP

Jeg har 10 Rixdaler, Fetter.

HENRICH.

Det kand saare hielpe! Jeg vil høre, hvad de forlanger.

Gaaer hen og visker til Vægterne; kommer tilbage.

Det er en Ulykke, at du skulde ikke have lumpne 6 Rixdaler til, thi de forlanger 16 Rixdaler.

STUDENSTRUP.

Ach, Monfrere, kand du ikke forstrække mig med 6 Rixdaler?

HENRICH

Maa skee, men saa blotter jeg mig gandske for Penge, dog det vil intet sige. Hvor er dine 10?

Studenstrup flyer ham Pengene, og Henrich gir Vægterne saa lidt deraf, som ham lyster; Vægterne gaaer bort.
HENRICH

Ach Monfrere, jeg troer, at jeg tar Livet af mig af Sorg. Det er ikke min Skyld, at det falder saa ulykkelig ud, thi jeg giør alt hvad en Ven og Broer giør imod en anden, men siunes Monfrere, at jeg bør straffes, for mit gode Anslag ikke vilde lykkes, saa vil jeg gierne erstatte dig de Penge igien.

STUDENSTRUP.

Monfrere skal have Tak.

HENRICH
sagte.

Hvilken forbandet Natur der er i den Karl. Høyt. Jeg siger, gid jeg var saa lykkelig, at jeg var ved Penge, jeg skulde give dig 10 Rixdaler og 10 til. Det er Ulykken, at Monfrere maa endelig bort i Aften; thi jeg venter nogle Penge for Bøger, som jeg sætter paa Auction inden en Maaned i det længste. Kom, lad os nu see til, at vi kommer forbi Hiørnet. Han leder Studenstrup om til den anden Side. See nu, Monfrere, nu ere vi i Sikkerhed. Tar Vægterklæderne af ham igien.

STUDENSTRUP

Ach! jeg takker dig, min allerkiæreste Fetter, for din Godhed. Nu maa jeg da tage Afskeed og repetere hvad, som jeg tilforn har sagt, at intet udi Verden 389
skal være mig fornøyligere, end at kunde tiene Monfrere igien; jeg vil kuns bede Monfrere vil sætte Prøve paa mig, mit Liv og Blod skal ikke spares, naar jeg kuns der ved kand vise min Taknemlighed. Jeg kand ikke tale meere, thi mit Hierte staaer i min Hals af 390 Bedrøvelse over det, at jeg skilles ved saadan en oprigtig Ven.

De tar hinanden om Halsen og hyler. Studenstrup gaaer sin Vej.
HENRICH

Hør Monfrere, nok et Ord! det første du faaer Penge udi Roskild, maa du kiøbe dig en gammel Surtout som du kand svøbe dig udi, thi jeg er saa bange, at du blir forkølet paa Vejen, saasom Luften er skarp her i Sielland, endogsaa i Junii Maaned; glem ellers ikke at helse dine Forældre og sige dem, at, om jeg kand tiene dem i noget andet, skal det være min Skyldighed.

STUDENSTRUP.

Tak, min søde Broerlill! adiøs, adiøs.

Naar han er gaaen:
HENRICH

Monfrere, tag dig vel vare, at du ikke falder i Søvn paa Vognen, thi du kand geraade i Ulykke derover; og forvar dine Penge vel, at ingen stiæler dem bort; du kand slaae en Knude om dem med din Skiorte, saa kand ingen merke, at du har Penge. Far vel. Han vinker med Hatten 3 gange efter ham.

SCEN. 10.

Henrich. Lucretia.

HENRICH

Gik det ikke skiønt? Saa er det at have studeret, Mammeselle! Latinen hielper et Menneske i alting. I giorde ogsaa jere Sager vel nok, men havde I kundet Latin, havde I endnu giort det bedre.

LUCRETIA

Jeg troer, at jeg kand lige saa meget Latin, som du.

HENRICH

Ja, I kand maa skee meere i visse Maader, men ikke saadan Latin, som man lærer i Latin-Skolen.

