3
NIK. FRED. SEV
GRUNDTVIGS
UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP
ANDET BIND
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1905
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)
(1810.)
✂ FØRSTE DEL af denne Udgave af Grundtvigs Skrifter indeholder hans Ungdomsværker, der overvejende er af poetisk Art. Anden Del, som hermed begynder, vil komme til at indeholde Førstegrøden af hans Manddomsgerning, og her er det især den unge nidkære Præst, som fører Ordet. Det er derfor meget passende, at dette Bind kan aabnes med hans berømte Dimisprædiken, hvorved han banede sig Vej til gejstlig Virksomhed, og hvori han første Gang anslog den strengt kristelige Grundtone, som møder os i al hans Tale og Skrift fra de nærmest følgende Aar.
✂ I Vinteren 1809-10 var den gamle Hr. Johan Grundtvig i Udby bleven saa svagelig, at han ikke uden Medhjælp kunde fortsætte sin Præstegerning, og han ønskede derfor meget at faa sin yngste Søn hjem som Kapellan. Denne vilde kun nødig forlade København, hvor han havde begyndt at vinde en anset Stilling som Digter og Videnskabsdyrker. Men Pligtfølelsen overfor de gamle Forældre drev ham dog til foreløbig at aflægge den Prøve, som krævedes, for at han kunde blive præsteviet. - Den 17. Marts 1810 holdt han sin Dimisprædiken. Da det faldt ham unaturligt at tale som til en Menighed ved denne Lejlighed, udarbejdede han sin Præken i Overensstemmelse med de givne Forhold og skrev paa det Eksemplar, som han afleverede til sin Dommer, Professor P. E. Müller: »Min høiærværdige Censor vil tillade mig den Bemærkning, at Prædikenen ikke er saaledes, som jeg vilde holde den for en blandet Forsamling, men saaledes, som jeg i Regenskirken, i Overværelse af nogle faa Kyndige, kunde holde den. Upassende forekom det mig, og umuligt var det mig, der at tale, som om jeg stod for en Menighed, der samles til fælleds Andagt og Opbyggelse.«1
✂ Professor P. E. Müller gav Grundtvig Udmærkelse for Talen, ifølge en Attest, der lyder saaledes: »Hr Cand: S: Minist: N: F: S: Grundtvig har for sin i Regenskirken d: 17de Marts 1810 over Matt: * 6 6,22 holdte Dimispræken bekommet Karakteren Laudabile et qvidem egregie. - Kiøb. d: 29 Marts. - P. E. Müller.« - Men da den unge Forfatter i Begyndelsen af Maj 1810 udgav sin Præken under Overskriften: Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? vakte den som bekendt en stærk Uvilje hos en Del af Præsteskabet og fremkaldte en Klage til Kancelliet af 29. Maj 1810 fra seks københavnske Præster. - Den Sag, som heraf opstod, endte med, at Grundtvig den 12. Januar 1811, ifølge kongelig Resolution af 5. Januar samme Aar, maatte møde for Konsistoriet og modtage en Advarsel og Irettesættelse, fordi hans hele Fremgangsmaade »dels ved at udgive sin Prædiken i Trykken, dels ved nogle Bekendtgørelser i de offentlige Tidender i denne Anledning, og dels ved at forlange Sagen paakendt ved Domstolene, egentligen synes at røbe en forfængelig Attraa efter at vække Opsigt.« - Mere skæbnesvangert blev det dog for ham, at den Vrede, han havde vakt imod sig hos den københavnske Gejstlighed, i mange Aar hindrede ham i at blive Præst i Hovedstaden.
✂ I 1816 optrykte han sin Dimisprædiken i Fortalen til Bibelske Prækener og skrev derom:
✂ »Man kunde vel spørge, hvi jeg gjør dette, da jeg nu saa ofte har gjentaget hvad sandt den indeholder, og ingenlunde bifalder hvert dens Ord eller agter den for noget Mesterstykke af en Prædiken; og det er netop hvad jeg har sagt mig selv, naar jeg indvortes eller udvortes opfordredes til at lade den oplægge igjen; men deels er den nu engang et mærkeligt Actstykke, ikke blot i min, men i Tidens Historie, og deels er den i alle Maader en Fortale til mine Prædikener, som altsaa foran dem har sin rette Plads, sex Aars Nølen maa være Borgen for, at jeg ei gjentager den af personlig Trods mod dens Fiender, og var der selv ingen anden Grund til at indrykke den, end den rimelige Formodning, at Bogen derved kommer i flere Hænder, vilde jeg baade for Bogens og min Forlæggers Skyld ansee den for gyldig, da der ingen Grund er til at udelade den. Vel havde jeg i Sinde ved denne Leilighed kortelig og sanddru, at fortælle bemeldte Prædikens Historie, især fordi jeg af adskillige tydske Blade har seet, og selv her hjemme mærket, at Man derom ei veed ret Beskeed, men det vil jeg nu gjemme til et, som mig synes mere passeligt Sted.
✂ Samme Prædiken udkom da 1810 under følgende Titel: Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Huus? og paa Titelbladet stod: jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium, thi det er en Guds Kraft til Salighed for hver den som troer.
✂ Jeg vil ikke opholde mig ved Bemærkninger som den, at Titelen feiler i at kalde fuldbragt hvad der Gud skee Lov! kun omsonst var arbeidet paa, og at det dog vel var lidt af den Skamfuldhed jeg stræbde at aflægge, som bevægede mig til at sætte hine Guds Ord paa Græsk, Sligt og Meer seer vel den opmærksomme Læser selv, ligesom de gammeldags Præster godt saae, at uagtet de almindelige 7 Udtryk, vare de ligesaalidt sigtede som trufne, hvorfor jeg og af dem modtog mangen Taksigelse, medens de nymodens Præster skrege sig hæse paa at jeg havde bagvasket Standen.«
✂
Efter at have aftrykt Talen tilføjer han:
»Dette var da Prækenen hvorved jeg stræbde at dimittere Menneskefrygt og Læmpning efter Verden, for skarp var den ingenlunde, men meget for læmpelig, for fattig paa Aand og Kraft, fattig paa Liv og Salvelse, ikke fri for tomme Rhetor-Vendinger, ei heller fri for Ubillighed; thi i det den synes at skyde al Skylden for Kirkens Svindsot paa Præsterne, skyder den i Grunden Skylden paa Gud, der nok vilde baade finde og løse Tunger, naar Han fandt Øren til at høre. Ingenlunde er det nogen Undskyldning for de Præster, som modsagde eller fortav Guds Ord, men det skal heller ingen være, det skal kun være en Rettelse og en velmeent Advarsel til den nærværende Tid, der begynder at føle Vandsnakkens Tomhed og er kun alt for villig til at give Præsterne al Skylden og undskylde sig selv, som om Præsterne ikke netop skikkede sig i Tiden, og talde som Ørerne kløede, som om ikke Tidens Vantroe nødte en christen Præst til Tavshed; som om Tiden var et Haar bedre, hvis alle Præster i dette Øieblik talde christelig, og den dog gik sin skiæve Gang. Men det er Sagen, det Nittende Aarhundrede vilde gierne have Troe, naar det kunde gabe sig til den, uden at forstyrres i sit kiødelige Levnet, det vilde gierne knæsættes af den Himmelske Fader, og arve Hans Rige, naar det kun ei skulde give Slip paa Kiærlighed til Verdens Skiøge, sin elskelige Moder, det vilde gierne indprækes i Himlen ved Korsets Kraft, men ikke korsfæstes, den Lyst vil ei heller fattes Tunger, og snart skal Man høre at Verden er blevet gudfrygtig, men en Daare som troer det, en Skielm der laaner sin Tunge til at bekræfte det! Min Samvittighed vil jeg have fri, derfor siger jeg dette, hverken Lod eller Deel vil jeg have i Skriget mod de bibelløse Præster, som om de vare Tidens aandelige Forførere, da de kun ere dens kiødelige Børn, og i al Fald en god Deel ærligere og altsaa bedre, end de der paa Skrømt bøie Knæ for Frelseren, og spinde Garn af Skriftens Ord til at fange Sjæle for Satan, sye Puder af Christi Evangelium, hvorpaa Man skal kunne indsove sig i Himlen, men opvaagner i Helvede.«
af hans hus?
Dimisprædiken
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Kandidat i Theologien.
Kiøbenhavn, 1810.
Trykt hos C. Dahlén.
*
Til min 76aarige Fader
Præsten Johan Grundtvig.
✂
Naar om Odin og om Asathor
Dunkle Sagn jeg stræber at forklare,
Naar jeg Kæmpers Liv i gamle Nord
Vil for deres Ætmænd aabenbare;
Mangen Ædling seer jeg da i Rad
Som ei vredes, om mit Skrift og Kvad
Jeg ham vover dristig at tilegne.
✂
Hvad er Aser mod den store Gud!
Hvad er Oldtids Kæmper vel at regne
Mod de Hellige, som Kristi Bud
Følge, og hans Død sig tør tilegne?
Dog med Tvivl jeg skuer vidt i Nord,
Naar jeg tolker Kristi Guddomsord,
Hvilket Navn tør jeg vel dristig nævne?
✂
Dog, hvem er Oldingen, som hisset staar
Paa Gravens Rand foruden Stav saa rolig?
Andægtig blotter han de hvide Haar
Og stirrer op til Himlen saa fortrolig,
Han knæler, se, han beder rørt i Sind,
Og milde Taarer rinde ned paa Kind,
Mon ogsaa han sin Frelser har fornægtet?
✂
Det er min Fader, end paa Gravens Bred
Han takker Gud som gav ham siældne Størke
Til, mens et halvt Aarhundrede forled,
Sin Frelser at forkynde og at dyrke.
Han beder for de mange Siæles Ro,
Som han opfostrede i Jesu Tro,
Og Bønnen smelter i en hellig Taare.
✂
Hans Nok og Alt var Jesu Kristi Tro,
Dog blev han ei i Gerningen tilskamme,
For ham var Tro og Gerning aldrig to,
Thi Livet lyste af den indre Flamme.
O gid enhver, som spotter fræk med Tro,
Hans Idræt skued og den høie Ro,
Hvormed han Livets Aftenbøn kan holde!
✂
O Fader! se, her er din yngste Søn,
Du har fuldendt og jeg skal nu begynde,
Indslut mig ømt i Hiertets stille Bøn,
At kraftelig jeg Ordet maa forkynde;
At Synd og Hovmod, som er altid nær,
Maa flygte for de gode Aanders Hær,
At ei min Id min Tunge skal beskæmme!
af
Forfatteren.
Fortale.
✂ At prædike er at forkynde Folket Herrens Ord, og noget mer Upassende kan da ei være, end at prædike i et øde Rum. Ikke desmindre har den Uskik taget Overhaand, at de theologiske Kandidater holde deres Prøveprædiken i tomme Huse, kun i Overværelse af deres Dommer og stundum nogle Faa, som Bekendtskab eller Nysgerrighed dreve did. Kun tvende Kaar og begge onde har da Prædikanten; thi enten maa han kold, som det sømmer sig for de tomme Stole, oplæse sin Tale, eller han maa stande der med fremhyklet Varme og udregnede Gebærder. Gør han Hint, hvoraf kan da Dommeren vide, om han med Følelse og Kraft vil kunne forkynde Ordet i Menigheden; vælger han det Sidste, staar han ikke da som en forfængelig Gøgler paa det hellige Sted, og kan han vel nedlade sig dertil, dersom han veed og føler, hvis Ærinde det er, han skulde røgte? Vil man undskylde en saadan Uskik dermed, at ei faa Kandidater træder op med deres Prøveklud i bogstavelig Forstand, og at denne ligesaalidt fortiente at fremstilles for en Menighed, som det var Synderen muligt at giøre det uden Frygt og Bævelse, da maa Man vel spørge: er det Ret at bygge en Uskik paa den anden, eller bør ikke meget mer begge med hinanden udryddes? Ingen maa vove at træde frem for sin Dommer, før han ved Flid og Øvelse har naaet i det mindste Hælvten af den Færdighed, hans Anlæg tillade, men da bør han ogsaa stilles i en Forsamling, om hvilken han kan tro, den kom for at opbygges. Da, men ogsaa kun da kan det mærkes, om Ordet udvælder fra hans eget Hierte og om han forstaar at tale til Siælene. Jeg tør tro, at dette er saa uimodsigeligt, og Sagen selv saa vigtig, at det høiærværdige theologiske Facultet intet Øieblik vil tøve med at raade Bod paa denne Uskik. 12 Selv skulde jeg, efter lovlig Skik, holde min Prøveprædiken, dobbelt følte jeg det upassende ved Stedet, hvor det skulde ske, men havde jeg for min egen Skyld giort nogen Ophævelse, da var den ubehageligste Misforstand sikkerlig blevet Følgen. Jeg tog da den Beslutning, at udsige hvad jeg i ensomme Timer, naar jeg grundede paa Slægtens Trang og Ordets Forkyndelse, talte med mig selv. En saadan Prædiken, men ogsaa kun en saadan, kunde jeg holde med inderlig Varme, naar kun Een var tilstede, paa hvem jeg ønskede at virke, og min Dommer var billig nok til at føie mig. Jeg udgiver denne Prædiken, ei fordi jeg troer den er, hvad efter min Følelse ingen Prædiken bør være, et Veltalenhedens Konstværk; men fordi den indeholder, hvad jeg ønsker at sige lydelig til alle dem, som med mig attraa det hellige Læreembede. Der er en Punkt, i vor Tid næsten uomgiængelig for enhver Videnskabsdyrker med nogen Aand, og Mange blive staaende paa den med selvtilfreds Sikkerhed, fordi den smigrer menneskelig Hovmod, det er den Punkt, jeg taler om, hvor man vil begribe eller forkaste og ei kende noget Tredie. Maatte kun en Eneste opvækkes til Tvivl om denne Punkts Høihed og alvorlig Grunden paa Livets store Gaader, da har jeg ei talt forgæves. Videnskaberne skulle vi, som dertil kaldtes, dyrke med helligt Alvor, thi visselig aabenbarer Guddommen sig ogsaa gennem dem, og ene af dem kan det Klædemon virkes, i hvilket Kristendommen, deri Tidens Omskiftelser undergivet, skal fremstaa fornyet. Ogsaa tør jeg haabe, at mit Liv, saalidet som min Tale, kan forføre Nogen til sværmerisk Uvirksomhed eller Ringeagt for de adskillige Veie, paa hvilke jeg glad seer Menneskeaanden stræbe mod sit Maal og Ophav. Hvad jeg vil udsige, er kun de hellige Skribenteres og min egen fulde Overbevisning, at Siælens Hiem, hvorefter den dog saa saare længes, er utilgængeligt for al jordisk Viden, og at den kun paa Troens Vinger kan løfte sig did. Med uhyklede Taarer vil jeg besværge Ordets Tienere, ei at lede deres ubefæstede Brødre ud paa Tvivlens farlige Sti, hvor de maa lade dem staa ene, trøstesløse og forladte, fængslede til Jorden, kunne ei føre dem tilbage og ei frem til Videnskabeligheds høiere Egne, gennem hvilke dog den eneste Hiemvei er at finde! Hvad om de fortvivle, fornægte ham som skabte dem, og hans hellige Lov, eller forvildes af Sværmeriets Løgtemænd; hvo er da den som forvoven tør sige: deres Blod komme over mit Hoved! Dog, er det ogsaa blot den Vankundige, som trænger til Kristus, have vi virkelig en Kæde i Haand som vi selv befæstede mellem Solene 13 i den høie Hvælving? Hvo som har den, lad ham ynkes over mig! jeg bekender frit, jeg har den ei. Vor Tidsalder staar paa en Vendepunkt, maaskee en af de største, Historien kender, det Gamle er forsvundet, det Ny vakler ustadigt, Ingen løser Fremtidens Gaade; hvor skulle vi da vel finde Hvile for Siælene, uden i det Ord, som skal bestaa, naar Himmel og Jord blande sig og Verdener sammenrulles som et Klædebon!
Valkendorfs Kollegium den 11te April 1810.Math. 5. 16, 17.
✂ Saaledes talte Jesus fordum til sine Disiple, for at lægge dem paa Hierte, at de ei frygtagtige skulde fortie den Lærdom, han havde overantvordet dem, men forkynde den. frit for Menneskene til deres himmelske Faders Forherligelse. Vel var en saadan Formaning nødtørftig, thi mange vare de Grunde, hvormed Klogskaben maatte friste dem til Taushed. Naar de oplode Munden til at forkynde den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud var aabenbaret i Kød, da maatte de vente at udlees og forhaanes af den blinde, vantro Hob; naar de straffede Tidens Vanart, naar de afhyllede den selvgiorte Retfærdighed og viste den at være en kalket Grav; naar de lærte, at Guddommen ei forsones ved Bøn og Offring, men kun ved et reent Hierte og en hellig Tro; naar de saaledes nedbrøde Alt, hvorpaa Menneskene stolede, og hvormed de søgte at neddysse Samvittighedens anklagende Stemme, naar de nødte dem til at stirre ned i den Afgrund, paa hvis Rand de tumlede sig i afsindig Glæde; da vare de visse paa at hades og forfølges som Slægtens Fiender, at undvære Alt hvad Menneskene attraa paa Jord, og endelig gennem haarde Pinsler gaa til en forsmædelig Død. Hvad skulde da vel bevæge dem til at tale? hvad, uden den faste Tro, at det var Forsyndelse mod Lyset, som brændte i deres Inderste, og mod Herren som tændte det, hvis de ei lode det skinne! hvad, uden den fulde Vished, at de vare Jordens Salt, og at det vilde ligge tungt paa deres Siæle, dersom de ei af al Magt stræbte at kalde Liv og Sundhed tilbage i den Jord, der var nær ved at forfules! Dog denne Tro og denne Vished boede ogsaa i dem, og ei havde Herren kaldet dem forgæves. Der han var hengangen til sin Fader, vandrede de trindt udi Landene, fulde af Sandhedens Aand, trodsede Armod og Bespottelse, Fængsel og Død, for at udbrede den Korsfæstedes hellige Lære. Ogsaa de 15 ginge til Faderen og deres forklarede Lærer; men deres Ord nedlagdes ei med dem i Graven, Folkenes mange Tusinder havde i Ordet erkendt en Guddomsrøst og bevarede det trolig i deres Hierte. Herrens Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Tiderne fremrullede det med sig, og selv vi, som bygge saa høit udi Nord, vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter at de Læber blegnede, som fiernt i Østen forkyndte det glade Budskab, selv vi have annammet det af vore Fædre, og skulle gennem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste Slægter. Vi skulle, men gøre vi det ogsaa? trænger Jesu hellige Navn fra den bedende Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Siæl, fremstilles og prises Frelseren i vore Forsamlinger som Guds Herligheds Glands og Jorderigs Sol? Sønderknusende er det at maatte nægte det, men nægtes maa det. Som en Lyd uden Værd og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa, naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan. Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størke Menneskers Mening.
✂ Hvorfor er det saa? hvorfor dølge de som kaldes Kristi Tienere, det Lys han tændte? Behøve Menneskene det ei længer; have de maaske nu selv faaet Forstands oplyste Øine til at kende Retfærdigheds Vei, have de hellig Villie til at kaare den, Størke til at vandre paa den med faste Skridt, Størke mod Syndens Tillokkelser? trænge de ei mer til Guds Barmhiertighed, til Trøst i Farer, Lidelse og Død? Ei behøve vi at svare, hine, som lade deres eget isteden for Kristi Lys skinne i Menigheden, de klage jo selv lydelig nok over Slægtens Dorskhed og Vanart, over Menneskenes Blindhed for det Høiere, og dyriske Hang til sandselige Nydelser. Men hvorfor omgiorde de da ikke deres Lænder med hin guddommelige Sandhed, hvi gribe de ei hine himmelske Vaaben, som ene mægte at korsfæste Verden med dens Begæringer?
✂ Vigtigt er Spørgsmaalet, vigtigt for Siælenes Ro, for deres timelige og evige Vel, og til Betragtninger herover ville vi hellige nærværende Øieblikke.
16✂ Saare forskellig er den udvortes Tilstand, hvori Ordets Tienere mellem os befinde sig, fra hine hellige Apostles og alle deres, som forkyndte Kristendommen i de første Dage. Gennem Trang og Forfølgelse maatte de kæmpe sig frem mellem Byer og Lande, udjoges af Synagogerne og stenedes paa Torvene, ja hvo, som ihielslog dem, mente at Guddommen tientes ved hans Idræt. Vi stande under kristen Øvrighed, som ei blot tillader men under Ed tilholder Ordets Tienere at forkynde Jesu saliggiørende Lære; de leve af Ordet, i Ro svinde deres Dage, uden Frygt kunne de træde frem i Templet og tale til den forsamlede Skare. Maaske har, desværre, selv dette indviklet dem saa dybt i Jordens Sysler, maaske har selv denne Ro og Sikkerhed kølet deres Nidkærhed for det hellige Kald, men at binde deres Tunge, at forjage Herrens Ord fra deres Læber, det kunde jo dog Saadant ikke mægte. Dog, saa adskillige end Tiderne ere, ligne de alligevel hinanden udi mange Dele. Nu, som da, udøses Haan og Latter over den, som byder Menneskene knæle i Støvet for det Navn, der er over alle Navne, ogsaa nu er Kristus en Forargelse og Daarlighed i Manges Øine, og vore Dages Vantro er saameget kaadere end hines, som den ei udspringer af anden Tro, men af Troens fulde Savn. Paa usikkre og møre Støtter hviler, nu som da, de fleste Menneskers Tilfredshed med sig selv, ogsaa nu skære Mange Tænder, naar alt det Jordiske, hvorpaa de stolede, rives bort fra deres Øine, naar alle de Udflugter, hvormed de søgte at daare og søvndysse sig selv, henveires af Ordets Kraft, naar de nødes til at stande med blottet Inderste for Gud og deres Frelser, randsage Hiertets Dybheder, og erkende af hvilken Aand de drives.
✂ Sandelig, lidet maatte man kende til Menneskene, dersom man tvivlede om, at Ordet dør paa Manges Læber af Frygt for Vreden og den skingrende Latter, at Mange sige i sig selv: hvad nytter det at tale? kun svag er Ordets Magt, og ei kan det trænge gennem de tilstoppede Øren, heller maa vi tie og sukke i Stilhed, følende vor Afmagt maa vi vente til han, der har den stærke Stemme, taler igen, som han fordum talte til Fædrene ved Profeterne, og i de senere Dage ved Sønnen. Men, de Svage! de have da glemt, at talte Herren ved Profeterne, saa talte jo de, de have glemt, at er Gud og Guddommens Røst, Evighed og Menneske os noget mer end blotte Lyde, da maa og Striden for det himmelske Lys være os kærere end jordisk Rolighed, da maa vi tale, tale indtil Tungen brister og Mælet forgaar, om os end tyktes vor Stemme hendøde i den tomme Luft, om den end 17 blev overdøvet af de Forvildedes Skrig og Latter. De have endelig glemt at Guds Ord er ei svagt som Menneskers, at det, ligt et tveegget Sværd, trænger ind til Marv og Ben, at det, som den rullende Torden, skrækker Haansmilet bort fra Spotterens Aasyn og dræber Bespottelsens Ord paa hans Læbe, de have glemt, at Talen ei nu kunde være om Kristus, dersom det ei, gennem Apostlerne og de andre Jesu Tienere, havde virket saaledes, dersom det ei havde grebet Folkene i deres Inderste og ydmyget dem for den Høieste.
✂ Men, de hellige Mænd troede selv den Lære, de kaldtes til at forkynde. Er det og saa med Mængden af Ordets Tienere i vore Dage? Ak nei, og derfor var det især at Herrens Ord forsvandt af hans Hus, derfor er det, at Tro paa Jesus daglig mer og mer udslukkes selv hos den Enfoldige, at Kristendommen snart ei længer vil finde noget Hiem, selv i hine snevre Hytter, til hvilke den flygtede, da den udjoges af de Stores Paladser. Fordi Ordets Tienere, trods Apostelen, mene, at de kunne lægge en anden og bedre Grundvold end den, at Jesus er Kristus, derfor er det ei længer ham, som forkyndes.
✂ Men, have vi beskuet Kristendommens Herlighed, da maa vi vel forbausede spørge: hvad var dog det, som lukte Kristi Tieneres Øie for det himmelske Lys, der i ham nedsteg til Jorden? hvad mægtede vel at nedbryde deres Tro, som daglig læste i de hellige Skrifter og kendte de forbigangne Tider, som saae hvad Kristendommen og ene den udrettede paa Jorden, og saae hvorledes den stadfæstede sin guddommelige Oprindelse, ved at afryste alle de Lænker og Skiul, med hvilke Mennesker vilde fængsle og tilhylle den, ved at stande frem i fornyet Glands til Slægtens Veiledning og Frelse? Ja - hvad var det vel, uden hint Uhyre, som styrtede Englene i Tidens forborgne Fødsel, hin Slægtens Arvesynd, som røvede vore første Forældre Guds Billede! Hovmod var det, og Hovmod er det som blinder Menneskenes Øie for det Guds Væsens rette Billede, der i Kristus skænkedes Jorden. Men - hvorfor yttrer den sig just nu saaledes? hvi laae den i Dvale hos vore Fædre, eller vovede dog ei aabenlyst at bestorme Himmelen? Svaret er let, naar vi kende Tidernes Gang.
✂ Tungt hvilede i Middelalderen den blinde Tro paa Mennesker med sit Jernaag over det kristne Europa. Videnskabernes Lysglimt begyndte at adsplitte Mørket i dets Hiem, og Tiden skuede sin Nød. Da fremstod Luther, den stærke Kæmpe, hans Arm var udrustet fra det Høie med Kraft til at bryde Aaget, og han 18 brød det; men ydmyg erkendte han sig som et Redskab i den Sammes Haand, der engang løste Verden af en større Nød, ved at skænke den sin Enbaarne; det var saa langt fra at han reiste Menneskekløgt et Alter paa Overtroens Grus, at han meget mere, med Apostelen, agtede sig Intet at vide uden Jesum, den Korsfæstede. Dog, den prøvende og opløsende Evne i Menneskesiælen var vaagnet, faa ere de store Mænd, som kunne forene barnlig Tro med udviklet Forstand og udbredt Kundskab, Mængden som æder af Kundskabstræets Frugt, forføres af den fristende Slange til at tro sig Gud lig, og saaledes skete det, at Lutherdommen, hvis Særegne det i Stifteren var og stedse skulde være, at løfte den hellige Skrift høit over al menneskelig Myndighed, at selv den maatte føde Ringeagt for det Hellige. Ved hvert Skridt Menneskeaanden giorde til en lysere Erkendelse af Tingene trindt os, af Naturen og dens Love, og af sin egen Virkemaade, troede den sig stedse mere beføiet til at være klog over det, som skrevet staar. Dristigere og dristigere mente den tilsidst, ved Betragtninger over sig selv og det Endelige, at kunne fastsætte de Love, hvorefter Guddommen maatte virke, og forvoven bortkastede den nu Alt, som ei vilde stemme med disse Begreber. Sit eget ubegribelige Slægtskab med Guddommen kunde den ei nægte, den aandelige Høide, paa hvilken Enkelte stode og staa over Millioner af deres Brødre, maatte den erkende, skønt ogsaa det var ubegribeligt, men dog paastod den i sin Hovmods Rus, at intet Væsen, inderligere forenet med Guddommen end den følte sig, kunde fremstaa paa Jorden. Paulus spurgte fordum: hvem farer op til Himmelen at nedhente Kristus? Det mente Tidens Kloge at kunne gøre, anden Gang maatte han blive Menneske, ei som i Tidens Fylde for at frelse Slægten, men for at dømmes af Mennesker. Hvad Enhver mente selv at have kunnet opfinde, det erklæredes for Sandhed, men det Eneste som giorde Kristendommen nødvendig, den guddommelige Stadfæstelse paa Menneskets uvisse Haab, paa Naade for den Angergivne, Trøst og Størkelse for den Bedrøvede og Lidende, det erklæredes for Digt, eller var det vel Andet, Man mente, naar Man kaldte det Lempning efter Menneskets Fatteevne i den umyndige Alder! Saaledes døde Troen og med den Forkyndelsen, Man vedblev at kalde Jesus den Største, som fødtes af Qvinder, men ei stort anderledes end Stridsmændene fordum kaldte ham Jødekonge, thi selv de Ringeste mente jo at kunne forbedre hans Lære.
✂ Behøve vi vel at undersøge, om Dette er sørgeligt eller ei? 19 Se vi ikke hvorledes Egennyttens Uhyre omsnoer Menneskeheden og fortærer dens ædleste Safter, hvorledes Menneskene, nu da Himlen er blevet dem et Intet, stræbe at rodfæste sig i Jorden? se vi ikke, hvorledes de Arme, som ei mere have nogen Glæde i Gud, søge den paa tusinde Veie og finde dog ingen, som kan stille deres Længsel, hvorledes de, for at glemme den og sig selv, daglig beruse sig i Giften, som opæder deres Siæle! O! kan end ikke dette Syn drive os til at skatte den himmelske Urt, som fordum var Siæiens og Hiertets Lægedom, da lader os gange ind i de Kristnes Forsamlinger, og høre hvad det er, som skal være stærkere end Herrens Ord! lader os dømme, om disse enkelte Dyder og Laster, udtværede i Sprogets Vand, kunne stille Siælens Tørst, om disse opløsende Betragtninger over Livets Sysler og disse Klogskabens Raad kunne gribe Mennesket i hans Inderste, virke Afsky for Synden og opvarme Hiertet til hellig Idræt! Lader os dømme, om Selvfornægtelse, og Kærlighed til Gud kan opvokse af den samme Jord, som føder den lokkende Synd! Dog - vi behøve ei at dømme, lader os blot fæste Øiet paa Tilhørernes Aasyn, thi der stander Dommen at læse! Ei se vi der den glødende Andagt, som vidner om Siælens Opløftelse, ei er Hiertets Taarekilde opladt ved den dybe Følelse af Siælens Nød; ligegyldige eller opmærksomme, men altid kolde, staa de der, medens Tanken sover eller løber rundt paa Jord, kolde udgange de af Herrens Tempel, og vide ei hvor de vare, thi rørtes de endog ved Beskrivelsen af jordisk Nød, Lidelse og Kummer, hastig tørredes dog den lette Taare, den døde hvor den fødtes, i Øiet. Kun hist og her, stedse siældnere, se vi en hellig Taare bæve i den graahærdede Oldings Øie, men den kvæger ei vor Siæl, den brænder som Ild, thi den rinder af inderlig Bedrøvelse over, at den Gamle ei mer kan finde sin Gud og Frelser der, hvor han forhen aldrig søgte dem forgæves, den rinder over, at han istedenfor de hellige Toner, som hans Siæl forstod, fordi de kom fra alle Aanders Fader og Forløser, nu maa høre fremmede Lyde, som han ikke fatter, eller som forstyrre og udslukke hans Andagt. O! forstod kun Taleren dette Taarens tause Sprog, kunde han stirre ind i det beklemte Hierte, hvorfra den og de bange Suk opstege, han vilde grue for sig selv, grue for sin Idræt, hensvømmende i Angers Taarestrøm vilde han love sin Gud aldrig mer at vanhellige hans Hus med menneskelig Klogskabs overtalende Ord.
✂ Brødre i Kristo! hører og mærker hvad Herren fordum sagde: nødvendigt er det, at Forargelsen maa komme, men ve Ham. 20 ved hvem den kommer! bedre var det for ham, at han var sjnnken ned til Havets Bund, end at han skulde forarge en af disse Smaa. Dele vi derfor vor Tidsalders Ringeagt og Blindhed for det himmelske Lys, o, da lader os dog ei være forvovne og skamløse nok til at optræde som Kristendommens Tolke og besmitte det hellige Sted! Lader os dog ei sanke gloende Kul paa vort Hoved, ved at røve vore Brødre det, hvis Savn dog sikkerligen ogsaa vi maa stundom føle dybt, den faste og stadige Tro paa Gud og hans Enbaarne, der opgløder Hiertet til al god Gernings Øvelse, og trøster det i Modgangs haarde Time! Vov det ei, du Unge, opblæst af daarlig Hovmod og Tillid til din egen Visdom! kan du ei ydmyges og beskæmmes ved at se, at hvad du agter for saa let, ved Menneskekløgt at løse Tilværelsens Gaade og afhielpe Slægtens Trang, er det Samme, hvorpaa Oldtidens Herligste arbeidede forgæves; o saa bæv dog tilbage for den rystende Sandhed, at den Bedrøvedes Suk og den Trøstesløses Jammer, den Fortvivledes Skrig og den Døendes Angest vil komme over Dig, vil anklage dig for den Almægtiges Trone, og du, du skal da skiælvende raabe: falder over mig, skiuler mig I Høie, og I Bierge, for den retfærdige Dommer! - Ere vi derimod selv Kristne, føle vi os giennemtrængte af den Overbevisning, at Jesu Kristi hellige Lære, udsprunget af en høiere Rod, ene mægter at neddæmpe Forstandens ængstende Tvivl, trøste det kummerfulde Hierte, og lede Mennesket stadig gennem Fristelse og Genvordighed paa Retfærdigheds og Helligheds trange Sti; o, da lader os ei mismodige spørge: hvem troer vort Ord? men tillidsfulde udbryde med Apostelen: Troen kommer af Hørelsen, og Guds Ord er det som skal høres! Lader os mandigen svinge dette Ordets kraftige Sværd mod Synd og mod Vantro, uden at agte paa Tidens letsindige Spot, uden at frygte for deres Medynk, som tro sig at være kloge! Lader os med den Følelse, som kan giennemgløde Hierterne, forkynde Folket det trøstende Evangelium, og selv stirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, stræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige! Da skal den Gud, i hvem vi leve og røres og ere, størke os til vor Gerning med sin hellige Aand, og Han som begyndte det gode Værk i os, skal fuldende det indtil Jesu Kristi Dag. Det ske, o Gud! Amen.
ØNSKELIG?
✂
DA der viste sig Hindringer for gamle Pastor Grundtvigs Ønske om at faa Sønnen til Kapellan, opgav denne, til sine Forældres Fortrydelse, Tanken derom og forblev hele Aaret 1810 i København. Sommeren hengik usædvanlig roligt med Hensyn til hans indre Liv. Asarusen var bortdamp et, og hans Begejstring for Kristendom og Historie endnu ikke opflammet. Men en mærkelig Tildragelse i Nordens politiske Verden gav ham Stødet til to mindre Arbejder, som han udførte i Forsommeren. - Den 28. Maj 1810 døde pludselig Prins Kristian August af Augustenborg, der kort i Forvejen var bleven valgt til svensk Tronfølger. I den Anledning skrev Grundtvig et højtideligt Sørgekvad ved Prinds Kristians Død (Poet. Skr. I. 180-187), der vakte en Del Begejstring som Udtryk for den almindelige Stemning i Danmark og Norge. - Dette Dødsfald aabnede en svag Udsigt til, at Kong Frederik den Sjette kunde blive valgt til Tronfølger i Sverige, og dette Haab om Nordens Forening satte adskillige danske Penneførere i Virksomhed. Blandt disse var Grundtvig, der udsendte et lille Flyveskrift under Titelen:
Er Nordens Forening ønskelig?
Et Ord
til det svenske Folk
af
Grundtvig.
Kjøbenhavn, 1810.
Trykthos Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.
✂
- - Feindlich ist die Welt
Und falsch gesinnt! Es liebt einjeder nur
Sich selbst, unsicher, los und wandelbar
Sind alle Bande, die das leichte Glück
Geflochten - Laune löst, was Laune knüpfte -
Nur die Natur ist redlich! Sie allein
Liegt an dem ewgen Ankergrunde fest,
Wenn alles andre auf den sturmbewegten Wellen
Des Lebens unstät treibt. - - -
Wohl dem, dem die Geburt den Bruder gab,
Ihn kann das Glück nicht geben! Anerschaffen
Ist ihm der Freund, und gegen eine Welt
Voll Kriegs und Truges steht er zweifach da!
Schiller1.
✂ UNDERLIGT maa det vel klinge, naar man spørger, om det er ønskeligt, at Sødskende bo tilsammen i Kærlighed og værge deres Odel med forenet Størke, allermest naar falske Venner og haarde Fiender ere mange. Imidlertid, mangen Forening mellem Lande kan synes ønskelig, uden at være det: Naturen kan have reist en Væg imellem dem, som Konsten forgæves vilde søge at nedbryde, eller Omstændighederne kunne føie det saa, at Foreningen ei blev som den mellem Mand og Kvinde, men som mellem Herre og Træl. Vover Nogen at tilraade en saadan, er han enten en indskrænket Daare, eller usle Hensyn have hos ham overvundet den dybe Agtelse for de adskillige Former, under hvilke Menneskeaanden stræber at yttre og udvikle sig. Raadføre vi os med Historien, da kan den ikke andet end svare os, at hin Forening i Kalmar var en saadan, og tilgivelig er Frygten hos den mindre Kyndige, som troer at det stedse saa maa være. Pligt er det derimod, Pligt mod det trefoldige Nord, for Hver den som tiltroer sig et klarere Syn, at gøre alt hvad han mægter for at udrydde en Frygt, der er det eneste som kan hindre et saa ønskeligt Værk. Ei staar jeg paa et Trin i Samfundet, som forudsætter Kundskab om Staternes Forholde, og ei har jeg et Navn, som kan indgyde Tillid, men jeg vil ei heller sige noget Nyt, som Man skal tro paa mit Ord, ikkun det som Alle kan se og vide, men som vel ei Faa, drevne af lav Egennytte og Misundelse af Nordens Held, kunde faa isinde at * 23 tilhylle eller omdreie, kun det vil jeg stræbe at fremstille klart, og lade det retfærdiggøre mit Hjertes varme Ønske.
✂ Troen og Sproget ere de tvende gyldne Kæder, som binde Menneskesjælen til Alt hvad der maa være den helligt og dyrebart; thi ved hin staar den i Samfund med sit guddommelige Udspring, og ved dette sammensmelter den med beslægtede Aander. At den Form, begge antage i Landene, ei er Tilfældets Værk, men, som Plantens Blomst, udviklet af hvert Folks eiendommelige Liv, derom tvivler kun den, hvis Liv ei rager ud over det nærværende Øieblik, og hvis Øie stedse hvilede paa Tingenes Overflade; for hvem Historien og Menneskeaanden ere lige fremmede. Naar derfor Lande forenes, som heri ere forskellige, da maa de enten i hver Time staa færdige til Afsked, eller, skulle de sammenvoxe, maa det enes Liv myrdes med dets Tro og Sprog. Hvo som fulgte det romerske Uhyre paa sin graadige Vandring, da det opslugede Nationerne, vil ei tvivle om det Sidste, og om det Første kan selv Nutiden overtyde os. Men ligesaavist som dette er, saa vist er det ogsaa, at Folkefærd, som have Sprog og Tro tilfælles, ere af Naturen bestemte til at vorde Eet, ja at de først ved en saadan Forening kunne naa den Grad af Udvikling og Størke, som giver dem fuld Rang mellem Nationerne. Nu vide vi Alle, at ligesom det hele Nord fordum bøiede sig for de samme Guder i Upsals Tempel, saaledes knæler det ogsaa nu i Templerne for den samme Kristus, ja dyrker ham paa samme Maade, at ligesom vore Fædre kun havde eet Navn paa Nordens Tungemaal, saaledes vise vi i Gerningen, at vi endnu anse det for eet, thi med hvilketsomhelst vi kunne, fare vi trøstig gennem Landene. Saa vil det end være, naar vi forenes. I Skrift derimod vil enten Norsk og Svensk og Dansk atter sammensmelte i eet, eller den Mundart vil seire, hvori det Herligste frembringes: hvilken dette skal vorde, vide vi ei, men kappes ville vi, som det sømmer sig for Mænd i Nord. Saameget er altid vist, at reise der sig Aander i Norden, som fortjene at høres paa Fjeld og i Dal, da skal efter Foreningen ei mere som hidtil det Udvortes dæmpe Røsten, men høit skal den lyde og Udlændingen skal nødes til at lytte, istedenfor at smile.
✂
Har nu Naturen saaledes, som det synes, befalet Nordens Forening, da maa vi vel med Forundring spørge hvi den dog forhaledes i de lange Tider, hvi den mislykkedes, da Prøven engang fordum gjordes? At gennem vandre den lange, vistnok tiltrækkende men hartad ubanede Vei, hvorpaa et tilfredsstillende Svar ene kan findes, tillader hverken Tiden eller Rummet
24
her; kun paa den kalmarske Forening ville vi kaste et Blik, for paa eengang at se, baade at den maatte mislykkes, og at den virkende Aarsag nu er forsvunden. I det fjortende Aarhundredes Morgenrøde laa Danmark og Norrig udmattede af et langt daadfuldt Liv, ei engang mægtige til at frede deres egne Kyster, eller kue en oprørsk Lehnsmand, uden Handel og Skibe, Hansestædernes gældbundne Svende. Sverrig derimod stod da i sin raske Ynglingsalder, havde ei taget synderlig Del selv i Nordens Kampe, følte de ungdommelige Kræfter gære i sig, og havde ingen Nabo det kunde frygte. Hvad skulde da bevæge det til at ønske en Forening med hvilket Folk det end var, hvad var mere latterligt, end om det havde ladet sig rolig binde til de svage Oldinge? Nu derimod er alt anderledes: ogsaa Sverrig har nu spillet sin Ungdomsrolle, og spillet den saaledes, at det dristig kan sætte sine Idrætter ved Siden af sine Frænders; disse have imidlertid hvilet, stundom sovet, og ligesom ventet paa deres Frænde før de vilde begynde et nyt Tidsrum af deres Liv. Norriges Opvaagning have vi seet og se daglig, Danmark høre vi qvæde en lystelig Morgensang og hvem kan tro, det, efterat have sjunget, vil igen gaa til Hvile istedenfor til Daad? De Opvaagnede skue trindt sig paa de store Magter som ere opvoksne paa Sø og paa Land, og skønne lettelig at sand Uafhængighed kun er at vente da naar det hele Norden, forenet, staar som Een. Maa Sverrig ikke føle det Samme og det derpaa grundede Ønske? Kunde det ogsaa være blindt for Herligheden af det høiere Liv, som vinker i det Fjerne, kunde det endog være døvt mod Brødres kaldende Stemme, da maatte det dog høre og se de Spaadomme og Varselstegn som true med Undergang. Mod Østen, hvor fordum raa Horder fristede et kummerligt Liv, har reist sig en Stat, mægtig og frygtelig, og kan vel Sverrig vente at den botniske Bugt vil i Fremtiden være en fastere Grændse end den finske var? Vist eier Sverrig Kraft, men neppe saamegen, som udfordredes til i Længden at bortvelte en saa uhyre Masse, og hændte det sig, at Danmarks og Norriges Konge engang forbandt sig med Ruslands Keiser, da tillagde Man det svenske Navn den største Hæder ved at sige, Kampen blev tvivlsom. Langt være det fra mig at ansee saadanne politiske Hensyn for de Drivefjedre, der skulde bestemme Nationernes Ædle til Forening, thi den som udsprang heraf kunde hverken være fuld eller fast, men jeg anfører det kun, for at sætte Stillingens Forandring i Lys, og for at gøre opmærksom paa, hvorledes Historiens usynlige Aand, denne store Kunstner, som
25
aldrig opgiver det Maal han engang satte sig, har under Tidsløbet vidst at forberede det ligesaa store, som glimrende Skuespil, da Broderfolkene, drevne af indbyrdes Kærlighed og Høiagtelse synke i hinandens Favn og smile ved Erkendelsen af at den gensidige Trang til hinanden først udvortes maatte vise sig, før den indvortes ret kunde føles. At opregne alle de Fordele for Hverdagslivets Sysler, som sandsynligen vilde udspringe af Foreningen, overstiger langt min Evne, og hvortil skulde det ogsaa nytte, da de jo dels ere tvivlsomme, dels jo ei engang alle tilsammentagne kunde retfærdiggøre nogen anden Forening end den elendige, brøstfældige som bygges paa lav Egennytte og Vindesyge. Ligesaalidt vil jeg indlade mig i en vidtløftig Undersøgelse om, hvorvidt Statsforfatningens Adskillighed kunde fraraade en Forening; thi jeg for min Del er fast overbevist om, at ethvert Folk har og beholder den Del i Regeringen, det fortjener, og Ungarns Eksempel, under Josef den Anden, siger det jo høit til den hele Nutid, at selv en mægtig Første ei har Magt til at kuldkaste et Lands Forfatning saalænge den er mer end Skygge.
✂ Sverrigs Mænd! ei veed jeg om disse Blade nogensinde komme for eders Øine, men dog vil jeg tale som om jeg stod i eders Midte, som Den, der ei kan søge eller have nogen Fordel af at tale, men hvis varmeste Ønske og lyseste Haab er Nordens Forening, fordi han troer det er Nordens Held. Ved Sagas Haand har jeg gennemvandret de forbigangne Tider, min Sjæl jublede og mit Øie luede ved hver Bedrift, som skinnede i Norden; mit Hjerte skjalv og min Taare randt ved hvert Slag som rammede Nordens Kraft, hver Sky, som hyllede dets Sol, thi ikkun det, det hele stolte Land, som strækker sig fra Finnebo til Jotlands Grændse, ei Danmark eller Norrig eller Sverrig ene er mit Fædreland. Jeg saae i Kalmar Kæden, som skulde evindelig sammenbinde Nord, men glædes kunde jeg ikke, uden fordi jeg i Salen hørte Sagas hviskende Spaadom om de kommende Tider, thi jeg saae, at denne Kæde var en Lænke, hvori de syge, udmattede Sødskende vilde binde Gautur, deres djærve Broder. Lænken sønderbrød han, som han maatte, og paa hans stolte Vandring under Vasabanneret fulgte jeg ham med Beundring og Gammen; jeg fulgte ham ind i Tydsklands Midte og saae ham stande kraftelig, som Himlens stærke Kæmpe; jeg fulgte ham, ja, hvi skulde jeg dølge det? skiøndt mit Hjerte blødte, fulgte jeg ham villig paa hans Kæmpefærd over de frosne Bølger til Axelstads Volde. Dog, Tiderne fremlede, jeg saae den 26 alderstegne Kæmpe udmattes i Polens Moradser og Ruslands Ørkner og da tolvte Karl sank for Frederikshald, da sank han, bedækket med dybe Saar, ned paa Sygeleiet Jeg veed det, svenske Brødre! Kæmpen døde ei af sine Saar, og naar det gjaldt om at værge sin Odel, da rørte han sig kraftelig; men I kunne, I ville ei nægte det, syg har han været, syg er han end og hans tvende Sødskende ere det ogsaa. Kun eet er Lægemidlet, som Menneskeaanden seer, at de Sødskende alle nedrive hvert Skillerum, ei Naturen men Tiderne reiste efter Tidernes Tarv, bo venlig tilsammen i det ene, faderlige Paulun, pleie og opmuntre hinanden til priselig Idræt, og med Ryg mod Ryg vise de Fremmede et dobbelt Aasyn og et dobbelt Sværd. Jeg veed det, Gautur! Du og Din Broder Noreg have stærkere Arme, og tungere falde eders Hug i Sværdelegen paa den faste Grund, men Bølgerne slaa ogsaa mod eders Kyster, og det maa I vide fra de forbigangne Tider, som I og have seet i de sidste Dage, at Dana, som bygger paa de svømmende Øer, har sit rette og hæderlige Hjem paa de stolte Snekker. Hjelper da hende at værge i Øst og i Syd og Hun skal i eders Spidse frede Bølgerne.
✂ Sverrigs Mænd! I løftede en Konge fra Tronen, i hvem Vasaslægtens Kraft, fra hvilken Aanden var flygtet, havde forstenet sig til den blinde Trods1, og I kaarede til Tronfølger en Helt, som Danmark elskede og Norrig tilbad, Skjoldungen Kristian. Jeg græd af Glæde, thi jeg troede at se det stærke Blomsterbaand væves, hvormed Norden vilde omslynge sig selv, dristig ilede min Aand forbi Alt, som vilde standse dens Flugt; Pantet tyktes mig givet, og hvorledes de enkelte Knuder skulde løses, saa Baandet blev langt og jævnt og blødt, som det maatte, overlod jeg rolig til ham, som styrer Alt. Paa Julefestens hellige Dag, da Takkesange for Freden, om atter sammenknyttede Brødre, stege mod Himlen fra det hele Nord, da kvad jeg med inderlig Forvisning:
✂
Noreg og Gautur og Dana, de tre
Eie een Moder tilsammen,
Hende skal Fremtiden jublende se
Favne de Trende med Gammen2.
✂ Kristian faldt, Smertens og Harmens bittre Taarer afløste Glædens, og jeg kunde ikke tie; saa høit jeg mægtede, løftede jeg * * 27 min Røst, for at tolke, hvad mit Hjerte følte saa dybt; neppe lød mit Kvad paa Skaanes Sletter eller i Upsals Helligdom, men høie Genlyd af min Sjæls dybeste Toner hørte jeg dønne over Sundet. Skulde jeg vel fare vild, naar jeg troer, at den inderlige Bedrøvelse over den Boldes Fald, som udpressede de blodige Taarer, at de høie Smertens Skrig, som gennemrystede Sverrigs Kæmpelegeme, at disse vidne om, at de Forhaabninger, I knyttede til Heltens Liv, ei vare ringere, ei mindre stolte, end dem, jeg lønlig nærede i mit Inderste? Dog de falmede, visnede med ham, den herlige Blomst, paa den golde Hede1, men, skulle de ei atter spire, skal Døden ei for dem som for ham være en Genvei til kraftigt Liv? I sanke eder atter, for at kaare en vordende Høvding2, frit er eders Valg, men ville I end atter prøve paa at opbygge den halv nedbrudte Mur? ville I kaare en Fremmed, som ei forstaar jert Tungemaal, som maa stirre bort fra eder, naar han vil finde sine Frænder og sine Forfædres Grave? Ville I heller have en saadan hvis Børns og Børnebørns Aand neppe kan sammenvokse med eders, end en Drot, hvis Fædre gennem Aarhundreder klædte Nordens Troner, som mindes sine gamle Frænders Bedrifter naar han mindes eders, som udenfor Norden eier Intet, der er ham kært og dyrebart; hvis høieste Stolthed det er, at være nordisk Drot, som Hedenolds Herlige vare det.
✂ Da gamle Nor skiftede Landene mellem sine Børn, da fik Gautur Land mellem begge Sødskende og hans Odel Lighed med begges, saa han kunde række den ene Haand til Broderen paa det høie Fjeld og den anden til Søsteren i Dal. Der stande de nu begge og vente ham, thi, troer mig svenske Brødre! I høre gennem mig ei en enkelt Røst, men en forenet Stemme af alle Danmarks og Norrigs Ædle. Derfor, rækker os Haand, ærlig og trofast som vi byde, og dette Haandslag skal være det sidste Slag i Norden! Ei som om jeg vilde love eder, hvad jeg hverken ønsker eder eller os: evig Fred, thi det er den evige Søvn og den evige Død, ikkun indbyrdes Fred og Samdrægtighed, men mandig Strid mod Havets Uhyre og mod hvert paa Land, som vover at prøve Størke med Nordens Kæmpe. Da skulle ny Bedrifter flette sig i den Hæderkrands vi arvede efter vore Fædre, og Aanden skal oplives til en høiere Kamp paa Videnskabs udstrakte Mark.
* * 28✂
Da skal og Goternes kraftige Maal
Atter i Norden genfødes,
Blomsten skal vinde sig kærlig om Staal,
Klippen af Solen opglødes.
Ikke da m ægter vel Øst eller Vest
Götalands Kæmpe at fælde,
Mindes han Julens den hellige Fest,
Staar han som Norderlands Fjelde1.
✂ Blandt Grundtvigs efterladte Papirer findes følgende mærkelige Brudstykke, uden Begyndelse og Ende, der meddeles her, fordi det giver et værdifuldt Bidrag til Forstaaelsen af hans indre Udvikling umiddelbart før Sværmeriet og Sjælekampen i Slutningen af Aaret 1810. Forfatterens Hensigt har været at gøre Rede for, hvorledes han vandt det Syn paa Sammenhængen mellem »Kristendom og Historie«, som første Gang gør sig gældende i Nytaarsnat.
✂ ...behageligere Syslen, saaglædeligt var det mig at bemærke, hvorledes mit Øie stedse opklaredes mere for Historiens nødvendige Gang, hvorpaa jeg hidtil vel havde troet men ikke fast eller med Bevidsthed. Roms Historie er af Naturen særdeles skikket hertil, og da jeg indsaae hvorfor alle de største Skribentere under og efter August, og alle de følgende gode Keisere ei vare Romere, var et større Skridt gjort til reen historisk Beskuelse, end jeg dengang ahnede.
✂ I den hele Sommer laae jeg ligesom i Dvale, og mit Digt over Prinds Kristian samt min Tale til det svenske Folk ere næsten aldeles det Eneste jeg foretog mig undtagen mine bestemte Sysler; men i det sidste udviklede min Synspunkt for Nordens Historie sig især ved den Synspunkt for Kalmarunionen som jeg da fattede. Uden at kunne sige mig selv hvorfor, fik jeg med eet en uimodstaaelig Lyst til at læse Historie, og Heerens Prisskrift om Korstogenes, som jeg længe havde tænkt paa, faldt mig i Hænderne uformodenlig. Det var især hans Synspunkt for Hierarkiet, som greb mig, thi uagtet jeg havde ladet mig henrive af Skriget over Pavemagten, til ei at gøre Forskel mellem de forskellige Tider, havde jeg dog allerede i Forsommeren under Udarbeidelsen af Henrik den fjerdes Historie fattet stor Agtelse for Gregor, hvorom mine Dictata fra den Tid 30 vidne. Ligeledes glædede det mig, hos en saa umistænkelig Forfatter at finde min Beskuelse af Korstogene, dem jeg imidlertid kun kendte i deres yderste Omrids; Følgerne af Korstogene fandt jeg utilfredstillende, og ængstelig, udviklede, som det maatte ske af en Mand, der med udbredt historisk Lærdom forbinder stor Skarpsindighed, men fattes det religjøs-historiske Blik, hvilket gør, at han seer klart i det Enkelte, men dunkelt i det Hele og mærker det selv. At kende Korstogene nøiere blev mig nu en Trang; jeg fik Hakes Fremstilling, som naturligvis harmede mig meget, jeg fik Spaldings Historie af Kongeriget Jerusalem, og hans elendig lave Synspunkt for Korstogene harmede mig ogsaa, men da han siden lader sig styre af sit Stof og fortæller rent, saae jeg ham, uden at han selv vidste det, fremstille hine Tog i deres hele Underfuldhed. Ved Siden af disse læste jeg Sismondis ypperlige Værk over de italienske Republiker, og uagtet ogsaa han mangler det religjøse Blik, er dog hans Fortælling saa ren for elendig Pragmatisme og saa klar at der nødvendig maatte under Læsningen opstaa et ganske andet Billede af dette Tidsrum i min Sjæl end det som var i hans, og jeg dog erkende hans Dybde til en vis Punkt. Jeg læste ogsaa en Del af Müllers Schweitserhistorie, og befandt mig førstegang i Selskab med en ret historisk Aand, hvis Beskuelse af Hierarkiet var for mig som et gammelt Billede, og hans Fremstilling af den Gru der gennembævede Europa da Paven ei længer viste sig som eller agtedes for Kristi Statholder, gennemrystede mig og lagde en Spire til den Anvendelse af Sætningen og [læs: om] Kristendommens Nødvendighed paa Folkenes Historie, som siden paafulgte. At Müller imidlertid ei selv var Kristen, men kun med sit klare historiske Øie beskuede de religjøse Ideers nære Sammenhæng med Folkenes Liv, sees klart af hans halvbespottelige Udraab: troer fast, eller troer Intet! Jeg saae ham stirre paa Romerne, jeg stirrede ogsaa did, og saae vist nok ei at det var det Samme, men at Man dog inderlig maatte ønske, blot at een Ide bemestrede sig Europas nu indsovne Folkefærd.
✂ Der blev anmeldt en ny Oversættelse af Saxo1, jeg indsaae den kunde ikke blive, hvad den skulde være, og satte mig hen for at sige mit Folk at Vedels, noget forandret efter Sproget, var den de burde have, og fremsætte Maaden hvorpaa denne igen * 31 kunde blive Almue[?]læsning1, samt Vigtigheden af at et Folk kendte og elskede sit Lands Historie, men alt som jeg skrev pinte den Indsigt mig, at det dog ei var Sprogets Ælde men den uddøde Sands for Fædrenes Liv og Daad som havde fortrængt Vedel og Snorro, at det altsaa var om denne, ei om en Bog at gøre. Jeg udkastede et Billede af Dannemarks forbigangne Liv, og for førstegang saae jeg med Studsen heligennem Sandsen for Fædrenelandets Historie indsove og vækkes med Kristendommen. Jeg besluttede da at give et Skilderi af hvad vi nu ere og hvad Følgen maa vorde, men her vilde den Klarhed som var for mig i den forbigangne Tid ei fremtræde og Arbeidet hvilede2. Jeg læste nu Kozebues Historie af Preussen som ret harmede mig, da blev jeg 9de Octbr forunderlig, uudsigelig grebet, fra den Tid er al Frygt veget fra mig og ligesom en Taage gaaet fra mit Øie. Nu saae jeg Kristendommen overalt som i Norden betegne . . .
* *✂ » IDUNNA, en Nytaarsgave fra 1811«, som udkom i December 1810 (jfr. Gr. udv. Skr. I. 546), slutter med syv saakaldte Sagakvad, hvoraf de to sidste, om Villemoes, er trykte i Slutningen af første Bind, medens de fem andre meddeles her. - Om Peter Eremit og Korstogene skriver Grundtvig i »Nordiske Smaadigte« (1838), hvor de er optagne i ændret Form: »Disse Smaastykker fra 1810 skulde kun være Forspil til en poetisk Fremstilling af det store Korstog, som dengang svævede saare tiltrækkende for mig«. Hans begejstrede Historielæsning har fremkaldt denne Plan, hvoraf disse Smaadigte blev den eneste Frugt i Literaturen.
Odin og Saga.
✂
Jeg veed saa underfuldt et Land,
Der maa vi Alle bygge,
Enddog det er, som Sol i Vand,
Af Hjemmet kun en Skygge:
Vi bygge der saa trindt og tæt,
Men se dog kun den snevre Plet,
Hvor vore Fødder stande.
✂
Tilbage vi ei skue kan,
For Taagen, som os følger,
Og for os er en ligedan,
Som Alt for Øiet dølger;
Dog vandre vore Fædre hist,
Og foran os, det veed vi vist,
Skal vore Sønner bygge.
✂
O vist vi maatte plat forgaa,
Her i det snevre Fængsel,
Om ingen Bod vi kunde faae
For al vore dybe Længsel,
Thi, skønt vi glemme det saa tit,
Det siges os ved hvert et Skridt,
Her har vi ikke hjemme.
✂
Jeg veed en Bæk, saa underfuld,
Den rinder gennem Landet,
Og det som lagdes under Muld,
End speiler sig i Vandet:
Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i dybe Vand
Og vore Sønner skue.
✂
Naar Foden er af Vandring træt,
Paa Bækkens Bred vi hvile,
De gamle Skygger trindt og tæt
Forbi vort Øie ile,
Hver Urt, som stod paa Bækkens Rand,
End lever grøn i friske Vand,
Og dufter os imøde.
✂
Men Vandet kan ei stille staa,
Det stadig maa henrinde,
De kære Skygger ogsaa maa
Fra Øiet brat forsvinde,
Da vorder Barmen tung og hed,
Og Vemodstaarer trille ned,
Alt som i Bæk vi stirre.
✂
Jeg veed en Borg saa høi og prud,
De Støtter, som den bære,
Af Marmelsten ei skaares ud,
De ikkun Straaler ere,
Som sprang fra Bækkens dybe Bund,
Og dog den har saa fast en Grund,
At den kan aldrig synke.
✂
I Borgen er en herlig Sal,
Der sidde Guder inde,
Og skue over Bjerg og Dal,
Den eies af en Kvinde:
34
Hun nævnes Saga i vort Nord,
Men kendes vidt og bredt paa Jord,
Og dyrkes, hvor hun kendes.
✂
I tvende Bægre øser hun
Af Bækkens klare Bølger,
Og Runer staa paa Rand og Bund,
Dem megen Størke følger:
Dem Odin skar med konstig Haand,
De brat kan løse Tungens Baand
Og Synet kan de størke.
✂
Ved Saga sidder Odin næst,
Og klygtig falder Talen:
Den Askurs Søn, de unde bedst,
Ham række de af Salen
Et Bæger med den stærke Drik,
Da standse Skygger for hans Blik,
Han kan dem ret beskue.
✂
Da sjunges der saa lystelig
Om Mænd og om Bedrifter,
Og Tiderne udfolde sig
Saa bredt i Sagaskrifter;
Da løftes Taagen mer og mer,
Saamangt et Glimt da Øiet ser,
Fra Hjemmet vist de komme.
Pillegrimene.
✂
I Østen ligger en gammel By;
Sit Navn den dristig siger,
Thi af den gik saa stort et Ry,
I alle Verdens Riger.
En Sol opgik i Bethlehem,
Og gylden stod Jerusalem
Alt i dens klare Straaler.
✂
I Byen er en hellig Grav,
Thi der vor Frelser blunded,
Og derfor did med Vandringsstav
Den fromme Kristen stunded.
Alt hvad han synded, hvad han leed,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.
✂
Han havde med sin Sved, sit Blod,
Den lange Vei beskrevet,
Dog var, langt mer end Haand og Fod,
Hans Hjerte sønderrevet;
Af Veiens Møde træt han var,
Dog mer af Byrden, som han bar.
Af sine svare Synder.
✂
Da knælede han ned paa Stand,
Med Suk og Taarer hede,
Og Øiet om sin Frelsermand
I Graven vilde lede;
Ak der var intet Guddomsspor,
Fra kolde Sten kun Gysen foer
Alt i de bange Lemmer.
✂
Da tyktes ham, som Englerøst
I Gravens Hvælving toned:
Han er opstanden til din Trøst,
Som Dig med Gud forsoned;
Thi løft Dig, Synder, ved din Tro
Fra Graven, hvor de Døde bo.
Til Herrens lyse Himmel!
✂
Med Tro og Haab da løfted sig
Den Angergivnes Øie,
Ved Trøst fra Gud i Himmerig
Han glemte al sin Møie;
Alt hvad han synded, hvad han led,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.
✂
Saa trøstig han sin Vandringsstav
Nu fløtted gennem Lande,
Det Underværk om Kristi Grav,
Det kunde han nu sande:
36
Den tog hans Pine, gav ham Fred
Og Haab om salig Evighed,
Naar Gud fra Jord ham kaldte.
Peter Eremit.
✂
Hvem monne det være der ganger saa hvast,
Med Stav over Bjerge og Dale?
Hvem monne det være, der raaber saa fast?
Det gungrer i Høielofts Sale:
O, visselig er det en Vandringsmand,
Som kommer nu hjem fra det hellige Land.
Hvad Tidender monne han bære?
✂
Saa spørger i Gaarde den liden Smaadreng
Saa spørger den Ridder i Sale,
Sig flokke de Skarer paa Mark og paa Eng,
At høre den Pillegrims Tale.
Ham Aanden indgiver saa kraftige Ord,
At alt som en Lue de vandre paa Jord,
Af Luen maa Hjerterne brænde.
✂
O, hører det, Brødre, den hellige Grav,
Den mægte I ikke at finde,
Forgæves I fløtte jer Vandringsstav
I Dal og paa Bjergenes Tinde,
De Hedninge gjorde med Helvede Pagt,
At drive fra Graven og Naaden med Magt
Den arme, bodfærdige Synder.
✂
O, seer mine Arme, o, seer mine Been!
Dem have mig Lænkerne skaaret,
Og Alle som knæled paa hellige Sten,
De have de samme og baaret,
De bære dem end udi Asialand,
O, kunde dog over den bølgende Strand
I Sukket og Skrigene høre!
✂
Guds Moder hun hører de Helliges Bøn,
Hun har sig for mig aabenbaret.
Paa Armen hun havde sin straalende Søn,
Og straalede selv som forklaret,
Hun bød mig at vandre fra Syd og til Nord,
At kalde til Graven hver Kristen paa Jord,
Til Kamp for de hellige Steder.
✂
Hvor Herren har talet sit Guddoms Ord,
Og kraftige Gerninger øvet,
Hvor Han, som forløste den syndige Jord,
Paa Korset nedhængte bedrøvet,
Der træde nu Hedninge Korset med Fod,
Med Spot de udgyde de Helliges Blod,
Som Abeis det raaber fra Jorden.
✂
Det raaber om Hevn over Hedninge vist,
Om Straf over eder, som sove:
Med Læben bekende I Troen paa Krist,
Men have ei Noget at vove,
Mod Himlen I gaa, som usmykkede Gæst,
Men kastes I skulle fra salige Fest,
Til Graad og til Tændernes Gnidsel.
✂
O, haver end Nogen sin Frelser saa kær,
At Døden han for ham vil lide,
Da kommer, o kommer med Spyd og med Sværd,
For Korset og Graven at stride!
O, frygter kun ikke for Helvedes Magt!
Med Himmelens Herre vi gøre vor Pagt,
Og han haver Alting at raade.
✂
O, skynder jer, Kristne, men holder mig ei!
Om Sjælenes Frelse det gælder,
Saa knap er min Tid og saa lang er min Vei,
Og saare mod Aften det hælder;
Saalænge jeg er fra den hellige Stad,
Kun Vand er min Drik, og kun Urter min Mad,
Mig størker den Gud, som mig sendte.
Korstogene.
✂
Her er saa stille, her er saa tyst
I Borgegaard,
Ei Vaabenleg, ei Spil og Lyst
Man høre faaer;
Der sidder den Junker med tankefuldt Sind,
Der sidder den Frøken med Graad paa Kind,
Her lyster mig ikke at dvæle.
✂
Nei, lader heller os gange ind
I store Stad,
Om Een bedrøves der i Sind,
Er Mangen glad,
Der røre sig Alle med Støi og med Sang,
Der høres den liflige Klokkeklang,
Og Tidender høres paa Torve.
✂
Mon Pesten haver da rundt i Stad
Sig sneget om,
Saa at den lange Huserad
Er bleven tom,
Hvad heller mon om ved lysen Dag
I Søvnen finder Enhver Behag,
Og rører sig kun udi Natten.
✂
Dog, tys! hvad lyder fra Kirken hist
Saa sagtelig?
En Sjælemesse holdes vist
For Stadens Lig.
Der ganger af Kirke en Kvindeflok,
Kun Oldinge følge med hviden Lok,
Umyndige Drenge tillige.
✂
O, siig mig, Du Gamle med Issen hvid,
Hvor Slaget stod!
Thi sikkerlig flød i skarpen Strid
En Strøm af Blod.
Du græder, og vist den Lod er tung,
At grave i Jord hver kraftig Ung,
Og stande saa gammel tilbage.
✂
Hvor haver Du hjemme, Du Vandringsmand!
I Syd? i Nord?
Hvor ligger det fjerne, det sære Land
Paa denne Jord,
Hvor hellige Tale om Kors og om Grav,
Der farer som Luen paa Land og paa Hav,
Ei hørtes, ei Hjerterne tændte?
✂
Slet ikke jeg græder for Nogens Død,
Jeg er saa graa,
Jeg er saa gammel, det er min Nød,
Jeg her maa gaa,
Jeg kan ikke bære det tunge Sværd,
Jeg kan ikke drage den hellige Færd,
For Korset og Graven at stride.
Jørgen Sorterup.
✂
Han haver sig baaret en Søn under Ø,
Som haver den Skebne, han aldrig skal do,
Og aldrig sin Klædning opslide.
Sorterups Heltesange.
✂
O, Du gamle, kække Skjald!
Mindes skal Du af den unge;
Dansk Du var i Tonefald,
Dansk af Æt, af Kraft og Tunge.
Naar om Kæmperne i Nord
Du din Tordensang lod høre,
Da sig maatte vist i Jord
Nordens gamle Kæmper røre.
✂
Roms den visne Gudeflok
Vilde Du i Sang ei dyrke,
Agted den for Sten og Stok,
Uden Magt og uden Størke,
Zebaoth Du Offer bar,
Hvergang Du i Sang Dig øved.
I Dig selv en Guddom var,
Guderne Du ei behøved.
✂
Dog det gamle Bjarkemaal
Tyktes Dig en herlig Flamme,
Gamle danske Mænd i Staal
Kaldte Du din egen Stamme,
Deres Pris Du hørte helst,
Og det glædte Dig i Sinde,
At ved Skjaldens Kvad var frelst
Odins og Kong Frodes Minde.
✂
Varslende stod Axelvold,
Da Du blev til Verden baaret,
Dig saa stolt en Helteold
Til sin Ligskjald havde kaaret:
Juler paa det danske Hav
Saae Du Manddomsværker øve,
Og Du sang Dig ned i Grav
Om en Sehsted, Gyldenløve.
✂
Du var Bragurs ægte Søn,
Dog dit Kvad os gik af Minde,
Derfor maa saa tit i Løn
Mine bittre Taarer rinde:
Graad og Latter, store Skjald!
Kvalte tit din høie Stemme.
Ak, men dybt var Danmarks Fald,
Da det kunde Dig forglemme.
✂
Døvet blev din Heltesang,
Intet den dog fuldt neddæmper,
Jordes Du og mangengang,
Staar Du op med dine Kæmper;
Du med Sang, og de med Sværd
Samme Idræt ville øve:
Vække Mænd, som gange nær
Rabe, Sehsted, Gyldenløve.
✂
Lirespil om Paarses Færd,
Det blev Danmarks Heltekvæde,
Daaden blev og Sangen værd,
Danmarks Flaade vi begræde;
41
Hist, hvor Jul i Kjøgebugt
Seierrig med Fjenden droges,
Der saae vi de Danskes Flugt:
Gamle Axelstad indtoges.
✂
Men naar Dannemark engang
Vaagner af sin lange Dvale,
Atter tone skal din Sang,
Kæmpeskjald! i høie Sale.
Glæd Dig, Skjald! den Stund er nær:
Baal nedstyrtes, Herren vinder,
Alt sig hvæsser Danmarks Sværd,
Hjertet higer, Gud det finder.
✂ Blandt Grundtvigs Haandskrifter findes følgende Digt, der maa stamme fra Efteraaret - ikke, som Svend Grundtvig formoder, fra Foraaret - 1810. Dets Indhold peger hen paa den Overgang i Forfatterens Liv fra Drøm til Daad, fra Poesi til Kristendom, der fuldbyrdedes i den paafølgende Vinter. Enkelte af dets Vers genfindes, noget ændrede, i Digtet »Livets Æbler«, som meddeles nedenfor. - I Haandskriftet har Digtet ingen Overskrift. Svend Grundtvig giver det, i Poetiske Skrifter I. 188, Titelen »Vækker-Sang«. Her er valgt et Navn, som minder om, at det var under det historiske Studium af Middelalderens Stordaad, at Digteren følte sig drevet til at gøre et Korstog til Herrens Ære mod Nutidens Vantro.
✂
At elske og digte, det haver sin Tid,
Lyksalig den Tid det kan bære!
Men nu det kun gælder om Kamp og om Strid
For Troen og Himmelens Ære.
Et Korstog allene kan frelse af Nød
Kan Sjælene1 frelse fra evige Død
Og Rigerne holde ved Live.
✂
Ei er det om Kristi den hellige Grav,
Vi skulle med Hedninge stride,
Ei kalder os Korset saa langt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide,
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.
✂
De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
De Korset med Fødder nedtræde,
De drive saamangen en syndefuld Lyst,
Og Skændsel er al deres Glæde.
Og derfor vi stædes saa saare i Nød,
Og derfor vi ræddes for Strid og for Død,
Og Rigerne fare saa ilde.
✂
O, Brødre, o, lader os agte det vel,
Ei er det nu Tiden at sove,
Det gælder Aarhundreders Ve eller Vel,
O, lader os Striden dog vove!
O, lader os virke ved Dagen saa brat,
Thi ellers maa1 komme en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og græde.
✂
End er dog al Størke ei veget fra Nord,
End kan ved Bedriften [vi] gløde;
Men Pesten den farer saa vidt over Jord,
Og Jorderigs Folk vil den øde;
O, lader os vende tilbage til Gud,
O, lader os agte hans hellige Bud
Og elske vort Fædernerige.
✂
Et Fædreland har vi saa gammelt og stolt,
Som Nogen kan finde paa Jorden;
Men Sot er i Kroppen, og Hjertet er koldt,
Hel sjelden er Størke nu vorden;
Det volder, at Herrens det hellige Ord
Og Fædres Bedrifter forglemmes i Nord,
Thi der er kun Størke2 at finde.
✂
O, skuer tilbage paa Fædrene dog,
O, hører, hvor Herren de loved!
O, seer og3, hvor glade de ginge paa Tog
Og Livet for Fædreland voved!
O, føler det Brødre, hvor rolig de laa
Paa Bolster og Silke, paa Dun og paa Straa,
Naar Herren dem kaldte fra Jorden.
✂
O, skuer jer selv dog i Hjerterne ind
Og seer, om I der kunne finde
Det levende Mod og det rolige Sind,
Som Fædrene havde derinde!
Og er det der ikke, da mærker det vel,
At uden de Tvende der gives ei Held
For Mænd og ei heller for Lande.
✂
To Bøger der ere for hver Mand i Nord,
De ere saa kærlige Frænder,
Den ene er Herrens livsalige Ord,
Den Troen i Hjerterne tænder,
Den anden er Saga om Fædreneland1,
Den løfter og størker i Sindet hver Mand;
O, var de i Hænder og Hjerte!
✂
OM de Forhold, hvorunder dette mærkelige lille Skrift blev til, har Grundtvig som gammel fortalt følgende i Kirke-Spejl, hvormed man kan sammenligne Slutningen af det ovenfor Side 29-31 anførte Brudstykke af en Optegnelse om Efteraaret 1810:
»Jeg husker godt endnu, hvordan det begyndte, thi jeg sad en Aften alene og læste i Kotzebues Historie af Prøjsen, som var den nyeste over dette Land, og som jeg, skjønt jeg dybt foragtede Navnet, mente som Lærer i Historien af Pligt at maatte benytte; men jeg var ikke kommen længere end til det trettende Aarhundrede, da de tyske Riddere indtog og med Sværdet kristnede Prøjsen, thi her havde Kotzebue plantet en af sine Giftblomster under, hvad han kaldte »det visne Kors«; og derved løb det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra mig, men sprang op som greben af en mægtig Aand, der kaldte mig til Reformator. Derpaa fulgt et Par Maaneder af stolt men stille Sværmeri, hvori jeg første Gang siden min Barndom for Alvor læste Bibelen, især Profeterne, Luthers og Kingos Salmer, bad og grublede over, hvordan en Reformation, især med Pen og Blæk, i vore Dage lod sig udføre. »NyaarsNat« er i Læseverdenen det eneste Spor af dette Sværmer-Liv, thi det endtes pludselig, da jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er Du selv en Kristen? og har du dine Synders Forladelse? - Samvittigheds-Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja, som Klipper paa Hjærtet. Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte mig hjem til min gamle Fader, som havde nedlagt Embedet, da man den Gang, langt fra at gjøre Ære ad Jubellærere, ej engang vilde lade ham faa sin Søn til Kapellan, fordi der var ledige Kapellaner i Stiftet«.
✂ Det var efter dette Besøg i Hjemmet, at Grundtvig Nytaarsaften underskrev Fortalen til sin lille Bog. Nærmere Oplysning findes i Holger Begtrups »N. F. S. Grundtvigs kristelige Opvækkelse i Vinteren 1810-11« (København 1899).
Nytaarsnat
eller
Blik paa Kristendom og Historie
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Kandidat i Teologien.
han vorde en Daare, at han kan vorde viis!
1. Kor. 3, 18.
Kjøbenhavn, 1811.
Trykt hos og forlagt af Andreas Seidelin,
i store Kannikestræde No. 46.
Til min Fader
paa
Hans Jubelfest den 5te Decbr. 1810.
✂
Gamle Fader! paa Din Høitidsdag
Maa jeg Dig en Sønnehilsen bære;
Alderen har gjort Dig mat og svag,
Men ei stum til Jesu Kristi Ære:
Lavere er vel Din Tunges Røst,
Høiere dog Stemmen i Dit Bryst;
Thi, o Kristen! naar Din Røst mon dale,
Synker den i Hjertets Stemme ned,
Vorder Maalet, som Guds Engle tale,
Sphærers Lovsang i al Evighed.
✂
Issen krandses af de hvide Haar,
Ei som Sne de Vinteren forkynde,
Men som Sneens hvide Blomst i Vaar:
At for Dig skal Vaaren snart begynde.
Sneblomst! ja, du ene skal bestaa,
Naar hver Blomst paa Jorden maa forgaa:
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.
✂
Hil Dig, Fader, Præst i Luthers Aand,
Med Din Krands, og hil Dig med Din Krone,
Naar, udløst af Støvets tunge Baand,
Kæk Du svinger Dig mod Herrens Trone!
Hil Dig, Fader, paa Din Jubelfest!
Thi Du var en sanddru Jesu Præst:
Fræk Du ei med Herren gik i Rette,
Vilde ei fortjene Himmerig,
Derfor Gud vil al Din Skyld udslette,
Salighed af Naade skænke Dig.
✂
Jubellærer! paa Din Jubelfest
Se, hvor Man Lutheri Lig omfører!
Han var Herrens ypperlige Præst,
Men hans Aand i Liget ei sig rører:
Navnet har han, som fra Herren lød,
At han lever, skøndt han dog er dødl.
Se, hvor de paa Mindestenen hugge!
Den skal reises paa hans Jubelfest,
Med den vil de Graven da tillukke,
Frit bekende: død er Herrens Præst.
✂
Gamle Fader! Du har tjent saa tro
I halvtredsindstyve Aar til Ende,
Vel Din Sjæl maa længes efter Ro,
For mod Himlen ene sig at vende;
Men før end Du vender Dig fra Jord,
Medens Du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i Hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig!
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til Krist i Himmerig!
✂
Himlens Herre det allene veed,
Hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger;
Det dog veed Du, Fader, Herrens Fred
Er det Eneste, paa Jord, som kvæger;
Lys den over mig i Jesu Navn!
✂
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.
✂
Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei mer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt, og hvad er Alt paa Jord
Mod det rene, klare Guddomsord!
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til hans Pris, som steg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skænke os en salig Evighed1.
Fortale.
✂ Adam syndede, og alle Jordens Slægter i ham, tabt var det rene Gudsbillede, tabt var den klare Beskuelse af Guddommen, forsvundet var Naturens Glands og Harmoni, forsvundet Freden og Enheden i og omkring Mennesket. Første nu blev Sjæl og Legeme to, først nu opstod den moralske Strid i Menneskets Indvortes, og den naturlige i Legemet som maatte avle Døden. Det arme Menneske stod i Strid med sig selv og Alt, og skjalv paa det Uendeliges Rand, hvis Dyb hans Forstand i daarlig Hovmod havde ment at kunne udmaale. Dog en Levning af Gudebilledet lod Skaberens evige Kærlighed overleve Faldet, paa det at den arme Slægt ei aldeles skulde nedsynke i det Endelige og glemme sit Slægtskab med Guddommen. Denne Levning var ingen anden, end hin forborgne, uden Skriftens Oplysning uforklarlige, Higen ud over det Synlige, som, hvor den var stærkest, blev Poesi. Alle de gamle Religioner, disse matte Stjerner i Natten, avledes af den, og at det var af Religionerne alt det høiere Liv, som skinner og glimrer i Oldtiden, udviklede sig, derom vidner Historien, ja tav den og, kunde vi dog indse at det saa maatte være; thi uden Tro, uden fast Forvisning om det Usynlige, dets Høihed og vort Slægtskab dermed, lader sig ingen Stræben imod det tænke. Ogsaa Videnskaberne fødtes da af Religionen, men disse selvkloge Sønner foragtede snart deres Moder, og selv Poesien, den evig unge Oldemoder, forlod sin aldrende Datter, nedsteg fra sin høie Trone, hvorfra hun havde stirret mod Himmelen og skuet dybt i Livets Hemmeligheder, for i Dalen, med sin velklingende Stemme, at forlyste Jordens sjunkne Børn. Dog her omtaagedes snarlig hendes Øie af Jordens Dunster, dets Lys udslukkedes alt mer og mer, og Blindheden var hendes Død. Hendes selvkloge Ætmænd fældte en tvetydig Taare ved hendes Lig, men maatte snart selv følge 51 hende i Graven. Dette er tilsammen Religions, Daads og Videnskabs Historie i de gamle Tider.
✂ Kristus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men fremfor Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunkne, tvivlende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jordens; men han gjorde Mere, han fremstillede sig selv som det tabte Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunne vorde delagtige, ved i Troen at tilegne sig ham, hans Død og Fortjeneste. Da Han opstod af Graven, opstod Poesien med ham, stirrede længselsfuld op mod den Himmelfarne, forkyndte hans Pris, og stræbte overalt i Tiden og Rummet at opdage hans Spor og Glimt af hans Herlighed. Dog Videnskaberne, som Kristendommen ei allene, lig andre Religioner, avlede, men endog havde helliget til sin Tjeneste, bortkastede alligevel Ærbødigheden for deres guddommelige Moder, og skammede sig ved hendes Ledebaand, som de mente at kunne undvære. Med formastelig Haand stræbte de at nedrive Verdens himmelske Dronning fra sin Trone, ja erklærede hende, bespottende, for deres egen umyndige Datter. O I Lærde og Selvkloge! vider at Herren har gjort eders Visdom til Daarlighed, lad dog den daglige Erfaring lære eder, at Urten, som skæres fra sin Rod, vel enstund kan føre et sygeligt Liv, men visner dog sikkerlig, lad Historien lære eder, at saa gik det altid med Videnskaberne i de forbigangne Tider! Eller, have I virkelig Lyst til at forære Verden en Mumie som den alexandrinske?
✂ Det var at forudse, at Poesien vilde sidst forlade Kristendommen, thi den maa dog føle, at dens Hjem er ikke herneden, og at den maa dø, naar den ei længere kan tale et himmelsk Tungemaal. Fuld er Skilsmissen end ei i denne Time, men ogsaa Poesien er tilvisse besmittet af Tidsalderens jordiske Sind og dens Hovmod, den føler ei det fornedrende i at male og forgylde Graven med det stinkende Aadsel, den vover formastelig at sætte sig selv paa Kristendommens Trone, og lade som om den mægtede at give sin foragtede Dronning Ly og laane hende Glands.
✂ Med Smerte og Skam maa jeg bekende, at jeg selv, saa fuldt som Nogen, har været delagtig i denne Forstandens Hovmod, ja at min Brøde vel endog var større end mange Andres. Jeg vil ikke tale om den Tid, da jeg, som Tidens Genlyd, besmittede Herrens Hus med unyttig og bespottelig Tale om Pligt og Saligheds Fortjeneste, om den dydige Mand, den redelige Sandhedens Lærer, Jesus, som dog ikke tog i Betænkning at udgive sig for 52 andet end han var, og at bekræfte Usandheden ved tilsyneladende Underværker; thi ved den Tid har min Hovmod skammet sig for længe siden. Men i flere Aar har jeg agtet Kristendommen for Guds umiddelbare Aabenbaring ved sin Enbaarne, og dog har jeg vovet, ret som for at redde dens Sandhed, at spænde den i menneskelig Menings Aag*). Det faldt mig endnu stedse for tungt, at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, jeg vilde selv udgrunde hvorfor Kristendommen var sand, og selv da jeg erkendte Umuligheden heraf, kostede det mig dog Overvindelse, offenlig at bekende, jeg ei om det Usynlige havde nogen Vished som var min egen. Skønt Menneskets Fald længe havde været mig klart, og skønt jeg ikke vidste noget andet Middel til Opreisning end Kristus, forargede hans Forsoning mig dog paa en Maade, fordi jeg ikke kunde finde Noget i min Grubien, som lignede den. Gid dette maa tjene til Advarsel for dem, som tro, at de ere Kristne, naar de dele den falske Ærbødighed for Kristendommens Hemmeligheder, som nogle af de nyeste Filosofer stille til Skue! Ved Guds Naade har jeg nu bøiet min Forstands Hovmod, og nu forekommer det mig ubegribeligt, hvorledes Man kan tro, at Kristus var mer end et Menneske, og dog ikke tro hans Lære, blot fordi det er hans, da vi ved at fordre andet Bevis af os selv som Troens Betingelse, forudsætte, at vi anse os i det ringeste for lige saa kloge som han. Dette udelukker ingenlunde Grubien, men bestemmer den blot som en Stræben efter klarere Indsigt i Kristendommen, om hvis Sandhed ingen Tvivl kan være. Saaledes er det ikke allene tilladt, men endog ueftergivelig Pligt for de Kristne, at drive Kundskaben i de døde Sprog, om Naturens og Historiens Hemmeligheder, til det høiest mulige Trin, kun at alle disse Videnskaber træde villig i Kristendommens Tjeneste, thi naar de ville staa ved sig selv og dyrkes for deres egen Skyld, da er det jo klart at de ere Afguder, den menneskelige Hovmods besmittede Børn, der lede deres Dyrkere og alle Ubekræftede bort fra den Korsfæstede, og, efter hans eget Udsagn, fra Salighed. At min Synspunkt for Poesien i sine adskillige Skikkelser er ligedan som den for Videnskaberne, er følgeligt, og naar den forstod sig selv, vilde den ei vægre sig ved at hvile i Kristendommens Skygge; thi ene derved vinder den det høie, guddommelige Præg, selv de Vanhellige og Vantro maa beundre, skønt de maa blive sært tilmode ved at spørge sig, hvorfor? Med denne Vished vil vel * 53 Ingen mene, at jeg i nærværende Tidsalder kan vanke rolig om mellem det gamle Nordens Kæmpeskygger. Nedkaste mig i den brusende Strøm, det maa jeg, henrive mig mægter den ei, men om den skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede og ved Siden vil jeg stille to luende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten; thi Hans er Magten og Æren i al Evighed.
✂ Dette var egenlig ingen Fortale til efterfølgende Smaadigte, men udgør meget mere i Forening med dem Fortalen til mit følgende Liv. Nu til Slutning et Par Ord om Digtene. De vare bestemte til en af mig besørget Nytaarsgave1, men da der baade fattedes Tid og Rum, fandt jeg det ogsaa ret passende, at udgive dem for sig selv. Deres Hensigt er umiskiendelig, og jeg skulde vel ikke tro, det kunde falde Nogen ind, at beskylde mig for at have vanhædret nogen Skjoldung, ved at sige, som Sandt er, at alt eftersom Kristendommens Lue slukkedes i Hjerterne, sank Riget dybere til Vanmagt. Digtet selv maa vise, hvor langt jeg er fra at tilregne Kongerne Folkenes Brøde, og Ingen kan fuldere end jeg være overbevist om, at en Konge maa bruge sit Folk, som det er, efter Øieblikkets Trang, omskabe eller genføde det mægter han ei, det kan Religionen allene. O! gid jeg kunde dybt indpræge denne Overbevisning hos hver Dansk, thi da vare vi frelste, da skulde ethvert ligesaa daarligt, som landsforrædersk, Knur mod Konge og Regjering, bortvige, vige bort til hine Vilde, som bande deres Husguder, naar Uheld ramme, til hine Blinde, som med Glæde lade Sjælen forgifte, og dens inderste Marv udsuge, men slaa deres Konger ihjel, naar de udskrive Skat! O gid dog Enhver, som fristes til saadant Knur, vilde gribe i sin egen Barm, og spørge sig selv oprigtig om han er villig til at opoffre Liv og Gods for Fædrenelandet; thi paa Svaret skal han mærke, hvad der er Skyld i Nøden, mærke, at dersom vi ei selv fatte et andet Sind, da kan ingen Konge, da vil Gud ikke hjelpe os.
✂ Valkendorfs Kollegium, den 31te Decbr. 1810.
*Livets Æbler.1
✂
En Viv haver Bragur saa deilig og fin
Som Skjaldene om monne synge:
Idunna hun vogter de Æbler i Skrin,
Som Aserne kunne forynge;
De ere at ligne ved Skjaldskabets Id,
Det Svundne, som stod i den nyfødte Tid,
I Skjaldskab end tykkes at leve.
✂
De Aser dog bleve saa gamle og graa,
De sjunke i Graven hin mørke,
De Æbler de kunde ei længer forstaa
At give dem Ungdom og Størke;
Men Skyggerne kan de end trylle os frem,
Saa vi kunne skue og agte paa dem,
Hvad Størke i Livet dem fulgte.
✂
Alt saa, som det monne med Aserne gaa,
Saa mon det med Fædrene gange,
Af Graven de kunne ei mere opstaa,
Ei vækkes ved galdrende Sange;
Men alt som de ginge og stode paa Jord,
Maa Skyggerne komme paa Digterens Ord,
Omvandre i Verden saa vide.
✂
De Jotuner havde en Klogskab saa ond,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Det skar dem i Sindet saa mangelund,
At Aserne bleve saa unge;
De Æbler dem vilde de stjæle med List,
Da maatte de Guder dog ældes forvist,
Men Jotuner leve og vinde.
✂
Nu Loke henganger for Idun at staa,
O, hør du mig, Kvinde hin fine!
Et Træ har jeg fundet og Æbler derpaa,
De ere fuld bedre end dine,
Og vil du mig følge i Morgenens Stund,
Da skal du dem skue saa fagre i Lund,
Da kan du med dine dem ligne.
✂
Idunna hun ganger med Fristeren ud,
Han monne med hende bortflyve,
Og nu skal du vorde en Hrimthussebrud,
Ei længer mig lyster at lyve,
Nu ere de Æbler i Jotuners Vold,
Saa ung og saa deilig hver Thusse og Trold
Omspringer paa Fjeld og i Dale.
✂
De Æbler maa lignes ved Skjaldskabens Id,
Den sidder i Gudernes Sale,
Derfra mon den lokkes af Kløgt og af Vid
Til Jordens de taagede Dale,
Selv Urten, som stander af Edder saa tung,
Da tykkes for Øiet saa fager og ung,
Oplivet af Skjaldskabens Aande.
✂
Nu fnyste de Aser af Vrede og Sorg,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Dem glæder ei Livet i herlige Borg,
De gøres saa gamle og tunge,
Omlynet af Sværdene Fristeren staar,
Han tvinges at flyve til Jotuners Gaard,
Idunna til Asgaard at føre.
✂
I dette allene ei Skjaldskabens Id
Til Æblerne fagre er Mage,
Nedlokke den kunne vel Klogskab og Vid,
Men aldrig den føre tilbage,
Den Giften i Helvedes Urter gør sød,
Den borger dem Liv, men betaler med Død,
Saa lønner al Helvedes Yngel.
✂
Et Æble af Livsens det hellige Træ
Har Kristus til Jorden nedbaaret;
Naar Kærnerne vokse, da modnes i Læ
Og Æblet, som Kløgten har daaret.
56
O herlige Æble, som Kristus nedbar!
Det evige Liv i sit Inderste har
Enhver, som det undes at smage.
✂
Det Æble i kosteligt Skrin er nedlagt,
Det Jotuner kunne ei bruge,
Dog Skrinet de stjal fra den sovende Vagt,
Og monne derover nu ruge;
Et andet de satte udsmykket saa rigt,
Det tykdes saa fagert, det tykdes saa ligt,
Men Æblet er ikke derinde.
✂
O Brødre! o vaagner, o vaagner dog brat!
Mens Glimt er af Dagen at skue,
Thi ellers der kommer en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og grue,
Da spøge de Genfærd ved Midnattens Stund,
Og hvor vi opvaagne af rædsomme Blund,
Der var det vist bedre at sove.
✂
O lader os kæmpe for Frugten saa sød,
Og Korset til Banner fremholde!
Et Korstog allene kan frelse fra Død,
Et Korstog mod Jetter og Trolde.
De hyle, de flygte, naar Korset de se,
Og ikkun i Hulen som Djævle de le,
Men Seier de aldrig kan vinde.
✂
Ei er det om Kristi den hellige Grav
Vi skulle med Hedninge stride,
Ei kalder os Korset saa vidt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide:
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.
✂
De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
To Høvdinge føre den Skare,
Dem tjener hver Sands og dem tjener hver Lyst,
Selv Aanden er i deres Snare,
Den ene har visselig Hovmod til Navn,
Den anden som Løgner sig kalder vort Gavn,
De Høvdinge ere saa onde.
✂
O Brødre, o lader os agte det vel,
Hvad gavner det os om vi vinde
Al Verden, men tabe det evige Held,
Som ei er i Verden at finde?
Kan Hovmod os frelse fra Synd og fra Død?
Kan Hovmod udslukke den evige Glød?
Kan den os med Herren forsone?
✂
O lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve,
Der bøies maaskee det hovmodige Sind,
Saa Troen sig mægter at hæve,
Og fange vi Tro paa den Helliges Navn,
Da snarlig vi mærke hvad os er til Gavn,
Og Æblet tilbage er vundet.
Sorø Kirke.1
✂
Høie, lyse Guddomsbolig!
Under din den stolte Bue
Andagt maa i Hjertet lue;
Mangen slumrer her saa rolig.
Som i den forgangne Tid
Rørte sig her i vort Nord,
Vældig i den skarpe Strid,
Kløgtig i det stærke Ord
Hellig for dit Alterbord.
✂
Men hvad er det, som Øiet hist mon skue?
En Vaabenkrands alt under hvalvte Bue
Omringer Muren med sit Farvespil;
O, hvilken Slægt er fundet værdig til
At glimre saa paa Helligdommens Tinde,
Og leve der i evigt Helgenminde?
Foruden Skjolds af Slægter jeg kun een
I Danmark veed, som værdig var den Ære
✂
At eie slig udhulet Bautasten,
O, mon det ikke Palnatokes være?
Jo, den det er, og den det er med Ret;
Thi hvor er Slægten, som i Seklers Række
Kan ved sit Navn saa stolte Minder vække,
Som blev saa seent af Hædersgangen træt?
✂
O, Jomsborgs Høvding, Kæmpe uden Mage!
Ei dine Ben er' gemt i viet Jord,
Dit Liv indfaldt i hine tunge Dage,
Da Krist og Odin kæmpede i Nord,
Den svundne Tid, den vilde du genføde
Og Liv igen indtrylle i det Døde,
Men kun forgæves var din blinde Daad.
Her stander jeg i andre tunge Dage,
I Hjerte vist, men ei i Kraft din Mage,
Og grunder dybt paa Herrens skjulte Raad.
Det Hellige, som dig og Odin overvandt,
Det ligger nu saa sygt og døende i Norden,
Ak, evige Forbarmer! er det sandt,
At ei det Døde kan igen opstaa paa Jorden,
Saa brist kun Hjerte i et Krampesiag;
Thi svundet er da Jordens sidste Dag.
Kan Herren vel en Søn paa ny til Jorden sende,
Som kan nedslagne Blik mod Himlen atter vende?
Ak nei, det er forbi, det haaber ikkun Daaren,
At stige skal til Jord en ny Enbaaren.
Dog, Hjerte! stands med dine Rædselsskrig!
Veed du det ei, at Kristus seierrig,
Som de Opstandnes første Grøde,
Opstanden er med Ære fra de Døde?
Mon eengang kun af Graven han opstod;
Opstod han ei i Kristnes Martyrblod,
Som randt for Korsets og for Gravens Ære?
Opstod han ei, da Luther kækt oplod
Det blinde Øie for hans sande Lære?
Lad Tiden da sin Kundskabs tunge Sten
Kun fræk henvelte over Jesu Ben,
Og fast den binde med Forstandens Seigl!
Lad den kun gange med sig selv i Pagt,
Og Mand ved Mand om Graven holde Vagt!
Det hjelper ei, naar Englene nedsvæve;
59
Da Vægterne skal fly, thi de maa bæve,
Da Stenen skal sig høit mod Himlen hæve,
Og straalende den Jordede opstaaer,
Da Slægter skal igen paa Jord fremtræde,
Som den, hvis Støv og Fald vi her begræde;
Som Skjalm, og som de Tvillinger i Aand,
Som Esbern Snare og som Absalon.
✂
Saa hvile sig da under denne Sten
Nu Absalons de trætte Helgenben,
Det er da ham, hvis Billed her man præged,
Det er da dig, hvis Daad mig saa bevæged.
Saa staar jeg nu da for den Ædlings Grav,
Som tidlig mig den Følelse indgav,
At det er stolt, at være født i Norden,
Ja, klart jeg dig i Lignelsen kan skue,
Som om din Aand til Kroppens Hvilested,
En føie Stund i Dæmring, svæved ned.
I Øiet seer jeg Kraft og Fromhed lue;
Thi Søn du er af Krist og gamle Nord,
En Gjord er spændt om dine stærke Lænder,
Og tunge Sværd nedhænger fra den Gjord;
Med det du slog til Jord de grumme Vender;
For dette Sværd fra Tempelbænk nedfaldt
Hver Stok og Sten som var en Guddom kaldt;
Det samme høit du op i Luften bar
Dengang du slog til Konge Valdemar.
Din Stav - o se, den er jo søndersprungen,
Da Bisper stred mod Fædreland og Kongen,
Da Danmarks Hæder sank i mørke Grav,
Da knuged du saa haardt din Bispestav,
At Stenen selv isønder maatte springe.
Med Kraft den Stav du som et Septer førte,
Da Lov du gav mod Synd og Overvold,
Med den det var, du Saxos Øie rørte,
Med den opmaned du den svundne Old.
Ja, Ædling, naar ved Valdemarers Minder,
Og naar ved dit opblusse mine Kinder,
Naar Øiet funkler ved en stor Bedrift,
Som du lod præge i den faste Skrift;
Og naar i Gru jeg gyse maa og blegne
Ved Tanken om, at var din Saxo ei,
60
Da maatte jeg, forvildet, uden Vei,
Omvandre her i Fædrelandets Egne,
Da knæler jeg med Tak for ham, som gav
I Haanden dig en hellig Bispestav.
Ja laa din Sten for høien Altar end,
For Gud jeg nu nedknælede paa den.
Saa er da Alt i haarde Sten indpræget,
Hvorved dit Liv mig har saa dybt bevæget!
Nei Kaaben ei, hvorpaa i Roskild hviled
Den svegne faldne Knud, da i dit Venneskød
Han rørt sin Aand opgav, og end i Døden smiled,
At præges udi Sten, dertil var den for blød,
Men derfor dog dens Minde vist skal vare,
Saalænge gævt og stolt det er i Nord
I Vennenød at glemme egen Fare.
Saa sov da sødt i hellig Kirkejord!
Du Støv af ham, som pryded Land og Kirke:
Det under dig vel dog forkeerte Old,
Der stormer mod de Døde blind og kold,
Som det var dem, der Landfarsoten virke.
✂
Hil være dig, udhugne Dannerkonning!
Uroligt var dit Liv, nu har du Fred,
Ei driver Gert dig mer fra Land og Dronning,
Thi ogsaa han i Graven lagdes ned.
For store Kæmpeværk han Jylland tog i Pandt,
Der søgte han sin Løn, der ogsaa den han fandt.
Kristoffer! ja, et Offer var du vist,
For den i Nord vanhelligede Krist,
Din Stol hardtad du fløtted fra dit Rige;
O, tungt for dig og Dannemark tillige!
Naar Herrens sande Frygt fra Tronen maa nedstige,
Og naar fra Altret selv den nødes til at vige,
Da kommer saadan Tid, da maa en Konge bøde,
Ei for sin egen blot, for hele Rigets Brøde.
Saa rind da Taare for det arme Rige,
Men rind kun for den svage Drot tillige,
Og rind for Sønnen, som de stærke Ben
Nu hviler hisset under tunge Sten!
Thi Saga det med Smerte vidnet har,
Ei atter Dag det blev med Valdemar;
Saa vakler ei ved Dag en Konges Trone,
61
Saa raader ei vantrevne Kræmmerflok
Ved lyse Dag for Dannerkongens Krone,
Ja, kan vel List og onde Rænker taale,
At skinnes paa af Jordens klare Straale?
Her fordum hun, den kloge Danneqvinde,
Som det sig burde, mellem Frænder laa.
O! var du her endnu i Rad at finde,
Og kunde fra de Døde du opstaa,
Et sanddru Vidnesbyrd du skulde da frembære,
Om det var Dannemarks og Norges Kraft til Ære,
At saa du bøded med en konstig Haand
Den nye Klud paa gamle Klædebon,
Om Kvindekløgt og Banghed udi Sind,
Hvad heller Kraft det var, da i dit Rige
Med stor Besvær du murede dig ind,
At Tyve ei sig skulde der indsnige
Ved Nattetid; thi kun naar Folket sover
Den rædde Tyv sig ind i Huset vover.
✂
Nu, sover vel, I gamle Kongeben!
Jeg skride maa forbi den sidste Sten,
Som Saga taus og grundende tillige,
Tredobbelt, Olaf, var din Slægt, dit Arverige,
Tredobbelt Slægt med dig i Graven maatte stige.
✂
Men hvem er du, som stander der allene?
Mig tykkes ret saa spottende du leer
Ad Kæmperne og deres Mindestene.
Det er fordi du kun paa Skraa dem seer;
Hvi blev du ei imellem dem herinde?
Om sjeldne Daad jo vidner dog dit Minde,
Og Altret kan du i din Krog ej se!
Ak, er det dig, du Paarses store Digter,
Som nødte os til Kæmper at bele?
Ei for din Daad ukyndig jeg dig sigter,
Jeg veed den Punkt, hvorpaa din Alder stod.
Den Lærde grandsked i de gamle Skrifter,
Ei glødende ved Hedenolds Bedrifter,
Men drevet af en uforstaaet Trang.
Paa saadan Færd kun findes hvad Man søger,
Og ikkun Ord han fandt i gamle Bøger;
Han pløjede Homerers Heltesang
62
Og sanked Fraser i den aabne Fure;
En Cicero, Ovid, Horats, Virgil
Han læste for at gøre klassisk Stil.
Om hver en Pind i Oldtids Fuglebure
Man trættedes paa god og slet Latin;
Men Fuglen selv, som sad og sang derinde,
Og Æggene, som laa i gyldne Skrin,
Dem fandt man ei, dem kunde man ei finde,
Saalænge man end fra Olympen ei
Til Herrens Himmel havde fundet Vei.
Saa Oldtids Glands er skjult den Dag i Dag
For hver som seer i Guder kun Bedrag;
Thi ret som intet Folk var mer end sine Guder,
Saa er det og for os ei mindre eller meer,
End sløve, lyse Blik udi dets Guder seer.
Dit Øie, Holberg, for hver Hedningold
Fik, som din Tid, og du fra dine Fædre,
Dem fried Luther fra Afguders Vold,
Og Hedningguder kunde de ei hædre.
Men Blikket, som din Tid dig gav for Heltedaad,
Fra eders Fædre det I arved ingenlunde,
Det hvasse Sværd hos Jer var blevet til en Braad,
Med den I stak, da ei med det I hugge kunde.
Saalænge Kristi Aand var over Stat og Kirke,
Saalænge Danmarks Folk saamangen stor Bedrift
Ved Jesu Kristi Kraft end mægtede at virke,
Var Øiet og opladt for Daad i gammel Skrift,
Var det og deres Lyst at digte og at skrive
Om Heltefærd og Daad paa gammel nordisk Viis,
At til Eksempel det for Sønner kunde blive,
At ingen Helt saa gæv forlorede sin Pris.
✂
Dengang ved Svarteraa de første Lutherdrenge,
Med Gudsfrygt udi Sind, med frit og freidigt Mod,
Afskurede den Rust i Svenskens Hjerteblod,
Som havde sig indædt i Danmarks Sværd saalænge;
Da aabnedes igen de gamle Kæmpehøie,
Da kom det saa, da maatte det sig føie,
At Snorro! du, og Saxo! af Jer Grav
Igen opstod og tog Jer Vandringsstav,
Og gik i Land omkring, saagodt I Gamle kunde;
I snakkede nu Dansk paa Jeres Sønners Viis
63
Med hver en Adelsmand, hver Rosenkrands og Friis,
I gæsted, hvor I kom, hver Borger og hver Bonde,
Og satte Jer paa Bænk for Enden af hans Bord
Og glæded ham i Sind med Jeres snilde Ord.
Da var det og at du, vor store Kristians Moder!
Da Tyge du engang besøgte paa hans Hveen,
Med Mester Anders om de gamle Syngenoder
Saa ivrig skifted Ord, som om en Ædelsten
Med Straaleglands der sad i hver en gammel Tone,
Og du dig ønsked den til Smykke i din Krone.
Du fik dem, delte ud til Frøkener og Fruer,
Paa gammel Dronningvis, og du endnu dem har;
Thi Stads saa gammeldags er ei for vore Fruer.
Kun for at smile af hvad Oldemødre bar,
Vi gemme dem endnu, de gamle Kæmpeviser,
Som ikkun Kærlighed og Mod og Troskab priser,
Saadan som de saae ud i gamle Arilds Tid;
Thi gamle Arild sad just i de samme Dage
Og sanked paa Dragsholm med sindrig Kløgt og Flid,
Hvad der af Sagn og Skrift om Danmark var tilbage.
Da fjerde Kristian ved Kalmar stred og vandt,
Der Dannebrog igen sig løfted under Ø,
Da Kæmpen Frederiksborg opvokste udi Sø,
Da Grønland Lindenov og Edda Brynjulf fandt;
Da fandtes og en Mand som kunde sjunge
Om slig Bedrift, og medens Arbo sang
Med hellig Aand om Skaberværkets Gang,
Da rørte du, Lyskander, kæk din Tunge
Om Verdens Herrers Værk; det bedre du forstod,
End dem at elske op af Danmarks Kongerod.
✂
Nu nærmer Svensken sig saa tæt til København,
Den stod som Adelsmand og vandt sig Adelsnavn;
Men skønt det end var Dag, var det dog blevet silde.
En større Frændeflok alt havde Anders Bilde,
End, danske Præstemand!du store Henrik Gerner;
Men derfor og din Daad var større end din Sang.
O, brave Syv! hvad hjelper det du værner
Saa trofast om det gamle Dannersprog,
Som du fra Stevns saae dine Juler værne
I Køgebugt om gamle Dannebrog?
Seer du Torfæus hist? Han bryder nu sin Hjerne,
64
For som Stephanius, og Vorm, og Bartholin,
At grave ned igen, hvad der er nys opgravet,
Begrave Nordens Sagn og Saga i Latin.
✂
En Røg saa gloende jo stiger hist af Havet,
Og i den klarlig seer jeg Danmarks røde Flag,
Det vaier stolt paa store Høitidsdag.
Herr Sehsted har en Søn sig avlet under Ø,
Som har det store Kaar, at han skal aldrig dø;
Det svor du, Sorterup, til Gud og Fædreland;
Jeg har den faste Tro, at Eden vorder sand.
Den Søn og har paa danske Bølger vandret,
Skønt han sit Navn, som Tiden, har forandret;
Han først hed Tordenskjold, han sidst hed Villemoes.
✂
O Sorterup! din Alders sidste danske Mand,
Som digted høit og kækt om Danmarks Helteros,
Saa sorrigfuld du stod i sjunkne Fædreland,
Begreb det ei hvorfor kun Viser om Krysillis,
Som blødne mer end skærpe Mandemod,
Om Paars og Synderen, som maa for Bøddel stilles,
I Danmarks Egelund sig mærke, høre lod;
O hørte du da ei fra Skaane høie Rygte
Om Dannerhæren, som for Stenbuk maatte flygte;
O, følte du det ei, alt Gammelt var forbi,
Den gamle Kristendom, og Kraft og Poesi?
Ja, Kristus selv ei mer i Straaleglands
Saa herlig stod for Sjælens Skuesands,
I tvende Sekler dæmpet var den Lue,
Som Luther tændte under Himlens Bue.
Ei til Bedrift var Tiden længer dygtig,
Og, Holberg, du var til dens Færd for stor.
Hvad var tilovers da? kun det at spotte kløgtig,
Med Sorgen dybt i Sind at mæle Latters Ord.
Saa tro da ei, du Martyr, jeg er blind,
For hvad du var, og hvad du maatte være!
Nei ikkun da jeg harmes udi Sind,
Naar sløve Folk vil skoggre dig til Ære,
Som mindste Glimt ei af din Aand kan se,
Som mener fræk, dit Maal kun var i Livet,
Hvad deres er, at nyde og at le!
Et andet Syn af Herren mig blev givet;
65
Jeg veed det vist, at hver en kraftig Aand
I sig forener Alt, hvad i hans Tid og Folk
Der findes vidt adspredt, i Enkelthedens Baand;
Saa var og du din Tids, dit Nordens sanddru Tolk;
Men det, som med sig selv Forening kun kan avle,
Det ubekendte Tal paa Aandens Regnetavle,
Det genialske Blik var Herrens og dit eget.
✂
Saa skal jeg da forlade dig saa rolig,
Du underfulde, lyse Guddomsbolig?
Ja, rolig vel; thi nu for vist jeg veed,
At Kristus lever i al Evighed;
Men dog med Taarer i det vaade Øie;
Thi hvilken Dansk kan stande her urørt?
Paa hvilken Dansk kan Øiet blive tørt
Ved Valdemars og ved Kristoffers Leie?
Vel Dannekongers Ben sig hvile andensteds,
Ja ligge hist og her end tættere i Kreds;
Men, Sorøs Guddomshus! det var dog kun i dig
At Fædrene begrov det hele Danmarks Lig.
Fra Leire kun til Roskild Harald flytted,
Og Kongehøi med Kirkejord ombytted;
End Danmark straaled i sin fulde Glands,
Og trende Riger gik om Knud i Dands.
Fra Estrids Søn til store Valdemar
En Kløft hel dyb der er at overspringe,
I Roskild ligger Svend, i Ringsted Valdemar,
For gamle Danmarks Liv begyndte det at ringe.
Den anden Valdemar man Seiernavnet gav,
Han planted røde Kors ved gamle Danmarks Grav.
Som Frodes, Liget blev end ført omkring enstund,
Indtil det her nedsank i Sorøs Kirkegrund.
Dog, slig en Kæmpe ei saa snart kan rolig sove,
Som Genfærd se vi ham endnu engang sig vove,
Ved Midnat op af Grav og kaldes Valdemar,
Han gaaer som det var Dag, og som ei død han var;
Dog Døden rædsom, mørk, i Øiet malet staaer.
Der Timen er forbi, igen i Grav han gaaer,
Og kun forgæves vil en trolddomskyndig Vole
Ham mane op igen paa trende Kongestole:
Han kommer som et Barn, som hellig Olafs Skygge,
Kun for at i sin Grav trekronet han kan bygge.
66
Nu længe vi i Kirken have dvælet,
Det Døde til os Levende har mælet
Om nære Frændskab i den svundne Tid
Imellem Tro og Sang og kraftig Id.
Det samme vil og vore Ætmænd finde;
O lader det ei gange jer af Minde!
Dog stille! end det Døde til os mæler,
En hellig Aand det døde Malm besjæler.
O hører I ei hvad det er som toner
Fra Hvælvingen? det er om vor Forsoner.
Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født,
Til Verdens Trøst, som ellers var forødt.
O gid I dette Ord i Hjertet vilde gemme,
Da maatte frit hvert andet I forglemme,
Thi kun i ham der gives Salighed,
For alle dem der af hans Fødsel veed.
Julesang.1
✂
Op, alle Kristne! stemmer i!
Om Kristus vil vi sjunge,
Med Sjæl og Hjerte sjunge vi,
Alt som med Mund og Tunge,
Og prise Herrens Kærlighed,
Som sendte os fra Himlen ned
Sin elskede Enbaarne.
✂
Naar saae man før det Underværk,
At Stjerner maa nedskride,
Og Sol opgaae saa klar og stærk
Ved dybe Midnatstide!
O Midnat! lysere du er
End nogen Dag med Straaleskær
Fra Verdens første Morgen.
✂
O Foraarsol! din Magt er stor,
Naar Sneen du mon smelte.
Du løser ud den fangne Jord
Af Isens haarde Belte;
✂
Alt paa din Straales Vennebud
Af Kvisten springer Knoppen ud
Og Blomsten op af Jorden.
✂
Dog aldrig med den Vintersol
Du vove dig at maale,
Som klar, da Midnatshanen gol,
Opgik med gyldne Straale!
Kun Billed er din stolte Pragt,
Kun Skygge er din store Magt,
Af den, af Kongesolen.
✂
Alt som et Lig foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den svarlig maatte grue:
Ei vokste nogen Blomst derpaa,
Thi Dødens Is den knuged saa,
At Intet spire kunde.
✂
Da kom du, Sol, o Jesu sød!
Dig fulgte Guddomsstørke,
Med den du Syndens Lænker brød,
Adsplitted Satans Mørke,
Og Dødens Is saa stærk og kold,
Den onde Fjendes Herreskjold,
Du med din Straale smelted.
✂
Slet ingen Vraa er nu saa mørk,
Du den jo kan oplyse,
Saa vildsom er slet ingen Ørk,
At Vei du jo kan vise;
Saa lys er ingen Kongehald,
Saa lys er ingen Hjerneskal,
At de dig kan undvære.
✂
Saa skin da, gyldne Sol, saa klar
Foruden Aar og Alder!
Din Straale og den Størke har,
At Blomster den fremkalder;
Thi Kærlighed og Haab og Tro,
Det er den Blomst, som nu mon gro
Trefoldig, høit mod Himlen.
✂
Den Blomst, som paa dit Bud opkom,
Ei Mage her kan finde,
For Hjertet er den Lægedom,
Den visner ingensinde,
Og hvo den først beskuer ret,
Han af det Syn ei vorder træt,
Før han i Graven synker.
✂
Naar Is optøes af Solens Glød,
Den vorder frugtbar Væde,
Saaledes maa nu og vor Død
Forvandle sig til Glæde;
Thi Tro og Haab og Kærlighed
Opgro til Liv og Salighed
Af Dødens løste Vande.
✂
Saa hav da Tak, o Herre from,
For Lys og Blomst tillige!
Fordi du som en Frelser kom
Til faldne Jorderige!
O lad os paa din Fødselsfest
Dig takke, som du takkes bedst,
Ved Tro i rene Hjerter!
✂
Og, Frelser, naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Trolddomssang,
Forvildet af vor Tanke;
O, fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
✂
Ja, derfor du, o Frelsermand!
Dig lod i Krybben lægge,
Imellem Dyr med Uforstand,
Alt inden ringe Vægge.
Dit Tegn det var i svundne Tid,
Hvergang du dig genfødte blid;
Du altid saa vil fødes.
Tillæg.
✂ Det er ingenlunde Uskjels at disse Blik paa Christendom og Krønike føre Navn af Nytaarsnat, thi dette Ord udtrykker i alle Maader deres Vilkaar. Først er det aabenbart at denne lille Bog er skrevet og udgivet paa Grændsen af mit Levnets tvende Aar, det saae jeg dengang allerede, og sagde derfor at dens Fortale var ei saameget Fortale til de efterfølgende Riim, som, tilligemed dem, Fortalen til mit følgende Liv. Men just heraf følger en anden Lighed mellem Nytaarsnat og denne Bogs Indhold, thi som mit Stade var, saa var mit Syn. Det er en gammel Troe om Nytaarsnat, at alle det tilkommende Aars Hændelser lade sig i den forbilledlig tilsyne, men i saa forblommet Skikkelse at der skal egne Øine til at see de fleste og en egen Konst til dem at samle og udlægge; det er nu ikke Timen her at sige, om og man vidste, hvad jeg ikke veed, Beskeed om hvad det gamle Ord kan have i og paa sig, men det er vist, at der er i Menneskens og allermeest i Skjaldens Levnet slig en Nytaarsnat, da Livets Billede staaer dunkelt for hans Øine, i mangfoldig Skikkelse, og rører ham heel underlig, og er han Skjald saa han kan ret indbilde sig de Syn og afbilde dem i Ord og Toner, da kunde og et opladt Søndagsøie saa nogenlunde gjætte sig til hans Bedrift, saavidt den maatte rimeligen følge, thi det kunde Ingen just saa lige vide om hans Levnet vilde sande, hvad han førde i sit Skjold. Nu mener jeg, at ligesom den lille Bog er skrevet i en Nytaarsnat, saa er den selv en saadan, og for mit Øie staaer i den et underlig forsamlet Billede af hvad jeg var og hvad jeg er, af hvad jeg gjorde og af hvad jeg haver end tilbage; men at ei dette stod mig klart for Øie, imens jeg selv stod i den stjerneklare Vinternat, det kan man vide ogsaa deraf, at det da havde været mig umuligt at tale og at siunge saa.
✂ Bogen begynder med en lille Sang til min gamle Fader, som blev Jubellærer i de samme Dage og var en af de faa overblevne 70 Guds Ords Tjenere, som var Præst i Morten Luthers og de gamle Dages christelige Aand, og mens jeg stirrede paa Søiverkrandsen om det gamle Præstehoved, da maatte Øiet sagtens see et Glimt af den usynlige Guldkrone i det Høie, og kjedes ved al Verdens forfængelige Væsen, ja selv ved Laurbærkrandsen og det tomme Gjøgleværk som Verden gav Udødeligheds Navn, og Tungen maatte sjunge:
✂
Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei meer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt og hvad er alt paa Jord
Med det rene, klare Guddoms Ord?
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til Hans Priis, som steeg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skjænke os en salig Evighed.
✂ Vel maatte det i slige Timer falde mig paa Sinde, at død var Morten Luther, den Aand, som gjennem ham oplivede Kirken, bortsvævet, at før kunde Ingen tænke paa at vandre til hans Grav for at komme ham ihu, ei kunde man ønske at give den livløse Steen hans Navn i Gjemme før de hule, klangfulde Stene havde holdt op at velsigne hans Minde og gjentage hans Psalmers hellige Toner. Vel maatte jeg fra det høie Stade paa Morten Luthers Grav see store Vidnesbyrd, om hvilken Kraft Guds rene Ord mon eie og kundgjorde i de forbigangne Dage, see den nærværende Tid i sin hele Krøblingskikkelse, stolt i sine glimrende Pjalter af sin egen Usselhed og Skjændsel; vel maatte jeg føle en brændende Længsel efter at see det kraftige Ord atter vandre paa Veirets Vinger, og indaande Liv og Mod og Kraft i den døende Slægt, men og maatte jeg stande nedbøiet, forsagt, naar jeg spurgte hvorledes? og Intet kunde trøste mig uden Tanken om den Guds høie Fred og Jesu Christi Kraft, hvis Spor jeg saae paa Tidens Bølger, uden dog ret at føle dem inden i mit eget Hjerte. Derfor bad jeg Oldingen
✂
Medens du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig,
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til Christ i Himmerig!
71
Himlens Herre det alene veed,
Hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger,
Det dog veed du, Fader! Herrens Fred
Er det Eneste paa Jord, som kvæger,
Lys den over mig i Jesu Navn!
Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.
✂ Takket være den hensovne Olding! han lysde Herrens Velsignelse over mig. Takket være den Guders Gud evindelig! Han skjænkede mig den. Alt have Verdens Bølger løftet sig med Skum og Brag imod mig, og det er vel kun lidet imod hvad som forestaaer, men hidindtil haver Herren hjulpet og gjort store Ting imod mig, og naar jeg skal see de større Trængsler, da skal jeg og see større Ting end disse, tryg jeg er, thi mig min Jesus følger, Lys og Liv Han er endnu i Dag, og Han er i al Evighed den Samme.
✂ Fortalen giver tilkjende hvorledes jeg saae ud over Livet, og i hvilket Lys jeg nu betragtede Menneskets indvortes og udvortes Rørelse i Støvet, den gav og tilkjende, at det var mit fulde Alvor, med al den Kraft, Gud vilde forlene, at gribe ind i Tidens Hjul, og hjelpe til, om det var muligt at dreie det tilbage til de gamle Stier. Nedkaste mig, sagde jeg, i den brusende Strøm, det maae jeg, henrive mig mægter den ei, men om den skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede, og ved Siden vil jeg stille de tvende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg, saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten, thi Hans er Magten og Æren i al Evighed.
✂ Det er klart at jeg nu vidste hvad jeg skulde troe og gjøre, hvor Kraften var at finde og Hvis Æren skulde være; men de Riim som følge efter kunde vel lært en ret opmærksom Christen, hvad jeg maatte lære i en haardere Skole, at man kan vide Meget, som man hverken føler eller følger, eller dog kun halvt; thi Rimene vise, at jeg endnu lagde megen Vægt paa Troen af den Grund at den er den eneste Rod hvoraf et aandeligt Træ med livlige Safter, med stærke Grene og deilige Frugter, kan 72 timelig opvoxe, at Bekymringen for Sjælen og dens evige Salighed, min egen og Næstens, var endnu hel ringe, men min Lyst tit at tækkes Verden endnu dygtig stor.
✂ Nu at tale et Par Ord om hvert Riim især, da sees lettelig at det om Livets Æbler er en heel underlig Blanding af verdslig og christelig Tale, men ogsaa et sanddru Billede af Nytaarsnatten i mit Inderste, thi gjennem Mythesløret skimtes Morgenrøden, paa Valhals Tag staaer Korsets Tegn som Seiersbanneret til Ragnaroke, men Odin tømmer end Guldbægeret med Saga, og Einherierne drikke rolig Suttungs Mjød paa Valhals Bænke; rørde de sig end paa Jorden, da spurgtes vel ei saa stort om Korset, mægtede Idunnas Æbler at trylle Mere frem end store Skygger, at trylle Liv og Kraft og Vid og Sang i Dødningen, da spurgtes vel ei saa stort efter Æblet fra Guds sande Paradis; thi det er klart der lides ei men strides ikkun kjæmpeligen ander Korset, det er ei Korset selv, men kun dets Tegn i Dannebraag, der skygger over Valhal, der er intet Spor dertil at Syndens Legeme skal først korsfæstes, før Aandens Legeme kan staae forklaret op, det skal ikkun lemlæstes ved et Pederssværd, og Livets Æble skal gjenføde os, før Giften er uddraget under Pine. Kort sagt, det Kors er sat saa høit, at Valhals Kjæmper, kan, uden sig at bøie indgaae i Gimle, naar de kun med Sværdet hilse for det og primsigne sig, og troe at det er Thors den rette Hammer hvis Størke underlig er deelt imellem dem, og knuser Midgardsormen, uden at dens Gift kan skade os. Visselig kunde jeg selv have det behov hvad Rimet siger:
✂
O! lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve,
Der bøies maaskee det hovmodige Sind,
Saa Troen sig mægter at hæve.
✂ Skal der nu endelig meldes et Ord om den Betydning somher er lagt i den gamle Mythe om Idunnas Æbler, og om hendes Fangenskab hos Thurserne, da skjønner jeg ei rettere, endat den ei er langt fra Sandhed, det behøves kun at see Idunnaei som Skjaldskaben i sin Udøvelse, thi Billedet derfor var Bragur, men som dens Hjerte og Liv, der vakde Begeistringen, thihun var Bragurs Viv; og Meget var at sige om den underligeDybde som findes i saamangen nordisk Mythe, men her er Stedet ei, thi vel staae alle disse Myther som Sphinxer uden forden danske Kirkedør, men de forstaas kun, naar de beskues 73 høit fra Choret gjennem Kirkeruden, og saavidt ere vi end ingenlunde, det falder os nu først paa Sinde, det var vel godt, ifald man lavede sig til at gaae i Kirke.
✂ Nu følger da det andet Riim og kaldes Sorø Kirke, og det skal da afbilde Kirkegangen, som det ogsaa gjør, thi Gangen var som Sangen, ei til Opbyggelse, men et Besøg ved Heltegravene derinde, en Vandring gjennem Kirkens Vaabenhuus, med Øiet heftet paa de skjønne Farver i hvilke Lyset bryder sig naar det bestraaler Korsets Tegn paa Jord. Det røber ogsaa Rimet flux, at vi er kun i Vaabenhuset, thi knap giver Øiet sig Tid til at kaste et flygtigt Blik paa Altret, og iler med at fæste sig paa Vaabenkrandsen under hvalvte Bue, som smykker Muren med sit Farvespil, og det er disse Vaabener, og Ravnebanneret fra Hedenold, og Dannebraag paa røde Val og over Bølgen blaa, og Sagas Skjoldmænd og Bragurs Billedværk, paa hvilke Øiet næsten hele Tiden hviler. Tabt af Syne er nu Sneblomsten som ene kan bestaae naar hver jordisk Blomst forgaaer, glemte synes nu de sande Ord:
✂
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.
✂ Dette er ikke her videre at udlægge stykkeviis, de Vaagne see det selv, og for Sovende er Lyset spildt, men det er ganske mærkeligt, at jeg henstirrede paa Palnaioke som det Forbillede, jeg havde Lyst at ligne, kun med den Forskjel at det, som brast for ham, skulde lykkes mig, fordi jeg havde i det stærke Jesu Navn den Talerune til at opvække Døde, som han forgjæves ledte om i Vegtams Runer, ja, et christent Jomsborg, en Borg med stærke, kolde Kjæmper, som vandrede til Golgata, mest kun for at finde Dannebraag, som stirrede paa Zions Tempel mest kun for at frydes ved de favre Lignelser, kun for at styrkes ved de Livets Aandepust der susede fra Choret, som kun forsagede det bløde Levnet og de lave Lyster og Sjælens Hovmod for at hovmode sig i Aanden; en saadan Borg, el saadant christent Vaabenhus det var min Lyst, det var hvad jeg kaldte Christi Kirke. Ved stolte Kjæmpeskridt og ei ved ydmygt Knæfald meende jeg at komme Herren nær, og jeg indbildte mig, at Vingerne, jeg dog kun saae, var mine, enddog de voxe kun, naar Himmelfuglen avles og elskes op i Kjærlighed. Paa dette 74 Stade maatte Sorø Kirke drage Øiet ret besynderligen til sig, thi den er selv et Vaabenhus i alle Maader, det siger Vaabenkrandsen paa dens Mure, det see vi paa Liigstenene tillige, thi ret som det var Skik i gamle Dage at Degn og Kirkeværger fandt i Vaabenhuset deres Leie, saa maa det falde os paa Sinde, at Absalon var meer en Kirkeværger og en Kirkesanger end en Biskop, og at hartad alle de Navnkundige, hvis Støv nedlagdes her, var slige Folk, som havde ikkun lidt med Herrens Huus at gjøre, og havde lidet eller intet Godt forskyldt af Kirken, men var dog formedelst Embed eller Hoved af den Stand at Ingen vilde lægge dem hos menig Mand. End deri ligner denne Kirke Vaabenhusene, at den som de, er bygget sidst, først bygdes i Roskilde den Hellig Trefoldigheds Kirke, det er Choret, saa Fruekirke udi Ringsted, som siden kaldtes efter Knud Martyr, det er Kirkestuen, og tilsids t Sanct Jacobs Huus i Sorø, det er Vaabenhuset. At Kongebenene og flyttede i samme Orden, det vidner Saga, og det siger Rimet, men hvi Margrethe ikke blev i Soer, det kunde Rimet ikke sige, thi hun bedrev jo intet Kjæmpeværk.
✂ Nu er kun det tilsidst at mærke, at saameget Øiet og skottede endnu til Verden, til dens Glimmer og dens Dom, saa blændedes det dog ei længere af Glimmeren i Valdemarers Dage, det saae i dem kun røde Kors som plantedes paa Danmarks Gravstie, og Øret hørte det i Ringsted ringe for Danmarks Liig, og Øiet saae at det blev ikke atter Dag med Valdemar, endskjøndt han meende det, og kaldtes saa; og endelig, da Timen skrider og Vaabenkrandsens Drape er udsjunget, da vender Øiet sig til Hvælvingen, og kommer Himmelen ihu, og Rimet mindes som ved Midnatsklokken om at det var Kirkegang der skulde holdes, og udbryder:
✂
Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født
Til Verdens Trøst, som ellers var forødt,
O! gid I dette Ord i Hjertet vilde gjemme!
Da maatte frit hvert andet I forglemme,
Thi kun i Ham der gives Salighed
For alle dem, der af Hans Fødsel veed.
✂ Jeg kommer det ihu, hvad Kamp det kostede at føie disse Ord til Rimet; thi det er ingen Sag at sjunge høit i Billedtoner om Herrens Majestæt, og om de glimrende Bedrifter som virkedes i Jesu Navn paa Jorderig, det kan endog en hedensk Skjald, 75 naar han kun i Begeistringen hengiver sig til Synet, men i enfoldige Ord at knæle for den lidende Forsoner og sige Verden det i Øinene, at der er ikke Salighed i nogen Anden, det koster Overvindelse, saalænge man endnu har Verden kjær og frygter for dens Had og Spot. Dog, Gud skee Lov! jeg vandt og sagde Ordet, og derfor ene er det Rim Forbillede paa Kirkegang.
✂ Det tredie Riim er en Julesang og her maa vi da spørge om Psalmetonen, men vi spørge kun forgjæves, den er der ikke, der er hartad intet Spor af den Aand og Salvelse, som antænder og glæder vort Hjerte i Luthers og Kingos Høitidsspalmer, det er ingen Psalme, men det er dog et Suk efter Psalmetonen, som efter Frelserens Fødsel i Hjertet, og Hans reneTroes Gjenfødelse i Verden. Sangen vover dog at bekjende gamle Christnes Troe, at der Jesus kom:
✂
Alt som et Liig foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den svarlig maatte grue.
✂ Den bekjender dog at Kjærlighed maa være Blomstens Krone som voxer op i Christen Jord, og Hjertet følde dog sin Afmagt og Besmittelse, der Tungen sang:
✂
Og, Frelser! naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Troidomssang,
Forvildet af vor Tanke,
O! fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!
✂
Ja derfor Du, o Frelsermand!
Dig lod i Krybben lægge
Imellem Dyr med Uforstand
Alt inden ringe Vægge,
Dit Tegn det var i svundne Tid,
Hvergang Du dig gienfødte blid,
Du altid saa vil fødes.
✂ Her er en Ahnelse af Psalmetonen, en mat Forklang i Nytaarsnat af en Julepsalme, som jeg ei endnu har kunnet synge.
✂ INDEN »Nytaarsnat« udkom, havde Grundtvig skrevet sin historiske »Barnesang« om de hellige tre Konger, som dog nok kan fortjene Navn af en ægte Julesalme. Den er digtet kort før hans Sindssygdom og staar som en Stjerne paa mørkeblaa Grund mellem de drivende Uvejrsskyer, mærkelig afsondret fra hans øvrige Digtning i hine stormfulde Dage af hans Liv.
✂ En Del af Haandskriftet er bevaret, og herpaa har han senere skrevet: »2den og 12te Decbr - Herrens Navn være lovet - og Hans ubegribelige Kærlighedpriset!« Sandsynligvis har han paa de nævnte Dage begyndt og fuldført Digtet. - Haandskriftets første Side indeholder følgende første Udkast:
De hellige tre Konger.
✂
Vi har en Seng saa bred og stor
Og Sengen er den vide Jord
Der maa vi alle hvile
Udi vor Livs den dunkle Nat
Og først bag Graven til os brat
Skal Morgenrøden smile.
✂
En Himmelseng det var1 vi fik
Og opad stirre maa vort Blik
Ei vorde Søvnens Fange,
Den Himmel er saa deilig blaa
Af gyldne Stjerner rundt derpaa
Indvirkedes saa mange.
✂ Hermed afbrydes første Udkast og paa anden Side begyndes:
✂
Deilig er den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa
✂ Sidste Linie rettes til:
✂
Lyst det er at se derpaa,
✂ hvorefter der fortsættes som i den trykte Sang.
* 77✂ I Haandskrift er bevaret de tre første og det sidste Vers, med følgende Afvigelse fra det første Tryk: Vers 3, Linje 2: skinned for glimted. Efter sidste Vers fortsættes med to Linjer af et nyt, saalydende:
✂
Mindes det, I kære Smaa!
Da skal I Guds Rige faa
✂ Digtet er første Gang offentliggjort i Sandsigeren eller den danske Huusven, et Ugeskrift Udgivet af Prof. K. L. Rahbek. No. 12. Onsdagen den 10 de April 1811. Det indledes med den nedenfor gengivne Afhandling af Forfatteren og efterfølges af nogle Bemærkninger af Udgiveren. - I Kvædlinger optrykte Grundtvig Digtet med nogle faa Ændringer og tilføjede et lille »Tillæg« (se nedenfor).
✂
I det jeg tager mig den Frihed at tilsende Dem medfølgende Sang til Indrykkelse i Deres Blad, beder jeg om Tilladelse til at sige et Par Ord om den Art af Sange, hvortil den tildels hører, nemlig de historisk-kristelige. I Lutherdommets første halvtredie Aarhundrede udgjorde saadanne den største Del af de forordnede Psalmer, og mig tykkes, med Rette, da den historiske Psalme er at ligne ved en rindende Bæk, og den dogmatiske eller moralske derimod langt ligere de stillestaaende Vande. Ingen kan fortænke mig i, at jeg med denne Overbevisning er utilfreds med den aldeles Fortrængelse af historiske Psalmer, der i den nyeste Psalmebog lader sig tilsyne. Visselig ville Mange med mig i denne Bogs fleste Sange finde den gamle Sandhed bekræftet, at det blot lyriske Digt af Nødvendighed udmattes, da den begeistrede Digter ved det første Greb i Strængen maa stræbe at fremlokke en Tone, der heelt udtaler hans Følelse, og siden nøies med enten at opløse, gjentage, eller sagte antyde en mere eller mindre beslægtet Følelse. De mest overflødige Bilag hertil vil Man finde i de mange Psalmer over Guds Egenskaber, der ei allene ere Gjentagelser og Opløsninger af sig selv, men som oftest af hinanden. Lægger Man nu til, at disse dog, i det Hele taget, ere og maa være de fortrinligste, og at de egenlig moralske Læredigte ifølge deres Natur maa vorde endnu mere enstonede, tørre og kolde, maa Man endnu mere beklage Mangelen af det historiske Liv, og
78
jeg tør frimodig paastaae, at selv naar Moral og Fornuftreligion skulde være Hovedgjenstanden for de kirkelige Sange, vilde den historiske Dragt være saare ønskelig; thi det er dog udentvivl vist, at Digterens Begeistring er langt varigere og fastere, naar den er knyttet til Mænd og Tildragelser, samt at det Pusterum, der undes ham under den historiske Fremskriden, sætter Aanden istand til, paa de mest udmærkede Punkter at virke med sin hele Kraft. Jeg anseer det for ligesaavist, at Mængden og ikke blot Mængden, baade igiennem det levende Exempel kommer til en klarere Beskuelse af Dydens Herlighed og Glands, end igiennem den halvdøde lærende Fremstilling, samt at den blotte Formanings Virkning aldrig kan være saa stærk, som den, de enkelte Opmuntringstoner kunne frembringe, der i den historiske Sang synes mindre at være fremlokkede med Overlæg end at have dannet sig selv i Digterens Øre. Dette lod sig omstændelig udvikle ved igiennem Historien at henpege paa de Sange, hvori de Gamle fremsatte deres Myther, og i det hele paa den Virkning, Historien gennem alle Tider i Kæmpeviser og Krøniker, Legender og Eventyr har havt paa Folkene; men det behøves her saameget desmindre, som Spørgsmaalet her egenlig bliver, hvorledes kristelig religiøse Sange bør være beskafne. Maa nu enhver Kristen ansee Bibelen for et Indbegreb af Alt, hvad der troet og fulgt kan giøre os timelig og evig lyksalige, og tillige er sandere og høiere end Alt, hvad Mennesker kan optænke, saa følger heraf baade, at Bibelens Indhold maa være Sangenes, og at disse maa være digtede i hins Aand. Men nu er saa stor en Del af begge Testamenter aldeles historisk, nu er Jesu Liv ei allene det fuldkomneste Dydsmønster, men indeholder tillige Fakta, hvorpaa en Kristens hele Tro og Saligheds Haab maa grunde sig, saasom: Kristi Mirakler, Lidelse, Opstandelse og Himmelfart, og endelig ere Jesu Lignelser et nyt Bevis for, hvorledes selv Moralen bør iføre sig en mere eller mindre historisk Dragt for at vinde Indgang. Føier Man til, at det mindre er Kundskab om Pligterne end Villie og Størke til at opfylde dem og til at forsage, hvad der behager Sandserne, der fattes Menneskene, behøves der vel ei mere Bevis for, at de fleste Kirkesange burde være levende Billeder af Jesu og de hellige Mænds Liv; og de fremfarne Tider have lært, at saadanne tale kraftig til Hjertet og laane Sjælen Vinger til høi Flugt over det Jordiske. Naar derfor en Tidsalders Mennesker ei længere finde Behag i eller kunne opbygges ved saadanne, da er det et sandru Vidnesbyrd om, at Kristendommen ei længer boer i
79
deres Hjerte, at dens Høitider ei længere ere deres, at Jesu Liv ei længere er det menneskelige Gudsbillede, hvorpaa Øiet lyster at dvæle, at hans Kors forarger dem, at de ei med ham ville begrave det gamle Menneske for at opstaae forklarede med ham, og at i det Hele Øiet er blindt for den hellige Aand, der hvilede over de hedenfarne Guds Mænd, og endnu svæver saa kraftelig over deres evige Mindesmærker, at Enhver, som besøger dem med ydmyg Følelse af sin Trang, vil føle sig grebet og størket og løftet til et høiere Samfund. Jeg kan ikke andet end med inderlig Bedrøvelse her gjentage den lette men dog saa tunge Spaadom: at dersom vi endnu længere ville vedblive at ringeagte sand Kristendom og daarligen sysle med at opelske et Kundskabstræ af den halvvisne Gren, som er løsrevet fra sin hellige Rod, da vil Slægten snart vorde udjaget af sit drømte Paradis, uden anden Vinding end den raadnende Frugt, den stjal med formastelig Haand, og da vil den forgjæves længes efter det foragtede Livets Træ, fortvivlende vil den staae med den mørke Grav for sig, og bag sig Keruben med det flammende Sværd. Da den foragtede Sandheden, vil den komme til at troe Løgnen, atter vil Europa ligge kraftløs nedsunken mellem Vantroens og Overtroens gabende Afgrunde og kun slæbe sig frem drevet af Despotismens Jernsvøber, som den romerske Verden fordum. At bortvende denne Ulykke kan den Gud allene, som fordum gav det stinkende Lig Liv og Kraft, men at størke det døende maa være enhver Kristens Bestræbelse. Under den Forudsætning, at der endnu ere mange Tusinder i Norden, som ei have bøiet Knæ for Tidens livløse Afgudsbilleder, men som dog kunne trænge til at størkes i Troen og Haabet, troer jeg, at en Samling af kristelige, mest historiske Sange vilde være Mange kjærkommen, og en saadan agter jeg at udgive, om Gud under Liv og Helsen. Endel skulle være selvgjorte, men den største Del borgede af Kingo, Luther, og flere af de ældre kristelige Digtere med de Forandringer, Tiden med Ret kan fordre. Skulde Nogen af vore nulevende Digtere, besjælet af sand kristelig Tro og Iver ville hædre denne Samling med Bidrag, skal det være mig saare kjært.
De hellige tre Konger.
(En Barnesang.)
✂
Deilig er den Himmel blaa,
Lyst det er, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke,
Os fra Jorden op til sig.
✂
Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I høre gierne:
Himlen hører eder til.
✂
Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en liden Stjernesol.
✂
Langt herfra, i Østerland
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.
✂
Naar den Stjerne lys og blid
Sig lod see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Skulde fødes paa vor Jord.
✂
Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav.
✂
Han gik til sin Konges Slot,
Kongen kiendte ham saa godt,
Hørte og med Hjertens Glæde,
At det Lys var nu tilstæde,
Hvorom gamle Spaadom lød.
✂
Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede1,
Som var født i samme Stund.
✂
Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem,
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den de ledte om.
✂
Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Betlehem,
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.
✂
Glade udi Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Kongetrone,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød.
✂
Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.
✂
Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist,
Derfor neied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelser med søde2 Lugt.
✂
Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse milde Stjerne,
For den Konge dybt jer neie,
Som Guds Rige har i Eie,
Og vil lukke jer derind?
✂
Seer I til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa,
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde
Over Jesu Kongestol.
✂
Thi det Barn, som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjernetoppe
Hos Gud Faders høire Haand.
✂
Neier eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Pris til høie Sæde!
Det er Røgelse for ham.
✂
Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesum vist.
✂
Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.
Tillæg.
✂ Ligesom dette lille Riim er skrevet paa samme Tid som de i Nytaarsnat, saa hører det og til dem og burde sluttet Bogen, som et Glimt af barnlig Aand og christelig Jnleglæde, og som et Glimt af de Viise fra Østen, der atter engang vil komme, og neie for den spæde Nyfødte, for den gjenfødte Cfaristendom. At Sandheden om hine Vise er blandet med en Gjætning, det minder og om Nytaarsnat Verset er indrykket i Sandsigeren No. 12 med en Forerindring om historiske Psalmer og deres Savn i den ny Psalmebog, men saa sand Paastanden og saa retmæssig Anken monne være, fortjener end den Tale derom dog ei Gjentagelse.
✂ SAGA, Nytaarsgave for 1812, som udkom i Slutningen af Aaret1811, er helt igennem præget af den kristelige Grundstemning, der besjælede Forfatteren efter hans Opvækkelse i den foregaaendeVinter. Foruden en fri Oversættelse af »Gunlaugs og Rafns Saga«indeholder den en Række Minder og Sagakvad, der giver værdifulde Bidrag til hans Livs indre og ydre Historie.
✂ Det første af disse, Strandbakken ved Egeløkke, stammer isin foreliggende Form fra 1811, men er bygget over et ældre Digt, som findes i Haandskrift fra 1808 med Overskriften: »Rejsen i Sommeren 18[07]. - Egeløkke«. Det fremgaar af Indholdet, at Grundtvig i Sommerferien 1807 agtede at besøge sine Forældre i Udby, medens hans kære Elev, Karl Steensen Leth, og hans Væsens Herskerinde, Fru Constance Leth, var rejste til Fyn, og at han kort i Forvejen havde haft sin Ungdomsven P. N. Skougaard, der nu varbosat i Aalborg, som Gæst paa Egeløkke. Da dette ældre Digt sætterenkelte Afsnit af det berømte Kvad fra 1811 i et klarere Lys, skaldet meddeles her, dog saaledes, at de første 16 Linjer, som ved enRift i Papiret er blevne ufuldstændige, gengives efter en let Omarbejdelse fra 1811, der ligeledes findes blandt de efterladte Papirer.
Egeløkke.
(1807).
✂
As eller Jette,
Som med usynlige Haand
Mægted at flette
Om mig det lønlige Baand,
Der mig saa fast monne binde,
Binde, skøndt Taarerne rinde!
As eller Jette!
Løs nu det fængslende Baand,
Som du med kraftige Haand
Mægted at flette!
✂
Hører du Røsten
Hisset fra Østen?
Faderen kalder sin Søn.
Kan du fornemme
Hviskende Stemme?
Moderen kalder i Løn.
✂
Guderne spotte ej Faderens Raab,
skuffe ej Moderens stadige Haab.
Et Under - de Baand
Som en Dødeligs Haand
Ej mægter at slide,
De glide, de glide,
Alt stander jeg fri.
✂
Karl! elskværdige Du,
Arving til Godhed og Smile,
Ikke beskuer jeg nu
Dig, som min Sjel har udkaaret,
Dig have Bølgerne baaret
Sagtelig hen over Sø
Til den fremmede Ø.
✂
Du, den vidunderlig Høje,
En Guddoms forblommede Lyd,
Som fra det sollige Øje
Nedstraaler Himmelens Fryd
Og fra det ildlige Øje
Nedlyner Helvedes Kval,
Hisset i Vesten Du svandt,
Der ganger Solen til Hvile.
Borte er Alt, som mig bandt.
Rask maa jeg gaa, jeg maa ile,
Medens den susende Vind
Køler den koglende Aande,
Før den berører min Kind.
✂
I yndige Høje og Dale,
Som matte kun Farverne male,
Mit Edens fortryllende Krands!
I gamle ærværdige Skove!
Du Hav med den trillende Vove,
Der synger til Havfruedands!
Med Eder jeg delte min Gammen,
For Eder jeg klaged min Nød,
I nærede, dæmpede Flammen,
I skued' mit Liv og min Død,
Men holde mig ej. Jeg er vred
Paa Eder, I Dale og Høje,
Paa Eder, I Skove - I veed,
At Han er mig kær som mit Øje,
Som vandrede nys ved min Haand
Hen for Eders Aasyn; I fængsled
Ham ej med uløseligt Baand.
Og Du er mig dobbelt forhadt,
Du Hav med den trillende Vove,
Thi ej holdt Du Tro eller Love,
Bort førte Du Vennen saa brat,
En Ven, ved hvis Tro jeg vil sværge,
En Ven, paa hvis Ord jeg vil dø,
Han er fast som de knejsende Bjerge,
Der krandse hans Fædreneø,
En Ven, ved hvis Side henrunde
I Alderens tidlige Vaar
De sidste, lyksalige Aar.
86
Til Oldtidens hellige Lunde
Jeg fulgte hans stræbende Aand,
Han aabned' mit lakkede Øje
Og viste mig Vejen saa nøje
Med Edda og Snorro i Haand.
For favnende Vennen at møde
Han for over Land over Sø
Fra Jotlands det nordlige Øde
Til Lavinds sødtsmilende Ø.
✂
Saa bort fra de Vange og Skove,
Der fængslede ikke min Ven!
Saa bort fra den trillende Vove,
Som troløs bortførte min Ven!
✂
Du Have! Du nyfødte Spæde,
Som strækker med barnlig Glæde
De Blomster som Arme mod mig,
Ved dit Kys jeg saa ofte har smilet,
I din Favn jeg saa tit har udhvilet,
Og dog - dog forlader jeg dig,
Men græd ikke Barn, thi jeg lover
At komme igen, før Du sover,
Og sige dig venlig god Nat.
✂ I det oprindelige Haandskrift findes derefter Overskriften Maribo, men Resten af Siden er tom. Sommerrejsen er gaaet over Maribo, Torkildstrup, Gunsiev og Vordingborg til Hjemmet i Udby.
✂ Til »Minderne« fra 1808 hører Lolland, som han kom igennem, da han i April forlod Langeland og maatte rejse over Smaaøerne til København for at undgaa de engelske Krydsere.
✂ Digtet Til en Veninde er skrevet til Fru Constance Leths Fødselsdag den 11. April 1811 og viser, hvorledes Grundtvigs undertrykte Tilbøjelighed for hende nu igennem Sjælekampens Brydninger er bleven forvandlet til et roligt Venskab.
✂ I Digtet Til Sibbern dvæler han ved de tunge Dage, da Vennen stod ham nær i hans Vaande og fulgte ham hjem til Udby Præstegaard lige før Jul 1810, og fremstiller dernæst sin anden Hjemfærd efter Præstevielsen den 29. Maj 1811.
✂ Den Udenlandsrejse, hvortil der sigtes, tiltraadte Sibbern i August 1811. I et Brev til Søsteren fra Mosebye paa Falster skriver han den 11. August: »Paa Vejen besøgte jeg Grundtvig og var en fire, fem Timer hos ham. Han befinder sig nu vel, og er ret tilfreds i sin nye Stilling som Præst«. Senere meddeler han, at han har været i Torkildstrup, »hvor Grundtvigs Broder er Provst, og hvor jeg efter Aftale traf Grundtvig, der var rejst over for at sige mig sidste Farvel, og bragte mig et ikke saa kort Afskedsdigt med«. (»Breve fra Sibbern«, udgivne af C. L. N. Mynster, S. 12-13). - Digtet blev første Gang trykt i »Sandsigeren« for 28. August 1811 under Navn af »Farvel (til min Ven F. C. Sibbern)«. Se Poet. Skr. I, Nr. 72. - Formen er en Del ændret i Saga.
87✂ I Samlingens sidste Digt, Sværmeriet, giver Grundtvig et poetisk Overblik over Menneskeslægtens Historie med Billeder hentede fra Biernes Liv, som han i Tyregod var bleven fortrolig med. Kuben er den af Tiden afgrænsede jordiske Tilværelse, og Kubens Dronninger Saga. Sværmeriet er Sjælens Drift mod det evige, som finder sil Udtryk i Grækernes Kunst og Nordboernes Folkevandringer. Men her som hist indfanges de ædle Sværmere af Jordelivets Snarer og taber det evige Liv af Sigte. Grækerne hengiver sig til Nydelsen, Nordboen øder sin Kraft ved blodige Kampe. Kristus er den eneste Viser, som har magtet at svinge sig til Himlen, og hans Disciple fløj vidt ud for at samle flere til den Sværm, som fulgte ham. Men ogsaa de Kristne fortabte sig tit i Jordelivets Kuber og Moser. En Sværm fløj til den hellige Grav og fandt der en vanhellig Død. Andre hengav sig til Billed- og Bendyrkelse og faa fandt Vejen til Kirkens snævre Celle, bygget af Guds Ord, hvorigennem Vejen er banet til Evighedens Land. Da opstod der en ny Viser i Morten Luther, men Sværmen forlod snart atter den Bane, han havde ført den paa, de tog Korset fra Cellens Dør og gjorde lyst derinde med kold Fornuft. Det maa derfor være vort Haab, at der i Norden kan opstaa en ny Viser, en Ordets Kæmpe, der tør tale om Korset med samme Kraft, som der var i de nordiske Kæmper.
Saga.
Nytaarsgave for 1812
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Personel Kapellan
✂
Og du skal være for dem, som Hendes
Kærligheds Sang, der kan vel lege,
derfor skal de høre dine Ord, men dog
ikke gøre efter dem.
Ezech. 33, 32.
Kiøbenhavn.
Trykt paa Andreas Seidelins Forlag
hos P. D. Kiøpping.
Til Saga.
✂
Kære Datter, gak i Verdea ud!
Far saa vidt, du maa, paa Land og Bølge,
Tal kun frit af Hjertet om din Gud!
Overalt hans Aand dig da skal følge.
Gak Paladserne med Suk forbi!
Naar Man ei vil høre dig, saa tie!
Spotter Man, da fæld en Vemodstaare!
✂
Gunst og Medgang lover jeg dig ei,
Du er ingen væver Modedukke,
Knap Man dig tør hilse paa en Vei,
Tit for Dig Man Dør og Port vil lukke;
Gammeldags du er i Maal og Sind,
Mangt et Sted Man dig kun lukker ind,
For med dig som gammelt Nyt at skemte.
✂
Naar du sjunger dine Varselskvad,
For en Nattens Fugl Man dig vil skælde,
Naar fra Jord du flagrer barneglad,
Man din Dom som Sværmerske vil fælde;
Arme Glut! du ei kan gøre ved,
At før du blev født gik Solen ned,
Du jo ei kan Nat til Dag forvandle.
✂
Arme Glut! dig Kuben er for kvalm,
Ei dit Veir du trække kan derinde,
Gennem Taget af den raadne Halm
Kan du ei de klare Stjerner finde,
Intet Under, at du sværmer ud,
Sukker dybt og barnligt til din Gud,
Stunder did, hvor ene du har hjemme.
✂
Naar du under Korset knæler ned,
Naar de salte Angerstaarer rinde,
Mangt et Navn Man til dig har og veed,
Kalder dig en overtroisk Kvinde;
Øiet gnistrer da som Flint og Staal,
Man til Stol dig ønskede et Baal,
Og til Seng de gamle Fædres Grave.
✂
Bliv ei bange! gaa med Bøn og Sang!
Da kan ingen Djævel dig forskrække.
En og Anden paa din tunge Gang
Vil dog vist en venlig Haand dig række;
Venner har din Fader ikkun faa,
Men de faa ham elske og forstaa,
Siig: Guds Fred! naar En af dem du møder.
✂
Allerførst du dog maa gange ind
Nytaarsmorgen til min kære Pige1;
Hun dig favner med et barnligt Sind,
Mangt et venligt Ord vil hun dig sige;
Du jo taler kun om Gud og mig,
Hun vil elske, hun vil kysse dig,
Bede Gud dig paa din Vei ledsage.
✂
Gaa nu blot ei vild i store By!
Lad en Ven dig følge til den Kære!
Nei saa smukt og vær slet ikke bly,
Siig kun rask hvis Datter du mon være!
Hils fra mig! her er et lille Brev.
Vil du vide, hvad i det jeg skrev,
Sæt dig ned! saa skal du faa at høre.
✂
Kære Pige! i det nye Aar
Venter du med Ret en Nytaarsgave;
Tidlig og jeg for dit Aasyn staar,
Skænken alt til dig er lagt i lave;
Dobbelt er den, som min Geld til dig!
Skænk for Hjertet, som du skænked mig,
Skænk til Gammen paa en Nytaarsmorgen.
✂
Ikke Ringe af det røde Guld,
Ei Juveler, intet Perlesmykke
Byder jeg min Fæstemø saa huld:
Intet Guld opveie kan min Lykke,
Og med Tak jeg siger, hvad du veed,
Ikkun Tro og Haab og Kærlighed
Er mit Guld og mine Ædelstene.
✂
Fæstensgaven, som i Dag du faar,
Er da den, som du dig selv har kaaret,
Hjertet som igennem mange Aar
Har dit Billed i sin Løndom baaret;
Ikke mig, men Gud det hører til,
Men jeg veed, du det kun eie vil,
For med dit til Gud det at forære.
✂
Nytaarsgaven er dig ogsaa kær:
Urtekosten af de Vinterblommer,
Alle groed de mit Hjerte nær,
Næsten alle i min bedste Sommer;
Medens Solen lavt paa Himlen staar,
Lad dem kvæge dig! I lune Vaar
Mere liflige dig Gud beskære!
✂
Første Blomme, som dit Øie seer,
Kun omplantet er fra Islands Have,
Men om ei der var i Kosten fleer,
Sømmelig var dog min Nytaarsgave;
Stirre maa jeg paa dens Blade stivt,
Thi mig tykkes, en forblommet Skrift
Stander der om dig og mig at læse.
✂
Ogsaa jeg min Helga tidlig fandt,
Alt som Gunlaug, udi Vennesale
Som for Skemt jeg hende til mig bandt,
Udi Tanke, om end ei i Tale;
Ogsaa jeg var dengang stiv og raa,
Ogsaa jeg hel gerne vilde naa
Hædersnavnet af en Ormetunge.
✂
Ogsaa jeg i trende Somre drog
Udenlands, for fremmed Sæd at skue,
Ogsaa mig en sælsom Lyst betog
Til at bo i Høielofters Stue,
92
Sikkerlig det faldt min Helga ind,
At maaske hun var mig rent af Sind,
Da med Vintre end de Somre skrede.
✂
Lov og Tak, du Himlens Gud! at dog
Ei du lod mig Gunlaugs Vanheld friste!
Ingen Ravn min kære Svane tog,
Som af Alt jeg nødigst vilde miste;
Lov og Tak, fordi paa vilde Færd
Ei som han, jeg kom min Grav saa nær,
Før sig lod optø det frosne Hjerte.
✂
Gud det veed, om paa min Skænk engang
Du som Helga paa sin Gunlaugs Gave,
Stirre skal en Vinteraften lang,
Og dig lade saa med den begrave;
Gud det veed, om vi skal sankes her,
Om den Svane, som jeg har saa kær,
Med en Falk skal sees at hjemflyve1.
✂
Guds Vilje ske! vi veed det jo saa vist,
At Himlens Gud han er vor Fader kære,
Vi veed det jo, at vi skal samles hist,
Og evig da hos Gud tilsammen være;
At Kongesønnen, hvem vi troed paa,
Skal over os sin gyldne Telt udslaa,
Og gladelig vi skal derunder bygge.
✂
De fagre Støtter, som den hviler paa,
Er Tro og Haab, som støtted os hernede,
Fra Jorden kunde de til Himlen naa,
Fordi fra Himlen de til os nedglede;
Men Telten selv, saa straalende og fin,
Af Kærlighed: af Herrens Jordelin,
Den var ei her, thi her er ikkun Længsel.
Fortale.
✂ Et Aar er nu forleden, siden jeg udstyrede Idunna min ældste Datter. Der jeg stod og stirrede paa hendes Smykker, tykdes det, som for Guld skulde gælde, mig Messing at være, og Perlerne tykdes mig Glas. Ei var det underligt, nys havde jeg fundet Ageren, hvor den kosteligste af alle Perler straalede gennem Muldet, og jeg vilde sælge Alt hvad jeg havde, for at købe den Ager. Medens jeg end skaadede Perlen og ligesom veiede om den var det Meget værdt, fik jeg dens underlige Vilkaar at vide. Hvad de gamle Skjalde løi om Drupnir, at fagre Ringe dryppede fra den om Nattetide, det var om Perlen sandt at sige. Perler dryppede mig i Haand, som tykdes mig saa fagre, at jeg beskikkede min Datter dem til Brudeskænk1; men medens de end vare paa Vei, der jeg stirrede stivt paa hin kostelige Perle, fandt jeg det med Sorgen, at dens Døttre smaa vare den ulige i mange Maader, ei vare de nær saa klare, og den kolde Glimmer var intet mod den varme straalende Glands. Tungt faldt det mig paa Hierte; jeg turde ei holde det dyrebare Klenodie i ureen Haand, jeg lagde det i Ageren igen og stirrede paa det med Suk og med Angest Langt vilde det være at omtale og dog umuligt at udsige, hvorlunde under Kamp og Taarer Modet voxde, saa Haanden dristede sig til igen at annamme det fagre Mon og lade det fælde sine klare Taarer. Nok er det, at aldrig havde jeg tænkt at udstyre nogen Søster til Idunna, og dog skeer det nu ved Herrens Naade, enddog Sagas Smykker vel maa agtes mere ægte, alt eftersom de Søstres Navne betegne. Vist seer jeg end, at de stivnede Perledraaber ei ere at ligne med Perlen selv, men det seer jeg og, Haandens Urenhed er saa dybt indgroet, at den ei aftvættes her ilive; vel med Suk, men dog med Ro *94 skuer jeg de Smaaperlers Smitte og kun derefter tragter jeg, at lade dem trille saa saare, og røres kun sagtelig af Kød og Blod.
✂ Hvad her er sagt i en Lignelse, som Herren selv skænkede mig, vil jeg i faa Ord sige aabenbar. Det var nødvendigt, at da jeg fik Øiet opladt, maatte jeg agte alle Ting at være til Skade for Jesu Kristi min Herres Kundskabs Ypperlighed, jeg maatte agte dem alle Skarn for at jeg kunde vinde Kristum, kende ham og hans Lidelsers Samfund og hans Opstandelses Kraft. For Saadant agter jeg dem endnu, men jeg har lært af den hellige Povel, at Man med frelst Samvittighed kan vinde Maalet paa mange Maader, naar kun Sindet bliver uforvandlet. Harpen, som jeg hængde over Herrens Alter, rakde han mig selv igen, da han havde indviet den til sin, og med frit Mod griber jeg i de nystemmede Strænge. Ikke at jeg haver allerede grebet det, eller er fuldkommen, men jeg jager derefter, at, jeg kan gribe det, ligesom jeg er grebet af Kristo. Endnu maa jeg bekende, at mangengang lytter jeg med Lyst til Toner, om hvilke det ei er mig bevidst, at de forkynde Guds Ære, og jeg føler det daglig, at det vel herneden er umuligt, fuldelig at komme til den Modenhed, da Man bruger denne Verden uden at vanbruge den; men naar jeg bekymres allermest over denne Arvesynd, da sænke eller løfte Tonerne sig saa, at jeg hører min Guds Røst og kan falde paa mit Ansigt i hans Herligheds Tilbedelse. Deraf kommer det, at ligesom jeg mangensteds i disse Digte savner min Guds Pris, vil Mange finde den for jevnlig. Saadan min Harpes og min Leilighed vil udentvivl kun være Faa til Maade; de der søge verdslig Lystighed, tykkes at høre idel Ligpsalmer, og de der fra kristne Læber kun vil høre een uforanderlig Tone, maa tykkes at jeg med mit Kvad vil tække tvende Herrer: Gud og Menneskene. De Sidste vil jeg svare, først, baade fordi der mellem dem ere fromme Sjæle, hvis Skrøbelighed jeg nødig vilde forarge, og for at sige dem, at de desværre, efter hvad jeg selv bekender, have Ret i Noget, i Henseende til mig, enddog de have Uret i Tingen for sig selv. De skulle da først og fremmest agte, at det kun er Gud hos hvem der er ingen Forandring eller Omskiftelses Skygge, alt hvad som heri vil ligne ham bliver sin egen døde Genlyd, og deraf kommer det, at de fleste saakaldte Pietister knap opbygge sig selv, end sige Andre, ved deres bestandige Et og det Samme i Ord og i Klædning. Ligesom det er den samme Gud, i hvem vi Alle leve og røres og ere, men lade os dog saa adskillig tilsyne baade i Aasyn og Lader, og ligesom det er den samme Aand der uddeler Alt til Alle, men 95 fordeler dog sine Naadegaver saa, at intet menneskeligt Øie formaar at efterspore Eenheden i den store Mangfoldighed; saaledes skal ogsaa al vor Tale udgaa fra Gud og vende hjem til ham, men paa adskillige Veie. Dersom Nogen taler, siger Apostelen, han tale som Guds Ord! og det er sandt udi flere Maader, det er sandt i den Mening, at vor Tale kun duer lidet, dersom den ei føier sig efter Guds sandfærdige Ord, men ogsaa i den Mening er det sandt, at vi af Guds Ord, af de Guds Mænd som talede, i det de dreves af Helligaand, skulle lære, hvordan det bør os at tale. Det er Sværmeres Sæd og Kendemærke, siger den salige Luther, at de agte haant om det skrevne Ord og tillyve sig høiere Aabenbarelser, og sandt er det, at naar Man ret beskuer de hellige Skrifter, kan Man aldrig forledes til at dreie og røre sig i een og den samme snevre Kreds af Syner og Ord. Hvor vidt flyve ei Job og David og Profeterne, uden at Gud dog nogensinde bliver borte for dem? Jeg er bange for, at de Fleste, som saa ængstelig gentage de hellige Navne, staa som de, der vil holde Gud tilbage i Ord, efter at han har forladt Hjertet; thi er han der, da sees han overalt, saasom Jorden er hans med dens Fylde, naar Øiet er eenfoldigt, bliver det ganske Legeme lyst. Ja, hvad have vi mere Vidnesbyrd behov end Jesu eget, skulde Nogen altid med Ret bruge de samme Ord, da maatte det vel være ham, som var Ordet selv, men ved hvor mange Ting ligner han ikke Guds Rige! forfølger han ikke Ligheden gennem det Døde og det Levende, fra Perlen og Sennepskornet indtil Mennesket; og gennem Menneskets Idrætter fra Hyrdens og Bondemandens Syssel, indtil Kongens Bedrift i Høieloftssale? Han er da heri, som i Alt, vort uopnaaelige Mønster: i ham boede al Guddomsfylde legemlig, og af ham kan vi da lære, under hvilken Skikkelse Gud aabenbarer sig i Kød. Trolig fulgde hans Apostle og mest synlig den hellige Povel, drevet af den Helligaand, efter sin Naadegaves Maal og Tidens Leilighed, Mesterens Fodspor og søgte at være Alt for Alle, paa det han kunde vinde Nogle. Den samme Vei agter jeg ved Guds Naade at vandre, imedens jeg er her tilhuse, og det er Guds Villie at jeg skal røre Tungen; jeg er baade Vise og Uvise en Skyldner; paa anden Viis, men aldrig med Vidende og Villie anderledes, taler jeg enfoldelig om Gud og Kristo, om Tro og Haab og Kærlighed fra det hellige Sted og i Børnekredsen, paa anden Vis i Bog og Skrift, og det igen hel adskillig, som det monne falde. Intet, hverken Krønike eller Grubien eller Kvad er ureent uden for den som mener det, thi Gud haver helliget alle 96 Ting i Kristo, og de ere alle rene, naar de bruges med Taksigelse, saa at Gud æres i dem.
✂ Til den anden Part af Læsere som støde sig, har jeg kun dette kortelig at sige, at ved en aaben Grav sømmer Brudepsalmen sig hel slet, og den Glæde som der skal te sig midt i Bedrøvelsen, maa baade komme ovenfra, og hige derop tilbage. Skulde endelig Nogen støde sig over det, min Bog, saasnart den oplader sin Mund, siger om sig selv1, da vil jeg først ønske, at enhver Læser kunde give sig selv det Vidnesbyrd, at det ei var til ham, den talde, og dernæst melde et Par Ord om Talen selv. Vil Man kalde den ubeskeden, da mener jeg Man gør mig Uret; thi man seer jo let, hvad jeg vil sige, og Hvem der kender sin Bibel, veed, at jeg har udeladt, Alt hvad som, Meningen uskadt, kunde lades ude. Desuden vil jeg bemærke, baade, at jeg vist ingensinde har været mindre hovmodig af mit Pund end netop nu, og at jeg til min Guds Ære indseer, at aldrig har jeg kvædet saa liflig, som siden jeg holdt op at være min egen og traadte i min rette Herres Tieneste. Jeg betænker mig end ikke paa her at tilføie det følgende Vers: men naar det skeer, og se, det skeer, da skal de fornemme, at der har været en Profet midt iblandt dem. Neppe vil Nogen, som og kun kender mig af denne Fortale, derfor mene, at jeg, som en Sværmer, mener at have Aabenbaringer, som Oldtidens Profeter, nei fra en saadan Grille har den Helligaand, hvis Indskydelse Sværmerne tillyve sig, friet mig i Naade, men jeg troer med Luther, at den Helligaand boer i sit Ord, og at naar vi hengive os til det i al Enfoldighed, da taler han til os igennem det. Derfor troer jeg Kristus, naar han lærer os at spaa af Figentræet, og naar jeg seer Søndenvær blæse, veed jeg vist, det bliver heedt. Vel veed jeg, at Mange aabenbar, og Adskillige i Hjertet, le ad mine Spaadomme; men jeg maa svare dem med Kristi Ord: naar I se paa Himmelen, sige I:
✂
Aften rød gør Morgen sød
Morgen rød gør Aften blød.
✂ I Øienskalke! Himlens Skikkelse vide I at dømme, kan I daikke agte paa Tidernes Tegn!
✂ Om de enkelte Digte har jeg kun lidet at sige. Gunlaugs Sagaer forhen oversat i danske Bibliotek af Hr. Kaptain Abrahamsen, og det afholdt mig for nogle Aar siden fra at røre den2; om den * * 97 har vundet eller tabt ved at blive en Mellemting af Oversættelse og Bearbeidelse, veed jeg ikke selv, men jeg mener den staar passelig paa sin Plads, og det er mig nok. De fleste Smaadigte ere fra Klædningens Side ny, og paa to nær, forhen utrykte. Alle henhøre de til mit indvortes Livs sande Historie, og knytte sig hist og her til mine udvortes Forholde, men jeg troer dog nogenlunde at have undgaaet den Klippe, at lade det Udvortes spille nogen egen Rolle, og mit Indvortes er det jo netop de Læsere, for hvilke jeg skriver, ønske at kende.
✂ Om Mindesangen over Morten Borup har jeg kun dette at erindre, at naar de Vantro, som saa sikkert mene, den ret maa være hvad de kalde et Fantasispil, gøre sig den Uleilighed at slaa op i Pontoppidans Marmora Danica, om Borup selv og1 om Altertavlen i Sankt Klemmens Kirke, vil de med Forundring finde det Samme fortalt ganske tørt, som Factum. Naar de nu tillige vil udregne, at det virkelig var Luthers Fødselsaar 1483 Borup kom i Skolen, vædder jeg, de tænke maa om ikke sige: det var løierligt nok, men det var da kun et Tilfælde! Nu, i Guds Navn, Farvel og læs vel med et enfoldigt Øie, kære Læser! Gud veed, om vi skal mødes meer saaledes ved Nytaarstid, men naar og hvor vi mødes, da gid det ske i Aabenhjertighed og Kærlighed! Kærligt er mit Hjerte i min Ensomhed udbredt mod Alle, gid det maatte mærkes paa min Tale, selv da, naar den tykkes haard!
Udby Præstegaard den 24de Novbr. 1811.N. F. S. Grundtvig.
Minder og Sagakvad.
Attenhundrede og Syv.
Strandbakken ved Egeløkke.
✂
Herlig, mangfoldige Syn,
Ud over speilkare Flade!
Thurø og Taasing og Fyø
Skuer jeg her fra mit Stade;
Bag mig den venlige Gaard,
Med sine Mure saa hvide,
Krandset af Skovene staar,
Lun under Bakkernes Side
Lys mod det bølgende Hav.
Mellem de Lande saa skiønne
Flyder det rolige Vand,
Deilig sig Øerne grønne
Løfte i blaalige Strand.
Træerne stande saa stille,
Fuglene tie saa kvær;
Dog monne Smaabølger trille,
Afbilde Tidernes Færd.
O, her er deiligt at være!
Det jeg saa mangen en Stund
Fandt hos de Bølger saa kære,
Her, som og hisset i Lund,
Rundt i de Enge og Skove,
Rundtom paa Høi og i Dal,
Her over trillende Vove,
Hist udi Høieloftssal.
99
Stille og rørlige Blommer
Voxe saa trindt og saa tæt,
Voxe i Vinter og Sommer
Rundt paa den liflige Plet.
Ak! men de Vise jo sige:
Giftig er Blommernes Duft,
Døden sig monne indsnige,
Svøbt i den krydrede Luft.
Ak! ei de Vise allene,
Dette mon sige og mene;
Jeg er en Daare, og maa
Dog med de Vise tilstaa:
Giftig er Blommernes Duft,
Død er i krydrede Luft.
Alt udi tredie Sommer
Vandrer jeg sorgfuld paa Ø,
Mellem de liflige Blommer
Lærde mit Hjerte at dø;
Sært, at endnu mig for Øie
Solen nedglider i Hav,
At den ei hist fra det Høie
Straalende seer paa min Grav!
✂
Dog, du, som bygger deroppe
Høit over Stjernernes Toppe,
Dig være Ære og Pris!
Tak for du saared mit Hjerte!
Tak for du sendte mig Smerte!
Tak! thi du gjorde mig viis.
Tykt udi Slør var indhyllet
For mig din hellige Bog,
Og af Sirener fortryllet
Drømde jeg Daare mig klog.
Dumt og forblindet mit Øie
Saae ikke Glimt fra det Høie
Lyse i Skjaldenes Kvad.
Vittighed, Klogskab og Kulde
Tykdes mig Venner saa hulde,
Med dem jeg vandred saa glad.
Klogskaben kaldte jeg Dyder,
Kulden jeg nævnede Ro,
Spotted med Savn som med Lyder,
100
Sorg jeg som Svaghed belo.
Tungen jeg voved at røre
Kæk i det hellige Hus,
Kildred det kløende Øre,
Saaede Avner i Grus.
✂
Naadig lod Gud sig forbarme
Over mig usle og arme,
Han mig det lærde ved Smerte,
At jeg dog havde et Hjerte,
At jeg til Klogskab og Vid
Satte som Daare min Lid.
Aanden oplukked sit Øie,
Saae sig paa Afgrundens Kant,
Stirred saa fast og saa nøie
Rundt om en Frelser1, og fandt,
Fandt, hvor det faldt:
Gud overalt;
Fandt ham i Digterens Sang,
Fandt ham i Vismandens Ord,
Fandt ham i Myther fra Nord,
Fandt ham i Tidernes Gang;
Synligst og vissest den dog
Fandt ham i Bøgernes Bog.
Stedse den sukker og trænges,
Og med al Skabningen længes
Efter den herlige Stund,
Da sine Døttre og Sønner
Herren med Frihed belønner,
Da vi med Hjerte og Mund
Sjunge: o Fader! du Kære!
Evig hos dig vil vi være!
Saa monne sukke i Baand,
Saa monne længes min Aand,
Nu den dog mægter at kæmpe,
Sorgen i Sind at neddæmpe,
Bære de jordiske Savn.
✂
Mægter - ak ja, naar jeg kunde
Slide de Baand, som mig bunde,
Stande, som her udi Kveld,
Ene med Gud og mig selv!
✂
Ak men jeg stædes i Vaande,
Naar ei den susende Vind
Køler den kaaglende Aande,
Før den omvifter min Kind.
Da er der Fare paa Færde,
Men jeg vil Barmen omgærde
Dybt udi Norden med Iis,
Kæk vil jeg røre min Tunge
Og mellem Fjelde udsjunge
Asers og Kæmpernes Priis!
✂
Solen er gangen til Hvile,
Stjernerne lyse paa Ø,
Nu vil jeg gaa, jeg vil ile
Rask over Land, over Sø.
Hisset fra Østen
Hører jeg Røsten:
Faderen kalder sin Søn.
Hviskende Stemme
Kan jeg fornemme:
Moderen kalder i Løn.
✂
Du Have! du nyfødte Spæde!
Du strækker med barnlig Glæde,
Som Arme de Blomster mod mig,
Saa tit ved dit Kys jeg har smilet,
Saa tit i din Favn jeg har hvilet,
Og dog - dog forlader jeg dig!
Men græd ikke, Barn, thi jeg lover,
At komme igen, før du sover,
Og sige dig kærlig Godnat!
Maribo.
✂
Hist med brede Aftenskygge
Fruens kære Bolig staar,
Der i Fred de Døde bygge
Paa den stille Kirkegaard.
Mangen En, som nu sig dølger,
Indelukt i snevre Rum,
102
Blev, som jeg, paa Verdens Bølger
Underligen tumlet om.
Tit jeg intet Bedre vidste
Himlens Gud at bede om,
End for Legemet en Kiste,
Og for Sjælen naadig Dom;
Lettere jeg blev om Hjerte
Under Dagens raske Færd;
Dog forfulgde mig min Smerte
Og igen den staar mig nær.
Hen til Kirken vil jeg ile,
Gaarden er en hellig Plet,
O, hvor sødt det er at hvile
Op til Herrens Huus saa tæt!
Mellem sjunkne Grave hæver
Taarnet sig med høien Top,
Og med Taarnet Tanken stræber
Mod Guds høie Himmel op.
Daarer! I, som bygge Grave
Trindt i Mark, i Lund og Have
Til de trætte, døde Been,
Har I da slet ingen Længsel
Efter slig en Bautasteen?
Eders nøgne Støtter tale
Kun om Støvet i sin Dvale,
Kirketaarne kraftig mæle
Om udødelige Sjæle.
Støtten mæler bange Ord:
Han sig hviler nu herunder.
Taarnet siger: han opfoer,
Kun hans Støv i Jorden blunder.
✂
Ak, jeg veed det, naar med kunstig Haand
Lyse, smukke, pyntelige Grave
I opreise rundt i Mark og Have,
Huus I bygge da til eders Aand:
Eders Sjæle i de døde Kroppe
Bygge vil i Graven, som paa Jord,
De har intet Fædreland deroppe,
Ingen Tro paa Herren, som opfoer
Sine Brødre Huset at berede,
Som i Haab de stunde til hernede.
103
Derfor stræbe I med saadan Flid,
Som Ægypterne i gammel Tid,
At forgylde eders Ormehytte.
Noget vidner i jert arme Sind,
At hvis Sjælen nødes til at flytte,
Ganger hist den ei til Gammen ind.
✂
Men, hvorledes? hvor er det jeg staaer?
Er ved Kirken ingen Kirkegaard?
Gaaseflok! imens du er i Live,
Dine Fjedre Tiderne beskrive
Stærkere og mere sanddru, end
Naar enhver af dem er blevet Pen:
Kirkegaarden først maa ligge øde,
Førend du kan sjunge over Døde,
Kirken selv maa med sit Alter rave,
Førend Gaarden med de Kristnes Grave
Vorder Fælled for en Gaaseflok.
Rave? ja, du Stiftets Hovedkirke,
Ret og fuldt afbilder Tidens Færd;
Thi dit Fald du tykkes vis og nær.
Hisset staar af Huset end en Skygge,
Hvor Marie vilde bo og bygge.
Hør du mig, du gamle Klostermur,
Fromme Værk i jammerfulde Dage!
Bag dig Kirken var et Fangebur,
Derfor ei jeg kalder dig tilbage,
Dog ei heller er jeg daarlig nok
Til mit Raab med deres Skrig at blande,
Som i Søvn og Blindhed dig forbande.
Det begriber ei den dorske Flok,
At mod Øxer og mod hvasse Sværde
Du om Kirken var et dygtigt Gærde,
Saa den stod, til Herrens Time kom,
Til den Time, da hans Helligdom
Ved hans Tienere saa nogenlunde
Atter feies og udrenses kunde.
Sandt det er, den stander nu hel reen
Uden Billeder og Dødningbeen,
Men for Levende saavelsom Døde
Daglig staar den mere tom og øde.
Seer I Vandet paa de grønne Vægge!
104
Seer I, hvor de gamle More sprække!
Daglig Kirken hælder til sit Fald,
Renses ei, men reises nu den skal,
Mene I, at bag det høie Gærde
Mere Nød der var for den paa Færde?
✂
Hvad er dette vel for Sprinkelværker?
Hvad vil disse Blomsterbede her?
Ak, nu først jeg eders Attraa mærker,
Gamle Kirke tykdes jer for nær,
Derfor mende I, det var det bedste,
Jer mod den med Jernet at befæste.
For at dæmpe Frygten i jert Sind
Lod I Stakler jer det bilde ind,
Hvad I Angesten I ønsked meer end gerne,
At ei Sjælen ud af raaden Hjerne
Fare skulde; men I vidste nok,
At dernede kun maa lugte ilde,
Derfor Stanken med en Rosenstok
Og med Tusindfryd I vil formilde.
✂
Hvad er det? der ligger jo en Steen,
Flad og ristet paa sin Gammeldags!
Han, som eier disse trætte Been,
Har nok været af et andet Slags;
Længe har den ikke ligger der.
Mon jeg kan i Skumringen mig stave
Til den Gæves Navn, som lod sig her
Paa den gamle kristen Viis begrave?
Diderik - min Gud! saa er det dig!
Gamle Blicher! saa er her dit Lig?
Nu jeg mindes det: paa Klerkemøde
Med din gamle Kristendom du døde.
✂
Ak! saamangt bortsovet Minde
Monne nu i Hu mig rinde,
Gamle Ven! du er hos Gud,
Hvem du tjende tro herneden;
Men hvordan mon det seer ud,
Hvor du byggede forleden?
Snart skal Gunslev Kirke staa
For mig, som i gamle Dage.
105
Sært i Verden det mon gaa!
Naar jeg tænker mig tilbage,
Kun lidt mer end tvende Aar,
Hvergang jeg den Kirke skued,
Kirken med sin Præstegaard,
Hjertet banked, Øiet lued.
Nu jeg skal for Øie faae
Samme Syn fra samme Have,
Og nu skal den Kirke staa,
Som en anden mellem Grave,
Ingen Længsel er i Sind,
Ingen Rødme er paa Kind,
Ingen Lyst til did at flyve.
✂
Stærkt det mig paa Sinde falder,
Tykkes ubevidst og sært,
Hvorfor i den unge Alder
Dette Sted var mig saa kært.
Var det dig, hensovne Ven,
Ene, som mig drog derhen?
Svar mig, Hjerte, du maa dømme;
Ak, men du i tunge Drømme
Har vel dine Længsler glemt,
Eller og saavel dem gemt,
At du end dem ei kan finde.
Kære halvforglemte Minde!
Vil du vaagne nu igen?
Hvorfor mon saa sødt jeg bæver?
Dunkle Skikkelse! hvi svæver
Saa du frem? hvi flygter du?
Hvor i Verden mon du færdes nu?
Mon jeg mer dig skal livagtig skue,
Mens vi færdes under Himlens Bue?
✂
Da mig Verdens Strøm henrev,
Hjertet til en Staadder blev,
Meget Gud mig gav tilbage,
Der han gav mig Jes u Tro,
Kan maaske og Fremtids Dage
Give Hjertet Fryd og Ro?
✂
Dog, jeg sværmer som en Daare,
Hjertet gøres mig saa blødt,
106
Her ei hjelper Suk og Taare,
Lad det Døde være dødt.
Mellem Kæmper, som en Kæmpe
Jeg med Gud vil vandre frem,
Hovedbrud skal Længslen dæmpe,
Til engang jeg kommer hjem.
Gunslev Have.1
✂
Underligt det sig mon føie,
Heel uventet staar jeg her,
Rundtomkring mig staa for Øie
Kendte Skikkelser saa nær;
Alt vil gamle Minder vække,
Samme Lund og samme Hække,
Samme Torne for mig staa,
Samme Roser hos mig gaa.
Har de Aar jeg lagt tilbage?
Var jeg udi Verdens Strøm?
Eller gik kun nogle Dage?
Var det Hele kun en Drøm?
Der er Stuen, mon derinde
Ogsaa Provsten jeg kan finde?
Jeg jo veed det, han er død.
Vaagen var jeg, nu jeg drømmer,
Og at vaagne bedst sig sømmer,
Skøndt min Drøm er saare sød.
Dog, til Drøm kan Ingen regne,
At de Roser hos mig gaa.
Ingen tør jeg mig tilegne;
Venlig dog jeg stirre maa
Paa dem alle som Veninder.
✂
Var i denne Kreds jeg blevet,
Gladere jeg havde levet,
Derfor dog jeg klager ei;
Mindre tabde jeg end vandt,
Thi min Gud igen jeg fandt
Paa den tornefulde Vei.
✂
Bort fra Hoser mellem Tjørne
End jeg styre maa min Gang,
Mellem Valens sultne Ørne
Glemme Nattergalesang.
Vordingborg.
✂
Bag Gravene hist og de nedbrudte Mure
Der klingede fordum Basuner og Lure,
Der kneisede Borgen saa høit under Sky
Og sendte saa vidt over Lande sit Ry,
Naar Vikinger finge dens Taarne at skue,
Begyndte de saare i Hugen at grue,
Og Snekken sig bøied fra Valdemars Borg.
✂
Nu stander kun Taarnet saa ene, saa øde,
En frygtelig Bautasten over de Døde;
Berøvet din Slægt og din Høieloftssal;
Med Undergang truer du Dværgen i Dal,
Men spar ham, thi Hovedet ikke du rammer,
Som voved med Nødde, med Øxe og Hammer
At øde den gamle Kong Valdemars Borg.
✂
Hist Græsset opvoxer i snorlige Rade,
Der voxde og rørde sig Kæmper i Plade,
Hvor Valdemar lystede evig at bo
Der Nelder i Høieloftssalene gro,
Hvor Fyrster for Dannemarks Konning indstædtes,
Hvor Dannemark skjalv og hvor Dannemark giædtes -
Der tygges nu Drøv af umælende Ko.
✂
Vanartede Afkom! fordærvede Æt!
Naar vil du standse ugudelig Vold
Paa den herlige Old?
Mener du vel, du kan Hæderen stjæle,
Naar du omstyrter de Vidner som mæle
Høit om den hengangne, daadfulde Tid?
Tie da vel hine mægtige Blokke,
Som i din Kraft du ei mægter at rokke?
108
Tier vel Borgens den kneisende Bakke,
Om du end Stenene kunde ophakke?
Naar du beplanter Kong Valdemars Hald
Rundt med Kartofler og Kaal!
Har da ei Sagaen Tunge og Maal?
Tunge tilvisse den har, og den skal
Mæle om dem, som har Daaden bedrevet,
Mæle om dem, som har Værket nedrevet,
Den skal beskæmme, og den skal berømme,
Alt skal den prøve og veie og dømme,
Gruer du ikke for Sagaens Dom?
Vanartede Slægt!
Fædrenes Borge fræk du nedbryder,
Fræk du og spotter med Fædrenes Dyder,
Med deres Dyder og med deres Tro;
Derfor du mener, har Slægterne levet,
Derfor, du mener, er Daaden bedrevet -
For at du Bugen kan mæske i Ro.
Tag dig i Agt!
Det er med Ro som med Livet,
Ei den til Nogen blev givet,
Som den opsøgde paa Jord.
Tro mine Ord!
Vil du dig ikke forandre,
Lærer du ikke at vandre
Ydmyg i Fædrenes Spor,
Ei selv i Grav skal du finde
Roen, din kære Veninde.
Saga skal mane dig op,
Stille dit Aadsel til Skue!
Aadsel af mæskede Krop,
Slægter skal se det og grue.
Beenraden din skal forfærde
Unge og gamle paa Jord,
Af den skal bygges et Gærde!
Gærdet om Kirken i Nord.
Attenhundrede og Otte.
Lolland.
✂
Underligt er det at flytte,
Sært at jeg flytter saa glad:
Blomstrende Ø skal jeg bytte
Nu med den taagede Stad,
Bort fra de blommede Enge,
Hvor jeg har hvilet for længe,
Sneg jeg i Mørket mig nu,
Hen til de Mure saa kolde,
Inden for kneisende Volde,
Stander mit Sind og min Hu.
Pyt nu, I engelske Snekker,
Med jeres pralende Dækker!
Stolte I ligge paa Sø,
Dog kan fra Ø og til Ø
Listig vi sætte vor Kaas.
Gabene ere for store,
Portene ere for smaa,
Smække I Porten i Laas,
Har vi ved Siden en Laage.
Eder at narre forstaa
Mesterlig Ulkene vore,
Ulke med begede Braage.
Engelland, vide maa du,
Lodbraag har Sønner endnu.
✂
Kommer I Sønner af Elle!
Lystig jeg nu vil fortælle
Eder en Saga til Skemt,
Som I nok længe har glemt.
✂
Vidste de Grise
Hvad Ormene spise,
Fik de at vide
Hvad Ornen maa lide,
110
Vist de begyndte
Dygtig at grynte,
Beed ikke smaat
✂
Det var den Vise
Regnar engang
Om sine Grise
Døende sang.
✂
Visen fik Ella at høre,
Rimene passelig godt
Klang i det engelske Øre,
Grov var og Visen i Ord,
Grov som en Vise fra Nord.
Guld og de grønneste Skove
Maatte en Stymper han love,
Som skulde fare og speide,
Snakke om Fred midt i Feide;
Bod i de fagreste Ord
Sendte han Drotter i Nord.
✂
Sigurd og Hvidserk tilsammen
Legede Skaktavl med Gammen.
Bjørn med Spyd udi Haand
Saae paa den Leg overborde,
Ivar hin beenløse sad,
Ei er det sagt hvad han gjorde.
Svenden sit Ærende røgted
Stammende kun, thi han frygted.
Bjørn om Spydet saa fast
Knuged sin Haand, at det brast;
Hvidserk han legede Skak,
Saa Blodet af Neglene sprak;
Sigurd med Ormen i Øie
Mærked det ikke saa nøie,
At han for Negle skar Kød;
Ivar udspurgde hel stille
Alt hvad som vide han vilde,
Skifted dog mangengang Lød.
Brødrene vilde sig svale
Brat i den Sendemands Blod,
Ivar kun hørdes at tale
111
Sagte om Fred og om Bod.
Brødrene stilled han knap
Med sin veltalende Tunge,
Master Oldjakson dog slap,
Slap uforskyldt som den unge.
✂
Sigurd og Hvidserk og Bjørn
Hed og strede og tabde.
Ivar han lænted og skabte
Konningen om til en Ørn,
Ribbeen han vidste at tvinge
Til sig at brede som Vinge.
Engelland, mærk paa min Tale
Regnars den beenløse Søn,
Som ei kan haste og prale,
Saadan en kostelig Løn
Eengang endnu dig kan give,
Eengang endnu kan du blive
Hvad du har ærlig fortjent:
Af ham til Ørn udspændt!
Lungen, som længe har hivet,
Han dig uddrager af Livet,
Og i din Ørnegestalt
Strøer han sit nordiske Salt;
Spot ham ei, for han er seen!
Spot ei hans Krøblingebeen!
Ivar i Slag sig lod bære,
Vandt sig dog Seier og Ære.
København.
✂
Atter kom jeg da tilbage,
Axelstad igen jeg seer,
Trende Aar har mange Dage,
Og halvfjerde endnu fleer;
Nogle ere i det Tal,
Som kun silde glemmes skal.
Alle Dage have Nætter,
112
Disse Dage havde tre1,
Som Man ei saa snart forgætter,
Hist er deres Spor at se.
✂
Ranke Gran med gyldne Top2
Groed fordum herlig op
Af et muret Klippestykke;
Nu den ligger dulgt i Grus
Rundt om Herrens brændte Hus,
Aske blev dens Gyldensmykke.
Til at gro i Granens Sted
Strøet er en anden Sæd,
I dens Aske og i Grus
Af det brændte Herrens Hus;
Sæden var den klare Ild,
Træet bliver vist det samme,
Og dets Top skal vorde Flamme,
Den skal blusse rød og vild,
Til den naaer de høie Taarne,
Som til Sone er udkaarne,
Bag det brede Vesterhav.
Dog endnu i Kirkens Læ
Ei opgroet er det Træ;
Mørk og nøgen staaer vor Frue,
Hendes Pragt og hendes Hus
Ødtes af den vilde Lue,
Sørgende hun staar i Grus.
✂
Saa mon og ved Siden stande
Hendes gamle, vakkre Grande,
Nicolai, som før i Sky
Løftede saa kæk sin Isse.
Absalons du kære By!
Dit Forlis er stort tilvisse!
Dine Helgene ei meer
Levende du hos dig seer:
Nicolaus ei beskytter
Længer nu din Sømandsflok;
Kvinden i de lave Hytter
Ved sin Naal og ved sin Rok,
✂
Dine Mø'r og Ungersvende
Har ei længer Trøst af Hende,
Deres Moder, deres Frue.
Du maa sørge, du maa grue,
Men du spotter og du leer,
Ei du hører, ei du seer:
Nikolaus, vred i Sind
Vilde dig ei mer beskytte,
Han din Flaade vied ind
Til at vorde Fjendebytte!
Lader du din Frue staa
Længe nøgen udi Gruset,
Sikkerlig vil og forgaa
Hvad du haver kært i Huset.
✂
Dog, hvordan? forgaa? forgik?
Er jeg vorden Katholik,
Eller har jeg Lyst at prime
For lidt stadselig at rime?1
Staar ei Trinitatis end?
Maa ei hvert et Helgenhus
Gerne synke i sit Grus,
Naar kun det vi har igen?
Visselig det er min Tro:
Ogsaa jeg det maatte friste,
Mine Helgene at miste,
Og dog finder Hjertet Ro,
Naar det sig kun trygt forlader
Paa den hellige2 Gud Fader,
Paa hans Søn og Helligaand
I Treenighedens Baand.
