Holberg, Ludvig MESTER GERT WESTPHALER

MESTER GERT WESTPHALER
Eller
DEN MEGET TALENDE BARBEER
Comoedie i een Act

282

Hoved-Personerne udi Comoedien

  • MESTER GERT WESTPHALER
  • GUNILD
  • GILBERT
  • LEONORA
  • PERNILLE
  • LEONARD
  • HENRICH
  • GOTTARD
283

Mester Gert Westphaler
Indledning

Da denne Komedie blev opført i 1722, havde den fem Akter; den gjorde ikke Lykke ved Premieren, efter Holbergs Beretning; han skrev da en (tabt) Prolog dertil, som forklarede Komediens Mening, og saa vendte Stemningen sig. Alligevel har Forfatteren besluttet sig til en radikal Omarbejdelse af Komedien, som blev til et Enaktsstykke. Den oprindelige Femaktskomedie var da trykt i det første Bind Komedier, 1723, men da dette blev genudgivet 1724, stod heri den nye Form, som bevaredes i Den danske Skueplads 1731, og som man vil finde nedenfor. Men for at give Læseren Mulighed for Sammenligning følger her en kort Analyse af Femakteren. Man vil se, at den er mere episk end dramatisk, en meget tung Maskine at slæbe over Scenen; bedst deri er nogle kraftigt skaarne Bifigurer, Tiggersken, Værtshusholderen, Flensborgeren; Tobias Prokurator har større Spillerum her end i den kortere Komedie.

Holberg aabner Femaktskomedien med et Sammenstød mellem to Borgere, Henning og Niels; Henning slaar af Vanvare Niels, fordi han tager ham for en snakkesalig Barbér, som nylig har talt ham fra Vid og Sans. Denne viser sig pludselig, de to andre flygter, og Gert Westphaler klager i en Monolog over Folkene her i Byen, der ikke værdsætter en Mand som kan tale; de vil bare æde, drikke og spille Kort. Og »Talen er jo det, hvorudi vi kiendes fra Besterne, det andet, nemlig at spille, æde og drikke, og sove, har vi tilfælles med Besterne«. 'spille' er et dristigt og uhøvisk Ordspil! - skulde nogen være i Tvivl, saa slaa 284 op Bind II, S. 375 og 378. - Gert er paa Jagt efter Folk han kan tale til; hans Kontaktsyge er Taledille; men selv en Tiggerkælling, der venter Almisse af ham, flygter paa sine Krykker. Det var 1. Akt, og den forsvandt helt under Forkortelsen. - Gert har længe skullet fri til Apotekerens Datter, men kommer aldrig saa langt for sine syge Foredrag om uvedkommende Sager. I 2. Akt maner hans Moder ham til et nyt Forsøg, men da han træffer en rejsende fra Haderslev, maa han fortælle om sin Rejse dertil, indtil Manden stikker af og Gert udbryder: »Mon Fanden tog Hadersleveren?« - Tredie Akt foregaar i et Værtshus, hvor Gert til Værtens Fortrydelse fordriver Gæsterne med en Forelæsning om de syv Kurfyrster. - Endnu i 4. Akts 1. Scene er vi i Værtshuset. Prokurator Tobias overtaler Værten til at anlægge Sag mod Gert for at have skadet ham i hans Næring. Men derefter flytter Scenen til Apoteket, Gerts Frieri løber atter ud i hans unyttige Talestrøm; Moderen faar dog Apotekeren til at give den uheldige Mand en allersidste Mulighed, som straks forspildes! En Flensborger, som bliver barberet af Gert, er snedig: han giver igen med samme Mønt og fortæller en uendelig Historie om en Byld bag sit Øre! Gert stævnes nu for Retten af Gæstgiveren - Tobias mager det saa, at han ogsaa bliver Advokat for Barberen! - Efter denne lange og snoede 4. Akt kommer Afslutningen brat i 5. og sidste Akt: den snedige Prokurator hvisker Byfogden i Øret, at han skal dømme Gert Westphaler til tre Dages absolut Tavshed - det sker og den snakkesalige Barbér maa bilde sig ind, at hans Hatteeller Hueblok er et Menneske: »Jeg maa tale; thi jeg kand umuelig ellers leve«.

285

SCEN. 1

Henrich. Pernille.

HENRICH

God Morgen lille Pige! Jeg saae, at hun kom ud fra Apotheket. Har de ogsaa Piger der?

PERNILLE

Ney, du tar fejl, Kammerat! jeg er ingen Pige, jeg er kun en Apotheker-Krukke. Hvilket forbandet Spørsmaal!

HENRICH

Gid I var en Apotheker-Krukke.

PERNILLE

Hvi saa? du skulde nok smørre dig derpaa.

HENRICH

Jeg skulde nok practisere min Finger derudi. Ney ret Alvor: Er hun Pige her i Huset, eller noget andet?

286
PERNILLE

Jeg er noget andet til Tieneste.

HENRICH

Hun er maaskee en Recept?

PERNILLE

Ja jeg er en Clysteer. Jeg troer, den Dreng er ikke rigtig i Hovedet.

HENRICH.

Om Forladelse, at jeg skiemter; Jeg skulde her ind at kiøbslaae for min Herre.

PERNILLE.

Hvo er din Herre?

HENRICH

Monsieur Leonard Distillereren her lige over.

PERNILLE.

Jeg kiender ham. Det er en smuk ung Karl.

Er han ikke vel?

HENRICH.

Ney, han har faaet en Scavank; og der er intet, som kand curere ham, uden en Recept udi jer Apothek.

PERNILLE

Har du Opskriften paa Recepten?

HENRICH.

Ja jeg har.

PERNILLE

Hvilken Doctor har skrevet den?

HENRICH.

Doctor Cupido.

PERNILLE.

Det er Løgn. Doctor Cupido er for nogle Aar siden reist herfra.

HENRICH.

Gid han faae en Ulykke saa sandt som han er her endnu.

PERNILLE.

Er det ikke som jeg siger, at den Dreng er gall? Lad see Recepten.

HENRICH

Recepten heeder Leonora Apothekerens Datter. Kand I nu fatte, hvor jeg sigter hen?

PERNILLE.

Ha ha! din Hosbond er, maa skee, forliebt i vor Jomfrue?

HENRICH

Ja det er omtrent saa.

PERNILLE.

Da er han at beklage den Stakkel; thi den eeneste Recept, som kand curere ham, er betinget af en anden, som han, maa skee, nok selv har hørt.

HENRICH.

Ja jeg veed det nok. Hun er lovet bort til Mester Gert Westphaler Chirurgus her i Staden.

PERNILLE.

Men hvorfor kom ikke din Hosbond før?

Han havde gierne faaet hende; thi han er en skikkelig Person.

HENRICH.

Han havde ikke kunnet bilde sig ind, at 287 Apothekeren skulde ville give sin Datter saa tilig bort. Han har haft længe Øye paa hende, men har ikke turdet ladet sig merke dermed, efterdi hun var saa ung.

PERNILLE

Hvor er din Herre født?

HENRICH

Her i Byen.

PERNILLE

Det kand ikke være mueligt.

HENRICH

Hvi saa?

PERNILLE

Efterdi han ikke kiender bedre vor Stads Fruentimmer, og veed, at de fleeste skiøtter ikke om at bære paa deres Jomfrudom længer end til deres femtende Aar. Det maa jeg forstaae.

HENRICH

Men er Partiet gandske sluttet?

PERNILLE

Det er sluttet mellem Forældrene, men ikke mellem dem selv.

HENRICH

Hvor længe er det siden?

PERNILLE

Forældrene har sluttet Partiet for en Maaned siden; men Mester Gert selv har endnu ikke talt med Jomfruen derom, hvorudover Forældrene paa begge Sider ere meget fortrødne.

HENRICH

Er da Partiet sluttet mod hans Villie?

PERNILLE

Ney vist, han har selv faaet sin Moer til at frie for sig.

HENRICH

Det kand jeg ikke begribe; thi jeg seer ham ikke an for at være saa meget undseelig.

PERNILLE

Han er ikke mindre end undseelig. Han er snarere næseviis.

HENRICH

Hvad Pokker vil det sige? han er forliebt, han er dristig, og dog endnu ikke har talt med sin Kiæ- reste. Maaskee hun er kaaldsindig mod ham, og ikke vil give ham Audience?

PERNILLE

Ney aldeeles ikke. Hun er fornøyed med hendes Fars Villie, og venter hver Dag paa, at han selv skal giøre Forslag.

HENRICH

Jeg merker nok, at I er bleven vred, fordi jeg skiemtede i Begyndelsen, og nu vil betale mig med samme Mynt.

PERNILLE

Ney jeg er ikke saa hevngierig. Jeg skal forklare 288 dig, hvori det bestaaer. Hvert Menneske har sin Orm: Mester Gerts Orm er at dræbe got Folk med u-nødig Snak.

HENRICH

Hvad kand han da snakke saa meget om? er han saa riig paa Materie?

PERNILLE

Han har 3 eller 4re Materier at snakke om. Den første er om en gammel Bisp i Jylland, som heeder Arius, hvilken blev forfuldt for en Bog, han lod udgaae. Den anden er om Kreds-Greverne eller Palts-Førsterne udi Tydskland. Den 3die om Tyrken. Og den 4de om en Reyse, han har giort fra Harslev til Kiel. Saa at hvad man begynder at tale med ham om, saa veed man ikke Ord af, førend man er midt i Tyrkiet eller Tydskland op til Ørene.

HENRICH

Det er en synderlig Orm.

