Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 3-7: Komedier

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2

        

3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND
📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

III

Rosenkilde og Bagger 1969

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1969

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

Komedierne Indledning

Som al Digtning forudsætter ogsaa Holbergs Digterværker en Tolkning af det menneskelige, et Svar paa Spørgsmaalet: Hvad er et Menneske? Den Psykologi, der ligger bag »Peder Paars« og Skæmtedigtene, er fremstillet i Indledninger til disse Skrifter. Det er den samme Menneskeopfattelse eller Antropologi (som Teologerne siger), Holbergs Komedier bygger paa. Det er den, vi kender fra hans Natur- og Folkeret, og som vi har faaet udbygget i det komiske Heltedigt og i Satirerne: Mennesket er efter sin Oprindelse et frit Væsen, det besidder en ufejlbarlig Fornuft, recta ratio, hvis Røst det blot behøver at lyde for at leve retfærdigt og lykkeligt. Men Passioner og Vaner slører Fornuften og faar de fleste til at føre et daarligt eller taabeligt Levned. Loven og Øvrigheden straffer de daarlige Mennesker, som af Ondskab eller Uretfærdighed gaar uden for Normen; Satiren og Komedierne udleverer Taaberne til Latteren. Og der findes da to Slags Taabelighed. Den ene fandt vi legemliggjort i Peder Paars' Person: det er latterligt at tage mod Skæbnens haarde Stød uden at reagere; den konsekvente Stoiker er stupid og altsaa komisk. Vi genfinder Typen bl. a. i en af Holbergs sene Komedier, »Philosophus udi egen Indbilding«. Den anden Slags Taabelighed er Komediernes Hovedemne. Den opstaar, naar et Menneske giver Afkald paa sin Fornufts Brug og lader sig drive, som et Skib uden Ror, for en naragtig Passion eller Svaghed. Det er latterligt, naar en Haandværker, der har forlæst sig paa et Par Bøger, tror han kan styre en stor By som Hamburg og dømme i alle 6 Sager. Det er lige saa latterligt, at en ung Akademiker, Rasmus Berg = Erasmus Montanus, mener at have tilegnet sig en logisk Metode og derfor tror han kan gribe ind i alle Videnskaber: »Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica, kand reede sig ud fra alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er fremmed i dem ... En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhistor.« (5. Akt, 2. Scene). Det er latterligt, naar en ung Fløs som Hans Frandsen taber al Fornuft, fordi han har været nogle Uger i Paris - og det er latterligt, at hans Forældre af lutter Forkælelse giver deres Jean de France Midlerne dertil. Det er latterligt, at en velsitueret Borger, som kunde føre en baade behagelig og samfundsnyttig Tilværelse, ligger under for den fikse Idé, at han skal gøre alting selv og kontrollere enhver Bagatel i sit Hus. For en Tidsøkonom som Holberg kunde vel intet være mere komisk end en Mand, der er fuldt beskæftiget med intet at udrette. I sin 2. Satire havde Holberg »forsvaret« Tigellius med Henvisning til, at vi alle er vægelsindede. Men i Komedien udleveres Den Vægelsindedes Bizarreri uden Forsvar eller Forstaaelse. Jeppe paa Bierget har faaet en skrap Kone, hvad der forklarer, at han drikker - men ikke at han er en komisk Tøffelhelt og Hanrej. Han har god Forstand, Jeppe, men han bruger den ikke, da han bliver ophøjet til Baron og saa straks er rede til at lade Ridefogden og hans syv Børn hænge!

Det er altsaa latterligt, at Folk ikke kan følge Fornuftens Lys, holde Tungen lige i Munden og bjerge sig igennem Tilværelsen. Det er naturligvis ogsaa latterligt at tro, at man kan ændre disse Narre ved at fremstille dem paa Scenen eller i Litteraturen. De menneskelige Svagheder eller vitia er uudryddelige og derfor eviggyldigt Stof for Komedieskrivere.

Holberg kunde derfor øse af Komedier fra alle Tider. Af Aristofanes, som han havde citeret i Noter til »Peder Paars«; af Plautus og Terents, som han var særlig fortrolig med, efter at han fra 1720 var blevet Professor i latinsk 7 Litteratur; af den italienske Maskekomedie, som han havde faaet Indtryk af i Italien, og ikke mindst af Molière og hans franske Skole. I Paris 1714 ff. har Holberg næppe set meget Teater; han taler ikke derom i sine Erindringer, og han har ikke haft Raad til at betale de ret høje Billetpriser. Derimod kan han have haft Mulighed for at se fransk Teater i København. Omkring 1712 blev et Hofteater indrettet paa Københavns Slot, der blev fuldstændig nedrevet 1731-32, for at give Plads til det første Christiansborg. Det var paa dette Teater, Frederik IV's franske Trup opførte Tragedier og Komedier for Hoffet og dets Gæster. Det er ikke bevist, at almindelige Borgere har haft Adgang til Forestillingerne; men det er dog tænkeligt, at Holberg har lært Truppens Leder, Montaigu, at kende, før de alle fik Afsked i September 1721. I Løbet af Vinteren kom Truppen i Arbejde paa et Teater i Lille Grønnegade, der var bekostet af en fransk Emigrant, Etienne Capion. Her spilledes fransk Teater fra 19. Januar 1722, paa Skift med en tysk Trup. De franske Skuespil kunde dog ikke svare sig, og Franskmændene rejste bort, med Undtagelse af Montaigu, som 1. Juli 1722 ansøgte Kongen om Tilladelse til at opføre Skuespil paa Dansk; 14. August fik han Bevillingen, og allerede 23. September aabnede Den danske Skueplads i Capions Teater med Molières Den Gerrige, eller Gnieren, som det nu hed i dansk Oversættelse. Den næste Forestilling, 25. September, var Holbergs Den politiske Kandestøber, og derefter fulgte i hektisk Fart oversatte og originale Komedier, op til i Begyndelsen af 1727, da Teatret maatte lukke.

I Sommeren 1722 har Holberg antagelig skrevet sine første Komedier, efter at han fra højtstaaende og patriotiske Personer, maaske ogsaa fra Montaigu selv, har faaet Opfordring til at forsøge sig i en ny humoristisk Genre. Og han har arbejdet omkap med det nye Teaters sprogkyndige Oversættere. I den smukke og vigtige Publikation, Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, I-V, 1920-24, kan vi konstatere, at Holberg og Oversættere adlød 8 samme Parole: man satsede paa et bredt borgerligt Publikum; Sproget er overalt folkeligt, Komikken djærv og umiddelbar. Det er karakteristisk, at de franske Verskomedier, som vi kender i dansk Oversættelse til Lille Grønnegadeteatret, alle er gengivet paa Prosa.

Holbergs Arbejde for Teatret har været ulønnet. Ved Théâtre Frangais i Paris fik Forfatteren Procenter af Billetindtægten, saa længe den ikke sank under et vist Minimum. Naar Stykket ikke længere trak, sendtes det tilbage til Forfatteren; han ejede det, indtil han lod det trykke. Naar et Skuespil var trykt, kunde alle spille det uden Afgift til Ophavsmanden. Holberg har vidst, at Opførelser i Udlandet kunde give gode Indtægter. Han skriver i sine Erindringer, at »Forfattere i Frankrig og England ikke sjælden kan tjene 2-3000 Dalere paa en enkelt Komedie, der modtages med Bifald«. Det er muligvis ogsaa med saadan Gevinst for Øje, Holberg allerede 1725 rejser til Paris i den evidente Hensigt at faa nogle af sine Komedier op i Paris.

Hvis man ikke fik Honorar af Teatret herhjemme, kunde man faa Indtægter ved Salget af de trykte Skuespil. Holberg havde megen Hast med at faa sine Komedier paa Tryk. Allerede 1723 kom 1. Tome af Hans Mickelsens Comoedier (Den politiske Kandestøber; Den Vægelsindede; Jean de France; Jeppe paa Bierget; Mester Gert Westphaler). Bindet maatte genoptrykkes 1724, da 2. Tome udkom (Den ellefte Juni; Barselstuen; Det arabiske Pulver; Jule-Stue; Mascarade). 1725 saa endelig Hans Mickelsens 3. Tome Lyset (Jacob von Tyboe; Ulysses von Ithacia; Kilde-Reisen; Melampe; Uden Hoved og Hale). Inden Teatret lukkede, var saaledes femten Komedier i Trykken. Ti andre laa rede. 1731 genoptryktes de tre første Tomer, endnu to føjedes til, med fem Komedier i hver (Henrich og Pernille; Diderich Menschen-Skræk; Hexerie eller Blind Alarm; Den pantsatte Bonde-Dreng; Det lykkelige Skibbrud. Erasmus Montanus; Pernilles korte Frøken-Stand; De Usynlige; Den Stundesløse; Den 9 honnette Ambition). Disse fem Bind dannede Den danske Skue-Plads. Dermed var hele Produktionen bragt paa Markedet, med Undtagelse af et lille Lejlighedsstykke (Den danske Comoedies Ligbegængelse), der tryktes særskilt i 1746 og Don Ranudo, der kom sammen med nogle nye Skuespil, Holberg skrev til det genoprettede Teater. Den danske Skue-Plads, der var blevet optrykt 1742, fik da 1753-54 et Tillæg af en 6. og en 7. Tome (Plutus; Abracadabra; Den forvandlede Brudgom; Don Ranudo; Philosophus udi egen Indbildning; Republiquen; Sganarels Rejse til Det philosophiske Land; Artaxerxes. Et heroisk Skuespil, det er en Oversættelse af Teksten til Metastasias Opera).

Tekstgrundlag. Den danske Skue-Plads' fem Bind 1731 og de to 1753-54 har været Grundlaget for de fleste senere Tryk af Holbergs Komedier, saaledes for Comedier I-VIII, 1847-54, der er fulgt i nærværende Udgave, med Benyttelse af det tekstkritiske Apparat i Samlede Skrifter XVIII, 1963, S. 81 ff. og tekstkritiske Forbedringer i Comoedier, ved Carl Roos, I-III, 1923-24. Noterne i sidstnævnte Udgave, der samler og forøger Generationers videnskabelige Arbejde med Holbergs Komedier, har haft grundlæggende Betydning for denne Udgaves Kommentar; en Del nyt er kommet til, og de sproglige Forklaringer er forøgede i Tal. Ved Udarbejdelsen har jeg haft værdifuld Hjælp af mag. art. Johanne Birch-Jensen til og med Den honnette Ambition, og for de øvrige af stud. mag. Jørgen Hunosøe.

Litteratur. Olaf Skavlan: Holberg som Komedieforfatter (Kristiania 1872), Hans Brix: Holbergs Komedier (1942), Jens Kruuse: Holbergs maske (1964), Anne E. Jensen: Studier over europæisk drama i Danmark 1722-1770, I-II (1968).

10

        

11

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Den politiske Kandstøber ...................... 15
  • Noter ............................................. 83
  • Den Vægelsindede ............................... 91
  • Noter ............................................. 153
  • Jean de France ..................................... 159
  • Noter ............................................. 218
  • Jeppe paa Bierget ................................. 225
  • Noter ............................................. 277
  • Mester Gert Westphaler ........................ 283
  • Noter ............................................. 321
  • Den ellefte Junii ................................... 327
  • Noter ............................................. 396
  • Plancher ............................................. 400
12

        

13

DEN POLITISKE KANDSTØBER Comoedie udi fem Acter

14

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • HERMAN VON BREMEN
  • GESKE
    hans Hustrue
  • ENGELKE
    hans Dotter
  • ANTONIUS
    hendes Beiler
  • HENRICH
    Tieneren
  • ANEKE
    Piigen
15

Den politiske Kandstøber
Indledning

Det var denne Komedie, som blev det første danske Skuespil paa Lille Grønnegade Teatret, den 22. September 1722. Komedien blev ifølge Holberg selv en Succes; den holdt Tilskuerne i Latter fra Begyndelsen til Enden, og Tilstrømningen var saa stor, at mange maatte blive staaende uden at kunne komme ind.

Det var altsaa et Tilløbsstykke, Holberg stillede forrest i Komediernes første Bind, og det var det samme Stykke, han oversatte til Fransk, da han i Efteraaret 1725 rejste til Paris for at skaffe sig Indpas paa den franske Scene. Han blev, som det kan ses af hans Erindringer (her Bind XII), skuffet i sine Forhaabninger, men det er muligt, at hans Oversættelse blev stillet til Raadighed for den meget franskkyndige Dansker, Gotthard Fursman, der 1746 udgav et Bind med fire Komedier af Holberg; heriblandt Tinstøberen eller Statsmand i egen Indbildning: Le Potier d'étain ou l'Homme d'Etat imaginaire. Med Mellemled skulde den politiserende Kandestøber komme i en ejendommelig Positur ved Udbruddet af den franske Revolution. Ved Aaret 1788 gærede det i Frankrig af politisk Reformiver; heri deltog en Adelsmand og Skribent, Michel de Cubières, med en versificeret Bearbejdelse af Komedien, hvis Hovedperson nu er Vognmager (charron) og Medlem af en politisk Klub i en fransk Havneby. Komedien har nu som Undertitel: L'Homme d'Etat imaginaire. de Cubières skriver en lang Fortale, hvori han priser den gode Kong Ludvig XVI, som nu vil give os Pressefrihed, indkalde Stænderne og rive Bastillen ned: paa dens Ruiner skal vi 16 rejse en Statue af denne gode Fader! Lad os da undgaa den ødelæggende Revolution, som nogle ønsker - og lad os le med denne Louis de Holberg, der er saa at sige ukendt i Frankrig! Fortalen er dateret 19. marts 1789, men Bogen naaede ikke at udkomme, før Revolutionen var en Kendsgerning: Stænderne traadte sammen 5. Maj, Necker afskedigedes 11. Juli, og Bastillen blev stormet 14. Juli: Holberg kom for sent til at afværge den franske Revolution.

Men 1797 var han atter i Ilden. Da tryktes Komedien i Basel i en ny Oversættelse under Titelen »Revolutionsmanden der fik sin Straf«, Le Révolutionnaire corrigé; den indførtes i Frankrig med Titelbladet: »Hver sin Haandtering eller Oprørsmanden der fik sin Straf«, Chacun son métier ou le Frondeur corrigé. I Paris fik en ung Teaterskribent, G.-E. Etienne, fat i den, skrev den ned til tre Akter, og under Titelen »Kedelsmeden som Statsmand«, Le Chaudronnier homme d'Etat, fik den i Juli 1800 Succes paa Teatret Ambigu-Comique. Mange Aar efter blev Bearbejdelsen trykt i Etiennes CEuvres complètes (1846-49).

Saa blev Revolutionen til Diktatur og ny Enevælde, og Kandestøberen dukkede op igen. Han er nu Instrumentmager (luthier) i Lübeck. Komedien opførtes paa Théâtre Frangais den 27. December 1816. Allerede under 1. Akt virkede Tendensen udfordrende, der blev Piben og Tilraab; Uroen steg, og under 2. Akt rejste Parterret sig og krævede Tæppet ned! Et andet Stykke maatte opføres. - Manuskriptet til den nye Bearbejdelse er genfundet i Archives Nationales i Paris, af Kristen D. Spanggaard.

I revolutionære Tider blev Den politiske Kandestøber øjensynlig taget til Indtægt for Reaktionen. Var Holberg Modstander af Reformer? Læs herom i Bind VIII og IX.

Litteratur.A. Jolivet: La premiere traduction de Holberg en français (i De Libris. Bibliofile Breve til Ejnar Munksgaard 1940). Henry Hellssen: Holbergs Kandestøber i Paris (1940). Kåre Foss: Konge for en dag. Et socialpolitisk teatermotiv (Oslo 1946). Kristen D. Spanggaards Kronikker i Berlingske Aftenavis 3. Dec. 1948 og 13. Dec. 1968.

17

ACTUS I

SCEN. 1.

ANTONIUS

Jeg kand svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester Herman, og begiære hans Dotter, som jeg længe har været forlovet med, men hemmelig. Dette er den tredie gang jeg har været paa Veyen, men er gaaen tilbage igien. Var det ikke for Skam skyld og den Bebreidelse jeg maa lide af min Moer, saa gik det ligesaa til denne gang. Det er en naturlig Feyl og Frygtagtighed, som jeg ikke let kand overvinde; hver gang jeg vil banke paa Dørren, er det ligesom een vil holde min Haand tilbage. Men frisk Mod, Antonius, er halv Tæring; det hielper ikke, du maa dertil. Jeg maa pynte lidt paa mig først; thi Folk siger, at Mester Herman er bleven curiøsk paa nogen Tid.

Han tar sin Hals-Klud af, og binder den om igien, tar en Kam af Lommen og kæmmet sit Haar, børster sine Skoe.

Nu troer jeg nok, at jeg saa vidt kand passere; nu maa jeg banke paa. See! saa sandt jeg er ærlig, er det ikke ligesom een holder min Haand. Ej, corasi Antonius! jeg veed, du har jo intet ondt giort. Jeg kand jo ikke faae meer end ney.

Banker paa.

SCEN. 2.

Henrich. Antonius.

HENRICH
ædende paa et Smørre-Brød

Serviteur, Mester Antoni! Hvem vil I tale med?

18
ANTONIUS

Jeg vilde tale med Mester Herman, om han var alleene.

HENRICH

Jo mænd, han er endelig alleene, men sidder og læser.

ANTONIUS

Da er han meer gudfrygtig end jeg.

HENRICH

Dersom der kom en Forordning ud, at Herculus skulde være en Postill, saa troer jeg, han skulde kunde præke, naar det skulde være.

ANTONIUS

Men har han saa Stunder formedelst sit Arbeyd at læse i saadane Bøger?

HENRICH

I skal agte, at Hosbond har to Bestillinger: Han er baade Kandestøber og Politicus.

ANTONIUS

Det riimer sig meget lidet sammen.

HENRICH

Vi har og merket det samme; thi naar han giør noget Arbeyd, som sielden skeer, saa seer det saa politisk ud, at vi maa støbe det om igien. Men vil I ellers tale med ham, saa kand I gaae lige ind i daglig Stuen.

ANTONIUS

Jeg har et vigtigt Ærende, Henrich; thi, mellem os at sige, saa vil jeg begiære hans Dotter, som ieg saa længe har været forlovet med.

HENRICH

Det er sandt, det er min Troe et vigtigt Ærende. Men hør, Mester Antoni! I maa ikke tage ilde op, at jeg varer jer om en Ting: Vil I tænke paa, at jer Ansøgning skal lykkes, da nraa I sætte jere Ord paa Skruer og føre en ziirlig Tale; thi han er bleven forbandet curiøsk paa nogen Tid.

ANTONIUS

Ney saa mænd giør jeg ey, Henrich; jeg er en god ærlig Handverksmand, som ingen Complimentationer har lært. Jeg siger kun slet og ret, at jeg har Elskov til hans Dotter, og begierer hende til Hustrue.

HENRICH

Ikke andet? Ja, saa skal jeg give jer min Hals, om I faaer hende. I det ringeste maa I begynde jer Tale af det Ord: Saasom eller Eftersom. I skal agte, Mester Antoni, at I har med en studeret Mand at bestille, der læser Dag og Nat politiske Bøger, saa han 19 maa blive gall. Det meste, han paa nogen Tid har haft at dadle paa Folkene her i Huuset, er, at der er saadant gemeent Væsen hos os alle, besynderlig hos mig, hvilken han aldrig nævner, uden han kalder mig: Din liiderlige gemeene Slyngel. Han vilde endelig med Dievels Magt forleeden Uge, at Mutter skulde gaae med Adriane; skiønt han kom ingen Vej dermed, thi Mutter er en Gudfrygtig gammeldags Kone, som heller lod sit

        

20 Liv, end lagde sin flasked Trøye af. Han gaaer frugtsommelig med noget, hvad Pokker det ogsaa er; derfor, om I vil lykkes i jer Frieratz, saa maa I følge mit Raad.

ANTONIUS.

Jeg agter min Troe ingen Slingring, men gaaer Hige til.

SCEN. 3.

HENRICH
alleene

Den største Vanskelighed ved at frie, er at hitte paa, hvorledes man skal begynde sin Tale; Jeg har selv eengang gaaet paa Frierie, men kunde i fiorten Dage ikke hitte paa, hvad jeg skulde sige. Jeg vidste nok, at man skulde begynde Talen af det Ord: Saasom eller Eftersom; men det var Ulykken, at jeg ikke kunde hitte paa andre Ord at hefte til dette Saasom. Jeg gad derfor ikke plage mig længer dermed, men gik hen og kiøbte mig en Formular hos Jacob Skole-Mester for 8 Skilling, thi han selger Stykket saaledes; men det løb forbandet galt af for mig, thi da jeg kom midt udi Talen, kunde jeg ikke hitte paa Resten, og jeg undsaae mig ved at tage Papiiret op af Lommen. Jeg har kundet profect føre den Tale baade før og siden, som mit Fader Vor, men da jeg skulde bruge den for alvor, kom den i baglaas for mig. Den var saaledes:

Nest tienstlig Salutems Hilsen er jeg Henrich Andersen af velberaad Hu, Drift og Tilskyndelse hidkommen at lade eder viide, at jeg er ey meer af Stok og Steen end andre; og saasom alting i Verden finder hos sig Elskov, endogsaa u-mælende Beester, altsaa er jeg med GUD og Æren hidkommen u-værdig at begiære og forlange eder til min hiertens Allerkiæreste.

Vil nogen give mig 8 Skilling igien, vil jeg overlade den. Den er ærlig de Penge værd; thi jeg skulde bilde mig ind, at hvo der fører saadan Tale, kand faae hvilken brav Mands Dotter han forlanger. Men der kommer Vatter, jeg maa løbe.

21

SCEN. 4.

Herman von Bremen. Antonius.

HERMAN

Han skal have Tak, Monsieur Antonius, for sit gode Tilbud; han er en smuk skikkelig Karl, jeg troer nok, min Dotter kunde være vel holden med ham. Men jeg vilde gierne have en til Sviger-Søn, der har studeret sine Politica.

ANTONIUS

Min kiære Monsieur Herman von Bremen! men man kand ikke føde Kone og Børn dermed.

HERMAN

Ikke det? Meener I, at jeg har i Sinde at døe Kandstøber? I skal see det, inden et halv Aar gaaer til Ende. Jeg haaber, naar jeg har læset den Europæiske Herold igiennem, at man skal nøde mig til at tage en Plads an i Raadet. Den Politiske Nachtisch kand jeg allereede paa mine Fingre; men den vil ikke forslaae. Skam faae Autor, han maatte have giort den noget vitløftigere. I kiender vel den Bog?

ANTONIUS

Nej jeg giør ikke.

HERMAN

Da skal jeg laane jer min, den er saa god, som den er liden; all min heele Politica har jeg af den Bog, samt af Hercules og Herculiscus.

ANTONIUS

Den sidste er jo kun en Roman?