Helgene har ingen Styrke,
Derfor ei man dem skal dyrke,
Men hvis troende vi knæle
For vor Gud, de fromme Sjæle
Maa os vorde dyrebare,
Og den store Helgen skare,
Som gaar ind, og som gaar ud
Salig evig hos vor Gud,
✂
Som sig neier for hans Stol,
Maa vi mindes, maa vi ære;
Er os kær den lyse Sol,
Maa og Straalerne det være.
Axelstad det mærke du:
Hvis til Himlen stod din Hu,
Havde alt sig reist af Grus
Herrens og din Helgens Huus;
Havde du din stolte Flaade
End at skue og at raade.
Knæl i Helliggeistes Kirke
For Høialtret ydmyg ned!
Beed den Helligaand at virke
I dig Tro og Kærlighed:
Da vor Frue skal af Gruset
Snarlig se sit Hus opstaa,
Lykken ei fra dig og Huset
Med Velsignelsen skal gaa!
✂
Hellige Trefoldighed!
I dit Hus der vil jeg bede
Held til mig i Støvet ned,
Over Huset1 vil jeg lede
Efter dine dunkle Spor
I det stolte, gamle Nord:
Har og Jafnhar, Tridie,
Asaodin, Vile, Ve,
Urd og Skuld og Verande,
Alt hvad som er Eet i Tre,
Skal mig om din Løndom minde,
Skal mit Hjerte til dig binde.
Adam jeg i Odin seer,
Naar han som en Gud sig teer.
Udi Freia jeg vor Frue,
Og i Frei vil Kristus skue;
Thi om Begge er det sagt,
At de eie Lyst og Magt
Til at løse os af Trængsel,
Til at stille al vor Længsel.
Eet dog aldrig glemmer jeg:
At som Frei har Kristus ei
✂
Givet bort sit gode Sværd,
Gruer ei for Surturs Hær,
Frei mod ham sin Død har fundet,
Kristus ham har overvundet.
✂
Giv da Kløgt og giv da Mod
Til at mane op af Jorden
Ygdrasill med store Rod
Guderne fra gamle Norden!
Rask det gaar mod Byen hen;
Ak jeg har mig nu derinde
Ingen kærlig Ungdomsven,
Endnu mindre en Veninde.
Kun i gamle Pergamenter,
Kun i Grubien og i Sang
Jeg mig Trøst og Glæde venter;
Sukke vil jeg mangen Gang,
Hjertet har saa dybe Længsler.
Styrk, o Gud! den gamle Skrift,
Saa at fast den Aanden fængsler!
Ak, men naar om Nords Bedrift
Jeg ei mere har at tale,
Hvad skal da mig vel husvale?
Ak! naar jeg har sjunget ud,
Frels mig da, o, hjelp mig, Gud!
Til min Fader.
(Med min nordiske Mythologi).
✂
Sorg, Bekymring, mange Dage
Blegede din hvide Lok,
Men du gik med elskde Mage
Skilt fra Verdens vilde Flok!
Midt i den nedsjunkne Tid
Paa din Læbe, i din Id,
Leved Jesu Kristi Lære.
✂
Fire Sønner Gud dig gav,
Alle offred du ham atter;
Selv han drog henover Grav
Hjem til sig din kære Datter,
116
Ak, da hvidned dine Haar,
Og dit Hjerte fik et Saar,
Som kun Herrens Ord kan læge.
✂
Fire Sønner du hengav
Gud og Videnskab at dyrke.
Tvende bag det brede Hav
Sjunke ned i Gravens Mørke:
Verdens Edder, Solens Brand
Dræbte dem i fjerne Land,
Stridig randt din Fadertaare.
✂
Brækket, søndret er din Kæde,
Sildig blir den heel igen,
Kun med vemodblandet Glæde
Tvende Led du skuer end:
Skilt, ved lange Rad af Aar,
Fra din svage Yngste staar
Frugtbar kun din Førstefødte.
✂
Stor og tung var Livets Møde
Gennem mer end syvti Aar,
Du for os og for de Døde
Stred saa baardt med trange Kaar;
Men taalmodig bar du Savn,
Naar kun de, som bar dit Navn,
Herrens Frygt og Visdom lærde.
✂
Dog, den ædle Dannekvinde,
Vores Moder og din Viv,
Delde trolig, som Veninde,
Hver en Kvide i dit Liv!
Herren frygted hun, som du,
Kærlig, klog, men reen i Hu,
Letted hun din tunge Byrde.
✂
Kristen er du, men du saae
Glad hver Guddomsgnist paa Jorden;
Jeg, og Kristen, stirrer paa
Guderne i gamle Norden,
Og blandt dem jeg har erkiendt,
Hvorfor Kristus blev nedsendt,
At ved ham kun frelsdes Jorden.
✂
Fader! hæft da mild dit Øie
Paa mit Billede af Nord!
Kun ved Grubien og med Møie
Hented jeg det op af Jord;
Nutid vender Øiet bort,
Siger: Livet er for kort
Til at tænke paa det Høie.
✂
Saa du ikke lærde mig,
Men fra Verdens tomme Vrimmel
Bød du Øiet løfte sig
Op mod Herrens lyse Himmel:
Der, du sagde, er vort Hjem,
Mod det skal vi stunde frem.
Fader! tak for Liv og Lære!
✂ [Herefter følger fra »Attenhundrede og Ni«: Nytaarsvers (til den øverste Klasses Lærlinge i Schouboes Institut) og Julefesten; fra 1810: Til Hersleb (ved Skilsmissen paa Valkendorfs Kollegium 1810). Se Poet. Skr. I, Nr. 26, 45 og 47].
Klagesang.
(Efter Davids 42de Psalme).
1811.
✂
Som tørstige Hjort monne skrige,
Alt efter det rindende Væld,
Saa monne og efter dig hige,
O Herre, min tørstige Sjæl;
Thi du er den levende Kilde,
Og drikke saa gerne jeg vilde
For aldrig at tørste igen.
✂
De Dage og Nætter henskride,
Og Sjælen kun lædskes med Graad,
Med Sorrig jeg Hænder maa vride,
Jeg veed
ikke Frelse, ei Raad.
118
Ak! naar vil dog Gud sig forbarme!
Ak, naar maa jeg Usle og Arme
Indgange for Herren at staa?
✂
Jeg er udi Hjertet saa bange,
De Afgrunde ligge saa nær,
Og paa deres Rand maa jeg gange,
Det er kun en jammerlig Færd;
Jeg svimler, mig Rædsel nedknuger,
Mig Afgrunden visselig sluger,
O Herre! o, hør mine Skrig!
✂
Du er jo min Saligheds Klippe,
Paa dig har jeg bygget mit Hus,
Ak, vil du mig glemme og glippe.
Da synker det flux udi Grus;
Alt bryde de Bølger og Vover,
Og medens du tøver og sover,
De lukke sig over min Sjæl.
✂
Naar Andre til Kirke mon gange,
Da sidder jeg her udi Vraa,
De kvæde saa liflige Sange,
Men jeg maa ei høre derpaa;
Min Sang er at sukke og klage,
Saa skride de hellige Dage
For mig, som de søgne, i Kval.
✂
Dog, hvi vil, min Sjæl, du forsage?
Hvi bøies, hvi bruser du saa?
Lad skride de Nætter og Dage,
Og bi paa din Gud, som du maa!
Engang skal den Morgen oprinde,
Da frelst du saa glad udi Sinde
Skal takke og love din Gud.
✂
Hans Lys og hans Sandhed skal føre
Mig op til hans Tempel i Fred,
Der Ordet mit Hjerte skal røre,
Og glemme jeg skal, hvad jeg leed;
Ja, selv skal jeg røre min Tunge
Til Psalmer for Herren at sjunge
Til Lov og til Pris for min Gud.
Til en Veninde.1
(11te April 1811.)
✂
Det er den syvende, maaske den sidste Gang,
Da paa din Fødselsdag du lytter til min Sang;
Ak, naar mit Øie vender sig tilbage
Til Aarenes saa snart henrundne Dage,
Da sukker jeg saa dybt, og mangen Gang,
Ja, kun et Suk er denne Høitidssang.
✂
Jeg seer mig som utæmmet Yngling stande,
Hovmodig af, hvad dog jeg maatte sande,
At uforskyldt mig Himlens Herre gav;
Hovmodig og af Dydens tomme Klæder,
Mens Hjertet laa i kolde Marmorkæder
Hel prægtig jordet i en kalket Grav.
Det speiled sig i klare Marmorstene,
Og Hovmods Djævel lod mig daarlig mene,
At kolde Billed var et Hjerte selv.
Paa samme Dæmons Vink jeg vilde
I Fantasiens klare Vinterelv
Opdage Følelsens den varme Kilde;
Dog, Hjertet ei kan Hjerterne bedrage
Saa let, som skuffende sig selv behage.
Min Aand vel Aander til sig drog,
Men intet Hjerte for mig slog.
Forhærdet mit af Hovmods Trolddom lod
Sig heelt forstene udi Saft og Rod.
Det rullede paa Fantasiens Elv
Til Nordens Fjelde og omlagt med Is
Det høit forkyndte sine Frænders Pris.
✂
Paa Fjeldets Top, dog høiere end Vrimlen,
Som dorsk sig vælted udi Dalens Skiød,
Jeg skuede den gyldne Sol paa Himlen,
Hvis Guddomsstraaler Mørket gennembrød;
Jeg saae den Blomst, som i de svundne Tider
De varme Straaler kaldte op fra Jord,
Hvis Krone kæk til Himlen sig opstrider,
Som nævnes Kærlighed fra Syd til Nord,
Da først jeg mærkede mit store Savn,
Jeg vilde Jesu Kristi Lære følge,
✂
I Liv og Død mig trøste ved hans Navn.
Men ret, som Skibet paa den vilde Bølge
Ei uden Roer kan styres ind i Havn,
Saa var det og med Sindets arme Snekke,
Kompasset pegede mod Himlens Havn -
Men uden Roer ei did den kunde række;
Det Roer kan hugges kun af Kærlighed,
Og hvo som dens Forlis sig selv har voldt
Enhver som lod sit Hjerte vorde koldt,
Af intet Raad og ingen Redning veed.
Ak, det har jeg. Nedbøjet nu jeg stander,
Og med mit Suk sig kolde Taare blander,
Saa kold, som Elvene, der sig nedvælte,
Naar Fjeldets Is for Solen maa hensmelte.
Dog, naar saavidt med Isen først det kommer,
Man haabe tør, den lunknes udi Vaar
Og suger Varme i den blide Sommer;
Derfor ei mer jeg mørk, fortvivlet staar,
Men sukker dybt til ham, om hvem jeg veed,
At Han er intet uden Kærlighed.
✂
Jeg stander for dig paa Skærtorsdags Morgen,
Saa stod jeg og den første Fødselsdag,
Da samlet med dig under Vennetag
Jeg hilsed dig i Sangens kolde Toner;
Men først i Dag jeg stander som din Ven.
Jeg hilser dig, men Øiet stirrer hen
Saa tillidsfuldt paa din og min Forsoner.
Det er i Dag den store Mindefest
Om Nadveren: det helligste af Gilder,
Som Angst og Sorg hos Synderen formilder,
Naar han det nyder som en værdig Gæst,
I Morgen skal vi under Korset stande,
Og vore bittre Taarer sig skal blande
Med Moderens, hvis ømme, bløde Hjerte
De Nagler følde i en dobbelt Smerte,
Som, farvede med Jesu Purpurblod,
Sig trængde grumt igennem Haand og Fod.
Ei over ham, som fra sit høie Sæde
Behersker Verdner med sit Kongespir,
Men over os, vor Syndeskyld vi græde;
Og knæle vi med Tro ved Korsets Fod
121
Skal Taaren blande sig med Jesu Blod,
Al Syndelyst, alt Hovmod og alt Had,
Aftvættes skal da i det røde Bad,
Og sænkes ned med Jesu Lig i Jorden.
Da trøstes vi, da tier Himlens Torden,
De mørke Skyer lysne mer og mer,
Alt som med Il sig nærmer Paaskemorgen,
Opklaret da vort Øie Himlen seer,
Opklaret er og i vort Øie Sorgen;
Naar da forklaret Frelseren opstaar,
Da med hans Vunder vore Hjertesaar
Helbredede til Ar sig mon forvandle;
De Ar os skal i Støvet bøie ned
Og minde os om Herrens Kærlighed,
Som uforskyldt os skænkede sin Naade,
Og løste mildt os Livets tunge Gaade.
Forgæves frister Hovmod da vor Tro,
Forgæves hvisker den i Smigertone,
At selv vi kan os med vor Gud forsone,
Forgæves vil os Daarekløgt forføre,
Og Tidens Spot kan Hjertet aldrig røre,
Det kender Angest og det kender Ro.
O, gid den Tro og høje Ro, Veninde,
Du ogsaa maa beholde eller finde!
Den sidste, store Alvorstime kommer,
Da falmer Alt, som glimrede paa Jord,
Og naar vi stædes for den høie Dommer,
Da hjelpe ei de kloge Modeord,
Da gælder det om hvad som bliver ved,
Om Jesu Tro, om Haab og Kærlighed.
Og nu tilsidst: gid hellig Moderglæde
Opvoxe for dig med din kære Spæde1,
Lad ingen giftig Urt med onde Duft
Forpeste om din Blomst den rene Luft,
Thi agt det vel, at af den Blomsterstengel
Udspringe kan en Djævel og en Engel!
Dig styrke Gud! du ømme fagre Kvinde!
Og vær til Døden mig en tro Veninde!
Som du i mig har nu en trofast Ven.
Til Slbbern.
(Udby i Juni 1811.)
✂
Her sidder jeg i aabne, lyse Skur,
Fra Jord og Træ mig Blomsterduft omringer,
Og nødig kun til Stadens Fangebur,
Til kvalme Dunkelhed sig Aanden svinger,
Men hisset i den kvalme Axelstad
En Ven jeg har, som jeg Farvel maa sige,
Og det jeg har at mælde ham tillige,
At jeg er rolig og i Herren glad.
✂
Os Pindse samled i den store Stad,
Og Pindsedagen nu os skilte ad!
Da Vaaren kom med sine lune Vinde,
Det for beklumret tykdes os derinde
Bag Valkendorfs den skumle Askemur,
For snævert blev det inden fire Vægge,
Og flagrende, som Fuglen i sit Bur,
Ud i det brede Fri vi higed Begge.
Dog til Farvel vi titte venlig ind
I Kamrene foroven og forneden,
En Taare perler paa den varme Kind
Ved Tanken om hvad der er nu forleden,
Ei mindes jeg de svundne Samfundsdage
For daarlig nu at ønske dem tilbage,
Nei, kun for rørt dig Vennehaand at byde,
Og mest for ham mit Hjertes Tak at yde,
Som hjem til sig mig lokkede og tvang.
Han stilled mig for Øie Luesværdet,
Hvormed vort Fald har Paradis omgærdet,
Og endte saa forvoven Styltegang
Paa Randen af de brede Fjeldekløfter;
Han splitted vældig med sit stærke Lyn
Det Mørke, der formaaede at skjule
Saa trædsk og tæt Afgrundens dybe Hule,
At over den hengøgled fagre Syn,
Som skuffende i Drømme mig forlysted.
Han hjem til sig mig lokkede og tvang!
Hans Guddomsrøst jeg hørde, naar jeg sang,
Jeg hørde den igennem Vennemunde,
Han gav mig Kløgt og Lyst til saa at grunde
123
Paa Sagas Runer, at af dem jeg saae
En Solekrands forunderlig sig vinde
Om Jesu Christi høie Guddomstinde;
Han lærde mig at varsle og at spaa;
Ja, da jeg tog forfængelig hans Naade,
Han tugted mig, men tugtede med Maade.
Med vældig Arm han bøied stolte Sind,
Han smelted Isen i det kolde Hjerte,
Og jeg fornam det under bitter Smerte,
At til sit Tempel han det vied ind.
Da lærde Hjertet under Tvivl og Strid
At føle Sorrig og at føle Glæde,
At føle sukkende i lange Tid,
Hvor tungt det er at ikke kunne græde.
Jeg takker Gud, og takker ham i dig,
For alt dit Venskab i de tunge Dage;
Du færdedes, du leed, du bad med mig,
Du kedtes ikke ved min Jammerklage.
O store Gud! hvor var jeg døv og blind!
Hvor kunde dog mit skrøbelige Sind
Sig tro af dig forladt, forskudt og glemt,
Da med en saadan Ven, ja Venner der ham ligned,
Du naadefuld i Nøden mig velsigned!
✂
O kære Ven! jeg har ei Sølv og Guld,
Og lavt du skatter kun det blanke Muld,
Men hvad jeg har og hvad du helst vil have,
Jeg giver dig i Jesu Navn til Løn.
Mit Hjertes Tak det er min første Gave,
Den anden er mit Hjertes varme Bøn
Til Ham, som er fra Evighed den Samme:
At Gnisten, som i dig han lagde ned,
Maa luttret vorde til en hellig Flamme
Og skinne hos ham i al Evighed!
Vi grubled begge over Livets Gaade,
Men om dens Løsning vi forligdes ei,
Derfor og nu vi paa adskillig Vei
Udhigede fra kvalme Axelstad:
Du higed efter Færd og Folkevrimmel,
Jeg efter Faderhusets stille Krog
Og rolig Syslen under Hjemmets Himmel;
Thi jeg har fundet i den ene Bog,
124
Hvad i dig selv, i ny og gamle Bøger,
Hos fjerne Folk og vise Mænd du søger.
Min Vei var kort, og din er saare lang,
Derfor og jeg alt har fuldendt min Gang,
Mens end til din du monne dig omgjorde.
Ei mene du, jeg dømmer dine Skridt!
Ei daarlig Hovmod nu mit Øie blænder,
For dig og Alle jeg det frit bekjender,
Hvad jeg erkender og har følt saa tit:
At skarpere er vist det Sjæleøie,
Som laandes dig i Naade fra det Høie;
Men derfor ei jeg dølger faste Tro,
At om du stirrer nok saa vist og længe,
Du Skyen ei formaar at gennemtrænge,
Bag hvilken Gud i skjulte Lys mon bo.
Ja, end jeg vover det for vist at mene,
At om al Jordens Vise sig forene,
Opsvinge sig mod Himlens lyse Bue,
Nedgrave sig i Jordens dunkle Stue:
De aldrig dog i Klippens Agerreen
Oppløie nogentid de Vises Steen,
De komme dog ei til Magnetens Leie,
Som styrer Jorden paa sin lange Færd,
Ei til den Sol, om hvilken sig mon dreie
De lyse og de mørke Kloders Hær.
Tilsidst jeg tro'r, at om hver kløgtig Aand
Gik villig frem i Herrens Ledebaand,
Blev sikkerlig langt høiere hans Gang,
End nu hans Flugt, thi Herrens Arm er lang,
Og naar vi staa paa Tankens Grændseskel,
Sig for os løfter Troens høie Fjeld,
Hvorfra vi det i klare Speil kan skue,
Som skimtes ei fra Kløgtens Myretue.
Dog, blandt de Urter, som saa yppig gro
l Paradisets nyopiukte Have,
Ei Indsigt, men den høie Sjælero
Vurderes maa som Troens bedste Gave:
Det er en Blomst, som evig kan bestaa,
Den stykkevise Indsigt skal forgaa.
Du saae min Ven, hvor smaalig sig min Aand
Udvikle lod af kolde Vinterbaand,
Du saae, at det med Vaarens lune Vinde
125
Blev lunere og lysere derinde,
Men at dog hid og did de Skyer droge
Og Solens varme Straaler let forjoge.
Apostlene paa hellig Pindsefest
Iførde blev med Kraften fra det Høie;
I Pindseugen det sig maatte føie,
At jeg indviedes til Herrens Præst.
Adskillige de Naadegaver ere,
Men skænkes alle af den samme Aand:
Da Brødrene med paalagt høire Haand
Af Herren skulde det med Suk begære,
At Kærligheds og Krafts og Sandheds Aand
Miskundelig paa mig neddale vilde,
Da aabnede sig Hjertets Taarekilde,
Da sprængde Sjælen sine Fængselsbaand;
Og der jeg hørde Brødrene tilsammen
I Jesu Christi Navn at sige: Amen!
Da blev det Samme i mit Bryst udtonet.
Og jeg mig følde med min Gud forsonet;
Da hastede jeg ud fra Axelstad,
Jeg takkede, jeg higede, jeg bad,
Jeg vandred frem i blide Morgenstund,
Men der jeg nærmed mig den kære Grund,
Hvor Barnedagene henflød saa trygge,
Hvor gamle Fader end mon rolig bygge,
Og med sin kære, alderstegne Viv
Henstirre trøstig paa det sande Liv,
Da gjordes det mig trangere om Hjerte
Ved Mindet om den glade Barnetid,
Ved Mindet om de sidste Dages Smerte,
Ved Tanken om den store, tunge Id,
Som end er tungere i vore Dage
End hele tre Aarhundreder tilbage,
At føde og at vogte Herrens Hjord!
I Skovens Udgang paa en gammel Steen
Jeg satte mig, optog af lidet Gemme
Det Testament, hvori jeg læsde hjemme,
Da jeg som Barn fra dunkle Dagligstue
Oplærdes til mod Himlene at skue.
Den gamle Bog mig trolig havde fulgt
Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge,
Men dog engang, desværre, alt for længe
126
Dens Aand var for mit blinde Øie dulgt.
Jeg den oplod, og hvor mit Øie faldt,
Der fandt det ogsaa uden Leden Alt.
»Hvor er, o Død, din Braad? hvor Helvede din Seier?
»Vor Synd var Dødens Braad og Loven Braaddens Størke,
»Men lovet være Gud, som os ved Jesum, Herren
»Har givet Seier nu!
»O stander Brødre da som Klippeblokke!
»Og lader jer ei ryste, ja ei rokke!
»Udretter flittigen det Herrens Værk!
»Vel vidende at ei forfængelig kan være
»Den Gerning, som er gjort i Gud og til hans Ære*).«
Nu Kirketaarnet løfted sig deroppe
Ved Grinnebakken mellem Asketoppe,
Og hurtig svandt de dunkle Barneminder
For lyse Ahnelser af Manddomsfærd.
✂
Saamangt et Baand mig til den Kirke binder:
Det skøreste er at jeg døbdes der,
Det stærkeste at der jeg Gud skal tjene.
Hvor gamle Fader i de mange Dage
Gudfrygtig talde Herrens rene Ord,
Nu jeg skal tale til det aabne Hjerte,
Med Ordets Balsam lindre hver dets Smerte,
Velsigne Folket fra det høie Kor;
Og hvad jeg taler under hvalvde Bue,
Og hvad jeg taler i den lave Stue,
Mig selv kan røre og med Kraft husvale;
Thi hvad jeg der skal ved Guds Naade tale
Er ikke mit, men Herrens eget Ord.
O, det er kvægende, min Ven, at vide
Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide,
Og ingen Tanke er saa trøsterig
Som den, at ei uvis, forfængelig,
Vor Gerning er, thi den er Herrens egen.
Naar mellem Torne og paa Sten og Vei
Det tykkes os, vi Sædekornet spilde,
Naar anden Høst af Øiet skues ei,
End Had og Spot, da staar det sig kun ilde
Med den der ei sin Tales Sandhed tro'r,
✂
Og hvem kan tro paa sine egne Ord?
Men vi som tro, vi aldrig kan forsage,
Vi sukke kan, roen aldrig daarlig klage,
Thi udi Troen vi saa vist det veed,
At Christus sørger for sin Menighed.
O gid det Mod, den Fred, som strømmed ind
Med denne Vished udi Siæl og Sind,
Og ved din Vandrings Maal maa dig opfylde!
✂
Farvel, min Ven, og tro min stille Tanke
Dig følge vil, hvor end du monne vanke!
Men tit jeg og vil knæle for den Høie,
Med Bøn, at han oplade vil dit Øie,
Saa gennem Kristi ringe Klædedragt
Du klarlig seer hans høie Guddomspragt!
O, da blev du en Jesu Kristi Kæmpe,
Som kunde med din Tordenrøst neddæmpe
Det hæse Skrig af tusind usle Dværge,
Som mene, deres Muldvarpskud er Bjerge,
Og løftede paa Tæerne, bele
Alt hvad de ei fra Dværgebakken se.
Udby Have.
✂
Have! du som vidt dig breder
Rundt om gamle Præstegaard,
Venligen du mig hjemleder
I de skønne Barneaar.
Dette Vildnis, disse Gange
Bleve tidlig mig for trange.
Da jeg var en lille Dreng,
Da end maatte for mit Øie
Dine Gærder tykkes høie,
Laa jeg i din grønne Eng,
Saae til Himlen, grunded paa,
Hvordan Gud dog kunde gaa
Oppe paa de tynde Skyer.
128
Det mig var en Lyst at se,
Hvor de Skyer kunde drive,
Og saa underlig sig te,
Ret som om de var ilive.
Naar jeg saadan ensom laa,
Meget jeg afbildet saae
Paa den Himmel rød og blaa,
Som end dunkelt jeg kan mindes.
Siden da jeg voxde lidt,
Laa jeg ogsaa her saa tit;
Men jeg laa med Bog ihænde,
Krøniken mig var saa kær,
Lystig var i den min Færd
Hen til Tids og Verdens Ende.
Jeg med Baden
1 og med Kall
2
Løb igennem hele Tiden,
Men om sligt et Kongetal
Var mig slig en Bog for liden,
Det mig var saa haardt imod,
Naar saa tørt hos Baden stod:
Hvad der om de gamle Dage
Er af Krønike tilbage
Er opfyldt med Digt og Fabel,
Saasom om Deukalion,
Argonauter, Herkules
Og om Bachi Eventyr.
Ved mig selv jeg sagde tit:
Herre Gud! Han kunde dog
Sagtens la' os høre lidt
Om den Flod og om det Tog,
Om de vakkre Eventyr,
Det dog morsomt var at høre.
Kali jeg grumme morsom fandt:
I hans Bog var mangen Ting
Sagt med saadant artigt Sving,
At jeg kunde ret fornemme,
Noget Sjælen gennemfoer;
Jeg var bange for at glemme
Af den Tale mindste Ord;
✂
Tit jeg inde i min Sjæl
Høit dem læsde for mig selv.
Saadan mangengang jeg læsde,
Hvordan Østenvinden blæsde
Heftig paa det røde Hav,
Laved Herrens Folk en Vei
Og Ægypterne en Grav.
Ligesaa mig tit fornøied,
At Kong David lagde til
Tjenesten sit Kvad og Spil,
Som dens Majestæt forhøied.
Det var ogsaa gyldne Ord
Om hvordan Sesostris foer,
Og at hver en Pyramide
I sin Pragt os minded om,
Hvad vel Folket maatte lide,
Før til saadan Vext den kom.
Det endnu mit Sind forlyster,
Hvordan mod de fjerne Kyster
Tyrierne spændte Seil,
Og af Stjernerne veiledte
Sig paa Verdens Hav udbredte,
Uden der at seile feil.
Ogsaa jeg med Jason drog,
Og fra det trojanske Tog
Blev jeg heller ikke hjemme.
Cyri Rige klart jeg saae
Vidt sig brede for mit Øie,
Skøndt jeg vidste ei saa nøie,
Hvor det udi Verden laa.
At ved Marathon de Faa
Hundredtusind kunde slaa,
Maatte, Have, du undgælde
Med din Skreppe og din Nælde;
Naar mit Skib i Parken drev,
En Themistokles jeg blev.
✂
Naar jeg efter Borgerkrige
Læsde om Augusti Rige,
Om hvordan det som en Slave
Lod i Stilhed sig begrave,
Tykdes det mig rent omsonst
130
Med den Videnskab og Konst;
Thi det heed: Men Religionen!
Sælsomt ændrede sig Tonen,
Taaren mig i Øiet stod.
✂
Hav da Tak, du kære Bog!
Megen Fryd du mig har givet,
Og igennem hele Livet
Vil det kendes, at dit Sprog
Har min første Stil mig givet.
Naar jeg hørde dig hudflette
Halv med Uret, halv med Rette,
Halv jeg Strømmen maatte følge,
Kunde det dog aldrig dølge,
At for mig du ei var svær,
Men mit Hjerte saare kær.
Man omsonst din Mage søger
Mellem nye Billingbøger,
Der maa baade Sjæl og Sind
Blive dorsk og sove ind;
Ingen Varme, ingen Fynd,
Kun det bare Vand og Dynd.
Hist og her man i det Vand
Visne Blomster finde kan,
Aldrig dog et kraftigt Ord,
Som kan grave dybe Spor
I det aabne Barnehjerte.
Det er vort Oplysningstræ,
Som bær slige rare Frugter!
Næsen faar og sin Bekomst,
Hver en Frugt er selv en Blomst,
Thi den alt paa Træet lugter.
✂
Nu farvel, du lille Bog!
Lille jeg dig dengang fandt,
Og det var vel ogsaa sandt;
Til en Bog om hele Tiden
Var du sagtens lidt for liden.
Suhms den vakkre Bog om Nord1
✂
Havde mangt et herligt Ord,
Som mig glæded, som mig greb;
Intet dog, som det han skrev,
Da han Pennen vilde lægge,
Endnu hører jeg hans Røst:
»Unge! det er jer jeg vil
Som en Fader tale til,
I er Landets Haab og Trøst.
Naar I eders Old betragte,
Rives da ei af den hen,
Til Guds Ord at ringeagte,
Til at svige Drot og Ven!
Vogter jer, at ei I taber,
Mens I dyrke Videnskaber,
Eders Tro og eders Dyd!
Elsker altid Fædrelandet!
Mellem eder skiller Vandet;
Sproget har adskillig Lyd;
Eder Alle lige godt
Kan dog samme Gud forstaa;
Til jer Alle samme Drot
Lader samme Ord udgaa:
Ære Kongen! frygter Gud!
Det er Herrens eget Bud.«
Gyldne Ord i tunge Dage!
O, vist mangen Ungersvend
Har I holdt og kaldt tilbage,
Saa ei Tiden rev ham hen!
Kierulf, Kierulf!1 o, hvor kunde
Du udslette disse Ord?
Gaar uvarslet nu til Grunde
Mangen Ungersvend i Nord;
Du har følt det, da du døde,
Det er din - og Tidens Brøde.
✂
Vakkre Bog om Mænd i Nord!
Lyst du gav mig til at drikke,
Men min Tørst du slukked ikke,
Du var og for knap paa Ord.
✂
Med de tykke Folianter,
Med sin Ramus1 og Lyskander2
Maatte Fader rykke frem,
Knap jeg kunde bære dem;
Men det var en Hjertens Glæde,
Naar jeg først kom ret til Sæde,
Saae det danske Kongeblod
Springe af sin dybe Rod
Midt i Adams Paradis,
Saae det rinde, saae det bruse
Rundt i alle Kongehuse,
Delde paa min egen Viis
Nød og Seier, Had og Pris
Ærlig med hver Herrestamme,
Som vor fælleds gamle Amme
Havde fostret kæk og stor.
»Helled med Ebbe og Aage saa fro,
»Da de for Hunger af Skaane dro«,
Satte saa stolt mig hos Theodorik,
Hersked med ham over Franker, Burgunder,
Slikkede dybt, da hans Rige gik under,
Hadede Narses, blev glad, da han fik
Ordre at komme til Hoffet og spinde,
Gladere end, da han loved at tvinde
Traad, som Sofie i hele sit Liv
Ei skulde skære med Sax eller Kniv;
Hørren, hvoraf han den Traad vilde sno,
Saae jeg paa nordiske Hager at gro:
Nordiske Hør paa den nordiske Ager,
Paa Longobardernes skæggede Hager.
Skaaret og spundet og tvundet den blev;
Traaden var lang og var tyk som et Reeb,
Snoed sig tæt om Italiens Lænder,
Spottede Saxe og Knive og Sværd,
Maatte dog siden, opraadnet saa nær,
Briste og smuldre i Frankernes Hænder.
✂
Dog, jeg mærker, Havens Gange
Blev mig nu igen for trange,
Trange, som min Barnesko;
✂
Men heel gerne vil jeg gemme
A! min Kløgt igen og klemme
Foden i den lille Sko,
Hvorfor mon de nye Franker
Jeg i Hugen var saa gram,
Ønsked dem al Last og Skam?
Det gik om i mine Tanker,
Hvordan Klodovig fremfoer
Mod Vestgotherne fra Nord.
Da Lyskander var forbi,
Syn jeg fik
Paa to underlige Bjerge,
Mig det gik,
Som det gaar saamange Dværge;
Det, der gemde i sit Skød
Gyldne Malm saa reen og rød,
Tykdes mig saa graat og bart;
Det der var saa grønt paa Tinden,
Men saa tomt og hult forinden,
Tykdes mig saa grumme rart.
Guldberg1! jeg fra dig bortgik,
Da jeg Syn paa Holberg2 fik.
Underligt! ved Holbergs Side
Jeg Martyrerne saae lide;
I hans Glas jeg maatte se
Kættere og Kirkefædre,
Maatte tit med ham bele,
Hvad jeg sent har lært at hædre.
Hjertelig jeg dengang lo,
Hvergang Paven fik en Næse,
Hvordan Henrik kneb Paskai -
Det var Noget jeg gad læse.
✂
Hvordan Frederik den Anden
Turde trodse Kirkebanden,
Hvordan Nogaret i Stads
Trak den gamle Bonifas
Paa en Esel ud og ind,
Klappede ham under Kind
✂
Med det haarde, kolde Staal,
Det var Noget, jeg gad seet.
Harmefuld jeg saae paa Baai
Johan Hus som Martyr segne,
Glad for Ziskas Navn og Staal
Saae jeg Kardinaler blegne;
Men da siden Svanen kom,
Tænkde jeg, nu ret vor Gammen
Skal vi se paa ham i Rom;
Men nu Holberg gik sin Vei,
Ene og forladt stod jeg.
Fader smiled ad min Jammer,
Hented ovre fra sit Kammer
Nok en Bog, hvori der stod
Luther baade først og sidst1.
Det jeg aldrig havde vidst,
At Man gjorde hele Bøger
Om en saadan enstig Mand.
Aldrig det jeg glemme kan,
Hvor jeg Pusling blev henrevet,
Som jeg neppe før var blevet,
Ved den gæve Mands Bedrift
Inde i vor Dagligstue
Paa det brune Bord jeg sad,
Stirred i den Bog saa stivt,
Glemde baade Øl og Mad,
Hen til Maden Man mig drev
Men min Sjæl hos Luther blev.
Hvad saa end jeg fik at høre,
Altid klang det i mit Øre:
»Til Vorms jeg vil, om i den Stad,
End paa hver Sten en Djævel sad!«
Det var mig en grumme Mand,
Dog mig tykdes nok jeg gad
Fulgt med ham til slig en Stad.
✂
Gamle Doctor Morten Luther!
Dengang var jeg otte Aar,
Tyve til jeg nu har levet,
Og først nylig er det blevet,
✂
Ai igen jeg for dig staar
Med det Hjerte, Syn og Mod,
Hvormed da som Pog jeg stod.
Gamle Ordsprog sviger ei:
Frem og hjem er dobbelt Vei.
✂
Kloge Mænd! som det tør mene,
Det dog vel ei var saa stort,
Hvad den Mand har sagt og gjort,
Vilde bare I det prøve
Blot en Tusinddel at øve,
Skulde I det sikkert mærke,
Hvad den Bolde, hvad den Stærke
Leed og stred og d o g bestod,
Og hvorfra han fik sit Mod!
✂
Kære Have, vredes ei
For saa tit jeg gaar min Vei!
Gammel Vane bider bedst,
Tidlig jeg den maatte følge
Over Land og over Bølge.
Slig en Have, slig en Gang
Som imellem dine Bøge,
Jeg forgæves vilde søge
Paa den lange, paa den brede,
Vilde Hede.
Der forgæves og jeg saae
Efter Sjælens vakkre Blommer,
Bare Vinter, ingen Sommer,
Kun det tørre Lyng og Straa!
I Kornel og i Justin
Siger Man er slet Latin;
Selv jeg siger om det Andet,
Det er baade tørt og vandet,
Hvad da ei kan undre Nogen,
Der har lært, at Sagaskrift
Er den seneste Bedrift,
Men kan dog ei længe skrives,
Naar ei længer Daad be drives.
Af en Hvitfelds Halm og Hø
Sagasandsen let kan dø.
Ja, det end er større Held,
136
Naar den ei sig leer ihjel
Af en Holbergs Killeurter.
Du vist mener, Thyregod!
Du kan sige mig imod,
At dit1 Navn er allerede
Ret et vakkert Sagaord,
At du midt paa vilden Hede
Er et Træ fra gamle Nord,
Som har under Jellings Steen
End sin mindefriske Rod,
Det er Thyre Dannebod.
Navnet staar saa bart, saa ene
Som din gamle Egeskov,
Der nu fures af din Plov,
Som de ædle Skrammers Vaaben
I dit Kirkekor ved Daaben.
Dog, ei længer jeg er blind,
Klarlig staar det mig for Øie:
Eftersom Man er i Sind,
Maa og Tingene sig føie.
Tit det Barnlige forgaar,
Mens Man end er Barn i Aar,
Da en Stund maa Saga tie,
Hun maa tie, hun maa bie,
Til vi vorde Børn igen;
De som efter Nyt kun hige,
Maa fra Hendes Aasyn vige,
Gaa til Hendes Terner hen.
Da jeg var i Sindet liden,
Sad hun med mig paa sit Skød,
Med en Røst saa blid og sød
Sagde hun mig Sagn om Tiden.
Stille lytted jeg derpaa,
Foldede de Hænder smaa,
Praled ei med hvad jeg hørde.
Siden mærked jeg kun Ord,
For mig selv at gøre stor,
Hvad jeg hørde, hvad jeg vidste,
Fra det Første til det Sidste,
Jeg med Hovmod og med Bram
✂
Sagde Hver som høre vilde;
Derfor Saga blev mig gram,
Derfor gik det mig saa ilde.
Ordene til Bram og Skemt
Bleve stedse mig i Minde:
Men jeg havde Tonen glemt,
Kunde den ei mere finde;
Samme Bøger frem jeg tog,
Samme Blade jeg opslog,
Samme Stave der jeg saae,
Men som blege Lig de laa,
Intet rørde, Intet vilde
For mit Øie sig afbilde!
Ak, først nylig, ja først nu,
Tonen jeg igen kan høre,
Nylig først jeg kom ihu,
Hvad saa dybt mig kunde røre.
Saa det mig og siden gik
Med de Psalmer fagre, kære,
Som jeg, efter gammel Skik,
I min Barndom maatte lære:
Hver og een mig tykdes glemt,
Men de havde dybt sig gemt
I det lukde Hjertekammer;
Og da Herrens Lyn slog ned
Med et Brag jeg ei kan nævne,
Gennem Dørrens brede Revne
Fangerne udgik med Fryd.
Brat fornam jeg kendte Lyd,
Ordene mig laa paa Tunge,
I mig tykdes det at sjunge:
Fra Himlen højt komme vi nu her!
Tonen var saa kendt og kær,
Det ei Andet kunde være,
Svare maatte jeg til Løn;
Lov og Tak og evig Ære
Ske dig, o Guds hjerte Søn!
✂
Som min Frænde, Thyregod!
Du paa nøgne Hede stod,
138
Du, som jeg, og jeg, som du
Havde ikkun lidt tilbage:
Barndomstiden var forglemt,
I et Ord sig havde gemt
Mindet om de gamle Dage.
Tidig ei, men graadig kun
Var den Sjæl som kræved Føde,
Ellers ei din Hedebund
Havde været gold og øde.
Er der ei et helligt Træ,
Som ei har sin Rod hernede,
Og som derfor uden Læ
Voxe kan paa vilden Hede?
Mon det ikke Frugter bær,
Som hos hele Folkefærd
Ene, uden Hjelp, det mægter
At undfange, avle, amme,
Nære gennem mange Slægter
Dyb og hellig Sagasands?
Kunde ei hos mig de samme
Have næret samme Sands?
Gamle Moses! hvor mon lød
Sagas Stemme honningsød
Som igennem dine Skrifter?
Hvo fik Evne til, som du,
Saa at komme ret ihu
Guds de tidlige Bedrifter?
Store Seer, Samuel!
Ja du hele prude Skare!
Som det undtes at forklare
Jehovah for Israel!
Hvem blev saa det aabenbaret?
Hvem har vel, som du, forklaret,
Lyst den Løndom udi Skrift:
Sagaen er Guds Bedrift?
Dengang end saa fast jeg troed
Paa det hemmelige Baand
Mellem dig og Sandheds Aand,
Aanders Aand foruden Mage,
Som kan Dybheds Dyb randsage.
Jeg endnu med Tro og Lyst
Hørde paa din Guddomsrøst
139
Gennem Mølmans hæse Strube1;
Men at ei den søde Klang
Lokked mig til Herrens Kube,
Hvor du selv saa liflig sang,
At jeg heller vilde grunde
Paa det Ord, saagodt jeg kunde,
End med barnlig Tro og Fryd
Mærke paa dets Kraft og Lyd:
Vidne om, jeg alt var hildet
I min egen Klogskabs Garn,
Halv fra Gud og Tro forvildet,
At ei længer jeg var Barn.
✂
Have! jeg det mærker seent,
At jeg dig jo glemmer reent,
Dog, ei reent, men ikkun nær;
Underligt det sig mon føie:
Sangen selv sig veed at bøie
Til et Billed paa min Færd.
Ret som fordum jeg hver Sommer,
Ogsaa den kun til dig kommer
Stundom i et kort Besøg.
Naar jeg saadan til dig kom,
Løb omkring og saae mig om,
Rundt herude som derinde;
Faldt det dig da ei paa Sinde,
At jeg paa den vilde Hede
Havde vandt mig til det Brede?
Det paa Alt sig mærke lod,
Allerbedst dengang jeg stod
Graadig for et Pulterskrin:
For det danske Magasin2.
Alt jeg slugde, som der laa:
Præst Johan og Tyge Brahe,
Gamle Skøder ovenpaa,
Dronning Dorthe, Tage Thott,
Messedøden, Stort og Smaat!
Tærskersult og Tærskermave
✂
Man til slig en Kost maa have,
Den endda fordøies seent.
✂
Nu igen en stund, Farvel,
Have, med de ranke Bøge!
Tvende Somre skride hen,
Da jeg ei dig maa besøge.
Med det Samme og Farvel
Thyregod og Laurids Feld!
Elskde Lære, takket vær
For de mange svundne Dage!
Som en Søn jeg var dig kær.
Hvis jeg Noget har at klage,
Er det, at mit lette Nemme
Og dit faderlige Sind
Gjorde alt for tit dig blind,
Lod dig alt for ofte glemme:
At hos Drengen Overmod
Er en ond og bitter Rod.
✂
Aarhus! med dit gyldne Spir!
Du som har til Danmarks Sir
I dit Skød og i din Skole
Fostret mangen Hædersmand:
Gamle Morten, gamle Ole,
Ole Rømer, Ole Vorm,
Tavsen, Fris, Pontoppidan,
Jørgen Samsing og Hans Skonning,
Jydekubens vakkre Dronning!
Ogsaa mig du ruged ud.
Vel jeg kun din Stifsøn var,
Yenlig dog din Honning klar
Vilde du i mig indtvinge.
Dine Visere omsonst
Med al Ømhed, med al Konst
Bredte ud min lille Vinge,
Fløi, og lokkede saa blidt,
Dalede igen saa tit,
For at jeg mig skulde svinge
Med dem over Land og Hav,
Over Dorskheds fæle Grav
Til Hymett og Libanon.
141
Altid blev jeg ved at flagre
Om paa golde Tidselagre,
Satte mig hel stolt og glad
Paa et døsigt Valmublad.
✂
Aarhus! ja, du vidne skal,
At ei Heden, men jeg selv,
Dorske Hovmod i min Sjæl,
Førde mig fra Sagas Hald.
Aarhus! ja du veed det bedst,
Tvende Aar jeg var din Gæst,
I den Tid jeg aldrig saae,
Hvor din Morten Borup laa
Med sit stolte Adelsbrev:
Med sit Ris og med sin Greb.
Borup! hvad maa du dog tænke!
Dine Been du lod nedsænke
Mellem Helligdomme to,
Hvor du lystede at bo;
I dem begge dog dit Minde
Længe ei var mer at finde:
Clericali et Regali
1
Hørdes ei i mange Aar,
Spiret har saamangen Vaar
Udi Lund og Enge vist,
Siden der blev sjunget sidst:
In vernalis temporis
Ortu lætabundo.
2
Skolestøvet dig forfulgde,
Selv da du i Graven laa,
His og Greb det længe dulgde,
At dem intet Øie saae;
Mester Morten var din Ven,
Splittede det Støv saa vidt,
Løftede din Sten igen,
Men det hjalp kun grumme lidt,
Støvet immer dig forfulgde
Og igen din Ligsten dulgde.
Erik Broby og omsonst
✂
Prøvede en anden Konst,
Hugged paa sin egen Viis
Blandt saamangen Marmorsteen
1,
Ogsaa dig en lille een,
Fløtted did din Greb dit Ris;
Støvet, som dig end forfulgde,
Ogsaa her dit Vaaben dulgde;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Var, at her du under Støvet
Mere vakkert Selskab fandt.
✂
Nu kom frem en anden Jyde
2,
Som har feiet pæn og reen
Mangen støvet Mindesteen,
Og det kan dig ei fortryde,
At han fløtted Greb og Riis
Ind i Nordens Kirkehave,
Hvor de staa med værdig Pris
Mellem Sværd og Bispestave,
Hvor med Seigl og Bog og Pen,
Du har selv saamangen Ven.
Støvet vil dog vist forfølge,
Ogsaa her dit Vaaben dølge;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Er, at med dit Hædersminde
Du det bedste Selskab fandt,
Som i Norden er at finde.
Hvil da under Støvet sødt
Med det stolte Skoleris,
Som optugted Johan Fris,
Og saamangen Biskop fin:
Tavsen, Skonning, Sadolin.
Til et Ris, som dit, igen
Fostrer Danmark slige Mænd,
Naar da over Støv paa ny
Aanden løfter sig mod Sky,
Over dig skal ogsaa Støvet
Vorde al sin Magt berøvet.
Fløtte dig jeg ikke maa
Ind i Udby Præstehave,
For i slig en ensom Vraa
✂
Med mig selv dig at begrave;
Kun en Indskrift vil jeg vove
Paa den Sten, hvor til din Priis
Sømmelig din Greb, dit Ris
Blev udskaaret af Hr. Ove
1.
Da maaske dog Skrift og Mærke
Kan hinanden hjelpe lidt
Til dit Minde at forstærke;
Ærlig hver skal gøre Sit;
Efter Maal og efter Maade,
Som min Gud mig giver Naade,
Ærlig jeg skal gøre Mit!
✂
Aarhus! mangt et Offer rester
Jeg til Fleer end dine Præster 2,
Fra min slemme Skolegang,
Morten Borups Mindesang
Skal for Afdrag paa dem gælde,
Hav den Godhed det at melde
Dine Juler, Frisér, Scheler,
(Hvis det gamle Hus du deler
Gammeldags med dem endnu)
Dine Lykker, dine Lunger,
Alle dine Kirketunger,
Hvormed Saga mig i Hu
Vilde kaldt de gamle Dage,
Som mig kalde nu tilbage
Til Sankt Klemmens Helligdom!
Da forgæves hun mig kaldte,
Kun omsonst endog hun valgte
Ham blandt store Hedningfoik,
Gennem hvem den søde Stemme
Allerbedst Man kan fornemme:
Herodotos til sin Tolk.
Aabent hun kun fandt mit Øre,
Da hun vilde Sagn mig føre
Om Afguderne i Nord:
Freia, Loke, Frei og Thor,
Eventyr om Holger Danske,
Fortunatus, Ridder Rød,
✂
Keiser Karl, den store Franske,
Roland og det Kæmpetal,
Som forgik ved Ronsevai;
Der og Barneskyggen svandt,
Intet Morsomt mer jeg fandt,
Lagde Bogen under Stolen
Og udsov mig gennem Skolen.
✂
Gæve Stougaard! til mig hen
Tit du saae med ædel Smerte,
Bød som Fader, bad som Ven;
Men selvraadigt var mit Hjerte,
Lukkede sig flux igen.
Dog, hvordan end jeg mig skabde,
Haabet du dog aldrig tabde;
Dine Ønsker og den Taare,
Hvormed du mig unge Daare
Sagde faderlig: Farvel,
De mig rørde, dem jeg gemde,
Og, hvormeget end jeg glemde,
Dem har jeg dog aldrig glemt;
Taaren klar mig staar i Øie,
Tak, vor Fader i det Høie!
Stougaard! brave Lærer, Tak!
✂
Kære Have! nu igen
Saae du mig som Ungersvend,
Hurtig dog jeg iled bort,
Mit Besøg var koldt og kort.
Førend jeg med stille Varme
Sank i dine aabne Arme,
Maatte mangen Sommer skride,
Maatte vidt jeg fare vild,
Maatte i din Favn jeg lide,
Brændes af en pinlig Ild.
Dog, nu er og Hvilen sød
I dit moderlige Skød.
Ei mig selv jeg vil forfølge
Længer nu paa Verdens Bølge,
Rørt jeg takker Himlens Gud,
Som af Hvirvlen rev mig ud;
Stramt og træt er nu mit Øie,
145
Og udsjunget er min Sang:
Fra den stolte Bøgegang
Vil jeg stirre hen paa Skoven,
Paa det grønne Bjerg med Lyst;
Vil jeg stirre ud paa Voven,
Som beskyller Sjællands Kyst;
Vil jeg over blanke Sø
Stirre paa den fjerne Ø1.
Her det Grønne, der det Blaa,
Er jo sundt at stirre paa;
Øen har saamangt et Minde,
Som til den kan Øiet binde,
Som det stille, glade Sind
Til en ivrig Bøn kan røre,
Og fra Jord til Himlen føre.
✂ [Herefter følger Brudevers og Havet. Poet. Skr. I. Nr. 85 og 80].
Morten Borup.
✂
Alt som det ringed til Aftensang
Saa sødt i Sky,
Paa Gadestævne Hovhornel klang
I Borup By:
Jer Hjølli flux I hvætte maa,
I Morgen I skulle til Hove og slaa,
Og tæt stander Græsset i Enge.
✂
De Bønder gange paa Rad saa tæt,
Alt som de maa,
Og synt det vorder paa hver en Plet,
Hvor de fremgaa;
Den Foged gaar dem tæt i Spor,
I Munden han haver kun Eder for Ord,
Og Pidsken han haver ved Side,
✂
I Enge ganger en Ungersvend,
Ved Sø saa nær,
Sin Hjølli fører han som en Pen,
Han er saa sær
Ei paa sin Dont og knap paa Eng
Saa dybt monne grunde den liden smaa Dreng,
Hvor monne hans Tanker da være?
✂
Hist kneiser Borgen med røde Tag
Paa Bakkens Top,
Og Tanken flyver fra grønne Mag
Til Borgen op;
I Dalen her, i Skovens Ly,
I Sø sig mon speile saa vakker en By,
Der sysle de Tanker saa gerne.
✂
Sig hvælver over den Borg og By
En Himmel blaa,
Og Noget er der end over Sky
At tænke paa;
De Bønder slaa den grønne Eng,
I Himlen hos Gud er den liden smaa Dreng,
Han er der med Sind og med Tanke.
✂
Den Foged mæler saa onde Ord,
Han bander saa,
At rundt ham, hvor han saa gaar paa Jord,
Det sortne maa!
Vil du ei bedre slaa paa Eng,
Saa slaar jeg paa dig nu, du Knold af en Dreng,
Saa i dine Been det skal knage!
✂
Den Smaadreng vaagner og ikke seen
Er nu hans Gang,
Sin Le han hugger saa haardt i Steen,
At Gnister sprang;
Nu frem da maa den Strygespaan,
Der Leen ham klinger saa liflig i Haand,
Den Smaadreng han glemmer sin Vaande.
✂
Han staar og stryger saa langt og tit,
Han tænker paa
De Liljer, Gud udi Linet hvidt
Mon klæde saa,
147
At Kongen ei en Klud saa fin,
Og Dronningen ikke saa fagert et Lin
Mon have i Borgen deroppe.
✂
Han ynkes over de Liljer smaa
I Dragt saa pæn:
Saamangen Blomme fra Rod vi slaa
Hel fin og væn;
Gik alle Konger end paa Rad,
De mægted dog ikke det ringeste Blad
At skabe og sætte paa Nelde.
✂
Den Foged mæler forvovne Ord,
Han bander paa,
At under hannem den stærke Jord
Vist synke maa;
Den Hjølli klinger høit paa Eng,
Hist løber saa saare den liden smaa Dreng,
Han lyster ei længer at bie.
✂
Nei, se mig til den Knold af Dreng,
Den dovne Hund!
Her smider han jo sin Le i Eng,
Men bi du kun!
Jeg nok engang paa dig faar Hold,
Du løber vel dog ikke Pokker i Vold,
Da skal jeg dig lære at læse.
✂
Det svarer Dværgen alt under Slot:
Ja bi du kun!
Og Vætten snakker derom saa smaat
Paa Søens Bund,
Den Foged knap paa ham faar Hold,
Han løber dog slet ikke Pokker i Vold,
Men Pokker han løber af Syne.
✂
Hel hvast han løber fra Skanderborg
Ad Kongevei,
At komme fort, det er al hans Sorg,
Han stilles ei,
Før Borgen staar som Røg i Sky,
Før Kirken har seer udi Stillinge By;
Da maa han saa bitterlig græde.
✂
Den Fod blev stille, men vidt og vildt
De Tanker foer:
Gud naade mig arme Gangerpilt!
Saa faldt hans Ord,
Jeg vidt og bredt har ingen Ven,
Og hvor i al Verden skal jeg nu gaa hen?
Og hvor skal jeg finde min Føde?
✂
Den Sydvind suser saa sagte hen
For arme Dreng,
Og Sagn den bærer om Liljers Ven
Til hver en Eng;
Den Smaadreng saae, hvor frem han kom,
Sig neie hver Lilje saa venlig og from,
I Takt efter sjungende Fugle.
✂
Paa Himlens Konge nu tænke maa
Den fromme Dreng,
Som klæder Fugle og Liljer smaa
I Luft og Eng;
Nu størkes brat den svage Tro,
De Tanker saa vilde sig lægge til Ro,
De Fødder de vorde saa rappe.
✂
Sankt Klemmen løfter saa høi og guul
Sin Kirketop,
Der klædes Drenge, som Blomst og Fugl,
Og fødes op
Til Liljer i Guds Urtegaard,
Til Fugle, som sjunge i Vinter og Vaar
Alt under den hellige Bue.
✂
Hver Pebling sidder med Pen og Bog,
Alt som han maa;
Forknyt i Vexten den gamle Pog
Hos Poge smaa;
For Vext og Skæg han Gloser faar,
Før end udi Bog han en Glose forstaar;
Hans Aar ere fire og tyve.
✂
Men læs dog ei dine Øine ud,
Du Bondesøn!
Dog nei, du taler for tit med Gud
I ivrig Bøn:
149
Det styrker baade Syn og Tro;
Og naar du dig sulten maa lægge til Ro,
Du fastede glad til Guds Ære.
✂
Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde endnu saa mat
Om Alterbord;
Det er saa seent ved Midnatstid,
Men Morten er drevet hel underlig did,
Til Gud og Martinus han beder.
✂
Alt som han stander i dunkle Nat,
I Kirkekor,
De Lamper klare sig op saa brat,
Med Lue stor;
Det vorder hartad lyst som Dag,
Og Klokkens det ene, det festlige Slag
Forkynder den hellige Morgen.
✂
Hel underlig udi Sjæl og Krop
Han monne staa,
Det kryber i ham fra Taa til Top,
Han knæle maa,
Paa Altertavlen seer han hen,
Der hænger paa Korset den Synderes Ven;
Hver Helgen bag ham sig mon skjule.
✂
Han seer og stirrer saa fast og vist,
Han græde maa;
Thi aldrig før han saa klart i Krist
Sin Frelser saae.
Han siger, hvad ham siges til:
Jeg sværger, saalænge min Herre det vil,
I Skolen jeg tro ham vil tjene!
✂
Det er den hellige Mortens Nat,
I Syd og Nord,
Og der de Lamper sig klared brat
Om Alterbord,
Da fødtes til Sankt Mortens Fest
I Saxland saa vakker og munter en Gæst,
Og Morten saa monne han hede.
✂
En Sten sig dølger her under Jord
Paa Kirkegaard,
Ei Navn og Titel, slet intet Ord
Paa Stenen staar;
Men udi Kors er Greb og Ris
Kun lagt paa den gamle enfoldige Vis
Hvem monne herunder sig hvile?
✂
Her hviler Manden, som Gud udsaae
Til med sit Ris
At tugte op, af de Poge smaa,
En Johan Fris,
Hans Tavsen og end Bisper to.
Af Borup de lærde paa Kristum at tro,
Af Luther hans Død at forkynde.
✂
Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde saa sygt og mat
Om Alterbord;
O, mon de sig vil klare brat?
O, monne en Luther der fødes i Nat?
O monne en Borup det mærke?
Sværmeriet.
✂
Jeg haver mig lavet en Kube af Glar,
For Bilivets Under at skue,
Derinde mon bygge saamangent et Par,
Og hver sig har lavet en Stue:
Af Vox og af Honning den Stue er bygt,
Der sidde de inde, saa lunt og saa trygt,
Mens ude de Hvide1 mon flyve.
✂
De fløi over Enge med Surren og Hast
Alt udi den liflige Sommer,
De suged saa saare og bygged saa fast,
Og alt af de sødeste Blommer;
✂
I Kammeret sidder saa enlig nu hver
Og suger saa stille, og tier saa kvær,
Saalænge til atter det vaares.
✂
Se, nu er den kommen, den liflige Vaar,
Som Bifuglen vented saaiænge,
Og ret som i Fjor, han nu flyver i Aar,
Alt over de blommede Enge,
Med Føring han kommer alt som han kom før,
Og trænger sig stundesløs ind gennem Dør,
Og Honning saa monne han virke.
✂
Dog efter den Honning jeg kiger omsonst,
Alt udi saamangen en Hytte,
Maaske har den Mester bortsovet sin Konst
I Vinter, og spilder sit Bytte:
Han flyver og surrer og suger sig mat,
Mon Honningen smelte i kølige Nat?
Hvad heller mon Tyve den stjæle?
✂
Slet ikke den smelter i kølige Nat,
Og ei monne Tyve den stjæle,
Men det, som udruges ved Dag og ved Nat,
Nu snarlig skal løfte sit Mæle,
Og vidne som Bifugle mange og smaa,
Hel lystelig om, hvad der byggedes paa,
Mens Sellerne stode saa tomme.
✂
Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Hel underligt er det at sige:
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og avled dog Alle tillige:
De Alle udginge af Jomfruens Skød,
Og Melk de mon die saa stærk og saa sød,
Hvad monne det vorde for Drenge?
✂
De voxe, de flagre, de flyve nu brat,
Men vil de kun flyve og surre?
Nu er det Sankt Hanses mærkværdige Nat,
Og hører du, hvor de mon knurre
For deres Fru Moder de ginge at staa,
Og vide de ville, og vide de maa,
Hvor deres Herr Fader mon bygge.
✂
Men monne og selv hun det vide saa ret,
At sømmelig hun dem kan svare?
I Morgen paa Thinge de stande saa tæt,
Da maa det sig vel aabenbare;
Nu Budstikken løber saa saare i Nat,
I Stadsporten monne det Thing vorde sat,
Alt efter de gammeldags Skikke.
✂
Nu holdes det Thing under himmelblaa Sky,
De Thingmænd hel vidt sig adsprede,
Nu visselig ville de reise af By
Den Fader med Flid at oplede;
Fra Kuben i Flokke de løfte sig op,
De flyve saa høit over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.
✂
De flyve saa høit og saa vidt under Sky,
Men Faderen ikke de finde,
Han bygger saa høit over Moderens By,
At did de ei mægte at vinde,
Ja, visselig veed jeg, at hvordan det gaar,
Hel sære og bange dog ere de Kaar,
Som de have mellem at keise.
✂
Hist klinger den Bjelde, her lyder det Malm,
Saa liflig for sværmende Flokke,
Der stander nu flettet en Kube af Halm,
Derind Man de Bier vil lokke:
Den Kube er strøgen saa yppig i Bund
Med sødeste Urter, som voxe paa Grund;
Den Klang og den Duft monne friste.
✂
Hvad skal jeg dig raade, du sværmende Flok!
Vil Klangen og Duften du følge,
Da løftes i Veiret den Kube paa Stok,
Og mon under Linet sig dølge;
Du mener, du bygger saa høit under Sky,
Du drømmer dig hjemme i Faderens By,
Hel gladelig monne du sjunge.
✂
Med Lempe da fløttes den Kube saa let,
Du flyver paa Marken saa vide,
Du sætter de Kager saa trindt og saa tæt,
Mens Sommeren monne henskride;
153
Saa kommer den Morder, saa trædsk og saa stærk,
Med Svovel og Ild han betaler dit Værk,
Det tager en sørgelig Ende.
✂
Men flyver du vidt over Mose og Eng
Og over de Søer saa brede,
Da lettelig vorder til Baare den Seng,
Som Stjernerne dig monne rede;
Ja vil du end høit udi Løvhytten bo,
Der kommer en Dag, da kun Istappe gro,
Med faldende Løv du neddaaner.
✂
Det Biliv i Kuben og Luften saa sært,
Hel underligt fakler paa Sinde,
Det er mig saa sørgeligt, er mig saa kært,
Det vaagner saamangent et Minde;
Jeg lytter, jeg hører, jeg siger for sand,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgent.
✂
En Kube jeg veed, kun for Seeren klar,
Men mørk for de seende Blinde,
Den pusted Gud Fader af fineste Giar,
Og Mennesker bygge derinde:
Den Kube sig hvælver saa høi og saa stor,
Den haver til Stade den udstrakde Jord,
Og Tiden saa monne den hede.
✂
Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Og Saga den Dronning sig kalder,
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og vist er hun gammel i Alder;
Ja gammel i Alder, men ung udi Kraft,
Hun Sønner sig avler, med sødeste Saft
Hun monne dem amme og fostre.
✂
I Høsten hin rige Man aldrig et Kuld
Af Sønner saae Dronningen avle,
Da sankes og bygges af Muld og til Muld,
De Dage de ere saa travle
I fattige Vaartid Hun føder i Løn
Og fostrer saa mangen en drabelig Søn,
Det Fadebur stander saa øde.
✂
Til deres Fru Moder da gange paa Stand
De Sønner naed Hjemve i Sinde,
De mærke, de have et Fædreneland,
Men ikke i Kuben derinde;
Den Dronning hun sidder, hun mæler ei Ord,
Men sukker og stirrer med Taarer fra Jord
Saa længselsfuld op mod det Høie.
✂
Nu sankes paa Thinge til Tale og Raad
De unge, de blussende Svende,
For ringe dem synes al Færd og al Daad,
For nær er dem Jorderigs Ende;
De Vingerne sprede, de løfte sig op
Fra Kuben saa høit, over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.
✂
Som Bier mon sværme, saa sværme og Mænd.
Og ligedan Skik de mon følge,
De tiest i Kuben nedlokkes igen,
De drukne i skummende Bølge,
Ja, vil de med Skjalden i Løvhytten bo,
Der kommer en Dag da kun Istappe gro,
Med visnede Løv de nedfalde.
✂
I Syden den Himmel, saa dyb og saa blaa,
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe;
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig, smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udbreder sin Vinge.
✂
Der løfted den Græker sig høit udi Luft,
Men daled paa Engenes Blommer;
Ved Strængenes Klang og i Blommernes Duft
Han ieved en lystelig Sommer,
Han bygged en Himmel saa dybt under Sky,
Han drømde sig hjemme i Faderens By,
Mens Honning i Kube han suged.
✂
Han skar og han hugged sig Billeder smaa,
Af Hvad sig i Himlen mon røre,
Og havde stor Lyst af at stirre derpaa,
Hel underligt var det at høre,
155
Hvor lifligt han sang for de Billeder smaa,
Som ei kunde høre, ei heller forstaa,
Som, døde, kun syndes at leve.
✂
Sig Druerne modned i solrige Vang,
Dem pressed den Græker med Glæde,
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde,
Den frostklædte Jette ham sovende fandt,
Og Blodet til Is han i Aarerne handt;
Den Ungersvend stædtes til Jorde.
✂
I Norden det er kun om Vinterens Tid,
Den Himmel sig dyb monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa blinkende blid,
Da tie de brusende Elve;
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.
✂
Her kraftig og mandelig Nordboen stod,
Han mærked den Higen derinde,
Og hastelig spændte han Skien paa Fod,
Til Fjeldtop han agted at vinde,
Han korted sig Natten med gjaldende Sang,
Der kom ham i Hu paa den natlige Gang
Saamangt et forunderligt Minde.
✂
Fra Fjeldet han saae over Slette og Dal,
Da tykdes i Luft han at stande,
Men langt der endda var til Gudernes Sal,
Det maatte med Sorrig han sande:
Han flyvende vilde sig løfte fra Jord,
Men Vingen var stakket og Vægten var stor,
Han stamped i dundrende Fjelde.
✂
I Fjeld monne bygge saa giftig en Trold,
Han raaber: hvem banker saa silde?
Det svarer den Nordbo, en Kæmpe saa bold,
Nu vist det skal gange dig ilde,
Thi har jeg ei Vinge, saa har jeg dog Arm,
Og dybt udi Fjeld skal du føle min Harm,
Din Kaaglen har lammet min Vinge.
✂
O, kæreste Frænde, o, tal ikke saa!
Genmæler hin værste af Trolde,
Mit Loft er for haardt til isønder at gaa,
Og ei jeg din Nød monne volde
Et Raad jeg dig kender saa snildt og saa godt,
Og vil du det følge, dig times ei Spot,
Men Fjedre dig voxe i Vinge.
✂
Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei gro de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne med mig,
At Blod udi Rod de forlange.
I Blod skal du pløie og Blod skal du saae,
Da voxe de Fjedre, som Blommer og Straa,
Da kan du til Stjernerne flyve.
✂
Men Blodet af Trolde, det mærke du vel,
Det monne kun lidet dig fromme,
Som Stene det tynger til Fjeld og til Hel,
Der lyster dig neppe at komme;
Kun Blodet, som flyder i Gudernes Slægt,
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Det kan ved Alfader jeg sværge.
✂
Hel sært det mon lufte om Midienat,
Af Troldenes giftige Aande,
Og hvo da sin Lid til sig selv haver sat,
Dem nødes at gange til Haande.
Det bobled og buldred, hvor Nordboen gik,
Men aldrig han Fjedre i Vingerne fik,
Og Blodsot i Graven ham lagde.
✂
O visselig maa vi bekymres i Sind,
Ved Vilkaar saa onde og bange.
Skal tæt da i Kuben vi kline os ind,
Hvad heller skal brat vi hengange
Til vores Fru Moder, og spørge med Bøn:
Om aldrig hun da haver avlet en Søn,
Som kunde til Faderen vinde?
✂
Se hvor sig nu tørre de Taarer paa Kind!
Nu Moder vil røre sin Tunge;
O, hvor er hun brat blevet lystig i Sind,
Mens alt hun begynder at sjunge!
157
O lytter! thi sikkerlig ei det er Tant,
Hvad hun monne vide og sige for Sandt,
Hin vise, bedagede Kvinde.
✂
Jeg haver kun avlet en eneste Søn,
Som kunde til Faderen stige,
Men ham jeg fra Himlen undfanged i Løn,
Hel underligt er det at sige:
Langt ældre end Moderen er han i Aar,
Han mig haver født udi Tidernes Vaar,
Jeg avled ham i deres Fylde.
✂
Hver Haand ham til Korset blev naglet saa fast,
Men bredte sig alt som en Vinge,
Og der han det vilde, han saaes i Hast
Sig høit over Himle at svinge;
Dog Korset end stander tilbage paa Jord,
Omsvævet af Aanden, som Han, der opfoer,
Nedsendte paa gloende Vinger.
✂
En Selle er hvælvet som fagreste Hald,
For Dørren er Korset at finde,
Af Marmor er Væggen, af klare Krystal
Er Loftet, som skues derinde:
Den Selle mon kaldes og være Guds Ord;
Af Ordet og bygdes hin Kube saa stor,
Men aarle sin Glands den forlored.
✂
Saalænge Man udenfor Sal monne staa,
Den synes hel lav og hel ringe,
Men hver som derind det mon undes at gaa,
Ham voxe de Fjedre i Vinge,
Mod Faderens Billed i klare Krystal
Han løftes, han stiger, ham times ei Fald,
Til Hjemmet han mægter at vinde.
✂
Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Med Visere fromme og snilde;
Apostle dem kaldte det himmelske Ord,
De drak af den levende Kilde;
Da voxde de Fjedre, og Vinger de fik;
Men dog under Kors de som Børn indgik,
Dem fulgde saa faver en Skare.
✂
Jeg lytter, jeg hører, jeg siger forsand,
Jeg siger igen det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugi og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.
✂
Saa have de fløiet og daled saa tit
I Kube, i Mose, i Vove:
I Ørken forvildet, en træt Eremit
Sig lagde i Klostret at sove;
Hel stoltelig fløi over Land, over Hav
En sværmende Flok til den hellige Grav,
Men sank i vanhellige Grave.
✂
I Syden den Himmel saa dyb og saa blaa
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe,
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udslaaer sine Vinger.
✂
Lombarden hel kæk sig mod Skyen opsvang,
Men daled paa Engenes Blommer,
Han mende at kunne med Bod og med Sang
Forsone den evige Dommer;
Den jamrende Moder bevæget han saae
Med Sværdet i Bryst under Korset at staae,
Men Sønnen han ei kunde finde.
✂
Det faldt ham paa Sinde saamangen en Gang,
At Visere var, hvad han mangled;
Men vilde dem finde, hvor Bjelderne klang,
Hvor Knogler af Dødninge rangled;
De Knokler han svøbde i Silke og Lin,
Med Guld han udsmykked de Dødningeskrin,
Men Sjælen kom aldrig tilbage.
✂
Han maled saa livlige Billeder smaa,
Af hvad sig i Himlen mon røre,
Fortryllet paa Væg og paa Lin han dem saae,
Og underligt var det at høre,
159
Hvor sødt han dem bad og hvor sært han dem bød,
Hans Sjæl at hjembære i Abrahams Skød,
Skøndt her med den Rige han leved.
✂
Stor Ynk mon det være at se, hvor han laa,
For Skrin og for Skygger at knæle,
At ei i de levende Stave han saae
De hensovne Viseres Sjæle.
Hvi kunde han Salen ei finde igen,
Hvor Viserne vinked og visde ham hen,
Hvor Korset for Dørren sig løfted?
✂
Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Den Nakke saa dybt sig mon bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie,
Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.
✂
Sig Druerne modned i solrige Vang,
Den Sydbo dem pressed med Glæde;
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde.
Han mende, naar Sølvet i Bækkenet klang,
Alligevel Sjælen af Skærsilden sprang,
Indsprang i de lukkede Sale.
✂
Ak, hvem skulde tænke og hvem skulde tro,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de vilde lægge af Guldet en Bro,
Alt over det svælgende Dybe!
Ja, at for en Penning af Sølv og af Guld,
De mende Sankt Peder dem gjordes saa huld,
At han dem indlukked saa silde!
✂
Ak dybt maa det røre os Alle i Sind,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de udi Sal vilde stjæle sig ind,
Som Røvere, Skelmer og Tyve;
Men faa er de Kvinder og færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At ind gennem Dør de kan gange.
✂
I Norden det er kun om Vinterens Tid,
At Himlen sig dybt monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa tindrende did,
Da tie de brusende Elve
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.
✂
Der vandred en Kæmpe saa seent udi Kveld,
Han higed mod Himlen saa saare;
Ja, did kan du springe fra Gerningers Fjeld,
Saa raabde hver grublende Daare;
Han klavred, men angest og sorgfuld i Hu,
Det var som om han kunde mindes endnu
Den Fjeldfærd af høisatte Fædre.
✂
Ved Midnat han hørde en underlig Røst,
Fra Oven den tykdes at klinge
Hvi gaar mellem Fjeld du med Sorrig i Bryst,
Hvi leder du her om en Vinge?
Forgæves paa Tuerne klavrer du op,
Thi Faderens Hus er fra Fjeldenes Top
Saa langt, som fra Roden dernede.
✂
Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei groe de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne for dig,
At Blod udi Rod de forlange;
Kun Blodet af Faderens nærmeste Slægt
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Kun Blodet af Frelserens Vunde.
✂
Hel sødt det mon dufte om Midienat,
Af Frelserens hellige Aande,
Og Hvo som sin Lid har til Faderen sat,
Ham nødes at gange til Haande;
Om Korset nu mæled den Kæmpe i Nord,
Han mæled saa høit, at det dundred i Jord,
Som under de gamle Kerusker.
✂
Mod Verden han stod som en Kæmpe saa bold,
Mod Verden og Djævle tillige
Thi Gud var hans Værge og Gud var hans Skjold,
For hvem skulde Kæmpen da vige?
161
For Gud han sig bøied saa ydmyg i Sind,
Og liden som Barnet i Sal han gik ind,
Der voxde ham Fjedre i Vinge.
✂
Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Slig Viser dem lysted at følge;
Ham fulgte de Mænd og de Kvinder i Nord,
Fra Donau til Ishavets Bølge;
Bag Rhin og bag Alper og bag Pyrenæ'r;
Det gik med hans Ord som med Tydskernes Sværd,
Da Folkene vandred om Lande.
✂
Naar Viseren mattes og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde,
Stadfæstet sig haver sandfærdige Ord,
Stadfæstet saa vel og saa ilde:
Han leved end efter sin Død i sit Ord1;
Men Ordet, da Aanden, som pindes, udfoer,
Blev Støv og blev Ormenes Føde.
✂
Da grubled derover de kløgtige Mænd,
Af Jorden er Adam jo vorden,
Saa kan vi vel og med Guds Billed igen
Ham bygge og fostre af Jorden;
Som Faderen flyver hver Falk og hver Ørn,
Som Adam maa og kunne flyve hans Børn,
Naar kun mod det Høie de stunde.
✂
Ak maa det ei dybt os bedrøve i Sind,
At Kristne det saa gik af Minde,
At Aanden som blæstes i Jordklumpen ind,
Ei selv sine Vinger kan finde,
At, naar de end klavre paa Tuerne op,
Er Faderens Hus dog fra Fjeldenes Top
Saalangt, som fra Roden dernede.
✂
Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Og Nakken saa dybt sig maa bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie;
✂
Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.
✂
Thi hørdes saa vidt i den løbende Tid
De Føre og Høie at sige:
Den Dør skal nu vorde saa høi og saa vid
For Herrer og Damer tillige:
Ei Den bør at krybe, som lærde at gaa,
Og Korset ei længer i Veien skal staa,
Det har der slet intet at gøre.
✂
Saa kom de med Stænger, med Blus
1 og med Sværd,
De brød og de hugged tillige,
Med Blindhed da sloges den stormende Hær,
Med Latter den hørdes at skrige!
Det Kors var en Skygge, som Skygge forgik
Det Foster af Nat for vort sollige Blik,
Nu frit vi indgange i Salen.
✂
De ginge, de speided, de studsed, de saae
En gammeldags leervægget Stue,
Med smaabitte, solbrændte Vinduer paa,
Og Træloft, for hvælvede Bue:
Et Speil af Krystal 2 hang paa Væggen hin graa,
Men kun for at speiles, i Speilet de saae,
Og saae af sig selv kun en Skygge.
✂
Det var dem stort Under, at saadant et Ry
Var ganget af saadan en Stue,
Som knap udi Vinter til kummerligt Ly,
End sige til Mer kunde due;
De Ruderne gnede med Svamp og med Klud,
Og Væggenes Revner dem spækked de ud,
Og maled paa Loftet en Stjerne 3.
✂
De rosde sig storlig af alt deres Slid
Med Spækken og Hvidten og Malen,
Og svor, at ei før i den løbende Tid
Saa lyst havde været i Salen;
✂
Og dog havde Stuen en Hvælving af Leer,
Og løfted sig Øiet, det saae dog ei mer
End Loftets den malede Stjerne.
✂
O mærker det vel! at med Korset forsvandt
Den herlige Sal med sin Bue;
O, mærker det vel! at de Selvkloge fandt
En gammeldags, leervægget Stue!
Ei var det for den, at de Hellige leed,
Ei var det for den, at de Hellige streed,
Ei den, som Guds Aand haver bygget.
✂
O, mærk det tillige, du søvnige Flok!
Som vil over Korset dig læne,
Som mener du kommer til Faderen nok,
Ved Frelseren halvveis at tjene,
O mærk det, og vogt dig! det aldrig gaar an;
Thi ikke du maa og ei heller du kan
I Sal med din Mammon indkomme.
✂
O mærk det tillige, forvildede Flok!
Som praler, og dømmer og sukker,
Ei til under Korset at gaa, det er Nok
At Hoved og Legem du bukker;
Du spæger din Krop og du bleger din Hud,
Men Kødet det hjelper slet ikke hos Gud,
Du Aanden og Hjertet maa bøie.
✂
Du stoler forgæves paa salige Lyst,
Som, naar du med brændende Læber
I Bønnen dig løfter, opfylder dit Bryst,
Og luer og blusser og bæver;
Hvis Hovmod og Had du end gemmer i Bryst,
Hvis Mammon du tjener, den salige Lyst,
O ve dig! den vorder din Dommer!
✂
Hvo, som, naar han haver sin Frelser erkendt,
Med Sorrig, med Graad og med Glæde,
Som Hunden til Spyet igen sig har vendt,
Ham hjelper det ikke at græde;
Som Aandens Forhaaner han hisset skal staa,
Gomorra og Sodom det bedre skal gaa
End ham i de evige Tider.
✂
Saa vandrede Judas usalige Sti,
Da troløs sin Gud han forraadte;
Saa Mahomed vandred sin Frelser forbi,
Og Korset med Fødder nedtraadte;
Saa vandrede Müntzer og Bøhme vel med:
De Alle henginge, Enhver til sit Sted,
Dem fulgde saa talrig en Skare.
✂
O, mærker det Alle I Kvinder og Mænd!
At Kærlighed var det allene,
Som førde til Korset vor hellige Ven,
Og Kærlighed er det allene,
Som mægter at skænke det barnlige Sind,
Der bukker og bøier, og hjelper os ind,
Alt under den hellige Bue.
✂
Jeg grubler, jeg mærker, jeg siger forsand,
Jeg siger tilsidst det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.
✂
Gud give en Kæmpe igen udi Kveld
I Norden maa vandre og hige,
Maa lære, at ikke paa Gerningers Fjeld
Man mægter til Himlen at stige!
Maa røre om Korset sin Tunge i Ord,
Og mæle saa høit, at det dundrer i Jord,
Som under de Kæmper fra Norden!
✂
For Tydskeren bævede Roma og sank;
Men dybt sig i Gruset begraved;
For Nordboen reisde sig atter saa rank
En Borg, hvor Palladserne raved;
Kan endnu i Naade Gud til os nedse,
Da kunde endnu det vel aandelig ske,
Hvad legemlig først sig forkyndte.
1812.
✂ LIGE fra Barndomstiden i Udby havde Grundtvig elsket Historien og higet efter historisk Læsning. I Tyregod havde han med »Tærskersult og Tærskermave« pløjet mange bindstærke Krøniker, og selv i de prosaiske Studenterdage forsømte han ikke at læse de Skrifter af historisk Art, som faldt ham i Hænderne. Paa Langeland optoges han næsten helt af Nordens gamle Sagn og Sagaer. Men da han i 1808 blev Lærer ved det Schouboeske Institut, drev Pligten ham til at sysle grundigt med Verdenshistorien, og allerede den 1. November samme Aar begyndte han at udarbejde en Lærebog i Verdenshistorien for de tvende øvers te Kl asser i Schouboes Institut, som han dikterede sine Disciple. Iblandt hans Papirer findes disse Dictata tilligemed et Par af Elevernes Afskrifter. Det omfangsrige Haandskrift begynder fra de ældste Tider og giver en meget indgaaende Fremstilling især af det gamle Grækenlands og Roms Historie, Folkevandringen og den kristne Middelalder indtil Gregor den Syvendes Tid. - Saavidt maa Grundtvig være naaet i Udarbejdelsen i Efteraaret 1810, da hans dybere Sans for Tidernes Sammenhæng vaagnede, og hele hans gærende Aandsliv strømmede ind i Historiens brede Leje. - Fra nu af maatte den rent faglige Syssel med Enkelthederne underordne sig hans højere Maal: at gøre Krøniken til et Spejl for Kristendommens Indflydelse paa Folkenes Liv. Og i Overensstemmelse hermed synes han i den paafølgende Vinter at have gjort Udkast til en ny, mere kortfattet Oversigt over Verdenshistorien. - Da han blev Kapellan i Udby, ændrede han sin Plan og paabegyndte den 12. August 1811 et Skrift, som han først kaldte: Syn paa Guds Husholdning i Tiderne, mest med det jødiske Folk, afBibelen og andre Bøger til menig Mands Brug og Gavn uddraget af Grundtvig, Præst. Senere forkortede han dets Navn til: Bibelsk og verdslig Krønike for Menigmand. Det skønnes af Titelen, at det har været hans Hensigt, i Samklang med det store Omslag i hans Livssyn, at afstryge hele det videnskabelige Præg, hans Historiegranskning hidtil havde baaret, og lade al sin Kundskab tjene til Opbyggelse for 166 hans enfoldige Brødre i Kristo. - Men det varede ikke længe, inden han atter forandrede sin Plan. Af det paatænkte Folkeskrift opstod senere En liden Bibelkrønike forBørn og Menigmand, som udkom i 1814; men Oversigten over Verdenshistorien fik et nyt Tilsnit. Han følte nemlig Trang til at faa den dannede Almenhed i Tale gennem en »bibelsk Dom« over Samtidens fremragende Mænd i Danmark og Udlandet, og saaledes opstod det berømte Skrift: Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, som udkom i December 1812.
✂ Medens Bogens første Afsnit, indtil Luthers Tid, har bevaret Præg af en kort folkelig Oversigt over Historiens Hovedbegivenheder, og vistnok helt igennem hviler paa de tidligere Forarbejder, er den nyere Tid, som føres lige ned til 1812, svulmet op til en mærkelig Dommerbog over den endnu levende Slægt. Denne Del er helt udarbejdet i Udby, og Forfatteren indrømmer i Fortalen, at den sandsynligvis indeholder adskillige historiske Unøjagtigheder. For at bøde paa Bogens Mangler har han ledsaget den med en Række »Rettelser og Anmærkninger«, som fylder ikke mindre end 58 Sider. Da dette Tillæg hører med til Værkets Ejendommeligheder, idet Rettelserne tit vokser til hele smaa Afhandlinger, er det medtaget her, nøjagtig som i den oprindelige Udgave, dog saaledes, at de simple Trykfejl eller Rettelser af enkelte Ord her er indførte i Hovedteksten og udeladte i Tillægget. Da Værket nu kun har historisk Betydning af personlige Grunde, er der ikke gjort noget Forsøg paa at rette de Stavefejl og Unøjagtigheder, som Forfatteren ikke selv er bleven opmærksom paa.
✂ Bogen blev aldrig optrykt i Grundtvigs Levetid og er nu en Sjældenhed.
✂ Det er bekendt, at »Kort Begreb af Verdens Krønike« vakte stor Opsigt og fremkaldte en Storm af Uvilje imod Forfatteren, især paa Grund af hans djærve, dømmende Ord om mange ansete Mænd, der endnu levede, da Bogen udkom. Den gav Anledning til Brud mellem Grundtvig og den Kreds af Dannede, der hidtil havde ydet ham nogen Anerkendelse, og den affødte en fleraarig Pennefejde med C. Molbech og H. C. Ørsted, som vil blive omtalt i det følgende.
Kort Begreb
af
Verdens Krønike
i
Sammenhæng.
Ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Kapellan i Udby.
Riget og Magten og Æren er Guds i Evighed.
Kjøbenhavn, 1812.
Trykt paa Andreas Seidelins Forlag
hos Christopher Græbe.
Til
Christian Conrad Sofus Danneskjold
paa
Gisselfeldt
Storkorset Dannebrogsmand
og
Greve til Samsø.
✂
I Østresaltet laa en vakker Ø,
Dens grønne Krancis var tætte Bøgeskove,
Og paa den vuggede saamangen Sø
Mod Bøgelund sin lille, blanke Vove;
Derfor den Ø imellem Sund og Belt
Af blanke Søer og af grønne Telt
Fik Sølunds Navn udi de gamle Dage.
✂
End ligger Øen udi Østresalt,
Men ei i Sø saa sagte triller Voven,
I Tidens Løb er Sølund Sædland kaldt:
Hvor Lunde stod, gaa Bønder efter Ploven,
Saa enlig løfter mellem Belt og Sund
Sig hist og her en venlig Bøgelund;
Det Alt er godt, men det er ondt tillige.
✂
Hvor Bakkeraden mellem Kalk og Sand
Sig, høi paa Dansk men og beskeden, reiser,
Ved Bakkefod, paa blanke Søers Rand
En gammel Borg imellem Bøge kneiser,
169
Men over den og over Bøgen med,
Paa Brinken modig, efter Nordmands Sæd,
Den ranke Fyr sit grønne Spyd fremholder.
✂
Den Borg er reist af ham, som lege bad
Den vevre Karpe i de blanke Damme,
Og han, som plantede i lige Rad
De ranke Fyrre, det var og den Samme;
Om Sommeraftner, baade fjern og nær
Hans Navn udraabes udi Siællands Kær,
Og villig stammer Barnetungen efter.
✂
I Danmarks Saga mon og Navnet staa,
Og kun med den det gange kan ad Glemme:
Hos Daniels det staar ved Svarteraa,
Thi Eiermanden, skøndt han sad her hjemme,
Fra Danehæren holdt det værste Sværd
Og han holdt Hus, saa det er Ære værd,
Sit Navn til Trods, thi han heed Peder Oxe.
✂
Alt paa den Borg, han reiste op med Magt,
Er, dog i Vraa, hans Lignelse at skue,
Den Rentemester lider ingen Pragt,
Han flygted ned fra Salen i en Stue,
Dog ogsaa der han blev af ham forfulgt,
Der under sit det store Navn har dulgt,
Som skrives burde paa hans egen Pande1.
✂
En Greve nu mon bo paa Gisselfeld,
Der ei var ræd for Peders Navn at bære,
Den Ø, hvor Hjalmar og hvor Griffenfeld
For Jetter segned, mon hans Odel være;
Han og er Levning fra en bedre Tid,
Hans Hu staar fast til gæve Fædres Id,
Med Ord og Daad han vil dem ihukomme.
✂
En Sjælandsfar jeg er, med Tugt at sige,
Og Krøniken mit Hjerte ligger nær,
I Kløgt og Skjaldskab vil jeg Mange vige,
Men ei i, Gud og Nord at have kær;
Hvor kan min Bog et bedre Sted da finde,
End i den Borg, hvor ude og hvor inde,
Der tales høit om den forgangne Tid!
✂
Den Jarl har end et saadant favert Navn,
Hvormed ei nogen Greveslægt kan bramme:
Det gyldent stod paa mangen Orlogsstavn,
Og hvor det stod, der stod det ei til Skamme;
Naar Kølen synker til den vaade Bund,
Og naar den løfter sig fra tørre Grund,
Da priser Dokken, som et Værk, sin Mester.
✂
Naar Kristne se, hvor Krøniken mon love
En Giøe, Fris og Holger Rosenkrands,
Hvor tæt de stod i Borge og til Hove,
De danske Riddere med Aandens Sands;
Og spørge da: var i de onde Dage
Ei nogen kristen Ridder end tilbage?
Da svarer Saga: Fredrik Danneskjold.
✂
Min Bog og jeg, du Greve, gæv og bold!
Vist høiligen et dygtigt Skjold behøve,
Og dygtigt er dit gode Daneskjold,
Men her nok ei det vilde staa sin Prøve;
Thi synligt er kun Lidt af Mørkets Hær,
For mange og for hvasse er dens Sværd;
For gloende og giftige dens Pile.
✂
Mon, som en Bærserk, uden Hjelm og Skjold
Dumdristig jeg da vil de Stærke møde?
Nei Sværde døver jeg med Troens Skjold,
Og Pile slukkes, ihvor rødt de gløde;
Om Lænderne jeg haver Sandheds Gjord,
Jeg og har Sværd, ja Aandens Sværd: Guds Ord,
Og i den Rustning tør jeg Satan møde.
✂
Forsmaa vi da Dit gode Daneskjold,
Som værgende sig over Fylket runder?
Mod Upligt og mod alskens Overvold
Jeg vaabenløs, men tryg jo staar derunder;
Vil Det i Bogen, som er Skjoldet værd,
Du tjelde over udi Herrefærd,
Da forud Tak! og Herren Dig velsigne!
✂
Ja, bede skal jeg, som jeg beder her:
At Han sit Skjold vil over dig og hvælve,
Naar Edens Kerub løfter stræng sit Sværd,
Og du, som hver en Adams Søn, maa skælve!
Da vinder du til Herrens Abildgaard,
Hvor Livets Træ i Blomster evig staar;
O! gid vi mødes i dets lune Skygge!!1
Underdanig fra
Grundtvig.
Fortale.
✂ »Af Historien, siger den gæve Tyge Rothe, *) kan man paa adskillige Maader gøre Labyrint til at forvilde og forvikle Tilskueren; Man har alt for ofte saa gjort, og Virkningen har været sørgelig; thi den Bedaarede har, skøndt mod sin Villie, skøndt med Kval i Sjælen, maattet spørge, hvor hans Gud var, og ikke kunnet finde ham. Historien kan gøres til Labyrint, den er blevet gjort dertil af Mænd, hvilke kalde sig Philosopher. Virkelighederne har Man kastet sammen, for deraf at gøre Chaos, ei et saadant, som venter paa Almagtens Vink for at ordne sig, men et vedvarende, et rædsomt Chaos; thi der, hvor Haab om Bedre endes, der begynde de rette Rædsler. Man har Intet seet, Intet villet see i Virkelighedernes Kreds, uden allene de fri Menneskers Handlinger, men disse Handlinger, just fordi de ere fri, derfor blive de saa usammenhængende, i det mindste for vort Øie, de støde paa hinanden, nedbryde hinanden; ere de Alt, da forsvinder Planens Eenhed, thi de Villende, de Handlende ere mange, og have hver sin Hensigt. Ere end videre de fri Handlinger Alt, da blive aldeles uvisse Tilfælde Aarsager og eneste Aarsager til de vigtigste Begivenheder, til Begivenheder, som lyksaliggjorde vor Art, eller en stor Del af samme; men ere vi ikke da paa Vraget, hvilket kun hændelsesvis førte fra Død til det faste Land, men kunde og ført paa Klippe, eller sluppet under os, og vi saa vare blevne slugte af Ve og Bølger! Jeg veed, at Mange flane hen over Historien med den derover selv henflanende Voltære, de høre tale om den Begivenhedernes Uvished, høre tale om de smaa Aarsagers store Virkninger, høre, at ved saadanne smaa Aarsager ere de Hovedbegivenheder * * 173 frembragte, hvilke endog interessere vor Art, og uden hvilke det ei kan tænkes, ei forklares, hvorledes vi skulle være den hæderlige, den lyksalige Art, hvilken vi ere; om alt dette høre de tale og tale selv, uden at gaa vidt med Slutningerne, eller uden at vide selv, hvortil de maatte ledes, naar de bleve ved at tænke, og saa holdt fast ved de af dem først antagne Ideer; her som i de mange andre Tilfælde kommer Letheden til Hjelp, og det gaar som med den Unge eller den Maanesyge, at han ei seer, ei føler, hvor høit, hvor farligen han staar, saa føles ei Svindlen, saa styrtes ikke. Men paa den anden Side, da henrives mangen Een, som kan og vil følge sine Tanker, til haarde Tvivl, til Ængstelser, til, som jeg sagde i Begyndelsen, at spørge hvor hans Gud er, og dertil, at han i den Tingenes chaotiske Sammenblanding, og den deres usikkre Fremgang, ei kan finde denne Gud, eller hans Vældes, hans Godheds Fodspor, eller hans Tilsyns og Styrelses Mærker. Om jeg har været i Labyrinten med de mange Andre, om jeg der i Labyrinten har vandret ængstelig, og med beklemt Hjerte ledt efter Lys og Sandhed, det kan ei interessere Læseren, uden for saa vidt han kan dessnarere tiltro mig, at jeg kan sympathisere med redeligen Tvivlende, og jeg altsaa vil Ingens Dommer være, derimod hans med ham lidende Broder. Men dette vedkommer Læseren at vide, at jeg, uden forud antaget System og uden at hefte mig til Hypothese, har stillet mig hen iblandt Virkelighederne og Historiens Optog, at jeg der har skuet om mig og seet, hvad jeg er mig bevidst endnu klarligen at see: en Linie, en Kæde af store Begivenheder, alle heftede i hinanden, alle stemte til eet, alle løbende sammen for at opfylde eet; jeg seer Menneskene ved deres fri Handlinger at bryde an paa denne Kæde, at ville adskille dens Led, men den at vare ved, fremdeles seer jeg disse fri Handlinger, saadanne, som de desværre for ofte vare: daarlige, onde, bekvemme til at frembringe skadelig Virkning, og dog »stemme de saa, at de fra en vis Side harmonere med den af mig erkendte Plan, og at de hjelpe til dens Udvikling. Alt dette saae jeg med aabne, vaagne Øine, og sagde til mig selv: her er Mennesket frilig1 handlende, men her er og den mellemkommende Gud. Den Ide skal være min Philosophie i Historien, og saa vilde jeg, at den og skulde være Andres, Fornemmelig holder jeg mig til den store Revolution med og for vor Art, som virkedes ved Kristendommens Opkomst; den * 174 seer jeg blande sig i Alt, skinne frem i Alt som en hovedstemmende Fjeder, virke stedse til Held, virke til Seier over al Modstand fra de fri Mennesker. Hvorfor maa Kristendommen ei være mig den største af alle Begivenheder. Bort dog med den Smaahed i Ideer, med den Svaghed, at fordi Kristendommen er dette nu gamle System, kan være Lære for ringe Almues Mand, gik igiennem mange Daarers Hænder, derfor skulde Man ei torde være Kristen, ei torde være det, fordi man ikke da selv udtænkte, ei skabte, ei viste sig synderlig, ei var original Geist! Bort med den Hjernesvaghed! Hvad kunne smaa Begivenheder veie? hvad det, om et Slag er vundet, en Erobrer faldet, en Guldmine opdaget, en Konst, en Manufaktur opfundet? Det gælder om Mennesker, om deres Fremstødelse til det Ædlere, det Blidere, det gælder om dem, forsaavidt de ere Mennesker og tænkende Væsner, men det gælder ei, om de have havt store Flaader, have vel spundet Silke og Uld, have levet kræseligen, have ydmyget medievende Nationer, have blinket klart, og derpaa ere forsvundne. Fra Træet faldt et Æble den engelske Philosoph for Fødderne, og han gik langt med Tanken, gik ind til Naturens Hemmeligheder; mindre er jeg, end han, det veed jeg, men tænke vil jeg og tænke kan jeg. Skulde jeg da have for mig den Rad af Optog, skedte her paa Kloden, alle stemplede med eet Mærke, alle gaaende mod eet eenformigt Maal, alle virkende i det Store, virkende endogsaa til mig, og alle virkende til Held, men dem skulde jeg sammenmænge, splitte dem fra hinanden, gøre dem smaa, miskende deres Virkninger! I Hierarkiet, for Exempel, ei finde mere end det, at en Biskop i Rom med sine Prælater bleve stolte, og at nogle Caniker kunde mæske sig; i Reformationen ei finde mere end det, at en Regent i England fik løst et forhadt Ægteskab, og at nogle Fyrster i Tydskland fik Præbender og Klostergodser sekulariserede? O, saa stolt er jeg, at det vilde synes mig overvættes ydmygende, om jeg saae ei mere i det vidt Udstrakte, og vist lod jeg da Pennen blive hvilende, og vist formastede jeg mig da ei til at kalde mig Philosoph. Men jeg seer videre: Verden havde prøvet, havde udtømt sine Evner paa at gruble, Menneskene standse med oprørt Sjæl, føle sig at behøve Kundskab om hvad de ere; Menneskene kan ei komme til Lys og Vished, maatte fortvivle, maatte vende om til at tro sig og deres Ynkværdighed at være til Lyst for Guderne, Lukretses ludibria deorum 1, da kom Kristendommen. Vældige Magter, selv Rom, * 175 og hvilken Magt indbefatter ikke Ordet, storme imod den, der flyder Blod som Strømme, der blusse Baale Landene over, der skinner Guld og feireste Hæder for at lokke til Affald, dog bliver Man, med grækisk Vid og romersk Sjælestyrke ved Systemet fra - Galilæa. Det griber om sig dette System, og det skulde blive Verdens System, Bekendere arte ud, handle til at skille sig og Systemet ved Hæder, dog griber det om sig, bliver ved, skal, som sagt, blive Verdens System. Constantin gaar over fra Jupiter, veed fast ei selv hvorfor han gør det, taber derved af Ære og Yndest blandt sine stolte Romere, men ved ham bliver Systemet Roms, og det faaer Tid til at befæste sig. Folkene i Europa vaagne, bruse frem, møde Systemet, blive tæmmede, komme desforuden ud af den Rovs og Vildheds Stand, ved at fæste sig i Landene og stifte Lehne; men som haarde Krigere, trykke de Menneskene, de foragte dem, de sky Videnskabers Lys; da møder Hierark og Prælat, staar imod, bryder Trældomsaaget, bliver Kongers1 Ligemand, og Vidskab udbreder sig, Systemet til Gode.«
✂ »En historisk Theodice2 skulde da Bogen være efter min Hensigt og Ønske, eller, om ei meer, et Stykke af samme; stor er Ideen og udstrakt er Planen, og Modighed var det maaske, da jeg torde fatte den Hensigt. Ja, min Læser og Broder! tro mig det til, jeg besværger dig, at jeg har Tanken, at jeg sætter Ordet Theodice hen med Hjertets fulde Ydmyghed, og med levende Følelse af Menneske-Svaghed! Ham, den evige, den ubegribelige, Ham der boer i Lyset, som Ingen kan komme til, Ham være Hæder og tavs Ærbødighed fra os! Som Han vil, saa forbarmer Han Sig, Han, det Væsen med utænkelig Frihed; og hvo kan randsage, bedømme de usporlige Veie, ad hvilke han gaar! men Han forbarmer Sig, men Han vil kendes, hans Fodspor lade sig tilsyne, og hans Arms den høie Vælde føle vi. Ei vil jeg kunne vide, ei forklare, hvorledes Han vil, hvorledes Han kan, men hvor Han bliver tilsyne, der vil jeg oplade det vel svage, men mig af Ham givne Øie, vil skue efter Herligheden, saa vidt jeg kan, og naar da Glands, eller Mørke, elier Forhæng møder, nu, da standser jeg og knæler, vist i Ydmyghed tilbedende, men og med Sjæleglæde takkende derfor, at mig vistes Nok for at vide, hvad der er bag Forhænget, som endnu er Grændsen for mit Syn, men bag hvilket Skuepladsen er, paa hvilken og jeg engang skal være til.«
* * 176✂ Længe lod jeg Manden Rothe, den bolde, kristne Danemand tale ene, ei nænte jeg at forstyrre ham, thi han taler saa liflige Ord, og høres, desværre! kun sjelden af sine Landsmænd, enddog han taler venlig i Bog til dem alle. For en stor Deel har jeg og ladet ham udsige min Beskuelse af Historien, thi vi ere Frænder i Tro og Tungemaal, jeg ærer ham, som en Fader, og i Hovedsagen ere vi saa enige, at jeg tør sige, han nu vilde selv være uenig med sin Bog, hardtad overalt hvor jeg er det. Skal jeg nu efter Lighed spaa min Bog sin Skebne, da maa jeg vente, at den, mest ulæst, vorder Møl til Føde; thi saa gik det Rothes, og den var dog et Værk, isteden for at min kun er et Udkast til et saadant. Selv i dette Tilfælde vilde jeg alligevel langt heller glemmes med ham, end ihukommes med Døgnets Afguder; thi da er jeg vis paa en bedre Udødelighed, end den tomme, hvilken Verden kan give; jeg er vis paa ogsaa at samles med ham der, hvor Krandse, som ei kunne visne, udskiftes, hvor Navnene skrives i Bogen, som Møl ei kan æde, og hvor vi endelig glemme vort Jeg og vort Støv, for at sjunge Hans Pris, hvem Riget og Magten og Æren, Kraften og Visdommen evig tilhøre. Dog, i visse Dele ere Omstændighederne forandrede, og læst vorder efter al Rimelighed min Bog, om ei for andet, saa dog for dens bestemte Modsætning til alle Tidens Yndlingstanker. Derfor skal de staa her, Ordene af den Mand, som aldrig kaldtes Sværmer, for hvis Navn selv de Vantro hykle Ærbødighed. Vel veed jeg, at de vise Mestere, der bilde sig ind, at de ere klogere end vor Herre selv, bryde sig i Grunden kun lidt om hvad Rothe tænkte og troede; men naar de vil indbilde Folk, at mit Syn i Tiderne er et Gøglespil, en Digterdrøm, eller hvad andet Spotnavn de i Forlegenhed gribe til; da skal disse den rolige, adstadige Tyges Ord pine dem, og forvilde Tankerne. Vel veed jeg, de under Skriftfortolkningen ere blevne vel øvede i at vende og dreie selv de klareste Ord; men her er hverken Varianter eller Glosser eller arabiske Synonymer, og ved intet Konstgreb lader Gud paa Dansk, som paa Græsk, sig fornedre til en blot Han. De maa da gribe deres sidste Udflugt, løfte sig fornemt paa Tæerne over Rothe, som over Profeter, Apostle og Frelseren selv, undskylde ham med hans Tidsalders indgroede Fordomme, og takke Gud, lig deres Broder Farisæeren, at de ei ere som andre Mennesker, eller som jeg arme Tolder, der mener, at alle Syndere, saavelsom jeg, trænge til Guds Naade. Sligt baade kan og vil de gøre, men et saa usselt Konstgreb kan end ikke forvilde nogen Sandhedens Ven; i deres Ivrighed har de kloge 177 Herrer selv tørt Sminken af, og deres Oplysningsbeenrad er blevet til Latter med sine tomme Øiehuller, indfaldne Kinder og hovmodige Lader. Jeg tør da vente, at Adskillige ved den sindige og forstandige Rothes Ord lade sig bevæge til at læse hans Bog med Agtsomhed og tænke lidt alvorlig efter, om de Syn i Tiderne ogsaa kan være vort eget Opspind, eller om de ikke meget mere ere sanddru Beskuelser af hvad der i Krøniken ligger for hver Mands Øine.
✂ At ethvert Folks Bedrift maa have været og blive en Frugt af dets Tro, vil hver Retsindig let overbevise sig om, thi det kan jo ikke nægtes, at hver Gerning, hvor lidt Man end tænker ved den, er en Følge af Menneskets Tankegang, men hvad bestemmer denne uden Menneskets Hovedtanke om Forholdet mellem Gud og Verden, det Synlige og Usynlige? Da vores Sjæl ogsaa hører til det Usynlige, maa vi følgelig vurdere det Aandelige i os efter den Pris vi i det hele sætte paa noget Aandeligt over os, og i al Fald er det Daarskab at opoffre noget Timeligt, naar vi ikke tro noget Evigt, at indskrænke eller overvinde sig selv for Andres Skyld, naar Man ikke troer paa en høiere Eenhed, hvorfra alt det, der synes enkelt, er udgaaet, og hvis uforkrænkelige Lov det er, at Menneskene skal, til Trods for Skinnet, bevare denne Eenhed i Ideen som deres kosteligste Arvegods, det er, styres af uegennyttig Kærlighed. Efter en saadan Betragtning vil det ikke forundre Nogen, at enhver Tro paa en usynlig Guddom, hvor vildfarende denne i Øvrigt var, baade har, efter Folkets Leilighed, sat Pris paa aandelig Syssel, og virket Kærlighed; thi en saadan Tro besegier Hjertets Lov som et Guddomsbrev. At nu Kristendommen med sin opløftende Beskuelse af Mennesket som Guds Slægt, som en Skabning i hans Billede, maa, naar den troes, virke høi Ærbødighed for det Aandelige i os, følger af sig selv; at den, der erklærer Kærlighed for Lovens Fylde, ja som ei blot siger, men viser, at Gud er Kærlighed, maa virke denne hellige Følelse i alle troende Hjerter, oplade Kilden, hvorfra al Dyd udstrømmer, er ogsaa ligefrem; at den endelig, ved stadig at henpege paa det Usynlige som er evigt, giver sine Tilhængere Mod og Kraft til at opoffre alt Timeligt, kan ei heller nægtes. Hver grundig Tænker maa da indse, at Tro er nødvendig til Videnskabeligheds Fremme, til stor Bedrift af et Folk, og til Staters Ophold, samt at kristen Tro er mest skikket til disse Øiemed; ogsaa han maa se bange ind i den rimelige Fremtid, da kristen Tro gaar til Grunde, thi at i det mindste et Folk [uden den] aldrig vinder fast Tro paa Gud, 178 Aandens Ypperlighed og en salig Evighed, staar klart for hans Øie i Tankens som i Begivenhedernes Kreds. Er det maaske saadanne Betragtninger, med hvilke jeg er gaaet til Krøniken, og efter hvilke jeg har malet Tidernes Lignelse, for ved jordiske Hensyn at aftvinge Folk Ærbødighed for Kristendommen? Nei visselig, alle disse Betragtninger have avlet sig selv under Krønikens Beskuelse, jeg hykler ikke Kristendom, men det gøre de, som med Vantro i Hjertet prise den, fordi de indse, det var jordisk Vinding, at den stadfæstedes i Landene. Min Tro er mig dyrebar, fordi den allene tilfredsstiller Hjertets Trang og dets dybeste Længsler, fordi den forliger mig med Gud og mig selv, og giver mig, til Trods for min Syndeskyld, Salighedens visse Haab. Min Tro er mig vis, fordi jeg, ved at eie den, har fornummet, at Jesus var Faderens Ord og Tunge, thi den Tro har udrettet, hvad Menneskekløgt er for ringe til: givet mig Had til hvad Syndigt jeg elskede høiest, givet mig Kærlighed til Aandernes Fader midt under Trængsel, Glæde midt i Bedrøvelsen, Kærlighed til mine Brødre og Frimodighed til at trodse Verden, Døden og Djævelen, naar det skal gælde. Jeg troer ikke længer, blot fordi jeg klarlig skuer Sandheden af Profeternes Spaadomme og Apostlenes Vidnesbyrd, langt mindre, fordi jeg seer den ganske Krønike at stadfæste de hellige Skrifter: det vidste jeg ikke, da jeg blev Kristen. Det veed jeg, at Ingen som ikke vil tro paa Guds eenbaarne Søns Navn, kan se Livet, fordi Vreden bliver over ham; hvad kommer det da egentlig mig ved, hvilken Skikkelse den Tro giver det udvortes Jordliv? Gennem Trængsel bør det os at indgaa i Guds Rige, og alle de, som vil leve gudelig i Kristo Jesu, skal forfølges; om da Kristendom kuldkaster eller opreiser Stater og Troner, opliver eller bandlyser Konst og Videnskab, hvad da? Er det først urokkelig Vished i Hjertet, at Jesus udgik fra Faderen, og at Sandheds Aand hvilede over hans tro Vidner; da er det jo ogsaa vist, at hver Urt, Hans Tro og Lære oprykker, om dens Blade end skinne med Solens Glands, om den saa dufter som Nectar og Ambrosia, ikke er af Faderen, men af Verden, og lad den da i Guds Navn oprykkes, om end dens Rod var indflettet i Hjertets Rødder, som Syndens monne være!
✂ Dette siger jeg ene og allene, fordi jeg nødig vil, at Nogen skal forvirre sig selv med den daarlige Tanke, at jeg har draget og læmpet Alt efter en forudfattet Mening. Lad dem gøre det, som for at vinde en Stilstand med sig selv, Glimmer i Verden og Daarers Roes, af fordreiede eller sønderlemmede Virkeligheder 179 sammensmede en Ring til deres Dukkeskabe, som de kalde Aandens Templer! En Kristen med aabne Øine træder vist ei i deres Fodspor. Hvad Kristen var jeg, om jeg løgnagtig vilde fremstille hvad der var min Tro fiendsk, som dens Frugt? Hvor var min Tro, om jeg daarlig mente, at Han, som har Menneskenes Hjerter og Tidernes Tømme i sin Haand, skulde behøve, eller Sandhedens Gud skulde forlange mine Løgne til sit Ords Stadfæstelse og sit Riges Udbredelse? Hvor blind maatte jeg ikke have vandret igennem Tiderne, hvis jeg ei havde seet, hvad Gavn Klippeborgen havde af de møre Støtter, hvormed Kirkefædre og Munke, Boglærde og Grublere mangengang belemrede den, af de favre Billeder, hvormed den skjultes ti! Øienslyst, af de Skjalde, der fyldte den med indbildte Himmeltoner! Desuden, veed jeg det ikke, at Ingen kommer til Jesum, uden Faderen faaer draget ham, og Ingen [kan] kalde paa ham som Herre, uden ved den Hellig Aand; at Vantroen ligesom Troen haver sit Sæde i Hjertet, og at derfor de, som ei vil høre Moses og Profeterne, tro ikke heller, om saa den ganske hensovne Tid opstod fra de Døde og vidnede om Kristus!
✂ Er det derimod Sandhed, at ei allene al sand Dyd i Landene, hvor Kristus nævnedes, gennem atten Aarhundreder udgik fra Troen paa den Korsfæstede, men at Aanden indsov og vaagnede, Kraften ødtes og fornyedes, Stater faldt og opstode med den, da bør det siges lydelig, for at beskæmme de daarlige Menneskers Vanvittighed, som tør sige, at Man kan være vantro, ja Kristi og Korsets Fiende, og ligefuldt være Dyds og Videnskabs, Næstens og Fædrenelandets trofaste Ven; det bør siges for at vække dem til Eftertanke, der ei ere onde, men have ladet sig forføre ved søde og smigrende Ord, og ved at agte paa de Levninger af Adel, af Kraft og sømmelig Adfærd, der end lade sig tilsyne hos de rette Kristnes Børn i adskillige Led. Er det ydermere sandt, at Krøniken bærer de mest uforkastelige Vidnesbyrd om Kristendommens vidunderlige Oprindelse, og om det bestandige Underværk, ved hvilket denne hellige Tro har fremkæmpet og genfødt sig selv, da bør det udsiges med jublende Tunge, til Pris for den evige Konge, til Skræk og Advarsel for Alle som den hade og foragte, men meer til dens Venners Bekræftelse og Fryd. Er der nemlig en Gud, da maa Hans Forsyns Spor og være i Tiden, udgik Jesus fra Faderen i Tidens Fylde, da maa de forrige Tider henvise til ham; har Han sagt, at Helvedes Størke skal aldrig betvinge Hans Kirke, da maa Hans Herreskjold og have hvælvet sig over den siden Hans 180 Hjemgang til Faderens Høire. Salige ere de, som ikke se og dog tro, det er Frelserens Ord til dem, der med Hænder vil føle Hans Døds og Forklarelses Mærker, mange Tusinder ere og salig hensovne i Troen paa Guds Forsyn og Kristi Regering, uden at have seet de store og straalende Mærker, som betegne Herrens usporlige Veie over Tidernes Bølger; at de ere selv der, hvor Øiet ingen opdager, det maa vi tro, men hvor de sees, ere de som hellige Engle, der til vor Gammen udsjunge: her er den Eviges Finger. Saadant behøve vi høilig, thi skrøbelig i Troen ere vi Alle, om end mere og mindre, saalænge vi vandre i disse Tvivlens og Stridens Egne. De hensovne Fædre saae i deres eget og overalt i det enkelte Menneskes Liv mangt et Vidnesbyrd om Gud, som vi overse, ja med hvilke den Ondes Børn have spottet saalænge, at de størke kun Faa; de Gamle glædedes og ved mangt et Syn, som tykkes os Indbildning, fordi det kun var for dem. Mørkets Aand har i de sidste Tider faderlig og rundelig udstyret sine Børn og Apostle med gloende og giftige Pile; skulde Lysenes Fader vel slumre, eller glemme sine troende Børn? Nei, før, siger Skriften, skal Moderen glemme sin diende Spæde; bedre Rustning end Retfærdigheds Pandser og Sandhedens Belte, Troens Skjold og Aandens Sværd og Haabets Hjelm, disse vel gamle, men dog uopslidelige Vaaben, kan Han ikke give; men naar de ydmyge Bønner, troende Hjerters visse og hurtige Bud, stædes for Hans Trone, da snører Han Rustningen med fastere Baand, da kvæger Han Hjertets udtørrede Jord med nyfalden Dug, saa Kraftens og Modets henvisnende Urter igen kan opblomstre. Saaledes haver den kærlige Fader nu skænket os til Skjolderemmer og Pandserringe stærke og skinnende Led af den Kæde, hvormed Han sammenlænkede Tiderne, Tidens Ørk har han overskjult med lifligt og størkende Manna, at vi ei skulle forsmægte, medens vi fremstride os til det forjættede Land. Ja, Han haver skænket os den Davidsnøgel, som oplader Dørren, Ingen mer kan tillukke1: den hemmelige Dør til Krønikens Helligdom. I dens Forgaard vrimle Skyggerne af de henfarne Slægter i unævneligt Tal, de blandes og bløde, juble og hyle, bruse og daane, blinke og blegne, sysle og svinde, uden at det mærkes hvordan og hvorfor? Alt synes at tumle sig forvirret efter daarlige Indfald og Tilfældets Luner. Indkige vi derimod i Helligdommen, da se vi Aanderne sagtelig fremskride, glædes i Lyset eller regne * 181 og sysle i Mørket, medens Udfaldet staar skrevet bag dem paa den hellige Mur med hemmelige Stave. Vi høre og forstaa den Guddomsrøst, der toner fra Hvælvingen: hvorfor fnyse Hedningerne, og hvi grunde Folkene paa Forfængelighed? hvi raadslaa de tilhobe mod Herren og Hans Salvede?
✂ For at gøre det som i Hans mægtige Raad er betænkt at maatte ske.
✂ Han, som boer i Himlen, leer, og Herren haver dem til Spot, Han skal tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Nidkærhed, sigende: Jeg, Jeg haver dog salvet min Konge over Sion, mit hellige Bjerg.
✂ Og nu, vorder kloge, I Konger! lader eder lære, I Jorderigs Herrer! kysser Sønnen, saa Han ei bliver vred, og I omkomme paa Veien, naar Hans Vrede om en liden Stund opblusser. Salige ere de, som forlade sig paa Ham!!
✂
Saa frimodig jeg imidlertid her fremtræder, fordi jeg veed, det er Sandhed jeg fornemmelig haver at føre, saa gladelig jeg fremtræder i det visse Haab, at mine Ord under Hans Velsignelse, i hvis Navn og ved hvis Bistand de udgaa, skulle glæde og størke Nogle, om de end fortørne og forbittre Mange; maa jeg dog bekende, at jeg med en vis Frygt fremtræder dennesinde. Ukyndig er jeg ikke i Krøniken, men hvo kan med sagte Skridt sin ganske Livstid, end sige i nogle Aar, gennemvandre Almindingen med sin uhyre Vidde? Var jeg blevet ved mit første Forsæt, som jeg blev derved hardtad lige til Reformationen, kun at give en forstaaelig kort Udsigt over de almindelige Begivenheder, med Vink om deres indvortes Sammenhæng, da havde jeg vel været Arbeidet nogenlunde voxen, havde leveret en passelig Ledetraad til historisk Undervisning efter et Kaart som Strasses Strom der Zeit, og vilde maaske høstet ligesaamegen Roes, som jeg nu maa vente Daddel og Vrede. Men alt som jeg nærmede mig Luther, blev det Trang for mig, at vise hvad Gud udrettede ved Ham, hvad vi have forloret i Tidens Strøm, hvordan det gik til Grunde, og hvad vi kan love os af Fremtiden. Ogsaa dette havde ladet sig udsige med faa Ord, men kun indlysende for saare Faa, og kun til Spot for de Fleste. Jeg maatte da vove mig ind i Tidsrummets Irgange, uagtet jeg forudsaae, at Feiltrin vare uundgaaelige. Det ere de for Enhver, thi Eet er det at kunne spore Rygmarven i Tidens Kæmpelegeme, og af Mundens Tale at vurdere Hjertets Overflødighed, et Andet er at forfølge Nerver og Sener og Aarer fra Rod og Kilde til Ende og Udløb, at belure Hjertet i sine Slag, og Hjernen
182
i al sin Bestilling, det kan ingen Dødelig, men det maatte Man, for i det Enkelte at gaae frem med visse Trin og opdage de fine Overgange. Meget lader sig ved Tro, Kundskab, Flid, og fremfor alt ved Guds Bistand gøre; thi ogsaa Fortiden har et synligt Ansigt, hvori Aand og Hjerte speile sig, hvis Træk kan forfølges og aabenbare mange hemmelige Raad; men hertil udkræves flere Aar og Øine, end een Tidsalder, end sige een Mand har i Eie. Lægger jeg nu til, at jeg ei nær har den udbredte og grundige Kundskab, som jeg kunde havt, hvis Meget ei før havde syntes ubetydeligt og unødvendigt at vide, som jeg nu seer at være saare vigtigt, samt, at jeg har skrevet om dette Tidsrum langt fra Bogsamlinger og med maadelige Hjelpemidler; da vil ingen Retsindig kræve selv den Grad af Fuldendthed jeg under andre Omstændigheder kunde givet Arbeidet. Enhver Rettelse, enhver Indsigelse af kyndige Mænd, skal da være mig velkommen; thi kun Sandhed er mit Hjertes Begæring, og jeg veed, at Menneskers Paafund, var det end nok saa kløgtigt, er kun Daarlighed mod Guds vise Raad. Mener Man derimod, at jeg med Hensyn paa mine Kræfter og øvrige Vilkaar skulde reent ladet Arbeidet fare, da staar jeg igen rolig og frimodig, thi jeg veed, at meget Rigtigt og Gavnligt er sagt; at jeg har udtrykt mig med Varsomhed, hvor jeg ei vidste ret Besked, og at selv mine Feiltagelser ofte maatte ske, før det Sande kunde komme for Lyset. Det skal heller Ingen sige mig paa, at nogen Virkelighed er blevet fordreiet eller fortiet, fordi den modsagde min Tro, snarere lagde jeg mangengang Tømme paa mig selv, for ikke at give denne Arbeidets Deel en i Forhold uhyre Vidtløftighed. Den er endda blevet stor nok, men Man kan jo anse Bogen for en Udsigt over det lutherske Tidsrum, med en kort Indledning om de forrige Aldre. Værre er det vel, at det nok her er gaaet mig, som Romeren melder:
Brevis esse laboro, obscurus fio
1.
✂ Mangt et Ord og mangen Hentydning ere, som de staa, kun forstaaelige for de Kyndigere; men de staa ogsaa ene for dem, de kunde været udeladte, men naar mig tyktes de kunde lede til Noget, satte jeg dem, fordi jo ikkun Gud veed, om jeg tiere skal tale offentlig om Krøniken. Til Slutning havde jeg tænkt, at give en Udsigt over de nu navnkundige Folks Liv i andre Verdensdele og over Jødernes Historie siden Kristi Tid; jeg undlod derfor paa ret passelige Steder at tale om disse Ting, men jeg * 183 betænkte mig for silde, og det var ei saa liden en Feil. Jeg mærkede, at Tid og Stilling ei tillode det vidtløftige og møisommelige Arbeide, som udkrævedes for at give en nogenlunde klar og lærerig Fremstilling, og jeg blev saa fordybet i Fædrelandets Beskuelse, at jeg selv om det ei sagde nær Alt hvad jeg havde isinde; mindre kunde jeg faae Øiet bort fra Norrigs gode Varsel, for at se heel andre Tegn paa hin Side Havene. At jeg ei har talt om Indien med sit døde Sanskrit og sine visne Braminer, siger ikke stort, thi det Mærkelige fra Ganges tilhører den ældre Krønike, uden at den endnu lovlig har tilegnet sig det; heller vilde jeg sagt Noget om Oldingen Kina, der af Jordkræft fik en sørgelig Helsot, men helst om Jesuiterne her, og de danske Præster hist, der ei for Intet stævnede til Asien. Om Mahomeds nedgaaende Maane og Ulvene, som vil sluge den, da den har udskinnet i Natten og Morgenrøden stunder til, lod sig vist nok Meget sige, saavelsom om Nordamerika med dets Aviser og aandelige gule Feber, om Sydamerika med sine underlige Fødselsveer, og Domingos Negerspir, der peger mod Afrika; men om ti Aar kan det siges meget bedre. Mest angrer det mig, at have tiet med Jøderne, denne sande Jerusalems Skomager, der aldrig kan dø, men maa vanke Verden om i Foragt og vidne om Kristus, til Han kommer. Mangt et nødtørftigt Ord og værdt at betænke kunde og burde siges om den himmelvide Forskel mellem dette Folks gamle og ny Bøger, og Mange maatte vel studse, naar Man spurgte, hvi 1800 Aars Trængsel ei har kunnet fremlokke eller fremtvinge et saadant Ventekvad om Messias, som jo Profeternes skal være. Dog nei, studse vilde de ikke, men spørge fornemt, hvor Profetskolerne og den for Geniet nødvendige Opmuntring, det er Bifald, Skænk og Hæder i den Tid vare at finde? At selv vor oplyste Tid ei endnu har opfundet den rare Konst at optugte eller opkæle Folk til Poeter, at David bag Faarene ei havde synderlig saadan Lærdom og Opmuntring, at de fleste Profeter kun fik maadelig Brageløn, dette som saameget Andet siger Intet, thi hvem kan i al Fald forklare alle Tilfælde? Den vigtigste Grund til min Taushed var, at jeg forgæves ledte efter en nogenlunde fuldstændig Udsigt over Folkets aandelige Idræt, og de to adskillige Slægters Vandring. Sanke lader en saadan sig vel, men nu og her var det mig umuligt. Føier Gud Omstændighederne derefter, skal jeg med Hans Hjelp indhente dette og meget mere hidtil forsømt, hvis ikke, saa ske hans Villie, thi det er den bedste, og hvad der efter den skal udrettes ved mig, bliver det nok.
184✂ Endelig ere vel to Ting ei afveien at melde: først maa Man ingenlunde blande mine omtvistelige Meninger om Vigtigheden af Mænds og Folkefærds Herkomst, eller om den menneskelige Aands Yttringer efter visse aabenbare Love, med mine Udsagn om Forsyn, Tro og Kristendom; for mig ere hine Meninger afgjort Sandhed, men de trænge til Beviser, der ei her kan føres, ved Anvendelse paa det Enkelte kan der lettelig gives dem et latterligt Udseende, og jeg vilde før aldrig have yttret dem, end at de skulde vække Fordom mod hine aabenbare Sandheder. Dog det kan de efter disse Ord ikke hos nogen Sandhedsven, og Andre bryder jeg mig ikke om. Det er mit første og sidste Ord: jeg vil gerne lade mig kalde en Løgner, thi det er hvert Menneskerogsaa mod sin Villie, men Gud er sanddru, og hvor mine Ord bekræfte det, der er jeg ingen Løgner.
✂ Det Andet er, at Rothe ei har været min Læremester; det kan maaske være baade behageligt og gavnligt at vide for dem, som se vor Enighed i saa mange Dele, og vil tro mig paa mit Ord. Det kan de imidlertid dristig, thi her kunde jeg ikke lyve, uden at rødme for mine Venner, som ikke var Umagen værd, aldenstund jeg istedenfor ham, der nu er mig en kær Læremester, vil nævne Andre, og ei selv beholde den Ære, kun Faa misunde mig. Steffens var det, som først gjorde mig opmærksom paa, at Historien havde Noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af hvad han sagde, ja jeg lo kæk, men Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus i deres Middelpunkt var dog kommet i min Sjæl, og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære Schiller. Ved min Hjemgang til Kristendommen og det gamle Norden tabte jeg Verdenskrøniken hardtad ganske af Syne, men just da forberededes jeg til at betragte den fra et høiere Stade. Jeg maatte for Brødets Skyld undervise i Historien, og det var mig ret kært at drives tilbage til min kære Krønike. Hos den i det Legemlige mageløs klarøiede, og selv i det Aandelige halvseende Heeren, lærte jeg at se mig om. Han og Myller gav mig Mod til at stadfæstes i den Beskuelse af Middelalderen, som maa paatvinge sig hver vaagen, fordomsfri Grandsker; af Creuzer lærte jeg vist Adskilligt, skøndt jeg ei ret kan sige hvad, men hos Sismondi lærte jeg hvad der bør nævnes historisk Konst, thi det er visselig en Konst at tie og lade de Hensovne selv tale og færdes livlig1. Heraf seer Man iblandt Andet, at jeg har ingen Skam * 185 af mine Læremestere, om de end have lidt af mig, som de visselig har, men det er ikke saameget min, som Guds Skyld, som imidlertid var min ypperste Læremester, og naar Han kun ikke har formegen Skam af mig, da faar det være det Samme med de Andre. Saaledes gik det til, at jeg mødtes med den gæve Tyge, thi vi dreves begge af den samme Aand, derfor maatte vi mødes, og derfor se vi Gud overalt, istedenfor at vore selvkloge Medievende finde ham ingensteds; han maa hverken være i Himlen eller paa Jorden, hverken i Rummet eller Tiden, der vil de raade ene, og fordi de ikke kan komme til Hans forborgne Lys, maa Han ikke heller komme til dem. En Mand af et andet Slags end baade disse og Rothe, mødte jeg samme Tid, just da jeg stod hos Luther, det var Friderich Schlegel 1. Vi sagde venlig Goddag, men i Vittenberg maatte jeg bedrøvet sige ham Farvel; jeg gik med Luther, han gik fra ham med daarlige Ukvemsord, for at bekrandse Karl den Femte og jeg veed ikke længer hvem flere af dem, der vare kloge paa Verdens Vis, lode Almuen tro, hvad Paven vilde, og misbrugte baade Sjæle og Legemer til jordiske Øiemeed. Een Ting har jeg dog denne klarøiede, men i Pantheismen hildede Mand at takke for, thi han vakte min Opmærksomhed paa Grundforskellen mellem Lutheraner og Kalvinister.
✂ Saadan Tale om Medievende, især i Tydskland og Danmark, vil vel allermest forbittre, ja Man kunde vel faaejsinde at adle min ringe Bog til en Paskvil, men det faaer saa være i Guds Navn, jeg kan ikke Andet. Ingen skal med Ret kunne sige, at jeg har læmpet min Tale efter mine personlige Forhold: jeg har om de nærværende som om de forbigangne Mænd og Tider udsagt Bibelens Dom, med den maa de gaa i Rette, om de kan stampe imod Braadden. Man raader altid fra at skrive sin Tids Historie, og dog er det den eneste Man kan skrive nogenlunde fuldstændig, dog er det vore Medievende vi i al Skrift nærmest maa have for Øie, og skal Noget frelse Tidsalderen, maa det være Synet af dens eget Billede. Farligt er det, naar Man vil have Verdens Venskab og frygter for dem, der ei kan slaa Sjælen ihjel; men et Venskab, som er Guds Fiendskab, vil jeg ikke eie, og Frygten aflægger jeg ved Guds Naade daglig. Selv af Retsindige kan min Adfærd miskendes, men dem beder jeg, som Skriften byder: dømmer ikke efter Skinnet, og dømmer * 186 Intet for tidlig, førend Herren kommer, som skal føre til Lyset, hvad som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad! Til Kristi Fiender siger jeg: Herren er min Hjelper, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Til mit Fædreneland siger jeg med Vemod: o, gid du dog vidste, endog paa denne Dag, hvad som tjener til din Fred; men nu er det skjult for dine Øine, thi du sover; vaagn op, at Kristus kan lyse for dig!!
Udbye Præstegaard.Tiende Søndag efter Trefoldighed 1812.
Første Tidsrum.
Verdens Skabelses og de første 1800
Aars vigtigste Tildragelser.
✂ Mennesket kunde af sig selv Intet vide om Verdens Skabelse, og omendskiøndt det var muligt, at Fortællinger om de første Menneskers Hændelser kunde forplante sig fra Slægt til Slægt, maatte dog disse, saalænge de ei vare opskrevne, i Tidens Længde faa saamange Tilsætninger og Indklædninger, at det blev umuligt at adskille det Sande og det Falske fra hinanden. Imidlertid have vi dog Alle en naturlig Lyst til at vide, hvorledes Alt er blevet til, og hvad der har tildraget sig i Verdens første Tider, og vi bør takke Gud, fordi Han, som ene vidste fuldkommelig Besked, og paa hvis Sandruhed vi kunne stole, har sørget for, at vi kunne faae de ligesaa fornødne, som ønskelige Efterretninger. Den samme hellige Bog, som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skøn som sandfærdig Underretning om hin ældste Tid. Moses, en hellig Mand, paa hvem Herrens Aand hvilede, har, for mere end 3000 Aar siden, samlet de gamle Sagn om Verdens Oprindelse og de første Mennesker, og af dem uddraget, hvad Aanden indvortes sagde ham, saa at være i Sandhed. Følgende er en Hovedsum af den hellige Fortælling.
✂ I Begyndelsen var alting øde og tomt, indtil Guds Aand svævede hen over Afgrunden. Ved Herrens almægtige Ord skabtes Lyset, Himlen udspændtes og paa den sattes Solen til at lyse om Dagen og Maanen med Stiernerne til at skinne om Natten. Vandene fik deres Grændser, og det Tørre løftede sig. Af Jorden opvoxte Græs og Træer og Urter i mangfoldig Skikkelse; Havet fik sine Fiske og Luften de flyvende Fugle, Jorden opfyldtes af krybende og fireføddede Dyr, og alt Levende fik Evne 188 til at forplante sin Art paa forunderlige Maader. Allersidst paa den siette Dag blev Mennesket skabt i Guds Billede: en Mand, Adam, og en Kvinde, Eva, og dem blev givet Herredømme over alt det Levende og Livløse. Herren havde beredt Mennesket en Have i Østen, som kaldtes Eden og siden Paradis; der levede de i reent aandeligt Samfund med Gud, i Uskyldighed og Fred med sig selv, samt med Alt, hvad der omringede dem. Gud havde forbudet dem at røre Kundskabstræet paa Godt og Ondt, men af den gamle Slange lode de sig forføre til Hovmod, de vilde have en Kundskab, hvorved de kunde blive deres Skabers Lige, og overtraadte hans Bud. Nu havde de tabt deres Uskyldighed, de vare i Strid med Gud, sig selv og de udvortes Ting. Møisommeligt Arbeid, Smerte og Død blev deres Lod. Adam og Eva avlede Børn i deres Lignelse, Kain og Abel vare de ældste, og hvor fordærvet Menneskets Sindelag var blevet, viste sig, da Kain dræbte sin Broder, hvis Offer Gud havde optaget naadigere, fordi det frembares med et renere Hierte. Gud skænkede Adam en Søn i Abels Sted, som kaldtes Seth, hvis Efterkommere vedbleve en tidlang, ligesom Abel, at drive et uskyldigt Hyrdeliv, og holde sig nær til Gud i Sind og Idræt, hvorfor de ogsaa kaldes Guds Børn. Kains Efterkommere lignede denne deres Stamfader, de ringeagtede Gud og hans Bud, og stræbte ene efter, at leve saa glade paa Jorden, som muligt. De dyrkede Jorden, smeddede Malm og byggede Stæder, og opfandt Strengeleg og det velklingende Vers, men da Enhver kun giorde hvad ham lystede, blev Jorden opfyldt med Vold og Uterlighed. Seths Efterkommere blandede sig efterhaanden med Kains og bleve delagtige i deres Synder, saa at der tilsidst kun fandtes een retfærdig Mand af Seths Afkom, ved Navn Noah, og ved ham lod den langmodige Gud den fordærvede Slægt formane til Omvendelse og forkynde den Ødelæggelse, som ellers maatte komme over dem; men de forhærdede sig, og ginge trodsende denne Undergang imøde. En Vandflod overskyllede Jorden, og druknede alt Levende, som fandtes derpaa; men sin Tiener Noah med hans Familie, og nogle af Dyrene, havde Gud udfriet, i det han oplyste ham til at bygge sig et stort Skib, som kaldtes Arken, hvor han opholdt sig, indtil Jorden igen blev tør. I Forbindelse med den store Omvæltning Floden havde foraarsaget paa Jorden, foregik nu ogsaa den Forandring med Menneskelivet, at istedenfor at det hidindtil havde udstrakt sig til henimod tusinde Aar, afkortedes det nu efterhaanden saa, at hundrede og nogle Aar bleve den længste Levealder.
189✂ Noah og hans Sønner: Jafet, Sem og Kam bleve af Gud henviste til Regnbuen, som et Tegn paa, at Vandene ei tiere saaledes skulde fordærve Jorden. Trøstige begyndte de derfor at dyrke den og anvende de Kundskaber, som hos dem havde gennemlevet Syndfloden; men allerede i Noahs Dage misbrugte Endel af hans Ætmænd den gamle Verdens Konster til et Værk, som er blevet saare navnkundigt. Paa Kaldæas frugtbare Sletter vilde de bygge en stor Stad og i samme opreise et Taarn, der kunde naa til Skyerne. Denne Idræt røbede baade en formastelig Hovmod, og Attraa efter at vandre i Kainiternes fordærvelige Spor; thi ligesom Samlivet i en stor Stad var skikket til at forhøie og forfine det udvortes Vellevnet, saaledes vidste de meget vel, hvad alle følgende Tider kun have bekræftet, at store Stæder snart maa blive Syndens Hjem. Herren forstyrrede Værket ved at forvirre Tungemaalene, og nu nødtes Menneskene til at adsprede sig; de som vare nærmest i Slægt og havde fælleds Tungemaal fulgtes ad, og saaledes opstode adskillige Folkefærd, som siden atter delte sig til flere. En anden vigtig Forskiel opkom mellem Folkene, efter den Levemaade de valgte: da Nogle dyrkede Jorden, Andre nærede sig ved Fædrift og Jagt.
✂
Agerdyrkningen blev Grundvolden for hvad vi kalde Stater, eller saadanne Selskaber, som forbandt sig til at hielpe og forsvare hinanden, thi visse Bopæle maatte Jorddyrkerne have, de maatte bo sammen i Byer, for at kunne modstaa de Røverflokke, der vilde borttage deres Arbeides Frugt, og Byens Mure forenede paa en Maade alle deres Huse under eet. Men ligesom en saadan Mandeflok ved Agerdyrkningen udvortes sammenknyttedes nærmere, saaledes adskiltes den endnu mere indvortes ved samme; thi med den faste Eiendom udviklede Egennytten sig: den Stærke søgte at forøge sin Formue paa den Svageres Bekostning, og den svage Fattige søgte ved Svig og Tyveri at forbedre sine Kaar. Saavel disse Bestræbelser som det tætte Samliv maatte føde mange Trætter, Forurettelser og Tvedragt, og snart maatte Byernes Mure kun faaet en øde Kreds at omringe, dersom der ei til Livets og Eiendommens Sikkerhed vare blevne givne visse almindelige Bud eller Love, som Indbyggerne maatte rette sig efter. Ogsaa maatte der være en eller Flere som vaagede over, at hver Mand skede Ret, og som kunde straffe Lovens Overtrædere; men for at Mængden skulde bekvemme sig til at erkende Lovens Forbindtlighed, maatte de tro sig forvissede om deres Visdom, og denne Tro fik de, ved at anse dem
190
for Guddommens Villie. Kundskaben om den sande Gud, Verdens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser gik i Arv fra Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om Eiendom, fordybede sig i Jordlivet og det nærværende Øieblik, gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske, glemte snart den rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ginge hen at tiene Himmelens Hær, som Moses vidner; Solen, som fremlokkede og modnede det fulde Kornax, Maanen, hvilken de tiltroede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som lyste om Natten, tyktes dem mere at fortjene deres Dyrkelse, end den Usynlige; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de ham dog ikke som den eneste sande Gud; men satte Skabningen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem, eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usædvanlige Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle Folkefærd især Digterne, og ei uden Aarsag, thi en Digter er et Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til at opdage det guddommelige Spor, samt Evne til at meddele sine Syner i et henrivende, velklingende Sprog. Han henrives selv paa underlige Maader, naar han digter; det er for ham selv, som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor saadanne Digtere sang, bleve de Religionens Stiftere, og indklædte de gamle Sagn i den skønne Billedkjortel, hvorved de frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saaledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede til den, kom de til at udgøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere røgtede hver sin særegne Syssel, sankedes broderlig i de fælleds Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrenetro. Anderledes var det med de Flokke, som kaarede Hyrdelivet, da Hjorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og erkendte del; naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar de samledes under Teltens lignende Bue, løftede de lette Sind sig over Jorden, og Sjælen syslede gerne med de gamle Sagn, som uforfalskede ginge i Arv. Øvrighed og Præster behøvedes
191
ei, thi hver Husfader var sin Afkoms Konge og Præst, de adløde ham, og han offrede for dem til den Gud, som han af Fædrenes Udsagn vidste var fortørnet, men naadig. For dem kunde Bjergene beholde deres Malm og Skovene deres Træer. I gudfrygtig Enfoldighed, som Abel, Hyrdelivets Fader, vandrede de omkring uden visse Værelser og kundgjorde derved den Tro, at de her vare Gæster og Fremmede, som først bag Graven kunde naae deres Fædreneland. Det var især Sems Ætmænd, der valgte denne Levemaade i Asiens milde Egne, medens Jafets Børn, med Bue og Spyd omvankede i de koldere Lande, forfulgte Stengeden paa Field og Hjorten i Dal, indtil de kede af det vilde Liv kunde komme til at bo i Sems Pauluner. Kamiterne var det, som stræbte at grundfæste sig paa Jorden i de murede Boliger, udgrove Staalet for at afnøde Jorden sin Grøde, og de Svage deres Arv, ja udhulede Skovens Stammer for at hente over det brede Hav Sølvet og Guldet og andre kostelige Ting, som kunde forlyste dem i Livet.
Andet Tidsrum.
Fra de ældste Rigers Stiftelse til Kristi Fødsel,
Noget over 2000 Aar.
✂ Strax efter Adspredelsen oprettede Kamiten, Nimrod, og Semiten, Assur, tvende Riger, som dog kun bestode af nogle faa Byer og deres Omegn. Nimrods Rige laa mellem Tigris og Eufrat og fik Navn efter Babel, den Stad, hvis Fuldførelse Tungemaalenes Forvirring hindrede. Det assyriske Rige laa derimod østen for Tigris og fik under Tidens Løb det saa navnkundige Ninive til Hovedstad. Det assyriske Rige skal i den ældste Tid have udstrakt sig vidt i Asien, og først efter lang Tids Forløb være blevet omstyrtet; men hverken denne Vælde, eller den hvortil vi vide, det siden for en kort Tid steg under Salmanassar, som underkastede sig endeel af Fønisien og Palæstina, har været forbundet med nogen synderlig Udvikling af Siæleevnerne eller Fremgang i nyttige Haandteringer. Anderledes var det med Babylons Rige, som arvede Assyriens Magt, thi vel er 192 ogsaa dets gamle Historie mørk, men vor Kundskab om del, paa den Tid, da det under Nebukadnesar kom til at indbefatte alt Landet mellem Tigris og Middelhavet, lærer os, at baade vare Agerdyrkning og Haandværker i driftig Gang og adskillige Kundskaber ikke fremmede for dem. Som de andre afgudiske Folk dyrkede Babyionerne Himlens Hær, og da de havde den Tro, at Menneskenes Skæbne afbildedes paa Stiernehimlen, opvaktes de til med Flid at agle paa Himmelens Løb, og hos dem menes Astronomien at have sit Hiem. Imidlertid dyrkedes den saare tidlig og med samme Iver, skøndt ikke i samme Øiemed hos Fønisierne, et lidet men mærkeligt Folk paa Middelhavets Kyst. Navnkundigst er dette Folk blevet ved sin udbredte Handel. Glas smeltede de af et Slags Sand, som fandtes i Landet, og i et Skaldyrs Vædske, som hyppig lod sig tilsyne ved deres Kyster, farvede de et Tøi, som under Navn af Purpur blev Hædersdragt for Konger og Fyrster trindt udi Landene; Arabiens kostelige Røgelser, som skulde dufte i Guders og Kongers Huse, ginge og for det meste igiennem deres Hænder, og saavel disse Ting, som andre Vare, vandrede fra dem dels paa Kameler rundt i Asien, dels paa Skibene langs ad Middelhavets Kyster. Dog de dristige Sømænd, som stævnede ud fra Havnene Tyrus og Sidon, standsedes ei af Herkules Støtter, men giennemseilede det atlantiske Hav og vovede sig ind i Østersøens Bugt. Paa disse Kyster tilbyttede de sig det dyrebare Rav, fra Bretland hentede de Tin, og Sølv udgrove de i Mængde af Spaniens Bjerge. Et saadant Folk, som uden Kompas omflakkede paa Havet, maatte nøie mærke paa Stiernernes Plads og Gang, for af dem at veiledes om Natten; og uden Bogstavskrift og Regnekunst kunde en saa udbredt Handel ikke drives. Nogen Kundskab om de menneskelige Sysler maatte de bringe til de fremmede Lande, og megen maatte de samle. Pragt og Overdaad maatte ogsaa, som Rigdommens naturlige Børn, trives hos dem og igen avle adskillige Konster; men ædle Følelser og ophøiede Forestillinger om Guddommen ville vi forgæves søge hos disse jordisksindede Købmænd. Kundskaben om den sande Gud synes hos dem ganske forsvundet; ingen Digter lod sin Stemme høre og Ingen opoffrede den Tid paa Videnskaberne, som maatte synes langt bedre anvendt til at erhverve Rigdom og tilfredstille sine Lyster. Et saadant Folk maatte snart vorde udmarvet og blødagtigt. Tyrus, som var yngre end Sidon, var den eneste Fønisiske Stad, som modstod Salmanassar, men indtoges af Nebukadnezar.
193✂ Et tredie Folk af Kams afgudiske og jordisksindede Stamme var: Ægypterne. Efter Moses's Vidnesbyrd nedstammede de fra Kams Søn, Misraim, og havde meget tidlig en ordentlig Statsindretning, hvilket ei maa tilskrives Folkets Kløgt, men dels Landets særegne Vilkaar og dels Indvandringen af en Stamme fra et mere oplyst fremmed Land. Det synes rimeligt, at Noah selv, af Mishag over sine Ætmænds Vanart, har skilt sig fra den store Flok endnu før Taarnbygningen i Babel, og de overordentlige Kundskaber baade i guddommelige og menneskelige Ting, som fra ældgammel Tid ere i Skrift opbevarede hos Hinduerne, saavelsom disses fuldkomne Sprog, lade formode, at han har fæstet sin Bopæl i Indien. Herfra udgik udentvivl tidlig en Stamme til Kina og en anden til Ætiopien, og en Aflægger af den sidste synes at være indvandret i Ægypten. Udrustede med nøiagtig Kundskab om Livets Sysler og den bekvemmeste Maade at drive dem paa, maatte det være let for disse Fremmede at faae Herredømme over Landets raa Indbyggere, og da det tyktes skabt til et Kornland, gjorde de Agerdyrkningen til Middelpunkten, hvorom alle Indretninger dreiede sig. Det har sig nemlig ei med Ægypten, som med andre Lande, at Jorden møisommelig maa pløies og røgtes, og endda vederkvæges af Regnen paa visse Tider, om Sæden skal trives; men Nilfloden gaaer hvert Aar over sine Bredder og tilbereder Jorden saaledes, at Sæden kun behøver at udstrøes, for at voxe og bære mangefold Frugt. Denne synderlige Velgerning tilskreve Ægypterne dog ei Altings usynlige Skaber, men gjorde Solen og Nilen, Jorden, som bar Kornet, og Oxen, som tærskede det, til deres Guder. Uvist, men rimeligt er det, at hine Fremmede havde renere Kundskab om de guddommelige Ting; men da det kun var dem om at giøre, i Mag at fortære Landets Fedme, dulgte de Kundskaben saa nøie, at den snart uddøde i deres egen Stamme. Vel meente de at naae det dobbelte Øiemed, deres egen Stammes Oplysning og Folkets Vankundighed, ved at opbevare deres Kundskaber saavel om Guddommen, som i Videnskab, ved en dunkel Billedskrift, men de betænkte ei, at den naturlige Udartning hos en afsondret Stamme og Fordybelsen i det blot Jordiske som Hovedsag maatte under Tidsløbet berøve deres Afkom baade Evne og Villie til at forstaae og forplante den skiulte Visdom. Længe raadte Præsterne; og Kongerne, eller som de kaldtes, Faraonerne, vare at agte som deres Fuldmægtige; men med deres Forstand og Indsigt maatte ogsaa deres Magt efterhaanden svækkes. Allerede den store 194 Erobrer, Sesostris, gjorde sig uafhængig ved at indrette en egen Krigerkaste, der som en staaende Hær gav ham Magten i Haand, og skiøndt Præsterne efter hans Død tilbagevandt en Del af deres Anseelse, bleve de dog aldrig mere fuldelig Kongernes Herrer. Ganske gik derimod denne Magt til Grunde, da Psammetik ved fremmede Leietroppers Hjelp opsvang sig paa Tronen og omgærdede den med en Livvagt af Græker. Fra den Tid lignede Ægypten ei længere sig selv; de hidtil spærrede Havne aabnedes for andre Folkefærds Skibe, græsk Sprog og græsk Levemaade udbredte sig i Landet, og Kongerne stræbte at erobre Middelhavets østlige rige Kyster. Dog, førend Ægypterne rolige kunde se deres ældgamle Indretninger kuldkastes, og fremmede Drabantere i Kongens Gaard og fremmed Pagt i hans Sale, maatte de have forloret den Kraft, der maa bo i et selvstændigt Folk, og at det virkelig var saa, lod sig snart udvortes tilsyne, thi Riget blev allerede afhængigt af Babylonierne og aldeles erobret af et andet Folk, som 100 Aar senere kom til Herredømmet i Asien.
✂ Selv ansaa Ægypterne sig for de viseste af alle Mennesker, men al den Visdom, som i deres Historie lader sig tilsyne, er Bekendskabet med de Ting, der kunne tjene til jordisk Nytte og legemlig Fornøielse. De havde saa lavt et Begreb om Menneskeaanden, at de troede den foer i el Dyr, naar Liget raadnede, og stræbte derfor ved Balsamering at vedligeholde en kummerlig Forening. Efter en lignende livløs Udødelighed stræbte Kongerne og Folket ved at opreise uhyre Stenbygninger, som kaldes Pyramider og have trodset Tiderne, men ere et Vidnesbyrd mere om, at Ægypterne vare det mest legemlige af alle Folkefærd. Legemsstyrke og Indsigt i Maalekonsten og Bevægelsens Love udfordredes til at reise disse konstige Klippestykker; men ingen kunde ville det uden det Folk, der dyrkede Jorden som Gud, ringeagtede Strængeleg, manglede Digtekonst og Forstand paa aandig Skønhed og Storhed.
✂ Det Folk, som indtog Ægypten, var Perserne. De nedstammede fra Sems Søn, Elam, og bevarede længe Stammefædrenes rene Begreber om den eneste sande Gud, og selv i den Troesbygning, som de tillægge en Zoroaster, finde vi baade Afsky for Billeddyrkelse og de tydeligste Spor af en sund Lære. Det var disse Biergboeres faste Tro, at de ved Tarvelighed, Arbeidsomhed og et gudhengivent Sindelag kunde befordre det gode Væsens Seier over det Onde, og derfor stode de som kraftfulde Mænd, medens deres Naboer, Mederne, og næsten alle 195 Mellemasiens andre Folkefærd, ved Overdaad og Vellyst vare nedsjunkne i Blødhed og svag Dorskhed. Ved at indlemmes i det mediske Rige, lærte de desbedre at kende dets Svaghed, og da de paa den Tid begyndte at fordærves, higede de efter at udbrede deres egen, istedenfor Lysets Magt. En af deres Høvdinger, den retskafne, djærve og kloge Cyrus gjorde ei allene sit Fædreland uafhængigt, men omstyrtede endog baade det mediske og det babyloniske Rige og blev derved Herre over alt Landet mellem Indus og Middelhavet. Ogsaa Lilleasien, som nu var samlet i det lydiske Rige, maatte underkaste sig, og dets sidste Konge: Krøsus, lære, hvor usikker den Magt er, som kun hviler paa Guld; thi paa det havde han ene stolet. Kambyses, en Søn af Cyrus, forøgede Perserrigets Udstrækning med Ægypten; men dets rette Grundvold: Persernes Dyd og Tapperhed, undergroves daglig; thi ligesom det var den voxne Attraa efter jordiske Ting, som uddrev dem fra deres Bierge, nedsvælgede de og flux den søde Gift, som havde fortæret de Overvundnes Marv, og bortødslede saaledes den Kraft, der havde gjort dem til Seierherrer. Saavel deres Svækkelse som de øvrige Asiaters fuldkomne Svaghed lod sig aabenbar tilsyne i Krigen, som førtes med Grækerne.
✂
Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener: Jafets Afkom. En Ægypter, Cecrops, og en Fønicier, Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et Søtog til Eolkis ved det sorte Hav, som kaides det argonautiske efter Skibet Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: Jason. Med megen Helteros og stort Bytte vendte de kække Høvdinge tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere Ædlinge 50 Aar senere skulde opføre. Paa Lilleasiens nordvestlige Kyst laa et gammelt mægtigt Rige: det Trojanske, og En af dets Konger, Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: Tantalus, men dennes Søn Pelops blev saa mægtig i det sydlige Grækenland, at Halvøen efter ham blev kaldet Pelopones. Hans Sønnesønner vare Agamemnon og Menelaus, hvilken sidste, mellem talrige Beilere, kaaredes til Mand af den lakoniske Kongedatter: Helena, en fager Mø, som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Da hun blev lokket og bortført af Trojas Kongesøn: Paris, flokkedes Helte og Skarer, for at hevne Fornærmelsen og ødelægge Troja. Med 100000
196
Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og Hovedbanneret var hos Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i Idræt eller Eftermæle. Fremmerst i Striden gik Akilles, Diomedes og Ajax; den kløgtige og raadsnilde Odysseus ledte Hæren, og den gamle Nestor lægede med honningsøde Ord Heltenes forbittrede Hierter. Ti Aar forgik og Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, Trojas gamle Konge, Priamus, blev hjulpet af alle Lilleasiens Folk, og i Hector havde han en Søn, hvis Manddom var ligesaa farlig for Grækenland, som hans Broders fagre Skikkelse for Helena og Ilium. Endelig faldt Hector for Akilies Haand, og skøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skøndt mange af Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som høvdingløse Stad ei at modstaa de Overblevnes Vaaben og Kløgt. Ilium faldt og tunge af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre, vidt paa det brede Hav. Ti Aar maatte saaledes Odysseus, trods al sin Kløgt, omflakke før han naaede Ithaka, sin Fædreneø, og Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægterne overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: Homeros. Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem Agamemnon og Akilleus med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt Minde bevaret de Heltes Navne og Idrætter, som strede ved Troja. Disse beundringsværdige Digte ere ei frembragte i det egenlige Grækenland, men paa Lilleasiens Kyst, hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrelandet, efter det trojanske Tog hendroge, erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Jordiske, og alle Stæderne maatte underkaste sig Cyrus. Under Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for et kort Tid opvaagnede. Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere
197
sammen, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad Sparta paa Peloponnes fremstod Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der, og gav Staten en Forfatning, hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrestadens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes med al Pragt og Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. Grækenlands anden Hovedstad, Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: Theseus, hvis Statsindretning var ligesaa mærkelig som hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet, og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise Solon at raade Bod ved at foretage en passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stadfæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igen fik deres Frihed, sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens Leie og deres særegne Anlæg spaaede Solon, driftige Sømænd, Mestere i alle de bekendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede Darius udsendte en Flaade, hvis 100000 Stridsmænd skulde forvandle Athenen til en Grusdynge; men paa Marathons Sletter viste Athenienseren Miltiades og hans 10000 kække Vaabenbrødre, hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede Serxes, en Søn af Darius, igen at
198
aftvætte, og drog selv over Hellespont med en sammendreven Skare, i hvilken der i det mindste var over een Million vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren Thessalien, og da selv Theben, Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig ham i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i Athenen og Sparta, medens hans Flaade rensede Havet. Dog anderledes var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændigt. Vel vare Grækenlands mange Smaastater, og især Athen og Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælleds Tungemaal, den fælleds Gudsdyrkelse og det fælleds Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog, at de ansaae sig for eet Folk, og mod en udvortes Fiende gjorde fælleds Sag. Alle Stæders Skibe forenede sig med Athenens for at forsvare Sundet ved Eubøa, og den heltemodige Spartas Konge: Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: Thermopylæ, og forbyde Serxes Indgangen i Mellemgrækenland. Forgæves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgæves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Sti over Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, men Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed, faldt de alle uden at vige. Serxes drog til Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgiøre Grækernes Skibe ved Salamis, hvorhen de efter en hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under Themistokles saaledes i Grækernes Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han det følgende Aar fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i Grækenland, tilintetgjort ved Plalæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved Mykale: et Forbjerg paa Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig nu under Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa det ægeiske Hav og over de græske Stæder paa Traciens og Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at erkende.
✂ Saamegen Hæder Grækerne imidlertid i denne Krig indhøstede, bidrog den dog paa adskillige Maader til at undergrave deres Dyder og Enighed, Frihed og Kraft, og blev derfor den sidste hæderlige, de førte. Da Krigens Skueplads forfløttedes til Havet og Asien, maatte Athenienserne, som den mægtigste Sømagt, nødvendig faae den Overanførsel, Spartanerne hidtil havde havt, ligesom dette igien maatte hos disse stolte Krigere vække den høieste Misundelse, og gøre al Enighed mellem Grækenlands Hovedstater umulig. Athenens Borgere behandlede deres rige, men blødagtige Forbundne, som Undersaatter, og overlode sig til al den Pragt, Overdaad og sandselige Nydelse, der kunde købes for det aftvungne Guld. Herved svækkedes daglig den indvortes Kraft, og da Uenigheden med Sparta udbrød til Krig, gjorde ikke allene næsten hele Grækenland fælleds Sag mod det overmodige Alhenen; men denne Stad havde selv i sine Bundsforvandte ligesaa mange hemmelige Fiender. I 27 Aar førtes denne, saakaldte peloponesiske, Krig næsten uafbrudt, og skøndt Lykken var ustadig, seirede dog Sparta tilsidst, og det indtagne Athenen maatte uden Flaade og Mure give sig i Spartas Vold.
✂ Saaledes mistede Athenen den Glands, hvormed det hartad i 80 Aar havde brammet; men det havde i denne Tid erhvervet sig en mere uforgængelig, som endnu efter mere end 2000 Aar omstraaler dens Minde og gør dens Grusdynge mærkeligere end de Stæder, der som Landets og Havets Herskerinder prange med Slotte og Palladser: denne Glands skylder Athenen de mange sindrige og kløgtige Mænd, som i en kort Tid opvokste, kappedes og afløste hinanden indenfor dens Mure. Medens Miltiades, hans Søn Cimon, og Themistokles sankede blodige Laurbær, flettede Digteren Æschylos sig en ligesaa uforvisnelig Krands ved sine dramatiske Digte. Det Slags Digtere, der ligne denne berømte Forgænger, lægge især an paa at fremstille berømte Mennesker og mærkelige Tildragelser fra en forsvundet Tid, i en Række af Samtaler, saa livagtig, som om hine endnu levede, og disse just nu foregik. For at gøre Alt endnu mere nærværende, fremgik Mennesker, som havde Anlæg til at efterligne Andre, talede og handlede i de Hedenfarnes Navn, og dannede saaledes hvad vi kalde Skuespil. Saaledes at beskue de oplivede Skygger af store Mænd, kan være saare skikket til at vække en ædel Higen efter at ligne dem, og opløfte Sindet over det Legemlige. Af dem som traadte i Æschyls Fodspor, overgik ham i kunstig Sammensætning, men bleve hans 200 Undermænd i Kraft og ophøiede Følelser, ere Sophokles og Euripides blevne de berømteste. Samtidig med den Sidste var under den peloponesiske Krig Aristofanes, som i sine Dramatiske Digte, der kaldes Komedier, udstillede sin Tids Daarlighed men ogsaa en Del af sine Medborgere til Latter. Kun i en fordærvet Tidsalder er det, at Digtekonsten maa vorde et Tugtens Ris, isteden for et Guddomsspeil, og de hellige Følelsers Tolk; thi Spot er en ond Urt, som kun vokser paa Kærligheds Grav. Indvortes beslægtede med hine Digtere vare Billedhuggerne, som forstode i Marmor at udhugge Billeder, der ei allene havde Menneskelignelse, og i Aasynet de samme Kendemærker, som levende Mennesker, naar Noget rører sig stærkt i deres Indvortes, men endog vare langt deiligere end noget enkelt Menneske. Den berømteste af disse Konstnere var ogsaa en Athenienser ved Navn Phidias. Vist nok vidne saadanne Værker om, at en Ahnelse af og Stræben efter noget Overjordisk har levet i Konstnerens Sjæl, og det Samme kunde vel ved Beskuelsen vækkes hos andre, som vare skikkede til at modtage saadanne Indtryk; men kun i en Tidsalder, da Troen paa den usynlige Guddom er blevet sjelden og lunken, længes man efter synlige Billeder, og enten staa de der til blot Øienslyst eller de lokke til det groveste Afguderi: at tilbede et livløst Menneskeværk. Medens disse Digtere og Konstnere stræbte ligesom at nedmane det Gudommelige til Jorden, og opmane det Jordede af Graven, og udsmykke Alt med de fagreste Klædemon, stræbte andre Mænd ligefrem og sanddru at fortælle hvad som skeet var i den fremfarne Tid, og den første berømte imellem disse var Doreren Herodotos fra Lilleasien. Man kalder ham med Føie Historiens Fader; thi med Forstand og Ømhed opfostrede han den Spæde: med opmærksomt Øre sankede han de gamle Sagn trindt i Landene, fortalte paa ukonstlet og trohjertig Maade, og tillagde da sit Skøn om hvad ham tyktes rimeligst at være; men overalt saae og bøiede han sig for den usynlige Finger, som styrer Tidernes Gang og Menneskets Idrætter. Ved at høre ham oplæse sin Historie om Perser og Græker og alle de Folkefærd, som havde havt med dem at bestille, opvaktes Athenienseren Thucydides til at beile til den Hæder, som vederfoer hans Forgænger; baade hos sine Samtidige og hos Efterkommerne naaede han sit Maal; men hans Øie saae intet Guddomsspor i Tingenes Omskiftelser, og ligesom han overalt kun saae Virkninger af Mandevid, sammensatte han og sin Fortælling saa konstig og indviklet, at megen Kløgt udkrævedes til at forstaae ham.
201✂ Aandelig Frænde var han ar de Mænd, som ved Grublen prøvede paa at opdage Altings Grund, udgrunde Verdens, og fremfor alt Menneskets, Oprindelse, Natur og Bestemmelse, og som derfor kaldes Philosopher eller Viisdommens Venner. Athenienserne Sokrates og Plato ere blevne de navnkundigste; men med al deres Kløgt udfandt de kun, hvad de oprigtig bekendte: at de Intet vidste om det Usynlige, og at Ingen uden en Gud kunde adsprede det Mørke, som paa Tidens og Jordlivets Grændser standsede hvert dødeligt Øie. Dog, det tyktes de at vide for Sandhed, at Menneskene skulde agte Sjælen langt høiere end Legemet med Alt hvori det fandt Behag, og føre et ærbart og dydigt Liv, som de der haabede efter Døden at komme i Samfund med høiere, renere Aander; men herom talte de næsten kun til døve Øren; og medens nogle Faa opvaktes til at gruble, hengav Mængden sig saameget tryggere til sine Attraaer, da selv hine Vise intet Vist kunde udsige om det Guddommelige og Livet paa hin Side Graven. Mere opmærksomme vare Athenienserne vel paa Digternes Kvad og Konstnernes Værker; men kun for at more sig, ei for at opløftes; og godtgjorde det ved den sorteste Utaknemmelighed mod alle dem af deres udmærkede Landsmænd, der ei vilde bruge lave Konstgreb til at vinde og bevare deres Yndest: Miltiades døde i Fængsel, Themistokles og Cimon lønnedes med Forviisning, Æschylos med Ringeagt og Sokrates med Giftbægeret.
✂ Dette Lasternes Aag blev langvarigere, end det Sparta paalagde Athenienserne, thi hint elskede, dette hadede de, og endnu var ei al Kraften borldampet: de 30 Tyranner, som vare satte over Staden, udjoges efter et Aars Forløb af Thrasybulus, og snart fik Sparta andet at gøre, end at give Athenen Love. Da Spartanerne vare blevne baade de europæiske og asiatiske Grækers Herrer, tyktes det dem for tungt at frasige sig den Rigdom, Pragt og Overdaad, de fandt hos deres Undergivne, og derved lokkedes dobbelt til at deeltage i. Efterhaanden tabte Lykurgs Love deres Gyldighed, og Følgen blev dels, at Kraften formindskedes, og dels at Sparta ved Udsuelser og Uretfærdighed overalt ophidsede Gemytterne mod sig. Dette viste sig tydelig, da Spartanerne havde indviklet sig i en Krig med Perserne; thi medens den tappre Konge Agesilaus rystede Perserkongens Trone i Asien, blev det saare let for dennes Sendebud at stifte et Forbund mod dem i Grækenland selv. Athenienseren Konon, der var sat over Perserkongens Flaade, tilintetgjorde i et eneste Søslag Spartas Herredømme paa Havet og Asiens Kyst, 202 og længe blev den nu ei heller Fastlandets Dronning. Den Stat, som styrtede dens Trone, var Theben i Bøotien, som i mange Aarhundreder havde ligget i Dvale, og nu vaagnede øiebliklig kun for at revse den Overmodige. Spartanerne havde lumskelig midt i Fred overrumplet Thebens Borg Kadmea, men udjoges igen af nogle Landflygtige under den kække Pelopidas's Anførsel, og snart kom en anden Thebaner tilsyne, som gæstede dem i Peloponnes, og fravristede dem det Jernspir, hvormed de saalænge havde behersket denne Halvø. Heltens Navn var Bpaminondas, men da han fandt sin Død paa den samme Mantineas Valplads, hvor Spartas Magt begroves, var ogsaa Thebens Overvægt forbi, og alle græske Stater vare i udvortes Magt, som i Fordærvelse, hinanden lige. Just nu besteg Filip, en ligesaa snedig som tapper Mand, Tronen i Grækenlands nordlige Naborige: Macedonien. Han var opfostret af Epaminondas, kendte nøie Grækernes lave Trællesind, men ogsaa deres barnagtige Forgudelse af et Frihedsord, og grundede derpaa sin Plan til deres Undertvingelse. Athenen, hvis Mure Konon atter havde opbygt, som paa ny havde faaet en Flaade, som herskede over en Del af Stæderne paa Macedoniens Kyst, og hos hvem de store Mænds sidste Børn endnu nærede Gnister af den slukte Lue, var den eneste Slat, hvis Modstand han frygtede, men endel af de mest formaaende Mænd underkøbte han, og de Øvrige dyssede han i Søvn ved Smiger, indtil han troede sig stærk nok til at aftage Masken. Een Mand havde imidlertid Athenen dog, hvis Øie ei blændedes af Guldets Glands, eller omtaagedes af Smigerdunsten, og denne Gæve var Taleren Demostenes. Det var hans Livs Øiemed at afsløre Filips rænkefulde Anlæg, og indgyde sine Landsmænd Fædrenes ophøiede Sindelag, og skøndt det Sidste ei kunde opnaaes, da han ei kunde opmane den døde Tro og Kraft, bragte dog hans Tordenrøst selv Filip til at skælve i det fjerne Pella, ligesom den uddrev Borgerne med Vaaben i Haand af Athenens Porte, da Filip med en Hær nærmede sig dens Landemærker. Ved Kæronea stod et Slag, hvor mange Athenienser fornyede Mindet om hine Dage ved Marathon, Salamis og Platæa; men Filip seirede, og Demostenes holdt paa eengang sine faldne Landsmænds og den græske Friheds Ligtale.
✂ Alle græske Stater undtagen Sparta, som blev staaende med afmægtig Trods, underkastede sig Filip og udnævnede ham til Anfører paa et Persertog, som han foreslog, men denne mere glimrende end vanskelige Daad var forbeholdt hans Søn: 203 Alexander; thi selv myrdedes han under Tilberedelserne. De Asiater, over hvilke Cyrus saa let seirede, vare gennem de to forløbne Aarhundreder endnu blevne uslere paa Sjæl og Legeme, og Perserne havde af al Magt stræbt at vorde deres Lige. Lige siden Darius Hystaspis havde der siddet elendige Fyrster paa Tronen, som hendøsede Livet i dorsk Vellevnet og Pragt, medens Statholderne udsuede Landskaberne, gjorde hyppig Opstand, og maatte enten købes til at gøre Fred eller lønlig ryddes af Veien. Nu regerede Darius Kodomannus, og skøndt han i visse Maader var dueligere end hans Formænd, var dog den Modstand, han med sine talrige Flokke udmarvede Trælle kunde gøre de faa men tappre Macedonier med den djærve, krigskyndige Alexander i Spidsen, kun saare ringe: Kronen mistede han i Slaget ved Arbela, og Livet kort efter, ved en Statholders Forræderi. Alexander underlagde sig ei allene det uhyre Perserrige; men fortsatte endog sine Erobringer langt Østen for Indus, og i trende Verdens Parter er hans Navn lige til denne Dag blevet berømt. Dog, som et Stjerneskud forsvandt dette store Monarki; thi Drukkenskab og et voldsomt Gemyt bragte snart Alexander i Graven, og Riget blev en blodig Tumleplads for hans herskesyge Ministre og Generaler. Efter lang Strid, og efterat hele Alexanders Slægt var udryddet, deltes Landene i trende Riger: det Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien og det Ægyptiske i Afrika.
✂
Medens alt dette tildrog sig i Asien, Afrika og det sydostlige Europa, opvoxte en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekendte Verdens Herskerinde. I Byen Albalonga regerede Konger, som førte deres Stamtavle op til den trojanske Prinds Æneas, der skulde være kommet did efter Trojas Undergang, og en af disse Kongers Dattersøn, Romulus, anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørte den til Italiens ubetydelige Stater; men i Darius Hystaspis's Dage foregik en Omvæltning i Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets daadfulde Liv. Den syvende og sidste Konge, Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regeringen kom i Hænderne paa et Senat (en Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa almindelige Folkemøder (Comitier), men bleve ene tagne af visse
204
Slægter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Disse saakaldte patriciske Slægter nedstammede maaskee fra de Græker, som før Roinulus beboede Roms Grund, og havde derfor ved større Indsigter lige fra Byens Bygning hævdet sig en Overvægt, som enkelte Konger vel nedtrykte, men kunde dog ei tilintetgøre. Disse Patricier vare ogsaa blevne de Rigeste, og mange vare de Maader, paa hvilke Almuen af dem undertryktes og udsuedes. Den Tvedragtsaand, som herved næredes, spaaede Staten hverken et langt eller kraftfuldt Liv; men da Almuen meget snart tiltvang sig mægtige Beskyttere, som kaldtes Tribuner, opkom efterhaanden mere Ligevægt; de Uadelige (Plebeierne) fik Adgang til de høie Embeder, og skøndt Striden aldrig ophørte, tjente den dog fra nu af længe mere til at vække Kappelyst og holde Folket vaagent, end til at svække Kraften eller hindre dens Yttringer. Mellemitalien var delt i mange smaa indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme, før Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne Stæder stode ei hinanden bi og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i Alexander den Stores Tid alt vare Eneherrer i Mellemitalien og krigede heldig med Samniterne, Nedreitaliens mægtigste Folk. I trende Krige bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skøndt disse Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at gøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem dog saare farlig for Rom. Det var Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding, Epiroternes Konge, Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskonst og sine Elefanter at overvinde Romerne: men de tabte derfor ikke Modet, og Udgangen blev, at Pyrrhus maatte forlade Nedreitalien, som derpaa aldeles maatte underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af Middelhavets Øer, især det frugtbare Sicilien, men her fandt de en mægtig Fiende at bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, Kartago, laae paa Afrikas Nordkyst, og var, mere end hundrede Aar før Roms Bygning, anlagt af den fønisiske Prindsesse Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning
205
i Afrika, beherskede den Sardinien og Middelhavets andre Øer paa Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt Plantestæder her, og en af disse: Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgjorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette Tidsløb var vel Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne, og der begyndte en Undergangskamp mellem disse tvende mægtige Stater. Vist nok syntes det ikke rimeligt, at Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et igennem Aarhundreder grundfæstet Herredømme paa Havet, men dog se vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa Sicilien. Det gik imidlertid hermed ganske naturligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres Stammefædre: Fønisierne, nogensinde været et egentlig krigersk Folk, og Kartagos nuværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af Leietropper, og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunne modstaa et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begærlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald eengang tvivlsomt, da der imellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og ubetvingelige Mod mægte at udrette mere end store Hære, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at erstatte dette Tab ved Erobringer i Spanien, forbød Romerne dem at gaa over Ebro. Hannibal, thi dette var den kartaginensiske Helts Navn, havde efter sin Fader Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekæmpet Romerne, arvet et bittert Had til disse hans Fødelands arrigste Fiender, og Hadet voxte ved hine Forurettelser endnu mere. Trods Roms Forbud gik han over Ebro, brød frem igennem Gallien og lod sig ei engang standse af de steile, snebedækkede Alper. Med uhyre Anstrængelser udførte han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hiem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en tapper Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blant hans Seiervindinger er den ved Kannæ,
206
en By i Apulien, blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie Roms standhaftige Mod. Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag, og de Overblevne hengave sig til Forlystelser, som røvede deres Størke. Det var derfor saa langt fra, Hannibal kunde indtage Rom, at han meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved Kartagos Mure. Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand var: Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af Spanien, gjorde han fra Sicilien Landgang paa Afrika, og mødtes med Hannibal ved Byen Zama. Anførerne vare hinandens Jævninger, men Hærene vare det ikke: Hannibal blev slagen, og Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar tilbetle sig Fred. Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det ægyptiske er blevet mærkværdigt, saavel ved den udbredte Handel, der dreves fra dets ny Hovedstad Alexandrien, som ved den Yndest, dets Konger, der alle førte Navnet Ptolomæus, bare for Videnskaberne, thi herved frelstes de ypperlige græske Skrifter fra Undergang. Her behøvede Romerne ei at gaa frem med Vaaben, thi Ægypten havde frivillig givet sig under deres Formynderskab; men anderledes var det med Macedonien og Grækenland. I hint Land regerede paa denne Tid Filip den 3die, en Konge med adskillige store Egenskaber, og megen Herskelyst, og i Grækenland søgte endeel Stæder, som havde forenet sig i det saakaldte Akæiske Forbund, at fornye Frihedens glimrende Tider. Da Filip havde staaet i Forbund med Hannibal, manglede Romerne ikke Anledning til Krig, og de størkede sig ved Forbindelse med et græsk Folkefærd: de rovgerrige Ætoler; men dog kunde de ei udrette synderligt, førend det lykkedes dem at tilintetgiøre den Forening, der havde fundet Sted mellem Filip og Akæerne. Først da maatte Filip ydmyge sig, og nu kom Raden til den syriske Konge Antiokus, den saakaldte Store, hvem de aftvang Lilleasien. Ei længe efter indtoge de hele Macedonien; Grækerne, hvis Frihed de havde paataget sig at beskytte, maatte underkaste sig, og uden skellig Aarsag brød de Freden med Kartago, for rent at tilintetgøre den. Vel strede Kartaginenserne med fortvivlet Mod for deres gamle By, men de maatte dog tilsidst bukke under, og Kartago forvandledes til en Stenhob.
✂ Nu var der ei længere nogen Stat i den da bekendte Verden, som kunde gøre Rom nogen Modstand, men derfor fik den ikke Rolighed. I Slutningen af det andet Aarhundrede f. K. blev Gallien og Italien gæstet af tvende nordiske Folk: Simbrer og Teutoner, og Verdens Herskerinde skjalv. Vel frelste den tappre Marius Fædrenelandet fra denne udvortes Fare, men under Tidsløbet var i dets eget Inderste opvoxet et Tvedragtens og Fordærvelsens Træ, som nu begyndte at bære blodige Frugter. De gamle Romere vare tarvelige, afholdne og retfærdige, ei fordi de troede at burde være det for at være rette Mennesker og behage Guddommen, men ene fordi de følte, at Fædrelandet ellers ikke kunde bestaa. Saasnart derfor Roms Magt blev saa stor, at den. ustraffet kunde være uretfærdig mod andre Folk og ikke syntes at have nogen farlig Fjende, bortkastede ogsaa dens Borgere Forfædrenes Dyder, og med Grækenlands, Kartagos og Asiens Rigdomme hjemførte de tillige de Overvundnes Overdaad og Laster. Svaghed og lav Tænkemaade vare to, lige nødvendige Følger heraf: hin viste sig førstegang tydelig, da Romerne strax efter den simbriske Krig maatte tilstaa næsten alle Italienere romersk Borgerret, og denne yttrede sig paa samme Tid saa stærkt, at de fleste Romere, fra den ringeste Almue af lige til Konsulen, vare rede til at sælge Ære, Frihed og Fædreneland for Penge. Under saadanne Omstændigheder var det let for de faa udmærkede Mænd, som end opstode, at skaffe sig Tilhængere, og da Enhver af dem vilde herske ene, maatte der nødvendig opkomme indvortes Krige. Den første Borgerkrig førtes mellem Marius og en anden lapper Mand: Sylla, og den Sidste beherskede i to Aar Rom enevældig, efter at have betvunget sin Modstander. Vel indførte han selv igen for en Del den gamle Forfatning, men varig kunde den ikke blive, og snart gjordes et nyt Forsøg paa at omstyrte samme, af den ondskabsfulde Katilina, som havde i Sinde at plyndre og opbrænde Byen. Nær var det lykkedes ham, og omendskøndt Staten dennegang frelstes af sin aarvaagne Konsul, den berømte Cicero, blev den dog kort efter et Offer for tre Mænds Herskelyst. Den berømteste blandt disse var Julius Cæsar, som ved sin Tapperhed, Forstand, Veltalenhed og i mange Henseender ædle Tænkemaade, syntes født til Tronen, og som ved at undertvinge Gallien havde skaffet sig det der kunde opløfte ham paa den: Krigerære, tappre og hengivne Soldater og Guld. Han saae sig imidlertid nødt til, at dele Magten med den ogsaa tappre Pompeius, som ved at rense Havet for Sørøvere og udvide Roms Grændser til Eufrat, havde 208 erhvervet sig stor Hæder og desuden var meget elsket, ja Begge fandt det endog, med Hensyn paa Guldets Almagt, raadeligt, at optage Roms rigeste Mand: Krassus, i deres Samfund. Rolig bar Rom sine Lænker, men da Krassus døde, udbrød en Krig mellem de tvende Medbeilere, som endtes med Pompeius Undergang. Forgæves søgte Frihedens urokkelige Ven: Kato, ved denne Leilighed at tilbagegive Staten sin gamle Forfatning. Da Lykken ei vilde staa ham bi, dræbte han sig selv og tog det sørgelige Hædersnavn: af den sidste Romer, ned med sig i Graven. Alligevel blev Cæsars Regiering kun saare kort, thi nogle hidsige unge Romere, med hans egen Yndling Brutus i Spidsen, som meente, det var ham og ikke deres Landsmænds Trællesind, der stod i Veien for Roms Frihed, sammenrottede sig og myrdede ham lumskelig. Roms hele Vinding var at faae slettere Herrer; thi Cæsars Søsterdattersøn, den snedige Octavius forenede sig med Vellystlingen Antonius og Lepidus, som det hed, for at hævne Cæsars Mord og bringe Staten i Rolighed, men som de i Gierningen viste, for at vorde dens Herrer. De begyndte deres Regiering med at lade alle de Mænd dræbe, som enten havde stor Formue, eller mistænktes for at være Frihedens Venner, og sparede ikke engang den gamle Cicero. Enighed kunde ikke findes iblandt saadanne Mænd, og da det tilsidst kom til aaben Feide mellem Antonius og Oktavius, beholdt denne Overhaand i det navnkundige Søslag ved Actium. Under Navnet Augustus blev han Roms uindskrænkede Herre, og kun for et Syns Skyld var det, at han og de følgende Keisere (imperatores) udnævnede Konsuler og Raadsherrer.
✂ Fra den Tid af, da Romerne kom til at omgaaes med Grækerne, begyndte de at lægge sig efter Videnskaberne og ynde Konsterne, men kun faa indfødte Romere udmærkede sig, og det meste som frembragtes var blot Efterligning. Etruskeren Plautus og Afrikaneren Terents omarbeidede græske Komedier, og den Første var saare heldig i at gøre dem passende til sin Tid og dens Daarligheder. Under August vare der mange som syslede med, paa smukke Vers at male de Nydelser hvori de fandt Behag, udvikle kloge Leveregler, og ophøie døde eller levende Helte, og de navnkundigste ere: Virgil, Horats og Ovid; men da de selv ei troede fast paa Guddommen, kunde de umulig have Øie til at opdage dens Spor, og endnu mindre opglødes til at forkynde dens Pris værdelig. Det, som i Følge heraf udmærker de latinske Digtere, ere mest glimrende men kolde Lignelser, forstandige Sentenser og Vittighed, og hvor der er nogen 209 Varme, er det næsten altid [i] Skildringen af sandselige Glæder. Mange Billedstøtter bleve slæbte til Rom, men stode der kun som en overdaadig Prydelse og i det høieste til Øienslyst. Romerne begreb ei deres høiere Skønhed og kunde endnu mindre selv frembringe lignende; derimod kappedes de heldigere med de yngre Græker i Historieskrivningen, og Sallust, Livius og Tacitus ere blevne meget berømte, skøndt de, som man kan vente, ei toge noget sandt Hensyn til de himmelske Magters Styrelse af Begivenhederne. Veltalenheden havde altid i Rom, som i enhver Republik, hvor man maa kunne tale snildt for at kunne lede Folket, været øvet og agtet; men ligesom Grækenlands største Taler først fremstod i den macedoniske Filips Tid, saaledes oplevede ogsaa den største romerske Taler, Cicero, Romerfrihedens Undergang; dog hans mesterlige Taler undergik ei, og de have forplantet hans Berømmelse igiennem den hele følgende Tid.
✂ Jammerlig var nu Folkenes Tilstand trindt i Landene, de vare blevne Romernes, og disse igen en enkelt Mands Slaver, fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne, for hvem Roms Hersker maatte smigre, fordi han ene ved deres Vaaben kunde beskærme sin Trone, udsuede og mishandlede baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saameget større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, viis og kærlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter dette havde de intet Begreb, men troede i det høieste, at de efter Døden skulde friste et sørgeligt Halvliv som kraftløse Skygger, og maatte derfor midt i den Trængsel og Uselhed, som omringede dem, skælve for Graven. De Levninger af den sande Religion, som i den ældre Tid havde oplivet og størket Folkene, vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr; Troen paa det Usynlige levede kun sygelig hos enkelte Tænkere, og Mængden knælede tankeløs for Billedhuggerens og Guldsmedens Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klogere, spottede med Alt hvad Fædrene havde overantvordet som ærværdigt og helligt, og Roms Keisere lode sig tilbede som Guder. Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom Troen ei paa nye kunde vækkes, skænke Lys og Kraft, tæmme Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab tyktes forgæves; de gamle Fabler kunde ei tilbagevinde den tabte Anseelse; den senere Tids Digtere vare ofte Gudsforagtere, fordybede sig selv i Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at forgylde Lasten, eller til, ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest.
210✂ Folkene maatte derfor agte dem mere for Løgnens end for Sandhedens Tolke, mere for onde Aanders end Guddommens Sendebud, og dog vare Digterne de eneste, Man kunde tiltroe et Samfund med Guddommen, som gjorde deres Udsagn om det Usynlige troværdig. Filosoferne troede ei engang sig selv, men bekendte, at al deres Visdom var Gætteværk, og hvem skulde Folkene tro imellem de Mange, hvis Grubien havde den allerforskelligste Udgang. Dog, Menneskeslægtens barmhjertige Fader havde aldrig glemt sine forvildede Børn, og medens de ved egen Brøde nedsank i en Afgrund, hvoraf de selv maatte føle, kun Guddommens Haand kunde opløfte dem, havde han i Stilhed forberedet deres Frelse. Denne Forberedelse beskue vi i Israeliternes eller Jødernes Historie, som, en uafbrudt Kæde fra de ældste Tider af, er ved Guds besynderlige Forsyn opbevaret i deres egne hellige Bøger.
✂
Dette Folk, som, skøndt det i sine mest glimrende Dage kun var sine nærmeste Naboer bekendt, dog er det mærkeligste af alle, nedstammede fra Sem, hvem allerede Noah i Aanden beskuede som Guds Udvalgte; men dog er Abraham at agte som dets egenlige Stammefader. I hans Tid, hardtad midt imellem Verdens Skabelse og Kristi Fødsel, begyndte den sande Guds Kundskab overalt at formørkes og forfalskes; da udkaldte Gud ham fra hans afgudiske Fædreland: Kaldæa, og bød ham omvandre i Kanaan, som engang skulde besiddes af hans Æt. Her omvandrede den gudfrygtige Abraham, hvem Jehovah kaldte sin Ven, hans Søn Isak og Sønnesønnen Jakob eller Israel; men den Sidste fløttede under en Hungersnød til Ægypten, hvor en af hans Sønner, Josef, var blevet den Næste efter Kongen. Jakob døde, efterat have forudsagt sine 12 Sønner deres Afkoms Gemytter og Bopæle i det forjættede Land; Josef døde ogsaa, Israeliterne opvoxte til et Folk, men nedsank i dyb Trældom, og det syntes, som Jehovah havde glemt sine Løfter. Dog, Abraham[s], Isaks og Jakobs Gud var trofast, og da Nøden var størst, aabenbarede han sig i Midians Ørk for Moses, en landflygtig Israelit; men som ved Guds besynderlige Styrelse var blevet oplært i al Ægypternes Visdom. Ham sendte Jehovah udrustet med Kraft til at gøre Jertegn til Ægyptens Farao, for at udbede Israels Børn fri Udgang; men denne undtes dem først, efterat Kongens Halstarrighed var tugtet ved forfærdelige Landeplager. Veiledt af Jehovahs forunderlige Banner: en Skystøtte som lyste i Natten, naaede Folket det røde Hav; men her indhentedes de af den forhærdede Farao og hans talrige
211
Stridsvogne. Folket skjalv, men Moses udrakte sin Stav, Vandene delte sig ærbødig for Herrens Udkaarne, men lukkede sig over deres Fjender. I Arabiens Ørk maatte Israeliterne omvanke i 40 Aar for at stadfæstes i Jehovas Dyrkelse og vænnes til Lydighed imod de Love, Han ved sin Tjener Moses gav dem, og fra Bjerget Sinai bekræftede med Tordenrøst. Paa overordenlig Maade fandt Folket sin Føde i Ørken, Skystøtten var synlig Borgen for Jehovahs Varetægt, og til hans offentlige Dyrkelse, som Præster og Leviter af Moses Stamme forrettede, byggedes efter en aabenbaret Lignelse det saakaldte Tabernakel, der i et halvt Aartusinde var Folkets Helligdom, bestraalet af Guds Herligheds Glands. Moses døde, og Josva, som foruden Kaleb nu var den eneste levende af de Voxne, der udgik fra Ægypten, indførte Folket i Kanaan; Stædernes Mure faldt og Fjendernes Hære adsplittedes ved Jehovahs Kraft, og en stor Del af Landet kom i Israeliternes Vold. Dog, Josva døde, Tvedragtsaand adskilte Stammerne, og Børnene glemte den Gud, som øiensynlig havde vandret med deres Fædre, hvis Herlighed boede iblandt dem, og hvis Stemme de hørte gennem Ypperstepræsten; de lode Kananiterne bo hos sig, tjente deres Guder og bleve derfor deres Trælle. Saa ofte de imidlertid begræd deres Synd og omvendte sig til Jehovah, forbarmede Han sig over dem, som en Fader over sine Børn, og udfriede dem af de Fremmedes Vold ved vældige Mænd, paa hvilke hans Aand hvilede. Disse Mænd kaldtes Dommere (Suffeter) og deres Idrætter ere næsten ligesaamange Underværker; men ikke destomindre kededes Israels genstridige Børn ved den usynlige Konge og nødte den sidste Dommer, Samuel, til at give dem en synlig, efter Hedningenes Viis. Ved hellig Lodkastning udvalgtes Saul, men da han ei vilde adlyde Jehovahs Lov og Bud, overførtes Kongeværdigheden til David, en af de mærkeligste Mænd i Israels Folk. Som Dreng størkede Gud ham til at nedlægge Filisterkæmpen Goliath, som Mand og Konge ydmygede han alle Folkets Fjender, udstrakte sit Herredømme over alt Landet mellem Middelhavet, det røde Hav, Eufrat, og Fønisien, og sin Kongestol reiste Han i Jerusalem, denne siden gennem Aartusinder saa navnkundige Stad. For at vække den slumrende Andagt og ligesom laane den Vinger til Himmelflugt, indførte Han Strengeleg ved Gudstjenesten, og digtede dertil selv hellige Sange, der ei blot ere beundringsværdige formedelst deres poetiske Fylde og høie Sving, men især dyrebare ved den Trøst de som Himmeltoner mægte at indgyde et bedrøvet Hjerte, og formedelst det Fremsyn
212
ind i de kommende Tider, som beskræfter Digterens underfulde Samfund med Gud. Davids Søn og Eftermand, Salomon, er og blevet saare navnkundig saavel ved den store Visdoms Maade Gud skænkede Ham, som ved det pragtfulde Tempel Han i Jerusalem byggede Jehovah; men selv han henfaldt i sin Alderdom til Haardhed og Afguderi, og hans Søn Roboam beholdt kun Regeringen over de tvende Stammer, Juda og Benjamin, da de øvrige ti valgte sig en anden Konge. I dette de ti Stammers eller som det kaldes Israels Rige, hvis Indbyggere lode sig afholde fra at besøge Helligdommen i Jerusalem, fandt Afguderiet saadan Indgang, at Profeten Elias, før endnu hundrede Aar vare forløbne fra Salomons Død, ene ved en guddommelig Aabenbaring lærte, at 7000 dog ei havde bøiet Knæe for den fønisiske Afgud Baal. Den herskende Ugudelighed yttrede sig saavel i hyppige Oprør og Tronstride, som i Svaghed mod udvortes Fiender; Riget blev skatskyldigt til Assyrerne, og da dets sidste Konge Hosea vilde løsrive sig, indtog Salmanassar Hovedstaden Samaria og bortførte Folket i Trældom. Noget bedre gik det i Juda Rige, Davids Ætmænd fulgte, efter Jehovahs Løfte, hinanden uafbrudt paa Sions Trone, og mellem dem fandtes adskillige, der, som Josaphat og Ezekias, redelig dyrkede Gud og erfore hans Beskiærmelse; men dog tog Afguderie og Synd efterhaanden saaledes Overhaand, at, da en gudfrygtig Konge, Josias, henimod Slutningen af det 7vende Aarhundrede, vilde opfriske Jehovahs Dyrkelse, maatte Mose Lovbog først med Møie opledes. Netop i disse fordærvede Tider opvakte Gud en heel Rad af hellige Digtere, som ei allene forkyndte Jehovahs Pris og underlige Gierninger og straffede baade Konge og Folk for deres troløse Affald fra deres Fædres, den eneste sande Gud; men forstærkede deres Advarsler og bekræftede deres guddommelige Sendelse, ved Spaadomme om hvad som skulde hænde sig i den tilkommende Tid. Dog, de talte for døve Øren: forgæves saae Jøderne Israels Riges Fald, som var forudsagt af Hoseas og Micha, forgæves saae de Ninives Undergang, der saa klarlig var afbildet af Nahum, endda vilde de ikke fæste Tro enten til Esaias, som i Ezekias's Tid truede dem med en lignende Skæbne, eller til Jeremias, som efter at have varslet omsonst selv oplevede sin Spaadoms Opfyldelse. Det var den babylonske Konge Nebukadnesar, hvem Gud brugte som sit Redskab til Juda Riges Opløsning og Folkets Ydmygelse: allerede eengang havde han indtaget Jerusalem og bortført endeel af Folket, da de Overblevnes Konge, Zedekias, gjorde Oprør,
213
mistede sine Øines Lys efterat have seet sin Hovedstad og Herrens Tempel forvandles til Steenhobe, og maatte derpaa med sit Folk vandre som Trælle til Babylon.
