Holberg, Ludvig DEN VÆGELSINDEDE

DEN VÆGELSINDEDE
Comoedie udi tre Acter

90

Personerne i Comoedien

  • LUCRETIA
    den Vægelsindede
  • PETRONIUS
    En Magister
  • HELENE
    en Jomfru
  • LEONORE
    en Jomfruen Jomfru
  • ERASTE
  • APICIUS
  • HENRICH
    Lucretiæ Tiener
  • CHRISTOPHER
    Erastes Tiener
  • ESPEN
    Apicii Tiener
  • PERNILLE
91

Den Vægelsindede
Indledning

Om de fem Komedier, der udgjorde det første Bind, fra 1723, udtalte Holberg sig straks i den Betænkning, han lod sit Talerør fra Peder Paars og Skæmtedigtene, Just Justesen, sætte foran Skuespillene, (her som Tillæg til Bind VII), og igen faa Aar senere i sit første Levnedsbrev (Bind XII). De to Udsagn falder for det meste nær sammen. For Den Vægelsindedes Vedkommende fremhæver Holberg Hovedrollens Vanskelighed og priser Madame Montaigu, som udførte den med saa stor Dygtighed. Holberg var ikke tilfreds med Komediens Form; han foretog adskillige Ændringer til Udgaverne 1724 og 1731, idet han lagde Vægt paa at motivere de pludselige Stemninger i den kapriciøse Dames Sind. Det var netop denne Linje, som Johanne Luise Heiberg fulgte, da hun i 1850 fornyede Rollen og fik Komedien, der ikke havde været opført siden 1817, til at straale. I »Et Liv gjenoplevet i Erindringen« giver Fru Heiberg en Skildring af sin Indlevelse i Rollen. Det begynder med, at hun mindedes en forlængst afdød Lærerinde, »hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten«. Det slaar Fru Heiberg, at Den Vægelsindede fremfor alt skulde karakteriseres ved sine Bevæ- gelser: »Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle«, og samtidig gjaldt det om »at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet«; dette maatte ske ved »at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt«. Fru Heibergs Fremstilling af den Vægelsindede 92 blev en af hendes allerstørste Triumfer. Da hun var kommet hjem efter den første Forestilling og i Hjemmet havde trukket sig tilbage, var hun endnu i stærk Bevægelse; hun tænkte »ret levende paa gamle Holberg og udbrød for mig selv: »O, havde han dog havt den Glæde at være i Theatret i Aften og set og hørt sit forskudte Barn blive saaledes modtaget«. - Beskæftiget med disse Tanker slukkede jeg omsider min Lampe for om muligt at faa den Hvile, hvortil mit Legeme trængte. Det var alt langt over Midnat. Idet jeg nu i Mørke gik ind ad Døren til mit Sovekammer, hørte jeg lige bagved mig tydeligt en Røst sige et hjerteligt »Godnat«. - Uden al Reflexion, i samme Nu, udbrød jeg uvilkaarligt: »O, det var Holbergs Stemme!«« (Et Liv etc. 4. Udgave, II, 1944, S. 225 ff.).

Litteratur.Th. Overskou: Den kongelige danske Skuepladses Historie VI, 1876, S. 60-61.

93

ACTUS I

SCEN. 1.

Helene. Leonore.

HELENE

Tal aldrig derom, min kiære Jomfrue! Vi ere lige vel faren begge, hvorvel vore Opvartere ere af stridige Humeurs, saa at jeg veed ikke, hvo af os mest er at beklage.

LEONORE

Det er uden Tvil jeg; thi enhver Mands-Person, der er danned som hendes Broder Eraste, kand flye et Fruentimmer nok at bryde sit Hovet med. Det lader, som han elsker mig; men jeg kand forsikkre hende, at i all den Tid, han har søgt min Omgiængelse, har han aldrig erklæret sit Hiertelav uden paa en meget forblommed Maade. Mit Sind, min Opførsel og Levemaade synes at behage ham; ikke dismindre er jeg dog vis paa, at, hvis han blev kiendt med nogen anden, som var endnu meer stille og oeconomisk, end jeg er, da forlod han mig, hvor ærlig han end er.

HELENE

Hvad hendes Broder Apicius angaaer, da kand jeg ikke sige, at hans Tale er forblommed. De allerprægtigste Kiærligheds Erklæringer koster ham intet; men jeg veed ikke, om jeg kand fæste mindste Troe dertil, saa u-bestandig er han. Jeg begynder allereede at blive kiæd af hans Væsen, og ønsker af mit Hierte, at han kunde treffe en Brud, der var ligesaa gall, som han selv.

LEONORE

Hun giør, min Troe, vel derudi, Jomfru! Jeg skal, min Troe, følge hendes Exempel.

HELENE

Jeg tilstaaer vel, at det er noget vanskeligt gandske at forlade den, som man eengang har giort sig Tanker om.

94
LEONORE

Det er sandt nok; men hvad er her ved at giøre?

HELENE

Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget han lider formedelst hans flygtige Sind og vellystige Levnet.

LEONORE

Ej mon saadant ikke er sagt dem uden Frugt hundrede gange tilforn? Jeg var tilfreds, at Monsr. Eraste var kiendt med en vis Dame, som jeg talede med i Gaar, som jeg ikke vil nævne. Jeg troer virkelig, at den samme Kone skulde curere ham. Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos et Fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille og indgetogen, men paa saadan u-rimelig Maade, og udi saadan høy Grad, at han af en kort Omgiængelse med hende skulde faae Afskye for slige Folk, som han holder for de mest fuldkomne. Man curerer ofte Folk paa saadan Maade, naar ingen Formaninger kand hielpe.

HELENE

Hvor boer den Dame?

LEONORE

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Sagte. Det er den Galanterie-Kræmmerske, som her boer.

HELENE

Det er endelig ligemeget. Jeg troer vel, at her er meer end een underlig Kone udi Byen. Men eftersom Jomfruen holder for, at saadant skal kunde curere min Broder Eraste, naar han seer udi andre, hvor ilde dislige Qvaliteter lade, naar de tar overhaand, saa skal jeg ogsaa giøre et Forsøg med Monsr. Apicius; thi jeg talede ogsaa forgangen Uge med en Dame, som synes at have det Sind og de Qvaliteter, sorn han leder efter, men det samme er udi en saa forskrækkelig høy Grad, at jeg er vis paa, at hvor meget han roser saadant, saa skal han skilles med Væmmelse fra hende. Jeg skal ikke kunde sige, orn samme Dame er Enke eller Jomfrue endnu.

95
LEONORE

Det er ligemeget; men boer hun i dette Naboelav?

HELENE.

Jomfruen forlader mig, at jeg ikke kand sige det. Jeg kand tie lige saa vel, som hun. Sagte. 96 Det er den Galanterie-Kræmmerske, som boer i dette Huus.

LEONORE

Hvorledes har da Jomfruen fundet hende?

HELENE.

Hun giør ikke andet end synger, leer, dantzer og taler Galskab. Jeg saae hende aldrig tilforn; men hun aabenbarede mig hemmelige Sager, som hun ikke havde burdt betroe til hendes beste Venner.

LEONORE.

Menneskets Humeurer ere dog stridige. Jeg skal i det ringeste giøre et Forsøg med den ærbare Kone.

HELENE.

Og jeg, min Troe, med den galne.

LEONORE.

Jeg skal faa Eraste til at giøre Visit der i Eftermiddag.

HELENE.

Og jeg skal formaae Apicius til at besøge den anden ogsaa i Eftermiddag.

LEONORE.

Saa kand vi siden fortælle hinanden, hvordan det er løbed af. Men jeg seer een kalde paa mig; jeg maa forlade hende lidt. Hun gaaer.

SCEN. 2

HELENE

Mademoiselle Leonore har, min Troe, ikke u-ræt derudi. Jeg haaber, at Monsr. Apicius, naar han faaer denne underlige Kones Lader at see, jo skal faae Afsmag for hendes Artighed, og med Latter siden fortælle mig hans Tanke derover; hvilket skal kunde give mig den beste Anledning at afmale hans eget Portrait, og viise, hvor hæsligt det er. Det maa i det ringeste komme an paa et Forsøg. Men der seer jeg den underlige Kones Tiener. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham. Hør, min Ven! har I længe tienet her i Huuset?

SCEN. 3.

Helene. Henrich.

HENRICH

Ungefehr udi 3 Aar.

HELENE

I er sommænd lykkelig at tiene hos en Dame, der er altid saa lystig, saa gavmild, og saa aabenhiertig.

97
HENRICH

Hun har ræt, min kiære Jomfru!

HELENE.

Den første gang, jeg havde den Ære at see hende, betroede hun mig alle hendes hemmelige Sager.

HENRICH.

Ja hvad ont var der udi? Det er Tegn til et ædelt Hierte.

HELENE.

Got nok! men man kand dog giøre formeget af saadant.

HENRICH.

Man maa sige derom, hvad man sige vil, saa er det dog en Dyd.

HELENE.

Jeg beder om Forladelse. Alt hvad man giør formeget af, taber Navn af Dyd. Det er ogsaa en Dyd at være gavmild, men naar den gaaer forvit, og bliver til Ødselhed, er det en Udyd, hvilken er ligesaa lastværdig, som Gierrighed.

HENRICH.

Jeg har kun maadelig studeret. Derfor vil jeg ikke agere hendes Sag.

HELENE.

Jeg beder, at I vil formelde min Respect til hende. Men jeg maa hen at see, hvor Jomfru Leonore blev af. Jeg glemte at sige hende noget.

SCEN. 4

Henrich. Leonore.

HENRICH

Dersom denne Jomfru kom nu i Formiddag til os, skulde hun ikke meer kiende min Madame, saa ond og traurig er hun nu, med mindre hun har faaet andet Sind, siden jeg gik ud.

LEONORE

Jeg seer, at hun er alt borte. Men der er vist Tieneren til den underlige Kone, jeg nyeligen talede om. Hør, min Ven! tiener I ikke her?

HENRICH

Jo jeg giør sommænd.

LEONORE

Jeg beklager jer, og alle dem, som har saadant Herskab.

HENRICH

Hvi saa?

LEONORE

Det er den fortrædeligste Kone, som jeg nogentid har seet.

HENRICH

Kand nok være.

98
LEONORE

Jeg har aldrig kiendt nogen saa traurig, saa karrig, og saa mistænkelig.

HENRICH.

Det er ikke min Skyld.

LEONORE.

Jeg skal aldrig sætte min Fod inden hendes Dør oftere.

HENRICH

Ligesom hun finder det for got.

LEONORE.

Thi jeg har, min Troe, ingen Lyst til at overfuses oftere.

HENRICH

Hun har ræt der udi.

LEONORE.

Men saae I ikke en Jomfru her nyeligen?

HENRICH.

Jo jeg saae nyelig et Menneske klædt som en Jomfrue. Om hun endnu er Jomfrue, det er noget, som jeg ikke skal kunne sige. Hun gik den Vej. Leonore gaaer.

SCEN. 5

HENRICH

Dersom jeg vilde daglig øve mig i at forsvare min Madame, kunde jeg med Tiden blive en stor Procurator, hvis Hoved-Dygtighed bestaaer nu i at rose en Ting, nu igien at forsvare det, som er lige tvert imod den samme. Jeg behøver intet andet Uhrværk end min Madames Sind; thi naar hun 8 eller 9 gange om Morgenen har været vexel-viis from, arrig, Gudfrygtig, u-gudelig, verdslig, geistlig, ødsel, sparsom, aabenmundet, taus, ydmyg, hovmodig, saa veed jeg, det er ikke langt fra Middag; og naar hun om Eftermiddagen har spillet ligesaa længe Bold med hendes Sind, veed jeg ungefehr, at det er Aften. Da hun visede mig i Byen, talede hun om lutter Huusholdning, sukkede over Tidernes Vanskelighed, og skikkede mig efter denne Rug-Simle, hvor af hun vil æde den halve Deel til Frokost. Jeg har længe grubiet paa, hvad det kand være, og endelig efter lang Speculatz faldet paa de Tanker, at der maa være en 5, 6 Siæle i hende, som føre Krig sammen. En gudfrygtig Siæl, hvilken, naar hun faaer den u-gudelige Siæl under sig, blir Madamen gudfrygtig, saa længe det varer. Den 99 menagerlige Siæl, naar den faaer den ødsele paa Knæ- erne, saa blir hun menagerlig, og skikker mig i Byen efter en Rug-Simle til Frokost; medens jeg er i saadant Ærende, hender det sig, at den ødsele Siæl faaer overhaand, saa vil hun have Sukkerlade. Den lystige Siæl faaer overhaand, saa skal jeg ud i Byen undertiden i saadant Vejr, som en Hund ikke vil gaae ud udi, for at skaffe hende Compagnie; medens jeg er ude, spiller den traurige Siæl Mester, da finder jeg hende grædende over Taare-Persen, naar jeg kommer tilbage. Undertiden har hun to Passioner paa eengang, som for Exempel: Jeg saae hende i Gaar dantze og græde tillige; da kand jeg tænke tvende Siæle paa eengang regierede, og da gaaer det til, ligesom i et Huus hvor Mand og Kone, som ere stridige og lige stærke, vexel-viis regierer; thi da kand man ligesaa liden Grund finde i Huusholdningen, som jeg kand finde udi vor Madames Sind. Mig siunes, at den rette Aarsag er vel nok troffen for en u-studeret Person, som jeg er; thi af Vejrligt kand det ikke komme, eftersom jeg har tiit seet hende græde udi Soelskin, og dantze udi Sluus. Men see! der er Mag. Petronius. Jeg maa give mig lidt i Snak med ham; Han er en lærd Mand, som kand give mig Aarsag til saadant.

SCEN. 6

Petronius. Henrich.

PETRONIUS

Hør, Henrich! hvem skal have den Simle?

HENRICH

Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS

Hvilken Snak! Hvem har skikket dig efter den?

HENRICH

Madamens sparsommelige Siæl, som var Bormester over de andre Siæle, da jeg gik ud.

PETRONIUS

Hvad Pokker er det for Snak, Henrich? du maa ikke have vel udsovet i Nat. Hvorledes lever ellers din Madame?

HENRICH

Skam der veed, om mit Navn det er.

100
PETRONIUS

Jeg troer, den Dreng er gall. Kandst du ikke sagte svare mig til det, som jeg spør dig om, nemlig, hvorledes din Madame lever?

