Hjortø, Knud Falstringer

FALSTRINGER

Kirsten Gammel havde fået fodret sine fire køer og stod nu ved det sydvestlige hjørne af stalden og så ud over sin lod, der ikke var større, end at hun herfra kunde se det meste af den på engang. Hun vendte sit gamle ansigt lige mod vindhjørnet; den samme storm, der havde blæst i omtrent en måned, blæste også idag; den kom stiv og hylende fra en aldeles klar himmel, og det var ikke til at forstå, hvad den sådan kunde blive ved at komme af; men komme gjorde den, og den blev ikke træt. Kirsten så ud over sine marker; det tog godt på rugen nu, den kunde hugges om et par uger, og det var godt, hun havde mest af den, for kornet blev ikke til meget, og hvad skulde de snart give køerne? Der var lige den strimmel eng, der gav lidt græs, men den tørrede også væk nu. Man måtte være glad, om man kunde holde liv i sine køer, til regnen kom sidst i Juli, og så vilde roerne jo også give sig til at gro igen.

Kirsten gik rundt om gården og så den anden 30 vej; oppe på nordfalster skulde det være meget værre, sagde de. På bakkerne mod nordøst kunde hun lige skimte en hvidgrå og en mørkere firkant, det var Per Kyllings rugmark og hans hvedemark. De sae, at nede bag bakkerne havde han tøjret sine køer i hveden; det andet var der ikke noget at stille op med. Nå, Per Kylling han kunde være lige glad, om hans høst slog fejl en gang. Kristen gik med bekymret ansigt ind i gården; mon Frederik ikke var oppe endnu? Han var så ked af det i denne tid, og det var jo ikke så underligt; men hvad, noget galt skal der jo ske en gang imellem, som nu da Kirstens mand døde for en halv snes år siden, det var dog værre, og Frederik var jo nu manden på gården, eller kunde blive det, hvad dag han vilde, da de andre søskende var gifte, men Frederik vidste nok ikke, hvad han vilde, skønt både gård og kæreste ventede på ham.

Kirsten så hen til et lille vindue mod nord og råbte: Freerk, skal du inne snår op?

Lidt efter kom svaret derinde fra: Hvordan ser det ud idag, mor?

— Ja, solen hun skinger jo, som hung jør hver dag.

Stemmen svarede: Ja, så er der jo inne noe at skynde sig for.

— Du skulde gå u og se på roving, sae moderen trøstende, — haing er be’re end haing har været i manje år.

Der kom ikke noget svar, og Kirsten gik ud i køkkenet for at lave kaffe; måske lugten af den 31 kunde lokke Frederik op, og lidt efter kom han virkelig. Han satte sig uden et ord på køkkenskamlen i bukser og skjorteoverkrop; selve hans stilling var et stumt forlangende om frokost og kaffe, der også straks blev efterkommet. Frederik var en ganske køn karl på fem og tyve; hans holdning og vel afstemte legemsformer vidnede om god ernæring og til pas arbejde gennem flere slægtled; øjnene var også kloge nok og ikke uden humor, men næsen var spids og ubetydelig, og kæbepartiet altfor svagt, han holdt heller ikke sit hoved så godt som den øvrige del af kroppen. Men han spiste med god appetit, kogte æg, kold flæskesteg, ostemad og store mængder af kaffe. Da han var ved ostemaden, tog moderen en skjorte og kastede over hans knæ: Der var et stort hul i henge, men Gurung har lappet nenge. Gurung hung kom klokken syv, men du sov, så satte jeg henge til at lappe henge, og så jik hung, for det du sov.

Frederik tog skjorten op og så på den; bagi var der er stor firkantet lap; det var ligesom man så ud gennem et aflangt vindue, det så så kønt og hyggeligt ud; Frederik blev rørt over det; men fra skjorten kom han til at se ud over græsmarken igen; det var ikke kønt eller hyggeligt. Lysningen i hans ansigt forsvandt, han lod skjorten falde og bøjede sig over maden.