✂ Trængselen bøiede de haarde Nakker, Jakobs Afkom omvendte sig til Jakobs Gud, og han viste atter, at han er, hvad han selv kaldte sig hos Esaias, en Gud, der ei lader Haabet beskæmmes. Profeterne Ezekiel og Daniel nærede Haabet og forkyndte Frelse, Cyrus inddrog i Babylon giennem Eufrats udtørrede Render, som Esaias havde spaaet, og overeensstemmende med den samme Profets Ord gav Perserkongen Jøderne Tilladelse at drage hjem, og igien opbygge Templet, hvis hellige røvede Kar han gav dem tilbage. De Fleste havde imidlertid Ro og gode Dage kiærere, end Gud og Fædreland; kun henved 50000, mest af Juda, Benjamins og Levi Stammer, mellem hvilke der vare Oldinge, som havde tilbedt i Herrens Hus, vendte hjem under Zorobabels Anførsel. Under megen Forhindring, dels af de følgende Perserkonger, dels af deres Naboer, Samaritanerne, en Blanding af Israeliter og Hedninge, som beboede de ti Stammers Land, stræbte Jøderne at opreise Tempel og Mure; men mægtede ei at fuldende Værket, før deres Landsmand Nehemias af Artaxerxes den langhaandede sattes over dem. Han oplivede deres Mod, Anstrængelse og Tillid til Gud, hvilke, uagtet Profeterne Haggai og Zacharias som Herrens Sendebud og hans Villies Tolke havde vandret imellem dem, dog ei sjelden sank, og fra nu af levede de i Ro indtil det store Uveir efter Alexanders Død udbrød over Landene. Alt som Gud skiftede Seier mellem Kongerne, maatte de skifte Herrer, indtil Ptolemæus omsider hævdede sig Middelhavets asiatiske Kyst. De første Ptolemæers Herskab var mildt, og bleve end de første Flokke af Jøderne, der fæstede Bopæl i Alexandrien, nødte til at drage did, fulgte dog mange tusinde af deres Landsmænd frivillig efter, og stode der i lige Anseelse med de herskende Græker. De Tilbageblevne i Judæa bleve kiede af den ægyptiske Regering og overgav sig til den syriske Kong Antiokus, den saakaldte Store; men maatte snarlig angre dette Herreskifte; thi Antioks Sønnesøn og Navne blev lysten efter Templets Skatte og befoel Jøderne at offre til Afguderne. Endel fornægtede Fædrenes Tro, men de Fleste udstode heller de græsseligste Pinsler og den forsmædeligste Død; og Gud lønnede deres Standhaftighed ved at opvække mellem dem Makkabæemes Helteslægt, som med kraftig Arm brød de syriske Lænker og værgede om Herrens Tempel. De trende Brødre Judas, Jonathan 214 og Simon, samt dennes Søn Johannes Hyrkanus ere blevne de navnkundigste og den Sidste nødte endog Samaritanen og Idumæen til at underkaste sig; men efter hans Død blev Landet en Tumleplads for Borgerstrid og Borgerkrig. De senere Makkabæer vanslægtede fra deres Fædre, Gudsfrygten forsvandt, og da blev Stormodigheden til Hovmod og Herskesyge, Kækheden til Grusomhed; hertil kom, at der i den senere Tid havde dannet sig et Samfund, som ved tilsyneladende stræng Opfyldelse af Loven og talrige tilsatte Menneskebud, erhvervede Helligheds Ry, og misbrugte dette til at udføre deres egennyttige og herskesyge Hensigter. En Strid mellem de to sidste makkabæiske Fyrster, hvori disse Farisæer mest vare Skyld, gav Pompeius Leilighed til at blande sig i Judæas Anliggender, og fra den Time vare Jøderne Roms Undersaatter. Folket maatte nu hylde som Konge Idumæeren Herodes, der spottede med deres Tro, skøndt han udsmykkede Templet, loggrede for Almuen, men lod paa det grusomste alle dem aflive, hvis Stilling eller Anseelse kunde indskyde ham selv den mest ugrundede Frygt, og som et vildt Dyr rasede han i sin egen Familie. Den eneste Trøst, Folket havde i al denne Trængsel og Jammer, var at de med Grund just nu ventede den store Befrier, som Moses allerede havde forkyndt og David besunget, men hvis Komme og Hændelser især Esaias og de senere Profeter havde saa nøie bestemt og saa klarlig afbildet, at Tiden ei kunde være uvis, og Han selv ei miskendes uden af Trods. I Betlehem, af Davids Æt, skulde den Konge fødes, hvis Spir skulde udstrække sig over Jorderige, og hvis Trone ei skulde rokkes evindelig, og her fødtes Jesus, medens Herodes endnu levede og Augustus herskede over den romerske Verden. Vel var hans Rige ikke af denne Verden, men de fleste Jøder paa den Tid ventede dog i ham en jordisk Konge, da deres Sind var alt for jordisk, til at fatte Spaadommenes høiere Betydning, og Herodes søgte derfor at rydde ham af Veien i sin spæde Barndom; men Gud vaagede over sin Søn, og kun Jesu Jevnaldrende i Betlehem bleve Offere for Tyrannens Mistanke.
Tredie Tidsrum.
Fra Kristi Fødsel til Gregor den syvende.
✂ I Stilhed opvoxte Jesus til sit 30te Aar, da Han tiltraadte sit Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og sig selv, Faderens enbaarne Søn. At Han var den hvorfor Han udgav sig, beviste Han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale, om Guds Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og Idræt, bleve da nu besvarede af En som vidste det tilfulde; og saaledes var der bødet paa en stor Del af de Dødeliges Trang; men end var det mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden Størke til fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste Jesus, i det Han af uudgrundelig Kærlighed hengav sit Liv til en Igenløsnings Betaling for Alle, saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kærlig forsonet Fader, der ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hjelp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men som spaaet var, hans Been kom ei til at se Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; Han opstod levende paa tredie Dag, hvorved Han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede Udødelighedens Haab. Derpaa befoel Han sine Lærlinge, Apostlene, at vandre trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade og døbe Alle, som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, og der Han dette havde sagt, blev Han optagen mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine. Høit over alle Himle opsvang Han sig til den Herlighed Han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men glemte dog aldrig hvad Han lovede sin Menighed, at være med den indtil Verdens Ende. Fra Himmeltronen har han synlig styret Jorderige, og sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlene ere Johannes, Peder, Jakob, Matthæus og Paulus især blevne 216 mærkværdige, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, Jesus havde lovet dem, beskreve hans Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde, baade Jøder og Hedninge modtoge Evangeliet med Glæde; thi Apostlene stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da herskede i hele det romerske Rige.
✂ Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store, visne Grene, hvor sjelden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige Orme bo i den hule Stamme. Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, vensalig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regering Roms gyldne Tid, ret som Aftensolens Skær stundom tykkes os at forgylde med en lifligere Glands, end Morgenrøden; men efter denne kommer Dag, paa hin følger Nat. Saa gik det i Rom: Augusts Gavmildhed havde lokket Italiens opvakte Hoveder did; men de vare Blomster, ei Frø hvoraf ny kunde spire. Fordærvelsen og med den baade Ulyst og Uduelighed til aandig Virksomhed aad fra Hovedstaden om sig som Kræft, og kun i de fjerneste Landskaber opvokste endnu enkelte kraftige Skud. Som det var med Skribenterne, saa var det med Keiserne: Augusts nærmeste Efterfølgere, som vare indfødte Romere, kappedes med hinanden i Grusomhed, Vanvid og Uterligheder; og fra Rigets Grændser maatte de Mænd komme, som med Hæder skulde kunne beklæde Tronen. Mellem hine Uhyrer er Nero blevet navnkundigst, som den der stræbte at afklæde sig al Menneskelighed: Han var Slave af de mest fæiske Lyster, higede efter Pøbelens Haandklap, og efter sine nærmeste Frænders, som efter alle udmærkede Mænds Blod; Han mistænkes med Grund for selv at have anstukket Rom, og det er vist, at han med Djævleglæde saae dens Brand, som et Skuespil. Da Han havde taget en Ende med Forskrækkelse, kom vel efter nogle Omvæltninger en duelig Mand: Vespasian, paa Tronen, ja fra Aarhundredets Slutning af fik Riget endog i Trajan, Hadrian, og begge Antoninerne en Række af gode Keisere; men Alt hvad de kunde udrette var at lindre Øieblikkets Nød, forgæves opmuntrede de Videnskaberne; netop i deres Dage forsvandt de sidste Glimt, og dybere sank stedse det kraftløse Folk, til et varslende Vidnesbyrd for Jordens Slægter om hvad det er, at leve uden Gud i Verden. Da Religionens Baand 217 vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smedde Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det, som valgte Keiserne og røvede dem igen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øret for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Myrdelyst gælde for Tapperhed, men ei saa naar der skal kæmpes med djærve Fjender: det lærte Romerne snart ved Rhin, Donau og Eufrat, her havde de Parther og siden Nyperser at bestride, og hisset foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talte Latin, eller forstode sig paa Pragt og Overdaad. Allerede den sidste Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Del af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxte, ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar Rom nu skulde have en djærv Keiser, maatte Han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgæves søgte ved dets Slutning Diokletian at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinge: disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere o m den, og der blev ingen Rolighed, før Konstantin den Store atter samlede Riget. For denne sin Ophøielse maatte Han især takke de nu saa talrige Kristne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog.
✂ Saaledes blev da Kristendommen den herskende i Romerriget, efterat den i halvtrediehundrede Aar havde maattet friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. Nero var den første Keiser, som forfulgte de Kristne med Ild og Sværd, men de mest udtænkte Pinsler kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og hverken Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den Kristi Kærlighed, der for deres Skyld havde lidt Mere end de Alle, og vinkede dem nu i sin Faders Hus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved Jerusalems Forstyrrelse, og frem for alt ved Templets Brand, som Han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren Titus, Søn af Vespasian, forgæves søgte at hindre. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Kristne trodse Smerter og Død i Jesu Navn, og langtfra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte Pinagtighed, maatte Alle de, der havde Sjælen kær, ty til det kristne Samfund; saa 218 gik det og: høi og bred løftede sig Kristi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed, som hisset skulde aabenbares: i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot, og saaledes fornægte den Herre, som dem købte, medens Andre med Guld og Sølv frakøbte sig Delagtighed i Hans Lidelser. Aarsagen hertil var dels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men vilde tjene baade Gud og Mammon, dels, at Kristendommen var vanslægtet fra sin første Enfoldighed. Da de overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Kristnes Sind, vare ophørte, udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange Lærefædre til at hige efter kødelig Visdom og læmpe Skrifterne derefter, de troede ei længer Jesus, men sig selv og bare ei gerne hans Kors. Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig Ordkrig blev Kærligheden kold hos Mange. Hvorlidet Kristi Aand nu hvilede over hans Menighed, saaes ogsaa klart i Konstantins Dage, deraf at en Kætter Arius med stort Bifald nægtede Hans Guddom, og af den ukristelige Bitterhed og Haardhed hvormed baade Arianer og Rettroende behandlede hinanden.
✂ Konstantin, som havde fløttet sit Herresæde fra Rom til Bysants i Tracien, hvilken Stad han opkaldte efter sig, delte Riget mellem sine Sønner, og dets Forening havde siden ingen Varighed. Omsider adskiltes de vestlige og østlige Lande ganske ved en Deling mellem Theodor den Stores Sønner: Honorius og Arcadius. Honors Arvelod var Italien, Gallien, Hispanien, Britannien, Nordafrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod manglede aldeles. Allerede under Honor blev Rom udplyndret af Veslgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det sydvestlige Gallien og Spanien; under hans Søn indtoges Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under den djærve Attila ødelæggende gennemføre Italien og Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand og deres Anfører, Odoacer, opkastede sig til Italiens Konge, medens de tydske Franker gave Gallien ny Herrer og nyt Navn. Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre Theodorik, der fra Norden brød ind med sine Ostgother og 219 stiftede et vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige Keiser Justinians Krigshøvding: Narses.
✂ Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af Tracien, Grækenland, det vestlige Asien og Ægypten, udvidedes nu ogsaa med Nordafrika, hvor den samme Justinians anden tappre Høvding: Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte bortkøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget Konstantinopel. Kort efter Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Del af Italien, og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed ret synlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag.
✂ Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra Abraham gennem hans Søn Ismael. I halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn. Vel higede Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede Ørk skrækkede dem, og Roms Legioner, som vovede sig did, funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Østromere toge Flokke af dem i deres Hære; men stor Bedrift ventede Han ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog anderledes blev det: Stammerne forenedes pludselig og fik et fælleds Øiemed, der maatte uddrive dem med Vaaben i Haand i den vide Verden. Troen paa Jehovah var gaaet i Arv ogsaa hos denne Linie af Abrahams Æt; men forfalsket og blandet med Afguderie var den i det lange Tidsløb blevet. Nu opstod i Mecca: Muhammed, en Mand med store Sindsgaver, men urent Sindelag; sine Landsmænds Afguderie følte han sig drevet til at styrte, men Kristendommen fordømte hans herskende Tilbøjeligheder: Ærgerrighed og Vellyst, og derfor paatog han sig at opfriske Abrahams Tro, som han beskyldte Jøder og Kristne for at have forfalsket. Vel følte han sig indvortes tvunget til dyb Ærbødighed for Moses og Kristus og borgede Meget af vore hellige Skrifter; men undsaae sig dog ei for, vitterlig at udstrø Klinte mellem Hveden og forfalske den ædle 220 Malm. Troen paa en eneste usynlig Gud, af hvem intet Billede maatte dannes eller tilbedes, var den faste Grundvold, hvorpaa han opreiste sin Lærebygning, som derfor ogsaa har trodset Tidernes Storme og Vandløb; men ved at indprænte sine Tilhængere dødeligt Had til alle anderledes Troende, plantede han frivillig et Træ til at bære blodig Frugt, og ved at love dem efter Døden et Paradis med alle mulige kødelige Forlystelser, fordærvede han deres Gemyt. Med denne Nidkærhed efter at udbrede deres Tro og den sværmeriske Attraa efter Paradisets Glæder, maatte et modigt og kraftigt Folk nødvendig blive erobrende, og under Muhameds nærmeste Efterfølgere eller Kalifer: Abubeker og Omar indtoge de Syrien, Persien og Ægypten. Herfra udbredte de sig snart over Nordafrika og Middelhavets Øer, ja gæstede endog Europas Fastland, hvor de fratoge Vestgotherne næsten hele Spanien. For Menneskene maatte det synes rimeligt, at de vilde blive Verdens Herrer og øde Kristendommen; men det viste sig snart, at Kristus ei havde glemt sin Menighed, skiøndt han lod den tugte for sin Vanart, og ved det høie Bulder vilde vække den af Søvne. Istedenfor at de første Kalifer havde udmærket sig ved Gudsfrygt, Simpelhed i Dragt og Føde og alle Kongedyder, lagde deres Eftermænd Vind paa Pragt og Overdaad, ja undergravede selv deres Trone ved at ringeagte og spotte Muhameds Lære, som var dens Grundvold. Undersaatterne tabte Ærbødigheden for de Vanhellige, og det blev Statholderne let at gøre sig uafhængige. Ligervis som den dræbende Vind, Samum, udgaar fra Arabien, blæser over Nordafrika og taber sin Størke i Spanien, saa gik det med dens Brødre: Araberne; thi vel droge de ind over Pyrenæerne med en talrig Hær, men bleve aldeles slagne af Frankerne under disses tappre Høvding Karl Martel, og vovede sig aldrig tiere over Biergene.
✂ Disse Franker opvoxte nu til det mægtigste Folk i Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den Klodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge Gallien, men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes Hofmestere (majores domi), og en af disse: Karl Martels Søn, Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden. Pipins Søn, Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for Ebro, omstyrtede det longobardiske Rige i Italien, undertvang hele Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.
✂ Tydskerne havde hidtil været delte i mange adskillige 221 Stammer, og fra Julius Cæsars Tid overvældede de herskesyge Romere nogle af disse; men de tilbagekøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde og delte det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede i Norden op til Danmarks Grændseskel, bevarede ligetil Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at se det omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei tillige saae kristne Kirker løfte sig paa Gudehusenes Grus. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gennem hvilken det skulde indfløttes til vore gamle, vildfarende Fædre.
✂
Intet vide vi om Nordens Bebyggelse, kun Lidet, som dertil er uvist, om Tildragelserne der i de ældste Tider. At der imidlertid boede Mænd med Styrke og Mod, derom have de Cimbrer, Longobarder og Gother, som for en stor Deel ere derfra udgangne, baaret sanddru Vidnesbyrd. En Tro havde disse Nordboer, som i mange Dele var sandere end de fleste andre Hedningers, fordi de troligere havde bevaret Stammefædrenes Sagn; men disse forfalskedes daglig ved at udsmykkes af Skjaldene, og de svage Lysglimt fra det Høie svandt alt mere og mere, eftersom Menneskenes Øine bandt sig til det Timelige. En ældgammel og stor Vildfarelse var det, at kun blodig Idræt kunde berede til Salighed, og heraf vare Uretfærdighed og Grusomhed naturlige Døttre. Saalænge imidlertid Nordens Mænd kun levede for at kæmpe, og kæmpede for at tækkes Guderne, var deres Færd aabenbar. Kvinders og andre Svages Mishandling samt Rov fra Værgeløse agtedes for Nidingsværk, Agerens Grøde og Dyrene i Gaard og Skov gav dem tarvelig Føde, hjemmebrygget Øl var daglig Drik, og hjemmefødte Bier virkede Honningen, hvoraf de blandede sig Mjød til Høitidsfærd. Bjørn og Ulv maatte give Mændene Peltse, og naar Kvinderne stadsede, var det i Sobel og Maar. Men, alt som Jordlivet blev mere kært, higede Man efter lækker Føde, finere Klædning og glimrende Mon, Nordens Størke og Jern misbrugtes til Nidingsid, og Sørøveri blev den gængse Haandtering. Baade det østre og vestre Hav gjordes derved usikkert, ja de djærve Vikinger vovede sig endog ind i Middelhavet og allevegne ødelagde de Kysterne. Engelland og Frankerig
222
hjemsøgtes især af dem, og selv Karl den Store mægtede ei at holde dem ganske borte fra sine Landemærker. Efter hans Død deltes hans Lande, næsten alle hans Ætmænd vare svage og uduelige Fyrster, og Frankerigs Konger grebe til det samme Raad som Roms Keisere fordum: med Guld og Sølv at bortkøbe de Fjender fra Grændserne, hvilke de ei formaaede at bekæmpe. Dog dette visse Bytte lokkede kun Flere, og da i Begyndelsen af det tiende Aarhundrede en stor Flok under Normanden Rolfs Anførsel krævede Bopæle, maatte Karl den Enfoldige indrømme dem det Landskab i Nordvest, som efter dem fik Navn af Normandiet. Hovedaarsagen til den Tragten efter faste Bopæle, der nu yttrede sig hos de urolige Vikinger, var, at Nordens Smaastater paa denne Tid under Gorm hin Gamle i Danmark, Harald Haarfager i Norrig og Erik i Sverrig sammensmeltedes i trende større; thi baade mistede derved de paa Vikingstog fraværende Smaakonger deres Odel og Tilhold, og deres Størke forøgedes, da Mange, som ei vilde staae under de ny Enevoldskonger, sloge sig til dem. Men disse Misfornøiede uddroge ei for at flakke om paa Havet, de søgte ny Hjemstavne i Vesten, ligesom deres Frænder paa Island, Grønland og Færøerne. Medens de udvandrede Nordboer saaledes bidroge til at vække og genføde Kraften i Syd og Vest, indvandrede Kristendommen herfra til Norden for at tæmme den tøileløse Størke og formilde det grumme Sind. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare ved Lægfolks Gavmildhed blevne saa indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemte at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande. En sand Velgerning mod hele Europa var det derfor, at en gudfrygtig Mand Benedikt fra Nursia oprettede et Selskab af Mænd, der aldeles sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa aandeligt og legemligt Arbeide, Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det saa, at Lægfolk, som vilde gengælde Munkene deres Forbønner, fristede dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte, var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at stifte ny Klostre, igien for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninge maatte være de rette Munkes kæreste Idræt, og de, hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme
223
Vantro. Italienske Munke var det, som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakte Beundring, nemlig Beda, med Tilnavn den Ærværdige, og ved en anden, Alcuin, hvem Karl den Store kaldte over til Frankrig, begyndte de paa Fastlandet indsovne Videnskaber igen at opvaagne.
✂ Adskillige engelske Munke omvandrede blandt Tydsklands Hedninge for at kundgøre Evangelium, og En af dem, Vinfrid eller Bonifacius, som fuldendte Sydtydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de Tydskes Apostel. Ogsaa her oprettedes nu Klostre, og fra et af disse: Korbei i Vestfalen, udgik Nordens Apostel: Ansgarius. Han forkyndte Kristus ei allene i Jylland og paa Danmarks Øer, men selv imellem Sverrigs Klipper og ved Afgudernes Hovedtempel i Upsal. Imidlertid varede det hele to Aarhundreder, førend Kristendommen kunde aldeles fortrænge den saa dybt rodfæstede Overtro; i Norge maatte Kongerne prædike med Sværdet i Haanden; og de Danske omvendtes først fuldelig til Kristendommen ved i Engelland at stride imod den. Dette Land deltes ved Angelsaxernes Indvandring i syv Riger, og omendskøndt der altid var et, som havde Overmagt, forenedes de dog ei, før de gamle Kongeslægter i de sex vare uddøde og Folkets Kraft uddøde med dem. Det var Kongen af Vestsex, Karl den Stores Samtidige: Egbert, som samlede Rigerne; men hans Eftermænd, selv den store Alfred ikke undtagen, følte sig for svage til at modstaae de danske Vikinger, maatte bortkøbe Nogle og indrømme Andre Bopæle i Ostangeln og Northumberland. I Slutningen af det 10de Aarhundrede sad en uduelig Konge: Edelred, paa Tronen, og i hans Tid hærgedes og indtoges hele Landet af Gorms Sønnesøn den danske Svend Tveskæg. Ham fulgte Knud den Store, som ogsaa tilvendte sig Norge og kristnede sit Fædreland aldeles.
✂
Ogsaa paa Tydsklands nordlige Kyster havde Normanner søgt at sætte sig fast, men Tydskerne, der ogsaa vare kraftige Folk, og nu forenede under een Konge, lode dem ingen Ro. Farligere Fiender fik Tydskland i dets ny Naboer: de asiatiske Ungarer; thi disse rovgerrige Horder, der ei, som Normannerne, tillige søgte Helteros, undløb med Byttet paa deres lette Heste, førend de tungtbevæbnede Tydske kunde række dem med Sværdet. Dette Uvæsen blev først styret, da efter Karolingernes
224
Afgang den saxiske Hertug Henrik, med Tilnavnet Fuglefænger, blev Tydsklands Konge; thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad Han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: Otto den Store; Ungarerne erkendte Tydskernes Overlegenhed og Kristendommens Sandhed. Efterat at have saaledes faaet Ro mod Østen, søgte Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod Norden, hvor de danske Hedninge idelig foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. Italien havde siden Karl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var delt i hardtad utallige Smaastykker, hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og befeidede hinanden indbyrdes. - Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Kongeog Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet Dronning var det, som kaldte Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser. Man kunde vente, at Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det Modsatte indtraf; thi Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod Otto, og hans Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i Italien. Da det saxiske Hus var uddød, søgte vel Henrik den tredie af det frankiske igen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn Henrik den fjerde efter en urolig Regering afsattes, og Fyrstemagten steg høiere end nogensinde før. I det kristne Europas andet Hovedrige: Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne, men saavel disse som hine havde ei stort mere end Kongenavnet, da Landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd, som langt fra at adlyde Kongen, befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den kristne Menigheds Tilstand: Sværmene fra Norden havde genfødt den legemlige Størke; men den indgroede Attraa efter Uafhængighed, som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd,
225
der kun eiede en Borg; Plovjernet gjordes til Sværd, Købmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og Retten sad i Spydstagen. Vel bekendte alle disse Folkefærd sig til Kristendommen; men deres Tro indskrænkede sig mest dertil, at Guds Søn havde vandret paa Jorden, bekræftet sin Høihed ved Tegn og lidt for Verdens Synder; hvad han derimod fordrede af sin Læres Bekendere, naar de vilde vorde delagtige i ham og hans Fortjeneste, derom vare de Fleste aldeles uvidende. End laa de opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; men disse vare selv vankundige og desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet Vildheden og indaandet Kærlighed, meget mere selv deltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder uden Sky tilkøbte sig deres fordelagtige Embeder af Konger og Fyrster. For en saadan Tidsalder var ingen Hjelp, dersom ei en Mund kunde oplades, for hvis Ord Alle, som troede paa Kristi Høihed, maatte have Ærbødighed; men at Saadant kunde ske, havde ogsaa det vise Forsyn gennem Aarhundreder forberedet. De romerske Biskopper havde fra Arildstid havt stor Anseelse i den kristne Menighed, baade fordi Man gennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, saa og især fordi de agtedes for Eftermænd af Apostelen Peder, hvem Jesus selv havde kaldt den Klippe, hvorpaa Han vilde bygge sin Kirke. Fra Rom udgik de Munke, som omvendte England, engelske Munke førte Kristendommen til Tydskland og tydske til Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af Roms Bispedømme, og de Biskopper, som der indsattes, vare at anse, som den romerske Stols Fuldmægtige. Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i Kristi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række aflastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja Otto og
226
hans Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsalderen og saa sammengroet med Troen paa Kristus, at en Mand med den samme urokkelige Tro, med Mod og Kraft maatte kunne gøre sin Ret gældende som Peders Eftermand og Kristi Statholder.
Fjerde Tidsrum.
Fra Gregor den syvende til Luther.
1073-1517.
✂ Hildebrand, en Italiener, var den Mand Forsynet havde udkaaret til, saavidt det da var gørligt, at genføde Kristendommen, derved lægge Tømme paa Næverettens uvane Dyr og forberede lysere Tider. Som Munk og Prior i det berømte franske Kloster Klugni, havde han ved Gudsfrygt og strængt Levnet erhvervet sig Helligheds Ry, og da han i Aarhundredets Midte, som Erkedegn i Rom, fik stor Indflydelse, gik hans Stræben ud paa at besætte Pavestolen med Mænd, der tænkte som han, og gøre dem uafhængige af Tydsklands Keisere. Dette lykkedes ved de Normanners Hjelp, som havde sat sig fast i Nedreitalien; men intet Stort udrettedes, før det høie Embede saavel indvortes som udvortes paanødtes ham selv. Den almindelige Syndighed og Forvirring saae han med inderlig Bekymring, der sanddru taler gennem hans Breve, og som Peders Eftermand troede han sig forbundet til at opreise den faldende Kirke. Ei var endnu den Tid kommet, da Jesus gennem de hellige Skrifter kunde tale ens til Konge og Betler, og dog vilde hverken Høie eller Lave lyde Andre end ham. Lykke var det da for Kristenheden, at Gregor den syvende (thi dette blev Hildebrands Pavenavn) og hans Eftermænd talte som Kristi Statholdere i hans Navn, skøndt de stundom fordreiede og tit misforstode hans Ord. Det var imidlertid langt fra, at alle de Fornemme i Landene vilde forsage deres onde Lyster og Idrætter for Jesu Skyld, og stor var den Modstand Gregor mødte, da han vilde bruge sin Myndighed til Kirkens Bedste. Den første store Uskik han vilde 227 afskaffe var Bispestolenes og Abbediernes Salg, som i alle Henseender havde de bedrøveligste Følger; men Handelen med disse dreves just mest ublu af Europas mægtigste Fyrster: Filip den 1ste i Frankrig og Henrik den 4de i Tydskland. Disse Fyrster vare desuden ved Løsagtighed og Vold til Forargelse og ondt Eftersyn for den hele Kristenhed; skulde Gregor udrette Noget, maatte han fremforalt prøve Størke med dem; men hans faderlige Formaninger foragtede de, og han maatte derfor gribe til det dristige men eneste Raad, at sætte dem i Ban: det er, udelukke dem af den kristne Menighed og derved erklære dem uduelige til at regere. Trængte af deres Lehnsmænd, som benyttede enhver Leilighed til at udvide deres Magt, maatte Fyrsterne ydmyge sig for Paven; men Henrik gjorde det kun paa Skrømt, og søgte siden at hævne sig med Sværd i Haand. Paven kom i Livsfare, men veg ei et Haarsbred fra hvad han ansaae for Sandhed og Ret, og han frelstes af sin mægtige Ven: Normannernes tappre Hertug Robert Guiskard. Efter 12 Aars Møie og Strid døde Gregor landflygtig i Salerno, og endskiøndt hans hele Liv gav ham det Vidnesbyrd, at hans Rige ikke var af denne Verden, beskæmmede Man dog hans Eftermæle ved, tit af Fjendskab, men tiere af Ukyndighed, at tillægge den gæve Kristi Stridsmand samme ærgerrige og urene Hensigter, som de senere Paver, der, uden at have hans Hoved og Hjerte, arvede hans Magt. Særdeles maatte han høre ilde, fordi han stadfæstede og holdt over Loven om Præsternes ugifte Stand. Den hellige Povel havde selv anprist denne for dem hvem Afholds Naadegave var skænket; men under den falske Forudsætning, at denne kunde erhverves af alle som vilde, blev den en Fordring til Munkene og, efterhaanden som Ukydskhed vokste, til alle dem, der af Mængden vilde agtes for Fromme. Enten maatte da Gregor opgive sit Ønske, at gøre Præsterne til Helligheds Mønstre for deres Menigheder, eller forbyde dem Ægteskab; og da han selv ei allene hørte til sin Tidsalder, men havde dannet sig i Klostret, maatte han endnu desvissere vælge det Sidste.
✂ Følgerne af Myndigheden, som Gregor og hans Eftermænd hævdede sig, vare saare velgiørende for Europa; thi dets utallige Herskaber forvandledes nu paa en Maade til et eneste kristeligt Rige. Fyrster og Herremænd kunde ei længere mishandle de Ringe og Svage, og en Magt der hvilede paa Meninger maatte baade gøre aandelig Virksomhed fornøden og vække Ærbødighed for den. Snart viste det sig ogsaa i Gerningen, at Kristi Menighed dog paa en Maade begyndte at være 228 een Sjæl og eet Legeme, nemlig i den store, forunderlige Krig, som er blevet berømt under Navn af Korstogene.
✂
Ærbødigheden for de hellige Steder, hvor Gud havde vandret legemlig, og hvorfra det glade Budskab om Jordens Forsoning med Himlen udgik, var, som den maatte, gaaet i Arv hos de Kristne, og stedse fandtes der Mange, som higede efter at besøge det Land, der i sin hele Udstrækning var at agte som et Gudstempei Da Palæstina kom i Arabernes Vold, bleve Besøgene vel en Tidlang sjeldnere; men da Kalifen Al Raschid sendte Karl den Store den hellige Gravs Nøgler, var Døren igen opladt, og Trangen til at gange derind voxte, alt som Tiderne leed. I det tiende og den største Del af det ellevte Aarhundrede var det, som om Kristus havde forladt sin Menighed; thi hans Ords Røst overdøvedes af det vilde Vaabengny, og hans fleste Tienere vare blevne stumme Hunde, der selv sønderreve Hjorden, istedenfor at vogte den. Dette kundgør hvor almindelig Fordærvelsen var, og det er intet Under, at Præster lovede og Lægfolk ventede Naade og Salighed hos Gud, som Løn for rige Gaver til Kirker og Klostre. Imidlertid higede dog trindt i Landene mangt et gudfrygtigt Hjerte efter at komme Frelseren nær, og da han igen tyktes død, var det som om Man mente at finde ham i Graven; mangen Mand var der og, som efterat have besudlet sig med Næstens Blod, eller anden synlig Smitte, kom til den Forstand, at kun Jesu Blod kunde tvætte ham ren, og han søgte det under Korset, hvor det udran dt. Skarevis vandrede Pilegrimene til det hellige Land, og omendskøndt stundom Hyklere blandede sig med, var det dog sikkerlig tiest kun et angergivent Hjerte, som mægtede at drive Pilegrimen fra Hus og Hjem, med Stav i Haand og tit med nøgen Fod, ud paa de lange ukendte Veie. Saadanne Hjerter maatte visselig finde, hvad de higede efter: Fred med Gud og sig selv, naar de kom til hine hellige Egne; thi de mange Vidnesbyrd om Guds Nærværelse og Kærlighed maatte fylde Sindet med blussende Andagt og inderlig Lyst til at elske Ham, som elskede os først. Tungt og sørgeligt var det derfor, at de seldschukiske Tyrker: et raat tartarisk Folk, i det 11te Aarhundrede, fratoge de mildere Araber Palæstina; thi fra den Stund maatte de arme Pilegrime ei allene taale megen Trængsel, men bleve endog tit udplyndrede, saargjorte og myrdede, uden at naa til den hellige Grav. Deres Suk hørtes i Europa, men saalænge Hver maatte staa mod sin Nabo for at værge sin Odel, og saalænge de Vældige ikke erkendte Kristum for Herre paa Jorden som i
229
Himlen, var ingen Hjelp at vente. Saasnart derimod Gregor lydelig kaldte og synlig teede sig som Kristi Statholder, maatte han tro det sin Skyldighed, at udrive den hellige Grav af de Vantroes Hænder, og forsvare det kristne Konstantinopel mod Tyrkerne; han lod derfor ogsaa Brev udgaa i Landene om et Tog, hvis Anfører han selv vilde være, men Tvisten med Henrik opholdt ham, og det var desuden for tidlig at søge Frugt paa Kristendomstræets unge Skud. Spiren var der imidlertid: Sværdet som de Vældige havde hvæsset til Frændemord kunde Roms Paver vende mod de Vantro, og de Fraværendes Odel kunde de beskærme; Folkene vænnedes til at agte sig som Medborgere i Kristi jordiske Rige, og dette blev det da deres Skyldighed at forsvare og udvide. Herom mindedes de alvorlig ni Aar efter Gregors Død af Franskmanden Peter Eremit, der kom hjem fra Palæstina, inderlig rørt ved Synet af de der boende Kristnes og Pilegrimenes Lidelser. Han troede i den hellige Gravs Kirke af Jesus selv, at have faaet apostolisk Kald, han stadfæstedes deri af Kristi Statholder: Urban den anden, og gennemvandrede nu Landene for at opkalde Kristne til Strid mod de Vantro, som bespottede Frelseren i Korsets Hjem, og pinte hans Vidner, som Hedningene fordum. Hvad hans begeistrede Tale havde virket, lod sig tilsyne paa Mødet i Klermont, hvor Folkene sankedes i hundredetusindetal, og lode Skulderen smykke med Korsets Mærke til et Tegn, at det var for den Korsfæstedes Ære og Rige de vilde vove Liv og Blod. Toget begyndtes af Peter Eremit, men den talrige Skare, som fulgte ham, hørte mest til Folkenes Udskud: den foer frem, selv i kristne Lande, med Rov, Mord og Brand; men fandt og, som rimeligt var, sin Undergang langt fra de hellige Steder. Anderledes rustet og sindet uddrog en ordentlig Hær, ført og fulgt af Frankrigs og Italiens velbyrdigste Mænd. Fremmerst gik Gotfred, Lothringens Hertug, som med Kæmpestørke og Kæmpemod forenede Gudsfrygt og Ydmyghed; næst ham ginge hans Broder Balduin og den franske Prinds Hugo, den djærve Tankred og den snilde Boemund: normanniske Prindser fra Italien, Normandiets Hertug, den engelske Kongesøn Robert og endelig den gamle, krigserfarne Raimund af Toulouse. Mange vare de Hindringer, som mødte den korsede Skare: Hunger og Sygdom, Grækernes Troløshed og List, Tyrkernes Mængde og Anførernes Tvedragt; men Alt tjente kun til at forherlige den Gud, der saa øiensynlig var tilstæde og paa mange Maader udkaarede den liden Flok, som agtedes værdig til at bestige Jerusalems Mure. Efter
230
Tapperheds Underværker indtoges den hellige Stad, og mellem Palæstinas Bjerge reiste sig et kristent Rige; men Gotfred var for ydmyg til at bære Kronen af Guld, der, hvor hans Frelser bar den af Torne, og intet Hædersnavn tyktes ham saa skiønt, som det af den hellige Gravs Beskytter. Anderledes gik det, da han kort efter døde; thi selv mange af hans Vaabenbrødre overgave sig til blødt og vellystigt Levnet, og den næste Slægt manglede baade Sjæls og Legems Størke til kristeligt Liv og tapper Bedrift Der de Vantro bleve dem for stærke, droge vel baade Keisere og Konger til Asien med talrige Hære; men det var ei længer af gudfrygtig Nidkiærhed: Nogle lod sig drive af Attraa efter Helteros og Bytte, Andre af herskesyge Paver, og deres Hære hensmeltede som Dug for Sol. Langt mere end disse Hundredetusinder udrettede nogle 100 Ædlinge, som under Navn af Tempelherrer og Johannesriddere sammensvore sig til det hellige Lands Forsvar; thi vidunderlige ere deres priselige Idrætter, og dem var det især, som forsinkede Rigets Undergang. Dog, det gik med disse Riddere, som med alle Middelalderens gudelige Samfund: ved det overspændte Afkald paa al jordisk Nydelse kundgjorde de noksom, hvor overlegne dens Tillokkelser tyktes dem, og de reiste Eden, som et helligt Skillerum mellem sig og Verden, men den glødende Iver udsluktes hartad med Stifternes Liv; en uforstandig Fromhed lønnede dem netop med det jordiske Liggendefæ, som de vilde forsage; Fristelsen blev for stærk, og saasnart Edens Dæmning gav efter, oversvømmedes disse Ordener desto hastigere af Fordærvelsens tilvoxne Strøm. Rigets Landemærker bleve hvert Aar snævrere, og omsider indtog Ægyptens tappre og høimodige Sultan, Saladin, Jerusalem selv. Nogle faa Stæder vare end i de Kristnes Vold, og efter lang Tids Forløb uddrog atter fra Frankrig en Helt, som ene dreves af Nidkiærhed for Korsets og det kristne Navns Ære. Denne Hædersmand var Landets Konge selv, Ludvig den niende; men ei var hans Hær besiælet som han, i Ægypten blev han de Vantroes Fange og udrettede Intet. Endnu engang i sin høie Alderdom bar han Korsets Banner til Afrika, men faldt tilligemed det i Beleiringen for Tunis, og tyve Aar efter mistede de Kristne Ptolomais eller Akre, den sidste sørgelige Levning af Jerusalems Rige. Alle Europas kristne Folkefærd havde ingenlunde taget ligemegen Del i Korstogene, ja somme havde holdt sig aldeles tilbage, og Aarsagerne hertil vare næsten ligesaa adskillige som Landene. Spanien havde sine egne Korstoge, da Vestgothernes tapperste Flokke, som
231
ved Landets Indtagelse af Araberne havde søgt Tilhold mellem Bjergene i Norden, nu, efter at have sanket Kræfter, neddroge til Strid for Kristendom og Fædreland. England var vel snart blevet fri for det danske Aag, men Folkets Trællesind blev ei derved forandret; den normanniske Hertug: Vilhelm Erobrer, tiltvang sig Herredømmet og saavel han som hans Ætmænd ansaae det for større Vinding at stride hiemme og i Frankrig om Magt og Lande, end i Asien om den hellige Grav. Imidlertid maa dog Rikard Løvehjerte undtages, thi mellem alle Europas Konger var han den, som indlagde sig mest Helteros i Palæstina. Se vi endelig til det høie Norden, da mærke vi, at det var paa den Tid Norrigs Kraft hendøde og Sverrigs vaagnede i hyppige Tronkrige, og Danmark var, efter Overspændeisen under Knud den Gamle, nedsunket i Vanmagt. Vel prøvede dette Rige paa, under Valdemarerne og Absalon, at genføde sin Hæder; men dels var det dengang snart forbi med Togene til Østerleden, og dels var denne Soldag i Danmarks Efteraar kun lang nok til mindre Korstog mod de hedenske Naboer: Vender og Ester. Dog savnede det hellige Land ei ganske Vidnesbyrd om nordisk Tapperhed og Gudsfrygt; thi, foruden mange Pillegrime, uddroge stundom mindre Krigerflokke, saasom under den danske Prinds Svend og den norske Kong Sigurd Jorsalafar, hvilke kæmpede mandhaftig under Korsets Banner.
✂
De egentlige Korsfarende Folkefærd vare da Franskmænd, Tydskere og Italienere, og mellem dem lode da ogsaa Togenes store Følger sig især tilsyne. Italiens ældgamle Søstæder Venedig, Genua og Pisa erhvervede sig store Rigdomme, ei blot ved at sætte Korsfarerne over og hjelpe dem ved Søstædernes Erobring, men især ved den Handel paa Østerlandene, som nu kom i Gang; og denne Virksomhed havde de vigtigste Følger ei allene for Italien men ogsaa for Frankrig og Tydskland. Hist opblomstrede de ødelagte Byer til Stæder, her opstode lignende, og overalt dannede sig en Middelstand, en Klasse af Mennesker, der hverken vare Herrer eller Trælle; men alt efter deres særegne indvortes Vilkaar og Landenes Leilighed bleve Kiøbmænd og Haandværkere, Konstnere og Lærde, I Frankrig bleve Stæderne Kongerne saare kære og nyttige, baade som Indtægtskilder og som Forbundne mod de mægtige Lehnsmænd, hvis Tal og Rigdom desuden ved Korstogene meget aftoge. I Tydskland dannede sig en mærkelig Rad af Stæder langs Rhinen og i Nederland; men fuldelig saa berømte ere dog de egenlig nordtyske Stæder blevne, som, med Hamborg og Lybek i Spidsen,
232
udgjorde det navnkundige Hanseforbund, der i 3 Aarhundrede beherskede baade Østersøen og Nordsøen, bøiede mangen Greve og Herremand og befordrede borgerlig Frihed; men have ei før Reformationen nogen synderlig Fortieneste af den menneskelige Aands Udvikling og Forædling. Langt anderledes forholder det sig med de italienske Stæder, som blev al nyere Aandsudviklings Vugge og længe dens Hjem. Da Gother og Longobarder indvandrede for at skaffe Landet en haardfør, tarvelig og kraftig Slægt isteden for de feige yppige og blødagtige Slaver, som omslæbte sig der, vedbleve dog Stæderne. Vel forsvandt deres Glands; men netop her opvokste en Slægt, som forenede Nordens og Sydens Fortrin. Stædernes Biskopper bleve deres Herrer og derved frelstes Indbyggerne fra at vorde Herremænds Vordnede. I Forvirringen efter Karl den Stores Tid havde Borgerne befæstet deres Byer og øvet sig i Vaaben, da Landet var saagodt som høvdingløst og de selv maatte forsvare sig mod Herremænds Vold og de indstreifende Ungarers Overrumpling. De underkastede sig vel Otto den Store og hans Ætmænd, men havde dog deres egne Øvrighedsmænd (Podestaer), og da de frankiske Keisere vilde agte dem som et Arvegods, der fulgte med Tydsklands og den keiserlige Krone, viste de sig ei sjelden meget utilfredse derover. Nu begyndte Striden mellem Keisere og Paver, hine fik andet at giøre end at bekymre sig om de lombardiske Stæder, og disse bleve vældige Støtter, hvortil Stæderne kunde hælde sig, hvis nogen Keiser igen skulde komme dem ihu. Den Tid kom, da Frederik Rødskæg, af det hohenstaufiske (schwabiske) Hus, besteg Tydsklands Trone. Han forlangte ei allene Overherredømme, men despotisk Magt, og da stor Uenighed dengang herskede mellem de ypperste Stæder: Pavia og Mailand, naaede han for et Øieblik sit Maal; men snart knurrede Mailænderne paa ny, og da han for tilgavns at tugte dem adsplittede dem og udjævnede deres By, vaktes saadan Had og Frygt, at et stort Forbund opstod, som i Samfund med Paven ei allene opbygte Mailand igen, men afnødte endog Frederik Erkendelsen af dets Frihed. Paa en Omvei haabede Frederik at naa, eller dog forberede sin Æt, Lombardiets Eie, i det han giftede sin Søn Henrik med en normannisk Prindsesse, der var Arving til Neapel og Sicilien; men derved forfeilede han ei allene sin Hensigt, men forberedede ogsaa sin Slægts Undergang. En stor Del af det nordlige Italien samt hele Toskana stod under Tydsklands Konge som Keiser, og naar Nedreitalien hermed forenedes, var Pave og Fristæder
233
ganske i hans Vold. Det var da saare naturligt, at Paverne, hvis Lehnshøihed over Sicilierne de normanniske Fyrster havde erkendt, og som tillige raadede for Keiserværdigheden, af al Magt stræbte at adskille Kronerne. Frederik Rødskægs Søn Henrik den sjette blev Ingen farlig, da hans Grumhed gjorde ham forhadt i hele Italien, men desto frygteligere blev dennes Søn Frederik den anden. Vel var han et Barn ved Faderens Død. blev forbigaaet ved Keiservalget og maatte tildels takke den kloge og myndige Pave Innocents den tredie, der var hans Formynder, for Neapels Trone; men da den samme Pave siden hjalp ham til Keiserværdigheden, beholdt han mod sit Løfte Neapels Krone. Han var udrustet med store Sindets Gaver, men forenede med den fædrene Herskesyge sit italienske Mødrenefolks urene List; Religionen var ham ligegyldig, og han boede helst i Nocera mellem Muhamedanerne, som ei gjorde sig Samvittighed over at stride mod Kirken. Lombardiet lod han hærge af sin Statholder, den blodgierrige Ezzelin, og lang Strid førte han med Paverne Gregor den 9de og Innocents den fjerde, og længe begunstigedes han af Lykken, men fik saa megen Modgang paa sine gamle Dage, at man vel kan sige: Gud vilde tvinge ham tilbage til sig, da hans venlige Kalden var forgæves. Kort efter hans Død udgik hans mandlige Stamme med Sønnesønnen, den høimodige men uheldige Ungersvend: Conradin, der ligesom maatte udsone Slægtens Brøde, og efter pavelig Tilskyndelse falde for Bøddelens Sværd. En fransk Prinds af Huset Anjou blev Neapels Konge, og fra den Time var Kejsermagten i Italien ikkun en Skygge.
✂ Glimrende var i mange Maader de sidst forløbne 150 Aar: store Heltegerninger vare bedrevne baade hjemme og i Palæstina; da de egentlige Korstog ophørte, vedblev dog den Ridderaand, som baade havde avlet dem og igen af dem var næret; flokkevis drog Man til Spanien at kæmpe med Maurerne, og mangen Ungersvend af ædel Byrd stræbte at erhverve sig ærligt Riddernavn og en faver Jomfrues Hjerte ved at omvandre trindt i Landene og villig bryde Landse for den svage, anfægtede Uskyld. Ei var det Under, at saadan Færd og Daad løste Skjaldens Tunge; alt før Korstogene rørte den sig til lifligt Kvad i Provence, og siden i Tydskland, hvor de saakaldte Minnesangere, mellem hvilke vare Grever, Hertuger og Keisere, digtede mest om Kærlighed, men dog og om anden Dyd, om Rikard og Saladin, stundom og om Himlen og dens Konge. De mærkeligste tydske Kvad af stort Omgreb ere: Lied der Niebelungen og 234 Heldenbuch, hvor gamle Hændelser ere blandede med de nyere Tog mod de Vantroe og besjungne tilhobe. En anden Priis beredtes Fortids og Samtids Helte ved lystelige Skemtesagaer, der bleve sammensatte om deres Liv og Idrætter. De have deres Udspring fra Normandiet, kaldes Romaner og maae vel skilles fra Historie, da Kongers og Ridderes Bedrifter og Hændelser deri til desstørre Forlystelse ere udsmykkede langt over det de vare i Sandhed. Dog ingensteds i Europa var Menneskeaanden paa den Tid saa hæderlig virksom som i det høie Norden. Ei at tale om Valdemarernes snilde Love, hvormed de vilde bygge Landet, eller om den Danmarks Krønike Saxo sammenskrev paa fint og kosteligt Latin, er det Under at se hvor ivrige de fattige Islændinge vare paa at opdynge uvurderlige Skatte til deres Ætmænd. Det var ei dermed nok, at Man omhyggelig fra Fædres Mund optegnede de liflige Kvad om Guder og Kæmper, som vare gangne i Arv fra den fierne Oldtid, men foruden mange deilige Skæmtesagaer, bleve en stor Flok sanddru Sagaer eller Krøniker sammenskrevne, og mellem dem een hartad mageløs af Snorro Sturlesen, om de norske Konger. Denne Krønike, Kongespeilet, og Kristkirken i Tronhiem ere trende stolte Bautastene, hvilke Norrig reiste over sin begravne kraftige Old; thi ligerviis som Krøniken afmaler de fremfarne Konger med deres Mænd og Bedrifter, saa er hin anden Bog et tro Speil hvori Hofmænds, Klerkes og Kiøbmænds Væsen og daglige Handel lade sig tilsyne; og om Kirken er det nok at vide, at Koret nu stander ensomt og tykkes at være et baade fagert og rummeligt Gudshus, eftersom Kirker og Folk ere nuomtide. Norrigs sidste mærkelige Konge var Snorros Samtidige, Hagen hin gamle, og det var ikke ham men Tidens Aand, som gjorde Ende paa Tronkrigene og forenede Island med Riget. Island var træt af Skrift som Norrig af Bedrift. Hagens Samtidige i Danmark var Valdemar den Anden, med hvem ogsaa den sidste Levning af dette Lands Kraft blev jordet. Nordens nys saa frygtelige Sømagter havde nu ikke Drift eller Skibe til at udføre deres eget Overskud, og hente hvad der var dem nødtørftigt. Hansestæderne havde al Nordens Handel i Vold og raadte over dets Konger. Denne Afmagt kom deraf, at her som næsten i hele Europa forgik Hjertets faste Tro paa det evige Liv mere og mere. Naar Mennesker, som ikke ere visse paa at leve efter Døden, uden at drives af udvortes Tvang eller Nød, gaa i Krig eller vove Livet paa anden Maade, da er det en Daarlighed, som vel Enkelte, men aldrig hele Folkefærd ret længe kan begaa.
235✂ Medens Folkene i Europa saaledes daglig forlorede Mere af deres Tro og Størke, kunde denne Verdensdeel snart blevet reent ødelagt af grumme og vilde Mennesker inde fra Asien. I Tartariet levede dengang, som endnu, Folkene i Smaaflokke og dreve omkring med deres Kvæg. Det gik med dem som det for 600 Aar siden var gaaet med Araberne. I Europa vidste Man knap, de var til, førend Man hørde, hvordan de faldt over Riger og Lande, som Oldenborrer over Træer, naar Østenvind blæser om Vaaren. En gammel klog Mand fortalde en Flok af disse Mogoler, at han i en Drøm havde seet Himlens store Gud skænke deres Høvding, den unge Temudschin, Herredømmet over hele Verden. Alle Nærværende svore flux at følge Temudschin, Rygtet udgik over det ganske Land, og dristige, rovgerrige Hyrder flokkedes i Tusindtal om den vensalige Høvding. Med saadanne Arme holdt det slet ikke haardt at kaste Asiens gyldne Kongestole med de raadne Been omkuld: allerede han indtog Thibet, Persien, en stor Deel af Indien og Kina, og da Mogolerne først vare komne i med at erobre, havde de nær aldrig holdt op igen. En af Temudschins Sønnesønner, Koblai, tog Resten af Kina, mens en Anden, Batu, gik vesterpaa og jog Ruslands Czar ind i Litthauens Skove. Ungarns modige Kong Bela prøvede forgæves Størke med en af Flokkene, mens en anden brændte Krakau og Breslau. Hver Ridder og Ædling, som enten elskede Kristendommen, eller et priseligt Eftermæle, drog skyndelig til Slesien, og ved Liegniz stod et blodigt Slag, men Hedningene vandt og joge de kristne Dværge ind mellem Kæmpebjergene. Dog, Han, som fordum sagde til Havet: stat stille, vilde dennegang kun vise sine ulydige Børn hvad de havde forglemt, og dernæst lade dem mærke deres Afmagt og sin Almagt; thi efter det vundne Slag ginge Mogolerne tilbage til Rusland. Strax efter satte Temudschins tredie Sønnesøn, Hulaku, det sydlige Europa hartad i ligesaa stor Skræk, da han indtog Bagdad, omstyrtede Kalifatet og trængde ligetil Middelhavet; men, underligt er det at se, Ægyptens Mamelukker, der havde gjort Saladin mægtig og fanget Frankrigs Ludvig, maatte nu stride for Kristenheden, i det de fordreve Mogolerne fra Syrien.
✂ Ret som det enstige grønne Træ paa den vilde Hede er det lille, kække Schveits i disse tunge Dage, tillige et lysteligt og bedrøveligt Syn. Dette Land havde en Tidlang hørt til Tydskland, men uden at mærke det synderligt; og fremforalt havde dets Hyrder imellem Alperne levet saa frit som Abraham, Isak 236 og Jacob, indtil en af Landets Grever: Rudolf af Habsburg, noget efter Frederik den Andens Død blev Tydsklands Konge. Han, og endnu mer hans Søn, Albert, tænkde, som Skik er hos alle vaagne Fyrster i hver ukristelig Alder, mest paa med Ret og Uret at udvide deres Herredømme, og vilde berøve de fattige Hyrder Friheden, som tilligemed Kristendommen var deres eneste Arvegods. Det tykdes de fribaarne Mænd, som om Apostelen raabte til dem: I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskenes Trælle! og gjorde Alle Eet til Frihedens Forsvar. Siden det rette Mod, Mandelighed og Kærlighed til Frihed og Fædreneland vare hartad overalt forsvundne, agtede Man i Krig ei Fodfolk stort, og hvem der havde de fleste harniskede, det er jernklædte Ryttere, pleiede at gaa af med Seieren. Derfor foragtede Alberts Ætmænd, som vare Hertuger i Østerrig, disse Hyrder, hvis Vaaben var et Spyd og hvis Harnisk var deres Mod, men ved Morgarten og Sempak bleve Hertugerne Frederik og Leopold undervisde om, at den indvortes Størke er mere værd end den udvortes. Med den foragtede Landse fældede Skovbygdernes kække Mænd først Hesten til Jord og finge da lettelig Bugt med den hjelpeløse Ridder i sin tunge Rustning. Dog Alpehyrderne købte dyrt deres Seire og Pris, thi de mistede den Nøisomhed og Renhed i Sæder, som hidtil havde bygget i deres stille Dale, de smittedes baade af Fjender og deres nye Venner, Borgerne i Zyrik og Bern. Ogsaa de maatte sande, at Hvo som drager Sværdet, omkommer ved Sværdet, thi de havde draget det til Frihedens Forsvar, og snart misbrugde de det ei allene til at erobre, men endogsaa til at omkomme hinanden. Længe bleve de imidlertid ved at være deres Fjender frygtelige, og Da, gen ved Basel, hvor 1500 Schveitsere modstode den franske Prinds Ludvig med sine 40000, indtil de begroves under Ligene af Fjendernes Tusinder, maa lignes med hin ved Thermopyle,
✂ I noget over 300 Aar sad Kapetingerne paa Frankrigs Trone. De første vare hardtad deres Lehnsmænds Tjenere, men da disses Magt og Tal ved Stædernes Opkomst, Korstogene og snedig Statskonst, men allermeest ved de gamle Adelsslægters Vanartning, var blevet forringet, bleve de enevældige ukristelige Konger haarde Tugtemestere for Landet. Ludvig den Niende, der ligesaavel havde Kristus i Hjertet naar han sad paa Tronen og Domstolen, som naar han stred under Korsets Banner, er en Undtagelse, men hans Sønnesøn, Philip, kaldet hin Smukke, den værste af dem Alle. Ufortjent Priis har han faaet, 237 fordi han af Herskesyge og Hevngerrighed lod en vist nok overmodig men graahærdet og døende Pave mishandle; men fortjent Skændsel omgærder hans Minde for Udsuelse, alskens Ugudelighed og hans ligesaa grusomme som troløse Adfærd mod Tempelherrerne. Om deres Idrætter, Rigdom og Vanslægtning er tilforn talet. Efter det hellige Lands Forlis opslog Ordensmesteren sin Bolig paa Cypern; men Ordenen havde store Jordeiendomme trindt i Landene, især i Frankrig. Efter disse var Philip lysten, han lokkede derfor Ordensmesteren Jacob Molay over til sig, lagde ham med alle de Riddere, han kunde overkomme, i Baand, og tilegnede sig deres Godser. Molay og alle de Riddere, som ei vilde vedgaa de afskyelige Synder, for hvilke de løst beskyldtes, bleve ynkeligen brændte paa Baal; men inden Aaret var omme, maatte Philip møde dem for den Eviges Domstol, for hvilken de indstævnede ham i Dødens Time. Ogsaa paa ham maatte Skriftens Trudsel opfyldes, at den Ugudeliges Navn skal raadne; thi ihvorvel han efterlod trende gifte Sønner, uddøde dog hans mandlige Afkom med dem.
✂ Nu kom Sidelinien Valois paa Tronen, men da Englands Edvard den tredie formenede, som en Dattersøn af Pilip den Onde, at have nærmere Arveret, opkom derved en mærkelig Krig, som paa smaa Ophold nær, varede over 100 Aar. Krigen førdes i disse Svaghedens og Feighedens Dage mest med Leietropper, eller sammenløbne ryggesløse Flokke, der af Dovenskab og Rovgerrighed dreve Krigen som et Haandværk, og for det meste vandt da Den, der betalte bedst; Lykken var foranderlig men dog mest paa Engellændernes Side, ja tilsidst syndes det, som om de skulde blevet hele Landets Herrer. Frankrigs Konge, Karl den Sjette, var vanvittig, hans mægtige Frænder: Hertugerne af Olieans og Burgund strede om Værgemaalet, og Dronningen hadede som en Djævelinde sin egen Søn, Kronprindsen Karl. Engellands kloge Henrik den Femte blev ingen ørkesløs Tilskuer, han vandt en navnkundig Seier ved Azincourt, forbandt sig med Burgunds Hertug og Isabelle, ægtede hendes Datter og kaaredes ti] Tronfølger. Imidlertid døde gamle Karl og den unge tog Kongenavn, men var arveløs midt i Fædreneriget, thi Engellænderne eiede alle Landets faste Stæder undtagen Olieans, og for dens Porte laa de med en talrig Hær. For menneskelige Øine var ingen Redning at se, men Gud havde besluttet eengang endnu at vise de ugudelige Franker hvad han formaaede, ja hvilke Bjerge Tro til ham kunde fløtte. Hyrdepigen 238 Johanne gik for Karl at staa, og kundgjorde, at hun af den hellige Jomfru Maria havde faaet Befaling at undsætte Orleans og krone Kongen i Reims. Fast i Troen løftede hun det viede Banner, Frankerne troede paa hende, Engellænderne sloges med Rædsel, da de saae den vidunderlige Pige gange saa tryggelig frem under det usynlige Skjold, og inden Aaret var omme, havde Johanne røgtet sit store Ærende. Nu vilde hun igen drage hjem til sin Hjord og Hytte, men de vantro Hofmænd, der meende, de kunde bruge hende som et Værktøi, overtalde hende til at blive. I det næste Slag blev hun fangen og af Engellænderne kastet som en Troldkvinde paa Baalet. Imidlertid vare de Kongelige blevne vante til Seier og deres Fiender til Flugt; i Engelland var et svagt Barneregimente, og Burgunds Hertug forsonede sig med Karl: Udgangen blev da, at Engellænderne mistede alle deres franske Eiendomme saanærsom Staden Calais og dens Omegn. At det var Johanne og Omstændighederne, ikke Frankernes indvortes Kraft, som fordrev Engellænderne, saaes klarlig under Karls Søn, Ludvig den Ellevte; paa Lehnsmænds og Fremmedes Bekostning udvidede han sin Magt og havde stor Deel i sin Tids mærkeligste Begivenheder, men kun som Ungersvend prøvede han omsonst ved Basel paa at udføre sin Villie med Magt; siden var Guld, Forstillelse, List og Lumskhed de eneste Vaaben han brugde, og Ingen kryber lettelig i Ræve * bælgen, saalænge Løvehuden er ham et passeligt Klædebon. Vel førde Ludvigs Eftermænd, Karl den Ottende, Ludvig den Tolvte og Frands den Første mærkelige Krige i Italien, hvor de vilde erobre Neapel og Mailand; men herved er at mærke, at de Intet vandt, og at deres Seiervindinger ene maa tilskrives Italienernes endnu større Uselhed og Schveitsernes Tapperhed, thi saa fordærvede vare disse nu blevne, at de for Guld solgte Levningerne af deres Mod og Størke.
✂ Italiens Krønike fra Slutningen af det 11de til Slutningen af det 15tende Aarhundrede er ligesaa underholdende som lærerig. Tro vi at Gudsfrygt og Dyd ere Mødre til alt Stort og Skønt herneden, og at Børnene ligesaalidet ret længe kan overleve Mødrene, som disse hinanden, see vi i hver Linie vor Tro underlig stadfæstet, og den som ei troede det før, maa tro, naar han ei er seende blind. Kækt forsvarede Lombardiets Borgere deres Frihed mod de mægtige tydske Keisere, saalænge de langt heller vilde dø, end svige det hellige Banner paa deres Stridsvogn, og saalænge de kunde sælge til Adelsmænd og Drotter kostelige Ting, hvorpaa de havde arbeidet, uden at attraa deres 239 Eie. Siden, da de bleve yppige og ei vilde bevare Troen i en god Samvittighed, forsvandt den efterhaanden: de bleve blødagtige og bange for Døden; de leiede ryggesløse Bander til at beskytte sig og disses Anførere bleve deres Herrer og Bødler. Ligesom det gik med Lombardiet, der lignelsesviis kan kaldes Italiens Legeme, saaledes gik det ogsaa med dens Sjæl: Toskana og Hovedstaden Florents. Pisa havde i lang Tid kappedes med Venedig og Genua paa Havet, men de andre toskanske Stæder satte sig først i Frihed efter Frederik den Andens Død. Florents blev snart ei allene den mægtigste iblandt dem, men den anseeligste Stad i hele Italien baade ved sine Borgeres Tapperhed og endnu mere ved deres Bekvemhed til aandelig Syssel. Her opreiste Gjotto med konstig Haand en af det ny Italiens første og stolteste Bygninger; herfra udginge i den første Halvdeel af det 14de Aarhundrede de tvende Mesterskjalde Dante og Petrark. Her sammenskreves liflige Krøniker om gamle og ny Hændelser; Fyrster og Paver kappedes om at have Florentinere i deres Tjeneste og deres Mundart blev Italiens Bogmaal. Dog, naar Træets Frugter ere modne, visne dets Blade snart, og Florents gik sin Undergang imøde med stærke Skridt, da Ugudelighed og Egennytte fik Overhaand over Gudsfrygt og Fædrelandskærlighed, og da dens Borgere vare blevne Syndens Trælle, mistede de ogsaa deres udvortes Frihed, da de rige Købmænd af det Mediceiske Hus bleve deres Herrer.
✂ Pisas og hinandens Medbeilere, Venedig og Genua, havde paa samme Tid udspillet deres store Rolle. Rigdommene, som ved Verdenshandelen opdyngedes her, fordærvede og svækkede Indbyggerne. Genua maatte først give tabt, og Venedig var i mange Maader den fornemste By i Europa; dets Herredømme udstrakde sig over Dalmatiens Kyst, Peloponnes, Kreta, Cypern og flere Øer i Arkipelagus; og den ostindiske Handel, som dreves over Alexandrien, syntes at være en uudtømmelig Rigdomskilde; men paa samme Tid, som dets indvortes Kraft og Drift til store Foretagender formindskedes, fik deres Handel og Magt et udvortes uforvindeligt Stød ved Konstantinopels Indtagelse af de osmanniske Tyrker.
✂ Fra det vestlige Riges Undergang af, har det østlige eller græske, nu hartad i 1000 Aar, ført et sært og sygeligt Liv, til været Graven nær, men dog stedse netop faaet saamegen Størkelse, at det kunde blive ved at drage Aande. I det syveride Aarhundrede styrtede Araberne frem ligetil Konstantinopels Mure og Alt syntes forloren; men den græske, uslukkelige Ild blev 240 opfundet, og Araberne maatte vige og mistede ved Vellyst, Vantro og Uenighed snart Magten. De seldschukiske Tyrker arvede den, indtoge Lilleasien og truede den store Stad, men nu drog det vestlige Europa til Asien paa Korstog, og Tyrkeriget forgik. Henimod Korstogenes Slutning indtoge en Deel Venetianere og Franskmænd den kristne Stad, isteden for at stride mod Ukristne, og delde Rigets europæiske Lande imellem sig; men et nyt græsk Keiserdom opstod i Lilleasien, og, strax efter Bagdads Forstyrrelse, blev Konstantinopel ved Genuesernes Hjelp igen dets Hovedstad. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede stode de osmanniske Tyrker alt seierrige for Konstantinopels Porte, men deres Sultan Bajazet fangedes af den mogolske Fyrste Tamerlan, og Rigets Undergang forsinkedes endnu i 50 Aar, indtil Guds Time var kommen, og den forfærdelige Muhamed den Anden reisde sin Trone i den erobrede Keiserstad. Rigets indvortes Vilkaar vare i dette lange Tidsrum ligesaa vidunderlige som de udvortes, og forklare derved disse, men ere selv uforklarlige uden som tydelige Spor af Guds Finger. Troen besmittedes med store Synder, men bortkastedes aldrig: herom vidne de mangfoldige Stridigheder, selv om dens ringeste Dele, som lige til de sidste Tider førdes, og det med et Mod og en Iver, som visde, at Sjælene ved dem vaagnede af deres Slummer. Som det gik med Troen, maatte det nødvendig ogsaa gaa med Videnskaberne: de syntes ligesom der hverken at kunne leve eller dø; dyrkedes snart med mere, snart mindre Flid, men tabde aldrig deres Agtelse. Saaledes udførdes, trods Menneskenes Vanart, Guds besluttede Raad: de gamle Skrifter og det græske Sprog bevaredes, indtil det vestlige Europa var forberedet til at modtage og bruge dem.
✂
De italienske Stæder, hvor Lysten til udvortes mandelige Gerninger efterhaanden forvandlede sig til en Higen efter at udrette store aandelige Bedrifter, vare af Forsynet udsete til at være Videnskabernes Planteskoler i Vesten. Poesien oplod den aandelige Verden og lokkede med sine søde Toner Menneskene derind; og nu adspredte de sig der paa mange Veie, men Kundskab var hvad de Alle søgde. Digteren Petrark var tilligemed sin Landsmand Boccaz en af de Første, som med Iver anbefalede Læsningen af de Gamles Skrifter og Indsigt i det græske Sprog; og saavel dette som andre Kundskaber hindredes fra at uddø igen ved de Samfund af lærde Mænd, som fra det 12te Aarhundrede af, under Navn af Universiteter oprettedes rundt i Europa. Nu var det saa langt fra, at Tyrkernes Fremgang og
241
Konstantinopels Fald skadede Videnskaberne, at de meget mere vandt derved; thi mange lærde Græker flygtede nu til Italien, medbragte dybere Indsigt i Sproget og Bekendtskab til Platos Skrifter, og fandt især hos de mediceiske Fyrster i Florents ønskeligt Ophold og Hæder. Dog, medens Jordlivet gjordes behageligere, og, naar Troen havde været tilstæde, tillige aandeligere ved Konst, Poesi og Videnskab, var Mængden nedsunket i dyb Vankundighed og i Sjæls og Legems Trældom, og i alle Stænder tog Ryggesløshed og Synd daglig mere Overhaand. Dersom Paverne stedse vilde brugt deres store Magt til at beskytte Folkene mod uretfærdige, voldsomme Herrer, og af Geistligheden dannet et Samfund, der med lys Indsigt i Religionen forbandt ubesmittet Vandel, da havde Pavemagten kunnet blive ved at være velgørende for det kristne Europa, men saaledes var det ikke. Det var at vente, at kun faa Mennesker vilde have Lyst, og end færre Størke til at modstaa de stærke Fristelser, den havde at bestride, som i Kristi Navn kunde befale over alle Kristne. Vi finde da ogsaa, at hardtad alle Paver, især fra Midten af det 13de Aarhundrede, tænkde mest paa at skaffe sig verdslig Magt og Glands, uden at bryde sig stort om Kristendommen. At tvivle om deres Ufeilbarhed og Fuldmagt af Kristus til at raade over hans Menighed ansaaes for et ligesaa stort Kætteri som at fornægte Gud og Frelseren selv. Det maatte, foruden mange Andre, Valdenserne fornemme. Disse, som boede i det sydlige og sydvestlige Frankerig, vilde ikke antage nogen anden Rettesnor for deres Tro og Vandel end de hellige Skrifter og talde haarde Ord om de hovmodige Paver og de ryggesløse Geistlige. De vare altsaa i Grunden rette Kristne, enddog de i visse Dele fore vild, men til Tidens Skændsel blev der prædiket Korstog mod dem som mod Vantro, og ved Sværd og Baal bleve de i den første Halvdel af det 13de Aarhundrede hardtad ganske udryddede. Heri, som i Alt hvad Paverne foretoge sig til deres Magts Stadfæstelse og Udvidelse, bleve de meget hiulpne af tvende Munkeordner, som stiftedes i Aarhundredets Begyndelse og hvis Medlemmer efter Stifterne kaldtes Domicanere og Fransiskanere. Hvad som er sagt om Munkeordner i det forrige Tidsrum, at de alle i Begyndelsen vare gavnlige men vanartede siden, gælder ogsaa om disse, som vare meget forskiellige fra alle foregaaende; thi istedenfor de gamle Munke indelukde sig i deres Klostere, skulde disse vandre omkring, tigge deres Føde og prædike for menig Mand. Dette var en stor Velgerning paa en Tid, da det blev læg Mand forbudet at læse
242
Bibelen og kun vilde hjulpet lidt at tillade det, da Faa havde Raad til at købe en Afskrift og endnu Færre kunde læse, end sige forstaa den. Var end disse Munkes Kristendom ingenlunde reen, straffede de dog den herskende Synd og Ugudelighed og opmuntrede til Gudsfrygt, Gavmildhed, Tarvelighed og Afhold, og at dette ingenlunde var forgæves, derom vidner den hardtad utrolige Indgang enkelte Prædikener fandt hos hele Tusinder ad Gangen. Man saae saaledes en heel Stads Kvinder efter en saadan Prædiken at aflægge deres Smykker, og Borgerne kaare Munken til Stadens Overhoved. Dog Dette og Mere kunde vel redde Kristendommen fra Døden, men ingenlunde helbrede den, det formaaede kun Guds rene Ord, og det glemdes daglig mere, ligesom det stedse blev Paverne mere om at gøre at dølge det, da deres Bud, Lærdom og Levnet daglig blev mere stridende mod Kristi Lære. Det var dem derfor et Tordenslag, da de hørde, at en veltalende Præst og Professor i Prag, Johan Hus, med stort Bifald anprisde den hellige Skrifts Læsning og sammenlignede Geistlighedens hellige og aandelige Kald med dens verdslige og ryggesløse Liv. Mange Ting stødte i det 15tende Aarhundredes Begyndelse sammen, som syndes at spaae Pavemagten Undergang og Kristendommen nyt Liv. Da Philip den Smukke overtalde Paven til at boe i Avignon, og den saakaldte hellige Stol siden stedse beklædtes af Franskmænd, vare Paverne i mange Dele kun et Værktøi i de franske Kongers Haand, og da disses Villie dog umulig kunde ansees for at være Kristi, maatte Troen paa Pavens Ufeilbarhed rystes i sin Grundvold. Den Forargelse dette foraarsagede, og Roms Utilfredshed over andengang at have mistet sin Hæder som Verdens Hovedstad, gjorde, at Pavernes Magt og Anseelse endnu fik et større Skaar, thi nu blev der to og tilsidst tre Paver paa eengang. At de ikke alle kunde være Kristi Statholdere, var aabenbart selv for Almuen, og da de bandsatte hinanden, maatte Bandstraalen derved tabe det Meste af sin Kraft. Adskillige lærde Mænd, især det Parisiske Universitets oplyste og gudfrygtige Kantsier Gerson, anfægtede offenlig Pavens Ufeilbarhed og paastod, at han stod under de kristne Læreres Forsamling eller, som det kaldtes, Concilium. Baade for at ende den forargelige Strid mellem trende Paver, for at raade Bod paa Kirkens almindelig tilstaaede Fordærvelse og for at undersøge Husses Lærdom, blev et saadant Concilium sammenkaldt i Kostnits af en verdslig Herre, den tydske Keiser Sigismund. Sjelden skuffedes store og rimelige Forventninger saa aldeles som her:
243
Hus indstævnedes under sikkert Leide, men kastedes troløs paa Baal, ikke en eneste Vildfarelse blev forkastet, ikke en eneste Beslutning taget til Geistlighedens Forbedring, og den eneste Uskik, som rettedes, var, at de tre Paver afsattes og en ny valgtes. Her blev det da aabenbart, at ingen Forbedring kunde ventes fra Oven her paa Jorden, hverken fra Fyrster, Bisper eller Lærde. Det var Fyrsterne nok, naar Paverne ei kunde hindre dem fra at føre Krig og udsue deres Lande efter Behag, om deres Undersaatters aandelige og evige Vel bekymrede de sig ligesaalidt, som om deres eget, og det var, som om de følde, at bleve Folkene kristelige i Tro og Levnet, vilde de nødes til at være eller dog synes det Samme. Langt lysteligere var det, i alle Dele at følge sine Begæringer, og naar Dødsstunden kom, iføre sig Munkekappen som et Saligheds Pant. Bisperne indsaae godt, at deres Magt, Anseelse og magelige Dage ene beroede paa, at Mængden blev i Vankundighed og troede, at de havde Himmerigs Nøgler, jo høiere Fordærvelsen steg, desto dyrere betaide de overtroiske, ængstede Sjæle den Syndsforladelse og Salighed de bøde fal. Lærdom havde endnu mest hiemme i Frankrig og Italien, hvor Ugudelighed og Synd havde sin Trone. De vantro Lærde belo i deres Hierte ei allene Pavernes og Munkenes Opspind men Kristendommen selv, og det kunde aldrig falde dem ind at vove Noget i Strid mod de erkiendte Vildfarelser, aldenstund Paverne tillode dem at nedrive Kristendommens helligste Sandheder under det Paaskud, at de havde en Mening som Kirkens troende Børn, men en anden som Grublere og Filosofer. Fra en enkelt gudfrygtig og redelig Mand, som Hus, maatte da Forbedringen begynde, men hans Død varslede; hans Tilhængeres Talrighed og Mod lærde, hvad menig Mand formaaede, naar de fik Øiet opladt, men deres vilde Færd og deres Blindhed for mange af de vigtigste Vilfarelser visde, hvor fornøden Bibelens almindelige Læsning var, naar den gode Sag skulde vinde ret Fremgang. Her stod menneskelig Klogskab stille, og hver gudfrygtig Mand maatte indse, at skulde Lyset igien komme til at skinne klart, maatte det paa dobbelt Maade komme herovenfra, fra Lysets Fader. Nu, mod Slutningen af det 15tende Aarhundrede, da Hylderne i Italiens Bogsale vare fyldte med græske og latinske Haandskrifter, da Man begyndte at lære Ebraisk, og da Lærdommen begyndte at fløtte til det nordlige Tydskland, da fremstod Bogtrykkerkonsten, hemmelig i sil Udspring som alt det Herlige Jorden saae, ringeagtet som det i sin Barndom, men i sin Ungdom Lysets ubetvingelige Kæmpe.
✂ Medens Barnet voxer, og medens den Mand fødes, oplæres og luttres i haarde Kampe, som Kristus udsaae til at lære Folkene, at ikke Paven men Bibelen var hans Statholder paa Jorden, vil vi overse det 15tende Aarhundredes mærkeligste Begivenheder, hvis Sammenhæng med det Følgende er ligesaa vis som deres Udspring af det Forbigangne.
✂ En Higen, som aldrig tilfredsstilles paa Jorden, er Menneskets Kendemærke, den er Moder til al Virksomhed, som overstiger Anskaffelsen af Livets Nødtørft, men dens Børn ere ligesaa adskillige som Mennesker og Tidsaldre. I en ugudelig Tidsalder føder den hos Mængden lutter legemlige Børn: Egennytte, alskens Liderlighed og disses Søstre, hos de bedre Begavede, efter deres indvortes og udvortes Vilkaar, Herskesyge, Ærgerrighed og hovmodig Grubien. Naar det Aandelige skal forstaaes, maa det ligesom træde legemligt frem og være synligt for det udvortes Øie, det er Menneskets andet Kendemærke, der skiller ham fra Englene som hint fra Dyrene, og jo mere legemlig en Tidsalder er, desto føleligere maa alt det være, den skal begribe. Disse ere Synspunkterne for det 15tende Aarhundrede som det foregaaendes Datter og det følgendes jordiske Moder.
✂ At herske over hele Verden er en Lyst, som hver vantro Fyrste med noget ualmindelige Sjæleevner maa have; den havde ogsaa Keiser Sigismund. Udsprunget af det luxemborgske Hus, af hvilket trende havde været Tysklands Keisere, fik han Ungern ved Giftermaal og Bøhmen skulde han arve efter sin Broder Venceslav; men de fleste Bøhmere vare Tilhængere af Johan Hus og derfor Sigismunds dødelige Fjender, der mødte ham med Vaaben i Haand: først da deres forfærdelige Anfører Zisska var død og de selv bleve indbyrdes uenige, fik Sigismund med det gode den Krone, han forgæves havde søgt at tage med Magt. I Ungern havde han næsten sin hele Tid nok at gøre med Tyrkerne, og disse Ting forhindrede ham fra at blive enevældig i Tyskland og Italien. Han efterlod sig ikke mandlig Afkom, og nu kom Keiserværdigheden til det Østerrigske Huus, hvis store udvortes Magt syndes endnu farligere for Europas Frihed. Frederik den Tredie, i hvis Tid Tyrkerne indtog Konstantinopel, eiede kun Østerrig, men hans Søn Maximilian skaffede sig ved Giftermaal de vigtige burgundiske Lande.
✂ Disse Lande, som indbefattede Nordsøens Kyster eller de saakaldte Nederlande og det østlige Frankerige, vare hidindtil et Hertugdom for sig selv og havde Fyrster af det franske Kongehus. Den sidste Hertug var Karl hin Forvovne; han færdedes 245 med Bulder i sin Tidsalders Aand og agtede at oprette et stort Rige. Vel var hans Land kuns lidet og dets Indbyggere meest ustridbare Købmænd, men disse havde Penge, og med dem kunde han besolde talrige Skarer af de Elendige, der solgde sig til at være Næstens Bødler. I det forrige Aarhundrede dulgde Saadanne Feigheden under Pandseret, nu siden Krud var kommet i Brug, kunde de endnu bedre slippe for at gaae hinanden under Øinene som Mænd. Dog anderledes var det, naar disse vilde men svage Rovdyr fik med Mænd at gøre, som strede for Ære og Frihed, da hjalp de store Bøsser kun lidt, thi disse formaaede ei at skyde selv, naar Leiesvendene faldt eller flygtede. Til Uheld for Karls Anslag, men til Held for Tyskland, var Schveits det Land der laa ham beqvemmest, thi i tre store Slag blev han overvundet og faldt i det sidste ved Nancy. Hans Datter, Marie, bragde Maximilian Nederlandene til Medgift, og deres Søn Filip beredte Huset en endnu anseeligere Magt ved at ægte Arvingen til det store spanske Monarki.
✂
I Spanien var lige siden det ottende Aarhundredes Begyndelse ført en bestandig Undergangskamp mellem Maurerne og de Kristne. Disse havde tidlig i Nordvest og Nordost oprettet to Smaariger: Leon og Navarra, og af det sidste udspirede Rigerne Kastilien og Arragonien; Kastilien var allerede i det ellevte Aarhundrede ved Forening med Leon blevet temmelig mægtig, og under Alfons den sjette indtog den Kristne Hær med den berømte Ridderskare fra fremmede Lande i Spidsen Spaniens gamle Hovedstad Toledo; men allerede Alfons skilde sig ved Portugal, som nu blev et Rige for sig selv, og efter hans Død fraskildes ogsaa Leon. Først i Midten af det 13tende Aarhundrede fik Kastilien varig Magt under Ferdinand den Tredie, som var Konge i Leon og undertvang hele Sydspanien saa nær som Granada. Arragonien udvidede sig i det 13tende og 14tende Aarhundrede ei allene over alt det østlige Spanien og de baleariske Øer, men ogsaa over Sardinien og Sicilien, og i den anden Halvdel af det 15tende blev ogsaa Kastilien forenet dermed, da Tronarvingen Isabella ægtede den arragoniske Ferdinand, som er blevet bekendt under Tilnavnet: den Katolske. Med Spaniens forenede Størke angreb Ferdinand Granada, hvis Hovedstad efter en tiaarig Beleiring maatte overgive sig, og saaledes forsvandt den sidste Skygge af Maurernes navnkundige Rige, næsten 800 Aar efterat de første Araber vare landede i Europa. Forgæves havde de imidlertid ingenlunde været her, Redskaber vare de i Guds Haand, og deres Indflydelse paa
246
Europæerne lader sig ikke beregne. Disse lærde ikke allene af dem at bygge, regne og agte paa Himmelens Løb, men ogsaa at skatte de gamle Grækers Skrifter, og havde de ikke været, vilde sikkert den ny Verden aldrig blevet opdaget, om end ei Kompasset skulde været deres Gave. Kristendom og Kraft vilde have uddøet længe før de kunde genfødes, dersom ei disse djærve Ukristne ved deres Arbeide paa at ødelægge dem havde forhindret det. I Begyndelsen af det 14tende Aarhundrede lærde Italienerne Kompassets Brug, og Magneten, der stadig peger i Nord, blev nu selv i Nattens Mulm saa tryg en Ledestjerne, at det ei længer var saa voveligt at give sig ud paa det vilde Hav. Mange kunde ventet, at Genueser og Venetianer nu flux vilde stævnet over Verdenshavet, men disse Folk havde tabt Driften og Kraften og Dristigheden: disse levede kun op i enkelte Mænd, som udenfor Fædrelandet maatte søge Bistand og Ledsagere. I Begyndelsen af det 15tende Aarhundrede vakde den portugisiske Prinds Henrik Lysten til at finde ny Lande, da han opdagede Madera og de azoriske Øer, men dog blev det Italienere forbeholdet ved Aarhundredets Udgang at bereise Verdenshavet. I Portugal regerede dengang Emanuel, hvis Tid Man efter bagvendt Skik har kaldt Landets gyldne, fordi dets Kraft og Hæder just da blev jordet med Pragt. I hans Tjeneste stod Vasco de Gama, som ved at gaa syden om Afrika fandt Veien til Indien, der dog alt var beredt af Bartholomæus Diaz, som havde opdaget det gode Haabs Forbjerg. Den fordeelagtige ostindiske Handel gik nu over fra Venetianerne til Portugiserne, men som klart er, mest fordi Hine ei længer vare, hvad de havde været. Endnu før Ostindien var Amerika fundet af Genueseren Kristoffer Kolumbus. Det bares ham for, at der mod Vesten laa en stor Øe, og gamle Sagn stadfæstede hans Gætning. At finde den, og tillige paa den korteste Vei at naa til Indien var hans stadige Tanke; men Ingen vidste, at Gud havde betroet denne Mand Nøglen til Perus Guldgruber, og forgæves søgde han hos sin Fædrenestad, Portugal og England Bistand til den store Reise. Kun Kastiliens Isabella lod sig. paa Høitidsdagene efter Granadas Erobring, overtale til at skænke ham, halv som Almisse, en karrig Understøttelse, og med trende skrøbelige Snekker vovede den dristige Søemand sig ud paa det vilde Hav. Tvende Maaneder forgik, Søefolkets Taalmodighed med dem, end var intet Land tilsyne og med Levnedsmidlerne var det hardtad ude. Det Sidste var det bedste, thi for, om muligt, at undgaae Hungersdøden bleve Kolumbus knurrende Ledsagere endnu nogle Dage ved at seile,
247
og Dagen før de vilde vende om, fandt de Øen Guanahani, hvis Navn, som. rimeligt kunde synes, forandredes til Sanct Salvador, eller den hellige Frelser. Ogsaa Kolumb var et stort Redskab i Guds Haand, og hans Hensigt har for længe siden dømt ham, men kort var hans Glæde over den gelingede Færd, selv inaatte han indvie de Lænker Amerika i 300 Aar skulde bære, og hans største Held var, at den ny Verdensdel ei dengang kom til at bære hans Navn; thi derved undgik det mange Forbandelser, som nu retfærdig ere faldne paa Florentineren Americo Vespucci, der vilde stjæle hans Hæder. Den samme Ferdinand, som gav Amerikas Opdager paa tvende Maader Jern for Guld, vandt ved en anden Nidingsid Neapels Rige. Han indtog det i Forening med Frankrigs tolvte Ludvig, men bemægtigede sig det siden heelt. Dets Søstæder vare pantsatte til Venetianerne, men ogsaa dem fik han ved at tiltræde det Forbund Pave Julius den Anden stiftede mod disse med Ludvig og Maximilian, fordi de havde tilsneget sig nogle pavelige Stæder. Mæt af Rov døde endelig Ferdinand uden mandlig Afkom og efterlod sine vidtløftige Lande til sin Dattersøn, den som Tydsklands Keiser saa navnkundige Karl hin Femte. Spanien, Italien, Østerrig og Burgund laa under hans Septer, Ungarn og Bøhmen lød hans Broder Ferdinand, selv var han driftig og klog, vantro, tapper og herskesyg. Hvad skulde begrændse et Rige, der havde fløttet sine Skelstene over Verdenshavet? det følde de tydske Fyrster, skjalv og - valgde Karl til deres Keiser.
✂ Længe havde Paverne prøvet paa, hvorvidt de kande gaa i Ubluhed og dog beholde Magt og Anseelse som den Helliges Statholdere, men de som efter Husses Mord besmittede Pavestolen afnødte Tidsalderen sin Afsky og Foragt. Den liderlige, samvittighedsløse Alexander den Sjette fulgdes af den krigerske og herskesyge Gudsfornægter Julius den Anden, og dennes Eftermand var Leo den Tiende. I denne Pave af det Mediceiske Hus havde Konst og Lærdom en Kender og Beskytter, naar kun begge vilde lade sig bruge til Pragt og Behag, men om Sandheden var det ham ikke at gøre, og hans Ligegyldighed for Mængdens aandelige og evige Vel kundgjorde han ved aabenbart at drive Handel med Syndsforladelse og Salighed. De fremfarne Paver havde alt indbildt de Kristne, at en Reise til Rom, Bønner ved Apostlene Peders og Povels Grave og rige Gaver paa Kirkernes Altre kunde have samme Kraft til at udsone Synden, som en Pilegrimsfærd til den hellige Grav. Først var det eengang, siden, efter det pavelige Skatkammers Leilighed, to og endelig 248 fire Gange i hvert Aarhundrede, at en saadan Syndsforladelse eller, som det kaldtes, Aflad kunde erholdes i Rom, og snart blev det Skik, at de Rige frikiøbde sig fra Reisen. Det var altsaa kun en følgelig Udvidelse, da Leo, for at fylde det udtømde Skatkammer og sanke Penge til Opbyggelsen af Peterskirken, Katolisismens store Bautasten, omsendte Munke i Landene der handlede aabenlyst med Afladsbreve, som en Kramvare. Imidlertid maatte dog mange Sjæle forfærdes for det nøgne Uhyre, og Aflads Ugyldighed blive følelig. Hertil bidrog endnu mere den Ubluhed, hvormed Dominicaneren Johan Tezel røgtede, ja overdrev sit Ærinde i det nordlige Tyskland, da han endog solgde Aflad for Synder, som skulde begaaes. Men hvem kunde og vilde lydelig paatale dette Uvæsen? Konger, Fyrster og Bisper delde i al Fald Fordelen med Paven og Kræmmerne for at dog Noget kunde blive i Landet, de Lærde smilede fornemt ad Mængdens Dumhed og lovprisde den gavmilde Leo. Kun nogle tydske Lærde opløftede Røsten, men hverken mod det Ondes Rod eller med sand kristelig Tro; den lærde og kløgtige Erasmus fra Rotterdam belo høit Munkenes Vankundighed og Bedragerier, men tænkde dog selv ved sine Gerninger at fortjene Salighed; Reuchlin det ebraiske Sprogs Genføder i Tydskland begyndte en alvorligere Strid, men havde dog ikke stort at vove for Sandheden, thi Korsets dobbelte Hemmelighed stod ham ikke klart for Øiet. Kort sagt, den Forbedring selv de redeligste Lærde ønskede, var mere udvortes end indvortes og betød som Hovedsag ikke stort; medens de tænkde paa at forberede den, vilde Lærdommen gaaet til Grunde, og alt Haab havde været ude. Paa den anden Side sukkede mange tusinde Hjerter i Stilhed, uden ret at vide hvorefter, og for En som kunde og vilde lære dem det, laa Bøgerne opladne og Værktøiet rede. De som følde deres Sygdom laa som Hine ved Bethesdas Dam og ventede paa, at Herrens Engel skulde nedfare og bevæge Vandet, de glemde, at Bibelen, den hellige Dam, altid er bevæget af Aanden, som der monne boe, eller de vare saadanne Krøblinge, at de maatte have et Menneske som kunde kaste dem deri. En saadan Mand var ei let at finde, men Herren er nær hos alle dem som kalde paa ham alvorligen, han hører de Gudfrygtiges Skrig og hjelper dem. Det haver stadfæstet sig paa Mennesker og Tidsaldre ligefra Dagenes Begyndelse indtil Nu, og det vil stadfæste sig baade til og i Dagenes Ende; thi Himmel og Jord skal forgaa, men Herrens Ord bliver evindelig.
Femte Tidsrum.
Fra Luther til Sydamerikas Opstand.
1517-1811.
✂
En ny Høiskole var oprettet i Vittenberg, og efter priselig Skik var det Landsherrens og hans Raadgiveres Omsorg her at sanke dygtige Mænd, som kunde give den ny Anstalt Glands og Ry, men det tænkte Ingen paa, at Gud herved rundt fra Tydskland forsamlede de Mænd, der skulde udføre hans store Værk, Kristendommens Genfødelse. Staupits, Amsdorf og Karlstad, Gøden og Schurf og Pollich ere berømte Navne, som flux droge en Mængde Studerende fra Tydskland, Dannemark, Schveits og selv Italien til Vittenberg, men Hovedmændene vare dog Sakseren Morten Luther og Pfalzeren Philip Melanchton. Luther havde allerede som ung Magister udmærket sig i Erfurt, men den Bekymring for sin Sjæls Frelse, som med Eet betog ham, drev ham til alle Kyndiges Forundring ind i et Augustinerkloster, hvor han haabede ved Afkald paa Verden, dens Glæder og Ære og ved stræng Opfyldelse af tunge Munkeløfter at vinde Sjælefred og Vished om Salighed. Dog ogsaa her visnede han, under udvortes Spægelse og indvortes Anfægtning, som en saftløs Urt, indtil Gud ledte ham hen til Naadestolen, som er opreist for Troen paa Kristi Død, og her trøstedes han over sin Skrøbelighed, og fra Nu af formaaede han Alt ved Kristus, som gjorde ham stærk. Da han saaledes var indviet efter Kristi Forbillede, kaldte Gud ham ud af det snævre Munkebur til at røre sig kraftelig blandt Menneskens Børn. Til Præst var han blevet indviet, og kaldtes nu til Vittenberg som Professor i Philosophien. Melanchton var en Søstersøn af Reuchlin, som havde holdt ham til Bogen, han havde studeret i Heidelberg og Tybingen, og i saadant Ry var den 21aarige Magister for Lærdom og Smag, at han kaldtes til Vittenberg, for som Professor i det græske Sprog at pryde Høiskolen. Han havde ikke som Luther tilkæmpet sig Troens dyrebare Klenodie, og derfor kunde han ikke elske det saa høit eller kæmpe saa mandelig for det, men hans jævne, ydmyge Sind var som det klare Vand der gerne i Stilhed vil favne Solens Billed, men derfor just ogsaa frygter for Stormen. Dog elskede og ærede han Luther saa høit som en Guds Apostel, at selv hvor han ikke saae, troede han,
250
og selv hvor han skialv, stod han, saalænge han kunde hælde sig til den urokkelige Støtte. Han udtolkede Luthers høie Taler for de Umyndige, og enddog han, som hver Tolk, stundom foer vild, og ei i sit Tungemaal kunde finde de rette Ord, blev Meningen dog for det meste uforvansket, og Modstanderne kunde ei saaledes med noget Skin fordreie hans klare, rolig afveiede, som Luthers de dristige, udtryksfulde, men derfor tit hemmelige Ord. Allerede før han kom til Vittenberg, var Aanden udfaret i Storm for at rense den kvalme Luft og bevæge de stinkende Vande. Med Gru hørde Luther i Skriftestolen, naar han talde om Anger og Omvendelse, de bedragne Siæie trodse paa Tezels Afladsbreve, og fra Prædikestolen udtordnede han Ve over dem, som indbildte de Kristne, at noget Andet end Troen paa og Tilegnelsen af Jesu Kristi Pine og Død kunde skaffe Syndsforladelse og Naade hos den retfærdige Dommer. En skarp Strid begyndtes nu med Mund og Pen, men hermed kunde Løgnen Intet udrette mod Sandheden, og afmægtige maatte Luthers Fjender skære Tænder, thi de kunde ikke staa den Visdom og Aand imod, af hvilken han talede, Løfter og Trudsler vare spildte paa den djærve Munk, og de saae intet andet Raad end at ty til Baal og Sværd. Dog de glemde, at de havde slet ingen Magt uden den blev givet dem ovenfra; »hans Gud var ham saa fast en Borg; han var hans Skjold og Værge.« De udvortes Omstændigheder maatte da føie sig derefter og alle Ting tjene Ham til Gode, som elskede Gud, og var kaldt efter et evigt Forsæt til at rense den besmittede Helligdom. Luthers Landsherre, Kurfyrst Frederik den Vise, var vel lidt for klog efter denne Verdens Vis til strax aabenlyst at antage sig hans Sag, men ingenlunde vilde han enten udlevere ham eller forbyde ham at udbrede Sandheden ved Tale og Skrift Nu døde Maximilian, Frederik var Medregent indtil Videre, og da han selv afslog Keiserkronen og satte den paa Karls Hoved, var denne hans Skyldner. Lettere kunde Karl ei heller betale sin Geld, end ved at se igiennem Fingre med Meninger, der i Grunden vare ham ligegyldige, og hvis Udbredelse syndes at ville befordre hans Hensigter, da baade Pavens Anseelse derved svækkedes og Tydsklands Fyrster gjordes uenige. Disse mange Hensyn, som alle udgik fra hans Attraa efter at blive enevældig først i Tydskland og siden, om muligt, i den hele ordenlig beboede Verden, nødte ham imidlertid til at være tvesindet og tvetunget, saa at Luther som fredløs Mand kom i Livsfare, men dengang skjulde Kurfyrsten ham paa et af sine Slotte, indtil
251
Uveiret gik over, eller rettere indtil det blev ham for snævert mellem Murene. Afladshandelen var langt fra at være det Eneste han bestred, alt Vigtigt, som ei var grundet paa tydelige Ord i de hellige Skrifter, forkastede han som Løgn og Vildfarelse. For at nu Alle kunde se med egne Øine, udlagde han, ved Guds og sine Venners Hjelp, Bibelen paa tydsk Maal med saadan enfoldig Kløgt og Kraft, at selv de Vantro, som have nogen Forstand paa Skrift, maa sande, at det for den Tid er et mageløst Værk, ja at de ikke selv formaa at sammenføie Ordene til saa liflig Klang og ukonstlet Fynd. Den synderligste Deel og ligesom Hovedet af hans Lære, var, at Mennesket formedelst Adams Synd var blevet uduelig til at opfylde Loven, som befaler at elske Gud over alle Ting og Næsten som sig selv, men at Kristus havde opfyldt den i vort Sted, og baaret Syndens fortjende Straf; at ham er givet al Magt baade i Himlen og paa Jorden, og at han er vor eneste Talsmand hos Faderen. Hans Tro paa Bibelen maatte kuldkaste Tro paa Pavens Ufeilbarhed, og med det samme vare alle Menneskebud i Troessager forkastede, men de vigtigste Vildfarelser vare, næst efter den om Aflad og gode Gierningers Fortjenstlighed, Helgendørkelse, Læren om Skærsild og Munkelivets Hellighed. Helgene kaldtes fra først af Apostlene og de andre Jesu pinde Vidner, men siden bleve de navnkundigste Kirkefædre, og tilsidst næsten alle Paver, og hvem de undte godt, satte paa Helgenlisten. Det fulgde af sig selv, at Kristne maatte med Kærlighed og Ærbødighed ihukomme de rette Helgene, og der var ei heller noget i, at Man satte deres Billeder i Kirkerne, aldenstund Man kun vilde størkes i Troen og Haabet ved livligere at mindes dem, der have stridt den gode Strid, fuldendt Løbet og annammet den uvisnelige Krands. Det havde vel heller ingen Nød, at Ærbødigheden skulde gaa for vidt, saalænge Man dyrkede Kristus som Gud og Forsoner, naar han derimod nedsank til den fornemste Helgen, var det ligesom hans Guddomsære deldes mellem dem alle, den onde Rod, hvoraf Afguderiet var opvoxet, skød paa ny, Man begyndte med, at anraabe Helgene som Talsmænd, og endte med, at sætte Skabningen over Skaberen. Jo mere jordiske og legemlige Menneskene bleve, desto mer gik Dyrkelsen over fra de usynlige Aander til de synlige Billeder, og i Vesten ,tog dette grove Afguderi vel Overhaand paa samme Tid, som den Mening blev herskende, at Velsignelsens Brød og Kalk forvandledes til Kristi Legeme og Blod. I Østen havde denne hedenske Vildfarelse langt tidligere rodfæstet sig, og allerede i det 8tende
252
Aarhundrede havde Keiserne af det isauriske Hus forgæves prøvet paa, at udrydde den ved det plumpe Middel, at nedrive og sønderbryde Billederne. Læren om Skærsild findes allerede i det tredie Aarhundrede hos den store Tænker og altfor selvraadige Grubler Origines. Vildfarelsen var hedensk, og det var nødvendigt, at Oldtidens Grublere, som indsaae, hvor besmittet Menneskesiælen, trods al Renselse, vedblev at være, som ikke kendte Kristi Lidelses Samfund og hans Opstandelses Kraft og alligevel haabede Salighed, maatte gætte paa en Renselse bag Graven; men lige saa vist er det, at den ei kunde bifaldes af kristne Mænd eller Tidsaldre, førend Troen paa Kristi Forsonings Gyldighed blev svag og forgik. Eftersom Man begyndte at stole paa sine gode Gerninger og give sine onde Lyster Tøilen, maatte Lærdommen ændres saaledes, at det kun var Synderne, som behøvede Renselsen, som nu blev en Straf, men ogsaa en Trøst, thi Skærsildens Pinsler vare ikke evige, og Præsterne tøvede ikke med at indbilde de Forblindede, at de kunde formildes og forkortes ved Bønner eller som de kaldtes Siælemesser. Disse bleve hyppigere og fordeelagtigere, alt som Ugudeligheden voxte, og da Leo falbød sin Aflad, var det ligesaavel for Døde som for Levende. Om Munkelivet er tilforn talt, og her er kun at mærke, at naar ny Munkeordner i Virksomhed afløsde de udartede, vedbleve dog disse som Aadseler at udbrede Stank og æde om sig som dødt Kød, saa at Landene vare fulde af fede, ryggesløse Dagdrivere. Dette var ogsaa en af de Ulykker, som blev et Middel i Forsynets Haand til at lade Luthers Tidsalder udvortes føle sin Nød. Et andet var Nonneklostrene. Selv den hellige Povel roser det, naar en Jomfru eller Enke, som føler Størke dertil, henlever sin Tid ugift og dyrker sin Gud i Stilhed. Den første Vildfarelse var da den, at unge Piger gjorde ubrydelige Løfter, som de maaske ei formaaede at holde, men naar de gjorde dem frivillig og efterat have raadført sig med Gud i Bønnen, havde dette vel ikke større Nød, end naar Bruden lover sin Brudgom bestandig Kærlighed og ubrydelig Troskab. Mangen gudfrygtig Jomfru reddede i de vilde Tider sin Uskyldighed indenfor de helligede Mure, og mangen Kvinde, som havde fristet Modgang og Kummer, fandt under Sløret Trøst og Ro i den stille Bolig. Den anden og egenlige Vildfarelse og som kun kunde opkomme og bestaa i en ugudelig og ryggesløs Tidsalder, var at man aflokkede og aftvang Pigerne det store Løfte, thi paa denne Maade bleve de fleste Nonneklostre Fængsler, hvor Guddommen bespottedes ligesaa
253
meget ved den hyklede Andagt, som ved de der herskende Synder.
✂ Vildfarelserne vare blevne saa grove, at Luther og hans Stalbrødre nødvendig maatte overbevise selv Manges Forstand, hvis Hjerte blev urørt, og det geistlige Aag var blevet saa udvortes trykkende, at selv Mange, som hverken bekymrede sig om Sjæl eller Salighed, med Glæde grebe Leiligheden til at afkaste det. Dobbelt tilskyndtes Fyrster og Adelsmænd til at bifalde den ny Lære, da de baade vandt i Magt og Rigdom, ved at tilegne sig Geistlighedens Godser og verdslige Myndighed. Imidlertid var Hindringerne ei heller faa; hvor Gud bygger sig en Kirke, reiser Satan flux en Synagoge, sagde Luther, og det monne Krøniken sande. Da Aandens Lænker sønderbrødes, vilde den mangengang ei erkende nogen Grændse, og Legemet vilde dele dens Frihed. Alle de Forvildelser, hvori den ny Menigheds Lemmer siden have gjort sig skyldige, havde sine Forbilleder i dens Fødselsdage, og under den store Gæring maatte Alt røre sig med Størke. En værdigere Lovtale kan da ikke udtænkes over Cuds skrevne Ord, end den Krøniken holder ved at vidne om dets Seier. Bønderne i Svaben havde længe havt isinde efter Schveitsernes Lignelse, at hevne sig paa deres haarde geistlige og verdslige Herrer, de havde begyndt før Luther stod frem, men da de hørte Talen om den kristelige Frihed, og Øvrigheden vilde forholde dem Guds Ord, udbrød et svart Oprør, hvilket Katholikerne ei glemde at skrive paa Luthers Regning. I Thyringen reiste sig adskillige Kættere med Stolbergeren Thomas Myntser i Spidsen, de foragtede det skrevne Ord og tillagde sig høiere Aabenbaringer, vilde kuldkaste al borgerlig Orden, forstyrre Videnskaberne og indføre Fælledskab i Eiendom. Disse Griller, som selv havde fristet Luther og vel maa friste Enhver i Begyndelsen af en alvorlig Omgang med Skriften, fæstede Rod i deres Hovmod, og de misbrugte Friheden til Køds Lyst og al Ondskabs Skjul. De kom ogsaa til Vittenberg og fik en farlig Tilhænger i Frankeren Karlstad, som med Pøbelen stormede Billeder og satte den ganske Stad i Oprør. Luther sad dengang paa Vartburg, men Rygtet om det forkerte Væsen drev ham ud og med Guds Ord stillede han Bulderet i Vittenberg, medens Fyrsterne adsplittede de forførte Bønder i Mansfeld og lode en retfærdig Dom gaa over Myntser, som havde opkastet sig til Herre i Myhlhausen. Schvinkfeld fra Schlesien smigrede den menneskelige Hovmod, ved at indbilde Folk de uden Kristus ved deres gode Gerninger kunde 254 blive salige; Schveitseren Theofrastus Paracelsus forvirrede Mange med sine daarlige Griller, og mange Andre fore vild paa adskillige Veie. Dog Ordet overvandt dem Alle og snart blev det synligt, at Luthers Lære ligesaalidt kunde dø med ham, som den var født med ham, det var Guds Ord som bliver evindelig. Medens Luther og Amsdorff, Agricola, Mathesius og Hausmann tilligemed Illyreren Fiacius, Pommerinken Bugenhagen og mange Andre forkyndte det hjemme i Sachsen, hørtes Genlyden i ganske Tydskland fra Rhin til Theis, fra Elben til Donau. Nyrnberg udsendte mangen herlig Mand som vaktes ved Osianders Prædiken og Hans Sachsses Vers, og Svaben oplystes ei blot selv ved egne Lærere, men udsendte og den djærve Poul von Spretlin (Speratus) som prædikede i Vien og Mæhren og stilledes først i Königsberg. Ei mindre Skade gjorde den frankiske Ridder Ulrick von Hütten Katolikerne med sin skarpe Tunge og hvasse Pen, skøndt han hverken opbyggede med Lære eller Levnet. Uagtet imidlertid Luthers Lære ikke allene udbredtes overalt i Riget og indførtes paa mange Steder, fik den dog intet ret Hjem uden i Holsten, Sachsen og Svaben, især udmærkede Vyrtenberg sig under Hertugerne Ulrick og Kristoffer derved, at mange Adelsmænd ombyttede Sværdet med Bibelen, og at alt geistligt Gods henlagdes til Kirkens og de boglige Konsters Gavn. I de øvrige Lande, hvor Forstanden var Hjertets Overherre, forargedes Man snart over Luthers Kamp for Bibelens hemmelige Tale om Kristus, som er Fornuften en Daarlighed, og tyktes bedre om den Røst, som fra Schveits lod sig høre.
✂ Her havde paa samme Tid som Luther, Ulrich Zvingel fra Toggenburg reist sig mod Afladshandelen og de andre katolske Vildfarelser. Han var Præst i Zyrich, en vellærd og gudfrygtig Mand; han bøiede sig under det guddommelige Ord, men da han manglede hardtad al Poesi, faldt det ham tungt, og derfor ønskede han at finde saa faa Hemmeligheder i Skriften som muligt. Derfor nægtede han Kristi virkelige Nærværelse i Nadveren, og gav i det Hele Forstanden meer end tilbørligt Raaderum i Udlæggelsen af de hellige Skrifter. Da han imidlertid ingenlunde nægtede alt det Ubegribelige i Kristendommen, maatte hans Lærebygning ligge i Strid med sig selv, og saasnart Ærbødigheden for ham aftog, maatte hans Tilhængere lettelig blive enten Sværmere eller Vantro, i det de enten beraabte sig paa den Helligaands umiddelbare Oplysning, eller paa deres Forstand. Zvingels navnkundigste Medhjelpere vare 255 hans Landsmand, Leo Juda og Svaberen Hausschein (Oecolampadius); men de schveitserske Meningers ivrigste og heldigste Forfægter blev Franskmanden Calvin fra Picardiet, som opslog sin Lærestol i Genf. Dette Parti, som almindelig kaldes det Reformerte, blev langt mere forhadt hos den gamle Kirke, end det lutherske, og det var ei at undres over: deres Lære om Nadveren maatte være Katoliker høist forargelig, og i deres Øine maatte det synes et rent Affald fra Kristendommen, som Kalvinisterne, at forkaste alle Kirkeskikke og Kirkesmykker samt al geistlig Øvrighed. Hint fulgte af deres kolde Forstandighed, der ogsaa viste sig deri, at en maadelig Oversættelse af Davids Psalmer blev deres uforanderlige Kirkesang; Dette tillige af deres jordiske Frihedssind. Dette Sindelag gjorde dem ogsaa til farlige Undersaatter i katolske Lande, og enddog det maa udledes af de Folks Eiendommelighed, hos hvilke den reformerte Lære opkom og antoges, kom det dog ogsaa overeens med og stadfæstedes ved deres Grundsætninger i Troen. Det Poetiske hos Mennesket kundgør sig i Attraa efter, ved det Jordiske at erindres om det Himmelske, og hvo der ei har denne Attraa, maa enten forsage det Jordiske som en Munk, eller behandle det som Noget der har Værd i sig selv. Den som i Alt vil følge sine egne Tanker, maa, naar han griber ind i det borgerlige Liv, ønske at beskikke Alt efter dem, og anseer han dem for indgivne af Gud, skyer han hverken Oprør eller anden ond Handel. Fra dette Stade kan vi forstaa Kalvinisternes Færd som Mennesker, Borgere og Dyrkere af Videnskaberne. Et saadant Sindelag maa være ukærligt mod hver som tænker anderledes: Kaivin lod brænde Kættere i Genf og Zyricherne ophidsede, dog mod Zvingels Raad, deres katolske Brødre til en Krig, hvori Schveitsernes Apostel faldt under Harnisket.
✂ For Luther var Bibelen det Første og det Sidste, villig bøiede han sig under dens Myndighed og med Digterøie beskuede han de høie Hemmeligheder som i et Speil. Hans Oversættelse af Bibelen og hans Kirkesange ere hans Poesies varige Mindesmærker, dens Kendemærker sees klarlig i hans mageløse Barnesang om Barnet Jesus, den siger med Engelen: fra Himlen høit jeg kommer her, og den er aldeles historisk. Havde han siunget om anden Bedrift end Jesu vilde der sikkerlig blevet ligesaa stor Forskel mellem hans og Sachsses historiske Kvad, som der er mellem Luthers Lovsange og dennes trohjertige Halleluja; thi Sachs sluttede Mestersangernes udløbne Tidsrum, Luther begyndte et nyt, som bør nævnes efter Gud og ham.
256✂ Alligevel var det ikke Tid for en Kristen at synge værdelig om Andet, end hvad der var aabenbaret i Skrift; men hvad Krøniken engang maatte vorde, ahnede den Herlige og satte den næst efter Bibelen. De ægte Lutheraner vare saa godt som muligt forvarede baade mod farlig Grubien og Sværmeri; thi de maa ikke tro hver Aand, men prøve Aanderne om de ere af Gud, og de have i det skrevne Ord en ubedragelig Prøvesteen naar kun deres Øie er enfoldigt. De, som høre Guds Stemme gennem det udvortes Ord, foragte ei heller noget andet udenfor sig, som kan tjene til Opbyggelse, ligesaalidt Kirkesmykke som aandelig Sang og Strængeleg, thi de vil, at al Jorden skal fyldes af Guds Tilbedelse. At lære de Tungemaal hvori de hellige Bøger ere skrevne er dem en kær Syssel, men gerne efterspore de ogsaa Guds Husholdning i de gamle Dage og i sin store Gaard; thi de vide, at han ingensinde og ingensteds har ladet sig selv uden Vidnesbyrd, men at Jorden med dens Fylde er Hans. Have de et Embede, tage de vare derpaa, og ligesom Jesus satte Livet til for sine Brødre, saa gøre og de, thi det veed de er Kærlighedens Fylde; men de modstaa ikke Høvding og Landslov, thi de vide, at der er ingen Øvrighed uden af Gud, og at den skal lydes, ei for Straffens og sin egen Skyld, men for Samvittighedens og Guds Skyld. Ligne vi nu den lutherske Menighed med dette Billede, da maa vi sagtens savne Meget allevegne, men Grundtrækkene vare der, saalænge Luthers Aand hvilede paa den; thi saaledes stræbte han at færdes herneden. Han var skrøbelig som et Menneske, og Hidsighed besmittede stundom hans hellige Nidkærhed, men Kærlighed var dybt rodfæstet i hans Hjerte. Med inderlig Vemod forudsaae han, at Troen ogsaa vilde blive Krigsløsen; Han bad Gud lukke hans Øine før de saae Ødelæggelsen, og hans Bøn blev hørt: Gud hjemkaldte ham i Stilhed Aaret før Krigen begyndte.
✂ Længe opholdtes Keiser Karl i sit trædske Anslag ved Katolikernes Hjelp at kue Protestanterne og saaledes bane sig Veien til Enevælde i Riget, og tilsidst lod Gud ham hildes i sin egen Snare. Til Smalkaklen havde nogle evangeliske Fyrster og Stæder sluttet et Forbund til Troens og Frihedens Beskyttelse; i Spidsen for dette stode Kurfyrsten, Johan Friderich af Saxen og Landgrev Philip af Hessen, og dem nødte Karl til at drage Sværdet. Johan var kæk og standhaftig, men tillige kærlig og gudfrygtig, han havde ikke, ønskede ei heller at eie den Kløgt, som hører til at udregne Feldtog og besnære sin Fjende; Philip var djærv og klog men fremfusende og alt for stolt og ærgerrig 257 til at tage mod Raad. De havde i deres Leir en erfaren Krigsmand, som var bleven graa under Hjelmen, Sebastian Schærtlin fra Augsborg, og havde han maattet raade, vilde Karl sandsynlig blevet overvundet; men de forsømte den beleilige Tid, og imidlertid aabenbaredes en ny Fjende, som beredte deres Undergang. Det var deres Troesforvandte, Philips Svigersøn og Johans Frænde, Hertug Morits af Saxen. En Tidlang var han opfostret i Kurfyrstens Gaard og da spaaede den klarøiede Luther, at denne djærve, snilde og ærgerrige Ungersvend vilde lønne sin Frænde, som Slangen i Barmen. Han indtog Kurfyrstens Lande mens han var ude, og hjalp Karl at vinde ved Myhlberg, hvor Johan blev fanget, men ikke overvundet: al verdslig Magt vilde han overgive, men ikke selv under Bøddelens Sværd vige et Straasbred i sin Tro; den hellige Skrift og Krøniker om gæve Mænd fra fordum Tid opmuntrede ham i Fængselet, og tilsidst fik han Lov at ende sine Dage i Stilhed som Jenas Hertug, hvis Høiskole han i sit Fængsel stiftede. Nu mente Karl at være ved Maalet, og udgav en Troesforordning (Interim) hvormed Ingen var fornøiet, men som dog selv Melankton lod sig overile til at bifalde. Dog, han som sveg Tro og Slægt, holdt ei heller Venskab med Keiseren et Øieblik længere, end til hans Forræderi var lønnet med Saxens Kurhat. Han opkastede sig nu til den evangeliske Lærdoms Beskytter, for paa eengang at afsone sin Troløshed og blive Tydsklands Herre: Karl sendte ham med en Hær mod Magdeburg, som trodsede hans Interim, men maatte snart for den Samme og sin forrige Yndling flygte fra Stad til Stad. Protestanterne bleve nu mægtigere, end de smalkaldiske Fyrsters største Held kunde gjort dem; men Morits kom ikke til længe at glæde sig over sin dyrekøbte Pris og Magt; saasnart Gud havde brugt ham til at udføre sit besluttede Raad, maatte han falde i en Krig med sin kæreste Ungdomsven og Vaabenbroder, den ryggesløse Markgrev Albrecht af Brandenborg. Karl maatte nu i Freden til Passau lade Protestanterne tilstaa fri Religionsøvelse, og saae sig nødt til, at opgive alle de Planer, paa hvis Udførelse han havde opoffret 40 skiønne Aar, Sindets Reenhed og dets dybeste Længsler. Tit havde han, i sine bedre Øjeblikke dybt følt sin Tragtens og Idræts Forfængelighed; at fornægte sig selv midt imellem de stærke Fristere, dertil manglede ham den faste Tro paa det Usynlige, tit ønskede han sig derfor ind i Klostrets dunkle Selle, som om Fristerne ei vilde fulgt ham did, men ogsaa til at forsage fattedes han Styrke, og først da det Udvortes 258 el længer fristede men ydmygede, nedlagde han Regeringen og søgte i Klostret, vel ligesaa forgæves som paa Tronen, den Sindets Ro og Eenhed, han gerne vilde eie, men ikke købe.
✂
Medens den evangeliske Lære misbrugtes af jordisksindede Fyrster til, ogsaa udvortes at bevæge Tydskland, indtog den uden Sværdslag, mest ved sin egen Styrke, men dog understøttet af de verdslige Herrers Lyst til Geistlighedens Godser, de tre nordiske Riger. Siden Hakon hin Gamles og Valdemar den Andens Dage vare de, som sagt er, ved Synd og Ugudelighed nedsiunkne i dyb Vanmagt. Bisperne havde omgjordet sig med Sværdet, ei blot fordi deres Hu stod mere til legemlig end aandelig Strid, men og for, som Absalon, endnu engang øiebliklig at oplive den døende Kraft; thi ligervis som de hellige Kar er den sidste Skat et forarmet Folk griber til, saaledes er det og kun mod Enden af et Folks Idrætsliv, naar Mod og Kraft maa søges i Helligdommen, hvor de længst ere at finde, for at vendes til vanhelligt Brug paa Stridens Mark. I en ukristelig Alder kan hardtad Ingen føle at han har Magt og Styrke, uden forsætlig at misbruge den, og det var da intet Under, at Bisperne snart kun uddroge det rakte Sværd for at tiltrue eller vinde sig Guld og Jord og Herredom og end mer forstyrre det Forvirrede. Naar Bisper vare saaledes, var det Daarskab at vente, at Kraft og Retsindighed skulde være parret hos Adelsmænd og Konger. Hine vare hardtad Alle enten liderlige Dagdrivere eller ugudelige Røvere, som efter Fordeel og Lune befeidede Stæder og hinanden eller bare Avindskjold imod Fædrenelandet; Kongerne vare meer og mindre enten aandelige Krøblinge, som Dannemarks Kristoffer den Anden, under hvem Riget hardtad ganske opløstes, eller samvittighedsløse og voldsomme Despoter, som hans Søn, Valdemar Atterdag. Med ham uddøde den kongelige Mandslinie i Dannemark, i Norrig var det nys gaaet ligedan og i Sverrig indtraf kort efter det Samme. Ligesom det var en nødvendig Følge af Slægternes Udartning, var det ligesom en Mindelse om, at der behøvedes en ny Aand, hvis Norden skulde leve op igen. Dette blev ret synligt, da alle tre Riger ved det Kalmarske Forbund samledes under Valdemars Datter Margrete: Som en snild Kvinde bragde hun den tredobbelte Krone paa sit Hoved, og som en saadan holdt hun den sammenbundet; men selv var hun sig sin og Rigernes Afmagt bevidst, søgte at beskytte Kysterne mod Sørøvere ved at forsænke Indløbene og at købe Fred af Holsteens Greve ved at give ham Slesvig. Om end hendes Eftermænd havde arvet hendes
259
Snildhed, vilde det kun hjulpet dem lidt, thi længe formaar den ikke at skjule Afmagten, men naar de ogsaa manglede den, maatte deres Færd blive usel og ydmygende. Saa var det med den pommerske Erik og tildels med den baierske Kristoffer, begge deres Stammers sidste svage Skud. Nu kom en kraftfuld tydsk Slægt paa Nordens Trone med den oldenborgske Grev Kristian, men der var intet Udkomme med de ubændige Svenske, med den selvraadige Adel og Geistlighed, og Intet at udrette med den feige, forkuede Almue i Dannemark og Norge. Dette aabenbaredes ret under Kristians Sønnesøn og Navne, en Fyrste med god Forstand og elskelig i sine bedre Øieblikke, men uden Aandsstyrke saalænge han var uden Tro. Han dømte rettelig om Adel og Geistlighed, at naar Saltet raadner, duer det til Intet uden at udkastes og trædes under Fødder, men det var i det høieste kun eengang, han, ved at indkalde en luthersk Præst greb efter det rette Vaaben, ellers vilde han dræbe det aandelige Uhyre med et legemligt Sværd. Han banede vist nok herved Reformationen Vei ind i Norden, ligesom Man ved at borthugge Torne bereder Jorden til at modtage Sædekornet; men dette var kun Guds, ikke hans Hensigt; han tænkte kun paa at udvide sin jordiske Magt, naar han løftede sin Haand mod Almuens Bødler og Bedragere og det stokholmske Blodbad, hvorved mange af disse henrettedes, bliver en uaftvættelig Skamplet paa hans Levnet. Den nærmeste Følge af dette Blodbad var, at Sverrig blev et selvstændigt og mere roligt Rige, thi endeel af de uroligste Hoveder vare faldne for Bøddelens Sværd, og de Andre mægtede ikke at modstaa Dalekarlenes kække Høvding Gustav Vasa, som havde uddrevet de Danske, og befæstede sin Trone ved for Alvor at befordre den evangeliske Læres Udbredelse. Imidlertid opsagde den jydske Adel Kristian Huldskab og Troskab, Borger og Bonde holdt med ham, men ond Samvittighed gjorde ham bange og raadvild, saa han flygtede ud af Landet til sin Svoger Keiser Karl. Adelen kaarede hans Farbroder, Hertug Friderich, til Konge. Kristian gik vel siden ind i Norge, men han fangedes ved List og nødtes nu i et 27aarigt Fængsel til at besinde sig, da han ei vilde det paa Kongestolen. Vel søgte de Lybske efter Frederiks Død at befri ham, men denne Krig, som efter Lybekkernes Høvedsmand Grev Kristoffer af Oldenborg kaldes Grevens Feide, tjente kun til at vise, hvor modløst det danske Folk dengang var, og med faa Holstenere under den tappre Johan Rantzau, undertvang Frederiks Søn Kristian Landet. Denne gudfrygtige Herre, som
260
selv havde hørt Luther, lod det være sin første Omsorg at stadfæste Evangelium i Rigerne, ligesom det alt, især ved Herman Tast var prædiket og af ham stadfæstet i Hertugdømmerne. Hertil var Alting forberedet, den vakkre Skolemester i Aarhus, Morten Borup, havde mellem andre gæve Mænd optugtet Fyenboen Hans Tavsen, som efterat have studeret i Vittenberg kraftig forkyndte Ordet; hans Medtjenere vare hverken faa eller rædde, og paa en Rigsdag blev Luthers Lære næsten uden Modsigelse bifaldet. Nu kom Bugenhagen ind og ordnede Kirkesagerne, Jyden Peder Plade blev Bisp i Sjælland, og Kongen begavede rigelig den Høiskole, som havde bestaaet i København siden Kristian den Førstes Dage. Hvor aldeles død i sig selv Katolisismen var i Norden, sees ogsaa deraf, at Ingen uden Islands Bisp, Jon Arnesen opløftede Haand og Sværd til dens Forsvar.
✂ Anderledes gik det i Engelland, Nederland og Frankrig, hvor meget Blod maatte flyde og lang Strid føres mellem det Gamle og Ny, før det afgjordes hvad der skulde vinde, men det var ogsaa Zvingels og Kaivins Lære som i disse Lande vilde tiltvinge sig Herredømmet.
✂ Der gives intet Land i Europa, hvis Historie er saa indflettet i den almindelige og dog saa eiendommelig, som Engellands. Grunden ligger først i det underlige Sindelav, som synes at være arvelig paa Halvøen, ikke godvillig at modtage nogen Slags Indvirkning fra det faste Land. Religion og Videnskab har da ligesaavel som Angelsaxer, Danske og Normanner maattet tiltvinge sig Herredømmet. Den anden Grund er, at den Lyst til personlig Uafhængighed og den mørke Alvor, som er et nordisk Arvegods, stedse har ligget i Strid med letsindig Hang til Pragt og Vellevnet, som vel er fransk af Oprindelse og tit begunstiget af de udvortes Omstændigheder. Den tredie Grund er, især siden Storbrittanniens Forening, den halvirske og skotske Aands Forsøg paa at vinde eller dog dele Herredømmet. Herved er opstaaet, ingen Sammensmeltning, men en stedsevarende Strid, der er ligesaa synlig i det Aandige som i det Legemlige, i Skrift og Sprog, i Stat og Kirke.
✂
Det tiende og ellevte Aarhundredes Historie vidnede noksom om Angelsaxernes Udartning, de genfødtes af danske og Normanner, lykkeligere heri end de gamle Britter, som Romerne tilintetgjorde. Vel var det en Ydmygelse at selv det normanniske Sprog blev herskende i Sang og de Fornemmes Munde, men det varede dog ikke længe, førend Balladerne i det kun
261
ændrede Modersmaal kundgjorde Genfødelsen, og Angelsaxiske Riddere kæmpede mandelig ved Rikard Løvehjertes Side. Dog den engelske Heltetid har ligesaalidt som den engelske Poesi varet længe. Kraften vender sig snart til det Nyttige og Legemlige. I Begyndelsen af 13tende Aarhundrede aftvang Baronerne Johan uden Land det berømte Frihedsbrev (Magna Charta) og her begynder Parlamentets Historie. Det forløbne normanniske Tidsrum fik en udmærket Historieskriver i Mathæus Parisius, avlede en spidsfindig Grubler i Johannes Duns Skotus og en berømt Naturforsker i Roger Baco. Troen forsvandt mere og mere, og dette Tidsrum af Engellands Historie sluttes med Kong Edvard den Første og Digteren Chaucer. Hin navnkundige Konge var som andre vantro Fyrster, gerrig paa Guld, Magt og Anseelse, derfor forfulgde han Jøderne, indtog Vales og bekrigede Skotland, brændte Skotternes Brevskaber og forfulgde Kymrernes Barder, for at gøre dem til Slaver. Chaucer forstod vel at føie sine Ord, men kun til Spot med Daarligt og Helligt og til Sang om ureen Elskov. Knap var da siden blevet saameget om Engelskes Bedrifter at tale, hvis der ei var fremstaaet en Mand som hos Mange hjalp til at forbedre Tænkemaaden og indgød end Flere Mod og Størke. Det var Johan Viklef, Professor i Oxford. Hvad der hjalp til at vække ham og lette ham Indgang, var vel den Dristighed hvormed hans Landsmand Occam nys havde afkastet det Sjæleaag af grublerisk Spidsfindighed (Skolastik) med hvilket Europas Lærde dengang prangede. Hans Angreb paa Pavens og Geistlighedens Magt gjorde ham yndet af Landets Konge, Edvard den Tredie og af dets Adel, der gerne vilde beholde de store Pengesummer der gik til Rom og i Prælaternes Pung, samt beherske og udsue Folket allene; derfor undte Man ham ogsaa Beskyttelse, naar han talte mod Vildfarelser i den herskende Lærdom. Folket hængde ved ham og hørte ham, thi det var Guds Ord han talte, og ret kosteligt Arvegods skænkede han sine Landsmænd i en Oversættelse af den hellige Skrift. I at drive paa dennes Brug og Myndighed var han af Luthers Mening, skøndt han i Øvrigt stemmede mere overeens med Zvingel. I hans Tid var det at Krigene om den franske Trone begyndte, og fra Edvard den Tredie nedstammede de to Fyrstehuse Lankaster og York, som efter Henrik den Femtes Tid, strede saa blodig om Englands Krone. I disse Borgerkrige borlødslede Folket Levningen af sin genvundne Kraft og sank ved deres Ende i Trældom under Kongerne af det Tudorske Hus. Imidlertid var dog Bogtrykkerkonsten
262
kommet ind og ved Aarhundredets Slutning, under den første Tudorske Konge Henrik den Syvende begyndte de gamle Sprog at dyrkes. Den berømte Erasmus fra Rotterdam vakte adskillige Hoveder, og under Henrik den Ottende dæmpedes det underlige Had til det græske Sprog, som længe havde hersket paa begge Høiskolerne i Oxford og Kambridge. Nu fremstod Luther, Kongen selv skrev mod ham, den lærde Morus og Flere ligeledes, og skarpe Forordninger udgik mod hans Skrifters Indførsel; men de kom alligevel til Øen og oplyste Mange, mellem hvilke Tindal, det nye Testamentes Oversætter, Frith og Thomas Kranmer ere blevne de Navnkundigste. Hvad der udvortes mest skaffede Reformationen Indgang, var den vellystige Henriks Forsæt at skilles ved sin Dronning den spanske Katrine, som var hans Broders Enke. Paven turde af Frygt for Keiser Karl den Femte ikke give sit Samtykke dertil, og da Kranmer viste Kongen en Udvei ved at holde sig til Bibelen og lærde Mænds Mening, kom han i Naade og fik Leilighed til at befordre den evangeliske Lære. Da Paven ikke vilde give efter, gjorde Henrik sig selv til den engelske Geistligheds Overhoved og inddrog de fleste af dens Godser. Imidlertid vilde han dog ansees for god Katholik, og heraf kom det at de Troesartikler han paabød ei kunde være noget af Partierne tilpas. Katolisismens ivrigste Forfægter, den grusomme Morus og den sagtmodige Fischer bleve brændte, ja Lutheraner og Katholiker førtes sammenbundne til Retterstedet, og Man saae da her den engelske Aands Kendemærker i deres mest uhyre Skikkelse. Omsider døde Henrik, og et saa forvirret Gemyt kom ei mere paa Tronen, men forstyrret vedblev dog Tilstanden at være. Under hans unge Søn Edvard den Sjette havde hans Frænde Edvard Seymour (Hertug af Sommerset) og Kranmer, som var blevet Erkebisp af Kanterbury, al Magten; mange Vildfarelser og Misbrug bleve forbudne ved Love, men Landet fattedes indfødte Mænd af Duelighed og Reenhed, og den arvelige Strid i Tænkemaaden var ikke uddød. Kaivins Lære fandt megen Indgang i England, og hans Troesbekendelse blev herskende, men derimod beholdt Bisperne deres Myndighed og i Kirketjenesten blev næsten Alt ved det Gamle. Her laa Spiren til Stridighederne i den følgende Tid, men allerede nu yttrede den kalvinske Ubændighed sig frygtelig ved Siden af egennyttig Vantro. Den ryggesløse Adel mæskede sig med geistlig Gods og bygte sig Paladser paa Kirkernes Grus, medens man gjorde Kræmmerhuse af Bogsamlingerne og selv Studenterne kaldte det med
263
Frydeskrig Scoti Ligbegængelse, naar de kastede Bøger i Tusindtal paa Baalet. Man saae paa Alt, at her var ingen Luther, som kunde tordne mod den rovgerrige Adel og lære Studenter at gøre Forskel mellem Pavens Dekretalier og Skrifter af katholske Mænd; men selv Luther vilde kun have udrettet lidet hos de selvkloge Britter. Meget mindre kunde da den vankelmodige Kranmer, der endog selv lod brænde Kættere, holde Styr paa dette Uvæsen. Under disse Omstændigheder var det en Velgerning af Forsynet, at den fromme, kærlige og elskværdige, men tillige svage Edvard ved Døden befriedes for en Byrde der var ham for tung, og at den spanske Katrines Datter, Marie, kom paa Tronen. Adelen maatte holde op med sit Kirkeran, og Protestanternes uægte Hede kølnedes under de Forfølgelser, hvortil denne katolske Dronning forførtes af Bødlerne Gardiner og Boaxzer som besudlede Bispestolene i London og Vinchester. Kranmer, den gamle ærværdige Latimer, 3 andre Bisper og Mange af alle Stænder bleve brændte for Evangeliets Bekændelse, endnu Flere maatte flygte til fremmede Lande og Alt spaaede Katolisismen Seier, da Gud pludselig forkortede Maries Dage og ophøiede hendes Halvsøster den protestantiske Elisa; beth paa Tronen. Nu stadfæstedes den halve, sig selv modsigende Reformation, hvorom før er talet, og med Voldsomhed nedtrykte Elisabeth de lydelige Knur, der alt lode sig høre mod den biskoppelige Kirke, til hvis Overhoved hun opkastede sig.
✂ Den reformerte Lære udbredtes imidlertid ikke allene i dens Fædreland, Helvetien, hvor den gav Anledning til gruelige Borgerkrige, og i det tilgrændsende Tydskland, hvor de lammede Protestanternes Kraft, men ogsaa i Nederlandene, hvis nordlige Indbyggere den gav Mod og Kraft til at stifte en uafhængig Republik.
✂
Da Karl den Femte nedlagde Regeringen kom Nederlandene, tilligemed Mailand, Neapel og Spanien paa begge Sider af Havet, under hans Søn Philip. Allerede i Karls Tid havde Reformationen fundet megen Indgang, og i den berømte Erasmus fra Rotterdam forkyndtes det, som siden lod sig tilsyne hos Folket. Han var en stor Sproggrandsker, grundig Kender af de gamle Skrifter og et skarpsindigt Hoved; men han var for stor Regnemester til at vove Noget for Troens Skyld og forsmaaede ikke Guldet. I de mauriske Krige havde Spanierne vant sig til at udbrede Kristendommen med Sværdet, og med umenneskelig Grusomhed havde de i Amerika nys begyndt paa det samme. Saasnart de mærkede at Fastlandets Bjerge vare rige paa ædel
264
Malm, fik de Lyst til at eie det, og de tappre, men grusomme Mænd, Kortes og Pizarro, omstyrtede med smaa Flokke, især ved Krudtets Brug, de svage Troner i Peru og Mexiko. Naar Troen ei længere bevares i en god Samvittighed, men dog endnu ansees for Veien til Saligheden, gaar det med hele Folkefærd som med det enkelte Menneske, at de mene paa eengang at fortjene Syndefrihed og overbevise sig selv om at de have Troen, ved med Haardhed at fordømme de Vantro og om muligt, aftvinge dem den samme Bekendelse, som udgør deres Tro. Saaledes gik det Spanierne i Amerika og Philip i Nederlandene. Amerikas Hedninger maatte lade sig omvende eller dø, thi den katholske Tro var dog langt sandere end den Overtro der, endog før Spaniernes Komme, synes at være paa de fleste Steder gaaet over til Vantro. Hollændernes Tro var derimod langt sandere end den Philip lod forkynde, og derfor kunde den ikke udryddes, om end nok saa mange af dens Bekendere mistede Livet. Imidlertid sporer Man i den hele Begivenhed, baade den reformerte Troes Kendemærker og den jordiske Tænkemaade, der var for dybt rodfæstet hos dette Handels- og Fabrikfolk, til at Luthers Lære kunde finde ret Indgang, eller Troens Sag begeistre dem i det Hele til stor Daad. Kun Hjertet lader sig begeistre, Forstanden lader sig kun forvirre og forrykke. For Troens Skyld plyndrede Nederlænderne Kirker og nedreve Billeder, men det var mere Philips Skatteforordninger og Indgreb i deres borgerlige Rettigheder, end hans Samvittighedstvang, der gav dem Vaaben i Haand. Da Philip sendte sin Vredes strænge Tjener, Hertugen af Alba, derind med spanske Krigsfolk, skjalv næsten Alle, Mange flygtede og Ingen holdt Stand i aaben Mark. Al Redning syndes ude, men en høiere Haand styrede Begivenhederne: nogle Misfornøiede, som havde givet sig til at være Sørøvere, indtoge Vliessingen. Holland og Seeland bleve nu Krigens Skueplads; her kunde Klogskab, Snildhed, koldt Mod udrette mere end Kækhed og Fyrighed; og hine Egenskaber besad Nederlændernes Anfører, Vilhelm af Oranien, i høi Grad. Den mistænkelige Philip hjemkaldte nu ogsaa Alba, og var bange for enhver af de følgende Feldtherrer som krigede lykkelig. Hollænderne, som snart bleve Overmænd til Søes, mærkede at de havde Fordeel af Krigen; dette gav dem Mod, og da Spaniens Kræfter hvert Aar mere udtømtes, maatte Udgangen paa den lange Krig blive alle de reformerte Provindsers Uafhængighed. Philip var ulykkelig i alle sine Anslag, han havde været gift med den engelske Marie, og førde derfor Krig med
265
Elisabeth, som ei vilde give ham sin Haand og ikke holde ved den katholske Tro, men hans Flaade, som han i sin Hovmod kaldte uovervindelig, ødelagdes af Uveir og engelske Søhelte. Dette var Løsenet til Hollændernes Overmagt paa Havet og et Forvarsel for Engellændernes tilkommende Herredømme. Da den ægte Mandslinie af det portugisiske Kongehus var uddød, bemægtigede vel Philip sig Landet, som Svigersøn af Emanuel, men Følgen blev, at Hollænderne borttoge Portugals bedste Eiendele udenfor Europa, og arvede den fordelagtige ostindiske Handel, der indbragte dem mere Guld end Perus Gruber Spanien.
✂
Medens den reformerte Tro saaledes vandt Seier i Engelland og Holland, maatte den i Frankrig gennem lang Undertrykkelse og blodige Krige fremledes til Borgerret. Frankriges Frands er forhen nævnt som et af de Redskaber, hvorved Gud opholdt Karl i sit onde Løb: han havde arvet Noget af sine Fædres Ridderaand og hans bløde Hjerte bevægedes stundom af høiere Følelser, men lod sig for det meste styre af syndige Tilbøieligheder og jordiske Ønsker. Vellyst og Ærgerrighed delde Herredømmet i ham; og at Karl blev ham foretrukket, da de begge beilede til Keiserværdigheden, var vel det som mest drev ham uafladelig i Marken, og ophidsede ham saaledes, at han forargede hele Europa ved at indgaae Forbund med den tyrkiske Soliman, som dengang var Kristendommens farligste udvortes Fjende. Ustadig var han i al sin Vandel, ogsaa, eller rettere, fordi han var det i Troessager; eengang lod det som han vilde lade sit Land reformere, og strax derpaa forfulgde han sine reformerte Undersaatter. Han var i alle Maader et tro, og i nogle, et glimrende Billede af det egentlige frankiske Folk. Frankerne lode sig døbe, fordi Klodovig gjorde det, og i intet Tidsrum har Kristendommen ret fæstet Rod i dem, Anderledes har det stedse været med Nordmannernes, Gothernes og tildels Burgundernes og Allemannernes Efterkommere. At disse havde mere Hjerte og aandeligere Fantasi stadfæster hele Historien, ligesaa vel Poesiens som Korstogenes, Valdensernes som Reformationens. Dette gælder om alle Stænder, saa at selv i Religionskrigene vare Prindserne af Bourbon og Lothringen de Eneste, som toge nogen Deel i Troens Sag; Hoffet i Paris var denne aldeles ligegyldig, og jordiske Hensyn bestemte allene til hvilket Parlie det skulde høre. Denne hjerteløse Falskhed, som Man har adlet eller søgt at besmykke med Navnet Politik, var en af de virksomste Aarsager til Krigens Udbrud, og havde nær skilt det valesiske Hus
266
ved Kronen, førend det fik Tid til at uddø. Frandses Sønnesøn, den svage og siettænkende Karl den Niende, sad paa Tronen og hans Moder, den rænkefulde Italienerinde, Katrine af Medicis, regerede. Splid imellem Landets Mægtige, var det Eneste hvorved hun kunde gælde Noget, og den var det let for hende at nære mellem de fyrstelige Huse Bourbon og Guise der baade som Anførere for de stridige Troespartier og Medbeilere til Magt og Anseelse vare hinandens Fiender. Krigen førtes med foranderlig Lykke, og Ingen af Delene kunde faae afgørende Overmagt; da traadte Katrine atter til med sine ugudelige Rænker: en Fred blev sluttet som var gunstig for de Reformerte, og til Pant paa ubrydeligt Venskab skulde deres unge Høvding, Henrik Bourbon af Navarra formæles med Karls Søster. Bryllupsdagen kom, skarevis flokkede sig Hugonotternes Ædlinge med den kække, graahærdede Admiral Coligny i Spidsen, for i Paris at holde og smykke den store Høitid; men det vidste de ikke, at Katrine ved sin Datters Haand agtede at lokke Henrik og dem alle i Graven. Om Nattetide blev Løsenet givet til denne Mørkhedens Idræt, Gaderne strømmede med Blod, Husene fyldtes med Lig og Luften med Hylen; til den ugudelige Kvindes uudslettelige Skændsel bærer dette gruelige Optrin Blodbryllups Navn. Coligny faldt og mange Ædle med ham, Henrik kiøbte feig sit Liv for sin Tro, Blodbadet efterlignedes i Rigets andre store Stæder, og mange tusinde Hugonotter toges af Dage; men der bleve dog Nok tilovers til at udgøre en Hær, og da Henrik kort efter undkom af sit Fængsel, vare de ved Fortvivlelsen vel hartad lige saa stærke, som forhen. Imidlertid vare de udentvivl blevne saa godt som udryddede, dersom Gud Ikke havde ladet Omstændighederne komme dem til Hjelp. Kongens Broder Henrik, som med Held førte Krigen imod dem, blev kaldet til Polens Trone og da han kort efter besteg Frankrigs, havde han saa mægtige Modstandere i sin yngste Broder og de mægtige Herrer af Gvise, som attraaede Kronen, at Fred med Hugonotterne blev ham nødvendig og deres Venskab ønskelig. Ved Snigmord skilte han sig vel ved nogle af sine Fiender, men just derved voxde baade deres Tal og Had; i Forbund med Hugonotterne beleirede han sin egen Hovedstad og maatte selv ved et Snigmord gaa ud af Verden. Med ham uddøde det valesiske Hus, men dog havde den Gud, der gør Miskundhed mod sine Fromme i tusinde Led, bevaret en frisk Gren paa Ludvig den Helliges Stamme, som i hele to Aarhundreder ei skulde aldeles visne. Denne Gren var Huset Bourbon,
267
og dens Blomst var Henrik af Navarre; men Katholikerne vilde ei bøie sig under Hugonottens Septer, han maatte omsmedde det til et Sværd, Blodet flød, Henrik seirede, men ynkedes over Landet. Andengang prøvedes hans Tro, andengang blev den veiet og fundet for let, han gav den bort for Frankrigs Krone, og Verden berømmer ham, som om vi behøve at synde, for at Guds Villie kan ske. Nu fik Hugonotterne Religionsfrihed og Borgerret ved Edictet til Nantes, Landet blev roligt, og fik en ærefuld Fred med Spaniens Philip, som ogsaa paa denne Kant forgæves havde prøvet paa at vinde timelig Magt og evig Salighed, ved at feide paa de Reformerte; mange nyttige Anstalter bleve ogsaa satte i Værk, mest ved Raad og Daad af den store Sully; men efter 16 Aars Regering myrdedes Henrik paa Gaden i Paris. Gud havde udrustet ham med herlige Anlæg, baade i Hoved og Hjerte, men han fik Lyst til den nærværende Verden og i Kvindearme forlorede han den Kraft, som skulde opløfte ham over sig selv i Fristelsens Time; Han elskede sit Liv og mistede det.
✂ Medens Landene i Nord og Vest saaledes bevægedes, og gødedes med Blod, sad Italien stille, malede sine deilige Billeder, sang liflige Kvad og grublede over det Synliges og Usynliges Vilkaar. Denne Lod tykkes Mange værd at misunde, men Hvo der seer nærmere til, bliver vaer, at denne Alder for Italien kun var gylden som Augusts; i en glimrende aandelig og legemlig Trældom laa Folket nedsunket; Mailand og Neapel sukkede under det spanske Jernaag, i Venedig herskede en udartet Adel. De navnkundige Fyrster af Medicis, Este og Gonzaga i Florents, Ferrara og Mantua myntede, saa at sige, Guldpengene, som de skiftede mellem Digtere, Konstnere og Lærde, af de Fattiges Skærve; Paverne søgte i Pragt at glemme deres Forlis, og ved Magt og List at sætte Reformationen Grændser. At Evangeliets Lys, som stundom lod sig tilsyne, ei fik noget fast Stade paa Halvøen, havde sin egenlige Grund i Italienerens Sindelag. I Aarhundredet før Luther var Forstanden udviklet nok, til at gennemskue Kirkens Vildfarelse og Bedragerier, men de fleste Lærde vare Hedninger, der endog skammede sig ved deres kristne Navne, og naar de uforstyrret kunde rode i de gamle Klassikere, brød de sig kun lidt om, hvorledes det skulde gaa Folkets Sjæle efter Døden. Den platoniske Filosofi, som efter Konstantinopels Fald forjog den aristoteliske, var saa langt fra at begunstige Kristendommen, at den meget mere, som al Pantheisme, gjorde Vantroen hartad ulægelig. Hieronymus 268 Savonarola som i Florents vovede at prædike Kristendom for Folket, blev hængt, og de som med Standhaftighed siden bekiendte Evangelium maatte enten miste Livet eller udvandre, medens Gudsfornægtere, som Sproggranskeren Julius Cæsar Scaliger og Telesius ei allene bleve uanfægtede, men lønnedes med Hæder og Bifald. Først ved det syttende Aarhundredes Begyndelse, indsaa Paver og Fyrster, at deres Troner maatte falde med Folkets Tro, og nu brændte Man ogsaa dem, der alt for høirøstet fornægtede Gud og Kristus. Man kan heraf slutte at Vantroens Smitte paa den Tid var blevet synlig hos Folket, og Alt stadfæster dens Herredom. Italienerne kalde det sextende deres gode Aarhundrede, og glimrende er det tilvisse, som Italiens Ligbegængelse maatte være. Den romerske Rafael malede Jesus saa glandsfuld som han i den forbigangne Andagtstid havde staaet for de Troendes Øine; den mailandske Correggio afprægede de Bodfærdiges Anger i sin Magdalene og stirrede igennem sine Mariabilleder vemodig paa Tidens Fordærvelse; Malerkæmpen, Mikkel Angelo fra Florents, malede, som hans gamle Landsmænd færdedes, og bygte, som Dante havde digtet. Da denne Savonarolas Ven i Rom afskildrede Dommedagen i frygtelig Skikkelse, mindede han forgæves sine Samtidige om at betænke den Stund, da Alle de som ere i Gravene skal høre Guds Søns Røst; Pave Klemens spottede med den Kardinal, som tog sig det nær, at han var afmalet mellem de Fordømte. Man troede at Poesien vilde leve op paa ny, da Ariosts og Tassos Harpe klang, og mærkede ikke, at deres Heltedigte netop klang saa liflig, fordi de vare Troens og Fromhedens og Kraftens Ligsange. Hver Stat ja hartad hver Stad, fik sit Levnetsløb beskrevet, som Man skriver Testament over de Døde, thi kun for at rose Fædrenelandet og skyde Skylden for dets Undergang paa udvortes Omstændigheder grebe dette Aarhundredes Historieskrivere Pennen. Den Aand som i det 14tende Aarhundrede drev Johan Villani fra Florents til at fremstille sit livfulde Billede af Menneskelivet og den hellige Antonius til at lede efter Forsynets Spor i Tidernes Gang, var forsvundet; kun i listig Statskonst, Italiens Foster, saae de Historiens Aand og Folkenes Velfærd; dette Uhyres Fortrolige, Machiavel som har skrevet Florentses Historie, er da ogsaa den Ypperste iblandt dem. Nu vendte Siælen sig ganske fra det Aandelige og grublede sig træt over det Jordiske, og det var da intet Under at den her opdagede Meget, som den hidtil havde overseet: Galilæi fra Florents blev Folkenes Lærer i Kundskaben 269 om Legemernes Verden, (Physiken) og saavel ved lignende Kundskab, som ved Indsigt i Regning og det menneskelige Legems særegne Vilkaar (Medicinen) har mange Italienere, især før 1650, vundet Navnkundiglied.
✂ Det andet Land, hvor Reformationen kvaltes i sin Fødsel, var Spanien, men mest af langt andre Grunde. Mange Spanier, selv Lemmer af den geistlige Stand, vare den ny Lære gunstige, men den frygtelige Kætterdomstoel (Inkvisitionen) som Kardinal Ximenes havde oprettet og Jesuiterordenen som her opkom, standsede dens videre Fremgang. Billig spørger Man imidlertid, hvi saadanne Skranker reiste sig i Spanien fremfor i andre Lande, og det er klart, at det skedte, fordi mere Reenhed, Tro og Kraft var her tilstæde. Arragonien havde udspilt sin Rolle, den limosiniske Digtning, som øvedes her i tidligere Dage, forstummede alt i det 14tende Aarhundrede, men mærkeligt er det at Grubleren Raimundus Lullus var en af de nidkæreste Mænd til at prædike Ordet blandt de Vantro. Kastilien stod derimod ved det 16tende Aarhundredes Begyndelse i sin fulde Kraft. Poesien, som begyndte at yttre sig ret i det 14tende Aarhundrede, øvedes nu af de berømteste Skjalde, og de Fleste af disse rørte først Harpen, naar de selv havde kæmpet i Marken. Kun et saadant Folk, som mærkede at dets Tro aftog, men ei vilde miste den, kunde paalægge sig selv Inqvisitionens Lænker, kun blandt Spanier kunde Ignatius Loiola fødes og hans Stiftelse trives. Biscaieren Loiola havde i sin Ungdom ført legemlige Vaaben mod de Vantro, men hans Attraa efter at være en Jesu Stridsmand tilfredsstilledes ikke i Vaabengny, og da Saar gjorde ham udygtig til saadan Færd, begyndte han en aandelig Strid, ved at stifte en Orden, der ikke allene skulde forsage Verden, men bruge den og alle sine Kræfter til Troens Stadfæstelse og Udbredelse. Da enhver Jesuit maatte aldeles give Slip paa sin egen Villie, og uden Grubien vise Generalen ubetinget Lydighed, kan Man sige, at Jesuiterne ei blot som andre Munke vare Lemmer paa eet Legeme, men Siæle i een Aand. Naar der nu var Kraft tilstæde, maatte utrolige Ting kunne udrettes, og naar Jesu Aand hvilede paa Generalen, maatte sand Kristendom tilkæmpe sig herlige Seire i Medlemmernes og Millioners Gemytter. Dog Faren var stor, Jesuitergeneralen var den ny Tids Pave; var hans Hjerte ureent, da blev han Satans, istedenfor Jesus Statholder, og Ordenen et frygteligt Uhyre. Vist er det, at det Meste af det Liv og den Kraft, som efter Reformationen har ladet sig tilsyne i katolske Lande, er dels udgaaet fra denne 270 Orden, deis af den vakt eller næret, thi som Skriftefædre havde den, saavidt det er Mennesker muligt, Kongers og alle Mægtiges Hjerter i sin Haand, som Lærde og Skolemestere søgte den at styre Folkenes Tænkemaade, og som Apostle bar den Kristi Navn ind imellem Hedninge i fierne Verdensdele. Dog uagtet disse stærke Indretninger mistede dog Spanierne daglig mere af deres Tro og den Kraft til stor Daad, som Troen ene kan give. Det kom deraf, at de søgte Troens Fjende udenfor sig, istedenfor inden i sig, i den Hovmod og Guldtørst og det Hang til legemlig Vellevnet, som havde befængt dem. Det 16tende Aarhundrede var glimrende, Lopez de Vega digtede sine Skuespil i Tusindtal, Cervantes fremstillede med megen Kløgt i sin Don Qvixotte et bagvendt Billede af den Riddertid der havde givet Kastilien sin Tilværelse og Glands; spanske Lærde vare velkomne Gæster i Frankrig og Italien, og i berømte Forgængeres Spor skrev Jesuiten Mariana sit Fædrelands Historie. Allerede dette spaaede imidlertid ingen daadfuld Fremtid: ogsaa blev Calderoni med sine Komedier den sidste navnkundige Digter, og da den kristelige Flaade under Philips Halvbroder, Don Juan, havde ved Lepante ødelagt den tyrkiske, som efter Cyperns Erobring truede Europa, var Spaniens Søemagt forbi. Vel kæmpede de spanske Soldater endnu enstund tappert i Nederlandene under Alba, Farnese og Spinola, men deres Ubændighed og Rovgerrighed vidnede om, at det var Kraftens Levninger de vilde sælge til den høieste Pris. Saavel denne Krigs Udgang, som Trediveaarskrigen, lærte Europa, at Spanien ei længer var nogen frygtelig Kæmpe.
✂ Denne navnkundige Krig var alt længe forberedet og Jesuiter befordrede dens Udbrud.
✂ Uagtet Freden til Passau vedblev dog det Uvenskab mellem Partierne, som ei kunde ophøre, førend de bleve enige enten i Tro eller Vantro, og Anledning til Strid kunde da allermindst fattes Tydskland, der vel vilde være eet Legeme, men hvis Lemmer dog vilde raade sig selv. Imidlertid kom Krigens Forvarsel fra samme Land som Reformationens. I Husses Fædreneland havde Luthers Lærdom, som venteligt var, fundet stor Indgang, og de Første af Ferdinands Ætmænd tilstode dens Bekendere store Friheder, men siden bleve disse krænkede, og i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede stode de Fare for aldeles at undertrykkes. Hertug Ferdinand af Steiermark skulde nu tilligemed Keiserværdigheden have Ungerns og Bøhmens Krone; han var optugtet af Jesuiter i Spanien; deres Mening var at 271 optugte ham til en vældig Kæmpe for den katolske Tro; hans egen, at blive ligesaa enevældig i Tydskland og Arvelandene, som hans Frænde var det i Spanien: Forsynet lod de to Hensigter forenes for at tilintetgøre hinanden. I Steiermark havde han undertrykt Reformationens og Stændernes Frihed, det samme maatte være hans Agt i Bøhmen, og dette Riges Stænder valgte det protestantiske Forbunds Høvedsmand i Tydskland, Kurfyrst Frederik af Pfalts, til deres Konge. Hadet imellem Lutheraner og Kalvinister bidrog til at Frederik ingen Understøttelse fandt i Tydskland, og han var ingen Krigsmand; det var derimod hans Frænde, det katolske Forbunds Hoved, Hertug Maximilian af Baiern, og paa det hvide Bjerg ved Prag tabte Frederik baade Krone og Kurhat. Nu saae Man, at Bøhmerne havde for 100 Aar siden spillet deres Rolle og at denne Opstand kun var et Krampetræk i Dødstimen. Alt underkastede sig, Ferdinand blev enevældig, mange Tusinde henrettedes, 30000 Familier fordreves. Nu vendte Ferdinand sine seierrige Vaaben mod de mindre protestantiske Samfund, for ved deres Fald at forberede de størres Undergang. Disse, saasom Saxen og Brandenborg, vare blinde og rædde nok til at sidde stille, og den nedersaxiske Kreds vidste ingen Anden at søge paa Haand end Danmarks Kristian den Fjerde.
✂ Det danske Folk var blevet genfødt tilligemed Kristendommen. Under de to forrige Konger havde Skram og Trolle og Rud haandhævet Dannebrogs Hæder i Østresaltet, medens Krabbe og Ranzauerne, Johan og Daniel, havde ført Landhæren seierrige. Frederik den Anden havde en sielden Rentemester i Peder Oxe; og i Niels Kaas en Kantsier, der i Gudsfrygt og Viisdom ledte om sin Jævning. Thyge Brahe underviste fra sit Uranienborg Europas Lærde om Himmelens Løb, medens Anders Sørensen Vedel lod de gamle Kæmpeviser udgaa, og udsatte Saxos Krønike paa kosteligt dansk. Under saadanne Varsler døde Frederik, og kun elleve Aar var Sønnen gammel, men store var hans Anlæg, og at pleie dem kongelig var hans Formynderes kære Attraa. Dog, vel maa det falde tungt at bevare Ydmyghed og tæmme sine Begærligheder, naar man opvoxer under Kronen; det mægtede Kristian ei. Hans Kæmpenatur gjorde ham til en modig Krigsmand og kom tilsyne i al hans Værk, i Slotte som i Stil og Bedrift; Rigsraadet kunde han forbluffe, holde Bog med sin Rentemester, bygge Skibe og styre dem i Slag og Storm; ja overalt med Forstand raade de daglige Handler; men det Kongeøie som overseer det Hele, som 272 trænger ind i Aandens Lønkamre og Tidernes Gang, det fattedes ham, eller blev ei opladt. Meget større var han blevet om ei hans Leflen med de mange Friller havde besmittet og nedstemt Aanden, adspredt Sindet og tæret paa Kraften. Han vænnedes til at leve og virke for det nærværende Øieblik, han glemte det Forbigangne og Tilkommende. Med Adelen fra Skaane og Øerne var det snart forbi, Mængden var gerrig og ræd og den gæve Holger Rosenkrands var vel den sidste, som med grundig Lærdom forenede sand Kristendom og Dygtighed i Rigens Bestilling, Herluf Trolles Søstersøn, Arild Hvitfeld, sad paa hans Naades Slot Dragsholm og udtegnede til Dannemarks Krønike af gamle Brevskaber de lange Rækker af Riddere og Væbnere; men Faa ginge mandelig frem naar Trompeten goel. Livet rørte sig kraftelig i de ærbare Borgermænd; men høi stod Balken mellem dem og Adelen og knap tænkte Kristian paa at bryde Balken som hans stærke Haand vel havde mægtet. Ene vilde han betænke Alt og kun i sin Kristendom lod han sig sige, men maatte Adelen ikke raade vilde den heller ikke hielpe med Folk og Gods, og tit stod Kongen ene, hvor han mindst vilde. Fra saadant Stade er Kristians Handler ei svare at forstaa og den Krig, han i Tydskland skulde føre som Holsteens Hertug og Troens Beskytter, havde vel ondt ved at vorde hæderlig. Mindst kunde den blive det, eftersom Tydskernes Sind var, og aldenstund Kristian skulde staa mod Høvdinge, som den baierske Tilly og Keiserens Vallenstein. Tilly slog ham ved Kønigslutter, og Vallenstein foer skrækkelig frem i det landfaste, ubeskærmede Danmark. Adelen vilde ei vide af en Krig at sige hvori intet Rov var at vinde og enddog Kongen vel sukkede som Kristen og harmedes som Kæmpe, maatte han købe Freden og de tabte Landskaber dyrt af den seierrige Ferdinand; thi sine Troesforvandte maatte han forsage.
✂ Nu syntes det forvist, at Tydsklands Frihed og den evangeliske Lærdoms Bekendere vare forlorne, Ferdinands Voldsomhed var uden Grændse; Han udskiftede Rigslande som sit Arvegods, Spanien var i Pagt med ham, i Frankrig førtes Krig mod Hugonotterne og just nu indtoges deres sidste Fæstning Rochelle. Dog, tænkte Ferdinand at Gud skulde glemme Protestanterne, naar han drev dem fra Kirkerne, da tog han Feil; Tugtelse behøvede de, men Herren kom dem miskundelig ihu i sin behagelige Time, og fremkaldte sig en Tiener fra det høie Norden.
✂
Sverrig har i den gamle Tid ingen Historie; det synes som
273
del mellem de tre nordiske Riger er blevet senest og i Begyndelsen sparsomt bebygget. I de gamle Sagn forekommer det tiest som en Tilgift til det danske Rige, ingen Skjald har siunget der, ingen hiemmebaarne Sagn lyde igiennem Tiderne, et vist Kendemærke paa et vildt eller daadløst Folk. Kristendommen vandt ogsaa langt senere Seier, skøndt den allerede af Ansgar var forkyndt, og ligetil Kalmarforeningen vidne de Efterretninger Snorro og Saxo have optegnet, om en Raahed og en Ringhed som lod sig tilsyne i lutter indbyrdes Smaafeider, uden at een eneste stor Mand fremstod, eller stor Daad udførtes. Først under Foreningen begyndte Livet at røre sig; Engelbrecht, som gjorde Opstand mod Erik af Pommern, og Sturerne, som kæmpede for Rigets Uafhængighed under de første oldenborgske Konger, vare dygtige Kæmper, og Sverrig seer i denne Tid ud, omtrent som Dannemark og Norge førend Gorm og Harald Haarfager. I denne Tid fremkom ogsaa det ældste svenske Digt, nemlig Rimkrøniken, der seer ud som Hjarnes Ligvers over Kong Frode. Havde Sverrig ikke været kristnet, ja var ikke den evangeliske Lære paa den Tid kommet ind i Norden, som størkede det Døende og formildede det Vilde, da havde Sverrig sikkerlig ei blot blevet Nordens Herre, men ogsaa bragt sit Navn med en blodig Heltekrands til fierne Lande. Nu derimod ved Siden af det genfødte Danmark maatte Sverrig mest udgære hiemme, og Kristendommen, der befæstede Tronen, forhindrede de vildeste Udbrud. Imidlertid forløb det hele 16tende Aarhundrede inden den evangeliske Lære vandt Seier og Adelen blev rolig. Ja en af Gustavs Sønner, Johan, og endnu mere dennes Søn, Sigismund, som var blevet Konge i Polen, søgle endog at indføre den katolske Tro paa ny. Hovedgrunden hertil var, at Sverrig ikke var moden til i sig selv at udruge den Videnskabelighed, der ene kunde stadfæste Luthers Lære: Universitetet i Upsal maatte besættes med Stympere eller Fremmede, og paa duelige Risper og Præster var da i det Hele slet ikke at tænke. Under Gustavs tredie Søn, Karl den Niende satte den legemlige Gæring sig; Siælens begyndte og Sverrigs Styrke vendte sig enig mod udvortes Fjender. Gustav Adolf arvede en tredobbelt Krig: med Danmark, Rusland og Polen: den første købte han sig fra, i den anden vandt han store Provindser og den tredie førte han seierrig. Dog en større Daad var Sverrig og Ham bevaret, som langt overgik de Bedrifter, Sverrig kunde lovet sig af en ubændig Størke, thi den kunde øves i Guds Navn og til Hans Ære. Ferdinand udæskede selv Gustav, ved
274
at understøtte Polakkerne, og Protestanternes Nød rørte hans Hjerte. Han gjorde nu Stilstand med Polen, og før Man ret vidste det, var han landet paa den pommerske Kyst. Hans Folketal var lidet, men han vidste at Herren Sebaoth ei skifter Seier efter Hærens Mangfoldighed, han undte ham gierne Æren, hvis Ærende han røgtede, han gik trøstig frem og sine Vaaben skærpede han med Bøn og Sang. Fjenderne adsplittedes som Støv for Nordenvind, Saksen og Brandenborg maatie gribe til Vaaben, Tilly faldt, Protestanterne istemte Takkesange og Ferdinand skjalv i sit Pallads. Den Stolte maatte ydmyge sig for den endnu stoltere Vallenstein, hvem han nys havde forskudt; det seierkrandste Navn lokkede fra alle Verdens Hiørner ryggesløse, rovgerrige Skarer sammen under Østerrigs Banner, og Bøhmen, hvor Vallenstein nølede, maatte andengang bøde fordi det havde givet Krigsløsen. Endelig mødtes Hærene ved Lytzen; den 6te November 1632 stod et Slag, som skal mindes saalænge Verden staar, det var Lys og Mørke som prøvede Styrke, Gustav døde og vandt, Vallenstein beholdt Livet en føie Stund, men tabte mer end Slaget, han tabte Troen paa sine Afguder: Lykken og Stiernerne, Seieren var tvivlsom da Kongen faldt, maaske ved en Forræders Arm, men Svenskerne stred omkring hans Lig, som de neppe vilde stridt under noget Banner, og begrov ham under Fjendelig. Efter Gustavs Død var Krigslykken ustadig, men dog mest paa Sverrigs Side, hvis kloge Kantsier Axel Oxenstjerne var Formynder for Gustavs Datter Kristine, og hvis store Krigshøvdinge, Bernhard af Veimar, Torstenson og Flere, efter Vallensteins Mord, vare de keiserlige overlegne. Da imidlertid Saxen igen faldt fra og Tydskerne, som vare udfriede fra den overhængende Fare mistænkte de Fremmede, og understøttede dem slet, vilde Udgangen i alle Tilfælde blevet uheldig for dette Land, dersom ikke en tredie Magt havde blandet sig i Striden, og sørget for at hverken Sverrig eller Østerrig kom til at foreskrive Love. Denne Magt var Frankrig, som styredes af den snedige Kardinal Richelieu. Ham var det som havde undertrykt Hugonotterne, og ham var det, som nu understøttede Protestanterne i Tydskland, thi Tro og Alt var ham ligegyldigt, naar han blot kunde skaffe sig den forfængelige Ære, at have ydmyget det østerrigske Hus og skaffet Frankrig Glimmer. Riget var i Grunden afmægtigt og derfor var det ham kært at seire ved svensk og tydsk Tapperhed, for Guld tilkøbe sig en Del af dens Roes og Frankrig Noget af Byttet. Han fik vel ligesaalidt hvad Han attraaede, som Nogen der søger noget
275
Varigt i det Forgængelige og sætter en Ære i sin Skiændsel, thi baade Samtid og Eftertid afskyede ham, men det hvoraf han ventede sig Hæder og Glæde lykkedes. Ved den vestfalske Fred, som Richelieu dog ikke oplevede, maatte Østerrig opgive Haabet om Enevælde i Tydskland, og Sverrig maatte lade sig nøie med et Stykke af Pommern, Spanien maatte erkende Hollands Uafhængighed og Frankrig fik Elsas.
✂ Underligt maa det synes at Engelland, dette mægtige protestantiske Land egenlig slet ingen Deel tog i Religionskrigen, og det enddog Friderich af Pfalts var en Svigersøn af Englands og Skotlands Konge. Ret forstaaeligt bliver det først ved at se ind i Landets indvortes Tilstand. Siden Edvard den Førstes Tid var Kongemagten blevet indskrænket ved det saakaldte Parlament, hvis Overhus bestod af Grever, Baroner og Bisper, Underhuset af Stædernes og Grevskabernes Fuldmægtige. I den kraftløse Tid under Kongerne af Huset Tudor var Parlamentet blevet en blot Skygge, men da mange Kræfter igen vaagnede ved Reformationen, og Kaivins Lære begunstigede Folkets Lyst til Deltagelse i Regeringen, stod Kongemagten Fare for at undergaa. Den Pavemagt, Henrik den ottende af Hovmod havde tilegnet sig, var det Eneste som kunde opholde Tronen, men denne Magt kunde ene bestaa i en bispelig Kirke. Denne Betragtning stod klar for Elisabeth og vandt Seier over Troens Sag. Adelen fandt sig heri, fordi Kaivins Lære, naar den fik frit Raaderum, truede dem med Forlis af deres Herligheder, og fordi Dronningen saae igennem Fingre med deres Rovgerrighed, der ei sparede saa meget af Kirkens Indkomster at Præster kunde lønnes ved alle Menigheder. De Studerende saae gerne at Bispestolene vare Fyrstetroner, at der i Kirkerne vare Embeder uden Arbeide og at een Mand kunde drage flere Præstekalds Indkomst. Alle elskede de det katolske Seremonievæsen og de Geistliges glimrende Dragt, baade fordi deres Kristendom mest bestod i udvortes Skikke og fordi de vilde give sig Anseelse i Mængdens Øine. Denne jordiske Tænkemaade, som avlede og opholdt den bispelige Kirke, viser sig i Alt, ogsaa deri, at Troen ikke beaandede til Sang. En slet Oversættelse af Davids Psalmer var den Skærv Versekonsten offrede paa Kirkens Alter og indtil denne Dag er i England ikke digtet een gudelig Sang, som kan staa ved Siden af dem, der hos andre Folkefærd udstrømmede rigelig. Saa er det, enddog, mellem Flere, i det 16tende Aarhundrede, to Skjalde opstode af hvilke den Ene, Spenser, ikke har mange Ligemænd og den Anden, 276 Shakspear, ingen Overmand. Begge reiste de sig, ligesom den gamle Angelsaxer Cædmon, mellem Almuen og hørte til det forgangne Tidsrum, hvis Bautasten de reiste. Hvad der enkelt havde været omspredt hos Fortidens Balladesangere (Minstrels) som netop forstummede i Elisabets Dage, var hos dem, især hos den Sidste, samlet tilstæde. Udvortes er det mest kendeligt hos Spenser, som i sit Heltedigt, Fedronningen, søgte at forevige Mindet om Riddertidens Kraft og forherlige den ved Dydens Glands, men langt mere ubevidst, og derfor desherligere, bar Shakspear den forsvundne Tids Billed i sig. Da han var opvoxet uden al lærd Dannelse, forkonstlede han ikke sin Natur og blev en sanddru Tolk af hvad der rørte sig i ham. Hans Hamlet, Machbeth, Kong Lear, Romeo og Julie, ere store Ballader, og hans historiske Samtaler ere Engellands egenlige Heltedigt. Med Ret kalder Man alle disse Digte dramatiske, thi de opmane det Hensovede og stille os det livligt for Øie, men de undervise og om Forskellen mellem kristelige og hedenske Dramer. Før Kristus saae Digteren og Historieskriveren enhver Begivenhed som en sluttet Kreds; efter Kristus maa de se den som et Led i en fremløbende Kæde, og, uden at det dog fuldelig lykkes, maa de for at udrive den af sin Sammenhæng, gøre Vold paa deres indvortes Følelse.
✂ Uagtet Elisabeth med Magt skaffede den bispelige Kirke Herredømmet, vare der dog Mange, som antoge Kaivins Mening om Lærernes indbyrdes Lighed og Afkald paa verdslig Pragt, ligesom de ogsaa vilde have Helgenfestene og de katolske Kirkeskikke afskaffede. Disse kaldtes Presbyterianer. Vist nok fandtes hos Mange af disse strænge Kalvinister, Sværmeri, Ukærlighed og Tragten efter jordiske Ting, men deres Klagemaal over den herskende Kirkes Lunkenhed og Ryggesløshed bleve daglig sandere og det har stadfæstet sig paa mange Maader, at der fra Elisabeths Dage, udenfor deres Samfund, paa Halvøen kun var liden Tro at finde. Mellem dem opstode mærkværdige kristne Skjalde og Kraften voxte hos dem i samme Maal som den aftog hos de Bispelige. Af disse kunde ingen Daad ventes, og da Hine vare udelukte fra alle Embeder maatte Englands første Bedrift blive en Opstand. Elisabeth døde dog i Stilhed og efterlod sin glimrende men usikkre Trone til sin Frænde, Jakob Stuart, som alt forhen var Skotlands Konge. Saaledes kom da hele Øen under en Herre, men sammensmeltede kun i Navnet Storbrittanien.
✂
Skotlands ældste Historie er saare mørk, hvori Englands
277
Edvard er mindre Skyld, end almindelig antages; thi hvert Folk, som skal hente Mindet om sine gamle Dage hos de forseglede Brevskaber i Rigens Skrin, kommer ikke vidt. Kun dette veed vi, at dets gamle Indbyggere, Kaledonierne, forfægtede tappert deres Frihed mod Romerne, og de Ossianske Kvad, som Sagnet fra den Tid har opbevaret, ere især mærkelige, fordi de saa sanddru lade se, hvor elendig, midt i sin Kraft, det tænkende Menneske, og hvor forladt Poesien, midt i sin Glands, monne staa, naar Troen paa Guddommen fattes. Udsprunget af en mægtig Herrestamme staar Ossian sønneløs i Alderdommen, blind paa Sjælens som Legemets Øie. Han rører Harpen til Kvad om sine Fædres, mest den formastelige Fingals Bedrifter, men hver Heltesang hensmelter i Taarer, thi de Vældige ere henfarne som Veir og blevne til sørgende, luftige Skygger. Stor var dette Lands Trang til Kristendommen og den synes alt i Ossians Dage at have staaet paa Grændsen, rede til at stille den trøstesløse Oldings høie Længsel efter noget Fast og Evigt. Om de følgende Aarhundreder vide vi kun lidet med Vished; der synes at være ført en lang Kamp mellem de fremmede Skotter og Kaledonierne, indtil disse trængtes ind mellem de Bjerge, hvor deres Ætmænd endnu bygge. Imidlertid havde Angelsaxerne Magten i Syden og de Norske paa Ørkenøerne i Norden. Ved Slutningen af det 13tende Aarhundrede strede Robert Bruce og Johan Baliol om Tronen. Baliol vandt som den engelske Edvards Skattekonge en skammelig Overmagt, men siden hævdede Skotland sin Uafhængighed, og det Stuartske Hus kom paa Tronen med Roberts Dattersøn og Navne. To Aarhundreder forgik nu under bestandig Kamp med England og imellem de store Herrer indbyrdes; thi det var dennegang, som fordum under Fingals Slægt, i en vantro og syndefuld Alder at Skotland fik sine Vældige. Stuarterne havde stolte og ærgerrige Medbeilere i Douglaser og Hamiltoner og de rasede mod sig selv, hvorfor da Skotlands Trone mangengang besudledes med Kongers og Prindsers Blod. Stilarternes regerende Mandslinie uddøde med Jakob den Femte, og Kronen sattes paa hans nyfødte Datters, Maries Hoved. Allerede tidlig havde en Hamilion forkyndt Evangelium i Skotland, men endt sit Liv paa Baalet; Marie: trolovedes med Frankrigs Konge, opdroges i Paris og hadede Evangeliets Prædikantere, vel især fordi de gennemheglede hendes forargelige Levnet, men Hun udrettede Intet, og Skotland fik i Johan Knox en indfødt Apostel, hvis nidkære Heftighed vel gav Anledning til nogle Uordener, men hvis Ild antændte
278
Sjælene og skaffede Evangelium Seier. Knox var af Kaivins Mening og en svoren Fjende af Seremonier og Bisperegimente, hans Landsmænd vare for det Meste heri ligesindede med ham, og saaledes fik da den presbyterianske Kirke Overhaand i Skotland. Dronning Marie blev daglig mere forhadt, og da Hun, efter sin anden Gemals, Henrik Darnleis grusomme Mord, ægtede Hans Banemand, skedte en Opstand, hvori hun toges til Fange. Vel undkom hun, men kun for i England at dø under Bøddelens Haand. Skotterne kaarede hendes og Henriks Søn, der ogsaa paa Fædreneside var af Stuarternes Slægt, og siden efter Elisabets Anbefaling ogsaa fik Englands Krone. Til Hovmester havde han havt den bekendte skotske Historieskriver Buchanan, og var opfostret til at være Lærd, men Kundskaberne gjorde hans svage Aand hovmodig, i Troessager gik hans Attraa mest ud paa at glimre ved Spidsfindighed, og, som Konge, at agtes for en Gud paa Jorden. Under ham forbittredes da Gemytterne end mere baade hos Presbyterianerne og Andre som vare nidkære Venner af Parlamentets Deelagtighed i Regeringen. Alle Veltænkende baade ophidsede og forfærdede han endda allermest derved, at han af daarlig Forfængelighed, for at skaffe sin Søn en Kongedatter til Dronning, beilede for ham til to katolske Prindsesser efter hinanden. Karl den Første, saa heed Sønnen, blev virkelig formælet med en Søster af Frankrigs Henrik den Fjerde, og dette havde ei liden Deel i hans sørgelige Hændelser. I de spanske Nederlande vare adskillige Høiskoler for engelske Katoliker, som baade ved Skrifter og Sendebud bestrede Evangeliet. Man har, med nogen Føie, kaldt den bispelige Kirke, Pavens opsadlede Hest; og det var ligefrem, at han ved den katolske Dronning vilde se at tæmme den. De afskaffede Altre bleve igien opreiste, prydede med Guld og Sølv, og gjorte til Helligdomme, for hvilke Man skulde bøie Knæ. Seremonivæsenet tiltog daglig, Presbyterianerne i England forfulgdes som Kættere, og Kongen prøvede paa at stadfæste den bispelige Kirke i Skotland. Nu var Alt modent til et rædsomt Udbrud; den presbyterianske Menighed havde Overmagt i Underhuset og Reenhed var ingenlunde, hos dens Lemmer, almindelig forenet med Kraften, allermindst besiæledes de af den Ydmyghed og Kærlighed, der allervanskeligst bevares i et saaledes afsondret Samfund. Kongen var forhadt af alle Troens og Frihedens Venner, saavelsom af de Herskesyge, med hvem han ei vilde dele Magten: Parlamentet nødte ham først til at afsætte Bisperne og fremkom derpaa med saamange Besværin
279
ger over hans Regering, at han slet ikke vidste hvad Udvei han skulde kaare. Skotterne havde grebet til Vaaben og Karl fik omsider det rasende Indfald, med nogle Skrællinger, der endnu holdt sig til ham, at trodse begge Rigernes Kraft og Størke. Hans Bedrift var en bestandig Flugt, og for silde attraaede han mindeligt Forlig. Parlamentet var ikke uvilligt, men Magten var ene hos Krigshæren, eller rettere, hos dens Høvding, Oliver Kromvel, som ei havde isinde at give den til Nogen. Den slette Undervisning i Skole og Kirke havde hjulpet til at udruge det Sværmerie, hvis Grundspire ligger i den reformerte Tro, og nylig havde en Flok af Saadanne forenet sig under Navn af Uafhængige (Independenter); de forkastede da al geistlig og verdslig Øvrighed og bespottede Gud, ved i Alt hvad de fik i Sinde, selv naar det aabenbart stred mod hans Ord, at beraabe sig paa Hans Indskydelse. Efter en ryggesløs Ungdom slog Kromvel sig til disse Folk; om han fra Først af var Hykler er uvist, men fra den Stund han var blevet Sværmernes Afgud og General i Parlamentets Hær, misbrugte han paa den skammeligste Maade Folkets Tillid, sine store Gaver, Troen og Guds hellige Ord, Han hyklede Gudsfrygt og Ydmyghed, og vidste at forblinde alle Partier, indtil han var blevet dem overlegen. Den ulykkelige Karl overgav sig til Skotterne, og disse solgte ham til Parlamentet; men Kromvel, som frygtede for en Udsoning, tog ham fangen, lod ham anklage, dømme og henrette ved sine blinde Redskaber. Forgæves havde Presbyterianerne søgt ved Bønner at frelse ham, som deres Arm havde betvunget, forgæves søgte Skotterne, paa hvis Sjæle Blodpengene brændte, at skaffe Karls Søn Tronen; hine talte til døve Øren og disse mægtede kun med deres Liv at udsone Brøden: Alt maatte bukke for Kromvel. Parlamentet adsplittede han med sine Soldater, og gav dets Navn til en Flok af de arrigste Sværmere han mellem Almuen kunde finde. Disse forrykte Mennesker vilde nedrive Kirkerne, afskaffe Universiteterne og træde Alt under Fødder; hele Folket glædede sig derfor ved at Kromvel endnu samme Aar aabenbar tiltog sig Bestyrelsen under Navn af Republikens Beskytter (Protector) og taalte uden Indsigelse, at han herskede mere uindskrænket, end Kongerne af Tudor og Stuart. Kromvels Regering blev glimrende, som venteligt var; thi selv havde han store Sjælekræfter, og Presbyterianernes Kraft, som hidtil for Staten havde været en død Skat, stod ham til Tieneste. Hvad England kunde blive, naar dets Kræfter forenedes, havde Man skimtet under Elisabeth. Englands nyfødte Flaade havde i
280
Forening med Hollands overvundet den spanske Sømagt, og paa samme Tid kom Haandværkerne i Gang, især Uldarbeide. Vindskibeligheden tiltog under den religjøse Gæring, da Lemmerne af de fraskildte Menigheder, der desuden vare udelukte fra al offenlig Bestilling, maatte finde det stille Haandarbeide, som levnede Tid til Grubien og Andagtsøvelser, mest passelig med deres Sindsforfatning, ligesom denne Levemaade maatte underholde og forøge Sværmeriet. Derimod blev Handelen og Overmagten til Søes hos Hollænderne, hvis kraftige Liv indfalder mellem Marie og Kromvel. Den fordeelagtige ostindiske Handel, som under den spanske Krig tidlig var kommet i deres Hænder, gav Folkets Stræben fuldelig en legemlig Retning, som snart maatte uddrive Troen af Hjertet, men ogsaa lade den blive staaende uantastet. En aandelig Stræben maa imidlertid vise sig hos hvert Folk, hvis Tro engang har været Alvor. Den udeblev ei heller her, men dens kraftige Tidsrum var kort og frembragte ei stort Mere, end hvad almindelig Menneskeforstand ved Flid kan udrette. Ingen navnkundig Digter fremstod, ingen egenlig Historieskriver og ingen dyb Grubler over aandelige Ting. Derimod førtes i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede spidsfindige Tvistigheder om Troens Lærdomme, især mellem Gomarister og Arminianer om Naadevalget, som har været en uudtømmelig Kilde til unyttig og skadelig Tvist mellem alle dem, der ei vilde holde sig til Skriftens og Luthers klare Udsagn, at Gud har udvalgt dem, han tilforn haver kendi. De gamle Sprog dyrkedes ogsaa, især i Leiden, med megen Iver og dette Universitet har optugtet en stor Mængde baade indenlandske og fremmede Lærde, især fra Norden. Det er da Hollands ypperste Fortieneste af Aandens Udvikling, at Sprogene, som de fleste Steder forsømtes, og vilde blevet jordede i Tydsklands ny Skolastik, dog holdtes i Live mellem Protestanterne. Stor er Fortjenesten, thi ellers havde Mørket vundet, da, uden dem, fromme Mænd vel kan redde sig selv, men aldrig genføde Kristendommen i en fordærvet Tidsalder. Sproggranskningen der, saa at sige, med Josef Scaliger fløttede sit Høisæde fra Italien til Holland, kunde imidlertid ikke drives med Iver og Held uden at udvikle Evner der maatte forsøge sig i andre Videnskaber, og Meursius, Pontanus og Hugo Grotius ere derved blevne navnkundige Mænd. Alle Tre have skrevet over deres Fædrenelands Historie paa Latin, gjort latinske Vers, og foruden Bemærkninger over de Gamle, afhandlet en og anden Opgave for Fornuftens Domstol. Grotius er især blevet berømt ved først
281
mellem de Nyere at have afhandlet de Grundsætninger, der burde følges i Staters Omgang med hinanden: en Undersøgelse, der, eftersom Troen uddøde, er blevet des ivrigere drevet, hvor umuligt det end er, at dens Sætninger uden Troens Hjelp kan faa Lovskraft. Prindserne af Huset Oranien havde i den spanske Krig gjort Republiken store Tjenester, men ogsaa undertiden, som ved at opkaste sig til Gomaristernes Beskyttere, søgt at gøre sig til dens Herrer. Da derfor den spanske Krig var blevet endt ved den vestfalske Fred, og den herskesyge Prinds Vilhelm kort efter døde, afskaffedes Statholderværdigheden. Strax derpaa kom Republiken i Krig med England især over den Handelslov (Navigationsact) Kromvel havde ladet udgaa, hvorved det formentes fremmede Skibe at bringe Vare til Øen, som ikke havde hjemme i det Land de tilhørte. Hollændernes Handel var mest med udenlandske Vare, og de beregnede rigtig deres følgelige Tab, men ikke, at en saadan Lov hos et svagt Folk er et kraftløst Blendværk og hos et dygtigt Folk uforanderlig, om ikke unødvendig. Krigen tjente kun til at vise, at under gunstige Omstændigheder vilde Verdenshandelen og Sømagten snart fløtte til Britannien og at selv Admiraler som Tromp og Ruyter ikke kunde forhindre det. Kromvel tvang Holland til en ydmygende Fred, og da han indsaae, et Engellænderne manglede en Besiddelse uden for Europa, som kunde befordre Seiladsen og give dem Del i den store Handel, fratog han Spanierne Jamaica, hvis Kaffe og Sukker de nu, ved Siden af egne Fabrikvare, kunde prange med paa Europas Markeder. Herved vare store Skridt gjorte til Engellands saakaldte Storhed, men denne har Folket betalt ligesaa dyrt, som Kromvel den timelige Magt og Anseelse, han købte for Menneskets dyrebareste Klenodie: Fred med Gud og sig selv. Han døde, Ingen mægtede saaledes paa fri Haand at styre Riget, det kongelige og bispelige Partie reiste Hovedet paa ny, Presbyterianerne, hvis Haab var blevet skuffet, og mange Andre, som gerne vilde raade med, fandt det bedst, at have en Konge og et Parlament, som indskrænkede hinanden, og Monk, en af Kromvels forrige Generaler, opfyldte deres Ønsker ved at hjemkalde den henrettede Konges Søn, Karl den Anden. Imod sit edelige Løfte indsatte han den bispelige Kirke i sin forrige Glands og Magt, skilte derved Staten ved sin bedste Kraft, og mange Menigheder ved elskede og duelige Lærere, der ikke, som det er stadig og fordærvelig Skik i den høie Kirke, kolde oplæste befalede Bønner og trykte Prækener, men bad og talte af Hjertens Fylde. Et
282
priseligt Eftermæle er det, at de i Hundredetal heller gave Slip paa Levebrødet, end handlede mod Samvittighed, og da de bispelige Leiesvende under den store Pest flygtede fra London, talte de afsatte Hyrder frimodige Opvækkelsens og Trøstens Ord, i Kirke og ved Sotteseng. Sligt rørte ikke Karl, som i Oxford morede sig med Vellyst og Pragt, smudsige Skuespil og vittige Indfald. Paa disse Aandens besmittede Fostre var godt Køb i hans Dage; thi nu udfoldede den bispelige Kirke sine Blomster. I sit komiske Heltedigt, Hudibras, udstillede Buttier ikke allene Hykleriet, men ogsaa den velmente Gudsfrygt og Fromhed til Latter. Lord Rochester svømmede i Uteerlighed og det store Hoved, Dryden, som siden afsvor den protestantiske Tro og stedse misbrugte sin Digtergave til at hylde Hoffets Smag, kappedes med ham. Saare betydningsfuld stod ligeover for dem, Presbyterianernes Skjald, den fromme, kun udvortes blinde, Milton, og sang med hellig Sørgmodighed om det forlorne Paradis.
✂ Alle fromme, ja alle ærbare Mennesker afskyede det ryggesløse, ugudelige Hof, og Karl forøgede Misfornøielsen ved at forordne Paalæg imod Parlamentets Villie, samt ved at begunstige den katolske Kirke, til hvilken hans Dronning hørte. Imidlertid afskrækkede Mindet om Kromvels Tid fra en Opstand og Presbyterianernes Ungdom var forbi, derfor døde Karl uantastet i sit Palads. Hans Broder Jakob den Anden arvede Tronen, han var Katholik for Alvor, bekendte offenlig sin Tro og søgte at indføre den i Landet. Et almindelig Knur lod sig høre: med Magt stræbte han at dæmpe det og gøre sig enevældig, og det var udentvivl lykkedes, dersom han ikke i Holland havde havt en Nabo og Svigersøn, paa hvem Folkets Øine fæstede sig, og som var snild nok til at dølge sine Anlæg til den beleilige Time kom. Denne Mand var Vilhelm af Oranien, tapper, klog, ærgerrig og hemmelighedsfuld, som den første berømte af dette Navn. Han var et nyfødt Barn da hans Fader døde, og Hollænderne afskaffede Statholderværdigheden; men Republikens Afmagt og Fare havde skaffet ham den, og mere uindskrænket Magt end nogen af hans Formænd, uden at det lod som han attraaedc Saadant. Efter Kromvels Død var Hollands Sømagt igen uanfægtet og ved den havde det spillet en glimrende men nedrig Rolle i en Krig mellem de nordiske Riger; men nu opstod en Fjende, som truede med at udstrække sit Spir over Nederland og hele Europa. Fjenden var Frankrigs Konge, Ludvig den Fjortende.
283✂ Den Tro og Kraft som i det 11te Aarhundrede lod sig tilsyne i Frankrig, maatte ogsaa kundgøre sig i Lærdom og Skrift. Italienerne Lanfranc og Anselm holdt Skole i Normandiet og herfra udgik mange Mænd, som ei allene grundig forstode det latinske Sprog, men som tillige ved nordlig Kraft og megen Kundskab bleve Europas Lærere i de vigtigste Ting. Mellem dem er Peter Abælard ved sit lyse Hoved, sin Veltalenhed og sine sørgelige Hændelser blevet mest berømt. Saavel han, som Mange af hans Samtidige brugte deres Gaver, Kløgt og Konst til at forsvare Kristendommen, og Bibelen læstes meget, dog mest i latinsk Oversættelse; men følgeligt var det, at der i Tidens Længde ei kunde komme noget Godt ud af, at lade Kristendommens Sandhed bero paa Aristoteles. Det mærkede den hellige Bernhard vel, og talte kraftelig imod, men hans Tale var en Røst i Ørken og hørtes kun af nogle enlige Vandringsmænd. Man vilde nu igen, som i Augustins Dage, begribe Troen, dens Hvad og Hvorfor; det er et sikkert Kendemærke paa at den vakler i Hjertet, og kun Støtter kan forsinke det skrøbelige Huses Fald. Bibelen lagdes tilside paa Høiskolen i Paris ved samme Tid, som Petrus Valdus drog den frem i Sydvest; thi da skrev Peter fra Lombardiet en Bog som indeholdt alle Troens Lærdomme med deres saakaldte Beviser. Efter Tidens Leilighed var det en kostelig Bog; thi naar Man bliver bange for Bibelen, maa man enten lægge den bort, eller bespotte den; men udgaar da en Bog, hvori dens fornemste Indhold tykkes heel forligt med Alderens Visdom, da fa ar Man end en Stund baade Lyst og Mod til at bekende Kristus. Dog, saasnart Lombardens Bog var udlagt og drøftet og mangt et Ord i Vægtskaalen fundet for let, da fordybede man sig aldeles i ubunden Grubien og spidsfindig Tvist, ja mange dulgde end ei, at de satte Stagiras Grubler over Herren til Gud Faders Ære. Forgæves modsatte Paverne sig ved Forordninger, forgæves opløftede kristelige Mænd, som Florentineren Bonaventura Røsten: deres Meninger gjorde Opsigt som ny Tvistens Æbler; men den aandelige Alvor var forsvundet, Man legede med Alt. Uagtet Paris blev ved at være Ordkæmpernes Tumleplads, gjorde dog ingen Franskmand sig fra det 13tende Aarhundrede af synderlig berømt, Bonaventura, Kalabreseren Thomas Akvinas, Tydskeren Albertus Magnus og Engellænderne, Alexander Hales, Duns Scotus og Occam vare i det 13tende og 14tende Aarhundrede Kæmpernes Høvdinge. I Midten af det Sidste begyndte Nogle at indse Tomheden af disse Grublerier; men 284 denne Indsigt avlede hos de Fleste kun en desto høiere Vurdering af de legemlige Ting, som de eneste virkelige, og Johan Gerson, som lod sig drive til Troen paa Kristum og de hellige Skrifter, var i sin Tidsalder hardtad ligesaa forhadt som den , Hus han hjalp til at dømme. I det 15tende Aarhundrede laa Frankrig i en dyb aandelig Søvn, medens dets Konger plagede deres Undersaatter og søgte forgæves at indtage fremmede Lande. Uteerlighed var den almindelige Bedrift, og den var det usle Rimere besang; selv Jesu hellige Levnet udstilledes i Skuespil til Øienslyst. Frankrig, som under Korstogene var saa rig paa Krøniker, brød sig efter Ludvig den Helliges Tid, hvis Liv Joinville beskrev, kun lidt om Fortids Idrætter, det var kun to Verdensmænd fra Nederland: Froissard og Comines, som i det 14tende og 15tende Aarhundrede søgte Roskab og Pris ved at fortælle paa fransk Maal.
✂ Siden fik Riget Konger af andre Linier, og saavel Ludvig den Tolvte af Orleans som Frands den Første af Angouleme, medbragte paa Tronen nogen Smag for aandelig Syssel. De indkaldte Grækere og Italienere og nogle Franskmænd, saasom Vatable, Peter du Chatel, og den selvlærde Budæus bleve sprogkyndige, men dog var det Reformationen som ogsaa her gav Hovedstødet. Kaivins Lære fandt stor Indgang selv blandt de Fornemste, og Klemens Marots Oversættelse af Davids Psalmer blev Hoffets Livsang; selv de der ei bekymrede sig stort om Sjælenes Salighed vandt Tro paa dens Ypperlighed. Imidlertid saae Man flux at Franskmændene el vilde forsage det lystige Liv; med vanhellige Læber sang Man Davids Psalmer som Elskovsviser og Jægersange; Aanden skulde være Legemets og det daglige Livs Tjener. En Poesi, der seer dybt i det Endelige og derved opløftes over det, som udtaler henrykt inderlige, hellige Følelser og derved fordunkler de sandselige Glæders tomme Glimmer, kunde ikke trives: smukke Tanker og kolde Billeder, vittigt Fjas, Drilleri og Spil i Vers med mat og eensformig Klang, det var hardtad Alt hvad der kaldte sig Skjaldskab. For saadanne Øine skjule sig Guddommens Spor i det Forbigangne, som i det Nærværende, og Historien maa tykkes at være kun Nysgerrighedens Foderurt, eller Eventyr til Skemt, eller en Fælled, hvor alle Sjæleevner kan drive omkring som lade Øxne, nedtræde, vrage, eller vælge efter eget Tykke. Den Grundekløgt som skulde tækkes, maatte øve sig i den onde Idræt, at stille det Endelige frem som sin egen Grundvold, og Graven som Livets Landemærke. En saadan falsk Aandelighed raadner i det 285 Muld den kaarer til sin Bolig, og selv den kolde Glimmer der blev Frankrigs Del, blev kun vundet ved vanhelligt Brug af de Kræfter, Troen selv skænker de Troendes Børn i tredie og flerde Led.
