✂

✂ FØRSTE DEL af denne Udgave af Grundtvigs Skrifter indeholder hans Ungdomsværker, der overvejende er af poetisk Art. Anden Del, som hermed begynder, vil komme til at indeholde Førstegrøden af hans Manddomsgerning, og her er det især den unge nidkære Præst, som fører Ordet. Det er derfor meget passende, at dette Bind kan aabnes med hans berømte Dimisprædiken, hvorved han banede sig Vej til gejstlig Virksomhed, og hvori han første Gang anslog den strengt kristelige Grundtone, som møder os i al hans Tale og Skrift fra de nærmest følgende Aar.

✂ I Vinteren 1809-10 var den gamle Hr. Johan Grundtvig i Udby bleven saa svagelig, at han ikke uden Medhjælp kunde fortsætte sin Præstegerning, og han ønskede derfor meget at faa sin yngste Søn hjem som Kapellan. Denne vilde kun nødig forlade København, hvor han havde begyndt at vinde en anset Stilling som Digter og Videnskabsdyrker. Men Pligtfølelsen overfor de gamle Forældre drev ham dog til foreløbig at aflægge den Prøve, som krævedes, for at han kunde blive præsteviet. - Den 17. Marts 1810 holdt han sin Dimisprædiken. Da det faldt ham unaturligt at tale som til en Menighed ved denne Lejlighed, udarbejdede han sin Præken i Overensstemmelse med de givne Forhold og skrev paa det Eksemplar, som han afleverede til sin Dommer, Professor P. E. Müller: »Min høiærværdige Censor vil tillade mig den Bemærkning, at Prædikenen ikke er saaledes, som jeg vilde holde den for en blandet Forsamling, men saaledes, som jeg i Regenskirken, i Overværelse af nogle faa Kyndige, kunde holde den. Upassende forekom det mig, og umuligt var det mig, der at tale, som om jeg stod for en Menighed, der samles til fælleds Andagt og Opbyggelse.«1

✂ Professor P. E. Müller gav Grundtvig Udmærkelse for Talen, ifølge en Attest, der lyder saaledes: »Hr Cand: S: Minist: N: F: S: Grundtvig har for sin i Regenskirken d: 17de Marts 1810 over Matt: *1 Denne Paaskrift er meddelt i Fr. Nielsens N. F. S. Grundtvigs Religiøse Udvikling, som i det hele giver fyldige Oplysninger om Dimisprædikenens Historie. 6 6,22 holdte Dimispræken bekommet Karakteren Laudabile et qvidem egregie. - Kiøb. d: 29 Marts. - P. E. Müller.« - Men da den unge Forfatter i Begyndelsen af Maj 1810 udgav sin Præken under Overskriften: Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus? vakte den som bekendt en stærk Uvilje hos en Del af Præsteskabet og fremkaldte en Klage til Kancelliet af 29. Maj 1810 fra seks københavnske Præster. - Den Sag, som heraf opstod, endte med, at Grundtvig den 12. Januar 1811, ifølge kongelig Resolution af 5. Januar samme Aar, maatte møde for Konsistoriet og modtage en Advarsel og Irettesættelse, fordi hans hele Fremgangsmaade »dels ved at udgive sin Prædiken i Trykken, dels ved nogle Bekendtgørelser i de offentlige Tidender i denne Anledning, og dels ved at forlange Sagen paakendt ved Domstolene, egentligen synes at røbe en forfængelig Attraa efter at vække Opsigt.« - Mere skæbnesvangert blev det dog for ham, at den Vrede, han havde vakt imod sig hos den københavnske Gejstlighed, i mange Aar hindrede ham i at blive Præst i Hovedstaden.

✂ I 1816 optrykte han sin Dimisprædiken i Fortalen til Bibelske Prækener og skrev derom:

✂ »Man kunde vel spørge, hvi jeg gjør dette, da jeg nu saa ofte har gjentaget hvad sandt den indeholder, og ingenlunde bifalder hvert dens Ord eller agter den for noget Mesterstykke af en Prædiken; og det er netop hvad jeg har sagt mig selv, naar jeg indvortes eller udvortes opfordredes til at lade den oplægge igjen; men deels er den nu engang et mærkeligt Actstykke, ikke blot i min, men i Tidens Historie, og deels er den i alle Maader en Fortale til mine Prædikener, som altsaa foran dem har sin rette Plads, sex Aars Nølen maa være Borgen for, at jeg ei gjentager den af personlig Trods mod dens Fiender, og var der selv ingen anden Grund til at indrykke den, end den rimelige Formodning, at Bogen derved kommer i flere Hænder, vilde jeg baade for Bogens og min Forlæggers Skyld ansee den for gyldig, da der ingen Grund er til at udelade den. Vel havde jeg i Sinde ved denne Leilighed kortelig og sanddru, at fortælle bemeldte Prædikens Historie, især fordi jeg af adskillige tydske Blade har seet, og selv her hjemme mærket, at Man derom ei veed ret Beskeed, men det vil jeg nu gjemme til et, som mig synes mere passeligt Sted.

✂ Samme Prædiken udkom da 1810 under følgende Titel: Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Huus? og paa Titelbladet stod: jeg skammer mig ikke ved Christi Evangelium, thi det er en Guds Kraft til Salighed for hver den som troer.

✂ Jeg vil ikke opholde mig ved Bemærkninger som den, at Titelen feiler i at kalde fuldbragt hvad der Gud skee Lov! kun omsonst var arbeidet paa, og at det dog vel var lidt af den Skamfuldhed jeg stræbde at aflægge, som bevægede mig til at sætte hine Guds Ord paa Græsk, Sligt og Meer seer vel den opmærksomme Læser selv, ligesom de gammeldags Præster godt saae, at uagtet de almindelige 7 Udtryk, vare de ligesaalidt sigtede som trufne, hvorfor jeg og af dem modtog mangen Taksigelse, medens de nymodens Præster skrege sig hæse paa at jeg havde bagvasket Standen.«

✂ Efter at have aftrykt Talen tilføjer han:
»Dette var da Prækenen hvorved jeg stræbde at dimittere Menneskefrygt og Læmpning efter Verden, for skarp var den ingenlunde, men meget for læmpelig, for fattig paa Aand og Kraft, fattig paa Liv og Salvelse, ikke fri for tomme Rhetor-Vendinger, ei heller fri for Ubillighed; thi i det den synes at skyde al Skylden for Kirkens Svindsot paa Præsterne, skyder den i Grunden Skylden paa Gud, der nok vilde baade finde og løse Tunger, naar Han fandt Øren til at høre. Ingenlunde er det nogen Undskyldning for de Præster, som modsagde eller fortav Guds Ord, men det skal heller ingen være, det skal kun være en Rettelse og en velmeent Advarsel til den nærværende Tid, der begynder at føle Vandsnakkens Tomhed og er kun alt for villig til at give Præsterne al Skylden og undskylde sig selv, som om Præsterne ikke netop skikkede sig i Tiden, og talde som Ørerne kløede, som om ikke Tidens Vantroe nødte en christen Præst til Tavshed; som om Tiden var et Haar bedre, hvis alle Præster i dette Øieblik talde christelig, og den dog gik sin skiæve Gang. Men det er Sagen, det Nittende Aarhundrede vilde gierne have Troe, naar det kunde gabe sig til den, uden at forstyrres i sit kiødelige Levnet, det vilde gierne knæsættes af den Himmelske Fader, og arve Hans Rige, naar det kun ei skulde give Slip paa Kiærlighed til Verdens Skiøge, sin elskelige Moder, det vilde gierne indprækes i Himlen ved Korsets Kraft, men ikke korsfæstes, den Lyst vil ei heller fattes Tunger, og snart skal Man høre at Verden er blevet gudfrygtig, men en Daare som troer det, en Skielm der laaner sin Tunge til at bekræfte det! Min Samvittighed vil jeg have fri, derfor siger jeg dette, hverken Lod eller Deel vil jeg have i Skriget mod de bibelløse Præster, som om de vare Tidens aandelige Forførere, da de kun ere dens kiødelige Børn, og i al Fald en god Deel ærligere og altsaa bedre, end de der paa Skrømt bøie Knæ for Frelseren, og spinde Garn af Skriftens Ord til at fange Sjæle for Satan, sye Puder af Christi Evangelium, hvorpaa Man skal kunne indsove sig i Himlen, men opvaagner i Helvede.«

✂

Til min 76aarige Fader
Præsten Johan Grundtvig.

Med sønligt Sindelag
af
Forfatteren.

✂

Fortale.

✂ At prædike er at forkynde Folket Herrens Ord, og noget mer Upassende kan da ei være, end at prædike i et øde Rum. Ikke desmindre har den Uskik taget Overhaand, at de theologiske Kandidater holde deres Prøveprædiken i tomme Huse, kun i Overværelse af deres Dommer og stundum nogle Faa, som Bekendtskab eller Nysgerrighed dreve did. Kun tvende Kaar og begge onde har da Prædikanten; thi enten maa han kold, som det sømmer sig for de tomme Stole, oplæse sin Tale, eller han maa stande der med fremhyklet Varme og udregnede Gebærder. Gør han Hint, hvoraf kan da Dommeren vide, om han med Følelse og Kraft vil kunne forkynde Ordet i Menigheden; vælger han det Sidste, staar han ikke da som en forfængelig Gøgler paa det hellige Sted, og kan han vel nedlade sig dertil, dersom han veed og føler, hvis Ærinde det er, han skulde røgte? Vil man undskylde en saadan Uskik dermed, at ei faa Kandidater træder op med deres Prøveklud i bogstavelig Forstand, og at denne ligesaalidt fortiente at fremstilles for en Menighed, som det var Synderen muligt at giøre det uden Frygt og Bævelse, da maa Man vel spørge: er det Ret at bygge en Uskik paa den anden, eller bør ikke meget mer begge med hinanden udryddes? Ingen maa vove at træde frem for sin Dommer, før han ved Flid og Øvelse har naaet i det mindste Hælvten af den Færdighed, hans Anlæg tillade, men da bør han ogsaa stilles i en Forsamling, om hvilken han kan tro, den kom for at opbygges. Da, men ogsaa kun da kan det mærkes, om Ordet udvælder fra hans eget Hierte og om han forstaar at tale til Siælene. Jeg tør tro, at dette er saa uimodsigeligt, og Sagen selv saa vigtig, at det høiærværdige theologiske Facultet intet Øieblik vil tøve med at raade Bod paa denne Uskik. 12 Selv skulde jeg, efter lovlig Skik, holde min Prøveprædiken, dobbelt følte jeg det upassende ved Stedet, hvor det skulde ske, men havde jeg for min egen Skyld giort nogen Ophævelse, da var den ubehageligste Misforstand sikkerlig blevet Følgen. Jeg tog da den Beslutning, at udsige hvad jeg i ensomme Timer, naar jeg grundede paa Slægtens Trang og Ordets Forkyndelse, talte med mig selv. En saadan Prædiken, men ogsaa kun en saadan, kunde jeg holde med inderlig Varme, naar kun Een var tilstede, paa hvem jeg ønskede at virke, og min Dommer var billig nok til at føie mig. Jeg udgiver denne Prædiken, ei fordi jeg troer den er, hvad efter min Følelse ingen Prædiken bør være, et Veltalenhedens Konstværk; men fordi den indeholder, hvad jeg ønsker at sige lydelig til alle dem, som med mig attraa det hellige Læreembede. Der er en Punkt, i vor Tid næsten uomgiængelig for enhver Videnskabsdyrker med nogen Aand, og Mange blive staaende paa den med selvtilfreds Sikkerhed, fordi den smigrer menneskelig Hovmod, det er den Punkt, jeg taler om, hvor man vil begribe eller forkaste og ei kende noget Tredie. Maatte kun en Eneste opvækkes til Tvivl om denne Punkts Høihed og alvorlig Grunden paa Livets store Gaader, da har jeg ei talt forgæves. Videnskaberne skulle vi, som dertil kaldtes, dyrke med helligt Alvor, thi visselig aabenbarer Guddommen sig ogsaa gennem dem, og ene af dem kan det Klædemon virkes, i hvilket Kristendommen, deri Tidens Omskiftelser undergivet, skal fremstaa fornyet. Ogsaa tør jeg haabe, at mit Liv, saalidet som min Tale, kan forføre Nogen til sværmerisk Uvirksomhed eller Ringeagt for de adskillige Veie, paa hvilke jeg glad seer Menneskeaanden stræbe mod sit Maal og Ophav. Hvad jeg vil udsige, er kun de hellige Skribenteres og min egen fulde Overbevisning, at Siælens Hiem, hvorefter den dog saa saare længes, er utilgængeligt for al jordisk Viden, og at den kun paa Troens Vinger kan løfte sig did. Med uhyklede Taarer vil jeg besværge Ordets Tienere, ei at lede deres ubefæstede Brødre ud paa Tvivlens farlige Sti, hvor de maa lade dem staa ene, trøstesløse og forladte, fængslede til Jorden, kunne ei føre dem tilbage og ei frem til Videnskabeligheds høiere Egne, gennem hvilke dog den eneste Hiemvei er at finde! Hvad om de fortvivle, fornægte ham som skabte dem, og hans hellige Lov, eller forvildes af Sværmeriets Løgtemænd; hvo er da den som forvoven tør sige: deres Blod komme over mit Hoved! Dog, er det ogsaa blot den Vankundige, som trænger til Kristus, have vi virkelig en Kæde i Haand som vi selv befæstede mellem Solene 13 i den høie Hvælving? Hvo som har den, lad ham ynkes over mig! jeg bekender frit, jeg har den ei. Vor Tidsalder staar paa en Vendepunkt, maaskee en af de største, Historien kender, det Gamle er forsvundet, det Ny vakler ustadigt, Ingen løser Fremtidens Gaade; hvor skulle vi da vel finde Hvile for Siælene, uden i det Ord, som skal bestaa, naar Himmel og Jord blande sig og Verdener sammenrulles som et Klædebon!

Valkendorfs Kollegium den 11te April 1810.

✂ Man tænder ikke et Lys og sætter det under en Skeppe, men paa en Lysestage, at det kan lyse for alle dem, som ere i Huset Saa lader ogsaa eders Lys skinne for Menneskene, at de se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himmelen!
Math. 5. 16, 17.

✂ Saaledes talte Jesus fordum til sine Disiple, for at lægge dem paa Hierte, at de ei frygtagtige skulde fortie den Lærdom, han havde overantvordet dem, men forkynde den. frit for Menneskene til deres himmelske Faders Forherligelse. Vel var en saadan Formaning nødtørftig, thi mange vare de Grunde, hvormed Klogskaben maatte friste dem til Taushed. Naar de oplode Munden til at forkynde den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud var aabenbaret i Kød, da maatte de vente at udlees og forhaanes af den blinde, vantro Hob; naar de straffede Tidens Vanart, naar de afhyllede den selvgiorte Retfærdighed og viste den at være en kalket Grav; naar de lærte, at Guddommen ei forsones ved Bøn og Offring, men kun ved et reent Hierte og en hellig Tro; naar de saaledes nedbrøde Alt, hvorpaa Menneskene stolede, og hvormed de søgte at neddysse Samvittighedens anklagende Stemme, naar de nødte dem til at stirre ned i den Afgrund, paa hvis Rand de tumlede sig i afsindig Glæde; da vare de visse paa at hades og forfølges som Slægtens Fiender, at undvære Alt hvad Menneskene attraa paa Jord, og endelig gennem haarde Pinsler gaa til en forsmædelig Død. Hvad skulde da vel bevæge dem til at tale? hvad, uden den faste Tro, at det var Forsyndelse mod Lyset, som brændte i deres Inderste, og mod Herren som tændte det, hvis de ei lode det skinne! hvad, uden den fulde Vished, at de vare Jordens Salt, og at det vilde ligge tungt paa deres Siæle, dersom de ei af al Magt stræbte at kalde Liv og Sundhed tilbage i den Jord, der var nær ved at forfules! Dog denne Tro og denne Vished boede ogsaa i dem, og ei havde Herren kaldet dem forgæves. Der han var hengangen til sin Fader, vandrede de trindt udi Landene, fulde af Sandhedens Aand, trodsede Armod og Bespottelse, Fængsel og Død, for at udbrede den Korsfæstedes hellige Lære. Ogsaa de 15 ginge til Faderen og deres forklarede Lærer; men deres Ord nedlagdes ei med dem i Graven, Folkenes mange Tusinder havde i Ordet erkendt en Guddomsrøst og bevarede det trolig i deres Hierte. Herrens Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Tiderne fremrullede det med sig, og selv vi, som bygge saa høit udi Nord, vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter at de Læber blegnede, som fiernt i Østen forkyndte det glade Budskab, selv vi have annammet det af vore Fædre, og skulle gennem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste Slægter. Vi skulle, men gøre vi det ogsaa? trænger Jesu hellige Navn fra den bedende Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Siæl, fremstilles og prises Frelseren i vore Forsamlinger som Guds Herligheds Glands og Jorderigs Sol? Sønderknusende er det at maatte nægte det, men nægtes maa det. Som en Lyd uden Værd og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa, naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan. Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størke Menneskers Mening.

✂ Hvorfor er det saa? hvorfor dølge de som kaldes Kristi Tienere, det Lys han tændte? Behøve Menneskene det ei længer; have de maaske nu selv faaet Forstands oplyste Øine til at kende Retfærdigheds Vei, have de hellig Villie til at kaare den, Størke til at vandre paa den med faste Skridt, Størke mod Syndens Tillokkelser? trænge de ei mer til Guds Barmhiertighed, til Trøst i Farer, Lidelse og Død? Ei behøve vi at svare, hine, som lade deres eget isteden for Kristi Lys skinne i Menigheden, de klage jo selv lydelig nok over Slægtens Dorskhed og Vanart, over Menneskenes Blindhed for det Høiere, og dyriske Hang til sandselige Nydelser. Men hvorfor omgiorde de da ikke deres Lænder med hin guddommelige Sandhed, hvi gribe de ei hine himmelske Vaaben, som ene mægte at korsfæste Verden med dens Begæringer?

✂ Vigtigt er Spørgsmaalet, vigtigt for Siælenes Ro, for deres timelige og evige Vel, og til Betragtninger herover ville vi hellige nærværende Øieblikke.

16

✂ Saare forskellig er den udvortes Tilstand, hvori Ordets Tienere mellem os befinde sig, fra hine hellige Apostles og alle deres, som forkyndte Kristendommen i de første Dage. Gennem Trang og Forfølgelse maatte de kæmpe sig frem mellem Byer og Lande, udjoges af Synagogerne og stenedes paa Torvene, ja hvo, som ihielslog dem, mente at Guddommen tientes ved hans Idræt. Vi stande under kristen Øvrighed, som ei blot tillader men under Ed tilholder Ordets Tienere at forkynde Jesu saliggiørende Lære; de leve af Ordet, i Ro svinde deres Dage, uden Frygt kunne de træde frem i Templet og tale til den forsamlede Skare. Maaske har, desværre, selv dette indviklet dem saa dybt i Jordens Sysler, maaske har selv denne Ro og Sikkerhed kølet deres Nidkærhed for det hellige Kald, men at binde deres Tunge, at forjage Herrens Ord fra deres Læber, det kunde jo dog Saadant ikke mægte. Dog, saa adskillige end Tiderne ere, ligne de alligevel hinanden udi mange Dele. Nu, som da, udøses Haan og Latter over den, som byder Menneskene knæle i Støvet for det Navn, der er over alle Navne, ogsaa nu er Kristus en Forargelse og Daarlighed i Manges Øine, og vore Dages Vantro er saameget kaadere end hines, som den ei udspringer af anden Tro, men af Troens fulde Savn. Paa usikkre og møre Støtter hviler, nu som da, de fleste Menneskers Tilfredshed med sig selv, ogsaa nu skære Mange Tænder, naar alt det Jordiske, hvorpaa de stolede, rives bort fra deres Øine, naar alle de Udflugter, hvormed de søgte at daare og søvndysse sig selv, henveires af Ordets Kraft, naar de nødes til at stande med blottet Inderste for Gud og deres Frelser, randsage Hiertets Dybheder, og erkende af hvilken Aand de drives.

✂ Sandelig, lidet maatte man kende til Menneskene, dersom man tvivlede om, at Ordet dør paa Manges Læber af Frygt for Vreden og den skingrende Latter, at Mange sige i sig selv: hvad nytter det at tale? kun svag er Ordets Magt, og ei kan det trænge gennem de tilstoppede Øren, heller maa vi tie og sukke i Stilhed, følende vor Afmagt maa vi vente til han, der har den stærke Stemme, taler igen, som han fordum talte til Fædrene ved Profeterne, og i de senere Dage ved Sønnen. Men, de Svage! de have da glemt, at talte Herren ved Profeterne, saa talte jo de, de have glemt, at er Gud og Guddommens Røst, Evighed og Menneske os noget mer end blotte Lyde, da maa og Striden for det himmelske Lys være os kærere end jordisk Rolighed, da maa vi tale, tale indtil Tungen brister og Mælet forgaar, om os end tyktes vor Stemme hendøde i den tomme Luft, om den end 17 blev overdøvet af de Forvildedes Skrig og Latter. De have endelig glemt at Guds Ord er ei svagt som Menneskers, at det, ligt et tveegget Sværd, trænger ind til Marv og Ben, at det, som den rullende Torden, skrækker Haansmilet bort fra Spotterens Aasyn og dræber Bespottelsens Ord paa hans Læbe, de have glemt, at Talen ei nu kunde være om Kristus, dersom det ei, gennem Apostlerne og de andre Jesu Tienere, havde virket saaledes, dersom det ei havde grebet Folkene i deres Inderste og ydmyget dem for den Høieste.

✂ Men, de hellige Mænd troede selv den Lære, de kaldtes til at forkynde. Er det og saa med Mængden af Ordets Tienere i vore Dage? Ak nei, og derfor var det især at Herrens Ord forsvandt af hans Hus, derfor er det, at Tro paa Jesus daglig mer og mer udslukkes selv hos den Enfoldige, at Kristendommen snart ei længer vil finde noget Hiem, selv i hine snevre Hytter, til hvilke den flygtede, da den udjoges af de Stores Paladser. Fordi Ordets Tienere, trods Apostelen, mene, at de kunne lægge en anden og bedre Grundvold end den, at Jesus er Kristus, derfor er det ei længer ham, som forkyndes.

✂ Men, have vi beskuet Kristendommens Herlighed, da maa vi vel forbausede spørge: hvad var dog det, som lukte Kristi Tieneres Øie for det himmelske Lys, der i ham nedsteg til Jorden? hvad mægtede vel at nedbryde deres Tro, som daglig læste i de hellige Skrifter og kendte de forbigangne Tider, som saae hvad Kristendommen og ene den udrettede paa Jorden, og saae hvorledes den stadfæstede sin guddommelige Oprindelse, ved at afryste alle de Lænker og Skiul, med hvilke Mennesker vilde fængsle og tilhylle den, ved at stande frem i fornyet Glands til Slægtens Veiledning og Frelse? Ja - hvad var det vel, uden hint Uhyre, som styrtede Englene i Tidens forborgne Fødsel, hin Slægtens Arvesynd, som røvede vore første Forældre Guds Billede! Hovmod var det, og Hovmod er det som blinder Menneskenes Øie for det Guds Væsens rette Billede, der i Kristus skænkedes Jorden. Men - hvorfor yttrer den sig just nu saaledes? hvi laae den i Dvale hos vore Fædre, eller vovede dog ei aabenlyst at bestorme Himmelen? Svaret er let, naar vi kende Tidernes Gang.

✂ Tungt hvilede i Middelalderen den blinde Tro paa Mennesker med sit Jernaag over det kristne Europa. Videnskabernes Lysglimt begyndte at adsplitte Mørket i dets Hiem, og Tiden skuede sin Nød. Da fremstod Luther, den stærke Kæmpe, hans Arm var udrustet fra det Høie med Kraft til at bryde Aaget, og han 18 brød det; men ydmyg erkendte han sig som et Redskab i den Sammes Haand, der engang løste Verden af en større Nød, ved at skænke den sin Enbaarne; det var saa langt fra at han reiste Menneskekløgt et Alter paa Overtroens Grus, at han meget mere, med Apostelen, agtede sig Intet at vide uden Jesum, den Korsfæstede. Dog, den prøvende og opløsende Evne i Menneskesiælen var vaagnet, faa ere de store Mænd, som kunne forene barnlig Tro med udviklet Forstand og udbredt Kundskab, Mængden som æder af Kundskabstræets Frugt, forføres af den fristende Slange til at tro sig Gud lig, og saaledes skete det, at Lutherdommen, hvis Særegne det i Stifteren var og stedse skulde være, at løfte den hellige Skrift høit over al menneskelig Myndighed, at selv den maatte føde Ringeagt for det Hellige. Ved hvert Skridt Menneskeaanden giorde til en lysere Erkendelse af Tingene trindt os, af Naturen og dens Love, og af sin egen Virkemaade, troede den sig stedse mere beføiet til at være klog over det, som skrevet staar. Dristigere og dristigere mente den tilsidst, ved Betragtninger over sig selv og det Endelige, at kunne fastsætte de Love, hvorefter Guddommen maatte virke, og forvoven bortkastede den nu Alt, som ei vilde stemme med disse Begreber. Sit eget ubegribelige Slægtskab med Guddommen kunde den ei nægte, den aandelige Høide, paa hvilken Enkelte stode og staa over Millioner af deres Brødre, maatte den erkende, skønt ogsaa det var ubegribeligt, men dog paastod den i sin Hovmods Rus, at intet Væsen, inderligere forenet med Guddommen end den følte sig, kunde fremstaa paa Jorden. Paulus spurgte fordum: hvem farer op til Himmelen at nedhente Kristus? Det mente Tidens Kloge at kunne gøre, anden Gang maatte han blive Menneske, ei som i Tidens Fylde for at frelse Slægten, men for at dømmes af Mennesker. Hvad Enhver mente selv at have kunnet opfinde, det erklæredes for Sandhed, men det Eneste som giorde Kristendommen nødvendig, den guddommelige Stadfæstelse paa Menneskets uvisse Haab, paa Naade for den Angergivne, Trøst og Størkelse for den Bedrøvede og Lidende, det erklæredes for Digt, eller var det vel Andet, Man mente, naar Man kaldte det Lempning efter Menneskets Fatteevne i den umyndige Alder! Saaledes døde Troen og med den Forkyndelsen, Man vedblev at kalde Jesus den Største, som fødtes af Qvinder, men ei stort anderledes end Stridsmændene fordum kaldte ham Jødekonge, thi selv de Ringeste mente jo at kunne forbedre hans Lære.

✂ Behøve vi vel at undersøge, om Dette er sørgeligt eller ei? 19 Se vi ikke hvorledes Egennyttens Uhyre omsnoer Menneskeheden og fortærer dens ædleste Safter, hvorledes Menneskene, nu da Himlen er blevet dem et Intet, stræbe at rodfæste sig i Jorden? se vi ikke, hvorledes de Arme, som ei mere have nogen Glæde i Gud, søge den paa tusinde Veie og finde dog ingen, som kan stille deres Længsel, hvorledes de, for at glemme den og sig selv, daglig beruse sig i Giften, som opæder deres Siæle! O! kan end ikke dette Syn drive os til at skatte den himmelske Urt, som fordum var Siæiens og Hiertets Lægedom, da lader os gange ind i de Kristnes Forsamlinger, og høre hvad det er, som skal være stærkere end Herrens Ord! lader os dømme, om disse enkelte Dyder og Laster, udtværede i Sprogets Vand, kunne stille Siælens Tørst, om disse opløsende Betragtninger over Livets Sysler og disse Klogskabens Raad kunne gribe Mennesket i hans Inderste, virke Afsky for Synden og opvarme Hiertet til hellig Idræt! Lader os dømme, om Selvfornægtelse, og Kærlighed til Gud kan opvokse af den samme Jord, som føder den lokkende Synd! Dog - vi behøve ei at dømme, lader os blot fæste Øiet paa Tilhørernes Aasyn, thi der stander Dommen at læse! Ei se vi der den glødende Andagt, som vidner om Siælens Opløftelse, ei er Hiertets Taarekilde opladt ved den dybe Følelse af Siælens Nød; ligegyldige eller opmærksomme, men altid kolde, staa de der, medens Tanken sover eller løber rundt paa Jord, kolde udgange de af Herrens Tempel, og vide ei hvor de vare, thi rørtes de endog ved Beskrivelsen af jordisk Nød, Lidelse og Kummer, hastig tørredes dog den lette Taare, den døde hvor den fødtes, i Øiet. Kun hist og her, stedse siældnere, se vi en hellig Taare bæve i den graahærdede Oldings Øie, men den kvæger ei vor Siæl, den brænder som Ild, thi den rinder af inderlig Bedrøvelse over, at den Gamle ei mer kan finde sin Gud og Frelser der, hvor han forhen aldrig søgte dem forgæves, den rinder over, at han istedenfor de hellige Toner, som hans Siæl forstod, fordi de kom fra alle Aanders Fader og Forløser, nu maa høre fremmede Lyde, som han ikke fatter, eller som forstyrre og udslukke hans Andagt. O! forstod kun Taleren dette Taarens tause Sprog, kunde han stirre ind i det beklemte Hierte, hvorfra den og de bange Suk opstege, han vilde grue for sig selv, grue for sin Idræt, hensvømmende i Angers Taarestrøm vilde han love sin Gud aldrig mer at vanhellige hans Hus med menneskelig Klogskabs overtalende Ord.

✂ Brødre i Kristo! hører og mærker hvad Herren fordum sagde: nødvendigt er det, at Forargelsen maa komme, men ve Ham. 20 ved hvem den kommer! bedre var det for ham, at han var sjnnken ned til Havets Bund, end at han skulde forarge en af disse Smaa. Dele vi derfor vor Tidsalders Ringeagt og Blindhed for det himmelske Lys, o, da lader os dog ei være forvovne og skamløse nok til at optræde som Kristendommens Tolke og besmitte det hellige Sted! Lader os dog ei sanke gloende Kul paa vort Hoved, ved at røve vore Brødre det, hvis Savn dog sikkerligen ogsaa vi maa stundom føle dybt, den faste og stadige Tro paa Gud og hans Enbaarne, der opgløder Hiertet til al god Gernings Øvelse, og trøster det i Modgangs haarde Time! Vov det ei, du Unge, opblæst af daarlig Hovmod og Tillid til din egen Visdom! kan du ei ydmyges og beskæmmes ved at se, at hvad du agter for saa let, ved Menneskekløgt at løse Tilværelsens Gaade og afhielpe Slægtens Trang, er det Samme, hvorpaa Oldtidens Herligste arbeidede forgæves; o saa bæv dog tilbage for den rystende Sandhed, at den Bedrøvedes Suk og den Trøstesløses Jammer, den Fortvivledes Skrig og den Døendes Angest vil komme over Dig, vil anklage dig for den Almægtiges Trone, og du, du skal da skiælvende raabe: falder over mig, skiuler mig I Høie, og I Bierge, for den retfærdige Dommer! - Ere vi derimod selv Kristne, føle vi os giennemtrængte af den Overbevisning, at Jesu Kristi hellige Lære, udsprunget af en høiere Rod, ene mægter at neddæmpe Forstandens ængstende Tvivl, trøste det kummerfulde Hierte, og lede Mennesket stadig gennem Fristelse og Genvordighed paa Retfærdigheds og Helligheds trange Sti; o, da lader os ei mismodige spørge: hvem troer vort Ord? men tillidsfulde udbryde med Apostelen: Troen kommer af Hørelsen, og Guds Ord er det som skal høres! Lader os mandigen svinge dette Ordets kraftige Sværd mod Synd og mod Vantro, uden at agte paa Tidens letsindige Spot, uden at frygte for deres Medynk, som tro sig at være kloge! Lader os med den Følelse, som kan giennemgløde Hierterne, forkynde Folket det trøstende Evangelium, og selv stirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, stræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige! Da skal den Gud, i hvem vi leve og røres og ere, størke os til vor Gerning med sin hellige Aand, og Han som begyndte det gode Værk i os, skal fuldende det indtil Jesu Kristi Dag. Det ske, o Gud! Amen.

✂

✂ DA der viste sig Hindringer for gamle Pastor Grundtvigs Ønske om at faa Sønnen til Kapellan, opgav denne, til sine Forældres Fortrydelse, Tanken derom og forblev hele Aaret 1810 i København. Sommeren hengik usædvanlig roligt med Hensyn til hans indre Liv. Asarusen var bortdamp et, og hans Begejstring for Kristendom og Historie endnu ikke opflammet. Men en mærkelig Tildragelse i Nordens politiske Verden gav ham Stødet til to mindre Arbejder, som han udførte i Forsommeren. - Den 28. Maj 1810 døde pludselig Prins Kristian August af Augustenborg, der kort i Forvejen var bleven valgt til svensk Tronfølger. I den Anledning skrev Grundtvig et højtideligt Sørgekvad ved Prinds Kristians Død (Poet. Skr. I. 180-187), der vakte en Del Begejstring som Udtryk for den almindelige Stemning i Danmark og Norge. - Dette Dødsfald aabnede en svag Udsigt til, at Kong Frederik den Sjette kunde blive valgt til Tronfølger i Sverige, og dette Haab om Nordens Forening satte adskillige danske Penneførere i Virksomhed. Blandt disse var Grundtvig, der udsendte et lille Flyveskrift under Titelen:
Er Nordens Forening ønskelig?

✂

✂ UNDERLIGT maa det vel klinge, naar man spørger, om det er ønskeligt, at Sødskende bo tilsammen i Kærlighed og værge deres Odel med forenet Størke, allermest naar falske Venner og haarde Fiender ere mange. Imidlertid, mangen Forening mellem Lande kan synes ønskelig, uden at være det: Naturen kan have reist en Væg imellem dem, som Konsten forgæves vilde søge at nedbryde, eller Omstændighederne kunne føie det saa, at Foreningen ei blev som den mellem Mand og Kvinde, men som mellem Herre og Træl. Vover Nogen at tilraade en saadan, er han enten en indskrænket Daare, eller usle Hensyn have hos ham overvundet den dybe Agtelse for de adskillige Former, under hvilke Menneskeaanden stræber at yttre og udvikle sig. Raadføre vi os med Historien, da kan den ikke andet end svare os, at hin Forening i Kalmar var en saadan, og tilgivelig er Frygten hos den mindre Kyndige, som troer at det stedse saa maa være. Pligt er det derimod, Pligt mod det trefoldige Nord, for Hver den som tiltroer sig et klarere Syn, at gøre alt hvad han mægter for at udrydde en Frygt, der er det eneste som kan hindre et saa ønskeligt Værk. Ei staar jeg paa et Trin i Samfundet, som forudsætter Kundskab om Staternes Forholde, og ei har jeg et Navn, som kan indgyde Tillid, men jeg vil ei heller sige noget Nyt, som Man skal tro paa mit Ord, ikkun det som Alle kan se og vide, men som vel ei Faa, drevne af lav Egennytte og Misundelse af Nordens Held, kunde faa isinde at *1 Die Braut von Messina I.4. 23 tilhylle eller omdreie, kun det vil jeg stræbe at fremstille klart, og lade det retfærdiggøre mit Hjertes varme Ønske.

✂ Troen og Sproget ere de tvende gyldne Kæder, som binde Menneskesjælen til Alt hvad der maa være den helligt og dyrebart; thi ved hin staar den i Samfund med sit guddommelige Udspring, og ved dette sammensmelter den med beslægtede Aander. At den Form, begge antage i Landene, ei er Tilfældets Værk, men, som Plantens Blomst, udviklet af hvert Folks eiendommelige Liv, derom tvivler kun den, hvis Liv ei rager ud over det nærværende Øieblik, og hvis Øie stedse hvilede paa Tingenes Overflade; for hvem Historien og Menneskeaanden ere lige fremmede. Naar derfor Lande forenes, som heri ere forskellige, da maa de enten i hver Time staa færdige til Afsked, eller, skulle de sammenvoxe, maa det enes Liv myrdes med dets Tro og Sprog. Hvo som fulgte det romerske Uhyre paa sin graadige Vandring, da det opslugede Nationerne, vil ei tvivle om det Sidste, og om det Første kan selv Nutiden overtyde os. Men ligesaavist som dette er, saa vist er det ogsaa, at Folkefærd, som have Sprog og Tro tilfælles, ere af Naturen bestemte til at vorde Eet, ja at de først ved en saadan Forening kunne naa den Grad af Udvikling og Størke, som giver dem fuld Rang mellem Nationerne. Nu vide vi Alle, at ligesom det hele Nord fordum bøiede sig for de samme Guder i Upsals Tempel, saaledes knæler det ogsaa nu i Templerne for den samme Kristus, ja dyrker ham paa samme Maade, at ligesom vore Fædre kun havde eet Navn paa Nordens Tungemaal, saaledes vise vi i Gerningen, at vi endnu anse det for eet, thi med hvilketsomhelst vi kunne, fare vi trøstig gennem Landene. Saa vil det end være, naar vi forenes. I Skrift derimod vil enten Norsk og Svensk og Dansk atter sammensmelte i eet, eller den Mundart vil seire, hvori det Herligste frembringes: hvilken dette skal vorde, vide vi ei, men kappes ville vi, som det sømmer sig for Mænd i Nord. Saameget er altid vist, at reise der sig Aander i Norden, som fortjene at høres paa Fjeld og i Dal, da skal efter Foreningen ei mere som hidtil det Udvortes dæmpe Røsten, men høit skal den lyde og Udlændingen skal nødes til at lytte, istedenfor at smile.

