✂

✂ UNDER Rettelser til Roskilde-Riim skrev Forfatteren: »Da Tiden ei tillader at give de Anmærkninger, som vel ville synes nødvendige, vil jeg blot sige, at dette Digt først læstes ved Dionysii Landemode paa Roskilde Domkirkes Riddersal 1812, men er siden udfyldt«. - De fornødne Oplysninger gav han snart efter i Roskilde-Saga, som blev fuldført i Foraaret 1814 og udkom i Oktober samme Aar.

✂ Kort efter at Roskilde-Riim var sendt i Trykken, blev Freden sluttet i Kiel, den 14. Januar 1814, og ved Norges Afstaaelse blev de Forhaabninger gjort til Skamme, som Grundtvig Juleaften 1813 havde udtalt i Tilegnelsesdigtet til Kongen. - Derfor kom det nye Digt, hvormed Sagaen indledes, til at bære et andet Præg, og paa lignende Maade satte Skilsmissen fra Broderlandet sit Mærke paa det Digt, der indflettes i Bogens Slutning. Det sidste blev optrykt i Kvædlinger, under Navn Til min Sangfugl, og ledsaget af følgende Tillæg: »Dette Vers, forhen indrykket i Roskilde-Saga, er skrevet i Foraaret 1814, da jeg sendte min inderlig elskede Hersleb i Christiania mit Roskilde-Riim«. - Svend Grundtvig har, i Poet. Skr. III, 397-99, oplyst, at Begyndelsen af Digtet er indskrevet i et Eksemplar af R. R, som den 31. Januar blev sendt til Hersleb, men at Slutningen af Digtet, fra det 22. Vers, er rettet til Professor Sverdrup og i Udkastet dateret den 25. Marts. Det er altsaa indlysende, skriver Sv. Gr, »at dette Digt ikke udgør en oprindelig Helhed, men at Forf. først har digtet og sendt Hersleb de 21 første Strofer den 31. Januar, medens han i Marts har tildigtet Resten og da sendt denne - formodentlig i Forbindelse med det foregaaende og med et Eksemplar af Roskilde-Riim - til Georg Sverdrup, som maaske først har modtaget det efter Ankomsten til Ejdsvold«.

✂

Dig
Helliges i Haab
Kong Frederik hin Milde!
min
Saga som min Sang
om
Nordens Rosenkilde.

✂ Stormene suse, og Bølgerne skumme,
Vaandefuld sidder vor Moder i Nord,
Maa ikke Harpen forstumme,
Hyllet i Flor?
Hvo tør forvoven end tvinge
Strængen til Klang?
Maa den ei skurrende springe
Brat under Trængsel og Tvang?
Bærer mismodige Skjald
Harpen, o Drot! til Din Hald,
Kun for at under Din Throne
Den i et Suk skal udtone,
Og i Din Haand
Maalløs opgive sin Aand?

✂ Aarene skifted og Tider tillige,
Harpen jeg rørde saamangen en Gang,
612 Ikkun om Guds og om Skjoldungens Rige
Strængerne klang;
Springe de maa, hvis de Riger har Ende,
Springe med Gny,
Og under Thronen opsende
Sukket i Scepterets Lye.
Frederik! vist i Din Hald
Undte Du sørgende Skjald
Fred til ved Harpen at græde,
Dannemarks Liigsang at kvæde,
Dig og dets Aand
Gud at befale i Haand.

✂ Syner jeg skued, og jeg maatte riste
Runer i Rosens den hellige Vang,
Og om Saameget, som aldrig jeg vidste,
Toned min Sang;
Glædeligt Kvad om den blomstrende Stamme
Skjalden frembar,
Og, som det lod, i det samme
Sværdet dens Rod overskar.
Konge! ja vist maa jeg tye
Under Dit Scepter i Lye
Og, hvis det ikke i Sommer
Krandses af yndige Blommer,
Knuse med Sorg
Harpen, jeg slog i Din Borg.

✂ Had maa jeg friste, og Spot maa jeg lide,
Verden med Latter vil døve min Sang,
Dog tør jeg Harpen, mens Timerne skride,
Stemme til Klang,
Ei til en sørgelig Klang, som naar Klokker
Ringe for Liig,
Nei til en Klang, som naar Folket sig flokker
Did, hvor det kimer for Høitid og Dig.
Vinteren, ja, den var kold,
Revnet er Dannemarks Skjold,
Sprukken er Dannemarks Krone,
Fast er dog Frederiks Throne;
Brøst elier Brud,
Kan det ei heles af Gud?

613

✂ See, hvor det grønnes I Dannemarks Skove!
Nys var tilsyne kun visnede Riis;
See, hvor den ruller, den lyseblaa Vove!
Nys var den Iis;
Saa skal en Strøm af den hellige Kilde
Rulle i Nord,
Kvæge med Bølgerne milde
Dannemarks revnede Jord;
Roser i Flok skal paa ny
Blomstre i Palmernes Ly.
Skyde skal og i det Samme,
Fredrik! Din herlige Stamme;
Danmark Dit Navn
Giemme med Roser i Favn.

✂ Timerne svinde, og Dagene skride,
Pindse, den liflige Høitid er nær,
Vinteren vover med Vaaren at stride,
Løfter sit Spær;
Brydes skal vist den vanhellige Landse,
Brydes af Gud,
Sjølund med gammeldags Mai sig bekrandse,
Smykkes med Lilier alt som en Brud;
Skulde da Modet forgaae,
Om end i Dagene faa
Stormene bryde med Størke,
Drive med Skyerne mørke?
Bier paa Gud!
Saa lyder Frelserens Bud.

✂ Dagene skrede, Apostlenes Skare
Bied paa Herren med Sang og med Bøn,
Vented det vist, at Han vilde forklare
I dem Sin Søn;
Hellig oprandt da den Pindsedags Morgen,
Aanden nedfoer,
Brændte paa Tungen, men slukkede Sorgen,
Aanded og lued i hellige Ord;
Fjenderne fnysde, og Daarerne loe,
Sandhedens Venner annammede Tro,
Fnysende Fjender og Daarer saamange
Reistes og fældtes vel tusinde Gange;
614 Kirken ei saa,
Den var kun reist til at staae.

✂ Konge! den staaer, om al Jorderigs Helte
Gav sig forvovne med Muren i Kast,
Gjordet med Kraftens usynlige Belte
Stander den fast;
Men hvad sig ei til dens Mure vil støtte,
Synker i Gruus;
Kløgten og Vælden ei nytte
Kongernes Throner og Huus.
Fredrik! Din Throne i Kirken er bygt,
Op til dens Mure den hvilede trygt,
Stammen dens Kilde alene
Skylder de herlige Grene,
Og i dens Gaard
Blomsterne vente paa Vaar.

✂ Stormene suse, og Bølgerne skumme,
Vaandefuld sidder vor Moder i Nord;
Vee os, ifald hendes Læber forstumme!
Hun da bortfoer.
Kirken er Moder, hun har os opammet
Ømt i sit Bur,
Fra hendes Lunde er Spiret udstammet,
Værn har Marken kun i hendes Mur,
Kronen ved hende kun Glands;
Blomsten, o Drot! til Din Krands
Voxer kun i hendes Have,
Voxer paa Fædrenes Grave;
I hendes Væld
Der er kun Kræfter og Held.

✂ Murene skride, og Haven nedtrædes,
Troløse Vogtere sov og nedbrød,
Ukrudtet trives, og Blomsten nedtrædes,
Det er vor Nød.
Elskede Konge! med Spiret Du frede
Hellige Vang;
Liflige Blommer Dig bære dens Bede,
Træerne bære Dig Sang!
Muren sig selv skal udvide paa Stand,
615 Størke Din Throne og værge Dit Land;
Naar i dens Gaard Du da synker til Hvile,
Sees over Vangen en Stjerne at smile,
Det er Dit Navn,
Det er Dit Blik1 fra Fredens Havn.

✂ Tiderne skifte, og Aarene rinde,
Naar da en Skjald udi Roskilde Vang
Leder om Roser til Krandse at binde,
Binde med Sang:
Da skal han, Frederik! see dem i Klynge
Trindt om Din Grav,
Favert Din Lignelse med dem omslynge,
Alt som de vinde sig op ad hans Stav;
Rørt skal han skue paa Himmelens Blaa,
Fredrik! Din Stjerne saa tindrende staae;
Fromt sine Knæe han for Altret skal bøie,
Prise vor Fader og Gud i det Høie,
Som ved Kong Frederiks2 Throne
Fredede Vangen paa nye,
Som under Frederik Krone
Atter gav Roserne Ly.
Ugen før Pindse 1814.
Allerunderdanigst
N. F. S. Grundtvig.

*1 Det bevarede Haandskrift til dette Digt har her: Frederiks Blik. *2 Haandskriftet: Som under Frederiks.

✂

Fortale.

✂ DET er sandt at sige, allermeest i Norden, at Sang og Saga fulgdes alle Dage, og det er sømmeligt i dette, som i Mere, at lede om de gamle Stier og at gaae paa dem. Vist er det ei at vente, at Mange nuomtide skulle lystes ved de Riim om Rosenkilden eller ved en eenfoldig Saga om den, men aldenstund jeg veed, at de Riim have glædet mig saa mangelund, og det fordi saa favre Glimt af Herrens Herlighed og Lignelser af forbigangne Dage stod mig for Øie, da maa jeg det og mene, at de, der have samme Gud og samme Fædre, og vil glædes ved de samme Syn, endog de stande ei saa favre eller klare i det Runespeil, som de mig undtes. Men eftersom jeg det veed, at de sig klare meer og meer, jo meer Man taler ind med Saga, og at, desværre! det var ikke Skikken i de sidst forledne Dage at tale ivrigen med hende, da maa jeg tænke, der vel findes dem, der see det gierne, at jeg sanker i et kort Begreb de Sagas Taler, som ringede mig mest for Øre, der jeg sang om Rosenkilden. Det kommer end dertil, at Mange mene, Riim er Løgn, om ikke Alt, saa dog vist halvt, og denne Saga skal da trolig vidne, at hvordanne Vilkaar Skjaldskab og monne have, saa ere dog de Baand, der snoe sig om Runestavene ved Rosenkilden, ei vævede med Løgn til Rendegarn. Men at Man aldrig maatte rende saa, at Sandhed ingenlunde mindst, men allermest skulde være Skjaldes Lys og Skjold og Rose fiin, derom vilde jeg i nogle faa Fortaleriim paaminde. Nu er det vel saa, at ved en synderlig Hændelse1 ere somme af de Stave brudne og Baandet sønderrevet, men aldenstund *1 Ved Norges Adskillelse fra Danmark? [Sv. Grundtvig]. 617 det alligevel kan kiendes, hvad de skulde være Mærker paa, og hvorhen de stile, sættes de her, som de ere.

✂ Det skal og denne Saga giøre vitterlig, hvorledes jeg vilde føie mine Ord, om mig nogensinde undtes Frist og Leilighed til det, jeg gierne vilde, at beskrive Danmarks Krønike sandfærdig og eenfoldelig til Herrens Ære og Hans Børns Gammen.

Kbhvn. 15de Mai 1814.
N. F. S. Grundtvig.

✂

Fortaleriim.

✂

Roskilde-Saga.

✂ DERMED begynder Snorro sin de Norske Kongers Krønike, at eftersom man siger, da er Verdens Kreds, som beboes af Menneskens Børn, meget indskaaret paa den Viis, at store Havfjorde indløbe i Landet fra Udsøen af, og det gaaer i dette Stykke, som ellers i saa mange, at det Stores Lignelse er i det Smaa tilsyne, thi og om Sølund, det som nu kaldes Sjælland, er det her først at melde, hvorledes det Vand, som kaldes Isefjord, kommer fra Søen og giør et stort Indskaar i Landet. Det er og et Folkesagn, at Sølund hørte før til Sverrigs Skov og laae der, hvor det Indskaar, som kaldes Hælaren, er nu tilsyne, og Snorro siger, at alle Næssene i Sølund passe end til Søens Vige. Det er da ei utroligt, at en underlig Skilsmisse haver her begivet sig i gamle Dage, og det allermest, fordi det ei er troligt, at den Skjald Brage hin Gamle sang om Ingenting, og stod dog til Troende siden, i det han billedlig fortalte, at den Kvinde Gefion, som kom herind med Asamanden Odin, pløiede den brede Fure, hvor nu Øresundet er, og havde fire Jettesønner til at drage Plov i Øxneham, men Brage kvad saalunde:

✂ Gefjon drog fra Gylfe,
Grubeglandsens Herre,
Danmarks Tillægsager,
Damp slog op af Renen.
Otte Pandestjerner
Stod i Hovder fire,
Der den kiære Ølund
Øxne blev til Bytte.

✂ Det skal da have været i den næste Old før Herrens Fødsel, derde Romere vare mægtige i Verden, og mange Høvdinger flydde 628 for dem, og Asamanden Odin kom til Fyen, til Odinsø, at Sølund blev adskildt fra Sverrig og eiedes af Gefion, og hun giftede sig med Skjold, som var Odins Søn, efter ham ere Dannemarks Konger kaldte Skjoldunger siden, og han skal have sat Boe paaLeiregaard*).

✂ Der gik i gamle Dage et Vandløb inde fra Landet og ud tilIsefjord, det skal være der, som Stæden nu kaldes KornerupAa, og derpaa kunde Smaaskibe seile ind til Leiregaard, derhvor Kongerne boede, og det fornemste Offersted var, saalængede Danske holdt ved Afgudsdyrkelse; men det Vandløb er nuheel udtørret, og vel maa det, for al sin Leiligheds Skyld, agtessom et Billede af Asabækken, der engang dog nogenlunde kunde bære det aandelige Skib til Godehavne, men fordærvedessaa under Tidens Løb, at hver som stævnede ad den, forlistevisselig.

✂ Det var end i Hedenold, da sad der paa Leiregaard en Konge, som hed Roe, og det er sagt om ham, at Kildevangen, der hvorIsefjorden endes, forlystede ham, og han lagde Grundvold tilden By, som efter ham blev kaldet Roes Kilde**). Det er blevet til en mærkværdig Bye og en navnkundig Stad I de nørreLande, thi der Herrens Time kom, at de skulde nyde Godt afde hellige Propheters Syn om Galilæas Bæk, som skulde kommetil Havet og bringe Liv og Lægedom til det, som deri vrimlede, og om Ørken, der skulde arve Sarons Prydelse og blomstresom en Rose***); see da blev Roskilde Dannemarks Hovedstadi alle Maader. Underligt er det derfor ikke heller, at der var enTid, da man udledte Byens Navn af Rose, thi der spirede Nordens Christne Tornerose, derfra udgik dens Duft over Nørrelande, ja, det ypperste Væld udi Vangen hedder endnu den Dagi Dag: Hellig Korses Kilde, og giver dermed Stædens Leilighedtilkiende. Saalunde skiuler det Aandelige sig i de legemligeTing, og begge sammenbindes i Ordet, som deres Midler, menat opdage dette Frændskab og lade det tilsyne, det er Skjaldskabs besynderlige Idræt. Ligger da nu det udtørrede Vandløbind til Leiregaard for os som et Billede paa Asalæren, da maadet sagtens rinde os ihu, at Fjorden, som end bred bølger sigtil Roskilde Bye, her passelig betegner Christendom, ogsaa forden Sags Skyld, at Ingen veed, hvorledes Asatroen kom ind i **) Heimkringle Fol. 9. ***) Vedels Saxo 30, ****) Ezech. 47. Esa. 35. 629 Norden; men Christendommens Vei er vitterlig, fordi den havdeLyset med, og Lyset aabenbarer Alt.

✂ Det var over otte hundrede Aar efter Herrens Byrd, da Guds Ord først ved Ansgar blev aabenbar forkyndt i Nørreland, og mange, mest i Jylland, bleve døbte, og deriblandt var Harald Klak, en Jarl i de jydske Landemærker. Noget efter blev Kong Gorm Leirekonge, han er kaldt den Gamle og den Grumme, og det ikke uskiels. Der er en gammel Sang paa gammel dansk eller islandsk Tungemaal, som heder Vøluspaa, det er Volas Spaadom, og det er vist, at imellem alle Sange, som ere komne til os fra Hedenold og undervise os om Hedningers Tro, er der ingen fundet, der med saa dyb Alvorlighed toner om de guddommelige Ting og aabenbarer saa klarlig, at Gud aldrig har ladet sig Selv uden Vidnesbyrd, men baade ladet Sandsagn udbrede sig med Folkenes Slægter og talt dybe Sandheds Ord til de Skjalde, som ydmygelig vendte Øiet mod det Høie; Verdens Nød og Verdens Ende, de Ondes evige Pinsel og de Godes Haab om en ny Himmel og en ny Jord, høres der forkyndt i prophetisk Tale. Det var nu vel saa, at Vøluspaa blev giemt i det mindste der, hvor den vist er sjunget først, mellem Norges Fjelde, og agtet for en Helligdom; men det er godt at see paa de andre Sange, som vi har fra Hedenold, at den blev tidlig mørk for Folket, og Skjaldene, som fulgde efter, nævne knap det Ypperste, og hvad de nævne, det forvanske de til Eventyr, og blande det med Sagn om Asamanden Odin og hans Følge, som formastelig tiltoge sig en Guddomsværdighed; det gik, som skrevet staaer, de bleve forfængelige i deres egne Tanker, og det uforstandige Hjerte blev formørket. Gik det saa i Norge, Skjaldes nordiske Hjem i denne Alder, da kan Man tænke, hvor grovt Afguderiet maatte vorde i Sverrig, hvor, saavidt vi veed, ei nogen Skjald har sjunget, og i Dannemark, hvor det lader til, at Skjalde alt vare saare sjeldne ved Christi Fødsels Tid, da Ordet gaaer, at Danmarks Krone da udsattes til en Pris for Ligvers over Frode Fredegode. Vi see det og af Snorros Bog, at svenske Mænd troede paa deres Konger, dyrkede den mest, i hvis Tid de havde rigest Høst, og slagtede først Fæ, saa Mennesker, saa Kongen, naar Aarene slog feil*). Det vidner Helrnold, at det var i Dannemark ei meget bedre, og at Mennesker paa gruelige Maader offredes til Djævlene i Leire, og det stadfæster Saxo**), naar han melder om den Konge Gorm, som **) Heimskringla Folio 21 og 22. ***) Vedels Saxo 185. 630 søgte Trøst i Geirrødsgaard, om hvilken der dog ellers synges, at den var onde Aanders Bolig. Det kan vi da forstaae, at der var Nød paa Færde, der Christendommen kom herind, og hun kom alt som en Kvinde med Harald Klaks Daatter, Thyra Danebod, det er de Danskes Trøst og Bod, som Thyra var i mange Maader, og Christendommen blev tilfulde. Det Onde stod dog hardt imod, og Thyras Mand, den gamle Gorm, var ret et Billed paa den blodige og vilde Kæmpetro; men der Herrens Engel slog ham midt i sit Palads, da blev Thyras Søn, Harald Blaatand, Konge. Enstund forfulgte han vel Krigen og hørte ikkun Oddesang og Pilemesse, men han stod dog ei Sandhed imod, og der den tydske Keiser Otto hin Røde feidede paa Dannemark seierrig, da lod Harald sig døbe, og fløttede sin Kongestol til Roskilde Bye, og byggede der af Træ den første Kirke, den Hellige Trefoldighed til Ære, og der blev han begravet, der han var falden for Palnatokes Piil i Striden med hans egen Søn, Svend Tiugeskiæg. Det sige Saxo og Adam af Bremen, at Harald var Christen i Sind og en hellig Martyr at nævne, men Snorro og han, som skrev den store Olav Trygvasens Saga, og flere Islændinge tale heel anderledes om ham, og sige, at han slog sin Broder Knud Dannekiær ihjel, og voldte ligeledes svigefuld sin Brodersøn Guldharald og den norske Konge, Harald Graafeld, sin Fostersøn, og Aage, Palnatokes Farbroder, Banesaar, med anden Skalkhed, som de lægge ham til Last. Hvad af os kan herom dømmes, er vel dette, at Adam og Saxo har kun sagt det Bedste, og Nordmænd kun det Værste, som de vidste; Saxo maa vel troes i det Stykke, at Knud blev slagen af de Engelske, og allenfalds er det værd at mærke, at al den onde Bedrift tillægges Harald, før han blev døbt. Vi maa og betænke, hvad Knytlingasaga formelder, at han var ingen storvittig Mand, og at derimod hans onde Raadmænd, Fjølner og den norske Hakon Jarl, vare besynderlig drevne i al Skalkhed og Underfundighed. Nu at dømme Harald efter Nordmænds Ord allene er just det samme som at dømme Constantin den Store efter den Hednings Zozimi Tale, og glemme, at Had dog altid sværter værre, end Kiærlighed sminker.

✂ Saa forleed da over Tohundrede Aar, medens Dannemarks Konger mest holdt Huus i Roskilde By, og det meste af denne Tid, det er, indtil Erik Eiegods Dage, vare Roskildes Bisper, saa at tale, Ypperstepræster i Norden. Aldenstund vi nu med Ordets Lys i Haand randsage Kongens Gaard, da maa det tykkes os heel usporligt, at Rosen stod saa nær derhos, ja Man 631 kunde vel tvivle, om der og blomstrede ved Isefjord een af de rette. Det er en gruelig Ting, at Tveskiæg bød sin Fosterfader til Giæst og vilde lumskelig ladet ham slaae overborde, og at hans Hofsinder speddede en af Bjørn hin Bretskes Mænd, som var fulgdes med Toke; men det er at mærke, at Tveskiæg var al sin Tid en ond Hedning i Sind, og havde selv i Hjertet slaget sin Fader ihjel, og havde sin Lyst af at øde Kirker og pine Klerke, og rane Helligdomme. Det er end at mærke, at ligesom det vist paa en Maade var den hellige Edmund, det vil sige, en Herrens Engel, der slog den Kirkerøver ihjel, saa kom hans Been vel knap i Christen Jord, end sige til Hans Hr. Faders i Roskilde; thi det er sagt, at de skibedes ind paa Engellands Kyst, men Ingen veed, om de landede siden, og hvor de sank. Nu maatte Man vel sige, at Store Knud var en Klerkeven og en Kirkebygger og Klosterforgylder, og teede sig derfor ikke desbedre i Roskildegaard, og det er sandt, at det Skaktavl, han legede der med Ulf Sprakelæg, sin Maag, er ei at undskylde og mindre at rose*); men vist er det og usømmeligt, at dømme en Konge i visse Dele, som andre Mænd, og mere at dømme Folket og Tiden efter en eenlig Gierning i Kongens Gaard, enddog deres Vilkaar synes der ogkiendes i Kongernes hele Bedrift. Det skal Man da først og fremmest ihukomme, at enddog Synd er altid Synd, og fordømmelig, naar den saa bedrives, saa er det dog ikke tilladt for Menneskens Børn at dømme en Alder saa haardt for den Synd, af hvilken den efter sine Vilkaar mest monne fristes, som for en anden. Ligerviis som vi nu maa have ret Vederstyggelighed til den Ungersvend, der omgaaes med Falskhed og Rænker, men derimod maa ynkes mest, naar han lader sig bedaare engang af Kiødsløst eller Vrede til usømmelig Handel, saaledes skal vi og betragte de Gamle, der i dette Stykke ere Ungersvende mod os, afskye Tveskiægs Rænker og klage over Knuds Hastighed. Om nu ellers den stormægtige Knud var saa stor, som han lod, eller om det var alt for øiensynligt i visse Dele, at Han var sin Faders Søn og elskede Engelland mest, det kommer ei saa i Besynderlighed Roskilde ved, men **) Det maa vel meldes, at i Talen om Ulf Jarls Mord ere Saxo og Snorro, som ellers saa tit, heel ueens. Det sige begge, at Knud voldte ham Banesaar, men Saxo melder, at han i sin Drukkenskab begyndte at kvæde Nid om Knud, og blev da mat for Kongens Aasyn ved hans eget Træk, det siger Snorro derimod, at han paa Kongens Ord blev myrdet først Dagen efter i Hellig-Trefoldigheds Huus. Læmpeligst for Knud er Saxos Tale, men rimeligst er Snorros, kun det skal vi agte, at Begge vidne eens i det, at Ulf forhaanede Kongen, førend hans Død blev beskikket. 632 mærkeligt maa det vel nævnes, at hans Been ei heller kom derhen. De stædtes til Jorde i Landet, hvor de helst vilde være*), men flnge at mærke, at der var bedre Fred i det danske Skur, end under den engelske Hvælving, thi det skedte 1642 i Cromvels Dage, da kom en af de galne Sværmere, levende og døde Konningers Fiender, Villiam Valler til Kongernes Grave, brød Kisterne op, og bestrøede Gulvet med Benene og Støvet af christne Konger**).