✂ Jesuiterne vare de første som bevarede og udbredte Kundskab, og da deres Iver kølnedes, helligede en Del af Benediktinerne sig til stille videnskabelig Syssel. Paa samme Tid sammentraadte til Religjonens og Videnskabernes Bedste Oratoriets Fædre, og Jansenisterne, som før havde forsøgt at føre Kirken tilbage til Skriften og Augustinus, forvildede sig under Tvisten med Jesuiterne i Kundskabens Irgange, men banede dog Vei gennem mangt et Vildnis i Kirkens Historie. Denne Rørelse hos Catholikerne næredes og forøgedes ei lidet ved det Kongeskifte, da Henrik af Navarre kom paa Tronen; thi baade indkaldte han fremmede Lærde og opvakte Nidkærhed ved at give Hugonotterne Borgerret. Hos disse var nu Kundskab den vaklende Troes sildige Frugt, den sproglærde Kasaubonus var æret i den ganske lærde Verden, og Grubleren Kartesius blev for en kort Tid dens Afgud. Mærkelig er han som den, der nedmanede Aristotels Genfærd der endnu spøgte vidt om Lande, som Mester for den eneste aandelige Lærebygning som er reist i Frankrig, og som et sørgeligt Forvarsel for den Tvivlesyge, der greb om sig mellem Zvingels og Kaivins, og i det næste Aarhundrede vilde smitte Luthers Tilhængere. Mathematik var hans Hovedsag og Tankernes Tanke hans Gud; han stod grublende paa en Korsvei og forvirredes i sine egne Tanker, hans Hoved vilde give den ganske Verden sin Skikkelse og lade alle dens Dele bevæge sig efter forborgne Love i underlige Kredse, men Hjertet holdt fast paa Sandhederne om Gud og Udødelighed, som et vitterligt Arvegods; Cartes maatte lade Indbildningskraften bygge Huset for at faae Rum til de stridige Gæster, og vel maatte han gøre Hjernen til Lidenskabernes Hjem. Hans Drømme behagede Jansenisterne og Oratoriets Fædre, mellem hvilke han fik en indsigtsfuld Lærling i Malebranche; men i det hele var hans Grubien Franskmændene for dyb og alvorlig, og dens synlige Brøst var dem et kært Paaskud til at lade al saadan fare. Hans Modstandere, med Gassendi i Spidsen, vedkendte sig nu offentlig en langt mageligere og lystigere Synsmaade, som befaler, ei at spilde Livet paa Alvorstanker, men nyde det saa godt Man kan, og denne Synsmaade kom snart til at herske mellem dem, der kaldte sig oplyste. Af denne Mening var Kardinal Richelieu, og han arbeidede som Landets Styrer ivrig paa 286 at udbrede den. Han søgte forfængelig Ære ogsaa i at glimre som Mønster og Overdommer i Smagens Verden; han belønnede sine Smigrere og indsatte det franske Akademi, hvis fyrgetyve Medlemmer skulde efter hans Hoved baade give Love for det Skønne i Vendinger og Ord, og tillige dømme Forfatterne. Alle middelmaadige Hoveder underkastede sig dette Aandsslaveri, thi det var Veien til Hofgunst og magelige Dage; de noget Opvakte bleve forkættrede, indtil de ogsaa føiede sig, og saaledes udslettede den glattende Fil Kraftens sidste Levninger.
✂ Just nu havde Normannen Malherbe afsiunget, og viist, at selv de Dygtigste manglede Vinger til høi Flugt; nu prøvede hans Landsmand, Peter Corneille, under megen Modsigelse af Akademiet, i Dramer at opkalde Fortidens Aander; men kun halvslebne Normanner lode sig, i græsk og romersk Dragt, tilsyne. Idræt havde de glemt at øve, og det Høieste de kunde, var, at tale et kraftigt Ord til Daads Ihukommelse.
✂ Nu kom Ludvig den Fjortende paa Tronen. Ærgerrighed og Herskesyge havde tidlig faaet Overmagt i hans Sjæl, og hvor han vendte sig stode Franskmænd villige og duelige til at udbrede hans Magt og udbasune hans Pris. Hugonotten Colbert forstod, uden ligefrem at udskrive Skat, ved at befordre Fabriker, Søfart og Handel, at skaffe Kongen Penge, ei allene til en overdaadig Hofholdning og til den ikke ubetydelige Sold, Skribenterne fik for at tale og tie, men ogsaa til bestandige Krige. Til at føre disse havde han i Hugonotten Conde og Turenne to Høvdinge, hvis Jevninge ei fandtes sønden for Østersøen, og de der afløste dem havde kun faa Overmænd. Den Tid var nu kommet igen, da Krigenes Udfald mindre beroer paa Hærenes Tapperhed, end paa Anførernes Duelighed og Kløgt, og intet Folk havde saaledes dyrket Videnskaberne for Livets og den jordiske Nyttes Skyld, som det franske. Spanien og Tydskland vare Ludvigs Naboer, og at vorde deres Herre maatte synes ham let. Spaniens Glands og Magt forgik i Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede, og selv det svage Portugal rev sig løs. Roussillon og Artois maatte afstaaes til Frankrig, medens Kardinal Mazarin endnu regerede for den unge Ludvig, ved den pyrenæiske Fred, og da Ludvig efter sin Svigerfaders Philip den Fjerdes Død gjorde uretmæssig Fordring paa de spanske Nederlande, fandt han næsten ingen Modstand. Hans Vaaben standsedes af det Forbund, som Hollands Styrer, Johan de Vitt, sluttede med Sverrig og England, men efterat have vundet disse Magter besluttede Ludvig at hevne sig eftertrykkelig.
287✂ Holland syntes forloren, men ved en Opstand fik Vilhelm af Oranien Statholderskabet, han forstod at sætte Frankrigs Fiender i Bevægelse, han beholdt sine Lande, men Spanien maatte betale Legen med Grevskabet Burgund. Nu var Ludvigs Magt paa det Høieste; med Overmod tilegnede han sig under Feiden Strasburg og hvilke andre Stæder han havde Lyst til, men Hovmod gaaer for Fald: Turenne og Conde vare ei mere, Colbert døde, Hines Eftermænd vare ikke mageløse, og Dennes vilde selv med hans Forstand ikke kunnet, uden at fordybe Staten i bundløs Geld, skaffe de uhyre Summer, som Hoffet og den staaende Hær krævede. Nu indbildte ovenikøbet fordærvede Jesuiter Kongen, at han kunde udsone alle sine Synder ved at omvende Hugonotterne og ved Forsøget mistede Frankrig henved en Million arbeidsomme Undersaatter, som dels bleve udjagede, dels nedsablede. Vel vovede Ingen saa let at angribe Ludvig, men han indviklede sig selv i en ny Krig med Tydskland, da han gjorde Fordring paa Pfalts og lod det med mageløs Grusomhed ødelægge, og nu havde han tillige at kæmpe med Savoien, Spanien, Holland og Engelland, hvis Trone den oraniske Vilhelm samme Aar besteg. Ludvigs Feldtherrer seirede vel tidt ved deres overlegne Krigskonst; men Pengevæsenet forvirredes daglig mere, og den franske Flaade fik et uforvindeligt Stød i Slaget ved la Hogue. Ludvig maatte tilbagegive en Del af sit forrige Rov i den Rysviske Fred, som dog kun var en Stilstand, i hvilken Man paa alle Sider lavede sig til at dele Spanien som et almindeligt Arvegods, saasnart Karl den Femtes Æt vilde uddø med hans svage, sønneløse Navne. Dette skeede kort efter, og nu begyndte Striden: Ludvig vilde sætte sin Sønnesøn Philip, hvis Fader var en Søstersøn af Karl, paa den spanske Trone; den tydske Keiser Leopold fordrede den derimod til sin Søn Karl, hvis Moder ogsaa var den sidste spanske Konges Søster, og som desuden nedstammede fra Karl den Femtes Broder. Engelland, Holland og Savoien holdt paa Karls Haand, og Spanierne vidste ei selv hvad de vilde; men Prinds Eugen af Savoien og Engellænderen Marlborough lærte Europa ved Blenheim og Ramillies, at Franskmænd ei endnu vare blevne uovervindelige. Forgæves ydmygede Ludvig sig til at bede om Fred, og Udsigterne vare mørke, da Døden, ved at bortrive Leopold og hans ældste Søn Josef, kom ham til Hjelp. Sømagterne vilde ikke at de mange Kroner skulde smykke Karis Hoved, og nødte ham til at bifalde den Utrechtske Fred, ved hvilken Philip erkendtes for Spaniens Konge, imod at overlade 288 Karl Flandern, Lombardiet, Sardinien og Neapel; Hertugen af Savoien Sicilien, og Engelland Gibraltar og Minorka.
✂
Kort efter døde den gamle Ludvig; sit eget Herredømme havde han overlevet, men Frankrigs overlevede ham. Dette havde hans Navnkundighed og Vaabenheld vel hjulpet til at udbrede, men det blev dog kun langvarigt, fordi Folkenes Øverster villig bøiede sig derunder. De Fyrster, som krigede med Ludvig, misundte ham hans prægtige og lystige Hof, og Tiggeren i Paris hans Tungemaal, og begge Dele abede de efter af al Formue, ja i visse Maader langt derover. Fyrsteøiet er Hofmænds Soel, men selv de Slægter af høi Byrd eller af jordisk Rigdom, som ei kunde derved vinde Fyrstegunst, kappedes om at vrage Modersmaalet, at æde og drikke, røre sig baade forinden og foruden paa den franske Viis, og skære Klædebonnet efter samme Skik, Det kom deraf, at alle de Fornemme i Landene, som havde forsmaaet Troen og det evige Livs Haab, vare heel forlegne med sig selv. Noget Gavn vilde de dog have af Livet, og Meget behøvedes til at adsprede Tankerne, som formedelst arvet Alvor, Barndoms Minder og Guds uudslettelige Skrift paa Hjertets Tavle, endnu mangengang forstyrrede og klemte. Aanden var vaagnet ved Reformationen, den havde ved Bibel og Krønike og Psalmebog vant sig til at kræve Føde, og den skammede sig ved saadan aabenbar Uterlighed, som Folkene drev før Luthers Dage. Alligevel vare paa de gothiske Tungemaal ei stort andre Bøger skrevne end de af gudeligt og alvorligt Indhold; til at fordybe sig i Lærdom manglede de Fornemme baade Lyst og Kraft, og at optænke Sminke til Synd eller Hud, det ligger udenfor de nordlige Folkefærds Forstand. Alt hvad de Arme længtes efter: Anstændigheds Kaaber til at skjule alskens Uteerlighed, smudsig, let og vittig Læsning til at ophidse Lysten, neddysse Samvittigheden og fordrive baade Tid og Tanker, disse Skatte vare overflødelig bag Rhinen at finde, men Sproget var Nøgelen til de bedste Kamre og vel maatte det komme i Ære. Hartad utallige ere de Skrivere, i løs og bunden Stil, hvoraf der vrimlede i det saakaldte Ludvigs Aarhundrede; men de Flestes Navne ere nedsjunkne i den Glemsel, der ene kan formindske deres Eiermænds Brøde. Dog vare mellem dem ogsaa opvakte Hoveder efter fransk Vis, som end ihukommes. Foruden Korneille blomstrede, som dramatisk Digter, Racine; vel manglede han sin Forgængers Kraft, men des kærere var han sine Landsmænd og deres Efterabere; thi Velklang, Finhed og løselig Tale om Idræt, Tanker og Følelser, det var hvad de elskede, de vare
289
bange for at rystes og se dybt i Mennesket. Mærkeligt er det derimod, at Racine selv sukkede under Laurbærkrandsen og tyede, ked af det tomme Gøglespil, i sin Alderdom til Kristendommen for at faae Hjertets dybere Længsel stillet tilfreds. Paris fostrede ogsaa en Mand med skarpt Øie for det Latterlige og synderlig Gave til at stille det frem, nemlig Moliere, og hans Lystspil have moret Mange, som søge Glæde i at le, indtil denne Dag. La Fontaine er mærkelig derved, at Man paa hans urene Skemt seer, hvor saare selv et barnligt Gemyt kan besmittes i en fordærvet Alder. De der kaldte sig Grublere fordi de kunde bevise, at Egennytte og Sandselighed ere meget naturlige Drifter, fortjene ei at nævnes; men mellem sine Bisper havde Folket talende Mænd som bør ihukommes. Bossuet søgte med megen Konst at sætte Sminke paa de katolske Vildfarelser, og talede smukt om Forsynets Spor i Tidernes Løb. Den ærværdige, men vel snaksomme, Fenelon, holdt, tit med mildt bevægende Ord, Dydens og Troens Lovtale, og Massillon talte Herrens Ord med Salvelse. Ogsaa af Historieskrivere havde Frankrig adskillige, mest Normanner, men alle lode de Øiet spille paa Overfladen, og de fleste løi vitterlig, enten for at smigre eller for at more sig selv og deres Læsere. Dog fødtes mod Aarhundredets Slutning een Mand, Montesqvieu, som med kristeligt Øie skuede dybt i Folkenes Liv og Vilkaar, og han maa vel agtes som Forløber i den sandere Betragtning af Historien, som i de nordlige Lande skulde vinde Klarhed og Fasthed. Med Ret kan Man sige, at der neppe er nogen vigtig Tanke, god eller ond, som ei i Frankrig har havt sit Forbillede, og i alle Dele var Folket 100 Aar forved Tydskere og Nordboere. En anden Mand, som med store Sjæleevner betragtede Historien, var Hugonotten: Bayle; to Gange skiftede han Tro, og havde liden eller ingen. Sit store Pund misbrugte han til, under Maske af den beskedne Tvivler, at angribe Kristendommen og bestride de hellige Skrifters Troværdighed. Tidlig bortrykkedes han af Verden, men udbredte mere Vantro i fremmede Lande end alle Franskmænd før ham; thi hans Kundskab og Indsigt forblindede de Lærde, og han var ingen Blødheds eller Uteerligheds Herold, som de Andre, der flux oprørte hver ærbar og alvorlig Mand. Overalt bleve de uddrevne Hugonotter farligere end deres katolske Landsmænd, endeel vare galne Sværmere, men de Fleste stode paa Grændsen af betænkt og alvorlig Vantro. Hvor de kom hen, bleve de, som Franskmænd, Smagens Dommere, og deres Præster, med Saurin i Spidsen, lærte de Lutherske at tie med Troen
290
og præke blot om Dyd. Dog uden for al Sammenligning bør Voltære staa, som Kristendommens og alt Helligts arrigste, mageløse Fiende. Han skrev et Heltedigt om Henrik den Fjerde, men Man maa vel sige, at alle hans Skrifter ere Frankrigs Heltedigt; thi alt, hvad der var adspredt hos de forrige Digtere, var samlet hos ham, og han sluttede Rækken. Vantro, Vittighed, Uterlighed, Klarhed og Lethed havde han i en forbausende Sum; det Væinmeligste kunde han opsminke, det Klareste kunde han fordreie, og det Ærværdigste syntes latterligt i hans Mund. En Hæder er det for Kristendommen, at dens Fienders Høvding afskyedes som Menneske selv af sine Tilbedere, og den Tidsalder, der kunde forgude Uhyret, havde ei megen Kristendom at miste; men et forfærdende Syn er det at se en Mand, udrustet til at være Slægtens Velgører, ved Hjertets Forvendthed at vorde den til Snare og Fordærvelse. Hvad han ei kunde udrette med sine egne Skrifter, som i de mest forføriske Skikkelser udgik i Landene, søgte han at naa, ved at være Encyklopædisternes (Kredsløbernes) Formand, og ved sit Navn give deres Værk Anseelse. Endel kløgtige Mænd, mellem hvilke Gudsfornægterne Dalembert og Diderot vare de fornemste, havde nemlig taget sig for at gennemløbe den hele Kreds eller Ring af menneskelige Kundskaber, og sige det, der var mest værd at vide, saaledes at Alle kunde forstaa det. Herved udbredtes da den mest bagvendte Synsmaade for al aandelig Syssel og Foragt for Kristendommen i den hele franske Læseverden rundt omkring i Europa. I Frankrig blev dette ugudelige og grundløse Skrift anseet for en Samling af al menneskelig Visdom, og det var venteligt, at al Gudsfrygt og grundig Indsigt vilde forgaa i Europa.
✂ Vel ere Engellænderne i Grunden alvorlige, men derfra var ingen Modsigelse eller Hjelp at vente, det var meget mere dem, der havde smeddet de Vaaben og støbt de Kugler, hvormed Franskmændene angrebe baade Tro og Videnskab. Allerede Frands Baco havde i Elisabets Tid raadt og besvoret de Lærde ene gennem Betragtningen af de legemlige Ting og den udvortes Erfaring at søge Visdom, og i det 17tende Aarhundrede fremstillede den bispelige Kirke og den presbyterianske Menighed hver en udmærket Grubler, som i denne Grundsætning vare enige. Thomas Hobbes vedkendte sig uden Sky den onde Mening, som den engelske Kirke i Gerningen fra allerførst hældede til, at Religionen kun var en Indretning i Staten, nødvendig til at opholde Orden, men en ligegyldig Ting for det indvortes 291 Menneske. Dette saavei som alt Bagvendt fulgte ogsaa ligefrem af hans fordærvelige Grundsætning, at al Forskel mellem Sandhed og Løgn, altsaa ogsaa mellem Godt og Ondt, ene laa i Ordene. John Locke var mere grundig og aandelig, som man kunde vente, men da han ret alvorlig antog Erfaringen for al Sandheds Kilde og den almindelige Menneskeforstand for Overdommer, blev hans Lærebygning langt mere tjenlig til at bestride Kristendom og Videnskab, end han vel selv havde tænkt. Hans Sætninger var det Bayle anvendte paa Kristendom og Historie, og det med saadant Held, at Man med afsindig Glæde har sagt, ingen redelig Læser kunde henlægge hans Bog uden at være Ukristen, og Tvivler om alt Aandeligt; ja saa rodfæstet var denne Synsmaade i Engelland, at selv den kristne Nevton holdt dens Lovtale. I England var det da ogsaa, at de første, skarpsindigste, grundigste Fiender af Bibel og Kristendom fremtraadte, og det, hvormed Voltaire og hans Stalbrødre glimrede, var borget hos Cherbury, Tindal og Mesteren for dem Alle: Lord Bolingbroke.
✂ I det nordlige Europa selv maatte da løfte sig en Dæmning mod den rivende Syndens og Vantroens Strøm, hvis den ei skulde nedskylle Alt i en bundløs Afgrund. Det skedte, og ene derved blev det muligt, at der endnu kan være Tale om Kristendom, som noget Nærværende, og Haab om dens Opreisning; men Dæmninger kan kun opholde og gennembrydes snart: en Strøm som den, der frembrusede i Luthers Dage, maa der til, om Tro og Dyd igen skal stadfæstes for Aarhundreder og ei langsom nedmales af Hvirvlen.
✂
Tydelig at forklare Aandens Yttringer i Tydskland, hvor Alt synes som Bølger at have løftet og sænket sig, skummet og bruset efter sære Luner, lader sig maaske, vil Gud, nogenlunde gøre om hundrede Aar, men ikke nu. Det tydske Sprog har hersket fra Italiens Grændse til Skodborg Aa, og fra vesten for Rhin til Østen for Veichsel og Theis; kraftfulde Mænd af saare adskillige Folkefærd have skrevet i det fælleds Maal, opvækket og indskrænket hinanden i bestandig Strid. Hertil kommer end, at Landet har været deelt i hartad utallige Herskaber, og at ikke blot de Gamles men alle de nyere Folkefærds Skrifter have virket meget, ja stundom mere end i deres Fædreneland. Det eneste almindelige Kendemærke hos Tydskerne er da en uslukkelig Tørst efter Indsigt i Tingenes inderste Væsen. Deraf kommer da den synderlige Ustadighed og de forvovne Spring fra den ene til den anden Yderlighed, men deraf ogsaa den
292
Alvor, hvormed de haandtere det Mindste som det Største, det Afslndigste som det Klogeste, efter som de hist eller her vente at finde al Visdoms Kilde. Dette Grundtræk avlede Reformationen, det har avlet stor Galskab, megen Tvist og unyttig Handel, men det har bevaret Folket og Europa fra ganske at foragte den Røst i vort Indvortes, som vidner at Alt under Solen er Forfængelighed og kun en Skygge af det Tilkommende. At imidlertid denne Sjælens Alvor og Grublelyst, som er eiendommelig hos de nordiske Folk af gothisk Herkomst, ei vilde frembragt nogen kraftig Yttring uden sand Kristendoms Hjelp, derom vidner saavel Middelalderens som den ny Tids Betragtning. Korstogenes og Minnesangenes Tidsrum udløb med den vantro Keiser Fredrik den Anden, og hans Landsmand Albertus Magnus. Mellem Augustinerne, som af deres Mester dreves til den hellige Skrift, tændtes det Lys som i det 16tende Aarhundrede skinnede klarest i Luther, men og herlig i mange af hans Ordensbrødre. Ogsaa var det fra et stille, gudeligt Hjerte den Varme udgik, som i det 15tende Aarhundrede begyndte at oplive Tydskland, tilegne sig de gamle Sprog og stifte Skoler, og saaledes gøre det muligt, at Luther kunde opstaa og hans Tale finde Indgang. Vestfaleren Dringeberg, Reuchlins og Celles's Lærer, hans Landsmænd Hegius og Lange, samt Frislænderen Agricola, disse Sprogenes ny Fosterfædre, vare alle udgangne af en Mands Skole, om hvis oprigtige Kristendom fire Aarhundreder have vidnet. Det var Augustineren Thomas af Kempten, hvis Bog om Verdens Foragt og Kristi Efterlignelse, under alle Tiders Omskiftelser er blevet ved at være Kristne dyrebar. Tidsrummet fra Nu af til Trediveaarskrigen maa med al Ret kaldes det Sachsiske; thi fra Sachsen, i gammel Forstand, udgik i den Tid Tydsklands Tro, Poesi og Videnskab, paa dets Høiskoler yppedes eller dømtes hver Tvist, som opstod i den lutherske Menighed. Mellem de Lærde maa være Tvist, det kommer kun an paa hvorom, og hvordan den føres; men at der i den ny Menighed vilde blive stor Strid er let at forstaae, naar Man betragter Melanchton ved Siden af Luther. Denne Pfalzer var lærdere end Sachseren, men istedenfor at denne var Digter var Hin en Ven af Aristoteles, og ligesaa ræd som Luther djærv. I Luthers Levetid gik det godt, thi Melanchton var ham barnlig hengiven og lydig, man da han underskrev Interim, tabte han al Tillid hos Luthers Disiple; fra den Stund betragtede de hans Skole for kættersk og modsagde den indtil Yderlighed. Sagen var i sig selv vigtig, thi Melanchton var i
293
Grunden af Zvingels Mening om Nadveren, og hans Tale saavel om Menneskets egne Kræfter, som om gode Gerninger kunde let ryste Forsoningslæren. Hos ham selv havde det vel ingen Fare, og hans Iver for Lovens Prædiken reiste sig vist mest af den Bedrøvelse, hvormed han saae Mange synde sikkert og kun Faa handle, som Luther, af Troens og Hjertets Fylde; men saasnart vi lægge mindste Vægt paa vor egen Størke og vore gode Gerninger, er Hovmoden tilrede og Troen i Fare. Det vidste Luther af Erfaring; Ingen skal sige, at han dyssede Folk i Søvn med Evangelium, men han nedkuede Hovmoden, og, som Hader af al Spidsfindighed, veiede han ikke sine Ord saa nøie. Saaledes var det ogsaa med hans Tilhængere, Flacius, Amsdorf og andre, mest Sachser; Melanchtons Disiple, mest Franker, dog især Strigelius fra Memmingen, havde derimod af deres Mester lært, at adskille fint, og behagede sig selv i deres Spidsfindighed. Philippisterne kløvede Ord, Lutheranerne vilde ikke tage deres tilbage, om de end vare uoverlagte, og herved udbrød Tvisten om Arvesynd og gode Gerninger, der dog ikke altid var blot Ordstrid. Det var vel fornødent, at de Evangeliske maatte lægge sig efter Tvistekonst og Ordkløveri, for at kunne bestride Jesuiterne med deres egne Vaaben; men saadant maatte nødvendig føre bort fra Bibelen, fra Sprogenes grundige Dyrkning og al ret Videnskab; alligevel kom disse onde Følger først tilsyne i det 17tende Aarhundrede. Melanchton og hans Ven Camerarius indførte en bedre Skolegang, efterat Luthers stærke Tale havde bøiet Fyrster, Herrer og Stæder til at hjelpe, og Krøniken fandt mellem de stræng e Lutheranere ligesaa ivrige som heldige Dyrkere. Sleidans Skrifter og det store kirkehistoriske Værk (centuriæ Magdeburgenses) for hvilket Flacius stod i Spidsen, ere herlige Vidnesbyrd om hvad Luthers Aand vilde udrettet, naar den ei var blevet fordrevet af Hovmod, medens Kraften hentæredes af Synd. I Begyndelsen af det 17tende Aarhundrede lod den sidste herlige Genlyd af Luthersk Poesi sig høre igennem Meisneren, Poul Gerhard; han slutter det sachsiske Tidsrum. Samtidig med ham var den schlesiske Digter, Morten Opits, som prøvede paa at synge om verdslige Ting, men de som af Luther havde faaet nogen Ahnelse om Poesi, mærkede vel, at han ei var begeistret; Hofmansvaldau, Lohenstein og deres Efterabere vilde lade som de vare det, men bragte det ei videre, end til Svulst og Ordbram.
✂ Jammerlig var Tydsklands Tilstand i den anden Halvdel af det 17tende Aarhundrede. Trediveaarskrigens Historie vidner 294 om Regenternes jordiske Sindelag; og den som troer stadelig paa et Forsyn, veed, at et Folk maa være meget fordærvet, før en saadan Tugtelse er nødvendig.
✂ Imidlertid var det, saa at sige, paa Lyzens og Nordlingens Valpladse, og af Magdeborgs Grus at det Kildevæld udsprang, som har lædsket Slægtens brændende Tunge, skøndt ikke slukket dens Tørst. Saadant mægter kun Drikken, der øses af Galilæas Flod i dens rene Kildespring, og Man øste kun af dens mudrede Arme. Den Tid skal komme, siger en hellig Seer, og den tykkes alt at have begyndt, da Folkene, naar de tugtes, skal tygge deres Tunger i Pine og bespotte Himmelens Gud, istedenfor at omvende sig fra deres onde Gerninger; men saalænge Folkene ikke ere forhærdede, da virke Tugtelser paa dem, som paa de Enkelte, en mere eller mindre oprigtig Omvendelse til Gud og Dyden. Det er altid menig Mand som trænges mest i Krigen, Skræk for grove udvortes Synder griber ham, Armoden nøder til Tarvelighed og saaledes opvoxe i det mindste alvorligere og kraftigere Mænd i Hytter og snevre Huse. Alligevel var det dengang, som altid, saa, at menig Mand er et aandeligt Barn, der vel fornemmer Sygdommen og længes efter Helbred, men veed ei selv ret hvor det har ondt, end sige hvad Lægedom det har behov. Det er end de fleste Børns Kendemærke, at de baade maa lokkes og trues til den beedske Lægedrik, ere de ovenikøbet kælne og skrøbelige da vil de saa gerne, ja de maa hartad have Sødt iblandt, om saa end dermed en god Deel af Størken skulde fortages. Det er omsider og saa, at skal de Børn holde sig fra lækker Spise da maa den være dem af Øie, og det er mange Forældres daarlige Skik, at give dem Mod med lang Tale om, at de saa ere store Karle og anderledes end de hos Nabo og Genbo. Under saadant sanddru og enfoldigt Billede kan og maa Man see de fleste Tydskere i den lutherske Menighed, som kom til Eftertanke, og da er det godt at forstaae, hvi Lægedommen blev saa blandet, saa utilstrækkelig og farlig. Hvordan det stod sig med de store Herrer, er nys formeldt, og det var derpaa ei aabenbart Kendemærke, at Sachsens Kurfyrst August baade vilde blive Katholik for at faae en Krone, og kunde gøre det saa uanfægtet. Med de Boglærde var det og hel slet bestilt; de Fleste af dem, som optugtedes til Hyrder og Lærere, havde glemt deres Bibel og dens Tungemaal; de Kløgtigste laa i Kiv og Strid om Meninger og Talemaader, som de selv havde optænkt, de andre snakkede dem efter Munden; og det kaldte Man Troens Reenhed, naar Skriftebarnet 295 kunde Ord for Ord fremsige den Bekendelse, Man havde kendt for gyldig. Paa Opbyggelse og et gudfrygtigt Levnet tænktes kun lidt, ja mangengang dyssedes den arme Hjord i aandelig Søvn ved forfængelig Tale om Salighed, som Daabens Frugt og Syndernes Forladelse ved Altergang, og de glemte den salige Luthers sanddru Ord: at Vandet og den legemlige Æden og Drikken visselig ikke kunde udrette saa store Ting. Ved Aarhundredets Begyndelse havde en from Mand, ved Navn Johan Arndt, bedre baaret Omsorg for Almuens Nødtørft med sin Bog om den sande Kristendom, og hvad den har opbygget i de onde Dage, det vil paa den sidste vorde aabenbart; men imod den løftede Man længe Røsten, som om det var Edder og Forgift. Vist er det saa, at hel underlige Talemaader komme for deri, og det kan vel være, at den fromme Arndt, mens han drev saa stærk paa det gudelige Levnet, som var rart at linde, stundom glemte, at vi retfærdiggøres uforskyldt af Naade ved Jesu Tro, hvilket laa dengang paa alles Læber; men at Modstanderne ikke, som Man bad dem om, skrev en bedre Bog til Andagt og Opbyggelse, det er vel dennes bedste Forsvar og Lovtale i sin Tid.
✂ De andre Boglærde, som enten vare aldeles vantro, eller dog følte Drift til med Forstanden at trænge ind i Troens eller Verdens forborgne Dybheder, søgte mest med Paracelsus og Skomageren i Lausiz, Jakob Bøhme, at finde de Vises Steen og blive Verdens Herrer, eller med Tyge Brahe at aflure Stjernerne deres Kløgt. Stjernetydemes Øverste var Vyrtenbergeren Johan Kepler, thi han saae i Aanden Planeterne vandre deres underlige Vei, netop saaledes som Nevton siden udregnede det at være; men han hørte ogsaa til dem, som sluttede det egenlige lutherske Tidsrum, og de følgende tydske Stjernekigere kunde i lang Tid ikke andet, end ængste eller smigre de Vantro og Nysgerrige med Varsler. Ved Siden af disse stode enkelte Sproglærde, og Nogle, der sankede Middelalderens Krøniker, men de kunde ingen Vei vise Folket. Saadanne gjordes alligevel haardt behov; thi den franske Pest begyndte nu at komme tilsyne paa Høiskolerne. Kristian Thomasius var ret et lyst Hoved i fransk Forstand; han begyndte i Leipsig at holde Forelæsninger og skrive paa tydsk om allehaande Sager, og nu var Dørren til Borgerstuen, og selv paa en Maade til Bondehuset, opladt. Dog Manden som skulde vise bedre Vei var alt kommet, Filip Jakob Spener fra Strasborg.
✂
Fra Barndommen af havde Han mest Lyst til at fare herfra
296
og være med Herren; og dybt bevægedes han ved Synet af de Lærdes forfængelige Væsen og tomme Ordstrid, men allermest over Folket, der var nedsunket i Fordærvelse og foer vild, som Faar uden Hyrde. Som Præst i Frankfurt ved Main talte han Opvækkelsens Ord, forhærdet var Folket ikke, og de hiertelige Formaninger ginge dybt ind i Sjælene; han skrev sine fromme Ønsker foran Arndts Bog, og alle Retsindige sukkede med ham over Tidens Vanart. Slige Røster vare dengang blevne sieldne, og Mange harmedes over, at han tog saa haardt paa Præsterne og drev paa en heel Fornyelse af Kristendommen; men Larmen begyndte over de gudelige Forsamlinger, Han holdt i sit Hus, og som snart efterlignedes vidt og bredt i lutherske Stæder. Denne frivillige Efterligning er hans bedste Undskyldning; thi den viser, at de ei opstode efter hans egne Griller, men efter en Tanke, der var almindelig hos de Bedre i Tidsalderen og som kun behøvede at udsiges, for at blive antaget. Vildfarelse var det, og den samme, som fordum avlede Munkelivet, men den var grundet i Tidens Vilkaar, og Spener maatte have været en Luther, for at vinde Seier over den; men det var han ikke hverken i Kraft eller i grændseløs Kærlighed til det skrevne Ord og Tro paa dets guddommelige Størke. Ret heed blev Striden, da Spener kom til Dresden og fandt nidkære Tilhængere mellem de unge Magistre i Leipsig, blandt hvilke Lybekkeren: August Herman Franke, Brandenborgeren: Joakim Lange, og Sachseren: Gotfried Arnold ere blevne de navnkundigste. Disse kom i Førstningen sammen for at hielpes ad til frugtbar Indsigt i de hellige Skrifter, men da de siden indlod, ei allene unge Studenter, men ogsaa Borgermænd, og forvandlede Samtalerne til egenlige Andagtsøvelser, da blev stor Tummel mellem Præster og Høilærde, og Magistrene adspredtes, hvorved da det saakaldte pietistiske Væsen endnu greb videre om sig. Fyrsier udgav Forordninger og Høiskoler deres Formeninger mest imod Pietisterne, og Vittenbergs Høilærde, som endnu vilde gælde for Kirkens Fosterfædre, vare især bittre imod dem; men mellem sig selv havde de deres værste Fiender. Det lader sig ei her gøre, omstændelig at oprede den mærkelige Strid, under hvilken Tydskland igen vænnedes til ModersmaaJet og alvorlig Eftertanke om de fornemste Ting, men en slig sandfærdig Afbildning af Tidernes Færd og Leilighed vilde give et andet Syn for Pietismen, end det som almindelig udbredes af Folk, der selv ingen Forstand have paa Troens og Gudfrygtighed s Hemmelighed. Hovedsagen er, at de som bedrøvedes efter Gud,
297
enten glemte at alting er reent for de Rene, eller troede sig for skrøbelige til at staa mod de mangehaande Fristelser, som ved det lystige Liv, der udbredtes, daglig bleve farligere, og vilde derfor undgaa dem, ved at forvandle deres Huse til Klostere. De fattedes Lyst til at læse i Guds Ord, og til at bede i det stille Lønkammer og mente at de indbyrdes kunde opvækkes og drives ved idelige Forsamlinger. De fornam i sig den Vantro, som spirede i Tidsalderen, og derfor bleve de bange for Videnskaberne. De maatte gøre megen Vold paa sig selv for at udføre den svare Afsondring, og derved forførtes de til, at lægge Vægt paa deres Gerninger, hovmode sig over Verdens Børn og fordømme dem, der uden sure Miner og sære Fagter ventede at fuldkomme Løbet og bevare Troen. De vidste med sig selv at de vare forlorne, hvis de modstode det Naadekald, der var udgaaet til dem, og derved forledtes de til, at tale nedslaaende og forvildende om Omvendelsens yderste Time. Stolte af den indvortes Oplysning, ringeagtede de det skrevne Ord, der dog er al sand Oplysnings Grundvold og Prøvesten, og brøde sig derfor kun lidt om Kirkegang og Sakramenter, ja paastode endog, tvertimod Kristi og Pauli Ord, at Ingen kunde være ret Lærer i Menigheden, undtagen han i Hjertet var troende og genfødt. Saaledes stod det sig med de Bedste, og selv den fromme Spener oplystes først ved sine Tilhængeres Udsvævelser om Vildfarelserne; men nu kom hertil en Flok af Hyklere, som vilde løskøbe sig fra sand Tro, Hjertets Renselse og Kærlighed med Læbens Bøn og Legemets Faste, uden at tænke paa Herrens Ord hos Esaias: at det er ingen Faste, naar Sjælen holder paa sine Lyster, om saa end Hovedet hælder som et Siv og Legemet plages i Sæk og Aske. Det var da intet Under, at selv gudfrygtige Mænd, som priste Speners Mening, maatte harmes over det Galenskab hvormed Pietismen, tit endog mod dens Tilhængeres Villie, undergrov Kristi Kirke. Det var imidlertid godt Tegn, at denne Gæring begyndte hos en Præst og videnskabelig Mand, som selv elskede og kendte de gamle Sprog og Historien, samt at saamange studerte og dygtige Mænd sloge sig til ham; thi baade kundgjorde det, at Kristendom end ei vilde lade sig forvise fra Høiskolerne, og Man kunde vente at Sværmeriet daglig vilde aftage, isteden for at det daglig voxer og udarter hos en Flok, der sankes om en ulærd og forvildet Mand. Udgangen var imidlertid uvis, da Gud føiede det saa, at en ny Høiskole stiftedes, hvor Pietismen fik visse Værelser og nødtes til, baade at lægge Vind paa Lærdom og læmpe sig efter
298
Indretningerne i den evangeliske Menighed. Hermed gik det ret besynderligt til. Magister Thomasius i Leipsig udgav det første tydske Maanedsskrift, og tog deri haardt baade paa Theologer og Jurister; selv var han en Tilhænger af Lokes Fornuftlære og agtede ei Kristendommen for stort mere, end en god Moral; baade derfor, og for at ydmyge Leipsigs Høilærde, tog han Pietisterne i Forsvar, og hans bidende Skrivemaade opirrede saaledes, at han tilsidst maatte flygte for at undgaa Fængsel. Han opslog sin Lærestol i Halle, mange af hans forrige Tilhørere sankede sig om ham og herved opmuntredes den preusiske Minister, Seckendorf, til, at udføre sit Ønske og anlægge en Høiskole. Spener var faa Aar tilforn falden i Unaade hos Sachsens Kurfyrste og stod nu i megen Anseelse i Berlin; efter hans Anbefaling besattes Lærestolen i Theologien. Her samledes igen de Leipsiger Magistre: den fromme, elskelige Franke og den belæste, stridbare Lange bleve Hovedmændene. Naar Pietisterne skulde lægge Vind paa boglige Konster, var det følgeligt, at Bibelen og dens Grundsprog, saavelsom det latinske, maatte blive deres Hovedsag. Dette, deres Had til alt Haarkløveri og deres alvorlige Flittighed maatte nødvendig lede til grundig Videnskabelighed, og det vidner Krøniken, at den udgik fra Halle. Dertil hjalp saare meget, at Franke, med en i de nyere Tider mageløs Tillid til Forsynet, som ei heller blev beskæmmet, indrettede et Vaisenhus og anlagde derved en Skole, som i sin Tid var et Mønster og opklækkede Ungersvende, der vare baade villige og duelige til videre Fremgang. Krøniken blev derimod, til stor Skade, i Førstningen forsømt, og det kom vel deraf, at de ei kunde drive den saaledes som de vilde. Hvordan det var, lod Arnold se til usigelig Forbauselse og Oprør i den ganske lærde Verden. Udentvivl var han det mest opvakte Hoved af alle de pietistiske Lærde, og havde han holdt fast ved det skrevne Ord, var han vel blevet en Luther for sit Aarhundrede; men først mod Enden af sit Liv helbrededes han nogenlunde for sit hovmodige Sværmene, og lærte at vurdere den Kærlighed, som vidt overgaar Kundskaben. Han var i Grunden Ven af Poesi, Historie og al Videnskabelighed; men den pietistiske Grille om Fuldkommenhed og den Helligaands umiddelbare Oplysning drev ham tit fra Bøgerne; og da han ikke, som Luther, vilde blive ædru, og ved Jesus forsones med Gud baade som Menneske og Boglærd, saa var hans lærde Syslen virkelig syndig i sig selv, og paa dens Frugter lod det sig kende. Det synes som Høiskolen i Halle gav ham Mod til igen at studere;
299
thi nogle Aar efter udgik hans Kirkehistorie, som er blevet saa berygtet. I et historisk Værk seer Man bedst en selvstændig Mands Synsmaade for Livet og alt Aandeligt, og Mange undres vist over, i Dommene om Lærefædre og Kættere at finde saa stor Lighed mellem Sværmeren Arnold og vore Dages døbte Hedninger. Meget forstaaeligt er det alligevel, thi i Pietismen laa Vantroens Spire, den drev paa Gerninger først og sidst, og naar Mennesket først tillyver sig en indvortes Oplysning, som skal være Skriftens Dommer, er der kun et kort Skridt til at forgude Fornuften, og dermed endte bogstavelig Sværmeren Engelman, de nyere tydske Filosofers mærkelige Forvarsel. I Øvrigt har Arnold med al sin Forkærlighed for Donatister, Pelagianer og andre Kættere, rettet mangen Fordom, som falsk Ærbødighed for Kirkefædrene og Sædvane, trods Luthers Modsigelse, havde rodfæstet hos de Lærde, og det er vel sandt, at Ingen af hans selvbudne Tugtemestere kunde gjort Magen til hans Bog. Det er let at forstaa, at da Pietismen havde saa dygtige Talsmænd og saa ivrige Anfægtere, maatte hos disse mange slumrende Kræfter vækkes og øves, Ordkrigene holde op, Troen paa Jesu Forsoning, mange Pietisters Savn, stadfæstes i mangt et Hjerte og adskillige Boglærde udrives af den verdslige Kundskabs Hvirvel, som stærk begyndte at drage dem bort fra gudelige Tanker og Granskninger. En af dem, der til Kirkens store Gavn saaledes frelstes, var vel Pietismens og især Joakim Langes heftigste og lærdeste Modstander, Valentin Løscher fra Meissen, Professor i Vittenberg. Manden forivrede sig vist mangengang, og aflagde maaske aldrig ret den Ærgerrighed og Flygtighed, som forvildede ham i hans unge Dage; men at det var hans Hjertes Begæring at vandre enfoldelig i kristelig Tro, Haab og Kærlighed: derom vidne hans tildels liflige Psalmer, thi saaledes digter Man ikke ved Konst, eller for Spøg. Det gik ham, som alle letnemme Hoveder, naar de fra Barndommen roses og spores, istedenfor at stilles og ydmyges; han begyndte som Dreng at være Forfatter og flagrede siden om hardtad i alle den menneskelige Kundskabs Egne: Alt vilde han udtømme, om Alt vilde han skrive en Bog, indtil han endelig i sit navnkundige Maanedskrift, de Uskyldige Efterretninger, som blev over et halvt Aarhundrede gammelt, fandt et passeligt Talerør for alt hvad der faldt ham ind. Striden med Pietisterne, som varede fulde 15 Aar, var det som vel mest afstillede ham og fæstede Øiet paa Bibelen og Evigheden; og hvilken Vinding det var, at en saadan baade lærd og kristelig Mand i den lange Tid
300
sad hædret paa Dommersædet, indseer Man først, ved at betænke den verdslige Visdom, som i dette Tidsrum lod sig tilsyne.
✂ Kalvinisten Gotfried Leibniz fra Meissen, et grublende Hoved af kristelig Æt og en stor Regnemester, søgde at gøre Kristendommen tækkelig for Tvivlere, ved at vise dens Overensstemmelse med Menneskets egne alvorlige Tanker. Han reiste ingen heel Lærebygning, hvilket vel ei heller let falder en Kristen ind, naar han ei har en saadan at bestride; men det havde Leibniz ikke; hos Bayle, som hos sig selv, fandt han kun Tvivl opkastede om visse Dele, og dem vilde han gaa imøde. Da han skrev paa Fransk, i behagelig Stil, maatte hans Skrift udrette meget godt hos dem, der, ligesom han, vilde gerne staa den fristende Vantro imod; men naar Troen hos de bedre behøver saadant Forsvar, da er det høi Tid, og i Forsvaret selv laa Spiren til stærke Angreb. Det gaar med Saadant, som med den stærke Gift, der bruges i fortvivlede Sygdomme; den afvender det pludselige Fald, men bereder Opløsning. Vexelvirkningen mellem Sjæl og Legeme søgte Leibniz at forklare ved Antagelsen af en forudbestemt Enighed, og Saadant stred ei mod Kalvins Lære; men det undergrov Læren om Frihed og Tilregnelse; han vilde retfærdiggøre Gud for det Onde og antog derfor Verden, som den er, for den bedst mulige, men heraf fulgte enten en Gudsbespottelse, eller det Onde forvandledes til en blot Indskrænkning. Han yttrede, at den Bevismaade, som finder Sted i den dybere Regnekonst, ogsaa kunde bruges i andre Dele af den menneskelige Kundskab, og forlangte Man nu en saadan i Lærdommen om Gud og de guddommelige Ting, da maatte denne findes ubevislig og endelig forkastes som usand. Alle disse Følger af Leibniz's Gætninger og Vink indsaae Slesieren: Kristian Volf, grandgivelig, men han afskyede dem ikke, som hans kristelige Forgænger, og derfor kunde han, hvad der var Leibniz umuligt, reise en Lærebygning, der ei modsagde sig selv, men Kristendommen destomer. De strænge Fædre i Halle maatte, til deres store Harme, se dette Ukrud opvoxe og blomstre i deres egen Have, og skøndt de, ved Volfs Forvisning, engang fik det oprykket, var dets Frøkorn dog alt for vidt spredte i frugtbar Jord, til at det saa snart kunde udryddes. Volf kom endog seirende tilbage, og Joakim Lange maatte selv opleve de Dage, at se sin Høresal tom. Imidlertid var det langt fra, at denne verdslige Visdom vovede at gaa aabenlyst frem og forkaste, hvad der i Grunden ei kunde bestaa med den; dertil 301 havde den Pietistiske Gæring været for alvorlig; den maatte tvertimod skjule sine ugudelige Grundsætninger og nøies med at paatvinge Theologien sin Bevismaade. Vist nok havde den ogsaa mellem Theologerne mange vantro Tilhængere; men det er ei saa med Guds Fjender som med hans Venner; disse vove Liv og Blod for at tale som de tro, hine føie sig efter deres Tidsalder, fremstille deres Meninger dunkelt eller tvetydig, naar de have Noget at frygte, fordreie deres egne Ord, naar de tiltales, og holde sig skadesløse ved i Smug at nedbryde og spotte des djærvere. Dette har været, er og bliver altid det adskillende Kendemærke paa Lysets og Mørkets Børn; disse kalde deres Adfærd Klogskab, og Jesus gav den samme Navn. Saaledes kom det sig, at den Volfiske Filosofi aabenbar ei anfægtede, ja maatte endog tjene Kristendommen; ogsaa dæmmede den enstund mod den Erfaringsvisdom, der efter Loke prædikedes bag Rhinen, og gjorde Ende paa de forargelige pietistiske Stridigheder, da alle Kristne nu maatte gøre fælleds Sag. Derimod var det let at forudse, baade at Bibelen end mere vilde forsømmes, da man troede, eller lod dog som Man troede, at selve Kristendommens Hemmeligheder af Forstanden kunde bevises, og at denne Visdom, hvis den blev herskende, snart vilde, ligesom den skolastiske, afkaste det paatvungne Aag og bestride Troen. I bevægelige Ord spurgte Oldingen Løscher sine Samtidige, hvor de dog vilde hen; men hans Røst tabte sig i Strømmens Brusen, og de Bedøvede lode sig drive mod Fordærvelsen.
✂ Hvor nær denne fulde Fordærvelse stod for Døren mærkede Man ei allene paa dem, som under stort Bifald angrebe kristelig Tro, men ogsaa paa dem, der opkastede sig til dens Talsmænd, og allermest paa den ugudelige Zinzendorf og hans Tilhængere. Han var udsprunget af en bøhmisk Grevestamme og optugtet i Halle under Frankes Opsyn; men Gudsfrygt kunde ikke slaa Rødder i hans kødelige Sind, han holdt fast paa Hjertets Urenhed og vilde dog agtes for en Apostolisk Mand, han hyklede Sværmeri og bespottede det Hellige hardtad hvergang han tog det paa sine Læber. Imidlertid gjorde han megen Opsigt, ja bedrog endog enstund adskillige fromme Mænd ved sine navnkundige Indretninger i Hernhut, en By han anlagde paa sit Gods mellem Zittau og Lobau, først for nogle fra Mæhren udvandrede Hussiter, siden for dem af alle protesterende Partier, som vilde nedsætte sig der. Hernhutternes Tarvelighed, Flid og Ærbarhed, samt den besynderlige Vægt de, i fuld Modsætning til Pietisterne, lagde paa Forsoningslæren, indtog i 302 Begyndelsen mange Kristne, saa at de fra Hernhut ventede Troens Genfødelse; men langt Andet aabenbaredes under Tidens Løb. For de Rene er alting reent, og mange oprigtige Kristne have baade levet i Hernhut og ere udgangne derfra mod alle Verdens Hjørner, at forkynde det glade Budskab om den Korsfæstede, men er Talen om den Aand, som hvilede paa Stifteren og rører sig aabenbar i Menighedens Lærebøger og Sange, da er den saare ukristelig, ja tit ugudelig at nævne. Der spottes med Kamp og gode Gerninger, der er hardtad ikke Spor af Ærbødighed for den ene Vældige, hvis Munds Aande kan adsprede de Dødelige som Støv, ja Talen og Sangen om Jesus, hans Blod og hans Saar, er ei allene væmmelig og ubibelsk, men tit saa usømmelig og bespottelig, at Man blues ved at høre det. Mærkeligt er det, at Zinzendorf i sin elendige Oversættelse af det Ny Testamente udelod det ottende Bud og afskaffede Fadervor i sin Menighed, thi falskt var hans Vidnesbyrd, Løgn tillod han sine Tilhængere, han vanærede Gud, vanhelligede Hans Navn og stod Hans Rige imod. Dybt maa de Mennesker være sjunkne, som for Alvor sige, at de vil blive ved at synde for at Naaden kan blive des overflødigere, og prøve paa den formastelige Id, at gøre Jesus til Syndens Tiener. Det Folk, hvor Saadant finder Indgang hos, maa snart vorde heel udueligt til Troen, og dens Fiender faae Dristighed til at bespotte den. Dog saavist som Bulderet fra Hernhut forkyndte, at Tydsklands Kristendom var Døden nær, ligesaavist vakte det ved Guds Styrelse mangt et Hjerte baade fjern og nær, og uden det vilde hin ei blevet stædt saa hæderlig til Jorde, som nu skedte, da Skjalde, som Sachseren Johan Kramer og Adolph Schlegel, men fremfor alt Gotlieb Klopstok fra Kvedlingburg, sang over Graven. At de vare Ligskjalde mærkedes saa godt; det var ei, som i Luthers Dage, Folkets og deres egen forenede Frydesang over Frelserens Fødsel og Kærlighed de istemte, det var Jesu faa overblevne Venners Klage og Smerte og høie Vidnesbyrd om den paa Jorden Dødes Herlighed, der lød fra deres Harper. Allermest var det saa med Klopstok: Han besynger i Jesus Menneskeslægtens guddommelige Helt, som for at reise et Mindesmærke over hans halvglemte Bedrift. Ei smelte Tonerne i liflig Klang, dunkle og afbrudte stride de sig frem; Frelseren er opfaren fra Tidsalderens Hjerte, forgæves vil Fantasien nedhente ham fra de høie Himle, den forvildes mellem Skyerne, mattes og synker til Jord. Snart blev og for de vantro Tydske Messiaden et Sidestykke til samme Skjalds Sang om Fædrelandets Befrier, Keruskeren Herman, et fabelagtigt 303 Mindekvad, en glimrende Udsmykkelse af Oldtids løse Sagn. Dog forgæves slog Klopstok ei Strængene med gudeligt Sind, først i Danmarks Hovedstad og siden paa dets Grændseskel, Tonerne delte sig mod Syden og Norden; og her, hvor kristen Tro end ei var saa sjelden, stemmede de endog en anden Harpe, værdig til at lyde i Samklang. Men og sine Landsmænd stemmede Klopstok saa, at de skammede sig ved fuldelig at henrives af den tomme Bjeldeklang, de ugudelige Nidviser og det liderlige Fløitespil, som hørtes over Rhinen og genlød i deres Midte. Stor var Faren, større end at den kunde afvendes, Middelstanden stod nu omtrent paa samme Trin, som Adelen i fjortende Ludvigs Dage og lyttede med aabent Øre. Vel havde Tyskland faaet adskillige Sangere, som Sachserne Gellert og Rabener og Hamborgeren Hagedorn, men som det kunde ventes efter den pietistiske Gæring, vare de bedre Moralister end Digtere, og den franske Aand talte smigrende og lokkende til Tydskerne fra mange Munde og selv fra en Trone, hvis Konge de, til deres Skændsel som Kristne og som et Folk, forgudede: Tronen stod i Preusen og Kongen var Friderich den Anden.
✂
Preusen er, saa at tale, et af de seent opdagede europæiske Lande. Dets hedenske Indbyggere, hvis Herkomst er uvis, bleve ved at tilbede under Egen ved Romove indtil det 13de Aarhundrede og foruroligede deres Naboer, Polakkerne, ved hyppige Indfald. I Palæstina var en tydsk Ridderorden stiftet imod Slutningen af Korstogene, og kort efter var den flottet til Europa. Disse Riddere kaldte Hertug Konrad af Masovien til Hjelp mod Preuserne, og efter 50 Aars blodig Kamp indtoge de hele Landet og paanødte de overblevne Indfødte deres Tungemaal. Kristendommen, som prædikedes med Sværdet i Haanden, avlede lier, ligesaa lidt som i Amerika, nogen Aandsrøre, og Ridderne bestilte ikke andet, end at udsue Landet og feide paa Polakker. Deres Kraft fortæredes, Fristæder, som Danzig og Thorn, reiste sig under polsk Skyts, ja tilsidst maatte Ridderne afstaa hele Forpreusen til Polen og tage det Øvrige til Lehn. I Luthers Dage var Markgrev Albert af Brandenborg Hærmester; han giftede sig, indførte den evangeliske Lære, især ved Poul von Spretten, og skilte Ordenen ved Preusen, der nu skulde være et arveligt Hertugdom i hans Æt. Heller ikke dennegang mærker Man noget aandeligt Liv i Preuserne, de skiftede Tro med deres Fyrster, og maa da vel være af slavisk Oprindelse; men i Thorn fødtes Nicolaus Copernikus, som opfriskede og stadfæstede den gamle Mening, om Jordens Gang omkring Solen. Da Trediveaarskrigen
304
begyndte, forenedes Preusen med Brandenborg, som havde Fyrster af Huset Hohenzollern. Kurfyrst Friderich Vilhelm fik ved den vestfalske Fred endel af Pommern samt Bispedømmet Magdeborg, og forstod i en Krig mellem Polen og Sverrig at dreie sig saa snildt, at Preusen blev uafhængig. En farlig Nabo vilde han blevet for de andre tydske Fyrster, dersom han ei havde været samtidig med Ludvig den Fjortende; nu derimod hjalp han kraftig til, i Forbund med Hollands Vilhelm at standse de franske Vaaben. Al hans Digten og Tragten som Fyrste, var jordisk, og med aabne Arme modtog han de fra Frankrig uddrevne Hugonotter, ei for at unde de Husvilde Bopæle, men fordi han ventede stor Fordeel af deres Vindskibelighed. Denne indførte de rigtig nok tilligemed megen Synd og Vantro, og Fyrstens Indtægter forøgedes saaledes, at Vilhelms Søn, Friederich, saae sig istand til at føre kongelig Pragt og antog Navnet, men stakket vilde Glimmeren blevet, hvis ei Pietismen, som her fik sit Hjem, enstund havde dæmmet mod den onde Strøm. Den anden Konge Friederich Vilhelm betegner ret dette Ophold, stræng, tarvelig, ordenlig, men dertil gerrig og ligesaa utilgængelig for milde Følelser og aandelig Storhed som for Udsvævelser. Han var af de i Pietismens Dage ei faa alvorlige Sjæle, som hængte fast ved det Jordiske, men tænkte at kunne udsone Brøden og frikøbe sig fra Kærligheden ved at afsige hvad Andre kaldte dets Nydelse. Egenlig er dette alle deres Kendemærke, som vil tjene baade Gud og Mammon. Krig skyede Vilhelm, men Soldater var hans Lyst, Pragt hadede han, men fyldte sit Skatkammer. Hans Eftermand er det Europa har forgudet under det hardtad bespottelige Navn, Friederich den Eneste. Han var oplært af en Fransk, og han blev en Franskmand saa fuldelig som det var muligt for den tydske Vilhelms Søn. Med sin Faders Skatte og Krigshær arvede han ogsaa de fleste af hans Egenskaber, men hans Hoved var lysere, og, besat af den franske Vantro, bortkastede han Frygten for at bruge dem. Alt i sin Ungdom var han blevet mæt af Udsvævelser, Pragt var ham modbydelig og kunde, ligesaa lidt som Overdaad, enes med hans Gerrighed; men Ære og Magt kaarede han til sine Afguder, da han kastede Troen paa den eneste sande Gud. Tiden maatte han bruge, thi han troede ingen Evighed, og at en klog Mand med saadanne Grundsætninger maatte bruge Mennesker ligesaa frit som livløse Ting, og vurdere Alt efter dets Bekvemhed til Redskab, er ligefrem. Sine Tjenere, som vare lemlæstede i Krig, lod han hungre tilligemed dem, der vare blevne graa i hans
305
Kamre eller under Vaaben; Agerdyrkning vilde han fremme som en betænksom Regnemester, men han var døv mod Folkets Suk, naar kun hans Indkomster kunde stige. Han gjorde meget af Voltære og de andre ugudelige Franskmænd, fordi han trængte til at mores af dem og størkes i sin Vantro, men ogsaa af Forfængelighed; thi ve dem! naar de ei vilde rose ham. Han var selv fransk Versemager, og fordrev mangen Time og ubeleilig Tanke med at læse og skrive, som han maatte; men han foragtede tydsk Sprog og Skrift, og ei en Hvid havde han Lyst til at anvende paa grundig Videnskabeligheds Opkomst. Udentvivl var det imidlertid mere af Had, end Foragt, at han lod haant om tydsk Skrift; den var ham for dyb, alvorlig og kristelig, og hvor forhadt Saadant maatte være en vantro Mand, der forfulgtes af den Bevidsthed, at Kristendom var hans Trones Grundvold, er let at forstaa. Visselig maatte Aand være blevet sjelden paa Kongestolene, Troen skrøbelig og Kærligheden kold hos Folkene, før saadan en Konge kunde skinne og tilbedes i Europa. Hans første mærkelige Bedrift var, at kalde Volf tilbage til Halle; den anden, at begynde Krig med en fredelig Nabo: Marie Therese af Østerrig.
✂ Underlig sankede vare de mest adskillige Folkefærd i adspredte Lande under Østerrigs Spir; forskelligere af Tro og Sprog, Eiendommelighed og Kraft kan i Europa Ingen være, end Lombard og Ungarer, Tyroler, Belgier og Bøhmer. Med Karl den Sjette uddøde den østerrigske Mandslinie, og forgæves haabede han ved Forord at sikkre sin ældste Datter Arvelandene. Vel havde næsten alle kristne Konger lovet at beskærme hende; men siden Italien havde skænket de vantro Fyrster Politikens brede Kappe, til at overhylle Troløshed og al Skændsel, var det daarligt at stole paa Løfter. Frankrig drog Sværdet, som det hed, ene for at fajelpe Baiern til Bøhmen, som en retmæssig Arv; Friederich fandt, at hans Fædre havde Ret til nogle slesiske Hertugdømmer: hans Fader havde ligesaavel afstaaet Retten som lovet at forsvare Therese; men den samme Konge, der havde skrevet mod Machiavel, vedkendte sig den Grundsætning, at en Konge ikke behøvede at agte paa Saadant, og angreb Østerrig. Onde tyktes Maries Vilkaar, Friederich maatte hun give hvad han forlangte, og dog fandt han snart et nyt Paaskud til Krig; i Italien og Burgund, Slesien og Bøhmen kunde hun udskrive Soldater, men faa Kæmper, og i Krigskonst var Friederich og hans Høvdinge dengang mageløse. Alligevel beholdt hun alle sine øvrige Lande. Næst Gud, paa hvem hun troede, havde 306 hun de kække Ungarer og Engeilands Konge derfor at takke.
✂ Da Vilhelm af Oranien besteg Englands Trone fik Alt en anden Skikkelse, men enddog hans Alvor og Klogskab bidrog Noget dertil, laa dog den egenlige Grund dybere. Hoffets Ryggesløshed kunde han ændre, og de, som havde beilet til dets Gunst ved liderlig Sang, havde nogen Aarsag til at forstumme, eller omskifte Maalet som Dryden; men at omstemme Folket formaaede Vilhelm ei. De Kræfter han fandt, kunde han bruge klogelig, men ikke selv fremkalde dem. Det handlende Folk og dets Fuldmægtige fandt Vilhelm adskilte i to Dele; de Torys, mest af den biskoppelige Kirke, som hidtil havde været Kongerne hengivne, og de Vhigs, mest Presbyterianer, som vare trykkede af Stuarterne og ønskede Del i Regeringen. Disse var det, som havde indkaldt ham, dem var det vel ogsaa, som indskrænkede hans Magt, men dog maatte han holde sig til dem, baade fordi han indsaa, at hardtad al Kløgten var hos dem, og fordi Torys hængte ved Stuarterne. Han og Presbyterianerne mødtes paa Halvveien, mange af dem læmpede sig udvortes efter den høie Kirke, da det kunde skaffe timelig Vinding, og Han søgte paa alle Maader at lette dem Offeret. Saaledes kunde da England igen, som under Kromvel, bruge sine Kræfter, og saa skedte baade under Vilhelm og den Stuartske Prindsesse Anna, som udsendte Marlborough. Imidlertid er det klart, at Presbyterianerne maatte være meget udartede, før de læmpede (conformerede) sig, og Englands glimrende Rolle i det ganske attende Aarhundrede vilde være ligesaa uforklarlig, som Tilbagekaldelsen af den flygtede Alvor og Anstændighed, naar Man ei saae hen til den indvortes Gæring, som havde bevæget Folket.
✂ Under de borgerlige Krige, da Karl Stuart henrettedes, var England tilvisse Undergangen nær. De Biskoppelige vare magtesløse af Vellyst og Overdaad, Presbyterianerne begyndte saare at vanslægte, fra dem vare Independenterne udgangne; fra disse og Gendøberne (Anabaptisterne) udgik idelig ny Selskaber, det ene mere forvildet end det andet. Da fremstode Kvækerne, Englands Pietister, og bleve en Lægedom for det dødelige Saar, saa god som den kunde opvoxe af saadan Jord. Da Verdens Vise fordum lode haant om Guds Visdom, beskæmmede Han dem ved at tale gennem Fiskere, og altid er det vist Tegn paa de Lærdes Ugudelighed, naar en Lægmand føler sig drevet til at opstaa og tale til Folket i Herrens Navn; thi han kan hverken opstaa eller finde Indgang, uden naar Hyrderne ere blevne Ulve 307 og Sions Vægtere stumme Hunde. Da de overordenlige Naadegaver ere ophørte, bliver det og umuligt for en Lægmand at reise det sjunkne Hus paa Skriftens rette Grundvold, og ved den megen Ret han har til at foragte de Boglærde, forføres han let til en Hovmod og Selvklogskab, hvis Fostre ere Sværmeri og sørgelig Vildfarelse. Saa gik det med Kvækernes Formand Georg Fox, en Væversøn fra Drayton i Leicester. Han kunde netop læse og skrive, havde lært Skomagers Haandværk, men mest vandret bag Faarene under aaben Himmel. I Gudsfrygt var han optugtet, fandt i sit 19tende Aar en heftig Drift til at forlade Slægt og Venner, og fulgte den. Bibelen kunde han hardtad udenad og grublede alvorlig, han vilde være fuldkommen og stred i 4 Aar med haard Anfægtning og svare Tanker. Han søgte Raad og Oplysning hos de berømteste Lærere af alle Partier, men det gik ham som Luther, og som det nu vel vilde gaa Enhver, han fandt Ingen som forstod, mindre som kunde veilede ham. Veiledningen til Jesu Kors vilde han imidlertid i al Fald fundet i sin Bibel og hos sig selv, thi hellig var i Begyndelsen hans Oplysning; men han jog ikke efter den ypperste Naadegave: Kærlighed, vilde være klog over det, som skrevet staar, og blev en hovmodig Sværmer. Nu begyndte han sit sælsomme Løb, omvandrede, saavidt det tillodes ham, i 44 Aar som Bodsprædikant, taalte Slag, Fængsel og Forhaanelse i apostolisk Maal, men fandt og Tilhængere i Tusindtal. Disse styrtede, tit som Rasende, ind i Kirkerne, som de i Spot kaldte Taarnhuse, skældte paa Præsterne og Bod var deres Løsen, som Flagellanternes fordum. Ved denne usømmelige Adfærd tildroge de sig mangen fortjent Tugtelse, men mest Forfølgelse maatte de udstaa fordi de afskyede Eed og Krigstjeneste, nægtede Geistligheden Tiende, sagde Du til Alle, og vilde ei tage Hatten af for Nogen. Selv under Kromvel, hvem de forgæves advarede med mærkelige Ord, forfulgdes de, skønt han lod, som det var imod hans Villie, under Karl den Anden fik de et Fristed i Amerika, men først under Vilhelm, Fred i Gammelengland, da Han gjorde deres Forsikkring for Guds Aasyn til lovgyldig Eed.
✂ Som kristelig Menighed fortjener Kvækersamfundet ingen Roes, ja knap Navnet, da Forsoningslæren hardtad ganske sattes tilside, da den indvortes Oplysning gjordes til Skriftens Dommer, Søndagen, de kristelige Sakramenter og Fester, samt ordenlige Lærere, forkastedes. Med deres Dyd var det ei heller synderlig bevendt, thi dens Grundpillere, Kærlighed og Ydmyghed, kom alt i Begyndelsen sjelden tilsyne, og snart forstodes 308 ved Dyd kun en udvortes ustraffelig Vandel. De bleve ved at foragte Videnskaberne, ikke af den Mening, at de vare Troen farlige; thi allerede Vilhelm Penn troede vel ei stort mere end vor Tids saa kaldte Oplyste; men meget mere, fordi de vare gerrige paa Verden. Hardtad Alle sloge de sig til Købmandskab, hvorved deres Egennytte og Gerrighed daglig tog til, og det er mærkeligt at den første Kvæker, som anklagedes for Lovbrud, havde filet Guldpenge.
✂ Ikke destomindre forsinkede Kvækerne Engellands Undergang og bidroge meget til dets Velstand. Deres Afsky for Krig maatte hjelpe mægtig til at stille og mildne Jordskælvet under Stuarterne, og deres, i lang Tid, ligesaa redelige som driftige Købmandskab bragte Handelen til at blomstre. Deres Ringeagt for al Kirketjeneste var en passelig Modgift mod det tomme Spil der dreves med Gudsdyrkelsen, deres nødtørftige Bodsprækener vakte Mange til alvorlig Eftertanke og nedkuede Frækheden, deres ustraffelige Vandel avlede en kraftigere Slægt. Man ser det saa grant, hvorledes Engellænderne fra den Stund vilde ved udvortes Anstændigheder, Almisser og Sædelære løskøbe sig fra ægte kristelig Dyd og Tro. Nu fik den bispelige Kirke sin berømte Moralprædikant Tillotsen, sin saakaldte Fornuftdigter den tænksomme men dybt fordærvede Pope, ja selv i Addison en Dydens og Fornuftens Talsmand, der bedre end hans fleste Landsmænd forstod at vurdere Kristendommen og dens elskværdige Datter: det ydmyge, barnlige Sind. Selv paa Høiskolerne, der ellers allerede da stode som udgaaede, sølvbeslagne Træer, lod sig en Gæring spore, og fra Oxford udgik et nyt kristeligt Selskab: Methodisterne.
✂ Kvækerne vare, ved det 18tende Aarhundredes Begyndelse, ei længer ustraffelige, end sige kristelige, og Moralsløret kunde ikke skjule det stinkende Aadsel for kristelige og klarøiede Mænd, som Skotlænderen Burnet. Synet slog nogle Studentere i Oxford, mest Brødrene Vesley saa stærkt, at de, uden at afvige fra Kirkens Læresætninger, beflittede sig paa et strængt, gudeligt Levnet, og talte kraftelig mod den herskende Fordærvelse. Det gik dem og deres Stalbroder Vhitefield, som det maa gaa alle Pietister, de bleve Sværmere, foregave Aabenbaringer og ventede at blive syndeløse herneden. Imidlertid føiede Gud det saa, at Johan Vesley paa Veien til Amerika blev kendt med nogle Hernhutter, af hvem han lærte, hvad paa den Tid synes at have været aldeles glemt i England, at det er ved Troen paa Jesus vi blive retfærdige. Vel holdt han fast paa det strænge Levnet, men det 309 var maaske nødvendigt, naar han ei vilde opgive Dyden, og hans Skilsmisse fra Zinzendorfs engelske Tilhængere, der, som begribeligt er, i Ugudelighed langt overgik de tydske, beviser at sand Kristendom laa ham paa Hjerte. Mærkeligt er det, at fra den Stund, da Vesley vandt Tro paa Retfærdiggørelsen ved Jesum, aftog hans Sværmeri daglig: han forkastede sine Aabenbaringsgriller, nærmede sig Luthers Mening om Naadevalget, og dannede sin Menighed med Prædiken og Sang, efter luthersk Mønster. Med alt dette ønskede han ingenlunde at stifte en afsondret Menighed, men den bispelige Kirke vilde ei vedkende sig Methodisterne, og endnu have de i stort Tal deres egne Kirker, som dog maa nøies med Navn af Bedehuse. Paa denne Menighed blev det ret synligt, at Engellænderne i Almindelighed vare blevne saare uduelige til ret Kristendom, thi saa reen den i de fleste Stykker lod sig tilsyne hos Vesley, udartede den dog snart hos hans Tilhængere, mere og mindre, til udvortes Tjeneste og sværmerisk Gøgleværk. Imidlertid kom dog Mange herved til saliggørende Tro paa Frelseren; Methodisterne havde det forud for andre Pietister, at de ikke følgelig kunde sætte nogen Fortjenester i deres Øvelser, og Engelland fik af deres Børn mangen Mand, der, i det mindste til verdslig Bedrift, var dygtigere, end dets fleste andre Sønner.
✂ De Kræfter som saaledes udrugedes ginge nu ei som forhen forlorne for Statens Glands; thi fra den oraniske Vilhelms Tid var det Fyrsteklogskab at taale og bruge alle protesterende Partier, og dette blev end mere fornødent under det Brunsviglyneborgske Hus, som efter Anna, med Georg den Første besteg Tronen. Frankrig brugte nemlig de fordrevne Stuarter til at ængste England; Jakob den andens Søn og Sønnesøn gjorde endog Landgang under de to første Georger; Katholikerne, hvoraf der bestandig i Irland vare mange, og Bjergskotterne strede under deres Banner, og Kongerne havde da alt Rigets Størke behov. Georg den Anden havde ogsaa lovet at beskærme Therese, og denne tydske Drot spøgte ei med Løfter: selv stred han mandelig for hende ved Detingen, og Frankrigs Flaade blev ødelagt; derimod havde den franske Landhær indtaget Belgien, men for at Keiserinde-Dronningen ved den Aachenske Fred kunde faa det tilbage, gav Georg ridderlig Slip paa sine Erobringer.
✂ En stor Plet er det i Thereses Levnet, at hun nu, istedenfor at herske i Ro, pønsede paa at faae Slesien igen, og indgik derfor et ligesaa uklogt som underligt Forbund med Sachsen, Rusland 310 og Frankrig. Herved lønnede hun Georg med Utak, viste Ruslands vilde Skarer Vei ind i det egenlige Europa, og yppede den ødelæggende Syvaarskrig.
✂ Rusland har fra utænkelige Tider været beboet af raa, slaviske Folkefærd. Disses Krønike begynder i det niende Aarhundrede, da det synes som de selv fra Norden have indkaldt Rurik og hans Følge til at give sig en ordenligere Forfatning. Mod Slutningen af det 10de Aarhundrede antog Vladimir Kristendommen, ved at gifte sig med en Keiserdatter fra Konstantinopel; men den eneste Virkning man sporer deraf, er de Krøniker Man begyndte at skrive, og blandt disse er Nestors blevet navnkundig. Efter Vladimirs Død deltes Landet i mange Herskaber og indtoges paa Novgorod nær i det 13tende Aarhundrede af Mogolerne. Deres Aag afkastede Ivan den Første og under hans Sønnesøn, af samme Navn, udbredtes Ruslands Herredømme over Kasan, Astrakan og Noget af Siberien. Under den første Ivan, som i Lifland krigede uheldig med Ridderne, lagde Man først Mærke til Russerne, og den Anden mente at oplyse sit Folk ved Fremmede og Bogtrykkerkonst, men det vilde ei lykkes. Med hans Søn uddøde den Rurikske Mandsstamme, og Riget blev et Bytte for Svenske og Polakker, indtil det Romanovske præstelige Hus kom paa Tronen med Mikael Fedorsen. Vel maatte han afstaa Ingermanland, Eexholm og Karelen til Sverrigs Gustav Adolf, andre Landskaber til Polen og udelukke sig fra Østersøen, men den Aand som sporedes hos ham og hans Søn spaaede Forandringer. De lode sig tilsyne under hans Sønnesøn, Peter, kaldet den Store. Han havde større Sjæleevner end hans Formand, men hans Begreber om Menneskers og Folks Ypperlighed vare saare lave, al hans Stræben gik ene ud paa at give sig og sine Russer Lighed med de oplyste Europæer. At komme selv til Sandheds Kundskab om Gud og de guddommelige Ting, og da at opløfte sit Folk og iæmpe Forfatningen derefter, faldt ham enten aldrig ind, eller tyktes ham for lidet; men at faa en Krigshær og en Flaade, Handel og Vandel som andre Folk, dette var hans Attraa: Soldater kunde han lade afrette og andre Indretninger gøre ved indkaldte Fremmede, men til Søhandel og Flaade var det hvide Hav for nordligt og det sorte for snevert; paa Østersøen havde han Øie, men Nabolandene ved den tilhørte Sverrig og tyktes ei lette at tage.
✂ Gustav Adolf var den sidste Mand af Vasaslægten, og hans Datter, Kristine, blev Sverrigs Dronning. Hun legede med Alt, med sin Lærdom, som med sit Spir og sine Yndlingers Liv; 311 med sin Krone, som hun nedlagde, og sin Tro, som hun afsvor i Rom. Den arme, forfængelige Kvinde! hun var syg for Ære og fik den kun af Smigrere som hun kunde gennemskue; hun søgte Glæden ad tusende Veie og fandt kun et flygtigt Morskab, af hvis Tomhed hun pintes; hun havde dybe Længsler, men vilde have dem tilfredsstillede i det Timelige. Under hende havde Sverrig foruden en Del af Pommern, fra Danmark vundet Jemtland og Herjedal, Gulland og Øsel, men under hendes Frænde, Karl Gustav af Zveibryken, lod det som Sverrig skulde blive hele Nordens Herre.
✂ Hine Erobringer vare gjorte i fierde Kristians sidste Dage: den gamle danske Adels Hovmod og Herskesyge voxte, ligesom dens Kraft og Værdighed aftog; Frederik den Tredie blev kun en Kongeskygge, og, skøndt Landets Hær og Pengevæsen var i høieste Uorden, mente Rigsraadet dog at de tabte Landskaber kunde vindes tilbage, fordi Karl med sin seierrige Hær stod i Polen. Karl kom: Adelen skjalv og flyede; Folket adspredtes som en Hjord uden Hyrde; Jylland og Øerne, paa Sjælland nær, faldt i Fjendens Haand, og Rigsraadet aftryglede Karl en Fred, som vel gav ham Landene østen for Sundet og Indpas i Norrig, men dog ikke tilfredsstillede hans Herskesyge. Han fornyede Krigen, København stod ene, dens Volde vare svage, men dens Borgere og Studentere stærke, og Gud var med dem: Stormen afsloges, Byen blev undsat, det danske Folk reiste sig, og Karl døde, vel tildels af Harme. Hans Søn var et Barn og Udsigterne ei ugunstige for de danske Vaaben, men de egennyttige Hollændere, som ei ahnede, at de for sidste Gang vare Kongers Voldgiftsmænd, vilde have Sundet frit, og Sverrig beholdt det Afstaaede, undtagen Bornholm og Trondhiem, som selv havde afkastet Aaget. Polen maatte afstaa Lifland og Estland, og da Karl den Ellevte blev voxen rev han Enevælden til sig, og berigede sig ved at fratage Adelen Krongodserne. Hans Søn Karl den Tolvte, haardfør og kæk som en Fjeidbo, forvoven som en Bjørneskytte, tilbedet af sit Folk og ærgerrig over al Maade, kom paa Tronen ved Aarhundredets Slutning, og med ham var det den russiske Peter skulde prøve Størke. Vel regnede Keiseren noget paa hans Ungdom, men det svenske Navn var i Ære og ene turde han ikke vove sig i Kampen, men tænkte at størke sig ved Forbindelse med Sverrigs Arvefiender, Polen og Danmark.
✂ Polakkerne er ogsaa et slavisk, upoetisk Folk, men ved tidlig Forbindelse med Tydske og Nordboer fik de Kristendommen 312 fra Vesten, i Slutningen af det 10ende Aarhundrede. Indfødte Fyrster af Piasts Æt herskede med Hertugsnavn under tydsk Høihed, indtil Begyndelsen af det 14tende Aarhundrede, da Ladislaus paasatte sig Kronen, men da hans Søn Kasimir døde barnløs, blev hans Søstersøn, den ungerske Ludvig, Konge. Hans Datter Hedevig giftede sig med Jagello, Storhertug i Lithauen, som og derved blev kristnet tilligemed sit Folk; og hans Æt herskede næsten i tohundrede Aar. Ogsaa Polakkernes eneste Skrift er Krønike, og den som Dlugosk skrev er blevet mest bekendt. Luthers Lære fandt megen Indgang og mange Hussiter nedsatte sig i Polen, men skøndt dette vist nok størkede Folket, frembragtes dog ingen aandelig Gæring. Under den sidste Jagellon, Sigismund August, erhvervedes Lifland men fra den Tid var Adelen Landets Pest, herskesyg og egennyttig indskrænkede den Kongernes Magt og solgte Fædrenelandet til den Høistbydende. I nogle Aar skjultes Landets Brøst af den kække Siebenbyrger Bathori, men lod sig siden des tydeligere se, efterat Vasaslægten med Sigismund var kommen paa Tronen. Han og hans Sønner vilde have Sverrig til, og kunde ikke forsvare Polen; vel gjorde de under Forvirringen i Rusland, paa den Side nogle Erobringer, men saasnart det Romanovske Hus var stadfæstet, mistedes de igen tillige med Ukraine. Vasaslægten udgik med Johan Kasimir, og nu fik Riget to indenlandske Konger, blandt hvilke den Anden, Johan Sobiesky, udmærkede sig ved Tapperhed, ja undsatte endog det af Tyrkerne beleirede Vien, men han var ogsaa forhadt af Adelen, thi han vilde være Konge. Nu købte Sachsens August Kronen for den evangeliske Tro; Polens og Sachsens Rigdomme kunde han fortære med sine Friller, af Legeme var han en Kiæmpe, men af Aand en Dværg, og han var da den ene, som skulde træde i Kredsen mod Sverrigs Karl.
✂
Efter den uheldige svenske Krig var i Danmark foregaaet en stor Forandring, hvormed et nyt Tidsrum i dets Krønike bebegynder. Den gamle Adels Vanart er før ommeldt, og denne kundgjordes ligesaa øiensynlig ved dens udmærkede Mænd, som ved dens Adfærd under Krigen. To Adelsmænd havde fierde Kristians lyse Øie adskilt fra Flokken og givet dem sine og Kristine Munks Døttre til Ægte, det var Korfits Ulfeld og Hannibal Sehested. Ulfeld var et snildt Hoved men gerrig efter Ære og Penge, og førte siden Avindskjold mod sit Fædreneland. Sehested var en kæk Soldat men vellystig Hofmand, og heraf kan Man slutte sig til de Øvrige. Videnskaberne, som før i
313
danske Adelsmænd havde havt saa kyndige og milde Fosterfædre, forsømtes nu af dem, som venteligt var; og som det altid er et sanddru Vidnesbyrd om Mændenes Udartning, naar Qvinderne øve Mandsid, saaledes opstod nu den velbaarne Frue Birgitte Thott, hvis græske og latinske Lærdom gør Hende mindre Ære, end den gør Adelen Skam. Ei burde de have Ære af Fædres Daad og Navn, som ei længer gjorde deres Gerninger: Hine betalte deres Delagtighed i Regeringen, deres Hæder og Skatfrihed med kloge Raad i Fred og Feide, med Gods og Liv og Blod naar Landet var i Nød; Sønnerne havde forvirret Alt ved galne Indfald, sveget Troskab og Rigens Banner, og vilde hardtad ei give en Hvid til det Faldnes Opreisning. Københavns Borgere havde paa ærlig gammel Viis vundet Adelskab i Feidetiden, de forstode nu hvad der sømmede sig for Ædlinge, Studenterne havde og ladet se, at Ordstrid ei var den eneste hvori de kunde bestaa; saaledes kom det sig, at Borgernes Formand, Hans Nansen, beraadte sig med det hæderlige Præsteskabs Hoved, Biskop Svane, om at knække de Skjoldmænds Overmod og faae Ligelighed stadfæstet mellem Landets Børn. Den kloge og storsindede Dronning Sofie Amalie tyktes vel om saadant Raad, og arvelig Enevoldsmagt tilstodes Kongen. Adelen rørte kun Munden og det endda heel sagtelig til den Høiheds Forsvar, de nys saa uforskammet havde pukket paa, og det allene er gyldigt Bevis for at dem ingen Uret skedte; men den hele mageløse Handel kundgør en Sindighed, Djærvhed og kærlig Tillid til Gud og Konge, som er alle rette Dannemænds arvelige Kendemærke. Denne Idræt frelste under Guds Bestyrelse Danmark; thi det var høi Tid, at der ovenfra raadtes Bod paa Tidens Bræk, og det kunde ei ske, saalænge en uenig og egennyttig Adel stod ved Roret, og ingen Borgerlig kunde komme til at bruge Kraft og Indsigt i høi Bestilling. Det var nu i Danmark som i alle de protestantiske Lande: Kristendommen havde igen tabt en god Del af sit Herredom over Gemytterne; men ingensteds bleve saa kraftelige Lægemidler fundne og brugte mod den onde Tæring som herinde under de ny Enevoldskonger. Nu, som i Valdemars Dage vare de blevne mange som ei vilde nøies med deres Eget, og de rovgerrige Adelsmænd vilde opsluge Alt, Lov gjordes da haardt behov; men den kom ogsaa, Tredie Frederik lod flux lægge Haand paa Værket og det kom istand under hans Søn den Femte Kristian. Tvillingriget fik en Lov, som ved Tidernes Omskiftelse og Menneskenes Klogskab til det Onde nu er i mange Dele ubrugelig og alt
314
for stakket, men det skal siges, mens Danmark kan tale, at den kort og klar, som faa, ordner verdslige Handler efter kristelig Forskrift, og at den efter Tidens Medfør var lidelig og kvemmelig for Alle. Den Mand som havde stor Delagtighed i dette Værk, var en Borgermands Søn fra København, navnlig Peder Schumacher, men sig til liden Baade, adlet med Navnet Griffenfeld. Han havde et herligt Nemme og et snildt Hoved, han var vel optugtet i alle boglige Konster, i den gæve Jesper Brokmands Hus og paa fremmede Høiskoler; men i sine Velmagts Dage elskede han sig selv, jordisk Liggendefæ og forfængelig Ære høiere end Gud, Konge og Fædreneland. I Statskonst var han alle sine Samtidiges Overmand og havde han maattet raade sin ganske Livstid, var Danmark uden Tvivl i mange Maader blevet sine Naboer overlegen; men til sit eget Uheld, thi Herredom grundet paa List er et Hus paa Sand, det falder i Stormen og dets Fald er meget stort. Griffenfeld var kortsynet, som alle selvkloge Mænd, og stakket Glimmer for sig og Danmark var hvad han attraaede, derfor bleve ogsaa Ridderordener opfriskede og et uarveligt Adelskab indført. Han selv er Bevis paa, at Mange alt i de Dage vilde lønnes med Ære for at gøre deres Skyldighed, og da maa vel Konger læmpe sig derefter, men Æren kan ei som Troen give Kraft, og Gerrigheden derefter smitter end mere hvert Gemyt, som derved drives til gavnlig Idræt; Misbrug kan ikke undgaaes og snart slappes da den bløde Fjeder. Stakket blev og Griffenfelds Glimmer, han var Hoffolkene for stolt og Friderich Vilhelm i Brandenborg for klog, han dømtes til Døde og maatte hensukke 23 Aar paa Munkholm, udentvivl en salig Ydmygelse for ham, men Skam for hans Uvenner, der havde flere Feil, men langt ringere Evner og færre gode Sider end han. To andre mærkelige Mænd under Femte Kristian vare Sjællands og Fyens Bisper, Hans Bagger og Tomas Kingo, hin Griffenfelds Svoger; denne hans Yndling, begge ved hans Fortale delagtige i Kongens Naade. Underlig har Gud siden Reformationen sørget for Danmark, derom taler hvert Blad i dets Krønike og det ikke sagtest, som afhandler femte Kristians Dage. Bugenhagens Kirkeordning var forældet, Luthers Psalmer vare slet oversatte og de hjemmegjorte alf Hans Tavsen, Hans Thomesen og Andre ei synderlig poetiske. Saalænge Andagten brænder i Hjertet, da behøves den ei smaalig at oppustes, men desmer, naar den er nær ved at slukkes. Imidlertid var intet Haab tilstæde om en dansk gudelig Skjald i de Dage, som kunde bøde paa Trangen. Under fierde
315
Kristian sang Anders Ærbo ret liflig om Skaberværkets Gang, Davids Psalmer udsatte han og med Fynd, men selv digtede han ingen; Hans Samtidige, Skaaningen Klaus Lyskander, besang ei verdslige Handler ilde, men det gjorde Københavneren Henrik Gerner, denne i øvrigt saa kostelige Dannemand, og til gudelig Sang vare de ei oplagte. Det var Jyden Bording ikke heller, som han ved sine Forsøg noksom har viist. Intet Raad til en god Psalmebog var da hos Menneskene, men det var hos Gud: Han førte den skotske Tapetmager, Thomas Kingo, herind under fierde Kristian, og hans Sønnesøn var udseet til det store Værk. Kunde han og i sine Fædres Land og paa deres Maal, som vel maa omtvivles, have siunget, som han sang, vilde det kun hjulpet den presbyterianske Menighed lidet; men i Danmark læmpede han med Bagger en Kirkeordning, som endnu opbygger hver Kristen, og digtede Psalmer, som vel mangensteds ere fortrængte, men ei eftergjorte, end sige overgaaede. Nu var da Dannemarks Skikkelse fornyet, og enddog Saaret blev mere lukket end lægt, kunde Man dog vente Idræt en liden Stund, og den fik Man at se. Kristian selv var en vakker Kæmpe paa Stridens Dag, og havde han ei havt samme Sot, som undergravede Folkets Tro og Kraft, vilde han været en dygtig Konge. Gyldenløve var i mange Dele som han, og Julerne, især Niels i Køgebugt, viste at den Jydske Adelstamme, ligesom i Niels Ebbesens Dage, havde vakkre Rodskud i Efterhøsten. Under saadanne Varsler besteg Frederik den Fjerde Tronen, han skulde være Peters anden Stalbroder, og tyktes ei dertil udygtig. Vel maatte han for det Første stikke Sværdet i Balgen, saasnart det var draget, da Karl gjorde Landgang paa Sjælland, medens Frederik krigede i Holsten mod den svensksindede Hertug; men naar Peter vilde have en Flaade i Østersøen, var det alt stor og uundværlig Vinding at have Danmarks Venskab.
✂ Nu gik Karl løs paa den polske August, drev ham foran sig ind i Sachsen, nødte ham til at frasige sig sin Krone, og Tydsklands Keiser til at love Protestanterne i hans Arvelande bedre Vilkaar. Derpaa vendte Karl sig mod Russerne, men fordybede sig i Ukrænes Ørkener, og ved Pultava slog Peter med sine stærke, talrige Slaver de faa, af Færdsel og Hunger udmattede Svenske. Nordens eventyrlige Ridder var imidlertid ei raadvild, han flygtede paa trange Stier til Bender for at ophidse Tyrkerne. Det lykkedes ham, og Peter syntes forloren, men Storvisiren lod sig underkøbe, og efterat have været beleiret i 316 sit Hus af en heel tyrkisk Hær, red Karl selvanden igennem Ungarn og Tydskland til Pommern. Dette Landskab var oversvømmet af Fjender, da Polakker og Danske havde brudt Freden og forstærkedes af Preuser og Hanoveraner. Neppe slap han fra Stralsund, før den blev taget, og da han siden gjorde et Indfald i Norge, endte han sit sære, urolige Liv for Frederikshald. Det lod, som Sverrigs Kraft uddøde med ham, det Zveibrykske Huses sidste Mand; thi ingen stor Mand reiste sig, og det udmattede Land maatte købe Freden med Rusland for Ingermanland, Estland, Lifland og en Del af Finland. I Ingermanland havde den dristige og driftige Keiser anlagt Petersborg til sin ny Hovedstad og bygget Skibe til Handel og Krig, men den største Vinding, de lutherske Undersaatter af tydsk og svensk Herkomst, beregnede han vel mindst.
✂ Peters Mandslinie udgik med en svag Sønnesøn, og efter adskillige voldsomme Gæringer, som de kan ventes hos et vildt Folk der sættes i en udvortes Bevægelse af fremmede Lykkefristere, kom hans Datter Elisabeth paa Tronen. Hende havde Preusens Friderich fortørnet, og derfor indgik hun Forbund med Maria Therese imod ham. I syv Aar førtes Krigen, Lykken var foranderlig, men Europa gav Genlyd af Frederiks Pris og længe beskærmede han med Held sine Lande. Tilsidst blev han dog overvældet af Russerne, de indtoge Preusen og udbredte Ødelæggelse i Brandenborg. Han syntes forloren, og havde det været Guds Villie at Russer skulde forstyrre Europa, vilde al hans Tapperhed og snilde Anslag kun hjulpet lidt. Det var imidlertid ikke Guds Skyld, om han ikke saae og ærede den Almægtiges Finger; thi da hans Sag tyktes mest fortvivlet, bortkaldtes Elisabeth og fik i den holstenske Hertug Peter en Eftermand, som forgudede Friderich. Ruslands Størke var nu hans, havde det varet længe, var han i det mindste blevet Tydsklands Herre; men ogsaa Peter kaldtes hurtig bort, og Følgen blev en Fred, hvorved Ingen vandt en Fodsbred Land.
✂ Anderledes var det med den Søkrig som Preusens eneste Forbundne, Engelland, havde ført med Frankrig og tilsidst med Spanien; og i hvilken Engelland havde vist sin afgjorte Overmagt paa Havet. Ogsaa den sluttedes samme Aar, men med Vinding af adskillige vestindiske Øer samt Florida og Noget af Kanada paa Amerikas faste Land. Engellands Besiddelser vare nu betydelige i denne Verdensdel, men snart formindskedes de ligesaa uventet, som de fleste vare vundne. Da Amerika opdagedes deltes det mest mellem Spanier og Portugiser, 317 men disse holdt ei Andet for værd at eie, end de Øer, hvor der kunde voxe Kaffe og Sukker og andet Saadant, samt de Lande, hvis Bjerge havde ædel Malm og ædle Stene. Store Strækninger bleve da ubesatte overalt, men mest i Norden, hvor Landene under en Himmelegn, der ligner Europas, mest kun frembringer, hvad der ei behøves at hentes over Havet. Man har tidt spurgt, om Amerikas Opdagelse var nyttig eller skadelig, men saa kan ingen spørge som troer et Forsyn, mindst den som veed hvad der Alt maatte føie sig for at det fierne Land kunde findes. Selv dengang, da Man af Europæer kun saae gerrige Bødler og udartede Skrællinger i Amerika, og i Europa fra dette Land kun det forførende Guld og de slappende Overdaadsvarer, som opelskedes af de Negere man paa Afrikas Kyst havde stjaalet og købt, selv da maatte en Kristen trøstes ved den Vished, at Jesu Tro, saa slet den end forkyndtes, havde kuldkastet meget skammeligt Afguderie og frelst mange Sjæle. At ogsaa her engang, som overalt hvor Jesus kommer, vilde blive Dag, det kunde Man vide; men hvorledes, det var, som alle Guds urandsagelige Raad, indtil Han selv aabenbarer dem, skjult for menneskelige Øine. Begyndelsen er mærkelig, og vil maaske engang vorde det mere: de første fri Mænd som bosatte sig i Amerika for andet end at sanke Rigdom, vare Kristne, som husvilde i Europa søgte et Fristed, hvor de i Fred kunde dyrke Gud efter deres Samvittighed. Allerede i Begyndelsen af de presbyterianske Stridigheder fandtes Nogle som dreve paa hver, nok saa liden, kristelig Menigheds fuldkomne Uafhængighed. Meningen var oprundet ved Stirren paa den apostoliske Alder og den Vildfarelse, at de overordenlige Naadegaver, uden hvilke Uafhængigheden maa blive fordærvelig, endnu meddeltes de Troende. Grundsætning havde da disse Folk tilfælleds med de Independenter, der siden oprørte England, men den havde endnu ikke saaledes forvildet dem til Afsky for al Orden, og de levede rolig i Leiden med deres Præst Johan Robinson. At der mellem dem vare mange gudfrygtige Mænd, derom vidner deres gudelige Forsæt, at drage til Hudsons Bredder for at vogte deres Børn for de Fristelser og Forargelser, som omringede dem i den gamle Verden. De frimodigste uddroge først, og saare mærkelig er den fromme Robinsons Afskedstale, der vidner ligesaa høit om hans udmærkede Aand og Ærefrygt for det skrevne Ord, som om deres Grundvildfarelse, at en klarere Indsigt deri skulde umiddelbar, og ei gennem Videnskaberne, meddeles ved guddommelig Oplysning. En løselig Betragtning 318 af Videnskabernes Indflydelse paa Religjonen maa føre hver eftertænkende Kristen tæt til denne Tro, men det er et svart Veiskel, hvor aandelig Hovmod skjuler sig med Troes og Gudfrygtigheds Kaabe, og følges dens Røst, er Man flux i Sværmeriets fortryllede Egne, hvor Løgtemænd gøgle og blænde, indtil Man synker fra den drømte Fjeldtind i Synds og Ugudeligheds dybe Moradser. De egennyttige Hollændere havde forbudet Skipperen at styre til Hudson, fordi de havde i Sinde maaske engang at nedsætte sig der, og han satte dem i Land ved Cap Cod i det nuværende Massachusetsbai; men saa vilde Gud; hist vilde de 120 Udlændinge blevet Slagtoffere mellem stærke og vilde Indbyggere, her havde en Pest det forrige Aar ryddet dem en Byggeplads. De kaldte Landet Ny England, erkendte det Gamles Konge for deres, og da Flere, som vare misfornøiede med den borgerlige og aandelige Tvang der hjemme, droge did, reiste Boston sig snart i et veldyrket Landskab. Vel stadfæstede ei længe efter et Øievidne hvad venteligt var: Godeligheden avlede Rigdom og Datteren fortærede Moderen, men dog vare disse Egne, selv under den sidste Gæring, Kraftens og Frihedens Hjem. Med Hæder maa den gudfrygtige John Cotton fra Derby nævnes, han afsattes fra sit Præsteembed i England, fordi han ei vilde bifalde Lauds katolske Indretninger og drog fra det gamle til det ny Boston. Da Robinson aldrig kom til Amerika, blev han Menighedens Hoved, skrev dens Katekismus, udlagde Johannis guddommelige Brev om Kærlighed og arbeidede til sin Død paa at dæmpe Sværmeriets vilde Udbrud,
✂ Nu begyndte Lord Baltimore at opdyrke Maryland, Engellænderne forjog Hollænderne fra Ny York og Svenskerne fra Karolina, men mærkeligst i mange Maader er Pensylvaniens Opkomst Medens Kvækerne endnu forfulgtes i England, skænkede Kari den Anden Admiral Penns Søn den navnkundige Villiam disse udyrkede Egne, og her reiste sig den store Kvækerstad Philadelphia, tidlig bekendt af sin Rigdom og siden af sin Fordærvelse og gule Feber.
✂
I Alt skal 50000 Engellændere være vandrede til Amerika, og formedelst den oprindelige Tarvelighed og Arbeidsomhed formerede de sig i 100 Aar til en Million. Mange Bjergskotter, som ei vilde afsige deres gamle Sædvaner, over 20000 Irer, fordrevne Valdenser fra Savoien og Lutheraner fra Salzborg, flokkede sig til dem og efter Syvaarskrigen drev Trang, Ustadighed og andre Aarsager mange Tusinder, især Tydskere, over Havet. Allerede dette underlige Sammenløb gjorde en herskende Kirke umulig,
319
indtil en Reformator opstod; men fra Philadelphia, hvor Man ei brød sig om, enten Borgerne vare Jøder eller Hedninger, om de havde nogen Tro eller spottede med Alt, udbredte sig som en rædsom Kvækerpest den høieste Ligegyldighed i Troessager. Denne jordiske Tænkemaade var det og som udklækkede den saa lovpriste Frihed. De adskillige Landskaber havde mest selv givet sig deres Forfatning, de skattede ikke til England, men enddog dette berigedes ved Amerikas Vindskibelighed, vilde dog Ministrene efter Syvaarskrigen ei dermed nøies og paalagde Skat. Amerikanerne elskede Ro og brøde sig ikke om at Man omstyrtede deres Forfatning og fratoge dem Valgret af deres Øvrighed, men deres Mammon var deres Gud, for den vilde de stride. Efter lang Splid, udbrød endelig Krig, Engelland leiede Soldater af de smaa tydske Fyrster, men hvorledes disse, som tildels med Kanoner dreves fra Hjemmet, vilde kæmpe i en anden Verdensdel var ei tungt at gætte og sagtens maatte troende og ærbare Mænds Sønner, som ophededes af Frihedens Tryllelyd, overvinde saadanne solgte Offerdyr og kraftløse Engelskmænd. Amerika havde desuden fostret to Mænd, som i Raad og Daad ei i England havde deres Mage, den sindige og høimodige Krigshøvding Vashington, og den snilde Benjamin Franklin. Franklins Fader, som var for Troens Skyld udvandret fra England, havde optugtet Sønnen i gudelig Ærbarhed, og Bogtrykker var denne af Haandværk. Ved forvoven Grubien og Læsning af onde Bøger forvildedes han meget i Troen, men Ærbødighed for de hellige Skrifter, som aldrig forlod ham, befæstede hans Trin i en ustraffelig Vandel, og hans Levemaade var ved Frankrigs Hof hyrdelig som de gamle Patriarkers. Om Han aldrig havde været indviklet i Statsbestilling, vilde dog hans Navn kommet med Berømmelse til Efterslægten; thi han lærte Verden at fremlokke Klang som en liflig Strængeleg af Glasset, og paa underlige Maader ligesom at styre Lynilden paa sin ilsomme Færd. Over den sidste Opdagelse jublede de Vantro, thi det gaar dem, som det er sagt om Trolde, i Torden skjælve de, og, enddog de veed saa godt at det kun dundrer saa, naar Skyer mødes, tykkes dem dog i Skrækken, det er Herrens Røst. De Arme! kunde end en ny Franklin lære dem at fæste en Tordenleder paa deres Isse, det klækker dog saalidt, indtil de finde den dybt forborgne Konst, over hvilken Mange have gruble! sig ned i Grav, at fratage Døden sin Braad. Dog mest navnkundig er Franklin blevet derved, at han egenlig grundede Nordamerikas Fristat; thi ham var det, som fra Først af førte
320
Ordet mod de engelske Ministre, han indaandede sine Landsmænd den Sindighed og Billighed, som prydede deres offenlige Forhandlinger, og overtalte Frankrig til at gribe Vaaben mod England. Udgangen blev, at 13 Provindser erkendtes for en uafhængig Stat.
✂ Denne Krig var det første udvortes Stød som rystede England i sit glimrende Aarhundrede, men det aabenbarede kun for legemlige Øine den Sot, hvorpaa det længe havde baaret, og som tilsidst maatte volde en ynkelig Død. Denne havde Kvæker og Methodister forsinket; men ei helbredet Sygdommen, og saavel hines Skælven som disses Angestskrig kundgjorde, under hvilke Krampetræk Sjælen maatte vaande sig, naar den vilde løfte sig fra Jorden. Det samme kundgjorde Digteren, som den methodistiske Gæring fostrede, den kristelige Edvard Yong i sine svare Nattetanker og tungsindige Gravsange, og i Dyremenneskets sidste Timer malede han med gloende Farver sit Fædrenelands Fremtid. Hvad Man ellers kaldte Poesi var enten vild Latter over Fordærvelsen, som hos Iren Svift, som døde i Daarekisten, eller Skildringen af den forsvundne Dyd, som Richardsons og Goldsmithes; løierlige, tildels smudsige Eventyr, som Sternes, Fjeldings og Smollets, og tomme Malerier af Naturen som Skotten Thomsens. Ogsaa dramatisk fremstilte Yong sin Sjæls Oprør; men i Skuespilhuset gik Man for at le ad Footes Gøglespil, more sig ved Skyggen af sine egne Rænker og Daarligheder og bevæges ved Billedet af den Elendighed og de Lidelser, som Man i Verden gik kold forbi og tit selv foraarsagede. Den skotske Moralprædikant, Hugo Blair var den eneste berømte Taler i Kirken; og paa Gibbon nær vare alle de Historieskrivere, med hvilke England prangede, Hugos Landsmænd. Mærkeligt er det, at det var Roms Synken og Undergang Gibbon med saamegen Kløgt udlagde, og at Storbritannien ei har fostret een Mand, som har havt synderlig Indsigt i Verdenskrøniken. Den dygtigste hertil var udentvivl Skotten Robertson, hvis Historie om Amerika og Karl den Femte kundgøre et dybere Blik i Guds Husholdning; men navnkundigst er David Hume blevet. Uden Tro paa et Forsyn, uden mindste Forstand paa høiere Aandelighed og uden Kundskab til Englands Oldtid skrev han dette Lands Historie til det 18tende Aarhundrede, og da det første begribelige Knur over hans Partiskhed for Stuarterne var forbi, blev hans Bog, baade hiemme og ude, ophøiet som et Mønster. Det kom deraf, at man her syntes at se Spiret faldet af Guds Haand og i den klare 321 Fremstilling af lutter Tilfælde og Ondskaber, Daarligheder, Kneb og Rænker havde man et Skuespil i det Store, som ret kan gotte høie Øine og vantro Hjerter. Denne Mand kaldte sig ogsaa Philosoph, fordi han kunde bevise, at han selv ei havde Lyst til at modtage andre Indtryk eller Tanker, end dem der paatvinge sig gennem de udvortes Sandser. Heri vare Engellænderne fuldelig enige med ham, men i Tydskland fik han en vældig Modstander, som ved at gøre Sandseverdenen til Intet syntes at ville forebygge al videre Ophøielse af Erfaringen.
✂ Der vi ved Aarhundredets Midte forlode Tydskland, saae vi det ligge i Støvet paa tvende Maader for en vantro Konge, og lytte efter franske Viser, selv i skurrende Genlyd, medens Klopstok og hans aandelige Brødre udsang den gamle troende Alder. Poesi og Religjon agtedes i Almindeligked paa fransk Viis, snarere for Fjender end Venner, og Tydskland fik sin Voltære i Svaberen Vieland. Religjonsspotter kunde han ikke være som den franske, men hans Idræt var at forlyste sig og sine Landsmænd med Leveklogskab, Vittighed, letfærdigt Skemt og alskens Gøgleri i velklingende Vers og flydende Stil. Han var den første Tydsker, som ret legede med Aandeverdnen og indgød derved Dristighed til at le af alt Oversandseligt; han opelskede ogsaa de første Romaner af tydsk Rod, dette Ukrud, der som en Snyltevext omsnoer alle aandelige Planter og røver dem de sidste Safter, uden selv at vinde nogen Størke. Romanen og Skuespillet kan kun elskes i en Tid, da Man i Almindelighed har mistet Kraften til dyb Følelse og stor Idræt, og de bidrage mægtig til at nedbryde Ærbødigheden for det Sande, baade i Følelse og Historie.
✂ Den Volfiske Visdom kom daglig mere i Foragt; hertil kunde det være Grund nok, at da den imod sin Natur maatte læmpe sig efter sin Fiende, Kristendommen, blev den et blot Spilfægterie; men det Samme var jo Skolastiken fordum, og blandt de Reformerte blev Volf ved at herske det ganske Aarhundrede. Den Grundighed Pietismen havde avlet, og den daglig voxende Ulyst til dybere aandelig Grubien var det som i et underligt Forbund styrtede den hos Lutheranerne, og dens Fald blev mere et Varsel for Kristendommens Undergang end for dens Seier. Den Flid og grundige Behandling af de gamle Sprog og Skrifter, som udgik fra Halle, frembragte allerede der den lærde Siegmund Baumgarten, som med Skønsomhed benyttede den Volfiske Visdom, oplivede Krønikens Betragtning og var enstund som den lutherske Menigheds ypperste Præst. Høiskolen 322 i Gøttingen var i alle Maader den Halliskes Datter; her læste Man under Gesners Anførsel, ligesom i Leipsig under Ernestis, de gamle Hedningers berømte Skrifter med Forstand, her fremstillede Mosheim Kristendommens Sædelære, uden al mathematisk Pynt, og her lod det som alt Dunkelt, alt Stødende i de hellige Bøger forsvandt under Johan David Michaelis's Haand. Efter det ny Sving den tydske Aand havde taget, saae Man tydelig, at den ei aabenbar vilde forkaste Kristendommen, men nedbryde den under Paaskud af at gøre den fornuftig. Michaelis og Baumgarten, Nøsselt, Jerusalem, Semler og med dem en utallig Skare, vilde, hver paa sin Maade, rime Kristendommen med Fornuften, uden dog at opgive Grundsætningen om Kristi Forsoning og Skriftens guddommelige Oprindelse; men klart var det, at naar selv Kristendommens ypperste Kæmper bolede med Afguden og opofrede til hans Behag paa mange Steder Skriftens rette Mening, vilde man selv ved at træde i deres Fodspor kuldkaste, hvad de endnu lode uanfægtet. De vare i Strid med sig selv, thi for ikke at være det, maa Man enten lade Skriften eller Fornuften raade uden Indskrænkning, og hvilket der næst efter saadanne Varsler vilde ske, var neppe engang tvivlsomt. Man gjorde Kristus til en Engel, ligesom Katholikerne fordum gjorde ham til Helgen, for trinvis at kunne fornedre ham til et blot Menneske; Man ophøiede ham som Lærer, for, efter Luthers Ord, at blive fri for ham som Frelser; Man formindskede Arvesynden for ei at have Forsoning behov; Man ophøiede Menneskets egne Kræfter og nægtede Djævelens Fristelser, for at kunne undvære den Helligaands Bistand. Saaledes undergravet og udplyndret stod den fordum saa herlige Borg, hvori de mange Tusinde Gange Tusinder havde bygget som Gæster og Udlændinge; i hvis klare Speile de havde beskuet livlige Billeder af det Hus, som haver Grundvold, bygt uden Hænder af Gud, evigt i Himlene; i hvis Hvælvinger de hørte underlige Røster genlyde fra Fædrenelandet, og hvorfra de paa Troens og Haabets skinnende Vinger vare opfarne til de beredte, liflige Værelser i Faderens Hus. Denne Borg stod ravende med møre Støtter, ved det første Vindstød maatte den for menneskelige Øjne synes at falde og begrave, med alt Herligt, selv de Videnskaber, der i den vare opfostrede, men siden nedbrøde den med formastelige Hænder, uden at betænke, at agte de Vuggen for ringe til Bolig i Livet, da vorder den dem til Grav udi Døden.
✂ Alt var der i Tydskland en høirøstet Flok, der feidede ligesaa 323 aabenbar paa grundig Videnskabelighed og ret aandelig Grubien, som paa sand Kristendom; udeelt Herredom har den endnu ikke naaet, men mange ere dens Seire og stort dens Raaderum, selv der, hvor den syntes at give tabt. Dens ypperste Talerør var i 40 Aar det almindelige tydske Bibliothek, som udgik i Berlin fra Friderich Nicolai, den lærde Boghandler; thi herigennem forhaanedes Alt, hvad Man ei med Forstanden kunde gennemtrænge, eller have legemlig Nytte af i det daglige Liv. Det kan Man ret kalde en Boghandleroplysning, og den lovpriste hardtad i 30 Aar to Trediedele selv af Tydsklands Lærde. Man glædede sig over, i Hjernen at finde et Sammenstød af alle Nerver; Man sluttede rimelig, at Sjælens Virkning udgik herfra, men bagvendt, at al Tanke opkom ved Bevægelsen i Nerverne; Man gik nu paa den brede Vei til Gudsfornægtelse, og det var følgeligt, at naar al Tænkning udgik fra Legemet, burde den ogsaa i alle Maader tjene dette. Hvert Menneske, som ei er ganske fordærvet eller saare forvildet, oprøres ved saadan Tale, men det kaldte Man, ligesom Gudsfrygt, en Fordom, indsuget med Modersmelken, som Man i det mindste hos den tilvoxende Slægt maatte stræbe at udrydde. Dette er den dybere Grund til den Omvæltning af Skolevæsenet, som Man med Pral og Skrig kaldte en uhørt, mageløs Forbedring. Skolevæsenet kunde vistnok, som Alt, trænge til en Genfødelse; men den kan kun udgaa fra en Omvendelse hos de Gamle, ei fra en forandret Indretning, og allermindst fra en saadan. Med Hjertets Tro paa Kristendommen var ogsaa Troen paa Aandens Høihed i den sidste Tid halv forsvundet: den lærde Undervisning var, efter kristelig Vis en Beredelse til at forstaa de hellige Skrifter, og dreves derfor mest paa de gamle Sprog; i en ureligiøs Tid maatte den blive kedsommelig baade for Lærere og Lærlinge, Hine ansaae imidlertid af Vane Sagen for vigtig, Kærligheden var blevet kold i de Fleste, og saaledes maatte Skolerne blive til Pinebænke. Dette vilde man rette ved at forvise de gamle Sprog af Skolerne og blot meddele, hvad Man kaldte virkelige Kundskaber; det er, om hvad alt det Synlige hedder, hvad det er godt til, og hvordan Folk og Fæ bære sig ad dagligdags, med en Tilsætning om, hvordan man skal stile sin Sag, for at komme ustraffet, uskammet og bekvemt igennem Verden. Denne gemene Lære havde en værdig Talsmand i den ugudelige Basedov, der i sit hele Liv lod se sin Forkærlighed for den uterlige Hyggesløshed, hvori han var opgroel paa Hamborgs Gader. En ædlere, skøndt ogsaa vildfarende Aand besiælede Genferen 324 Jean Jaqves Rousseau, som egenlig begyndte Kampen mod det lærde Væsen, men havde hans Planer end ei været luftige Sæbebobler, vilde de dog været for aandelige til at finde Indgang. Saare mærkelig er denne Mand som det sidste Skod i Kaivins Have, som Voltæres Jevnaldrende og Modstander, og som Vidne om, hvorledes en Ukristen med dybe Længsler i Hjertet, maa færdes, og pines og sværme i en fordærvet Alder. Her kun dette, at da han selv var Ukristen og saae, hvorledes Lærdom og selskabeligt Liv uden Kristendom forøgede Lasterne og forgiftede Hjertet end mere, maatte han afsky alt Saadant, og anse Tilbagegang til den oprindelige Tilstand for den eneste Udvei af det store Vilderede. Han glemte at Syndens Rod blev i Hjertet, om Planten end kunde hindres fra at skyde Blomster; til Trods for sin Samvittigheds og Krønikens Vidnesbyrd, drømte han om en Uskyldighedsstand for det faldne Menneske; han foer vild i Tankens Irgang, som Enhver, der af Hovmod ei vil lade Guds Ord være et Lys for sin Fod. Imidlertid, kunde Folkene have overtalt sig til at tro hans Grundsætning, vilde de snart kommet tilbage til Kristendommen, thi hvad skulde lukke Hjertet for Sandheden, naar man sagde Farvel til Verdens Lyst og Daarskab og grundede allene paa at blive værdige til at kaldes den Høiestes Frænder? Hvo som er af Sandheden, hører Jesu Røst. Dog til Saadant stod ei Folkenes Hu, de elskede hos Børnene, som hos sig selv, kun Legemet, ikke Sjælen, Rousseaus Tale om Tarvelighed og Afhold kaldte de Sværmeri, og hans Had til Lærdom behagede dem kun, fordi al aandelig Anstrængelse var dem forhadt. Hvad de med vigtig Mine og Skuldertræk over Fædrenes Dumhed, kaldte den ny Fostrekonst, var at opkæle Børnene til storagtige Skrællinger, og læspende Stadsmøer, istedenfor at optugte dem til dygtige Mænd og ærbare Kvinder. En heel Bog gjordes Behov, for klarlig at fremstille den ny Maade at opdrage og undervise paa, i sin hele bagvendte og latterlige Skikkelse; men den er til Overflod, saalænge Slægten er seende blind, den er det ogsaa, hvis Øiet igen oplades. Til at glimre ved en Overhøring og løs Samtale, stoppes i de lærde Skoler Ungdommen med Tyggemad af alskens aandige Urter, og det gaaer tvertimod hvad de Gamle raadte, efter Faarets Mønster ei at stille Føden tilskue, men fordøie den i Stilhed til Melk og Uld. Drengen afsiger Dom over Menneskets høieste Anliggender og de fremfarne Tiders, ja Guds egen Visdom, og som Mand i Alder lader han al Grubien derover fare, som om den var i sig selv, hvad den var for 325 ham, Legeværk og Børnespil; Legemet fostres, som Sjælen, med hede Drikke og lækkre Spiser, Begges Kræfter aftage synlig og de unge Oldinge vandre som Skygger, uden Mandemod eller mandigt Alvor, elske kun Skygger og Sæbebobler og forgaae som de, uden at have havt Liv i sig selv. Saa gik det fordum i Athenen og saa udi Rom, de faldt og deres Fald var dybt, dybere vil Slægtens nu vorde, hvis den ei underlig frelses, thi høiere var den steget med Kristendommens opløftende Gnister i Barmen. Beskuer Man den gamle og ny Undervisning i deres Grundsætning, thi Udførelsen kan ændre og fordærve, da vilde Man i gamle Dage give Ungersvenden de trende Nøgler i Haand, hvormed Aandens Skatkamre paa Jorden og i Himlen oplades, nemlig: Sprogkundskab, alvorlig Flid og Tro; nu vil Man udryste alle Jordens Skatte for hans Øie, saa han uden Møie kan vælge og forkaste, smykke sig med hvad der glimrer i Barneøiet og glemme Himlen. Før vilde Man fostre Pilegrimme som maatte vandre sindig og varlig og sømmelig paa Jorden, for at naae Fædrenelandet heroventil, som skulde sanke Liggendefæ i Himlene og ei frygte dem, som kun kan ihjelslaae Legemet, nu vil Man opklække Jordborgere, som da maa tragte efter jordiske Ting og plukke Glædens Roser før de visne paa Graven. Jeg vil ei spørge hvilke maa vorde mest skikkede til de Helliger Arvedel i Lyset, men kun: med hvilke ere Videnskaber, Drot og Fødeland bedst tjente til Dyrkere, Undersaatter og Borgere? Krøniken svarer, ei blot den, som gemmer de gamle Dages Minde, men selv den, vi som Øievidner have optegnet. Dog til at forstaa Saadant udkræves Alvor, og hvad nytter da Talen til en letsindig Flok; flygtig lader den Øiet spille paa sit eget høieste Anliggende, Sjælens Skebne naar Gravklokken slaar; paa hvad skulde den stirre med stadigt Alvor? Den peger forfængelig paa de enkelte store Mænd, og vil ikke forstaa det, at just disse, mest gøglende Efterskin, vidne sanddru om at Dagen er forgangen og den Nat kommen nær, da Ingen kan arbeide, da kun Genfærd spøge og forfærde de Sovende.
✂ Saaledes er det i Tydskland tilgaaet. Det var venteligt, at det lutherske Tidsrum her vilde endes glimrende, som det begyndte skinnende: den grundige Behandling af de gamle Sprog og Skrifter, Datter af den paa Flugten standsede Alvor, gjorde det muligt at Tydskland kunde faae sine Grublere, Historieskrivere og dramatiske Digtere, og de bleve ei heller borte, Vieland oversatte Shakespear, istedenfor at Voltære havde haanet og plyndret ham, og derved deltes de skrivende Aber i tvende Flokke, 326 af hvilke den ene vilde ligne gamle Villiam, den anden hans Oversætter, og udsmykkede Skabilkener, i snesetal, med de stjaalne Klædebon, men Tydskerne mindedes dog derved igen om, at Voltære ei var Digterhøvdingen i Alles Øine. Dette sagdes dem eftertrykkelig af den navnkundige Lausizer Gothold Ephraim Lessing. Han var en Mand med et særdeles skarpt Syn, den franske Tomhed bag Glimmersløret blev ham ikke forborgen, og han grebes af de dybere Toner fra Engellænderens Harpe; men i det han forlod, ja modsatte sig Kristendommen, stod han vaklende paa Grændseskellet mellem Aandens og Legemets Verden, her fandt han sin gamle, alvorlige Frænde, Aristoteles, og kaarede ham til Dommer i Skønhedens, som han fordum var det i Sandhedens Rige. Underligt nok, at denne hedenske Grubler, som i de fleste Dele ei gjorde Andet end at betragte Forgængernes Værker og Tankerækker med kold Opmærksomhed, saa tit kommer til høi Værdighed mellem Kristne; men Tingen er, at Ingen, som forsager Kristendommen, kan vinde den Rolighed og Enighed med sig selv, som udkræves til at adskille og ordne, uden ganske at tabe Gud af Sigte. Lessing indsaae Brøstfældigheden af sin Tids kristne Lærebygning, han gjordes dristig til at angribe den ved den Haardnakkenhed, hvormed endel Theologer holdt fast paa hvert Ord i Lærebøgerne, just fordi de manglede Aanden, og den Bitterhed, hvormed de forfulgte hver Tvivler, fordi Troen hos dem selv var hardtad død og Kærligheden kold. Om det umiddelbare Stød Bygningen fik, i det mindste ved hans Haand, meldes siden; men den Synsmaade for Kristendommen, som han under stort Bifald angav i sin Nathan den Vise, satte den ved Siden af Jødedom og Islamisme, som en af de Skikkelser, hvorunder Religjonen maatte fremtræde, indtil Fornuften naaede sin myndige Alder. Dengang han kaldte den det givne Facit af Stykket, vi selv skulde udregne, synes han at have seet noget dybere; dog vilde han selv neppe indrømmet den følgelige Slutning, at den som var 1700 Aar forud for den ganske Menneskeslægt i Visdom, ei kunde være et blot Menneske; saa klart det end er, har Faa efter ham villet indse det. Naar Man gør Mennesket til et selvstændigt Fornuftvæsen, da sætter Man dets Ypperlighed i Skilsmisse fra Gud og Man kan da ikke følgelig antage nogen høiere Skønhed, end den der aabenbarer sig igennem Sandserne eller den forstandige Betragtning; det følte Lessing og opstillede derfor, til Trods for sin Følelse, ja tildels for sin egen Idræt, Naturens Efterligning som Digtekonstens Opgave. At ingen 327 Digter kan følge denne Lov er klart, da den ophæver al Poesi, som netop hestaar i Beskuelsen af det Jordiskes underordnede Forbindelse med det Himmelske, dog blev denne Synsmaade herskende i Tidsalderen, fordi det var dens Foster, og Verden elsker altid hvad dens eget er, kun en liden Flok nødtes til at forkaste den ved at lytte paa de Skjalde, som nu opløftede Røsten. Den Første og Ypperste var Frankfurteren Volfgang Goethe, det mest opvakte Hoved, Tydskland i mere end to Aarhundreder fostrede. I sin Gøts med Jernhaanden reiste han Riddertiden et prægtigt Mindesmærke, og spottede i dets Bygning alle de Regler, Man havde udtænkt for Dramaet, i det Man gik ud fra den bagvendte Mening, at Digteren skulde have til Øiemed, ei at fremstille et tro, livligt Billede af Tid og Idrætter, men at sammensætte et Gøglespil, som kunde være til Øienslyst og Roskab for aandelige Lediggængere. Dog Goethe forlod snart sit store Kald, at oplive Krøniken og forfærde Dværgeætten med sine Kæmpefædre; i Romanen om Verthers Lidelser aabenbarede han sit eget Inderste og Gæringen, der gav desværre hans Bane en anden Retning. Verther er et Gemyt med dybe Længsler, men som med et Suk vender sig fra Troen og vil have sine Længsler tilfredstillede paa Jorden, eller gaa tilgrunde; det Sidste maa ske, og med dyb Smerte maa vi følge ham til Graven. En aandelig Frænde af ham er Faust, som, for at faae sin Tørst efter Indsigt og Lyksalighed slukket, gør Pagt med Djævelen; men her blev Digteren bange for sine egne Tanker og vendte sig bort: det samme gøre vi, mindes Slægtens Fald og Arvesynd og gyse. Goethe selv vilde gaa en Middelvei, laane det Jordiske en høiere Glands og saa indbilde sig, at det saaledes blev tilfredstillende; hans senere Værker ere, fra Konstens Side, Mesterstykker, men dyrekøbt er deres Runding, og de synes mere skikkede til at inddysse Tidsalderen end vække den; derfor er han ogsaa for dem blevet prist ligesaa overmaade, som han blev lastet og spottet for de første. I sin Iphigenia efterlignede han til Skemt det græske Dramas Skikkelse, i Tasso og Egmont viste han, at Man kommer galt afsted, naar Man ei vil være klog efter Verdens Viis, og i Fortællingen om Vilhelm Meister, hvor herlig Man kan leve, naar Man forstaar at bruge Verden med Smag.
✂ Ved Siden af Goethe sang Vyrlembergeren Friederich Schiller. I sine Røvere kundgjorde han en Aand, der ved Tidens Nederdrægtighed troede sig berettiget til at afryste alle Baand. I Grunden havde han et kærligt og gudeligt Hjerte, som kom 328 Aanden til Hjelp i dens Vilderede, og vilde han ladet sig af det lede til Kristus, da var han blevet den Veileder, han ønskede at være; thi ingen Digter før han var saa skikket til at opdage Forsynets Spor i Tidernes Gang. Nu derimod fordybede han sig i bundløs Grublen, naar Tanken svimlede, da sukkede han dybt over den barnlige Troes Forlis, men vilde dog ei lade sig overtale til at søge den, hvor den var at finde. Hans Dramaer ere fulde af dybe Blik i det menneskelige Hjerte, og de indaande Vemod; thi han kendte kun Hjertets Trang, ei dets Trøst; men ret historisk blev intet af dem, thi da han ei kunde komme i det Rene med sin Beskuelse af Krøniken, blev han staaende ved Begivenhedernes nærmeste Aarsager; de Handlendes Eiendommelighed, den digtede han efter Skøn paa fri Haand, og ændrede Begivenheden selv for at fremkonstle et afrundet Heelt. Saa er det med Don Carlos og Vallenstein, saa endog med Pigen fra Orleans, dog er dette sandest og mest poetisk, da Handlingen ei udvikler sig af Lidenskab eller Beregning, men, som i Krøniken, af Troens Hemmelighed. Sørge maa vi over, at denne herlige Skjald ved egen Brøde vandrede saa smertefuld og ei blev hvad han kunde; men det er hans Eftermæle, at han ærlig stred mod det Usle og Syndige, og knælede for Gud, og bevarede en i hans Tid sielden, vel desværre indskrænket men uskrømtet Ærbødighed for Kristendommen og de hellige Skrifter.
✂
Saare mærkelig sang ved Siden af disse dramatiske Digtere, Meklenborgeren Voss sine Idyller, blandt hvilke den, som kaldes Luise, er med Ret blevet berømt. Idyl var hos Græker og Latiner en Fremstilling af det rolige, mere kærlige og skyldfri Hyrdeliv, deres Fædre virkelig havde ført. I den ny Tid skinne de gamles Værker baade som Ledestjerner og Løgtemænd, og Mange vare de som indbildte sig, at Man efter de gamle Mønstre kunde skrive Hyrdedigte, hvad Folk Man end var af; isteden for at betænke, hvorfor Schveitseren Gesner ene forstod at haandtere Hyrdefløiten, størkede man sig ved hans Sang i Vildfarelsen. Klogere var Voss, eller rettere, da Manden kom, fandt han let Tonen. Hos hvert troende Folk føres langt fra glimrende Bedrift og store Stæders Tummel et Landliv, hvis Minde, naar det ganske eller næsten er forbi, maa begeistre et stille Gemyt til vemodig Sang. Saaledes har Voss heldig besunget adskillige Optrin baade i den sachsiske og plattydske Mundart, men fremforalt i Luise mesterlig skildret Livet i en tydsk Præstegaard fra forrig Tid, kun savner Man vel meget det der udbredte den milde Rolighed: Kristi Tro. Denne Digter har og prøvet at siunge
329
med andre Tunger, men det er, som naar en ærlig Bondemand vil tale pænt og høitravende, mer end omsonst. Derimod har han med megen Konst udsat Homers og Virgils Digte paa tydske Vers, især har han, som Man kunde vente, mesterlig truffet den idylliske Tone der gaar igennem Odysseen. Iliaden er mindre ordret men langt troere udlagt af den vakkre Grev Leopold Stolberg, som ogsaa med afvexlende Held har oversat Ossians Kvad og var Lastens strænge Tugtemester. Saa herligt det imidlertid er, at se de Gamle udlagde af saadanne Tolke, er det dog et Tidernes Tegn som spaaer intet Godt. Et saadant Tegn er det ogsaa, naar Man ængstlig opsporer og gemmer de halvglemte Folkesange; derpaa begyndte ret en i mange Maader herlig Mand Preuseren Herder. Han stod, som Folkesangene, paa Grændsen af Religion, Poesi og Historie, gjorde mærkelige Udvandringer til alle Sider, men naaede aldrig et Stade, hvorfra han kunde ei blot overse, men paa menneskelig Vis gennemskue hvad han syslede med. Selv var han Kristen, men havde den Grille tilfælleds med sine nærmeste Forgængere, at ville gøre Bibel og Kristendom tækkelig for de Vantro, hvorved Man, isteden for at vinde dem, giver dem Leilighed til Seiersraab og Mod til ny Angreb. Vildfarelsen kommer dels deraf, at Man falskelig søger Vantroens Kilde i Hovedet, da den dog er i Hjertet, dels af Frygt for mellem sine Samtidige at gælde for særsindet og et indskrænket Hoved. Vitterlig dreves Herder vist mest af hin Feiltagelse, og uvitterlig af sin Tids Aand, thi dennes Usselhed indsaae han og bekendte det frimodig. Vidt var det nu kommet med Luthers Menighed, da Herder ansaae det for Vinding, om han ved at udvikle den ebraiske Poesies Skønhed kunde lokke Kristne tilbage til det foragtede gamle Testamente. Imidlertid var det efter Omstændighederne godt; thi nu bleve de hellige Skrifter dog i frisk Minde, og under den vanhellige Stræben efter at udslette det Guddommeliges Spor har Man sammenslæbt en Dynge af Lærdom, som under Troens Hænder engang vil tjene til end mere at forherlige den Aand, der saa hørlig taler igennem dem. Selv oversatte Herder adskillige hellige Digte, og, naar han kom Luthers Raad ihu, at lytte ærbødig ved Profeternes Fødder, herlig, men selv han glemte det ei sielden, og hans Efterfølgere, som slet ikke vilde vide af noget Samfund med Digtenes hellige Aand at sige, maatte nødvendig udvande og forvanske dem. I Krønikens Betragtning stode Herder og Schiller hardtad jevnsides, dog saae Herder dybest, og under megen Modsigelse udgik fra dem en Synsmaade for de svundne
330
Tider, som maa tilintetgøre det usle Spil med Tilfælde og smaa Aarsager til de største Begivenheder, i det Guddommens Finger aabenbares. Dog var dette hos begge mere Ahnelse, end Tro og klart Syn, de laa i Strid med sig selv og i Schillers Historie om Nederlandenes Frafald og Trediveaarskrigen synes selv Meningen eller Ahnelsen glemt. Hin Synsmaade var slet ikke i Tidsalderens Smag, der kun vilde speile sig selv i Alt, og i al Fald heller omtumles af blinde Tilfælde, end styres af et viist og kærligt Forsyn. Synderen skælver for Herrens Røst og bag Træerne vil han skjule sig som Adam. Hvo der med Bifald vilde sysle med Krøniken maatte enten udstaffere den til Roman, eller med vigtig Mine lade, som om han i de Handlendes Forstand og Lidenskaber havde fundet Nøgelen til de Begivenheder, om hvilke de tit aldrig drømte, eller ogsaa under Sandhedskærligheds Maske erklære Alt for Digt, som ei kunde bekræftes med vederhæftige Øievidners Underskrift. Det Sidste kalder Man historisk Kritik, og som Lettroenheds Modgift er Tvivl i et vist Maal, formedelst Menneskenes Lyvelyst, et nødvendigt Onde; men hvor grændseløs Tvivlesygen maa blive i et Hjerte, der ei vil tro Jesus, er begribeligt. For Saadanne bliver hvert Folks ældre Historie idel Tant og selv det Troværdigste, naar det ei er tilpas, forkastes som Digt. At Man nu vilde for Alvor træde i Bayles Spor og bestride Troværdigheden ei allene af Moses og de andre ebraiske Mænds, men ogsaa af Apostlenes Beretninger, især om Kristi Opstandelse, var saameget mere ligefrem, som det var denne Støtte, til hvilken næsten alle de overblevne kristelige Lærdes vaklende Tro hældede sig. Dette skedte først ret aabenbar i de saakaldte Volfenbyttelske Fragmenter, som udgik gennem Lessings Haand, og dette Rustkammer har siden forsynet mangen Skrælling med Smaasten til at fylde Graven, som den store ei kunde spærre. End stred Man, dog stedse feigere for, og dumdristigere imod Kristendommen, da en ny Kæmpe traadte i Kredsen og lod til at ville gøre Ende paa al Strid om det Aandelige ved et Magtsprog, det var Kønigsbergeren: Immanuel Kant.
✂
I en Tid da de som kaldte sig Grublere forgudede den udvortes Erfaring og ansaa Betragtninger derover for den høieste Visdom, da Kristendommens Talsmænd enten vaklede mellem denne Visdom og Skriftens Udsagn, eller lige døve for Samvittighedens og Fornuftens Røst, priste et Mundsveir som saliggørende Tro; i en Tid da Mennesket saa at sige skyede sit eget Indvortes, og vilde i Mag styres enten af Gud eller de udvortes
331
Ting, og da Moralen næsten overalt var nedsunket til en blot Klogskabslære: i en saadan fremstod Kant, og det maa aldrig glemmes, naar Man vil forstaa hans Tankegang og vurdere hans Grubien. Han delte sin Tids Mistro til Bibelen, men ei dens Letsindighed og grundede alvorlig over Verdens Oprindelse og Menneskets Vilkaar. En Tidlang søgte han i Volfs Spor i det Synlige selv at oplede dets Udspring, men to Betragtninger synes at have standset ham: den ene, at Mennesket selv maatte følgelig blive en ligesaa nødvendig Synsting uden Frihed, og den anden, at naar vi ikke veed Andet om Verden, end hvad vi erfare igennem Sandserne, er det slet ikke vist, at den er til uden i vor Forestilling. Det blev da hans Grundsætning, at Synstingene vel ere til i Tiden og Rummet, men at disse kun ere til i vor Forestilling, som dens nødvendige Vilkaar. Nu maatte det synes ham Daarskab at bygge nogen Vished paa den udvortes Erfaring, og han mente ligesaa lidt fra det Synlige at kunne slutte til en Gud, som i Tiden at kunne have visse Kendemærker paa guddommelige Virkninger. Ligesom nu paa denne Vei det Synliges Forfængelighed blev ham indlysende, kunde han ei heller fæste Tro til nogen Aabenbaring udenfor sig, skøndt han ligesaa lidt fra dette Stade kunde eller vilde nægte den. Han dreves da til sit eget Indvortes, og fandt der det, som drev ham: Trang til Oplysning om det store Spørgsmaal: hvad er Sandhed? Ved at spørge om hvad vi er, maatte han drages ud over det Synliges Grændse, men han var for ædru til her at følge Fantasien, som digter hvor Tanken svimler, han bekendte, at den grublende Fornuft intet Vist kunde udsige om det Usynlige; men det fandt han i Fornuftens Inderste, at det maa være sandt, som man ei, uden at modsige noget aldeles Vist, kan nægte. Dette aldeles Visse troede han at finde, naar han spurgte: hvad skal jeg? og paa Samvittigheden (den praktiske Fornuft) byggede han ved Hjelp af Modsigelsens Grundsætning alle sine Visheder. Er der en Lov i os, saa sluttede han, som fordrer ubetinget Lydighed, saa maa der og være en Lovgiver; det maa være hans Hensigt, at Alt skal rette sig efter denne Lov, men det kan ikke ske her, der maa altsaa komme en følgende Tilstand, hvori det vil ske; og saaledes mente han at have urokkelig grundfæstet Sandhederne om Gud, Dyd og Udødelighed. Landene geniøde af hans Pris, ingenlunde fordi disse Sandheder vare Folk saa dyrebare, men fordi de herved antoge det for bevist, at Kristendommen var overflødig, det var denne guddommelige Tugtemester de vilde af med, og
332
gave sig derfor gerne under den strænge jordiske, thi med ham kunde de trættes, og de som foragtede deres egen Samvittigheds Udsagn fandt det mageligt med Forstanden at bifalde Kants; deres Overbevisning var som saamange Mundkristnes Tro: et Ord. Det var venteligt, at denne Skare ei vilde være saa beskeden som dens Mester: Faa forstode ham, Færre tilegnede sig det Bedste i hans Lære, men Desfleer skrege paa hans Navn, rettede, modsagde, forgudede og misbrugte hans Ord, uden selv at have fulgt ham paa en eneste af hans aandelige Vandringer, dertil havde Faa Kraft og Færre Lyst. Kant søgte Sandheden alvorlig, og derfor indsaae han, skøndt uden altid at følge det, at Man maa være ligesaa varsom i at forkaste, som i at antage; hans Eftersnakkere brøde sig kun lidt om Sandheden, men det var deres Lyst at synes kloge, at forkaste og nedrive Alt, hvad der havde været helligt i Lærdes og Læges Øine; Aabenbaring, Mirakler, Forsoning kaldte de umulige Ting, Guds Naade foragtede de og indskøde sig trodsende under hans Retfærdighed. Saa gjorde Farisæerne fordum, saa gør Man altid i den mest fordærvede Alder, thi det gaar med Slægten, som med det enkelte Menneske: først naar Man alvorlig lægger an paa at blive dydig, føler Man sin Svaghed, Ufuldkommenhed og Trang til Naade. Det Samme udsagde Kant i de tydeligste Ord, og grundede ene sit Saligheds Haab paa en Forsoning, skøndt han, ifølge sin Mening om Tiden, ei kunde erkende, at den var skeet ved Jesus; men denne Bekendelse, som hver tænkende Dydens Ven maa aflægge, kaldte Man en Læmpning efter kristelige Fordomme, og vilde heller beskylde Oprigtighedens og Sanddruhedens strænge Talsmand for grov Løgn, end indrømme, at han følte sin Trang til Guds Naade. Herved, som ved den Grundsætning de opstillede: Intet Ubegribeligt at tro, viste de tilfulde, at det var dem ligesaa lidt om Kants, som om Bibelens Mening at gøre; begges Ord fordreiede de til deres egen Fordærvelse. Hovmoden ledte Kant ud paa de vilde Veie, siden stred han imod den, men vilde dog ikke omgøre sit første Skridt, derfor maatte han ringeagte Bønnen, og uden den kommer Ingen til Sandheds Erkendelse; men han forhærdede sig dog ikke, han vilde vandre med Gud for Øie, og havde Ærbødighed saavel for hans skjulte Raad, som for hans usporlige Veie. Besmittet af sin Tids Vantro, blev han, endog hvor han ikke vilde det, et Redskab i dens Haand, men ogsaa et Redskab i Guds. Den Bekymring for Sjælens Vel, som er al Gudeligheds og Dyds Moder, var i det 17de Aarhundrede hardtad opslugt af Bekymringen
333
for Legemets Vel, Folkene bleve bange for sig selv, og som en Krampetrækning vendte hin Bekymring tilbage i Pietismen, men det var en pinlig Ængstelse, som hos de Fleste avlede Bedrøvelse over, at Verden skulde forsages, istedenfor det glade Afkald, det var da en Sygdom, som ei kunde vare længe, naar ei Livet skulde forgaa. For slig en Sygdom ere tvende Lægemidler, et himmelsk og et jordisk, hint er Standhaftighed til at udholde Kampen, dette er Adspredelse og vælges, som det letteste, tiest. Ved at tumle sig uophørlig i en Hvirvel af legemlige Sysler, Forlystelser og lærde Kævlerier om Smaating, stræbte de nordiske Gemytter at adsprede sig, og de vilde snart paa deres Maade naaet de sydlige, som Romerne naaede Grækerne, hvis de ei vare blevne opholdte paa den onde Vei. Det skedte fornemmelig ved Kant, han kaldte dem tilbage til deres Indvortes, og det med en Røst, som genlød i hvert Bryst: Samvittighedens. Stærk mindedes de om, at om end al udvortes Aabenbaring var falsk, havde de dog en Lov skrevet i deres Hjerter, som de til Trods for Kød og Blod skulde følge: Villien og Kraften kunde Troen paa Samvittigheden og Kant ikke give, men nedkue Bifaldet, som Man snart almindelig vilde ydet dem, der med Helvetius prædikede aabenbar Egennyttens afskyelige Lære, bringe Mange til at tænke alvorligere efter, og i det mindste ved udvortes Ustraffelighed at affinde sig med Loven, det kunde og maatte den. Bibelen vilde Man nu engang ikke tro, og det var da langt bedre, at Man søgte at indtvinge Kants Meninger i den, end at Man skulde glemt den, som i Syden, eller bortkastet den, som i England. Nogle bleve dog vist under hin Syssel slagne med Forundring over de ulærde Fiskere, i hvis Ord Man lettere, end i de ypperste Grubleres fra Hedenold, kunde finde eller lægge Nutidens høieste Visdom; Nogle sønderknustes vel og saaledes ved Lovens Prædiken, at de fornam det ei blot var Paulus og de andre Fortidens Fromme, der, for at bestaa i Fristelse og Trængsel, Død og Dom, behøvede den Retfærdighed som er af Jesu Tro. Uvordne Tider lade sig ei beskrive, men selv Ahnelsen om, hvorledes det nu vilde seet ud i vor Verdensdeel, dersom Aanden i de nordlige Lande ei før det franske Uveir var kommet til at sysle alvorlig med sig selv, maa lære os at grue, og takke Gud, at han gav os en Kant, da en Luther vilde have været os til Dom, men ei til Frelse.
✂
Naar et Folk har kastet Troen paa det evige Liv, da maa det hige umaadelig efter Lyksalighed herneden; thi snart bortile Livets Dage, de i Glæde nydes maa. Nu er det vel saa, at
334
Ingen finder den, men de Fleste tro dog at den er tilfals for Penge, saasom disse virkelig kan, under gunstige Omstændigheder, skaffe Øienslyst, Kødslyst og et overdaadigt Levnet, og disse Ting ere Indholdet af den Ugudeliges Lyksalighed. Enhver Statsforfatning fører det nødvendig med sig, at baade Penge og Magt maa være uligelig delte; Gudsfrygt og Tro paa det evige Liv, er det Eneste som frembringer en aandelig Lighed, Tilfredshed med ringe Kaar, og et vist Maadehold saavel i at eftertragte, som i at bruge de jordiske Fordele. Have nu disse Engle forladt et Folk, da er det ligefrem, at de Fattige og Ringe af al Størke misunde og hade de Rige og Mægtige, og disse maa daglig ved Uretfærdighed og Udsuelse, som ved Pragt og Overdaad, hidse og forbittre. Faa nu de Ringe Syn paa et Middel, ved hvilket de vente at kunne faae deres Hevn styret paa de Forhadte og komme i Besiddelse af deres Lyksalighed, da er det saare begribeligt, at ingen Betænkelighed afholder dem fra at gribe det, og fra dette Stade er den franske Revolusion intet Særsyn, men en aldeles nødvendig Begivenhed, som maa indtræffe i ethvert ugudeligt Folks Historie; hvad som er nyt, er kun Skikkelsen, et saadant Optrin hvergang maa omskifte, efter Tidernes og Folkenes adskillige Eiendommelighed og Vilkaar. I hundrede Aar, siden Kolberts Død, vare Skatterne voxne, og Toldforpagtere udsuede Folket, Blodiglerne bleve fede, men Indtægterne vilde slet ikke forslaa til at holde den store Krigshær og Hoffets mageløse Overdaad vedlige. De fleste Skatmestere vare udygtige, og somme uredelige, de vidste ei anden Udvei end den magelige, at laane, og tilsidst var Gelden saa stor, at Indtægterne ei engang forsloge til at betale dens Renter. Trende Kaar har en Regering under saadanne Omstændigheder: at bedrage Laanerne, at bemægtige sig de Riges Formue, eller at forlange af disse et frivilligt Offer. Det første er skammeligt og tit farligt, det andet er haardt, det tredie er faderligt, og det blev valgt efter Sveitseren Neckers Raad, som da var Rentemester, men blandt vantro og overdaadige Rige er en saadan Tillid latterlig og spildt. Stænderne bleve sammenkaldte for at raadslaa om Fordelingen af de Offere Staten behøvede, men Adel og Geistlighed, som eiede Landet, vilde Intet give, og dette Afslag maatte nødvendig blive Løsenet til voldsomme Optrin. Rousseau og mange Flere havde fremstillet den Statsforfatning, hvorefter et Folk beherskede sig selv ved sine Fuldmægtige, som den eneste fornuftige og lykkelige, uden at betænke, at et Folk maa selv være dydigt, for at vælge dydige Fuldmægtige, og
335
denne Mening var almindelig i den hele franske Læseverden; det er hos hver Borgerlig i Paris og Rigets større Stæder. Høist urimeligt var det at Geistligheden skulde beholde de Godser, den havde faaet for en Sjælesorg, som hardtad Ingen nu øvede eller forlangte, og bedre Adkomst havde den feige, vellystige Adel ei til sit Fædrenegods. Saadan Tale førtes iblandt Borgerstandens Fuldmægtige af Mænd, som ved en Omvæltning ventede at vinde Anseelse, Magt og hvad dermed følger. Dette udlagde især Mirabeau med henrivende Talekonst, og den tredie Stands Udvalgte greb, under Navn af Menighed (Nationalforsamling) Statens Roer. Nu indskrænkedes Kongemagten; Adel og Geistlighed mistede deres Fortrin, og i afmægtig Harme udvandrede næsten alle de Fornemme af disse Stænder med Kongens Brødre og Frænder. Mølædt var Præstens Bog og forrustet var Ridderens Glavind, og nu mente Daarerne, at fremmede Drotters Gunst og leiede Arme kunde sætte friske Been under de raadne Stole.
✂ Adskillige, som Tænkemaaden og Hvers Fordeel, vare de Betænkninger, som man trindt i Landene havde ved de ny underlige Tidender fra Frankrig. Fyrster og Adelsmænd, som nu i meer end hundrede Aar vare vante til at ophøie Alt hvad Parisisk var, og som mangensteds havde ærlig stræbt ved Ord og Levnet at udbrede fransk Vantro og Ryggesløshed, bleve nu med Eet saare bekymrede, og ei uden Føie, thi vel kunde Man frygte for, at Folkene nu engang for Alvor vilde ligne de Franskmænd, der saa tit vare givne dem til Mønster. Den ganske vantro Hob, og altsaa de fleste Bogskrivere, stødte i Basun som om den rette Dommedag var kommet, paa hvilken alle Konger og Fornemme skulde fordømmes, men Folkene opslaae til et evigt, saligt Liv her paa Jorden, ja endog endel kristelige Mænd, der kun saae paa de franske Stormænds onde Gerninger og Nationalforsamlingens høitravende Ord, mente, at der kunde voxe Vindruer paa Torne og Figen paa Tidsier. Under disse Omstændigheder var det venteligt, at Konger og Adelsmænd vilde udbyde Leding for at skærme Troner og Fortrin, men at Folkene derimod vilde betragte de oprørte Franske, som Venner og Frelsere. Lykke var det da, at Krigen tøvede, indtil Folkene vare blevne lidt ædru, og saadanne Ting paafærde i Frankrig, som kunde oplade de Skikkeliges Øine. Underlig føiedes Omstændighederne til en saadan Forhaling, som er tilsyne, naar Man betragter Europas Skikkelse i de samme Dage.
✂ Mest Tilstød ventede det franske Kongehus og dets Tilhængere 336 hos Østerrig, hvor Marie Thereses Søn, Josef den Anden, herskede; thi baade var han Broder til Frankrigs Dronning og dertil en driftig Mand, men han var hjemme hildet i saamange Garn, at han udenlands ei mægtede at røre Haand eller Fod.
✂ Det er forhen meldt, at Jesuiterne i Luthers Dage arvede Pavemagtens Levninger; deres Roes for Lærdom er dem givet, men Tugtelsen for deres Vanart have de tilgode, og lang er den Synderegning, Krøniken sandfærdig har opskrevet, enddog det er gaaet dem som andre Skalke, at der de grebes, blev alt det Onde dem duttet paa, som i deres Levetid var bedrevet. Allerede det, at de fra Begyndelsen skulde stride mod Luthers Lærdom i alle Dele, gjorde dem til Løgnens Talsmænd, og den Udvikling af de aandelige Evner, som hos dem fandt Sted, gjorde det nødvendigt, at de snart enten maatte vende Vaabnene, eller vitterlig bære Avindskjold imod Sandheden. De kaarede det Sidste for at beholde og vinde Magt, Anseelse og hvad Man kalder gode Dage, og maatte de da vorde Landenes Pestilens. Pavens og Kirkens Ufeilbarhed maatte de af al Magt stræbe at grundfæste, thi det var Grundstenen i deres Palads; og fra Ungdommens Underviisning forviste de da Krøniken og alle de Kundskaber, som kunde oplyse Mennesket om hans vigtigste Anliggende. Deres Leveregler maatte de læmpe efter Menneskenes, især de Mægtiges Tilbøieligheder, for at kunne herske over Sjælene; og det kostede dem liden Overvindelse, thi saadan Herredom, ei Sjælenes Salighed, var deres Øiemed. For et saadant Djævlesamfund kunde intet Middel være for afskyeligt og ugudeligt til at befordre Ordenens Fordel og især til at undertrykke dens Uvenner, og Paverne, som følte deres egen Svaghed, gave dem Ret i alle Stykker. Dog, de Ondes Bygninger nedrive sig selv, det maatte Jesuiterne sande. Naar Man en Tidlang har tilkøbt sig Syndefrihed, bliver Man dristig til at synde uden Forlov, saa gik det med Europas Fornemme, og da man ei længere følte nogen Trang til Jesuiterne, faldt deres Anseelse daglig. Man laante Øre til, hvad de franske Jansenister og lærde Benediktinere havde vidst at fortælle om Fædrene, og af Voltære lærte Man, baade at foragte og undvære dem. Ogsaa i Ordenen var under Tidens Løb Ugudelighed voxet og Aandskraften svækket, og i Fortvivlelse greb den til det afsindige Middel, at tugte Førsterne med Gift og Dolk. Nu var Syndemaalet fuldt, Jesuiterne udjoges af de fleste katolske Lande, Pave Klemens den 14tende opløste deres Orden, og, for at Særsynet kunde blive desstørre, 337 toges de i Beskyttelse af en statsklog Fyrste i et protestantisk Land: Preusens Mageløse.
✂ Nu forandredes Skikkelsen i de katolske Lande. Vatikanets sidste Støtte var faldet og til det lænede sig alle Kirker og Klostre, alle Baand paa Kristendommens aabenbare Fjender vare løste, stor Gæring og Pavemagtens Undergang var at vente. I Tydskland begyndte ogsaa dennegang Bulderet, men her lod det sig ret tilsyne, hvad Forskiel der er mellem en Reformation, som udgaaer indvortes fra, af Bekymring for Sjælenes Vel; og den, som kommer udenfra, af verdslig Omhyggelighed.
✂ Saasnart det jesuitiske Bindsel var taget fra Øiet, maatte en nogenlunde vaagen Fyrste se, hvor betydelig en Vinding det vilde være, om han kunde tilegne sig Geistlighedens Godser, og inddrage de store Pengesummer i sin Kasse, som hidtil, under alskens Paaskud, vare gangne til Rom; det saae Keiser Josef og det var hans Hovedøiemed med at reformere. Pavernes Myndighed blev offenlig nægtet, men dog tilladt at øves omsonst; Munke og Nonner udjoges af Klosterne, men løstes ei fra deres Løfter, og saa fremdeles. Josefs anden Hensigt var, at oplyse sit Folk paa Fransk og Preusisk, men derhos selv at arve alt det Herredømme, Troen og Geistligheden havde havt. Umuligheden heraf indsaae han ikke, men til Lykke standsedes han snart. Eet Sprog og eens Forfatning vilde han indføre i sine forskellige Lande, men Ungarer og Belgier havde arvede Rettigheder, som de herved skulde miste. Hine knurrede høit; disse, end mere ophidsede af Munke og andre fortørnede Geistlige, grebe til Vaaben, og Josef, som derhos var indviklet i en uheldig Tyrkekrig, maatte ei allene stille se paa Optrinet i Frankrig, men kalde alle sine Reformationslove tilbage. Imidlertid viste selv den Modstand Josef fandt, at der hos hans Undersaatter var mere Kraft, vel og mere Tro tilstæde, end i de fleste andre europæiske Lande.
✂ Spaniens Konge nedstammede fra Ludvig den 14tende og i den sidste Tid herskede god Forstaaelse mellem Hofferne i Madrid og Versailles, men Folket var indsovet paa sine visnede Laurbær; Troens Levninger formaaede kun at fede en talrig Geistlighed og stadfæste den aldeles udartede Inqvisition i sit gruelige Herredømme.
✂ Italien var delt mellem Smaafyrster, Østerrig, og Kongerne af Sardinien og Neapel. Denne, en spansk Prinds, herskede over et af Vellyst og Dovenskab aldeles udmarvet Folk; Hin, Efterkommer af de savoiske Hertuger som ved List og Troløshed 338 havde vundet Land og Krone, var besvogret med Bonbonerne; men Snildhed er et Vaaben som ikke arves i mange Led og andet havde han ikke.
✂ Af Frænder og Svogre havde da Frankrigs Hof ei Stort at vente, og Storbrittanien, Rusland og Preusen, vare da de Magter, paa hvilke Man maatte fæste Øie.
✂ Man skulde ei tænkt, at England vilde forhindret Frankrig fra at antage en Forfatning, der syntes at ville ligne dets egen; men det arvelige Had mellem Folkene var voxet under den amerikanske Krig, Fordele i Handel og i Besiddelser udenfor Europa vare at vente, og Ministrene som bestak Parlamentet og herskede uindskrænket, vare saare bange for de ny franske Grundsætninger. Dog, saa villig England var til at drage Fordel af Frankrigs Tilstand, saa lidet kunde det uden Forbundne paa Fastlandet udrette Noget der.
✂ Hvad Europa kunde have af Rusland at frygte, saaes i Syvaarskrigen: underlig afvendtes dengang Faren; men den kom igen under Peters Gemalinde, Katrine den Anden af Anhalt Zerbst. Hun var en Qvinde med ikke aldeles sædvanlige Aandsgaver, men oplyst i Voltæres Smag, og en saadan Oplysning, som gør Undersaatter urolige, maa gøre de Regerende herskesyge og ærelystne overmaade; dobbelt maatte det være saa med en russisk Keiserinde, der i et tankeløst men stærkt og lydigt Folk havde et frygteligt Redskab i Haand til at udbrede sin Magt. Vist nok arbeidede ogsaa hun imod sig selv, i det hun paa eengang vilde oplyse Russerne og bruge dem som blinde Redskaber, men da Hint slog aldeles Feil, lykkedes dette desbedre. Hun indsaae ret godt at hun ikke fattedes Land, men Landet Mennesker; hun indkaldte derfor mange Fremmede, især Tydskere; men dog førte hun idelige Krige, hvoraf hver kostede flere Folk end de Indkaldtes Børn i mange Led. Fra Polen tog Hun, i Forening med de andre Naboer, store Landskaber; og at holde sit Indtog i Konstantinopel var hendes sødeste Drøm, men om det ogsaa iøvrigt havde været muligt i de seierrige Krige, hun førte med Tyrkerne, forhindredes hun dog af Preusen, der mærkede den overhængende Fare for det kristne Europa, hvis det muhamedanske opslugtes. En Tyrkekrig og Polens endelige Deling sysselsatte Katrine, da Uveiret brød løs i Frankrig, og det lod ei som om hun vilde røre sig synderlig for at dæmpe det.
✂
Preusen havde siden Syvaarskrigen staaet som Europas Voldgiftsmand; og enddog gamle Friderich endnu før sin Død
339
maatte mærke, at han havde bygget et Palads paa Sand i alle Maader, saa mente dog Preuserne selv, at de vare uovervindelige, og de andre Europæer mente det Samme, fordi de saae, at Hæren var fuldtallig og mesterlig øvet i krigerske Manerer. Den Gamles Brodersøn, Friderich Vilhelm den Anden, blev hans Eftermand; han skjalv for den Ugudelighed som omringede ham og søgte ved Forordninger at kalde den flygtede Kristendom tilbage. Man forfærdedes over den Magt Mørket saa pludselig tillistede sig i det lyse Land, men Man begreb ikke, hvilket rædsomt Tidernes Tegn der lod sig tilsyne. Det kunde ikke være andet, end at midt i Syndens Dynd en kold Gysen maatte overfalde Pietisternes Børn, Synden vilde de ikke forsage, men gruede dog for Guds strænge Dom, de vilde da købe Aflad hos ham ved at bekrige hans Ords aabenbare Fjender. Saaledes er den Blanding af Alvor og Hykleri, Strænghed og Svaghed, som fandtes hos Ministeren Völlner og hans Tilhængere, saare forstaaelig. Det tænkte imidlertid Ingen paa, at Preusen derfor manglede Styrke til at gaa i Marken. Da Josef var død, mæglede det berlinske Raad for hans Broder Leopold Fred med Tyrken og Forlig med Belgierne, og raadslog derpaa med ham om at forandre Tilstanden i Frankrig. Dog, Leopold var fredelig, og hvo veed, hvor længe det var blevet ved Ord, dersom ei de Franske selv havde erklæret Krig. Disse beherskedes paa den Tid af de tøileløseste Frihedsprædikantere som kaldte sig Jakobiner og vare Høvedsmænd for den parisiske Pøbel; og Anledning til Krig kunde ikke fattes, da Leopolds Søn, Frands den Anden tillod de Udvandrede at ruste sig i Tydskland. En Hær af Østerriger og Preuser drog nu med store Ord ind i det forvirrede Land, og naaede Hovedstadens Nabolag; men af Hunger, Sygdom og Frygt dreves den tilbage over Rhinen. Under dette Hjemtog foregik i Paris gruelige Optrin, i det den af Jakobinerne ophidsede Pøbel stormede Kongens Palads, myrdede hans tro Sveitsere og indspærrede ham i Tempeltaarnet med Dronning og Børn. Blod beskyllede Gaderne, djævelske Afskyeligheder øvedes under rasende Latter, de hensovne Kongers Støv spredtes i Luften, den afsatte Ludvig maatte paa Retterstedet undgelde sit Navns, sit Folks og Hoffets Synder. Under saadanne Varsler plantedes Frihedstræet, alt Kongedom forbandedes og Frankrig kaidies en Republik. De kommende Slægter skal agte det for en løs Tale og endda grue svarlig, naar de læse, at et Folk, som nys kaldte sig Kristne, foer saaledes frem som et glubende Dyr, lukkede Kirkerne, bespottede
340
Gud, opløste Ægteskabet, og tilbad en Skøge under Fornuftens Navn. Samtiden saae det Meste uden Gysen, thi den maatte i de fordreiede Træk dog kende sig selv, og for sin egen Daarlighed var den blindere end nogen Old. Alle Frankrigs Indbyggere vare imidlertid ingenlunde tilfreds med det Parisiske Uvæsen; mod Nordvest i Vendeet knurrede Man høit, og greb endelig til Vaaben for Konge og Gudsdørkelse, Girondisterne eller Folkets Fuldmægtige fra de sydvestlige Egne opløftede ogsaa Røsten, men de maatte bøde med Livet, og Herredømmet kom i Haanden paa Robespjerre, et Uhyre, der i mange Dele fortjener Navn af den ny Tids Nero. Nu blev Ludvig hævnet, hver Mand, som havde nogen Anseelse enten ved Bedrift eller Rigdom eller Sjæleevner, agtede Tyrannen for sin Fjende, og i Tusindtal faldt Hovederne daglig under Mordøxen, den saakaldte Gvillotine, som ved Siden af Frihedstræet plantedes i hver Stad og vandede med Blod dets tørre Rødder. Frygt og Lyst til at dele de franske Lande forenede Europas Fyrster; Storbrittanien, Spanien, Holland, Neapel og Sardinien tiltraadte Forbundet mod Frankrig, og ligesom dette Lands Konge var den Første en retfærdig Banstraale rammede, saa blev det og her, at den sidstegang glimtede over Gudsfornægteres Isser. Det ulyksalige Land syntes beskikket til, ved Undergang, at forkynde Verden Guds Domme; indvortes Blodbad og Borgerkrig og til Penge kun Papir, som Bøddelen maatte stemple, udvortes talrige Fjender, som efter den engelske Minister Villiam Pitts Raad vilde beleire og udhungre Riget som en Stad, og mod disse en sammenløbet Hær uden synderligt Krigsredskab, uden Sold og dagligt Brød. Alligevel bleve Frankerne seierrige, og al Jorden forundrede uden at betænke sig. Den ulyksalige Oplysning, med hvilket Navn Man i Paris havde adlet Vantro og Ryggesløshed, var længe indskrænket til de større Stæder i den franske Læseverden, og i sin hele Afskyelighed naaede den aldrig Landfolket i de fierne Egne; Undertrykkelse og Udsuelse havde nødt disse til Tarvelighed og ved den var megen Størke bevaret. Ligegyldighed for det Guddommelige var hos den vankundige Almue almindelig, men just derfor var det Jordiske dem ret dyrebart, Adelens og Geistlighedens tunge Aag var nys løftet af deres Nakker, og det saae de reist som Banner for de fremmede Hære; vel maatte de opglødes ved Frihedens Tryllelyd og stride for deres Land som deres Himmel. Hvo som ei grebes af Frihedens Svindel maatte drives af Hunger og Rovgerrighed; thi saa kært end Jordelivet maa være de Vantro,
341
maa de dog vove det for Livets Lyst, og Brød eller Død er deres Løsen. Havde der været synderlig Kristendom og Kraft hos de forbundne Folk, da maatte Krigen være blevet et Korstog; og ligesom de fortvivlede Muselmænd fordum høstedes med Frankernes Sværde, saaledes vilde disses hedenske Ætmænd nu blevet fældte, men saa var det ei. Paa Østerrigerne nær, lode Soldaterne sig kun uvillig drive i Slagorden, og Frihedens Herolder modtoges med aabne Arme i Belgien, Holland og Italien. Preusen og Spanien sluttede Fred til Basel, Holland, som 1 forlod sin Arvestatholder, Belgien og Piemont var i Frankernes Vold, og Intet tyktes mægtigt til at dæmme mod den rivende Strøm; men nu vendte sig Bladet. Robespjerres Grusomhed og de franske Hæres Udsuelser havde opladt Folkenes Øine, Frankerne selv vare blevne lidt ædru, og da nu deres Land var i Sikkerhed, ønskede de at leve og nyde Friheden i Fred. Kun de Herskende i Paris ønskede Krig for ikke at tabe Ro og Herredom, naar de tøileløse Skarer kom tilbage, men under saadanne Omstændigheder bleve Frankerne slagne baade i Tydskland og Italien af de tappre Østerriger, og for disses Erkehertug Karl maatte selv den krigsforstandige Moreau vige. Med Frankernes Bedrifter havde det da udentvivl været forbi, dersom ei En af de sieldne Mænd, der synes at beherske Sjælene og Tidernes Løb, var fremgangen: det var Korsikaneren Napoleon Buonaparte. Hans Navn er paa de Umyndiges Tunge og hans Idræt i friskeste Minde, kun Eftertiden kan give ham hans Eftermæle, men Krøniken behøver ikke at sørge for hans Ihukommelse, thi Sagn skal løbe gennem Slægterne om dette Guds vidunderlige Redskab. At Han opluede en modløs Hær og stod selv kold i Ilden paa Slagets Dag, at han ængstede Vien og nødte Østerrig til at ombytte Belgien og Lombardiet med endel af det kuldkastede Venedigs Lande, det maa nu synes lidet, men dog var det Nok til at hæfte Europas Øine paa ham, som Frankrigs Skytsengel. At det var ham, ei Frankerne, der sidstegang seirede, blev endnu mere aabenbart ved hans Tog til Ægypten og Hjemkomst derfra. Han drog derhen med en udsøgt Hær, maaske for at indtage Ostindien; trods Pest, Mamelukker og uopregnelig Besvær erobrede han Ægypten, medens de Boglærde, han havde med sig, under hans Skjold maalte Pyramider, speidede Mumier og Hieroglyfer. Alt stod han seierrig ved Indgangen til det hellige Land, men her stod hans Maal paa denne Side Havet, og ligesaa forgæves som den hellige Ludvig beleirede han Akre; men han vistes kun hjem til Europa,
342
hvor hans Bane var en Verdensdel. Det lod som om Fyrsterne, eller deres Raadgivere, droge Aanden friere, saasnart Buonaparte var borte, Engelland pustede og Erigsluen udbrød igen paa Fastlandet. Ruslands Katrine havde endt sit Løb med Polens fuldkomne Deling; og et af hendes frygtelige Krigsredskaber, Suvarov, sendtes nu af hendes Søn Poul til Italien, for med en russisk Hær at hjelpe Herrerne af Østerrig, Neapel og Sardinien. Han overfoer Landet som et Uveir, Karl gik seierrig frem i Tydskland, og Frankerne, som af et selvraadigt Direktorium beherskedes med et Jernspir i en Drengehaand, syntes igen forlorne. Dog, Buonaparte satte sig i Alexandrien paa et enligt Skib; den Flaade, som bar ham til Ægypten, havde Engellænderne ødelagt, men dette Skib maatte deres talrige Krydsere ikke møde. Han kom, greb Spiret, gik over Bernhardsbjerget og vandt Italien andengang i Slaget ved Marengo. Østerrig maatte forny Freden, England tiltraadte den, Sardiniens Konge maatte flygte til sin Ø, og Siciliens undgik kun stakket samme Skebne. I en ny Krig med Engelland vandt Han Hannover, men tabte Frankrigs Kolonier, og end varer Kampen. Østerrig og Rusland prøvede engang Størke med ham, men efter Slaget ved Austerlits blev Udgangen, at Østerrig, foruden Landene ved det adriatiske Hav, mistede sin Bjergfæstning Tyrol. Baiern og Vyrtemberg ophøiedes til Kongeriger, det tydske Keiserdom opløstes, og Buonaparte, som havde taget Keisernavnet Napoleon, blev Beskytter af et nyt Forbund østenfor Rhin. Preusen, som nu i mere end 10 Aar havde ved Frankrigs Hjelp smaalig udvidet sine Grændser, blev nu med Eet nidkær, vilde rive hele Nordtydskland til sig og lovede med ækkel Pral, at standse Seierherren. Dog, Slaget ved Jena bortpustede Skyggen af gamle Friderichs Krigshær, som hans Grundsætninger havde afsiælet; og Napoleon stod ved Veichselen, førend Russerne kunde komme deres Forbundne til Hjelp. Efter megen Blodsudgydelse forligte Ruslands Alexander sig med Napoleon, Kongeriget Vestfalen reiste sig vesten for Elben, Sachsens Kurfyrste fik med Kongenavnet det preusiske Polen, og det afgjordes i Tilsit, at hele Fastlandet skulde afbryde Alt Samkvem med England. Portugal kom i Napoleons Vold, da dets Fyrste, hidtil Englands Statholder i sine europæiske Lande, fløttede i samme Egenskab til Brasilien. I Spanien tvistede Fader og Søn paa skammelig Maade, Napoleon kaldte dem til Bayonne og lod dem afstaa sig Kronen, hvilken han skænkede sin Broder, hidtil Neapels Konge; dog end stride ved Englands Hjelp
343
de opstandne Spanier, og stolt, som engang deres Liv, vorder i det mindste deres Død.
✂ Dette er Omridset af Napoleons Bedrifter udenlands i et Aartiende, det nidske Preusen er faldet, det frygtelige Rusland tæmmet, fire raadne Kongestole saagodt som omvæltede; Folkene have seet, at deres Afguder ei kunne frelse dem, og med Trængselens haarde Ord kalder Gud paa sine vildfarende Børn, som stoppede Øret for hans milde Faderstemme; ja i Amerika beredes en Tilflugt for Kristendom og Videnskaber, hvis Europas Folk end ei paa dette sidste Bud vil omvende sig til Herren.
✂ Den udvortes Gudstjeneste har Napoleon igen oprettet i Frankrig, og den udvortes Skikkelighed har han søgt at kalde tilbage ved Love; men Troen kan han ikke give sit Folk, og kommer den ikke tilbage, kan selv Han opleve den Dag, da Kraftens Levninger ere fortærede. Alt før Revolutionen dyrkedes med Iver kun trende Kundskabsgrene: Kemi, Astronomi og Mathematik, og hvor disse ret blomstre, behøves intet andet Vidnesbyrd om, at det aandelige Træ er sin Udgang nær. Hine Kundskaber forlyste endnu længere, end Ordgranskning og Sagakyndighed vantro Sjæle, ei allene for Nyttens Skyld i det daglige Liv, men ogsaa fordi de snarere lede fra end til Religjonen. Ved at opløse Legemerne i deres usynlige Bestanddele, bekræftes Man i Indbildningen, at det hele Menneske kun er et Legeme, der opløsesved Døden; ved at beregne Himmellegemernes Gang og efterforske de nærmeste Aarsager til Alt, hvad som i det Høie minder om Gud, hjelpes Man til at glemme ham; i den indholdsløse Uendelighed, Mathematiken viser, opdager Man et kærkomment Billede af Sjælen, med dens uendelige Fremhigen, og fries fra Forestillingen om en Evighed, som forfærder alle Guds Uvenner. Indseer Man end, hvor nær beslægtet Sjælen i denne Kundskabskreds: Mathematiken, med sin ideløse Tydelighed og anmassede Selvstændighed maa være med den menneskelige Forstand, naar denne stadfæster sig i hovmodig Vantro, da forstaaer Man hvor meget Sandt der er i den almindelige Paastand, at Kristendommen er Videnskaberne i Veien, og kan tillige kaste et mærkeligt Blik paa deres Stamtavle. Endel af disse Kundskaber kan længe bevares igennem Brugen, men den videnskabelige Syslen dermed holder snart op af sig selv, thi selvstændig kan Sjælen ikke være, og naar den formastelig prøver derpaa, bliver den flux Legemets Træl. Mærkværdig i flere Maader er den underlige Røst 344 Chateaubriand i den sidste Tid har opløftet. Under Ugudeligliedens frækkeste Tidsrum udarbeidede han et Værk til Kristendommens Forsvar og har senere i ubunden Stil skrevet et Slags Digt, om Kristendoms og Hedenskabs Kamp. Ukristen er han vel ikke, men han synes kun at stride for Kristendommen i sin katolske Skikkelse, som den fuldkomneste Mythologi, og det er at salve den til Jordefærd. Naar et Folk bliver vantro, da spottes og anfaldes Kristendommen, og først naar Man har overvundet Frygten tilligemed Ærbødigheden, leger Man med den.
✂ Italien, som nu bestaaer af et navnligt Kongerige under fransk Høihed i Norden, franske Landskaber i Vesten og Riget Neapel i Syden, er aldeles nedsunket i aandelig Søvn. Dets mere spillende og klangfulde, end aandelige Poesi opløste sig hos Metastas endelig ganske i Musik, og Alfieri syntes for Italienerne at være en Digter, fordi han i alvorlige Ord talte om Fædrenes Kraft og Manddom. Paa Fransk er dets glimrende Tidsrum, klart, sanddru og forstandig beskrevet, men ikke forstaaet, af Italieneren Sismondi, der saaledes har holdt Fædrenelandets Ligtale. Dets store Skatte af Konstværker ere under Krigen mest fløttede til Paris; ogsaa af sin Pave er Rom forladt, kun Enkelte sysle endnu der efter gammel Vane med at betragte Oldtidens Levninger; og Billedhuggeren Kanova udhugger de himmelfarne Dyder i Marmor, for dermed at smykke Fædrelandets Gravhøi. Hos os har Konsten i Syd og Moralen i Nord samme Bestilling, som Mythologien hos de kloge Hedninger; de forgude Dyderne, og med denne sidste Æresbevisning vil vi løskøbe os fra alle Bebreidelser, fordi vi ei øve dem længer. Ei i Fædres Huse, men i Bøger og Konstsale skal den næste Slægt lære at kende Ærlighed, Mod, Trofasthed, Fædrelandskærlighed og Religjonen selv, som forstenede Billeder af hvad der livlig rørte sig i Oldefædrene og prægede sig i deres Idrætter. I det følgende Led skal den afmalede Bedrift tykkes ubegribelig som en Mythe; igen skal en kraftløs, overtroisk Flok i Mandelignelse bøie Knæ for Farven og Stene, og hvad Digtere have siunget til Skemt skal troes som Aabenbaring. Det er Europas Dom, hvis den længer forhærder sig mod Sandheden, kraftige Vildfarelser skal udskikkes og paa Løgn skal Man tro.
✂ Spanierne sov trygt indtil Kongens Afgang, kun nogle Faa havde under Bourbonnerne drømt en fransk Oplysning, og enddog det lod som de vaagnede omsider, er deres Gang som en Nattevandrers. De vil indbilde sig selv, at de endnu have den 345 forlorne Tro og Kraft; vaagnede de virkelig, da vilde et høit Skrig over det store Tab være deres første Idræt, og først da var der Noget at haabe. Skeer ikke det, da forgaa de, hvad enten de sprænges i Luften, eller faae Lov til at raadne paa Leiet. Mærkelig er imidlertid deres lange Kamp og lærerig kunde den være for Folkene, naar de, istedenfor at døve sig selv med det unyttige Skrig paa Fanatisme, vilde betænke, hvad blot et dunkelt Minde om en svundet Tro og Riddertid har udrettet. Over Egennytte og Dorskhed, Yppighed og Dødsfrygt har det seiret, hvad vilde da ikke Troen selv med sin Reenhed i Øiemed, sit Lys og sin Kraft kunnet virke til Raad og Daad. Men spildt tykkes ogsaa denne Underviisning; thi Folkene ønske ikke Kraft til at forsage det Jordiske, de ønske kun at beholde det, og de hade i Hjertet hver, som opoffrer det, fordi deres Indbildning om dets Herlighed derved baade spottes og rystes.
✂
Storbrittanien synes at høre til de vissest forlorne Lande, enddog Skotland og Irland vel ei ere fuldt saa elendige som England. End herske dets Flaader paa Havet, men det har tit nok ladet sig tilsyne, at de sidste nogenlunde dygtige Sømænd Europa har: de nordiske, ere de engelske i lige Tal vidt overlegne, og en nyskabt Romerflaade maatte lettelig kunne udvriste Treforken af Krøblingens visne Hænder. Handel og Fabriker have faaet uforvindelige Stød, mindre ved Fastlandets Spærring end ved dets Armod og oplivede Vindskibelighed: men allermest ved den Uredelighed, Egennytte og Dorskhed de selv fremkalde. I alle Maader ligner England en kalket Grav, der udvortes skinner, men indvortes er fuld af Ureenhed og Dødningebeen. I intet protestantisk Land holdes den udvortes Gudstjeneste saa høit i Ære, og ingensteds have, som der, talrige Selskaber med stor Udgift arbeidet paa at befordre Kristendommen ude og hjemme; og ingensteds er i Hjerterne mindre Kristendom. Særsynet er let at forstaa, naar Man betænker: dels, at Gudstjenesten er en uadskillelig Deel af Statsforfatningen; dels, at da Vankundighed er almindelig, maa her være saare Mange, som beholde en vis arvet Ærbødighed for Fædrenes Tro og det guddommelige Ord; og endelig, at Folk, med en saa alvorlig Grundstemning, aldrig ganske kan løsrive sig fra Bekymring for Sjælens Vel. Medens derfor Egennytte, Overdaad og Kødslyst herske, medens Eder og Ægtekvinder falbydes paa Torvene, indbilde de Arme sig, at kunne frelse Sjælen ved at eftersige Kirkebønner og ved at tiende af det uretfærdige Gods til Geistlighed og Bibel. Af alt Aandeligt er,
346
som af Troen, kun en livløs Skygge tilovers. Bøger høre ti! Yppigheden; og at skrive blot taalelig er en sikker Vei til Ros og Rigdom; men alligevel fremkommer hardtad Intet, som er værdt at nævne. Uld og Sukkerrør ere blevne besungne i lange Digte og saadanne Vers ere ligesaa sikkre Vidnesbyrd om Poesiens Død, som de udgøre et værdigt Epos over Englands Helteliv i de sidste Aarhundreder. Historien er nær ved aldeles at forstumme, og Roscoes Levnetsbeskrivelser over Mediceerne Lorents og Leo forkynde en Axsamling i Efterhøsten, ligesom Plutarks fordum; men de forkynde tillige ved Valg, Synsmaade og Lovtale over Mediceernes ugudelige Tidsalder Aandens høieste Stade paa Øen. Bifaldet de have vundet rundt i Landene, er en Stadfæstelse mere paa, at vor Tids Lærde ere nær i Slægt med hine, der skammede sig ved deres kristne Døbenavne, som ved al Kristendom. Allersynligst er den aandelige Død deraf, at de fleste udmærkede Hoveder sysle med Mekaniken, thi her har Legemet aldeles opslugt Aanden og synes at røre sig selvstændig. Allerede Herder bemærkede med sit skarpe Øie den mekaniske Retning i al vor Tidsalders Tænkning og Idræt; og daglig vorder Mennesket mere en blot Tænkemaskine, der optrækkes af Drifter og Lyster og løber tankeløs ud paa Gravens Rand. Snart vorder vel dette Englands Lod, daglig henskylles Sanddyngerne under det glimrende Palads og et Vindstød er nok til at kuldkaste det i et saa grueligt Fald, at vel intet Folk i Hast skal misunde det at have havt Købmænd, der vare Fyrster og handlede med Menneskesiæle. Om Vindstødet skal blæse over Kanalen eller Verdenshavet, eller som en Hvirvelvind opstaa paa Øen selv, det kan Ingen vide; men synligt vil det være, at ikke udvortes Magt, men indvortes Raaddenhed voldte Faldet. Brødløse ere Mange vordne i de sidste Tider, en stor Del af Folket sukker i skændig Trældom som Daglønnere hos Rige, der have opslugt Landet. Til Alt optænkes Drivværk, for at spare Menneskehænder, eller rettere Føde og Dagleie, og især under en Fred vilde de arbeidsføre Tiggeres Tal blive umaadeligt Istedenfor altsaa at lovprise Fattigvæsenet, denne kristen Kærligheds kolde Ligsteen, skulde Man indse, at naar Kristendommen ei binder og trøster Tiggerne, ere de galne, hvis de kummerlig friste Livet ved det Naadsensbrød deres Udsuere række dem med Pral og fornem Mine, istedenfor at plyndre de Riges Skatkamre og Paladser. Opmænd vil neppe fattes, thi vel har Ministrene hidtil kunnet købe Parlamentet, men en klog Mand maa sælge sig til den høieste Pris, og hvor
347
Egennytten hersker maa, under en Statsindretning som den engelske, Misundelse nødvendig volde Tvist og lette Oprør. At Prindsen af Vales har sveget sit gamle Parti, som udentvivl eier de bedste Hoveder, vil maaske fremskynde Uveiret; og de irlandske Katoliker synes at ville kuldkaste Statsforfatningen, enten deres Forlangende afslaaes eller opfyldes. Bleg og døende sidder da Dronningen paa de mange Vande; Giften hvormed hun skænkede Folkene brænder hendes egne Indvolde; Kristendom er Modgift for hver en Sot, men Giften tykkes sød og Lægedommen bedsk for den lækkre Gane.
✂ Holland hørte, saa at sige, gennem et helt Aarhundrede ei længer blandt de Levende. Dets Købmænd indmurede sig daglig mere hos deres Mammon og bleve ved at ville tjene den og Gud tillige, det kirkelige Lærebegreb er derfor blevet saa temmelig uanfægtet, og Folket er ei blevet udmarvet ved Yppighed eller Vellyst; men det sov aldeles ind ved Piben og Pungen. Sproggranskernes lange Række udgik med Hemsterhuis, og Legemets udfarne Sjæl, Frihedskærligheden, besøgte sidstegang som et Genfærd sin gamle Bolig, da nogle saakaldte Patrioter satte sig op mod Statholderen og legede siden Republikanere, da han var flygtet for Frankerne. En liden Stund havde Holland Napoleons Broder til Konge, som fordum Maximilians Søn til Hertug, og indlemmedes derpaa i det franske Rige, som fordum i det spanske. Ogsaa her sees da den Kreds udløbet, som Troen i Luthers Dage gav Folkene Mod og Kraft til at beskrive.
✂ Ogsaa Sveits har sluttet sit livlige Tidsrum, men værdelig og altsaa skinnende. Gesners Idyller og Lavaters Folkesange ere favre Ligsalmer, og Johannes Myllers Krønike en stolt Bautasteen.
✂ Med Samfundets udvortes Opløsning gik det saaledes til. De rige Borgere i de store Byer, mest i Bern, havde længe skadet Forbundet ved deres Herskesyge, og foraarsagede dets Undergang ved at udsue og trykke Vaadtlandets Indbyggere. Disse kaldte nemlig Frankerne til Hjelp, de storagtige Borgere krøbe flux i Skjul og enddog Hyrderne med en Reding i Spidsen ærede i Marken Fædrenes Ihukommelse, mistede ogsaa de deres gamle Forfatning. Sagtens duede ikke heller de længere til den, thi det patriarkalske Liv var inderlig uddød med den gamle Hjertens Tro og Enfoldighed, og dets udvortes Skikkelse ødelagdes af fremmed Guld og Overdaad; men alligevel er sønden for Skodborg Aa ingensteds mere Kraft og ret Kækhed tilovers, hvorfor ogsaa Napoleon i ærefulde Udtryk lod Sveits allene 348 beholde en Forfatning med fri Skikkelse. Fra et saadant Land kunde Man i denne aandelige Trængsels Tid vente gudelige og mandelige Røster; de lode sig og høre, men heel forvirrede, saasom Dagene ere saare onde. Lavaters sværmeriske Hjertelighed, det kristelig pietistiske Selskab i Basel og den vakkre Pestalozzis Idrætter ere de store Vidnesbyrd om Religjonens Kamp mellem Alperne med Tidens Vanart. Pestalozzi hørte sukkende det forvirrede Bulder om Opdragelse og Underviisning; thi han saae med blødende Hjerte, hvorledes Vankundighed, Synd og Ugudelighed voxte under Larmen. Det var gennem mange Aar hans stadige Betænkning, hvorledes menig Mand skulde optugtes i al Enfoldighed til at frygte Gud, gøre Ret og Skiel og tænke klart i de jordiske Handler. Hos Zvingels Landsmand i vor Tid var det en rimelig Tanke og Attraa, at lade Mathematiken med sin Klarhed og Vished herske i Hovedet og dog bygge Gudsfrygt et helligt Tempel i Hjertet, og var Kristendommen tilstæde, saa at Jorden rettelig vurderedes som et Herberge for den til Evigheden reisende Aand, gik det maaske an med Hans og Zvingels, Lavaters og Myllers Landsmænd, thi aldeles særegne ere deres indvortes Vilkaar; men at prøve det Samme med andre Folkefærd er vist stor Vildfarelse. Sligt vilde ei heller falde Nogen ind i en kristelig Alder, thi da opvoxe trindt i Landene dygtige Mænd, som føle hvilken Skikkelse Tankeringen maa have hos deres aandelige Frænder. Nu derimod, da Tidens Fuldmægtige bryste sig af deres Oplysning og afbevise den selv ved at bortkaste hvad de nys opløftede, saasnart noget Nyt træder frem med Skin eller Størke, er der ingen Ende paa Efterligningen, og Forvirring er den visse Følge. Dobbelt skadelig maa Efterligning vorde i dette Stykke, fordi Religjonen ligger uden for den egenlige Lærekreds, og kan kun trives ved dens Side i synderlige Gemytter. Betragter Man nu Pestalozzis Adfærd (Methode) da seer Man et sørgeligt Tidens Tegn, men og Grunden, hvi alle Ukristne, der have Evne til at tænke efter og bekymres noget for at raade Bod paa Ryggesløshed, maa bifalde og antage den. Var Pestalozzi blevet Kristen tilbunds, vilde Han faaet Mod til at angribe Syndens Uhyre i sit eget Hjem, nu derimod søgte han kun at reise et Bolværk mod dens Edderstrøm. Han saae Aandens mekaniske Retning i sin Tid og vilde prøve, om det ei var muligt ved Drivværk at indskrue klare Begreber og dydige Grundsætninger, saa at Mennesket altid havde en Rettesnor tilrede, hvorefter han kunde afmaale sine Tanker og Idrætter. Det skulde da være et Surrogat 349 for kristen Kærlighed, men det er af samme Slags som Papiret hvorpaa der staar skrevet, at det skal gælde for ædel Malm; det følte han dunkelt og kaldte derfor Religjonen til Hjelp, men gjorde den efter Tidens bagvendte Viis til Støtte, istedenfor til Grundvold. Enten maa nu i de fleste Gemytter Støtten kuldkaste Bygningen, eller, som rimeligst er, begraves under dens Grus; og Vanedyd, som ingen Dyd er, blive det ypperste, sjeldne Udbytte Man kan vente af den ganske Handel. Mennesket skal være, hvad der i Grunden er modsigende: en oplyst, moralsk Tænkemaskine. At Saadant maatte finde stor Modstand hos de Mange, der med stor Nidkærhed vaage over deres Frihed til at gøre Ondt, er begribeligt; at det maatte behage dem, der indsaae hvor uforligelig Egennytten er baade med Samvittighed og Borgersamfund, er heller intet Under; men ubegribeligt maa det vel nævnes, hvi Slægtens Læger heller vil bryde Hovedet med at opfinde ny, fortvivlede Raad mod Sygdommen, end give det gamle, ufeilbare Husraad: paa kristen Troes Vinger at nedhente den Kraft og Kærlighed fra det Høie, som før har giort de store Underværker. Men her heder det med Føie: Læge, læg dig selv! vilde Tidens Vise gøre det, før de øvede deres Konst paa Andre, bleve deres Raad lidt mere enfoldige og visse. I mange Maader kunde man sige, at Johannes Myller skrev sin Krønike paa Pestalozzis Viis, som da ei heller er underligt, aldenstund de vare samtidige Landsmænd; thi denne Krønikes Kendemærker ere en for Udlændinge kedsommelig, stundum smaavurn Vidtløftighed, men alt imellem Falkeblik og Kæmpegreb i Menneskets og Tidernes Indvortes. Hertil kommer end, et mandigt Tungemaal, og den Særhed, at en kort Anmærkning mangengang er mere værd end et heelt Bladetal. Den samme Mand, der saa tit dømmer Mænds Idræt og Begivenheders Komme med deres Aarsager, ligesom hans Alders selvkloge Daarer, er den Første, som lod Pavemagt, Riddertid og Korstog, ja den ganske Middelalder, ske nogenlunde Ret. Sin Kristendom forlorede han halv i Tidens Strøm, saa at han endog formastelig tilraaber Folkene: Troer fast, eller troer Intet! og fordømmer saaledes sin egen Halvhed; men kostelig taler han mangensteds, naar hans gode Aand raader, som naar han til Tidens taabelige Bebreidelse: hvad Ondt er skeet, som Præster ei bedrev? lægger det korte Spørgsmaal: og hvad Godt? naar han om de gamle, troskyldige Kirkefædre melder: af slige Mænd er Kristendommen ei opdigtet; naar han taber sig i Beskuelsen af den gæve Luther, naar han klarøiet kalder Kants Lærebygning: 350 Forstandens Bankerot; og saa tit foruden, hvilket Alle, som oplæres i de boglige Konster, skulde læse hos ham selv, saavel i hans Krønike om Sveits, som i hans korte Begreb af Verdens Historie, der i al sin Halvhed dog er en mageløs Bog.
✂ I et Aartiende førtes den kantiske Strid med en Opsigt og Almindelighed, som siden Volfs første Dage havde været mageløs, og det kostede ei stor Umage at afvæbne eller overraabe hans Modstandere, men til at forstaa hinanden, end sige enes, dertil kunde hans Tilhængere ei drive det. For alle rolige Tænkere maatte det synes, at hele Striden kun var om Ord, som det kategoriske Imperativ, den praktiske Fornuft, Maximer og Kategorier, thi havde det været de godt Folk ret om Sandhed at gøre, var Visdommen slet ikke høiere, end at de kunde sagt hvad de vidste paa ordenlig tydsk Maal; men det er gammel Vane, at hylle Vankundighed og Vildfarelse i høitravende Ord, thi da gaber Mængden, og til denne forfængelige Ære er det Man beiler. Midt under det Skraal, at Dyden skulde øves for sin egen Skyld, og det store Ve over dem der tænkte paa at fremme deres evige Lyksalighed, vrimlede Kirker og Messer af Prækener og Bøger, som vilde lokke Folk til Dyd med timelig Velfærd, og true dem fra Lasten med Steile og Hjul: det var den rene Moral, som slog Sparto til den kristelige. Theologerne svedte over at faa Kristendommen uddrevet af Bibelen: et Sprog var en Randskrift (Glosse) et andet feilede i en Haandskrift, et tredie kunde blive fornuftigt ved en lille Forandring og var da vist en Skrivfeil med store Bogstaver, men hvad der kom for tit, det var Læmpning efter hiin Tids Fordomme af dem, der enten vare Bedragere, eller ogsaa vidste at de talte og skrev for alle Tider, og altsaa maatte ved Læmpningen føre alle dem vild, som ligefrem troede dem paa Ordet. Kun Faa vare redelige nok til at sige deres Hjertens Mening: at de i Grunden blæste ad Bibelen, og kun for Pøbelens og Embedets Skyld gjorde sig den Uleilighed at fordreie den. I Begyndelsen af den franske Revolusion fremstod en nye udmærket Grubler: Gotlieb Fichte fra Lausits, som for en kort Tid satte Hovederne i ny Bevægelse. Han ansaae vort Jegs Tilværelse for det eneste Visse, hvorved han rigtig nok paa en Maade gjorde Mennesket til Verdens Skaber og maatte i det mindste tale om sit Jeg, som Man ellers kun talte om Gud. Saadant forargede i Sachsen, ja han blev endog aftakket fra Høiskolen i Jena som en Gudsfornægter; men i hvilke Irgange han end paa sin løse Vandring har forvildet 351 sig, maa Man dog bekende, at han efterhaanden kom Kristendom, altsaa Sandheden, nær. Faa har, saa klart som han, gennemskuet Tidsalderens Vanart, det harmede ham at se Kants strænge Dydslære forvansket, Egennytten gjort til Grundsætning, et Skillerum opreist mellem Gud og Mennesket, og den tørre Forstand istedenfor Kærligheden gjort til Dydens Kilde. I Selvfornægtelse og Opgivelse af sin Egenvillie i Guds, satte han, som Kristus, Menneskets Ære og Salighed, men Sværmer blev han af pietistisk Art, fordi Han ei vilde bøie sig under Korset. Han mente som endel af Pietisterne, at Mennesket ved Kærlighed til Gud selv kunde blive en Kristus, og da han vel indsaae, at uden Forsoning er ingen Syndsforladelse, faldt han til den Grundvildfarelse, at fordi Synderen er som død, er hans Tanke og Gerning et Intet, som han, efter sin Omvendelse, ei behøver at fortryde eller faa tilgivet. Ogsaa ham forvildede Hovmoden, men enten siger han Andet end han mener, eller han, efter en Ydmygelse, maa ende med at vorde ful. delig Kristen, og det skal han vel komme til at sande, at Døden er en virkelig Ting. Et sørgeligt Tegn er det, at denne Mands klare Grubien og Kæmpetale kun for et Øieblik henrev Enkelte; thi det er ei hans Vildfarelse Man hader, det er hans sande Tale om Tidens Gemeenhed, om den indvortes Dyd og det hellige Samfund med Gud, som forarger, og tildrager ham Sværmernavnet. Af hans Skole er derimod udgaaet en Flok, med Vyrtembergeren Schelling i Spidsen, hvis Tal daglig voxer og hvis Grundsætninger ere de fordærveligste af Alle. Det Ondes Oprindelse er vist nok ubegribelig og en tænksom Ukristen har kun to Veie at gaa, enten at antage to Grundvæsner, eller nægte det Ondes Virkelighed. Den sidste Vildfarelse anbefaler sig til Fornuften ved at fremkogle den Enhed i Mangfoldigheden, det Grundslægtskab mellem Modsætningerne, som er Fornuftens Attraa; men just fordi Fristelsen er stærk, har Mennesket i sit Inderste et end stærkere Vidnesbyrd om det Modsatte, thi et saadant er den bestemte Strid mellem Godt og Ondt, hvilken han maa tillægge samme Virkelighed som sin Tilværelse. Formastelig maa han da lukke Øret for hin Guds hellige Tale: Ve Den! der kalder det Onde Godt - som lyder i Samvittigheden, og den som fuldelig gjorde det, var en Djævel. Hvo som gør Ondt hader Lyset og skjuler sig som Adam, naar Herren kalder, derfor var det at Menneskene ei vilde vide af noget Samfund med Gud, men Visheden trænger sig dog mangengang ind paa Mennesket, især det mere poetiske, og da tager han sig for 352 at sammenblande Lys og Mørke, Gud og Verden. Hele Tilværelsen anseer han som et evigt, nødvendigt Kredsløb, i hvilket Straalerne af det forborgne Lys udskinne, bryde sig i et sælsomt Farvespil, og tabe sig atter i Lyshavet; Godt og Ondt ere kun i Forestillingen Modsætninger, som Klart og Dunkelt, Reent og Blandet, Stærkt og Mat. Med denne Beskuelse er nødvendig forenet en grændseløs Hovmod, Forgabelse i egne Drømme, Ligegyldighed for Hjertets Tilstand og Sjælens Vel, thi alt i Mennesket er af Gud, der er ingen Frihed, ingen Tilregnelse, ingen Straf, thi Gud kan ei være sig selv imod, eller gøre sig selv ulykkelig. En mageligere Vei til Samfund med Gud i Tid og Evighed lader sig vist nok ikke tænke, men her gælder det fuldelig: farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! og mærkeligt er det, at disse Folk med Velbehag speile sig i Goethes Faust Hvorledes Saadanne maa beskue Kristendommen, er nemt at vide: som en Mythologi, der aldeles er paa deres Side. Hvad den siger om en Kristens Væren og Rørelse i Gud, om Troens hemmelige Samfund, om Lysets Børn, hvis Gjerninger ere gjorte i Gud, og om alle de Troendes evige Forening i Kristo, overføre de paa Mennesket i det Hele, og forvende saaledes Dette, som alle Skrifterne, til deres egen Fordærvelse. Theologerne af denne Skole som Daub, Schleiermacher og Marheinecke, tale derfor om Bibel, Kristus, Forsoning, Mirakler o. s. v. som om de vare Kristne, endog de knap tro paa nogen høiere Aabenbaring end den de selv have; ei paa anden Forsoning end den fra Evighed i Ideen, ei fpaa andre Mirakler end dem de ved egen Kløgt mene snart at kunne gøre. I Tiden staa de Mennesker da som kristelig Troes Repræsentantere ligeoverfor Kant, ligesom Zinzendorf for Spener, og her aabenbarer sig ret Tidens Elendighed: Kristendommen skal lade sig bruge til et Billedsprog for aandelige Drømme, ligesom de græske Myther i Julians og hans Sofisters Mund. Det maa være Naturfilosofernes Øiemed, hvad Schelling selv har vedkendt sig, at danne en Kaste, som Ægyptens præstelige Troldkarle, og lade menig Mand nedsynke i den skændigste Overtro, medens de bevare deres Visdom i Hieroglyfer, thi saaledes maa Man vel nævne det Sprog de Indviede tale og skrive. En fordærvet Katolskhed, befæstet ved falske Underværker, er da det, hvortil denne Tidens nyeste Retning henpeger, og hvorledes Kraften kunde bevares vilde være den eneste Opgave for hvad Man kaldte Moral, thi Saligheden kommer af sig selv.