HERMAN

Ja det er sandt nok; gid Verden var fuld af saadane Romaner. Jeg var paa en vis Sted forgangen Dag, hvor en fornemme Mand hviskede mig i Ørene: Hvo der har læset den Bog med Forstand, kand forestaae den største Bestilling, ja regiere et heelt Land.

ANTONIUS

Ja Vatter! naar jeg skal slaae mig til Læsning, forsømmer jeg mit Handværk dermed.

HERMAN

Jeg siger jer Monsieur: Jeg agter ikke længe at blive ved Kandstøberiet, jeg burte for længe siden at have forladt det; thi hundrede brave Mænd her i Byen har sagt mig: Herman von Bremen! I burde være noget andet. Ja det er ikke længer siden end forgangen Dag, at en Bormester lod i Raadet falde disse Ord: Herman von Bremen kunde nok tiene til andet end 22 Kandstøber; den Mand har det inde, som mange af os i Raadet selv maa leede efter. Hvoraf I kand slutte, at jeg ikke døer Kandstøber. Vil derfor gierne have en til Sviger-Søn, der legger sig efter Stats-Sager, saasom jeg haaber med Tiden, at baade han og jeg skal komme i Raadet. Vil I nu begynde paa den politiske Nachtisch, saa vil jeg examinere jer hver Løverdag Aften hvor vidt I er avancered.

ANTONIUS

Nej! min Troe vil jeg ikke; jeg er for gammel til at gaae i Skole igien paa nye.

HERMAN

Ja saa er I og ikke skabt til at være min Sviger-Søn. Adieu.

SCEN. 5.

Geske, von Bremens Kone. Antonius.

GESKE

Det er forskrekkeligt med min Mand, han er aldrig inde og tar vare paa sit Arbeide; jeg vilde give noget got til, at jeg kunde faae at viide, hvor han har sin Gang. Men see! Monsieur Antonius! gaaer han her alleene? Vil han ikke komme ind?

ANTONIUS

Nej Tak, Mutter, jeg er for ringe dertil.

GESKE

Ej! hvad er det for Snak?

ANTONIUS

Jer Mand har faaet politiske Griller, og gaaer med en Bormester i Maven. Han kaster paa Nakken af Handverks-Folk, som jeg og mine Lige; han bilder sig ind, at han er klogere end Notarius Politicus selv.

GESKE

Den Nar, den Giæk, vil I agte ham? Jeg troer før, han bliver Staader og kommer til at betle sit Brød, end han blir Bormester. Kiære Antonius! I skal ikke agte ham, og lad ikke den Godhed falde, som I har for min Dotter.

ANTONIUS

Von Bremen svær paa, at hun skal ingen have uden en Politicus.

GESKE

Jeg skal før vride Halsen om paa hende, end 23 hun skal faae en Politicus. I gamle Dage kaldte man jo en Skielm en Politicus.

ANTONIUS

Jeg agter ikke heller at blive saadan een; jeg vil nære mig reedelig med mit Hiulmagerie. Det gav min salig Fader sit daglig Brød, og jeg haaber det skal ogsaa føde mig. Men her kommer en Dreng, som vil vist tale med jer.

GESKE

Hvad vil I, mit Barn?

DRENGEN

Jeg vilde gierne tale med Mester Herman.

GESKE

Han er ikke hiemme; vil I siige mig det?

DRENGEN

Jeg skulde høre fra min Madame, om det Fad var færdig, som hun bestilte for 3 Uger siden; vi har haft ti og ti Bud derom, men man opholder os kun med Snak.

GESKE

Beed jer Madame, min Søn, at hun ikke bliver vred, det skal blive vist færdig til i Morgen.

EN ANDEN DRENG

Jeg skulde fornemme eengang for alle, om de Tallerkener kand blive færdige. De kunde have været giort og opslidte, siden vi bestilte dem. Mutter svor paa, at I faaer ikke saa hastig Arbeide for os igien.

GESKE

Hør, mit hierte Barn! naar I bestiller noget herefter, skal I bestille det hos mig: Min Mand har somme Tider nogle Sviin paa Skoven, saa det giør ingen gode at tale med ham derom. Troe mig paa mine Ord, det skal blive færdigt paa Løverdag. Adieu.

Her seer I, min kiære Antonius, hvorledes det gaaer til i vort Huus. Vi mister ved min Mands Forsømmelse et Arbeid efter et andet.

ANTONIUS

Er han da aldrig hiemme?

GESKE

Sielden; og naar han er hiemme, bygger han Casteller i Luften, saa at han har ingen Tanke til Arbeid. Jeg forlanger intet af ham, uden at han vil have Indseende med Folkene; thi naar han giør noget, maa Svennene giøre det om igien. See! der er Henrich, han skal tilstaae mine Ord.

24

SCEN. 6.

Henrich. Geske. Antonius.

HENRICH

Her er Manden ude, Mutter, som skal have Penge for de 8 Tønder Kuli, vi fik i Gaar.

GESKE

Ja, hvor skal jeg tage Pengene fra? Han faaer at bie til min Mand kommer hiem. Kand du ikke sige mig, hvor min Mand har sin Gang om Dagen?

HENRICH

Om Mutter vilde holde reen Mund, skulde jeg nok sige det.

GESKE

Jeg svær dig til, Henrich, at jeg ikke skal røbe dig.

HENRICH

Der holdes alle Dage et Collegium, som de kalder Collegium Polemiticum, hvor over tolv Personer kommer sammen og snakker om Stats-Sager.

GESKE

Hvor holdes den Forsamling?

HENRICH

Mutter maa ikke kalde det Forsamling. Det heeder Collegium.

GESKE

Hvor holdes da det Collegium?

HENRICH

Det holdes Vexelviis, nu hos en, nu hos en anden; i Dag (men ikke mine Ord igien) skal det holdes her.

GESKE

Ha ha! nu begriber jeg, hvorfor han vil have mig ud i Dag at besøge Smedens Kone Annike.

HENRICH

Mutter kand nok gaae ud, men komme tilbage om en Time og overrumple dem. I Gaar holdtes samme Collegium hos Jens Oltapper; der saae jeg dem alle sidde ved et Bord, og Hosbond ved Bord-Enden.

GESKE

Kiendte du nogle af dem?

HENRICH

Ja mænd, jeg kiender dem alle; lad see: Hosbond og Verten i Huuset var to, Frands Kniv-Smed 3, Christopher Maler 4, Gilbert Tapetmager 5, Christian Farver 6, Gert Bundtmager 7, Henning Brygger 8, Sivert Posekiiger 9, Niels Skrivemester 10, David Skolemester 11, og Richart Bøstenbinder 12.

ANTONIUS

Det er alle nogle feede Karle, at tale om Stats-Sager. Hørte I ikke, hvad de talede?

25
HENRICH

. Jeg hørte det nok, men jeg forstod kun lidt deraf; jeg hørte nok, at de satte Keysere, Konger og Chur-Førster af, og andre i deres Sted igien. Nu talede de om Told, nu om Accise og Consumption, nu om u-dygtige Folk, som var i Raadet, nu om Hamburgs Opkomst og Handelens Forfremmelse, nu kastede de op i Bøger, nu kiigede de udi Landkorte. Richart Bøstenbinder sad med en Tandstikker i Haanden, saa jeg troer han maa være Secreteer i Raadet.

ANTONIUS

. Ha ha ha! Det første jeg møder ham, skal jeg, min Troe, siige: god Dag, Herr Secreteer!

HENRICH

. Ja, men ikke mine Ord igien; gid Fanden have med de Folk at bestille, som kand sætte Konger og Førster, ja Bormester og Raad selv af.

GESKE

. Taler min Mand ogsaa med?

HENRICH

. Ikke meget, han sidder kun og grunder, og tar Snus-Tobak, medens de andre taler, og, naar de har udtalet, deciderer han.

GESKE

. Kiendte han dig ikke da?

HENRICH

. Han saae mig ikke, thi jeg var i en anden Stue; og omendskiønt han havde seet mig, saa havde hans Høyhed ikke tilladt ham at kiende mig, thi han havde en Mine, som en Kreds-Oberst, som den øverste Bormester, naar han gir Audience til en Minister. Folk, saa snart de komme i Collegier, faaer ligesom en Taage for Øynene, saa de ikke kand see end deres beste Venner.

GESKE

! Ach! jeg arme Menneske! den Mand fører os vist i Ulykke, om Bormester og Raad faaer at viide saadant, at han sidder og reformerer Staten. De gode Mænd vil ingen Reformation have her i Hamborg. See kun til, om vi ikke faaer Vagt for vort Huus, førend vi veed et Ord deraf, og min gode Herman von Bremen blir trækket i Fængsel.

HENRICH

. Det kand nok skee; thi Raadet har aldrig haft meer at sige end nu, siden den Tid Kreds-Tropperne 26 laae udi Hamburg. Det heele Borgerskab er ikke mægtig til at tage ham i Forsvar.

ANTONIUS

Lapperie! Det er kun at lee af saadane Karle; hvad kand en Kandestøber, en Maler, eller Børstenbinder vide af Stats-Sager? Raadet vil heller divertere sig end blive bange derover.

GESKE

Jeg vil see til, om jeg kand overrumple dem. Lad os gaae ind saa længe.

27

ACTUS II

SCEN. 1.

Collegium Politicum. Henrich. Herman.

HERMAN

Henrich, lav nu alting færdig, Krus og Piber paa Bordet. Ret nu har vi dem.

Henrich giør alting færdig. En kommer ind efter en anden. De sætter sig ned ved Bordet, og Herman von Bremen ved Bordenden.
HERMAN

Velkommen allesammen. I gode Mænd! hvor var det vi slap sidst?

RICHART BØRSTENBINDER

Det var vist om Tydsklands Interesse.

GERT BUNTMAGER

Det er sandt, nu erindrer jeg det. Det vil altsammen give sig paa neste Rigsdag. Gid jeg var der en Time! Jeg vilde viske Chur-Førsten af Mayntz noget i Ørene, som han skulde takke mig for. De got Folk veed ikke, hvorudi Tydsklands Interesse bestaaer. Hvor har man nogen Tid hørt en Keyserlig Residentz Stad, som Wien, uden Flode, eller i det ringeste uden Gallejer? De kunde nok holde en Krigs-Flode til Rigets Forsvar; der gives jo nok Krigssteur og nok Romer-Monathen dertil. See om ikke Tyrken er klogere. Vi kand aldrig lære bedre at fore Krig end af ham. Der er jo Skove nok baade i Øster-Rige og Prag, dersom man kun vil bruge dem enten til Skibe eller Master. Havde vi en Flode i Øster-Rige eller Prag, da lod nok Tyrken eller Frantzmanden fare at belejre Wien, og vi kunde gaae lige til Constantinopel. Men ingen tænker paa saadant.

28
SIVERT POSE-KIGER

Nej, aldrig nogen Moers Siæl. Vore Forfædre har været langt klogere. Det kommer alt paa Anstalter. Tydskland er ikke større nu end det var i gamle Dage, da vi ikke alleene forsvarede os berømmelig mod alle vore Naboer, men end og tog ind store Stykker af Frankerige, og beleyrede Paris selv baade til Lands og Vands.

FRANTZ KNIV-SMED

Men Paris er jo ingen Søe-Sted?

SIVERT POSE-KIGER

Saa maa jeg da forstaae mit Landkort meget ilde. Jeg veed nok hvor Paris ligger. Saaledes ligger jo Engeland, ret her hvor jeg holder min Finger, her løber jo Canellien, her ligger Bordeus, og her Paris.

FRANTZ KNIV-SMED

Nej Bruder! her ligger jo Tydskland, og her strax ved Frankerig, som er landfast med Tydskland, ergo kand jo Paris ingen Søe-Sted være.

SIVERT

Er der da intet Hav ved Frankerig?

FRANTZ

Nej vist; en Frantzmand, som ikke har reyst uden Lands, veed aldrig hverken af Skibe eller Baade at sige. Spør kun Mester Herman. Er det ikke, som jeg siger, Mester Herman?

HERMAN

Jeg skal strax skille Trætten. Henrich, laan os Landkortet over Europa. Danckvarts Landkort.

VERTEN

Der har I eet, men det er noget i stykker.

HERMAN

Det vil ikke sige. Jeg veed nok hvor Paris ligger, men vil kun have Landkortet for at overbevise de andre. Seer I nu, Sivert! her ligger Tydskland.

SIVERT

Det er ret nok; jeg kand see det paa Donaustrømmen som ligger her.

Idet han peeger paa Donaustrømmen, støder han Kruset om med Albuen, saa at Landkortet forderves.

VERTEN

Den Donaustrømmen løb noget for sterk. De leer allesammen: Ha, ha, ha!

HERMAN

Hør, got Folk! Vi taler saa meget om fremmede Sager, lad os tale noget om Hamborg; den Materie 29 kand flye os nok at bestille. Jeg har tit tænkt paa, hvoraf det kommer, at vi ingen Steder har udi Indien, men skal kiøbe de Varer af andre. Det er en Sag, som Bormester og Raad nok burde betænke.

RICHART BØRSTENBINDER

Tal ikke om Bormester og Raad, skal vi bie, til de tænker derpaa, kommer vi til at bie længe. Her udi Hamburg berømmes en Bormester alleene deraf, at han kand holde det lovlige Borgerskab i Tvang.

HERMAN

Jeg meener, I gode Mænd, at det endnu ikke er for silde; thi hvorfor skulde ikke Kongen af Indien unde os saa vel Handel som Hollænderne, hvilke har 30 intet at føre did hen uden Ost og Smør, som gemeenligen blir fordervet paa Vejen? Jeg holder for, at vi giorde vel, om vi indgav et Forslag til Raadet derom. Hvormange er vi her samlede?

VERTEN

Vi ere kun 6; thi de andre 6 troer jeg ikke kommer meere.

HERMAN

Det er alt nok. Hvad er jer Meening, Herr Vert? lad os votere.

VERTEN

Jeg er gandske ikke for det Forslag; thi slige Reyser bringer mange got Folk af Staden, som jeg har en daglig Skilling af.

SIVERT POSE-KIGER

Jeg holder for, man bør see meer paa Stadens Opkomst, end sin egen Interesse, og at Mester Hermans Forslag er det ypperligste, som nogen Tid kand giøres. Jo meere Handel vi driver, jo meer maa jo Staden florere; jo fleere Skibe der kommer hid, jo bedre er det ogsaa for os smaa Betientere. Dog det sidste er ikke meest Aarsag, at jeg raader til dette Forslag, men Stadens Tarv og Fremgang driver mig alleene til at recommendere saadant.

GERT BUNTMAGER

Jeg kand aldeeles ikke samtykke dette Forslag, men raader heller til Compagniers Oprettelser paa Grønland og Strat Davids, thi saadan Handel er Staden langt nyttigere og bedre.

FRANTZ KNIV-SMED

Jeg merker, at Gertes Votum sigter meer til egen Nytte end Republiqvens beste; thi til de Indianske Reyser trænger man ikke saa meget til Bundtmageren, som til de Nordiske Reyser. Jeg for min Part holder for, at den Indianske Handel overgaaer alle udi Vigtighed; thi udi Indien kand man undertiden for en Kniv, Gaffel eller Sax faae af de Vilde et stykke Guld, som vejer ligesaameget. Vi maa mage det saa, at de Forslag vi gier ind for Raadet, ikke lugter af egen Nytte; thi ellers kommer vi ingen Vej dermed.

RICHART BØRSTENBINDER

Jeg er af samme Meening, som Niels Skriver.

HERMAN

Du voterer som en Børstenbinder: Niels Skriver 31 er jo ikke tilstæde. Men hvad vil den Qvinde herinde? Det er, min Troe, min Kone.

SCEN. 2.

Geske. Collegium Politicum.

GESKE

Er I her, Dagdriver? Det var nok saa got, at I arbeidede noget, eller i det ringeste, at I havde Indseende med jer Folk; vi mister et Arbeid efter et andet ved jer Forsømmelse.

HERMAN

Tie stille Kone, du blir Frue Bormesters, før du veedst et Ord deraf; meener du, at jeg gaaer ud for Tids Fordriv? Jo jo! Jeg har ti gange meer Arbeide end I alle udi Huuset; I andre arbeide kun med Hænderne, men jeg med Hiernen.

GESKE

Alle galne Folk giør ligeledes, de bygge, som I, Casteller i Luften, og bryder Hiernen med Galskab og Giækkerie, indbildende sig at giøre vigtige Ting, da det dog i sig selv er intet.

GERT BUNTMAGER

Var det min Kone, hun skulde ikke tale meer end eengang.

HERMAN

Ej Gert! det maa en Politicus ikke agte. For et Aar eller 3 havde jeg smurt min Kones Ryg for saadane Ord; men siden den Tid jeg har begyndt at kiige i politiske Bøger, har jeg lært at foragte saadant. Qvi nescit simulare, nescit regnare, siger en gammel Politicus, som ingen Giæk var; jeg troer han heedte Agrippa eller Albertus Magnus; thi det er Fundament til all Politik i Verden, thi hvo der ikke kand taale at høre et ondt Ord af en hidsig og gall Kone, duer ey til nogen høy Bestilling: Kaaldsindighed er den allerstørste Dyd, og den Ædelsteen, som meest pryder Regenter og Øvrighed. Derfor holder jeg for, at ingen burte komme her i Staden at sidde udi Raadet, førend han havde giort Prø- ver paa sin Kaaldsindighed, og ladet see, at han baade kunde tage imod Skieldsord, Hug og Ørefigen. Jeg er af Naturen hidsig, men jeg stræber at overvinde det ved 32 Studering. Jeg har læset udi Fortalen af en Bog, som heeder: Der Politisene Stockfisch, at naar en blir overvældet af Vrede, skal han tælle til tyve, imidlertid gaaer ofte Vreden over.

GERT

. Det kunde ikke hielpe mig, om jeg talte til hundrede.

HERMAN

. Ja saa duer I ikke til andet end til at være Subaltern.

Henrich, giv min Kone et Kruus Øll ved det lille Bord.

GESKE

. Ej, du Slyngel! meener du at jeg er kommen hid for at drikke?

HERMAN

l, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13. Nu er det alt over. Hør, Mutter, du maa ikke tale saa haardt til din Mand, det lader saa farlig gemeent.

GESKE

. Er det da fornemme at betle? Har enhver Kone ikke Aarsag til at skieide, naar hun har saadan Dagdriver til Mand, der saaledes forsømmer sit Huus, og lader Hustrue og Børn lide Nød?

HERMAN

. Henrich, giv hende da et Glas Brænde-Viin; thi hun har forivret sig.

GESKE

. Henrich, giv min Mand, den Slyngel, et par Ørefigen.

HENRICH

. Det maa I selv giøre; jeg betakker mig ellers for saadan Commission.

GESKE

. Saa tør jeg giøre det selv. Hun gier ham Ørefigen.

HERMAN

l, 2, 3, 4, 5, til 20.

Han lader som han vil slaae igien, men begynder paa nye at tælle til 20. Havde jeg ikke været en Politicus, saa skulde du have faaet Skam.

GERT BUNDTMAGER.

Vil I ikke holde jer Kone i Ave, saa skal jeg. Fort her ud! Her ud!

Geske skielder udenfor.
33

        

34

SCEN. 3.

Collegium Politicum.

GERT BUNDTMAGER

Jeg skal lære hende at holde sig smukt hiemme en anden gang. Det bekiender jeg, er det politisk, at lade sig trække efter Haaret af sin Kone, saa blir jeg aldrig Politicus.

HERMAN

Ach! ach! qvi nescit simulare, nescit regnare; det er let talt, men ikke ret let practiceret. Jeg bekiender, det var en stor Spot min Kone giorde mig; jeg troer jeg løber endnu ud efter hende og prygler hende paa Gaden. Dog l, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20. Nu er det over; lad os nu tale om andre Sager.

FRANTZ

Qvindfolk har alt for meget at sige her i Hamborg.

GERT

Ja det er sandt; jeg har tit tænkt paa at giøre et Forslag derom. Men det er vanskeligt at legge sig ud med dem. Forslaget er ellers got nok.

HERMAN

Hvorledes er det Forslag?

GERT

Det bestaaer af faa Artikler. 1. Vilde jeg, at Ægteskabs Contract skulde ikke være ævig, men giøres paa visse Aar, saa at naar Manden ikke var fornøyet med sin Kone, kunde han slutte nye Contract med en anden, men skulde være forbunden ligesom med Huus-Leje at sige hende op et fierding Aar for Fardag, som skulde være ved Paaske eller Michaelis Tider; hvis han var fornøyet med hende, kunde Contracten forlænges. Troe mig, om saadan Lov blev giort, der skulde ikke findes een ond Kone i Hamborg, men enhver skulde beflitte sig paa at gaae sin Mand under Øyen for at have Contracten forlænget. Har I gode Mænd noget at sige imod den Artikel? Frantz! du smiler saa skalkagtig, du har vist noget at sige derimod; lad os høre.

FRANTZ

Men kunde ikke en Kone undertiden finde sin Regning ved at blive skildt ved en Mand, som enten var ond imod hende, eller som var en Dagdriver, der alleene aad og drak, og intet vilde arbeide til Kones og Børns 35 Underhold? Eller hun kunde faae Lyst til en anden, og giøre Manden alting saa broget, at han mod sit Forsæt lod hende fare. Jeg holder for, at større Ulejligheder kand reise sig af saadant. Der er jo Midler til at tvinge en Kone med. Vilde enhver, som I, Mester Herman, naar han faaer et Ørefigen, give sig til at tælle til tyve, saa fik vi en Hob skiønne Koner. Jeg holder uforgribelig for, det beste Middel er, naar en Kone er balstyrisk, at Manden truer hende med at ligge alleene, og ingen Seng at søge med hende, indtil hun bedrer sig.

GERT BUNDTMAGER

Det kunde jeg ikke holde. Mangen Mand kan lige saa lidet skikke sig derudi, som Konen.

FRANTZ

Saa kand jo Manden gaae extra.

GERT

Saa kand jo Konen og gaae extra.

FRANTZ

Men Gert, lad os høre de andre Artikler.

GERT

Ja see, om han giorde det! Du har maa skee Lyst at skiemte meere; intet er saa got, man jo har noget at sige derimod.

HERMAN

Lad os nu tale om andre Sager. Folk, som hørte os tale, skulde tænke vi holdt Consistorium eller Tamper-Ret. Jeg tænkte paa i Nat, da jeg ikke kunde sove, hvorledes Regieringen i Hamborg best kunde indrettes, saa visse Familier, hvor udi Folk hid til dags ligesom fødes til Bormestere og Raads-Herrer, kunde udelukkes fra den højeste Øvrigheds Værdighed, og en fuldkommen Frihed indføres. Jeg tænkte, man skulde vexelviis tage Bormestere nu af et Laug, nu af et andet, saa blev samptlige Borgerskab deelagtig udi Regieringen, og alle Stænder kom til at florere; thi for Exempel, naar en Guld-Smed blev Bormester, saae han paa Guld-Smedenes Interesse, en Skrædder paa Skræddernes Opkomst, en Kandstøber paa Kandstøbernes, og ingen skulde være Borgemester længer end en Maaned, paa det at et Laug skulde ikke florere meer end et andet. Naar Regieringen saaledes blev indrettet, kunde vi kaldes et ret frit Folk.