HENRICH

Maatte jeg spørge Monsieur først, om vi faaer got Vejr i Morgen?

PETRONIUS

Det kand hverken jeg eller nogen sige forvist, Henrich! Nu er det ondt Vejr, men det seer dog ud til at blive got Vejr i Morgen; ellers er intet mindre at bygge paa end Vind og Vejrligt.

HENRICH

Jeg meener dog, at min Madames Humeur er mindre at bygge paa. Det er vel sandt, at Vejrligt løber noget galt, sær udi April-Maaned; men i min Madames Sind regner det og er Soelskin 16 gange om Dagen, endogsaa udi Julii Maaned. Hvad kand man kalde saadant paa Dansk?

PETRONIUS

Man kalder slige Folk paa gammel got Dansk: Vægelsindede.

HENRICH

Men hvoraf kand saadant komme? mon saadanne Mennesker ikke har meer end een Siæl?

PETRONIUS

Ach nej, Henrich! det kommer af Blodet, ex circulatione sangvinis majori vel minori; vitium illud est in sangvine, non in anima, exempli gratia, si - - forstaaer du mig?

HENRICH

Erbe mirbe sirbe sarbe larbe skaarbe maarbe kaarbe, forstaaer I mig?

PETRONIUS

Nej! jeg forstaaer ikke Kragemaal.

HENRICH

Jeg forstaaer ikke heller Kloster-Latin. I lærde Folk er, med Permission at sige, ligesom I ere galne. Det er jo let at begribe, at man maa ikke snakke Latin med mig. Siig mig derfor paa got Dansk, hvor af saadant kand komme.

PETRONIUS

Der kand findes en Hob onde Galde-fulde Vædsker i et Menneskes Legeme, som nu regiere meest udi en Deel af Legemet, nu udi en anden, hvor efter Sindet drejer sig; naar de onde Vædsker sætter sig meest for Hiertet, er man melancholisk, og naar de forflytter sig, blir man glad igien.

101
HENRICH

Ej, Monsieur! det er ikke saadant, som jeg spør om. Var det kun saaledes beskaffet, at min Madame var stundum bedrøvet, stundum glad, saa kunde man tilskrive Blodet og Vædskerne saadant. Men hun er stundum saa fortroelig, at hun skulde fortælle end sin U-ven, hvor mange gange hun har ladet sig forlyste siden hendes Mands Død, stundum igien saa mistænkelig, at hun sætter Ord paa Skruer, end ogsaa for hendes beste Venner. En Dag er hun syg af Sult, en anden af formegen Mad. En Dag løber hun for Mandfolk, en anden løber hun efter dem. Nu kand Folk ikke lide hende, fordi hun er formeget taus, nu fordi hun er formeget snaksom. Nu blir hun vred, naar man taler vel om Folk. Nu blir hun vred, naar man taler ilde om de samme. Nu holder hun for, at alting regieres af en Slumpe-Lykke. Nu tilskriver hun Himmelens Direction, at hendes Grød ikke er bleven sveen, eller at hendes Caffee er klar, og har en nye Modens Smag. Nu er hun syg af Arbeid, nu af Dovenhed.

PETRONIUS

Det kommer altsammen af Vædskerne.

HENRICH

Kommer det af Vædskerne, saa skulde jeg tænke, man kunde finde noget paa Apotheket at curere Mistanke og Ugudelighed med.

PETRONIUS

Om saadant kand cureres med noget paa Apotheket eller ej, det maa Docterne sige. Jeg siger kun som en Philosophus, at det kommer af Vædskerne.

HENRICH

Og jeg siger som ingen Philosophus, men som et fornuftig Menneske, at det ikke kommer af Vædskerne.

PETRONIUS

Ej! vil du disputere det, som alle lærde Folk ere eenige udi?

HENRICH

Lærde Folk eenige! Jeg har aldrig hørt min Livs-Tid, at lærde Folk er eenige, hverken i det eller andet.

PETRONIUS

Jeg følger Aristotelis Meening efter derudi, saa vel som i andet.

HENRICH

Ej! hvad var det for en Mand?

102
PETRONIUS

Det var en stor Philosophus, som har levet for henved 2000 Aar siden.

HENRICH

Og jeg følger Fornuften, som har været til fra Methusalems Tider.

PETRONIUS

Hvad er da din Meening?

HENRICH

Hvad vil I da give mig derfor? thi jeg sælger min Viisdom ligesaa dyrt, som en anden. I Lærde tar jo Penge for alting, og hâr det mindre fornøden end jeg og mine Lige. Dog, paa det I skal see, at jeg er ikke misundelig, da vil jeg give tilkiende de naturlige Aarsage, som jeg efter lang Spekulatz har udgrundet. Jeg har hørt sige af lærde Folk (thi jeg tiente hos en Tydsk Balbeer, førend jeg kom her) at eens Siæl undertiden kand forflyttes i en anden. Nu kand det være, at, maa skee, paa samme Tid, som min Madame blev fød, en Rev, en Gaas, et Egern, en gammel Kat, en Hiort, en Skielpadde, en Fisk, en Skade, en Ulv, et Lam ere døde, og deres Siæle allesammen har taget Logemente udi Madamen, hvor de endnu er og blir, saa længe hun er saa vægelsindet. Naar nu Gaase-Siælen fører Regiment, saa har hun Gaase-Forstand; naar Ulve-Siælen regierer, faaer jeg Hug og onde Ord for ingen Ting; naar Fiske-Siælen har Magten, sidder hun og maaber i Selskab, og naar Skade-Siælen er Bormester, løber Munden paa hende som Hiulene paa en Post-Vogn.

PETRONIUS

Ha, ha, ha! det er Skade, Henrich! at du ikke har studeret.

HENRICH

I meener, maa skee, saa havde jeg end bleven galnere end jeg er.

PETRONIUS

Men er det vist, at din Madame er saa vægelsindet?

HENRICH

Ja, min Troe, er det vist. Jeg har øvet mig i at efterabe hende, og svær vor Stue-Pige, at hun vil heller see mig agere saaledes, end gaae paa den sterke Mand eller høre paa Chilian og Hans Wurst.

PETRONIUS

Ach! hierte Henrich! lad see noget ogsaa, hvor du bær dig ad.

103
HENRICH

Ja nok. For Exempel: Nu er jeg i god Humeur. Hør, Monsieur, den største Fornøyelse for mig er, at jeg kand komme i Selskab med lærde Folk, besynderlig saadanne som min Herre, af hvis Mund der flyder lutter Honning, af hvis Tale end Steene maa bevæges. Han tier lidt og stryger sig om Øynene. Monsieur! I er en lærd Mand, men I er ogsaa en Pedant; jeg hører undertiden heller min Kokke-Pige tale end jer, thi hun taler fornuftigt udi en slet Kokke-Pige-Stiil, og I fører Pølse-Snak udi en lærd Stiil.

PETRONIUS

Ha, ha, ha!

HENRICH

Nu paa en anden Maade.

Tar en Stoel.

Vil Monsieur ikke behage at sidde ned? Jeg beder ham der om; han skal, min Troe, ikke staae. Giør mig den Fornøyelse, min Herre, at sætte sig.

Naar Petronius vil sætte sig, trækker han Stolen under ham, saa han falder paa sin Rumpe; og siger da Henrich:

Monsieur! Den Stoel er for god for jer; vil I sidde, saa kand I sidde paa Bænken.

PETRONIUS

Hør, Henrich! jeg forlanger paa saadan Maade ikke, at du skal agere længer.

HENRICH

Ey Monsieur! bilder jer kun ind, at det kommer af Vædskerne, saa kand I umuelig blive vred. Nu vil jeg fare fort; thi det er kun en Begyndelse. Monsieur skal have sin Fornøyelse der af.

PETRONIUS

Ney Henrich! Du kand fuldføre Comcedien for Stue-Pigen.

HENRICH

Monsieur maa ikke tage min Dristighed ilde op. Jeg giorde det kun for at forklare ham Sagen saa tydelig, som mueligt var.

PETRONIUS

Man kand aldrig agte hvad Tienere sige om deres Herskab. Jeg holder for, at hun er een af de behageligste Folk i Byen; thi saa tit jeg har havt den Ære at tale med hende, har hun begegnet mig med største Høflighed.

104
HENRICH

Jeg er bange, at Monsieur er bleven vred paa mig, og jeg har skiemtet for sterkt.

PETRONIUS

Ach nej! Jeg kand nok taale Skiemt. Jeg har kun alleene ont af, at du taler saa ilde om din Madame.

HENRICH

Jeg troer ikke, at Monsieur har Tanke til hende.

PETRONIUS

Jo (her imellem os at sige) Henrich! saa er hun den Dame, jeg har mest Estime for.

HENRICH

I har Fanden heller? Havde jeg vidst det, havde jeg min Troe ikke talt saa meget Galskab. Men har Monsieur Tanke til at gaae noget videre end at have en ordinaire Estime for hende?

PETRONIUS

Jeg vil gaae saa vit som jeg kand.

HENRICH

Ikke vil Monsieur have hende?

PETRONIUS

Det er virkelig mit Forsæt.

HENRICH

Ret til Kone?

PETRONIUS

Ja hvad andet?

HENRICH

Min Herre! saa tar jeg mine Ord tilbage, og forsikrer, at det er lutter Løgn alt hvad jeg har fortaalt om hende.

PETRONIUS

Jeg troede i Sandhed ey heller det ringeste der af.

HENRICH

Havde min Madame havt nogen af de Qvaliteter, som jeg beskrev, saa havde det været ilde af mig at male hende saadan af: Men efterdi hun just er Exempel paa Bestandighed, saa lider hun ikke der ved. Som for Exempel, om jeg vilde sige, at Monsieur var en Pedant, det var ilde giort af mig; thi, saasom han er en grundlærd Mand, saa kunde Folk tænke: Det kand vel være, han kan maaskee have en Rem af Huden; eftersom en Pedant, og en lærd Mand, hvorvel de aldeeles ikke ere eet slags Folk (thi det var Synd at sige) saa blir de dog regnet lige som Søskende Børn. Men om jeg sagde, at min Herre kunde hverken skrive eller læse i Bog, det kunde strax alle Folk høre, var Giækkerie. Ligesaa er det med min Madame; thi saasom hun er 105
106 alting her i Huuset indtil Hunde og Katte, saa jeg troer, at han kiender dig ogsaa.

PERNILLE.

Men hvoraf veedst du, at han elsker Madamen?

HENRICH

Han har sagt mig det selv.

PERNILLE.

Jeg beklager ham da af mit gandske Hierte.

Men der seer jeg Madamen.

SCEN. 8

Lucretia. Henrich. Pernille.

LUCRETIA

Henrich! hent mig en Portechaise. Jeg vil ud.

HENRICH.

Vil Madamen lade sig bære udi dette dejlige Vejr?

LUCRETIA

Ingen Raisonnemens. Giør, som jeg siger.

HENRICH

til Porteurene. Hører, I tobenede Hæste, kommer hid med jer Æske.

LUCRETIA.

Henrich! Gak ind og pynt dig noget, du skal ud med mig.

PERNILLE

Hun vil da gaae ud Madam?

LUCRETIA.

Ja Pernille! Jeg maa endelig ud.

PERNILLE.

Ha, ha, ha!

LUCRETIA.

Hvad vil den Latter betyde?

PERNILLE.

Jeg veed den heele Hemmelighed, Madam!

LUCRETIA.

Hvilken Hemmelighed?

PERNILLE.

Der er en vis Magister Petronius. Det er ikke for intet, at han gaaer og støver saa her omkring Huuset. Jeg veed, at han er forliebt i Madamen.

LUCRETIA.

Hvem har sagt dig det?

PERNILLE.

Henrich.

LUCRETIA.

Hør, Pernille! du est en Næse-viis. Er det ikke uforskammed, at en Tieneste-Pige tør saaledes tale udi sit Herskabs Nærværelse? Dersom du aabner din Mund, for at tale videre derom, da skal jeg kiøre dig paa Døren.

PERNILLE.

Jeg beder om Forladelse. Jeg skal ikke tale 107
108 meer derom. Undertiden bær Madamen stor Fortroelighed til mig, undertiden igien har hun mig mistænkt. Har jeg vel nogen Tid røbet hende?

LUCRETIA

Det siger jeg endelig ikke.

PERNILLE

Hun maa herefter beholde hendes Hemmeligheder for hende selv. Jeg skal aldrig forlange at viide noget deraf.

LUCRETIA

Nu giv dig tilfreds, jeg skal aabenbare dig den heele Sag.

PERNILLE

Nej, jeg er ikke nysgierrig, Madam.

LUCRETIA

Denne Pige er forbandet vanskelig. Lar os gaae ind! jeg skal fortælle dig den heele Sag.

PERNILLE

Ach!

LUCRETIA

Nu vil jeg, at du skal viide den. De gaae.

HENRICH

kommer ud igien i Liberie. Jeg var nys et Svin; nu er jeg bleven til en Lakei. Om en Time blir jeg nok forvandled til et Svin igien. Min Klæde-Dragt er som et Vejr-Glas paa Madamens Sind. Hun er i mine Tanker, med Monsieur Pedants Permission, som nyelig tog hendes Parti, den underligste Qvinde paa Jorden. Naar det er ondt Vejr, saa gaaer hun, og naar det er Soelskin, saa lar hun sig bære. Men det er best at tie. Der kommer hun. Ach Himmel! er det mueligt? Er det Madamen? Nu seer hun jo ud, som en gammel Huus-Postill.

LUCRETIA

slet klædt. Henrich! har du bestilt Portechaisen?

HENRICH

Ja, der staaer den.

LUCRETIA

Det var ret ilde.

HENRICH

Hvi saa?

LUCRETIA

Jeg har betænkt mig igien. Jeg vil gaae til Fods.

HENRICH

Er det mueligt, at et Menneske saaledes -

LUCRETIA

Ingen Slidder Sladder. Siig til Porteurene, at de ikke umager sig denne gang. Naar jeg har besluttet en Ting, maa det staae fast.

109
HENRICH

Men Madame!

LUCRETIA

Du kiender jo min Bestandighed. Jeg har besluttet at gaae til Fods. Det er nok.

HENRICH

Jeg har aldrig haft den Ære at kiende hendes Bestandighed. Hør, I gode Æskedragere: Madamen har jer ikke nødig denne gang. Hendes Bestandighed tillader hende ikke at holde sit Løfte.