✂ Har nu Naturen saaledes, som det synes, befalet Nordens Forening, da maa vi vel med Forundring spørge hvi den dog forhaledes i de lange Tider, hvi den mislykkedes, da Prøven engang fordum gjordes? At gennem vandre den lange, vistnok tiltrækkende men hartad ubanede Vei, hvorpaa et tilfredsstillende Svar ene kan findes, tillader hverken Tiden eller Rummet 24
her; kun paa den kalmarske Forening ville vi kaste et Blik, for paa eengang at se, baade at den maatte mislykkes, og at den virkende Aarsag nu er forsvunden. I det fjortende Aarhundredes Morgenrøde laa Danmark og Norrig udmattede af et langt daadfuldt Liv, ei engang mægtige til at frede deres egne Kyster, eller kue en oprørsk Lehnsmand, uden Handel og Skibe, Hansestædernes gældbundne Svende. Sverrig derimod stod da i sin raske Ynglingsalder, havde ei taget synderlig Del selv i Nordens Kampe, følte de ungdommelige Kræfter gære i sig, og havde ingen Nabo det kunde frygte. Hvad skulde da bevæge det til at ønske en Forening med hvilket Folk det end var, hvad var mere latterligt, end om det havde ladet sig rolig binde til de svage Oldinge? Nu derimod er alt anderledes: ogsaa Sverrig har nu spillet sin Ungdomsrolle, og spillet den saaledes, at det dristig kan sætte sine Idrætter ved Siden af sine Frænders; disse have imidlertid hvilet, stundom sovet, og ligesom ventet paa deres Frænde før de vilde begynde et nyt Tidsrum af deres Liv. Norriges Opvaagning have vi seet og se daglig, Danmark høre vi qvæde en lystelig Morgensang og hvem kan tro, det, efterat have sjunget, vil igen gaa til Hvile istedenfor til Daad? De Opvaagnede skue trindt sig paa de store Magter som ere opvoksne paa Sø og paa Land, og skønne lettelig at sand Uafhængighed kun er at vente da naar det hele Norden, forenet, staar som Een. Maa Sverrig ikke føle det Samme og det derpaa grundede Ønske? Kunde det ogsaa være blindt for Herligheden af det høiere Liv, som vinker i det Fjerne, kunde det endog være døvt mod Brødres kaldende Stemme, da maatte det dog høre og se de Spaadomme og Varselstegn som true med Undergang. Mod Østen, hvor fordum raa Horder fristede et kummerligt Liv, har reist sig en Stat, mægtig og frygtelig, og kan vel Sverrig vente at den botniske Bugt vil i Fremtiden være en fastere Grændse end den finske var? Vist eier Sverrig Kraft, men neppe saamegen, som udfordredes til i Længden at bortvelte en saa uhyre Masse, og hændte det sig, at Danmarks og Norriges Konge engang forbandt sig med Ruslands Keiser, da tillagde Man det svenske Navn den største Hæder ved at sige, Kampen blev tvivlsom. Langt være det fra mig at ansee saadanne politiske Hensyn for de Drivefjedre, der skulde bestemme Nationernes Ædle til Forening, thi den som udsprang heraf kunde hverken være fuld eller fast, men jeg anfører det kun, for at sætte Stillingens Forandring i Lys, og for at gøre opmærksom paa, hvorledes Historiens usynlige Aand, denne store Kunstner, som 25 aldrig opgiver det Maal han engang satte sig, har under Tidsløbet vidst at forberede det ligesaa store, som glimrende Skuespil, da Broderfolkene, drevne af indbyrdes Kærlighed og Høiagtelse synke i hinandens Favn og smile ved Erkendelsen af at den gensidige Trang til hinanden først udvortes maatte vise sig, før den indvortes ret kunde føles. At opregne alle de Fordele for Hverdagslivets Sysler, som sandsynligen vilde udspringe af Foreningen, overstiger langt min Evne, og hvortil skulde det ogsaa nytte, da de jo dels ere tvivlsomme, dels jo ei engang alle tilsammentagne kunde retfærdiggøre nogen anden Forening end den elendige, brøstfældige som bygges paa lav Egennytte og Vindesyge. Ligesaalidt vil jeg indlade mig i en vidtløftig Undersøgelse om, hvorvidt Statsforfatningens Adskillighed kunde fraraade en Forening; thi jeg for min Del er fast overbevist om, at ethvert Folk har og beholder den Del i Regeringen, det fortjener, og Ungarns Eksempel, under Josef den Anden, siger det jo høit til den hele Nutid, at selv en mægtig Første ei har Magt til at kuldkaste et Lands Forfatning saalænge den er mer end Skygge.

✂ Sverrigs Mænd! ei veed jeg om disse Blade nogensinde komme for eders Øine, men dog vil jeg tale som om jeg stod i eders Midte, som Den, der ei kan søge eller have nogen Fordel af at tale, men hvis varmeste Ønske og lyseste Haab er Nordens Forening, fordi han troer det er Nordens Held. Ved Sagas Haand har jeg gennemvandret de forbigangne Tider, min Sjæl jublede og mit Øie luede ved hver Bedrift, som skinnede i Norden; mit Hjerte skjalv og min Taare randt ved hvert Slag som rammede Nordens Kraft, hver Sky, som hyllede dets Sol, thi ikkun det, det hele stolte Land, som strækker sig fra Finnebo til Jotlands Grændse, ei Danmark eller Norrig eller Sverrig ene er mit Fædreland. Jeg saae i Kalmar Kæden, som skulde evindelig sammenbinde Nord, men glædes kunde jeg ikke, uden fordi jeg i Salen hørte Sagas hviskende Spaadom om de kommende Tider, thi jeg saae, at denne Kæde var en Lænke, hvori de syge, udmattede Sødskende vilde binde Gautur, deres djærve Broder. Lænken sønderbrød han, som han maatte, og paa hans stolte Vandring under Vasabanneret fulgte jeg ham med Beundring og Gammen; jeg fulgte ham ind i Tydsklands Midte og saae ham stande kraftelig, som Himlens stærke Kæmpe; jeg fulgte ham, ja, hvi skulde jeg dølge det? skiøndt mit Hjerte blødte, fulgte jeg ham villig paa hans Kæmpefærd over de frosne Bølger til Axelstads Volde. Dog, Tiderne fremlede, jeg saae den 26 alderstegne Kæmpe udmattes i Polens Moradser og Ruslands Ørkner og da tolvte Karl sank for Frederikshald, da sank han, bedækket med dybe Saar, ned paa Sygeleiet Jeg veed det, svenske Brødre! Kæmpen døde ei af sine Saar, og naar det gjaldt om at værge sin Odel, da rørte han sig kraftelig; men I kunne, I ville ei nægte det, syg har han været, syg er han end og hans tvende Sødskende ere det ogsaa. Kun eet er Lægemidlet, som Menneskeaanden seer, at de Sødskende alle nedrive hvert Skillerum, ei Naturen men Tiderne reiste efter Tidernes Tarv, bo venlig tilsammen i det ene, faderlige Paulun, pleie og opmuntre hinanden til priselig Idræt, og med Ryg mod Ryg vise de Fremmede et dobbelt Aasyn og et dobbelt Sværd. Jeg veed det, Gautur! Du og Din Broder Noreg have stærkere Arme, og tungere falde eders Hug i Sværdelegen paa den faste Grund, men Bølgerne slaa ogsaa mod eders Kyster, og det maa I vide fra de forbigangne Tider, som I og have seet i de sidste Dage, at Dana, som bygger paa de svømmende Øer, har sit rette og hæderlige Hjem paa de stolte Snekker. Hjelper da hende at værge i Øst og i Syd og Hun skal i eders Spidse frede Bølgerne.

✂ Sverrigs Mænd! I løftede en Konge fra Tronen, i hvem Vasaslægtens Kraft, fra hvilken Aanden var flygtet, havde forstenet sig til den blinde Trods1, og I kaarede til Tronfølger en Helt, som Danmark elskede og Norrig tilbad, Skjoldungen Kristian. Jeg græd af Glæde, thi jeg troede at se det stærke Blomsterbaand væves, hvormed Norden vilde omslynge sig selv, dristig ilede min Aand forbi Alt, som vilde standse dens Flugt; Pantet tyktes mig givet, og hvorledes de enkelte Knuder skulde løses, saa Baandet blev langt og jævnt og blødt, som det maatte, overlod jeg rolig til ham, som styrer Alt. Paa Julefestens hellige Dag, da Takkesange for Freden, om atter sammenknyttede Brødre, stege mod Himlen fra det hele Nord, da kvad jeg med inderlig Forvisning:

✂ Noreg og Gautur og Dana, de tre
Eie een Moder tilsammen,
Hende skal Fremtiden jublende se
Favne de Trende med Gammen2.

✂ Kristian faldt, Smertens og Harmens bittre Taarer afløste Glædens, og jeg kunde ikke tie; saa høit jeg mægtede, løftede jeg *1 Gustav IV. Adolf. *2 Af Digtet Julefesten i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn d. 30. December 1809. (Poet Skr. I. 170-172). 27 min Røst, for at tolke, hvad mit Hjerte følte saa dybt; neppe lød mit Kvad paa Skaanes Sletter eller i Upsals Helligdom, men høie Genlyd af min Sjæls dybeste Toner hørte jeg dønne over Sundet. Skulde jeg vel fare vild, naar jeg troer, at den inderlige Bedrøvelse over den Boldes Fald, som udpressede de blodige Taarer, at de høie Smertens Skrig, som gennemrystede Sverrigs Kæmpelegeme, at disse vidne om, at de Forhaabninger, I knyttede til Heltens Liv, ei vare ringere, ei mindre stolte, end dem, jeg lønlig nærede i mit Inderste? Dog de falmede, visnede med ham, den herlige Blomst, paa den golde Hede1, men, skulle de ei atter spire, skal Døden ei for dem som for ham være en Genvei til kraftigt Liv? I sanke eder atter, for at kaare en vordende Høvding2, frit er eders Valg, men ville I end atter prøve paa at opbygge den halv nedbrudte Mur? ville I kaare en Fremmed, som ei forstaar jert Tungemaal, som maa stirre bort fra eder, naar han vil finde sine Frænder og sine Forfædres Grave? Ville I heller have en saadan hvis Børns og Børnebørns Aand neppe kan sammenvokse med eders, end en Drot, hvis Fædre gennem Aarhundreder klædte Nordens Troner, som mindes sine gamle Frænders Bedrifter naar han mindes eders, som udenfor Norden eier Intet, der er ham kært og dyrebart; hvis høieste Stolthed det er, at være nordisk Drot, som Hedenolds Herlige vare det.

✂ Da gamle Nor skiftede Landene mellem sine Børn, da fik Gautur Land mellem begge Sødskende og hans Odel Lighed med begges, saa han kunde række den ene Haand til Broderen paa det høie Fjeld og den anden til Søsteren i Dal. Der stande de nu begge og vente ham, thi, troer mig svenske Brødre! I høre gennem mig ei en enkelt Røst, men en forenet Stemme af alle Danmarks og Norrigs Ædle. Derfor, rækker os Haand, ærlig og trofast som vi byde, og dette Haandslag skal være det sidste Slag i Norden! Ei som om jeg vilde love eder, hvad jeg hverken ønsker eder eller os: evig Fred, thi det er den evige Søvn og den evige Død, ikkun indbyrdes Fred og Samdrægtighed, men mandig Strid mod Havets Uhyre og mod hvert paa Land, som vover at prøve Størke med Nordens Kæmpe. Da skulle ny Bedrifter flette sig i den Hæderkrands vi arvede efter vore Fædre, og Aanden skal oplives til en høiere Kamp paa Videnskabs udstrakte Mark.

*1 Kristian August døde under en Revy paa Qvidinge Hede i Skaane. *2 Den 23. Juli 1810 sammentraadte Rigsdagen i Ørebro. Den 21. August kaarede Stænderne Bernadotte. 28

✂ Da skal og Goternes kraftige Maal
Atter i Norden genfødes,
Blomsten skal vinde sig kærlig om Staal,
Klippen af Solen opglødes.
Ikke da m ægter vel Øst eller Vest
Götalands Kæmpe at fælde,
Mindes han Julens den hellige Fest,
Staar han som Norderlands Fjelde1.

*1 Af ovennævnte Digt: Julefesten.

✂

✂ Blandt Grundtvigs efterladte Papirer findes følgende mærkelige Brudstykke, uden Begyndelse og Ende, der meddeles her, fordi det giver et værdifuldt Bidrag til Forstaaelsen af hans indre Udvikling umiddelbart før Sværmeriet og Sjælekampen i Slutningen af Aaret 1810. Forfatterens Hensigt har været at gøre Rede for, hvorledes han vandt det Syn paa Sammenhængen mellem »Kristendom og Historie«, som første Gang gør sig gældende i Nytaarsnat.

✂

✂ ...behageligere Syslen, saaglædeligt var det mig at bemærke, hvorledes mit Øie stedse opklaredes mere for Historiens nødvendige Gang, hvorpaa jeg hidtil vel havde troet men ikke fast eller med Bevidsthed. Roms Historie er af Naturen særdeles skikket hertil, og da jeg indsaae hvorfor alle de største Skribentere under og efter August, og alle de følgende gode Keisere ei vare Romere, var et større Skridt gjort til reen historisk Beskuelse, end jeg dengang ahnede.

✂ I den hele Sommer laae jeg ligesom i Dvale, og mit Digt over Prinds Kristian samt min Tale til det svenske Folk ere næsten aldeles det Eneste jeg foretog mig undtagen mine bestemte Sysler; men i det sidste udviklede min Synspunkt for Nordens Historie sig især ved den Synspunkt for Kalmarunionen som jeg da fattede. Uden at kunne sige mig selv hvorfor, fik jeg med eet en uimodstaaelig Lyst til at læse Historie, og Heerens Prisskrift om Korstogenes, som jeg længe havde tænkt paa, faldt mig i Hænderne uformodenlig. Det var især hans Synspunkt for Hierarkiet, som greb mig, thi uagtet jeg havde ladet mig henrive af Skriget over Pavemagten, til ei at gøre Forskel mellem de forskellige Tider, havde jeg dog allerede i Forsommeren under Udarbeidelsen af Henrik den fjerdes Historie fattet stor Agtelse for Gregor, hvorom mine Dictata fra den Tid 30 vidne. Ligeledes glædede det mig, hos en saa umistænkelig Forfatter at finde min Beskuelse af Korstogene, dem jeg imidlertid kun kendte i deres yderste Omrids; Følgerne af Korstogene fandt jeg utilfredstillende, og ængstelig, udviklede, som det maatte ske af en Mand, der med udbredt historisk Lærdom forbinder stor Skarpsindighed, men fattes det religjøs-historiske Blik, hvilket gør, at han seer klart i det Enkelte, men dunkelt i det Hele og mærker det selv. At kende Korstogene nøiere blev mig nu en Trang; jeg fik Hakes Fremstilling, som naturligvis harmede mig meget, jeg fik Spaldings Historie af Kongeriget Jerusalem, og hans elendig lave Synspunkt for Korstogene harmede mig ogsaa, men da han siden lader sig styre af sit Stof og fortæller rent, saae jeg ham, uden at han selv vidste det, fremstille hine Tog i deres hele Underfuldhed. Ved Siden af disse læste jeg Sismondis ypperlige Værk over de italienske Republiker, og uagtet ogsaa han mangler det religjøse Blik, er dog hans Fortælling saa ren for elendig Pragmatisme og saa klar at der nødvendig maatte under Læsningen opstaa et ganske andet Billede af dette Tidsrum i min Sjæl end det som var i hans, og jeg dog erkende hans Dybde til en vis Punkt. Jeg læste ogsaa en Del af Müllers Schweitserhistorie, og befandt mig førstegang i Selskab med en ret historisk Aand, hvis Beskuelse af Hierarkiet var for mig som et gammelt Billede, og hans Fremstilling af den Gru der gennembævede Europa da Paven ei længer viste sig som eller agtedes for Kristi Statholder, gennemrystede mig og lagde en Spire til den Anvendelse af Sætningen og [læs: om] Kristendommens Nødvendighed paa Folkenes Historie, som siden paafulgte. At Müller imidlertid ei selv var Kristen, men kun med sit klare historiske Øie beskuede de religjøse Ideers nære Sammenhæng med Folkenes Liv, sees klart af hans halvbespottelige Udraab: troer fast, eller troer Intet! Jeg saae ham stirre paa Romerne, jeg stirrede ogsaa did, og saae vist nok ei at det var det Samme, men at Man dog inderlig maatte ønske, blot at een Ide bemestrede sig Europas nu indsovne Folkefærd.

✂ Der blev anmeldt en ny Oversættelse af Saxo1, jeg indsaae den kunde ikke blive, hvad den skulde være, og satte mig hen for at sige mit Folk at Vedels, noget forandret efter Sproget, var den de burde have, og fremsætte Maaden hvorpaa denne igen *1 Herved maa der vel sigtes til: »Dr. G. L. Baden til Hr. Geheimeconferenceraad F. v. Moltke om vor danske Histories Fader Saxo Grammaticus og Trangen til en ny Udgave af ham«. Dette Skrift udkom dog allerede i August 1809 og blev kritiseret af Grundtvig, hvis Mythologi var angrebet deri, i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn for 22. August 1809. 31 kunde blive Almue[?]læsning1, samt Vigtigheden af at et Folk kendte og elskede sit Lands Historie, men alt som jeg skrev pinte den Indsigt mig, at det dog ei var Sprogets Ælde men den uddøde Sands for Fædrenes Liv og Daad som havde fortrængt Vedel og Snorro, at det altsaa var om denne, ei om en Bog at gøre. Jeg udkastede et Billede af Dannemarks forbigangne Liv, og for førstegang saae jeg med Studsen heligennem Sandsen for Fædrenelandets Historie indsove og vækkes med Kristendommen. Jeg besluttede da at give et Skilderi af hvad vi nu ere og hvad Følgen maa vorde, men her vilde den Klarhed som var for mig i den forbigangne Tid ei fremtræde og Arbeidet hvilede2. Jeg læste nu Kozebues Historie af Preussen som ret harmede mig, da blev jeg 9de Octbr forunderlig, uudsigelig grebet, fra den Tid er al Frygt veget fra mig og ligesom en Taage gaaet fra mit Øie. Nu saae jeg Kristendommen overalt som i Norden betegne . . .

*1 Maaske: Almenlæsning. *2 Dette Udkast findes blandt Grundtvigs efterladte Papirer.

✂

✂ » IDUNNA, en Nytaarsgave fra 1811«, som udkom i December 1810 (jfr. Gr. udv. Skr. I. 546), slutter med syv saakaldte Sagakvad, hvoraf de to sidste, om Villemoes, er trykte i Slutningen af første Bind, medens de fem andre meddeles her. - Om Peter Eremit og Korstogene skriver Grundtvig i »Nordiske Smaadigte« (1838), hvor de er optagne i ændret Form: »Disse Smaastykker fra 1810 skulde kun være Forspil til en poetisk Fremstilling af det store Korstog, som dengang svævede saare tiltrækkende for mig«. Hans begejstrede Historielæsning har fremkaldt denne Plan, hvoraf disse Smaadigte blev den eneste Frugt i Literaturen.

✂

Odin og Saga.

✂ Jeg veed saa underfuldt et Land,
Der maa vi Alle bygge,
Enddog det er, som Sol i Vand,
Af Hjemmet kun en Skygge:
Vi bygge der saa trindt og tæt,
Men se dog kun den snevre Plet,
Hvor vore Fødder stande.

✂ Tilbage vi ei skue kan,
For Taagen, som os følger,
Og for os er en ligedan,
Som Alt for Øiet dølger;
Dog vandre vore Fædre hist,
Og foran os, det veed vi vist,
Skal vore Sønner bygge.

33

✂ O vist vi maatte plat forgaa,
Her i det snevre Fængsel,
Om ingen Bod vi kunde faae
For al vore dybe Længsel,
Thi, skønt vi glemme det saa tit,
Det siges os ved hvert et Skridt,
Her har vi ikke hjemme.

✂ Jeg veed en Bæk, saa underfuld,
Den rinder gennem Landet,
Og det som lagdes under Muld,
End speiler sig i Vandet:
Den kommer fra vort Fædreland,
Vort Billed skal i dybe Vand
Og vore Sønner skue.

✂ Naar Foden er af Vandring træt,
Paa Bækkens Bred vi hvile,
De gamle Skygger trindt og tæt
Forbi vort Øie ile,
Hver Urt, som stod paa Bækkens Rand,
End lever grøn i friske Vand,
Og dufter os imøde.

✂ Men Vandet kan ei stille staa,
Det stadig maa henrinde,
De kære Skygger ogsaa maa
Fra Øiet brat forsvinde,
Da vorder Barmen tung og hed,
Og Vemodstaarer trille ned,
Alt som i Bæk vi stirre.

✂ Jeg veed en Borg saa høi og prud,
De Støtter, som den bære,
Af Marmelsten ei skaares ud,
De ikkun Straaler ere,
Som sprang fra Bækkens dybe Bund,
Og dog den har saa fast en Grund,
At den kan aldrig synke.

✂ I Borgen er en herlig Sal,
Der sidde Guder inde,
Og skue over Bjerg og Dal,
Den eies af en Kvinde:
34 Hun nævnes Saga i vort Nord,
Men kendes vidt og bredt paa Jord,
Og dyrkes, hvor hun kendes.

✂ I tvende Bægre øser hun
Af Bækkens klare Bølger,
Og Runer staa paa Rand og Bund,
Dem megen Størke følger:
Dem Odin skar med konstig Haand,
De brat kan løse Tungens Baand
Og Synet kan de størke.

✂ Ved Saga sidder Odin næst,
Og klygtig falder Talen:
Den Askurs Søn, de unde bedst,
Ham række de af Salen
Et Bæger med den stærke Drik,
Da standse Skygger for hans Blik,
Han kan dem ret beskue.

✂ Da sjunges der saa lystelig
Om Mænd og om Bedrifter,
Og Tiderne udfolde sig
Saa bredt i Sagaskrifter;
Da løftes Taagen mer og mer,
Saamangt et Glimt da Øiet ser,
Fra Hjemmet vist de komme.

✂

Pillegrimene.

✂ I Østen ligger en gammel By;
Sit Navn den dristig siger,
Thi af den gik saa stort et Ry,
I alle Verdens Riger.
En Sol opgik i Bethlehem,
Og gylden stod Jerusalem
Alt i dens klare Straaler.

35

✂ I Byen er en hellig Grav,
Thi der vor Frelser blunded,
Og derfor did med Vandringsstav
Den fromme Kristen stunded.
Alt hvad han synded, hvad han leed,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.

✂ Han havde med sin Sved, sit Blod,
Den lange Vei beskrevet,
Dog var, langt mer end Haand og Fod,
Hans Hjerte sønderrevet;
Af Veiens Møde træt han var,
Dog mer af Byrden, som han bar.
Af sine svare Synder.

✂ Da knælede han ned paa Stand,
Med Suk og Taarer hede,
Og Øiet om sin Frelsermand
I Graven vilde lede;
Ak der var intet Guddomsspor,
Fra kolde Sten kun Gysen foer
Alt i de bange Lemmer.

✂ Da tyktes ham, som Englerøst
I Gravens Hvælving toned:
Han er opstanden til din Trøst,
Som Dig med Gud forsoned;
Thi løft Dig, Synder, ved din Tro
Fra Graven, hvor de Døde bo.
Til Herrens lyse Himmel!

✂ Med Tro og Haab da løfted sig
Den Angergivnes Øie,
Ved Trøst fra Gud i Himmerig
Han glemte al sin Møie;
Alt hvad han synded, hvad han led,
Det lagde han i Graven ned,
Som gemte Jesu Pine.

✂ Saa trøstig han sin Vandringsstav
Nu fløtted gennem Lande,
Det Underværk om Kristi Grav,
Det kunde han nu sande:
36 Den tog hans Pine, gav ham Fred
Og Haab om salig Evighed,
Naar Gud fra Jord ham kaldte.

✂

Peter Eremit.

✂ Hvem monne det være der ganger saa hvast,
Med Stav over Bjerge og Dale?
Hvem monne det være, der raaber saa fast?
Det gungrer i Høielofts Sale:
O, visselig er det en Vandringsmand,
Som kommer nu hjem fra det hellige Land.
Hvad Tidender monne han bære?

✂ Saa spørger i Gaarde den liden Smaadreng
Saa spørger den Ridder i Sale,
Sig flokke de Skarer paa Mark og paa Eng,
At høre den Pillegrims Tale.
Ham Aanden indgiver saa kraftige Ord,
At alt som en Lue de vandre paa Jord,
Af Luen maa Hjerterne brænde.

✂ O, hører det, Brødre, den hellige Grav,
Den mægte I ikke at finde,
Forgæves I fløtte jer Vandringsstav
I Dal og paa Bjergenes Tinde,
De Hedninge gjorde med Helvede Pagt,
At drive fra Graven og Naaden med Magt
Den arme, bodfærdige Synder.

✂ O, seer mine Arme, o, seer mine Been!
Dem have mig Lænkerne skaaret,
Og Alle som knæled paa hellige Sten,
De have de samme og baaret,
De bære dem end udi Asialand,
O, kunde dog over den bølgende Strand
I Sukket og Skrigene høre!

37

✂ Guds Moder hun hører de Helliges Bøn,
Hun har sig for mig aabenbaret.
Paa Armen hun havde sin straalende Søn,
Og straalede selv som forklaret,
Hun bød mig at vandre fra Syd og til Nord,
At kalde til Graven hver Kristen paa Jord,
Til Kamp for de hellige Steder.

✂ Hvor Herren har talet sit Guddoms Ord,
Og kraftige Gerninger øvet,
Hvor Han, som forløste den syndige Jord,
Paa Korset nedhængte bedrøvet,
Der træde nu Hedninge Korset med Fod,
Med Spot de udgyde de Helliges Blod,
Som Abeis det raaber fra Jorden.

✂ Det raaber om Hevn over Hedninge vist,
Om Straf over eder, som sove:
Med Læben bekende I Troen paa Krist,
Men have ei Noget at vove,
Mod Himlen I gaa, som usmykkede Gæst,
Men kastes I skulle fra salige Fest,
Til Graad og til Tændernes Gnidsel.

✂ O, haver end Nogen sin Frelser saa kær,
At Døden han for ham vil lide,
Da kommer, o kommer med Spyd og med Sværd,
For Korset og Graven at stride!
O, frygter kun ikke for Helvedes Magt!
Med Himmelens Herre vi gøre vor Pagt,
Og han haver Alting at raade.

✂ O, skynder jer, Kristne, men holder mig ei!
Om Sjælenes Frelse det gælder,
Saa knap er min Tid og saa lang er min Vei,
Og saare mod Aften det hælder;
Saalænge jeg er fra den hellige Stad,
Kun Vand er min Drik, og kun Urter min Mad,
Mig størker den Gud, som mig sendte.

✂

Korstogene.

✂ Her er saa stille, her er saa tyst
I Borgegaard,
Ei Vaabenleg, ei Spil og Lyst
Man høre faaer;
Der sidder den Junker med tankefuldt Sind,
Der sidder den Frøken med Graad paa Kind,
Her lyster mig ikke at dvæle.

✂ Nei, lader heller os gange ind
I store Stad,
Om Een bedrøves der i Sind,
Er Mangen glad,
Der røre sig Alle med Støi og med Sang,
Der høres den liflige Klokkeklang,
Og Tidender høres paa Torve.

✂ Mon Pesten haver da rundt i Stad
Sig sneget om,
Saa at den lange Huserad
Er bleven tom,
Hvad heller mon om ved lysen Dag
I Søvnen finder Enhver Behag,
Og rører sig kun udi Natten.

✂ Dog, tys! hvad lyder fra Kirken hist
Saa sagtelig?
En Sjælemesse holdes vist
For Stadens Lig.
Der ganger af Kirke en Kvindeflok,
Kun Oldinge følge med hviden Lok,
Umyndige Drenge tillige.

✂ O, siig mig, Du Gamle med Issen hvid,
Hvor Slaget stod!
Thi sikkerlig flød i skarpen Strid
En Strøm af Blod.
Du græder, og vist den Lod er tung,
At grave i Jord hver kraftig Ung,
Og stande saa gammel tilbage.

39

✂ Hvor haver Du hjemme, Du Vandringsmand!
I Syd? i Nord?
Hvor ligger det fjerne, det sære Land
Paa denne Jord,
Hvor hellige Tale om Kors og om Grav,
Der farer som Luen paa Land og paa Hav,
Ei hørtes, ei Hjerterne tændte?

✂ Slet ikke jeg græder for Nogens Død,
Jeg er saa graa,
Jeg er saa gammel, det er min Nød,
Jeg her maa gaa,
Jeg kan ikke bære det tunge Sværd,
Jeg kan ikke drage den hellige Færd,
For Korset og Graven at stride.

✂

Jørgen Sorterup.

✂ O, Du gamle, kække Skjald!
Mindes skal Du af den unge;
Dansk Du var i Tonefald,
Dansk af Æt, af Kraft og Tunge.
Naar om Kæmperne i Nord
Du din Tordensang lod høre,
Da sig maatte vist i Jord
Nordens gamle Kæmper røre.

✂ Roms den visne Gudeflok
Vilde Du i Sang ei dyrke,
Agted den for Sten og Stok,
Uden Magt og uden Størke,
Zebaoth Du Offer bar,
Hvergang Du i Sang Dig øved.
I Dig selv en Guddom var,
Guderne Du ei behøved.

40

✂ Dog det gamle Bjarkemaal
Tyktes Dig en herlig Flamme,
Gamle danske Mænd i Staal
Kaldte Du din egen Stamme,
Deres Pris Du hørte helst,
Og det glædte Dig i Sinde,
At ved Skjaldens Kvad var frelst
Odins og Kong Frodes Minde.

✂ Varslende stod Axelvold,
Da Du blev til Verden baaret,
Dig saa stolt en Helteold
Til sin Ligskjald havde kaaret:
Juler paa det danske Hav
Saae Du Manddomsværker øve,
Og Du sang Dig ned i Grav
Om en Sehsted, Gyldenløve.

✂ Du var Bragurs ægte Søn,
Dog dit Kvad os gik af Minde,
Derfor maa saa tit i Løn
Mine bittre Taarer rinde:
Graad og Latter, store Skjald!
Kvalte tit din høie Stemme.
Ak, men dybt var Danmarks Fald,
Da det kunde Dig forglemme.

✂ Døvet blev din Heltesang,
Intet den dog fuldt neddæmper,
Jordes Du og mangengang,
Staar Du op med dine Kæmper;
Du med Sang, og de med Sværd
Samme Idræt ville øve:
Vække Mænd, som gange nær
Rabe, Sehsted, Gyldenløve.

✂ Lirespil om Paarses Færd,
Det blev Danmarks Heltekvæde,
Daaden blev og Sangen værd,
Danmarks Flaade vi begræde;
41 Hist, hvor Jul i Kjøgebugt
Seierrig med Fjenden droges,
Der saae vi de Danskes Flugt:
Gamle Axelstad indtoges.

✂ Men naar Dannemark engang
Vaagner af sin lange Dvale,
Atter tone skal din Sang,
Kæmpeskjald! i høie Sale.
Glæd Dig, Skjald! den Stund er nær:
Baal nedstyrtes, Herren vinder,
Alt sig hvæsser Danmarks Sværd,
Hjertet higer, Gud det finder.

✂

✂ Blandt Grundtvigs Haandskrifter findes følgende Digt, der maa stamme fra Efteraaret - ikke, som Svend Grundtvig formoder, fra Foraaret - 1810. Dets Indhold peger hen paa den Overgang i Forfatterens Liv fra Drøm til Daad, fra Poesi til Kristendom, der fuldbyrdedes i den paafølgende Vinter. Enkelte af dets Vers genfindes, noget ændrede, i Digtet »Livets Æbler«, som meddeles nedenfor. - I Haandskriftet har Digtet ingen Overskrift. Svend Grundtvig giver det, i Poetiske Skrifter I. 188, Titelen »Vækker-Sang«. Her er valgt et Navn, som minder om, at det var under det historiske Studium af Middelalderens Stordaad, at Digteren følte sig drevet til at gøre et Korstog til Herrens Ære mod Nutidens Vantro.

✂

✂ At elske og digte, det haver sin Tid,
Lyksalig den Tid det kan bære!
Men nu det kun gælder om Kamp og om Strid
For Troen og Himmelens Ære.
Et Korstog allene kan frelse af Nød
Kan Sjælene1 frelse fra evige Død
Og Rigerne holde ved Live.

✂ Ei er det om Kristi den hellige Grav,
Vi skulle med Hedninge stride,
Ei kalder os Korset saa langt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide,
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.

*1 Læsningen af dette Ord er usikker. 43

✂ De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
De Korset med Fødder nedtræde,
De drive saamangen en syndefuld Lyst,
Og Skændsel er al deres Glæde.
Og derfor vi stædes saa saare i Nød,
Og derfor vi ræddes for Strid og for Død,
Og Rigerne fare saa ilde.

✂ O, Brødre, o, lader os agte det vel,
Ei er det nu Tiden at sove,
Det gælder Aarhundreders Ve eller Vel,
O, lader os Striden dog vove!
O, lader os virke ved Dagen saa brat,
Thi ellers maa1 komme en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og græde.

✂ End er dog al Størke ei veget fra Nord,
End kan ved Bedriften [vi] gløde;
Men Pesten den farer saa vidt over Jord,
Og Jorderigs Folk vil den øde;
O, lader os vende tilbage til Gud,
O, lader os agte hans hellige Bud
Og elske vort Fædernerige.

✂ Et Fædreland har vi saa gammelt og stolt,
Som Nogen kan finde paa Jorden;
Men Sot er i Kroppen, og Hjertet er koldt,
Hel sjelden er Størke nu vorden;
Det volder, at Herrens det hellige Ord
Og Fædres Bedrifter forglemmes i Nord,
Thi der er kun Størke2 at finde.

✂ O, skuer tilbage paa Fædrene dog,
O, hører, hvor Herren de loved!
O, seer og3, hvor glade de ginge paa Tog
Og Livet for Fædreland voved!
O, føler det Brødre, hvor rolig de laa
Paa Bolster og Silke, paa Dun og paa Straa,
Naar Herren dem kaldte fra Jorden.

*1Poet Skr.: mon. *2PoetSkr. fejlagtig: Lykke. 3Poet. Skr.: dog. 44

✂ O, skuer jer selv dog i Hjerterne ind
Og seer, om I der kunne finde
Det levende Mod og det rolige Sind,
Som Fædrene havde derinde!
Og er det der ikke, da mærker det vel,
At uden de Tvende der gives ei Held
For Mænd og ei heller for Lande.

✂ To Bøger der ere for hver Mand i Nord,
De ere saa kærlige Frænder,
Den ene er Herrens livsalige Ord,
Den Troen i Hjerterne tænder,
Den anden er Saga om Fædreneland1,
Den løfter og størker i Sindet hver Mand;
O, var de i Hænder og Hjerte!

*1Poet Skr.: Fæderneland.

✂

✂ OM de Forhold, hvorunder dette mærkelige lille Skrift blev til, har Grundtvig som gammel fortalt følgende i Kirke-Spejl, hvormed man kan sammenligne Slutningen af det ovenfor Side 29-31 anførte Brudstykke af en Optegnelse om Efteraaret 1810:
»Jeg husker godt endnu, hvordan det begyndte, thi jeg sad en Aften alene og læste i Kotzebues Historie af Prøjsen, som var den nyeste over dette Land, og som jeg, skjønt jeg dybt foragtede Navnet, mente som Lærer i Historien af Pligt at maatte benytte; men jeg var ikke kommen længere end til det trettende Aarhundrede, da de tyske Riddere indtog og med Sværdet kristnede Prøjsen, thi her havde Kotzebue plantet en af sine Giftblomster under, hvad han kaldte »det visne Kors«; og derved løb det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra mig, men sprang op som greben af en mægtig Aand, der kaldte mig til Reformator. Derpaa fulgt et Par Maaneder af stolt men stille Sværmeri, hvori jeg første Gang siden min Barndom for Alvor læste Bibelen, især Profeterne, Luthers og Kingos Salmer, bad og grublede over, hvordan en Reformation, især med Pen og Blæk, i vore Dage lod sig udføre. »NyaarsNat« er i Læseverdenen det eneste Spor af dette Sværmer-Liv, thi det endtes pludselig, da jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er Du selv en Kristen? og har du dine Synders Forladelse? - Samvittigheds-Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja, som Klipper paa Hjærtet. Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare og skyndte mig hjem til min gamle Fader, som havde nedlagt Embedet, da man den Gang, langt fra at gjøre Ære ad Jubellærere, ej engang vilde lade ham faa sin Søn til Kapellan, fordi der var ledige Kapellaner i Stiftet«.

✂ Det var efter dette Besøg i Hjemmet, at Grundtvig Nytaarsaften underskrev Fortalen til sin lille Bog. Nærmere Oplysning findes i Holger Begtrups »N. F. S. Grundtvigs kristelige Opvækkelse i Vinteren 1810-11« (København 1899).

✂

Til min Fader
paa
Hans Jubelfest den 5te Decbr. 1810.

✂ Gamle Fader! paa Din Høitidsdag
Maa jeg Dig en Sønnehilsen bære;
Alderen har gjort Dig mat og svag,
Men ei stum til Jesu Kristi Ære:
Lavere er vel Din Tunges Røst,
Høiere dog Stemmen i Dit Bryst;
Thi, o Kristen! naar Din Røst mon dale,
Synker den i Hjertets Stemme ned,
Vorder Maalet, som Guds Engle tale,
Sphærers Lovsang i al Evighed.

✂ Issen krandses af de hvide Haar,
Ei som Sne de Vinteren forkynde,
Men som Sneens hvide Blomst i Vaar:
At for Dig skal Vaaren snart begynde.
Sneblomst! ja, du ene skal bestaa,
Naar hver Blomst paa Jorden maa forgaa:
Farven er kun Skin af brudte Straale,
Farveløs er Straalens rene Glands,
Og naar Øiet lærer den at taale,
Vorder Blomsten til en Straalekrands.

48

✂ Hil Dig, Fader, Præst i Luthers Aand,
Med Din Krands, og hil Dig med Din Krone,
Naar, udløst af Støvets tunge Baand,
Kæk Du svinger Dig mod Herrens Trone!
Hil Dig, Fader, paa Din Jubelfest!
Thi Du var en sanddru Jesu Præst:
Fræk Du ei med Herren gik i Rette,
Vilde ei fortjene Himmerig,
Derfor Gud vil al Din Skyld udslette,
Salighed af Naade skænke Dig.

✂ Jubellærer! paa Din Jubelfest
Se, hvor Man Lutheri Lig omfører!
Han var Herrens ypperlige Præst,
Men hans Aand i Liget ei sig rører:
Navnet har han, som fra Herren lød,
At han lever, skøndt han dog er dødl.
Se, hvor de paa Mindestenen hugge!
Den skal reises paa hans Jubelfest,
Med den vil de Graven da tillukke,
Frit bekende: død er Herrens Præst.

✂ Gamle Fader! Du har tjent saa tro
I halvtredsindstyve Aar til Ende,
Vel Din Sjæl maa længes efter Ro,
For mod Himlen ene sig at vende;
Men før end Du vender Dig fra Jord,
Medens Du kan tale Herrens Ord,
Og fra Altret i Hans Navn velsigne,
Lys Velsignelsen da over mig!
At min Tro de Helliges maa ligne,
Løfte mig til Krist i Himmerig!

✂ Himlens Herre det allene veed,
Hvad sig i min Sjæl saa stærkt bevæger;
Det dog veed Du, Fader, Herrens Fred
Er det Eneste, paa Jord, som kvæger;
Lys den over mig i Jesu Navn!

*1 Disse Ord af Brevet til Sardes, i Joh. Aabenb. III. l, har Grundtvig her første Gang anvendt paa den tyske Menighed. 49

✂ Rolig da mod Himlens sikkre Havn
Skal jeg stævne over Livets Bølger,
Lad dem løfte sig med Skum og Brag!
Tryg jeg er, naar mig min Jesus følger,
Lys og Kraft Han er endnu i Dag.

✂ Laurbærkrandsen har jeg beilet til,
Men ei mer jeg tragter den at vinde,
Hvad er vel et borget Farvespil,
Hvad en Krands, som Mennesker kan binde,
Hvad er Kløgt, og hvad er Alt paa Jord
Mod det rene, klare Guddomsord!
Derfor skal min Sang nu ene tone
Til hans Pris, som steg fra Himlen ned,
Som os vilde med vor Gud forsone,
Skænke os en salig Evighed1.

*1 Blandt de efterladte Papirer findes en Renskrift af dette Digt paa Brevpapir med Guldsnit, som rimeligvis har været sendt til Faderen den 5 December 1810. Den bærer Overskriften: Til min Fader, Hr. Johan Grundtvig, paa hans Jubelfest 5te Decbr 1810. Versenes Orden er deri: 1, 2, 5, 6, 7, 4, 3. Se Poet. Skr. I. 266.

✂

Fortale.

