Hjortø, Knud Indensogns og udensogns

INDENSOGNS OG UDENSOGNS

2
3

KNUD HJORTØ

📖 INDENSOGNS OG
UDENSOGNS
NOVELLER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL — NORDISK
FORLAG — KJØBEN HAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXIX

4

COPYRIGHT 1919
BY GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

Oplag 1500 Ekspl.

OSCAR FRAENCKEL & Co.

5

INDHOLD

  • Side
  • Pe Svendsen og hans Søn........................ 7
  • Falstringer................................... 29
  • De tre Ønsker.............................. 49
  • Søren Mathiesens Regnebog....... 90
  • Gamle Kristian Pesen................ 107
  • Ægtestands-Hulda..................... 120
  • Søren Skrettes Handler.............. 142
6
7

PE SVENDSEN OG HANS SØN

Gårdejer Lars Olsen løftede med venstre hånd klinkefaldet og trak forsigtigt portlågen op; så gik han kantvis og langsomt ind i det mørke portrum; han havde sin gode ven, Pe Svendsen, under højre arm. Smeden, der kom sidst, skubbede sin stive hat af mod karmen, og den blev liggende, hvor den faldt. Al omhu måtte i dette øjeblik rettes mod Pe Svendsen, der var imellem ham og Lars Olsen. De tre mænd kantede sig ind; hunden vågnede af sin første søvn, raslede med lænken og sae: Hov! Så gik den ind igen. Per blev ledt hen til væggen, Lars Olsen hjalp hans arm og stok med at finde støtte og spurte så: Tror du nu, du kan selv, Pier?

— Jo, sae Pe Svendsen.

— Skal vi følge ham hen til døren? foreslog smeden.

— Nej, så vågner Maren, og det er’n værd hun hører, han er blevet fulgt hjem: Hvo’n går det, Pier?

Pe Svendsen havde sat sig i gang. Han kom ud af porten og gik langs med den venstre længe, idet han støttede sig til væg og stok. Lars Olsen, som var bedst seende, kunde skimte ham i halvmørket: Se så, 8 nu er han ved stuelængen. Jo, det går. Men det blir galt med bryggerstrappen. Hvad skal han holde sig ved dær? Det er’n værd, vi går endnu, Laurids. Han sku’n haft det brændevin i kaffen; man ska’n blande det. Nej, svarede smeden — det ska’ man’n.

Sagen var nemlig den, at den flaske hvid rom, de tre mænd havde skænket i deres kaffe, var blevet tom, og kromanden havde sat en flaske brændevin for dem i stedet for. Pe Svendsen havde forsynet sig og tømt en kop, før Lars Olsen, der stadig var lidt i baghånden, nåede så langt; men så snart han havde smagt på det, rystede han på hovedet og satte koppen fra sig. Ved slutningen af den anden opdagede Pe Svendsen, at der var noget i vejen med Lars Olsen og spurte, hvad det var. Lars, der var en alvorlig og fornuftig mand, svarede: Jeg ka’n lide brændevin i kaffe, Pier. — Det kunde Per heller ikke; han var først blevet gal og siden god igen, da det blev oplyst, at mer rom ikke var at få. Han tog da to kopper til; det smagte sgu’n så galt. Lars Olsen lod sig ikke rokke, han blev med fornøjelse ved at spille seksten streger, men sætte beterne op eller drikke kaffe med brændevin, det afslog han bestemt og værdigt, og uden at der kom nogen fornærmelse ud af det.

— Pe Svendsen kom forbi trappen, meldte Lars Olsen til smeden: Nu er han henne ved det første borgestuevindue. Bare han nu passer på hullet der ved kældervinduet. Pier, råbte han dæmpet, — gå nu’n hen og trå ner i hullet, du véd der under kældervinduet.

9

Pe Svendsen sae noget; lyden af dupskoen på hans stok tydede på, at forsigtighed blev udvist.

— Se så, nu har han’n langt igen, men hvon kommer han op ad trappen? sae Lars Olsen bekymret. Han sku ha miniseret noget mer med det brændevin.

— Maren, kaldte Pe Svendsen. — Maren. — Han lagde sig med maven ind mod muren og bankede med sin stok på vindueskarmen. — Hører du’n, Maren?

Der kom lys i et vindue; en dør gik et sted.

— Så, nu kan vi godt gå Laurids, sae Lars Olsen med en vis højtidelighed; — nu er han sikker nok.

Ja, godnat, Pe Svendsen, sae smeden, der kom i tanke om noget, der var glemt.

— Det behøves’n tyssede Lars Olsen, — kom nu bare.

Han satte forsigtigt klinken på, smeden famlede sig til sin hat i mørket, og de to mænd gik op mod byen under alvorlig samtale i den stille sommernat. De talte øm Pers gård og Pers eneste søn.

— Nå, er det dig, Pier, sae en venlig stemme, og en ældre kone kom ned ad trappen med bare ben i træskoene.

Pe Svendsen flyttede stokken over i højre hånd: Gå over på den anden side, sae han bydende. — Ta og tag fat noget højere oppe; sådan. Og pas på, at’n du glider i de træsko.

Maren gjorde i tavshed sin pligt; Pe Svendsen kom velbeholden ind i sovekammeret. Der var ikke noget at klage over Marens hjælp, og Per sae ikke noget til hende, han var en skikkelig og fornuftig mand. Da han havde fået sit hoved til hvile, var det 10 ligesom der klaredes noget i ham, han løftede det igen og spurte i en bestemt tone, der fordrede hurtigt svar: — Er Jens kommet hjem?

— Ja, han kom klokken elleve. Han sover.

— Fik han solgt dem?

— Ja, det gjorde han nok.

—Tjente han noget ordentligt på dem? Nå, det véd du’n.

— Nej, det véd jeg’n.

— Hm. Per Svendsen grundede lidt. — Var han fuld? spurte han næsten barsk.

Marens store, svære ansigt fik et eget beskedent udtryk: Ja — han havde jo nok fået noget at drikke. Jeg hjalp ham da’n af tøjet, føjede hun til.

Pe Svendsen, der selv var blevet hjulpet af tøjet, sae vredt: Han drikker altfor meget, Jens. De snyder ham. Hvorfor spurte du’n, hvor meget han havde tjent?

Maren ligesom smilede: Nej, sae hun forlegent — det gjorde jeg da’n.

Fadermyndigheden kom op i Per Svendsen, han lettede sig på en albu: — Jeg vil ind og høre, hvor meget han har tabt på dem.

— Aå, nej, bad Maren — bliv nu liggende, Pier. Nu ligger du jo så godt.

Det var sandt, at Per lå godt; han følte det så stærkt, at han gav sig til at skælde ud på Jens. Maren lå også på en albu og hørte efter. Hun sae mildt ja til det meste af det. Pludselig gjorde Pe Svendsen en pause; hans understøttende arm faldt fra ham, og han sov. Maren pustede lyset ud, og snart efter sov hun også.

11

— Maren, kaldte Pe Svendsen, — kan du komme ind og læg lidt i kakkelovnen?

Pe Svendsen sad på sofaen ved siden af kakkelovnen og havde det egentlig varmt nok; men vinduerne vilde ikke tø op idag, og det tog han efter; ruderne skulde være tøede så vidt, at han havde fuldt overblik over gården. — Kommer hun’n snart mumlede han, mens klirrende lyde fra køkkenet fortalte om, at Maren havde forskelligt at lægge fra sig. — Jo, nu kom hun.

Maren Pe Svends var faldet svært af siden i sommer, og den lange vinter lod nu til at ville tage de sidste af hendes kræfter. Hun bøjede sig sukkende over den store tørvekasse, samlede forklædet fuldt og satte sig for at stoppe ind.

— Hvon gaar det idag — spurte Per.

Maren holdt ikke op at fyre i, mens hun klagede sig. Hun begyndte med benene og endte med hovedet; det gjorde ondt alle steder.

— Hm, hm, sae Per bekymret. — Ja, kan du så gå ind og høre, om’n Jens snart vil op, Klokken er halvelleve. — Han så længselsfuldt og forurettet på frokosten, der stod og ventede; han havde været oppe over en halv time.

Klokken elleve kom endelig Jens. Han adskilte sig fra sine forældre ved at være radmager; også i anden korpslig henseende var han ringere, end de havde været; han kom hældende på to lange dårlige ben; hans stemme var hæs og hul, og da han sad hængende ind over bordet med sin lange overkrop, lignede han en gammel, skæv og hul poppel ved vejen, der er 12 bestemt til at falde i næste storm. Jens havde lange, sorte stubbe over det meste af sit hule ansigt; han barberede sig som regel kun, når han skulde på hestehandel, og om vinteren gik det sjeldnere på. Pe Svendsen sad og smurte sig et stykke mad; han var færdig med midten af brødet og eftergik nu samvittighedsfuldt skorpen, hvor brødet på sine steder kunde ses; dem dækkede han med en god vold af smør. Så rakte han efter tallerkenen med den kogte, fede skinke, men opdagede, at han havde ingen gaffel.

— Maren, raabte han mod den lukkede køkkendør, — Maren! — han bankede i bordet med knivskaftet, — skal jeg’n ha en gaffel?

Det raslede fra forskellige ting i køkkenet, så kom Maren ind og tog en gaffel til ham i bordskuffen. Pe Svendsen tog sig en mundfuld mad og skænkede snaps til sig og Jens.

Der blev ikke snakket stort under frokosten. Den første snaps faldt på tredie mundfuld, en regel, som Jens havde fået indført, hvorvel det var Pe Svendsen, som manden på gården, der skænkede. Men i de sidste år havde Jens vist tilbøjelighed til selv at ville tage flasken. Det kom også frem idag, da der kom et temmeligt langt ophold mellem første og anden snaps. Pe Svendsen så flere gange til flasken i følelsen af sin pligt, men i stedet for at skænke gav han sig til at snakke om en gårdmandsdatter, som Jens kunde få; hun havde penge, og Jens kunde overtage gården. Jens, der havde hørt noget lignende før, sae, at han havde ingen lyst til at gifte sig eller tage gård, og i det samme rakte han efter flasken. Men faderen tog 13 flasken fra ham: Nej, lad mig, sae han og skænkede, idet han med bekymring tænkte på, om Jens også idag vilde forlange en tredie snaps, sådan som det var hændt før, når han havde fået for meget aftenen iforvejen.

Pe Svendsen drak langsomt, medens Jens slog snapsen i sig på en nymodens og flot måde, ligesom han vilde vise, hvor lidt han regnede en snaps for, og hvor mange der skulde til, før det forslog noget. Pe Svendsen syntes ikke om det, men det var af de ting, han for længe siden havde holdt op med at snakke om. I øjeblikket tænkte han kun på den tredie snaps, og om Jens, dog ikke vilde gifte sig og tage gården. Pe Svendsen følte, at det var noget, der på en eller anden måde hang sammen. Det var saa sørgeligt med Jenses lyst til spiritus. Da Pe Svendsen i sin tid som ung karl kom blandt sine jevnaldrende, skete det jo nok mere end en gang, at de gav ham fuld og bragte ham hjem sådan, men så var han da altid ked af det bagefter, og da han havde faaet gården og Maren, var han selv mand for at bestemme, når han skulde være fuld; det gik forresten ikke meget tit på.

Pe Svendsen så, hvordan Jens’ Øjne blev lange efter flasken, der stod bag ved faderens venstre albu, og han fik pludselig et godt indfald, han rejste sig, tog flasken og gik med de ord: Du har ikke godt af mere brændevin, Jens.

Jens sae ikke et ord, men han så vred og beskæmmet ud; han holdt øjeblikkelig op med at spise, og på faderens bekymrede forespørsel lod han forstå, at han havde det ikke sådan rigtig godt.

14

Da konen havde taget af bordet, kom der fremmede; det var handelsmand Ole Nielsen oppe fra byen. Pe Svendsen fik tid til at spørge, om Jens ventede ham. — Jo, det gjorde Jens; han skulde se på den røde. — Ja, men den røde skulde ikke sælges. — Men derfor kunde Ole vel nok se på den.

Ole Nielsen kom ind; han var en lille munter mand, en fremmed på egnen, der talte et syngende mål, som Pe Svendsen ikke havde hørt før. Hvordan kunde Jens finde på at indlade sig med en mand, der brugte ord, som man ligefrem ikke vidste, hvad han mente med? Pe Svendsen hilste ham med goddag og sid ned, men han var tydeligt ked af det, og da Jens nok så rask tilbød en kaffeknægt, svarede Ole Nielsen usikkert, at han skulde vist afsted igen med det samme, og Pe Svendsen så jo da nok, hvad han havde at gøre, han bekræftede tilbudet, kaldte ad Maren, der ikke længe efter kom ind med kaffe og romflaske. Her sad nu Pe Svendsen overfor en ny ængstelse. Jens drak øjeblikkelig det halve af den sorte kaffe med sukker i, hvad meningen var med det, kunde man ikke tage fejl af, og da gæsten havde forsynet sig, gjorde Pe Svendsen forsøg på at skænke til Jens, men Jens bare grinede ad ham, så hans store, sortstubbede adamsæble hoppede, han tog selv flasken og skænkede. Her var han i sin ret; Husskikken var ikke den samme for romflaske som for brændevinsflaske. Jens væltede på sin uskønsomme måde den halve knægt i sig og begyndte at snakke om hestehandel, da han syntes, det kunde være nok med de to andres snak om den strenge frost og den megen sne. Dermed var Pe Svendsen udenfor; 15 han måtte nøjes med at følge med, så godt han kunde. Men her var en ting, der igen en gang dæmrede usikkert for Pe Svendsen, nemlig om ikke alligevel Jens i grunden var den klogeste. Se ham for eksempel i kortspil, når det viste sig, at en havde spillet forkert; Jens tog kortene op af bunken, gav dem tilbage til dem, de tilkom, rettede hele spillet for dem uden fornærmelse eller noget; han kunde huske det, sådan som det skulde være, og folk sa’e da heller aldrig noget til det, Jens var den klogeste. Og se nu her, hvor alvorligt og bestemt Jens snakkede hele tiden, mens Ole Nielsen grinte og fniste og måtte give Jens ret i alting. Jo, Pe Svendsen kunde ikke få andet ud af det, end at Jens var klogere end alle de andre. Men folk sae, de snød ham; hvad vidste folk om det? Jens havde en sparekassebog i sin kuffert, det havde Pe Svendsen selv set, og hvor mange penge der stod på den, det fortalte Jens ikke til nogen.

Pe Svendsen drak sin kaffeknægt ud og råbte på en til. På dette tidspunkt lod det til at den røde allerede var så godt som solgt; Pe Svendsen havde et øjeblik glemt at høre efter, og han måtte da lægge sig imellem; den røde skulde ikke sælges; han havde brug for den. — Nej, sae Ole Nielsen — ja vel så; — og han begyndte at snakke om føret og snekastning. Jens havde sit hoved, der dels var rødt, dels sort, stablet op på to lange arme og hængende midt inde over bordet. Han tav hånligt, mens der blev snakket om vejr og føre, og drak des mere af sin kaffeknægt, som han ved hjælp af romflasken betydeligt forbedrede.

16

Nej, men hvad jeg vilde sige, sae han, da det kunde være nok med den anden snak, — fire hundrede og tyve, det kan aldrig være for meget.

Nej, vel så, lo Ole Nielsen, — kan du få dem, så tag dem. Det bliver ikke her. — Han klappede sig med drengeagtig vigtighed på brystlommen.

Pe Svendsen hørte med uro, hvordan de to nærmede sig hinanden; nu var der ikke mere end tyve kroner imellem dem. Når Jens snakkede, tog han stiverne fra hovedet, og det blev stabilt hængende inde over bordet; hans hæse, dumpe stemme fik kraft, og hans alvor var urokkelig. Ole Nielsen sad lige over for ham, tilbagelænet og kortlivet, grinende og med svedperler på sin flejnskallede pande. Der var noget i hans øjne som hos en, der varer sig for et træ, der skal til at falde.

Pe Svendsen sad og stirrede måbende på sin store søn, ikke så fuld som han, men langt længere væk fra alting. Han hørte i en opvågnen, at de to var blevne enige. Ole Nielsen måtte da vel have givet sig til sidst. Jens stivede med vel forrettet sag sit sort-røde hoved af og gjorde den tredie knægt i stand, den stærkeste af de tre.

— Ja, men den røde skal jo ikke sælges, du vil jo ikke sælge den røde, Pe Svendsen, sae handelsmanden og drejede sig mod bordenden.

— Nej, sae Per usikker — det ska’en’n.

Ole og Per snakkede om glat føre på bakkerne, hvor sneen smæltede om dagen, og det frøs om natten, om broddede heste og smeden Laurids.

Jens rejste sig fra bænken; han skridtede med 17 hænderne ned ad den lange bordplade og sae så i sin fulde, skå rejsning: — Skal vi gå ned og se på den en gang til?

Det endte med, at den røde blev solgt. Pe Svendsen mente, det var en god handel, men folk korsede sig, da de hørte summen; Lars Olsen kom selv for at snakke med Per. De fik kaffeknægt, og Per græd over sin søn; Maren kom ind og græd med. Men hvad skulde de gøre? Jens vilde jo råde sig selv, det var han vant til. Jens selv hørte ikke noget af al elendigheden; han var taget ud på handel fra om morgenstunden.

Maren Pe Svendsen var en skikkelig og pligttro kone af den gode, gamle slags, der ser op til manden og lader ham råde i alle ting. Sådan havde Maren gjort hele sit liv igennem urokkeligt og uden større begreb, først over for den mand, der satte hende i verden, siden mod den, der tog hende til kone, og til sidst mod den mand, hun selv satte i verden, og nu lå hun og skulde til at dø. Maren havde i al beskedenhed været meget dårlig det meste af vinteren. En dag, da hun havde taget af bordet for sine mænd, standsede hun et øjeblik med hånden støttet mod det nederste hjørne af bordpladen og fremkom med den bemærkning, at hun vist ikke levede vinteren over. Det vakte ingen rigtig tiltro hos mandfolkene; Pe Svendsen sae: Jo, jo, og Jens sae slet ingen ting; det 18 lod ikke til, at nogen tænkte noget videre ved det. Maren gik med sine få tanker ud til sit arbejde i køkkenet. Saa kom foråret, langt hen i marts med sol og regn og blæst, og foråret det slog Maren. En dag nåede hun lige at få lavet middagsmaden; så gik hun i seng. Til Per, der kom ind til hende, sae hun, der skulde ikke hentes doktor; siden sae hun ikke mere, og da Jens også kom ind og satte sig ved den store dobbeltseng, var der ingen tegn til, at moderen kendte ham.

Hvad mon det skal blive til? sae Jens efter en lang pause.

— Det er’n godt at vide, svarede Pe Svendsen, og da det lod til, at Jens blev urolig, på sin stol, sae han, at det var vist bedst, at Jens blev. Så blev Jens, og eftermiddagen gik. En pige listede døren op og fortalte hviskende, at den skævhovede havde fået en kalv; det var en kviekalv.

— Det var godt, sae Pe Svendsen — du kan nok selv give hende nogle sildehoveder.

— Hvordan har Maren det? spurte pigen lavt.

— Jo-o. Nu skal vi se. — Pigen gik.

Det begyndte at blive mørkt. Den syge trak vejret besværligt, men ellers uden nogen lyd. Men ud af Jens’ hals susede det hult og hæst.

— Du falder’n i søvn, Jens, sae Pe Svendsen stille og bydende.

Jens rettede sig; han var ikke søvnig, men dette at sidde og hænge på en stol i så lang tid besværede hans bryst.

Solnedgangen, der havde ligget gul og klar 19 udenfor vinduet, blev taget af sorte skyer, som blæsten drev frem, og det blev mørkt derinde. Lidt efter gav det sig pludselig til at regne hårdt mod vinduerne, og lige så pludselig holdt det op igen.

Ansigtet af en gammel mand kom til ruden.

— Hvad er der, Hans Kristian? spurte Pe Svendsen og gik derhen.

Ja, han var færdig med at tærske.

Hm! ja, så kan du jo — å, du kan godt holde fyraften med det samme. Gå ind og få noget mad, sig til Marie om at give dig noget.

Pe Svendsen satte sig igen. Den syges åndedræt lød nu anderledes. Pe Svendsen lyttede spændt; også Jens rettede sig i sin stol. Et par minutter efter var der ikke mere at høre.

Pe Svendsen sae: Nu tror jeg, at mor er død.

Det er hun da vel’n, sae Jens.

Pe Svendsen rejste sig og gik hen til sengen: Jo, hun er. Nu er det bedst, du spænder for og kører efter doktoren.

Pe Svendsen gjorde et stort begravelsesgilde, over sin kone; der var meget af al ting, både mad og mennesker, men det gik ikke så pænt af, som Per havde tænkt sig, og den, der gav anledning, var hans egen søn. Jens var hen ad morgenstunden kommet i snak om heste med Ole Nielsen. Mens Jens lavede sig en kaffeknægt, der havde et højt numer, blev han nysgerrig efter at vide, hvad Ole Nielsen havde tjent på den røde, han havde købt af Jens nu i vinter. Ole lo og vilde klinke, men det tal, Jens Svendsen lidt efter nævnte, sårede ham, og han blev selv alvorlig; han 20
blev hård i blikket og svarede, at det kom jo ingen ved, hvad han tjente på en handel; han havde jo heller aldrig spurt, hvad Jens på sin side havde tjent ved at sælge den røde til ham. — Flere mænd gav Ole ret og sae, at en handel er en handel; andre holdt med Jens Svendsen, og snakken blev højrøstet. Så sae Lars Olsen med ro og vægt, som om det skulde være det sidste ord i sagen: Ja, vi véd jo nok Ole Nielsen, at det var’n nogen sådan meget heldig handel den ... men i næste øjeblik havde han Ole Nielsen stående over sig, med en række pågående spørsmål: Hvad han mente med det? Mente han snyderi, vilde han så komme med beviserne? Og når en mand vilde sælge en hest for det og det, havde han så ikke ret til at købe den. Mente han, at Jens Svendsen ikke havde ret til at sælge hesten? Han havde dog købt den for egen regning, og hvad så? Kunde Lars Olsen nu se, at han snakkede om, hvad han ikke havde forstand på? — Lars Olsen mærkede, at han kunde ikke klare sig; han havde givet efter for sin harme over den fremmede pranger, der havde fået en god hest til en uforskammet lav pris, fordi Jens var et fjols, og nu sad han selv i klemme overfor samme mand. Han følte, at han var den lille, og det kunde den ærekære mand ikke bære; han sae blot: Ja, her er vi ellers vant til en anden slags hestehandel, end du og Jens I laver, — og dermed rejste han sig for at gå. Ole Nielsen grinte, men Jens blev vred og sae, at det var rigtigt nok; Lars snakkede om ting, han ikke forstod sig på. — Lars Olsen nøjedes med at se på ham; så sae han højtidelig godnat til Pe 21 Svendsen, og flere andre begyndte også at bryde op. Pe Svendsen var nær ved at græde; han sae: Nu har vi moret os så godt hele aftenen, skal vi nu til at være uvenner? — Men det hjalp ikke; kun Jens og hans venner blev tilbage; de fortsatte med knægte og kortspil til hen på morgenstunden.

Dagen efter begravelsen begyndte Jens at tale om, at nu måtte de se at få gården solgt. Han havde allerede for længe siden slået på, at det måtte blive enden på det; nu sae han det rent ud. Det ramte Pe Svendsen som et slag, og han forsøgte at værge sig ved at sige, at det måtte han jo bestemme, der var mand på gården. Men slaget blev ført igen og med nye grunde, som Jens efterhånden udtænkte, og Pe Svendsen kunde ikke blive ved at give det samme svar hver dag. Han var jo også gammel, hans tid var forbi.

Gården må sælges, inden den bliver dårligere, sae Jens en dag.

Så kunde du jo gøre den bedre, Jens.

— Ja, men jeg vil ikke være landmand, sae Jens.

Pe Svendsen kunde bare ryste på hovedet og sige: Hm, hm, hm — når Jens var gået. Han havde tænkt sig, hvad for en stue han vilde bo i som aftægtsmand, og hvordan hans begravelse skulde ordnes; Ole Nielsen skulde ikke bydes med. Men at snakke til Jens om det, nyttede ikke noget. Gården skulde sælges, mens tid var. Der kom fremmede mænd om eftermiddagen, de fik kaffeknægt og snakkede om mange ting, ikke om gården, men bagefter var de ude sammen med Jens for at se på den. Hvad de 22 så havde snakket om, kom ikke på tale mellem fader og søn.

En aften hen på sommeren kom Jens ind i stuen med Ole Nielsen og en mand fra Søsum. Pe Svendsen kendte ham ikke og spurte, hvor hans gård lå. Ja, han havde da ingen gård, men han kunde nok have lyst til at købe, hvis der var en at få. — Det sae Per ikke noget til. Der kom kaffe ind, og de snakkede om mange ting. Så hen på aftenen vender manden fra Søsum sig til Pe Svendsen og siger: Ja, det er lige meget, Pe Svendsen, du kan faa otte og fyrre tusinde kroner for din gård. — Det var ikke så dårligt; Per tabte mælet, men Jens slog straks til, lige som det havde noget at betyde med ham. Men Pe Svendsen vilde have tid til at betænke sig, han vilde snakke med Lars Olsen. — Ja, det kunde han jo godt, svarede manden fra Søsum, men han havde ellers også en anden gård på hånden, og han kunde ikke sige, hvorlænge hans tilbud gjaldt. — Så slår Jens i bordet for sin fader og siger: Nu skal det være; sådan et bud får vi aldrig mere.

Sådan gik det til, at Pe Svendsen fik sin gård solgt. Kontrakten blev forresten underskrevet i Søsum, hvor hele selskabet senere kørte hen til aftensmad og nye forhandlinger.

— — Pe Svendsen befandt sig ikke dårligt ved at være partikulier og bo i et lille hus oppe i byen. Han havde nu ingenting at spekulere over, og han ejede nu fire og tyve tusind, efter at dels gælden var trukket fra, dels otte tusind, som han havde fået nogle tredie prioriteter for, der ikke var otte øre værd. 23 Han havde endda den trøst, at Jens var blevet så ked af denne her historie med prioriteterne, at han holdt sig fra hestehandelen. I stedet for gik han noget mere på kroen, men det var dog billigere. Jens var også blevet mere skikkelig, nu da han havde fået sin villie med hensyn til gården, og så var det jo godt. Pe Svendsen kunde ligefrem tumle ham igen, ligesom da han var lille dreng, og han satte igennem, at det skulde blive ved de to snapse til frokost og aften, sådan som den gamle skik var. Jens var fredelig og fåmælt og lå længe om morgenen. Om vinteren, når det var rigtig koldt, stod han somme dage slet ikke op, men han forsømte jo heller ikke noget med det. Dog kunde Pe Svendsen endnu i flere år ikke gøre ham det efter; han måtte op, senest ved nitiden og ud og se til høns og duer, og hvad vejr det tegnede til, og en lille snak med naboen eller hans kone, hvis der var nogen ude. Men han blev mindre morgenduelig, da han blev op mod halvfjerds, og der kom en vinter, da både han og Jens lod være med at stå op.

— Lars Olsen sad ved hovedgærdet af Pe Svendsens seng. I den modsatte ende af stuen lå Jens i den anden seng. Lars sad der, bred og stærk, højt oppe i treserne også og endnu ikke angrebet af nogen slags svagelighed; han snakkede om høstudsigterne og var meget alvorlig stemt.

— Den gang Maren blev begravet, sae Per lige med eet, — skiltes vi som uvenner.

— Det gjorde vi’n, svarede Lars Olsen højtideligt og genert — det har vi heller aldrig været.

24

— Du gav mig da engang en på kassen, Lars sae Per og smilede.

— Ja, sae Lars oplivet ved mindet — du gav mig en for brystet. Du slog en proper Næve, Per.

— Det var den gang, sae Pe Svendsen, syg i mælet. — Det er noget andet, når man ligger og skal dø.

— Å, int, sae Lars, ilde berørt ved dødens højtidelighed. — Véd du, at Andres hjulmand her ved siden af, han er flyttet til Ganløse? Der kommer en anden og skal bo til Oktober.

— Hm, hm, hm, hm, sae Pe Svendsen; — så skal huset stå tomt i sommer. Jeg ka’n lide huse, der står tomme. Mit hus her skal også stå tomt.

— Nå, Jens skal da arve det, når du engang falder fra.

— Ja, sae Per højere og ligesom fortrøstningsfuldt. — Jens skal arve det. Jens, hvordan har du det?

Der kom ikke noget svar.

— Hvordan har Jens det? Tag og spør ad, Lars, Lars Olsen rejste sig: — Hvordan har du det, Jens. Nå, du sover: Han sover, Per. Det var godt, han ikke hørte det.

— Nej, jeg kan ej, sae Pe Svendsen efter en pause — jeg ka’n lide at se et hus, der står tomt. Huset her er vel nok seks tusinde værd, kaske dårligt nok. Vi har’n uden ti tusinde kroner igen, Lars. Hvad skal Jens leve af, hvis’n han — — Hvad skal der blive af ham, Lars?

Fattiggården, tænkte Lars Olsen kort og hårdt. 25 — Jens havde ikke bedre fortjent. Højt sae han: Ti tusinde kroner og så huset her, det — det er da noget, Per.

Hunden gøede pludselig, så det hoppede i Pe Svendsen. — Skal jeg sætte ham udenfor? sae Lars Olsen. — I kan ikke have ham herinde.

Hunden blev lukket ud og begyndte at gø rasende ad et eller andet.

— Da jeg var dreng, sae Pe Svendsen, var der sådant et tomt hus ude ad skoven til.

— Nå, hvad var der med det?

— Jeg kan’n huske det mere. Jeg har aldrig kunnet lide huse, der står tomme. Når du giver gården fra dig, så kunde du jo købe det, Lars, sluttede Per lidt oplivet.