✂ Det er et uhæderligt Sagn om Knud, at Thoraren Loftungers bespottelige Omkvæd paa Drapen, det er: Kiæinpevisen om ham: Knud styrer Jorden, som Gud Himmelen, klang godt i hans Øre; men det er et hæderligt, at han giorde sine Hofsinder tilskamme, der de vilde indbilde ham Saadant, og at det er det rette, er i hans Levnet tilsyne, vi mærke det og, naar vi see paa den Præst, han førde med sig vesten over Hav til Roskilde Bye3 thi det var den Mand, som ikke tog læmpelig just paa dem i bløde Klæder; det var Vilhelm Engellænder, som blev Bisp i Roskild, og levede med Kong Svend, som Ven med Ven.

✂ Det er baade mærkelige, og, i visse Dele, mørke Taler, som føres til Tidende om Ulf Jarls og Estrids Søn, Knuds Søstersøn, Kong Svend. Det er vitterligt nok, at den mandlige Kongestamme udgik med Knuds Søn Hardeknud, og at Dannemark da kom under Norges Konge, Magnus hin Gode, men derom føres adskillig Tale, hvorledes Svend fik Kongenavn, dog maa det vel kaldes vist, at han enstund var Magni Jarl, og skiftede Navn med Landsfolkets Villie***). Det er tilvisse en gruelig Ting at bryde Tro og Love, men det vidne og Alle, at Svend forglemte i sin Ungdom Herrens Frygt, det kiendes og paa hans Levnet, og det var aldrig Herrens Viis; at giøre sine Tjenere saa mange **) Saxo synes vel at have sagt, at Knud begroves i Rothemag, men deEngelske maa vel troes, som vidne, at han jordedes hos de sachsiske Konger iSt. Peders Kloster i Vinchester. Suhms Danm. Hist. T.3. S. 150. ***) Suhm T. 3. S. 754: Om det ellers ikke var Knuds Lig, der 1752 fundesi Steenkisten under Gulvet, maa man vel lade usagt. ****) Var ikke Snorros Ord saa troværdige, ja i dette Stykke saa lovfaste, atde aldrig kan rokkes med Sandhed, da maatte Man vel tænke, at Saxo og Adamaf Bremen havde Ret, og at Svend ikke havde svoret [til] Magnus, thi Man vilnødig tro Saadant om slig en Konge. Underlig maa den Ting have hængt sammen, thi at Svend ingen Niding var, det sees af alle Dele og vel vissest deraf, at Magnus havde selv gode Tanker om ham i sin Død, og at de norske Skjalde, naar de rose Magnus i hans Handel med Svend, lægge til, at det skal væreSvend ufortalt. Rimeligt er det, at Landsfolket, som var kiær af en indfødtKonge, selv har ægget Svend til at falde fra Magnus, han er dermed ingenlundeundskyldt, men Man forstaaer paa den Maade bedre hans Færd, og dømmerham mildere. 633 Dage flygtige for deres Fjenders Aasyn, uden naar de havde grovelig forbrudt sig imod Ham. Det var ei dermed gjort, at han maatte flye af hvert Slag for Magni Ansigt; men endnu, der denne Herre var hensovet, og hans Farbroder, den onde Harald Haardraade sad paa Norges Kongestol, maatte Svend flye af Striden, og det fornemmelig i det store Slag ved Nisaa under Hallands Side. Der maatte han enlig i en liden Baad tigge Liv og Fred af Norges Jarl, Hakon Iverson, den Mands Søn, som havde myrdet Ulf, men havde været Svends Tiener, der han engang var landflygtig fra Norge. Svend kom i sit Behold til Halland, men der maatte han høre, hvad man dømte om hans Vanheld, saa en Kiærling klagede, at danske Mænd havde nu en Konge, baade ræd og lam, og kaldte ham en Tølper, fordi han toede sig midt paa Haandklædet*). Alligevel blev Svend en hædret Konge paa det Sidste, Skjalde sang om Kap for ham, og Svensken tugtede han, og det, som var det ypperste, han blev en fim, gudfrygtig Herre, som Adam og Saxo vidne, og som er aabenbart af den Handel med Vilhelm, hvorom det Riim er giort efter Saxos bevægelige og sandfærdige Tale**). Han var da den næste Konge efter Harald Blaatand, hvis Been kom til at sove i Roskilde Kirke, og i hans Gravskrift staae de mærkelige Ord:

✂ Ei er standhaftig den verdslige Magt,
Derfor, o Jorderigs Konger! I hige
Efter Guds Rige!***)

✂ Det er Ord, som kunde sømmelig staae over hver Kongeborg og Kongegrav, og skulde staae alle Jorderigs Konger stadelig for Øine, men de lægges og med god Føie netop den Konge i Mund, der ei allene havde prøvet Lykkens Omskiftelse saa mangefold, men og Sindets til Omvendelse, som ei fortrydes, aldenstund Staven vendes til Guds Rige, og Spiret skyder til en evig Blomme. Det var ogsaa Ord i samme Mening, hvilke Gregor den Syvende skrev fra Rom til Svend, der han lagde ham hans Kongekald paa Hjerte, og stilde ham for Øie den Himmelkonges Majestæt, som skal dømme Verdens Drotter †).

**) Peder Clausens Snorro: S. 327-28. Arilds Krønike. S. 79-80. ***) Vedels Saxo S. 241-44. ****) - qvia store neqvit, heu, terrena potestas, Terrarum Reges, qvcerite regnet Dei! *†) Gregors apostoliske Breve til Svend staa paa dansk at læse hos Suhm(D. H. T. 4. S. 451-55), og det er mærkeligt, hvad han tilføier: at enddog Paven søgde Svends Venskab, rosde han ham dog ikke, uden i det, som var Roesværd, og formanede hannem frimodig. Deraf sees, at gamle Suhm dømde forstandeligere om Gregor, end dem der sige, at hans Breve vidne imod ham, idenstæd de, som læste dem med Eftertanke, vel maa sande med Heeren, atvidner Noget for ham, da er det just dem. 634

✂ I de samme Dage var det, at den Hellig Trefoldigheds Kirke blev opmuret af Steen, thi det skedte ved Biskop Vilhelms Omsorg, og ved hans Eftermands, den Svend Norbagge, som havde været Kong Svends Capellan, og var et snildt Hoved, i Begyndelsen vankundig i de Romeres Tungemaal, men siden en Mester derudi og i boglig Konst efter den Tids Leilighed, der Dannemarks Konge havde ladet ham optugte hos boglærde Mænd*). Man maa vel tænke, at Kirken fik Raad til at føre sig saa stadselig op ved det, at Svend bødte sit Brud paa dens Fred med Hælvden af Stævnsherred; men skal den i sin Prægtighed rettelig lignes ved Klinten, da maa Steenkirken staae os for Øie som et udvortes Tegn paa den verdslige Anseelse og Vælde, som i de samme Dage begyndte at falde i dens Tjeneres Lod, og da maa det være sandt, at Sligt var til Gavn efter Tidernes Leilighed, enddog det er sandt til alle Tider, at Christi Rige er ei af denne Verden. Aldenstund vi nu tænke ret paa de Dages Vilkaar, da store Folk begyndte at bygge sig store Huse og stærke Borge, da Konger og Fyrster rede frem med stadselige Riddere og mangfoldige Svende, saa hver Riddersmand havde sine, saa maa vi vel bekjende, det gjordes behov, at man paa Kirkens Bygning kunde see, den var og en stor Herres Huus, og paa dens Tjenere, at de vare en rig og mægtig Konges Riddere og Svende, ja man maa vel tænke, at, uden det, vare de blevne traadte under Hestehov. Havde kun de Klerke nu bevaret lave Hjerter under høie Huer og elsket kun de høie Hvælvinger, fordi Sangen tonede saa vel derunder og Øiet løftedes saa høit derover, og ikkun fæstet Sværdet over Kirkedør, som Cherubimens til at vogte, og naar de Onde trængte frem med Vold, dog agtet Ordet: stik dit Sværd i Balgen, da var det lysteligt at see Guld og Steen og kosteligt Klenodie at tjene ham, som skabde dem, men stort Under vilde det og være, om Klerke stode saa fuldkomne i uskikkelige Tider, aldenstund de fødes og opfostres udi Tiden, og ere skrøbelige Mennesker, som og de Andre. Visselig skal Ingen nægte, at der maa sørges meget, naar man seer paa Lærd saavelsom Læg i de følgende Aarhundreder, men det skal man alligevel **) Vedels Saxo S. 247. Her som saa tidt seer Øiet det Enkelte spaa omdet Hele, som det siden skal aabenbares. 635 bekiende, at ingensteds i Christi Menighed er Sporene af Herrens Frygt og ædelt Sind saamange, eller gaae saavidt i de onde Dage, som paa Daners Mark.

✂ Det er sagt:

✂ Der er en Kløft og ikke af de ringe,
Til Valdemar fra Svend at overspringe,

✂ og det maa sandes af enhver, som med Krøniken har vandret fra Roskild til Ringsted, at finde Kong Valdemars Grav. Det er vitterligt, hvad uchristelig Tvist og anden Uro der yppedes mellem Kongesønner og danske Mænd efter Svend Estridsens Dage; hvorlunde den Søn, han keisede selv til Dannemarks Rige, Hellig Knud, blev først forskudt ved onde Rænker og siden myrdet med ugudelige Hænder for høien Alter i Odense; hver veed og, hvor det dog ikkun var en liden Stund, at Landet hvilede og glædtes ved hans Broder Erik Eiegod, og hvilket Bulder der opstod, der han nedsank paa Veien til Jerusalem og jordedes paa Cypern, ja hvilken Gru det er at see hans Søn, den hellige Knud med Hertugsnavn, i Blod ved Haraldstæd, og ved hans Liig hans Morder og hans Frænde i den samme Mand, i Magnus, Søn af Niels, som var Eriks Broder. Skyndelig vil Øiet haste fra det Syn af Frændesvig og Borgerkrig, som end fornyes under fule Skikkelser, mens Knud, Kong Magni Søn, og Knud Hertugs Brodersøn, Svend Grathe, og Valdemar, hans egen Søn, vilde med Sværd og Spyd og onde Rænker skifte Skjoldungers Arv. Alligevel er der Syn at see i de samme Dage, som heel liflig vederkvæge Øiet, naar det ei for skyndelig vil overfare disse onde Dage. Dybt maa Hjerter, som ei er af Steen, bevæges, naar man seer Kong Knud den Hellige at lade Sværdet, som han havde saa mandeligen ført, sidde i sin Balg, og kun uddrage Psalteren af Barmen, der at finde Skjold mod de Spyd og Pile, som susede omkring ham, og naar man seer de mandelige Faa kiæmpe for den kiære Drot mod de galne Flokke, kiæmpe end for at følges med ham, der hans kolde Liig laae udstrakt over Armekors paa det blege Ansigt. Det er lysteligt at følge Eiegod over Havet paa hans Valfart, thi ikke verdslig Ære men Andagt sidder ved hans Roer, og vist kom da han, om han og døde paa Reisen, vissere dog til det hellige Land, end Mange som badede deres Legem i Jordans Flod og deres Sværde i Musselmænds Blod; ja naar vi see, at han reiste Nordens Erkestol i Lund, da maa vi vente, at dens Besidder dog og enstund svøbde sig i helligt Pallium, og at i det Land, hvor Stolen 636 for Nordens Primas fandt det sømmeligste Stade *), var vel og det største Tal af gudelige og boglærde Mænd. Det er onde Varsler, at mange Klerke faldt ved Fodvig, der de fulgde Magnus Frændemorder, og at Svend Grathe stod paa Bakken, naar han skulde holde Thing med Bondemænd, ja det var et grueligt Gilde, det sidste vi læse om, som holdtes i Kongens Gaard i Roskilde By, der Svend slog Knud, sin ene Frænde, ihjel med Svig**) og stemplede mod den Andens, Kong Valdemars, Liv, men naar vi see Knud henslumre saa roligt i Absalons Skjød, see denne Ædling vove Hals for sin Valdemar, og hans behjertede Søstre bore Hul i Grathes Skibe, og skaffe Valdemar Frist til at flye og sanke de kiække, ærlige Jyder, da røres vi mildelig, og vente vist, at see endnu et Rosenskud, aldenstund Roden endnu tykkes varm i Kjærlighed, og Safterne stærke udi Kvindeaarer.

✂ Der nu det store Slag i Viborg Egn, paa Grathe Hede, var overstanden, der den flygtende Svend sank i Mosegynger og faldt for en Bondemands Øxe, da blev Valdemar Knudsen Enevoldskonge, og Absalon var hans ypperste Raad, og naar man seer i en Hast paa de Dage, maa man vel tænke, at ligerviis som det er sagt, at en Kilde opsprang, hvor Knud Lavards Blod udrandt, saa vilde og af hans Blod en Kilde udspringe til at vande de tørre Enge og fostre Roser paa ny. Visselig maa det og kaldes en god Omskiftelse, at Vinlands Vikinger***), som nys stævnede saa dristelig dybt ind i Isefjord og traadte Kildevangen under Hestehov, nu giæstedes af danske Stavne, og af Korset med, men seer man vissere paa de samme Dage, da vorder man ret underlig vemodig, som ved en kiær og mægtig Herres Jordefærd. Det maa vel med Sandhed siges, at Danmarks Nød og vaandefulde Afgang er i en Lignelse for os tilsyne, denstund vi staae ved Kong Valdemars Liig og høre og see, hvad som er afbildet for os ved Saxos Haand, og i hans bedrøvede Tale. Den lyder saa †): »Der det spurgdes om Lande, **) Vel fik Norge ei ret længe efter sin egen Erkestol i Trondhjem eller Nidaros, og Sverrig siden ogsaa sin i Upsala, men Lunds var dog den første, ogsaalænge den stod, var dens Besidder Sverrigs Primas, og gav Upsals Erkebispdet Pallium (Bispekaaben) hvilket han selv kun annammede af Paven i Rom;saa førde han og altid siden Navn af Pavens Legat i Norden. ***) I den samme Stue, hvor Knuds Fader Magnus gjorde Knud Lavardtryg, med at sige han vilde reise til det hellige Land og overgive HertugenLand og Huus til troer Hænde. ****) Venderne fra Rygen, Pommern og Meklenborg, som kaides Vinland. *†) Vedels Saxo S. 522-23. 637 at Kong Valdemar var død, blev der en stor Sorg, Graad og Bedrøvelse blandt alle Mand. Mange løbe ud imod hans Liig, og beklagede sig, at de havde mist denne ædle Herre, som dem forsvarede saa vel udi sin Velmagt imod Sørøveres Vold og udlændisk Tyranni, at de sad udi god Fred og Rolighed i hans Tid. Bønderne paa Marken, der som Liget kom frem, overgave deres Arbeid, og græd med høi Røst for hannem. En Part løb til og lagde deres Axel under Ligkislen, at de dermed vilde husvale sig imod den Ulykke, som de meende dem skulde forestaae efter hans Død og Afgang. Erkebisp Absalon, der han skulde giøre Tjeneste over Kongens Liig, kunde neppelig røre enten Mund eller Haand for Bedrøvelse, saa at Taarerne runde hannem ogsaa overflødelig af Øinene ned paa Alteret; han blev saa betagen af Sorg, at Pinsel havde nær forkryst hans Hjerte til døde, førend Messen var udsjungen.« Man maa vel tænke, at Rosenkildens Time var nu omme, ikke Roser, men kun røde Bølger kom af Blodkilden, og som det pleier at skee, smaa Violer og Kiærminder, men ei Roser, spirede paa Gravene mellem Tyder og Nelder. Alt forkyndte slig Omskiftelse og det øiensynligst, at Roskildes Hæder forgik, og hvad som der havde været forsamlet, adspredtes nu vidt og bredt over Landet. Kongeborgen, hvor de Herrer havde holdt saa ilde Huus, sank i Gruus, efter den Lov, som monne ligge paa Alt, hvad Menneskens Børn giøre deelagtigt i deres Synder; og Valdemar bygde sin Hald paa Dynd i Vordingborg. Kongernes Been, som havde stundet til Roskild, droge til Ringstæd, og ret som Blommen i Efteraar søger Ly udi Skoven og finder dog kun stakket Frist, saa tyede det sidste Rosenskud fra Kildevangen over Sundet, at finde Ly i Lund, under Pallium; ja som man i Krukker i de lune Kamre giemmer smaa Aflæggere, imens de Hvide flyve, enddog man veed, de blomstre lidt og dufte ei, saa udskiftedes nu og det sidste Rosenskud i Munkebure.

✂ At Rosenkilden stilede til Lund, det er i alle Maader aabenbart, enddog man der maa lede efter den forgiæves, ret som en Bæk vel maatte saare blandes om ei heel opløses, naar den løb igiennem Øresund, men Intet viser dog vel mere øiensynlig Kildens Kaas, end Roskilde Bispevei, thi den gik over Sundet, saalænge Kilden ei var heel udtørret. Det var fra Roskild, Adzer kom og indviede Lundestol, og mærkeligt er det, at hans Been endnu stævnede hjem til Kildevangen, og det blev mere mærkeligt ved det, at der de skulde jordes, tykdes intet Sted bekvemt, undtagen Graven, hvor Vilhelmus hvilede. Dengang var det, at 638 Hermann, Stiftsprovsten, og Arnfast Skolemester og Amtsprovst Isak opgrove den Saliges Liig og handlede saa spottelig med hans Levninger, at de det siden maatte bitterligt fortryde, og vel maa man sige, at, som det var et ondt Varsel for Erkebispernes Bedrifter, saa var det og et usvigeligt Tegn derpaa, at Vantro og Ugudelighed var bleven megen, selv mellem Klerke*). Eskild var den anden Erkebisp, han kom og fra Roskild, men ei blev han der begraven, hans Been hvile langt vester i Verden, i det Kloster Clairveaux i Frankerige, thi der endte han sine Dage i Eenlighed, der han var kied af Verdens Væsen og Tvist med Kong Valdemar, og til den Stæd havde han synderlig Villie og Kiærlighed, for den hellige Bernhards Skyld, som først kom det Kloster paafode, og havde været hans Ven i hans Ungdoms Dage, mens han var i Frankrig at lægge sig efter boglig Konst**). Det var ogsaa ham, som først indstiftede Klostre eller Munkebure i Dannemark, og deriblandt de to navnkundige i Esrum og Herridsvad, og de første Munke bleve did forskrevne fra Clairveaux, hvor Bernhard havde indført igien god Tugt og rette Munkesæder, og eftersom det var nu saa bestilt med Bisper og Præstemænd i Landet, at de havde for det meste ringe Lærdom, og liden Lyst til at røgte deres Kald med Lærdom og godt Eftersyn, men desmere til at drage i Orlog og Herrefærd, da var det tilvisse gavnligt, at der blev Munke, som dog enstund beflittede sig paa Andagt og stille Levnet, Læsning og Skolehold og god Omgængelse. Absalon var den tredie i Tal af Erkebisper, han kom end fra Roskild, men han kom underlig med Heltesværd ved Lænd, og det klæder visselig hver en Biskop ilde, enddog det vel maa sandes, at det aldrig klædte nogen Biskop bedre end ham, thi han uddrog det kun mod Hedninge og Landsens Fjender, og glemte ikke Bøn paa Valen eller Kirkens Tarv i Pilemesse. Han gjorde sin Flid med at beskikke ordenlig Gang i Kirketjeneste, og brede Kaaben over den Vankundighed og de Brøst, han ei kunde rette; han indstiftede med store Gaver det Munkebur i Soer, og gjorde det til et synderligt Vilkaar, at Munkene der skulde lade sig linde flittige til Landsens Krønike at beskrive. Det pleier altid at være **) Vedels Saxo S. 247-48. At de tre Mænd havde en aabenbar sørgeligHelsot, det er vist, aldenstund de døde i Saxos Dage, og han ingen skamlosLøgner var, og at Gud aabenbarlig mangengang straffer aabenbar Forargelse, det er ei Nyt men Godt. At Adzer havde været Bisp i Roskilde, synes klart, og en Adzer nævnes som saadan i Erik Eiegods Dage. ***) Arilds Bispekrønike S. 45 og 52. 639 et grandgiveligt Mærke paa en nær Helsot, naar man i et Land begynder ivrigen at længes efter at faae dets Krønike beskrevet; thi det er ret, som naar en Gubbe kalder ad Mænd til at beskrive hans sidste Villie, til at tømre hans Kiste og udgrave hans Bautasteen. Underligt er det ei heller, thi aldenstund der har i et Land været mange Mænd, baade gilde og gæve, og tildraget sig Hændelser, som ere Ihukommelse værd, da gaae og de Minder enstund udi Arv som Sagn og Sang fra Mand til Mand, og saalænge der er synderlig Evne og Lyst til at ligne de Gamle, da nemmes de Minder heei gierne og let, og det falder Ingen lettelig paa, at de skulde sankes og fæstes i Bog for ikke at glemmes, thi det var jo ret, som man tænkde, det nu var forbi med priselig Idræt, og havde den Tanke at fostre sig Børn med Lyst til at dovne, og glemme de Ting, deres Fædre bedreve og helst vilde nemme. Sandt er det ogsaa at sige, at saadan en Slægt maatte vel spørge os ad, for hvem de skulde sanke og skrive, om vel de Sange og Sagn vilde mere forlyste vanartede Børn, naar de saae dem i Bog, end naar de hørde dem af deres Fædre. Derimod, naar det først er kommet saavidt, at Faa kun mindes de fremfarne Dage, og liden Lyst til Bedrift er tilsyne, da maa det sagtens begive sig saa, at de enkelte Mænd, som endnu komme Fædrene ihu og lystes ved dennem at prise og ligne, vorde heel sørgelig tilmode, naar de tænke derpaa, at det skiønne Arvegods, som de have annammet og vogtet, vel ogsaa forøget, skal nu komme i Slemmeres Vold, adspredes og plat forgaae, at de selv skal forglemmes med alle deres Frænder. I saadanne Dage, naar bange Ahnelser om de Ting, som forestaae, pine de faa Ædlinge, som ere tilovers, da avles den stærke Attraa derefter at faae Landsens Krønike sømmelig beskreven. Vel maa det tykkes heel unyttigt, at overantvorde den til en doven og glemsom Slægt, men ret som en Riig, der ei vil udskifte sit Gods mellem usle Børn, og graver det i Jord, sagtens maa tænke, at en bedre Huusholder det engang monne finde, er vel saadant og den Trøst, som størker de synkende Hænder til at holde Sagastaven i de onde Dage, men fornemmelig sysler man ivrig, fordi ligesom der staaer om de Bondemænd, at de lagde deres Axle under Kong Valdemars Kiste, for at husvale sig mod den bange Forventning, saaledes husvaler det ogsaa underlig i saadanne Dage, at sysle med Fædres Idrætter, og om de skal jordes, dog selv være med ved den Jordefærd og betee dem den sidste Æresbeviisning. Det kan da siges i en sandfærdig Lignelse, at Absalon gav Munkene i Soer en Kridepen af Kirkeklinten, 640
at de med den skulde afridse Dannemarks Lignelse, men det var, som det ahnede ham, at de vilde opmale Kridtet kun paa Legender og Aarstal og Navne, og det var derfor hans Hjertes Attraa, at finde en Haand, som end i hans levende Live, og stundom ledsaget af hans, vilde røre den Pen paa sømmelig Viis. Det timedes ham, og medens Svend Aagesen forstandelig grublede paa, hvorlunde man ved at vrage imellem de overantvordede Lignelser kunde sammenføie een med skarpe Omrids, da sad Saxo og tænkte kun paa, ei at forgjette, hvad han havde seet paa Steen og Pergament eller hørt af letnemme Folk, thi det syndes ham vist, at hvad som var overantvordet, det hørde og til det Forbigangnes Lignelse, om ikke som skeet, saa dog som troet og fortalt. Dernæst var det hans Bekymring at skrive saa om de gamle Dage, at Dannemarks Ære af sit Folks Bedrifter ei skulde skiæmmes af dets Krønike, men heller øges, naar det ved hans Bog blev kundbart iblandt lærde Mænd, at ikke blot Guds Ord, men og Latinen havde Kunder her. Kun det behøvedes endnu til at giøre Lignelsen af Krønikens Beskrivelse ved Skattes Nedgravning fuldelig sandfærdig, thi havde man ei reent fortvivlet om, at menig Mand vilde ihukomme Fædrene, da havde Saxo visselig ei meer end Snorro kaaret Roms Tungemaal til at tale med om danske Handler. Vist er det sørgeligt i alle Maader, at Danmark skulde faae en saadan Krønike, thi det er ikke dermed nok, at vi tit maa fare vild endog om de Stæder og Byer, som dog skulde findes her hjemme, men vi maa mangengang og fare vild om vore gamle Fædres Handler og Tale og Kvad, da meget maatte underlig dreies og tit forvendes, inden det pyntelig kunde udtrykkes i det Tungemaal, som vidste kun lidt af Saadant at sige. Alligevel er det en kostelig Bog, thi enddog baade Snorro Sturlesen og andre Islændinge havde ladet mangt et Ord falde om danske Handler, og det udi Bøger, som overgaae Saxos vidt i hjertelig Sødhed og høi Enfoldighed, saa haver dog Ingen ret taget sig for at beskrive de Danskes Levnet i Synderlighed, og det, de formelde, have de ikke saa sjelden med halve Øren fornummet, eller og seet paa Skraa, thi baade er det de Klippebørns Viis, og det meget Bulder imellem de Nordens Sødskendebørn støvede og til at blænde, og maatte sagtens imellem døve Sandheds sagte Mæle. Ingenlunde er det at fortie, at Knytlinge Saga, som taler om Knud og hans Ætmænd, taler ret, som en Broder mon sømme, og at Saxo taler imellem langt mere uskikkelig om Nordmænd, end Snorro om Danske, og ophøier mangengang 641 sine Landsmænds Dyd og Kongernes Vælde vidt over det, som tilbørligt er, men det er Tingen, at nu kan vi lade de Gamle smukt rette hinanden, og kvitte med Ukvemsord, siden de findes engang, som ei maatte være. Sært maa det synes i en Hast, at saadan en Mand, som Saxo var, kunde glemmes saa reent, at Ingen kan sige, hvorfra han var, eller bære os nogen Tidende om ham, men naar det rettelig betænkes, da er det sørgeligt kun, ikke sært, thi den sidste Mand i en Stad kan vel efter Evne reise sine Frænder Bautastene, men selv faaer han visselig ingen, uden han reiser den selv, og hvor skulde han have Sind til at sørge for sin Ihukommelse anderledes end ved at tegne sit Navn paa de Andres. Tidens Tavshed om sit Øies Mund skal da ikkun lære os, hvor høilig han og Absalon, men Herren egentlig alene er at love, fordi Landsens Krønike blev beskrevet, der det var den høie Tid, thi ellers vare jo de gamle Fædre alle os end mere ubekiendte, end Saxo monne være, thi til hannem kiende vi endda slet ikke saalidt, aldenstund det indvortes Levnet tykkes os den ypperste Deel, og at hans Leiestæd, som vi det kunde vente, er i Roskilde Kirke, det er os overantvordet.