LUCRETIA

Har du da gaaet i Latin-Skole?

HENRICH

Ja vist, og det med Berømmelse, thi udi et halvt Aar, som jeg sad i første Lectie, stod jeg alleene 3 gange Skole-Ræt; skulde jeg da ikke kunde Latin, som mit Moers Maal?

391
LUCRETIA

Men hør Henrich, naar Byttet nu deeles, saa glemmer man vel ikke mig?

HENRICH.

Ney vist ikke Mammeselle, I veed jer Taxt, det er 28 Skilling.

LUCRETIA.

Din Slyngel, skulde jeg la mig nøye med 28 Skilling?

HENRICH.

Det er jo den gamle Priis, det er jo ligesom 3 Kringler for en Skilling; men ellers skal vi nok komme til rette, jeg og min Herre ere raisonabel Folk. Kom, lad os gaae.

SCEN. 11.

Den rette Niels Christensen. Studenstrup.

NIELS CHRISTENSEN

Det er underligt med min Fetter Niels Studenstrup, han var i Gaar i Roskild og er endnu ikke kommen hid. Jeg maa endnu engang springe hen og høre ad i de 3 Hiorter; man kand ikke vide, om den stakkels Karl er kommen noget til, thi han har aldrig været i Kiøbsted tilforn.

Studenstrup kommer ind grædendes, og spør om Vejen til Vester Port.
NIELS CHRISTENSEN

Hvorfor græder I Cammerat?

STUDENSTRUP

Aa bitte Faer! kand I ikke sige mig Vejen til Vester Port?

NIELS CHRISTENSEN

Er I da saa fremmed her i Byen?

STUDENSTRUP

Ja, jeg er i visse Maader fremmed, og i visse Maader alt for bekiendt. Gid jeg havde bedet min Fetter Niels Christensen følge mig lige til Vester Port, han havde gierne tient mig derudi, thi det er en ærlig Siæl.

NIELS CHRISTENSEN

Hvor boer den Niels Christensen?

STUDENSTRUP

Han boer i et Huus, som heeder abzugeben in Knapnæring.

NIELS CHRISTENSEN

Hvad Pokker er dette? her er 392 jo ikke meere end een Knapnæring i Kjøbenhavn, og der logerer ingen.

STUDENSTRUP.

Jo jeg troer, der er Knapnæring i mange Gader her i Byen, men denne Knapnæring skal ligge i en Gade, som heeder Hafnia; der stod paa det Brev, som jeg flyde ham, Knapnæring in Hafnia.

NIELS CHRISTENSEN.

Hvad er hans Navn Monsieur?

STUDENSTRUP.

Jeg heeder Niels Studenstrup, men nu burde jeg heede Niels Udenstrup, thi det er gandske ude med mig.

NIELS CHRISTENSEN.

Hvad Pokker hører jeg, er I

Henning Nielsens Søn?

STUDENSTRUP

Kiender I Henning Nielsen.

NIELS CHRISTENSEN.

Skulde jeg ikke kiende min egen Farbroer?

STUDENSTRUP.

Saa er I maa skee Niels Christensens Broer? jeg vidste aldrig, at min Fetter havde Brødre.

NIELS CHRISTENSEN.

Jeg er Niels Christensen selv og har ingen Brødre.

STUDENSTRUP.

I skulde vel binde mig noget paa Ermet! Sagte. Hvilke forbandede Mennesker ere ikke udi denne Bye.

NIELS CHRISTENSEN.

I kand forlade jer paa, at jeg er jer Fetter Niels Christensen.

STUDENSTRUP.

I maa være Dævlenl Sagte. Hvilke forbandede Mennesker er her ikke i denne Bye.

NIELS CHRISTENSEN.

Det er merkeligt, vil I vide bedre, hvem jeg er, end jeg selv?

STUDENSTRUP.

Hør Monsieur, hvor I har drukket jer Øll, der maa I spilde jer Berme. Hvad er det for Snak? nu i det Øyeblik forlod min Fetter Niels Christensen mig.