— Ja, det kunde jeg, hvis Jens vil sælge det.

—Sover Jens?

— Ja, han sover. Han sover godt. Du skulde også sove, Per. Hvornår kommer Boel?

— Hun kommer klokken seks.

— Det er jo nogen tid at ligge alene, sae Lars Olsen og rejste sig. — Men I har det jo da ellers meget godt. Ja, farvel, Per. Det skal’n vare længe, før jeg kommer igen.

— Farvel, Lars, og tak for den tid. — Per gik helt fra mælet, og Lars så til den anden side.

Pe Svendsen vågnede af sin døs, ved at hunden gøede voldsomt udenfor. Han hørte også en lyd fra den anden seng og så, at Jens var vågen.

— Hørte du også Karo, Jens? — Ja, han vågnede også mig. Lars Olsen lukkede ham ud. Hørte du’n, 26 at Lars Olsen var her? Nej, du sov jo. Hvordan går det nu, Jens, nu du har sovet?

— Jo, mumlede Jens hæst og hult.

— Lars sae, at Andris hjulmand er flyttet til Ganløse. Så får vi en ny nabo. Andris var også krakilsk. Synes du’n det? Jo, han var. Hvor går det med at få vejret, Jens? Boel kommer klokken seks, så skal du ha din mikstur, det hjælper. Har jeg nogensinde fortalt dig, at Lars Olsen engang gav mig en på kassen? Jeg havde fået for meget, — og det var mig, der slog først. Jeg gav ham en for brystet; jeg slog en proper næve dengang, hm. — Lars han kom for at se til mig. — Se, når jeg nu dør, Jens, så har du jo huset og så de ti tusinde kroner. — Ti tusinde kroner og så huset, det er da noget. — — Hvad er der, Jens? Græder du?

— Det gør så ondt, sae Jens.

— Gør det ondt? Gør det det? Hm. Boel kommer klokken seks. Bare du’n var så langt væk, så kunde jeg godt gi’ dig af din mikstur, men jeg ka’n stå op; jeg tror’n, jeg kan stå op. Jeg er også så dårlig, Jens. Det er farligt, så Karo han gøer. Skal jeg se, om jeg kan stå op, Jens? Nej, jeg ka’n. Det er dårligt med os begge to. Men du kommer dig nok, Jens, du er jo ved ungdommen. Hvad er klokken? Den er over halvfire. Boel kommer’n før seks. Hm.

Pe Svendsen blev træt og faldt hen. Udenfor huset gøede Karo rasende, og ovre ved det tomme hus stod ekkoet af en hund og gøede.

Boel kom klokken seks. Det gav et stort suk i 27 hende, da hun så hen på Jens, men hun sae ikke noget, da Pe Svendsen i det samme vågnede.

— Hvo’n har Jens det? spurte han.

— Jo, sae Boel, — han har det godt; han sover. — Hun syntes selv, det lød så kønt, at hun sådan kom til at sige: han sover.

— Så kommer han sig nok. Kendte du ham som dreng, Boel? Ja, han var lidt uregerlig og vilde gerne ha’ sin villie, men han blev mere skikkelig med årene. Der er ti tusinde til ham, når jeg dør, og så huset, og når du så bli’r ved at holde hus for ham, Boel, så. ...

— Du har’n godt af at snakke, Pe Svendsen. Men nu må jeg hellere sende en efter doktoren.

— Hvorfor det, Boel? spurte Per urolig. — Jens har det jo godt. Han er’n så rød i ansigtet, men det er for det, at han’n har feber. Det er svært, så han trænger til at blive barberet, Boel.

— Jeg skal få Pe slagter her hen imorgen, lovede Boel; — lig nu bare stille, Pe Svendsen.

Pe Svendsen lagde lydigt sit hoved til rette i puden og faldt straks efter i en tung døs.

Udenfor havde Karo for længe siden gøet sig mæt; han stod nu ved husdøren og jamrede for at komme ind, og lige så ynkeligt græd hans ekko ved det tomme hus på den anden side af vejen. Det blæste nu temmelig hårdt, og støvet føg i lange striber ind i Karos gab, når han lukkede det op for at klage sig. Karo var sulten, og der var ikke længere nogen morskab ved at gø; han følte sig så ene, som kun en hund eller et menneske kan. Boel lukkede 28 ham ind og snakkede stille med ham. Karo jamrede af sig, hvad han havde gået igennem foran den lukkede dør, han blev klappet og fik mad, Boel var glad ved at have ham at snakke til, som hun sad dér mellem den døde mand og den døende.

I begyndelsen af natten, noget efter at doktoren var kommet, døde Pe Svendsen.

Folk blev meget eftertænksomme ved dette mærkekelige, dobbelte dødsfald, især da det viste sig, at Pe Svendsen ingenting efterlod sig, endsige de ti tusinde kroner, han selv havde snakket om.

29

FALSTRINGER

Kirsten Gammel havde fået fodret sine fire køer og stod nu ved det sydvestlige hjørne af stalden og så ud over sin lod, der ikke var større, end at hun herfra kunde se det meste af den på engang. Hun vendte sit gamle ansigt lige mod vindhjørnet; den samme storm, der havde blæst i omtrent en måned, blæste også idag; den kom stiv og hylende fra en aldeles klar himmel, og det var ikke til at forstå, hvad den sådan kunde blive ved at komme af; men komme gjorde den, og den blev ikke træt. Kirsten så ud over sine marker; det tog godt på rugen nu, den kunde hugges om et par uger, og det var godt, hun havde mest af den, for kornet blev ikke til meget, og hvad skulde de snart give køerne? Der var lige den strimmel eng, der gav lidt græs, men den tørrede også væk nu. Man måtte være glad, om man kunde holde liv i sine køer, til regnen kom sidst i Juli, og så vilde roerne jo også give sig til at gro igen.

Kirsten gik rundt om gården og så den anden 30 vej; oppe på nordfalster skulde det være meget værre, sagde de. På bakkerne mod nordøst kunde hun lige skimte en hvidgrå og en mørkere firkant, det var Per Kyllings rugmark og hans hvedemark. De sae, at nede bag bakkerne havde han tøjret sine køer i hveden; det andet var der ikke noget at stille op med. Nå, Per Kylling han kunde være lige glad, om hans høst slog fejl en gang. Kristen gik med bekymret ansigt ind i gården; mon Frederik ikke var oppe endnu? Han var så ked af det i denne tid, og det var jo ikke så underligt; men hvad, noget galt skal der jo ske en gang imellem, som nu da Kirstens mand døde for en halv snes år siden, det var dog værre, og Frederik var jo nu manden på gården, eller kunde blive det, hvad dag han vilde, da de andre søskende var gifte, men Frederik vidste nok ikke, hvad han vilde, skønt både gård og kæreste ventede på ham.

Kirsten så hen til et lille vindue mod nord og råbte: Freerk, skal du inne snår op?

Lidt efter kom svaret derinde fra: Hvordan ser det ud idag, mor?

— Ja, solen hun skinger jo, som hung jør hver dag.

Stemmen svarede: Ja, så er der jo inne noe at skynde sig for.

— Du skulde gå u og se på roving, sae moderen trøstende, — haing er be’re end haing har været i manje år.

Der kom ikke noget svar, og Kirsten gik ud i køkkenet for at lave kaffe; måske lugten af den 31 kunde lokke Frederik op, og lidt efter kom han virkelig. Han satte sig uden et ord på køkkenskamlen i bukser og skjorteoverkrop; selve hans stilling var et stumt forlangende om frokost og kaffe, der også straks blev efterkommet. Frederik var en ganske køn karl på fem og tyve; hans holdning og vel afstemte legemsformer vidnede om god ernæring og til pas arbejde gennem flere slægtled; øjnene var også kloge nok og ikke uden humor, men næsen var spids og ubetydelig, og kæbepartiet altfor svagt, han holdt heller ikke sit hoved så godt som den øvrige del af kroppen. Men han spiste med god appetit, kogte æg, kold flæskesteg, ostemad og store mængder af kaffe. Da han var ved ostemaden, tog moderen en skjorte og kastede over hans knæ: Der var et stort hul i henge, men Gurung har lappet nenge. Gurung hung kom klokken syv, men du sov, så satte jeg henge til at lappe henge, og så jik hung, for det du sov.

Frederik tog skjorten op og så på den; bagi var der er stor firkantet lap; det var ligesom man så ud gennem et aflangt vindue, det så så kønt og hyggeligt ud; Frederik blev rørt over det; men fra skjorten kom han til at se ud over græsmarken igen; det var ikke kønt eller hyggeligt. Lysningen i hans ansigt forsvandt, han lod skjorten falde og bøjede sig over maden.

— Du må inne se så ke u a’et, Freerk, sae Kirsten, — manander blir også ke af det ve at se på dig.

Frederik svarede ikke, han gjorde sig færdig, tog 32 skjorten på og resten af tøjet og gik ned over markerne; moderen så fra vinduet, hvordan han gik omkring nede på det sted, hvor der endnu var grønt.

— — På en grøn markspids, hvor to veje stødte sammen og dannede, hvad der på Falster kaldes en tresnip, sad Gudrun en aften og ventede på Frederik Gammel. Det var lidt hen i August; regnen va kommet og havde retet på meget der var ved at blive galt, og høsten var i fuld gang. Gudrun sad og var glad ved tanken om græsset, der nu var blevet grønt igen på Kirsten Gammels eng, og ved Frederik; nu behøvede han da ikke at være ked af det; selv om kornet jo blev lige kort nok; men det undrede hende, at han ikke kom, og hun blev snart urolig; bare der nu ikke var noget andet i vejen; hun rejste sig for at gå ham i møde, og så kom han da endelig; han så meget vel tilfreds ud og smilede, da han så hende. Hun blev straks glad igen: Du jir dig god ti, Freerk, sae hun, men tonen lød mere glad end bebrejdende. — Jog har været så øverventendes.

Frederik nøjedes med at sige, at han kunde ikke komme før; men da de kom langs et hegn, kyssede han hende, og så gik de et stykke i tavshed. Solen var for længe siden nede; men månen stod på himlen, og dens lys tog hurtigt til. Gudrun holdt ham i hånden, men når de mødte nogen, slap hun.

— Moning haing skinger, sae Gudrun efter en lang pause.

33

Ja, det indrømmede Frederik, at den gjorde; han tog en vej, der drejede af mod øst; de skulde gå til Pomle, syntes han, men det var måske lidt for langt for hende.

— Jeg skulde einglig i vainget, sluttede han.

Det havde Gudrun også stor lyst til, hvis han syntes det gik an. Og tre kvarter senere gik de ned ad skrænten ved Pomle strand. Østersøen lå med flade bølger, der var beskinnede af månen; det var varmt, og der var ingen andre mennesker; han fandt et godt sted med sand til hende og gik selv langt til højre mellem store sten. Vandet var så mildt og roligt at gå ud i, det gjorde en endnu mere alvorlig, syntes Frederik; han så flygtig til siden: en fin lys stribe stod som et stykke tåge langt henne op over vandet; det var første gang, han sådan så Gudrun, han tog straks øjnene til sig. Men lidt efter måtte han igen se efter hende, da han hørte et forskrækket udråb, der dog straks blev efterfulgt af latter. Gudrun stod ved vandkanten, svagt gullig mod det grå sand og den rødgule brink. Hendes solbrændte ansigt var næsten usynligt, og ligesådan håret. Frederik blev glad i sin alvor; men han havde jo heller ikke lov til sådan at se på hende; han satte sig under brinken og klædte sig på. Lidt efter mødte han Gudrun helt påklædt og leende: — Særking haing faldt i vainget, forklarede hun, — haing blev voe forneen.

Frederik lod sig fortælle de nærmere omstændigheder med særken, der var faldet fra hende og snappet halvt nede i vandet; han hørte hende gerne tale og glemte, hvad han selv tænkte på.

34

Mens de sad ved et af de små borde og fik kaffe, kom Gudrun i tanke om noget andet morsomt, der var hændt hende. Der var en, der vilde ha’ hende til kæreste, en mejeribestyrer. Han var sådan en kunstig fyr, forklarede hun: han holdt det ene øje lukket altid, fordi han manglede det, og så havde han et stift knæ, der var kroget tilmed. Og så snakkede han altid om sine penge, og dem havde han vist også en del af, efter hvad de sae.

Gudrun så betænkelig op, om Frederik skulde få noget andet ud af den mejeribestyrer, end hun havde ment, men det så det dog ikke ud til; han sad og morede sig stille over hendes beretning, men var alvorlig igen, da den var forbi. Mens de gik hjem, kom han endelig frem med det, han tænkte på: Han vilde ikke overtage sin moders ejendom, han turde ikke, den var for lille, og der var for meget at risikere. Sæt at tørren havde varet fjorten dage længere, og at det skete to år i træk, så måtte han gå fra den igen, og hvis det ikke skete, vilde han i alt fald gå og være bange for at det skulde ske. Nej, enten skulde han have en stor gård, hvor han kunde bære et tab, eller også vilde han hellere arbejde for andre, hvad der ikke var noget at risikere ved, og det var altså det, han havde bestemt sig til. Det var jo ikke meget at byde hende, når de skulde giftes, men på den måde kunde han selv blive tilfreds, og så vilde han for resten høre, hvad hun mente.

Gudrun havde straks glemt alle sine morsomme historier, hun svarede, at det skulde være, som han vilde, og han blev så bevæget, at han måtte kysse 35 hende. Han føjede til, at hun kunde jo også tage denne her kunstige fyr med de mange penge, og Gudrun gik glad ind på spøgen, men holdt samtidig fast i ham, for at der ikke skulde være nogen misforståelse.

Uden for Per Kyllings gård stod Frederik stille og sae, at der vilde han ind; han vidste, at de havde brug for en forkarl til November. Han spurte en mand, der gik, om Per Kylling var hjemme.

— Kyllinging, sae manden, — nej, han er tjørende til Nørre Alslev; men du kan jo gå ing og snakke med datteren; hun er vist ikke i seng endnu. — Og da Frederik stod usikker og forlegen smilende, føjede han til: — Gå du kuns ing og snak med hende; hung er jo på en måe osse mainging på gårring.

Nej det vilde Frederik dog ikke; han vilde ikke lade sig fæste af en pige. Desuden stod manden og grinede så ubehageligt, hvad det så var af. Måske fordi datteren var tredive år og endnu ikke gift, og her kom en ung karl og vilde sagtens fæstes; sådan en mand kan grine af så meget. Frederik blev uvillig og vendte sig for at gå, men i det samme blev portlågen lukket op, og hun kom selv ud.

Anna Kylling var tredive år og lignede en ung gårdmandskone, bred, rolig og sikker. Hun hilste på de to fremmede, som hun godt kendte, satte et kort blik på arbejdsmanden, der endnu så forgrint ud gjorde ham i en fart til et alvorligt menneske og bød de to indenfor.

— Nej tak, nej tak! Frederik undskyldte sig, og Gudrun så forlegent smilende ned. Nej, han vilde bare 36 snakke med hendes fader; men hun kunde måske sige ham, om det var rigtigt, at de fik brug for en forkarl til November.

Jo, det var rigtigt. Anna gik bag om dem, skød dem venligt ind gennem lågen og sae: — I skal da inne gå ijeng, uden at få noe. Nå, det er din tjæreste, Freerk. Jo, du skal også med, Gurung; jeg har rø’grø’.

— Hung er forfærtlig rar, sae Gudrun, da de en halv time senere kom ud igen. — Det er keeligt, hung er så gammel, føjede hun til; men ved sig selv tænkte hun vel, at det jo var meget heldigt.

De gik fornøjet videre og talte om fremtiden. De kunde lige så godt gifte sig til næste sommer. De fik begge to lidt penge, så de kunde købe et lille hus. — Og tænk. Freerk, det var det bare fløe, udbrød pludselig Gudrun, — og så ribsvin hun selv havde lavet.

— Ja, sae Frederik, han havde selv en meget behagelig mindelse om traktementet.

For Frederik Gammel, der aldrig havde været ude før, skønt han var femogtyve år, var Per Kyllings et helt nyt og mærkeligt sted. Før kendte han kun andre gårde fra gilder eller fra arbejdet i marken; her kom han midt ind i det; karlen fra det lille hussted fik at se, hvad velstand er. Den mad, de fik, for eksempel. Frederik kunde ikke glemme det 37
mortens gilde, han var med til i November: Suppe, to slags steg, lagkage, vin og kaffe, senere toddy og cigarer og om natten, inden de skulde hjem: Smørrebrød med kold steg, hummer, æg, flere slags ost, pilsner og snaps. Manden kaldte Frederik Gammel sin forvalter og tog ham med til det hele. Og sådan som de levede til daglig. De fik risengrød midt i ugen; til andendags ærter fik de æbleskiver ovenpå; Anna Kyllings sødsuppe lå kirsebærrene så tæt som gryn i vælling, og hendes pærevælling var også bedre end den, Frederik kendte hjemme fra. Når saucen havde stået lidt og var afkølet, stivnede den af fedt, og det hændte engang, at Anna kom ind og gjorde undskyldning for sine pandekager, der var gåede i stykker; hun nævnede ikke grunden: at der var kommet for meget godt i. Velstanden mærkedes på al ting. Der var en ro og tilfredshed over de folk, som Frederik aldrig havde kendt hjemme. I begyndelsen, han var der, hørte han meget om den dårlige høst, og især Anna kunde da tale med stcr medfølelse om de folk, som høsten var slået fejl for, og som ikke godt kunde tåle det. Men det stod også i hendes øjne, hvor lidt det havde at sige, at deres egen rug og hvede næsten ingenting havde givet. De mennesker behøvede ikke at blive kede af det over nogenting. Frederik kom engang ind i laden og blev nysgerrig efter at se, hvordan den seksradede byg var; han rykkede en håndfuld aks ud og gned den mellem hænderne: der var næsten ingenting i, og en aften, da de kom ind til nadveren, hørte han Per Kylling og tærskemanden tale om den samme byg. — Den 38 ji’r inne meget, sae tærskemanden. — Nej, det jør den vel inne, svarede Per og smurte videre på et stykke mad. Frederik måtte mindes sin faders ansigt, når han en tør sommer kom ind fra marken eller den påfølgende vinter ind fra loen.

Som det er almindeligt hos folk med tungt sind, havde Frederik anfald af munterhed, især ovenpå en dag, der havde forekommet ham lang og drøj. Da var han dog temmelig ene om det, for til dagligt brug var der stille på Per Kyllings gård, men der var altid een, der bemærkede og opmuntrede hans lystighed; det var Anna. Hun gjorde med al sin moderlige forbeholdenhed ikke meget ud af det, men det kunde nok engang imellem falde hende ind at fortælle et par morsomme historier til gengæld. Dagen efter syntes han, at Anna så så vist på ham, men han tænkte ikke videre over det. Derimod gav hans egen Gudrun ham noget at tænke på, da han igen engang talte om Anna Kylling. Gulrun sae med en synlig uro, at det var underligt, hun ikke var blevet gift, og det vilde være godt for hende, om hun kunde finde en pæn, ældre karl, og man skulde ikke synes, det vilde være så svært. — Frederik blev ligestraks noget forbavset: gifte sig, det var hun da altfor gammel til, endskønt, tredive år. Nå, men når han tænkte over det: hun kunde naturligvis ikke få nogen, der havde penge nok, og Gudrun svarede lettet, at det var vel nok det, der var ivejen. De var vel meget pengestolte, de Per Kyllings? — Frederik gentog ordet pengestolt. Ja, de havde det med at beklage dem, der ikke var lige så velhavende som de selv. 39 Han sae ikke mere, men han følte i det samme hele den fattige karls bitterhed overfor den rige gårdmandsdatter. Det kom så uventet og tog i den grad hele hans humør, at han snart efter sae farvel til Gudrun under påskud af noget arbejde, han skulde være færdig med inden aften.

— De sad ved davren hos Per Kylling og snakkede om forårspløjningen. Det var noget henne i April; der havde været usædvanlig megen sne, og efter at den var smæltet, havde det regnet, og marken nedenfor bakkerne, hvor de skulde begynde, var ikke til at komme i. Nu havde det dog tørret godt et par dage, og der var tale om at tage fat efter davre, men inden de var færdige, tog det til at regne, og der var ingen udsigt til, at det snart vilde holde op igen.

— Det bliver nok inne idag, sae husmanden og så ud ad vinduet.

— Nej, det jør det nok inne, svarede Per Kylling med en mine, som det da også kunde være det samme.

Frederik rejste sig straks efter og gik ud. Det var jo ikke hans gård, så han behøvede ikke at tage sig det nær, at de kom så sent i jorden, men det gjorde han alligevel. På den anden side misundte han folk, der havde det sådan, at de kunde tage det på den måde. Det måtte vel være pengene. Ja, de penge. Frederik havde før bare kendt savnet af dem, nu så han, hvordan det var, at have dem.

Frederik rettede sig med et sæt, da der kom nogen bagved ham; han stod og så på selerne, som der jo ikke blev brug for idag.

— Nå, står du her? sae Anna Kylling i døren til 40 selekamret. — Frederik svarede ikke, og hun kom lidt tøvende nærmere; hun fik et alvorligt og optaget udtryk i sit ansigt og spurte, ligesom det kunde være noget, hun flere gange havde tænkt på, om han var ked af noget. Det var vel ikke maden? spurte hun så igen, da hun ingen svar fik. — Frederik måtte næsten le: — Nej, maden var det da ikke. — Men så var det måske arbejdet? — Nej, arbejdet, hvad vilde det sige? Han havde jo fæstet sig som karl, og han var da heller ikke sådan stillet, at han kunde lade være at bestille noget. Han sae det i en ligesom fornærmet tone, der måske skulde jage Anna væk med hendes spørsmaal, men hun gik ikke. Hun sae, hun havde tit tænkt på, hvad der var i vejen med ham, og Frederik så ned overfor hendes blik som en dreng, der ikke kan klare sig. — Anna sae, at det var jo heller ikke så morsomt at arbejde for andre og spurte, om det var sandt, hvad de sae, at han ikke vilde overtage sin moders ejendom. Og hvad sae Gudrun til det? Han havde en gang talt om, at de snart skulde giftes. — Han svarede afvisende, at han havde ikke i sinde at gifte sig for det første, og for at bøde på det ubehagelige i sit svar, forsøgte han at slå over i spøg ved at spørge, om hun ikke selv skulde giftes; hun havde jo det meste af, hvad der hørte til.

Anna Kylling blev rød, som han aldrig havde set det før, og det slog ham, at sådan noget kan man sige til en pige, man tjener sammen med, men der er forskel, og i alt fald var han ikke sådan stillet, at han kunde tage sig lov til at snakke på den måde til sin husbonds datter. Men da han nu havde været 41 uheldig, gjorde han det værre ved at sige, at der var vel ingen, der var god nok. — Anna sae blot: — Nå-e, og så gik hun.

Frederik kunde næsten ikke sove den nat af skam over sig selv. Om dagen undgik han at tale med andre mennesker og såvidt muligt også at se dem, og da han igen kunde se op, viste det sig, at Anna var lige så venlig som før, snarere mer, og en Søndag eftermiddag, da han kom forbi hendes dør, spurte hun, om han vilde se, hvordan hun boede. Han kom ind, noget forundret, fik sig sat og blev vist forskellige småting fra kommoden, og så trak hun en skuffe ud, tog et portræt frem og sae: — Vil du se ing maing, der nu er i Amerika?

Frederik blev rød i ansigtet, mens han betragtede billedet af en ung mand på alder med ham selv. Anna stod uforstyrre ved vinduet og fortalte: — Det var nu ti år siden, han var rejst, og nu vilde han ikke derfra, og hun vilde ikke derover. Men det gik ham ellers godt, sluttede hun med et vist eftertryk.

Frederik vidste, han burde sige noget, men han kunde ikke, han kunde bare sidde og skamme sig. Men det hjalp på ham, da Anna tog et par breve frem og spurte, om han vilde høre, hvordan det var at være landmand i Amerika. Brevene var morsomme og gav dem en del at snakke om bagefter; de var begge to klare over, at de ikke vilde til Amerika: nej, så var Falster bedre; men samtalen var kommet igang, og der gik en halvanden time på en meget fornøjelig måde. Det var godt, tænkte Frederik, at han ikke var kommet til at snakke om det 42 fra selekamret, for nu var det ikke til mere og skulde aldrig blive omtalt. Han havde før gjort noget galt, men han var aldrig før kommet over det på så god en måde.

En eftermiddag i september kom Frederik kørende hjem fra Stubbekjøbing. Anna varmede medisterpølse og rødkål til ham og gav sig derefter til at bage pandekager af noget dejg, hun havde levnet. Frederik spiste med tungt sind, men med god appetit, langsomt og meget. Det lå til ham sådan at sidde grublende over sin mad, men her, hvor han ikke var hjemme, havde han jo ikke tit lejlighed.

— Er der noe i væjing? spurte Anna, da hun kom ind med de sidste pandekager.

— Nej, svarede Frederik og spiste. Der var både syltetøj og ribsgele til pandekagerne, foruden sukker.

Anna satte sig med sit arbejde og ventede, om han vilde fortælle noget. De havde talt om mange ting, også om hans humør, det var noget nyt for hende, men hun tog det fornuftigt og venligt, skønt hun ikke forstod det. Endelig sae Frederik, at han havde talt med Gudrun, at hun måtte blive i sin plads; de kunde alligevel ikke blive gift for det første. Det vil jo sige aldrig, føjede han til.

Anna havde nok tænkt det, men hvis han var ked af det, så var det alligevel galt, og han måtte tage Gudrun, men vidste han da ikke selv, hvad han vilde? — Jo, Frederik vidste, at det måtte blive ham og Anna, og så vidt han kunde forstå, var de også enige. — Anna sae, at det var også hendes mening 43 om det. Hun tog tingene af bordet og satte sig ved bordenden ved siden af Frederik. Hun talte fornuftigt og alvorligt med ham, til han blev glad igen. De havde ikke før været egentlig kærestefolk, men de havde snakket om alt, hvad der sådan hører til, og det sidste skridt var ikke svært at gøre, i alt fald ikke for Anna, og Frederik følte sig glad og let draget med af hendes sikkerhed og rolige humør. Tilsidst kunde Frederik dog ikke lade være at spørge, hvad hun mente om det med Gudrun. — Hun svarede, at Gudrun jo var ung og sagtens fik en anden; for ham måtte det jo da være bedre at få en gård end et hus. — Ja, når man sådan vilde se på det, men så for hende selv da? Anna svarede, at hun vidste, hun fik en god mand; så klappede hun hans hånd og gik derefter ud i spisekamret for at ordne midaftensmaden.

Frederik Gammel og Anna Kylling blev gift samme vinter, men Gudrun sae sin plads i Stubbekjøbing op; det hed sig, hun havde fået tjeneste et sted på Vestlolland. Der var også nogen, der fortalte, at hun havde fået sig en anden kæreste, og Frederik Gammel — eller Frederik Kylling, som han nu blev kaldt — kunde slå sig til ro; alting var alligevel gået godt, og ængstelsen, der ikke havde sluppet ham et øjeblik, var nu borte; han kunde uden dårlig samvittighed glæde sig over den gård, han nu var ejer af, og den lille søn, han fik et års tid efter.

En dag i oktober hørte han, at Gudrun var kommet til egnen; hun havde dog ikke kæresten med, og et par dage efter mødte han ude på marken en 44 mand, der spurte, om han havde hørt, at Gudrun var død. Nej, det havde han ikke hørt; han spurte heller ikke om mere, men han vendte om og gik hjem. Han vilde ikke tale med nogen, ikke høre mere om det, og det bedste var vel så at gå i seng; han sae til sin kone, at han var forkølet, men han skulde ikke have noget.

Så var Gudrun altså død, og nu skulde det hele til at begynde forfra, det, som han havde troet var forbi. — Gudrun død; man går ikke hen og dør af dårlighed, når man er lidt over tyve. Hun havde prøvet med en anden kæreste, men det vilde altså ikke gå, og så var der kun den udvej. På en måde er det jo så nemt: Livet er ikke til at holde ud, og så vil man hellere dø. Sådan var det med Gudrun, netop fordi hun var så glad; han havde ikke den udvej, det vidste han: han var indrettet på en anden måde. Bare ved at tænke på, om ikke han kunde gå samme vej som Gudrun, var det ham klart, at det var umuligt; liv og død var for ham to lige svære ting, og han måtte tage dem, som de kom.