✂ Ret som nu ingen navnkundige Been i togange hundrede Aar begroves i Roskild, maa vi og sige med Sorgen, at den Tids Mænd og Idrætter vedkomme ei denne Saga, Roskilde Saga, uden saavidt det er mærkeligt at see, hvad der voxde paa Daners Mark, der Rosenkilden var tilstoppet.

✂ Det er vitterligt, at Valdemar Seier, Kong Valdemars Søn, plantede røde Kors ved Danmarks Grav, at Dannebraag, som kaldtes med Sandhed et himmelfalden Banner, saasom Korset staaer deri, dog ingenlunde kom som Seiersbud, men hængdes kun paa Heltegraven som et Vidnesbyrd om den Hensovnes Færd, og fløi kun paa Valen for at minde danske Mænd, om hvad de havde skammelig forgiæt, ja fra den Stund, da Valdemar mod Eed og høi Forpligt drog ud til Bornhøvede at stride, er Danmarks Krønike ikkun at agte som et Vidnesbyrd om, hvordan Herren tugter et vanartet Folk saaledes, at deres egne Synder pine og knuse dem. Det var Peder Jakobsen og Niels Styggesen, Bisper i Roskild, de flydde hen ud af Landet for den Krig imellem Brødrene, Kong Valdemars Sønner, og den Overvold, Kirken af dem maatte lide, da de brøde dens Fred og toge dens Rente, og det er et mærkeligt Sagn, at de flydde dog mest, fordi Hr, Peder havde seet et blodigt Sværd svæve over Lundechor*); **) Arilds Bispekrønike S. 46. 642 thi var det Syn og kun en menneskelig Lignelse, saa forkyndtes dog derved, hvor saare de levende Guds Børn maatte grue for den Ondskab, som gik nu i Svang, og de tunge Domme, der sankedes som Tordenskyer over Landet. Grueligt er det og tilvisse, at Abel lod sin Broder Erik sænke udi Slien, og kunde, rød af Broderblod, dog komme op paa Danmarks Kongestol, og sidde uanfægtet, indtil Gud lod Frisens Øxe fælde ham. Den Brodermorders Æt blev vel ei paa Tronen, men sørgeligt nok er det alle Dage at see paa hans Broders, Christoffers. Om ham er det sagt, at han blev forgivet i viet Brød af en Biskop*), men om hans Søn Erik Glipping er det vist, at hans Tjenere svore sig sammen og myrdede ham, hvad aldrig var hørt tilforn i Dannemarks Rige, end ikke mens Hedninge færdedes der, og det blev hans Eftermæle, at slig en Afgang var ikke saa ilde forskyldt med Overvold mod Kirke og Kvinder og fattige Folk. Under hans Søn, Erik Menved, see vi Levningen af Fædres Kraft fortæres, og maa derved glædes, aldenstund den bærer ikkun Avindskjold imod Guds Kirke og mod Dannemark. Det var Menved og hans Broder, som ginge ind i Lundechor og brøde op de Kister med Kirkens Klenodier udi, baade Breve og Guld; Guldet og Sølvet ranede de, og af Kirkens Brevskaber gjorde de Baal for Alteret i høie Chor, fangede saa Erkebisp Jens Gran og Jakob Provst, omgikkes spottelig med dem, og murede dem siden ind i mørke Vraaer at forsmægte der**). Det maa nu saa være, at Bisp og Provst havde sagtens intet Godt forskyldt af Kongen og hans Broder, men vist er det, at ikkun i ugudelige Dage handles saa med Kirke og Prælat, og det er kun end ydermere Vidnesbyrd om Dagenes Elendighed, naar Man det maa bekiende, at selv fra Klerkene er Gudsfrygt veget bort. I alle Maader er Jens Gran den Mand, som Man skal vel betragte, thi han var udentvivl den sidste navnkundige Mand af de Hviders Stamme, og at den havde fordum baaret priselige Frugter, maatte Man vel giætte alt ved at see, hvad Kløgt og Størke der var end i ham, enddog de brugdes ikke paa den bedste Maade, men det giøres ei behov at giætte heri, aldenstund Krøniken udtrykkeligen vidner, at det var de Hviders adelige Stamme, som, dybt rodfæstet udi Kildevangen, bredte sine Grene ud over al Danmark, gav Rosen Ly, og Kongestolen **) Tvivler Man og, om den Ting er skeet, det er vist alligevel, at den er os fortalt og troet i de gamle Dage, saa Man troede en Bisp dertil, og det er nok til Vidnesbyrd om, hvilke Dage der var dengang oppe. ***) En historisk Beskrivelse om Hr. Jens Gran Arilds Krønike D. 1. 643 Fødder, og Saga Skjold, ja sankede paa sine Grene hartad alle Danmarks Blommer. Somme sige, at den var af Palnatokes Rod, men det er vist, at dens første Skud, som kom tilsyne under Hviders Navn, var de Frænder Odinkar, som hjulpe ivrig til at stadfæste Christendom i Landet, og det blev saa forordnet udi Riber Stift, at alle Bisper skulde tages udaf denne Slægt. Af den var udentvivl Svend Trundsen og Adzer Erkebisp, hans Søn, med de sære Pilegrime, som døde ved Jordan*), af den var Eskild Erkebisp og mange andre, men den ypperste Green var dog vel den, som bar Hr. Skjalm Hvide, Svend Estridsens drabelige Mand, og hans Søn Hr. Asser Ryg i Fjenneslev lille, som byggede der sammesteds de tvende Kirketaarne, om hvilke der er sjunget lifligen af Adam Skjald fra Axelstad, og avlede de trende Sønner, Absalon og Sune og Esbern Snare, om hvilke Danmark ei faaer før afsjunget end udsjunget. Hvo som nu betænker, at Sti Marsk, den Hovedmand for Glippings Mordere, og Rane Jonsen og vel flere af dem, som svege deres Konge og bare Avindskjold mod deres Fædreland, vare saavelsom Hr. Jens Gran af de Hviders Stamme, han maa vel see, at dens gode Tid var omme, og undres ei derover, at Dannemarks det var tillige**). Men hvo som tænker anderledes, han rette sin Leilighed til at see det Bulder og Ustyr og den Sønderskiærelse, som kom tilsyne i Kong Christoffer den Andens Dage, og sige da, hvem hannem lyster at beskue og efterfølge, Konge eller Ridder, Klerk eller Bondemand, eller om de ere ikke alle udi stor Vildfarelse og beskiæmmede overmaade. Det have mange meent, at slig en Tid kan komme, naar det saa skal være, og sandt er det udi sin rette Mening; men Feil er det tilvisse, at slig en Tid og slig en Rift kan komme uden Folkets Brøde, og at de kan læges som en ringe Skade, og bødes ved et Kongeskifte, saa mange Ord giøres ei behov til at stadfæste:
Ei atter Dag det blev med Valdemar.

✂ Det maa togange siges, at han vedkommer denne Saga ingenlunde, thi for Vordingborg vilde han afstaae sin Part i **) Adzers Brødre Svend og Eskild. Vedel Simonsens Udsigt over nordiske Valfarter S. 102. ***) At der alligevel var langt mere baade Gudsfrygt og Lærdom tilovers i den danske Kirke nær ved Bonifac. 8 des Dage, sees af mange Ting, og besynderlig af Erkebisp Erlands Brev til Dannemarks Folk og Lunde Stift, og Forundringen paa Mødet i Lyon 1276 over de danske Klerkes Lærdom. Mindes jeg ret, var Jens Gran imellem dem. 644 Himmerige, og meende vel, det var ei stort at vove*); men hans Daatter, den navnkundige Margrethe, hun vil ei forgiættes, aldenstund hun tyede til Roskilde Kirkekor, hvor hendes Lignelse i hviden Alabast er end tilsyne. At nu Dana, den gamle Skjoldmø, der var voxet op paa Snekken og havde altid bygget helst ved Fjord og Sund og paa Bølgen blaa, var vorden saare skrøbelig, og høinedes slet ikke men krympedes ved Trillingkronen, det er aabenbart deraf allerede,

✂ At man saae i Danmarks Havne
Ikkun Steen og Røverstavne,

✂ men det siges lydelig fra alle Hjørner og paa hvert et Blad af Sagas Bog. Det er hos Arild at læse, hvad Haandfæstning Margrethe og Olav, hendes Søn, maatte udgive, om ei at fare saa frem med Overvold, som man kan see havde været Skik hos de fremfarne Konger og mest hos Valdemar, men det er og der at læse, hvor røverisk og heel balstyrig Danmarks Adel var, saa det ei uden Føie var den Dronnings Mundheld: Ablen vil jeg skudde og stemme Bæk og bryde Bægret, thi hun meende dermed de Abildgaarde, Limbekke og Bekkere, som paa de Tider vare de mægtigste af Adel**). Det siges udtrykkelig, at den skaanske Adel var nu vorden saa grum og gierrig, at de toge med Magt til sig, hvad dennem lystede af Lunde Domkirkes Gods, og biede ei paa anden Rettergang, ja det er ret en uhørlig Gierning i Nørrelande, at den skaanske Adelsmand Henrik Spæck med Andre indfaldt i Dalum Kloster og gjorde Jomfruerne Overlast***).

✂ Med Valdemar, som kaldtes Atterdag, eller med hans Søn Grev Christoffer, som døde i sin Ungdom, var den danske Kongestamme egentlig udgangen, ligesom den norske alt forhen med den femte Hakon, men hans Daattersøn Kong Magnus Smek af Sverrig giftede sin Søn Hakon med Margrethe, og deres Søn Olav var da den eneste indfødte Prinds af nordisk Kongeblod, saasom Hakons Broder, Erik udi Sverrig, var sønneløs hendød af den Forgift, hans egen Moder, den Frankerigs **) Det er med dette Sagn, og det om hans Brev til Paven, som med alle slige, naar de kom fra gamle Dage og troedes, da sige de og Sandt, om de end ei i alle Maader ere sande, og Man tænke kun, om Sligt vel kunde blevet troet og fortalt om Christian den Tredie, eller hvilkensomhelst gudfrygtig Konning Man, vil nævne. ***) Arilds Krønike D. 1. S. 557-59. 643. ****) A. K. D. 1. S, 564. 645 Bianka, hannem gav. Den Olav døde i de unge Aar og jordedes i Soer, som ve! maa kaldes Danmarks Begravelse, ei derfor ene, men og fordi at Kongegravene gik did fra Roskild gjennem Ringstæd, og fordi det selv af Absalon var dertil som beskikket. Paa samme Stæd blev og Margrethes Liig hensat, men Erkebiskop Peder Kruse lod dette flytte næste Aar til Roskild, og det var ikke Under, at det maatte did, aldenstund dog Stammens Liv var derfra udgangen, og hun havde Deel deri, og var Danmarks Billed og et blidt Forvarsel om, at Danmark skulde udi gode Maader overleve sig selv, ligesom hun overlevede Olav.

✂ Nu var da Kildevangen tom for levende Blommer, det syndes, som Dannemarks Time var ganske forbi, og nu læse vi, at Roskilde Kirke afbrændte, som var at vente, men, til Herrens Priis, er ikke at forgiætte, at det Ord maa tages om, hvad som var forskyldt og hængde over Hovedet, og kundgjorde sig i bragende Luer paa Kirkens Hvælving, meer end om det, som timedes, thi vist leed den Kirke stort Afbræk, som dens Brøst var til, men Margrethes Lignelse monne bære os det sandfærdige Vidnesbyrd, at dens Grundvold end bestod, og det er trøstelige Ord, som vi læse derefter, at den blev indviet igien, der den var bødt og malet, og smykket med Spir, thi det maa vel nævnes hint bedste Varsel, som i Danmark hændtes nogensinde *).

✂ Det er et mærkeligt Ord, som fortælles om Peder Kruse, den Erkebisp, som flyttede Margrethes Liig til Roskild, at ved den Pas 1416 lod han til Skibs udføre af Skaane moxen al Kirkens Liggendefæ og Sølvkar, dertil ogsaa Erkebispens Lue (Hue), Stav og anden Erkebispens Smykke, som ikke var ringe Penninge værd (om han dette vilde forvare sig selv eller Kirken til Bedste, er uvist), og da er dette Klenodie og Boskab, saameget og hvad det var, kommet Sørøvere til Bytte, og ført til Kiel, ikke uden Kirkens store Skade**); thi det maa man vel kalde et synderligt Tegn paa Lundestolens Brøst og bratte Fald, og **) Vel læse vi, at Kirken brændte 1282, og det er rimeligt, at den hjemsøgdes med Ild i de Aar, før Erik Glippings Mord, men saavel de gamle Graves Tale, som Tavsheden om dens Opbyggelse, borge vel for, at den Ild var mere Varsel end Brand. Det siges og, at den heel afbrændte 1443, men var det og muligt, at den da til 1464, da den igien indviedes, kunde blevet saa kostelig opbygt, saa vidnes dog, som sagt, imod det af Margrethes Kiste, thi den blev indflyttet 1413 og Lignelsen udhuggen 1423, ligeledes af det Ord, at den blev bødt og fik Spir og Tag, endelig af Biskop Olav Daas Gavebrev 1452, hvori den nævnes som staaende med de Tolv Apostles Alter. A. K. D. 1. 660. 833. D. 2. 901. Danske Magazin 32te Hefte. ***) Arilds Bispekrønike S. 83. 646 det er togange mærkeligt, fordi just i de samme Dage det Klerkemøde blev holdt til Costnitz, hvor Kirken blev erklæret hovedløs, og hvor det kom tilsyne, at den det ogsaa var i Verden, eftersom dens giæve Tjener Johan Hus blev lagt paa Baal. Det er sagt, at han lod de Ord falde i sin sidste Time: I stege i Dag en Gaas, men om hundrede Aar skal komme en Svane, den maa I lade ustegt*), og dermed være det nu, som det kan og maa, men det er vist, at Svanen kom, alt som en Phoenix af den Husses Aske, og værgede sin Rede mandelig med sine Vingefjer, og svang sig over Havet og hid til Kildevangen, og sang saa lystelig, at Roser skiøde sig op paa ny i Vangen.

✂ Det var i Morten Luthers Dage, men før han end tog paa at slaae med Vingerne, at Niels Skave var Biskop i Roskild, og det mærkeligste, man veed om ham, er, at han bygde Kirken i Holmstrup, aldeles efter Domkirkens Lignelse, som til et Smaabillede, ifald Ilden engang skulde fuldelig faae Overhaand i det Huus, den nys havde hjemsøgt saa gram, men i de Dage, der Svanen fløi hid at bade sig i Isefjord, og sjunge i Sjølund, da bare Lave Urne og Jochum Rønnov Bispestaven og gjorde deres Flid med at formene hende Bad og Sang, men hun slog med sin Vinge Krumstaven af deres Haand og bygde sin Rede ved Hellig Korses Kilde. Til den der at beskiærme, og til at blomstre gudelig og dufte lifligen ved Isefjord havde Herren skiænket Dannemark en ædel Stamme, et Sideskud fra Roden af [det] gamle Kongetræ, og voxet nu saa høit, at det langede til Kronen. End sees Christian den Førstes Kiæmpemaal i Roskilde Kirke og hans Stav paa Rosenborg, det siger Arild ogsaa, at han var udaf Vext en stærk, høi, lang og fuldkommen Herre, meer end nogen af hans Efterkommere have været, og det er ikke Under, at det var et dygtigt Træ, som skulde skyde saamange og saa stærke Grene vidt i Verden, at det vel maa lignes ved det Træ, hvilket Harald Haarfagers Moder, Ragnhild, saae udi Drømme, Arild siger end, at han var af Naturen en fiin, mild, gudfrygtig, sagtmodig og tarvelig Herre og Konge og regnes blandt de gode Konger, som dette Rige have forestandet; det kan og hver føle paa sig, aldenstund han betragter den **) Det er alt for vitterligt, at slige Ting kaldes nuomtide Løgn uden al Betænkning; men kun efterdi jeg ingen ret Hjemmel veed, kalder jeg den i Tvivl; thi utrolige skal ingen Christen kalde Ordene, men heller tænke paa, at sikkert undte Herren sit pinte Vidne den trøstelige Vished, at Guds Ord skulde med det Første vinde Seier, hvad enten han saa med slige Ord udsagde den Vished eller ikke. 647 Stamme, at den er runden af ædel Rod. Vist var det godt Varsel, at Gud undte Marken et saadant saftigt Træ for den Pommerske Bjelke, og den Baierske Stub, enddog denne er ei at forhaane og sover i Fred under Domkirkens Gulv, føiet til Stammen i Svogerskab*); men det var end ydermere et saadant, at Kirken blev bødt i Christians Dage, og han bygde til hende det Capel, som kaldes efter de Hellige Tre Konger, og haver havt tre mærkelige Kongekister, Kong Christian den Tredies, Kong Frederik den Andens og Christian den Fjerdes, men han kom siden under Gulv at staae, og skyder sig vel op igien, som første Christian i disse Konger, thi ogsaa han begroves under Gulvet, og haver kun sin Æt til Mindesmærke i Kirken, som i Rimet. Ikke er her at tale om Kong Hans og Christian den anden i Besynderlighed, thi de vedkomme ei denne Saga, de vare en stakket, og heel knudret Green, og ikke den, som skulde grønnes i Kildevangen, og deres Been lagdes andensteds, i Graabrødre Kirke, i Odense, og finge end der ikke Fred, men maatte laane sig Huus i en Vraa hos Hellig Knud. Stort er ei heller at melde om Hr. Frederik den Første, thi han gav kun Svanen Lov til at sjunge over Isefjord som en Trækfugl, men ved Slien lavede han den en Rede, og der ligger han mellem de Slesvigs Hertuger. Alligevel er det ei at forgiætte, at Lave Urne var i de Kongers Dage en mærkelig Mand og Rigens Cantsler, og velberømt for Veltalenhed og boglig Konst. Nu er det visselig saa, at saadant Eftermæle times Ingen aldeles uforskyldt; men det er ei derfor desmindre vist, at hans Tale og Konst kun havde lidt at betyde, og naar han da saa høilig berømmes, er det kun derfor, at Tiden var saare grov og vankundig, og dens Tanker om Lærdom og Tale vare derefter. Den er endnu til Rede og Syn, den Velkomsttale han holdt paa Latin til Frøken Isabelle, af Nederland og spansk Herkomst, der hun inddrog med høviske Fruer at holde sit Bryllup med Kong Christian den Anden. Det var Dagen før Laurentii 1515, at Kongen uddrog i Gyllenkarm med Fruer og Jomfruer at møde sin Fæstemø ved Hvidoure Strand, og saasom det regnede just heel flux, begyndte den Bisp saa pyntelig at tale under aaben Himmel: vi have med stor Attraa forventet denne din lyksalig Tilkommelses Dage, allerædelste og dydeligste over alle dennem, i Verden leve, Fyrstinde Elisabeth!

**) Naar Christoffer af Baiern, som Arild melder, begroves i Roskilde Kirke 1448, da er det igien et Vidnesbyrd derom, at den ei heel afbrændte ikkun fem Aar forud. A. K. D. 1. S. 841. At Christian den Første ægtede Christoffers Enke, er vel alle vitterligt. 648

✂ ja aldrig haver nogen Dag Tæret Dannemark glædeligere og lyksaligere end denne, paa hvilken denne Regn, som falder, betyder os ved din Tilkommelse alt Kosteligt paa Jord i Overflødighed, og de 7 den Hellig Aands Gavers runde og rigelige Udgydelse*). Ei er den Vending saa ufornuftig at nævne, som den er skammelig, og mest i en Bispemund, og saaledes ere alle hans Ord kun føiede til at falde vel i Ørne, som kløe. Hvad nu hans Lærdom angaaer, da var han sagtens forfaren i Lov og Ret, baade geistlig og verdslig, som og i Latinen, men visselig var det kun maadelig bestilt med hans Kundskab i Bibel og Christendom, anderledes end det en Biskop monne egne og sømme. Det haver han selv vitterliggjort med det Brev, som han og Ove Bilde, Aarhuus Bisp, skrev og sendte paa menige Bispers Vegne med Henrik Gierkens til Ingolstadt, at fordre herind for et ærligt og aarligt Stipendium en af de vellærde Mænd Cochlæus eller Eck, til at skrive og stride imod de Lutherske Bøger og Mænd. Det maa Man vel undres over, at Dannemarks Bisper vare saa galne, at de kunde mene, det Hus skulde staae mod Storm og Øxer i Nord, som de skulde kiøbe sig Støtter til i fremmede Lande, og at de trøskede Stolper, som brødes i Tydskland, her skulde holde, men det er til at forbauses ved over al Maade, at Bisperne skyndte de Mænd herind med de Ord, at Landet er fedt og godt og Kiøbet let, thi dermed bekiendte de aabenbar, at de vidste, det var ei de tydske Kompaner om Sandhed at giøre, men kun om fede Mundfulde og kronede Dage**). Det er da det mildeste, Man kan dømme om Ove og Lave, at de for verdslig Omhyggeligheds Skyld ei betænkde det ret, hvad de gjorde, og lode sig af de andre Bispe overtale til at beskiæmme deres gode Rygte, med at lægge deres Navn til slig en Ordsending. At nu Hr. Lave forresten ei plat forgiættede sin Bispedont, det kan Man see paa Kaabertaget, han lod lægge paa Kirken, paa de Gravskrifter derinde over Svend Estridsen og Saxo, som ham tilskrives, og af de Breve fra Mester Christen Pedersen og Prænteren Jodocus Asiensius, stilede til ham om Saxos Bog, thi deraf lader det sig kiende, at han dog regnede Danmarks Krønike til Kirkens og til Rigens Prydelse, hvorfor og Saxos Bog er i sit første Bind hannem tilegnet***). Det var i Christian den Andens Dage, at den mærkelige Ting begav sig med Saxos Krønike, som blev præntet i Paris **) A. K. D. 2. S. 1105-6. ***) A. K. D. 2. S. 1251. 1304. ****) Siephanii Prolegom. a. S. Fol 4-6. 649 ved Mester Christens Omsorg, og vel maa Man bekiende, at Herrens Haand er synlig ved Prænten som ved Skriften, thi det holdt allerede hardt for Mester Christen at erlange en duelig Afskrift, og efter Grevens Feide og Klostrenes Forstyrring havde det været forgiæves udentvivl at lede derefter. Saa maa det da og ihukommes, at hvor nødig man læser Danmarks Krønike paa de Romeres Tungemaal, saa maa vi dog, formedelst Tidernes onde Vilkaar, love, el Saxo, men Herren, fordi den skreves paa det, thi sikkerlig var det Latinens Skyld, at den dog stundom udskreves i Klosterne, og vist er det, at var den og paa dansk kommen Mester Christen tilhænde, knap var den dog blevet præntet til Paris i de Dage og saaledes frelst fra Ødelæggelsen.