NIELS CHRISTENSEN.

Vil I giøre mig fuld eller gall? 393 jeg svær jer til, at jeg er Niels Christensen, Henning Studenstrups Broers Søn.

STUDENSTRUP

Og jeg svær, at I hverken er eller bliver Niels Christensen.

NIELS CHRISTENSEN

Jeg skal strax overbevise jer det.

Han tar fem Breve op af sin Lomme og læser Opskriften derpaa:

Hæderlig og Vellærde Niels Christensen, S. Theologiæ Studiosus, Hafniam. A Monsieur, Monsieur Niels de Christensen à Copenhague. Herrn, Herrn Niels Christensen, abzugeben in Knapnæring. A Monsieur, Monsieur Niels de Christensen, Student tres renommé dans la Knapnæring, per Couvert. Ædle og Vellærde Nicolaus Christensen, Philosophiae Baccalaureus, med en Ven, den Gud ledsage. Vil I nu troe, at jeg er den rette Niels Christensen?

STUDENSTRUP

Ikke om I kunde vise mig et Brev saa stort, som heele Vester Port.

NIELS CHRISTENSEN

Jeg mærker, at nogen har trækket Rus med jer. End om jeg kand vise jer Brev fra jer egen Faer, vil I da troe mig?

STUDENSTRUP

Ja, saa maatte jeg vel troe det.

NIELS CHRISTENSEN

See der, læs kuns dette Brev.

STUDENSTRUP
læser Brevet

Ach Himmel, saa har den anden været en falsk Niels Christensen!

NIELS CHRISTENSEN

Ja, hvad andet? Men hvor har I logeret? hvor er jere Klæer?

STUDENSTRUP

Jeg har logeret hos Svoger Jacob, som boer i dette Huus.

NIELS CHRISTENSEN

Hvilket Huus?

STUDENSTRUP

I dette Huus her paa Hiørnet.

NIELS CHRISTENSEN

Det er jo Vester Paradis.

STUDENSTRUP

Det maa være Drollen ikke Paradis, det var et Helvede for mig.

NIELS CHRISTENSEN

Det var i gamle Dage et liderligt Spillerums, fuld af Skiøger.

394
STUDENSTRUP

Ikke nu; Jacobs Kone er en skikkelig Matrone, hun har giort imod mig, det som aldrig nogen Moer skulde giøre imod sin Søn, thi da jeg var i Fortræd i Huset for hendes skyld, og maatte kiøbe mig fri med alt det, jeg ejede, gav hun mig dette Brev med en Vexel udi, til Knud Knudsen i Roskild. See, her er Brevet: Herren, Herren Knud Knudsen, fornemme Handelsmand og Banqverotterer i Roskild; ney, det er Banqverer.

NIELS CHRISTENSEN

Ach, Himmel, hvor er dette eenfoldige Menneske trækked ved Næsen! Bryd Brevet, saa skal I strax see, hvordan I er bleven bedraget.

STUDENSTRUP

læser Brevet: Niels Henningsen Studenstrup er en Nar, testerer Henrich Larsen.

NIELS CHRISTENSEN

Tænkte jeg det ikke vel!

STUDENSTRUP
hyler og græder

Aa du bedrøvede 11te Junii.

NIELS CHRISTENSEN

Ja, I har vel været i Kiøbenhavn, Fetter.

STUDENSTRUP

Aa du bedrøvede 11te Junii.

NIELS CHRISTENSEN

Hvor ere jere Klæer, Fetter?

STUDENSTRUP

Der mine Kufferter staaer.

NIELS CHRISTENSEN

Hvor ere jere Kufferter?

STUDENSTRUP

Der, hvor mine Klæer er.

NIELS CHRISTENSEN

Men hvor er det tilsammen?

STUDENSTRUP

Fanden i vold altsammen.

NIELS CHRISTENSEN

De Forældre kand ikke forsvare det, som lader unge Mennesker reise saaledes alleene, uden at give dem Brev eller Adresse til nogen.