✂ Dette er Naturfilosofien i sin Eiendommelighed, men betragtes 353 den som Gæringsmiddel, da har den, under Forsynets Styrelse, alt udrettet meget Godt, og maaske jævnet Veien for tilbagevendende Kristendom. Den var en skæv, men stærk, Modvirkning af det Poetiske i Mennesket, mod den Alt opløsende Forstandsbrug, der stræbte at udslette alle det Guddommeliges Spor; den har, skøndt i ureen Hensigt, aabenbaret Tomheden af den herskende Moralpræk og det underlige Væv om Tro og Poesi af Folk, som ingen Ahnelse havde om disse Ords Mening; den har brystet sig i Sang og Tale med Bibelens Ord, tit i deres sande, altid i en aandeligere Mening, og derved ei allene gjort Tidens vrange Udlæggelse af de hellige Skifter latterlig, men ogsaa oplivet en Ærbødighed for disse, som med Guds Hjelp skal styrte den selv. Ligesom Goethe paa en Maade var Naturfilosofiens rette Fader, saaledes maatte vel, i dens Manddom, alle tydske opvoxende Digtere vorde dens Børn, eller vare i det mindste nødvendig dens Frænder, og mellem disse ere Tieck, Hardenberg, under Navnet Novalis, og Verner de navnkundigste. At Hovmod maatte hos dem frembringe tøileløs Uorden, forrykke Hjernen og snart udtørre baade Kærlighedens og Begeistringens Væld, var ligefrem, men mange herlige Toner klang dog fra de overspændte Strænge, før de brast. Brustne ere de alt; Novalis døde, som for at oplede sin Poesi, der gennem Heinrich von Ofterdingens digteriske Liv blev aldeles borte i Allegoriens Dunstkreds; Tieck sang sig hæs i Eventyr og forstummede; Verner blev omsider selv bange for de Spøgelser, han havde fremkoglet omkring sine herlig døende Tempelherrer og sin levende Luther, dog vel og for de filosofiske Djævle i Attilas Hexekreds, korsede sig og flygtede ind i den saliggørende Kirke.
✂
Krøniken, som var nær ved aldeles at vorde en Børneleg, da den betragtedes som et Virvar af Tildragelser, frembragte af Tilfælde og menneskelige Lidenskaber, er ogsaa ved Naturfilosofien kommet et godt Skridt nærmere til sin Bestemmelse, at aabenbare paa eengang Menneskets Vilfarelse og Forsynets vise, kærlige Styrelse. Ei seer Naturfilosofen Saadant, det Hele er ham kun et nødvendigt Spil af de gærende Kræfter, men da Menneskets Afhængighed og en tvingende Magt er det Eneste der aabenbar viser sig i Tiden, som i den Enkeltes Liv, medens Friheden bygger skjult men vis i Hjertets Inderste, maatte han alligevel se ret i de fleste Dele, hvor Talen var om Begivenhedernes Hovedaarsager og indvortes Sammenhæng. Kun de Hovmodigste af denne Skole, som digtede istedenfor at granske,
354
maatte i det Enkelte blive til Latter, og i deres Vurdering af Mænd og Tider, især af de første, maatte de Alle tit fare vild, fordi Kraft kan være forenet med et Djævlesind, og Kraft er deres Gud, dens Yttring Moralitet. Hvilken Skikkelse Krøniken under saadanne Mænds Haand, som tillige havde historisk Kundskab, maatte faae, seer Man i Voltmanns Reformationshistorie og maaske allerbedst i Friederich Schlegels Forelæsninger over den nyere Historie, hvor Naturfilosofiens gode og slette Sider komme tilsyne. Denne Visdom havde enstund sit Tempel i Heidelberg, men har nu fløttet det til Berlin, hvor en ny Høiskole er stiftet, og den synes snart at ville faae Herredømmet i Tydskland, som da ei heller er underligt; thi enhver tænksom Ukristen, som vil være enig med sig selv, maa blive Pantheist, og Naturfilosofien er Pantheismens nødvendige Skikkelse i vore Dage. Den læmper sig efter alle Menneskets Tilbøieligheder og maa derfor blive almindelig mellem de Boglærde i hele Europa, hvis Kristendommen ei uddriver den som en ureen Aand. Venteligt er dette ikke i Tydskland, thi faa ere de Mænd som med Fynd tale redelig Religjonens Sag; en Reinhard og Stolberg staa som Mindesmærker om det henrundne Tidsrum, ei som Forløbere for et nyt. Det er som om Guds Øie endnu med synderlig Kærlighed hvilede paa Reformationens Vugge, hvor Luthers Been end hvile, thi under det hele Bulder har Reinhard som en Kerubim vogtet hans Grav, og glædet hans Skygge med kristelig Tale. Den selvkloge Skare har ei kunnet noksom undres over, at en, i andre Dele, saa oplyst Mand ei vilde skamme sig ved Menneskens Søn, men spilde sin Lærdom og Veltalenhed paa Hans Forgudelse, istedenfor at bruge dem til sin egen, og, efter lang Grubien, udfandt de at det maatte være Hykleri, hvorved den forunderlige Mand vilde vinde sin Tidsalders Spot. Saa glædeligt det imidlertid er, at see den Gæve, som ved redelig Grubien og andægtig Bøn overvandt de svare Tvivl han delte med sin Tid, og ihvorvel Ligheden mellem hans og Tidens Tankegang udenfor de egenlige Troesartikle netop har vakt den store Forundring, er denne Lighed dog sørgelig, fordi den beviser at hans Tydelighed i det Enkelte ei er blevet Klarhed i det Hele, og de Vantro kan med Føie bebreide ham, at han ei er enig med sig selv. Saa er det med de fleste Kristne nuomtide, Hjertets Trang og Længsel har drevet dem til Kristus, men. Forstanden er i Tidens Vold, det seer Man, naar de dømme om Livets Sysler, om videnskabelige og sædelige Ting; deres hele Tankesang er ei blevet kristelig,
355
men det maa den være hos de Mænd, som med Held skal stræbe at omstemme Tidens Tone. Stolberg er det tildels ligedan med, men hvad end er værre, han er overgangen til den katolske Kirke. Det tykkes ubegribeligt hvad en Mand vilde der, i hvis mageløse Udsigt over de hellige Skrifter et saa reent Sindelag, en saa levende Tro og inderlig Kærlighed speiler sig; thi hvor lunken end Luthers Menighed er vorden, behøver en Kristen dog ei at afsondre sig, den rette Andagt trænger ei til konstig Pirring, den rette Gudsfrygt ei til Munkesellen, Fastedage eller Kirkens Aflad, og usømmeligt er det at bære Menneskebuds tunge Aag tilligemed Kristi, som om dette ei var gavnligt nok til Salighed. Udentvivl er den Gæve blevet forsagt i den tunge Strid mellem Sandhed og Vildfarelse og har givet sig under Kirkens Myndighed for at vinde Ro. Adskillige ere Naadegaverne og Ingen dømme en Broders Tanker, vist maa det synes, at Stolberg som Protestant vilde udrettet langt Mere til Guds Kirkes Bedste, og dog vilde Man i denne Dom udentvivl tage Feil.
✂ Medens saaledes Pantheismen forvilder de bedre Hoveder og Kristendommens Talsmænd uddø, forgiftes og forkæles den store Læseverden daglig mere af liderlige Eventyr om Tyve og Skelmer, som dog skal have været skikkelige Folk, af Romaner om Elskeleg, ved Skuespil af samme, af Rænker og Usselhed. Under Navn af Almueoplysning drives et ynkeligt Spil med de arme hyrdeløse Faar, lidt og slet oplyses de om Salighedens Vei, med mange Ord men derfor ei desbedre om deres udvortes Omgængelse, og i Kirker og Skoler, hvor menig Mand skulde lære at sysle med sin udødelige Aand, og indsamle hellig Forraad til dens Føde, Opløftelse og Trøst under de legemlige Sysler, timelige Bekymringer og Livets Genvordighed: der tales mest kun om legemlig Dont og unyttig Kundskab, snart barnagtig og snart høitravende. Ligegyldig er Almuen paa de fleste Steder for sit aandelige og evige Vel, det timelige er opslugt af Krigens Uhyre, og der vanke de modfaldne over hærget Odel mellem Arne og Valplads, ingen Tillid til Gud, intet oplivende Fremsyn til de evige Boliger, ingen Fred og Glæde i Gud. Saa er det ei overalt, men saa er det mangensteds, og som dødt Kød æder det Onde om sig i Folket. Hvor er Lægedom uden i Troen, men den kommer ved Hørelsen, og hvorledes skal de høre, naar Ingen prædiker? Dog, ere de ei blevne uduelige til Troen, da vil Røsten vel komme, og efter alle Krønikens Mærker vil den komme fra Norden.
356✂ Sverrig begyndte først i Gustav Adolfs Dage at tage ret fat paa videnskabelig Syssel, og da var det mest Fædrenelandets Historie Man vilde ophøie. Ingen Digtere fremstode, uden Man dertil vil regne Rudbek og hans Jævninge, som funde Paradiset i deres Hjem, og udsmykkede de ældste, aldeles mørke Tider med de underligste Eventyr. Al islandsk Skrift anmassede de sig, og skændte paa Danmarks Saxo, som en ublu Løgner, uden at eie et Blad af deres Eget, som kunde modsige ham. I det attende Aarhundrede uddøde det Zveibrykske Hus, og efter een Hesse kom Adolf Frederich af den Oldenborgske paa Tronen, men Adelen herskede, og i den havde Rusland og Frankrig hvert et stort, men Sverrig kun et lidet Parti. Staten blev ved sine Vaaben til Latter i Syvaarskrigen, men Folket vandt videnskabelig Hæder i Europa ved tre navnkundige Mænd. Olof Dalin gjaldt i Sverrig for en stor Digter, men var dog ei stort mere end en vittig Versemager, derimod skattes hans Sverrigs Krønike med Rette for den livlige Fremstilling, men troværdig er den ikke, og endnu mindre enten fuldstændig eller grundig. Sven Lagerbring, af norsk Æt, skrev ogsaa en mærkværdig Krønike med Flid og Sanddruhed, men uden noget Begreb om det Aandeliges Sammenhæng med det Legemlige. Allernavnkundigst er Karl Linne fra Smaaland blevet, og det med Føie, thi han var et synderlig opvakt Hoved som forvandlede en heel Videnskabs Skikkelse til det Bedre. Hidindtil havde Man, paa løselig fransk Viis, delt Urter og Ukrud blot efter deres Blade, men Smaalændingen kigede indenfor med klarere Øie, og fandt i Frugtstøvets Redskaber sandere Kendemærker. Hans Fortjeneste af Naturhistorien ved Ideens Udførelse maa kun Indviede bedømme, men Ideen kan hver se var kostelig, om ogsaa i Fremtiden et inderligere Kendemærke skulde meget forstyrre hans Anordning. Man har kaldt Svenskerne Nordens Franskmænd, og vel ei urettelig, thi ligesom den nordiske Alvor skinner igennem deres aandelige Syssel, saaledes kundgør den franske Jordiskhed sig i Aandens Retning paa det i Hverdagslivet Nyttige, i Mangel paa dyb Tænkning over det Evige og i Betragtning af Poesien som Veltalenhed og Morskabsleg. Adolfs Søn Gustav den Tredie øvede selv Digtekonsten paa saadan Viis og havde adskillige Medbeilere, blandt hvilke Leopold og Kellgren have faaet Navnkundighed. Gustav var herskesyg, tog Magten fra Adelen og vilde i Forening med Tyrkerne standse Ruslands Katrine i sit Løb, men hindredes ved Adelens Opstand; siden vilde han ved Revolusionen vendt sine Vaaben 357 mod Frankrig, men myrdedes af sammensvorne Adelsmænd. Han var Søstersøn af Preusens Friederich og lignede ham i mange Dele. Hans Søn Gustav Adolf var et synderligt Væsen, han vilde være Helt uden Mod og Kraft og, som det synes, Kristen nden Tro. Han modsagde Frankrig, men da Freden var sluttet i Tilsit, paatog Ruslands Alexander sig, at bringe denne sin Svoger og Bundsforvandte til at forene sig med Frankrig mod England. Det blev til Krig, og da den var uventet, den finlandske Adel tildels troløs, Kongens Planer daarlige og der desuden maatte strides med Danmark, kom Sverrig haardt i Klemme. Adelen afsatte da Gustav, Alexander lod sig forlige imod at beholde Finland, og den tappre danske Høvding, Kristian af Augustenborg indkaldtes til Tronfølger. Han var ei Adelen tilpas og døde beleilig, hvorpaa en fransk Hærfører under Navnet Johan kaaredes til Kronprinds.
✂ Kristendommens Tilstand kan ei være ønskelig, derom vidner det som meldt er: de rige Kirkeherrer lade Menighederne røgte ved maadelige Svende, og Svedenborg, som talte om at genføde Kristendommen, var en mathematisk Sværmer. Ligesom i England ere Bisperne Stormænd, og der holdes strængt over den udvortes Tugt. Sære Ting maatte ske i Sverrig, om Kristendommen der skulde blive levende, end sige, udgaae derfra, som Svedenborg drømte.
✂
Naar et Folk begriber i sig flere sammensmeltede Stammer, da kan det forene flere Evner i sig end ellers, og, hvad vel er det Fornemste, da de adskillige Stammer have deres særegne Gang, kan de vexelvis oplive hinanden, hvorved den almindelige Fordærvelse og Undergang forhales. Saa var det ei i Asien og Afrika, hvor Stammerne ei sankedes uden som Herre og Træl, oplivede ei hinanden, men skiftede i det Høieste Plads. I Europa var det derimod altid saa, og det er Vilkaaret for Folkenes længere Kraftliv og Genfødelse. Er Troen Folkenes Livsrod, da er dens Genfødelse Betingelsen for deres, men ingen Tro, uden den som er grundfæstet paa vore hellige Skrifter, har kunnet genfødes, fordi det udelukkende er Sandhedens Egenskab. Kristendommen er det ogsaa allene, som sammensmelter alle de Stammer, der komme til at bo tilhobe, og aandelig Trældom er uforenelig med den i alle Maader, thi den geistlige Stand optager, uden Persons Anseelse, hver dygtig Aand, og herfra kan den ny frigiorte Slægt udbrede sig til alle Sider. Disse Sætninger ere for omfattende til at udvikles her, men de maa haves i Tanker, naar man vil forstaa Europas, især Nordens Historie, og bør udsiges for
358
at henvende Opmærksomheden paa Kristendommens Herlighed, og en gift Præstes lands Fortjenester ogsaa i dette Stykke. Hvo som vil efterse de opvakte Hoveders og de ny Adelsslægters Stamtavle i det lutherske Tidrum, vil lære mere herom end ham kan siges. Engang, om Verden skal staa saalænge, og Kristendom holder Aanden ilive, vil Tvillingriget, formedelst sine mange gamle Efterretninger og Folkets historiske Natur, som ogsaa avlede hine, faae en mageløs Krønike, hvori det klarere end nogensteds sees, hvad hver Stamme og Slægt har udrettet til gensidig Oplivelse og Størkelse; endnu kan kun Opmærksomhed vækkes og enkelte Vink gives. At det sydlige og sydvestlige Norges Indbyggere ere mest i Slægt med de rette Svenske og en Del af vore Øboere, at mange Sjælandsfarer, mest i Syd, Falstringer og Lolliker ere af slavisk Herkomst, og endelig, at Jyder, Trønder, Haleier og Guldbrandsdøler med en Del andre Nordmænd høre sammen, er tildels afgiort ved de Gamles Vidnesbyrd, dels vist for den, som har beskuet Stammernes Liv og Idræt. Syd paa i Norge stadfæstedes svenske Gother med Ynglingeslægten, og tit var Agde og Vigen i de Danskes Vold, men nordpaa boede Joter, og der, siger Snorro, var altid Landsens S tørke. Rimeligvis gik ved Gothernes Indbrud, som ved Kløgt vare overlegne, endel Joter til Jylland, som derfor kaldes Jotland, og sees ligefra Heidreks Fabeltid at have staaet i nøie Samkvem med Halogaland. Ere Cimbrerne udgangne fra Norden, var det vist da. I Fyen vidner Alt om en Blanding af Joter og Gother, og i Slesvig mødtes hine med Saxer. Ved Siden af disse boede i Holsten fra Arilds Tid Slaver, under Navn af Huner, siden kom flere til, og den synderlige Blanding er ei ukendelig. Paa Folkenes Herkomst bero deres aandelige Evner mest, ligesom deres legemlige Skikkelse, og hvor Slaver blive siddende ene, mærkes knap Aanden, ved andre Stammer maa de udvikles, og endda gaaer det langsom. Med Saxen kristnedes Stormarn, Ditmarsken og det egenlige Holsten, men Vagrien ei før i det 12te Aarhundrede, da Holster blandedes med Slaverne. Heraf kommer det, at Holsten henimod Reformationen yttrede saamegen Kraft fremfor Danmark og Norge. Striden med de Ukristne havde der bedre opholdt Troen, men især Kraften, som og voxte ved de Nyomvendte. Det Samme var omtrent Tilfældet i Saxen, her kunde Luther opstaa og virke, hist fandt han strax stort Bifald, og i disse to Lande var Hansestædernes Størke. Det var Hamborg, som ved Luthers Fødsel havde en Albert Krants til Historieskriver, det var lybske Borgere, som gik til Oldeslo, for at høre evangelisk
359
Prædiken, og Bergen var den første norske By som antog Evangelium. Ved Kristendommens Indførelse bleve Trællene Livegne, mange af disse vare Slaver, og paa Øerne maatte de fleste findes; vist have og Vender siden nedsat sig adskillige Steder, og saaledes bliver det begribeligt, hvi Almuen paa Øerne blev Vordnede, medens Jyderne beholdt langt mere Frihed, thi Slaverne fattes Mod og Kraft og modnes seent til Myndighed.
✂ Hvor der er mest Kraft og aandeligt Liv, slaaer Kristendommen de dybeste Rødder, thi der bliver Tankegangen kristeligere, og hvor Landets Vilkaar raade til Tarvelighed og Arbeidsomhed, ødes den senere.
✂ Disse almindelige Bemærkninger, som det koster Overvindelse ei at forøge, staae som Indledning til Tvillingrigets Krønike i det sidste Tidsrum.
✂
Om Størkningen, ikke Genfødelsen, som blev Tvillingriget til Del ved Enevoldsmagten, Lovgivningen, Kirkeordningen og Psalmebogen, disse Bedrifter af Nørrejyden Svane, Sønderjyden Nansen, den udentvivl tydske Schumacher, skotske Kingo og fyenske Bagger er forhen talet. Som enhver konstig Størkning af Livsaanderne var dens øiensynlige Virkning kort, men, fordi den tildels østes af Kristendommens levende Væld, ikke slappende efter Overspændelse, tvertimod gavnlig selv i sin sidste, svageste Virkning, som vi end fornemme. Da Reformationen udgik fra Tydskland, maatte i et Land, hvor Kongestammen var tydsk og hver Dronning ligesaa, tydsk Maal trænge mægtig ind; efterat Latin i et halvt Aartusende havde været Bogsprog og end var som Lærdoms Nøgel, maatte det være svart at drages med. Alligevel se vi dansk Maal vinde Seier baade i Tale og Bog indtil i tredie Frederiks Dage; thi saa længe værgede Adelen Sproget, mange af de gode Hoveder havde deres Lystaf at skrive for menig Mand, og de Andre vilde behage de Fornemme. Nu derimod stødte det sammen som det maatte, at Adelen ringeagtede Fædres Sprog som alt Fædrene, uden Godset. Forfængelighed tog til, som Aand og Tro tog af hos de Lærde, de vilde skrive for hinanden, og om sprænglærde Sager; Borger og Bonde vare igen dybt indviklede i verdslig Bestilling og glemte at læse. Saa var det ikke i Norge, der var Man senere paa Færde, og det led henimod Midten af det 17tende Aarhundrede, før den kostelige Oversættelse af Snorros Krønike, som gaar under Peder Klausens Navn, udgik ved Ole Vorms Omsorg. Fra den Stund var det Norrig fik Liv, ret som dets Adel uddøde, Tronhjem sled sig fra Karl Gustav, og Nordmændene sloges flink under Gyldenløve. Under fjerde
360
Frederik brændte Frederikshald sig selv, og for en saadan By maatte Karl den tolvte blevet staaende, hvis han ei var faldet; af en saadan Stamme kunde man vente en Tordenskjold, der foer og buldrede paa Danmarks Strømme til Fjendens Rædsel, og en Hersleb, der fra Kirkens Høisæde med Tordenrøst bød de Sovende vaagne. I Jylland var Man ogsaa vaagen paa Bænken hos Bibel og Saxo, som i Marken mod Ludvig og paa Stralsunds Volde, men Øboerne bleve ved at flygte i Skaane; Bondesønnen Peder fra Syv førte omsonst bittert Kæremaal over Sprogets Forhutling og Foragt, og ret Skjaldskab var blevet saa gammeldags, at Jørgen Sorterup var halv undseelig ved at øve det, da han i sine kostelige Viser besang Dannebrogs Hæder under Gyldenløve, Gabel, Raben og deres Stalbrødre. Det var hartad med ham som med Harald Haardraade, der skammede sig da han for sin Fylking havde sjunget i Eddas Versemaal. Det var nu kommet saavidt, at selv Islænderne glemte Modersmaalet i Skrift: deres gamle Forfædre holdt hardt derved, da Man sang Latin i Kirken, deres lutherske Fædre med Gudbrand og Thorder Thorlaksen i Spidsen, lode Sagaer trykke og omplantede flittigen hellig og verdslig Kløgt paa Islands Bund, men allerede Brynjolf Svendsen, som fandt Sæmunds Edda, foragtede Modersmaalet, og Snorros Ætmand, den lærde Thormod Torfesen skrev saavel sin store Norrigs Aarbog, som hvad Andet han havde at melde, paa Latin. Overalt var Sprogkyndighed og Sagaforskning det, hvormed de bedste Hoveder, saasom Jyderne Vorm, Bartholin og Resen syslede, Kristendom og Menigmand ihukommedes kun i Kirken og til Husbehov. Hæderligt er det imidlertid, at de danske Lærde ei, som de tydske i det 17tende Aarhundrede, glemte de gamle Sprog, og den ivrige Tale med Saga havde vel og Noget at betyde. Nu begyndte det pietistiske Bulder, men bevægede ei Danmark synderlig i fjerde Fredriks Dage. Den ene Aarsag hertil var herlig, fordi nemlig Kristendommen herinde ei var nær saa forfalden; Bulderet vakte da ikke hin kolde Gysen, men kun alvorlig Eftertanke og Lyst til at bøde paa Mangler. Frederik havde samme priselige Skik som hans Fædre: alt som han drog gennem Landet at høre de Præster, der stode i Ry for Salvelse og Frimodighed, han havde og den Lyst fælleds med dem, at have saadanne Mænd i sin Gaard, om de end med Guds Ord tugtede hans egen Skrøbelighed. Saaledes fandt han Mester Peder Hersleb i Gunslev, og den djærve, gudfrygtige Liflænder Konradi, som havde studeret i Halle, tog han paa den jydske Løvenørns Ord. Herved fik han saadan
361
Skat af baade dansk og tydsk Kristendom i Eie, at han kunde dele baade med Folket her hjemme og med Hedninger i det Fjerne, og det giorde han som en ærlig Mand. Den Tid var forbi paa Øerne, da Forældre med Lyst lærte deres Børn at læse Guds Ord, og skyede ingen Omkostning for at holde de letnemme til Bogen, og efter Herslebs Raad lod Kongen bygge 240 Skoler med Tillæg efter Tidens Leilighed. Konradis Skyld var det vel derimod, at et Vaisenhus indrettedes efter Mønstret i Halle, og her bleve ei allene mange hundrede Forladte kristelig optugtede, men Kirken fik mangen dygtig Guds Mand, den ellers vilde savnet. Det var ogsaa en tydsk, gudelig Røst som bøiede Frederik til det priselige Værk, at opholde Præster, som Franke skaffede, i Trankebar til at omvende Hedninger, og herved aabnedes vel Kongens Øre for en lignende Tale fra Halogaland. Der sad i Vaagen Præstemanden Hans Egede og læste i en gammel Bog, hvordan kristen Tro fordum havde bygget paa Grønland. Det faldt ham saa tungt paa Sind, at de Arme nu skulde sidde i Mørke og Dødens Skygge, aldenstund Lyset dog engang havde skinnet hos dem; han talte høit derom, men Ingen vilde høre, da bares det ham for, at han selv skulde være Apostelen. Det var tungt for Kød og Blod, en kær Kvinde vred Hænder over det, der tyktes hende en ond Indskydelse, og i hele Aar stred den bedrøvede Mand under Bøn og Tvivl mod Guds Kald, som mod en Fristelse, men Guds Tanker sidde fast i et gudfrygtigt Hjerte, og altid ringede det for hans Øre: hvo som elsker Noget høiere end mig, er mig ikke værd. Omsider kom Gud hans Skrøbelighed til Hielp, det var som om Alt sammensvor sig for at drive ham bort, og hans fromme Giertruds Hjerte rørtes saa, at hun selv higede over Havet. Den svenske Krig som end varede, syntes at maatte nedslaa alt Haab, men 200 Aar efter Luthers dristige Fremgang opgav Egede sit Embede i Herrens Navn, og stilledes ei før han kom for Kongen at staa. Fredriks Hierte bevægedes, men han var en sparsommelig Rentemester, og da Bergens Købmænd isteden for Hjelp bøde ugudelig Spot, henginge 4 Aar for den Gæve under indvortes og udvortes Trængsel, inden ved Kongens, Præsteskabets og nogle Købmænds Almisser et Skib med Haabets Navn kunde bære Evangelium over Havet. En anden 4 Tale udgik fra Bergen sydpaa, som tyktes Mange et bedre Evangelium og blev gladelig annammet i alle Nørrelande, men spaaede ei Godt om Kraft og Kristendom. Det var Ludvig Holbergs Tale, og dette var den anden Aarsag, hvi Pietismen ei vakte
362
mere Gysen. Holberg blev Folkets Mand, som sjelden Nogen, sagtens kom det meest deraf, at han talte hvad Man gierne vilde høre, men han var ogsaa et af de faa store Hoveder, som kan gøre deres Synsmaade gældende i en vid Kreds. Han skrev foruden sin aabenbare Skemt, Historie om Kirken og Jøderne, om Danmark og Verdens berømte Mænd, Dom over Oldtidens Sæder, Moral, og i Brevstil smaa Afhandlinger om Allehaande, selv om Kristendom og Bibelfortolkning. Siden Luthers Dage var Man vant til at betragte Alt under Solen som forfængeligt, og Evigheden som det forjættede Land, til hvilket Man, kun glad i Haabet, skulde alvorlig stævne gennem Verdens Ørk. Historien betragtede man som Undervisning om Guds Varetægt over sin Kirke og Straffedomme over de Ugudelige, Kirkens Lærere som hellige Mænd, hvis Skrøbeligheder Man skulde dække med Kærligheds Kaabe, boglige Konster som en Mur mod Pavedom og en Nøgel til de hellige Skrifter. Saaledes var endnu Tidens Tankegang og Tale, men det var tvertimod dens Attraa og Adfærd. Dette var en pinlig Tilstand under Nordens stille Husliv og med den Trang til at læse og tænke, som er Nordboen egen og maatte være den protestantiske det end mere. Nu kom Holberg med sin forunderlige Gave til at se og vise Alt bagvendt, samt til at bortkyse Alvor og snerte Daarligheder. Forholdet imellem Tid og Evighed slog han hen med Spas: at Tid er mod Evighed, som liden Landsby mod en stor og mægtig Stad; Fædrenes Liv afmalede han i sine Komedier og 5 Peder Paars, som et Væv af Daarskab, og derved fik Man Mod til at anse Gudsfrygten, der hos Mange var et Mundsveir, for en Del af den gamle Daarlighed. Man fik Skuespil, og kunde baade ude og hjemme le ad de alvorlige Vinteraftner med deres ubeleilige Tanker. At leve kristelig og nære sig af Vrag, blev et sammenhængende Begreb, det blev en kostelig Spas, at Ingen var salig før han kom i sin Grav, og naar Luther, Kingo eller en anden aandelig Sanger bød Sjælen løfte sig til det Usynlige paa Troens Vinger, kunde Man hos Paars lære tusende Undskyldninger, thi kunde Man ei engang gaa med Virgil i Trav og ikke med Homero gallopere, hvorledes skulde man da flyve med de Andre? Omkvædet maatte blive det altfor sande: fra os til Paradis er nu slet ingen Fart. Man lærte at betragte Krøniken som et halvt Eventyr om allehaande pudsige Ting, et Spil af Tilfælde og Daarskab: Man loe ad de berømteste Mænd, ad Lærde og Præster, og bildte sig ind, at man var ligesaa god og en Hob klogere end hine, og at hvad disse latterlige Personer havde at føre,
363
vel ei heller var stort bevendt. Kort, Man turde nu uden Skam bekende, at Man hverken var Kristen, eller havde Agt for, end sige Lyst til boglig Konst eller mandelig Bedrift, thi til Alt havde Man et Sprog, og var vis paa de Leendes Medhold. Dette er ingen Drøm og intet Greb i Luften, men tør Sandhed, og denne Synsmaade kiendes ligefra Holbergs Dage i de halve danske Bøger, og nu i Tusinders Tale. At vurdere Holbergs Brøde, er umuligt, han er Nordens Voltære, men saa meget bedre end Sydens, at det hartad er Synd at nævne ham saa; kun i en sunket Tidsalder kunde han opstaa og gøre stor Skade; skyldfri er han ikke, men selv i en kristelig Alder kan Meget af hans Skrift læses baade med Nytte og Behag, thi hans Spot kan ikke ramme Kristendom eller boglig Konst, uden paa en Tid, da de drives bagvendt; Misbrugen maa ei skrives paa hans Regning, og om en Mands Hjerte maa man dømme varlig. Se vi paa hans Skrifters gode Virkning i hans Tid, da skabte han igen et dansk Bogsprog, som, saa udansk det end tit er i Ord, dog er ægte i Grunden, og vakte den indslumrede Læselyst, hvorved han banede Vei for den offentlige Tale til Folket, som, saa misbrugt den end er blevet, dog efter Tidens Leilighed er nødvendig til Oplysning og Forbedring. Ogsaa udrustede han Folket med kraftige Vaaben mod den hyklede Andagt og Gudsfrygt, som endnu i hans Dage kom hyppig tilsyne.
✂ Efter Frederik kom nemlig hans Søn Kristian den Sjette paa Kongestolen, gerne vilde han vandre i sin Faders priselige Fodspor, men savnede hans Kraft og rolige Blik; den pietistiske Hofpræst Bluhme, Joakim Langes Landsmand, var heller ingen Konradi, ellers var Hersleb vel blevet paa sit Stade, og Egedes Standhaftighed ei sat saa haardt paa Prøve. Paa Landet fik Pietismen i det Hele ei megen Indgang, dels fordi der endnu vare mange ægte kristelige Præster og mindre Fordærvelse, dels ogsaa fordi Man slog sig til Ro ved Læbernes Bekendelse. I Købstæderne derimod og i de høiere Stænder blev Suk og Hovedhælden almindelig, dels fordi en krampagtig Gysen virkelig overfaldt Mange, som ei vilde forsage de verdslige Lyster, men dog giøre noget for deres Salighed, dels fordi Andre vilde under Fromheds Maske behage Hoffet og vinde timelig Fordeel. Mærkeligt er det imidlertid, at Pietismen i det Hele ingenlunde her, som i Tydskland, vakte Ringeagt for Geistlighed, Videnskaber eller Kundskab om Troens Lærdomme; meget mere opmuntredes Videnskaberne, den lærde Jyde, Hans Gram, der var intet mindre end et Hældehoved, stod i megen Anseelse, og 364 Forordninger udgik, hvis alvorlige Øiemed var baade Unges og Gamles rette Oplysning. Forordningen om Kirkegang var vel unyttig, baade fordi den ei kunde overholdes, og fordi det ei duer, at drive Folk til Kirke; den saare gode om Skolehold, som befalede Undervisning i Kristendom, Skrivning og Regning, hjalp ei;heller stort, fordi der savnedes Løn til dygtige Lærere, men de nybygte Skoler, med de mangfoldige nytrykte Bibler, hjalp desmere, og Konfirmationen allermest, thi uden den, vilde der nu mangensteds slet ingen Kristendomskundskab være til. En af de ivrigste Pielister, Fyenboen Erik Pontoppidan, var ogsaa en af Danmarks flittigste Skribenter, derom vidne hans danske Atlas, Marmora danica, Norges Naturhistorie, Nordens Kirkehistorie og andre Bøger, som vel ei røbe et opvakt Hoved, men ere uvurderlige Samlinger af Fortidens Sagn og Mindesmærker. En seirende Medbeiler havde han i Sjælandsfaren Langebek, som med stor Flid sankede Middelalderens skrevne Efterretninger om danske Handler, og stiftede et Selskab til ligedan Virksomhed, som er opvoxet til et stort Samfund af hæderværdige Mænd. Saa nyttige slige Samfund [læs: Samlinger] end ere, pleie de at være onde Forvarsler, thi det er, som om Folket paa Gravsens Bred skrev sit Testamente, og overlod Godset, det ei længer selv kunde bruge, til en kommende Slægt. Det er Tegn til, at Enkeltes Hierter end hænge ved Fortiden med dens Bedrift, men kan ikke i Hovedet samle dens Billede, og samle da dens Levninger i en Dynge, for at de dog ikke skal adsplittes i den tilstundende Nat. At Talen her ei er om en enkelt Samling, men om en Tids synlige Stræben, som da Baronius og Muratori samlede bag Alperne, og hardtad Alle hos os i det 18tende Aarhundrede, følger af sig selv. Dog, kærlig har Forsynets Øie vaaget over Danmark, det er klart i alle Dele, og vel synligst deri, at ligesom Kingo fordum hidsendtes, kom i de sidste Tider Mænd fra Tydskland, som der ei kunde bruges og ei her undfanges, men forsinkede Ødelæggelsen, saa den maaske afvendes. Da Femte Frederik kom paa Tronen, afkastede alle Hyklere Masken, det blev lystigt ved Hoffet, fransk Oplysning udbredte sig som Kræft i de høiere Stænder, og Skuespilhuset oplodes paa ny; men alvorligere vare dog Mange blevne, og et tydsk Parti opstod som en herlig Modvægt En Del af de Boglærde fik fra Gøttingen passelig Lægedom mod Tvivlesygen, og en liden Kreds fik ved Klopstoks Harpe Begreb om en anden Digtekonst end Holbergs, eller den franske. En udødelig Ædling, Hartvig Ernst Greve af Bernstorf var nemlig 365 indkommet fra Tydskland, og samlede om sig en Kreds af herlige Landsmænd, som Klopstok, hvis Messiade, Psalmer og øvrige Digte for en stor Del udgik fra Axelstad; Kramer, der baade som Hofpræst, Professor og Skribent talte mandig Kristendommens Sag, og Brødrene Schlegel, blandt hvilke Johannes har erhvervet sig et hæderligt Navn blandt Danmarks Historieskrivere, og Elias, saavel ved sit Ugeblad (der Fremde) som ved egne Forsøg, bidraget meget til at formindske Holbergs blinde Forgudelse. Han var Professor i Sorø, hvor Holbergs Gavmildhed havde oplivet det Ridderlige Academi, og her ved Absalons Grav i den stille, venlige Lund, der tykkes indviet til Videnskabernes danske Tempel, opsloge disse, men kun en liden Stund, deres Bolig. Her var Snedorf, som ved sin Patriotiske Tilskuer søgte at give den jordiske Tankegang en alvorligere Retning, her var John Eriksen, den grundlærde Islænder, som kastede mangt et Lysglimt i Oldtidens Nat; her var Fyenboen Andreas Schytte, som klarøiet betragtede Staternes Drivværk, og mærkede dets Brøst i mange Dele, skøndt Hovedfeilen vel blev ham forborgen, her var endelig Haleien Gerhard Skønning, som helligede alle sine Sjæleevner og 30 Aars Flid til at opklare sit Fædrelands Skikkelse og Hændelser i de gamle Dage. Ligesom Norrigs Krønike fordum skreves paa Island, hvorhen dets Adel var draget, saa begyndtes den nu i Sorø, hvor dets Kongesmykke begroves med den unge Olaf; men en Adskillighed, stor, som mellem ham og Hrafnisters eller Myremænds Æt, er og mellem Snorros og Skønnings Krøniker. For hines Øjne stod et klart, livligt Billede af den forbigangne Tid, for disses kun en livløs, dunkel Skygge, begge Krøniker bleve ufuldendte, men Snorros blev fuldbragt lige til hans egne Dage, og nemt er det ei at sige hvor Røsterne skiftede, Skønnings døde, som Olaf, sønneløs i den unge Alder. Unyttig er imidlertid den Gæves Flid og Granskning langt fra at være, den smaalige Leden i Grækers og Romers Skrifter, den møisommelige Vandring gennem Islands Sagaer og Norrigs Bygder, var nødvendig før en Krønike efter vor Tids Leilighed kunde skrives; men det er end et Tidens Tegn, at Saameget af den Hensovnes Skrift ligger uprentet i Støv; et magtesløs Ønske er hardtad det eneste Kendemærke paa vor Tids Bedre.
✂ Hvad Skønning vilde skænke Norge, ønskede Peter Frederik Suhm at kunne give Danmark, og, naar Man blot betragter Villie og Virksomhed, er det et fornøieligt Syn, hvorledes han rækker Hin den ene Broderhaand og Lagerbring den Anden; 366 men til et saadant Værk var hans indvortes Evne kun ringe. Alt det Udførlige han leverede var blot Samling, snart af Udsagn og Meninger, som i hans kritiske, snart af Gerninger uden andet Sammenhæng end Aarstallet, som i hans Danmarks Historie. Spildt er Arbeidet visselig ikke, men stor Jammer maa det nævnes, at Danmark ei har fostret en Søn, der sømmelig kunde beskrive hendes Idræt og Levedage; ikke en Gang en Broder til Saxo er opvoxet, og hvo som vil kende sin Moders Levnet, maa enten nøies med Holbergs skæve, løse Tale, eller Tydskeren Gebhardis tørre Ramse, eller gaa sig træt i Suhms Vildnis. Undseelig maa Dannemanden bekende, at Mallets flydende, franske Fortælling er det smukkeste Billed af Fædrelandets Fortid. En god Levnetsbeskrivelse af en Konge, der skal være selvstændig, er vel i Grunden en Uting, men vi eie ikke engang nogen, som kan læses med Behag. Krags og Stephanii af den tredie, og Slanges af den fjerde Kristian, staa vel i stort Ry, men hvem læser dem, og hvem kan udholde det, naar ikke Nøden driver ham; bedre kan man dog læse Peder Resens Krønike om Frederik den Anden, thi der har Man dog en trohjertig Tale at lyde paa, og ei det kolde, fornemme Væsen at drages med. Somme af Kongerne har ogsaa, desværre! ligesom Absalon, fundet Lovtalere efter den slemme franske Mode, at skrive en Lovtale isteden for et Eftermæle, og efter den slemme Vane, heller at faae Øret kildret med smukke Sprog og kløgtige Vendinger, end at beskrive den Afdødes rette Lignelse. At skyde Harer paa Aadsler, det er passeligt, men at jage efter Roes paa en Ædlings Grav, som omtrent er det Samme, det er heel usømmeligt Mellem Lovtalerne har været flinke Mænd, som lode sig daare af Tidens Tone, men fjerde Kristians Lovtaler maa for Alvor love, at Kæmpen er død.
✂ Mange har den Mening, at naar Man kun bød en dygtig Slump Penge, fik Man nok en dygtig Krønike om Dannemark, ja ti for een. Tykke Bøger fik man sagtens, men de som tænke, at Aand er tilfals for Penge, fordi saa Manges Samvittighed, ja deres hele Sjæl og Krop er det, skulde engang betænke, hvad Apostlene fordum svarede Troldkarlen i Samaria, da han vilde købe Aandens Gave; thi Gaverne ere adskillige, men Aanden er den samme. Dog paa saadan Tale har de godt Folk ingen Forstand, de mene, at en god Krønike er en nogenlunde sandfærdig Fortælling om det Forbigangne, udsmykket med platte Anmærkninger og høitravende Ord; at ville spore den Usynliges Finger i Tidernes Gang, det heder Sværmeri paa deres Tungemaal, 367 og er et vist Mærke paa forrykte Hjerner; ligefrem, enfoldig Tale heder Barnesnak, som Man i Betragtning af de uoplyste Tider kan tilgive Herodot, Snorro og de hellige Skribentere, men Ingen nuomstunder. Hvad Penge og Roes dertil kunde udrette, det prøvede Suhm ærlig; thi med al sin Rigdom tiente han Videnskaberne og især Krøniken. Hoveder og Hænder satte han i Arbeid, arabiske og islandske Sagaer lod han trykke, sin store Bogsamling oplod han for Alle, og overantvordede den ved sin Død i Kongens Faderhaand. Naar denne Idræt vorder Danmark hjertelig kær, da faaer det og en Krønike som er værd at læse og betænke.
✂ Midt under den ivrige Syslen med det Forbigangne, foer et grueligt Uveir over Danmark, den gamle Kongestol ravede, og at oprykke med Rod Kristendommens halvudgangne Træ, det var Hvirvelvindens Attraa. Hidindtil stod Træet i Danmarks Kirkejord kneisende, vel bar det ei længer saa mange og skinnende Frugter, men frisk var dog dets ene Side, og uanfaldet var det af Øxen. Ei havde Diderik den Lykkeliges Ætmænd kommet til i tolvte Led at klæde Tvillingtronen, ei var Folkets Kærlighed blevet deres Livvagt, ei havde dets Taarer salvet deres Lig, saa Navnet ei kunde raadne, hvis ei Ærbødighed for Kristendommen havde været deres stolte Arvegods. Sions Mure havde gode Vægtere i den djærve Hersleb, og den sagtmodige, men derfor ei svage, Harboe; spidsfindig var paa Volfisk Viis Theologien blevet, men Jyden Rosenstand Goiske var en skarpsindig from Mand, som udstrøede Gudfrygtigheds Sæd i mangt et Hjerte, og Kramer stod hos. Ingen dansk var endnu blevet skamløs nok til ikke at blues ved aabenbar Forgribelse paa Helligdommen, om han end foragtede den i sit Hierte; det var kun Tydskerne: Schmettov, Schade og den vilde Basedov, der enstund var Professor i Sorø, som vovede at opløfte en ugudelig Røst, men den kvaltes i Struben, og den gæve Frederik af Danneskjold lod tilsyne, at Kristendom laa ham nærmere om Hjerte, end Høihed og Gunst. Trønderen Tullin sang saa fromt og vemodigt om sin Gud og hans Gerninger, om det jordiske Sind, der omtumler Mennesket paa Havets som paa Livets Bølger, om Hjertets stille Kummer, og om Livet i Døden, at Taarer maatte trille; men Tonerne vare for svage til at indtrænge i de Flestes Øren, og hendøde i det Bulder, Digteren alt synes at have hørt i Aanden, derfor sang han saa sagte og tyede hjem til sit himmelske Fædreneland, før det kom. Aaret derefter døde Frederik den Femte, og en ny Skjald, som Gud havde 368 skænket Dannemark, løsnede førstegang sit Tungebaand for at synge over Graven; men medens Han, Johannes Evald, begræd den ulykkelige Prøve i Paradiset, maatte Dannemark hjemsøges med en saadan. Holsteneren Friedrich Struense, af Haandtering en Læge, forstod at tilliste sig en ung Konges Gunst, og misbrugte samme paa skammeligste Maade. At udbrede Vantro og Ryggesløshed det var hans Agt, thi det kaldte han Oplysning, Bernstorf og Kramer aftakkedes, og Harboe skaanedes kun af Frygt, Liderlighed opmuntredes, og Pressen blev frigivet, hvorpaa alskens Uhumskhed navnløs udstrømmede af sit skidne Kildespring. Det gamle Skarn i Ferney jublede paa Gravsens Bred, men Struense selv maatte skælve for Danmarks løste Tunge, thi end varden ei saa giftig, at den jo og kunde mæle høit om Dyd og Ret. Gud havde endnu mange Børn i Landet og vilde derfor ei lade Plagen vare længe, Struense manglede ei Forstand, og havde Gud ei forblindet hans Øine, saa han selv maatte storme til sin Undergang, havde vel Kristendom alt længe været stum herinde, og Danmark forgaaet i Tidens Malstrøm. Kun eet Aar varede hans fulde Myndighed, han faldt i sit Blod, og Landet gienlød af Takkesang, som efter en overstanden Livsfare, et usvigeligt Vidnesbyrd om, at ham ingen Uret skete, men og om, at Danmark stod til Redning.
✂
Nu kom en Mand Tronen nær, hvem Eftertiden skal nævne med Ærbødighed, skøndt Samtiden miskendte hans Værd. Det var Jyden: Ove Høegh Guldberg. Ei var han opfostret til Statsmand, men til Præst og Lærd, og det var vel i Tidsalderens Øine hans største Brøde, men hans Hjerte paastod, og Historien, hans fortrolige Veninde, stadfæstede, at Kristendom er den bedste Statskonst; sjunkne og opholdte Riger skal bekræfte det Samme indtil Verdens Ende. Al gøre Danmark kristelig og dansk og videnskabelig, det var hans herlige Øiemed, ei saae han Tidens hele Brøst, og af Indretninger lovede han sig formeget, men Saadant havde han tilfælleds med en Michaelis og Rothe og de fleste hine Dages Herlige, og hvem haaber ei hvad han ønsker inderlig? Forgæves var ei heller hans Gerning, thi den gjordes i Gud, Han var ei saa kortsynet at mene, at Kristendom kunde befales, men han tænkte, at Høiskolen og dens Døttre kunde genfødes ved Lovbud og Bøger; umuligt var det, men det tækkedes Gud, at Saadant var i hans Hjerte, og Tusinder skal velsigne hans Navn, thi Meget udrettedes. Istedenfor de latinske, spidsfindige Sætninger, som gemte de lærde Skolers Kristendom, skrev han selv en naturlig Theologi,
369
der ved Klarhed, Dybsindighed og hjertelig Varme maatte begeistre den ufordærvede Ungdom, og visselig lede til den aabenbarede. De bedste latinske Skribenter: Cicero, Virgil og Horats skulde være de Unges fortrolige Venner, og med Homer og Herodot skulde de stifte Bekendskab, men Kristi og Apostlenes Tale skulde de først og sidst i Grundsproget lære at skatte. Historien havde Man hidtil slet ikke lært, thi Holbergs magre, latinske Kompendium var saagodt som Intet. Nu skrev den lærde Abraham Kall en Skolebog om Verdens Historie, som i passelig Størrelse gav et sundt Begreb om hvad i Fortiden var skeet; den var vist nok langt fra at være fuldkommen, men kun to Mænd: Guldberg og Forfatteren selv, kunde vel skrevet den bedre, den dorske Tidsalders Klagemaal gælde ikke saameget den, som al Historie, der ei er en morsom Anekdot, og hvi har Man ikke gjort en bedre, istedenfor at spilde Tiden med Snak? Vel ti slettere har Man gjort, og medens Man klagede over hins Tørhed, den ene tørrere og magrere end den anden. Suhm skrev et Udtog af Nordens Historie, og det var, som om han opløftedes over sig selv ved den Tanke, at Tvillingrigets Ungdom nu skulde vorde bekiendt med Fædrenes, ham saa kære Bedrifter, det blev uden Sammenligning hans bedste historiske Bog, som Man siden har havt Umage nok med at forhutle, ved at bortskære det mindre Udtog for Begyndere, og indbilde Ungdommen, at vor Tidsalder er den gyldne, isteden for den giftige. Dog, Guldbergs Attraa gik videre, han vilde have Fædrenes priselige Tænkemaade og Idræt opstillet til et Speil for de Unge, og Jyden, Ove Malling, skrev sin kostelige Bog om store og gode Handlinger, som Man vel kunde ønske forbedret, men frem for alt brugt. For endnu mere at oplive Fædrelandskierlighed, udgik Loven om Indfødsretten, og Modersmaalet gjordes til en Læregenstand, efterat det ved den store Latiner, Jakob Baden, var udrevet af den Dunkelhed, hvori det, af Fremmede ukendt og af sine Børn mishandlet, havde hvilet i mer end hundrede Aar. Baden var af tydsk Herkomst paa Fæ. dreneside, men godt fordansket gennem fire Led og Svaneslægten; som Gesners og Ernestis Lærling overgik han i Latinen Fader og Farfader, der og vare dygtige Skolemænd, og da han kaidies til Høiskolen, lærte han de Danske Dansk, som han alt havde forsøgt at lære Tydskerne det. I henved 30 Aar dømte han Skrifter, ei altid ret, men altid som en Mand, han havde i Grunden et klart Øie for det Store og Rigtige, Tidens Strøm formaaede ei at rokke ham et Straasbred fra hans Stade, og derfor
370
skal Danmark, trods alle hans Brøst og Bræk, nævne ham med Ærbødighed, men revse sine Peblinge, naar de vil trampe paa hans Grav. Med Vemod saae Guldberg og Harboe, at Flokken daglig blev tyndere og Andagten sjeldnere, især i Stædernes Kirker, og de dømte rettelig, at den der sidder kold i Kirken, ganger koldere i Livet, men storlig fore de vild i den Mening, at det var de gammeldags Psalmer, der voldte den Tomhed og Kulde. De burde have vidst, at hvor Lyst til Guds Ord og Andagt er inde, kan selv den mest Høilærde ei forarges, mindre fordrives af kristelige Ord, vare de end nok saa enfoldige; de burde og have følt, at Ingen i deres Alder, var han end nok saa kristelig sindet, kunde sjunge saa sødt og hjertelig om Guds dybe Ting, som hine Skjalde, der kun udsang hvad der hviskedes i mangt et Hjerte, og hvis Kvad derfor flux istemtes af Tusender, som velbekiendte Toner. Men det gik Kristendommens danske Talsmænd som de tydske, de vilde ikke tro, at Tidens Aand var ukristelig i Grunden, men at den kun ved Enkeltes Brøde var forstemt, og at Man kunde omstemme den, ved at læmpe sig efter den i visse Dele. De hørte og selv til deres Tidsalder, og fandt derfor mere Behag i den Klopstokske, end i den gamle kristelige Poesi, thi hin gemte Kløgt og Sindrighed i høie Ord, og gav Forstanden mere at bestille. En ny Psalmebog blev da færdig, hvori Man beholdt en Del af Kingos til de Enfoldige, og tilføiede ny, mest digtede af Madam Boie, for de mere Oplyste; kun i Købstæderne blev den brugt og uden stor Vinding, som var let at gætte, thi naar Andagten vil have Marmortrapper at opklavre paa til Himlen, er det Tegn til, den har mistet sine Vinger, og er kun sit eget dunkle Minde. Den samme Vildfarelse, som her styrede Guldberg, skyndte ham siden til i sin Ensomhed, at give en mere nymodens Oversættelse af det Ny Testamente; den er et herligt Mindesmærke om hans Lærdom, Flid og urokkelige Kristendom, men hvo som er blevet fortrolig med Kraften og Sødheden i Lutheri Ord, kan ikke ynde den, og de Vantro, som ei gribes hist, vindes neppelig her. Alligevel har Arbeidet været til stor Nytte, thi medens Man stræbte at borttolke Kristendom af Bibelen, have redelige Tvivlere her fundet Vished om Skriftens rette Mening. Føie vi nu til, at Guldberg har leveret et Brudstykke af Verdens Krønike, som røber en paa den Tid sjelden Indsigt i Tidens Løb og Menneskets Vilkaar, at ved hans Indflydelse Heimskringla blev udgivet, Balle draget hen til Sjællands Bispestol, og Thomas Bruns liderlige og ugudelige Tunge
371
for en Tidlang stillet, da have vi Hovedsummen af hans Fortjenester, og nu, danske Mænd! fordunkler hans Minde ved Daad, men ei ved nidsk Bagtale! ogsaa han var et Menneske, og alt for skrøbelig i visse Dele, men Hovedet var han dog høiere end Døgnets Kæmper, og skal der mere Størke til at brydes med Tiden, end til at lade sig drive af den, da havde han visselig mere end de. Dog, saaledes at lade sig drive, kalder Man at gaae frem med Tiden, og det skal være baade Hæder og Ære: den er godtkøb for det Første, thi den vindes i Søvne, men er det sandt, at Tiden gaar Pokker i Vold, tykkes den lidt dyrekøbt paa det Sidste. Det mente ogsaa den sindige Tyge Rothe, derfor vendte han sig i de samme Dage, og betragtede de henrundne Aartusender, der saae han en Veiviser som nævnedes Kristus, de Mænd, der fulgte ham, brød sig kun lidt om Tiden, men desmere om Evigheden, og derhen gik de gladelig med Mod i Bryst og Fred i Hjerte; de Folkefærd, som alvorligen stirrede paa hans Fodspor, bleve vældige og skinnede baade paa aandelig og legemlig Vis. Det tyktes da den adstadige Mand mere viseligt at følge Kristus, end Tiden, som lod sig drive fra ham af en Djævleflok: Øienslyst, Kødslyst og Hoffærdighed, og dette udlagde han med Fynd for sine Landsmænd i en kostelig Bog, som handler om Kristendommens Virkning paa Folkene i Europa. Visselig var Manden Rothe ei nær saa fuldelig i det Klare med sin Beskuelse af Krøniken, som med sin kristelige Tro og Kærlighed, men dog tændte disse ham et Lys i Tidernes Irgange, som altid ledte ham paa ret Vei igen, naar han foer vild ved Døgnets Løgtemænd; thi det Lys viste, som Østens gamle Ledestjerne, altid til den hellige Krybbe. Den Grundsætning som er Krønikens Nøgel, at Gud fra Evighed af har forudseet ogsaa det fri Menneskes Villie, og derfor uden at ophæve den, ordnet Alt saa, at hans besluttede Raad alligevel udføres, den holdt han saa hardt ved, og anvendte med saamegen Indsigt som Ingen enten før eller efter ham; han var lige langt fra det usle Spil med Tilfældene og de smaa Aarsager, og fra den ugudelige Indbildning, at den forborgne men visse Frihed er gaaet til Grunde i den synlige Nødvendighed. For sine Ord og Gerninger skal Mennesket gøre Regnskab, enddog Gud vendte Alt til det Gode, og som følgeligt er, ei lod sig forstyrre af Støvets Børn. Brøden er vores, Æren er Hans. En anden Grundsætning havde Rothe tilfælles med Myller og Heeren og hver sagakløgtig Mand i vore Dage, ei at dømme de forsvundne Tider og de længst hensovne Mænd efter en Maalestok, som da
372
el var til, og derfor skelnede han vel mellem en Ting i sin Oprindelse og sin Udartning, han stræbte at leve med de Handlende, med Hildebrand og Korsførerne, og hver Munkeordens Stifter, og at lade dem, som Alle, vederfares Ret. Sin tredie Grundsætning havde han igen forud for sine Medbeilere til den historiske Hæderkrands, nemlig: at vurdere Mænd og Tider efter deres Gudsfrygt og Dyd, og ei ophøie Nogen, uden han var Kristen, eller i sin Omgængelse viste at han vilde troet, hvis han havde hørt. Han følte sin Modsætning til den Tid, han dog paa en Maade vilde tilhøre, deraf opstod en Kamp mod hans herlige Ideer, en Lyst til at læmpe sig i Noget og gøre det Andet ret tydeligt, som foraarsager Strid i Tankegangen og hyppig Gentagelse, men hvem kan Sligt forarge? Ingen Kristen kan læse den Bog, uden at Glædestaarer mangengang væde hans Kind, Ingen, som inderlig ønsker, at Sandhed og Frihed, Videnskab og Dyd maatte bygge paa Jorden, kan læse den, uden at overbevises om, at disse Herlige ere Kristendommens Børn, og maa følge dem i Graven; Ingen som har faaet Forstand paa Tidernes Løb og kender Rothes Jevnaldrende, kan læse Bogen, uden at gribes af Beundring og opfyldes med Ærbødighed for den Kæmpe, der ved Kristi Kraft droges saa vældig med Tidens onde Aand, sig selv og Tungemaalet, ja uden at lære saare Meget af den Dybsindige, hvordan han end farer, vel eller vild. Denne bolde Nordbo vovede og at skamme Europa ud med høien Røst, da Talen var om et Æreminde for Voltære, overalt, hvor han troede at skimte Sandhedens Banner, der var han tilstæde, ja bar den høit som Merkismand, men denne Mands Bøger læstes kun af Faa, mens han levede, hardtad af Ingen efter hans Død, hans Navn gav Man en tom Hæderskrands, men paa ingen dansk Bog skal Man lettelig kunne se, at en Rothe har levet, tænkt og skrevet. To Ting skal Krøniken melde om Danmark i det sidste halve Aarhundrede: Gud gjorde Alt for at frelse det, vi Alt for at undergaa, Han gav en kristelig Øvrighed, som haanedes, en kristelig Tænker som glemtes, og en kristelig Digter som blev overdøvet. En saadan Digter var ligesaa uventelig som Kingo, men blev og vores, hartad paa samme Vis. Enevold Evald, en gudfrygtig, men vel noget for pietistisk Mand, indkaldtes til Vaisenhuset, selv sankede han med umaadelig Flid og Nøiagtighed Bibelens Ord efter Bogstaven til en gavnlig Veiviser for den, der selv kender sin Bibel og vil prædike bibelsk, og hans Søn, Johannes, blev Røsten i Ørken. Han efterlignede Klopstok, men kun fordi han lignede ham, den
373
samme høie Tankeflugt, den samme Stræben efter, i udtænkte Ord at udtale Troens Hemmelighed og ved Opdigtelser udsmykke Kristendommen, den samme Higen tilbage mod de Tider, da Mennesket, enig med sig selv, kun stred med det Onde udenfor sig. Dog i tvende Stykker var Adskillighed; halv fordansket, havde Evald et klart Øie for det Latterlige, og vildt stormede det i hans Inderste, kun som Komiker var han derfor rolig, som alvorlig Sanger sværmer han vemodig og taareblendet, og hans hellige Begeistring er enten et vildt Spil, eller en Krampetrækning. Under indvortes Kamp og Kummer, under udvortes Armod og Lidelser, henskrede hans Levedage, og dog, hvilke herlige Toner klang ei fra Harpen og Sitaren! Naar han sang bogstavelig for Brød, priste han sin Gud, og ophøiede alt det Ædle som kan røre sig i Menneskets Hjerte og Idræt; i sin Balder og i Fiskerne udsang han Kærlighedens søde og bittre Smerte, i sin Rolf skildrede han Manddom og Følelse, som ham tyktes de fordum sammenslyngede havde vandret i Norden, og i Sjælens Høisang nedtordnede han den hovmodige Forstand, og stræbte at reise Korset paa dens Nakke. Saadant var ei i Tidens Smag, kun i en snever Kreds bleve hans herligste Kvad yndede, følte og forstandne, ja ad dem lo langt flere end ad hans Harlekin Patriot og brutale Klappere; thi selv her skinnede Alvor og høiere Øiemed gennem Lattersløret; og af Saadant var Man ingen Ven. Den franske Smag, fransk Tænkemaades Blomst, var trængt ind, og havde i det Norske Selskab en flydende Tunge, der endnu mere ved sine udgivne Vers end ved sin Latter over Evald, spottede alt ægte Skjaldskab. Mellem disse de norske Gothers Fuldmægtige fremragede Johan Vibe og Herman Vessel: hin har man kaldt Danmarks Anakreon, og vist nok var han som den græske, ei begeistret men beruset; Dennes Attraa var at more sig selv og Andre med pudsige Indfald. Imidlertid er hans største, og hardtad eneste ret komiske Digt: Kærlighed uden Strømper, med Føie blevet saare berømt, og vil, saalænge Man forstaaer sig paa Saadant, kaldes et Mesterværk i sit Slags. Hans Mening var vel at gøre al egenlig Poesi og aandeligt Heltesind latterligt, men naar han skrev Komedier var Lykken altid bedre end Forstanden, og, da fransk Prunk dengang gjaldt for det Høie, gav han et lysteligt Kontrafei af de franske Sørgespil, hvori Intet skeer og Intet forgaar, men Heltene dø, naar de har sagt, hvad de vidste. Dette bidrog vist ei saalidet til at styre det Uvæsen med tomme Triller, høitravende Snak og latterlig Flæben, som begyndte slemt at drives,
374
og som endog er kendelig i de mere nordiske Hoveders Digte. Saadanne vare Trønderen Nordahl Brun og Guldbrandsdølen Edvard Storm, der nordiske og kristelige i Sind fremstode som Jothernes Talsmænd. Høistmærkeligt er det, at kun Fædrenes og gamle Norrigs Minde kunde begeistre dem, som Brun i Einar Tambeskælver og den navnkundige Fjeldsang, Storm i de herlige Viser om Thorvald og Sinklar; begge stræbte forgæves at henrykkes af Bibel og Kristendom, det blev kun Hverdagstale paa Vers. Saare ond er visselig den Tidsalder, som føder sine bedste Sønner til Verden med et saadant Tungebaand, og hvor mægtig dens Aand var, seer Man ret i Bruns Lovtaler, hvor et nordisk Kæmpeord maa stride sig frem mellem franske Sentenser; kun i Kirken, hvor han lod Bibelen raade for hans Aand som for hans Tordenrøst, blev han kristelig Digter.
✂ Fra 1783 begynder en ny Afdeling i det sidste Tidsrum, og selve dette Aar er rigt paa mærkelige Tildragelser: Balle tog Sæde paa Sjællands Bispestol, Bastholm udgav sine kristelige Troeslærdomme, Suhm første Del af Danmarks Krønike, Baggesen sine komiske Fortællinger, Thomas Brun sine Fritimer, og med dette Aar sluttede Jens Vorm, den belæste og flittige Jyde, sit saare gavnlige Værk, om Nordens Skribenter.
✂ Sjællandsfaren Thomas Brun har fra den Time besudlet mange Blade med ugudelig og liderligt Skemt, og skammelig misbrugt Vittighed og velklingende Vers til at forgifte Troens og Dydens Kilde i sit hellige Udspring. Mangen Mand maa bande den søde Gift han som Yngling indsugede af de onde Blomster, og endnu, paa sine gamle Dage, vedbliver den Forblindede at bygge sig et Gravsted af Uteerlighed, ja han vil indbilde sine Landsmænd, at det er et godt Træ, som bærer de raadne Frugter.
✂ Jens Baggesen fra Korsøer var Sjællands anden Fuldmægtig. Han var et opvakt Hoved med spillende Vittighed, let Nemme, løs Følelse og et sjeldent Herredømme over Tungemaalet. Han begyndte med at efterligne Vessels overgivne Spas, og blev Alles Yndling, men øiensynligt var det, at han gjorde Vold paa sit halve Selv, og lidt mere kræsne Ganer vilde have fundet hans fleste Retter vandede og flaue. Saaledes fandt han dem udentvivl selv, og Noget i ham higede tilbage mod den Tid, da han var lille, da hans Engel saae Faderens Ansigt i Himlene, og Kærlighed herskede i Hjertet. Dog, Bifald og Yndest vilde han vinde, hvad det saa end skulde koste; han fik og de dyrekøbte Sæbebobler, da han, med mere Hensyn paa sine Anlæg 375 og sin Tænkemaade kaarede Vieland til Mønster. Sin egen aandelige Skikkelse har han i Labyrinten eftermalet med blændende Farver, i Kallundborgs Krønike er hans Latter ægte, og i visse Maader priselig, i Rimbrevene har Normannen atter beleiret Paris og erobret et Normandi, og hardtad mageløs er i Gengangeren hans bittre Spot over sig selv og alle sine Stalbrødre. Uden Rørelse kan intet Hjerte følge Skjalden paa hans underlige Bodsvandring, der ene kan lignes ved Flagellanternes fordum; han mindedes visselig af sin gode Aand om hvad han burde være, men hans Bedrøvelse var mest den efter Verden, og det lød, som han vilde afsone sin Brøde ved at hudstryge alle sine gamle Venner, der dog vare mere at undskylde end han. Han kundgjorde her aabenbar Kærlighedens Forlis, hvis rene Ild alt i Sangen om Emma kun ulmede svagt, og i Parthenais neppe er at skimte; her som hardtad altid, naar han vilde synge om Gud og det Guddommelige i Mennesket, hyllede han sig i en Dunstkreds af høitravende Ord og kolde Billeder, thi Ingen kender Gud uden den som Ham elsker, han haver seet Ham. Bløde maa Hjertet ved at beskue denne Skjald; til en herlig Fugl blev han skabt, og vilde han have svunget sig kæk mod sit Fædreneland, da skulde det have tonet saa liflig i Danmarks Skove, til Vederkvægelse for Aander og Hjerter, mens Seklerne skride; men han vilde heller med farvede Vinger flagre i Kreds om Jordens Blomster; Sommeren er forbi, afbleget er Farveskinnet og Fierene graanede i de sjunkne Vinger, o, gid Fuglen dog end, før Vinteren kommer, med den levnede Kraft vilde aivorligen stræbe fra Jord, da skulde end fra Bøgetoppen en Svanesang lyde, til Gru for Guds Fiender, og til hans Venners Jubel, og Fuglens Tunge skulde da løsnes til sin besluttede Idræt: den evige Lovsang.
✂ Øernes tredie Fuldmægtig var Københavneren Kristian Bastholm; han begyndte med en Lovtale over Messias, og endte med en Anbefaling af den stoiske Visdom. Hans Synsmaade for det Aandelige var denne: Sandhederne om Gud og Dyd og Evighed ere Menneskets nødvendige Ledestjerner, et klart Øie kan selv opdage dem, men de klare Øine ere faa, og vare fordum end færre, derfor var og er en skreven Aabenbaring høist ønskelig og betinget nødvendig. Det meste Ubegribelige i denne kan bortfalde ved en ny Fortolkning, og det Øvrige, som ei er nødvendigt til Salighed, lader sig ved Fornuften gøre temmelig sandsynligt. Han førte Krig mod den gamle Enfoldighed i Tro og Tale, saavelsom mod de gamle Kirkeskikke; 376 Bibelens Nøgel, de hellige Sprog, vilde han have hardtad alle Præster fratagen, uden vel selv at mærke, at de derved bleve blinde Ledsagere, ja det lod, som han vilde, at Præsterne skulde sørge mere for deres Menigheders Legemer, end Sjæle. Ingen Bøger om de guddommelige Ting bleve en Tidlang saa læste og yndede i hele Norden som hans, og høit pristes hans konstlede Veltalenhed; overmaade har da han bidraget til at gøre en bagvendt og skrøbelig Synsmaade for Kristendommen gældende, skøndt hans Bøger vist ogsaa have givet en Del Mod til, dog at beholde nogen Kristendom. Dybt var aldrig hans Blik, og han undte sig ei stedse Tid til at arbeide med Flid, Han overlevede selv sit Navn, og saae, hvorledes Vantro udviklede sig netop af de Grundsætninger, han havde forfægte!
✂ Det var hos ham, og i Danmark, som før i Tydskland; det Gamle og Ny mente endnu de kunde forliges og sammensmelte, men den franske Revolusion gjorde pludselig Ende paa det farlige Spil, der søvndysser Aanden; vel bevægedes Danmark, som Norden pleier, kun sagtelig af det store Jordskælv, men de mest letsøvnede Sjæle vaagnede dog, saae at Freden var kun en Drøm, og begyndte aabenbar Feide. Kamp er Livstegn, og det maatte synes et godt Forvarsel, at Kristendommen i Danmark angrebes først ret paa en Tid, da Vantro havde aflagt Masken, og bekæmpede aabenbar alt Ærværdigt; thi for Ryggesløshed havde dog her Mange Afsky, menig Mand hængte ved det gamle Kongehus, og just nu lød Takkesangen til en elsket Kronprinds, som havde udløst Bonden af sin Trældom, og stræbte at bryde Negerens Lænker.
✂
I Fjerde Frederiks Dage vare de i Sind ukristelige Herremænd blevne mange, og deres rovgerrige Fogeder vare især Bondens Plageaander; den milde Konge løftede Aaget, men det faldt destungere under Sjette Kristian, thi da knyttedes Stavnsbaandet, og Ingen er saa skamløs som de, der mene, at Man uden Kærlighed kan have den saliggiørende Tro. Under Femte Frederik lærte Man vel mest de bundne Hænder, hvordan de skulde røre sig sømmelig, ifald de vare løse; men Bonden havde dog en Fader i Kongen, og ved hans Side en Ven og Talsmand i Bernstorf, som ved at frigive sine egne Bønder, kundgjorde, at hans Tale ei var et Mundsveir. Kristian den Syvende skænkede ved sin Tronbestigelse endel af Kronens Bønder deres Gaarde, men da siden Kongens fleste Godser solgtes uden billig Indskrænkning, syntes mange Øboeres Tilstand derved at forværres. Dog, de fortiente Trældommen, da de til deres egen
377
Fordærvelse havde misbrugt den Lemfældighed, hvormed de hidtil styredes, og ei engang vilde modtage den Frihed, der under de mildeste Vilkaar blev dem tilbudet; ogsaa nødtes de nu til en Stræbsomhed, som øiensynlig forbedrede deres udvortes Kaar. Imidlertid forværredes daglig deres Tænkemaade, de forhærdedes i Trællesindet og væbnede sig mod Udsuelser med List og uindskrænket Mistanke til Alle. Saadant rørte Frederiks Hjerte; Holsteren Reventlou og Nordmanden Kristian Kolbjørnsen stode den gæve Drot bi med Raad og Daad, og Bondemandens Tilstand vandt, under nogle jydske Herremænds forgæves Modsigelse og mange kolde Hjerters Suk, en heel anden Skikkelse. Bønderne ere ei længere lænkede til Hjemstavnen, som Fæet til Baasen, men kunne som fribaarne Mennesker bygge og bo trindt i Kongens Riger. Sine Gaarde og Marker, men ikke dem, kan Herremanden sælge. Hoveriet blev bestemt, og Herremanden kan ei, som forhen, udtrække Bonden af sin Gaard, som en Hest af Stalden hver Morgen, for at lade ham staa ledig, trække eller trave efter Behag. Landeværn blev alt dygtigt Mandkøns Skyldighed, og Herremanden kan ei længere med Musketten i den ene, et Fripas eller Fæstebrev paa en øde Graad i den anden Haand, drikke Skaaler i sine Undergivnes Sved. Selv maa han ride sin Træhest, om han lyster, eller bruge den til Ungherrens gymnastiske Øvelser, og i det mørke Hul kan han fede sine Svin eller bygge sig et Gravsted, alt efter Behag. Det danske Folk maatte været Folkenes Afskum, hvis det havde rørt sig mod en saadan Drot, men glædeligt er det, at den største Part lod haant om Fristelsen dertil. Saadan Fristelse var Rygtet om Frankernes Paradis, hvilket endel Skrivere malede ligesaa skinnende rødt med Blek, som hine selv malede det sort med Blod og alskens Ugerning. De samme Skrivere vare ei sene til at laste baade Mændene som omringede Tronen, fordi de ei vilde undergrave den, og ei vare alvidende eller feilfri; og Anordningerne, som udgik derfra, fordi de patriotiske Harlekiner ei vare spurgte til Raads. Disse Skrivere havde desuden hardtad alle egne Talestole og Talerør i de saakaldte Klubber, det er: Krostuer, som visse Folk har leiet for deres egen Mund. Det er nemlig gaaet i den ny Tid, som fordum i Grækenland og Rom, at da Huslivet blev for kedsomt, da Selskabsbaandet mellem Slægtninge og Kyndinge løstes og Nysgerrighed blev Sjælenes høieste Længsel, fandt Man paa at sankes i Flok, for, uden videre Sammenhæng, at æde og drikke, spille, dandse og snakke med hinanden. I Engelland,
378
hvor Mændene ere et Folk for sig selv, og Statsanliggender en Salighedssag, bleve Klubberne tidlig baade almindelige og politiske, men under Revolusionen plantedes Frihedstræet hardtad i alle Europas Klubber; dets Blade var Kort og franske Aviser, dets Frugt var pressede Druer, og med Bægeret i Haand, med Druesaften i Hovedet, med Friheds og Ligheds, Evans og Afrodites Lovsange paa Tungen, dandsedes lystig omkring det. Baggesen svimlede paa Alperne ved Hyrdefiøiten, Tordnen over Gothard og Lyden af Riqvettis udødelige Navn; Reins vemodige Toner hendøde mellem Fjeldene, Pram forvildede sig i Luften med Stærkodder, og Spot med Konger i Himlen og paa Jorden blev Visernes Omkvæd, men Digter og Visemager vare nu tvende Ord i selvsamme Mening. Malte Brun og Peter Andreas Heiberg angave Tonen, og den istemtes fra tusende Struber, der blev en Surren, som af en sværmende Biflok, der kaad og doven stikker Enhver, vil bade sig i de veltede Kubers Honning, men ingen virke.
✂ Jyden Brun var et ungt Menneske med et varmt Hoved, noget digterisk Anlæg og stor Lyst til at roses i Klubber og glimre i en Folkeforsamling. Uden alvorlig Eftertanke byggede han, med Jerusalems Skomager, Stater i Maanen, spottede paa det kaadeste med Bibel og Konger, Adel og Statsforfatning, og misbrugte Regeringens Langmodighed, indtil han endelig maatte vandre til Paris, og i Frihedens Hovedstad lære at holde Tand for Tunge.
✂ Sjællandsfaren Heiberg fremstod i sin myndige Alder, han havde megen Vittighed, skarp Forstand, alvorligt Had til al Undertrykkelse, og i tidligere Dage vist et kærligt Hjerte; men ved egen og Andres Brøde var det blevet fuldt af Bitterhed og Mistanke; Frihedstankerne forvildede ham, og han maatte da blive en under Tidsomstændighederne farlig Mand. Hver menneskelig Indretning er ufuldkommen; i en saa ukristelig Alder maa Mange være aldeles uværdige til deres Rang, Anseelse og Indflydelse, og misbruge dem til at undertrykke, udsuge og bedrage, og med den bedste Villie kan den klogeste Fyrste ei raade Bod paa dette Onde. Vilde han end daglig straffe, afsætte og fornedre, det vilde dog skade mere end gavne, thi Tænkemaaden er mest den samme og Talemaaden skifte de Vantro overalt som i England med deres Fordel. Havde Heiberg betænkt dette og selv været Kristen, da var han blevet en gavnlig Skribent, da havde han ei saa uforsvarlig opvakt Misfornøielse med Mænd og Indretninger, ei ladet sig af Mistanke eller 379 Lidenskaber drive Sandheden forbi, og ei sammenblandet sine egne Uvenner med Folkets. Han var da ei heller faldet i den Vildfarelse, at Lasten havde ene sit Hjem i visse Stænder, han havde da brugt sin haarde Svøbe, ei til enkelt Stand, Indretning eller Mand, men til Tidens Vanart i det Hele; han havde endnu mindre udøst sin Galde over Tydskerne, om ogsaa Enkelte med tomme Hjerner og udanske Hjerter aade Landets Brød; thi han vilde have indseet, at Saadant er Folkets Skyld, naar det ved sin egen Brøde trænger til dygtige Udlændinge, maa det føde Trodset tillige, thi med Koen følger Halen. De fleste Mennesker høre gerne tale ilde om Næsten; har Næsten Noget, som Folk pleie at misunde hinanden, og er Talen vittig, da er Glæden overmaade, og Heiberg blev den danske Læseverdens Afgud, hans Frihedstanker gjorde ham til Klubmændenes Høvding, skøndt han ellers Intet havde med dem at skaffe, og han syntes da at være en farlig Mand at røre ved; først da Tingene i Frankrig havde taget en for Afgudsdyrkerne nedslaaende Vending, vistes Heiberg ud af Landet, og stadfæstede, saa at sige, selv sin Dom, ved at gaae i Tjeneste hos de Franskes ny Høvding.
✂
Heiberg havde ikke angrebet Kristendommen, og, til Danmarks Ære være det sagt, neppe eet godt Hoved, thi Bruns Drengespot kan ei regnes, giorde det; men desflere maadelige Hoveder søgte at indlægge sig Ære ved at oversætte og efterskrive hvad der stod i hundrede tydske Bøger. Saadan Eftersnak vilde i en nogenlunde kristelig Alder ei frugtet stort, om den ogsaa kunde blevet ført, nu derimod, da de Fleste ønskede at blive deres Troeslevning kvit, greb Man Paaskuddet med begge Hænder, og bildte sig ind, at Kristendommen var uopreiselig nedrevet ved usselt Pjat og plump Vittighed af Mennesker, som for det Meste ei turde være deres Ugudelighed bekendt, og hvis Navne Krøniken kan lade raadne uændsede. Satanas selv, siger Apostelen, omskaber sig som en Lysets Engel, og det er da intet Under at hans Apostle skabe sig, som om de vare Retfærdigheds Tjenere. Saaledes gik det bogstavelig herinde; thi Oplysning var Trolddomsordet, hvormed Man vilde fremkogle Mørket, og Man raabte høit, at Korsets Forargelse maatte afskaffes, for at Dyden kunde vinde Herredømmet. Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed skulde begynde med at træde Guds Søn under Fødder, bespotte Naadens Aand, og forhaane det Ny Testamentes hellige Kalk. Ogsaa vor Tids Farisæer sagde, at Jesus bespottede Gud, naar han talte om sit Kongesæde ved Faderens Høire, og raabte: korsfæst! hans Blod komme over os
380
og vore Børn. Det var storlig at frygte, at deres Skrig skulde faae Overhaand og Regeringen bedøvet dømme at deres Begæring fik at ske, at Kristendom blev uddrevet af Psalmer og Lærebøger, som den, efter deres Ord, alt var udryddet af Skriften. Mange sukkede i Løn, men Røsten vovede de ei at løfte; Troen var for de kristelige Boglærde kun en Tilflugt i Nød, ei en urokkelig Vished, ei et helligt Samfund med Gud, og derfor fattedes dem baade Mod og Kraft; Kærligheden var blevet kold, hver tænkte kun paa sig selv, og derfor kunde de sidde stille, medens Troen røvedes fra Tusender blandt deres Brødre; Verdens Spot og Latter turde de ei trodse, men vel Lyset i deres Inderste, der tændtes for at skinne. Bastholm, der før ubedet greb Kristendommens Banner, lod det falde paa Stridens Dag, men Een var der dog, som baade havde Lyst og Formue til at løfte og bære det mandelig, det var Nicolai Edinger Balle, Lollik af Fødsel, men Jydsk af Æt. Hardtad Alle adspredtes, hver til Sit, og forlode ham allene, men han var ikke ene, thi Gud var med ham, og Bibelen forsvarte sig selv igennem ham med saadant Eftertryk, at selv Fiendernes Harme beviste, de rammedes af det tveeggede Sværd. End varede Kampen da Trykkeloven udgik, bød Skribenterne nævne sig og satte Straf for frække Angreb paa Tro og gode Sæder, Regering og enkelt Mand. Balle, som erkiendte, at Ligegyldighed og hemmelige Anfald er værre end aabenbar Strid, vilde ei, at Loven skulde binde Modstandernes Tunge, men den forstummede af sig selv, thi Nogle bluedes ved at nævne sig, Andre af disse, der kaldte sig Sandhedens Kæmper, vilde ei ved at tale overtræde de hellige Pligter mod deres timelige Velfærd, og da Ingen havde noget Nyt at sige, gad og kun Faa læst Mere om saa ligegyldige Ting, som Gud og Evighed og kristen Tro var i de Flestes Øine. Med denne Ligegyldighed gik Dannemark over i det nittende Aarhundrede, og Alt spaaede ilde for Troen og Folket. Man havde skreget saa høit og længe mod den gamle Psalmebog og Pontoppidans Forklaring, som var Almuens Lærebog, at Regieringen troede, aldeles ny vare nødvendige, og Lykke for Danmark, at det havde en Balle og en Regering, som vilde give Sagen i hans Haand; men gode kunde de Bøger ei blive, som under saadanne Omstændigheder skulde udgaa. Balle skrev en Lærebog, som indeholder de kristelige Troessandheder uforfalskede, og det er store Ting, men Balle vilde afbøde Modstandernes Anfald, ved stedse at tale til Forstanden gennem kolde Begreber, og give en Pligtlære i Tidens Smag, derved forledtes han til, at bruge
381
et Bogsprog, der er saare utydeligt for Almuen, og den hjertelige Varme, som en saadan Bog bør have, tabtes. Den gamle Psalmebog kunde trænge til Forbedring; thi Luthers og andre tydske Psalmer vare for det meste slet oversatte, Kingos behøvede en med Ærbødighed ændrende Haand, og ved Siden stode endel, som vare vandede i Tanker og platte i Ord og Talemaader; men hvilken dansk Digter kunde og vilde under Revolusionen forbedre de gamle og digte gode ny? Thomas Thaarup var maaske den eneste Navnkundige, som med digterisk Anlæg forenede en gudelig og hjertelig Stemning, men neppe var det om de kristelige Troessandheder han sang, og han har ei villet kendes ved sine Sange, saaledes som de udkom. De Fleste, hvori Kristendommen ligesom er gemt til bedre Tider, maa være sammenrimede af aldeles upoetiske Mænd; hvor Tonerne løfte sig, er det mest i kolde Billeder og høitravende Ord; Hjertelighed spores kun i enkelte Sange, mest om timelig Nød og jordiske Forholde, ikke een af Kingos eller Luthers Psalmer er optaget uforvansket, og ikke een høitidelig Sang gør Mindet om de store Begivenheder ved Kristi Fødsel, Liv, Død, Opstandelse og Himmelfart levende i en beskuelig Fortælling. Føier Man nu til, at der næsten altid tales om Guds Aand, som en blot Kraft, eller et gudfrygtigt Sindelag; at Man har uddrevet Djævelens Navn af Bogen, uden at kunne drive ham af Verden; at Man har udslettet Helvede, uden at kunne tilintetgøre det; at i det mindste en tredie Del er vandede Rim til Gerningers Pris, der tit udvoxe af en syndig Rod; at der er saare Lidt om ret Kærlighed til Gud og Næsten, og at kun faae Psalmer have bibelsk Enfoldighed i Ord og Talemaader: da maa Man beklage den Tid, hvis Stemning den aander. Selv den i Sandhed høiærværdige Balle kan heri have feilet, men da han selv er intet mindre end Digter, da det vilde været et Underværk, hvis han slet ikke havde lempet sig efter Tidens Tone, og da vi have ham, næst Gud, at takke for, at Bogen beholdt saamegen Kristendom, vil den billige Krønike aldrig gaae strængt i Rette med ham, ja den vil sige, at bedre Bøger vilde rimeligvis paa den Tid gjort mindre Nytte, fordi den seer hen til de Præster og Skoleholdere, i hvis Hænder de kom. Vist var det Lykke for Danmark, at den gamle, gudfrygtige Børge Riisbrigh stod den hele Tid, som en Mur mod de ny filosofiske Unoder, og aftvang ved kristelig Retfærdighed og Kærlighed selv Spotterne Høiagtelse; men til at dæmme mod Tidens Strøm var han ikke dygtig. Vel antastede kun to Lærere ved Høiskolen
382
Bibelen aabenbar, men den Ene var netop sat til at vogte den, den udtolkedes bagvendt. Forsoningslæren og alt hvad dertil hører sattes ved en Side, og havde end ikke saa været, vilde dog de Fleste drevet med Strømmen; thi der er en Vei, siger Salomon, som tykkes god for Mandens Øie, enddog dens Udgang er Død, og paa denne Vei, hvor Man lever lystig, borte fra Gud, der gik Tiden. De fleste unge Præster brød sig da kun lidt om, hvad der stod i Bibelen, lod den ligge og talte med Menighederne om allehaande, eftersom de havde Forstand til. Under Balles Tilsyn føiedes Anstalt til Skolelæreres Dannelse, men Planen var ei grundig gennemtænkt fra et kristeligt Stade, og Udførelsen mislykkedes, saa at mange Lægmænd efter nogle Aars Undervisning udgik med endel overfladelige Kundskaber, uhyre Hovmod og liden eller ingen Kristendom. En Lykke var det, at kun faa Landsbyskoler kunde give saadanne Herrer passeligt Levebrød, men den samme Omstændighed hjalp til, at Skolevæsenet daglig mere forfaldt. Ligegyldighed for det Aandelige og verdslig Omhyggelighed holdt Bønderne fra Kirke, og deres Børn fra Skole, Udskiftning og Udflytning, som efter Tidens Leilighed vare fornødne, og gavnlige for den timelige Velfærd, gave velkomne Paaskud, Bønnebogen raadnede paa Hjemstedet, og naar Præsten een Søndag ret havde lagt sine Tilhørere Flid og Stræbsomhed paa Hjerte, som om det var en Pligt over alle Pligter, kunde han ikke klage, om de siden bleve borte. Under den hardtad almindelige Krig, var det fredelige Dannemarks Søhandel opblomstret, store Rigdomme vare indstrømmede i Enkeltes Huse, Overdaadighed og Vellyst voxte paa Guldmøddingen, Egennytten trivedes, Man glemte rent, at det er Gud, som giver det daglige Brød, og tænkte kun paa at sanke eller nyde. Fra den Stund Trykkeloven udgik, blev der tyst paa den aandelige Børs, og Man sukkede over dens Palladium, uden at ville indse, at det Ilion, Loven kunde og vilde omstyrte, maatte være bygt af Ugudelighed og Uteerlighed, Æreskænderi og Oprørstale. Alt syntes da at ville sove ind i en Rus eller Døs, men nu talte Gud med Tordenrøst, og visselig, Hans Skyld er det ikke, om Dannemark sover ind igen, saasnart Skrækken er forbi.
✂
Det ny Aarhundrede begyndte. I 80 Aar havde Gud undt Dannemark udvortes Fred, men nu sendte han Krigen, thi hans andre faderlige Mindelser og Advarsler havde hos Mængden ei nyttet. Under femte Frederik truedes Danmark med en Krig af den russiske Peter, den danske Hær stod alt i
383
Meklenborg under en fransk Høvding, men Peter døde. Peter var Hertug i Holsten, og vilde feide, fordi Frederik den Fjerde fratog en af hans Forfædre Slesvig, men nu kronede den gamle Bernstorf sine Fortjenester, ved at bortbytte Oldenborg og Delmenhorst for Vagrien og de russiske Fordringer. Kvægsyge og Uaar havde været i Landet, Kongens Slot og en stor Del af Hovedstaden var lagt i Aske, men Saadant kaldte Man Tilfælde, uagtet Man bekendte en Gud, der selv vidner, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Hans Villie. De som nægte, hvad Skriften siger, at Landeplager sendes til Straf og Opvækkelse i en ugudelig Alder, fordi de ogsaa indfalde i Tider, der ei ere aabenbar ryggesløse, bør ogsaa nægte, at den Regn, som falder efter lang Tørke, er bestemt til at vederkvæge Jorden; thi det regner ogsaa tit, naar vi ei synes det gjordes behov. At enhver Plage som ængster Mennesket, gør ham alvorligere, er dog ligefrem; at han kan forhærde sig og bespotte, istedenfor at ydmyge sig, er sandt, men hvis Skyld er det? At Pesten, Krigen og Ildebranden i Aarhundredets Begyndelse gjorde Mange mere bekymrede for Sjælens Vel, er klart; at det Samme ei skedte ved dets Udgang, er ogsaa begribeligt, men at dog Noget vaagnede, især ved Fredsbrudet, er ligesaa klart, som det var nødvendigt; thi med Døden lige for Øine, kan Alle dog ikke lægge sig til Sengs; naar det Timelige opgaar i Røg, prædikes dets Forgængelighed høit, og naar det skal værges med Livsfare, mærker Man Savnet af Mod og Kraft og Saligheds Haab. Efter den gamle Bernstorf havde hans Brodersøn, den høiadelige Peter Andreas, styret de udenlandske Sager, og ved den Guds Bistand, hvis Hjelp han ei skammede sig ved at anraabe, under Revolusionskrigen afvendt truende Farer. Han var nu død, vindesyge Købmænd havde misbrugt det danske Flag, til at indsmugle forbudne Varer i Frankrig, og England, som misundte Danmark sin Handel, greb dette Paaskud til Fornærmelser, som maatte have en Krig i Følge. Danmark havde anselige Forbundne, der havde lovet at beskytte de fredelige Folkefærds Flag, men da en engelsk Flaade gik gennem Sundet til København, sad Sverrig stille, Preusen drev sin gamle Konst, og Ruslands vægelsindede Povel fik i Sinde at bekrige den venskabelige Magt. Mørke vare Udsigterne, paa de faste Blokskibe og de flydende Pramme stred mangen Dansk mandelig, og den unge Villemoes beilede sømmelig til en Skrams ogTordenskjolds Hæder; men den engelske Overmagt brød igennem, og Hovedstaden skjalv. Nu frelstes Danmark andengang ved en russisk
384
Keisers uformodentlige Død, og hvem her ei kender Guds Finger, er blind, desto blindere, jo mer oplyst han drømmer sig at være. Snart forvandt Folket Skrækken under den tilbagevendte Fred, ja pralede endog; men for øiensynlig havde baade Faren og Feigheden hos Mange været, til at ikke Adskillige skulde begynde at tvivle om Tidens Herlighed, og selv Krigsbulderet gennem Kanoner og Sange oplivede Aanden. En kraftig Røst, som forkyndte Tidens Vanart, maatte finde adskillige aabne Øren, og den kom fra Tydskland. Henrik Steffens, af tydsk Herkomst paa Fædrene, men født herinde af en ægte dansk Kvinde, var et synderlig opvakt Hoved, med en Kraft og Ild i Aand og Ord, Øie og Gebærder, som Ingen skal, men Faa kan bryste sig med. I Tydskland havde han antaget endel af Schellings Meninger, men den halvnordiske Natur skinnede igennem i en langt mere uskrømtet Høiagtelse for kristelig Tro og Levnet. Han kom til Moderlandet og opslog sin Lærestol paa den halvvaagne Høiskole; det var ei slig søvnig Tale han førte, som den der saa tit udgaaer fra Katedre, og nysgerrige Ungersvende flokkedes omkring ham. Faa forstode noget Sammenhængende af hans, med mange Konstord udstafferede Tale, og det var godt, men det kunde Alle forstaa, at han lod haant om den Oplysning der hidtil var udbasunet, at han talte med en forbausende Ærbødighed om Kristus og hans guddommelige Rang, at han haanede den danske Læseverdens Afguder: Kotsebue og Lafontæne og henpegede paa Shakspear og Goethe som anderledes Digtere end den Flok Man nævnede saa; og dette var saare godt. Han kom og svandt som et Luftsyn, det var ogsaa godt, thi han havde vist ellers forvirret, om ei forrykket mange Hjerner; nu derimod vakte han kun Eftertanke; og mangt et Frøkorn, som han udstrødte, er vist under Guds Velsignelse i Stilhed opvoxet til at bære god Frugt. Bort maatte han i Guds Navn, men vilde han udgære til en ret, rolig Kristen, maatte vel Danmark og Norge kappes om, at hjembyde denne, deres fælles kostelige Fostersøn. Hæderlig skal i al Fald hans Ihukommelse bevares, indtil Norden glemmer den store Skjald, hvis Harpeslag har forherliget det ny Aarhundrede, Ogsaa denne Skjald, Adam Oehlenschläger, skænkede Gud Danmark paa tvende Maader, thi af tysk Fædreneæt fødtes han herinde. Indtil Steffens kom, sang han hardtad som de andre Fugle, men dog forkyndte Sluttelse til Evald og Higen mod de gamle Tider en Dybde i Længslerne, som lovede anderledes Syner, Hvad han, uden Steffens, vilde blevet, det veed kun Han
385
som tier, men uden ham var han aldrig kommet til at synge, som han sang, ei heller kunde da saadant Kvad fundet den Indgang det fandt. Hans første Digte, som udgik, ændsedes kun af Faa og yndedes af Færre, endel af dem avledes ogsaa i en aandelig Rus, men det maatte hver sande, som havde nogen Forstand paa Skjaldskab, at aldrig havde nogen dansk Digter gæret saa kraftig eller lovet saa meget. Hans Poetiske Skrifter ere derimod en Blomsterkrands, til hvilken Danmark ei, og Tydskland neppe kan fremvise Magen. Hardtad Alt er udrundet af en høi, Meget af en hellig Begeistring, og har sikkerlig virket mere for Kristendommen, end alle Tidsalderens apologetiske Skrifter tilsammen, thi de herlige Digte maatte vække, hvad de aandede: en kristelig Stemning. Den søde Enfoldighed i Vaulundurs Saga maatte hos mange avle Væmmelse for det høitravende Svulst der kaldtes et smukt Sprog; at det er paa den barnlige Fromheds Vinger, ei paa Kundskabens opdyngede Myretuer, Mennesket kan vinde til Stjernerne, maatte visselig falde paa Sinde ved mangt et Kvad, medens det i henrivende Toner udlagdes gennem Aladdin; Tidens Vanart og latterlige Hovmod stilledes klart for Øie, ligesaavel i de muntre Kvad om Freias Alter og Beltseiladsen, som i den herlige Morgenvandring, og saamangen alvorlig Sang om Kristi Livsbillede i den aarlige Natur; og hvor er den Klagesang i den ny Tid, som tør lade sig høre ved Siden af dem over Vahl og Viedevelt. Dog, at der var en Orm, som nagede den herlige Rose, og vilde, hvis den fik Raaderum, fortære dens herligste Safter, det var synligt, fremforalt i den allegoriske Fremstilling af Kristi Liv. Digteren var Kristen, men Tænkeren var det kun halvt, de optraadte mod hinanden i en Række af Dramaer, og Digteren vandt ikke Seier. I Hakon Jarl kæmpe de, men i Palnatoke staar Tænkeren seirende, som en oplyst Mand fra det attende Aarhundrede. Inderlig, men jordisk sværmende Kærlighed besang han rørende i Axel og Valdborg, men selv i Kristkirken saae han ikke Kristus, og misbrugte det høitidelige Sted til verdslige Øiemed. I Correggio skildrede han tro Malerkonstens sørgelige Idræt, at fremtrylle en Skygge af de forsvundne himmelske Skikkelser; i Faruk fremskride herlige Skikkelser, men som Drømmebilleder der svæve i Luften, som om kun i en Feverden Ydmyghed straalende løfter sig over hovmodig Bram. Stærkodder er et livligt Spil uden heel Betydning, og Digtningerne en mat Efterklang af de poetiske Skrifters herlige Toner. Vilde den store Digter dog ihukomme sin første Kærlighed, og
386
hvorfra han er falden, vende om og gøre sine forrige Gerninger! Vil han det ikke, da kommer den, som tændte i ham det herlige Lys, hastelig over ham, bortfløtter Lyset og lader ham sidde sorgfuld i Mørke. Gud behøver Ingen af os, men Verden behøver Lys, og skulde da ikke Hver gerne ydmyg lade det Givne skinne for sine Brødre, aldenstund ene det ogsaa for ham selv kan opklare Dødens Skyggedal, og veilede til det forborgne, forunderlige Lys, hvori Herren boer!! Den Fred og den Roes som Verden kan give, hvad har den at betyde, naar Verdens Skikkelse forgaaer.
✂ Midt under denne Digters herlige Sang, som kun Faa vilde høre, medens Vantroens Pest og Ligegyldighedens Kræft fordærvede Folket, da talte Gud saa lydelig, at alle maatte høre, enddog Faa vilde forstaa, at Røsten kom fra ham. Dennegang var det ei blot, som før, et Tordenskrald, men et Tordenslag som tændte vor Frue Hus, mangen Bolig i Axelstad og Danebrog paa de blaa Bølger. Engellands ugudelige Høvdinge kaldte det Ret, under Venskabs Maske at overraske et fredeligt Folk, for at udvriste af dets Haand et Vaaben, der maaske kunde vorde dem farligt. En talrig Flaade udsatte Tusender paa Sjællands Kyst, der ei i et heelt Aarhundrede var nedtraadt af fjendtlig Fod; hardtad den hele Krigshær stod i Holsten, Landeværnet adsplittedes ved Kiøge, som en Faareflok uden Hyrde, Dødsfrygt forvirrede Hjernen paa dem, som raadte i Axelstad, Forbittrelsen gav Mange Mod, men Ingen Høvdingsaand; den brændende Stad, der uforstandig havde ladet sig indklemme, trodsede enstund forgæves, og maatte overgive Flaaden, som Riget kaldte sit Palladium, med al dens Redskab i Fjendens Vold. Under Fjerde Frederik brændte Frue Kirke med sine mærkværdige Grave, hvori Benene af alle Sjællands Bisper fra Palladius, og af Danmarks fleste berømte Mænd i det lutherske Tidsrum, vare sankede; da blev Flaaden til intet efter en glimrende Afsked, da uddøde, i det Hele, den gamle Kristendom. Under sjette Kristian skulde Alt fornyes, Kirken opbygtes, Danneskjold, Dokkens sindrige Mester, lod tømre stolte Orlogger, prud løftede sig Kristiansborg paa Gruset af det gamle Slot. det skulde Kristendommen ogsaa; men Alt fra hans Dage var kun et kort og sygeligt Liv beskikket; saa Gudsfrygten, saa Kirken, saa Borgen, og saa Flaaden; Alt tyktes kun reist for at sanke Levningen af Fædrenes Aand i Fædrenes Grave. Syvende Kristians Lig har ei endnu kunnet naa det nybygte Gravsted, hvor han skulde samles til sine Fædre; det hviler i Rendsborg, hvor han døde 387 faa Maaneder efter den store Jordefærd, ved hvilken en djærv Kriger, inderlig grebet, udbrød: at Dannemark begrov sin Fader.
✂
Under bange Varsler tog Sjette Frederik Tvillingspiret i Haand: Alt laa i Grus, nyt maatte det reises eller hensmuldre, hint var hans faderlige Ønske, dette mange Retskafnes Frygt. Den sidste Orlogger, som kunde prøve Størke med Hav og Fjender, var gemt i en af Norrigs Havne, men kun som til en Fakkel, der paa Hedenolds Viis, skulde udbrænde over Kristians Lighvis Navn den bar; den brændte paa Oddens Kyst, efterat Villemos og mange Djærve med ham havde paa den fundet Døden, som i et Ridderspil til den Hensovnes Ære. Mærkeligt er det, at Mange mente, at Orlogger vare for store til Danmark nuomtide, og at Baade var en passeligere Flaade, men til Saadant maatte og vilde ei Nørrelands Drot fæste Tro, og mellem den Baadeflok, der med Døgnet opstaar og forgaar, løftede sig, med Navnet Phoenix, en ny Orlogger, og det spaar ikke ilde om Genfødelsen. At en saadan gøres behov i Landet, som paa Bølgerne, derom ere alle de enige, der have mindste aandeligt Syn; thi efter Flaadens Tab at prale af Mod og Kraft og Fædrenelandskærlighed, er ligesaa daarligt, som at ville prale af den: disse Egenskaber ere synlig forlorne, og vi have kun en ringe Levning som af Flaaden, der med den fortæres daglig af Orme og Fjendevaaben. Om Veien til Genfødelse er Man derimod saare uenig. En venter den af timelig Velstand, som under Freden netop nærede Egennytte, Overdaadighed og det jordiske Sind, og hans Løsen er Vindskibelighed; En Anden, som vel mærker, at Man kan være saare flittig, og dog i Aanden baade tul og feig, som indseer alt Fabrikvæsens fordærvelige Følger, og at Overdaadigheden ei er mindre skadelig i de Lande hvor dens Redskaber forarbeides end hvor de købes, raaber paa Tarvelighed. Mange, som vel se, at Tale kun lidt nytter hos de Voxne, der ere rodfæstede i de onde Vaner, henpege paa den opvoxende Slægt, der, som Voxet kan tage mod hvilken Skikkelse, Mesteren vil; men disse ere igen saare uenige, og der strides meget om, paa hvilken Viis Oplysningen skal meddeles, og i hvilke Lag Kundskaberne skal lægges, naar Man vil bygge en dygtig Mand. Andre agte Sligt for Børneværk, da Mennesket dog ikke ret kan, hvad der rigtig nok var ønskeligt, blive en Maskine, og en Frihedsyttring altsaa forstyrrer den hele Orden, og disse mene, at det især kommer an paa at give Slægten Kraft og Størke; men her dele de sig atter. Mange mene, at da Legemet dog er det fornemste, maa Man kun se til at give Musklerne
388
Spændekraft og Lemmerne Smidiglied, disse Egenskaber vil da af sig selv forplantes paa Sjælen, hvis denne er Andet end Legemets Selvbevidsthed. Andre, som veed, at de stærkeste Mennesker tit ere de feigeste, at Legemsstyrke kun udretter lidt i vore Krige, og at den ligesaalidt kan modstaa Vellystens og Egennyttens og Uretfærdighedens Fristelser, som de hvinende Kugler, mene, at Man tillige, og vel mest, maa give Sjælen Kræfter, men her blive og disse uens, da Nogle vente Alt af faste Grundsætninger, Andre af smukke Folks Exempel i den forbigangne Tid, som da kan give den saa nødvendige Fædrenelandskærlighed med det Samme. Saaledes menes og tales, skrives og handles til alle Sider: det er allerede Meget, at vi se vor Brøst, men naar ogsaa hine Arbeider kronedes med det heldigste Udfald, vilde Staten kun derved vinde nogle faa, sygelige Levedage, som Danebrog paa Baadene. En aandelig Phoenix maa opleve af sin egen Aske, dersom Folket skal genfødes til ædelt Sindelag og mandig Idræt, og Kristendom er Underfuglens Navn. Kun naar den sjunger vist og liflig om den Herlighed, som skal aabenbares i de evige Tider, lære de, som oplade Øret, at offre det Timelige paa Guds og Dydens og Fædrelandets forenede Høialter, og uden Knur at taale Tidens Pinagtighed. Kun naar Mænd lyde paa dens Sang fra det Høie, helliges deres Idræt paa Mark og Val, paa fjerne Bølger og i Hjemmets Hylte, thi da ere deres Gerninger gjorte i Gud. Kun dens Guddomstoner formaa at give Aanden Kræfter til Strid mod onde Lyster, som mod Landets Fjender, og til Alt, hvad som med Ret nævnes aandelig Handel. Den fremkonstlede Flid og Spænding vorde Egennyttens og Vellystens Trælle, og opslides snart af deres grumme Herrer; faste Grundsætninger uden Troens Grundvold er en Modsigelse, og den selvstændige Moralbygning et Hus paa Sand; Krøniken om Fædres Sindelag og Bedrifter størker kun dem, der ei ganske have forloret Fædrenes Tro og Kraft, men det have vi. De ere begravne og skal igen opstaa, ligesom vel Ingen nuomtide vorder livfuld Kristen, uden at have været død i Vantro; vi maa selv vorde Fædre for en ny Rad af Slægter, der som Arvegods kan annamme den Tro, vi maa tilkæmpe os. Alligevel er det godt at Krøniken oplades, thi naar vi i dens klare Speil se Fædrenes Kæmpelignelse ved Siden af vort eget Dværgeaasyn, da kan vi lære at blues, og naar vi høre Aartusinders Vidnesbyrd om Troen som alt det Stores og Herliges Kildevæld, da hendrives vi mod det Samme. Mærkeligt er det ogsaa, at i det nittende Aarhundrede, midt under Vidnesbyrdene om
389
vor egen Afmagt, bleve de gamle Kæmper høirøstede, ja det lod hardtad, som det gamle Nordens Afguder med deres Skyggehær vilde indtage Landet, der laa øde for kristne Kæmper. Oehlenschläger slog Harpen for dem, og Grundtvig vilde opmane dem af deres Grave; Heste spændtes for de Stene, Fædrene havde væltet, Sproglærde stavede paa de Runer, de havde ristet, Krukkerne med deres Aske sankedes som Helligdomme over Herrens Tempel; Odin, Thor og Braga uddreve Zeus med Ares og Apollon, og kæmpede atter mod Kristus; Valhal løftede sig høit over Olympos, og der fandtes vel dem blandt Dannemarks Stridsmænd, som længtes mere efter Einheriers Gammen, end Himmerigs Salighed. Behøvede vi noget udvortes Vidnesbyrd om Kristendommens Forlis, da var her et uforkasteligt, men vi behøvede et saadant om vor egen Elendighed; et kraftigere end Krønikens og Skjaldskabets Billede af Hedenold kunde neppe gives, og i den Mening opløftede i det mindste Grundtvig et saadant, efterat han havde faaet Syn paa Guddomsherligheden i Kristi Aasyn. Med deres Blod malede Nordmænd et andet, da de under Kristian af Augustenborg mandelig droges med Svensken; et tredie, med samme Farve, Jyden Buhl og adskillige andre danske Søhaner og Vikinger. Hverken hist eller her stod nogen Strid, som kunde hævde sig et Slags (Feldtslags) sørgelig Rang, men dog kom det tilsyne, at fornemmelig i Norge var endnu Levning af Troen, og endnu mer af Kraften. Mellem Vaaben tie Muser, det er Sydens Tale; men under Skjoldet sjunger Braga, det er Nordens Tro, derom vidner mangt et Kvad i Danmarks Skove, og selv mellem Fjeldene genløde Toner fra en Bondesøns selvgjorte Harpe, der ved gudelig Kraft og Sødhed gjorde mangen Skjald tilskamme; men høiest vidner dog det Kongebud: at midt under Krigens Bulder skulde Grundsten lægges til en Høiskole mellem Fjeldene. Gud fylde den med sin Herlighed og lade den vorde Hans Navn et Hus! da skal Bjergluften vel rense Nordens Lunger, Høitidssange skal som Hjertets Røgoffer stige mod Himlen, Røster skal udgaa mod Syden og Vesten at forkynde som en Fjeldtorden Fordærvelse i Synden, men sødelig Fred i Evangelio; kraftelig, men ydmyg skal Aanden røre sig i Kroppens Lemmer som i Tankekredsen, og Efterslægten skal lovsynge Sjette Frederiks Dage, som vi Hans gamle Oldefædres. Amen.
Rettelser og Anmærkninger.1
✂ At der, uagtet den ufortrødne Flid, mine Venner: Dons og Hersleb have anvendt paa at randsage mine Kragetæer, alligevel have indsneget sig endel Trykfeil, bør ikke forundre eller forarge Nogen, og de vildsomme tænker jeg Læseren skal finde rettede her.
✂ At der, uagtet jeg dog har holdt Øie med mig selv, ere indløbne endel Tankefeil, burde heller ikke forundre eller forarge, aldenstund jeg bekender mig at være et skrøbeligt Menneske. Imidlertid kunde jeg dog have stor Lyst til at rette de vildsomste af disse med det Samme. Grunden er, at Gud har givet mig Kærlighed til Sandhed, men vil Nogen mene, jeg gør det for at spille min Recensent et Puds, skader det ikke heller; thi er Han en sandhedskærlig Mand, vil det glæde ham, og hvis ikke, da er det og meer tilpas til ham, naar han, som en selvgjort Posekiger, vil have sin Næse hvor den Intet havde at gøre. Dog, han vil i det af Bogen som duer, finde nok at slaa sig til Ridder paa, og kan han ikke ret komme i Stigbøilen, skal jeg hjelpe ham som en ærlig Mand.
Tilegnelsen.
✂ For at det ikke skal gaa mig med denne Tilegnelse, som med hin2, hvori Man vilde lade mig sige, at min Fader var den eneste kristne Præst i Landet; faaer jeg vel at anmærke, at det er hver ærlig Ridder ufortalt, naar jeg siger, at Saga svarer: Fredrik Daneskjold. Det er hans Memorial om Basedov jeg har for Øie.
✂ En almindelig Feil er det i Fortællingen om det første Tidsrum, at Bibelens Udsagn ei synlig ere adskilte fra egne Betragtninger og Slutninger. Betragtningen om Staternes Opkomst maa ikke forlede til den Vildfarelse, at Folkene efter fornuftigt * * 391 Overlæg valgte sig Konger og fordrede Love. De dreves af Øieblikkets Trang til en Anfører eller overvældedes. Forgudelsen af Mennesker hører til en langt senere Tid, og hvad der siges om Forskellen mellem Noahs Efterkommere maa naturligvis ikke tages strængt, da Talen blot er om Stammernes Hovedstemning. - -
✂ Side 206. Her burde Akæernes kække Høvding, Philopømen, som man har kaldt den sidste Græker, været nævnet, især fordi det og her sees, at naar et kraftfuldt Folk nærmer sig sin Undergang, opstaaer altid en enkelt stor Mand, som vil genføde dets gyldne Alder. Det er endnu aldrig lykkedes Nogen, uden dem der løftede Kristi Banner, og kan ikke lykkes andre, thi kun Herrens Ord kan genføde Troen, det Aandeliges Rod.
✂ Historieskriveren Polyb fra Akaia burde og været nævnet, ei for at ophøies som Sagas Ypperstepræst, thi han var intet mindre, men for ogsaa her at lægge Mærke til det nødvendige Samfund mellem jordisk Klogskab, Fordærvelse og Kraftløshed. Historien var for ham Intet uden et Virvar af Tilfælde, som Man ved de forrige Tiders Undervisning skulde lære at beherske. At en saadan Klogskab hverken reddede Akaia fra Undergang, eller Polyb fra at slæbes til Rom, er begribeligt; at vor Tidsalder ophøier denne sin Frænde, er ogsaa begribeligt, og at Gud, hvis Visdom de af bare Klogskab ei kan erkende, gør deres Klogskab til Daarlighed, ved at ødelægge alle de Folkefærd, der saa godt kan sige, hvordan Man kan bestaa uden hans Hjelp: det er for en Kristen heller ikke nogen Hemmelighed. Tidens Kloge derimod blive blinde og forhærdede ved at bygge paa Afgudstemplet, trodsende Herrens Ild og de Jordskælv som i et Øieblik fortærer hvad de gennem Aar møisommelig sammenkline.
✂ Side 207. Hvad her er sagt om de gamle Romeres Dyder, behøver Indskrænkning, skøndt det er vist, at i det Tidsrum vi kende Romerne, komme de tilsyne, som de mest jordiske, der have bygget i Europa. Deres hele Historie er Borgen for Sandheden af hvad der fortælles om deres Stammefædre. En Røvertrop, forenet til et ordenligt Selskab, som kun indenfor Murene holdtes i Ave ved Skrækkebilleder og fælleds Fordel, men havde kun eet Ord til at betegne en Fremmed og en Fiende, og intet Navn til Dyden uden Mandelighed, det var Folket, som Daniel saae i Aanden under Jernets Skikkelse.
✂ Side 208. Niebuhrs Mening, at Fortællingen om Kongernes Tid er et gammelt sammenhængende Heltedigt, maa vist bifaldes 392 af alle Kyndige, og er, som saadant, et uforkasteligt Vidnesbyrd mere om Romerfolkets jordiske Sind, thi Vers har det vist aldrig været, og Guddommen har der intet andet at gøre, end at frembringe Byens Mester og give Love, Romulus sendes tilbage til Guderne, og Mænd med Sværd ved Belte og Øiet paa Himlens Stjerner og Dyrenes Indvolde øve Bedrifterne. I intet Folkefærds Heltesange spores saamegen forstandig Opdigtelse, ligesom Folketroen vel i intet Land, udenfor Ægypten, saa tidlig er blevet misbrugt til verdslige Øiemed, Æneiden er en værdig Fortsættelse af det gamle Epos.
✂ Side 210. Her burde, imellem den døende Jakobs Spaadomme, den, om Helten af Juda, der bandt sin Aseninde ved Golgatas Vinstok, ei været udeladt. Det er rigtig nok forskrækkeligt i vore oplyste Tider, da Man kløgtig har udfundet, at Jakobs Spaadom kun er et Digt i Virgils Maner til at smigre Kong Salomon, da endnu at finde en Spaadom om Messias der, hvor selv Herder og flere kristelige Mænd, bange for Tidens Spøgelse, have tillukt Øinene; men jeg har selv leget Spøgelse og er afvant med Frygten. Enten var Jesus en Løgner, eller ogsaa havde Abraham med Glæde i Aanden seet Kristi Dag (Joh. 8.) og sikkerlig havde han ei fortiet sit glædelige Syn, om end ikke Jakob havde havt det samme. Man kan da forud vide, at Jakob i sin Svanesang, naar han talte om sin Afkoms Skebne, dunkelt maatte henpege paa Forjættelsen som han havde skimtet og hilset i det Fjerne, paa den Engel som genløste Ham. -
✂ Side 212. burde det været anmærket, at naar Man, som Tidsalderens selvkloge Daarer, anseer Profeterne for blotte Digtere, da ere de et uforklarligt Underværk i Historien; thi vel maatte Man spørge, hvor det Folk var, hvis Digtere ikke fordærvedes med det, ja hos hvilket Poesien ei aldeles forstummede i dets kraftløse Dage? Hvem digtede i Grækenland i Alexanders Dage? hvilke Toner hørtes paa det sjunkne Kapitol, ja hvor vare selv de arabiske Skjalde, da Bagdad faldt? Mellem Kristne er det saare forklarligt, at Digterstemmer høres silde; og dog, hvor ere nu Italiens og Spaniens og Englands Digtere? hvorledes synges der i Tydskland, ja selv i Dannemark? Det er vel overflødigt at sige, at dette ikke er mit Bevis for Profeternes Samfund med Gud, det ligger i deres Spaadomme og det ny Testamentes Vidnesbyrd; men et Bevis paa Guds synderlige Husholdning med Jøderne er det visselig, det maa Hver sande, som har nogen Forstand paa den menneskelige Aands Vilkaar og Krønikens Gang. - -
393✂ Side 213. Lin. 1 f. n. Brødre og Præstesønner. Det Sidste er saare mærkeligt; thi ogsaa her sees det, at Præsteslægterne ere de sidste, som fordærves og svækkes, men tillige at naar kun i Helligdommen er Levning af Mod og Kraft, er det snart forbi med et Folks Daadstid. Efter Makkabæerne fulgte Idumæeren Herodes, som Roms Statholder.
✂ I Anledning af Profeternes Spaadomme om Kristus burde det have været anmærket, at David i den 21de Psalme spaaede om Jesu Død, som om han selv havde staaet under Korset, hvilket hver Sandhedsven kan og maa se, ved at sammenligne Psalmen med Math. 27; at Esaias især i sit 53de aabenbar spaar om Forsoningen, hvilket ydermere bekræftes i Ap. G. 8, og at det især er Daniel, som i sit 9de bestemte Tiden for Kristi Komme. Vel klinger Sligt som en løs Tale i Døgnets Øre; men det beviser kun Sandheden af Herrens Ord hos Daniel 12. 10. Ingen af de Ugudelige skal forstaa det, men de som mærke paa Visdom, de skal forstaa det.
✂ Side 216. [L. 9]. Det er en Skødesløshed at jeg har sagt, at det græske Sprog herskede i det hele romerske Rige, da det burde hede: var bekendt og forstodes af Mange.
✂ Side 216. Her burde Satirskriveren Juvenal og Samleren Plinius været nævnte, hvilke begge vare voxne, førend Trajan tog ved Spiret. Skøndt nu baade Trajan og Plinius gjorde Alt for at bringe offenlige Skoler i Gang, skøndt goddædige og videnskabelige Fyrster sadde paa Tronen i to Menneskealdre, lod dog ikke et opvakt Hoved sig tilsyne; Lærdommen undergik midt mellem Skoler og Bogsamlinger, medens den opblomstrede mellem de undertrykte Kristne. Hvo som ikke her seer Stadfæstelse paa den Sandhed, at Tro er al Aandeligheds Moder, han har forsvoret at oplade Øiet for Sandheden.
✂ Side 218. Her burde det med et Par Ord været anmærket, hvorledes Profeten Daniel forudsaae det romerske Rige og dets Skebne, som vi kan læse i hans Tales andet Kapitel, hvor han siger: Det fjerde Rige skal være stærkt som Jernet, eftersom Jernet knuser og svækker Alting, ja som Jernet sønderslaaer alle Ting, skal og det knuse og sønderslaa; men at du (Nebukadnesar) saae Fødderne og Tæerne (paa Drømmebilledet) en Del være af Pottemagerleer, en Del af Jern, er at det skal blive et deelt Rige, og der skal blive af Jernets Størke deri, og det skal være tildels et stærkt Rige, men tildels et skrøbeligt; Menneskeslægten skal blandes og dog ei hænge sammen, ligesom Jern ei kan hænge ved Leer. Men i de samme Kongers Dage 394 skal Himlens Gud oprette et Rige, der ei skal forgaa evindelig. Mon Jøderne virkelig, for at føie de Kristne, skulde bagefter opdigtet denne Spaadom!!! Jeg maa ved denne Leilighed anmærke, at det endog blot fra den almindelige historiske Standpunkt viser sig som et høist elendigt Konstgreb, naar Man vil indbilde Folk, at de Psalmer og profetiske Digte, som spaa om de tilkommende Tider, ere opdigtede efter Tildragelserne, og for en Deel efter det Babyloniske Fængsel. Først kan det jo ikke nægtes, at Jøderne selv ansaae Spaadommene for gamle, og at ene den stærkeste Vished herom kan forklare det Vidunder, at Folket kunde vende tilbage til den Gud de havde forladt, og hænge saa fast ved hans Dyrkelse, som Historien om den makkabæiske Tid, ja om en Rad af Aarhundreder sandfærdig vidner. Hvorledes skulde nu Folket være kommet til den Indbildning, ja hvorledes skulde Spaadommene være forfattede, efterat de Ting vare skedte, som ei kunde ske uden formedelst dem? Maatte det ikke været en vantro Digter, der for Alvor vilde udgivet sit historiske Digt for en Spaadom, og vilde Folket fæstet mere Lid til ham end Romerne til Virgil, eller vi til hans Frænder, ja vidner ikke Digtene om en ærlig, gudelig Forfatter, udtordnes ikke Ve over dem, der tillyve sig Herrens Syner, opfordres ikke Folket til at give Agt paa, om det ogsaa opfyldes? Til Overflod maatte Man vel spørge: hvem de ebraiske Digtere efter Fængselstiden har været? Hos de faa Profeter, som spaaede efter den Tid, se vi Poesiens Ild udbrændt, de ere kun gudfrygtige Moralister, og kun det forlenede Fremsyn udmærker dem; de apokryphiske Bøger og de 70 Fortolkere vidne om, at de livligste Aander havde skiftet Tungemaal; hos Sirach lære vi, hvad som da kaldtes Poesi, nemlig sligt høitravende Billedsprog, som ogsaa vi have givet dette Navn; men hvilken uhyre Forskel mellem det og de gamle Profeters Qvad. Nei havde der endnu været poetisk Gnist tilovers, da var vel Makkabæernes Heltetid ei blevet ubesjunget. Et Blik paa disse apokryphiske Bøger skulde ogsaa helbrede for det Galskab, at lade de gamle ebraiske Historier fremstaa ved deres Side. Dog, naar man lukker Øinene, nytter det ikke at Lyset skinner klart, det er alt hvad Man kan sige. - -
✂ Side 227. En god Oplysning til rigtig at bedømme Gregors Adfærd med Henrik, giver Saxos Beretning om den samtidige Biskop Vilhelm i Roskild og Svend Estridsen. Her seer Man hvad en kristelig Bisp følte sig forpligtet til, og hvad en kristen Konge ikke skammede sig ved.
395✂ Side 228. Pilegrimsfærden har jeg udentvivl malet med alt for lyse Farver, og det er kommet dels af det saa saare Poetiske der udmærker den, og dels af den store Uret, der er gjort de arme Pilegrimme af Vanhellige, der ligesaa lidt vil reise sig, som knæle for Kristus. Fromme Tanker var det vist som avlede Valfarterne; men at Mange ogsaa mente derved at løskøbe sig fra sand Omvendelse, kan ikke nægtes, ligesom Korstogene vidne høit derom, og at det i det Hele stod sig slet med Troen paa Kristi Forsoning og Guddom, naar Man ledte efter ham i Graven, er ligesaa klart. At træffe den rette Fremstilling er vel ikke muligt, uden i en Udvikling, hvor Gerninger tale og danne i den Opmærksommes Sjæl et Billede, hvis Farveblanding kun kan beskues, ikke beskrives. - -
✂ Side 229. Lin. 29. Naar det heder: anderledes sindet var den Hær som fulgte Gotfred, da er det ligefrem alt for almindeligt udtrykt, da et saare nederdrægtigt Sindelag lod sig tilsyne hos Mange, selv mellem de Høibaarne. Tungt er det imidlertid, at Man ikke har en Historie om Korstogene som fortjener dette Navn; thi visselig, det trojanske Tog, og hvilken Bedrift af Mænd Man vil nævne, tabe Glandsen ved Siden af dem. At Serxes førte Asiens Millioner over Hellespont for at ødelægge to græske Byer, det er et forunderligt Skuespil; Aanden opløftes visselig ved at se de vakkre Hellener værne om langt Mere end de ahnede, om det Sprog hvori Herren vilde tale til Folkene, og det Aandens Øre, som behøvedes til at fornemme Talen. Men at se Europas Hundredetusinder frivillig flokke sig og gæste Asien for at udrydde Guds Fiender og tilbede frit paa de hellige Steder, det aabenbarer hvilket mageløst Præg Kristendommen havde paatrykt Heltesjælene, selv naar de sværmede. Betænkes dertil hvad Europa vilde blevet, dersom Konstantinopel var faldet to Aarhundreder før, da maa vi vel for Alvor kalde Korstogene hellige Krige, i hvor vanhelligt end mangen Kæmpes Sindelag var. Det Vidunderlige, saasom under Indspærringen i Antiokia og de første Kampe omkring Jerusalem, er virkelig og saa øiensynligt, at selv den kolde og selvkloge Spalding nødes til at mærke det og studse.
✂ Side 231. Det havde maaske været bedre ei at nævne den danske Prinds Svend blandt Korsfarerne, da Efterretningen ei rigtig kan hjemles. Imidlertid er Sagnet om ham dog neppe en af de mange Opdigtelser, hvormed Tasso af Mangel paa Sandhedskærlighed og Syn for det virkelig Store udstafferede Korstoget, som Han vel mente at forskønne.
396✂ En Forglemmelse er det, at Væringerne (Barangerne) ei ere nævnede; thi skøndt disse vel oftest lokkedes af Ære og Sold til at tjene Myklegaards Keiser, have de vist bidraget mere til at forsvare Konstantinopel, end Man almindelig troer, thi hveranden var en dygtig Høvding. - -
✂ Side 232. At Indbyggerne i Italiens Stæder forenede Sydens og Nordens Fortrin, klinger som en Frase, der gerne vilde have Noget at betyde, og er ikke heller stort andet. Det Sande er, at de ved Nordboernes Indvandring fik Kraft ei allene til legemlig Strid, men ogsaa til at sysle med det Aandelige, dog mest efter de romerske Forbilleder, der syntes at være dem uudslettelig indpræntede. Mindes jeg ret, da er det Sismondi, der sammenligner Italiens Smaastater i Middelalderen med hine i Grækenland, og Sammenligningen kunde vist uden al Tvang drives saare vidt og dybt, enddog Kristendommen gav Alt et anderledes, og Man kan frit sige, høiere Præg. Florents kan ingen Sagakyndig beskue, uden hardtad hvert Øieblik at mindes om Athenen, hvorfra Staden ogsaa, troer jeg, fik sin første Hertug; det samme tøileløse Begreb om Frihed, samme Hang til Leg med det Aandelige, og til at formæle det med det Sandselige, finde vi i Italienernes Poesi og Videnskabelighed, og deres Malerier ere jo saa fuldelig de græske Billedstøtters Sødskende, som saadanne kan avles i et Land, der har været kristnet. Under det fremmede Herredom have Italienerne ogsaa spillet de romerske Grækers Rolle, og de synes desværre at være modne til et Tyrkeaag, om ei til noget Værre. - -
✂ Side 235. Lin. 30. Den Røst med hvilken Gud kaldte Mogolerne tilbage, var vel især Tidenden om deres Khans Død. - -
✂ Side 243. Her burde det været bemærket, at det ebraiske Sprog paa denne Tid maatte været forgaaet, hvis Jøderne ei saa forunderlig havde holdt fast ved det og deres hellige Bøger. Nicolaus Lyra, som i det 14de Aarhundrede oplivnede Sproget og Bibelfortolkningen, var en omvendt Jøde, og Reuchlin havde vel aldrig tænkt paa at lære Ebraisk, dersom ei en Jøde (Keiser Frederik den Tredies Livlæge) havde skænket ham den skønne Haandskrift af det gamle Testamente, ligesom det var Jøden Ardia i Rom, af hvem han købte sin Indsigt i Sproget. Aabenbarer Herrens Finger sig ikke her, da veed jeg ikke, hvorledes Gud skulde bære sig ad for at vise os den.
✂ Side 249. Bjergmanden Hans Luther i Eisleben holdt paa Guds Forsyn sin Søn til Bogen, da ham tyktes at kende hos liden Morten synderlig Attraa og Evne til at spore Malm i 397 Aandens Gruber. Ad trange Veie maatte han stride sig frem til Høiskolen i Erfurt, men Herren velsignede hans Vaaben: Bøn og Flid, og allerede som ung Magister, kom han for Orde som et dygtigt Hoved. Det var hans Faders Villie, at han skulde lægge sig efter Lov og Ret og blive en fornem Mand; men den Bekymring for Sjælens Frelse, som med Eet betog ham, til hans Faders store Harme og alle Kyndiges Forundring etc. Han fødtes 1483. - -
✂ Side 258. Mærkeligt er det, at de spanske Geistlige, som stode Karl bi i hans sidste Tid, siden bleve forkættrede som Luthers Tilhængere. Det er som om Luthers Aand omsvævede ham i Dødens bittre Stund, til Tak fordi han lod den Helliges Støv hvile i Fred, da han under sit seirende Indtog i Vittenberg ophidsedes til at vanære det. - -
✂ Side 260. Ligesom Dannemark i Middelalderen var det mindst fordærvede Land, blev dets Reformation ogsaa et glædeligt Optrin; den var ikke Enkeltes Værk, men Folkets høie Begæring, derfor vare ogsaa næsten alle Prædikanterne Indfødte, og selv mellem de gamle Bisper vare gudfrygtige Mænd. Grunden hertil maa søges først i Folkets aandelige Dybde, og dernæst i dets senere Omvendelse til Kristendommen. Derfor beundrede Man endnu i Midten af det 13de Aarhundrede de danske Klerkes Lærdom ved Conciliet i Lyon, derfor fandtes i mange Klostre skrevne Oversættelser af Psalmerne og andre Bibelens Bøger, derfor sad endnu i Kong Hanses Tid en vakker Mand: Børge med Lindemærket paa Lunds Erkestol, derfor bleve Præsterne ikke Tiggere, og under 3die Kristian gav Adelen 15dedelen af al sin Formue til at betale Landets Gæld.
✂ Side 267. Lin. 1 f. n. Vantroen hardtad ulægelig.
✂ Det er langt fra min Mening hermed at ville nedsætte gamle Plato; jeg kender endnu meget for lidt til ham, til at kunne fælde en ganske vis Dom over hans Lærdom; men det tykkes mig klart, at han var en ydmyg, sandhedskærlig Grubler, der vel af sin Tids Aand lod sig forlede til megen Spidsfindighed, men dog med alvorlig Omhyggelighed sankede de Lysglimt Aanden kunde faae Øie paa i sig selv og i Oldtidens Sagn. Ganske anderledes er det med dem der i Kristi Menighed stride under hans Banner, de flygte fra Lyset ind i hans Tusmørke, fordi deres Gerninger ere onde. De vil ikke vandre for Guds Aasyn ustraffelig i Kærlighed, men kun drømme om ham, de bilde sig ind, at der intet Ondt er til, intet Regnskab, ingen Dom eller Straf, de føle da ikke deres Nød, eller Trangen til 398 Kristus, og i et Land, hvor de faae Overhaand, er for menneskelige Øine ingen Redning.
✂ Al poetisk Malerkonst udspringer ligeledes af en Drøm om det Guddommelige. Troen paa himmelske Skikkelsers Virkelighed er sygelig og hardtad forsvunden, men Aanden længes dog endnu efter det himmelske Selskab, da fremtrylles deres straalende Skygger i spillende Farver. Mærkelig fortæller Man, at Rafael i Drømme undfangede Forbilledet til sine Lignelser af Herrens Moder. Maleren er den stumme Digter, han maa, som Sakarias, skrive paa Tavlen, fordi han ikke troede Herrens Ord. Mikkel Angelo var udentvivl Kristen, men derfor er det ogsaa, som om han kun greb Penselen for at male en storstilet Bibel til hans starblinde Landsmænd, og, mindes jeg ret, var han Digter tillige.
✂ Side 269. Lin. 6. staa de Ord: »mest af langt andre Grunde« i Modsigelse med Sandheden. Jeg veed nok hvad jeg dermed vilde sige, at der nemlig var langt mere aandelig Alvor tilovers; men det laa i Folkets Eiendommelighed, og at Folket ei vilde have mere Kristendom, end der syntes forenelig med de verdslige Begærligheder, er klart baade af Inkvisitionens og Jesuiterordenens Oprettelse. Da Udviklingen selv modsiger hine slet valgte Udtryk, er paa den vel ikke stort at rette, thi hos Lojola har jeg i det mindste ikke endnu Grund til at formode urene Hensigter.
✂ Side 270. Hvad jeg har seet af Kalderoni er kløgtig Leg med Tanker, Billeder og Velklang, det er, hvad jeg ventede, og hvor Lidet jeg end har læst af hans Opdigtelser, troer jeg med god Samvittighed at torde gøre saadan aandelig Leg til hans Kendemærke, thi den driver ingen Digter, uden den er hans Lyst. De nyeste Æstetikeres Lovtaler over ham undre mig ikke, thi de ere hans Frænder.
✂ Side 271 etc. Af Frygt for at rose den mig saa kære fjerde Kristian meer end kristelig Sandhedskærlighed kunde tilsiæde, har jeg gjort ham Uret, og jeg maa her, som saa tit, sande: incidit in Scyllam, qvi vult evitare Chargbdin 1. Dog, Feil, som Man begaar af den Grund, ere lette at ændre, thi de ramme altid kun Biting. At jeg har lastet hans Frillevæsen, det bør saa være, og det er Noget, Han ikke engang selv tog Mester Ole Vind ilde op; men Daddelen for Kortsyn og Hovmod vilde Han neppe lide og fortjener den vist ikke heller med Hensyn paa hans Tidsalder. Han ivrede sig storlig over Mester Jens, der * 399 med saa stor Flid havde forsømt Ulrik, at han ei var holdt til Bibelens Læsning, mindre til verdslige Historier, dem han burde vide paa sine Fingre, og her kender Man de lutherske Grundtræk. Med disse vilde han vist nu seet baade dybere ind og seet sig bedre for; men dengang, det er Uret at forlange. Vel kan det synes ønskeligt, at Han havde nedbrudt Skillerummet mellem Landets Børn, og taget Magten fra den vanartige Adel, men for at gøre det, maatte han brudt sin Haandfæstning og maaske kommet en indvortes Krig afsted, dertil tænkte Han for kristelig: Adelens Vanart maatte først ret aabenbares, og en Rigs dag forandre Rigens Skik. - -
✂ Side 273. Hovedgrunden, hvi den evangeliske Lære ei blev stadfæstet i Sverrig før den bedste Tid var forbi, laa ikke i Svenskernes Umodenhed til ret videnskabelig Syssel, men i Folkets Mangel paa ret aandeligt Alvor, i dets jordiske Sindelag: derfor er Sverrig det eneste lutherske Land, hvor Geistligheden behøvede og ønskede udvortes Glands og Magt, og hvor Landsbykaldene røgtes af Tutter; derfor har Sverrig indtil denne Dag ei fostret en Digter, som kan gaae i Lag med Tydsklands og Dannemarks.
✂ Side 276. Lin. 36. Det Ord: maatte er et slemt, hovmodigt og usandt Udtryk, hvormed de pantheistiske Nødvendighedsfolk har smittet mig. I Grunden er det dog slet ikke min Mening, enten at binde Hænderne paa vor Herre, eller at gøre den Historiens Aand til Afgud, som skal tvinge Folk til at være Keltringer. Hvad jeg mener her, og hvert Sted, naar jeg saaledes forsnakker mig, er, at Sligt efter de Paagældendes Stemning var venteligt, ja maatte ske, hvis denne ei forandrede sig. Havde saaledes Presbyterianerne forsaget deres verdslige Begeringer, eller Storbrittanien faaet en Konge, som kunde og vilde føie dem, da var ingen Opstand skeet. Jeg agter denne Anmærkning passelig, for at den menneskelige Friheds Afgudstjenere skal have ligesaa liden Grund til at laste, som Skebnedyrkerne til at rose, men mest for at Kristne ei af ubetænksomme Udtryk skal forledes til at tro, jeg taler om en anden Nødvendighed, end den der har sin Grund i Guds vise Styrelse og Menneskenes Fordærvelse. Saaledes siger Frelseren: det er nødvendigt at Forargelser maa komme, og i denne Mening bruges Ordene: maatte, skulde, etc. ofte i den hellige Skrift; men vi, som ikke, lig Skriftens Aand, kan være visse paa, at alle Mistydninger vil være frivillige, bør være varsomme med Brugen af Saadant. - -
400✂ Side 282. Mærkelig er tilvisse i alle Maader Miltons Sang om det forlorne Paradis, thi Presbyterianerne havde og forloret deres, og det var mere det end vore første Forældres han besang. Naar den kristelige Poesi begynder saaledes at drømme, da har den ogsaa forloret sit; og det var intet Under, at den forstummede, da den skulde juble over dets Generobring.
✂ Side 283. Bernhard virkede maaske mest paa Norden, thi fra Clairvaux lod hans Ven Erkebisp Eskild hente Danmarks første Munke. Dette bidrog ei lidet til at opholde Kristendommen herinde, og mærkeligt er det, at, skøndt det visselig ikke var Hoved, Nordboerne manglede, og skøndt de flittig besøgte Høiskolen i Paris, finde vi neppe Spor af Skolastik hos dem.
✂ Jeg begriber ikke hvorledes det er gaaet til, at jeg ikke har nævnet den ikke blot mærkelige, men hellige Augustin paa sit Sted; thi selv den Korthed, hvorpaa jeg i de første Tidsrum beflittede mig, kan ei undskylde Tausheden. Da jeg talte om Arius, kunde jeg gerne tilføiet: Kirkens store Brøst blev imidlertid ret synlig ved Aarhundredets Slutning, og i det Følgendes Begyndelse; thi da gjorde Nestorius med meget Bifald Kristus i Himmelen og Ham paa Jorden til to Personer, da herskede en udartet og hyklerisk Pietisme i Donatisternes afsondrede Menighed, de pantheistiske Manichæer dreve vidt og bredt det formastelige Spil, at sammensmelte Religion og Uterlighed; den bretske Munk Pelagius nægtede med mange Tilhængere Arvesynd, Forsoning og den Helligaands Naadevirkninger, og Chrysostomus søgte ved menneskelig Visdoms overtalende Ord at gøre Kristendommen tækkelig i Konstantinopel. En dygtig Kæmpe behøvedes til at møde disse Mørkets vældige Hære, der truede med at omstyrte Kirken og igen reise et Afgudstempel paa Kapitolet, hvor hedenske Senatorer endnu offrede i Løn. Den Udkaarne var Afrikaneren Augustinus. Han var optugtet i boglige Konster, som en Hedning, førte et vildt Levnet og var i nogle Aar Manichæernes Tilhænger. For disses Praleri og Uterlighed fik han imidlertid Afsky, holdt sig til Cicero, og kom til Mailand som Læremester i Veltalenheden. Ved at høre den berømte Ambrosius, som da var Stadens Biskop, ventede han at forfremmes i Konsten, men glemte den over Guddomsrøsten, omvendte sig og blev Kristen for Alvor. Som Biskop i den afrikanske By Hippo var han i 35 Aar Kristenhedens Ypperstepræst, og næsten enlig paa Kamppladsen mod Troens Fiender; men endskøndt Han ei forstod Ebraisk, og hardtad intet Græsk, haandterede Han dog Aandens Sværd saa kæmpelig, at alle de 401 aabenbare Modstandere maatte overlade ham Valpladsen. Fra Augustin maa Man begynde et nyt Tidsrum, thi under hans Forsæde bestemtes Tallet af de hellige Skrifter, deres Fortolkning og Troeslærdommene for flere Aarhundreder. Vist var han en af de store Menighedens Engle; men saa ærbødig Man end maa se op til ham, og forundres ved den Forstand paa Skriften Han, trods sin Ukyndighed i de hellige Sprog, ved Flid og Bøn tilkæmpede sig; maa Man tilstaa, hvad han selv bekendte, at hin Ukyndighed tit hindrede kam fra at udfinde Skriftens rette Mening, samt at selv han havde et Hang til Spidsfindigheder, der spaaede et skolastisk Tidsrum. Skriftens Tungemaal vare alt da saa forglemte i Vesten, at den lærde Munk Hieronymus, som lærte Ebraisk af en Jøde, og hvis latinske Oversættelse af Bibelen tildels endnu gælder som Grundskrift i den katolske Kirke, agtedes for et Vidunder.
✂ Af det Anførte sees, at Augustins Navn kun af Skødesløshed er sat hos Abælards, da der burde staa Origines.
✂ Side 284. Rettere var det vel at sige: efter Joinvilles Tid, som beskrev Ludvig den Niendes Liv etc. Meningen bliver den samme.
✂ Side 291. Naar det siges om den kristne Newton, at selv Han holdt denne Synsmaades Lovtale, forstaaes naturligvis ikke Bayles, som Sprogfeilen kunde forlede Lægmand til at tro, men den overdrevne Pris der sattes paa den udvortes Erfaring. Da jeg oftere i Bogen har erklæret mig imod denne, og lever i en Tid, da det ene Parti Intet vil tro uden hvad der kan føles med Hænder, medens det andet udgiver sine Tanker og Drømme for det eneste Virkelige, og vil gøre alt Andet til blot Skygge, skylder jeg Regnskab for min Overbevisning i denne Sag. Jeg troer ligefrem, at i Guds, baade Faderens og Kristi Hemmeligheds Erkendelse, ere alle, baade Visdoms og Kundskabs Liggendefæ skjulte. Det maa vel undre os, at nogen oplyst Kristen har kunnet tænke anderledes; thi al verdslig Visdom, som vil udgrunde Sammenhængen mellem det Synlige og Usynlige, betragter jo Mangfoldigheden baade af Synsting og Kundskaber, som Noget der maa forbinde sig til en vis Eenhed, naar Hovedforholdet først er udfundet; hvad den vil udgrunde har Gud aabenbaret sine Troende, og Alt maa da kunne lade sig betragte i dets Sammenhæng med Aabenbaringen. Imidlertid seer Man let, hvorledes mange Kristne ere komne til at ophøie Erfaringen saa, de ansaae nemlig al Guds Aabenbaring, som en Ophævelse af Tilværelsens almindelige Love, uden at huske, at 402 for den Gud, der kalder de uvordne Ting, som om de vare, er Alt skeet fra Evighed, og at ingen Omvæltning, saa underlig den er for os, oprykker nogen Urt, som Han har plantet. Alt hvad der mangler Frihed, maa da, naar det rettelig kendes, sees som hans Værk; kun i Frihedsyttringerne, ikke i Evnerne, findes Striden imod ham, og selv hine, der fra Evighed ere forudsete, maa sees at være hans Styrelse undergivne. Naar Man ikke indseer dette klart, da synes det, som om Gud og Fornuft vare ubetinget hinanden modsatte, og den rimeligste Slutning maatte da blive hin sværmeriske Sætning, at al videnskabelig Stræben er utilladelig. Vildfarelsen faaer Sandheds Skin derved, at hin Stræben uden et Syndefald er utænkelig, men det er jo og hint som gjorde en skreven Aabenbaring nødvendig. Dennes Vilkaar, baade de indvortes som kræve Tænkning, og de udvortes som fordre Sprogkundskab, er det da ogsaa, som har overbevist alle ædru Troende om Videnskabeligheds betingede Nødvendighed. Imidlertid har Man ikke ret indseet Videnskabelighedens Sammenhæng med Aabenbaringen, uden forsaavidt den umiddelbar ledte til dennes Fortolkning, og dog droges Man, dels ved Videnskabernes indbyrdes Sammenhæng, dels ved Aandens Besmittelse og Betragtningen af Videnskabernes Nytte i det borgerlige Liv til at samle mange Kundskaber, hvis Forhold til Bibelen snarere synes fiendtlig end venlig, I de første kristne Aarhundreder, da Staten var hedensk, var det til spidsfindig Grubien og de gamle Filosofers Skrifter de Aander vendte sig, der vilde vide Andet eller Mere end hvad Skriften sagde, derfor opstode de mange Kætterier, thi Kirken var Aandens Verden, den kunde ikke røre sig, uden ai møde Lærebegrebet, og de som i Bibelen ikke søge Hvile for Sjælen, men kun Arbeide og Kundskab, kan aldrig enes. Imidlertid maa det aldrig glemmes, at der var en dybere Grund til at Videnskabelighedens Historie hos Grækerne i mange Aarhundreder efter Konstantin er eet med Historien om Læresætninger og Kætterier. Man følte nemlig det Bagvendte i, under Tænkningen at glemme Troen, som maa bestemme Menneskets Synsmaade for det Aandelige. I Vesten derimod, hvor det borgerlige Liv ei var en stillestaaende Sø, men et bølgende Hav, hvor Alt som Virkning af gærende Kræfter fik en mere indviklet Sammenhæng, maatte de Aander, der ei bekymredes for Sjælens evige Vel, finde et videre og mindre farligt Spillerum i det borgerlige Liv, og Hierarkiet var deres Bygning. At forfølge disse Spor gennem det skolastiske Tidsrum, vilde være lærerigt, 403 men. føre for vidt fra det efter Reformationen, som her egenlig tales om. Reformatorerne, især de sachsiske, lagde besynderlig an paa aandelig Syssel i det Hele, fordi det var under Aandens Søvn at Mørket havde udbredt sig: mere derfor, og for Sprogenes, end for Indholdens Skyld droges de græske og romerske Skrifter frem, og Kirken hiemlede Aanden en forunderlig Ret til, udelukkende at sysle med dem; der opkom uden Modsigelse en i sin Grund ukristelig Videnskabelighed, under Navn af humaniora. Den aandelige Verden deltes ligesom i to Riger, det ene var Troens, og der skulde Bibelen regere uindskrænket, det andet var den egenlige boglige Konsts, og der førte Klassikerne Herredømmet. Vil Man tage det strængt, var der endnu et tredie Rige, nemlig Trolddommens, hvor Stjernetydere og Guldmagere førte Septeret, men dette taaltes kun af Nødvendighed, omtrent som Tyrkernes i den legemlige Verden, imidlertid maa vi ikke tabe det af Sigte, thi det var Vantroens egenlige Hjem, hvor den stillede sin Nativitet, indtil den under gunstige Varsler kunde angribe Troen, den ledte efter de Vises Steen, for at være vis paa Seieren over en saa mægtig Modstander, men da den mærkede det var omsonst, og Troens Grændser ubevogtede, udvidede den smaalig sine Landemærker ved naturlige, fysiske og mathematiske Vaaben, gjorde Forbund med Klassikerne, og er nu kommet Enevoldsmagten saa nær, som nogensinde. At Sligt efter Tingenes almindelige Gang maatte ske, kan vi se bagefter, men Luther kunde ikke se det forud, ellers vilde Han seet ligesaa skævt til Humanisterne, som til Aristoteles og Juristerne. I en Skildring af det lutherske Tidsrum burde disse ei været forglemte, da de, ved at paastaa et aandeligt Herredømme i det borgerlige Liv, afsondrede dette fra Bibelens Værneting, og stræbte at gøre Kirken til Statens Sygehus. Nu derimod maa jeg haste til Hovedsagen. Luther og hver Klarøiet indsaae vel, hvortil det vilde lede, dersom Fornuften vilde anvende de Grundsætninger, der gjaldt i Sandseverdenen og hos de hedenske Grublere, paa Tro og Bibel, og derfor hadede han al Filosofi af sit ganske Hjerte, naar den vilde være selvstændig; det maa hver Kristen, thi i det den oplader Munden, erklærer den Aabenbaringen for unødvendig, og, hvor de ere uenige, for falsk. En saadan reiste sig derfor ei heller i Tydskland, før to Aarhundreder efter Reformationen, og i det første Aarhundrede bevægedes Troens Rige kun af Kætterier. Imidlertid havde det humanistiske Studium hardtad aldeles revet sig løs fra Theologien, til hvis Tjener det bestemtes, 404 og i Forbund med Lovkyndigheden givet Staterne en i mange Maader ukristelig Skikkelse efter hedenske Forbilleder. Mathematiken var blevet Sandhedens Prøvesten og Nytten i det legemlige Liv Maalestokken for Videnskabernes Hæderlighed. Under saadanne Omstændigheder maatte hver boglærd Kristen grue for det Øieblik, da hans Tro skulde dømmes af hans Videnskabelighed, og ivre mod al egenlig Speculation. Kun saalænge hver Kundskabskreds havde i Erfaringen sin eiendommelige Maalestok for Sandhed, kunde Troens Rige bestaae, og et gudeligt Sind kunde ret godt sammenblande den indvortes og udvortes Erfaring saa, at Kristi Mirakler stode som en lignende Erfaringssandhed, der hiemlede Bibelen Tilforladelighed i Troessager. Man kan fra dette Stade godt indse, hvi den kristelige Boglærde i Engelland ligefra Elisabeths Dage ophøiede Erfaringen, og først naar Videnskabeligheden var indskrænket til Slutninger af det Synliges Betragtning, fandt den sin Idræt retfærdiggjort ved Guldmageres og Stjernetyderes Drømme.
✂ At denne Synsmaade ei længe kan bestaa, er klart fra alle Sider, thi er Troen først saaledes uddrevet af Livet, at den kun staar som en Trøster ved Graven, da bliver den snart et Skrækkebillede, der forsvinder, saasnart Man stirrer stivt paa den.
✂ Naar Kristendommen igen seirer paa ubegribelige Maader, da vil Troens Baand samle Videnskaberne i en hidtil ukendt Endrægtighed, og Sammenhængen mellem Ideer og Erfaring skues klarere end nogensinde. Vantroen vil derfor ikke uddø, ei heller savne Vei ind i Troens Rige, thi af Naturfilosofiens Aske vil den opstaa som en frygtelig Kæmpe. Sidstegang kom den fra Stjernerne, fra Hedenold og Elementerne, næstegang vil den opstige som en Drage af Jordens Huler, og med den dybt forborgne Magnet drage Hjerterne fra Gud til sig.
✂ Jeg veed meget vel, at denne Anmærkning maa synes utydelig i mange Dele, men her var ikke Rum til en Afhandling, og de givne Vink ere nok for dem de tilhøre, dem, der kan drage mig til Regnskab for min Vurdering af Erfaringen. De vil let se, at det er dens Selvstændighed jeg misbilliger endog i den snævreste Kundskabskreds, og at jeg vil, den skal styres af en kristelig Ide.
✂ Side 293. Menneskets dybe Fordærvelse kundgør sig ret øiensynlig hos dem, der virkelig tænke paa deres Salighed. Hjertets hellige Lov kræver ubetinget og fuldkommen Lydighed, viste vi den, saa var det ikke meer end vor Skyldighed, og vi havde ingen Løn at forlange, men nu kan Ingen vise den, og en 405 rasende Fordring er det da, at Gud skal gøre os salige, fordi vi ikke overtræde alle hans Bud. Hvo som betænker dette, ængstes i Samvittigheden, indseer klart, at der uden Syndsforladelse er intet Salighedshaab, og glæder sig ved den tilbudne Naade i Kristo. Men nu indbilde de Fleste sig, at det ikke blot er med Synderen, men med Synden den Hellige og Retfærdige har forligt sig, de indbilde sig, at Man kan tilegne sig det store Pant paa Guds ubegribelige Kærlighed, uden at elske ham igen, eller at Man kan elske Ham, uden at beherskes af Lyst til at gøre hans Villie, at Man kan blive delagtig i Kristo og Hans Retfærdighed, uden at blive det i Hans Kærlighed. Hvem der ei kender det menneskelige Hjertes Forvendthed, maa finde Saadant utroligt, men baade den indvortes og udvortes Erfaring beviser det og stadfæster Jesu Ord: Mange skal stræbe at komme ind, men ikke kunne. Hans Raad: derfor stræber alvorlig! er det eneste duelige; men Melanchton, og Mange siden, have meent at fortjene Tak ved et andet, nemlig at anse Retfærdiggørelsen som en Frugt paa Troens og Gerningers sammenvoxede Stamme; men Middelveien mellem Sandhed og Løgn duer ikke. At den Hunger og Tørst efter Retfærdighed, som er dennes Betingelse, ogsaa maa aabenbare sig i Menneskets udvortes Omgængelse er ligefrem, men kun paa hin seer Gud, naar Han af Naade skænker den Tro paa Jesum, ved hvilken vi retfærdiggjøres. Har Hjertet annammet denne Tro, da te sig Retfærdighedens Frugter i et helligt Levnet, fordi vi ikke længere leve os selv, men Ham, som er død og opstanden for os. Kun det retfærdiggjorte Menneske kan øve ret Dyd, gøre det Gode og fly det Onde af Kærlighed til Gud, men skulde den ville fortjene Noget, da holdt den op at være Dyd, den kan ikke være Bevæggrund til den Retfærdiggørelse, hvis Frugt den er, og Mennesket kan ikke tilregne sig den, da den virkes af Gud selv. Jeg veed meget vel, at selv Kristne nuomtide ei veed hvad de ret skal tro om den Helligaands Naadevirkninger og de Troendes Liv i Kristo, men just fordi denne Lærdom, der saa klart fremsættes i Skriften, ene giver en Kristen Lys i sin Tankegang, saa han med sikkre Skridt kan gennemvandre de Irgange, unyttig og vantro Grubien i denne Egn have opelsket, just derfor skal det staa her.
✂ Side 298. Det ebraiske Sprog var mellem de Kristne i det 17tende Aarhundrede især opbevaret af de reformerte Buxtorfer i Basel og deres Lærling, den gæve Hamborger: Esra Edzard, som, uden at ville modtage noget Embede, i en 406 lang Række af Aar underviste alle dem for Intet, som vilde høre ham.
✂ Side 313. Hvad Svane egenlig var, er ikke let at sige. Det meste Mærkelige han kom frem med, var ildruget i Provst Peder Villadsens Hoved fra Herføgle, og Man kan ikke noksom undres ved at se Sjællands Præster kort efter Rigsdagen satte til at være Consumtionsbetiente i deres Menigheder.
✂ Side 314. Griffenfeld har jeg gjort Uret, uden at ville det. At Han elskede sig selv for høit og havde, hvad Ingen bør have: stor Kærlighed til Ære og nogen til Penge, det kan Man vel sige med Sandhed; men at han skulde have elsket disse Ting over sin Gud, det er for haardt sagt. Naar Man seer ham ufortrøden vandre hen til Nicolai Kirke, for at høre hver Student præke som attraaede Kald, naar Man kiger i hans lille Bog, og seer de tykke Streger under Navne som Bagger, Kingo, Peer Jespersen og Deichman, da kan Man vist ikke sige, han solgte Præstekald for Penge. Ingen uden en troende Mand kunde gjort sig den Umage som Han, for at faae Landets Prækestole besatte med dygtige Mænd, og Ingen, uden en Saadan, kunde havt slig Forstand paa Aandens Gave. Alt som Hovmoden kom ind gik Kærligheden, men en saadan Mand, hvem Herren tugtede saa skarp, skal jeg vel bare mig for at dømme, fordi han snublede paa slibrige Høider, hvor Faa vilde staaet fast.
✂ Side 315. Følgende hører væsenlig endog til en kort Skildring af femte Kristians Dage: de franske Hugonotter, som i de Dage uddreves af Ludvig den fjortende, gjorde sig al Flid med at overtale Kongen til at unde dem Ophold herinde. Det kunstige Regnestykke Man satte op om alle de Penge, Land og Skatkammer kunde vinde, havde nær forblindet Kongens Øine, men han havde for Alvor svoret paa den augsborgske Bekendelse, og derfor gik han i Raad med sine Præster. Det var ikke Jabrødre, det var Hans Bagger og Masius, Erik Grave i Aars, og andre Slige; og frimodig, som det vel sømmer Kristi Tjenere, gave de Kongen at betænke, om den Forvildelse i Troen, som var at befrygte, kunde med Sølv og Guld opveies. Erik Grave sagde reent ud, at Sligt var et Consilium carnale 1, og lagde viselig til med Frelseren: søger kun først Guds Rige og Hans Retfærdighed, da skal I faa det Øvrige omsonst! Kongen fandt, at der var Mening i den Tale, og der blev Intet af Handelen, som vel var i alle Maader. Hvad Brandenborg nu har af sin * 407 Gevinst, undtagen Vantro og Synd, det kan vel skrives med et rundt Tal. - -
✂ Side 325. Lin. 5. Da kun Gud har Livet i sig selv, burde det hede: uden engang at have vidst hvad det er at leve. Stadfæstelse herpaa kan Man høre af tusinde Munde, naar Man spørger Menneskene, hvad det er at nyde Livet; thi uden at blues, tilstaaer Man sin Attraa efter at nyde det, istedenfor at bruge det. Hvad det er for et Liv som kan nydes, det er: fortæres i nogle faa Aar, er uden videre Oplysning let at indse.
✂ Lin. 16. Naar man ret vil opdage en Tidsalders Begreber om Menneskeværd, da skal Man betragte dens Skoleindretninger, thi hvad den ønsker sig, uden selv at kunne eller ville erhverve, det stræber den at fremstille i den opvoxende Slægt. Holder Man fast ved denne usvigelige Grundsætning, da seer Man ret, hvor forlegen Tiden er med sin ringe Levning af Religion, thi denne drives næsten overalt, og ansees i det Hele som en Bisag. At det græske Testamente ei længer læses i de latinske Skoler, er saaledes et af de mest talende Beviser paa Tidsalderens ukristelige Tankegang. Nogle kunne maaske anse det for en Lykke, da Man ellers maatte vente Drengene fra den tidlige Alder stadfæstede i en vrang Synsmaade for de hellige Skrifter; men det bleve de alligevel, og det var visselig ei den Ulempe Man befrygtede. Hvorledes maa Tankegangen være, naar Man frit siger, at Drengene ikke maa læse Testamentet, fordi det Græske er saa slet? Jeg vil ikke spørge, om Man hos de Studerende nu finder mere Indsigt i det Græske, end hos de Gamle, skøndt jeg er overbevist om det Modsatte; men gentage maa jeg mit forhen gjorte Spørgsmaal: hvad Hovedgrunden skal være til, at der læres Græsk i de Kristnes Skoler. Sæt, at Testamentets Læsning skadede Fortolkningen af Grækernes Skrifter, saa maa det Samme gælde omvendt, og hvad er da værst, enten at misforstaa Homer og Xenofon, eller Frelseren og hans Apostle? det følgelige Svar kan ikke være tvivlsomt, men hvorledes seer det da ud med en Tidsalders Kristendom, der sætter hedenske Bøger over Bibelen? Dog, Tingen er vigtig, og bør ei løselig berøres, thi det gælder ikke blot om det ny Testamentes Misfortolkning, men den Tid forberedes, i hvilken som fordum Bibelen vorder ubekendt selv for de fleste Boglærde. Vantroens Udbredelse er den nærmeste Følge, og naar da en Troes Nødvendighed indsees fra Politikens Side, kan en Vulgata og bestemt Fortolkning efter Tidens Leilighed uden Modsigelse gøres gældende. Det er visselig intet Drømmebillede, men et 408 vaagent Øjes Syn paa Tingenes nødvendige Gang. Vist er det jo, at faa eller ingen Forældre nu holde deres Børn til at læse i Bibelen; lægges den nu ogsaa tilside i Skolerne, er det da ikke rimeligt, at alle de, der lægge sig efter Lovkyndighed, Lægekonst og anden verdslig Kundskab, blive stedse ubekendte med den, da netop deres daglige Sysler snarere drage dem fra, end til gudelige Tanker? Er det ikke aldeles vist, at disse, som ofte ei engang have lært Græsk, aldrig vil komme til at læse Testamentets Grundskrift; men om Gud driver dem til Bibelen, maa de, som andre Lægfolk, slaa Lid til den Oversættelse Kirken har stemplet. Man raaber sig hæs imod Hierarkiet og forbereder det netop; thi Noget maa Folkene tro og de Geistlige blive da Troens Herrer. Hvorledes det maa komme til at see ud med disses Bibelindsigt, er ikke tungt at gætte. Ubekendte baade med dens Indhold og Tungemaal komme de til Høiskolen; i et Par Aar, under Adspredelser, delte Sysler og Indsamling af forskellige Kundskaber, skal de ogsaa lære at kende Testamentet. Blev Bekendtskabet fortroligt, var det visselig et Underværk, da det neppe blev mer end Enkelte til Del iblandt os, der kendte Bibelen fra Fædrenehuset, og lærte Testamentet halv udenad i Skolen. Med nogle forskruede Begreber om Fortolkningen og uden Evne til paa egen Haand at oversætte et af Pauli Breve forlade da de Fleste Høiskolen, kun løselig kende de Testamentets Indhold, men slet ikke dets Udtryk i Modersmaalet, beholdt de da end Ærbødighed for Skriften, maatte det koste dem uhyre Anstrængelse at blive saa fortrolig med Oversættelsen i Modersmaalet, at de kunde gøre noget ret frugtbart Brug deraf i det kirkelige Foredrag. De Fleste vilde da præke det lærte System og ei bruge andre Bibelsprog end dem, de ved Paragraferne fandt tilskaarne efter den brugelige Læst, og her se vi, hvorledes de faa Høilærde maatte blive Bibelfortolkningens Lovgivere, og selv mellem disse vilde en magelig Eftersnakken snart komme til at herske.
✂ At denne Tid slet ikke er fjern, dersom ingen Omvæltning skeer, er klart for Enhver, som med aabent Øie betragter det Nærværende og hører opmærksom paa de unge Præsters Præk.
✂ Ogsaa i Dannemark er Testamentet, skøndt paa de fleste Stæder for nylig, udelukt af Skolerne. Det var de Boglærdes hardtad enstemmige Ønske, selv gamle Jakob Baden, der vist ellers ikke var anstukket af Nyhedssyge, gjorde tidlig Forslag dertil. Selv han reves hen med Strømmen og indsaa ikke Følgerne; saa gik det vist adskillige retsindige og kristelige Mænd, 409 og det var da intet Under, at Regeringen stadfæstede et Forslag, den maatte tro var gavnligt. Men, Sjette Fredriks Øje har alt opdaget at adskillige Skridt bleve gjorte paa Forlangende af Tidens mægtige Aand, som just derfor ei vare de viseste, og den Kærlighed til det Sande og Gode, der var den Oldenborgske Stammes Arvegods, har formaaet Ham til at ville ophæve dem. En saadan Landets Fader vil jeg i Guds Navn bede og besværge, at indføre Bibelen i Skolen paa ny. Vel veed jeg, at naar Troen paa den som Guds Ord ei kommer tilbage i Lærernes Hjerter, vil Ødelæggelsen derved ikke undgaaes, men forsinkes vil den, og i al Fald, naar Kongen gør, hvad Gud har sat i hans Magt, da staa de Boglærde allene til Regnskab for de Unge, forvilde de dem alligevel, da skal Kongen af Norden opstaa som Vidne imod dem, lad dem da forsvare sig, om de kan. Alt hvad Kongen i denne Sag kan gøre, er at befale, at det græske Testamente skal læses af Alle, som holdes til Bogen, og i Skolen oversættes ligefrem, forstaaelig i Modersmaalet.
✂ Side 331. Maaske har jeg, af Frygt for at gøre Kant Uret, dømt ham vel mildt, men det skader ikke naar kun ikke hans Lærdom er vurderet for venlig. Jeg har i Fremstillingen fulgt hans Bog om Religjonen indenfor Fornuftens Grændser, som var den eneste af hans Skrifter jeg havde ved Haanden, og den tyktes mig saare bekvem, da han der selv angiver sine Meningers Forhold til Kristendommen. Sagde han der sin Hjertensmening, da har jeg neppe feilet stort, hvis ikke, da har han i dem selv fældet sin Dom, naar han siger: tør vi ikke være aabenhjertige og sige Alt hvad vi mene, saa skal vi dog være oprigtige: mene hvad vi sige. Det Udødelighedshaab, han vilde bygge paa Nødvendigheden af Lovens Opfyldelse, er, uden Forsoning, det frygteligste af Alt; thi fremstilles Beviset rettelig, da maa det hede: siden Loven ikke opfyldes her, maa den opfyldes hisset, det er, siden vi ikke opfylde dens Fordringer, maa dens Trudsler hisset opfyldes paa os. Det er det Samme som Skriften siger: forbandet er den, som ikke opfylder alle de Ting, der staa skrevne i Lovens Bog.
✂ Side 351. Fremstillingen af Fichtes Hovedlærdom er især gjort efter hans Anvisning til et saligt Liv, hvor han selv angiver sin Menings Forhold til Kristendommen.
✂ Side 354. Han er da hensovet den gæve Jesu Kristi Tjener: Frands Volkmar Reinhard, han har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen, derfor skinner nu Ærens Krone paa hans Hoved. Hvad han har udrettet ved Tale og Skrift og 410 ved sin Indflydelse paa den sachsiske Regering til at dæmme mod Vantro og Bespottelse, det veed kun Gud, men hæderlig skal han ihukommes, saalænge der er Kristendom i Europa. Ved Hans Grav maa vi, dybt bevægede, sige med Profeten (Es. 57): Den Retfærdige døer, og der er Ingen som lægger det paa Hjerte, de Fromme gaa hjem, og der er Ingen som betænker, at de indsamles før Uveiret, de som vandre for Hans Ansigt, forsamles til Fred og hvile sig i deres Sovekamre. Ogsaa han har nu fundet Ly under Guds Vinger og er udfriet fra den store Fristelse, som skal komme over Jorderige; Herren forsamle til Ham alle sine Børn, som ei kan taale Synet af Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Vaager og beder at I ei skulle falde i Fristelsen!
✂ Side 356. I den sidste Tid synes en aandelig Gæring al ville bevæge Sverrig. Endel af Oehlenschlægers Digte oversættes og optages af de Yngre med Bifald, medens de gamle Franskmænd, med Leopold i Spidsen, fnyse ved at høre Digte berømme, hvis Poesi skal søges i Marven og ikke i glatte Been og en konstig sminket Hud. Nogle Unge, især en Atterbom, prøve selv paa at digte efter den ny tydske og danske Vis, men Man maa vel befrygte, at det mest er Naturfilosofiens Løgtemænd de løbe efter. Findes der mellem dem Gemytter med renere og dybere Længsler, da skænke Gud dem naadelig med det Livets Vand, som slukker Tørsten evindelig.
✂ Side 364. Lin. 19. Samlinger for Samfund. Denne Trykfeil minder mig om at jeg har talt Lidt eller Intet om de mangfoldige Videnskabs Selskaber, som, efter Mønstrene i London og Paris, gennem det attende Aarhundrede opstod rundt i Europa. De ere et sanddru Vidnesbyrd om Videnskabelighedens Forfald, det lærer Man baade ved at betragte Krøniken og dem selv. Det kongelige Museum i Alexandrien kan Man nævne som deres ældste Forbillede, men det Samfund, som i (let ottende Aarhundrede fandtes i Konslantinopel, er vel det ældste der dannede sig selv. Middelalderens Universiteter var i Grunden ligedanne Samfund, men det første, der selv bekendte den Hensigt at holde Liv i en døende Aandelighed, var vel Academie joyeuse i Frankrig, som vilde opholde den provencalske Digtekonst og udsatte Belønninger for de bedste Sange. Fra den Stund lød ei en Sang der var værd at høre, og det var et ondt Forvarsel, som det franske Academi og andre Selskaber for de skønne Videnskaber vel ei lagde paa Hjerte, men dog stadfæstede; thi at Guld og Ære ei kan opvække Hoveder, men 411 maa fordærve de Opvakte, som stræbe derefter, er ligefrem. Henved Reformationen havde Tydskland mange saadanne Selskaber, men da Aanden kom tillive, forsvandt de af sig selv og kom ei igen før i det 18tende Aarhundrede. Allerede dette Blik paa slige Samfunds Historie maa lære, hvad det er for Tidsaldre der avler dem, saadanne nemlig, da Lysten til boglig Konst hendøer med Troen paa det Usynlige, da Man ikke ret veed, hvortil de Videnskaber skal bruges, som ei gøre Nytte i det legemlige Liv, men dog af en arvet Ærbødighed bekymres ved den Tanke, at de skulde forgaa. Den stærke Drift til at sysle med aandelige Ting, som ei kan bo uden hos dem, som ere fast forvissede om, at det er for Sjælenes evige Vel de arbeide, er slappet, og ligesom Pietisterne samledes for at drive hinanden til Gudsfrygt, saaledes sankede de Boglærde sig, for at drive hinanden til Studering og Skrift. Hver alvorlig Tænker indseer, at skal der udrettes Noget i Videnskaberne, da maa det ske ved Fleres forenede Bestræbelse, den fælleds Tro er det eneste Glas, som kan sanke de adskillige Straaler i een Brændpunkt, men naar den har mistet sin forenende Kraft, mene de Boglærde at erstatte Savnet ved at forbinde sig til et Selskab, som skal have fælleds Øjemed. Hvad der i det Hele kan komme ud [der-] af, er let at gætte: Videnskabelighed er Bindeordet, men intet Baand; thi naar Troen fattes, staa Videnskaberne adskilte og enhver af deres alvorlige Dyrkere stirrer fast paa den Videnskab, der har vundet hans Tilbøielighed; Stifterne mærke det ikke saa let, fordi det, der drev dem til Forbindelsen, var netop Lighed i deres Tilbøielighed; men siden kan ei ventes anden Forbindelse, end at Medlemmernes Skrifter staa i samme Bind, hvis de ikke, som er rimeligst, vil søge en ny Foreningspunkt i Videnskabernes udvortes Nytte i det borgerlige Selskab.
✂ Den almindelige Nytte, saadanne Selskaber gøre, er, at de bidrage til at Man beholder et Slags Agtelse for Videnskaberne, de ere en lærd Ridderorden, og Adskillige, som i Grunden ei bryde sig stort om det Aandelige, anspores ved Attraa efter deres Bifald og Lag [Løn?], til en Flid der beriger Videnskabernes Tøihus.
✂ Det danske Videnskabernes Selskab har, foruden denne almindelige Fortjeneste, den særdeles: i sin første Tid at have samlet Meget til Fædrenelandets Historie, og besørget gode Landkort stukne. Med Ordbogen gaar det derimod kun maadelig, og hvor udlevet Selskabet er, som et saadant, sees deraf, at dets Skrifter, mest om fysiske og mathematiske Ting, staa saa 412 at sige udenfor Litteraturen, og Ordbogen bearbeides mest af Mænd, som ei høre til Samfundet.
✂ Det Norske Videnskabers Selskab, som oprettedes 1760 af Biskop Gunnerus, Suhm og Schiønning, hendøde, saasnart disse Mænd adskiltes, og kun om dets Død mindedes Man siden ved Ligtalerne over dets Medlemmer. Imidlertid har det vist megen Del i den Agtelse for Videnskaber, som udmærker Tronhjems Indbyggere.
✂ Det Skandinaviske Litteraturselskab er et nyt Samfund, og dets Skrifter de rigeste paa Indhold; men dets angivne Øjemed, at arbeide paa en aandelig Forening mellem Nordens Lærde, har det maattet glemme, og er sig neppe noget Fælleds bevidst.
✂ Side 365. Om Snedorf burde været tilføiet: og at gøre den Nyhedssyge latterlig som væmmedes ved den gamle Kristendom og Alt hvad der var ældre end i Gaar.
✂ Side 366. Ved Frederik den Andens Krønike er at mærke, at Peder Resen kun har ordnet og udgivet den. Egenlig er den et Arbeide enten af Arild Hvitfeld, eller rimeligere af en Ubenævnt omtrent fra samme Tid.
✂ Lin. 25. At skyde Harer etc., er en forulykket Frase, især siden Harer ikke spise Kød; og Bogen taber Intet ved at den ansees som udslettet.
✂ Lin. 28. Her burde de flinke, kristelige Mænd: Jacobi og Kampman været nævnede.
✂ Side 367. Mærkeligt er det, at Videnskabernes Selskab i liere Aar udsatte en stor Pris for en Lovtale over Suhm, uden at nogen indløb, som det kunde være bekendt, og dog skulde en heel Krønike om Dannemark være tilfals. At selv en Professor i Historien kan mene Sligt, maa synes utroligt, men dog har Hr. Justitsraad Engelstoft sagt det paa Prent. - -
✂ Side 377. Den Bitterhed, hvormed Herremændene her ere omtalte, har jeg selv under Skrivningen, og end mere siden, havt Adskilligt imod, uden dog at kunne fortryde den, da den ikke rammer uden de ukristelige og haardhjertede, paa hvilke der ikke kan tages for stærkt. Derimod burde jeg klart udsagt, hvad jeg kun foran har peget paa, at i en kristelig Alder, er baade Stat og Almue bedst tjent med, at Landet skiftes mellem et godt Tal Jorddrotter; thi menig Mand behøver Formyndere, og i slig Alder vil Mængden af Godseiere te sig bedre, end Embedsmænd, fordi Egennytten driver selv dem dertil, som fattes kristen Kærlighed. I en troende Alder har nemlig selv de syndige Begærligheder et aandeligere Præg og frembringe Gerninger, 413 som i vores kaldes Dyder. Jorddrotten anseer sig for, hvad han kaldes, sine Tjeneres Husbonde, Han seer ind i Fremtiden og vil ikke forhutle sine Børns Arvelod, og derfor ønsker han sine Tjeneres Velstand.
✂ Betragte vi nu den kristelige Jorddrot, da er han sine Bønders Fader, kan kende og tugte dem som Børn, og der er vist intet Gods hvor jo da Træhesten og det sorte Hul vil gøre sin store Nytte, kvæle Forbrydelser i Fødselen og gøre Slaverierne hardtad overflødige. Naar derimod Adelen vanslægter i Hjerte og Aand, naar Godserne blive en Kramvare, hvormed der pranges og høkres af Købmænd, Fogeder, Forpagtere, og Enhver som kan faae Penge til Eie eller Laans, da er Herremandsvæsenet Landets Pestilens, og vel maa Danmark takke Gud og Fredrik for Bondefriheden. Vender imidlertid ikke Kristendommen snart kraftelig tilbage, da vil Tilstanden synes værre og for det borgerlige Selskab virkelig være det; thi paa Udsuere vil ikke fattes og hvad skal binde vantro Bønder, som, naar de have Penge, blæse ad hele Verden, ad Ære og Skam? Kristnes derimod Tiden, vil Dannemark udentvivl frembyde et skønt Syn med sine Odelsrnænd, thi dertil blive Selveierne, naar de ikke for en ussel Vinding sælge Hus og Gaard, men lade dem gaa i Arv gennem Slægten, som i en kristelig Alder altid vil ske. Da vil Bonden ogsaa blive, hvad man nu forgæves taler om, oplyst, der vil egenlig kun blive to Stænder: Boglærde og Lægmænd. Det vil være en skinnende Tilstand, men vel ogsaa Slægtens sidste her paa Jorden; thi naar Kristendommen da igen forsages, da er menig Mand fuld delagtig i Vantroen og Fordærvelsen, da er der ikke længer nogen Hytteslægt, igennem hvilken Kristendommen kraftelig kan genfødes.
✂ Efter denne Forklaring haaber jeg, at ingen retsindig Herremand kan mene min Bitterhed var stilet paa ham, og den øvrige Flok bryder jeg mig ikke om, kunde det hjelpe, vilde jeg gerne strigle den endnu langt skarpere.
✂ Hvor de mange Skrivere nævnes, havde vel været det rette Sted til at omtale den periodiske Litteratur, der, i en Skildring af det 18tende Aarhundredes sidste 17 Aar, ei bør tavs forbigaaes. Paa en Tid, da kun faa give sig Stunder til at læse tykke Bøger, eller Ro til at dvæle længe ved een Genstand, men Mange dog føle en Slags Trang til at læse og Lyst til at snakke om Allehaande, da ere Blade og Smaabøger, som ugenlig og maanedlig frembære en Blanding af Nyheder, Vers og løselig Tale om Dagens Optrin og Kephest, en kær Skænk. De tykke Bøger 414 forsvinde af de fleste Borde tilligemed Bibelen og det er af Sky for aandelige Alvorstanker, at Man kaster dem under Bænken: allerede heraf kan Man slutte at den periodiske Litteratur har hjemme i Frankrig og England. Med det 18tende Aarhundrede begyndte den i Tydskland, men her som i Dannemark var den længe indskrænket til Aviser og Efterretninger om lærde Sager, et vist Mærke paa Folkenes aandelige Alvor. Hæderligt er det for Dannemark, at det første danske Blad af blandet Indhold, den patriotiske Tilskuer, udkom under femte Fredrik, og behøver kun at indbindes for at blive en god Bog. Intet Blad, uden det, spilte heller nogen mærkelig Rolle før henimod Revolutionen, men da skedte og en stor Omvæltning; hardtad al Skrift blev Døgnblade, som udgik dels til visse, dels til uvisse Tider, og vel maa vi takke Gud, at den Litteratur var periodisk. At Kristendommens og Kongemagtens Uvenner vilde gøre sig Pusterør af slige Ugeblade og Maanedsskrifter var venteligt, men dog gik det en Tidlang læmpeligere herinde, end andensteds. Minerva, som ligetil Aarhundredets Udgang hævdede sin Dronningrang, og fremledtes mest af Pram og Rahbek, var vel hverken kristelig eller kongelig, hvad da ei heller kunde ventes af Athenens hedenske Skytsgudinde, men som en saadan førte hun dog blandet Tale, thi hun talte hardtad med alle de danske Tunger, der have rørt sig siden; og til Kaadhed var hun en for alvorlig Matrone.
✂ Iris, Skødebarn af den vakkre, kun alt for lunefulde Tode, maa Man vel kalde en Regnbue, som spaaede, at Landet ei dennegang skulde forgaa i Vandfloden, thi vel havde den sagtens sine brogede Farver at takke for Gunsten, men den yndedes dog, skøndt mangt et alvorligt, ja kristeligt Ord stod malet paa den.
✂ Lærde Efterretninger stode derimod Fjenderne aabne og haanede den præstelige Antikritik, som Benzen og Rørby ei formaaede at udruste, som de kristne Mænd gerne vilde, men Iris underkendte mangen ubillig Dom, og i Badens Universitetsjournal havde de en Modstander som ikke fægtede med Hælene. Ved siden af Damerne stod Rahbek som Tilskuer og i Førstningen var hans Øie ei dertil udygtigt, mangen Daarlighed udspeidede Han, og snertede den følelig med sin fine Svøbe; men jo længere han stod, des stærkere blev Taagen og Stadet sank synlig under ham, indtil Han omsider roste Alt hvad der skyggede paa Parnas fra Fod til Top. Det er tungt at se et vakkert Hoved saaledes gaa under, fordi det ikke vilde i det Rene med sig selv.
415✂ Ei før i de sidste Aar af Seklet udgik periodiske Skrifter, som kan kaldes Kristendommens og alt Godts afsagte Fjender. De navnkundigste er Vantroens Rustkammer (Repertorium) af Malte Møller; Politisk og Physisk Magasin, og Otto Horrebovs Skandskrift over Jesus og Fornuften; men Bibelen var ikke beenløs, den fulgte dem i Hælene, og hvor Man ei slog Døren i, forsvarte den sig selv med Klem1.
✂ I det ny Aarhundrede er den periodiske Litteratur hardtad hensovet, ei fordi Aanderne kræve meer alvorlig Syssel, men fordi de heller vil sove eller tjene Legemet, end selv i mindste Maade sysle med sig selv.
✂ Lærde Efterretninger er blevet en Tidende om Litteraturens Død, taler derfor sjelden om noget Levende og da for det meste lidt, om ikke meget bagvendt.
✂ Fallesen udgav indtil for nogle Aar siden et Maanedsskrift for Theologer; det havde ikke stort at betyde, da det vilde gaa en Middelvei mellem sand Kristendom og den saakaldte Oplysning. Da det imidlertid stod aabent for Alle, er saavel dets Middelmaadighed, som dets Ophør uden Efterfølger, et vist Kendemærke paa Præsteskabets aandelige Søvn.
✂ Et Fjerdingsaarsskrift for Theologer har Professor Jens Møller nylig begyndt at udgive, det gaaer vexelvis paa alle Veie; vilde det vænne sig til at gaa sagte og sikkert og ei bryste sig, da kunde det blive godt; men ingen Deltagelse spores. De eneste periodiske Skrifter som fortjene Omtale, ere egenlig det Skandinaviske Selskabs, og Assessor Andreas Ørsteds Fjerdingsaarsskrifter, men hine købes hardtad ikke, og disse ere juridiske; dog findes deri en Indledning til Kirkeretten, der er opbyggeligere end de fleste Prækener nuomtide. Hvor salig Luther dog vilde ryste Theologerne, naar Han der, og i et Par Afhandlinger til det Skandinaviske Selskab, saae den Lovlærde gøre de Skriftkloge til Skamme.
✂ Side 380-81. Hvad her er sagt om Psalmebog og Lærebog vil udentvivl den høiærværdige Olding og adskillige andre retsindige Mænd optage mig ilde. Det har jeg forudseet, men enddog jeg har veiet mine Ord, kan gerne et upasseligt være indløbet, og det er jeg rede til at bekende, saasnart jeg indseer det. I Hovedsagen er jeg derimod vis paa at have baade Ret i hvad jeg siger, og Kald til at sige det. Hvad der lettest kunde misforstaaes er maaske de Ord, at der i Psalmebogen kun findes saare * 416 lidt om ret Kærlighed til Gud og Næsten, derfor vil jeg her tydeligere sige min Mening. Denne Kærlighed nævnes og befales tit, men der siges ei stort mere om den, end at den skal drive os til at opfylde vore Pligter og især til Forsonlighed og Gavmildhed. Sandt er det, men en Psalme skal sige mere end en tør Paragraf i Systemet. Den skal i yndige, bevægelige Toner udsjunge det barnlige, broderlige Sindelag, den skal henrykt kvæde om Faderens og Jesu Kristi uudgrundelige Kærlighed, og male et sanddru, levende Billede af den efter Skriftens hellige Historie, især Jesu Levnet. Hvo der tyer til den ny Psalmebog, for at opvarmes af inderlig brændende Kærlighed til sin Gud og Frelser, til Venner og Fiender, Han skal vel føle Savnet, og det lader sig da ei afbevise.
✂ At Lærebogen er tør og langt fra den rette Enfoldighed, og at det sjette Kapitel er aldeles forulykket, det skal hver kristelig Præst sande med mig, naar han vil sige sin Hjertensmening. Tænkte Balle at gøre Bogen tækkelig for Folk over Bondestanden, da har han selv seet sin Forventning aldeles skuffet, de tilgive ei Bogen dens Kristendom, og Kampes, i alle Maader usle, Bog er dem en langt kærere Ledetraad, thi den leder dog bort fra Kristus, og det er et uvurderligt Fortrin.
✂ Men hvorfor sige det? Vist nok maa det synes temmelig ligegyldigt, hvilke Psalmer og Lærebøger vi for nærværende Tid have, men det er dog ikke saa, og Hvers Pligt, som seer det, er at fremkalde Opmærksomhed paa saa vigtige Ting. I en historisk Skildring kunde en saadan Forandring allermindst forties, og om jeg ogsaa vilde her dulgt min Overbevisning, kunde jeg ikke engang uden at paadrage mig beføiet Beskyldning for Partiskhed, thi paataler jeg strængt Andres Brøde, maa jeg allermindst tie med offentlige Feiltagelser af Mænd, for hvem Man veed jeg har Ærbødighed, som jeg har for Abrahamson, Balle og Malling.
✂ Jeg veed meget vel, at en bedre Psalmebog vilde dengang hos de Boglærde fundet saamegen Modstand, at den knap var blevet indført, og at de moderne Præster vel i al Fald vilde i Kirken undgaaet de bedste Psalmer, ligesom de undgaae Lærebogens fjerde og femte Kapitel. Jeg veed ogsaa, at de gamle Psalmer med Aand og Salvelse maatte bort, naar de vare til Spot, men det vidner kun stærkere om Tidens Fordærvelse, og at gøre den ret beskuelig, visselig ei at sige ærværdige Mænd Ubehageligheder, det er min Hensigt. Jeg veed ogsaa, at naar Landet igen kristnes, da vil de gamle Psalmer, som ei længere 417 ere i menig Mands Haand og Hoved, lettere kunne modtage passelig Forbedring, og gøre langt stærkere Indtryk, men for saadant kan dog Ingen uden Gud forlange Æren.
✂ De to Professorer, som antastede Bibelen, kende vel Alle, men de bør dog nævnes, da Skaansel her er ubetimelig og ei bør forlanges af dem selv, enten de saa nu bifalde deres Idræt eller ikke. Det var Andreas Gamborg og Klavs Hornemann, to Mænd, om hvis Hjerter jeg i Øvrigt nødig vil tro ilde. Gud tilgive Dem deres Brøde og lade dem indse deres store Vildfarelse og Ansvar. Jeg behøver ikke at nævne Mere end Nysa og Fortolkningen over Micha, men i al Fald kunde vel Beviser ikke fattes mig paa hvad begge Rigerne veed, og hvad de Mænd selv maatte blues ved at nægte.
✂ Side 382. Nogle ikke umærkelige Forfattere høre endnu til det udgangne Aarhundrede, som burde været omtalte dels ved 366, dels ved 378. Det er Riegels, Sander og Samsø. Lolliken Niels Ditlev Riegels, født 1755, begyndte allerede 1774 at skrive. Han var et godt Hoved, men forvildedes tidlig fra Kristendommen, det ubevogtede Hjerte fyldtes med Galde, og med alt sit Raab paa Sandhed vandrede han dog langt borte fra den, baade gennem Kirkens og Dannemarks nyere Historie. Hans Historie om femte Kristian og fjerde Fredrik, hans Lovtale over Kristian den Anden, hans Skandskrifter over Sofia Amalia og Kristian den Sjette, ere ligesaamange Vidnesbyrd om hans Forvildelse, Partiskhed og Bitterhed. Det var hans Grundsætning, at Præster og Adelsmænd vare Tidens Djævle, og hvorledes han maatte fordreie Alt, for at finde Stadfæstelse herpaa gennem Historien, veed enhver Sagakyndig Mand. Han havde to Krukker staaende hos sig, naar han skrev, en med Sværte og en med Sminke, og neppe een udmærket Mand fik Lov til at beholde sit naturlige Aasyn. Det formindsker imidlertid hans Brøde, ei som Skribent, men som Menneske, at han udentvivl for Alvor mente at have Sandhedskærlighed.
✂ Kristian Levin Sander fra Itzeho, kom fra det Basedovske Institut herind 1783 og blev siden dansk Skribent. Det Meste af hvad han har skrevet kundgør middelmaadige Anlæg og Hovmod over al Maade, men dog har Man fra hans Haand et af de første danske Sørgespil, Niels Ebbesen, og en vakker Vuggevise om Graven. At Niels Ebbesens Mindesmærke giorde saa stor Opsigt og Lykke, kom deraf at den jydske Herremand havde myrdet en Hersker, og et Adelsbrev skrevet med Fyrsteblod havde Man dengang lige saa grændseløs Ærbødighed for, som 418 Afsky for hvert Andet. Skuespillet er ret kløgtig udtænkt og sammensat, men Poesi er der kun lidt af, og endnu mindre Historie.
