Holberg, Ludvig JEAN DE FRANCE

JEAN DE FRANCE
Eller Hans Frandsen
Comoedie udi fem Acter

158

Hoved-Personerne i Comoedien

  • JERONIMUS
    en Borger
  • FRANDS
    hans Naboe
  • JEAN
    Frandses Søn
  • ELSEBET
    Jeronimi Datter
  • ANTONIUS
    hendes Elsker
  • ESPEN
    en Tiener
  • MARTHE
    en Pige
  • ARV
    en Gaards-Karl
  • MAGDELONE
    Frandses Hustrue
  • PIERRE
    Jeans Tiener
159

Jean de France
Indledning

For Holberg stod dette Stykke klart som en satirisk Komedie; i 1723 og 1728 siger han, at den er lige saa munter som skarp og derfor vakte alles Bifald. Vi kan belyse denne Opfattelse ved at betragte Komedien i Lyset af en Verssatire, som han utvivlsomt har lært af. Holbergs lærde Samtidige, Christian Falster (1690-1752), som hellere vilde sidde i et stille Rektorat i Ribe end være Professor i København, skrev hvasse og fornøjelige Satirer; 1721 udkom saaledes Den daarlige Udenlandske Rejse og modige [dvs. sørgmodige, bedrøvelige] Hjemkomst. Hovedpersonen er ikke som hos Holberg en københavnsk Borgersøn, der tager til Paris blot for at lære Sprog og nymodens Sæder; det er en Studerende, der har faaet Rejselegater, og for disse tager han den traditionelle Tur til Universitetsbyerne, men rigtignok i Skræk for Bøger og Glæde over løse Piger. Han er ikke tilfreds med Stipendiernes Størrelse: Han klager

paa dem,
Som have givet Penge
Til unge Folk at holde frem,
At de er altfor strænge,
I det de ej har givet fleer
Til Rejse-Underholdning,
Og at man nyder ikke meer
End trende Aars Besoldning [dvs. Understøttelse].

Hjemkommen kalder han sig gentilhomme og vil modtages som en ambassadeur:

160

Han tager mod Opvartning, men
Han lader, som han kjender
Sin Kammerat ej mer igjen,
For hvilken han forvender
Sit Sprog med idel Tydsk og Fransk,
Som ligger ham paa Tungen;
Ja haanes [dvs. skammer sig] ved at tale Dansk,
Som falder ham saa tvungen.

Hans naragtige Opførsel er til Latter for Folk i Byen:

Folie d'Espagne med sin Fod
Han spiller, naar han triner
Paa Gaden, udaf lutter Mod
Med gravitetske Miner,
Saa Folk i hvert et Vindue,
Ja Børn i alle Gader,
Forfølger hannem, for at see
Hans udenlandske Lader.

I Jean de France føler man, paa Lystspilgenrens og Humanitetens Vegne, at Slutningen ikke tilfredsstiller. Hvilken ynkelig Skæbne gaar den forstyrrede Galfrans ikke imøde. Denne ubarmhjertige Afslutning stemmer ganske med Satirens Holdning. Falster stiller den hjemvendte Akademiker Spørgsmaalet: Hvorfor kom du her, hvorfor blev du ikke derude:

See! jeg dig kan forsikre, at
Ihvor du havde havnet,
Ihvor du Bopæl havde sat,
Vi havde dig ej savnet.
Ak, om vort Land dig havde kyst
Til Moskov eller Polen,
Der aldrig havde blevet lyst
Om dig paa Prækestolen.

Litteratur. Christian Falsters Satirer udgivne af Christen Thaarup. 1840. F. J. Billeskov Jansen: Danmarks Digtekunst, II, 1969, S. 61-64 (Falsters Satirer).

161

ACTUS I

SCEN. 1.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

God Morgen, Naboe! hvor kommer I fra saa tiilig?

FRANDS

Jeg var udi et Ærende paa Gammel Torv.

JERONIMUS

Hvad got Nyt der?

FRANDS

Intet, uden man førte en til Slutteriet.

JERONIMUS

Det kand ikke regnes for Nyt. Men hvorfor blev han bragt did hen?

FRANDS

Man sagde mig, at det var for Gield.

JERONIMUS

Det er heller intet Nyt.

FRANDS

Samme Person har længe reist Udenlands, og har sat en stor Hob Midler til.

JERONIMUS

Det er heller ikke Nyt. Hør kun, kiære Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn --- jeg vil ikke sige meer; gid det ikke maa gaae efter min Spaadom. Det rører mig saa vel som eder, thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde ikke lyde mit Raad, han skulde have sin Villie, han vilde reise, han skulde reise, skiønt han er et Barn paa 19 Aar.

FRANDS

Forlad mig, Naboe, han blev 20 Aar forleden Januari.

JERONIMUS

Jeg kand nok erindre, da han blev fød; det var den samme Tid, som salig Birthe døde. Men det vil intet sige; lad være, at han er 20 Aar gammel, mon det ikke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Udenlands?

FRANDS

Jeg vil ikke disputere om det er farligt eller 162 ey, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.

JERONIMUS

Det gaaer og de fleeste, som den Karl I mødte paa Gammel Torv. I har saa vit ret, kiære Naboe: de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn ikke hænge sig, saa vel som en anden?

FRANDS

Ach! det har ingen Fare; han forsikkrede mig, førend han tog Afskeed, om sin Skikkelighed.

JERONIMUS

Det giøre alle. Jeg veed ikke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staaer mig aldeeles ikke an. Min Datter Elsebet kalder han Isabelle, sig selv skriver han Jean, og jeg heeder Jerome. Han maa kalde sig selv, hvad han lyster, han maa skrive sig Fairfax og Soldan, om han vil, naar han ikkun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.

FRANDS

Ach kiære Naboe! det er jo Moden; unge Mennesker giør saadant for at lade see, de have lært fremmede Sprog.

JERONIMUS

Jeg disputerer ikke, om det er Moden eller ey; men er det en fornuftig Mode? Om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar han kom hiem igien, mon hans Landsmænd ikke tænkte, at han var bleven forrykt? Det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lært vort eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar man har samlet Aar og Forstand først, naar man har den Capital, at man kand leve af Renterne, naar man reiser paa en vis Profession, som man ikke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigsdaler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over 163 Sneese smukke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giort Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kirke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob Politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour og Comment vous portez-vous og creperet, saa de har faaet en Ulykke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brændeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiære Naboe! det er, min Troe, dog sandt; dersom I saae udi en 164 Sum paa eet Sted de mange Penge, som af unge Mennesker Aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I ikke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at han har lært Fransk derfor; men I taler ikke om, hvor meget Latin han har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab merker jeg at han har lært for det første. Det kand jeg see af de Breve han skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg ikke forstaaer et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaae dem.

FRANDS

Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giort kand ikke forandres. Skylden er ikke hos mig; Min Kone vilde saa have det.

JERONIMUS

Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I ogsaa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at han siger: jeg er bleven ødelagt, men det er ikke min Skyld, thi min Kone vilde saa have det.

FRANDS

Min hierte Naboe! I er alt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, ikke endnu ruineret. Vil I ikkun tie still; nu kommer min Søn tilbage, thi han er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.

JERONIMUS

Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faae det at vide, Naboe, I skal faae det at vide. Vor Danske Ungdom giør ikke som Ungdommen udi Holland: Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hoffe; men saa snart han kom tilbage igien, solte han Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz, tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere vil giøre det samme? Jo, jo! Forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om han ikke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; 165 forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om han ikke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kok. Vilde de endda ikkun føre een Nations Lyde hiem med sig, var det ikke saa meget at sige; men de kommer tilbage sammensydde af all det Galskab, som findes udi Engeland, Tydskland, Frankrig og Italien. Jeg vil ikke skiære op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem: Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee; det er paa sin Engelsk. Mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse; det er paa sin Fransk. Naar de gaae et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig; det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk. Skal de gaae i Kirken, spørger de først, om der bliver Music; det er paa sin Italiansk. Alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.

FRANDS

Nu, nu, Naboe, det tør gaae bedre end I tænker. Er det ellers længe siden, at I fik Brev fra min Søn?

JERONIMUS

Ungefehr for fire Uger siden.

FRANDS

Han var reist for fire Uger siden fra Paris.

JERONIMUS

Det kand nok være. Hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?

FRANDS

Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi han gaaer til Skibs.

JERONIMUS

Det er et hesligt Navn. Men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon han vil?

SCEN. 2

Arv. Jeronimus. Frands.

ARV

Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaae et Ord, hvad han siger. Det første han kom ind 166 ad Døren, spurdte han: hvor er Moen Pere? Jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi May-Maaned? Jeg svarede: De ere ikke her udi Landet paa disse Tider. Han forundrede sig meget derover, ligesom han aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere. Hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at han kand finde hende enten paa Ulfelds Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træ- Mærre. Mig gav han et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiæmmes at tale om.

FRANDS

Arv! Hvad Nyt har du?

ARV

En heel Pose-fuld.

FRANDS

Ondt eller Got?

ARV

Baade Ondt og Got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men ---

FRANDS

Fra Vest-Indien?

ARV

Jeg meener, det er fra Vest-Indien, efterdi han er gandske forrykt; enten er han gall, eller han laver til Barsel, thi det første han begiærede, var moedne Pærer.

FRANDS

Hvorledes seer han ellers ud? Hvorledes er han klæd?

ARV

Han seer underlig ud. Jeg veed ikke om Fatter har seet Kløver-Knægt. Ligedan seer han min Troe ud. Han gaaer udi en rød Klædes Slaap-Rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; han er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den sterke Mand. Han har ikke behov at spøge før Tid; thi han kand tilig nok blive Hanreder. Men jeg maa løbe med et Brev, som han flyde mig.