Frederik blev liggende næste dag; han viste tydeligt, at han ikke vilde snakke, og Anna lod ham være i fred. Hun kunde se, han havde det ikke godt. Den tredie dag i skumringen stod han op og gik udenfor gården. Ved et hegn hørte han to snakke sammen; de nævnte Gudrun og stranden ved Pomle, og Frederik gik straks ind igen. Han fik nogen mad, tændte lampe og gik i seng med nogle aviser, for at have dem ved hånden, når Anna kom ind. Hun kom først ved sengetid og forsøgte at komme til at tale med ham 45 om Gudrun, men Frederik standsede hende straks. — Anna kunde ikke forstå det, det var så urimeligt, sae hun. — Ja, det vidste Frederik godt. Anna havde det så nemt med alting; det var rimeligt, han vilde hellere have en gård end et hus, det var rimeligt, at hun vilde gerne have en god mand, og lige sådan, at Gudrun tog sig en anden kæreste; sådan tænkte hun og hendes familie, det var vel over de mange penge, de havde. Men nu kunde hun altså se, der var også andet til end det, som hun fandt rimeligt. — Anna svarede stilfærdigt, hun syntes ikke, han skulde fornærme hende, og spørsmålet om Gudrun blev aldrig siden nævnt mellem dem. —

Frederik lå den nat og tumlede med et billede, der ikke i lang tid havde været i hans tanker: synet af Gudrun den sommeraften, de gik i vandet ved Pomle. Det havde ingen form eller skikkelse; det var ikke at mindes som en piges nøgne legeme, det var bare en lysstribe i den halvmørke aften, det kunde være noget, der var hængt op på en pæl eller en stribe tåge, men for Frederik var det Gudrun, hans kæreste, hvis særk var faldet i vandet, og som var kommet leende hen og havde fortalt ham det. Og nu var hun gået samme sted hen for at drukne sig en kold oktoberaften, og hun havde ikke kunnet undgå at tænke på den døde Gudrun, der blev bragt i land, men det var altid den levende, han så; den fine, ulegemlige stribe ved strandkanten, den stod for ham, 46
rørte sig, levede, og nu, da alting var ødelagt, var dette det værste, han kunde tænke sig. Det var ham næsten umuligt at gå oppe og tage sig noget til med det billede foran sig, og meget værre blev det, når der kom nogen og snakkede til ham eller skulde spørge om noget, men når han lå, havde han det bedre, og så kunde det jo også ske, at han faldt hen i en døs og tanken om, at den Gudrun, han så død, trådte tilbage som noget, han engang havde drømt. Frederik kunde have det godt, mens han sådan lå hen; han kunde igen føle den samme betagelse og halvvejs skamfuldhed over at have set på hende, og det kunde gå over i en drøm om, at Gudrun nu var hans kone, og at de havde en lille dreng. Da drømmen engang havde formet sig, kom den tit igen, og Frederik syntes, han spurte, hvad Gudrun havde tænkt den aften, da han så om til hende, eller hvad hun vilde have tænkt, hvis hun havde set det. Men hendes svar kunde han aldrig få fat på; det eneste han skelnede, var, at hun undertiden lo og fortalte om sin særk, der var faldet fra hende. Så vågnede han, og dermed var hans gode tid forbi. Hvis det var i aftenskumringen, stod han gerne op og gik en runde omkring gården, han fandt sin forkarl et eller andet sted, spurte ham ud om, hvad der var bestilt og talte om, hvad der skulde gøres næste dag. Sådan gik vinteren, men det blev værre om sommeren. Lyset kom altfor tidligt, og lyset var ham ikke velsindet. Det slap ham også sent om aftenen; han måtte være meget oppe om sommeren, og han havde det ikke godt. Men som årene gik, faldt Frederik 47 Gammel noget til ro, uden at han dog forandrede sine vaner; han sørgede vel mindre, men der var noget stykker i ham, og han var menneskesky for resten af sit liv.

Anna Kylling gik det heller ikke godt, men på en anden måde. Hun var af god, gammel bondeslægt, sund, rolig og velernæret, men hun var uvant med modgang af nogen slags, og det med Frederik slog hende fuldstændigt. Hun var for dygtig til at lægge sig hen, men hun faldt stærkt af og døde noget over fyrretyve år gammel. Der kom ingen med hjem efter begravelsen. Frederik gik op og ned i sin stue og snakkede med sig selv om, at nu var der kun den ene igen af de tre. Og da drengen, der sad halvgrædende ved vinduet, spurte, hvad han sae, stillede han sig foran ham og gentog det, at der var nu kun en igen af de tre; den, der havde forbrudt mest, skulde leve længst og have det værst, men den, der ingenting havde gjort, havde fået lov til at dø straks.

Frederik Gammel drev ikke sin gård så dårligt, som man skulde have ventet af en mand, der aldrig kom ud og så til sine folk. Han gjorde sin runde ved aftenstid og gav da sine ordrer til sin forkarl, det eneste menneske, han snakkede med. Den stilling indtog hans egen søn, Kristian, fra han var atten år.

En aften hørte Frederik to af gårdens folk tale om Kristian, og de nævnte i forbindelse med ham navnene på to piger; den ene var gårdmandsdatter, den andens navn kendte han ikke. Han blev sært urolig over det, og sent om aftenen, da han hørte, at Kristian 48 var ved at gå i seng, kaldte han ham ind til sig. Han fortalte sønnen, hvad han havde hørt, og lagde ham stærkt på sinde at gifte sig med en, han brød sig om, enten hun havde penge eller ej, og han fortalte, hvordan det var gået ham selv. Han gav det hele så udførligt, han kunde, fordi han nok tænkte, at Kristian havde hørt en del af det gennem andre, men der var indtil nu kun eet menneske, der vidste, hvordan det hang sammen. Tre gange kom han tilbage til at fortælle om Gudrun ved Pomle strand, men den tredje gang brast han i stærk gråd og kunde ikke få sin stemme igen. Kristian blev siddende hos ham og sae noget om, at han havde ingen kæreste og tænkte heller ikke på nogen bestemt, og hvad han sådan kunde finde på, indtil faderen bad ham gå i seng, han sad vel og frøs. Men dagen efter denne eneste samtale, fader og søn nogensinde havde, sae Frederik Gammel, at han så helst Kristian overtog gården, så vilde han selv flytte ind i det hus, hvor hans svigerfader i sin tid havde boet. Hvad han havde sagt om at tage den, man holdt af og ikke svigte nogen, det stod stadig ved magt; måske var en forholdsvis uformuende pige endda den bedste; de var gladere og lettere at gøre tilfreds, vilde han da tro.

Kristian var rystet over, hvad hans fader havde fortalt ham, men han var en ægte Kylling, og der blev ikke andet tilbage i ham end en stor forundring. Han rettede sig da for så vidt heller ikke efter sin faders formaninger, som han nogle år efter at have overtaget gården, giftede sig med en af egnens rigeste gårdmandsdøtre.

49

DE TRE ØNSKER

Den tobaksrøg, der kom fra Jens Mortensens træpibe, fyldte efterhånden godt i borgerstuen. Den hang over det lange bord som en hel lille vask af grå gardiner og frembragte på begge sider af bordet hoste eller fnys, hvilket i lang tid var den eneste lyd, der hørtes. Margrete, der endnu var ung, smilede ligesom undskyldende, når hun fik sin husbonds røg på tværs i halsen, men Søren lige overfor kunde ikke rense sin hals uden et fornærmet blik om mod bordenden, hvorfra røgen kom og blev mere sur, jo mindre tobak der var igen. Kun gamle Niels, der sad nederst på bænken og snittede rivetænder, lod ikke til at være generet; han havde lige lagt en pibe fra sig, der havde lugtet endnu værre end mandens.

— Nå, Niels, sae endelig Jens Mortensen — du sidder stadig væk og nøsler med den rive.

Niels holdt riven ind over bordet: — Den er allerede revnet, omendskønt det’n er mer end en uge siden, du køfte den, Jens Mortensen. Gid Fanden havde sådan nogen river, der’n kan holde, — og dom, der laver dom, føjede han til.

Søren så arrigt til Niels og læste så videre i sin 50 roman. Der blev ikke sagt mere, men det begyndte at knække i Jens Mortensens Pibe; han røg også stærkere nu, for det smagte ham ikke, men piben skulde ryges ud. Pludselig rejste Søren sig og vidste med det samme, at alle de andre så på ham: — Kan du få dig flyttet, snærrede han til gamle Niels.

— Ja vel, du behøver da’n at trå mig over tierne, sae Niels fredelig. — Jeg skal da ha’ mine sager til side først.

Det gik langsomt, og dér stod Søren udsat for alles øjne; Margrete holdt op med at stoppe strømper for at se på ham. Hun havde brune kinder og hvide tænder, som hun i øjeblikket viste. Hun var nitten år ligesom Søren.

— Hvad griner du af? sae Søren. Hans altid mutte ansigt blev rødt af ophidselse. Margrete brast i latter og fandt ikke andet svar fornødent. Søren blev højrød.

— Hvordan har du det, Søren? sae Niels, der nu var buldret ud på gulvet med sine store træsko, — du ser ud, ligesom du nær havde fået en norsk besvimelse.

Sørens blå øjne skinnede nede i halvmørket, og manden sae: — Det er da for tidligt at fodre af endnu, Søren?

— Det ved jeg nok, svarede Søren; — jeg kan også have andre grunde til at gå ud.

— Ja vel, sae manden, og de tilbageværende så på hverandre og gav sig til at snakke om udsigterne for vejret næste dag. Men da Søren gik ud ad gangen, formede der sig i ham en sætning, der lød: Idet Don 51 Fernando ytrede disse ord, trak der et ironisk smil over hans ansigt, der trods hans ungdom var mærket af voldsomme lidenskaber, blandt hvilke en umættelig ærgerrighed syntes at være den mest fremtrædende. I det samme hørte han, at Margrete lo. Hvad var det, han havde sagt. Nå, ja, det kunde forstås pa en lavere måde, det havde han ikke tænkt på. Hvor alt dette var ham imod, sur tobaksrøg og tarveligt sprog medregnet. Når Don Fernando tænkte på de staldbrødre, han på grund af sin fattigdom var nødt til at omgås, da spurte han sig selv, hvornår vel hans lykkestjerne skulde oprinde.

Søren satte sig med tændt lys ved sin kiste med en lille notebog foran sig; i den plejede han at opskrive sine tanker, men iaften var det, ligesom han havde altfor mange. Han bøjede sig over kistelåget, ligesom det gjorde ondt i ham. Margrete havde leet ad ham, hun lo altid. Han åbnede bogen og dyppede pennen: Når Don Fernando, stolt i sin fattigdom, var mest hensunken i melankoli, da havde den skønne Rosita gerne sine muntreste øjeblikke. Men hans stemning vilde ikke blive til ord, og han lagde igen pennen fra sig. — Jeg vil hverken eje eller have hende, tænkte han, men selve den brutale form af hans tanke sårede ham. Det hændte tit, at han kom til at sige noget, der sårede ham selv, for eksempel dette: Hvad griner du af? Men han led endnu mere under, hvad de andre sae; han led under, at han hed Søren. Livet er vanskeligt at leve, tænkte Søren; han skrev det op i sin bog.

Nu kom de over gårdspladsen. Var klokken så 52 mange? Han hørte Niels kalde: — Magret, Magret, du ska’ ha’ Stribben mæddæ. Det sae Jens Mortsen.

Søren lagde sine ting væk og gik ud. Men hvilken pande kunde Don Ferdando stå op og svare for sig, den dag da der på ham blev anvendt det bekendte ordsprog: Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er.

Mellem to køer kom Margrete hen til Søren og gjorde sig venlig og spurte, om han ikke skulde med til skovballet St. Hans aften, men det skulde Søren ikke; han gav sig ikke af med tossestreger. Margrete malkede videre i tavshed; Søren gjorde sig færdig og vendte tilbage til dagbog og tændt lysestump og grublen, snart efter kom også Niels gabende med sine sædvanlige tre knæk i kæberne.

— Kan du’n li Margret, Sørne? spurte Niels snaksom, skønt søvnig. — Det er skidt.

— Hvorfor det?

— Jo, sae Niels og gabede vellystigt jamrende, idet han satte sig på sengekanten. — Nå, så skulde man vel se at komme i kasmerokken. Skal du’n snar i seng også, Sørne?

— Nej. Og lad være at nævne mit navn, når du alligevel ikke kan udtale det.

Det forstod Niels neppe, men han var vist også lige glad; han klædte sig af under en mængde gammelmandslyde, bragte sine knagende knogler til hvile i den brede seng, gav sig endnu et par gange og lod så ikke høre fra sig i nogen tid, før han lidt efter begyndte at snorke. Sådan lå også Don Fernando nat efter nat hyllet i sin pjaltede kappe ved lejrbålet 53 mellem en gedehyrde og en fåreklipper, der begge snorkede, og lugtede hver af sit.

Søren klædte sig af, slukkede lyset og lagde sig ved siden af musiken med et bittert smil, som ingen kunde se, men som han selv vidste, var til.

— Don Fernandos eneste trøst under de nedværdigende forhold, hvori han tilbragte så stor en del af sin ungdom, var hans hest, som han kaldte den, skønt den jo ikke tilhørte ham, men hans herre, Senor Vaquere; det var et klogt og ædelt dyr, og mangen gang, når den på sin ryg bar ham hen over de vidtstrakte stepper — — men Jens Mortensens heste vilde af en eller anden grund ikke ha’ bidsel på; den kneb mulen sammen og slog op med hovedet, når han drev sine fingre ind i dens mundvige; den gav Søren et dygtigt knubs i næse og mund og slog hans hat af. — Vil du stå, din kule; vil du lukke gabet op, dit kapitel, ellers skal jeg — —

Manden kom over gårdspladsen: — Jeg vil’n ha’, at du skælder min hest ud. Kule og kapitel det kan du selv være.

Søren blev gal: — Kan jeg det? Jeg er ikke mer’ kule og kapitel end du selv.

Jens Mortensen tog Søren i armen og sae halvt skæmtende: — Sådan noget sku du’n sige til din husbond; ellers skal jeg sådan finde dig på din arm, at du’n skal tro andet, end at det var et gammelt øg, der bed dig.

54

Søren forsøgte at vride sig løs af taget, men det blev kun mere hårdt; det var virkelig, som om et par kæber samlede sig om Sørens arm. Jens Mortensen så bestemt på ham og slap ham så og gik videre i sit ærende. Lidt efter kørte Søren med gamle Niels ned i mosen.

Søren havde tårer i øjnene af ydmygelse, men også af skam over sine grove skældsord. Don Fernandos virkelige byrd var ukendt for hans rå staldbrødre, og selv om en enkelt undertiden fik en anelse om den gennem hans fornemme holdning og den stolte tavshed, han som regel bevarede, så kunde det ikke helt undgås, at det nedværdigende liv, han førte, undertiden ved sin smitte kunde friste ham til ord og handlinger, der ikke var ham værdige.

— Du sku’n være kouset mod Jens Mortsen, lød Niels’ stemme bag i tørvevognen, — han er en god husbond, og han mener dig det godt, meget mir’ end du ved af og har fortjent.

— Nø, sae Søren, og blev helst i sine egne tanker.

— Hvadfor kører du så langsomt, Sørne? Man skulde tro, du sad og læste de franske aviser.

Søren lod pisken falde blidt på lænden af den brune; han elskede heste lige så meget som han hadede køer og grove ord og Niels’ skråtobaksstemme.

At stryge tørv er som bekendt det mest snavsede arbejde, man kan blive sat til. Armene skal man have i til albuerne mindst; man får det ind på bryst og mave, når man går med formen; det løber ned af ens bukser, fordi formen aldrig er tæt; det ender nede i ens træsko, for hvor skulde det ellers ende? Og det 55 stænker op i ens ansigt, når man rager det ned i formen; det er kun ens ryg, der går fri, og det har man ingen fornøjelse af, da man ikke selv kan se den; men fortil er man som en skinnende sort vælling fra håret til træskosnuderne. Gamle Niels kaldte det tørvemøg, for sådan hedder det jo, men det sårede Sørens følelser. — Der skal mer’ tørvemøg, i de to ruder til højre, Sørne, og du må gerne tryk lidt i det med hænderne, sådan. Du er da’n bånge for at gribe i det, æd du?

Niels han pladskede og pladrede i sit tørvemøg med godt gammelt humør; han lignede snart en uhyre klodstørv, og Søren blev efterhånden træt i armene og ligeglad, så han kom ikke til at se bedre ud end Niels. Men det, der smertede Don Fernando mest, var det, at den skønne Rosita skulde se ham i disse plumpe omgivelser. Hvordan var det muligt, at hun skulde ane hans virkelige stand gennem det smuds, hvormed hans arbejde bedækkede ham.

Klokken halvfem kom Margrete med midaftensmaden i en kurv. Da Søren så hende gik han ned i den nærmeste grav for at vaske sig; men hænder og ben, hvad forslog det? Det meste sad igen. Margrete viste sig fornøjet og snaksom; hun og Niels snakkede, hun og Søren så til hinanden, for Sørens vedkommende kun fra siden; men kunde han skotte, så viste hun ham straks, at hun kunde lære ham den kunst af; men hvad der fra hans side kun var nødværge, blev for hendes part et angreb. Hun talte muntert og sorgløst med den gamle mand om dagens tusinde små 56 hændelser, mens hun samtidig tilkastede den tavse ungersvend sine mest veltalende sideblikke.

Pludselig havde Margrete ikke tid længere; hun skulde skynde sig hjem, og så løb hun.

Men et af disse sideblikke var blevet tilbage i Søren. Han blev ved at se det for sig, et blik fra øjenkrogen, i udkanten af et smil, man ikke kunde se mere end det halve af; han så det, som om det var fotograferet, og han følte det. Han snakkede ikke mer’, han svarede ikke Niels, der som gammel mand også var godt nok øvet i enesnak, men han snærrede ad Niels, når han sae Sørne eller Tørvemøg. Han tænkte på Margrete. Det var underligt, han syntes aldrig han havde gjort det før, men samtidig forekom det ham, at han havde aldrig gjort andet. Det var mærkeligt. Skulde han være forelsket i Margrete? Han tænkte ikke på andet, og da det blev aften, kørte han hjem, langsomt og i dybe tanker med gamle Niels snakkende ene bagi. Han spændte fra ligesådan. I denne tid hændte det oftere Don Fernando, at han over den skønne Rosita glemte sin ædle hest, indtil den på sin vante vis gned sin mule mod hans skulder og derved vakte ham af hans dybe drømmerier.

— Sover du, Sørne, sae Niels, der kom nyvasket tilbage fra vandhoven. Stænkene sad ham endnu i ansigtet, men det var jo også med hænderne, han skulde tage sin kvældsnadver.

Søren vaskede sig og tog andet tøj på. Ved bordet svarede han ikke et ord på Margretes venligheder, og da han gik ud, hørte han hende sige: Jeg synes, Søren så så vred ud.

57

Ja vist havde han set på pigen med mørke blikke. Anede hun, hvad der skjulte sig under dem?

— — —

Søren var i den følgende tid meget forundret over, at han jævnlig havde Margrete på siden af sig. Når hun lige så godt kunde have opholdt sig et andet sted under deres arbejde i marken, så kom hun hen i nærheden af ham, og altid havde hun så meget at spørge om. Søren vidste ikke, om han skulde være glad over det. Når han om aftenen sad ensom ved sit kistelåg og tænkte på Rosita, havde han det ondt, men også dejligt, men dagen igennem havde han Niels’ Margret at høre på og så hendes spørgsmål, der somme tider var lige mange nok. Søren havde aldrig kunnet lide at blive spurt ud. Niels var en af dem, der ikke kunde lade være med spørsmål, men Niels ventede aldrig svar og fandt sig fredsommeligt i de ubehageligheder, han fik i stedet for. Og nu var Margrete der også. Margrete, der var Rosita om aftenen og Margrete om dagen.

— Er du gal på Jens Mortensen? spurte hun en dag.

— Nej, hvorfor skulde jeg være gal på ham? Jo, det er jeg for resten, for han har skældt mig ud. Men det er der ingen, der kan mærke på mig.

— Jo, han siger, du går og ser så gal til ham. Nø, sae Søren.

— Er du gal på gamle Niels?

— Nej, vel er jeg ej.

58

— Du siger så meget til ham. Du skældte ham ud imorges. Jeg hørte det selv.

— Nø! Hvad hørte du? Du hørte ingenting!

— Jo, du blev gal over, at han kaldte mig Margret.

Søren blev rød helt ud på ørerne.

— Hvad kan det gøre noget? sådan er han vant til at snakke. Det gør da ikke mig noget, at han kalder mig Margret.

— Ja, så kan jeg også være lige glad.

— Er du gal på mig Søren?

— Nej, hvad skulde jeg være gal på dig for?

— Du vil jo dårlig svare mig, når jeg snakker til dig.

— Når jeg ikke kan lide at høre, at Niels kalder dig Margret, så kan jeg vel ikke være gal på dig.

Søren følte, at han nu havde sagt vel meget, og gik raskere til. Margrete vilde også have ladet ham gå, men hans sidste svar gjorde hende omstemt.

— Hvorfor er du sådan gnaven mod alle mennesker, Søren? Det er da kedeligt.

— Det er de vel ligeglade med.

— Nej, ikke alle. — Margrete følte, at det var øjeblikket til at sige noget, der svarede til hans.

— Så? sae Søren og gik langsommere. De fulgtes ad i tavshed. Så sae hun: Jens Mortensen kan heller ikke forstå det. Men han siger selv: Søren han er ellers god nok.

— Gør han det? sae Søren og vilde lade vantro, men var i virkeligheden glad og meget forbavset. — Jeg véd godt, jeg er en ubehagelig person. Men jeg kan ikke være anderledes.

59

— Der er da vist ingen, der behøver at være sådan, når de ikke selv vil.

— Hvad snakker du om? sae Søren vredt, for dette her var som et angreb på det inderste i ham, at han skulde kunne være anderledes, end han var.

Men Margrete blev ikke så forskrækket, som han havde ventet. Hun lo bare og viftede efter ham med hånden, ligesom en pige gør ved sin kæreste, i bevidstheden om, at han ikke mener det så slemt, som det lyder til.

— Nå, nå, nå, sae hun og klappede efter ham. Det så så kælent og grinagtigt ud, at Søren kom til at le, meget uventet og voldsomt. Han blev af bare grin til en skæv og brudt linie, mens hun gik ved siden af ham som før og så smilende på ham.

— Hvorfor skal du også altid. ...? begyndte hun, da Sørens munterhed var taget lidt af.

Søren fik sig rettet ud i hele sin nittenårige værdighed.

— Nu er der vist ikke mere, du skal spørge om.

Margrete føjede ham, for så vidt som hun i øjeblikket ikke gjorde flere spørsmål, men hendes munterhed kunde han ikke forandre noget ved. Og derved blev det i den følgende tid; alvor og smil fulgtes ad, de arbejdede ved siden af hinanden, eller de gik sammen, begge lige uforanderlige, begge nitten år.

På den måde gik det meste af sommeren. Efter at Søren havde forgrint sig tre gange, blev han herre over sin utidige munterhed. Han vilde ikke gøre sig til nar. Når Don Fernandos barske åsyn undertiden oplystes af et smil, så var dette vel klædeligt, men 60 hans plumpe kammerater misforstod det og søgte at drage ham med sig ned i deres lavere munterhed, og derfor måtte Don Fernando holde sig alvorlig. Forøvrigt var munterhed heller ikke klædeligt for en mand. Og selv om den skønne Rositas smil var et lysglimt i hans tilværelse, var der noget ved det, som han ikke forstod, og som han frygtede, men måske stod han her overfor en magt, der var stærkere end han selv.

Gamle Niels var i een henrykkelse af snak og nysgerrighed.

— Kan du godt li’ Magret, Sørne? Hun kan da godt li’ dig? Er I Kærester? — Og når Søren bad ham holde kæft, snakkede han videre med sig selv: Sørne og Magret de passer godt sammen; de skal ha enander; det skal de. Sørne og Magret, de er også ved ångdommen; de kan gifte dom, hvornær det skal være. De kan da blive her på gurden hos Jens Morosen, det kan de liså godt. Sørne og Magret. — Søren blev arrig, men han blev alligevel underlig stemt ved det; det lød som en gammel kærestevise med omkvæd: Sørne og Magret —’ — Gid Fanden havde Gamle Niels med hans sludder.

Søren og Margrete sad sammen om aftenen et stykke udenfor gården. Når Søren bare sad der, så kom Margrete og satte sig der, alvor og smil sad sammen på en grøftekant, mens gamle Niels gned sine rindende øjne for bedre at se, og mumlede sin lange enevise med det evindelige omkvæd: Sørne og Magret.

Søren lo som sagt ikke mere, men han havde 61 begyndt at snakke, han fortalte om sig selv. Han vidste ikke, hvad Margrete vilde ham; måske vilde hun bare gøre nar, men det gjorde ham godt at fortælle om sig selv, uden at hun havde spurt først. Han lod hende forstå, hvordan han havde det; han hentede en lille bog ud og læste op for hende. Margrete havde måske ventet, at der stod noget i den, som havde med hende at gøre; hun blev vel også skuffet over, at der ikke gjorde det, og da hun havde hørt et par sider af det, sae hun: Ja, man havde jo nok tænkt sig, at det var sådan noget, du sad og skrev op derinde om aftenen.

— Så? svarede Søren — det har jeg ellers aldrig fortalt til noget menneske.

— Nej, men det havde vi jo altid tænkt os allesammen, at det var sådan noget.

— Det er noget sludder. Der er ingen, der kan læse mine tanker.

Det var at give spørsmålet en vending, der lå over Margretes kræfter: Nej, sae hun — naturligvis; men har du ikke skrevet noget op om dem, du er gal på, om gamle Niels om mig og — —

Der står ikke et ord om dig. Søren stak vredt bogen i lommen.

Nej, det siger jeg jo heller ikke, men — — hør, Søren, skal du så heller ikke med til høstballet?

Søren bøjede sit hoved og iagttog en bitter tavshed.

Nåda, Karo er sluppet løs, sae Margrete — og han må ikke være ude om natten. Vi må efter ham.

De kom op og gjorde jagt på hunden, der 62 opfattede jagten som leg, men alligevel passede på ikke at lade sig fange, og når de to rykkede ind på den fra hver sin side, for den væk, og de opnåede bare at fange hinanden i stedet for. Margrete var henrykt ved at fange hund på den måde, fremfor at høre på Sørens dagbog; men han var opsat på at gøre sin pligt, og blev gal, da han to gange havde fanget Margrete i stedet for Karo. Han satte i vildt løb efter hunden, jagede ham hjem til gården, og nu var Karo også henrykt; han gøede lige så højt, som Margrete lo, mens Søren satte alt sit vejr til.

— Du kan ikke fange ham, Søren, sae Margrete, og med et par venlige ord havde hun fat i Karo. — Det er sådan, man skal tage ham, sae hun.

Hun mente vist ikke noget med det uden det samme, men det var på den anden side ikke godt at vide. Niels stod henne ved en side og grinte forstående.

— Hvorfor gjorde du ikke det lige straks, pustede Søren åndeløs. — Hvorfor — når du vidste det, hvorfor gjorde du det så ikke med det samme?

— Å, dit vrøvl, sae Margrete leende og klappede ham på afstand, mens hun trak af med Karo. — Nu skal jeg straks være hos dig.

Niels grinte ligesom forklarende og snakkede sin prosavise om Sørne og Magret, men Søren vilde ikke høre mere af den, heller ikke ventede han på, at Margrete skulde komme igen. Han gik bag om gården, ned under bakken og satte sig. Don Fernandos sjæl var undertiden i den grad et bytte for stridende tanker og følelser, at de ophævede hinanden, og han 63 end ikke selv vidste, hvad han følte eller tænkte, og så kunde han sidde i timevis uden at se eller høre, uden at røre sig, indtil en eller anden brutal lyd vakte ham af hans dvale.

Margrete kom ud fra gården og blev cmk forundret over, at Søren ikke var der.

— Sørne, han er guet nyr bav bakken, forklarede gamle Niels. Han sidder der nyr og venter på dig.

— Nej, nu skal han have lov til at være i fred for den gang, lo Margrete og sendte Niels et blik, der lod ham forstå alt, hvad der endnu skulde ske, og Niels grinte taknemlig over at blive så vidt indviet i ungdommens kærestegalskaber. Margrete gik ind til sig selv og fandt en strømpe, der skulde stoppes. Imens tænkte hun på Søren. Han skulde gerne få lov til at passe sig selv, når han var sær. Men for resten vilde Margrete nu have en ende på det. De kunde have været kærester for længe siden, hvis hun havde villet, for han var jo altfor stædig til at sige noget. Nå, men det havde også været morsomt nok, sådan som de havde haft det hidtil, men det kunde jo heller ikke blive ved. Ellers blev det vel også altfor galt med hans særhed til sidst. Margrete stoppede sin stømpe færdig og bestemte, at nu skulde den ventetid være forbi.

Da Søren om Søndag eftermiddag kom gående ud fra gården med en bylt under armen, fik han lige med eet Margrete gående ved siden af sig.

— Hvor har du ærinde hen — så travlt du har? spurte hun.

Søren, der ikke vilde røbe, hvor smigret han følte sig over hendes opmærksomhed, svarede, idet han 64 klemte med albuen på den tærnede pakke, han havde under armen:

— Vasketøj.

Margrete satte selv resten til:

— Nå, du skal hjem til din mo’r og ha’ vasket? Jeg skal også til byen — så vi kan måske følges ad.

Søren forsøgte at huske, hvad han havde tænkt nede under bakken. Det havde været så tungsindigt; nu følte han sig også meget alvorlig, men havde med det samme en mærkelig lyst til at le.

— Kan vi ikke? spurte Margrete igen. Hun lo over det, at han ikke svarede.

— Vi følges jo alt, hvad vi kan.

Margrete gik og lo et langt stykke. Pludselig smed Søren sin pakke og vilde sige sådan noget som: Hvad er meningen? Han vidste ikke selv, hvad han egentlig følte i dette øjeblik, men da Margrete i det samme tog ham i den ene arm og sae: — Du er da et stort fjols, Søren, så var det, — som han forklarede sig selv bagefter, — ligesom der gik et lys op for ham. — Han tog om Margrete, ikke uden tvivl og sindsbevægelse, da noget lignende aldrig var hændt ham før, men det gik så godt, som han aldrig havde ventet, det vilde gå, og et par minutter efter sad de sammen på en grøftekant, og da de havde siddet der nogen tid, sae Søren midt i noget andet, han senere ikke kunde huske: — Så er vi to altså kærester.

Margrete, der til en forandring var blevet alvorlig, brast i latter og syntes, det var morsomt, han endelig var bleven så meget klogere, og de havde det muntert sammen. Søren snakkede, som han ikke havde 65 gjort siden han var femten år, og fandt sig i, at Margrete lo ad det mest alvorlige af det. Sådan gik eftermiddagen. Søren kom ikke til byen. Men hans humør faldt noget, da de skulde hjem til kvældsnadveren; hvad vilde de andre sige, når de så ham komme igen med sit vasketøj? Han spiste sin mad, skulende til alle sider, om nogen kunde se noget på ham, og havde ikke et blik tilovers for Margrete, der sad lige overfor og ikke generede sig.