STUDENSTRUP

Jeg havde Brev med mig til Niels Christensen.

NIELS CHRISTENSEN

Hvor er det?

STUDENSTRUP

Den anden Niels Christensen fik det.

NIELS CHRISTENSEN

Hør, Fetter! I kand gaae hen og henge jer, naar jer lyster.

STUDENSTRUP

Aa du bedrøvede 11te Junii.

NIELS CHRISTENSEN

Ja, I maa vel sige det to gange.

395
STUDENSTRUP

I all denne Ulykke, Fetter, har jeg dog en Ting at trøste mig ved, nemlig, at jeg har faaet mine Penge, nogle 1000 Rixdaler, fra Gerhard Skyldenborg udi Lars Andersens Hænder.

NIELS CHRISTENSEN

Den Mand kiender jeg ikke.

STUDENSTRUP

Den store Banqverer.

NIELS CHRISTENSEN

Her er ingen Banqverer af det Navn.

STUDENSTRUP

Ej jo! jeg har faaet Prioritet i hans store Gaard paa gammel Torv.

NIELS CHRISTENSEN

Hvor ligger den Gaard?

STUDENSTRUP

Midt paa Torvet; det er en skiøn Gaard, Taarnet derpaa er alleene Pengene værd.

NIELS CHRISTENSEN

Jeg veed intet Huus med Taarn midt paa Torvet, uden Raadhuset.

STUDENSTRUP

Man gaaer op af høye brede Steen-Trapper paa begge Sider, paa den ene Side staaer et Vandspring, og paa den anden Side et Scaffot, men jeg veed ikke, om det hører Gaarden til.

NIELS CHRISTENSEN

Ha, ha, det er Raadhuset; jeg har aldrig hørt noget Menneske saaledes blive optrækket. Jeg vil ikke have meer med jer at bestille, see, der har I 6 Rixdaler til Reisepenge. Han gaaer.

STUDENSTRUP

Aa du bedrøvede, du bedrøvede, du bedrøvede ll. Junii.

Han gaaer ud grædendes.

SCEN. 12.

HENRICH
i sine Laqvei-Klæder igien

Holdt, sagt, Monsieur Jacob! udi Byttets Uddeeling maa observeres Proportion saaledes, at, naar min Herre faaer 10 Rixdaler, saa faaer jeg 5, du halvtredie, og Mammesellen 7 Mark 8 Skilling, ligesom udi Feldten, naar man deeler Byttet, saa faaer Obersten 10, Captainen 5, Leutnanten halvtredie, Fendriken Halvdeelen af Leutenantens, Corporalen 396 Halvdeelen af Fendrikens, Soldaten slet intet, og Tambouren noget andet. Saadan Deeling kaldes Geometrisk Deeling og grundes paa naturlig Billighed.

Derpaa reciteres til Spectatores:

Hvad siunes eder, har jeg ey
Her udi indlagt Ære,
Jeg er dog ikkun en Lakey,
Men burte meere være.
Nu legger jeg mit Embed ned,
Gaaer hen at deele Penge,
Vor unge Aager-Karl, jeg veed,
Derover sig vil henge.
Men han det giøre maa for mig,
Jeg ønsker, alle andre,
Der ere slig Blodsuer Hig,
Den samme Vej maa vandre.
For Landet mon det er Forliis,
En Aager-Karl at miste?
Ney jeg meen, dette mig til Priis
Kand staae paa min Lig-Kiste:
See een, til hvis Berømmelse
Man ey kand sige andet,
End det, at han udrøddede
En Aager-Karl af Landet.

Den ellefte Junii
Noter

S. 329
mare, egl. [Jomfru] Maria: sandelig, minsandten. - Visiteer, Konsumptionsbetjent (Konsumption: Toldafgift ved Indførsel af Varer til Byen). - Carosse, Stadsvogn; Karet.