PERNILLE

Som for Exempel: Om een vil kun sige: det er got Veir i Dag, svarer han: Saadant Veir havde jeg engang, da jeg reisede fra Harslev; og derpaa væver han om den heele Reise, indtil han blir hæs, saa at om man trækkede ham efter Haaret udaf Huset, saa holdt han ikke op at præke om Reisen, førend han var kommen til Kiel. Saaledes forfalder han i Snak, hver gang han skal tale med Jomfruen, saa at Apothekeren mangen gang har haft i Sinde paa en høflig Maade at viise ham Fanden i Vold, men hans Moer giør det altid got igien.

HENRICH

Men hvordan er Jomfruen fornøyed dermed? thi de Folk, som snakker saa meget, duer gierne ikke i Gierningen.

PERNILLE

Hun er taalmodig, og vil ikke være sin Far ulydig; i sær som Mester Gert ellers er en skikkelig Karl, og flittig i sit Embede.

HENRICH

Det er Skade, at Jomfruen er saa taalmodig og ikke engang bryder over tvert med ham. Derved skeede min Hosbond en stor Tieneste; thi jeg kand forsikkre, at han har været ligesom fra sig selv, siden han hørte, at hun var lovet bort. Men der er han selv.

289

SCEN. 2

Leonard. Henrich. Pernille.

LEONARD

Henrich! hvem taler du med?

HENRICH

Det er Apothekerens Pige.

LEONARD

Ach lille Pige! er det sandt, at jer Jomfru er forlovet?

PERNILLE

Ja hun er, Monsieur.

LEONARD

Jeg har haft Tanke til hende udi et heelt Aar, og nu sat jeg mig for at begiere hende; men just som jeg lavede mig dertil, hørte jeg mumle om, at hun var lovet bort til Mester Gert Westphaler, hvilket smerter mig, endeel for hendes skyld, der skal bindes til en kiedsommelig Karl, der alle Mennesker skyer formedelst hans Snakketøy; men besynderlig for min egen skyld, at jeg uformodentlig skal see mig skildt ved det, som jeg længe har haft inderlig Attraae til. Henrich! du veedst, hvor ofte jeg har talt om hende.

HENRICH

Ja jeg veed det nok, og jeg har tit sagt: Monsieur, smæk til i Tiide; I veed ikke af, førend een har Prioritet paa hende.

LEONARD

Ach jeg tænkte, efterdi hun var saa ung.

HENRICH

Ej Monsieur! hun er jo femten Aar. Spør kun denne Pige, hvad Respect femten Aar har i disse Tider.

PERNILLE

Monsieur! Det giør mig hiertelig ondt baade for hendes og hans skyld; thi jeg tviler aldeeles ikke paa, at vor Jomfrue var jo bedre holden med ham. Men der seer jeg hun kommer.

SCEN. 3

Leonora. Leonard. Pernille. Henrich.

LEONORA

Pernille! du skal ind til min Far. Men hvad er det for Personer du taler med? Ej see, det er Monsieur Leonard!

290
LEONARD

Ach min hierte Jomfrue! Jeg kand ikke see hende uden Alteration.

LEONORA.

Hvi saa, min Herre? Har jeg da saadant fælt Aasiun?

LEONARD.

Ney tvert imod; jeg vilde ønske, at hun saae hæslig ud i mine Øyen.

LEONORA.

Det er et særdeeles Ønske. Jeg vilde gierne vide Aarsag dertil.

LEONARD.

Aarsagen dertil, skjønne Jomfrue, er denne

- - - Ach hvad hielper det mig at give Aarsagen tilkiende? Adieu smukke Jomfrue! gid det altid gaae hende vel! De gaaer.

SCEN. 4

Leonora. Pernille.

LEONORA

Hvad vil den Tale sige? Pernille!

PERNILLE

Det vil saa meget sige: Gid Mester Gert var paa Bloks-Bierg.

LEONORA

Skammer du dig ikke ved i min Nærværelse at ønske min tilkommende Kiæreste ont?

PERNILLE

Jeg veed ikke, hvad det er for en Kiæreste, som i Steden for at tale om Kiærlighed, staaer og præ- ker for en ung Jomfrue om Stats-Sager. Her vil, min Troe, andet til end saadan Snak, naar man skal den Vej.

LEONORA

Den Snakke-Syge vil nok forgaae ham.

PERNILLE

Ej ej Jomfrue! tal ikke derom. Jeg troer at om man syede Munden til paa ham, saa lærde han sig at tale med Næseborene.

LEONORA

Lad nu den Snak fare, og siig mig, hvortil Monsieur Leonards Tale sigtede.

PERNILLE

Han blev gandske desperat, da han hørte, at hun skulde giftes, thi han har været forliebt i hende et heelt Aar.

LEONORA

Jeg undrer mig over, at han tør understaae sig at komme med saadan Snak.

PERNILLE

Men hvorfor sukker hun saa dybt?

291
LEONORA

Det er ikke sandt du siger. Jeg sukkede slet ikke.

PERNILLE

Hør, nu sukkede I jo igien.

LEONORA.

Pernille! lad mig være i Roe.

Hun gaaer ud, og holder Tørklædet for Øyene.

PERNILLE.

Taarene stod hende min Troe i Øyene. Jeg merker nok, at om det stod til hende, saa tog hun heller den anden. Men jeg hører Apothekeren raabe, jeg maa ind.

SCEN. 5

GUNILD

Det er forskrekkeligt med Mester Gert. Nu har han udi en heel Maanet hver Dag lovet mig at ville giøre det klart. Han har været over ti gange i Apothekerens Huus, og haft alle de Leiligheder, nogen kunde have, at tale om Sagen, og begiere hans Datter; ja Apothekeren har selv til den Ende ført sine Døttre neer i Stuen til ham. Men hver gang han kommer tilbage, og jeg spør ham, om Partiet er giort, svarer han: i Morgen vil jeg vist nok giøre det klart; thi i Dag kom jeg i saadan vitløftig Snak med nogle fremmede Folk, som jeg fandt i Apotheket, at jeg ikke fik Stunder at forrette mit Ærende. Saa at Apothekeren derover er bleven gandske vred, og spør mig, om jeg og min Søn vil fixere ham; thi Sagen er alt af giort imellem os Forældre, der fattes ikke andet, end at han skal tale et Ord med Mammesellen. I Dag har han dog svoret mig til at giøre det klart. Jeg vil derfore gaae for i Vejen til Apothekeren, og stille ham tilfreds først. Men der seer jeg han kommer.

SCEN. 6

Gilbert. Gunild.

GILBERT

Hør I vel, Karle! seer nu vel til, at alting er curiøsk til Doctorerne kommer. Apotheket skal visiteres i Eftermiddag. Jeg meener dog, at, naar Gyldenvandet 292 og Aqvaviterne ere gode, saa spør de ikke meget efter andet. Doctor Herman har udi 10 Aar aldrig examineret mit Apothek anderledes. Det eeneste, han spør mig om, er dette: Haben sie gut Salvolatile itzund? Das mussen wir probiren, ihr Herren Collegæ. Naar saa 7 à 8te Bouteller Rhinsk Viin er tømmet, saa er Visitatzen giort. Men der seer jeg Gert Westphalers Moer. Hendes Tiener, Madame!

GUNILD

Det er mig kiært, at jeg fandt Apothekeren; jeg vilde gierne tale med ham om det andet.

GILBERT

Vil hun noget andet, Madame, saa er intet bedre, end at hun tager Seneps-Blader ind. Men jeg veed ellers nok, hvad hun meener. Jeg har ti og ti gange sagt, at Svogerskabet staaer mig an. I lover, at jer Søn skal komme til mig, og giøre det af. Han kommer ogsaa, men staaer hver gang og præker om noget andet Sladder til den mørke Nat. Jeg har aldrig min Livs-Tid seet saadan Frier. Jeg lar mig, min Troe, ikke fixere længer; vil han have min Datter, saa maa han giøre Ende derpaa, at Sagen engang kand faae Hull, som man siger.

GUNILD

Hun faaer nok Hull, Hr. Apotheker! Det er, min Troe, ikke af Koldsindighed; thi han er saa forliebt, som nogen kand være.

GILBERT

Hvorfor Fanden frier han da ikke i Steden for at præke Eventyr for os? Hvad bryder mig at vide, hvilken Mand Doctor Arius var? Jeg har nok at giøre med de Doctorer og Barberer, som vi nu have. Det er jo en Mand, som er død for over halv anden hundrede Aar siden, og er færdig at staae op igien. Hvad bryder mig ogsaa at vide, hvor mange Paver og Chur-Førster der nu er til? mit Apothek kand jo meget vel staae, om der aldrig var een i Verden.

GUNILD

I Dag har han svoret mig til at giøre det af.

GILBERT

Det er got, Mutter! Min Datter skal være da hiemme; han maa spørge efter hende, thi jeg faaer selv ikke Lejlighed at tale med ham, formedelst en Visitatz, 293 som skal holdes i mit Huus i Dag. Adieu. Lad ham kun komme strax.

GUNILD.

See! der er min Søn selv, om Hr. Apotheker vil tale med ham.

GILBERT.

Ney jeg faaer ikke Stunder at tale med ham;

I maa sige ham kun, hvad jeg har sagt.

SCEN. 7

M. Gert. Gunild.

GERT

Mutter! hvi gik Apotheker en saa hastig?