36
TUTTI

Det Forslag er herligt; Mester Herman, I taler som en Salomon.

FRANTZ KNIV-SMED

Det Forslag er got nok. Men ...

GERT BUNDTMAGER

Du kommer altid med dit Men; jeg troer enten din Far eller Moer har været Mennist.

HERMAN

Lad ham kun sige sin Meening. Hvad vilt du sige? Hvad meener du med det Men?

FRANTZ

Jeg tænker, mon det ikke skulde være vanskeligt iblant at faae en god Bormester af et hver Handværks-Laug? Mester Herman er god nok, thi han er vel studeret; men hvor finder vi, naar han er død, blant Kandstøberne en anden, der duer til saadant Regimente? thi, naar Republiqven er kommen paa Knæ, er det ikke saa let at støbe den om igien i en anden Form, som at støbe en Tallerken eller en Kande om, naar den er fordervet.

GERT

Ach! Pakketel! vi finder nok dygtige Mænd end ogsaa blant Handtverks-Folk.

HERMAN

Hør, Frantz, du est endnu en ung Mand, og derfor ikke kand see saa dybt udi en Ting endnu, som vi andre; hvorvel jeg merker, du har et got Hovet, og med Tiden kand blive til noget. Jeg vil kun kortelig forestille dig, at denne din Instantz har ingen Grund, alleene af vore Personer: Vi ere udi dette Laug over 12 Personer, alle Handtverks-Folk; enhver af os kand jo see hundrede Feil, som begaaes af Raadet. Forestill dig nu, at en af os blev Bormester, og endrede de Feil, som vi saa tit har talt om, og som Raadet ikke kand see; mon Hamborger Stad vilde tabe noget med saadan Bormester? Dersom I gode Herrer ere saa sindede, da vil jeg give det Forslag ind.

TUTTI

Ja vist.

HERMAN

Men nok om de Materier. Tiden gaaer bort, og vi har ikke læset Aviserne endnu. Henrich! Lad os faae de sidste Aviser.

HENRICH

Her er de sidste Aviser.

HERMAN

Flye dem til Richart Børstenbinder, som plejer læse.

37
RICHART

Man skriver fra Hovet-Lejeren ved Rhin-Strømmen, at man venter Recruter.

HERMAN

Ej! det har man skrevet 12 gange i rad. Spring over Rhin-Strømmen. Jeg kand ærgre mig ihiel, naar jeg hør tale om de Sager. Hvad skriver man fra Italien?

RICHART

Fra Italien skrives, at Printz Eugenius har brudt op med sin Lejr, passeret over den Flod Padus, og gaaet forbi alle Fæstninger for at overrumple Fiendens Armee, som der udover i største Hast er retireret 4 Miil tilbage. Duc de Vendosme skiendte og brændte allevegne udi sit eget Land udi Retiraden.

HERMAN

Ach, ach! Hans Durchleuchtighed er slagen med Blindhed, vi er om en Hals; jeg vil ikke give 4 Skilling for den heele Armee i Italien.

GERT BUNDTMAGER

Jeg holder min Troe for, at Prindsen giorde ret; thi det har altid været mit Forslag. Sagde jeg det ikke forgangen, Frantz Kniv-Smed, at man burde giøre saaledes?

FRANTZ

Nej! jeg kand ikke erindre det.

GERT

Jo min Troe har jeg sagt det 100 gange; thi hvorfor skal Armeen ligge og lunte? Prindsen har min Troe giort ret. Det tør jeg forsvare mod hvem det skal være.

HERMAN

Henrich! giv mig et Glas Brændeviin. Jeg kand svære paa, Ihr Herren, at det blev sort for mine Øyne, da jeg hørte læse disse Tidender. Jeres Skaal, Mussiørs. Nu det bekiender jeg! Det kalder jeg en Hoved-Forseelse, at gaae forbi Fæstningerne.

SIVERT POSE-KIGER

Jeg havde, min Troe, giort det samme, om Armeen havde været mig betroed.

FRANTZ KNIV-SMED

Ja du skal nok see, at man giør Pose-Kigere til Generaler.

SIVERT

Du har ikke behov at spotte, jeg torde blive saa god som en anden.

GERT

Der i har, min Troe, Sivert ret, at Prindsen har giort vel at gaae lige løs paa Fienden.

HERMAN

Ej, min gode Gert! I er alt for selvklog, I faaer lære noget endnu.

38
GERT

Da skal jeg ikke lære det af Frantz Kniv-Smed. De komme i sterk Skielderie og taler en i Munden paa en anden, reiser sig af Stolene, truer og stoier. Herman slaaer imod Bordet og raaber:

Stille, stille Ihr Herren! Lad os ikke tale meer om det, hver kand beholde sin Meening. Hør, Ihr Herren, gier dog Lyd! Meener I vel at Duc de Vendosme af Frygt har retireret sig og sat Ild paa Landet? Nej den Karl har læset Alexander Magnuses Krønike, thi saa giorde han, da Darius forfuldte ham, og derudover vandt en Sejer ligesaa stor, som den vi vandt for Hochstedt.

HENRICH.

Nu slog Klokken 12 paa Postmesterens Verk.

HERMAN.

Saa maa vi da gaae.

Paa Vejen disputerer de og stojer om det forrige.
39

ACTUS III

SCEN. 1.

Abrahams. Sanderus. Christoffer. Jochum.

ABRAHAMS

Nu skal jeg fortælle ham et Eventyr, som vil divertere heele Staden. Veed I hvad jeg har overlagt med tre, fire fornemme Folk her i Byen?

SANDERUS

Nej! jeg veed ikke.

ABRAHAMS

Kiender I ikke Herman von Bremen?

SANDERUS

Det er vist den Kandstøber, som er saa stor Politicus og boer i dette Huus.

ABRAHAMS

Det er den samme. Jeg var nyelig i Selskab med nogle af Raadet, som ivrede sig meget mod samme Karl, efterdi han talede saa dristig udi Verts-Huus imod Regieringen, og reformerede alting. De samme holdt det tienligt at udskikke Spioner, for at vidne paa hans Mund, at han kunde blive revsed, andre til Exempel.

SANDERUS

Det var at ønske, saadanne Karle engang kunde blive straffede; thi de sidder og criticerer over et Krus Øll Konger, Førster, Øvrighed og Generaler, saa det er forskrekkeligt at høre paa. Det er ogsaa farligt; thi den gemeene Almue har ikke den Skiønsomhed, at den kand eftertænke, hvor u-rimeligt det er, at en Kandstøber, Hattemager, eller Børstenbinder kand tale med ringeste Grund om slige Sager, og see de Ting, som et heelt Raad ikke kand see.

ABRAHAMS

Det er sandt; thi samme Kandstøber kand reformere det heele Romerske Rige, medens han støber en Tallerken, og agere baade Landstøber og Kandstøber paa eengang. Men mig behagede ikke samme Raads-Herrers Foretagende; thi at straffe eller arrestere saadan 40 Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.

SANDERUS

Hvor i skulde den bestaae?

ABRAHAMS

At skikke ham Deputerede, som fra Raadet, for at gratulere ham med Bormesterskab, og flye ham strax nogle vanskelige Ting at forrette; saa skal man see, hvor elendig han vil blive, og han selv skal merke, hvor stor Forskiæl der er imellem at raisonere om en Bestilling, og at forestaae den.

SANDERUS

Men hvad vil deraf følge?

ABRAHAMS

Deraf skal følge, at han enten af Desperation skal forløbe Byen, eller ydmygeligen bede om sin Afskeed, og tilstaae sin Udygtighed; jeg er derfor alleene kommen til Monsr. Sanderus for at begiere hans Hielp i at i Verk sætte denne Machine, saasom jeg veed, han er beqvem til saadant.

SANDERUS

Det kand lade sig giøre. Vi vil selv agere slige Deputerede og strax gaae til ham.

ABRAHAMS

Ja her er hans Huus. Jochum eller Christopher, bank paa, og siig, at der 2 Raads-Herrer er her ude, som vil tale med Herman von Bremen. De banker paa.

SCEN. 2.

Herman. Abrahams. Sanderus. Jochum. Christopher.

HERMAN

Hvem vil I tale med?

JOCHUM

Her er tvende Raads-Herrer, som vil have den Ære at opvarte ham.

HERMAN

Hillement, hvad er det? Jeg seer skiden ud, som et Svin.

ABRAHAMS

Underdanigste Tiener, Velbaarne Hr. Bormester! vi ere hid skikkede af Raadet for at gratulere ham med et Bormesterskab her i Staden; thi Raadet har 41 anseet meer hans Meriter end hans Stand og Vilkor, og udvalt ham til Bormester.

SANDERUS

Raadet holdt det ubilligt, at saadan viis Mand skulde occuperes med saadanne slette Forretninger, og grave sit store Pund ned i Jorden.

42
HERMAN

Ihr Herren Collegæ, aflegger min Hilsen og Taksigelse til det lovlige Raad og forsikrer dem om min Protection. Det er mig kiert, at man er falden paa de Tanker, alleene for Stadens skyld, ikke for min egen Persons; thi havde jeg skiøttet om Høyhed, havde jeg, maa skee, længe siden været noget.

ABRAHAMS

Velbaarne Hr. Bormester! Raadet og Borgerskabet kand ikke vente andet end Stadens Velstand under saadan en høy viis Øvrighed.

SANDERUS

Og derfor har forbigaaet saa mange andre rige og fornemme Mænd, der har ansøgt om den høye Magistrat.

HERMAN

Ja, ja; jeg haaber de skal ey heller fortryde paa dette Vall.

ABRAHAMS og SANDERUS

Vi recommenderer os da samptlige udi Hr. Bormesters Bevaagenhed.

HERMAN

Det skal være mig en Fornøyelse, at giøre dem nogen Tieneste. Om Forladelse, at jeg følger dem ikke længer.

SANDERUS

Ej! det kand ej heller staae Hr. Bormester an at gaae videre.

HERMAN
kalder paa een af Laqvaierne

Hør, I Cammerat, der har I til en Kande Øll.

LAQVEIEN

Ach vi giør det ikke Jeres Velbaarenhed.

SCEN. 3.

Herman. Geske.

HERMAN

Geske! Geske!

GESKE

indenfor. Jeg har ikke Stunder.

HERMAN.

Herud, jeg har noget at sige dig, som du aldrig drømte om din Livs-Tid.

GESKE.

Nu, hvad er paa Færde?

HERMAN.

Har du noget Caffee i Huset?

GESKE.

Hvad Snak! naar brugte jeg Caffee sidst?

HERMAN.

Du kommer at bruge det herefter da; inden 43 en halv Time faaer du Visit af alle Raads-Herrernes Fruer.

GESKE

Jeg troer, den Mand drømmer.

HERMAN.

Ja jeg drømmer saaledes, at jeg har drømt os et Bormesterskab paa Halsen.

GESKE.

Hør, Mand! giør mig ikke vred igien, du veedst hvor det gik sidst.

HERMAN.

Saae du ikke de to Herrer med deres Laqveier som gik her forbi?

GESKE.

Jo jeg saae dem.

HERMAN.

De vare her inde, og lod mig vide fra Raadet, at jeg er bleven Bormester.

GESKE.

I er Fanden heller.

HERMAN.

Lad os nu see, kiere Kone, at du beflitter dig herefter paa et meere fornemme Væsen, og at ingen af de gamle Kandstøber-Nykker bliver tilbage hos dig.

GESKE.

Ach! er det vist, min hierte Mand?

HERMAN.

Det er saa vist, som jeg staaer her. Ret lige nu har vi Huset fuld af Gratulationer, af skyldigste Tiennere og Tiennerinder, af Jemerecommaner og Baselemaner.

GESKE

paa Knæ. Ach! min hierte Mand! forlad mig, om jeg har giort dig noget imod tilforn.

HERMAN.

Alt forladt; beflit dig kun paa at være noget fornemme herefter, saa skal du have min Naade. Men hvor skal vi faae en Tienner i en hast?

GESKE.

Vi kommer til at kaste nogle af jere Klæder paa Henrich, indtil vi kand faae kiøbt Liberie. Men hør, min Hierte, eftersom I nu er bleven Bormester, saa vilde jeg bede, at Gert Bundtmager maa straffes for den Tort, han giorde mig i Dag.

HERMAN.

Ej, min hierte Kone! Bormesters Frue maa ikke tænke paa, at hevne den Uret, som er vederfaret Kandstøberens Kone. Lad os faae Henrich her ind.

44

SCEN. 4.

Geske. Herman. Henrich.

GESKE

Henrich!

HENRICH

Hey!

GESKE

Henrich, du maa ikke svare saa herefter; veedst du ikke hvad os er vederfaret?

HENRICH

Nej! jeg veed ikke.

GESKE

Min Mand er bleven Bormester.

HENRICH

Hvor over?

GESKE

Hvor over? over Hamborg.

HENRICH

Han er Pokker heller; det var jo et Fandens Spring af en Kandstøber.

HERMAN

Henrich, tal med meere Beskeed! du skal vide, du est Laqvei hos en stor Mand nu.

HENRICH

Lakei! saa avancerer jeg ikke nær saa meget.

HERMAN

Du skal nok avancere. Du kand med Tiden blive Reutendiener. Tie kun still. Du kommer paa nogle Dage at agere Lakei, indtil jeg kand faae en Tienner. Han kommer til at bære min brune Kiole, min Hierte, indtil vi kand faae Liberie færdig.

GESKE

Men jeg frygter, den vil blive alt for lang.

HERMAN

Ja vist er den forlang; men man faaer at hielpe sig i en hast, som man kand.

HENRICH

Ach Herre Jeh! den rækker mig ned i Hælene. Jeg vil see ud som en Jøde-Præst.

HERMAN

Hør, Henrich!

HENRICH

Ja Mester.

HERMAN

Du Slyngel, kom mig ikke med slige Titler meere; du skal herefter, naar jeg raaber paa dig, svare: Herre! og naar nogen kommer at spørge efter mig, skal du sige: Bormester von Bremenfeld er hiemme.

HENRICH

Skal jeg svare saaledes, enten Herren er hiemme eller ej?

HERMAN

Hvilken Snak! naar jeg ikke er hiemme, skal du svare: Hr. Bormester von Bremenfeld er ikke hiemme; og naar jeg ikke vil være hiemme, skal du svare: 45 Bormesteren gier ikke Audience i Dag. Hør, min Hierte, du maa strax lave til noget Caffee, du skal have noget at tractere Raads-Herrernes Fruer med, naar de kommer; thi der i vil vor Reputation bestaae her efter, at man kand sige: Bormester von Bremenfeld gier gode Raad, og hans Frue god Caffee. Jeg er saa bange, min Hierte, at I forseer jer i noget, førend I blir vant til den Stand, I er kommen udi. Henrich, spring du ud efter et Thee-Bord med nogle Kopper, og lad Pigen springe efter fire Skilling udi Caffee; man kand altid siden kiøbe meer. Det skal være jer en Regel, min Hierte, til videre, at I ikke taler meget indtil I lærer at føre honnet Discours. I skal ey heller være alt for ydmyg, men staae paa jer Respect, og for alting arbeide paa, at faae det gamle Kandstøber-Væsen af Hovedet, og bilde jer ind, at I har været Bormesters Frue i mange Aar. Om Morgenen skal der et Thee-Bord være dekket for Fremmede, som kommer, om Eftermiddagen et Caffee-Bord; og derpaa spilles Kort. Der er et vist Spill, som kaldes Allumber; jeg vilde give 100 Rixdaler til, at I og vor Datter Frøichen Engelke forstod det. I maa derfor give flittig agt, naar I seer andre spiller, at I kand lære det. Om Morgenen skal I ligge til Klokken ni eller halvgaaen ti, thi det er kun gemeene Folk, som staaer op om Sommeren med Solen; dog om Søndagene maa I reise jer noget tiligere, saasom jeg paa de Dage agter at medicinere. En smuk Snustobaks-Daase maa I legge jer til, som I maa lade ligge paa Bordet hos jer, naar I spiller Kort. Naar nogen drikker paa jeres Sundhed, skal I ikke sige Tak, men tres humble Servitör. Og naar I gaber, skal I ikke holde for Munden, thi det er ikke meer brugelig blant fornemme Folk; endelig, naar I er i Compagnie, skal I ikke være for meget peen, men sætte Honnetteteten noget til Side .. . Hør jeg glemte noget: I skal ogsaa legge jer en Skiødehund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter; thi det er ogsaa fornemme. Vor Naboe-Kone Arianke har en smuk Hund, som hun nok laaner jer,

        

46 til vi kand selv faae en. Hunden skal I give et fransk Navn, som jeg nok skal hitte paa, naar jeg faaer Stunder at tænke mig om. Den skal idelig ligge i jer Skiød, og I skal i det ringeste en halv Snees gange kysse den, naar der er Fremmede.

GESKE

Nej, min hierte Mand! det kand jeg u-muelig giøre; thi man veed ikke altid, hvor en Hund har lagt og sølet sig. Man kand derudover enten faae Munden fuld af Skarn eller Lopper.

HERMAN

Ej! ingen Snak! vil I være Frue, saa maa I og have Frue Noder. Saadan Hund kand derforuden ogsaa give jer Anledning til Discours; thi naar I ingen Anledning har til Materie, kand I fortælle om jer Hunds Qvaliteter og Dyder. Giør kun som jeg siger min Hierte. Jeg forstaaer mig paa den fornemme Verden bedre end I. Speiler jer kun i mig. I skal see, at der ikke skal være de ringeste gamle Levninger hos mig tilbage. Det skal ikke gaae mig som det gik en vis Slagter, som blev Raadmand, hvilken, naar han havde skrevet en Side ud og skulde vende Bladet om, satte Pennen i Munden, som han var vant at giøre med Slagter-Kniven. Gaaer I andre nu ind at giøre Anstalter; Jeg har lidt at tale med Henrich allene.

SCEN. 5.

Herman. Henrich.

HERMAN

Hør, Henrich!

HENRICH

Hr. Bormester.

HERMAN

Mener du ikke, at jeg vil faae mange Misundere formedelst denne Ophøyelse?

HENRICH

Ej hvad vil Herren keere sig om Misundere! Gid man ikkun havde giort mig til Bormester paa den Maade, jeg skulde have givet mine Misundere Døden og Dievelen.

HERMAN

Den eeneste Ting jeg er lidt bange for, er nogle smaa Ceremonier; thi Verden regieres af Pedanterie, 47 og Folk seer meer efter smaa dalier end efter solide Ting. Var ikkun den første Dag over, som jeg skal giøre mit Indtog udi Raad-Huset paa, saa vilde jeg være fornøyed; thi hvad solide Forretninger angaaer, det er som Smørre-Brød for mig. Men jeg maa lave mig paa, hvorledes jeg første gang skal begegne mine Colleguser, og at jeg ikke støder mod de sædvanlige Ceremonier.

HENRICH

Ej Lapperie, Herr Bormester, ingen brav Mand binder sig til visse Cermonier. Jeg for min Part giorde intet andet, om jeg skulde giøre saadant Indtog, end gav Raadsherrerne min Haand at kysse, og giorde mig brav Rynker udi Panden, saa at de skulde faae at vide hvad jeg førte i min Skiold, og at jeg stilltiende gav dem tilkiende, at en Bormester var ingen Kramsfugl eller Pandekage.

HERMAN

Men tænk, at der skal ogsaa holdes en Oration paa Raad-Huset den første Dag, jeg bliver introducered. Jeg kand nok holde en Oration, saa god som nogen her i Byen; thi jeg turde obligere mig til at præke, om det skulde være i Morgen. Men, saasom jeg aldrig har bivaanet saadan Act tilforn, saa veed jeg egentlig ikke, hvad Formularier man pleier at bruge.

HENRICH

Ej Herre, ingen uden Skolemestere binde sig til Formularier. Jeg for min Part, om jeg var Bormester, lod mig nøye med at sige dem kort og fyndigt saadane Ord, som for Exempel: Det falder vel en deel underligt, ædle og velviise Herrer Raadmænd, at see en usel Kandestøber i en hast omstøbt til en Bormester .. .

HERMAN

Fy, fy. Det var en lumpen Begyndelse.

HENRICH

Nej det skulde ikke være Begyndelse. Jeg vilde begynde min Tale saaledes: Jeg takker eder, ædle og velviise Herrer, for den Ære de have giort en usel Kandestøber, som jeg, at giøre ham til Bormester.

HERMAN

Alt kommer du med din forbandet Kandestøber. Det er u-anstændigt at tale saadant paa Raadhuset, hvor jeg maa stille mig an, som jeg var fød Bormester. Skulde jeg holde saadan Tale, vilde jeg kun 48 blive foragted og bespotted. Nej nej Henrich, du vilde blive en slet Orator. En Skielm skal sige mig paa, at jeg nogentid har været Kandestøber. Jeg har kun øvet mig lidt for Tidsfordriv paa Støbningen, naar jeg har været kied af at studere.

HENRICH

En Skielm skal ogsaa sige mig paa, at jeg nogentid har været Kandstøber-Dreng.

HERMAN

Hvorfor vil du da at jeg skal føre saadan Tale?

HENRICH

Ach lidt Taalmodighed! Herren er alt for hastig. Jeg vilde tillige med sige dem paa en høflig Maade, at hvis nogen mocqverede sig derover, efterdi jeg nyeligen havde været Kandestøber, da skulde de faae en Ulykke. Og hvis jeg fornam mindste moqvante Mine hos nogen, vilde jeg sige: ædle og velviise Herrer, bilder I Phantaster jer vel ind, at I har giort mig til Bormester for at narre mig? og derpaa vilde jeg brav slaae i Cathedra, medens Orationen holdes, saa de nok skulde merke af min Introductions Tale, at jeg ikke var at skiemte med, og at de havde faaet en Bormester, som var Karl for sin Hat. Thi lader Herr Bormester sig underkuie i Førstningen, vil Raadet holde ham stedse for en Slyngel.

HERMAN

Du taler som en Slyngel; jeg skal nok hitte paa, hvad Tale jeg vil holde. Lad os gaae ind.

49

ACTUS IV

SCEN. 1.

HENRICH
aleene. Har Lidser paa begge Ermene af sin Kiol, som gaaer ham til Hælene, og er broderet med hvit Papiir.