Lucretia gaaer ud og de andre ind.
110

ACTUS II

SCEN. 1.

ERASTE

Det er nogle forstyrrede Moder i denne Bye, naar man vil ansee dem med rette Øyne. Det synes vel en Høflighed af en Mand, at han tilbyder mig sin Tiener, for at lyse mig, og sin Vogn, for at kiøre mig hiem. Men, naar man grunder nøye derpaa, saa falder det saaledes ud: Monsieur! vil I ikke være af den Godhed at give min Tiener 8 Skilling for det, at I var her? hvortil jeg svarer: Nej saa min Troe vil jeg ikke; hvorpaa han siger: I skal saa mænd ikke komme af mit Huus, førend I giver min Tiener 8 Skilling! og holder mig saalænge, indtil jeg maa beqvemme rnig der til. Nu hender det sig, at jeg samme Aften har et Ærende hos fleere; saa byder en anden mig sin Vogn til at kiøre hiem. Saa raisonerer jeg ved mig selv: Der 8 Skilling der atter 8 Skilling og her en Mark til Kudsken, det gaaer ikke an; protesterer derfor af all Magt mod den Høflighed. Men det hielper ikke; thi han giør sin Saligheds Eed paa, at jeg skal give hans Kudsk en Mark eller 12 Skilling i det ringeste. Nu er een saa høflig og byder mig til sig paa Landet; han svær paa, det skal ikke koste mig en Skilling, skikker derfor sin egen Vogn efter mig. Det er jo meget skikkeligt? Jeg er jo forbunden at giøre den Mand til gode igien, naar han kommer til Byen? Han paastaaer endelig ikke som en Ret, at jeg skal giøre ham Vederlag igien i mit Huus, men alleene, at jeg skal give hans Kudsk fast lige saa meget i Drikke-Penge, og undertiden meere, end jeg kunde give for en Retour-Vogn, og at jeg for Natte-Leje giver hans Stue-Pige en Daler eller to, ligesom jeg har været længe i 111
hans Huus til. En anden har en gammel Hare liggende, den flyer han til en Bonde, som reiser fra Callundborg eller Corsøer til Kiøbenhavn. Det er jo en stor Høflighed; men, naar jeg har betalt Fragt, Accise og Drikke-Penge derfor, saa er jeg vis paa, at Haren er betalt. Den eeneste Forskiæl imellem at kiøbe en Hare, og at faae en til Foræring, er, at jeg for det sidste maa skrive et Compliment-Brev, og give 6, 8 Skilling til Post-Penge oven i Kiøbet. Derfor var en vis Mand fordum saa snild i Jylland, at, naar han vilde forære Amptmanden et par Høns, tog han sin Tieneres Liberie paa, for at oppebære Drikke-Pengene selv; og, saasom Amptmanden var en raisonnable Mand, befandt han sig ikke ilde ved slige Foræringer. Man kand ødelegges her i Landet end ogsaa af Folkes Høflighed; thi alting skal være saa stort, den eene vil være meer genereux end den anden, og vi ere dog Staadere tilsammen. Jeg har kun forsøgt den mindste Deel; naar jeg bliver gift engang, faaer jeg at viide meer deraf. Kunde jeg dog ikkun faae en Kone, som var ligesaa sindet som jeg, skulde det have gode Veje. Vi vilde for det første ingen u-nyttige Gaver skienke hinanden. Vi skulde lade Præsten udi nogle faa Venners Nærværelse vie os sammen, og derpaa uden videre Ceremonier smukt gaae til Sengs. Jeg vilde see paa den, der torde sige, at vi vare ikke derfor rette Ægtefolk, eller i alle Maader ligesaa gode, som de andre, der dantze til Sengs med Makroner og Masepaner i Maven. Naar min Kone kom i Barsel-Seng, skulde hun ingen lade det viide, og der ved spare baade paa sine Penge og sin Hilsen, og skulde hverken Præst eller Degn blive feede der ved, og vilde jeg see paa den, der torde sige om mit Barn, at det ikke var lige vel døbt for det. Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn; thi ingen af dem skulde efter Tacten føres til Graven. Men hvor finder man saadan Kone i Kiøbenhavn? Jeg finder vel Mademoiselle Leonore at være en fornuftig Jomfrue, hvorfore 112 jeg og prefererer hende for de fleste Fruentimmer, som jeg kiender her. Men der er dog noget at sige paa hendes Opførsel, saa at hvor ofte jeg har sat mig for at aabne mit Hierte for hende, saa dog blir jeg tvilraadig, saa ofte jeg eftertænker hendes Levemaade. Hun har nyelig talt om en Dame, som skal boe i dette Huus, og giort saadan Beskrivelse over hende, saa at jeg brænder af Begiærlighed at tale med den samme; men der maa ingen være hiemme, thi Boden er tillukt. See, kommer der ikke Apicius, Leonores Broder? Det er best, at jeg gaaer min Vej; thi han importunerer mig altid enten med daarlig Snak, eller han vil laane Penge.

SCEN. 2

APICIUS

Det var pardieu billigt nok. Lad mig see: En Hønse-Kiød-Suppe med Boller, en Kalkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Bi-Retter, for en Rixdaler pro Persona. Man kand jo aldrig anvende sine Penge bedre. Det var og en herlig rød Viin, vi havde, saa puur, saa syver, som man kand faae den i Bourdeaux. Den Rhinske Viin derimod syntes mig ikke saa vel orn; Jeg kunde strax smage, hvor man havde hentet den. Jeg vil ikke rose mig selv, men det kand jeg sige, at, saasnart jeg faaer en Viin paa min Tunge, skal jeg ungefehr sige, om den er fra Abesteen, Bech, Soel, Fabricius eller Biil. Jeg hører ellers, at man skulde have faaet en skiøn Viin i de 3 Rømere, der vil jeg hen, for at prøve den. Kunde jeg have det heele Aar igiennem slige Dage, som jeg har haft i disse 8te Dage i Rad, byttede jeg ikke Stand med en Chur-Første; thi jeg har spiset hver Aften Harer, Agerhøns og Østers. De Østers var excellente, vi fik i Gaar Aftes, men de var ikke tillavet efter min Smag: Østers maa ikke stoves uden i deres egen Sause, ellers vil jeg ikke reise mig op for dem. Der er ingen Ting, jeg kand ærgre mig meer over end at see god Mad ilde 113 tillavet, som for Exempel: den søde Suppe, vi havde i Overgaar paa de skiønne Gedder; jeg kand blive gall, naar jeg tænker derpaa, thi Gedderne vare ellers saa deilige, og laae saa krusede paa Fadet, saa at et halv død Menneske kunde alleene leve op af at see paa dem. Mig synes, at saadant er ligesaa galt, som at komme Sirup i Caffee. I Morgen skal jeg hen en steds, hvor jeg faaer kun faa Retter, men vel tillavede: En god Grillade, som jeg garanterer for er vel stegt, en Ret Fisk med sin rette Suppe, en Kalkunsk Hane, som er jaget en heel Time i Gaarden, førend den blir dræbt, og en Viin, som jeg er vis paa, smager ikke af andet end af Druerne; Thi jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Det beste som er ved Almanakerne er disse Navne-Dage; for Resten maatte man skaffe dem af, naar man lystede. Jeg vil sætte mig paa en Hest og ride i Morgen Formiddag, alleene for at faae Appetit. Men der seer jeg Jomfrue Helene.

SCEN. 3

Apicius. Helene.

APICIUS

Nu! hvor gaaer det? lille Jomfrue! man seer hende saa sielden. Hvad godt Nyt? Hvor mange Barsel-Stuer har hun været udi denne Uge?

HELENE

I skal nok see, at man gaaer hen at giøre ham Regenskab for saadant.

APICIUS

Ingen nye Partier?

HELENE

Jeg troer, han bilder sig ind, jeg gaaer om og føyter i Byen, for at høre nyt; vil I spørge mig, hvor mange Alen Kniplinger jeg har kniplet i denne Uge, det kand jeg sige jer.

APICIUS

Ej! skulde hun kniple! hun er alt for artig til det.

HELENE

Jeg er ikke bedre end hans Søster, Jomfrue Leonore.

APICIUS

Ej! min Søster har ikke været i Moden mange 114 Aar; hun er ikke at regne mod Jomfruen. Men veed hun da intet nyt?

HELENE

Nej sommænd veed jeg ikke.

APICIUS

Da skal jeg kunde sige hende nyt.

HELENE

Hvad er det?

APICIUS

Drengene paa Gaden løbe om med en Spaadom, som er nyelig trykt, at mod Verdens sidste Tider alle Jomfruer skal gaae med Kniplings-Skiørt.

HELENE

Det er sandt nok, men der staaer og i samme Spaadom, at paa samme Tid alle unge Karle skal være blinde.

APICIUS

Ha, ha, ha! det kalder jeg et Bon mot; jeg vil saa mænd kysse dig derfor, lille Helene.

HELENE

HErre Gud, hvor heftig han faaer det!

APICIUS

Ach! Charmante Jomfrue! maa jeg røre kun med den lille Finger paa hendes Bryst?

HELENE

Ej! saa harceleer!

APICIUS

Ach! ikkun med den lille Finger!

HELENE

Jeg troer, den Karl spøger.

APICIUS

Har Jomfruen Snørliv paa i Dag?

HELENE

Nej, vi giør os ikke saa gemeen, at gaae med Snørliv; det er altsammen gammeldags.

APICIUS

Maa jeg ikke føle, om hun har Snørliv paa?

HELENE

Ej see her! jeg skal, min Troe, sige det til jer Søster.

APICIUS

Gud bevare os vel, hvor peene disse Jomfruer er her i Landet; da er Franske og Engelske Jomfruer anderledes. Dersom ikke Jule-Lege var her i Landet, maatte man forsmægte, thi det er den eeneste Tid om Aaret de ere noget tamme; da kand man endelig faae et Kys. Bild eder ind, Jomfrue, at det er Juul; Hvad skal den giøre, som eyer dette Pant?

HELENE

Den skal holde sin Mund, og skiøtte sig selv.

APICIUS

Hvor kand saadan artig Jomfrue give saadan slet Dom?

HELENE

Jeg er ikke artig, Monsieur; thi jeg har hverken været i Frankrig eller Engeland. Er han forlegen 115 for artige, lystige Fruentimmer, som veed at leve, see da vil jeg recommendere ham en Dame, som skal være efter hans Sind, og samme er ligesaa tam i Faste-Tider, som i Julen.

APICIUS.

Vil da Jomfruen have den Godhed at føre mig an?

HELENE

Han maa føre sig selv an.

APICIUS.

Jeg har jo ingen Adresse.

HELENE.

Der kand han let faae Adresse, det er en Kone, som sidder stedse i en aaben Bod; han kand anvende et par Skilling paa noget smaat Galanterie, saa faaer han baade Varer og Snak for Pengene.

APICIUS

Hvor boer hun?

HELENE.

Her nest ved. Jeg har aldrig været der, før i Dag, men hun tracterede og embraserede mig, som vi havde været kiendt i hundrede Aar.

APICIUS.

Er hun ogsaa kiøn?

HELENE.

Ja vist, hun er temmelig kiøn.

APICIUS.

Den Dame maa jeg, min Troe, see engang.

HELENE.

Det bliver nok ikke ved eengang; thi hun har alle de Qvaliteter, som Monsieur leder, og som han siger, ikke er at finde hos Fruentimmer her i Landet.

APICIUS.

Men hvor boer hun?

HELENE.

Jeg sagde ham jo nyelig, at hun boer i dette Huus.

APICIUS

Jeg har, min Troe, glemt det.

HELENE.

Ha, ha, ha! han er, min Troe, alt slagen.

APICIUS.

Forlad mig, Jomfrue! hun bedrager sig derudi.

Men a propos er hun ogsaa smuk?

HELENE.

Ja vist er hun meget smuk, ha, ha, ha!

APICIUS.

Fixeer mig ikke, Jomfrue; nu erindrer jeg, at jeg har tilforn eengang spurdt om det samme.

HELENE.

Adieu, min Herre! Lykke paa Reisen.

116

SCEN. 4

Apicius. Espen.

APICIUS

Saasnart som Boden bliver aaben, skal jeg derind. Men der seer jeg Espen komme meget beleiligt. Hør, Espen, har du nogen Kundskab i dette Huus?

ESPEN

Nej, Herre! aldeles ingen.

APICIUS

Har du aldrig seet Konen i Huset?

ESPEN

Hverken Konen eller Manden.

APICIUS

Der er ingen Mand i Huset.

ESPEN

Det er saa i alle Huse; thi Konerne agere Mænd, og føre Regimentet allevegne. Men maaskee denne er Enke.

APICIUS

Jeg er bleven ganske forlibt i hende, Espen!

ESPEN

Ha, ha! den Kierlighed vil vel vare ligesaa længe, som Herrens andre Elskove.

APICIUS

Siig ikke det, Espen!

ESPEN

Jeg vedder, at inden Aften saa er Herrens Hierte logered udi et andet Qvarteer af Byen. Jeg har den Ære at kiende Herrens Hierte. Det gaaer ungefær ligesaa rigtigt som Holmens Klokke. Men er den Kone saa behagelig og artig, at - - -

APICIUS

Det skal jeg endelig ikke kunne sige dig.

ESPEN

Hvad Pokker vil det sige? Er I forlibt udi een, som I ikke kiender? Men er hun Enke eller Jomfrue?

APICIUS

Det skal jeg ey heller kunne sige.

ESPEN

I giør mig gall, Herre! Er hun da smuk?

APICIUS

Bryd mig ikke længer med dine forbandede Spørsmaale. Gid jeg faaer Skam, om jeg min Livs-Tid har seet hende; men inden et par Timer skal jeg beskrive hende for dig. Nok er det, at jeg nu siger dig, at jeg er gandske forlibt.

ESPEN

Hvorfor Fanden er I ogsaa ikke forlibt udi Keyserens Dotter i Maanen? Dette er, min Troe, det selv samme.

APICIUS

Jomfrue Helene, som jeg nys talede med, har beskrevet hende for mig. Kom, lar os gaae hiem. Jeg maa pynte mig noget.

117

SCEN. 5

Pernille. Henrich. Lucretia.

