Hjortø, Knud Søren Skrettes handler

SØREN SKRETTES HANDLER

Aska gje dæ no høvn — sae gårdmand Hans Lauesen, der var snøvl, og med de ord samlede han så meget af tjenestedrengens trøjekrave i sin hånd, at trøjen stumpede oven over bagdelen. Hans Lauesen foretog afhøvlingen med en tilfældig kæp, han havde fundet på gårdspladsen. Hans ansigt, der lignede en stor, rød maske, så mindre enfoldigt ud, nu da manden var vred, og til at begynde med skældte han ud, medens han slog; senere, da han blev forpustet, opdagede han, at han fik mere gavn af sit vejr, når han holdt mund, og det gjorde han så.

Søren, tjenestedrengen, skreg, ikke så meget fordi det gjorde ondt, som fordi det skulde til for at gøre afstraffelsen kortere. Hans Lauesen var ingen mester i at slå; hans korte arme, der blev endnu kortere ved den velstand, der groede ud på dem fra skuldre og ribben, magtede ikke den lange kæp; han slog med midten af den, ikke med enden, og det battede jo ikke noget; det mærkede Søren meget godt, men han vogtede sig for at røbe det, tvertimod, han skreg så godt, han kunde, så at Hans Lauesens ærekærhed kunde blive tilfredsstillet. Søren lae sig ind på sin 143 husbonds mave, hvor der var plads til to, og det var, som om slagene gik lige igennem ham og vendte tilbage til deres ophav.

Hans Lauesen, der føle sit indre rystet, var tilmode som en smed, der selv er både hammer og ambolt; han tabte ganske vejret og til sidst også kæppen. Han slap Søren og vilde bukke sig efter sit våben, men det tog tid, maven var imellem, og imens havde Søren taget afstand. Men netop som Hans Lauesen havde fået sin kæp igen og skulde til at gøre jagt på Søren, opdagede han noget, der gjorde det af med ham: der var nogen, der så på ham; både i vinduerne og i stalddøren var der ansigter. Han sendte Søren ind i kostalden og gik selv over i hestestalden, hvor han vidste, der ingen mennesker var.

Det var også en harmelig historie, den dreng havde lavet ham: sælge hans gode stortrøje for tolv kroner. Hans Lauesen kunde ikke selv passe den mere og havde tilbudt den til adskillige både for tolv og for ti kroner, men ingen vilde give så meget. Så var det, Søren en dag kom med tolv kroner og gav ham: han havde solgt trøjen til Pe Wollesen, slagteren. Hans Lauesen vidste i sin overraskelse ikke, hvad han skulde sige til det; han gav ondt af sig, men tog imod de tolv kroner, som han havde godt nok brug for. Men Hans Lauesen fik noget andet at høre, da han kom til mølle næste dag; folk havde allerede hørt om historien, de grinte af ham og sae det var nok en rigtig handelsmand, den Søren. Da Hans Lauesen fra møllen kørte hen til kroen, var historien kommen dér lidt før, og han så usædvanlig mange muntre 144 ansigter om sig den eftermiddag: Jo, jo, Søren Skrette han var nok færdig at være en bedre handelsmand end hans husbond. Det og meget andet, der blev sagt, krænkede Hans Lauesen, så han mistede tørsten og ikke kom fuld hjem fra kroen, som han plejede. Hans Lauesen havde som de fleste, der ikke netop befinder sig på det højeste trin af dumhed, selv en mistanke om, at han var småt kørende. Var han ikke også bleven snydt det par gange, han havde prøvet på at gøre en handel? Den slags historier var folk så farlig ivrige efter. De vidste også, han sad småt i det; det hed sig mellem folk, at hele gårdens velstand den bar Hans Lauesen på selve sin person; alle andre steder, både i staldene og på markerne, så det magert ud.

Jo, Hans Lauesen havde haft mange bitre ting at tænke på, medens han ædru kørte hjem fra kroen. Han var så såret over alt det, han havde hørt, at han straks havde givet sig til at klø løs på Søren, så snart han var kommen af vognen.

