Hjortø, Knud Pe Svenden og hans søn

PE SVENDSEN OG HANS SØN

Gårdejer Lars Olsen løftede med venstre hånd klinkefaldet og trak forsigtigt portlågen op; så gik han kantvis og langsomt ind i det mørke portrum; han havde sin gode ven, Pe Svendsen, under højre arm. Smeden, der kom sidst, skubbede sin stive hat af mod karmen, og den blev liggende, hvor den faldt. Al omhu måtte i dette øjeblik rettes mod Pe Svendsen, der var imellem ham og Lars Olsen. De tre mænd kantede sig ind; hunden vågnede af sin første søvn, raslede med lænken og sae: Hov! Så gik den ind igen. Per blev ledt hen til væggen, Lars Olsen hjalp hans arm og stok med at finde støtte og spurte så: Tror du nu, du kan selv, Pier?

— Jo, sae Pe Svendsen.

— Skal vi følge ham hen til døren? foreslog smeden.

— Nej, så vågner Maren, og det er’n værd hun hører, han er blevet fulgt hjem: Hvo’n går det, Pier?

Pe Svendsen havde sat sig i gang. Han kom ud af porten og gik langs med den venstre længe, idet han støttede sig til væg og stok. Lars Olsen, som var bedst seende, kunde skimte ham i halvmørket: Se så, 8 nu er han ved stuelængen. Jo, det går. Men det blir galt med bryggerstrappen. Hvad skal han holde sig ved dær? Det er’n værd, vi går endnu, Laurids. Han sku’n haft det brændevin i kaffen; man ska’n blande det. Nej, svarede smeden — det ska’ man’n.

Sagen var nemlig den, at den flaske hvid rom, de tre mænd havde skænket i deres kaffe, var blevet tom, og kromanden havde sat en flaske brændevin for dem i stedet for. Pe Svendsen havde forsynet sig og tømt en kop, før Lars Olsen, der stadig var lidt i baghånden, nåede så langt; men så snart han havde smagt på det, rystede han på hovedet og satte koppen fra sig. Ved slutningen af den anden opdagede Pe Svendsen, at der var noget i vejen med Lars Olsen og spurte, hvad det var. Lars, der var en alvorlig og fornuftig mand, svarede: Jeg ka’n lide brændevin i kaffe, Pier. — Det kunde Per heller ikke; han var først blevet gal og siden god igen, da det blev oplyst, at mer rom ikke var at få. Han tog da to kopper til; det smagte sgu’n så galt. Lars Olsen lod sig ikke rokke, han blev med fornøjelse ved at spille seksten streger, men sætte beterne op eller drikke kaffe med brændevin, det afslog han bestemt og værdigt, og uden at der kom nogen fornærmelse ud af det.

— Pe Svendsen kom forbi trappen, meldte Lars Olsen til smeden: Nu er han henne ved det første borgestuevindue. Bare han nu passer på hullet der ved kældervinduet. Pier, råbte han dæmpet, — gå nu’n hen og trå ner i hullet, du véd der under kældervinduet.

9

Pe Svendsen sae noget; lyden af dupskoen på hans stok tydede på, at forsigtighed blev udvist.

— Se så, nu har han’n langt igen, men hvon kommer han op ad trappen? sae Lars Olsen bekymret. Han sku ha miniseret noget mer med det brændevin.

— Maren, kaldte Pe Svendsen. — Maren. — Han lagde sig med maven ind mod muren og bankede med sin stok på vindueskarmen. — Hører du’n, Maren?

Der kom lys i et vindue; en dør gik et sted.

— Så, nu kan vi godt gå Laurids, sae Lars Olsen med en vis højtidelighed; — nu er han sikker nok.

Ja, godnat, Pe Svendsen, sae smeden, der kom i tanke om noget, der var glemt.

— Det behøves’n tyssede Lars Olsen, — kom nu bare.

Han satte forsigtigt klinken på, smeden famlede sig til sin hat i mørket, og de to mænd gik op mod byen under alvorlig samtale i den stille sommernat. De talte øm Pers gård og Pers eneste søn.

— Nå, er det dig, Pier, sae en venlig stemme, og en ældre kone kom ned ad trappen med bare ben i træskoene.

Pe Svendsen flyttede stokken over i højre hånd: Gå over på den anden side, sae han bydende. — Ta og tag fat noget højere oppe; sådan. Og pas på, at’n du glider i de træsko.