— Du må inne se så ke u a’et, Freerk, sae Kirsten, — manander blir også ke af det ve at se på dig.

Frederik svarede ikke, han gjorde sig færdig, tog 32 skjorten på og resten af tøjet og gik ned over markerne; moderen så fra vinduet, hvordan han gik omkring nede på det sted, hvor der endnu var grønt.

— — På en grøn markspids, hvor to veje stødte sammen og dannede, hvad der på Falster kaldes en tresnip, sad Gudrun en aften og ventede på Frederik Gammel. Det var lidt hen i August; regnen va kommet og havde retet på meget der var ved at blive galt, og høsten var i fuld gang. Gudrun sad og var glad ved tanken om græsset, der nu var blevet grønt igen på Kirsten Gammels eng, og ved Frederik; nu behøvede han da ikke at være ked af det; selv om kornet jo blev lige kort nok; men det undrede hende, at han ikke kom, og hun blev snart urolig; bare der nu ikke var noget andet i vejen; hun rejste sig for at gå ham i møde, og så kom han da endelig; han så meget vel tilfreds ud og smilede, da han så hende. Hun blev straks glad igen: Du jir dig god ti, Freerk, sae hun, men tonen lød mere glad end bebrejdende. — Jog har været så øverventendes.

Frederik nøjedes med at sige, at han kunde ikke komme før; men da de kom langs et hegn, kyssede han hende, og så gik de et stykke i tavshed. Solen var for længe siden nede; men månen stod på himlen, og dens lys tog hurtigt til. Gudrun holdt ham i hånden, men når de mødte nogen, slap hun.

— Moning haing skinger, sae Gudrun efter en lang pause.

33

Ja, det indrømmede Frederik, at den gjorde; han tog en vej, der drejede af mod øst; de skulde gå til Pomle, syntes han, men det var måske lidt for langt for hende.

— Jeg skulde einglig i vainget, sluttede han.

Det havde Gudrun også stor lyst til, hvis han syntes det gik an. Og tre kvarter senere gik de ned ad skrænten ved Pomle strand. Østersøen lå med flade bølger, der var beskinnede af månen; det var varmt, og der var ingen andre mennesker; han fandt et godt sted med sand til hende og gik selv langt til højre mellem store sten. Vandet var så mildt og roligt at gå ud i, det gjorde en endnu mere alvorlig, syntes Frederik; han så flygtig til siden: en fin lys stribe stod som et stykke tåge langt henne op over vandet; det var første gang, han sådan så Gudrun, han tog straks øjnene til sig. Men lidt efter måtte han igen se efter hende, da han hørte et forskrækket udråb, der dog straks blev efterfulgt af latter. Gudrun stod ved vandkanten, svagt gullig mod det grå sand og den rødgule brink. Hendes solbrændte ansigt var næsten usynligt, og ligesådan håret. Frederik blev glad i sin alvor; men han havde jo heller ikke lov til sådan at se på hende; han satte sig under brinken og klædte sig på. Lidt efter mødte han Gudrun helt påklædt og leende: — Særking haing faldt i vainget, forklarede hun, — haing blev voe forneen.

Frederik lod sig fortælle de nærmere omstændigheder med særken, der var faldet fra hende og snappet halvt nede i vandet; han hørte hende gerne tale og glemte, hvad han selv tænkte på.

34

Mens de sad ved et af de små borde og fik kaffe, kom Gudrun i tanke om noget andet morsomt, der var hændt hende. Der var en, der vilde ha’ hende til kæreste, en mejeribestyrer. Han var sådan en kunstig fyr, forklarede hun: han holdt det ene øje lukket altid, fordi han manglede det, og så havde han et stift knæ, der var kroget tilmed. Og så snakkede han altid om sine penge, og dem havde han vist også en del af, efter hvad de sae.