FRANDS

Til hvem skal det Brev?

ARV

Det skal til en Mand, som heeder Moons.

FRANDS

Lad mig see Brevet: A Mons. Monsieur de Pedersen Auditeur de la primière Classe, in Copenhague. Det maa være til Mons. Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde længe løbe og spørge efter Moons. Hvor er min Søn?

167
ARV

Nu kommer han strax, han staaer inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.

SCEN. 3

Jean. Jeronimus. Frands.

JEAN

La la la la la la, nu kommer jeg ikke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærte sidst af Monsieur Blondis; pardi, det er en grand malheur. Mais voila mon père et mon Sviger Père; bon matin, Messieurs! comment vive ma chère Isabelle?

JERONIMUS

Hør, min gode Hans Frandsen! Jeg er fød i Christen-Bernikov-Stræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christophersen og min Datter Elsebet med Gud og Æren.

JEAN

Det er alt det samme mon cher Sviger Papa: Elsebet, Isabelle, eller Belle; alleene det sidste er meer fornemme.

JERONIMUS

Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I ikke kalde os ved vore Christne-Navne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider ikke saadanne nye Allamoder, forstaaer mig ey heller paa saadan høy-traven Pariering.

JEAN

Pardonnez-moi, mon cher Sviger Papa, man siger aldrig nye Allamoder; c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton, par di! La la la la. Dette er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis. Pardi! det er en habile homme, le plus grand Dantze máltre en Europa. Heeder ikke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre? jeg har oublieret gandske mit Dansk dans Paris.

JERONIMUS

Det er Skade, at I har ikke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaae jer. Havde I biet le Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.

168
JEAN

Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France, non pardi, non.

FRANDS.

Jan de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.

JERONIMUS.

Det var bedre, i Steden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.

JEAN.

Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaae; vi

Parisiens kand ikke være længe paa eet Sted. La la la la la. Jeg maa hen at see mig lidt om à la Greve. Adieu si long.

Gaaer ud.

SCEN. 4

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giort mig saa dristig at tale med jer; jeg hør, eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.

FRANDS

Ach min hierte Naboe! vær dog ikke saa meget hastig. Hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal forgaae ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes han med sin Parlemefransø dræbte alle Mennesker; han var jo saa indtagen deraf, at han vilde end ikke ligge hos en Pige, uden det var paa Fransk; han aad heller en Suppe koget paa en Skoe-Pind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kok, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar han talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte han dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at han fik mange U-venner derved. Ja han vilde paa sikasten ikke gaae i Dansk Kirke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraae. Den samme blev jo siden saa skikkelig, da han havde udraset, at han nu brænder Franske Bøger 169 indtil Bibler, hvor han faaer fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk, alleene fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes, min Søn inden stakked Tid skal blive lige saadan een. Men han maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa Rente-Cammeret, der vil han, min Troe, faae andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.

JERONIMUS

Nu nu, Naboe! paa det I ey skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage. Bliver han inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at han holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en Borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer ikke meget, Naboe, det duer ikke meget.

FRANDS

Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa længe.

JERONIMUS

Far vel.

SCEN. 5

Magdelone. Frands.

MAGDELONE

Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?

FRANDS

Alt for meget, Gud bedre!

MAGDELONE.

Du har altid trettet med mig, at vi giorde formeget af den Søn.

FRANDS.

Det er sandt.

MAGDELONE

Men har vi ikke nu Glæde for ham?

FRANDS.

Jo, det er sandt, man kand lee sig ihiel, naar man seer paa ham.

MAGDELONE

Ach! Det er en allerkiæreste Dreng!

FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Tænk engang, hvorledes han har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.

FRANDS.

Forskrækkelig.

170
MAGDELONE

Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.

FRANDS

Jeg ikke heller.

MAGDELONE.

Saa levende var han bleven.

FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Og saa artig.

FRANDS.

Forskrækkelig.

MAGDELONE

Frankrig kand dog skabe Mennesker om.

FRANDS.

Forbandet.

MAGDELONE

Han kaldte mig Mardamme.

FRANDS.

Giorde han det?

MAGDELONE.

Thi han sagde: Det er saa gemeent at sige Moer.

FRANDS

Kand nok være.

MAGDELONE.

Men hans Kiæreste kaldte han Matresse;

Det syntes mig eene var underligt.

FRANDS.

Hvorfor det?

MAGDELONE

Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.

FRANDS

Kand skee.

MAGDELONE.

Gud skee Lov, at han dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.

FRANDS.

Det er sandt.

MAGDELONE.

Men hvorfor græder du? hierte Mand!

Det er vel af Glæde. Sagte. Den stakkels Mand holder meer af sine Børn end han lar sig merke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.

FRANDS.

Og jeg af Sorg.

MAGDELONE.

Af Sorg?

FRANDS.

Ja af Sorg. Maa en ærlig Far ikke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler,

Nar?

MAGDELONE.

Hvad siger du, grove Oxe? Er min Søn en Nar?

FRANDS

Ja Captain for alle Narre.

MAGDELONE.

Ej jeg ælendige Menneske! der skal have 171 saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeneste Glæde jeg har i Verden, er det kiære Barn, hvilket dog den slemme Mand ikke kand lide. Man seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja endogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde ikke rose mit eget; men jeg troer ikke, at her er et artigere Menneske til her i Landet, end Hans Frandsen; havde du kun almindelig menneskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.

FRANDS

Hvor i bestaaer da hans Artighed?

MAGDELONE

Den bestaaer derudi, at han er artig.

FRANDS

Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigsdaler til i saa kort Tid.

MAGDELONE

Du taler nok om hvad han har sat til, men du taler ikke om hvad han har lært.

FRANDS

Jeg seer nok at han har lært at dantze en Fiol de Spang, at siunge en Hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer han kand nu hverken Dansk eller Fransk.

MAGDELONE

Jeg vil ikke tale længer med det fortræ- delige Menneske; jeg svær paa, at jeg ikke skal søge Seng med dig mine Dage meer.

FRANDS

Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.

MAGDELONE

Ikke et Ord meere.

FRANDS

Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.

MAGDELONE

Lad mig gaae, siger jeg.

FRANDS

Ej lille Magdelone! jeg meente det ikke saa ilde.

MAGDELONE

Ingen Snak! jeg vil gaae.

FRANDS

Bie min Hønne, saa skal du faae det, du veedst vel selv.

MAGDELONE

Pakketel.

FRANDS

Min Sukker-Top!

MAGDELONE

Sladder.

172
FRANDS

Min Snut!

MAGDELONE

Slip mig dog.

FRANDS

Min Sirup-Krukke!

MAGDELONE

Bort.

FRANDS

Min Smør-Blomster!

MAGDELONE

Tramtrara.

FRANDS

Min Paaske-Lillie!

MAGDELONE

Intet.

FRANDS

Min hiertens Glæde!

MAGDELONE

Gaae Fanden i Vold.

FRANDS

Min Balsom-Bøsse!

MAGDELONE

Til Blocksbierg.

FRANDS

Ach min allerkiæreste Kone! vær dog ikke vred paa din lille Mand.

MAGDELONE

Ingen Slingring.

FRANDS

Paa din egen lille Frands.

MAGDELONE

Bort falske Blakke!

FRANDS

Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?

MAGDELONE

Var det ikke dit Alvor?

FRANDS

Mit Alvor! meener du, at jeg ikke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? Jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd.

Sagte.

Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.

MAGDELONE

Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer han.

SCEN. 6

Jean. Magdelone. Frands.

Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.

MAGDELONE.

Giv nu kun agt paa all hans Væsen, og see saa, om vi ikke har Aarsag at elske den Søn.

FRANDS.

Du har ret derudi, Kone.

173
MAGDELONE

Min hierte Søn! du maa ikke være saa længe fra din Mamma. Jeg kand ikke undvære dig et Øyeblik.

JEAN

Hvad siunes Madamme om den Contretemps, som jeg lærte nyelig førend jeg reiste fra Paris? Den troer jeg pardi ikke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Façons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa - -

MAGDELONE

Var det ikke en deilig Capriol, Mand?

JEAN

Det var ingen Capriol, Madamme, men en Contretemps.

MAGDELONE

Jeg forstaaer det ikke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.

JEAN

Madamme kand vel Touren endnu deraf?

MAGDELONE

Ja, maa skee.

JEAN

Kom lad os dantze en Menuet tilsammen, for at see, hvilke Pas jeg giør.

MAGDELONE

Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.

JEAN

Det vil intet sige. La tour seulement.

MAGDELONE

Ney, min allerkiæreste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.

JEAN

Ah! pardi! je men mocque. La tour seulement.

FRANDS

sagte. Det er mig saa kiært som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, han vilde nøde hende til at dantze midt paa Slots-Pladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.

MAGDELONE

Ach min hierte Søn! giør mig da ikke den Skam.

JEAN

Ej! sans façons det lader saa ilde at lade sig saa længe bede. La tour seulement.

FRANDS

sagte. Det gaaer skiønt nok.

MAGDELONE

Mine Fødder er alt for stive dertil.

JEAN

Pardi! mardi! peste! diantre! tête bleue! nu blir jeg vred. Kand I ikke sagte giøre mig den Fornøyelse? La tour seulement.

174
MAGDELONE

Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det, som jeg kand.

FRANDS

sagte. Ha ha ha!

JEAN.

Papa maa synge os en Menuet.

175
FRANDS

Kand jeg synge?

JEAN

Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.