Maren gjorde i tavshed sin pligt; Pe Svendsen kom velbeholden ind i sovekammeret. Der var ikke noget at klage over Marens hjælp, og Per sae ikke noget til hende, han var en skikkelig og fornuftig mand. Da han havde fået sit hoved til hvile, var det 10 ligesom der klaredes noget i ham, han løftede det igen og spurte i en bestemt tone, der fordrede hurtigt svar: — Er Jens kommet hjem?

— Ja, han kom klokken elleve. Han sover.

— Fik han solgt dem?

— Ja, det gjorde han nok.

—Tjente han noget ordentligt på dem? Nå, det véd du’n.

— Nej, det véd jeg’n.

— Hm. Per Svendsen grundede lidt. — Var han fuld? spurte han næsten barsk.

Marens store, svære ansigt fik et eget beskedent udtryk: Ja — han havde jo nok fået noget at drikke. Jeg hjalp ham da’n af tøjet, føjede hun til.

Pe Svendsen, der selv var blevet hjulpet af tøjet, sae vredt: Han drikker altfor meget, Jens. De snyder ham. Hvorfor spurte du’n, hvor meget han havde tjent?

Maren ligesom smilede: Nej, sae hun forlegent — det gjorde jeg da’n.

Fadermyndigheden kom op i Per Svendsen, han lettede sig på en albu: — Jeg vil ind og høre, hvor meget han har tabt på dem.

— Aå, nej, bad Maren — bliv nu liggende, Pier. Nu ligger du jo så godt.

Det var sandt, at Per lå godt; han følte det så stærkt, at han gav sig til at skælde ud på Jens. Maren lå også på en albu og hørte efter. Hun sae mildt ja til det meste af det. Pludselig gjorde Pe Svendsen en pause; hans understøttende arm faldt fra ham, og han sov. Maren pustede lyset ud, og snart efter sov hun også.

11

— Maren, kaldte Pe Svendsen, — kan du komme ind og læg lidt i kakkelovnen?

Pe Svendsen sad på sofaen ved siden af kakkelovnen og havde det egentlig varmt nok; men vinduerne vilde ikke tø op idag, og det tog han efter; ruderne skulde være tøede så vidt, at han havde fuldt overblik over gården. — Kommer hun’n snart mumlede han, mens klirrende lyde fra køkkenet fortalte om, at Maren havde forskelligt at lægge fra sig. — Jo, nu kom hun.

Maren Pe Svends var faldet svært af siden i sommer, og den lange vinter lod nu til at ville tage de sidste af hendes kræfter. Hun bøjede sig sukkende over den store tørvekasse, samlede forklædet fuldt og satte sig for at stoppe ind.

— Hvon gaar det idag — spurte Per.

Maren holdt ikke op at fyre i, mens hun klagede sig. Hun begyndte med benene og endte med hovedet; det gjorde ondt alle steder.

— Hm, hm, sae Per bekymret. — Ja, kan du så gå ind og høre, om’n Jens snart vil op, Klokken er halvelleve. — Han så længselsfuldt og forurettet på frokosten, der stod og ventede; han havde været oppe over en halv time.

Klokken elleve kom endelig Jens. Han adskilte sig fra sine forældre ved at være radmager; også i anden korpslig henseende var han ringere, end de havde været; han kom hældende på to lange dårlige ben; hans stemme var hæs og hul, og da han sad hængende ind over bordet med sin lange overkrop, lignede han en gammel, skæv og hul poppel ved vejen, der er 12 bestemt til at falde i næste storm. Jens havde lange, sorte stubbe over det meste af sit hule ansigt; han barberede sig som regel kun, når han skulde på hestehandel, og om vinteren gik det sjeldnere på. Pe Svendsen sad og smurte sig et stykke mad; han var færdig med midten af brødet og eftergik nu samvittighedsfuldt skorpen, hvor brødet på sine steder kunde ses; dem dækkede han med en god vold af smør. Så rakte han efter tallerkenen med den kogte, fede skinke, men opdagede, at han havde ingen gaffel.

— Maren, raabte han mod den lukkede køkkendør, — Maren! — han bankede i bordet med knivskaftet, — skal jeg’n ha en gaffel?

Det raslede fra forskellige ting i køkkenet, så kom Maren ind og tog en gaffel til ham i bordskuffen. Pe Svendsen tog sig en mundfuld mad og skænkede snaps til sig og Jens.

