JEAN DE FRANCE - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

JEAN DE FRANCE
Eller Hans Frandsen
Comoedie udi fem Acter

158

✂

Hoved-Personerne i Comoedien

JERONIMUS
en Borger
FRANDS
hans Naboe
JEAN
Frandses Søn
ELSEBET
Jeronimi Datter
ANTONIUS
hendes Elsker
ESPEN
en Tiener
MARTHE
en Pige
ARV
en Gaards-Karl
MAGDELONE
Frandses Hustrue
PIERRE
Jeans Tiener

159

✂

Jean de France
Indledning

✂ For Holberg stod dette Stykke klart som en satirisk Komedie; i 1723 og 1728 siger han, at den er lige saa munter som skarp og derfor vakte alles Bifald. Vi kan belyse denne Opfattelse ved at betragte Komedien i Lyset af en Verssatire, som han utvivlsomt har lært af. Holbergs lærde Samtidige, Christian Falster (1690-1752), som hellere vilde sidde i et stille Rektorat i Ribe end være Professor i København, skrev hvasse og fornøjelige Satirer; 1721 udkom saaledes Den daarlige Udenlandske Rejse og modige [dvs. sørgmodige, bedrøvelige] Hjemkomst. Hovedpersonen er ikke som hos Holberg en københavnsk Borgersøn, der tager til Paris blot for at lære Sprog og nymodens Sæder; det er en Studerende, der har faaet Rejselegater, og for disse tager han den traditionelle Tur til Universitetsbyerne, men rigtignok i Skræk for Bøger og Glæde over løse Piger. Han er ikke tilfreds med Stipendiernes Størrelse: Han klager

✂ paa dem,
Som have givet Penge
Til unge Folk at holde frem,
At de er altfor strænge,
I det de ej har givet fleer
Til Rejse-Underholdning,
Og at man nyder ikke meer
End trende Aars Besoldning [dvs. Understøttelse].

✂ Hjemkommen kalder han sig gentilhomme og vil modtages som en ambassadeur:

160

✂ Han tager mod Opvartning, men
Han lader, som han kjender
Sin Kammerat ej mer igjen,
For hvilken han forvender
Sit Sprog med idel Tydsk og Fransk,
Som ligger ham paa Tungen;
Ja haanes [dvs. skammer sig] ved at tale Dansk,
Som falder ham saa tvungen.

✂ Hans naragtige Opførsel er til Latter for Folk i Byen:

✂ Folie d'Espagne med sin Fod
Han spiller, naar han triner
Paa Gaden, udaf lutter Mod
Med gravitetske Miner,
Saa Folk i hvert et Vindue,
Ja Børn i alle Gader,
Forfølger hannem, for at see
Hans udenlandske Lader.

✂ I Jean de France føler man, paa Lystspilgenrens og Humanitetens Vegne, at Slutningen ikke tilfredsstiller. Hvilken ynkelig Skæbne gaar den forstyrrede Galfrans ikke imøde. Denne ubarmhjertige Afslutning stemmer ganske med Satirens Holdning. Falster stiller den hjemvendte Akademiker Spørgsmaalet: Hvorfor kom du her, hvorfor blev du ikke derude:

✂ See! jeg dig kan forsikre, at
Ihvor du havde havnet,
Ihvor du Bopæl havde sat,
Vi havde dig ej savnet.
Ak, om vort Land dig havde kyst
Til Moskov eller Polen,
Der aldrig havde blevet lyst
Om dig paa Prækestolen.

✂ Litteratur. Christian Falsters Satirer udgivne af Christen Thaarup. 1840. F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst, II, 1969, S. 61-64 (Falsters Satirer).

161

✂

ACTUS I

✂

SCEN. 1.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS: God Morgen, Naboe! hvor kommer I fra saa tiilig?

FRANDS: Jeg var udi et Ærende paa Gammel Torv.

JERONIMUS: Hvad got Nyt der?

FRANDS: Intet, uden man førte en til Slutteriet.

JERONIMUS: Det kand ikke regnes for Nyt. Men hvorfor blev han bragt did hen?

FRANDS: Man sagde mig, at det var for Gield.

JERONIMUS: Det er heller intet Nyt.

FRANDS: Samme Person har længe reist Udenlands, og har sat en stor Hob Midler til.

JERONIMUS: Det er heller ikke Nyt. Hør kun, kiære Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn --- jeg vil ikke sige meer; gid det ikke maa gaae efter min Spaadom. Det rører mig saa vel som eder, thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde ikke lyde mit Raad, han skulde have sin Villie, han vilde reise, han skulde reise, skiønt han er et Barn paa 19 Aar.

FRANDS: Forlad mig, Naboe, han blev 20 Aar forleden Januari.

JERONIMUS: Jeg kand nok erindre, da han blev fød; det var den samme Tid, som salig Birthe døde. Men det vil intet sige; lad være, at han er 20 Aar gammel, mon det ikke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Udenlands?

FRANDS: Jeg vil ikke disputere om det er farligt eller 162 ey, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.

JERONIMUS: Det gaaer og de fleeste, som den Karl I mødte paa Gammel Torv. I har saa vit ret, kiære Naboe: de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn ikke hænge sig, saa vel som en anden?

FRANDS: Ach! det har ingen Fare; han forsikkrede mig, førend han tog Afskeed, om sin Skikkelighed.

JERONIMUS: Det giøre alle. Jeg veed ikke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staaer mig aldeeles ikke an. Min Datter Elsebet kalder han Isabelle, sig selv skriver han Jean, og jeg heeder Jerome. Han maa kalde sig selv, hvad han lyster, han maa skrive sig Fairfax og Soldan, om han vil, naar han ikkun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.

FRANDS: Ach kiære Naboe! det er jo Moden; unge Mennesker giør saadant for at lade see, de have lært fremmede Sprog.

JERONIMUS: Jeg disputerer ikke, om det er Moden eller ey; men er det en fornuftig Mode? Om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar han kom hiem igien, mon hans Landsmænd ikke tænkte, at han var bleven forrykt? Det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lært vort eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar man har samlet Aar og Forstand først, naar man har den Capital, at man kand leve af Renterne, naar man reiser paa en vis Profession, som man ikke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigsdaler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over 163 Sneese smukke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giort Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kirke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob Politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour og Comment vous portez-vous og creperet, saa de har faaet en Ulykke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brændeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiære Naboe! det er, min Troe, dog sandt; dersom I saae udi en 164 Sum paa eet Sted de mange Penge, som af unge Mennesker Aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I ikke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at han har lært Fransk derfor; men I taler ikke om, hvor meget Latin han har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab merker jeg at han har lært for det første. Det kand jeg see af de Breve han skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg ikke forstaaer et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaae dem.

FRANDS: Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giort kand ikke forandres. Skylden er ikke hos mig; Min Kone vilde saa have det.

JERONIMUS: Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I ogsaa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at han siger: jeg er bleven ødelagt, men det er ikke min Skyld, thi min Kone vilde saa have det.

FRANDS: Min hierte Naboe! I er alt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, ikke endnu ruineret. Vil I ikkun tie still; nu kommer min Søn tilbage, thi han er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.

JERONIMUS: Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faae det at vide, Naboe, I skal faae det at vide. Vor Danske Ungdom giør ikke som Ungdommen udi Holland: Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hoffe; men saa snart han kom tilbage igien, solte han Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz, tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere vil giøre det samme? Jo, jo! Forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om han ikke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; 165 forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om han ikke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kok. Vilde de endda ikkun føre een Nations Lyde hiem med sig, var det ikke saa meget at sige; men de kommer tilbage sammensydde af all det Galskab, som findes udi Engeland, Tydskland, Frankrig og Italien. Jeg vil ikke skiære op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem: Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee; det er paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse; det er paa sin Fransk. Naar de gaae et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig; det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk. Skal de gaae i Kirken, spørger de først, om der bliver Music; det er paa sin Italiansk. Alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.

FRANDS: Nu, nu, Naboe, det tør gaae bedre end I tænker. Er det ellers længe siden, at I fik Brev fra min Søn?

JERONIMUS: Ungefehr for fire Uger siden.

FRANDS: Han var reist for fire Uger siden fra Paris.

JERONIMUS: Det kand nok være. Hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?

FRANDS: Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi han gaaer til Skibs.

JERONIMUS: Det er et hesligt Navn. Men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon han vil?

✂

SCEN. 2

Arv. Jeronimus. Frands.

ARV: Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaae et Ord, hvad han siger. Det første han kom ind 166 ad Døren, spurdte han: hvor er Moen Pere? Jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi May-Maaned? Jeg svarede: De ere ikke her udi Landet paa disse Tider. Han forundrede sig meget derover, ligesom han aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere. Hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at han kand finde hende enten paa Ulfelds Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træ- Mærre. Mig gav han et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiæmmes at tale om.

FRANDS: Arv! Hvad Nyt har du?

ARV: En heel Pose-fuld.

FRANDS: Ondt eller Got?

ARV: Baade Ondt og Got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men ---

FRANDS: Fra Vest-Indien?

ARV: Jeg meener, det er fra Vest-Indien, efterdi han er gandske forrykt; enten er han gall, eller han laver til Barsel, thi det første han begiærede, var moedne Pærer.

FRANDS: Hvorledes seer han ellers ud? Hvorledes er han klæd?

ARV: Han seer underlig ud. Jeg veed ikke om Fatter har seet Kløver-Knægt. Ligedan seer han min Troe ud. Han gaaer udi en rød Klædes Slaap-Rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; han er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den sterke Mand. Han har ikke behov at spøge før Tid; thi han kand tilig nok blive Hanreder. Men jeg maa løbe med et Brev, som han flyde mig.

FRANDS: Til hvem skal det Brev?