FRANDS

Han vil blive suur nok, min Søn; det er best, at I synger selv.

JEAN

Ej pardi, c'est impossible; hvorledes kand jeg synge og dantze dans le même temps?

MAGDELONE

Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.

FRANDS

Jeg troer ikke, det er dit Alvor, Kone. Jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.

JEAN

Tete bleue! j'enrage.

MAGDELONE

Ach min hierte Søn! bliv ikke vred. Han skal, min Troe, synge, om han blev gall.

JEAN

Ach pardi! chantez done.

MAGDELONE

Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.

JEAN

Diable m'empotte, si -

Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne hâr, og græder tillige med, og de andre begynder at dantze.
JEAN

Ej det er ingen Menuet. Kand Papa ingen Menuet?

FRANDS

Jeg kand ikke uden een.

MAGDELONE

Lad os faae den da. Det vil ikke sige, om den er gammel.

Han synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder: la cadance mon père! la cadance! Naar Dantzen er ude, gaaer de ind.

FRANDS

sagte. Ach jeg elendige Menneske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.

176

ACTUS II

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS

Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulyksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET

Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menneske for mig i Verden? Jeg havde Afskye for hans Person, førend han reisede, saasom jeg merkede, at han var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at han vilde blive reent forstyrret, naar han kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS

Vil I da, allerkiæreste Jomfrue! binde eder til saadan Person?

ELSEBET

Ikke med min gode Villie, min hierte Antonius! men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen; hvad han vil have fort, det maa gaae fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS

Saa længe jeg er til, skal dog saadant ikke gaae for sig.

ELSEBET

Hvormed vil I da hindre det?

ANTONIUS

Jeg siger: Jeg er til. Thi mine Øyne skal ikke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET

Det kand jeg sige eder I ubesindede Menneske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sværd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tænk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulykke, og vær forsikret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

177
ANTONIUS

Ach! nu er jeg fornøyet.

MARTHE

Hører, I forliebte Giekke! i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen stikke Hovederne sammen. I veed jo, at, naar vi to ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os u-muelig. Giv os Stunder at speculere lidt, og gaae imidlertid til Side.

SCEN. 2

Marthe. Espen.

MARTHE

Espen! du est en gammel Skielm; lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN

Næst dig troer jeg ikke, at jeg har min Overmand.

MARTHE

Spind nu da paa noget! det vil ikke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du ikke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden for kort Tid.

ESPEN

Ney min Troe bliver jeg ikke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE

Hvad spaaede hun dig?

ESPEN

Hun spaaede mig, at jeg ikke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE

Ja Sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN

Ney min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun ikke havde en Tand i Munden, og kunde ikke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE

Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset? Hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN

Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

MARTHE

Snak for din Æske! Lad os til Arbeids, medens vi er alleene; den ædele Tid gaaer bort.

ESPEN

Jeg er min Troe ikke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

178
MARTHE

Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste. Naar jeg vil den Vej, gaaer jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faae ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakeier at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at speculere paa nogle Intriguer.

ESPEN

Ja nu forstaaer jeg først Meeningen. De gaae og spadsere frem og tilbage.

MARTHE

Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN

Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE

Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Ney! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betænkning derover. Hej! kommer ind igien, Paris og Helene! at høre paa Dommen.

SCEN. 3

Elsebet. Marthe. Espen. Antonius.

ELSEBET

Her er vi; lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

MARTHE

Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaaer den anden Kiærlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET

Ach! du skiemter med mig.

MARTHE

Ja det er ogsaa ikkun Skiemt; thi jeg holder for, at man udi de Sager ikke maa rette sig efter For- ældrenes Caprice. Deres Henseende er ikkun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tænke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd; unge Mennesker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tænke at leve 179 fornøyede med, og elske kun for at elske. Er det og ikke hans Meening, Herr Collega?

ESPEN

Jo mænd er det saa.

MARTHE

Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaae mig som de habile Dommere, der faaer en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN

Forstaaer du Latin? Marthe!

MARTHE

Ligesaa meget som du.

ESPEN

Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE

Ney jeg veed det ikke.

ESPEN

Paa Dansk legger man det saaledes ud, at saadan Soe, som du est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og ikke tænke til at bemænge dig med Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE

Du skalt ikke sige, Espen! Den Tid tør komme, at man seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne; naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskikket til at være Herreds-Fogd, saa kand du ikke blive høyere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS

Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv ikke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE

Lad da Espen tale; thi han har fundet et herlig Raad op.

ESPEN

Ej Marthe! plav os da ikke saa længe, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiære Børn med.

MARTHE

Vil du da tilstaae først, at du est en Dosmer?

ESPEN

Skam der giør.

ELSEBET

Ach lille Espen! kand du ikke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer?

ESPEN

Ja jeg er en Dosmer da; er det nu vel?

MARTHE

Enten du meener det eller ey, saa er det dog sandt. Han gik og speculerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel 180 skimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaaer derudi: I har hørt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var paa sin Parisk at gaae lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient hos en Fransøsk Kok i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lært saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyeligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære. Lad mig kun raade. Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET

Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS

I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæ- der; jeg skal forsiune Espen.

ESPEN

I maa ikke sige Espen meere, men Herr Cammer-Tienner.

ANTONIUS

Nu gak da, Herr Cammer-Tienner!

SCEN. 4

Arv. Antonius. Elsebet.

ARV

Ha ha ha hi hi hi!

ANTONIUS

Er det ikke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV

Ha ha ha! gid Fanden tage all Galskab.

ANTONIUS

Hvad leer du saa hiertelig af, Arv?

ARV

Monsieur Antonius, er det jer? Jeg er færdig at sprekke af Latter.

ANTONIUS

Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV

Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS

Hvem var der?

ARV

Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS

Ej hvilken Snak!

ARV

Jo min Troe er det vist. Skam faae Mutter, jeg havde ikke tænkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa 181 gik hun og vrikkede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stykke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert han dantzede, raabte han til Vatter: Gad Hansen! Gad Hansen! Hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stakkels Mand saae jeg nok sang ikke med god Villie, thi han sang, græd og truede paa eengang.

ANTONIUS

Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV

Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Han regierer over Mutter, og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS

Den Karl maa jo være gandske gall.

ARV

Jeg troer nok, at han har faaet en Skavank i Hovedet i Frankrig. Han gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis han kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: Ja Soldan! Thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moer taaler, at han kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad han kalder hans Datter, troer jeg nok, at han fik en banket Ryg.

ANTONIUS

Hvad kalder han hende?

ARV

Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS

Ney! jeg skal, min Troe, ikke.

ARV

Han kalder hende sin Matrasse. Det er sandt nok, en Kone er i visse Maader en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse; til med saa ere de ikke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.

SCEN. 5

Elsebet. Antonius.

ELSEBET

Det er forskrækkeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.

Min allerkiæreste Jomfru! lad ham kun 182 løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulyksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET

Ach min hierte Antonius! all vor Lykke staaer i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt han seer min Ulykke for Øynene, saa dog bryder han ikke sit Løfte. Han siger, det er ikke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS

Men, om nu Marthes og Espens Anslag ikke lykkes, og Jeronimus er ikke at bevæge at staae fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

ELSEBET

Ej min hierte Antonius! plag mig ikke meer med slige Spørgsmaal. Jeg har jo erklæret mig eengang, at jeg vil heller - - - Men der kommer min Far, løb bort saa snart som I kand.

SCEN. 6

Jeronimus. Elsebet.

JERONIMUS

Hej saa Pimpernille! har du ikke andet at bestille end staae at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaaer forbi? Jeg heeder Jeronimus jeg, og ikke Frands Hansen. Tænk ikke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET

Men, min hierte Fader! efterdi han er saa uskikkelig, hvorfor vil I da binde mig til ham?

JERONIMUS

Vil du ogsaa raisonnere? Vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting? Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som ikke er at forkaste, thi Frands Hansen er ikke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg ikke gierne bryder.

ELSEBET

Min hierte Papa!

JERONIMUS

Papa! Papa! vil du og tale Fransk? Hvis 183 du kommer med din Papa oftere, skal Mangelstokken ikke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET

Jeg vilde ikkun sige dette, at Frands Hansen er en skikkelig Mand, men jeg skal ikke giftes med ham, men med hans Søn, som er et uskikkeligt Menneske, om hvilken jeg allereede har hørt en Hob galne Historier, siden han kom hiem.

JERONIMUS

Seer man vel, hun legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier! Seer man vel! Skal du legge dig efter at vide Historier? Jeg kand lade dig vide dette, Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøylen. Flux ind!

184

ACTUS III

SCEN. 1

Jean. Pierre.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Que voulez-vous?

JEAN.

Fripon! Maraud! Coquin! bougre! badaud! fai-néant! que la peste t'étouffe, que le Diable t'emporte, t'enleve, t'abime, que le diantre -

PIERRE.

Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?

JEAN.

Har du nu været 15 Maaneder med mig dans Paris, og ikke lært comment du skal svare din Herre, naar han kalder paa dig? Du skal sige: Monsieur! mais non pas: que voulez vous?

PIERRE.

Det er en liden Forseelse, men fortienner ikke saa mange Forbandelser.

JEAN.

Sanden at sige, saa er det ikke saa meget for at forbande dig, som for at øve mig udi Fransken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg ikke kand exercere uden paa dig.

PIERRE.

Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te, saa øver han sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.

JEAN.

Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien! Dieu donne

que nous etions dans Paris igien! Nu kand jeg ikke erindre hvad igien heeder paa Fransk.

PIERRE.

Det heeder aussi.

JEAN.

Det er ret: aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du ikke, at vi vare i Paris aussi?

185
PIERRE

Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.