Der blev ikke snakket stort under frokosten. Den første snaps faldt på tredie mundfuld, en regel, som Jens havde fået indført, hvorvel det var Pe Svendsen, som manden på gården, der skænkede. Men i de sidste år havde Jens vist tilbøjelighed til selv at ville tage flasken. Det kom også frem idag, da der kom et temmeligt langt ophold mellem første og anden snaps. Pe Svendsen så flere gange til flasken i følelsen af sin pligt, men i stedet for at skænke gav han sig til at snakke om en gårdmandsdatter, som Jens kunde få; hun havde penge, og Jens kunde overtage gården. Jens, der havde hørt noget lignende før, sae, at han havde ingen lyst til at gifte sig eller tage gård, og i det samme rakte han efter flasken. Men faderen tog 13 flasken fra ham: Nej, lad mig, sae han og skænkede, idet han med bekymring tænkte på, om Jens også idag vilde forlange en tredie snaps, sådan som det var hændt før, når han havde fået for meget aftenen iforvejen.

Pe Svendsen drak langsomt, medens Jens slog snapsen i sig på en nymodens og flot måde, ligesom han vilde vise, hvor lidt han regnede en snaps for, og hvor mange der skulde til, før det forslog noget. Pe Svendsen syntes ikke om det, men det var af de ting, han for længe siden havde holdt op med at snakke om. I øjeblikket tænkte han kun på den tredie snaps, og om Jens, dog ikke vilde gifte sig og tage gården. Pe Svendsen følte, at det var noget, der på en eller anden måde hang sammen. Det var saa sørgeligt med Jenses lyst til spiritus. Da Pe Svendsen i sin tid som ung karl kom blandt sine jevnaldrende, skete det jo nok mere end en gang, at de gav ham fuld og bragte ham hjem sådan, men så var han da altid ked af det bagefter, og da han havde faaet gården og Maren, var han selv mand for at bestemme, når han skulde være fuld; det gik forresten ikke meget tit på.

Pe Svendsen så, hvordan Jens’ Øjne blev lange efter flasken, der stod bag ved faderens venstre albu, og han fik pludselig et godt indfald, han rejste sig, tog flasken og gik med de ord: Du har ikke godt af mere brændevin, Jens.

Jens sae ikke et ord, men han så vred og beskæmmet ud; han holdt øjeblikkelig op med at spise, og på faderens bekymrede forespørsel lod han forstå, at han havde det ikke sådan rigtig godt.

14

Da konen havde taget af bordet, kom der fremmede; det var handelsmand Ole Nielsen oppe fra byen. Pe Svendsen fik tid til at spørge, om Jens ventede ham. — Jo, det gjorde Jens; han skulde se på den røde. — Ja, men den røde skulde ikke sælges. — Men derfor kunde Ole vel nok se på den.

Ole Nielsen kom ind; han var en lille munter mand, en fremmed på egnen, der talte et syngende mål, som Pe Svendsen ikke havde hørt før. Hvordan kunde Jens finde på at indlade sig med en mand, der brugte ord, som man ligefrem ikke vidste, hvad han mente med? Pe Svendsen hilste ham med goddag og sid ned, men han var tydeligt ked af det, og da Jens nok så rask tilbød en kaffeknægt, svarede Ole Nielsen usikkert, at han skulde vist afsted igen med det samme, og Pe Svendsen så jo da nok, hvad han havde at gøre, han bekræftede tilbudet, kaldte ad Maren, der ikke længe efter kom ind med kaffe og romflaske. Her sad nu Pe Svendsen overfor en ny ængstelse. Jens drak øjeblikkelig det halve af den sorte kaffe med sukker i, hvad meningen var med det, kunde man ikke tage fejl af, og da gæsten havde forsynet sig, gjorde Pe Svendsen forsøg på at skænke til Jens, men Jens bare grinede ad ham, så hans store, sortstubbede adamsæble hoppede, han tog selv flasken og skænkede. Her var han i sin ret; Husskikken var ikke den samme for romflaske som for brændevinsflaske. Jens væltede på sin uskønsomme måde den halve knægt i sig og begyndte at snakke om hestehandel, da han syntes, det kunde være nok med de to andres snak om den strenge frost og den megen sne. Dermed var Pe Svendsen udenfor; 15 han måtte nøjes med at følge med, så godt han kunde. Men her var en ting, der igen en gang dæmrede usikkert for Pe Svendsen, nemlig om ikke alligevel Jens i grunden var den klogeste. Se ham for eksempel i kortspil, når det viste sig, at en havde spillet forkert; Jens tog kortene op af bunken, gav dem tilbage til dem, de tilkom, rettede hele spillet for dem uden fornærmelse eller noget; han kunde huske det, sådan som det skulde være, og folk sa’e da heller aldrig noget til det, Jens var den klogeste. Og se nu her, hvor alvorligt og bestemt Jens snakkede hele tiden, mens Ole Nielsen grinte og fniste og måtte give Jens ret i alting. Jo, Pe Svendsen kunde ikke få andet ud af det, end at Jens var klogere end alle de andre. Men folk sae, de snød ham; hvad vidste folk om det? Jens havde en sparekassebog i sin kuffert, det havde Pe Svendsen selv set, og hvor mange penge der stod på den, det fortalte Jens ikke til nogen.