ARV: Det skal til en Mand, som heeder Moons.

FRANDS: Lad mig see Brevet: A Mons. Monsieur de Pedersen Auditeur de la primière Classe, in Copenhague. Det maa være til Mons. Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde længe løbe og spørge efter Moons. Hvor er min Søn?

167

ARV: Nu kommer han strax, han staaer inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.

✂

SCEN. 3

Jean. Jeronimus. Frands.

JEAN: La la la la la la, nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malheur. Mais voila mon père et mon Sviger Père; bon matin, Messieurs! comment vive ma chère Isabelle?

JERONIMUS: Hør, min gode Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen-Bernikov-Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebet med Gud og Æren.

JEAN: Det er alt det samme mon cher Sviger Papa: Elsebet, Isabelle, eller Belle; alleene det sidste er meer fornemme.

JERONIMUS: Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaaer mig ey heller paa saadan høy-traven Pariering.

JEAN: Pardonnez-moi, mon cher Sviger Papa, man siger aldrig nye Allamoder; c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton, par di! La la la la. Dette er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis. Pardi! det er en habile homme, le plus grand Dantze máltre en Europa. Heeder ikke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre? jeg har oublieret gandske mit Dansk dans Paris.

JERONIMUS: Det er Skade, at I har ikke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaae jer. Havde I biet le Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.

168

JEAN: Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France, non pardi, non.

FRANDS.: Jan de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.

JERONIMUS.: Det var bedre, i Steden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.

JEAN.

✂

Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaae; vi

Parisiens kand ikke være længe paa eet Sted. La la la la la. Jeg maa hen at see mig lidt om à la Greve. Adieu si long.

Gaaer ud.

✂

SCEN. 4

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS: Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giort mig saa dristig at tale med jer; jeg hør, eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.

FRANDS: Ach min hierte Naboe! vær dog ikke saa meget hastig. Hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal forgaae ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes han med sin Parlemefransø dræbte alle Mennesker; han var jo saa indtagen deraf, at han vilde end ikke ligge hos en Pige, uden det var paa Fransk; han aad heller en Suppe koget paa en Skoe-Pind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kok, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar han talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte han dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at han fik mange U-venner derved. Ja han vilde paa sikasten ikke gaae i Dansk Kirke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraae. Den samme blev jo siden saa skikkelig, da han havde udraset, at han nu brænder Franske Bøger 169 indtil Bibler, hvor han faaer fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk, alleene fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes, min Søn inden stakked Tid skal blive lige saadan een. Men han maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa Rente-Cammeret, der vil han, min Troe, faae andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.

JERONIMUS: Nu nu, Naboe! paa det I ey skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage. Bliver han inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at han holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en Borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer ikke meget, Naboe, det duer ikke meget.

FRANDS: Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa længe.

JERONIMUS: Far vel.

✂

SCEN. 5

Magdelone. Frands.

MAGDELONE: Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?

FRANDS: Alt for meget, Gud bedre!

MAGDELONE.: Du har altid trettet med mig, at vi giorde formeget af den Søn.

FRANDS.: Det er sandt.

MAGDELONE: Men har vi ikke nu Glæde for ham?

FRANDS.: Jo, det er sandt, man kand lee sig ihiel, naar man seer paa ham.

MAGDELONE: Ach! Det er en allerkiæreste Dreng!

FRANDS.: Ja vist.

MAGDELONE.: Tænk engang, hvorledes han har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.

FRANDS.: Forskrækkelig.

170

MAGDELONE: Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.

FRANDS: Jeg ikke heller.

MAGDELONE.: Saa levende var han bleven.

FRANDS.: Ja vist.

MAGDELONE.: Og saa artig.

FRANDS.: Forskrækkelig.

MAGDELONE: Frankrig kand dog skabe Mennesker om.

FRANDS.: Forbandet.

MAGDELONE: Han kaldte mig Mardamme.

FRANDS.: Giorde han det?

MAGDELONE.: Thi han sagde: Det er saa gemeent at sige Moer.

FRANDS: Kand nok være.

MAGDELONE.

✂

Men hans Kiæreste kaldte han Matresse;

Det syntes mig eene var underligt.

FRANDS.: Hvorfor det?

MAGDELONE: Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.

FRANDS: Kand skee.

MAGDELONE.: Gud skee Lov, at han dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.

FRANDS.: Det er sandt.

MAGDELONE.

✂

Men hvorfor græder du? hierte Mand!

Det er vel af Glæde. Sagte. Den stakkels Mand holder meer af sine Børn end han lar sig merke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.

FRANDS.: Og jeg af Sorg.

MAGDELONE.: Af Sorg?

FRANDS.

✂

Ja af Sorg. Maa en ærlig Far ikke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler,

Nar?

MAGDELONE.: Hvad siger du, grove Oxe? Er min Søn en Nar?

FRANDS: Ja Captain for alle Narre.

MAGDELONE.: Ej jeg ælendige Menneske! der skal have 171 saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeneste Glæde jeg har i Verden, er det kiære Barn, hvilket dog den slemme Mand ikke kand lide. Man seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja endogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde ikke rose mit eget; men jeg troer ikke, at her er et artigere Menneske til her i Landet, end Hans Frandsen; havde du kun almindelig menneskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.

FRANDS: Hvor i bestaaer da hans Artighed?

MAGDELONE: Den bestaaer derudi, at han er artig.

FRANDS: Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigsdaler til i saa kort Tid.

MAGDELONE: Du taler nok om hvad han har sat til, men du taler ikke om hvad han har lært.

FRANDS: Jeg seer nok at han har lært at dantze en Fiol de Spang, at siunge en Hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer han kand nu hverken Dansk eller Fransk.

MAGDELONE: Jeg vil ikke tale længer med det fortræ- delige Menneske; jeg svær paa, at jeg ikke skal søge Seng med dig mine Dage meer.

FRANDS: Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.

MAGDELONE: Ikke et Ord meere.

FRANDS: Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.

MAGDELONE: Lad mig gaae, siger jeg.

FRANDS: Ej lille Magdelone! jeg meente det ikke saa ilde.

MAGDELONE: Ingen Snak! jeg vil gaae.

FRANDS: Bie min Hønne, saa skal du faae det, du veedst vel selv.

MAGDELONE: Pakketel.

FRANDS: Min Sukker-Top!

MAGDELONE: Sladder.

172

FRANDS: Min Snut!

MAGDELONE: Slip mig dog.

FRANDS: Min Sirup-Krukke!

MAGDELONE: Bort.

FRANDS: Min Smør-Blomster!

MAGDELONE: Tramtrara.

FRANDS: Min Paaske-Lillie!

MAGDELONE: Intet.

FRANDS: Min hiertens Glæde!

MAGDELONE: Gaae Fanden i Vold.

FRANDS: Min Balsom-Bøsse!

MAGDELONE: Til Blocksbierg.

FRANDS: Ach min allerkiæreste Kone! vær dog ikke vred paa din lille Mand.

MAGDELONE: Ingen Slingring.

FRANDS: Paa din egen lille Frands.

MAGDELONE: Bort falske Blakke!

FRANDS: Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?

MAGDELONE: Var det ikke dit Alvor?

FRANDS

✂

Mit Alvor! meener du, at jeg ikke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? Jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd.

Sagte.

Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.

MAGDELONE: Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer han.

✂

SCEN. 6

Jean. Magdelone. Frands.

Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.

MAGDELONE.: Giv nu kun agt paa all hans Væsen, og see saa, om vi ikke har Aarsag at elske den Søn.

FRANDS.: Du har ret derudi, Kone.

173

MAGDELONE: Min hierte Søn! du maa ikke være saa længe fra din Mamma. Jeg kand ikke undvære dig et Øyeblik.

JEAN: Hvad siunes Madamme om den Contretemps, som jeg lærte nyelig førend jeg reiste fra Paris? Den troer jeg pardi ikke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Façons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa - -

MAGDELONE: Var det ikke en deilig Capriol, Mand?

JEAN: Det var ingen Capriol, Madamme, men en Contretemps.

MAGDELONE: Jeg forstaaer det ikke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.

JEAN: Madamme kand vel Touren endnu deraf?

MAGDELONE: Ja, maa skee.

JEAN: Kom lad os dantze en Menuet tilsammen, for at see, hvilke Pas jeg giør.

MAGDELONE: Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.

JEAN: Det vil intet sige. La tour seulement.

MAGDELONE: Ney, min allerkiæreste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.

JEAN: Ah! pardi! je men mocque. La tour seulement.

FRANDS: sagte. Det er mig saa kiært som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, han vilde nøde hende til at dantze midt paa Slots-Pladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.

MAGDELONE: Ach min hierte Søn! giør mig da ikke den Skam.

JEAN: Ej! sans façons det lader saa ilde at lade sig saa længe bede. La tour seulement.

FRANDS: sagte. Det gaaer skiønt nok.

MAGDELONE: Mine Fødder er alt for stive dertil.

JEAN: Pardi! mardi! peste! diantre! tête bleue! nu blir jeg vred. Kand I ikke sagte giøre mig den Fornøyelse? La tour seulement.

174

MAGDELONE: Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det, som jeg kand.

FRANDS: sagte. Ha ha ha!

JEAN.: Papa maa synge os en Menuet.

175

FRANDS: Kand jeg synge?

JEAN: Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.

FRANDS: Han vil blive suur nok, min Søn; det er best, at I synger selv.

JEAN: Ej pardi, c'est impossible; hvorledes kand jeg synge og dantze dans le même temps?

MAGDELONE: Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.

FRANDS: Jeg troer ikke, det er dit Alvor, Kone. Jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.

JEAN: Tete bleue! j'enrage.

MAGDELONE: Ach min hierte Søn! bliv ikke vred. Han skal, min Troe, synge, om han blev gall.