Gudrun så betænkelig op, om Frederik skulde få noget andet ud af den mejeribestyrer, end hun havde ment, men det så det dog ikke ud til; han sad og morede sig stille over hendes beretning, men var alvorlig igen, da den var forbi. Mens de gik hjem, kom han endelig frem med det, han tænkte på: Han vilde ikke overtage sin moders ejendom, han turde ikke, den var for lille, og der var for meget at risikere. Sæt at tørren havde varet fjorten dage længere, og at det skete to år i træk, så måtte han gå fra den igen, og hvis det ikke skete, vilde han i alt fald gå og være bange for at det skulde ske. Nej, enten skulde han have en stor gård, hvor han kunde bære et tab, eller også vilde han hellere arbejde for andre, hvad der ikke var noget at risikere ved, og det var altså det, han havde bestemt sig til. Det var jo ikke meget at byde hende, når de skulde giftes, men på den måde kunde han selv blive tilfreds, og så vilde han for resten høre, hvad hun mente.

Gudrun havde straks glemt alle sine morsomme historier, hun svarede, at det skulde være, som han vilde, og han blev så bevæget, at han måtte kysse 35 hende. Han føjede til, at hun kunde jo også tage denne her kunstige fyr med de mange penge, og Gudrun gik glad ind på spøgen, men holdt samtidig fast i ham, for at der ikke skulde være nogen misforståelse.

Uden for Per Kyllings gård stod Frederik stille og sae, at der vilde han ind; han vidste, at de havde brug for en forkarl til November. Han spurte en mand, der gik, om Per Kylling var hjemme.

— Kyllinging, sae manden, — nej, han er tjørende til Nørre Alslev; men du kan jo gå ing og snakke med datteren; hun er vist ikke i seng endnu. — Og da Frederik stod usikker og forlegen smilende, føjede han til: — Gå du kuns ing og snak med hende; hung er jo på en måe osse mainging på gårring.

Nej det vilde Frederik dog ikke; han vilde ikke lade sig fæste af en pige. Desuden stod manden og grinede så ubehageligt, hvad det så var af. Måske fordi datteren var tredive år og endnu ikke gift, og her kom en ung karl og vilde sagtens fæstes; sådan en mand kan grine af så meget. Frederik blev uvillig og vendte sig for at gå, men i det samme blev portlågen lukket op, og hun kom selv ud.

Anna Kylling var tredive år og lignede en ung gårdmandskone, bred, rolig og sikker. Hun hilste på de to fremmede, som hun godt kendte, satte et kort blik på arbejdsmanden, der endnu så forgrint ud gjorde ham i en fart til et alvorligt menneske og bød de to indenfor.

— Nej tak, nej tak! Frederik undskyldte sig, og Gudrun så forlegent smilende ned. Nej, han vilde bare 36 snakke med hendes fader; men hun kunde måske sige ham, om det var rigtigt, at de fik brug for en forkarl til November.

Jo, det var rigtigt. Anna gik bag om dem, skød dem venligt ind gennem lågen og sae: — I skal da inne gå ijeng, uden at få noe. Nå, det er din tjæreste, Freerk. Jo, du skal også med, Gurung; jeg har rø’grø’.

— Hung er forfærtlig rar, sae Gudrun, da de en halv time senere kom ud igen. — Det er keeligt, hung er så gammel, føjede hun til; men ved sig selv tænkte hun vel, at det jo var meget heldigt.

De gik fornøjet videre og talte om fremtiden. De kunde lige så godt gifte sig til næste sommer. De fik begge to lidt penge, så de kunde købe et lille hus. — Og tænk. Freerk, det var det bare fløe, udbrød pludselig Gudrun, — og så ribsvin hun selv havde lavet.

— Ja, sae Frederik, han havde selv en meget behagelig mindelse om traktementet.

