Holberg, Ludvig Uddrag fra DEN ELLEFTE JUNII

Hendes Miiner komme mig vel i Førstningen noget underlig for; jeg kunde dog u-muelig tænke, at den ærbare Kone skulde være forliebt. Men da jeg gik nyelig forbi hendes Kammer, hørte jeg en Sukken og Hylen, som en Steen maatte græde ved; da jeg gik lidt nærmere, hørte jeg, at det var min Svigerske, og at hun repeterede Monfreres Navn over 10 gange; ach min allerkiæreste Studenstrup, sagde hun, gid dit Hierte var saaledes henvendt til mig, som mit er til dig! ach ulyksalig var den Tid, jeg fik dig at see! og andet meere. Jeg blev gandske bestyrdset derved, thi jeg kand svære Monfrere til, at i de 8 Aar, jeg har kiendt hende, jeg aldrig har fornummet ringeste Anfegtning hos hende, hvor vel hun har haft mange Tilbedere. Men Monfrere har en sær lykkelig Stjerne paa Himlen; dog jeg kand sige det, at, hvis jeg var et Fruentimmer, blev jeg og forliebt i dig, thi du er baade vel skabt, og derforuden har extraordinaire smukke Maneerer, saa at der vil meget til at staae saadan en Person imod.