JEAN: Ach pardi! chantez done.

MAGDELONE: Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.

JEAN: Diable m'empotte, si -
Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne hâr, og græder tillige med, og de andre begynder at dantze.

JEAN: Ej det er ingen Menuet. Kand Papa ingen Menuet?

FRANDS: Jeg kand ikke uden een.

MAGDELONE

✂

Lad os faae den da. Det vil ikke sige, om den er gammel.

Han synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder: la cadance mon père! la cadance! Naar Dantzen er ude, gaaer de ind.

FRANDS: sagte. Ach jeg elendige Menneske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.

176

✂

ACTUS II

✂

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS: Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulyksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET: Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menneske for mig i Verden? Jeg havde Afskye for hans Person, førend han reisede, saasom jeg merkede, at han var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at han vilde blive reent forstyrret, naar han kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS: Vil I da, allerkiæreste Jomfrue! binde eder til saadan Person?

ELSEBET: Ikke med min gode Villie, min hierte Antonius! men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen; hvad han vil have fort, det maa gaae fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS: Saa længe jeg er til, skal dog saadant ikke gaae for sig.

ELSEBET: Hvormed vil I da hindre det?

ANTONIUS: Jeg siger: Jeg er til. Thi mine Øyne skal ikke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET: Det kand jeg sige eder I ubesindede Menneske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sværd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tænk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulykke, og vær forsikret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

177

ANTONIUS: Ach! nu er jeg fornøyet.

MARTHE: Hører, I forliebte Giekke! i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen stikke Hovederne sammen. I veed jo, at, naar vi to ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os u-muelig. Giv os Stunder at speculere lidt, og gaae imidlertid til Side.

✂

SCEN. 2

Marthe. Espen.

MARTHE: Espen! du est en gammel Skielm; lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN: Næst dig troer jeg ikke, at jeg har min Overmand.

MARTHE: Spind nu da paa noget! det vil ikke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du ikke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden for kort Tid.

ESPEN: Ney min Troe bliver jeg ikke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE: Hvad spaaede hun dig?

ESPEN: Hun spaaede mig, at jeg ikke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE: Ja Sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN: Ney min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun ikke havde en Tand i Munden, og kunde ikke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE: Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset? Hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN: Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

MARTHE: Snak for din Æske! Lad os til Arbeids, medens vi er alleene; den ædele Tid gaaer bort.

ESPEN: Jeg er min Troe ikke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

178

MARTHE: Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste. Naar jeg vil den Vej, gaaer jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faae ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakeier at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at speculere paa nogle Intriguer.

ESPEN: Ja nu forstaaer jeg først Meeningen. De gaae og spadsere frem og tilbage.

MARTHE: Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN: Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE: Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Ney! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betænkning derover. Hej! kommer ind igien, Paris og Helene! at høre paa Dommen.

✂

SCEN. 3

Elsebet. Marthe. Espen. Antonius.

ELSEBET: Her er vi; lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

MARTHE: Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaaer den anden Kiærlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET: Ach! du skiemter med mig.

MARTHE: Ja det er ogsaa ikkun Skiemt; thi jeg holder for, at man udi de Sager ikke maa rette sig efter For- ældrenes Caprice. Deres Henseende er ikkun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tænke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd; unge Mennesker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tænke at leve 179 fornøyede med, og elske kun for at elske. Er det og ikke hans Meening, Herr Collega?

ESPEN: Jo mænd er det saa.

MARTHE: Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaae mig som de habile Dommere, der faaer en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN: Forstaaer du Latin? Marthe!

MARTHE: Ligesaa meget som du.

ESPEN: Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE: Ney jeg veed det ikke.

ESPEN: Paa Dansk legger man det saaledes ud, at saadan Soe, som du est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og ikke tænke til at bemænge dig med Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE: Du skalt ikke sige, Espen! Den Tid tør komme, at man seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne; naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskikket til at være Herreds-Fogd, saa kand du ikke blive høyere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS: Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv ikke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE: Lad da Espen tale; thi han har fundet et herlig Raad op.

ESPEN: Ej Marthe! plav os da ikke saa længe, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiære Børn med.

MARTHE: Vil du da tilstaae først, at du est en Dosmer?

ESPEN: Skam der giør.

ELSEBET: Ach lille Espen! kand du ikke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer?

ESPEN: Ja jeg er en Dosmer da; er det nu vel?

MARTHE: Enten du meener det eller ey, saa er det dog sandt. Han gik og speculerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel 180 skimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaaer derudi: I har hørt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var paa sin Parisk at gaae lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient hos en Fransøsk Kok i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lært saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyeligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære. Lad mig kun raade. Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET: Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS: I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæ- der; jeg skal forsiune Espen.

ESPEN: I maa ikke sige Espen meere, men Herr Cammer-Tienner.

ANTONIUS: Nu gak da, Herr Cammer-Tienner!

✂

SCEN. 4

Arv. Antonius. Elsebet.

ARV: Ha ha ha hi hi hi!

ANTONIUS: Er det ikke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV: Ha ha ha! gid Fanden tage all Galskab.

ANTONIUS: Hvad leer du saa hiertelig af, Arv?

ARV: Monsieur Antonius, er det jer? Jeg er færdig at sprekke af Latter.

ANTONIUS: Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV: Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS: Hvem var der?

ARV: Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS: Ej hvilken Snak!

ARV: Jo min Troe er det vist. Skam faae Mutter, jeg havde ikke tænkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa 181 gik hun og vrikkede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stykke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert han dantzede, raabte han til Vatter: Gad Hansen! Gad Hansen! Hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stakkels Mand saae jeg nok sang ikke med god Villie, thi han sang, græd og truede paa eengang.

ANTONIUS: Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV: Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Han regierer over Mutter, og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS: Den Karl maa jo være gandske gall.

ARV: Jeg troer nok, at han har faaet en Skavank i Hovedet i Frankrig. Han gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis han kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: Ja Soldan! Thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moer taaler, at han kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad han kalder hans Datter, troer jeg nok, at han fik en banket Ryg.

ANTONIUS: Hvad kalder han hende?

ARV: Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS: Ney! jeg skal, min Troe, ikke.

ARV: Han kalder hende sin Matrasse. Det er sandt nok, en Kone er i visse Maader en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse; til med saa ere de ikke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.

✂

SCEN. 5

Elsebet. Antonius.

ELSEBET: Det er forskrækkeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.: Min allerkiæreste Jomfru! lad ham kun 182 løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulyksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET: Ach min hierte Antonius! all vor Lykke staaer i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt han seer min Ulykke for Øynene, saa dog bryder han ikke sit Løfte. Han siger, det er ikke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS: Men, om nu Marthes og Espens Anslag ikke lykkes, og Jeronimus er ikke at bevæge at staae fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

ELSEBET: Ej min hierte Antonius! plag mig ikke meer med slige Spørgsmaal. Jeg har jo erklæret mig eengang, at jeg vil heller - - - Men der kommer min Far, løb bort saa snart som I kand.

✂

SCEN. 6

Jeronimus. Elsebet.

JERONIMUS: Hej saa Pimpernille! har du ikke andet at bestille end staae at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaaer forbi? Jeg heeder Jeronimus jeg, og ikke Frands Hansen. Tænk ikke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET: Men, min hierte Fader! efterdi han er saa uskikkelig, hvorfor vil I da binde mig til ham?

JERONIMUS: Vil du ogsaa raisonnere? Vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting? Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som ikke er at forkaste, thi Frands Hansen er ikke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg ikke gierne bryder.

ELSEBET: Min hierte Papa!

JERONIMUS: Papa! Papa! vil du og tale Fransk? Hvis 183 du kommer med din Papa oftere, skal Mangelstokken ikke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET: Jeg vilde ikkun sige dette, at Frands Hansen er en skikkelig Mand, men jeg skal ikke giftes med ham, men med hans Søn, som er et uskikkeligt Menneske, om hvilken jeg allereede har hørt en Hob galne Historier, siden han kom hiem.

JERONIMUS: Seer man vel, hun legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier! Seer man vel! Skal du legge dig efter at vide Historier? Jeg kand lade dig vide dette, Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøylen. Flux ind!

184

✂

ACTUS III

✂

SCEN. 1

Jean. Pierre.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Que voulez-vous?

JEAN.: Fripon! Maraud! Coquin! bougre! badaud! fai-néant! que la peste t'étouffe, que le Diable t'emporte, t'enleve, t'abime, que le diantre -

PIERRE.: Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?

JEAN.: Har du nu været 15 Maaneder med mig dans Paris, og ikke lært comment du skal svare din Herre, naar han kalder paa dig? Du skal sige: Monsieur! mais non pas: que voulez vous?

PIERRE.: Det er en liden Forseelse, men fortienner ikke saa mange Forbandelser.

JEAN.: Sanden at sige, saa er det ikke saa meget for at forbande dig, som for at øve mig udi Fransken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg ikke kand exercere uden paa dig.

PIERRE.: Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te, saa øver han sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.

JEAN.

✂

Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien! Dieu donne

que nous etions dans Paris igien! Nu kand jeg ikke erindre hvad igien heeder paa Fransk.

PIERRE.: Det heeder aussi.

JEAN.: Det er ret: aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du ikke, at vi vare i Paris aussi?

185

PIERRE: Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.

JEAN.: Ej bougre, crasseux, gourmand, du taler, som du var fød à la place Maubere eller a la Pont-Neuf, comme un crocheteur, un décrotteur des souliers, un porteur d'eau.

PIERRE.: Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un bouffon, som han var fød dans un Daarkiste eller à la un théâtre.

JEAN.: Hvad siger du? bourreau!

PIERRE.: Monsieur maa ikke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.

JEAN.: Ja saa. Ecoutez, Pierre.

PIERRE.: Monsieur!