GUNILD

Hør, mit Barn! denne gang har jeg endnu stillet ham tilfreds, hvorvel ikke uden stor Møye. Manden meen, man vil fixere ham. Han har ikke stor Uret derudi. Det er jo over to Maaneder, siden Partiet blev sluttet, saa at intet stod tilbage uden at tale med hende selv; men den eene Dag gaaer bort efter den anden med din forbandet Snak, som ikke er fire Skilling værd; hvad meener du Folk er forlegen at vide, hvad du bestilte paa din Reise til Kiel, hvor mange Kroer du var udi under Veis, hvor mange Piger du følede paa Knæerne udi hver Kroe, og hvor mange Piber Tobak du smøgede paa Vejen? Her er jo en stor Deel Folk i Byen, der har været længere frem i Verden; Anders Christensøn har jo været 3 à 4 gange i Bordeus og Roven i Frankerig, ja Fanden i Vold hen i Trapezund, eller Cattesund, men fortæller ikke nær saa meget om sine Reiser.

GERT

Det er, min Troe, ikke Pakketeller, jeg fortæller om min Kielske Reise, hvor mange Potter Øll jeg drak, og hvor mange Piber Tobak jeg smøgede; men adskilligt, som er værd at høre. Vil nu kun Mutter give agt paa, om det er Pakketeller, saa vil jeg kortelig repetere den heele Reise ---

GUNILD

Ej gak til Bloksbierg med din Snak. Hen og forret dit Ærende, eller siig reent ud, at du har ingen Lyst dertil, saa kand der blive en Ende derpaa. Flux hen samme Øyeblik.

294

SCEN. 8

M. Gert. En Apotheker-Svend.

GERT

Ja jeg maa ind for Alvor at giøre Ende paa dette. Men der seer jeg Apothekerens Svend. Serviteur, Monsieur! et Ord.

SVENDEN

Hans Tiener, Mester Gert! han vil nok til vores?

GERT

Ja jeg skulde tale med jer Jomfru. Er han ikke Svend her i Apotheket?

SVENDEN

Jo jeg er, Monsieur.

GERT

Jeg har dog ikke seet ham længe her i Huset.

SVENDEN

Ney jeg har kun været her i Tieneste i 8te Dage; men jeg har tient i 9 Aar i et Apothek i Harslev.

GERT

Ej er det mueligt, har I tient der?

SVENDEN

Ja jeg har. Er Monsieur ellers kiendt i Harsløv?

GERT

Ja vist er jeg kiendt i Haderslev; Jeg reiste engang derfra til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend, et brav stykke Karl, som endnu boer i Kiel, og holdes for den beste Mester, (alle Hatter, jeg har brugt udi lang Tid, er af hans Arbeid; thi han giør dem saa ærlige og trofaste, som nogen udi Jylland.) Summa Summarum: Vi reiser sammen til Kiel, hver paa sit Handverk, for at forsøge vor Lykke der; thi Kiel er en meget god Stad at komme fort for Handverks-Folk; jeg veed, at mange af mine Kiendinger er kommen did hen med tomme Hænder, men inden nogle Aar have staaet sig som Ulfs-Klinger; thi Sagen er denne, der er faa Arbeidere, og Folket i Byen er velhavende, og betaler vel; derforuden er der got Kiøb paa alting. Jeg skal fortælle Monsieur kortelig, hvorledes Kiøbet var paa Madvarer i min Tiid; først gav man for det beste Pund Flesk, som nogen ærlig Mand vilde komme i sine Erter, ikke meer end en Lybsk Skilling.

295
SVENDEN

Ach Monsieur! det blir for vitløftig at fortælle.

GERT

For det andet, for et Pund Oxe-Kiød ikke meer end en Søsling.

SVENDEN

Ach! det kommer jo ikke Reisen ved.

296
GERT

Tredie, for en halv Tønde Smør ikke meer end fire Rigsdaler.

SVENDEN.

Hør, Landsmand, jeg vil sige reent ud, jeg har ingen Taalmodighed at høre paa alt dette.

GERT.

Fierde, for en Snees Æg ikke meer end en Lybsk Skilling.

SVENDEN.

Ej! hvad har jeg med jer Æg, Smør og Flesk at bestille?

GERT

Femte, for en Potte Fransk Brændeviin ikke meer end - - - - Ej Monsieur, bliv ikke saa u-taalmodig; nu vil jeg da gaae dette forbi, og fortælle om Reisen: Vi fandt udi den første Kroe paa Vejen en Mand, som saae meget vel ud, med støbte Sølv-Knapper i sin Kiole, og sorte Fløyels Buxer; den samme Mand talede os meget venlig til, og sagde: Mossiørs, skal vi ikke drikke sammen? Vi takkede for den Ære, han vilde giøre os, og drak med ham det eene Kruus efter det andet in bona charitate, indtil vi blev (reverenter talt) halv drukne; da bød han sig omsider til at drikke duus med os; vi bukkede og krummede os, og drak duus med ham. Foermanden sad imidlertid og smilede udi en Krog; vi spurdte ham nogle gange: Swager! warumb lacht er? men han svarede altid: nichts. Endelig, da vores nye Duus-Broer var gaaen bort, fik vi at høre, at det var Bødelen af Slesvig. Nu vil jeg forestille Monsieur, om Folk med Billighed kand blamere os derfor; thi først - - - om Permission, jeg har saadan hiertelig Hoste, jeg maa vende mig lidt fra ham.

Imidlertid sniger den anden sig bort. Gert taler og hoster imellem, medens han har saa vendet sig om. Først, siger jeg, vidste vi jo ikke,

Hoster imellem. at det var Bødelen af Slesvig,

Hoster igien. og posito

Hoster igien.

297

vi havde vidst det,

Hoster igien. saa var vi jo derfor lige gode; thi naar vi ret eftertænker, hvad en Skarpretter er,

Hoster igien, og vender sig derpaa om til den anden. saa er det jo ikke andet end Øvrighedens Fuldmægtig. Men hvor blev han af? Mon Fanden tog Hadersleveren? Hei Monsieur Harslever! Hei Landsmand Harslever! Var det ikke uforskammet at løbe saadan fra en ærlig Mands Tale? Jeg skal, min Troe, sige det til Apothekeren, hvilke høflige Svenne han har. Den Knægt maa virkelig være en af de Harslevske nobles venetiens, eftersom han er saa modig. Jeg veed ikke, hvor det kommer, jeg har en slet Skiæbne udi denne Bye; hvis jeg boede paa et andet Sted, kunde jeg fortiene Penge ved min Tale. Jeg troer ikke, noget Menneske, end ikke mine U-venner, skal sige, at jeg nogen Tid har ført Snak paa Bane, at man har hørt mig tale om Veirligt, om Giftermaal, om Barsel-Stuer. Jeg fører lutter Politiske og Udenlandske Discourser, som ikke findes udi mange Bøger, og hvis Værdie ikke kand opvejes med det røde Guld. Men vilde nogen sige: Hvorfor kaster du da Perler for Sviin? hvorfor spilder du u-nyttig kostbare Ord for Folk, som have Esel-Ørne? Jeg svarer dertil: Naar jeg har begyndt en Discours, maa jeg fuldende den. Det er saa min Natur; thi jeg kand aldrig ærgre mig meer, end naar en har hørt Begyndelsen af min Tale, og ikke vil holde ud til Enden. Men hillement! Jeg forsømmer mit Ærende. Jeg maa banke paa.

SCEN. 9

Apothekerens Dreng. Mester Gert.

GERT

Serviteur, Jesper! Er Apothekeren hiemme?

JESPER.

Jo han er nok hiemme, men er ikke at faae i Tale; thi den heele Doctor-Grad er her i Dag.

GERT.

Hvad er da at bestille?

298
JESPER

Her holdes Visitatz. Men Hosbond bad mig, at, naar Mester Gert kom, at jeg skulde kalde paa Mammesellen.

GERT

Got nok, siig, at jeg er her at opvarte hende.

SCEN. 10

Leonora. Mester Gert.

LEONORA

Tiennerinde, Mester Gert!

GERT

Skyldigste Tienner, Mammeselle! Jeg er bange, at jeg kommer i ubelejlig Tid.

LEONORA

Hvi saa?

GERT

Jeg hører, at her holdes Visitatz i Dag.

LEONORA

Det gaaer mig ikke an. Naar der holdes Visitatz hos min Mama, saa er jeg geskæftig. Men dette angaaer kun eene Mandfolkene.

GERT

Jeg hørte, der var saadan Stojen og Allarm i den store Stue, som der kunde have været holdet en Rigs eller Kreds-Dag.

LEONORA

Hvad vil det sige: Kreds-Dag?

GERT

Det er mig kiært Mammeselle, at hun spør mig derom - - -

LEONORA

Jeg vil dog ikke bemøye ham med at fortælle det denne gang.

GERT

Thi jeg veed saa vel Beskeed derom, som nogen her udi Byen.

LEONORA

Jeg tviler ikke derpaa. Men jeg ønsker dog, at det maa blive til en anden gang.

GERT

Man maa giøre vel Forskiæl, min hierte Mameselle, paa Reichs-Tagen und Kreids-Tagen.

LEONORA

Ja jeg troer det nok; thi der er stor Forskiæl paa et Rige og et stykke Kride.

GERT

Ney, det kommer ikke deraf. Jeg skal fortælle hende først, hvad en Reichs-Tag er: En Reichs-Tag kaldes sammen af de 7 Chur-Førster.

LEONORA

Det kand nok være, Mester Gert. Jeg har ikke den Ære at kiende nogen af de gode Mænd.

299
GERT

Der ere 7 Chur-Førster i alt.

LEONORA

Jeg merker det.

GERT

Tre ere geistlige, og 4re verdslige; thi de verdslige ere een sterkere.

LEONORA

Det giør mig ondt paa de Geistliges Vegne. Men hvad kand jeg dertil?

GERT

Den første er Erke-Bispen af Trier ---

LEONORA

Det maa han.

GERT

Derefter følger Erke-Bispen af Cøln ---

LEONORA

Men Mester Gert -

GERT

Den 3die er Erke-Bispen af Mentz

LEONORA

Er det mueligt?