Søren Skrette var ikke længe om at få den smule vand af øjnene. Han plejede at møde prygl, der i hans fjorten års levetid ikke havde været helt sjældne, med et lyst syn på livet og en fortrøstning om snart at være vokste fra den børnesygdom at få klø, og desuden var handelen i dette tilfælde altfor god til, at Sørens humør ikke snart skulde være i orden igen. Ikke alene havde han ærligt og redeligt tjent to kroner på Hans Lauesens stortrøje, men han havde også tørret denne her grinende slagtersvend Pe Wollesen ganske godt af. Det var gået sådan til, at Søren en søndag eftermiddag, da han var ene på gården, havde 145 taget mandens stortrøje på og givet sig til at spasere ned ad markvejen med den. Og så var det, at Pe Wollesen kom, grinende naturligvis, gabende og galende, så man kunde høre ham langt hen. — Om det var Sørens trøje den dér? — Ja, det var det endda. — Om han vilde sælge den? — Ja ja, ja ja. — Søren var overrasket, men uden betænkning villig. Hvorfor skulde han ikke sælge Hans Lauesen hans stortrøje for ham? Seksten kroner. Pe Wollesen spurte, om han fejlede noget, og fik trøjen på stadig meget højrøstet. Varmen fra den rare lammeuld på indersiden gik lige igennem hans tynde tøj; det var een ting, og så havde han penge på lommen, det var en anden, og Søren, der dog var en fire—fem år yngre, skønnede godt nok, at Per vilde have stortrøjen. De pruttede en krone og brækkede to, og så gik Pe Wollesen med trøjen for fjorten kroner. Nu var det Søren, der grinte, men med ryggen til. Det var to kroner for meget, to kroner tjent. — Hans Lauesen var da også blevet glad ved de tolv kroner, men hvad han bagefter var bleven så gal over, tog det tid for Søren at forstå, men hans egen stolthed over handelen lod ham efterhånden regne årsagen ud. Søren var alligevel ikke ked af, at der kun var nogle få dage til første November.

Hans Lauesen gav ondt af sig igen ved kvældsnadveren. Han havde haft det uheld at møde endnu et par mænd, der havde spurt ham ud om stortrøjen; de var kommet alvorlige til ham og var gået grinende fra ham. Søren sae ikke noget til bygen. Hans lyseblå øjne, der havde et eget optimistisk tag på at se

        

146 til vejrs, dækkede sig bag nedslagne låg, og hans brede mund, der ellers stod godt til øjnene, lukkede sig om et stykke brød med fedt. Men når uvejret stilnede af, måtte Søren se opad; han kunde ikke andet, end at han af og til ligesom måtte blinke til en højere magt. Søren hørte hjemme et godt stykke vest for Herning. Ingen der øster på kunde sige Herning med den sang på e’et og med den rullen på r’et som han.

Hans Lauesen sae ikke mere. Hans naturlige dumhed og den generthed, han følte ved at have tilhørere, slog sig sammen om at give hans ansigt et udtryk af bedrøvelighed, der blev endnu mere påfaldende, mens han sad og tyggede på større mundfulde end han egentlig kunde magte.

Et halvt år senere kom Søren tilbage til østjylland. Med en stor uldpakke på en rank ryg, med øjnene mod himlen og med en bred mund, der stod åben for hele verden, drog han ind gennem den kendte egn, og lidt øst for kirken drejede han om ad en bivej; den førte til en gammel, dårlig holdt gård og lignede mest nedkørslen til en mødding. Søren styrede mod en skæv portlåge, men da han fik øje på et halvvoksent pigebarn, han ikke kendte, gik han til hende og spurte lunt, hvad manden hed på den gård. — Ja, han hed da Hans Lauesen. — Søren gav sig i snak med pigen og fik en del at høre, som han vidste iforvejen, men det lod til at more ham. Pigen — hun var ikke konfirmeret endnu, velvoksen, temmelig mager, men med gode knogler — oplyste ham om, at manden vist ikke 147 købte uldtøj; hun vidste da ikke, hvad han skulde betale det med, for hvad der blev tilovers, drak han op. — Sørens lyseblå øjne sendte himlen et optimistisk blik: Om han kanske var fuld i øjeblikket? — Nej, det var han da ikke; han havde ikke været på kroen endnu. — Søren gik ad den skæve låge, der ligesom før havde det med ikke at kunne stå åben; hans store, pyntelige øren stak ud mellem nedhængende uldtrøjeærmer.