JEAN.

Ej bougre, crasseux, gourmand, du taler, som du var fød à la place Maubere eller a la Pont-Neuf, comme un crocheteur, un décrotteur des souliers, un porteur d'eau.

PIERRE.

Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un bouffon, som han var fød dans un Daarkiste eller à la un théâtre.

JEAN.

Hvad siger du? bourreau!

PIERRE.

Monsieur maa ikke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.

JEAN.

Ja saa. Ecoutez, Pierre.

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Jeg kand ikke lide disse Danske Ansigter for min Død.

PIERRE

Mademoiselle Isabelle har dog et kiønt Ansigt.

JEAN.

Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk,

c'est une visage à la Danois, à la Vimmelskaft, pardi!

Dog jeg kunde nok vænne mig til Ansigtet, dersom hun ikke talede Dansk.

PIERRE.

Har Monsieur talt med hende, siden han kom hi em?

JEAN

Ovis pardi si fait, men veedst du hvad hun sagde?

PIERRE.

Non pardi non fait.

JEAN.

Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tænker paa det, staaer min Mave i min Hals.

Havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt:

Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.

PIERRE.

Ovis pardi si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.

JEAN.

Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris.

PIERRE.

Ovis pardi si fait.

JEAN.

Comme un frippière.

PIERRE.

Ovis pardi si fait.

JEAN.

Comme un femme qvi dame: renet! renet! dans les rues.

186
PIERRE

Ovis pardi si fait.

JEAN

Comme un femme, qui va avec un ane dans la rue et dame: lait! lait!

PIERRE

Ovis pardi si fait.

JEAN

Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og ikke tale et Ord Dansk sammen.

PIERRE

Ovis pardi si fait; hvad vi ikke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi en hast blive som indfødde Franske.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Jeg vil spise til Middag hos Peche.

PIERRE

Vil Monsieur ikke heller spise hos Mester Jacob? der faaer man bedre Mad for billigere Priis.

JEAN

Ej! hvad Mester Jacob! man kand høre paa Navnet alleene, at det er en slet Kok. Dersom der ingen Fransøsk Kok var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.

PIERRE

Det er sandt, Maden smager vel hos de Franske, eftersom man faaer saa lidt alle Tider; thi intet opvækker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.

JEAN

Veedst du ellers nogen anden Fransk Kok?

PIERRE

Ovis Monsieur si fait pardi, her er en anden, som heeder Cabo.

JEAN

Hvem af dem taler best Fransk?

PIERRE

De taler begge to lige got. Det er en Plaisir, at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner; hvor mon han vil hen?

SCEN. 2

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN

Det var mig sagt, at han skulde boe her. Her seer jeg to Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission, Monsieurs, kiender I ingen her i Gaden?

187
JEAN

Jo, jeg kjender mig selv, moi-même.

ESPEN

Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer ikke, fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her ikke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?

JEAN

Je m'appelle Jean de France à votre tres humble service.

PIERRE

Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieneste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi han forstaaer vel nok Dansk, men kand ikke synderlig explicere sig, thi han har været 15 samfulde Uger i Paris, hvor han imidlertid ikke hørte et Dansk Ord tale.

ESPEN

Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect; jeg har ikkun i to Dage været i Tieneste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter. Monsieur! er det ikke ham, som er nyelig kommen fra Paris?

JEAN

Ovis Monsieur.

ESPEN

Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?

JEAN

Ovis Monsieur.

ESPEN

Som logerede udi det Qvarteer af Byen - - - hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.

JEAN

Faubourg St. Germain.

ESPEN

Ja, det er saa jeg meente. Og udi den Gade, som gaaer saa krum?

JEAN

Ney, Gaden er gandske lige.

ESPEN

Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa man jo dreie om til en anden, thi saa syntes mig Madamen sagde; og Gadens Navn var ---

JEAN

La rue de Seine.

ESPEN

Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stykke Karl, ved Navn Pierre.

PIERRE

A votre tres humble service.

188
ESPEN

Saa hører jeg da, at jeg gaaer ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.

JEAN

Ach! er det mueligt? Hvorledes lever den charmante Dame?

ESPEN

Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.

JEAN

Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøyelig Time med hende udi Paris.

PIERRE

Monsieur! I har jo aldrig kiendt den Kone?

JEAN

Taisez-vous bougre! veedst du ikke, at det er à la françoise at svare saaledes? Havde jeg svaret, at jeg ikke kiendte hende, skulde man jo have taget mig for en Dansk Hiemføding. Du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for. Pardi, est-il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? Jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er, til Africa, alleene for at kysse hendes smukke Hænder. Men hvor længe er det siden hun reisede fra Paris?

ESPEN

Tolv Dage.

JEAN

Ej! est-il possibel? ikkun 12 Dage! Ach, kunde jeg nyde den bonheur at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende!

ESPEN

Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.

JEAN

Ach Monsieur! skaf mig den Fornøyelse, og forsmaae ikke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.

ESPEN

Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burte ikke tage mod Presenter; men paa det jeg ikke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur ikke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som 189 er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er, nyelig førend hun reisede, bleven den høyeste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadanne Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.

JEAN

See! jeg skal strax dans votre présence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Libetté, at spørge hvorledes Madame la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi han forstaaer ikke Fransk?

ESPEN

Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af all Verden; hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lært paa Vejen.

JEAN

Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi han er fød her i Landet?

ESPEN

Ney Monsieur, jeg er ikke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem han kiender.

JEAN

Det var Synd andet; thi man kand nok see af Monsieurs Manières, og høre af hans Tale, at han ikke er Dansk. Men paa hvilken Sted har man den Lykke at beskue Madame la Fleche?

ESPEN

Paa hvilket Sted Monsieur behager; ellers falder Klokken 3 hendes Vey her.

JEAN

Der skal jeg présentement lade mig indfinde for at kysse hendes belles mains.

ESPEN

Det skal være hende kiært.

JEAN

Je me recommende.

190

SCEN. 3

Jean. Pierre.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Hvad siunes dig om det Portrait?

PIERRE

En, som ingen Kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stykke Træ.

JEAN

C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet, le plus grand Skildrer en Europa.

PIERRE

Ja hvoraf veed Monsieur det?

JEAN

Hørte du det ikke af Monsieurs egen Mund? Meener du, han er ingen Kiender? Jo, jo, det er, ma foi, ingen Giekke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds, jeg var borte; man kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem, de tale ikke uden om Veirligt eller om Huusholdning.

SCEN. 4

Jeronimus. Frands. Jean. Pierre.

JERONIMUS

Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe! Jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spart for det første i gamle Dage.

FRANDS

Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.

JERONIMUS

Siig ikke det, Naboe! I skikkelige Huse slipper man ikke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun een Post; vil vi nu regne fleere, skal man let kunde begribe, hvad jeg siger. Tænk engang, forgangen Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faa Kopper. Men see om Jeronimus kommer der saa hastig igien!

191
FRANDS

Det har været noget dyrt; men man seer, Prisen begynder alt merkelig at falde.

JERONIMUS

Ikke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har merket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøyet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.

FRANDS

Ja, I har ret saa vit derudi, Naboe! Men vi maa ogsaa have noget for Munden; hvortil duer Penge, naar man ikke vil giøre sig til gode deraf?

JERONIMUS

Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brændte Bønner? Forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sukker, see om det ikke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavel som andre, finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eders Søn Hans og andre deslige Giekke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.

FRANDS

See! der kommer min Søn.

JERONIMUS

Ja, det maa han, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt. Men hvad Pokker er det for Crusedoller, han har faaet om Halsen?

FRANDS

Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.

JERONIMUS

Mode mig hid og Mode mig did, saa er den en Nar, der gaaer anderledes end alle andre Folk i Landet.

FRANDS

Hør, min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen? Folk skulde tænke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.

JEAN

Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Pierre, expliquez cela pour ce vieux homme! je vas, vous me trouverez après de Monsieur Peche.

192

SCEN. 5

Frands. Pierre. Jeronimus.

FRANDS

Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?

PIERRE

Han havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.

FRANDS

Men hvad er det for et Ridder-Baand, han har faaet om Halsen?

PIERRE

Det er et Portrait, som han har ført med sig fra Frankrig.

FRANDS

Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?

PIERRE

Ach, ja vist! hvo, som ikke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.

FRANDS

Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.

PIERRE

Monsieur maa tage sig vare hvad han siger, han kunde komme i Ulykke derover; thi Portraitet er giort af Monsieur Reenkaalavet, den største Skildrer udi Facultetet til Paris.

JERONIMUS

Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnike, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstykke klippet af en Bog. Hør, Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betakker mig for eders Svogerskab, og sælger ikke min eeneste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du ikke strax siger os, hvo der har forført ham til saadan Galskab, skal du ikke komme vel her fra Steden.

PIERRE

Jeg veed, min Troe, ikke, hvor han har faaet det Stykke fra; men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.

FRANDS

Fy! skiæmmer du dig ikke, Peer, at tale saa plumpt?

JERONIMUS

Hej! laan mig jer Stok, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit. - Pierre gaaer grædende ud.

193

SCEN. 6

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS

Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giorte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.

FRANDS

Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage afsted. Om I bryder saa hastig, gier det saadan Snak i Byen. Giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa længe.

JERONIMUS

Ja, ja, 14 Dage gaaer hastig; men jeg er vis paa at han inden den Tiid bliver verre og ikke bedre.

FRANDS

Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.

JERONIMUS

Ja, jeg skal bie saa længe.

FRANDS

Farvel, jeg maa hiem at spise; min Kone bier efter mig.

JERONIMUS

Prosit Maalzeit.

194

ACTUS IV

SCEN. 1.