GERT

Det er saa sandt som jeg staaer her for hende, Mammeselle; thi hvad Fordeel skulde jeg have af at lyve?

LEONORA

Han har ingen Fordeel af enten at lyve eller sige sandt for mig om saadanne Sager.

GERT

holdende paa hende. Disse 7 Chur-Førster regierer det fierde Monarchie; thi der har været 3 tilforn, nemlig det Phrygiske, Elamitiske og Mesopotamiske, og dette er det sidste. Naar Chur-Førsterne gaaer under, skal ogsaa Verden forgaae, efter Sybillæ Spaadom; derfor passer man saa nøye paa, at, saa snart Aanden gaaer af en Chur-Første, vælger man strax en anden ud i hans Sted, paa det at Verden ikke skal forgaae, og har det stedse været saaledes practiseret siden Keiser Augusti Tider, hvilken berømmelig Keiser stiftede det fierde og sidste Monarchie efter Sybillæ Begiering, som raadte ham til at grunde det paa 7 Støtter. Hvorpaa samme store Keiser giorde to berømmelige Ting: Først, i det han udskrev all Verden til Skat; for det andet, i det han indstiftede de 7 Chur-Førster. Paven var vel derimod, og sagde: Ihro Keyserl. Majestet, warum so viele weltliche Fiirsten auf einmahl zu machen? Men Keyser Augustus, som var en Mand, der ikke lod sig pirre noget ved, blev vred og svarede: Ihr Papstliche Excellentz! Ich will es so haben. Hvorudover Paven strax faldt til 300 Fode, og bad om Naade, ved hvilken Ydmyghed han saa meget udvirkede, at Keyseren tilstædde ham at giøre 16 Cardinaler paa eengang, hvilke ere ligesom geistlige Grever eller Baroner; thi Cardinalatskabet falder alleene til den ældste Søn, men aldrig til Datter, thi hvis en Cardinal døer, og efterlader sig alleene Datter, falder Cardinalatet til Paven igien.

LEONORA

Monsieur! Jeg har ikke Stunder at høre meer. Vil I være saa god og besøge os oftere, skal det være os kiært, besynderlig, om I kand treffe paa de Tider, som jeg ikke er hiemme; ellers vil jeg bede, I er saa god at fortælle min Kat Resten af Historien, thi han forstaaer den ligesaa vel som jeg. Adieu.

GERT

Det var, min Troe, reene Ord for Penge. Jeg seer nok, at jeg giør mig forhadt i denne Bye ved min Tale; Jeg skal forsvære at lukke min Mund op oftere, thi disse Folk her i Byen er det ikke værd. Man blir forhadet just for det, som man burde elskes og æres for. Jeg maa hiem, og sige Mutter, hvor haanlig jeg blev modtagen. Gaaer ud.

SCEN. 11

Gunild. Leonora.

GUNILD

alleene. Nu maa jeg hen at høre, hvordan min Søn har forrettet sit Ærende. Det er noget underligt med den Karl. Familien staaer ham an. Han er forliebt i Mammesellen. Hans Person staaer hende an. Forældrene har banet Vejen. Han har været paa Vejen saa ofte at frie, og dog altid med uforrettet Sag er kommen tilbage. Jeg vil ikke haabe, at det er ogsaa saaledes denne gang tilgaaet. Men der seer jeg Mammesellen. Tienerinde min hierte tilkommende Sviger-Datter!

LEONORA

Den Titel tilkommer mig aldeeles ikke. Hun behager kun at skiemte med sin Tienerinde.

GUNILD

Hvi saa? Min Søn har jo været her efter Begiering?

301
LEONORA

Det er sandt nok.

GUNILD

Og, som jeg haaber, forrettet sit Ærende?

LEONORA

Det kand jeg ey heller negte. Han havde sat sig for at komme hid for at underrette mig udi den Tydske Stat, og viise, paa hvad Fod Regimentet staaer i Tydskland. Det samme forrettede han saa meget vel, saa at jeg aldeeles intet kand klage, uden derover, at Discoursen varede for længe.

GUNILD

Talede han da intet om Kjærlighed?

LEONORA

Ney Madame! saa længe han talede med mig, var han paa den anden Side af Rhin-Strømmen, og gik alt dybere og dybere ind i Tydskland, saa jeg derover, af Frygt for at blive omsider bragt hen til Tyrkiet, maatte tage Flugten, og bede ham fortælle min Kat Resten. Men der er Vatter; nu kand Madame høre hans Betænkende derover.

SCEN. 12

Gilbert. Gunild. Leonora.

GILBERT

Madame! hun maa forlade mig, at jeg taler noget plumpt. Jeg vil aldeeles herefter ikke have hverken hendes eller hendes Søns Gang i mit Huus, saasom vi har ikke i Sinde at lade os tage ved Næsen oftere, og tilstæde, at vort Huus blir giort til en Fabel.

GUNILD

grædende. Ach Hr. Apotheker! Jeg kand ikke beskrive, hvormeget dette gaaer mig til Hierte. Jeg tilstaaer, at min Søn har den Feil, at, naar han kommer paa sin gamle Snak, glemmer han alt andet, hvad han skal forrette. Men naar man undtager den Skrøbelighed, Hr. Apotheker, saa er der meere got end ondt hos ham. Han er from, en god Huusholder, har heele Aar ikke en Ruus paa, spiller og ikke, er flittig i sin Profession - - -

GILBERT

Jeg tilstaaer alt dette Madame! derfore tilstæ- der jeg ham gierne at omgaaes med mine Svenne, som han kand holde Collegium eller Lectie for; men min Datter 302 skal han blive fra, thi det staaer hende ikke an at gaae paa Lectie.

GUNILD

lader som hun daaner. Ach! Ach!

GILBERT.

Hillement! Konen faaer ondt. Spring ind Leonora, og tag den Flaske Nummer 3, som staaer paa den fierde Hylde.

Hun kommer ind med Flasken, som man flyer hende at lugte til.

GILBERT.

Hør, Madam! tag sig da dette ikke saa nær.

Hvad vil det sige, om jer Søn ikke faaer min Datter? han kand jo altid giøre ligesaa got Parti.

GUNILD.

Ach Hr. Apotheker! giør mig dog den Tieneste at have Taalmodighed end engang for at undgaae Folkes Snak. Troe mig, han skal ikke blive fixeret oftere.

GILBERT.

Nu nu, Madam! giv jer da tilfreds. Lad ham da komme end engang, og giøre Alvor deraf.

GUNILD.

Tak, Hr. Apotheker! Løber han end engang med Liimstangen, skal jeg ikke kiende ham for min Søn meer.

GILBERT

Adieu da. De gaaer bort.

SCEN. 13

Gunild. Mester Gert.

GUNILD

Ach jeg elendige Menneske! den Søn bringer mig i Graven. Men see! der er han. Tør din liderlige og vanartige Karl understaae dig til at møde for mit Ansigt? Jeg er gall, at jeg legger saadant paa Hiertet; thi jeg burte have slaaet Haanden af dig for længe siden. Hvorledes har du forrettet dit Ærende ogsaa denne gang hos Apothekeren?

GERT

Vel nok Mutter, alleene at Mammesellen var noget for hastig.

GUNILD

Det er at sige, hun vilde ikke sidde heele Timer og høre paa din forbandet Snak. Din vanartige Skielm! Gir ham et Ørefigen. siig mig, 303 Gir ham et paa den anden Side. hvorfor gik du hen til Apothekeren? var det for at tale om Stats-Sager?

GERT

Mammesellen spurdte mig, hvad en Kredseller Rigs-Dag var i Tydskland, saa veed jeg jo, at jeg maatte underrette hende derom, hvilket man ikke kand giøre, uden man beskriver Chur-Førsterne, og viser, at de ere 7 in alles, nemlig 3 Geistlige og 4re Verdslige. Som for Exempel: De Geistlige ere Chur-Førsten af Cøln - - -

GUNILD

gir ham et par Ørefigen igien. See! der har du et par af de Geistlige og Høylærde efter Cølns Vegt. Vil du nu holde din Mund?

GERT

Ach Mutter! vær dog ikke saa vred paa mig. Still Apothekeren end engang tilfreds. Jeg skal, min Troe, ikke opholde Jomfruen oftere med Snak, og gaae uden om, men strax lige til, saa at hun skal være fornøyet med mig.

GUNILD

Hør, Gert! den Vrede, jeg lader see mod dig, reiser sig af lutter Kiærlighed. Jeg har end engang, dig u-afvidende, stillet Apothekeren tilfreds; gak derfor nu paa staaende Fod lige derhen, men viid derhos, at dersom du fører dig ogsaa denne gang op, som tilforn, skal jeg aldrig kiende dig for min Søn meere. Gaaer bort. Mester Gert gaaer strax hen og banker paa. Mammesellen kommer selv ud.

SCEN. 14

Leonora. Mester Gert.

LEONORA

Velkommen tilbage min kiære Mester Gert!

GERT.

Ydmygste Tienner min hierte Jomfrue! Jeg beder tusind gange om Forladelse, at jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.

LEONORA.

Det er ham alt forladt min kiære Mester Gert!

304
GERT

Jeg beder, Jomfruen ikke vil regne mig det til onde.

LEONORA.

Aldeeles ikke. Hans gode Moer har stillet min Papa og mig tilfreds igien.

GERT.

Jeg bekiender, min hierte Jomfrue, at jeg snakker undertiden noget meget.

LEONORA.

Ja det har jeg og merket.

GERT.

Mange legger mig det til en Lyde, men der findes dog visse brave Folk, som skiønne derpaa.

LEONORA.

Det vil ikke sige, Mester Gert, naar man ikke taler sa meget i u-tide.