For Frederik Gammel, der aldrig havde været ude før, skønt han var femogtyve år, var Per Kyllings et helt nyt og mærkeligt sted. Før kendte han kun andre gårde fra gilder eller fra arbejdet i marken; her kom han midt ind i det; karlen fra det lille hussted fik at se, hvad velstand er. Den mad, de fik, for eksempel. Frederik kunde ikke glemme det 37
mortens gilde, han var med til i November: Suppe, to slags steg, lagkage, vin og kaffe, senere toddy og cigarer og om natten, inden de skulde hjem: Smørrebrød med kold steg, hummer, æg, flere slags ost, pilsner og snaps. Manden kaldte Frederik Gammel sin forvalter og tog ham med til det hele. Og sådan som de levede til daglig. De fik risengrød midt i ugen; til andendags ærter fik de æbleskiver ovenpå; Anna Kyllings sødsuppe lå kirsebærrene så tæt som gryn i vælling, og hendes pærevælling var også bedre end den, Frederik kendte hjemme fra. Når saucen havde stået lidt og var afkølet, stivnede den af fedt, og det hændte engang, at Anna kom ind og gjorde undskyldning for sine pandekager, der var gåede i stykker; hun nævnede ikke grunden: at der var kommet for meget godt i. Velstanden mærkedes på al ting. Der var en ro og tilfredshed over de folk, som Frederik aldrig havde kendt hjemme. I begyndelsen, han var der, hørte han meget om den dårlige høst, og især Anna kunde da tale med stcr medfølelse om de folk, som høsten var slået fejl for, og som ikke godt kunde tåle det. Men det stod også i hendes øjne, hvor lidt det havde at sige, at deres egen rug og hvede næsten ingenting havde givet. De mennesker behøvede ikke at blive kede af det over nogenting. Frederik kom engang ind i laden og blev nysgerrig efter at se, hvordan den seksradede byg var; han rykkede en håndfuld aks ud og gned den mellem hænderne: der var næsten ingenting i, og en aften, da de kom ind til nadveren, hørte han Per Kylling og tærskemanden tale om den samme byg. — Den 38 ji’r inne meget, sae tærskemanden. — Nej, det jør den vel inne, svarede Per og smurte videre på et stykke mad. Frederik måtte mindes sin faders ansigt, når han en tør sommer kom ind fra marken eller den påfølgende vinter ind fra loen.

Som det er almindeligt hos folk med tungt sind, havde Frederik anfald af munterhed, især ovenpå en dag, der havde forekommet ham lang og drøj. Da var han dog temmelig ene om det, for til dagligt brug var der stille på Per Kyllings gård, men der var altid een, der bemærkede og opmuntrede hans lystighed; det var Anna. Hun gjorde med al sin moderlige forbeholdenhed ikke meget ud af det, men det kunde nok engang imellem falde hende ind at fortælle et par morsomme historier til gengæld. Dagen efter syntes han, at Anna så så vist på ham, men han tænkte ikke videre over det. Derimod gav hans egen Gudrun ham noget at tænke på, da han igen engang talte om Anna Kylling. Gulrun sae med en synlig uro, at det var underligt, hun ikke var blevet gift, og det vilde være godt for hende, om hun kunde finde en pæn, ældre karl, og man skulde ikke synes, det vilde være så svært. — Frederik blev ligestraks noget forbavset: gifte sig, det var hun da altfor gammel til, endskønt, tredive år. Nå, men når han tænkte over det: hun kunde naturligvis ikke få nogen, der havde penge nok, og Gudrun svarede lettet, at det var vel nok det, der var ivejen. De var vel meget pengestolte, de Per Kyllings? — Frederik gentog ordet pengestolt. Ja, de havde det med at beklage dem, der ikke var lige så velhavende som de selv. 39 Han sae ikke mere, men han følte i det samme hele den fattige karls bitterhed overfor den rige gårdmandsdatter. Det kom så uventet og tog i den grad hele hans humør, at han snart efter sae farvel til Gudrun under påskud af noget arbejde, han skulde være færdig med inden aften.