Hans Lauesen blev yderlig forbavset, da han så, at den, der kom ind i hans stue og sae: Goddav, kan jeg sælge Dem noget uldtøj? — var hans tidligere tjenestedreng. Han blev forlegen og vred og kunde ingenting sige. Søren havde fået pakken ned på bordet og begyndte at trække ud af den.

Hans Lauesen fandt endelig det eneste ord, der var passende overfor sådan en frækhed: Harut, skreg han.

Søren glattede en uldtrøje ud på bordet: Tre kroner og halvtreds.

Hans Lauesens træsko gik som tordenskrald henover gulvet: Veddu si, du kommer ud meddæ? råbte han; — hejsen ska a komm med en kjæp.

— Her er en bedre kvalitet, sae Søren og bredte ud. — Fire kroner.

Hans Lauesen blev så flad som en mand, der tror, at han træder op på et trappetrin, og hvis fod falder ned på gulvet, hvor han står; han blev hjælpeløs i sit røde ansigt; han snærrede noget om, at uldtrøjen ikke var to kroner værd.

148

— Vil De ha’ dem begge for seks kroner? spurte Søren pågående.

— Nej, han vilde ikke give så meget for en uldtrøje.

Søren trak en billigere ud: To fem og halvfjerds. — Han vilde øjensynligt ikke tro, at der ingen brug var for hans trøjer; han kendte fra tørresnorene Hans Lauesens behov i så henseende.

Hans Lauesen svarede mat, at han ikke i øjeblikket kunde afse penge til uldtøj, og Søren greb det uden betænkning: — Denne her uldtrøje er der kredit på til folk, jeg kender.

Den andens øjne fik et svagt udtryk af fiffighed: De to kroner og fem og halvfjerds skulde han komme til at vente på.

Han glemte rent at prutte.

Søren takkede for handelen; om et par måneder kom han tilbage, og så vilde han se indenfor.

På den anden side af gården traf han igen det halvvoksne pigebarn; hun blev glad ved at se ham, for hun havde hørt om ham i mellemtiden: Nå, det var dig, der solgte Hans Lauesens stortrøje?

Søren godtede sig; nu skulde det ud: Jo, det var godt nok ham, men det, som ingen vidste noget af, det var, at han selv havde tjent to kroner på den handel.

Pigebarnet himlede af latter og fik nu hele historien igennem; også Pe Wollesens navn blev nævnt; hun kendte ham ikke, han hørte hjemme i et andet sogn. Men hun kunde fortælle ham om, hvad folk havde sagt til Hans Lauesen i anledning af stortrøjen. 149 Søren lo: Så kan jeg bedre forstå, at han kløede mig for det, sae han.

— Ja, det havde pigen jo hørt om. Søren havde vel ikke fået solgt noget til ham?

Jo, jo, en uldtrøje til to kroner og fem og halvfjerds. Men han havde ingen penge lige i øjeblikket.

— De penge får du aldrig, sae pigen bestyrtet.

— Jeg gav ham kredit for gammelt bekendtskabs skyld, sae Søren og sendte himlen en optimistisk note. Nu bliver der noget at grine af, når folk får at vide, at Hans Lauesen har fået kredit af sin tjenestedreng.

Pigebarnet blev så imponeret, at ethvert spor af munterhed forsvandt fra hendes ansigt. Hun arbejdede med en tanke, hun ikke kunde klare, at en karl havde råd til at betale sig den slags stemninger, og Søren befandt sig vel i hendes beundring. Den var stor, men Søren kunde tåle den. Han spurte hende nærmere ud. Hun hed Bered og hørte hjemme øst for Herning; hun sang Herning ud, så det lød sødt og hjemligt i Sørens øren. Men nu skulde han alligevel videre.

— Må a fortæll det? spurte Bered.

— Ja ja, ja ja, både det med de to kroner og krediten til Hans Lauesen.

Da Søren Skrette på slutningen af sommeren igen kom tilbage til egnen, mødte der ham en dag et bud, der bragte ham de to kroner og fem og halvfjerds, han havde tilgode for sin uldtrøje. Hans Lauesen havde døjet så meget for de penge, at han ikke vilde skylde Søren dem længere. Budet skulde tillige hilse og sige, at der denne gang ikke var nogen handel for 150 ham at gøre hos Hans Lauesen. Budet var Bered. Hun var vokset i løbet af sommeren, så det kunde ses; hun var stadig temmelig smal, lys og i en lys kjole; hun lignede en kridtstreg i luften. De to havde en del sjov sammen, der mest gik ud over Hans Lauesen; siden talte Søren alvorligt om forretninger og antydede penge i banken.