Han gik til byen om aftenen; Margrete vilde vist gerne have været med, men han bad hende ikke om det.

— Siger du det så til din mo’r? spurte Margrete.

— Jeg siger ingenting, tænkte Søren.

— — Søren og Margrete var forlovede i fjorten dage, og i den tid skændtes de hveranden dag, for når Søren nu var muggen, så lo Margrete ikke som før, men gav ham af grovfilen. Hun sae ham rent ud, hvad han var for een, og hvad folk mente om ham. Søren blev ked af det, fordi det vel måtte være sandt, siden hun sae det, men han blev også gal og gav igen. Bagefter blev de forsonede, og Søren lærte det med. Han lærte meget i de fjorten dage. På den trettende dag skrev han i sin dagbog: Nu véd jeg hvad kærlighed er, det ikke noget for mig.

Og da det nu stod skrevet, stod det fast; der kom en stor fred over Søren, som han i lang tid ikke havde følt, og næste dag forklarede han sig for Margrete. Hun havde også noget at forklare ham, nogle sandheder, som hun ikke var blevet helt færdig med aftenen før, thi som forlovet pige var hun blevet 66 samvittighedsfuld og vilde gøre rent bord, men Søren standsede hende midt i det med de ord: — Jeg tror hellere, vi må la’ det være godt, Margrete, og gå hver til sit. Og da hun ikke forstod ham, føjede han til: — Vi skal ikke være kærester; det duer ikke, det kan aldrig blive til noget. — Han bad hende om at lade som ingenting, for at folk ikke skulde få noget at snakke om; han vilde skifte til November, og sådan skulde den sag gå ganske stille ud af verden.

Men Søren gjorde den erfaring, at en piges arme om ens hals kan være som en hård knude, der ikke lader sig pille op. Vil man ud af den, må man sprænge den. Det gjorde Søren, for han blev vred; han sae også noget, som han senere fortrød, at det var jo hende, der havde begyndt, og Margretes forgrædte ansigt gjorde ham på tre dage til genstand for folks snak. Der var snart ingen steder til at være for ham, og om natten havde han gamle Niels’ knoklede hofter at gnave sin ryg hudløs på.

Idet Don Fernando troede sig fri, følte han sig bundet af tusinde lænker, stirret på af tusinde øjne; ikke een af døgnets fire og tyve timer var hans egen. Ensomhed, som han havde elsket, var ikke længere hans. Don Fernando havde kun een tanke: Hvad nu?

— En eftermiddag i Oktober gik Søren på sine ben de to mil til Kjøbenhavn. En tømmerhandler Møller på Vesterbro havde brug for en kusk. Sørens hånd rystede, da han bankede på.

— Hvad vil De? spurte en myndigt udseende mand, der måtte være hr. Møller selv.

Søren tog sin skudsmålsbog frem og lagde den 67 på pulten og nævnte den plads som kusk. Annoncen derom lå i bogen.

— Hm, sae hr. Møller — ja, det kan jo være, jeg kan bruge Dem. Hvad er Deres betingelser?

Søren blev så glad over, at der var en mulighed, at han kom et skridt nærmere. Skulde han nu virkelig komme væk fra alle dem, der havde noget at sige til ham eller om ham, alle dem, der kendte ham så forbandet godt? Han sae: — At jeg får med kørselen at gøre og andet renligt arbejde, at jeg kun får een mand til at kommandere over mig, og at jeg får min egen seng.

— Nå, svarede hr. Møller og så nøje på ham, — og hvad skal De så ha’ for det? Hvad løn? spurte han, da Søren ikke syntes at forstå.

— Lønnen, svarede Søren og slog ud med hånden — det spørsmål blander jeg mig ikke i.

— Nå, ikke det, sae Hr. Møller imponeret. — De er s’gu en nem mand at komme ud af det med, for så vidt. Ja, men så siger vi det, — æh — han kiggede ned i bogen — Petersen, så bestemmer jeg lønnen, Petersen, indtil videre; det andet, det er ordnet.

— Farvel, sae Søren.

— Aæl, Petersen.

— Den anden November kørte en ny, vordende kjøbenhavner ud fra Vesterbro med Christianshavn som bestemmelse. Han sad midt i duften af friske brædder, midt i alt spektaklet fra mange andre vogne, der fyldte gaderne, midt imellem bare nye mennesker. Han skulde aflevere sine brædder til en mand, han aldrig havde set før og vel aldrig fik at se mere. 68 Han kørte forsigtigt, men rask, når det gik an, tog mod tilråb fra andre kuske uden at gi’ igen og lod sig ikke forstyrre af nogen ting. Her var alting nyt, her kunde der begyndes forfra. Her kendte ingen ham, han havde endogså fået nyt navn og hed Petersen, og hans fornavn var svundet ind til et S. Det skulde da også vare længe, inden han søgte hjem til de kendte folk. Fik han breve, kunde han lade være at svare; han behøvede ikke engang at læse dem til ende, han ikke syntes om. Her var heller ikke mugning af kostald, her var ikke gamle Niels eller tørvemøg. Men her var det sted, hvor han vilde være. Stedet hed Kjøbenhavn; forfra hed det. Men den, der i dette øjeblik forsøgte at forske i Don Fernandos åsyn, vilde ikke kunne se på ham, at han nu endelig havde nået det, som han i så mange år havde tragtet efter, og at han havde kastet det bag sig, som han foragtede. Han styrede sin kurs fremefter og var for stolt til med en eneste mine at røbe de følelser, der ved hans ønskers opfyldelse naturligt besjælede ham.

Søren skød den russiske grammatik fra sig, tændte piben, der var gået ud, og lukkede øjnene, mens han genenmgik, hvad han havde læst. De russiske udsagnsord var værre end alt det andet, vanskelige at forstå og næsten ikke til at huske. Djælaju, jeg gør, sdjælaju, jeg skal til at gøre. Pjiil, jeg drak, wypjil, jeg fik drukket, jeg havde drukket. Men Søren vilde have det lært, og over selve sprogets vanskelighed var der en alvor, der fra den lille, tynde grammatisk bredte sig helt ind over Sørens fremtid. Alvorlig og vanskelig ligesom grammatikens gloser, 69 ikke til at udsige, sådan var Sørens fremtid, der skulde ende et sted i Rusland eller Sibirien; han vidste ikke selv hvor. Disse underlige ord, som han nu sad og hakkede frem i stumper, skulde han en dag aflevere i glat rækkefølge til en arbejdsmand ved et savværk i Sibirien, og da vilde han være midt inde i en anden, ny verden.

Søren glemte sine verber. Han opdagede, at han gennem den fine røg fra shagpiben sad og stirrede ned på gaden. Der var mange mennesker på benene, de skulde ud at more sig, det var alvor. Søren tog piben ud af munden og lo højt; han grinte rent ud sagt, så de kunde høre det inde ved siden af, og han holdt op lige så pludselig, som han havde begyndt, og gav sig i stedet for til at gå op og ned ad gulvet: Jo, det var grinagtigt, at det kunde have så meget at betyde for folk, at de fik moret sig, og lige sådan, at han sad her og læste Søndag eftermiddag. — Jensen fra savværket havde været der lidt over middag for at få ham med og havde holdt en hel tale for ham, da han sae nej: De sidder og slider kindbenene ud af hovedet på Dem selv, Petersen. Sikken De skinner ud af øjnene, ligesom en, der gerne vil med ud på vippen og alligevel ikke vil. De sidder og bliver tosset over det her russisk. Sikke noget! Lad mig også se. Føj for en ulykke! Det ligner jo vægelus og bænkebidere og det, der stod på min mors sojaflasker, og ikke kristne bogstaver. Nå, De vil ikke med? De vil sidde her som en protest mod al fornuftig morskab, Petersen? — Søren vandrede på sit gulv og lo: Han, den alvorligste mand på 70 Møllers savværk, morede sig over folk, når han var ene; — og for at få en ende på det med Jensen, havde han så budt ham en cigar, og han havde set Jensens tunge komme ud for at slikke. — Er Dæksbladet revnet, havde Søren sagt, så tag en anden; jeg ryger den i min pibe — og han havde taget cigaren fra ham, brækket den over og kommet den i tobakskassen. — De brækker en cigar over som ingenting, havde Jensen sagt, — og De går ikke ud og morer Dem; De har vel også penge i sparekassen. Ja, ja, Petersen, så skal De ha’ farvel, men jeg vil sige Dem en ting: De er ikke morsom nok. Det siger jeg som Deres kammerat, og det skal ikke være en fornærmelse, men man har nu også den pligt at være morsom mod sine medmennesker. — Og dermed var så endelig Jensen gået.

Nede på gaden skyndte folk sig i stor travlhed. Man kunde se på dem, at de skulde til noget, der betød noget. Søren følte en vis ringeagt for dem, mens han stod ved sit vindue og morede sig. Nå, han vilde vel også selv more sig en gang, ja, det vilde han sikkert; men det lå langt ude i fremtiden. Han havde også prøvet på det nogle gange i de seks år, han havde været i Kjøbenhavn, men han kunde ikke. Der havde ingen af hans bekendte været med ham; ingen vidste noget om det. Men de mislykkede forsøg havde gjort Søren endnu mere tænksom og tavs. Det var ham ikke nogen skuffelse, han trængte egentlig ikke til at more sig, men det var underligt, at det ikke lå for ham, lige så underligt som meget andet, der rørte sig i ham. Søren mindedes, 71
hvordan det var før, da den stolte, fattige Don Fernando var hans ideal, den alvorlige Don Fernando, som han ikke gad tænke på mere, efter at han havde kaldt tåbelig historie med et pigebarn, som han havde kaldt den skønne Rosita. Nu var Rosita og Don Fernando gået samme vej, men det havde alligevel været nemmere, da man kunde kalde sig Don Fernando, end nu, da man var høvlemester S. Petersen. Det var kedeligt, man ikke længere var nitten år og kunde føre dagbog og på den måde få luft, men det var jo umuligt for et voksent mandfolk. Man kunde sidde og blive helt flov over alt det, man fandt på, når først man kom i gang. Det kunde være galt nok at tænke, men det var værre at se det skrevet. Don Fernando var egentlig god nok, da man havde ham; han kunde sige mange ting på Sørens vegne om alt det, der husedes i hans bryst, som Søren nu ikke kunde sige selv. — Hvad er der i grunden med mig? tænkte Søren somme tider, og hvorfor er jeg blevet sådan? — Søren var flere gange kommet til at høre, hvordan kammeraterne snakkede om ham; i reglen var de bare enige om, at Søren var hverken til at hugge eller stikke i, men når Jensen, der nok skulde forestille Sørens særlige ven, var tilstede, kom der mere ud af det. Jensen roste Søren, sin ven, men altid grinende; han lovede, at Søren skulde nok blive til noget. Der er tømmer i Petersen, sae Jensen og tabte en kostbar planke i pladderet og grinte selv af det. Han tog den ikke op igen, men lod den ligge ligesom en bro; så gjorde den nytte dér i sølen; sådan var Jensen. Han var kommet til Kjøbenhavn fra en eller 72 anden lille by; han var kommet efter højere løn og flere kærester. At ødsle rask væk af løn og kærester uden at holde altfor længe på nogen af delene, var det eneste, Jensen gjorde med lyst, skønt hans håndelag til arbejdet ikke var dårligt. Han var meget anset blandt kammeraterne for sit humør. Også Søren fandt ham morsom, men han viste det aldrig, og ingen vidste det. Jensen kunde finde på at drille Søren, fordi han ikke vilde le; med sit grinebiderfjæs forsøgte han at efterligne Sørens alvorlige ansigt, og Søren blev ikke gal, selv om alle de andre grinede; ham var der alligevel ingen, der kom for nær, men det var jo løjerligt sådan at se en mand gøre sig til klovn for en hel forsamling. Søren følte sig som fremmed mellem alle disse kjøbenhavnere og glemte, at han selv var kommet herind med det forsæt at stryge bondekarlen af sig og blive kjøbenhavner. Nå, han var jo også blevet en anden, så var det godt. Søren affærdigede med rynket pande en tanke, der kom op i ham: Hvorfor kan du ikke more dig ligesom andre mennesker? Han var god nok, som han var.

Søren havde en yngre broder, Karl, der tjente hos bønderne derhjemme. Da han var tyve år, og Søren skønnede, han var moden, skrev han til ham om at komme ind og få plads på savværket. Han forklarede nøje hvorfor og sluttede med de ord: Jeg anbefaler dig. — Karl skrev sit livs første brev, der kostede 73 ham stor anstrengelse; han skrev, som han talte, og brevet så sådan ud: Kære Brodersøren. Jeg kommer på lørt, for jeg kan få fri om Sønten. — Din kære Broderkarl.

Søren så i broderens brev hele sin egns tåbelige dialekt og Karls mangel på boglig begavelse. Han forstod. Karls: jeg kan, som: jeg ka’n og tænkte, om han ikke havde gjort noget galt, og om Karl ikke var en uhelbredelig bonde, der helst måtte blive, hvor han var. Han havde et øjeblik glemt, at Karl manglede hoved, men han vidste, at hænderne var gode nok, og han måtte have en, han kunde stole på, når han kom til Sibirien.

Da Karl kom, holdt Søren et helt lille foredrag for ham: Jeg har talt med Hr. Møller, og han er meget stemt for dig, eftersom du er min broder. Men, Karl, nu er du altså i Kjøbenhavn og ikke ude i bondelandet, så må du også lægge bondekarlen af, for ellers griner de af dig. Du skal for eksempel ikke sige: i Søntes eller i Tåstes, men i Søndags og i Torsdags; du skal ikke sige: om Lorten, men om Lørdagen. Lige sådan må du heller ikke sige: jeg ved’n, men: jeg ved ikke; sådan hedder det, og sådan siger vi her. Og så skal du høre efter, hvordan jeg taler, og er der noget, du ikke ved, så kommer du til mig og spørger. Og så skal du naturligvis passe det arbejde, du bliver sat til, men det ved du jo, så det behøver vi ikke at gå videre ind på. Men du skal huske, at herinde er du min broder; der er ingen, der griner ad mig, og der skal heller ikke være nogen, der griner ad dig.

74

Karl var lige kommet ind ad døren og stod op endnu. Han var et lille halvt hoved højere end Søren og lignede ham meget i trækkene, men hans blik var stivere og lidt tomt. Han blev ikke mere alvorlig ved Sørens ord, for det var umuligt, men han sae ja til alting. Han viste også straks sin gode villie ved at gentage Sørens rettelser, og Søren havde indtryk af, at Karl allerede fik lært meget i den time, de kunde være sammen, indtil savværket begyndte igen.

Jeg skal hilse dig fra din gamle husbond, Jens Mortsen, sae Karl.

— Jens Mortensen, rettede Søren. — Nå, hvordan har han det?

– Jens Mortensen, han har det godt. Og jeg skal hilse fra Magret, du ved, hende du tjente sammen med den gang.

— Margrete. Jeg husker hende nok. Hvordan har Margrete det?

— Margrete. Hun har det godt. Hun har fået en dreng. Hun er’n gift.

— Nå, hun er ikke gift.

— Nej, hun er ikke gift. — Karl vidste ikke, at Margrete havde været Sørens kæreste; han var så lille den gang.

Søren var en tid borte i tanken om en af sine store tåbeligheder. Hvorfor kunde han ikke lade være at tænke på, om det nu var blevet ham, der var fader til Margretes dreng. Søren, der foragtede kvinder. Heldigvis havde det hele kun varet tre uger. Med eet samlede han sig og så bestemt på broderen: — Har du nogen kæreste?

75

— Nej, svarede Karl med samme barshed — det har jeg ikke.

— Det er godt. Kom så. Jeg skal være på savværkethalvto, og jeg skal også have dig præsenteret for Hr. Møller.

Karl faldt sådan hen i benauelse over det, der skulde gøres ved ham, når han kom ind til Hr. Møller, at han holdt op med at snakke. Søren gik imens og så på ham fra siden. Hvor var han mon henne? Det så ikke ud til, at han havde blik for gadelivet, men der var vist heller ikke noget andet, der optog ham. — Hvad tænker du på? spurte Søren.

Det vidste Karl ikke. Man skulde tro, han aldrig havde hørt det spørsmål før.

— Læser du nogensinde noget, Karl? Kan du læse?

— Jo, Karl havde sommetider læst lidt i avisen.

— Jeg skal give dig bøger at læse i. Der skal noget til. Her inde kan man ikke nøjes med at være en ko.

— Nej, sae Karl.

Russisk, tænkte Søren, det kan ikke nytte at komme til ham med det for det første. Jeg gad nok vide, hvordan udowl jetworjælinæ vil tage sig ud i munden på ham.

— Samlivet med Karl bragte noget nyt ind i Sørens tilværelse; han kom i vane med at holde små foredrag, der meget morede ham selv. Hvad de gjorde Karl kunde ikke ses, han var altid den samme uforanderlige alvor, men han hørte godt efter og lod til at tage ved lære. Da der var gået en uges tid, spurte Søren, hvordan det gik, og Karl syntes, det gik meget 76 godt. Søren sae da: — Der er en vise, som vi sjællændere holder så meget af, men jeg har aldrig hørt den hverken af jyder eller fynboer, skønt jeg har truffet ikke så få herinde, også på selve savværket. Og den sjællandske vise, jeg mener, Karl, det er denne her: det går nok, sådan rigtig slæbende og sjællands: ded gur nok. Se, den kan være meget god for En, der ikke har lyst til at tage altfor hårdt fat, og også for en bonde og for alle dem, der bliver på det sted, hvor de er født, og ved det samme arbejde som deres Forældre. Men det er en doven og ligeglad vise, og den duer ikke for den, der vil til noget nyt. — Søren standsede pludselig og tænkte sig om; så føjede han til med lavere stemme og hurtigt ligesom for at afvise et spørgsmål: — Hvad jeg mener med det, skal jeg forklare dig en anden gang.

Inden vi går, Karl, sae Søren, idet han tog sin lange, blå overfrakke i opslagene og slog den sammen om sig — kan jeg fortælle dig, at jeg nu ligger i Underhandlinger om et savværk i det nordøstlige Rusland. Jeg tænker, det går i orden i løbet af et fjerdingår. Du tager altså med.

Ja, jeg tager med.

Søren gik frem og tilbage i værelset, hans øjne lyste, og han var i stort humør, men han beherskede det.

Han sae ganske roligt med en frembrydende latter, der ikke blev til noget: Vi skal lave det, Karl, du og 77 jeg. Du skal være min første mand. Når du nu kommer ind i forholdene, skal du overtage en filial. Det er meningen, det skal udvikle sig, Karl, for der er muligheder. Med tiden, — nå, dér har vi Jensen.

Det var Jensen fra savværket, der kom ind: Til lykke med de otte og tyve, Petersen. Og godt held for fremtidsplanerne. De snakker om henne på savværket, at De går til udlandet nu i foråret.

Måske, svarede Søren afmålt, mens blinket i hans øjne blev stående.

Måske, ha, ha, De er storartet. Måske —, det vil sige, at det er så godt som afgjort; ikke også? — Han så leende fra den ene af brødrene til den anden: Når man ser på sådan to, så har man en ligefrem trykkende fornemmelse af, hvad ansvar og alvor er for noget. Man skulde ikke se på Dem, at De inviterer på Fødselsdagsgilde. Nå, men er De nu glad, Petersen?

Glad, gentog Søren med ligesom ringeagt i sin stemme og med en spottende trækning om munden. — Jo selvfølgelig. Jeg er altid glad for den sags skyld.

Jensen prikkede i Sørens tilknappede overfrakke: Hvis det nu gik ligesom i gamle dage, at De kunde få besøg af Sankt Peder, og han tilstod Dem tre ønsker, hvad vilde De så ønske Dem?

Søren gav sig hen til et smil: Jeg kan klare mig foruden. Det kommer alligevel. Men for resten ønsker jeg, at jeg må komme langt omkring, at jeg må få mange nye forhold at se, og at jeg må tjene mange penge.

Jensens ansigt fik et udtryk af højtidelighed, der klædte det komisk: Sundhed og et godt humør er 78 ellers også noget, der er værd at ønske, lige sådan kone og børn.

Søren måtte le over den andens alvor, men han tænkte straks, at han måske bare var misundelig. Han svarede: Hvorfor skal man ønske sig, hvad man har, og hvad man tidsnok kan få? Men lad os nu hellere komme afsted Jensen.

En uge senere blev Søren båret ud af savværket, blødende og halvt bevidstløs; den store hjulsav havde fået fat i ham, og det var kun med besvær, at kammeraterne havde fået ham løs, inden det var for sent. Det eneste, Søren huskede fra den dag næst efter savens bragen i hans egen krop, var Jensens stemme, der sae, idet hele værket var sat istå: Jeg kan tage hans plads indtil videre. Da han vågnede op igen, var han på hospitalet, hvor en sygeplejerske fortalte ham, at hans højre fod var sat af.

Først en halv snes dage efter fik hans broder Karl lov til at besøge ham. Karl satte sig grædende ved hans seng og spurte, hvordan det gik, men Søren trøstede ham; det var ikke så slemt, som det kunde have været: han beholdt den venstre fod og når han så fik et kunstigt ben, så gik det nok, skulde Karl få at se. Søren var venlig og smilende, mens han fortalte, og Karl gik derfra betydelig forundret, men også noget trøstet.

Søren kom sig dog kun langsomt. Foruden benet havde også ryggen taget skade. — Det gør, forklarede Søren, — at det varer noget længere, men ellers gør det ikke noget. Det er godt, jeg beholder det venstre ben, for når jeg så får et nyt ben, så bliver jeg 79 da i alt fald ikke kortete; det vilde jo ikke heller være så heldigt. — Søren lo, men da Karl spurte, om han havde hørt fra det savværk i Rusland, blev Søren alvorlig og tav nogen tid, inden han så sae: Det er hænderne det kommer an på, Karl, og så hovedet, og jeg har heldigvis begge dele endnu, så det skal nok gå.

En dag i Maj kom Karl ind og fandt Jensen siddende ved Sørens seng; han hørte, de snakkede om værket og om Sørens helbred; de lo temmelig meget begge to. Karl hilste goddag og blev stående ved hovedenden af sengen, han vilde ikke sætte sig, så længe Jensen var der; han så stift og alvorligt på ham, og drev ham på den måde snart til at gå. Søren bemærkede det og spurte, om der var noget dem imellem.

Nej, sae Karl, men Jensen havde taget Sørens plads; han havde bare tænkt på sin chance, da Søren kom i hjulsaven. Karl vilde ikke sige, at Jensen snakkede ondt om Søren, men han var da af dem, der forstod at gøre et numer ud af sig selv, også på andres bekostning. Karl snakkede ikke til ham mer.

Det er en fejl af dig, sae Søren, — Jensen er en skikkelig fyr og er altid i godt humør. Jeg bad ham komme igen med det første, og det gør han også nok; jeg kan godt lide at snakke med ham, hvis der ikke var noget, man kunde more sig over, hvordan skulde det så gå? — Søren tav lidt: Vil du høre en morsom historie, Jensen lige fortalte mig?

Karl sae ikke nej, for han måtte jo huske på, at Søren var syg, men han lo ikke, da historien var forbi. Han sae i sit sinds bitterhed: Der er vist mange dårlige mennesker til. Margrete der hjemme, hun skal have 80 sagt, da hun hørte om det med dig: Nå, så er Søren måske ikke slet så vigtig, som han var engang.

Sae Margrete det? Ja, men der er også noget om, at jeg har været altfor vigtig, og hun kan da heller ikke synes, jeg har opført mig pænt overfor hende.

— I slutningen af sommeren begyndte Søren at komme op. Karl så ham en dag gå på hospitalets gang med krykker og kunstigt ben. Han var blevet kortere. Karl blev så rystet ved synet, at han kom til at græde, og Søren måtte igen trøste ham: Det venstre ben var blevet lidt kroget, og ryggen var heller ikke blevet helt ret igen; det gjorde jo, han kom noget længere ned mod jorden, men det måtte han tage med. — Du skal ikke være så ked af det, Karl, sluttede han og holdt sig kærligt ved hans arm; — men nu skal jeg ellers fortælle dig noget; kom med hen til min stol, for jeg må ikke gå mere. Det er det med Rusland. Det har plaget mig hele dette halve år, men nu er jeg ovre det. Jeg opgiver Rusland, jeg bliver hjemme, Karl. Du kan tro, det lettede, da jeg fik det bestemt; jeg er helt glad ved det. Men det er jo kedeligt for dig Karl. Men der mangler jo ikke noget på din krop, hverken ben eller, — — så du kan jo — — Søren blev afbrudt af sin egen latter.

Jeg, svarede Karl bestemt; — jeg vil ikke have med maskiner at gøre mere. Jeg tager hjem til egnen igen. Vi har lidt penge begge to, Søren; vi kan købe en lille ejendom og drive. Du kan passe kreaturerne.

Hjem til egnen, sae Søren, — synes du det? Og blive bønder igen? Synes du nu også det, Karl? Skal vi ikke prøve først, om, — — skal vi ikke se det lidt an, Karl?

81

Karl betragtede med tungt hjerte den ødelagte skikkelse i lænestolen: Jeg har ingen lyst til dette her mere. Men hvis du gerne vil Søren, så — — ja farvel, jeg har nok ikke tid længere.

Søren foretog daglig små ture, som han stadig gjorde længere. Han fandt på at tælle skridtene for at få nøjagtig besked om, hvor meget det gik frem. Han skrev også tallene op. På bunden af sin kuffert fandt han et lille tyndt hefte, som han ikke havde haft fremme snart en halv snes år. Det morede ham at læse sine gamle optegnelser igen, og han føjede nye til, især om sit helbred, senere ogå om andre ting. Søren lo, når han læste i sin gamle dagbog, og han tænkte tidt på dem derhjemme, på sin forrige husbond Jens Mortensen, og på Margrete, der stadig ikke var gift og måske gik og ventede på ham, skønt hvad skulde hun nu med ham? Søren havde voldsomme latteranfald, selv når han var ene, men der imellem var han meget nedtrykt. Karl undgik helst at snakke med ham, da han ikke kunde lide at høre Søren le, men en dag, sae Søren til ham: Det er det rigtigste, som du siger, at vi tar hjem til egnen igen. Der er vi også mellem vore gamle venner.

Jeg vidste ikke af, at du havde nogen venner dér, sae Karl, — men så siger jeg min plads op til 1ste Januar.

Da Margrete en Søndag eftermiddag kom gående fra landsbyen ned mod den gård, hvor hun tjente, så 82 hun to mænd komme hende i møde. Den ene var en høj, ung karl, den anden så ud til at være en gammel mand, han var kroget og gik ved stok eller krykker. Den unge så lige frem, men den gamle vendte hele tiden hovedet og havde tydeligt nok meget at kigge efter. Da de var kommet hende noget nærmere, så hun for første gang den unge vende hovedet, og sige noget til den ældre, der nu så ufravendt på hende, ligesom han kendte hende. I det samme slog det Margrete, at det måtte være Søren og hans broder Karl, og hun var lige ved at gå i stå, tænkte på at vende om eller dreje ind på en bivej, men der var ingen. De to gik også langsommere, og der skete det mærkelige, at Søren kom foran. Afstanden mellem brødrene blev efterhånden flere alen; forrest Søren, lidt foroverbøjet, vinkende goddag på lang afstand og smilende over hele ansigtet, bagved Karl, høj og ret og meget alvorlig. Det var ham, der først havde kendt Margrete, men det var ikke at se på ham.

— Nå, det er dig, Margrete, sae Søren i flere skridts afstand; — ja, her har du mig igen. Du kan vel dårlig kende mig?

— Jo, sae Margrete forlegen og usikker, — det kan jeg da, endskøndt det er jo snart længe siden.

Søren gav hende hånden: —, jeg har jo forandret mig noget.

Nu var Margrete nødt til at sige noget, hun helst vilde være fri for: — Hvordan går det ellers, Søren?

— Jo, sae Søren med en håndbevægelse, — det går akkurat sådan som du ser, ikke spor anderledes. 83 Men med tiden kan det nok komme til at gå lidt raskere, og måske jeg så kan smide den ene krykke.

— Det var godt, om det kunde blive lidt bedre med dig. — Margrete stammede og vidste dårligt nok, hvad hun selv sae. — Det har jo også været slemt, kan jeg forstå.

— Ja, Margrete, det er jo nu sket og overstået. Lad os ikke snakke mere om det. Men er du gal på mig, sådan som jeg har opført mig imod dig?

— Å, Søren, det er nu så længe siden, så at — —

— Det er en halv snes år, men jeg har ikke glemt det. Hvordan har du det ellers, Margrete?

Margrete blev flammende rød ved tanken om sit barn, om det nu var det, han mente. Hun sae: — Jo tak; jeg er jo også kommet til at se ældre ud ligesom du selv.

Karl rømmede sig bagved. De to andre så om til ham.

— Ja, det er min broder Karl, ham kender du jo nok.

Karl gav noget ligesom et grynt, men hilste ellers ikke. Han gik i en bue udenom dem og kom om på den anden side.

— Ja, jeg bliver lidt og snakker med Margrete, sae Søren. — Du kan gå i forvejen, jeg skal nok indhente dig, ha, ha, ha.

Margrete stod lidt og så efter Karl, der gik: — Han synes ikke om, at du snakker med mig. Det er for det — — du ved vel nok, jeg har fået et barn?

Søren tog krykken ind under armhulen og gjorde en 84 bred håndbevægelse: — Vi er komne lidt til skade begge to Margrete.

— Margrete rødmede af uvillie og forundring. — Nå, ja, du mest vel.

— Ja, naturligvis. Men når man har mistet en hel del, så bliver man meget mere glad for det, man har igen. Sådan at tænke på, er det jo slemt, men når det er sket, ja så er det noget helt andet, end man tror.

Margrete slog hænderne sammen: Nej, der er ligefrem det værste, jeg har hørt.