Jeg er en Hundsvot, om jeg kand begribe, hvorledes Raadet er falden paa de Tanker at giøre min Huusbond til Bormester; thi jeg seer ingen Overeensstemmelse imellem en Kandstøber og saadan høy Embedsmand, uden maa skee det kommer deraf, at ligesom en Kandstøber kaster gamle Tallerkner og Fader udi en Form, og støber dem om til nye, saa kand ogsaa en god Bormester ved gode Love støbe Republiqven om igien, naar den forfalder. Men de gode Mænd har ikke taget i agt, at min Huusbond var den sletteste Kandstøber udi Hamborg, og derfor, om de ellers har udvalt ham paa det Fundament, vil blive ogsaa den sletteste Bormester, vi har haft. Den eeneste Nytte ved dette Vall er, at jeg blir Reutendiener derved; thi det er en Bestilling, som jeg har Naturalier og Lyst til, thi fra jeg var et Barn, har jeg kundet glæde mig ved, at see Folk trækkes i Arrest. Det er ogsaa en god Bestilling for en, der veed at snoe sig lidt derudi; thi først maa jeg lade som jeg har meget at sige hos Bormester, og naar Folk faaer den Troes Artikel i Hovedet, vinder Henrich i det ringeste 100 Daler eller 200 derved om Aaret, som jeg ikke vil imodtage af Gierighed, men alleene for at lade see, at jeg forstaaer mit Embede og Reutendienerat. Vil nogen tale med Bormester, siger jeg, han er ikke hiemme. Siger de, at de saae ham i Vinduet, svarer jeg, det vil intet sige, han er dog ikke hiemme. Folk i Hamborg 50 veed strax, hvad saadan Svar betyder: De stikker Henrich en Daler i Haanden, saa kommer Herren strax hiem; er han upasselig, saa blir han strax frisk; er der Fremmede hos ham, saa gaaer de strax bort; ligger han, saa staaer han strax op. Jeg omgaaes undertiden med fornemme Laqveier; jeg veed nok, hvor der tilgaaer udi slige Huse. I gamle Dage, da Folk var dumme, som Heste og Esler, da kaldte man saadant Nefas, men nu heeder det Extra, Drikke-Penge, eller u-visse Indkomster. Men see der kommer Anneke; hun veed endnu intet af denne Forandring, thi hun har saadan gemeen Kandstøberske Mine og Gang endnu.

SCEN. 2.

Anneke. Hemich.

ANNEKE

Ha, ha, ha! Nej see hvor det Spøgelse seer ud! jeg troer, det er en Adriane, han har faaet paa sig.

HENRICH

Hør, du Kandstøber Carronie, har du ikke seet et Liberie eller en Lakei tilforn? Disse gemeene Folk ere min Troe ligesom Beester, de staaer og gaber ligesom Køer, naar de seer et Menneske en Dag udi andre Klæder end en anden Dag.

ANNEKE

Nej! eet Skiemt, og andet Alvor: veedst du ikke, at jeg har lært at spaae i Dag? Her var en gammel Kone i Dag, som seer Folk i Hænderne, hende gav jeg et stykke Brød, hvorfor hun lærde mig den Konst, at see i Folkes Hænder, hvad dem skal vederfares. Maa jeg see dine Hænder, saa skal jeg strax sige dig din Skiebne.

HENRICH

Ja, ja, Anneke, Henrich er ikke saa taabelig, som du bilder dig ind. Jeg lugter alt Lunten. Du har faaet et Nys om den Forfremmelse, som i Dag er mig lovet.

ANNEKE

Nej, min Troe, veed jeg ikke af noget at sige.

HENRICH

See ikkun, hvor gode Miner hun kand holde! Jo, min Troe, har du hørt det, og derfor har du og got 51 ved at spaae. Nej Henrich har gammel Been i Panden, han er ikke saa let at tage ved Næsen.

ANNEKE.

Jeg kand giøre min høyeste Eed paa, at jeg ikke har hørt ringeste Ting af saadant som du siger.

HENRICH.

Har du ikke talt med Frue Bormesters nyelig?

52
ANNEKE

Jeg troer den Dreng er gall, kiender jeg Frue Bormesters?

HENRICK

Saa har, min Troe, Frøikenen sagt dig det.

ANNEKE

Ej! holdt da op engang med saadant Narrerie, Henrich.

HENRICH

See! der, Anneke, har du min Haand, spaae nu saa meget som du vil. Jeg merker nok, at du har faaet et Nys om Sagerne, skiønt du stiller dig saa fremmet an. Men det kand ikke skade, at du est saa polisk; vor heele Huus bør være saa herefter. Nu! hvad saae du nu i min Haand?

ANNEKE

Jeg seer, Henrich, at Fatters Custos, som henger bag Kakkel-Ovnen, vil dantze en lystig Galiath paa din Ryg i Dag. Er det ikke uforskammet at gaae saaledes at spøge sig ud, da her er saa meget Arbeid at giøre i Huset, og at reede Fatters Kiole saa til?

HENRICH

Hør, Anneke, jeg kand spaae foruden at see i Hænderne: Jeg spaaer dig, at du est en Carnali, og at du for din uforskammede Mund faaer et par Ørfigen eller to (ligesom det kand falde sig til). See der! der har du Spaadommen opfyldt. Gir hende Ørefigen.

ANNEKE

Au, au, au, det skal blive dig dyre Ørefigen.

HENRICH

Lær saa en anden gang at bære Respect for en stor Herres Lakei...

ANNEKE

Bie kun, nu kommer Mutter strax.

HENRICH

For Bormesters fornemmeste Tienner . ..

ANNEKE

Hun vil hevne det paa din Ryg.

HENRICH

For en Reutendiener ...

ANNEKE

Jo, jo, jeg siger endnu, at det skal blive dig dyre Ørefigen.

HENRICH

For en Person, der har stor Gehør hos Bormester . . .

ANNEKE

Ach! ach! jeg er ikke bleven slagen her i Huset tilforn.

HENRICH

Som heele Borgerskabet vil giøre Caresser og Baselemaner til herefter ...

53
ANNEKE

Jeg troer, den Dreng er bleven gandske gall. Hej Mutter! Mutter, kom ind!

HENRICH

St! st! st! du faaer vist en Ulykke med din Mutter. Jeg merker nok, du veedst ikke, hvad her er passeret; derfor tilgier jeg dig, som en Christen, din Forseelse. Raadet har ved de fleeste Stemmer udvalt Hosbond til at være Bormester, Mutter til at være Bormesterinde, dømt Engelke fra sit Jomfrueskab, og benaadet hende med Frøkens Titel. Derfor kand du let begribe, at det ikke kand staae mig an, at arbeide meer. Derfor bær jeg ogsaa dette Liberie, som du seer.

ANNEKE

Ej! staae ikke og fixere mig oven i Kiøbet.

HENRICH

Det er som jeg siger, Anneke! See der kommer Frøiken, som skal sande mine Ord.

SCEN. 3.

Engelke. Anneke. Henrich.

ENGELKE

Ach, Gud bedre mig arme Menneske! nu seer jeg, all Forhaabning er ude.

HENRICH

Ej, Frøiken! er det nu Tid at græde, da jere Forældre ere komne udi saadan Velstand?

ENGELKE

Hold din Mund, Henrich! jeg vil ingen Frøiken være.

HENRICH

Hvad skal I da være? I er jo ikke Jomfrue meere, saa maa I jo være Frøiken. Det er jo den næste Æres Trin, man stiger op, naar man skiller sig ved sin Jomfrudom.

ENGELKE

Jeg vilde heller være en Bonde-Dotter, saa var jeg vis paa, at kunde faae den, til hvilken jeg engang har bortgivet mit Hierte.

HENRICH

Eja! er det ikke andet Frøikenen græder for, end hun vil giftes? Nu kand hun jo allersnarest blive gift, og faae hvilken Mand hun peeger paa; thi den halve Bye vil storme til Huset for at blive Bormesters Svoger.

ENGELKE

Jeg vil ingen have uden Antonius, som jeg eengang har lovet Ægteskab.

54
HENRICH

Ej! fy Jomfrue! vil I have nu en Hiulmager, hvilken neppe jeg, som er kun Reutendiener, kand gaae i Lav med? Nej! I maa have anden Ambition herefter.

ENGELKE

Hold du din Mund, din Tølpel! jeg vil før miste mit Liv, end lade mig tvinge til nogen anden.

HENRICH

Nu gir jer tilfreds Velbaarne Frøiken! vi vil see til, jeg og Bormesteren, om vi kand hielpe Antonius til en Bestilling, og saa kand I gierne faae ham. Anneke græder.

HENRICH

Hvorfor græder du Anneke?

ANNEKE

Jeg græder af Glæde over den Lykke, som er vederfaret vor Huus.

HENRICH

Det er sandt nok, Anneke, du har Aarsag at glæde dig; hvem Fanden skulde have tænkt, at saadan Soe, som du est, skulde have kundet blive Mammeselle?

ANNEKE

Hvem Pokker skulde ogsaa have kundet tænkt, at saadan Sviin, som du, skulde kunde blive Reutendiener?

HENRICH

Hør, Børn lille, jeg har ikke Stunder at tale videre med dem denne gang: Frue Bormesters venter Fremmede; Jeg skal lave Caffee til. See der er hun, lad os gaae; jeg maa løbe at hente Caffee-Bordet.

SCEN. 4.

Henrich. Geske med en Hund paa Armen.

Henrich kommer ind med Caffee-Bordet, og er meget geskæftig.

GESKE:

Hør, Henrich! er der kommen Sirup udi Caffeen?

HENRICH

Nej Mutter!

GESKE.

Ingen Fatter eller Mutter meer, Henrich; det siger jeg dig eengang for alle. Spring ud efter noget Sirup, og kom det i Potten. Henrich gaaer ud. All den Allarm var jeg foruden tilforn. Men jeg kand troe, naar jeg bliver vant dertil, falder det mig lettere.

55
HENRICH

Her er Sirupen.

GESKE

Slaae den udi Potten. Hillement! det banker. Nu skal man nok see, at Raads-Herrernes Fruer kommer.

HENRICH

ved Dørren. Hvem vil I tale med?

EN PIGE.

Siig din Mester, at han kand lyve saa sterk, som 10 Kandstøbere. Jeg har slidt op et par Skoe alleene med at løbe efter den Mad-Spand.

HENRICH.

Jeg siger: Hvem vil I tale med?

PIGEN.

Jeg vil tale med Mester Herman.

HENRICH.

Du løber med Liim-Stangen. Her boer Bormester von Bremenfeld.

PIGEN.

Det er forskrekkeligt, man kand ikke faae sine Sager færdige, og skal lade sig narre oven i Kiøbet af en lumpen Kandstøber.

HENRICH.

Har du noget at klage paa Kandstøberne, da maa du komme paa Raad-Stuen; der faaer du nok ret, om jeg ellers kiender Bormester von Bremenfeld.

TO LAKEIER.

Vore Fruer vilde gierne fornemme, om det faldt Bormesterinden beleiligt, saa vilde de have den Ære at opvarte hende.

HENRICH.

Til Pigen. Hør du nu, Carnaille, at der ingen Kandstøber boer her?

Til Tienerne.

Jeg vil fornemme om Frue Bormesters er hiemme.

HENRICH,

Til Geske. Her er to Raads-Herrinder ude, som vil tale med Mutter.

GESKE.

Lad dem komme ind.

SCEN. 5.

Madame Abrahamsens. Madame Sanderus. Geske. Henrich.

De kysse begge paa hendes Forklæde.

MAD. ABRAHAMSENS

Vi ere hidkomne i Dag for at aflegge vor underdanige Gratulation og temoignere den hiertens Glæde og Fornøyelse, vi har over Deres 56 Avancement, iligemaade at recommendere os udi Deres Affection og Bevaagenhed.

GESKE.

Tres humble Servitør. Jeg veed ikke, om De vil behage at drikke en Skaal Caffee.

MAD. ABRAHAMSENS

Vi takker Bormesterinden, vi er kun denne gang kommen for at gratulere.

GESKE.

Tres humble Servitør. Men jeg veed nok De drikker gierne Caffee. De vil maa skee lade sig nøde. Vær saa god at sidde ned; Caffeen er gandske færdig. Henrich!

HENRICH

Velbaarne Frue!

GESKE.

Har du kommen Sirupen i Caffeen?

HENRICH.

Ja jeg har.

GESKE.

Vær saa god, I gode Madamer, at tage til Takke.

MAD. SANDERUS

Frue Bormesters er saa god, at excusere os, vi drikker aldrig Caffee.

GESKE.

Ej! hvilken Snak er det! Jeg veed nok bedre. De behager at sidde.

MAD. ABRAHAMSENS

Ach Masæur! Jeg er færdig at kaste op, naar jeg tænker paa den Sirup.

GESKE.

Henrich! kom hid, og skienk i Kopperne.

MAD. SANDERUS

Det er alt nok, Cammerad. Jeg kand kun drikke en halv Koppe.

HENRICH.

Jeg skulde bede Bormesterinden komme ind et Øyeblik til Bormesteren.

GESKE.

Forlader mig I gode Fruer, jeg maa gaae bort et Øyeblik. De skal strax have den Ære at see mig igien.

SCEN. 6.

Raads-Herrinderne alleene.

1. RAADS-HERRINDE.

Ha ha ha ha ha ha ha ha ha! Hvem bliver nu meest fixered, Søster! enten hun, som vi sidder og beleer i vore Hierter, eller vi som maa drikke Caffee med Sirup udi?

57
2. RAADS-HERRINDE.

Tal for Guds skyld ikke meere om den Sirup, Søster! min Mave sidder mig op i min Hals, naar jeg tænker derpaa.

1. RAADS-HERRINDE.

Gav du agt paa, hvilken Mine hun giorde, da vi kyssede paa hendes Forklæde? ha ha ha ha ha! Jeg glemmer aldrig saa længe jeg lever det Tres humble Serviteur, ha ha ha ha ha ha ha!

2. RAADS-HERRINDE.

Lee ikke saa høyt, Søster! jeg er bange de kand høre det.

1. RAADS-HERRINDE.

Ach Søster! det er just Konsten at kunde holde sig for Latter. Var det ikke ogsaa en allerkiereste Hund hun havde paa Armen? den skiønneste Lænke-Hund nogen vil forlange; jeg er vis paa, at den bliver kaldet Joli oven i Kiøbet. Ach Himmel! er det dog ikke sandt, som man siger, at intet Menneske er meere hofmodig, end det, som af Skarnet kommer strax til stor Værdighed? Derfore er intet farligere, end slige hastige Forandringer. Een, der er kommen af fornemme Folk, og har haft en adelig Optugtelse, blir gierne den samme, ja undertiden forfremmes udi Ydmyghed, ligesom den forfremmes udi Høyhed. Men de Mennesker som af intet voxe saa hastig op, som Champinjoner, i dem har Hoffærdighed som sit rette Sæde.

2. RAADS-HERRINDE.

Hvad mon kand være Aarsag til saadant? Mig siunes, slige Folk burde heller blive ydmyge, naar de tænkte paa deres forrige Stand.

1. RAADS-HERRINDE.

Aarsagen dertil maa være denne: De som ere af fornemme Folk har ingen mistænkt at foragte sig, og derfor bekymrer sig ikke om, hvorledes de bliver begegned. Gemeene Folk derimod have alle mistænkt; de synes, hvert Ord, hver Mine sigter hen til at bebreide dem deres forrige Tilstand, og derfor søger at handthæve deres Værdighed ved Myndighed og Tyrannie. Troe mig, hierte Søster, der er noget i det, at være kommen af got Folk. Men der kommer Drengen tilbage; det er best at tie.

58

SCEN. 7.

Henrich. 2 Raads-Herrinder.

HENRICH

De gode Mardamer lader Dem Tiden ikke falde lang. Hendes Velbaarenhed kommer strax ind igien. Bormester har foræret hende et nyt Halsbaand til hendes Hund, men det var noget for viidt, hvorfor Skræ- deren er inde at tage Maal af Hundens Hals; saa snart det er bestilt, kommer hun ind igien. Men I gode Mardamer tar ikke ilde op, at jeg beder Dem om noget: De er vel saa god og tænker paa mig med en liden Discretion; thi jeg har stor Arbeide, og slæber som et Bæst her i Huset.

1. RAADS-HERRINDE

. Gierne Cammerat! der er en Gylden, om han ikke vil forsmaae.

HENRICH

Ach største Taksigelse. Jeg vilde ønske at jeg kunde tiene Dem igien. Nu skal de som mænd drikke brav, mens Fruen er ude; hun blir som mænd ikke vred derfor, og hvis saa er, skal jeg nok giøre det got igien.

1. RAADS-HERRINDE

. Ach, Cammerat! den største Tieneste I kand giøre os, det er ikke at nøde os.

HENRICH

Som jeg siger, Velbaarne Mardamer, Fruen tar det min Troe ikke ilde op; De skal som mænd drikke. Maa skee det er ikke sødt nok, saa skal vi faae meer Sirup. Men der kommer Fruen selv.

SCEN. 8.

Bor mester inden. 2 Raads-Herrinder. Henrich.

BORMESTERINDEN

Om Forladelse jeg blev saa længe ude! Fruerne har jo intet drukket imidlertid. Vi skal, min Troe, have Kanden tømmed, og siden, naar vi faaer drukket Caffee, skal de smage vort Øll; det er saa got, uden at rose det, som nogen steds i Byen.

MAD. SANDERUS

Ach jeg faaer saa hiertelig ont, Fru 59 Bormesters pardonerer mig, at jeg ikke kand blive længer; min Søster bier nok og tar til Takke.

MAD.

ABRAHAMSENS. Nej det var Synd, at jeg skulde forlade min Søster. Vi recommenderer os i Bormesterindens Affection.

GESKE.

I skal saa min Troe have et Glas Brændeviin, saa blir I strax frisk igien; det fordriver Vinde. Henrich, spring hen efter et Glas Janever, Fruen er ikke vel.

MAD. SANDERUS

Nej excusere mig Fru Bormesters, jeg maa gaae.

SCEN. 9.

En anden Raads-Herrinde. Geske. Henrich. Arianke Grovsmids.

RAADS-HERRINDEN

Underdanige Tienerinde, Velbaarne Frue. Jeg kommer efter min Skyldighed, at aflegge min Lyk-Ønskning.

Geske rækker hende Haanden at kysse, og hun kysser paa Haanden.
GESKE

Det skal være mig en Fornøyelse, om jeg eller Bormester kand være Dem til Tieneste. Vil hun ikke sætte sig ned? vær saa god. Hun skal ingen Complimenter bruge, men bilde sig ind, at hun er hos hendes Lige.

RAADS-HERRINDEN

Jeg takker skyldigst. Velbaarne Frue.

Sætter sig ned.
GESKE

Her var nogle af hendes Med-Colleginder nyelig, og drak Caffee med mig; jeg troer nok at her er et par Kopper til overs, om dem behager; det beste er ved Bunden. Jeg kand min Troe ikke drikke meer, thi jeg har allereede faaet saa meget til Livs, at min Mave staaer som en Tromme.

RAADS-HERRINDEN

Jeg siger underdanigst Tak; jeg har nyelig drukket Caffee.

GESKE

Efter Behag; Vi fornemme Folk nøder ingen. 60 Men hør, min kiere Madam, veed hun ingen Franzoise at recommendere mig til Frøikenen? jeg vilde at hun skulde lære Fransøsk.

RAADS-HERRINDEN

Jo, Velbaarne Frue! jeg kiender een, som er meget artig.

GESKE

Got; men det vil jeg hun maa viide forud, at jeg taaler ikke hun kalder mig Madam, som de Franske Folk plejer at giøre. Ikke fordi jeg er storagtig, men jeg har saa mine Betænkende derved.

RAADS-HERRINDEN

Nej det maa ikke være. Men, maatte jeg ogsaa ikke have den Naade, at kysse paa Frøkenens Hænder?

GESKE

Hiertelig gierne. Henrich, kald paa Frøikenen, og siig, at her er en Raads-Herrinde, som vil kysse paa hendes Hænder.

HENRICH

Jeg troer ikke hun kand komme, thi hun sidder og saaler paa hendes Strømper.

GESKE

Hør engang, hvorledes den Tølper staaer, og taler hen i Taaget. Ha ha ha! han vilde sige baldyre.

ARIANKE GROVSMIDS
som er en forklæd Mands-Person, kommer ind.

Ach min leeve Søster Geske! er det sandt, at din Mand er bleven Bormester? Det er mig saa kiert, som een havde givet mig 2 Mark. Lad nu see, at du ikke blir storagtig, men kiendes ved dine gamle Du-Søstre.

Geske svarer ikke et Ord.
ARIANKE

Naar blev din Mand Bormester, Søster? Geske tier stille igien.

ARIANKE

Du sidder i Tanker, Søster! jeg spør, naar din Mand blev Bormester.

RAADS-HERRINDEN

I maa bruge lidt meer Respect, lille Madam, for Bormesterinden.

ARIANKE

Nej min Troe bruger jeg ingen Complimenter med Søster Geske; thi vi har været ligesom eet Liv og Siæl. Men hvor er fat Søster? mig synes dog, at du er bleven noget storartig.

GESKE

Moer lille, jeg kiender hende ikke.

61
ARIANKE

Saa kiender vor HErre mig da. Naar du har trængt til Penge, saa har du nok kiendt mig. Du kandst ikke vide, min Mand kand blive det samme som din endnu, førend han døer.

Geske faaer ont, tar et Hoved-Vands-Æg og lugter til.
HENRICH.

Her ud din Smeede-Kielling! meener du, at du staaer i en Smeede, og taler?

Tar hende ved Haanden, og leeder hende ud.
GESKE

Ach, Madam! det er en Piine, at omgaaes med disse gemeene Folk. Henrich! du skal faae en Ulykke, dersom du indlader nogen Borger-Kone herefter.

HENRICH

Hun var drukken den Soe; thi Brendeviinen stod hende af Halsen.

RAADS-HERRINDEN

Den Hendelse giør mig hiertelig ont; thi jeg er bange, at Bormesterinden har forivret sig. Fornemme Folk taaler ikke meget. Jo højere man kommer i Stand, jo meere delicat blir eens Legeme.

62
GESKE

Ja jeg kand sværge Fruen til, at jeg har, langt fra, ikke den Hilsen nu, som jeg havde i min forrige Stand.

RAADS-HERRINDEN

Jeg troer det nok; Hendes Velbaarenhed kommer herefter til at medicinere hver Dag, saa har alle andre Bormester-Fruer giort.

HENRICH
til Spectatores

Mig synes Mare ogsaa, at jeg har ikke den Helbred, siden jeg blev Reutendiener, som tilforn. Jeg har faaet et Sting, aa aa! ret her i min venstre Side. I leer der af, got Folk, men det er min Troe dog Alvor. Jeg er ma foi bange, inden jeg veed et Ord deraf, at jeg har en Podogra paa Halsen.