✂ Adam syndede, og alle Jordens Slægter i ham, tabt var det rene Gudsbillede, tabt var den klare Beskuelse af Guddommen, forsvundet var Naturens Glands og Harmoni, forsvundet Freden og Enheden i og omkring Mennesket. Første nu blev Sjæl og Legeme to, først nu opstod den moralske Strid i Menneskets Indvortes, og den naturlige i Legemet som maatte avle Døden. Det arme Menneske stod i Strid med sig selv og Alt, og skjalv paa det Uendeliges Rand, hvis Dyb hans Forstand i daarlig Hovmod havde ment at kunne udmaale. Dog en Levning af Gudebilledet lod Skaberens evige Kærlighed overleve Faldet, paa det at den arme Slægt ei aldeles skulde nedsynke i det Endelige og glemme sit Slægtskab med Guddommen. Denne Levning var ingen anden, end hin forborgne, uden Skriftens Oplysning uforklarlige, Higen ud over det Synlige, som, hvor den var stærkest, blev Poesi. Alle de gamle Religioner, disse matte Stjerner i Natten, avledes af den, og at det var af Religionerne alt det høiere Liv, som skinner og glimrer i Oldtiden, udviklede sig, derom vidner Historien, ja tav den og, kunde vi dog indse at det saa maatte være; thi uden Tro, uden fast Forvisning om det Usynlige, dets Høihed og vort Slægtskab dermed, lader sig ingen Stræben imod det tænke. Ogsaa Videnskaberne fødtes da af Religionen, men disse selvkloge Sønner foragtede snart deres Moder, og selv Poesien, den evig unge Oldemoder, forlod sin aldrende Datter, nedsteg fra sin høie Trone, hvorfra hun havde stirret mod Himmelen og skuet dybt i Livets Hemmeligheder, for i Dalen, med sin velklingende Stemme, at forlyste Jordens sjunkne Børn. Dog her omtaagedes snarlig hendes Øie af Jordens Dunster, dets Lys udslukkedes alt mer og mer, og Blindheden var hendes Død. Hendes selvkloge Ætmænd fældte en tvetydig Taare ved hendes Lig, men maatte snart selv følge 51 hende i Graven. Dette er tilsammen Religions, Daads og Videnskabs Historie i de gamle Tider.

✂ Kristus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men fremfor Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunkne, tvivlende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jordens; men han gjorde Mere, han fremstillede sig selv som det tabte Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunne vorde delagtige, ved i Troen at tilegne sig ham, hans Død og Fortjeneste. Da Han opstod af Graven, opstod Poesien med ham, stirrede længselsfuld op mod den Himmelfarne, forkyndte hans Pris, og stræbte overalt i Tiden og Rummet at opdage hans Spor og Glimt af hans Herlighed. Dog Videnskaberne, som Kristendommen ei allene, lig andre Religioner, avlede, men endog havde helliget til sin Tjeneste, bortkastede alligevel Ærbødigheden for deres guddommelige Moder, og skammede sig ved hendes Ledebaand, som de mente at kunne undvære. Med formastelig Haand stræbte de at nedrive Verdens himmelske Dronning fra sin Trone, ja erklærede hende, bespottende, for deres egen umyndige Datter. O I Lærde og Selvkloge! vider at Herren har gjort eders Visdom til Daarlighed, lad dog den daglige Erfaring lære eder, at Urten, som skæres fra sin Rod, vel enstund kan føre et sygeligt Liv, men visner dog sikkerlig, lad Historien lære eder, at saa gik det altid med Videnskaberne i de forbigangne Tider! Eller, have I virkelig Lyst til at forære Verden en Mumie som den alexandrinske?

✂ Det var at forudse, at Poesien vilde sidst forlade Kristendommen, thi den maa dog føle, at dens Hjem er ikke herneden, og at den maa dø, naar den ei længere kan tale et himmelsk Tungemaal. Fuld er Skilsmissen end ei i denne Time, men ogsaa Poesien er tilvisse besmittet af Tidsalderens jordiske Sind og dens Hovmod, den føler ei det fornedrende i at male og forgylde Graven med det stinkende Aadsel, den vover formastelig at sætte sig selv paa Kristendommens Trone, og lade som om den mægtede at give sin foragtede Dronning Ly og laane hende Glands.

✂ Med Smerte og Skam maa jeg bekende, at jeg selv, saa fuldt som Nogen, har været delagtig i denne Forstandens Hovmod, ja at min Brøde vel endog var større end mange Andres. Jeg vil ikke tale om den Tid, da jeg, som Tidens Genlyd, besmittede Herrens Hus med unyttig og bespottelig Tale om Pligt og Saligheds Fortjeneste, om den dydige Mand, den redelige Sandhedens Lærer, Jesus, som dog ikke tog i Betænkning at udgive sig for 52 andet end han var, og at bekræfte Usandheden ved tilsyneladende Underværker; thi ved den Tid har min Hovmod skammet sig for længe siden. Men i flere Aar har jeg agtet Kristendommen for Guds umiddelbare Aabenbaring ved sin Enbaarne, og dog har jeg vovet, ret som for at redde dens Sandhed, at spænde den i menneskelig Menings Aag*). Det faldt mig endnu stedse for tungt, at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed, jeg vilde selv udgrunde hvorfor Kristendommen var sand, og selv da jeg erkendte Umuligheden heraf, kostede det mig dog Overvindelse, offenlig at bekende, jeg ei om det Usynlige havde nogen Vished som var min egen. Skønt Menneskets Fald længe havde været mig klart, og skønt jeg ikke vidste noget andet Middel til Opreisning end Kristus, forargede hans Forsoning mig dog paa en Maade, fordi jeg ikke kunde finde Noget i min Grubien, som lignede den. Gid dette maa tjene til Advarsel for dem, som tro, at de ere Kristne, naar de dele den falske Ærbødighed for Kristendommens Hemmeligheder, som nogle af de nyeste Filosofer stille til Skue! Ved Guds Naade har jeg nu bøiet min Forstands Hovmod, og nu forekommer det mig ubegribeligt, hvorledes Man kan tro, at Kristus var mer end et Menneske, og dog ikke tro hans Lære, blot fordi det er hans, da vi ved at fordre andet Bevis af os selv som Troens Betingelse, forudsætte, at vi anse os i det ringeste for lige saa kloge som han. Dette udelukker ingenlunde Grubien, men bestemmer den blot som en Stræben efter klarere Indsigt i Kristendommen, om hvis Sandhed ingen Tvivl kan være. Saaledes er det ikke allene tilladt, men endog ueftergivelig Pligt for de Kristne, at drive Kundskaben i de døde Sprog, om Naturens og Historiens Hemmeligheder, til det høiest mulige Trin, kun at alle disse Videnskaber træde villig i Kristendommens Tjeneste, thi naar de ville staa ved sig selv og dyrkes for deres egen Skyld, da er det jo klart at de ere Afguder, den menneskelige Hovmods besmittede Børn, der lede deres Dyrkere og alle Ubekræftede bort fra den Korsfæstede, og, efter hans eget Udsagn, fra Salighed. At min Synspunkt for Poesien i sine adskillige Skikkelser er ligedan som den for Videnskaberne, er følgeligt, og naar den forstod sig selv, vilde den ei vægre sig ved at hvile i Kristendommens Skygge; thi ene derved vinder den det høie, guddommelige Præg, selv de Vanhellige og Vantro maa beundre, skønt de maa blive sært tilmode ved at spørge sig, hvorfor? Med denne Vished vil vel **) Fremforalt i min Afhandling om Religion og Liturgi, hvor imidlertid Digteren var adskillige Aar forud for Mennesket. 53 Ingen mene, at jeg i nærværende Tidsalder kan vanke rolig om mellem det gamle Nordens Kæmpeskygger. Nedkaste mig i den brusende Strøm, det maa jeg, henrive mig mægter den ei, men om den skal lukke sig over mig, derfor raader den Evige. Paa Randen af det bundløse Svælg, mod hvilket Tidsalderen blind fremhaster, der vil jeg stande, jeg vil udspænde for den sit eget Billede og ved Siden vil jeg stille to luende Blus: Herrens Ord og de forbigangne Tiders Vidnesbyrd. Kalde og varsle i Herrens Navn, det vil jeg saalænge Han forlener mig Kraft og tillader mig at opløfte Røsten; thi Hans er Magten og Æren i al Evighed.

✂ Dette var egenlig ingen Fortale til efterfølgende Smaadigte, men udgør meget mere i Forening med dem Fortalen til mit følgende Liv. Nu til Slutning et Par Ord om Digtene. De vare bestemte til en af mig besørget Nytaarsgave1, men da der baade fattedes Tid og Rum, fandt jeg det ogsaa ret passende, at udgive dem for sig selv. Deres Hensigt er umiskiendelig, og jeg skulde vel ikke tro, det kunde falde Nogen ind, at beskylde mig for at have vanhædret nogen Skjoldung, ved at sige, som Sandt er, at alt eftersom Kristendommens Lue slukkedes i Hjerterne, sank Riget dybere til Vanmagt. Digtet selv maa vise, hvor langt jeg er fra at tilregne Kongerne Folkenes Brøde, og Ingen kan fuldere end jeg være overbevist om, at en Konge maa bruge sit Folk, som det er, efter Øieblikkets Trang, omskabe eller genføde det mægter han ei, det kan Religionen allene. O! gid jeg kunde dybt indpræge denne Overbevisning hos hver Dansk, thi da vare vi frelste, da skulde ethvert ligesaa daarligt, som landsforrædersk, Knur mod Konge og Regjering, bortvige, vige bort til hine Vilde, som bande deres Husguder, naar Uheld ramme, til hine Blinde, som med Glæde lade Sjælen forgifte, og dens inderste Marv udsuge, men slaa deres Konger ihjel, naar de udskrive Skat! O gid dog Enhver, som fristes til saadant Knur, vilde gribe i sin egen Barm, og spørge sig selv oprigtig om han er villig til at opoffre Liv og Gods for Fædrenelandet; thi paa Svaret skal han mærke, hvad der er Skyld i Nøden, mærke, at dersom vi ei selv fatte et andet Sind, da kan ingen Konge, da vil Gud ikke hjelpe os.

✂ Valkendorfs Kollegium, den 31te Decbr. 1810.

*1 Idunna.

✂

Livets Æbler.1

✂ En Viv haver Bragur saa deilig og fin
Som Skjaldene om monne synge:
Idunna hun vogter de Æbler i Skrin,
Som Aserne kunne forynge;
De ere at ligne ved Skjaldskabets Id,
Det Svundne, som stod i den nyfødte Tid,
I Skjaldskab end tykkes at leve.

✂ De Aser dog bleve saa gamle og graa,
De sjunke i Graven hin mørke,
De Æbler de kunde ei længer forstaa
At give dem Ungdom og Størke;
Men Skyggerne kan de end trylle os frem,
Saa vi kunne skue og agte paa dem,
Hvad Størke i Livet dem fulgte.

✂ Alt saa, som det monne med Aserne gaa,
Saa mon det med Fædrene gange,
Af Graven de kunne ei mere opstaa,
Ei vækkes ved galdrende Sange;
Men alt som de ginge og stode paa Jord,
Maa Skyggerne komme paa Digterens Ord,
Omvandre i Verden saa vide.

✂ De Jotuner havde en Klogskab saa ond,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Det skar dem i Sindet saa mangelund,
At Aserne bleve saa unge;
De Æbler dem vilde de stjæle med List,
Da maatte de Guder dog ældes forvist,
Men Jotuner leve og vinde.

*1 Dette Digt er optrykt i Kvædlinger med nogle mindre Ændringer. Se Poet. Skr. I 273-277. 55

✂ Nu Loke henganger for Idun at staa,
O, hør du mig, Kvinde hin fine!
Et Træ har jeg fundet og Æbler derpaa,
De ere fuld bedre end dine,
Og vil du mig følge i Morgenens Stund,
Da skal du dem skue saa fagre i Lund,
Da kan du med dine dem ligne.

✂ Idunna hun ganger med Fristeren ud,
Han monne med hende bortflyve,
Og nu skal du vorde en Hrimthussebrud,
Ei længer mig lyster at lyve,
Nu ere de Æbler i Jotuners Vold,
Saa ung og saa deilig hver Thusse og Trold
Omspringer paa Fjeld og i Dale.

✂ De Æbler maa lignes ved Skjaldskabens Id,
Den sidder i Gudernes Sale,
Derfra mon den lokkes af Kløgt og af Vid
Til Jordens de taagede Dale,
Selv Urten, som stander af Edder saa tung,
Da tykkes for Øiet saa fager og ung,
Oplivet af Skjaldskabens Aande.

✂ Nu fnyste de Aser af Vrede og Sorg,
Som Skjaldene end monne sjunge,
Dem glæder ei Livet i herlige Borg,
De gøres saa gamle og tunge,
Omlynet af Sværdene Fristeren staar,
Han tvinges at flyve til Jotuners Gaard,
Idunna til Asgaard at føre.

✂ I dette allene ei Skjaldskabens Id
Til Æblerne fagre er Mage,
Nedlokke den kunne vel Klogskab og Vid,
Men aldrig den føre tilbage,
Den Giften i Helvedes Urter gør sød,
Den borger dem Liv, men betaler med Død,
Saa lønner al Helvedes Yngel.

✂ Et Æble af Livsens det hellige Træ
Har Kristus til Jorden nedbaaret;
Naar Kærnerne vokse, da modnes i Læ
Og Æblet, som Kløgten har daaret.
56 O herlige Æble, som Kristus nedbar!
Det evige Liv i sit Inderste har
Enhver, som det undes at smage.

✂ Det Æble i kosteligt Skrin er nedlagt,
Det Jotuner kunne ei bruge,
Dog Skrinet de stjal fra den sovende Vagt,
Og monne derover nu ruge;
Et andet de satte udsmykket saa rigt,
Det tykdes saa fagert, det tykdes saa ligt,
Men Æblet er ikke derinde.

✂ O Brødre! o vaagner, o vaagner dog brat!
Mens Glimt er af Dagen at skue,
Thi ellers der kommer en sørgelig Nat,
Da kan vi kun sukke og grue,
Da spøge de Genfærd ved Midnattens Stund,
Og hvor vi opvaagne af rædsomme Blund,
Der var det vist bedre at sove.

✂ O lader os kæmpe for Frugten saa sød,
Og Korset til Banner fremholde!
Et Korstog allene kan frelse fra Død,
Et Korstog mod Jetter og Trolde.
De hyle, de flygte, naar Korset de se,
Og ikkun i Hulen som Djævle de le,
Men Seier de aldrig kan vinde.

✂ Ei er det om Kristi den hellige Grav
Vi skulle med Hedninge stride,
Ei kalder os Korset saa vidt over Hav,
Vi maa det vel alle nu vide:
At Herren er nær, hvor vi gange paa Jord,
Og haver sit Tempel i Syd og i Nord,
Hvor efter ham Hjerterne længes.

✂ De Vantro de bygge os selv udi Bryst,
To Høvdinge føre den Skare,
Dem tjener hver Sands og dem tjener hver Lyst,
Selv Aanden er i deres Snare,
Den ene har visselig Hovmod til Navn,
Den anden som Løgner sig kalder vort Gavn,
De Høvdinge ere saa onde.

57

✂ O Brødre, o lader os agte det vel,
Hvad gavner det os om vi vinde
Al Verden, men tabe det evige Held,
Som ei er i Verden at finde?
Kan Hovmod os frelse fra Synd og fra Død?
Kan Hovmod udslukke den evige Glød?
Kan den os med Herren forsone?

✂ O lader os vandre til Gravene ind,
Hvor Fædrenes Aander omsvæve,
Der bøies maaskee det hovmodige Sind,
Saa Troen sig mægter at hæve,
Og fange vi Tro paa den Helliges Navn,
Da snarlig vi mærke hvad os er til Gavn,
Og Æblet tilbage er vundet.

✂

Sorø Kirke.1

✂ Høie, lyse Guddomsbolig!
Under din den stolte Bue
Andagt maa i Hjertet lue;
Mangen slumrer her saa rolig.
Som i den forgangne Tid
Rørte sig her i vort Nord,
Vældig i den skarpe Strid,
Kløgtig i det stærke Ord
Hellig for dit Alterbord.

✂ Men hvad er det, som Øiet hist mon skue?
En Vaabenkrands alt under hvalvte Bue
Omringer Muren med sit Farvespil;
O, hvilken Slægt er fundet værdig til
At glimre saa paa Helligdommens Tinde,
Og leve der i evigt Helgenminde?
Foruden Skjolds af Slægter jeg kun een
I Danmark veed, som værdig var den Ære

*1 Optrykt i Kvædlinger med faa Ændringer. Se Poet. Skr. I. 277-288. 58

✂ At eie slig udhulet Bautasten,
O, mon det ikke Palnatokes være?
Jo, den det er, og den det er med Ret;
Thi hvor er Slægten, som i Seklers Række
Kan ved sit Navn saa stolte Minder vække,
Som blev saa seent af Hædersgangen træt?

✂ O, Jomsborgs Høvding, Kæmpe uden Mage!
Ei dine Ben er' gemt i viet Jord,
Dit Liv indfaldt i hine tunge Dage,
Da Krist og Odin kæmpede i Nord,
Den svundne Tid, den vilde du genføde
Og Liv igen indtrylle i det Døde,
Men kun forgæves var din blinde Daad.
Her stander jeg i andre tunge Dage,
I Hjerte vist, men ei i Kraft din Mage,
Og grunder dybt paa Herrens skjulte Raad.
Det Hellige, som dig og Odin overvandt,
Det ligger nu saa sygt og døende i Norden,
Ak, evige Forbarmer! er det sandt,
At ei det Døde kan igen opstaa paa Jorden,
Saa brist kun Hjerte i et Krampesiag;
Thi svundet er da Jordens sidste Dag.
Kan Herren vel en Søn paa ny til Jorden sende,
Som kan nedslagne Blik mod Himlen atter vende?
Ak nei, det er forbi, det haaber ikkun Daaren,
At stige skal til Jord en ny Enbaaren.
Dog, Hjerte! stands med dine Rædselsskrig!
Veed du det ei, at Kristus seierrig,
Som de Opstandnes første Grøde,
Opstanden er med Ære fra de Døde?
Mon eengang kun af Graven han opstod;
Opstod han ei i Kristnes Martyrblod,
Som randt for Korsets og for Gravens Ære?
Opstod han ei, da Luther kækt oplod
Det blinde Øie for hans sande Lære?
Lad Tiden da sin Kundskabs tunge Sten
Kun fræk henvelte over Jesu Ben,
Og fast den binde med Forstandens Seigl!
Lad den kun gange med sig selv i Pagt,
Og Mand ved Mand om Graven holde Vagt!
Det hjelper ei, naar Englene nedsvæve;
59 Da Vægterne skal fly, thi de maa bæve,
Da Stenen skal sig høit mod Himlen hæve,
Og straalende den Jordede opstaaer,
Da Slægter skal igen paa Jord fremtræde,
Som den, hvis Støv og Fald vi her begræde;
Som Skjalm, og som de Tvillinger i Aand,
Som Esbern Snare og som Absalon.

✂ Saa hvile sig da under denne Sten
Nu Absalons de trætte Helgenben,
Det er da ham, hvis Billed her man præged,
Det er da dig, hvis Daad mig saa bevæged.
Saa staar jeg nu da for den Ædlings Grav,
Som tidlig mig den Følelse indgav,
At det er stolt, at være født i Norden,
Ja, klart jeg dig i Lignelsen kan skue,
Som om din Aand til Kroppens Hvilested,
En føie Stund i Dæmring, svæved ned.
I Øiet seer jeg Kraft og Fromhed lue;
Thi Søn du er af Krist og gamle Nord,
En Gjord er spændt om dine stærke Lænder,
Og tunge Sværd nedhænger fra den Gjord;
Med det du slog til Jord de grumme Vender;
For dette Sværd fra Tempelbænk nedfaldt
Hver Stok og Sten som var en Guddom kaldt;
Det samme høit du op i Luften bar
Dengang du slog til Konge Valdemar.
Din Stav - o se, den er jo søndersprungen,
Da Bisper stred mod Fædreland og Kongen,
Da Danmarks Hæder sank i mørke Grav,
Da knuged du saa haardt din Bispestav,
At Stenen selv isønder maatte springe.
Med Kraft den Stav du som et Septer førte,
Da Lov du gav mod Synd og Overvold,
Med den det var, du Saxos Øie rørte,
Med den opmaned du den svundne Old.
Ja, Ædling, naar ved Valdemarers Minder,
Og naar ved dit opblusse mine Kinder,
Naar Øiet funkler ved en stor Bedrift,
Som du lod præge i den faste Skrift;
Og naar i Gru jeg gyse maa og blegne
Ved Tanken om, at var din Saxo ei,
60 Da maatte jeg, forvildet, uden Vei,
Omvandre her i Fædrelandets Egne,
Da knæler jeg med Tak for ham, som gav
I Haanden dig en hellig Bispestav.
Ja laa din Sten for høien Altar end,
For Gud jeg nu nedknælede paa den.
Saa er da Alt i haarde Sten indpræget,
Hvorved dit Liv mig har saa dybt bevæget!
Nei Kaaben ei, hvorpaa i Roskild hviled
Den svegne faldne Knud, da i dit Venneskød
Han rørt sin Aand opgav, og end i Døden smiled,
At præges udi Sten, dertil var den for blød,
Men derfor dog dens Minde vist skal vare,
Saalænge gævt og stolt det er i Nord
I Vennenød at glemme egen Fare.
Saa sov da sødt i hellig Kirkejord!
Du Støv af ham, som pryded Land og Kirke:
Det under dig vel dog forkeerte Old,
Der stormer mod de Døde blind og kold,
Som det var dem, der Landfarsoten virke.

✂ Hil være dig, udhugne Dannerkonning!
Uroligt var dit Liv, nu har du Fred,
Ei driver Gert dig mer fra Land og Dronning,
Thi ogsaa han i Graven lagdes ned.
For store Kæmpeværk han Jylland tog i Pandt,
Der søgte han sin Løn, der ogsaa den han fandt.
Kristoffer! ja, et Offer var du vist,
For den i Nord vanhelligede Krist,
Din Stol hardtad du fløtted fra dit Rige;
O, tungt for dig og Dannemark tillige!
Naar Herrens sande Frygt fra Tronen maa nedstige,
Og naar fra Altret selv den nødes til at vige,
Da kommer saadan Tid, da maa en Konge bøde,
Ei for sin egen blot, for hele Rigets Brøde.
Saa rind da Taare for det arme Rige,
Men rind kun for den svage Drot tillige,
Og rind for Sønnen, som de stærke Ben
Nu hviler hisset under tunge Sten!
Thi Saga det med Smerte vidnet har,
Ei atter Dag det blev med Valdemar;
Saa vakler ei ved Dag en Konges Trone,
61 Saa raader ei vantrevne Kræmmerflok
Ved lyse Dag for Dannerkongens Krone,
Ja, kan vel List og onde Rænker taale,
At skinnes paa af Jordens klare Straale?
Her fordum hun, den kloge Danneqvinde,
Som det sig burde, mellem Frænder laa.
O! var du her endnu i Rad at finde,
Og kunde fra de Døde du opstaa,
Et sanddru Vidnesbyrd du skulde da frembære,
Om det var Dannemarks og Norges Kraft til Ære,
At saa du bøded med en konstig Haand
Den nye Klud paa gamle Klædebon,
Om Kvindekløgt og Banghed udi Sind,
Hvad heller Kraft det var, da i dit Rige
Med stor Besvær du murede dig ind,
At Tyve ei sig skulde der indsnige
Ved Nattetid; thi kun naar Folket sover
Den rædde Tyv sig ind i Huset vover.

✂ Nu, sover vel, I gamle Kongeben!
Jeg skride maa forbi den sidste Sten,
Som Saga taus og grundende tillige,
Tredobbelt, Olaf, var din Slægt, dit Arverige,
Tredobbelt Slægt med dig i Graven maatte stige.

✂ Men hvem er du, som stander der allene?
Mig tykkes ret saa spottende du leer
Ad Kæmperne og deres Mindestene.
Det er fordi du kun paa Skraa dem seer;
Hvi blev du ei imellem dem herinde?
Om sjeldne Daad jo vidner dog dit Minde,
Og Altret kan du i din Krog ej se!
Ak, er det dig, du Paarses store Digter,
Som nødte os til Kæmper at bele?
Ei for din Daad ukyndig jeg dig sigter,
Jeg veed den Punkt, hvorpaa din Alder stod.
Den Lærde grandsked i de gamle Skrifter,
Ei glødende ved Hedenolds Bedrifter,
Men drevet af en uforstaaet Trang.
Paa saadan Færd kun findes hvad Man søger,
Og ikkun Ord han fandt i gamle Bøger;
Han pløjede Homerers Heltesang
62 Og sanked Fraser i den aabne Fure;
En Cicero, Ovid, Horats, Virgil
Han læste for at gøre klassisk Stil.
Om hver en Pind i Oldtids Fuglebure
Man trættedes paa god og slet Latin;
Men Fuglen selv, som sad og sang derinde,
Og Æggene, som laa i gyldne Skrin,
Dem fandt man ei, dem kunde man ei finde,
Saalænge man end fra Olympen ei
Til Herrens Himmel havde fundet Vei.
Saa Oldtids Glands er skjult den Dag i Dag
For hver som seer i Guder kun Bedrag;
Thi ret som intet Folk var mer end sine Guder,
Saa er det og for os ei mindre eller meer,
End sløve, lyse Blik udi dets Guder seer.
Dit Øie, Holberg, for hver Hedningold
Fik, som din Tid, og du fra dine Fædre,
Dem fried Luther fra Afguders Vold,
Og Hedningguder kunde de ei hædre.
Men Blikket, som din Tid dig gav for Heltedaad,
Fra eders Fædre det I arved ingenlunde,
Det hvasse Sværd hos Jer var blevet til en Braad,
Med den I stak, da ei med det I hugge kunde.
Saalænge Kristi Aand var over Stat og Kirke,
Saalænge Danmarks Folk saamangen stor Bedrift
Ved Jesu Kristi Kraft end mægtede at virke,
Var Øiet og opladt for Daad i gammel Skrift,
Var det og deres Lyst at digte og at skrive
Om Heltefærd og Daad paa gammel nordisk Viis,
At til Eksempel det for Sønner kunde blive,
At ingen Helt saa gæv forlorede sin Pris.

✂ Dengang ved Svarteraa de første Lutherdrenge,
Med Gudsfrygt udi Sind, med frit og freidigt Mod,
Afskurede den Rust i Svenskens Hjerteblod,
Som havde sig indædt i Danmarks Sværd saalænge;
Da aabnedes igen de gamle Kæmpehøie,
Da kom det saa, da maatte det sig føie,
At Snorro! du, og Saxo! af Jer Grav
Igen opstod og tog Jer Vandringsstav,
Og gik i Land omkring, saagodt I Gamle kunde;
I snakkede nu Dansk paa Jeres Sønners Viis
63 Med hver en Adelsmand, hver Rosenkrands og Friis,
I gæsted, hvor I kom, hver Borger og hver Bonde,
Og satte Jer paa Bænk for Enden af hans Bord
Og glæded ham i Sind med Jeres snilde Ord.
Da var det og at du, vor store Kristians Moder!
Da Tyge du engang besøgte paa hans Hveen,
Med Mester Anders om de gamle Syngenoder
Saa ivrig skifted Ord, som om en Ædelsten
Med Straaleglands der sad i hver en gammel Tone,
Og du dig ønsked den til Smykke i din Krone.
Du fik dem, delte ud til Frøkener og Fruer,
Paa gammel Dronningvis, og du endnu dem har;
Thi Stads saa gammeldags er ei for vore Fruer.
Kun for at smile af hvad Oldemødre bar,
Vi gemme dem endnu, de gamle Kæmpeviser,
Som ikkun Kærlighed og Mod og Troskab priser,
Saadan som de saae ud i gamle Arilds Tid;
Thi gamle Arild sad just i de samme Dage
Og sanked paa Dragsholm med sindrig Kløgt og Flid,
Hvad der af Sagn og Skrift om Danmark var tilbage.
Da fjerde Kristian ved Kalmar stred og vandt,
Der Dannebrog igen sig løfted under Ø,
Da Kæmpen Frederiksborg opvokste udi Sø,
Da Grønland Lindenov og Edda Brynjulf fandt;
Da fandtes og en Mand som kunde sjunge
Om slig Bedrift, og medens Arbo sang
Med hellig Aand om Skaberværkets Gang,
Da rørte du, Lyskander, kæk din Tunge
Om Verdens Herrers Værk; det bedre du forstod,
End dem at elske op af Danmarks Kongerod.

✂ Nu nærmer Svensken sig saa tæt til København,
Den stod som Adelsmand og vandt sig Adelsnavn;
Men skønt det end var Dag, var det dog blevet silde.
En større Frændeflok alt havde Anders Bilde,
End, danske Præstemand!du store Henrik Gerner;
Men derfor og din Daad var større end din Sang.
O, brave Syv! hvad hjelper det du værner
Saa trofast om det gamle Dannersprog,
Som du fra Stevns saae dine Juler værne
I Køgebugt om gamle Dannebrog?
Seer du Torfæus hist? Han bryder nu sin Hjerne,
64 For som Stephanius, og Vorm, og Bartholin,
At grave ned igen, hvad der er nys opgravet,
Begrave Nordens Sagn og Saga i Latin.

✂ En Røg saa gloende jo stiger hist af Havet,
Og i den klarlig seer jeg Danmarks røde Flag,
Det vaier stolt paa store Høitidsdag.
Herr Sehsted har en Søn sig avlet under Ø,
Som har det store Kaar, at han skal aldrig dø;
Det svor du, Sorterup, til Gud og Fædreland;
Jeg har den faste Tro, at Eden vorder sand.
Den Søn og har paa danske Bølger vandret,
Skønt han sit Navn, som Tiden, har forandret;
Han først hed Tordenskjold, han sidst hed Villemoes.

✂ O Sorterup! din Alders sidste danske Mand,
Som digted høit og kækt om Danmarks Helteros,
Saa sorrigfuld du stod i sjunkne Fædreland,
Begreb det ei hvorfor kun Viser om Krysillis,
Som blødne mer end skærpe Mandemod,
Om Paars og Synderen, som maa for Bøddel stilles,
I Danmarks Egelund sig mærke, høre lod;
O hørte du da ei fra Skaane høie Rygte
Om Dannerhæren, som for Stenbuk maatte flygte;
O, følte du det ei, alt Gammelt var forbi,
Den gamle Kristendom, og Kraft og Poesi?
Ja, Kristus selv ei mer i Straaleglands
Saa herlig stod for Sjælens Skuesands,
I tvende Sekler dæmpet var den Lue,
Som Luther tændte under Himlens Bue.
Ei til Bedrift var Tiden længer dygtig,
Og, Holberg, du var til dens Færd for stor.
Hvad var tilovers da? kun det at spotte kløgtig,
Med Sorgen dybt i Sind at mæle Latters Ord.
Saa tro da ei, du Martyr, jeg er blind,
For hvad du var, og hvad du maatte være!
Nei ikkun da jeg harmes udi Sind,
Naar sløve Folk vil skoggre dig til Ære,
Som mindste Glimt ei af din Aand kan se,
Som mener fræk, dit Maal kun var i Livet,
Hvad deres er, at nyde og at le!
Et andet Syn af Herren mig blev givet;
65 Jeg veed det vist, at hver en kraftig Aand
I sig forener Alt, hvad i hans Tid og Folk
Der findes vidt adspredt, i Enkelthedens Baand;
Saa var og du din Tids, dit Nordens sanddru Tolk;
Men det, som med sig selv Forening kun kan avle,
Det ubekendte Tal paa Aandens Regnetavle,
Det genialske Blik var Herrens og dit eget.

✂ Saa skal jeg da forlade dig saa rolig,
Du underfulde, lyse Guddomsbolig?
Ja, rolig vel; thi nu for vist jeg veed,
At Kristus lever i al Evighed;
Men dog med Taarer i det vaade Øie;
Thi hvilken Dansk kan stande her urørt?
Paa hvilken Dansk kan Øiet blive tørt
Ved Valdemars og ved Kristoffers Leie?
Vel Dannekongers Ben sig hvile andensteds,
Ja ligge hist og her end tættere i Kreds;
Men, Sorøs Guddomshus! det var dog kun i dig
At Fædrene begrov det hele Danmarks Lig.
Fra Leire kun til Roskild Harald flytted,
Og Kongehøi med Kirkejord ombytted;
End Danmark straaled i sin fulde Glands,
Og trende Riger gik om Knud i Dands.
Fra Estrids Søn til store Valdemar
En Kløft hel dyb der er at overspringe,
I Roskild ligger Svend, i Ringsted Valdemar,
For gamle Danmarks Liv begyndte det at ringe.
Den anden Valdemar man Seiernavnet gav,
Han planted røde Kors ved gamle Danmarks Grav.
Som Frodes, Liget blev end ført omkring enstund,
Indtil det her nedsank i Sorøs Kirkegrund.
Dog, slig en Kæmpe ei saa snart kan rolig sove,
Som Genfærd se vi ham endnu engang sig vove,
Ved Midnat op af Grav og kaldes Valdemar,
Han gaaer som det var Dag, og som ei død han var;
Dog Døden rædsom, mørk, i Øiet malet staaer.
Der Timen er forbi, igen i Grav han gaaer,
Og kun forgæves vil en trolddomskyndig Vole
Ham mane op igen paa trende Kongestole:
Han kommer som et Barn, som hellig Olafs Skygge,
Kun for at i sin Grav trekronet han kan bygge.
66 Nu længe vi i Kirken have dvælet,
Det Døde til os Levende har mælet
Om nære Frændskab i den svundne Tid
Imellem Tro og Sang og kraftig Id.
Det samme vil og vore Ætmænd finde;
O lader det ei gange jer af Minde!
Dog stille! end det Døde til os mæler,
En hellig Aand det døde Malm besjæler.
O hører I ei hvad det er som toner
Fra Hvælvingen? det er om vor Forsoner.
Ved Midnatstid, da blev vor Frelser født,
Til Verdens Trøst, som ellers var forødt.
O gid I dette Ord i Hjertet vilde gemme,
Da maatte frit hvert andet I forglemme,
Thi kun i ham der gives Salighed,
For alle dem der af hans Fødsel veed.

✂

Julesang.1

✂ Op, alle Kristne! stemmer i!
Om Kristus vil vi sjunge,
Med Sjæl og Hjerte sjunge vi,
Alt som med Mund og Tunge,
Og prise Herrens Kærlighed,
Som sendte os fra Himlen ned
Sin elskede Enbaarne.

✂ Naar saae man før det Underværk,
At Stjerner maa nedskride,
Og Sol opgaae saa klar og stærk
Ved dybe Midnatstide!
O Midnat! lysere du er
End nogen Dag med Straaleskær
Fra Verdens første Morgen.

✂ O Foraarsol! din Magt er stor,
Naar Sneen du mon smelte.
Du løser ud den fangne Jord
Af Isens haarde Belte;

*1 Optrykt med en enkelt Ændring i Kvædlinger. Se Poet. Skr. I. 288 - 91. 67

✂ Alt paa din Straales Vennebud
Af Kvisten springer Knoppen ud
Og Blomsten op af Jorden.

✂ Dog aldrig med den Vintersol
Du vove dig at maale,
Som klar, da Midnatshanen gol,
Opgik med gyldne Straale!
Kun Billed er din stolte Pragt,
Kun Skygge er din store Magt,
Af den, af Kongesolen.

✂ Alt som et Lig foruden Aand
Var Jorden at beskue,
I Satans Mørke, Syndens Baand
Den svarlig maatte grue:
Ei vokste nogen Blomst derpaa,
Thi Dødens Is den knuged saa,
At Intet spire kunde.

✂ Da kom du, Sol, o Jesu sød!
Dig fulgte Guddomsstørke,
Med den du Syndens Lænker brød,
Adsplitted Satans Mørke,
Og Dødens Is saa stærk og kold,
Den onde Fjendes Herreskjold,
Du med din Straale smelted.

✂ Slet ingen Vraa er nu saa mørk,
Du den jo kan oplyse,
Saa vildsom er slet ingen Ørk,
At Vei du jo kan vise;
Saa lys er ingen Kongehald,
Saa lys er ingen Hjerneskal,
At de dig kan undvære.

✂ Saa skin da, gyldne Sol, saa klar
Foruden Aar og Alder!
Din Straale og den Størke har,
At Blomster den fremkalder;
Thi Kærlighed og Haab og Tro,
Det er den Blomst, som nu mon gro
Trefoldig, høit mod Himlen.

68

✂ Den Blomst, som paa dit Bud opkom,
Ei Mage her kan finde,
For Hjertet er den Lægedom,
Den visner ingensinde,
Og hvo den først beskuer ret,
Han af det Syn ei vorder træt,
Før han i Graven synker.

✂ Naar Is optøes af Solens Glød,
Den vorder frugtbar Væde,
Saaledes maa nu og vor Død
Forvandle sig til Glæde;
Thi Tro og Haab og Kærlighed
Opgro til Liv og Salighed
Af Dødens løste Vande.

✂ Saa hav da Tak, o Herre from,
For Lys og Blomst tillige!
Fordi du som en Frelser kom
Til faldne Jorderige!
O lad os paa din Fødselsfest
Dig takke, som du takkes bedst,
Ved Tro i rene Hjerter!

✂ Og, Frelser, naar saamangengang
I Midnatsmulm vi vanke,
Forført af Lysters Trolddomssang,
Forvildet af vor Tanke;
O, fødes da hos os paa ny!
Forsmaa ei Hjertets ringe Ly!
Tilgiv hver daarlig Tanke!

✂ Ja, derfor du, o Frelsermand!
Dig lod i Krybben lægge,
Imellem Dyr med Uforstand,
Alt inden ringe Vægge.
Dit Tegn det var i svundne Tid,
Hvergang du dig genfødte blid;
Du altid saa vil fødes.

✂

✂ INDEN »Nytaarsnat« udkom, havde Grundtvig skrevet sin historiske »Barnesang« om de hellige tre Konger, som dog nok kan fortjene Navn af en ægte Julesalme. Den er digtet kort før hans Sindssygdom og staar som en Stjerne paa mørkeblaa Grund mellem de drivende Uvejrsskyer, mærkelig afsondret fra hans øvrige Digtning i hine stormfulde Dage af hans Liv.

✂ En Del af Haandskriftet er bevaret, og herpaa har han senere skrevet: »2den og 12te Decbr - Herrens Navn være lovet - og Hans ubegribelige Kærlighedpriset!« Sandsynligvis har han paa de nævnte Dage begyndt og fuldført Digtet. - Haandskriftets første Side indeholder følgende første Udkast:

De hellige tre Konger.

✂ Vi har en Seng saa bred og stor
Og Sengen er den vide Jord
Der maa vi alle hvile
Udi vor Livs den dunkle Nat
Og først bag Graven til os brat
Skal Morgenrøden smile.

✂ En Himmelseng det var1 vi fik
Og opad stirre maa vort Blik
Ei vorde Søvnens Fange,
Den Himmel er saa deilig blaa
Af gyldne Stjerner rundt derpaa
Indvirkedes saa mange.

✂ Hermed afbrydes første Udkast og paa anden Side begyndes:

✂ Deilig er den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa

✂ Sidste Linie rettes til:

✂ Lyst det er at se derpaa,

✂ hvorefter der fortsættes som i den trykte Sang.