JEAN.: Jeg kand ikke lide disse Danske Ansigter for min Død.

PIERRE: Mademoiselle Isabelle har dog et kiønt Ansigt.

JEAN.

✂

Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk,

c'est une visage à la Danois, à la Vimmelskaft, pardi!

Dog jeg kunde nok vænne mig til Ansigtet, dersom hun ikke talede Dansk.

PIERRE.: Har Monsieur talt med hende, siden han kom hi em?

JEAN: Ovis pardi si fait, men veedst du hvad hun sagde?

PIERRE.: Non pardi non fait.

JEAN.

✂

Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tænker paa det, staaer min Mave i min Hals.

Havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt:

Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.

PIERRE.: Ovis pardi si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.

JEAN.: Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris.

PIERRE.: Ovis pardi si fait.

JEAN.: Comme un frippière.

PIERRE.: Ovis pardi si fait.

JEAN.: Comme un femme qvi dame: renet! renet! dans les rues.

186

PIERRE: Ovis pardi si fait.

JEAN: Comme un femme, qui va avec un ane dans la rue et dame: lait! lait!

PIERRE: Ovis pardi si fait.

JEAN: Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og ikke tale et Ord Dansk sammen.

PIERRE: Ovis pardi si fait; hvad vi ikke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi en hast blive som indfødde Franske.

JEAN: Pierre!

PIERRE: Monsieur!

JEAN: Jeg vil spise til Middag hos Peche.

PIERRE: Vil Monsieur ikke heller spise hos Mester Jacob? der faaer man bedre Mad for billigere Priis.

JEAN: Ej! hvad Mester Jacob! man kand høre paa Navnet alleene, at det er en slet Kok. Dersom der ingen Fransøsk Kok var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.

PIERRE: Det er sandt, Maden smager vel hos de Franske, eftersom man faaer saa lidt alle Tider; thi intet opvækker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.

JEAN: Veedst du ellers nogen anden Fransk Kok?

PIERRE: Ovis Monsieur si fait pardi, her er en anden, som heeder Cabo.

JEAN: Hvem af dem taler best Fransk?

PIERRE: De taler begge to lige got. Det er en Plaisir, at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner; hvor mon han vil hen?

✂

SCEN. 2

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN: Det var mig sagt, at han skulde boe her. Her seer jeg to Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission, Monsieurs, kiender I ingen her i Gaden?

187

JEAN: Jo, jeg kjender mig selv, moi-même.

ESPEN: Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer ikke, fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her ikke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?

JEAN: Je m'appelle Jean de France à votre tres humble service.

PIERRE: Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieneste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi han forstaaer vel nok Dansk, men kand ikke synderlig explicere sig, thi han har været 15 samfulde Uger i Paris, hvor han imidlertid ikke hørte et Dansk Ord tale.

ESPEN: Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect; jeg har ikkun i to Dage været i Tieneste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter. Monsieur! er det ikke ham, som er nyelig kommen fra Paris?

JEAN: Ovis Monsieur.

ESPEN: Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?

JEAN: Ovis Monsieur.

ESPEN: Som logerede udi det Qvarteer af Byen - - - hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.

JEAN: Faubourg St. Germain.

ESPEN: Ja, det er saa jeg meente. Og udi den Gade, som gaaer saa krum?

JEAN: Ney, Gaden er gandske lige.

ESPEN: Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa man jo dreie om til en anden, thi saa syntes mig Madamen sagde; og Gadens Navn var ---

JEAN: La rue de Seine.

ESPEN: Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stykke Karl, ved Navn Pierre.

PIERRE: A votre tres humble service.

188

ESPEN: Saa hører jeg da, at jeg gaaer ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.

JEAN: Ach! er det mueligt? Hvorledes lever den charmante Dame?

ESPEN: Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.

JEAN: Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøyelig Time med hende udi Paris.

PIERRE: Monsieur! I har jo aldrig kiendt den Kone?

JEAN: Taisez-vous bougre! veedst du ikke, at det er à la françoise at svare saaledes? Havde jeg svaret, at jeg ikke kiendte hende, skulde man jo have taget mig for en Dansk Hiemføding. Du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for. Pardi, est-il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? Jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er, til Africa, alleene for at kysse hendes smukke Hænder. Men hvor længe er det siden hun reisede fra Paris?

ESPEN: Tolv Dage.

JEAN: Ej! est-il possibel? ikkun 12 Dage! Ach, kunde jeg nyde den bonheur at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende!

ESPEN: Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.

JEAN: Ach Monsieur! skaf mig den Fornøyelse, og forsmaae ikke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.

ESPEN: Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burte ikke tage mod Presenter; men paa det jeg ikke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur ikke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som 189 er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er, nyelig førend hun reisede, bleven den høyeste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadanne Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.

JEAN: See! jeg skal strax dans votre présence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Libetté, at spørge hvorledes Madame la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi han forstaaer ikke Fransk?

ESPEN: Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af all Verden; hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lært paa Vejen.

JEAN: Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi han er fød her i Landet?

ESPEN: Ney Monsieur, jeg er ikke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem han kiender.

JEAN: Det var Synd andet; thi man kand nok see af Monsieurs Manières, og høre af hans Tale, at han ikke er Dansk. Men paa hvilken Sted har man den Lykke at beskue Madame la Fleche?

ESPEN: Paa hvilket Sted Monsieur behager; ellers falder Klokken 3 hendes Vey her.

JEAN: Der skal jeg présentement lade mig indfinde for at kysse hendes belles mains.

ESPEN: Det skal være hende kiært.

JEAN: Je me recommende.

190

✂

SCEN. 3

Jean. Pierre.

JEAN: Pierre!

PIERRE: Monsieur!

JEAN: Hvad siunes dig om det Portrait?

PIERRE: En, som ingen Kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stykke Træ.

JEAN: C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet, le plus grand Skildrer en Europa.

PIERRE: Ja hvoraf veed Monsieur det?

JEAN: Hørte du det ikke af Monsieurs egen Mund? Meener du, han er ingen Kiender? Jo, jo, det er, ma foi, ingen Giekke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds, jeg var borte; man kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem, de tale ikke uden om Veirligt eller om Huusholdning.

✂

SCEN. 4

Jeronimus. Frands. Jean. Pierre.

JERONIMUS: Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe! Jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spart for det første i gamle Dage.

FRANDS: Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.

JERONIMUS: Siig ikke det, Naboe! I skikkelige Huse slipper man ikke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun een Post; vil vi nu regne fleere, skal man let kunde begribe, hvad jeg siger. Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faa Kopper. Men see om Jeronimus kommer der saa hastig igien!

191

FRANDS: Det har været noget dyrt; men man seer, Prisen begynder alt merkelig at falde.

JERONIMUS: Ikke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har merket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøyet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.

FRANDS: Ja, I har ret saa vit derudi, Naboe! Men vi maa ogsaa have noget for Munden; hvortil duer Penge, naar man ikke vil giøre sig til gode deraf?

JERONIMUS: Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brændte Bønner? Forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sukker, see om det ikke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavel som andre, finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eders Søn Hans og andre deslige Giekke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.

FRANDS: See! der kommer min Søn.

JERONIMUS: Ja, det maa han, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt. Men hvad Pokker er det for Crusedoller, han har faaet om Halsen?

FRANDS: Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.

JERONIMUS: Mode mig hid og Mode mig did, saa er den en Nar, der gaaer anderledes end alle andre Folk i Landet.

FRANDS: Hør, min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen? Folk skulde tænke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.

JEAN: Pierre!

PIERRE: Monsieur!

JEAN: Pierre, expliquez cela pour ce vieux homme! je vas, vous me trouverez après de Monsieur Peche.

192

✂

SCEN. 5

Frands. Pierre. Jeronimus.

FRANDS: Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?

PIERRE: Han havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.

FRANDS: Men hvad er det for et Ridder-Baand, han har faaet om Halsen?

PIERRE: Det er et Portrait, som han har ført med sig fra Frankrig.

FRANDS: Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?

PIERRE: Ach, ja vist! hvo, som ikke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.

FRANDS: Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.

PIERRE: Monsieur maa tage sig vare hvad han siger, han kunde komme i Ulykke derover; thi Portraitet er giort af Monsieur Reenkaalavet, den største Skildrer udi Facultetet til Paris.

JERONIMUS: Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnike, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstykke klippet af en Bog. Hør, Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betakker mig for eders Svogerskab, og sælger ikke min eeneste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du ikke strax siger os, hvo der har forført ham til saadan Galskab, skal du ikke komme vel her fra Steden.

PIERRE: Jeg veed, min Troe, ikke, hvor han har faaet det Stykke fra; men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.

FRANDS: Fy! skiæmmer du dig ikke, Peer, at tale saa plumpt?

JERONIMUS: Hej! laan mig jer Stok, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit. - Pierre gaaer grædende ud.

193

✂

SCEN. 6

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS: Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giorte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.

FRANDS: Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage afsted. Om I bryder saa hastig, gier det saadan Snak i Byen. Giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa længe.

JERONIMUS: Ja, ja, 14 Dage gaaer hastig; men jeg er vis paa at han inden den Tiid bliver verre og ikke bedre.

FRANDS: Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.

JERONIMUS: Ja, jeg skal bie saa længe.

FRANDS: Farvel, jeg maa hiem at spise; min Kone bier efter mig.

JERONIMUS: Prosit Maalzeit.

194

✂

ACTUS IV

✂

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS: Nu hvordan gaaer det? min gode Marthe!

MARTHE: Hun gaaer en god Gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt, thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid. Han er saa forliebt, som en Rotte, skiønt han aldrig har seet mig. I kand tænke, hvilken Giek det er: jeg har faaet ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstykke, som jeg for nyelig skar af en af Fars gamle Spænde-Bøger, og smurte paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET: Men hvor er det mueligt, at han kand bringes til saadan Galskab?