Antonius. Elsebet. Marthe. Espen.

ANTONIUS

Nu hvordan gaaer det? min gode Marthe!

MARTHE

Hun gaaer en god Gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt, thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid. Han er saa forliebt, som en Rotte, skiønt han aldrig har seet mig. I kand tænke, hvilken Giek det er: jeg har faaet ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstykke, som jeg for nyelig skar af en af Fars gamle Spænde-Bøger, og smurte paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET

Men hvor er det mueligt, at han kand bringes til saadan Galskab?

MARTHE

Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faaet ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nyelig kommen fra Paris.

ANTONIUS

Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE

Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan en; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu ikke. Det gaaer med mig, som med dem, der skriver Comoedier; mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg han kommer; løber strax til Side.

195

SCEN. 2

Jean. Mad. la Fleche. Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE

A cette heure il doit venir; war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang, daß er lovede zu kommen?

JEAN

embrasseter hende paa Knæ og siger: Ach! charmante Madame! souffrez que j'adore vous! souffrez que je baisse votres beaux mains!

MAD. LA FLECHE.

Levez-vous, Monsieur! c'est trop dehumblesse pour un gentilhomme comme vous.

JEAN.

Ah Madame! est-il possibel que j'ai l'honneur, le plaisir, contentement et joie de vous revoir dans cette terre?

MAD.

LA FLECHE. J'ai venu pour vous voir, mais je croyois pas que vous étiez si changé. Vous êtez à cette heure habillé comme un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.

Pourquoi riez-vous, charmante Princesse?

MAD.

LA FLECHE. Rien! Monsieur de France, rien! je ris de la joie de vous voir, c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.

Je vous rends grâce, Madame! Mais comment trouvez-vous cette terre?

MAD. LA FLECHE.

Fort bon, Monsieur: les Danois êtes des fort bonnes gens. Il manque à eux seulement desinformer dans les manières Parisiens.

JEAN.

Ovis pardi si fait, Madame, vous avez grand raison dans cela. Dieu donne que j'étois dans Paris igien! Ah pardonnez, ma belle Madame, je voulois dir e: aussi. Mais Madame, avez-vous amenés avec vous quelques nouvelles chansons de Paris?

MAD. LA FLECHE.

Ovis Monsieur, celle-ci est la plus nouvelle. Hun synger en Viise.

JEAN
paa Knæ.

Ah Madame, je n'ai jamais écouté une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD. LA FLECHE.

Pourquoi pleurez Monseigneur?

196
197
JEAN

Ah Madame, on veut me marier dans cette pays.

MAD. LA FLECHE.

Marier?

JEAN

Ovis Madame.

MAD. LA FLECHE.

Marier?

JEAN

Ovis c'est veritable, et avec une fille, qui s'appelle par malheur Elsebet.

MAD. LA FLECHE.

Quel diable de nom est cela? parlezvous tout de bon, Monsieur? ah est-il possible? Hun lader som hun faaer ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.

ESPEN

Nu kand han see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørte, Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN

Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her. Paa Knæ. Ah belle Princesse, êtes vous malade?

MAD. LA FLECHE.

C'est un Übergang, Monsieur! levez-vous. Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøyet.

SCEN. 3

Arv. Jean. Mad. la Fleche. D'Espang.

ARV

kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort stykke Krid, og maler den Dantz af, han havde seet. Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Ney! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev ikke bred nok. Her skal Fatter staae og græde.

Han springer op og seer derpaa. Medens han giør dette, staaer de andre og taler sagte, og peeger paa ham.
ARV

Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giort, og Assamblixet saa vel afskildret, saa der fattes intet andet, end at det skulde kunde tale. Men hillement! der seer 198 jeg Folk. Er det ikke Jeronimuses Marthe, som hâr faaet en Adriane paa, og staaer og snakker med Hans Frandsen? Hør, Marthe! hvor Fanden har du faaet den Adriane fra? Det er jo endnu for tiligt; Hunde-Dagene er jo end ikke begyndt?

JEAN

gier ham et Ørefigen, siger: Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øyene?

ARV

Om Forladelse, Monsr. Haans. Jeg tænkte, mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD. LA FLECHE.

Ah Monsieur, faites le sortir, j'ai peur pour les gens qui sont fous.

JEAN

Her ud din Slyngel! jeg slaaer ellers dit Hoved i tu. Madame la Fleche staaer og beskuer Jean paa Klæ- derne og visker til Espen og leer ha! ha! ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!

JEAN

Pourquoi riez-vous? belle Madame!

MAD

LA FLECHE. Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excusez. Adieu.

SCEN. 4

Jean. D'Espang.

JEAN

Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt? hvad var det, hun viskede?

ESPEN

Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres. Hun viskede til mig, at, saa stor Estime hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

JEAN

Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede? thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN

Ja Monsieur! det har været Ulykken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavalleer i Paris knæpper 199 sin Kiole meer for til, men alleene bag til. Det synes vel at være noget incommode, førend man bliver først vant dertil; men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN

Ah! malheureux que je suis.

ESPEN

Det kand strax rettes Monsieur! jeg skal hielpe ham derudi.

JEAN

Vous me faites un grand plaisir, par di.

ESPEN

See! nu har Monsieur andre Øyen at see med.

JEAN

Er det ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN

Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris, siger hun, smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN

Det skal strax blive forandret; jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage nye Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i Gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg ikke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi ikke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non pardi non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

ESPEN

Paris er en artig Bye, det maa all Verden tilstaae. All Verden retter sig og efter de Parisiers Moder; om de hittede paa at gaae uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN

Jeg giorde det, ma foi, strax. Alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruqve, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN

Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

200
JEAN

Ej! ej! det er artigt. Den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar. Jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche ikke sige mig saadant selv?

ESPEN

Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feyl; de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got; nu skal det være hende en Fornøyelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN

Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN

Votre Serviteur! Men, à propos, jeg har glemt en liden Ting at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder han ikke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og ikke bruges af honnete Folk meer i Paris.

JEAN

Ovis da.

ESPEN

Serviteur.

SCEN. 5

Jean. Pierre.

JEAN

dantzer og synger: La la la la la la la. Seer paa sit Skilderie. La la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deilig Mode, fort commode et fort dégagée. La la la la la. Mon Père et mon Sviger Père skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ey: Jeg vil ikke være i nogen gammeldags Familie. Min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflægge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaae ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans façon at tvinge dertil; thi det er mig ikke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

201
PIERRE

Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg ikke længer være i Monsieurs Tienneste.

JEAN

Qu'as-tu? dis-moi, Pierre.

PIERRE

Ach! Monsieur Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaae.

JEAN

Pourquoi done?

PIERRE

Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

JEAN

Pardi! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentilhommes Laquai. Est-il possible, at han torde slaae dig?

PIERRE

Ovis Monsieur. Men Monsieur har knæppet sin Kiole bagvendt, han maa gaae i Gifte-Tanker; reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN

Ej du sot! badaud! bouffon! maraud! veedst du ikke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad. la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE

Den Mode har jeg dog ikke seet i Paris.

JEAN

Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE

Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN

Non pardi non, det er kun for gens de qualitê.

PIERRE

Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert. Men faaer Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver han gall.

JEAN

Ikke alleene, at han skal taale at see det, men jeg vil, at han selv skal bruge samme Mode.

PIERRE

Det gaaer aldrig an.

JEAN

Han skal.

PIERRE

Comment done?

JEAN

Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Madame la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog ikke lee af min Familie.

PIERRE

Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik. Men der kommer han alleene, ma foi fort à propos.

202

SCEN. 6

Jeronimus. Jean. Pierre.

JERONIMUS

Fiorten Dage gaaer endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg ikke skal beskyldes at have brudt mit Løfte; men han bliver ikke anderledes, han bliver ikke anderledes, det vil jeg døe paa. Men der seer jeg han staaer; jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er ikke tilstæde. Hør, Hans Frandsen! lad os tale eengang for alle lidt alvorlig sammen. Men hvad Pokker er det, jeg seer? Er I bange, at Folk ikke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gier det tilkiende med saadan forkeert Dragt? Hvilket Menneske kand bringes til saadan Galskab at knæppe sin Kiole bag til, og giøre sin Ryg til en Mave? Ach! jeg ynker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn! Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS

Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tænker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.

Jean og Pierre: Ha ha ha!
JEAN

A propos, mon cher Sviger Papa, blev ikke den Kiole, I hâr paa, giort til den forrige Jubelfest? Ha, ha, ha, ha, ha!

JERONIMUS

Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvendte Kiole ikke bleven giort paa Fastelavens Mandag, eller den første April? Ha ha ha ha ha!

JEAN

Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt; men det kand let ændres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere. Som jeg gaaer nu, saa gaaer alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS

Jeg er taabelig, at jeg staaer og taler med slige Giekke.

JEAN

Attendez, mon cher Sviger Père! I slipper, ma foi, ikke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, 203pardi, den høyeste Mode i Paris; Madame la Fleche, som nyelig er kommen derfra, beretter - - -

JERONIMUS

Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand? Det er for Madame la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Madame la Medister, og det er for Madame la Spek. Gir dem midlertid Ørefigen.

JEAN

Pierre ici! tenez! holdt den gamle halstarrige Knark. Jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

204
PIERRE

Vitement Monsieur.

JERONIMUS

Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN

Naar gamle Folk gaaer i Barndommen, maa man tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS

Hej hej! Geval ----- t!

PIERRE

Hej hej! Sna ----- k! det er for jer egen Nytte; naar det først er giort, skal I siden takke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil trække en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser han siden paa hans Haand og takker.

JERONIMUS

Ach væ! Ach væ!