S. 330
Kaal-Orme eller randede Laqveier, her hentydes til de galonerede Tjeneruniformer. - Punge bag i Peruqven, at bære Baghaaret i Punge (eller Net) var en ny fransk Mode, som var begyndt at fortrænge den lokkede Paryk. -11. Junii, Terminsdagen. 397 - Snee-Moes, Dessert (af opblødte Tvebakker), tillavet med Flodeskum. - examinerer, prøver, undersøger. - Lysespeed, Lysespid - Lysepind, Pind, hvorpaa Vægerne bandtes under Lysestøbning; brugtes som her nedsættende om Kaarde, Sabel o. lign. - Mynten, Mønten, Den kgl. Mønt (hvor Pengestykker fremstilles). - Assemblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab. - gemeen, almindelig, simpel.

S. 332
Sullen ... verdienen, pa gebrokkent Hollandsk: Skal vi ikke handle med hinanden, Hr. Adrian ... jeg ved det ikke, der er ingen Fordel ved at komme her længere, Hr. Proprietær, der er ikke en Skilling mere at tjene paa Studehandelen. - het ... Vader, Det skal ikke komme an paa en Daler eller ti, Fatter. - soer, svor. - gallonerede Klæder, Tøj med Besætning af svære Silkeeller Uldbaand (evt. med indvævet Guldeller Sølvtraad). - Serviteur Messieurs!, fr. (Deres) ærbødige Tjener, mine Herrer! - accurat, paapasselig, punktlig.

S. 333
biid Skeer i tu, vær stor paa det, spil rask. - sluttet, bestemt. - gau, snu. - Midas, den frygiske Sagnkonge Midas havde af Dionysos faaet Evnen til at forvandle alt hvad han rørte ved til Guld. - Ørene, der spilles paa et andet Sagn om Kong Midas: da han ved en Musikkonkurrence mellem Pan og Apollon tilkendte den første Sejren, gav Apollon ham til Straf Æselører. - Skaven, Skagen.

S. 334
recommendere, anbefale. - fixere, narre.

S. 335
jo kiender, ikke kender. - Hallands-Aaes, folkelig Benævnelse for Kongens Nytorv. - Kalleboerne, Frederiksholms Kanal. - Studengaarden, Universitetet. - Patroner, Velyndere, Beskyttere. - honnet Homme, fr. honnéte homme, Mand af Ære; Gentleman. - pardi, fr. ved Gud; minsandten. - avec votre permission, fr. med Deres Tilladelse.

S. 336
Promotion, Forfremmelse, Fremgang. - Hvad gielder, Jeg vil vædde paa. - gandske intet, slet ikke. - curieux, fr. interesserede, nysgerrige. - mafoi, fr. min Tro. - Parole, Æresord. - pardonerer, undskylder. - tete bleue!, en Ed, af fr. tete de Dieu, Guds Hoved. - Ekvipage, Udstyr.

S. 337
begegnet, behandlet.

S. 338
Serviteur tres humble, fr. ydmygste Tjener. - Assignation, Anvisning.

S. 339
Gloire, Ære. - Blessure, Saar. - divertere sig, adsprede, more sig. - iblant, en Gang imellem. - Cinque et Neuf, fr. Fem og Ni (Terningespil).

S. 340
giøre Compagnie med, gøre Følgeskab med. - Canaüle, fr. Slyngel. - Billighed, Rimelighed. - Hurtighed, Snarraadighed. Dygtighed.

S. 341
kand der blive noget af, kan det blive til noget. - Christen Nielsen, 398 som ofte i Komedierne er Holberg skødesløs med Personernes Navne; her skulde staa Niels Christensen. - i Overgaars, i Forgaars.

S. 342
Snaphaner, skaanske Bønder, der som Guerillastyrker bekæmpede Svenskerne under de dansk-svenske Krige. - sidste Skaanske Krig, den fandt Sted 1709-10. - dobler, spiller Hasardspil. - Paradiis, Øster-Paradis og Vester-Paradis var ilde berygtede Værtshuse. - rar, sjælden.