RAADS-HERRINDEN

Bormesterinden maa ogsaa tage sig an en Doctor Aar-viis for sit heele Huus, der kand give hende nogle Draaber, som hun altid i det ringeste maa lade staae i en Flaske, enten hun vil bruge dem eller ej.

GESKE

Ja jeg vil min Troe ogsaa efterleve hendes Raad. Henrich! du skal siden springe hen til Doctor Hermelin, og bede ham, naar han faaer Leilighed, at giøre sin Opvartning hos mig.

RAADS-HERRINDEN

Jeg maa nu tage Afskeed, Velbaarne Frue, og recommendere mig i hendes Affection.

GESKE

Alt recommenderet, min kiere Fru Raads-Herrinde! hun har kun at tale mig og Mester Herman, jeg siger Bormester von Bremenfeld, frit til; hvad vi kand være hende og hendes Kiereste til Tieneste, skal ikke manqvere.

RAADS-HERRINDEN

kysser paa Forklædet og siger: Underdanigste Tienerinde.

GESKE

Lad os gaae ind, her vil min Mand give Audiense.

63

ACTUS V

SCEN. 1.

Henrich. 2 Advocater.

HENRICH

Hillemend nu vil min Ploug gaae, nu er Audientz-Timen. Nu skal I see, I got Folk, om nogen, der har været i 20 Aar i Tienneste, kand bedre skikke sig derudi, end jeg. Der hører jeg det banker. Med hvem vil de gode Mænd tale?

ADVOCAT

Vi vilde gierne have den Ære, at tale med Bormester.

HENRICH

Han er endnu ikke opstaaen.

ADVOCAT

Ikke opstaaen Klokken 4re om Eftermiddagen?

HENRICH

Jo han er nok opstaaen, men han er gaaen ud.

ADVOCAT

Nu mødte vi jo en Mand nys i Dørren, som talede med ham.

HENRICH

Han er endelig inde, men han er ikke vel.

Sagte.

Disse Karle ere dumme som Bæster, de kand ikke fatte min Meening.

ADVOCAT
sagte

Jeg merker nok, Mon Frere, at den Karl vil lade sig smørre; vi maa stikke ham en Gylden i Næven, saa kommer nok Bormesteren strax. Hør, Cammerat, vil I ikke forsmaae et par Gylden, at drikke paa vor Sundhed?

HENRICH

Nej I gode Herrer, jeg tar saa mænd aldrig mod Gaver.

ADVOKAT

Hvad skal vi da giøre, Monfrere? saa maa vi gaae bort til en anden gang.

HENRICH
vinker ad dem

Hej Messiørs! De ere saa meget hastige. For Deres Skyld vil jeg tage imod de tvende 64 Gylden; De skulde ellers tænke at jeg var storagtig, og vort Huus derudover skulde blive talt ilde om.

ADVOCAT

See der, Cammerat, er 2 Gylden, om I ikke vil forsmaae dem;nu er I saa god og skaffer os Audientz.

HENRICH

Ydmygste Tiener! for Deres Skyld vil jeg giøre alt hvad jeg kand. Bormester er endelig frisk nok som en Hest, men dog ej saa vel, at han kand tale med enhver. Men efterdi det er Dem Messiørs, saa er det en anden Sag; vilde De behage at bie et Øyeblik, Messiørs, saa skal jeg melde Dem an. Men der banker igien. Hvem vil I tale med, min ærlig Mand?

EN MAND

gribende i sin Buxe-Lomme. Jeg vilde gierne have den Ære at tale med Bormester.

HENRICH
sagte

Den Mand veed at leve, han griber strax i Lommen.

Høyt.

Ja min Herre, han er hiemme, nu skal I strax faae ham i Tale.

Henrich rekker Haanden frem, men den anden, i Steden for Penge, tar kun sit Uhrværk op, og siger:

Jeg seer Klokken er alt fire.

HENRICH

Hvem var det Monsieur vilde tale med?

MANDEN

Med Bormester.

HENRICH

Han er ikke hiemme Monsiør.

MANDEN

I sagde jo nyelig, at han var hiemme.

HENRICH

Kand nok være, Monsiør, men saa har jeg fortalt mig.

Manden gaaer bort.
HENRICH
sagte

Seer I vel til den Snydere! Du skal nok see, at Bormester staaer paa Pinde for dig. Til Advocaterne. Nu skal jeg strax melde Dem an.

ADVOCAT

See ikkun til den Dreng, hvor vel han allereede veed at snoe sig i sin Bestilling. Holdt nu gode Miner, Monfrere! Vi ere de som skal giøre Begyndelse til at plage denne gode Kandestøber. Vore Cammerater skal fuldføre Historien. Men see der kommer han.

65

SCEN. 2.

Bremenfeld. 2 Advocater. Henrich.

1. ADVOKAT.

Vi ønsker af inderste Hiertens Grund Velbaarne Herr Bormester Lykke til denne høye Værdighed udi vor Stad, og haaber, at han i Mildhed, Forsigtighed og Aarvaagenhed ikke skal give nogen af sine Formænd efter, saasom hans Velbaarenhed har banet sig Vejen til dette høye Embede, ikke ved Rigdom, Slægt eller Venner, men alleene ved sine bekiendte store Dyder, Lærdom og Erfarenhed udi Stats-Sager.

BREMENFELD

Tres humble Serviteur.

2. ADVOKAT.

I sær glæder vi os over, at have faaet saadan Øvrighed, der ikke alleene har fast Guddommelig Forstand -

BREMENFELD

Jeg takker GUd.

2. ADVOCAT.

Men som har Navn for at være venlig mod alle, og giøre til sin største Fornøjelse, at høre Folkes Klagemaal, og hielpe dem til rette; thi jeg kand sige at jeg var nær daaned af Glæde, da jeg først hørte de Tidender, at Vallet var falden paa Herr Bormester von Bremen.

HENRICH

I skal sige von Bremenfeld, Messiørs.

2. ADVOCAT.

Jeg beder underdanig om Forladelse, jeg vilde sige Bormester von Bremenfeld. Nu er vi i Dag hidkommen først for at aflegge vor underdanige Lykønskning, dernest at raadføre os med hans Velbaarenhed udi en Tvistighed, som har reiset sig imellem vore Principaler, hvilken Tvistighed vi havde begge besluttet at lade dømmes udi ved Lands-Lov og Ret, men vi har betænkt os siden, og for at undgaae den Tids-spilde, og de Omkostninger, som fødes af Rettergang, at underkaste os Herr Bormesters Sigelse. Hvorved vi lover, at lade det blive.

Bremenfeld sætter sig ned og lader de andre staae.
1. ADVOCAT.

Begge vore Principaler ere Naboer, men der er et flydende Vand, som skiller deres Jorde fra hinanden. 66 Nu er hendet sig for 3 Aar siden, at Vandet har løset et stort stykke Jord fra min Principals Grund, og ført det hen til min Contraparts Agre. Skal han nu beholde det? heeder det ikke: nemo alterius damno debet locupletari? Her vil jo hans Principal berige sig ved min Principals Skade, hvilket strider aperte mod æqvitatem naturalem. Er dette ikke saa, Herr Bormester?

BREMENFELD

Jo, det er jo ubilligt, at begiere saadant; I har ret, Monsieur.

2. ADVOCAT.

Men Justinianus siger jo udtrykkelig, libro secundo Institutionum, titulo primo, de Alluvione -

BREMENFELD

Hvad Pokker bryder mig, hvad Justinianus eller Alexander Magnus siger, som levede maa skee nogle tusinde Aar førend Hamborg blev bygt? hvor kand de dømme i Sager, som ikke var til i deres Tid?

2. ADVOCAT.

Jeg haaber dog ikke at Eders Velbaarenhed forkaster de Love, som heele Tydskland har underkastet sig.

BREMENFELD

Det var ikke saa jeg meente, I forstod mig ikke ret, jeg vilde kun sige - Han hoster imellem. Vær saa god at sige videre frem eders Paastand.

2. ADVOCAT.

Saadane er Justiniani Ord: qvod per alluvionem agro tuo flumen adjecit, jure gentium tibi acqviritur.

BREMENFELD

Herr Advocat, I taler saa forbandet hastig; siig mig det meer tydelig.

Advocaten repeteret det samme langsom.
BREMENFELD

Ej Monsieur, I har en forbandet gal Udtale i det Latinske Sprog; tael jers Moers Maal, det kommer I bedre af med. Jeg siger det ikke derfor, at jeg er en Hader af Latin; thi jeg sidder undertiden heele Timer, og taler Latin med min Tiener. Er det ikke sandt Henrich?

HENRICH

Det er forunderligt at høre Herren tale Latin; thi jeg kand sværge paa, at Taarene staaer mig i Øynene, 67 naar jeg tænker derpaa. Det er lige som I hører Erter kaage i en Gryde, saa hastig løbe Ordene ham ud af Munden. Fanden kand ikke begribe, hvordan et Menneske kand tale saa expedit. Men hvad giør ikke den lange Øvelse?

2. ADVOCAT.

Justiniani Ord, Velbaarne Herr Bormester, ere saaledes: Hvad som en Flod river fra en andens Ager og kaster til din, det bliver dit.

BREMENFELD

Ja Justinianus har saa vidt ret, thi det var en brav Mand. Jeg har all for stor Respect for ham, at jeg skulde underkiende hans Domme.

1. ADVOCAT

. Men, Herr Bormester, min Contrapart læser Loven, ligesom Fanden læser Bibelen. Han glemmer det som følger strax paa: per alluvionem autem videtur id adjici, qvod ita paulatim adjicitur, ut intelligi non possit, qvantum qvoqvo temporis momento adjicitur.

BREMENFELD

Messieurs, om Forladelse, jeg maa op paa Raadhuset; nu slog Klokken halvgaaen fem. Henrich, see du til, at du kandst forlige Sagen med dem i Gangen.

1. ADVOCAT.

Ach, Herr Bormester! siig os da med et Ord hans Meening.

BREMENFELD.

Messieurs, I har ret begge to, hver paa sin Maade.

2. ADVOCAT.

Hvorledes kand vi have ret begge to? Jeg meener, at, naar jeg har ret, saa har min Contrapart uret. Justiniani Lov er udtrykkelig for mig.

BREMENFELD

Forlader mig, jeg maa strax op paa Raadhuset.

1. ADVOCAT

holdende paa Bormesteren. Jeg har jo beviset, at Justiniani Ord er for mig.

BREMENFELD

Ja, det er sandt, Justinianus er for jer begge; hvorfor Dievelen forliger I da ikke Sagen? I kiender ikke Justinianus saa vel, som jeg; naar han henger Kaaben paa begge Sider, saa er det ligesaa meget, som han vilde sige disse Ord: Gaar hen i Skab-Halse, og forliger Sagen.

68
2. ADVOCAT.

Herr Bormester! for at begribe Lovgiverens Meening ret, maa man jo conferere en Artikel med en anden; staaer der ikke i nestfølgende Paragrapho: qvod si vis fluminis de tuo prædio -

BREMENFELD

Ej slipper mig, I Ting-Stude! I hører jo, at jeg skal op paa Raadhuset.

1. ADVOCAT.

Ej Herr Bormester! et Øyeblik! Lad os nu høre hvad Hugo Grotius siger.

BREMENFELD

Jeg gier baade jer og Hugo Grotius Døden og Dievelen; hvad har jeg med Hugo Grotius at bestille? han var en Armenianer; hvad kommer os de Love ved, som Folk giør, Fanden i Vold hen i Armenien? Henrich! driv dem strax paa Dør. De gaaer ud.

Henrich klamrer ude i Gangen og kommer ind paa sit Hoved, efterfuldt af en Kielling, som maa være en forklæd Mands-Person.
KIELLINGEN

tar Bormesteren for Brystet, raabende: Ach! er det Øvrighed, som gier saadane forbandede Love ud, at en Mand maa have to Koner? meener I vel, at Guds Straf er ikke over jer?

BREMENFELD

Er du gal, Kielling? hvem Pokker har tænkt paa saadant?

KIELLINGEN

Hej, hej, hej, jeg skal ikke gaae bort, før jeg seer dit Hierte-Blod.

BREMENFELD

A-- hielp. Henrich! Peiter!

Peiter kommer ind og trækker Kiellingen ud. Henrich, som var løbet i Skiul, hielper endelig til med.

SCEN. 3.

Bremenfeld. Henrich. To Borgere.

BREMENFELD

Henrich, du skal faae en Ulykke, om du indlader Kiellinger eller Advocater oftere, thi hver af dem dræber mig paa sin Maade. Dersom der kommer andre, og vil tale med mig, skal du sige dem, at de maa 69 tage sig vare for ikke at tale Latin, saasom jeg for en vis Aarsag har forsvoret det.

HENRICH

Jeg har ogsaa forsvoret det for samme Aarsag.

BREMENFELD

Du kandst sige, at jeg taler ikke uden Græsk.

Der banker igien. Henrich gaaer til Dørren, og kommer ind med en stor Pakke Papiir.
HENRICH

Her er en Hob Papiir fra Syndicus, som Bormesteren skulde giennemsee og give sine Betænkende over.

Bormesteren sætter sig ned ved et Bord, og rager udi Papirerne.
BREMENFELD

Det er ikke sa læt at være Bormester, som jeg tænkte, Henrich: Jeg har faaet her nogle Sager at igiennemsee, som Fanden selv ikke kand hitte Reede udi.

Begynder at skrive, reiser sig op, og tørrer Sveden af sig, sætter sig ned igien, og stryger ud, hvad han har skrevet tilforn.

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Hvad er det for en Allarm du giør? kand du ikke staae stille?

HENRICH

Jeg rører mig ikke af Steden, Herr Bormester.

BREMENFELD

Han reiser sig op igien, tørrer Sveden af sig, som tilforn, og kaster sin Peruqve paa Gulvet, paa det han disbedre kand meditere med blot Hoved. Spadserer over Peruqven, og spender den til Side, sætter sig ned at skrive igien. Raaber: Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Du skal faae en Ulykke, staaer du ikke stille! det er den anden gang du har forstyrret mine Concepter.

HENRICH

Jeg giorde min Troe ikke andet, end jeg stak min Skiorte ind, og maalede paa mine Been, hvor meget min Liberie-Kiol var for lang.

70
BREMENFELD

Reiser sig op igien, og banker paa sin Hierne med Haanden for at faae Concepter. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Gak ud og siig til de Kiellinger, som raaber paa Gaden med Østers, at de maa ikke raabe i denne Gade, hvor jeg boer; thi det forstyrrer mig i mine politiske Forretninger.

HENRICH

raaber ved Dørren disse Ord tre gange: Hør, I Østers-Kiellinger! I Carnalier! I Caronier! I uforskammede Tasker! I Ægtemænds Horer! er der ingen Skam i jer, at I tør raabe saadan udi Bormesterens Gade, og forstyrre ham i hans Forretninger?

BREMENFELD

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Holdt op igien, dit Beest.

HENRICH

Det giør og ingen gode at jeg raaber meere, thi Byen er fuld af saadane Folk; saa snart een er gaaen forbi, kommer en anden strax i Steden; thi dersom -

BREMENFELD

Ingen Snak meer, staae still og holdt Munden.

Sætter sig ned, og stryger ud, hvad han har skrevet igien, skriver paa nye, reiser sig op, og stamper af Vrede paa Gulvet, raaber:

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Jeg var tilfreds det Bormesterskab var Fanden i Vold. Vil du være Bormester i min Sted?

HENRICH

Skam der giør. Sagte. Og ligesaa faae den der det begierer.

BREMENFELD

Vil sætte sig ned, at skrive igien, men sætter sig feil i Tanker og falder paa Gulvet, raaber: Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

BREMENFELD

Jeg ligger paa Gulvet.

HENRICH

Jeg seer det nok.

BREMENFELD

Hid, og hielp mig op igien.

71
HENRICH

Bormester har jo sagt, at jeg ikke maa røre mig af Stedet.

BREMENFELD

Det er en forbandet Dreng. Reiser sig selv op igien. Banker der ikke paa Dørren?

HENRICH

Jo! Hvem vil I tale med?

EN BORGER

Jeg er Oldermand for Hattemagerne; jeg har noget at klage for Bormester.

HENRICH

Her er Oldermanden for Hattemagerne med nogle Besværinger.

HERMAN VON BREMENFELD

Ej! jeg kand ikke have meere end een Ting i Hoved paa eengang. Spørg ham hvad det er.

BORGEREN

Det er for vitløftigt; Jeg maa tale med Bormester selv. Det kand være giort paa en Time; thi mine Klagemaal bestaaer kun i 20 Puncter.

HENRICH

Han siger, han maa tale med Bormester selv; thi hans Puncter bestaaer kun i 20 Klagemaal.

BREMENFELD

Ach! Gud bedre mig arme Mand, jeg er gandske fortumlet i mit Hoved allereede. Lad ham komme ind.

BORGEREN

Ach, Herr Bormester! jeg fattig Mand har lidt stor Uret, som Bormester nu strax skal begribe, naar han faaer det at høre.

BREMENFELD

I maa forfatte det skriftlig.

BORGEREN

Her har jeg forfattet det paa fire Ark.

BREMENFELD

Henrich! der banker igien.

HENRICH

Hvem vil I tale med?

EN ANDEN BORGER

Jeg har noget at klage for Bormester mod Oldermanden for Hattemagerne.

BREMENFELD

Hvem var det? Henrich!

HENRICH

Det er denne Mands Contrapart.

BREMENFELD

Lad ham flye dig sit Indgivende. Bliver kun, begge I gode Mænd, i Forstuen saa længe. Henrich!

HENRICH

Ja Herre!

BREMENFELD

Kand du ikke hielpe mig noget til rette? 72 jeg veed ikke, hvilket jeg skal giøre først. Læs op for mig Hattemagerens Paastand.

HENRICH

læser op det som følger.

Velbaarne, Høylærde, Strenge, faste Herr Borgemester.

Af denne herlige Byes lovlige Borgerskabs anseelige Laug fremstiller sig som en Første-Grøde jeg underskrevne N. N. uværdig Oldermand for det anseelige Hattemager-Laug, og næst forhen aflagt saa ærbødig som kierlig Gratulation over at see en saa værdig og høy opliust Mand ophøyet til en saa høy Høyhed, andrager i dybeste Ydmyghed en af de største, farligste og vederstyggeligste Misbruge, som de vanartige Tider, og meere vanartige Mennesker have ført i Brug her i denne Stad, i Haab, at Eders Herlighed derpaa vil raade Bod. Sagen er denne, at Kræmmerne her i Staden bær aldeles ingen Frygt eller Undseelse for, offentlig at sælge og falholde heele Stykker af et Slags Klæde, som de lade væve af Castor, ja falde og til den gruelige Dumdristighed, at de deraf lade væve Strømper, da det dog er bekiendt, at Bever-Haar hører alleene vor Profession til, hvorudover vi arme Hattemagere ikke med Penge kand opveje de til vor Nærings Fortsættelse behøvende Haar, saa got Folk derover kommer i saadan Vane, at faa nu meere vil give 10 a 20 Rdlr. for en Hat, vores Handverk til ubodelig Skade paa Reputation og Indkomme. Naar det nu maatte behage min Herr Bormester at overveje efterfølgende 24 vigtige Aarsager og Raisons, hvorefter vi Hattemagere formodentlig formeene os alleene at være berettigede til Arbeide af Castor, nemlig (1) at det af Alders Tiid har været en almindelig Skik og Lands-Brug, ej alleene her, men over heele Verden, at bære Castor-Hatte, som med mangfoldige Citationer af Historien, som og lovlig derover førte Tings-Vidne kand bevises. 1. Af Historien ...

BREMENFELD.

Spring over Historien.

73
HENRICH

2. Af Tings-Vidner, at Adrian Nilsen, gi. 79 Aar, kand erindre sig, sin Faders Oldefader har sagt .. .

BREMENFELD

Spring ogsaa over, hvad han har sagt.

HENRICH

(2) At det er en u-maadelig Overdaadighed, at bruge saa kostbare Haar til Strømper og Klæder, som strider imod all god Orden og Skik, besynderlig siden der hidføres saa mange kostbare fine Klæder fra Engeland, Frankerig og Holland, at man vel derved kunde lade sig nøje, uden at falde en ærlig Mand i sin Næring ...

HERMAN VON BREMENFELD

Nok nok, Henrik. Jeg begriber at Oldermanden har ret.

HENRICH

Men jeg har hørt, at en Øvrighed altid maa høre begge Parterne, førend han fælder Dom; skal jeg derfor ikke ogsaa læse Contrapartens Svar?

BREMENFELD

Ja nok.

Han flyer ham efterfølgende Contrapartens Besvæ- ring.
HENRICH

Høybaarne Excellentz, Høy oplyste og høyst politiske Herr Borgemester.

Saa høyt som Eders Forstand stiger over andres, saa høyt gaaer min Glæde over andres, nu jeg har hørt, at I er bleven Bormester; men det jeg kommer for, er, for Hattemagerne giør mig Fortred, og vil ikke jeg maa sælge Stoffe og Strømper af Castor. Jeg forstaaer nok hvad de vil, de vil have Handelen paa Castor alleene, og at man skal ikke bruge Castor til andet end til Hatte; men de forstaaer det intet. Det er taabeligt at bære en Castors Hat; den gaaer man med under Armen, den hverken varmer eller nytter, og en Straae-Hat var af samme Nytte. Castor-Strømper og Klæder derimod er baade varme og bløde, og havde Herr Bormester kun forsøgt det, som med Tiden kand skee, skulde I bekiende det selv ...

BREMENFELD

Holdt op, det er nok; denne har jo ret ogsaa.

74
HENRICH

Men jeg veed jo, at de kand ikke have ret begge.

BREMENFELD

Hvem har da ret?

HENRICH

Det maa vor HErre og Borgemester vide.

BORMESTEREN
reiser sig op og spatserer

Dette er noget forbandet Tøy. Henrich! kand dit dumme Beest ikke sige mig, hvem der har ret? Hvorfor skal jeg give din Hund Kost og Løn?

Derpaa følger Allarm i Gangen, og han spør:

Hvad er det for Allarm i Gangen?

HENRICH

De to Borgere er i Haar sammen.

BREMENFELD

Gak ud og bed dem have Respect for Bormesterens Huus.

HENRICH

Det er best, Herre, de slaaes, saa, maa skee, de blir dis snarere gode Venner igien. Hillemend jeg troer, de vil bryde ind; hør hvor de trommer paa Dørren.

Herman von Bremenfeld kryber under Bordet og skiuler sig.
HENRICH

Hvem banker?

EN LAKEI

Jeg er fra en fremmed Resident; min Herre har noget at tale med Bormester, som er vigtigt.

HENRICH

Hvor Pokker blev der af Bormester? Mon Fanden tog Bormesteren? Herr Bormester!

BORMESTEREN
under Bordet, gandske sagte

Henrich, hvem var det?

HENRICH

En fremmed Præsident vil tale med Herren.