— De sad ved davren hos Per Kylling og snakkede om forårspløjningen. Det var noget henne i April; der havde været usædvanlig megen sne, og efter at den var smæltet, havde det regnet, og marken nedenfor bakkerne, hvor de skulde begynde, var ikke til at komme i. Nu havde det dog tørret godt et par dage, og der var tale om at tage fat efter davre, men inden de var færdige, tog det til at regne, og der var ingen udsigt til, at det snart vilde holde op igen.

— Det bliver nok inne idag, sae husmanden og så ud ad vinduet.

— Nej, det jør det nok inne, svarede Per Kylling med en mine, som det da også kunde være det samme.

Frederik rejste sig straks efter og gik ud. Det var jo ikke hans gård, så han behøvede ikke at tage sig det nær, at de kom så sent i jorden, men det gjorde han alligevel. På den anden side misundte han folk, der havde det sådan, at de kunde tage det på den måde. Det måtte vel være pengene. Ja, de penge. Frederik havde før bare kendt savnet af dem, nu så han, hvordan det var, at have dem.

Frederik rettede sig med et sæt, da der kom nogen bagved ham; han stod og så på selerne, som der jo ikke blev brug for idag.

— Nå, står du her? sae Anna Kylling i døren til 40 selekamret. — Frederik svarede ikke, og hun kom lidt tøvende nærmere; hun fik et alvorligt og optaget udtryk i sit ansigt og spurte, ligesom det kunde være noget, hun flere gange havde tænkt på, om han var ked af noget. Det var vel ikke maden? spurte hun så igen, da hun ingen svar fik. — Frederik måtte næsten le: — Nej, maden var det da ikke. — Men så var det måske arbejdet? — Nej, arbejdet, hvad vilde det sige? Han havde jo fæstet sig som karl, og han var da heller ikke sådan stillet, at han kunde lade være at bestille noget. Han sae det i en ligesom fornærmet tone, der måske skulde jage Anna væk med hendes spørsmaal, men hun gik ikke. Hun sae, hun havde tit tænkt på, hvad der var i vejen med ham, og Frederik så ned overfor hendes blik som en dreng, der ikke kan klare sig. — Anna sae, at det var jo heller ikke så morsomt at arbejde for andre og spurte, om det var sandt, hvad de sae, at han ikke vilde overtage sin moders ejendom. Og hvad sae Gudrun til det? Han havde en gang talt om, at de snart skulde giftes. — Han svarede afvisende, at han havde ikke i sinde at gifte sig for det første, og for at bøde på det ubehagelige i sit svar, forsøgte han at slå over i spøg ved at spørge, om hun ikke selv skulde giftes; hun havde jo det meste af, hvad der hørte til.

Anna Kylling blev rød, som han aldrig havde set det før, og det slog ham, at sådan noget kan man sige til en pige, man tjener sammen med, men der er forskel, og i alt fald var han ikke sådan stillet, at han kunde tage sig lov til at snakke på den måde til sin husbonds datter. Men da han nu havde været 41 uheldig, gjorde han det værre ved at sige, at der var vel ingen, der var god nok. — Anna sae blot: — Nå-e, og så gik hun.

Frederik kunde næsten ikke sove den nat af skam over sig selv. Om dagen undgik han at tale med andre mennesker og såvidt muligt også at se dem, og da han igen kunde se op, viste det sig, at Anna var lige så venlig som før, snarere mer, og en Søndag eftermiddag, da han kom forbi hendes dør, spurte hun, om han vilde se, hvordan hun boede. Han kom ind, noget forundret, fik sig sat og blev vist forskellige småting fra kommoden, og så trak hun en skuffe ud, tog et portræt frem og sae: — Vil du se ing maing, der nu er i Amerika?

Frederik blev rød i ansigtet, mens han betragtede billedet af en ung mand på alder med ham selv. Anna stod uforstyrre ved vinduet og fortalte: — Det var nu ti år siden, han var rejst, og nu vilde han ikke derfra, og hun vilde ikke derover. Men det gik ham ellers godt, sluttede hun med et vist eftertryk.