JEAN

Tie stille, mon cher Sviger Papa! nu seer I pardi ud, som en Ambassadeur. Den heele Familie maa og omstøbes; jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad. la Fleche, for at undervises, hvordan høyeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE

Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa ikke forandres?

JEAN

Ovis pardi si fait. Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.

JERONIMUS

A----A----A----

SCEN. 7

Antonius. Jeronimus. Jean. Pierre.

ANTONIUS

med Kaarden i Haanden. Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand.

Jean og Pierre løbe bort. Ach! min kiære Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet. See! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fornemme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit Liv.

JERONIMUS

Ach min kiære Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulde 205 have seet mig saa forkeert. Det skulde være mig en stor Fornøyelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienneste; gid han havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS

Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer, Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn ikke har dristet mig til at tale. I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS

Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS

Achl jeg tør ikke sige meer; I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS

Jeg kand nok giette hans Meening. Han har, maa skee, Kiærlighed til min Dotter. Men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt. Maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS

Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarregaden; min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS

Ja vist er han bekiendt. Er han Jesper Lorentzens Søn, saa har han en brav Mand til Fader, og een af de skikkeligste Borgere her i Staden; vi har reyst sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting. Det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham. Han maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS

Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar ikke alleene baaret Kiærlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte; men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig ikke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS

Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst. See! der har han min Haand paa, at ingen anden skal faae min Datter end han. Men der kommer min Datter selv meget beleiligt.

206

SCEN. 8

Elsebet. Jeronimus. Antonius.

JERONIMUS

Hør, Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET

Nej, jeg giør min Troe ikke, Papa!

JERONIMUS

Jo du giør saa min Troe; see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd ikke mit Barn! jeg veed heele Sagen. Kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Brud.

ELSEBET

Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter han saa med mig? I har engang, imod min Villie, lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS

Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kiæreste, som er Vidne til, hvad Skam han har giort mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og ræk ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ey havde seet ham tilforn. Kom lad os gaae hi em tilsammen; jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaaer ned.

207

ACTUS V

SCEN. 1.

Jean. Pierre.

JEAN

Pardi, est-il possible? quelle brutalitet

PIERRE

Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi ikke retirerer os; Jeronimus leder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som han.

JEAN

Er det ikke en Elendighed, Pierre! at boe i dette Land, hvor Folk er saa lidet skiønsomme? Jeg havde tænkt, at Monsieur mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE

Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN

Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE

Ja det gaaer med Monsieur, som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN

Jeg vil ikke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen alleene for min skyld.

PIERRE

Ja, det som er forunderligt, Monsieur! lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde man tænke, den Dame saae ikke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menneske. Lad være, at Monsieur var ikke artig, saa maa dog all Verden tilstaae ham, at han har den Merite at have udi faa Maaneder 208 fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN

Ovis par di si fait.

PIERRE

Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN

Si fait

PIERRE

Ikke som en Gnier.

JEAN

Vous avez raison.

PIERRE

Ey som en Slyngel.

JJEAN

Si fait.

PIERRE

Ey som et Sviin.

JEAN

Cela s'entend.

PIERRE

Ey som et Bakkelse-Beest.

JEAN

Non pardi non.

PIERRE

Ey som en doven Esel.

JEAN

Non si fait non.

PIERRE

Ey som en Fæhund.

JEAN

Peste! holdt engang op med disse Titler; jeg forstaaer nok din Meening ellers.

PIERRE

Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faa Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes: Den Monsieur maa endelig være noget got hos, han maa endelig have lært noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig ikke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN

Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE

Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur? Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter, de tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN

Hvad siger de da om mig?

PIERRE

Monsieur, jeg skiæmmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulykke for nyelig for hans skyld.

JEAN

Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE

Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, 209 fordi han gaaer om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

JEAN

Pardi! quels sots! det er just en af de artigste Qualités en galant Homme kand besidde.

PIERRE

Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst, Hans Nar, Hans Abe-Kat, Hans Gøgler, Hans Strympe-Kiger, Hans Mark-Skrier, Hans Rumpevrikker, Hans Stylteganger, Hans Capriolskiærer, Hans

JEAN

Nu nu, nok, nok. Jeg gider ikke høre meer deraf.

PIERRE.

Hans Petit Maitre, Hans Dantzer, Hans Fransk-Forderver, Hans - - -

JEAN.

Holdt op, siger jeg, Maraud!

PIERRE.

Hans Spillfugl, Hans Stratenjunker, Hans Harlequin - - -

JEAN.

Hvis du holder ikke op, skal jeg slaae din Hierne i tu. Je t'écraserai ton tete.

PIERRE.

Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.

SCEN. 2

Arv. Jean. Pierre.

ARV

Jeg vilde mare ikke være i Hans Frandsens Sted nu, om man gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at han ikke vil gaae til Sengs, førend han har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad man kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tænk engang, I got Folk, hvordan han reedte ham til: Som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om.

Vender Kiolen om. Seer jeg ikke nu ud som en Nar? Ha ha ha ha ha ha! ret ligedan saae Jeronimus ud. Jeg vilde ikke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staader-Kongerne kunde tænke, jeg var gall, og trække mig i Daare-Kisten.

210

Han vender Kiolen ret igien. Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket; men det er hende got nok, thi naar Fatter ikke vilde skikke ham Penge, da han var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa solte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN

Arv! hvordan staaer det til hiemme? Arv klaaer sig bag Hovedet. Vel nok Monsør!

JEAN

Det maa ikke henge ret sammen, du klaaer dig saa bag Øret. Siig mig, hvordan staaer det til?

ARV

Vel nok Maansør. Jeg takker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN

Hvad vil du sige med det Men? Fort siig mig, hvor det staaer til! du faaer, ma foi, ellers Hug.

ARV

Alting staaer mare vel til. Men det staaer noget forbandet ilde til.

JEAN

Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV

Jeg er ikke for at spise Lever, Maansør; naar jeg faaer noget, saa gir jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN

See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV

Gramarcis, Maansør.

JEAN

til Pierre. Hvilket dumt Beest den Karl er. Han vidste ikke, hvad en Livre de France var.

ARV

Jeg vil da vare Maansøren ad, at han smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staader-Konger at trække jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE

Vil man ogsaa indslutte mig?

ARV

Ney, du har ingen Nød, Peer. Man vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN

Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER

uden for. Jeg skal lære den Karl at undstikke sig uden at betale.

JEAN

Peste! hvad er her ved at giøre? Her kommer en 211 Person mig paa Halsen, som vandt nyelig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da han vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN

uden for. Enten skal han slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

PIERRE

Ach Herre! Jeg maa bort et Øyeblik paa Naturens Vegne; jeg kommer strax igien.

JEAN

Vil du bie, Maraud! er nu Tid at gaae bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE

Ach min Mave! min Mave! Jeg drak for hastig paa Kaalen, det var min Ulykke. Løber i en Krog og skiuler sig.

SPILLEREN

uden for. Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN

Ach kiære Arv! kandst du ikke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV

Jeg har et Dekke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN

Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet.

Han svøber ham i Dekket og sætter sig derpaa som en Byldt.

SCEN. 3

Spilleren. Arv. Jean. Pierre.

SPILLEREN

Jeg skal, min Troe, ikke gaae til Sengs i Aften, førend jeg faaer fat paa ham. Det er ikke saa meget for Pengenes skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale. Jean ryster under Dekket.

ARV

slaaer paa ham og siger: Ligg stille. Der blir ellers en Ulykke af.

SPILLEREN

Hvem taler du til, Cammerat?

ARV

Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN

Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV

blir bange og stammer. Jeg har, min Troe, ikke andet end Smør derudi.

212
SPILLEREN

Smør i din Sæk, som du sidder paa? Det er ikke mueligt.

ARV

Ney det er sandt, det er Lys.

SPILLEREN.

Lys? det er endnu galnere.

ARV.

Ney det er sandt, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.

Det maa være en forbandet Hob Kniplinger.

Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV

Ney det er sandt, det er Erter.

SPILLEREN.

Du est vist nok en Tyv, det merker jeg; fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.

Det er, min Troe, ikke Hans Frandsen, Maansør! det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde han kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.

Ha ha, nu skal man see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen, er I her? det er mig kiært. Her er to Ting for jer at udvælge: enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

JEAN.

Monsieur, je n'ai point d'argent.

SPILLEREN.

Monsieur, jeg forstaaer ikke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.

Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.

Ingen Snak! reede Penge, eller slaaes.

ARV.

Skam, der bier her længer. - Løber bort.

JEAN.

Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig;

I skal vist nok faae dem.

SPILLEREN

Jeg forlanger intet uden at I skal trække ud.

JEAN.

Monsieur, der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.

Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr.; lad mig ogsaa faae Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøye.

JEAN

Jeg veed, I vil ikke have, at jeg skal gaae nøgen.

SPILLEREN

trækker sin Kaarde. Allons! Kiole, Vest og Hat hid, eller slaaes.

Jean trækker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det med Hatten og Peruqven.
213
214
SPILLEREN

Monsieur, votre tres humble Serviteur, jeg takker for god Betalning.

PIERRE

kommer af Krogen igien. Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moers Liv. Hvad Ulykke kand dog ikke det Spill foraarsage!

JEAN.

Ney du skal have Tak, jeg veed man fødes ikke med Buxer, Skoe og Strymper. Men din Poltron, giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.

Det er sandt, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende og figtet saa tapperlig som Monsieur; men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.

Allons, retirons-nous à la Madame la Fleche: hun tar os nok i Protection. Du veedst jo, hvor hun boer?

PIERRE.

Jeg? hvor skulde jeg vide det?