PERNILLE

Henrich! Madamen kommer. Jeg maa aabne Boden. See der er hun. Hun gik ud til Fods, og kommer tilbage udi en Portechaise. Det er en Original af en Kone.

LUCRETIA

stigende ned af Portechaisen. Hvordan staaer til i Huset, Pernille? har her været nogen, som har spurt efter mig?

PERNILLE

Slet ingen. Men hvoraf kommer det, at Madamen seer saa glad og fornøyed ud?

LUCRETIA

Jeg er i meget god Humeur.

PERNILLE

Det er mig kiært.

118
LUCRETIA

Jeg har aldrig gaaet meer fornøyed af noget Selskab.

PERNILLE

Hvorledes da?

LUCRETIA

Monsr. Petronius bevisede mig saadan Hoflighed, saa jeg vil længe tænke paa ham.

PERNILLE.

Men Madam!

LUCRETIA.

Intet Menneske er mægtig til at modstaae en Person af den Artighed.

PERNILLE.

Jeg tænkte, at saadan Philosophus skulde ikke kunne sætte nogen Fruentimmers Hierte udi Brand.

Men maaskee Madammen er blevet indtagen af hans Lærdom og Veltalenhed?

LUCRETIA

Jeg skiøtter ikke meget om hans Lærdom.

HENRICH.

Madamen har ret; thi det er ikke med de slags Kugler, man skyder Stormhul paa Fruentimrets Hierter.

LUCRETIA.

Det er, min Troe, sandt nok; vi vare ikke meer end en Time sammen, og i den korte Tid - - -

PERNILLE.

Hvad giorde han da den korte Tid?

LUCRETIA.

Han tog mig til side udi en Krog.

PERNILLE.

Hvad?

LUCRETIA

Han kyssede mine Hænder.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han faldt paa Knæe.

PERNILLE.

Videre.

LUCRETIA.

Han udøsede dybe Suk.

PERNILLE.

Videre! videre!

HENRICH.

Videre, videre! Hvad Fandens videre vil du have? Er det ikke alt hvad en ærlig Mand kand giøre udi offentlig Selskab?

PERNILLE

Det er ikke uden alt formeget.

LUCRETIA.

Du est alt for peen, Pernille! du vil maa skee, at jeg skal giøre ligesom den Heltinde, hvis Navn jeg bær?

PERNILLE

Hvad giorde hun da?

LUCRETIA.

Da hun blev beængsted af en forlibt Person, stak hun sig selv ihiel med en Dolk.

119
HENRICH

Hvilket Taasse-Beest! Man finder nu omstunder ikke fleere slige Lucretier, siden Verden er bleven meer polered.

LUCRETIA

Ney, min Troe, giør man ey.

HENRICH

Mig synes, at det var nok saa heroisk at stikke den ihiel, der negte et brav Fruentimmer sin Faveur, naar hun trængede.

LUCRETIA

Det er ikke saa taabeligt sagt; men lar os gaae ind, for at aabne Boden.

SCEN. 6

Eraste. Lucretia.

ERASTE

Jeg længes efter at see den Dame, som Jomfru Leonore har beskrevet for mig. Jeg har længe ledet efter et Fruentimmer af den Caractere, men forgiæves; thi de fleeste af vort Fruentimmer er saa ilde opdraget, og saa hengivne til Vellyst, til Spill og Føyten, saa at gifte sig her i Byen, er at komme udi Verden op til Ørene, og siden at gaae med Bettelstaven. Men jeg seer, at Boden er aaben. Jeg maa der ind. Ydmygste Tiener, min hierte Madame! Jeg skulde kiøbslaae noget med hende, men jeg veed ikke selv, hvad det skal være.

LUCRETIA

Det vil ikke sige, min Herre, han er mig derfor lige vel kiærkommen. Vil han ikke have en Koppe Caffee med? Jeg skal gierne have min Caffee ved disse Tider.

ERASTE

Jeg skulde tænke, den slags Drik var skadelig for Madamen, saa vel som for alle dem, der af Naturen er traurige; saa snart jeg drikker kun en Koppe, faaer jeg strax saadan Hierte-Klemmelse, saa jeg synes ligesom jeg havde giort en U-lykke.

LUCRETIA

Ej, det er, min Troe, kun Indbilding. Henrich, bring en Koppe hid. For en halv Snees Aar siden hørte man nu aldrig tale saadant; Jeg bilder mig ind, det er gaaet saaledes til: En Jomfrue har, maa skee, engang af en Hændelse faaet ont, og bildet sig ind, at det kom 120 af Caffee; hvorfor det heele Naboe-Lav er falden paa samme Griller, og omsider den heele Bye er bleven saaledes anstukken, at de fleeste Jomfruer kand faae ont alleene af Lugten. Jeg sidder og læser her en artig Passage om Indbildinger udi denne Bog.

ERASTE

Det er, maa skee, De 12 Aandelige Betænkninger?

LUCRETIA

Ney, det er en Satyrisk Roman.

ERASTE

Ej! bevare os vel! læser Madamen saadanne Bøger?

LUCRETIA

Ach, ja! jeg er ikke uden for lystige Skrifter. Jeg har selv giort nogle Satyriske Vers, som jeg skal vise Monsieur, om jeg kunde finde dem. Hun leeder, og synger midlertid en Fransk Viise.

ERASTE

Hvor kommer det, at Madamen sidder her i Boden i Dag?

LUCRETIA

For den samme Aarsag, som i Gaar.

ERASTE

Hendes Søster pleier jo ellers sidde udi Boden, hun som er saa meget stille.

LUCRETIA

Monsieur maa da have seet hende udi Skolen, der er hun nok stille, men naar hun er hiemme, springer hun baade over Borde og Bænke.

ERASTE

Ney, jeg meener hendes voxne Søster.

LUCRETIA

Jeg har ingen ældre end paa 6 Aar. Om Forladelse, Monsieur! jeg maa tælle efter mine Penge, hvor meget jeg tabte i Cinqville i Dag.

Hun begynder igien at synge en forlibt Viise.
ERASTE

Madame! Jeg tænkte at finde en Lucretia her, men - - -

LUCRETIA

Han har der i ikke taget feyl; thi jeg heder ogsaa Lucretia.

ERASTE

Hun svarer da ilde til hendes Navn; thi hun træder aldeles ikke den Lucretiæ Fodspor, hvis Navn hun bær.

LUCRETIA

Det giør ey heller nødigt, Monsieur! thi den samme Lucretia var en taabelig Gaas. Det er nu omstunder 121 stunder ikke meer Moden at myrde sig selv, for at forsvare sin Kydskhed.

ERASTE

Adieu alamodiske Lucretia!

LUCRETIA

Adieu Monsieur Huus-Postill!

122
ERASTE

Adieu kydske Thais!

LUCRETIA.

Adieu kydske Joseph!

ERASTE.

Adieu Madame la Coqvete!

LUCRETIA.

Adieu Misantrope.

SCEN. 7

LUCRETIA

Jeg har aldrig seet saadan u-rimelig Karl, som denne. Han kommer her og skiælder mig Huden fuld udi mit eget Huus. Jeg burte have ladet ham prygle paa Dør, paa det han en anden gang kunde have dismeer Respect for Fruentimmer. Det synes, at den lumpen Karl var allene hidkommen, for at udøse sin Galde paa mig. Ach hvor slet er dog ikke dens Vilkor, som maa altid holde sine Dørre aabne, og underkaste sig all slags Folks Grovhed. Jeg vilde ønske, at jeg var indslutted udi et Kloster, thi jeg finder kun liden Fornøyelse i Verden. Snart er man ikke udi god Humeur, førend der kommer et eller andet ont Menneske, som bringer een deraf igien.

Hun kaster Romanen under Bordet, og sætter sig til at græde over en Geistlig Bog.

SCEN. 8

Apicius. Lucretia.

APICIUS

Ach, Charmante Madam! det er en dobbelt Avantage at kiøbslaae med dem.

LUCRETIA

Hvi saa?

APICIUS

Baade faaer man de beste Varer, saa og kand man tillige med have den Ære at tale med den artigste Enke her i Byen.

LUCRETIA

Jeg er aldeeles ikke af de Snaksomme, Monsieur! vil heller ikke taale saadant Skiemt.

APICIUS

Bevare os, min søde Madam! Hvo har bragt hende saa af hendes deilige Humeur?

123
LUCRETIA

Min kiære Mand, jeg er altid, ligesom I seer mig nu.

APICIUS.

Hvo der troer saadant, har et Steen-Hierte.

Men hvad er det for en Bog, Madamen studerer udi?

Det er vel af Molieres Comoedier?

LUCRETIA.

Ney sommænd, det er ikke Bog for mig; jeg sidder og læser lidt udi Taare-Persen.

APICIUS.

Taare-Persen! Ej! man blir saa melancholisk af saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ney vist, jeg blir heller i god Humeur af saadanne Bøger.

APICIUS.

Ja i visse Maader har hun ret derudi; naar Sindet er besværet, kand man u-feilbarligen finde Trøst udi saadanne Bøger.

LUCRETIA.

Ach, ja! men man maa dog holde Maade ved saadan Læsning; thi man blir visselig noget melancholisk af saadanne Bøger.

APICIUS.

Men hvor til bruger hun denne Bog? jeg seer, det er en Satyrisk Roman.

LUCRETIA

Af den river jeg Blader ud og giør Kræmmer-Huse.

APICIUS.

Ej! det er Synd, Madame! det er en Bog fuld af nyttigt Skiemt.

LUCRETIA.

Jeg har, min Troe, ikke fundet et sundt Ord der i.

APICIUS.

Ja det er ligesom man vil tage det til; mod andre solide Bøger kand den ikke kaldes god.

LUCRETIA.

Saa maa I da, kiære Mand! ikke have læset den med Eftertænksomhed; thi, naar man seer det med rette Øye, finder man dog en mægtig Hob Got der udi.

APICIUS.

Det er selsom, Madamen roser og fordømmer sin egen Meening, alleene fordi den er i en andens Mund; dersom Madamens Artighed mig ikke var bekiendt, skulde man tænke, hun var noget bizarre. Men, maa skee, Madamen er ikke vel i Dag?

LUCRETIA.

Ney, alle Fredags-Eftermiddage pleier jeg gierne have Hoved-Pine.

124
APICIUS

Der for skal jeg sige hende et got Raad: hun skal lade sig trykke en Almanak aparte med ingen Fredag udi.

LUCRETIA

I skiemter dermed, men det er, min Troe, dog saa; jeg kand sværge paa, at jeg mange Tider har været meget vel, men, saasnart jeg har eftertænkt, at det var Fredag, er jeg strax bleven saa elendig, ligesom mit Hoved var kløvet ad.

APICIUS

Ha! ha! ha! hvor disse Fruentimmer kand forstille sig! Hun bilder mig, min Troe, aldrig ind, Madam! at det er hendes Alvor; thi jeg har alt for god Underretning om hendes Artighed, at jeg skulde troe saadant. Ej! tag Masqven af, Madam! og vær ligesaa artig mod mig, som hun er mod alle andre Mennesker. Apropos Madam! maa jeg være hendes Galand i Dag, og føre hende med paa Comoedien?

LUCRETIA

Ney, Monsieur! det er mod min Religion. Jeg har været der eengang, men kommer der ikke saa hastig igien; thi jeg hørte dem bande engang nogle store Kiød-Eeder, hvorudover jeg ærgrede mig saa, at jeg ikke har forvundet det endnu.

APICIUS

Jeg hørte en vis Mand sige det samme nyelig, og der er dog ingen, som bander saa meget, som han selv. Jeg troer der er gandske faa Huse i Kiøbenhavn, hvor der jo blir bandet meer paa en Dag, end paa Comoedien i en Maaned. Den Forskiæl imellem de Eeder, som falder paa Comoedien, og dem, der bruges i Folkes Huse, bestaaer fornemmelig derudi, at paa Comoedien forestiller man kun kaadmundede og u-gudelige Personer, men udenfor er man det virkelig; paa Comoe- dien bander man sielden, og det paa Skrømt, kun for at vise Folk, hvor ilde det lader, udenfor bander man for Alvor, og det iidelig. Gid jeg havde en Daler, Madam! for hver gang en Kræmmer her i Byen bander paa, at en Alen Klæde koster ham meer i Engeland eller Holland, end han selger det her for. Men Madamen skiemter her udi saa vel som i andet.

125
LUCRETIA

Jeg troer, min Troe, at den Karl spøger.

APICIUS

Ikke, min Troe, saa meget, som hun; thi jeg er lystig, men hun eengang saa meget som jeg. Ney, lad os nu tale Alvor. Jeg skal forære hende et par artige Viiser, som er nyelig giort; hun skal finde Fornøyelse saa vel i Ordene, som i Melodien. Den første gaaer saaledes:

Han synger en Viise, og hun læser imidlertid i Taare-Persen.

Nu er den ude, Madam; thi der er ikke giort fleere Vers.

LUCRETIA

Det er mig u-sigelig kiært.

APICIUS

Den anden Viise gaaer saaledes:

Han synger en anden Viise, og holder paa hende, som vil gaae bort; Hun slider sig endelig løs.
LUCRETIA

Gaae jer Gang, Næseviis!

APICIUS

Men Madame!

LUCRETIA

Men Monsieur!

APICIUS

Er det Materien eller Formen, som mishager hende i Versene?

LUCRETIA

Ingen af Delene; thi jeg har intet hørt derefter.

APICIUS

Vil hun da, at jeg skal begynde paa nyt igien?

LUCRETIA

Den Karl giør mig gall.

APICIUS

Ach! min søde Engel! plag mig da ikke længer. Han sætter sig udi Positur at kysse hende, hun gier ham et Ørefigen, raaber Huus-Folket til Hielp, som driver ham paa Dør, og lukker Boden.

SCEN. 9

APICIUS

alleene. Nu denne gang blev jeg, mafoi, artig pudset; kand jeg spille Mademoiselle Helene et Puds igien, skal det være mig en stor Fornøyelse. Men det er til pas for os Mand-Folk, efterdi vi ere saa let-troende. Kunde jeg Taasse ikke have eftertænkt, at det ene Fruentimmer aldrig gierne roser det andet? Thi, naar 126 de laster hinanden, kand man alleene troe dem; men, naar de roser, er det alleene spotviis. Jeg er pardieu saa skamfuld, som jeg havde staaet i et Hals-Jern; havde der været endnu en underligere og meer bizarre og u-fasonlig Kone i Byen, havde hun skikket mig derhen.