Frederik vidste, han burde sige noget, men han kunde ikke, han kunde bare sidde og skamme sig. Men det hjalp på ham, da Anna tog et par breve frem og spurte, om han vilde høre, hvordan det var at være landmand i Amerika. Brevene var morsomme og gav dem en del at snakke om bagefter; de var begge to klare over, at de ikke vilde til Amerika: nej, så var Falster bedre; men samtalen var kommet igang, og der gik en halvanden time på en meget fornøjelig måde. Det var godt, tænkte Frederik, at han ikke var kommet til at snakke om det 42 fra selekamret, for nu var det ikke til mere og skulde aldrig blive omtalt. Han havde før gjort noget galt, men han var aldrig før kommet over det på så god en måde.

En eftermiddag i september kom Frederik kørende hjem fra Stubbekjøbing. Anna varmede medisterpølse og rødkål til ham og gav sig derefter til at bage pandekager af noget dejg, hun havde levnet. Frederik spiste med tungt sind, men med god appetit, langsomt og meget. Det lå til ham sådan at sidde grublende over sin mad, men her, hvor han ikke var hjemme, havde han jo ikke tit lejlighed.

— Er der noe i væjing? spurte Anna, da hun kom ind med de sidste pandekager.

— Nej, svarede Frederik og spiste. Der var både syltetøj og ribsgele til pandekagerne, foruden sukker.

Anna satte sig med sit arbejde og ventede, om han vilde fortælle noget. De havde talt om mange ting, også om hans humør, det var noget nyt for hende, men hun tog det fornuftigt og venligt, skønt hun ikke forstod det. Endelig sae Frederik, at han havde talt med Gudrun, at hun måtte blive i sin plads; de kunde alligevel ikke blive gift for det første. Det vil jo sige aldrig, føjede han til.

Anna havde nok tænkt det, men hvis han var ked af det, så var det alligevel galt, og han måtte tage Gudrun, men vidste han da ikke selv, hvad han vilde? — Jo, Frederik vidste, at det måtte blive ham og Anna, og så vidt han kunde forstå, var de også enige. — Anna sae, at det var også hendes mening 43 om det. Hun tog tingene af bordet og satte sig ved bordenden ved siden af Frederik. Hun talte fornuftigt og alvorligt med ham, til han blev glad igen. De havde ikke før været egentlig kærestefolk, men de havde snakket om alt, hvad der sådan hører til, og det sidste skridt var ikke svært at gøre, i alt fald ikke for Anna, og Frederik følte sig glad og let draget med af hendes sikkerhed og rolige humør. Tilsidst kunde Frederik dog ikke lade være at spørge, hvad hun mente om det med Gudrun. — Hun svarede, at Gudrun jo var ung og sagtens fik en anden; for ham måtte det jo da være bedre at få en gård end et hus. — Ja, når man sådan vilde se på det, men så for hende selv da? Anna svarede, at hun vidste, hun fik en god mand; så klappede hun hans hånd og gik derefter ud i spisekamret for at ordne midaftensmaden.

Frederik Gammel og Anna Kylling blev gift samme vinter, men Gudrun sae sin plads i Stubbekjøbing op; det hed sig, hun havde fået tjeneste et sted på Vestlolland. Der var også nogen, der fortalte, at hun havde fået sig en anden kæreste, og Frederik Gammel — eller Frederik Kylling, som han nu blev kaldt — kunde slå sig til ro; alting var alligevel gået godt, og ængstelsen, der ikke havde sluppet ham et øjeblik, var nu borte; han kunde uden dårlig samvittighed glæde sig over den gård, han nu var ejer af, og den lille søn, han fik et års tid efter.

En dag i oktober hørte han, at Gudrun var kommet til egnen; hun havde dog ikke kæresten med, og et par dage efter mødte han ude på marken en 44 mand, der spurte, om han havde hørt, at Gudrun var død. Nej, det havde han ikke hørt; han spurte heller ikke om mere, men han vendte om og gik hjem. Han vilde ikke tale med nogen, ikke høre mere om det, og det bedste var vel så at gå i seng; han sae til sin kone, at han var forkølet, men han skulde ikke have noget.