*1 Rettet til: Det var en Himmelseng. 77

✂ I Haandskrift er bevaret de tre første og det sidste Vers, med følgende Afvigelse fra det første Tryk: Vers 3, Linje 2: skinned for glimted. Efter sidste Vers fortsættes med to Linjer af et nyt, saalydende:

✂ Mindes det, I kære Smaa!
Da skal I Guds Rige faa

✂ Digtet er første Gang offentliggjort i Sandsigeren eller den danske Huusven, et Ugeskrift Udgivet af Prof. K. L. Rahbek. No. 12. Onsdagen den 10 de April 1811. Det indledes med den nedenfor gengivne Afhandling af Forfatteren og efterfølges af nogle Bemærkninger af Udgiveren. - I Kvædlinger optrykte Grundtvig Digtet med nogle faa Ændringer og tilføjede et lille »Tillæg« (se nedenfor).

✂ Hr. Sandsiger!

✂ I det jeg tager mig den Frihed at tilsende Dem medfølgende Sang til Indrykkelse i Deres Blad, beder jeg om Tilladelse til at sige et Par Ord om den Art af Sange, hvortil den tildels hører, nemlig de historisk-kristelige. I Lutherdommets første halvtredie Aarhundrede udgjorde saadanne den største Del af de forordnede Psalmer, og mig tykkes, med Rette, da den historiske Psalme er at ligne ved en rindende Bæk, og den dogmatiske eller moralske derimod langt ligere de stillestaaende Vande. Ingen kan fortænke mig i, at jeg med denne Overbevisning er utilfreds med den aldeles Fortrængelse af historiske Psalmer, der i den nyeste Psalmebog lader sig tilsyne. Visselig ville Mange med mig i denne Bogs fleste Sange finde den gamle Sandhed bekræftet, at det blot lyriske Digt af Nødvendighed udmattes, da den begeistrede Digter ved det første Greb i Strængen maa stræbe at fremlokke en Tone, der heelt udtaler hans Følelse, og siden nøies med enten at opløse, gjentage, eller sagte antyde en mere eller mindre beslægtet Følelse. De mest overflødige Bilag hertil vil Man finde i de mange Psalmer over Guds Egenskaber, der ei allene ere Gjentagelser og Opløsninger af sig selv, men som oftest af hinanden. Lægger Man nu til, at disse dog, i det Hele taget, ere og maa være de fortrinligste, og at de egenlig moralske Læredigte ifølge deres Natur maa vorde endnu mere enstonede, tørre og kolde, maa Man endnu mere beklage Mangelen af det historiske Liv, og 78
jeg tør frimodig paastaae, at selv naar Moral og Fornuftreligion skulde være Hovedgjenstanden for de kirkelige Sange, vilde den historiske Dragt være saare ønskelig; thi det er dog udentvivl vist, at Digterens Begeistring er langt varigere og fastere, naar den er knyttet til Mænd og Tildragelser, samt at det Pusterum, der undes ham under den historiske Fremskriden, sætter Aanden istand til, paa de mest udmærkede Punkter at virke med sin hele Kraft. Jeg anseer det for ligesaavist, at Mængden og ikke blot Mængden, baade igiennem det levende Exempel kommer til en klarere Beskuelse af Dydens Herlighed og Glands, end igiennem den halvdøde lærende Fremstilling, samt at den blotte Formanings Virkning aldrig kan være saa stærk, som den, de enkelte Opmuntringstoner kunne frembringe, der i den historiske Sang synes mindre at være fremlokkede med Overlæg end at have dannet sig selv i Digterens Øre. Dette lod sig omstændelig udvikle ved igiennem Historien at henpege paa de Sange, hvori de Gamle fremsatte deres Myther, og i det hele paa den Virkning, Historien gennem alle Tider i Kæmpeviser og Krøniker, Legender og Eventyr har havt paa Folkene; men det behøves her saameget desmindre, som Spørgsmaalet her egenlig bliver, hvorledes kristelig religiøse Sange bør være beskafne. Maa nu enhver Kristen ansee Bibelen for et Indbegreb af Alt, hvad der troet og fulgt kan giøre os timelig og evig lyksalige, og tillige er sandere og høiere end Alt, hvad Mennesker kan optænke, saa følger heraf baade, at Bibelens Indhold maa være Sangenes, og at disse maa være digtede i hins Aand. Men nu er saa stor en Del af begge Testamenter aldeles historisk, nu er Jesu Liv ei allene det fuldkomneste Dydsmønster, men indeholder tillige Fakta, hvorpaa en Kristens hele Tro og Saligheds Haab maa grunde sig, saasom: Kristi Mirakler, Lidelse, Opstandelse og Himmelfart, og endelig ere Jesu Lignelser et nyt Bevis for, hvorledes selv Moralen bør iføre sig en mere eller mindre historisk Dragt for at vinde Indgang. Føier Man til, at det mindre er Kundskab om Pligterne end Villie og Størke til at opfylde dem og til at forsage, hvad der behager Sandserne, der fattes Menneskene, behøves der vel ei mere Bevis for, at de fleste Kirkesange burde være levende Billeder af Jesu og de hellige Mænds Liv; og de fremfarne Tider have lært, at saadanne tale kraftig til Hjertet og laane Sjælen Vinger til høi Flugt over det Jordiske. Naar derfor en Tidsalders Mennesker ei længere finde Behag i eller kunne opbygges ved saadanne, da er det et sandru Vidnesbyrd om, at Kristendommen ei længer boer i 79 deres Hjerte, at dens Høitider ei længere ere deres, at Jesu Liv ei længere er det menneskelige Gudsbillede, hvorpaa Øiet lyster at dvæle, at hans Kors forarger dem, at de ei med ham ville begrave det gamle Menneske for at opstaae forklarede med ham, og at i det Hele Øiet er blindt for den hellige Aand, der hvilede over de hedenfarne Guds Mænd, og endnu svæver saa kraftelig over deres evige Mindesmærker, at Enhver, som besøger dem med ydmyg Følelse af sin Trang, vil føle sig grebet og størket og løftet til et høiere Samfund. Jeg kan ikke andet end med inderlig Bedrøvelse her gjentage den lette men dog saa tunge Spaadom: at dersom vi endnu længere ville vedblive at ringeagte sand Kristendom og daarligen sysle med at opelske et Kundskabstræ af den halvvisne Gren, som er løsrevet fra sin hellige Rod, da vil Slægten snart vorde udjaget af sit drømte Paradis, uden anden Vinding end den raadnende Frugt, den stjal med formastelig Haand, og da vil den forgjæves længes efter det foragtede Livets Træ, fortvivlende vil den staae med den mørke Grav for sig, og bag sig Keruben med det flammende Sværd. Da den foragtede Sandheden, vil den komme til at troe Løgnen, atter vil Europa ligge kraftløs nedsunken mellem Vantroens og Overtroens gabende Afgrunde og kun slæbe sig frem drevet af Despotismens Jernsvøber, som den romerske Verden fordum. At bortvende denne Ulykke kan den Gud allene, som fordum gav det stinkende Lig Liv og Kraft, men at størke det døende maa være enhver Kristens Bestræbelse. Under den Forudsætning, at der endnu ere mange Tusinder i Norden, som ei have bøiet Knæ for Tidens livløse Afgudsbilleder, men som dog kunne trænge til at størkes i Troen og Haabet, troer jeg, at en Samling af kristelige, mest historiske Sange vilde være Mange kjærkommen, og en saadan agter jeg at udgive, om Gud under Liv og Helsen. Endel skulle være selvgjorte, men den største Del borgede af Kingo, Luther, og flere af de ældre kristelige Digtere med de Forandringer, Tiden med Ret kan fordre. Skulde Nogen af vore nulevende Digtere, besjælet af sand kristelig Tro og Iver ville hædre denne Samling med Bidrag, skal det være mig saare kjært.

✂

De hellige tre Konger.
(En Barnesang.)

✂ Deilig er den Himmel blaa,
Lyst det er, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke,
Os fra Jorden op til sig.

✂ Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I høre gierne:
Himlen hører eder til.

✂ Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en liden Stjernesol.

✂ Langt herfra, i Østerland
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.

✂ Naar den Stjerne lys og blid
Sig lod see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Skulde fødes paa vor Jord.

✂ Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav.

81

✂ Han gik til sin Konges Slot,
Kongen kiendte ham saa godt,
Hørte og med Hjertens Glæde,
At det Lys var nu tilstæde,
Hvorom gamle Spaadom lød.

✂ Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede1,
Som var født i samme Stund.

✂ Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem,
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den de ledte om.

✂ Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Betlehem,
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt.

✂ Glade udi Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Kongetrone,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød.

✂ Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.

✂ Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist,
Derfor neied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelser med søde2 Lugt.

*1 Grundteksten har her ved en Trykfejl: oplede. *2 Kvædlinger: Røgelse med søden. 82

✂ Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse milde Stjerne,
For den Konge dybt jer neie,
Som Guds Rige har i Eie,
Og vil lukke jer derind?

✂ Seer I til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa,
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde
Over Jesu Kongestol.

✂ Thi det Barn, som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjernetoppe
Hos Gud Faders høire Haand.

✂ Neier eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Pris til høie Sæde!
Det er Røgelse for ham.

✂ Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesum vist.

✂ Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.

N. F. S. Grundtvig.

✂

✂ SAGA, Nytaarsgave for 1812, som udkom i Slutningen af Aaret1811, er helt igennem præget af den kristelige Grundstemning, der besjælede Forfatteren efter hans Opvækkelse i den foregaaendeVinter. Foruden en fri Oversættelse af »Gunlaugs og Rafns Saga«indeholder den en Række Minder og Sagakvad, der giver værdifulde Bidrag til hans Livs indre og ydre Historie.

✂ Det første af disse, Strandbakken ved Egeløkke, stammer isin foreliggende Form fra 1811, men er bygget over et ældre Digt, som findes i Haandskrift fra 1808 med Overskriften: »Rejsen i Sommeren 18[07]. - Egeløkke«. Det fremgaar af Indholdet, at Grundtvig i Sommerferien 1807 agtede at besøge sine Forældre i Udby, medens hans kære Elev, Karl Steensen Leth, og hans Væsens Herskerinde, Fru Constance Leth, var rejste til Fyn, og at han kort i Forvejen havde haft sin Ungdomsven P. N. Skougaard, der nu varbosat i Aalborg, som Gæst paa Egeløkke. Da dette ældre Digt sætterenkelte Afsnit af det berømte Kvad fra 1811 i et klarere Lys, skaldet meddeles her, dog saaledes, at de første 16 Linjer, som ved enRift i Papiret er blevne ufuldstændige, gengives efter en let Omarbejdelse fra 1811, der ligeledes findes blandt de efterladte Papirer.

Egeløkke.
(1807).

✂ As eller Jette,
Som med usynlige Haand
Mægted at flette
Om mig det lønlige Baand,
Der mig saa fast monne binde,
Binde, skøndt Taarerne rinde!
As eller Jette!
Løs nu det fængslende Baand,
Som du med kraftige Haand
Mægted at flette!

✂ Hører du Røsten
Hisset fra Østen?
Faderen kalder sin Søn.
Kan du fornemme
Hviskende Stemme?
Moderen kalder i Løn.

85

✂ Guderne spotte ej Faderens Raab,
skuffe ej Moderens stadige Haab.
Et Under - de Baand
Som en Dødeligs Haand
Ej mægter at slide,
De glide, de glide,
Alt stander jeg fri.

✂ Karl! elskværdige Du,
Arving til Godhed og Smile,
Ikke beskuer jeg nu
Dig, som min Sjel har udkaaret,
Dig have Bølgerne baaret
Sagtelig hen over Sø
Til den fremmede Ø.

✂ Du, den vidunderlig Høje,
En Guddoms forblommede Lyd,
Som fra det sollige Øje
Nedstraaler Himmelens Fryd
Og fra det ildlige Øje
Nedlyner Helvedes Kval,
Hisset i Vesten Du svandt,
Der ganger Solen til Hvile.
Borte er Alt, som mig bandt.
Rask maa jeg gaa, jeg maa ile,
Medens den susende Vind
Køler den koglende Aande,
Før den berører min Kind.

✂ I yndige Høje og Dale,
Som matte kun Farverne male,
Mit Edens fortryllende Krands!
I gamle ærværdige Skove!
Du Hav med den trillende Vove,
Der synger til Havfruedands!
Med Eder jeg delte min Gammen,
For Eder jeg klaged min Nød,
I nærede, dæmpede Flammen,
I skued' mit Liv og min Død,
Men holde mig ej. Jeg er vred
Paa Eder, I Dale og Høje,
Paa Eder, I Skove - I veed,
At Han er mig kær som mit Øje,
Som vandrede nys ved min Haand
Hen for Eders Aasyn; I fængsled
Ham ej med uløseligt Baand.
Og Du er mig dobbelt forhadt,
Du Hav med den trillende Vove,
Thi ej holdt Du Tro eller Love,
Bort førte Du Vennen saa brat,
En Ven, ved hvis Tro jeg vil sværge,
En Ven, paa hvis Ord jeg vil dø,
Han er fast som de knejsende Bjerge,
Der krandse hans Fædreneø,
En Ven, ved hvis Side henrunde
I Alderens tidlige Vaar
De sidste, lyksalige Aar.
86 Til Oldtidens hellige Lunde
Jeg fulgte hans stræbende Aand,
Han aabned' mit lakkede Øje
Og viste mig Vejen saa nøje
Med Edda og Snorro i Haand.
For favnende Vennen at møde
Han for over Land over Sø
Fra Jotlands det nordlige Øde
Til Lavinds sødtsmilende Ø.

✂ Saa bort fra de Vange og Skove,
Der fængslede ikke min Ven!
Saa bort fra den trillende Vove,
Som troløs bortførte min Ven!

✂ Du Have! Du nyfødte Spæde,
Som strækker med barnlig Glæde
De Blomster som Arme mod mig,
Ved dit Kys jeg saa ofte har smilet,
I din Favn jeg saa tit har udhvilet,
Og dog - dog forlader jeg dig,
Men græd ikke Barn, thi jeg lover
At komme igen, før Du sover,
Og sige dig venlig god Nat.

✂ I det oprindelige Haandskrift findes derefter Overskriften Maribo, men Resten af Siden er tom. Sommerrejsen er gaaet over Maribo, Torkildstrup, Gunsiev og Vordingborg til Hjemmet i Udby.

✂ Til »Minderne« fra 1808 hører Lolland, som han kom igennem, da han i April forlod Langeland og maatte rejse over Smaaøerne til København for at undgaa de engelske Krydsere.

✂ Digtet Til en Veninde er skrevet til Fru Constance Leths Fødselsdag den 11. April 1811 og viser, hvorledes Grundtvigs undertrykte Tilbøjelighed for hende nu igennem Sjælekampens Brydninger er bleven forvandlet til et roligt Venskab.

✂ I Digtet Til Sibbern dvæler han ved de tunge Dage, da Vennen stod ham nær i hans Vaande og fulgte ham hjem til Udby Præstegaard lige før Jul 1810, og fremstiller dernæst sin anden Hjemfærd efter Præstevielsen den 29. Maj 1811.

✂ Den Udenlandsrejse, hvortil der sigtes, tiltraadte Sibbern i August 1811. I et Brev til Søsteren fra Mosebye paa Falster skriver han den 11. August: »Paa Vejen besøgte jeg Grundtvig og var en fire, fem Timer hos ham. Han befinder sig nu vel, og er ret tilfreds i sin nye Stilling som Præst«. Senere meddeler han, at han har været i Torkildstrup, »hvor Grundtvigs Broder er Provst, og hvor jeg efter Aftale traf Grundtvig, der var rejst over for at sige mig sidste Farvel, og bragte mig et ikke saa kort Afskedsdigt med«. (»Breve fra Sibbern«, udgivne af C. L. N. Mynster, S. 12-13). - Digtet blev første Gang trykt i »Sandsigeren« for 28. August 1811 under Navn af »Farvel (til min Ven F. C. Sibbern)«. Se Poet. Skr. I, Nr. 72. - Formen er en Del ændret i Saga.

87

✂ I Samlingens sidste Digt, Sværmeriet, giver Grundtvig et poetisk Overblik over Menneskeslægtens Historie med Billeder hentede fra Biernes Liv, som han i Tyregod var bleven fortrolig med. Kuben er den af Tiden afgrænsede jordiske Tilværelse, og Kubens Dronninger Saga. Sværmeriet er Sjælens Drift mod det evige, som finder sil Udtryk i Grækernes Kunst og Nordboernes Folkevandringer. Men her som hist indfanges de ædle Sværmere af Jordelivets Snarer og taber det evige Liv af Sigte. Grækerne hengiver sig til Nydelsen, Nordboen øder sin Kraft ved blodige Kampe. Kristus er den eneste Viser, som har magtet at svinge sig til Himlen, og hans Disciple fløj vidt ud for at samle flere til den Sværm, som fulgte ham. Men ogsaa de Kristne fortabte sig tit i Jordelivets Kuber og Moser. En Sværm fløj til den hellige Grav og fandt der en vanhellig Død. Andre hengav sig til Billed- og Bendyrkelse og faa fandt Vejen til Kirkens snævre Celle, bygget af Guds Ord, hvorigennem Vejen er banet til Evighedens Land. Da opstod der en ny Viser i Morten Luther, men Sværmen forlod snart atter den Bane, han havde ført den paa, de tog Korset fra Cellens Dør og gjorde lyst derinde med kold Fornuft. Det maa derfor være vort Haab, at der i Norden kan opstaa en ny Viser, en Ordets Kæmpe, der tør tale om Korset med samme Kraft, som der var i de nordiske Kæmper.

✂

Til Saga.

✂ Kære Datter, gak i Verdea ud!
Far saa vidt, du maa, paa Land og Bølge,
Tal kun frit af Hjertet om din Gud!
Overalt hans Aand dig da skal følge.
Gak Paladserne med Suk forbi!
Naar Man ei vil høre dig, saa tie!
Spotter Man, da fæld en Vemodstaare!

✂ Gunst og Medgang lover jeg dig ei,
Du er ingen væver Modedukke,
Knap Man dig tør hilse paa en Vei,
Tit for Dig Man Dør og Port vil lukke;
Gammeldags du er i Maal og Sind,
Mangt et Sted Man dig kun lukker ind,
For med dig som gammelt Nyt at skemte.

✂ Naar du sjunger dine Varselskvad,
For en Nattens Fugl Man dig vil skælde,
Naar fra Jord du flagrer barneglad,
Man din Dom som Sværmerske vil fælde;
Arme Glut! du ei kan gøre ved,
At før du blev født gik Solen ned,
Du jo ei kan Nat til Dag forvandle.

✂ Arme Glut! dig Kuben er for kvalm,
Ei dit Veir du trække kan derinde,
Gennem Taget af den raadne Halm
Kan du ei de klare Stjerner finde,
Intet Under, at du sværmer ud,
Sukker dybt og barnligt til din Gud,
Stunder did, hvor ene du har hjemme.

90

✂ Naar du under Korset knæler ned,
Naar de salte Angerstaarer rinde,
Mangt et Navn Man til dig har og veed,
Kalder dig en overtroisk Kvinde;
Øiet gnistrer da som Flint og Staal,
Man til Stol dig ønskede et Baal,
Og til Seng de gamle Fædres Grave.

✂ Bliv ei bange! gaa med Bøn og Sang!
Da kan ingen Djævel dig forskrække.
En og Anden paa din tunge Gang
Vil dog vist en venlig Haand dig række;
Venner har din Fader ikkun faa,
Men de faa ham elske og forstaa,
Siig: Guds Fred! naar En af dem du møder.

✂ Allerførst du dog maa gange ind
Nytaarsmorgen til min kære Pige1;
Hun dig favner med et barnligt Sind,
Mangt et venligt Ord vil hun dig sige;
Du jo taler kun om Gud og mig,
Hun vil elske, hun vil kysse dig,
Bede Gud dig paa din Vei ledsage.

✂ Gaa nu blot ei vild i store By!
Lad en Ven dig følge til den Kære!
Nei saa smukt og vær slet ikke bly,
Siig kun rask hvis Datter du mon være!
Hils fra mig! her er et lille Brev.
Vil du vide, hvad i det jeg skrev,
Sæt dig ned! saa skal du faa at høre.

✂ Kære Pige! i det nye Aar
Venter du med Ret en Nytaarsgave;
Tidlig og jeg for dit Aasyn staar,
Skænken alt til dig er lagt i lave;
Dobbelt er den, som min Geld til dig!
Skænk for Hjertet, som du skænked mig,
Skænk til Gammen paa en Nytaarsmorgen.

*1 I September 1811 var Gr. bleven forlovet med Elisabeth Christine Margrethe Blicher, født den 28. September 1787. Se I. 70-72. 91

✂ Ikke Ringe af det røde Guld,
Ei Juveler, intet Perlesmykke
Byder jeg min Fæstemø saa huld:
Intet Guld opveie kan min Lykke,
Og med Tak jeg siger, hvad du veed,
Ikkun Tro og Haab og Kærlighed
Er mit Guld og mine Ædelstene.

✂ Fæstensgaven, som i Dag du faar,
Er da den, som du dig selv har kaaret,
Hjertet som igennem mange Aar
Har dit Billed i sin Løndom baaret;
Ikke mig, men Gud det hører til,
Men jeg veed, du det kun eie vil,
For med dit til Gud det at forære.

✂ Nytaarsgaven er dig ogsaa kær:
Urtekosten af de Vinterblommer,
Alle groed de mit Hjerte nær,
Næsten alle i min bedste Sommer;
Medens Solen lavt paa Himlen staar,
Lad dem kvæge dig! I lune Vaar
Mere liflige dig Gud beskære!

✂ Første Blomme, som dit Øie seer,
Kun omplantet er fra Islands Have,
Men om ei der var i Kosten fleer,
Sømmelig var dog min Nytaarsgave;
Stirre maa jeg paa dens Blade stivt,
Thi mig tykkes, en forblommet Skrift
Stander der om dig og mig at læse.

✂ Ogsaa jeg min Helga tidlig fandt,
Alt som Gunlaug, udi Vennesale
Som for Skemt jeg hende til mig bandt,
Udi Tanke, om end ei i Tale;
Ogsaa jeg var dengang stiv og raa,
Ogsaa jeg hel gerne vilde naa
Hædersnavnet af en Ormetunge.

✂ Ogsaa jeg i trende Somre drog
Udenlands, for fremmed Sæd at skue,
Ogsaa mig en sælsom Lyst betog
Til at bo i Høielofters Stue,
92 Sikkerlig det faldt min Helga ind,
At maaske hun var mig rent af Sind,
Da med Vintre end de Somre skrede.

✂ Lov og Tak, du Himlens Gud! at dog
Ei du lod mig Gunlaugs Vanheld friste!
Ingen Ravn min kære Svane tog,
Som af Alt jeg nødigst vilde miste;
Lov og Tak, fordi paa vilde Færd
Ei som han, jeg kom min Grav saa nær,
Før sig lod optø det frosne Hjerte.

✂ Gud det veed, om paa min Skænk engang
Du som Helga paa sin Gunlaugs Gave,
Stirre skal en Vinteraften lang,
Og dig lade saa med den begrave;
Gud det veed, om vi skal sankes her,
Om den Svane, som jeg har saa kær,
Med en Falk skal sees at hjemflyve1.

✂ Guds Vilje ske! vi veed det jo saa vist,
At Himlens Gud han er vor Fader kære,
Vi veed det jo, at vi skal samles hist,
Og evig da hos Gud tilsammen være;
At Kongesønnen, hvem vi troed paa,
Skal over os sin gyldne Telt udslaa,
Og gladelig vi skal derunder bygge.

✂ De fagre Støtter, som den hviler paa,
Er Tro og Haab, som støtted os hernede,
Fra Jorden kunde de til Himlen naa,
Fordi fra Himlen de til os nedglede;
Men Telten selv, saa straalende og fin,
Af Kærlighed: af Herrens Jordelin,
Den var ei her, thi her er ikkun Længsel.

*1 Sigter til Thorsteins Drøm i 2. Kap. af Gunlaugs Saga.

✂

Fortale.

✂ Et Aar er nu forleden, siden jeg udstyrede Idunna min ældste Datter. Der jeg stod og stirrede paa hendes Smykker, tykdes det, som for Guld skulde gælde, mig Messing at være, og Perlerne tykdes mig Glas. Ei var det underligt, nys havde jeg fundet Ageren, hvor den kosteligste af alle Perler straalede gennem Muldet, og jeg vilde sælge Alt hvad jeg havde, for at købe den Ager. Medens jeg end skaadede Perlen og ligesom veiede om den var det Meget værdt, fik jeg dens underlige Vilkaar at vide. Hvad de gamle Skjalde løi om Drupnir, at fagre Ringe dryppede fra den om Nattetide, det var om Perlen sandt at sige. Perler dryppede mig i Haand, som tykdes mig saa fagre, at jeg beskikkede min Datter dem til Brudeskænk1; men medens de end vare paa Vei, der jeg stirrede stivt paa hin kostelige Perle, fandt jeg det med Sorgen, at dens Døttre smaa vare den ulige i mange Maader, ei vare de nær saa klare, og den kolde Glimmer var intet mod den varme straalende Glands. Tungt faldt det mig paa Hierte; jeg turde ei holde det dyrebare Klenodie i ureen Haand, jeg lagde det i Ageren igen og stirrede paa det med Suk og med Angest Langt vilde det være at omtale og dog umuligt at udsige, hvorlunde under Kamp og Taarer Modet voxde, saa Haanden dristede sig til igen at annamme det fagre Mon og lade det fælde sine klare Taarer. Nok er det, at aldrig havde jeg tænkt at udstyre nogen Søster til Idunna, og dog skeer det nu ved Herrens Naade, enddog Sagas Smykker vel maa agtes mere ægte, alt eftersom de Søstres Navne betegne. Vist seer jeg end, at de stivnede Perledraaber ei ere at ligne med Perlen selv, men det seer jeg og, Haandens Urenhed er saa dybt indgroet, at den ei aftvættes her ilive; vel med Suk, men dog med Ro *1 Sigter til de ovenfor meddelte historisk-kristelige Digte fra Efteraaret 1810(i »Idunna« og »Nytaarsnat«).94 skuer jeg de Smaaperlers Smitte og kun derefter tragter jeg, at lade dem trille saa saare, og røres kun sagtelig af Kød og Blod.

✂ Hvad her er sagt i en Lignelse, som Herren selv skænkede mig, vil jeg i faa Ord sige aabenbar. Det var nødvendigt, at da jeg fik Øiet opladt, maatte jeg agte alle Ting at være til Skade for Jesu Kristi min Herres Kundskabs Ypperlighed, jeg maatte agte dem alle Skarn for at jeg kunde vinde Kristum, kende ham og hans Lidelsers Samfund og hans Opstandelses Kraft. For Saadant agter jeg dem endnu, men jeg har lært af den hellige Povel, at Man med frelst Samvittighed kan vinde Maalet paa mange Maader, naar kun Sindet bliver uforvandlet. Harpen, som jeg hængde over Herrens Alter, rakde han mig selv igen, da han havde indviet den til sin, og med frit Mod griber jeg i de nystemmede Strænge. Ikke at jeg haver allerede grebet det, eller er fuldkommen, men jeg jager derefter, at, jeg kan gribe det, ligesom jeg er grebet af Kristo. Endnu maa jeg bekende, at mangengang lytter jeg med Lyst til Toner, om hvilke det ei er mig bevidst, at de forkynde Guds Ære, og jeg føler det daglig, at det vel herneden er umuligt, fuldelig at komme til den Modenhed, da Man bruger denne Verden uden at vanbruge den; men naar jeg bekymres allermest over denne Arvesynd, da sænke eller løfte Tonerne sig saa, at jeg hører min Guds Røst og kan falde paa mit Ansigt i hans Herligheds Tilbedelse. Deraf kommer det, at ligesom jeg mangensteds i disse Digte savner min Guds Pris, vil Mange finde den for jevnlig. Saadan min Harpes og min Leilighed vil udentvivl kun være Faa til Maade; de der søge verdslig Lystighed, tykkes at høre idel Ligpsalmer, og de der fra kristne Læber kun vil høre een uforanderlig Tone, maa tykkes at jeg med mit Kvad vil tække tvende Herrer: Gud og Menneskene. De Sidste vil jeg svare, først, baade fordi der mellem dem ere fromme Sjæle, hvis Skrøbelighed jeg nødig vilde forarge, og for at sige dem, at de desværre, efter hvad jeg selv bekender, have Ret i Noget, i Henseende til mig, enddog de have Uret i Tingen for sig selv. De skulle da først og fremmest agte, at det kun er Gud hos hvem der er ingen Forandring eller Omskiftelses Skygge, alt hvad som heri vil ligne ham bliver sin egen døde Genlyd, og deraf kommer det, at de fleste saakaldte Pietister knap opbygge sig selv, end sige Andre, ved deres bestandige Et og det Samme i Ord og i Klædning. Ligesom det er den samme Gud, i hvem vi Alle leve og røres og ere, men lade os dog saa adskillig tilsyne baade i Aasyn og Lader, og ligesom det er den samme Aand der uddeler Alt til Alle, men 95 fordeler dog sine Naadegaver saa, at intet menneskeligt Øie formaar at efterspore Eenheden i den store Mangfoldighed; saaledes skal ogsaa al vor Tale udgaa fra Gud og vende hjem til ham, men paa adskillige Veie. Dersom Nogen taler, siger Apostelen, han tale som Guds Ord! og det er sandt udi flere Maader, det er sandt i den Mening, at vor Tale kun duer lidet, dersom den ei føier sig efter Guds sandfærdige Ord, men ogsaa i den Mening er det sandt, at vi af Guds Ord, af de Guds Mænd som talede, i det de dreves af Helligaand, skulle lære, hvordan det bør os at tale. Det er Sværmeres Sæd og Kendemærke, siger den salige Luther, at de agte haant om det skrevne Ord og tillyve sig høiere Aabenbarelser, og sandt er det, at naar Man ret beskuer de hellige Skrifter, kan Man aldrig forledes til at dreie og røre sig i een og den samme snevre Kreds af Syner og Ord. Hvor vidt flyve ei Job og David og Profeterne, uden at Gud dog nogensinde bliver borte for dem? Jeg er bange for, at de Fleste, som saa ængstelig gentage de hellige Navne, staa som de, der vil holde Gud tilbage i Ord, efter at han har forladt Hjertet; thi er han der, da sees han overalt, saasom Jorden er hans med dens Fylde, naar Øiet er eenfoldigt, bliver det ganske Legeme lyst. Ja, hvad have vi mere Vidnesbyrd behov end Jesu eget, skulde Nogen altid med Ret bruge de samme Ord, da maatte det vel være ham, som var Ordet selv, men ved hvor mange Ting ligner han ikke Guds Rige! forfølger han ikke Ligheden gennem det Døde og det Levende, fra Perlen og Sennepskornet indtil Mennesket; og gennem Menneskets Idrætter fra Hyrdens og Bondemandens Syssel, indtil Kongens Bedrift i Høieloftssale? Han er da heri, som i Alt, vort uopnaaelige Mønster: i ham boede al Guddomsfylde legemlig, og af ham kan vi da lære, under hvilken Skikkelse Gud aabenbarer sig i Kød. Trolig fulgde hans Apostle og mest synlig den hellige Povel, drevet af den Helligaand, efter sin Naadegaves Maal og Tidens Leilighed, Mesterens Fodspor og søgte at være Alt for Alle, paa det han kunde vinde Nogle. Den samme Vei agter jeg ved Guds Naade at vandre, imedens jeg er her tilhuse, og det er Guds Villie at jeg skal røre Tungen; jeg er baade Vise og Uvise en Skyldner; paa anden Viis, men aldrig med Vidende og Villie anderledes, taler jeg enfoldelig om Gud og Kristo, om Tro og Haab og Kærlighed fra det hellige Sted og i Børnekredsen, paa anden Vis i Bog og Skrift, og det igen hel adskillig, som det monne falde. Intet, hverken Krønike eller Grubien eller Kvad er ureent uden for den som mener det, thi Gud haver helliget alle 96 Ting i Kristo, og de ere alle rene, naar de bruges med Taksigelse, saa at Gud æres i dem.

✂ Til den anden Part af Læsere som støde sig, har jeg kun dette kortelig at sige, at ved en aaben Grav sømmer Brudepsalmen sig hel slet, og den Glæde som der skal te sig midt i Bedrøvelsen, maa baade komme ovenfra, og hige derop tilbage. Skulde endelig Nogen støde sig over det, min Bog, saasnart den oplader sin Mund, siger om sig selv1, da vil jeg først ønske, at enhver Læser kunde give sig selv det Vidnesbyrd, at det ei var til ham, den talde, og dernæst melde et Par Ord om Talen selv. Vil Man kalde den ubeskeden, da mener jeg Man gør mig Uret; thi man seer jo let, hvad jeg vil sige, og Hvem der kender sin Bibel, veed, at jeg har udeladt, Alt hvad som, Meningen uskadt, kunde lades ude. Desuden vil jeg bemærke, baade, at jeg vist ingensinde har været mindre hovmodig af mit Pund end netop nu, og at jeg til min Guds Ære indseer, at aldrig har jeg kvædet saa liflig, som siden jeg holdt op at være min egen og traadte i min rette Herres Tieneste. Jeg betænker mig end ikke paa her at tilføie det følgende Vers: men naar det skeer, og se, det skeer, da skal de fornemme, at der har været en Profet midt iblandt dem. Neppe vil Nogen, som og kun kender mig af denne Fortale, derfor mene, at jeg, som en Sværmer, mener at have Aabenbaringer, som Oldtidens Profeter, nei fra en saadan Grille har den Helligaand, hvis Indskydelse Sværmerne tillyve sig, friet mig i Naade, men jeg troer med Luther, at den Helligaand boer i sit Ord, og at naar vi hengive os til det i al Enfoldighed, da taler han til os igennem det. Derfor troer jeg Kristus, naar han lærer os at spaa af Figentræet, og naar jeg seer Søndenvær blæse, veed jeg vist, det bliver heedt. Vel veed jeg, at Mange aabenbar, og Adskillige i Hjertet, le ad mine Spaadomme; men jeg maa svare dem med Kristi Ord: naar I se paa Himmelen, sige I:

✂ Aften rød gør Morgen sød
Morgen rød gør Aften blød.

✂ I Øienskalke! Himlens Skikkelse vide I at dømme, kan I daikke agte paa Tidernes Tegn!

✂ Om de enkelte Digte har jeg kun lidet at sige. Gunlaugs Sagaer forhen oversat i danske Bibliotek af Hr. Kaptain Abrahamsen, og det afholdt mig for nogle Aar siden fra at røre den2; om den *1I Bibelsproget paa Titelbladet. *2 Se I. 113. 97 har vundet eller tabt ved at blive en Mellemting af Oversættelse og Bearbeidelse, veed jeg ikke selv, men jeg mener den staar passelig paa sin Plads, og det er mig nok. De fleste Smaadigte ere fra Klædningens Side ny, og paa to nær, forhen utrykte. Alle henhøre de til mit indvortes Livs sande Historie, og knytte sig hist og her til mine udvortes Forholde, men jeg troer dog nogenlunde at have undgaaet den Klippe, at lade det Udvortes spille nogen egen Rolle, og mit Indvortes er det jo netop de Læsere, for hvilke jeg skriver, ønske at kende.

✂ Om Mindesangen over Morten Borup har jeg kun dette at erindre, at naar de Vantro, som saa sikkert mene, den ret maa være hvad de kalde et Fantasispil, gøre sig den Uleilighed at slaa op i Pontoppidans Marmora Danica, om Borup selv og1 om Altertavlen i Sankt Klemmens Kirke, vil de med Forundring finde det Samme fortalt ganske tørt, som Factum. Naar de nu tillige vil udregne, at det virkelig var Luthers Fødselsaar 1483 Borup kom i Skolen, vædder jeg, de tænke maa om ikke sige: det var løierligt nok, men det var da kun et Tilfælde! Nu, i Guds Navn, Farvel og læs vel med et enfoldigt Øie, kære Læser! Gud veed, om vi skal mødes meer saaledes ved Nytaarstid, men naar og hvor vi mødes, da gid det ske i Aabenhjertighed og Kærlighed! Kærligt er mit Hjerte i min Ensomhed udbredt mod Alle, gid det maatte mærkes paa min Tale, selv da, naar den tykkes haard!

Udby Præstegaard den 24de Novbr. 1811.
N. F. S. Grundtvig.

✂

✂ [Herefter følger: Gunlaugs og Rafns Saga, optrykt i Poet. Skr. I. 537-74].

*1 Grundteksten: og selv.

✂

Attenhundrede og Syv.

✂

Attenhundrede og Otte.

✂

København.

✂ Atter kom jeg da tilbage,
Axelstad igen jeg seer,
Trende Aar har mange Dage,
Og halvfjerde endnu fleer;
Nogle ere i det Tal,
Som kun silde glemmes skal.
Alle Dage have Nætter,
112 Disse Dage havde tre1,
Som Man ei saa snart forgætter,
Hist er deres Spor at se.

✂ Ranke Gran med gyldne Top2
Groed fordum herlig op
Af et muret Klippestykke;
Nu den ligger dulgt i Grus
Rundt om Herrens brændte Hus,
Aske blev dens Gyldensmykke.
Til at gro i Granens Sted
Strøet er en anden Sæd,
I dens Aske og i Grus
Af det brændte Herrens Hus;
Sæden var den klare Ild,
Træet bliver vist det samme,
Og dets Top skal vorde Flamme,
Den skal blusse rød og vild,
Til den naaer de høie Taarne,
Som til Sone er udkaarne,
Bag det brede Vesterhav.
Dog endnu i Kirkens Læ
Ei opgroet er det Træ;
Mørk og nøgen staaer vor Frue,
Hendes Pragt og hendes Hus
Ødtes af den vilde Lue,
Sørgende hun staar i Grus.

✂ Saa mon og ved Siden stande
Hendes gamle, vakkre Grande,
Nicolai, som før i Sky
Løftede saa kæk sin Isse.
Absalons du kære By!
Dit Forlis er stort tilvisse!
Dine Helgene ei meer
Levende du hos dig seer:
Nicolaus ei beskytter
Længer nu din Sømandsflok;
Kvinden i de lave Hytter
Ved sin Naal og ved sin Rok,

*1 Bombardementet d. 2.-5. September 1807. *2 Frue Kirkes Taarn. 113

✂ Dine Mø'r og Ungersvende
Har ei længer Trøst af Hende,
Deres Moder, deres Frue.
Du maa sørge, du maa grue,
Men du spotter og du leer,
Ei du hører, ei du seer:
Nikolaus, vred i Sind
Vilde dig ei mer beskytte,
Han din Flaade vied ind
Til at vorde Fjendebytte!
Lader du din Frue staa
Længe nøgen udi Gruset,
Sikkerlig vil og forgaa
Hvad du haver kært i Huset.

✂ Dog, hvordan? forgaa? forgik?
Er jeg vorden Katholik,
Eller har jeg Lyst at prime
For lidt stadselig at rime?1
Staar ei Trinitatis end?
Maa ei hvert et Helgenhus
Gerne synke i sit Grus,
Naar kun det vi har igen?
Visselig det er min Tro:
Ogsaa jeg det maatte friste,
Mine Helgene at miste,
Og dog finder Hjertet Ro,
Naar det sig kun trygt forlader
Paa den hellige2 Gud Fader,
Paa hans Søn og Helligaand
I Treenighedens Baand.
Helgene har ingen Styrke,
Derfor ei man dem skal dyrke,
Men hvis troende vi knæle
For vor Gud, de fromme Sjæle
Maa os vorde dyrebare,
Og den store Helgen skare,
Som gaar ind, og som gaar ud
Salig evig hos vor Gud,

*1 Under »Trykfeil« staar der om disse to Linjer; »den 7de, 8de Linie udslettes og tre Stjerner sættes isteden, som Tegn paa en defectus judicii!« *2 Grundteksten: herlige. 114

✂ Som sig neier for hans Stol,
Maa vi mindes, maa vi ære;
Er os kær den lyse Sol,
Maa og Straalerne det være.
Axelstad det mærke du:
Hvis til Himlen stod din Hu,
Havde alt sig reist af Grus
Herrens og din Helgens Huus;
Havde du din stolte Flaade
End at skue og at raade.
Knæl i Helliggeistes Kirke
For Høialtret ydmyg ned!
Beed den Helligaand at virke
I dig Tro og Kærlighed:
Da vor Frue skal af Gruset
Snarlig se sit Hus opstaa,
Lykken ei fra dig og Huset
Med Velsignelsen skal gaa!