Han gaaer.

SCEN. 10

Lucretia. Pernille. Henrich.

LUCRETIA

med en Stok i Haanden. Jeg seer ham ikke meer; han er borte til sin Lykke, thi jeg skulde have smurt hans Ryg.

PERNILLE

Men Madam, betænk dog hvad I giør. I underkaster jer alle Menneskers Had ved jer Opførsel.

LUCRETIA

Jeg estimerer ikke hans Had.

PERNILLE

Troer I vel, at et ungt hidsigt Menneske, som han er, kand fordøye saadan Medfart? Han vil visselig søge Leilighed til at hævne sig, og I vil staae Fare for Tort og Fortræd. Det er ikke den første, som I saaledes har handlet med. Madamen maa beflitte sig paa at føre et andet Levnet, for ikke at bevæbne den heele Bye mod sig.

LUCRETIA

staaende længe udi Tanker. Jeg bekiender, lille Pernille! at jeg har gaaet noget forvit udi denne Sag; men naar Galden begynder først at løbe over -

PERNILLE

Madame! I maa holde jere Affecter udi Tømme, eller forlade jer Handel. See engang til jer Naboe-Kone: hun hilser alle dem, som gaae hendes Bod forbi, ja hun krummer og bøyer sig end for en Lakei, og der ved tildrager sig stor Næring. Lucretia græder.

PERNILLE

Forlad mig, Madam! at jeg saa dristig siger min Meening.

LUCRETIA

Jeg forlader dig det af mit gandske Hierte.

PERNILLE

Alt det jeg siger er af Kiærlighed til Madamen.

LUCRETIA

Jeg er forsikkret derom, Pernille!

127
PERNILLE

Og samme Kiærlighed bringer mig allene til den Dristighed.

LUCRETIA.

Skiæld paa mig saalænge du gidder, thi jeg har fortient det.

PERNILLE.

I understaaer jer med en Kiep i Haand at anfalde en bevæbned ung Person.

LUCRETIA.

Jeg tilstaaer, at det var en forstyrred Gierning.

PERNILLE

Hvis I havde slaget ham, han havde omkommet jer paa Steden udi sin Hidsighed.

LUCRETIA.

Meener du det? Pernille!

PERNILLE.

Jeg raader Madamen, at hun tar sig vare; thi han seer ud til at være saadan een, der visselig vil hævne sig.

HENRICH.

Det er en Fandens Sag denne; thi dersom han ikke faaer Leilighed til at hævne sig paa Madamen, vil han gaae løs paa mig.

LUCRETIA.

Jeg vil indslutte mig nogle Dage udi mit Kammer. Midlertid vil vi finde Leilighed at stille ham tilfreds.

HENRICH

sagte. Jeg forlanger i det ringeste ikke at være Ambassadeur til den Freds Tractat.

LUCRETIA

Henrich! du skal udspionere, hvor han boer.

HENRICH.

Det er at sige, Madam: du skal gaae hen og lade dig slaae Arm og Been i stykker.

SCEN. 11

Pernille. Lucretia. Henrich. En Lakei.

PERNILLE

Hvad vil dette Menneske her?

Lucretia og Henrich krybe under Bordet i Boden.

PERNILLE.

Hvad er hans Forlangende?

LAKEIEN.

Jeg har et Brev fra Mag. Petronius til hende,

Madam!

PERNILLE.

Jeg er kun hendes Pige. Vær saa god at bie et Øyeblik, Madamen skal strax komme. Madam! hvor er I?

128
LUCRETIA

Hvorfor røber du mig? Pernille!

PERNILLE

Kom kun frem! Hun har ingen Fare denne gang. Det er kun en Lakei med et Brev fra Monsieur Petronius.

LUCRETIA

Adi! nu kommer jeg mig igien.

HENRICH

Jeg var alt død og begraven, og mig syntes ligesom jeg hørte Sang-Klokkerne gik for mig; thi jeg tænkte, at det var den unge Jean de France, som nyelig gik vred bort.

LUCRETIA

læser Brevet og kysser det. Ach min kiære Monsieur! Jeg har aldrig faaet et meer angenemt Brev. Formæld min ydmygst Respect til Monsieur Petronius, og siig ham, at der er intet Menneske paa Jorden, som jeg elsker og agter meer end ham. Ach Pernille! han lover at fornøye mig i Aften med en Musik for min Dør. Siig til jer Herre, Monsieur! at jeg elsker ham saa inderlig, at -

LAKEIEN

Jeg skal ikke forsømme at sige ham det. Han gaaer.

SCEN. 12

Pernille. Lucretia. Henrich.

PERNILLE

Skiæmmer Madamen sig ikke at giøre saadan forliebt Erklæring?

LUCRETIA

Hvad? Næseviis! Denne Pige knurrer alle Øyeblik. Nu siger hun, jeg er for stolt, nu igien alt for høflig! Jeg har aldrig nogen tid kiendt saadan vægelsindet Pige.

PERNILLE

Madamen falder jo fra en Extremitet til en anden. Der fattes ikke andet, end at hun skulde have giort saadan Erklæring: Siig til jer Herre, at jeg er færdig til at accordere ham den yderste Villighed.

HENRICH

Du est dog en forbandet Knurrepotte, Pernille! Er ikke Madamen Herre over sit eget Legeme?

PERNILLE

Jeg tilstaaer det gierne. Derfor skal jeg lade hende giøre herefter alt hvad hende lyster.

129
LUCRETIA

Læs kun dette Brev engang, og døm saa, om jeg ikke har ret.

PERNILLE

efter at hun har læset sagte. Det er jo Begyndelsen af en Roman, Madame!

LUCRETIA

Hvad?

HENRICK

Pernille har, faae jeg Skam, ret der udi.

LUCRETIA

Tør du laste et Brev, som du aldrig har læset?

HENRICH

Hvorfor ikke det? Madame! Pernilles Ansigt er mit Vejr-Glas, hvorefter jeg dømmer. De Krøller, hun slog paa Næsen, viser, at Brevet ikke duer for en Pibe Tobak.

PERNILLE

Han har, min Troe, udskrevet et Blad af Astrea eller Amadis. Ha! ha! ha! jo meer jeg læser, jo meer stikker Pedanten frem.

LUCRETIA

Flye mig Brevet tilbage, at jeg kand læse det end engang. Du har ret, Pernille! Begyndelsen kommer mig for at være af David Skolmesters Formularier.

Hun læser videre.

Ha! ha! ha! denne Expression er tagen af Else Skoleholders Magaziner.

Hun læser videre, og kaster Brevet paa Gulvet. Fy for en U-lykke! han maa være en Hoved-Pedant, en fuldkommen Thomas Diaphorius. Det turde jeg sige ham i hans Næse.

PERNILLE

Nu nu, holdt Maade, Madam, og ivre jer ikke saa meget. Det er de Lærdes Skrivemaade.

LUCRETIA

Jeg tør vedde, at jeg skal finde det heele Brev udi Talanders Politiske Stockfisk. Fy fy! Jeg taaler ikke, at du tar hans Parti, Pernille!

PERNILLE

Jeg tar ikke hans Parti; tvert imod, jeg finder ingen Smag i Brevet. Jeg siger kun, at Madamen gaaer alt for vit.

LUCRETIA

Snik Snak! lar os gaae ind. Til Spectatores: Denne Pige er forbandet vægelsindet.

130

SCEN. 13

ERASTE

alleene. Satyriske Romaner, Comoedier, Cinqville, Thee og Caffee hver Dag, Raillerie, forlibte Viser; den Recommendation var jo god nok. Hun behøvede ikke saa mange Qvaliteter, een af dem alleene var tilstrekkelig til at indplante mig Afskye for saadant Menneske; thi om et Fruentimmer var skikkelig og efter mit Sind i alle Maader, men brugte kun Snustobak alleene, saa gav jeg hende strax Afskeed. Denne fattedes intet andet for at giøre alting fuldkommen, end at hun ogsaa skulde have taget mig ud paa Gaden at dantze med mig, eller anmodet mig selv om Kiærlighed, og, maa skee, om jeg havde blevet der lidt længere, saa havde det ogsaa skeet. Nu har jeg levet udi 40 Aar, men er aldrig bleven saa skammelig fixeret. Men jeg har ikke fortient andet; thi, naar jeg eftertænker alting, da maa og bør jeg tilstaae og bekiende for heele Verden, at jeg end i mine beste Klær er en af de største Taasser i Byen; thi der behøvedes kun Heste-Forstand at begribe dette, at, naar du først har stødt et Fruentimmer for Hovedet, du ikke strax derpaa skal spørge hende til raads udi Ægteskabs Sager. Jeg vil give alle Folk Lov at belee mig. Min Tiennere Christopher selv maa kalde mig en Nar; jeg vil med Taalmodighed høre derpaa og sige: Christopher, du har ret. Havde den gode Jomfrue Leonore giort det mod en anden, kunde man have taget det op som en Artighed; men hun veed, at jeg er een af de stilleste og ærbareste Mennesker her i Byen, at jeg taaler ingen Skiemt, men legger en Ting paa Hiertet, som er langt ringere end denne. Jeg er vis paa, at Historien er i Morgen over den heele Bye, og blir forbedret i hver Gade, som gemeenlig skeer, og at Autor til de Danske Comoedier rigtig fører min Person paa Theatrum. Han burte i det ringeste giøre det; jeg vil give ham Lov til at forestille saadan Person med en Papiir-Krave om Halsen, med en Tromme for sig. Men der seer jeg min Tiennere Christopher komme.

131

SCEN. 14

Eraste. Christopher.

ERASTE

Skield mig Huden fuld, Christopher!

CHRISTOPHER

Hvorfor det? Herre!

ERASTE

Siig mig de haardeste Ord, som du kand ophitte.

CHRISTOPHER

Det tar jeg mig vel vare for.

ERASTE.

Jeg skal ikke tage det ilde op.

CHRISTOPHER.

Gid jeg faaer Skam, om jeg forlader mig der paa, Herre! Jeg kunde ogsaa komme i en gall Vane derover, og skieide paa Herren, naar det faldt ham ikke beleiligt, paa mine Ryg-Beens Bekostning.

ERASTE.

Jeg vil min Troe altid give dig Lov at kalde mig en Slyngel.

CHRISTOPHER.

Det var Synd at give Herren den Caracteer.

ERASTE.

Jeg har ikke fortient bedre Titel efter den Gierning, jeg har bedrevet.

CHRISTOPHER

Hvad har I da giort? Herre!

ERASTE.

Jeg har ladet mig trække ved Næsen. Man har spillet mig et Puds, som vil giøre mig latterlig over den heele Bye.

CHRISTOPHER

Hvo har spillet Herren det Puds?

ERASTE.

Jomfrue Leonore Apicii Søster.

CHRISTOPHER.

Hvorledes da?

ERASTE.

Hun recommenderede mig en Dame, som hun foregav at have alle de Qualiteter, som jeg leder efter. Jeg fik derudover stor Lyst at see samme dydige Lucretia.

CHRISTOPHER.

Heder hun Lucretia?

ERASTE.

Ja, men hun svarer ilde til sit Navn; thi jeg fandt hende løsagtig, vellystig, næseviis, bagtalersk.

Med et Ord: Originalen var tvert imod det Portrait, som hun giorde mig. Endelig som jeg begyndte at moralisere noget derover, blev hun vred, og drev mig med Haanhed paa Dørren.

132
CHRISTOPHER

Jeg havde aldrig kundet tænke Jomfrue Leonore saadant til.

ERASTE

Hun skal, min Troe, ikke have giort det omsonst. Jeg skal nok finde Leilighed til at hævne mig. Bie lidt her, til jeg kommer tilbage.

CHRISTOPHER

Hvor vil Herren hen?

ERASTE

Jeg vil hen og see, at jeg faaer fat paa hendes Broder, for at sige ham nogle smaa Sandheder.

CHRISTOPHER

Betænk jer vel, hvad I giør, Herre! I faaer at bestille med en ung hidsig Person, som mindste Ord sætter i Fyr og Flamme.

ERASTE

Des bedre er det. Jeg ønsker kun, at han vil besmykke sin Søsters Gierning.

CHRISTOPHER

Det er en Person, som er i sin blomstrende Alder, og gandske desperat, naar han bliver vred.

ERASTE

Gid han kun vilde blive vred, saa jeg derved kunde faae disbedre Leilighed til at hævne mig.

SCEN. 15

Christopher. Apicius.

CHRISTOPHER

Sagen er ikke at giøre meget Væsen af; hvor vel jeg maa tilstaae, at Jomfrue Leonore, saasom hun kiender min Herres Sind, har giort meget ilde. Det er ogsaa ingen Tvil paa, at hun jo vil fortælle dette Puds, hun har spillet ham, til andre, saa at min Herre derudover vil blive latterlig over den heele Bye.

APICIUS

Jeg søger efter Jomfrue Helenes Broder Eraste; men Pokker kand ikke finde ham. Dersom han ikke udi min Nærværelse heiler sin Søster igiennem, saa skal jeg udøse all min Vrede mod ham.

CHRISTOPHER

Er der ikke Monsieur Apicius? han seer forbandet fæl ud.

APICIUS

Thi jeg lader ikke den Sag gaae u-hævned bort.

CHRISTOPHER

Han er vred som en Tydsk.

133
APICIUS

Jeg skal lære hende, at hun tar sig en anden gang vare ikke at drive Spot med en brav Mand.

CHRISTOPHER.

Han maa endelig have været til Ords med min Herre paa Vejen, efterdi han er saa forbittred.

APICIUS.

Jeg seer, at Boden er alt tillukket.

CHRISTOPHER.

Han taler om Boden. Jeg tænkte det nok, at min Herre maa have visket ham en Dievel i Ørene.

APICIUS.

Jeg er, min Troe, ikke den, der kand stikke en Ørefigen i min Lomme.

CHRISTOPHER.

Hillemænd! er det mueligt, at min Herre har givet ham Ørefigen? Det er best, at jeg løber min Vej.

APICIUS

Hvem er der?

CHRISTOPHER.

Slet ingen, Monsieur!

APICIUS.

Saa maa du da være et Echo eller et Spøgelse.

CHRISTOPHER

sagte. Jeg var tilfreds, at jeg var et Spø- gels, og at mit Legeme for en halv Time var paa Blocksbierg.

APICIUS.