Pe Svendsen drak sin kaffeknægt ud og råbte på en til. På dette tidspunkt lod det til at den røde allerede var så godt som solgt; Pe Svendsen havde et øjeblik glemt at høre efter, og han måtte da lægge sig imellem; den røde skulde ikke sælges; han havde brug for den. — Nej, sae Ole Nielsen — ja vel så; — og han begyndte at snakke om føret og snekastning. Jens havde sit hoved, der dels var rødt, dels sort, stablet op på to lange arme og hængende midt inde over bordet. Han tav hånligt, mens der blev snakket om vejr og føre, og drak des mere af sin kaffeknægt, som han ved hjælp af romflasken betydeligt forbedrede.

16

Nej, men hvad jeg vilde sige, sae han, da det kunde være nok med den anden snak, — fire hundrede og tyve, det kan aldrig være for meget.

Nej, vel så, lo Ole Nielsen, — kan du få dem, så tag dem. Det bliver ikke her. — Han klappede sig med drengeagtig vigtighed på brystlommen.

Pe Svendsen hørte med uro, hvordan de to nærmede sig hinanden; nu var der ikke mere end tyve kroner imellem dem. Når Jens snakkede, tog han stiverne fra hovedet, og det blev stabilt hængende inde over bordet; hans hæse, dumpe stemme fik kraft, og hans alvor var urokkelig. Ole Nielsen sad lige over for ham, tilbagelænet og kortlivet, grinende og med svedperler på sin flejnskallede pande. Der var noget i hans øjne som hos en, der varer sig for et træ, der skal til at falde.

Pe Svendsen sad og stirrede måbende på sin store søn, ikke så fuld som han, men langt længere væk fra alting. Han hørte i en opvågnen, at de to var blevne enige. Ole Nielsen måtte da vel have givet sig til sidst. Jens stivede med vel forrettet sag sit sort-røde hoved af og gjorde den tredie knægt i stand, den stærkeste af de tre.

— Ja, men den røde skal jo ikke sælges, du vil jo ikke sælge den røde, Pe Svendsen, sae handelsmanden og drejede sig mod bordenden.

— Nej, sae Per usikker — det ska’en’n.

Ole og Per snakkede om glat føre på bakkerne, hvor sneen smæltede om dagen, og det frøs om natten, om broddede heste og smeden Laurids.

Jens rejste sig fra bænken; han skridtede med 17 hænderne ned ad den lange bordplade og sae så i sin fulde, skå rejsning: — Skal vi gå ned og se på den en gang til?

Det endte med, at den røde blev solgt. Pe Svendsen mente, det var en god handel, men folk korsede sig, da de hørte summen; Lars Olsen kom selv for at snakke med Per. De fik kaffeknægt, og Per græd over sin søn; Maren kom ind og græd med. Men hvad skulde de gøre? Jens vilde jo råde sig selv, det var han vant til. Jens selv hørte ikke noget af al elendigheden; han var taget ud på handel fra om morgenstunden.