S. 343
besynderlig, især. - sort Kiole, den lærde Stand bar sort Overklædning.

S. 344
Rus, Betegnelse for nybagt Student; her vel blot »Bonde«. Det latinske Ord »rus« betyder Landet i Modsætning til Byen. - Carnalier, Slyngler, Slubberter. - deponere, tage Studentereksamen. - Bakkelse-Beester, dumme Fyre, Asener. - Kallunet, Indvoldene.

S. 345
Axel, Skulder.

S. 346
gaae strax an, straks begynde. - Salt og Viin paa Hovedet, de unge Studenters Optagelse ved Universitetet ledsagedes af bl. a. denne symbolske Handling: Af det filosofiske Fakultets Dekan blev lidt Salt, Visdommens Symbol, lagt paa deres Læber og, som en Art akademisk Daab, Vin hældt over deres Hoveder.

S. 348
jo skal kunde finde, ikke skal kunne finde. - Det vil ikke sige, det gør ikke noget.

S. 349
Monfrere, fr. mon frère, min Broder. - Sacrosanctæ Philosophiæ Studiosus, lat. Studerende den hellige Filosofi (Brevskriveren sammenblander Begreberne - kun Teologien kunne benævnes »hellig«). - abzugeben, ty. at aflevere. - Knapnæring, et Værtshus. - obligered, forpligtet. - Svoger, Paarørende, Slægtning (ved Besvogring). - amprasered, Forvanskning af fr. embarrassé, forlegen, i Forlegenhed.

S. 350
inc ommoder e, besvære. - Kiæreste, Ægtefælle. - artigste, kvikkeste, livligste.

S. 351
lidt korn, lidt, en lille Smule. - exercere, øve. - Gaudieb, Gavtyv.

S. 352
end om, hvis nu.

S. 353
Alexander Magnus, Alexander d. Store. - Kiøbmænd ... som Slanger, Forvanskning af Ordlyden i Matthæus 10,16. - Tyv ... Næring, Ordsproget lyder: Enhver Mand er jo Tyv i sin Næring.

S. 354
til agters, i daarlige økonomiske Omstændigheder. - eller at, eller dersom. - lade transportere Gielden paa sig, overtage Gælden.

S. 355
Dilation, Udsættelse. - sonsten, ty. ellers. - itzund, nu. - welke, nogle. - ich will ihm sagen, jeg skal sige ham.

S. 356
Smautz, Jødesmovs. - Portugiser Jude, portugisiske Jøder indtog en privilegeret Stilling i Forhold til de polske og tyske 399 Jøder, »Smovserne«. - Endossement, Paategning paa Bagsiden af et Værdipapir.

S. 357
lagzen, Opgælden.

S. 359
kogende om sig, kiggende sig om. - jRør, d.v.s. en Spadserestok af Spanskrør. - Galanterie, Galanterivarer; Smaating. - artigt, fornøjeligt, morsomt. - Altid ... tilfreds, Titlerne paa et Par opbyggelige Smaaskrifter. - tilforn, i Forvejen. - Per Paarses Krønikke ... Kaaberstykker, der hentydes til den første illustrerede Udgave (1720) af Holbergs komiske Heltedigt »Peder Paars«. Den havde kun eet Kobberstik, men 14 Træsnit.

S. 360
Baccalauruser, lat. baccalaurei, Indehavere af en lavere akademisk Grad end Magistergraden.

S. 363
skrammcrerede Klæder, fr. chamarrés, bræmmede, galonerede Klæder.

S. 364
tillige, sammen.

S. 366
Modestighed, Ærbarhed. - angenemme, behagelige.

S. 367
igiennemgaaen, snedig, durkdreven.

S. 368
skille dig meget, gøre dig stor Forskel, betyde stort for dig. - for mig, før mig. - tilforn, tidligere. - fedt, lat. har gjort det, har skrevet det.