BREMENFELD

Beed ham komme igien om en halv Time, og siig, at der er to Hattemagere hos mig, som jeg maa expedere. Henrich! beed ogsaa Borgerne gaae bort til i Morgen. Ach, Gud bedre mig arme Mand! jeg er saa fortumlet i mit Hoved, at jeg veed ikke selv, hvad jeg siger eller giør. Kand du ikke hielpe mig noget til rette, Henrich?

HENRICH

Jeg veed ikke bedre Raad for Herr Bormester, end at han henger sig op.

BREMENFELD

Gak ud og hent mig den politiske 75 Stock-Fisk, som ligger paa daglig Stue-Bordet, det er en Tydsk Bog i hvidt Bind; maa skee jeg kand finde derudi, hvorledes jeg skal tage imod fremmede Præsidenter.

HENRICH.

Vil Bormester have Senep og Smør dertil?

76
BREMENFELD

Nej, det er en Bog i hvidt Bind.

Medens Henrich er ude, gaaer Bormesteren og river i Tanker Hattemagerens Document i stykker.
HENRICH.

Her er Bogen. Men hvad er det Herren river i stykker? Det er min Troe Oldermandens Klagemaal.

BREMENFELD.

Ach! jeg giorde det i Tanker. Han tar Bogen og kaster mod Gulvet. Jeg troer, Henrich, det er best, at jeg henger mig, efter dit Raad.

HENRICH

Hej saa! nu banker det igien. Gaaer ud, kommer ind igien grædende. Ach! Herr Bormester! hielp, Herr Bormester!

BREMENFELD.

Hvad er paa Færde?

HENRICH.

Der er et heelt Regiment Matrodser uden for Dørren, som raaber: faaer vi ikke ret, da skal vi slaae alle Bormesters Vindver ind. En af dem slog mig med en Steen udi Ryggen: au-au-au-

BORMESTEREN

kryber under Bordet igien. Henrich! beed Frue Bormesters komme ud, at holde Styr paa dem; maa skee de har Respect for Fruentimmeret.

HENRICH.

Jo, jo, I skal nok see, at Baadsmænd har Respect for Fruentimmeret; kommer hun ud, saa maa skee de tar hende med Vold, og det sidste blir da verre end det første.

BREMENFELD

Ej! det er jo en gammel Kone.

HENRICH.

Matrodser ere ikke saa delicate; jeg vovede ikke min Kone paa det samme. Der banker det igien; skal jeg lukke op?

BREMENFELD.

Nej, jeg er bange, at det er Baadsfolket. Ah! gid jeg var i Graven. Henrich, spring hen til Dørren, at høre hvo det er.

HENRICH.

See her: De gaae min Troe lige ind, det er to Raads-Herrer.

77

SCEN. 4.

Abrahams. Sanderus. Herman. Henrich.

ABRAHAMS

Er Bormester ikke hiemme?

HENRICH

Jo han sidder vist under Bordet.

SANDERUS

Hvad? sidder han under Bordet, Herr Bormester?

HERMAN VON BREMENFELD

Ah! I gode Herrer! jeg har jo aldrig søgt om at blive Bormester; hvorfor har I bragt mig i denne Ulykke?

ABRAHAMS

Han har jo engang taget derimod; kom kun frem Herr Bormester. Vi ere hidkomne for at forestille ham den store Feil, han har begaaet imod den fremmede Minister, som han saa haanlig har viset bort; hvorover Staden kand komme i Fortræd. Vi tænkte, Herr Bormester bedre forstod Jus publicum og Ceremonialier.

BREMENFELD

Ah! I gode Herrer! I kand jo sætte mig af, saa blir jeg reddet fra denne Byrde, som jeg er for svag til at bære, og den fremmede Minister faaer Satisfaction tillige.

SANDERUS

Det være langt fra, Herr Bormester, at vi skulde sætte ham af; han maa følge os strax til Raadhuset, for at overlegge med Syndico, hvorledes denne Forseelse kand got giøres.

BREMENFELD

Jeg gaaer ikke til Raadhuset, om man trækkede mig end efter Haaret; jeg vil ikke være Bormester, jeg har og ikke søgt om at være det; I maa heller tage Livet af mig; jeg er Kandestøber med Gud og Æren, jeg vil og døe Kandestøber.

SANDERUS

Vil I da fixere det heele Raad? Hør, Monfrere! tog han ikke mod Bormesterskabet?

ABRAHAMS

Jo vist, det er jo noget, som vi allereede har rapporteret.

SANDERUS

Vi skal nok faae Raad dertil; det heele Senat lar sig ikke saaledes prostituere.

78

SCEN. 5.

Herman. Henrich.

HERMAN VON BREMENFELD

Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

HERMAN

Hvad mener du vel, disse Raads-Herrer vil giøre ved mig?

HENRICH

Jeg veed det ikke, Herre! De vare meget vrede, det saae jeg nok; mig undredes, at de torde bruge saadan en viis Mund i Bormesters Stue. Havde jeg væ- ret Bormester, jeg havde min Troe paa en god Maade sagt dem: Holder jer Snude til, I Skab-Halse, I skal stikke Fingeren paa Gulvet, og lugte, hvad Huus I er udi.

HERMAN

Gid du var Bormester, Henrich! gid du var Bormester! ah! ah! ah!

HENRICH

Om jeg maatte falde ind udi Herrens Forretninger, saa vilde jeg ydmygst bede om en Ting, nemlig, at jeg maatte kalde mig von Henrich herefter.

HERMAN

Ej! din uforskammede Knægt! er det nu Tiid at komme med saadan Snak? nu du seer, at jeg er omspendt med lutter Ulykker og fortrædelige Forretninger.

HENRICH

Jeg giør det parrol ikke af nogen Ærgierighed, men alleene for at have nogen Respect i Huset af mine Medtienere, besynderlig af Anneke, som -

HERMAN

Hvis du ikke holder din Mund, skal jeg træde dit Hals-Been i stykker. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester!

HERMAN

Kand du ikke hielpe mig noget til rette, din dumme Hund? See der! giør mine Sager klar for mig, eller du skal faae en Ulykke.

HENRICH

Det er dog underligt, at Herren vil begiere saadant af mig; han som er saadan klog Mand, og alleene for sin Viisdom er bleven udvalt til dette høye Embede.

HERMAN

Vil du fixere mig oven i Kiøbet?

Tar Stolen og vil slaae ham med. Henrich løber ud.
79

SCEN. 6.

HERMAN VON BREMENFELD
alleene. Sætter sig ned med Hænderne under Kinden, og grunder længe. Springer op af Alteration, og siger:

Bankede det ikke?

Gaaer sagte hen til Dørren, men seer ingen. Sætter sig ned at grunde igien, falder i Graad, og tørrer Øynene med Papirerne; af Alteration igien springer op, som udi Rasede, og raaber:

En heel Byldt Forestillinger af Syndicus! Hattemagernes Oldermand! Oldermandens Contrapart! Klagemaal i 20 Puncter! Oprør af Matrodser! fremmed Præ- sident! Tiltale af Raadet! Trudsler! Mon her intet Reeb er ved Haanden? Jo jeg troer vist, at der er et bag Kakkelovnen.

Tar Rebet og laver det til.

Det er spaaet mig, at jeg ved mine politiske Studia skal ophøyes. Den Spaadom blir sand, om Rebet ellers vil holde. Lad saa Raadet komme med alle deres Trudsler, jeg blæser af dem, naar jeg er død. Een Ting vilde jeg dog ønske, nemlig at see Author til den politiske Stock-Fisk henge ved Siden af mig med 16 Stats-Cabinetter og politiske Nach-Tisker om Halsen.

Tar Bogen af Bordet, og river den i stykker.

Du Canaille skal aldrig forføre nogen ærlig Kandestøber meer. Saa! det er dog en liden Trøst, før jeg døer. Nu maa jeg leede efter en Krog at henge mig paa. Det blir besynderlig merkværdigt at sige efter min Død: Hvilken Bormester i Hamborg var meer aarvaagen end Herman von Bremenfeld, der udi sit heele Bormesterskab ikke sov et Øyeblik?

SCEN. 7.

Antonius. Herman.

ANTONIUS

Hey! hey! hvad Pokker bestiller I?

HERMAN.

Jeg har ikke i Sinde at bestille noget; men for 80 at undgaae Bestilling, vil jeg henge mig. Vil I giøre Compagnie med, skal det være mig en Fornøyelse.

ANTONIUS

Nej min Troe vil jeg ikke; men hvad bringer jer til saadant fortvilet Forsæt?

HERMAN

Hør, Antoni, det giør ingen gode, at I taler derom. Jeg skal henges; skeer det ikke i Dag, saa skeer det i Morgen. Jeg vil kun bede før jeg døer, at I formelder min Respect til Frue Bormesters og Frøikenen, og befaler dem at giøre mig saadan Gravskrift:

Stat stille Vandrings-Mand!
Her henger Bormester von
Bremenfeld,
Som i sit heele
Bormesterskabs Tiid intet
Minut sov.
Gak du bort og giør ligesaa.

I veed maa skee ikke, kiere Antoni, at jeg er bleven Bormester, at jeg har faaet et Embede, hvorudi jeg veed ikke, hvad hvidt eller sort er, og hvortil jeg finder mig gandske u-dygtig; thi jeg har merket af adskillige Fortrædeligheder, som allereede har mødt mig, at det er stor Forskiæl paa at være Øvrighed, og at raisonnere om Øvrighed.

ANTONIUS

Ha ha ha ha ha ha!

HERMAN

Belee mig ikke, Antoni! I har Synd deraf.

ANTONIUS

Ha ha ha! Nu merker jeg hvor det henger sammen: jeg var nyelig paa et Verts-Huus, hvor jeg hørte Folk sprikke af Latter over en Comoedie, som man havde spillet Herman von Bremen i det, at nogle unge Mennesker havde bildet ham ind, at han var bleven Bormester, for at see hvorledes han kunde skikke sig derudi. Det giorde mig hiertelig ont, da jeg hørte saadant. Gik derfor strax hid, for at advare jer derom.

HERMAN

Ah! er jeg da ikke Bormester?

81
ANTONIUS

Nej det er puur opspunden Tøy, for at vænne jer af med jer Galskab at raisonnere over høye Ting, som I ikke forstaaer.

HERMAN.

Ah! er det ej heller sandt om den fremmede Præsident?

ANTONIUS

Nej vist ikke.

HERMAN

Ej heller om Hattemagernes Oldermand?

ANTONIUS.

Det er altsammen opspundet.

HERMAN.

Ej heller om Matroserne?

ANTONIUS.

Nej, nej.

HERMAN.

Gid Fanden henge sig da! Geske! Engelke!

Peiter! Henrich! herud allesammen.

SCEN. 8.

Herman. Antonius. Geske. Engelke. Peiter. Henrich.

HERMAN

Min hierte Kone! gaae hen til dit Arbeid igien; vor Bormesterskab er alt til ende.

GESKE

Til ende?

HERMAN

Ja, ja, det er til ende; nogle Skalke har rottet sig sammen for at fixere os.

GESKE

Fixere os? Da skal de faae en Ulykke, som har fixeret os, og du med. Hun gier ham Ørefigen. Herman prygler hende dygtig.

GESKE

Ah, min hierte Mand, slaae mig ikke meer! ah, min hierte Mand, holdt op!

HERMAN

Du skal vide, Kone, at jeg er ikke Politicus længer, og derfor ikke tæller meer til tiuve, naar jeg faaer Ørefigen. Jeg agter at føre et andet Levnet herefter, kaste mine Bøger paa Ilden, og tage alleene vare paa mit Handtverk herefter. Jeg varer ogsaa ad engang for alle, at dersom jeg seer nogen af jer læser i en politisk Bog, eller bringer nogen i mit Huus, da skal det bekomme dem ilde.

82
HENRICH

Jeg for min Part har ingen Fare derfor, Herr Bormester, thi jeg kand hverken læse eller skrive.

HERMAN

Lad kun den første Stavelse være ude, og kald mig slet og ret Mester som tilforn; thi jeg er Kandestøber, og vil døe Kandestøber. Hør, Monsieur Antoni: Jeg veed, at I har haft Godhed for min Datter. Mine forrige Capricer har hindret jers Kierlighed. Nu har I baade hendes Faders og Moders Samtykke, saa at hvis I er ved samme Sind og Forsæt, er all Hinder ophævet.

ANTONIUS

Ja jeg blir ved mit Forsæt, og beder at hun maa blive min Hustrue.

HERMAN

Gier du dit Samtykke dertil ogsaa, Geske?

HENRICH

Ah! det er ikke at spørge om, Frue Borgemesters har altid været for det Partie.

GESKE

Holdt Munden din Giek; jeg kand nok svare selv. Jeg har, min hierte Mand, givet mit Samtykke dertil for 3 Aar siden.

HERMAN

Jeg vil ikke spørge dig Engelke! jeg veed, du er saa forliebt i ham, som en Rotte i en Ost; er det ikke sandt?

HENRICH

Svar, Frøiken.

HERMAN

Vidste jeg, at du gav disse Titler af Malice, skulde det bekomme dig ilde.

HENRICH

Nej min Troe giør jeg ikke, Mester; men man kand ikke saa hastig komme af Vanen igien.

HERMAN

Gier I To da hinanden Hænder. Saa! nu er det got; i Morgen skal vi holde Bryllup. Henrich!

HENRICH

Herr Bormester! Om Forladelse, ja Mester!

HERMAN

Du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger; thi jeg kand ikke see det for mine Øyen meer, som har bragt mig i slige Griller.

Vi Øvrighed med Munden slaae,
Kand dog selv intet giøre;
Et er et Søe-Kort at forstaae,
Et andet, Skib at føre.
83 Af en politisk Bog man kand
Vel lære raisonnere,
Men til at forestaae et Land
Udfordres andet meere.
Af hvad som mig i Dag er skeed
Hver Handverks-Mand kand lære,
At den der retter Øvrighed,
Just selv den ey kand være,
Thi naar en Kandestøber til
Bormesters Embed løber,
Er som naar Stats-Mand blive vil
I hast en Kandestøber.

Den politiske Kandstøber Noter

S. 17
curiøsk, nøjeregnende, pertentlig. - corasi, vulgær Forvanskning af fr. courage, Mod.

S. 18
han er endelig alleene, han er ganske vist alene. - Herculus. »Hercules« og den i Scene 4. nævnte »Hercu/iscus« er to saakaldte Statsromaner, der sammen med en romanagtig Handling indeholdt kulturelt og politisk oplysende Stof. De er forfattet af en tysk Teolog, A. H. Buchholz, der døde 1671. - Postill er en Opbyggelsesbog, en Prædikensamling til Husandagt. - Complimcntationer, Komplimenter.

S. 19
gemeent Væsen, Mangel paa Dannelse. - Adriane, Forvanskning af fr. andrienne, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil.

S. 20
flasked Trøye, en Dametrøje med Skøder, der var udskaaret i Flige (»Flasker«). - Slingring, Omsvøb. - profect, Forvanskning af perfekt. - Salutems Hilsen, lat. salus, Sundhed; heraf [jeg ønsker dig] salutem! = Hil! Hej!

S. 21
Den Europæiske Herold og Den Politiske Nachtisch er to tyske statsvidenskabelige Værker, den første af meget lærd og den anden af meget populært Tilsnit (Nachtisch, ty. betyder Dessert).

S. 22
Notarius Politicus, Forvanskning af Notarius Publicus. - vil I agte ham? Hvad bryder I jer om ham?

84

S. 23
Skielm, Slyngel. - Min Mand har ... nogle Svinn paa Skoven, er lidt til en Side. - have Indseende med, have Opsyn, Tilsyn med. - tilstaae, sande, bekræfte.

S. 24
Posekiiger, populær, ringeagtende Betegnelse for Toldbetjent ved Byportene.

S. 25
Accise og Consumption, Toldafgifter ved Indførelse af Varer til Byen. - Raadet, Hamburg havde en republikansk Forfatning. I Spidsen for Byen stod Senatet, kaldet Raadet, og Borgerskabet, der bestod af de Indbyggere, der havde Borgerret. Raadet var sammensat af fire Borgmestre, hvoraf den ene havde Forsæde for de øvrige, 24 Raadsherrer, foruden bl. a. fire juridisk raadgivende Medlemmer uden Stemmeret, hvis Titel var Syndicus. - Tandstikker betegner her en Gaasefjerpen. - deciderer han, afgør han Sagen. - Kreds-Oberst, Anfører for den Afdeling Tropper, som en af Tysklands 10 Rigskredse stillede i Felten. 1708-12 havde Hamburg været besat af de nedersaksiske Kredstropper, der havde til Opgave at dæmpe de Uroligheder, som det lavere Borgerskab havde anstiftet. - end deres heste Venner, endog, selv deres bedste Venner.

S. 26
divertere sig .. derover, more sig derover.

S. 27
Gallejer, mindre Krigsskibe, drevet ved Aarer og Sejl. - Krigssteur .. Romer-Monathen, Navne paa Krigsskat.

S. 28
Det kommer alt paa Anstalter, det afhænger fuldstændig af, hvilke Foranstaltninger man træffer. - Canellien, Kanalen. - Bordeus, Bordeaux. - Danckvarts Landkort. Hollænderen Justus Danckert havde udgivet Kort og Atlas. Han forveksles antagelig her med Gaspar Danckwcrt, der 1652 havde udsendt en Beskrivelse af Slesvig og Holsten med 37 Kort af kgl. dansk Kartograf Johannes Mejer.

S. 29
Steder .. udi Indien, d.v.s. Byer i Indien. - lovlige, ty. löbliche, rosværdige. - Kongen af Indien, der var ingen »Konge af Indien«.

S. 30
recommendere, anbefale. - Strat Davids, plattysk Betegnelse for Davisstrædet. - som en Børstenbinder, d.v.s. uforstandigt. - Ordspil, idet B. ogsaa brugtes nedsættende som Betegnelse for en grov, dum Person (eller Drukkenbolt).

S. 31
Qyi nescit simulare, nescit regnare, den, som ikke kan forstille sig, kan ikke regere. - Agrippa, Cornelius Agrippa var en lærd tysk Alkymist og Filosof (1486-1535). Hverken han eller Albertus Magnus, Albert den Store, en tysk Teolog (1193-1280) synes at have nogen Forbindelse med den berømte Sentens, der yndedes bl. a. af den franske Konge Ludvig XI.

S. 32
Der Politische Stockfisch, en Roman af Præsten Johann Riemer. Den har som Opgave at undervise i Kunsten at gøre et godt Parti. Bogen giver ingen Anvisning paa at tælle til tyve, 85 naar Vrede truer med at overvælde en. - Subaltern, Underordnet.

S. 34
for Fardag, før Skiftedag. - Michaelis Tider, Ærkeenglen Michaels Dag, den 29. September, var dengang Skiftedag.

S. 35
Consistorium eller Tamper-Ret, Universitetets Raad, Konsistorium dømte indtil 1771 i Ægteskabssager. Denne særlige Domstol fungerede fire Gange om Aaret, heraf Navnet Tamperretten, en Forvanskning af Quatemperretten, egl. quatuor tempora (anni), d.v.s. Aarets fire Tider, Kvartaler.

S. 36
Tutti, ital. alle. - Mennist. I det 16. Aarhundrede stiftede en hollandsk Præst Menno Simons en Gendøbersekt, hvis Tilhængere kaldtes Mennister eller Mennoniter. - Instantz, Indvending.

S. 37
Recruter, Forstærkninger. - Printz Eugenius, Prins Eugen af Savoyen var under den spanske Arvefølgekrig tysk Feltherre; 1705-6 kæmpede han mod Franskmændene under Hertugen af Vendóme. I Slaget ved Hochstedt i Bayern, den 13. August 1704, blev Franskmændene under andre Feltherrer slaaet af Prins Eugen og Marlborough. - Padus, lat. Pofloden. - udi Retiraden, paa Tilbagetoget. - ligge og lunte, ligge og drive.

S. 38
Alexander Magnuses Krønike, den romerske Forfatter Curtius' Bog om Alexander den Store, som 1704 var udgivet paa Dansk i Mogens Wingaards Oversættelse. Det er heri ikke Alexander, men den persiske Kong Darius, der anvendte den brændte Jords Strategi, da han blev forfulgt af Alexander.

S. 40
Oprør, Røre. - forløbe, rømme, forlade. - Machine, Intrige.

S. 41
okkuperes med saadanne slette, optages af saadanne jævne.

S. 42
den høye Magistrat, det høje Embede.

S. 43
Jemerecommaner og Baselemaner, Forvanskning af de franske Talemaader »je me recommande«, jeg anbefaler mig, og »je vous baise les mains«, jeg kysser Deres Hænder.

S. 44
Besked, Forstand. - Reutendiener, ty. egl. Reitendiener, ridende Tjener, hamburgsk Raadstuetjener.

S. 45
honnet Discours, fr. fin, dannet Tale, Samtale. - Allumber, L'hombre. - medicinere, tage Afføringsmidler. - tres humble Servitör, fr. ærbødigste Tjener. Geske burde sige »tres humble servante«, ærbødigste Tjenerinde. - Compagnie, Selskab. - peen, dydsiret. - Honnetteteten, Ærbarheden.

S. 47
smaa dalier, Smaatterier. - begegne, behandle. - Oration, lat. Tale. - obligere mig, forpligte mig.

S. 48
Orator, lat. Taler. - mocqverede sig, gjorde sig lystig. - Slyngel, uduelig Person.

S. 49
Hundsvot, Asen. - Naturalier, naturlige Anlæg.

S. 50
Nefas, lat. Uret. - Carronie, af ital. carogna, Mær.

S. 51
gammel Been i Panden, Ben i Næsen.

86

S. 52
Custos, lat. Vogter; her Kæp eller Ris. - Galiath, Navnet paa en livfuld Dans, der paa Fransk kaldes la gaillarde. - spøge sig ud, maje sig ud. - Carnali, af fr. canaille (ital. canaglia), Pak; Slyngel, Slubbert. - Caresser, fr. caresses, Kærtegn; her Høflighedsbeviser.

S. 53
fixere mig, gøre Nar af mig. - Svoger, her Svigersøn.

S. 54
geskæftig, travl. - tilforn, tidligere.

S. 55
temoignere, fr. bevidne.

S. 56
excusere os, undskylde os. - Masæur, fr. min Søster, her kære Veninde, jfr. Scene 6: Søster.

S. 57
Joli, fr. sød, nydelig. - Drengen, Tjeneren.

S. 58
Discretion, Drikkeskilling.

S. 59
pardonerer, tilgiver. - recommenderer os i Bormesterindens Affektion, anbefaler os til B.s Gunst. - Janever, Genever.

S. 60
Franzoise, fr. Francaise, fransk Kvinde, her indfødt fransk Guvernante; stavedes i Datidens Fransk Franzoise. - artig, dannet, beleven. - saaler, stopper. - leeve, platty. svarende til ty. liebe, kære.