— Ja, det kan jo være. Det værste, jeg har hørt, det er en sav, der knager mod ens egne knogler. Men du har også hørt så lidt. Der er langt til det værste, Margrete.

— Kan du virkelig ta’ det på den måde? Det er godt for dig.

Søren lo ligesom for at bekræfte sit nye syn på sig selv. Nej, men dersom jeg nu var blevet herhjemme, så kunde vi to nu ha’ været mand og kone, og jeg haft to hele ben.

Du havde aldrig taget mig, Søren.

— Ha, ha, ha, tror du ikke? Nej, det kan gerne være. Nej, jeg var jo vigtig og stor på det. Var det ikke også det, du sa’e om mig. Nu er han nok ikke så vigtig, som han har været.

— Det har jeg aldrig sagt. Har du troet om mig, jeg kunde sige det? Tror du, jeg kunde være glad over, at det gik en anden galt?

De mange forskellige stemninger, Margrete havde gennemgået i de fem minutter, der var forløbet, slog 85 pludselig sammen om hende, og hun brast i en heftig hulken. Hun stod bøjet ved vejkanten og græd, og Søren kom et skridt nærmere for at trøste hende: Det var ikke så slemt, som hun mente. Når man gik ved siden af en som ham, så det naturligvis slemt ud, men når man selv var den, der gik i det; det var noget helt andet. ... — Sørens stemme var venlig og lav, men der var en svaghed ved ham, som hun ikke kendte igen; den viste sig også deri, at han ikke kunde holde sig alvorlig, skønt han havde tårer i øjnene. Han næsten lo, da han føjede til, at hvis det var noget andet, hun græd over, så kunde det vel rettes endnu; de havde jo prøvet en del begge to, de var ældre og fornuftige nu; tilmed havde han lidt penge, og når de snakkede om det, kunde de vel nok finde på et eller andet, som der kunde komme en levevej ud af.

Søren og Margrete blev gående en times tid dér, hvor de var mødtes, og da Søren kom op til kroen, hvor hans broder ventede ham, kunde han fortælle, at nu var han og Margrete da blevet enige.

Karl tog ham lidt i øjesyn, inden han svarede:

— Da kan jeg ikke forstå, hvad I to havde, som I kunde blive enige om.

— Jo, sae Søren muntert — om at gifte os for eksempel.

Karl rejste sig ligesom for at gå, så sae han med en stemme, der rystede en ubetydelighed.

— Det havde jeg ikke ventet af dig, Søren. I det hele taget må jeg sige, at jeg véd ikke, hvor du har haft din forstand henne i den sidste tid, men dette her er da det værste. Skulde du endelig gifte dig, så. ... 86 Ja, det er ikke dine penge, jeg tænker på, at de nu går fra mig, sluttede han ophidset.

— Det ved jeg godt, Karl. Hvad skulde du med mine penge? Du er jo rig nok både på krop og på ben. Nej, men jeg er blevet et andet menneske, og det skal du ikke være ked af, når jeg ikke selv er det.

— Nej, man skulde snarere tro, det morede dig.

— Ja, ja, Karl, vi beholder hver sit humør, så skal vi se, hvem der er bedst tjent med det. Men hvad angår det med Margrete, så kan du jo vente og se, hvordan det går.

— Hvad skal I så leve af?

— Margrete vil lære at sy, og jeg skal have en lille handel med kager og den slags.

— Så skal du altså sidde og sælge sukkercigarer og 2-øres honningkager?

— Ja, sådan noget. Du skal ikke være ked af det. Det går nok. Det går nok.

Karl stod stadig ved døren som for at gå. Hans ansigt var alvorligt og strengt. Søren sad i sin stol, lidt fremadbøjet, med slappe, milde træk; han var kommen til at se gammel ud, og det smil, der stod om hans mund, gjorde ham ikke yngre. Karl fik også indtryk af, at det var en ældet mand, der sad foran ham; han blev mildere i sit ansigt og sae på en eftergivende måde, som når man taler til en gammel mand, man ikke kan forlange ret meget af: Ja, ja, men så går det jo nok. — Han stod lidt, men han havde ikke lyst til at være ene med Søren; han sae så: Jeg går et øjeblik; der er nogen, jeg skal hen og snakke med.

87

— I et lille hus på en sidevej oppe i landsbyen havde Søren sin smule butik. Han solgte billeder og små hefter, kager og sukkerstænger. Der kom mange børn og købte hos ham. Børn var hans meste omgang foruden Margrete, og han fik med tiden også selv børn, der elskede ham, og som han ikke nænnede at holde for strengt i ave. Så måtte den nødvendige skraphed komme fra Margrete; den gik også ud over Søren selv, der tit fik at høre for sine utidige anfald af latter. Med tiden blev hans munterhed dog mere jævn, men den undrede folk, og den frastødte i høj grad hans broder Karl, der ikke kunde forlige sig med, at skæbnen, der havde taget Sørens helbred og kraft, havde givet ham krøblingens humør i stedet for.

På den tid, da drengene kom fra skole, var der gerne nogle indenfor og købte honningkager med sukkerglasur, der kaldtes fedtebrød, eller sukkerflasker med likør i, eller aftryksbilleder. Når der var eksamen eller provstevisitats, havde Søren sine store dage. Han sad i en lænestol ved vinduet med alle sine sager indenfor rækkevidde, han vilde gerne handle og endnu hellere snakke. Han læste en del og kunde fortælle historier. Helst fortalte han historien om Don Fernando, der havde den mærkelighed, at den aldrig var ens, og at der ikke kom nogen ende på den. Don Fernando var en ung, spansk evntyrer, fornem og fattig og utrolig stolt. Men han måtte forrette nedrigt arbejde som at muge under hestene og lave tørv. Han måtte om natten sove ved lejrbålet mellem vulgære kammerater, hvoraf den ene lugtede af 88 får, den anden af heste. Der var også en skøn Rosita i historien, men de to fik aldrig hinanden. Don Fernando skiftede mange gange tjeneste og kom langt omkring og havde mærkelige oplevelser, men så holdt historien op, uden at Don Fernando havde opnået noget af al den storhed, som begyndelsen havde lovet. En gang endte det med, at Don Fernando gik på gaden som vinsælger. Han havde vinen i en pose, der var syet af en svinehud. Når der kom en kunde, trak han en prop ud, hvor det ene lårben havde været, og skænkede, hvad der blev forlangt. En anden gang gik han med en spids stok og samlede cigarstumper under cafébordene på Madrids gader. Sad der nogen og drak kaffe, bad han om et stykke sukker, og det fik han undertiden. Sukkeret spiste han til det brød, han kunde købe for sine Cigarstumper. — Ja, men hvorfor tog Don Fernando sig ikke noget bedre til? kunde en spørge. — Nej, for han var godt nok fornøjet med det! — Hvordan kunde han dog være det? — Jo, for husk på, han var jo blevet ældre, og han duede ikke til andet. — Ja, men der måtte dog være en rigtig ende på den historie. — Så lo Søren og sae: — Ja, nu kan vi jo se, når I kommer igen næste gang.

Drengene blev voksne, og Søren fortalte den samme historie til deres drenge. Den blev længere, men forandrede ikke karakter. Den var nu en gang af de historier, der ikke skal ende helt godt. Men ellers var den god nok, på sine steder morsom og uden bitterhed. Midt i historien kunde Søren bryde af og spørge drengene, hvad de vilde ønske, hvis de 89 kunde få tre ønsker opfyldt. — Ja, de vilde da have penge; mange vilde ud og rejse. Udrette noget var der også nogle af dem, der vilde. — Han her, Don Fernando, sae Sører, — han havde også tre ønsker. — Fik han dem da ikke opfyldt? — Søren var blevet gammel og grå ved det andet kuld af drenge; han svarede med at sige en af de ting, som enkelte drenge senere kan blive ved at huske: — Så længe man er ung, er det godt, at man har tre ønsker. Når man er blevet gammel, er det i grunden lige meget, om man ikke har fået dem opfyldt.

90

SØREN MATHIESENS REGNEBOG

De tre karle, der gik og huggede rug ud for grødehøvsbakken havde nu tiet temmelig længe. Det var på den anden dag i rughøsten og nær op mod middag. De havde ikke mere sjov at sige til de tre piger, der gik efter dem og tog fra. Den anden dag kan være lige hård nok; man er gået træt i seng, og man vågner næste morgen med en fornemmelse, som om Ens ryg er knækket på tre steder. Særlig når rugen er svær og er kommet til at ligge. Solen er heller ikke så rar sådan hen mod middag. Det er ligesom man havde et varmt strygejern liggende over sine lænder. Hvorfor det nu netop skal være værst lige dér, om det kommer af, at man skilles ad mellem vest og bukser; nok er det, solen skal nok finde netop det sted, hvor man er mest medtaget, og at rette sådan nogen gloende, værkende lænder, det er nu heller ikke nogen fornøjelse; man må hellere blive nede, så længe man kan.

Leen bliver under sådanne omstændigheder let sløv og må stryges tit. Det syntes også Lars, der gik forrest; han gav signalet til strygning ved 91 enden af skåret og sae til den karl, der kom efter ham: Nå, Kristian, hvor mange hug blev det så?

Kristian, der var en ganske pæn karl med et betænksomt, men lidt for morsomt ansigt, svarede venligt og med mange rynker om øjnene, når man huskede på, at han endnu ikke var tredive: Ja, jeg har’n talt dem den her gang, men syv hundrede og halvtreds —tres; det er dér omkring, Lars.

Lars roste ham som en dygtig regnemester, og Ane Sofie, der tog op efter Kristian — hun var syvogtyve og havde haft to kærester, men hun var ubetinget en pæn pige ellers — hun sae, og det kunde være ros eller noget andet, det kunde man ikke sådan høre på hende: Det er løjerligt med Kristian, at han altid har lyst til at regne sådan noget ud.

Der skal nogen til det værste, sae Anders, der var trediemand; han grinte selv, da ingen andre vilde, og tørrede spyttet af sig bagefter. Han var så ung og meget voldsom i sit grin, når det førs kom i gang. Han blev drillet med at være forelsket i Ane Sofie.

Lars strøg sin le færdig, gned sine ophedede lænder med bagen af hånden og gabede: Det er’n sådan, når man kommer sent i seng, sae han. — Hvor var du henne iaftes, Kristian, jeg så’n noget til dig.

Han sad hjemme og regnede, sae Anders spottende.

Kristians ansigt fik sit sære udtryk af munterhed, der ikke var som andre karles; han svarede sindigt: Nej, jeg gjorde ej, Anders. Jeg har regnet Beyerholms tredie del ud, og så er der’n mer, at jeg ved af.

Der er da andre regnebøger til end dem, sae Anders; vi fik da en ny, det sidste år jeg gik i skole.

92

Det ved jeg nok, svarede Kristian; det lød, ligesom han var ked af det, skønt han stadig smilede — men der står det samme i dem allesammen.

Ja så gu, — Lars svingede ud med sin le: Lad os så svede videre; klokken må vel blive tolv engang, skønt man sku sgu’n tro det, Altså syv hundrede og en og tres, Kristian.

Munterheden kunde ikke være ret stor så nær ved middag, i al den sol og op ad bakke. Ane Sofie så ligefrem fornærmet ud og fik derved en mærkelig lighed med det portræt, der nylig var taget af hende, og som i al hemmelighed var bestemt for Kristian; men han skulde ikke vide noget om det, før de var helt enige. For der var endnu et spørsmål, der skilte dem ad, nemlig, hvad Kristian skulde bruge de to tusinde kroner til, som han havde arvet for et års tid siden. Ane Sofie vilde have, at han skulde købe et hus med et par tønder land jord; så kunde hun passe det derhjemme og han gå på arbejde, men Kristian lod ikke villig, skønt han ikke snakkede noget om, hvad han ellers vilde. Ane Sofie tænkte sig, at han måske vilde på seminariet, og det var jo både usikkert i hans alder og længe at vente. Når hun ligefrem spurte ham om det, sae han hverken ja eller nej. Dog syntes han jo nok, de skulde gifte sig, men han var ingen nem karl at få besked af, og Ane Sofie vidste ikke, hvad hun skulde tro. Forløbig samlede al hendes uvillie sig mod hans lyst til at regne og tælle og alt det. Hvad skulde det til? Der var jo ingen andre mennesker, der sådan gik og regnede altid, ikke engang skolelæreren eller præsten, som dog havde lært det. Og hvad, 93 Kristian kunde vel ingenting, selv om han sommetider ikke kunde lade være at prale. Ellers var han vel nok den pæneste karl, Ane Sofie havde set, så det var harmeligt, at han skulde have den fejl med at regne.

Da Kristian og Ane Sofie gik bagefter de andre hjem til middag, begyndte hun igen at snakke om hus, og han var mere medgørlig, end han plejede. Men bedst som de var igang med det eneste regnestykke, hun brød sig om, sae Kristian meget uventet: Det var det, jeg før sae til Anders: der står det samme i alle regnebøger.

Hun svarede uvilligt: Så er det godt, du kan dem allesammen; så kan du altså’n lære mer.

Ingen mennesker har lov til at sige, at han’n kan lære mer, svarede Kristian i sindsbevægelse.

Ane Sofie snakkede godt for ham om grise og høns og måske en ko, og han lod sig berolige. De kom hjem til middagsmaden i god fortsåelse.

Da Ane Sofie om aftenen kom ud fra køkkenet, hvor hun var færdig med indearbejdet, hørte hun skænderi i karlekammeret; det var Anders, der brugte mund, mens Lars grinede. Ane Sofie hørte også sit eget navn blive nævnt. Lars kom frem i døren, og hun så ham opfange en lussing på halvvejen og holde Anders om håndledet. Men så snart Lars opdagede Ane Sofie, tog han fat i Anders og kom slæbende med ham som en stædig tyrekalv: Nu må du hellere tage dig af ham, sae han — jeg ka’n styre ham.

Anders stod med truttende mund og var meget rød i hovedet, men pludselig revnede hans ansigt i et stort grin: Ja, de havde prøvet kræfter; Lars var nær ved at være. den stærkeste.

94

Ja, det vilde Ane Sofie gerne tro; men hvad var der i vejen med den finger?

Anders var lige ved at blive fornærmet over hendes villighed til at tro det, men nu blev han helt optaget af det med fingeren. Den var bullen; der var en splint i. Om hun måske vilde se på den.

Ane Sofie tog og klemte på den. Hun trak en knappenål ud af sit kjoleliv og sprættede fingeren op på det gule stykke, klemte så igen og fik en splint ud. Anders trak vejret som en, der drikker koghed kaffe, men holdt tappert ud.

Vent lidt, sae Ane Sofie og kom lidt efter igen med en klud. Hun plukkede et vejbredblad og lae på bullenskaben, bandt kluden om og sae: Se så.

Dette her foregik lige udenfor gården. Anders skulde jo sige tak, men i stedet for slog han armene om hende og forsøgte at kysse hende. Hun værgede sig dog uden vanskelighed og så på ham med et smil, der tog alt humør fra ham; jo, det var hans første pigeprøve, og den var han ikke kommet godt fra.

Du ska’n se på mig, ligesom jeg var en dreng, sae han hidsig og næsten grædefærdig. Han var en og tyve år.

Nej, nej; det er der da heller ingen, der gør, svarede hun beroligende. — Du kan godt gå med, lae hun til, da han stod tøvende og så efter hende.

De gik op mod vejen. Til venstre lå grødehøvsbakken, — marken der op ad var nu helt bar efter den afhuggede rug, gul af stubbe og grå af jord, men grøftekanten med græs og blomster stod som 95 en grøn og spraglet hæk langs med bakkens ryg. Op mod den bakke og tværs over stubjorden gik nu Ane Sofie og Anders, men da de havde gået et stykke, så de noget gult, der ragede op over grøftekantens frodighed, det var en tråhat.

Det er Kristian, sae Anders; — lad os hellere gå ned til venstre; vi forstyrrer ham bare i hans regning.

Ane Sofie svarede med en vis moderlig ro: Det er jo også Kristian, jeg vil snakke med.

Hvad vil du snakke med ham om? Han tænker’n på dig, men bare på, om han kan finde nogen nye stykker at regne. Jeg viste ham et, det stod i Familie-Journalen; det er det, han er ilav med.

Ane Sofie svarede med samme mildhed; Du snakker, som du har forstand til Anders.

Anders svarede ikke, og de nærmede sig tavse til Kristian, der lå på grøftekanten og stirrede ubevægelig frem for sig.

Nå, ligger du her, Kristian, sae Ane Sofie pludselig.

Et hundrede og otte og halvtreds, svarede Kristian med et sæt: — nå er det dig, Ane Sofie? Du er nok ude at gå aftentur.

Anders brast i latter og vendte sig og begyndte at gå ned mod gården. Ane Sofie satte sig på grøftekanten ved siden af Kristian.

Hvad var det nu, du sad og regnede på? spurte hun mut.

Det var huset, forsikrede Kristian; — det var vort hus.

96

Nå var det det? Hvad var så det, der blev hundrede og otte og halvtreds?

Jo det var — — det var-e —; ja nu har jeg glemt det igen, for du forstyrrede mig midt i det.

Det var vist snarere det regnestykke, som Anders han viste dig.

Det fra Familie-Journalen? Kristian smilede overlegent — det var’n noget regnestykke; det var bare noget for børn. Sådan kunsstykker dem er der’n noget ved. Og jeg kan selv nogen, der er meget bedre.

Ane Sofie svarede ikke, og de sad længe tavse, mens det langsomt blev mørkere.

Her er kønt, sae så Kristian, og da han ikke fik noget svar, føjede han til: Når vi er færdige med høsten, så kan vi følges ad hen og se på det hus? Skal vi det?

De talte nogen tid om huset, og de hørte kirkeuret slå ti. Ane Sofie rejste sig, og de gik hjem ad. Ved karlekammeret sae de godnat, og Ane Sofie gik ind ad bryggersdøren for at komme ind på sit kammer, men der kom Anders rendende efter hende, rød og ophidset: Nå, sad han så’n og regnede, som jeg sae? Snakker jeg så, som jeg har forstand til? Gør jeg det?

Ane Sofie følte sig klemt op mod den store bryggerskedel; det syntes hun ikke om, og hun tog meget bestemt på ham og satte ham fra sig: Ja, du snakker som du har forstand til; det gør du også nu. Kan du så se at komme ud, hvor du hører til, for klokken er mange, og jeg skal i seng.

97

Anders stirrede fortumlet på hende, men han kom sig snart igen og gik lydig ud af bryggersdøren, som Ane Sofie låsede efter ham.

— Nå du vil så ikke blive og få dig en svingom med Kristian? spurte husbonden den dag, da høstgildet skulde være.

Nej, Kristian skulde jo med Ane Sofie hen og se på det hus. De vilde gå så snart de havde fået mad. Kristian stod og smilede forlegen: Han havde skam heller ingen støvler; det havde han helt glemt. Nå, det gjorde jo ikke noget for hans skyld, men Ane Sofie vilde måske ikke synes så godt om det.

— Nej, det vil hun nok ikke, sae manden og lo. Du har så meget at spekulere over, Kristian, men nu skal jeg sige dig noget: Gå op på loftet, henne ved den østre gavl, der hvor der ligger nogle gamle bøger lige inde under taget; der står et par støvler af Hans Peters, dem kan du nok passe. Tag du dem på, så bliver Ane Sofie ikke ked af det.

— Ja, tak for det, sae Kristian, og satte træskoene og gik op på loftet. Manden stod nede og ventede: Kan du finde dem?

— Jo, lød det der oppe fra, jeg er ved at prøve dem; jeg tror nok de passer.

En time efter, da de skulde til at spise, kom Ane Sofie og spurte efter Kristian. Ingen vidste, hvor han var; manden forklarede, at han havde set Kristian 98 sidst, da han gik op på loftet, men der var han kommet ned fra for længe siden.

Lidt efter begyndte folkene at spise, og der var stor forundring over Kristian, der ikke kom; Ane Sofie var gnaven, og Anders, der havde sat sig ved siden af hende, forsøgte at få hende i godt humør, men da han mente, at Kristian nok sad et eller andet sted og regnede, bad hun ham rent ud om at holde mund, sådan et fjols som han var, så blev han fornærmet og sae ikke et ord mere.

— Du skal se, sae manden oppe fra sin bordende, at Kristian er gået op for at snakke med de gamle. Han sidder nok og venter på dig.

Ane Sofie svarede mut, at det var ellers ikke aftalen, og manden sae under almindelig latter: Nej, men det har han glemt, Ane Sofie, det har han glemt.

Ane Sofie gjorde sig færdig og gik, inden de andre havde rejst sig. At de sådan skulde grine af ham allesammen, det var ikke noget, hun syntes om, og så gik hun nedstemt den lange omvej til Kristians forældre.

Halvanden time senere kom hun alene tilbage til gården, da havde de begyndt at danse, men der var nogen, der så hende fra vinduerne, og de kom ud og mødte hende leende uden for porten: Jo nu havde de alligevel hittet Kristian. Om hun vidste, hvor han havde været henne? Oppe på loftet. Der havde han siddet og glemt både maden og huset, han skulde hen og købe. Om hun vidste, hvad han havde bestilt? Han havde regnet, og så grinede hele banden, mest karlene jo. Men Ane Sofie gik uden et ord ind gennem 99 porten, og nogle af dem syntes jo nok, det var synd for hende.

Anders var ikke mellem dem, der lo. Han tog mod Ane Sofie midt på gårdspladsen og sae indædt: Nå, er jeg så et fjols? er jeg det? Hvem er et fjols, synes du?

— Hvor er Kristian? spurte Ane Sofie.

Manden kom til og fortalte, at Kristian havde fundet en regnebog oppe på loftet; den havde tilhørt Hans Peter, da han var på højskole. Han havde spurt, om han måtte låne den, og så var han gået. Op til byen, troede han nok. Måske var han nu ved at handle om huset, Ane Sofie kunde jo prøve på at gå derop.

Ane Sofie svarede vredt, at Kristian for hende kunde gå, hvor han vilde; hun rendte ikke bagefter ham mere. Det hørte Anders og kom efter hende ind i bryggerset.

— Hvad skal du? spurte hun.

— Hvad skal du? spurte han.

— Jeg skal ind og stoppe strømper, svarede hun, gik ind på sit kammer, og låsede døren efter sig.

Men op mod byen, hvor skolelæreren boede, gik en lykkelig karl med en åben bog, som han bladede i; det var Kristian. Han havde tilfældigt taget den ud af bunken inde under taget og set, at den var fuld af tal. Det var en regnebog, trods det, at den var så tyk som en læsebog. Den handlede om regningsarter, som Kristian ikke engang kendte af navn, og den var med rigsdaler, mark og skilling; det var ikke så nemt, men hvad gjorde det? Titelbladet fortalte, at den var af Søren Matthiesen, klokker ved Trinitatis kirke. Der 100 var ikke megen forklaring til stykkerne, men så var der til gengæld facitliste. Kristian blev siddende på gulvet med Hans Peters støvler på og med regnebogen i skødet. Han valgte at regne sammensat forhold; blyant havde han altid i vestelommen, og papir fandt han. Jo, sammensat forhold var til at forstå, og tiden gik. Kristian hørte, at loftsdøren blev lukket op, og der lød stemmer nede fra. Han rejste sig og gik med bogen i hånden ned ad trappen. Han kunde ikke forstå, hvad de grinte så forfærdeligt af, og jo mer forundret han blev, des mere morede de sig. Så kom konen og tog ham under armen og fik ham med ud i køkkenet. Han var kommet bag efter, men nu skulde hun nok sørge for ham. Kristian satte sig ved køkkenbordet, men så kom han i tanke om, at han først måtte spørge, om han kunde låne denne her regnebog, og han gik ud og spurte manden om lov. Der samlede sig straks folk om ham og manden, men det generede ikke Kristian, han så fornøjet ud og var tydeligt nok den, der var mest glad af dem allesammen.

— Ja, regnebogen kan du godt låne, sae manden alvorlig, — men Ane Sofie sidder hjemme hos dine gamle og venter på dig, så du måtte vel hellere se at komme afsted, så snart du har fået mad.

— Nå, sae Kristian fraværende, — jo, det skulde han nok.

Han spiste oksesteg og brunede kartofler med stor appetit; regnebogen havde han liggende opslået foran sig imens. Ane Sofie og huset tænkte han ikke mere på, og da han var færdig med at spise, gik han til byen for at tale med skolelæreren.

101

En time senere gik Kristian samme vej tilbage med sin regnebog i lommen, for det var mørkt nu, og med sænket hoved; han spekulerede på, hvad han så skulde, om han skulde følge skolelærerens råd og opgive det. For, som han havde sagt, med regning alene kunde man ikke tage eksamen. Skolelæreren havde vist ham en bibelhistorie så tyk som nogen romanbog; den skulde man kunne uden ad. Lige sådan en fædrelandshistorie, der ikke var meget tyndere; den skulde man også kunne uden ad. Og en katekismus på halvtredie hundrede sider; alle skriftsteder skulde man kunne helt uden ad og forklaringerne omtrent. Og så videre. Og når man var tredive år, så vilde alt sådan noget ikke gerne sidde fast, havde skolelæreren sagt. Nej, såmænd; Kristian havde efterhånden begyndt at indrømme og opgive. Først havde han været temmelig stor på det, for det han bare tænkte på den regning, som han jo sagtens kunde lære; han havde sat sig ind i sammensat forhold, mens han sad oppe på loftet, og delingsregning havde han set på, mens han gik, det var heller ikke svært, men så havde skolelæreren lagt denne her stabel foran ham, som man skulde kunne uden ad; den havde han siddet og set på, mens de snakkede, og den tog efterhånden modet fra ham. Nej, nej, Kristian, det var ikke sådan at løbe til, og det var det måske heller ikke. Og selv om han kunde lære at regne, hvordan var det så med de andre fag? Kunde han for eksempej skrive en fejlfri stil?

Bedst som Kristian gik og grundede, kom han til at smile: Selv om han kunde lære at regne? Det var grinagtigt, at skolelæreren ikke vilde være ved, hvor 102 dygtig Kristian var til regning; han kunde dbg nok huske, at det i sin tid havde knebet for ham selv med at følge Kristian i hovedregning. Det var morsomt nok, at sådan noget kunde sidde i ham endnu.

Klokken var ti, da Kristian kom hjem til gården, men han havde ingen lyst til at gå i seng; han satte sig på en bænk uden for og bladede i regnebogen, bare for at have den mellem hænderne. Og han glædede sig til, det skulde blive Søndag, så havde han tid. Han tænkte ikke på noget bestemt, han var så tilfreds, selv om det jo ikke blev til noget med seminariet, og så lige med et kom der nogen ud af porten; det var Ane Sofie. Han blev så forundret; var hun ikke i seng endnu?

Ane Sofie vakte ham af hans tilfredshed og hans tankefrihed. Nå her sad han og havde det godt, ligesom han ikke havde glemt hende og deres aftale og gjort sig til nar for alle mennesker. Her sad han og var veltilfreds og skammede sig ikke.

— Hvad vil det sige? spurte han og klappede bogen på det glatte gule bind; den bog var nok ikke blevet ret meget brugt; nej, Kristian vilde gerne tro, det var ikke noget for Hans Peter.

Ja, han skulde ikke lade så dum; han vidste vel nok, hvad hun mente.

Jo, det gik efterhånden op for ham, at Ane Sofie havde grund til at være vred; han blev ked af det og vilde gerne forklare, hvordan det var gået til, at han havde glemt hende, men hun slog til bogen, som han viste hende; den havde hun hørt nok om, men hvad var ellers meningen? Skulde de derop på Søndag?

103

Kristian blev ked af, at han skulde svare på det lige med det samme. Han havde ingen lyst til at tænke på huset nu, endnu mindre til at få det afgjort. Endelig fik hun det svar af ham, at det jagede vel ikke, og om hun ikke snart skulde i seng. Klokken var halvelleve.

Et kvarter efter sad Kristian igen alene på sin bænk; han havde måttet høre mange onde ord, som han kunde sige sig selv, at han havde fortjent, men han havde glemt dem i samme øjeblik, hun lukkede porten efter sig. Det jagede jo ikke; bare han måtte have lov at være i fred med sit.

Og i virkeligheden fik Kristian lov til at leve nogle dage i fuldkommen fred og tilfredshed. I sin fritid regnede han, og han passede sit arbejde, som i en drøm, og var glad. De andre snakkede rundt om ham, men ingen sae noget til ham, undtagen Anders, der skulde gøre nar, men hvad gjorde det? Ane Sofie sae ikke et ord, hun var vred, men da hun ikke snakkede om det, så vidste han ikke noget af det. Og sådan gik dagene, til det blev Søndag. Efter middag gik Kristian ned til kilden og satte sig med bog og papir. Han var så langt henne i sit og sad så dybt i græs og blomster, at han ikke så Ane Sofie, før hun var lige ved ham. Han så hastigt op til hende med et vist blik, men hun satte sig fredeligt hos ham og kiggede i hans bog. Hvad var det for et underligt tegn det der?

Det er kvadratrodstegnet, svarede Kristian — jeg sidder og uddrager kvadratrod.

Kan du nok finde ud af det? spurte hun tvivlende.

Jo, det kunde han da. Det var sådan en slags 104 division, men det var ikke som den, de havde lært i skolen. Nej, så nemt gik det nu heller ikke med at finde en kvadratrod.

Ane Sofie så til, og var snart klar over, at det var den mest meningsløse division hun nogensinde havde set. Når du har fundet den, hvad vil du så bruge den til? spurte hun.

Kristian holdt op med at regne, mens han tænkte, at det er ikke nemt at give et fornuftigt svar på et tosset spørsmål. Så svarede han: jeg regner for min fornøjelses skyld og ’n for at bruge det til noget.

Vil du da’n på seminariet?

Nej — sae han næsten hidsig — på ingen betænkelig måde.