Men samme dag ved aftenstid mødte der Søren en ubehagelig overraskelse, som Bered ikke havde villet forberede ham på, og det var Pe Wollesen. Per var vred, nu da han havde fået at vide, at han var bleven snydt med stortrøjen; han havde hørt om det af en trediemand og var siden gået til Bered selv. Han Han havde fundet en halvvoksen tøs, som han tog i skarpt forhør, ikke uden hentydninger til et par på kassen, hvis hun ikke fortalte ham alting. Det gjorde Bered; hun rykkede ud med alt, hvad Søren havde fortalt hende, og Pe Wollesen, der havde en kæft som få, skaffede sig foreløbig lettelse ved at lade hende få nogen af de skældud, der tilkom Søren. Bered blev herunder forknyt og fugtig om øjnene, og da det røde var trukket fra slagtersvendens blik, så han, at det var en halvvoksen pige, han havde for sig. Der kom en pludselig og varm forandring over ham, hun skulde ikke være bange, tværtimod, og Bered gik fra ham, trøstet og med et varigt indtryk om en karls arme om sin hals. Søren — han vilde jo nok få de prygl, Pe Wollesen havde lovet ham, men Bered havde alligevel ikke kunnet få sig til at snakke om det og advare ham.

Søren kendte Pe Wollesen på lang afstand og 151 tænkte ikke på noget ondt; Per havde stortrøjen på, det var ellers en flothed i dette her septembervejr. Per, der havde gået og set velfornøjet ud, blev pludselig gal ved synet af Søren: Nå, der har vi dig, råbte han; — må jeg så få de to kroner, du har snydt mig for.

— Goddav, sae Søren.

Pe Wollesen gik tæt ind på Søren og benyttede sig af et påfund, han selv meget beundrede; han gjorde sin stemme lav og farlig og bad med forfærdende ro om sine to kroner.

Søren satte al sin veltalenhed igang; han mindede om, hvor de havde truffet hinanden, hvad Per havde sagt, og hvad Søren havde sagt; hvad Per havde svaret, og hvad Søren havde svaret; hvad Søren havde forlangt, og hvad Per havde budt; hvad Søren havde slået af, og hvad de var enedes om at brække; hvordan Søren havde taget trøjen af, og Per havde taget den på; hvordan Per var gået hjem med trøjen, og Søren var gået hjem uden trøjen. Længe inden Søren var færdig, havde Per begyndt at slå; han havde opgivet sit kære kneb og skreg omkap med Søren. Da Søren var færdig, begyndte han uden pause for fra, men gjorde det noget længere, og Pe Wollesen kunde ikke holde ud med ham; han mærkede til sin Ydmygelse, at han var ikke så dygtig til at fægte med læberne som Søren; heller ikke pryglene vilde det rigtig gå med; Sørens veltalenhed tog kraften af dem.

Det var også en dårlig trøje, sae han, da der var pause både i snak og i prygl; — Søren havde revet 152 en knap af med et stykke af tøjet ved. Og Søren havde selv pralet med, at han havde snydt ham.

— Nej, sae Søren.

Jo, sae Pe Wollesen og slog.

Ja, forklarede Søren — sådan kan man nok sige, når man har gjort en god handel, men en rigtig handelsmand ved også, hvad man mener med det.

Ja, Per vilde have sine to kroner.

Så vilde han det? Troede Per måske, at Søren gav penge tilbage, når nogen bag efter kom i tanker om, at han havde givet for meget for en uldtrøje? Så vilde Søren være en dårlig handelsmand. Per havde jo selv begyndt at handle med kreaturer; gjorde han selv det, han forlangte af Søren? Så skulde han hellere give sig til at være karl, ligesom Søren havde været; der var ingenting at tabe og ingenting at fortjene. Nej, Per havde meget at lære endnu, inden han fik forstand på at handle. Søren forstod det, og Per skulde ikke komme og fortælle, at det var en fejl af ham; kunde han lære noget af Søren, så var det nok bedre for ham.

Pludselig standsede Søren og så optimistisk på Per, og Per krympede sig i den pavse, der opstod, som en forlegen taler, der hører nogen sige: Så har Hr. Petersen ordet — og der bliver stille.

