i
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Tirsdagen den 22. Junii 1813.
✂ NAAR man gennemlæser Slutningen af Verdenskrøniken fra 1812, vil man ikke undres over, at dens Forfatter blev udsat for adskillige skarpe Angreb, ogsaa fra Mænd, der tidligere havde dømt velvilligt om hans literære Virksomhed. Grundtvig selv opfattede dette som en Trængsel, der fulgte af, at han endelig havde faaet Mod til at vidne klart om Sandheden efter det Lys, som var givet ham i de hellige Skrifter. Men der var een Art af Kritik, som pinte ham særligt, fordi den mindede ham om hans tidligere Forfængelighed. Der blev fra flere Sider fremhævet, at den Digtning og Granskning, Grundtvig havde øvet inden sin kristelige Opvækkelse, var saare fortjenstfuld, og at det højlig maatte beklages, at han i sit ulykkelige religiøse Sværmeri havde afbrudt den velbegyndte Bane som Talsmand for et kraftigt moderne Hedenskab. - Overfor denne Opfattelse af hans tidligere Forfattervirksomhed følte han sig kristelig forpligtet til at tage til Genmæle, og saaledes fremkom bl. a. nedenstaaende Bladartikel, der her medtages, fordi den kaster Lys over hans hidtilværende Løbebane.
Om Afguderie.
✂ AT vi leve i en Hedningtid, det har jeg længe vidst, og de øiensynlige Kiendemærker herpaa, som saa hyppig vise sig i den litterære Verden, kan i Grunden ligesaalidt forundre mig som de mange i den politiske og i Hverdagslivet; men jeg veed, der ere Mange, som ei vil tro det, og da al Lægedom er forgiæves, saalænge Sygdommen ei vorder fornummet, agter jeg det passeligt, stundom at giøre Menigheden opmærksom paa ret utvetydige Udbrud. Det er saa meget mere min Skyldighed, som Man begynder at prise mig som en Afgudspræst, og jeg, i tidligere Dage, uden at ville det, har selv givet nogen Anledning dertil. Noget Saadant faldt mig nys i Øie, da No. 132 af Dagen1 faldt mig i Haand, thi efterat den politiske Journal der har fortalt os, at Aukathor er Nordens sande Gud, og at den oldnordiske Asalære er en guddommelig sand Religion, maatte jeg deraf læse en Roes over den Anskuelse af Asalæren, jeg fremstilte, før jeg, saa heder det, affaldt til nyere Tiders tomme Afgudsbilleder. En lignende Yttring har jeg nys seet hos Svenskeren, der har varmet sin Hjerne med Phosphorus og betragtet Danmarks Skjaldskab i dets Lys2, men det er ikke at regne, thi naar Man forlanger, at Dannemark skal skyde Huset paa Klippen fra sig, for at vinde sin høimodige Naboes Venskab, er det ganske rimeligt at forlange det Samme i aandelig Forstand af Danmarks Søn. Til dette smukke Raad, at jeg skal skyde min Christendom fra mig, for at kunne rolig beskue Straalerne af det Absolutes idealiske Majestæt, er da ikke Andet at svare, end at naar Nordens Frederik skyder Norge fra sig, for at kunne rolig betragte Straalerne fra Sverrigs Majestæt, da skal jeg betænke * * 696 mig paa, hvad der er for mig at giøre; men indtil da vil jeg kun fra Klippen betragte Svenskerens Absoluthed, den rene Indifferentspunkt, midt i sin indbildte Herlighed med Latter og Spot, Afgudsdyrkerne med Sorrig og Harme. Jeg siger paa min Viis: tag Klippehuset fra mig, om du kan! men vogt dig, at ikke en Steen nedruller fra Klippen og knuser dig med alle dine Afgudsbilleder, at ei, mens du drømmer dig til en Aukathor med Hammer og Belte, et Tordenslag rammer dig saa, at Man ei skal tale om Straaler, men vel om Røgen af Jordbrand, som opgaaer i Evighed! See, det er endnu dog lidt mythisk, og jeg kan gierne endnu spørge med Vola: forstaae I mig eller ikke?
✂ Nu tilbage til Tydskeren, der og vil lege Aukathor i det Thrudvanger, hvor, efter Mythen, kun Trælle har hjemme; han, dumdristig og kaad som hans Frænder, vover at sige, at jeg er affalden fra den guddommelig sande, oldnordiske Religion til nyere Tiders tomme Afgudsbilleder, fra Asalære til Christendom. Noget Frækkere har jeg i lang Tid ikke seet, og det fortjener kun den dybeste Afskye, hvad Skriveren angaaer, men vel er det mærkværdigt, thi hvordan maa den almindelige Tænkemaade være, naar en Skribent midt i den saakaldte christne Menighed skal kunne, skal vove at tale saaledes? Det er sandt, han har ikke nævnet Christendom, men Enhver veed jo, at han med de, den nyere Tids tomme Afgudsbilleder, jeg skal være affaldet til, ei kan mene andet end Christus, end Fader, Søn og Hellig Aand, den sande Gud, hvem jeg med alle Christne ene og ailene dyrker og tilbeder. Saavidt er det da kommet, at christelig Tro, ligesom i Christendommens første Dage, kaldes et Affald fra den guddommelig sande Religion; er det ikke grueligt, have vi mere Vidnesbyrd behov om, at vi leve i en Hedningtid?