MARTHE: Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faaet ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nyelig kommen fra Paris.

ANTONIUS: Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE: Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan en; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu ikke. Det gaaer med mig, som med dem, der skriver Comoedier; mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg han kommer; løber strax til Side.

195

✂

SCEN. 2

Jean. Mad. la Fleche. Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE: A cette heure il doit venir; war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang, daß er lovede zu kommen?

JEAN: embrasseter hende paa Knæ og siger: Ach! charmante Madame! souffrez que j'adore vous! souffrez que je baisse votres beaux mains!

MAD. LA FLECHE.: Levez-vous, Monsieur! c'est trop dehumblesse pour un gentilhomme comme vous.

JEAN.: Ah Madame! est-il possibel que j'ai l'honneur, le plaisir, contentement et joie de vous revoir dans cette terre?

MAD.: LA FLECHE. J'ai venu pour vous voir, mais je croyois pas que vous étiez si changé. Vous êtez à cette heure habillé comme un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.: Pourquoi riez-vous, charmante Princesse?

MAD.: LA FLECHE. Rien! Monsieur de France, rien! je ris de la joie de vous voir, c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.: Je vous rends grâce, Madame! Mais comment trouvez-vous cette terre?

MAD. LA FLECHE.: Fort bon, Monsieur: les Danois êtes des fort bonnes gens. Il manque à eux seulement desinformer dans les manières Parisiens.

JEAN.: Ovis pardi si fait, Madame, vous avez grand raison dans cela. Dieu donne que j'étois dans Paris igien! Ah pardonnez, ma belle Madame, je voulois dir e: aussi. Mais Madame, avez-vous amenés avec vous quelques nouvelles chansons de Paris?

MAD. LA FLECHE.: Ovis Monsieur, celle-ci est la plus nouvelle. Hun synger en Viise.

JEAN: paa Knæ.
Ah Madame, je n'ai jamais écouté une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD. LA FLECHE.: Pourquoi pleurez Monseigneur?

196
197

JEAN: Ah Madame, on veut me marier dans cette pays.

MAD. LA FLECHE.: Marier?

JEAN: Ovis Madame.

MAD. LA FLECHE.: Marier?

JEAN: Ovis c'est veritable, et avec une fille, qui s'appelle par malheur Elsebet.

MAD. LA FLECHE.: Quel diable de nom est cela? parlezvous tout de bon, Monsieur? ah est-il possible? Hun lader som hun faaer ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.

ESPEN: Nu kand han see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørte, Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN: Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her. Paa Knæ. Ah belle Princesse, êtes vous malade?

MAD. LA FLECHE.: C'est un Übergang, Monsieur! levez-vous. Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøyet.

✂

SCEN. 3

Arv. Jean. Mad. la Fleche. D'Espang.

ARV: kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort stykke Krid, og maler den Dantz af, han havde seet. Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Ney! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev ikke bred nok. Her skal Fatter staae og græde.
Han springer op og seer derpaa. Medens han giør dette, staaer de andre og taler sagte, og peeger paa ham.

ARV: Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giort, og Assamblixet saa vel afskildret, saa der fattes intet andet, end at det skulde kunde tale. Men hillement! der seer 198 jeg Folk. Er det ikke Jeronimuses Marthe, som hâr faaet en Adriane paa, og staaer og snakker med Hans Frandsen? Hør, Marthe! hvor Fanden har du faaet den Adriane fra? Det er jo endnu for tiligt; Hunde-Dagene er jo end ikke begyndt?

JEAN: gier ham et Ørefigen, siger: Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øyene?

ARV: Om Forladelse, Monsr. Haans. Jeg tænkte, mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD. LA FLECHE.: Ah Monsieur, faites le sortir, j'ai peur pour les gens qui sont fous.

JEAN: Her ud din Slyngel! jeg slaaer ellers dit Hoved i tu. Madame la Fleche staaer og beskuer Jean paa Klæ- derne og visker til Espen og leer ha! ha! ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!

JEAN: Pourquoi riez-vous? belle Madame!

MAD: LA FLECHE. Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excusez. Adieu.

✂

SCEN. 4

Jean. D'Espang.

JEAN: Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt? hvad var det, hun viskede?

ESPEN: Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres. Hun viskede til mig, at, saa stor Estime hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

JEAN: Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede? thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN: Ja Monsieur! det har været Ulykken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavalleer i Paris knæpper 199 sin Kiole meer for til, men alleene bag til. Det synes vel at være noget incommode, førend man bliver først vant dertil; men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN: Ah! malheureux que je suis.

ESPEN: Det kand strax rettes Monsieur! jeg skal hielpe ham derudi.

JEAN: Vous me faites un grand plaisir, par di.

ESPEN: See! nu har Monsieur andre Øyen at see med.

JEAN: Er det ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN: Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris, siger hun, smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN: Det skal strax blive forandret; jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage nye Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i Gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg ikke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi ikke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non pardi non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

ESPEN: Paris er en artig Bye, det maa all Verden tilstaae. All Verden retter sig og efter de Parisiers Moder; om de hittede paa at gaae uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN: Jeg giorde det, ma foi, strax. Alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruqve, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN: Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

200

JEAN: Ej! ej! det er artigt. Den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar. Jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche ikke sige mig saadant selv?

ESPEN: Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feyl; de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got; nu skal det være hende en Fornøyelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN: Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN: Votre Serviteur! Men, à propos, jeg har glemt en liden Ting at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder han ikke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og ikke bruges af honnete Folk meer i Paris.

JEAN: Ovis da.

ESPEN: Serviteur.

✂

SCEN. 5

Jean. Pierre.

JEAN: dantzer og synger: La la la la la la la. Seer paa sit Skilderie. La la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deilig Mode, fort commode et fort dégagée. La la la la la. Mon Père et mon Sviger Père skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ey: Jeg vil ikke være i nogen gammeldags Familie. Min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflægge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaae ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans façon at tvinge dertil; thi det er mig ikke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

201

PIERRE: Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg ikke længer være i Monsieurs Tienneste.

JEAN: Qu'as-tu? dis-moi, Pierre.

PIERRE: Ach! Monsieur Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaae.

JEAN: Pourquoi done?

PIERRE: Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

JEAN: Pardi! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentilhommes Laquai. Est-il possible, at han torde slaae dig?

PIERRE: Ovis Monsieur. Men Monsieur har knæppet sin Kiole bagvendt, han maa gaae i Gifte-Tanker; reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN: Ej du sot! badaud! bouffon! maraud! veedst du ikke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad. la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE: Den Mode har jeg dog ikke seet i Paris.

JEAN: Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE: Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN: Non pardi non, det er kun for gens de qualitê.

PIERRE: Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert. Men faaer Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver han gall.

JEAN: Ikke alleene, at han skal taale at see det, men jeg vil, at han selv skal bruge samme Mode.

PIERRE: Det gaaer aldrig an.

JEAN: Han skal.

PIERRE: Comment done?

JEAN: Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Madame la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog ikke lee af min Familie.

PIERRE: Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik. Men der kommer han alleene, ma foi fort à propos.

202

✂

SCEN. 6

Jeronimus. Jean. Pierre.

JERONIMUS: Fiorten Dage gaaer endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg ikke skal beskyldes at have brudt mit Løfte; men han bliver ikke anderledes, han bliver ikke anderledes, det vil jeg døe paa. Men der seer jeg han staaer; jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er ikke tilstæde. Hør, Hans Frandsen! lad os tale eengang for alle lidt alvorlig sammen. Men hvad Pokker er det, jeg seer? Er I bange, at Folk ikke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gier det tilkiende med saadan forkeert Dragt? Hvilket Menneske kand bringes til saadan Galskab at knæppe sin Kiole bag til, og giøre sin Ryg til en Mave? Ach! jeg ynker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn! Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS: Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tænker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.
Jean og Pierre: Ha ha ha!

JEAN: A propos, mon cher Sviger Papa, blev ikke den Kiole, I hâr paa, giort til den forrige Jubelfest? Ha, ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS: Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvendte Kiole ikke bleven giort paa Fastelavens Mandag, eller den første April? Ha ha ha ha ha!

JEAN: Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt; men det kand let ændres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere. Som jeg gaaer nu, saa gaaer alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS: Jeg er taabelig, at jeg staaer og taler med slige Giekke.

JEAN: Attendez, mon cher Sviger Père! I slipper, ma foi, ikke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, 203pardi, den høyeste Mode i Paris; Madame la Fleche, som nyelig er kommen derfra, beretter - - -

JERONIMUS: Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand? Det er for Madame la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Madame la Medister, og det er for Madame la Spek. Gir dem midlertid Ørefigen.

JEAN: Pierre ici! tenez! holdt den gamle halstarrige Knark. Jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

204

PIERRE: Vitement Monsieur.

JERONIMUS: Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN: Naar gamle Folk gaaer i Barndommen, maa man tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS: Hej hej! Geval ----- t!

PIERRE: Hej hej! Sna ----- k! det er for jer egen Nytte; naar det først er giort, skal I siden takke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil trække en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser han siden paa hans Haand og takker.

JERONIMUS: Ach væ! Ach væ!

JEAN: Tie stille, mon cher Sviger Papa! nu seer I pardi ud, som en Ambassadeur. Den heele Familie maa og omstøbes; jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad. la Fleche, for at undervises, hvordan høyeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE: Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa ikke forandres?

JEAN: Ovis pardi si fait. Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.

JERONIMUS: A----A----A----

✂

SCEN. 7

Antonius. Jeronimus. Jean. Pierre.

ANTONIUS

✂

med Kaarden i Haanden. Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand.

Jean og Pierre løbe bort. Ach! min kiære Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet. See! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fornemme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit Liv.