— Ja, men det var jo ikke Sørens trøje, sae Per endelig: — Søren havde ikke lov til at sælge den.

Søren kunde med sandhed svare, at Hans Lauesen var glad ved de tolv kroner, han selv ikke havde kunnet få for den.

153

— Ja, men Søren havde da fået klø for det bag efter.

— Ja, det var fordi Hans Lauesen bag efter var kommet i tanker om, at det var harmeligt, at Søren var en bedre handelsmand end han selv. — Søren så grinende på Per; han behøvede ingen forklaring for at anvende Sørens ord på sig selv. Han var dygtig gal og ked af det, men han kunde ikke komme afsted. Søren havde jo ikke fået de klø, han tilkom.

Søren forstod, at det farlige var gået af Per Wollesen.

Han havde et øjeblik været bange for, hvad det skulde ende med, men det var nu gået over. Per Wollesen var ikke så farlig en karl, som han selv bildte sig ind. Han var en brølstodder, lige som hans fader havde været; det var det hele.

— Vil du sælge din pibe? spurte Søren. Piben stak op af Pers trøjelomme; efter spidsen at dømme så den ud til at være ny.

Per Wollesen gabede af forbavselse: — Hvad, sælge sin pibe? Gu’ vilde han ej. Hvad vilde Søren give ham for den?

Søren fik den at se. Det var hans første pibehandel, så det varede noget, inden han blev færdig med sin taksering: — En krone og femten, sae han endelig.

— To kroner, sae Per. Det var let at se, at han nok vilde sælge piben, men Søren var ikke nem at rokke. Han gik fem øre op, når Per gik femten øre ned, og ved en krone og tredive blev han stående, og Per, der alligevel skulde have sig en ny pibe, 154 måtte gå det sidste lange stykke alene. Søren fik piben for en krone og tredive og anbragte den i venstre mundvig, hvor den viste sig at hænge meget behageligt. Søren og Per sae farvel i bedste forståelse.

I en halv snes år gik Søren Skrette omkring og solgte uldtøj. Han sled hovedet af mange gode søm i sine tyksålede støvler, og han satte mange gode kroner i Herning bank. En gang om året eller to traf han sammen med Bered; hun skiftede jo nok en gang imellem, men det blev altid inden for samme herred. Bered var den eneste, der fik at vide, hvor meget Søren havde i banken. Hun kendte også priserne på al slags uldtøj, både de rigtige og dem, Søren for handelens skyld forlangte. når han kom ind til folk. Bered kunde huske disse tal fra år til år og blev hver ny gang sat ind i de små svingninger, der kom. Da der var gået en 6—7 år, begyndte Søren at tale om at nedsætte sig som trikotagehandler; så kunde Bered stå i butiken, det var bedre end at tjene for pige. Søren havde tænkt sig tredive kroner om måneden til at begynde med. Bered blev imponeret af tallet og spurte ivrigt, hvornår det skulde være. — Om fire år til foråret, svarede Søren. Der var efter denne halvvejs aftale en del venlighed mellem dem, men Bered kunde, når hun var ene, ikke lade være at tænke på, at fire år var et stykke tid. Hun var ked af at tjene, og så var der slagteren, Per Wollesen. Han havde allerede for længe siden friet til hende,

        

155 og Per var nu sådan indrettet, at når han havde friet, så var det dermed afgjort. Per var i det hele taget et hestehoved foran andre karle, en morsom, forfængelig, sjov fyr og en farlig mand at sige imod og gøre gal. Bered følte en sød gysen ved tanken om Pers farlighed; tilmed vidste hun fra ham selv, hvor mange karle han havde banket og hvordan. Så var der også det ved Per, at han havde haft mange andre kærester. Bered kunde ikke andet end føle sig stolt over, at hun iblandt alle dem var den eneste, han rigtig brød sig om. Gifte sig sådan lige med det samme var der dog ikke tale om. Per tjente godt på sine handler, men ikke nok. Bered havde nok hørt folk sige, at Per Wollesen var en dårlig forretningsmand, men det sae de vel også om Søren. Det var folks sædvanlige misundelse.

Så i det hele taget, når man sådan skulde sammenligne Per og Søren, så måtte det vel blive Per. Alligevel sae Bered nej, da Søren spurte hende, om hun var kæreste med Per, og det var sandt, eftersom hun ikke havde sagt ja endnu.