Så var Gudrun altså død, og nu skulde det hele til at begynde forfra, det, som han havde troet var forbi. — Gudrun død; man går ikke hen og dør af dårlighed, når man er lidt over tyve. Hun havde prøvet med en anden kæreste, men det vilde altså ikke gå, og så var der kun den udvej. På en måde er det jo så nemt: Livet er ikke til at holde ud, og så vil man hellere dø. Sådan var det med Gudrun, netop fordi hun var så glad; han havde ikke den udvej, det vidste han: han var indrettet på en anden måde. Bare ved at tænke på, om ikke han kunde gå samme vej som Gudrun, var det ham klart, at det var umuligt; liv og død var for ham to lige svære ting, og han måtte tage dem, som de kom.

Frederik blev liggende næste dag; han viste tydeligt, at han ikke vilde snakke, og Anna lod ham være i fred. Hun kunde se, han havde det ikke godt. Den tredie dag i skumringen stod han op og gik udenfor gården. Ved et hegn hørte han to snakke sammen; de nævnte Gudrun og stranden ved Pomle, og Frederik gik straks ind igen. Han fik nogen mad, tændte lampe og gik i seng med nogle aviser, for at have dem ved hånden, når Anna kom ind. Hun kom først ved sengetid og forsøgte at komme til at tale med ham 45 om Gudrun, men Frederik standsede hende straks. — Anna kunde ikke forstå det, det var så urimeligt, sae hun. — Ja, det vidste Frederik godt. Anna havde det så nemt med alting; det var rimeligt, han vilde hellere have en gård end et hus, det var rimeligt, at hun vilde gerne have en god mand, og lige sådan, at Gudrun tog sig en anden kæreste; sådan tænkte hun og hendes familie, det var vel over de mange penge, de havde. Men nu kunde hun altså se, der var også andet til end det, som hun fandt rimeligt. — Anna svarede stilfærdigt, hun syntes ikke, han skulde fornærme hende, og spørsmålet om Gudrun blev aldrig siden nævnt mellem dem. —

Frederik lå den nat og tumlede med et billede, der ikke i lang tid havde været i hans tanker: synet af Gudrun den sommeraften, de gik i vandet ved Pomle. Det havde ingen form eller skikkelse; det var ikke at mindes som en piges nøgne legeme, det var bare en lysstribe i den halvmørke aften, det kunde være noget, der var hængt op på en pæl eller en stribe tåge, men for Frederik var det Gudrun, hans kæreste, hvis særk var faldet i vandet, og som var kommet leende hen og havde fortalt ham det. Og nu var hun gået samme sted hen for at drukne sig en kold oktoberaften, og hun havde ikke kunnet undgå at tænke på den døde Gudrun, der blev bragt i land, men det var altid den levende, han så; den fine, ulegemlige stribe ved strandkanten, den stod for ham, 46
rørte sig, levede, og nu, da alting var ødelagt, var dette det værste, han kunde tænke sig. Det var ham næsten umuligt at gå oppe og tage sig noget til med det billede foran sig, og meget værre blev det, når der kom nogen og snakkede til ham eller skulde spørge om noget, men når han lå, havde han det bedre, og så kunde det jo også ske, at han faldt hen i en døs og tanken om, at den Gudrun, han så død, trådte tilbage som noget, han engang havde drømt. Frederik kunde have det godt, mens han sådan lå hen; han kunde igen føle den samme betagelse og halvvejs skamfuldhed over at have set på hende, og det kunde gå over i en drøm om, at Gudrun nu var hans kone, og at de havde en lille dreng. Da drømmen engang havde formet sig, kom den tit igen, og Frederik syntes, han spurte, hvad Gudrun havde tænkt den aften, da han så om til hende, eller hvad hun vilde have tænkt, hvis hun havde set det. Men hendes svar kunde han aldrig få fat på; det eneste han skelnede, var, at hun undertiden lo og fortalte om sin særk, der var faldet fra hende. Så vågnede han, og dermed var hans gode tid forbi. Hvis det var i aftenskumringen, stod han gerne op og gik en runde omkring gården, han fandt sin forkarl et eller andet sted, spurte ham ud om, hvad der var bestilt og talte om, hvad der skulde gøres næste dag. Sådan gik vinteren, men det blev værre om sommeren. Lyset kom altfor tidligt, og lyset var ham ikke velsindet. Det slap ham også sent om aftenen; han måtte være meget oppe om sommeren, og han havde det ikke godt. Men som årene gik, faldt Frederik 47 Gammel noget til ro, uden at han dog forandrede sine vaner; han sørgede vel mindre, men der var noget stykker i ham, og han var menneskesky for resten af sit liv.