✂ Ingenlunde skal da Lave Urne, enddog han som Christen og Biskop er visselig at laste*), lignes ved hans Eftermand Hr. Jochum eller Jacob Rønnow, thi han var, efter alle Mærker, en forstokket Synder. Han tjende for Ridder i Kong Frederik den Førstes Gaard, og det skal ingen Christen love Kongen for, at han satte slig en Mand paa Sjællands Bispestol, ja solgte ham den aabenbarlig for 6000 rhinske Gylden**). Derimod tænkde Kongen vel at have frelst Samvittighed, da han betingede Guds Ord Forlov til at røre sin Tunge, ja tog af Jochum den Forpligt, at han skulde beskikke Præstemænd, som forkyndte Evangelium, men det var ei at vente af den Mand, der kiøbde sig en Bispestol med 33 Herregaarde, at han skulde lade uanfægtet, end sige forfremme den Lærdom, som ingenlunde tilstæder en Biskop at være Herremand, men vil, at han skal være Ordets Tjener. Saalænge nu dog Kongen levede, da var det kun i Smug, at Bispen trængde Ordets Tjenere, men der den Herre var hensovet, da forsømde han sig el, og meende vist det dertil a£ drive, at det Ord, som pinde ham med alle Verdens og Løgnens Venner, skulde med Kong Frederik og hensove. Men der staaer skrevet, at Han, som boer i Himlen, leer ad slige Raad, bespotter Verdens Vise og fanger dem i deres Træskhed, og skyder dem i Graven, som de grove til Hans Tjenere og Børn, og at den Tale ei er Skiemt, og at den Herres Mundsvær(d) har slig en Størke, at de stærke Kiæmper flyve for det bort som **) Mærkeligt er det tilvisse, at slet intet Papisterie er i Laves Gravskrift tilsyne, men netop den Lærdom, for hvilken Luther stridde mest og haardest, thi der staaer: miserere mei Deus, Deus propitius esto mihi peccatori! (Gud! vær mig Synder naadig!) Marmor Danic. F. 19. ***) A. K. D. 2. S. 1345. 650 Avner, det gav Han nu tilklende her I Dannemark, som alt forud i Saxland. Mester Hans Tavsen, en lovlig beskikket Præst ved St. Nicolai Huus i Kløbenhavn, var en af de ypperste og meest høirøstede Guds Ords Prædikantere I de samme Dage, og det fik Bispen udgjort i Rigens Raad, at han skulde Sjælland forvises, men der den Tidende spurgdes, da forsamledes Borgerne for Raadstuen i Mangfoldighed og lode Trudsel høre. Ingenlunde er den Adfærd at love, thi alt Saadant skal ikkun klages for Herren og Herren overgives i Taalmodighed, men det er at love, at Mester Hans Tavsen tog sin Avindsmand ved Haand og fulgte ham tryggelig hjem igjennem den opsætsige Flok, og veeg saa af Øen efter Raadets Ord*). Det stod saa hen enstund og ei ret meget længe, da kuede det Borgerskab Øvrigheden til at kalde Mester Hans tilbage; i Grevens Feide maatte Jochum end betale Bispestolen med 10,000 Mark danske, og skulde dog nu brat den overgive; thi saa nødig end de Bisper vilde, saa maatte de dog hylde Hertug Christian, der var navnkundig som en Ven og stor Forfremmer af Guds Evangelium. Det var Femtenhundrede, Tredive og Sex Aar efter Herrens Byrd, at det i Løn beskikkedes, hvorledes alle Danmarks Bisper skulde annammes og fængslig indsættes den Søndag efter Vor Frue Dag; Jochum Rønnov var i sin Gaard i Kiøbenhavn, der som Studigaarden siden blev og er endnu, dog som et Brandsted, og Torben Bilde, Lunds udvalgte Erkebisp, var, synderligt nok, hans Giæst den samme Dag. Ham toge de ved Aftenstid, men Hr. Jochum mærkede Uraad, der de sloge Porten i, og sad den Nat paa en Hanebjelke i Skjul, og grebes der om Morgenen, saa det gik med hans Fangenskab som med al hans Handel, og som det altid gaaer i denne Verden, at Skalkhed søger Skjul og kan vel finde det en liden Stund, i Mørkets Time, men naar Lyset kommer, da maa den til egen Skam og Skade aabenbares. Vel stod det hannem frit at komme løs igjen som og de andre Bispe, og have sømmeligt Underhold af Stiftets Gods, naar han ikkun vilde sig dertil forskrive, ei at yppe nogen Kiv ydermere om hans Bispestol og dens Tilliggende, men han vilde ingenlunde saa afsige, hvad han havde kjøbt saa dyrt, og døde derefter som en fangen Mand**).

✂ I hans Sted blev indsat den vellærde og gudfrygtige Mand, Mester Peder Plade, eller som han kaldes mest, Palladius, en **) A. K. D. 2. S. 1400-1. ***) A. K. D. 2. S. 1487. 651 Borgermands Søn fra Ribe, men nu blev Bispestolen flyt til Kiøbenhavn, den Absalons Bye, som alt Christoffer af Baiern havde byttet sig til af Roskilde Bisp og sat Kongestolen der, og det maa vel synes, at Roskilde Bye havde nu forloret sin Herlighed, men det sad dog underlig fast i Sindet hos Konge og Bisp, at den var Christendommens Hovedstad i Danmark, thi naar Sjællands Bisp skulde sankes med sine Klerke ved St. Hans og Dionysie Tider, da flokkedes Landsens Provster til ham der, og naar Kongerne døde, da udførdes deres Lig til at jordes ved Isefjord hos Harald og Svend og Margrethe og Christian den Første. Det skulde nu saa være, sagtens for flere Tings Skyld, end vi kan forstaae, men det kan vi see, at vare de Kongeliig, som man skulde tænkt, hensatte med Bispernes i Frue Huus, da havde de nu været brændte med dem, og at det ei saa maatte være, det er et ønskeligt Varsel for Diderik den Lyksaliges Herrestamme, saa den skal vist blomstre i Norden, om og Kirkens Skikkelse omskiftes, saalænge Roser end groe ved Hellig Korses Kilde, hvilken og i den Stammes Dage fik det Tilnavn, at den kaldes Kongekilden. Saaledes maatte da Tiden ei fornægte, at Roskild var Rosenkildens Hjem i Danmark, og Axelhuus en Udflyttergaard fra den Kirkebye, saa at enddog den Gaard blev med Tiden selv til en By og fik sig en Kirke, ja blev som Kirkeskibets Havn i Vinterstid, saa ginge dog de ypperste Indbyggere til Høimesse i den Adelbye og stædtes der til Jorde, og intet ret Mærkeligt er skeet i Kongens Gaard eller og paa Daners Mark, hvorom man ei kan mindes i den Kildekirke. Det er og ei Kong Christians Kiste ene, som minder der om Løsningen af Guds Ords Tungebaand, thi Støvet af Niels Hemming giemmes og derudi og haver der paa tvende Maader hjemme, thi enddog han var af Fødsel en Lollik, optugtedes han dog til boglig Konst i Roskilde Skole. Der optugtedes vel ogsaa de to giæve Mænd af de Litlers adelige Stamme, Mathis og Peder, som vare med de første, der prækede Guds rene Ord paa nye med Mund og Pen, men allenfalds er Navnet, som de toge sig, Rosefontan, et gyldigt Vidne om, at de hørde Roskilde til*). Nu et Ord om Niels Hemming at tale, da var han i 36 Aar Læsemester ved den Høiskole i Kjøbenhavn, ingen Mand har da været med at optugte saamange af de Bispe og Præste, som **) Det er Peder Syv, som fortæller, at Peder Laale, der først sankede danske Ordsprog i en Bog, ligger begraven under Skolen i Roskild. Peder Litle forkyndte alt 1520 Evangelium og var enstund landflygtig med Christian den Anden. Vorms Lexicon D. 2. S. 161-62. 652 tjende i Kirken her de to første Slægter efter dens Renselse, og flittelig læsde han over den Hellige Skrift. Han holdt Ligprædiken over de vældige Krigsmænd Otto Rud og Herluf Trolle, man haver og en Sørgetale af ham over Christian den Tredie, og at han tillagde Gud og Hans Ord Æren i Alt, er aabenbart, men det er og øiensynligt, at ham fattedes den Aand og Salvelse, som Ingen kan erholde, uden hvo som ret eenfoldig vil bukke sig for Guds Ords Myndighed i alle Dele, og det vilde Hemming ei. Han foer vild i den Lærdom om Nadveren, og enddog deraf intet Bulder opkom herinde, mens hans levede, saa blev dog Frederik den Anden alvorligen paamindt af sin Svoger, Kurfyrst August udi Saxen, at han det ingenlunde maatte lide, at saadan vrang Lærdom førtes aabenlyst, allermest fordi man udenlands besmykkede den med Hemmings Navn. Der han nu for Saadant maatte stande til Rette, lovede han og, sig deri at forbedre, men holdt det ei, og blev da forlovet fra Høiskolen 1579*). Siden levede han stille udi Roskilde, hvor hannem var beskikket et Kannikdom til Underhold, og skrev den Udlæggelse af Psalteren, som agtedes længe for et dyrebart Værk. Han døde 1600 eller saa ved Lav, og ligger begraven i Kirkens Adelgang tæt neden for Choret.

✂ Store Omskiftelser havde den Mand seet i sine mange Aars Dage, han havde og seet, at idensted under Grevens Feide alt Folket udi Danmark blev ved en Haandfuld Holster eller andre Tydske lettelig betvunget, saa maatte i den Syvaarskrig en stor Krigshær bukke for en Haandfuld Danske.

✂ Det var Aar 1565, der Daniel Rantzov laae med Danehæren at bestolde Varberg udi Halland, hvilken de Svenske havde indtaget, da spurgde han Tidende om den svenske Krigshær, at den var inddragen over Landemærket og agtede hannem at giæste. Det tykdes ham og andre djærve Høvidsmænd et Gammensbud, thi det var deres Forlængsel at drages med Svensken udi aaben Mark, og de kaarede det mandelige Raad, ei at vige over Svarteraa, enddog der tykdes bedre Leilighed at være, men det skulde Svensken ingenlunde sige, at de Danske flydde for hannem. Den samme Dag ad Aften kom Peder Gyldenstjerne, som var udskikket flux om Morgenen med Rendefanen at bespeide Fjenden, og han førde den Tidende, at Svensken var i Nabolaget der med mange Folk, og Mand var han for at føre disse Ord om Saadant, aldenstund han den meste Part af Dagen **) Frederik den Andens Krønike. S. 318. 653 havde prøvet Fjendens Sværd men og hans Skjolde, og tumlet sig saa flink med Rendefanen, at kom og Svensken end for tidlig, saa blev det dog ham selv og ei de Danske, som maatte det fortryde. Det var den 18de October efter gammel Stiil, mens der var endnu langt til Dag, da goel Trompeten i den danske Leir til Varsel for Enhver at have flux sin Rustning klar og berede sig til Strid, men saasnart det gryede af Dag, da udreed Øversten med nogle Høvedsmænd at besee den Egn og mærke Valstæden, da lod han og der et Steendige afbryde, saasom det tykdes ham at være til Forhindring. Dernæst lod han alt Krigsfolket slaae Ring, og stod derinde med sine Høvedsmænd og talde selv til Folket med klare og med stærke Ord, om hvad som var paafærde, om Fjenderne, som vare nær derhos, om Folkets Skyldighed at holde Eden, som de svor ved Kongens Banner, og vogte deres Eftermæle som drabelige Mænd, og om sit eget Forsæt at findes fremmerst udi Hæren og ei holde Livet selv for godt, men føre dem saa an, at han kunde have en god Samvittighed for Gud. Der han det nu saae, at Folket ved den Tale blev trøstigt og frimodigt, og hørde, at de lovede med glædelig Røst at lade sig finde, som det tro og ærlige Stridsmænd egnede, og vove Liv og Blod med ham, da bad han dem ei at forgjætte den Gud, som haver Seieren ihænde, og da gjorde Krigshæren tregange et almindeligt Knæfald og bad den Himmelske Gud om Naade og en lykkelig Seiervinding. Flux, der de vare opstandne, udskikkede Daniel sine Trompetere til Svensken og lod hannem udæske til et ærligt og aabenbart Vaabenskifte i Marken, men den svenske Øverste, Johan Hendrichson, agtede ringe og spottelig derom, og lod det udblæse i Leiren, at Folket fordt skulde lave sig til, og kun gange trøstig frem, der var ingen Fare paafærde, eftersom de Danske vare kun en ringe Hob, men de selv saamange, at de dem kunde træde under Hestehov. Derhos forordnede han, at eftersom de Danske vare saa overdaadige, at de hannem turde udæske, da skulde Ingen have Fred eller tages til Fange, og det Samme lod han med fem Trompeter de Danske forkynde. Saa begyndtes da det Vaabenskifte paa Falkenberg Hede ved Svarteraa, som skal mindes, mens Danmark staaer og føder sig Mænd til at føre Landse og Pen, thi ei mere mandelig stode og fulde de Græker i Hedenold og de Schweitsere siden, og ikke saa havde de slige Mænd ai bestaae, ei heller sloge de saa deres Lid til den levende Gud, og det skal siges og sjunges saa friligen, der er ikke Mage til slig en Færd undtagen hist ved den hellige Grav, hvor Jehovah 654 kiæmpede fordum for Israels Folk, og hvor de Korsede stred i hans Navn under Godefred og Balduin. Som hist, saa her var Regn og Storm, og slog i Førstningen ind paa de Danske, men Vinden vendtes ved Herrens Haand og streed for dem. Det hjalp kun lidt, at de Svenske stilde frem deres grove Stykker, thi Kuglerne, som ramde, var kun faa, syv Faner danske Ryttere med Maurids Podebusk og Peder Gyldenstjerne og andre Høvdinge i Spidsen kastede de sexten svenske, og der det danske mandelige Fodfolk under Brokkenhus leed Nød for de Svenskes Mangfoldighed, da komme Rytterne med Drengefanen dennem skyndelig til Hjelp, og spildt blev den svenske Orden, da flydde hver, som flygte kunde, og de stædtes ei den ganske Nat, før de kom til Frøland, fire Mile op udi Sverrig. Saa vandt de Danske, og de havde fire Tusind Mand, men de Svenske fem og tive Tusinder, og det blev vitterligt i Norden, at Herren nu ei meer end i de gamle Dage skifter Seier efter Hærenes Mangfoldighed*). Vel maa man nævne denne Seier dyrekiøbt, naar man kun seer paa den Adelsblomme, som nedsank paa Heden, og Seierssangen maatte falde hen i Sørgekvadet, hvis den Krig var saa unødvendig og havde saa lidt at betyde, som Ordet monne gaae og man maa synes, naar man seer den Tale om de trende Kroner i de Kongers Vaaben og hvad andet der blev kaldt den Krigs Anledning, men det er ingenlunde saa. Var Fredrik villig til at drage Sværdet, som han sagtens var, da var det ilde, men havde han og nødig villet, saa havde dog den galne Erik tvunget ham dertil, thi der Svensken tog de trende Kroner i sit Vaaben, kundgjorde han sin Hjertens Mening, at sanke dennem paa sit Hoved, det har han siden viist i halvtrediehundrede Aar. Nu er det vel saa, at han i Freden beholdt dem i sit Vaaben, men Dannerkongen, han beholdt dem og, paa eet Hoved vilde de visselig engang forsamles, naar om vorder legt, skal det sees paa Hvis, Bærsærkens eller Skjoldmøens, Smeks eller Margrethes**), men rimeligt er det, at de havde alt siddet paa hans, hvis Daniel ei havde vundet, og de brave Riddersmænd offret sig paa Heden, thi for ei om mere at tale, da var det Nederlaget der, som voldte Eriks Raserie, og dermed alle de Omskiftelser, som derpaa fulgde, og gav Svensken enstund andet at bestille, end at beile til den **) Frederik den Andens Krønike. S. 135-38. ***) Det er mærkeligt, at Magnus Smek fik Skaane og Norge, saa Man skulde tænkt, at Svensken var lidt nærmere ved Trillingkronen, end Christoffer den Andens Sønnedatter. 655 Trillingkrone*). Visseligen streed da Daniel og hans troende Flok for den hellige Grav, og det paamindes vi tillige om derved, at en af Ridderne, Hr. Axel Valkendorph, kom paa de Faldnes Vegne til at hvile sine Been i Rosengraven **).

✂ Det er lange og heel mærkelige Taler, dem Saga skulde holde ved de Kongekister, ved Frederiks og Christians, naar hun skulde Alt grandgivelig fortælle, hvad som Idunna seer, naar hun over dem mon svæve, men det var Synd af hende i en snever Vending Saadant at forlange, thi saalidt som rappest Fod kan følge Fuglen i sin Flugt, saalidt kan den omstændelige Tale i de samme Timer naae saa vidt som Sangen. Saa skikke da hver, som vil vide grandgivelig Beskeed om de mærkelige Dage, sin Leilighed derefter, Saadant hos Dannemarks Riges Krønike at udspørge, thi ret som de Konninger sad paa Axelhuus, denstund de holdt Spiret, og øvede Bedrift, og sankedes kun ved Isefjord, naar Spiret sank af kolde Hænder, da er det og sømmeligt, at Roskilde Saga kun ihukommer deres Eftermæle, og hvad som synderlig vedkommer Rosen, der udsprang ved Hellig Korses Kilde, men det kan hun dog ei forgjætte, at Danmarks Lignelse, som sankedes og groves ud ved Saxos Haand, og ved hvis Leie Christen Pedersen til Kiendemærke satte faste Stave, den groves op igjen, der Timen kom, at Danske kunde kiende deres Moder, og hun, uden sig at skamme, kiendes ved dennem igjen. Det var lige ti Aar efter den Strid paa Heden, da udgik den danske Krønike, som Saxo skrev halvfjerdehundrede Aar forleden, og Mester Anders Søfrensen Vedel havde flittigen lært hende at tale igjen det danske Tungemaal, og det skulde Ingen mærke, at hun havde været udenlands saalænge, hun talde saa mandelig og gjævt, saa sødt og eenfoldig, som om den Skjoldmø, med samt sit Halsbaand af de Hjerter ni, var nys udgangen af sit Fruerbuer, og førde Tidende om Heltefærd og Ridderspil, som hun saae til og syede ud med Silke og med **) Det saae jeg ei før nu, ellers vilde Rimet om den Handel klinget mere lysteligt, men hvad jeg saae, det sang jeg, og turde ingenlunde sige andet, gjorde vel ei heller Nogen dermed Uskiel. ***) Det er mærkeligt, at Daniel faldt 4 Aar derefter just ved Varbierg, og stadfæstede sit Mundheld: diverso tempore diversa fata 1. Det er og mærkeligt, at Michel Pedersen Gynge, som blev adlet for sin Manddom i denne Feide og mest ved Svarteraa, fik øverst i sit Skjold en rød Rose. Om Slaget er gjort en Kiæmpevise, som er den fjortende hos Peder Syv. Hofmans Efterretn. 78 - 80, hvor ellers Daniels og Dannehærens Færd er jammerlig forhutlet. *1dvs. Skæbnen omskifter med Tiderne. 656 Guld derinde. Det var da ikke Løgn de Riim, som Thomas Kingo siden satte under Lignelsen af Mester Anders:

✂ I denne Skygge staaer vor Mester, Anders Vedel,
Med fordums Ærbarhed, dybsindig, lærd og ædel,
Som hjalp af mørken Grav de danske Konge-Drifter,
I dem han lever end og de udi hans Skrifter.

✂ Det er kun derhos ikke at forgjætte, at det var Troen og Guds Ord, som virkede det Underværk ved Anders Vedel, som og alle dem, der kom tilsyne paa den øde Mark*). Blandt disse Underværker skal det seent forglemmes, som heed paa Jord: Kong Christian den Fjerde, og ligesom han selv gav Himlens Gud Æren i Alt, saa er det i alle Maader aabenbart, at Gud gav Danmark hannem af stor Miskundhed.

✂ Det var om Efterhøsten, det næste Aar efter at Danmarks Krønike var udgangen med dansk Tungemaal, der Herredagen holdtes til Kallundborg, da kom derover en gammel Bondemand fra Samsø, og gav fore, at en Havfrue der under Landet havde givet ham den Tidende at bære for Kongen, at hans Dronning, som nu var frugtsommelig, skulde føde en Søn, som skulde arve den Kongelige Krone og blive en ypperlig Herre imellem alle Konger og Fyrster i den Nørre Verden, men derhos sagde den Graaskiæg, at det var og hans Ærende at paaminde hans Naade om at afskaffe den Synd og Ondskab med Drik og Løsagtighed, som gik nu i Svang. Eftersom nu Kongen havde længe, og det omsonst, ønsket sig en Søn og Arving, da maatte han gjerne lide den Bondemands Tidende, talde og selv med hannem paa Andersskov, der Herredagen var ude, lovede at tee sig, som det egnede en Christen Herre, ved Synd at afskaffe, og gav hannem en fyrstelig Tærepenge til hans Hjemreise. Om den Handel var Hjerternes Betænkninger mangfoldige i den samme Time, men hvad saa Bonden talede af, saa talde han dog Sandhed dennesinde, og det var end et underligt Ord, det som han siden fortalde efter den Havfrue, at det var hendes Mormoder, som spaaede Kong Valdemar, der Dronning Helvig gik med Margrethe, at hun skulde føde en Daatter, som skulde overgaae sin Fader i Vælde og Regimente, thi **) Det er at mærke, at Anders Vedel, som og først udgav den Kisempevisebog, der vidner høit om Danmarks Liv og Død, ei jordedes i Veile, men i Ribe, hvor ham blev givet Kannikdom til Underhold, der han forlovedes fra Hove, dog vist ei for sin Præken over Frederik den Anden, thi i de Dage taalde Man Guds Ord. 657 visselig var det ingen Daare; som kunde sige om det nyfødte Barn, at han skulde vorde, hvad han og blev, det mærkeligste Barn, som fødtes i Kongens Gaard siden Valdemars Daatter*). Der det nu stundede til med Dronningens Forløsning, da blev det vidtløftigen eftertænkt, hvor Hendes Naade skulde ligge udi Barselseng, og efterdi Frederiksborg var en rolig, og nu med Vaaren, mellem Skovene og Søerne, en meget sund og lystelig Stæd, blev det berammet, at hun der skulde være. Der blev da skikket Bud til hendes Fru Moder, Hertuginde Elisabeth af Mekkelborg, som gav sig skyndelig paa Reisen og kom til Frederiksborg den 19de Marts, saa bestildes ogsaa nogle af de ældste og ypperste Fruer her udi Riget, saasom: Inger Oxe, Anna Pasbjerg, Helleborg Kross og Margrethe Rosenkrands, at de skulde altid blive tilstæde og vare paa hendes Naade. Medens den Forjættedes Fødsel nu saa forventedes med Længsel, da tænkde Kong Frederik derpaa at vinde mange gode Ønsker om Gudsvelsignelse fra glade Hjerter, og skienkede derfor de fattige Bønder omkring Kiøbenhavn en Nytaarsgave, som var Tak og Ære værd, det var al den Landgilde, som de stode med, henved atten tusind Tønder Korn. Han gjorde i de samme Dage og et andet Stykke, ikkun til sin Lyst og halv af Overdaadighed, men hvilket dog, som tit mon hændes med ubetænkde Handler, har en synderlig Bemærkelse. Hans Majestæt bygde just dengang paa Kronborg, og som der nu paa Lappen laae en Steen, uhandelig og grusommelig stor, da tænkde Frederik derpaa at faae den flyttet til sin Borg, og det allermest, fordi den unge Pfalzgreve Ludvig og Nogle af Adel sloge til Væds med hannem, at den kunde ei fløttes med Menneskehaand. Da lod Kong Frederik sine Baadsmænd tage Haaod paa den Steen, og den blev fløt hen under Slottet, og siden sat paa det yderste Næs ved Søen at størke Grunden.