Søren Skrette lae uldpakken fra sig i kroen og gik til dans. Bered var der. Søren dansede med Bered, men Per Wollesen var der også. Han syntes, at to gange kunde være nok, og da Søren kom tredie gang, var Per der med en albu og en rundet arm. I den runde arm tog han Bered, med albuen satte han Søren af vejen. Ingen af delene skete blidt, mindst det sidste. Søren så med et lyst blik op til petroleumslampen under loftet og tog sig en anden Dame.

156

Musiken holdt op. Pe Wollesen gik høj og bred og glubsk gennem salen med sin høje dame under armen. Folk gjorde plads; Søren forsømte det, og Pers hæl gik som et vognlæs hen over hans tæer. Søren ømmede sig noget, og de, der havde set det, morede sig. Havde det været en anden slags karl end Søren Skrette, kunde det være blevet mindre morsomt.

Men Per Wollesen havde også andre ting at tage vare end at lave rund arm og spids albu; Søren så ham i ivrig samtale med en gårdmand og hørte i forbifarten Per sige: — Fem hundrede da. — Søren tog Bred op, og efter en halv omgang fik han hende bag om Per listet ud af døren. Bered var ikke stærkt villig til at gå i haven med ham, men hun gjorde det dog.

Et kvarter efter blev der utrygt på bænkene og i lysthusene ude i krohaven, hvor adskillige par havde anbragt sig i den dejlige sommeraften. Pe Wollesen havde savnet Søren og Bered, og nu kom han ud for at afsøge krohaven. Han gik tæt ind på de forskellige par og tog dem i øjesyn i halvmørket; han generede sig ikke for at rode en karl til side og trække pigen frem, der gemte sig bag ved ham; men han fandt ikke dem, han søgte, før han kom ud bag ved haven, hvor de gik frem og tilbage. Per hørte Søren snakke om trikotageforretning og om at stå i butiken, og om hvad Pe Wollesen tabte på sine kreaturhandler. Per var i forvejen ikke blid efter sin samtale med gårdmanden. Han styrede i løb hen mod de to; Bered så ham og flygtede, dog ikke længere 157 end om bag hjørnet, hvor hun blev stående tor at se udfaldet. Det var hende umuligt at sige, hvem huu holdt med, men det måtte jo blive den, der vandt.

Søren Skrette blev meget forbavset, da han tæt foran sig opdagede en knytett næve på enden af en lang arm, og bag ved et ophidset karleansigt, og inden han begreb den ellers letfattelige sammenstilling af næve, arm og ansigt, blev han ramt af et stød, der kastede ham omkuld.

— Jeg skal lære dig, råbte Pe Wollesen, — at tage min kæreste fra mig.

Søren kom op igen, han var rask til bens. Det var hans styrke, og det var nu ikke mere hvert slag fra Pe Wollesen, der traf.

Bered var ikke Pers kæreste, indvendte Søren. Havde hun været det, vilde hun have sagt det, for de kendte hinanden så godt og havde gjort det i mange år.

— Nå, så var hun måske Sørens kæreste? Det skulde Søren bare prøve at påstå.

— Nej! Søren gik straks fra det og sprang til side, for at Per ikke skulde tage i ham.

— Nå, og Bered skulde heller ikke stå i butiken hos ham nogensinde, at han vidste det. — Per brølede op, så det hørtes over hele krohaven.

— Nej, svarede Søren villig. — Det kunde godt gå tilbage; der var ikke nogen kontrakt mellem Bered og ham.

Pe Wollesen vilde også råde ham til at lade være med den slags kunster. Han kunde ikke få tag i 158 Søren, men han gav ham mange slemme knubs. Folk inde i haven kunde høre, hvor godt han ramte.

Og så havde Søren for resten at lade Bered være.

—Ja, det skulde Søren gerne, når det var Per så meget imod. Han kunde også sagtens få en anden ekspeditrice, for det var en god løn, Søren havde i sinde at give, halvtreds kroner.

Ja, hvad ragede det Per, hvad Søren gav i løn?

Søren begyndte midt under Pers udfald at snakke om forretning. Hvad en uldhandel kunde give, og hvad der kunde bringes ud af en ko, man købte til slagtning. Betalte Per for resten sådan et høved kontant?