GERT.

Men har da Jomfruen af Hiertet forladt mig min forrige Forseelse?

LEONORA.

Ja jeg har, Mester Gert, af mit gandske Hierte.

GERT

kysser paa hendes Haand. Jeg vil tiene hende, min hierte Jomfrue! vi, som har reist Udenlands, har gierne den Syge eller Orm, hvad man kand kalde det, at vi vil fortælle, hvad vi har hørt og seet paa fremmede Steder, for at lade see, vi ere ingen Hiemfødinger.

LEONORA.

Har da Mester Gert reist Udenlands? det har jeg, min Troe, aldrig vidst.

GERT.

Jo mænd. Jeg reiste engang fra Hadersløv til Kiel, men glemmer aldrig den Reise, etc.

LEONORA.

Monsieur! Slipper I mig ikke, saa faaer I et par Ørefigen. Gaaer bort.

SCEN. 15

MESTER GERT

alleene. Jeg tilstaaer gierne, at jeg taler meget; det har jeg efter min Far. Men han førte ingen Sladder, og det giør jeg ikke heller. De got Folk her i Byen vil nok savne mig engang, naar jeg er død, og sige: Fanden fare i Gert Westphaler, han var dog bedre Mand, end vi holdt ham for at være; thi siden han døde, er her ikke een i Byen, der veed saa at tale om Udenlandske Sager. Ja de vil sige: Gid vi kunde grave ham 305 levende op af Jorden igien. Saa længe Folk lever, agter man dem ikke, men de ere ikke død, førend det fortryder dem. Avindsyge er ogsaa maa skee til deels Aarsag derudi. Man seer, at jeg fører Discoursen alleene i alle Selskabe. Andre vil gierne tale med, men kand ikke, og derfor lider ikke at høre mig tale. Hvorfor hader Jørgen Handskemager mig meest af alle? just fordi han heldst af alle Folk her i Byen vil give et Ord i Lavet med, men tør ikke føre nogen polisk Tale, naar jeg er tilstæde; thi han veed, at jeg hugger ham strax i Flanken, saasom jeg forstaaer mine Politica bedre end han. Jeg har ofte mærket det, at, saa tit jeg kommer i hans Selskab, stiller han sig gandske taus an, ligesom han vil indbilde Folk, at han er af de kloge Mænd, der taler lit, og grunder meer. Det er saa en gammel Stræg af visse Dosmere, der intet forstaaer, og derfor giør sig en grundig Mine, og tier, naar lærde Folk, som jeg eller andre, er tilstæde; da de dog med all deres Grunden tænker ikke meer end en Hest eller et Faar. Skal jeg nu derfor lade mig Munden binde? Ney jeg vil heller være misundet end foragtet. Jeg vil heller, Folk skal sige: der sidder en carnaliøsk Tunge paa den Karl, end at de skal sige: den Karl sidder som en dum Fæhund eller Skabhals, der har hverken Maal eller Mæle. Men hvad skal jeg giøre i denne Sag? Jeg tilstaaer, at jeg kom noget for dybt udi Snak med Jomfruen. Men kunde hun sagte ikke høre min Tale ud? Skulde hun derfor true mig med Ørefigen? Jeg er vis paa, at Apothekeren nu vil hæve Partiet op. Men han skal give mig Sag. Jeg skal bevæbne mig med Lands Lov og Ret. Gaaer bort.

SCEN. 16

Gunild. Gilbert. Leonora. Pernille.

GUNILD

Jeg skal ikke kunne bilde mig andet ind, end min Søn har efterlevet mine Formaninger, og engang for Alvor giort Ende paa det, som ligger mig saa meget paa 306 Hiertet. Men der seer jeg Apothekeren komme med hans Datter alleene. Ach mit heele Legeme skielver af Redsel, jeg er bange - - Hans Tienerinde, Hr. Apotheker! hvor er min Søn?

GILBERT

Hør, Madam! Jeg vil ikke overfuuse hende. Hun er en skikkelig Kone, og uskyldig derudi.

GUNILD

Ej! hvad er nu paa færde igien?

GILBERT

Hendes Søn har denne gang forrettet sit Ærende som tilforn. Han har ikke kunnet tale et Ord om Kjærlighed for andet forbandet Snak om Aviser og Stats-Sager.

GUNILD

Ach jeg elendige Menneske!

GILBERT

Giv jer tilfreds, Madam!

GUNILD

Vil da Hr. Apotheker ogsaa tilgive ham det denne gang?

GILBERT

Ney Madam! Vi kand ellers være gode Venner. Min Datter kand nok blive gift. Monsr. Leonard, Distillereren her i Gaden, har stor Kjærlighed til hende. Jeg har ikke behov at trænge min Datter paa nogen.

GUNILD

Jeg tviler aldeeles ikke derpaa. Men Hr. Apotheker - -

GILBERT

Men min kiære Madame! hun er saa god herefter at lade mig være med Fred.

GUNILD

Ach jeg sørger mig virkelig ihiel over den Son. Ach! Ach!

GILBERT

Det giør mig hiertelig ondt for hendes skyld, Madam!

GUNILD

Men Hr. Apotheker! det er dog en ringe Fejl, som vil forgaae med Tiden. Han er ellers saa skikkelig, saa jeg i ingen anden Ting har at klage over ham.

GILBERT

Han maa være saa skikkelig som han være vil; jeg lar mig ikke oftere narre.

GUNILD

Ach min Herre! Jeg beder med grædende Taare, forlad ham endnu denne gang. Jeg svær en dyr Eed, at jeg aldrig skal oftere tale for ham. Giør det dog formedelst det Venskab, der har været mellem os.

GILBERT

Madam! Jeg kand ikke bære det over mit 307 Hierte, at see hende saa sørge. Kom an Madam, jeg pardonerer ham endnu, men eengang for alle.

GUNILD

Jeg skal, min Troe, aldrig lukke min Mund oftere op for ham.

GILBERT

Lad ham da komme Klokken 5 i Aften, saa skal Notarius være der, paa det at, saa snart han har givet sin Kierlighed tilkiende, vi strax kand slutte Ægteskabs Contract. Saa har man Ende derpaa.

GUNILD

Nu gaaer jeg strax hiem og præker for min Søn, saa det skal dundre efter.

SCEN. 17

Gilbert. Leonora. Pernille.

GILBERT

Nu min Datter! han skal ikke fixere dig meer end denne gang. Leonora sukker.

GILBERT

Hvorfor sukker du saa?

PERNILLE

Jeg sukker, Hosbond, hvorvel jeg skal ikke have ham. Hvad maa hun ikke da giøre? Om Hosbond havde 10 eller 12 Døttre, som han maatte gifte bort for Armod, saa kunde jeg nogenledes begribe det, men - -

GILBERT

Nu Mammeselle, holdt du din Mund. Nu vil jeg saa have det. Der er jo ellers aldeeles intet ont at sige paa Karlen.

PERNILLE

Det er, min Troe, en brav vittig Karl, dersom han ikke var saa gal.

GILBERT

Hvad har du andet at sige paa ham, end at han snakker noget for meget? Det er jo en almindelig Fejl hos Folk af den Profession.

PERNILLE

Det er sandt nok, Hosbond. Men denne er som Capitain for alle Verdsens Barberere udi at snakke. Jer Datter i Steden for at gaae til Brudeseng, vil gaae om Aftenen paa Lectie med ham. Nætterne vil han drive bort med at fortælle Aviser, hvilket en ung Jomfrue ikke er tient med. Jeg troer virkelig, at hun inden et Aar blir forvandlet til en Avis. Jeg tog ham, min Troe, ikke, 308 det er alt hvad jeg kand sige, uden saa er, at jeg kom til Skade at miste mine Ørne, at han kunde præke uden at incommodere mig.

GILBERT

Ja nu hielper ingen Raisonnering. Hvad jeg har lovet hans Moer, det holder jeg. Gaaer ind.

SCEN. 18

M. Gert. Tobias Procurafor.

M. GERT.

Saa raader I mig da paa jer Samvittighed, Hr. Advocat, at føre Process med Apothekeren?

TOBIAS

Monsieur! Jeg har aldrig raadet nogen ærlig Mand fra Process; thi ellers maatte jeg ilde forstaae min Jura, ligesom det var en slet Chirurgus, der raader en Patient fra at aarelades.

GERT

Men meener I, at jeg kand vinde Sagen?

TOBIAS

Vil I ikke føre Process uden for at vinde Sagen? Hvad er det for Snak?

GERT

Hvorfor skulde jeg da føre Process?

TOBIAS

Monsieur! I kand være en god Chirurgus, men forstaaer slet jere Jura. Mon en Syg tar ikke en Doctor an, omendskiønt han er vis paa, aldrig at blive cureret? alleene fordi Folk ikke skal legge ham til Last, at han døde uden Doctor ligesom et u-mælende Beest. Ligesaa er det, naar een lader fare en Process. Folk siger jo om ham: Den Kryster, den Gnier, han vilde ikke staae paa sin Ret. Tvert imod, naar man taber ærlig en Sag, kand man sige: Jeg har en god Samvittighed; thi jeg har giort alt hvad jeg kunde. Tilmed saa er dette en Sag, som I aldrig kand tabe.

M. GERT.

Men Hr. Advocat! I har endnu ikke hørt, hvorudi Sagen bestaaer.

TOBIAS

I siger jo, at det er mod en Apotheker?

GERT

Jo det er.

TOBIAS

Det er alt nok, Monsieur! Der har I min Haand paa, at I skal vinde Sagen. Det er min ringeste Konst at feje en Apotheker af. Og lad være, at I taber, saa forsikrer 309 jeg, at I skal tabe med Respect. Hvori bestaaer ellers Sagen?