✂ Hvad nu mit forrige Hedenskab angaaer, da er det, desværre, sandt, jeg har været Hedning, som saamange hundrede Boglærde i de sidste Dage, det vil sige, der var en Tid, da jeg havde forloret min Tro paa Christus og Guds Ord, og troede kun paa Fornuften, men i anden Betydning var jeg det aldrig, og kun som Christen kiender Menigheden mig, skiøndt min Skrivemaade i det Enkelte vist nok lige til 1810 tit var usømmelig for en Christen. Sandheden heraf maa alle de, som have kiendt mig, stadfæste, og jeg maa igien ved denne Leilighed erindre om, at Beviserne herfor ligge for Publikums Øine. Det var 1806, da jeg egenlig førstegang talte offentlig, og paa 697 eengang skrev jeg et Par Ord om Sangene i Edda (Minerya Septbr. 1806) og Afhandlingen om Religion og Liturgi (Theolog. Maanedsk. Febr. 1807, indsendt i Octbr. 1806), og at denne Afhandling, trods de høitravende Ord og Talemaader, som vanhælde den, ei tillod Tvivl om ærlig Christen Tro, skulde jeg mene, da den er en Krigserklæring mod Bibels og Christendoms Fiender. At jeg, formedelst Mangel paa inderlig Kiærlighed til Gud og Næsten og Attraa efter forfængelig Ære, i hele 4 Aar nølede med ret at begynde den forkyndte Krig og ansaae det, med saamange Christne, for en lovlig poetisk Frihed at tale om Afguder, som om de vare Noget, ansaae det med dem for rigtigt at sysle med Bøger og aandelige Ting uden strængt Hensyn paa Bogen og Christendommen, det er, desværre, sandt, men at jeg aldrig tog min Krigserklæring tilbage eller dulgte min Christendom, det er ogsaa sandt, ja alle mine Arbeider af nogen Vidde bekiende udtrykkelig bibelsk Christendom som min Religion, skiøndt de stræbe at læmpe sig lidt efter Tidens Tolerance. Saaledes bekiendte jeg mig i Afhandlingen om Videnskabelighed (Minerva Marts 1807) for Christen og i de fleste Dele luthersk Christen, saaledes erklærede jeg, i mine mest sværmeriske Arbeider: Om Asalæren (Minerva Mai 1807) og Nordens Mythologie, Christendom for den rene, aabenbarede Sandhed og lovpriste kun Asalæren som det Sandeste, Mennesker have digtet, for det Sandeste, Man kunde have udenfor Palæstina, før Christus kom tilJorden; saaledes vidner Optrinene af Kjæmpelivets Undergang utvetydig om Christen Tro hos ham, som fremstilte dem, og endelig fornyede jeg i min Dimispræken (1810) den Krigserklæring, i hvis Aand jeg strider, og med Guds Hjelp skal stride, saalænge til Han byder mig at nedlægge Vaaben, for at indgaae i den Hvile, hvorefter Hjertet længes, og ved hvis Billede det størkes og vederkvæges paa Valen. Denne ligefremme Henvisning til min offenlige Skrift mener jeg er det gyldigste Bevis for, at jeg aldrig har været en saadan Afgudspræst, som man nu finder Behag i at indbilde Folk, at jeg aldrig har troet paa Indbildningskraftens tomme Afgudsbilleder, aldrig i panteistisk Raserie bøiet mig for Odin og Aukathor, skiøndt der hist og her, som i Maskeradeballet (1808), i det om Asalæren, i Indledningen til Nordens Mythologi, i Verset om Gunderslev Skov og flere Steder, ere Udtryk, som jeg hader og afskyer, og som ene kan for Mennesker undskyldes ved Almindeligheden af den Mening, at Man i digteriske Arbeider gierne kunde sige, hvad Man ikke mente, naar det kun 698 klang godt og var tækkeligt for Indbildningen. Nu kan jeg ikke giøre mere end paa det høitideligste gienkalde og fraskrive mig hver Udladelse og hvert Ord, som ei efter stræng Prøvelse kan bestaae for Sandhedens, det er for Bibelens Domstoel, og ret inderlig bede Enhver, ikke af min forrige Adfærd at forarges, eller tænke, at, fordi jeg vedbliver at øve Skjaldskab, jeg da vitterlig siger det Mindste i Vers og Billede, som jeg ei holder for vis, christelig Sandhed, som jeg ei er rede til at gientage i det tørreste, mest utilhyllede Sprog. Til at blive ved med billedlig Tale har jeg den gyldige Grund, at den er Bibelens og Menneskets oprindelige, naturlige Sprog, at det Usynlige herneden ei kan beskues uden som et Billede i Speilet. At jeg slet ikke er bange for i de mest utvetydige (Man kalder dem platte) Ord at udsige min Kulsviertro paa den hellige Skrift efter dens bogstavelige, det er ordrette Mening, det kan Man blandt andet see af min Prædiken om, hvorfor vi kaldes Lutheraner. Med Glæde seer jeg Guds Herlighed i Speilet og maa til Andres Glæde kundgjøre mit Syn, men ogsaa i denne Mening siger jeg med fuld Overbeviisning: salige ere de, som ikke see, og dog tro!
N. F. S. Grundtvig.