JERONIMUS: Ach min kiære Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulde 205 have seet mig saa forkeert. Det skulde være mig en stor Fornøyelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienneste; gid han havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS: Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer, Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn ikke har dristet mig til at tale. I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS: Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS: Achl jeg tør ikke sige meer; I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS: Jeg kand nok giette hans Meening. Han har, maa skee, Kiærlighed til min Dotter. Men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt. Maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS: Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarregaden; min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS: Ja vist er han bekiendt. Er han Jesper Lorentzens Søn, saa har han en brav Mand til Fader, og een af de skikkeligste Borgere her i Staden; vi har reyst sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting. Det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham. Han maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS: Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar ikke alleene baaret Kiærlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte; men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig ikke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS: Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst. See! der har han min Haand paa, at ingen anden skal faae min Datter end han. Men der kommer min Datter selv meget beleiligt.

206

✂

SCEN. 8

Elsebet. Jeronimus. Antonius.

JERONIMUS: Hør, Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET: Nej, jeg giør min Troe ikke, Papa!

JERONIMUS: Jo du giør saa min Troe; see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd ikke mit Barn! jeg veed heele Sagen. Kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Brud.

ELSEBET: Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter han saa med mig? I har engang, imod min Villie, lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS: Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kiæreste, som er Vidne til, hvad Skam han har giort mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og ræk ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ey havde seet ham tilforn. Kom lad os gaae hi em tilsammen; jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaaer ned.

207

✂

ACTUS V

✂

SCEN. 1.

Jean. Pierre.

JEAN: Pardi, est-il possible? quelle brutalitet

PIERRE: Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi ikke retirerer os; Jeronimus leder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som han.

JEAN: Er det ikke en Elendighed, Pierre! at boe i dette Land, hvor Folk er saa lidet skiønsomme? Jeg havde tænkt, at Monsieur mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE: Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN: Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE: Ja det gaaer med Monsieur, som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN: Jeg vil ikke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen alleene for min skyld.

PIERRE: Ja, det som er forunderligt, Monsieur! lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde man tænke, den Dame saae ikke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menneske. Lad være, at Monsieur var ikke artig, saa maa dog all Verden tilstaae ham, at han har den Merite at have udi faa Maaneder 208 fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN: Ovis par di si fait.

PIERRE: Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN: Si fait

PIERRE: Ikke som en Gnier.

JEAN: Vous avez raison.

PIERRE: Ey som en Slyngel.

JJEAN: Si fait.

PIERRE: Ey som et Sviin.

JEAN: Cela s'entend.

PIERRE: Ey som et Bakkelse-Beest.

JEAN: Non pardi non.

PIERRE: Ey som en doven Esel.

JEAN: Non si fait non.

PIERRE: Ey som en Fæhund.

JEAN: Peste! holdt engang op med disse Titler; jeg forstaaer nok din Meening ellers.

PIERRE: Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faa Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes: Den Monsieur maa endelig være noget got hos, han maa endelig have lært noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig ikke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN: Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE: Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur? Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter, de tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN: Hvad siger de da om mig?

PIERRE: Monsieur, jeg skiæmmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulykke for nyelig for hans skyld.

JEAN: Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE: Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, 209 fordi han gaaer om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

JEAN: Pardi! quels sots! det er just en af de artigste Qualités en galant Homme kand besidde.

PIERRE: Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst, Hans Nar, Hans Abe-Kat, Hans Gøgler, Hans Strympe-Kiger, Hans Mark-Skrier, Hans Rumpevrikker, Hans Stylteganger, Hans Capriolskiærer, Hans

JEAN: Nu nu, nok, nok. Jeg gider ikke høre meer deraf.

PIERRE.: Hans Petit Maitre, Hans Dantzer, Hans Fransk-Forderver, Hans - - -

JEAN.: Holdt op, siger jeg, Maraud!

PIERRE.: Hans Spillfugl, Hans Stratenjunker, Hans Harlequin - - -

JEAN.: Hvis du holder ikke op, skal jeg slaae din Hierne i tu. Je t'écraserai ton tete.

PIERRE.: Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.

✂

SCEN. 2

Arv. Jean. Pierre.

ARV

✂

Jeg vilde mare ikke være i Hans Frandsens Sted nu, om man gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at han ikke vil gaae til Sengs, førend han har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad man kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tænk engang, I got Folk, hvordan han reedte ham til: Som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om.

Vender Kiolen om. Seer jeg ikke nu ud som en Nar? Ha ha ha ha ha ha! ret ligedan saae Jeronimus ud. Jeg vilde ikke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staader-Kongerne kunde tænke, jeg var gall, og trække mig i Daare-Kisten.

210

Han vender Kiolen ret igien. Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket; men det er hende got nok, thi naar Fatter ikke vilde skikke ham Penge, da han var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa solte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN: Arv! hvordan staaer det til hiemme? Arv klaaer sig bag Hovedet. Vel nok Monsør!

JEAN: Det maa ikke henge ret sammen, du klaaer dig saa bag Øret. Siig mig, hvordan staaer det til?

ARV: Vel nok Maansør. Jeg takker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN: Hvad vil du sige med det Men? Fort siig mig, hvor det staaer til! du faaer, ma foi, ellers Hug.

ARV: Alting staaer mare vel til. Men det staaer noget forbandet ilde til.

JEAN: Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV: Jeg er ikke for at spise Lever, Maansør; naar jeg faaer noget, saa gir jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN: See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV: Gramarcis, Maansør.

JEAN: til Pierre. Hvilket dumt Beest den Karl er. Han vidste ikke, hvad en Livre de France var.

ARV: Jeg vil da vare Maansøren ad, at han smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staader-Konger at trække jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE: Vil man ogsaa indslutte mig?

ARV: Ney, du har ingen Nød, Peer. Man vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN: Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER: uden for. Jeg skal lære den Karl at undstikke sig uden at betale.

JEAN: Peste! hvad er her ved at giøre? Her kommer en 211 Person mig paa Halsen, som vandt nyelig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da han vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN: uden for. Enten skal han slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

PIERRE: Ach Herre! Jeg maa bort et Øyeblik paa Naturens Vegne; jeg kommer strax igien.

JEAN: Vil du bie, Maraud! er nu Tid at gaae bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE: Ach min Mave! min Mave! Jeg drak for hastig paa Kaalen, det var min Ulykke. Løber i en Krog og skiuler sig.

SPILLEREN: uden for. Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN: Ach kiære Arv! kandst du ikke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV: Jeg har et Dekke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN: Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet.
Han svøber ham i Dekket og sætter sig derpaa som en Byldt.

✂

SCEN. 3

Spilleren. Arv. Jean. Pierre.

SPILLEREN: Jeg skal, min Troe, ikke gaae til Sengs i Aften, førend jeg faaer fat paa ham. Det er ikke saa meget for Pengenes skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale. Jean ryster under Dekket.

ARV: slaaer paa ham og siger: Ligg stille. Der blir ellers en Ulykke af.

SPILLEREN: Hvem taler du til, Cammerat?

ARV: Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN: Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV: blir bange og stammer. Jeg har, min Troe, ikke andet end Smør derudi.

212

SPILLEREN: Smør i din Sæk, som du sidder paa? Det er ikke mueligt.

ARV: Ney det er sandt, det er Lys.

SPILLEREN.: Lys? det er endnu galnere.

ARV.: Ney det er sandt, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.

✂

Det maa være en forbandet Hob Kniplinger.

Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV: Ney det er sandt, det er Erter.

SPILLEREN.: Du est vist nok en Tyv, det merker jeg; fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.: Det er, min Troe, ikke Hans Frandsen, Maansør! det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde han kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.: Ha ha, nu skal man see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen, er I her? det er mig kiært. Her er to Ting for jer at udvælge: enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

JEAN.: Monsieur, je n'ai point d'argent.

SPILLEREN.: Monsieur, jeg forstaaer ikke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.: Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.: Ingen Snak! reede Penge, eller slaaes.

ARV.: Skam, der bier her længer. - Løber bort.

JEAN.

✂

Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig;

I skal vist nok faae dem.

SPILLEREN: Jeg forlanger intet uden at I skal trække ud.

JEAN.: Monsieur, der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.: Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr.; lad mig ogsaa faae Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøye.

JEAN: Jeg veed, I vil ikke have, at jeg skal gaae nøgen.

SPILLEREN: trækker sin Kaarde. Allons! Kiole, Vest og Hat hid, eller slaaes.
Jean trækker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det med Hatten og Peruqven.

213
214

SPILLEREN: Monsieur, votre tres humble Serviteur, jeg takker for god Betalning.

PIERRE: kommer af Krogen igien. Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moers Liv. Hvad Ulykke kand dog ikke det Spill foraarsage!

JEAN.: Ney du skal have Tak, jeg veed man fødes ikke med Buxer, Skoe og Strymper. Men din Poltron, giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.: Det er sandt, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende og figtet saa tapperlig som Monsieur; men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.: Allons, retirons-nous à la Madame la Fleche: hun tar os nok i Protection. Du veedst jo, hvor hun boer?

PIERRE.: Jeg? hvor skulde jeg vide det?

JEAN.

✂

Ach! hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant.

Ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien, Pierre. Mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsieur d'Espang.

✂

SCEN. 4

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN: Jeg leeder efter Monsieur Jean de France, men han er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos --- Men der er jo han og hans Tiener. Monsieur! Madame la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN: Er Madame la Fleche reist?

ESPEN: Ja for en halv Time siden.

JEAN: Hvorfor reiste I ikke med?

ESPEN: Fordi hun havde mig ikke meer fornøden.

JEAN: Reiste hun da alleene?

ESPEN: Jo, jo, saadan Dame reiser alleene! Hun havde ikke mindre end 4 Laqvaier med sig. Jeg var ikkun antagen 215 til en Tid for Sprogets skyld. Her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN: læser Brevet. Pierre!