Maren Pe Svendsen var en skikkelig og pligttro kone af den gode, gamle slags, der ser op til manden og lader ham råde i alle ting. Sådan havde Maren gjort hele sit liv igennem urokkeligt og uden større begreb, først over for den mand, der satte hende i verden, siden mod den, der tog hende til kone, og til sidst mod den mand, hun selv satte i verden, og nu lå hun og skulde til at dø. Maren havde i al beskedenhed været meget dårlig det meste af vinteren. En dag, da hun havde taget af bordet for sine mænd, standsede hun et øjeblik med hånden støttet mod det nederste hjørne af bordpladen og fremkom med den bemærkning, at hun vist ikke levede vinteren over. Det vakte ingen rigtig tiltro hos mandfolkene; Pe Svendsen sae: Jo, jo, og Jens sae slet ingen ting; det 18 lod ikke til, at nogen tænkte noget videre ved det. Maren gik med sine få tanker ud til sit arbejde i køkkenet. Saa kom foråret, langt hen i marts med sol og regn og blæst, og foråret det slog Maren. En dag nåede hun lige at få lavet middagsmaden; så gik hun i seng. Til Per, der kom ind til hende, sae hun, der skulde ikke hentes doktor; siden sae hun ikke mere, og da Jens også kom ind og satte sig ved den store dobbeltseng, var der ingen tegn til, at moderen kendte ham.

Hvad mon det skal blive til? sae Jens efter en lang pause.

— Det er’n godt at vide, svarede Pe Svendsen, og da det lod til, at Jens blev urolig, på sin stol, sae han, at det var vist bedst, at Jens blev. Så blev Jens, og eftermiddagen gik. En pige listede døren op og fortalte hviskende, at den skævhovede havde fået en kalv; det var en kviekalv.

— Det var godt, sae Pe Svendsen — du kan nok selv give hende nogle sildehoveder.

— Hvordan har Maren det? spurte pigen lavt.

— Jo-o. Nu skal vi se. — Pigen gik.

Det begyndte at blive mørkt. Den syge trak vejret besværligt, men ellers uden nogen lyd. Men ud af Jens’ hals susede det hult og hæst.

— Du falder’n i søvn, Jens, sae Pe Svendsen stille og bydende.

Jens rettede sig; han var ikke søvnig, men dette at sidde og hænge på en stol i så lang tid besværede hans bryst.

Solnedgangen, der havde ligget gul og klar 19 udenfor vinduet, blev taget af sorte skyer, som blæsten drev frem, og det blev mørkt derinde. Lidt efter gav det sig pludselig til at regne hårdt mod vinduerne, og lige så pludselig holdt det op igen.

Ansigtet af en gammel mand kom til ruden.

— Hvad er der, Hans Kristian? spurte Pe Svendsen og gik derhen.

Ja, han var færdig med at tærske.

Hm! ja, så kan du jo — å, du kan godt holde fyraften med det samme. Gå ind og få noget mad, sig til Marie om at give dig noget.

Pe Svendsen satte sig igen. Den syges åndedræt lød nu anderledes. Pe Svendsen lyttede spændt; også Jens rettede sig i sin stol. Et par minutter efter var der ikke mere at høre.

Pe Svendsen sae: Nu tror jeg, at mor er død.

Det er hun da vel’n, sae Jens.

Pe Svendsen rejste sig og gik hen til sengen: Jo, hun er. Nu er det bedst, du spænder for og kører efter doktoren.

Pe Svendsen gjorde et stort begravelsesgilde, over sin kone; der var meget af al ting, både mad og mennesker, men det gik ikke så pænt af, som Per havde tænkt sig, og den, der gav anledning, var hans egen søn. Jens var hen ad morgenstunden kommet i snak om heste med Ole Nielsen. Mens Jens lavede sig en kaffeknægt, der havde et højt numer, blev han nysgerrig efter at vide, hvad Ole Nielsen havde tjent på den røde, han havde købt af Jens nu i vinter. Ole lo og vilde klinke, men det tal, Jens Svendsen lidt efter nævnte, sårede ham, og han blev selv alvorlig; han 20 blev hård i blikket og svarede, at det kom jo ingen ved, hvad han tjente på en handel; han havde jo heller aldrig spurt, hvad Jens på sin side havde tjent ved at sælge den røde til ham. — Flere mænd gav Ole ret og sae, at en handel er en handel; andre holdt med Jens Svendsen, og snakken blev højrøstet. Så sae Lars Olsen med ro og vægt, som om det skulde være det sidste ord i sagen: Ja, vi véd jo nok Ole Nielsen, at det var’n nogen sådan meget heldig handel den ... men i næste øjeblik havde han Ole Nielsen stående over sig, med en række pågående spørsmål: Hvad han mente med det? Mente han snyderi, vilde han så komme med beviserne? Og når en mand vilde sælge en hest for det og det, havde han så ikke ret til at købe den. Mente han, at Jens Svendsen ikke havde ret til at sælge hesten? Han havde dog købt den for egen regning, og hvad så? Kunde Lars Olsen nu se, at han snakkede om, hvad han ikke havde forstand på? — Lars Olsen mærkede, at han kunde ikke klare sig; han havde givet efter for sin harme over den fremmede pranger, der havde fået en god hest til en uforskammet lav pris, fordi Jens var et fjols, og nu sad han selv i klemme overfor samme mand. Han følte, at han var den lille, og det kunde den ærekære mand ikke bære; han sae blot: Ja, her er vi ellers vant til en anden slags hestehandel, end du og Jens I laver, — og dermed rejste han sig for at gå. Ole Nielsen grinte, men Jens blev vred og sae, at det var rigtigt nok; Lars snakkede om ting, han ikke forstod sig på. — Lars Olsen nøjedes med at se på ham; så sae han højtidelig godnat til Pe