GERT

Min Moer og Apothekeren har sluttet Ægteskab mellem mig og hans Datter. Jeg var der henne i Dag for at tilkiende give min Kierlighed for hende. Men førend jeg kom til at frie, faldt jeg hen udi en anden Materie, hvilket er hendt mig nogle gange tilforn; saa at hun blev u-taalmodig, og truede mig med Ørefigen.

TOBIAS

Vil I lade den Sag fare, saa maa I være en Slyngel. Forlad jer paa mig som en ærlig Mand; jeg vilde ønske, at I sad paa Livet, og skulde henges, paa det jeg kunde viise, med hvilken Nidkierhed jeg vilde føre jer Sag.

GERT

Jeg takker skyldigst. Man tillægger rnig som en Feil her i Byen, at jeg taler for meget; men det er ikke Slidder Sladder jeg fører. Jeg taler om lutter Stats-Sager og Aviser, hvilket man burte give mig Penge for at høre. Folk er her ikke uden for at æde og drikke og spille en Forkeering eller Lanter. Ney da lover jeg mit Fødeland Westphalen. Min Far har fortalt mig, at der er i hver Gade Snakke-Forsamlinger, hvor man kommer ikke fra, førend man er gandske hæs.

TOBIAS

Talen er det, hvorudi vi skilles fra Besterne. Men ellers har alting sin Tid. Naar man skal frie, saa maa man sætte anden Snak til side.

GERT

Det er sandt nok. Jeg kommer tit i saadan Snak mod min Villie. Jomfruen førte mig halv paa hi rend="italics">gang; thi engang spurdte hun mig om hvad en Kreds-Dag var i Tydskland, og en anden gang om min Reise til Kiel, hvilket hun syntes jeg forklarede alt for vitløftig. Men vil der ikke Tid til saadant Hr. Advocat?

TOBIAS

Der kand jo ikke meget siges om en liden Reise til Kiel.

GERT

Ikke det? Jo, jo. Det var, min Troe, en merkværdig Reise. Jeg reisede fra Haderslev for 3 Aar siden den 20. Februarii, om jeg mindes ret - - -

TOBIAS

Ja Monsieur, jeg forlanger ikke at vide noget derom. Jeg har selv været nogle Gange paa Kieler Omslag.

310
GERT

Ney, naar jeg tænker mig om, saa var det d. 19. Februarii - - -

TOBIAS

Nu er ikke Tid at tale derom. Nu maa vi tale om Processen.

GERT

Blant andre, som var i Følge med mig, var en Hattemager-Svend ---

TOBIAS

I skal strax, inden Soel gaaer ned, lade Apothekeren beskikke.

GERT

Ney hør nu lidt først: Samme Hattemager var et got stykke Karl - - -

TOBIAS

Klagen skal opsættes paa den Maade ---

GERT

Han boer endnu i Kiel, og holdes for en af de beste Hattemagere; thi ---

Advocaten continuerer sin Tale saaledes, medens M. Gert ogsaa fortæller sin Reise: Saasom Seign. Gilbert, Apotheker her i Staden, af velberaad Hu har accorderet mig sin Datter til Ægtefelle, men hans Datter nu med Foragt har forviset mig sit Huus, og vil uden skiællig Aarsag ophæve Partiet: Da, saasom det er bleven bekiendt over den heele Bye, at jeg er forloved med hende, tillader min Reputation ikke at fordøye saadan Foragt, men tilskynder mig at paastaae min Ret, og at søge Øvrighedens Bistand i denne Sag; thi hvis saadant skulde have Gænge, stod det herefter et hvert Fruentimmer frit for at spille med en brav Mands Reputation.

Mester Gert holder for hans Mund, og Advocaten gir ham et Ørefigen, hvorpaa de komme i Haar sammen, og Mester Gert driver Tobias ud.

SCEN. 19

Gunild. M. Gert.

GUNILD

Hvad Pokker er dette for Allarm? Jeg tænkte at finde ham hiemme begrædende sine Synder, og just treffer jeg ham udi Klammerie.

311
GERT

I skulde beklage mig Mutter, dersom I vidste min slette Skiæbne.

GUNILD

Din slette Skiæbne? Ney du maa sige din slette Conduite. Jeg har alt hørt, hvordan du har bæret dig ad sidste gang for Apothekeren igien.

GERT.

Jomfruen visede mig bort med Foragt, og truede mig med Ørefigen.

GUNILD.

Du havde fortient at prygles med Stok af Huset.

GERT.

Hvorpaa jeg vilde raadføre mig med denne Advocat for at høre, hvad jeg skulde giøre med denne Sag.

Men han var ligesom han var gall; Jeg kunde ikke faae et Ord frem for ham.

GUNILD.

Vil din Slyngel tænke paa at føre Process med got Folk, som du har fixeret saa ofte?

312
GERT

Hvad skal jeg da giøre, Mutter? Jeg er gandske modløs.

GUNILD

Du skal hen og henge dig selv; thi du est ikke værd at leve.

GERT

Ach! skulde der ingen Middel være til at stille Apothekeren tilfreds igien?

GUNILD

Ney tænk kun aldrig derpaa, hverken at stille ham eller mig tilfreds igien.

GERT

Farvel Mutter! Jeg troer, at I faaer mig aldrig meer at see.

GUNILD

Jeg vil dog ikke friste ham længer. Hør, Mester Gert! hvor vilt du hen?

GERT

Ach! Jeg er ganske desperat.

GUNILD

Jeg har end engang med stor Arbeide stillet Apothekeren tilfreds.

GERT

Ach min allerkiæreste Moer! er det sandt?

GUNILD

Ja, men vær forsikret paa, at det aldrig skeer oftere. Apothekeren har bestilt Notarius at være den Tid tilstæde, at, om du bær dig ret ad, og faaer ja af Jomfruen selv, Ægteskabs Contracten strax kand sluttes.

GERT

Ach vær forsikret om, min hierte Moer, at jeg skal tage mig vare.

GUNILD

Du kand giøre, som dig lyster. Jeg vil aldrig have meer dermed at bestille. Kom hiem saa længe. De gaaer.

SCEN. 20

Leonard. Henrich.

LEONARD

Det er nok, at du alleene faaer fat paa Pigen for at høre, hvordan Sagerne staaer, og om det Giftermaal endelig skal gaae for sig.

HENRICH

Men hvad got giør det, at I endelig vil vide det?

LEONARD

Ach! det er jo naturligt, at man vil vide det, hvorudi all ens Lykke bestaaer. Giør dig et Ærende, og gak ind og see, at du kand bringe hende herud. Henrich gaaer ind.

313
LEONARD

Ach Ach! jeg havde kunnet forekomme all denne Fortræd. Det vinder man ved Blufærdighed. Havde jeg kun dristig begieret hende, den første Tid jeg følede Kierlighed, saa havde hun nu været i mine Hænder. Jeg troer dog aldrig, at hun selv kand give sit Hierte til saadan Karl. Hvad hun giør, det giør hun for at føye sin Far. Men hvordan det er eller ikke er, saa er Ulykken lige stor for mig, efterdi hun gaaer mig qvit. Men der kommer Henrich tilbage med Pigen.

SCEN. 21

Leonard. Henrich. Pernille.

LEONARD

Ach lille Pige! siger I Dommen af for rnig, eller kand jeg reddes?

PERNILLE

Min Herre! Jeg kand sige jer en Ting, at Jomfruen er lige saa ilde til Mode som I. Mester Gert har været her siden, og ved sin forbandet u-rimelige Snak giort sig Jomfruen saa vederstyggelig, at hendes Hierte vil briste, naar hun tænker paa, at hun skal bindes til saadan Mand. Apothekeren blev ogsaa gandske vred, og vilde ophæve Partiet, i sær da han hørte af os, at I havde Kierlighed til hans Datter. Men han har siden af Moerens Suk og Graad ladet sig overtale at forsøge end engang, stevnet Mester Gert hid med Notarius Klokken 5 for at slutte Ægteskabs Contracten, i fald han bær sig skikkelig ad.

LEONARD

Men vil Jomfruen skikke sig derudi?

PERNILLE

Hun tør ikke sige sin Far imod, thi han er en haard Mand; men hun har aabenbaret sit Hierte for sin Farbroder Seignr. Gottard, hvilken ynker hende, og har lovet at bringe ham i Discours om Stats-Sager igien. Og naar det skeer, maa I være ved Haanden, for strax at begiere hende, naar Apothekeren blir vred.

LEONARD

Men jeg er bange, at han tar sig nok vare.

PERNILLE

Hvis saa er, og hun merker, at det skal blive Alvor af, giør hun sig heftig syg for at opholde Bryllopet, 314 og give os Tid at pønse paa anden Raad. Jeg viskede til Jomfruen, at I var der uden for; jeg troer nok, at hun strax kommer hid. See her er hun med hendes Farbroder.

SCEN. 22

Leonard. Henrich. Pernille. Leonora. Gottard.

LEONARD

Allerkiæreste Jomfrue! hendes Pige letter mit Sind, i det hun siger mig, at Jomfruen har faaet Afskye for Mester Gert.

LEONORA

Det er sandt min kiære Monsieur Leonard! men jeg har en haard Far at trækkes med.

LEONARD

Men min hierte Jomfrue! jeg haaber dog, at, naar hun holder Stand, hendes Far ikke tvinger hende med Magt.

LEONORA

Jeg vil nødig underkaste mig min Fars Vrede, førend jeg har forsøgt, om Sagen kand jevne sig selv. Men hvis det ikke skeer, maa jeg være ulydig.