Est du der? Christopher! Jeg havde ikke den Ære at kiende dig i Begyndelsen.

CHRISTOPHER.

Æren er min, Monsieur. Men det er ikke mig.

APICIUS

Er det ikke dig? hvad Fanden er det for Snak?

CHRISTOPHER.

Ney, gid jeg faaer Skam, om det er.

APICIUS.

Det maa da være din Geist. Du maa endelig have en ond Samvittighed, efterdi du er saa bange for mig.

CHRISTOPHER

skiælvende. Jeg er, min Troe, ikke bange, men jeg tog Monsieur for et Spøgelse.

APICIUS

gier ham et par Ørefigen. See der, til et Beviis, at jeg er intet Spøgelse.

CHRISTOPHER.

Hvorfor slaaer I mig? hvad ont har jeg giort?

APICIUS

Det er kun for at viise, at jeg er ingen Geist.

CHRISTOPHER.

Min Herre skal vel hævne dette.

APICIUS.

Hør, Christopher! du kand give dette par Ørefigen 134 til din Herre igien, og bede ham transportere dem paa sin Søster.

CHRISTOPHER.

De Ørefigen skal dog komme dig dyre nok at staae.

APICIUS.

Tør du give mig knubbed Ord, Slyngel? See der er nok et par Ørefigen for dig selv.

Christopher skriger og Apicius gaaer bort.

SCEN. 16

Eraste. Christopher.

ERASTE

Christopher! hvad er paa færde?

CHRISTOPHER.

Det er ingen Konst at gaae bort, og lade en anden staae i Stikken.

ERASTE.

Hvad er det for Snak? Hvem lader dig staae i Stikken? Hvorfor græder du?

CHRISTOPHER

Ach! jeg har faaet over 10 Ørefigen.

ERASTE.

Af hvem?

CHRISTOPHER.

Af den Slyngel - - - Ach! gid jeg havde ham nu fat alleene; nu først blir jeg modig, og Blodet begynder at kaage i mig.

ERASTE.

Du skulde have slaaet fra dig tilforn, nu er det for silde.

CHRISTOPHER.

Ach! Monsieur kiender jo min Natur, jeg kand ikke blive vred, førend man har længe irret mig.

ERASTE.

Jeg merker paa den Maade, at du vil have fleere Ørefigen, før du blir vred; jeg synes 10 kunde nok ellers komme Blodet til at kaage i en ærlig Karl. Men af hvem est du slagen?

CHRISTOPHER

Af Apicius.

ERASTE.

Hvorfor slog han dig?

CHRISTOPHER.

Jeg veed ikke meer Aarsag der til, end det Barn, som ligger i Moers Liv.

ERASTE.

Ach! Herre Jeh! hvad er dog dette? Den heele Familie er udsat paa at giøre mig Spot og Fortræd. Jeg veed ingen Aarsag der til, uden det skulde være, fordi 135 jeg vegrede mig forgangen Dag at laane ham nogle Penge; dem skulde han dog gierne have bekommet, hvis jeg havde haft dem ved Haanden. I det øvrige begriber jeg aldeles ikke denne Handel.

CHRISTOPHER

Da begriber jeg i det ringeste det. Mine Kieber vil begribe og føle det i det mindste 2 a 3 Dage. Men Herre! siig mig ret for Alvor: Har I paa Vejen talt med Apicius om hans Søsters Sager? thi jeg har bildet mig ind, at I have vexlet Ord sammen paa Vejen, og at han derfor har handlet saa ilde med mig.

ERASTE

Jeg svær dig, at jeg ikke har talt med ham hverken i Dag ey heller i Gaar; og det er Aarsagen, hvi jeg intet fatter af denne Handel. Men lar os gaae; jeg maa hiem og tage en anden Kaarde paa.

SCEN. 17

Petronius med Musicantere.

PETRONIUS

Kand noget Menneske være behageligere i Selskab end den Lucretia? Alt det, som var paa hende, levede. Jeg har nu omgaaes med Fruentimmer her i Byen saa meget, som nogen anden, men jeg har altid staaet Karl førend nu. Det er ikke hendes skiønne Ansigt, jeg er forlibt udi, men hendes Maneerer, Fripostighed, Familiaritet, Yndighed, søde Miner og Belevenhed, hvor med hun har betaget mit Sind, at jeg veed ikke, enten jeg staaer paa mit Hovet eller Fødder. En af mine gode Venner viskede mig i Øret disse Ord: Den Dame synes at være forbandet coqvete; men jeg troer, at han tog forbandet feil, thi jeg merkede, at det var ikkun en fripostig Artighed. Jeg bød mig til at fornøye hende i Aften for hendes Vindver med en sagte Musiqve; hun takkede mig strax med saadan yndig Mine, at jeg er færdig at blive gall, naar jeg tænker derpaa. Hør, I gode Musicantere, lister jer sagte hen under Vindverne. Jeg vil først have et nyt Syngestykke med en Fiol de Gambe; siden kand I spille med de andre Instrumenter. Jeg vil selv 136 synge Stykket, saasom det er af min egen Composition.

Ere jer Instrumenter stemmede? Messieurs!

MUSICANTERE.

Ja alting er færdigt.

PETRONIUS.

Gaaer kun gandske digt under Vindverne, paa det at Musiqven kand begynde, førend man blir os vaer.

MUSICANTERE.

Herren har kun at befale, naar vi skal begynde.

PETRONIUS.

Men spiller ikke alt for stærkt! Jeg vil, at hun skal høre Ordene; thi mellem os at sige, saa er Compositionen excellent.

MUSICANTERE.

Det skal efterleves, naadige Herre!

Men det er noget kaaldt i Aften.

PETRONIUS.

Bekymrer jer ikke derom. I blir nok indbudne udi Huset, hvor I faaer en varm Stue. I kiender ikke denne Dame; hun er genereuse. Rhins-Viin vil flyde som Vand for jer.

Musiqven begyndes med den forlibte Viise, som han synger tillige med. Lucretia stikker Hovedet udaf Vinduet og slaaer Vand paa dem.
MUSICANTERE.

Hvad Fanden er dette?

LUCRETIA.

Gaaer jeg Gang, I Dagdrivere! Skiæmmer I jer ey at giøre saadan Allarm for en Enkes Dør?

PETRONIUS.

Det er mig, Madame! Petronius.

LUCRETIA.

Og det er mig, Lucretia.

PETRONIUS.

Jeg har componeret dette Stykke, for at divertere hende.

LUCRETIA.

Og jeg har slaaet Vand ned, for at temperere Heden af jer Hierne.

PETRONIUS

Hun kiender mig da ikke meer, Madame!

LUCRETIA.

Jeg kiender jer alt for meget, Monsieur Pedant! See, der er jer naragtige Brev, som I skikkede mig.

PETRONIUS.

Men er det mueligt, at -

LUCRETIA.

Har han Lyst til at døbes end engang, saa kand han kun tøve et Øyeblik.

PETRONIUS.

I skal betale mig dette dyrt nok. Folk af min Profession fordøyer ikke saadan Haanhed.

137
138
LUCRETIA

Gaae jer Gang, og tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede, saa vil I strax befinde jer bedre.

Hun lukker Vinduet til.
MUSICANTERE

lugtende paa sin Arm. Dette lugter, min Troe, i det ringeste ikke af Rhinsk-Viin.

PETRONIUS

Disbedre er det; thi alt Viin pletter.

2. MUSICANTERE.

Fy for en U-lykke! det lugter hverken af Viin eller Vand.

PETRONIUS

Her er intet meer at bestille, Messieurs. Det giør mig ont, at jeg har u-maget dem forgiæves.

MUSICANTERE

Aldeles ikke, Monsieur! giv os vore Penge, saa skal vi strax gaae.

PETRONIUS

Hvad? I har jo ikke spillet uden et halv Stykke.

MUSICANTERE

Det er ikke vor Skyld.

PETRONIUS

Det er ey heller min Skyld.

MUSICANTERE

Vi ere accorderede om 6 Rixdaler; betal os dem, saa vil vi ikke regne at vore Klæder ere fordervede.

PETRONIUS

Jeg vil betale jer 6 Dievie.

MUSICANTERE

Ingen Snak.

PETRONIUS

Gaaer Fanden i Vold.

MUSICANTERE

Gaae I selv den Vey.

PETRONIUS

Hvor meget er det, I begiærer?

MUSICANTERE

Sex Rixdaler.

PETRONIUS

Han gier den eene Musicant et par Ørefigen. See der er to for dig, efterdi du er den fornemmeste. De andre maa fornøye sig enhver med eet.

De kommer i Slagsmaal, Vægter-Pibene høres og Vagten trækker dem ud.
139

ACTUS III

SCEN. 1

Apicius. Espen.

APICIUS

Han fik, ma foi, en Hob dygtig Ørefigen; jeg kand føle det paa mine Hænder, som svier endnu deraf.

ESPEN

Ja, ja, Herre! Jeg er ingen Propriet, men jeg kand dog spaae, hvad deraf vil følge.

APICIUS

Hvad vil deraf følge? Meener du, at jeg er bange for nogen af dem? jeg vil gaae mod Eraste med min Stok, skiønt han møder mig med blot Kaarde.

ESPEN

De stille Folk ere ikke at skiemte med, naar de først blir vred; seer jeg ret paa Eraste, da er han af de slags Folk. Men hvad vil den Dreng her? Vil du tale med nogen?

DRENGEN

Jeg har et Brev til jer fra en Karl, som flyede mig det paa Gaden.

APICIUS

Giv hid.

Læser Brevet:

Est du en honnet Cavalier, saa møder du mig Klokken 8 i Aften paa Grønland; hvis du ikke møder, holder jeg dig for en Coujon. Adieu.

Eraste. Espen! hører du det? hvad er herved at giøre?

ESPEN

Jeg skal sige Monsieur et got Raad, hvorledes han skal komme reputeerlig derfra.

APICIUS

Hvorledes da?

ESPEN

Han skal gandske stiltiende alleene møde paa Grønland, og der slaaes som en ærlig Karl; enten bliver han selv stukken ihiel, og døer som en brav Mand, eller stikker han sin Contrapart ihiel, og bliver hengt derfor 140 med Reputation, saa, hvor det falder ud, saa kommer han dog med Æren derfra.

APICIUS.

Du trøster vel i en Lygte.

ESPEN.

Ja der er intet andet ved at giøre; I skulde have betænkt tilforn, hvad I giorde.

APICIUS.

Ej! meener du jeg er bange?

ESPEN.

Det siger jeg ikke; gak derfor gandske stiltiende derhen; thi dersom I siger det til nogen, at de søger at hindre det, maa I ligesaa fuldkommen heede Coujon, som I aldrig havde turdt møde. Men der kommer jer Søster; holdt nu gode Miiner.

SCEN. 2

Leonore. Apicius. Espen.

LEONORE

Hvor forlibt den gode Eraste blev, da han hørte den Madame beskrives! Hun er og paa et Haar efter hans Sind; thi jeg har ikke kiendt nogen ung Kone saa menagerlig, stille og indgetogen, som hun. Jeg troer nok, der bliver et Partie imellem dem. See her Monfrere, hvad bestiller du her?

APICIUS

Hør, min hierte Søster, har jeg giort dig noget imod, saa beder jeg om Forladelse.

LEONORE

Hillemænd! hvad er det? Ach! mit Blod tilsiger mig noget ont. Siig for Guds skyld, hvorfor tager du Afskeed med mig.

APICIUS

Jeg siger intet; jeg har min Ære kiærere. Jeg beder kun, at, saa fremt du vil holde mig for din Bror, at hverken du eller nogen anden kommer paa Grønland i Aften Klokken otte.

Vender sig fil Espen.

Espen! er det ikke got nok? kand du nu see, at Hiertet sidder paa det rette Sted, og at jeg kand tie?

ESPEN

Jo, jo, Monsieur tier brav nok; han siger kun: Holdt mig, eller jeg giør en Ulykke.

LEONORE

Ach! jeg elendige Menneske! jeg merker nok, hvor det hænger sammen, at I vil for Haanden. Espen! 141 Jeg formaner dig ved alt det, som helligt er, at du aabenbarer mig den heele Historie.

ESPEN

Ej, Jomfrue! meener hun, at jeg ikke kand tie lige saa vel som min Herre? jeg siger kun alleene dette, at min Herre skal slaaes i Aften Klokken otte pa Grønland.

LEONORE

Med hvem?

ESPEN

Det siger jeg heller ikke, men første Bogstav er Eraste.

APICIUS

Du fortvivlede Skielm, er det ret saaledes at røbe din Herre?

ESPEN

Hør, Monsieur! naar I har sagt A, saa maa I og sige B. I har jo selv givet Anledning til jer Søster at spørge der om. En retskaffen Cabeleer tar aldrig Afskeed enten med Bror eller Søster, naar han vil slaaes; thi at sige til sin Søster: har jeg giort dig noget imod? det er at sige paa anden Dansk: Min hierte Søster! jeg staaer i Fare i Dag enten at giøre en Ulykke, eller at tage en, hvilket jeg som en retskaffen Cabeleer ikke kand eller tør sige dig, men, som jeg er bange for Trøyen, saa gier jeg dig kun Anledning at efterforske, hvorudi Faren bestaaer, at du i Tide kand hindre den. Jeg holder, min Troe, for, at det er ligesaa got at sige reent ud til sin Contrapart: Monsieur! mit Hierte sidder mig i Buxerne, derfor beder jeg, at I vil undskylde mig for at møde.

LEONORE

Det er en smuk Tiener, som raader sin Herre at styrte sig i Ulykke.

ESPEN

Nej! I forstaaer mig ikke ret, Jomfrue! jeg raader ham ikke til at slaaes, men siger kun, efterdi han har besluttet at slaaes, saa skal han slaaes som en retskaffen Cabeleer; saa vilde jeg giøre, om jeg var det. Jeg har kiendt en Officeer, som modtog alle Dueller. Men saasom han altid sagde til sin Kone, førend han skulde slaaes: Far vel, min Hierte! jeg veed ikke, om vi seer hinanden meer! saa blev der aldrig noget af; thi Konen udspionerede strax Sagen, og hindrede det. Men der kommer, min Troe, Eraste. Nu blir her en Ulykke af.

142

SCEN. 3

Eraste. Christopher. Espen. Leonore. Helene. Apicius.