✂ Ole Samsø havde et Gemyt med dybe Længsler og havde derfor slet ikke hjemme i sin Tid. Han higede tilbage mod de gamle Tider og bevægedes ved den Kraft og Kærlighed, som der aabenbaredes, men han opnaaede ingen livfuld Beskuelse, han tabte sig i en slappende Følsomhed, og døde med sin Dyveke, hvem han flettede en Krands af Kærminder i det første danske Sørgespil. Tidsalderen jublede, fordi den tyktes at se sit Lefleri adlet, men selv de Bedre henreves af Tonerne, thi de kom dog, hvad sjelden var Tilfældet med de Dages Sang, fra et følsomt Hjerte. - -
✂ Side 386. Her burde Forslaget og Striden om en forandret Liturgi været omtalt. Under Skriget paa Oplysning vare Kirkerne hardtad blevne tomme; ei allene i de smaa Købstæder, hvor Man mente det hørte til Begrebet om en oplyst Mand at foragte og forsømme Kirke og Sakramenter, men selv paa Landet, hvor Ligegyldighed og verdslig Omhyggelighed størkedes ved de Fornemmes Exempel, Krambodsvendenes Undervisning og mange Præsters Prækener. Man saae Lasterne tiltage sig et frygteligt Herredømme og fremskride med den frækkeste Pande og mærkede, at det endnu var for tidlig at lade hver Mand være sin egen Præst, dersom Landet ikke skulde blive en Røverkule og Staten opløses. Grunden til Folkets Ringeagt for den offenlige Gudstjeneste vilde Man imidlertid ikke søge der hvor den er, i dets Vantro og Fordærvelse; thi det havde været at fornærme Tidsalderen, som, ravende i et ægyptisk Mørke og nedsunket i al Uteerligheds Dynd, dog endnu vil hede oplyst og dydig. Grunden søgte Man da i de gammeldags Formularer og Kirkebønner, og mente, at ny, i Nutidens Smag, skulde lokke Folket til Kirken. Biskop Bøisen fremkom da med et Forslag til en forandret Liturgi, hvilket jeg, med al min Agtelse for den troende, hjertelige Biskop, maa kalde aldeles mislykket, ja i visse Dele endog uoverensstemmende med Bibelen. Næsten almindelig blev det forkastet, og skøndt det var mest fordi Hver vilde have Liturgien omstøbt efter sit Hoved, opløftede dog adskillige Præster Røsten til den gamles Forsvar, og hvad der var saare mærkeligt, en ung Præst, Jakob Mynster, stred i deres Spidse ved Siden af den alderstegne Hornsyld. Egentlig burde Hovedspørgsmaalet været hvorvidt en ny Liturgi kunde virke noget Betydeligt i den nærværende Tid, men, om jeg mindes ret, 419 Tar det kun Paludan og Fallesen, som, uden at ændses stort, omtalte og benægtede det. Ogsaa jeg begyndte ved denne Leilighed at prøve Penne og stred for den gamle Liturgi indtil en bedre kunde gives, hvilket jeg i vor ukristelige Tidsalder ansaae for umuligt. Jeg bekendte den Tro, at det især var Præsterne, der trængte til Forbedring, og at naar de først bleve kristelige, vilde det Øvrige komme af sig selv. Sligt vilde man imidlertid ikke høre: at der, uagtet den ny Psalmebogs Indførelse, vare bleven færre og ikke flere Kirkegængere saae Man, og det var let at indse, at en ny Liturgi ei vilde gøre Underværker, men nu begyndte Man at raabe paa, at det var de Fornemmes Exempel, som havde tømt Kirkerne, og at ene det igien kunde fylde dem. Det er en underlig Tale; vel er det de Fornemmes Exempel, som giver de Ringere Mod til at forsømme Kirken og vise Ringeagt for Guds Ord, naar de først have Lysten dertil; men om Man ogsaa kunde formaa de Fornemme til for et Syns Skyld at gaa i Kirke, hvad var derved vundet? Sæt ogsaa, at de Ringere fulgte med, da var det høieste Udbytte en saadan Ceremonitjeneste, som i Middelalderen og tildels endnu i de katolske Lande. Man spiller her, som overalt paa Overfladen. Var det nok at faae Folket til Kirke, det lod sig vel gøre ved ganske simple Midler, men at genføde den Bekymring for Sjælens aandelige og evige Vel, som driver hen at høre Guds Ord, det er Tingen, uden hvilken alt det Andet er et søvndyssende Gøglespil. Jeg har længe forudseet Indvendingen, at naar de først, ved allehaande Midler, drages til Kirken, kunde Tænkemaaden der omstemmes; men den har Intet at betyde. Kunde man besætte Prækestolene med dygtige kristelige Mænd, da maatte Folket enten omvende sig eller blive borte, thi hvo som ei vil oplade Hjertet for Aandens Sværd, maa grue for det, men hvor er Landet, hvorfra Man vil forskrive dem; thi mellem et ukristeligt Folk kan de ikke opvoxe? Naar Man kommer ret til den Indsigt, at Man af verdslige Grunde maa ønske kristelig Tro hos Folket, da formaaes Præsterne lettelig til offenlig at bekende Tro paa Kristus og Bibelen, men til at grunde paa den, til at tolke den med Varme og Fynd, kan de aldrig bevæges og størkes, uden ved Hjertets Tro. Prækenen, den lutherske Menigheds Palladium, vil da efterhaanden saa godt som ophøre, ligesom før Reformationen, og Gudstjenesten forvandles til et Skuespil. Nei, lære ikke baade Høie og Lave at grue for det bundløse Svælg, som Graven oplader for os Alle, og for den strænge Dommer, som vil kræve vor Sjæl af vor Haand, da føle 420 vi ei heller vor Trang til Guds Ord og Naaden i Kristo Jesu; men føle vi ikke den, hvortil da Kirker og Præster, Psalmer og Liturgier, det er alt kun Gøglespil som dysser os i Søvn og indbilder os, at vi ikke have forloret Tro og Gudsfrygt. Dette kan ikke siges tit og lydeligt og indtrængende nok; thi Tiden staaer paa en Vendepunkt, det er klart, den frække Vantroes Time er forgangen; Ligegyldighed, maskeret Vantro og Overtro, det er de Uhyrets Hoveder, som nu vil komme tilsyne. Den seirende Vantro har nedlagt Vaabnene, da den i det Hele ingen Modstand længer fandt, fordi dens Børn i andet Led have hverken Lyst eller Kraft til aandelig Syssel, og fordi de vil drage den størst mulige Fordel af Seieren. Enten fordybe de sig aldeles i det Legemlige, eller de grunde paa, hvorledes de skal bruge Troens Levninger, som de gerne taale hos Folket, naar de kun selv kan være fri, og som de vel stræbe at opholde, saasnart de indse det er deres timelige Fordel. De som ei endnu have kastet Troen, ere for det meste lunkne, de mene der er Fred og ingen Fare, fordi Skriget holder op; indbilde sig, at Kristendommen har seiret, naar Man ved Kirketugt og andre udvortes Midler igen faaer den offentlige Gudstjeneste i Gang, stemmer Talen lidt kristelig og sørger lidt for den udvortes Ærbarhed. Saaledes er det gaaet i Engelland og flere Steder; hele Luthers Menighed er paa Veien dertil, og hvor denne Søvnens Aand faaer Overhaand, der er Alt tabt, thi paa dem, som tro sig karske, er al Lægedom spildt. Nei, kan Bibelen ikke igen blive Lærdes og Læges dyrebareste Eiemon og kæreste Ven, da er Alt andet Blændværk. Hvorledes dette kan ske er vist nok ubegribeligt, for Mennesker er det umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige. Det har noget sært Opløftende at stirre hen paa et Vilderede, hvor ingen Udgang er at finde for menneskelige Øjne, hvor Tanken maa staa stille, men Hjertet dog kan løfte sig til Gud i det Haab, at Han vil, hvad han kan, ved en Lynstraale knuse Stammer og Gærder, gøre Udsigten fri og Udgangen let. At jeg om Norden har dette Haab, har jeg med mangt et Ord givet tilkende, og det allene giver mig Kræfter og Mod, saa jeg ikke trættes eller forsager, om Tale end kunde synes forgæves mellem Døve og Blinde, Lunkne og Kolde, eller farlig mellem saa mange, der skære Tænder over det Sandhedsord de ei kan imodstaa. Mit Haab grunder sig først og fremmest paa Guds Langmodighed og inderlig Barmhiertighed, som vil at alle Mennesker skal blive salige og komme til Sandheds Erkendelse. Det stadfæstes ved alle Krønikens Mærker, 421 ligesom allerede Luther og Melanchton spaaede, at Kristendommen skulde finde Tilflugt og Ophold i Norden, naar den ødtes og hendøde i Tydskland. Det oplives endelig, hvergang jeg, med Forundring og Tak til Gud, seer tilbage paa mit eget Levnet og den Barmhjertiges underfulde Førelser med mig. Jeg vilde dristig udleet Den, der for 10 Aar siden vilde sagt mig, at jeg skulde blive en troende Kristen, og dertil var visselig ingen Udsigt. Endnu for mindre end 3 Aar siden, mente jeg at være en fuldkommen Kristen, skøndt jeg aldrig, for selv at oplyses og opbygges, tog min Bibel i Haand, kort, skøndt Kristendommen sad i mit Hoved, og kom kun i Begeistringens Øjeblikke i Hjertet. Dog er Bibelen, lovet være Gud, blevet mit dyrebareste Eiemon, al min Kundskabs og Glædes Kilde. Dansk er jeg af Æt, og tør jeg ikke da haabe, at mine Frænder kan ledes til den samme Erkendelse, at den nordiske Alvor dog omsider ved Guds Førelser vil overvinde alle Betænkeligheder, og sukke om Lys til Lysenes Fader, til al Freds og Saligheds Gud, om Fred i Liv og Død, og Salighed hisset. Gøre de det for Alvor, da ere de frelste, thi vide I, som ere onde, at give eders Børn gode Gaver, skulde da ikke mere den himmelske Fader give alle dem sin Helligaand, som beder Ham derom, og Aanden skal da nok drive dem til sit Ord. - -
✂ Side 389. Lin. 32. Sikkerlig ville Mange drive Spot med mine Forhaabninger om Norges Høiskole, og det skal ei let kunne afgøres hvad der er mest latterligt, enten at tiltro Skolen saamegen, eller saadan Indflydelse. Herpaa har jeg kun at svare: at jo mere Man spotter med Indretningen, deskærere skal det være mig; thi var den et af Tidsalderens Afgudsbilleder, kunde intet skikkeligt Menneske vente noget godt, ingen fornuftig Mand noget Stort deraf. Nei, netop fordi saamange kalde Skolen et ubetydeligt Legetøi og ønske dog i deres Hjerte at kunne forhindre dens Opreisning, eller gøre den uduelig, derfor har jeg saa godt Haab. Der sidder nemlig en Gammel af Dage, høit over Himmelens Skyer, som Faa nuomtide bryde sig synderlig om, men hvis Daarlighed dog udentvivl er visere end Menneskenes Kløgt, og hvis Skrøbelighed formaaer mere, end al deres Størke. Han siger om sig selv: Mine Tanker ere ikke eders Tanker, og eders Veie ere ikke mine Veie, thi Himmelen er høiere end Jorden, derfor ere mine Tanker høiere end eders Tanker, og mine Veie høiere end eders Veie. Den samme Evighedens Olding har i de fremfarne Dage altid havt for Skik, at bruge Smaafolk og Smaating til sine Kæmpeværker, thi hvad 422 der agtes høit af Verden, er en Vederstyggelighed for Ham. Verden har naturligvis leet ad hans Redskaber og Anlæg i Begyndelsen, men den leer bedst, som leer sidst, og det har Verden endnu aldrig kunnet drive det til. Naar den paa Kraft og Fremgang mærker at Gud er der, da farer den til med Blus og Stænger og Sværd, for at slaa Ham ihjel eller dog drive ham bort, det lader ogsaa, som han gaar hjem, naar hans pinte Vidner befale Ham deres Sjæle, men Han kommer igen, og naar da Verden mærker, at Han er den for stærk, da veed den ikke bedre Raad end at vænne sig til sin Evigheds Syssel, Graad og Tænders Gnidsel. Om nu Norges Høiskole skal være Grundstenen for en ny synlig Guds Kirke, det veed kun Han; men at Varslerne omtrent vil se saaledes ud, hvis den langmodige og barmhjertige Gud endnu eengang miskunder sig over Norden, det tykkes mig vist, ikke fordi jeg tiltroer mig stor Kløgt, men fordi Gud i sit Ord har ladet mig stykkevis erkende Hans Husholdning. Havde blot en halv Tylt af den ny Skoles Lærere samme Tanker, da skulde Verden snart bare sig for Latter. Amen!
✂ SAA snart Grundtvig havde sin Verdenskrønike nogenlunde færdig, tog han i Eftersommeren 1812 fat paa et nyt stort Arbejde, som i visse Henseender danner et Sidestykke til den. Det var nemlig et »kort Begreb af Danmarks Krønike«, især i det lutherske Tidsrum, han nu udarbejdede, og den bærende Grundtanke var her, som i Verdenskrøniken, at vise, hvorledes Gudsfrygt styrker Riget. Derimod var Formen nu en helt anden. Det ny Værk blev et langt historisk Kvad, og skønt Fremstillingen spænder over mere end 800 Aar, afgrænses den dog stærkt derved, at Digtet samler sig om de Minder, der knytter sig til Roskilde By og Domkirke. Dette hænger sammen med den særegne Anledning, som fremkaldte Kvadet. - Den lærde Biskop Fr. Munter lagde megen Vægt paa at styrke den videnskabelige Sans hos Sællands Gejstlighed. Han fik derfor indrettet almindelige Præstemøder i Sammenhæng med de Provstesynoder, der afholdtes ved St. Hans og i Oktober i Riddersalen ved Roskilde Domkirke. Ved disse Sammenkomster blev der oplæst Afhandlinger om kirkelige og theologiske Spørgsmaal, og denne Lejlighed til at faa sine Embedsbrødre i Tale blev grebet med Iver af den unge Kapellan i Udby. Ved Dionysii Landemode den 2. Oktober 1811 forelæste Grundtvig en Afhandling >om Gejstlighedens Videnskabelighed«, ved Johannis Landemode den 8. Juli 1812 en lignende vom Oplysning«. Og nu bestemte han sig til ved Dionysii Landemode den 4. Oktober 1812 at oplæse et Digt om den Domkirke, hvori Møderne holdtes. - Roskilde-Riim er altsaa et Lejlighedsdigt i stor Stil, og det er skrevet med den bestemte Tendens at vække kristelig Nidkærhed hos Sællands Præster.
✂ Digteren gør en smuk Brug af den i den senere Middelalder almindelige Udtydning af Navnet Roskilde som Rosen-Kilden. Med et Billede, der er hentet fra Ezekiels Syner, ligner han Kristenlivet 424 med en Bæk, der udspringer under Herrens Tempel, rinder igennem Dalen, hvor Træer og Urter grønnes ved dens Bred, og strømmer ud i det døde Hav for at gøre dets Vande friske. En Arm af denne Strøm er gennem Isefjorden naaet ind til Roskilde, og her har den dannet en Rosen-Kilde, i hvis Daab Slægt efter Slægt er bleven renset og oprejst. Ved denne Kilde byggedes i Harald Blaatands Dage det første Kirkehus af Træ, der siden afløstes af den herlige Domkirke, og om den Kildes Bred har kristne Fædres Liv i mange Led udfoldet sig som et duftende Rosenbed. Støvet af de henfarne Konger og Bisper ligger nu gemt som Rosenblade i deres Kister, indtil de paa den store Dag skal opstaa og blomstre om Guds Trone. Men i de sidste Tider synes det, som Kilden er ved at udtørres og overgros med Ugræs. Faa er de, som nu med ydmygt Sind søger dens Lægedoms Væld. Digteren slutter derfor med et kraftigt Opraab til Bispen, Provsterne og Præsterne om ikke at lade sig søvndysse i Vantroens Nat og Taagedunster, men holde trofast Vagt over Hjorden og kæmpe djærvt imod alle dem, der vil lokke det stakkels Folk bort fra Livets Kilde.
✂
Efter Grundtvigs eget Skøn gjorde det lange Kvad et stærkt Indtryk paa adskillige af de forsamlede »Klerke«. Men efter et Øjenvidnes Beretning var der ikke faa af de højærværdige Tilhørere, som faldt i Søvn under Læsningen. Det er den daværende Adjunkt ved Roskilde Latinskole, senere Provst Daniel P. Smith, der i sine Erindringer giver følgende Skildring af den mærkelige Begivenhed1:
»Grundtvig - var i Roskilde ved Landemodet - for at forelæse sin herlige Bog »Roskilde-Riim«, hvori hans Mesterstykker, Biskop Vilhelm og Ole Vind, findes. Han logerte hos mig og laante mig sit Manuskript at læse, saa jeg havde dobbelt saa godt af at høre ham med sin dybe, monotone Stemme saa godt som synge det for i en stadig Bølgegang. De andre Forhandlinger var endte, de gode Provster havde holdt et dygtigt Maaltid, faaet en Pibe til Kaffeen, men ak! ingen Siesta. De maatte atter op i Landemodesalen, og Kl. 9 Aften begyndte vor Poet og Kapellan. Han sad ved Siden af den gode Amtsprovst Bøgh, vor fælles Patron, som med en Engels Taalmodighed tændte Lysene igen, hvergang Grundtvigs Begejstring spyttede dem ud. Munter var mindre taalmodig, men reiste sig og gik omkring og bladede i Bibliothekets Bøger, men hos de øvrige Amtsprovster gik Naturen over Optugelsen; de sov, og blandt andre saa snorkede Provst Hammond fælt. Men da løftede Grundtvig sin Tordenrøst, da han kom paa sin poetiske Vandring til »Kirkesvalen, hvor han saa' Lys, tog Mod til sig og traadte ind, og til sin Forundring ser Bisper og Ridderkors paa Præstekjoler og alle
*
425
Bispers Portrætter paa Væggen«, saa raabte han overlydt: »Sidder vel, I Bisper alle! fra Palladius til Balle«-og saa tiltaler han Biskoppen som »gamle Baltzers Søn«. Bispen tabte Bogen af Haand, Provsterne vaagnede alle, og dersom Hammond havde haft nogle Haar, saa havde de rejst sig af Skræk over hans stirrende Øjne. Det gik ud paa Aftenen og det var nær ved Midnat, da Grundtvig puttede sit Manuskript i Lommen, og vi skulde til at gaa i Halvskumring langs med Omgangen til den mørke Vindeltrappe, inden vi kunde naa Kirken, hvor Billederne i Maanelys bevægede sig som opvaagnede af Troldmanden Grundtvig. Den forunderlige Hast, hvormed Provsterne trængte sig forbi hverandre, tydede virkelig paa nogen Hjerteklappen, saa jeg og Grundtvig gik allerbagest, og jeg kunde ikke bare mig for at hviske til ham: »De gode Prælater har De gjort bange, og de tænker: den som kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«. Grundtvig skoggerlo, og vi gik hjem til Sengs«. -
✂ En anden Scene, der knytter sig til Oplæsning af Roskilde-Riim, har Grundtvig selv fortalt i Roskilde Saga. Det var, da han i Adventstiden 1812 hjemme i Udby Præstegaard læste nogle Stykker af sit Digt højt for sin døende Fader og trøstede ham saaledes med de kære Minder fra hans Ungdomstid i Roskilde Skole og de opbygge«. lige Vers om Stjernen, der skinner over de Kristnes Grave, at Oldingen i høj Begejstring gav ham sin Velsignelse med de Ord: »Saa skal Herren trøste dig i din sidste Time, som du har trøstet mig; thi du sang Israels Gud Salmer!« Det Haandskrift, hvoraf Grundtvig læste sit Digt højt i Roskilde og Udby, findes endnu. Han sendte det ogsaa til sin Brodér Otto i Torkildstrup, der kun med Møje stavede sig igennem dets Kragetæer, men som var meget glad ved, hvad der deri var skrevet om hans Fader og Farfader. Naar man sammenligner dette Haandskrift med den trykte Udgave, hvis Tilegnelsesdigt er dateret Juleaften 1813, og som udkom i Februar 1814, da viser det sig, at Forf. i det forløbne Aar har omarbejdet og udvidet sit Værk meget. Tidsforholdene havde ogsaa ændret sig overordentlig, og dette satte især sit Præg paa det Tilegnelsesdigt, som Grundtvig skrev til Kong Frederik den Sjette foran Roskilde-Riim. Napoleon havde lidt sit store Nederlag i Rusland og havde maattet vige Marken i Tyskland for sine allierede Fjender. Disses vældige Overmagt truede Danmarks Grænse, og Faren for, at Kongen skulde miste Norge, var overhængende. For Grundtvig maatte disse Udsigter tykkes dobbelt skæbnesvangre, fordi han paa den Tid higede stærkt efter selv at vinde Ansættelse ved det nye Universitet i Kristiania, hvorom mange spredte Udtalelser i Roskilde-Riim bl. a. bærer Vidne. I den Stemning, som herved fremkaldtes hos ham, skrev han det mærkelige Digt til Kongen, hvis Varsler just ikke samstemmer med de paafølgende historiske Tildragelser.
✂ Grundtvig havde selv en Følelse af, at det vilde være vanskeligt 426 for Læsere uden indgaaende Kendskab til Danmarks Historie at forstaa alle Enkeltheder i hans Rim, og derfor udarbejdede han i Foraaret 1814 en Slags Kommentar dertil, som han kalder Roskilde-Saga. Dens Fortale er underskrevet den 15. Maj 1814, og denudkom i Oktober samme Aar. Ved at gennemlæse dette aandfuldelille Skrift forud eller samtidig med Rimene vil Læseren bedst værei Stand til at faa det fulde Udbytte af disse.
Roskilde-Riim
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Capellan.
Ørken skal glæde sig og blomstre som en Rose, Libanons
Herlighed er givet den; da skal den Halte springe og
den Stummes Tunge synge, thi Vandene have udbredt
sig i Ørken og Bækkene paa den øde Mark, det Tørre
skal vorde en Sø, det Tørstige en Kilde.
Esaias 35.
Kjøbenhavn, 1814.
Trykt og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No, 46.
Til
Dannerkongen
til
Kong Frederik den Sjette
Sig
helliger min Sang
og
vil Ham Held forjætte.
✂
Vandret har jeg mellem Kongegrave,
Giennemvandret den forgangne Old;
Sammenbundet har jeg der de Stave,
Som jeg fandt paa Sagas brede Skjold.
Paa de sært høitidelige Stæder
Skjalden gik i sine Præsteklæder,
Med Guds Ord han føied Stav til Stav;
Læsde Messe over Kongegrav.
✂
Ingen Drot, og ingen Mand paa Jorden
Jeg tilegne tør den Kirkesang,
Uden Dig, Kong Fredrik i Norden!
Odelsmanden til den Kildevang;
Thi, Kong Frederik! det er Dine Frænder,
Fra hvis Grave sig nu Staven vender;
Hvad den ristede i Smil og Graad,
Deres Kaar det var, og Deres Daad.
✂
Konge! see! jeg stædes for din Throne,
Fløtter frem mit Kvæde, som jeg maa,
Ei det gaaer paa Drapers høie Tone,
Dog, o Drot! Du Flokken1 ei forsmaa!
Saga skal engang dog Flokken prise,
Thi sandfærdig den, paa gammel Sæd,
Viser Vei til Kongers Leiested.
✂
Konge mild! lad det dig ei fortryde!
Skjalden har paa Dine Fædres Grav
Deres Dyd, men ogsaa Deres Lyde,
Dristig tegnet med sin Præstestav,
Og naar Skygger vilde ham forfærde,
Tænkt paa Gud og Christian den Fjerde,
Tænkt om Kongen over Daneland:
Han er Søn af Fjerde Christian.
✂
Ja forvist, Kong Frederik den Sjette!
Sattes du i Fjerde Christjans Sted,
Give Gud! jeg turde Dig forjætte,
Hvad Han lovede Kong Christjans Sæd:
Fredegod og under Blomsterkrone
Fast ved Ham at sidde paa Din Throne,
Og opreise for Hans Navn et Hus,
Høit paa Bjerg, paa Afgudstemplets Grus.
✂
Ak! dertil det synes ei at tegne,
Spiret synker jo i Mandeblod,
Fjendesværd jo blinke allevegne,
Dovre! det jo giælde skal din Rod,
Herrarne2 vil lokke eller røve
Hellebarden fra den norske Løve,
Unde Dig forvist, Kong Fredegod!
Kun en Stol foruden Ryg og Fod.
✂
Dog, for Stolen vær kun aldrig bange!
Stoel paa Ham, som reiste den i Nord!
Stoel paa Ham, som hjalp saamange Gange
Dine Fædre ved sit Almagts Ord!
✂
Fast ved Ham, og ei ved Dine Hære,
Skal den staa, og vidne, Gud til Ære:
»Stærk er Herren, og Hans Miskundhed
»Sig forherliger i tolvte Led«.
✂
Ja, o Konge! kom ihu Din Navne:
Frederik, den Fjerde Christjans Søn!
Kom hans Skib dog ei til Godehavne,
Trods hver Læk og Stormens hule Drøn?
»Herren sørger« var hans Svar til Dragen,
Herren sørged for, at Trøndelagen,
Meer i Slægt med Dovre end med Kiøl,
Blev hos Fredrik med Halei og Døl.
✂
Ja, o Konge! lad kun Herren sørge!
Slaa til Ham kun trøstig al Din Liid!
Tidender Man da fra Dig skal spørge,
Store, som fra gamle Fredriks Tid,
Da jeg tør i Herrens Navn Dig borge
For Din Dannemark og for Dit Norge;
Ja for Skaane, Halland, Bahuslehn,
Brudte Stykker af Din Mark og Steen.
✂
Ja, o Konge! Meer end Magt og Vælde
Himlens Gud Dig gav til Arvelehn:
Du opreise skal paa Christjansfjelde
Herrens Huus alt som en Fredrikssteen;
Kongen, som, til Himmeltemplets Ære,
Kirken høit paa Hænder monne bære,
Det er Dig, ja Dig, Kong Fredegod!
Rosenskud af Fjerde Christjans Rod.
✂
Ja, Dit Spiir skal grønnes som en Palme,
Skyde Blomster som en Aaronsstav;
Hamres skal til Dig af ædle Malme
Hæderskronen, som den Rige gav
Til den Drot, der vilde trøstig byde
Rosenbækken som en Laug at flyde,
Luttrende, og kvægende derhos,
Over Stub og Lyng og Klippemos.
✂
Saa, Hilsæi! Kong Frederik den Sjette!
Sat af Gud i Fjerde Christjans Stæd!
Gud skee Lov! at jeg tør Dig forjætte,
Hvad Han lovede Kong Christjans Sæd;
Fredegod, og under Blomsterkrone,
Fast ved Ham, at klæde Nordens Throne,
Og opreise for Hans Navn et Huus
Høit paa Bjerg, paa Afgudstemplets Grus!
✂
Kast da kun, o Drot! paa Gud al Sorgen!
Han har sagt, Han sørge vil for Dig.
Kom ihu, at det er Jul i Morgen!
Sødt da toner det fra Himmerig,
Ja til Hyrderne et Englekvæde
Toner sødt om Frelse, Fred og Glæde.
Gak med Hyrderne til Bethlehem!
Glad da hjem Du vist skal gaae med dem.
✂
Lad da kun den Løve1 og de Ørne
Have Mod paa Danmarks Hjerteblod!
Vinden snart skal fra et andet Hjørne
Vifte saa, at de faae Bod for Mod,
Naar for Løven paa sin Ørnevinge,
Elveløven1 maa sig selv forspringe;
Og naar Ørnen med sin Løvetand
Flækker Ørnene, som Kiølen Vand.
✂
Dog, o Konge! til Dig taler Præsten,
Ikke sine men sin Herres Ord:
Frelsen ei fra Østen elier Vesten
Vente Du, og ei fra Syd og Nord!
Støt alene Dig ved Bibelstaven!
Hold den trøstig over Trøndelaven!
Giv ei Hunde Helligdommen fiin!
Kast ei Perlerne for Skovens Sviin!
✂
Dagen hælder nu, og Timen skrider,
Fra Din Hald jeg gaaer til Juleleeg,
Det skal skues i de sidste Tider,
Om med Løgn jeg Dannerkongen sveeg.
✂
Jeg har sjunget, hvad jeg aldrig vidste,
Men jeg saae, og Staven maatte riste,
Bævende frembærer jeg min Sang,
Men det leger i mig ved dens Klang.
✂
O! foragt ei denne sære Stemme!
Det er underligt at være Skjald,
Røsterne fra Oven vi fornemme
I det hemmelige Tonefald,
Hvad vi sige, selv vi ikke vide,
Men o vee den Skjald, som vilde stride!
Herren selv maa sine Ord forstaa,
Han har skabt, hvad Skjaldeøiet saae.
✂
Gak, o Drot! til dine Fædres Grave!
Følg min Sang til Rosens Kildevang!
Sødt det aander i den Kirkehave;
Du i Aanden skal forstaa min Sang;
Salvet skal Du under Chorets Bue
Herrens Lignelse og Syner skue;
Til Kong Christian den Fjerdes Aand
Din skal knyttes med et evigt Baand.
allerunderdanigst
N. F. S. Grundtvig,
Capellan.
✂
Hil dig Roskild! ja hilsæl
Hellig Korses Kongekilde!
Tidlig sprang du af dit Væld,
Gid du og hentørres silde!
✂
Ind til Leire bugted sig
Fra det gamle Hav en Vig,
Den var kun et Kæmpevad,
Der kun Snekken smal og flad
Under Aaren kunde glide,
Eeg og Bøg kun ved dens Side
Voxte mellem vilde Blommer.
✂
Ind til Roskild Fjorden bred
Bølgede i gamle Dage,
Og ad den saa prud indskred
Under Seilet gyldne Drage.
Sjelden nu, du gamle Fjord,
Man beseiler dine Vande,
Vi har megen Last ombord,
Kunde let paa Stenen strande.
Heller paa det vilde Hav
Vil vi dristelig omfare,
Ovenpaa den aabne Grav
Svømme Ting saa dyrebare.
Som kan Tunge, Næse, Øie,
Øre, Krop og Sjæl fornøie.
Alt vi kan os for vor Last
Købe, som vi maa, i Hast,
Og forlise vi tilsidst,
Al vor Last vi har opskrevet,
Og der staar i Regnebrevet,
Den skal os betales vist,
Thi Procenten har vi givet,
434
Hvis vi da kan bjerge Livet,
Har vi vundet, hvad vi fik
Haverert, før vi forgik;
Kan vi ikke, nu velan?
Sligt fortryder ingen Mand.
✂
Roskild! mig dog ikke lyster
Paa det Brev til fjerne Kyster
Vovelig at vende Stavn,
Svælget er en daarlig Havn.
Ei for grund er mig din Fjord,
Vil min Snekke ikke glide,
Af min Last jeg overbord
Kaster, hvad jeg kan, itide,
Jeg har meer end Nok igen,
Og at gaa tilbunds med den,
Om det end var nok saa silde,
Det betaler sig kun ilde.
Ej jeg frygter gamle Trold1,
Ingen Tiende jeg ham loved,
Jeg har intet Helgenhoved,
Men jeg har et Slangeskjold,
Naar han speiler sig, jeg veed,
Hylende han farer ned,
Hvor jeg ei har Lyst at komme,
Naar min Seiletid er omme.
For den Steen, Man raaber paa,
Er jeg ei det mindste bange;
Strande vil jeg ei, men staa,
Bedre kan Man ei forlange;
Ararat er Stenens Navn,
Der Man sidde kan i Stavn
Rolig, til igen, som før,
Jorden vorder reen og tør,
Til vi se i favre Vaar,
At den Steen, hvorpaa vi staar,
Meer end hele Kloder veier,
Ja, at Alt om den sig dreier,
At den er de Vises Steen,
✂
Som forgæves Mangen Een
Søgte mellem begge Pole,
Søgte i den sorte Skole.
Ja, alt her vi komme efter
Stenens underfulde Kræfter,
Pral er Daarskab, men ifald
Endelig det være skal,
Kan med Bøhme, Theofrast,
Dippel og hver ny Bombast
Vi omkap som Karle prale
Og endda kun Sandhed tale.
Kun om Ondt at sige Godt,
Kalde Synden gjort i Gud;
Med hans Ord at drive Spot,
Og det Fjendskab slette ud,
Som er mellem Lys og Mørke,
Kan vi ei med al vor Størke,
Slige Ting vi vil og maa
Lade Satan prøve paa.
Men at have Gud for Øie
I det Dybe og det Høie,
Kalde Blomster op af Muld,
Gøre Steen og Bly til Guld,
Og med Blomstens Honningsaft
Blande Vandets skjulte Kraft,
Lokke, hvad vi kalde paa,
Saa det til os komme maa,
Det er Ting, som vi forstaa.
Saa jeg ogsaa, om jeg vilde,
Kunde, Roskild, af din Kilde
Mane op den skjulte Kraft,
Blande den med Honningsaft;
Lade den i Bægret bruse,
Og med mig en Skok beruse.
Hvis jeg vilde, men o nei,
Maner, Troldmand er jeg ei;
Sagtelig, som det sig sømmer,
Jeg paa Stenen til dig svømmer,
Barnlig jeg til Gud vil sukke:
At Han vil dit Væld oplukke,
At Han vil i Bægret skænke
Baade mig og Mænd paa Bænke
436
Naadelig en Lædskedrik;
At paa deres gamle Stade
Blomsterne med favre Blade
Kneise maa og dufte sødt,
Som en Krands sig flette sammen
Til Hans Pris og Ære! Amen!
✂
»Galilæas Bæk skai gaa«
(Saa lod Gud Profeten spaa)
Over Sletten ud i Strand,
Da skal læges Havets Vand;
Rundtomkring de lægte Vande
Skulle favre Træer stande.
Visne skal ei noget Blad,
Frugten være skal til Mad,
Bladene til Lægedom,
Thi den klare Bæk udkom
Fra min høie Helligdom;
Ogsaa hid til høie Nord
Ind fra Havet kom en Fjord,
Og omkring de lægte Vande
Saaes favre Træer stande;
Roes Kilde! Lægedom
Og i dig fra Havet kom.
Det var spaaet: den Tid skal komme,
Da, som favre Rosenblomme,
Ørken skal i Blomster staa;
Ogsaa her det Syn Man saae,
Rosen blomstrede i Nord
Purpurskøn ved Isefjord,
Duften blev til Aandens Føde,
Bladene til Lægedom,
Thi det Vand, som gav den Grøde,
Udaf Guddomsvældet kom.
Roes Kilde! du er døbt,
Krist paa Korset dig har købt,
Hedningnavnet klæder ilde;
Du er døbt til Rosenkilde.
✂
Hil dig Roskild! ja hilsæl!
Hellig Korses Rosenkilde!
Herlig sprang du af dit Væld,
437
Gid du maa udtørres silde.
Gid din Bølge sig maa velte
Kvægsom over ganske Nord,
Til, naar Elementer smelte,
Som en Damp du med din Fjord
Stiger did, hvorfra du kom,
Synker i Guds Helligdom!
✂
Dog, din Tid den er vel omme,
Kildens Kræfter ei sig te,
Intet Øie jo kan se
Nu i Nord din Rosenblomme.
Bispegaard og Kongeborg
Har din Datter
1 dig jo røvet,
Som en Enke du i Sorg
Grædende kun kysser Støvet,
Støvet af dit Rosenblad,
Og af lange Kongerad:
Bladene, som fulde af
I din store Rosengrav.
Skal da nu dit Navn du miste,
Maa du nu som Lig i Kiste
Skifte Rosen om med Ro?
Nei, de Træer, som opgro
Paa det helliggjorte Stade
Miste aldrig deres Blade;
Naar de kolde Vande2 isne,
Kan det lade, som de visne;
Man i Gravens Ormekule
Kan dem sænke, kan dem skjule;
Men som Helgenbeen de sove,
Ingen Orme sig tør vove
Til de friske, favre Løv,
Som ei smuldre kan til Støv,
Som i Graven end beholde
Lægedommens skjulte Kraft.
Ikke altid skal du græde,
Lad kun Støvet være Støv;
Stundom risle du med Glæde
Over dine Rosenløv,
✂
Synge Ham en Aftensang,
Af hvis Helligdom du sprang!
Roskild! kom engang ihu
Sære Sagn til Fryd og Gru,
Som en gammel Sagastav
Risted paa din Villums Grav!
Der de vantro Præstemænd
Grove Liget op igjen,
Duftede hans Kaabe fin
Alt som Rosen og Jasmin;
Men for vantro Præstemænd
Kun af Svovel lugted den,
De den kasted med Foragt,
Gnede Duften af med Magt,
Mente, at med Lud og Vand
Slukkes kunde Helveds Brand.
Dog det Haab som Boblen brast,
Og de arme vantro Klerke
Andet fik med Sorg at mærke;
Herman sad i Præstemøde
Biskop Absalon saa nær,
Onde Ild tog til at gløde
Pinlig i hver Næsebor,
Mæle kunde han ei Ord,
Og, opbrændt af Helvedflammer,
Sank han ned i Grav med Jammer;
Arnfast paa Sotteseng
Ynkelig sig maatte klage,
At han i de sunde Dage
Drev med Himmelduften Spot.
Isak saae de Andres Plage,
Gjorde Bod for Naadens Stol,
Dog hans Legem maatte bøde,
Det hensvandt som Dug for Soel.
Roskild, kom du kun ihu
Gamle Sagn til Fryd og Gru!
Om din Rose er det sagt,
Den er og i Graven lagt;
Men sin Duft den himmelsøde
Sender den os end imøde;
Duften kan de Matte kvæge,
Kan de syge Hjerter læge;
439
Selv de Vantro maa fornemme,
Hvor den søde Duft har hjemme;
Ak, men dufter den omsonst,
Lugte de kun Svoveldunst,
De i Lud og Vand sig tvætte,
Intet Bad og ingen Konst
Dog imod den Svoveldunst
Mægte Noget at udrette,
Og tilsidst de maa med Jammer
Bade sig i Svovelflammer.
Vi, o Kristne, ville glade
Hjertet for den Duft oplade,
Men hvor er den bedst at mærke?
Mellem Konger? mellem Klerke?
Hvor mon ligger, hvor mon staar
Kildens rette Rosengaard?
✂
Kongeborg! du sank i Støvet,
Al din Glands og Pragt berøvet;
Hvis end Duft fra Gruset kommer,
Er den ei af Rosenblommer.
Tit af Horne og af Lur
Røstet blev din stærke Mur,
Meer dog af letfærdig Sang
Over Hofmænds Drikkebord
Og af Ederne, som klang
Mellem løs og raadden Tale;
Allermest i hule Sale
Dønned onde Kongeord,
Skøndt de hviskedes saa stille,
Røsted de dog Mur og Pille,
Og en myrdet Konges Rallen
Styrtede omsider Hallenl.
✂
Ja, du sjunkne Kongeborg!
Saga taler end med Sorg
Om de fire Gæstebud,
Som de fire Hjørnestene
Skøde under Borgen ud,
Og det femte som allene
✂
Dømme maatte bedste Hald,
Spaa den Undergang og Fald.
✂
Tveskæg! i det første Gilde
Du en Fader myrde vilde.
Palnatoke! Gud kun veed,
Om for dig Kong Harald segned.
Om for Yenlig jeg dig tegned,
Hvad du var, for Hvad du streed;
Men af Svend, din Fostersøn,
Du fortjente bedre Løn
End det Malm, han dig lod veie;
Ingen turde dig det faae,
Men paa Spydes skarpe Leie
Dog en myrdet Gæst man saae.
✂
Øgsaa du, hin rige Knud!
Gjorde her et Julebud.
Siig mig, var ei Vinen god,
Siden du dig vilde lædske
Med saa dyrekøbt en Vædske:
Med din Svogers Hjerteblod?
Søn af Ulf! da du blev vred,
Nok en Hjørnesteen udskreed.
✂
Magnus! i de fire Dage,
Der du lurede paa Knud,
Da skød du den fjerde ud,
Som end ene var tilbage;
Her den Djævel blev undfangen,
Som blev født ved Haraldstad,
Rosen da i Kildevangen
Sammenrullede sit Blad,
Brat nedfaldt din Søn i Hallen,
Og dens Mure ved hans Rallen.
Ja, ved Frændesvig, o Knud!
Faldt du i de samme Sale,
Hvor din Fader Hellig Knud
Skuffede ved Slangetale,
Hvor han listig Brynjen skød
Fra det Bryst, han vilde saare.
Dog, Svend Grathe! tifold Død
441
For din Daad jeg vilde kaare;
Thing med Bondemænd at holde,
Holdt din Ære du for nær,
Men at myrde Frænder bolde,
Det var dig en Herrefærd.
Opad Bakken tog du Flugten
For at slippe Bondelugten;
Lugter Frændeblod da bedre
End lidt Dunst af Køer og Vædre?
Høit du krøb i Velmagts Tider,
Lavere du krøb omsider,
Der du krøb paa Haand og Fod
Over Hængedyndets Gynge,
Drot, da fikst du Bod for Mod,
Da blev Kronen dig til Tynge,
Ydmyg som din egen Svend,
Med de ringe Bondemænd
Gierne da du tale vilde,
Men da var det alt forsilde,
Bondeøxen svared dig,
Og dit røde Kongelig
Fik, hvad Kongemord er værd,
Fik et Asens Jordefærd.
✂
Borg, for Intet ei i Støvet
Sank du, al din Pragt berøvet,
Uglen tuder paa dit Grus,
Sorte Gienfærd holde Hus
I de faldne Kongesale,
Rosen dufter ei fra Dig,
Kun en Dunst af Blod og Lig
Stiger op ved Midnatsvale.
✂
Bispegaard! har du i Eie
Den begravne Roses Leie?
Mangengang den yndig rød
Blomstred i din Haves Skød,
Villum, Eskild, Absalon
Pleied den med venlig Haand;
Søn af Jakob, Søn af Stygge!
I saae Brodersværdets Skygge
Svæve over Lunde-Kor,
Der det rasede i Nord,
442
Gru jer drev fra Stol og By,
Hyrder, som for Ulven flye,
Tør og vi! jeg ei berømme,
Men en Anden maa jer dømme.
✂
Mindes maa jeg dig, Niels Skave!
Hvad du planted i din Have,
Var vel neppe Talen værd,
Siden Saga tier kvær;
Men du har en Bautasteen
Som ei mange Kongebeen,
Du en Kirke bød den være
Til en hellig Sofrens Ære;
(Kære! hvorfor ei til Guds?)
Som en Skygge af St. Luds
End i Holmistorp den staar,
Som den stod trehundred Aar,
Gudelig var vel din Hu,
Siden Stenen slaar endnu.
✂
Lave Urne! Rigens Handel
Var dig meer end Bispevandel,
Blomsterne, jeg saae dig ryste
For en faver Dronnings Fod,
Ei med Duft mig kan forlyste,
Ei de randt af Rosenrod.
Nei du verdenskloge Mand,
Du kun havde lidt Forstand,
Eller og du fik den silde,
Paa Guds Blommer, thi du vilde
Som et Ukrud luge op,
Hvad just var en Rosenknop.
Plukked du de sidste Blade
Af det gamle Rosentræ,
Var de som din Kaabberplade
Ei til Duft men kun til Læ,
Eller hvis en Duft heel svag
End de gemme til din Ære,
Maa den søges, maa den være
Under Kirkens Kaabbertag,
Det du lagde, og derinde
Skrev du ham et lille Minde,
443
Hvem et stort, med gæve Kristen,
Du lod prænte i Paris;
Tør jeg tro dit Ord paa Kisten,
Døde du paa luthersk Viis:
Som en Synder du Guds Naade
Bad din Salighed at raade.
✂
Ja, du Kirke, høi og prud!
Gemmer vist de Rosenskud,
Som ved Hellig Korses Kilde
Blomstred aarle eller silde,
Du, ja du er Rosengraven,
Skræpper ødte Bispehaven.
Jochum Rønnov! fy dig an!
Egner det en Riddersmand?
Haven leied du for Guld,
Plantede i viet Muld
Urter kun, som kildred Ganen;
Hørte du da ei, hvad Svanen
Sang om Rosen purpurrød?
Jo, du hørte det forhærdet,
Taalte den selv ei ved Gærdet,
Der du saae, den livlig skød;
Ønsked før, jeg veed ei hvilke,
Torneskud end Rosenstilke.
Du foragted Rosens Blad,
Men saa høit dog voxte Stilken,
At den naaed dig paa Bjelken,
Hvor du feig storagtig sad.
✂
Bispegaard! ei dine Vægge
Smuldrede i røde Bække,
Derfor ingen Ugler tude
Over dig, som hisset ude;
Hvad i Grunden du attraade,
Hvad engang din Reisning spaade,
Blev du; end i denne Stund
Kneiser paa din gamle Grund
Høit et kongeligt Palads.
Rosen dufter ei fra dig,
Men til sandru Mindetegn,
At du gavst den Ly og Hegn,
444
Mens den blomstrede i Haven,
Hænger end i Luft en Bro
Fra din Sal til Klippegraven,
Ikkun halvt I ere to.
✂
Kirke! ja kun du bestaar,
Gennem syvgang hundred Aar.
Dine Buer maatte gløde,
Der din Urtegaard blev øde.
Gud dog saae i stor Miskund
Til din Dressell og din Grund,
Dølgede de vilde Luer,
Løftede de stolte Buer,
Lagde Aar til dine Dage;
Og der Solen kom tilbage,
Og da Kildens Rosengaard
Atter blomstrede i Vaar,
Sendte Han fra Axelstad,
Og fra Daners vide Vange,
Mangt et løsnet Rosenblad,
Som i dine Altergange
Dufter end fra Marmelskrin,
Ja, hvis Duft fra kolde Senge
Steen og Bly kan gennemtrænge.
Ak! den svandt, din favre Vaar,
Og i Høstens kolde Dage
Roser faa der er tilbage
I forgroede Urtegaard.
Vorder den nu atter øde,
Maa vel dine Buer gløde,
Da vi ei tør vente Naade,
Fyldt er vore Synders Maal,
Herren byder Luen raade,
Tænde sig et helligt Baal,
Og fra brændte Helgenbeen
Svæver da i Flamme reen
Sidste søde Offerrøg
Over Sjølunds visne Bøg.
Aldrig meer med favre Blade
Skal da Rosen have Stade
✂
Paa din Bred, du Isefjord!
Aldrig meer skal Duften kvæge
Syge Sind og Hjerter læge,
Kirke, om dit Alterbord!
Ile vil jeg da paa Stand,
Før de værste Dage komme,
Mens endnu paa Fjordens Rand
Vifter Duft af Rosensblomme.
Naar da sidste Offerrøg
Svæver over Sjølunds Bøg,
Da mit Suk, min Afskedssang
Og skal over Bøgen svæve;
Og fra golde Kildevang
Sig derop med Støtten hæve,
Hvor ei Rosen fælder Blade,
Hvor fra helligt Alterstade
Offerskaalen, aldrig tom,
Dufter i Guds Helligdom.
Rosengrav! det vil jeg haabe,
Jeg dem gemmer i dit Skød,
Bittre Kalk! den Honningdraabe
Ændrer dig til Vinen sød.
Duften alt jeg kan fornemme,
Den begravne Rose boer,
Hvor sig under Buen stemme
Pillerne i høie Kor.
✂
Skolehus! hvad vil du mig?
Ingen Tid jeg har at spilde,
Jeg det veed, at og i dig
Sprudlede en hellig Kilde;
Mangen Rose spired vist
Ved dens Kraft paa dine Bænke,
Men ei har jeg Sind ei Frist
Til dem nu at eftertænke.
Litler, I, Mathis og Peder,
Hemming, Syv og hvad I heder!
I som over gamle Laale
Skøde Knoppe eller Naale;
Slipper mig i Hast! thi nu
Kun til Kirken staar min Hu;
Bleve I til Roser røde,
446
Fandt I vel en Rosengrav,
Naar jeg fløtter rundt min Stav,
Eders Duft mig og skal møde.
✂
Dog, det nytter lidt at stride,
Kold jeg mig dog ei kan slide
Fra mit eget Kjød og Blod;
Stærke Baand mit Hjerte lænke
Til de gamle Skolebænke,
Som det havde der sin Rod.
✂
Gamle Otto
1! høit i Haven
Skinned ei dit Rosenblad,
Dog det dufter sødt fra Graven,
Sødt fra Bænken, hvor du sad.
Seierø! du Rosen favned
I din snævre Urtegaard,
Og din Olding end ved Navnet
Blotter sine hvide Haar;
Rosens Duft i unge Dage
Lod ham Herrens Godhed smage,
Den ham Mod og Størke gav,
Naar saa tit paa vilden Hav
Bølgerne om Byttet sloges,
Naar med Veir og Død han droges.
Den ham aanded Fred i Sind,
Der han saae med Graad paa Kind
Røveren med Kirkeran
Stævne trodsig over Strand2;
Thi den hvisked: græd kun ikke!
Sølv og Guld det er jo Muld,
Brat du skal i Riget drikke
Nye Vin af bedre Guld.
Gamle Otto! tung og trang
Var dig vist din Skolegang,
Moderløs og uden Fader
Vandred du paa disse Gader;
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt.
Mægtede da Skolebogen
✂
End at føde Skolepogen?
Arme Pebling! med din Spand
Aarle seer jeg dig og silde
Klart af Hellig Korses Kilde
Kummerlig at øse Vand;
Korsets Kilde maa dig nære,
Vand du maa for Brødet bære.
Underligt, at under Aag
Ei du glemte brat din Bog,
Stundom vel fra Bog og Kilde
Vandred du til lystigt Gilde,
Mens dit Rum var tomt i Skolen,
Sørgede for dig Fiolen,
Men med Strængeleg du drog
Altid hjem til Spand og Bog.
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt,
Men paa Hans, som rig til Alle
Hjelper dem, der Ham paakalde.
Han dig hjalp, Hans Navn ske Ære!
Tornet maatte Veien være,
Kun paa Torne Roser gro.
Himmelrosen i sin Glands
Blomstred under Tornekrands.
Kun naar Jordens Torne saare,
Kan dens Tant os ei bedaare;
Da det ømme Hjerte maa
Hige did med stor Aftraa,
Hvor ei længer Torne stikke,
Hvor det veed, der blødes ikke.
Denne Higen hellig klang,
Otto, i din Orgelsang.
Hørlig var den at fornemme,
Naar du med din Tordenstemme
Dundrede mod Folkets Synd,
Naar med Salvelse du tolked
Evangelium for Folket;
Ja, naar Tungen hørtes hige
Efter Tonen at udsige,
Som din Aand undrykt fra Jord
Lytted til i Englekor.
I dit Blik den var tilskue,
448
Der du vendte nøgne Barm
Kæk mod den forvovne Arm,
Som med Staal dig turde true;
Der du higed sidstegang,
Paa din Længsels Vinge svang
Løste Aand sig op til Tronen,
Og istemte Engletonen.
Nu, Udsprungne! hvid du staar
I Gud Faders Rosengaard,
Som paa Jord du længtes efter;
Men af Rosen purpurrød
Gik en Duft med store Kræfter,
Gik en Kraft saa liflig sød.
Seierø og Vallekilde!
Visselig I det fornam,
Ja, om I det glemme vilde,
Er der dog en Æt af ham,
Ve den, om den kunde glemme,
Hvad den haver end i Gemme!
Bjergmand af Lutheri Lag!
Flink du grov i rige Aarer,
Førte frem til Lys og Dag
Guld, som blinker men ei daarer,
Gemte det saa vist i Skrin,
Gemte det i Rosenblade,
Og en Duft saa liflig fin
Stiger fra den blanke Plade.
Mens min Fader, nu han staar
Hos dig i Guds Rosengaard,
Mens han stod i Rosenskolen,
Naar i Aanden han fornam,
Hvad saa tit fra Prækestolen
Aanded Fryd og Fred i ham,
Oldingen med hvide Haar
Stod ærbødig op fra Sæde,
Atter som i Ungdoms Aar
Øiet tindrede af Glæde,
Mere sanddru blev hans Blik,
Og høitidelig hans Tale,
Hvem det ei til Hjertet gik,
Ham kan intet Syn husvale;
Talen faldt saa jævn og vægtig
449
Ja i Skrifterne var han,
Tro mig, en Apollos mægtig,
Ja han var en stor Guds Mand.
Det skal vidnes paa hans Grav;
Ak, jeg selv det føler bedst,
Hvad er jeg mod ham som Præst
Sukkende den Gamle tav,
Satte Haanden under Kind,
Indtil Ordet faldt ham ind,
Som kan hver Johannes trøste:
Grib ei efter det forvoven,
Som ei givet blev fra Oven!
Ja Apollos! naar jeg saae
Udi Skrinet, hvor det laae,
Nyt og Gammelt, som du drog
Af din Forraad frem saa klog,
Som en Skriftklog, Man kan sige,
Var optugtet til Guds Rige,
O! da følte jeg beskæmmet,
Gud mig gav et Nemme godt,
Men hvor er det Lidt og Smaat,
Imod Dit, hvad jeg har nemmet,
Dog, vil Herren med mig staa,
Skal jeg se, jeg dig kan naa.
Gud i mig din Æt velsigne!
Give Gud, jeg dig maa ligne!
Saa jeg Aandens Sværd, Guds Ord,
Sære maa i Sandheds Gjord,
Saa Retfærdighedens Pandser
Mod al Verdens skarpe Landser
Dække maa mit nøgne Bryst,
Saa min Gud er al min Trøst.
Gid jeg under Kirkens Bue
I din Aand maa Alt beskue,
Gid jeg tale maa, som den,
Om den var her, talte end!
✂
Kommer Kristne, store, smaa!
Nu vil vi til Kirke gaa!
Nu da Mørke Jorden blinder,
Medens Dagen tager af,
Mærkelig os Tiden minder
450
Alt om Død og mørke Grav;
Selv vi til det mørke Sted
Gange hen med hvert et Fjed.
Lader da os mellem Grave
Til vor Jordefærd os lave,
Se om vi af gammelt Dødt
Lære kan at sove sødt.
Gamle Veie er de bedste,
Prøvet Mand er god at gæste.
Ei for Skygger lad os flygte,
Thi med Gud maa Ingen frygte;
Mørke skjuler Jorderige,
Lysets sidste Straaler vige,
Nattely vi ei kan finde
Bedre, end det er herinde.
Hvor det glimrer, hvor det damper
Under Loft fra skøre Lamper,
Mon det være bedre der?
Er det Loft en Himmelbue?
Er det Lys en Stjernelue?
Er det Blink et Rosenskær?
Nei, det er kun Lys, som støbes,
Det er Gibs og Glas, som købes,
Det er kolde Farveskær,
Støv det var og Støv det er,
Og naar Støvets Øie brister,
Lys og Skær og Glands det misler.
O saa er dog her langt bedre
Mellem de hensovne Fædre,
Er det ogsaa dunkelt her,
Dog et lifligt Rosenskær
Glimter mod os fra det Fjerne.
Hvidlig mild en Morgenstjerne
Skinner over hver en Grav,
Hvor en Kristen sig til Hvile
Lagde med sin Vandringsstav,
Ad os sødt den monne smile.
Hvisker med en Englestemme,
Som kun Aanden kan fornemme:
Jeg har fulgt din Broder hjem.
✂
Her, ja her er godt at være,
Alt sig løfted til Guds Ære,
451
Alt opløfter os fra Jord.
Se engang det høie Kor!
Det er Helligdommens Billed,
Fromme Fædre her opstilled.
Glæd dig, Kristen, at ei længer
Skjul for Helligdommen hænger,
Briste maatte det saa brat
I den store Dagens Nat,
Held os, at en Præst vi fik,
Som, da Han med Blod indgik,
Bød fra Oven Teppet revne,
Gav os Lov og bød os Evne
Til i sine Fjed at stævne
Did, hvor udi høie Kor
Over Herrens Alterbord
Gyldne Kerubimer svæve.
Kun som gjennem Rifter blinker
Mod os Helligdommens Glands,
Men hvert Blink os til sig vinker
Som en hellig Straalekrands,
Gennem Gangene saa dunkle
Skride vi med Gud i Sind,
Klarere ved hvert et Trin
Straalerne imod os funkle;
Naar ved Korets Dør vi staa,
Sukke vi til Gud om Vinge,
Støvet synker, som det maa,
Aanderne til Gud sig svinge.
✂
Tavle, som i gylden Skrift
Tegner Frelserens Bedrift,
Stivt paa dig maa Øiet stirre;
Maa det sig end tit forvirre,
Medens Stjernelyset mat
Glimter i den mørke Nat,
Synlig er dog overalt
Han i Menneskegestalt;
Om Hans Hoved Straalekrandsen,
I Hans Aasyn Guddomsglandsen;
Naar da med sit favre Skin
Morgenrøden straaler ind
Og til os i Ordets Bolig,
452
Med din Skrift det er fortrolig.
Ak! Bien hvad er det jeg seer?
Tavle! est du her ei meer?
Jo, du er her, dog maa Sukket
Bryde frem, thi du er lukket,
Eller skal jeg kvæle Sukket,
Tænke, Gud har Tavlen lukket,
For at ei en vantro Flok
Skal nyfigen den betitte
Og dens gyldne Skrift besmitte?
Sukke vil jeg, som jeg maa,
Dog min Gud jeg og vil love,
Skulde Tavlen aaben staa,
Naar de spotte, naar de sove,
Nej, naar Præsten træder hen
From i Sind for Alterbord,
Brat oplader sig igjen
Tavlen bred i Kirkekor.
Tavle, som i gylden Skrift
Tegner Frelserens Bedrift,
Du os skal for Øie staa,
Mens vi vandre om herinde,
Alt da skal, som Alt jo maa,
Os om Hans Bedrifter minde.
✂
Sødt bevæget stod jeg stille,
Hvor min Fader stod og sad,
Stundom sorgfuld, stundom glad,
Medens han var ung og lille;
Ogsaa her han mangengang
Fordum gik og stod og sang,
Gik her i sin Faders Spor,
Sang som han i høie Kor,
Ei saa liflig, ei saa dygtig,
Dog andægtig og gudfrygtig.
Kirken med de prude Gavle,
Kirken med den gyldne Tavle
End forlysted den Guds Mand,
Der han sad paa Gravens Rand.
✂
Sødt bevæges Mand og Kvinde
Med et kærligt Barnesind,
453
Naar Forældres Hus de finde,
Naar de sætte Fod derind;
Kristne Søster, kristne Broder!
Siig mig, hvem er vores Moder?
Heder hun ei Kristendom!
Fødte hun os ei med Smerte,
Var det ei ved hendes Hjerte,
At vor Aand tillive kom?
Ty vi ei til hendes Bryst,
Naar vi savne Raad og Trøst?
Glemme vi ei Sorg og Nød
Over hendes Stemme sød,
Naar hun taler, naar hun kvæder
Om de favre, hvide Klæder,
Som os skal, til Guds Behag,
Smykke paa den Høitidsdag,
Naar Guldbrylluppet den Bolde
Med sin Brud vil festligholde!
Jo, o Søster, jo, o Broder!
Hun er Eva, hun er Moder
Til os alle, som tør sige:
Vi gienfødtes til Guds Rige.
Hvor nu denne Kirkebue
Hvælver høi sig over Kor,
Der var hendes Ammestue,
Der fra Syd hun drog til Nord.
Den var lav og den var liden,
Tømret op i Hast af Træ,
Gav dog Rosen bedre Læ
End de høie Mure siden.
I en Stald til Verden kom,
Han, som hele Verden købte;
Vuggen var et Krybberum,
Og i Klude de ham svøbte;
Dog vi Konger see at neie
For ham paa hans ringe Leie.
Ud i Verden Ordet gik,
Og hvorhen paa Jord det kom,
Altid det en Hytte fik
Til sin første Helligdom;
Hver en Hytte skulde sige:
Verdsligt er ei Ordets Rige.
454
Dog vi Konger se nedknæle
Ydmygt mellem ringe Fiæie,
Over Hyttens Tag de saae
Herrens Stjerne klar at staa.
✂
Harald Blatan! ikkun Een
Trætten om dig kan adskille;
Tør vi tro, din Bautasteen,
Det er denne hvide Pille,
Selv en Pille, hvid og stor
Var du i Guds Kirkekor,
Rødmede kun i en Flod
Af dit eget Martyrblod,
Der din Søn med skarpe Vaaben
Skrev paa dig sin Tak for Daaben.
Skal vi tro de sorte Mærker,
Trykte fast af Sagamænd
Om dit Navn med skarpe Pen,
Kun en Rad af Nidingsværker:
Frændesvig og onde Raad,
Var dit Levnet og din Daad.
✂
Han som ene veed det, tier,
Han kun raaber til os: bier!
Dømmer ei før Tiden Nogen,
Jeg vil selv oplade Bogen,
Da er Mørkets Timer omme,
Da skal Alt for Dagen komme,
Lyset aabenbarer Alt.
Da skal vi det ogsaa lære,
Harald! hvad du vilde være;
Hvad i Mørket du bedrev.
Hvad i Herrens Haand du blev,
Det har Saga os fortalt:
Der dit Sværd af Haand dig faldt,
Om dit Spir sig Rosen vandt,
Ly og Læ i Ørk den fandt
Under Kronen og i Skygge
Af det Hus, du her lod bygge.
Havde du ei Rosen kær,
Som dog blomstred dig saa nær,
Fik du ei ved Duft og Saft
455
Ro og Gammen, Liv og Kraft,
Din var Skammen, din var Skaden.
Vi dig hilse som den første
Kristne Mand i Kongeraden,
Gud dit Støv har skænket Ære,
Os ærværdigt maa det være.
Ingen veed, hvor Tveskægs Lig
Sank i Jorden eller Havet;
Knud, saa vældig og saa rig,
Blev i fremmed Land begravet,
Skammelig hans Kongemuld
Strøet blev som Sand paa Gulv,
Medens Haralds Been saa stille
Smuldred i den hvide Pille;
Var det ei hans Fromheds Løn,
Nu, saa var han Thyras Søn.
✂
Er slet Ingen da herinde,
Harald! af din Æt at finde?
Hist jo paa den høire Pille
Staar en Kongeskygge stille,
Hvis er det? hvad hviler der?
Støvet af Svend Danekær.
I, som efter Troner hige,
I, hvem Guld og Glands forblinde,
Lægger Støvets Ord paa Sinde:
»Tragter efter Himlens Rige,
»Jordens Vælde varer kort,
»Driver brat som Røgen bort«.
Søn af Estrid, kloge Drot,
Visselig dit Raad er godt,
Dødes Lærdom er den bedste,
Prøvet Mand er god at gæste.
Længe før du sank i Grav,
Gud det samme Raad dig gav:
Du det fik paa Land og Sø
I saamangen blodig Leeg,
Der din Konge, som du sveeg,
Drev dig om fra Ø til Ø;
Der ved Nisaa Haarderaade
Ryddede din ganske Flaade,
Da i Baaden under Hætten
456
Du bad Naaden gaa for Retten,
Da du Konge ræd og halt
Blev af Kærllngtunge kaldt.
Samme Raad i faste Stave
Sendte dig hin store Pave,
Han som raabte: kom ihu:
Støv er jeg og Støv er du!
✂
Søn af Estrid! tør jeg sige,
Hvad paa Tungen længe laa:
Efter Himlens Kongerige
Du tilsidst fik mest Attraa?
Sagas Vidnesbyrd maa gælde,
Maa dig reise eller fælde.
Konge, bliv kun ikke vreed!
Du er død, og vel du veed,
At i døde Kongers Sale
Tør Man frit til Smaafolk tale.
I, som leve, gid I vilde
Huske, før det er forsilde:
Smaafolk maa Man spørge ad,
Hvordan I paa Tronen sad.
✂
Se god Aften, gamle Ven!
Her vi mødes da igien,
Som vi mødes allevegne
I det gamle Danmarks Egne.
Ak! her mødes vi saa silde,
Sukkende med Sagastav,
Ved den danske Rosengrav!
Gid vi dog ved Rosens Kilde
Og hinanden glad engang
Møde maa med Jubelsang!
Her jeg i dit Hjem dig gæster,
Sig nu frem, du vise Mester!
Hvad har gamle Skjalm hin hvide,
Som var med ved Hallands Side,
Sagt til Asser Ryg om Svend,
Absalon til dig igien?
Grumme knap er du paa Ord,
Peger paa en Grav i Kor,
Hvis er det? hvad siger den?
457
Kan den vidne bedst om Svend?
Saxo! hvad? din gamle Tunge
Laver sig jo til at siunge!
Det var ret, det maa jeg lide,
Sang af dig ved Nattetide
Om en Grav i Kirkekor
Siger meer end mange Ord.
✂
At nær ved Kirke stander Slot,
Det sagtens kan sig føie,
Men Haand i Haand Man Bisp og Drot
Kun sjelden seer for Øie;
Dog Danmark saae som Ven hos Ven
Vilhelmus Bisp og Konning Svend.
De Venner ene lignes kan
Ved David og hans Jonatan.
✂
Alt med de Venner Verden saae
Saa underlig en Handel,
Hvad Verden aldrig kan forstaa,
Del er de Fremmes Vandel:
De tugte mest, hvem de har kær,
Det kalder Verden Daarefærd;
De følges ad i Død og Grav,
Det kalder Verden Galenskab.
✂
Det var en hellig Julefest,
Og Kongen gjorde Gilde,
Velbaaren var hver Julegæst,
Men Mangen døde ilde,
Hver Gæst blev heed af Mjød og Vin,
Det bøded mangen Ridder fin.
For Vin og Vrede vogte sig
Hver kristen Drot paa Jorderig!
✂
Det ringed efter hellig Skik,
Det var en Nytaarsmorgen,
Og Bispen ind i Kirken gik,
Han gik derind med Sorgen;
458
O vee! en Tidende saa ond
Ham bar den aarle Morgenstund.
Og Villum elskede Kong Svend,
Som Jonatan sin Hjertensven.
✂
Der var en Plet paa Korets Gulv,
Den var saa rød at skue,
Den kom, da Knud lod myrde Ulv
Alt i den Kirkestue;
Nu lavet var der rundtomkring
Af Ulvens Søn saa rød en Ring,
Vel sørge maatte Kongens Ven,
Thi Ulvens Søn det var Kong Svend.
✂
Kong Svend han axlede sit Skind,
Han lod sig Sværd omspænde,
Han agted sig i Kirken ind
Med Riddere og Svende;
Derinde lød en Nytaarssang,
Men huult og mat fra Kor det klang.
Om mørken Bisp og røden Flod
De sorte Klerke blege stod.
✂
Sig føie Stunder Kongen gav,
Han vilde brat indgange,
Men der stod Bispen med sin Stav
I Messeklæder lange,
Han løfted Stav og stødte Pig
Mod Kongens Bryst saa dristelig.
De Frommes Kærlighed er sær,
De tugte mest, hvem de har kær.
✂
Hvad vil du Ulv i Faareflok?
Saa mæled Kristi Hyrde,
Fikst du endnu af Blod ei nok,
Har end du Lyst at myrde?
Nei gak herfra, du Ildværksmand,
Og viid, du est i Kirkens Band!
Men Villum elsked dog Kong Svend,
Som Jonatan sin Hjertensven.
✂
De Hirdmænd gik paa Bispen ind
Alt med de dragne Sværde,
459
Men Herrens Præst ei veeg et Trin,
Han var ei at forfærde,
Guds Engle stod ham bi og nær
Og dødede de hvasse Sværd,
Han tænkte kun paa Gud og Svend,
Sin kære, faldne Hjertensven.
✂
Alt som en Støtte stiv og kold,
Og bleg som Lig i Jorde,
Saa stod enstund den Konning bold,
Dernæst han tog til Orde:
O rør ham ei, han staar i Gud,
Han staar paa Vagt for Kristi Brud.
Saa maatte mod den Herre bold
Fra Kirke gaa før Messehold.
✂
Bisp Villum staar for Alterbord,
Sit Kyrie han kvæder,
Kong Svend han kysser sorten Jord
I Pønitenseklæder,
Der ligger han med nøgen Fod,
Hans Pude er en Taareflod,
Men hvo den meste Pine leed,
Det Gud i Himmerig kun veed.
✂
Sit Kyrie eleison kvad
Den Bisp med Graad og Smerte:
Miskund dig Herre og forlad,
Bevæg din Tjeners Hjerte!
Med Amen lød i Kirkekor:
Kong Svend han kysser sorten Jord!
Fra Altret brat den Biskop gik
Med Graad paa Kind og Fryd i Blik.
✂
For Kirkedør Bisp Villum stod
I Messeklæder lange,
Og Kongen laa i Taareflod
Saa angerfuld og bange;
Han skjalv for Gud, som hevner Blod,
Han skrifted for den Herre god,
Og naar der skriftes saa paa Jord,
Da vorder Fryd i Englekor.
✂
Du Angerstaarer har udøst,
Saa monne Bispen tale,
Af Kirkens Band er du udløst,
Og Gud dit Sind husvale!
Saa tog han Kongen i sin Favn,
Velsigned ham i Jesu Navn,
Og Villum elskedes af Svend,
Som David af sin Hjertensven.
✂
Kong Svend han stod i Guld og Staal
Med sørgelig Gebærde,
Saa gjorde han sit Skriftemaal
For læge Mænd og Lærde,
Han Kirken gav saa rig en Bod,
Og Taarer i hvert Øie stod,
Men ved det Skriftemaal i Nord
Guds Engle sang et Gammenskor.
✂
Nu frygted Svend af Hjertensgrund
Sin Gud og tog sig vare,
Og der nu kom hans Tid og Stund
Fra Verden at bortfare,
Et Tegn Man paa de Venner saae,
Som Verden aldrig kan forstaa:
At følges ad i Død og Grav,
Det kalder Verden Galenskab.
✂
Bisp Villum stod i Kirkekor!
Nu graver flink, I Svende!
Og graver bredt, thi brat i Jord
Skal sænkes Kister tvende,
Og være vil jeg hos Kong Svend
I Graven end, som Ven hos Ven.
De Venner ene lignes kan
Ved David og hans Jonaian.
✂
Det klang saa hult i Koret hen
Alt fra det dybe Stade:
Vi bygge Hus til døde Mænd
Med Hakke og med Spade!
Er du deroppe død, saa tie!
Men est du levende, da bie!
461
De vidste ei, Man elske kan
Som Villum og som Jonatan.
✂
Vilhelmus svang sin Bispestav,
Da bævede de Svende;
I grave skal i Hast en Grav,
Der rummer Kister tvende!
Har Ormene kanske Jer lært,
At Alt er Tant, som tykkes sært;
Min Kiste skal i Jorden staa,
Naar de med Svend til Graven gaa.
✂
Og det var Rigens gode Mænd,
De ginge med den Døde,
Den Bisp uddrog med Klerk og Svend
Det Kongeliig at møde;
Det blev saa underlig en Færd,
Han mødtes med den Herre kær,
Alt som hos Gud Man tænke kan,
At David mødte Jonatan.
✂
Den Bisp uddrog til Jordefærd
Med lærde Mænd og Klerke,
At Kongens Lig var brat heel nær,
Han paa sig kunde mærke:
Hold stille nu, du Køresvend!
Tilfods jeg møde vil min Ven.
De mødtes, som Man vide kan,
At David mødte Jonatan.
✂
Han bredte ud sit Klædebon
Og knælede med Smerte,
Mod Himlen løfted han sin Haand,
Til Himlens Gud sit Hjerte;
Han bad saa inderlig og tyst,
At Engle hørte det med Lyst,
De Sjælen bar saa sagte hen;
Hos Gud den fandt sin Hjertensven!
✂
Han hviler blødt og sover sødt,
Saa hviskede de Klerke,
At Legemet var koldt og dødt,
Tilsidst de fik at mærke,
462
Og med sin Kaabe, med sin Stav,
Hans Lig, før Kongens, kom i Grav.
De Venner ene lignes kan
Ved David og hans Jonatan.
✂
At nær ved Kirke stander Slot,
Det sagtens kan sig føie,
Men Haand i Haand Man Bisp og Drot
Kun sjelden seer for Øie.
Dog Danmark saae som Ven hos Ven
Vilhelmus Bisp og Konning Svend;
Det end har seet et andet Par
I Absalon og Valdemar!
✂
Hvil da sødelig, Kong Svend!
Hvil dig hos din Hjertens Ven!
Søge Lige altid Lige,
Hviler du i Himmerige.
Priset var du vidt om Land,
Som din Olds den vise Mand,
Adam drog fra Bremen ind
Dig at hilse, dig at høre,
Du forlystede hans Sind,
Du fortryllede hans Øre;
Du paa verdslig Dont var klog,
Kyndig som en Sagabog.
Skal en saadan Drot sig vride
Angerfuld for Ordets Tolk,
Skal en saadan Konge lide
At udskammes for sit Folk;
Skal han, naar han staar omgærdet
Trindt af vaabenklædte Mænd,
Dog for Staven bøie Sværdet,
Skal han, som sin Hjertensven,
Saa sin Tugtemester favne,
At i Træk Man deres Navne
Skrive maa paa Sagas Ord,
At den Synd maa nævnes stor,
Naar Man river selv i Graven
463
Kongesværd fra Bispestaven?
Da er vist hos Drotten inde
Frygt for Meer end Kirkens Band,
Ivrig Lyst til Spir og Land
Over Stjernerne at vinde.
✂
Villum, gæve, kristne Klerk!
Denne Kirke er dit Værk;
Du har ladet Grunden fure,
Du har grundet disse Mure;
Andre bygged ovenpaa,
Malm og Træ og Steen og Straa.
Ilden eders Gierning prøved,
Hædren den fra Somme røved,
Men din Grundvold lod den staa,
Om dit Værk har Gud forkyndt,
At i Ham det blev begyndt.
Tidens Bølger saae du bryde
Paa det møre Kirkeskur,
Du dem tænkte Trods at byde
Med den stærke Kirkemur.
Koret pletted Svend med Blod,
Og med Stevns, hans Kirkebod,
Vilde Koret du indhegne,
Saa hver Bærsærk maatte blegne,
Dæmme for den onde Flod,
Før den kom til Alterfod.
Ja, du vilde Stevens Klint
Fløtte med sit Kridt og Flindt
Hen mod Bølgen rød at staa,
Som den stod mod Bølgen blaa,
At dens Bryst det immerhvide
Skulde kækt mod Staalet stride,
Som mod Storm og Hav det stred,
Mens Aartusinder forleed.
End du tænkte, ved at skue
Denne favre, hvalvte Bue
Maatte i opladte Sind
Fromme Tanker gange ind,
Om den Bue, der saa dyb
Hvælver over Jordens Kryb,
Om forborgne Lys, som luer
464
Over Stjerners Himmelbuer,
Om den Drot paa høien Stol,
Som har Jordens Kreds til Skammel,
Skifter Tider ved sin Soel,
Evig Ung og evig Gammel,
Hvem ei Himles Himle rumme,
Som dog kærlig ei forsmaar
Hjertehytten fra i Gaar,
Han, som gør Serafer stumme,
Naar de vil Hans Navn udsjunge,
Og som dog af Barnetunge
Venlig sig bereder Pris.
Ak! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster,
Ak naar Ilden først er slukt,
Hjelper det kun lidt Man puster.
Villum, gæve kristne Klerk,
Vented du et Underværk?
Saae du ei, da Guds Paulun
Man til Tempel maatte giøre,
Da, trods Harpe og Basun,
Døvere blev Folkets Øre,
Øiet selv fra Tempeltop
Rakte ei til Himlen op.
Tabernaklet Gud lod bygge
Til sit Himmeltempels Skygge,
Vandrende det skulde være,
Skulde Jordens Slægter lære,
At paa Jord de kun er Gæster,
At hvad Rod i Verden fæster,
Planted ei Gud Faders Haand,
At den gudhengivne Aand
I sit Støv, som i en Hytte,
Gennem Ørken vanker om,
Altid villig til at flytte
Hjem i Herrens Helligdom.
Ei det skrevet staar omsonst,
At Bazalael1 sin Konst
Havde lært af samme Mester,
Som optugter Herrens Præster;
✂
Templet bygged Salomon
Ved vanhellig Konstnerhaand.
✂
Dog hvad sagde Herrens Helt?
Et Palads har jeg til Bolig,
Kan vel der jeg sove rolig,
Naar Guds Ark kun har en Telt1!
Ja, Profeten end Guds Vee
Raaber over hver en Alder,
Som fra Højeloft kan see
Smilende, at Kirken falder.
Hør du det, oplyste Alder!
Hører du din Herrens Vee?
Nært det er, thi høit det gjalder,
Længe ei du har at le,
Som i dine Høielofte
End du leer og loe saa ofte.
Sale tømrer du til Heste,
Stalde til Guds Ord og Præste;
Vogt dig! nær ved Krybberum
Fødtes Han, som fældte Dom
Over de paneelte Sale,
Over Skaren, der saa klog
Var paa Verden og paa Bog,
Ja nedslog dem med sin Tale.
Hvad om nu med kristen Dom
Udaf Stald han atter kom?
Mener du da, Sæbeboblen,
Som saa stolt du stirrer paa,
Kunde for Hans Aande staa,
Naar Han kom med Kasteskovlen?
Vil du tro, at dit Palads
Med sin Kløgt og al sin Stads
Kom til Veirs, men viid, hvorledes -
Som naar Avnerne adspredes.
Dog, du veed, der skrevet staar:
Herrens Dag og Verdens Dommer
Som en Tyv om Natten kommer;
Derfor du paa Altret slukker
Gnisten, som end ulmer mat,
✂
Dine Døre klog du lukker,
Lukker som for Tyv om Nat;
Herrens Lys, det vil du slukke,
Du din Gud vil udelukke.
»Alting staar og Alting gaar
Nu i mange tusend Aar
Efter samme Lov og Skik,
Som i Skabelsen de fik;
Se om Han i Skyen kom,
Som der staar, at holde Dom?«
Saa i dine høie Sale
Klinger din forvovne Tale,
Alt som Guds Apostel skrev
Til dig i sit Varselsbrev.
Trods kun du, og luk kun i
Hjertets Dør og Herrens Tavle,
Lad ei Overtro dem avle;
Tro paa Det, som er foroven,
Over dig og over Ploven,
Tæt du lukke! klog du lamme
Sidste Tunger, som end stamme
Høitidssang om din Forsoner,
Som hos Kraftens Høire troner,
Saa han, kommende, hernede
Maa omsonst om Troen lede!
Men, naar Himlen briste maa,
Naar det gungrer under Jorden,
Mener du da, Laas og Slaa
Trodse kan Basunens Torden?
Naar hvert Øie skal Ham se,
Det, som har sig fra ham svoret,
Det, som Ham har giennemboret,
Mon da ei Hans Vredes Lyn
Splitte vil den Troldomstaage,
Som forkortede dit Syn,
Som din Fyrste, Verdens Aand,
Over dine Øielaage
Kaagled frem med kløgtig Haand?
Eller, naar da Taagen glipper,
Mener du, de brustne Klipper,
Mener du, at Kløft og Hule
Vil dig værge, kan dig skjule,
467
For den Glands, som mørkner Solen,
For din Gud paa Dommerstolen?
✂
Dog, hvi bruser du, min Aand?
Bølgerne kan bryde Mure,
Elvene kan Klipper fure;
Ja, naar Tidens Skjalde lege,
Faae dens Stene Liv og Sands,
De som Trolde sig bevæge
I en rædsom Dødningdands;
Men naar Jesu Navn mon klinge,
Flux i Flint de atter springe.
Brus da ei, min Aand, vær stille!
Stene kan du ikke røre!
Øie! lad en Taare trille,
Thi de veed ei, hvad de gøre;
Jesu Blod i Hjertet ei
Vil de eie sig til Fromme,
Rasende de raabe: nei,
Lad det paa vort Hoved komme!
Brus da ei min Aand, vær stille!
Øie, lad din Taare trille!
Læs saa om forgangne Old
Runerne paa Sagas Skjold,
Dvæl ved hver, hvis fromme Tanke
Var at puste og at banke!
Sku ærbødig Herrens Finger!
Se, hvor Tiderne den tvinger,
Saa, at naar de vildest gære,
De forkynde maa Hans Ære.
Se, og tro det Ord saa stort:
Intet, som i Gud er gjort,
Kan omsonst sig aabenbare!
✂
Moses! der din Lov var glemt,
Hvor blev da dens Rolde1 gemt,
Mon ei under Templets Buer?
Salomon! de sank i Luer,
Men blev ei det andet Hus
Bygget paa det Førstes Grus?
✂
Stod ei Herrens Herlighed
Som en Mand paa samme Sted,
Hvor den som en Sky neddaled?
Mon el Kirkens Brædeskur
Faldet var for Staal og Lur,
Da selv i de stærke Mure
Sværdet skar saamangen Skure!
Jesus! der dit Ord var glemt,
Hvor blev da dit Minde giemt?
Mon ei under Kirkens Bue,
Hvor i Guld og Farveglands
Hjerterne med Aandens Sands
Af din Rose purpurrød
Kunde end et Blad beskue;
Hvor du levende og død
Og paa Tronen i det Høie
Stod afskildret for hvert Øie;
Hvor blev Herrens Ord bevaret,
Hvorfra blev det aabenbaret?
Maa ei Saga os fortælle,
At det laa i Klosterselle,
At fra dunkle Munkevraa
Maatte Lyset klart udgaa?
Støtted sig ei Munkebur
Til den stærke Kirkemur?
Kirkegrund og Klostergrus!
Var det ei paa jer, Man saae
Reist og fast i Tider staa
Præstegaard og Skolehus?
Villum, gæve, kristne Klerk!
Vær velsignet for dit Værk!
Vist din Kirke var en Klint
Imod Verdens Bølgegang,
Under Staalet af dens Flint
Mangen herlig Gnist udsprang;
Luften under hvalvte Bue
Livnede den matte Lue,
Og et Blus Man end enstund
Saae i Roskild og i Lund.
Dog ved dem sig ei lod tænde
Hellig, stadig Alterild,
Ak! i Blæst de maatte brænde,
469
Luen blev saa rød og vild.
Eiegod og hellig Knud
Var kun favre Stjerneskud,
Det kun lod, som om igien
Kom Vilhelmus og Kong Svend
I det stolte Vennepar:
Absalon og Valdemar.
Nu var Enden kommet nær,
Bispestav var blevet Sværd;
Ved en Stav og af Guds Ord
Ei fra Kirke, ei til Bod
Konger meer sig drive lod,
Hyrden spændte Sværd i Gjord,
Tog den haarde Brynje paa;
Han ei længer turde slaa
Ulven med sin skøre Stav;
Ræd han under Kaaben dirred,
Naar de hvasse Sværde klirred,
Kun i Spydet sad hans Mod,
Thi ei meer i Gud han stod.
Brat han glemte Gud og Hjorden;
Først for Landet, saa paa Vagt
For sit Rov og for sin Magt
Blottede den Biskop Kaarden.
Ak! naar Kirken drager Sværd,
Staar i Tvivl den Svælget nær.
Klippe! du et Speil er vorden,
Peder! du i Urtegaarden
Drog for Gud dit Sværd saa brat,
Nægted Ham den samme Nat.
Eiegod i Griklandshavet
Under Korset er begravet;
Hist i Ringsted over Frænder
Hellig Knud maa folde Hænder.
Valdemar og Absalon!
Eders Lig er ei herinde,
Skørt var eders Vennebaand,
Brast, da ret det skulde binde;
En i Ringsted, en i Soer
Enlig sænkedes i Jord,
Gud kun veed, om hist i Gammen
Eders Sjæle bleve sammen.
470
Sært dog var det, om herinde
Ei et Vidne var at finde
Om det Skin, som her fra Kor
Udgik over ganske Nord.
Jo, et Vidne maa her findes,
Ei om enkelt Mand og Id,
Men et Vidne, som kan mindes
Danmarks hele Kildetid.
Dog, kanske har Tiden glemt,
Hvor sin Tunge den har gemt?
Rigtig, Ingen veed at finde
Gamle Saxos Støv herinde,
Det er ret, som det var blandet
Med hver Ædlings Støv i Landet,
Om hans Støv og hans Bedrift
Sees kun Mindet her i Skrift.
Som det gik i dette Stykke
Dig, vort Danmarks Kongesmykke!
Gik det dig i alle Dele,
Du tilhører kun det Hele!
Ingen Mand kan tale ret
Om din Alder, By og Æt,
Og for os din Sagaskrift
Er din eneste Bedrift.
Stor er den, det maa vel sande
Leiregaard og Roskildstad,
Hælvden af den Kongerad,
Som har sidt i Nørrelande,
Ja, det sande maa enhver,
Som har Moder Danmark kiær.
Uden dig vi maatte skue
Danmark som en Myretue
Under Norrigs Kæmpefjeld,
Uden dig Man skulde mene,
At i Nord kun mellem Stene
Sprudled Aandens Kildevæld,
Uden dig Man skulde tro,
At i Sjællands favre Lunde
Ingen Blomster trives kunde,
Men kun Eeg hos Bøgen gro,
Ja at aldrig Nattergale
Slog i Sølunds Sommersvale.
471
Søde Slag fra Bøgelund
I den svale Aftenstund!
Sødt og vaandelig I klinge,
Som naar Fugl med sænket Vinge
Synger sorgfuld paa sin Kvist
Om sin ødelagde Rede,
Om hvordan med Vold og List
Fienderne den sønderslede,
Om hvert Kuld, som høit fra Bøg
Svang sig over Mark og Enge,
Blev et Rov for Falk og Høg
Og for spændte Buestrænge.
Aldrig dig, du gamle Fugl,
Fandt vi i dit Bøgeskjul,
At den gamle Fugl paa Kviste
Var vor Moder, vi ei vidste,
Hvis vi ei paa Sagas Tavle
Hende saae de Kuld at avle,
Om hvis Flugt og Undergang
Vaandefuld paa Kvist hun sang.
Saxo! i din Sagabog
Har du Fuglen tegnet af,
Som ved sine Ungers Grav
Søde Sørgetriller slog,
Ved din Kæmpegrav vist klang,
Dannemark, din Kæmpesang.
✂
Hav da Tak, du gamle Klerk,
For dit gæve Billedværk!
Dog, hvor Sang fra Hedenold
Klang om Hading, Gro og Skjold,
Frode med hans Gyldenringe,
Fridleif med sin Snekkevinge,
I de Lunde, paa de Marke,
Hvor Stærkodder, Hjalte, Bjarke,
Stod og faldt som Egeblokke,
Men som Bjørne slog og foer,
Brummede i store Flokke,
Om hvad de bedrev paa Jord.
Der, hvor Nordens Primas sad,
Der hvor Knuder og hvor Svender,
Hviderne, de mange Frænder,
472
Færdedes og stred og bad,
Hvor Man efter tusind Aar
Under Plov i Efteraar
Bjelken fandt, som kunde ligne
Den, som bar hin lille Signe: -
Der det sig vel maatte føie,
At en Mand fik Haand og Øie,
Til slig Færd med Sagastav
Bredere at ridse af,
Til paa Tavlen at forsamle
Mandelignelser i Rad,
Som alt hver for sig de Gamle
Tegned paa det løse Blad.
✂
Men, o Saxo! hvorfor vilde
Tid og Flid og Kløgt du spilde
Paa at grave Danmarks Guld
Ned i stenet Romermuld?
Lad dets Gravskrift paa Latin
Klinge kostelig og fin,
Den kun Daarer kan erstatte
De i Grav forlorne Skatte.
Kunde du da ei fornemme,
Det var Synd at indeklemme
Rimene, som gik i Flok,
I den snevre Romerstok?
Kunde ei den danske Tunge
Tale, da den kunde sjunge?
Havde Saga vel behov
Ved sin Tunge sig at skamme,
Hvis hun havde end den samme
Som hin kvemmelige Lov1?
Skænde maa jeg, gamle Klerk,
Paa dig selv og paa dit Værk,
Som paa Valdemarers Alder;
Gylden ei den Tid jeg kalder,
Da sig lagde selv i Grav
Dannemark med Sværd og Stav,
Da for Klerke, ei for Folket
Landsens Krønike Man skrev,
✂
Da til Stads Man fint udtolked
Paa Latin, hvad Danske drev.
Meen ei, Saxo, det er Had;
Venlig vi jo allevegne
Mødtes rundt i Danmarks Egne,
Venlig vil vi skilles ad.
I dit Hjem, og over Støvet,
Som tilhyller Rosenløvet,
Dansk og trofast Broderhaand
Rækker jeg med Vennetaarer
Dig og bolde Absalon!
Tidens Aand os alle daarer,
Og din Alders Aand i Rom
Havde jo sit Fyrstendom.
Hvis, naar jeg er sovet hen,
Saga drages vil til Minde,
Meget hun hos mig kan finde,
Som et Sværd ved Bispelænd,
Som paa gamle Danmarks Grav
Blomsterjagt og Romerstav.
Gud tilgive os, du Gamle,
Det og Alt i Jesu Navn
Og i Lyset os forsamle,
Naar sig vendte did vor Stavn!
Gud din kløgtige Latin
Gjorde til en Salve fin,
Som bevared Danmarks Lig,
Derfor Ære være Ham,
Som veed Alt til Godt at vende!
Gierne ville vi bekiende,
Os tilhører ikkun Skam.
Sov nu vel, du gamle Klerk!
Jeg maa fløtte Sagastaven,
Men naar jeg har endt mit Værk,
Kommer jeg til dig i Graven;
Som Vilhelmus skrifted Svend,
Skrifted jeg nu dig igien;
Ak, maaske skal vore Navne
Og engang hinanden favne.
Da i Hast med Sagastav
Danmarks Dagværk du aftegned,
Solen stod i Vest saa lav,
474
Og i Hav den brat nedsegned.
Paa den svundne Dag tilbage
Stirred du med Suk og Klage,
Thi du saae det klart i Aanden,
Mørke Nat var nær forhaanden.
Dybt paa Held stod Kirkeklinten,
Overmalet, sløv var Flinten,
Kridt du kun i Kirken fandt
Til at male, hvad der svandt.
Da i Støv det med Guds Ord
Sank hos Brødrene i Soer.
Ak, naar Ordets Lys er slukt,
Løses Dragen af sit Fængsel,
Ak, naar Himlens Dør er lukt,
Da fordobles Jordens Trængsel;
Ak! naar Hjertets Dør er lukt
For den søde Himmellængsel,
Ak, da raadner Træ og Frugt
I det kvalme, lumre Fængsel,
Hoer og Mord og Svig og Vold,
Det er Daad i vantro Old.
✂
Her staar jeg med Sagastav,
Sukkende jeg med den tegner;
Solen staar igien saa lav,
Ak i Hav den brat vel segner.
Kirken, som var sidst hernede,
Var ei Klint, men Svanerede.
Den tilsyne var kun ringe,
Laa saa lavt ved Hav og Bæk,
Svanen dog med stærke Vinge
Værgede sin Rede kæk,
Dristig den paa Bølgen svam,
Men paa Landet var den tam,
Sanked nøisom op paa Jord
Smuler af de Riges Bord;
I sin Rede, paa sin Vei
Sølv og Guld den brugte ei,
Staal og Baal den agted ringe
Imod Størken i sin Vinge;
Høit den sig mod Himlen svang,
Lokked med sin søde Sang
475
Folket op og Engle ned.
Ak, det er saa tungt at sige,
Hvor den blev, slet ingen veed,
Sagtens hjem til Himmerige
Favre Himmelfugl sig svang;
Da ei længer Sind og Øre
Folket havde til at høre,
Da forgæves blev dens Sang.
✂
Anden Fugl kom nu i Rede,
Svane den og skulde hede,
Til paa Svaneviis at sjunge
Savned den dog Ild og Tunge,
Savned Kraften i sin Vinge
Til sig høit fra Jord at svinge,
Til i Strid mod stærken Fjende
Kæk at staa og Seier vinde.
Slangen flux sin Hjelp tilbød.
Fuglen fandt dens Tale sød,
Tog mod Hjelpen, gav sig fangen,
Og for Reden raadte Slangen *.
Snart det vidt om Land blev Vane
Slangen selv at kalde Svane;
Bug og Braad fik Vingerang,
Hvislen kaldtes yndig Sang;
Kogledunst paa Slangens Ord
Kaldtes Himmerig paa Jord.
✂
Ensom gik en liden Hob,
Løftede det vaade Øie,
Lytted i det glade Haab
Sang at høre fra det Høie.
Til den lille Hob og jeg
Blev af Jesu Kristi Fader
Ført paa underfulde Vei,
Sangen hørte jeg saa grant,
Saae i Reden lede Slange,
Blev dog mere vred end bange;
Slangen med Guds Ord jeg bandt,
Og en Svanefjer jeg vandt,
✂
Fjeren er min Sagastav,
Og med den i Hast jeg tegner.
Solen staar i Vest saa lav,
Den vel brat i Havet segner.
Ak, naar Ordets Lys er slukt,
Løses Dragen af sit Fængsel,
Ak, naar Himlens Dør er lukt,
Stor da vorder Jordens Trængsel.
Skal omsonst da Saga tale,
Skal omsonst hun Natten male?
Kommer hun omsonst ihu
Al dens Skændsel, al dens Gru?
Skal igien paa Purpurkaaben
Hjerterne i Danmarks Vaaben
Rødme fult af Broderblod?
Skal igien en Abel stige
Op at styre Danmarks Rige?
Skal igien da Ret og Lov
Trædes under Hestehov,
Skal da Vindebro og Volde
Atter være Voldsmænds Værn,
Skal igien kun Bolt og Jern
Hænderne fra Udaad holde?
Skal da komme nu tilbage
Glippings og hans Sønners Dage?
Skal igien, med Haand og Fod,
Man for Sjælen giøre Bod,
Købe sig paa Sottesenge
Himmerig for rede Penge?
Eller, skal paa Kirkens Grus
Bedre Lys kanske sig tænde,
Skal kanske i Skolehus
Klart Fornuftens Lampe brænde?
Daarer, Daarer! hvorfor vil
Øiet saa I knuge til?
Falder Kirken, maa den knuse
Alle eders Skolehuse,
Og af sine egne Dampe
Slukkes brat Fornuftens Lampe.
Mellem Spøgelser igjen
Skal I sukke Natten hen,
Thi naar Sandhed agtes ikke,
477
Løgnene vil Gud udskikke,
Giøre Daarerne tilskamme,
Som tør Jesu Kristi Tro
Kalde Overtroens Amme.
✂
Hvad er det, som midt i Nat
Skinner hist saa hvidt og mat?
Det er Nordens Amazone
Med sin brede Trillingkrone,
Det er hendes Gienfærdsdragt,
Thi i saadan Dødningspragt
Hun i Nord ved Midnatstide
Syntes i sin Borg at skride.
Hvad vil du i Roskild Kor?
Hvorfor blev du ei i Soer?
Vil i Skumringen du skride
Os forbi med Varselsord,
Melde os, hvordan i Nord
Det seer ud ved Midnatstide?
Ja, gid end du kunde røre
Frit din Alabastertunge,
Gid din Røst i Døgnets Øre
Kunde som en Torden runge,
Male Timen, da Guds Ord
Og Han selv var glemt i Nord!
Hvilken Gru og hvilken Vee
Maatte da hver Aand fornemme!
Hærgende vi skulde see
Bækken, som du vilde stemme.
Se den Abild, som du rysted,
Hvor den sig med Blommer brysted,
Som den stjal fra Landets Marv;
Bægret, som du vilde bryde,
Høit at skumme, vildt at syde
Med en Drik saa heed og fiin,
Bondesveed og Kirkeviin;
Se i Nordens Styrishavne
Ikkun Steen og Røverstavne;
Se dig rødmende gjengjælde,
Hvad din Fader tog med Vold;
Se dig i din drømte Vælde
Bruge Rævebælg til Skjold.
478
Se, hvor Rigens Mænd tør drive
Aabenbar med Loven Spot,
Se dem paa din Bøn at skrive,
At de finde nu forgodt
Nu herefter at adlyde,
Hvad dem Landets Love byde.
Se vi skulde Ridderfærd,
Som er Djævlelovsang værd,
Høre Nonnerne sig jamre
Høit i Dalums Klosterkamre.
Se, hvor sig i Klosterkrog
Bøgerne til Biblen klynge,
Hvor selv Danmarks Sagabog
Synker ned i Støvets Dynge.
Se den jydske Ivar Lykke
Enlig gaae ad Kæmpevei,
Og den rustne Hjelm udsmykke
Med en liden Glemmigei!
✂
Dog, Margrete, tie kun du!
Avles ei den samme Gru,
Naar vi sanddru Saga høre
Om det Samme Tungen røre;
Naar hun vidner, at din Tid
Skammer ud din Efterkommers,
At din Alder synes hvid
Mellem Atterdags og Pommers;
At du mellem Paddehatte
Som en Perle er at skatte:
Da kan Intet os forfærde,
Ak, da vil vi os forhærde.
Hvo som ei vil laane Øre
Til Profeterne at høre,
Vil ei tro, om og han saae
Dødninger af Grav opstaa.
✂
Sov da sødt bag Alterbord,
Til for Stolen du skal træde!
Gud dig i sit høie Kor
Skænke bedre Æresæde,
End du under Trillingkrone
Havde her paa Nordens Trone!
479
Gid du maa opstaa til Dom
Med hin Sydens Dronning from,
Vidne mod den Slægt i Nord,
Som foragter Herrens Ord!
Hvad du skal i Roskild Kor,
Hvorfor ei du blev i Soer,
Derom jeg en Røst har hørt,
Som mig aldrig har forført:
Lignelsen, saa favr og fin,
Som endnu paa Kisten smiler,
Dronning! den er meer end din,
Danmark der afsjælet hviler.
Rosen blomstred purpurrød
Her ved Hellig Korses Kilde,
Her den og, for Verden død,
Maatte bleg sig selv afbilde.
Kun omsonst i Nidarosen
Nordens Bække sammenflød,
Luften var for kold for Rosen,
Som i Olaf sig opskjød,
Den sig krymped i sin Vugge,
Den sig turde ei oplukke
For den barske Nordenvind.
Herren saae den Spædes Jammer,
Fiøtted Vuggen sagte ind
I det lune Sovekammer;
Under Sorøs Kirkebue
Dufter den, og hos vor Gud,
Hvor den sprang saa faver ud,
Skal engang vi den beskue.
Ak, men det er tunge Dage,
Naar fra Verden Herren maa
Roserne i Svøbet tage,
Pommer, Bayer! ja vi saae,
Vinteren var haard og kold,
Nordens Vang var blevet gold,
Roser maatte gaa tilgrunde,
Hvor kun Tidsler trives kunde.
✂
Hvad er nu at bie efter?
Hellig Korses Kildevæld!
Har du mistet dine Kræfter?
480
Stille! fra et Gravkapel,
Giennem Sprinkelværkets Rifter
Rosenduft igien jo vifter.
Rose, duft kun sødt i Fred!
Siig os kun, hvad Kilden heed,
Som igien har Sneen smeltet,
Som det giennemfrosne Nord
Med en faver Rosengjord
Har saa underfuld ombeltet!
Tør du Drot fra Kiøbenhavn
Pege paa dit eget Navn?
Ja, det tør du, Christian!
Saa heed du, og saa heed den.
Syng med Fryd, du Christi Ven!
Her er meer at bie efter.
Syng med dette Gravkapel:
Galilæas Kildevæld
Misted aldrig sine Kræfter!
Gud igien har aabenbaret,
At det under Englesang
Af Hans Helligdom udsprang,
Atter er Guds Søn forklaret.
Kommer I, som sværge paa,
Han paa Havet ei kan gaae!
Seer engang! paa Tidens Hav,
Her, paa Slægtens aabne Grav,
Her kan Jesus Kristus vandre,
Han kan Havets Skik forandre.
Hvilken Tro nedsank i Havet
Og stod op som Morgenrøde,
Uden Hans, der selv begravet
Seierrig stod op af Døde?
Levende af Hvalens Strube
Herren Jonas lod udgaa,
Levende af Jordens Grube
Frelseren Han lod opstaa.
Andet Tegn vil Herren ikke
For den vantro Slægt beskikke.
Kristus vel ei Døden leed
Uden eengang for os Alle;
Dog Man død Ham maatte kalde
I hans egen Menighed,
481
Da Han død paa Korset hængte
Rundt i Kirkens Helligdom,
Da det lod, som om Han trængte
Til Statholderen i Rom;
Da Man udi Verden trindt
Ledte, tiggede og stred
Om en Nagle, om en Splint
Af det Kors, hvorpaa Han leed,
Giemte udi gylden Skrin
Traade af Hans Jordelin.
Saa Man kun med Vemodstanker
Visnede Kiærminder sanker
Om en eiskel, jordet Ven,
Ei om Ham, som over Solen
Straaler klar paa Guddomsstolen.
Som en Martyr laa Han end
Under Mulde uopstanden,
Hans udfarne Helgensjæl
Var i Himlen som en anden,
Derfor Man med Sværd og Stav
Søgte Ham i tomme Grav,
Som dog er hos sine egne
Alle Dage, allevegne;
Derfor skulde alle Dage
Han sin Offerdød gjentage,
Herrens Blod ei syntes Nok,
Men den hele Helgenflok
Skulde hjelpe Ham at sone;
Herrens Bøn ei syntes Nok,
Men den hele Helgenflok
Skulde bede for Guds Trone;
Derfor Alt end ei forslog,
Men til Hjelp de Arme tog
Eget Værk og Legemsbod,
Munkebøn og eget Blod;
Alt dog kunde ei oplukke
Himlens Dør og Skærsild slukke,
Og til Satan Paven skrev -
Venligt Anbefalingsbrev.
✂
Ak, da maatte vel, som før,
Jordens fromme Kvinder sørge,
482
Sukke dybt til Gud og spørge:
Hvo skal velte Stenen af,
Som tillukker Jesu Grav?
Maa hver Kristen ei med dem
Stirre, studse, undres, bæve,
Taarefulde Øie hæve
Takkende til Lysets Gud,
Naar han hen til Graven træder,
Finder der kun Jordeklæder:
Kors af Farve, Træ og Steen,
Billeder og Helgenbeen
Med det fule Kistelaag:
Afladsbrev og Messebog;
Naar han for sig skue maa
Frelseren forklaret staal
Hvem har væltet Stenen af,
Som tillukte Jesu Grav?
Luther - hvem? o, kig dog ind
I det dunkle Klosterkammer,
Se den Mand, saa syg i Sind,
Hvor han vrider sig med Jammer.
Verden med sin Kløgt og Pragt
Han et tungt Farvel har sagt,
Kun til Graven staar hans Hu,
Men ham Døden er en Gru,
Dag og Nat han vrider Hænder,
Taareløst hans Øie brænder,
Dag og Nat han klage maa:
Ak, naar Regnskabsdagen kommer,
Hvilket Støv kan da bestaa
For den strænge Jordens Dommer?
Det er Luther; var det ham,
Denne Krøbling, ræd og lam,
Der som Helten over Helte
Kunde Kæmpestenen velte?
Han, som mægted ei at rokke
Stenen i sin egen Barm,
Skulde mellem Vogterflokke
Løfte hin med vældig Arm;
Han som skjalv for Lovens Torden,
Skulde han bevæge Jorden?
Nei, kun Han, som over Solen
483
Straaler klar paa Kongestolen,
Han, som skabte Jordens Helte,
Mægtede den Steen at velte.
Kun den Rose, der opskød
Af Hans Blod saa purpurrød,
Ikkun den i Grav var lagt,
Kristendommen kun var jordet;
Kristus sad med Kraft omgjordet
Paa sin Stol i Guddomspragt,
Med sit Spir han rørte Jorden,
Bød den i sin Grundvold bæve,
Stenen maatie selv sig hæve;
Kilder af forborgent Væld
Sprunge ud paa Eng og Fjeld,
Rosen op af Gravens Skød
Løfted sig saa purpurrød,
Duften som et Skaberbliv
Gav igjen det Døde Liv.
✂
Danmark! det var dig, vi saae,
Hvor du hist bag Altret laa,
Som en bleg og livløs Skygge
Med et falmet Dronningsmykke.
Hvem har siden givet Enken
Hendes vakkre Børneflok?
Kristjan, mon fra Hertugbænken
Du opkrøb paa Steen og Stok?
Hvad har fæstet Kongestoien,
Saa den staar som Eeg i Skov?
Hvad har drevet hen til Skolen
Pogene fra Læst og Plov?
Hvad har i saa stakket Tid
Avlet Sang og Kløgt og Vid?
Adelsmænd! hvad Nøgel fiin
Lukked op jert Sind og Skrin,
Svælget er jo blevet Væld,
I betale Danmarks Gield.
Hvad har hvæsset eders Landser,
Hvad har hærdet eders Pandser?
Haren er jo vorden Hund,
Beder Dyr paa fremmed Grund.
Drotter bolde! kan I svare,
484
Og de Særsyn os forklare?
Kristjan! du med høien Røst
Svarer: Gud var al min Trøst;
Og din Søn gientager: viid
Kun til Gud jeg slog min Lid;
Derfor Kristjan kunde du
Døende istemme: Nu -
Lader os hans Lig begrave!
Gladelig du heden foer,
Thi du vandede paa Jord
Himmelrosen i din Have,
Gud gav Vext, og herlig skød
Den fra Danmarks Eng sig op
Over Norrigs Fjeldetop;
Ja den blomstred purpurrød
I dit eget Hjertebeed,
Edderurterne den kvalte,
Over Svagheds Ukrud hvalte
Den sin Krone kiærlig breed,
Og din Aand sig gjennem Luften
Svang til Gud paa Rosenduften.
✂
Er her ellers Ingen inde,
Der os lægge kan paa Sinde,
Hvad i Nordens Landemærker
Virkede de Underværker,
Danmarks favre Rosenskud:
Tavsen, Heglund, Litler, Plader,
Fris og Trolle, Skram og Rud!
Oxe, Rantzau, Søn og Fader!
Ikke her I sank i Grav;
Hvis jeg fløtter rundt min Stav,
Jeg dog vist skal eder finde,
Paa mit Ja I sikkert ei
Svare skal fra Graven: Nei.
Flinke Mester Anders Veile,
Du som grov vor Moders Guld
Op igien af Romermuld,
Saa hun der sig kunde speile;
Du som paa det hvide Blad,
Hvad hun paa det brune kvad,
Eftersang, saa vi kan vide
485
Hendes Nød og hendes Kvide;
Jylland, hvem din Ros du gav,
Dig sin bedste Kirkegrav
Til dit Støv igien forærte.
Men Niels Hemming, du er her!
Hvad der fulgte dig herind,
Hvad der bøiede dit Sind
Til din Vittenbergerfærd,
Hvad der fostred Mænd paa Stole
I den høie tomme Skole,
Hvad der drev fra Mark og Gade
Svende til dens Bænkerade,
Hvad der størked danske Helte
Til paa Val at spænde Belte,
Til at lægge under Ø
Vakkre Kuld paa Østersø;
Paa hvis Regning Man skal skrive,
At det Døde kom tillive,
Det kan du vel sige bedst.
Du kom ind, da Hans uddrog,
Før din rette Jubelfest
Fjerde Kristjan Spiret tog,
Over tredve Aar i Rad
Du paa Lærestolen sad,
Selv du Skolens Førstegrøde
Bar paa Herrens Alter frem,
Selv du i dit gamle Hjem
Blev tilovers, før du døde.
Du det vidned uden Svig
Over Ruds og Trolles Lig,
Du det sikkerlig ei dulgte,
Der du Ungersvende fulgte
Rundt i Biblens Urtegaard;
Smuldret er dit Læsestade,
Dog endnu paa bundne Blade
Glemt, men fast det præntet staar:
Det var Rosen purpurrød,
Med sin Duft saa himmelsød,
Som de Jertegn kunde virke,
Blomstrende i Danmarks Kirke.
✂
Hvis her kun en Ridder laa,
Som var med ved Svarteraa,
486
Som beskued Manddomsværket,
Drevet under Drengemærket,
Han da vist til Rosens Ære
Skulde samme Vidne bære.
Daniel! hvis det er sandt,
At ved Rosens Kraft du vandt,
Kunde du derom da ikke
Bud til Rosengraven skikke?
Du ei kunde det, men Gud,
Valkendorf er Sendebud.
Gamle Axel! med dit Blod
Hemmings Brev du har beseiglet,
Selv du saae i Bølgespeilet,
At det var af Rosenrod,
Laurbærgrenen grøn og bold
Groed paa den Hede gold,
Nei, at det var Rosenkrandse,
Der sig vandt om Danmarks Landse.
Norby, Urne, Skeel og Lunge!
Skinkel, Kaas og Munk og Falk,
Rosensparre, Rosengaard,
Med de dybe Ulivssaar,
Ja du ganske Ridderbalk
Skulde, hvis du havde Tunge,
Vel med Valkendorf istemme,
Hvad først vi har lært at glemme,
Da ei meer vi det forstod:
Tro og Bøn og Heltemod
Ere Sødskende saa kære,
Sammen vil de altid være,
Døer den ældste, snart de andre
Efter den i Graven vandre.
✂
Ak! men Rosens Himmelrod
Krymper sig i Mandeblod,
Kiærlighed er Rodens Navn,
Røde Krands af Rosenblade!
Ak! erstatter du dens Savn?
Nei, o nei, I Riddersmænd!
I afrevne Rosenblade!
Aldrig blomstrede igien
Sligt et Beed i Adelhave.
487
Danmark stod ved eders Grave
Enken lig i Sørgedragt,
For sin favre Adeisblomme
Kiøbte hun i dyre Domme
Bladekrandsens golde Pragt.
Danmark! kan den malte Krone,
Som dit Kongevaaben vandt,
Giælde som en billig Sone
For det Broderblod, der randt?
Fredrik, vil min Sagastav
Da de Runer overskære,
Som saalænge paa din Grav
Holdt dit Kongenavn i Ære?
Nei, o Drot! din Bautasteen
Skal sit Ærevers beholde.
Tyge risted det paa Hveen,
Og det staar paa Sagas Rolde,
Fattig Fugl ved Klosterbord
Sang det liflig tit i Kor,
Tungt det er, om Klerke glemme
End det Samme at istemme.
Fredrik, ja du higed vist
Efter bedre Kongesmykke,
End den tomme Kroneskygge:
Efter Palmekronen hist.
Hvad en Præst med Sagastav
Under Verset riste maa,
Er, hvad Anders lod forstaa,
Der han præked ved din Grav,
Er, hvad Salomon saa klog
Satte mellem Kongesprog:
Drot! om du min Søn vil hede,
Vogt dig vel for Vin og Vrede!
Saa du Gæve! Gud i Giem!
Herrens Sandhed maatte frem.
Sønnerne af gamle Gøste1
Over dig sig ei skal bryste,
Fik de Skam, saa fik de jo,
Hvad dem egned begge to.
Danmark vil dig ei anklage,
✂
Mangen Blomme sank i Blod,
Ingen dog til den var Mage,
Som opskødes fra din Rod;
Slige Fædre, slige Sønner!
Drot, du laa i stille Bønner,
Der Sophie sendte Bud,
At en Søn var født med Smerte,
Og med Tak til Kongers Gud
Trykte du ham ømt til Hjerte.
✂
Kæmpeblomst! i mange Aar
Syntes Danmarks Rosengaard
Blomstrende, fordi du bred
Pranged i dets Kongebeed.
Fjerde Kristjan! tør jeg riste
Sagaruner paa din Kiste?
Raaber ei dit Kæmpesværd:
Vogt dig! kom mig ei for nær!
Nu, saa faaer jeg vel at prøve,
Om jeg mindes kan den Sang,
Saga lærte mig engang,
Til dit Kæmpesværd at døve:
✂
Hvor Mure stande nu i Grus
I Axelstad saa lave,
Der stod engang Vor Frues Huus
Alt over Bispegrave,
Der klang saamangt et helligt Ord,
Der viedes i høie Kor
Saamange Guds Udvalgte.
✂
Og det var Mester Ole Vind
Alt med den skarpe Tunge,
Med Aandens Sværd han trængte ind
Paa Gamle og paa Unge;
Det trængte ind til Marv og Been,
Og ramte det en Hjertesteen,
Da maatte Øren klinge.
✂
De Hofmænd ginge spodske ind
Alt paa de høie Stole,
Og dobbelt ivrig udi Sind
Da prækede Hr. Ole,
489
Han præked om de bløde Skind,
Hvori sig Daarer svøbe ind,
Om Mænd i Kongers Gaarde.
✂
Jo der, saa faldt hans hvasse Ord,
Der skal Man Christne finde!
Ja, Christen Folk om Drikkebord
Med Kande, Krus og Kvinde,
Og saa Guds Ord i Hyldekrog,
Hvor, bundet hardt i Spændebog,
Det ligger som en Fange.
✂
For Felix vel Sanct Povel kom
At stande mange Gange,
Men heed det: Kydskhed, Lov og Dom,
Saa blev vor Felix bange,
Saa heed det: gaa du kun dit Skud,
Jeg har saa travlt, du skal faae Bud,
Naar jeg faaer bedre Stunder.
✂
Ja vist, Guds Ord skal nok faae Bud,
Naar høflig det vil være,
Og strege ind det sjette Bud,
Det er saa tungt at lære:
Ja, derfor blev Herodes vred
Paa Døberen, den Høflighed
Guds Ord kan aldrig lære.
✂
Og der kom Bud fra Kongens Gaard.
(Nu giælder det, Hr. Ole!
Et dygtigt Tak for Sidst I faaer
Nok fra de høie Stole)
Og der han kom for Kongen ind,
Da heed det: Mester Ole Vind!
Hvorom er det, I præker?
✂
»Om hvad der i min Bibel staar,
»Om hvad der skeer paa Jorden«.
Hvad præked I da om i Gaar?
I slog jo ned som Torden.
»Om hvad der i min Bibel staar,
»Om Synderne i Kongens Gaard«.
Den Præken gad vi høre.
✂
Hr. Ole holdt sin Præken om,
Saa brændende i Aanden,
Og der han hardt ved Amen kom.
Han slog til Lyd med Haanden:
»Det var, Guds Død! de samme Ord
»Om Løgn og Leflen, Drik og Hoer,
»Som i Vor Frue Kirke«.
✂
Og der kom Bud fra Kongens Gaard.
(Nu giælder det, Hr. Ole!
Et dygtigt Tak for Sidst I faaer
Nok fra de høie Stole).
Og der han kom for Kongen ind:
God Dag, Vor Præst! nu Mester Vind!
Nu skal Guds Ord til Hove.
✂
»Nei, ellers Tak, høibaarne Drot!
»Det giør slet ingen gode,
»Jeg siger Sandt, og har Kalot,
»Men ingen Hofmandsnode;
»Man har for Ordsprog hertillands:
»Hvad vilde Spurv i Tranedands,
»Og Ugle mellem Krager?«
✂
Men det var fjerde Kristian,
Og nu tog han til Orde:
I er en dygtig Præstemand
Og præked, som I burde,
De Hofmændsnoder le Vi ad,
Tag tre Kalotter, om I gad,
Og Sandhed vil Vi høre.
✂
Kristjan! nu jeg frit tør riste
Sagaruner paa din Kiste,
Jeg er Dværg mod dig i Vexten,
Jeg er Dreng mod dig i Aar,
Men jeg læser dig kun Texten,
Som den for os skrevet staar.
Skal jeg dig ved Habor ligne,
Som ei ændsed Reeb og Bast,
Men lod sig dog holde fast
I et Haar af lille Signe?
491
Trækkene vel er de samme
Hos al Nordens Heltestamme,
Men da Stammen skifted Aand,
Skiftede den ogsaa Baand;
Og saalidt som Reeb og Bast
Holdt Fru Kirstens Haar dig fast.
Nei en anden kristen Frænde1
Tykkes mig i dig at kiende,
Kæmpen, der, som du, en Kryster
Var i Kamp med Kiødets Lyster;
Der paa verdslig Dont var klog,
Kyndig, som en Sagabog,
Kiendt og nævnet vidt om Land
Som sin Olds den kloge Mand,
Men dog bøied sig til Jord,
Naar han sloges med Guds Ord,
Og som han, med Helterygte
Du fra Valen maalte flygte,
Men i høie Orlogsstavn
Værged du dit Flag og Navn,
Ei, som han, du under Hætten
Naade bad at gaae for Retten,
Dog, ei heller Haarderaade
Stred mod dig med Norrigs Flaade,
Stavnen havde Tvillings Mærke,
Derfor var dens Bord saa stærke.
Ja, hvad Hedningskjalde sang,
Digtende om Ledas Sønner,
Sandt i Nord med liflig Klang
Fra de sjunkne Grave dønner.
Tvillingrige! ihukom:
Det er dig, der sjunges om,
Hold dog op dig selv at daare!
Føl, at i din Vinterold
Kærlighedens Saft blev kold
I saamangen Hjerteaare!
Vil du dig din Sot fordølge,
Brat da i den aabne Bølge
Synker knust den høie Stavn,
Hvor Man saae dit Tvillingnavn.
✂
Kom ihu, at Haarderaade
Kunde øde Danmarks Flaade,
Frit Man saae den stolte Hanse
Fange Sild i Øresund,
Saae Man ham ei samme Stund
Stolt paa Bergens Brygge svandse?
✂
Norge! sig hvor tit du saae
Kristjan under Fjeld at staa?
Tæl hans Jubelaar kun frit!
Tallet siger dig hvor tit,
Søg i Krøniken med Flid
Om den Drot af dine egne.
Som fra gamle Hakons Tid
Tør i Lag med ham sig regne.
Kun forgæves gav han Læ
Til dit syge Adelstræ,
Poded i de sidste Skud,
Det af Aarekræft gik ud;
Men engang du skal det lære,
At saamangen vakker Gran,
Som nu Loft og Tag kan bære,
Saaedes ved Kristian.
Gamle, gæve Klippedrenge!
Norske Elve! jeg alt længe
Havde Lyst med jer at tale,
I har ei for Skik at prale!
Sprang I ud paa Klippetind,
I dog med et ydmygt Sind
Hasted til de lave Dale;
Elven er jo ikke Fjeld,
Floden er jo ikke Væld,
Det er eders Visdomstale.
Muntre I fra Nord til Syd
Strømme ned, som Gud det vilde,
Kun jer Lovsangs høie Lyd
Driver Tanken til jer Kilde;
Gierne vil I hjemme buldre
Gamle Mo'r til Lyst og Gavn;
Bære i den vaade Favn,
Bære paa de brede Skuldre,
Hvad I kan paa Veien sanke,
493
Hvad den Gamle har behov;
Saa fra Bruget skaarne Planke,
Saa lidt Ved fra Nordenskov,
Ja den store Købingsslæde
Pakket fuld af tunge Malm,
Gamle Mo'r til Gavn og Glæde,
Bære I, som det var Halm.
I som flinke Gutter række
Haand alt efter jer Formue
Til at tømre Hus og Snekke
Og den lange Kirkestue.
Gierne vil tilsidst jer Bølge
I den stille Sø sig dølge;
Eller og, som hist ved Drammen,
Strømme ud i Fjord med Gammen,
Saa den svulmende kan bære
Kølen høit fra Grund med Ære.
Dog, hvor Gud det saa har lavet,
Bære I og Vand til Havet,
Bære Bord i vaade Favn,
Spørge ikke hvem til Gavn,
Vil den Gamle jer formene,
Hendes Magt I byde Trods,
Eders Bølger I forene,
Styrte frem som Sarpefos.
✂
Du som i Naturens Favn
Falder smægtende i Staver,
Stjæler Gud sit høie Navn
Og forguder Værk og Gaver:
Lær at se og lær at sanke,
From, enfoldig, Syn og Tanke,
Lær Naturen at forstaa,
Se dens Vei og følg den saa!
Kast ei Kys til blege Maane!
Bøi dig ei for Solens Glød!
Lad ei, som du skulde daane,
Naar den synker liflig rød;
Se ei paa Guds Blomstereng,
Som det var en Skøgeseng;
Se! der gaar en Oxeflok,
Æder favre Blomster nok,
494
Soler sig paa dem i Mag,
Tygger Drøv med stor Behag;
Er vor Skændsel da vor Ære?
Skal af Oxerne vi lære?
Stir ei paa de Klippeblokke,
Som om det var Djævieflokke,
Rede til i Strid at gaa
Mod den Gud, som bød dem staa!
Stir ei med hovmodig Trods
Paa det stærke Elvefos!
Hvad er der at stirre efter?
Vil du finde vilde Kræfter,
Leed da i dit eget Indre!
Kræfterne, som dig forhindre
Fra med lys og ydmyg Aand
Overalt at se Guds Haand,
Kræfterne, som du vil spilde
Paa usalig Flugt fra Gud,
De er onde, de er vilde,
Thi de føre vild fra Gud.
✂
Norske Elve! give Gud!
At vi eder følge vilde,
Gaae i Herrens Navn vort Skud!
Ei I frygte, at jer Kilde
Nogentid skal tørres ud,
Bære i jer vaade Favn
Fyr og Gran til fremmed Stavn,
Og hvor Gud det saa har lavet,
Bære I jert Vand til Havet,
Frygte ei, at Moders Spand
Skulde derfor fattes Vand,
Frygte ei, at der skal gaa
Frost i hendes store Taa,
Mene ei, at derfor Skuret
Knuser Krukken i Staburet.
I kanske ved Guds Stabur
Lønlig stod engang paa Lur;
Kiged I fra høie Hamre
Ind i Sneens Forraadskamre,
I vor Herres Regnebog,
Saa I veed, hvordan Han klog
495
Veed det altid saa at mage,
At Hans Børn har Nok tilbage,
Dog de sprede dristig ud!
✂
Nei, jer hele Kløgt og Konst
Er kun den at lyde Gud,
Og I lød Ham ei omsonst:
Millioner, mere snilde,
Men som Tro ei fæste vilde
Til det Ord, at Herrens Frygt
Er Begyndelsen til Kløgt,
Lære maa i Helveds Skole,
Hvad det er paa Kiød at stole;
Medens I fra rige Væld
Rulle over Dal og Fjeld,
Som I rulled, førend Gothen
Elvehjemmet tog fra Jothen1.
Elve, I som Herren lød,
Jeg vil spørge, I mig svare!
Lidt af, hvad forbi I flød,
Venlig I mig aabenbare!
✂
Glommen! Norrigs Elvekæmpe!
Siig mig, naar du først fornam
Røraas2 buldre, som dit Glam
Gamle Klippe vilde dæmpe;
Mente du kanske en Dværg
Atter i det hule Bjerg
Havde vundet sig et Stade -
Havde travlt med Spyd at hvæsse,
Svedte ved den hede Esse
Over Sværd og Pandserplade
Til den danske Kæmpedrot?
✂
Laugen! siig mig! naar du saae
Luen først i Veiret slaae,
Hvor sig Kongebjergets3 Kløfte,
Mens du falder, høit opløfte,
Tænkte du med Ved i Favn,
At den Lue var en Bavn,
✂
Som en Adelsteen paa Ny
Blusse bød i høien Sky;
Eiler mærked du i Hast,
Hvor det hamrede saa fast,
Hvor saa rolig Luen brændte,
Var et andet Værk i Vente?
At Man Bjergets Adelsteen
Luttrede saa blank og reen,
Hamred med saa klar en Tone
Stenen til en Sølverkrone
For den Drot med breden Hærde,
For Kong Kristian den Fjerde?
✂
Siig mig, Glommen! hvi forstod
Man ei før i Røraas Grube
Glammet fra din Kobberstrube?
Siig mig Laugen! hvi saa fage
Man, i samme Konges Dage,
Fandt, at ei dit Navn du stjal,
At naar knapt Man vilde regne,
Dig det bedre kunde egne
End ham selv i Guldbrandsdal,
At, hvad han nok være gad,
Var kun du: et Sølverbad.
Var det Lykkens blinde Spil?
Nei, det var et godt Tilfælde,
Denne Lod faldt Kristjan til:
Nøglerne til Norrigs Fjelde
Han, som raader, falde bød
Pludselig i Kristjans Skød.
✂
Norske Elv, som fra sit Væld
Herren over Dal og Fjeld
Bød igjennem Fredriks Hænder
Rulle did, hvor Han dig sender,
Hvor imellem Norrigs Fjelde
Bød din Herre dig fremkvælde?
Der blev talt om Røraas Grube,
Der blev talt om Glommens Rand,
Sandt er det, af Kaabberstrube
Skal du raabe over Land;
Hvor Gud vil, der skal du flyde,
497
Og om Norrig bød dig Trods,
Hendes Klipper giennembryde,
Styrte ned som Sarpefos,
Tage Veien ud i Havet,
Hvor din Gud har Stier lavet,
Han, som før fra Bjergeland
Sendte Havet Lægevand.
Did hvor Sølvermalmen klinger,
Pegede selv Fredriks Finger;
Sandt er det, du springe maa
Udaf Fjeld, hvor ædle Malme
Trindt og tæt i Aarer gaa,
Klinge som en hellig Psalme,
At der hamres skal en Krone
Med saa klar en Sølvertone
Til den Drot, som dig vil byde
Som en Laug i Nord at flyde.
✂
Dog du Elv kan jo ei kvælde
Op af Muld, af Norrigs Fjelde,
Springvand est du, har paa Jord
Kun et Bækken, hvor du boer;
Staar det Bækken høit paa Hald,
Er det dybt i Dal at skue,
Lige høit gaaer Vandets Bue,
Lige herligt er dets Fald.
Lad da Elv! dit Bækken staa,
Hvor det skal, og hvor det maa;
Naar kun Fjeldet følger med,
Fra hvis Aarer paa hvert Sted
Lige stærke Vande springe;
Fra hvis Malme, naar derpaa
Ikkun Troens Hamre slaa,
Lige søde Toner klinge!
✂
Dog, heel sært det tykkes maa,
Om det Bækken skulde finde
Noget Sted, hvor det vil staa
Heller end ved Kristjans Minde.
Bækken! stiler du din Kaas
Bort fra Kristjans Kaabberaas,
Bliv dog her paa Sølverbjerget,
498
Kongsberg jo hans Kongenavn
Har med sine Kroner værget.
Dog, omsonst, du vil derfra,
Vil til - Kristiania.
✂
Vredes ei, du Rosengrav!
Tykkes dig, at alt for længe
Jeg omfløttede min Stav
Mellem Norrigs Elvesenge;
Det, som drev til høien Hald
Kristjan, mens han var ilive,
Maa tilfjelds endnu hver Skjald
Fra hans Kaabberkiste drive.
Var min Gang en Smule seen,
Nu, saa gik jeg for at finde,
Hvad jo ikke er herinde:
Fjerde Kristjans Bautasteen.
Om jeg fandt den, skal engang
Norrigs Fjelde aabenbare,
Thi da maa med hellig Sang
Stenene hinanden svare.
Danmark! skæld ei paa din Søn!
Rette ere Herrens Domme,
Hvad han har betænkt i Løn,
Tak og Amen! lad det komme!
Paa din Mark og paa din Vove
Efter Stenen vil jeg lede,
Kan jeg finde den hernede,
Barneglad jeg Gud skal love!
Er det dig, du Borg saa prud,
Hvor først Verdens Lys han saae,
Som han løftede med Gud,
Som i Søen kunde staa,
Mens de mange stolte Buer
Sank i Grus og Dynd og Luer?
Staar du som en Stad paa Land?
Staar du paa den vilde Strand,
Hvor med Øiet paa sin Kind,
Sværd i Haand og Gud i Sind,
Oldingen som Kæmpe stod,
Skrev sit Ligvers med sit Blod?
Staar du paa den stille Sø,
499
Hvor paa Baadens lille Ø
Han undfangede en Flaade,
Til paa vilden Hav at raade?
Danmark! mangen Orlogsstavp
Til din Skam forgik i Havn,
Under mangen vakker Svend
Kristjans Baad dog gynger end.
Men et værdigt Kristjansminde
Jeg i dem dog ei kan finde.
Som et Træ det maatte staa
Ved et helligt Kildevæld;
Og til Rigets Grændseskiel
Sine Rødder trindt udslaa,
Thi hvis han ei havde været,
Havde Orm og Ulv fortæret,
Rødt paa Val og blaat i Grav,
Danmarks Lig for længe siden,
Frist, og gid vi se med Tiden:
Frelse, Gud ved Kristjan gav.
Sjunkne vare Danmarks Volde,
Hullede dets Herreskjolde,
Gamle Arild maatte slænge
Dem tilhobe i en Hast,
Mægtede dem ei at hænge
Sømmelig paa Knage fast;
Holger brugte al sin Konst
TO en Rosenkrands at binde,
Konsten hartad var omsonst,
Roser faa der var at finde;
Til at dufte slet kun trives
Blomster, som i Huse drives;
Vel i Grav en Rosenkrands
Fik han med, men det var hans.
✂
Ja, du fjerde Kristian!
Store kristne Kongemand!
Havde du ei Grændsen værget
Med dit brede Kæmpesværd,
Havde du ei Skibet bjerget,
Der det stod paa blinde Skær,
Havde du ei midt i Daad
Kunnet være Rigens Raad:
500
Visselig den røde Løve,
Som alt da paa Springet stod,
Havde, uden saa at tøve,
Drukket Danmarks Hjerteblod.
Havde du med Tordenrøst
Ei det vilde Bulder døvet,
Som forkyndte Kirkens Brøst,
Laa den nu vel under Støvet.
Hvor i Norden skal jeg finde
For den Drot et værdigt Minde?
Er det dig, du Rosenborg?
Du, som i hver Sal og Kammer
Taler om, fra hvem du stammer,
Om din Faders Fryd og Sorg,
Hvor han blanded Daad og Brøde,
Hvor han sov, og hvor han døde.
Som han var, du ham fremstiller!
Spiret med den spidste Top
Løfter sig mod Himlen op,
Men ved Gulvet staa hans Friller.
Ja, hvor er til Kristjans Minde
Vel et bedre Navn at finde?
Navn vel ei, men Steen dog vist,
Som ei om hans Brøde minder,
Hvor vi kun Guds Kæmpe finder,
Som gav Tvillingriget Frist.
Er det dig Studenterbolig,
Som blev ved at staa saa rolig,
Der det brændte trindt og tæt;
Selv den gamle Studigaard
Syntes halv at være træt,
Mest vel af de sidste Aar,
Eller Grundvold at begære,
Som den bedre kunde bære?
Ei du staaet har omsomst,
Herrens Ord og boglig Konst
Dølgede de vilde Flammer,
Vogted dig, du Læsekammer
I Kong Kristjans Rosenborg.
Mangen Drot, saa stolt og riig,
Maatte sine Laurbærkrandse,
Bundne under Dødningdandse,
501
Bytte for en Steen som dig;
Men til Kristjans hele Minde
Maa jeg dig for snæver finde.
✂
Er det dig, du Rundetaarn!
Med din sære Nattevagt,
Kirkeloft, med Bøger takt!
Du bag Frue Spir tilforn
Maatte underkuet sukke,
Ranke Spir med Knap og Guld
Maatte sig i sorte Muld
Dog omsider for dig bukke,
Trods om det igien sin Top
Over dig tør løfte op.
Spørg engang din Stjernekiger,
Hvad han om din Stjerne siger!
Skal herefter du med Ære
Danmarks Hovedkirke være?
Skal engang Basunen vække
Op i dig en Bisperække?
Skal en Skare, favr og stor,
Vies i dit høie Kor
Til Guds rene Ord at lære
Og til hist ved Tronens Fod
Hvide Klædebon at bære,
Tvættede i Lammets Blod?
Skal om Nord med Rette siges:
Der fra Kirken Stjerner kiges?
Herlig vist det tynde Spir
Peged op mod Himles Himle,
Let dog der Man kunde svimle,
Det tilsidst kun stod til Sir;
Men naar Fødderne staa visse
Paa din faste brede Isse,
Da kan Øie, da kan Tanke
Frit i Himmelrummet vanke;
Synerne sig ei forvirre,
Rolig kan til Jord Man stirre,
Se, dens Kæmper er kun Dverge,
Naar de sees fra Guds Bjerge.
Ei omsomst din Hvælving bar
Bøgerne i tætte Hylder,
502
Ei omsonst Man speidet har
Her de Lys, som Luften fylder,
Ja du billig Leie maa
Selv af Steen og Urner faa.
Kristi Vidner, der sig skjule
Dybt endnu i Verdens Kugle,
Halvt endnu i Tidens Hav,
Skal som Helgene af Grav
Stande op og gange frem.
Vidne i Jerusalem.
Hellige Treenighed!
For dig reistes Kirkens Bue,
For Sanct Lud og for vor Frue
Sank dit Navn i Glemsel ned,
Men det Navn igien med Ære
Skal vist Hovedkirken bære.
✂
Dog, hvorhen? forvovne Aand!
Vil du trodse Støvets Baand?
Stil din Flugt og vend tilbage
Fra uvordne, dunkle Dage!
Tag igien din Sagastav!
Rist med den paa Kristjans Grav,
Om hans rette Æreminde
Er i Axelstad at finde?
Sorrigfuld paa Kaabberkiste
Maa jeg da med Staven riste:
End det rette Kristjansminde
Er i Norden ei at finde;
Ikkun Tegningen jeg saae,
Hvor den overstøvet laae
Mellem gamle Pergamenter,
Over Trinitatis Hus.
Tegning favr og Tegning Mær!
Skal af Møl du ædes der,
Eller skal i Nord Man skue,
Under Himlens aabne Bue,
Virkeligt i Glands at staa,
Hvad som Tegn i dig kun laa?
Det Uvordne veed kun Een,
Men naar det ei vorde kan,
Aldrig fjerde Kristian
503
Faaer i Nord sin Bautasteen.
Vorder det, som Herren unde!
Hvo kan da med Kløgt udgrunde,
Hvilket Stade Gud til Ære
Skal det Mindesmærke bære?
Her anspænder sig omsonst
Mandevid og Trolddomskonst.
Kun naar Saga sidder from
Med de sammenlagde Hænder,
Stirrer paa Guds Helligdom,
Hvor den klare Lampe brænder,
Underlig i Nord det glimter,
Dunkle Lignelser hun skimter,
Hvor med Mørket kæmper mat
Glimtet som i Nytaarsnat,
Ei forvoven tør hun spaa,
Men ærbødig tør hun gætte,
Hvad de Lignelser, hun saae,
Synes dunkelt at forjætte.
Fromme Hænder Steen udhule
Til det Hellige at skjule,
Men at byde Klipper revne
Dertil fik ei Støvet Evne,
Og kun da den tunge Steen
Løfter sig fra Helgenbeen,
Og Han Selv maa først opstaa,
Før de kan af Grav udgaa.
Som et Stjerneskud i Haven
Først Han sees tæt ved Graven;
Men de Fleste vil dog mene,
Det er Drøm af Magdalene.
Øren lytte, Hjerter brænde,
Naar Han Skrifterne udtyder,
Og Han giver sig tilkiende,
Naar Han venlig Brødet bryder.
Mærker det, Disiple to!
Brødrene kun halvt jer tro,
Tro kun halvt i Aftenstund
Freden af hans egen Mund.
Naar af Graven jeg opstaar,
Jeg til Galilæa gaaer!
Det var Herrens egen Tale;
504
Engelen med samme Ord
Peger altid op mod Nord,
Fromme Kvinder at husvale:
Mellem Galilæas Bjerge
Vil Han for den ganske Skare
Sig om Dagen aabenbare.
✂
Endt er Synet, kom tilbage,
Saga, fra de dunkle Dage,
Tag i Herrens Navn din Stav!
Rist med den paa Kristjans Grav:
Udi Stenen rund og huul
Over hvalvte Kirkebue
Ligger Tegningen i Skjul,
Som dit Støv i Kielderstue.
Under Taarnet dybt i Jord
En udkaaret Giemmer boer1,
Stærk og sød ved Midnat klang
Til din Pris hans Mindesang,
Om hvordan ved høien Mast
Du paa Gothen med dit Værge
Hamrede saa hardt og fast,
At hans Pandserringe brast,
Saa han knap i Hui og Hast
Kunde Liv og Lemmer bjerge.
Nok saa høi en anden Sang
Fra den Giemmers Harpe klang;
Som et Stjerneskud i Haven
Saae Han Frelseren ved Graven,
Om det Syn ved Midnat klang
Mærkelig hans høie Sang;
Men de Fleste vilde mene,
Det var Drøm af Magdalene.
Og Disiplene jeg hørte,
Der de sanddru Budskab førte,
Om hvorledes Hjertet brændte,
Der Han Skriften dem udtød,
Om hvordan de Herren kiendte,
Der Han Brødet for dem brød;
Men jeg hørte og de To2
✂
Sukke: Herre! hvo vil tro
Tidenden, vi sanddru førte,
Hvad vi saae, og hvad vi hørte!
Vantro Thomas1 end jeg seer,
Hvor han ad det Budskab leer.
Gid han og med Tro i Hænde
Maa engang sin Herre kiende!
Du Discipel under Muld!
Naar dit Navn jeg hører klinge,
Vil tilfjelds min Aand sig svinge,
Se i Morgenrødens Guld
Bjergene til Dalen smile?
Ja tilfjelds maa Øiet ile,
Naar Discipel, som endnu
Vidner om dit Syn, naar Du
Synger, som din Aand engang
Rørt i Herrens Forgaard sang:
Mine Øine høit jeg løfter,
Venter Hjelp fra Bjergets Kløfter,
Hjelpen dog maa springe ud
Fra det høie Væld, fra Gud.
✂
Ja tilfjelds mit Øie drives,
Sælsomt der min Aand oplives,
Og som vakt ved Harpeklang,
Den istemmer Davids Sang2:
✂
Herren opstaar, og Hans Fjender adspredes,
Ei for Hans Ansigt de mægte at stædes,
Alt som en drivende Røg under Sky
Du dem henveirer, og fage de fly;
Ja for dit Aasyn henflyde de Helte,
Alt som naar Voxet for Ild monne smelte.
Men de Retfærdige, de skulle glædes,
Og for Hans Ansigt med Gammen indstædes;
Synger for Herren! lovsynger Hans Navn,
Baner! thi Han paa det Jævne skal træde,
Gaar for Hans Ansigt at stande med Glæde,
For Ham, Jehovah, thi det er Hans Navn!
✂
Gud! da for Folket som Høvding du gik.
Der du det frem gjennem Ørkener førte,
Jorderig bæved, o Gud! for dit Blik,
Himlene med for dit Ansigt sig rørte,
Sinai selv sig bevæged for Gud:
Israels Gud.
Rundelig Regn over Landet du skænked,
Træt var Paulunet, men fast du det lænked,
Du dine Levende gav det til Arv;
Laved det mild efter Fattiges Tarv.
Herren udsender sit Ord,
Budenes Vælde er stor:
Flygte skal Hærenes Drotter, ja flygte,
Byttet er Hendes, hvem Huset Han bygde,
Om mellem Stene I murede laa,
Her er en Vinge med Sølvdække paa,
Vinge som Duens, ja ægte forgyldt;
Naar den Almægtige Vingen udbreder,
Skinner som Sneen paa Salmon dens Fjeder.
✂
Favert Guds Bierg i Hans Odel mon staa,
Deiligt er Bjerget med Høiene paa,
Bjerge med Høie! hvi springe I saa?
Gud sit Paulun vil paa dette udslaa,
Saaes et Frø udi Bierget paa Top,
Planten som Libanon skyder sig op,
Spiren opvoxer til Jorderigs Blomst.
✂
O, vil Kristus som af Døde
Staae i Nord forklaret op,
Skal en hellig Morgenrøde
Stærk forgylde Bjergets Top?
Skal den Mørket overraske,
Kristjan, fra den Kongeby,
Som du bygde op af ny,
Da den gamle sank i Aske.
Skal i Nord det Jertegn skee,
Som vi der afbildet se,
Kan til Fjendens Harm det lykkes,
At Guds nye Stad opbygges,
Mens den Gamles Levning staar;
Saa det kan for Alvor giælde,
507
Hvad om Opsloe er at melde:
Forstad er den gamle By
End med Ære for den ny!
Da, naar det i Norden dages,
Da skal og dit Støv optages
Fra den mørke Kielderstue,
Dufte under Korets Bue.
Lad saalænge kun med Fred
Støvet under Kirken hvile!
Styrte da dens Buer ned,
Kan det der vemodig smile,
Gjennem Aske, gjennem Grus,
Vist det finder Herrens Hus,
Om ei før, saa i den Stund,
Da udsovet er hvert Blund,
Da selv dybt i Gravens Giemme
Støvet skal Hans Røst fornemme,
Som, imens det havde Øre,
Det undslog sig for at høre.
Gudsfrygt størker Land og Rige,
Det var Kristjans Kongeord,
Støvet størker den tillige,
Fører det til høie Kor;
Ja den er et Arvegods,
Som ei Tyve kan bortliste,
Som ei Fjender kan udvriste,
Som til Størkelse og Roes
Kan, i mange Snese Led,
Giennem Slægten vandre ned.
Fredrik! det kan du beseigle,
Til din Faders Krone var
Der jo Nok, som vilde beile;
Korfits, Karl og Valdemar
Beilede med Guld og Skjolde
Og med Kløgt til væne Brud,
Men din Faders Haab til Gud
Lod de gierne dig beholde.
Se! hvad hjalp dem Guld og Kløgt?
Se! hvad hjalp de Herreskjolde?
Kronen fulgte Herrens Frygt,
Begge Gud dig lod beholde.
Ære være Ham og Pris!
508
Ved sin Tjener, Sjællands Hyrde,
Han dig paa saamangen Viis
Skænked, letted gyldne Byrde.
Kristjan mærkede heel silde,
At der nok var dem, som vilde
Med Guldæblet spille Bold,
Dog betids han det i Skrin
Rakte til sin Biskop fin,
Gav det dermed Gud i Vold.
Korfits! derfor var omsonst
Al din Rævekløgt og Konst;
Brochmand fik du listet ud
Klogelig af Kaarestue,
Men at udelukke Gud,
Det var over din Formue,
Ihvor fint du trak dit Straa,
Maatte du det korte faae.
Saaest du det, du kloge Daare!
Kom ei Jesper med at kaare,
Kronen satte dog hans Haand,
Hvor den Kristian det loved,
Og med Salvelse i Aand
Salvede han Fredriks Hoved.
Herren nok for mig vil sørge,
Fredrik, saa dit Valdsprog lød,
Saga knap sig lader spørge,
Om Du siden det fortrød.
Du til Biskop var optugtet,
Tugten havde synlig frugtet;
Helst du var i Klerkes Lav,
Gud ved dem dig Ære gav.
Staar det under Danmarks Krone?
Griffen1 vogter Guld i Nord,
Fuglen du paa Fjer og Tone
Kiendte jo ved Bispebord.
Gud med Svanefjeren2 skrev
Dig et bedre Kongebrev
End de kloge Rigens Raade,
Kun til liden Lyst og Baade
For de arme Rigens Faar,
✂
Ridsede med Ulvefaaar.
Hedningskjalde digtet har:
Gefion med Troldeplov
Pløjede, og Jernet skar
Sølund bort fra Sveaskov;
Gøstel nu med Troldeplov
Pløiede i Øresund,
Og fra gamle Daneskov
Skar han bort en faver Lund.
Dog han ei med al sin Møie
Kunde Sølund til sig pløie,
Thi paa Kanten stod et Træ,
Dybt laa Rødderne og brede,
Kongefuglen i dets Læ
Havde bygget sig en Rede;
Gøste brugte Ild og Staal,
Huggede saa hvast forneden,
Vilde med sit Svovelbaal
Ryge Fuglen ud af Reden;
Kongefuglen frygted Gud,
Vilde ei af Reden ud,
Tænkte: det, som fløtter Bjerge,
Kunde og hans Rede værge.
Gøste svor, at om den Rede
Under høie Himmelblaa
Hængte i en Stjernekiæde,
Var han Karl for den at naa.
Grævlinger krøb ud af Roden,
Og med hvasse Tand de beed
Svenske Drot saa hardt i Foden,
At han glemte brat sin Eed;
Fattig Fugl fra Klosterbord
Sang saa skingrende et Kor,
Slog san kiækt med Klo og Vinge,
At hans Øren maatte klinge.
Gøste foer fra Axelstad,
Fredrik i sin Rede sad,
Gøstes Æt er lagt i Jorden,
Fredriks troner end i Norden.
Hovmod slutter af sin Svimlen,
At den staar saa høit som Himlen;
✂
Englekloge Dumrian!
Faa engang dog den Forstand,
Det er Svælget, som giør svimmel,
Var det Høiden, mener du,
Da vor Herre sad endnu
Rolig i sin høie Himmel?
Se dog hist, hvor Lag paa Lag
Ligge Jordens stolte Daarer
Knuste ved et Tordenslag,
Badede i salte Taarer!
Hvor de under Ormetand
Tygge Tungerne i Pine.
Hør dem i det mørke Land,
Hvor de gnidsle, hvor de hvine,
Hvor evindelig fortabte
De med Hyl og Djævieglam
Trodsende bespotte Ham,
Som dem i sit Billed skabte!
Se, og hør, og tag dig vare!
Trodsende, forvovne Skare!
Kald det Heltemod og Daad,
Kald det Dyd og vise Raad,
Hvormed sig til Gud din Aand
Svinge vil paa egen Haand,
Helved er den visse Havn,
Hvor tilsidst din høie Stavn
Ankre maa i Evigheden.
Han, som steeg fra Himlen ned
Ydmyg til de lave Dale,
Svang sig kun ved Ydmyghed
Atter op til høie Sale:
Døgnets Gubbe! Støvets Kæmpe!
Kan ei det din Hovmod dæmpe,
Se dog, hvor det staar med Prent
Rundt paa Sagas Pergament:
Han, som Alting har at raade,
Staar Hoffærdighed imod,
Giver Ydmyghed sin Naade.
Kristjan træt og mat sig sleed
Paa den Lænke tyk og tung,
Som ham bandt ved Borgeled1;
✂
Mens han end var stærk og ung,
Syntes Krampen svart at skride,
Løsnes ved den ene Side,
Lænkebunden dog han blev,
Krampen blev i Stolpen inde,
Der han sank, Man den inddrev
Fastere end nogensinde.
Fredrik, du var ingen Kæmpe,
Men paa Gud du leed saa fast,
Han forstod det saa at læmpe,
Lænken for dit Øie brast;
Herrens Vaaben synes ringe,
Intet kan dog for dem staa,
Lænken som det skøre Straa
Knustes ved en Svanevinge.
✂
Fredrik! du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot,
Kun med Kæmpestav og Sene
Kan man i de haarde Stene
Riste Runer dybt og godt;
Derfor dine Kongebeen
Har ei slig en Runesteen
Som din Faders, der jo godt
Bruges kan til Hus og Slot
Og til Kirke med det Samme,
Derfor ei du staar tilskamme,
Kom en fjerde Kristian
Tit i Daners snævre Land,
Det af Stæder og af Slotte
Og Grevinder ødes maatte.
Fredrik, det maa aldrig glemmes,
I det Gravsted, hvor end giemmes
Tegningen til Kristjans Pris,
Har du Deel paa dobbelt Viis.
Kirken med de Stjerneglugge,
Der sig skulde vidt oplukke
For Gud Fader, Søn og Aand,
Blev fuldkommet ved din Haand.
Det var ret, som atter Gud
Sendte til sin Tjener Bud:
Grandt dit Hjertelav Jeg kiender,
512
Tanken selv Jeg komme lod,
Men jeg seer, af Mandeblod
Røde ere dine Hænder.
Men en Kvist skal af din Rod
Blomstre under Danmarks Krone,
Han skal sidde Fredegod,
Fast ved Mig paa Fædres Trone,
Han skal for Mit Navn opbygge
Huset, som du tænker paa,
Som Mit Himmeltempels Skygge
Skal i Nord det herligst staae,
Thi Min Glands skal det opfylde
Og dets Cherubim forgylde1.
✂
Fredrik! ved din Rosengrav
Faldt min Sagastav af Haanden,
Rørt jeg blev med anden Stav,
Og et Syn jeg saae i Aanden;
Kirken, som du skulde bygge,
Blev kun Tempelskyggens Skygge.
Men naar Gud med vældig Arm
Splitter Mørkets tætte Skygger,
Og Sit Hus til Fjendens Harm
Høit paa Zions Bjerg opbygger,
Da skal Mænd det vel forstaa,
At din Aand var og derinde,
At som Kristians det maa
Ogsaa kaldes Fredriksminde.
Kirkeloft med Bøger takt!
Siig engang, hvem du det skylder,
At du fik de tunge Hylder?
Sidefløi ved Kristjansborg!
Vidtberømte Læsekammer2!
Æret selv af Borgens Flammer,
Var det ikke Fredriks Sorg,
Her at reise, her at fylde
Ivrig Hylde efter Hylde?
Var det ei hans Hjertens Glæde
Mellem dem at tage Sæde,
Bøgerne at tage frem,
✂
Tabe sig i Gud og dem?
Fredrik, du var holdt til Bogen,
Den holdt sig til dig igien,
Dog du sad ei fast i Krogen,
Nei, til dine Tømmermænd
Flink, som Far for dig, du saae;
Han paa Holmen havde sine,
Du paa Studigaarden dine,
Ja paa Fingre du dem saae,
Og du stak i deres Tanker,
Som din Fa'r i sine Planker.
Naar din Fa'r kom mellem Klerke,
Var han Konge for at mærke,
Naar de snakked uden om,
Kæmpe for at slaa en Bom,
Saa de stod som Ole Kok,
Da det heed: I primer nok,
Snak I med jer Søvren Tolder,
Om hvad Humle Øllet holder!
Tro mig, det er fede Karle
Til om Bog og Bisp at tale.
Til at slaa en saadan Bom
Knap hans Mage jeg har funden,
Hvem der havde Ret i Grunden,
Det lod han de Andre om.
Fredrik, du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot,
Alt du redte op med Læmpe,
Bogen selv du kiendte godt,
Ingen Bomme selv du slog
Som den gamle Kongepave,
Grændseskiellet du kun drog,
Hvor du saae de rette Stave.
Kun med Kæmpestav og Sene
Kan Man i de haarde Stene
Riste Runer dybt og godt,
Fredrik, du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot,
Dine Runer du med Læmpe
Ridsede som Skrift og Prent
Paa Papir og Pergament.
Man kan se, at ei omsonst
514
Du engang blev holdt til Bogen,
Thi saagodt som ellers Nogen,
Du forstod din Ridsekonst:
Med en Rune har du lænket
Ham, som heder uindskrænket.
Fredrik, du var holdt til Bogen,
Derfor Danmarks løse Drot
Bandt din Rune fast ved Laagen
Til det gyldne Runeslot1.
✂
Ak, en Kristen maa vel klage,
Maa vel vente tunge Dage,
Naar sig Drotter skal forskrive
Til ved Herrens Ord at blive,
Som maa deres Trone bære,
Naar den stande skal med Ære,
Som, naar i den aabne Grav
Purpurkaaben falder af,
Ene kan de nøgne Skuldre
Dække med en evig Glands,
Og naar deres Kroner smuldre,
Række dem en Rosenkrands.
Mon den Rune da behov
Gjordes udi Kongelov!
Ak! se hist, se ham i Polen!
Sachsens Drot, der sig forsvor
Fra sin Guds og Luthers Ord,
For at vinde Kongestolen!
Han er Fredriks Dattersøn.
Se engang de Engellænder,
Som vil sadle Kirkens Hest
Til den gamle Romerpræst!
De er ogsaa Fredriks Frænder;
Hunnius! da Faareskind
Du af Ulve drog saa dygtig,
Du i Aanden saae gudfrygtig,
De i Stien sneg sig ind;
Du af Struben skreg: paa Vagt!
Hertug Ernst2, der det var silde,
Paa dit Varselsord gav Agt,
✂
Vogte han alvorlig vilde,
Med ham sank din Røst i Jord;
Pietister, Hernhutter,
Philosopher drev, med Luther,
Udaf Kirken Herrens Ord.
Fredrik! ak, din Kongelov
Gjordes alt for haardt behov;
Vær for Runen signet du!
Takket Han, som Alt mon raade!
Den det vidned, at endnu
Herren saae paa Nord med Naade,
Den har voldt, at end Guds Ord
Ei med Luther drog fra Nord.
Med et andet Runebaand
Bandt du den forvovne Haand,
Som fra Præster vilde stjæle
Brød og Hæder, Fred og Mæle.
Ak, en Kristen maa vel klage,
Maa vel vente tunge Dage,
Naar en saadan Skærmelov
Giøres i et Land behov,
Naar Man Brødet dem misunder,
Som paa Ordets Løndom grunder,
Naar Man vover Fred og Mæle
Fra Guds Tjenere at stjæle.
Gjordes og en saadan Lov
Da i Dannemark behov?
✂
Og det var fjerde Kristian,
Han sad paa Danmarks Trone,
Og det var Holger Herremand,
Han bygged udi Skone,
Det var Hr. Mads i samme Stund,
Paa Bispestol sad han i Lund,
Og tænk kun ei, at Fredrik skrev
For ingenting sit Skærmebrev!
✂
Og det var Holger Rosenkrands,
Han gik i Bispestue
Med Spillemænd og bød til Dands
Den alderstegne Frue;
Det mærkes maa, hvor Marked staar,
At der er Spil i Bispegaard,
516
Og mene I, at Fredrik skrev
For ingenting sit Skiærmebrev?
✂
Den Jomfru under hvide Lin
Saa høvisk sad derinde,
Men svinget blev den Jomfru fiin,
Alt som en Skøgekvinde;
Hun blussed under hvide Lin,
Hun hulkede, den Jomfru fiin;
For Skærmebrevet Gud ske Lov!
Det gjordes alt for haardt behov.
✂
Hr. Mads han talte skarpe Ord,
Han var en Ordets Kæmpe,
Men Holger Herremand til Jord
Ham kasted ei med Læmpe,
Med knytte Næver, som han laa,
Han slog ham blodig, slog ham blaa,
Og mener I, at Fredrik skrev
For ingenting sit Skiærmebrev!
✂
»Den Præst, som jeg gav Kald ifjor,
»Han lovede min Terne,
»Men han, den Hund, gik fra sit Ord,
»Og det saae du saa gierne;
»Jeg lære skal din gamle Skielm
»At narre Mænd med Skjold og Hjelm;«
Og Gud skee Lov! du Konge bold!
At Præstemænd fik og et Skjold!
✂
Og det var fjerde Kristian,
Han sad paa Danmarks Trone,
Og det var Holger Herremand,
Sin Id han skulde sone;
For Rigens Raad med Grin han stod
Og talte op sin Pengebod,
Og Gud skee Lov det Adelsblod
Fik under Fredrik Bod for Mod!
✂
Og det var Holger Rosenkrands,
Og han tog til at prale!
»Saameget jeg for nok en Dands
»Med Bispen gad betale«.
517
Og det var fjerde Kristian,
Og det var skaanske Herremand;
For Skiærmebrevet Gud skee Lov!
Det gjordes kun for haardt behov.
✂
Kong Kristjan ei, men kun hans Braad,
Sin Sag da kunde vinde!
»Ja havde Vi i Rigens Raad
»Saa mange Svogre inde
»Som Holger havt, da skulde Mads
»Vel faa't en Dom lidt meer tilpas.«
Mon Gud for ingenting da skrev
Hans Søn et andet Kongebrev!
✂
Tak! Fredrik! for de Runebaand!
Et trediel med kløgtig Haand
Du agted trindt i Land at sno
Om Ulvemund og Ravneklo,
Om Rævebælg og Slangebraad;
Men fra den priselige Daad
Din Gud dig til en bedre kaldte:
Til med de hellige Udvalgte
At sjunge der i Englechor,
Hvor Ingen glemmer Herrens Ord,
Hvor Ingen hader Herrens Præste,
Hvor Ingen stjæler fra sin Næste,
Hvor Ulv og Orm med Tand og Braad
Staa udelukt i evig Graad,
Hvor Ravn og Ræv med Klo og Bælg
Ei vinde op fra dybe Svælg.
✂
Nu sover sødt, I Kongebeen!
Og har I ingen Runesteen,
Saa har I dog paa Pergament
Et fint og lovligt Eftermæle,
Som, mens i Nord Man læser Prent,
Slet ingen Tyv formaaer at stjæle.
Du, Fredrik, var en Klerkedrot,
Du ridsed dine Runer godt,
Om Griffen eller Svanen bar
✂
De Fjer, hvoraf din Pen du skar;
De Fugle sig vel ei omsonst
Til Ro paa Kongespiret satte;
Er det ei Drotters Skrivekonst,
At kunne slige Fjere skatte?
✂
Frederik! du var en Eiegod,
Adzer hos dig som en Svane stod,
Ikke tomt var Erkebispenavnet,
Skiærmebrevet var hans Pallium,
End Man savnede ei Staven krum,
Biblen ei var end lagt under Bænken,
Den paa Tronen laa i Runelænken.
Bibel! ja du laa ei der omsonst,
Ei omsonst du raadte i Guds Kirke,
Hvad ei Lov og Herredag kan virke,
Det er din den allermindste Konst,
Du har virket, at ei kom igjen,
Niels og Magnus, Emund, Lam og Svend,
Du har virket, at hos Eiegod
Flux en Valdemar tilrede stod.
✂
Femte Kristjan, mon du ogsaa var
Nær i Frændskab med Kong Valdemar?
Uopløselig din Hæderskrands
Knyttet er i Lovens Bog til hans,
Solen rødmede i Vest saa lav,
Speilede sig glimrende i Hav,
Og forgyldte eders Kongenavn
Paa den seierrige Orlogsstavn.
Ja, Kong Kristjan! begge Valdemare
I din Kongedaad sig aabenbare,
Norrig og sin Lagabæter saae
Med sin Adelsteen i den opstaa.
Du med Loven vilde Landet bygge,
Som ei meer opholdtes af sin Aand,
Du til Hjertet vilde Korsets Skygge
Se at fæste med et Ridderbaand.
Ak! kun Tro, ei Lov kan Lande bygge,
Magtesløs er Korsets tomme Skygge;
Dog, naar Lov er Troens ægte Søn,
Kan enstund sin Moder han beskytte,
519
Hun ham laaner af sin Kraft til Løn,
Og enstund han staar som Husets Støtte.
Ak! men Stunden varer kun saa kort,
Voxne Søn sig til en Kæmpe drømmer,
Moderværget kaster han da bort,
Daarlig han sin egen Kraft berømmer,
Støtte vil han ei det gamle Hus,
Men et nyt opbygge paa dets Grus;
Gamle Mo'r nedsørger sig i Graven,
Stolte Søn det seer foruden Graad,
Til han mærker paa sin Hyttes Raven,
At Forfængelighed var hans Daad.
Da han mærker, til et dygtigt Hus
Skal der meer end Træ og Leer og Grus,
Der skal Grundvold, som kan ligge fast,
Der skal Kalk, som Stenene kan binde,
Ellers falder ved det første Kast
Hytten ned med alle sine Pinde.
Dog, naar Huset vi paa Hæld mon skue,
Naar det vidt gaar over vor Formue
Det med Kløgt og Størke op at rette,
Maa vi under det jo Støtter sætte,
Om vi end med Sorg det forud veed,
De tilsidst vil rive Huset ned;
Derfor signet være, Kristjan, du!
Du hjalp til, at ei det faldt endnu,
Du hjalp til, at end dog Korsets Skygge
Gjælde kan i Nord for Riddersmykke;
Under Skyggen staar du, som du var,
Som en Broder til Kong Valdemar,
Og en Absalon stod ved din Side,
Gav sin Kirkeskraa saagodt som han,
Og med Hedninger han maatte stride,
Tykt de flokkedes mod Daneland;
Dennegang heed Absalon Hans Bager,
Masius var Heltens Vaabendrager.
Dog igien, jeg, Bibel, dig maa love,
Ei paa Valen eller salte Vove
Blinkede det blanke Bispesværd,
Hvor du raader, kan Man ei behøve
Kirkens Kiæmper udi Ledingsfærd,
Dertil bruger Man en Gyldenløve,
520
Naar en Adelaer og sover hen,
Tvende Juler har Man flux igien.
Ja, o Bibel! naar kun du maa raade,
Trænger Kirken ei til haarde Staal,
Du den frelse kan af al sin Vaade,
Hvast er Intet som dit Tungemaal.
Dette Sværd kun blottede Hans Bager,
Det kun svang hans djærve Vaabendrager,
Der en vantro Flok af Lin og Silke
Med forgyldte Blomsterstilke
Vævede et Tryllebind,
Vilde det om Kongetinde
Snoe saa fast, at Syn og Sind
Det var mægtigt at forblinde.
Siig os Preusen, hvad du vandt,
Der du snild dig selv ombandt
Med det Bind, som vore Præster
Sønderhug med Aandens Sværd!
Var de fine, franske Gjæster1
Ogsaa al den Høitid værd?
Sandt er det, i Kalken fin
Skiænked de en herlig Vin,
Man det mærked paa dens Brusen,
Du var Dronning under Rusen,
Men din Dronningrus var kort,
Slige Vine dampe bort,
Og hvad syntes dig om Bærmen!
Bibel, nei du er et Sværd
Meer end Guld og Ære værd,
Selv du størke kan de Arme,
Som dig løfte vil i Tro,
Du kan Hjertets Jord opvarme,
Saa derinde maa opgro,
Mens du hugger Saar i Saar,
Kiærlighedens favre Blomme;
Trods al Vind af Verdens Domme,
Duftende den evig staar.
Gud kun veed, om du, Hans Bager,
Om din djærve Vaabendrager,
Der I løfted stærken Arm,
Havde Rosen udi Barm;
✂
Masius, for sygelig
Var den udentvivl hos dig,
Det var din, ei Sværdets Brøde,
Og den kom sig, før du døde.
Bibel, ja du er et Sværd,
Meer end Pris og Ære værd,
Løftes du med ærlig Arm,
Skiøndt sig knytte Hjertets Aarer,
Du din egen Kiæmpes Barm
Tit og dybt men kiærlig saarer,
Saa at Rosens tørre Rod
Vandes med det varme Blod,
Saa den dog tilsidst maa skyde,
Knoppen Svøbet giennembryde.
Bibel, ja du er et Sværd,
Som er Pris og Ære værd;
Med dig hugged Absalon;
Men, o se! i Kingos Haand
Til et Træ du dig forvandler,
Alt som gamle Aarons Stav,
Blomster du og modne Mandler
Bærer nær ved Luthers Grav.
Thomas Kingo! o du Giæve!
Lærte dig din Farfar saa
Tepperne med Konst at væve,
Som vel seent skal Mage faae,
Tepperne, som nu Man vrager,
Men dog skinne skal i Kor,
Naar hver Modens Teppemager
Smuldrer med sit Væv i Jord.
Nei, kun Han, som uden Hænder
Himmelteppet bredt udspender,
Sort og hvidt og rødt og blaat,
Sprængte det med Blommer klare,
Som Hans Konst os aabenbare,
Som os minde om Hans Slot;
Han var selv din Læremester,
Lærte dig med Konst at virke
Tepperne, som i Hans Kirke
Skinned paa de høie Fester,
Rundt at strø de Blommer klare,
Som Hans Finger aabenbare.
522
Villum, Thomas! I er Brødre,
Thi kun een er eders Mødre;
Eder maatte Bretland avle,
Til at reise her i Nord
Kirken med de høie Gavle,
Til at smykke saa dens Kor,
At fra det hver Kristenøie
Glad opsvang sig mod det Høie.
Saa hvert Frø, som under Fod
Hjemme blev i Støv begravet,
Fører Herren over Havet,
Did hvor det kan fæste Rod,
Blomstre yndig til Hans Ære,
Frugt for Evigheden bære.
✂
Villum, Thomas! eders Navne
Broderlig hinanden favne,
Begge under Kirkebue
Livned I den sjunkne Lue.
Ak! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster,
Ak! naar Luen først er slukt,
Hjelper det saa lidt, Man puster;
Da Man fordum Guds Paulun
Maatte til et Tempel giøre,
Da, trods Harpe og Basun,
Døvere blev Folkets Øre.
Mens i Hjertet Luen brænder,
Blusser længselsfuld fra Jord,
Mens opladt sig Øret vender
Op mod Himlens Englekor,
O, da kan til Barnestammen
Hjertet synge høit sit Amen,
O da toner Barnelallen
Som en Englesang i Hallen.
Tabte Aanden sine Vingefjer,
Stort det ikke nytter mer,
Om end Davidsharper klinge;
Tonerne til Gud sig svinge,
Lokke sødt: kom med, du kiære!
Kun hos Gud er godt at være;
Men den vingeslagne Aand
523
Vikler sig i Støvets Baand,
Vil ei op fra Jord sig hæve.
Spotter Tonerne, som svæve
Lette op til Englekor,
Raaber efter dem: I sværme!
Naar de sig Guds Throne nærme,
Stopper Fingrene i Øre
For ei Klangen meer at høre.
Moder! Danmark! ihukom!
Det er dig, der tales om!
Dine gamle, halte Psalmer
Neppe kunde gaa paa Jord,
Dog paa dem du lystig foer
Op at plukke Edens Palmer;
Kingos Kvad med store Kræfter
Over Jord sig høit opsvang,
Ei forsagt, fløi dygtig efter,
Søren Jonæsen, din Sang;
Ak! hvad hjalp det: hør engang!
Danmark vrager Kingos Sang,
Søren! hist dit Støv er gjemt.
Selv dit Navn i Nord er glemt.
Dannemark! hvor er nu Vingen?
I dit Hjerte er der ingen,
Du forlanger glatte Been,
Skaarne ud af Træ og Steen,
Psalmerne skal, som din Tanke,
Rundt med dig i Støvet vanke.
Kingo! da din Harpe klang,
Var det Svanens Afskedssang?
Ak, dens Sang er jo kun sød,
Naar den synger for sin Død;
Ja, dens Støv det faldt til Jord,
Aanden til sin Gud opfoer.
✂
Dog, hvi bruser du min Aand?
Hør, hvor sødt dog Kingo leger!
Naar hans Harpeslag dig kvæger,
Naar sig løsne Støvets Baand,
Naar du reiser høit af By
Paa den klare Tonesky,
Tænk da paa, hvormange Sjæle,
524
Som nu for Guds Throne knæle,
Kvægedes saamangengang
Ved den samme Harpeklang,
Vænned sig med Barnestammen
Til engang at synge Amen!
Pris Enhver, hvis fromme Tanke
Var at puste og at banke!
Dunkle ere Herrens Raad,
Men omsonst er ingen Daad,
Som i Jesu Navn begyndes.
Kingo! ak! men mon din Sang
Til dig selv forgiæves klang?
Saga vidner det med Smerte,
At ved Jordens Støv og Muld,
At ved Vrede, Sølv og Guld
Hængte længe fast dit Hjerte.
Ak! hvor det er tungt at tænke,
Slig en Aand i Verdens Lænke!
Ak! hvad Under! at saamange
Hørte kolde dine Sange,
Naar o Skjald! ei du engang
Vilde tro din egen Sang!
Dog, fra Aanden, vil jeg tænke,
Faldt omsider Verdens Lænke,
Herren med sin stærke Hammer
Mægted den at sønderslaa,
Han indslog dig stærk Attraa
Efter stille Sovekammer!
Der Man sænked Støvet ned,
Klang det: græd, o Menighed!
Herrens Overpræst i Livet,
Aaron har sin Aand opgivet.
✂
Konge udi høien Hald!
Ligned du din Kongeskjald?
Ja, o Kristjan, tit du Øre
Vendte til hans Harpeklang,
Men dig lysted og at høre
Fristende Sirenesang.
Naar du med dine brede Skulder
Stod saa fast i Slagets Bulder,
Naar de stærke Pandserringe
525
Maatte for dig søndersprlnge,
Da man aabenbarlig saae,
Du din Farfar slægted paa;
Naar Man saae, hvor let en Kvinde
Kæmpen kunde overvinde,
Kjendte Slægten Man igien,
Men naar Man saae Friller raade
Og Charlottes Øine vaade,
Naar Man saae dig blandt de Vilde,
Naar Man saae dig blandt de Snilde,
Saa dig stampe udi Jord,
Der du sloges med Guds Ord,
Da Hans Baggers stærke Arm
Saarede din Kongebarm;
Naar Man hører Griffen sukke
I det snevre Indelukke;
Man bedrøvet spørge maa:
Lærte dig din Farfar saa?
Du med Griffens Fjeder skrev
Lovens Bog for Menigmand,
Sendebreve vidt om Land,
Brev til Kingo og Hans Bagger,
Til Peer Jespersen, ja til
Mangen Mand saa giæv og gild,
Skal Man slige Fjedre bytte
Med den Hanefjer1, som skrev
Vist til meer end til Unytte
Unødvendigt Feidebrev?
Skal Man slige Fugle mure
Ind i mørke Munkebure?
Var i tyve Aar du vred,
Kunde du da ei fornemme
Eget Valgsprogs stærke Stemme:
Gudsfrygt og Retfærdighed.
Konge! jeg dig ei vil dømme,
Men Guds Ord din Id har dømt,
Hvad du har forseet, forsømt,
Maa en Smigermund berømme.
Vel du trodsede med Sværdet,
Vilde knust Hans Baggers Arm,
✂
Men dog var din Klæmpebarm
Kun lidt haard og ei forhærdet,
Fik du Tid dig at besinde,
Lod du Ordet Seiren vinde.
Derfor sov Hans Bagger hen
Paa sin Stol, som Kongens Ven,
Derfor du til dine Præste
Tiest kaarede de bedste,
Skøndt du stundom maatte skifte,
Naar Grevinden skulde skrifte.
Peder Jespersen Halei
Sværdet bar i Skeden ei,
Tit du vist og har fornummet,
At det hugged dybe Saar,
Aldrig af hans Hovedhaar
Har dog et din Finger krummet.
Hvo som slige Præster ynder,
Han fordømmer sine Synder;
Udentvivl og tør din Død
Dine Synder du fortrød.
Herren med sin stærke Hammer
Maatte Hjertet sønderslaa,
Da undfik det vel Attraa
Efter stille Sovekammer,
Da fornam Du Lottes Taarer
Som en Ild i dine Aarer,
Griffens Suk og store Smerte
Klemte haardt dit Kongehjerte,
Da din Søn du Raadet gav,
Som Hr. Peder ved din Grav
Gav hver kristen Drot paa Jord,
Giennem Davids sidste Ord:
Giv paa Herrens Veie Agt,
Ær Hans Skikke, hold Hans Pagt,
Mærk paa Ordet i Hans Bog,
Lær af den at vorde klog!
Da skal Herren og stadfæste
Sine Løfter dig til Bedste,
Af din Æt da aldrig skal
Fattes Mand i Kongetal.
Fjerde Fredrik! tog til Hjerte
Du, hvad Kristian med Smerte
527
Til dig mæled i sin Død?
Med dit Kongeord du svarer:
Herren var min Hjelp i Nød.
Sanddru Saga aabenbarer,
Det var meer end Læbers Ord,
Thi det gandske Tvillingnord
Maa det samme Vidne bære:
Herren hjalp, og Ham skee Ære!
Frederik! med dig begyndte
Et usaligt Hundredaar,
Alt til Undergang sig skyndte,
Sært, at end en Levning staar.
Frederik! du er berømt
For en dygtig Regnemester;
Lidt vel hurtig har Man dømt,
Saga det kun halvt stadfæster,
Tidt du regnede for smaat,
Gud allene regner godt.
✂
Tænk ei, Fredrik! jeg vil stjæle
Prisen fra dit Eftermæle,
Nei, o Drot, din Kongefærd,
Pen og Griffel, Skjold og Sværd
Skal for mig det Kryds beholde,
Som jeg saae paa Sagas Rolde.
Kunde du, hvor nu du boer,
Skue vores Færd paa Jord,
Vist du mine Ord gav Magt:
Give Gud! at Ingen vilde
Danmarks Drotter mere ilde!
Men med Gud jeg gjorde Pagt,
At ei Vild og Glands og Guld
Skulde mine Øine blinde,
At ei noget Baand af Muld
Maatte mine Læber binde.
Der dig myndig din Georg
Standsed i din Kongeborg,
Raabte til dig: Konge, staa!
Bud fra Gud jeg har at bære!
Vredt du ei til Præsten saae,
Kaldte ham endnu din kiære,
Thi du vidste det saa godt,
528
Ja du troed det, o Drot,
Præstelæber, trods al Fare,
Altid Sandhed skal bevare.
Præst er jeg, dia Skygge maa
Jeg i Natten byde: staa!
Bære maa jeg Herrens Ord:
(Gid det klang fra Syd til Nord!)
At ei hundredtusind Daler
Selv en Draabe Blod betaler,
At Enhver, som uden Nød
Farver Landsen blodig rød,
Var det og en Helgen from,
Glemmer da sin Kristendom;
At hver uretfærdig Feide,
Som hvert Brud paa givet Leide,
Hevner sig saa mangefold,
Og at Svig er Svigens Sold.
✂
Sige maa jeg da, o Drot!
At du regnede for smaat,
Regningen ei holder Stik,
Aldrig kan den Pengeleie,
Du for dine Jyder fik,
Selv kun Rantzaus Blod opveie.
Vilde Man det efterspeide,
Hvad dig kostede den Feide,
Som du selv dig havde voldt,
Mon da Summen sig til den,
Du for Jyder fik igjen,
Ei som Mark til Hvid forholdt?
Dog, paa Sligt maa Andre regne;
Taler Man paa Herrens Vegne,
Blæser Man ad Sølv og Guld;
Men mon ikke taarefuld
Danmark stod ved Stralsunds Volde,
Og begræd i Blod de Bolde?
Sank ei rundt paa Land og Sø
Blomsterne med deres Frø?
Hør du mig, du svenske Kugle!
Hvem traf du i Pronevig?
Kiste! du kan ikke skjule
Kæmpens Navn, som Kæmpens Lig;
529
Staver jeg i Mørket ret:
Billedet af Julers Æt?
Saa har den vel endt sin Færd.
Absalon! det var dit Sværd,
Det din Vimpel var tillige,
Som i Julers Haand og Stavn
Atter sank i Rygens Havn.
Banneret fra Estlandstog,
Vimpelløse Danebraag,
Kun den Herre kiæk og bold
Peder Vessel Tordenskjold
Fra sin lave Vikingsstavn
Vaie lod i Marstrands Havn.
✂
Dog, hvorledes? hvil dig, Aand,
Hvil dig, Hoved, lidt paa Haand,
Synerne sig let forvirre,
Øiet blændes ved at stirre;
Stir kun ei saa stivt paa Rygen,
Se dog vist paa Kiøge Bugt;
Under Dækket seer du Sygen,
Og i Luften Fanens Flugt.
Sygen, ja da den sig sneeg
Graadig fra Palads til Hytte,
Medens udi Hildurs Leeg
Fredrik søgte Roes og Bytte,
Hvisked den ei: Danedrot!
Kornet voxte nok for godt,
Det skal ikke gaae i Leie,
Jeg vil hjelpe dig at meie!
Der den røde Hane sad
Vingebred i Axelstad,
Mon da ikke høit den goel
Over Fredriks Kongestol:
Spar kun Krudt og Steen og Staal!
Jeg omsonst skal tænde Baal?
✂
Danebraag! med høie Stavn
Ei du sank i Rygens Havn,
Høi og herlig var din Flugt,
Du fløi op fra Kiøge Bugt,
Hvor din Stavn sig modig brysted,
530
Hvor Niels Juel dig blodig krysted,
Hvor du vaied stolt og vild,
Der du af din egen Ild
Tændtes an, og udi Luen
Svang du dig mod Himmelbuen,
Ovenned du faldt til Nord,
Did igien du heden foer,
Hjem dig fulgte Skjoldmænd skiønne,
Det var Ivar og hans Tønne,
Deres Mærke var som dit:
Bunden rød og Baandet hvidt.
Mester Svenske laa paa Vagt,
Gav saa nøie paa dig Agt,
Tænkte nu tilsidst at fange,
Hvad ham jog saamange Gange;
Hvad han vandt, var kun, at Luen
Braged i hans Mast og Dæk,
Da i den mod Himmelbuen
Blussende du svang dig kæk.
Vel fra Dragø han opsendte
Tvende Blus dig at nedhente,
Men to folkeløse Skraag,
Flygtende fra Gyldenløve,
Fandt vist aldrig Danebraag,
Blev vist fri for den at røve.
Danefolk og Danedrot!
Herrens Raad er altid godt,
End I med Kong David bad:
Las os, naar du Tugten sender,
Falde, Gud! i dine Hænder!
Derfor brændte Axelstad,
Men ei tændt af Svovelflammen,
Skarerne I maatte se
Synke ned som Ax for Le,
Men dog ei til Fiendens Gammen.
Fjenden vandt ei Danebraag,
Herren selv den til sig drog,
Den opfløi fra Kiøge Bugt,
Æred Danmark i sin Flugt
Hvitfeld! ja, der du fra Jord
Med det hvide Kors opfoer,
Med et eenligt Luetræk,
531
Bedre end med Pen og Blæk
Gamle Arild, du en Sage
Skrev om fromme Heltedage;
Dannemark! o tak dog Gud,
Som dig skænked slige Sønner,
Som end skaaner vilde Skud
For den gamle Stammes Bønner!
Der du synded, bort Han tog
Korsets Banner, men med Læmpe,
Atter faaer du Danebraag,
Naar du under den vil kiæmpe.
Fredrik! du udregned ei
Danebraags og Hvitfelds Vei,
Havde de, for sære Flugt,
Alfarveien villet prøve,
Knap en Hule da i Bugt
Levnet var din Gyldenløve.
Havde Nogen vel udregnet
Jer, I ubekiendte Tal:
Karls Fald og Fredrikshald?
Og dog uden jer det tegned
Kun til saare liden Lykke
Med det tunge Regnestykke.
✂
Dog, med Fredrik ingen Føie
Saga har at regne nøie,
Ikkun Sagas Snyltegæster,
Som kun Øie har for Støv,
Krandsed ham med Zifferløv
Som den store Regnemester;
Selv han troed, at omsonst
Var al Verdens Regnekonst,
Thi hans Kongesprog jo lød:
Herren var min Hjelp i Nød.
Herren hjalp og Ham skee Ære!
Han med Hæder lod dig bære
Kronen i de onde Dage,
Da den lede Heiveddrage1
Fløtted op mod Nørrepol
✂
Lumskelig sin Herrestol.
Ja, o Frederik, dine Feil
Har jeg seet i Sagas Speil;
Tantet, som er intet værd,
Magt og Guld dn havde Mær;
Men deraf kan Danmark bramme,
At det har en Kongestamme,
Som kan ubeskæmmet taale,
At den falske Flitterglands
Svinder bort for Sandheds Straale,
Thi den har en Hæderskrands,
Som udfolder sine Blommer,
Just naar Sandheds Straale kommer,
Synlig kun, naar den er nær,
Selv kun Straalens Rosenskiær.
Syndere vi er tilhobe
Under Pjalt og Purpurkaabe,
Ingen Roes, men ikkun Skam
Alle have vi for Ham,
Som i Lyset Hellig throner,
Og som ei anseer Personer.
Ak, men under Høielofte
I den kvalme Smigerluft,
I den søde Viraksduft,
Der det glemtes jo saa ofte,
Der saamangen Drot i Drømme
Glemte, Gud skal Drotter dømme.
Glemte, at vi er tilhobe,
Under Pjalt og Purpurkaabe,
Brødre af det samme Blod,
Rundne op af samme Rod,
Glemte, at naar Dækket falder,
Glemte, at naar Herren kalder,
Disse Tre kun blive ved:
Tro og Haab og Kiærlighed.
Hvilken Kongeslægt paa Jord
Gik det sjeldnere af Minde,
Laa det stærkere paa Sinde
End Grev Dideriks i Nord?
Dannemark! o knæl i Støvet!
Tak din Gud saa mangefold,
Og fornem det, dybt bedrøvet,
533
Hvad der var din Syndesold!
Tvillingnord! du Moder kiær,
Du var kommet Svælget nær,
Og paa Svælgets Rand med Paars
Skoggrende du drog til Aars,
Skoggred vildt i Giøglehus,
Medens Helligdommens Buer
Braged under stærke Luer,
Styrted smuldrende i Grus.
Havde du det ei fortjent,
At dig Herren skulde sendt
Drotter i sin Nidkiærhed!
Men vor Gud er seen til Vrede,
Giør mod dem, som Ham tilbede,
Miskundhed i tusind Led,
Derfor lod Han ved sit Ord,
Og ved Folkene paa Jord,
Til Advarsel dig forkynde
Sodoms Straf, Gomorras Brynde;
Derfor i de onde Dage
Levned Han dig Sæd tilbage.
Femte Kristjan, du jo var
Som hin anden Valdemar,
I din Søn dog ei opstod
Slig en Drot, som tynged Ploven,
Slig en Drot, som Purpurkaaben
Smittede med Broderblod;
Nei en Drot, som letted Ploven,
Som fra sine Høielofte
Over grove Vadmelskofte
Bredte venlig Purpurkaaben.
Fjerde Frederik! du var
Danmarks tredje Valdemar;
Før han sank i Gravens Favn
Med det tomme Kongenavn;
Dennegang lod Gud af Naade
Tvillingsepteret ham made.
Frederik! med Sværd i Feldt
Stred du ei som Christi Helt,
Men et Korstog maa i Fred
Vel din Idræt lignes ved.
Estland! du er alt for nær,
534
Nei, se hist en anden Færd!
Seer du hist, hvor Iis i Lag
Løfter sig som Kiæmpefjeide,
Som om den til Dommedag
Vilde trodse Solens Vælde!
Seer du hist i Haabetsl Stavn
Palmeren2 med Sandheds Bælte?
Hvad vil han? I Jesu Navn
Vil han byde Isen smelte,
Har det Haab, at Korsets Soel
Mægter under Nørrepol
Med sin Straale at fremlokke
Over Isen Blomsterflokke.
Dannemark! ja tak dog Gud,
At et saadant Rosenskud
Han dig levned end tilbage
I de kolde Vinterdage!
At hver Blomst fra Grønlands Egne,
Naar i Herrens Rosengaard
Duftende den evig staar,
Skal sin Æt fra dig udregne!
O, Johannes! Kæmpe bold!
Du som stred med Sværd og Skjold
Først mod Tvivl og bange Tanker,
Saa mod Verdens Spot og Haan,
Og mod Bergens Kræmmeraand;
Saa mod Iis og møre Planker,
Frost derude og derinde,
Bølgegang og Kastevinde;
Saa mod Satans Angekutter,
Saa mod falske Hernhutter;
O Johannes! din Idræt
Kan ei her jeg tegne ret,
Røre Gud mit Sind engang
Til en værdig Mindesang!
Men, Kong Fredrik, at dit Øre
Ei du vendte fra at høre
Talen om den Grønlandsfærd,
Skiøndt du Guldet havde kiær,
✂
At du ved hvert Sendebrev
Om, hvordan Guds stærke Ord
Rødder slog i frosne Jord,
Dybere i Pungen greb,
Derom maa min Saga-Stav
Riste Runen paa din Grav.
Men, se hist paa Ganges Rand!
Der jo atter en Guds Mand
Drager Aandens Sværd af Balg;
Se engang, hvor haardt det piner
Jesuiter og Braminer!
Siig mig det, o Ziegenbalg!
Hvem gav Flugt til fromme Tanke:
Til Guds Hjord i mange Farer
Der at sanke Malebarer?
Frederik og Herman Francke!
Er dit Svar, og jeg med Stav
Tegner det paa Fredriks Grav.
✂
Glæd dig, Danmark, det engang
Loves skal i Høitidssang,
At fra dine ringe Havne
Styrede i lave Stavne
Over Hav en korset Hær
Under Hjelm med Skjold og Sværd!
Hær, du som i gamle Dage
Stævned over brede Hav,
For med Sværd og Spyd at jage
Musselmænd fra Herrens Grav:
Naar jeg stirrer paa din Færd,
Er det, som du vilde eie
Graven for at finde der
Til Hans Ord et helligt Leie;
Men, du Hær! som kiæk uddrog
Under hvide Danebrog,
Det var ei dit Sørgekvad:
Vilden Hedning Graven smitter!
Nei, du jublede saa glad:
Malebarer! Innuitter!
Knæler dybt for Ham til Jord!
I det Høie Han opfoer.
Fængslet fanged Han saa bold,
536
Skiænked Gaver mangefold;
Seer I her de Ædelstene?
Der er mange i den Ene,
Vi opbygge vil paa dem
Hos jer et Jerusalem!
Dog den Stad saa favr og fin
Kun en Skygge er af hin,
Herren selv vil aabenbare;
Skyggen er kun mat forgyldt,
Staden er af Guldet klare;
Straalende i hellig Tylt
Dyrebare Ædelstene
Til dens Grundvold sig forene,
Speileklare, glatte Gade
Er en drevet Gyldenplade,
Muren Jaspis, og dens Porte
Perler tolv saa herlig gjorte.
Dampet bort er Luftens Blaane,
Slukket ud er Soel og Maane,
Lammet, som for Hjorden leed,
Skinner i sin Herlighed1.
Kommer dog, I blinde Skarer!
Innuiter, Malebarer!
Hinduer, og Morer sorte!
Kommer dog til Herren hjem!
Ganger giennem Skyggeporte
Til det ny Jerusalem!
✂
Dog, hvorhen? det Heltetog
Under hvide Danebrog,
Naar gik det fra Nordens Havne?
Ak kun Eremiter faa
Var det, som i lave Stavne
Styred over Bølgen blaa,
Ordet i den vilde Egn
At opreise brat en Hytte,
Der det efter Tidens Tegn
Vilde snarlig heden flytte.
✂
Grønland! skal du da engang
Grønnes som en Kildevang?
✂
Skal af dine lave Birke
Tømres høi en Hovedkirke?
Skal de frosne Fjelde revne,
Skal fra Nord i helligt Tog,
Under hvide Danebrog,
Heltene til Vinland stævne?
Hindostan! skal danske Psalmer
Klinge under dine Palmer?
Skal med Kirkens Syllestene
Ogsaa din sig glad forene.
Skal i Hjørnet din Sanskrit
Skinne som en Chrysolith?
Ja, skal dine Palmeblade
Hen ad Veien strøe sig glade,
Mens fra dine Millioner
Hosianna herlig toner,
Naar mod sit Jerusalem
Ærens Konning drager frem?
Herren raader, Saga giætter,
Godthaab! du jo Godt forjætter,
Zion og Jerusalem
Søsterlig hinanden favne,
Dansborg! du beskytted dem,
Det er favre Gaadenavne.
Ja, mig byder Saga: skriv:
Endt er nu de Lærdes Kiv,
Om til Ganges Kristendom
Ved Bartholomæus kom.
✂
Eremiter! Bertel1, Hans!
I, hvis vakkre Postelnavne
Broderlig hinanden favne
Under hellig Straalekrands,
Slet det synes sig at tegne
Her, som hist i øde Egne;
Sjanken er den lave Hytte,
Sank med eder fast i Jord,
Knap Man veed, hvor Ordet boer,
Mindre, hvor det hen skal flytte;
Dog, Guds Ord kan aldrig glippe,
✂
Over Kirken paa sin Klippe
Helveds Porte, Verdens Aand
Aldrig kan faae Overhaand,
Øine kan han vel forblinde,
Kogle Damp om Klippetinde,
Men naar den sig tættest leirer,
Nordenvind den brat henveirer,
Giennem den kulsorte Sky
Bryder gyldne Soel paa ny,
Straaler vidt om Kirketinde
Klarere end nogensinde.
✂
Herren raader, Saga giætter,
Gjættende hun halv forjætter:
Kirken skal i Nord engang
Sjunge høit sin Svanesang;
Naar da Stormen der undfanges,
Taagen flyer fra Kirkevang,
Naar fra Statenhuk til Ganges
Klinger Kirkens Svanesang,
Fredrik! da tør jeg forjætte:
Vist med Duft, om ei med Glands,
Skal din Navneblomst sig flette
I din Stammes Hæderskrands.
Ei du stod med Sværd ved Belte
Mellem Korsets djærve Helte,
Men med Skjoldet, som i Fred,
Under Korset dog du stred.
Over Bonderyg og Plov
Prøved du dit Skjold at strække,
Ak! det gjordes hardt behov,
Hvis ei brat de skulde knække:
Kiærlighed var moxen kold,
Ædle Fædres sjunkne Æt
Vendte mest mod Lov og Ret
Trodsende sit Herreskjold,
Søgte Hjelmen at forhverve
Sølverglands af Bondeskiærve,
Flettede i Riddersale
Fløitende af Gangerhale
Svøbe lang og Svøbe tyk
Til at varme Bondens Ryg;
539
Krum den Ridefoged stod,
Følte snu sig for som Sneglen,
Lovede det ædle Blod,
Prøved gamle Sværd paa Neglen,
Smidsked under Skind saa smaat:
Ja til Svensken var det godt,
Men dog ikke slige syv
Tog jeg for min Tellekniv.
Frederik, det saae du grandt,
Og den Regning reen du fandt:
Ploven maa dog Jorden skiære,
Før der voxer Ax paa Straa,
Bonderyg maa Tronen bære,
Hvis den sømmelig skal staa.
Dog en anden Regning end
Fandt du reen, og det var den:
Brødre ere vi tilhobe
Under Pjalt og Purpurkaabe;
Fader Adam med sin Hakke,
Eva med sin Spinderok,
Med det Stammetræ til Takke
Tage maa vor Adelflok,
Ja, eet Legem, Gud til Ære,
Skal i Christ vi alle være.
Galt det var, naar Haanden voved
Sig at tee, som den var Hoved,
Eller Fod sig at ophøie.
Som om den var selv et Øie;
Men naar Øiet stolt sig teer,
Imod hvad det overseer,
Naar det blindt sig vil indbilde,
Haanden klæder Kroppen ilde,
Eller naar i Overmod
Hoved siger til sin Fod:
Gak! jeg kan dig godt undvære;
Siig mig da, du stolte Øie!
Kan du tømre, kan du pløie?
Hoved! kan du selv dig bære?
Siig du mig, Oplysningslav!
Om dig Lykken vilde føie,
Saa den hele Krop blev Øie,
Hvor blev Hørelsen da af?
540
Hvor blev Lugt, og hvor blev Gangen?
Hvor blev Værk i Hus og Vangen?
Klarere saae du i Aanden,
Frederik! din Hu kun stod
Til at løse op for Haanden,
Spænde Bøllerne af Fod,
Saa at Haanden kunde virke
Flink sit Værk, og atter dog
Fange Hvile under Bog,
Fod sig frit om Søgnedag
Fløtte rask, men og i Mag,
Naar det ringed, gaa til Kirke.
Ja du holdt, o Konge bold!
Over Kirken flink dit Skjold;
Ak, det gjordes haardt behov.
Tungt det var for dig at skiærme,
Mangen Vogter doven sov,
Mens sig flokked vilde Sværme.
Dog, du havde i din Borg
Vægtere, som ikke slummed,
Vægtere, som ei forstummed,
Frands og Peder og Georg1;
Luren klang; og der dit Skjold
Skinned mod de vilde Sværme,
Ingen Finger da med Vold
Sig til Kirken turde nærme.
Men en Orm, saa trædsk og leed,
Vilde Kirken undergrave,
Grunden sank alt synlig ned,
Den begyndte fast at rave,
Høit at løfte sjunkne Bue,
Død at knuse Ormen fule
I forborgne Hjertekule,
Det gik over din Formue;
Men en Støtte2 reiste du
Under Kirkens sjunkne Bue,
Den har voldt, at vi endnu
Kirken over Muld kan skue.
Ei den var, som mangen een,
Mør og skiør, foruden Been,
✂
Saa til den maa giøres Hul
I den Mur, den skulde holde;
Slig en Adfærd maa jo volde,
At med Støtterne omkuld
Falder det, som støttes skulde.
Fredriks Støtte havde Been,
Løfted Hoved over Mulde,
Thi det var en hulet Steen,
Reist ved Kirkens høire Side,
Netop der, hvor Ormen laa;
Der paa Vagt den skulde staa,
Thi Man meente daomtide,
At naar Ormen blev besvoren,
Var dens Magt og brat forloren.
Hule Steen! ja vel besvor
Ormen du med Herrens Ord,
Thi ei død du stod paa Muld,
Du af Levende var fuld;
Herlig steeg fra Børnevrimlen
Hosianne høit mod Himlen,
Ja at Kirken siaar endnu,
Visselig, det voldte du.
Slig en Støtte, maa Man mene,
Kunde aldrig sig forene
Med den Orm saa trædsk og leed,
Til at rive Kirke ned.
Ak, desværre, som desbedre,
Mange Ting sig kan forene,
Som de gamle Oldefædre
Dog umulig kunde mene.
Ja, o Steen! kun sjelden nu
Ormen høres du besværge,
Tiere besværger du
Kirken, som du skulde værge,
Som om den var Ormen leed,
Som den var Vankundighed.
Ak, du Steen saa kostelig!
Som blev reist, for at i dig
Børnene med Bøn og Stave
Sig til Kirke skulde lave;
Steen! opreist til Kirkestøtte,
Skal paa Kirkevei du staa
542
Nu til Stød for arme Smaa,
Som end knap paa Fod kan døtte,
Saa de tvivle, saa de gruble,
Saa de vakle, saa de snuble,
Saa tilsidst et Øxenhus
Man skal se paa Kirkens Grus?
Nei, o Steen! men hvis din Hule
Vorder Satans Ormekule,
Vil i dig paa Barnelæbe
Hosianne fræk Man dræbe,
Da fuldkommes Herrens Ord:
»Vil I Ordet dem formene,
»Raabe skal de tause Stene«,
Da, o Steen! du høit i Nord
Skal dit Ak og Ve udraabe
Over hver en selvklog Taabe,
Hver Fortabt, som pønser paa
At forarge Kristne smaa,
At forvilde spæde Lam,
Fra Guds Hjord og fra dens Hyrde,
At forvilde dem fra Ham,
Lade Helveds Ulv dem myrde.
Du skal raabe Herrens Ord,
Saa det dundrer over Nord:
»Hvo som forarger, og var det kun een
»Af mine troende, hellige Smaa,
»Bedre for ham, at nedsænket med Steen,
»Dybt under brydende Bølger han laa!«
✂
Frederik! du, som i Fred
Under Korset herlig streed,
Under det paa dobbelt Viis:
Med dets Byrde, til dets Pris,
Visselig ei uden Smerte,
Nei med saaret Faderhjerte,
Segnende du maatte se
Børnene som Ax for Le,
Stønnende du maatte høre
Bundne Bonde Ploven kiøre,
Se saamange Taarer stride
Fra de hule Øine rinde,
Se saamangen usel Kvinde
543
Utaalmodig Hænder vride
Over askeblandet Grus:
Levningen af hendes Hus,
Se hvor Hovedkirkens Bue
Styrted i den røde Luel.