✂ Hellige Trefoldighed!
I dit Hus der vil jeg bede
Held til mig i Støvet ned,
Over Huset1 vil jeg lede
Efter dine dunkle Spor
I det stolte, gamle Nord:
Har og Jafnhar, Tridie,
Asaodin, Vile, Ve,
Urd og Skuld og Verande,
Alt hvad som er Eet i Tre,
Skal mig om din Løndom minde,
Skal mit Hjerte til dig binde.
Adam jeg i Odin seer,
Naar han som en Gud sig teer.
Udi Freia jeg vor Frue,
Og i Frei vil Kristus skue;
Thi om Begge er det sagt,
At de eie Lyst og Magt
Til at løse os af Trængsel,
Til at stille al vor Længsel.
Eet dog aldrig glemmer jeg:
At som Frei har Kristus ei

*1 Paa Trinitatis Kirkes Loft fandtes dengang Universitetsbibliotheket. 115

✂ Givet bort sit gode Sværd,
Gruer ei for Surturs Hær,
Frei mod ham sin Død har fundet,
Kristus ham har overvundet.

✂ Giv da Kløgt og giv da Mod
Til at mane op af Jorden
Ygdrasill med store Rod
Guderne fra gamle Norden!
Rask det gaar mod Byen hen;
Ak jeg har mig nu derinde
Ingen kærlig Ungdomsven,
Endnu mindre en Veninde.
Kun i gamle Pergamenter,
Kun i Grubien og i Sang
Jeg mig Trøst og Glæde venter;
Sukke vil jeg mangen Gang,
Hjertet har saa dybe Længsler.
Styrk, o Gud! den gamle Skrift,
Saa at fast den Aanden fængsler!
Ak, men naar om Nords Bedrift
Jeg ei mere har at tale,
Hvad skal da mig vel husvale?
Ak! naar jeg har sjunget ud,
Frels mig da, o, hjelp mig, Gud!

✂

Til min Fader.
(Med min nordiske Mythologi).

✂ Sorg, Bekymring, mange Dage
Blegede din hvide Lok,
Men du gik med elskde Mage
Skilt fra Verdens vilde Flok!
Midt i den nedsjunkne Tid
Paa din Læbe, i din Id,
Leved Jesu Kristi Lære.

✂ Fire Sønner Gud dig gav,
Alle offred du ham atter;
Selv han drog henover Grav
Hjem til sig din kære Datter,
116 Ak, da hvidned dine Haar,
Og dit Hjerte fik et Saar,
Som kun Herrens Ord kan læge.

✂ Fire Sønner du hengav
Gud og Videnskab at dyrke.
Tvende bag det brede Hav
Sjunke ned i Gravens Mørke:
Verdens Edder, Solens Brand
Dræbte dem i fjerne Land,
Stridig randt din Fadertaare.

✂ Brækket, søndret er din Kæde,
Sildig blir den heel igen,
Kun med vemodblandet Glæde
Tvende Led du skuer end:
Skilt, ved lange Rad af Aar,
Fra din svage Yngste staar
Frugtbar kun din Førstefødte.

✂ Stor og tung var Livets Møde
Gennem mer end syvti Aar,
Du for os og for de Døde
Stred saa baardt med trange Kaar;
Men taalmodig bar du Savn,
Naar kun de, som bar dit Navn,
Herrens Frygt og Visdom lærde.

✂ Dog, den ædle Dannekvinde,
Vores Moder og din Viv,
Delde trolig, som Veninde,
Hver en Kvide i dit Liv!
Herren frygted hun, som du,
Kærlig, klog, men reen i Hu,
Letted hun din tunge Byrde.

✂ Kristen er du, men du saae
Glad hver Guddomsgnist paa Jorden;
Jeg, og Kristen, stirrer paa
Guderne i gamle Norden,
Og blandt dem jeg har erkiendt,
Hvorfor Kristus blev nedsendt,
At ved ham kun frelsdes Jorden.

117

✂ Fader! hæft da mild dit Øie
Paa mit Billede af Nord!
Kun ved Grubien og med Møie
Hented jeg det op af Jord;
Nutid vender Øiet bort,
Siger: Livet er for kort
Til at tænke paa det Høie.

✂ Saa du ikke lærde mig,
Men fra Verdens tomme Vrimmel
Bød du Øiet løfte sig
Op mod Herrens lyse Himmel:
Der, du sagde, er vort Hjem,
Mod det skal vi stunde frem.
Fader! tak for Liv og Lære!

✂ [Herefter følger fra »Attenhundrede og Ni«: Nytaarsvers (til den øverste Klasses Lærlinge i Schouboes Institut) og Julefesten; fra 1810: Til Hersleb (ved Skilsmissen paa Valkendorfs Kollegium 1810). Se Poet. Skr. I, Nr. 26, 45 og 47].

✂

Klagesang.
(Efter Davids 42de Psalme).
1811.

✂ Som tørstige Hjort monne skrige,
Alt efter det rindende Væld,
Saa monne og efter dig hige,
O Herre, min tørstige Sjæl;
Thi du er den levende Kilde,
Og drikke saa gerne jeg vilde
For aldrig at tørste igen.

✂ De Dage og Nætter henskride,
Og Sjælen kun lædskes med Graad,
Med Sorrig jeg Hænder maa vride,
Jeg veed ikke Frelse, ei Raad.
118 Ak! naar vil dog Gud sig forbarme!
Ak, naar maa jeg Usle og Arme
Indgange for Herren at staa?

✂ Jeg er udi Hjertet saa bange,
De Afgrunde ligge saa nær,
Og paa deres Rand maa jeg gange,
Det er kun en jammerlig Færd;
Jeg svimler, mig Rædsel nedknuger,
Mig Afgrunden visselig sluger,
O Herre! o, hør mine Skrig!

✂ Du er jo min Saligheds Klippe,
Paa dig har jeg bygget mit Hus,
Ak, vil du mig glemme og glippe.
Da synker det flux udi Grus;
Alt bryde de Bølger og Vover,
Og medens du tøver og sover,
De lukke sig over min Sjæl.

✂ Naar Andre til Kirke mon gange,
Da sidder jeg her udi Vraa,
De kvæde saa liflige Sange,
Men jeg maa ei høre derpaa;
Min Sang er at sukke og klage,
Saa skride de hellige Dage
For mig, som de søgne, i Kval.

✂ Dog, hvi vil, min Sjæl, du forsage?
Hvi bøies, hvi bruser du saa?
Lad skride de Nætter og Dage,
Og bi paa din Gud, som du maa!
Engang skal den Morgen oprinde,
Da frelst du saa glad udi Sinde
Skal takke og love din Gud.

✂ Hans Lys og hans Sandhed skal føre
Mig op til hans Tempel i Fred,
Der Ordet mit Hjerte skal røre,
Og glemme jeg skal, hvad jeg leed;
Ja, selv skal jeg røre min Tunge
Til Psalmer for Herren at sjunge
Til Lov og til Pris for min Gud.

✂

Til en Veninde.1
(11te April 1811.)

✂ Det er den syvende, maaske den sidste Gang,
Da paa din Fødselsdag du lytter til min Sang;
Ak, naar mit Øie vender sig tilbage
Til Aarenes saa snart henrundne Dage,
Da sukker jeg saa dybt, og mangen Gang,
Ja, kun et Suk er denne Høitidssang.

✂ Jeg seer mig som utæmmet Yngling stande,
Hovmodig af, hvad dog jeg maatte sande,
At uforskyldt mig Himlens Herre gav;
Hovmodig og af Dydens tomme Klæder,
Mens Hjertet laa i kolde Marmorkæder
Hel prægtig jordet i en kalket Grav.
Det speiled sig i klare Marmorstene,
Og Hovmods Djævel lod mig daarlig mene,
At kolde Billed var et Hjerte selv.
Paa samme Dæmons Vink jeg vilde
I Fantasiens klare Vinterelv
Opdage Følelsens den varme Kilde;
Dog, Hjertet ei kan Hjerterne bedrage
Saa let, som skuffende sig selv behage.
Min Aand vel Aander til sig drog,
Men intet Hjerte for mig slog.
Forhærdet mit af Hovmods Trolddom lod
Sig heelt forstene udi Saft og Rod.
Det rullede paa Fantasiens Elv
Til Nordens Fjelde og omlagt med Is
Det høit forkyndte sine Frænders Pris.

✂ Paa Fjeldets Top, dog høiere end Vrimlen,
Som dorsk sig vælted udi Dalens Skiød,
Jeg skuede den gyldne Sol paa Himlen,
Hvis Guddomsstraaler Mørket gennembrød;
Jeg saae den Blomst, som i de svundne Tider
De varme Straaler kaldte op fra Jord,
Hvis Krone kæk til Himlen sig opstrider,
Som nævnes Kærlighed fra Syd til Nord,
Da først jeg mærkede mit store Savn,
Jeg vilde Jesu Kristi Lære følge,

*1 Fru Constance Leth (født d. 11. April 1777). 120

✂ I Liv og Død mig trøste ved hans Navn.
Men ret, som Skibet paa den vilde Bølge
Ei uden Roer kan styres ind i Havn,
Saa var det og med Sindets arme Snekke,
Kompasset pegede mod Himlens Havn -
Men uden Roer ei did den kunde række;
Det Roer kan hugges kun af Kærlighed,
Og hvo som dens Forlis sig selv har voldt
Enhver som lod sit Hjerte vorde koldt,
Af intet Raad og ingen Redning veed.
Ak, det har jeg. Nedbøjet nu jeg stander,
Og med mit Suk sig kolde Taare blander,
Saa kold, som Elvene, der sig nedvælte,
Naar Fjeldets Is for Solen maa hensmelte.
Dog, naar saavidt med Isen først det kommer,
Man haabe tør, den lunknes udi Vaar
Og suger Varme i den blide Sommer;
Derfor ei mer jeg mørk, fortvivlet staar,
Men sukker dybt til ham, om hvem jeg veed,
At Han er intet uden Kærlighed.

✂ Jeg stander for dig paa Skærtorsdags Morgen,
Saa stod jeg og den første Fødselsdag,
Da samlet med dig under Vennetag
Jeg hilsed dig i Sangens kolde Toner;
Men først i Dag jeg stander som din Ven.
Jeg hilser dig, men Øiet stirrer hen
Saa tillidsfuldt paa din og min Forsoner.
Det er i Dag den store Mindefest
Om Nadveren: det helligste af Gilder,
Som Angst og Sorg hos Synderen formilder,
Naar han det nyder som en værdig Gæst,
I Morgen skal vi under Korset stande,
Og vore bittre Taarer sig skal blande
Med Moderens, hvis ømme, bløde Hjerte
De Nagler følde i en dobbelt Smerte,
Som, farvede med Jesu Purpurblod,
Sig trængde grumt igennem Haand og Fod.
Ei over ham, som fra sit høie Sæde
Behersker Verdner med sit Kongespir,
Men over os, vor Syndeskyld vi græde;
Og knæle vi med Tro ved Korsets Fod
121 Skal Taaren blande sig med Jesu Blod,
Al Syndelyst, alt Hovmod og alt Had,
Aftvættes skal da i det røde Bad,
Og sænkes ned med Jesu Lig i Jorden.
Da trøstes vi, da tier Himlens Torden,
De mørke Skyer lysne mer og mer,
Alt som med Il sig nærmer Paaskemorgen,
Opklaret da vort Øie Himlen seer,
Opklaret er og i vort Øie Sorgen;
Naar da forklaret Frelseren opstaar,
Da med hans Vunder vore Hjertesaar
Helbredede til Ar sig mon forvandle;
De Ar os skal i Støvet bøie ned
Og minde os om Herrens Kærlighed,
Som uforskyldt os skænkede sin Naade,
Og løste mildt os Livets tunge Gaade.
Forgæves frister Hovmod da vor Tro,
Forgæves hvisker den i Smigertone,
At selv vi kan os med vor Gud forsone,
Forgæves vil os Daarekløgt forføre,
Og Tidens Spot kan Hjertet aldrig røre,
Det kender Angest og det kender Ro.
O, gid den Tro og høje Ro, Veninde,
Du ogsaa maa beholde eller finde!
Den sidste, store Alvorstime kommer,
Da falmer Alt, som glimrede paa Jord,
Og naar vi stædes for den høie Dommer,
Da hjelpe ei de kloge Modeord,
Da gælder det om hvad som bliver ved,
Om Jesu Tro, om Haab og Kærlighed.
Og nu tilsidst: gid hellig Moderglæde
Opvoxe for dig med din kære Spæde1,
Lad ingen giftig Urt med onde Duft
Forpeste om din Blomst den rene Luft,
Thi agt det vel, at af den Blomsterstengel
Udspringe kan en Djævel og en Engel!
Dig styrke Gud! du ømme fagre Kvinde!
Og vær til Døden mig en tro Veninde!
Som du i mig har nu en trofast Ven.

*1 Fru Conslances yngste Søn, Vincents Steensen Leth, var nylig født

✂

Til Slbbern.
(Udby i Juni 1811.)

✂ Her sidder jeg i aabne, lyse Skur,
Fra Jord og Træ mig Blomsterduft omringer,
Og nødig kun til Stadens Fangebur,
Til kvalme Dunkelhed sig Aanden svinger,
Men hisset i den kvalme Axelstad
En Ven jeg har, som jeg Farvel maa sige,
Og det jeg har at mælde ham tillige,
At jeg er rolig og i Herren glad.

✂ Os Pindse samled i den store Stad,
Og Pindsedagen nu os skilte ad!
Da Vaaren kom med sine lune Vinde,
Det for beklumret tykdes os derinde
Bag Valkendorfs den skumle Askemur,
For snævert blev det inden fire Vægge,
Og flagrende, som Fuglen i sit Bur,
Ud i det brede Fri vi higed Begge.
Dog til Farvel vi titte venlig ind
I Kamrene foroven og forneden,
En Taare perler paa den varme Kind
Ved Tanken om hvad der er nu forleden,
Ei mindes jeg de svundne Samfundsdage
For daarlig nu at ønske dem tilbage,
Nei, kun for rørt dig Vennehaand at byde,
Og mest for ham mit Hjertes Tak at yde,
Som hjem til sig mig lokkede og tvang.
Han stilled mig for Øie Luesværdet,
Hvormed vort Fald har Paradis omgærdet,
Og endte saa forvoven Styltegang
Paa Randen af de brede Fjeldekløfter;
Han splitted vældig med sit stærke Lyn
Det Mørke, der formaaede at skjule
Saa trædsk og tæt Afgrundens dybe Hule,
At over den hengøgled fagre Syn,
Som skuffende i Drømme mig forlysted.
Han hjem til sig mig lokkede og tvang!
Hans Guddomsrøst jeg hørde, naar jeg sang,
Jeg hørde den igennem Vennemunde,
Han gav mig Kløgt og Lyst til saa at grunde
123 Paa Sagas Runer, at af dem jeg saae
En Solekrands forunderlig sig vinde
Om Jesu Christi høie Guddomstinde;
Han lærde mig at varsle og at spaa;
Ja, da jeg tog forfængelig hans Naade,
Han tugted mig, men tugtede med Maade.
Med vældig Arm han bøied stolte Sind,
Han smelted Isen i det kolde Hjerte,
Og jeg fornam det under bitter Smerte,
At til sit Tempel han det vied ind.
Da lærde Hjertet under Tvivl og Strid
At føle Sorrig og at føle Glæde,
At føle sukkende i lange Tid,
Hvor tungt det er at ikke kunne græde.
Jeg takker Gud, og takker ham i dig,
For alt dit Venskab i de tunge Dage;
Du færdedes, du leed, du bad med mig,
Du kedtes ikke ved min Jammerklage.
O store Gud! hvor var jeg døv og blind!
Hvor kunde dog mit skrøbelige Sind
Sig tro af dig forladt, forskudt og glemt,
Da med en saadan Ven, ja Venner der ham ligned,
Du naadefuld i Nøden mig velsigned!

✂ O kære Ven! jeg har ei Sølv og Guld,
Og lavt du skatter kun det blanke Muld,
Men hvad jeg har og hvad du helst vil have,
Jeg giver dig i Jesu Navn til Løn.
Mit Hjertes Tak det er min første Gave,
Den anden er mit Hjertes varme Bøn
Til Ham, som er fra Evighed den Samme:
At Gnisten, som i dig han lagde ned,
Maa luttret vorde til en hellig Flamme
Og skinne hos ham i al Evighed!
Vi grubled begge over Livets Gaade,
Men om dens Løsning vi forligdes ei,
Derfor og nu vi paa adskillig Vei
Udhigede fra kvalme Axelstad:
Du higed efter Færd og Folkevrimmel,
Jeg efter Faderhusets stille Krog
Og rolig Syslen under Hjemmets Himmel;
Thi jeg har fundet i den ene Bog,
124 Hvad i dig selv, i ny og gamle Bøger,
Hos fjerne Folk og vise Mænd du søger.
Min Vei var kort, og din er saare lang,
Derfor og jeg alt har fuldendt min Gang,
Mens end til din du monne dig omgjorde.
Ei mene du, jeg dømmer dine Skridt!
Ei daarlig Hovmod nu mit Øie blænder,
For dig og Alle jeg det frit bekjender,
Hvad jeg erkender og har følt saa tit:
At skarpere er vist det Sjæleøie,
Som laandes dig i Naade fra det Høie;
Men derfor ei jeg dølger faste Tro,
At om du stirrer nok saa vist og længe,
Du Skyen ei formaar at gennemtrænge,
Bag hvilken Gud i skjulte Lys mon bo.
Ja, end jeg vover det for vist at mene,
At om al Jordens Vise sig forene,
Opsvinge sig mod Himlens lyse Bue,
Nedgrave sig i Jordens dunkle Stue:
De aldrig dog i Klippens Agerreen
Oppløie nogentid de Vises Steen,
De komme dog ei til Magnetens Leie,
Som styrer Jorden paa sin lange Færd,
Ei til den Sol, om hvilken sig mon dreie
De lyse og de mørke Kloders Hær.
Tilsidst jeg tro'r, at om hver kløgtig Aand
Gik villig frem i Herrens Ledebaand,
Blev sikkerlig langt høiere hans Gang,
End nu hans Flugt, thi Herrens Arm er lang,
Og naar vi staa paa Tankens Grændseskel,
Sig for os løfter Troens høie Fjeld,
Hvorfra vi det i klare Speil kan skue,
Som skimtes ei fra Kløgtens Myretue.
Dog, blandt de Urter, som saa yppig gro
l Paradisets nyopiukte Have,
Ei Indsigt, men den høie Sjælero
Vurderes maa som Troens bedste Gave:
Det er en Blomst, som evig kan bestaa,
Den stykkevise Indsigt skal forgaa.
Du saae min Ven, hvor smaalig sig min Aand
Udvikle lod af kolde Vinterbaand,
Du saae, at det med Vaarens lune Vinde
125 Blev lunere og lysere derinde,
Men at dog hid og did de Skyer droge
Og Solens varme Straaler let forjoge.
Apostlene paa hellig Pindsefest
Iførde blev med Kraften fra det Høie;
I Pindseugen det sig maatte føie,
At jeg indviedes til Herrens Præst.
Adskillige de Naadegaver ere,
Men skænkes alle af den samme Aand:
Da Brødrene med paalagt høire Haand
Af Herren skulde det med Suk begære,
At Kærligheds og Krafts og Sandheds Aand
Miskundelig paa mig neddale vilde,
Da aabnede sig Hjertets Taarekilde,
Da sprængde Sjælen sine Fængselsbaand;
Og der jeg hørde Brødrene tilsammen
I Jesu Christi Navn at sige: Amen!
Da blev det Samme i mit Bryst udtonet.
Og jeg mig følde med min Gud forsonet;
Da hastede jeg ud fra Axelstad,
Jeg takkede, jeg higede, jeg bad,
Jeg vandred frem i blide Morgenstund,
Men der jeg nærmed mig den kære Grund,
Hvor Barnedagene henflød saa trygge,
Hvor gamle Fader end mon rolig bygge,
Og med sin kære, alderstegne Viv
Henstirre trøstig paa det sande Liv,
Da gjordes det mig trangere om Hjerte
Ved Mindet om den glade Barnetid,
Ved Mindet om de sidste Dages Smerte,
Ved Tanken om den store, tunge Id,
Som end er tungere i vore Dage
End hele tre Aarhundreder tilbage,
At føde og at vogte Herrens Hjord!
I Skovens Udgang paa en gammel Steen
Jeg satte mig, optog af lidet Gemme
Det Testament, hvori jeg læsde hjemme,
Da jeg som Barn fra dunkle Dagligstue
Oplærdes til mod Himlene at skue.
Den gamle Bog mig trolig havde fulgt
Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge,
Men dog engang, desværre, alt for længe
126 Dens Aand var for mit blinde Øie dulgt.
Jeg den oplod, og hvor mit Øie faldt,
Der fandt det ogsaa uden Leden Alt.
»Hvor er, o Død, din Braad? hvor Helvede din Seier?
»Vor Synd var Dødens Braad og Loven Braaddens Størke,
»Men lovet være Gud, som os ved Jesum, Herren
»Har givet Seier nu!
»O stander Brødre da som Klippeblokke!
»Og lader jer ei ryste, ja ei rokke!
»Udretter flittigen det Herrens Værk!
»Vel vidende at ei forfængelig kan være
»Den Gerning, som er gjort i Gud og til hans Ære*).«
Nu Kirketaarnet løfted sig deroppe
Ved Grinnebakken mellem Asketoppe,
Og hurtig svandt de dunkle Barneminder
For lyse Ahnelser af Manddomsfærd.

✂ Saamangt et Baand mig til den Kirke binder:
Det skøreste er at jeg døbdes der,
Det stærkeste at der jeg Gud skal tjene.
Hvor gamle Fader i de mange Dage
Gudfrygtig talde Herrens rene Ord,
Nu jeg skal tale til det aabne Hjerte,
Med Ordets Balsam lindre hver dets Smerte,
Velsigne Folket fra det høie Kor;
Og hvad jeg taler under hvalvde Bue,
Og hvad jeg taler i den lave Stue,
Mig selv kan røre og med Kraft husvale;
Thi hvad jeg der skal ved Guds Naade tale
Er ikke mit, men Herrens eget Ord.
O, det er kvægende, min Ven, at vide
Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide,
Og ingen Tanke er saa trøsterig
Som den, at ei uvis, forfængelig,
Vor Gerning er, thi den er Herrens egen.
Naar mellem Torne og paa Sten og Vei
Det tykkes os, vi Sædekornet spilde,
Naar anden Høst af Øiet skues ei,
End Had og Spot, da staar det sig kun ilde
Med den der ei sin Tales Sandhed tro'r,

**) 1 Cor. 15. 55. 127

✂ Og hvem kan tro paa sine egne Ord?
Men vi som tro, vi aldrig kan forsage,
Vi sukke kan, roen aldrig daarlig klage,
Thi udi Troen vi saa vist det veed,
At Christus sørger for sin Menighed.
O gid det Mod, den Fred, som strømmed ind
Med denne Vished udi Siæl og Sind,
Og ved din Vandrings Maal maa dig opfylde!

✂ Farvel, min Ven, og tro min stille Tanke
Dig følge vil, hvor end du monne vanke!
Men tit jeg og vil knæle for den Høie,
Med Bøn, at han oplade vil dit Øie,
Saa gennem Kristi ringe Klædedragt
Du klarlig seer hans høie Guddomspragt!
O, da blev du en Jesu Kristi Kæmpe,
Som kunde med din Tordenrøst neddæmpe
Det hæse Skrig af tusind usle Dværge,
Som mene, deres Muldvarpskud er Bjerge,
Og løftede paa Tæerne, bele
Alt hvad de ei fra Dværgebakken se.

✂

Udby Have.

✂

Morten Borup.

✂ Alt som det ringed til Aftensang
Saa sødt i Sky,
Paa Gadestævne Hovhornel klang
I Borup By:
Jer Hjølli flux I hvætte maa,
I Morgen I skulle til Hove og slaa,
Og tæt stander Græsset i Enge.

✂ De Bønder gange paa Rad saa tæt,
Alt som de maa,
Og synt det vorder paa hver en Plet,
Hvor de fremgaa;
Den Foged gaar dem tæt i Spor,
I Munden han haver kun Eder for Ord,
Og Pidsken han haver ved Side,

*1Falster. 146

✂ I Enge ganger en Ungersvend,
Ved Sø saa nær,
Sin Hjølli fører han som en Pen,
Han er saa sær
Ei paa sin Dont og knap paa Eng
Saa dybt monne grunde den liden smaa Dreng,
Hvor monne hans Tanker da være?

✂ Hist kneiser Borgen med røde Tag
Paa Bakkens Top,
Og Tanken flyver fra grønne Mag
Til Borgen op;
I Dalen her, i Skovens Ly,
I Sø sig mon speile saa vakker en By,
Der sysle de Tanker saa gerne.

✂ Sig hvælver over den Borg og By
En Himmel blaa,
Og Noget er der end over Sky
At tænke paa;
De Bønder slaa den grønne Eng,
I Himlen hos Gud er den liden smaa Dreng,
Han er der med Sind og med Tanke.

✂ Den Foged mæler saa onde Ord,
Han bander saa,
At rundt ham, hvor han saa gaar paa Jord,
Det sortne maa!
Vil du ei bedre slaa paa Eng,
Saa slaar jeg paa dig nu, du Knold af en Dreng,
Saa i dine Been det skal knage!

✂ Den Smaadreng vaagner og ikke seen
Er nu hans Gang,
Sin Le han hugger saa haardt i Steen,
At Gnister sprang;
Nu frem da maa den Strygespaan,
Der Leen ham klinger saa liflig i Haand,
Den Smaadreng han glemmer sin Vaande.

✂ Han staar og stryger saa langt og tit,
Han tænker paa
De Liljer, Gud udi Linet hvidt
Mon klæde saa,
147 At Kongen ei en Klud saa fin,
Og Dronningen ikke saa fagert et Lin
Mon have i Borgen deroppe.

✂ Han ynkes over de Liljer smaa
I Dragt saa pæn:
Saamangen Blomme fra Rod vi slaa
Hel fin og væn;
Gik alle Konger end paa Rad,
De mægted dog ikke det ringeste Blad
At skabe og sætte paa Nelde.

✂ Den Foged mæler forvovne Ord,
Han bander paa,
At under hannem den stærke Jord
Vist synke maa;
Den Hjølli klinger høit paa Eng,
Hist løber saa saare den liden smaa Dreng,
Han lyster ei længer at bie.

✂ Nei, se mig til den Knold af Dreng,
Den dovne Hund!
Her smider han jo sin Le i Eng,
Men bi du kun!
Jeg nok engang paa dig faar Hold,
Du løber vel dog ikke Pokker i Vold,
Da skal jeg dig lære at læse.

✂ Det svarer Dværgen alt under Slot:
Ja bi du kun!
Og Vætten snakker derom saa smaat
Paa Søens Bund,
Den Foged knap paa ham faar Hold,
Han løber dog slet ikke Pokker i Vold,
Men Pokker han løber af Syne.

✂ Hel hvast han løber fra Skanderborg
Ad Kongevei,
At komme fort, det er al hans Sorg,
Han stilles ei,
Før Borgen staar som Røg i Sky,
Før Kirken har seer udi Stillinge By;
Da maa han saa bitterlig græde.

148

✂ Den Fod blev stille, men vidt og vildt
De Tanker foer:
Gud naade mig arme Gangerpilt!
Saa faldt hans Ord,
Jeg vidt og bredt har ingen Ven,
Og hvor i al Verden skal jeg nu gaa hen?
Og hvor skal jeg finde min Føde?

✂ Den Sydvind suser saa sagte hen
For arme Dreng,
Og Sagn den bærer om Liljers Ven
Til hver en Eng;
Den Smaadreng saae, hvor frem han kom,
Sig neie hver Lilje saa venlig og from,
I Takt efter sjungende Fugle.

✂ Paa Himlens Konge nu tænke maa
Den fromme Dreng,
Som klæder Fugle og Liljer smaa
I Luft og Eng;
Nu størkes brat den svage Tro,
De Tanker saa vilde sig lægge til Ro,
De Fødder de vorde saa rappe.

✂ Sankt Klemmen løfter saa høi og guul
Sin Kirketop,
Der klædes Drenge, som Blomst og Fugl,
Og fødes op
Til Liljer i Guds Urtegaard,
Til Fugle, som sjunge i Vinter og Vaar
Alt under den hellige Bue.

✂ Hver Pebling sidder med Pen og Bog,
Alt som han maa;
Forknyt i Vexten den gamle Pog
Hos Poge smaa;
For Vext og Skæg han Gloser faar,
Før end udi Bog han en Glose forstaar;
Hans Aar ere fire og tyve.

✂ Men læs dog ei dine Øine ud,
Du Bondesøn!
Dog nei, du taler for tit med Gud
I ivrig Bøn:
149 Det styrker baade Syn og Tro;
Og naar du dig sulten maa lægge til Ro,
Du fastede glad til Guds Ære.

✂ Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde endnu saa mat
Om Alterbord;
Det er saa seent ved Midnatstid,
Men Morten er drevet hel underlig did,
Til Gud og Martinus han beder.

✂ Alt som han stander i dunkle Nat,
I Kirkekor,
De Lamper klare sig op saa brat,
Med Lue stor;
Det vorder hartad lyst som Dag,
Og Klokkens det ene, det festlige Slag
Forkynder den hellige Morgen.

✂ Hel underlig udi Sjæl og Krop
Han monne staa,
Det kryber i ham fra Taa til Top,
Han knæle maa,
Paa Altertavlen seer han hen,
Der hænger paa Korset den Synderes Ven;
Hver Helgen bag ham sig mon skjule.

✂ Han seer og stirrer saa fast og vist,
Han græde maa;
Thi aldrig før han saa klart i Krist
Sin Frelser saae.
Han siger, hvad ham siges til:
Jeg sværger, saalænge min Herre det vil,
I Skolen jeg tro ham vil tjene!

✂ Det er den hellige Mortens Nat,
I Syd og Nord,
Og der de Lamper sig klared brat
Om Alterbord,
Da fødtes til Sankt Mortens Fest
I Saxland saa vakker og munter en Gæst,
Og Morten saa monne han hede.

150

✂ En Sten sig dølger her under Jord
Paa Kirkegaard,
Ei Navn og Titel, slet intet Ord
Paa Stenen staar;
Men udi Kors er Greb og Ris
Kun lagt paa den gamle enfoldige Vis
Hvem monne herunder sig hvile?

✂ Her hviler Manden, som Gud udsaae
Til med sit Ris
At tugte op, af de Poge smaa,
En Johan Fris,
Hans Tavsen og end Bisper to.
Af Borup de lærde paa Kristum at tro,
Af Luther hans Død at forkynde.

✂ Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde saa sygt og mat
Om Alterbord;
O, mon de sig vil klare brat?
O, monne en Luther der fødes i Nat?
O monne en Borup det mærke?

✂

Sværmeriet.

✂ Jeg haver mig lavet en Kube af Glar,
For Bilivets Under at skue,
Derinde mon bygge saamangent et Par,
Og hver sig har lavet en Stue:
Af Vox og af Honning den Stue er bygt,
Der sidde de inde, saa lunt og saa trygt,
Mens ude de Hvide1 mon flyve.

✂ De fløi over Enge med Surren og Hast
Alt udi den liflige Sommer,
De suged saa saare og bygged saa fast,
Og alt af de sødeste Blommer;

*1dvs. Sneen. 151

✂ I Kammeret sidder saa enlig nu hver
Og suger saa stille, og tier saa kvær,
Saalænge til atter det vaares.

✂ Se, nu er den kommen, den liflige Vaar,
Som Bifuglen vented saaiænge,
Og ret som i Fjor, han nu flyver i Aar,
Alt over de blommede Enge,
Med Føring han kommer alt som han kom før,
Og trænger sig stundesløs ind gennem Dør,
Og Honning saa monne han virke.

✂ Dog efter den Honning jeg kiger omsonst,
Alt udi saamangen en Hytte,
Maaske har den Mester bortsovet sin Konst
I Vinter, og spilder sit Bytte:
Han flyver og surrer og suger sig mat,
Mon Honningen smelte i kølige Nat?
Hvad heller mon Tyve den stjæle?

✂ Slet ikke den smelter i kølige Nat,
Og ei monne Tyve den stjæle,
Men det, som udruges ved Dag og ved Nat,
Nu snarlig skal løfte sit Mæle,
Og vidne som Bifugle mange og smaa,
Hel lystelig om, hvad der byggedes paa,
Mens Sellerne stode saa tomme.

✂ Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Hel underligt er det at sige:
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og avled dog Alle tillige:
De Alle udginge af Jomfruens Skød,
Og Melk de mon die saa stærk og saa sød,
Hvad monne det vorde for Drenge?

✂ De voxe, de flagre, de flyve nu brat,
Men vil de kun flyve og surre?
Nu er det Sankt Hanses mærkværdige Nat,
Og hører du, hvor de mon knurre
For deres Fru Moder de ginge at staa,
Og vide de ville, og vide de maa,
Hvor deres Herr Fader mon bygge.

152

✂ Men monne og selv hun det vide saa ret,
At sømmelig hun dem kan svare?
I Morgen paa Thinge de stande saa tæt,
Da maa det sig vel aabenbare;
Nu Budstikken løber saa saare i Nat,
I Stadsporten monne det Thing vorde sat,
Alt efter de gammeldags Skikke.

✂ Nu holdes det Thing under himmelblaa Sky,
De Thingmænd hel vidt sig adsprede,
Nu visselig ville de reise af By
Den Fader med Flid at oplede;
Fra Kuben i Flokke de løfte sig op,
De flyve saa høit over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.

✂ De flyve saa høit og saa vidt under Sky,
Men Faderen ikke de finde,
Han bygger saa høit over Moderens By,
At did de ei mægte at vinde,
Ja, visselig veed jeg, at hvordan det gaar,
Hel sære og bange dog ere de Kaar,
Som de have mellem at keise.

✂ Hist klinger den Bjelde, her lyder det Malm,
Saa liflig for sværmende Flokke,
Der stander nu flettet en Kube af Halm,
Derind Man de Bier vil lokke:
Den Kube er strøgen saa yppig i Bund
Med sødeste Urter, som voxe paa Grund;
Den Klang og den Duft monne friste.

✂ Hvad skal jeg dig raade, du sværmende Flok!
Vil Klangen og Duften du følge,
Da løftes i Veiret den Kube paa Stok,
Og mon under Linet sig dølge;
Du mener, du bygger saa høit under Sky,
Du drømmer dig hjemme i Faderens By,
Hel gladelig monne du sjunge.

✂ Med Lempe da fløttes den Kube saa let,
Du flyver paa Marken saa vide,
Du sætter de Kager saa trindt og saa tæt,
Mens Sommeren monne henskride;
153 Saa kommer den Morder, saa trædsk og saa stærk,
Med Svovel og Ild han betaler dit Værk,
Det tager en sørgelig Ende.

✂ Men flyver du vidt over Mose og Eng
Og over de Søer saa brede,
Da lettelig vorder til Baare den Seng,
Som Stjernerne dig monne rede;
Ja vil du end høit udi Løvhytten bo,
Der kommer en Dag, da kun Istappe gro,
Med faldende Løv du neddaaner.

✂ Det Biliv i Kuben og Luften saa sært,
Hel underligt fakler paa Sinde,
Det er mig saa sørgeligt, er mig saa kært,
Det vaagner saamangent et Minde;
Jeg lytter, jeg hører, jeg siger for sand,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgent.

✂ En Kube jeg veed, kun for Seeren klar,
Men mørk for de seende Blinde,
Den pusted Gud Fader af fineste Giar,
Og Mennesker bygge derinde:
Den Kube sig hvælver saa høi og saa stor,
Den haver til Stade den udstrakde Jord,
Og Tiden saa monne den hede.

✂ Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Og Saga den Dronning sig kalder,
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og vist er hun gammel i Alder;
Ja gammel i Alder, men ung udi Kraft,
Hun Sønner sig avler, med sødeste Saft
Hun monne dem amme og fostre.

✂ I Høsten hin rige Man aldrig et Kuld
Af Sønner saae Dronningen avle,
Da sankes og bygges af Muld og til Muld,
De Dage de ere saa travle
I fattige Vaartid Hun føder i Løn
Og fostrer saa mangen en drabelig Søn,
Det Fadebur stander saa øde.

154

✂ Til deres Fru Moder da gange paa Stand
De Sønner naed Hjemve i Sinde,
De mærke, de have et Fædreneland,
Men ikke i Kuben derinde;
Den Dronning hun sidder, hun mæler ei Ord,
Men sukker og stirrer med Taarer fra Jord
Saa længselsfuld op mod det Høie.

✂ Nu sankes paa Thinge til Tale og Raad
De unge, de blussende Svende,
For ringe dem synes al Færd og al Daad,
For nær er dem Jorderigs Ende;
De Vingerne sprede, de løfte sig op
Fra Kuben saa høit, over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.

✂ Som Bier mon sværme, saa sværme og Mænd.
Og ligedan Skik de mon følge,
De tiest i Kuben nedlokkes igen,
De drukne i skummende Bølge,
Ja, vil de med Skjalden i Løvhytten bo,
Der kommer en Dag da kun Istappe gro,
Med visnede Løv de nedfalde.

✂ I Syden den Himmel, saa dyb og saa blaa,
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe;
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig, smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udbreder sin Vinge.

✂ Der løfted den Græker sig høit udi Luft,
Men daled paa Engenes Blommer;
Ved Strængenes Klang og i Blommernes Duft
Han ieved en lystelig Sommer,
Han bygged en Himmel saa dybt under Sky,
Han drømde sig hjemme i Faderens By,
Mens Honning i Kube han suged.

✂ Han skar og han hugged sig Billeder smaa,
Af Hvad sig i Himlen mon røre,
Og havde stor Lyst af at stirre derpaa,
Hel underligt var det at høre,
155 Hvor lifligt han sang for de Billeder smaa,
Som ei kunde høre, ei heller forstaa,
Som, døde, kun syndes at leve.

✂ Sig Druerne modned i solrige Vang,
Dem pressed den Græker med Glæde,
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde,
Den frostklædte Jette ham sovende fandt,
Og Blodet til Is han i Aarerne handt;
Den Ungersvend stædtes til Jorde.

✂ I Norden det er kun om Vinterens Tid,
Den Himmel sig dyb monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa blinkende blid,
Da tie de brusende Elve;
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.

✂ Her kraftig og mandelig Nordboen stod,
Han mærked den Higen derinde,
Og hastelig spændte han Skien paa Fod,
Til Fjeldtop han agted at vinde,
Han korted sig Natten med gjaldende Sang,
Der kom ham i Hu paa den natlige Gang
Saamangt et forunderligt Minde.