PIERRE: Monsieur!

JEAN: Vi er oven paa, høyt i Veiret.

PIERRE: Skal vi da hænges?

JEAN: Madame la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor ikke vil være her længer, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsieur Gobere; hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed. Vi maa reise ligesom vi staaer og gaaer: allons! dépêchons! jeg er færdig, saa snart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa. Adieu mon cher Monsieur d'Espang. Je vous rends mille gräces pour votre civilité.

✂

SCEN. 5

Espen. Marthe.

ESPEN: Marthe! kom nu hid, nu er de Giekke borte.

MARTHE: Gik det ey vel for sig? maa du ey tilstaae, Espen, at jeg er habile?

ESPEN: Jo lille Fæstemøe! naar Lykken vil favorisere Forstanden, kand man giøre store Ting med liden Konst. Jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tænkte ikke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end han var. I har ellers ikke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lykke; thi den blev befodret ved en Hendelse. Een overlægger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lykken og Ulykken kommer der imellem, kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer ikke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE: Det vil intet sige; det gaaer med mig, som med store Generaler: naar de vinder et Slag, saa blive 216 de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om man vil examinere alting nøye, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tænkte paa, og er ikkun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lykke.

ESPEN: Martrie, du taler som en Engel! du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger; om man flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE: Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN: Jeg har nok kundet merke det paa nogen Tid.

MARTHE: Hvorledes da?

ESPEN: Jo! thi vor Grød, som vi faaer om Aftenen, er enten for lidet kaaget, eller sveden. Jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner eller Huusholdersker.

MARTHE: Ej Snak! Men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.

✂

SCEN. 6

Jeronimus. Frands. Marthe. Espen. En Dreng.

JERONIMUS: Ney! jeg lader det u-mueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS: Jeg forsvarer ikke min Søn meere, thi jeg vil aldrig see ham for mine Øyen; men jeg taler kun for min egen skyld, thi om I beskiæmmer ham, lider den heele Familie der ved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN: Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

FRANDS: læser Brevet. Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor u-mueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer ikke meer tilbage; vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet à la Mad. la Fleche, Dame tres celebre et tres renommée dans la 217 France. Brevet maa skrives paa Fransk, thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder ikke at forstaae et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France, gentilhomme, et grand favorit de la Madame la Fleche, Courtisane tres renommée, dans la Cour de France. Hvis saadan Udskrift er ikke paa Brevet, skikker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Vôtre. Jean de France, gentilhomme Parisien. Copenhague d. 18. Majus -

JERONIMUS: Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu ikke Frihed at bortgive min Dotter til hvem jeg lyster?

FRANDS: Jo vist.

JERONIMUS: Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS: Det er en skikkelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS: Kand jeg overtale Naboe til at komme til Bryllup og være i god Humeur?

FRANDS: Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS: Det giør I vel udi.

FRANDS: Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS: Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS: Ja hun er.

JERONIMUS: Min Søn Jochum ligesaa: Kand der da ikke blive et nyt Svogerskab?

FRANDS: Jo det kand rigtig gaae an, om jer saa synes.

JERONIMUS

✂

Der har I min Haand paa, at han skal blive hendes Hosbond; thi han holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg merket.

✂ Mig synes, Naboe, at det er
Herefter meere sikker,
Vi gifter tilig Sønner her,
End dem af Landet skikker.
218 Af eders Søns Historie
Exempel man kanel tage,
Hvad nytter fremmet Land at see
Før man faaer Skæg paa Hage.
See andre Nationer an,
Hvor Ungdom bliver hi emme;
Her eene strax af Landet man
Skal ud for Dansk at glemme,
At sætte Arv og Middel til,
Og lære galne Sæder,
Galanterie og Abe-Spil,
En hoben Nymods Eeder.
Hvis endelig der reises maa,
Det kand ey være andet,
Lad Reisen kun til Elben gaae,
Saa Arven blir i Landet.
Hvad nytter os saa store Spring
I andre Land at giøre?
Paa Scaven vi kand bedre Ting
Om Rigets Tilstand høre.

✂

Jean de France
Noter

✂ S. 161
Slutteriet, Gældsfængslet. - Det rører mig, det angaar mig.

✂ S. 162
Fairfax og Soldan, Hundenavne. - Christne-Navne, Døbenavne. - Vellyst, Luksus, Overdaadighed.

✂ S. 163
studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, studeret Teologi paa Regensen. - Runde Kirke, Trinitatis Kirke. - lærde Meenigheder, Universitetet havde Kaldsret til disse to Kirker. - Politiske Griller, her: tossede Ideer. - Bonjour og Comment vous portez-vous, fr. Goddag og Hvordan har De det. - creperet, lidt, døjet Sult og Nød.

✂ S. 164
Serdam, Byen Zaandam. - reven Øll og Brød, Øllebrøsl.

✂ S. 165
skiære op, overdrive. - ungefehr, omtrent. - Allomber, L'hombre. - Maitresse, fr. Elskerinde; jfr. 2. Akt, 4. Scene. - Roven, Rouen, der i fr. Skrifter fra Holbergs Tid ofte skrives Roven.

✂ S. 166
Moen Pere ... træ siær mere. Den fransktalende Jean har spurgt efter mon père, min Fader, og ma tres chère mere, min 219 allerkæreste Moder. - Ulfelds Plads var det nuværende Graabrødretorv. - Hallands-Aas var en folkelig Benævnelse for Kongens Nytorv. - Træ-Mærre, Træheste til Afstraffelse. - Garsong, fr. garçon, Dreng, Tjener. - Hans Wurst og den sterke Mand, se Note til »Den Vægelsindede« S. 153. - Hat ... saa breed ... Hanreder, en bredskygget Hat kunde skjule den bedragne Ægtemands Horn. - Moons, Mogens. - A Mons ... Copenhague, Til Hr. Pedersen, Første-Lektiehører (Adjunkt ved Latinskolens nederste Klasse) i København.

✂ S. 167
bougre de pagrad, den Fandens Pagrad, Forvanskning af fr. pas grave, Navnet paa en Dans. - pardi ... Isabelle, ved Gud, det er en stor Ulykke. Men se der min Fader og min Svigerfader; Godmorgen, mine Herrer, hvordan lever min kære Elsebet? - Allamoder, nymodens Manerer. - Pariering, Snak. - Pardonnez ... dans Paris, Undskyld ... det er ikke godt Parisisk, det er Nederbretagnisk, ved Gud ... komponeret af Hr. B. ... en dygtig Mand, den største Danselærer i Europa. (Blondy var Balletmester ved Operaen i Paris). Jeg har helt glemt mit Dansk i Paris.

✂ S. 168
je demande pardon, jeg beder om Forladelse. - à la Greve, paa Place de la Greve, der i Paris laa foran Raadhuset. Jean sammenligner denne Plads med en københavnsk Lokalitet, snarest Nytorv. - Ad si long, Farvel saa længe. - Parlemefransø, Forvanskning vistnok af parlez-moi français, tal Fransk til mig. - Skoe-Pind, Pløk. - Bestillings-Mænd, Embedsmænd. - paa sikasten, til Slut.

✂ S. 169
Rente-Cammeret, omtrent det som nu hedder Finansministerium. - Fiol de Spanie, Forvanskning af folie d'Espagne, en kunstfærdig Solodans, der allerede dengang var forældet.

✂ S. 170
Matresse, se Noten til S. 165.

✂ S. 171
Artighed, fine Væsen.

✂ S. 172
Balsom-Bøsse, egentlig Lugtedaase. - Ingen Slingring, jeg lader mig ikke rokke. - falske Blakke, Forræder (Blakke betyder normalt: (blakket) Hest).

✂ S. 173
Contretemps, et Dansetrin. - Capriol, egentlig en Slags Spring, som Rideheste opøves i. - La tour seulement, bare Turen. - je men mocque, det blæser jeg paa. - sans fac.on, ingen Omsvøb. - Pardi ... tete bleue, forskellige Eder.

✂ S. 175
Mesuren, Takten. - c'est impossible, det er umuligt. - dans le mêrne temps, samtidig. - fenrage, jeg bliver gal i Hovedet. - chantez done, syng dog. - Diable m'emporte, si, Fanden tage mig, hvis -. - la cadance, Takten.

✂ S. 177
Spindehuset, Straffeanstalten for Kvinder. - Snak for din Æske!, Vrøvl!

✂ S. 178
Carosser (Karrosser), Kareter. - fixere, narre. - Paris og 220 Helene, to græske Sagnfigurer, se Ulysses von Ithacia. - Votumer, lat. Stemmer.

✂ S. 179
Mulier taceat in Ecclesia, Kvinden skal tie i Forsamlingen. Fra 1. Korinthierbrev 14,34.

✂ S. 180
ryste eder ud, udruste jer. - Assemblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab. - Kaarse-Dantzen, Folkedansen: Krydstur.

✂ S. 181
ritze, tegne. - Gad Hansen, Arvs Misforstaaelse af la cadance. - Matrasse, Forvanskning af fr. maitresse, der dengang brugtes i galant Sprog som Betegnelse for den tilbedte Kvinde.

✂ S. 182
kaage, kigge.

✂ S. 183
Mangelstokken, Manglestok, rund Stok, om hvilke Tøjet blev viklet, naar det rulledes med Manglebrættet.

✂ S. 184
Que voulez-vous?, Hvad vil De? - Fripon ... que le diantre, Hallunk, Slubbert, Slyngel, Asen, Flab, Døgenigt, den slemme Syge kvæle dig, Fanden tage dig, bortføre dig, sluge dig, Satan -. - comment, hvorledes. - Monsieur ... vous?, Herre! men ikke: hvad vil De. - Maitre de Langue, Sproglærer. - Dieu ... Paris, Gud give, at vi var i Paris. - aussi betyder: ogsaa.