Hun tav lidt og vidste ikke, hvad hun skulde spørge om, for så var der jo ingen mening i nogen ting. Hun var kommet hen til ham med det bestemte forsæt, at hun ikke vilde gøre sig gal en gang til, men det var dårligt nok til at blive fri for. Dette her var jo ligefrem at blive holdt for nar. Hun gik og ventede på at få at vide, hvornår de skulde giftes og her sad han og regnede og så ud i sit ansigt, som én, der blev gift sidste Søndag.

Har du i sinde at sidde her og regne hele eftermiddagen? spurte hun så.

Kristian så gnavent op. Det var også noget at spørge om. Vidste han, om han blev færdig til aften eller måske før?

Ane Sofie rejste sig og gentog kort, hvad hun havde sagt den anden aften. Hun havde siden været henne og snakke med folkene, der jo ikke kunde forstå, hvor 105 de var bleven af, men de havde sagt, at hun og Kristian kunde komme idag istedetfor? Vilde han så det?

Kristian rejste sig også. Det kunde han ikke have med at gøre lige nu. Der var jo altid et hus at få. Og der var også så meget andet, sluttede han uden at kunne finde på mere.

Så vilde Ane Sofie gerne vide, hvornår de skulde giftes.

Kristian lukkede regnebogen med papiret liggende på det sted, hvor han var og svarede synligt oplivet over sit eget indfald, at det kunde vente et år endnu. Så — ja, så fik han flere penge tjent sammen, og — jo om et år, sådan noget, det vilde passe ham bedre.

Skal du have regnet hele den bog igennem først? spurte Ane Sofie.

Næ, — svarede Kristian bekymret, — nej, det skal jeg’n for der er vist noget i den, jeg’n kan forstå.

Ane Sofie gik et par skridt tilbage: Ja, ja, så vilde hun ikke plage ham længere, han skulde få lov til at være i fred.

Ja, sae Kristian.

Siger du ja? — Hun lo forbitret: — siger du ja. Du er det værste og mest tåbelige mandfolk, jeg i mit liv har set, begyndte hun, og det varede længe, inden hun holdt op. Men mon han hørte det? Hun var ikke kommet meget langt fra ham, før han sad og regnede ligesom før. Hjemme ved gården mødte hun Anders, der havde holdt udkig. Han var ildrød i hovedet og skældte ud til at begynde med, og hun tog imod det som noget, hun havde fortjent.

Den vinter blev Anders og Ane Sofie gift. Folk 106 sae, han var tosset, sådan en dreng han var, men den opfattelse måtte de med tiden forandre. Om Kristian var der derimod kun een mening: at det så ud til, at han havde været glad ved at blive af med sin Kæreste og sine forpligtelser. Men næste sommer, sae man, var han så vidt kommet sig af sin regnegalskab, at han var ked af det, men da var det jo for sent, og da var der også sket det, at andre karle og piger betragtede ham som en særling, der ikke hørte til imellem dem, og det var nok noget grunden til, at han snart efter købte hus, hvor han levede som eneboer og ellers gik på arbejde. Han giftede sig til folks forundring, da han var ved de fyrre. Konen var fra et andet sogn, men der var ellers ikke noget aparte ved hende. Hun passede sine sager godt, både huset og haven og den dreng hun fik, men hun kom meget lidt mellem folk og døde temmelig tidligt, uden at nogen rigtig havde kendt hende.

107

GAMLE KRISTIAN PESEN

Når det skete, at man kom nær hen til den søndre lo, hvor Kristian Pesen stod og tærskede, så kunde man høre, hvordan han af og til gik og mumlede eller hviskede ved sig selv, og efter sådan en hvisken holdt tærskningen op et øjeblik. Var man nu så lille, at ens næse ikke helt nåede kanten af den nederste halvdør, så var det jo ikke alting, man så derinde i det tågede halvmørke. Slaglen på Kristian Pesens plejelstøj steg op over hans hoved, den gjorde vendingen deroppe så rask, at den dannede som et tyndt gult slør, og så faldt den med et knald ned i en bund, man ikke kunde se. Kristian Pesen så man gå langs kanten og slå ind mod midten, hvor aksene vendte hen. Han nærmede sig hviskende og skridtvis mod døren, hans skæg var gråt af støv, og der hang også avner i. Men så standsede han, tog en rund stump kridt op af lommen og skrev noget på en bjælke, bare en lille ubetydelig streg. En anden en udenfor måtte ha den ene træsko af og stå op på den for at se bedre.

Hvad er det, du skriver på den bjælke, Kristian Pesen?

108

Kristian Pesen kerede sig ikke større om syvårig nysgærrighed; han svarede: Det er noget, som at’n du skal ta dig af, Knud. — Men da han rimeligvis følte afvisningen som altfor stræng, føjede han til: Jeg må da skrive op, hvor meget jeg har tusket.

Blev man så stående, mens han gik og tærskede og hviskede, kunde han ta fat på at spørge en om en mængde ting ved gården, som man ikke vidste noget om, indtil han fik spurt en væk. Så kunde man luske af og for en tid være hjulpet for spørgesyge.

Der stod en rar lugt ud af Kristian Pesens lodør; den kunde få en til at tænke på mange ting, der alle havde med sommer at gøre: Rugen, der blev hugget, eller hovene, der blev sat op, eller man mindedes lige med et, hvordan der var inde i rugstænget med et stykke sommer uden for lugen og et læs neden for, eller der meldte sig en halvmørk aften i August med Lyset tændt og ekstrapuns til aftensmaden i anledning af høsten. Jeg havde selv et glas foran mig, et snapseglas med meget tyk stilk; det knækkede ikke, fordi man kom til at vælte det.

Sådan lugtede den rug, Kristian Pesen tærskede. Men når så halmen blev sat i stak til strøelse, havde den straks fået en hel anden flov lugt; jeg kunde ikke forklare mig, hvad det kom af, men det var vinteren; den anden lugt bragte mindelser om sommeren.

Det var en aften i Februar; Kristian Pesen kom ud af sin lo; han spyttede brunt ned i sneen og gik over gården for at mælde til min fader, der kom ud af 109 en stalddør, at han nu var færdig med rugen; der blev snakket om, hvormeget der kunde være, og hvornår det skulde kastes og renses. Kristian Pesen svarede lidt fraværende, og der kom en pause; da hældede han sig lidt hen mod min fader og sae med en mærkelig klang i sin stemme: Lars Knudsen, nu har jeg slået fem hundrede og to og fyrretyve tusinde slag på den rug.

Fader svarede ikke lige straks; han så ud som en, der har fået en hemmelighed betroet og er lidt forlegen ved det: Nå, har du det, sae han nærmest lidt køligt, eller hvad det nu var for en kedelig klang hans stemme havde ved siden af den anden. Men straks efter spurte han så: Hør, Kristian Pesen, når du er kommet til tusinde eller sådan et tal, så holder du vel’n op, selv om den nok kunde trænge til mer?

Kristian Pesen svarede med en helt anden stemme, sådan som de plejede at snakke der i gården: Nej, så gir jeg den heller fem hundrede slag for meget end for lidt.

Nå, sae Fader, — ja. — Så gik han med den forklaring.

Men jeg glemte ikke Kristian Pesens tal, eller hvordan hans stemme havde lydt, da han sae det. Jeg holdt siden ikke af at forstyrre ham, når han stod og tærskede og talte. Men når han ellers traf mig, havde han altid en stump venlig snak, der blev længere med årene, alt efter som jeg selv lærte noget. Han lod sig af mig belære om fremmede lande og hørte på mig tålmodigt og med en mine, som først efterhånden lod mig forstå, at det kunde være 110 godt nok for mig at vide, men det var ikke noget for Kristian Pesen. I virkeligheden var det kun min regning, der interesserede ham, om jeg kunde den store tabel, denne her: syv gange nitten og dem. — Jeg sae som sandt var, at den forlangte læreren ikke, vi skulde kunne, og Kristian Pesen rystede på hodet og sae på sin alvorlige måde:Du er nu ti år, og den store tabel, den skal du kan; ellers blir det’n til noget med dig.

Syv gange nitten er hundrede og tre og tredve, sae jeg efter nogen tids betænkning.

Det er godt, Knud, sae Kristian Pesen venligt og ligesom lysere i sit blik.

— Jeg var vist tolv år, da jeg kunde mælde Kristian Pesen, at nu kunde jeg den store tabel. Det var en Søndag formiddag, Kristian Pesen var kommet til gården i et eller andet ærende og havde hund med. Han hørte mig straks i tabellen og tog en stræng mine på, ligesom han sad på et kateder. Han havde buskede øjenbryn og noget i blikket, som jeg senere har truffet hos lærde folk. Det gik godt med tabellen, men han kunde ikke lide, at jeg skulde tænke mig om og regne i hovedet, jeg skulde kunne det på fingrene. Da det var vel overstået, fortalte Kristian Pesen mig om sin skoletid; han sluttede med at sige: Da jeg gik i skole, der var’n det stykke, skolelæreren satte for mig, som’n jeg kunde regne.

Det var første gang, jeg hørte ham udtale sig så selvbevidst, jeg følte det ikke anderledes end som en betroelse, og så syntes jeg også, jeg vilde sige noget af betydning. Vi stod på hesteomgangen til 111 hakkelsemaskinen, jeg viste med hånden på rundkresen efter hestenes trin, slog i luften en streg, tværs over og sae, at jeg havde hørt, at når man kendte længden af denne tværstreg, så kunde man beregne længden af rundkresen, ved at gange med et vist tal. Det hed matematik, føjede jeg til med en følelse af at ha sagt et ord med sjælden og fornem klang.

Kristian Pesen svarede øjeblikeklig og i en vis sindsbevægelse: Det kan jeg’n tro, Knud; det kan jeg’n tro, for det kan jo aldrig blive det samme tal man skal gange med. Sådan et tal er der heller ingen mennesker, der kan regne ud.

Kristian Pesen skulde til at gå, jeg blev sendt et ærende op til Sandet, en samling huse lidt neden for byen, og vi fulgtes ad. Ude.n for gården stansede Kristian Pesen og gav sig til at klø sin hund på ryggen: Vil du se, Knud, når jeg klør ham på den højre side, så letter han på det højre bagben, og når jeg klør ham på den venstre, så letter han på det venstre.

Det viste sig at være rigtig nok, og for at få mere indhold i tilfældet, spurte jeg: Hvad for et ben letter han så på, når du klør ham midt på ryggen, Kristian Pesen?

Det kunde måske lyde, som jeg vilde være morsom, og Kristian Pesen yndede ikke en spøg, om også den gik ud over andre end ham selv; han svarede afvisende: Så bestemmer han selv, hvilket ben han vil lette på.

Jeg drejede af ned mod mosen, hvad der var den 112 korteste vej til Sandet, og Kristian Pesen sae, at den vej plejede han ikke at gå, men han gik dog gærne med og var kendelig oplivet, men snakkede ikke mere. Vi gik ned langs mosen. Der mødte vi en mand, der vilde snakke, og vi stod stille nogen tid. Da vi nåede dertil, hvor jeg skulde dreje af, vendte Kristian Pesen sig imod mig og sae i en fortrolig tone: La du mærke til, Knud, mens jeg snakkede med den mand, så holdt jeg disse her to fingre i bukselommen? — Han viste mig tommel- og pegefinger på venstre hånd. — Jeg var kommet til syv hundrede og tre og fyrre. Se tre og fyrre, det kan jeg nok huske, men syv hundrede det kan man glemme, men disse her to fingre, det er syv hundrede. Se det tænkte han jo’n over eller la mærke til, den mand, sluttede Kristian Pesen med et smil.

— En Søndag aften i begyndelsen af Oktober blev jeg sendt op til Kristian Pesen for at sige til ham om at komme Mandag morgen og slagte. Kristian Pesen var enkemand og boede alene med sin søn, der var nogle år yngre end jeg selv. Han var nemlig blevet sent gift; nu var han godt oppe i halvtredserne, men for mig havde han altid været en gammel mand.

Kristian Pesen lukkede selv op; han forbavsede mig ved at ha et blomstret tørklæde bundet om panden; det gav ham en sær lighed med et billede af 113 Kristian den fjerde. Han tog meget venligt imod mig; der var et udtryk i hans øjne, der gav mig fornemmelsen af, hvad det vil sige at være gæst. Jeg fremførte mit ærende, og der blev ikke spildt mange ord på det, men Kristian Pesen lae mærke til, at jeg så på hans tørklæde; han tog det af og sae: At jeg har dette her lommetørklæde på, Knud, det volder af det, at — sæt dig ned, Knud, sæt dig ned. — Han stod med lommetørklædets blomstrede krans i sin hånd og så ligesom igennem den: Vent lidt. Vi skal ha noget. Jeg har ild på. — Dermed gik han.

Der var vist ganske pænt i stuen. Det jeg bedst husker, er at alle stole var jaget ind til væggene; et klapbord var trængt op til bænken ved vinduet, klapperne var slaaet ned. På bænken kunde ingen komme til at sidde, men det skulde der vel heller ikke. I en krog sad til min overraskelse en dreng på otte år og læste; jeg sae godaften, og han svarede med en brokke, der lød som au. Jeg var noget underlig ved ham, for nu havde han haft fri gloning på mig måske fem minutter, indtil min opdagelse af ham havde jaget hans næse dybt ned i hans bog.

Kristian Pesen kom ind med te, én basse og nogle store tvebakker. Folk sae, han havde penge. Så snart han kom ind, blev hans dreng ligesom forløst af sin læsning og faldt hen i stirren på mig, mens jeg spiste den ene basse og — ligeledes på Kristian Pesens venlige indbydelse dyppede tvebakkerne i teen, skønt der var smør på. Når man ikke dyppede dem for længe, kunde man undgå, at smørret smeltede helt. Hvis det havde været kaffe, kunde jeg nok ha lidt 114 det, og pludselig kom også min vært i tanker om at, han havde gjort noget galt: Ja, men det er jo sandt, sae han beklagende, — du kan jo’n lide te, Knud. Det vidste jeg jo godt. — Han beklagede det så stærkt og længe, at jeg blev helt forlegen, men det hjalp, da vi kom til at snakke om regning. Reguladetri, det kunde jeg vel nok? Kristian Pesen gav mig et stykke ud af en bog: Når tretten tønder og syv skæpper koster hundrede og fire og halvtreds kroner og to og halvfjerds øre. — Jo, det var mig en smal sag. Men han dær, sae Kristian Pesen, — han er’n kommet så vidt endnu. — Han nikkede i retning af drengen, der var i ét glo og gab.

Kristian Pesen stod ved vinduet og så ud over sin have, hvor skumringen begyndte at falde: Nu skal du høre et stykke, jeg selv har lavet. Jeg kan på en dag grave hele min egen have og så endda en trediedel af min nabos, der er lige så stor som min egen. Hvilken brøkdel af en dag bruger jeg så til at grave min egen have?

Kristian Pesens sprog og udtale var så mærkelig, at jeg helt glemte at høre selve stykket; jeg måtte da ha det en gang til. Nej, det kunde jeg ikke regne.

Nej, det kan du’n, sae Kristian Pesen og gik smilende frem og tilbage på den rigelige gulvplads, — nej, men det kommer nok, Knud. Her er et andet, der stod i »Nordstjernen«: Hvad er klokken, når viserne dækker hinanden for første gang efter klokken tolv?

Jeg svarede tankeløst: Man kan jo bare ta sit ur op og se, hvad klokken er.

Kristian Pesen fik sit alvorlige, misbilligende 115 ansigt på: Kan man se det? Kan du se en brøk på en halvtredsindstyvendedel på en viser?

Der var noget ligesom hån i hans stemme. Jeg følte her som senere på universitetet, hvad det er at stå over for en videnskabsmand.

Men Kristian Pesen tilgav mig, da det viste sig, at jeg kunde forstå forklaringen på stykket. Han sae, jeg skulde nok blive til noget, når jeg vilde tænke mig om.

Er du færdig med at læse, Håns —? vendte han sig til drengen: — du keder dig, hvad? Ja, men så kan du gå ud i haven; du ved den blok rabarber, som’n jeg tog op, fordi stilkene var så tynde, du kan gå ud og tælle, hvor mange der er.

Hans skyndte sig ud. Fra vinduet kunde jeg se ham sidde og tælle.

Nej, her er ellers en regnebog. — Kristian Pesen rakte op på en trekant og tog en bog ned, der overvældede mig ved sin tykkelse: en regnebog, der var så tyk som en Barfods fædrelandshistorie.

Den er af Søren Mathiesen, klokker ved Trinitatis kirke. Vil du se den. Værsgo, Knud.

Jeg bladede i den mærkelige bog.

Ja, de tegn der vil sige rigsdaler, mark og skilling, forklarede Kristian Pesen. Se her skal du se: det dær, det er kvadratrodsuddragning. Jeg ka’n rigtig forstå det. Håns han skal lære det, når han blir stor. Han skal være skolelærer. Nej, det var for sent jeg fik denne her regnebog; jeg var næsten tredive år, Knud. Jeg havde dette her hus, og jeg tænkte på at gifte mig, men — —

116

Hvorfor blev du så ikke gift, Kristian Pesen? spurte jeg.

Nej, — Kristian Pesen vandrede langs væggene, — nej det var for det at; — det var for det at; — —

Syv og halvtreds, meldte Hans og viste sit ansigt i døren.

Hm, ja det er nok rigtigt, Håns, det er det nok. Der kan godt være faldet to af siden iforgårs. Nå, skal du nu hjem, Knud? Vent lidt, jeg skal selv hen i byen. Vi kan følges ad.

Vi gik og snakkede, for her inde i byen var der vel ikke nogen afstand som Kristian Pesen ikke allerede havde talt. Men da vi nåede ud for kroen, sae pludselig Hans, der gik ved siden af: Det var lige fem hundrede skridt.

Kristian Pesen svarede uden betænkning: Det er meget for lidt, Håns; her maa være seks hundrede af dine skridt, mindst. Men dær kommer nogen drenge, de skriger så højt; gå du hellere hjem, så kan du med det samme tælle om igen, så skal du se.

Hans gik tilbage, uden tvivl tællende, og Kristian Pesen gav sig til at snakke om ham, hvad for en stille, pæn dreng han var; han rendte ikke ude mellem de andre drenge. Håns han skal nok komme til at renge. For tiden så ganger han. Forleden dag fik han fat i et stort ark gråt papir, og ved du, hvad han gjorde med det, for det, det var så stort? Han skrev to tal op med fjorten sifre i og gangede dem. Det havde han aldrig ku fået plads til før; men over det papiret var så stort. Nå, det er jo’n noget, der skal spekuleres over, men 117 det kommer nok. Håns han skal til bogen, ligesom jeg skulde ha været.

Hvorfor kom du da ikke det, Kristian Pesen? spurte jeg.

Kristian Pesens ansigt fik et tankefuldt og sært udtryk. Jeg blev for gammel, det var det. Skolelæreren han kunde jo’n noget videre af nogen ting, og regnebogen havde jeg regnet igennem mange gange; jeg troede jo’n, der var mer regning til i verden, eller hvad jeg nu troede, sådan er børn jo. Og jeg var en ældre karl, da jeg fandt Søren Mathiesens regnebog oppe på loftet hos Peter Jensen efter en søn, der havde været på en landbrugsskole. Så så jeg jo, hvad regning var, men så kom der også så meget andet, — her skal jeg den vej, farvel Knud. Jeg ska nok komme i morgen tidlig, kan du sige.

Hvad Kristian mente med det, der kom i vejen, vidste jeg ikke, men da jeg gik alene hjem ad, kom jeg til at tænke på noget andet ved ham: at han ikke kunde lide folk, der råbte op og skreg højt, enten de så var glade eller gale, børn eller voksne. Han holdt heller ikke af noget, der gik for rask; han var en sindig og stille mand. Når nogen kom kørende forbi ham i fuld firspring, kunde Kristian Pesen stå stille og se misbilligende på dem. Denne særegenhed var kendt af alle, og de unge morede sig over den. Men havde Kristian Pesen haft gård, vilde han sikkert ha været en anset mand.

Der gik tre år, inden jeg næste gang — og sidste — var inden for hos Kristian Pesen. Han gik som før 118 med et blomstret tørklæde om panden. Hans sad i en krog og læste, og som om jeg havde været der dagen før, begyndte Kristian Pesen at snakke om teen, jeg havde fået sidste gang, nu skulde jeg få kaffe, om rabarberstilkene, Hans havde talt og om forskellige ting hjemme fra gården, hvor Kristian Pesen nu ikke kom mer. Jeg mindedes hesteomgangen og spurte, om han kunde huske, hvad vi havde snakket om i anledning af den.

Jo, det kunde Kristian Pesen godt, det var det, at man kunde gange en cirkels diameter med et vist tal, så fik man omkredsen, jo, men — — Kristian Pesen vilde til at bestride det, men tog sig i det, for nu var jeg vel den forreste i regning. Han spurte lavmælt, om det så var rigtigt, hvad jeg den gang havde sagt.

Ja, når man gangede diameteren med et vist tal, enten det var en stor eller lille cirkel, så fik man omkresen.

Kristian Pesen så varmt på mig, så spurte han meget spændt: Hvad er det for et tal?

Det er tre en syvendedel.

Kristian Pesen kom i sådan en bevægelse, at han begyndte at gå op og ned ad gulvet: Så? Det var dog mærkeligt, Knud. Lige bestemt tre en syvendedel.

Nej, ikke lige bestemt, Kristian Pesen, for den sande værdi kan slet ikke regnes ud. Men tre en syvendedel er ikke meget galt.

Hm, hm, hm, sae Kristian Pesen, — det var dog mærkeligt. Kan man også regne sådan noget ud? Har du hørt det, Håns?

Jo, Hans havde hørt det, han sae ingenting, men 119 han var stærkt med. Jeg tog en tallerken og vendte den om, tegnede med et stykke kridt en cirkel om den, trak en diameter og forklarede det alt sammen til fordel for Hans. Han var vågen, fyren.

Kristian Pesen blev fåmælt.

Det tal, der kommer ud, når man dividerer diameterens længde op i omkresen, kaldes Pi. Jeg skrev det på bordet.

Kristian Pesen stod med hænderne om bordpladen og bøjede sig over det mærkelige tegn: Nå, det hedder Pi. Ja, ja. Det er også noget, du skal lære, når du blir stor, Håns.

Da jeg skulde til at gå, var Hans optaget af at lægge en tynd Snor om randen af Tallerkenen; han havde også fundet en tommestok.

Nu skal han til at måle og se, om det passer, sae Kristian Pesen, idet han fulgte mig ud. — Ja, dørkarmen er noget lav. Du skal vel snart på session, Knud?

Nej, jeg var da kun de sejsten år.

Nå’n mer. Ja, jeg har da været soldat. Jeg havde nummer to. Det var også et tal, hvad? Hør du to, kan du låne mig din pudsegaffel? Ja, sådan kan det gå.

Jeg så på ham, der var ikke spor af smil på hans ansigt. Det var ikke for morskabens skyld han fortalte det. Nej såmænd, det var vel ikke spøg for en elsker af tal at hedde to.

Nå, jeg skal ind og hjælpe Håns, sae Kristian Pesen og bød farvel.

120

ÆGTESTANDS-HULDA

Den store dreng, der nu snart i en halv time havde stået og gloet på Drej-om-Maries hus, måtte være en, der havde god tid; hvad det så var, han gloede på, huset eller haven, begge dele kunde være meget pæne, men nogen stads ved dem var der jo heller ikke, for det kunde vel ikke være Drej-om-Maries Pims, der stod på havegangen og gøede noget så utrolig arrigt.

I alt fald havde huskonerne i de nærmeste huse fået noget at spekulere over. De, der ikke havde siddet ved vinduerne, sad der nu, og de, der var kommet uden for, gik ikke ind; det måtte vel ende med noget.

Der var dog ikke andet end det, at en stor dreng var kommet forbi et lille hus, og så var en hund faret ud og havde gøet ad ham, og drengen var standset og havde set undrende på den. Der kan være meget at undre sig over ved en lille hund. Om man så vil gå i stå over den, kommer an på ens sind, og hvor travlt man har. Der gives i verden ikke så tynde ben, at ikke en hund tør gå på dem; ikke en kæft så smal, at en hund ikke vil gø med den. Det føles ikke 121 overraskende, når det læses, men i virkeligheden kan det være et ganske forunderligt syn. Drengen stod altså stille, og hunden gøede. Det var første afdeling.

Da det havde varet lidt, gjorde hunden en pavse. Den ventede, at drengen nu vilde sige noget, sparke efter den eller tage en sten op, og den vilde så flygte om til hushjørnet og derfra gø videre, men drengen rørte sig ikke; selv hans øjne stod stille. Hunden måtte da tage fat igen som før og på samme sted, den bjæffede ivrigt, med kæften sådan om til siden, hvergang den sluttede en periode og hoppede alt imens på stedet. Drengen var stor og bredskuldret, velnæret og tilsyneladende rolig af sind, han rørte ikke et øje og lod hunden om det hele.

Pims, som hunden altså hed, følte pludselig det underlige i stillingen. Den gøede klynkende, og der kom noget ligesom rædsel i dens øjne; den vendte om, gjorde et slag hen om hushjørnet, kom tilbage og bjæffede med fornyet raseri, der var præget af en tydelig overdrivelse. Den kunde ikke forstå dette her; rimeligvis rejste hårene sig på dens ryg, når den kom til at se drengen ind i hans ubevægelige øjne. Den forsøgte med at skifte plads, gøede ad ham fra den ene side og fra den anden side, men det hjalp ikke. Den gjorde en ny pavse og kom til at se venlig ud, idet den kom nærmere. Måske vilde han klappe; det var sket før. Enten går de eller de klapper; noget gør de. Men drengen vilde ikke klappe. Pims troede formodentlig den skulde miste forstanden.

Det varede vel en halv time. Pims gik og kom igen; den kunde ikke opgive tanken om en afslutning; men 122 lige med eet gjorde den omkring og rendte sin vej i fuldkommen tavshed.

Drengen tog sin arm fra stakittet og vendte sig for at gå. Foran ham stod to børn på en halv snes år, en dreng og en pige.

— Du må ikke drille vor Pims, sae pigen.

— Hvad hedder du? spurte drengen barsk.

— Jeg hedder Hulda. Du må ikke drille vor Pims. Moder siger, han har ikke godt af det.

Drengen lo spottende: Nå, du hedder Hulda. Så hedder han der vel Hjalmar?

— Ja, han hedder Hjalmar. Hvad hedder du?

— Jeg hedder Mogens, svarede drengen uvilkårligt. — Hvad kommer det dig ved? rettede han øjeblikkelig.

Han så nærmere på pigebarnet. Hun havde bare ben, et lille grinende, fregnet ansigt og hår, der var nærmest rødt. Drengen var mørkere, men ligeså grinende; sådan så Drej-om-Maries unger altså ud.

Hulda tog glad mod hans blik, som om det var bare beundring. Hun spurte: Vil du klappe Pims? Så skal jeg hente ham; han er så sød.

Mogens blev irriteret over hendes pågående muntre væsen og svarede hånligt: Du har jo ingen bukser på tøs.

Hulda tog dansetrin for yderligere at bekræfte det og svarede henrykt: Det behøver man heller ikke om sommeren. Jeg har været i vandet, faldt det hende pludselig ind at meddele — sammen med Hjalmar.

— Nå, du går i vandet med drenge?

— Ja, sae Hulda — der var andre drenge end ham.

123

— Puh, sae Mogens og lo, men så gjorde han sig streng: Er det noget for en tøs, synes du, at gå i vandet sammen med drengene?

Hulda havde fundet Pims; hun tog ham og kom med ham til at klappes. Pims var nu velvillig og vilde slikke. Hulda var bare smil; tilrettevisningen havde hun slet ikke forstået.

Der kom nogen lige ved; det var Drej-om-Marie selv; hun kom sådan svajende. Hun var glad, og Hulda lignede hende.

— Nå, du står her og snakker med børnene, sae hun. — Ih, goddag, det er jo Hans Niels’ Mogens. Nå, du står og underholder dig med Hjalmar og Hulda.

— Nej, det gør jeg ellers ikke, svarede Mogens gnaven og værdig — jeg stod bare og så på deres stedmoderblomster.

— Nå, ja; javel. Ja, men du kan godt få en blok med hjem til din moder, det kan du godt. Jeg skal tage og grave een op. De fjonger meget sådan i en forhave.

— Nej, tak, jeg tror alligevel, vi har samme slags derhjemme, sae Mogens. — Farvel.

— Farvel, Mogens. — Også Hulda med Pims på armen, tilråbte ham et henrykt: Farvel, Mogens.

Mogens så de forskellige huskoners øjne på sig og gik over på den anden side af vejen. Han kom til at tænke på, hvad han havde hørt om Drej-om-Marie, at hendes bedstefader havde været præst. Hun var aldrig blevet gift, men hun havde tre uægte børn, hvis, fædre var velhavende, og Drej-om-Marie var tilfreds med sin lod, hvilket hun også vilde have været, om 124 den havde været ringere. — Det er lige så meget værd som et lærerindeembede, plejede hun at sige — og når man er godt situeret, så skal man ikke beklage sig.

Stedmoderblomsterne foran Drej - om - Maries hus stod igen i deres fulde flor. Der var af alle farver, lige fra bleggule til sorte, men de mærkeligste var dem, der havde begge farver; de lignede ansigter, der stod og stirrede op mod solen, gavne, fortrukne ansigter, de mørkere af dem så skumle ud, de mere gule kun tvære. Nogle af dem havde drejet sig om på deres stilk og lignede folk, der med et usigelig udtryk af surhed ser tilbage over skulderen og venter på en, der ikke vil komme.