GOTTARD

Gir jer kun tilfreds Børn lille. Lad kun Mester Gert komme, og blir I, Monsieur, ved Haanden Klokken 5, som ikke er langt til. Jeg haaber nok, at jeg skal bringe Mester Gert i Snak igien, og komme ham gandske at forspilde sin Credit, og hvis det gaaer ikke an, vil vi være betænkte paa andre Midler. Jeg kand ikke negte, at dette Partie jo aldrig har staaet mig an, og at jeg jo tusind gange heller seer, at min Broer-Datter falder i Monsieurs Hænder. Min Broer selv ønskede det samme. Det staaer ham kun for Hovedet, at han ikke vil bryde sit Løfte. Gaaer I kun til side saa længe og forlader jer paa mig. Nu vi maa ind igien.

SCEN. 23

MESTER GERT

alleene. Nu staaer det paa, Mester Gert, om du kand giøre Prøve, eller blive en Slyngel all din Livs Tid. Jeg veed, at jeg jo sagte kand holde mig fra at snakke om lærde Sager en Times Tid.

315

Knytter Næven mod sin Mund. Hør, Monsieur Mund! Du skal faae en Verdsens Ulykke, hvis du taler andet end kortelig om Kierlighed i Aften. Naar jeg betænker dette alligevel, saa er det forskrækkeligt, at een skal blive hadet alleene fordi man fører lærde Discourser. Men jeg maa lade det fare, thi all min Lykke dependerer deraf. Jeg haaber nok at skal staae Karl, undtagen nogen fører mig selv paa Snak; thi jeg kand ikke negte det, at, naar nogen spør mig om de Materier, som jeg er dreven udi, at det jo er min Verdsens Vellyst at forklare dem saadant. Men jeg maa øve mig lidt for desbedre at modstaae saadan Fristelse. Men der seer jeg Notarius kommer. Nu er det Tid.

SCEN. 24

Notarius. Mester Gert.

NOTARIUS

Serviteur, Mester Gert! Jeg er hidkalden i Dag for jer skyld.

GERT

Jeg veed det nok Hr. Notarius! Jeg har været her nogle gange tilforn, men har maat gaaed bort med uforrettet Sag.

NOTARIUS

Hvi saa?

GERT

I veed, Hr. Notarius, at jeg læser curieuse Bøger iblant, og at jeg gierne vil lade høre i Selskabe, hvad jeg har læset. Jeg er nogle gange her udi Huset ved Anledning forfaldet udi saadanne Materier, da jeg dog alleene burte tale om Kierlighed. Jeg vil dog haabe, at jeg skal skikke mig bedre denne gang.

NOTARIUS

Jeg veed, I kand jo tvinge jer en Times Tid.

GERT

Hr. Notarius! vil han ikke være af den Godhed at exercere mig lidt, stille sig an som han er Jomfruen, og spørge mig om en og anden curieuse Materie, for at see, om jeg kand holde Stand? Det er saa vanskeligt for mig at skiule mit Pund, heldst naar nogen gir mig Anledning at tale.

NOTARIUS

Hiertelig gierne. See nu er jeg Jomfruen.

316
GERT

Ydmygste Tienner min hierte Jomfruel

NOTARIUS

Tiennerinde, Mester Gert.

GERT

Jeg kommer skielvende til hende denne gang.

NOTARIUS

Hvorfor det?

GERT

Fordi jeg fortørnede hende sidst med min lange Tale.

NOTARIUS

Ej det vil ikke sige. Han taler jo altid vel. Men hvad got nyt Mester Gert?

GERT

Ingen Ting hierte Jomfru!

NOTARIUS

Har han ikke læset Aviserne?

GERT

Jo jeg har, min Troe.

NOTARIUS

Er der intet nyt i dem?

GERT

Ikke uden at - - Ney det er sandt, jeg har, min Troe, ikke læset Aviserne, siden jeg reiste udenlands.

NOTARIUS

Har Mester Gert da reist udenlands?

GERT

Jeg reiste engang fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var i Følge med os en Hattemager - -

Han slaaer sig paa sin Mund. Vil du tie dit Beest!

NOTARIUS

Hvad vil han ellers sige om den Hattemager?

GERT

Intet uden at det var en Skurk, som er ikke værd at tale om.

NOTARIUS

I bær jer vel nok ad.

GERT

Ja jeg troer nok, at jeg skal staae Karl. Vil I nu gaae ind Hr. Notarius, og sige, at jeg er her.

Notarius gaaer ind. Mester Gert gaaer og exercerer sig, mumlende ved sig selv, slaaer sig for sin Mund.

SCEN. 25

M. Gert. Gottard. Leonora. Pernille. Notarius.

GERT

Ydmygste Tienner min smukke Jomfru!

LEONORA.

Tiennerinde.

GERT

Jeg kommer skielvende til hende denne gang.

LEONORA.

Giør han det?

317
GERT

Jeg beder ydmygst om Forladelse for sidst.

LEONORA

Naar min Far har forladt ham det, maa jeg ogsaa forlade ham.

GERT

Jeg haaber, at Jomfruen og selv af Hiertet forlader mig min Forseelse.

LEONORA

Jeg er aldrig min Far gienstridig.

GERT

Hendes gode Far, saavelsom hun selv, har haft Aarsag at være vrede paa mig.

LEONORA

Det er sandt i visse Maader.

GERT

Men min hierte Jomfrue! det er ogsaa min eeneste Fejl; thi for Resten er jeg ædrue, og tar vare paa mine Sager.

LEONORA

Det er sandt nok.

GERT

Jeg vil ikke undskylde min Opførsel mod dem, men gierne kalde det en Forseelse, hvorvel det holdes for en Dyd paa andre Steder.

LEONORA

Det kand nok være.

GOTTARD

I got Folk ere ogsaa noget delicate. Jeg vilde, min Troe, ønske, at jeg kunde have Mester Gert altid hos mig; thi jeg er en Elsker af Discourser, og saa viit som jeg har hørt, fører han ingen Pølse-Snak.

GERT

Jeg takker min Herre skyldigst for de gode Tanker han har om mig.

GOTTARD

Men hvad er det Folk støder sig saa meget over? fører han nogen u-sømmelig Tale?

GERT

Det skal ingen sige mig paa. Jeg taler kun om lærde og curieuse Sager.

PERNILLE

Jeg vil tienne Farbroder, Mester Gert er en Mand, som har reist udenlands. Paa saadanne Reiser lider man ondt og sætter Penge til. Den eeneste Nytte der ved er, at man kand fortælle sine Reiser, naar man kommer tilbage.

GOTTARD

Saa har da Mester Gert reist?

GERT

Ney ikke saa synderlig.

PERNILLE

Jo mig synes, jeg har hørt, at han engang reiste til Kiel.

GERT

Ja det er endelig sandt. Jeg reisede for nogle Aar 318 fra Harslev til Kiel, men glemmer aldrig den Reise. Der var med os paa Vejen -- Han tier og stikker Tørklædet i Munden.

GOTTARD

Hvo var med ham paa Vejen?

GERT

med Tørklædet i Munden. Ingen.

GOTTARD

Hør, Monsieur! efterdi han taler ikke uden om Reiser og Historier, kand jeg ikke see, hvor nogen kand legge ham saadant til Last.

PERNILLE

Jeg min Troe ikke heller.

GOTTARD

Og jeg skal reprimandere min Broer, fordi han har stødt sig derover.

GERT

Jeg takker skyldigst. Men de forlader mig, at jeg maa forrette mit Ærende hos Jomfruen.

GOTTARD

Jeg kand sige for min Part, Pernille, at der ere visse Ting i Aviserne, som jeg vilde give Penge for at høre forklare. Jeg har tit læset om de Torys og Wigs udi Engeland, men veed ikke Grunden dertil, og ingen udi heele Byen kand give mig Underretning derom.

MESTER GERT
som midlertid har staaet og giort Cour til Jomfruen, spidser sine Øren, og siger:

Da kunde jeg give ham Underretning, hvis jeg havde stunder dertil.

GOTTARD

Jeg tviler hiertelig derom Monsieur; thi ingen her i Byen veed ret Beskeed derom.

GERT

Gid jeg faae en Ulykke, Monsieur, om jeg ikke veed det paa mine Fingre.

GOTTARD

Ja jeg veed ogsaa noget løsligt derom. Jeg veed, at Torys ere de Folk, som sloge Hovedet af Kong Jacob.

GERT

I farer vild, Monsieur, det er gandske anderledes. Men jeg skal forklare det siden, nu maa jeg først - -

GOTTARD

Ha ha ha! Jeg hører strax, at I ikke veed Grunden dertil. Torys ere de, som sloge Kongen ihiel. Det veed jeg vist, vidste jeg saa vel Beskeed om det øvrige.

GERT

Ney, er det ikke, Monsieur! Ney. Der ere 4re Hoved-Secter i Engeland: Torys, Wigs, Mannister og Anabaptister - - -

319
PERNILLE

sagte. Nu har vi Spillet vundet. Nu løber jeg efter Apothekeren og Monsieur Leonard.