S. 61
delicat, sart, fintfølende.

S. 62
Hilsen, Helsen, Helbred. - Kiereste, Ægtefælle.

S. 63
nu vil min Ploug gaae, nu vil jeg tjene Penge (faa Drikkepenge). - Mon Frere, fr. min Broder, her kære Kollega.

S. 65
Principaler, Mandanter, de Personer, Sagførerne fører Sag for.

S. 66
nemo ... locupletari, lat. Ingen bør beriges ved anden Mands Skade. - strider aperte mod æqvitatem naturalem, strider aabenlyst mod naturlig Billighed. - Justinianus, den romerske Kejser Justinian, 6. Aarh., som lod udarbejde store Lovværker, bl. a. de her omtalte Institutiones. - libro . .. Alluvione, d.v.s.: i Institutionernes anden Bog, første Kapitel. Om opskyllet Land. - qvod .. aqviritur, hvad en Flod ved Opskylning har lagt til din Jord, tilhører dig efter Folkeretten.

S. 67
per alluvionem .. adjicitur, men ved opskyllet Land forstaas det, der saaledes lidt efter lidt bliver lagt til, saa at man ikke kan skønne, hvor meget der i hvert enkelt Øjeblik lægges til.

S. 68
conferere, sammenholde. - qvod .. prædio, men hvis Flodens Magt fra din Jord . .. Fortsættelsen skal være: har ført en samlet Del til din Nabos Jord, er det klart, at den forbliver din. - Hugo Grotius, hollandsk Jurist fra det 17. Aarh. Han havde Tilknytning til en kalvinsk Sekt, hvis Tilhængere efter Stifteren, den hollandske Teolog Jakob Arminius (1560-1609), kaldtes Arminianere.

S. 69
spender, sparker. - Concepter, Tanker, Idéer.

S. 72
andrager, klager over. - Castor, lat. Bæver, her Bæverhaar. - Reputation, Omdømme. - Raisons, fr. Grunde.

S. 74
en fremmed Resident, længere henne den fremmede Minister.

87

Disse Udtryk betegner en fremmed Magts Gesandt; Herman kalder ham i sin Forvirring for Præsident, der dengang brugtes og endnu bruges i Betydningen Formand i en Forsamling, f. Eks. en Domstol eller et videnskabeligt Selskab.

S. 77
Jus publicum, lat. offentlig Ret. - prostituere, beskæmme, holde for Nar.

S. 78
viis, næsvis. - parrol, af fr. parole, paa Æresord.

S. 79
Stats-Cabinetter, betyder antagelig Statsbeskrivelser, Oversigter over Forholdene i de forskellige europæiske Stater.

S. 82
Capricer, Griller, Nykker. - Malice, Ondskab.

88

DEN VÆGELSINDEDE Comoedie udi tre Acter

90

Personerne i Comoedien

  • LUCRETIA
    den Vægelsindede
  • PETRONIUS
    En Magister
  • HELENE
    en Jomfru
  • LEONORE
    en Jomfruen Jomfru
  • ERASTE
  • APICIUS
  • HENRICH
    Lucretiæ Tiener
  • CHRISTOPHER
    Erastes Tiener
  • ESPEN
    Apicii Tiener
  • PERNILLE
91

Den Vægelsindede
Indledning

Om de fem Komedier, der udgjorde det første Bind, fra 1723, udtalte Holberg sig straks i den Betænkning, han lod sit Talerør fra Peder Paars og Skæmtedigtene, Just Justesen, sætte foran Skuespillene, (her som Tillæg til Bind VII), og igen faa Aar senere i sit første Levnedsbrev (Bind XII). De to Udsagn falder for det meste nær sammen. For Den Vægelsindedes Vedkommende fremhæver Holberg Hovedrollens Vanskelighed og priser Madame Montaigu, som udførte den med saa stor Dygtighed. Holberg var ikke tilfreds med Komediens Form; han foretog adskillige Ændringer til Udgaverne 1724 og 1731, idet han lagde Vægt paa at motivere de pludselige Stemninger i den kapriciøse Dames Sind. Det var netop denne Linje, som Johanne Luise Heiberg fulgte, da hun i 1850 fornyede Rollen og fik Komedien, der ikke havde været opført siden 1817, til at straale. I »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« giver Fru Heiberg en Skildring af sin Indlevelse i Rollen. Det begynder med, at hun mindedes en forlængst afdød Lærerinde, »hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten«. Det slaar Fru Heiberg, at Den Vægelsindede fremfor alt skulde karakteriseres ved sine Bevæ- gelser: »Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle«, og samtidig gjaldt det om »at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet«; dette maatte ske ved »at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt«. Fru Heibergs Fremstilling af den Vægelsindede 92 blev en af hendes allerstørste Triumfer. Da hun var kommet hjem efter den første Forestilling og i Hjemmet havde trukket sig tilbage, var hun endnu i stærk Bevægelse; hun tænkte »ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: »O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget«. - Beskæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt »Godnat«. - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: »O, det var Holbergs Stemme!«« (Et Liv etc. 4. Udgave, II, 1944, S. 225 ff.).

Litteratur.Th. Overskou: Den kongelige danske Skuepladses Historie VI, 1876, S. 60-61.

93

ACTUS I

SCEN. 1.

Helene. Leonore.

HELENE

Tal aldrig derom, min kiære Jomfrue! Vi ere lige vel faren begge, hvorvel vore Opvartere ere af stridige Humeurs, saa at jeg veed ikke, hvo af os mest er at beklage.

LEONORE

Det er uden Tvil jeg; thi enhver Mands-Person, der er danned som hendes Broder Eraste, kand flye et Fruentimmer nok at bryde sit Hovet med. Det lader, som han elsker mig; men jeg kand forsikkre hende, at i all den Tid, han har søgt min Omgiængelse, har han aldrig erklæret sit Hiertelav uden paa en meget forblommed Maade. Mit Sind, min Opførsel og Levemaade synes at behage ham; ikke dismindre er jeg dog vis paa, at, hvis han blev kiendt med nogen anden, som var endnu meer stille og oeconomisk, end jeg er, da forlod han mig, hvor ærlig han end er.

HELENE

Hvad hendes Broder Apicius angaaer, da kand jeg ikke sige, at hans Tale er forblommed. De allerprægtigste Kiærligheds Erklæringer koster ham intet; men jeg veed ikke, om jeg kand fæste mindste Troe dertil, saa u-bestandig er han. Jeg begynder allereede at blive kiæd af hans Væsen, og ønsker af mit Hierte, at han kunde treffe en Brud, der var ligesaa gall, som han selv.

LEONORE

Hun giør, min Troe, vel derudi, Jomfru! Jeg skal, min Troe, følge hendes Exempel.

HELENE

Jeg tilstaaer vel, at det er noget vanskeligt gandske at forlade den, som man eengang har giort sig Tanker om.

94
LEONORE

Det er sandt nok; men hvad er her ved at giøre?

HELENE

Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget han lider formedelst hans flygtige Sind og vellystige Levnet.

LEONORE

Ej mon saadant ikke er sagt dem uden Frugt hundrede gange tilforn? Jeg var tilfreds, at Monsr. Eraste var kiendt med en vis Dame, som jeg talede med i Gaar, som jeg ikke vil nævne. Jeg troer virkelig, at den samme Kone skulde curere ham. Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos et Fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille og indgetogen, men paa saadan u-rimelig Maade, og udi saadan høy Grad, at han af en kort Omgiængelse med hende skulde faae Afskye for slige Folk, som han holder for de mest fuldkomne. Man curerer ofte Folk paa saadan Maade, naar ingen Formaninger kand hielpe.

HELENE

Hvor boer den Dame?

LEONORE

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som her boer.

HELENE

Det er endelig ligemeget. Jeg troer vel, at her er meer end een underlig Kone udi Byen. Men eftersom Jomfruen holder for, at saadant skal kunde curere min Broder Eraste, naar han seer udi andre, hvor ilde dislige Qvaliteter lade, naar de tar overhaand, saa skal jeg ogsaa giøre et Forsøg med Monsr. Apicius; thi jeg talede ogsaa forgangen Uge med en Dame, som synes at have det Sind og de Qvaliteter, sorn han leder efter, men det samme er udi en saa forskrækkelig høy Grad, at jeg er vis paa, at hvor meget han roser saadant, saa skal han skilles med Væmmelse fra hende. Jeg skal ikke kunde sige, orn samme Dame er Enke eller Jomfrue endnu.

95
LEONORE

Det er ligemeget; men boer hun i dette Naboelav?

HELENE.

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Jeg kand tie lige saa vel, som hun. Sagte. 96 Det er den Galanterie-Kræmmerske, som boer i dette Huus.

LEONORE

Hvorledes har da Jomfruen fundet hende?

HELENE.

Hun giør ikke andet end synger, leer, dantzer og taler Galskab. Jeg saae hende aldrig tilforn; men hun aabenbarede mig hemmelige Sager, som hun ikke havde burdt betroe til hendes beste Venner.

LEONORE.

Menneskets Humeurer ere dog stridige. Jeg skal i det ringeste giøre et Forsøg med den ærbare Kone.

HELENE.

Og jeg, min Troe, med den galne.

LEONORE.

Jeg skal faa Eraste til at giøre Visit der i Eftermiddag.

HELENE.

Og jeg skal formaae Apicius til at besøge den anden ogsaa i Eftermiddag.

LEONORE.

Saa kand vi siden fortælle hinanden, hvordan det er løbed af. Men jeg seer een kalde paa mig; jeg maa forlade hende lidt. Hun gaaer.

SCEN. 2

HELENE

Mademoiselle Leonore har, min Troe, ikke u-ræt derudi. Jeg haaber, at Monsr. Apicius, naar han faaer denne underlige Kones Lader at see, jo skal faae Afsmag for hendes Artighed, og med Latter siden fortælle mig hans Tanke derover; hvilket skal kunde give mig den beste Anledning at afmale hans eget Portrait, og viise, hvor hæsligt det er. Det maa i det ringeste komme an paa et Forsøg. Men der seer jeg den underlige Kones Tiener. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham. Hør, min Ven! har I længe tienet her i Huuset?

SCEN. 3.

Helene. Henrich.

HENRICH

Ungefehr udi 3 Aar.

HELENE

I er sommænd lykkelig at tiene hos en Dame, der er altid saa lystig, saa gavmild, og saa aabenhiertig.

97
HENRICH

Hun har ræt, min kiære Jomfru!

HELENE.

Den første gang, jeg havde den Ære at see hende, betroede hun mig alle hendes hemmelige Sager.

HENRICH.

Ja hvad ont var der udi? Det er Tegn til et ædelt Hierte.

HELENE.

Got nok! men man kand dog giøre formeget af saadant.

HENRICH.

Man maa sige derom, hvad man sige vil, saa er det dog en Dyd.

HELENE.

Jeg beder om Forladelse. Alt hvad man giør formeget af, taber Navn af Dyd. Det er ogsaa en Dyd at være gavmild, men naar den gaaer forvit, og bliver til Ødselhed, er det en Udyd, hvilken er ligesaa lastværdig, som Gierrighed.

HENRICH.

Jeg har kun maadelig studeret. Derfor vil jeg ikke agere hendes Sag.

HELENE.

Jeg beder, at I vil formelde min Respect til hende. Men jeg maa hen at see, hvor Jomfru Leonore blev af. Jeg glemte at sige hende noget.

SCEN. 4

Henrich. Leonore.

HENRICH

Dersom denne Jomfru kom nu i Formiddag til os, skulde hun ikke meer kiende min Madame, saa ond og traurig er hun nu, med mindre hun har faaet andet Sind, siden jeg gik ud.

LEONORE

Jeg seer, at hun er alt borte. Men der er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyeligen talede om. Hør, min Ven! tiener I ikke her?

HENRICH

Jo jeg giør sommænd.

LEONORE

Jeg beklager jer, og alle dem, som har saadant Herskab.

HENRICH

Hvi saa?

LEONORE

Det er den fortrædeligste Kone, som jeg nogentid har seet.

HENRICH

Kand nok være.

98
LEONORE

Jeg har aldrig kiendt nogen saa traurig, saa karrig, og saa mistænkelig.

HENRICH.

Det er ikke min Skyld.

LEONORE.

Jeg skal aldrig sætte min Fod inden hendes Dør oftere.

HENRICH

Ligesom hun finder det for got.

LEONORE.

Thi jeg har, min Troe, ingen Lyst til at overfuses oftere.

HENRICH

Hun har ræt der udi.

LEONORE.

Men saae I ikke en Jomfru her nyeligen?

HENRICH.

Jo jeg saae nyelig et Menneske klædt som en Jomfrue. Om hun endnu er Jomfrue, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige. Hun gik den Vej. Leonore gaaer.

SCEN. 5

HENRICH

Dersom jeg vilde daglig øve mig i at forsvare min Madame, kunde jeg med Tiden blive en stor Procurator, hvis Hoved-Dygtighed bestaaer nu i at rose en Ting, nu igien at forsvare det, som er lige tvert imod den samme. Jeg behøver intet andet Uhrværk end min Madames Sind; thi naar hun 8 eller 9 gange om Morgenen har været vexel-viis from, arrig, Gudfrygtig, u-gudelig, verdslig, geistlig, ødsel, sparsom, aabenmundet, taus, ydmyg, hovmodig, saa veed jeg, det er ikke langt fra Middag; og naar hun om Eftermiddagen har spillet ligesaa længe Bold med hendes Sind, veed jeg ungefehr, at det er Aften. Da hun visede mig i Byen, talede hun om lutter Huusholdning, sukkede over Tidernes Vanskelighed, og skikkede mig efter denne Rug-Simle, hvor af hun vil æde den halve Deel til Frokost. Jeg har længe grubiet paa, hvad det kand være, og endelig efter lang Speculatz faldet paa de Tanker, at der maa være en 5, 6 Siæle i hende, som føre Krig sammen. En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faaer den u-gudelige Siæl under sig, blir Madamen gudfrygtig, saa længe det varer. Den 99 menagerlige Siæl, naar den faaer den ødsele paa Knæ- erne, saa blir hun menagerlig, og skikker mig i Byen efter en Rug-Simle til Frokost; medens jeg er i saadant Ærende, hender det sig, at den ødsele Siæl faaer overhaand, saa vil hun have Sukkerlade. Den lystige Siæl faaer overhaand, saa skal jeg ud i Byen undertiden i saadant Vejr, som en Hund ikke vil gaae ud udi, for at skaffe hende Compagnie; medens jeg er ude, spiller den traurige Siæl Mester, da finder jeg hende grædende over Taare-Persen, naar jeg kommer tilbage. Undertiden har hun to Passioner paa eengang, som for Exempel: Jeg saae hende i Gaar dantze og græde tillige; da kand jeg tænke tvende Siæle paa eengang regierede, og da gaaer det til, ligesom i et Huus hvor Mand og Kone, som ere stridige og lige stærke, vexel-viis regierer; thi da kand man ligesaa liden Grund finde i Huusholdningen, som jeg kand finde udi vor Madames Sind. Mig siunes, at den rette Aarsag er vel nok troffen for en u-studeret Person, som jeg er; thi af Vejrligt kand det ikke komme, eftersom jeg har tiit seet hende græde udi Soelskin, og dantze udi Sluus. Men see! der er Mag. Petronius. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham; Han er en lærd Mand, som kand give mig Aarsag til saadant.

SCEN. 6

Petronius. Henrich.

PETRONIUS

Hør, Henrich! hvem skal have den Simle?

HENRICH

Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS

Hvilken Snak! Hvem har skikket dig efter den?

HENRICH

Madamens sparsommelige Siæl, som var Bormester over de andre Siæle, da jeg gik ud.

PETRONIUS

Hvad Pokker er det for Snak, Henrich? du maa ikke have vel udsovet i Nat. Hvorledes lever ellers din Madame?

HENRICH

Skam der veed, om mit Navn det er.

100
PETRONIUS

Jeg troer, den Dreng er gall. Kandst du ikke sagte svare mig til det, som jeg spør dig om, nemlig, hvorledes din Madame lever?

HENRICH

Maatte jeg spørge Monsieur først, om vi faaer got Vejr i Morgen?

PETRONIUS

Det kand hverken jeg eller nogen sige forvist, Henrich! Nu er det ondt Vejr, men det seer dog ud til at blive got Vejr i Morgen; ellers er intet mindre at bygge paa end Vind og Vejrligt.

HENRICH

Jeg meener dog, at min Madames Humeur er mindre at bygge paa. Det er vel sandt, at Vejrligt løber noget galt, sær udi April-Maaned; men i min Madames Sind regner det og er Soelskin 16 gange om Dagen, endogsaa udi Julii Maaned. Hvad kand man kalde saadant paa Dansk?

PETRONIUS

Man kalder slige Folk paa gammel got Dansk: Vægelsindede.

HENRICH

Men hvoraf kand saadant komme? mon saadanne Mennesker ikke har meer end een Siæl?

PETRONIUS

Ach nej, Henrich! det kommer af Blodet, ex circulatione sangvinis majori vel minori; vitium illud est in sangvine, non in anima, exempli gratia, si - - forstaaer du mig?

HENRICH

Erbe mirbe sirbe sarbe larbe skaarbe maarbe kaarbe, forstaaer I mig?

PETRONIUS

Nej! jeg forstaaer ikke Kragemaal.

HENRICH

Jeg forstaaer ikke heller Kloster-Latin. I lærde Folk er, med Permission at sige, ligesom I ere galne. Det er jo let at begribe, at man maa ikke snakke Latin med mig. Siig mig derfor paa got Dansk, hvor af saadant kand komme.

PETRONIUS

Der kand findes en Hob onde Galde-fulde Vædsker i et Menneskes Legeme, som nu regiere meest udi en Deel af Legemet, nu udi en anden, hvor efter Sindet drejer sig; naar de onde Vædsker sætter sig meest for Hiertet, er man melancholisk, og naar de forflytter sig, blir man glad igien.

101
HENRICH

Ej, Monsieur! det er ikke saadant, som jeg spør om. Var det kun saaledes beskaffet, at min Madame var stundum bedrøvet, stundum glad, saa kunde man tilskrive Blodet og Vædskerne saadant. Men hun er stundum saa fortroelig, at hun skulde fortælle end sin U-ven, hvor mange gange hun har ladet sig forlyste siden hendes Mands Død, stundum igien saa mistænkelig, at hun sætter Ord paa Skruer, end ogsaa for hendes beste Venner. En Dag er hun syg af Sult, en anden af formegen Mad. En Dag løber hun for Mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kand Folk ikke lide hende, fordi hun er formeget taus, nu fordi hun er formeget snaksom. Nu blir hun vred, naar man taler vel om Folk. Nu blir hun vred, naar man taler ilde om de samme. Nu holder hun for, at alting regieres af en Slumpe-Lykke. Nu tilskriver hun Himmelens Direction, at hendes Grød ikke er bleven sveen, eller at hendes Caffee er klar, og har en nye Modens Smag. Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed.

PETRONIUS

Det kommer altsammen af Vædskerne.

HENRICH

Kommer det af Vædskerne, saa skulde jeg tænke, man kunde finde noget paa Apotheket at curere Mistanke og Ugudelighed med.

PETRONIUS

Om saadant kand cureres med noget paa Apotheket eller ej, det maa Docterne sige. Jeg siger kun som en Philosophus, at det kommer af Vædskerne.

HENRICH

Og jeg siger som ingen Philosophus, men som et fornuftig Menneske, at det ikke kommer af Vædskerne.

PETRONIUS

Ej! vil du disputere det, som alle lærde Folk ere eenige udi?

HENRICH

Lærde Folk eenige! Jeg har aldrig hørt min Livs-Tid, at lærde Folk er eenige, hverken i det eller andet.

PETRONIUS

Jeg følger Aristotelis Meening efter derudi, saa vel som i andet.

HENRICH

Ej! hvad var det for en Mand?

102
PETRONIUS

Det var en stor Philosophus, som har levet for henved 2000 Aar siden.

HENRICH

Og jeg følger Fornuften, som har været til fra Methusalems Tider.

PETRONIUS

Hvad er da din Meening?

HENRICH

Hvad vil I da give mig derfor? thi jeg sælger min Viisdom ligesaa dyrt, som en anden. I Lærde tar jo Penge for alting, og hâr det mindre fornøden end jeg og mine Lige. Dog, paa det I skal see, at jeg er ikke misundelig, da vil jeg give tilkiende de naturlige Aarsage, som jeg efter lang Spekulatz har udgrundet. Jeg har hørt sige af lærde Folk (thi jeg tiente hos en Tydsk Balbeer, førend jeg kom her) at eens Siæl undertiden kand forflyttes i en anden. Nu kand det være, at, maa skee, paa samme Tid, som min Madame blev fød, en Rev, en Gaas, et Egern, en gammel Kat, en Hiort, en Skielpadde, en Fisk, en Skade, en Ulv, et Lam ere døde, og deres Siæle allesammen har taget Logemente udi Madamen, hvor de endnu er og blir, saa længe hun er saa vægelsindet. Naar nu Gaase-Siælen fører Regiment, saa har hun Gaase-Forstand; naar Ulve-Siælen regierer, faaer jeg Hug og onde Ord for ingen Ting; naar Fiske-Siælen har Magten, sidder hun og maaber i Selskab, og naar Skade-Siælen er Bormester, løber Munden paa hende som Hiulene paa en Post-Vogn.

PETRONIUS

Ha, ha, ha! det er Skade, Henrich! at du ikke har studeret.

HENRICH

I meener, maa skee, saa havde jeg end bleven galnere end jeg er.

PETRONIUS

Men er det vist, at din Madame er saa vægelsindet?

HENRICH

Ja, min Troe, er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, og svær vor Stue-Pige, at hun vil heller see mig agere saaledes, end gaae paa den sterke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst.

PETRONIUS

Ach! hierte Henrich! lad see noget ogsaa, hvor du bær dig ad.

103
HENRICH

Ja nok. For Exempel: Nu er jeg i god Humeur. Hør, Monsieur, den største Fornøyelse for mig er, at jeg kand komme i Selskab med lærde Folk, besynderlig saadanne som min Herre, af hvis Mund der flyder lutter Honning, af hvis Tale end Steene maa bevæges. Han tier lidt og stryger sig om Øynene. Monsieur! I er en lærd Mand, men I er ogsaa en Pedant; jeg hører undertiden heller min Kokke-Pige tale end jer, thi hun taler fornuftigt udi en slet Kokke-Pige-Stiil, og I fører Pølse-Snak udi en lærd Stiil.

PETRONIUS

Ha, ha, ha!

HENRICH

Nu paa en anden Maade.

Tar en Stoel.

Vil Monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham der om; han skal, min Troe, ikke staae. Giør mig den Fornøyelse, min Herre, at sætte sig.