ERASTE

Jeg troer nok, han har faaet mit Cartel; er der nu en ærlig Blods-Draabe i ham, saa møder han mig til bestemte Tid.

CHRISTOPHER

Hør, Herre! hvad jeg har i Sinde: naar I kommer i Træfning sammen, vil jeg gaae bag til, og rende ham min Kaarde ind i Ryggen, og vinder vi sikker.

ERASTE

Fy! fy! det duer ikke; vi skal fægte reent og ærligen tilsammen.

CHRISTOPHER

Ej hvad Ærlighed! Naar I vil giøre en Ulykke, er det jo ligemeget paa hvad Maade det skeer. Naar vi vil tale om Christendom og Samvittighed, saa burte I blive hiemme; Men eftersom vi har besluttet at sætte i Dag saadant til Side, maa vi være os selv lige. Om en Tyv havde sat sig for at stiæle en Koe, bekymrede han sig aldrig om Maaden, men alleene hvorledes at han sikkerst kunde stiæle den. Naar en Ulv sætter først Samvittighed og Christendom til Side, og beslutter at dræbe et Faar - - - dog det er sandt, en Ulv har endelig ingen Christendom, men jeg vilde alleene sige, naar en Ulv vil dræbe et Faar, og tog i Betænkning at anfalde det bag til, vilde de andre Ulve holde ham for en Pedant; forstaae om Ulve kunde raisonnere. Det er virkelig noget underligt, som man ikke kand begribe, hos visse Folk, at de søge at føre et ugudelig Forsæt Christelig ud. Jeg for min Part, jeg søger aldrig at sætte Gud eller Mennesker Vox-Næse paa. Naar jeg er gudfrygtig, saa er jeg gudfrygtig; naar jeg er ugudelig, saa er jeg ugudelig, saa alle kand tage og føle derpaa. Jeg har tit tænkt paa disse Officerer, at, naar de vil duellere, det er, bryde Guds og Landets Love, giør de deres Bøn først. Hvad maa vor HErre vel tænke, naar saadanne Bønner kommer for ham: HErre! saasom jeg har i Sinde 143 at dræbe min Næste eller styrte mig selv i Ulykke for ingen Ting, saa beder jeg din Bistand her udi.

ERASTE

Ej! holdt op med din Moraliseren! Jeg skal forsvære at tage nogen Latinsk Dreng i min Tienneste meer; de ere ligesom de vare galne.

CHRISTOPHER

Herre! seer I ikke, hvem her staaer?

ERASTE

Jo, det er den Mand, jeg leeder efter. Her kand vi giøre det strax af. Træk ud, Canaille, est du en ærlig Karl.

De fægter sammen.
LEONORE

Mord, Mord!

HELENE

Hvad er paa Færde? Ach, Gud bedre mig arme Menneske! hvad er det for en Ulykke? Espen og Christopher, hvis I ikke hindrer det, skal I komme i Bødelens Hænder.

De komme alle imellem og skille dem ad.
ERASTE

Hvis I ikke gaaer til Side, skal jeg -

HELENE

Ach! min allerkiæreste Broder! siig hvad er Aarsag til saadan Ulykke.

ERASTE

Synes dig ey, at jeg har Aarsag? først kommer

144

hans Søster mig til at løbe April; siden prygler han min Tiener.

APICIUS

Ney! Jer Søster har kommet mig til at løbe April.

CHRISTOPHER

Espen! denne Sag maa hænge underlig sammen; vi to vil være Mediateurs. Her er Vildfarelse; thi begge beskylde hinanden for een Sag. Hør, Monsieur Eraste, vi tvende Mediateurs eller Opmænd tilspørge eder først, hvorudi eders Pretentioner bestaaer.

ERASTE

Hans Søster visede mig April.

ESPEN

Og eders? Monsieur!

APICIUS

Hans Søster giorde ligesaa ved mig.

CHRISTOPHER

For det andet maa vi spørge, hvorudi den April-Løben bestaaer.

ERASTE

Hun visede mig hen til en Dame, som hun berømmede af Gudsfrygt, Menage, Taushed, Stillhed, etc. men da jeg kom derhen, fandt jeg hende ugudelig, comoediantisk, aabenmundet, ødsel, gall.

ESPEN

Og eders? Monsieur!

APICIUS

Hans Søster recommenderede mig en Dame til Brud, som var artig, levende, resolut, beleven, og i alting efter mit Sind; men da jeg kom derhen, fandt jeg hende knarvorren, arrig, mistænkelig, gnieragtig, etc.

CHRISTOPHER

For det tredie maa vi viide den Kones Navn, og hvad hun heeder.

ERASTE

Jeg veed ikke, hvad hun heeder, men det var en Galanterie-Kræmmer-Enke.

ESPEN

Og eders?

APICIUS

Ogsaa en Galanterie-Kræmmerske.

CHRISTOPHER

Saasom der er mangfoldige Galanterie-Kræmmersker i Byen, maa vi spørge for det fierde, hvor denne boer.

ERASTE

Næst ved her.

ESPEN

Og eders?

APICIUS

Ogsaa her næst ved.

CHRISTOPHER

Gaaer I nu lidt til side, Messieurs! nu maa vi examinere Fruentimmeret: Hør, Jomfrue Leonore, 145 hvordan fandt I den Helena at være, for hvis Skyld denne Trojanske Krig er begyndt?

LEONORE

For mig var hun melancholisk, sad og sukkede og græd over Taare-Persen.

HELENE

For mig var hun gall og lystig, og holdt en Roman for sin Bibel.

LEONORE

For mig var hun taus, gnieragtig, precieuse, varsom.

HELENE

For mig var hun aaben-mundet, troehiertig, ødsel, Satyrisk.

CHRISTOPHER

Ha, ha, ha! nu har jeg løset Knuden. I Giække tilsammen, kand I ey merke, at det er to u-lige Søstre i eet Huus, hvilket har givet Anledning til all den Allarm? ha, ha, ha!

SCEN. 4

Hentich. Personerne af forrige Scene.

HENRICH

Den Kone kand giøre Folk 10 gange gall om Dagen. Nu skal jeg ud i mit Søndags-Liberie, alleene fordi det er ont Veir.

ESPEN

Hør, Kammerat! hvor mange Døttre har I i jer Huus?

HENRICH

Der er kun 16 Søstre, som alle ere giftefærdige.

ESPEN

Men mig synes, at jeg aldrig har seet meer end een udi Boden?

HENRICH

De ere der gemeenligen alle sexten.

ESPEN

Saa maa de da være hinanden meget lige?

HENRICH

Ligesom Draaber Vand, angaaende Legemet, men hvad Siælene angaaer, da ligner de hinanden meget lidet.

ESPEN

Men hvem af dem heder Lucretia.

HENRICH

De heder saa alle sexten.

ESPEN

Ej! tal dog alvorlig. Jeg troer, ingen skulde være saa gall at give 16 Døttere eet Navn. Siig mig, hvem er den, som er saa stille?

146
HENRICH

Det er den ældste.

ESPEN

Det er meget naturligt. Men hvem er den, som er saa lystig?

HENRICH

Det er den ældste.

ESPEN

Gak til Blocksbierg, din Spottefugl!

HENRICH

For at hielpe dig udaf Drømmen, vil jeg forklare mine Ord meere tydelig. Der er kun een Kone i vor Bod; men i den ene Kone er meer end 16 Siæle.

ESPEN

Hvad vil den forblommed Snak sige?

HENRICH

Har du studeret?

ESPEN

Ney jeg har ikke.

HENRICH

Saa maa jeg da føre mine Ord ud i en Borgerlig Stiil. Min Madame er lidt vægelsindet, saaledes at hun forandrer sin Humeur 10 gange hver Time. Jeg vil ikke tale ilde om hende, efterdi jeg er i hendes Brød; thi ellers skulde jeg beskrive det Bakkelsebeest med hendes rette Farve. Men er der ikke Monsieur Petronius? Hillemænd! jeg maa løbe.

ESPEN

Tøv dog lidt: Jeg har endnu noget at spørge dig om.

HENRICH

Skiul mig da; thi jeg er bange for denne Mand. Jeg skal siden sige dig af hvad Aarsag.

SCEN. 5

Petronius. De andre.

PETRONIUS

Pots Slapperment! hvilket Eventyr var dette! Jeg veed ikke enten jeg drømmer eller jeg er vaagen. Hun tar med venlig Miine mod mit Tilbud, berammer Tiden; jeg lejer Musicanterne, kommer til bestemte Tid, i Forhaabning at recommendere mig ved saadan Artighed; men, i Steden for at faae et Kys, eller i det ringeste Tak for saadan Høflighed, faaer jeg Skiældsord og Vand over Hovedet. Hvorudover, saasom Ulykken aldrig er eene, jeg kommer i Klammerie med Musicanterne, faaer Hugg af dem, blir trækket til 147 Raadhuset af Vægterne; saa at jeg maa løse mig med Penge baade fra de første og de sidste.

CHRISTOPHER.

Jeg vil sværge paa, at denne Monsieur har haft selv samme Eventyr, som vi.

HENRICH.

Hillemænd! gid jeg var vel hiemme.

PETRONIUS.

Der er, min Troe, hendes Tienner. Tar ham i Haaret. Du skal sandelig betale mig Lavet.

HENRICH.

A-- A-- A --

ERASTE.

Ach! min Herre! slaae ikke den stakkels Dreng saaledes.

PETRONIUS.

Messieurs! dersom I vidste mine Aarsager, hialp I mig selv til at prygle ham.

HENRICH.

Monsieur! jeg har jo aldrig seet ham før.

PETRONIUS.

Har du ikke seet mig tilforn? hvem var det da, jeg talede med i Maares, var det ikke dig?

HENRICH.

Ney, Monsieur! det var en Kræmmer-Dreng; men jeg er en Lakei.

PETRONIUS.

Jeg seer nok, at du har faaet Liberie paa; jeg havde derfor nær i Begyndelsen taget feil. Tiener du ikke hos den artige Lucretia?

HENRICH

sagte: Jo sommetider.

PETRONIUS.

Du har et artigt Herskab.

HENRICH

sagte: Sommetider.

PETRONIUS.

Det er den u-raisonableste Qvinde, jeg har kiendt.

HENRICH

sagte: Sommetider.

PETRONIUS.

Svar mig, du Slyngel! tiener du ikke hos hende?

HENRICH

Jo, sommetider.

PETRONIUS.

Est du ikke Dreng der i Huuset?

HENRICH.

Jo! jeg er, go Herre!

PETRONIUS.

Saa tiener du der jo stedse hos hende?

HENRICH.

Ney, ikkun sommetider.

PETRONIUS.

Den Dreng har enten Malice, eller det maa være en Taasse. Saaest du ikke, hvordan jeg blev nyelig medhandlet for jere Vindver?

148
HENRICH

Jo jeg giorde, go Herre! men hvad kand jeg giøre dertil?

PETRONIUS

Det er endelig sandt. Jeg slog dig med u-ret, men i Hidsighed. Jeg burde hævne mig paa hende selv, hvilket og skal skee inden jeg gaaer til Sengs.

HENRICH

Paa hvem vil Herren hævne sig?

PETRONIUS

Paa den gode Madame Lucretia, som boer der.

HENRICH

Den Lucretia, som slog Vand paa Herren, boer ikke der meer.

PETRONIUS

Hvor boer hun da?

HENRICH

Jeg veed, min Troe, ikke.

PETRONIUS

Var det ikke dette Huus, hvor man handlede saa ilde med mig?

HENRICH

Jo, min Troe, var det saa.

PETRONIUS

Var det ikke Lucretia, som slog Vand over mig?

HENRICH

Ja, men ikke den, som boer der nu.

PETRONIUS

Er din Madame da flytted?

HENRICH

Ney! hun boer der endnu.

PETRONIUS

Ej, saa skalt du faae en Ulykke! vilt du fixere mig oven i Kiøbet?

HENRICH

A--- slaae mig ikke, Monsieur. At Mad. Lucretia slog Vand over jer, det har I jer selv at takke for.

PETRONIUS

Hvi saa?

HENRICH

Jeg beskrev jer i Maares min Madames Humeur, men I vilde da ikke troe mig. Min Madam har adskillige Siæle i Maven eller Hiertet. Somme af disse Siæle ere onde, og somme gode. En af de gode Siæle inviterede Herren hid, og en af de onde slog Vand paa ham. Det er derfor ikke Madamens skyld, men Herrens egen, at han ikke kom et halv Qvarteer tilforn, førend den gode Siæl gik ud i Byen og den onde Siæl kom hiem, eller, at han ikke biede et halv Qvarteer længer; thi hun har baade for og siden den Tid været saa mild, som en Guds Engel. Begriber I det nu?

PETRONIUS

Jeg begriber alt dette gandske ikke.

149
ERASTE

Min Herre! jeg fatter det meget vel. Drengen tiener hos en Dame, der er vægelsindet, og ved sin foranderlige Humeur har givet Anledning til stor Vildfarelse blandt os, som her staae, og ført tvende eenige Familier i Harnisk mod hinanden, saa vor største Sorg nu er, hvordan vi kand redressere den Feil, som vi af Vildfarelse har begaaet.

PETRONIUS

Denne Dame er jo mægtig til at opvække en indbyrdes Borgerlig Krig udi Staden. Ha! ha! ha! nu forgaaer min Vrede.

Til Hemich.

See der, Cammerat! der har du 2 Mark for de Hugg, jeg gav dig i Hastighed. Gak kun din Vej. Henrich gaaer bort. Det er best, Messieurs! at vi tier paa begge Sider med denne Historie; thi den kunde ellers give Anledning til den beste Comoedie.

LUCRETIA

kommer. Henrich! kand du ikke komme ind? Hvem er det din Slyngel staaer og sladrer med?

PETRONIUS

Der er hun, min Troe; nu kand jeg hævne mig paa hende selv.

ERASTE

Ej, min Herre! det er kun at lee af. Vi vil allene fixere hende lidt.

De rykker hende til sig en efter en anden.
PETRONIUS

Madam! Er det ikke hun, som bestilte Musiqve i Dag?

LUCRETIA

Ja det var den gang, men -

HELENE

Madame! Er det ikke hun, som dræbte mig med Høflighed i Formiddag?

LUCRETIA

Ja det var den gang.

LEONORE

Madam! Er det ikke hun, der dræbte mig med Uhøflighed?

LUCRETIA

Det var den gang.