S. 369
Vindskibelighed, Flid, Stræbsomhed. - Prakkere, Tiggere. - continuerer, fortsætter.

S. 370
om endskiønt, om end. - Estime, Agtelse. - visker ... en Dievel i Øret, hvisker noget ondt til. - at reede i Skibs-Parter, at sætte Penge i et Rederi.

S. 371
og var det allerartigste, og det allermorsomste var.

S. 372
gaudeamus igitur ... sumus, i Stedet for det latinske Ordsprog - fra Horats' Epistler I, 10, 24 - kommer Henrich med Brokker af den latinske Studentersang »Gaudeamus igitur«: Lad os glæde os (saalænge vi er unge). - parva etc., Forvanskning af Sentensen »Parva sæpe scintilla contempta excitavit incendium«: Ofte tændte en lille foragtet Gnist stor Ild, fra den romerske Forfatter Curtius' Bog om Alexander den Store 6, 3.

S. 375
formeres ham en Proces, anlægges Proces mod ham.

S. 376
Beskikkelses Mænd, Stævnevidner, Stævningsmænd. - Slaaden, Slaaen.

S. 377
slaae Gade-Døren igien, slaa Gadedøren i.

S. 378
ved 9 Slet, Klokken 9. - practicere sig bort, liste, smugle sig bort. - det giør ingen gode, det nytter ikke noget.

S. 379
raisonabelt, gavmildt. - JLz'vs-5ag, Sag, hvor man sigtes paa Livet. - blive kagstrøgen, blive bundet til Kagen (Skampælen) og pisket.

S. 381
i Haar sammen, i Haarene paa hinanden, oppe at slaas. - forsætte, fordrive.

400

S. 382
Mathusalem, Methusalem. - Antiqvarius, Samler af Oldsager; Oldforsker.

S. 383
Grillenfingerie, Grillefængeri.

S. 384
item, endvidere. - u-rigtig, uvederhæftig. - abzugeben in Europa, at aflevere i Europa.

S. 385
fornøyet ham, opfyldt hans Krav, stillet ham tilfreds. - Krabask, Pisk af flettede Remme.

S. 386
raabe efter, raabe som. - paa Hiørnet, før Hjørnet. - Pibe, Fløjte. Med denne tilkaldte Vægterne Hjælp.

S. 387
Morgenstjernen, Vægterstaven, der bestod af en lang Stang med pigget Jernkølle for Enden. - Den spanske Kappe, Strafferedskab, brugt i København indtil o. 1795. Det bestod af en Tønde, gennem hvilken Synderen skulde stikke Hovedet for med Skam og Skændsel at bære den gennem Byens Gader. - Discretion, Dusør.

S. 388
maa endelig bort, absolut, nødvendigvis maa bort.

S. 390
det første du faaer, straks, saa snart du faar. - Surtout, Overfrakke. - første Lectie, første Klasse. - Skole-Ræt. »At staa Skoleret« var Latinskolens strengeste Straf, som idømtes for grove Forseelser. I hele Skolens Paasyn blev Eleven pisket (paa sin nøgne Ryg) af Lærerne og alle Kammeraterne.

S. 392
Hafnia, lat. København. - Berme, Bundfald. Talemaaden betyder, at man maa ikke lade sin Fuldskab (eller sit daarlige Humør) gaa ud over uskyldige.

S. 393
Opskriften, Adressen. - tres renommé, fr. velagtet. - per Couvert, betyder at Brevet er blevet sendt i et Brev adresseret til en anden. - med en Ven ... ledsage, dengang almindelig brugt Paaskrift paa privat besørgede Breve. - trækket Rus med jer, holdt jer for Nar. - End om, hvis nu, sæt nu.

S. 394
Banqverotterer, Fallent. - Banqverer, Bankier. - testerer, bevidner.

S. 395
Holdt, sagt ...!, Holdt, ti stille, Hr. Jacob! - observeres Proportion, iagttages rigtigt Forhold.

S. 396
Tambouren, Trommeslageren. - Geometrisk Deeling, se Bind I, S. 77. - Billighed, Rimelighed. - Spectatores, Tilskuerne.