Inde fra stuen lød høje stemmer, som om nogen skændtes, men det var ikke andet end et udslag af familien Drej-om-Maries sædvanlige humør. Lidt efter kom Hulda ud i lang, sort kjole, der generede hende kendeligt om de lange ben. Hun var blevet konfirmeret dagen i forvejen. Hulda have den lille flaske i hånden og skråede over vejen til købmanden. Hun skulde købe mere hårolie; det var det, den højrøstede snak havde drejet sig om: Hulda skulde have ti øre til hårolie. Selvfølgelig skulde Hulda have hårolie idag, da hun skulde ud og spadsere med de andre konfirmander. Hulda kom tilbage og blev smurt; hun skinnede, også dér, hvor der ingen hårolie kom. Hulda var nu fjorten år, velvoksen og velknoknet. Hendes 125 ansigt var lyst og lidt fregnet, det var groft, men øjnene var kønne, og hendes hals var så hvid, håret rødligt. Hun havde som folk sae, den samme tåbelige gang som sin moder. Hendes stemme var hæs, hvad der måske kom af, at hun råbte, hellere end hun talte, og så bandede hun en smule; det kom sagtens af, at hun altid havde leget med drenge.

Konfirmanderne skulde i skoven. De havde godt smørrebrød med og skulde købe kaffe i restauranten. Da Hulda smurt og skinnende gik i spidsen for pigernes tog, var der nogle af de bageste, der fik generte vridninger og stille forsvandt undervejs ind i en have, hvorfra de siden listede hjem. Drengene på deres side grinede, nogle af dem samlede sig om Hulda, andre holdt sig på afstand og snakkede halvhøjt med de nærmeste kammerater.

Ved aftenstid kørte en vogn langsomt gennem landsbyen. På sædet sad en ung karl med et alvorligt ansigt. Dreje-om-Marie kom ud og standsede ham.

— Hvordan har din fader det, Mogens? spurte hun.

Mogens så misfornøjet til hende, men holdt dog stille. — Han har det ikke så godt.

— Så? sae Marie og fik et helt mærkeligt udtryk i sit ansigt, fordi hun nu skulde se alvorlig ud. — Er det ikke en lille smule bedre? spurte hun, idet det lyste op i hendes øjne.

— Nej, svarede Mogens kort.

— Har han ikke spist noget? spurte Marie videre.

— Ikke andet end en kop havresuppe.

— Nå, sae Drej-om-Marie og lysnede stærkt op. — Ja, men så — —

126

— Igår kunde han dog spise et æg, svarede Mogens, ked af det og ærgerlig.

Drej-om-Marie ledte stadig efter et lyspunkt. — Har han heller ikke sovet inat da?

Jo, en timestid.

Nå, sae Drej-om-Marie, og nu kunde hun se munter ud igen, — ja men så han kan sove, Mogens, så — — Nå, der kommer såmænd konfirmanderne. De har været i skoven. Hulda hun går foran. Du kender nok Hulda, Mogens; det er jo min, altså.

Mogens skulde til at køre, men holdt hestene an, han vidste ikke hvorfor, og så på ungdommen.

— Hvad mon de nu skal til? snakkede Drej-om- Marie videre. De skal vist til at spille klink. Det er noget, Hulda hun kan med, lige så godt som drengene. Kan du se, hun skal til at spille klink med en krone, kan du se, Mogens? Hulda hun er storartet, hvad?

Nej, nu skulde Mogens afsted: Ja, din fader han kommer sig jo altså, Mogens, det gør han nok. Hils ham.

Mogens måtte smile: Tak, sae han med en betoning, der undgik Maries opfattelse.

Men nu kom ungdommen: Må vi køre med? skreg Hulda som den første af et helt kor.

Drej-om-Marie gik og værgede for vognhjulene: Nej, I må ikke køre med. Du må ikke køre med, Hulda, Mogens skal hjem til sin syge fader.

Drej-om-Marie så højst alvorlig ud og lo øjeblikkelig for at bringe sit sædvanlige ansigt i erindring.

Mogens holdt hestene an engang til: Har hun 127 tjeneste, hun dér, spurte han med ligesom et slag af øret i retning af Hulda.

Ikke sådan rigtigt, sae Drej-om-Marie; — du kan godt få hende, Mogens, det kan du godt. Du kan godt få hende med det samme.

Hulda havde hatten i hånden, og håret i uorden efter turen, og hvad der havde hørt til: Ja, du kan godt få mig, sae hun. Hun blussede i sit store, lyse ansigt, og hendes blå øjne så endnu lysere ud mod hendes ansigts rødme.

— Nej, sae Mogens, og fik hestene i gang. — Farvel! Hvad havde han spurt om det for? Nå, det kunde jo godt ligne Drej-om-Marie, at hun vilde beholde sin datter hjemme? Til hvad? Til det samme som hun selv, vel sagtens.

I udkanten af landsbyen holder ungdommen bal på en lille grøn plads; den er ikke meget jævn, men god nok, da der ingen bedre er. Et sted er der en hældning, og et andet sted er der et hul, hvor de dansende par i forbifarten gør sig en fornøjelse af at sende et andet par ned med en albu eller et knæ. Hulda er en af dem, der tiest bliver sendt derned; hun er så fjantet og glemmer stadig det farlige sted. Hendes lyse kjole har store grønne plamasjer på ryg og albuer. Hulda er nu over sytten år og er stærkt begyndt at afrundes både i ansigtet og ned ad sig. Hun minder meget om en ung hoppeplag, både i gang og i stemme; 128 hun gnægger under dansen, henrykt og ustyrligt som en ung hoppe, der for første gang er spændt for.

På noget med et par sække over, måske en øltønde, sidder en fornuftig, ældre mand og spiller violin. Han lægger hovedet på siden og vender det ene øre mod violinen og kan minde om en gammel hund, der sidder eftertænksom og lytter. Da der bliver pause med bajersk øl og sodavand, får han penge, der bliver samlet ind, og det er ikke så lidt; der følger også en bajer med. Hulda kommer med bajeren og siger, han kan også få smørrebrød, bare han vil sige det; her er ingen smalle steder. Karlene lér. Hulda har det som mange andre piger: hun gentager alle de morsomheder, som mænd i tidernes morgen har fundet på, og som ingen af dem gider sige mere; alle slidte vittigheder falder af sig selv ud af hendes mund, bare hun lukker den op, og karle og piger griner til, fordi hun endnu er ung.

Spillemanden takker for øl og betaling, men det er for meget; han gi’r alvorligt tilbage og vil ikke høre tale om tre kroner for at spille to timer. Så spiller han lidt igen; to par falder over hinanden i det bekendte hul, og de dansende går ud af rækken for at se til. Nederst ligger Hulda — hvem skulde det ellers være? — og to par skubbes yderligere ned, så nu er der top på. Det tager tid og latter at få hullet renset, og nu er der gået en time. Spillemanden rejser sig og går. Han er en alvorlig mand og vil ikke levere musik til dette her. Godnat! — Det kan ikke nytte at holde på ham.

Men Hulda véd råd. Hun går ind i et hus og 129 kommer i ubegribelig kort tid ud igen; under den ene arm har hun en harmonika, under den anden en mand, som hun slæber i, men han vil ikke. Også han er en ældre og tilsyneladende meget fornuftig mand, men da han i øjeblikket både lér og er arrig, ser han så komisk ud, at han er vanskelig at bedømme.

Ungdommen jubler: Ja, det er rigtigt, Jens, kom bare med harmonikassen.

Ja, siger Hulda, der har fået ham ned ad den høje, smalle trappe — kom Jens, og giv os en på kassen.

Jubel rundt om. Jens gi’r virkelig efter. Han sætter sig på det med sækkene over, trækker harmonikaen ud i dens fulde længde, hvad der lyder som et jammerfuldt suk, og begynder at spille. Dansen tager fat igen; hullet gør sin virkning, og på skråningen, hvor der danses ned ad, jager parrene hinanden. Jens spiller troligt en halv time til den væltevorne dans. Der er ingen tvivl om nu, at han er en alvorlig mand; han smiler ikke ad morskaben, der bliver vildere for hver omgang, og da han har spillet en halv time, rejser han sig forarget og vil gå. Hulda kommer susende, og da hun griber i instrumentet og beder om en til på kassen, få hun den virkelig, på en anden måde, ikke hård, men dog tilstrækkelig advarende, Jens står parat til at lægge sin kasse, om der skulde være en karl, der vil gøre noget i den anledning, men der er ingen; han går ind i sit hus.

— Pyt, siger Hulda — så laver vi selv musiken.

Hun får fat i en karl, der på hendes anvisning trækker sine træsko af; de sætter sig ved siden af hinanden; Hulda synger, og karlen klaprer takten med sine 130 træsko, der er ny og gi’r en ikke dårlig musik fra sig. Hulda har en vældig og hæs stemme; der danses godt efter den. Hele dette liv høres rædsomt og muntert henover den stille landsby. Hunde og gamle kællinger får ikke megen fred den aften.

Fra en gård udenfor pladsen kom to mænd ud, en ældre og en ung. Deres samtale gik i stå, da de var udenfor portlågen og så al munterheden foran sig. Den ældre gårdmand smilede, rystede på hovedet og sae noget; den unge mand svarede uden et smil, sae godnat og gik. Det var Mogens Nielsen, der ved sin faders død i en tidlig alder var bleven mand selv. Han gik langsomt forbi stedet med de unge. Der var en pause i musiken. Karlen, Niels hed han, havde sat sine træsko ned, og Hulda trak vejret, hvad hun nok kunde trænge til. Mogens holdt øje med hende, og da han havde fanget hendes blik, lavede han sin højre pegefinger til en krog og gjorde et lille tag med den i luften. Hulda kom øjeblikkelig. Mogens blev ved at gå, og Hulda mente måske, hun forstod ham: hun drejede om hjørnet af et lille hus ved vejen, dér kunde ingen se dem. Men Mogens blev med en trækning om munden stående ude på vejen og gjorde igen et tag med kroget pegefinger. Hulda kom frem på vejen.

— Nå, du troede, jeg vilde lege skjul med dig, sae Mogens.

Ja, Hulda vidste jo ikke, hvad han vilde; hun slog en stor latter op, som der kunde ligge meget i.

— Jeg hører — sae Mogens med et blik til gården derhenne, at du skal skifte til november. Jeg skal selv ha’ ny pige, så du kan få plads hos mig.

131

— Nå, det er det, du vil mig, sa’ Hulda — du vil gerne ha’ mig til at tjene hos dig? Så er jeg mere rolig.

Mogens Nielsen så et stykke tid på hende, inden han svarede, men det var som at se på et malet billede, der hænger og ler foran en. Huldas ansigt forandredes ikke det mindste ved hans blik.

— Nå er du det? sae han endelig. — Du kan komme derud på søndag, så vil jeg snakke med dig. Hvis du er lige så fjantet til dit arbejde som i din snak, så kan jeg naturligvis ikke bruge dig. Forstår du? sluttede han irriteret over hendes stadige smil.

— Jo, Hulda sae, hun forstod, at han var vred, men hun vidste ikke, hvad han mente med, at hun var fjantet. Det var første gang, der blev talt hårdt til hende af andre end af skolelæreren, der jo er til for det samme, som Hulda altid havde trøstet sig med; det havde derfor aldrig gjort noget indtryk på hende.

— Nå, sae Mogens, og det skulde betyde farvel. Han begyndte at gå. Hulda fulgte efter.

— Hvad vil du? sae Mogens og gjorde omkring imod hende, sådan som man gør mod en hund.

— Nej, sae Hulda forskrækket. Hun gik tilbage til pladsen, hvor der blev sagt meget sjov i anledning af Mogens. Lidt efter lo Hulda med de andre. Vanen med at bande havde hun endnu.

Hulda blev fulgt hjem af Niels, der var blevet alvorlig af den megen lystighed, og så ved tanken om, at han næste dag skulde i tjenesten. Så skulde Hulda få ham at se i uniform. Her kom soldaterånden så meget over Niels, at han måtte gå med Hulda om livet, 132 og Hulda tog imod det; hun vidste ikke, at en pige kunde gøre noget andet.

Drej-om-Marie var ikke gået i seng endnu, og da der sådan kom fremmede, fik hun anledning til at gi’e Kaffe. Imens fortalte Hulda om sin nys plads, og moderen blev henrykt: Kan du få en gårdmandssøn, så skal du ikke sige nej, Hulda, det skal du ikke, sig bare ja. Mogens, ham kender jeg godt. Jo, tag du bare en gårdmandssøn, når du kan få ham. Min moder var jo også præstedatter, sluttede Drej-om-Marie forholdsvis tankefuld.

— — —

Paa Mogens Nielsens gård var høsten i fuld gang Hen i August var det endelig faldet ind med stærk tørre, og nu kom det hele på een gang. Rugen var i hus, og de var nu snart færdige med byggen. Mogens var selv med ved indkørslen, og Hulda lae på vognen for ham. Han syntes efterhånden, han havde fået en pige ud af hende. Hun havde for eksempel lært at lade være med at snakke op, når han ingenting sae. Da hun kom, troede hun tydeligt nok, at det var noget, hun bestemte, når hun skulde snakke med sin husbond. Med arbejdet gik det nogenlunde. Hulda var et rivejern til at bestille noget, men Mogens måtte stadig være efter hende, for at hun skulde gøre det ordentligt.

For Hulda havde det på en måde været en svær tjeneste; hun var aldrig blevet skældt sådan ud, som hun blev her. Også de andre folk snakkede om det. To gange var Hulda gået fra sin tjeneste, første gang efter ikke mere end tre ugers forløb. Hun kom 133 grædende hjem til sin moder og kunde ikke give ordentlig besked, hun var helt forstyrret. Drej-om-Marie blev da meget vred på Mogens og sae, Hulda behøvede ikke at gå derud mere, det skulde hun nok ordne. Men da Hulda havde sovet på det, gik hun tilbage igen næste morgen; moderen fulgte hende højrøstet gennem byen og vilde holde hende tilbage, og Hulda blev vred for første gang i sit liv, hun gjorde sig med magt fri og løb. Af Mogens Nielsen blev hun modtaget med skænd og gik grædende til sit arbejde, — men inden aften var hun glad igen. Hun rev det forsømte arbejde af sig og sov smilende ind. Mogens havde ikke været efter hende mere den dag.

Men et par måneder senere blev det galt igen, og det var over noget, som man nok måtte forundre sig over. Hulda havde fri en søndag og kom i fuld stads gennem porten. Der mødte hun Mogens. Han så vist på hende, og Hulda, der havde en god samvittighed, smilede og sae farvel; hun havde lært at lade morsomhederne være.

— Hvad er det, du har i håret? havde Mogens spurt. — Hvad er det for noget fedtelse? Se, det driver jo ned ad dig.

Hulda følte på sin kind; jo, der var kommet lidt for meget. Det var da hårolie, forklarede hun.

Mogens, der var en værdig og fornuftig ung mand, blev pludselig gal: Var Hulda tosset? Hvorfor fedtede hun sig i hovedet? Troede hun, det var fint? Bildte hun sig ind, at hendes røde hår blev kønnere af at blive klistret sammen i nogle fede tjavser?

134

Og meget andet. Mogens stoppede lige med et op og gik ind gennem porten.

Hulda gik i stor bestyrtelse op mod byen. Hun havde aldrig tænkt på, om hun var køn eller ej, og der var ingen karl, der havde sagt noget til hende i den retning; ikke en gang Niels, der ellers gjorde en del ud af hende. Hulda vidste heller ikke, hvorfor hun brugte hårolie, men sådan havde hendes moder lært hende. Dog var det mest ubegribelige af alting, hvordan Mogens kunde skælde ud over det. Hulda forstod, at han var virkelig vred; hvorfor var han det?

Da bevidstheden om det, der var foregået, endelig nåede til bunds i Hulda, gav hun sig til at græde, og sådan kom hun hjem. Moderen blev vred på hendes vegne ligesom før og forlangte, at Hulda skulde blive hjemme med det samme. Hulda holdt da op med at græde og svarede, at det vilde hun ikke, og for en gangs skyld kom moder og datter i skænderi. Her var Hulda den overlegne, men Drej-om-Marie vidste råd. Hun gjorde et stort gilde på affæren, samlede de nærmeste huskoner til kaffe og wienerbrød, for at de skulde holde med hende. Selskabet og forsøgte på overtalelese af Hulda gik for sig i største munterhed. Hulda lo med de andre, sae sine gamle vittigheder, men gav sig forresten ikke. Ved aftenstid fulgte moderen hende et stykke på vej, og da havde Drej-om-Marie skiftet sind: Hulda måtte selv om det. Jo, det var nok alligevel bedst, hun gik tilbage til Mogens Nielsen. Hvor kunde det være, at det stadig ikke blev til noget for ham med 135 at få sig en kæreste? Nu havde der været stærk tale om to gårdmandsdøtre, men det blev nok ikke nogen af dem, nej, det gjorde det nok ikke. Farvel, Hulda.

Drej-om-Marie tog Pims på armen og bar ham; han haved rendt altfor længe på de tynde ben.

— Da det sidste læs byg var kørt ind på Mogens Nielsens gård, kom turen til havren, og næste dags aften var der høstgilde; Mogens havde skaffet sig adskillige ekstra folk for at blive færdig, mens det gode vejr var. Efter aftensmaden blev en dreng i enspænderen sendt op til byen for at hente spillemanden.

— I vil vel nok ha en svingom, sae Mogens til folkene, som der var en del unge iblandt.

— Jo, det vilde de da gerne.

— Det er noget for dig, sae Mogens til Hulda.

Hulda havde lært noget; hun så et øjeblik på sin husbonds ansigt, før hun svarede, at det var lige noget for hende. laften kunde den tone vist gå an.

Mogens gik uden svar efter en kasse øl, som han stillede op ved siden af en halv kasse cigarer. Hulda fulgte ham med øjnene, tvivlrådig og næsten alvorlig. Hun var nitten år og fuldt udviklet. Noget af det meget grin var for en kort tid gået af hendes øjne, og det gjorde, dem kønnere. Hendes røde hår var kruset i panden, men på steder var det brændt sammen i små klatter.

Der blev danset; Mogens så til, og omsider bestemte han sig til at tage en ung kone op, der havde hjulpet til i køkkenet. Efter ny betænkning tog han 136 en pige, der stod nær ved Hulda. Hulda selv kom til at skinne i sine øjne, da han kom derhen ad, men det var altså ikke hende. Hun blev straks efter taget op af Niels, der var kommet hjem fra tjenesten.

I en pavse blev der drukket øl og tændt cigarer; kvinderne fik ingenting; men senere på aftenen ventede jo kaffen. De unge piger talte om at blive gift og om udstyr. Hulda var en af de ivrigste. Hun vidste en ting, hun vilde have: jo, hun vilde have en forgyldt løve, den skulde ligge på kommoden i hendes sovekammer.

Niels tilbød uden videre at forære hende løven med det samme.

— Nej, svarede Hulda, der var højt oppe — det skal være, til jeg kommer i min Ægtestand.

Latteren slog ud i et brøl, ligesom i et cirkus, når der er noget morsomt. I næste øjeblik stod en karl bukkende og leende foran Hulda: Må jeg have den ære at danse med ægtestands-Hulda? sae han.

Hulda tog leende mod navnet, der blev gentaget og slået fast.

Der var en, der ikke lo, det var Mogens. Da han noget senere mødte Hulda alene i bryggerset, gik han uden at betænke sig løs på hende og sae: Hvad var det for noget sludder om den forgyldte løve og din ægtestand? Hvorfor skal du altid sige sådan noget? Nu har du fået et tåbeligt øgenavn at gå med resten af dit liv, ligesom du ikke var tåbelig nok i forvejen. Men det ved du vel ikke engang af, at du er.

Hulda så forskrækket på ham. Den fjantede overgivenhed, som Mogens havde fundet i hendes ansigt, 137 straks han så hende, var borte. Hun havde været meget rød af dansen, men rødmen begyndte nu også at gå væk. Hulda kunde blive bleg. Det var en mærkelighed ved hende, der undrede Mogens; hendes øjne blev usikre og flakkede fra den ene side til den anden som hos et barn, der får skænd.

Og hvad er det, du har gjort ved dit hår? blev Mogens ved.

Hulda tog sig op til håret og svarede, at hun havde kruset det.

Så, kruset det? Nå, hun krøllede sig altså også, hun med sin forgyldte løve?

Nej, Hulda krøllede sig ikke, for det forstod hun ikke, men hun strøede lidt salt på nogle tørvegløder, og dem holdt hun så op mod håret, så det blev sådan kruset.

Mogens stødte en kort latter af sig: Nå, det synes du vel ser kønt ud? Det pynter akkurat lige så meget som dit nye navn »Ægtestands-Hulda«.

Hulda begyndte at græde: Jeg skal ikke kruse mit hår mere.

Mogens foer op: Ja, jeg er da lige glad. Hvad tror du, jeg bryder mig om, hvad du gør ved dit hår? — Efter et kort ophold føjede han til: Jeg havde troet, jeg kunde have fået et menneske ud af dig.

Så vendte han sig rask fra hende og gik ud for at kalde de dansende ind til kaffe.

Ved ellevetiden gik de fremmede, de, der havde været med til høsten, og hvem der ellers var indbudt til gildet. Mogens gik så en vending gennem staldene for at se, om al ting var i orden. Da han 138 kom igennem køkkenet, rendte han på nogen; det var Hulda.

Nå, er du ikke kommet i seng endnu? spurte Mogens.

Hulda holdt fast på ham af forskrækkelse eller for ikke at falde. Hun sae: Der er vel ikke noget i vejen for, at jeg kan blive?

Hvad? Nå; nej, naturligvis; du er jo ellers flink nok, sådan.

Mogens tog hendes hænder af sig; de var meget varme: Det vil sige — — sae han.

Mogens gik ned i hestestalden og tændte lygten; han kunde lige så godt strigle den røde iaften; så var det gjort.

Hulda stod i det mørke køkken og tænkte over, hvad det sidste kunde betyde. Vilde Mogens sige hende op alligevel? Hun gik ind i pigekammeret og klædte sig grædende af. To tårer faldt ned på hendes hænder, da hun knappede strømpebåndene op, og det satte hende i en vidunderlig stemning, sød og smertelig, som hun ellers kun kendte fra gamle viser. Hun måtte ligefrem blive siddende lidt sådan, medens tællelyset spruttede, og ikke en fugl sang udenfor.

Jeg falder aldrig i søvn, tænkte Hulda. Men deri tog hun fejl. Med sine mange oplevelser fra den dag, med sit nye navn og sine nitten år sov hun øjeblikkelig, mens Mogens endnu længe stod nede i stalden og striglede den røde, som han næste dag skulde køre til Kjøbenhavn med.

Niels, soldaten, der var blevet taget til hjælp ved 139 høsten, havde fået tjeneste på Mogens Nielsens gård indtil videre, og han var glad for at tjene sammen med Ægtestands-Hulda, som han var meget optaget af. Da det viste sig, at Hulda nødig vilde høre sit øgenavn, undlod han at bruge det og tog det som en personlig fornærmelse, når nogen benyttede det i hans påhør. For andre kunde det se ud, som om Niels havde stor fremgang hos Hulda, han selv syntes, det gik for langsomt, og han lod hende engang høre for hendes vanskelighed. Før havde hun været anderledes; hvad var der nu i vejen? Niels var ærgerlig over alle de besværligheder og sae en hel del. Hulda hørte tålmodig på ham, og da han var færdig, vilde hun høre mere. Hun begyndte at spørge, om hun ikke var sådan og sådan, fjantet og tåbelig og den slags. Men nu tog Niels fat på at rose hende; han slog om og blev ivrig til den anden side, så Hulda blev rørt, men i sit inderste tvivlrådig.

Sådan stod de sammen bag ved tjørnehækken; Niels talte med iver og holdt til større overebvisning fast om Huldas ene arm.

Der kom nogen om hjørnet af hækken; det var Mogens; han standsede og så forbavset ud, men Niels slog ud med hånden, som han havde set en løjtnant gøre det, og sae: Vi står bare og taler sådan om stillingen i sin helhed.

Ja vel, svarede Mogens og gik videre.

— Næste morgen var det Søndag. Mogens stod inde i borgestuen og trak bornholmeren op, da Hulda kom ind til ham.

140

Der er ikke noget mellem mig og Niels, sae hun hurtigt.

Hvad, svarede Mogens forbavset, men blev ved at trække, til det store lod var kommet helt op.

Jeg er ikke kæreste med Niels, forklarede Hulda — det vilde jeg ikke ha’, at De skulde tro.

I den sidste tid havde hun begyndt at sige De til ham, hvad der jo også var rimeligt, men det virkede så underligt på ham.

Mogens fik med noget besvær nøglen ind i uhrskivens andet hjul og gav sig langsomt til at trække op. Da det var gjort, kunde han ikke blive fri for at se på hende; hun tog ikke øjnene fra ham, sådan som hun plejede. Så måtte han flytte sine øjne til siden: Det kunde da ellers være meget passende, sae han endelig.

— Jeg vil helst blive her på gården, sae hun ligefrem.

Huldas hår var nu hverken fedtet eller kruset, det var sig selv. Hulda havde malket, og hun havde vasket op; det sås godt nok på hende altsammen; hun var af dem, der tog meget med sig fra det arbejde, de har været ved; men ud af hendes snavsede påklædning stod hendes høje, kraftige legeme, lange, solbrændte arme, den hvide hals og lyse, bare ben i træskoene.

Nu skal jeg sige dig noget, sae Mogens med lav stemme og blodrød i ansigtet: — du skal gifte dig med Niels. Hvis han vil købe et lille sted, kan jeg måske hjælpe ham med et lån.

141

Hulda vilde gøre indvendinger, men kunde ikke, nu da han også så på hende.

— Jo, sae han barsk — du gifter dig med Niels; kan du få nogen bedre? Hvad havde du ellers tænkt dig? Jo, det er også på tide, at du bliver gift.

Hulda mente, hun kunde se på ham, at det trak op til vrede ord; hun bøjede af for det og gik.

Mogens satte sig for bordenden og gav sig til at læse i et tidsskrift for husdyravl, men da han havde læst en halv time på en halv side, smed han bladet fra sig og gik en tur rundt på sine marker. Den tur endte med, at han gik tværs over vejen og ind til Jens Andersen; her traf han datteren, Christine, og hende friede han til. Christine blev noget overrasket, men helt uventet kom det hende dog heller ikke; hun fattede sig derfor hurtigt og sae Ja.

Samme efterår blev Ægtestands-Hulda gift med Niels. Mogens havde det ikke så stærk hast med, han var kun tre og tyve år, han havde straks bestemt, at han vilde ikke gifte sig, før der var gået tre år, i det mindste.

142

SØREN SKRETTES HANDLER

Aska gje dæ no høvn — sae gårdmand Hans Lauesen, der var snøvl, og med de ord samlede han så meget af tjenestedrengens trøjekrave i sin hånd, at trøjen stumpede oven over bagdelen. Hans Lauesen foretog afhøvlingen med en tilfældig kæp, han havde fundet på gårdspladsen. Hans ansigt, der lignede en stor, rød maske, så mindre enfoldigt ud, nu da manden var vred, og til at begynde med skældte han ud, medens han slog; senere, da han blev forpustet, opdagede han, at han fik mere gavn af sit vejr, når han holdt mund, og det gjorde han så.

Søren, tjenestedrengen, skreg, ikke så meget fordi det gjorde ondt, som fordi det skulde til for at gøre afstraffelsen kortere. Hans Lauesen var ingen mester i at slå; hans korte arme, der blev endnu kortere ved den velstand, der groede ud på dem fra skuldre og ribben, magtede ikke den lange kæp; han slog med midten af den, ikke med enden, og det battede jo ikke noget; det mærkede Søren meget godt, men han vogtede sig for at røbe det, tvertimod, han skreg så godt, han kunde, så at Hans Lauesens ærekærhed kunde blive tilfredsstillet. Søren lae sig ind på sin 143 husbonds mave, hvor der var plads til to, og det var, som om slagene gik lige igennem ham og vendte tilbage til deres ophav.

Hans Lauesen, der føle sit indre rystet, var tilmode som en smed, der selv er både hammer og ambolt; han tabte ganske vejret og til sidst også kæppen. Han slap Søren og vilde bukke sig efter sit våben, men det tog tid, maven var imellem, og imens havde Søren taget afstand. Men netop som Hans Lauesen havde fået sin kæp igen og skulde til at gøre jagt på Søren, opdagede han noget, der gjorde det af med ham: der var nogen, der så på ham; både i vinduerne og i stalddøren var der ansigter. Han sendte Søren ind i kostalden og gik selv over i hestestalden, hvor han vidste, der ingen mennesker var.

Det var også en harmelig historie, den dreng havde lavet ham: sælge hans gode stortrøje for tolv kroner. Hans Lauesen kunde ikke selv passe den mere og havde tilbudt den til adskillige både for tolv og for ti kroner, men ingen vilde give så meget. Så var det, Søren en dag kom med tolv kroner og gav ham: han havde solgt trøjen til Pe Wollesen, slagteren. Hans Lauesen vidste i sin overraskelse ikke, hvad han skulde sige til det; han gav ondt af sig, men tog imod de tolv kroner, som han havde godt nok brug for. Men Hans Lauesen fik noget andet at høre, da han kom til mølle næste dag; folk havde allerede hørt om historien, de grinte af ham og sae det var nok en rigtig handelsmand, den Søren. Da Hans Lauesen fra møllen kørte hen til kroen, var historien kommen dér lidt før, og han så usædvanlig mange muntre 144 ansigter om sig den eftermiddag: Jo, jo, Søren Skrette han var nok færdig at være en bedre handelsmand end hans husbond. Det og meget andet, der blev sagt, krænkede Hans Lauesen, så han mistede tørsten og ikke kom fuld hjem fra kroen, som han plejede. Hans Lauesen havde som de fleste, der ikke netop befinder sig på det højeste trin af dumhed, selv en mistanke om, at han var småt kørende. Var han ikke også bleven snydt det par gange, han havde prøvet på at gøre en handel? Den slags historier var folk så farlig ivrige efter. De vidste også, han sad småt i det; det hed sig mellem folk, at hele gårdens velstand den bar Hans Lauesen på selve sin person; alle andre steder, både i staldene og på markerne, så det magert ud.