GERT

continuerer. De Torys ere de fornemmeste, som altid holde Kongens Partie, og som figtede for Kong Jacob, da han førte Krig udi Engeland mod de Wighs, som rebellerede under Cromwels Anførsel. Denne Cromwel, som paa Latin heeder Massaniello, var en Slagter-Søn, men bragte det saa vit, at han blev Ridder af Hosebaandet, og Generalissimus til Lands og Vands. Thi der var et forbandet Hoved paa ham; tænk engang, Monsieur! han var saa dygtig, at han kunde give Audience, læse, skrive og dictere 4re Breve paa eengang. (Det er noget utroeligt, men det er saa sandt som jeg staaer for hans Øyen.) Apothekeren kommer ind i det samme, trækker paa Axlene, har Bud efter Leonard, hvilken blir copuleret til Gert taler. Kong Jacob derfor ophøyede ham fra en Æres Post til en anden. Men da Erke-Bisp-Stoelen i Canterborg blev ledig, og Kongen gav den bort til en ved Navn Fairfax, da dog Cromwel havde recommenderet sin Svoger dertil, blev han ophidset, at han rebellerede mod Kongen, fik en Armee sammen af lutter Wighs, Mannister og Anabaptister, overvandt Kong Jacob udi et stort Feltslag, fik ham fangen, og lod ham om Aftenen halshugge. Derpaa komme de Wighs paahøyeste Spidse. De Torys bleve undertrykte, og Cromwel blev udraabt for Protector af Engeland. Men da han havde regieret nogle Aar, kom Kong Jacobs Søn tilbage, conjungerede sig med de Torys, og slog de Wighs adskillige gange, saa de fik en ævig Ulykke, og endelig udi det sidste Slag fik min gode Monsieur Cromwel fangen, som han lod sønderrive af 4re Heste. Derpaa komme de Torys i Veiret igien, hvilke besluttede gandske at udrødde de Wighs og deres Tilhengere, de Anabaptister og Mannister. Men som deres Antall var alt for stor, forandrede man det Forsæt, og lod alleene forbyde dem under Livs-Straf 320 at have Gevær i deres Huus. Dette er Aarsag til den Had, som er mellem de Torys og Wighs, og at de første altid maa holde de sidste Tommelfingeren paa Øyet - - Men ach Himmel! jeg staaer her og snakker saa meget; hvor er Jomfruen?

PERNILLE

Hun er alt fløyten. Hun blev copuleret til denne unge Person, medens Mester Gert var i Engeland.

GERT

Hvad? Er det sandt Hr. Apotheker?

GILBERT

Ja Monsieur! Jeg har holdt mit Løfte og stevnet 321 jer endelig denne gang hid for at giøre Sagen af. Men som jeg seer, at der er intet ved jer at giøre, saa har jeg givet min Datter bort til denne gode Mand, som har længe baaret Kierlighed til hende.

GERT

Ach! gid I faaer en Ulykke, som bragte mig i denne Tale. Ach Hr. Apotheker! kand det ikke forandres igien?

GILBERT

Ney, vær saa god at hilse jer Moer. Her er nu intet for jer at hente, uden I vil have min Pige Pernille.

PERNILLE

Faae den Skam, der vil have ham, Vatter. Jeg kand ikke lade mig nøye med Snak alleene.

M. GERT

Men Hr. Apotheker - -

GILBERT

Men Monsieur! Her er nu intet ved at giøre. Nu er Contracten sluttet.

M. GERT

Ach jeg vil ikke være længer i denne Bye, men reise hen andensteds, hvor Lærdom er meer agted.

GILBERT

Lykke paa hans Reise! Kommer, lader os gaae ind.

Mester Gert Westphaler
Noter

S. 286
Recept, Medikament. - Clysteer, Lavement. - Cupido, den romerske Kærlighedsgud. - betinget, der spilles paa disse to Betydninger af Ordet: 1) bestilt, 2) trolovet, fæstet.

S. 287
ikke mindre end undseelig, alt andet end, aldeles ikke undselig.

S. 288
Arius, alexandrinsk Teolog fra det 4. Aarh. - Harslev, Ha'erslev, d.v.s. Haderslev.

S. 289
begiere hende, begære hende til Ægte, fri til. - der alle Mennesker skyr, hvem alle Mennesker skyr. - besynderlig, især.

S. 290
Alteration, Sindsbevægelse, Ophidselse. - et særdeeles Ønske, et specielt Ønske. - forgaae ham, forlade ham.

S. 291
fixere, narre. - gaae for i Vejen, gaa i Forvejen. - curiøsk, betyder her: i Orden. - visiteres, inspiceres, underkastes Tilsyn. - Gyldenvandet, Likøren.

S. 292
Haben Sie ... Collegæ, ty. Har De godt Salvolatile nu? Det maa vi prøve, D'Herrer Kolleger. - Salvolatile, flygtigt Salt, der virkede opkvikkende; her for Spøg om Vin. - vil hun noget 322 andet. Der spilles paa Betydningen: have Afføring. - giøre det af, faa Sagen bragt i Orden.

S. 293
Bordeus og Roven, Bordeaux og Rouen. - Trapezund, Trapezunt, lille tyrkisk By ved Sortehavet. - Cattesund, Kattesundet, Gade i København. - Pakketeller, Bagateller.

S. 294
staaet sig som Ulfs-Klinger, klaret sig fint (Ulvsklinge, af ty. Wolfsklinge: en Klinge med en Ulv indstemplet som Varemærke).

S. 295
Søsling, Toskilling.

S. 296
in bona charitate, lat. i al Gemytlighed. - reverenter talt, med Tugt at melde, rent ud sagt. - Foermanden, Vognmanden. - Swagerl Warumb lacht er?, ty. Svoger! Hvorfor ler han? - Paa Tysk kan Ordet »Schwager« bruges i Betydningen Postillon (Kusken paa en Postvogn). - nichts, ty. intet. - blamere, dadle.

- posito, lat. i det Tilfælde, sæt.

S. 297
nobles venetiens, fr. venetianske Adelsmænd (disse var kendt for deres Hovmod). - Discourser, Taler; Samtaler.

S. 298
geskæftig, travl. - Chur-Førster, d.v.s. Valgfyrster. Kurfyrsterne sammenkaldte ikke Rigsdagen; derimod valgte de Kejseren.

S. 299
Men hvad kand jeg dertil? Men hvad kan jeg gøre for det? - Mentz, Mainz. - det fierde Monarchie, det romerske Monarki, som fortsatte i Det tyske Kejserrige (Det hellige romerske Rige). - Paa Holbergs Tid inddeltes Verdenshistorien i fire Perioder: det assyriske, persiske, græske og romerske Monarki.

- Sybillæ Spaadom, Sibylles Spaadom, egtl. Titel paa en Samling Orakelsprog, Ordsprog og lign. af forskellig Oprindelse. De sibyllinske Bøger tilskreves det gi. Roms Sibylle (fra Cumæ). Bl. a. ved at underkaste de sibyllinske Bøger en Revision fornyede Augustus Gudsdyrkelsen. - Ihro Keyserl. ... machen?, Deres kejserlige Majestæt, hvorfor gøre saa mange verdslige Fyrster paa een Gang? - Ihr Papstliche ... haben, Deres pavelige Excellence, jeg vil have det saaledes.

S. 302
Løber han end engang med Liimstangen, er han til Nar en Gang til. - liderlige, skammelige, afskyelige.

S. 303
Cølns Vegt. GI. Vægtenhed. Betale med Kølns Vægt: betale rigeligt; give fuld Gengæld, straffe strengt.

S. 305
polisk, politisk. - carnaliøsk, slyngelagtig. - sagte, sagtens.

S. 307
hvorvel, skønt.

S. 308
incommodere, trætte, besvære.

S. 309
sad paa Livet, sad fængslet, ventende paa Henrettelse. - Forkeering, et Brætspil. - Lanter, et Kortspil. - Kieler Omslag, af ty. Kieler Umschlag (Omsætning), stort aarligt Marked i Kiel.

S. 310
continuerer, fortsætter. - accorderet, tilstaaet. - skiællig, gyldig, rimelig. - Reputation, Anseelse, gode Navn og Rygte. - have Gænge, være gængs, være almindeligt. 323 S. 311. Conduite, Opførsel, Optræden.

S. 313
skikke sig derudi, finde sig i det. - tar sig vare, vogter sig, tager sig i Agt.

S. 314
komme ham ... Credit, faa ham til helt at forspilde sin Anseelse, den Tillid, man nærer til ham.

S. 315
dependerer, afhænger. - at skal staae Karl, at skulle vise mig som et Mandfolk; at skulle holde Stand. - curieuse, underholdende, lærerige; interessante. - iblant, undertiden, en Gang imellem. - Materier, Emner.

S. 316
det vil ikke sige, det betyder ikke noget, det gør ikke noget. - excercerer sig, øver sig.

S. 317
delicate, fintfornemmende, sarte. - jeg vil Henne Farbroder, jeg skal sige Farbroder (Tjenestefolk sagde Far og Mor til Herskabet). - endelig, i Virkeligheden; ganske vist.

S. 318
reprimandere, dadle, irettesætte. - Torys, Torier kaldtes det politiske Parti i England der støttede Kongen Karl II (1660- 85). - Wigs, Whigger var Betegnelsen for den samme Konges Modstandere, men Gert blander i det følgende de to politiske Partiers Virksomhed sammen med de historiske Begivenheder under Cromwell og Karl I (henrettet 1649), som han i sin Forvirrethed kalder Jacob. Lige saa forkert i den givne Sammenhæng er Indblandingen af Mannister (Mennister) og Anabaptistcr, to Gendøbersekter.

S. 319
figtede, fægtede, kæmpede. - rebellerede, gjorde Oprør. - Massaniello, italiensk Fisker, der 1647 ledede et Opror mod det spanske Styre i Napoli. - Axlene, Skuldrene. - copulcret, viet. - Fairfax, Thomas Fairfax, berømt engelsk General, Leder af Parlamcntshæren under Borgerkrigen 1645-49 (Cromwell var Næstkommanderende). - recommendcret, anbefalet. - komme ... paa høyeste Spidse, kom ... i Spidsen, naaede Højdepunktet. - conjugcrede, forenede.

S. 320
holde Tommelfingeren paa Øyet, holde i Ave. - fløyten. stukket af, borte.