✂ Fra Fjeldet han saae over Slette og Dal,
Da tykdes i Luft han at stande,
Men langt der endda var til Gudernes Sal,
Det maatte med Sorrig han sande:
Han flyvende vilde sig løfte fra Jord,
Men Vingen var stakket og Vægten var stor,
Han stamped i dundrende Fjelde.

✂ I Fjeld monne bygge saa giftig en Trold,
Han raaber: hvem banker saa silde?
Det svarer den Nordbo, en Kæmpe saa bold,
Nu vist det skal gange dig ilde,
Thi har jeg ei Vinge, saa har jeg dog Arm,
Og dybt udi Fjeld skal du føle min Harm,
Din Kaaglen har lammet min Vinge.

156

✂ O, kæreste Frænde, o, tal ikke saa!
Genmæler hin værste af Trolde,
Mit Loft er for haardt til isønder at gaa,
Og ei jeg din Nød monne volde
Et Raad jeg dig kender saa snildt og saa godt,
Og vil du det følge, dig times ei Spot,
Men Fjedre dig voxe i Vinge.

✂ Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei gro de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne med mig,
At Blod udi Rod de forlange.
I Blod skal du pløie og Blod skal du saae,
Da voxe de Fjedre, som Blommer og Straa,
Da kan du til Stjernerne flyve.

✂ Men Blodet af Trolde, det mærke du vel,
Det monne kun lidet dig fromme,
Som Stene det tynger til Fjeld og til Hel,
Der lyster dig neppe at komme;
Kun Blodet, som flyder i Gudernes Slægt,
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Det kan ved Alfader jeg sværge.

✂ Hel sært det mon lufte om Midienat,
Af Troldenes giftige Aande,
Og hvo da sin Lid til sig selv haver sat,
Dem nødes at gange til Haande.
Det bobled og buldred, hvor Nordboen gik,
Men aldrig han Fjedre i Vingerne fik,
Og Blodsot i Graven ham lagde.

✂ O visselig maa vi bekymres i Sind,
Ved Vilkaar saa onde og bange.
Skal tæt da i Kuben vi kline os ind,
Hvad heller skal brat vi hengange
Til vores Fru Moder, og spørge med Bøn:
Om aldrig hun da haver avlet en Søn,
Som kunde til Faderen vinde?

✂ Se hvor sig nu tørre de Taarer paa Kind!
Nu Moder vil røre sin Tunge;
O, hvor er hun brat blevet lystig i Sind,
Mens alt hun begynder at sjunge!
157 O lytter! thi sikkerlig ei det er Tant,
Hvad hun monne vide og sige for Sandt,
Hin vise, bedagede Kvinde.

✂ Jeg haver kun avlet en eneste Søn,
Som kunde til Faderen stige,
Men ham jeg fra Himlen undfanged i Løn,
Hel underligt er det at sige:
Langt ældre end Moderen er han i Aar,
Han mig haver født udi Tidernes Vaar,
Jeg avled ham i deres Fylde.

✂ Hver Haand ham til Korset blev naglet saa fast,
Men bredte sig alt som en Vinge,
Og der han det vilde, han saaes i Hast
Sig høit over Himle at svinge;
Dog Korset end stander tilbage paa Jord,
Omsvævet af Aanden, som Han, der opfoer,
Nedsendte paa gloende Vinger.

✂ En Selle er hvælvet som fagreste Hald,
For Dørren er Korset at finde,
Af Marmor er Væggen, af klare Krystal
Er Loftet, som skues derinde:
Den Selle mon kaldes og være Guds Ord;
Af Ordet og bygdes hin Kube saa stor,
Men aarle sin Glands den forlored.

✂ Saalænge Man udenfor Sal monne staa,
Den synes hel lav og hel ringe,
Men hver som derind det mon undes at gaa,
Ham voxe de Fjedre i Vinge,
Mod Faderens Billed i klare Krystal
Han løftes, han stiger, ham times ei Fald,
Til Hjemmet han mægter at vinde.

✂ Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Med Visere fromme og snilde;
Apostle dem kaldte det himmelske Ord,
De drak af den levende Kilde;
Da voxde de Fjedre, og Vinger de fik;
Men dog under Kors de som Børn indgik,
Dem fulgde saa faver en Skare.

158

✂ Jeg lytter, jeg hører, jeg siger forsand,
Jeg siger igen det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugi og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.

✂ Saa have de fløiet og daled saa tit
I Kube, i Mose, i Vove:
I Ørken forvildet, en træt Eremit
Sig lagde i Klostret at sove;
Hel stoltelig fløi over Land, over Hav
En sværmende Flok til den hellige Grav,
Men sank i vanhellige Grave.

✂ I Syden den Himmel saa dyb og saa blaa
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe,
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udslaaer sine Vinger.

✂ Lombarden hel kæk sig mod Skyen opsvang,
Men daled paa Engenes Blommer,
Han mende at kunne med Bod og med Sang
Forsone den evige Dommer;
Den jamrende Moder bevæget han saae
Med Sværdet i Bryst under Korset at staae,
Men Sønnen han ei kunde finde.

✂ Det faldt ham paa Sinde saamangen en Gang,
At Visere var, hvad han mangled;
Men vilde dem finde, hvor Bjelderne klang,
Hvor Knogler af Dødninge rangled;
De Knokler han svøbde i Silke og Lin,
Med Guld han udsmykked de Dødningeskrin,
Men Sjælen kom aldrig tilbage.

✂ Han maled saa livlige Billeder smaa,
Af hvad sig i Himlen mon røre,
Fortryllet paa Væg og paa Lin han dem saae,
Og underligt var det at høre,
159 Hvor sødt han dem bad og hvor sært han dem bød,
Hans Sjæl at hjembære i Abrahams Skød,
Skøndt her med den Rige han leved.

✂ Stor Ynk mon det være at se, hvor han laa,
For Skrin og for Skygger at knæle,
At ei i de levende Stave han saae
De hensovne Viseres Sjæle.
Hvi kunde han Salen ei finde igen,
Hvor Viserne vinked og visde ham hen,
Hvor Korset for Dørren sig løfted?

✂ Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Den Nakke saa dybt sig mon bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie,
Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.

✂ Sig Druerne modned i solrige Vang,
Den Sydbo dem pressed med Glæde;
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde.
Han mende, naar Sølvet i Bækkenet klang,
Alligevel Sjælen af Skærsilden sprang,
Indsprang i de lukkede Sale.

✂ Ak, hvem skulde tænke og hvem skulde tro,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de vilde lægge af Guldet en Bro,
Alt over det svælgende Dybe!
Ja, at for en Penning af Sølv og af Guld,
De mende Sankt Peder dem gjordes saa huld,
At han dem indlukked saa silde!

✂ Ak dybt maa det røre os Alle i Sind,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de udi Sal vilde stjæle sig ind,
Som Røvere, Skelmer og Tyve;
Men faa er de Kvinder og færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At ind gennem Dør de kan gange.

160

✂ I Norden det er kun om Vinterens Tid,
At Himlen sig dybt monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa tindrende did,
Da tie de brusende Elve
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.

✂ Der vandred en Kæmpe saa seent udi Kveld,
Han higed mod Himlen saa saare;
Ja, did kan du springe fra Gerningers Fjeld,
Saa raabde hver grublende Daare;
Han klavred, men angest og sorgfuld i Hu,
Det var som om han kunde mindes endnu
Den Fjeldfærd af høisatte Fædre.

✂ Ved Midnat han hørde en underlig Røst,
Fra Oven den tykdes at klinge
Hvi gaar mellem Fjeld du med Sorrig i Bryst,
Hvi leder du her om en Vinge?
Forgæves paa Tuerne klavrer du op,
Thi Faderens Hus er fra Fjeldenes Top
Saa langt, som fra Roden dernede.

✂ Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei groe de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne for dig,
At Blod udi Rod de forlange;
Kun Blodet af Faderens nærmeste Slægt
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Kun Blodet af Frelserens Vunde.

✂ Hel sødt det mon dufte om Midienat,
Af Frelserens hellige Aande,
Og Hvo som sin Lid har til Faderen sat,
Ham nødes at gange til Haande;
Om Korset nu mæled den Kæmpe i Nord,
Han mæled saa høit, at det dundred i Jord,
Som under de gamle Kerusker.

✂ Mod Verden han stod som en Kæmpe saa bold,
Mod Verden og Djævle tillige
Thi Gud var hans Værge og Gud var hans Skjold,
For hvem skulde Kæmpen da vige?
161 For Gud han sig bøied saa ydmyg i Sind,
Og liden som Barnet i Sal han gik ind,
Der voxde ham Fjedre i Vinge.

✂ Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Slig Viser dem lysted at følge;
Ham fulgte de Mænd og de Kvinder i Nord,
Fra Donau til Ishavets Bølge;
Bag Rhin og bag Alper og bag Pyrenæ'r;
Det gik med hans Ord som med Tydskernes Sværd,
Da Folkene vandred om Lande.

✂ Naar Viseren mattes og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde,
Stadfæstet sig haver sandfærdige Ord,
Stadfæstet saa vel og saa ilde:
Han leved end efter sin Død i sit Ord1;
Men Ordet, da Aanden, som pindes, udfoer,
Blev Støv og blev Ormenes Føde.

✂ Da grubled derover de kløgtige Mænd,
Af Jorden er Adam jo vorden,
Saa kan vi vel og med Guds Billed igen
Ham bygge og fostre af Jorden;
Som Faderen flyver hver Falk og hver Ørn,
Som Adam maa og kunne flyve hans Børn,
Naar kun mod det Høie de stunde.

✂ Ak maa det ei dybt os bedrøve i Sind,
At Kristne det saa gik af Minde,
At Aanden som blæstes i Jordklumpen ind,
Ei selv sine Vinger kan finde,
At, naar de end klavre paa Tuerne op,
Er Faderens Hus dog fra Fjeldenes Top
Saalangt, som fra Roden dernede.

✂ Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Og Nakken saa dybt sig maa bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie;

*Johannes Aabenbaring III. 1. Jfr. ovenfor Side 48, Noten. 162

✂ Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.

✂ Thi hørdes saa vidt i den løbende Tid
De Føre og Høie at sige:
Den Dør skal nu vorde saa høi og saa vid
For Herrer og Damer tillige:
Ei Den bør at krybe, som lærde at gaa,
Og Korset ei længer i Veien skal staa,
Det har der slet intet at gøre.

✂ Saa kom de med Stænger, med Blus 1 og med Sværd,
De brød og de hugged tillige,
Med Blindhed da sloges den stormende Hær,
Med Latter den hørdes at skrige!
Det Kors var en Skygge, som Skygge forgik
Det Foster af Nat for vort sollige Blik,
Nu frit vi indgange i Salen.

✂ De ginge, de speided, de studsed, de saae
En gammeldags leervægget Stue,
Med smaabitte, solbrændte Vinduer paa,
Og Træloft, for hvælvede Bue:
Et Speil af Krystal 2 hang paa Væggen hin graa,
Men kun for at speiles, i Speilet de saae,
Og saae af sig selv kun en Skygge.

✂ Det var dem stort Under, at saadant et Ry
Var ganget af saadan en Stue,
Som knap udi Vinter til kummerligt Ly,
End sige til Mer kunde due;
De Ruderne gnede med Svamp og med Klud,
Og Væggenes Revner dem spækked de ud,
Og maled paa Loftet en Stjerne 3.

✂ De rosde sig storlig af alt deres Slid
Med Spækken og Hvidten og Malen,
Og svor, at ei før i den løbende Tid
Saa lyst havde været i Salen;

*1 Johs. Ev. XVIII, 3. Disse »Blus« har Grundtvig oftere brugt som Billede paa den falske Oplysning Bibelen. *3 Rationalisternes selvgjorte Fromhed. 163

✂ Og dog havde Stuen en Hvælving af Leer,
Og løfted sig Øiet, det saae dog ei mer
End Loftets den malede Stjerne.

✂ O mærker det vel! at med Korset forsvandt
Den herlige Sal med sin Bue;
O, mærker det vel! at de Selvkloge fandt
En gammeldags, leervægget Stue!
Ei var det for den, at de Hellige leed,
Ei var det for den, at de Hellige streed,
Ei den, som Guds Aand haver bygget.

✂ O, mærk det tillige, du søvnige Flok!
Som vil over Korset dig læne,
Som mener du kommer til Faderen nok,
Ved Frelseren halvveis at tjene,
O mærk det, og vogt dig! det aldrig gaar an;
Thi ikke du maa og ei heller du kan
I Sal med din Mammon indkomme.

✂ O mærk det tillige, forvildede Flok!
Som praler, og dømmer og sukker,
Ei til under Korset at gaa, det er Nok
At Hoved og Legem du bukker;
Du spæger din Krop og du bleger din Hud,
Men Kødet det hjelper slet ikke hos Gud,
Du Aanden og Hjertet maa bøie.

✂ Du stoler forgæves paa salige Lyst,
Som, naar du med brændende Læber
I Bønnen dig løfter, opfylder dit Bryst,
Og luer og blusser og bæver;
Hvis Hovmod og Had du end gemmer i Bryst,
Hvis Mammon du tjener, den salige Lyst,
O ve dig! den vorder din Dommer!

✂ Hvo, som, naar han haver sin Frelser erkendt,
Med Sorrig, med Graad og med Glæde,
Som Hunden til Spyet igen sig har vendt,
Ham hjelper det ikke at græde;
Som Aandens Forhaaner han hisset skal staa,
Gomorra og Sodom det bedre skal gaa
End ham i de evige Tider.

164

✂ Saa vandrede Judas usalige Sti,
Da troløs sin Gud han forraadte;
Saa Mahomed vandred sin Frelser forbi,
Og Korset med Fødder nedtraadte;
Saa vandrede Müntzer og Bøhme vel med:
De Alle henginge, Enhver til sit Sted,
Dem fulgde saa talrig en Skare.

✂ O, mærker det Alle I Kvinder og Mænd!
At Kærlighed var det allene,
Som førde til Korset vor hellige Ven,
Og Kærlighed er det allene,
Som mægter at skænke det barnlige Sind,
Der bukker og bøier, og hjelper os ind,
Alt under den hellige Bue.

✂ Jeg grubler, jeg mærker, jeg siger forsand,
Jeg siger tilsidst det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.

✂ Gud give en Kæmpe igen udi Kveld
I Norden maa vandre og hige,
Maa lære, at ikke paa Gerningers Fjeld
Man mægter til Himlen at stige!
Maa røre om Korset sin Tunge i Ord,
Og mæle saa høit, at det dundrer i Jord,
Som under de Kæmper fra Norden!

✂ For Tydskeren bævede Roma og sank;
Men dybt sig i Gruset begraved;
For Nordboen reisde sig atter saa rank
En Borg, hvor Palladserne raved;
Kan endnu i Naade Gud til os nedse,
Da kunde endnu det vel aandelig ske,
Hvad legemlig først sig forkyndte.

✂

✂ LIGE fra Barndomstiden i Udby havde Grundtvig elsket Historien og higet efter historisk Læsning. I Tyregod havde han med »Tærskersult og Tærskermave« pløjet mange bindstærke Krøniker, og selv i de prosaiske Studenterdage forsømte han ikke at læse de Skrifter af historisk Art, som faldt ham i Hænderne. Paa Langeland optoges han næsten helt af Nordens gamle Sagn og Sagaer. Men da han i 1808 blev Lærer ved det Schouboeske Institut, drev Pligten ham til at sysle grundigt med Verdenshistorien, og allerede den 1. November samme Aar begyndte han at udarbejde en Lærebog i Verdenshistorien for de tvende øvers te Kl asser i Schouboes Institut, som han dikterede sine Disciple. Iblandt hans Papirer findes disse Dictata tilligemed et Par af Elevernes Afskrifter. Det omfangsrige Haandskrift begynder fra de ældste Tider og giver en meget indgaaende Fremstilling især af det gamle Grækenlands og Roms Historie, Folkevandringen og den kristne Middelalder indtil Gregor den Syvendes Tid. - Saavidt maa Grundtvig være naaet i Udarbejdelsen i Efteraaret 1810, da hans dybere Sans for Tidernes Sammenhæng vaagnede, og hele hans gærende Aandsliv strømmede ind i Historiens brede Leje. - Fra nu af maatte den rent faglige Syssel med Enkelthederne underordne sig hans højere Maal: at gøre Krøniken til et Spejl for Kristendommens Indflydelse paa Folkenes Liv. Og i Overensstemmelse hermed synes han i den paafølgende Vinter at have gjort Udkast til en ny, mere kortfattet Oversigt over Verdenshistorien. - Da han blev Kapellan i Udby, ændrede han sin Plan og paabegyndte den 12. August 1811 et Skrift, som han først kaldte: Syn paa Guds Husholdning i Tiderne, mest med det jødiske Folk, afBibelen og andre Bøger til menig Mands Brug og Gavn uddraget af Grundtvig, Præst. Senere forkortede han dets Navn til: Bibelsk og verdslig Krønike for Menigmand. Det skønnes af Titelen, at det har været hans Hensigt, i Samklang med det store Omslag i hans Livssyn, at afstryge hele det videnskabelige Præg, hans Historiegranskning hidtil havde baaret, og lade al sin Kundskab tjene til Opbyggelse for 166 hans enfoldige Brødre i Kristo. - Men det varede ikke længe, inden han atter forandrede sin Plan. Af det paatænkte Folkeskrift opstod senere En liden Bibelkrønike forBørn og Menigmand, som udkom i 1814; men Oversigten over Verdenshistorien fik et nyt Tilsnit. Han følte nemlig Trang til at faa den dannede Almenhed i Tale gennem en »bibelsk Dom« over Samtidens fremragende Mænd i Danmark og Udlandet, og saaledes opstod det berømte Skrift: Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng, som udkom i December 1812.

✂ Medens Bogens første Afsnit, indtil Luthers Tid, har bevaret Præg af en kort folkelig Oversigt over Historiens Hovedbegivenheder, og vistnok helt igennem hviler paa de tidligere Forarbejder, er den nyere Tid, som føres lige ned til 1812, svulmet op til en mærkelig Dommerbog over den endnu levende Slægt. Denne Del er helt udarbejdet i Udby, og Forfatteren indrømmer i Fortalen, at den sandsynligvis indeholder adskillige historiske Unøjagtigheder. For at bøde paa Bogens Mangler har han ledsaget den med en Række »Rettelser og Anmærkninger«, som fylder ikke mindre end 58 Sider. Da dette Tillæg hører med til Værkets Ejendommeligheder, idet Rettelserne tit vokser til hele smaa Afhandlinger, er det medtaget her, nøjagtig som i den oprindelige Udgave, dog saaledes, at de simple Trykfejl eller Rettelser af enkelte Ord her er indførte i Hovedteksten og udeladte i Tillægget. Da Værket nu kun har historisk Betydning af personlige Grunde, er der ikke gjort noget Forsøg paa at rette de Stavefejl og Unøjagtigheder, som Forfatteren ikke selv er bleven opmærksom paa.

✂ Bogen blev aldrig optrykt i Grundtvigs Levetid og er nu en Sjældenhed.

✂ Det er bekendt, at »Kort Begreb af Verdens Krønike« vakte stor Opsigt og fremkaldte en Storm af Uvilje imod Forfatteren, især paa Grund af hans djærve, dømmende Ord om mange ansete Mænd, der endnu levede, da Bogen udkom. Den gav Anledning til Brud mellem Grundtvig og den Kreds af Dannede, der hidtil havde ydet ham nogen Anerkendelse, og den affødte en fleraarig Pennefejde med C. Molbech og H. C. Ørsted, som vil blive omtalt i det følgende.

✂

Til
Christian Conrad Sofus Danneskjold
paa
Gisselfeldt
Storkorset Dannebrogsmand
og
Greve til Samsø.

✂ I Østresaltet laa en vakker Ø,
Dens grønne Krancis var tætte Bøgeskove,
Og paa den vuggede saamangen Sø
Mod Bøgelund sin lille, blanke Vove;
Derfor den Ø imellem Sund og Belt
Af blanke Søer og af grønne Telt
Fik Sølunds Navn udi de gamle Dage.

✂ End ligger Øen udi Østresalt,
Men ei i Sø saa sagte triller Voven,
I Tidens Løb er Sølund Sædland kaldt:
Hvor Lunde stod, gaa Bønder efter Ploven,
Saa enlig løfter mellem Belt og Sund
Sig hist og her en venlig Bøgelund;
Det Alt er godt, men det er ondt tillige.

✂ Hvor Bakkeraden mellem Kalk og Sand
Sig, høi paa Dansk men og beskeden, reiser,
Ved Bakkefod, paa blanke Søers Rand
En gammel Borg imellem Bøge kneiser,
169 Men over den og over Bøgen med,
Paa Brinken modig, efter Nordmands Sæd,
Den ranke Fyr sit grønne Spyd fremholder.

✂ Den Borg er reist af ham, som lege bad
Den vevre Karpe i de blanke Damme,
Og han, som plantede i lige Rad
De ranke Fyrre, det var og den Samme;
Om Sommeraftner, baade fjern og nær
Hans Navn udraabes udi Siællands Kær,
Og villig stammer Barnetungen efter.

✂ I Danmarks Saga mon og Navnet staa,
Og kun med den det gange kan ad Glemme:
Hos Daniels det staar ved Svarteraa,
Thi Eiermanden, skøndt han sad her hjemme,
Fra Danehæren holdt det værste Sværd
Og han holdt Hus, saa det er Ære værd,
Sit Navn til Trods, thi han heed Peder Oxe.

✂ Alt paa den Borg, han reiste op med Magt,
Er, dog i Vraa, hans Lignelse at skue,
Den Rentemester lider ingen Pragt,
Han flygted ned fra Salen i en Stue,
Dog ogsaa der han blev af ham forfulgt,
Der under sit det store Navn har dulgt,
Som skrives burde paa hans egen Pande1.

✂ En Greve nu mon bo paa Gisselfeld,
Der ei var ræd for Peders Navn at bære,
Den Ø, hvor Hjalmar og hvor Griffenfeld
For Jetter segned, mon hans Odel være;
Han og er Levning fra en bedre Tid,
Hans Hu staar fast til gæve Fædres Id,
Med Ord og Daad han vil dem ihukomme.

*1A. N. Ryges Bog om Peder Oxe, som Grundtvig ejede, meddeler, at hans Billede findes paa Gisselfeldt, men oplyser ellers ikke dette dunkle Vers. Maaske er Meningen, at en senere Ejer har malet sit Navn over Peder Oxes og derfor selv fortjener at kaldes - en Oxe. 170

✂ En Sjælandsfar jeg er, med Tugt at sige,
Og Krøniken mit Hjerte ligger nær,
I Kløgt og Skjaldskab vil jeg Mange vige,
Men ei i, Gud og Nord at have kær;
Hvor kan min Bog et bedre Sted da finde,
End i den Borg, hvor ude og hvor inde,
Der tales høit om den forgangne Tid!

✂ Den Jarl har end et saadant favert Navn,
Hvormed ei nogen Greveslægt kan bramme:
Det gyldent stod paa mangen Orlogsstavn,
Og hvor det stod, der stod det ei til Skamme;
Naar Kølen synker til den vaade Bund,
Og naar den løfter sig fra tørre Grund,
Da priser Dokken, som et Værk, sin Mester.

✂ Naar Kristne se, hvor Krøniken mon love
En Giøe, Fris og Holger Rosenkrands,
Hvor tæt de stod i Borge og til Hove,
De danske Riddere med Aandens Sands;
Og spørge da: var i de onde Dage
Ei nogen kristen Ridder end tilbage?
Da svarer Saga: Fredrik Danneskjold.

✂ Min Bog og jeg, du Greve, gæv og bold!
Vist høiligen et dygtigt Skjold behøve,
Og dygtigt er dit gode Daneskjold,
Men her nok ei det vilde staa sin Prøve;
Thi synligt er kun Lidt af Mørkets Hær,
For mange og for hvasse er dens Sværd;
For gloende og giftige dens Pile.

✂ Mon, som en Bærserk, uden Hjelm og Skjold
Dumdristig jeg da vil de Stærke møde?
Nei Sværde døver jeg med Troens Skjold,
Og Pile slukkes, ihvor rødt de gløde;
Om Lænderne jeg haver Sandheds Gjord,
Jeg og har Sværd, ja Aandens Sværd: Guds Ord,
Og i den Rustning tør jeg Satan møde.

171

✂ Forsmaa vi da Dit gode Daneskjold,
Som værgende sig over Fylket runder?
Mod Upligt og mod alskens Overvold
Jeg vaabenløs, men tryg jo staar derunder;
Vil Det i Bogen, som er Skjoldet værd,
Du tjelde over udi Herrefærd,
Da forud Tak! og Herren Dig velsigne!

✂ Ja, bede skal jeg, som jeg beder her:
At Han sit Skjold vil over dig og hvælve,
Naar Edens Kerub løfter stræng sit Sværd,
Og du, som hver en Adams Søn, maa skælve!
Da vinder du til Herrens Abildgaard,
Hvor Livets Træ i Blomster evig staar;
O! gid vi mødes i dets lune Skygge!!1
Underdanig fra
Grundtvig.

*1 Dette Digt er optrykt i Kvsedlinger med følgende Ændringer: Fers 2, Linje 7: Ved Siden af en bølgende Kjærminde. Vers 5, Linje 2: det ganger velLinje 4: der hjemme.

✂

Fortale.

✂ »Af Historien, siger den gæve Tyge Rothe, *) kan man paa adskillige Maader gøre Labyrint til at forvilde og forvikle Tilskueren; Man har alt for ofte saa gjort, og Virkningen har været sørgelig; thi den Bedaarede har, skøndt mod sin Villie, skøndt med Kval i Sjælen, maattet spørge, hvor hans Gud var, og ikke kunnet finde ham. Historien kan gøres til Labyrint, den er blevet gjort dertil af Mænd, hvilke kalde sig Philosopher. Virkelighederne har Man kastet sammen, for deraf at gøre Chaos, ei et saadant, som venter paa Almagtens Vink for at ordne sig, men et vedvarende, et rædsomt Chaos; thi der, hvor Haab om Bedre endes, der begynde de rette Rædsler. Man har Intet seet, Intet villet see i Virkelighedernes Kreds, uden allene de fri Menneskers Handlinger, men disse Handlinger, just fordi de ere fri, derfor blive de saa usammenhængende, i det mindste for vort Øie, de støde paa hinanden, nedbryde hinanden; ere de Alt, da forsvinder Planens Eenhed, thi de Villende, de Handlende ere mange, og have hver sin Hensigt. Ere end videre de fri Handlinger Alt, da blive aldeles uvisse Tilfælde Aarsager og eneste Aarsager til de vigtigste Begivenheder, til Begivenheder, som lyksaliggjorde vor Art, eller en stor Del af samme; men ere vi ikke da paa Vraget, hvilket kun hændelsesvis førte fra Død til det faste Land, men kunde og ført paa Klippe, eller sluppet under os, og vi saa vare blevne slugte af Ve og Bølger! Jeg veed, at Mange flane hen over Historien med den derover selv henflanende Voltære, de høre tale om den Begivenhedernes Uvished, høre tale om de smaa Aarsagers store Virkninger, høre, at ved saadanne smaa Aarsager ere de Hovedbegivenheder **) I Fortalen til den anden Deel af hans dyrebare Værk: om Kristendommens Virkning paa Folkenes Tilstand i Europa1. *1 Tyge Rothes Tekst er behandlet temmelig frit med adskillige Forkortelser og mindre Omskrivninger. 173 frembragte, hvilke endog interessere vor Art, og uden hvilke det ei kan tænkes, ei forklares, hvorledes vi skulle være den hæderlige, den lyksalige Art, hvilken vi ere; om alt dette høre de tale og tale selv, uden at gaa vidt med Slutningerne, eller uden at vide selv, hvortil de maatte ledes, naar de bleve ved at tænke, og saa holdt fast ved de af dem først antagne Ideer; her som i de mange andre Tilfælde kommer Letheden til Hjelp, og det gaar som med den Unge eller den Maanesyge, at han ei seer, ei føler, hvor høit, hvor farligen han staar, saa føles ei Svindlen, saa styrtes ikke. Men paa den anden Side, da henrives mangen Een, som kan og vil følge sine Tanker, til haarde Tvivl, til Ængstelser, til, som jeg sagde i Begyndelsen, at spørge hvor hans Gud er, og dertil, at han i den Tingenes chaotiske Sammenblanding, og den deres usikkre Fremgang, ei kan finde denne Gud, eller hans Vældes, hans Godheds Fodspor, eller hans Tilsyns og Styrelses Mærker. Om jeg har været i Labyrinten med de mange Andre, om jeg der i Labyrinten har vandret ængstelig, og med beklemt Hjerte ledt efter Lys og Sandhed, det kan ei interessere Læseren, uden for saa vidt han kan dessnarere tiltro mig, at jeg kan sympathisere med redeligen Tvivlende, og jeg altsaa vil Ingens Dommer være, derimod hans med ham lidende Broder. Men dette vedkommer Læseren at vide, at jeg, uden forud antaget System og uden at hefte mig til Hypothese, har stillet mig hen iblandt Virkelighederne og Historiens Optog, at jeg der har skuet om mig og seet, hvad jeg er mig bevidst endnu klarligen at see: en Linie, en Kæde af store Begivenheder, alle heftede i hinanden, alle stemte til eet, alle løbende sammen for at opfylde eet; jeg seer Menneskene ved deres fri Handlinger at bryde an paa denne Kæde, at ville adskille dens Led, men den at vare ved, fremdeles seer jeg disse fri Handlinger, saadanne, som de desværre for ofte vare: daarlige, onde, bekvemme til at frembringe skadelig Virkning, og dog »stemme de saa, at de fra en vis Side harmonere med den af mig erkendte Plan, og at de hjelpe til dens Udvikling. Alt dette saae jeg med aabne, vaagne Øine, og sagde til mig selv: her er Mennesket frilig1 handlende, men her er og den mellemkommende Gud. Den Ide skal være min Philosophie i Historien, og saa vilde jeg, at den og skulde være Andres, Fornemmelig holder jeg mig til den store Revolution med og for vor Art, som virkedes ved Kristendommens Opkomst; den *1 = tysk freilichdvs. ganske vist. 174 seer jeg blande sig i Alt, skinne frem i Alt som en hovedstemmende Fjeder, virke stedse til Held, virke til Seier over al Modstand fra de fri Mennesker. Hvorfor maa Kristendommen ei være mig den største af alle Begivenheder. Bort dog med den Smaahed i Ideer, med den Svaghed, at fordi Kristendommen er dette nu gamle System, kan være Lære for ringe Almues Mand, gik igiennem mange Daarers Hænder, derfor skulde Man ei torde være Kristen, ei torde være det, fordi man ikke da selv udtænkte, ei skabte, ei viste sig synderlig, ei var original Geist! Bort med den Hjernesvaghed! Hvad kunne smaa Begivenheder veie? hvad det, om et Slag er vundet, en Erobrer faldet, en Guldmine opdaget, en Konst, en Manufaktur opfundet? Det gælder om Mennesker, om deres Fremstødelse til det Ædlere, det Blidere, det gælder om dem, forsaavidt de ere Mennesker og tænkende Væsner, men det gælder ei, om de have havt store Flaader, have vel spundet Silke og Uld, have levet kræseligen, have ydmyget medievende Nationer, have blinket klart, og derpaa ere forsvundne. Fra Træet faldt et Æble den engelske Philosoph for Fødderne, og han gik langt med Tanken, gik ind til Naturens Hemmeligheder; mindre er jeg, end han, det veed jeg, men tænke vil jeg og tænke kan jeg. Skulde jeg da have for mig den Rad af Optog, skedte her paa Kloden, alle stemplede med eet Mærke, alle gaaende mod eet eenformigt Maal, alle virkende i det Store, virkende endogsaa til mig, og alle virkende til Held, men dem skulde jeg sammenmænge, splitte dem fra hinanden, gøre dem smaa, miskende deres Virkninger! I Hierarkiet, for Exempel, ei finde mere end det, at en Biskop i Rom med sine Prælater bleve stolte, og at nogle Caniker kunde mæske sig; i Reformationen ei finde mere end det, at en Regent i England fik løst et forhadt Ægteskab, og at nogle Fyrster i Tydskland fik Præbender og Klostergodser sekulariserede? O, saa stolt er jeg, at det vilde synes mig overvættes ydmygende, om jeg saae ei mere i det vidt Udstrakte, og vist lod jeg da Pennen blive hvilende, og vist formastede jeg mig da ei til at kalde mig Philosoph. Men jeg seer videre: Verden havde prøvet, havde udtømt sine Evner paa at gruble, Menneskene standse med oprørt Sjæl, føle sig at behøve Kundskab om hvad de ere; Menneskene kan ei komme til Lys og Vished, maatte fortvivle, maatte vende om til at tro sig og deres Ynkværdighed at være til Lyst for Guderne, Lukretses ludibria deorum 1, da kom Kristendommen. Vældige Magter, selv Rom, *1dvs. Gudernes Legetøj. 175 og hvilken Magt indbefatter ikke Ordet, storme imod den, der flyder Blod som Strømme, der blusse Baale Landene over, der skinner Guld og feireste Hæder for at lokke til Affald, dog bliver Man, med grækisk Vid og romersk Sjælestyrke ved Systemet fra - Galilæa. Det griber om sig dette System, og det skulde blive Verdens System, Bekendere arte ud, handle til at skille sig og Systemet ved Hæder, dog griber det om sig, bliver ved, skal, som sagt, blive Verdens System. Constantin gaar over fra Jupiter, veed fast ei selv hvorfor han gør det, taber derved af Ære og Yndest blandt sine stolte Romere, men ved ham bliver Systemet Roms, og det faaer Tid til at befæste sig. Folkene i Europa vaagne, bruse frem, møde Systemet, blive tæmmede, komme desforuden ud af den Rovs og Vildheds Stand, ved at fæste sig i Landene og stifte Lehne; men som haarde Krigere, trykke de Menneskene, de foragte dem, de sky Videnskabers Lys; da møder Hierark og Prælat, staar imod, bryder Trældomsaaget, bliver Kongers1 Ligemand, og Vidskab udbreder sig, Systemet til Gode.«

✂ »En historisk Theodice2 skulde da Bogen være efter min Hensigt og Ønske, eller, om ei meer, et Stykke af samme; stor er Ideen og udstrakt er Planen, og Modighed var det maaske, da jeg torde fatte den Hensigt. Ja, min Læser og Broder! tro mig det til, jeg besværger dig, at jeg har Tanken, at jeg sætter Ordet Theodice hen med Hjertets fulde Ydmyghed, og med levende Følelse af Menneske-Svaghed! Ham, den evige, den ubegribelige, Ham der boer i Lyset, som Ingen kan komme til, Ham være Hæder og tavs Ærbødighed fra os! Som Han vil, saa forbarmer Han Sig, Han, det Væsen med utænkelig Frihed; og hvo kan randsage, bedømme de usporlige Veie, ad hvilke han gaar! men Han forbarmer Sig, men Han vil kendes, hans Fodspor lade sig tilsyne, og hans Arms den høie Vælde føle vi. Ei vil jeg kunne vide, ei forklare, hvorledes Han vil, hvorledes Han kan, men hvor Han bliver tilsyne, der vil jeg oplade det vel svage, men mig af Ham givne Øie, vil skue efter Herligheden, saa vidt jeg kan, og naar da Glands, eller Mørke, elier Forhæng møder, nu, da standser jeg og knæler, vist i Ydmyghed tilbedende, men og med Sjæleglæde takkende derfor, at mig vistes Nok for at vide, hvad der er bag Forhænget, som endnu er Grændsen for mit Syn, men bag hvilket Skuepladsen er, paa hvilken og jeg engang skal være til.«

*1 Tyge Rothe: Krigeres. *2dvs. Paavisning af, at Gud gør alting godt. 176

✂ Længe lod jeg Manden Rothe, den bolde, kristne Danemand tale ene, ei nænte jeg at forstyrre ham, thi han taler saa liflige Ord, og høres, desværre! kun sjelden af sine Landsmænd, enddog han taler venlig i Bog til dem alle. For en stor Deel har jeg og ladet ham udsige min Beskuelse af Historien, thi vi ere Frænder i Tro og Tungemaal, jeg ærer ham, som en Fader, og i Hovedsagen ere vi saa enige, at jeg tør sige, han nu vilde selv være uenig med sin Bog, hardtad overalt hvor jeg er det. Skal jeg nu efter Lighed spaa min Bog sin Skebne, da maa jeg vente, at den, mest ulæst, vorder Møl til Føde; thi saa gik det Rothes, og den var dog et Værk, isteden for at min kun er et Udkast til et saadant. Selv i dette Tilfælde vilde jeg alligevel langt heller glemmes med ham, end ihukommes med Døgnets Afguder; thi da er jeg vis paa en bedre Udødelighed, end den tomme, hvilken Verden kan give; jeg er vis paa ogsaa at samles med ham der, hvor Krandse, som ei kunne visne, udskiftes, hvor Navnene skrives i Bogen, som Møl ei kan æde, og hvor vi endelig glemme vort Jeg og vort Støv, for at sjunge Hans Pris, hvem Riget og Magten og Æren, Kraften og Visdommen evig tilhøre. Dog, i visse Dele ere Omstændighederne forandrede, og læst vorder efter al Rimelighed min Bog, om ei for andet, saa dog for dens bestemte Modsætning til alle Tidens Yndlingstanker. Derfor skal de staa her, Ordene af den Mand, som aldrig kaldtes Sværmer, for hvis Navn selv de Vantro hykle Ærbødighed. Vel veed jeg, at de vise Mestere, der bilde sig ind, at de ere klogere end vor Herre selv, bryde sig i Grunden kun lidt om hvad Rothe tænkte og troede; men naar de vil indbilde Folk, at mit Syn i Tiderne er et Gøglespil, en Digterdrøm, eller hvad andet Spotnavn de i Forlegenhed gribe til; da skal disse den rolige, adstadige Tyges Ord pine dem, og forvilde Tankerne. Vel veed jeg, de under Skriftfortolkningen ere blevne vel øvede i at vende og dreie selv de klareste Ord; men her er hverken Varianter eller Glosser eller arabiske Synonymer, og ved intet Konstgreb lader Gud paa Dansk, som paa Græsk, sig fornedre til en blot Han. De maa da gribe deres sidste Udflugt, løfte sig fornemt paa Tæerne over Rothe, som over Profeter, Apostle og Frelseren selv, undskylde ham med hans Tidsalders indgroede Fordomme, og takke Gud, lig deres Broder Farisæeren, at de ei ere som andre Mennesker, eller som jeg arme Tolder, der mener, at alle Syndere, saavelsom jeg, trænge til Guds Naade. Sligt baade kan og vil de gøre, men et saa usselt Konstgreb kan end ikke forvilde nogen Sandhedens Ven; i deres Ivrighed har de kloge 177 Herrer selv tørt Sminken af, og deres Oplysningsbeenrad er blevet til Latter med sine tomme Øiehuller, indfaldne Kinder og hovmodige Lader. Jeg tør da vente, at Adskillige ved den sindige og forstandige Rothes Ord lade sig bevæge til at læse hans Bog med Agtsomhed og tænke lidt alvorlig efter, om de Syn i Tiderne ogsaa kan være vort eget Opspind, eller om de ikke meget mere ere sanddru Beskuelser af hvad der i Krøniken ligger for hver Mands Øine.