Pe Wollesen var så rystet over det lån, han ikke kunde få, og over historien med Bered, at Sørens spørsmål slog fuldstændig benene fra ham. Nej, det var nok ikke så vel, at han altid kunde betale kontant, — og han begyndte at lade sit raseri gå ud over de fedtede bønder, der ikke vilde give kredit.

Søren stod og vadede i en mødding, hvor der naturligvis ikke var så rart; men der var han dog mere sikker mod at blive forfulgt af Per, der havde nye, fine støvler på, hvem han så skyldte for dem. Søren kom frem fra møddingen og næsten inden for Pers rækkevidde: — Vil du låne fem hundrede kroner, Per? spurte han pludselig.

Pe Wolesen, der havde været midt i at skælde ud, standsede gabende. Alle hans forestillinger slog kuldbøtte i ham.

— Vil du låne fem hundrede kroner, gentog Søren. — Vi kan jo tage en veksel.

159

— En veksel, sae Per mistænksom; — nå, det var sådan nogen rævestreger, Søren vilde narre ham med.

— Jeg kan da aldrig snyde dig med en veksel, mand. Havde det været en obligation.

Ja, Per vidste da, at der var noget, der hed falske veksler.

Søren måtte le over sådan en uvidenhed. — Du har nok ikke megen forstand på forretninger, sae han.

Nej, alt det snyderi havde Per ingen forstand på. — Pe Wollesen blev usikker og lavmælt; han var lige med et blevet den lille.

— Ja, ja, sae Søren — vi kan ordne det, hvornår du vil, iaften, hvis det skal være.

Søren tog noget op af sin lomme og gik foran. Pe Wolesen fulgte efter. Lige med et fo’r han frem med et brøl og greb Søren i skulderen. — Du må ikke tro, at du kan købe Bered af mig for dine fem hundrede kroner.

Nej, nej, dette her havde ikke noget med Bered at gøre. — Søren talte Per til rette, velvillig og fornuftig. De gik ind og fik lånet ordnet, men Per havde ikke lyst til mere dans den aften. Bered kommanderede han til at gå hjem. Han fulgte selv med hende for en sikkerheds skyld. Der blev ikke talt meget imellem dem. Per var ikke synderlig snaksom, og Bered sae slet ingenting. Hun var måske også blevet lidt bange for ham. Nå, det var jo ingen skade til.

Bered opsøgte Søren, så snart det lod sig gøre, uden at Pe Wollesen var i nærheden. — Nå, er det 160 sådan, det står til med ham? var hendes første spørs- mål.

— Ja, det havde jeg jo sagt dig, Bered.

— Tror du, du får dine penge igen, Søren?

— Nå — — ja, jeg er jo ikke den eneste, han skylder.

— Gjorde det meget ondt? spurte Bered deltagende.

— Nej, han kan ikke slå; sådan en brølstodder! Han har det meste i kæften. Men det bliver vel mellem os, som vi har talt om, Bered?

De talte endnu en kort tid om det, også om Pe Wollesen, der ikke måtte vide noget, før det var ordnet. Og når så Sørens forretning var kommet godt i gang, kunde de altid snakke om, hvornår de vilde gifte sig. Søren og Bered kyssede hinanden for første gang; de gjorde ikke noget nummer ud af det og gik straks hver til sit. Det varede over et halvt år, inden de sås igen. Det var den dag, Søren åbnede sin trikotageforretning.

Det var to måneder efter, at Søren Skrette havde åbnet. Bered var i butiken; hun var allerede inde i alting, undtagen den da stående vending: Der var ikke andre ting, som Bered ikke kunde få sig til at sige. Hun befandt sig vel ved det renlige stille arbejde og indeluften; i ti år havde hun været pige og levet i stald og på mark. Pe Wollesen havde hun nu i det sidste holdt sig fra livet ved vekslen til Søren; 161 ikke tale om noget imellem dem, så længe den ikke var klaret; den var blevet klaret, og så kom November, Bered skulde skifte; hun stak Per en løgn om sin nye plads, og da han søgte hende der, vidste ingen besked om nogen Bered, og da var det, at Pe Wollesen kunde lugte Søren, men det tog ham et par måneder, inden han nåede til Horsens, så forfulgt var han af ny og gamle kreditorer, men han var vred, da han trådte ind i S. Skrettes trikotageforretning. Søren gik og så op til sine hylder med sit velkendte blik; han blev ikke benovet ved at se Pe Wollesen; han vilde gerne have taget elskværdigt imod ham og budt ham ind i kontoret på en eller anden ting, men han så straks, at brølstodderen var oppe i Per, og så blev han for en gangs skyld sejg; her, som chef for en forretning, midt i byen, med folk på gaden og politi i nærheden. — Søren bukkede og spurte, hvad der var til tjeneste.