Ja, du følte Korsets Byrde,
Men den lærte dig at gaa
Under Jesu Kors at staa;
Trøstelig den gode Hyrde
Talte ved sin Tjeners Mund
Livsens Ord i Dødens Stund.
Ja, o Drot, jeg seer i Aanden
Dine Taarer og dit Smiil,
Der din Time var forhaanden,
Der du følte Dødens Piil
Paa den samme Dag i Aaret,
Som til Verden du var baaret,
Banked Døden ogsaa paa,
Bød fra Verden dig at gaa;
Men din Gud dig ei forlod,
For din Seng Hans Tjener stod,
Rørt af Aanden, rørt i Sind
Stædtes Hersleb for dig ind,
Verdens Tant og Verdens Møie
Stilled han saa klart for Øie,
Tolked Kristnes Haab og Trøst
Med saa hemmelig en Røst,
At du tænkte vist med Smerte
Paa hvergang, da Verdens Tant
Værd I dine Øine vandt,
At du sagde i dit Hjerte
Efter ham og efter hiin
Vise Drot og Navne din:
Meer end Fødslens Dag at love
Er den Dag, da vi hensove.
Fredrik, ja det er fuldbedre
At hensove, naar i Fred
Vi gaae hjem til vore Fædre,
Finde dem i Salighed.
✂
Gierne, Fredrik! paa din Grav
Lagde jeg min Sagastav,
Tung og nødig den fremskrider
Over Danmarks Vintertider;
Verdens Aand staar og paa Lur
Svigefuld ved Kirkemur,
Haaber, at min Stav skal briste
Paa en Dannerkonnings Kiste.
Dog, den Aand, som er i os,
Ham i Verden byder Trods,
Og hvad Gud har sammenføiet,
Skal ei Mennesken adskille,
Hvad mig stilledes for Øiet,
Maa og jeg for Øine stille.
Tidens Strøm har mægtig bruset,
Hvor er trindt om Land vel Huset,
Som ei reves fra sit Sted,
Om det drev ei villig med?
Jeg det veed, der er en Hald,
Huset, som paa den opbygges,
Trodser Stormens Overfald,
Kan af ingen Strøm forrykkes;
Stod det danske Kongehus
Da opbygt paa Sand og Grus?
Nei, saavist som noget stod
Det paa Klippen godt i Fod;
Men den Tind paa høien Hald,
Ak, den er saa saare smal,
Væggen er ei brat men skraa,
Trindt heel favre Blommer staa,
Søde Duft og Farveglands
Lokke til sig Kiødets Sands.
Naar et Hus skal længe staa,
Det og tit opreises maa,
Og naar det skal reises tit,
Gierne vil det skride lidt;
Klippesiden er saa glat,
Først kun skraa, men siden brat,
Og før ret det mærkes kan,
Huset staar paa Svælgets Rand.
Ak! hvormangt et Hus saa boldt
Stod i Morten Luthers Dage
545
Høit paa Hald, i Herren stolt,
Og nedrulled dog saa fage,
Mangent et sig bildte ind,
Det stod end paa Klippetind,
Men der Strømmen kom, det fandt,
At det stod paa Svælgets Kant.
Ak, de fleste rulled ned,
Nogle kun med Strømmen stred,
Men kun faa til Klippens Top
Atter modig svang sig op.
Høie Huse snarest rave,
Lettest de sig bilde ind,
De ei derfor vorde lave,
Om de skride lidt fra Tind.
Ak! det var da intet Under,
Om i Svælg vi nuomstunder,
Eller dog paa Svælgets Kant,
Alle høie Huse fandt;
Det kun Under var at finde
Eet endnu paa Klippetinde;
Ja med Glæde vi betragte
Det, som skred kun lidt og sagte,
Som med Sorg fornam, det skred,
Og mod Strømmen ærlig streed.
Hvilket Hus er end ilive,
Som det Skudsmaal vi tør give?
Jeg det vidner gladelig,
Danmarks Kongehus! om dig.
Nu, i Jesu Navn, min Stav!
Rist kun frit paa Kongekister!
Blødt du falder, om du brister,
Jordes i Kong Davids Grav.
✂
Støv, som Alabastret glemmer!
Sjette Kristjan! du hvis Fod
Brændtes af de hede Emmer,
Hvor Guds Kirke fordum stod;
Du den faldne Davidshytte
Vilde reise op i Hast;
Det var kun til liden Nytte;
Den ei stod paa Klippen fast;
Hvad der bygdes i din Old,
546
Bygdes som paa Grus og Sand,
Kiærlighed var moxen kold,
Mesteren var Misforstand.
Derfor og, da Vandløb kom,
Derfor og, da Strømmen brød,
Hurtig styrted Huset om,
Og i Nord det huult gienlød:
Rørelsen var Krampetræk.
Rostgaard, Gram og Langebek,
Brobye1, Dass og Hjelmstjerne,
Høier, Anchersøn og Thot,
Tømrede med Haand og Hjerne
Heftig paa et Sjæleslot,
Der sig Kristjansborg det andet
Løfted prægtig over Vandet,
Der sig brammende til Ziir
Løfted Frue Kirkespir;
Mens det lod, som om paa Ny
Dannebrog faldt ned fra Sky,
Mens Orlogger udi Havn
Atter prøved sig at flokke,
Pranged med saa stolt et Navn:
Danneskjold i Danedokke.
Ak! det meente da den Bolde,
At han smedded Danneskjolde,
Tænkte mindst, at disse Stavne
Skulde smykke Bretlands Havne,
Tænkte mindst, vi skulde skue
Skyggen af vor Dannebraag,
Tændt af Fjendens Svovellue,
Fare bort med syge Skraag.
Det og mente Magdalene,
At forvist i Dage sene
Skulde glimre hendes Borg,
Tænkte mindst, at vi med Sorg
Skulde skue Spurv og Svale
Bygge i de brændte Sale.
De, som reiste Fruespir,
Mente vist, det skulde stande
Byen til en evig Ziir,
✂
Men dog ei sin Hjertesorg
Over Kongens sjunkne Borg,
Over gamle, Mære Grande,
Det forvandt, før selv i Grus
Det nedsank med Herrens Hus.
Ak! fra Fredriksberg udsendte
Troldehaand de Blus, som tændte
Stad og Spir, som overbrændte
Tougene, der holdt i Havn
Danmarks lette Orlogsstavn.
✂
Lærde, som i hver en Krog
Rydded op og støved ned,
Rundt i Tid og Rum og Sprog,
Sanked sig til Menighed,
Mente vist med Pen og Bog
Dannemark at trylle klog;
Holberg sad og rynked Næsen
Ad det hele Værk og Væsen,
Dog, det mærkede Hans Gram,
Vel ad Meer end det og ham.
Lærde Samfund! end I staa,
Men I staa ved eders Grave,
Eders Jordetøi I maa
Lægge skyndelig ilave.
Det seer ud, som du det vidste,
Du som paa din Bautasteen
Bogstavrækken vilde riste1,
Men den Skrift er nok for seen.
Lærde Menighed! du staar
Paa en aandig Kirkegaard,
Kirken er det store Liig,
Som man vil til Jorden stæde,
Mange lee, og Faa kun græde,
Ei den falden er i Krig,
Under sine Lægers Haand
Den paa Straa opgav sin Aand.
Lærde Mænd! I utro Poder,
Vil ei kiendes ved jer Moder,
Staae ved Graven stive, kolde,
✂
Græde ei ved hendes Lig,
Skal Ligprækenen I holde,
Maa i Grav hun røre sig;
Men kan I fordrive Frygten
For, at om en liden Stund
Kløgt med jer og I med Kløgten
Synke dybere end hun?
✂
Kristian, en Søn du var
Af en tredje Valdemar,
Derfor ei Kristoffers Æt
Kom paa Tronen dette Sæt,
Derfor Glippings, Menveds Dage
Kom ei dennegang tilbage,
Ingens Fæstemø du skiændte,
Medens han i Leding foer,
Ei du Kirkens Dressel brændte
Skoggrende i høie Kor,
Ja, enddog du ingen Ven
Var af dine Præstemænd,
Ei du som hin onde Drot
Klædte dem med Skam og Spot,
Praled ei med Kirkeran,
Lod ei Bisp og Provst indmure
Lænkede i Fangebure.
Dog ei heller nu Jens Gran
Trodsende i Axelstad,
Som i Lund, paa Stolen sad;
Nordens Kirke ikke heller
Havde udi Kor og Kielder
Skat, som Hænder kan udvriste,
Skat, som Drotter kunde friste;
Havde ikke Brød og Brad,
Som var Hofmænd lækker Mad;
Havde ikke Gaard og Grunde,
Som de vilde efterstunde.
Nei, du Kirke bold og prud!
Hvorudi af Himlens Gud
Luther var til Præst indsat,
Sølv og Guld var ei din Skat.
Nei, du havde i din Vælde,
Som din Herre riig og mild,
549
El i Verden det, hvortil
Du dit Hoved kunde helde.
Vel dig! paa den vilde Mark,
Som hin gamle Patriark,
Gud i Aftenstund du loved,
Og med Stenen under Hoved
Havde du en Syn saa klar,
Saae Guds Engle aabenbar
Vandre paa den høie Stige
Op og ned fra Himmerige.
Raabte ud, forfærdet, glad:
Se, her er jo Herrens Stad,
O! forfærdeligt og stort!
Herrens Hus og Himlens Port.
Reiste under Morgensang
Stenen høit i vilde Vang,
Salved den med Olje reen
Til en hellig Altersteen.
✂
Dog, hvad rister du min Haand?
Det er ikke Sagaruner;
Har du Syner, kiære Aand,
Mens du selv paa Stenen bluner?
Seer du Jakob ogsaa nu
Flygte bort for Esau?
Seer, paa hvilken Leed han vanker
Op mod Nord i dybe Tanker,
Har i Haanden kun sin Stav
Men Velsignelsen i Hjerte,
Som i Herrens Navn med Smerte
Isak ham prophetisk gav.
Seer du ham i Aftenstund
Stenen under Hoved lægge?
Seer han i et helligt Blund
Stigen op til Himlen række,
Engle vandre paa dens Trin,
Herren stande paa dens Tinde?
Lufter det i Nattesvale?
Hører han sin Herres Tale,
Tone Himlene det ud:
Jeg er dine Fædres Gud,
Abrahams og Isaks med;
550
Landet, hvor du har dit Leie,
Jeg nu dig, i dig din Sæd,
Give vil til Arv og Eie;
Ja din Sæd, som Støv i Blæst,
Skal sig sprede over Jorden,
Flyve vidt i Øst og Vest,
Vidt mod Sønden og mod Norden;
Slægterne paa Havets Bred
Skal velsignes i din Sæd?
Seer i Nord du Stenen graa,
Reist mod Himlen salvet staa?
Hører du det Gammenskvad:
Bethel, Herrens Hus og Stad,
O, forfærdeligt og stort,
Herrens Hus og Himlens Port!
Naar fra Oven lyst det lyner,
Synes Himlen halv opladt,
Dunkelt skimtes liøie Syner,
Svæve os forbi saa brat,
Læben røres, Øiet stirrer,
Hjertet smelter, Taaren dirrer,
Staven rister, som den maa;
Ve den Skjald, som vilde stride!
Seende vi ikke vide,
Om vi Synerne forstaa.
Glæd dig, Aand, i dine Syner!
Bøi dig dybt, naar saa det lyner!
Lad i Lignelse det staa,
Hvad i Lignelse du saae!
Trøstet blidt ved Kirkegrav,
Tag igjen din Sagastav,
Rist til Pris et Eftermæle
Paa den Dødes fire Fjæle!
✂
Ja, du Kirke bold og prud,
Hvorudi af Himlens Gud
Luther var til Præst indsat,
Sølv og Guld var ei din Skat,
Nei, din Skat var Herrens Ord;
Ætmænd af Grev Theodor1
✂
Den at mindske aldrig nænte;
Den at øge mangenfold,
Det var Lyst for Ætten bold,
Og Gudrunen1 lod den prænte.
Kristjan! i den Kongeiid
Overgik du dine Fædre,
Ingen med saa travl en Flid
Prænted, skøndt de læste bedre.
Du vist tænkte: Herrens Ord
Rigelig skal boe i Nord,
Og for Tanken Pris og Ære!
Du i den velsignet være!
Ak! men just i dine Dage
Blev det Skik Guds Ord at vrage,
Fra den Stund forsvandt Guds Ord
Dag for Dag af Mund og Bord,
Blev paa Seng og Hyldebret
Brat af Mus og Møl opædt.
Kaade Drenge paa det Sidste,
Førend Moder ret det vidste,
Plukkede de møre Blade,
Strødte dem paa Gulv og Gade;
Ja, tilsidst en Djævlesang
Stemtes op, og huult det klang,
Som naar Hvirvelvinde bruse:
Du har længe nok fyldt Huse,
Du har pint os, gjort os magre,
Bibel, Bubel, Babel, trods!
Du tilsidst skal tjene os,
Du skal giøde vore Agre.
Kristjan, ak, det var at vente,
Sort paa Hvidt kan Haanden prænte,
Men Guds Ord i Sjæl og Sind
Gud kun selv kan prente ind.
Dog, at Løgn vi lettest nemme,
Og at Sandt vi snarest glemme,
Det er tungt og tykkes sært,
Er dog Sandt om Læg og Lærd.
Philip Spener! Herman Francke!
I, hvis Ord var som jer Tanke:
✂
Strø Gudfrygtighedens Sæd!
I, som Aandens Pris istemte,
I den store Sandhed glemte,
At den Sæd, som Herren saaer,
Er Hans Ord, som skrevet staar;
At med Ordet Aanden følger,
Alt som Vind med rørte Bølger;
Glemte, ei af os hernede
Klinte luges kan fra Hvede.
Saae I ei de klare Sprog,
Hvor de stod i Herrens Bog?
Vel I saae, hvor Sproget stod,
Men ei ret, hvor Klinten grode,
Prænte lod I Herrens Ord,
Men jert eget bedst I troede.
Herrens Værk I vilde virke,
Kaldte eder selv Hans Kirke,
Derfor, da I lagde Staven,
Kirken sank med jer i Graven.
Kiødet med sin Herlighed
Græs og Blommer lignes ved,
Visnet falder Blomsten af,
Isnet synker Kiød i Grav;
Herrens Ord i Evighed
Blomstrende kun bliver ved.
Ak! forblindede I trode,
Det var Sædens Skyld, at ei
Den paa Steen og Alfarvei
Og imellem Torne grode,
Meente, Hjertets Jord blev gold,
Fordi Kirken var saa kold,
Meente nok, Kaminen skulde
Raade Bod paa Hjertets Kulde,
Saa at i jert Drivehus
Blommer skiød af Sand og Grus.
Herrens Værk I vilde virke,
Drive Præsterne af Kirke;
Meente, at naar hyrdefri
Faarene sig kunde sprede,
Uden Stav og uden Stie,
Skulde ret de vorde fede,
Meente, naar de aad kun tæt,
553
Græs og Nelder, Godt og Slet,
Skulde fra de fulde Vomme
Melken nok med Ulden komme.
Philip Spener! Herman Francke!
From var eders Hjertes Tanke,
Men selv her I saae det jo:
Efter Avner Tidsler gro;
Hvor I sjunge nu i Chor,
Sande I vist Herrens Ord;
Sande vist, at Herrens Frygt,
Som paa Ordet hviler trygt,
Bedre er end nok saa breed
Selvudvalgt Gudfrygtighed;
Sande vist, at Gud vil virke
Giennem Ord og Præst og Kirke,
At naar Ordet ei kan nytte,
Da er Hjertet Satans Bytte.
Alt, hvad da Man griber til,
Alt, hvortil Man da sig piner,
Vorder kun et Giøglespil:
Kolde Suk og sure Miner;
Taarer, som skal perses frem,
Har vel Hjertet Deel i dem?
Lystne Sjæl vil Gud bedrage
Med sit Legems Fastedage,
Stolte Hjerte sig ophøier,
Alt som Hovedet sig bøier,
Syndens Lyster Hjertet slide,
Medens Hænderne sig vride,
Under Læbens Bøn omvanker
Sjælen vild i Verdens Tanker.
Vil du vide, Støvets Søn!
Om din Gud du monne frygte,
Da betragt med Ordets Lygte
Hjertets Rørelser i Løn!
Hvis det klemmes, hvis det gruer,
Naar i Ordet Herren truer,
Hvis ved Christi Gammensbud
Glad det løfter sig til Gud,
Hvis det kiæiligt sig udvider,
Naar endog din Fjende lider,
Hvis paa Herrens Lov det grunder,
554
Hvis det længes, hvis det stunder
Efter hjem til Gud at Tinde,
Da er Herrens Frygt derinde.
Klag din Nød og al din Jammer
For din Gud i stille Kammer,
Da skal til dig dale ned
Tro og Haab og Kiærlighed;
Naar du da gaar ud i Vrimlen,
Gaaer, hvor Ordets Lys dig vinker,
Tør du se dig frit til Himlen,
Hvor din Morgenstjerne blinker;
Sig til Skam og Gud til Ære,
Da af dig skal Verden lære,
At selv her i Vaabengny
I sin Gud Man glad kan være;
Hvad mon da, naar over Sky
Seierspalmerne vi bære!
✂
Det var gamle Mortens Ord,
Saa var og hans Færd paa Jord,
Ordet var den Kirkes Skat,
Til hvis Præst han var indsat;
Himmelglæde, Ordets Glands,
Var den Kirkes Rosenkrands.
Verden og, naar den har Sommer,
Vinder sig af vilde Blommer
Ret en vakker Rosenkrands,
Skinnet har den, men ei Duften,
Visner brat i Vinterluften,
Kiendes let af Aandens Sands.
Ak, men sjelden var den Sands,
Som den rette Rosenkrands.
Kristjan! i de onde Dage
Dog i Nord var end tilbage
Af den Krands, skiøndt mest i Løn,
Mangen Fletning klar og skiøn,
Det var ikke Aandens Sands,
Som tog den for Verdens Krands.
✂
Sjette Kristjan! paa din Kiste
Vaklende maa Staven riste,
Thi du vaklede paa Jord
555
Mellem Verden og Guds Ord.
Nidvers paa din Kongegrav
Risted før en Sagastav1,
Men en saadan Klafferskrift
Ædes af sin egen Gift.
Give Gud, jeg kunde skiære
Her paa Kisten, hvor du bluner,
Over hine vrange Runer,
Ramme, rette til din Ære,
Thi hver Blomst med Rosenduft
Der sig, trods den kvalme Luft,
Løfte, holde kan til Hove,
Er mig ret en Hjertensfryd,
Som er høit med Sang at love,
Men kun Duft er Blommedyd.
Glimre kan og Malm og Muld,
Og, Kong Kristian den Sjette,
Riste maa jeg sorrigfuld,
At din Duft var ei den rette.
Dog; o Drot, dig haardt at dømme,
Det kan aldrig Saga sømme;
Thi naar Saltet Kraften mister,
Altid Ormen sig indlister;
Naar selv fromme Præster skeie
Snublende paa vilde Veie,
Sært det var, om Drotter foer
Ikke vild i deres Spor.
Saga vidne maa med Sorg,
Præsteblommen2 i din Borg
Havde ingen Rosenduft
Til at rense kvalme Luft,
Til at aande kraftig ind
Ro og Fred i Bølgesind.
Dog, jeg kan dig ei aarsage,
Der var end i dine Dage
Mangen Præsteblomme fiin,
Hvorfor blev den ikke din?
Kun fordi du fulgte ikke
Dine Fædres Kongeskikke;
Dine Fædre vidste grandt,
✂
At de bedste Blommer staa
Mangengang i Løn og Vraa,
Ledte der, og naar de fandt
Blommen som en Rose rød,
Med en Duft saa stærk og sød,
Ei de helmed, før de saae
Den i Kongehaven staa.
Ja, ei Pengeskrinet blot
Frederik forsyned godt.
Guld du arvede i Skrin,
Og i Have Blomsten fim,
Guldet brat af Skrin forsvandt,
Skrinet selv blev sat i Pant,
Blommen1, som med Duften sød
Kvæged Fredrik i hans Død,
Flux du lod af Haven fløtte,
Som om den dit Øie stødte.
Fandt din Urtemand kanske,
At for den Man i din Have
Ham med sin ei kunde se?
Sandt, den var ei af de lave;
Hvad der kryber hen ad Jord,
Haver ei sit Hjem i Nord.
Derfor var i gamle Dage
Haven her en Abildgaard,
Gaarden med de Stammer strage
Stod som Skoven grøn i Vaar;
Fine Blommer ei det vove
At opgro hos Bøg og Eeg,
Og kun Tornerosen bleeg
Har sit Hjem i Nordens Skove.
Nu er Alting lavt og net,
Træerne er Bladepinde,
Haven er en Stilkeplet,
Kun til Leeg for Børn og Vinde,
Grønnegaard ved Sygehuus,
Hvor, imellem Sand og Grus,
Alskens Krøblinge sig soler
Pralende i Sommerkjoler,
Men ved Stormens første Hvinen
✂
Flygte dødsens til Kaminen.
Kristjan, did det ei var kommet,
Dengang du paa Tronen kom,
Ei i Sommeren saa blommet,
Ei om Vinteren saa tom
Haven var, den Abildgaard
Stod som Skov i Efteraar,
Mangen Stamme brun Man saae
Visnet paa det gamle Stade,
Hist og her dog ei saa faa
Holdt endnu paa deres Blade;
Træer, som med høien Top
Pegede mod Himlen op,
Gjaldt endnu dog vidt i Norden
For en Haves bedste Pryd;
Hvad der stod saa løst i Jorden,
At det kunde gro i Potte,
Alt det fine Krøblingtøi,
Som, saasnart de Hvide1 fløi,
Til Kaminen flygte maatte,
Ændsede Man end kun lidt,
Skiøndt det alt dog kom i Moden;
Træerne var Havens Pryd,
Ambra, Balsom, Hjertensfryd
Spirede som op af Roden,
Hist og her nu og Man saae
Mørk, men immer grøn at staa
Ranke Gran i Abildgaard.
Ja, hin Blomst2 i Kongehave,
Fierde Fredriks Sjælegave,
Visselig den saae ei ud
Som Provences Rosenskud,
Nei, den stod hos Kristian
Som et Træ, ja som en Gran.
Granen havde ogsaa Naal,
Men ei som Johannes Grans3
Naalen var af hamret Staal,
Nei af Christi Tornekrands
Var den Naal en Levning fin,
Giemt i Hellig Olafs Skrin.
✂
Derfor og af Naalen flød
Rosensaften liflig sød,
Derfor og en Underkraft
Havde Naalen med dens Saft;
Naar kun Hjertet vilde lide
Hvasse dybe Naalestik,
Hoppende mod Gud det fik
Syn paa Edens Roser hvide,
Ja med Duft saa reen og sød
Selv det blev en Rose rød.
Ak! jeg sukkende maa riste,
Sjette Kristjan, paa din Kiste:
Du af Fredriks Kongeæt
Var den første Drot, hvis Øie
Ei i Abildgaarden ret
Leed de Graner, ranke, høie,
Som ved Korsets Kildevæld
Groede paa Helgafjeld;
Første Drot, som deres Naale
Vilde ei i Hjertet taale.
Dog, o Kristjan! Gud ske Lov!
At jeg sanddru vidne kan,
Du ei fældede din Gran,
Nei, du hadede den ikke,
Meente nok, at Naalen hvas
I sit Hjem sig kunde skikke,
Var blandt Fjeldene tilpas,
Fjerde Kristjans Abildgaard
Kaldte du dens rette Stade,
Fløtted did den uden Skade
Lempelig i Efteraar1,
Ja en Sølverlænke bandt
Venlig du den under Hage,
Saa, hvis du for godt det fandt,
Du den til dig kunde drage.
Gud ske Lov! du Danedrot,
Ogsaa det du fandt for godt,
Høie Gran du til dig drog,
Ei just i din Kongehave,
Tæt derved i Sølund dog
✂
Planted du den som en Pave.
Trak du Lod, da var den heldig;
Lodden den er vist tilfældig;
Men paa hvem den falde skal,
Veed dog Han i høien Hald.
Ei for Kirkedørren Han
Plantede omsonst den Gran,
Høit paa Helgafjeld den stod.
Dybt i Fjeldet laa dens Rod,
Haardt det holdt, før Nogen kom
Ind i Kirken udenom.
Gran, du var en Dør heel fast,
Naalespeilet var saa hvast,
Stod sig drabelig i Dysten;
Pander løb der Nok imod,
Men de raærked, der kom Blod,
Snarlig da forgik dem Lysten;
Og forvaret blev i Nord
Kirkeskatten: Herrens Ord.
Kirke! du som af Guds Aand
Blev ved Doctor Mortens Haand
Høit opreist mod Himlens Bue,
I din Grav jeg dig maa love,
Thi du ei til Skat og Skue
Havde Guld og grønne Skove;
Ei din Skat med Sværd og Mur
Du behøved at forsvare,
Nei dens himmelske Natur
Teede sig aabenbare,
Teede sig mangefold,
Thi den var sit eget Skjold,
Thi den var sit eget Sværd.
Ja den Skat saa underfuld
Ikke som det gyldne Muld
Ruges over af sin Eier,
Glad og gavmild han udveier
Guldet af den dybe Kiste,
Som om det var hans Attraa
Hastelig sin Skat at miste.
✂
Hedenold! din Skjaldesang
Underlig om Drupner klang,
560
Om den Ring saa underfuld,
Om den Gamle, fra hvis Guld
Dryppede saamange unge,
Gyldne Ringe, lige tunge;
Her du, hvad du neppe vilde,
Maatte i det gyldne Muld
Dunkelt spaaende afbilde
Herrens klare Kirkeguld,
Kirkens gyldne Altertavle,
Som fik Evne til at avle
Gyldne Døttre Kuld paa Kuld.
Vel dig, Kirke, du, hvis Guld
Var den Ring saa underfuld,
Ei til staalbeslagne Kiste
Trængte du, den Ring saa fiin
Lider ei det mørke Skrin
Og kan aldrig Drotter friste;
Den vil hænge frit tilskue,
Frugtbar under Kirkens Bue,
Alle, som den efterhige,
Vorde uden Møie rige,
Og hvergang den Een beriger,
Kirken og i Rigdom stiger.
Vel dig, Kirke, da saalænge
Skarerne i dig indtrænge,
At beriges af dit Guld.
Naar de vil, du skal det giemme,
Naar dets Glands og Værd de glemme
Over Jordens gyldne Muld,
Da kun Vee, men ikke dig,
Verden ei dig gjorde riig,
Verden kan dig ei fratage,
Hvad ei den men Gud dig gav,
Helst den saa det vilde mage,
Du fik Skatten med i Grav.
✂
Kirke! du som ei til Guld
Havde Jordens gyldne Muld,
Du ei havde Brød og Brad,
Som var Hofmænd lækker Mad;
Du ei havde Gaard og Grunde,
Som de vilde efterstunde.
561
Nei dit Guld var og din Mad,
Manna var dit Brød og Brad;
Ja, naar da til Høitid satte
Brød og Vin paa Alterbord,
Var det dog de samme Skatte,
Og din Mad var det Guds Ord.
Naar de trængte sig til Bordet,
For at mætte sig med Ordet,
For evindelig at lædske
Sjælen med den dyre Vædske,
Da istemmed du saa glad
Jublende dit Gammenskvad:
»O Jesu, søde Jesu, Dig
»Skee Hjertens Tak evindelig,
»Som med dit eget Kiød og Blod
»Saa kiærlig mig bespise lod.
»Bryd ud, min Sjæl, med Tak og siig:
»O hvor er jeg nu bleven riig,
»Min Jesus i mit Hjerte boer,
»Tak, tak! hvad er min Glæde stor«.
Kirke! det var netop Sorgen,
At i Hytten og i Borgen
Man forsmaaede dit Brød
Og din Vin saa liflig sød,
Ved hvis Kraft dog kun ilive
Sjælen kan, trods Døden, blive.
✂
Ikke Guld, som kan behage
Verdens Øie, Verdens Drage,
Ikke Mad for Lækkermunde
Havde du, ei Gaard og Grunde,
Som de vilde efterstunde.
Nei din Kirkegaard var lav,
Huset i den var en Grav,
Og i Verdens Øine mager
Var din snevre Kirkeager;
Vaaben gjordes ei behov
Til dit Borgeled at sprænge,
Hver indgik med frit Forlov
I din Gaard og dine Senge,
Pløie kunde hver, som vilde,
Og engang, om end lidt silde,
562
Skal det sees, at intet Korn
I din Ager gik forloren.
Ja det var din Jubelfest,
Naar du hørte Hjertet sukke
Svart i Verdens Indelukke:
Jeg er her en fremmed Giæst,
Sukke efter tyst at bygge
I din Gaard og i din Skygge.
Ja, o Kirke, liflig klang
I din Gaard mod Sky engang:
✂
Naar jeg betænker den Tid og Stund,
Som jeg af Verden skal fare,
Mit Hjerte sig fryder saa mangelund,
Som Fuglen ved Dagen den klare,
Det er den Dag,
Da al min Klag,
Min Sorrig og Jammer faaer Ende,
Til Glæden sød
I Abrahams Skiød
Kommer jeg fra dette Elende.
✂
Eia min Sjæl! vær frisk og bold,
Glæd dig i Christ, din Herre!
Den Død, som før var Syndsens Sold,
Skal dig nu Kronen bære;
Straf var den før,
Er nu en Dør,
En Gang til Himmerigs Rige,
Nu er din Død
En Søvn saa sød,
Al Sorrig da monne bortvige.
✂
Du tørst ei sørge; hvor du kommer hen,
Naar du af Verden skal vige,
Dig favner en tryg og fuldtro Ven,
Som dig vil aldrig svige,
For dig Guds Søn
Gik selv i Bøn,
At du skulde hos hannem blive
I Glæde og Ro;
Hvor Han monne bo,
Der Værelse dig Han vil give.
563
Et Sovekammer, det er min Grav,
Mit Legem jeg der skal udhvile,
Paa Dommedag stander jeg op deraf,
Derpaa tør jeg dø men ei tvile.
Gak ind, min Sjel!
Og hvil dig vel,
Det Onde lad overfare!
Luk Dørren til,
Naar Gud det vil,
Han dig skal aabenbarel.
✂
Kirke, ja det var din Gammen,
Du istemte glad dit Amen!
Ja naar sorrigfuld du saae
Sorte Flok om Graven staae,
Venlig gavst du Tugt og Trøst,
Sang med Klokkens høie Røst:
✂
Med Sorgen og Klagen hold Maade!
Lad Guds Ord dig styre og raade,
Ei af Utaalmodighed synde,
Med Døden vil Livet begynde.
✂
Hvi giemte du Liget i Kiste,
Hvi risted du Navnet i Steen,
Naar ikke du tænkte og vidste,
At vaagne skal sovende Been.
✂
Ja, snart skal fortærede Bytte
Udkræves af Ormenes Haand,
Opreises skal nedfaldne Hytte,
Besøges igjen af sin Aand.
✂
Den Viv, som, sin Husbond berøvet,
Laa fangen saa dybt under Muld,
Skal let sig opsvinge af Støvet
Og følge ham klar som et Guld.
✂
Kirke, ja naar saa du ringed,
Sorrigfulde Sjæl bevinget
Op fra Jord med Klokkeklang
Kiæk til Himlene sig svang.
✂
Ja selv hun, som maatte staa
Hulkende blandt kiære Smaa,
Græd saa mildt, naar det i Sangen
Tonede til Klokkeklangen:
✂
Du arme, bedrøvede Enke,
Mistrøste dig dog ikke saa!
Skulde han ei din Sorrig betænke,
Som føder de Ravne saa smaae?
✂
De Faderløses Fader
Og fromme Enkers Trøst,
Som sig paa Ham forlader,
Det er Hans Navn forvist1.
✂
Kirke, ja din Klokkelyd
Vidnede, det var din Fryd,
At din Gaard og dine Grunde
Folket vilde efterstunde.
Der din Gaard, dit Sovekammer
Fyldte Skarerne med Gru,
Der din Sang dem tyktes Jammer,
Da blevst du saa mod i Hu,
Bange Ahnelser dig klemte,
Og din Liigsang du istemte,
Høit i hver en Klagepsalme
Klang den fra de slagne Malme,
Over Bispegrave klang
Sørgelig din Afskedsang.
✂
Ak! see hist2, hvor Marmorblokke
Sig i Axelstad mon flokke!
Ak, saa skal da norske Stene,
Under franske Mesterhaand,
Sig i danske Kalk forene
Til et Værk i Grækers Aand!
Ak saa er nu Timen kommen!
Ak, saa skal da Helligdommen,
Hellas, til din Gøgleglands
Og til Marmorstøtter trænge!
Aphrodites Rosenkrands
✂
Skal nu over Altret hænge.
Ak! skal Kirkens Gravkapel
Hugges ud af Nordens Fjeld?
Skal med dette Mesterstykke
Huggejernet da udtrykke
Konstelig paa Kirkens Grav,
At den sank i Hedenskab.
Hvem er Han, hvis bløde Haand
Lægger Steen paa Kroner fine?
Fredsæl, vensæl er hans Mine,
Kongeligt Hans Klædebon;
Vil du, Mand i Kongesmykke,
Da paa Kirkegraven bygge?
Sank i Hav da Nordens Soel?
Sank i Grav Grev Didriks Stamme?
Eller giør paa Kongestol
Du dit Stammenavn tilskamme?
Nei, da Kronerne du giemte
Under Marmelsteen i Grund,
Lød det jo fra Landets Mund:
Leve Frederik den Femte!
Leve Nordens Salomon,
Som fra Nordens Libanon
Kaldte Marmelsteen og Grane.
Rede Han til Herrens Svane
Bygge vil i Nordens Vange,
Bygge vil i Axelstad,
Sødt skal tone der dens Kvad
I de brede Buegange;
Gillebekkens favre Brud
Raabe med en Røst saa klinger:
Til din Pris, du Guders Gud,
Aaren min i Chor fremspringer,
Jeg vil dine Høitidspsalmer
Synge under Fredriks Palmer.
✂
Femte Fredrik, du, hvis Kiste
Er blandt Kongernes den sidste,
Som ved Hellig Korses Kilde
Stade fik, der det var silde,
Hvilket Mærke, hvilken Stav
Rister Saga paa din Grav?
566
Tankefuld hun stander stille,
Læner sig til Kirkepille,
Sukker, grunder, mæler seent:
Hvidt er ikke altid reent,
Dømmer ei for tidlig Nogen,
Gud vil selv oplade Bogen,
Salomon er Fredrik kaldt,
Lyset aabenbarer Alt.
Ei med Christjan kom tilbage
Glippings eller Menveds Dage,
Mellem Frænder saae Man vel
Biblen gjorde Rum og Skiel,
Fjerde Frederik jo var
Danmarks tredde Valdemar,
Derfor ei Christoffers Æt
Kom paa Thronen dette Sæt,
Riget kom ei fuldt i Band,
Blev forsat men ei adspredt;
Og Christoffer uden Land
Blev i Dannemark useet.
Riget blev dog, Gud skee Lov!
Ikke Greveran og Rov,
Ingen Geert jeg mindes kan,
Kun maaske en halv Johan.
Underlig sig Tiden vender,
Underlige er dens Spor,
Klarligen Man dem erkiender
Og i Kongers Kroneord.
Gud er al vor Trøst, vort Haab,
Saa ved Danmarks anden Daab
Talte Kristjan og Hans Søn,
Det var Kongesuk og Bøn.
Gudsfrygt størker Land og Rige,
Hørtes Fjerde Christjan sige,
Er det ei med andre Ord:
Vær dog klog, og lad dig drive
Til ved Herrens Frygt at blive,
Gudsfrygt er en Vinding stor.
Paa Guds Forsyn maa jeg stole,
Sagde Fjerde Christjans Søn,
Dannemark i Modgangs Skole
Læste paa sin Morgenbøn.
567
Gudsfrygt og Retfærdighed
Sagde Christian den Femte;
Er det ei, som om Man glemte,
Gudsfrygt er Retfærdighed,
Og at hvo, som ei giør Ret,
Frygter Gud kun saare slet.
Fjerde Fredrik stemte i:
Herren staaer mig kraftig bi.
Dannemark i Modgangs Skole
Dreves til paa Gud at stole,
Men som paa en Hjelper stærk,
Der dem hjalp i deres Værk.
Her det halv forborgent laa,
Hvad Man øiensynlig saa
Over Sjette Chrisljans Krone;
Jeg, saa er hans Ord udtolket,
Virke vil for Gud og Folket.
Det var glemt, at i Guds Kirke
Værket vi i Gud skal virke,
Det var glemt, at Kraft og Ære
Skal som Riget Herrens være,
Glemt, en Drot ei tale maa
Ord, der klinge som hans egne,
Skal for Gud i Aanden staa,
Tale paa sit Legems Vegne,
Saa hvert Lem, det ganske Rige
Kongens Ord kan eftersige;
Halv forglemt var, at fra Gud
Folkets Held kun springer ud.
Meer og meer Man Herren glemte,
Og Kong Frederik den Femte
Er den første Drot, hvis Ord
Holdtes fængslede paa Jord.
Klogskab og Standhaftighed,
Komme de ei ovenned?
Hvad kan Mandekløgt formaa?
Kan vel Kiød for Gud bestaa?
Fredrik! det er Sagas Tale;
Tavshed Drotter kan befale;
Men en Drot, som frygter Gud,
Aldrig vil med Herrebud
Som med Knebel Tungen binde
568
Paa den gamle fromme Kvinde,
Der kun siger, hvad hun saae,
Der kun haver den Attraa:
Herrens Raad og Verdens Fare
Klarligen at aabenbare.
Didriks Æt og har det Rygte,
At den Herren vilde frygte,
At, endog den stundom foer
Vild fra Herrens Vei i Nord,
Blev af den dog aldrig Munden
Paa Guds Ord og Saga bunden.
Frederik! det Eftermæle,
At du var af Didriks Æt,
Skal dig ingen Tyv frastjæle,
Medens Saga taler ret;
Vennesæl og øm og mild
Var du selv, naar du foer vild,
Johan Cramer var din Præst,
Gottlieb Klopstok var din Giæst,
Fra hvis Harpe første Sang
Over disse Grave klang,
Ja hvis Harpe du gav Strænge,
Saa den mægted i sin Klang
Vidt at bære Skjaldens Sang,
Sangen, som skal mindes længe,
Sangen i de høie Toner
Om Guds Søn, om vor Forsoner,
Sangen, som dit Kongenavn,
Slynget i en Blomsterkrands,
Bære skal i kiærlig Favn,
Hædre, til Man glemmer Hans,
Til hvis Pris den sig har føiet,
I hvis Navn og du har bøiet,
Vidner Skjalden, dine Knæ.
Fredrik! ak! i Messiadens Favn
Sjelden skuer Man det Kongenavn,
Ræd Man flygter fra den Himmelglands,
Som udgaaer fra Jesu Straalekrands!
Messiaden er et Sidestykke
Til den Kirke, som du vilde bygge,
Ja dens Marmelstene lod du slinge
Til en Hald, hvori den Sang saa fiin
569
Kunde lystelig for Øren klinge;
Messiaden er en Ligsang fiin
Til et Gravkapel som Kirken din.
Ja den er et Gravkapel i Ord,
Bygt for Kirken, der dens Aand udfoer;
Stenen er saa fager og saa klinger,
Øiet frydes ved dens Aaregang,
Øret kildres ved den søde Klang,
Som af Understenen glad udspringer;
Men den Steen i Korsets Tegn sig hvælver,
Trolden seer det Himrøeltegn og skiælver;
Men den Steen til Alter sig mon bøie,
Og dens Klang sig svinger mod det Høie;
Og selv paa den mest forvovne Bue
Er dog Jesu Christi Navn at skue.
Roses kan den af en Troldehær,
Trolde vorder den dog aldrig kiær.
Og saasnart en utro Mesterhaand
Byggede af Ordets Marmelstene
Buer, der forvovne sig forene
Til et Offerhus for Verdens Aand,
Flux de flygted fra den græske Kirke,
Raabte kolde, naar de saae sig om:
Hvad dog Kunsten ei formaaer at virke!
Et Pallads endog af Christendom!
Ja, o Frederik! din Skjalds Pallads
Staar, som Kirken vilde stande nu,
Hvis den stod, som dig den stod i Hu,
Tomt, uændset i en Krog paa Stads;
Skal det roses, Rosen kun annammer
Den oplyste, liberale Tid,
Som opbyggede med Konst og Flid
Christendom et saadant Sovekammer,
Som saa flint begrov den usle Kvinde,
Der, endskiøndt hun Verden slemt bedrog,
Hindrede den i at vorde klog,
Dog engang var Fædrenes Veninde.
✂
Ak! skal vi dem tro paa Ordet?
Er hun død? Maria! est du jordet?
Ak! hviler dødt dig i den blege Arm,
Ak, hviler dødt dig ved den kolde Barm
570
Dit Guddomsbarn, ja Billedet af Ham,
Som er Guds Ære, og som bar vor Skam?
Nei nei, end ingen Jordesang
Fra danske Tunger over Danmark klang,
Og det jeg veed, at uden Sang til Jorden
Ei med din Søn du stædes kan i Norden.
Vist skrøbelig du staar paa Gravens Rand,
Men skal du synke i dens mørke Giemme,
I Herrens Navn, saa hør mig, Fædreland!
Saa løfter jeg med Graad min Klagestemme.
✂
Sank dig om mig, ringe Christenskare!
Ubegrædt Hun skal ei hedenfare.
Siig mig! hvis er disse Kister smaa,
Som saa tæt i Rad paa Gulvet staa?
Christian! ak dit christne Kongenavn
Siger mig, at nu i Kjøbenhavn,
Alt som fordum udi Nidarosen,
Nordens Bække sammenflød,
Knoppe sig fra Roden skiød,
Men det var for koldt for Rosen,
Og de krymped sig i Vugge,
Voved ei sig at oplukke
For den barske Nordenvind;
Herren saae de Spædes Jammer,
Flytted Vuggen sagte ind
I det lune Sovekammer,
Her de under Kirkebue
Dufte sødt, og hos vor Gud,
Hvor de sprang saa favert ud,
Skal engang vi dem beskue.
Ak! men det er tunge Dage,
Naar fra Verden Herren maa
Rosen alt i Svøbet tage!
Skal en Lignelse saa fim
Nu igien paa Kisten smile,
Hviske: Danmark! jeg er din,
Her maa jeg afsjælet hvile;
Rose var jeg purpurrød,
Stod ved Hellig Korses Kilde,
Her jeg nu, for Verden død,
Maatte bleg mig selv afbilde.
571
Danmark! Norrig! mærk derpaa!
Kan I Tidens Tegn forstaa?
Lyster eder vel en Pommer
Til jer Hakons Efterkommer?
Lyster eder vel en Alder,
Som den fra Margrethes Tid
Hen til Grevens Feide falder?
Kiender dog den gamle Egn,
Mærker dog paa Tidens Tegn.
✂
Ak; saa er da Haabet ude,
Hundredaar maa skride hen,
Før igiennem dunkle Rude
Lyset falder ind igien,
Sigismund igien maa lade,
Som han af sin høie Gunst
Vil betænke Josephs Skade,
Læge den med Kløgt og Konst,
Men for Lys kun tænde Blus
Af Hjeronymus og Huss,
Spotte med sit Ord og Leide,
Og omsonst paa Bøhmen feide.
✂
Dog, jeg frygter, hundred Aar
Dennegang kun lidt forslaar,
Lyset skinned alt for klart,
Skuedes for aabenbart,
Til at end i mange Led
Slægten, som af Lys blev keed,
Som, af Verdens Aand bedaaret,
Mørket har for Lyset kaaret,
Som ei puste vil, men slukke
Gnisten, der end ulmer mat,
Som for Gud vil Døren lukke,
Lukke som for Tyv om Nat,
Sønner avle kan i Mørke,
Som vil sukke efter Lys,
Efter Tro og efter Størke,
Efter Jesu Christi Fred,
Efter Himlens Salighed.
✂
Nei, I blinde Folkefærd!
Nu er Enden kommet nær,
572
Hvis ei brat I vende om,
Vende om med Graad og Smerte,
Vende om af ganske Hjerte,
Nu, saa hører eders Dom!
Svindsot, Krampe, Pest og Hunger,
Sværd og Ildens røde Tunger
Skal fortære eders Æt;
Ordet skal fra eder flytte,
Reise Davids faldne Hytte
Jublende paa øde Plet;
Der Man skal paa bundne Ranke
Modne Druer atter sanke.
Da Europa! hyl og sldælv!
Kvinde paa de store Vande!
Viid, at du er Babel selv!
Da skal du den Gift forbande,
Som du rakte udi Skaal
Til hvert Folk og Tungemaal.
✂
Jorderigs Konger skal grædende staa,
Hyle i Gru, naar de stirre derpaa.
Naar over Ø, over bølgende Strand
Røgen sig hvirvler fra luende Brand,
Ja, naar din Brynde og Pine de see,
Da skal de gruende hyle: o vee!
Vee, thi du store, du herlige Stad
Faldt, som i Skoven nedfalder et Blad,
Ja paa en Time er Dommen
Dig overkommen.
✂
Jorderigs Kiøbmænd skal sørgende staa,
Græde og hyle og stirre derpaa,
Raabe og hyle med Skibenes Skare:
Hvor skal vi handle, og hvem skal os hyre?
Hvem skal nu kiøbe de herlige Vare,
Sølvet og Guldet og Stenene dyre?
Perler og Purpur og kosteligt Lim,
Skarlagen, Silke og Virak og Viin.
Mon udaf kostelig Træ og af Been,
Kaabber og Jern og Marmelsteen,
Røgelse, Olie, Salve, Kaneel,
Simler og Meel,
573
Heste og Vogne med Faar og med Nød,
Menneskesjæle og Menneskekiød!
Vee, ja o vee! paa en Time den faldt,
Staden den store, forsvundet er Alt;
Skarlagen, Purpur og dyrebart Lin
Var for den Rige en Klædning saa fiin,
Smykket med Stene og Perler og Guld;
Nu er den Kul.
Saa skal de hyle, og saa skal de klage,
Babel! men aldrig dig kalde tilbage,
Synke du skal som en Steen udi Hav,
Aldrig opreises af gloende Grav.
Aldrig skal Brudens og Brudgommens Røst,
Tone til Lyst,
Sangens og Harpens og Fløiternes Lyd
Tone til Fryd;
Ei skal Basunen til Lyst eller Krig
Høres i dig.
Nei, Man lytter kun omsonst,
Ei skal male nogen Kværn,
Ei skal Hammer gaa paa Jern,
Ei skal drives nogen Konst;
Djævle kun og onde Fugle
Hyle i din Svovelkule;
Thi du sad i Gyldenlænke
Som en Dronning paa din Borg,
Raabte: jeg er ingen Enke,
Aldrig skal jeg skue Sorg;
Ja, med Trolddom og med Hoer
Ødte du den ganske Jord.
✂
Himlene røre den jublende Tunge,
Og med Propheter Apostlene sjunge:
Halleluja! Saliggiørelse, Ære,
Herlighed, Høihed evindelig være
Herren, vor Gud!
Sande, retfærdige ere de Domme,
Han over Jorderigs Hore lod komme,
Han sine Helgenes Blod haver fundet
I hendes Haand, han har kiæmpet og vundet,
Halleluja! i al Evigheds Aar
Røgen opgaar1.
✂
Ja, Europa! det er Dommen,
Snart, ak snart er Timen kommen.
Ak! du trodser, ak, du leer,
Saa er ingen Redning meer.
Brødre! medens Timen skrider,
Mens det hart ad Midnat lider,
Skal vi stille mellem Grave
Her vort Reisetøi tillave,
Vente paa, om vi skal flytte
Andensteds paa Jorderig,
Eller om vor Ormehytte
Jordes skal med Kirkens Lig?
Nei, o nei! I christne Frænder,
Gamle, Unge! Store, Smaa!
Synke maa ei vore Hænder,
Før de Negle vorde blaa.
Derfor ei fra Grav til Grav
Ginge vi med Sagastav,
Derfor ei vi Taarer fældte
Over Støv af Christi Helte,
Derfor ei vi kom ihu
Sagnene til Lyst og Gru,
Derfor ei fra helligt Stade
Skued vi de Skyggerade,
Billedet af svundne Tid,
Lignelsen af Fædres Id;
Ei for Leie os at lave,
Ei for Haabet at begrave;
Nei i Lun hos christne Helte
Skulde Hjertets Is hensmelte;
Ja, for Hjertet at udløse,
Ja, for Hjertet at udøse
I en hellig Offerskaal;
Ja, for Kraft og Mod at samle,
For at laane Skjold og Sværd
Af den Aand, som svæver her:
Aanden, som var med de Gamle;
For at see paa Bautastene:
Der er Een, som raader ene,
For ved Syn paa Mark og Fjeld
Trøstede at komme efter:
Galilæas Kildevæld
575
Mlsted aldrig sine Kræfter;
For at løfte høit mod Sky
Hoved under Hjelm paa ny;
Derfor vi med Sagastav
Vandrede fra Grav til Grav.
Thi skal nu ei Tanken dvæle
Her ved Støv og sorte Fjæle;
Løfter, svinger eder did,
Hvor de kvæges, hvor de hvile,
De, som stred den gode Strid!
Stridende vi did maa stile.
Tørrer Øiet! kaster Kaaben!
Ganger frem i Lysets Vaaben!
Drives vi fra Mark og Fjeld,
Nu, i Jesu Navn, Farvel!
Jordes vi med Kirkens Liig,
Vel, der er et Himmerig;
Lad dem storme Zions Volde!
Riget skal dog vi beholde.
Vidt sig brede Fiendens Leire,
Men vi veed, at Gud skal seire.
✂
Men see hist! et Lys jeg skimter,
Over Kirken mat det glimter.
Er det Skyggelys, som blaa
Over Fædres Grave staa?
Er det Lygtemænd, som op
Lokke os til Kirketop,
At os der vor Tro skal briste,
Eller vi vor Gud skal friste?
Er det Skyggelys, som blaa
Over Fædres Grave staa;
Vel! saa er det Minder kiære
Om, hvad selv vi skulle være.
Er det Løgtemænd, som vove
Sig herind, hvor Christne sove,
Vel! saa er det Troens Vinding,
At staa fast paa Templens Tinding,
Vel! saa er det Fjendens Helte,
Sværdet hænger os ved Belte,
Under Kamp maa Timen rinde,
Om vi Palmerne skal vinde.
576
Under bedre Varselstegn
Aldrig vi kan Træfning holde,
Aldrig i en bedre Egn
Vi vor Fylking kan udfolde;
Kirkemuren staar os bi,
Den os Ryggen holder fri,
Fædrene med Steen paa Skulder
Reise sig i Stridens Bulder;
Stander Kielderkiæmpen op,
Slaar han vist den ganske Trop.
✂
Kom da kun, du liden Skare,
Som gik med i Kirken ind!
Snart det sig maa aabenbare,
Hvad det var for sære Skin,
Som fra Hvælvingen nedglimted.
Mærker det! den ganske Luft
Svanger er af Rosenduft,
Den kan kvæge, den kan størke,
Mens vi vandre her i Mørke.
Opad kun! - det maa jeg lide,
Kirke! du endnu som før
Til Paladset har en Dør;
Visselig det spaaer ei ilde
For den gamle Rosenkilde.
Dog, det var fra denne Side
Skinnet kom langs Kirkesvalen,
Nok en Dør! til - Riddersalen!
Har da Nordens Ridderaand
Her beholdt sin blanke Lue,
Som de favre Blomsterbaand
Farven under Kirkebue!
Nu, velan! det vides maa,
Om i Kirkens Ridderkammer
End med Lysets Vaaben paa
Danske Kiæmper modig staa,
Haabet selv til Kamp opflammer.
Er det saa, o da, ja da,
Tone høit: Halleluja!
Luk da op i Jesu Navn!
I Hans Navn maa Alt begyndes,
Som os vorde skal til Gavn,
I Hans Navn kan aldrig syndes.
577
Her er Lyset, see! god Kveld!
Døde, Levende! hilsæl!
Sidder vel, I Sjællands Klerke,
Elskelige, kiæmpestærke!
Saae Man vel for nylig Magen:
Morten Luther, Bugenhagen,
Tavsen, Siællands Bisper alle
Fra Palladius til Balle1;
Bøgerne bag Sprinkelværket,
Og paa Bryste Riddermærket!
Dannemark! det spaaer ei ilde,
At paa Bryst endnu saa silde,
Mellem Vinger, over Bog
Blinker gamle Dannebraag,
At de gamle Kirkens Fædre
End i Kirken hos dig boe,
At endnu du har den Tro,
De kan Riddersalen hædre.
Bøger! Billeder saa kiære?
Dannekors paa Præstekioler!
Ei paa jer, paa Gud jeg stoler,
Dog I tykkes mig at være
Varsler gode for, at Gud
End vil Norden løse ud
Dennegang af Kirkeband,
Frelse det i Babels Brand.
✂
Ja, mit Haab, o Fædrenord!
Her i Riddersalen groer,
Groer og grønnes som en Palme;
Morten Luthers Julepsalme,
Mellem Slag af Englevinger,
Liflig mig for Øre klinger:
»Fra Himmelen høit kommer jeg nu her,
»Med Tidende god og med Tidende kiær,
»De Tidender gode jeg haver paa Rad,
»Om dem vil jeg tale og sjunge saa glad«.
Hvor er trindt om Lande Stolen,
Hvor en saadan Bisperad
Udaf Vittenberger Skolen
✂
Giennem trende Sekler sad?
Hvor er under Kirkebue
Vel en saadan Ridderstue,
Hvor en Biskop peger end
Paa de gamle Bispemænd,
Som paa sine sexten Ahner,
Frisker op den matte Farve,
Agter Lod med dem at arve;
Hvor om Bibelbog hin gamle
Bøgerne sig saa forsamle,
Hvor med Luther Bisper alle
Fra Palladius til Balle
End kan høre christen Tale
Tone høit fra Kirkesvale,
Hvor endnu en Skjald kan træde
Frit i Præstemøde frem,
Hvor han end kan frilig kvæde
Om vor Frelser og vort Hjem,
Hvor endnu i helligt Stille
Lyttes til hans Harpes Klang,
Hvor end Taarer monne trille
Ved den christne Klagesang!
Ingensteds, saavidt jeg veed,
I den ganske Christenhed,
I det brede Hedenskab,
Som omleirer Christi Grav.
Rosen visned trindt om Land
I det tørre, hede Sand,
Kun en Knop i Efteraar
Sygelig i Norden staaer;
Kan den springe ud saa silde,
Her ved Nordens Rosenkilde?
Ak! jeg veed, jeg veed kun vist
Store Fare, korte Frist,
Springer ei den ud i Norden,
Er dens Tid forbi paa Jorden.
✂
Gamle Bispemænd! jeg maa
Med et Ord dog eder love,
Ei hvor Lignelserne staa,
Lagde I jer ned at sove,
Ak, men til vor store Jammer
579
Brændt er eders Sovekammer1.
Faldet, sjunket er i Grus
Eders Chor og Provstehus,
Til et Tegn, at Mortensdag
Nu er blevet af de Søgne,
At fra kolde Vinterlag
Ere Svanerne bortfløine.
Endt er eders Kirketid,
Lignelserne flygted hid,
Flygted ind i Riddersalen,
Flygted ud paa Kirkesvalen,
Bære os et Sørgebud,
Tidende om Fald og Fare,
Byde os i Leding ud
Kirkegrunden at forsvare;
Mødes2 brat, hvis ei vi ile,
Af de hede Svovelpile,
Synke brat i Svovelflammer
Her med Kongers Sovekammer,
Her med Lignelsen saa fiin,
Dannemark! af Kirken din,
Hvis vi ei i Ledingsfærd
Stævne ud med dragne Sværd,
Raabe høit til Gud om Seir,
Giæste Fienden i hans Leir,
Hugge saa paa baade Hænder,
Til mod ham sig Bliden vender,
Til den Trold med Hyl og Glam
Flygte maa i Ormeham,
Flygte, og som Trold i Torden,
Dybt sig fjæle under Jorden.
Gamle Bispemænd! jeg maa
Med et Ord dog eder love;
Ei for Intet her I staa,
Hvor med Villum Konger sove;
Ege, Bøge, Grane, Birke,
Plader, Svaner i Guds Kirke;
Stor og Liden, hver især!
Hædret staa og takket vær!
Alle Lemmer eens ei have
✂
Enten Gierning eller Gave,
Men eet Legem var I Alle
Fra Palladius til Balle;
Alle havde I jert Stade
Paa den samme blanke Plade.
Som Hans Povelsen1 dybsindig,
Som Hans Povelsen spidsfindig
Var kun een, om ellers Nogen,
Dog hans Tale lød som saa:
Glemme sig min Høire maa,
Før jeg glemmer Børnebogen,
Før i Sind sig Tanken fæster,
At ei Luther er min Mester.
✂
Jesper Brochmand! faa som du
Var saa fromme udi Hu,
Luttrede i Liv og Lære,
Salvede med Herrens Aand;
Og du stod til Kirkens Ære
Ved den Fjerde Christjans Haand.
Bøgerne laa Bogen nær,
Boglig Konst du havde kiær,
Dig det var, som skulde fylde
Over Kirken første Hylde,
Du et Spaadomsvarsel gav,
Om at Tro og Videnskab
Skulde sig engang forene
Til af klare Marmelstene
Herrens Navn et Hus at bygge
Under Cherubimers Skygge,
Ja i Skygge, Ly og Læ
Af Kong Fredriks Palmetræ.
Derfor varst du Fredriks Ven,
Holgers2, som i Runer ramme
Fra Hellenien og Rom
Ledte efter Lægedom
For den halv udgangne Stamme;
Ja, hvad Holger kun omsonst
Prøvede med Kløgt og Konst
Frem at lokke, frem at liste:
✂
Roser paa de syge Kviste,
Til en Krands i Efteraar,
Det med Kors og Vievand
Mægtede du Vingaardsmand.
Ja, en faver Rosenkrands
Fletted du med hellig Sands;
Sønneløs du sank i Grav,
Som det lod, for Verdens Øie,
Men den Rige i det Høie
Dig en Æt paa Jorden gav,
Favr og stor, som faa Afdøde
Avled her og hisset møde.
Ingen her kan ret udregne
Ætten, du dig tør tilegne,
Tallet paa de Mænd i Nord,
Som ved dit og dines Ord
Vaktes, dreves til at virke
Herrens Gierning i Hans Kirke;
Ja det Tal, som for Guds Trone
Synger Tak med Engletone
For de stærke, søde Sprog
Bag i Luthers Børnebog,
For den favre Perlerad,
Som du til en Rosenkrands
Bundet har med Aandens Sands,
Bundet saa, at hver som bad
Den med fromt, eenfoldigt Sind,
Bad sig og i Himlen ind.
Gamle Jesper! ja saa længe
Over brede Skolebord
End den Rosenkrands mon hænge,
Lever, taler du i Nord.
Ak, jeg veed det, nu den vrages,
Selv før Luthers Ord forjages,
Sprogene de stærke, fine,
Ordene, som ei er dine:
Herrens Ord, som paa det Bedste
Skulde Parterne stadfæste.
Tungt for os, men ei for dig,
Helgen i Guds Himmerig!
Hellere sig og dit Navn
Dølge vil i Fortids Favn,
582
Hvile sig i Frændelav
Med din Krands og med din Stav,
End med Luthers arme Navn
Fængsles udi Fiendefavn,
Lade sig af Tunger love,
Som forhærdede tør vove
Christi Kiæmpe at opmane
Til at bære Satans Fane.
Hvis i Nord det atter dages,
Da skal og dit Navn optages;
Bispedrot fra Kiøbenhavn!
Høit velsignes skal dit Minde,
Og en Rosenkrands skal vinde
Frisk sig om dit Helgennavn,
Om dit Navn, som høit engang
Selv ved Thems og Donau klang,
Navnet, som i skumle Krog
Kastet er med gamle Bog,
Med din Bog, hvis Bibeltale
Hellig, selv i høie Sale,
Lød paa mangen Hviledag;
Lød til Trøst og Guds Behag
Udi Bondestuen længe,
Over Bord, for Sottesenge,
Lød i meer end hundred Aar
Vidt og bredt hver hellig Dag,
Lød vel end den Dag i Gaar,
Lyder dog vel end i Dag
Hist og her, hvor Jydske Hede,
Norske Fjeld om Troen frede,
Under Hyttens lave Tag;
Laved under Eg og Birke,
Mens de Unge fort henginge,
Hvor de hørte Klokken ringe,
Gamle Folk en lille Kirke,
Hvor saa venlig fra det Høie
Solen hjalp det dumme Øie
Til at skue grandt det Billed,
Som i store Stiil fremstillet
Var af Faders Hus deroppe,
Kirken over Stiernetoppe;
Hjalp dem, trods det døve Øre,
583
Prædiken og Sang at høre:
Prædiken fra Jesu Tunge,
Psalmer, som Serapher sjunge;
Mens de Smaa saa stille sad,
Lyttende paa Trin og Skammel
Efter Ordet, som en Gammel
Giøre kan saa barneglad,
Lærde saa med Lyst at stave:
Hør du mig, du slemme Pave!
Som Guds Ord vil lukke til,
Bussemand jeg være vil
For dig, medens jeg er til,
Naar jeg døer, skal du forgaae,
Siger Luther, vaer derpaa!
✂
Ak! skal hine fromme Dage
Komme aldrig meer tilbage!
Skal de Smaa da aldrig lytte
Meer i Høieloft og Hytte
Til Guds Ord paa Gamles Tunge,
Naar de læse, bede, sjunge?
Saa de sig til Kirke lave
Hjemmefra med Bøn og Stave l
Stenen, som maa Huset bære,
Skal vi nægte den sin Ære,
Til, naar Domsbasunen gjalder,
Huset os paa Hoved falder?
Eller skal vi hine Dage
Kalde sukkende tilbage,
Holde Ordet høit i Ære,
Læse, bede, høre, lære
Ordet, som i Liv og Død
Overvinder Sorg og Nød,
Som opskyder sine Palmer,
Naar hver jordisk Blomme falmer?
✂
Kristen Vorm! du Gyldenmund!
Saae du slig en Glædestund,
Da paa store Jubelfest
Over Herrens Overpræst
Du om Davids faldne Hytte
Talde et Prophetisk Ord?
584
Tør vi til dit Løfte lytte,
At den reises skal i Nord,
At det Brudte Gud vil færde,
At Han Rankerne vil giærde
Til den Væg, hvor Solen luer,
Som kan modne søde Druer?
Ja, vi lytte, og i Haab
Løfte vi til Gud vort Raab:
Herre! lad din faøie Torden
Rense men ei knuse Norden!
Vorm! saa lød paa sorte Grus
Af det faldne Frue-Hus
Mærkelig din høie Røst:
Søn! hold ud! det er din Trøst,
Herren revse maa Enhver,
Hvem Han faderlig har kiær;
Som Man luttrer Sølv og Guld,
Renser det fra Steen og Muld;
Saa Jeg og din Treding vil
Rense, luttre i min Ild;
Da Jeg bøier mild Mit Øre,
Du skal raabe, Jeg vil høre,
Jeg vil raabe: du er min;
Du skal svare: jeg er din.
✂
Peder Hersleb! danske Trønd!
Gamle Jyllands norske Søn!
I din Æt og i din Færd
Nor og Dana lige nær,
Lignelse i Kiæmpestilling
Af den sammenvoxne Tvilling!
Alt i Aften eengang før
Venlig vi hinanden mødte
Ved undsagte Kirkedør
Og ved Fredriks Kirkestøtte,
Under Kors, paa Kirkegaard,
Ved Kong Fredriks Seng og Baar.
Siig mig, kiære, gamle Ven!
Hvor vi mødes nu igien?
See! vi mødes, hvor du staar,
Midt i den nyfigne Flok,
For den norske Marmorblok,
585
Som i barske Efteraar,
Ved en anden Fredriks Haand,
Lagdes ned til Altergrund;
Hvor en sand prophetisk Aand
Taler trøstig af din Mund:
»Denne Sten, den klippehaarde,
»Et Guds Hus engang skal vorde.«
Jakobs Ord, og ikke mine,
Føier du betænksom til;
Herrens Ord og ikke dine,
Høit gientage her jeg vil.
Gamle, norske Fredrikssteen!
Lad kun Timen tykkes seen,
Dog den kommer, dog det lykkes,
Vist paa dig skal høit opbygges
Alteret for Himlens Gud,
Kiende skal det ganske Nord,
Hvad ved Hersleb lagdes ud:
Der er Kraft i Kongens Ord.
Lad kun lave Mure stande
Uden Tag og Bueloft!
Lad kun Regnens, Himlens Vande
Styrte ned paa Kirketoft!
Lad kun Stene skride, smuldre,
Gulvet grønnes som en Have!
Lad kun rundt de Hamre buldre
Over Steen til Kirkegrave!
Lad kun Fjenderne sig bryste!
Lad dem Hovedet kun ryste,
Lad dem leende med Stav
Stikke i den brede Fure
I de nye, skiøre Mure,
Kalde dem en Kirkelevning,
Kalde dem en Kirkegrav!
Denne Steen, den klippehaarde,
Dog et Herrens Hus skal vorde.
Staar den som en Kirkestimmel1
Tagløs under aaben Himmel,
Det betegner: Himlens Bue
Skal Man som dens Loft beskue,
✂
Frit skal Solens Straaler spille
Paa den hvide Marmorpille,
Himlens Stjerner vorde skal
Lamper i dens Lysekrone,
Kvad af hver en Vingeskjald
Under høie Hvælving tone;
Regnen giennem vide Glug
Giøre Stenene til Smuld,
Kalde Blommer op af Muld,
Og den milde Morgendug
Skal dem lædske, skal dem størke,
Saa de midt i Sommertørke
Friske, favre, hjerteglade
Sig i Morgenrøden bade.
Lad kun Hamrene saa travle
Buldre i den Kirkevang,
Hugge ud med Skrift og Sang
Bautasteen og Mindetavle!
Mener I, at det betød
Kirkegrav og Kirkedød?
Nordens Kirke! nei, hilsæl!
Aabent er dit Gravkapel;
Og du skal, naar Hornet klinger,
Løfte dig paa Ørnevinger,
Bygge paa den høie Hald.
Det er Gravkapellets Kald,
Ei som Lig dig at forvare,
Men dit Liv at aabenbare;
Ja, dets Piller og dets Gavle,
Ja, dets Væg og Altertavle,
Til din Pris og Herrens Ære
Tidender skal høit frembære;
Som en hellig Kirkesage
Om dit Liv i svundne Dage,
Marmelsteen med gyldne Stave
Stande skal paa Helgengrave.
✂
Øie! Øie! du saa gierne
Stirrer dristig i det Fjerne,
Stirrer høit fra Kirkesvalen,
Søger Bjerget, glemmer Dalen,
Søger Kirken, som du veed,
587
Ei skal før fra Jorden fare,
End fra Himlen falde ned
Lamperne, som Natten klare;
Glemmer i en Verden vid
Grændserne i Rum og Tid;
Glemmer: Gud kun det Uvordne
Nævne kan, som om det var;
Over Vordende og Forne,
Hvad i Kreds du for dig har.
Kom ihu, at nys du saae
Bispelignelserne staae
Flygtende paa Svalerand,
Truende med Kirkeband!
See eengang paa dette Billed,
Som vil synke ned i Jord!
Kirkeskikkelsen i Nord
Herren her dig forestilled.
See engang den Christi Hyrde!
Hvor han under tunge Byrde
Bøier sig saa vaandefuld,
Stirrer ned i sorte Muld;
Pletten, som han stirrer paa,
Der, ak skulde Kirken staa,
Ak, men Øiet seer kun Grus,
Hvor det søger Herrens Hus.
Ja, o Balle! pinte Vidne!
Dine Haar blev tidlig kridne,
Ryggen vel sig maatte bøie,
Synke maatte vel dit Øie;
Thi det veed og føle Faa,
Hvad du bar, og hvad du saae.
Svovelpile saae du lue
Trindt om Kirkens Spir og Bue,
Som en Kiæmpe gikst du bold
Mellem Pile rundt paa Vold,
Gjordet om med Sandheds Belte,
Værgende med Troens Skjold;
Men, ak, Nordens gamle Helte
Vare i den svundne Old,
Det var glemt, at Troens Skjold
Kan den Ondes Pile slukke,
Enlig fra den tomme Vold
588
Maatte du nedgaa og sukke.
Fra den gamle Bispebolig,
Hvor saa hyrdelig, saa trolig
Du med Bog og Bøger sad,
Hvor du stred, og hvor du bad,
Hvor dig Fjendens Svoveiflammer
Gjæsted i dit Læsekammer,
Ak, derfra du maatte skue
Kirkespir og Kirkebue
Rammes, tændes, flamme, falde
Under Kvad af Helvedskjalde.
Mon, der Kirken sank i Grus,
Lysere fra Studigaarden
Lærdes Udsigt nu er vorden?
Nei, de gamle Læsestuer
Ødtes af de samme Luer,
Som fortæred Herrens Hus,
Øiet fra det sidste Kammer
Seer kun Tidens store Jammer,
Hægter kun at efterspore
I Ruinerne det Store.
Mærk det vel, du høie Skole!
Det var Klang af Kirkeklokke,
Der om dine høie Stole
Samlede de store Flokke;
Smeltet er nu Klokkemalmen,
Og forstummet Indgangspsalmen;
Mener du, at alt dit Bram,
Din Pedel og dit Program,
Og din gule Sengeklokke,
Kan forsamle slige Flokke,
Konger, Fyrster, Riddersmænd,
Hver en vakker Ungersvend!
Nei, o nei, o mærk det dog!
Der af Kirkeglug udslog
Luen stærk og Luen vild,
Da fortæred den i Skolen
Ridderbænk og Kongestolen;
Ja om Kirkens Spir og dit,
Messehagel, Rectorkappe,
Samme Luer lige rappe
Snoede sig lige frit;
589
Fra den tredde Kristian
Kappen sig med Kirken skrev,
Til en Askedynge blev
Begge i den samme Brand.
Det var dine tunge Kaar,
Balle! Sligt at see og kiende,
Legemlig i Dage tvende,
Aandelig i tyve Aar;
Og i disse hede Emmer,
Over femten Bispers Grav,
Hvad ei Saga let forglemmer,
Lagde du i Kors din Stav,
Staven, som i Hyrdegang
Du for Hjordens Aasyn førte,
Staven, som du modig svang,
Naar sig Ræv og Ulv kun rørte.
✂
Øiet sank, og Taaren trilled,
Balle! for dit Taarebilled;
Men, ak skal vi da forsage
Sukkende ved Kirkens Grav?
Maa da Ordets Lysestage
Fløttes over brede Hav?
Har vi kun det Haab tilbage,
At engang i Fremtid seen
Vinland Norden skal opdage,
Hellige den norske Steen
Til et Kirkens Dovrefjeld
Med den høje brede Tinde,
Til et Glominens Kildevæld,
Til et værdigt Kristjansminde?
✂
Nei, du Bisp med Arv saa skiøn,
Med de stolte sexten Ahner,
Frændekuld af kiække Svaner,
Vakkre Balzar Münters Søn!
Bispekaaben blev udfriet
Af den store Kirkebrand,
Og til Bisp du blevst indviet
Ved Guds gamle Riddersmand;
Vist det gavner ei at dølge,
Brusende er Verdens Bølge,
590
Lukt er Rosens Kildevæld;
Men see vist paa Bispekaaben,
See i Kors dit Bispevaaben:
Nøgler til Guds Tvillingfjeld!
De til dig med Bispekaaben
Fra de gamle Tider kom,
Daarer spotte Herrens Vaaben
Som en Rest af Pavedom;
Men du higed jo tilbage
Altid mod de gamle Dage,
Aldrig mellem Oldtidsminder
Et saa dyrebart du finder
Som det Kors, de Nøgler tvende,
Gud dig naadig gav ihænde.
Tag da Staven i din Haand,
Gak i Korsets Ledebaand
Dristig hen til Herrens Klippe!
Tal kun, lad din Tro ei glippe;
Luk med Ordets Nøgel fiin
Op det gamle Klippeskrin,
Saa det sig da vist skal føie,
At du juble maa: hilsæl!
Gamle, stærke Rosenvæld!
At for Menighedens Øie,
Ved sin Tjener, ved sit Bud,
Æres Herlighedens Gud.
Jublende du skal beskue
Kildespringets klare Bue,
See en yndig Rosenhave
Paa de gamle Rosengrave,
Finde paa den Klippevæg
Sværdet med den hvasse Eg,
Som beskytte kan herneden
Planteskolen for Guds Eden.
Midnat ruger over Jorden,
Rædsomt ruller Herrens Torden,
Storme vildt i Luften suse,
Og Vandbølgerne de bruse;
Ak, men Torden, Vind og Vover
Mærkes ei, thi Folket sover;
Trolde aande giftig Taage
Paa de lukte Øielaage,
591
Trolde synge Tryllesange,
Spøge i de mørke Vange;
Folket sover, falske Drømme
Rundt i Taagespeilet svømme,
Listige de aabenbare
Løiet Fryd og løiet Fare.
Vaager een endnu saa silde,
Spøgelser i Trylleham
Vil med Gøglelys og Glam
Ham forfærde og forvilde.
Dog, Guds Mand! vær kun ei bange!
Høit imellem Tryllesange
Toner end det sanddru Kvad:
»Det var ved Midnatstide,
»Vor Frelser Han blev født,
»Til Trøst al Verden vide,
»Som ellers var forødt.«
Ja, hør det Bisp! vær barneglad!
Hold over Hjorden Nattevagt!
Vær trøstig! giv paa Himlen Agt!
Du da skal see en Stjerne funkle
Og alle Gøglelys fordunkle,
Da skal i Lysets Klædebon
En Engel synes for din Aand,
Og brat forstummer Troldes Tunge,
Naar Han sig laver til at sjunge,
Og ingen Trold dig skal forvilde
Fra Davids Stad og Davids Kilde.
✂
O Biskop! seer du hist den Aand1,
Indviklet saa i Mørkets Baand,
At ei engang paa lyse Bue
Sin Skabers Navn den kan udskue?
Og kiender du det andet Billed?
Du kiender det, en Taare trilled,
Der du den Gamle kom ihu,
Som under Altret sover nu.
O, see dog vist med vaagen Aand!
See Lyset i din Faders Haand!
See, hvor dets Straaler dog formaa
✂
At splitte saa de Skyer sorte,
Og det for Dødens aabne Porte,
At Fangen, som i Mørket laae,
Kan see sin Skaber i det Høie,
Kan see Ham i sin Frelsers Øie,
Kan see sin Synd og sin Forsoner,
Kan bryde ud i Jubeltoner,
Kan som en Seirende sig tee,
Naar, kastet ud af Kongesale,
Han vandre maa med Spot og Spee
I Blod til Dødens Skyggedale.
O, naar paa Grændsen du mon skue
Med draget Sværd og spændte Bue
Guds Morderengel rædsom staa,
O lad da Haabet ei forgaa!
Nei, haab, at udi Fangens Billed
Blev gamle Danmark forestillet!
Ja, haab og tal! lad Ordets Lyn
Adsprede falske Drømmesyn!
Ja, haab, at vaagnende forfærdet,
Hun Syn skal faae paa Mordersværdet!
At angrende for Korsets Træ
Hun bøie skal da stolte Knæ,
At det for Gud opladte Øie
Maa see, at Dødens Skyggedale,
Ved Glimt af Solen fra det Høie,
Er lysere end Kongesale!
✂
Ja, haab og tal! og knæl i Løn!
Og beed med Tro i Jesu Bøn:
At brydes hendes Herreskjolde,
Hun dog sit Hoved maa beholde!
Sit Hoved, hvis hun uden1 Baand
Og holde maa sin høire Haand!-
O Biskop! tungt det er at tænke,
At ikkun Trængsel, Baand og Lænke,
At ikkun Dødens hvasse Lee,
Med Seierskrands af Spot og Spee,
Vaagne kan den gamle Kvinde,
Som engang dog sad saa vaagen
✂
Paa sin Bølge over Bogen,
Kunde grandt de Stave finde,
Som veilede giennem Ørke,
Støtte flink i Sot og Mørke,
Som ei bugne og ei briste
Paa den tunge Sti, den sidste,
Som os mægte høit at bære
Giennem Dødens Land med Ære.
Tungt, ja tungt det er at tænke;
Herren selv dog lindrer Sorgen,
Thi et Forhæng lod Han sænke
Dybt sig for den Dag i Morgen;
See vi Lyset bag det glimte,
Kan og Lignelser vi skimte,
Øine skuffe, Straaler blænde,
Lignelser sig brat kan vende,
Tyde Sandt og dog fornægte,
Hvad at giætte vi kun mægte,
Altid er den Dag i Morgen
Dog for Øiet halv forborgen.
✂
Ja, o Bisp med Arv saa skiøn,
Med de stolte sexten Ahner,
Frændekuld af kiække Svaner,
Fromme Balzar Münters Søn!
Provster, Præster! Kirkens Sønner!
O, forener eders Bønner!
Beder, at Guds fjerne Torden
Maa forfærde, vaagne Norden,
At naar Lynet Lande knuse,
Naar Vandbølgerne de bruse,
Han i Nord sin Treding vil
Luttret fri af Vand og Ild!
O, Han vil det jo saa gierne,
Han har sat en Ledestjerne
Klar paa Himlens hvalvte Bue,
Let at linde, klar at skue;
Hvo som trøstig den vil følge,
Frelses giennem Ild og Bølge,
Lander vist i Himlens Havn.
Ordet er den Stjernes Navn!
Ak, men fra saamangen Lampe
594
Stiger Os og Edderdampe,
Ledestjernen i det Høie,
Den er dulgt for Slægtens Øie.
Dampen dølger, Blusset blænder;
I er Verdens Lys, o brænder!
Skinner! straaler! lyser! lyner!
Trodser Taager, Blus og Brand!
Kriger! Kiæmper! holder Stand,
Kvægede ved Herrens Syner!
See dig til den Himmel blaa!
See dig til de Stjerner smaa!
Gud i dem os forestilled
Af vor Skat et Skyggebilled.
Stjerner smaa! ja I er dunkle
Mod de Stjerner, som skal funkle
I den favre Helgenkrone,
Som os venter for Guds Trone;
Venter os? ja hvem? o viid!
Dem som stred den gode Strid.
See engang paa Verdens Side,
Hvor de stræbe, hvor de stride!
Kronen er dog kun af Muld;
Sover I? hvor kan I sove!
Skulde vi en Kamp ei vove
For det fine Himmelguld!
See dig til den Himmel blaa!
See dig til de Stjerner smaa!
Gud i dem os forestilled
Af vort Kald et favert Billed:
Vil ved Skinnet ingen vandre,
Skinnet de dog ei forandre;
Vil slet Ingen til dem see,
Lige blidt dog lyse de;
Drages Daareflokken hen
Til de vilde Løgtemænd,
Lige stadig dog de blinke,
Lige trofast dog de vinke,
Og naar Løgtemænd saa brat
I det dybe Svælg sig dølge,
Og naar raadvild deres Følge
Stander i den stille Nat,
Og naar Gyngerne vil briste
595
Under Fod, da, paa det Sidste,
Løfter sig dog mangt et Øie,
Søger Lyset i det Høie.
Brødrelys! saa modig kun!
Lyser klart i Aftenstund!
Helvedblus kan aldrig taale
Himmellysets stærke Straale,
De skal blegne, de skal bukke,
Vi skal seire, vi skal slukke,
Lyset skal i Nord sig tænde,
Som et Nordlys skal det brænde,
Til med evig Vaar og Sommer
I sin Vælde Solen kommer,
Lyse, lede Slægter trygge
Giennem Grav og Dødens Skygge.
O, naar vort Paulun da falder,
Naar os Gud til Sig hjemkalder,
Da vi for Hans Kongestol,
Straalende i Livets Soel,
Skue skal de frelste Fromme,
Naar med Frydesang de komme;
Da med dobbelt liflig Klang
Klinge skal vor Takkesang;
Kaste skal vi vore Kroner
Ned for Ham, som evig troner,
Bøiede vi bryde ud:
Ikke os, men Dig, vor Gud!
Dig allene evig være
Lov og Tak og Pris og Ære!
Frem I Præster! frem i Striden!
Om I ei vil hyle siden;
Hver, som har sin Frelser kiær,
Gjorde sig med Aandens Sværd!
Ryg mod Ryg som danske Frænder,
Aabne Hjelme, djærve Slag!
Verden da skal snarlig mærke,
Hvem der staar i Vaabenbrag,
Hvem der er den sande Stærke:
Han, som boer i høien Hald:
Christus, eller - Belial;
Hylende skal Mørkets Hær
Flygte fra det skarpe Sværd,
596
Gnidsle i afmægtig Trods,
Naar vi sjunge: Gud med os!
Gudlaug1! ja, see høit og vist!
Over Kirkedørren hist
Gud i Morten Luthers Billed
Os sin Kiæmpe forestilled.
Luther! gid din Helgenskygge
Kunde under Englesmykke
Vidne om din vundne Seier,
Om hvad Kræfter Ordet eier!
Gid du kunde os fortælle
Om det Lys i mørke Selle,
Som oplived dig saa brat!
Om hvad Kraft i Aand neddaler,
Naar fra Himlen Herren taler:
Søn! din Synd er dig forladt!
Hvilken dyb, vemodig Smerte,
Hvilken hellig Nidkiærhed,
Fylde maa et kiærligt Hjerte,
Naar det, følende sin Fred,
Skuer Svælget, fra hvis Rand
Gud det reev, alt som en Brand
Rives ud af Ildens Luer,
Naar det sine Søstre skuer
Giøglende paa Svælgets Rand,
Naar det skuer Fjendens Helte,
Som med Løgnens Tryllebelte,
Blinde, blænde saa de Arme,
At de see, Sig Gud forbarme!
Blommer staa paa Svovelblege,
Lys, hvor Helvedblus kun lege,
Høitidsdandse i det Dybe,
Hvor kun Edderorme krybe!
Gid du med din sanddru Tunge
Kunde for vort Hjerte sjunge
Om, hvor kraftig Christus teer
Sig i skrøbelige Leer,
Saa en Synder, syg og bange,
Som en Kiæmpe, kiæk og bold,
Modig kan i Marken gange,
✂
Trodse hver en Helvedtrold!
Dog, det Navn dig Herren gav,
At du lever, skiøndt du døde1,
Saga med sin Runestav
Os dit Billed bær imøde,
Hun det tegned paa sit Skjold,
Bærer det fra Old til Old,
Kiæmper sig paa Skjoldmøviis
Gjennem Tiderne med Priis.
Over Tiderne en Fugl
Flyver hen i Bølgebuer,
Hvad som blinker udi Skjul,
Fra det Høie hun udskuer.
Seer hun da paa Sagas Skjold
Stave fra en svunden Old,
Som har trodset Tidens Vælde,
Som fordybedes ved Ælde,
Flux hun med sin Nøgel fin
Lukker op det Gyldenskrin,
Med de Livets Æbler trende,
Som betroedes til hende,
Holder over Sagas Skjold
Æblet, som den Kraft blev givet,
Det at kalde op til Livet,
Som har levet, Old fra Old;
Billedet da aabenbart
Stander i det Speil saa klart,
Levende med Sang det følger
Ydun over Tidens Bølger.
Luther! i Idunnas Følge
Flyver over Tidens Bølge
Du med Sang saa billedlig,
Vaagne Aander skue dig,
Høre dig med Fugletunge
Høit dit Syn og Liv udsjunge,
See dig under Korsets Mærke,
Hvor du skifter Kiæmpefjed,
Gaar med Jesu Christi Fred
Kiæk i Kamp mod Verdens Stærke!
Torne trædes, Fødder bløde,
✂
Men en Krands af Roser røde
Slynger sig i dine Haar;
Ei du trættes ved at stride,
Thi du seer de Roser hvide
Blomstre i Guds Urtegaard;
Til du naaer dem, maa du ile,
Ikkun der du har din Hvile;
Luther! Hvilen har du fundet,
Stridt den gode Strid og vundet;
Det er skedt, som Aanden kvæder
Til den Sardesengel fiin:
Den som vinder, Haanden min
Smykke skal med hvide Klæder;
Ei hans Navn, det høit forjættes,
Skal af Livsens Bog udslettes,
For min Fader aabenbare
Og for al Hans Engleskare
Jeg bekiende vil hans Navn.
✂
Præstemænd! o hører dog,
Hvad den Aand af Livsens Bog
Høit til Menigheden taler!
Eders Lod er evig Gru,
Om I vende ei jer Hu
Til de himmelske Choraler.
Ganger frem som djærve Helte,
Gjordede med Sandheds Belte!
Ganger frem i Luthers Fjed!
Saa hans Krone I kan vinde,
Saa ham med hans Trøst og Fred
Hos Gud Fader I kan finde!
Ja, i Morten Luthers Spor
Vandres maa i disse Dage,
Thi igien fra Syd til Nord
Raader Helveds lede Drage.
Over Tiderne en Fugl
Svæver hen i Bølgebuer,
Slangen under Skalkeskjul
I det Høie hun udskuer,
Æbler tre hun har i Vold:
Speile til den Trillingold.
Seer I hist de Skygger blege
599
Mellem Levende heel faa?
Løgtemændene, som lege
Med de sljaalne Gnister smaa.
Seer I Skarerne, som vilde
Vende Ryg mod Livets Kilde,
Trodse frækt mod Livsens Bog,
Bryste sig med Syndens Aag,
I en rædsom Dødningdands,
Som det var en Rosenkrands!
Ak, den Old, som her mon spores,
Seer det dog! ak, det er vores.
Over Tiderne en Fugl
Svæver hen i Bølgebuer;
I uvordne Tiders Skjul
Fra det Høie hun indskuer,
Æbler tre hun har i Vold:
Speile til den Trillingold.
Seer i Speilet, hvor de mange
Tause Lignelser fremgange!
Dødelige dem ei kiende,
Men de mærke, til hvad Kant
Ydun monne Speilet vende,
De forstaa det og saa grandt,
At de Lignelser, som ligne
Billeder paa Sagas Skjold,
Stande, efter Lyset figne,
Færdige i næste Old.
Speilet vender sig mod Fjeld,
Viser og et Bjergcapel,
Viser og et Kildevæld,
Sprudlende fra haarde Fjeld,
Viser og et Rosentræ
Voxende i Klippelæ,
Bjergmænd i en Høitidsdands
Under favre Rosenkrands.
Det er Pandt paa lyse Dage,
Det er Størkelse i Strid,
Hvo det seer, kan ei forsage,
Tryg han venter Naadens Tid.
Men, o Præster! vil I sove?
Ei en Dyst mod Dragen vove?
Vider da, at til sit Værk
600
Herren Zebaoth er stærk;
Ei formastelig I mene,
Han behøver Støv og Muld!
Vist Han Sig et Børnekuld
Vække kan af stumme Stene;
Men da under eders Plove
Orme kun skal mylre op,
Visne skal de sidste Skove,
Fuglen fly fra nøgne Top,
Aldrig sjunge jer til Glæde,
Aldrig Ormene opæde;
Ormene skal gnave Roden;
Reiser sig et enligt Straa,
Stormene skal det nedslaae,
Ingen Sæd skal vorde moden,
Uden I, som, hvilken Trøst!
Modnes til Guds Vredes Høst.
Oslo! Aslaug! Asabad!
Aske est med Ret du vorden,
Over Asken Christjans Stad
Løfter sig, o see Guds Orden!
Ordnet til et Christenbad.
See, hvor kiækt de Vande springe!
Agter kun det Tegn ei ringe!
Kun med Vand en Kongehaand
Døbte, Stad, dig førstegang,
Men naar under Jubelsang
Herren med sin Hellig Aand
Døber, først du ærer da
Navnet Christiania.
Springe skal da Livsens Vande
Høit i Luft og vidt om Lande.
Over askeblandet Grus
Af det faldne Frue-Huus
Svæver end et gammelt Vaaben,
Underlig det spaar om Daaben.
Der er Himmelkirkens Billed
Med Marias Navn fremstillet,
Under det en Konge knæler
Med en Kirke paa sin Haand,
Og det Himmelske besjæler
Kirken med sin egen Aand;
601
Fire Lignelser tillige
Knæle, som de vilde sige:
Herre, Præst og Borger, Bonde
Her sig bøie sammelunde,
Som til os de skulde sige:
Her skal bøie sig tillige,
Rensede i Ordets Bad,
Sankede i Kirkering,
Krønike og Konst og Kvad,
Klogskab paa al Verdsens Ting.
Bakke, du som hist dig løfter
Med de gamle, dybe Kløfter,
Atter skal et Ord fra Gud
Aabne dine Sølverbrud.
Kirke! du som høit din Nakke
Løfter hist paa Aggers Bakke,
Løfter høit dit Spir saa prud
Ved de gamle Sølverbrud,
Stander fast paa stærke Been,
Bygget op af hugne Steen,
Fyldes sødt af Orgellyd,
Naar du sjunger dine Psalmer,
Gav din Prækestol til Pryd
Konstelig udskaarne Palmer,
Lader Alteret tilskue
Under hellig Cirkelbue,
Regner dine Aar tilbage
Alt til Hellig Olavs Dage!
Du betegner det Capel,
Som skal staa paa Dovrefjeld.
Det er Sagn i Folkemunde,
Sandhed ogsaa nogenlunde:
Søstre tre i gamle Dage
Bygged dig og Aggershuus,
Klostret med til tredde Mage,
Som nu sjunket er i Grus.
Ingen veed, om trende Kvinder
Kostede de prude Minder,
Sødskende er, som vi veed,
Sandhed, Kraft og Kiærlighed;
Hver af dem især bekoster
Kirke, Vaabenhus og Kloster;
602
Disse dog i Kirken maa
Samles, om de skal bestaa.
Mærk det vel, du gamle Norge!
Kirke har du end og Borge,
Dine Klostre fulde ned;
Mærk dig vel, du gamle Norge!
Tidens Gang paa Klosteruhret,
Hartad som med Munkeburet
Gik det med din Kiærlighed.
Dette Kloster maa opbygges,
Før din Kirkebygning lykkes;
Thi som Klosteret i Søen
Løfted sig paa Hovedøen,
Vist endnu den Dag i Dag
Hjertet er en Hovedsag.
Klarlig det og malet staar
Som en Priis for store Kaar,
Malet af med Farver stærke
I din Storstads Vaabenmærke.
See den favre Lillievaand,
Holdende den Piletrilling
Og en Krands i fine Haand,
Siddende i Dronningstilling,
Mægtig, over Løver tvende,
Med en Kiæmpe ved sin Fod!
Jomfruen er god at kiende,
Hun udsprang af Kongeblod,
Vist hun heder Christiane,
Og de Bibelløver tvende
Under Korsets hvide Fane
Rundt i Verden bære hende;
Sandhed, Kraft og Kiærlighed,
Det er hendes trende Pile,
Dødens Konge for dem ned
Faldt til Jord, men ei til Hvile;
Krandsen, som hun har i Haand,
Den skal smykke deres Tinde,
Som ved Jesu Christi Aand
Dødens Konge overvinde,
Den skal være Hendes Pryd,
Naar hun, som sin Herres Brud,
Ganger faver, klar og prud
603
Ind til evig Bryllupsfryd.
Christiania! ifald
Du dit Vaaben bære skal,
Bære, som sig bør med Føie,
Fæst da paa det fast dit Øie!
Lær paa tugtig Jomfruviis
Dybt at føle, sødt at smile,
Lad din Stolthed med sin Priis
Falde for de trende Pile!
Da engang dit Levnets Minde
Skal Man i dit Vaaben finde;
Under Dannebraag med Ære
Nordens Løver dig skal bære,
For din Piil et Pandser gjalde,
For din Fod en Kiæmpe falde;
Rosenkrandsen skal sig vinde
Vakkert om din Skjoldmøtinde.
Ja, see hist i Roskilds Vaaben!
Ørnen breder jo sin Vinge,
Vil til høien Hald sig svinge,
Tage med fra Bispekaaben
Korset og de Nøgler smaa,
Som kan Fjeldene oplade,
Saa af dem udspringe maa
Rosenelve, Sølverbade.
✂
Skal da Rosens Kildevæld
Vige fra de danske Vange,
Skal da nu fra Mark til Fjeld
Fløttes Blomst og Fuglesange?
Favre Siølund! skal du visne?
Isefjord! skal du nu isne?
Aggersager! Follafjord!
Skal til Arv I Æren fange?
Skal I loves høit i Nord
Som de rette Kildevange?
Skal nu Egebjerg med Føie
For sin Udsigt vinde Pris,
Skal fra den for vaagne Øie
Aabne sig et Paradiis?
Herrens Raad er altid rette,
Skjalden dog er Danmarks Søn,
604
Kan sin Moder ei forgiætte,
Drager dybe Suk i Løn.
Glad han stirrer paa de Fjelde,
Thi hans Gud seer til dem ned,
Og hos Gud er altid Fred;
Men han maa dog Taarer fælde,
Fløtte taarefuld sin Stav
Fra den favre Rosengrav.
Før den fløttes, end engang:
Præster! Skjalde! alle Mand!
Satte i det gamle Land
Til med Tale og med Sang
Syn for Aanden at fremføre,
Hjertet i sin Grund at røre
Og oplade Sjælens Øre!
Føler eders egen Nød,
Og fortryder, hvad I brød!
Da vor Moders Nød og Smerte
Dybt skal eder gaa til Hjerte,
I skal tale, hun skal høre,
Begges Bøn skal Herren røre;
O, maaskee da Ørnen skal
Stille staa med bredte Vinge,
End fremdeles, ei sig svinge
Med de Nøgler høit paa Hald,
Bygge Rede end enstund
Her i Danmarks Bøgelund,
Og kun Vingerne udbrede
For om Korsets Tegn at frede,
For os Christenfolk tillige
Billedlig men sandt at sige:
I skal staa som jeg herneden,
Færdige at flyve heden.
Eller skal det end saa være,
Klippen maa Capellet bære,
Er for Danmark Timen omme
Til at avle Fugl og Blomme;
Maa de stærke Elve bruse
Ned i Dal fra høie Fjeld,
Hvor fra gamle Kildevæld
Vandet høit mod Sky skal suse;
Maa af Klippen Kirken skiære
605
Pillerne til høit at bære
Hvælvingen i Uveirsdage,
Som nu stunde til saa fage;
Maa i Snorros Fædreland,
Ja i Sagas Elvesale,
Fostres og den Sagamand,
Som skal Tiderne afmale,
Verdens Krinds og runde Bold
Bilde af paa Sagas Skjold,
Bilde af, med fiin og stærk
Farve, som Guds Billedværk,
Saa det Skjold kan Kirken skiærme,
Naar dens Fjender frækt sig nærme;
Maa, hvor Volas dybe Sang
Huult imellem Klipper klang,
Springe ud de sidste Skjalde,
Som skal tolke Herrens Syner,
Førend det fra Østen lyner,
Før Basunens Røster gialde;
Skjaldene, som skal forstaa,
Hvad Propheter fordum saae,
Ja Propheters Tal formere
Og om Enden prophetere,
Støde høit i Gjallarhorn,
Naar de see den onde Torn,
Som skal Jernskoven tænde,
Naar de skue Bifraust brænde,
Skue Muspels Sønner ride
Op at falde, hvor de stride;
Lege sødt paa Davids Harpe,
Om den Stund, da ingen Sarpe
Fraade skal ved Klippefod,
Buldrende med Støv og Skum
Bruse hen i Tid og Rum,
Men kun Lammets Rosenblod,
Livsens Vandes rene Flod,
Flyde fra Guds Kongestol
Og fra Lammet, Livets Soel,
Klar som skinnende Chrystal
Risle evig uden Fald,
Vande Livsens Træ og vække
Edens gamle Blomsterrække,
606
Saa den paa det nye Stade
Taber aldrig sine Blade,
Dufter sødt den gandske Dag,
Dufter sødt til Guds Behag,
Lukker aldrig sig til Blund,
Hvor der ei er Aftenstund;
Ja, skal Norges Skjalde sjunge
Huult og sødt med Seertunge,
Skal de kvæde, glade, bange,
Slægtens, Jordens Svanesange,
Skal du, Christiania!
Kaldes Philadelphia1;
Nu, velan! i Jesu Navn!
Danmark, Roskild, Kiøbenhavn!
Søsteren I ingenlunde
Hendes Kaar og Krands misunde!
Søstrene tilvisse kiære
Philadelphia maa være.
Hvert et Suk jeg flux maa dæmpe,
Hør mig Præst og hør mig Skjald!
Hør mig hver, som veed at læmpe
Tungemaal og Tonefald!
Vil I bede, vil I tale,
Gud i Vold vor Sag befale,
Maa da Rosens Kildevæld
Vige fra de danske Vange,
Maa da paa det høie Fjeld
Fugle nemme deres Sange,
Da skal ogsaa Norges Gran
Grønnes i de danske Skove,
Vandes skal det tørre Land
Vist af Rosenhækkens Vove,
Venlig skal den norske Sang
Klinge over Bøgegrene,
Som den danske fordum klang
Mellem gamle Norges Stene;
Ja det tør jeg vist forjætte,
Aldrig Norge skal forgiætte,
Ørnen paa den høie Hald
Saae dog først en Daneskjald,
✂
Knurred ei mod Guds Beram,
Foer i Yduns Fjederham
Over Fjeldene og saae
Frydfuld der Capellet staae
Herligt i en Rosenhave,
Overklædt med Sagastave,
Hævende til Orgelklang
Harpeslag og Fuglesang.
Ja det Norge skal forstaa,
At hvad Daneskjalden saae,
Fordum og fra Danmark fløi
Som et Frø til Norges Høi.
Ja, hvad Hedningskjalde sang,
Digtende om Ledas Sønner,
Over Nord med sanddru Klang
Fra uvordne Dage dønner:
Slag om Slag i Fryd og Smerte
Banker Nordens Tvillinghjerte.
✂
Præster! Skjalde! o, saa tager
Vare dog paa eders Kald!
Taler, som det Gud behager,
Høit med Røst og Tonefald!
Vaagner dog den gamle Kvinde,
Før hun kvæles, brænder inde
Eller i de øde Vange,
Uden Fryd og Fuglesange,
Vanke, vakle maa i Mørke,
Uden Haab og uden Størke,
Rave som sin egen Skygge
Til sin Grav ved Kjep og Krykke,
Til sin Grav, ja til sin Dommer,
Som det Glemte ihukommer,
Til sin Dommer, til sit Fængsel,
Evig Angest, Graad og Trængsel.
Seer I hist det høie Fjeld
Med de rige Sølveraarer!
Hellig Korses Kildevæld
Væder det med sine Taarer;
Leder did den gamle Kvinde,
Sømmelig med Ord og Stav!
Der hun vist skal Hvile finde,
608
Bedre end i mørke Grav.
Vil hun fæste der sin Bolig,
Bruge Badet tit og trolig,
Da skal end paa gamle Dage
Dumme Øine klares op,
Store Syn i Sind og Sage
Skal hun see fra Fjeldetop;
Ungdomsrosen skal paa Kind,
Trods den barske Nordenvind,
Mattere, dog liflig lue;
Rosen paa den fulde Barm,
Svalet, men dog frisk og varm
Dufte op mod Himlens Bue.
Fjeld! du ligger Bogen liig,
Dine Lag som skrevne Blade,
Dine Aarer strække sig
Alt som Ord i tætte Rade;
Gamle Dannemark med Ære
Høit fra Jord mod Sky du bære!
Hellig Korses Rosenkilde!
Spring med Størke ud af Fjeld!
Ja, du springer, o, hilsæl!
Gid du maa hentørres silde!
Gid din Bølge sig maa velte
Kvægsom over gamle Nord,
Til, naar Elementer smelte,
Som en Damp du høit fra Jord
Stiger did, hvorfra du kom,
Synker i Guds Helligdom!
Hør os Du, som Alt mon raade!
Ja, bønhør Du os i Naade,
Fader vor i Jesu Navn!
✂ UNDER Rettelser til Roskilde-Riim skrev Forfatteren: »Da Tiden ei tillader at give de Anmærkninger, som vel ville synes nødvendige, vil jeg blot sige, at dette Digt først læstes ved Dionysii Landemode paa Roskilde Domkirkes Riddersal 1812, men er siden udfyldt«. - De fornødne Oplysninger gav han snart efter i Roskilde-Saga, som blev fuldført i Foraaret 1814 og udkom i Oktober samme Aar.
✂ Kort efter at Roskilde-Riim var sendt i Trykken, blev Freden sluttet i Kiel, den 14. Januar 1814, og ved Norges Afstaaelse blev de Forhaabninger gjort til Skamme, som Grundtvig Juleaften 1813 havde udtalt i Tilegnelsesdigtet til Kongen. - Derfor kom det nye Digt, hvormed Sagaen indledes, til at bære et andet Præg, og paa lignende Maade satte Skilsmissen fra Broderlandet sit Mærke paa det Digt, der indflettes i Bogens Slutning. Det sidste blev optrykt i Kvædlinger, under Navn Til min Sangfugl, og ledsaget af følgende Tillæg: »Dette Vers, forhen indrykket i Roskilde-Saga, er skrevet i Foraaret 1814, da jeg sendte min inderlig elskede Hersleb i Christiania mit Roskilde-Riim«. - Svend Grundtvig har, i Poet. Skr. III, 397-99, oplyst, at Begyndelsen af Digtet er indskrevet i et Eksemplar af R. R, som den 31. Januar blev sendt til Hersleb, men at Slutningen af Digtet, fra det 22. Vers, er rettet til Professor Sverdrup og i Udkastet dateret den 25. Marts. Det er altsaa indlysende, skriver Sv. Gr, »at dette Digt ikke udgør en oprindelig Helhed, men at Forf. først har digtet og sendt Hersleb de 21 første Strofer den 31. Januar, medens han i Marts har tildigtet Resten og da sendt denne - formodentlig i Forbindelse med det foregaaende og med et Eksemplar af Roskilde-Riim - til Georg Sverdrup, som maaske først har modtaget det efter Ankomsten til Ejdsvold«.
Roskilde-Saga
til Oplysning af
Roskilde-Riim
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Capellan.
Den øde Mark skal fryde sig og blomstre som en Hose, den
skal vist blomstre og synge, Libanons Herlighed er givet
den, Carmels og Sarons Prydelse, de skal see Jehovas
Herlighed, vor Guds Deilighed, størker de afmægtige
Hænder og stadfæster de rystende Knæe.
Esaias 35.
Kjøbenhavn, 1814.
Trykt og forlagt af Andreas Seidelin,
store Kannikestræde No. 46.
Herre! jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen
Ting, at jeg haver forladt mig paa Dit Ord, og jeg
vil tale om Dine Vidnesbyrd for Konger og ikke
beskæmmes.
Ps. 119.
Dig
Helliges i Haab
Kong Frederik hin Milde!
min
Saga som min Sang
om
Nordens Rosenkilde.
✂
Stormene suse, og Bølgerne skumme,
Vaandefuld sidder vor Moder i Nord,
Maa ikke Harpen forstumme,
Hyllet i Flor?
Hvo tør forvoven end tvinge
Strængen til Klang?
Maa den ei skurrende springe
Brat under Trængsel og Tvang?
Bærer mismodige Skjald
Harpen, o Drot! til Din Hald,
Kun for at under Din Throne
Den i et Suk skal udtone,
Og i Din Haand
Maalløs opgive sin Aand?
✂
Aarene skifted og Tider tillige,
Harpen jeg rørde saamangen en Gang,
612
Ikkun om Guds og om Skjoldungens Rige
Strængerne klang;
Springe de maa, hvis de Riger har Ende,
Springe med Gny,
Og under Thronen opsende
Sukket i Scepterets Lye.
Frederik! vist i Din Hald
Undte Du sørgende Skjald
Fred til ved Harpen at græde,
Dannemarks Liigsang at kvæde,
Dig og dets Aand
Gud at befale i Haand.
✂
Syner jeg skued, og jeg maatte riste
Runer i Rosens den hellige Vang,
Og om Saameget, som aldrig jeg vidste,
Toned min Sang;
Glædeligt Kvad om den blomstrende Stamme
Skjalden frembar,
Og, som det lod, i det samme
Sværdet dens Rod overskar.
Konge! ja vist maa jeg tye
Under Dit Scepter i Lye
Og, hvis det ikke i Sommer
Krandses af yndige Blommer,
Knuse med Sorg
Harpen, jeg slog i Din Borg.
✂
Had maa jeg friste, og Spot maa jeg lide,
Verden med Latter vil døve min Sang,
Dog tør jeg Harpen, mens Timerne skride,
Stemme til Klang,
Ei til en sørgelig Klang, som naar Klokker
Ringe for Liig,
Nei til en Klang, som naar Folket sig flokker
Did, hvor det kimer for Høitid og Dig.
Vinteren, ja, den var kold,
Revnet er Dannemarks Skjold,
Sprukken er Dannemarks Krone,
Fast er dog Frederiks Throne;
Brøst elier Brud,
Kan det ei heles af Gud?
✂
See, hvor det grønnes I Dannemarks Skove!
Nys var tilsyne kun visnede Riis;
See, hvor den ruller, den lyseblaa Vove!
Nys var den Iis;
Saa skal en Strøm af den hellige Kilde
Rulle i Nord,
Kvæge med Bølgerne milde
Dannemarks revnede Jord;
Roser i Flok skal paa ny
Blomstre i Palmernes Ly.
Skyde skal og i det Samme,
Fredrik! Din herlige Stamme;
Danmark Dit Navn
Giemme med Roser i Favn.
✂
Timerne svinde, og Dagene skride,
Pindse, den liflige Høitid er nær,
Vinteren vover med Vaaren at stride,
Løfter sit Spær;
Brydes skal vist den vanhellige Landse,
Brydes af Gud,
Sjølund med gammeldags Mai sig bekrandse,
Smykkes med Lilier alt som en Brud;
Skulde da Modet forgaae,
Om end i Dagene faa
Stormene bryde med Størke,
Drive med Skyerne mørke?
Bier paa Gud!
Saa lyder Frelserens Bud.
✂
Dagene skrede, Apostlenes Skare
Bied paa Herren med Sang og med Bøn,
Vented det vist, at Han vilde forklare
I dem Sin Søn;
Hellig oprandt da den Pindsedags Morgen,
Aanden nedfoer,
Brændte paa Tungen, men slukkede Sorgen,
Aanded og lued i hellige Ord;
Fjenderne fnysde, og Daarerne loe,
Sandhedens Venner annammede Tro,
Fnysende Fjender og Daarer saamange
Reistes og fældtes vel tusinde Gange;
614
Kirken ei saa,
Den var kun reist til at staae.
✂
Konge! den staaer, om al Jorderigs Helte
Gav sig forvovne med Muren i Kast,
Gjordet med Kraftens usynlige Belte
Stander den fast;
Men hvad sig ei til dens Mure vil støtte,
Synker i Gruus;
Kløgten og Vælden ei nytte
Kongernes Throner og Huus.
Fredrik! Din Throne i Kirken er bygt,
Op til dens Mure den hvilede trygt,
Stammen dens Kilde alene
Skylder de herlige Grene,
Og i dens Gaard
Blomsterne vente paa Vaar.
✂
Stormene suse, og Bølgerne skumme,
Vaandefuld sidder vor Moder i Nord;
Vee os, ifald hendes Læber forstumme!
Hun da bortfoer.
Kirken er Moder, hun har os opammet
Ømt i sit Bur,
Fra hendes Lunde er Spiret udstammet,
Værn har Marken kun i hendes Mur,
Kronen ved hende kun Glands;
Blomsten, o Drot! til Din Krands
Voxer kun i hendes Have,
Voxer paa Fædrenes Grave;
I hendes Væld
Der er kun Kræfter og Held.
✂
Murene skride, og Haven nedtrædes,
Troløse Vogtere sov og nedbrød,
Ukrudtet trives, og Blomsten nedtrædes,
Det er vor Nød.
Elskede Konge! med Spiret Du frede
Hellige Vang;
Liflige Blommer Dig bære dens Bede,
Træerne bære Dig Sang!
Muren sig selv skal udvide paa Stand,
615
Størke Din Throne og værge Dit Land;
Naar i dens Gaard Du da synker til Hvile,
Sees over Vangen en Stjerne at smile,
Det er Dit Navn,
Det er Dit Blik1 fra Fredens Havn.
✂
Tiderne skifte, og Aarene rinde,
Naar da en Skjald udi Roskilde Vang
Leder om Roser til Krandse at binde,
Binde med Sang:
Da skal han, Frederik! see dem i Klynge
Trindt om Din Grav,
Favert Din Lignelse med dem omslynge,
Alt som de vinde sig op ad hans Stav;
Rørt skal han skue paa Himmelens Blaa,
Fredrik! Din Stjerne saa tindrende staae;
Fromt sine Knæe han for Altret skal bøie,
Prise vor Fader og Gud i det Høie,
Som ved Kong Frederiks2 Throne
Fredede Vangen paa nye,
Som under Frederik Krone
Atter gav Roserne Ly.
Ugen før Pindse 1814.
Allerunderdanigst
N. F. S. Grundtvig.
Fortale.
✂ DET er sandt at sige, allermeest i Norden, at Sang og Saga fulgdes alle Dage, og det er sømmeligt i dette, som i Mere, at lede om de gamle Stier og at gaae paa dem. Vist er det ei at vente, at Mange nuomtide skulle lystes ved de Riim om Rosenkilden eller ved en eenfoldig Saga om den, men aldenstund jeg veed, at de Riim have glædet mig saa mangelund, og det fordi saa favre Glimt af Herrens Herlighed og Lignelser af forbigangne Dage stod mig for Øie, da maa jeg det og mene, at de, der have samme Gud og samme Fædre, og vil glædes ved de samme Syn, endog de stande ei saa favre eller klare i det Runespeil, som de mig undtes. Men eftersom jeg det veed, at de sig klare meer og meer, jo meer Man taler ind med Saga, og at, desværre! det var ikke Skikken i de sidst forledne Dage at tale ivrigen med hende, da maa jeg tænke, der vel findes dem, der see det gierne, at jeg sanker i et kort Begreb de Sagas Taler, som ringede mig mest for Øre, der jeg sang om Rosenkilden. Det kommer end dertil, at Mange mene, Riim er Løgn, om ikke Alt, saa dog vist halvt, og denne Saga skal da trolig vidne, at hvordanne Vilkaar Skjaldskab og monne have, saa ere dog de Baand, der snoe sig om Runestavene ved Rosenkilden, ei vævede med Løgn til Rendegarn. Men at Man aldrig maatte rende saa, at Sandhed ingenlunde mindst, men allermest skulde være Skjaldes Lys og Skjold og Rose fiin, derom vilde jeg i nogle faa Fortaleriim paaminde. Nu er det vel saa, at ved en synderlig Hændelse1 ere somme af de Stave brudne og Baandet sønderrevet, men aldenstund * 617 det alligevel kan kiendes, hvad de skulde være Mærker paa, og hvorhen de stile, sættes de her, som de ere.
✂ Det skal og denne Saga giøre vitterlig, hvorledes jeg vilde føie mine Ord, om mig nogensinde undtes Frist og Leilighed til det, jeg gierne vilde, at beskrive Danmarks Krønike sandfærdig og eenfoldelig til Herrens Ære og Hans Børns Gammen.
Kbhvn. 15de Mai 1814.N. F. S. Grundtvig.
Fortaleriim.
✂
Skjalde i den usle Døgn!
Vist I mene, I tør sjunge
Løst og fast og Sandt og Løgn,
Som det kommer Jer paa Tunge,
Mene, naar kun Eders Kvad
Klinger godt i Verdens Øre,
Naar som Vinden Skovens Blad,
Det kun Hierterne kan røre,
Da skal prisende vi kalde
Eder ligegode Skjalde,
Hvor saa Hjerterne henvendes,
Hvilken Lue der saa tændes!
Altsaa er da Skjaldskabs Gave
Lov til Last og Lyvestave?
Saa udruster Gud en Skjald
Med det klare, visse Øie,
Med de Længsler, dybe, høie,
Med det søde Tonefald,
For at han med falske Drømme
Skal forvirre Folkets Sind
Og forføre Hjerter ømme
Til ved Løgn at væde Kind,
For at han skal blande snild
Lys og Mørke, Løgn og Sandt,
For at han skal lede vild
Hver, hvis Hjerte Sangen vandt?
✂
Daarlighed, som knap har Mage!
Blindhed i de lyse Dage!
Trods al Verdens kloge Mænd,
Trods hver Skjald, som Verden lover,
619
Om min Røst og farer hen
Som de hedenfarne Vover,
Dog et Feidebrev jeg maa
Sende dig i bundne Stave,
For som Løgner ei at staa,
Thi og jeg fik Digtergave.
Hører mig, saa faa, saa mange,
Som annamme mine Sange,
Jeg om Skjaldskab høit vil tale,
Sendt fra høie Kirkesvale.
✂
Skjalde, Skjalde! ihukommer
Eders høie Kald og Kaar!
Herren i Sin Urtegaard
Satte Eder mellem Blommer
For at see med klaret Øie
I dem Glandsen fra det Høie,
For at see, hvor de sig ordne
Til et Gaadenavn, til Hans,
Ved Hvis Bliv de ere vordne,
Til en hellig Straalekrands
For Guds Væsens rette Billed,
Udi Hvem med Guddomsglands,
Synlig for den skabde Sands,
Klarlig Han Sig Selv fremstilled,
Til en Krands, der kan omslynge
Alle, som til Ham sig klynge,
Alle, som i Ham vil finde
Livets Grund og Livets Tinde.
Verdens Skjalde! blues, bæver!
Seer det Billed, hvor Han svæver
Over Tiden som en Soel,
Hvor fra Lysets Kongestol
Straalende Hans Septer blinker,
Løftes, bøies, truer, vinker!
Sees om Hans Fjenders Tinde
Da en Krands sig fræk at vinde,
Som I bandt i Verdens Sommer,
Bandt af Herrens stjaalne Blommer,
Flux ved Septrets Lyn den blegner,
Ned fra Issen brat den segner,
Kastes saa, med Løgn til Navn,
620
Falmet i Jer egen Favn.
Seer, hvor Spiret i det Høie
Løftes for sig vredt at bøie!
Og paa eders Øielaage
Leirer sig den tætte Taage,
Og Guds Blommer, hvor de staa,
Ei at finde I formaa;
Ei I see, og ei I sandse,
Og af Straa I binde Krandse,
Og med Skræpperne paa Rad
Sidder visne Rosenblad.
✂
Skjalde! Skjalde! knæler! bæver!
See, i Soleglands Han svæver,
Spiret straaler af Hans Haand!
Sukker dybt i ydmyg Aand!
See! da ned til Eders Øie
Spiret venlig sig mon bøie,
Blommerne i Himmelglands
Staae for helliggjorde Sands,
Dufte, sanke sig i Klynge,
For ved eders Haand at slynge
Sig til Krandse mangefold,
Straale paa den runde Bold
I hvert fromt andægtigt Øie;
Glimt af Glandsen i det Høie
Dufte Varme, Liv og Lyst
I hvert kiærligt Frændebryst.
✂
Reenhed ei vi har ihænde,
Mens vi Blommerne omspænde,
Ihvor klart end Øiet funkler,
Kiødets Varme dog fordunkler;
Vi i Baand af Støv dem binde,
Og hvor flint vi Traaden tvinde,
Finere end vores Silke
Ere dog de Blomsterstilke,
Og hvor nænsomt end vi bøie,
Dog de brydes for vort Øie,
621
Og i Stilkens rene Saft
Der er Blommens Duft og Kraft.
✂
Ja, hvor klart end Øiet funkler,
Verdens Taage dog fordunkler,
Valmublad og Brændenelde
Smitte, sløve og vanhelde;
Men, naar Krandsene sig vinde
Villige om Helgentinde,
See! da med sit Straalespir
Rører Solen faldne Blade,
Fro de sig i Lyset bade;
Som Smaragd og som Saphir
Lysne de, mens Nelden blegner,
Kneise, medens Valmu segner.
Taagen da maa Størken miste,
Støvets Baand maa skiørnes, briste,
Himmelgrøden atter kommer
I de favre, brudte Blommer;
Venlige de voxe sammen,
Ja indgro med hellig Gammen
I den store Blomsterkrands,
Som, naar Tiderne udrinde,
Med saa mild en Sølverglands
Skinne skal om Brudens Tinde,
Duftende sig yndig slynge
Om den ganske Helgenklynge,
Evig sig i Ham forgylde,
Op til Hvem Den skulde groe,
Udi Hvem al Guddomsfylde
Legemlig skal evig boe.
Ja, det er vort blide Kaar:
Her, som i en tidlig Vaar,
Krandsen vi os kan indbilde,
Vi med Synets indre Sands
See os selv i Livets Kilde
Klarede i Himmelglands.
Haven, Gud os gav herneden,
Grændser op til Herrens Eden,
Aandelig det til os vifter
Giennem Sprinkelværkets Rifter,
622
Og i Anelsen vi finde
Duft af det, som er derinde.
Fryd dig bævende, o Skjald!
Som dit Kaar er og dit Kald;
Giennem dig sig skal afbilde,
Hvad du saae i Livets Kilde,
Giennem dig skal i det Brede
Rosenduften sig udsprede,
Du er Livets kaarne Speider,
Du er Herrens Medarbeider;
Hvem fik Skjaldskabs Ædelsteen,
Billedvæv og Silketeen,
Som sig ei maa dybt nedbøie,
Med det Kaar og Kald for Øie,
Synge Tak, og Sukke drage,
Synge, sukke alle Dage:
Hvo tør sig vel dygtig kalde
Til det Værk, som egner Skjalde!
✂
Blommer ved Guds Rosenkilde!
I, hvis Lignelse jeg vilde,
Som jeg saae den, her afbilde,
I, hvis Duft mig blev tilviftet,
Og igiennem mig udskiftet!
Ak! den klare Himmelfarve
Kunde ei mit Billed arve,
Og min egen Aandeluft
Blanded sig med Eders Duft!
Konger! Riddere og Klerke!
Blomster i mit Landemærke!
Skuffed mig maaskee min Sands,
Blev I Knippe og ei Krands?
Blomsterkrandse, som jeg bandt,
Mon jert Hvilested I fandt,
Eller maatte I jer vinde
Om Ugudeliges Tinde,
For at falde under Klage
Visne i mit Skiød tilbage?
Helgne! har jeg eder sandset,
Saa at Ingen blev ukrandset?
Bød jeg alle Blomster neie
For det Hoved, dem mon eie?
623
Ak! jeg er en syndig Mand!
Hvem, o hvem har ret Forstand
Paa Vildfarelse herneden,
Og paa Blommer i Guds Eden!
Havets Sand og mine Fald,
Ei paa dennem veed jeg Tal,
Det kun veed jeg, i den Stund,
Der jeg saae de Blommer klare
Sig ved Kilden aabenbare,
Sukked jeg af Hiertens Grund
Til den Herre, som kan ene
Syn og Sands og Alt forlene,
At de til Hans Pris sig slynge
Maatte i hinandens Favn,
At de tæt sig maatte klynge
Alle om Hans store Navn;
Det jeg veed, at mens jeg plukked,
Mens jeg bandt, saa tit jeg sukked,
Naar sig Synerne forvirred,
Og naar Tankerne blev vilde;
Det jeg veed, at vist jeg stirred
Paa den klare Livets Kilde,
Mod den klare Livets Soel,
Mod den lyse Kongestol;
Det jeg veed, kun Sandhed vilde
Jeg i Hjerterne indbilde;
Det jeg veed, at om jeg vidste,
Hvilken Blomst jeg Løgnen gav,
Flux da skulde Krandsen briste
For min egen Sagastav.
Derfor Stave! jeg jer begge
Overkors tør dristig lægge,
Overkors i Krandsens Favn,
Som jeg bandt i Jesu Navn.
I Hans Navn jeg knæler da,
Synger mit Halleluja!
Priser Ham, som lod det lyne,
Lysne, for min vakte Sands,
Priser Ham, som lod sin Glands
For mig Støvets Søn tilsyne,
Priser Ham, hvis Miskundhed
Sig fornyed hver en Morgen.
624
Gode Gud! du bedst det veed,
Naar saatidt jeg stod med Sorgen,
Stirred sorgfuld paa mig selv,
Paa den store, blinde Vrimmel,
Som i Verdens Edderelv
Vil oplede sig en Himmel,
Naar jeg skialv for dine Domme
Over Dagene, som komme,
De forgangne Tiders Billed
Du da blid mig forestilled,
Lod den store Helgenskare
Sig for Øiet aabenbare,
Lod mig see din Kraftes Haand,
Hvordan Tiderne den vender,
Lod mig føle, hvilken Aand
Dine Kiære du tilsender;
Duft fra Altret for din Throne,
Lyd af Engleskarens Sang,
Af de Gamles Harpeklang
Og af Sphærers Orgeltone
Lod du suse, lod du aande
Og bortaande al min Vaande.
Livets Træ og Livets Krone
Lod du naadefuld mig skimte,
Dine Lyn du bød at glimte,
I uvordne Dage saae
Jeg din Kirke prud opstaae,
Hørte fra dens Buegange
Hjertesuk og Jubelsange.
Paa mit Ansigt faldt jeg da,
Hulked mit Halleluja!
Takker Herren! Han er god,
Evig er Hans Miskundhed!
Følte Kraft og helligt Mod
Til at gaae i Helgenfjed,
Til, med Øiet paa Guds Eden,
Giennem Strid at vinde Freden.
O! tilgiv, nu Herre sød!
Hvad jeg bøied, hvad jeg brød,
Hvad forblindet jeg forsaae,
Hvad forvirret jeg fortegned,
Hvad forvildet jeg forregned,
625
Naar forvoven at forstaae
Dine Ord jeg mig tilegned!
Glem min Brøde, dølg min Feil!
Blank det dunkle Tonespeil!
Rør med Spiret fra det Høie
Naadefuld det fromme Øie,
Saa det skuer Blomst og Billed,
Som mig Du dem forestilled,
Saa det fromme Hjerte maa
I min Sang kun Dig forstaa.
✂
Hæng nu Speil paa Kirkesvalen!
Hæng nu Krands i Riddersalen!
Aabenbar i Jesu Navn,
Hvad dig lagdes udi Favn!
Lad din Duft i Kirkehaven
Vifte over Rosengraven!
Størk og trøst og glæd de Fromme!
Kundgiør Verden Herrens Domme!
Jeg maa vandre, jeg maa ile,
Har i Verden ingen Hvile,
Jeg maa færdes, jeg maa stride,
Medens Timerne henskride;
Men naar Timen er udrunden,
Give Gud, i Afskedsstunden
Jeg i Aanden dig maa skue,
Luttre t under Stiernebue,
Voxet i den store Krands,
Glødet i den rene Glands,
Blinke, vinke og omvinde
I Guds Helgenflok min Tinde!
✂
Tie, o Harpe! standser Strænge!
Hvorfor dirre I saalænge?
O, jeg veed det, I fornemme,
Hvad jeg føler dybt i Bryst,
Naar I klinge saa med Lyst,
Er det, som vi alt var hjemme,
Hjemme der, hvor de, vi love,
Under Herrens Alter sove,
Hjemme der, hvor Glæden bygger
626
I de brede Palmeskygger;
Svundne ere Verdens Taager,
Muldet sover, Aanden vaager;
Sagtens maa da Tungen lære
Peders: her er godt at være,
Sagtens vilde vi med Glæde
Lade Støvet overklæde,
Gange uden Død saa rolig
Ind i Aandens Himmelbolig;
Men en Daab vi har tilbage,
Men en Kalk vi har at smage,
Vi maa døbes, vi maa dømmes,
Ja, den Kalk, den maa udtømmes.
Men, o Gud, naar Slangens Braad
Saarer, piner med sin Od,
Naar i Spot os Verden kvæger
Med det bittre Galdebæger,
Ræk en Draabe, Fader milde!
Af den søde Rosenkilde,
Hellig Korses Kildespring
Med den favre Rosenring!
Øiet rør, saa det sig hæver,
Aand paa Strængen, saa den bæver,
Saa i Gienlyd vi fornemme
Fra det Chor en Englestemme,
Saa med Sang vi Suk neddæmpe,
Saa den gode Strid vi kiæmpe,
Stædes ind med Livets Krone
For dit Ansigt, for din Trone,
Vorde, hvad vi saae herneden:
Rosenblommer i Dit Eden!!!
Roskilde-Saga.
✂ DERMED begynder Snorro sin de Norske Kongers Krønike, at eftersom man siger, da er Verdens Kreds, som beboes af Menneskens Børn, meget indskaaret paa den Viis, at store Havfjorde indløbe i Landet fra Udsøen af, og det gaaer i dette Stykke, som ellers i saa mange, at det Stores Lignelse er i det Smaa tilsyne, thi og om Sølund, det som nu kaldes Sjælland, er det her først at melde, hvorledes det Vand, som kaldes Isefjord, kommer fra Søen og giør et stort Indskaar i Landet. Det er og et Folkesagn, at Sølund hørte før til Sverrigs Skov og laae der, hvor det Indskaar, som kaldes Hælaren, er nu tilsyne, og Snorro siger, at alle Næssene i Sølund passe end til Søens Vige. Det er da ei utroligt, at en underlig Skilsmisse haver her begivet sig i gamle Dage, og det allermest, fordi det ei er troligt, at den Skjald Brage hin Gamle sang om Ingenting, og stod dog til Troende siden, i det han billedlig fortalte, at den Kvinde Gefion, som kom herind med Asamanden Odin, pløiede den brede Fure, hvor nu Øresundet er, og havde fire Jettesønner til at drage Plov i Øxneham, men Brage kvad saalunde:
✂
Gefjon drog fra Gylfe,
Grubeglandsens Herre,
Danmarks Tillægsager,
Damp slog op af Renen.
Otte Pandestjerner
Stod i Hovder fire,
Der den kiære Ølund
Øxne blev til Bytte.
✂ Det skal da have været i den næste Old før Herrens Fødsel, derde Romere vare mægtige i Verden, og mange Høvdinger flydde 628 for dem, og Asamanden Odin kom til Fyen, til Odinsø, at Sølund blev adskildt fra Sverrig og eiedes af Gefion, og hun giftede sig med Skjold, som var Odins Søn, efter ham ere Dannemarks Konger kaldte Skjoldunger siden, og han skal have sat Boe paaLeiregaard*).
✂ Der gik i gamle Dage et Vandløb inde fra Landet og ud tilIsefjord, det skal være der, som Stæden nu kaldes KornerupAa, og derpaa kunde Smaaskibe seile ind til Leiregaard, derhvor Kongerne boede, og det fornemste Offersted var, saalængede Danske holdt ved Afgudsdyrkelse; men det Vandløb er nuheel udtørret, og vel maa det, for al sin Leiligheds Skyld, agtessom et Billede af Asabækken, der engang dog nogenlunde kunde bære det aandelige Skib til Godehavne, men fordærvedessaa under Tidens Løb, at hver som stævnede ad den, forlistevisselig.
✂ Det var end i Hedenold, da sad der paa Leiregaard en Konge, som hed Roe, og det er sagt om ham, at Kildevangen, der hvorIsefjorden endes, forlystede ham, og han lagde Grundvold tilden By, som efter ham blev kaldet Roes Kilde**). Det er blevet til en mærkværdig Bye og en navnkundig Stad I de nørreLande, thi der Herrens Time kom, at de skulde nyde Godt afde hellige Propheters Syn om Galilæas Bæk, som skulde kommetil Havet og bringe Liv og Lægedom til det, som deri vrimlede, og om Ørken, der skulde arve Sarons Prydelse og blomstresom en Rose***); see da blev Roskilde Dannemarks Hovedstadi alle Maader. Underligt er det derfor ikke heller, at der var enTid, da man udledte Byens Navn af Rose, thi der spirede Nordens Christne Tornerose, derfra udgik dens Duft over Nørrelande, ja, det ypperste Væld udi Vangen hedder endnu den Dagi Dag: Hellig Korses Kilde, og giver dermed Stædens Leilighedtilkiende. Saalunde skiuler det Aandelige sig i de legemligeTing, og begge sammenbindes i Ordet, som deres Midler, menat opdage dette Frændskab og lade det tilsyne, det er Skjaldskabs besynderlige Idræt. Ligger da nu det udtørrede Vandløbind til Leiregaard for os som et Billede paa Asalæren, da maadet sagtens rinde os ihu, at Fjorden, som end bred bølger sigtil Roskilde Bye, her passelig betegner Christendom, ogsaa forden Sags Skyld, at Ingen veed, hvorledes Asatroen kom ind i * * * 629 Norden; men Christendommens Vei er vitterlig, fordi den havdeLyset med, og Lyset aabenbarer Alt.
✂ Det var over otte hundrede Aar efter Herrens Byrd, da Guds Ord først ved Ansgar blev aabenbar forkyndt i Nørreland, og mange, mest i Jylland, bleve døbte, og deriblandt var Harald Klak, en Jarl i de jydske Landemærker. Noget efter blev Kong Gorm Leirekonge, han er kaldt den Gamle og den Grumme, og det ikke uskiels. Der er en gammel Sang paa gammel dansk eller islandsk Tungemaal, som heder Vøluspaa, det er Volas Spaadom, og det er vist, at imellem alle Sange, som ere komne til os fra Hedenold og undervise os om Hedningers Tro, er der ingen fundet, der med saa dyb Alvorlighed toner om de guddommelige Ting og aabenbarer saa klarlig, at Gud aldrig har ladet sig Selv uden Vidnesbyrd, men baade ladet Sandsagn udbrede sig med Folkenes Slægter og talt dybe Sandheds Ord til de Skjalde, som ydmygelig vendte Øiet mod det Høie; Verdens Nød og Verdens Ende, de Ondes evige Pinsel og de Godes Haab om en ny Himmel og en ny Jord, høres der forkyndt i prophetisk Tale. Det var nu vel saa, at Vøluspaa blev giemt i det mindste der, hvor den vist er sjunget først, mellem Norges Fjelde, og agtet for en Helligdom; men det er godt at see paa de andre Sange, som vi har fra Hedenold, at den blev tidlig mørk for Folket, og Skjaldene, som fulgde efter, nævne knap det Ypperste, og hvad de nævne, det forvanske de til Eventyr, og blande det med Sagn om Asamanden Odin og hans Følge, som formastelig tiltoge sig en Guddomsværdighed; det gik, som skrevet staaer, de bleve forfængelige i deres egne Tanker, og det uforstandige Hjerte blev formørket. Gik det saa i Norge, Skjaldes nordiske Hjem i denne Alder, da kan Man tænke, hvor grovt Afguderiet maatte vorde i Sverrig, hvor, saavidt vi veed, ei nogen Skjald har sjunget, og i Dannemark, hvor det lader til, at Skjalde alt vare saare sjeldne ved Christi Fødsels Tid, da Ordet gaaer, at Danmarks Krone da udsattes til en Pris for Ligvers over Frode Fredegode. Vi see det og af Snorros Bog, at svenske Mænd troede paa deres Konger, dyrkede den mest, i hvis Tid de havde rigest Høst, og slagtede først Fæ, saa Mennesker, saa Kongen, naar Aarene slog feil*). Det vidner Helrnold, at det var i Dannemark ei meget bedre, og at Mennesker paa gruelige Maader offredes til Djævlene i Leire, og det stadfæster Saxo**), naar han melder om den Konge Gorm, som * * 630 søgte Trøst i Geirrødsgaard, om hvilken der dog ellers synges, at den var onde Aanders Bolig. Det kan vi da forstaae, at der var Nød paa Færde, der Christendommen kom herind, og hun kom alt som en Kvinde med Harald Klaks Daatter, Thyra Danebod, det er de Danskes Trøst og Bod, som Thyra var i mange Maader, og Christendommen blev tilfulde. Det Onde stod dog hardt imod, og Thyras Mand, den gamle Gorm, var ret et Billed paa den blodige og vilde Kæmpetro; men der Herrens Engel slog ham midt i sit Palads, da blev Thyras Søn, Harald Blaatand, Konge. Enstund forfulgte han vel Krigen og hørte ikkun Oddesang og Pilemesse, men han stod dog ei Sandhed imod, og der den tydske Keiser Otto hin Røde feidede paa Dannemark seierrig, da lod Harald sig døbe, og fløttede sin Kongestol til Roskilde Bye, og byggede der af Træ den første Kirke, den Hellige Trefoldighed til Ære, og der blev han begravet, der han var falden for Palnatokes Piil i Striden med hans egen Søn, Svend Tiugeskiæg. Det sige Saxo og Adam af Bremen, at Harald var Christen i Sind og en hellig Martyr at nævne, men Snorro og han, som skrev den store Olav Trygvasens Saga, og flere Islændinge tale heel anderledes om ham, og sige, at han slog sin Broder Knud Dannekiær ihjel, og voldte ligeledes svigefuld sin Brodersøn Guldharald og den norske Konge, Harald Graafeld, sin Fostersøn, og Aage, Palnatokes Farbroder, Banesaar, med anden Skalkhed, som de lægge ham til Last. Hvad af os kan herom dømmes, er vel dette, at Adam og Saxo har kun sagt det Bedste, og Nordmænd kun det Værste, som de vidste; Saxo maa vel troes i det Stykke, at Knud blev slagen af de Engelske, og allenfalds er det værd at mærke, at al den onde Bedrift tillægges Harald, før han blev døbt. Vi maa og betænke, hvad Knytlingasaga formelder, at han var ingen storvittig Mand, og at derimod hans onde Raadmænd, Fjølner og den norske Hakon Jarl, vare besynderlig drevne i al Skalkhed og Underfundighed. Nu at dømme Harald efter Nordmænds Ord allene er just det samme som at dømme Constantin den Store efter den Hednings Zozimi Tale, og glemme, at Had dog altid sværter værre, end Kiærlighed sminker.
✂ Saa forleed da over Tohundrede Aar, medens Dannemarks Konger mest holdt Huus i Roskilde By, og det meste af denne Tid, det er, indtil Erik Eiegods Dage, vare Roskildes Bisper, saa at tale, Ypperstepræster i Norden. Aldenstund vi nu med Ordets Lys i Haand randsage Kongens Gaard, da maa det tykkes os heel usporligt, at Rosen stod saa nær derhos, ja Man 631 kunde vel tvivle, om der og blomstrede ved Isefjord een af de rette. Det er en gruelig Ting, at Tveskiæg bød sin Fosterfader til Giæst og vilde lumskelig ladet ham slaae overborde, og at hans Hofsinder speddede en af Bjørn hin Bretskes Mænd, som var fulgdes med Toke; men det er at mærke, at Tveskiæg var al sin Tid en ond Hedning i Sind, og havde selv i Hjertet slaget sin Fader ihjel, og havde sin Lyst af at øde Kirker og pine Klerke, og rane Helligdomme. Det er end at mærke, at ligesom det vist paa en Maade var den hellige Edmund, det vil sige, en Herrens Engel, der slog den Kirkerøver ihjel, saa kom hans Been vel knap i Christen Jord, end sige til Hans Hr. Faders i Roskilde; thi det er sagt, at de skibedes ind paa Engellands Kyst, men Ingen veed, om de landede siden, og hvor de sank. Nu maatte Man vel sige, at Store Knud var en Klerkeven og en Kirkebygger og Klosterforgylder, og teede sig derfor ikke desbedre i Roskildegaard, og det er sandt, at det Skaktavl, han legede der med Ulf Sprakelæg, sin Maag, er ei at undskylde og mindre at rose*); men vist er det og usømmeligt, at dømme en Konge i visse Dele, som andre Mænd, og mere at dømme Folket og Tiden efter en eenlig Gierning i Kongens Gaard, enddog deres Vilkaar synes der ogkiendes i Kongernes hele Bedrift. Det skal Man da først og fremmest ihukomme, at enddog Synd er altid Synd, og fordømmelig, naar den saa bedrives, saa er det dog ikke tilladt for Menneskens Børn at dømme en Alder saa haardt for den Synd, af hvilken den efter sine Vilkaar mest monne fristes, som for en anden. Ligerviis som vi nu maa have ret Vederstyggelighed til den Ungersvend, der omgaaes med Falskhed og Rænker, men derimod maa ynkes mest, naar han lader sig bedaare engang af Kiødsløst eller Vrede til usømmelig Handel, saaledes skal vi og betragte de Gamle, der i dette Stykke ere Ungersvende mod os, afskye Tveskiægs Rænker og klage over Knuds Hastighed. Om nu ellers den stormægtige Knud var saa stor, som han lod, eller om det var alt for øiensynligt i visse Dele, at Han var sin Faders Søn og elskede Engelland mest, det kommer ei saa i Besynderlighed Roskilde ved, men * 632 mærkeligt maa det vel nævnes, at hans Been ei heller kom derhen. De stædtes til Jorde i Landet, hvor de helst vilde være*), men flnge at mærke, at der var bedre Fred i det danske Skur, end under den engelske Hvælving, thi det skedte 1642 i Cromvels Dage, da kom en af de galne Sværmere, levende og døde Konningers Fiender, Villiam Valler til Kongernes Grave, brød Kisterne op, og bestrøede Gulvet med Benene og Støvet af christne Konger**).
✂ Det er et uhæderligt Sagn om Knud, at Thoraren Loftungers bespottelige Omkvæd paa Drapen, det er: Kiæinpevisen om ham: Knud styrer Jorden, som Gud Himmelen, klang godt i hans Øre; men det er et hæderligt, at han giorde sine Hofsinder tilskamme, der de vilde indbilde ham Saadant, og at det er det rette, er i hans Levnet tilsyne, vi mærke det og, naar vi see paa den Præst, han førde med sig vesten over Hav til Roskilde Bye3 thi det var den Mand, som ikke tog læmpelig just paa dem i bløde Klæder; det var Vilhelm Engellænder, som blev Bisp i Roskild, og levede med Kong Svend, som Ven med Ven.
✂ Det er baade mærkelige, og, i visse Dele, mørke Taler, som føres til Tidende om Ulf Jarls og Estrids Søn, Knuds Søstersøn, Kong Svend. Det er vitterligt nok, at den mandlige Kongestamme udgik med Knuds Søn Hardeknud, og at Dannemark da kom under Norges Konge, Magnus hin Gode, men derom føres adskillig Tale, hvorledes Svend fik Kongenavn, dog maa det vel kaldes vist, at han enstund var Magni Jarl, og skiftede Navn med Landsfolkets Villie***). Det er tilvisse en gruelig Ting at bryde Tro og Love, men det vidne og Alle, at Svend forglemte i sin Ungdom Herrens Frygt, det kiendes og paa hans Levnet, og det var aldrig Herrens Viis; at giøre sine Tjenere saa mange * * * 633 Dage flygtige for deres Fjenders Aasyn, uden naar de havde grovelig forbrudt sig imod Ham. Det var ei dermed gjort, at han maatte flye af hvert Slag for Magni Ansigt; men endnu, der denne Herre var hensovet, og hans Farbroder, den onde Harald Haardraade sad paa Norges Kongestol, maatte Svend flye af Striden, og det fornemmelig i det store Slag ved Nisaa under Hallands Side. Der maatte han enlig i en liden Baad tigge Liv og Fred af Norges Jarl, Hakon Iverson, den Mands Søn, som havde myrdet Ulf, men havde været Svends Tiener, der han engang var landflygtig fra Norge. Svend kom i sit Behold til Halland, men der maatte han høre, hvad man dømte om hans Vanheld, saa en Kiærling klagede, at danske Mænd havde nu en Konge, baade ræd og lam, og kaldte ham en Tølper, fordi han toede sig midt paa Haandklædet*). Alligevel blev Svend en hædret Konge paa det Sidste, Skjalde sang om Kap for ham, og Svensken tugtede han, og det, som var det ypperste, han blev en fim, gudfrygtig Herre, som Adam og Saxo vidne, og som er aabenbart af den Handel med Vilhelm, hvorom det Riim er giort efter Saxos bevægelige og sandfærdige Tale**). Han var da den næste Konge efter Harald Blaatand, hvis Been kom til at sove i Roskilde Kirke, og i hans Gravskrift staae de mærkelige Ord:
✂
Ei er standhaftig den verdslige Magt,
Derfor, o Jorderigs Konger! I hige
Efter Guds Rige!***)
✂ Det er Ord, som kunde sømmelig staae over hver Kongeborg og Kongegrav, og skulde staae alle Jorderigs Konger stadelig for Øine, men de lægges og med god Føie netop den Konge i Mund, der ei allene havde prøvet Lykkens Omskiftelse saa mangefold, men og Sindets til Omvendelse, som ei fortrydes, aldenstund Staven vendes til Guds Rige, og Spiret skyder til en evig Blomme. Det var ogsaa Ord i samme Mening, hvilke Gregor den Syvende skrev fra Rom til Svend, der han lagde ham hans Kongekald paa Hjerte, og stilde ham for Øie den Himmelkonges Majestæt, som skal dømme Verdens Drotter ).
* * * * 634✂ I de samme Dage var det, at den Hellig Trefoldigheds Kirke blev opmuret af Steen, thi det skedte ved Biskop Vilhelms Omsorg, og ved hans Eftermands, den Svend Norbagge, som havde været Kong Svends Capellan, og var et snildt Hoved, i Begyndelsen vankundig i de Romeres Tungemaal, men siden en Mester derudi og i boglig Konst efter den Tids Leilighed, der Dannemarks Konge havde ladet ham optugte hos boglærde Mænd*). Man maa vel tænke, at Kirken fik Raad til at føre sig saa stadselig op ved det, at Svend bødte sit Brud paa dens Fred med Hælvden af Stævnsherred; men skal den i sin Prægtighed rettelig lignes ved Klinten, da maa Steenkirken staae os for Øie som et udvortes Tegn paa den verdslige Anseelse og Vælde, som i de samme Dage begyndte at falde i dens Tjeneres Lod, og da maa det være sandt, at Sligt var til Gavn efter Tidernes Leilighed, enddog det er sandt til alle Tider, at Christi Rige er ei af denne Verden. Aldenstund vi nu tænke ret paa de Dages Vilkaar, da store Folk begyndte at bygge sig store Huse og stærke Borge, da Konger og Fyrster rede frem med stadselige Riddere og mangfoldige Svende, saa hver Riddersmand havde sine, saa maa vi vel bekjende, det gjordes behov, at man paa Kirkens Bygning kunde see, den var og en stor Herres Huus, og paa dens Tjenere, at de vare en rig og mægtig Konges Riddere og Svende, ja man maa vel tænke, at, uden det, vare de blevne traadte under Hestehov. Havde kun de Klerke nu bevaret lave Hjerter under høie Huer og elsket kun de høie Hvælvinger, fordi Sangen tonede saa vel derunder og Øiet løftedes saa høit derover, og ikkun fæstet Sværdet over Kirkedør, som Cherubimens til at vogte, og naar de Onde trængte frem med Vold, dog agtet Ordet: stik dit Sværd i Balgen, da var det lysteligt at see Guld og Steen og kosteligt Klenodie at tjene ham, som skabde dem, men stort Under vilde det og være, om Klerke stode saa fuldkomne i uskikkelige Tider, aldenstund de fødes og opfostres udi Tiden, og ere skrøbelige Mennesker, som og de Andre. Visselig skal Ingen nægte, at der maa sørges meget, naar man seer paa Lærd saavelsom Læg i de følgende Aarhundreder, men det skal man alligevel * 635 bekiende, at ingensteds i Christi Menighed er Sporene af Herrens Frygt og ædelt Sind saamange, eller gaae saavidt i de onde Dage, som paa Daners Mark.
✂ Det er sagt:
✂
Der er en Kløft og ikke af de ringe,
Til Valdemar fra Svend at overspringe,
✂ og det maa sandes af enhver, som med Krøniken har vandret fra Roskild til Ringsted, at finde Kong Valdemars Grav. Det er vitterligt, hvad uchristelig Tvist og anden Uro der yppedes mellem Kongesønner og danske Mænd efter Svend Estridsens Dage; hvorlunde den Søn, han keisede selv til Dannemarks Rige, Hellig Knud, blev først forskudt ved onde Rænker og siden myrdet med ugudelige Hænder for høien Alter i Odense; hver veed og, hvor det dog ikkun var en liden Stund, at Landet hvilede og glædtes ved hans Broder Erik Eiegod, og hvilket Bulder der opstod, der han nedsank paa Veien til Jerusalem og jordedes paa Cypern, ja hvilken Gru det er at see hans Søn, den hellige Knud med Hertugsnavn, i Blod ved Haraldstæd, og ved hans Liig hans Morder og hans Frænde i den samme Mand, i Magnus, Søn af Niels, som var Eriks Broder. Skyndelig vil Øiet haste fra det Syn af Frændesvig og Borgerkrig, som end fornyes under fule Skikkelser, mens Knud, Kong Magni Søn, og Knud Hertugs Brodersøn, Svend Grathe, og Valdemar, hans egen Søn, vilde med Sværd og Spyd og onde Rænker skifte Skjoldungers Arv. Alligevel er der Syn at see i de samme Dage, som heel liflig vederkvæge Øiet, naar det ei for skyndelig vil overfare disse onde Dage. Dybt maa Hjerter, som ei er af Steen, bevæges, naar man seer Kong Knud den Hellige at lade Sværdet, som han havde saa mandeligen ført, sidde i sin Balg, og kun uddrage Psalteren af Barmen, der at finde Skjold mod de Spyd og Pile, som susede omkring ham, og naar man seer de mandelige Faa kiæmpe for den kiære Drot mod de galne Flokke, kiæmpe end for at følges med ham, der hans kolde Liig laae udstrakt over Armekors paa det blege Ansigt. Det er lysteligt at følge Eiegod over Havet paa hans Valfart, thi ikke verdslig Ære men Andagt sidder ved hans Roer, og vist kom da han, om han og døde paa Reisen, vissere dog til det hellige Land, end Mange som badede deres Legem i Jordans Flod og deres Sværde i Musselmænds Blod; ja naar vi see, at han reiste Nordens Erkestol i Lund, da maa vi vente, at dens Besidder dog og enstund svøbde sig i helligt Pallium, og at i det Land, hvor Stolen 636 for Nordens Primas fandt det sømmeligste Stade *), var vel og det største Tal af gudelige og boglærde Mænd. Det er onde Varsler, at mange Klerke faldt ved Fodvig, der de fulgde Magnus Frændemorder, og at Svend Grathe stod paa Bakken, naar han skulde holde Thing med Bondemænd, ja det var et grueligt Gilde, det sidste vi læse om, som holdtes i Kongens Gaard i Roskilde By, der Svend slog Knud, sin ene Frænde, ihjel med Svig**) og stemplede mod den Andens, Kong Valdemars, Liv, men naar vi see Knud henslumre saa roligt i Absalons Skjød, see denne Ædling vove Hals for sin Valdemar, og hans behjertede Søstre bore Hul i Grathes Skibe, og skaffe Valdemar Frist til at flye og sanke de kiække, ærlige Jyder, da røres vi mildelig, og vente vist, at see endnu et Rosenskud, aldenstund Roden endnu tykkes varm i Kjærlighed, og Safterne stærke udi Kvindeaarer.
✂ Der nu det store Slag i Viborg Egn, paa Grathe Hede, var overstanden, der den flygtende Svend sank i Mosegynger og faldt for en Bondemands Øxe, da blev Valdemar Knudsen Enevoldskonge, og Absalon var hans ypperste Raad, og naar man seer i en Hast paa de Dage, maa man vel tænke, at ligerviis som det er sagt, at en Kilde opsprang, hvor Knud Lavards Blod udrandt, saa vilde og af hans Blod en Kilde udspringe til at vande de tørre Enge og fostre Roser paa ny. Visselig maa det og kaldes en god Omskiftelse, at Vinlands Vikinger***), som nys stævnede saa dristelig dybt ind i Isefjord og traadte Kildevangen under Hestehov, nu giæstedes af danske Stavne, og af Korset med, men seer man vissere paa de samme Dage, da vorder man ret underlig vemodig, som ved en kiær og mægtig Herres Jordefærd. Det maa vel med Sandhed siges, at Danmarks Nød og vaandefulde Afgang er i en Lignelse for os tilsyne, denstund vi staae ved Kong Valdemars Liig og høre og see, hvad som er afbildet for os ved Saxos Haand, og i hans bedrøvede Tale. Den lyder saa ): »Der det spurgdes om Lande, * * * * 637 at Kong Valdemar var død, blev der en stor Sorg, Graad og Bedrøvelse blandt alle Mand. Mange løbe ud imod hans Liig, og beklagede sig, at de havde mist denne ædle Herre, som dem forsvarede saa vel udi sin Velmagt imod Sørøveres Vold og udlændisk Tyranni, at de sad udi god Fred og Rolighed i hans Tid. Bønderne paa Marken, der som Liget kom frem, overgave deres Arbeid, og græd med høi Røst for hannem. En Part løb til og lagde deres Axel under Ligkislen, at de dermed vilde husvale sig imod den Ulykke, som de meende dem skulde forestaae efter hans Død og Afgang. Erkebisp Absalon, der han skulde giøre Tjeneste over Kongens Liig, kunde neppelig røre enten Mund eller Haand for Bedrøvelse, saa at Taarerne runde hannem ogsaa overflødelig af Øinene ned paa Alteret; han blev saa betagen af Sorg, at Pinsel havde nær forkryst hans Hjerte til døde, førend Messen var udsjungen.« Man maa vel tænke, at Rosenkildens Time var nu omme, ikke Roser, men kun røde Bølger kom af Blodkilden, og som det pleier at skee, smaa Violer og Kiærminder, men ei Roser, spirede paa Gravene mellem Tyder og Nelder. Alt forkyndte slig Omskiftelse og det øiensynligst, at Roskildes Hæder forgik, og hvad som der havde været forsamlet, adspredtes nu vidt og bredt over Landet. Kongeborgen, hvor de Herrer havde holdt saa ilde Huus, sank i Gruus, efter den Lov, som monne ligge paa Alt, hvad Menneskens Børn giøre deelagtigt i deres Synder; og Valdemar bygde sin Hald paa Dynd i Vordingborg. Kongernes Been, som havde stundet til Roskild, droge til Ringstæd, og ret som Blommen i Efteraar søger Ly udi Skoven og finder dog kun stakket Frist, saa tyede det sidste Rosenskud fra Kildevangen over Sundet, at finde Ly i Lund, under Pallium; ja som man i Krukker i de lune Kamre giemmer smaa Aflæggere, imens de Hvide flyve, enddog man veed, de blomstre lidt og dufte ei, saa udskiftedes nu og det sidste Rosenskud i Munkebure.
✂
At Rosenkilden stilede til Lund, det er i alle Maader aabenbart, enddog man der maa lede efter den forgiæves, ret som en Bæk vel maatte saare blandes om ei heel opløses, naar den løb igiennem Øresund, men Intet viser dog vel mere øiensynlig Kildens Kaas, end Roskilde Bispevei, thi den gik over Sundet, saalænge Kilden ei var heel udtørret. Det var fra Roskild, Adzer kom og indviede Lundestol, og mærkeligt er det, at hans Been endnu stævnede hjem til Kildevangen, og det blev mere mærkeligt ved det, at der de skulde jordes, tykdes intet Sted bekvemt, undtagen Graven, hvor Vilhelmus hvilede. Dengang var det, at
638
Hermann, Stiftsprovsten, og Arnfast Skolemester og Amtsprovst Isak opgrove den Saliges Liig og handlede saa spottelig med hans Levninger, at de det siden maatte bitterligt fortryde, og vel maa man sige, at, som det var et ondt Varsel for Erkebispernes Bedrifter, saa var det og et usvigeligt Tegn derpaa, at Vantro og Ugudelighed var bleven megen, selv mellem Klerke*). Eskild var den anden Erkebisp, han kom og fra Roskild, men ei blev han der begraven, hans Been hvile langt vester i Verden, i det Kloster Clairveaux i Frankerige, thi der endte han sine Dage i Eenlighed, der han var kied af Verdens Væsen og Tvist med Kong Valdemar, og til den Stæd havde han synderlig Villie og Kiærlighed, for den hellige Bernhards Skyld, som først kom det Kloster paafode, og havde været hans Ven i hans Ungdoms Dage, mens han var i Frankrig at lægge sig efter boglig Konst**). Det var ogsaa ham, som først indstiftede Klostre eller Munkebure i Dannemark, og deriblandt de to navnkundige i Esrum og Herridsvad, og de første Munke bleve did forskrevne fra Clairveaux, hvor Bernhard havde indført igien god Tugt og rette Munkesæder, og eftersom det var nu saa bestilt med Bisper og Præstemænd i Landet, at de havde for det meste ringe Lærdom, og liden Lyst til at røgte deres Kald med Lærdom og godt Eftersyn, men desmere til at drage i Orlog og Herrefærd, da var det tilvisse gavnligt, at der blev Munke, som dog enstund beflittede sig paa Andagt og stille Levnet, Læsning og Skolehold og god Omgængelse. Absalon var den tredie i Tal af Erkebisper, han kom end fra Roskild, men han kom underlig med Heltesværd ved Lænd, og det klæder visselig hver en Biskop ilde, enddog det vel maa sandes, at det aldrig klædte nogen Biskop bedre end ham, thi han uddrog det kun mod Hedninge og Landsens Fjender, og glemte ikke Bøn paa Valen eller Kirkens Tarv i Pilemesse. Han gjorde sin Flid med at beskikke ordenlig Gang i Kirketjeneste, og brede Kaaben over den Vankundighed og de Brøst, han ei kunde rette; han indstiftede med store Gaver det Munkebur i Soer, og gjorde det til et synderligt Vilkaar, at Munkene der skulde lade sig linde flittige til Landsens Krønike at beskrive. Det pleier altid at være
*
*
639
et grandgiveligt Mærke paa en nær Helsot, naar man i et Land begynder ivrigen at længes efter at faae dets Krønike beskrevet; thi det er ret, som naar en Gubbe kalder ad Mænd til at beskrive hans sidste Villie, til at tømre hans Kiste og udgrave hans Bautasteen. Underligt er det ei heller, thi aldenstund der har i et Land været mange Mænd, baade gilde og gæve, og tildraget sig Hændelser, som ere Ihukommelse værd, da gaae og de Minder enstund udi Arv som Sagn og Sang fra Mand til Mand, og saalænge der er synderlig Evne og Lyst til at ligne de Gamle, da nemmes de Minder heei gierne og let, og det falder Ingen lettelig paa, at de skulde sankes og fæstes i Bog for ikke at glemmes, thi det var jo ret, som man tænkde, det nu var forbi med priselig Idræt, og havde den Tanke at fostre sig Børn med Lyst til at dovne, og glemme de Ting, deres Fædre bedreve og helst vilde nemme. Sandt er det ogsaa at sige, at saadan en Slægt maatte vel spørge os ad, for hvem de skulde sanke og skrive, om vel de Sange og Sagn vilde mere forlyste vanartede Børn, naar de saae dem i Bog, end naar de hørde dem af deres Fædre. Derimod, naar det først er kommet saavidt, at Faa kun mindes de fremfarne Dage, og liden Lyst til Bedrift er tilsyne, da maa det sagtens begive sig saa, at de enkelte Mænd, som endnu komme Fædrene ihu og lystes ved dennem at prise og ligne, vorde heel sørgelig tilmode, naar de tænke derpaa, at det skiønne Arvegods, som de have annammet og vogtet, vel ogsaa forøget, skal nu komme i Slemmeres Vold, adspredes og plat forgaae, at de selv skal forglemmes med alle deres Frænder. I saadanne Dage, naar bange Ahnelser om de Ting, som forestaae, pine de faa Ædlinge, som ere tilovers, da avles den stærke Attraa derefter at faae Landsens Krønike sømmelig beskreven. Vel maa det tykkes heel unyttigt, at overantvorde den til en doven og glemsom Slægt, men ret som en Riig, der ei vil udskifte sit Gods mellem usle Børn, og graver det i Jord, sagtens maa tænke, at en bedre Huusholder det engang monne finde, er vel saadant og den Trøst, som størker de synkende Hænder til at holde Sagastaven i de onde Dage, men fornemmelig sysler man ivrig, fordi ligesom der staaer om de Bondemænd, at de lagde deres Axle under Kong Valdemars Kiste, for at husvale sig mod den bange Forventning, saaledes husvaler det ogsaa underlig i saadanne Dage, at sysle med Fædres Idrætter, og om de skal jordes, dog selv være med ved den Jordefærd og betee dem den sidste Æresbeviisning. Det kan da siges i en sandfærdig Lignelse, at Absalon gav Munkene i Soer en Kridepen af Kirkeklinten,
640
at de med den skulde afridse Dannemarks Lignelse, men det var, som det ahnede ham, at de vilde opmale Kridtet kun paa Legender og Aarstal og Navne, og det var derfor hans Hjertes Attraa, at finde en Haand, som end i hans levende Live, og stundom ledsaget af hans, vilde røre den Pen paa sømmelig Viis. Det timedes ham, og medens Svend Aagesen forstandelig grublede paa, hvorlunde man ved at vrage imellem de overantvordede Lignelser kunde sammenføie een med skarpe Omrids, da sad Saxo og tænkte kun paa, ei at forgjette, hvad han havde seet paa Steen og Pergament eller hørt af letnemme Folk, thi det syndes ham vist, at hvad som var overantvordet, det hørde og til det Forbigangnes Lignelse, om ikke som skeet, saa dog som troet og fortalt. Dernæst var det hans Bekymring at skrive saa om de gamle Dage, at Dannemarks Ære af sit Folks Bedrifter ei skulde skiæmmes af dets Krønike, men heller øges, naar det ved hans Bog blev kundbart iblandt lærde Mænd, at ikke blot Guds Ord, men og Latinen havde Kunder her. Kun det behøvedes endnu til at giøre Lignelsen af Krønikens Beskrivelse ved Skattes Nedgravning fuldelig sandfærdig, thi havde man ei reent fortvivlet om, at menig Mand vilde ihukomme Fædrene, da havde Saxo visselig ei meer end Snorro kaaret Roms Tungemaal til at tale med om danske Handler. Vist er det sørgeligt i alle Maader, at Danmark skulde faae en saadan Krønike, thi det er ikke dermed nok, at vi tit maa fare vild endog om de Stæder og Byer, som dog skulde findes her hjemme, men vi maa mangengang og fare vild om vore gamle Fædres Handler og Tale og Kvad, da meget maatte underlig dreies og tit forvendes, inden det pyntelig kunde udtrykkes i det Tungemaal, som vidste kun lidt af Saadant at sige. Alligevel er det en kostelig Bog, thi enddog baade Snorro Sturlesen og andre Islændinge havde ladet mangt et Ord falde om danske Handler, og det udi Bøger, som overgaae Saxos vidt i hjertelig Sødhed og høi Enfoldighed, saa haver dog Ingen ret taget sig for at beskrive de Danskes Levnet i Synderlighed, og det, de formelde, have de ikke saa sjelden med halve Øren fornummet, eller og seet paa Skraa, thi baade er det de Klippebørns Viis, og det meget Bulder imellem de Nordens Sødskendebørn støvede og til at blænde, og maatte sagtens imellem døve Sandheds sagte Mæle. Ingenlunde er det at fortie, at Knytlinge Saga, som taler om Knud og hans Ætmænd, taler ret, som en Broder mon sømme, og at Saxo taler imellem langt mere uskikkelig om Nordmænd, end Snorro om Danske, og ophøier mangengang
641
sine Landsmænds Dyd og Kongernes Vælde vidt over det, som tilbørligt er, men det er Tingen, at nu kan vi lade de Gamle smukt rette hinanden, og kvitte med Ukvemsord, siden de findes engang, som ei maatte være. Sært maa det synes i en Hast, at saadan en Mand, som Saxo var, kunde glemmes saa reent, at Ingen kan sige, hvorfra han var, eller bære os nogen Tidende om ham, men naar det rettelig betænkes, da er det sørgeligt kun, ikke sært, thi den sidste Mand i en Stad kan vel efter Evne reise sine Frænder Bautastene, men selv faaer han visselig ingen, uden han reiser den selv, og hvor skulde han have Sind til at sørge for sin Ihukommelse anderledes end ved at tegne sit Navn paa de Andres. Tidens Tavshed om sit Øies Mund skal da ikkun lære os, hvor høilig han og Absalon, men Herren egentlig alene er at love, fordi Landsens Krønike blev beskrevet, der det var den høie Tid, thi ellers vare jo de gamle Fædre alle os end mere ubekiendte, end Saxo monne være, thi til hannem kiende vi endda slet ikke saalidt, aldenstund det indvortes Levnet tykkes os den ypperste Deel, og at hans Leiestæd, som vi det kunde vente, er i Roskilde Kirke, det er os overantvordet.
✂ Ret som nu ingen navnkundige Been i togange hundrede Aar begroves i Roskild, maa vi og sige med Sorgen, at den Tids Mænd og Idrætter vedkomme ei denne Saga, Roskilde Saga, uden saavidt det er mærkeligt at see, hvad der voxde paa Daners Mark, der Rosenkilden var tilstoppet.
✂
Det er vitterligt, at Valdemar Seier, Kong Valdemars Søn, plantede røde Kors ved Danmarks Grav, at Dannebraag, som kaldtes med Sandhed et himmelfalden Banner, saasom Korset staaer deri, dog ingenlunde kom som Seiersbud, men hængdes kun paa Heltegraven som et Vidnesbyrd om den Hensovnes Færd, og fløi kun paa Valen for at minde danske Mænd, om hvad de havde skammelig forgiæt, ja fra den Stund, da Valdemar mod Eed og høi Forpligt drog ud til Bornhøvede at stride, er Danmarks Krønike ikkun at agte som et Vidnesbyrd om, hvordan Herren tugter et vanartet Folk saaledes, at deres egne Synder pine og knuse dem. Det var Peder Jakobsen og Niels Styggesen, Bisper i Roskild, de flydde hen ud af Landet for den Krig imellem Brødrene, Kong Valdemars Sønner, og den Overvold, Kirken af dem maatte lide, da de brøde dens Fred og toge dens Rente, og det er et mærkeligt Sagn, at de flydde dog mest, fordi Hr, Peder havde seet et blodigt Sværd svæve over Lundechor*);
*
642
thi var det Syn og kun en menneskelig Lignelse, saa forkyndtes dog derved, hvor saare de levende Guds Børn maatte grue for den Ondskab, som gik nu i Svang, og de tunge Domme, der sankedes som Tordenskyer over Landet. Grueligt er det og tilvisse, at Abel lod sin Broder Erik sænke udi Slien, og kunde, rød af Broderblod, dog komme op paa Danmarks Kongestol, og sidde uanfægtet, indtil Gud lod Frisens Øxe fælde ham. Den Brodermorders Æt blev vel ei paa Tronen, men sørgeligt nok er det alle Dage at see paa hans Broders, Christoffers. Om ham er det sagt, at han blev forgivet i viet Brød af en Biskop*), men om hans Søn Erik Glipping er det vist, at hans Tjenere svore sig sammen og myrdede ham, hvad aldrig var hørt tilforn i Dannemarks Rige, end ikke mens Hedninge færdedes der, og det blev hans Eftermæle, at slig en Afgang var ikke saa ilde forskyldt med Overvold mod Kirke og Kvinder og fattige Folk. Under hans Søn, Erik Menved, see vi Levningen af Fædres Kraft fortæres, og maa derved glædes, aldenstund den bærer ikkun Avindskjold imod Guds Kirke og mod Dannemark. Det var Menved og hans Broder, som ginge ind i Lundechor og brøde op de Kister med Kirkens Klenodier udi, baade Breve og Guld; Guldet og Sølvet ranede de, og af Kirkens Brevskaber gjorde de Baal for Alteret i høie Chor, fangede saa Erkebisp Jens Gran og Jakob Provst, omgikkes spottelig med dem, og murede dem siden ind i mørke Vraaer at forsmægte der**). Det maa nu saa være, at Bisp og Provst havde sagtens intet Godt forskyldt af Kongen og hans Broder, men vist er det, at ikkun i ugudelige Dage handles saa med Kirke og Prælat, og det er kun end ydermere Vidnesbyrd om Dagenes Elendighed, naar Man det maa bekiende, at selv fra Klerkene er Gudsfrygt veget bort. I alle Maader er Jens Gran den Mand, som Man skal vel betragte, thi han var udentvivl den sidste navnkundige Mand af de Hviders Stamme, og at den havde fordum baaret priselige Frugter, maatte Man vel giætte alt ved at see, hvad Kløgt og Størke der var end i ham, enddog de brugdes ikke paa den bedste Maade, men det giøres ei behov at giætte heri, aldenstund Krøniken udtrykkeligen vidner, at det var de Hviders adelige Stamme, som, dybt rodfæstet udi Kildevangen, bredte sine Grene ud over al Danmark, gav Rosen Ly, og Kongestolen
*
*
643
Fødder, og Saga Skjold, ja sankede paa sine Grene hartad alle Danmarks Blommer. Somme sige, at den var af Palnatokes Rod, men det er vist, at dens første Skud, som kom tilsyne under Hviders Navn, var de Frænder Odinkar, som hjulpe ivrig til at stadfæste Christendom i Landet, og det blev saa forordnet udi Riber Stift, at alle Bisper skulde tages udaf denne Slægt. Af den var udentvivl Svend Trundsen og Adzer Erkebisp, hans Søn, med de sære Pilegrime, som døde ved Jordan*), af den var Eskild Erkebisp og mange andre, men den ypperste Green var dog vel den, som bar Hr. Skjalm Hvide, Svend Estridsens drabelige Mand, og hans Søn Hr. Asser Ryg i Fjenneslev lille, som byggede der sammesteds de tvende Kirketaarne, om hvilke der er sjunget lifligen af Adam Skjald fra Axelstad, og avlede de trende Sønner, Absalon og Sune og Esbern Snare, om hvilke Danmark ei faaer før afsjunget end udsjunget. Hvo som nu betænker, at Sti Marsk, den Hovedmand for Glippings Mordere, og Rane Jonsen og vel flere af dem, som svege deres Konge og bare Avindskjold mod deres Fædreland, vare saavelsom Hr. Jens Gran af de Hviders Stamme, han maa vel see, at dens gode Tid var omme, og undres ei derover, at Dannemarks det var tillige**). Men hvo som tænker anderledes, han rette sin Leilighed til at see det Bulder og Ustyr og den Sønderskiærelse, som kom tilsyne i Kong Christoffer den Andens Dage, og sige da, hvem hannem lyster at beskue og efterfølge, Konge eller Ridder, Klerk eller Bondemand, eller om de ere ikke alle udi stor Vildfarelse og beskiæmmede overmaade. Det have mange meent, at slig en Tid kan komme, naar det saa skal være, og sandt er det udi sin rette Mening; men Feil er det tilvisse, at slig en Tid og slig en Rift kan komme uden Folkets Brøde, og at de kan læges som en ringe Skade, og bødes ved et Kongeskifte, saa mange Ord giøres ei behov til at stadfæste:
Ei atter Dag det blev med Valdemar.
✂ Det maa togange siges, at han vedkommer denne Saga ingenlunde, thi for Vordingborg vilde han afstaae sin Part i * * 644 Himmerige, og meende vel, det var ei stort at vove*); men hans Daatter, den navnkundige Margrethe, hun vil ei forgiættes, aldenstund hun tyede til Roskilde Kirkekor, hvor hendes Lignelse i hviden Alabast er end tilsyne. At nu Dana, den gamle Skjoldmø, der var voxet op paa Snekken og havde altid bygget helst ved Fjord og Sund og paa Bølgen blaa, var vorden saare skrøbelig, og høinedes slet ikke men krympedes ved Trillingkronen, det er aabenbart deraf allerede,
✂
At man saae i Danmarks Havne
Ikkun Steen og Røverstavne,
✂ men det siges lydelig fra alle Hjørner og paa hvert et Blad af Sagas Bog. Det er hos Arild at læse, hvad Haandfæstning Margrethe og Olav, hendes Søn, maatte udgive, om ei at fare saa frem med Overvold, som man kan see havde været Skik hos de fremfarne Konger og mest hos Valdemar, men det er og der at læse, hvor røverisk og heel balstyrig Danmarks Adel var, saa det ei uden Føie var den Dronnings Mundheld: Ablen vil jeg skudde og stemme Bæk og bryde Bægret, thi hun meende dermed de Abildgaarde, Limbekke og Bekkere, som paa de Tider vare de mægtigste af Adel**). Det siges udtrykkelig, at den skaanske Adel var nu vorden saa grum og gierrig, at de toge med Magt til sig, hvad dennem lystede af Lunde Domkirkes Gods, og biede ei paa anden Rettergang, ja det er ret en uhørlig Gierning i Nørrelande, at den skaanske Adelsmand Henrik Spæck med Andre indfaldt i Dalum Kloster og gjorde Jomfruerne Overlast***).
✂ Med Valdemar, som kaldtes Atterdag, eller med hans Søn Grev Christoffer, som døde i sin Ungdom, var den danske Kongestamme egentlig udgangen, ligesom den norske alt forhen med den femte Hakon, men hans Daattersøn Kong Magnus Smek af Sverrig giftede sin Søn Hakon med Margrethe, og deres Søn Olav var da den eneste indfødte Prinds af nordisk Kongeblod, saasom Hakons Broder, Erik udi Sverrig, var sønneløs hendød af den Forgift, hans egen Moder, den Frankerigs * * * 645 Bianka, hannem gav. Den Olav døde i de unge Aar og jordedes i Soer, som ve! maa kaldes Danmarks Begravelse, ei derfor ene, men og fordi at Kongegravene gik did fra Roskild gjennem Ringstæd, og fordi det selv af Absalon var dertil som beskikket. Paa samme Stæd blev og Margrethes Liig hensat, men Erkebiskop Peder Kruse lod dette flytte næste Aar til Roskild, og det var ikke Under, at det maatte did, aldenstund dog Stammens Liv var derfra udgangen, og hun havde Deel deri, og var Danmarks Billed og et blidt Forvarsel om, at Danmark skulde udi gode Maader overleve sig selv, ligesom hun overlevede Olav.
✂ Nu var da Kildevangen tom for levende Blommer, det syndes, som Dannemarks Time var ganske forbi, og nu læse vi, at Roskilde Kirke afbrændte, som var at vente, men, til Herrens Priis, er ikke at forgiætte, at det Ord maa tages om, hvad som var forskyldt og hængde over Hovedet, og kundgjorde sig i bragende Luer paa Kirkens Hvælving, meer end om det, som timedes, thi vist leed den Kirke stort Afbræk, som dens Brøst var til, men Margrethes Lignelse monne bære os det sandfærdige Vidnesbyrd, at dens Grundvold end bestod, og det er trøstelige Ord, som vi læse derefter, at den blev indviet igien, der den var bødt og malet, og smykket med Spir, thi det maa vel nævnes hint bedste Varsel, som i Danmark hændtes nogensinde *).
✂ Det er et mærkeligt Ord, som fortælles om Peder Kruse, den Erkebisp, som flyttede Margrethes Liig til Roskild, at ved den Pas 1416 lod han til Skibs udføre af Skaane moxen al Kirkens Liggendefæ og Sølvkar, dertil ogsaa Erkebispens Lue (Hue), Stav og anden Erkebispens Smykke, som ikke var ringe Penninge værd (om han dette vilde forvare sig selv eller Kirken til Bedste, er uvist), og da er dette Klenodie og Boskab, saameget og hvad det var, kommet Sørøvere til Bytte, og ført til Kiel, ikke uden Kirkens store Skade**); thi det maa man vel kalde et synderligt Tegn paa Lundestolens Brøst og bratte Fald, og * * 646 det er togange mærkeligt, fordi just i de samme Dage det Klerkemøde blev holdt til Costnitz, hvor Kirken blev erklæret hovedløs, og hvor det kom tilsyne, at den det ogsaa var i Verden, eftersom dens giæve Tjener Johan Hus blev lagt paa Baal. Det er sagt, at han lod de Ord falde i sin sidste Time: I stege i Dag en Gaas, men om hundrede Aar skal komme en Svane, den maa I lade ustegt*), og dermed være det nu, som det kan og maa, men det er vist, at Svanen kom, alt som en Phoenix af den Husses Aske, og værgede sin Rede mandelig med sine Vingefjer, og svang sig over Havet og hid til Kildevangen, og sang saa lystelig, at Roser skiøde sig op paa ny i Vangen.
✂ Det var i Morten Luthers Dage, men før han end tog paa at slaae med Vingerne, at Niels Skave var Biskop i Roskild, og det mærkeligste, man veed om ham, er, at han bygde Kirken i Holmstrup, aldeles efter Domkirkens Lignelse, som til et Smaabillede, ifald Ilden engang skulde fuldelig faae Overhaand i det Huus, den nys havde hjemsøgt saa gram, men i de Dage, der Svanen fløi hid at bade sig i Isefjord, og sjunge i Sjølund, da bare Lave Urne og Jochum Rønnov Bispestaven og gjorde deres Flid med at formene hende Bad og Sang, men hun slog med sin Vinge Krumstaven af deres Haand og bygde sin Rede ved Hellig Korses Kilde. Til den der at beskiærme, og til at blomstre gudelig og dufte lifligen ved Isefjord havde Herren skiænket Dannemark en ædel Stamme, et Sideskud fra Roden af [det] gamle Kongetræ, og voxet nu saa høit, at det langede til Kronen. End sees Christian den Førstes Kiæmpemaal i Roskilde Kirke og hans Stav paa Rosenborg, det siger Arild ogsaa, at han var udaf Vext en stærk, høi, lang og fuldkommen Herre, meer end nogen af hans Efterkommere have været, og det er ikke Under, at det var et dygtigt Træ, som skulde skyde saamange og saa stærke Grene vidt i Verden, at det vel maa lignes ved det Træ, hvilket Harald Haarfagers Moder, Ragnhild, saae udi Drømme, Arild siger end, at han var af Naturen en fiin, mild, gudfrygtig, sagtmodig og tarvelig Herre og Konge og regnes blandt de gode Konger, som dette Rige have forestandet; det kan og hver føle paa sig, aldenstund han betragter den * 647 Stamme, at den er runden af ædel Rod. Vist var det godt Varsel, at Gud undte Marken et saadant saftigt Træ for den Pommerske Bjelke, og den Baierske Stub, enddog denne er ei at forhaane og sover i Fred under Domkirkens Gulv, føiet til Stammen i Svogerskab*); men det var end ydermere et saadant, at Kirken blev bødt i Christians Dage, og han bygde til hende det Capel, som kaldes efter de Hellige Tre Konger, og haver havt tre mærkelige Kongekister, Kong Christian den Tredies, Kong Frederik den Andens og Christian den Fjerdes, men han kom siden under Gulv at staae, og skyder sig vel op igien, som første Christian i disse Konger, thi ogsaa han begroves under Gulvet, og haver kun sin Æt til Mindesmærke i Kirken, som i Rimet. Ikke er her at tale om Kong Hans og Christian den anden i Besynderlighed, thi de vedkomme ei denne Saga, de vare en stakket, og heel knudret Green, og ikke den, som skulde grønnes i Kildevangen, og deres Been lagdes andensteds, i Graabrødre Kirke, i Odense, og finge end der ikke Fred, men maatte laane sig Huus i en Vraa hos Hellig Knud. Stort er ei heller at melde om Hr. Frederik den Første, thi han gav kun Svanen Lov til at sjunge over Isefjord som en Trækfugl, men ved Slien lavede han den en Rede, og der ligger han mellem de Slesvigs Hertuger. Alligevel er det ei at forgiætte, at Lave Urne var i de Kongers Dage en mærkelig Mand og Rigens Cantsler, og velberømt for Veltalenhed og boglig Konst. Nu er det visselig saa, at saadant Eftermæle times Ingen aldeles uforskyldt; men det er ei derfor desmindre vist, at hans Tale og Konst kun havde lidt at betyde, og naar han da saa høilig berømmes, er det kun derfor, at Tiden var saare grov og vankundig, og dens Tanker om Lærdom og Tale vare derefter. Den er endnu til Rede og Syn, den Velkomsttale han holdt paa Latin til Frøken Isabelle, af Nederland og spansk Herkomst, der hun inddrog med høviske Fruer at holde sit Bryllup med Kong Christian den Anden. Det var Dagen før Laurentii 1515, at Kongen uddrog i Gyllenkarm med Fruer og Jomfruer at møde sin Fæstemø ved Hvidoure Strand, og saasom det regnede just heel flux, begyndte den Bisp saa pyntelig at tale under aaben Himmel: vi have med stor Attraa forventet denne din lyksalig Tilkommelses Dage, allerædelste og dydeligste over alle dennem, i Verden leve, Fyrstinde Elisabeth!
* 648✂ ja aldrig haver nogen Dag Tæret Dannemark glædeligere og lyksaligere end denne, paa hvilken denne Regn, som falder, betyder os ved din Tilkommelse alt Kosteligt paa Jord i Overflødighed, og de 7 den Hellig Aands Gavers runde og rigelige Udgydelse*). Ei er den Vending saa ufornuftig at nævne, som den er skammelig, og mest i en Bispemund, og saaledes ere alle hans Ord kun føiede til at falde vel i Ørne, som kløe. Hvad nu hans Lærdom angaaer, da var han sagtens forfaren i Lov og Ret, baade geistlig og verdslig, som og i Latinen, men visselig var det kun maadelig bestilt med hans Kundskab i Bibel og Christendom, anderledes end det en Biskop monne egne og sømme. Det haver han selv vitterliggjort med det Brev, som han og Ove Bilde, Aarhuus Bisp, skrev og sendte paa menige Bispers Vegne med Henrik Gierkens til Ingolstadt, at fordre herind for et ærligt og aarligt Stipendium en af de vellærde Mænd Cochlæus eller Eck, til at skrive og stride imod de Lutherske Bøger og Mænd. Det maa Man vel undres over, at Dannemarks Bisper vare saa galne, at de kunde mene, det Hus skulde staae mod Storm og Øxer i Nord, som de skulde kiøbe sig Støtter til i fremmede Lande, og at de trøskede Stolper, som brødes i Tydskland, her skulde holde, men det er til at forbauses ved over al Maade, at Bisperne skyndte de Mænd herind med de Ord, at Landet er fedt og godt og Kiøbet let, thi dermed bekiendte de aabenbar, at de vidste, det var ei de tydske Kompaner om Sandhed at giøre, men kun om fede Mundfulde og kronede Dage**). Det er da det mildeste, Man kan dømme om Ove og Lave, at de for verdslig Omhyggeligheds Skyld ei betænkde det ret, hvad de gjorde, og lode sig af de andre Bispe overtale til at beskiæmme deres gode Rygte, med at lægge deres Navn til slig en Ordsending. At nu Hr. Lave forresten ei plat forgiættede sin Bispedont, det kan Man see paa Kaabertaget, han lod lægge paa Kirken, paa de Gravskrifter derinde over Svend Estridsen og Saxo, som ham tilskrives, og af de Breve fra Mester Christen Pedersen og Prænteren Jodocus Asiensius, stilede til ham om Saxos Bog, thi deraf lader det sig kiende, at han dog regnede Danmarks Krønike til Kirkens og til Rigens Prydelse, hvorfor og Saxos Bog er i sit første Bind hannem tilegnet***). Det var i Christian den Andens Dage, at den mærkelige Ting begav sig med Saxos Krønike, som blev præntet i Paris * * * 649 ved Mester Christens Omsorg, og vel maa Man bekiende, at Herrens Haand er synlig ved Prænten som ved Skriften, thi det holdt allerede hardt for Mester Christen at erlange en duelig Afskrift, og efter Grevens Feide og Klostrenes Forstyrring havde det været forgiæves udentvivl at lede derefter. Saa maa det da og ihukommes, at hvor nødig man læser Danmarks Krønike paa de Romeres Tungemaal, saa maa vi dog, formedelst Tidernes onde Vilkaar, love, el Saxo, men Herren, fordi den skreves paa det, thi sikkerlig var det Latinens Skyld, at den dog stundom udskreves i Klosterne, og vist er det, at var den og paa dansk kommen Mester Christen tilhænde, knap var den dog blevet præntet til Paris i de Dage og saaledes frelst fra Ødelæggelsen.
✂ Ingenlunde skal da Lave Urne, enddog han som Christen og Biskop er visselig at laste*), lignes ved hans Eftermand Hr. Jochum eller Jacob Rønnow, thi han var, efter alle Mærker, en forstokket Synder. Han tjende for Ridder i Kong Frederik den Førstes Gaard, og det skal ingen Christen love Kongen for, at han satte slig en Mand paa Sjællands Bispestol, ja solgte ham den aabenbarlig for 6000 rhinske Gylden**). Derimod tænkde Kongen vel at have frelst Samvittighed, da han betingede Guds Ord Forlov til at røre sin Tunge, ja tog af Jochum den Forpligt, at han skulde beskikke Præstemænd, som forkyndte Evangelium, men det var ei at vente af den Mand, der kiøbde sig en Bispestol med 33 Herregaarde, at han skulde lade uanfægtet, end sige forfremme den Lærdom, som ingenlunde tilstæder en Biskop at være Herremand, men vil, at han skal være Ordets Tjener. Saalænge nu dog Kongen levede, da var det kun i Smug, at Bispen trængde Ordets Tjenere, men der den Herre var hensovet, da forsømde han sig el, og meende vist det dertil a£ drive, at det Ord, som pinde ham med alle Verdens og Løgnens Venner, skulde med Kong Frederik og hensove. Men der staaer skrevet, at Han, som boer i Himlen, leer ad slige Raad, bespotter Verdens Vise og fanger dem i deres Træskhed, og skyder dem i Graven, som de grove til Hans Tjenere og Børn, og at den Tale ei er Skiemt, og at den Herres Mundsvær(d) har slig en Størke, at de stærke Kiæmper flyve for det bort som * * 650 Avner, det gav Han nu tilklende her I Dannemark, som alt forud i Saxland. Mester Hans Tavsen, en lovlig beskikket Præst ved St. Nicolai Huus i Kløbenhavn, var en af de ypperste og meest høirøstede Guds Ords Prædikantere I de samme Dage, og det fik Bispen udgjort i Rigens Raad, at han skulde Sjælland forvises, men der den Tidende spurgdes, da forsamledes Borgerne for Raadstuen i Mangfoldighed og lode Trudsel høre. Ingenlunde er den Adfærd at love, thi alt Saadant skal ikkun klages for Herren og Herren overgives i Taalmodighed, men det er at love, at Mester Hans Tavsen tog sin Avindsmand ved Haand og fulgte ham tryggelig hjem igjennem den opsætsige Flok, og veeg saa af Øen efter Raadets Ord*). Det stod saa hen enstund og ei ret meget længe, da kuede det Borgerskab Øvrigheden til at kalde Mester Hans tilbage; i Grevens Feide maatte Jochum end betale Bispestolen med 10,000 Mark danske, og skulde dog nu brat den overgive; thi saa nødig end de Bisper vilde, saa maatte de dog hylde Hertug Christian, der var navnkundig som en Ven og stor Forfremmer af Guds Evangelium. Det var Femtenhundrede, Tredive og Sex Aar efter Herrens Byrd, at det i Løn beskikkedes, hvorledes alle Danmarks Bisper skulde annammes og fængslig indsættes den Søndag efter Vor Frue Dag; Jochum Rønnov var i sin Gaard i Kiøbenhavn, der som Studigaarden siden blev og er endnu, dog som et Brandsted, og Torben Bilde, Lunds udvalgte Erkebisp, var, synderligt nok, hans Giæst den samme Dag. Ham toge de ved Aftenstid, men Hr. Jochum mærkede Uraad, der de sloge Porten i, og sad den Nat paa en Hanebjelke i Skjul, og grebes der om Morgenen, saa det gik med hans Fangenskab som med al hans Handel, og som det altid gaaer i denne Verden, at Skalkhed søger Skjul og kan vel finde det en liden Stund, i Mørkets Time, men naar Lyset kommer, da maa den til egen Skam og Skade aabenbares. Vel stod det hannem frit at komme løs igjen som og de andre Bispe, og have sømmeligt Underhold af Stiftets Gods, naar han ikkun vilde sig dertil forskrive, ei at yppe nogen Kiv ydermere om hans Bispestol og dens Tilliggende, men han vilde ingenlunde saa afsige, hvad han havde kjøbt saa dyrt, og døde derefter som en fangen Mand**).
✂ I hans Sted blev indsat den vellærde og gudfrygtige Mand, Mester Peder Plade, eller som han kaldes mest, Palladius, en * * 651 Borgermands Søn fra Ribe, men nu blev Bispestolen flyt til Kiøbenhavn, den Absalons Bye, som alt Christoffer af Baiern havde byttet sig til af Roskilde Bisp og sat Kongestolen der, og det maa vel synes, at Roskilde Bye havde nu forloret sin Herlighed, men det sad dog underlig fast i Sindet hos Konge og Bisp, at den var Christendommens Hovedstad i Danmark, thi naar Sjællands Bisp skulde sankes med sine Klerke ved St. Hans og Dionysie Tider, da flokkedes Landsens Provster til ham der, og naar Kongerne døde, da udførdes deres Lig til at jordes ved Isefjord hos Harald og Svend og Margrethe og Christian den Første. Det skulde nu saa være, sagtens for flere Tings Skyld, end vi kan forstaae, men det kan vi see, at vare de Kongeliig, som man skulde tænkt, hensatte med Bispernes i Frue Huus, da havde de nu været brændte med dem, og at det ei saa maatte være, det er et ønskeligt Varsel for Diderik den Lyksaliges Herrestamme, saa den skal vist blomstre i Norden, om og Kirkens Skikkelse omskiftes, saalænge Roser end groe ved Hellig Korses Kilde, hvilken og i den Stammes Dage fik det Tilnavn, at den kaldes Kongekilden. Saaledes maatte da Tiden ei fornægte, at Roskild var Rosenkildens Hjem i Danmark, og Axelhuus en Udflyttergaard fra den Kirkebye, saa at enddog den Gaard blev med Tiden selv til en By og fik sig en Kirke, ja blev som Kirkeskibets Havn i Vinterstid, saa ginge dog de ypperste Indbyggere til Høimesse i den Adelbye og stædtes der til Jorde, og intet ret Mærkeligt er skeet i Kongens Gaard eller og paa Daners Mark, hvorom man ei kan mindes i den Kildekirke. Det er og ei Kong Christians Kiste ene, som minder der om Løsningen af Guds Ords Tungebaand, thi Støvet af Niels Hemming giemmes og derudi og haver der paa tvende Maader hjemme, thi enddog han var af Fødsel en Lollik, optugtedes han dog til boglig Konst i Roskilde Skole. Der optugtedes vel ogsaa de to giæve Mænd af de Litlers adelige Stamme, Mathis og Peder, som vare med de første, der prækede Guds rene Ord paa nye med Mund og Pen, men allenfalds er Navnet, som de toge sig, Rosefontan, et gyldigt Vidne om, at de hørde Roskilde til*). Nu et Ord om Niels Hemming at tale, da var han i 36 Aar Læsemester ved den Høiskole i Kjøbenhavn, ingen Mand har da været med at optugte saamange af de Bispe og Præste, som * 652 tjende i Kirken her de to første Slægter efter dens Renselse, og flittelig læsde han over den Hellige Skrift. Han holdt Ligprædiken over de vældige Krigsmænd Otto Rud og Herluf Trolle, man haver og en Sørgetale af ham over Christian den Tredie, og at han tillagde Gud og Hans Ord Æren i Alt, er aabenbart, men det er og øiensynligt, at ham fattedes den Aand og Salvelse, som Ingen kan erholde, uden hvo som ret eenfoldig vil bukke sig for Guds Ords Myndighed i alle Dele, og det vilde Hemming ei. Han foer vild i den Lærdom om Nadveren, og enddog deraf intet Bulder opkom herinde, mens hans levede, saa blev dog Frederik den Anden alvorligen paamindt af sin Svoger, Kurfyrst August udi Saxen, at han det ingenlunde maatte lide, at saadan vrang Lærdom førtes aabenlyst, allermest fordi man udenlands besmykkede den med Hemmings Navn. Der han nu for Saadant maatte stande til Rette, lovede han og, sig deri at forbedre, men holdt det ei, og blev da forlovet fra Høiskolen 1579*). Siden levede han stille udi Roskilde, hvor hannem var beskikket et Kannikdom til Underhold, og skrev den Udlæggelse af Psalteren, som agtedes længe for et dyrebart Værk. Han døde 1600 eller saa ved Lav, og ligger begraven i Kirkens Adelgang tæt neden for Choret.
✂ Store Omskiftelser havde den Mand seet i sine mange Aars Dage, han havde og seet, at idensted under Grevens Feide alt Folket udi Danmark blev ved en Haandfuld Holster eller andre Tydske lettelig betvunget, saa maatte i den Syvaarskrig en stor Krigshær bukke for en Haandfuld Danske.