Anna Kylling gik det heller ikke godt, men på en anden måde. Hun var af god, gammel bondeslægt, sund, rolig og velernæret, men hun var uvant med modgang af nogen slags, og det med Frederik slog hende fuldstændigt. Hun var for dygtig til at lægge sig hen, men hun faldt stærkt af og døde noget over fyrretyve år gammel. Der kom ingen med hjem efter begravelsen. Frederik gik op og ned i sin stue og snakkede med sig selv om, at nu var der kun den ene igen af de tre. Og da drengen, der sad halvgrædende ved vinduet, spurte, hvad han sae, stillede han sig foran ham og gentog det, at der var nu kun en igen af de tre; den, der havde forbrudt mest, skulde leve længst og have det værst, men den, der ingenting havde gjort, havde fået lov til at dø straks.

Frederik Gammel drev ikke sin gård så dårligt, som man skulde have ventet af en mand, der aldrig kom ud og så til sine folk. Han gjorde sin runde ved aftenstid og gav da sine ordrer til sin forkarl, det eneste menneske, han snakkede med. Den stilling indtog hans egen søn, Kristian, fra han var atten år.

En aften hørte Frederik to af gårdens folk tale om Kristian, og de nævnte i forbindelse med ham navnene på to piger; den ene var gårdmandsdatter, den andens navn kendte han ikke. Han blev sært urolig over det, og sent om aftenen, da han hørte, at Kristian 48 var ved at gå i seng, kaldte han ham ind til sig. Han fortalte sønnen, hvad han havde hørt, og lagde ham stærkt på sinde at gifte sig med en, han brød sig om, enten hun havde penge eller ej, og han fortalte, hvordan det var gået ham selv. Han gav det hele så udførligt, han kunde, fordi han nok tænkte, at Kristian havde hørt en del af det gennem andre, men der var indtil nu kun eet menneske, der vidste, hvordan det hang sammen. Tre gange kom han tilbage til at fortælle om Gudrun ved Pomle strand, men den tredje gang brast han i stærk gråd og kunde ikke få sin stemme igen. Kristian blev siddende hos ham og sae noget om, at han havde ingen kæreste og tænkte heller ikke på nogen bestemt, og hvad han sådan kunde finde på, indtil faderen bad ham gå i seng, han sad vel og frøs. Men dagen efter denne eneste samtale, fader og søn nogensinde havde, sae Frederik Gammel, at han så helst Kristian overtog gården, så vilde han selv flytte ind i det hus, hvor hans svigerfader i sin tid havde boet. Hvad han havde sagt om at tage den, man holdt af og ikke svigte nogen, det stod stadig ved magt; måske var en forholdsvis uformuende pige endda den bedste; de var gladere og lettere at gøre tilfreds, vilde han da tro.

Kristian var rystet over, hvad hans fader havde fortalt ham, men han var en ægte Kylling, og der blev ikke andet tilbage i ham end en stor forundring. Han rettede sig da for så vidt heller ikke efter sin faders formaninger, som han nogle år efter at have overtaget gården, giftede sig med en af egnens rigeste gårdmandsdøtre.