**) Det er vel saa, at hardtad alle nuomtide kalde Saadant Tant, men dermed giøres det slet ikke til Løgn, hvad som er upaatvivlelig vist, at den Bondemand talde saa, thi i Frederik den Andens Krønike, hvoraf en Part, om ei det Meste, er skrevet før Kong Christian den Fjerdes første svenske Krig (S. 138) og det andet snart derefter, fortælles den Handel saa trohjertig og omstændelig, at al Tvivl maa forgaae, allermest naar Man læser om Bonden, der han kom igien det næste Aar og havde ingen gode Tidender at føre, men kun Paamindelse om Levnets Forbedring, thi da skikkedes han hjem ei med en fyrstelig Tærepenge, men med stor Trudsel. Det er da kun Tingen, hvad Man skal tænke om den Havfrue, og dertil er intet Bedre at svare, end hvad som staaer i den Krønike: vi maa bekiende, at Guds Gierningers Mangfoldighed overgaaer al menneskelig Fornuft, og med stor Beskedenhed dømme om saadanne og Hans mange andre den fordum Verdens underlige og utrolige Gierninger. F. A. K. S. 302. 308-11. 658

✂ Det var da den tolvde Dag April, Aar Femtenhundrede, Halvfjerdsindstive og Syv, at den ædelige Dronning Sophie naadelig forløstes med den Søn, som voxde til den navnkundige Hr. Christian den Fjerde, og flux udskikkede hun en af sine Herremænd til Kongen, som var i sit Kammer, i sine gudelige Bønner, og takkede sin Gud med Glæden, der han fik den Tidende at spørge, at hannem var født en levende og lydesløs Søn. Siden blev Hans Majestæt indkaldt, og annammede sin unge Søn paa Armene, gav Gud Ære med lydelig Stemme og ønskede Drengen al Naade og Velsignelse. Derefter blev beraadslaget om den unge Herres Christendom og et fyrsteligt Barsel, og om fælles Venner at indbyde, og det blev forordnet, at Barselet skulde være i Kiøbenhavn Hellig Trefoldigheds Søndag, men Dronningen skulde blive paa Frederiksborg til Pindsedag, og holde da sin Kirkegang*). Sødt og underlig maa vel hver, som end haver Hjerte, bevæges ved at indkige i Kongens Gaard og see og høre der saadan hjertelig Gudsfrygt og christelig Eenfoldighed, ja det maa man sige: i saadanne Tider og saadanne Sale der fødes saadanne Konger som Christian den Fjerde.

✂ Der nu Hellig Trefoldigheds Søndag kom med et deiligt Veir og Solskin, da blev den unge Herre døbt i vor Frue Kirke med stor Høitid, dog vilde Kongen, at der med Kirketjenesten skulde forholdes simpel og eenfoldig efter Ordinansen, uden nogen Pragt og ny Ceremonie**). Stor Lystighed var og til Hove udi mange Dage, og de Høilærde med deres Studenter maatte lege for Fyrster og Adelsmænd, hvorved da, med en mærkelig Daaredands, og blev legt den mærkelige Seier, som Konning David haver indlagt sig over den mægtige Kiæmpe og Philister Goliath, hvilket vel maa kaldes et Varsel af de mærkelige og af de gode med***).

✂ Det er vitterligt, at den Fjerde Christian mistede sin Hr. Fader, der han var end et Barn, førde saa i Tredsindstive Aar Kongenavnet, og i mange af dennem Spiret med en trofast og en kraftig Haand, var ingen Helgen i sit Levnet, men dog en ærlig Kiæmpe, og en stor Forfremmer af Guds Ord og ret boglig Konst og en Christen i sit Hjerte; som han og grandgiveligen lod see, naar Ordets Tjenere straffede frimodelig hans egen Synd, og ret uforglemmelig, der Mester Ole Vind Saadant gjorde, som **) Frederiks Krønike. S. 303-5. ***) Fred. And. Krønike. S. 306. ****) Ibid. S. 307. 659 sagt er i Rimet om Hr. Ole*). Store Omskiftelser, stor Bedrift, sære Hændelser, svar Trængsel, megen Fordærvelse, Varsler baade til Glæde og Sorg, alt Saadant er klarlig tilsyne i de samme Dage, og underlig vemodig, men dog glad i Herren, vorder en Christen, naar han ret betragter deres Lignelse. Under al den Kiv i Tydskland om menneskelige Meninger og Ord, var Guds Ord her i tvende Slægter forkyndt, men nu yppedes et svart Bulder, og det tegnede heel ilde med Kirkens Fred og de Boglærdes Hensigt; Somme vilde undergrave, og Somme vilde overflyve Kirken. Biskoppen i Fyen, Hans Knudsen, Mester Ole Kok, Præst til St. Nicolai, og andre Flere, mest Niels Hemmings Lærlinge, fore vild om Nadveren, og vilde kun Lidet derom vide, at Menneskens Søn var Guds Søn; Mester Hans Povelsen Resen, som siden blev Biskop i Sjælland, kom nu frem med mange ny og sære Talemaader, som stilede efter at nægte, at Guds Søn var og virkelig Menneskens Søn, og gjøre Hans Kiødspaatagelse kun til en Lignelse. Det er da aabenbart, at paa de tvende Haneæg, der tykdes hinanden mest ulige, spraadede1 det dog for den samme Basilisk, den som engang skulde udblæse Gift mod det Korsens Ord, som er i Verdens Øine en Forargelse og Daarlighed. Aar 1614 blev det navnkundige Tvistemøde holdt til Kolding for den Kivs Skyld imellem Hans Povelsen og Ole Kok, hvor Kongen selv holdt Styr **) Zvergs Sjællandske Cleresie. S. 588-91. - For en god Vens Skyld2 skal det her anmærkes, at isteden for de trende Vers i Hr. Oles Vise, fra de Ord: Ja der, saa faldt hans hvasse Ord, til: Og der kom Bud fra Kongens Gaard, var af Begyndelsen kun eet, og saa lød det:

✂ Ja der, saa faldt hans hvasse Ord,
Der skal man Christne finde!
Ja Løgn og Leflen, Drik og Hoer,
Af Sligt er Nok derinde,
Og allermest det sjette Bud
Med Øl og Viin er lædsket ud
Af Herren og hans Svende.

Ole Vind var en Sjællandsfar, født i Hyllinge Præstegaard i Voldborg Herred 1590. Han berømmes for en mægtig Græker, var først Præst ved Hellig Geistes Huus, blev Stiftsprovst og Præst til Vor Frue 1640, Hofpræst 1645 og døde Aaret derefter. Skrifter har han ei efterladt sig, uden to Liigprækener, hvoraf den ene er over den velbaarne og strænge Ridder Hr. Holger Jørgensen Rosenkrands, og det er baade mærkeligt og glædeligt, at Mester Ole skulde ved hans Grav afmale de Helliges Levnet og Død efter Ps. 73,25 seq.; i den Prædiken mærker man ei synderlig den hvasse Tunge, men destomere den inderlige Kiærlighed, dybe Indsigt i Guds Ord og høie Salvelse, og disse Ting udtrykkes i en liflig og fyndig dansk Talemaade, der ei giver Vedels meget efter. *1spraade bruges paa Sællandsk om Ægget, naar Kyllingen pikker Hul paa Skallen. *2 Se: Til Minde om Povel Dons, Side 112. 660 paa sine Klerke, og slog Bom for Krumspring. Saaledes, der Ole Kok el vilde ændse de Sprog af Bibelen, som Mester Hans anførde, men blev ved sit Mundheld: det er en ny Phrase, som Ingen før fandt i Bibelen, da sagde Christian: Mester Oluf! I er galen; I svarer Intet ret, og der han raabde paa de brave Borgermænd, som holdt med ham, da sagde Kongen: ja, Søfren Tolder haver bedre Forstand paa at smage en tydsk Øl, end at judicere i saadanne Sager. Det er Sommes Klagemaal, at Kongen, fordi Mester Hans var hannem Mær, med saadan Tale forbluffede Hr. Oluf, og der er Noget i, men aldenstund man betænker, at den Konge, som i Kirkens Handler haver Armbaand, binder dermed Ingens Tunge, at han løser sin, og dernæst hører, at han og paaminder Mester Hans at holde sig til Bogen og til Tingen, da har man ikke stort at klage, og det maa man sande, at efter Tidens Leilighed var det fuldbedre, at saadan Tvist blev dæmpet, end ført til Ende*). Uden al Tvivl var Hans Povelsen Resen det skarpsindigste Hoved mellem alle Sjællands Bisper, ja kanskee mellem alle danske Præster, og havde i mange Stykker en langt klarere Erkjendelse af Bibelens dybe Taler end nogen Anden i de samme Dage, men som det altid er saa, at Kundskab opblæser, da maatte hans Fristelse være desstørre, og han overvandt den ei før ved Aarenes Tiltagelse. Tungt var det tilvisse, at det i de Dage allerede skulde gjøres behov at binde de Høilærde med Eed til den Augsburgske Confessjon, men glædelig er det dog i Ligning med Saxland, at der kunde læntes1 saalænge, og endda meer, at i den danske Menighed bundes egenlig Ingen uden til Guds Ord; mærkeligt er det og, at Hans Povelsen skulde selv være den, som snoede Baandet, og aldenstund han visselig var et Forbillede paa den Menighed, vi vente, da maa det kaldes et Varsel af de bedste, ja et Forvarsel om, at danske Klerke, naar de end vorde kloge, dog ei vil det være, over hvad som skrevet staaer, men vide ret christelig Eenfoldighed at holde høit i Ære, og sige med Hans Povelsen: hvis jeg dig glemmer, Luther kiære! og din liden Catechismus, da glemme sig min høire Haand! Hvad som endnu **) Zverg. S. 140-49. Pontoppidans Annales Th. 3, S. 612-72. Resen havde og Stridighed med Professorerne Stobæus og Aslak, og enddog han i sin egen Trætte havde Uret, saa vare de dog hegge halv eller heel calvinske Philipister. Resen var en Præstesøn fra Jylland, og tog sit Navn efter sin Fødebye i Skodborg Herred, Riber Stift. *1 lænte = længte, opsætte. 661 gjør den Forordning mere mærkelig, er, at den skedte ved den unge Herre og tidvalgte Konge Christian, som døde, før han kom paa Tronen, men efterlod sig dog derved, og ved Forordningen om Bede og Bedrings Dage, ugentlig i Byerne og maanedlig paa Landet, et herligt Mindesmærke om, at han var Jesper Brochmands Fostersøn*).

✂ Gaae vi nu af Kirke og kige ind ad Borgeled, da times os ei mindre mærkelige Syn, men ikke af de bedste. Vist er det glædeligt paa Rosenholm at see den lærde Holger imellem Bøgerne, med Bibelen for Øie, at prøve paa at fostre unge Herremænd til Adelsmænd, men det er ikke just det bedste Tegn, naar slig en Mand i sine bedste Aar forsager Rigens Handel og haver travlt med boglig Konst og Skolehold, og gaae vi rundt i Riddersalene, da see vi og, der er langt mere Adelskab paa Væggene i Fædres Lignelse at skue, end i Sønners Færd, ja vandre vi til Glimminge i Skaane og betragte Holgers Navne, da see vi, hvilke onde Urter der sadde nu heel uanfægtede i Danmarks Rosenkrands, thi det var ham, som paa en Markedsdag haandterede saa spottelig sin Biskop, Hr. Mads Jensen Medelfard, fordi han ikke maatte lægge sine Præstekald i sine Terners Skiød**). Det er altid til at sørge over, naar man seer, at de velbaarne Slægter, som have været Rigens Prydelse og Størke, arges saa, og sørge maa man overmaade, naar alligevel de vanartige Børn beholde under gjæve Fædres Skjold det Vaaben, de ikkun besmitte og misbruge. Ingen tænke, at der fra en Enkelts Brøde sluttes saa dumdristelig om Danmarks og dog mest om Øernes og Skaanes gamle Adel, thi det er aabenbart af Rigens og af Borgerstuens Krønike, at Holger havde ei alene, som Kong Christian sagde, alt for mange Svogre udi Rigens Raad, men alt for mange **) Saa kom de Bededage nu, til hvilke at beskikke den Samsing formanede omsonst Kong Frederik. Det var ogsaa Resen, som udvirkede, at 1617 Takkefest blev holdt for Reformationen, og siden aarlig den Oration ved Høiskolen og Mindeprækenen paa Alle Helgens Dag, hvis Bøn han ogsaa skrev, foruden Bønnen til Nytaarsdag og andre Flere. Hans Skrifter ere mange, mest Smaabøger til Opbyggelse, men hvad han sigtedes for, var især hans Disputatser De Deo Triuno og De uno Mediatore, hans Forsvarsskift kaldes: De sancta fide in Verum Deum, et qvem ille misit, Jesum Christum. (Zverg. S. 150-52, 162-63). Det er ei heller umærkeligt, at hans Liig lagdes under samme Steen som Peder Plades, og at hans første Hustru ligger i Roskilde Kirke. ***) Zverg. S. 344-46. Det er ellers værd at mærke, at Hr. Mads dette maatte lide i den samme Stue, hvor han havde viet Kongen til Fru Kirstine Munk, en Gierning, som Man kan vide holdtes for at være utilbørlig, siden Kongen ikke dertil kaldte en af sine egne Præster, men Hr. Mads, som da var Præst til St. Nicolai, og blev ved den Leilighed Hofpræst, og fik Adgang til Bispestolen. 662 baade Svogre og Brødre rundt i Rigens Borge; det er aabenbart, at Danmarks Adel, som i det femtende Aarhundrede var dybt fordærvet, bedredes kun i det sextende ved Herrens Ord en liden Stund til at opreise sig den prude Bautasteen ved Svarteraa og made Spiret nogenlunde sømmelig i Fjerde Christians unge Aar; thi der Niels Kaas, den fromme, lærde og forstandige, var død, da var det moxen og forbi med Danmarks Adel som en Hjørnesteen i Rigens Raadhus og Landsens Taarn og Kongens Borg; alt dengang sad Hr. Arild Hvitfeld paa Hans Naades Slot Dragsholm, som ei for Intet kaldtes siden Adlersborg, og nedgrov som en aarvaagen Cantsler de gamle Brevskaber og andre Pergamenter, som han fandt i Rigens Skrin, forseiglede af Riddere og Væbnere i fordum Tid, og man kan sige, at ligesom det var en Adelsskik fra Arildstid, at jorde Slægtens Seigl med Adelsmanden, naar han døde sønneløs, saa jordede den sønneløse Arild paa sit Cantslerembeds Vegne Adelsseiglet udi Adelgraven, og forgjæves søgde Holger Danske at opgrave det igjen, han hængde over Graven kun sin Rosenkrands til den Hensovnes Ære*). Skam faae den, som vil nedrive Krandsen, thi foruden al den Tjeneste, den brave Ridder gjorde i Marken og ved Rigens Bestilling, da er det og ham, vi have at takke for Saxos og for Vedels Bog, og havde vi ei Arilds, da skulde vi nu ei føre lang og sandfærdig Tidende om de Dage mellem disse Tvende**). Det maa heller Ingen nægte, at mangt et enkelt Blad har føiet sig til Krandsen under Tidens Løb, kun det er Tingen, at aldrig siden var den gamle Adel som en Stamme Rigens Prydelse og Piller, og i Corfits Ulfeld kom dens Vilkaar og dens Undergang i en Lignelse tilsyne.

✂ Ei er her nu vidt og bredt at tale om Kong Christians Bedrifter, men kun det at melde, at fra den Time, han uddrog af Landet at stride mod Guds Kirkes Fjender, syndes det, som Lykken var bortvegen, ja fra den samme Stund begyndte der at falde **) Det er og mærkeligt, at der blev sjunget ved Holgers Grav paa Latin, som om det var Danmarks Rose, der begroves, ja et af de mange Liigvers over ham forer endog Navnet: Rosa Dames qvæ floruit et reflorescet, og kan hartad heeligiennem læses som et Klagemaal over Danmarks visnede Adelrose, og en Ahnelseaf d«ns Gienfødelse. Disse Liigvers staaat læse bag OleVinds Liigpræken. ***) Den, som vil rettelig vurdere Arilds Krønike, han skal først vide dette, at mange mærkelige Brevskaber vare nu ingensteds at finde, om de ei fundes der, derfor skal Herren loves, som ved Arilds Haand giemde Brevene til os, som ved Saxos Rim og Sagn; dernæst skal han mærke paa Arilds Fortaler, hvor fint og fyndig han forstod at føie sine Ord, og love Cantsleren, som heller vilde vel forvare Rigens Breve, end vinde Pris ved at sammenskrive en lystelig Krønike, som paa den Tid kunde aldrig blevet, hvad den nu kan vorde, men og kun vorde ved Hr. Arilds Hjelp. 663 Steen paa Steen af Tvillingkronen, indtil den endelig adskildes ganske, og den Leding maatte da af Verdsligvise kaldes hin nlyksaligste for Dannemark, og det saameget mere, som, hvad Christian udrettede var ikkun at varsle for Gustav Adolphs Hæder og den svenske Vælde, som Danmark maatte krandse med Løv og Blommer af de bedste, hun havde i sit Skiød. Alligevel kan Christne godt forstaae, det er ei muligt, at den Leding kan være Forleed i en Kiæde af Ulykker, men at naar med den en Vanheldstid begyndte, da var det vist en Tornevei, som maatte trædes for at naae en Rosenborg med favert Spir og klare Glugge paa det høie Taarn, om og den skulde ligge nær ved Tidens Vestervold, og kun forgyldes af dens Aftensoel og overgroes udi Morgenrøden af Rosentræerne i Kongens Have. Det var før i Gaar, at et saadant Syn oprandi for gudelige Øine; thi det var netop i den tydske Krig, i Adventstiden, sytten Dage før Jul, Aar Sextenhundrede og Femogtive, der Kongen laae paa det Slot Rothenburg i Verden, da laae hans Hofprædikant, Morten Madsen Leiel i sine gudelige Bønner for den christne Kirke, og da syndes det ham, at Frelseren stod for ham i sin Lidelses Skikkelse med Tornekronen, og trøstede ham dog saa blidelig med Rosen, hvilket Syn Kong Christian lod afmale, som det endnu vel er at see, og det skal være Dannemark et trofast Pant derpaa, at Tornekronen skal ved Herrens Miskundhed udspringe til en Rosenkrands*).

**) Zverg. S. 553-54. Det er værd hermed at sammenligne, hvad Erik Pontoppidan den Ældre siger i verdslig Stiil om Dannemarks Rose:

✂ Non Paphiæ, ceu vana, Deæ devota, virescit,
At vero sacrata Deo Rosa - - - -
Explicitis frondet foliis, et sangvine - -
- - - - - suffusa nitenti
Flore rubet, gratosq. suo diffundit odores
Vertice, qveis pulso revalescunt ægra dolore
Pectora, et obtusi sensus acuuntur. Odorat
Non patrias tantum dulcis fragrantia terras;
Ast etiam tractus alio sub sole jacentes.
Post multos tandem, qvibus hic ita floruit, annos,
- - Australis violento flamine venti
Infestata cadit falgente nitentior ostro,
Hei Rosa! et emoritur lethali flaccida vermis
Morsu - - - - - - - -
Haud moriendo perit. Vivas prodibit in auras
Rursus, et Elysiis rediviva virebit in hortis,
Nec deflorescet: - - - - - -
Fulgida gemmantes pingent dum sidera coelos,
Et genitrix florum producet germina tellus.

Det er ligefrem, at Pontoppidan kun tænkde paa de Rosenkrandsers Slægt i Norden, ogsaa kun paa den tænke vi, men indlemme Blommerne deri, ei efter deres Navn men efter deres Duft, og da først blive Ordene i alle Maader Sandhed. 664

✂ Dog, det var Synd at sige, at Herren kun ved dette Syn aabenbarede sin Miskundhed, og lod det varsle lyst for Danmark i den Kongefaders Dage. Det var ved hans Fødselstid, at hans Hr. Fader lod ved tydske Bjergmænd lede efter Malm i Norge, men det var Sextenhundrede og Treogtive, da blev ved Kongsberg fundet den første Sølvermalm af tvende Hyrdedrenge Jacob og Christoffer fra Gaarden Grosvold, og det var etogtive Aar derefter, da fundes først ved Røraas Kaabbermalmen af den Bondemand, Hans Olsen Aasen; og som det var en stærk Paamindelse derom, at det, som søges udi Jorden, er i Herrens Haand, saa var det og et Varsel om, at Sølverkroner og at Kaabbersværde skulde aandelig engang udspringe af de norske Fjelde til Prydelse for Christian Dannerkonges Isse og til Værge ved hans Lænd, ja at i det høie Norden skal af Hellig Korses Kilde Vandene udgaae som en kaabberstrubet Elv og som en Sølverlaug*).