        

21 Svendsen, og flere andre begyndte også at bryde op. Pe Svendsen var nær ved at græde; han sae: Nu har vi moret os så godt hele aftenen, skal vi nu til at være uvenner? — Men det hjalp ikke; kun Jens og hans venner blev tilbage; de fortsatte med knægte og kortspil til hen på morgenstunden.

Dagen efter begravelsen begyndte Jens at tale om, at nu måtte de se at få gården solgt. Han havde allerede for længe siden slået på, at det måtte blive enden på det; nu sae han det rent ud. Det ramte Pe Svendsen som et slag, og han forsøgte at værge sig ved at sige, at det måtte han jo bestemme, der var mand på gården. Men slaget blev ført igen og med nye grunde, som Jens efterhånden udtænkte, og Pe Svendsen kunde ikke blive ved at give det samme svar hver dag. Han var jo også gammel, hans tid var forbi.

Gården må sælges, inden den bliver dårligere, sae Jens en dag.

Så kunde du jo gøre den bedre, Jens.

— Ja, men jeg vil ikke være landmand, sae Jens.

Pe Svendsen kunde bare ryste på hovedet og sige: Hm, hm, hm — når Jens var gået. Han havde tænkt sig, hvad for en stue han vilde bo i som aftægtsmand, og hvordan hans begravelse skulde ordnes; Ole Nielsen skulde ikke bydes med. Men at snakke til Jens om det, nyttede ikke noget. Gården skulde sælges, mens tid var. Der kom fremmede mænd om eftermiddagen, de fik kaffeknægt og snakkede om mange ting, ikke om gården, men bagefter var de ude sammen med Jens for at se på den. Hvad de 22 så havde snakket om, kom ikke på tale mellem fader og søn.

En aften hen på sommeren kom Jens ind i stuen med Ole Nielsen og en mand fra Søsum. Pe Svendsen kendte ham ikke og spurte, hvor hans gård lå. Ja, han havde da ingen gård, men han kunde nok have lyst til at købe, hvis der var en at få. — Det sae Per ikke noget til. Der kom kaffe ind, og de snakkede om mange ting. Så hen på aftenen vender manden fra Søsum sig til Pe Svendsen og siger: Ja, det er lige meget, Pe Svendsen, du kan faa otte og fyrre tusinde kroner for din gård. — Det var ikke så dårligt; Per tabte mælet, men Jens slog straks til, lige som det havde noget at betyde med ham. Men Pe Svendsen vilde have tid til at betænke sig, han vilde snakke med Lars Olsen. — Ja, det kunde han jo godt, svarede manden fra Søsum, men han havde ellers også en anden gård på hånden, og han kunde ikke sige, hvorlænge hans tilbud gjaldt. — Så slår Jens i bordet for sin fader og siger: Nu skal det være; sådan et bud får vi aldrig mere.

Sådan gik det til, at Pe Svendsen fik sin gård solgt. Kontrakten blev forresten underskrevet i Søsum, hvor hele selskabet senere kørte hen til aftensmad og nye forhandlinger.