Naar Petronius vil sætte sig, trækker han Stolen under ham, saa han falder paa sin Rumpe; og siger da Henrich:

Monsieur! Den Stoel er for god for jer; vil I sidde, saa kand I sidde paa Bænken.

PETRONIUS

Hør, Henrich! jeg forlanger paa saadan Maade ikke, at du skal agere længer.

HENRICH

Ey Monsieur! bilder jer kun ind, at det kommer af Vædskerne, saa kand I umuelig blive vred. Nu vil jeg fare fort; thi det er kun en Begyndelse. Monsieur skal have sin Fornøyelse der af.

PETRONIUS

Ney Henrich! Du kand fuldføre Comcedien for Stue-Pigen.

HENRICH

Monsieur maa ikke tage min Dristighed ilde op. Jeg giorde det kun for at forklare ham Sagen saa tydelig, som mueligt var.

PETRONIUS

Man kand aldrig agte hvad Tienere sige om deres Herskab. Jeg holder for, at hun er een af de behageligste Folk i Byen; thi saa tit jeg har havt den Ære at tale med hende, har hun begegnet mig med største Høflighed.

104
HENRICH

Jeg er bange, at Monsieur er bleven vred paa mig, og jeg har skiemtet for sterkt.

PETRONIUS

Ach nej! Jeg kand nok taale Skiemt. Jeg har kun alleene ont af, at du taler saa ilde om din Madame.

HENRICH

Jeg troer ikke, at Monsieur har Tanke til hende.

PETRONIUS

Jo (her imellem os at sige) Henrich! saa er hun den Dame, jeg har mest Estime for.

HENRICH

I har Fanden heller? Havde jeg vidst det, havde jeg min Troe ikke talt saa meget Galskab. Men har Monsieur Tanke til at gaae noget videre end at have en ordinaire Estime for hende?

PETRONIUS

Jeg vil gaae saa vit som jeg kand.

HENRICH

Ikke vil Monsieur have hende?

PETRONIUS

Det er virkelig mit Forsæt.

HENRICH

Ret til Kone?

PETRONIUS

Ja hvad andet?

HENRICH

Min Herre! saa tar jeg mine Ord tilbage, og forsikrer, at det er lutter Løgn alt hvad jeg har fortaalt om hende.

PETRONIUS

Jeg troede i Sandhed ey heller det ringeste der af.

HENRICH

Havde min Madame havt nogen af de Qvaliteter, som jeg beskrev, saa havde det været ilde af mig at male hende saadan af: Men efterdi hun just er Exempel paa Bestandighed, saa lider hun ikke der ved. Som for Exempel, om jeg vilde sige, at Monsieur var en Pedant, det var ilde giort af mig; thi, saasom han er en grundlærd Mand, saa kunde Folk tænke: Det kand vel være, han kan maaskee have en Rem af Huden; eftersom en Pedant, og en lærd Mand, hvorvel de aldeeles ikke ere eet slags Folk (thi det var Synd at sige) saa blir de dog regnet lige som Søskende Børn. Men om jeg sagde, at min Herre kunde hverken skrive eller læse i Bog, det kunde strax alle Folk høre, var Giækkerie. Ligesaa er det med min Madame; thi saasom hun er 105

        

106 alting her i Huuset indtil Hunde og Katte, saa jeg troer, at han kiender dig ogsaa.

PERNILLE.

Men hvoraf veedst du, at han elsker Madamen?

HENRICH

Han har sagt mig det selv.

PERNILLE.

Jeg beklager ham da af mit gandske Hierte.

Men der seer jeg Madamen.

SCEN. 8

Lucretia. Henrich. Pernille.

LUCRETIA

Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud.

HENRICH.

Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?

LUCRETIA

Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger.

HENRICH

til Porteurene. Hører, I tobenede Hæste, kommer hid med jer Æske.

LUCRETIA.

Henrich! Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.

PERNILLE

Hun vil da gaae ud Madam?

LUCRETIA.

Ja Pernille! Jeg maa endelig ud.

PERNILLE.

Ha, ha, ha!

LUCRETIA.

Hvad vil den Latter betyde?

PERNILLE.

Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!

LUCRETIA.

Hvilken Hemmelighed?

PERNILLE.

Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen.

LUCRETIA.

Hvem har sagt dig det?

PERNILLE.

Henrich.

LUCRETIA.

Hør, Pernille! du est en Næse-viis. Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren.

PERNILLE.

Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale 107

        

108 meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden igien har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?

LUCRETIA

Det siger jeg endelig ikke.

PERNILLE

Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf.

LUCRETIA

Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag.

PERNILLE

Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam.

LUCRETIA

Denne Pige er forbandet vanskelig. Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag.

PERNILLE

Ach!

LUCRETIA

Nu vil jeg, at du skal viide den. De gaae.

HENRICH

kommer ud igien i Liberie. Jeg var nys et Svin; nu er jeg bleven til en Lakei. Om en Time blir jeg nok forvandled til et Svin igien. Min Klæde-Dragt er som et Vejr-Glas paa Madamens Sind. Hun er i mine Tanker, med Monsieur Pedants Permission, som nyelig tog hendes Parti, den underligste Qvinde paa Jorden. Naar det er ondt Vejr, saa gaaer hun, og naar det er Soelskin, saa lar hun sig bære. Men det er best at tie. Der kommer hun. Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel Huus-Postill.

LUCRETIA

slet klædt. Henrich! har du bestilt Portechaisen?

HENRICH

Ja, der staaer den.

LUCRETIA

Det var ret ilde.

HENRICH

Hvi saa?

LUCRETIA

Jeg har betænkt mig igien. Jeg vil gaae til Fods.

HENRICH

Er det mueligt, at et Menneske saaledes -

LUCRETIA

Ingen Slidder Sladder. Siig til Porteurene, at de ikke umager sig denne gang. Naar jeg har besluttet en Ting, maa det staae fast.

109
HENRICH

Men Madame!

LUCRETIA

Du kiender jo min Bestandighed. Jeg har besluttet at gaae til Fods. Det er nok.

HENRICH

Jeg har aldrig haft den Ære at kiende hendes Bestandighed. Hør, I gode Æskedragere: Madamen har jer ikke nødig denne gang. Hendes Bestandighed tillader hende ikke at holde sit Løfte.

Lucretia gaaer ud og de andre ind.
110

ACTUS II

SCEN. 1.

ERASTE

Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye, naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her? hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme rnig der til. Nu hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig. Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen? Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikke-Penge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans Stue-Pige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i 111 hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende, den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikke-Penge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje. Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den, der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk, eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven. Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive feede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore

        

112 jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af Begiærlighed at tale med den samme; men der maa ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.

SCEN. 2

APICIUS

Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona. Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin derimod syntes mig ikke saa vel orn; Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer, Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag: Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting, jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde 113 tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall, naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men der seer jeg Jomfrue Helene.

SCEN. 3

Apicius. Helene.

APICIUS

Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange Barsel-Stuer har hun været udi denne Uge?

HELENE

I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham Regenskab for saadant.

APICIUS

Ingen nye Partier?

HELENE

Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge, det kand jeg sige jer.

APICIUS

Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig til det.

HELENE

Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue Leonore.

APICIUS

Ej! min Søster har ikke været i Moden mange 114 Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed hun da intet nyt?

HELENE

Nej sommænd veed jeg ikke.

APICIUS

Da skal jeg kunde sige hende nyt.

HELENE

Hvad er det?

APICIUS

Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.

HELENE

Det er sandt nok, men der staaer og i samme Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være blinde.

APICIUS

Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.

HELENE

HErre Gud, hvor heftig han faaer det!

APICIUS

Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun med den lille Finger paa hendes Bryst?

HELENE

Ej! saa harceleer!

APICIUS

Ach! ikkun med den lille Finger!

HELENE

Jeg troer, den Karl spøger.

APICIUS

Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?

HELENE

Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med Snørliv; det er altsammen gammeldags.

APICIUS

Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?

HELENE

Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer Søster.

APICIUS

Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad skal den giøre, som eyer dette Pant?

HELENE

Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.

APICIUS

Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan slet Dom?

HELENE

Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen 115 for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve, see da vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som i Julen.

APICIUS.

Vil da Jomfruen have den Godhed at føre mig an?

HELENE

Han maa føre sig selv an.

APICIUS.

Jeg har jo ingen Adresse.

HELENE.

Der kand han let faae Adresse, det er en Kone, som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han baade Varer og Snak for Pengene.

APICIUS

Hvor boer hun?

HELENE.

Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi havde været kiendt i hundrede Aar.

APICIUS.

Er hun ogsaa kiøn?

HELENE.

Ja vist, hun er temmelig kiøn.

APICIUS.

Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.

HELENE.

Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.

APICIUS.

Men hvor boer hun?

HELENE.

Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette Huus.

APICIUS

Jeg har, min Troe, glemt det.

HELENE.

Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.

APICIUS.

Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi.

Men a propos er hun ogsaa smuk?

HELENE.

Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, ha!

APICIUS.

Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.

HELENE.

Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.

116

SCEN. 4

Apicius. Espen.

APICIUS

Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt. Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?

ESPEN

Nej, Herre! aldeles ingen.

APICIUS

Har du aldrig seet Konen i Huset?

ESPEN

Hverken Konen eller Manden.

APICIUS

Der er ingen Mand i Huset.

ESPEN

Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.

APICIUS

Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!

ESPEN

Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe, som Herrens andre Elskove.

APICIUS

Siig ikke det, Espen!

ESPEN

Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa behagelig og artig, at - - -

APICIUS

Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.

ESPEN

Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een, som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?

APICIUS

Det skal jeg ey heller kunne sige.

ESPEN

I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?

APICIUS

Bryd mig ikke længer med dine forbandede Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er gandske forlibt.

ESPEN

Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv samme.

APICIUS

Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg maa pynte mig noget.

117

SCEN. 5

Pernille. Henrich. Lucretia.

PERNILLE

Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en Kone.

LUCRETIA

stigende ned af Portechaisen. Hvordan staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som har spurt efter mig?

PERNILLE

Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?

LUCRETIA

Jeg er i meget god Humeur.

PERNILLE

Det er mig kiært.

118
LUCRETIA

Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af noget Selskab.

PERNILLE

Hvorledes da?

LUCRETIA

Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.

PERNILLE.

Men Madam!

LUCRETIA.

Intet Menneske er mægtig til at modstaae en Person af den Artighed.

PERNILLE.

Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand.

Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans Lærdom og Veltalenhed?

LUCRETIA

Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.

HENRICH.

Madamen har ret; thi det er ikke med de slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets Hierter.

LUCRETIA.

Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke meer end en Time sammen, og i den korte Tid - - -

PERNILLE.

Hvad giorde han da den korte Tid?

LUCRETIA.

Han tog mig til side udi en Krog.

PERNILLE.

Hvad?

LUCRETIA

Han kyssede mine Hænder.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han faldt paa Knæe.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han udøsede dybe Suk.

PERNILLE.

Videre! videre!

HENRICH.

Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre udi offentlig Selskab?

PERNILLE

Det er ikke uden alt formeget.

LUCRETIA.

Du est alt for peen, Pernille! du vil maa skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn jeg bær?

PERNILLE

Hvad giorde hun da?

LUCRETIA.

Da hun blev beængsted af en forlibt Person, stak hun sig selv ihiel med en Dolk.

119
HENRICH

Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.

LUCRETIA

Ney, min Troe, giør man ey.

HENRICH

Mig synes, at det var nok saa heroisk at stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin Faveur, naar hun trængede.

LUCRETIA

Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os gaae ind, for at aabne Boden.

SCEN. 6

Eraste. Lucretia.

ERASTE

Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men jeg veed ikke selv, hvad det skal være.

LUCRETIA

Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse Tider.

ERASTE

Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe, faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes ligesom jeg havde giort en U-lykke.

LUCRETIA

Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang af en Hændelse faaet ont, og bildet sig ind, at det kom 120 af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.

ERASTE

Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?

LUCRETIA

Ney, det er en Satyrisk Roman.

ERASTE

Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne Bøger?

LUCRETIA

Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem. Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.

ERASTE

Hvor kommer det, at Madamen sidder her i Boden i Dag?

LUCRETIA

For den samme Aarsag, som i Gaar.

ERASTE

Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden, hun som er saa meget stille.

LUCRETIA

Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme, springer hun baade over Borde og Bænke.

ERASTE

Ney, jeg meener hendes voxne Søster.

LUCRETIA

Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville i Dag.

Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.
ERASTE

Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her, men - - -

LUCRETIA

Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder ogsaa Lucretia.

ERASTE

Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn hun bær.

LUCRETIA

Det giør ey heller nødigt, Monsieur! thi den samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu omstunder 121 stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.

ERASTE

Adieu alamodiske Lucretia!

LUCRETIA

Adieu Monsieur Huus-Postill!

122
ERASTE

Adieu kydske Thais!

LUCRETIA.

Adieu kydske Joseph!

ERASTE.

Adieu Madame la Coqvete!

LUCRETIA.

Adieu Misantrope.

SCEN. 7

LUCRETIA

Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl, som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien.

Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til at græde over en Geistlig Bog.

SCEN. 8

Apicius. Lucretia.

APICIUS

Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt Avantage at kiøbslaae med dem.

LUCRETIA

Hvi saa?

APICIUS

Baade faaer man de beste Varer, saa og kand man tillige med have den Ære at tale med den artigste Enke her i Byen.

LUCRETIA

Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.

APICIUS

Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt hende saa af hendes deilige Humeur?

123
LUCRETIA

Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I seer mig nu.

APICIUS.

Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte.

Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi?

Det er vel af Molieres Comoedier?

LUCRETIA.

Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg sidder og læser lidt udi Taare-Persen.

APICIUS.

Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af saadanne Bøger.

APICIUS.

Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst udi saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ach, ja! men man maa dog holde Maade ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.

APICIUS.

Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer, det er en Satyrisk Roman.

LUCRETIA

Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.

APICIUS.

Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld af nyttigt Skiemt.

LUCRETIA.

Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt Ord der i.

APICIUS.

Ja det er ligesom man vil tage det til; mod andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.

LUCRETIA.

Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.

APICIUS.

Det er selsom, Madamen roser og fordømmer sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men, maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?

LUCRETIA.

Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg gierne have Hoved-Pine.

124
APICIUS

Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.

LUCRETIA

I skiemter dermed, men det er, min Troe, dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænkt, at det var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit Hoved var kløvet ad.

APICIUS

Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam! at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant. Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre hende med paa Comoedien?

LUCRETIA

Ney, Monsieur! det er mod min Religion. Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke har forvundet det endnu.

APICIUS

Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig, og der er dog ingen, som bander saa meget, som han selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn, hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoe- dien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man for Alvor, og det iidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa, at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han selger det her for. Men Madamen skiemter her udi saa vel som i andet.

125
LUCRETIA

Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.

APICIUS

Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer saaledes:

Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i Taare-Persen.

Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere Vers.

LUCRETIA

Det er mig u-sigelig kiært.

APICIUS

Den anden Viise gaaer saaledes:

Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.
LUCRETIA

Gaae jer Gang, Næseviis!

APICIUS

Men Madame!

LUCRETIA

Men Monsieur!

APICIUS

Er det Materien eller Formen, som mishager hende i Versene?

LUCRETIA

Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.

APICIUS

Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?

LUCRETIA

Den Karl giør mig gall.

APICIUS

Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer. Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.

SCEN. 9

APICIUS

alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar 126 de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men, naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde der været endnu en underligere og meer bizarre og u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen.

Han gaaer.

SCEN. 10

Lucretia. Pernille. Henrich.

LUCRETIA

med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have smurt hans Ryg.

PERNILLE

Men Madam, betænk dog hvad I giør. I underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.

LUCRETIA

Jeg estimerer ikke hans Had.

PERNILLE

Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske, som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den heele Bye mod sig.

LUCRETIA

staaende længe udi Tanker. Jeg bekiender, lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne Sag; men naar Galden begynder først at løbe over -

PERNILLE

Madame! I maa holde jere Affecter udi Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei, og der ved tildrager sig stor Næring. Lucretia græder.

PERNILLE

Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger min Meening.

LUCRETIA

Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.

PERNILLE

Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.

LUCRETIA

Jeg er forsikkret derom, Pernille!

127
PERNILLE

Og samme Kiærlighed bringer mig allene til den Dristighed.

LUCRETIA.

Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg har fortient det.

PERNILLE.

I understaaer jer med en Kiep i Haand at anfalde en bevæbned ung Person.

LUCRETIA.

Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.

PERNILLE

Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.

LUCRETIA.

Meener du det? Pernille!

PERNILLE.

Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare; thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil hævne sig.

HENRICH.

Det er en Fandens Sag denne; thi dersom han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen, vil han gaae løs paa mig.

LUCRETIA.

Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham tilfreds.

HENRICH

sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at være Ambassadeur til den Freds Tractat.

LUCRETIA

Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.

HENRICH.

Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og lade dig slaae Arm og Been i stykker.

SCEN. 11

Pernille. Lucretia. Henrich. En Lakei.

PERNILLE

Hvad vil dette Menneske her?

Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.

PERNILLE.

Hvad er hans Forlangende?

LAKEIEN.

Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende,

Madam!

PERNILLE.

Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor er I?

128
LUCRETIA

Hvorfor røber du mig? Pernille!

PERNILLE

Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur Petronius.

LUCRETIA

Adi! nu kommer jeg mig igien.

HENRICH

Jeg var alt død og begraven, og mig syntes ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig gik vred bort.

LUCRETIA

læser Brevet og kysser det. Ach min kiære Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev. Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius, og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa inderlig, at -

LAKEIEN

Jeg skal ikke forsømme at sige ham det. Han gaaer.

SCEN. 12

Pernille. Lucretia. Henrich.

PERNILLE

Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan forliebt Erklæring?

LUCRETIA

Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.

PERNILLE

Madamen falder jo fra en Extremitet til en anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.

HENRICH

Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?

PERNILLE

Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade hende giøre herefter alt hvad hende lyster.

129
LUCRETIA

Læs kun dette Brev engang, og døm saa, om jeg ikke har ret.

PERNILLE

efter at hun har læset sagte. Det er jo Begyndelsen af en Roman, Madame!

LUCRETIA

Hvad?

HENRICK

Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.

LUCRETIA

Tør du laste et Brev, som du aldrig har læset?

HENRICH

Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller, hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en Pibe Tobak.

PERNILLE

Han har, min Troe, udskrevet et Blad af Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo meer stikker Pedanten frem.

LUCRETIA

Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer mig for at være af David Skolmesters Formularier.

Hun læser videre.

Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner.

Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet. Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant, en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige ham i hans Næse.

PERNILLE

Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.

LUCRETIA

Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler ikke, at du tar hans Parti, Pernille!

PERNILLE

Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer alt for vit.

LUCRETIA

Snik Snak! lar os gaae ind. Til Spectatores: Denne Pige er forbandet vægelsindet.

130

SCEN. 13

ERASTE

alleene. Satyriske Romaner, Comoedier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser; den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene, saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig, eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee, om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det ogsaa skeet. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at, naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig. Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar; jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore giort det mod en anden, kunde man have taget det op som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comoedier rigtig fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.

131

SCEN. 14

Eraste. Christopher.

ERASTE

Skield mig Huden fuld, Christopher!

CHRISTOPHER

Hvorfor det? Herre!

ERASTE

Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.

CHRISTOPHER

Det tar jeg mig vel vare for.

ERASTE.

Jeg skal ikke tage det ilde op.

CHRISTOPHER.

Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall Vane derover, og skieide paa Herren, naar det faldt ham ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.

ERASTE.

Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig en Slyngel.

CHRISTOPHER.

Det var Synd at give Herren den Caracteer.

ERASTE.

Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.

CHRISTOPHER

Hvad har I da giort? Herre!

ERASTE.

Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den heele Bye.

CHRISTOPHER

Hvo har spillet Herren det Puds?

ERASTE.

Jomfrue Leonore Apicii Søster.

CHRISTOPHER.

Hvorledes da?

ERASTE.

Hun recommenderede mig en Dame, som hun foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.

CHRISTOPHER.

Heder hun Lucretia?

ERASTE.

Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk.

Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.

132
CHRISTOPHER

Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue Leonore saadant til.

ERASTE

Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig. Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.

CHRISTOPHER

Hvor vil Herren hen?

ERASTE

Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.

CHRISTOPHER

Betænk jer vel, hvad I giør, Herre! I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.

ERASTE

Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil besmykke sin Søsters Gierning.

CHRISTOPHER

Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver vred.

ERASTE

Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.

SCEN. 15

Christopher. Apicius.

CHRISTOPHER

Sagen er ikke at giøre meget Væsen af; hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds, hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.

APICIUS

Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste; men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi min Nærværelse heiler sin Søster igiennem, saa skal jeg udøse all min Vrede mod ham.

CHRISTOPHER

Er der ikke Monsieur Apicius? han seer forbandet fæl ud.

APICIUS

Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.

CHRISTOPHER

Han er vred som en Tydsk.

133
APICIUS

Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.

CHRISTOPHER.

Han maa endelig have været til Ords med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.

APICIUS.

Jeg seer, at Boden er alt tillukket.

CHRISTOPHER.

Han taler om Boden. Jeg tænkte det nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i Ørene.

APICIUS.

Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en Ørefigen i min Lomme.

CHRISTOPHER.

Hillemænd! er det mueligt, at min Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber min Vej.

APICIUS

Hvem er der?

CHRISTOPHER.

Slet ingen, Monsieur!

APICIUS.

Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.

CHRISTOPHER

sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spø- gels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.

APICIUS.

Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den Ære at kiende dig i Begyndelsen.

CHRISTOPHER.

Æren er min, Monsieur. Men det er ikke mig.

APICIUS

Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?

CHRISTOPHER.

Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.

APICIUS.

Det maa da være din Geist. Du maa endelig have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for mig.

CHRISTOPHER

skiælvende. Jeg er, min Troe, ikke bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.

APICIUS

gier ham et par Ørefigen. See der, til et Beviis, at jeg er intet Spøgelse.

CHRISTOPHER.

Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg giort?

APICIUS

Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.

CHRISTOPHER.

Min Herre skal vel hævne dette.

APICIUS.

Hør, Christopher! du kand give dette par Ørefigen 134 til din Herre igien, og bede ham transportere dem paa sin Søster.

CHRISTOPHER.

De Ørefigen skal dog komme dig dyre nok at staae.

APICIUS.

Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel? See der er nok et par Ørefigen for dig selv.

Christopher skriger og Apicius gaaer bort.

SCEN. 16

Eraste. Christopher.

ERASTE

Christopher! hvad er paa færde?

CHRISTOPHER.

Det er ingen Konst at gaae bort, og lade en anden staae i Stikken.

ERASTE.

Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i Stikken? Hvorfor græder du?

CHRISTOPHER

Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.

ERASTE.

Af hvem?

CHRISTOPHER.

Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og Blodet begynder at kaage i mig.

ERASTE.

Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det for silde.

CHRISTOPHER.

Ach! Monsieur kiender jo min Natur, jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret mig.

ERASTE.

Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem est du slagen?

CHRISTOPHER

Af Apicius.