ERASTE

Madame! Er det ikke hun, som var saa coqvete?

APICIUS

Madame! Er det ikke hun, som var saa kydsk?

PETRONIUS

Madame! Er det ikke hun, som slog Vand over mig?

150
ESPEN

Madame! Er det hun, som er saa klog?

CHRISTOPHER

Madam! Er det hun, som er saa gall?

LUCRETIA

grædende. Men I got Folk! Hvorfor tracterer I mig med saadan Haanhed?

PETRONIUS

Tør I vel klage jer, efter at I har bedrevet saadan Gierning? Har I ikke selv stævnet mig hid i Aften? troer I vel, at -

LUCRETIA

Min kiære Monsieur! Jeg beder ham med grædende Taare at tilgive mig denne Forseelse. Han kom just paa en Tid, de havde giort mig Fortræd, og naar Galden engang først løber over (hvilket dog ikke hender mig uden meget sielden) saa veed jeg selv ikke hvad jeg giør. Har dog Medlidenhed med mig, min Herre! og tilregne mig ikke denne Overiiling. Jeg har alt for stor Estime for hans Person, at jeg forsættelig skulde føre mig saaledes op mod ham.

APICIUS

Forlad hende da denne Forseelse, min Herre!

PETRONIUS

Eders Taare, Madame! udslukker min Vrede. Dersom denne Fortrydelse er af Hiertet, saa er jeg allereede overvunden.

LUCRETIA

Han veed, min Herre! at jeg ikke allene estimerer, men end og elsker ham.

PETRONIUS

Kiærligheden begynder at opleve igien. Lar os da fornye det gamle Venskab igien. De gier hverandre Hænderne.

ERASTE

Men hvad Satisfaction skal vi give de smukke Jomfruer for den Tort, vi har af Vildfarelse giort dem?

CHRISTOPHER

Hør, got Folk! lad mig og Espen, som Mediateurs, raade. I veed jo, her er en Comoedie spillet, og at alle Comoedier bør endes ved Giftermaal. Vi finder for got, at Freden sluttes paa den Maade, at Monsieur Eraste gifter sig med Jomfrue Leonore, og Monsieur Apicius med Jomfrue Helene. Er I dermed fornøyet paa alle Sider?

LEONORE

Seer man vel, hvor perfect han forstaaer det Handverk at koble Folk sammen.

CHRISTOPHER

Min hierte Jomfrue! hun maa forlade 151 mig, at jeg gaaer saa lige til. Jeg har ikke gaaet i Skole til Maren Gifteknivs, der kunde giøre saa mange Præ- ludier, naar hun giorde Partier mellem Folk. Jeg veed nok, hvordan Moden er baade for den, som skal frie, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig merke, i mange Aar at have baaret hemmelig Kjærlighed til en Jomfrue, omendskiønt han aldrig har seet hende tilforn. Eller han skal foregive, at hans Far eller Moer har aabenbaret sig for ham i Søvne, og sagt: Vil du gifte dig, min Søn, saa tag ingen uden den eller den Jomfrue. Eller han skal sige, naar han giør sin Bøn i Kirken om et got Giftermaal, staaer strax den eller den ham for Øjene. Den som vil sige ja, skal blive rød i Ansigtet, og sige: Monsieur! det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes, jeg er for min Frihed. Jeg kand intet giøre uden mine Venners Raadførsel. Og skal gaae som halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er færdig at sprække af Kjærlighed. Jeg er aldeeles ikke for slige u-nyttige Ceremonier; naar jeg skal til at frie engang, saa siger jeg kun: Lille Pige! vil I have mig? Siger hun ja, saa smækker jeg strax til; men siger hun ney, saa svarer jeg: Far vel, lille Pige: hils hendes Forældre.

ERASTE

Jeg holder med dig, Christopher, derudi; du taler efter mit Sind.

CHRISTOPHER

Vil I da have disse tvende Jomfruer, som hos eder staaer, til eders ægte Hustruer?

ERASTE

Jeg for min Part holdt det for en stor Lykke, om jeg kunde overtale Jomfrue Leonore.

APICIUS

Jeg er iligemaade fornøyet med dit Forslag.

LEONORE

Du giør Brude-Vielsen noget for hastig, Christopher!

HELENE

Mig synes, min Troe, det samme.

CHRISTOPHER

I gode Jomfruer! giør mig ikke vred. I veed jo, at jeg er en hastig Mand. Slaaer kun strax til. I ere alle lige af Stand og Midler. I har derforuden, omendskiønt uskyldig, ophidset tvende Personer til U-eenighed, 152 som ikke kand bedre bilegges end ved Giftermaal og Svogerskab. Til med er jo spillet en Comoedie, som endelig maa endes med Giftermaal. Allons, giver hver andre Hænder! Jeg vil, min Troe, ikke begiære en Skilling derfor; hvor vel der er mange Folk her i Staden, som lever af intet andet end det samme.

ESPEN

Jeg vil, min Troe, ey heller begiære noget derfor.

CHRISTOPHER

Du har ret, Espen; thi du har ikke talt et Ord, men staaet som en Dosmer. I staaer saa peene, I got Folk! Corrasi! giver hverandre Hænder. See! jeg skal hielpe jer til rette. Flye mig kun jer Haand, Jomfrue, ligeledes.

Han tvinger dem til at give hinanden Hænderne.
PETRONIUS

Her er ogsaa min Haand, min Engel! kom lad mig ogsaa kysse dig.

LUCRETIA

Fy Monsieur! det er noget grønt.

PETRONIUS

O! pluma levior mulier.

LUCRETIA

Jeg forstaaer ikke hans Latin eller Græsk.

PETRONIUS

Hun skal nok lære det, naar hun kommer i Brude-Seng.

LUCRETIA

Med hvem?

PETRONIUS

Med mig.

LUCRETIA

sagte. Hvilken horribel Pedant!

PETRONIUS

Vil hun da ikke holde sit Løfte, Madame?

LUCRETIA

Neyl der er 3 Raisons, som holde mig tilbage: (1) Har jeg betænkt mig, og for det andet -

PETRONIUS

Det er alt nok; Hendes Tiener, naadige Frue!

LUCRETIA

Hans Tienerinde, naadige Herre! Hun gaaer.

ERASTE

Og vi andre vil hiem at holde Bryllup.

PETRONIUS

Og jeg maa hiem at faae til Livs et par Capitler af min Seneca, som viise, hvordan man skal skikke sig udi Fortræd.

Han vender sig til Spectatores:

Denne Kone bør være Generalinde for alle vægelsindede Qvinder.

153

Den Vægelsindede
Noter

S. 93
Opvartere, Tilbedere. - stridige Humeurs, modsatte Sind.

S. 94
vellystige, overdaadige. - indgetogen, tilbagetrukken.

S. 96
Artighed, fine Manerer.

S. 97
agere hendes Sag, forsvare hende.

S. 98
Rug-Simle, lille Rugbrød.

S. 99
menagerlige, sparsommelige. - Compagnie, Selskab. - Taare-Persen, Opbyggelsesbog af Præsten J. R. Rachløv: »Denne lille Bog, kaldet Taare-Perse, indeholder adskillige gudelige Sange«, 1684, oftere optrykt. - om mit Navn det er, saa sandt jeg hedder -.

S. 100
ex circulatione.. si-, af Blodets Kredsløb, af det større eller det mindre; denne Fejl ligger i Blodet, ikke i Sjælen, f. Eks. hvis--. - Kloster-Latin, egl. Munkelatin, derfor ofte brugt i Betydningen daarligt Latin.

S. 101
Direction, Styrelse.

S. 102
den sterke Mand, en kendt tysk Artist, der i 1722 havde givet Forestillinger i København. - Chilian og Hans Wurst, Betegnelser for Harlekin.

S. 103
af hvis Tale end Steene maa bevæges, d.v.s. endog Stene. - begegnet, behandlet.

S. 104
Estime, fr. Agtelse.

S. 105
Ikke uden han er saa lærd, d.v.s. med mindre etc. - forskrammerered, forelsket. - paa det tredie Sted, hos Trediemand, ude. - Lædiker, smaa Æsker eller smaa Rum i en Kiste.

S. 106
Portechaise, fr. Bærestol. - Raisonnemens, fr. raisonnements, Indvendinger, Snak.

S. 111
Accise, Bytold. - raisonnable, rundhaandet. - genereux, fr. gæstfri, flot. - Hilsen, Helsen, Helbred. - Han som dræber Folk med Sang-Klokkerne, skulde aldrig bede Livet af nogen af mine Børn. Klokkeren ved Helliggejst, der faar Betaling for ved Begravelser at spille paa det utaalelige Klokkespil, skal ikke opsende Bønner om mine Børns Død.

S. 112
prefererer, foretrækker. - importunerer mig, besværer mig. - pardieu, fr. par Dieu, ved Gud. - syver, plattysk, svarende til ty. sauber, ren, ublandet. - Abesteen ... Biil, kendte datidige Vinhandlere i København. - de 3 Rømere, egentlig Rhinskvinspokaler, et Værtshus paa Købmagergade.

S. 113
Suppe, her Sauce. - Overgaar, Forgaars. - jeg har bundet en af mine gode Venner, som skal løse sig i Morgen. Jeg har sendt ham et Bindebrev, d.v.s. et Brev med en Gaade. Hvis 154 han ikke gætter den, skal han give et Gilde. Han har efter Sædvanen faaet Bindebrevet paa sin Navnedag, Dagen der efter Almanakken er viet den Helgen, hvis Navn Modtageren bærer. - artig, fin, fornem.

S. 114
et Bon mot, fr. Vittighed, slagfærdig Bemærkning. - saa harceleer!, som han tager paa Vej! - spøger, er fra Forstanden. - peene, knibske.

S. 115
recommendere, anbefale. - føre mig an, vise mig Vej. - embraserede, omfavnede, kyssede. - Fixeer mig ikke, gør ikke Nar af mig.

S. 116
Holmens Klokke, Uret paa Holmens Kirke.

S. 118
den Heltinde, hvis Navn jeg bær, Lucretia, romersk Kvinde, der i sin Mands Fraværelse blev skændet af Kong Tarquinius Superbus' Søn, og som derefter dræbte sig selv.

S. 119
polered, kultiveret. - Vellyst, Luksus.

S. 120
anstukken, smittet. - 12 Aandelige Betænkninger, dansk Oversættelse (fra 1647 og ofte senere) af en tysk Opbyggelsesbog af Phil. Kegelius. - Cinqville, en Slags L'hombre.

S. 121
alamodiske, nymodens. - Huus-Postill. En Huspostil er en Opbyggelsesbog til Husandagt.

S. 122
Thais, berømt Kurtisane, som Alexander den Store førte med sig paa sit Togt til Asien. - Avantage, fr. Fordel.

S. 124
aparte, særskilt. - Galand, Kavaler, Ledsager. - Kiød-Eeder, grove og kraftige Eder.

S. 125
mafoi, fr. min Tro.

S. 126
i et Hals-Jern, nemlig i Gabestokken. - u-fasonlig, urimelig.

S. 128
Extremitet, lat. Yderlighed.

S. 129
Astrea eller Amadis, den første en fransk Hyrderoman fra det 17. Aarh., den anden en fransk Ridderroman fra Middelalderen. - Expression, Udtryk, Vending. - Thomas Diaphorius, Thomas Diafoirus, den latterlige unge Læge, der optræder som Frier i Molières Komedie Den indbildt Syge. - Talanders Politiske Stockfisk. Talander er Pseudonym for den tyske Professor August Bohse, som 1696 havde udgivet en Haandbog med Brevmønstre. Han er derimod ikke Forfatter til Den politiske Stockfisk, om hvilken ovenfor S. 84-85.

S. 130
Raillerie, fr. Spot, antagelig med Hentydning til Lucretias letfærdige Behandling af gudelige Skrifter. - Recommendation, Anbefaling. - Artighed, Spøg, lystigt Indfald. - med en Papiir-Krave om Halsen, som en Harlekinfigur.

S. 131
Slyngel, uduelig Person, Nar.

S. 135
altid staaet Karl førend nu, staaet sig som en Karl (imod Kærlighed) hidtil; vist sig som et Mandfolk indtil nu. - Fripostighed, Frimodighed. - Syngestykke, Sangnummer. - Fiol de Gambe, Viola da Gamba, et Musikinstrument med 6 strenge.

155

S. 136
af min egen Composition, som jeg selv har digtet. - digt, tæt ind. - divertere, underholde.

S. 138
tag fat paa jer Seneca, og læs der udi et Capitel om Vrede. Den romerske Livsfilosof Seneca har bl. a. skrevet en Bog »Om Vrede«. - maa fornøye sig, maa nøjes. - Vægter-Pibene høres, med deres Fløjter tilkalder Vægterne Hjælp.

S 139. skiønt han møder, selv om han møder. - Karl, Mand, Herre. - Grønland, en ubebygget Plads mellem Østerport og Kastellet, hvor der ofte duelleredes. - reputeerlig, hæderligt. - Han skal gandske stiltiende alleene møde, han skal i al Stilhed bare møde.

S. 140
Reputation, Hæder. - Monfrere, fr. mon frère, min Broder. - for Haanden, duellere.

S. 142
Cartel, Udfordring.

S. 143
Latinsk Dreng, ung Mand, som har gaaet i Latinskole. - Canaille, fr. Slyngel.

S. 144
Mediateurs, fr. Mæglere. - Menage, Sparsommelighed. - resolut, rundhaandet, flot. - Fruentimmeret, Fruentimmerne.

S. 145
Trojanske Krig, se Ulysses von Ithacia. - precieuse, fr. snerpet.

S. 146
hielpe dig udaf Drømmen, bringe dig ud af din Vildfarelse. - Bakkelsebeest, alm. Skældsord (muligvis Omdannelse af Bagbæst): dum Person, Asen. - Pots Slapperment!, Ed. Forvanskning af ty. Gottes Sacrament, Guds Blod.

S. 147
har enten Malice, er enten ondskabsfuld.

S. 149
redressere, genoprette, gøre god.

S. 150
Haanhed, Haan. - opleve igien, leve op igen.

S. 152
Allons, fr. paa'en. - Corrasi, Forvanskning af fr. courage, Mod. - noget grønt, noget (ungdommeligt) overilet. - pluma levior mulier, lat. En Kvinde er lettere end en Fjer. - Spectatores, Tilskuerne.

156