JEAN.

Ach! hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant.

Ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien, Pierre. Mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsieur d'Espang.

SCEN. 4

Espen. Jean. Pierre.

ESPEN

Jeg leeder efter Monsieur Jean de France, men han er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos --- Men der er jo han og hans Tiener. Monsieur! Madame la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN

Er Madame la Fleche reist?

ESPEN

Ja for en halv Time siden.

JEAN

Hvorfor reiste I ikke med?

ESPEN

Fordi hun havde mig ikke meer fornøden.

JEAN

Reiste hun da alleene?

ESPEN

Jo, jo, saadan Dame reiser alleene! Hun havde ikke mindre end 4 Laqvaier med sig. Jeg var ikkun antagen 215 til en Tid for Sprogets skyld. Her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN

læser Brevet. Pierre!

PIERRE

Monsieur!

JEAN

Vi er oven paa, høyt i Veiret.

PIERRE

Skal vi da hænges?

JEAN

Madame la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor ikke vil være her længer, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsieur Gobere; hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed. Vi maa reise ligesom vi staaer og gaaer: allons! dépêchons! jeg er færdig, saa snart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa. Adieu mon cher Monsieur d'Espang. Je vous rends mille gräces pour votre civilité.

SCEN. 5

Espen. Marthe.

ESPEN

Marthe! kom nu hid, nu er de Giekke borte.

MARTHE

Gik det ey vel for sig? maa du ey tilstaae, Espen, at jeg er habile?

ESPEN

Jo lille Fæstemøe! naar Lykken vil favorisere Forstanden, kand man giøre store Ting med liden Konst. Jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tænkte ikke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end han var. I har ellers ikke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lykke; thi den blev befodret ved en Hendelse. Een overlægger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lykken og Ulykken kommer der imellem, kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer ikke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE

Det vil intet sige; det gaaer med mig, som med store Generaler: naar de vinder et Slag, saa blive 216 de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om man vil examinere alting nøye, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tænkte paa, og er ikkun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lykke.

ESPEN

Martrie, du taler som en Engel! du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger; om man flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE

Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN

Jeg har nok kundet merke det paa nogen Tid.

MARTHE

Hvorledes da?

ESPEN

Jo! thi vor Grød, som vi faaer om Aftenen, er enten for lidet kaaget, eller sveden. Jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner eller Huusholdersker.

MARTHE

Ej Snak! Men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.

SCEN. 6

Jeronimus. Frands. Marthe. Espen. En Dreng.

JERONIMUS

Ney! jeg lader det u-mueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS

Jeg forsvarer ikke min Søn meere, thi jeg vil aldrig see ham for mine Øyen; men jeg taler kun for min egen skyld, thi om I beskiæmmer ham, lider den heele Familie der ved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN

Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

FRANDS

læser Brevet. Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor u-mueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer ikke meer tilbage; vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet à la Mad. la Fleche, Dame tres celebre et tres renommée dans la 217 France. Brevet maa skrives paa Fransk, thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder ikke at forstaae et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France, gentilhomme, et grand favorit de la Madame la Fleche, Courtisane tres renommée, dans la Cour de France. Hvis saadan Udskrift er ikke paa Brevet, skikker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Vôtre. Jean de France, gentilhomme Parisien. Copenhague d. 18. Majus -

JERONIMUS

Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu ikke Frihed at bortgive min Dotter til hvem jeg lyster?

FRANDS

Jo vist.

JERONIMUS

Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS

Det er en skikkelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS

Kand jeg overtale Naboe til at komme til Bryllup og være i god Humeur?

FRANDS

Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS

Det giør I vel udi.

FRANDS

Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS

Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS

Ja hun er.

JERONIMUS

Min Søn Jochum ligesaa: Kand der da ikke blive et nyt Svogerskab?

FRANDS

Jo det kand rigtig gaae an, om jer saa synes.

JERONIMUS

Der har I min Haand paa, at han skal blive hendes Hosbond; thi han holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg merket.

Mig synes, Naboe, at det er
Herefter meere sikker,
Vi gifter tilig Sønner her,
End dem af Landet skikker.
218 Af eders Søns Historie
Exempel man kanel tage,
Hvad nytter fremmet Land at see
Før man faaer Skæg paa Hage.
See andre Nationer an,
Hvor Ungdom bliver hi emme;
Her eene strax af Landet man
Skal ud for Dansk at glemme,
At sætte Arv og Middel til,
Og lære galne Sæder,
Galanterie og Abe-Spil,
En hoben Nymods Eeder.
Hvis endelig der reises maa,
Det kand ey være andet,
Lad Reisen kun til Elben gaae,
Saa Arven blir i Landet.
Hvad nytter os saa store Spring
I andre Land at giøre?
Paa Scaven vi kand bedre Ting
Om Rigets Tilstand høre.

Jean de France
Noter

S. 161
Slutteriet, Gældsfængslet. - Det rører mig, det angaar mig.

S. 162
Fairfax og Soldan, Hundenavne. - Christne-Navne, Døbenavne. - Vellyst, Luksus, Overdaadighed.

S. 163
studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, studeret Teologi paa Regensen. - Runde Kirke, Trinitatis Kirke. - lærde Meenigheder, Universitetet havde Kaldsret til disse to Kirker. - Politiske Griller, her: tossede Ideer. - Bonjour og Comment vous portez-vous, fr. Goddag og Hvordan har De det. - creperet, lidt, døjet Sult og Nød.

S. 164
Serdam, Byen Zaandam. - reven Øll og Brød, Øllebrøsl.

S. 165
skiære op, overdrive. - ungefehr, omtrent. - Allomber, L'hombre. - Maitresse, fr. Elskerinde; jfr. 2. Akt, 4. Scene. - Roven, Rouen, der i fr. Skrifter fra Holbergs Tid ofte skrives Roven.

S. 166
Moen Pere ... træ siær mere. Den fransktalende Jean har spurgt efter mon père, min Fader, og ma tres chère mere, min 219 allerkæreste Moder. - Ulfelds Plads var det nuværende Graabrødretorv. - Hallands-Aas var en folkelig Benævnelse for Kongens Nytorv. - Træ-Mærre, Træheste til Afstraffelse. - Garsong, fr. garçon, Dreng, Tjener. - Hans Wurst og den sterke Mand, se Note til »Den Vægelsindede« S. 153. - Hat ... saa breed ... Hanreder, en bredskygget Hat kunde skjule den bedragne Ægtemands Horn. - Moons, Mogens. - A Mons ... Copenhague, Til Hr. Pedersen, Første-Lektiehører (Adjunkt ved Latinskolens nederste Klasse) i København.

S. 167
bougre de pagrad, den Fandens Pagrad, Forvanskning af fr. pas grave, Navnet paa en Dans. - pardi ... Isabelle, ved Gud, det er en stor Ulykke. Men se der min Fader og min Svigerfader; Godmorgen, mine Herrer, hvordan lever min kære Elsebet? - Allamoder, nymodens Manerer. - Pariering, Snak. - Pardonnez ... dans Paris, Undskyld ... det er ikke godt Parisisk, det er Nederbretagnisk, ved Gud ... komponeret af Hr. B. ... en dygtig Mand, den største Danselærer i Europa. (Blondy var Balletmester ved Operaen i Paris). Jeg har helt glemt mit Dansk i Paris.

S. 168
je demande pardon, jeg beder om Forladelse. - à la Greve, paa Place de la Greve, der i Paris laa foran Raadhuset. Jean sammenligner denne Plads med en københavnsk Lokalitet, snarest Nytorv. - Ad si long, Farvel saa længe. - Parlemefransø, Forvanskning vistnok af parlez-moi français, tal Fransk til mig. - Skoe-Pind, Pløk. - Bestillings-Mænd, Embedsmænd. - paa sikasten, til Slut.

S. 169
Rente-Cammeret, omtrent det som nu hedder Finansministerium. - Fiol de Spanie, Forvanskning af folie d'Espagne, en kunstfærdig Solodans, der allerede dengang var forældet.

S. 170
Matresse, se Noten til S. 165.

S. 171
Artighed, fine Væsen.

S. 172
Balsom-Bøsse, egentlig Lugtedaase. - Ingen Slingring, jeg lader mig ikke rokke. - falske Blakke, Forræder (Blakke betyder normalt: (blakket) Hest).

S. 173
Contretemps, et Dansetrin. - Capriol, egentlig en Slags Spring, som Rideheste opøves i. - La tour seulement, bare Turen. - je men mocque, det blæser jeg paa. - sans fac.on, ingen Omsvøb. - Pardi ... tete bleue, forskellige Eder.

S. 175
Mesuren, Takten. - c'est impossible, det er umuligt. - dans le mêrne temps, samtidig. - fenrage, jeg bliver gal i Hovedet. - chantez done, syng dog. - Diable m'emporte, si, Fanden tage mig, hvis -. - la cadance, Takten.

S. 177
Spindehuset, Straffeanstalten for Kvinder. - Snak for din Æske!, Vrøvl!

S. 178
Carosser (Karrosser), Kareter. - fixere, narre. - Paris og 220 Helene, to græske Sagnfigurer, se Ulysses von Ithacia. - Votumer, lat. Stemmer.

S. 179
Mulier taceat in Ecclesia, Kvinden skal tie i Forsamlingen. Fra 1. Korinthierbrev 14,34.

S. 180
ryste eder ud, udruste jer. - Assemblix, Forvanskning af fr. assemblée, Selskab. - Kaarse-Dantzen, Folkedansen: Krydstur.