✂ Det var i Frederik den Andens Dage, Aar 1567, der Svensken belagde Aggershuus, at Osloe brændtes, Somme sige af Slotsherren selv, Hr. Christen Munk, men Andre, det som rimeligere er, af Svensken, der han maatte flye, og enddog der byggedes paa den igien, saa hjalp det kun føie, og den brændte, hvad man kalder af sig selv, 1624. Da gjorde Kongen selv en Afridsning til den nye Stad, som blev kaldet Christiania, og det er vel troeligt, at den Høiskole, som der kom siden til at være, kan vorde til et Vandspring nok saa godt, som dem Kong Christian forordnede, ja det er troeligt, at det Kirkeoffer af en Konge til Vor Frue, som var tilsyne i hendes Kirkeseigl i Osloe, nu er paa gode Veie**); og det maa man sige, at Didriks Ætmænd havde for det meste Sind til saadant Offer, og gave det tilkiende ved Gudsord at forfremme og udbrede, og Kirkens Tjenere at ære og Kirken at opbygge. I saadan Idræt var og Fjerde Christian den Ypperste, som den Udlæggelse af Bibelen, der ved hans Omsorg og Hans Resens Flid udgik, og den Hellig Trefoldigheds Kirke i Kiøbenhavn, som efter hans Hoved blev opbygget, vidne. Vel maatte det hardtad synes, som om ingen Kirke her **) Frederik den Andens Krønike S. 303. Bings Norges Beskrivelse S. 336. 514. Laug er paa det gamle Tungemaal et Bad og Glaum et klingende Bulder, hvilken Bemærkelse det endnu har i Ordet: Glamhuller, som Kirketaarnets Lydhuller kaldes i Siælland. Glommens gamle Navn: Raum betyder og et Bulder, men et mere vildt og døvende, som end kjendes i Ordet: Rummel, og man kan end sige, at Elvens tvende Navne betegne den hedenske og den christne Kraft i deres Adskillighed. ***) Frederik den Andens Krønike S. 168. Danske Magazin XI. Hefte. 665 i Norden med det Navn kunde trives og bestaae; thi Domkirken i Roskild faeed saa af Begyndelsen, men blev siden kaldt St. Lucii og paa dansk St. Luds*), den Trinitatis Kirke, Kong Christian lod bygge i Christiania, hun blev ei gammel, før hun brændte, og den i Kiøbenhavn har næsten altid ikkun hedt den Runde; men det maa dog vel lykkes paa det Sidste, aldenstund Trefoldigheden er den Første og den Sidste, og derfor maa man vel i Runde Kirke, som blev fuldbygget af Kong Frederik, see som en Tegning til den Kirke, paa hvilken Christian og Frederik har bygget med Guds Ord i de mange Aars Dage, og det saameget desmere, som det Kirkeloft er fuldt af Bøger, og spaaer om den Tid, da det skal sees og bekiendes, at boglig Konst maa hvile sig paa Kirkepillerne, ifald den skal bestaae, og opløftes af dem, naar den skal blive høi over Jorden, og derfor, naar den er sanddru, vidne paa det stærkeste om Kirkens faste Grundvold og Samfund med det Himmelske. Ja, man maa vel sige, at Bøgerne i tætte Hylder, som er de Dødes underlige Tunger, med Sværdene og Askekrukkerne fra Hedenold, tyde paa det Tidsrum, som er næst forhaanden, da Saga skal frembære sit store Vidnesbyrd om Gud og Ordet, saa Fædres Aske vorder Troende en Helligdom, og rustne Kiæmpesværde sjunge høit i Skye over Christians Bautasteen; da det skal sees, at for Intet sankede sig ikke tvende Gange Runestenene ved Rundetaarn, den førstegang opmuredes med dem kun Klokkerkamre, men andengang skal de opvoxe med udvendt Skrift alt til et Rundetaarn ved Trinitatis Kirke, hvor Navnet Jehovah er klarere at see. Men hist, paa Kirketaarnets Isse, hvor man med slebne Glas har prøvet saalænge at kige dybt i Himmelrummet, og drage Stjernerne til Jorden, der varsles om de sidste Dage, da det skal sees, hvad som i Venus af de Gamle er afbildet, at Korset bærer Kuglen, og at naar Glasset ikkun slibes og holdes rettelig, da vorder overalt i Skikkelsens Mangfoldighed det samme Korsens Tegn tilsyne, ja da det endelig skal sees uden Glas, at Himlens Stjerner falde ned til Jorden, og Himlens Bog med Tidens sammensvøbes.

✂ Meer end halvandethundrede Aar ere nu henrundne siden Fjerde Christians Afgang, og end ere Varslerne det Eneste, som monne trøste danske Christne over Fædrelandets bange og **) Det lod sig fortælle, at der var en Trold i Isefjord, som tog Tiende af alle Skibe, indtil man hentede fra Rom Hovedet af Pave Lucius, der Trolden fik Syn paa det, da flydde han, deraf fik Kirken Navn, og paa den gamle Altertavle var den Seilads afbildet. Marmora Danica p. 35. 666 forsmædelige Kaar; Mellemrummets Hændelser, naar de ei sees udi Herrens Lys, synes ikkun at forkynde og betegne Danmarks Helsot, men, naar de betragtes rettelig, da sees de tilsammen at stile paa, at Soten ingen Helsot skulde vorde, men at Guds Søn maatte æres ved den, naar Lazarus, alt stinkende i Graven, udganger paa Hans Ord lyslevende igjen, og kaster Jordelinet og holder Nadvere med Ham.

✂ Der den gamle Adel, som sagt er, var nu heel vanartig, og var dog Rigens Raad, og raadte for det ganske Rige som Odel og som Lehn, da maatte det staae ilde til med Raad og Daad, og der var intet Raad, undtagen der kom andre Slægter til at raade; men slig Omskiftelse var nu slet ikke at formode, aldenstund at Corfits Ulfeld med den tykke, sølvforgyldte Bælg og med det rænkefulde Hoved og den lange Hale var blevet Markens Herremand og Mesteren til Hove, og axlede et Skind af Løvehuden; da det lod, som Kongestammen var sjunket under Tronen med Christians den udvalgde Prindses Kiste, saa Adelhoben kunde nu vel skifte Kronen eller dog dens Ædelstene som et Rov, og smedde den saa trang, at den kun pasde til et Barnehoved, og maatte klemme det, som større var, istykker. Saalunde blev og Kronen ranet og indknebet, før den kom paa Frederiks Hoved; eftersom nu det var dannet efter Bispehuen, og til indvendig Vext, da følde han ei Trykket stort, men Landet følde det, og Haabet tykdes ude, thi ikke var han Kiæmpe til at prøve Størke med de stærke Ringe, og det er vist desuden, at Konger, som vil blokke Kronen ud, de sprænge den, saa den maa revne, om ei sønderspringe. Det var da en Gaade, alt for dyb for Mandevid at løse, hvorledes Kronen kunde saa udvides, at den var passelig til Folkets Hoved, og ei som nu ikkun til Adelens Skabildken; men der var dog Een, som kunde løse Gaaden, og at Han vilde det, derpaa gav Frederik sin Troe tilkiende, der han satte paa sin Krone: Herren vil Omsorgen bære*), ja at Han vilde, gav Han selv tilkiende, der Han det gjorde aabenbarlig. Det var den feige Adel selv, som udæskede Kong Karl Gustav, og tænkde, at den kunde udi Søvne vinde Lehnene igjen, som den skammelig forsagede i Christians sidste Dage. Det er vitterligt, i hvilken Nød Danmark blev stædt i denne Feide; der Anders Bilde, Rigens Marsk, i dens Begyndelse saa skammelig lod Frederids indtage, da kan man sige, at de danske Skjoldmænd i en Lignelse gav Danmark og dets **) Frederik den Tredies Valgsprog var: Dominus providebit. 667 Vaaben udi Fjendens Haand; det var en gruelig Vinter, i hvilken Adelshjerter og Adelsfingre kunde fryse saa, og det er sandt i alle Maader, at det var paa frosne Bølger, Carl Gustav gik fra Ø til Ø og slog sin Leir i Kildevangen, og nødte saa de frosne Fingre, af hvilke Skiold og Landse faldt, til med Pen at overskiære Danmark og Nørrefjeld og stile Gavebrev til Dannemarks Forræder, og kalde Saadant Roskilde Fred. Dog, Herren sørgede, som Frederik sagde; Svensken meende vel, det ganske Rige hængde som en Iistap under Fredriks Krone, saa det gjordes kun behov at række Haanden ud, for at omspænde den og tøe den op i Svovelluer til et Sommerbad og til en Gammenskalk for ham, men, var den Vinter og heel stræng, og det var den visselig, vare Brøndene i Borgegaard bundfrosne for det meste, Kilderne paa Bakker og i Enge vare det dog ei; Herrens Rosenkilde var det endnu mindre; hen til den tyede nu Dannerfolket, Isen smeltede og Kilderne oplodes, da varmedes et Bad og skiænkedes en Kalk for Svensken, saa Kiæmpehaarene de svedes af saa mangensteds, og Indvoldene tog til at brænde, og Göthekongen blegnede i Göthaborg det samme Aar, da den Tvillingkrone, han et Øieblik fik sprængt med sine Jernkiler, smeltet om og luttret, herlig sammenføiet, hvælvede sig vid paa Dannerkongens Isse.

✂ Ikke er det her at opregne stykkeviis, hvorledes Gud kundgjorde overalt sin Miskundhed, hvorledes Folket vaagnede i Kirken og gik til Slaget i Guds fulde Rustning, ei heller at udlægge, at hvad som hændtes da, var end meer som Varsel end som et fuldbyrdet Værk; men det skal ihukommes, at der Carl brød ugudelig den gjorde Fred, og stormede til Kiøbenhavn, og sagde spottelig, at naar Landet først var vundet, da skulde han kundgjøre Krigens Aarsag; da var Guds Time kommen; da ydmygede Kong Frederik og Folket med oprigtig Anger Hjerterne for Herren, begyndte Striden med en Bededag og stolede alene paa den Herre Zebaoth, Hærskarernes Gud og Kongernes Herre*). Der nu Folket fornam, at Troens Skjold var dog det eneste, som duede, da spurgde de ei længere om Herreskjoldene, forsagede slet ikke, fordi de vare hullede og braadne, men bad og stred og slog og seirede i Herrens Navn. Det skal aldrig glemmes mellem danske Christne, hvor **) Mallings store og gode Handlinger 21. 93. og det er mærkeligt paa tvende Maader, at Talen om Kong Frederiks og Folkets Flugt til Gud, der Kiøbenhavn beleiredes, er det sidste Exempel paa Gudsfrygt, som stilles frem i Bogen. Aarsagen er bedrøvelig, men Varselet er godt. 668 underlig Herren størkede og hjalp, hvordan den stille Konge var blevet til en anden Mand, hvordanne Helte der udginge af det dunkle Værkstæd og Studenternes de snævre Kamre, hvordan Clausholms enlige Taarn med den giæve Hans Friis trodsede Svensken og bredte sig ud over Jylland, hvordan Na skovs Borgere nødte Høvidsmændene til at staae, indtil Krud var ei længer i Byen, hvordan Bornholm og Trondhjem udspyede Svensken, hvorledes Laurids Undahl, sagtens Frænde til Snorros giæve Tolk, kiøbde Bøsser for alle sine Penge og sin Kvindes Klenodier, og vilde aldrig derfor annamme enten Ærestegn eller Skiænk; og endelig hvilken Frelse Herren gav i den store Storm, i Natten til den ellevte i Blidemaaned, Aar Sextenhundrede, Halvtredsindstive og Ni; men tungt er det, at Bededagen, som beskikkedes til denne Frelses Ihukommelse, er nu aflagt, og tungere at Ihukommelsen var svag, før Dagen lagdes af*). Der det nu var seet, at Adelstanden var udartet, mens Borgeren i Kiøbenhavn
Stod som en Adelsmand, og vandt sig Adelsnavn,
da kunde det skee, som kom tilsyne paa den Rigsdag Aar Sextenhundrede og Treds, at Præst og Borger toge Blad fra Mund, og Bind af Kongens Hænder, og det mon ingenlunde skrives udi Glemmebogen, at udenlands, hvor Kongerne fik Enevælde, der fik de den med Glavind eller langsomt smaaligt Rænkespil, i Dannemark alene fik de den, som et Klenodie, der lagdes dem i troer Hænde af Præst og Borger udi Jesu Navn. Det have sagtens mange meent, at det var Uforstandighed, og at Landet havde faret bedre, om Rigens Stænder havde skiftet Magten ligelig indbyrdes, men det skulde man dog først og fremmest vide, at hvad som giøres kiærlig og troskyldig udi Herrens Navn, er og det Gavnligste i alle Maader og i allenstund; det skulde man derhos betænke, hvad Glædeligt der i det Tidsrum er udrettet udenlands ved Stænder og ved Parlamenter; det skulde man og eftertænke, at Magten maatte kommet da til Præsteskabet, fristet og besmittet dem for længe siden, gjort dem forhadte mellem Folket i en vantro Tid, og faldet saa til Ødelæggelse i Mytteres og Pøbels Hænder, i de sidst forløbne Dage. Priseligt for Danmarks Præsteskab, for Kirkens Svane, er da det Eftermæle, at han slog med sin Vinge Spiret fra Ræven, men rakde det til Løven, og forlangde ingen Magt, undtagen den han havde I sin Vinge, og sin Himmelsang.

**) Mallings Bog S. 35-106. 669

✂ Vel kan det med Rette siges, at det ganske Lutherske Tidsrum er Borgertiden, eftersom det allevegne var Kiøbstædernes Indbyggere, der først annammede og fastest holdt paa Guds Ord, men ret øiensynlig begynder dog den danske Borgertid først med 1660, thi fra den Time var det borgerlige Slægter, som med Kongen styrede Landet og gave Staten sin Skikkelse. Anderledes have mange dømt, fordi de saae de høie Embeder beklædte mest af Mænd med adelige Navne, men det er vel at mærke, at de, som forordne, regiere meer end de, som føre Ordet eller Tegnet, ei heller at forgjætte, at Borgere, som adles med deres hele Æt, for Saga blive ved at være Borgere, og naar Saadant agtes, maa al Tvist bortfalde, om hvilken Stand der i det Tidsrum var den ypperste. Egenlig var det tilvisse Præstestanden, thi fra den udginge som Børn eller Fostersønner de fleste ypperlige Mænd, men den var kun igjen Borgerstandens Hoved, eftersom de fleste Præsteslægter have deres Rod i Kiøbstædhuse. Sligt saaes i en Lignelse ret aabenbart paa Sjællands Biskop, Jesper Brochmand, som sad i Fjerde Christians og Tredie Frederiks første Dage. Han var en Søn af Rasmus Søvrensen Brochmand, Borgemester udi Kiøge, han var den lærde Holgers synderlig gode Ven, og sørgede, som han, ret faderlig for Efterslægten, saa det er Lyst at sammenligne den præstelige Skole i hans Bispegaard med Rosenholms den adelige. Af Holgers Skole udgik vel neppe een Adelsmand, som gjorde Danmark ret aabenbarlig Gavn og Ære, men af Jespers udgik tvende Mænd, hvis Navne seent kan glemmes, den Ene var Øversten Hans Friis, som i den svenske Feide holdt ei alene mandeligen Skjoldet over Jylland, men sankede og øvede de jydske Svende, som ved Nyborg lavede det varme Bad til Svensken*). Den Anden var Peder Griffenfeld, hvis Greb i Statens Hjul, som Hver maa vide, har virket synlig paa dens Gang, indtil den Dag **) Zverg. S. 206. Der Brochmand blev Biskop, gjorde han og hans ædle Dannekvinde Sille Tønnesdaatter Balkemburg det gudelige Løfte, at, eftersom de havde Velstand og ingen Børn, da vilde de anvende al Bispedømmets Indkomst til gudeligt Brug. De holdt det trolig, gave mange fattige Studentere frit Bord, gav 7000 Rdlr. til Vartov, 1000 til Professorers Enker, 1000 til fattige Peblinge i Vor Frue Skole, 500 til Aarhus Hospital og 2000 til et Stipendium for en theologisk Student. Desuden skiænkede Brochmand hardtad 4000 Bøger til en Grundvold for Høiskolens Bogsamling, og hans Enke gav 500 Rdlr. til en Underbibliothekar. Zverg. S. 217. Det er ogsaa Brochmand, der saa forstandelig har sanket Sententserne af Guds Ord i Gatechismus, og forfattet de deilige smaa Bønner, hvormed Kirketjenesten endnu begyndes og endes. Hans theologiske System var længe vidt berømt, og er oversat paa Engelsk, hans Postil blev flittelig brugt i 100 Aar. 670 i Dag, og han var ei blot optugtet udi Bispens Gaard, men blev og af ham Kong Frederik anbefalet, der Kongen var engang til Giæst hos Bispen. Nu maatte man vel spørge, hvad Ære Borgerstanden haver af sin Idræt, og den maa synes liden, aldenstund at de mest navnkundige Bedrifter til Søes og Lands virkedes endda ved Adelsmænd, og ei engang en liflig Krønike om sin Tid og sine Konger har den kunnet sammensætte, og Modersmaalet lod den blive til Foragt, og holdt det for sin Ære at ombytte eller og forvanske det med fremmed Gods, ja den forlorede det ypperste Klenodie, som Folk kan eie: Christendom. Vist skal da Borgeren ei brøste sig mod Adelsmanden, ei heller bramme af sin Færd, men derfor maa det ei forgjættes, at den ei havde ringe Deel i de første Lutherdages Hæder, ja fødte den i Herrens Frygt, og at dens synlige Regieringstid indfaldt i Dage, som vare onde overalt, og dog ingensteds saa lidet, som i Tvillingriget; derhos maa det og betænkes, at senere kundgiør sig hos Borgeren den høie Kiærlighed til Fædrenes Bedrifter og Følelsen af Eenhed med det Hele, end hos Adelsmanden, hvis Stamtræ bar Bedrifterne som sine Blomster, som i det ganske Land saae sin og sine Ahners Odel; først, naar engang paa ny Kraft og Kiærlighed gienfødes udi Hjerterne formedelst Troen, da vil det vel, ei i mange, men i blanke Dage, aabenbares, hvad den danske Borger er, og mægter at frembringe, thi nu har ogsaa han sit arvede Navn og sin Stamtavle, et sikkert Kiendetegn paa den levendegjorde Bevidsthed af den Følelse, der knytter det Forbigangne og det Tilkommende til det Nærværende; og den christnede Borger vil paa sit Stamtræ lede mest efter aandelige Frugter, Gudsfrygt og boglig Konst, uden derfor at være enten raadvild eller feig.

✂ Ei er det lysteligt men lærerigt at betragte vel de tvende svenske Feider, som Dannemark begyndte unødvendig under Christian den Femte og Frederik den Fjerde; de førdes begge i den Mening, at Skaane og det øvrige Forlorne skulde atter vindes, og Vindingen var efter Sverrigs Vilkaar rimelig, og naaedes dog ingenlunde, og dog maa denne Skuffelse af Haabet kaldes Danmarks store Vinding. Naar man seer de svenske Snekker med deres Admiraler flye paa Bølgen eller og i Luften for Niels Juul, seer ham fra Kiøgebugt forfølge Vraget af den stolte Flaade ind til Malmøes Havn, og hardtad Hælvden af den stævne under Dannebraag til Kiøbenhavn, naar man seer Christian i Lund, og Svenskens Landhær flygtende ved Fehrbellin, da maatte man vel tænke, Haabet kunde aldrig glippe, men det glippede, 671 og Dannemark vandt i den Fred til Lund end ei et Straasbred Land. Naar man seer Fjerde Frederik i Pagt med Ruslands Czar, med Polens og med Preusens Konger feide paa sin Naboe, og Sverrig kongeløs, og knælende for Czaren, naar man seer Tordenskjold i Dynekilen, ved Marstrand og ved Götheborg og paa sin Hukkert, og paa Skaanes Kyst*), og rundt paa Rigens Strømme Gabel, Sehsted, Gyldenløve og Just Juul, og Ivar Hvitfeld over Kiøge Bugt med Dannebraag, og Lueskriften over Frederikssteen, og Karls Liig derunder, da maa man tænke, nu faaer Danmark Bod, og maa dog see, at den paa Fredensborg fik ingen. Men naar man da og seer, at Skaanes Adel gjennem Tidens Løb har avlet mange Frænder af Holger Herremand til Glimminge, og derhos betænker, at i det Tidsrum, under hvilket Hovmodighed og Vantro og Vold og Rænker finge Herredom i Landene, da maatte Dannemark og blevet uvillig til Ydmygelse, udygtig til Gienfødelse, hvis Lykken havde føiet hende, og det i slige Handler, om hun var ved sin Arm eller Kløgt blevet Nordens Dronning; da have vi vel med Grund at love Herren, thi kun den Trængsel, som hun leed, de Vanheld, som hun fristede, hvergang hun vilde vorde stor paa Verdens Viis, den Ringhed, hun nedsank udi, kun disse Ting have end bevaret saadan Jord i Hjertegrund, at Herrens Ord kan i Hans Time spire og opvoxe der, og bære Evighedsblomster til en Krands om hendes gamle Tinding, og bære Frugter til Fuldkommenhed. At det var Herrens Haand, som fornedrede Danmark og udrev Byttet af hendes Haand, hvergang hun greb derefter, det er ret aabenbart, naar man seer de Laubærkrandse, hendes Sønner bandt til hende i de samme Dage, ei hjemme blot, men ogsaa udenlands, naar man seer, at medens hun blev ringe og berøvet, teede hendes Sønner sig som de drabeligste Mænd i den ganske Verdenspart, vare deres Fjenders Skræk, og deres Venners Tillid. Det var Cort Adeler, den Nordmand, der i Venedigs Tjeneste dæmpede de sidste stærke Rørelser af Tyrkerne i Middelhavet, og det var i Tredie Frederiks Dage, at han, til Forundring og til et mærkeligt Forvarsel, lagde Tyrkens Halvmaane, Sværd, Skjold og Stridsøxe for Danmarks Fod**). Det var i Fjerde Frederiks Dage, at den Fjortende Ludvig befoel sine Høvdinge at holde Slag, før de Danske kom til Ramilliers, og maatte dog spørge den Tidende: at de **) Mallings Fortællinger S. 180-90. 260-64. ***) Malling. S. 246-49. 672 vare ilede did over Kræfterne for at sønderhugge hans Huustropper og bramme med deres Banner. Det var i de samme Dage, at den Prinds af Anhalt raabde ved Hochstædt til sine flygtende Preusser: seer I ikke, hvor de Danske holde Stand, og hvor tappert de slaae; at Prinds Eugen sagde ved Tournai: jeg stoler paa de Danske, at Marlborongh svarede de Hollands Herrer, som misundte de Danske det gode Underhold, der i Flandern var dem lavet: havde de ikke været, skulde nu maaskee Ingen af os sidde her; det var dengang, at England kuede Irer og Østerrig Ungarer ved de Danske, og uden dem havde da ingenlunde Østerrigs Keiser eller Engellands Konge siddet, som de sidde nu. Det var da Sønnerne af det ringe, foragtede Danmark, som i den gruelige Røre stillede Tungen i Europas Vægtskaal, men Gud føiede det saa, at Andre fik Æren og Byttet, og derfor skal danske Christne engang love Ham ligesaa høit, som for den underlige Frelse, han gav, hvergang Fjender vilde opsluge Landet*); thi ved Ydmygelse og Tugt, ved Trængsel og ved Fare dreves Kongerne og Folket tilbage til Herren, at stole paa Hannem og trøste sig ved Ham, Vantroes og Ugudeligheds Strøm standsedes af Rosenkildens Bølger og fik aldrig endnu saadan Overhaand paa Daners Mark, som paa den anden Side Danevirke. Ei skal Saadant meldes til at love og undskylde; thi kun Herren er at love, og vi med Fædrene at laste, aldenstund saamange Tugtelser behøvedes og glemdes brat, og virkede ei fuld og fast Omvendelse til Gud, og sloges hen i Veiret paa det Sidste; men til Herrens Priis skal Saadant meldes, til Vidnesbyrd om det, at efter Israel var intet Folk i Verden saa øiensynlig Herren kiært som just de Danske, ingensteds var Hans Husholdning for Menneskens Øine den i Canaan saa liig som her; det skal da falde os paa Sinde, at forhærdes Dannemark, da maa dets Dom vorde mere gruelig end Tyri og Sidons, ja end Sodoms og Gomorras, men det skal og stadfæste den Forvisning i Guds danske Børn, at intet Folk kan tryggere foragte Verdens Vældige, og stole paa, at lever Herren kun som Landets Lys, da vil Han være og dets Skjold og faste Borg, som i de forbigangne Tider. Skarpt maa da Staven skiære, og haardt maa Tungemaalet være, naar Saga rister og Idunna sjunger om den sidst forløbne Alder, men en hellig Stjerne staaer dog over Rosengraven, og naar den glimter mildelig, da smelter Hjertet, og Taaren klarer Øiet, Kiærminder komme da tilsyne, og Saga **) Mallings Tidender S. 267-77. 673 skriver deres Lignelse som i en Hvilestund, og Ydun løfter i en Minnesang de faldne Vinger, og det aner hende, at naar Kiærminderne har svangret Luften med Violeduft, skal Rosenstokken spire i den favre, tætte Klynge, og blomstre yndelig i Skoven. Men naar de atter see, hvor Skræpper og hvor Nelder flokkes til at kvæle de Smaablommer og fordærve Jorden, ja at de opelskes og Kiærminderne nedtrædes, da maa Saga atter skiærpe Staven til at riste ramme Runer, og Idunna sænke Røsten til et Klagemaal eller hærde den til Varsels og til Trudsels Tolk.