— — Pe Svendsen befandt sig ikke dårligt ved at være partikulier og bo i et lille hus oppe i byen. Han havde nu ingenting at spekulere over, og han ejede nu fire og tyve tusind, efter at dels gælden var trukket fra, dels otte tusind, som han havde fået nogle tredie prioriteter for, der ikke var otte øre værd. 23 Han havde endda den trøst, at Jens var blevet så ked af denne her historie med prioriteterne, at han holdt sig fra hestehandelen. I stedet for gik han noget mere på kroen, men det var dog billigere. Jens var også blevet mere skikkelig, nu da han havde fået sin villie med hensyn til gården, og så var det jo godt. Pe Svendsen kunde ligefrem tumle ham igen, ligesom da han var lille dreng, og han satte igennem, at det skulde blive ved de to snapse til frokost og aften, sådan som den gamle skik var. Jens var fredelig og fåmælt og lå længe om morgenen. Om vinteren, når det var rigtig koldt, stod han somme dage slet ikke op, men han forsømte jo heller ikke noget med det. Dog kunde Pe Svendsen endnu i flere år ikke gøre ham det efter; han måtte op, senest ved nitiden og ud og se til høns og duer, og hvad vejr det tegnede til, og en lille snak med naboen eller hans kone, hvis der var nogen ude. Men han blev mindre morgenduelig, da han blev op mod halvfjerds, og der kom en vinter, da både han og Jens lod være med at stå op.

— Lars Olsen sad ved hovedgærdet af Pe Svendsens seng. I den modsatte ende af stuen lå Jens i den anden seng. Lars sad der, bred og stærk, højt oppe i treserne også og endnu ikke angrebet af nogen slags svagelighed; han snakkede om høstudsigterne og var meget alvorlig stemt.

— Den gang Maren blev begravet, sae Per lige med eet, — skiltes vi som uvenner.

— Det gjorde vi’n, svarede Lars Olsen højtideligt og genert — det har vi heller aldrig været.

24

— Du gav mig da engang en på kassen, Lars sae Per og smilede.

— Ja, sae Lars oplivet ved mindet — du gav mig en for brystet. Du slog en proper Næve, Per.

— Det var den gang, sae Pe Svendsen, syg i mælet. — Det er noget andet, når man ligger og skal dø.

— Å, int, sae Lars, ilde berørt ved dødens højtidelighed. — Véd du, at Andres hjulmand her ved siden af, han er flyttet til Ganløse? Der kommer en anden og skal bo til Oktober.

— Hm, hm, hm, hm, sae Pe Svendsen; — så skal huset stå tomt i sommer. Jeg ka’n lide huse, der står tomme. Mit hus her skal også stå tomt.

— Nå, Jens skal da arve det, når du engang falder fra.

— Ja, sae Per højere og ligesom fortrøstningsfuldt. — Jens skal arve det. Jens, hvordan har du det?

Der kom ikke noget svar.

— Hvordan har Jens det? Tag og spør ad, Lars, Lars Olsen rejste sig: — Hvordan har du det, Jens. Nå, du sover: Han sover, Per. Det var godt, han ikke hørte det.

— Nej, jeg kan ej, sae Pe Svendsen efter en pause — jeg ka’n lide at se et hus, der står tomt. Huset her er vel nok seks tusinde værd, kaske dårligt nok. Vi har’n uden ti tusinde kroner igen, Lars. Hvad skal Jens leve af, hvis’n han — — Hvad skal der blive af ham, Lars?

Fattiggården, tænkte Lars Olsen kort og hårdt. 25 — Jens havde ikke bedre fortjent. Højt sae han: Ti tusinde kroner og så huset her, det — det er da noget, Per.

Hunden gøede pludselig, så det hoppede i Pe Svendsen. — Skal jeg sætte ham udenfor? sae Lars Olsen. — I kan ikke have ham herinde.

Hunden blev lukket ud og begyndte at gø rasende ad et eller andet.

— Da jeg var dreng, sae Pe Svendsen, var der sådant et tomt hus ude ad skoven til.

— Nå, hvad var der med det?

— Jeg kan’n huske det mere. Jeg har aldrig kunnet lide huse, der står tomme. Når du giver gården fra dig, så kunde du jo købe det, Lars, sluttede Per lidt oplivet.

— Ja, det kunde jeg, hvis Jens vil sælge det.

—Sover Jens?

— Ja, han sover. Han sover godt. Du skulde også sove, Per. Hvornår kommer Boel?

— Hun kommer klokken seks.

— Det er jo nogen tid at ligge alene, sae Lars Olsen og rejste sig. — Men I har det jo da ellers meget godt. Ja, farvel, Per. Det skal’n vare længe, før jeg kommer igen.