✂ S. 185
bougre ... gourmand, Asen, Fedtemikkel, Ædedolk. - la place Maubere, en Torveplads paa venstre Seinebred. - Pont-Neuf, en af Broerne over Seinen, hvor en Mængde Smaahandlende og Gøglere havde deres Boder. - comme un crocheteur ... bouffon, som en Drager, en Skopudser, en Vandbærer ... en Gal, et Fæ, en Tosse, en Nar. - dans ... théâtre, i en Daarekiste eller paa et Teater. - bourreau, Rakkerknægt. - Ecoutez, hør efter. - c'est une visage à la Danois, det er et Ansigt à la Dansk. - Ovis pardi si fait, Javist. - ]e suis ravi ... mamie, jeg er henrykt over at se Dem, min kære Ven. - Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris, Frøken Elsebet taler som en Vaskerkone i Paris. - Comme un frippière ... lait! lait!, som en Marskandiserske, som en Kvinde, der raaber: rainettes (Æbler) i Gaderne, som en Kvinde, der gaar med et Æsel paa Gaden og raaber: Mælk! Mælk!

✂ S. 186
Peche, Cabo, to franske Restauratører i København. - Mester Jacob kan være en Kok Jakob Gotske, der boede i Dybensgade. - Plaisir, Fornøjelse. - Avec Permission, med Forlov.

✂ S. 187
explicere sig, gøre sig forstaaelig. - Faubourg St. Germain, det Kvarter, hvor Tilrejsende almindeligvis tog ind. Her boede Holberg ogsaa i Begyndelsen af sit første Ophold i Paris. - Rue de Seine er en Gade i det nævnte Kvarter.

✂ S. 188
Taisez-vous, Hold Deres Mund. - est-il possibel, er det muligt. - bonheur, Lykke. - Det er intet, der er intet. - refusere, afslaa.

✂ S. 189
dans votre présence, i Deres Nærværelse. - Hardiesse, Dristighed. - impudent, uforskammet. - Liberté, Frihed. - Complisance, fr. complaisance, Forekommenhed, Elskværdighed. - det hellige 221 Rommerske Rige, det tyske Kejserrige. - Manières, Manerer. - présentement, straks. - belles mains, smukke Hænder. - Je me recommende, jeg anbefaler mig.

✂ S. 190
C'est ... Europa, det er dog gjort af Hr. R., den største Skildrer (Portrætmaler) i Europa. - honnet ... Discours, dannet Samtale. - Herre Jeh!, Herregud! (Forkortelse af Herre Jesus). - skikkelige, gode, ansete. - allamodisk, moderne, med paa Moden.

✂ S. 191
merkelig, mærkbart. - mari, mare, en Ed, dannet af Jomfru Marias Navn: sandelig, minsandten. - expliquez ... Peche, forklar denne gamle Mand det, jeg gaar, De vil finde mig hos Hr. P.

✂ S. 192
excusere, undskylde. - Canaille, fr. Slyngel. - liderligt Arbeid, sjusket, daarligt Arbejde. - fedt, lat. har gjort, udført.

✂ S. 193
Prosit Maalzeit, ty. velbekomme.

✂ S. 194
prostituerer, gør til Nar.

✂ S. 195
A cette heure ... kommen?, Nu skulde han komme; var det ikke Klokken tre, Hr. Espen, at han lovede at komme? - Jean falder paa Knæ, kysser hendes Haand, idet han siger: Aa, fortryllende Frue, tillad, at jeg tilbeder Dem, at jeg kysser Deres smukke Hænder! Madame la Fleche: Rejs Dem, min Herre! Det er alt for megen Ydmyghed for en Kavaler som Dem. Jean: Aa, Frue! er det muligt, at jeg har den Ære, den Glæde, Fornøjelse og Fryd at gense Dem i dette Land? Madame la Fleche: Jeg er kommet for at besøge Dem, men jeg troede ikke, at De var saa forandret. De er nu klædt som en gammeldags Borger. Ha, ha! Jean: Hvorfor ler De, fortryllende Prinsesse? Madame la Fleche: Ikke noget, Hr. de France, ikke noget! Jeg ler af Glæde over at se Dem, det er altid en Fornøjelse at se Dem. Jean: Jeg takker Dem, Frue! Men hvad synes De om dette Land? Madame la Fleche: Udmærket, min Herre: Danskerne er meget brave Mennesker, de mangler blot Kendskab til de parisiske Manerer. Jean: Javist, Frue, deri har De højlig Ret. Gud give, at jeg var i Paris igen! Aa, om Forladelse, min skønne Frue, jeg vilde sige »aussi«. Men Frue, har De medbragt nogle nye Viser fra Paris? Madame la Fleche: Ja, Herre, denne er den nyeste. Jean: Aa, Frue, jeg har aldrig hørt en smukkere Sang. Aa, Paris, Paris! Madame la Fleche: Hvorfor græder De? Jean: Ak, Frue, man vil gifte mig bort i dette Land! ... Jean: Ja, det er virkelig sandt, og det med en Pige, som ulykkeligvis hedder Elsebet. Madame la Fleche: Pokker til Navn? Taler De i Alvor, min Herre? Ak, er det muligt?

✂ S. 197
Alteration, Ophidselse. - Valet de chambre, Kammertjener. - belle ... malade, skønne Prinsesse, er De syg? - C'est ... vous, Det er en Overgang, min Herre! Rejs Dem op.

✂ S. 198
Adriane, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil. - elementske, forbandede. - faites ... fous, skaf ham bort, jeg er 222 bange for gale Mennesker. - Pourquoi riez vous? Hvorfor ler De? - je me ... Excusez, jeg trækker mig lidt tilbage, Hr. Espen, min Kammertjener, vil sige Dem hvorfor. Undskyld. - tracterer, behandler. - redresseres, rettes. - knæpper, knapper. S. 199. incommode, ubekvemt. - malheureux que je suis. jeg ulykkelige.

✂ - vous ... plaisir, De gør mig en stor Fornøjelse. - importunitet, Plageri. - Je vous prie, jeg beder Dem.

✂ S. 200
Ovis da, fr. oui-da, ja vist, her: javel. - fort commode et fort dégagée, meget bekvem og utvungen. - sans f af on, uden videre.

✂ - Mais ... vient, men se, der kommer Per.

✂ S. 201
mantenere mig, understøtte mig. - Qu'as tu? dis-moi, hvad er der i Vejen med dig, sig mig det. - reste un moment, vent et Øjeblik. - gens de qualité, fornemme Folk. - Comment done, men hvorledes! - resolveret sig, beslutter sig. - ma foi fort à propos, min Tro lige tilpas.

✂ S. 202
leer tillige, ler sammen. - den forrige Jubelfest, Reformationsfesten i 1717. - Attendez, vent lidt.

✂ S. 203
Pierre id! tenez! Pierre, kom her hen! Holdt fast!

✂ S. 201
Vitement, hurtigt.

✂ S. 205
Kieler Omslag og Viborger Snapsting, to store, aarlige Markeder.

✂ S. 206
peen, dydig.

✂ S. 207
quelle brutalité, hvilken Raahed. - Hose-Kiellinger, Koner, som binder Hoser.

✂ S. 208
Depenser, Udgifter. - Vous avez raison, De har Ret. - Cela s'entend, selvfølgelig. - dites hardiessement, tal frit.

✂ S. 209
quels sots, hvilke Tosser. - Qualités, Egenskaber. - galant Homme, dannet Kavaler. - Capriolskiærer, en, der gør Krumspring, (hopper, danser). - Petit Maitre, Laps. - Spillfugl, Gogler, Nar. - je t'écraserai ton tete, jeg skal slaa Hovedet i Stykker paa dig. - Staader-Kongerne, Gadebetjentene.

✂ S. 210
klaaer, klør. - Gramards, grand merci, mange Tak. - Livre de France, en fransk Mønt.

✂ S. 211
honnet Homme, Gentleman.

✂ S. 212
je n'ai point etc., jeg har ingen Penge. - Haand, Underskrift.

✂ S. 214
Poltron, Kujon. - Allons etc., lad os gaa og tage vor Tilflugt til.

✂ S. 215
allons! depêchons! afsted! Lad os skynde os! - Je vous ... dvilité, jeg siger Dem tusind Tak for Deres Høflighed. - habile, dygtig. - Fæstemøe, Pige. - Machine, Plan, Intrige.

✂ S. 216
contribuerer, bidrager. - Berthe Tot, den danske Adelsdame Birgitte Thott, havde 1658 udgivet en dansk Oversættelse af den romerske Filosof Senecas Skrifter. - Dame etc., en meget bekendt og vidtberømt Dame i Frankrig.

✂ S. 217
gentilhomme etc., Kavaler og Storyndling hos Mme. la Fleche, en berømt Kurtisane ved det franske Hof. - Je etc., (jeg er) Deres.

✂ S. 218
Scaven, Skagen.

Holberg, Ludvig JEAN DE FRANCE

JEAN DE FRANCE Eller Hans Frandsen Comoedie udi fem Acter

Hoved-Personerne i Comoedien

Jean de France Indledning

ACTUS I

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

ACTUS II

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

ACTUS III

SCEN. 1

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

ACTUS IV

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

SCEN. 7

SCEN. 8

ACTUS V

SCEN. 1.

SCEN. 2

SCEN. 3

SCEN. 4

SCEN. 5

SCEN. 6

Jean de France Noter

JEAN DE FRANCE
Eller Hans Frandsen
Comoedie udi fem Acter

Jean de France
Indledning

Jean de France
Noter