✂ Hvorsomhelst da Saga vender Øiet i den Alder, da seer hun Rosenbækken bestandig mattere at kiæmpe imod Strømmen, og stedse blandes mere med dens Vande, og opelske Blommer, der stedse dufte mindre sødt og prale mere, og vil ei gro paa Torne, men paa bløde Stilke. Seer hun paa Bedrifterne, da kan hun ikke længer afbilde dem i Korsets Rum, om de og øves under Dannebraag, thi ei i Haanden holdes den, men veier flygtende paa Snekkens Top, den standses kun i Flugten af de Øine, der, stedse sjeldnere, opløfte sig til den i Vaanden, og flyver synlig op fra Kiøgebugt. Paa Laurbærkrandse stirrede de Fleste, for deres egen Roes og Ære streed de mest, og i det Høieste for Dannemarks tillige; man læser ei engang, at Ivar Hvitfeld befoel sig Gud i Vold, der han opfoer med Dannebraag. Det gjorde han alligevel dog vist, og det er sømmeligt i alle Maader og her at giemme Ihukommelsen af denne Høitidsfærd.

✂ Det var i Sommeren 1710, at Gyldenløve udstævnede i Østresaltet med den danske Flaade, men eftersom den Pestilentse, med hvilken Herren slog Folket i de samme lumre Dage, var og stærk paa Skibene, da var han nødtvungen til at ankre flux i Kiøgebugt. Der Svensken spurgte denne Tidende, da meende han, det nu var Tid at hævne Skade og hente nu i Kiøgebugt hos Gyldenløve de Skibe, som han glemde hos Niels Juul. Did kom da Admiral Vachtmester og hilsde paa sin Viis, men fik det flux at mærke, at enddog de Danske aldrig vunde Roes for Høflighed, og vare dertil under Soten ikkun lidt bekvemme, saa bleve de dog ingen Hilsen skyldige i sligt et Samqvem; han fandt det og, at Hilsnen, skiøndt den var lidt grov, alligevel var lettere at føre hjem end Dannemarks Orlogger, dog var den ham saa tung, at han for Lettelse var tvungen til at lade to af sine fare op i Luften som et Æreskud for Dannebraag. Det Skib, der var sit Banners Navne, laae forrest udi Bugten, der de Svenske kom, og Høvidsmanden var Hr. Ivar Hvitfeld, Søn af 674 Hr. Tønne til Tomb og Tronstadgaard i Norge, som var igjen en Sønnesøn af Anders, Arilds Broder. Han hilsde da paa Svensken, som han kunde bedst, men underlig begav det sig, at der kom Ild i Skibet af dets egne Stykker, og der han saae, at om han kappede, da drev vel Skibet ind i Danmarks Flaade, og ødte den, da tog han det Raad at holde Stand, blev ved at skyde af Fordækket, mens Bagstavnen brændte, og sprang saa i Luften med sin Broder Tønne og med Dannebraag, kun sex Matroser frelsdes i en liden Baad til Varselstegn, og det er mærkeligt, at de Hvitfelders Vaaben er Dannebraag ligt, thi i det er Baandet hvidt og Feldet rødt*). Det var fem Aar derefter, da vunde de Danske deres sidste Seier som Orlogsmænd, i Pronevig under Rygen, og just i Seierstimen fik Viceadmiralen Hr. Just Juul sit Banesaar, og eftersom det var den sidste Seier, og Julers Navn for hans og Frænders Skyld var passeligst til at betegne Stavngiemmeren i Orlogsfærd, da maatte det og skee, at han ei jordedes hos sine prisde Frænder, men i Roskilde Kirke, hvor ingen af hans Slægt var inde, undtagen Kanniken Hr. Erik Juul, som druknede i Issefjord**). Det var kort derefter, at Tordenskjold øvede sit Ridderspil i Dynekilen paa de lave Snekker, og det er godt at kiende, at det var mest hans Frænder, som ogsaa mest paa lave Snekker øvede de Ridderspil til Dannebraagens Ihukommelse, som ere seete siden paa de danske Strømme ***).

✂ Aldenstund det nu er synligt selv paa Havet, Danskes Element, at Danmarks Kraft hentæredes, da aabenbares det end mere tydelig paa Landet. I de Slag ved Landskrone og ved Lund, hvor Femte Christian stod og slog saa kiæmpelig, var det kun Garden, og dem der bluedes ved Flugt for Kongens Øine, som ginge mandeligen frem; ved Helsingborg slog Magnus Steenbok med sit Landeværn Fjerde Frederiks Krigshær, og de Fleste lode sig af Kongen selv ved Gadebusk forgiæves **) Det var den 7de October. Mallings Tidender S. 110. Hofmann om danske Adelsmænd D. 1. S. 13 og Stamtavlen derhos. ***) Det er i mange Maader mærkeligt, at Just Juul erhvervede sit Helterygte i Njorvasund, der han ledsagede Kiøbmandsskibe, og først en engelsk Fregat, siden en Orlogger vilde nøde ham til at stryge sin Vimpel. Fregatten turde ikke længe bie, og efter fem Timers Kamp maatte Orlogsmanden dreie af, og Vimpelen blev ved at veie. Det er vitterligt, at noget anderledes gik det siden, men dog ei anderledes, end at det saa kan gaae engang endnu, Mallings Tidender Side 253. Marmor, Danic. F. 24. 39. 276. ****) Uden at tale Nogens Ære for nær kan det vel siges, at Ridderspillene ved Oddens og ved Anholts Kyst ere de ypperste Bedrifter paa de danske Strømme siden Fjerde Frederiks Dage. 675 bede om at holde Stand, men dog saaes der den mærkelige Ting, at en Flok Jyder stod, der al Mangfoldigheden flydde, og vilde heller sønderhugges, end giøre mod Kong Fredriks Bøn, og det var et lyksaligt Varsel i dette tunge Slag, som var det sidste store, hvilket Danske holdt; og det var end et saadant, at Steenbok fangedes midt i sit Løb, og maatte døe i Fængsel, fordi han, mildelig behandlet, glemde brat sin Eed, men ikke sine Rænker*).

✂ De Stader ere desværre mange, fra hvilke man grandgivelig kan see, hvorledes Hjertet lunknedes i Herrens Frygt, og Tankerne forvildedes i Verden, og det kan man forud vide, at under Kronen og i Kongens Gaard maa det og give sig tilkiende, enddog det maa bekiendes, at der i dette Stykke, som derfor just i Alt, er vidt Forskiel mellem Dannerkongens Gaard og hvorsomhelst man ellers gange vil til Hove. Hardtad til i Midten af det sidst forløbne, ulyksalige Aarhundrede, da Gud forglemdes næsten overalt, hvor Han ei blev fornægtet og bespottet, bekiendte Danmarks Konger med deres Valgsprog, at Gud var deres Gud, og viste, det var meer end Læbers Ord, ved at forfremme Herrens Ord og holde det i Ære, men kiendelig er Tidernes Omskiftelse alligevel i Alt, og mest i deres Adfærd mod de Præster, som talde høit mod Synderne(s) i Kongens Gaard**). Der Mester Ole talde skarpe Ord, da sagde Christian: Vor Præst skal I nu være. Der Hofpræsten Hr. Mads Foss havde prædiket i samme Tone, lod Frederik den Tredie ham tale til ved Cantsleren, som den der blandede sig i Statens Sager og tracterde Personalia, men der Mads Foss, ei som hans Navn mon lyde, men I frimodig Underdanighed, gav Kongen at betænke hans store Ansvar som Ordets Mund og Tunge, den Forskiel og, som er imellem Statssager og Statens Synder, Personalia og Particularia, lod Kongen det beroe dermed ***). Der Sjællands Bisp Hans Bagger prækede frimodig paa en Bededag for Christian den Femte over Davids anden Psalme, da afsatte **) Dermed være det ingenlunde sagt, at det var Ret af Erlund saa svige fuld at tilliste sig hans Brevskaber, men dertil var det nu kommet, at man meende, at alle Kneb mod Fjender var tilladte. Malling S. 255. 265. 299-307. ***) Christian den Tredies Valgsprog var: Mein Trost ist Gott allein und anders kein, Frederik den Andens: Meine Hoffnung zu Gott allein, men underlig staar for det Meste her: Treu ist Vildpret; Fjerde Christians: Regna firmat Pietets, Tredie Frederiks: Dominus providebit, Femte Christians: Pietate et Iustitia, Fjerde Frederiks: Dominus mihi Adjutor; Sjette Christians: Deo et populo, og Femte Frederiks: Prudentia et Constantia. ****) Zverg. S. 649-52. 676 Kongen ham, og satte nogle verdslige Mænd til at dømme ham; der Bagger fik Kongen i Tale, talte han den Sag i Lave, men som det synes, ei med sømmelig Frimodighed*). Det er sagt, at der Conradi paamindede engang Kong Frederik den Fjerde paa en syndig Vei, slog Kongen Saadant hen i Skiemt**), men det er vist, at baade Christian den Femte og Fjerde Frederik havde Præster, skaarne vel for Tnngebaand, og vilde ikke Andre lide, saasom Peder Jespersen Halei, Launburgeren Frands Lütken, Liflænderen Georg Conradi og Trønden Peder Hersleb, og at dog ingen Unaade timedes dem***). Derimod blev Hersleb flux aftakket af Kong Christian den Sjette, han havde alle sine Dage ingen dansk Præst, og hardtad ene Bartholomæus Bluhme fra Tøndern af brandenborgsk Herkomst, som heldede nok mere, end han stod, og søgde mere at forfremme Kirketugt end Herrens sande Frugt. Alligevel er det mærkværdigt, at Sjette Christian hverken satte ham, ei heller nogen af hans Frænder, men Vittenbergeren Hr. Peder Herslev paa Sjællands Bispestol, der Christen Vorm døde, og vel maa vi erkiende herudi et synderligt Guds Forsyn, hvorved den danske Kirke frelsdes fra et Bulder og et Vilderede, hvis Følger Ingen kan beregne, men alle skimte Nok af for at takke Herren og beundre Hans vise og naadige Styrelse.

✂ Det er noksom vitterligt, at Danmarks Flaade, saa hæderlig dens Færd og havde været i den sidste Feide, dog var, som af **) Zverg. S. 539-40. Baggers Prædiken, som maaskec end er til, havde saadant Paaskrift af ham selv: pro hac concione tanqvam seditiosa vocatus sum in jus, sed laus Deo sospitanti! Verbum Domini manet in æternum! ***) Min salig Farfader, som havde Leilighed til at vide del, er min Hjemmel for, at Conradi, der han ved Nattetid mødte Kongen paa forbudne Veie, sagde dristelig: Stene Kønig! ich habe Gottes Wort an dir zu sagen, og at Kongen, der Gonradi røgtede sit Ærende, klappede ham paa Skulderen og sagde: Nun, lieber Gonradi! nicht so böse! ****) Det er ret lysteligt at høre, at der Hans Sørensen Leth, hvem Frederik den Tredie havde for hans Dygtigheds Skyld kaldt til Hove fra den Landshye Ringe i Fyen, var død, da vilde Femte Christian have sig igien en dygtig Landsbyepræst, og der de jydske Præster Henrik Stampe og Esbern Malling undskyldte sig med deres Alderdom, faldt Valget paa Peer Jespersen i Steenstrup, hvem Griffenfeld alt for sin Prædiken havde høit auskrevet. Zverg. 665-68. Peder Hersleb nedstammede fra Korsbroderen Jens, som blev den første Præst i Herslev ved Kolding, hvoraf hans Søns ene Sønnesøn Jacob Jensen, Foged paa Nordmør, tog sit Tilnavn. Hans Søn, Hr. Christoffer Hersleb. Præst i Stood, var Hr. Peders Fader, og denne var Præst i Gunslev paa Falster, da Frederik den Fjerde kaldte ham til Frederiksborg, og sagde, der man indvendte, at Kaldet var ei ledigt: Vi vil have hannem der, og Hr. Anders Hoff skal være Stiftsprovst i Christiania. Zverg. S. 384. Stamtavlen blandt Giessings Jubellærere. D. 2. B. 2. S. 260. 677 sig selv, forsvundet, og at den under Sjette Christian syndes ved Frederik af Danneskjold at skabes paa ny, og brede sig med Bram paa Havet, medens Frue Kirke løftede sit Spir af Asken, og Christian byggede den stolte Kongeborg i den gamles Stæd, som var fornyet af hans Fader, og af ham nedrevet; men det er ogsaa vitterligt, at som en Skygge stod det og forsvandt; andengang fløi Dannebrog i Luften, fra Kongedybet, Attenhundrede og Eet, Orloggerne forsvandt og havde ingensinde ligget udi Linie, og Frue Kirke sank igien i Aske, og det aldeles; ei sparedes, som førstegang, dens Chor; og Læsestuerne paa Studigaarden sank med den, og Siællands Biskop lagde sorrigfuld sin Stav, alt til et Tegn, at Danmarks Kirke var vanhelliget, dens Krone faldet, og dens Skjold forloret, at Kirkens Sønner havde myrdet deres Moder. Dybt bevæges maa en Vægter vist, som gaaer paa Svalen om det nøgne Fruetaarn og skuer Ødelæggelsen, og kommer Timerne ihu, da Spiret kneisde høit i Skye, da Morgenpsalmen vaagnede ved Aftensangens Efterklang, da Kirkeklokken sankede de Høie med de Lave ei ene under Hvælvingen, men og i Læsestuer, og da fra dem igjen udginge Kirkens Tunger, da Vimplen vaiede ved Spirets Side, da Skibet hængde med sin Dannebraag i stærke Kiæder under Kirkeloft, og skinnede hos Lysekronen, som Kirkeskibets Lignelse, der under Korsets Banner stævner ind i Choret; bedrøvet maa han sjunge Midnatsverset over tomme Kirke, mellem Grus af faldne Huse, hvor ingen Slumrende kan vækkes, og ingen Syge kvæges ved dets høie, trøstefulde Toner. Maanen spiller paa de hvide Marmelstene, der standsede paa Kirkestien, lavere end Kirkerne nedsank i Luer, og de nedsank, mens hine stode ravende og tykdes at hensmuldre af sig selv som Billede af sine Dages aandelige Bygningskonst, der kaldte det sin Ære, paa Hængedynd af møre Stene i Leer at mure sig Paladser til stakket Bram og hurtigt Fald og Ødelæggelse, men blev beskiæmmet som den Mand, der tog sig for at bygge, og havde ei de Ting, som hørde til den Bygning at fuldkomme, og svimlede alt paa de lave Mure, og gav saa Høiden Skyld, og raadte alle hellere herefter at grave sig et Hul i Jorden, som om det var en Vinding ei at falde ned i Svælget, men med Flid at grave sig derned.

✂ Det var Aar Attenhundrede og Tolv, der Klerke mødtes ved St. Hansdags Tider i Roskild efter gammel Skik, da var der ogsaa dem, som efter ny og priselig Indstiftelse oplæsde, hvad dem tykdes at være sømmeligt alt efter Kirkens Tarv og 678 synderlige Vilkaar, og det er mærkeligt, at trende Stykker læsdes just den samme Gang, der sammenføie sig heel underlig til at afbilde Kirken, som den er nu tilsyne. Det var Prophetens Jeremiæ Klagemaal og Trudsler, det var Apostelens Johannis Spaadomstale om Herrens Domme over Hans forvendte Menighed, og det var en Tale om Oplysning, om den, ved hvilken Fædrene paa Gravsens Bred saae Himlen aaben og Jesum deres Frelser hos Guds høire Haand, og den, som viser ikkun Gravens Mørke og Afgrundens Dybde, naar den viser mest, men viser helst kun Gøgleværk og Drømmebilleder til at indvugge Sjælen i et ulyksaligt Blund og binde Øinene, til de oplade sig i Helvede i Pinen, om den Oplysning just, som spotter med Opbyggelsen i Christo af Evighedspaladset og bygger paa Babelstaarn, som den beskiæmmet dog maa flygte fra, og see at finde Skjul som Babels gamle Jetter, i Dyrene og Jordens Skjød. Det var den unge Klerk, som talde saa, han kaldtes ud i Skumringen af Riddersalen, at skue Kirkens blege, høitidelige Skikkelse i Aftensolens Efterglands, og Klerkerne, som kaldte ham, var mellem Kirkens Fosterfædre og bare Korset ei paa Bryst alene, og længdes efter, som han siden hørde, at høre Kvad om Rosenkilden. Saalunde fyldes hvert gudfrygtigt Hjerte nu saatit af Veemod, naar Øiet skuer Kirken og de svundne Tider, det længes efter at skue deres Lignelse afbildet udi Tonespeilet og de faste Stave, og, om de selv ei mærke det, det er dog bange Ahnelser af Undergang og Glemsel, som avle disse Længsler.

✂ Det var i Efterhøst det samme Aar, der Klerke sankedes igien ved Dionysie, da læsde Klerken i en Aftenstund det Riim om Rosenkilden, hvordan den udsprang og bølgede, og, som det lod, hentørredes i Norden, og Hjerter rørtes under Præstekjoler, og Taarer randt paa Præstekinder til Vidnesbyrd, at over Kirken glimted Lys endnu fra Riddersalen, til Varsel om, at Rosenkilden aldrig tørredes, men stemde ikkun sine Bølger, fordi, saalænge Isen raader og værger sig mod Solen, kan ingen Rose gro, og vil igjen, i Herrens Time, udstrømme over Daners Mark til Vederkvægelse og Grøde.

✂ Det var en Morgenstund i Adventstiden, næst derefter, da saae den samme Klerk sin gamle Fader sidstegang at sidde i den Dagligstue, som var hans Værelse i henved fyrgetive Aar. Han havde været her i Verden hardtad firsindstive, og rettelig forkyndt Guds Ord i mere end halvtredsindstive, han sad der som et Billede paa Ordets Tunge, der rørde sig halvtreddehundred Aar i Fædrelandet, han sad der med sin Helsot, bleg og 679 mat, og Sønnen slaae ham tavs og sorrigfuld. Men, der den Gamle spurde om Evangeliet i Gaar, om det ei talde om Johannis Sendebud til Frelseren, og blev saa ved: jeg heder og Johannes, og Fængsler ere mangeslags, og jeg er og i Fængsel; da rørdes Hjertet i den unge Klerk, og Rimet laae der just for Haanden at beredes til sin Vandring, og det havde føiet sig saa underlig, at mod Sædvane havde Præstegubben Intet hørt deraf. Nu faldt det Sønnen ind, at dog kanskee de Riim om Kirken, som var den Gamle kiær og velbekiendt fra Ungdomsaar, og om hans Fader, gamle Otto, hvem han i Graven ærede og elskede saa overmaade, og om den Stjerne over Christnes Grave, som ledte og som lysde Brødrene til Hvilen, at disse Riim kanskee dog kunde kvæge Oldingen. Den Unge læsde, den Gamle lyttede, og Ungdoms kiære Minder bleve levende, og Hjertet lod sig op for Ordels Trøst, som var dets velbekjendte Engel, og Gravens Nat forsvandt for Stjernen, og milde Taarer randt paa Kind, og barneglad og høit begeistret bøiede den Gamle sig hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse, og sagde: saa skal dig Herren trøste i din sidste Time, som du har trøstet mig, thi du sang Israels Gud Psalmer.

✂ Det var vitterligt for alle Christne, at aldrig loves Gud saa høiligen for Mund og Tunge, som naar Han giver Naade til at tale Ord, der gyde Kraft og Trøst udi et Hjerte, som vaander sig i Dødens Strid, og er det Hjerte nu en Faders, da er den Skjald dog vist langt mere lyksalig, end om Verden bekrandsde ham med alle sine Blommer, og naar han sjunger da det samme Kvad for Fædrelandet i dets sidste Timer, da ringer det ham trøstelig for Øre, at noget Døende skal dog vist størkes og oplives ved de samme Toner, thi hvad Hr. Otto var, en Herrens Tjener med Salvelse og Riddermod og Kjæmpestørke udi Aand og Haand, det er jo dog en sanddru Lignelse af det, som Fædrelandet var, og mod de store Verdens Riger ligger Dannemark saa snever og uændset, som Seierø og Vallekilde i dets Skjød, og var dog meer lyksalig end dem alle, naar Saga engang maatte vidne, at det bar med Ære slige Navne*). Det kan **) Otto Grundtvig var en Son af Hr. Jørgen i Cregome, den første Præst i Slægten, begge hans Forældre faldt ham tidlig fra, og mens han gik i Roskilde Skole, undcrholdtcs han, som saamange fattige Peblinge, ved Godtfolks Miskundhed, thi det var fordum Mundheld: af lidet Føl kan vorde Hest, af liden Pebling og en Præst, og det var Gammen for de Fleste, som ikke avlede en Ordets Tjener, at hjelpe til en saadan at opfostre. Han havde synderlig baade Lyst og Nemme til Strængeleeg, og stjal sig undertiden ud af Byen med dens Spillemænd til Bryllupper, men kom igien, og lærde sin Bog med de Bedste. 680 man sagtens tænke, at enddog ei Skjalden var sig det bevidst, saa maatte dog, der han med flere Ord udførde Rimet, just for den Handels Skyld, des flere gode Varsler svæve ham for Øie, og der er et imellem dem, som ingenlunde maa forgjættes, og allermindst fordi det i en Hast maa synes som et ret vanheldigt Varsel.

✂ Det var Aar Syttenhundrede og Ni og Fyrgetive, der Trehundrede Aar vare nu forløbne, siden den Høilovlige Oldenborgske Stamme kom paa Danmarks Throne, da lod Kong Frederik den Femte Brev udgaae i alt sit Rige, at paa den 28de October, som var Kong Christian den Førstes Kroningsdag*), da skulde der i alle Kirker holdes Høitid og gjøres Taksigelse med Forbøn**). Det skedte saa, og det gjenlød af Tunger og i Strængeleeg fra Kongens Gaard og alle Kirker: O store Gud! vi love Dig; men paa den tredie Høitidsdag, da forsamledes med Kongen en mangfoldig Skare i Charlottes Have, og Kongen lagde selv den første Steen til Marmelkirken, der skulde bygges til et Vidnesbyrd om Frederiks og Christians taknemmelige Hjerte imod Herren***). Der stod da den gamle Biskop, Peder Hersleb, og sagde det saa trofast udaf Jacobs Mund (1 Mos. 28): Denne Steen skal vorde et Guds Huus, og lagde til: det er ikke mine Ord men Patriarchen Jacobs, og udlagde saa, at dette Ord var gudeligt og kongeligt og glædeligt, og bad tilsidst: Guds Naade være over dem, som i sin Tid, naar Bygningen er færdig, skulle bygge inden for paa Propheternes og Apostlenes Grundvold, hvis Hjørnesteen Christus er, at de ikke maa lægge anden Grundvold, end den som er lagt: Christus Jesus †)! Neppelig tales ved en Guds Mand saadanne Ord over nogen Grundvold.

✂ Han var siden, som han kaldte det, en Robinson, paa Seierø i 28 Aar, og det var haarde Folk, men den, der drog sin Kniv imod ham, lod den falde, der han saae Præsten byde frem det blotte Bryst, og han var æret som en Konge, og elsket som en Fader af Gudfrygtige, det skedte stundom, at Unge flygtede fra Øen fra hans Overhøring, men det er ikke længe siden, at Oldinge tog Huen af i Baaden, der hans Navn blev nævnet. Han var siden Præst i Vallekilde, hensov 1772 og havde fire Sønner, som blev Præster, af hvilke Jørgen og Johan gik og i Roskilde Skole, og med dem, som nu leve, have Femten af det Navn været danske Præster.

**) Det var dog ei paa den Dag, eftersom man havde nu forsaget gammel Stiil; den rette Stammens Jubelfest er da endnu at vente, og vorder sagtens holdt, naar Trehundrede Aar ere forløbne fra Frederik den Førstes Kroning, som var dog Stammens bedste Begyndelse. ***) Fra Christiania udsendte Kongen Bønnen og Collecten. ****) Det er mærkeligt, at under denne Høitid vare de Høilærde for sig selv og creerede Doctores. *†) Rigernes almindelige Jubelglæde ved Peder Hersleb. 681

✂ som ei kommer til at bære Alteret engang, og dog kan man sige vist, at aldrig vorder den Steen til et Guds Huus, om ikke først i Hjerterne et nyt Guds Huus opbygges, og ret som Grundvolden lagdes een Dag før Alleheigen, saa maa man synes, at de Stene staae og vente paa en saadan Time, som den der ihukommes mest af Herrens og Luthers Venner paa Alle Helgens Dag, og vil engang indvies til en Kirkereisnings Høitid. Men eftersom de Stene var nu fra Norges Brud, og Hersleb var derfra, og Kraften er saa ringe nu i Dannemark, og større mellem Fjeldene, og man maa tænke, der er ogsaa levnet mest af Tro og Herrens Frygt i christelig Eenfoldighed, og det er seet, at Rectorspir og Rectorkappe, Kong Christian den Treddes Gave, brændte med Vor Frue Kirke, i en Nordmands Værge1, og at han, som med Asken, flyttede til Fjeldet at oplade der en Fredriks Skole, da maa man sagtens tænke, at Skolen hører end, som altid før, til Kirken, og at den Marmelkirke nemmere opbygges saanær ved Gillebek, end i Charlottes Have. Alligevel maa hver bekiende, at

✂ Øine skuffe, Straaler blænde,
Lignelser sig brat kan vende,
Tyde Sandt og dog fornægte,
Hvad at giætte vi kun mægte,
Altid er den Dag i Morgen
Dog for Øiet halv forborgen.