— Farvel, Lars, og tak for den tid. — Per gik helt fra mælet, og Lars så til den anden side.

Pe Svendsen vågnede af sin døs, ved at hunden gøede voldsomt udenfor. Han hørte også en lyd fra den anden seng og så, at Jens var vågen.

— Hørte du også Karo, Jens? — Ja, han vågnede også mig. Lars Olsen lukkede ham ud. Hørte du’n, 26 at Lars Olsen var her? Nej, du sov jo. Hvordan går det nu, Jens, nu du har sovet?

— Jo, mumlede Jens hæst og hult.

— Lars sae, at Andris hjulmand er flyttet til Ganløse. Så får vi en ny nabo. Andris var også krakilsk. Synes du’n det? Jo, han var. Hvor går det med at få vejret, Jens? Boel kommer klokken seks, så skal du ha din mikstur, det hjælper. Har jeg nogensinde fortalt dig, at Lars Olsen engang gav mig en på kassen? Jeg havde fået for meget, — og det var mig, der slog først. Jeg gav ham en for brystet; jeg slog en proper næve dengang, hm. — Lars han kom for at se til mig. — Se, når jeg nu dør, Jens, så har du jo huset og så de ti tusinde kroner. — Ti tusinde kroner og så huset, det er da noget. — — Hvad er der, Jens? Græder du?

— Det gør så ondt, sae Jens.

— Gør det ondt? Gør det det? Hm. Boel kommer klokken seks. Bare du’n var så langt væk, så kunde jeg godt gi’ dig af din mikstur, men jeg ka’n stå op; jeg tror’n, jeg kan stå op. Jeg er også så dårlig, Jens. Det er farligt, så Karo han gøer. Skal jeg se, om jeg kan stå op, Jens? Nej, jeg ka’n. Det er dårligt med os begge to. Men du kommer dig nok, Jens, du er jo ved ungdommen. Hvad er klokken? Den er over halvfire. Boel kommer’n før seks. Hm.

Pe Svendsen blev træt og faldt hen. Udenfor huset gøede Karo rasende, og ovre ved det tomme hus stod ekkoet af en hund og gøede.

Boel kom klokken seks. Det gav et stort suk i 27 hende, da hun så hen på Jens, men hun sae ikke noget, da Pe Svendsen i det samme vågnede.

— Hvo’n har Jens det? spurte han.

— Jo, sae Boel, — han har det godt; han sover. — Hun syntes selv, det lød så kønt, at hun sådan kom til at sige: han sover.

— Så kommer han sig nok. Kendte du ham som dreng, Boel? Ja, han var lidt uregerlig og vilde gerne ha’ sin villie, men han blev mere skikkelig med årene. Der er ti tusinde til ham, når jeg dør, og så huset, og når du så bli’r ved at holde hus for ham, Boel, så. ...

— Du har’n godt af at snakke, Pe Svendsen. Men nu må jeg hellere sende en efter doktoren.

— Hvorfor det, Boel? spurte Per urolig. — Jens har det jo godt. Han er’n så rød i ansigtet, men det er for det, at han’n har feber. Det er svært, så han trænger til at blive barberet, Boel.

— Jeg skal få Pe slagter her hen imorgen, lovede Boel; — lig nu bare stille, Pe Svendsen.

Pe Svendsen lagde lydigt sit hoved til rette i puden og faldt straks efter i en tung døs.

Udenfor havde Karo for længe siden gøet sig mæt; han stod nu ved husdøren og jamrede for at komme ind, og lige så ynkeligt græd hans ekko ved det tomme hus på den anden side af vejen. Det blæste nu temmelig hårdt, og støvet føg i lange striber ind i Karos gab, når han lukkede det op for at klage sig. Karo var sulten, og der var ikke længere nogen morskab ved at gø; han følte sig så ene, som kun en hund eller et menneske kan. Boel lukkede 28 ham ind og snakkede stille med ham. Karo jamrede af sig, hvad han havde gået igennem foran den lukkede dør, han blev klappet og fik mad, Boel var glad ved at have ham at snakke til, som hun sad dér mellem den døde mand og den døende.

I begyndelsen af natten, noget efter at doktoren var kommet, døde Pe Svendsen.

Folk blev meget eftertænksomme ved dette mærkekelige, dobbelte dødsfald, især da det viste sig, at Pe Svendsen ingenting efterlod sig, endsige de ti tusinde kroner, han selv havde snakket om.