✂ Blandt Grundtvigs Haandskrifter findes følgende Digt, der maa stamme fra Efteraaret - ikke, som Svend Grundtvig formoder, fra Foraaret - 1810. Dets Indhold peger hen paa den Overgang i Forfatterens Liv fra Drøm til Daad, fra Poesi til Kristendom, der fuldbyrdedes i den paafølgende Vinter. Enkelte af dets Vers genfindes, noget ændrede, i Digtet »Livets Æbler«, som meddeles nedenfor. - I Haandskriftet har Digtet ingen Overskrift. Svend Grundtvig giver det, i Poetiske Skrifter I. 188, Titelen »Vækker-Sang«. Her er valgt et Navn, som minder om, at det var under det historiske Studium af Middelalderens Stordaad, at Digteren følte sig drevet til at gøre et Korstog til Herrens Ære mod Nutidens Vantro.
✂
At elske og digte, det haver sin Tid,
Lyksalig den Tid det kan bære!
Men nu det kun gælder om Kamp og om Strid
For Troen og Himmelens Ære.
Et Korstog allene kan frelse af Nød
Kan Sjælene1 frelse fra evige Død
Og Rigerne holde ved Live.
✂
Ei er det om Kristi den hellige Grav,
Vi skulle med Hedninge stride,
Ei kalder os Korset saa langt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide,
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.
✂
De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
De Korset med Fødder nedtræde,
De drive saamangen en syndefuld Lyst,
Og Skændsel er al deres Glæde.
Og derfor vi stædes saa saare i Nød,
Og derfor vi ræddes for Strid og for Død,
Og Rigerne fare saa ilde.
✂
O, Brødre, o, lader os agte det vel,
Ei er det nu Tiden at sove,
Det gælder Aarhundreders Ve eller Vel,
O, lader os Striden dog vove!
O, lader os virke ved Dagen saa brat,
Thi ellers maa1 komme en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og græde.
✂
End er dog al Størke ei veget fra Nord,
End kan ved Bedriften [vi] gløde;
Men Pesten den farer saa vidt over Jord,
Og Jorderigs Folk vil den øde;
O, lader os vende tilbage til Gud,
O, lader os agte hans hellige Bud
Og elske vort Fædernerige.
✂
Et Fædreland har vi saa gammelt og stolt,
Som Nogen kan finde paa Jorden;
Men Sot er i Kroppen, og Hjertet er koldt,
Hel sjelden er Størke nu vorden;
Det volder, at Herrens det hellige Ord
Og Fædres Bedrifter forglemmes i Nord,
Thi der er kun Størke2 at finde.
✂
O, skuer tilbage paa Fædrene dog,
O, hører, hvor Herren de loved!
O, seer og3, hvor glade de ginge paa Tog
Og Livet for Fædreland voved!
O, føler det Brødre, hvor rolig de laa
Paa Bolster og Silke, paa Dun og paa Straa,
Naar Herren dem kaldte fra Jorden.
✂
O, skuer jer selv dog i Hjerterne ind
Og seer, om I der kunne finde
Det levende Mod og det rolige Sind,
Som Fædrene havde derinde!
Og er det der ikke, da mærker det vel,
At uden de Tvende der gives ei Held
For Mænd og ei heller for Lande.
✂
To Bøger der ere for hver Mand i Nord,
De ere saa kærlige Frænder,
Den ene er Herrens livsalige Ord,
Den Troen i Hjerterne tænder,
Den anden er Saga om Fædreneland1,
Den løfter og størker i Sindet hver Mand;
O, var de i Hænder og Hjerte!