✂ Det er vist, at Norges Klipper skal bære Kirken høit engang, men om de maa umage sig herned til Marken for at røgte den Bestilling, og om deres Time er ei i alle Maader kommen, før den Kirkebygning, der skal reises nu, atter er nedsjunken, det kan Ingen vide; men rimeligt er det tilvisse nu, da Saadant haver sig begivet, som Ingen drømde om, da Nordens Tvilling nu er flakt, og det ei lader til, der tænkes paa at bygge Klostret op, foruden hvilket Kirkebygningen aldrig lykkes, som i Riim er sagt:

✂ Mærk dig vel, du gamle Norge!
Tidens Gang paa Klosteruhret,
Hartad som med Munkeburet
Gik det med din Kiærlighed;
Dette Kloster maa opbygges,
Før din Kirkebygning lykkes.

*1Niels Treschow var Universitetets Rektor 1807-8. 682

✂ Det var dengang, da stolte og forsmædelige Ord nedklang fra Fjeldene, og spottede med Markens Urter og med Skovens Krone, og Roskilde-Rimet vilde dog tilfjelds, da lod Skjalden følge med en liden Fugl og sang for ham et lidet Riim, der saa mon lyde:

✂ Du lille Fugl, som Gud mig naadig gav
Til Tolk af Synerne, Han mig forunder,
Til Sendebud alt over Mark og Hav,
Om hvad jeg føler, og hvorpaa jeg grunder;
Du lille Fugl! udspend nu lette Vinge!
Lad Søndenvind kun raade for din Kaas,
Thi over Hav du Tidender skal bringe
Til Egebjerg og Dovres høie Aas.

✂ Saa flyv nu flux foruden Tvivl og Frygt!
Guds Engle vil dig gjennem Luften føre;
Der er et Huus, som du, i Kors opbygt,
Der dale du, og lade Stemmen høre!
Og ihukomme skal hver Christen Mand,
Naar han dig seer paa helliggjorde Stade,
At der kom Andet tit fra Sønderland
End giftig Dunst og Støv og visne Blade.

✂ Ja, siig kun høit, og blues ei derved,
Hvorfra du kom alt over salte Vove!
Forkynd det frit, naar du har sagt: Guds Fred!
At der er Syn og Sang i Danmarks Skove,
At dybere i Dovres brede Sø
Og vissere i Stjernebogens Blade
Er keget end fra Lund paa lave Ø,
End midt paa Dovre fra det Kiæmpestade.

✂ Forkynd det frit: hvor Gud har Øiet sat,
Der satte Han og Lyset til at klare,
At, uden Lys, paa Fjeld i mørke Nat,
Selv Kiæmper raver og maa ilde fare,
At, uden Lys, forgiæves Malmen rød
Og Malmen hvid og klare Ædelstene
Hinanden klemme udi Klippeskiød,
De findes ei ved Staal og Kiæmpesene.

683

✂ Forklar det fiint, eenfoldeligt, at du
Ved Lys forstaaer kun Ordets blanke Lue,
At Øiet er, hvad der har sat sin Hu
Til Alt ikkun i Herrens Lys at skue;
Thi hvad er Lys, som ei kan holde ud,
Til Dagen gry'r og Phosphoros oprinder,
Og hvad er Øiet, naar det seer ei Gud?
Kun Mørkhed, det, hvor det sin Grændse finder.

✂ Siig saa igjen kun frit og aabenbart,
At Lyset ei er end paa Norges Fjelde;
Thi var det der, da straaled det og klart
Til Mark og Eng som Solen i sin Vælde.
Thi Herrens Lys, som Løgtemænd, ei ned
Kan tye i Sump til Basilisk og Øgle,
Og hvor det skinner i sin Herlighed,
Maa Løgtemænd vist holde op at giøgle.

✂ Ja, throned Lyset over Klippeland,
Da maatte fro mod det sig Fugle svinge,
Da kvidrede det ei saa hæst i Gran,
Nei, høit og klart i Sky det maatte klinge,
Da tykdes Granen ei saa lys og bold,
Og Klipperne ei nær saa himmelhøie,
Da hviled Taage ei paa Sagas Skjold,
Forklaret stod dets Billedværk for Øie.

✂ Ja, straaled Solen over Dal og Fjeld,
Da kunde Frost ei Elvekiæmpen binde,
Han iled da fra varme Kildevæld
Paa Marken ned i Sø sin Brud at finde;
Ja, var der Lys, da skulde Sol og Sang
Og Sagas Røst og Hjertets høie Stemme
Nedpege, lokke til den favre Vang,
Til Bøgelunden, hvor jeg haver hjemme.

✂ Saalunde sjung, o Fugl, paa Kirketag!
Giv flittig Agt paa Øie og Gebærde.
Vil Mænd ei høre dine Toneslag,
Men klappe stoltelig paa deres Sværde,
684 Da vend dig skyndelig til Danevang,
Thi Graad og Blod skal kolde Klipper svede,
Med Suk jeg lærer dig en Svanesang,
Som du skal sjunge paa den brune Hede.

✂ Men høres du, og rynkes høie Bryn,
Og spænder Kiæmpen funklende sin Bue,
Da vogt dig vel, at ikke Piil og Lyn
Dig kyse til at vredes eller grue;
Nei, sid kun rolig paa det Kirketag,
Og meld et Ord om dine ]øse Vinger!
Siig du kun: jeg er Nordens Fugl i Dag,
Da tænker jeg, sin Vrede Kiæmpen tvinger.

✂ Ja, sjung kun du med Tone høi og klar:
Hvad vilst du mig, du Einer Tambeskælver?
Veedst du det ei, at hvo som Vinger har,
Har Kropperum, saa høit sig Himlen hvælver,
Og holder Strængen, farer Pilen op,
Af Olavs Haand dog Norges Rige brister,
Thi med mig tager jeg den Kirketop,
Og hvad er Kronen, naar den Spiret mister?

✂ Mærk vel, o Fugl! om Kiæmpen tankefuld
Sin Bue lægger eller dog nedspænder,
Om Øiet mærker, at det er af Muld,
Om det sig fromt mod Himmelbuen vender!
Og, seer du det, da syng Halleluja!
Og syng mit Kirkesyn med dæmpet Stemme!
Læg Intet til og tag ei heller fra!
Thi høiere end vi det haver hiemme.

✂ Naar Amen du har sagt i Jesu Navn,
Naar Synet du høitidelig har tolket,
Da flyv Enhver, som vinker dig, i Favn!
Flyv ned af Tag og sæt dig lavt blandt Folket!
Og syng for dem! jeg er en fattig Fugl,
Min Sang og jeg, de er mig selv en Gaade,
Den Rige gav mig ved Sit Alter Skjul,
Og Syn og Sang jeg har udaf Hans Naade.

685

✂ Du Mære Folk! o hør den rige Fugl,
Som suser høit alt over Bjerg og Dale!
Han sj unger liflig om den søde Jul,
Om Himmeltonen i den Nattesvale,
Han sjunger liflig om den Paaskefest,
Han sjunger liflig om de Pindseluer,
Han er saa villig og saa god en Giæst
I Kongesale og i Bondestuer.

✂ O! hør kun ham! o lær kun at forstaa
De Himmeltoner fra Hans Bibeltunge!
Da af dit Hjerte skal en Sang udgaa,
Som jeg kan høre men kan ei udsjunge;
Ja, kiære Folk! kald mig, hvad Fugl du vil,
Selv bedst jeg veed, at jeg er saare ringe,
Men lyd min Sang, naar jeg dig raader til
Med Kiærlighed din Stolthed at betvinge!

✂ Ja, lyd min Sang, naar jeg med hellig Aand
Paa Herrens Ord dig byder fæste Øiet,
Og ei adskille med forvoven Haand,
Hvad Gud Almægtigste har sammenføiet!
Og tro min Sang: mit Fædreland er Nord,
Det Tvillingnord, som Gud har sammenføiet;
Her under Fjeld jeg sjunge maa: til Jord!
Paa Marken synger jeg: tilfjelds med Øiet!

✂ Du lille Fugl! du lette Fjederham,
Hvori min Aand kan over Bølgen stævne,
Flyv først og sidst i Hænderne paa ham1,
Som det var Synd, for dig, min Fugl! at nævne!
Flyv ind i Kamret til den Ungersvend,
Og sæt dig kiærlig paa hans Haand til Hvile,
Og klap hans Kind, og syng saa venlig: Ven!
At han maa græde, og at han maa smile!

✂ Naar da han klapper dine Vinger smaa,
Naar han betragter dig vemodig, stille,
Da syng saa liflig, som du kan formaae,
Som du det hørde mig i Hjertet spille!

*1 Svend Hersleb. 686

✂ Ja, syng mit Hjerte i hans Hjerte ind,
Saa han det føler, at de smelte sammen!
Ja, syng Guds Fred ind i det rørde Sind,
Saa til din Sang han høit maa svare: Amen!

✂ Naar da han ømt dig trykker i sin Favn,
Naar Hjertet banker, og dets Kilder briste,
Da spørg ham kiærlig udi Jesu Navn:
Om han sin Ven, den danske, vilde miste?
Om han, hvis Venner i en Vanheldsstund
Sig kue lod til ham Farvel at byde,
Om stolt han vilde da med Haand og Mund
Sin gamle Ven foragte og forskyde?

✂ Naar da af Øiet du det klart forstaaer.
Langt meer end det han vilde mig tilgive,
Da syng igien: mon firehundred Aar
For Patriarcher ei det Samme blive,
Hvad fire kun er for et Vennepar,
Hvis Aar kan voxe indtil firsindstive?
Naar Hjertet eet kun i dem Begge var,
Mon de vel da det vilde sønderrive?

✂ Naar vemodsfuld da til vor Danevang
Han stirrer ned og op til sine Fjelde,
Og leder der forgjeves mangengang
Om Kjærligheden i sin høie Vælde,
Da syng: o lad os stride for den Rod,
Hvoraf endnu opvoxe kan den Blomme!
O lad os skyndelig dog giøre Bod,
Før korte Frist og Naadens Tid er omme!

✂ Du lille Fugl! naar for den Ungersvend
Du sjunget har saa liflig, som du kunde,
Da flyv i Hast op til den kiære Ven1,
Hvis djærve Navn du glemde ingenlunde,
Hvem før eengang i Dimmelugen du
En Paaskesang har over Marken baaret,
Hvis Tonefald du kommer end ihu,
Naar sidstegang for mig omskiftes Aaret!

*1 Georg Sverdrup, som dengang var paa Eidsvold [= Idavøllur]. 687

✂ Endnu som da, jeg veed det ei saa grandt,
Hvor du min Ven i Paasketid skal finde,
Men beed den Haand, ved hvilken du ham fandt
Den første Gang, end hjelpe dennesinde!
Om Christjanstad ham ikke huser end,
Saa glem dog Ærendet ei over Sorgen!
Nei, flyv i Hast til Idavøllur hen
At ønske ham en hellig Paaskemorgen!

✂ Naar da du kommer til den Kammerdør,
Da sidder han forvist i dybe Tanker,
Maaskee i meer urolige end før,
Og hører ei, naar Nebbet sagte banker:
Men tab ei Modet, bliv ei heller vred!
Nei, stiil din Kaas kun til den klare Rude
Og slaa med Vingerne, und ham ei Fred,
Før han det seer, der er en Fugl derude!

✂ Der Eigil smeddede sit Hovedguld,
En Fugl i Værket vilde ham forstyrre,
Men troer min Ven, du est af samme Kuld,
Da syng saa smaat: jeg heder Olav Kyrre*),
Og alle Mærker maatte slaa e mig feil,
Om ei, ved Lyden af de vakkre Navne,
Han flux for dig oplod sit Rudespeil,
Og tog sig Tid til venlig dig at favne.

✂ Siig saa: Guds Fred! og sæt dig paa en Bog,
Den helligste i Kammeret, du finder,
Og hils saa smukt fra gamle Dannebrog,
Fra Oltids og fra Nutids blaa Kiærminder,
Fra Halvdan S varte, Hakon Adelsteen,
At du har sjunget under deres Kroner,
Og eftersjunget over deres Been
De gamle Svaners vaandefulde Toner!

✂ Naar da han lytter, lille Fugl! til dig,
Hvis Kiæmpeviser var ei ham for gamle,
Da syng saa sagte: det var ogsaa mig,
Der hos dig sad alt paa de lave Skamle,

**) Den Stille. 688

✂ Ja, det var mig, som med en Paaskesang
Kom til dig flyvende i Dimmelugen,
Der din Regine du i Danevang
Indsvøbde grædende i Svededugen1.

✂ Det og var mig, du hørde mild engang,
Da i Paulunet, mellem Venner fine,
Jeg nynnede en Christen Riddersang,
Et Klagemaal for Nørrelands Regine,
Den Riddersang, det høie Klagemaal,
Det Indgangsvers dog til en Paaskepsalme
Har nu jeg lært, og seet, at Granenaal
Saa underfuld blev Roden til en Palme.

✂ Det er nu skeet, hvad og for dig engang
Jeg siunget har, at i de Helligdage,
Naar grønnes skulde Klippens Kildevang,
Da vilde Gud det vide saa at mage,
At Stade du fik i den Urtegaard,
Og Gierningen, hvortil han dig beredte;
Her kommer jeg med Sang i samme Vaar
Om Kirkesynet, Han for mig udbredte.

✂ Saa tag dig Tid, den Time ei er spildt,
At høre Riim om Nordens Rosenkilde!
Thi viid, at Alt paa Fjeld maa voxe vildt,
Naar ei det vandes af dens Bølger milde!
Dog, selv du harmedes saamangengang
Paa det Ukrudt, som kvalde Nordens Blomme,
Saa lyt da, Kiære! til min Kildesang,
Kun for dit Syn ret klart at ihukomme!

✂ Naar, Fugl! han da har lyttet til din Sang,
Naar du det saae alt paa hans Øielaage,
At høit hans Aand sig over Jorden svang,
Og stirrede igiennem Tidens Taage,
Ja, naar du saae en Taare paa hans Kind,
Og mærker vel paa Øiets klare Lue,
At det har seet med Lyst paa Dovres Tind
Det Fjeldkapel med kække Marmelbue:

*1 Digtet: Til Professor Sverdrup (Ved liden Regines Baare i Dimmelugen) 1812, blev trykt i Nyerups Frigge. Se Poet. Skr. III. S. 26. 689

✂ Naar du ham seer, som du saa tit ham saae,
For alt Guddommeligt saa høit opfiammet,
Og viis derpaa, at Skjaldetunger spaa,
Naar Øiet tro har Synerne annammet,
Og vis derpaa, at for al Verdens Guld
Du vilde ei din Herres Navn misbruge,
Men heller tie under sorten Muld
End sjunge Løgne i en Dimmeluge: -

✂ Da let din Fod saa læmpelig fra Bog,
Og sæt dig venlig paa den brede Skulder,
Og hvisk til ham i Jesu Navn, at klog
Han holder Styr paa Althings vilde Bulder 1,
Saa Hellig Olav man ei driver ud,
Ved paa hans Aand hans Hellebard at prøve,
Saa at ei, for at forekomme Gud,
Til Jordefærd man kroner Norges Løve!

✂ Du Kiæmpesøn! saa vend den Hellebaard,
Dig Herren gav, mod Kalf og imod Thore!
Giv Erling Skjalgsen kun et Skuldersaar,
Og sønderhug kun alle Gyldensnore!
Byd Løven knæle for sin Frelsermand,
For Herren Christ paa høie Himmelthrone!
Betimelig han da som Christian
Skal Løven smykke med en Trillingkrone2.

✂ Saalunde, Fugl! du sjunge for min Ven,
Langt mere kiærlig, end jeg det kan sige,
Langt sødere, end naar en Ungersvend
I Vellyd kiæler for sin kiære Pige,
Langt meer vemodig, end i Bøgelund
Din Frænde sang om Danemarkens Helte,
Thi viid, du sjunger i den tunge Stund,
Da Sværdet svæver over Freias Belte!

✂ Naar Timeglasset da er løbet ud,
Naar du igjen udspænde maa din Vinge,
At flyve hjem, som trofast Sendebud,
Og Norges Mænd forsamle sig paa Thinge,

*1 Sigter til Forsamlingen paa Eidsvold. *2 Maaske Trykfejl for: Tvillingkrone. 690

✂ Da sjung min Ven et hjerteligt Farvel,
Ja, om du kan, hver Mand, som er paa Thinge!
Og beed om eet af alle Mand paa Fjeld,
Som over Hav du kan til Marken bringe!

✂ Ja, syng kun du: jeg er en fattig Fugl,
Og daglig tyndes mine Bøgelunde,
O, give Gud! at I mig Kvist og Skjul
I Graneskoven vilde kiærlig unde!
Da skulde jeg, nu er jeg Nordens Fugl,
For eder sjunge om den høie Palme;
Men ei jeg kommer, før I vente Jul,
Ei før I sjunge vil den Paaskepsalme:

✂ »I Døden Jesus blunded,
»I Graven lagdes ned,
»Har nu dog overvundet
»Al Dødens Bitterhed,
»Nu rinder op saa klar
»Den Sol med Lys og Glæde,
»Som i sit Jordeklæde
»Saa slet formørket var.«

✂ »Der brat ved Englestørke
»Den Steen var væltet hen,
»Af Gravens Stæd hin mørke
»Opstod vor Sjæleven;
»Seer, I Blodtørstige!
»Som Jesum nys ombragde,
»Som ham paa Korset strakde,
»Seer Jesum levende!«

✂ »Med Lov vor Mund udbryder
»Om Jesu Herlighed,
»Det hele Land sig fryder,
»Fordi Hans Ord er skeed;
»Sit Løfte holdt Han vist;
»Thi sjunger alle Munde
»Af dybe Hjertens Grunde:
»Tak skee Dig, Herre Christ!«

691

✂ »O mægtig Seierherre!
»Som Fjendens hele Magt,
»Dit store Navn til Ære,
»Har under Fødder lagt;
»Hjelp os at kiæmpe saa,
»At, naar vor Strid har Ende,
»Vi Palmer kan ifaænde
»Øg Seierskrone faae!«*).

✂ Underlige, forvirrede Røster have hidtil runget i verdsligt Fald fra Fjeldene, Roskildes Ørn staaer endnu med spredte Vinger paa det danske Bolværk, og holder Nøglerne i Kors**), og det tør kanskee saa være, at Ørnen skal

✂ Bygge Rede end enstund
Her i Danmarks Bøgelund,
Og kun Vingerne udbrede,
For om Korsets Tegn at frede,
Billedlig, men sandt at sige:
I skal staa, som jeg, herneden,
Færdige at flyve heden.

✂ Underlig monne det føie sig, at enddog der sees en synderlig Lighed mellem Kongeslægten i de gamle Dage, fra Blatan til Margrethe, og den Oldenborgske Stamme fra Christian den Anden til Frederik den Sjette, saa er dog stor Adskillighed imellem dem, fordi Guds Ord var Didriks Æt saa nært og kiært; ei søndersledes Riget i Femte Fredriks Dage, som i Christoffers, ei fik Kiøbmænd, skiøndt de det attraadde, Christians Krone saa i Vold som Valdemars, ei døde Christian sønneløs som han. En anden Skilsmisse monne deri være, at de værste Tider ere oversprungne, isteden derfor at femhundred Aar henrandt fra Blatan til Margrethe, da skrede kun trehundred fra Christian den Anden til vor Frederik, og det er da i Herrens Navn at vente, at vi

✂ - - - faae ingen Pommer
Til vor Hakons Efterkommer,
At vi slippe for en Alder,
Som den fra Margrethes Tid
Hen til Grevens Feide falder.

**) Kingos Paaskepsalme. ***) Ørnen er Roskilde Byes, Nøglerne og Korset Stiftets Seigl. 692

✂ Det kommer derpaa an, om Frederik den Sjette af Guds Naade vorder som en Christian den Tredie, om i hans Dage Christendom kan trediegang opreise sin Trone i Norden, om Rosenkildens Bølger nu igjen kan smelte Markens Iis og Snee og kvæge den til Rosengrøde; skeer kun det, da lad kun Drotter falde, Drotter stige, lad kun Danmark ligge som en ringe Tomt, foragtet af de Vældige i Verden, lad kun Verdens Vise spaa os Undergang, lad det synes kun, som Spiret synker, og som Kronen kløves, det er dog kun Prøvelse, og fastere er ingen Jordens Throne, og favrere er ingen Kongekrone, og meer uvisnelig er ingen Rosenkrands, end Kong Frederik den Sjettes.

✂ Ja, Hans Spir skal grønnes som en Palme,
Skyde Blomster som en Aaronsstav,
Kamres skal til ham af ædle Malme
Hæderskronen, som den Rige gav,
Til den Drot, der vilde trøstig byde
Rosenbækken som en Laug at flyde,
Luttrende og kvægende derhos,
Over Stub og Lyng og Klippemos.

✂ Brødre, Frænder! gamle Danmarks Sønner! endnu staaer ved Issefjord den gamle Kirke, og Blomsterbaandet skinner favert under høie Hvælving, og Frelserens Bedrifter staaer i Gyldenskrift paa Altertavlen, og Runer staaer paa Dannerkongernes og vore Fædres Bautastene, som vidne trofast, at ikkun under Korset virkes stor Bedrift, som Børnebørn med Lueblik og Hjertens Rørelse og milde Taarer kan andægtig ihukomme, og ikkun under Korset slumres rolig, medens Storme suse, Lynet knittrer, og Tiderne omskiftes under Brag og Bulder. Nu er Timen kommen, Timen til at kaare, Timen til at frelses eller undergaae; ingen Halten hjelper længer, enten skal I stædes ind for høien Alter under Kirkehvælving og fornægte Frelseren, som eder kiøbde, fornægte Hans Bedrift i Gyldenskriften, fornægte Fædrene og spotte dem, og skiælde dem for Løgnere i Graven, eller og I skal nedknæle angergivne over Fædres Grave, bøie Knæ i Navnet, som er over alle Navne, og stirre stadelig paa Herrens Ord, den store, gyldne Altertavle, og ved dens lyse Skin og under Troens Skjold stride eder hjem til Fædrene og alle Aanders Fader. Hører! Mærker! Kaarer! Falder Kirken, da maa Danmark sønderrives saa, at ingen Dan skal samle den evindelig; opbygges den i Hjerterne, skal Marken blomstre og 693 krones saa, som det i Skjoldet er tilsyne, og vi opbygges til et helligt Tempel, som skal aldrig synke, men straale som det evige Jerusalem ved Livets Rosenkilde. Da skal vi ei, mens Timen skrider, sørge som Hedninge, der have intet Haab, ei forfærdes, naar vi høre Krig og Rygte om Krig, thi disse Ting maa saaledes være, men under Guds Vingers Skygge er Tryghed og Fred, og i Hans Arm er Kraft til at drage de Mægtige af Stolene og ophøie de Ringe. O Dannemark! vær en Maria, Herrens Tjenerinde! og du skal endnu komme til at synge: min Sjæl ophøier Herren, og min Aand fryder sig i Gud min Frelser, thi Han haver seet til Sin Tjenerindes Ringhed, Han haver gjort store Ting imod mig, og Hans Barmhjertighed varer til alle Slægter efter hverandre hos dem, som ham frygte, Han haver brugt Magt med Sin Arm, Han haver adspredt dem, som ere hofmodige i deres Hjertes Tanke. Saa skal du sjunge, og see! alle Slægter skal prise dig salig. (Luc. 1.). Amen! i Jesu Navn, Amen!