S. 181
ritze, tegne. - Gad Hansen, Arvs Misforstaaelse af la cadance. - Matrasse, Forvanskning af fr. maitresse, der dengang brugtes i galant Sprog som Betegnelse for den tilbedte Kvinde.

S. 182
kaage, kigge.

S. 183
Mangelstokken, Manglestok, rund Stok, om hvilke Tøjet blev viklet, naar det rulledes med Manglebrættet.

S. 184
Que voulez-vous?, Hvad vil De? - Fripon ... que le diantre, Hallunk, Slubbert, Slyngel, Asen, Flab, Døgenigt, den slemme Syge kvæle dig, Fanden tage dig, bortføre dig, sluge dig, Satan -. - comment, hvorledes. - Monsieur ... vous?, Herre! men ikke: hvad vil De. - Maitre de Langue, Sproglærer. - Dieu ... Paris, Gud give, at vi var i Paris. - aussi betyder: ogsaa.

S. 185
bougre ... gourmand, Asen, Fedtemikkel, Ædedolk. - la place Maubere, en Torveplads paa venstre Seinebred. - Pont-Neuf, en af Broerne over Seinen, hvor en Mængde Smaahandlende og Gøglere havde deres Boder. - comme un crocheteur ... bouffon, som en Drager, en Skopudser, en Vandbærer ... en Gal, et Fæ, en Tosse, en Nar. - dans ... théâtre, i en Daarekiste eller paa et Teater. - bourreau, Rakkerknægt. - Ecoutez, hør efter. - c'est une visage à la Danois, det er et Ansigt à la Dansk. - Ovis pardi si fait, Javist. - ]e suis ravi ... mamie, jeg er henrykt over at se Dem, min kære Ven. - Mademoiselle Isabelle parle comme un Blanchiseuse dans Paris, Frøken Elsebet taler som en Vaskerkone i Paris. - Comme un frippière ... lait! lait!, som en Marskandiserske, som en Kvinde, der raaber: rainettes (Æbler) i Gaderne, som en Kvinde, der gaar med et Æsel paa Gaden og raaber: Mælk! Mælk!

S. 186
Peche, Cabo, to franske Restauratører i København. - Mester Jacob kan være en Kok Jakob Gotske, der boede i Dybensgade. - Plaisir, Fornøjelse. - Avec Permission, med Forlov.

S. 187
explicere sig, gøre sig forstaaelig. - Faubourg St. Germain, det Kvarter, hvor Tilrejsende almindeligvis tog ind. Her boede Holberg ogsaa i Begyndelsen af sit første Ophold i Paris. - Rue de Seine er en Gade i det nævnte Kvarter.

S. 188
Taisez-vous, Hold Deres Mund. - est-il possibel, er det muligt. - bonheur, Lykke. - Det er intet, der er intet. - refusere, afslaa.

S. 189
dans votre présence, i Deres Nærværelse. - Hardiesse, Dristighed. - impudent, uforskammet. - Liberté, Frihed. - Complisance, fr. complaisance, Forekommenhed, Elskværdighed. - det hellige 221 Rommerske Rige, det tyske Kejserrige. - Manières, Manerer. - présentement, straks. - belles mains, smukke Hænder. - Je me recommende, jeg anbefaler mig.

S. 190
C'est ... Europa, det er dog gjort af Hr. R., den største Skildrer (Portrætmaler) i Europa. - honnet ... Discours, dannet Samtale. - Herre Jeh!, Herregud! (Forkortelse af Herre Jesus). - skikkelige, gode, ansete. - allamodisk, moderne, med paa Moden.

S. 191
merkelig, mærkbart. - mari, mare, en Ed, dannet af Jomfru Marias Navn: sandelig, minsandten. - expliquez ... Peche, forklar denne gamle Mand det, jeg gaar, De vil finde mig hos Hr. P.

S. 192
excusere, undskylde. - Canaille, fr. Slyngel. - liderligt Arbeid, sjusket, daarligt Arbejde. - fedt, lat. har gjort, udført.

S. 193
Prosit Maalzeit, ty. velbekomme.

S. 194
prostituerer, gør til Nar.

S. 195
A cette heure ... kommen?, Nu skulde han komme; var det ikke Klokken tre, Hr. Espen, at han lovede at komme? - Jean falder paa Knæ, kysser hendes Haand, idet han siger: Aa, fortryllende Frue, tillad, at jeg tilbeder Dem, at jeg kysser Deres smukke Hænder! Madame la Fleche: Rejs Dem, min Herre! Det er alt for megen Ydmyghed for en Kavaler som Dem. Jean: Aa, Frue! er det muligt, at jeg har den Ære, den Glæde, Fornøjelse og Fryd at gense Dem i dette Land? Madame la Fleche: Jeg er kommet for at besøge Dem, men jeg troede ikke, at De var saa forandret. De er nu klædt som en gammeldags Borger. Ha, ha! Jean: Hvorfor ler De, fortryllende Prinsesse? Madame la Fleche: Ikke noget, Hr. de France, ikke noget! Jeg ler af Glæde over at se Dem, det er altid en Fornøjelse at se Dem. Jean: Jeg takker Dem, Frue! Men hvad synes De om dette Land? Madame la Fleche: Udmærket, min Herre: Danskerne er meget brave Mennesker, de mangler blot Kendskab til de parisiske Manerer. Jean: Javist, Frue, deri har De højlig Ret. Gud give, at jeg var i Paris igen! Aa, om Forladelse, min skønne Frue, jeg vilde sige »aussi«. Men Frue, har De medbragt nogle nye Viser fra Paris? Madame la Fleche: Ja, Herre, denne er den nyeste. Jean: Aa, Frue, jeg har aldrig hørt en smukkere Sang. Aa, Paris, Paris! Madame la Fleche: Hvorfor græder De? Jean: Ak, Frue, man vil gifte mig bort i dette Land! ... Jean: Ja, det er virkelig sandt, og det med en Pige, som ulykkeligvis hedder Elsebet. Madame la Fleche: Pokker til Navn? Taler De i Alvor, min Herre? Ak, er det muligt?

S. 197
Alteration, Ophidselse. - Valet de chambre, Kammertjener. - belle ... malade, skønne Prinsesse, er De syg? - C'est ... vous, Det er en Overgang, min Herre! Rejs Dem op.

S. 198
Adriane, en opfæstet, folderig Slæbkjole, der var aaben fortil. - elementske, forbandede. - faites ... fous, skaf ham bort, jeg er 222 bange for gale Mennesker. - Pourquoi riez vous? Hvorfor ler De? - je me ... Excusez, jeg trækker mig lidt tilbage, Hr. Espen, min Kammertjener, vil sige Dem hvorfor. Undskyld. - tracterer, behandler. - redresseres, rettes. - knæpper, knapper. S. 199. incommode, ubekvemt. - malheureux que je suis. jeg ulykkelige.

- vous ... plaisir, De gør mig en stor Fornøjelse. - importunitet, Plageri. - Je vous prie, jeg beder Dem.

S. 200
Ovis da, fr. oui-da, ja vist, her: javel. - fort commode et fort dégagée, meget bekvem og utvungen. - sans f af on, uden videre.

- Mais ... vient, men se, der kommer Per.

S. 201
mantenere mig, understøtte mig. - Qu'as tu? dis-moi, hvad er der i Vejen med dig, sig mig det. - reste un moment, vent et Øjeblik. - gens de qualité, fornemme Folk. - Comment done, men hvorledes! - resolveret sig, beslutter sig. - ma foi fort à propos, min Tro lige tilpas.

S. 202
leer tillige, ler sammen. - den forrige Jubelfest, Reformationsfesten i 1717. - Attendez, vent lidt.

S. 203
Pierre id! tenez! Pierre, kom her hen! Holdt fast!

S. 201
Vitement, hurtigt.

S. 205
Kieler Omslag og Viborger Snapsting, to store, aarlige Markeder.

S. 206
peen, dydig.

S. 207
quelle brutalité, hvilken Raahed. - Hose-Kiellinger, Koner, som binder Hoser.

S. 208
Depenser, Udgifter. - Vous avez raison, De har Ret. - Cela s'entend, selvfølgelig. - dites hardiessement, tal frit.

S. 209
quels sots, hvilke Tosser. - Qualités, Egenskaber. - galant Homme, dannet Kavaler. - Capriolskiærer, en, der gør Krumspring, (hopper, danser). - Petit Maitre, Laps. - Spillfugl, Gogler, Nar. - je t'écraserai ton tete, jeg skal slaa Hovedet i Stykker paa dig. - Staader-Kongerne, Gadebetjentene.

S. 210
klaaer, klør. - Gramards, grand merci, mange Tak. - Livre de France, en fransk Mønt.

S. 211
honnet Homme, Gentleman.

S. 212
je n'ai point etc., jeg har ingen Penge. - Haand, Underskrift.

S. 214
Poltron, Kujon. - Allons etc., lad os gaa og tage vor Tilflugt til.

S. 215
allons! depêchons! afsted! Lad os skynde os! - Je vous ... dvilité, jeg siger Dem tusind Tak for Deres Høflighed. - habile, dygtig. - Fæstemøe, Pige. - Machine, Plan, Intrige.

S. 216
contribuerer, bidrager. - Berthe Tot, den danske Adelsdame Birgitte Thott, havde 1658 udgivet en dansk Oversættelse af den romerske Filosof Senecas Skrifter. - Dame etc., en meget bekendt og vidtberømt Dame i Frankrig.

S. 217
gentilhomme etc., Kavaler og Storyndling hos Mme. la Fleche, en berømt Kurtisane ved det franske Hof. - Je etc., (jeg er) Deres.

S. 218
Scaven, Skagen.