✂ Det var Aar 1565, der Daniel Rantzov laae med Danehæren at bestolde Varberg udi Halland, hvilken de Svenske havde indtaget, da spurgde han Tidende om den svenske Krigshær, at den var inddragen over Landemærket og agtede hannem at giæste. Det tykdes ham og andre djærve Høvidsmænd et Gammensbud, thi det var deres Forlængsel at drages med Svensken udi aaben Mark, og de kaarede det mandelige Raad, ei at vige over Svarteraa, enddog der tykdes bedre Leilighed at være, men det skulde Svensken ingenlunde sige, at de Danske flydde for hannem. Den samme Dag ad Aften kom Peder Gyldenstjerne, som var udskikket flux om Morgenen med Rendefanen at bespeide Fjenden, og han førde den Tidende, at Svensken var i Nabolaget der med mange Folk, og Mand var han for at føre disse Ord om Saadant, aldenstund han den meste Part af Dagen * 653 havde prøvet Fjendens Sværd men og hans Skjolde, og tumlet sig saa flink med Rendefanen, at kom og Svensken end for tidlig, saa blev det dog ham selv og ei de Danske, som maatte det fortryde. Det var den 18de October efter gammel Stiil, mens der var endnu langt til Dag, da goel Trompeten i den danske Leir til Varsel for Enhver at have flux sin Rustning klar og berede sig til Strid, men saasnart det gryede af Dag, da udreed Øversten med nogle Høvedsmænd at besee den Egn og mærke Valstæden, da lod han og der et Steendige afbryde, saasom det tykdes ham at være til Forhindring. Dernæst lod han alt Krigsfolket slaae Ring, og stod derinde med sine Høvedsmænd og talde selv til Folket med klare og med stærke Ord, om hvad som var paafærde, om Fjenderne, som vare nær derhos, om Folkets Skyldighed at holde Eden, som de svor ved Kongens Banner, og vogte deres Eftermæle som drabelige Mænd, og om sit eget Forsæt at findes fremmerst udi Hæren og ei holde Livet selv for godt, men føre dem saa an, at han kunde have en god Samvittighed for Gud. Der han det nu saae, at Folket ved den Tale blev trøstigt og frimodigt, og hørde, at de lovede med glædelig Røst at lade sig finde, som det tro og ærlige Stridsmænd egnede, og vove Liv og Blod med ham, da bad han dem ei at forgjætte den Gud, som haver Seieren ihænde, og da gjorde Krigshæren tregange et almindeligt Knæfald og bad den Himmelske Gud om Naade og en lykkelig Seiervinding. Flux, der de vare opstandne, udskikkede Daniel sine Trompetere til Svensken og lod hannem udæske til et ærligt og aabenbart Vaabenskifte i Marken, men den svenske Øverste, Johan Hendrichson, agtede ringe og spottelig derom, og lod det udblæse i Leiren, at Folket fordt skulde lave sig til, og kun gange trøstig frem, der var ingen Fare paafærde, eftersom de Danske vare kun en ringe Hob, men de selv saamange, at de dem kunde træde under Hestehov. Derhos forordnede han, at eftersom de Danske vare saa overdaadige, at de hannem turde udæske, da skulde Ingen have Fred eller tages til Fange, og det Samme lod han med fem Trompeter de Danske forkynde. Saa begyndtes da det Vaabenskifte paa Falkenberg Hede ved Svarteraa, som skal mindes, mens Danmark staaer og føder sig Mænd til at føre Landse og Pen, thi ei mere mandelig stode og fulde de Græker i Hedenold og de Schweitsere siden, og ikke saa havde de slige Mænd ai bestaae, ei heller sloge de saa deres Lid til den levende Gud, og det skal siges og sjunges saa friligen, der er ikke Mage til slig en Færd undtagen hist ved den hellige Grav, hvor Jehovah 654 kiæmpede fordum for Israels Folk, og hvor de Korsede stred i hans Navn under Godefred og Balduin. Som hist, saa her var Regn og Storm, og slog i Førstningen ind paa de Danske, men Vinden vendtes ved Herrens Haand og streed for dem. Det hjalp kun lidt, at de Svenske stilde frem deres grove Stykker, thi Kuglerne, som ramde, var kun faa, syv Faner danske Ryttere med Maurids Podebusk og Peder Gyldenstjerne og andre Høvdinge i Spidsen kastede de sexten svenske, og der det danske mandelige Fodfolk under Brokkenhus leed Nød for de Svenskes Mangfoldighed, da komme Rytterne med Drengefanen dennem skyndelig til Hjelp, og spildt blev den svenske Orden, da flydde hver, som flygte kunde, og de stædtes ei den ganske Nat, før de kom til Frøland, fire Mile op udi Sverrig. Saa vandt de Danske, og de havde fire Tusind Mand, men de Svenske fem og tive Tusinder, og det blev vitterligt i Norden, at Herren nu ei meer end i de gamle Dage skifter Seier efter Hærenes Mangfoldighed*). Vel maa man nævne denne Seier dyrekiøbt, naar man kun seer paa den Adelsblomme, som nedsank paa Heden, og Seierssangen maatte falde hen i Sørgekvadet, hvis den Krig var saa unødvendig og havde saa lidt at betyde, som Ordet monne gaae og man maa synes, naar man seer den Tale om de trende Kroner i de Kongers Vaaben og hvad andet der blev kaldt den Krigs Anledning, men det er ingenlunde saa. Var Fredrik villig til at drage Sværdet, som han sagtens var, da var det ilde, men havde han og nødig villet, saa havde dog den galne Erik tvunget ham dertil, thi der Svensken tog de trende Kroner i sit Vaaben, kundgjorde han sin Hjertens Mening, at sanke dennem paa sit Hoved, det har han siden viist i halvtrediehundrede Aar. Nu er det vel saa, at han i Freden beholdt dem i sit Vaaben, men Dannerkongen, han beholdt dem og, paa eet Hoved vilde de visselig engang forsamles, naar om vorder legt, skal det sees paa Hvis, Bærsærkens eller Skjoldmøens, Smeks eller Margrethes**), men rimeligt er det, at de havde alt siddet paa hans, hvis Daniel ei havde vundet, og de brave Riddersmænd offret sig paa Heden, thi for ei om mere at tale, da var det Nederlaget der, som voldte Eriks Raserie, og dermed alle de Omskiftelser, som derpaa fulgde, og gav Svensken enstund andet at bestille, end at beile til den * * 655 Trillingkrone*). Visseligen streed da Daniel og hans troende Flok for den hellige Grav, og det paamindes vi tillige om derved, at en af Ridderne, Hr. Axel Valkendorph, kom paa de Faldnes Vegne til at hvile sine Been i Rosengraven **).
✂ Det er lange og heel mærkelige Taler, dem Saga skulde holde ved de Kongekister, ved Frederiks og Christians, naar hun skulde Alt grandgivelig fortælle, hvad som Idunna seer, naar hun over dem mon svæve, men det var Synd af hende i en snever Vending Saadant at forlange, thi saalidt som rappest Fod kan følge Fuglen i sin Flugt, saalidt kan den omstændelige Tale i de samme Timer naae saa vidt som Sangen. Saa skikke da hver, som vil vide grandgivelig Beskeed om de mærkelige Dage, sin Leilighed derefter, Saadant hos Dannemarks Riges Krønike at udspørge, thi ret som de Konninger sad paa Axelhuus, denstund de holdt Spiret, og øvede Bedrift, og sankedes kun ved Isefjord, naar Spiret sank af kolde Hænder, da er det og sømmeligt, at Roskilde Saga kun ihukommer deres Eftermæle, og hvad som synderlig vedkommer Rosen, der udsprang ved Hellig Korses Kilde, men det kan hun dog ei forgjætte, at Danmarks Lignelse, som sankedes og groves ud ved Saxos Haand, og ved hvis Leie Christen Pedersen til Kiendemærke satte faste Stave, den groves op igjen, der Timen kom, at Danske kunde kiende deres Moder, og hun, uden sig at skamme, kiendes ved dennem igjen. Det var lige ti Aar efter den Strid paa Heden, da udgik den danske Krønike, som Saxo skrev halvfjerdehundrede Aar forleden, og Mester Anders Søfrensen Vedel havde flittigen lært hende at tale igjen det danske Tungemaal, og det skulde Ingen mærke, at hun havde været udenlands saalænge, hun talde saa mandelig og gjævt, saa sødt og eenfoldig, som om den Skjoldmø, med samt sit Halsbaand af de Hjerter ni, var nys udgangen af sit Fruerbuer, og førde Tidende om Heltefærd og Ridderspil, som hun saae til og syede ud med Silke og med * * * 656 Guld derinde. Det var da ikke Løgn de Riim, som Thomas Kingo siden satte under Lignelsen af Mester Anders:
✂
I denne Skygge staaer vor Mester, Anders Vedel,
Med fordums Ærbarhed, dybsindig, lærd og ædel,
Som hjalp af mørken Grav de danske Konge-Drifter,
I dem han lever end og de udi hans Skrifter.
✂ Det er kun derhos ikke at forgjætte, at det var Troen og Guds Ord, som virkede det Underværk ved Anders Vedel, som og alle dem, der kom tilsyne paa den øde Mark*). Blandt disse Underværker skal det seent forglemmes, som heed paa Jord: Kong Christian den Fjerde, og ligesom han selv gav Himlens Gud Æren i Alt, saa er det i alle Maader aabenbart, at Gud gav Danmark hannem af stor Miskundhed.
✂ Det var om Efterhøsten, det næste Aar efter at Danmarks Krønike var udgangen med dansk Tungemaal, der Herredagen holdtes til Kallundborg, da kom derover en gammel Bondemand fra Samsø, og gav fore, at en Havfrue der under Landet havde givet ham den Tidende at bære for Kongen, at hans Dronning, som nu var frugtsommelig, skulde føde en Søn, som skulde arve den Kongelige Krone og blive en ypperlig Herre imellem alle Konger og Fyrster i den Nørre Verden, men derhos sagde den Graaskiæg, at det var og hans Ærende at paaminde hans Naade om at afskaffe den Synd og Ondskab med Drik og Løsagtighed, som gik nu i Svang. Eftersom nu Kongen havde længe, og det omsonst, ønsket sig en Søn og Arving, da maatte han gjerne lide den Bondemands Tidende, talde og selv med hannem paa Andersskov, der Herredagen var ude, lovede at tee sig, som det egnede en Christen Herre, ved Synd at afskaffe, og gav hannem en fyrstelig Tærepenge til hans Hjemreise. Om den Handel var Hjerternes Betænkninger mangfoldige i den samme Time, men hvad saa Bonden talede af, saa talde han dog Sandhed dennesinde, og det var end et underligt Ord, det som han siden fortalde efter den Havfrue, at det var hendes Mormoder, som spaaede Kong Valdemar, der Dronning Helvig gik med Margrethe, at hun skulde føde en Daatter, som skulde overgaae sin Fader i Vælde og Regimente, thi * 657 visselig var det ingen Daare; som kunde sige om det nyfødte Barn, at han skulde vorde, hvad han og blev, det mærkeligste Barn, som fødtes i Kongens Gaard siden Valdemars Daatter*). Der det nu stundede til med Dronningens Forløsning, da blev det vidtløftigen eftertænkt, hvor Hendes Naade skulde ligge udi Barselseng, og efterdi Frederiksborg var en rolig, og nu med Vaaren, mellem Skovene og Søerne, en meget sund og lystelig Stæd, blev det berammet, at hun der skulde være. Der blev da skikket Bud til hendes Fru Moder, Hertuginde Elisabeth af Mekkelborg, som gav sig skyndelig paa Reisen og kom til Frederiksborg den 19de Marts, saa bestildes ogsaa nogle af de ældste og ypperste Fruer her udi Riget, saasom: Inger Oxe, Anna Pasbjerg, Helleborg Kross og Margrethe Rosenkrands, at de skulde altid blive tilstæde og vare paa hendes Naade. Medens den Forjættedes Fødsel nu saa forventedes med Længsel, da tænkde Kong Frederik derpaa at vinde mange gode Ønsker om Gudsvelsignelse fra glade Hjerter, og skienkede derfor de fattige Bønder omkring Kiøbenhavn en Nytaarsgave, som var Tak og Ære værd, det var al den Landgilde, som de stode med, henved atten tusind Tønder Korn. Han gjorde i de samme Dage og et andet Stykke, ikkun til sin Lyst og halv af Overdaadighed, men hvilket dog, som tit mon hændes med ubetænkde Handler, har en synderlig Bemærkelse. Hans Majestæt bygde just dengang paa Kronborg, og som der nu paa Lappen laae en Steen, uhandelig og grusommelig stor, da tænkde Frederik derpaa at faae den flyttet til sin Borg, og det allermest, fordi den unge Pfalzgreve Ludvig og Nogle af Adel sloge til Væds med hannem, at den kunde ei fløttes med Menneskehaand. Da lod Kong Frederik sine Baadsmænd tage Haaod paa den Steen, og den blev fløt hen under Slottet, og siden sat paa det yderste Næs ved Søen at størke Grunden.
* 658✂ Det var da den tolvde Dag April, Aar Femtenhundrede, Halvfjerdsindstive og Syv, at den ædelige Dronning Sophie naadelig forløstes med den Søn, som voxde til den navnkundige Hr. Christian den Fjerde, og flux udskikkede hun en af sine Herremænd til Kongen, som var i sit Kammer, i sine gudelige Bønner, og takkede sin Gud med Glæden, der han fik den Tidende at spørge, at hannem var født en levende og lydesløs Søn. Siden blev Hans Majestæt indkaldt, og annammede sin unge Søn paa Armene, gav Gud Ære med lydelig Stemme og ønskede Drengen al Naade og Velsignelse. Derefter blev beraadslaget om den unge Herres Christendom og et fyrsteligt Barsel, og om fælles Venner at indbyde, og det blev forordnet, at Barselet skulde være i Kiøbenhavn Hellig Trefoldigheds Søndag, men Dronningen skulde blive paa Frederiksborg til Pindsedag, og holde da sin Kirkegang*). Sødt og underlig maa vel hver, som end haver Hjerte, bevæges ved at indkige i Kongens Gaard og see og høre der saadan hjertelig Gudsfrygt og christelig Eenfoldighed, ja det maa man sige: i saadanne Tider og saadanne Sale der fødes saadanne Konger som Christian den Fjerde.
✂ Der nu Hellig Trefoldigheds Søndag kom med et deiligt Veir og Solskin, da blev den unge Herre døbt i vor Frue Kirke med stor Høitid, dog vilde Kongen, at der med Kirketjenesten skulde forholdes simpel og eenfoldig efter Ordinansen, uden nogen Pragt og ny Ceremonie**). Stor Lystighed var og til Hove udi mange Dage, og de Høilærde med deres Studenter maatte lege for Fyrster og Adelsmænd, hvorved da, med en mærkelig Daaredands, og blev legt den mærkelige Seier, som Konning David haver indlagt sig over den mægtige Kiæmpe og Philister Goliath, hvilket vel maa kaldes et Varsel af de mærkelige og af de gode med***).
✂ Det er vitterligt, at den Fjerde Christian mistede sin Hr. Fader, der han var end et Barn, førde saa i Tredsindstive Aar Kongenavnet, og i mange af dennem Spiret med en trofast og en kraftig Haand, var ingen Helgen i sit Levnet, men dog en ærlig Kiæmpe, og en stor Forfremmer af Guds Ord og ret boglig Konst og en Christen i sit Hjerte; som han og grandgiveligen lod see, naar Ordets Tjenere straffede frimodelig hans egen Synd, og ret uforglemmelig, der Mester Ole Vind Saadant gjorde, som * * * 659 sagt er i Rimet om Hr. Ole*). Store Omskiftelser, stor Bedrift, sære Hændelser, svar Trængsel, megen Fordærvelse, Varsler baade til Glæde og Sorg, alt Saadant er klarlig tilsyne i de samme Dage, og underlig vemodig, men dog glad i Herren, vorder en Christen, naar han ret betragter deres Lignelse. Under al den Kiv i Tydskland om menneskelige Meninger og Ord, var Guds Ord her i tvende Slægter forkyndt, men nu yppedes et svart Bulder, og det tegnede heel ilde med Kirkens Fred og de Boglærdes Hensigt; Somme vilde undergrave, og Somme vilde overflyve Kirken. Biskoppen i Fyen, Hans Knudsen, Mester Ole Kok, Præst til St. Nicolai, og andre Flere, mest Niels Hemmings Lærlinge, fore vild om Nadveren, og vilde kun Lidet derom vide, at Menneskens Søn var Guds Søn; Mester Hans Povelsen Resen, som siden blev Biskop i Sjælland, kom nu frem med mange ny og sære Talemaader, som stilede efter at nægte, at Guds Søn var og virkelig Menneskens Søn, og gjøre Hans Kiødspaatagelse kun til en Lignelse. Det er da aabenbart, at paa de tvende Haneæg, der tykdes hinanden mest ulige, spraadede1 det dog for den samme Basilisk, den som engang skulde udblæse Gift mod det Korsens Ord, som er i Verdens Øine en Forargelse og Daarlighed. Aar 1614 blev det navnkundige Tvistemøde holdt til Kolding for den Kivs Skyld imellem Hans Povelsen og Ole Kok, hvor Kongen selv holdt Styr * * * 660 paa sine Klerke, og slog Bom for Krumspring. Saaledes, der Ole Kok el vilde ændse de Sprog af Bibelen, som Mester Hans anførde, men blev ved sit Mundheld: det er en ny Phrase, som Ingen før fandt i Bibelen, da sagde Christian: Mester Oluf! I er galen; I svarer Intet ret, og der han raabde paa de brave Borgermænd, som holdt med ham, da sagde Kongen: ja, Søfren Tolder haver bedre Forstand paa at smage en tydsk Øl, end at judicere i saadanne Sager. Det er Sommes Klagemaal, at Kongen, fordi Mester Hans var hannem Mær, med saadan Tale forbluffede Hr. Oluf, og der er Noget i, men aldenstund man betænker, at den Konge, som i Kirkens Handler haver Armbaand, binder dermed Ingens Tunge, at han løser sin, og dernæst hører, at han og paaminder Mester Hans at holde sig til Bogen og til Tingen, da har man ikke stort at klage, og det maa man sande, at efter Tidens Leilighed var det fuldbedre, at saadan Tvist blev dæmpet, end ført til Ende*). Uden al Tvivl var Hans Povelsen Resen det skarpsindigste Hoved mellem alle Sjællands Bisper, ja kanskee mellem alle danske Præster, og havde i mange Stykker en langt klarere Erkjendelse af Bibelens dybe Taler end nogen Anden i de samme Dage, men som det altid er saa, at Kundskab opblæser, da maatte hans Fristelse være desstørre, og han overvandt den ei før ved Aarenes Tiltagelse. Tungt var det tilvisse, at det i de Dage allerede skulde gjøres behov at binde de Høilærde med Eed til den Augsburgske Confessjon, men glædelig er det dog i Ligning med Saxland, at der kunde læntes1 saalænge, og endda meer, at i den danske Menighed bundes egenlig Ingen uden til Guds Ord; mærkeligt er det og, at Hans Povelsen skulde selv være den, som snoede Baandet, og aldenstund han visselig var et Forbillede paa den Menighed, vi vente, da maa det kaldes et Varsel af de bedste, ja et Forvarsel om, at danske Klerke, naar de end vorde kloge, dog ei vil det være, over hvad som skrevet staaer, men vide ret christelig Eenfoldighed at holde høit i Ære, og sige med Hans Povelsen: hvis jeg dig glemmer, Luther kiære! og din liden Catechismus, da glemme sig min høire Haand! Hvad som endnu * * 661 gjør den Forordning mere mærkelig, er, at den skedte ved den unge Herre og tidvalgte Konge Christian, som døde, før han kom paa Tronen, men efterlod sig dog derved, og ved Forordningen om Bede og Bedrings Dage, ugentlig i Byerne og maanedlig paa Landet, et herligt Mindesmærke om, at han var Jesper Brochmands Fostersøn*).
✂ Gaae vi nu af Kirke og kige ind ad Borgeled, da times os ei mindre mærkelige Syn, men ikke af de bedste. Vist er det glædeligt paa Rosenholm at see den lærde Holger imellem Bøgerne, med Bibelen for Øie, at prøve paa at fostre unge Herremænd til Adelsmænd, men det er ikke just det bedste Tegn, naar slig en Mand i sine bedste Aar forsager Rigens Handel og haver travlt med boglig Konst og Skolehold, og gaae vi rundt i Riddersalene, da see vi og, der er langt mere Adelskab paa Væggene i Fædres Lignelse at skue, end i Sønners Færd, ja vandre vi til Glimminge i Skaane og betragte Holgers Navne, da see vi, hvilke onde Urter der sadde nu heel uanfægtede i Danmarks Rosenkrands, thi det var ham, som paa en Markedsdag haandterede saa spottelig sin Biskop, Hr. Mads Jensen Medelfard, fordi han ikke maatte lægge sine Præstekald i sine Terners Skiød**). Det er altid til at sørge over, naar man seer, at de velbaarne Slægter, som have været Rigens Prydelse og Størke, arges saa, og sørge maa man overmaade, naar alligevel de vanartige Børn beholde under gjæve Fædres Skjold det Vaaben, de ikkun besmitte og misbruge. Ingen tænke, at der fra en Enkelts Brøde sluttes saa dumdristelig om Danmarks og dog mest om Øernes og Skaanes gamle Adel, thi det er aabenbart af Rigens og af Borgerstuens Krønike, at Holger havde ei alene, som Kong Christian sagde, alt for mange Svogre udi Rigens Raad, men alt for mange * * 662 baade Svogre og Brødre rundt i Rigens Borge; det er aabenbart, at Danmarks Adel, som i det femtende Aarhundrede var dybt fordærvet, bedredes kun i det sextende ved Herrens Ord en liden Stund til at opreise sig den prude Bautasteen ved Svarteraa og made Spiret nogenlunde sømmelig i Fjerde Christians unge Aar; thi der Niels Kaas, den fromme, lærde og forstandige, var død, da var det moxen og forbi med Danmarks Adel som en Hjørnesteen i Rigens Raadhus og Landsens Taarn og Kongens Borg; alt dengang sad Hr. Arild Hvitfeld paa Hans Naades Slot Dragsholm, som ei for Intet kaldtes siden Adlersborg, og nedgrov som en aarvaagen Cantsler de gamle Brevskaber og andre Pergamenter, som han fandt i Rigens Skrin, forseiglede af Riddere og Væbnere i fordum Tid, og man kan sige, at ligesom det var en Adelsskik fra Arildstid, at jorde Slægtens Seigl med Adelsmanden, naar han døde sønneløs, saa jordede den sønneløse Arild paa sit Cantslerembeds Vegne Adelsseiglet udi Adelgraven, og forgjæves søgde Holger Danske at opgrave det igjen, han hængde over Graven kun sin Rosenkrands til den Hensovnes Ære*). Skam faae den, som vil nedrive Krandsen, thi foruden al den Tjeneste, den brave Ridder gjorde i Marken og ved Rigens Bestilling, da er det og ham, vi have at takke for Saxos og for Vedels Bog, og havde vi ei Arilds, da skulde vi nu ei føre lang og sandfærdig Tidende om de Dage mellem disse Tvende**). Det maa heller Ingen nægte, at mangt et enkelt Blad har føiet sig til Krandsen under Tidens Løb, kun det er Tingen, at aldrig siden var den gamle Adel som en Stamme Rigens Prydelse og Piller, og i Corfits Ulfeld kom dens Vilkaar og dens Undergang i en Lignelse tilsyne.
✂ Ei er her nu vidt og bredt at tale om Kong Christians Bedrifter, men kun det at melde, at fra den Time, han uddrog af Landet at stride mod Guds Kirkes Fjender, syndes det, som Lykken var bortvegen, ja fra den samme Stund begyndte der at falde * * 663 Steen paa Steen af Tvillingkronen, indtil den endelig adskildes ganske, og den Leding maatte da af Verdsligvise kaldes hin nlyksaligste for Dannemark, og det saameget mere, som, hvad Christian udrettede var ikkun at varsle for Gustav Adolphs Hæder og den svenske Vælde, som Danmark maatte krandse med Løv og Blommer af de bedste, hun havde i sit Skiød. Alligevel kan Christne godt forstaae, det er ei muligt, at den Leding kan være Forleed i en Kiæde af Ulykker, men at naar med den en Vanheldstid begyndte, da var det vist en Tornevei, som maatte trædes for at naae en Rosenborg med favert Spir og klare Glugge paa det høie Taarn, om og den skulde ligge nær ved Tidens Vestervold, og kun forgyldes af dens Aftensoel og overgroes udi Morgenrøden af Rosentræerne i Kongens Have. Det var før i Gaar, at et saadant Syn oprandi for gudelige Øine; thi det var netop i den tydske Krig, i Adventstiden, sytten Dage før Jul, Aar Sextenhundrede og Femogtive, der Kongen laae paa det Slot Rothenburg i Verden, da laae hans Hofprædikant, Morten Madsen Leiel i sine gudelige Bønner for den christne Kirke, og da syndes det ham, at Frelseren stod for ham i sin Lidelses Skikkelse med Tornekronen, og trøstede ham dog saa blidelig med Rosen, hvilket Syn Kong Christian lod afmale, som det endnu vel er at see, og det skal være Dannemark et trofast Pant derpaa, at Tornekronen skal ved Herrens Miskundhed udspringe til en Rosenkrands*).
* 664✂ Dog, det var Synd at sige, at Herren kun ved dette Syn aabenbarede sin Miskundhed, og lod det varsle lyst for Danmark i den Kongefaders Dage. Det var ved hans Fødselstid, at hans Hr. Fader lod ved tydske Bjergmænd lede efter Malm i Norge, men det var Sextenhundrede og Treogtive, da blev ved Kongsberg fundet den første Sølvermalm af tvende Hyrdedrenge Jacob og Christoffer fra Gaarden Grosvold, og det var etogtive Aar derefter, da fundes først ved Røraas Kaabbermalmen af den Bondemand, Hans Olsen Aasen; og som det var en stærk Paamindelse derom, at det, som søges udi Jorden, er i Herrens Haand, saa var det og et Varsel om, at Sølverkroner og at Kaabbersværde skulde aandelig engang udspringe af de norske Fjelde til Prydelse for Christian Dannerkonges Isse og til Værge ved hans Lænd, ja at i det høie Norden skal af Hellig Korses Kilde Vandene udgaae som en kaabberstrubet Elv og som en Sølverlaug*).
✂ Det var i Frederik den Andens Dage, Aar 1567, der Svensken belagde Aggershuus, at Osloe brændtes, Somme sige af Slotsherren selv, Hr. Christen Munk, men Andre, det som rimeligere er, af Svensken, der han maatte flye, og enddog der byggedes paa den igien, saa hjalp det kun føie, og den brændte, hvad man kalder af sig selv, 1624. Da gjorde Kongen selv en Afridsning til den nye Stad, som blev kaldet Christiania, og det er vel troeligt, at den Høiskole, som der kom siden til at være, kan vorde til et Vandspring nok saa godt, som dem Kong Christian forordnede, ja det er troeligt, at det Kirkeoffer af en Konge til Vor Frue, som var tilsyne i hendes Kirkeseigl i Osloe, nu er paa gode Veie**); og det maa man sige, at Didriks Ætmænd havde for det meste Sind til saadant Offer, og gave det tilkiende ved Gudsord at forfremme og udbrede, og Kirkens Tjenere at ære og Kirken at opbygge. I saadan Idræt var og Fjerde Christian den Ypperste, som den Udlæggelse af Bibelen, der ved hans Omsorg og Hans Resens Flid udgik, og den Hellig Trefoldigheds Kirke i Kiøbenhavn, som efter hans Hoved blev opbygget, vidne. Vel maatte det hardtad synes, som om ingen Kirke her * * 665 i Norden med det Navn kunde trives og bestaae; thi Domkirken i Roskild faeed saa af Begyndelsen, men blev siden kaldt St. Lucii og paa dansk St. Luds*), den Trinitatis Kirke, Kong Christian lod bygge i Christiania, hun blev ei gammel, før hun brændte, og den i Kiøbenhavn har næsten altid ikkun hedt den Runde; men det maa dog vel lykkes paa det Sidste, aldenstund Trefoldigheden er den Første og den Sidste, og derfor maa man vel i Runde Kirke, som blev fuldbygget af Kong Frederik, see som en Tegning til den Kirke, paa hvilken Christian og Frederik har bygget med Guds Ord i de mange Aars Dage, og det saameget desmere, som det Kirkeloft er fuldt af Bøger, og spaaer om den Tid, da det skal sees og bekiendes, at boglig Konst maa hvile sig paa Kirkepillerne, ifald den skal bestaae, og opløftes af dem, naar den skal blive høi over Jorden, og derfor, naar den er sanddru, vidne paa det stærkeste om Kirkens faste Grundvold og Samfund med det Himmelske. Ja, man maa vel sige, at Bøgerne i tætte Hylder, som er de Dødes underlige Tunger, med Sværdene og Askekrukkerne fra Hedenold, tyde paa det Tidsrum, som er næst forhaanden, da Saga skal frembære sit store Vidnesbyrd om Gud og Ordet, saa Fædres Aske vorder Troende en Helligdom, og rustne Kiæmpesværde sjunge høit i Skye over Christians Bautasteen; da det skal sees, at for Intet sankede sig ikke tvende Gange Runestenene ved Rundetaarn, den førstegang opmuredes med dem kun Klokkerkamre, men andengang skal de opvoxe med udvendt Skrift alt til et Rundetaarn ved Trinitatis Kirke, hvor Navnet Jehovah er klarere at see. Men hist, paa Kirketaarnets Isse, hvor man med slebne Glas har prøvet saalænge at kige dybt i Himmelrummet, og drage Stjernerne til Jorden, der varsles om de sidste Dage, da det skal sees, hvad som i Venus af de Gamle er afbildet, at Korset bærer Kuglen, og at naar Glasset ikkun slibes og holdes rettelig, da vorder overalt i Skikkelsens Mangfoldighed det samme Korsens Tegn tilsyne, ja da det endelig skal sees uden Glas, at Himlens Stjerner falde ned til Jorden, og Himlens Bog med Tidens sammensvøbes.
✂ Meer end halvandethundrede Aar ere nu henrundne siden Fjerde Christians Afgang, og end ere Varslerne det Eneste, som monne trøste danske Christne over Fædrelandets bange og * 666 forsmædelige Kaar; Mellemrummets Hændelser, naar de ei sees udi Herrens Lys, synes ikkun at forkynde og betegne Danmarks Helsot, men, naar de betragtes rettelig, da sees de tilsammen at stile paa, at Soten ingen Helsot skulde vorde, men at Guds Søn maatte æres ved den, naar Lazarus, alt stinkende i Graven, udganger paa Hans Ord lyslevende igjen, og kaster Jordelinet og holder Nadvere med Ham.
✂ Der den gamle Adel, som sagt er, var nu heel vanartig, og var dog Rigens Raad, og raadte for det ganske Rige som Odel og som Lehn, da maatte det staae ilde til med Raad og Daad, og der var intet Raad, undtagen der kom andre Slægter til at raade; men slig Omskiftelse var nu slet ikke at formode, aldenstund at Corfits Ulfeld med den tykke, sølvforgyldte Bælg og med det rænkefulde Hoved og den lange Hale var blevet Markens Herremand og Mesteren til Hove, og axlede et Skind af Løvehuden; da det lod, som Kongestammen var sjunket under Tronen med Christians den udvalgde Prindses Kiste, saa Adelhoben kunde nu vel skifte Kronen eller dog dens Ædelstene som et Rov, og smedde den saa trang, at den kun pasde til et Barnehoved, og maatte klemme det, som større var, istykker. Saalunde blev og Kronen ranet og indknebet, før den kom paa Frederiks Hoved; eftersom nu det var dannet efter Bispehuen, og til indvendig Vext, da følde han ei Trykket stort, men Landet følde det, og Haabet tykdes ude, thi ikke var han Kiæmpe til at prøve Størke med de stærke Ringe, og det er vist desuden, at Konger, som vil blokke Kronen ud, de sprænge den, saa den maa revne, om ei sønderspringe. Det var da en Gaade, alt for dyb for Mandevid at løse, hvorledes Kronen kunde saa udvides, at den var passelig til Folkets Hoved, og ei som nu ikkun til Adelens Skabildken; men der var dog Een, som kunde løse Gaaden, og at Han vilde det, derpaa gav Frederik sin Troe tilkiende, der han satte paa sin Krone: Herren vil Omsorgen bære*), ja at Han vilde, gav Han selv tilkiende, der Han det gjorde aabenbarlig. Det var den feige Adel selv, som udæskede Kong Karl Gustav, og tænkde, at den kunde udi Søvne vinde Lehnene igjen, som den skammelig forsagede i Christians sidste Dage. Det er vitterligt, i hvilken Nød Danmark blev stædt i denne Feide; der Anders Bilde, Rigens Marsk, i dens Begyndelse saa skammelig lod Frederids indtage, da kan man sige, at de danske Skjoldmænd i en Lignelse gav Danmark og dets * 667 Vaaben udi Fjendens Haand; det var en gruelig Vinter, i hvilken Adelshjerter og Adelsfingre kunde fryse saa, og det er sandt i alle Maader, at det var paa frosne Bølger, Carl Gustav gik fra Ø til Ø og slog sin Leir i Kildevangen, og nødte saa de frosne Fingre, af hvilke Skiold og Landse faldt, til med Pen at overskiære Danmark og Nørrefjeld og stile Gavebrev til Dannemarks Forræder, og kalde Saadant Roskilde Fred. Dog, Herren sørgede, som Frederik sagde; Svensken meende vel, det ganske Rige hængde som en Iistap under Fredriks Krone, saa det gjordes kun behov at række Haanden ud, for at omspænde den og tøe den op i Svovelluer til et Sommerbad og til en Gammenskalk for ham, men, var den Vinter og heel stræng, og det var den visselig, vare Brøndene i Borgegaard bundfrosne for det meste, Kilderne paa Bakker og i Enge vare det dog ei; Herrens Rosenkilde var det endnu mindre; hen til den tyede nu Dannerfolket, Isen smeltede og Kilderne oplodes, da varmedes et Bad og skiænkedes en Kalk for Svensken, saa Kiæmpehaarene de svedes af saa mangensteds, og Indvoldene tog til at brænde, og Göthekongen blegnede i Göthaborg det samme Aar, da den Tvillingkrone, han et Øieblik fik sprængt med sine Jernkiler, smeltet om og luttret, herlig sammenføiet, hvælvede sig vid paa Dannerkongens Isse.
✂
Ikke er det her at opregne stykkeviis, hvorledes Gud kundgjorde overalt sin Miskundhed, hvorledes Folket vaagnede i Kirken og gik til Slaget i Guds fulde Rustning, ei heller at udlægge, at hvad som hændtes da, var end meer som Varsel end som et fuldbyrdet Værk; men det skal ihukommes, at der Carl brød ugudelig den gjorde Fred, og stormede til Kiøbenhavn, og sagde spottelig, at naar Landet først var vundet, da skulde han kundgjøre Krigens Aarsag; da var Guds Time kommen; da ydmygede Kong Frederik og Folket med oprigtig Anger Hjerterne for Herren, begyndte Striden med en Bededag og stolede alene paa den Herre Zebaoth, Hærskarernes Gud og Kongernes Herre*). Der nu Folket fornam, at Troens Skjold var dog det eneste, som duede, da spurgde de ei længere om Herreskjoldene, forsagede slet ikke, fordi de vare hullede og braadne, men bad og stred og slog og seirede i Herrens Navn. Det skal aldrig glemmes mellem danske Christne, hvor
*
668
underlig Herren størkede og hjalp, hvordan den stille Konge var blevet til en anden Mand, hvordanne Helte der udginge af det dunkle Værkstæd og Studenternes de snævre Kamre, hvordan Clausholms enlige Taarn med den giæve Hans Friis trodsede Svensken og bredte sig ud over Jylland, hvordan Na skovs Borgere nødte Høvidsmændene til at staae, indtil Krud var ei længer i Byen, hvordan Bornholm og Trondhjem udspyede Svensken, hvorledes Laurids Undahl, sagtens Frænde til Snorros giæve Tolk, kiøbde Bøsser for alle sine Penge og sin Kvindes Klenodier, og vilde aldrig derfor annamme enten Ærestegn eller Skiænk; og endelig hvilken Frelse Herren gav i den store Storm, i Natten til den ellevte i Blidemaaned, Aar Sextenhundrede, Halvtredsindstive og Ni; men tungt er det, at Bededagen, som beskikkedes til denne Frelses Ihukommelse, er nu aflagt, og tungere at Ihukommelsen var svag, før Dagen lagdes af*). Der det nu var seet, at Adelstanden var udartet, mens Borgeren i Kiøbenhavn
Stod som en Adelsmand, og vandt sig Adelsnavn,
da kunde det skee, som kom tilsyne paa den Rigsdag Aar Sextenhundrede og Treds, at Præst og Borger toge Blad fra Mund, og Bind af Kongens Hænder, og det mon ingenlunde skrives udi Glemmebogen, at udenlands, hvor Kongerne fik Enevælde, der fik de den med Glavind eller langsomt smaaligt Rænkespil, i Dannemark alene fik de den, som et Klenodie, der lagdes dem i troer Hænde af Præst og Borger udi Jesu Navn. Det have sagtens mange meent, at det var Uforstandighed, og at Landet havde faret bedre, om Rigens Stænder havde skiftet Magten ligelig indbyrdes, men det skulde man dog først og fremmest vide, at hvad som giøres kiærlig og troskyldig udi Herrens Navn, er og det Gavnligste i alle Maader og i allenstund; det skulde man derhos betænke, hvad Glædeligt der i det Tidsrum er udrettet udenlands ved Stænder og ved Parlamenter; det skulde man og eftertænke, at Magten maatte kommet da til Præsteskabet, fristet og besmittet dem for længe siden, gjort dem forhadte mellem Folket i en vantro Tid, og faldet saa til Ødelæggelse i Mytteres og Pøbels Hænder, i de sidst forløbne Dage. Priseligt for Danmarks Præsteskab, for Kirkens Svane, er da det Eftermæle, at han slog med sin Vinge Spiret fra Ræven, men rakde det til Løven, og forlangde ingen Magt, undtagen den han havde I sin Vinge, og sin Himmelsang.
✂ Vel kan det med Rette siges, at det ganske Lutherske Tidsrum er Borgertiden, eftersom det allevegne var Kiøbstædernes Indbyggere, der først annammede og fastest holdt paa Guds Ord, men ret øiensynlig begynder dog den danske Borgertid først med 1660, thi fra den Time var det borgerlige Slægter, som med Kongen styrede Landet og gave Staten sin Skikkelse. Anderledes have mange dømt, fordi de saae de høie Embeder beklædte mest af Mænd med adelige Navne, men det er vel at mærke, at de, som forordne, regiere meer end de, som føre Ordet eller Tegnet, ei heller at forgjætte, at Borgere, som adles med deres hele Æt, for Saga blive ved at være Borgere, og naar Saadant agtes, maa al Tvist bortfalde, om hvilken Stand der i det Tidsrum var den ypperste. Egenlig var det tilvisse Præstestanden, thi fra den udginge som Børn eller Fostersønner de fleste ypperlige Mænd, men den var kun igjen Borgerstandens Hoved, eftersom de fleste Præsteslægter have deres Rod i Kiøbstædhuse. Sligt saaes i en Lignelse ret aabenbart paa Sjællands Biskop, Jesper Brochmand, som sad i Fjerde Christians og Tredie Frederiks første Dage. Han var en Søn af Rasmus Søvrensen Brochmand, Borgemester udi Kiøge, han var den lærde Holgers synderlig gode Ven, og sørgede, som han, ret faderlig for Efterslægten, saa det er Lyst at sammenligne den præstelige Skole i hans Bispegaard med Rosenholms den adelige. Af Holgers Skole udgik vel neppe een Adelsmand, som gjorde Danmark ret aabenbarlig Gavn og Ære, men af Jespers udgik tvende Mænd, hvis Navne seent kan glemmes, den Ene var Øversten Hans Friis, som i den svenske Feide holdt ei alene mandeligen Skjoldet over Jylland, men sankede og øvede de jydske Svende, som ved Nyborg lavede det varme Bad til Svensken*). Den Anden var Peder Griffenfeld, hvis Greb i Statens Hjul, som Hver maa vide, har virket synlig paa dens Gang, indtil den Dag * 670 i Dag, og han var ei blot optugtet udi Bispens Gaard, men blev og af ham Kong Frederik anbefalet, der Kongen var engang til Giæst hos Bispen. Nu maatte man vel spørge, hvad Ære Borgerstanden haver af sin Idræt, og den maa synes liden, aldenstund at de mest navnkundige Bedrifter til Søes og Lands virkedes endda ved Adelsmænd, og ei engang en liflig Krønike om sin Tid og sine Konger har den kunnet sammensætte, og Modersmaalet lod den blive til Foragt, og holdt det for sin Ære at ombytte eller og forvanske det med fremmed Gods, ja den forlorede det ypperste Klenodie, som Folk kan eie: Christendom. Vist skal da Borgeren ei brøste sig mod Adelsmanden, ei heller bramme af sin Færd, men derfor maa det ei forgjættes, at den ei havde ringe Deel i de første Lutherdages Hæder, ja fødte den i Herrens Frygt, og at dens synlige Regieringstid indfaldt i Dage, som vare onde overalt, og dog ingensteds saa lidet, som i Tvillingriget; derhos maa det og betænkes, at senere kundgiør sig hos Borgeren den høie Kiærlighed til Fædrenes Bedrifter og Følelsen af Eenhed med det Hele, end hos Adelsmanden, hvis Stamtræ bar Bedrifterne som sine Blomster, som i det ganske Land saae sin og sine Ahners Odel; først, naar engang paa ny Kraft og Kiærlighed gienfødes udi Hjerterne formedelst Troen, da vil det vel, ei i mange, men i blanke Dage, aabenbares, hvad den danske Borger er, og mægter at frembringe, thi nu har ogsaa han sit arvede Navn og sin Stamtavle, et sikkert Kiendetegn paa den levendegjorde Bevidsthed af den Følelse, der knytter det Forbigangne og det Tilkommende til det Nærværende; og den christnede Borger vil paa sit Stamtræ lede mest efter aandelige Frugter, Gudsfrygt og boglig Konst, uden derfor at være enten raadvild eller feig.
✂ Ei er det lysteligt men lærerigt at betragte vel de tvende svenske Feider, som Dannemark begyndte unødvendig under Christian den Femte og Frederik den Fjerde; de førdes begge i den Mening, at Skaane og det øvrige Forlorne skulde atter vindes, og Vindingen var efter Sverrigs Vilkaar rimelig, og naaedes dog ingenlunde, og dog maa denne Skuffelse af Haabet kaldes Danmarks store Vinding. Naar man seer de svenske Snekker med deres Admiraler flye paa Bølgen eller og i Luften for Niels Juul, seer ham fra Kiøgebugt forfølge Vraget af den stolte Flaade ind til Malmøes Havn, og hardtad Hælvden af den stævne under Dannebraag til Kiøbenhavn, naar man seer Christian i Lund, og Svenskens Landhær flygtende ved Fehrbellin, da maatte man vel tænke, Haabet kunde aldrig glippe, men det glippede, 671 og Dannemark vandt i den Fred til Lund end ei et Straasbred Land. Naar man seer Fjerde Frederik i Pagt med Ruslands Czar, med Polens og med Preusens Konger feide paa sin Naboe, og Sverrig kongeløs, og knælende for Czaren, naar man seer Tordenskjold i Dynekilen, ved Marstrand og ved Götheborg og paa sin Hukkert, og paa Skaanes Kyst*), og rundt paa Rigens Strømme Gabel, Sehsted, Gyldenløve og Just Juul, og Ivar Hvitfeld over Kiøge Bugt med Dannebraag, og Lueskriften over Frederikssteen, og Karls Liig derunder, da maa man tænke, nu faaer Danmark Bod, og maa dog see, at den paa Fredensborg fik ingen. Men naar man da og seer, at Skaanes Adel gjennem Tidens Løb har avlet mange Frænder af Holger Herremand til Glimminge, og derhos betænker, at i det Tidsrum, under hvilket Hovmodighed og Vantro og Vold og Rænker finge Herredom i Landene, da maatte Dannemark og blevet uvillig til Ydmygelse, udygtig til Gienfødelse, hvis Lykken havde føiet hende, og det i slige Handler, om hun var ved sin Arm eller Kløgt blevet Nordens Dronning; da have vi vel med Grund at love Herren, thi kun den Trængsel, som hun leed, de Vanheld, som hun fristede, hvergang hun vilde vorde stor paa Verdens Viis, den Ringhed, hun nedsank udi, kun disse Ting have end bevaret saadan Jord i Hjertegrund, at Herrens Ord kan i Hans Time spire og opvoxe der, og bære Evighedsblomster til en Krands om hendes gamle Tinding, og bære Frugter til Fuldkommenhed. At det var Herrens Haand, som fornedrede Danmark og udrev Byttet af hendes Haand, hvergang hun greb derefter, det er ret aabenbart, naar man seer de Laubærkrandse, hendes Sønner bandt til hende i de samme Dage, ei hjemme blot, men ogsaa udenlands, naar man seer, at medens hun blev ringe og berøvet, teede hendes Sønner sig som de drabeligste Mænd i den ganske Verdenspart, vare deres Fjenders Skræk, og deres Venners Tillid. Det var Cort Adeler, den Nordmand, der i Venedigs Tjeneste dæmpede de sidste stærke Rørelser af Tyrkerne i Middelhavet, og det var i Tredie Frederiks Dage, at han, til Forundring og til et mærkeligt Forvarsel, lagde Tyrkens Halvmaane, Sværd, Skjold og Stridsøxe for Danmarks Fod**). Det var i Fjerde Frederiks Dage, at den Fjortende Ludvig befoel sine Høvdinge at holde Slag, før de Danske kom til Ramilliers, og maatte dog spørge den Tidende: at de * * 672 vare ilede did over Kræfterne for at sønderhugge hans Huustropper og bramme med deres Banner. Det var i de samme Dage, at den Prinds af Anhalt raabde ved Hochstædt til sine flygtende Preusser: seer I ikke, hvor de Danske holde Stand, og hvor tappert de slaae; at Prinds Eugen sagde ved Tournai: jeg stoler paa de Danske, at Marlborongh svarede de Hollands Herrer, som misundte de Danske det gode Underhold, der i Flandern var dem lavet: havde de ikke været, skulde nu maaskee Ingen af os sidde her; det var dengang, at England kuede Irer og Østerrig Ungarer ved de Danske, og uden dem havde da ingenlunde Østerrigs Keiser eller Engellands Konge siddet, som de sidde nu. Det var da Sønnerne af det ringe, foragtede Danmark, som i den gruelige Røre stillede Tungen i Europas Vægtskaal, men Gud føiede det saa, at Andre fik Æren og Byttet, og derfor skal danske Christne engang love Ham ligesaa høit, som for den underlige Frelse, han gav, hvergang Fjender vilde opsluge Landet*); thi ved Ydmygelse og Tugt, ved Trængsel og ved Fare dreves Kongerne og Folket tilbage til Herren, at stole paa Hannem og trøste sig ved Ham, Vantroes og Ugudeligheds Strøm standsedes af Rosenkildens Bølger og fik aldrig endnu saadan Overhaand paa Daners Mark, som paa den anden Side Danevirke. Ei skal Saadant meldes til at love og undskylde; thi kun Herren er at love, og vi med Fædrene at laste, aldenstund saamange Tugtelser behøvedes og glemdes brat, og virkede ei fuld og fast Omvendelse til Gud, og sloges hen i Veiret paa det Sidste; men til Herrens Priis skal Saadant meldes, til Vidnesbyrd om det, at efter Israel var intet Folk i Verden saa øiensynlig Herren kiært som just de Danske, ingensteds var Hans Husholdning for Menneskens Øine den i Canaan saa liig som her; det skal da falde os paa Sinde, at forhærdes Dannemark, da maa dets Dom vorde mere gruelig end Tyri og Sidons, ja end Sodoms og Gomorras, men det skal og stadfæste den Forvisning i Guds danske Børn, at intet Folk kan tryggere foragte Verdens Vældige, og stole paa, at lever Herren kun som Landets Lys, da vil Han være og dets Skjold og faste Borg, som i de forbigangne Tider. Skarpt maa da Staven skiære, og haardt maa Tungemaalet være, naar Saga rister og Idunna sjunger om den sidst forløbne Alder, men en hellig Stjerne staaer dog over Rosengraven, og naar den glimter mildelig, da smelter Hjertet, og Taaren klarer Øiet, Kiærminder komme da tilsyne, og Saga * 673 skriver deres Lignelse som i en Hvilestund, og Ydun løfter i en Minnesang de faldne Vinger, og det aner hende, at naar Kiærminderne har svangret Luften med Violeduft, skal Rosenstokken spire i den favre, tætte Klynge, og blomstre yndelig i Skoven. Men naar de atter see, hvor Skræpper og hvor Nelder flokkes til at kvæle de Smaablommer og fordærve Jorden, ja at de opelskes og Kiærminderne nedtrædes, da maa Saga atter skiærpe Staven til at riste ramme Runer, og Idunna sænke Røsten til et Klagemaal eller hærde den til Varsels og til Trudsels Tolk.
✂ Hvorsomhelst da Saga vender Øiet i den Alder, da seer hun Rosenbækken bestandig mattere at kiæmpe imod Strømmen, og stedse blandes mere med dens Vande, og opelske Blommer, der stedse dufte mindre sødt og prale mere, og vil ei gro paa Torne, men paa bløde Stilke. Seer hun paa Bedrifterne, da kan hun ikke længer afbilde dem i Korsets Rum, om de og øves under Dannebraag, thi ei i Haanden holdes den, men veier flygtende paa Snekkens Top, den standses kun i Flugten af de Øine, der, stedse sjeldnere, opløfte sig til den i Vaanden, og flyver synlig op fra Kiøgebugt. Paa Laurbærkrandse stirrede de Fleste, for deres egen Roes og Ære streed de mest, og i det Høieste for Dannemarks tillige; man læser ei engang, at Ivar Hvitfeld befoel sig Gud i Vold, der han opfoer med Dannebraag. Det gjorde han alligevel dog vist, og det er sømmeligt i alle Maader og her at giemme Ihukommelsen af denne Høitidsfærd.
✂ Det var i Sommeren 1710, at Gyldenløve udstævnede i Østresaltet med den danske Flaade, men eftersom den Pestilentse, med hvilken Herren slog Folket i de samme lumre Dage, var og stærk paa Skibene, da var han nødtvungen til at ankre flux i Kiøgebugt. Der Svensken spurgte denne Tidende, da meende han, det nu var Tid at hævne Skade og hente nu i Kiøgebugt hos Gyldenløve de Skibe, som han glemde hos Niels Juul. Did kom da Admiral Vachtmester og hilsde paa sin Viis, men fik det flux at mærke, at enddog de Danske aldrig vunde Roes for Høflighed, og vare dertil under Soten ikkun lidt bekvemme, saa bleve de dog ingen Hilsen skyldige i sligt et Samqvem; han fandt det og, at Hilsnen, skiøndt den var lidt grov, alligevel var lettere at føre hjem end Dannemarks Orlogger, dog var den ham saa tung, at han for Lettelse var tvungen til at lade to af sine fare op i Luften som et Æreskud for Dannebraag. Det Skib, der var sit Banners Navne, laae forrest udi Bugten, der de Svenske kom, og Høvidsmanden var Hr. Ivar Hvitfeld, Søn af 674 Hr. Tønne til Tomb og Tronstadgaard i Norge, som var igjen en Sønnesøn af Anders, Arilds Broder. Han hilsde da paa Svensken, som han kunde bedst, men underlig begav det sig, at der kom Ild i Skibet af dets egne Stykker, og der han saae, at om han kappede, da drev vel Skibet ind i Danmarks Flaade, og ødte den, da tog han det Raad at holde Stand, blev ved at skyde af Fordækket, mens Bagstavnen brændte, og sprang saa i Luften med sin Broder Tønne og med Dannebraag, kun sex Matroser frelsdes i en liden Baad til Varselstegn, og det er mærkeligt, at de Hvitfelders Vaaben er Dannebraag ligt, thi i det er Baandet hvidt og Feldet rødt*). Det var fem Aar derefter, da vunde de Danske deres sidste Seier som Orlogsmænd, i Pronevig under Rygen, og just i Seierstimen fik Viceadmiralen Hr. Just Juul sit Banesaar, og eftersom det var den sidste Seier, og Julers Navn for hans og Frænders Skyld var passeligst til at betegne Stavngiemmeren i Orlogsfærd, da maatte det og skee, at han ei jordedes hos sine prisde Frænder, men i Roskilde Kirke, hvor ingen af hans Slægt var inde, undtagen Kanniken Hr. Erik Juul, som druknede i Issefjord**). Det var kort derefter, at Tordenskjold øvede sit Ridderspil i Dynekilen paa de lave Snekker, og det er godt at kiende, at det var mest hans Frænder, som ogsaa mest paa lave Snekker øvede de Ridderspil til Dannebraagens Ihukommelse, som ere seete siden paa de danske Strømme ***).
✂ Aldenstund det nu er synligt selv paa Havet, Danskes Element, at Danmarks Kraft hentæredes, da aabenbares det end mere tydelig paa Landet. I de Slag ved Landskrone og ved Lund, hvor Femte Christian stod og slog saa kiæmpelig, var det kun Garden, og dem der bluedes ved Flugt for Kongens Øine, som ginge mandeligen frem; ved Helsingborg slog Magnus Steenbok med sit Landeværn Fjerde Frederiks Krigshær, og de Fleste lode sig af Kongen selv ved Gadebusk forgiæves * * * 675 bede om at holde Stand, men dog saaes der den mærkelige Ting, at en Flok Jyder stod, der al Mangfoldigheden flydde, og vilde heller sønderhugges, end giøre mod Kong Fredriks Bøn, og det var et lyksaligt Varsel i dette tunge Slag, som var det sidste store, hvilket Danske holdt; og det var end et saadant, at Steenbok fangedes midt i sit Løb, og maatte døe i Fængsel, fordi han, mildelig behandlet, glemde brat sin Eed, men ikke sine Rænker*).
✂ De Stader ere desværre mange, fra hvilke man grandgivelig kan see, hvorledes Hjertet lunknedes i Herrens Frygt, og Tankerne forvildedes i Verden, og det kan man forud vide, at under Kronen og i Kongens Gaard maa det og give sig tilkiende, enddog det maa bekiendes, at der i dette Stykke, som derfor just i Alt, er vidt Forskiel mellem Dannerkongens Gaard og hvorsomhelst man ellers gange vil til Hove. Hardtad til i Midten af det sidst forløbne, ulyksalige Aarhundrede, da Gud forglemdes næsten overalt, hvor Han ei blev fornægtet og bespottet, bekiendte Danmarks Konger med deres Valgsprog, at Gud var deres Gud, og viste, det var meer end Læbers Ord, ved at forfremme Herrens Ord og holde det i Ære, men kiendelig er Tidernes Omskiftelse alligevel i Alt, og mest i deres Adfærd mod de Præster, som talde høit mod Synderne(s) i Kongens Gaard**). Der Mester Ole talde skarpe Ord, da sagde Christian: Vor Præst skal I nu være. Der Hofpræsten Hr. Mads Foss havde prædiket i samme Tone, lod Frederik den Tredie ham tale til ved Cantsleren, som den der blandede sig i Statens Sager og tracterde Personalia, men der Mads Foss, ei som hans Navn mon lyde, men I frimodig Underdanighed, gav Kongen at betænke hans store Ansvar som Ordets Mund og Tunge, den Forskiel og, som er imellem Statssager og Statens Synder, Personalia og Particularia, lod Kongen det beroe dermed ***). Der Sjællands Bisp Hans Bagger prækede frimodig paa en Bededag for Christian den Femte over Davids anden Psalme, da afsatte * * * 676 Kongen ham, og satte nogle verdslige Mænd til at dømme ham; der Bagger fik Kongen i Tale, talte han den Sag i Lave, men som det synes, ei med sømmelig Frimodighed*). Det er sagt, at der Conradi paamindede engang Kong Frederik den Fjerde paa en syndig Vei, slog Kongen Saadant hen i Skiemt**), men det er vist, at baade Christian den Femte og Fjerde Frederik havde Præster, skaarne vel for Tnngebaand, og vilde ikke Andre lide, saasom Peder Jespersen Halei, Launburgeren Frands Lütken, Liflænderen Georg Conradi og Trønden Peder Hersleb, og at dog ingen Unaade timedes dem***). Derimod blev Hersleb flux aftakket af Kong Christian den Sjette, han havde alle sine Dage ingen dansk Præst, og hardtad ene Bartholomæus Bluhme fra Tøndern af brandenborgsk Herkomst, som heldede nok mere, end han stod, og søgde mere at forfremme Kirketugt end Herrens sande Frugt. Alligevel er det mærkværdigt, at Sjette Christian hverken satte ham, ei heller nogen af hans Frænder, men Vittenbergeren Hr. Peder Herslev paa Sjællands Bispestol, der Christen Vorm døde, og vel maa vi erkiende herudi et synderligt Guds Forsyn, hvorved den danske Kirke frelsdes fra et Bulder og et Vilderede, hvis Følger Ingen kan beregne, men alle skimte Nok af for at takke Herren og beundre Hans vise og naadige Styrelse.
✂ Det er noksom vitterligt, at Danmarks Flaade, saa hæderlig dens Færd og havde været i den sidste Feide, dog var, som af * * * 677 sig selv, forsvundet, og at den under Sjette Christian syndes ved Frederik af Danneskjold at skabes paa ny, og brede sig med Bram paa Havet, medens Frue Kirke løftede sit Spir af Asken, og Christian byggede den stolte Kongeborg i den gamles Stæd, som var fornyet af hans Fader, og af ham nedrevet; men det er ogsaa vitterligt, at som en Skygge stod det og forsvandt; andengang fløi Dannebrog i Luften, fra Kongedybet, Attenhundrede og Eet, Orloggerne forsvandt og havde ingensinde ligget udi Linie, og Frue Kirke sank igien i Aske, og det aldeles; ei sparedes, som førstegang, dens Chor; og Læsestuerne paa Studigaarden sank med den, og Siællands Biskop lagde sorrigfuld sin Stav, alt til et Tegn, at Danmarks Kirke var vanhelliget, dens Krone faldet, og dens Skjold forloret, at Kirkens Sønner havde myrdet deres Moder. Dybt bevæges maa en Vægter vist, som gaaer paa Svalen om det nøgne Fruetaarn og skuer Ødelæggelsen, og kommer Timerne ihu, da Spiret kneisde høit i Skye, da Morgenpsalmen vaagnede ved Aftensangens Efterklang, da Kirkeklokken sankede de Høie med de Lave ei ene under Hvælvingen, men og i Læsestuer, og da fra dem igjen udginge Kirkens Tunger, da Vimplen vaiede ved Spirets Side, da Skibet hængde med sin Dannebraag i stærke Kiæder under Kirkeloft, og skinnede hos Lysekronen, som Kirkeskibets Lignelse, der under Korsets Banner stævner ind i Choret; bedrøvet maa han sjunge Midnatsverset over tomme Kirke, mellem Grus af faldne Huse, hvor ingen Slumrende kan vækkes, og ingen Syge kvæges ved dets høie, trøstefulde Toner. Maanen spiller paa de hvide Marmelstene, der standsede paa Kirkestien, lavere end Kirkerne nedsank i Luer, og de nedsank, mens hine stode ravende og tykdes at hensmuldre af sig selv som Billede af sine Dages aandelige Bygningskonst, der kaldte det sin Ære, paa Hængedynd af møre Stene i Leer at mure sig Paladser til stakket Bram og hurtigt Fald og Ødelæggelse, men blev beskiæmmet som den Mand, der tog sig for at bygge, og havde ei de Ting, som hørde til den Bygning at fuldkomme, og svimlede alt paa de lave Mure, og gav saa Høiden Skyld, og raadte alle hellere herefter at grave sig et Hul i Jorden, som om det var en Vinding ei at falde ned i Svælget, men med Flid at grave sig derned.
✂ Det var Aar Attenhundrede og Tolv, der Klerke mødtes ved St. Hansdags Tider i Roskild efter gammel Skik, da var der ogsaa dem, som efter ny og priselig Indstiftelse oplæsde, hvad dem tykdes at være sømmeligt alt efter Kirkens Tarv og 678 synderlige Vilkaar, og det er mærkeligt, at trende Stykker læsdes just den samme Gang, der sammenføie sig heel underlig til at afbilde Kirken, som den er nu tilsyne. Det var Prophetens Jeremiæ Klagemaal og Trudsler, det var Apostelens Johannis Spaadomstale om Herrens Domme over Hans forvendte Menighed, og det var en Tale om Oplysning, om den, ved hvilken Fædrene paa Gravsens Bred saae Himlen aaben og Jesum deres Frelser hos Guds høire Haand, og den, som viser ikkun Gravens Mørke og Afgrundens Dybde, naar den viser mest, men viser helst kun Gøgleværk og Drømmebilleder til at indvugge Sjælen i et ulyksaligt Blund og binde Øinene, til de oplade sig i Helvede i Pinen, om den Oplysning just, som spotter med Opbyggelsen i Christo af Evighedspaladset og bygger paa Babelstaarn, som den beskiæmmet dog maa flygte fra, og see at finde Skjul som Babels gamle Jetter, i Dyrene og Jordens Skjød. Det var den unge Klerk, som talde saa, han kaldtes ud i Skumringen af Riddersalen, at skue Kirkens blege, høitidelige Skikkelse i Aftensolens Efterglands, og Klerkerne, som kaldte ham, var mellem Kirkens Fosterfædre og bare Korset ei paa Bryst alene, og længdes efter, som han siden hørde, at høre Kvad om Rosenkilden. Saalunde fyldes hvert gudfrygtigt Hjerte nu saatit af Veemod, naar Øiet skuer Kirken og de svundne Tider, det længes efter at skue deres Lignelse afbildet udi Tonespeilet og de faste Stave, og, om de selv ei mærke det, det er dog bange Ahnelser af Undergang og Glemsel, som avle disse Længsler.
✂ Det var i Efterhøst det samme Aar, der Klerke sankedes igien ved Dionysie, da læsde Klerken i en Aftenstund det Riim om Rosenkilden, hvordan den udsprang og bølgede, og, som det lod, hentørredes i Norden, og Hjerter rørtes under Præstekjoler, og Taarer randt paa Præstekinder til Vidnesbyrd, at over Kirken glimted Lys endnu fra Riddersalen, til Varsel om, at Rosenkilden aldrig tørredes, men stemde ikkun sine Bølger, fordi, saalænge Isen raader og værger sig mod Solen, kan ingen Rose gro, og vil igjen, i Herrens Time, udstrømme over Daners Mark til Vederkvægelse og Grøde.
✂ Det var en Morgenstund i Adventstiden, næst derefter, da saae den samme Klerk sin gamle Fader sidstegang at sidde i den Dagligstue, som var hans Værelse i henved fyrgetive Aar. Han havde været her i Verden hardtad firsindstive, og rettelig forkyndt Guds Ord i mere end halvtredsindstive, han sad der som et Billede paa Ordets Tunge, der rørde sig halvtreddehundred Aar i Fædrelandet, han sad der med sin Helsot, bleg og 679 mat, og Sønnen slaae ham tavs og sorrigfuld. Men, der den Gamle spurde om Evangeliet i Gaar, om det ei talde om Johannis Sendebud til Frelseren, og blev saa ved: jeg heder og Johannes, og Fængsler ere mangeslags, og jeg er og i Fængsel; da rørdes Hjertet i den unge Klerk, og Rimet laae der just for Haanden at beredes til sin Vandring, og det havde føiet sig saa underlig, at mod Sædvane havde Præstegubben Intet hørt deraf. Nu faldt det Sønnen ind, at dog kanskee de Riim om Kirken, som var den Gamle kiær og velbekiendt fra Ungdomsaar, og om hans Fader, gamle Otto, hvem han i Graven ærede og elskede saa overmaade, og om den Stjerne over Christnes Grave, som ledte og som lysde Brødrene til Hvilen, at disse Riim kanskee dog kunde kvæge Oldingen. Den Unge læsde, den Gamle lyttede, og Ungdoms kiære Minder bleve levende, og Hjertet lod sig op for Ordels Trøst, som var dets velbekjendte Engel, og Gravens Nat forsvandt for Stjernen, og milde Taarer randt paa Kind, og barneglad og høit begeistret bøiede den Gamle sig hen over Sønnen, gav ham sin Velsignelse, og sagde: saa skal dig Herren trøste i din sidste Time, som du har trøstet mig, thi du sang Israels Gud Psalmer.
✂ Det var vitterligt for alle Christne, at aldrig loves Gud saa høiligen for Mund og Tunge, som naar Han giver Naade til at tale Ord, der gyde Kraft og Trøst udi et Hjerte, som vaander sig i Dødens Strid, og er det Hjerte nu en Faders, da er den Skjald dog vist langt mere lyksalig, end om Verden bekrandsde ham med alle sine Blommer, og naar han sjunger da det samme Kvad for Fædrelandet i dets sidste Timer, da ringer det ham trøstelig for Øre, at noget Døende skal dog vist størkes og oplives ved de samme Toner, thi hvad Hr. Otto var, en Herrens Tjener med Salvelse og Riddermod og Kjæmpestørke udi Aand og Haand, det er jo dog en sanddru Lignelse af det, som Fædrelandet var, og mod de store Verdens Riger ligger Dannemark saa snever og uændset, som Seierø og Vallekilde i dets Skjød, og var dog meer lyksalig end dem alle, naar Saga engang maatte vidne, at det bar med Ære slige Navne*). Det kan * 680 man sagtens tænke, at enddog ei Skjalden var sig det bevidst, saa maatte dog, der han med flere Ord udførde Rimet, just for den Handels Skyld, des flere gode Varsler svæve ham for Øie, og der er et imellem dem, som ingenlunde maa forgjættes, og allermindst fordi det i en Hast maa synes som et ret vanheldigt Varsel.
✂ Det var Aar Syttenhundrede og Ni og Fyrgetive, der Trehundrede Aar vare nu forløbne, siden den Høilovlige Oldenborgske Stamme kom paa Danmarks Throne, da lod Kong Frederik den Femte Brev udgaae i alt sit Rige, at paa den 28de October, som var Kong Christian den Førstes Kroningsdag*), da skulde der i alle Kirker holdes Høitid og gjøres Taksigelse med Forbøn**). Det skedte saa, og det gjenlød af Tunger og i Strængeleeg fra Kongens Gaard og alle Kirker: O store Gud! vi love Dig; men paa den tredie Høitidsdag, da forsamledes med Kongen en mangfoldig Skare i Charlottes Have, og Kongen lagde selv den første Steen til Marmelkirken, der skulde bygges til et Vidnesbyrd om Frederiks og Christians taknemmelige Hjerte imod Herren***). Der stod da den gamle Biskop, Peder Hersleb, og sagde det saa trofast udaf Jacobs Mund (1 Mos. 28): Denne Steen skal vorde et Guds Huus, og lagde til: det er ikke mine Ord men Patriarchen Jacobs, og udlagde saa, at dette Ord var gudeligt og kongeligt og glædeligt, og bad tilsidst: Guds Naade være over dem, som i sin Tid, naar Bygningen er færdig, skulle bygge inden for paa Propheternes og Apostlenes Grundvold, hvis Hjørnesteen Christus er, at de ikke maa lægge anden Grundvold, end den som er lagt: Christus Jesus )! Neppelig tales ved en Guds Mand saadanne Ord over nogen Grundvold.
✂ Han var siden, som han kaldte det, en Robinson, paa Seierø i 28 Aar, og det var haarde Folk, men den, der drog sin Kniv imod ham, lod den falde, der han saae Præsten byde frem det blotte Bryst, og han var æret som en Konge, og elsket som en Fader af Gudfrygtige, det skedte stundom, at Unge flygtede fra Øen fra hans Overhøring, men det er ikke længe siden, at Oldinge tog Huen af i Baaden, der hans Navn blev nævnet. Han var siden Præst i Vallekilde, hensov 1772 og havde fire Sønner, som blev Præster, af hvilke Jørgen og Johan gik og i Roskilde Skole, og med dem, som nu leve, have Femten af det Navn været danske Præster.
* * * * 681✂ som ei kommer til at bære Alteret engang, og dog kan man sige vist, at aldrig vorder den Steen til et Guds Huus, om ikke først i Hjerterne et nyt Guds Huus opbygges, og ret som Grundvolden lagdes een Dag før Alleheigen, saa maa man synes, at de Stene staae og vente paa en saadan Time, som den der ihukommes mest af Herrens og Luthers Venner paa Alle Helgens Dag, og vil engang indvies til en Kirkereisnings Høitid. Men eftersom de Stene var nu fra Norges Brud, og Hersleb var derfra, og Kraften er saa ringe nu i Dannemark, og større mellem Fjeldene, og man maa tænke, der er ogsaa levnet mest af Tro og Herrens Frygt i christelig Eenfoldighed, og det er seet, at Rectorspir og Rectorkappe, Kong Christian den Treddes Gave, brændte med Vor Frue Kirke, i en Nordmands Værge1, og at han, som med Asken, flyttede til Fjeldet at oplade der en Fredriks Skole, da maa man sagtens tænke, at Skolen hører end, som altid før, til Kirken, og at den Marmelkirke nemmere opbygges saanær ved Gillebek, end i Charlottes Have. Alligevel maa hver bekiende, at
✂
Øine skuffe, Straaler blænde,
Lignelser sig brat kan vende,
Tyde Sandt og dog fornægte,
Hvad at giætte vi kun mægte,
Altid er den Dag i Morgen
Dog for Øiet halv forborgen.
✂ Det er vist, at Norges Klipper skal bære Kirken høit engang, men om de maa umage sig herned til Marken for at røgte den Bestilling, og om deres Time er ei i alle Maader kommen, før den Kirkebygning, der skal reises nu, atter er nedsjunken, det kan Ingen vide; men rimeligt er det tilvisse nu, da Saadant haver sig begivet, som Ingen drømde om, da Nordens Tvilling nu er flakt, og det ei lader til, der tænkes paa at bygge Klostret op, foruden hvilket Kirkebygningen aldrig lykkes, som i Riim er sagt:
✂
Mærk dig vel, du gamle Norge!
Tidens Gang paa Klosteruhret,
Hartad som med Munkeburet
Gik det med din Kiærlighed;
Dette Kloster maa opbygges,
Før din Kirkebygning lykkes.
✂ Det var dengang, da stolte og forsmædelige Ord nedklang fra Fjeldene, og spottede med Markens Urter og med Skovens Krone, og Roskilde-Rimet vilde dog tilfjelds, da lod Skjalden følge med en liden Fugl og sang for ham et lidet Riim, der saa mon lyde:
✂
Du lille Fugl, som Gud mig naadig gav
Til Tolk af Synerne, Han mig forunder,
Til Sendebud alt over Mark og Hav,
Om hvad jeg føler, og hvorpaa jeg grunder;
Du lille Fugl! udspend nu lette Vinge!
Lad Søndenvind kun raade for din Kaas,
Thi over Hav du Tidender skal bringe
Til Egebjerg og Dovres høie Aas.
✂
Saa flyv nu flux foruden Tvivl og Frygt!
Guds Engle vil dig gjennem Luften føre;
Der er et Huus, som du, i Kors opbygt,
Der dale du, og lade Stemmen høre!
Og ihukomme skal hver Christen Mand,
Naar han dig seer paa helliggjorde Stade,
At der kom Andet tit fra Sønderland
End giftig Dunst og Støv og visne Blade.
✂
Ja, siig kun høit, og blues ei derved,
Hvorfra du kom alt over salte Vove!
Forkynd det frit, naar du har sagt: Guds Fred!
At der er Syn og Sang i Danmarks Skove,
At dybere i Dovres brede Sø
Og vissere i Stjernebogens Blade
Er keget end fra Lund paa lave Ø,
End midt paa Dovre fra det Kiæmpestade.
✂
Forkynd det frit: hvor Gud har Øiet sat,
Der satte Han og Lyset til at klare,
At, uden Lys, paa Fjeld i mørke Nat,
Selv Kiæmper raver og maa ilde fare,
At, uden Lys, forgiæves Malmen rød
Og Malmen hvid og klare Ædelstene
Hinanden klemme udi Klippeskiød,
De findes ei ved Staal og Kiæmpesene.
✂
Forklar det fiint, eenfoldeligt, at du
Ved Lys forstaaer kun Ordets blanke Lue,
At Øiet er, hvad der har sat sin Hu
Til Alt ikkun i Herrens Lys at skue;
Thi hvad er Lys, som ei kan holde ud,
Til Dagen gry'r og Phosphoros oprinder,
Og hvad er Øiet, naar det seer ei Gud?
Kun Mørkhed, det, hvor det sin Grændse finder.
✂
Siig saa igjen kun frit og aabenbart,
At Lyset ei er end paa Norges Fjelde;
Thi var det der, da straaled det og klart
Til Mark og Eng som Solen i sin Vælde.
Thi Herrens Lys, som Løgtemænd, ei ned
Kan tye i Sump til Basilisk og Øgle,
Og hvor det skinner i sin Herlighed,
Maa Løgtemænd vist holde op at giøgle.
✂
Ja, throned Lyset over Klippeland,
Da maatte fro mod det sig Fugle svinge,
Da kvidrede det ei saa hæst i Gran,
Nei, høit og klart i Sky det maatte klinge,
Da tykdes Granen ei saa lys og bold,
Og Klipperne ei nær saa himmelhøie,
Da hviled Taage ei paa Sagas Skjold,
Forklaret stod dets Billedværk for Øie.
✂
Ja, straaled Solen over Dal og Fjeld,
Da kunde Frost ei Elvekiæmpen binde,
Han iled da fra varme Kildevæld
Paa Marken ned i Sø sin Brud at finde;
Ja, var der Lys, da skulde Sol og Sang
Og Sagas Røst og Hjertets høie Stemme
Nedpege, lokke til den favre Vang,
Til Bøgelunden, hvor jeg haver hjemme.
✂
Saalunde sjung, o Fugl, paa Kirketag!
Giv flittig Agt paa Øie og Gebærde.
Vil Mænd ei høre dine Toneslag,
Men klappe stoltelig paa deres Sværde,
684
Da vend dig skyndelig til Danevang,
Thi Graad og Blod skal kolde Klipper svede,
Med Suk jeg lærer dig en Svanesang,
Som du skal sjunge paa den brune Hede.
✂
Men høres du, og rynkes høie Bryn,
Og spænder Kiæmpen funklende sin Bue,
Da vogt dig vel, at ikke Piil og Lyn
Dig kyse til at vredes eller grue;
Nei, sid kun rolig paa det Kirketag,
Og meld et Ord om dine ]øse Vinger!
Siig du kun: jeg er Nordens Fugl i Dag,
Da tænker jeg, sin Vrede Kiæmpen tvinger.
✂
Ja, sjung kun du med Tone høi og klar:
Hvad vilst du mig, du Einer Tambeskælver?
Veedst du det ei, at hvo som Vinger har,
Har Kropperum, saa høit sig Himlen hvælver,
Og holder Strængen, farer Pilen op,
Af Olavs Haand dog Norges Rige brister,
Thi med mig tager jeg den Kirketop,
Og hvad er Kronen, naar den Spiret mister?
✂
Mærk vel, o Fugl! om Kiæmpen tankefuld
Sin Bue lægger eller dog nedspænder,
Om Øiet mærker, at det er af Muld,
Om det sig fromt mod Himmelbuen vender!
Og, seer du det, da syng Halleluja!
Og syng mit Kirkesyn med dæmpet Stemme!
Læg Intet til og tag ei heller fra!
Thi høiere end vi det haver hiemme.
✂
Naar Amen du har sagt i Jesu Navn,
Naar Synet du høitidelig har tolket,
Da flyv Enhver, som vinker dig, i Favn!
Flyv ned af Tag og sæt dig lavt blandt Folket!
Og syng for dem! jeg er en fattig Fugl,
Min Sang og jeg, de er mig selv en Gaade,
Den Rige gav mig ved Sit Alter Skjul,
Og Syn og Sang jeg har udaf Hans Naade.
✂
Du Mære Folk! o hør den rige Fugl,
Som suser høit alt over Bjerg og Dale!
Han sj unger liflig om den søde Jul,
Om Himmeltonen i den Nattesvale,
Han sjunger liflig om den Paaskefest,
Han sjunger liflig om de Pindseluer,
Han er saa villig og saa god en Giæst
I Kongesale og i Bondestuer.
✂
O! hør kun ham! o lær kun at forstaa
De Himmeltoner fra Hans Bibeltunge!
Da af dit Hjerte skal en Sang udgaa,
Som jeg kan høre men kan ei udsjunge;
Ja, kiære Folk! kald mig, hvad Fugl du vil,
Selv bedst jeg veed, at jeg er saare ringe,
Men lyd min Sang, naar jeg dig raader til
Med Kiærlighed din Stolthed at betvinge!
✂
Ja, lyd min Sang, naar jeg med hellig Aand
Paa Herrens Ord dig byder fæste Øiet,
Og ei adskille med forvoven Haand,
Hvad Gud Almægtigste har sammenføiet!
Og tro min Sang: mit Fædreland er Nord,
Det Tvillingnord, som Gud har sammenføiet;
Her under Fjeld jeg sjunge maa: til Jord!
Paa Marken synger jeg: tilfjelds med Øiet!
✂
Du lille Fugl! du lette Fjederham,
Hvori min Aand kan over Bølgen stævne,
Flyv først og sidst i Hænderne paa ham1,
Som det var Synd, for dig, min Fugl! at nævne!
Flyv ind i Kamret til den Ungersvend,
Og sæt dig kiærlig paa hans Haand til Hvile,
Og klap hans Kind, og syng saa venlig: Ven!
At han maa græde, og at han maa smile!
✂
Naar da han klapper dine Vinger smaa,
Naar han betragter dig vemodig, stille,
Da syng saa liflig, som du kan formaae,
Som du det hørde mig i Hjertet spille!
✂
Ja, syng mit Hjerte i hans Hjerte ind,
Saa han det føler, at de smelte sammen!
Ja, syng Guds Fred ind i det rørde Sind,
Saa til din Sang han høit maa svare: Amen!
✂
Naar da han ømt dig trykker i sin Favn,
Naar Hjertet banker, og dets Kilder briste,
Da spørg ham kiærlig udi Jesu Navn:
Om han sin Ven, den danske, vilde miste?
Om han, hvis Venner i en Vanheldsstund
Sig kue lod til ham Farvel at byde,
Om stolt han vilde da med Haand og Mund
Sin gamle Ven foragte og forskyde?
✂
Naar da af Øiet du det klart forstaaer.
Langt meer end det han vilde mig tilgive,
Da syng igien: mon firehundred Aar
For Patriarcher ei det Samme blive,
Hvad fire kun er for et Vennepar,
Hvis Aar kan voxe indtil firsindstive?
Naar Hjertet eet kun i dem Begge var,
Mon de vel da det vilde sønderrive?
✂
Naar vemodsfuld da til vor Danevang
Han stirrer ned og op til sine Fjelde,
Og leder der forgjeves mangengang
Om Kjærligheden i sin høie Vælde,
Da syng: o lad os stride for den Rod,
Hvoraf endnu opvoxe kan den Blomme!
O lad os skyndelig dog giøre Bod,
Før korte Frist og Naadens Tid er omme!
✂
Du lille Fugl! naar for den Ungersvend
Du sjunget har saa liflig, som du kunde,
Da flyv i Hast op til den kiære Ven1,
Hvis djærve Navn du glemde ingenlunde,
Hvem før eengang i Dimmelugen du
En Paaskesang har over Marken baaret,
Hvis Tonefald du kommer end ihu,
Naar sidstegang for mig omskiftes Aaret!
✂
Endnu som da, jeg veed det ei saa grandt,
Hvor du min Ven i Paasketid skal finde,
Men beed den Haand, ved hvilken du ham fandt
Den første Gang, end hjelpe dennesinde!
Om Christjanstad ham ikke huser end,
Saa glem dog Ærendet ei over Sorgen!
Nei, flyv i Hast til Idavøllur hen
At ønske ham en hellig Paaskemorgen!
✂
Naar da du kommer til den Kammerdør,
Da sidder han forvist i dybe Tanker,
Maaskee i meer urolige end før,
Og hører ei, naar Nebbet sagte banker:
Men tab ei Modet, bliv ei heller vred!
Nei, stiil din Kaas kun til den klare Rude
Og slaa med Vingerne, und ham ei Fred,
Før han det seer, der er en Fugl derude!
✂
Der Eigil smeddede sit Hovedguld,
En Fugl i Værket vilde ham forstyrre,
Men troer min Ven, du est af samme Kuld,
Da syng saa smaat: jeg heder Olav Kyrre*),
Og alle Mærker maatte slaa e mig feil,
Om ei, ved Lyden af de vakkre Navne,
Han flux for dig oplod sit Rudespeil,
Og tog sig Tid til venlig dig at favne.
✂
Siig saa: Guds Fred! og sæt dig paa en Bog,
Den helligste i Kammeret, du finder,
Og hils saa smukt fra gamle Dannebrog,
Fra Oltids og fra Nutids blaa Kiærminder,
Fra Halvdan S varte, Hakon Adelsteen,
At du har sjunget under deres Kroner,
Og eftersjunget over deres Been
De gamle Svaners vaandefulde Toner!
✂
Naar da han lytter, lille Fugl! til dig,
Hvis Kiæmpeviser var ei ham for gamle,
Da syng saa sagte: det var ogsaa mig,
Der hos dig sad alt paa de lave Skamle,
✂
Ja, det var mig, som med en Paaskesang
Kom til dig flyvende i Dimmelugen,
Der din Regine du i Danevang
Indsvøbde grædende i Svededugen1.
✂
Det og var mig, du hørde mild engang,
Da i Paulunet, mellem Venner fine,
Jeg nynnede en Christen Riddersang,
Et Klagemaal for Nørrelands Regine,
Den Riddersang, det høie Klagemaal,
Det Indgangsvers dog til en Paaskepsalme
Har nu jeg lært, og seet, at Granenaal
Saa underfuld blev Roden til en Palme.
✂
Det er nu skeet, hvad og for dig engang
Jeg siunget har, at i de Helligdage,
Naar grønnes skulde Klippens Kildevang,
Da vilde Gud det vide saa at mage,
At Stade du fik i den Urtegaard,
Og Gierningen, hvortil han dig beredte;
Her kommer jeg med Sang i samme Vaar
Om Kirkesynet, Han for mig udbredte.
✂
Saa tag dig Tid, den Time ei er spildt,
At høre Riim om Nordens Rosenkilde!
Thi viid, at Alt paa Fjeld maa voxe vildt,
Naar ei det vandes af dens Bølger milde!
Dog, selv du harmedes saamangengang
Paa det Ukrudt, som kvalde Nordens Blomme,
Saa lyt da, Kiære! til min Kildesang,
Kun for dit Syn ret klart at ihukomme!
✂
Naar, Fugl! han da har lyttet til din Sang,
Naar du det saae alt paa hans Øielaage,
At høit hans Aand sig over Jorden svang,
Og stirrede igiennem Tidens Taage,
Ja, naar du saae en Taare paa hans Kind,
Og mærker vel paa Øiets klare Lue,
At det har seet med Lyst paa Dovres Tind
Det Fjeldkapel med kække Marmelbue:
✂
Naar du ham seer, som du saa tit ham saae,
For alt Guddommeligt saa høit opfiammet,
Og viis derpaa, at Skjaldetunger spaa,
Naar Øiet tro har Synerne annammet,
Og vis derpaa, at for al Verdens Guld
Du vilde ei din Herres Navn misbruge,
Men heller tie under sorten Muld
End sjunge Løgne i en Dimmeluge: -
✂
Da let din Fod saa læmpelig fra Bog,
Og sæt dig venlig paa den brede Skulder,
Og hvisk til ham i Jesu Navn, at klog
Han holder Styr paa Althings vilde Bulder 1,
Saa Hellig Olav man ei driver ud,
Ved paa hans Aand hans Hellebard at prøve,
Saa at ei, for at forekomme Gud,
Til Jordefærd man kroner Norges Løve!
✂
Du Kiæmpesøn! saa vend den Hellebaard,
Dig Herren gav, mod Kalf og imod Thore!
Giv Erling Skjalgsen kun et Skuldersaar,
Og sønderhug kun alle Gyldensnore!
Byd Løven knæle for sin Frelsermand,
For Herren Christ paa høie Himmelthrone!
Betimelig han da som Christian
Skal Løven smykke med en Trillingkrone2.
✂
Saalunde, Fugl! du sjunge for min Ven,
Langt mere kiærlig, end jeg det kan sige,
Langt sødere, end naar en Ungersvend
I Vellyd kiæler for sin kiære Pige,
Langt meer vemodig, end i Bøgelund
Din Frænde sang om Danemarkens Helte,
Thi viid, du sjunger i den tunge Stund,
Da Sværdet svæver over Freias Belte!
✂
Naar Timeglasset da er løbet ud,
Naar du igjen udspænde maa din Vinge,
At flyve hjem, som trofast Sendebud,
Og Norges Mænd forsamle sig paa Thinge,
✂
Da sjung min Ven et hjerteligt Farvel,
Ja, om du kan, hver Mand, som er paa Thinge!
Og beed om eet af alle Mand paa Fjeld,
Som over Hav du kan til Marken bringe!
✂
Ja, syng kun du: jeg er en fattig Fugl,
Og daglig tyndes mine Bøgelunde,
O, give Gud! at I mig Kvist og Skjul
I Graneskoven vilde kiærlig unde!
Da skulde jeg, nu er jeg Nordens Fugl,
For eder sjunge om den høie Palme;
Men ei jeg kommer, før I vente Jul,
Ei før I sjunge vil den Paaskepsalme:
✂
»I Døden Jesus blunded,
»I Graven lagdes ned,
»Har nu dog overvundet
»Al Dødens Bitterhed,
»Nu rinder op saa klar
»Den Sol med Lys og Glæde,
»Som i sit Jordeklæde
»Saa slet formørket var.«
✂
»Der brat ved Englestørke
»Den Steen var væltet hen,
»Af Gravens Stæd hin mørke
»Opstod vor Sjæleven;
»Seer, I Blodtørstige!
»Som Jesum nys ombragde,
»Som ham paa Korset strakde,
»Seer Jesum levende!«
✂
»Med Lov vor Mund udbryder
»Om Jesu Herlighed,
»Det hele Land sig fryder,
»Fordi Hans Ord er skeed;
»Sit Løfte holdt Han vist;
»Thi sjunger alle Munde
»Af dybe Hjertens Grunde:
»Tak skee Dig, Herre Christ!«
✂
»O mægtig Seierherre!
»Som Fjendens hele Magt,
»Dit store Navn til Ære,
»Har under Fødder lagt;
»Hjelp os at kiæmpe saa,
»At, naar vor Strid har Ende,
»Vi Palmer kan ifaænde
»Øg Seierskrone faae!«*).
✂ Underlige, forvirrede Røster have hidtil runget i verdsligt Fald fra Fjeldene, Roskildes Ørn staaer endnu med spredte Vinger paa det danske Bolværk, og holder Nøglerne i Kors**), og det tør kanskee saa være, at Ørnen skal
✂
Bygge Rede end enstund
Her i Danmarks Bøgelund,
Og kun Vingerne udbrede,
For om Korsets Tegn at frede,
Billedlig, men sandt at sige:
I skal staa, som jeg, herneden,
Færdige at flyve heden.
✂ Underlig monne det føie sig, at enddog der sees en synderlig Lighed mellem Kongeslægten i de gamle Dage, fra Blatan til Margrethe, og den Oldenborgske Stamme fra Christian den Anden til Frederik den Sjette, saa er dog stor Adskillighed imellem dem, fordi Guds Ord var Didriks Æt saa nært og kiært; ei søndersledes Riget i Femte Fredriks Dage, som i Christoffers, ei fik Kiøbmænd, skiøndt de det attraadde, Christians Krone saa i Vold som Valdemars, ei døde Christian sønneløs som han. En anden Skilsmisse monne deri være, at de værste Tider ere oversprungne, isteden derfor at femhundred Aar henrandt fra Blatan til Margrethe, da skrede kun trehundred fra Christian den Anden til vor Frederik, og det er da i Herrens Navn at vente, at vi
✂
- - - faae ingen Pommer
Til vor Hakons Efterkommer,
At vi slippe for en Alder,
Som den fra Margrethes Tid
Hen til Grevens Feide falder.
✂ Det kommer derpaa an, om Frederik den Sjette af Guds Naade vorder som en Christian den Tredie, om i hans Dage Christendom kan trediegang opreise sin Trone i Norden, om Rosenkildens Bølger nu igjen kan smelte Markens Iis og Snee og kvæge den til Rosengrøde; skeer kun det, da lad kun Drotter falde, Drotter stige, lad kun Danmark ligge som en ringe Tomt, foragtet af de Vældige i Verden, lad kun Verdens Vise spaa os Undergang, lad det synes kun, som Spiret synker, og som Kronen kløves, det er dog kun Prøvelse, og fastere er ingen Jordens Throne, og favrere er ingen Kongekrone, og meer uvisnelig er ingen Rosenkrands, end Kong Frederik den Sjettes.
✂
Ja, Hans Spir skal grønnes som en Palme,
Skyde Blomster som en Aaronsstav,
Kamres skal til ham af ædle Malme
Hæderskronen, som den Rige gav,
Til den Drot, der vilde trøstig byde
Rosenbækken som en Laug at flyde,
Luttrende og kvægende derhos,
Over Stub og Lyng og Klippemos.
✂ Brødre, Frænder! gamle Danmarks Sønner! endnu staaer ved Issefjord den gamle Kirke, og Blomsterbaandet skinner favert under høie Hvælving, og Frelserens Bedrifter staaer i Gyldenskrift paa Altertavlen, og Runer staaer paa Dannerkongernes og vore Fædres Bautastene, som vidne trofast, at ikkun under Korset virkes stor Bedrift, som Børnebørn med Lueblik og Hjertens Rørelse og milde Taarer kan andægtig ihukomme, og ikkun under Korset slumres rolig, medens Storme suse, Lynet knittrer, og Tiderne omskiftes under Brag og Bulder. Nu er Timen kommen, Timen til at kaare, Timen til at frelses eller undergaae; ingen Halten hjelper længer, enten skal I stædes ind for høien Alter under Kirkehvælving og fornægte Frelseren, som eder kiøbde, fornægte Hans Bedrift i Gyldenskriften, fornægte Fædrene og spotte dem, og skiælde dem for Løgnere i Graven, eller og I skal nedknæle angergivne over Fædres Grave, bøie Knæ i Navnet, som er over alle Navne, og stirre stadelig paa Herrens Ord, den store, gyldne Altertavle, og ved dens lyse Skin og under Troens Skjold stride eder hjem til Fædrene og alle Aanders Fader. Hører! Mærker! Kaarer! Falder Kirken, da maa Danmark sønderrives saa, at ingen Dan skal samle den evindelig; opbygges den i Hjerterne, skal Marken blomstre og 693 krones saa, som det i Skjoldet er tilsyne, og vi opbygges til et helligt Tempel, som skal aldrig synke, men straale som det evige Jerusalem ved Livets Rosenkilde. Da skal vi ei, mens Timen skrider, sørge som Hedninge, der have intet Haab, ei forfærdes, naar vi høre Krig og Rygte om Krig, thi disse Ting maa saaledes være, men under Guds Vingers Skygge er Tryghed og Fred, og i Hans Arm er Kraft til at drage de Mægtige af Stolene og ophøie de Ringe. O Dannemark! vær en Maria, Herrens Tjenerinde! og du skal endnu komme til at synge: min Sjæl ophøier Herren, og min Aand fryder sig i Gud min Frelser, thi Han haver seet til Sin Tjenerindes Ringhed, Han haver gjort store Ting imod mig, og Hans Barmhjertighed varer til alle Slægter efter hverandre hos dem, som ham frygte, Han haver brugt Magt med Sin Arm, Han haver adspredt dem, som ere hofmodige i deres Hjertes Tanke. Saa skal du sjunge, og see! alle Slægter skal prise dig salig. (Luc. 1.). Amen! i Jesu Navn, Amen!
i
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn
Tirsdagen den 22. Junii 1813.
✂ NAAR man gennemlæser Slutningen af Verdenskrøniken fra 1812, vil man ikke undres over, at dens Forfatter blev udsat for adskillige skarpe Angreb, ogsaa fra Mænd, der tidligere havde dømt velvilligt om hans literære Virksomhed. Grundtvig selv opfattede dette som en Trængsel, der fulgte af, at han endelig havde faaet Mod til at vidne klart om Sandheden efter det Lys, som var givet ham i de hellige Skrifter. Men der var een Art af Kritik, som pinte ham særligt, fordi den mindede ham om hans tidligere Forfængelighed. Der blev fra flere Sider fremhævet, at den Digtning og Granskning, Grundtvig havde øvet inden sin kristelige Opvækkelse, var saare fortjenstfuld, og at det højlig maatte beklages, at han i sit ulykkelige religiøse Sværmeri havde afbrudt den velbegyndte Bane som Talsmand for et kraftigt moderne Hedenskab. - Overfor denne Opfattelse af hans tidligere Forfattervirksomhed følte han sig kristelig forpligtet til at tage til Genmæle, og saaledes fremkom bl. a. nedenstaaende Bladartikel, der her medtages, fordi den kaster Lys over hans hidtilværende Løbebane.
Om Afguderie.
✂ AT vi leve i en Hedningtid, det har jeg længe vidst, og de øiensynlige Kiendemærker herpaa, som saa hyppig vise sig i den litterære Verden, kan i Grunden ligesaalidt forundre mig som de mange i den politiske og i Hverdagslivet; men jeg veed, der ere Mange, som ei vil tro det, og da al Lægedom er forgiæves, saalænge Sygdommen ei vorder fornummet, agter jeg det passeligt, stundom at giøre Menigheden opmærksom paa ret utvetydige Udbrud. Det er saa meget mere min Skyldighed, som Man begynder at prise mig som en Afgudspræst, og jeg, i tidligere Dage, uden at ville det, har selv givet nogen Anledning dertil. Noget Saadant faldt mig nys i Øie, da No. 132 af Dagen1 faldt mig i Haand, thi efterat den politiske Journal der har fortalt os, at Aukathor er Nordens sande Gud, og at den oldnordiske Asalære er en guddommelig sand Religion, maatte jeg deraf læse en Roes over den Anskuelse af Asalæren, jeg fremstilte, før jeg, saa heder det, affaldt til nyere Tiders tomme Afgudsbilleder. En lignende Yttring har jeg nys seet hos Svenskeren, der har varmet sin Hjerne med Phosphorus og betragtet Danmarks Skjaldskab i dets Lys2, men det er ikke at regne, thi naar Man forlanger, at Dannemark skal skyde Huset paa Klippen fra sig, for at vinde sin høimodige Naboes Venskab, er det ganske rimeligt at forlange det Samme i aandelig Forstand af Danmarks Søn. Til dette smukke Raad, at jeg skal skyde min Christendom fra mig, for at kunne rolig beskue Straalerne af det Absolutes idealiske Majestæt, er da ikke Andet at svare, end at naar Nordens Frederik skyder Norge fra sig, for at kunne rolig betragte Straalerne fra Sverrigs Majestæt, da skal jeg betænke * * 696 mig paa, hvad der er for mig at giøre; men indtil da vil jeg kun fra Klippen betragte Svenskerens Absoluthed, den rene Indifferentspunkt, midt i sin indbildte Herlighed med Latter og Spot, Afgudsdyrkerne med Sorrig og Harme. Jeg siger paa min Viis: tag Klippehuset fra mig, om du kan! men vogt dig, at ikke en Steen nedruller fra Klippen og knuser dig med alle dine Afgudsbilleder, at ei, mens du drømmer dig til en Aukathor med Hammer og Belte, et Tordenslag rammer dig saa, at Man ei skal tale om Straaler, men vel om Røgen af Jordbrand, som opgaaer i Evighed! See, det er endnu dog lidt mythisk, og jeg kan gierne endnu spørge med Vola: forstaae I mig eller ikke?
✂ Nu tilbage til Tydskeren, der og vil lege Aukathor i det Thrudvanger, hvor, efter Mythen, kun Trælle har hjemme; han, dumdristig og kaad som hans Frænder, vover at sige, at jeg er affalden fra den guddommelig sande, oldnordiske Religion til nyere Tiders tomme Afgudsbilleder, fra Asalære til Christendom. Noget Frækkere har jeg i lang Tid ikke seet, og det fortjener kun den dybeste Afskye, hvad Skriveren angaaer, men vel er det mærkværdigt, thi hvordan maa den almindelige Tænkemaade være, naar en Skribent midt i den saakaldte christne Menighed skal kunne, skal vove at tale saaledes? Det er sandt, han har ikke nævnet Christendom, men Enhver veed jo, at han med de, den nyere Tids tomme Afgudsbilleder, jeg skal være affaldet til, ei kan mene andet end Christus, end Fader, Søn og Hellig Aand, den sande Gud, hvem jeg med alle Christne ene og ailene dyrker og tilbeder. Saavidt er det da kommet, at christelig Tro, ligesom i Christendommens første Dage, kaldes et Affald fra den guddommelig sande Religion; er det ikke grueligt, have vi mere Vidnesbyrd behov om, at vi leve i en Hedningtid?
✂ Hvad nu mit forrige Hedenskab angaaer, da er det, desværre, sandt, jeg har været Hedning, som saamange hundrede Boglærde i de sidste Dage, det vil sige, der var en Tid, da jeg havde forloret min Tro paa Christus og Guds Ord, og troede kun paa Fornuften, men i anden Betydning var jeg det aldrig, og kun som Christen kiender Menigheden mig, skiøndt min Skrivemaade i det Enkelte vist nok lige til 1810 tit var usømmelig for en Christen. Sandheden heraf maa alle de, som have kiendt mig, stadfæste, og jeg maa igien ved denne Leilighed erindre om, at Beviserne herfor ligge for Publikums Øine. Det var 1806, da jeg egenlig førstegang talte offentlig, og paa 697 eengang skrev jeg et Par Ord om Sangene i Edda (Minerya Septbr. 1806) og Afhandlingen om Religion og Liturgi (Theolog. Maanedsk. Febr. 1807, indsendt i Octbr. 1806), og at denne Afhandling, trods de høitravende Ord og Talemaader, som vanhælde den, ei tillod Tvivl om ærlig Christen Tro, skulde jeg mene, da den er en Krigserklæring mod Bibels og Christendoms Fiender. At jeg, formedelst Mangel paa inderlig Kiærlighed til Gud og Næsten og Attraa efter forfængelig Ære, i hele 4 Aar nølede med ret at begynde den forkyndte Krig og ansaae det, med saamange Christne, for en lovlig poetisk Frihed at tale om Afguder, som om de vare Noget, ansaae det med dem for rigtigt at sysle med Bøger og aandelige Ting uden strængt Hensyn paa Bogen og Christendommen, det er, desværre, sandt, men at jeg aldrig tog min Krigserklæring tilbage eller dulgte min Christendom, det er ogsaa sandt, ja alle mine Arbeider af nogen Vidde bekiende udtrykkelig bibelsk Christendom som min Religion, skiøndt de stræbe at læmpe sig lidt efter Tidens Tolerance. Saaledes bekiendte jeg mig i Afhandlingen om Videnskabelighed (Minerva Marts 1807) for Christen og i de fleste Dele luthersk Christen, saaledes erklærede jeg, i mine mest sværmeriske Arbeider: Om Asalæren (Minerva Mai 1807) og Nordens Mythologie, Christendom for den rene, aabenbarede Sandhed og lovpriste kun Asalæren som det Sandeste, Mennesker have digtet, for det Sandeste, Man kunde have udenfor Palæstina, før Christus kom tilJorden; saaledes vidner Optrinene af Kjæmpelivets Undergang utvetydig om Christen Tro hos ham, som fremstilte dem, og endelig fornyede jeg i min Dimispræken (1810) den Krigserklæring, i hvis Aand jeg strider, og med Guds Hjelp skal stride, saalænge til Han byder mig at nedlægge Vaaben, for at indgaae i den Hvile, hvorefter Hjertet længes, og ved hvis Billede det størkes og vederkvæges paa Valen. Denne ligefremme Henvisning til min offenlige Skrift mener jeg er det gyldigste Bevis for, at jeg aldrig har været en saadan Afgudspræst, som man nu finder Behag i at indbilde Folk, at jeg aldrig har troet paa Indbildningskraftens tomme Afgudsbilleder, aldrig i panteistisk Raserie bøiet mig for Odin og Aukathor, skiøndt der hist og her, som i Maskeradeballet (1808), i det om Asalæren, i Indledningen til Nordens Mythologi, i Verset om Gunderslev Skov og flere Steder, ere Udtryk, som jeg hader og afskyer, og som ene kan for Mennesker undskyldes ved Almindeligheden af den Mening, at Man i digteriske Arbeider gierne kunde sige, hvad Man ikke mente, naar det kun 698 klang godt og var tækkeligt for Indbildningen. Nu kan jeg ikke giøre mere end paa det høitideligste gienkalde og fraskrive mig hver Udladelse og hvert Ord, som ei efter stræng Prøvelse kan bestaae for Sandhedens, det er for Bibelens Domstoel, og ret inderlig bede Enhver, ikke af min forrige Adfærd at forarges, eller tænke, at, fordi jeg vedbliver at øve Skjaldskab, jeg da vitterlig siger det Mindste i Vers og Billede, som jeg ei holder for vis, christelig Sandhed, som jeg ei er rede til at gientage i det tørreste, mest utilhyllede Sprog. Til at blive ved med billedlig Tale har jeg den gyldige Grund, at den er Bibelens og Menneskets oprindelige, naturlige Sprog, at det Usynlige herneden ei kan beskues uden som et Billede i Speilet. At jeg slet ikke er bange for i de mest utvetydige (Man kalder dem platte) Ord at udsige min Kulsviertro paa den hellige Skrift efter dens bogstavelige, det er ordrette Mening, det kan Man blandt andet see af min Prædiken om, hvorfor vi kaldes Lutheraner. Med Glæde seer jeg Guds Herlighed i Speilet og maa til Andres Glæde kundgjøre mit Syn, men ogsaa i denne Mening siger jeg med fuld Overbeviisning: salige ere de, som ikke see, og dog tro!
N. F. S. Grundtvig.✂ LIGESOM Grundtvigs indre Brydning i 1807 gav ham en ejendommelig Modtagelighed for Indtrykket af den Ulykke, der ramte Danmark ved det engelske Overfald paa København, saaledes skabte Verdensbegivenhederne i 1813, da Ragnarokskampen mellem Napoleon og hans forenede Fjender for Alvor brød løs, en storslaaet Baggrund for den Sindsstemning, hvori han var kommen ved sin kristelige Opvækkelse. Som en Daniel paa Babylons Gader stillede han sig frem blandt sine Landsmænd og lod sine profetiske Varsler om Herrens Domme runge om Kap med Kanonernes Drøn fra de store Valpladser. Han ønskede sig »en Strube af Kobber og Torden til Mæle« for at blive hørt over hele Norden i den skæbnesvangre Stund, da alle Baand syntes løste, og Undergang truede de ældgamle Riger.
✂ I Aaret 1813 spillede den danske Stat Bankerot, trods Rigsbankens Oprettelse og alle Regeringens hæderlige Bestræbelser. Enkelte berigede sig ved den almindelige Elendighed, og paa en uværdig Maade kastede man Skylden paa de stræbsomme Jøder. Hertil bidrog det, at den højt ansete Thomas Thaarup i Maj 1813 udgav en Oversættelse af et maadeligt Skrift af F. Buchholz, kaldet: »Moses og Jesus eller om Jødernes og de Christnes intellektuelle og moralske Forhold«. Utallige Lejlighedsskrifter for og imod Jøderne fremkaldtes derved, og Stemningen blev saa urolig, at man kunde frygte Haandgribeligheder.
✂ Denne indre Elendighed blev dobbelt pinlig for alvorlige Fædrelandsvenner, fordi man samtidig fik Nys om, at Sverige stræbte at rive Norge til sig. Og under disse Forhold var det, at Grundtvig i Juli 1813 udsendte sit mærkelige Flyveskrift, hvis Motto naturligvis sigtede til den almindelige Pengenød.
✂ Indledningsdigtet optog Gr. senere i Kvædlinger med nogle ubetydelige Ændringer. - I Poet. Skr. III. S. 103-4 har Sv. Grundtvig meddelt nogle Vers af Forf.s Udkast, som blev udeladt ved Trykningen.
om
dets Tarv og Fare.
Et Ord
ved
N. F. S. Grundtvig,
Præst.
Sølv og Guld haver jeg ikke, men det, som jeg haver, det
giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn stat op!
Ap. Gjern. 3.
Kjøbenhavn, 1813.
Forlagt af og trykt hos P. H. Hòeckes Enke,
i store Helliggeiststrædet No. 144.
Ved Tyge Rothes Minde.
✂
I! Sydens Lande, med den kvalme Hede!
Som ynke Norden med sin Sne og Iis;
Hvis Sjælen ei indsovet er dernede,
Da hører til! jeg sjunger Nordens Pris;
Hist raadned snart de stille, lune Vande,
Her sig de frosne, som I selv maa sande,
Til Størkeise lod sagtelig optøe.
✂
I! Nordens Riger, med de høie Fjelde!
Som skatte Danmark efter Alenmaal,
Kom, lægger her mod Danmarks eders Vælde,
Men lægger den i Aandens Veieskaal!
Og, hvis da end den Skaal med Danmarks Vælde
Ei synker dybt som Agren under Fjelde,
Skal Tungen dog sig røre til dens Pris.
✂
Ei vil jeg tale om de gamle Dage,
Da Vælden vaklede paa Sværdeod,
I Balg og Kogger som hinandens Mage
Om den I trak paa Valen ivrig Lod,
Men den, hos hvem en Snorro er oprundet,
Fra Saxos Amme haver Prisen vundet,
Fra stumme Svithjod de den hegge vandt.
✂
Nei, om de lyse Tider vil jeg melde,
Da Bøgers Bog i Norden aaben laa,
Mon videre I da fra eders Fjelde
En Dannemark paa sine Sletter saae?
Nei, Taarne kan Man sig paa Sletten bygge,
Ja skue klarere i Bøgeskygge,
End mellem Granerne paa Fjeldetop.
✂
Dog tænk kun ei, du Gunild Skjaldemoder!
At Skjalden vil fra Danmarks Bøgelund
Dig kogle ned af Fjeld med sine Noder!
Nei Kattegat er intet Øresund,
Kun søsterlig din Skjoldmøhaand du lægge
I Dannemarks, da vil i Een om begge,
Til begge og, som Een, han tale frit.
✂
Om Langobarder, vældige Normanner
Ei stort jeg synger, dog jeg sige maa,
At de i Tasso under Korsets Banner
Sig selv paa Zion og ved Graven saae,
Men syngende jeg vil det høit udsige:
I Rummet og i Tiden dybt at kige,
Den høie Konst undfangedes i Nord.
✂
Uraniborg! dit Navn vor Pris omværner,
Enddog du selv nedsunket er i Grus!
Hvor lærte Verden ret at kige Stjerner?
Mon ei i dig, du danske Himmelhus?
Var det ei Danmarks Søn, den Tyge Brade,
Som først kom Stjernen paa sit lave Stade
Langt nærmere, end Ørnen paa sin Flugt.
✂
Ved Trolddomslampen gjennem Malmens Gange
At speide kløgtig Jordens dunkle Slot,
Det prøver Saxland, og vi ei forlange
Det sære Samfund med den Mørkets Drot;
Men søgte vi vor Hæder under Jorden,
Da har maaske vi fostret ham i Norden,
Der kunde see saa dybt, som Tyge høit.
✂
At giennemskue fra ophøiet Stade
De Urter, som paa Jordens Kugle gro,
De Dyr, som vrimle paa dens Overflade,
Og dem, som i dens Skiød og Revner bo,
Det mægtede vel ingen Søn af Jorden,
Linnée dog fødtes i det svenske Norden,
Og Dannemark har Vahls og Myllers Been.
✂
Hvad Solen er blandt Stjernerne paa Himlen,
Et Billede af Rums og Tids Regent,
Er Mennesket blandt Dyr og Urtevrimlen,
Og uden ham var Jorden lidt bevendt.
703
Guds Fingerspor er overalt at finde,
Men kun i Mennesket Hans Aand er inde,
I Mennesket og Folkenes Bedrift.
✂
Den første Mand, der saae med skiærpet Øie
I Tidens Troiborg*) skjulte Ledetraad,
Som saae de Kryb, der sig mod Gud ophøie,
Udføre underlig Hans vise Raad,
Hvad heed han, Danmark! veed du, hvem jeg mener?
Du veed det ei, thi du i dig forener
Med store Evner og et dovent Sind.
✂
Ja, Danmark! jeg det ei formaaer at dølge,
Du har fortjent at kaldes dorsk og dum,
Du drives om af hver en fremmed Bølge,
Du søger Visdom i det vide Rum;
Men hvad dig Gud i Naade har beskaaret,
Foragter eller glemmer du bedaaret,
Tilbeder dem, som have dig til Spot.
✂
Du glemte mangen herlig Daad og Tunge,
Du drev den gamle Tyge fra sin Borg,
Men at du saa har glemt den giæve Unge,
Det maa din Søn med bitter Hjertesorg
Til Skam for dig paa Sagatavlen skrive:
Det er en Synd, som Gud ei kan tilgive,
Før du bodfærdig knæler paa hans Grav.
✂
Ja, Tyge Rothe! det er dig det Samme,
At du forglemtes i den dorske Old,
Du vilde ei dig ved din Frelser skamme,
Nu dækker dig Hans brede Herreskjold
Mod Sorgens, som mod Tvivlens onde Pile,
Du er indgangen til den store Hvile,
Som Herren naadig har beredt sit Folk.
✂
At ingen Skjald opløftet har sin Stemme
Til Mindekvad om dig i Fædrenord,
Det veed du ei, det kunde dig ei græmme,
Der hvor du sjunger udi Englechor,
Ja selv hernede kan din Færd os lære,
At søge Guds og ei vor egen Ære,
Saa godt vi Stakle det paa Jord formaa.
✂
At medens du med helligt DIgterøie
Saae Aanden svæve over Tidens Hav,
Og Frelseren, hos Kraften i det Høie,
Opreise Dødningen af skumle Grav,
At netop da dit Fædreland sit Øie
Tilknugede for Lyset fra det Høie,
Det saae du sorgfuld, men det har du glemt.
✂
Ei er det saa med mig, du kiære Døde!
Jeg sukker end paa Fjeldets trange Sti,
Ved Brødres Blindhed maa mit Hjerte bløde,
Jeg kjæmpe maa, mens Timen gaaer forbi,
Jeg mæle maa, med Sorrig og med Harme,
Thi ak, jeg seer, at trods dit Syn, din Varme,
Dog kold og blind vort kiære Norden blev.
✂
Ja, Danmark! jeg med dig maa gaa i Rette
Dog ei som Dommer, som en kiærlig Søn,
Der gierne hjalp dig Brøden at udslette,
Som ihukommer dig i stille Bøn:
Hvor kunde du saa daarlig dog forglemme
Den milde og dog stærke Varselstemme
Fra Himlens Gud igiennem Rothes Mund.
✂
Hver Mand, hvert Folk maa eengang her i Livet,
Som Hercules, i Tvivl paa Korsvei staa.
Lyksalig hver, hvem da en Ven blev givet,
Som af Erfaring vidne kan og spaa!
Men vee den Mand, og vee det Folk tillige,
Som ændser ei, hvad Vennen monne sige!
Forhærdet og forloren er kun Eet.
✂
Der Gud ved Luther i de favre Dage
Oplod sin Grube med det ægte Guld,
Da fjendsk oplod i Vest den gamle Drage
Og Perus Gruber med det gule Muld.
Ak, Vestens Folk sig lode villig skuffe,
Ombytted glade med en Gyldenstuffe1
De sidste Gran af deres ægte Guld.
✂
I Bjerget, hvor den ædle Malm er inde,
Udspringer underlig saa klart et Væld,
Og hvo som drikker, han forstaar at finde
De rige Aarer i det dybe Fjeld,
✂
Det Livsens Vand kan Tørsten evig slukke,
Men ikkun Tro formaaer at oplukke,
Ei veed jeg selv om Øie eller Fjeld.
✂
I Bjerget, hvor det gule Muld er inde,
Udspringer skummende et dunkelt Væld,
Og hvo som drikker, kan ei længer finde
De rige Aarer udi Herrens Fjeld;
Det Dødens Vand kun hidser, kan ei slukke,
Og Øiet maa tilsidst sig der oplukke,
Hvor Tørsten brænder som en evig Ild.
✂
I Vesten gik omkring det Tryliebæger
Og vakte Tørsten efter Mandeblod,
For Gyldenmuld Man kiøbte arme Neger,
Man planted Røret med den søde Rod,
Man lukked Øret for de hule Sukke,
Den maatte hidse, den ei kunde slukke,
Den Honninggift, thi det var Negerblod.
✂
Ei længe kan Man Tryllebægret tømme,
Før Sener slappes, Øiet lukkes i,
Man skifte maa imellem Rus og Drømme;
Thi blev man ædru, Lysten gik forbi.
Man kiøber Brødet og de bløde Hynder,
Den fattige blir rig ved Riges Synder,
Han vorder rig paa Guld og Syndelyst.
✂
Saa Bægret gik mod Norden over Havet,
Imellem det og Herrens Kalk en Stund
Dog vakled der, med Alvor meer begavet,
Det bretske Sind, forstyrred selv sit Blund;
Det mærked da den gamle, trædske Slange,
At vilde vist han Nordens Sjæle fange,
Han maatte byde end en anden Kalk.
✂
Sin Skikkelse han trædskelig forvandled,
Og som en Lysets Engel han fremgik,
Med Britten han, som før med Eva, handled,
Han loved saa at skiærpe Sjælens Blik,
At klart det skulde som Guds eget blive,
Han loved Kløgt og Vellyst her i Live
Og Gammen dog hos Gud i Evighed.
✂
Der stod da Fristeren med tvende Bægre,
Saa brusende af Kundskab og af Lyst,
Ak, ikkun Faa sig ganske kunde vægre,
De havde Fristeren i eget Bryst.
De Drukne dandsed, og de sang tillige,
De sang om Lys, de sang om Viin og Pige,
Og Jorden gungred under Sang og Dands.
✂
De sanddru Sagn om Livets klare Kilde,
Om Aandens Guld i Skriftens Aaregang,
Forlorne Skjald til Løgn omskifte vilde,
Ham Løgnens Aand begeistrede til Sang,
Og Guld og Sang de klang i Saxlands Øre,
Fra Nordens Fjeld Man Gjenlyd maatte høre,
Og Sandheds Ord blev nævnet Løgnens Skjold.
✂
Til Løgn Man Alt, som leved, vilde nøde,
Ja Stenene paa Sagas Kirkegaard,
Dem tvang Man til at lyve om de Døde,
Og mest om Ham, som døde for sin Hjord,
Ved Midnatstid som ved en Morgenrøde
Med Hexekonst adspurgte Man de Døde,
Og Kogleren han svarede sig selv.
✂
Forgjæves Stenene paa sjunkne Grave
Standhaftig vidnede om Herrens Aand,
Forgjæves lød det gjennem Josephs Have
Fra Stenen der: mig vælted Englehaand;
Naar Runerne Man kunde ei udslette,
Med vrange da Man overskar de rette,
Og praled storlig af den Hexekomst.
✂
Det saae din Rothe, Dannemark! bedrøvet:
De vrange Runer ledte Mange vild,
Ja selv Forvildelsen han havde prøvet,
Men gjennemskuet det forvorpne Spil,
Han viste dig, hvordan de vrange Stave
Du skulde kjende, og kun frit udskrabe,
Hvordan de rette skulde staves ret.
✂
Han droges ei med Tødler og med Prikke,
Han vidste vel, at Man paa Pergament
Og Bautastene ændsede dem ikke,
Men at de hørte kun til Tidens Prænt.
707
Lad løbe Aar, lad skifte Herrestamme!
Den rette Herre blev jo dog den Samme,
For Ham Aartusindet er som en Dag.
✂
Ja, Sagas Runer kiæk han lagde sammen,
Eet Punktum kun han lod i Midten staa,
Thi der stod Han, som er det sande Amen,
Hvis Ligsteen selv et Punktum synes maa,
Thi Død med den omstyrtedes tillige,
Der Han opstod, da endtes Satans Rige,
Ikkun med Ham kom Nyt til Jorderig.
✂
Han saae, og lydt forkyndte han med Gammen,
Hvad Han med Andagt skuede i Løn:
At Sagas Runer selv sig føie sammen
Alt til en Sang om den Eenbaarne Søn,
Om Ordet, som i Kiød blev aabenbaret,
Om Sønnen, som i Tiden blev forklaret
Af Ham, i Hvem Han var fra Evighed.
✂
Ja, Dannemark! saa klart ei rundt paa Jorden
Er Christendom i Tiderne udlagt,
Saa klart det skuedes ikkun i Norden,
At Krønike med Bibel er i Pagt,
Det Syn var gjemt alt til en christen Gothe,
Det Syn var gjemt til Gothen Tyge Rothe,
Det Syn var gjemt, o Fædreland, til dig!
✂
Ja derfor lød din Rothes høie Tale,
Den skulde varsle, og den skulde frie,
Men døv Man var i Hytter og i Sale,
Og buldrede, til Røsten var forbi;
End leve Børnene af Herrens Tyge,
Og alt vi visne af den onde Syge,
Som han forkyndte, ak, og meente fjern.
✂
Saa grant han saae i Tiden Christus virke,
Saa klart han skued Troens Herlighed,
Saa grant og vist han under faldne Kirke
Saae Staten synke udi Støvet ned,
At ei han troede sit eget Øie,
Naar det ham viste Tidens onde Møie
For Tro og Kirke at nedrive fræk.
✂
O tykke Blindhed i oplyste Dage!
Hvor fik du dog paa Jord en saadan Magt?
Veed du det ei, at du til hin er Mage,
Som dyrked Solen med sin givne Pragt,
Som over Lyset saae ei Lysets Kilde?
Saa blind er hver, som stolt sig tør indbilde,
At hans Fornuft kan lyse for sig selv.
✂
Ak! naar vor Aand ved Drik af Viisdoms Kilde
Er vorden klog, og riig af Skriftens Guld,
Da kan os Fristeren saa let indbilde,
At vi har Væld og Grube i vort Muld,
Da knurrer Lysten imod Lovens Torden,
For stolt Fornuften er til Tjener vorden,
Til Herrens Tjener, men til Syndens ei.
✂
Naar den i Krøniken sig monne speile,
Som Overtroens og som Løgnens Træl,
Da raaber Stolthed: det kan aldrig feile,
At Troen jo var Overtroens Væld,
Hvad Ondt, som er i lange Tid bedrevet,
Det vorder flux paa Troens Regning skrevet,
Paa Troens Regning, som fordømte Synd.
✂
Hensovne! saa din Tunge kiæk du rørte,
Men ak, dit Ord, endog før du, hensov!
Og ikkun da dig Danmark villig hørte,
Naar Talen var om Daners Mark og Plov,
Naar verdslig den sig løfted som en Torden
Om Odelsret og Slaveri i Norden;
Den sande Frihed kaldtes Trælleaag.
✂
Dog, ei forgiæves Gud lod Talen lyde,
Vist mangen Sjæl den størkede i løn,
Og, med Guds Hjelp, har Talen at betyde,
At Gud vil høre vore Hjerters Bøn,
At løftes skal i Norden Kirkens Bue,
At under den Man skal som Pille skue
Den store Ligsteen med sin Runeskrift.
✂
Ei ledes skal da langt om Tyges Minde,
Det har i Kirken baade Syn og Klang;
Hans Bautasteen i Pillen er at finde,
I Psalmetonen er hans Mindesang.
709
O, give Gud, mit Runekors det lille
Sig snart maa skjule i den reiste Pille,
Mit Kvad sig tabe i det Psaimechor!
✂
O, Fædreland! saavidt jeg seer paa Jorden,
Hvor Stormen farer over vilde Strand,
Ei seer jeg Landet, der, saavist som Norden,
Kan løses end af store Kirkeband;
Men mærk derpaa: det er den sidste Time,
Vil dine Klokker ei om Julen kime,
De snart maa ringe for dit raadne Lig.
✂
Endnu engang den Guders Gud i Naade
Dig standset har paa Dødens brede Vei,
Saa løser Ordet mig din Trængsels Gaade,
Og Sandheds Ord det svigter, lyver ei;
O, stamp dog ei mod Braadden som en Daare,
O, knur dog ei, men knæl med Angers Taare
For Ham, som tugter, hvem han haver Mær!
✂
Og nu, far vel! Guds høie Fred bevare
Din Konning bold, din gamle Kongeslægt!
Ja trindt dig leire sig Hans Engleskare,
Og tryg du hvile i Hans Varetægt!
Det skeer, naar kun du giver Ham Hans Ære,
Da vil igjen din faste Borg Han være,
Og du skal vorde Hans Jerusalem.
✂
Da skal din Skov, o Dannemark! opfyldes
Af Psalmeklang, som Herrens Kirketoft,
Da skal dit Fjeld, o Norrige, forgyldes
Til Kirkepille under Høieloft;
Lad fnyse Hedninge og Drotter true!
Naar Gud er med os, vi for Kiød ei grue,
Og ingen Karl skal rokke Fredriks Steen.
✂ MED Kugler og Mandehoveder lege de mægtige Folkefærd Tærning og Skaktavl om Verdens Forfængelighed, om Roes og om Vælde, og før skulde et Blodhav opsluge Jorden, Dynger af Liig fylde Havet, end de vorde kjede af den forfængelige Strid, den blodige Leeg. Som spildte ere de fremfarne Tiders Vidnesbyrd om, hvordan Kongestolene raadnede paa de Ihjelslagnes Liig, hvordan Rigerne sprængte sig selv, naar de udspændte Armene, for at omfavne Verden; hvorledes alle Blomster visnede i Skyggen af de blodige Laurbærgrene, hvorledes de herskende Byer, der kaldte sig Dronninger paa Jorden, bleve skrøbelige, hjelpeløse Enker, maatte snarlig paa Dronningstolen lære at skiælve for Vaabengnyet fra en talringe Hob, afklædtes haanlig de røvede Smykker, og maatte som Trælkvinder udstønne Livet ved Kværnen og paa det forfulede Straa. Ninive og Babylon, Ekbatana, Persepolis, Sparta, Athenen og Pella, Antiochia, Alexandrien og Rom, Bagdad og Konstantinopel, Genua, Venedig og Madrid, Haag og Berlin, hvem skulde tænke, at de blege, blodige Skygger af disse Dronninger paa Land og paa Sø skulde forgjæves omvanke og vidne? Men det er med ganske Folkefærd, som med enkelte Mennesker, naar de have forloret det evige Livs Haab, forsaget Kampen for det himmelske Klenodie, holdt op at stirre efter Palmen i Paradiset, da gribe de alt efter deres og Tidernes Leilighed, efter hvad der en stakket Tid kan glimre eller kildre, forblindede, saa de ei see det bundløse Svælg, paa hvis Rand de søge deres Hjertes Begiæring, døve mod Hylet af de Millioner, som styrtede ned. Underligt er det ei heller, at de, som for Syndens timelige Nydelse forsage den evige Salighed, tilknuge Øiet for den Afgrund, hvor Ormen ei døer og Ilden ei slukkes; bekymres kun lidet derom, hvad deres Nydelse, Vælde og Roes maa koste deres Brødre og Børn og Fædreneland; det er intet Under, at Sjæle, som i Vantro blinde og døve sig selv for de evige Sandheders Lys og Røst om Gud og Dom og Evighed, vorde til nødvendig Straf døve og blinde for Alt, hvad som aandeligt er, døve og 711 blinde selv der, hvor de for timelig Gavn maatte ønske at høre og see. Derfor ville vi til Verdens Ende see vantro Folkefærd, som vantro Mænd, dandse i Kreds om Skøger og Ranker og Kalve af Guld, eller udfare til Valen med rullende Øine og hvæssede Sværd, see Folkefærd beile med Svovel og Jern til Krandse af Blomster, hvis Saft dog, saalænge som Krøniken mindes, blev sydende Svovel, hvis Stilke blev skiærende Staal paa hvert Hoved, som bar dem.
✂ Slige Betragtninger maa vel falde den alvorlige Nordboe paa Sinde; tunge og trange, naar han beskuer Folkenes Idræt, naar han beskuer sit store Fædreneland: Trillinglandet i Norden. Vi vide det alle, hvad som er skeet i de sidste Dage; Danske og Nordmænd, saamange, som end uden Blussel tør bære de arvede, hæderlige Navne, blusse af Harme over de mageløse Krav, Sverrig har vovet, end mere over den mageløse Adfærd, at lade sig et fredeligt Naboland tilskrive af fremmede Herrer, af en Regjering, som nylig opfyldte hver redelig Nordboe med den høieste Afskye, og af en anden, med hvilken Sverrig nys kiæmpede om sin Tilværelse, som lemlæstede Riget og nys var høitidelig Borgen for, at hævde Danmarks Ret, og af en tredie, som i 60 Aar skiftede Forbund alt efter sin tilsyneladende Fordeel saa tit, at det er tungt at sige hvor ofte, som selv staaer paa Randen af Tilintetgiørelse. Om Man skal kalde den Adfærd mest skammelig eller afsindig, kun derom er Tvivlen.
✂ Dansk er jeg af Byrd og Sind, men aldrig vilde jeg røre Tungen mod Sverrig, hvis det kun var Danskhed, som kunde drive dertil, thi jeg er Christen.
✂ Gud haver gjort, at al Menneskens Slægt boer paa Jordens Kreds af eet Blod, og det kan da ei være andet, end at hvo, som haver Samfund med Gud, maa kiærlig udbrede sit Hjerte mod alle de Folkefærd, som med alskens Tungemaal bygge mod Verdens fire Hjørner. Gud har ved Tungemaal og Bopæl afsondret Folkene i visse Stammer, og disse ere da paa det stærkeste opfordrede, ved Slægtskabets aabenbare Kjendemærker og nærmere Samkvem, til at huse og vise indbyrdes Kiærlighed. Naar det da er saa, at Fiendskab og Had kommer mest tilsyne mellem de Folkefærd, der have Mest tilfælleds, da er det ene, fordi Egennytte og Egenkiærlighed ere de Djævle, der besætte Folkene, ligesom de Enkelte. Langt være det da fra mig paa mindste Maade at oppuste eller billige det ulyksalige Had, der gjennem Aarhundreder, ja vel et Par Aartusinder, gik i Arv mellem Nordens Folkefærd; det er vores Skiændsel, og vee den, 712 som deri sætter sin Ære! Men, vi skal elske Næsten som os selv, vi skal hos os selv kun elske det, som er af Gud Faderen, vi skal hos os selv hade det, som er af Verden, og dette maa vi da ogsaa hade hos Andre med et bittert Had, thi det er jo vore Brødres uforsonlige Fiende, det vil jo ødelægge dem, som elske det. Hvo, som da ikke hader det Onde, han elsker visselig ei heller det Gode, hvo, som ikke hader Løgn, han elsker ikke Sandhed; hvad jeg selv gjør urettelig, det afskyer og hader jeg, hvad mit Fædreneland gjør urettelig, betragter jeg ligedan, og jeg har kundgjort, at jeg ikke er blind for dets Brøst og Brøde. Naar jeg da griber Pennen, for at kundgjøre bittert Had og evig Afskye for den Aand, som nu styrer Sverrigs offenlige Raad, og som saa tit i de forgangne Tider styrede det, da er det ene, fordi den Aand er ond, fordi mit Fædreneland i dette Stykke er Guds og Sandhedens, Sverrig derimod Løgnens og Ondskabens Tjener. Midt under Freden at lade sig love et Naborige af dem, der ikke eie et Fodsbred i Landet, det er saa nederdrægtigt, at det, selv i vor ugudelige, lovløse Alder, falder en Nordboe utroligt; at forlange, at Tvillingrigets Drot skal stadfæste en Pagt, som er sluttet i Helvede, og herved at tale om Venskab og Ømhed, det er saa formasteligt og bespotteligt, at den, som gjør det, sætter sin Mund imod Himlene og udæsker den Høieste til Strid.
✂
Underlig har Sverrig afbildet sig selv paa Stenen i Stokholms Store Kirke, som skal minde om dets Udfrielse af hin Anden Christians Haand: det er en Aal, halvopslugt af en Løve, men uddragen af en fremkrybende Leopard, med disse Ord foroven: Der Ael ist fet ok en stark fisk, mit ledigen henden is se nickt gut tu fangen, dat is vis. En Aal er da Sindbilledet, Sverrig har kaaret sig selv, og det er vist mere sanddru end pralende, men ligesaalidt som Smidigheden vilde hjulpet, naar ei Leoparden var kommet, saalidet vil den endnu hjelpe, og bliver den ved at trodse Sandhed og Ret, da skal den snart fornemme, at Gud ogsaa har Garn til at fange saadanne Fiske, og Haand til at holde dem fast, at ingen Løve behøves da til at opsluge den; det kan et ringe Dyr, det kan Orme og Fugle under Himmelen, naar den henkastes paa Marken. Ingenlunde anseer jeg Aalen for et tro Sindbillede paa det hele Folks Eiendommelighed, som lyder Sverrigs Love; det er sammensat af ulige Stammer; Dalekarlene, som vare den egenlige Leopard, vare jo da ikke Aalen, og denne afbilder kun de egenlige Svenske, Frænder af dem, som fra umindelige Tider have boet i Upland, Frænder af
713
den Odin, der sveg Kong Gylfe og satte sit Tempel I Upsal. Men visselig, saalangt tilbage, som Krøniken mindes Upsals Drotter, afbilder den en Herskesyge, trædsk og ugudelig, som den saa arvelig neppe nogensteds er kommet tilsyne. Ei vil jeg her tale om de gamle dunkle Dage, i hvilke saamange Navne staa med Nidingsmærke, hvor Eisten og Asa, med Tilnavnet Ildraade, staa som Djævle selv i svenske Krøniker; ei heller vil jeg tale stort om Middelalderen, da Sverrigs Aarbøger vrimle af Udyr, som, for Krone og Vælde, hengave alt Menneskeligt paa den udvortes Skikkelse nær, ikke om ham, der indlokkede sine Brødre i Taarnet og kastede Nøglerne i Graven, saa de sveltedes tildøde, ikke om Seidkvinden, der blandede Gift til sin kiødelige Søn, endog det vel er mærkværdigt at see, hvad Udgang Upsals Kongestammer have havt. Ei engang vil jeg tale om det Væv af Trædskhed og Underfundighed, hvori Erik Pukke og Kari Knudsen, Gustav Trolle og Sturerne ere afbildede. Jeg vil kun lade Øiet løbe over de Upsals Drotter, som sad i Stokholm fra Gustav Briksens Dage. Hvorledes han selv strakte Rævebelg for Løvehud, det er bekjendt af hans Handler med hans redelige, gudfrygtige Svoger, vor Tredie Christian; det er og saa øiensynligt af hans indenrigs Færd, hvor selv Religionen maatte lade sig bruge til Krog og til Klemme, alt som hans Leilighed faldt; det veed Enhver, som blot læste Svenskernes egen Fremstilling af hans Idrætter, og er han ikke dog Svenskernes Afgud. Om Erik og Johan vil jeg ei melde stort, om dem er Man enig, men til den Trædskhed, der udmærker deres Rigsraad inde og ude, maa Man vel lægge Mærke. Ad hvilken Stige den Niende Kar] opkrøb paa Tronen, er bekiendt, og uden at dømme her den sandelig store Gustav Adolf, maa Man vel være blind for ikke at see, at den lumpneste Underfundighed var Sjælen i de Raadslag, som Oxenstjerne efter hans Død styrede. Her i den bolde Fjerde Christians gamle Dage er, som Man veed, en uaftvættelig Skamplet i den svenske Historie, det første Exempel jeg mindes paa, at et nordisk Folkefærd kan overfalde et Frændefolk, uden først at udskikke Herold og Feidebrev, og denne Adfærd, da Sverrig kiøbte Dannemark af Holland, er og til sin Tid, skiøndt hverken passelig eller rolig, afmalet, sort som den var, i Danmarks Pines Historie*). Hvordan Christian selv var sindet, behøves ei at meldes, og Carl Gustav er dog vel ei glemt mellem Danske. Ingenlunde vil jeg med et Ord forsvare
*
714
eller undskylde mit Fædrelands Rigsraad, der dumdristigt og troløs udæskede ham; men hans Trædskhed og Troløshed, der han brød Roskilde Freden, er saa aabenbar, at det Folk, der forsvarer den, tilegner sig den selv, saa aabenbar, at Man vel maa tro, han ogsaa, uden at være blevet udæsket, vilde giæstet Danmark, saa saare Polen havde været afhærget. Om Carl den Ellevte veed Man, at selv Svenske afskyede hans Trædskhed, thi han øvede den mest mod dem selv, og saa særdeles hver sanddru Mand maa undtage Tolvte Karl selv for Underfundighed, besjælede den jo dog ret egenlig hans Fortrolige: Görtz. I den største Deel af det attende Aarhundrede veed Man, at den svenske Regierings Historie kun er et Væv af smaavurne Rænker, hvorved herskesyge og pengegierrige Adelsmænd søgte at tilintetgiøre Kongemagten, glimre og berige sig, ja om den eneste Krig, som i dette Tidsløb førtes mellem de nordiske Riger, maa hver sanddru Mand sige, at den fra Danmarks Side var aldeles uforsvarlig, og en Plet paa den Redelighed og Trofasthed, der som en Straalekrands skinner om vor Kongestammes Tinding. Men, hvordan færdedes Sverrig, saasnart der kom en Konge, der overvandt de smaavurne Rænker og sattes istand til at tænke paa Naboer? Hvad er Gustav den Tredies Regjering, uden et Væv af Underfundighed, hvad hindrede ham fra at indsnige sig i Norge, uden Gud og Nordmænd, hvordan var hans Udgang, hvad Deel tog Sverrig efter Forbund i Striden mod England 1801? hvorledes teede det sig 1807? ja erklærede ikke dets Regiering offenlig, at det ikke var Frygt for at begaae en himmelraabende Synd, som afholdt den fra at række Haand til Danmarks Sønderrivelse, ja at den troede det muligt, den kunde fortryde dette Afhold? Har Man saaledes betragtet Sverrigs offenlige Færd gjennem 3 Aarhundreder, da skal der Meget til, før Man studser ved dets Tale, men dog har jeg studset, og det var nødvendigt. Var den svenske Hær uden videre brudt ind i Norge, eller havde den paa Grændsen forlangt det Rige og slaaet paa Sværdet, da var det ei meget at studse over, thi det var kun Trædskhed eller Overmod; men at forlange: Brev paa Riget, som om det alt var taget, som om Brevet blot var en Formalitet, Man for at undgaae Misforstand vilde forlange; endelig, som af stor Føielighed, for at spare Menneskeblod, at ville nøies med Hælvden, at tale derom, som om det var afsindigt af Danmark at nægte den lille Føielighed, at fløtte sine Grændsepæle det Par Skridt fra Kiølen til Nidaros og Havet, fra Vardøhus til Dovre: see, det er Noget, hvorover Man maa studse, thi
715
det er en grændseløs Overmod og Foragt mod Tvillingriget, en saa mageløs Forblindelse, at Man neppe troer sine egne Øine og Øren. Det er aabenbart, snart er Syndernes Maal fuldt, og nær er Hevnens Time, thi saaledes er det, at Herren forblinder sit Navns Foragtere, saa de haste til deres egen Fordærvelse; og visselig, troede jeg, at Fædrenelandet ei havde nogen farligere Fjende, end Sverrig, da vilde jeg flux istemme Seierssangen og skulde vist ei vorde beskiæmmet; betragtede jeg Svenskerne blot som Fædrenelandets Uvenner, og ei tillige som Brødre og Frænder, da maatte jeg drive Spot med deres daarlige Anslag, thi af saadanne Ting er intet vissere, end at Sverrig er langt nærmere ved at vorde en Tjenestekvinde, end Nordens Dronning.
✂ Nu derimod ønskede jeg mig en Strube af Kobber og Torden til Mæle, for at lade Varselsord rulle over Sverrig, gienlyde fra dets Fjelde over Dalarne og Gothland. Dog det nyttede vist ikke, Herskerne ere døve, og Timen er vel kommet, da Spiret i det mindste vil vige fra Upland og den fordærvede Adel. Min Tale var da ude, hvis jeg meente, enten at Fædrenelandet var uden Fare, eller og uden Redning forlorent, men ingen af Delene troer jeg; det Første kan jeg ikke tro, thi jeg maatte da fornægte en soleklar Sandhed, det Sidste kunde jeg vel fristes til at tro, men jeg har grundet Haab om, at det vil endes bedre, end det har tegnet, jeg har grundet Haab om, at Danske og Norske vil oplade Øiet for deres sande Nød og Fare og søge Hjelpen, hvor den ene er at finde. Giennem den bedøvende Tummel af Færdsel og Vaaben, Bespottelser og Horeviser, klinger det, synger det liflig for mit Øre som en Psalmetone, og med Guds Hjelp, den vil bryde igjennem, den vanhellige Tummel skal tie, og i hellige Toner skal Hjertet igjen stræbe mod Himlen. Derfor kiedes jeg ei ved at tale, om end Faa ville høre, thi med Faa maa alt Godt begynde. Apostlene vare kun tolv, kun om trende vide vi nogen Beskeed, og deres Ord udgik kraftelig til Jorderigs Ender, og det er Ordet, vi forkynde, hvem vilde da forsage? Just denne Tid agter jeg skikket til at tale udi, thi vi ere trykkede og betrængte, og først da, naar Gud føier Tingene saa, at menneskelig Klogskab maa beskiæmmet forstumme, naar den spørges om Raad i timelige og legemlige Ting, kun da er det venteligt, at Menneskene ville laane Øre til Guds Ord, vende sig længselsfulde mod den Hjelp og Hvile, som det tilbyder. Det er venteligt, thi jo tran gere Tiderne ere, jo mindre lysteligt Jordlivet tilbyder, jo uvissere, jo mere farefuldt det sees 716 at være, desmindre adspredes Tankerne, desmindre beruses Sjælen, desmere hendrages Tanken til Døden og Graven, desmere bekymres Hjertet for, hvad der hisset monne være, desmere voxer Ønsket at vide Beskeed derom, og dog der at finde den Tilfredsstillelse, den Havn og liflige Hvile, den her forgjæves søger. Jo tydeligere vi see vore Forventninger og Beregninger skuffede, jo mere raadvilde vi føle os, dessnarere maa det dog vorde indlysende for os, hvor lidt vi formaae, hvor bedragelige vore klogeste Tanker ere, hvor daarligt og afsindigt det er, blot at tro vor Fornuft om de usynlige Ting, da den, i Beregning af det Synlige og Dom derover, farer saa tit og saa saare, saa grovelig vild, at bygge vor Tro og vort Haab, hvor det gjælder en Evighed, paa en Rad af Slutninger, enddog vi paa en saadan ei kan bygge nogen Vished om Føden i Morgen. Jo vildere der fremfares i Verden, jo mere Folkene og den Enkelte aflægge Masken, vedkiende sig uden Skye i Ord og i Handling den Mening, at hver har Lov til at staae som Næstens Fiende, og giøre Alt, hvad ham synes kan være hans Fordeel, deslettere maa dog Skællet falde os fra Øine, saa vi see, hvilken haandgribelig Løgn det maa være, hvilken vi hidtil troede paa som, ja istedenfor og trods et Evangelium, at nemlig vor Alder skulde være mere oplyst i aandelige Ting, mere dydig end vore Fædres. Er Dette Sandhed, da maa vel Øieblikket synes en Christen bekvemt til alvorlig og sanddru Tale, enddog det, desværre I er sandt, at fra denne Side vorder det Dag for Dag end mere bekvemt. Men, der er, for Folkefærd som for Enkelte, Tidspunkter, som ei kan ubrugte overskrides uden Forhærdelse til Undergang, der ere Tidspunkter, da Sandheden trænger saa vældig ind paa os, fra Uden og fra Inden, at vil vi ikke bøie os, da maa vi saaledes villig udruste os med Løgnens Vaaben, at vi vorde dens evige Trælle, og det Øvrige af Vandringstiden her maa saaledes hengøgles, hendøses eller overvældes, at vi daglig synke dybere, daglig vorde mere uskikkede til at erkiende Sandheden, mere uvillige og uduelige til at lyde den. Dette er Menneskets Dom, og ligesom Skriften vidner, at evig Fordømmelse er hvers Lod, som ei vil annamme Sandhedskjærlighed, saaledes aabenbares allerede her Dommen paa hvert gienstridigt Folkefærd; det henraadner indvortes; og jo mere det legemlig færdes og bryster sig, dessnarere og grueligere Udgang, som Folk, har det sikkert at vente. Men nu siger jeg, fordi jeg veed det, Danske og Nordmænd staae paa denne Punkt, hvor det maa afgiøres for Aarhundreder, ja maaske for dem alle, som 717 ere tilbage, om de skal udslettes som Folk i aandelig Forstand, og legemlig nedsynke i Usselhed og Trældom, eller de, gienfødte til et nyt Liv, skal reise sig og skinne som Lys iblandt den vantro og vanartede Slægt. Jeg gientager det, Sverrigs Trudsel har i sig selv intet Frygteligt, men den er frygtelig, fordi den lærer os, i hvilket Lys vi af Naboer kan betragtes, thi Overmoden maa være saa stor, som den vil, den fører dog kun dette Sprog til et Folk, som har givet Prøver paa Svaghed og Rædsel og lav Egennytte. Allerede dette skulde giøre os opmærksomme, saa vi, isteden for at dvæle ved den fremmede Brøde, oplode Øiet for vor egen, og mon den skulde være vanskelig at finde? Jeg vil ikke her tale om de mange sørgelige Beviser paa Forræderi og Feighed, de seneste Aar have givet os, jeg vil kun omtale det Aabenbareste af Alt, som paa engang lærer os vor Brøde og Fare: det er den lumpne, den grændseløse Egennytte og Vindesyge, der i den seneste Tid har aflagt al Maske, al Biussel. Er det dog ikke vist, at saalænge der end er Skygge af Tro paa Gud og Evighed, saalænge der end er en Gnist af Menneskekiærlighed tilovers hos os, søge vi dog at skjule det fule Udyr, der boer os i Barmen; skamme vi os dog ved at give utvetydige Beviser paa, at vi Intet elske uden vort Kiød, uden de forgængelige, legemlige Ting, hvormed vi sysle den stakkede Tid. Men er det da ikke ogsaa sandt, at deres Tal daglig voxer, som uden Skye udsuge og udmarve Næsten, at de Fleste nu ei mene at behøve anden Undskyldning end Andres Exempel, at de Fleste, som have Noget at sælge, ikke vil erkiende anden Grændse for deres Priser, end den Umulighed at opdrive dem høiere, at daglig Færre skamme sig ved at forlange det mest Upassende, at de Fleste kun skamme sig over, at de ei forlangte Mere, at Faa erkiende anden Indskrænkning i Penges Erhvervelse end den uomgaaelige, Lovene kun sjelden kan sætte og sjeldnere hævde. Kan vi endnu tvivle om, at vor Alder er den mest fordærvede, Solen længe beskinnede, kan vi paastaa, at Fædrene vare værre, ei bedre, men fattedes kun den Klogskab og Dristighed, vi besidde, da er det kun, fordi vi vil tvivle, kun fordi vi ere forvorpne nok til at sætte vor Ære i vor Skiændsel, i vor Klogskab til at giøre Ondt, i vor Forvovenhed til at trodse og foragte den himmelske og jordiske Øvrighed, deres Bud og Trudsler. Klart er det da allerede heraf, at vi staa paa Grændsen af den grueligste Udyds og Ugudeligheds Egn, hvorfra Ingen kommer tilbage evindelig, at vi ere nær ved med Bevidsthed at fornægte Gud og Dyden, som Boglærde alt giøre 718 uden Skye, og er der en levende Gud til, da maa der og være stor Nød paa Færde for hver Enkelt, hvilken ei kan undflyes uden ved en skyndelig Flugt fra Troldomsegnen, en alvorlig Omvendelse til Gud og Ydmygelse under Hans vældige Haand. Jeg veed det vel, at kun Faa vil agte paa saadan Tale, men just det er et aldeles usvigeligt Vidnesbyrd om vor dybe Fordærvelse, thi det et Vidnesbyrd om, at vi have aflagt Bekymring for Sjælens Vel; thi det er vist, at jo dydigere et Menneske bliver, des inderligere bekymres han for sin evige Velfærd, desmere laster og savner han hos sig selv, desvilligere bekiender han Nødvendigheden af en fuld Omvendelse fra Verden og de Ting, som ere i Verden, Nødvendigheden af daglig at gientage og fuldkomme denne Omvendelse. Nødvendigheden heraf for Enhver, som vil renses fra Kiødets og Aandens Besmittelse, fuldende Hellighed i Gudsfrygt, og saaledes vorde dygtig til de Helliges Arvedeel i Lyset, er saa let at indsee, at selv Mange have indrømmet den, uden at lade sig drive af den til sand Omvendelse, og naar da et Menneske og en Tidsalder ei engang kan lide at høre tale om denne Nødvendighed, naar de endog spotte dermed, harmes derover, som Noget, der fornærmer deres Moralitet, da er det umiddelbar vist, at de baade med Hjerte og Hjerne ere i Verdens og i Syndens Vold, saa fremmede for Gud, at de endog mene, de gaae til Ham, naar de vende Ham Ryggen. Men nu er det jo vist, at vor Alders Mennesker spotte eller skiælde, saasnart Man taler om, at de ere Syndere og trænge til Omvendelse, Noget der dog er aldeles vist selv om de største Helgene, og vi have da ei mere Vidnesbyrd behov om Tidens Elendighed, naar vi høre Mennesker, som jo maa vide, at Egennytte, Æresyge og Vellyst herske, endnu pukke paa deres egen og Tidens Oplysning og Moralitet; men de give os overflødigt Vidnesbyrd, ved tvertimod den hellige Skrift og al sund Fornuft at paastaa, Man kan elske Verden og dog være dydig, Man kan elske Gud og dog søge sin egen Ære, Man kan forlade sig paa Gud og dog stole paa sin egen Dyd, Klogskab og Formue, Man kan ikke allene tjene to, men mange Herrer, Man kan i visse Dele være dydig og i andre lastefuld og dog moralsk i det Hele, der er nært Slægtskab mellem Dyder og Laster, der er Samfund mellem Christus og Belial, mellem Lys og Mørke, mellem Sandhed og Løgn, Intet roligt, eftertænksomt Menneske kan da ret længe tvivle om Tidens store Vanart, om Nødvendigheden af en fuld Omvendelse af Hjerte, Sjæl og Sind, dersom de Enkelte ei skulle fortabes, og i den næste 719 Slægt selv Ordene Gud og Dyd vorde til Spot, og frygter han selv Gud og elsker Næsten, da er det ham kun Lidet, om Landet alligevel kunde blive ved at give sin Grøde, Menneskene leve hver Dag herligen og i Glæde, klæde sig i Purpur og kosteligt Linklæde, thi Enden derpaa er Døden, og naar de svøbes i Jordelinet, da maa de oplade Øiet i Helvede, hvor de ere i Pinen. Imidlertid er det ligefrem vist, at det ei kan gaae saaledes til, thi er der en Gud, som har skabt Menneskene, kan Han dog ikke have skabt dem til at fornægte Ham og trodse Hans Bud, thi da fornægtede Han Sig Selv, som er umuligt; er der en almægtig Gud, som styrer Alt, da maa Han aabenbare Sin Mishag mod Hans Navns Foragtere og sin Lovs Overtrædere, og naar de forhærde Hjertet mod Hans indvortes Tugtelser, da maa Han i det Eneste, de end have Øie og Følelse for, i det Udvortes, Legemlige, lade dem føle sin Arms Magt, sin hellige Afskye for deres onde Raad og ugudelige Idrætter, hvormed de vanhellige Hans Navn og forhindre Hans Rige fra at komme til dem; ja, i den Time, da enten Ingen mere frygtede Gud, eller Ingen mere vilde høre de overblevne Gudfrygtiges Tale, da maatte Verden forgaae, da skal den forgaae; thi ligesom det gik til i Noa Dage, saa skal og Menneskens Søns Tilkommelse være. Adspørge vi nu Krøniken, da stadfæster den det Samme, som nødvendigt er, thi her er ikke Spørgsmaalet, om gudfrygtige Folkefærd, ligesom gudfrygtige Enkelte, have lidt stor Gienvordighed, thi det maa jo saa være, dersom det er sandt, at Alle, som komme i Guds Rige, skal indgaa der gjennem megen Trængsel; ja, jo mere Gudsfrygt der er i et Land, jo mindre Menneskene der arbeide paa at giøre hinanden Livet surt, desflere udvortes Uheld ere ventelige, saasom Korset er nødvendigt til Prøvelse og Renselse. Det er heller ikke Spørgsmaalet, om ugudelige Folkefærd, ligesom ugudelige Enkelte, en Tidlang have havt Medbør paa Verdens Hav, thi det hører til Guddommens skjulte Raad, som med stor Langmodighed taaler Vredens Kar, som bruger dem til i deres Hjerters Stivhed at udføre Hans Villie, og ved at unde dem deres Hjerters Begiæring, lader dem paa det Klareste indsee Verdens Forfængelighed og de jordiske Tings Udygtighed til at giøre lyksalig. Asaph haver herom givet os kostelig Undervisning, der han synger: jeg var misundelig paa de Galne, der jeg maatte see de Ugudeliges Velstand, de have ei Møie, som Mennesker, og som Mennesker have de ei Plage, derfor haver Hovmod prydet dem som en Kiæde, Vold bedækket dem som et Smykke, deres Øine stirre af Fedme, og deres Tanker faae 720 Fremgang, de volde Forsmægtelse og tale af Ondskab om Vold, de tale af det Høie, de sætte deres Mund mod Himlene, og deres Tunge farer frem paa Jorden. See, disse ere de Ugudelige, dog ere de rolige i Verden og formere Godset. Sandeligen, jeg haver forgiæves renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed, efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og tugtes hver Morgen. Dersom jeg sagde, saadan Tale vil jeg føre, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt; og jeg tænkte at forstaa det; det var møisommeligt (urede) for mine Øine, indtil jeg indgik i Guds Helligdom, jeg gav Agt paa deres Endeligt; sandeligen, du sætter dem paa det Slibrige, du lader dem falde til at ødelægges. Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse! de omkomme, de faae Ende med Forskrækkelse; ligesom en Drøm, naar Man opvaagner, skal Du, Herre, naar du vaagner, foragte deres Billede*). Lægge vi hertil Davids kostelige Ord: mange onde Ting vederfares den Retfærdige, men Herren skal frie ham af dem allesammen**), da have vi et Stade, hvorfra vi kan betragte Tiderne, og stykkevis erkiende Guds Raad og Hans Domme. Ved den enkelte Ugudeliges Død kan vi ei alle være tilstæde, han kan maaske skjule sin Elendighed for vore Øine, og mange onde Ting kan i den sidste Strid ogsaa vederfares den Retfærdige; men jeg gientager her, at i Folkefærds Liv og Samkvem kommer det Indvortes tilsyne, de leve og døe for vore Øine, og Spørgsmaalet bliver da allene: opslugtes, tilintetgjordes nogensinde et gudfrygtigt Folk af sine Fiender; var ikke hvert Folk, som forgik, først ugudeligt og lastefuldt? Maae vi nu besvare det Første med Nei, og det Sidste med Jo, mon da ei Efterkommerne skal komme til at svare ligedan? kan det være anderledes? Vi have seet, det kan ikke være andet, uden Gud skulde nægte sig selv, som Han ikke kan; i hvert ugudeligt Folks Undergang fremstiller Han et Billede af Verdens, af den yderste Dommedag, hvorfor og saavel det gamle Testamentes Propheter som Jesus sammensmelte Jerusalems med Verdens Ødelæggelse; Jesus taler om begge Dele, som Menneskens Søns Tilkommelse. Men, i dit Lys skal vi see Lys, synger David for Herren, og det er sandt i alle Maader, thi først naar vi betragte Gud og os selv og Verden ved Guds Ords Lys, adspredes Mørket, og vi see Alt i sin sande Skikkelse, og naar vi siden blive ved at see vist, da forsvinder Mørket mere og mere, og fra alle Sider opgaae Lys, der forene sig med Ordets * * 721 Lys. Saaledes kan vi da ogsaa indsee, hvorledes der i Ugudeligheden selv, betragtet i sine aabenbare, nødvendige Yttringer, staaer en Undergangsdom, uforanderlig afsagt over hvert Folk, som bliver ved derudi.
✂ Man maa beskrive et Folks Liv og Hæder, som Man vil, naar Man da ikke, som en Afsindig, vil lade det bestaae i den dybeste og øiensynligste Elendighed, Kraftløshed, Dorskhed og Trældom, da kan det strængt bevises, at Liv og Hæder maa forsvinde med Herrens Frygt; Man maa angive Statens Øiemed, hvordan Man vil, naar dens Øiemed ikke er at tilintetgjøre sig selv, da kan det strængt bevises, at det maa forfeiles, og den tilintetgiøres, naar Gudsfrygt er borte. Dette er ligesaa let at bevise, som at f. Ex. den nederdrægtige og bespottelige Tale om Gudsfrygts Skadelighed for Staten, hvilken nys i ubegribelig Ubesindighed er fordansket af en hæderværdig Mand1, er tillige en af de mest haandgribelige Løgne. En anden Gang, vil Gud, skal jeg, i en egen Undersøgelse om Kirkens og Statens indbyrdes Forhold, omstændelig afhandle Dette, ei fordi det jo er soleklart for hvert enfoldigt Øie, men for at stoppe Munden paa de Boglærde, der saa daarligen lyve imod Sandheden. Her være det nok, kortelig at vise, at selv naar en Buchholz havde Ret i, at en kraftfuld Nationalexistents (Varighed som Stat) bør være Statens egenlige Øiemed, da maa det, uden Gudsfrygt, tilintetgiøres. Er det dog ikke vist, at naa Staten skal have Kraft, maa dens Lemmer være sunde og stærke paa Sjæl og Legeme? Er det ikke vist, at Fraadseri, Drukkenskab og Løsagtighed nødvendig maa nedbryde Sundhed og Størke hos et Folk, om end Enkelte synes at kunne forene disse Ting? Er det ikke vist, at selv de Enkelte, hvis Legeme enstund kan fordølge Svækkelsen; nødvendig miste den Sjælens Alvor og Kraft, som udkræves til at røgte Statens Anliggender med Indsigt og Fasthed? Er det ei ydermere vist, at Lysten til en af hine Laster, eller overhovedet til de sandselige Ting, hvorved Mennesket altid forkjæles og afkræftes, er mægtig hos alle, mægtigst hos de Livligste, hos dem, der ene ere skikkede til at belive Staten? Er det endelig ikke vist, at naar vi ikke tro paa Gud og Evighed, da maa Egennytte være vor Gud, og at de fleste Mennesker maa gribe efter det, som for Øieblikket synes dem behageligst, som om det var deres Nytte; kan et ugudeligt Menneske sige noget Fornuftigere end: lader os æde og drikke! thi i Morgen dø vi; kan et * 722 Menneske, som kun troer paa Verden, elske Andet end det, som hører Verden til: Øienslyst, Kiødslyst og et fornemt Levnet? Dog, jeg vil her sætte den Umulighed, at Sjæls og Legems Størke kunde uden Gudsfrygt bevares hos et Folk, og det nytter dog ikke Staten, thi til dens kraftfulde Varighed er det ikke nok, at de Enkelte have Størke, men denne Størke maa tjene Staten, og er dette ikke aldeles umuligt, naar Egennytte hersker, naar de Enkelte ei vil erkiende anden Lov end, at tjene sig selv. Vel veed jeg, hvad Man har vrævlet om Politie og staaende Hære og Ærestegn; men istedenfor langt Bevis for den Snaks Galskab vil jeg kun spørge: om ikke alle disse Tings Virksomhed ene beroer paa Egennytte, og skulde vi virkelig være komne saavidt i Oplysningen, at vi kan faae en Djævel til at binde og uddrive sig selv? Vil et egennyttigt Politie see paa Statens eller paa sin egen Nytte, vil en egennyttig Soldat gjøre det, ja vil han vove Liv og Blod for Staten, naar Man lover ham begge Dele for at forsage den, naar Man byder ham Guld for at forraade den, eller aflægge Menneskene Egennytten, naar de blot stilles i Geled eller blive Embedsmænd; attraaer den Egennyttige Ære, dersom denne ikke baner Vei til Magt og Gods, eller vil han igjen bruge disse Ting til Statens Nytte? Talen er saa ravgal, giøres saa bestemt til Løgn af den ganske Krønike, af daglig Erfaring og sund Fornuft, at det var umuligt, Nogen kunde mene den, dersom det at mene var andet, end at ønske, Noget maatte være sandt; men klart er det, at den, som indseer Følgerne af Statens Undergang, som frygter, eller vil lade, som han frygter dem, og dog have Lov til at være ugudelig, maa paastaae, at Staten kan bestaa uden Gudsfrygt. At imidlertid flere, større og mindre Stater med egennyttige, ugudelige Borgere skulde længe kunne bestaa sammen, det er alt for urimeligt at paastaae, derfor drømme Buchholz og Mange med ham om et Verdensrige, hvori alle Stater sammensmeltede, hvor Krig kunde ophøre, altsaa Tapperhed ei giøres behov etc. Hvorledes Nogen, som kiender til de forrige Tider, kan, uden at grue, tænke paa Opkomsten af et saadant Rige, uden at blues ved at fremønske det, var utroligt, naar Man ei vidste, at fra Ugudelige maa Ugudelighed komme. Vil Man dog engang betænke, hvor dorske, egennyttige og kraftløse Folkene maatte være, før det Verdensrige kunde opstaa, og mon de da, ved at opsluges af det, vilde, kunde vorde mindre egennyttige, mere livlige og kraftige? eller er det ikke klart, at deres Uduelighed til hvert Statsøiemed, som er Betingelsen for deres Opslugelse, 723 maatte daglig voxe der, hvor Alt, hvad der ellers hjelper til at oplive og sammenknytte Menneskene, dels ophører, dels maa hades af dem, der styre det Verdensrige, hvor Krigshæren blev den Jernarm, der skulde sammenholde de brudte Statsringer[?], og maatte nedknuge eller knuse alt Ædelt, maatte og vilde lidvriste alt, hvad Verden kalder nydeligt og værdt at eie, maatte, i det den adskilte Fingrene over Riget, igien vorde uens med sig selv, og udtømme al den Ødelæggelse over Landskaberne, for hvilke de forhen som Stater kun i Feidetid vare udsatte, uden at yde Folkene det Mindste af det, Staten skiænker sine Lemmer.
✂ Dog, Sligt trænger ei til Beviis, Romerriget staaer i Krøniken som et beskueligt Billede af et saadant Udyr, der, med Statsskyggen i sit Skjold, mæskede sig med Staternes døde Kroppe; og dersom Danske og Nordmænd, efterat have betragtet dette Billede, endnu kunde attraae at opsluges af et Verdensrige, da var Tale til dem kun at spilde sine Ord.
✂ Det er sandt, stort er, desværre, deres Tal iblandt os, som, naar Talen blev om Herreskifte, kun vilde spørge som Eselet, om Byrdens Vægt, som, for at beholde Liv og Gods, ja endog for at erhverve sig Guld, vilde forsage, ja forraade baade Drot og Fædreneland. Jeg siger, der ere mange, som vilde det, og hvo tør sige imod, hvo kan forlange andet Bevis, end det vi daglig see for Øine? At tale vidt og bredt om Penge, er vist ei min Lyst, men naar Guldkalven er vorden saa tilbedt en Afgud, da Penge i en ugudelig Alder kaldes Sjælen i Livet og Staten, da de virkelig ere det Hjul, som i en saadan Alder synes at raade for al Bevægelse i Maschinen, maa ogsaa Pengevæsnet i et Land være det klareste Speil paa Folkets Tænkemaade, paa dets Sindelag imod Staten. Nu er det jo vist, at Man i vor Tid anseer en Stat som forloren, der ei besidder Forraad af ædel Malm, ei kan give sine Papirer Gyldighed efter Paaskrift; det er for vidtløftigt her at afhandle saa indviklet et Spørgsmaal, men det behøves ei heller, thi det er jo vist, at vort Pengevæsen er i stort Forfald, og bliver daglig slettere tilsyne, og hvorledes teer Folket sig ved dette Syn? det er kun Spørgsmaalet, vi her have med at giøre.
✂ En Stat skulde være et stort Legeme, hvori Regjeringen er Sjælen, og hvorpaa alle de Enkelte ere Lemmer, og var det saa hos os, hvilken Sorg maatte ikke da opfylde os, naar det synes os vist, at Legemet er Opløsningen nært, naar vi høre Sjælen sukke under bange Ahnelser, ja pinlige Fornemmelser, hvor ivrig 724 maatte da ikke Lemmerne arbeide paa at afvende den truende Fare, saa at hvert enkelt Lem glemte sig selv, ja var rede til at opoffre sig for Legemets Redning! Saa maatte det være, dersom Statslegemet ei allerede var kommet vidt i indvortes Opløsning, dersom de fleste Lemmer ei alt før det vare stivnede i Dødens Kulde; men er det saa? Hvad bryde de, der selv have Penge nok, sig om Statens Fare, er det for dens eller for deres egen Skyld, at de bekymres ved Synet? Stræbe de, som kunne, at hjelpe, opoffre de sig høimodig? Hvad skal en sanddru Mand svare hertil? Maa han ikke svare, at saasandt som der hist og her findes Enkelte, der sukke over Statens Nød, ere de dog kun en ringe og for det meste fattig Flok, det er Statens Hjerte, der, ligesom hvert Hjerte, senest døer, men kan kun banke og sukke mat, naar Døden kryber i Aarerne, og Blodet er nær ved at isne? Hvad er dog det, Man har kaldt Offere paa Fædrenelandets Alter, hvad var det fra de Fleste, fra de Rigeste? uden en usel Skiærv, de, for at vinde Ære eller undgaa Skam, storagtige eller vrantne kastede til Staten, som en Almisse, men hvorfor de kun skal have Skam til Takke, saalænge Krøniken taler og høres. Dog det maa kaldes Lidet, at de urørte saae deres eget Kiød og Blod, som var faldet iblandt Røvere, udplyndret og saaret drages med Døden; de gik ei forbi; nei, de holdt sig til den, for at rane, hvad Røverne ei kunde finde eller give sig Tid til at tage, og er det ikke vist, at hvis de troede, der var Guld i dens Indvolde, vilde de kappes om at give den sit Banesaar? Er det ikke sandt, at istedenfor at opoffre, have Tusinder stræbt at berige sig, mange Rige stræbt at vorde rigere paa Statens Bekostning? Er det ikke sandt, at vor Konge ved en Indretning1, hvis Anlæg røbe den omhyggeligste Eftertanke, hvis Udførelse vidner om en Retfærdighed og Ømhed, der skal hædre Skjoldungen i Hans Grav, om saa Statens Lig jordes ved Hans Side, at Han ved en saadan har stræbt at læge Bylden, at afvende Faren, at Han har bedet, hvor Han kunde befale, formanet, hvor Han kunde true, viist ved Opoffrelser, at Han har Lyst til at være Statens uegennyttige Sjæl; men hvad har det frugtet? Har Man ikke hørt Tusinder klynke over, at de skulde betale deres Giæld, betale, hvad de laante, at de ei fik Tid til at bedrage deres Brødre? Har Man ikke seet vrantne Ansigter i Tusindtal, fordi Kongen paabød en Opoffrelse, der, naar den itide var blevet tilbudt, kunnet afhjulpet Statens Trang, * 725 en Opoffrelse, der ei engang er saa stor, som den Danmarks Adel godvillig gjorde under Tredie Christian, ja seer det ikke ud, som om de Alle af Harme havde sammensvoret sig til Hevn, svoret, at Opoffrelsen, naar den ei kunde undgaaes, dog skulde blive Staten unyttig? maa Man ikke harmefuld see, at Statens Haandskrifter efter den stillede Borgen agtes end mindre gyldige, end forhen? Har vi mere Vidnesbyrd behov om, hvorledes nederdrægtig Egennytte har omspændt os, hvor udslukket Fædrelandskiærlighed er i vort Bryst, hvorledes Hjertet er blevet koldt og haardt, som Malmet, mod hvilket det banker? Ja, visselig, kold er Kiærlighed vorden, det er saa aabenbart, at den, som nægter det, ret vel veed, han kun dermed vil forsvare sin egen Kulde; høitravende Ord om Kiærlighed til Næste og Fædreneland, ja af dem har vi nok; kan Stat og Brødre nøies med dem, da maa de føre et kongeligt Liv; men, Børnlille! saa siger Han, som vidste, hvad Kiærlighed var, lader os ei elske med Ord eller Tunge, men med Gjerning og Sandhed! Paa Frugten skal Træerne kjendes, og et godt Træ kan ei bære raadne Frugter, men ligesaa vist er det ogsaa, at et raaddent Træ kan ei bære god Frugt, og hvordan skulde da Kiærlighed opvoxe af Vantroens Rod, hvordan skulde der voxe Vindruer paa Torne og Figen paa Tidsel, hvordan skulde den, der kun troer paa sig selv, tænke paa andet end sin egen Nytte?
✂ Dog, behøvedes der endnu, foruden Nidskheden og Graadigheden mod Stat og Næste, end Vidnesbyrd om vort egenkiærlige, ukiærlige, egennyttige Sindelag, da er det Skriget mod Jøderne: et Skrig, der aldrig opstod, uden naar Man var i Sind, hvad Man beskylder Jøderne for. Jeg vil vist ikke forsvare den Kræmmeraand, der har besat dette ulykkelige Folk; det kan ikke nægtes, at mangfoldige iblandt dem drives af den lumpneste Egennytte, at selv de Bedre maa have ondt ved at betragte sig som Lemmer paa et Statslegeme, de hverken ved Herkomst, Tro eller Sprog synes knyttede til. Saare uenig har jeg altid været med dem, som vilde indlemme dem i Borgersamfundet, saalænge de ei indlemme sig selv i Menigheden, men desuagtet kan jeg kun med yderste Mishag høre den ligesaa ukiærlige som bagvendte Tale, Man længe om dette Folk har ført i Husene og nu fører paa Prent; den stadfæster ogsaa, hvad der er ligefrem vist, at vor Old kun er tolerant, i hvad den anseer for Smaating, i de Ting, der angaae Gud og Menneskenes Salighed, og selv her er den kun tolerant mod sig selv, mod Vantroen, ingenlunde mod Troen; men i de Ting, den sætter nogen Pris 726 paa, saasom i Henseende til Penge og Penges Værd, er den saa intolerant som muligt, thi Folk kan hverken taale selv at miste Noget, eller at see Andre have Noget; Alt, hvad de ikke selv har, tykkes dem at være i slette Hænder. Derfor bagtales den Rige, derfor udsues den Fattige, derfor vil Man Intet give Staten, uden det skulde være Jødernes Penge, siden Man ei selv kan faae dem, siden Jøderne ere for kloge til at lade sig dem frasnyde. Det er ikke nyt, at give Jøderne Skyld for alt Ondt, thi det er gammelt, at giøre sig selv reen og skyde Skylden paa Andre, det er ikke nyt, under daarlige Paaskud, at forhaane og udplyndre det arme Folk; vel i hvert europæisk Land har der siden Christi Tid været en uchristelig Tid, da Man bar sig saaledes ad, men at det kun og i en saadan er skeet, vidner Krøniken. Allerede dette skulde vække vor Opmærksomhed og Blussel, og ved lidt nøiere Eftertanke indsee vi let, at det saa maa være. Kun i en saadan lægger Man saadan Vægt paa Penge, at Man for deres Skyld vil støde i Basune, kun i en saadan faae Jøder Leilighed til at berige sig, derved at hver kun søger den største øiebliklige Fordeel, derved at mange Fattige, formedelst de Riges Ubarmhjertighed, falde i deres Hænder, derved at Overdaadighed og Vellyst driver Mange til dem; i en saadan Tid maa de blive rige, fordi de ere de bedste Regnemestre, nøies med den mindste øiebliklige Fordeel, ere de tarveligste og flittigste. Hvad der er Nyt, er kun, at deres Fordærvelse udledes af deres Fædres Gudsfrygt, af Troen paa de Skrifter, som ogsaa ere de Christne en Helligdom, fra Moses, og altsaa, om Jesus sagde Sandhed, fra Gud selv. Dette kan nu vist nok ikke forundre den, som kjender vor Tids Oplysning, som veed, den bestaaer i at giøre Gud til den eneste Synder, at udlede al Synd af det Legems oprindelige Vilkaar, hvormed Gud skabte Mennesket, og af Tro paa Guds Ord, som heder Overtro; men det er dog noget Nyt, forsaavidt det er Nyt, som sjelden skeer, thi ellers veed Man jo vel, at de forvorpne Manichæer talte om det gamle Testamente, om Jødeguden, Verdens Skaber, den Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, fra Hvem Jesus kom, og til Hvem Han gik, om de hellige Propheters Gud, i hvilke Christi Aand, efter Peders Vidnesbyrd, var, og talede om Christo, de talte, siger jeg, om disse Ting, omtrent som vor Tids Oplyste. Denne Maade, at angribe Jøderne i deres hellige Bøger, er da et Beviis mere paa, hvor uchristelig Tidens Boglærde tør tænke og tale; men harmeligt og latterligt er det, naar disse endnu kalde sig Christne, og paa dette Navn, som de tage forfængelig, grunde 727 deres Adelskab, thi det er, i vor adelfiendske Tid, en Ahnestolthed, der er den latterligste muligt, thi selv Fædrenes Skjoldemærke have vi jo kastet. Her er ikke Rum til at undersøge, hvorledes en Stat af Christne bør ansee og behandle Jøderne, men det behøves ei heller, thi den Stat er ikke til; men bemærke maa jeg, at de, der selv aldrig tee sig som Lemmer af Staten, uden naar den skiænker Noget, ere høist ubeføiede til at anklage Jøderne, fordi de ei heller tee sig som Statens Lemmer; bemærke maa jeg, at den gudfrygtige Jøde ligesaalidt kan bedrage eller forurette Nogen, som Nogen kan det, i hvem Gud raader, ja at det jo udtrykkelig er ham befalet, at bede for det Folk, hos hvem han er i Udlændighed, som skrevet staaer: (Jer. 29) søger Stadens Fred, til hvilken jeg lod eder bortføre, og beder for den til Herren, thi naar den haver Fred, have I og Fred! Jeg maa bemærke, at de Jøder, som drives af Egennytte, netop have samme Tro, som de Fleste i Landet, tro kun i Hjertet paa sig selv og Verden, og den hele Forskjel er, at de bedre forstaa at bedrage, og at endel af dem endnu blues ved at bedrage hinanden, og søge et Paaskud for at neddæmpe Samvittighedens Straffetale, søge, ved at iagttage den udvortes Gudstjeneste, at indbilde sig, de endnu ere gudfrygtige. Frit kan man da paastaa, at der hos Jøderne i det Hele er mindre Ugudelighed, mere Følelse af Samvittighed, ligesom der er mere udvortes Tugt, end hos de Forsamlinger, der nu kaldes Christne, og at dersom da Jøderne bleve som disse, bleve de værre, end de ere; eller mener Man, at naar Jøderne bleve døbte, bortkastede Ærbødigheden for Moses og Propheterne, tilligemed deres gudstjenstlige Skikke, bleve ligesaa vantro Agerdyrkere, Haandværkere, Kiøbmænd og Embedsmænd, som de saakaldte oplyste Christne: de da skulde blive mindre egennyttige, mindre hjelpe til at udsuge og udmarve Staten? Jeg maa spørge hver alvorlig Mand, om han virkelig mener, vort Pengevæsen vilde blive bedre, hvis Man fordrev alle Jøder, eller om der dog ikke ere Folk i Tusindtal, som vilde, uden mindste Betænkning, søge Vinding paa samme Maade, som de, og faae den, naar Mesterne i Haandværket vare borte? Og blev det da bedre? er det ikke langt harmeligere, naar Staten besviges og undergraves af dem, der kalde sig dens Børn, langt harmeligere og skammeligere, naar de, som kalde sig Christne og Brødre, som have Herkomst, Tungemaal og indvortes Vilkaar tilfælleds, bedrage og opæde hinanden, end naar Saadant skeer af Fremmede? Var ikke christne Jøder i Folkets Mund alt længe Udtrykket for de 728 nederdrægtigste og ubarmhjertigste Skabninger i Menneskelignelse, og er ikke deres Tal Legio? Endelig maa jeg bemærke, at gudfrygtige Jøder med al Ret kalde os Gojim, Hedninger, thi det ere vi; kun skulde de kalde deres Landsmænd ligesaa, thi de fleste, næsten alle de rige og fornemme Jøder ere Hedninger; Synagogen ligger i Grus ved Siden af Kirken, Jøderne omskiæres, ligesom vi døbes, efter gammel Skik og Brug, og var det ikke Krigstjenesten og de bekvemme rabbinske Sætninger, seer man slet ikke, hvad der skulde afholde de fleste saakaldte Jøder fra at lade sig kalde Christne. Udentvivl vil ogsaa snart, til de Oplystes store Jubel, en heel Mængde afsige Jødedommet og blive christne Jøder, ligesom vi, men vist vil der blive en Levning tilovers af rette Jøder, som vogte paa Lov og Sabbather og vare paa Jehovahs Forjættelser, og Han skal da nok engang nøde Folkene til at bekiende, at er Han Jødegud, da er det ikke, fordi Han jo hersker over alle Folkene fra Solens Opgang til dens Nedgang, da er det kun, fordi Jøderne ere Hans udvalgte Folk; fordi de vel ere Fiender efter Evangelium, men elskelige efter Udvælgelsen for Fædrenes Skyld; thi de Naadegaver og det Guds Kald ere ufortrydelige. Rom. 11. Vel maa de klage med Propheten: »Du sælger dit Folk, du gjør os til et Ordsprog blandt Hedningene, saa man ryster Hovedet blandt Folkene, min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig«; men naar de sanddru kan blive ved: »Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt Dig og ikke handlet falskeligen mod Din Pagt«*), da skal den Messias, paa hvem de stole, visselig udfrie dem af Dødens Skygges Land, og paa Jorden skal Jehovas Herlighed boe hos dem i de sidste Dage, thi de ere Herrens Folk, Israel ere Hans Præster. Ja, i de sidse Dage skal Herrens Huses Bjerg være beredt oven paa Bjergene, ophøies over Høiene, og alle Hedninge skulle løbe dertil, og mange Folk skulle gaa og sige: kommer og lader os opgaa til Jehovahs Bjerg, til Jakobs Guds Hus, at Han maa lære os om sine Veie, at vi maa vandre paa Hans Stier, thi af Zion skal udgaae en Lov, og Jehovahs Ord af Jerusalem**). Visseligen er det skeet efter Prophetens Tale, men det skal dog fuldkommes i de sidste Dage, naar Herren har renset sit Folk, og skinnet i Israels Hjerte, saa han oplyses til at erkjende Guddomsklarheden i Jesu Christi Guds Billedes Aasyn.
✂ Danske og Nordmænd! indbilder Eder da ikke, at det er * * 729 Fremmedes Vaaben eller Rænker, vi have at frygte, som volde vor Nød og true vort Fædreneland med Skiændsel og Undergang; nei, det er os selv, det er vor Vantro, vi have at frygte, det er den, som vil ødelægge os. Vil vi ikke gaae i aaben Feide med dem, da ere vi forlorne, thi da maa Egennytten være vor Herre, daglig rnaa dens Herredømme voxe, dens Skiændsel aabenbares, og Staten alt mere opløses, saavist som det er umuligt at agte verdsligt Gods ringe, naar Man ei stoler paa Herren i Himlen, taalmodig at bære Armod, naar Man ei har det evige Livs visse Haab, uegennyttig at elske Næste og Fædreneland, naar Man ei elsker Gud, umuligt at elske Ham, uden at tro paa Hans Kiærlighed i Christo Jesu vor Frelser, uden at have Samfund med Ham ved den Aand, Han skiænker sine Troende. Egennytten selv skal ødelægge os, og hvad vi ikke undte Stat eller Næste, skal bortrøves fra os med Ilden og Sværdet. Herrens blodige Ris er udstrakt over Landene, og mene vi daarlig, det ikke kan naae over Beltet og Klippen, da vee os! da er det nær. Vi see det, hvor de trænges og fortvivle og undergaae, de talrige Skarer paa Val og paa Straa, og høit raaber Herren: dersom I ikke omvende eder, skal I alle saaledes omkomme! Dog, jeg veed det jo vel, vil I ikke bekymres alvorligen for Eders Sjæle, for eders evige Velfærd, da er al Tale forgiæves, da tro I den ikke, og hvad var det nyttigt, om I ogsaa paa Skrømt omvendte Eder til Ham, som kiender Hjertets de lønligste Ting, om I, af Banghed for timelig Straf, lode den grove Uteerlighed fare, søgte at dele eders Hjerte mellem Herren og Mammon? Herren vilde jo sige, som fordum ved Elias, hvi halte I saa til begge Sider? er Baal eders Gud, da følger ham; men er Jehovah det, da følger Ham; og ligevist blev det, at kun de Rene af Hjertet skal see Gud. Hvad kan det dog hjelpe et Menneske, om han og vinder al Verden, naar han maa tage Skade paa Sjælen, tabe sig selv? O, give dog Gud, at disse guddommelige, soleklare Sandheds Ord dog maatte falde os paa Hjerte, ringe for vore Øren aarle og silde, da skulde vi omvende os til Herren af vort ganske Hjerte og os paa Hannem allene forlade, da vare vi frelste! Ei er det saa at forstaa, at vi da ingen Trængsel skal lide; thi den er nødvendig, og visselig, vi have syndet med vore Forfædre, vi have mishandlet og havt os ugudelig, Tugtelsen maa komme for at ydmyge og rense og opvarme os, men da skal Herren ikke straffe os i Vrede eller tugte os i sin Nidkiærhed, faderlig skulle vi revses, som vore Fædre, mange onde Ting kan vederfares os, men Herren skal frie os 730 af dem alle, og med Tillid til Ham, med det evige Livs salige Vished og Samfund i Hiertet skal vi fajelpe hinanden frimodig og kraftig at bære vort Kors. Om da end Konger og Keisere med mylrende Hære anfaldt os, de skal dog beskjæmmes paa det Sidste og mærke, det er Ondt at drages om Reeb med den Stærke, at drages med Hærskarernes Gud, med Herren Zebaoth om Hans Arv. Hvordan det gaaer, skal Tvillingrigets Mænd blive ved at udgjøre et Folk, at være Lemmer paa et Legeme, hvori Sjælen andægtig og viis skal røre sig kraftig ved Ham, hvis Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Lad da kun Svenskeren true, men før han har udjævnet Kjølen, skal han ei mægte derover at drage til sig Trøndelagen og Halogaland, thi stærk er Dovres Rod, som ganger mod Syden og Norden, og stærkere er Han, som plantede Bjerget, og som i de forbigangne Tider gjorde alle Achitophels Raad til Daarlighed. Herom vil jeg, til Slutning, minde dig, Fædreneland! med Vers af det Kvad, der lagdes mig i Mund om Kirken i Roskild, om Rosenkilden i Nord, som Herren lod vælde og sprudle i Ørken, medens Aarhundreder løb, det eneste, som kan igien vederkvæge det Tørre, befrugte det Golde, gienføde Egen i Skov og Blomsten i Enge, gienføde Sjælen til det evige Liv.
✂ Efter at have hørt over Niels Hemmings Grav, hvad det var, som i Tredie Christians Dage gienfødte Norden, ja
✂
hvad Kilden heed.
Som igjen har Sneen smeltet,
Som det gjennemfrosne Nord
Har saa underlig ombeltet
Med en faver Rosengjord;
✂ da heder det:
✂
Hvis lier kun en Ridder laae,
Som var med ved Svarteraa;
Som beskued Manddomsværket,
Drevet under Drengemærket;*)
Han da vist til Rosens Ære
Samme Vidne skulde bære.
Daniel! hvis det er sandt,
At ved Rosens Kraft du vandt,
Kunde derom du da ikke
✂
Bud til Rosengraven skikke?
Du ei kunde det, men Gud,
Valkendorf er Seiersbud.
Brudte Axel, med dit Blod
Hemmings Brev du har beseiglet,
Selv du saae i Bølgespeilet,
At det var af Rosenrod,
Laurbærgrenen, grøn og bold,
Groed paa den Hede gold;
Nei, at det var Rosenkrandse,
Der sig vandt om Danmarks Landse.
Norbye, Urne, Skeel og Lunge,
Skinkel, Kaas og Munk og Falk,
Myre, om de havde Tunge,
Rosensparre, Rosengaard,
Med de dybe Ulivssaar,
Skulde og med dig istemme,
Hvad vi først har lært at glemme,
Da ei meer vi det forstod:
Tro og Bøn og Heltemod
Ere Sødskende saa kiære,
Sammen vil de altid være,
Døer den ene, snart de andre
Efter den i Graven vandre.
✂ Saa heder det til Fjerde Christian, ved hvem Gud i saa mangeMaader lod sin Omhu for Norden kjende:
✂
Hvor er vel din Bautasteen?
Er det dig, du Borg saa prud,
Hvor først Verdens Lys han saae,
Som han løftede med Gud,
Som mon end urokket staa,
Mens de mange stolte Buer
Sank i Grus og Dynd og Luer?
Staaer den som en Stad paa Land?
Staaer den paa den vilde Strand,
Hvor med Øiet paa sin Kind,
Sværd i Haand og Gud i Sind,
Oldingen som Kiæmpe stod,
Skrev sit Ligvers med sit Blod?
Staar den paa hin stille Sø,
Hvor paa liden Baadeø
732
Han udrugede en Flaade
Til paa brede Hav at raade?
Nei, paa enkelt Sted dit Minde,
Christian, vi nok ei kan finde.
Som et Træ det maatte staae
Ved et helligt Kildevæld,
Og med sine Rødder naae
Rundt til Rigets Grændseskjel;
Thi hvis du ei havde været,
Havde Ulv og Orm fortæret,
Rødt paa Val og blaat i Grav,
Danmarks Lig for længe siden;
Frist og, gid vi see med Tiden,
Frelse Gud ved dig os gav.
Sjunkne vare Danmarks Volde,
Hullede dets Herreskjolde,
Gamle Arild maatte slænge
Dem tilhobe udi Hast,
Ei han mægted dem at hænge
Sømmelig paa Knage fast;
Holger brugte al sin Konst,
Til en Rosenkrands at binde,
Men det hartad var omsonst,
Han kun fandt en blaa Kiærminde;
Vel han fik en Rosenkrands
Med i Grav, men det var hans.
Havde du ei Grændsen værget
Med dit brede Kiæmpesværd,
Havde i din Kongebaad
Ei saa vel du Skibet bjerget,
Der det stod paa blinde Skiær,
Havde du ei, midt i Daad,
Kunnet være Rigens Raad;
Ak, da vist den røde Løve,
Som alt da paa Springet stod,
Havde, uden saa at tøve,
Drukket Danmarks Hjerteblod*).
✂ Saa ender Talen til Christian og vender sig til hans Søn:
✂
Blidelig skal Christian blunde,
Gud tilgivet har hans Brøst,
✂
Og, saasnart igjen det dages,
Da skal og hans Støv opdrages
Fra den mørke Kjelderstue,
Skinne under Chorets Bue.
Lad saalænge kun i Fred
Dybt i Kieldren Støvet hvile!
Styrte Kirkens Buer ned,
Kan vemodig der det smile,
Gjennem Aske, gjennem Grus
Vist det finder Herrens Hus.
Gudsfrygt styrker Land og Rige,
Det var Christians Kongeord,
Støvet størker den tillige,
Fører det til høie Chor;
Ja, den er et Arvegods,
Som ei Tyve kan bortliste,
Som ei Fjender kan udvriste,
Som til Størkelse og Roes
Kan i mange snese Led
Gjennem Ætten vandre ned.
Fredrik! det maa du beseigle;
Til din Faders Krone var
Der vel Nok, som vilde beile,
Korfits, Karl og Valdemar
Beilede med Guld og Skjolde
Og med Kløgt til væne Brud,
Men din Faders Tro paa Gud
Lod de gjerne dig beholde.
Siig, hvad hjalp dem Guld og Kløgt?
Ja, hvad hjalp dem Herreskjolde?
Kronen fulgte Herrens Frygt,
Begge Gud lod dig beholde;
Ja, med Svanefjer Han skrev
Dig et bedre Kongebrev,
End de kloge Rigers Raade,
Landsens Folk til liden Baade,
Malede med Ulvehaar.
Hedningskjalde digtet har:
Gefion med Troldeplov
Pløiede, og Jernet skjar
Sjølund bort fra Sverrigs Skov.
Carl nu med Troldeplov
734
Pløiede i Øresund;
Og fra gamle Danmarks Skov
Skjar han løs en faver Lund;
Dog han ei trods Eed og Møie
Kunde Sjølund til sig pløie.
Lund der stod et Træ,
Dybt laa Rødderne saa brede,
Kongefuglen i dets Læ
Havde bygget sig en Rede;
Gustav brugte Ild og Staal,
Huggede saa hvast forneden,
Vilde med sit Svovelbaal
Ryge Fuglen ud af Reden;
Kongefuglen frygted Gud,
Vilde ei af Reden ud,
Meente, det, som fløtter Rjerge,
Kunde og hans Rede værge.
Gustav svor, at om den Rede
Hængte i en Stjernekjede
Under hvalte Himmelblaa,
Var han Karl for den at naa;
Grævlinger kom ud af Roden,
Og med hvasse Tand de beed
Svenske Drot saa hardt i Foden,
At han glemte brat sin Eed;
Fattig Fugl fra Klosterbord
Sang saa underligt et Chor,
Slog saa hardt med Klo og Vinge,
At hans Øren maatte klinge.
Gudsfrygt størker Land og Rige,
Størker Hjerterne tillige;
Gustav drog fra Axelstad,
Fredrik i sin Rede sad,
Gustavs Æt er lagt i Jorden,
Fredriks troner end i Norden.
✂ Under Sorgen over, at Fjerde Fredrik feidede paa Sverrig, da
✂
Danmark stod ved Stralsunds Volde
Og begræd de faldne Bolde,
Da paa Landet som paa Sø
Blomsten visned med sit Frø;
✂ heder det ved Just Juls Grav:
✂
Hør du mig, du svenske Kugle!
Hvem traf du i Pronevig?
Kiste, du kan ikke skjule
Kiæmpens Navn som Kiæmpens Lig;
Staver jeg i Mørket ret:
Billedet af Julers Æt?*)
Saa har den vel endt sin Færd?
Absalon! det var dit Sværd,
Det din Vimpel var tillige,
Som i Julers Haand og Stavn
Atter sank i Rygens Havn;
Banneret fra Estlands Tog,
Vimpelløse Danebraag,
Kun den Herre kiæk og bold,
Peder Vessel Tordenskjold,
Fra sin lave Vikingsstavn
Vaie lod i Marstrands Havn.
✂
Dog hvorledes? hvil dig, Aand,
Hvil dig, Hoved, lidt paa Haand,
Synerne sig let forvirre,
Øiet blændes ved at stirre;
Stir kun ei saa stivt paa Rygen,
Se dog vist paa Kiøgebugt!
Under Dækket seer du Sygen
Og i Luften Fanens Flugt;
Sygen, ja da den sig sneg
Graadig fra Pallads til Hytte,
Medens udi Hildurs Leg
Fredrik søgte Roes og Bytte,
Hvisked den ei: Danedrot!
Kornet voxte nok for godt,
Det skal ikke gaae i Leie,
Jeg vil hjelpe dig at meie;
Der den røde Hane sad
Vingebred i Axelstad,
Mon da ikke høit den goel
Over Fredriks Kongestol:
✂
Spar kun Krudt og Steen og Staal!
Jeg omsonst skal tænde Baal.
Danebraag! med høie Stavn
El du sank i Rygens Havn.
Høi og herlig var din Flugt,
Du fløi op fra Kjøgebugt,
Hvor din Stavn sig modig brysted,
Hvor Niels Juul dig blodig krysted,
Hvor du vaied stolt og vild,
Der du af din egen Ild
Tændtes an, og udi Luen
Svang du dig mod Himmelbuen,
Ovenned du sank til Nord,
Did igjen du heden foer,
Hjem dig fulgte Skjoldmænd skjønne,
Det var Ivar og hans Tønne,
Deres Mærke var som dit:
Bunden rød og Baandet hvidt.
Mester Svenske laae paa Vagt,
Gav saa nøie paa dig Agt,
Tænkte nu tilsidst at fange,
Hvad ham jog saa mange Gange;
Hvad han vandt, var kun, at Luen
Braged i hans Mast og Dæk,
Da i den mod Himmelbuen
Blussende du svang dig kiæk.
Vel fra Dragør han opsendte
Tvende Blus dig at nedhente,
Men to folkeløse Skraag
Flygtende for Gyldenløve
Fandt vist aldrig Danebraag,
Blev vist fri for den at røve.
Danefolk og Danedrot!
Herrens Raad er altid godt,
End I med Kong David bad:
Lad os, naar du Tugten sender,
Falde, Gud! i dine Hænder!
Derfor brændte Axelstad,
Men ei tændt af Svovelflammen,
Skarerne I maatte se
Synke ned som Ax for Le,
Men dog ei til Fjendens Gammen,
737
Fjenden vandt ei Danebraag,
Herren selv den til sig drog,
Den opfløi fra Kiøgebugt,
Æred Danmark i sin Flugt.
Hvitfeld! ja der du fra Jord
Med det hvide Kors opfoer,
Med et eenligt Luetræk,
Bedre end med Pen og Blæk
Gamle Arild, du en Sage
Skrev om fromme Heltedage.
Dannemark! o tak dog Gud,
Som dig skiænked slige Sønner,
Som end skaaner vilde Skud
For den gamle Stammes Bønner!
Der du synded, bort han tog
Korsets Banner, men med Læmpe,
Atter faaer du Danebraag,
Naar du under den vil kiæmpe.
739
INDHOLD.
Dimisprædiken (1810) | 5 |
Er Nordens Forening ønskelig? | 21 |
Fra Efteraaret 1810 | 29 |
Sagakvad (af Idunna) | 32 |
Korstog i Nutiden | 42 |
Nytaarsnat | 45 |
De hellige tre Konger | 76 |
Saga, Nytaarsgave for 1812 | 84 |
Verdens Krønike 1812 | 165 |
Roskilde-Riim | 423 |
Roskilde-Saga | 609 |
Om Afguderie | 694 |
Til Fædrenelandet | 699 |
741
RETTELSER OG TILFØJELSER.
✂ Side 54, Note1. Den fuldstændige Titel paa Bogen er: »Beskrivelse over Landsbyen Bøgelund. - For Almuen og Almuevenner. - En Oversættelse af Johann Ferdinand Schlez's Geschichte des Dörfleins Traubenheim, omarbejdet og lokaliseret af Lauritz Hasse, Mag. Philos.Provst og Sognepræst i Fridericia« (1803). En Oversigt over Indholdeter meddelt i »Tidsskrift udgivet af Holger Begtrup«, 1905, Side 55-62.
✂ Side 184, Note3. Læs: da de var forvandlede til Svin.
✂ Side 199, Note2. »Grundstykket«, læs: Grundtrykket.
✂ Side 241. Ifølge Kr. Arentzens Baggesen og Oehlenschläger III, Side 35* vardet Skuespiller S. Heger, der havde ønsket, »at Publikum maatte vordesat istand til at kunne bedømme Vennen Oehlenschlägers Nordiske Digte ved Hjælp af Edda, og derfor havde foreslaaet Nyerup at virkederfor«.