✂ At ethvert Folks Bedrift maa have været og blive en Frugt af dets Tro, vil hver Retsindig let overbevise sig om, thi det kan jo ikke nægtes, at hver Gerning, hvor lidt Man end tænker ved den, er en Følge af Menneskets Tankegang, men hvad bestemmer denne uden Menneskets Hovedtanke om Forholdet mellem Gud og Verden, det Synlige og Usynlige? Da vores Sjæl ogsaa hører til det Usynlige, maa vi følgelig vurdere det Aandelige i os efter den Pris vi i det hele sætte paa noget Aandeligt over os, og i al Fald er det Daarskab at opoffre noget Timeligt, naar vi ikke tro noget Evigt, at indskrænke eller overvinde sig selv for Andres Skyld, naar Man ikke troer paa en høiere Eenhed, hvorfra alt det, der synes enkelt, er udgaaet, og hvis uforkrænkelige Lov det er, at Menneskene skal, til Trods for Skinnet, bevare denne Eenhed i Ideen som deres kosteligste Arvegods, det er, styres af uegennyttig Kærlighed. Efter en saadan Betragtning vil det ikke forundre Nogen, at enhver Tro paa en usynlig Guddom, hvor vildfarende denne i Øvrigt var, baade har, efter Folkets Leilighed, sat Pris paa aandelig Syssel, og virket Kærlighed; thi en saadan Tro besegier Hjertets Lov som et Guddomsbrev. At nu Kristendommen med sin opløftende Beskuelse af Mennesket som Guds Slægt, som en Skabning i hans Billede, maa, naar den troes, virke høi Ærbødighed for det Aandelige i os, følger af sig selv; at den, der erklærer Kærlighed for Lovens Fylde, ja som ei blot siger, men viser, at Gud er Kærlighed, maa virke denne hellige Følelse i alle troende Hjerter, oplade Kilden, hvorfra al Dyd udstrømmer, er ogsaa ligefrem; at den endelig, ved stadig at henpege paa det Usynlige som er evigt, giver sine Tilhængere Mod og Kraft til at opoffre alt Timeligt, kan ei heller nægtes. Hver grundig Tænker maa da indse, at Tro er nødvendig til Videnskabeligheds Fremme, til stor Bedrift af et Folk, og til Staters Ophold, samt at kristen Tro er mest skikket til disse Øiemed; ogsaa han maa se bange ind i den rimelige Fremtid, da kristen Tro gaar til Grunde, thi at i det mindste et Folk [uden den] aldrig vinder fast Tro paa Gud, 178 Aandens Ypperlighed og en salig Evighed, staar klart for hans Øie i Tankens som i Begivenhedernes Kreds. Er det maaske saadanne Betragtninger, med hvilke jeg er gaaet til Krøniken, og efter hvilke jeg har malet Tidernes Lignelse, for ved jordiske Hensyn at aftvinge Folk Ærbødighed for Kristendommen? Nei visselig, alle disse Betragtninger have avlet sig selv under Krønikens Beskuelse, jeg hykler ikke Kristendom, men det gøre de, som med Vantro i Hjertet prise den, fordi de indse, det var jordisk Vinding, at den stadfæstedes i Landene. Min Tro er mig dyrebar, fordi den allene tilfredsstiller Hjertets Trang og dets dybeste Længsler, fordi den forliger mig med Gud og mig selv, og giver mig, til Trods for min Syndeskyld, Salighedens visse Haab. Min Tro er mig vis, fordi jeg, ved at eie den, har fornummet, at Jesus var Faderens Ord og Tunge, thi den Tro har udrettet, hvad Menneskekløgt er for ringe til: givet mig Had til hvad Syndigt jeg elskede høiest, givet mig Kærlighed til Aandernes Fader midt under Trængsel, Glæde midt i Bedrøvelsen, Kærlighed til mine Brødre og Frimodighed til at trodse Verden, Døden og Djævelen, naar det skal gælde. Jeg troer ikke længer, blot fordi jeg klarlig skuer Sandheden af Profeternes Spaadomme og Apostlenes Vidnesbyrd, langt mindre, fordi jeg seer den ganske Krønike at stadfæste de hellige Skrifter: det vidste jeg ikke, da jeg blev Kristen. Det veed jeg, at Ingen som ikke vil tro paa Guds eenbaarne Søns Navn, kan se Livet, fordi Vreden bliver over ham; hvad kommer det da egentlig mig ved, hvilken Skikkelse den Tro giver det udvortes Jordliv? Gennem Trængsel bør det os at indgaa i Guds Rige, og alle de, som vil leve gudelig i Kristo Jesu, skal forfølges; om da Kristendom kuldkaster eller opreiser Stater og Troner, opliver eller bandlyser Konst og Videnskab, hvad da? Er det først urokkelig Vished i Hjertet, at Jesus udgik fra Faderen, og at Sandheds Aand hvilede over hans tro Vidner; da er det jo ogsaa vist, at hver Urt, Hans Tro og Lære oprykker, om dens Blade end skinne med Solens Glands, om den saa dufter som Nectar og Ambrosia, ikke er af Faderen, men af Verden, og lad den da i Guds Navn oprykkes, om end dens Rod var indflettet i Hjertets Rødder, som Syndens monne være!

✂ Dette siger jeg ene og allene, fordi jeg nødig vil, at Nogen skal forvirre sig selv med den daarlige Tanke, at jeg har draget og læmpet Alt efter en forudfattet Mening. Lad dem gøre det, som for at vinde en Stilstand med sig selv, Glimmer i Verden og Daarers Roes, af fordreiede eller sønderlemmede Virkeligheder 179 sammensmede en Ring til deres Dukkeskabe, som de kalde Aandens Templer! En Kristen med aabne Øine træder vist ei i deres Fodspor. Hvad Kristen var jeg, om jeg løgnagtig vilde fremstille hvad der var min Tro fiendsk, som dens Frugt? Hvor var min Tro, om jeg daarlig mente, at Han, som har Menneskenes Hjerter og Tidernes Tømme i sin Haand, skulde behøve, eller Sandhedens Gud skulde forlange mine Løgne til sit Ords Stadfæstelse og sit Riges Udbredelse? Hvor blind maatte jeg ikke have vandret igennem Tiderne, hvis jeg ei havde seet, hvad Gavn Klippeborgen havde af de møre Støtter, hvormed Kirkefædre og Munke, Boglærde og Grublere mangengang belemrede den, af de favre Billeder, hvormed den skjultes ti! Øienslyst, af de Skjalde, der fyldte den med indbildte Himmeltoner! Desuden, veed jeg det ikke, at Ingen kommer til Jesum, uden Faderen faaer draget ham, og Ingen [kan] kalde paa ham som Herre, uden ved den Hellig Aand; at Vantroen ligesom Troen haver sit Sæde i Hjertet, og at derfor de, som ei vil høre Moses og Profeterne, tro ikke heller, om saa den ganske hensovne Tid opstod fra de Døde og vidnede om Kristus!

✂ Er det derimod Sandhed, at ei allene al sand Dyd i Landene, hvor Kristus nævnedes, gennem atten Aarhundreder udgik fra Troen paa den Korsfæstede, men at Aanden indsov og vaagnede, Kraften ødtes og fornyedes, Stater faldt og opstode med den, da bør det siges lydelig, for at beskæmme de daarlige Menneskers Vanvittighed, som tør sige, at Man kan være vantro, ja Kristi og Korsets Fiende, og ligefuldt være Dyds og Videnskabs, Næstens og Fædrenelandets trofaste Ven; det bør siges for at vække dem til Eftertanke, der ei ere onde, men have ladet sig forføre ved søde og smigrende Ord, og ved at agte paa de Levninger af Adel, af Kraft og sømmelig Adfærd, der end lade sig tilsyne hos de rette Kristnes Børn i adskillige Led. Er det ydermere sandt, at Krøniken bærer de mest uforkastelige Vidnesbyrd om Kristendommens vidunderlige Oprindelse, og om det bestandige Underværk, ved hvilket denne hellige Tro har fremkæmpet og genfødt sig selv, da bør det udsiges med jublende Tunge, til Pris for den evige Konge, til Skræk og Advarsel for Alle som den hade og foragte, men meer til dens Venners Bekræftelse og Fryd. Er der nemlig en Gud, da maa Hans Forsyns Spor og være i Tiden, udgik Jesus fra Faderen i Tidens Fylde, da maa de forrige Tider henvise til ham; har Han sagt, at Helvedes Størke skal aldrig betvinge Hans Kirke, da maa Hans Herreskjold og have hvælvet sig over den siden Hans 180 Hjemgang til Faderens Høire. Salige ere de, som ikke se og dog tro, det er Frelserens Ord til dem, der med Hænder vil føle Hans Døds og Forklarelses Mærker, mange Tusinder ere og salig hensovne i Troen paa Guds Forsyn og Kristi Regering, uden at have seet de store og straalende Mærker, som betegne Herrens usporlige Veie over Tidernes Bølger; at de ere selv der, hvor Øiet ingen opdager, det maa vi tro, men hvor de sees, ere de som hellige Engle, der til vor Gammen udsjunge: her er den Eviges Finger. Saadant behøve vi høilig, thi skrøbelig i Troen ere vi Alle, om end mere og mindre, saalænge vi vandre i disse Tvivlens og Stridens Egne. De hensovne Fædre saae i deres eget og overalt i det enkelte Menneskes Liv mangt et Vidnesbyrd om Gud, som vi overse, ja med hvilke den Ondes Børn have spottet saalænge, at de størke kun Faa; de Gamle glædedes og ved mangt et Syn, som tykkes os Indbildning, fordi det kun var for dem. Mørkets Aand har i de sidste Tider faderlig og rundelig udstyret sine Børn og Apostle med gloende og giftige Pile; skulde Lysenes Fader vel slumre, eller glemme sine troende Børn? Nei, før, siger Skriften, skal Moderen glemme sin diende Spæde; bedre Rustning end Retfærdigheds Pandser og Sandhedens Belte, Troens Skjold og Aandens Sværd og Haabets Hjelm, disse vel gamle, men dog uopslidelige Vaaben, kan Han ikke give; men naar de ydmyge Bønner, troende Hjerters visse og hurtige Bud, stædes for Hans Trone, da snører Han Rustningen med fastere Baand, da kvæger Han Hjertets udtørrede Jord med nyfalden Dug, saa Kraftens og Modets henvisnende Urter igen kan opblomstre. Saaledes haver den kærlige Fader nu skænket os til Skjolderemmer og Pandserringe stærke og skinnende Led af den Kæde, hvormed Han sammenlænkede Tiderne, Tidens Ørk har han overskjult med lifligt og størkende Manna, at vi ei skulle forsmægte, medens vi fremstride os til det forjættede Land. Ja, Han haver skænket os den Davidsnøgel, som oplader Dørren, Ingen mer kan tillukke1: den hemmelige Dør til Krønikens Helligdom. I dens Forgaard vrimle Skyggerne af de henfarne Slægter i unævneligt Tal, de blandes og bløde, juble og hyle, bruse og daane, blinke og blegne, sysle og svinde, uden at det mærkes hvordan og hvorfor? Alt synes at tumle sig forvirret efter daarlige Indfald og Tilfældets Luner. Indkige vi derimod i Helligdommen, da se vi Aanderne sagtelig fremskride, glædes i Lyset eller regne *1 Johs. Aabenb. III. 7. 181 og sysle i Mørket, medens Udfaldet staar skrevet bag dem paa den hellige Mur med hemmelige Stave. Vi høre og forstaa den Guddomsrøst, der toner fra Hvælvingen: hvorfor fnyse Hedningerne, og hvi grunde Folkene paa Forfængelighed? hvi raadslaa de tilhobe mod Herren og Hans Salvede?

✂ For at gøre det som i Hans mægtige Raad er betænkt at maatte ske.

✂ Han, som boer i Himlen, leer, og Herren haver dem til Spot, Han skal tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Nidkærhed, sigende: Jeg, Jeg haver dog salvet min Konge over Sion, mit hellige Bjerg.

✂ Og nu, vorder kloge, I Konger! lader eder lære, I Jorderigs Herrer! kysser Sønnen, saa Han ei bliver vred, og I omkomme paa Veien, naar Hans Vrede om en liden Stund opblusser. Salige ere de, som forlade sig paa Ham!!

✂ Saa frimodig jeg imidlertid her fremtræder, fordi jeg veed, det er Sandhed jeg fornemmelig haver at føre, saa gladelig jeg fremtræder i det visse Haab, at mine Ord under Hans Velsignelse, i hvis Navn og ved hvis Bistand de udgaa, skulle glæde og størke Nogle, om de end fortørne og forbittre Mange; maa jeg dog bekende, at jeg med en vis Frygt fremtræder dennesinde. Ukyndig er jeg ikke i Krøniken, men hvo kan med sagte Skridt sin ganske Livstid, end sige i nogle Aar, gennemvandre Almindingen med sin uhyre Vidde? Var jeg blevet ved mit første Forsæt, som jeg blev derved hardtad lige til Reformationen, kun at give en forstaaelig kort Udsigt over de almindelige Begivenheder, med Vink om deres indvortes Sammenhæng, da havde jeg vel været Arbeidet nogenlunde voxen, havde leveret en passelig Ledetraad til historisk Undervisning efter et Kaart som Strasses Strom der Zeit, og vilde maaske høstet ligesaamegen Roes, som jeg nu maa vente Daddel og Vrede. Men alt som jeg nærmede mig Luther, blev det Trang for mig, at vise hvad Gud udrettede ved Ham, hvad vi have forloret i Tidens Strøm, hvordan det gik til Grunde, og hvad vi kan love os af Fremtiden. Ogsaa dette havde ladet sig udsige med faa Ord, men kun indlysende for saare Faa, og kun til Spot for de Fleste. Jeg maatte da vove mig ind i Tidsrummets Irgange, uagtet jeg forudsaae, at Feiltrin vare uundgaaelige. Det ere de for Enhver, thi Eet er det at kunne spore Rygmarven i Tidens Kæmpelegeme, og af Mundens Tale at vurdere Hjertets Overflødighed, et Andet er at forfølge Nerver og Sener og Aarer fra Rod og Kilde til Ende og Udløb, at belure Hjertet i sine Slag, og Hjernen 182 i al sin Bestilling, det kan ingen Dødelig, men det maatte Man, for i det Enkelte at gaae frem med visse Trin og opdage de fine Overgange. Meget lader sig ved Tro, Kundskab, Flid, og fremfor alt ved Guds Bistand gøre; thi ogsaa Fortiden har et synligt Ansigt, hvori Aand og Hjerte speile sig, hvis Træk kan forfølges og aabenbare mange hemmelige Raad; men hertil udkræves flere Aar og Øine, end een Tidsalder, end sige een Mand har i Eie. Lægger jeg nu til, at jeg ei nær har den udbredte og grundige Kundskab, som jeg kunde havt, hvis Meget ei før havde syntes ubetydeligt og unødvendigt at vide, som jeg nu seer at være saare vigtigt, samt, at jeg har skrevet om dette Tidsrum langt fra Bogsamlinger og med maadelige Hjelpemidler; da vil ingen Retsindig kræve selv den Grad af Fuldendthed jeg under andre Omstændigheder kunde givet Arbeidet. Enhver Rettelse, enhver Indsigelse af kyndige Mænd, skal da være mig velkommen; thi kun Sandhed er mit Hjertes Begæring, og jeg veed, at Menneskers Paafund, var det end nok saa kløgtigt, er kun Daarlighed mod Guds vise Raad. Mener Man derimod, at jeg med Hensyn paa mine Kræfter og øvrige Vilkaar skulde reent ladet Arbeidet fare, da staar jeg igen rolig og frimodig, thi jeg veed, at meget Rigtigt og Gavnligt er sagt; at jeg har udtrykt mig med Varsomhed, hvor jeg ei vidste ret Besked, og at selv mine Feiltagelser ofte maatte ske, før det Sande kunde komme for Lyset. Det skal heller Ingen sige mig paa, at nogen Virkelighed er blevet fordreiet eller fortiet, fordi den modsagde min Tro, snarere lagde jeg mangengang Tømme paa mig selv, for ikke at give denne Arbeidets Deel en i Forhold uhyre Vidtløftighed. Den er endda blevet stor nok, men Man kan jo anse Bogen for en Udsigt over det lutherske Tidsrum, med en kort Indledning om de forrige Aldre. Værre er det vel, at det nok her er gaaet mig, som Romeren melder:
Brevis esse laboro, obscurus fio 1.

✂ Mangt et Ord og mangen Hentydning ere, som de staa, kun forstaaelige for de Kyndigere; men de staa ogsaa ene for dem, de kunde været udeladte, men naar mig tyktes de kunde lede til Noget, satte jeg dem, fordi jo ikkun Gud veed, om jeg tiere skal tale offentlig om Krøniken. Til Slutning havde jeg tænkt, at give en Udsigt over de nu navnkundige Folks Liv i andre Verdensdele og over Jødernes Historie siden Kristi Tid; jeg undlod derfor paa ret passelige Steder at tale om disse Ting, men jeg *1dvs. Jeg stræber at være kort og bliver uklar. 183 betænkte mig for silde, og det var ei saa liden en Feil. Jeg mærkede, at Tid og Stilling ei tillode det vidtløftige og møisommelige Arbeide, som udkrævedes for at give en nogenlunde klar og lærerig Fremstilling, og jeg blev saa fordybet i Fædrelandets Beskuelse, at jeg selv om det ei sagde nær Alt hvad jeg havde isinde; mindre kunde jeg faae Øiet bort fra Norrigs gode Varsel, for at se heel andre Tegn paa hin Side Havene. At jeg ei har talt om Indien med sit døde Sanskrit og sine visne Braminer, siger ikke stort, thi det Mærkelige fra Ganges tilhører den ældre Krønike, uden at den endnu lovlig har tilegnet sig det; heller vilde jeg sagt Noget om Oldingen Kina, der af Jordkræft fik en sørgelig Helsot, men helst om Jesuiterne her, og de danske Præster hist, der ei for Intet stævnede til Asien. Om Mahomeds nedgaaende Maane og Ulvene, som vil sluge den, da den har udskinnet i Natten og Morgenrøden stunder til, lod sig vist nok Meget sige, saavelsom om Nordamerika med dets Aviser og aandelige gule Feber, om Sydamerika med sine underlige Fødselsveer, og Domingos Negerspir, der peger mod Afrika; men om ti Aar kan det siges meget bedre. Mest angrer det mig, at have tiet med Jøderne, denne sande Jerusalems Skomager, der aldrig kan dø, men maa vanke Verden om i Foragt og vidne om Kristus, til Han kommer. Mangt et nødtørftigt Ord og værdt at betænke kunde og burde siges om den himmelvide Forskel mellem dette Folks gamle og ny Bøger, og Mange maatte vel studse, naar Man spurgte, hvi 1800 Aars Trængsel ei har kunnet fremlokke eller fremtvinge et saadant Ventekvad om Messias, som jo Profeternes skal være. Dog nei, studse vilde de ikke, men spørge fornemt, hvor Profetskolerne og den for Geniet nødvendige Opmuntring, det er Bifald, Skænk og Hæder i den Tid vare at finde? At selv vor oplyste Tid ei endnu har opfundet den rare Konst at optugte eller opkæle Folk til Poeter, at David bag Faarene ei havde synderlig saadan Lærdom og Opmuntring, at de fleste Profeter kun fik maadelig Brageløn, dette som saameget Andet siger Intet, thi hvem kan i al Fald forklare alle Tilfælde? Den vigtigste Grund til min Taushed var, at jeg forgæves ledte efter en nogenlunde fuldstændig Udsigt over Folkets aandelige Idræt, og de to adskillige Slægters Vandring. Sanke lader en saadan sig vel, men nu og her var det mig umuligt. Føier Gud Omstændighederne derefter, skal jeg med Hans Hjelp indhente dette og meget mere hidtil forsømt, hvis ikke, saa ske hans Villie, thi det er den bedste, og hvad der efter den skal udrettes ved mig, bliver det nok.

184

✂ Endelig ere vel to Ting ei afveien at melde: først maa Man ingenlunde blande mine omtvistelige Meninger om Vigtigheden af Mænds og Folkefærds Herkomst, eller om den menneskelige Aands Yttringer efter visse aabenbare Love, med mine Udsagn om Forsyn, Tro og Kristendom; for mig ere hine Meninger afgjort Sandhed, men de trænge til Beviser, der ei her kan føres, ved Anvendelse paa det Enkelte kan der lettelig gives dem et latterligt Udseende, og jeg vilde før aldrig have yttret dem, end at de skulde vække Fordom mod hine aabenbare Sandheder. Dog det kan de efter disse Ord ikke hos nogen Sandhedsven, og Andre bryder jeg mig ikke om. Det er mit første og sidste Ord: jeg vil gerne lade mig kalde en Løgner, thi det er hvert Menneskerogsaa mod sin Villie, men Gud er sanddru, og hvor mine Ord bekræfte det, der er jeg ingen Løgner.

✂ Det Andet er, at Rothe ei har været min Læremester; det kan maaske være baade behageligt og gavnligt at vide for dem, som se vor Enighed i saa mange Dele, og vil tro mig paa mit Ord. Det kan de imidlertid dristig, thi her kunde jeg ikke lyve, uden at rødme for mine Venner, som ikke var Umagen værd, aldenstund jeg istedenfor ham, der nu er mig en kær Læremester, vil nævne Andre, og ei selv beholde den Ære, kun Faa misunde mig. Steffens var det, som først gjorde mig opmærksom paa, at Historien havde Noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af hvad han sagde, ja jeg lo kæk, men Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus i deres Middelpunkt var dog kommet i min Sjæl, og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære Schiller. Ved min Hjemgang til Kristendommen og det gamle Norden tabte jeg Verdenskrøniken hardtad ganske af Syne, men just da forberededes jeg til at betragte den fra et høiere Stade. Jeg maatte for Brødets Skyld undervise i Historien, og det var mig ret kært at drives tilbage til min kære Krønike. Hos den i det Legemlige mageløs klarøiede, og selv i det Aandelige halvseende Heeren, lærte jeg at se mig om. Han og Myller gav mig Mod til at stadfæstes i den Beskuelse af Middelalderen, som maa paatvinge sig hver vaagen, fordomsfri Grandsker; af Creuzer lærte jeg vist Adskilligt, skøndt jeg ei ret kan sige hvad, men hos Sismondi lærte jeg hvad der bør nævnes historisk Konst, thi det er visselig en Konst at tie og lade de Hensovne selv tale og færdes livlig1. Heraf seer Man iblandt Andet, at jeg har ingen Skam *1 Se ovenf. Side 29-30. 185 af mine Læremestere, om de end have lidt af mig, som de visselig har, men det er ikke saameget min, som Guds Skyld, som imidlertid var min ypperste Læremester, og naar Han kun ikke har formegen Skam af mig, da faar det være det Samme med de Andre. Saaledes gik det til, at jeg mødtes med den gæve Tyge, thi vi dreves begge af den samme Aand, derfor maatte vi mødes, og derfor se vi Gud overalt, istedenfor at vore selvkloge Medievende finde ham ingensteds; han maa hverken være i Himlen eller paa Jorden, hverken i Rummet eller Tiden, der vil de raade ene, og fordi de ikke kan komme til Hans forborgne Lys, maa Han ikke heller komme til dem. En Mand af et andet Slags end baade disse og Rothe, mødte jeg samme Tid, just da jeg stod hos Luther, det var Friderich Schlegel 1. Vi sagde venlig Goddag, men i Vittenberg maatte jeg bedrøvet sige ham Farvel; jeg gik med Luther, han gik fra ham med daarlige Ukvemsord, for at bekrandse Karl den Femte og jeg veed ikke længer hvem flere af dem, der vare kloge paa Verdens Vis, lode Almuen tro, hvad Paven vilde, og misbrugte baade Sjæle og Legemer til jordiske Øiemeed. Een Ting har jeg dog denne klarøiede, men i Pantheismen hildede Mand at takke for, thi han vakte min Opmærksomhed paa Grundforskellen mellem Lutheraner og Kalvinister.

✂ Saadan Tale om Medievende, især i Tydskland og Danmark, vil vel allermest forbittre, ja Man kunde vel faaejsinde at adle min ringe Bog til en Paskvil, men det faaer saa være i Guds Navn, jeg kan ikke Andet. Ingen skal med Ret kunne sige, at jeg har læmpet min Tale efter mine personlige Forhold: jeg har om de nærværende som om de forbigangne Mænd og Tider udsagt Bibelens Dom, med den maa de gaa i Rette, om de kan stampe imod Braadden. Man raader altid fra at skrive sin Tids Historie, og dog er det den eneste Man kan skrive nogenlunde fuldstændig, dog er det vore Medievende vi i al Skrift nærmest maa have for Øie, og skal Noget frelse Tidsalderen, maa det være Synet af dens eget Billede. Farligt er det, naar Man vil have Verdens Venskab og frygter for dem, der ei kan slaa Sjælen ihjel; men et Venskab, som er Guds Fiendskab, vil jeg ikke eie, og Frygten aflægger jeg ved Guds Naade daglig. Selv af Retsindige kan min Adfærd miskendes, men dem beder jeg, som Skriften byder: dømmer ikke efter Skinnet, og dømmer *1Friedrich Schlegel: Ueber die neuere Geschichte. Vorlesungen gehalten zu Wien im Jahre 1810 (Wien 1811). 186 Intet for tidlig, førend Herren kommer, som skal føre til Lyset, hvad som er skjult i Mørket, og aabenbare Hjerternes Raad! Til Kristi Fiender siger jeg: Herren er min Hjelper, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? Til mit Fædreneland siger jeg med Vemod: o, gid du dog vidste, endog paa denne Dag, hvad som tjener til din Fred; men nu er det skjult for dine Øine, thi du sover; vaagn op, at Kristus kan lyse for dig!!

Udbye Præstegaard.
Tiende Søndag efter Trefoldighed 1812.

✂

Første Tidsrum.
Verdens Skabelses og de første 1800
Aars vigtigste Tildragelser.

✂ Mennesket kunde af sig selv Intet vide om Verdens Skabelse, og omendskiøndt det var muligt, at Fortællinger om de første Menneskers Hændelser kunde forplante sig fra Slægt til Slægt, maatte dog disse, saalænge de ei vare opskrevne, i Tidens Længde faa saamange Tilsætninger og Indklædninger, at det blev umuligt at adskille det Sande og det Falske fra hinanden. Imidlertid have vi dog Alle en naturlig Lyst til at vide, hvorledes Alt er blevet til, og hvad der har tildraget sig i Verdens første Tider, og vi bør takke Gud, fordi Han, som ene vidste fuldkommelig Besked, og paa hvis Sandruhed vi kunne stole, har sørget for, at vi kunne faae de ligesaa fornødne, som ønskelige Efterretninger. Den samme hellige Bog, som lærer os, hvorledes vi skulle leve paa Jorden, for at være Gud velbehagelige, og komme til ham efter Døden, Bibelen, giver os ogsaa en ligesaa skøn som sandfærdig Underretning om hin ældste Tid. Moses, en hellig Mand, paa hvem Herrens Aand hvilede, har, for mere end 3000 Aar siden, samlet de gamle Sagn om Verdens Oprindelse og de første Mennesker, og af dem uddraget, hvad Aanden indvortes sagde ham, saa at være i Sandhed. Følgende er en Hovedsum af den hellige Fortælling.

✂ I Begyndelsen var alting øde og tomt, indtil Guds Aand svævede hen over Afgrunden. Ved Herrens almægtige Ord skabtes Lyset, Himlen udspændtes og paa den sattes Solen til at lyse om Dagen og Maanen med Stiernerne til at skinne om Natten. Vandene fik deres Grændser, og det Tørre løftede sig. Af Jorden opvoxte Græs og Træer og Urter i mangfoldig Skikkelse; Havet fik sine Fiske og Luften de flyvende Fugle, Jorden opfyldtes af krybende og fireføddede Dyr, og alt Levende fik Evne 188 til at forplante sin Art paa forunderlige Maader. Allersidst paa den siette Dag blev Mennesket skabt i Guds Billede: en Mand, Adam, og en Kvinde, Eva, og dem blev givet Herredømme over alt det Levende og Livløse. Herren havde beredt Mennesket en Have i Østen, som kaldtes Eden og siden Paradis; der levede de i reent aandeligt Samfund med Gud, i Uskyldighed og Fred med sig selv, samt med Alt, hvad der omringede dem. Gud havde forbudet dem at røre Kundskabstræet paa Godt og Ondt, men af den gamle Slange lode de sig forføre til Hovmod, de vilde have en Kundskab, hvorved de kunde blive deres Skabers Lige, og overtraadte hans Bud. Nu havde de tabt deres Uskyldighed, de vare i Strid med Gud, sig selv og de udvortes Ting. Møisommeligt Arbeid, Smerte og Død blev deres Lod. Adam og Eva avlede Børn i deres Lignelse, Kain og Abel vare de ældste, og hvor fordærvet Menneskets Sindelag var blevet, viste sig, da Kain dræbte sin Broder, hvis Offer Gud havde optaget naadigere, fordi det frembares med et renere Hierte. Gud skænkede Adam en Søn i Abels Sted, som kaldtes Seth, hvis Efterkommere vedbleve en tidlang, ligesom Abel, at drive et uskyldigt Hyrdeliv, og holde sig nær til Gud i Sind og Idræt, hvorfor de ogsaa kaldes Guds Børn. Kains Efterkommere lignede denne deres Stamfader, de ringeagtede Gud og hans Bud, og stræbte ene efter, at leve saa glade paa Jorden, som muligt. De dyrkede Jorden, smeddede Malm og byggede Stæder, og opfandt Strengeleg og det velklingende Vers, men da Enhver kun giorde hvad ham lystede, blev Jorden opfyldt med Vold og Uterlighed. Seths Efterkommere blandede sig efterhaanden med Kains og bleve delagtige i deres Synder, saa at der tilsidst kun fandtes een retfærdig Mand af Seths Afkom, ved Navn Noah, og ved ham lod den langmodige Gud den fordærvede Slægt formane til Omvendelse og forkynde den Ødelæggelse, som ellers maatte komme over dem; men de forhærdede sig, og ginge trodsende denne Undergang imøde. En Vandflod overskyllede Jorden, og druknede alt Levende, som fandtes derpaa; men sin Tiener Noah med hans Familie, og nogle af Dyrene, havde Gud udfriet, i det han oplyste ham til at bygge sig et stort Skib, som kaldtes Arken, hvor han opholdt sig, indtil Jorden igen blev tør. I Forbindelse med den store Omvæltning Floden havde foraarsaget paa Jorden, foregik nu ogsaa den Forandring med Menneskelivet, at istedenfor at det hidindtil havde udstrakt sig til henimod tusinde Aar, afkortedes det nu efterhaanden saa, at hundrede og nogle Aar bleve den længste Levealder.

189

✂ Noah og hans Sønner: Jafet, Sem og Kam bleve af Gud henviste til Regnbuen, som et Tegn paa, at Vandene ei tiere saaledes skulde fordærve Jorden. Trøstige begyndte de derfor at dyrke den og anvende de Kundskaber, som hos dem havde gennemlevet Syndfloden; men allerede i Noahs Dage misbrugte Endel af hans Ætmænd den gamle Verdens Konster til et Værk, som er blevet saare navnkundigt. Paa Kaldæas frugtbare Sletter vilde de bygge en stor Stad og i samme opreise et Taarn, der kunde naa til Skyerne. Denne Idræt røbede baade en formastelig Hovmod, og Attraa efter at vandre i Kainiternes fordærvelige Spor; thi ligesom Samlivet i en stor Stad var skikket til at forhøie og forfine det udvortes Vellevnet, saaledes vidste de meget vel, hvad alle følgende Tider kun have bekræftet, at store Stæder snart maa blive Syndens Hjem. Herren forstyrrede Værket ved at forvirre Tungemaalene, og nu nødtes Menneskene til at adsprede sig; de som vare nærmest i Slægt og havde fælleds Tungemaal fulgtes ad, og saaledes opstode adskillige Folkefærd, som siden atter delte sig til flere. En anden vigtig Forskiel opkom mellem Folkene, efter den Levemaade de valgte: da Nogle dyrkede Jorden, Andre nærede sig ved Fædrift og Jagt.

✂ Agerdyrkningen blev Grundvolden for hvad vi kalde Stater, eller saadanne Selskaber, som forbandt sig til at hielpe og forsvare hinanden, thi visse Bopæle maatte Jorddyrkerne have, de maatte bo sammen i Byer, for at kunne modstaa de Røverflokke, der vilde borttage deres Arbeides Frugt, og Byens Mure forenede paa en Maade alle deres Huse under eet. Men ligesom en saadan Mandeflok ved Agerdyrkningen udvortes sammenknyttedes nærmere, saaledes adskiltes den endnu mere indvortes ved samme; thi med den faste Eiendom udviklede Egennytten sig: den Stærke søgte at forøge sin Formue paa den Svageres Bekostning, og den svage Fattige søgte ved Svig og Tyveri at forbedre sine Kaar. Saavel disse Bestræbelser som det tætte Samliv maatte føde mange Trætter, Forurettelser og Tvedragt, og snart maatte Byernes Mure kun faaet en øde Kreds at omringe, dersom der ei til Livets og Eiendommens Sikkerhed vare blevne givne visse almindelige Bud eller Love, som Indbyggerne maatte rette sig efter. Ogsaa maatte der være en eller Flere som vaagede over, at hver Mand skede Ret, og som kunde straffe Lovens Overtrædere; men for at Mængden skulde bekvemme sig til at erkende Lovens Forbindtlighed, maatte de tro sig forvissede om deres Visdom, og denne Tro fik de, ved at anse dem 190
for Guddommens Villie. Kundskaben om den sande Gud, Verdens almægtige Skaber, og om den gamle Verdens Hændelser gik i Arv fra Noah; men de som ved at saae og høste, tømre sig Huse og opbygge Mure, forlyste sig i Samkvem og stride om Eiendom, fordybede sig i Jordlivet og det nærværende Øieblik, gave sig ei Stunder til at erindre det Himmelske, glemte snart den rette Sammenhæng i Sagnene om den svundne Tid. De ginge hen at tiene Himmelens Hær, som Moses vidner; Solen, som fremlokkede og modnede det fulde Kornax, Maanen, hvilken de tiltroede stor Delagtighed i Solens Kræfter, og Stjernerne, som lyste om Natten, tyktes dem mere at fortjene deres Dyrkelse, end den Usynlige; og skiøndt de ei glemte ham aldeles, ærede de ham dog ikke som den eneste sande Gud; men satte Skabningen over Skaberen. Naar nu en Mand opstod imellem dem, eller kom tilreisende, som enten opvakde Forundring ved usædvanlige Sjæleevner, eller lærte et Folk noget Nyt, som gjorde dem Opholdet lettere og Livet bekvemmere, fattede de Tillid til ham, som en der var nærmere i Slægt med Guderne, antoge hans Befalinger som en Guds, ja dyrkede ham endog ofte, naar han var død, som en saadan. Denne Tillid skænkede de gamle Folkefærd især Digterne, og ei uden Aarsag, thi en Digter er et Menneske, som Gud har forlenet et klarere Øie end Andre, til at opdage det guddommelige Spor, samt Evne til at meddele sine Syner i et henrivende, velklingende Sprog. Han henrives selv paa underlige Maader, naar han digter; det er for ham selv, som om han lyttede til Guds Stemme i sig, og meget mere maatte da Folkene tro, at høre Guds Røst igennem ham. Hvor saadanne Digtere sang, bleve de Religionens Stiftere, og indklædte de gamle Sagn i den skønne Billedkjortel, hvorved de frelsdes fra Undergang, men ogsaa forfalskedes og misforstodes end mere i de følgende Tider. Først da, naar et Folkefærd saaledes havde faaet en fast Religion og Love, som vare knyttede til den, kom de til at udgøre en ordentlig Stat, hvis Indbyggere røgtede hver sin særegne Syssel, sankedes broderlig i de fælleds Templer og strede som een Mand for Fædreneland og Fædrenetro. Anderledes var det med de Flokke, som kaarede Hyrdelivet, da Hjorden nærede dem og Græsset Hjorden, modtoge de uden synderlig Medvirkning Alt af Guds Haand, og erkendte del; naar de vogtede og fulgte Kvæget under aaben Himmel, og naar de samledes under Teltens lignende Bue, løftede de lette Sind sig over Jorden, og Sjælen syslede gerne med de gamle Sagn, som uforfalskede ginge i Arv. Øvrighed og Præster behøvedes 191 ei, thi hver Husfader var sin Afkoms Konge og Præst, de adløde ham, og han offrede for dem til den Gud, som han af Fædrenes Udsagn vidste var fortørnet, men naadig. For dem kunde Bjergene beholde deres Malm og Skovene deres Træer. I gudfrygtig Enfoldighed, som Abel, Hyrdelivets Fader, vandrede de omkring uden visse Værelser og kundgjorde derved den Tro, at de her vare Gæster og Fremmede, som først bag Graven kunde naae deres Fædreneland. Det var især Sems Ætmænd, der valgte denne Levemaade i Asiens milde Egne, medens Jafets Børn, med Bue og Spyd omvankede i de koldere Lande, forfulgte Stengeden paa Field og Hjorten i Dal, indtil de kede af det vilde Liv kunde komme til at bo i Sems Pauluner. Kamiterne var det, som stræbte at grundfæste sig paa Jorden i de murede Boliger, udgrove Staalet for at afnøde Jorden sin Grøde, og de Svage deres Arv, ja udhulede Skovens Stammer for at hente over det brede Hav Sølvet og Guldet og andre kostelige Ting, som kunde forlyste dem i Livet.

✂

Andet Tidsrum.
Fra de ældste Rigers Stiftelse til Kristi Fødsel,
Noget over 2000 Aar.

✂ Strax efter Adspredelsen oprettede Kamiten, Nimrod, og Semiten, Assur, tvende Riger, som dog kun bestode af nogle faa Byer og deres Omegn. Nimrods Rige laa mellem Tigris og Eufrat og fik Navn efter Babel, den Stad, hvis Fuldførelse Tungemaalenes Forvirring hindrede. Det assyriske Rige laa derimod østen for Tigris og fik under Tidens Løb det saa navnkundige Ninive til Hovedstad. Det assyriske Rige skal i den ældste Tid have udstrakt sig vidt i Asien, og først efter lang Tids Forløb være blevet omstyrtet; men hverken denne Vælde, eller den hvortil vi vide, det siden for en kort Tid steg under Salmanassar, som underkastede sig endeel af Fønisien og Palæstina, har været forbundet med nogen synderlig Udvikling af Siæleevnerne eller Fremgang i nyttige Haandteringer. Anderledes var det med Babylons Rige, som arvede Assyriens Magt, thi vel er 192 ogsaa dets gamle Historie mørk, men vor Kundskab om del, paa den Tid, da det under Nebukadnesar kom til at indbefatte alt Landet mellem Tigris og Middelhavet, lærer os, at baade vare Agerdyrkning og Haandværker i driftig Gang og adskillige Kundskaber ikke fremmede for dem. Som de andre afgudiske Folk dyrkede Babyionerne Himlens Hær, og da de havde den Tro, at Menneskenes Skæbne afbildedes paa Stiernehimlen, opvaktes de til med Flid at agle paa Himmelens Løb, og hos dem menes Astronomien at have sit Hiem. Imidlertid dyrkedes den saare tidlig og med samme Iver, skøndt ikke i samme Øiemed hos Fønisierne, et lidet men mærkeligt Folk paa Middelhavets Kyst. Navnkundigst er dette Folk blevet ved sin udbredte Handel. Glas smeltede de af et Slags Sand, som fandtes i Landet, og i et Skaldyrs Vædske, som hyppig lod sig tilsyne ved deres Kyster, farvede de et Tøi, som under Navn af Purpur blev Hædersdragt for Konger og Fyrster trindt udi Landene; Arabiens kostelige Røgelser, som skulde dufte i Guders og Kongers Huse, ginge og for det meste igiennem deres Hænder, og saavel disse Ting, som andre Vare, vandrede fra dem dels paa Kameler rundt i Asien, dels paa Skibene langs ad Middelhavets Kyster. Dog de dristige Sømænd, som stævnede ud fra Havnene Tyrus og Sidon, standsedes ei af Herkules Støtter, men giennemseilede det atlantiske Hav og vovede sig ind i Østersøens Bugt. Paa disse Kyster tilbyttede de sig det dyrebare Rav, fra Bretland hentede de Tin, og Sølv udgrove de i Mængde af Spaniens Bjerge. Et saadant Folk, som uden Kompas omflakkede paa Havet, maatte nøie mærke paa Stiernernes Plads og Gang, for af dem at veiledes om Natten; og uden Bogstavskrift og Regnekunst kunde en saa udbredt Handel ikke drives. Nogen Kundskab om de menneskelige Sysler maatte de bringe til de fremmede Lande, og megen maatte de samle. Pragt og Overdaad maatte ogsaa, som Rigdommens naturlige Børn, trives hos dem og igen avle adskillige Konster; men ædle Følelser og ophøiede Forestillinger om Guddommen ville vi forgæves søge hos disse jordisksindede Købmænd. Kundskaben om den sande Gud synes hos dem ganske forsvundet; ingen Digter lod sin Stemme høre og Ingen opoffrede den Tid paa Videnskaberne, som maatte synes langt bedre anvendt til at erhverve Rigdom og tilfredstille sine Lyster. Et saadant Folk maatte snart vorde udmarvet og blødagtigt. Tyrus, som var yngre end Sidon, var den eneste Fønisiske Stad, som modstod Salmanassar, men indtoges af Nebukadnezar.