Nå! Per satte det an i et brøl, der dog blev dæmpet af de mange uldvarer, — her går du mellem alt dit strikketøj. Har du Bered her?

— Frøken Jensen, kaldte Søren — sådan hed Bered nu — her er en herre, der vil sige goddag.

Bered kom og blev modtaget af Per med horn- solo: — Nå, her går du og sælger strikketøj?

— Goddav, Per, sae Bered ligefrem.

Pe Wollesen spillede videre på de høje toner: — Du er altså alligevel rendt fra mig; du har løjet dig fra mig og snydt mig. I har snydt mig begge to, vendte han sig til Søren.

Søren smilede foreløbig som over en vittighed, 162 hvis pointe han ventede nærmere forklaret. Da den ikke kom, sae han: — Det skulde ikke være et par gode vinterstrømper? — Han bredte et par ud på disken.

Pe Wollesen tog dem i hånden med en vældig gestus som for at sende Søren dem i hovedet, men han så, at pladsen egnede sig ikke til hans fulde udfoldelse; han blev stående med dem i hånden.

— Bered er min kæreste, sae Pe Wollesen højt oppe.

Bered blev på stedet højjydsk: — Nej, a er endda it.

Og Søren føjede til på behersket rigsmål: — Det kan jeg næsten ikke forstå, hun er, Pe Wollesen.

Pe Wollesen så fra den ene til den anden, hans hoved kom i kog, det dryppede fra det. Men der er alligevel noget afsvalende i ikke at kunne gøre sin farlighed anerkendt; Pers stemme slog over: — I skal ikke tro, I slipper fra mig på den måde; Søren har jeg kløet mere end én gang, og Bered, hun ...

Bered faldt ham i talen: — Dig klø! Jeg hørte godt nok dig og Søren den aften i Blæsing kro; det var dig, der lånte fem hundrede kroner; det var dig, der sjoskede af bagefter; det var dig, der blev den lille, Per. Mere har jeg ikke at sige dig. Det andet kan du sige til Søren.

— Nej, Per, sae Søren; — her er ikke noget for dig at gøre; her er folk på gaden og politi i nærheden. Og lad være at snakke så højt, de kan høre det udenfor.

Søren tog et par uldtrøjer ned, som han 163 småsnakkede med; Pe Wollesen tænkte på at springe over disken; men nu kom der kunder; han måtte vente og blev afsvalet. Han gjorde sig optaget af det par vinterstrømper for andre folks skyld.

Dampen på Pe Wollesens hoved var blevet kold; han fik et godt indfald, han kaldte Søren hen til sig og spurte stille, om han kunde låne ham fem hundrede kroner på en veksel som sidst.

Søren beklagede: overtaget en forretning, store udbetalinger og så videre; han afgjorde det kort og fik et par vanter frem til en mand fra landet. Per stod med strømperne, han så ud som en fattig mand, der gerne vil have lov til at skrives for et par strømper. Søren kom og tog dem. — Undskyld, der var én, der netop skulde se det par. Pe Wollesen stod med ingenting i hånden; han var lammet, brølet var faldet i ham og havde gjort ham hul indvendig. Folk så på ham; hvad var han for en i den påklædning? Han lignede en fra fattighuset, der venter på, at købmanden skal skære en lille ende skrå af til ham.

Men Søren kom selv hen og reddede situationen for Per; han lagde et par andre strømper foran ham. — Se, her er et par billigere, sae han; — fem og halvfems; det er også en udmærket strømpe. Skal det være det par? — Søren satte sit blik i Pe Wollesen, og Per føjede sig; han var slået.

— Må vi notere det? spurte Søren, da han havde pakket ind. — Mange Tak; værsgo.

Pe Wollesen mumlede farvel og gik til døren. Søren fløj hen og lukkede den efter ham:

— Farvel, Olsen, Farvel.