Jo, Hans Lauesen havde haft mange bitre ting at tænke på, medens han ædru kørte hjem fra kroen. Han var så såret over alt det, han havde hørt, at han straks havde givet sig til at klø løs på Søren, så snart han var kommen af vognen.

Søren Skrette var ikke længe om at få den smule vand af øjnene. Han plejede at møde prygl, der i hans fjorten års levetid ikke havde været helt sjældne, med et lyst syn på livet og en fortrøstning om snart at være vokste fra den børnesygdom at få klø, og desuden var handelen i dette tilfælde altfor god til, at Sørens humør ikke snart skulde være i orden igen. Ikke alene havde han ærligt og redeligt tjent to kroner på Hans Lauesens stortrøje, men han havde også tørret denne her grinende slagtersvend Pe Wollesen ganske godt af. Det var gået sådan til, at Søren en søndag eftermiddag, da han var ene på gården, havde 145 taget mandens stortrøje på og givet sig til at spasere ned ad markvejen med den. Og så var det, at Pe Wollesen kom, grinende naturligvis, gabende og galende, så man kunde høre ham langt hen. — Om det var Sørens trøje den dér? — Ja, det var det endda. — Om han vilde sælge den? — Ja ja, ja ja. — Søren var overrasket, men uden betænkning villig. Hvorfor skulde han ikke sælge Hans Lauesen hans stortrøje for ham? Seksten kroner. Pe Wollesen spurte, om han fejlede noget, og fik trøjen på stadig meget højrøstet. Varmen fra den rare lammeuld på indersiden gik lige igennem hans tynde tøj; det var een ting, og så havde han penge på lommen, det var en anden, og Søren, der dog var en fire—fem år yngre, skønnede godt nok, at Per vilde have stortrøjen. De pruttede en krone og brækkede to, og så gik Pe Wollesen med trøjen for fjorten kroner. Nu var det Søren, der grinte, men med ryggen til. Det var to kroner for meget, to kroner tjent. — Hans Lauesen var da også blevet glad ved de tolv kroner, men hvad han bagefter var bleven så gal over, tog det tid for Søren at forstå, men hans egen stolthed over handelen lod ham efterhånden regne årsagen ud. Søren var alligevel ikke ked af, at der kun var nogle få dage til første November.

Hans Lauesen gav ondt af sig igen ved kvældsnadveren. Han havde haft det uheld at møde endnu et par mænd, der havde spurt ham ud om stortrøjen; de var kommet alvorlige til ham og var gået grinende fra ham. Søren sae ikke noget til bygen. Hans lyseblå øjne, der havde et eget optimistisk tag på at se 146 til vejrs, dækkede sig bag nedslagne låg, og hans brede mund, der ellers stod godt til øjnene, lukkede sig om et stykke brød med fedt. Men når uvejret stilnede af, måtte Søren se opad; han kunde ikke andet, end at han af og til ligesom måtte blinke til en højere magt. Søren hørte hjemme et godt stykke vest for Herning. Ingen der øster på kunde sige Herning med den sang på e’et og med den rullen på r’et som han.

Hans Lauesen sae ikke mere. Hans naturlige dumhed og den generthed, han følte ved at have tilhørere, slog sig sammen om at give hans ansigt et udtryk af bedrøvelighed, der blev endnu mere påfaldende, mens han sad og tyggede på større mundfulde end han egentlig kunde magte.

Et halvt år senere kom Søren tilbage til østjylland. Med en stor uldpakke på en rank ryg, med øjnene mod himlen og med en bred mund, der stod åben for hele verden, drog han ind gennem den kendte egn, og lidt øst for kirken drejede han om ad en bivej; den førte til en gammel, dårlig holdt gård og lignede mest nedkørslen til en mødding. Søren styrede mod en skæv portlåge, men da han fik øje på et halvvoksent pigebarn, han ikke kendte, gik han til hende og spurte lunt, hvad manden hed på den gård. — Ja, han hed da Hans Lauesen. — Søren gav sig i snak med pigen og fik en del at høre, som han vidste iforvejen, men det lod til at more ham. Pigen — hun var ikke konfirmeret endnu, velvoksen, temmelig mager, men med gode knogler — oplyste ham om, at manden vist ikke 147 købte uldtøj; hun vidste da ikke, hvad han skulde betale det med, for hvad der blev tilovers, drak han op. — Sørens lyseblå øjne sendte himlen et optimistisk blik: Om han kanske var fuld i øjeblikket? — Nej, det var han da ikke; han havde ikke været på kroen endnu. — Søren gik ad den skæve låge, der ligesom før havde det med ikke at kunne stå åben; hans store, pyntelige øren stak ud mellem nedhængende uldtrøjeærmer.

Hans Lauesen blev yderlig forbavset, da han så, at den, der kom ind i hans stue og sae: Goddav, kan jeg sælge Dem noget uldtøj? — var hans tidligere tjenestedreng. Han blev forlegen og vred og kunde ingenting sige. Søren havde fået pakken ned på bordet og begyndte at trække ud af den.

Hans Lauesen fandt endelig det eneste ord, der var passende overfor sådan en frækhed: Harut, skreg han.

Søren glattede en uldtrøje ud på bordet: Tre kroner og halvtreds.

Hans Lauesens træsko gik som tordenskrald henover gulvet: Veddu si, du kommer ud meddæ? råbte han; — hejsen ska a komm med en kjæp.

— Her er en bedre kvalitet, sae Søren og bredte ud. — Fire kroner.

Hans Lauesen blev så flad som en mand, der tror, at han træder op på et trappetrin, og hvis fod falder ned på gulvet, hvor han står; han blev hjælpeløs i sit røde ansigt; han snærrede noget om, at uldtrøjen ikke var to kroner værd.

148

— Vil De ha’ dem begge for seks kroner? spurte Søren pågående.

— Nej, han vilde ikke give så meget for en uldtrøje.

Søren trak en billigere ud: To fem og halvfjerds. — Han vilde øjensynligt ikke tro, at der ingen brug var for hans trøjer; han kendte fra tørresnorene Hans Lauesens behov i så henseende.

Hans Lauesen svarede mat, at han ikke i øjeblikket kunde afse penge til uldtøj, og Søren greb det uden betænkning: — Denne her uldtrøje er der kredit på til folk, jeg kender.

Den andens øjne fik et svagt udtryk af fiffighed: De to kroner og fem og halvfjerds skulde han komme til at vente på.

Han glemte rent at prutte.

Søren takkede for handelen; om et par måneder kom han tilbage, og så vilde han se indenfor.

På den anden side af gården traf han igen det halvvoksne pigebarn; hun blev glad ved at se ham, for hun havde hørt om ham i mellemtiden: Nå, det var dig, der solgte Hans Lauesens stortrøje?

Søren godtede sig; nu skulde det ud: Jo, det var godt nok ham, men det, som ingen vidste noget af, det var, at han selv havde tjent to kroner på den handel.

Pigebarnet himlede af latter og fik nu hele historien igennem; også Pe Wollesens navn blev nævnt; hun kendte ham ikke, han hørte hjemme i et andet sogn. Men hun kunde fortælle ham om, hvad folk havde sagt til Hans Lauesen i anledning af stortrøjen. 149 Søren lo: Så kan jeg bedre forstå, at han kløede mig for det, sae han.

— Ja, det havde pigen jo hørt om. Søren havde vel ikke fået solgt noget til ham?

Jo, jo, en uldtrøje til to kroner og fem og halvfjerds. Men han havde ingen penge lige i øjeblikket.

— De penge får du aldrig, sae pigen bestyrtet.

— Jeg gav ham kredit for gammelt bekendtskabs skyld, sae Søren og sendte himlen en optimistisk note. Nu bliver der noget at grine af, når folk får at vide, at Hans Lauesen har fået kredit af sin tjenestedreng.

Pigebarnet blev så imponeret, at ethvert spor af munterhed forsvandt fra hendes ansigt. Hun arbejdede med en tanke, hun ikke kunde klare, at en karl havde råd til at betale sig den slags stemninger, og Søren befandt sig vel i hendes beundring. Den var stor, men Søren kunde tåle den. Han spurte hende nærmere ud. Hun hed Bered og hørte hjemme øst for Herning; hun sang Herning ud, så det lød sødt og hjemligt i Sørens øren. Men nu skulde han alligevel videre.

— Må a fortæll det? spurte Bered.

— Ja ja, ja ja, både det med de to kroner og krediten til Hans Lauesen.

Da Søren Skrette på slutningen af sommeren igen kom tilbage til egnen, mødte der ham en dag et bud, der bragte ham de to kroner og fem og halvfjerds, han havde tilgode for sin uldtrøje. Hans Lauesen havde døjet så meget for de penge, at han ikke vilde skylde Søren dem længere. Budet skulde tillige hilse og sige, at der denne gang ikke var nogen handel for 150 ham at gøre hos Hans Lauesen. Budet var Bered. Hun var vokset i løbet af sommeren, så det kunde ses; hun var stadig temmelig smal, lys og i en lys kjole; hun lignede en kridtstreg i luften. De to havde en del sjov sammen, der mest gik ud over Hans Lauesen; siden talte Søren alvorligt om forretninger og antydede penge i banken.

Men samme dag ved aftenstid mødte der Søren en ubehagelig overraskelse, som Bered ikke havde villet forberede ham på, og det var Pe Wollesen. Per var vred, nu da han havde fået at vide, at han var bleven snydt med stortrøjen; han havde hørt om det af en trediemand og var siden gået til Bered selv. Han Han havde fundet en halvvoksen tøs, som han tog i skarpt forhør, ikke uden hentydninger til et par på kassen, hvis hun ikke fortalte ham alting. Det gjorde Bered; hun rykkede ud med alt, hvad Søren havde fortalt hende, og Pe Wollesen, der havde en kæft som få, skaffede sig foreløbig lettelse ved at lade hende få nogen af de skældud, der tilkom Søren. Bered blev herunder forknyt og fugtig om øjnene, og da det røde var trukket fra slagtersvendens blik, så han, at det var en halvvoksen pige, han havde for sig. Der kom en pludselig og varm forandring over ham, hun skulde ikke være bange, tværtimod, og Bered gik fra ham, trøstet og med et varigt indtryk om en karls arme om sin hals. Søren — han vilde jo nok få de prygl, Pe Wollesen havde lovet ham, men Bered havde alligevel ikke kunnet få sig til at snakke om det og advare ham.

Søren kendte Pe Wollesen på lang afstand og 151 tænkte ikke på noget ondt; Per havde stortrøjen på, det var ellers en flothed i dette her septembervejr. Per, der havde gået og set velfornøjet ud, blev pludselig gal ved synet af Søren: Nå, der har vi dig, råbte han; — må jeg så få de to kroner, du har snydt mig for.

— Goddav, sae Søren.

Pe Wollesen gik tæt ind på Søren og benyttede sig af et påfund, han selv meget beundrede; han gjorde sin stemme lav og farlig og bad med forfærdende ro om sine to kroner.

Søren satte al sin veltalenhed igang; han mindede om, hvor de havde truffet hinanden, hvad Per havde sagt, og hvad Søren havde sagt; hvad Per havde svaret, og hvad Søren havde svaret; hvad Søren havde forlangt, og hvad Per havde budt; hvad Søren havde slået af, og hvad de var enedes om at brække; hvordan Søren havde taget trøjen af, og Per havde taget den på; hvordan Per var gået hjem med trøjen, og Søren var gået hjem uden trøjen. Længe inden Søren var færdig, havde Per begyndt at slå; han havde opgivet sit kære kneb og skreg omkap med Søren. Da Søren var færdig, begyndte han uden pause for fra, men gjorde det noget længere, og Pe Wollesen kunde ikke holde ud med ham; han mærkede til sin Ydmygelse, at han var ikke så dygtig til at fægte med læberne som Søren; heller ikke pryglene vilde det rigtig gå med; Sørens veltalenhed tog kraften af dem.

Det var også en dårlig trøje, sae han, da der var pause både i snak og i prygl; — Søren havde revet 152 en knap af med et stykke af tøjet ved. Og Søren havde selv pralet med, at han havde snydt ham.

— Nej, sae Søren.

Jo, sae Pe Wollesen og slog.

Ja, forklarede Søren — sådan kan man nok sige, når man har gjort en god handel, men en rigtig handelsmand ved også, hvad man mener med det.

Ja, Per vilde have sine to kroner.

Så vilde han det? Troede Per måske, at Søren gav penge tilbage, når nogen bag efter kom i tanker om, at han havde givet for meget for en uldtrøje? Så vilde Søren være en dårlig handelsmand. Per havde jo selv begyndt at handle med kreaturer; gjorde han selv det, han forlangte af Søren? Så skulde han hellere give sig til at være karl, ligesom Søren havde været; der var ingenting at tabe og ingenting at fortjene. Nej, Per havde meget at lære endnu, inden han fik forstand på at handle. Søren forstod det, og Per skulde ikke komme og fortælle, at det var en fejl af ham; kunde han lære noget af Søren, så var det nok bedre for ham.

Pludselig standsede Søren og så optimistisk på Per, og Per krympede sig i den pavse, der opstod, som en forlegen taler, der hører nogen sige: Så har Hr. Petersen ordet — og der bliver stille.

— Ja, men det var jo ikke Sørens trøje, sae Per endelig: — Søren havde ikke lov til at sælge den.

Søren kunde med sandhed svare, at Hans Lauesen var glad ved de tolv kroner, han selv ikke havde kunnet få for den.

153

— Ja, men Søren havde da fået klø for det bag efter.

— Ja, det var fordi Hans Lauesen bag efter var kommet i tanker om, at det var harmeligt, at Søren var en bedre handelsmand end han selv. — Søren så grinende på Per; han behøvede ingen forklaring for at anvende Sørens ord på sig selv. Han var dygtig gal og ked af det, men han kunde ikke komme afsted. Søren havde jo ikke fået de klø, han tilkom.

Søren forstod, at det farlige var gået af Per Wollesen.

Han havde et øjeblik været bange for, hvad det skulde ende med, men det var nu gået over. Per Wollesen var ikke så farlig en karl, som han selv bildte sig ind. Han var en brølstodder, lige som hans fader havde været; det var det hele.

— Vil du sælge din pibe? spurte Søren. Piben stak op af Pers trøjelomme; efter spidsen at dømme så den ud til at være ny.

Per Wollesen gabede af forbavselse: — Hvad, sælge sin pibe? Gu’ vilde han ej. Hvad vilde Søren give ham for den?

Søren fik den at se. Det var hans første pibehandel, så det varede noget, inden han blev færdig med sin taksering: — En krone og femten, sae han endelig.

— To kroner, sae Per. Det var let at se, at han nok vilde sælge piben, men Søren var ikke nem at rokke. Han gik fem øre op, når Per gik femten øre ned, og ved en krone og tredive blev han stående, og Per, der alligevel skulde have sig en ny pibe, 154 måtte gå det sidste lange stykke alene. Søren fik piben for en krone og tredive og anbragte den i venstre mundvig, hvor den viste sig at hænge meget behageligt. Søren og Per sae farvel i bedste forståelse.

I en halv snes år gik Søren Skrette omkring og solgte uldtøj. Han sled hovedet af mange gode søm i sine tyksålede støvler, og han satte mange gode kroner i Herning bank. En gang om året eller to traf han sammen med Bered; hun skiftede jo nok en gang imellem, men det blev altid inden for samme herred. Bered var den eneste, der fik at vide, hvor meget Søren havde i banken. Hun kendte også priserne på al slags uldtøj, både de rigtige og dem, Søren for handelens skyld forlangte. når han kom ind til folk. Bered kunde huske disse tal fra år til år og blev hver ny gang sat ind i de små svingninger, der kom. Da der var gået en 6—7 år, begyndte Søren at tale om at nedsætte sig som trikotagehandler; så kunde Bered stå i butiken, det var bedre end at tjene for pige. Søren havde tænkt sig tredive kroner om måneden til at begynde med. Bered blev imponeret af tallet og spurte ivrigt, hvornår det skulde være. — Om fire år til foråret, svarede Søren. Der var efter denne halvvejs aftale en del venlighed mellem dem, men Bered kunde, når hun var ene, ikke lade være at tænke på, at fire år var et stykke tid. Hun var ked af at tjene, og så var der slagteren, Per Wollesen. Han havde allerede for længe siden friet til hende, 155 og Per var nu sådan indrettet, at når han havde friet, så var det dermed afgjort. Per var i det hele taget et hestehoved foran andre karle, en morsom, forfængelig, sjov fyr og en farlig mand at sige imod og gøre gal. Bered følte en sød gysen ved tanken om Pers farlighed; tilmed vidste hun fra ham selv, hvor mange karle han havde banket og hvordan. Så var der også det ved Per, at han havde haft mange andre kærester. Bered kunde ikke andet end føle sig stolt over, at hun iblandt alle dem var den eneste, han rigtig brød sig om. Gifte sig sådan lige med det samme var der dog ikke tale om. Per tjente godt på sine handler, men ikke nok. Bered havde nok hørt folk sige, at Per Wollesen var en dårlig forretningsmand, men det sae de vel også om Søren. Det var folks sædvanlige misundelse.

Så i det hele taget, når man sådan skulde sammenligne Per og Søren, så måtte det vel blive Per. Alligevel sae Bered nej, da Søren spurte hende, om hun var kæreste med Per, og det var sandt, eftersom hun ikke havde sagt ja endnu.

Søren Skrette lae uldpakken fra sig i kroen og gik til dans. Bered var der. Søren dansede med Bered, men Per Wollesen var der også. Han syntes, at to gange kunde være nok, og da Søren kom tredie gang, var Per der med en albu og en rundet arm. I den runde arm tog han Bered, med albuen satte han Søren af vejen. Ingen af delene skete blidt, mindst det sidste. Søren så med et lyst blik op til petroleumslampen under loftet og tog sig en anden Dame.

156

Musiken holdt op. Pe Wollesen gik høj og bred og glubsk gennem salen med sin høje dame under armen. Folk gjorde plads; Søren forsømte det, og Pers hæl gik som et vognlæs hen over hans tæer. Søren ømmede sig noget, og de, der havde set det, morede sig. Havde det været en anden slags karl end Søren Skrette, kunde det være blevet mindre morsomt.

Men Per Wollesen havde også andre ting at tage vare end at lave rund arm og spids albu; Søren så ham i ivrig samtale med en gårdmand og hørte i forbifarten Per sige: — Fem hundrede da. — Søren tog Bred op, og efter en halv omgang fik han hende bag om Per listet ud af døren. Bered var ikke stærkt villig til at gå i haven med ham, men hun gjorde det dog.

Et kvarter efter blev der utrygt på bænkene og i lysthusene ude i krohaven, hvor adskillige par havde anbragt sig i den dejlige sommeraften. Pe Wollesen havde savnet Søren og Bered, og nu kom han ud for at afsøge krohaven. Han gik tæt ind på de forskellige par og tog dem i øjesyn i halvmørket; han generede sig ikke for at rode en karl til side og trække pigen frem, der gemte sig bag ved ham; men han fandt ikke dem, han søgte, før han kom ud bag ved haven, hvor de gik frem og tilbage. Per hørte Søren snakke om trikotageforretning og om at stå i butiken, og om hvad Pe Wollesen tabte på sine kreaturhandler. Per var i forvejen ikke blid efter sin samtale med gårdmanden. Han styrede i løb hen mod de to; Bered så ham og flygtede, dog ikke længere 157 end om bag hjørnet, hvor hun blev stående tor at se udfaldet. Det var hende umuligt at sige, hvem huu holdt med, men det måtte jo blive den, der vandt.

Søren Skrette blev meget forbavset, da han tæt foran sig opdagede en knytett næve på enden af en lang arm, og bag ved et ophidset karleansigt, og inden han begreb den ellers letfattelige sammenstilling af næve, arm og ansigt, blev han ramt af et stød, der kastede ham omkuld.

— Jeg skal lære dig, råbte Pe Wollesen, — at tage min kæreste fra mig.

Søren kom op igen, han var rask til bens. Det var hans styrke, og det var nu ikke mere hvert slag fra Pe Wollesen, der traf.

Bered var ikke Pers kæreste, indvendte Søren. Havde hun været det, vilde hun have sagt det, for de kendte hinanden så godt og havde gjort det i mange år.

— Nå, så var hun måske Sørens kæreste? Det skulde Søren bare prøve at påstå.

— Nej! Søren gik straks fra det og sprang til side, for at Per ikke skulde tage i ham.

— Nå, og Bered skulde heller ikke stå i butiken hos ham nogensinde, at han vidste det. — Per brølede op, så det hørtes over hele krohaven.

— Nej, svarede Søren villig. — Det kunde godt gå tilbage; der var ikke nogen kontrakt mellem Bered og ham.

Pe Wollesen vilde også råde ham til at lade være med den slags kunster. Han kunde ikke få tag i 158 Søren, men han gav ham mange slemme knubs. Folk inde i haven kunde høre, hvor godt han ramte.

Og så havde Søren for resten at lade Bered være.

—Ja, det skulde Søren gerne, når det var Per så meget imod. Han kunde også sagtens få en anden ekspeditrice, for det var en god løn, Søren havde i sinde at give, halvtreds kroner.

Ja, hvad ragede det Per, hvad Søren gav i løn?

Søren begyndte midt under Pers udfald at snakke om forretning. Hvad en uldhandel kunde give, og hvad der kunde bringes ud af en ko, man købte til slagtning. Betalte Per for resten sådan et høved kontant?

Pe Wollesen var så rystet over det lån, han ikke kunde få, og over historien med Bered, at Sørens spørsmål slog fuldstændig benene fra ham. Nej, det var nok ikke så vel, at han altid kunde betale kontant, — og han begyndte at lade sit raseri gå ud over de fedtede bønder, der ikke vilde give kredit.

Søren stod og vadede i en mødding, hvor der naturligvis ikke var så rart; men der var han dog mere sikker mod at blive forfulgt af Per, der havde nye, fine støvler på, hvem han så skyldte for dem. Søren kom frem fra møddingen og næsten inden for Pers rækkevidde: — Vil du låne fem hundrede kroner, Per? spurte han pludselig.

Pe Wolesen, der havde været midt i at skælde ud, standsede gabende. Alle hans forestillinger slog kuldbøtte i ham.

— Vil du låne fem hundrede kroner, gentog Søren. — Vi kan jo tage en veksel.

159

— En veksel, sae Per mistænksom; — nå, det var sådan nogen rævestreger, Søren vilde narre ham med.

— Jeg kan da aldrig snyde dig med en veksel, mand. Havde det været en obligation.

Ja, Per vidste da, at der var noget, der hed falske veksler.

Søren måtte le over sådan en uvidenhed. — Du har nok ikke megen forstand på forretninger, sae han.

Nej, alt det snyderi havde Per ingen forstand på. — Pe Wollesen blev usikker og lavmælt; han var lige med et blevet den lille.

— Ja, ja, sae Søren — vi kan ordne det, hvornår du vil, iaften, hvis det skal være.

Søren tog noget op af sin lomme og gik foran. Pe Wolesen fulgte efter. Lige med et fo’r han frem med et brøl og greb Søren i skulderen. — Du må ikke tro, at du kan købe Bered af mig for dine fem hundrede kroner.

Nej, nej, dette her havde ikke noget med Bered at gøre. — Søren talte Per til rette, velvillig og fornuftig. De gik ind og fik lånet ordnet, men Per havde ikke lyst til mere dans den aften. Bered kommanderede han til at gå hjem. Han fulgte selv med hende for en sikkerheds skyld. Der blev ikke talt meget imellem dem. Per var ikke synderlig snaksom, og Bered sae slet ingenting. Hun var måske også blevet lidt bange for ham. Nå, det var jo ingen skade til.

Bered opsøgte Søren, så snart det lod sig gøre, uden at Pe Wollesen var i nærheden. — Nå, er det 160 sådan, det står til med ham? var hendes første spørs- mål.

— Ja, det havde jeg jo sagt dig, Bered.

— Tror du, du får dine penge igen, Søren?

— Nå — — ja, jeg er jo ikke den eneste, han skylder.

— Gjorde det meget ondt? spurte Bered deltagende.

— Nej, han kan ikke slå; sådan en brølstodder! Han har det meste i kæften. Men det bliver vel mellem os, som vi har talt om, Bered?

De talte endnu en kort tid om det, også om Pe Wollesen, der ikke måtte vide noget, før det var ordnet. Og når så Sørens forretning var kommet godt i gang, kunde de altid snakke om, hvornår de vilde gifte sig. Søren og Bered kyssede hinanden for første gang; de gjorde ikke noget nummer ud af det og gik straks hver til sit. Det varede over et halvt år, inden de sås igen. Det var den dag, Søren åbnede sin trikotageforretning.

Det var to måneder efter, at Søren Skrette havde åbnet. Bered var i butiken; hun var allerede inde i alting, undtagen den da stående vending: Der var ikke andre ting, som Bered ikke kunde få sig til at sige. Hun befandt sig vel ved det renlige stille arbejde og indeluften; i ti år havde hun været pige og levet i stald og på mark. Pe Wollesen havde hun nu i det sidste holdt sig fra livet ved vekslen til Søren; 161 ikke tale om noget imellem dem, så længe den ikke var klaret; den var blevet klaret, og så kom November, Bered skulde skifte; hun stak Per en løgn om sin nye plads, og da han søgte hende der, vidste ingen besked om nogen Bered, og da var det, at Pe Wollesen kunde lugte Søren, men det tog ham et par måneder, inden han nåede til Horsens, så forfulgt var han af ny og gamle kreditorer, men han var vred, da han trådte ind i S. Skrettes trikotageforretning. Søren gik og så op til sine hylder med sit velkendte blik; han blev ikke benovet ved at se Pe Wollesen; han vilde gerne have taget elskværdigt imod ham og budt ham ind i kontoret på en eller anden ting, men han så straks, at brølstodderen var oppe i Per, og så blev han for en gangs skyld sejg; her, som chef for en forretning, midt i byen, med folk på gaden og politi i nærheden. — Søren bukkede og spurte, hvad der var til tjeneste.

Nå! Per satte det an i et brøl, der dog blev dæmpet af de mange uldvarer, — her går du mellem alt dit strikketøj. Har du Bered her?

— Frøken Jensen, kaldte Søren — sådan hed Bered nu — her er en herre, der vil sige goddag.

Bered kom og blev modtaget af Per med horn- solo: — Nå, her går du og sælger strikketøj?

— Goddav, Per, sae Bered ligefrem.

Pe Wollesen spillede videre på de høje toner: — Du er altså alligevel rendt fra mig; du har løjet dig fra mig og snydt mig. I har snydt mig begge to, vendte han sig til Søren.

Søren smilede foreløbig som over en vittighed, 162 hvis pointe han ventede nærmere forklaret. Da den ikke kom, sae han: — Det skulde ikke være et par gode vinterstrømper? — Han bredte et par ud på disken.

Pe Wollesen tog dem i hånden med en vældig gestus som for at sende Søren dem i hovedet, men han så, at pladsen egnede sig ikke til hans fulde udfoldelse; han blev stående med dem i hånden.

— Bered er min kæreste, sae Pe Wollesen højt oppe.

Bered blev på stedet højjydsk: — Nej, a er endda it.

Og Søren føjede til på behersket rigsmål: — Det kan jeg næsten ikke forstå, hun er, Pe Wollesen.

Pe Wollesen så fra den ene til den anden, hans hoved kom i kog, det dryppede fra det. Men der er alligevel noget afsvalende i ikke at kunne gøre sin farlighed anerkendt; Pers stemme slog over: — I skal ikke tro, I slipper fra mig på den måde; Søren har jeg kløet mere end én gang, og Bered, hun ...

Bered faldt ham i talen: — Dig klø! Jeg hørte godt nok dig og Søren den aften i Blæsing kro; det var dig, der lånte fem hundrede kroner; det var dig, der sjoskede af bagefter; det var dig, der blev den lille, Per. Mere har jeg ikke at sige dig. Det andet kan du sige til Søren.

— Nej, Per, sae Søren; — her er ikke noget for dig at gøre; her er folk på gaden og politi i nærheden. Og lad være at snakke så højt, de kan høre det udenfor.

Søren tog et par uldtrøjer ned, som han 163 småsnakkede med; Pe Wollesen tænkte på at springe over disken; men nu kom der kunder; han måtte vente og blev afsvalet. Han gjorde sig optaget af det par vinterstrømper for andre folks skyld.

Dampen på Pe Wollesens hoved var blevet kold; han fik et godt indfald, han kaldte Søren hen til sig og spurte stille, om han kunde låne ham fem hundrede kroner på en veksel som sidst.

Søren beklagede: overtaget en forretning, store udbetalinger og så videre; han afgjorde det kort og fik et par vanter frem til en mand fra landet. Per stod med strømperne, han så ud som en fattig mand, der gerne vil have lov til at skrives for et par strømper. Søren kom og tog dem. — Undskyld, der var én, der netop skulde se det par. Pe Wollesen stod med ingenting i hånden; han var lammet, brølet var faldet i ham og havde gjort ham hul indvendig. Folk så på ham; hvad var han for en i den påklædning? Han lignede en fra fattighuset, der venter på, at købmanden skal skære en lille ende skrå af til ham.

Men Søren kom selv hen og reddede situationen for Per; han lagde et par andre strømper foran ham. — Se, her er et par billigere, sae han; — fem og halvfems; det er også en udmærket strømpe. Skal det være det par? — Søren satte sit blik i Pe Wollesen, og Per føjede sig; han var slået.

— Må vi notere det? spurte Søren, da han havde pakket ind. — Mange Tak; værsgo.

Pe Wollesen mumlede farvel og gik til døren. Søren fløj hen og lukkede den efter ham:

— Farvel, Olsen, Farvel.