193

✂ Et tredie Folk af Kams afgudiske og jordisksindede Stamme var: Ægypterne. Efter Moses's Vidnesbyrd nedstammede de fra Kams Søn, Misraim, og havde meget tidlig en ordentlig Statsindretning, hvilket ei maa tilskrives Folkets Kløgt, men dels Landets særegne Vilkaar og dels Indvandringen af en Stamme fra et mere oplyst fremmed Land. Det synes rimeligt, at Noah selv, af Mishag over sine Ætmænds Vanart, har skilt sig fra den store Flok endnu før Taarnbygningen i Babel, og de overordentlige Kundskaber baade i guddommelige og menneskelige Ting, som fra ældgammel Tid ere i Skrift opbevarede hos Hinduerne, saavelsom disses fuldkomne Sprog, lade formode, at han har fæstet sin Bopæl i Indien. Herfra udgik udentvivl tidlig en Stamme til Kina og en anden til Ætiopien, og en Aflægger af den sidste synes at være indvandret i Ægypten. Udrustede med nøiagtig Kundskab om Livets Sysler og den bekvemmeste Maade at drive dem paa, maatte det være let for disse Fremmede at faae Herredømme over Landets raa Indbyggere, og da det tyktes skabt til et Kornland, gjorde de Agerdyrkningen til Middelpunkten, hvorom alle Indretninger dreiede sig. Det har sig nemlig ei med Ægypten, som med andre Lande, at Jorden møisommelig maa pløies og røgtes, og endda vederkvæges af Regnen paa visse Tider, om Sæden skal trives; men Nilfloden gaaer hvert Aar over sine Bredder og tilbereder Jorden saaledes, at Sæden kun behøver at udstrøes, for at voxe og bære mangefold Frugt. Denne synderlige Velgerning tilskreve Ægypterne dog ei Altings usynlige Skaber, men gjorde Solen og Nilen, Jorden, som bar Kornet, og Oxen, som tærskede det, til deres Guder. Uvist, men rimeligt er det, at hine Fremmede havde renere Kundskab om de guddommelige Ting; men da det kun var dem om at giøre, i Mag at fortære Landets Fedme, dulgte de Kundskaben saa nøie, at den snart uddøde i deres egen Stamme. Vel meente de at naae det dobbelte Øiemed, deres egen Stammes Oplysning og Folkets Vankundighed, ved at opbevare deres Kundskaber saavel om Guddommen, som i Videnskab, ved en dunkel Billedskrift, men de betænkte ei, at den naturlige Udartning hos en afsondret Stamme og Fordybelsen i det blot Jordiske som Hovedsag maatte under Tidsløbet berøve deres Afkom baade Evne og Villie til at forstaae og forplante den skiulte Visdom. Længe raadte Præsterne; og Kongerne, eller som de kaldtes, Faraonerne, vare at agte som deres Fuldmægtige; men med deres Forstand og Indsigt maatte ogsaa deres Magt efterhaanden svækkes. Allerede den store 194 Erobrer, Sesostris, gjorde sig uafhængig ved at indrette en egen Krigerkaste, der som en staaende Hær gav ham Magten i Haand, og skiøndt Præsterne efter hans Død tilbagevandt en Del af deres Anseelse, bleve de dog aldrig mere fuldelig Kongernes Herrer. Ganske gik derimod denne Magt til Grunde, da Psammetik ved fremmede Leietroppers Hjelp opsvang sig paa Tronen og omgærdede den med en Livvagt af Græker. Fra den Tid lignede Ægypten ei længere sig selv; de hidtil spærrede Havne aabnedes for andre Folkefærds Skibe, græsk Sprog og græsk Levemaade udbredte sig i Landet, og Kongerne stræbte at erobre Middelhavets østlige rige Kyster. Dog, førend Ægypterne rolige kunde se deres ældgamle Indretninger kuldkastes, og fremmede Drabantere i Kongens Gaard og fremmed Pagt i hans Sale, maatte de have forloret den Kraft, der maa bo i et selvstændigt Folk, og at det virkelig var saa, lod sig snart udvortes tilsyne, thi Riget blev allerede afhængigt af Babylonierne og aldeles erobret af et andet Folk, som 100 Aar senere kom til Herredømmet i Asien.

✂ Selv ansaa Ægypterne sig for de viseste af alle Mennesker, men al den Visdom, som i deres Historie lader sig tilsyne, er Bekendskabet med de Ting, der kunne tjene til jordisk Nytte og legemlig Fornøielse. De havde saa lavt et Begreb om Menneskeaanden, at de troede den foer i el Dyr, naar Liget raadnede, og stræbte derfor ved Balsamering at vedligeholde en kummerlig Forening. Efter en lignende livløs Udødelighed stræbte Kongerne og Folket ved at opreise uhyre Stenbygninger, som kaldes Pyramider og have trodset Tiderne, men ere et Vidnesbyrd mere om, at Ægypterne vare det mest legemlige af alle Folkefærd. Legemsstyrke og Indsigt i Maalekonsten og Bevægelsens Love udfordredes til at reise disse konstige Klippestykker; men ingen kunde ville det uden det Folk, der dyrkede Jorden som Gud, ringeagtede Strængeleg, manglede Digtekonst og Forstand paa aandig Skønhed og Storhed.

✂ Det Folk, som indtog Ægypten, var Perserne. De nedstammede fra Sems Søn, Elam, og bevarede længe Stammefædrenes rene Begreber om den eneste sande Gud, og selv i den Troesbygning, som de tillægge en Zoroaster, finde vi baade Afsky for Billeddyrkelse og de tydeligste Spor af en sund Lære. Det var disse Biergboeres faste Tro, at de ved Tarvelighed, Arbeidsomhed og et gudhengivent Sindelag kunde befordre det gode Væsens Seier over det Onde, og derfor stode de som kraftfulde Mænd, medens deres Naboer, Mederne, og næsten alle 195 Mellemasiens andre Folkefærd, ved Overdaad og Vellyst vare nedsjunkne i Blødhed og svag Dorskhed. Ved at indlemmes i det mediske Rige, lærte de desbedre at kende dets Svaghed, og da de paa den Tid begyndte at fordærves, higede de efter at udbrede deres egen, istedenfor Lysets Magt. En af deres Høvdinger, den retskafne, djærve og kloge Cyrus gjorde ei allene sit Fædreland uafhængigt, men omstyrtede endog baade det mediske og det babyloniske Rige og blev derved Herre over alt Landet mellem Indus og Middelhavet. Ogsaa Lilleasien, som nu var samlet i det lydiske Rige, maatte underkaste sig, og dets sidste Konge: Krøsus, lære, hvor usikker den Magt er, som kun hviler paa Guld; thi paa det havde han ene stolet. Kambyses, en Søn af Cyrus, forøgede Perserrigets Udstrækning med Ægypten; men dets rette Grundvold: Persernes Dyd og Tapperhed, undergroves daglig; thi ligesom det var den voxne Attraa efter jordiske Ting, som uddrev dem fra deres Bierge, nedsvælgede de og flux den søde Gift, som havde fortæret de Overvundnes Marv, og bortødslede saaledes den Kraft, der havde gjort dem til Seierherrer. Saavel deres Svækkelse som de øvrige Asiaters fuldkomne Svaghed lod sig aabenbar tilsyne i Krigen, som førtes med Grækerne.

✂ Grækenland beboedes i den ældste Tid af Pelasger og Hellener: Jafets Afkom. En Ægypter, Cecrops, og en Fønicier, Kadmus, lærte Landets Hyrder og Jægere Agerdyrkning, Afguderi og Bygningskunst, og nu dannede sig efterhaanden adskillige Stater. Den første store Bedrift, deres Sagn omtale, er et Søtog til Eolkis ved det sorte Hav, som kaides det argonautiske efter Skibet Argo, og anførtes af den thessaliske Prinds: Jason. Med megen Helteros og stort Bytte vendte de kække Høvdinge tilbage, men dog er denne Færd kun at agte som Indgang til det store Skuespil, deres Sønner med flere Ædlinge 50 Aar senere skulde opføre. Paa Lilleasiens nordvestlige Kyst laa et gammelt mægtigt Rige: det Trojanske, og En af dets Konger, Ilus, af hvem Hovedstaden fik Navnet Ilium, fordrev en asiatisk Høvding: Tantalus, men dennes Søn Pelops blev saa mægtig i det sydlige Grækenland, at Halvøen efter ham blev kaldet Pelopones. Hans Sønnesønner vare Agamemnon og Menelaus, hvilken sidste, mellem talrige Beilere, kaaredes til Mand af den lakoniske Kongedatter: Helena, en fager Mø, som er blevet den navnkundigste af alle Hedenolds Kvinder. Da hun blev lokket og bortført af Trojas Kongesøn: Paris, flokkedes Helte og Skarer, for at hevne Fornærmelsen og ødelægge Troja. Med 100000 196
Krigsmænd stævnede Snekkerne over Havet, og Hovedbanneret var hos Agamemnon Folkenes Konge; men ei blev han derfor den ypperste i Idræt eller Eftermæle. Fremmerst i Striden gik Akilles, Diomedes og Ajax; den kløgtige og raadsnilde Odysseus ledte Hæren, og den gamle Nestor lægede med honningsøde Ord Heltenes forbittrede Hierter. Ti Aar forgik og Ilium stod urokket; thi ei sielden opkom Splid i Grækernes Leir, Trojas gamle Konge, Priamus, blev hjulpet af alle Lilleasiens Folk, og i Hector havde han en Søn, hvis Manddom var ligesaa farlig for Grækenland, som hans Broders fagre Skikkelse for Helena og Ilium. Endelig faldt Hector for Akilies Haand, og skøndt denne ei længe overlevede sin Bedrift, skøndt mange af Grækenlands Helte vare faldne, mægtede dog den saagodt som høvdingløse Stad ei at modstaa de Overblevnes Vaaben og Kløgt. Ilium faldt og tunge af det rige Bytte hastede Skibene hjemad; men Storme adspredte dem, sænkede mange, og omdreve de andre, vidt paa det brede Hav. Ti Aar maatte saaledes Odysseus, trods al sin Kløgt, omflakke før han naaede Ithaka, sin Fædreneø, og Penelope, sin trofaste Dronning; men stor var hans Løn, thi hans Navn og hans Færd ere blevne Efterslægterne overleverede i deilige Sange, som tillægges en gammel Digter: Homeros. Odysseens Sanger skal ogsaa have digtet Iliaden, det andet Kvad, som, ved at besynge en Tvist mellem Agamemnon og Akilleus med dens bedrøvelige Følger, nu hartad i tre Aartusinder har i hæderfuldt Minde bevaret de Heltes Navne og Idrætter, som strede ved Troja. Disse beundringsværdige Digte ere ei frembragte i det egenlige Grækenland, men paa Lilleasiens Kyst, hvorhen adskillige græske Flokke, som trængtes i Fædrelandet, efter det trojanske Tog hendroge, erhvervede stor Rigdom ved udbredt Søhandel, og megen Berømmelse ved deres aandige Fortrin. Dog Vellyst og Overdaad fordærvede og svækkede dem snart, deres Digtere misbrugte deres herlige Gaver til at lovsynge og forgude det Jordiske, og alle Stæderne maatte underkaste sig Cyrus. Under Darius Hystaspis gjorde de Opstand og gave derved Anledning til den lange Kamp mellem Perser og Græker. De europæiske Græker vare, efter det trojanske Tog og deres Brødres Udvandring, nedsjunkne i en aandelig Slummer, hvoraf de dog igjen for et kort Tid opvaagnede. Af de Helleniske Stammer havde Dorerne faaet Overhaand paa Peloponnes, Ionerne havde forenet sig med Pelasgernes Efterkommere i Attika; og hos begge Stammer fremstode store Lovgivere, som ved at dæmpe de indvortes Stridigheder og knytte Borgerne nærmere 197
sammen, lagde Grunden til en ny Virksomhed. I den doriske Stad Sparta paa Peloponnes fremstod Lykurg af den heraklidiske Kongeslægt, som i to Aarhundreder havde hersket der, og gav Staten en Forfatning, hvis Virksomhed og Varighed har gjort den saare navnkundig. At vedligeholde og om muligt forstærke den gamle doriske Tapperhed, og at sætte alle Borgernes Kræfter i Fædrestadens Tjeneste, var hans Maal; derfor ophævedes Eiendom, Guld og Sølv bandlystes med al Pragt og Overdaad, og fra Barndommen af dannedes Alle til Haardførhed, Djærvhed og ubetinget Lydighed mod Love og Foresatte. Øiemedet opnaaedes, og snart blev Sparta Halvøens Herskerinde; men denne unaturlige Styrke kunde ei fremelskes uden at berøve Hjertets helligste Følelser deres Næring; og mange Tusinde, de saakaldte Heloter, maatte hensukke Livet i den haardeste Trældom, for at Spartas Borgere, der agtede det under deres Værdighed selv at dyrke Jorden og drive anden stille Haandtering, kunde sysle med Vaaben og i uretfærdige Krige undertvinge Nabofolkene. Grækenlands anden Hovedstad, Athenen, havde kort før den trojanske Krig havt en Konge: Theseus, hvis Statsindretning var ligesaa mærkelig som hans Heltebedrifter store; men siden var Kongeværdigheden blevet afskaffet, og saavel Stridigheder mellem Adelen eller de Velbaarne indbyrdes, som den Undertrykkelse de Ringere maatte lide, lammede og ødte Statens Kraft. Paa begge Dele stræbte den vise Solon at raade Bod ved at foretage en passelig Deling af Magten mellem Adel og Folk; men den nærmeste Følge var, at det gensidige Had udbrød i Voldsomhed og Almuens Høvding Pisistratus fik derved Leilighed til at blive Stadens Herre. Denne stadfæstede imidlertid den Solonske Forfatning, og da Athenienserne igen fik deres Frihed, sporedes tydelig dens fordeelagtige Virkninger, og de begyndte at blive hvad Byens Leie og deres særegne Anlæg spaaede Solon, driftige Sømænd, Mestere i alle de bekendte Konster, Videnskabernes Fosterfædre og Smagens Dommere. Sømænd bleve de først, og vovede med deres Flaade at understøtte de asiatiske Græker mod Perserkongen. Den forbittrede Darius udsendte en Flaade, hvis 100000 Stridsmænd skulde forvandle Athenen til en Grusdynge; men paa Marathons Sletter viste Athenienseren Miltiades og hans 10000 kække Vaabenbrødre, hvor lidet en talrig Trælleflok, der fremdrives med Svøben, mægter at udrette mod et ringe Antal Mænd, der med Glæde offre Liv og Blod for Frihed og Fædreland. Denne Skamplet paa Persernavnet agtede Serxes, en Søn af Darius, igen at 198 aftvætte, og drog selv over Hellespont med en sammendreven Skare, i hvilken der i det mindste var over een Million vaabenføre Mænd; medens en Flaade paa 1200 Skibe skjulte Havet for Grækernes Øine. Uhindret oversvømmede Perserhæren Thessalien, og da selv Theben, Bøotiens mægtigste Stat, var feig og troløs nok til ved Sendebud at give sig ham i Vold, haabede han uden Modstand at holde sit Indtog i Athenen og Sparta, medens hans Flaade rensede Havet. Dog anderledes var det besluttet i Hans Raad, som altid stod det Folk bi mod Voldsmænd, der var skikket til at leve og virke selvstændigt. Vel vare Grækenlands mange Smaastater, og især Athen og Sparta, misundelige paa hinanden; men det fælleds Tungemaal, den fælleds Gudsdyrkelse og det fælleds Udspring fra Heltestammer, hvis Bedrifter vare deres Stolthed, gjorde dog, at de ansaae sig for eet Folk, og mod en udvortes Fiende gjorde fælleds Sag. Alle Stæders Skibe forenede sig med Athenens for at forsvare Sundet ved Eubøa, og den heltemodige Spartas Konge: Leonidas, vovede, med 8000 Græker, at stille sig ved det snevre Bjergpas: Thermopylæ, og forbyde Serxes Indgangen i Mellemgrækenland. Forgæves ødslede Perserkongen med Løfter og Trudsler, forgæves opoffrede han Tusinder af sine Tapperste; indtil en Forræder viste ham en Sti over Øtas Bjerge. Underrettede herom, droge de fleste Græker hjem, men Leonidas med sine Spartaner besluttede at offre sig for Grækenlands Frihed, og efter at have gjort Underværker af Tapperhed, faldt de alle uden at vige. Serxes drog til Athenen, og brændte de tomme Huse; men da han kort efter med sin Flaade vilde tilintetgiøre Grækernes Skibe ved Salamis, hvorhen de efter en hæderlig Kamp vare seilede, mærkede han, at det ei var af Rædsel, Athenienserne havde forladt deres By; thi her kæmpede de under Themistokles saaledes i Grækernes Spidse, at Perserflaaden, meer end halv ødelagt, maatte tage Flugten over Havet. Ydmyget og bange hastede Perserkongen hjem til sit Pallads, hvor han det følgende Aar fik det dobbelte Sørgebudskab, at paa en og samme Dag var den store Landhær, han efterlod i Grækenland, tilintetgjort ved Plalæa, og Flaadens Levninger opbrændte ved Mykale: et Forbjerg paa Lilleasiens Kyst. De asiatiske Græker gave sig nu under Athenens Beskyttelse, og betalte de Skibe, hvormed denne Stat vandt Herredømmet paa det ægeiske Hav og over de græske Stæder paa Traciens og Macedoniens Kyster, et Herredømme, de hovmodige Perserkonger selv saae sig nødte til at erkende.

199

✂ Saamegen Hæder Grækerne imidlertid i denne Krig indhøstede, bidrog den dog paa adskillige Maader til at undergrave deres Dyder og Enighed, Frihed og Kraft, og blev derfor den sidste hæderlige, de førte. Da Krigens Skueplads forfløttedes til Havet og Asien, maatte Athenienserne, som den mægtigste Sømagt, nødvendig faae den Overanførsel, Spartanerne hidtil havde havt, ligesom dette igien maatte hos disse stolte Krigere vække den høieste Misundelse, og gøre al Enighed mellem Grækenlands Hovedstater umulig. Athenens Borgere behandlede deres rige, men blødagtige Forbundne, som Undersaatter, og overlode sig til al den Pragt, Overdaad og sandselige Nydelse, der kunde købes for det aftvungne Guld. Herved svækkedes daglig den indvortes Kraft, og da Uenigheden med Sparta udbrød til Krig, gjorde ikke allene næsten hele Grækenland fælleds Sag mod det overmodige Alhenen; men denne Stad havde selv i sine Bundsforvandte ligesaa mange hemmelige Fiender. I 27 Aar førtes denne, saakaldte peloponesiske, Krig næsten uafbrudt, og skøndt Lykken var ustadig, seirede dog Sparta tilsidst, og det indtagne Athenen maatte uden Flaade og Mure give sig i Spartas Vold.

✂ Saaledes mistede Athenen den Glands, hvormed det hartad i 80 Aar havde brammet; men det havde i denne Tid erhvervet sig en mere uforgængelig, som endnu efter mere end 2000 Aar omstraaler dens Minde og gør dens Grusdynge mærkeligere end de Stæder, der som Landets og Havets Herskerinder prange med Slotte og Palladser: denne Glands skylder Athenen de mange sindrige og kløgtige Mænd, som i en kort Tid opvokste, kappedes og afløste hinanden indenfor dens Mure. Medens Miltiades, hans Søn Cimon, og Themistokles sankede blodige Laurbær, flettede Digteren Æschylos sig en ligesaa uforvisnelig Krands ved sine dramatiske Digte. Det Slags Digtere, der ligne denne berømte Forgænger, lægge især an paa at fremstille berømte Mennesker og mærkelige Tildragelser fra en forsvundet Tid, i en Række af Samtaler, saa livagtig, som om hine endnu levede, og disse just nu foregik. For at gøre Alt endnu mere nærværende, fremgik Mennesker, som havde Anlæg til at efterligne Andre, talede og handlede i de Hedenfarnes Navn, og dannede saaledes hvad vi kalde Skuespil. Saaledes at beskue de oplivede Skygger af store Mænd, kan være saare skikket til at vække en ædel Higen efter at ligne dem, og opløfte Sindet over det Legemlige. Af dem som traadte i Æschyls Fodspor, overgik ham i kunstig Sammensætning, men bleve hans 200 Undermænd i Kraft og ophøiede Følelser, ere Sophokles og Euripides blevne de berømteste. Samtidig med den Sidste var under den peloponesiske Krig Aristofanes, som i sine Dramatiske Digte, der kaldes Komedier, udstillede sin Tids Daarlighed men ogsaa en Del af sine Medborgere til Latter. Kun i en fordærvet Tidsalder er det, at Digtekonsten maa vorde et Tugtens Ris, isteden for et Guddomsspeil, og de hellige Følelsers Tolk; thi Spot er en ond Urt, som kun vokser paa Kærligheds Grav. Indvortes beslægtede med hine Digtere vare Billedhuggerne, som forstode i Marmor at udhugge Billeder, der ei allene havde Menneskelignelse, og i Aasynet de samme Kendemærker, som levende Mennesker, naar Noget rører sig stærkt i deres Indvortes, men endog vare langt deiligere end noget enkelt Menneske. Den berømteste af disse Konstnere var ogsaa en Athenienser ved Navn Phidias. Vist nok vidne saadanne Værker om, at en Ahnelse af og Stræben efter noget Overjordisk har levet i Konstnerens Sjæl, og det Samme kunde vel ved Beskuelsen vækkes hos andre, som vare skikkede til at modtage saadanne Indtryk; men kun i en Tidsalder, da Troen paa den usynlige Guddom er blevet sjelden og lunken, længes man efter synlige Billeder, og enten staa de der til blot Øienslyst eller de lokke til det groveste Afguderi: at tilbede et livløst Menneskeværk. Medens disse Digtere og Konstnere stræbte ligesom at nedmane det Gudommelige til Jorden, og opmane det Jordede af Graven, og udsmykke Alt med de fagreste Klædemon, stræbte andre Mænd ligefrem og sanddru at fortælle hvad som skeet var i den fremfarne Tid, og den første berømte imellem disse var Doreren Herodotos fra Lilleasien. Man kalder ham med Føie Historiens Fader; thi med Forstand og Ømhed opfostrede han den Spæde: med opmærksomt Øre sankede han de gamle Sagn trindt i Landene, fortalte paa ukonstlet og trohjertig Maade, og tillagde da sit Skøn om hvad ham tyktes rimeligst at være; men overalt saae og bøiede han sig for den usynlige Finger, som styrer Tidernes Gang og Menneskets Idrætter. Ved at høre ham oplæse sin Historie om Perser og Græker og alle de Folkefærd, som havde havt med dem at bestille, opvaktes Athenienseren Thucydides til at beile til den Hæder, som vederfoer hans Forgænger; baade hos sine Samtidige og hos Efterkommerne naaede han sit Maal; men hans Øie saae intet Guddomsspor i Tingenes Omskiftelser, og ligesom han overalt kun saae Virkninger af Mandevid, sammensatte han og sin Fortælling saa konstig og indviklet, at megen Kløgt udkrævedes til at forstaae ham.

201

✂ Aandelig Frænde var han ar de Mænd, som ved Grublen prøvede paa at opdage Altings Grund, udgrunde Verdens, og fremfor alt Menneskets, Oprindelse, Natur og Bestemmelse, og som derfor kaldes Philosopher eller Viisdommens Venner. Athenienserne Sokrates og Plato ere blevne de navnkundigste; men med al deres Kløgt udfandt de kun, hvad de oprigtig bekendte: at de Intet vidste om det Usynlige, og at Ingen uden en Gud kunde adsprede det Mørke, som paa Tidens og Jordlivets Grændser standsede hvert dødeligt Øie. Dog, det tyktes de at vide for Sandhed, at Menneskene skulde agte Sjælen langt høiere end Legemet med Alt hvori det fandt Behag, og føre et ærbart og dydigt Liv, som de der haabede efter Døden at komme i Samfund med høiere, renere Aander; men herom talte de næsten kun til døve Øren; og medens nogle Faa opvaktes til at gruble, hengav Mængden sig saameget tryggere til sine Attraaer, da selv hine Vise intet Vist kunde udsige om det Guddommelige og Livet paa hin Side Graven. Mere opmærksomme vare Athenienserne vel paa Digternes Kvad og Konstnernes Værker; men kun for at more sig, ei for at opløftes; og godtgjorde det ved den sorteste Utaknemmelighed mod alle dem af deres udmærkede Landsmænd, der ei vilde bruge lave Konstgreb til at vinde og bevare deres Yndest: Miltiades døde i Fængsel, Themistokles og Cimon lønnedes med Forviisning, Æschylos med Ringeagt og Sokrates med Giftbægeret.

✂ Dette Lasternes Aag blev langvarigere, end det Sparta paalagde Athenienserne, thi hint elskede, dette hadede de, og endnu var ei al Kraften borldampet: de 30 Tyranner, som vare satte over Staden, udjoges efter et Aars Forløb af Thrasybulus, og snart fik Sparta andet at gøre, end at give Athenen Love. Da Spartanerne vare blevne baade de europæiske og asiatiske Grækers Herrer, tyktes det dem for tungt at frasige sig den Rigdom, Pragt og Overdaad, de fandt hos deres Undergivne, og derved lokkedes dobbelt til at deeltage i. Efterhaanden tabte Lykurgs Love deres Gyldighed, og Følgen blev dels, at Kraften formindskedes, og dels at Sparta ved Udsuelser og Uretfærdighed overalt ophidsede Gemytterne mod sig. Dette viste sig tydelig, da Spartanerne havde indviklet sig i en Krig med Perserne; thi medens den tappre Konge Agesilaus rystede Perserkongens Trone i Asien, blev det saare let for dennes Sendebud at stifte et Forbund mod dem i Grækenland selv. Athenienseren Konon, der var sat over Perserkongens Flaade, tilintetgjorde i et eneste Søslag Spartas Herredømme paa Havet og Asiens Kyst, 202 og længe blev den nu ei heller Fastlandets Dronning. Den Stat, som styrtede dens Trone, var Theben i Bøotien, som i mange Aarhundreder havde ligget i Dvale, og nu vaagnede øiebliklig kun for at revse den Overmodige. Spartanerne havde lumskelig midt i Fred overrumplet Thebens Borg Kadmea, men udjoges igen af nogle Landflygtige under den kække Pelopidas's Anførsel, og snart kom en anden Thebaner tilsyne, som gæstede dem i Peloponnes, og fravristede dem det Jernspir, hvormed de saalænge havde behersket denne Halvø. Heltens Navn var Bpaminondas, men da han fandt sin Død paa den samme Mantineas Valplads, hvor Spartas Magt begroves, var ogsaa Thebens Overvægt forbi, og alle græske Stater vare i udvortes Magt, som i Fordærvelse, hinanden lige. Just nu besteg Filip, en ligesaa snedig som tapper Mand, Tronen i Grækenlands nordlige Naborige: Macedonien. Han var opfostret af Epaminondas, kendte nøie Grækernes lave Trællesind, men ogsaa deres barnagtige Forgudelse af et Frihedsord, og grundede derpaa sin Plan til deres Undertvingelse. Athenen, hvis Mure Konon atter havde opbygt, som paa ny havde faaet en Flaade, som herskede over en Del af Stæderne paa Macedoniens Kyst, og hos hvem de store Mænds sidste Børn endnu nærede Gnister af den slukte Lue, var den eneste Slat, hvis Modstand han frygtede, men endel af de mest formaaende Mænd underkøbte han, og de Øvrige dyssede han i Søvn ved Smiger, indtil han troede sig stærk nok til at aftage Masken. Een Mand havde imidlertid Athenen dog, hvis Øie ei blændedes af Guldets Glands, eller omtaagedes af Smigerdunsten, og denne Gæve var Taleren Demostenes. Det var hans Livs Øiemed at afsløre Filips rænkefulde Anlæg, og indgyde sine Landsmænd Fædrenes ophøiede Sindelag, og skøndt det Sidste ei kunde opnaaes, da han ei kunde opmane den døde Tro og Kraft, bragte dog hans Tordenrøst selv Filip til at skælve i det fjerne Pella, ligesom den uddrev Borgerne med Vaaben i Haand af Athenens Porte, da Filip med en Hær nærmede sig dens Landemærker. Ved Kæronea stod et Slag, hvor mange Athenienser fornyede Mindet om hine Dage ved Marathon, Salamis og Platæa; men Filip seirede, og Demostenes holdt paa eengang sine faldne Landsmænds og den græske Friheds Ligtale.

✂ Alle græske Stater undtagen Sparta, som blev staaende med afmægtig Trods, underkastede sig Filip og udnævnede ham til Anfører paa et Persertog, som han foreslog, men denne mere glimrende end vanskelige Daad var forbeholdt hans Søn: 203 Alexander; thi selv myrdedes han under Tilberedelserne. De Asiater, over hvilke Cyrus saa let seirede, vare gennem de to forløbne Aarhundreder endnu blevne uslere paa Sjæl og Legeme, og Perserne havde af al Magt stræbt at vorde deres Lige. Lige siden Darius Hystaspis havde der siddet elendige Fyrster paa Tronen, som hendøsede Livet i dorsk Vellevnet og Pragt, medens Statholderne udsuede Landskaberne, gjorde hyppig Opstand, og maatte enten købes til at gøre Fred eller lønlig ryddes af Veien. Nu regerede Darius Kodomannus, og skøndt han i visse Maader var dueligere end hans Formænd, var dog den Modstand, han med sine talrige Flokke udmarvede Trælle kunde gøre de faa men tappre Macedonier med den djærve, krigskyndige Alexander i Spidsen, kun saare ringe: Kronen mistede han i Slaget ved Arbela, og Livet kort efter, ved en Statholders Forræderi. Alexander underlagde sig ei allene det uhyre Perserrige; men fortsatte endog sine Erobringer langt Østen for Indus, og i trende Verdens Parter er hans Navn lige til denne Dag blevet berømt. Dog, som et Stjerneskud forsvandt dette store Monarki; thi Drukkenskab og et voldsomt Gemyt bragte snart Alexander i Graven, og Riget blev en blodig Tumleplads for hans herskesyge Ministre og Generaler. Efter lang Strid, og efterat hele Alexanders Slægt var udryddet, deltes Landene i trende Riger: det Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien og det Ægyptiske i Afrika.

✂ Medens alt dette tildrog sig i Asien, Afrika og det sydostlige Europa, opvoxte en Stat i Sydvest, som var bestemt til at vorde den hele da bekendte Verdens Herskerinde. I Byen Albalonga regerede Konger, som førte deres Stamtavle op til den trojanske Prinds Æneas, der skulde være kommet did efter Trojas Undergang, og en af disse Kongers Dattersøn, Romulus, anlagde i Spidsen for 3000 Mand en ringe By, hvilken han efter sig kaldte Rom. Endnu efter 250 Aars Forløb hørte den til Italiens ubetydelige Stater; men i Darius Hystaspis's Dage foregik en Omvæltning i Bestyrelsen, som blev Begyndelsen til Romerfolkets daadfulde Liv. Den syvende og sidste Konge, Tarkvin, som ved sin Hovmod og Voldsomhed havde gjort sig forhadt, blev tilligemed sine Sønner udjaget, Kongeværdigheden afskaffedes, og Regeringen kom i Hænderne paa et Senat (en Raadsforsamling) af nogle hundrede Mænd, og tvende saakaldte Consuler, som aarlig omskiftedes. Saavel Consulerne som Statens øvrige Embedsmænd bleve valgte paa almindelige Folkemøder (Comitier), men bleve ene tagne af visse 204
Slægter, som ogsaa havde den egenlige Valgret. Disse saakaldte patriciske Slægter nedstammede maaskee fra de Græker, som før Roinulus beboede Roms Grund, og havde derfor ved større Indsigter lige fra Byens Bygning hævdet sig en Overvægt, som enkelte Konger vel nedtrykte, men kunde dog ei tilintetgøre. Disse Patricier vare ogsaa blevne de Rigeste, og mange vare de Maader, paa hvilke Almuen af dem undertryktes og udsuedes. Den Tvedragtsaand, som herved næredes, spaaede Staten hverken et langt eller kraftfuldt Liv; men da Almuen meget snart tiltvang sig mægtige Beskyttere, som kaldtes Tribuner, opkom efterhaanden mere Ligevægt; de Uadelige (Plebeierne) fik Adgang til de høie Embeder, og skøndt Striden aldrig ophørte, tjente den dog fra nu af længe mere til at vække Kappelyst og holde Folket vaagent, end til at svække Kraften eller hindre dens Yttringer. Mellemitalien var delt i mange smaa indbyrdes uenige Stater, af hvilke de krigerske Romere indtoge den ene efter den anden, og det blev saaledes stedse mere umuligt for den enkelte at værge sig. Vel var Etruskerne et mægtigt Folk, men deres Daadstid var omme, før Roms begyndte; Handelen havde gjort dem rige, Rigdommen overdaadige og Overdaadigheden blødagtige; deres tolv forbundne Stæder stode ei hinanden bi og indtoges særskilt af Romerne. Saaledes kom det sig, at Romerne i Alexander den Stores Tid alt vare Eneherrer i Mellemitalien og krigede heldig med Samniterne, Nedreitaliens mægtigste Folk. I trende Krige bleve Samniterne, tilligemed den Rad af græske Plantestæder, som fandtes paa Kysten, undertvungne, men skøndt disse Stæders blødagtige Indvaanere ei mægtede at gøre synderlig Modstand, blev Krigen med en af dem dog saare farlig for Rom. Det var Tarent, som kaldte den Tids navnkundigste Krigshøvding, Epiroternes Konge, Pyrrhus, til Hjelp, og ham lykkedes det virkelig ved sin overlegne græske Krigskonst og sine Elefanter at overvinde Romerne: men de tabte derfor ikke Modet, og Udgangen blev, at Pyrrhus maatte forlade Nedreitalien, som derpaa aldeles maatte underkaste sig. Nu higede Romerne efter Besiddelsen af Middelhavets Øer, især det frugtbare Sicilien, men her fandt de en mægtig Fiende at bestride, nemlig Kartaginenserne. Disses Hovedstad, Kartago, laae paa Afrikas Nordkyst, og var, mere end hundrede Aar før Roms Bygning, anlagt af den fønisiske Prindsesse Dido, som i Spidsen for en Flok Misfornøiede var udvandret fra Tyrus. Ved udbredt Handel var dens Rigdom og Magt blevet saare stor, og foruden en betydelig Landstrækning 205
i Afrika, beherskede den Sardinien og Middelhavets andre Øer paa Sicilien nær. Ogsaa paa denne Ø havde Kartaginenserne tidlig sat sig fast; men Grækerne havde ogsaa anlagt Plantestæder her, og en af disse: Syrakus, var saa mægtig, at den i mere end 200 Aar tilintetgjorde alle Kartaginensernes Forsøg paa at fuldende Øens Erobring. Ved Enden af dette Tidsløb var vel Syrakuses Magt forbi, men nu kom Romerne, og der begyndte en Undergangskamp mellem disse tvende mægtige Stater. Vist nok syntes det ikke rimeligt, at Rom, som ingen Flaade havde, skulde kunne betvinge en Søstat, som havde et igennem Aarhundreder grundfæstet Herredømme paa Havet, men dog se vi til vor Forundring Romerne seire i det første Søslag, blive Middelhavets Herrer og aftvinge Kartaginenserne hvad de eiede paa Sicilien. Det gik imidlertid hermed ganske naturligt til; thi Kartaginenserne havde ligesaalidt som deres Stammefædre: Fønisierne, nogensinde været et egentlig krigersk Folk, og Kartagos nuværende rige Borgere havde hverken Lyst eller Kraft til selv at gaa i Striden. Deres Hære bestode af Leietropper, og det var ikke at vente, at Folk, der kun fægtede for Sold og Bytte, skulde kunne modstaa et Folk, der var opvoxet i Krig, og brændte af Begærlighed efter, paa deres Formues og Livs Bekostning, at forhøie Fædrelandets Hæder og udvide dets Magt. Imidlertid blev dog Stridens Udfald eengang tvivlsomt, da der imellem Kartaginenserne opstod en af de sjeldne Mænd, hvis lyse Hoved og ubetvingelige Mod mægte at udrette mere end store Hære, og indgyde selv de Feigeste en Tillid, der for Øieblikket omskaber dem til Helte. Romerne havde midt under Freden, efter den første Krig, paa en uretfærdig Maade bemægtiget sig Sardinien, og da Kartaginenserne søgte at erstatte dette Tab ved Erobringer i Spanien, forbød Romerne dem at gaa over Ebro. Hannibal, thi dette var den kartaginensiske Helts Navn, havde efter sin Fader Hamilkar, som med mere Tapperhed end Held havde bekæmpet Romerne, arvet et bittert Had til disse hans Fødelands arrigste Fiender, og Hadet voxte ved hine Forurettelser endnu mere. Trods Roms Forbud gik han over Ebro, brød frem igennem Gallien og lod sig ei engang standse af de steile, snebedækkede Alper. Med uhyre Anstrængelser udførte han sit dristige Forsæt, at gæste Romerne i deres eget Hiem, han benyttede sig af Italienernes Had mod den herskesyge Republik, til at skaffe sig en tapper Hær, og nedslog seierrig Alt hvad der vilde standse ham paa hans modige Vandring. Blant hans Seiervindinger er den ved Kannæ, 206 en By i Apulien, blevet mest navnkundig, baade som den største og den sidste; thi intet Uheld kunde bøie Roms standhaftige Mod. Hannibals Hær var hensmeltet i de mange Slag, og de Overblevne hengave sig til Forlystelser, som røvede deres Størke. Det var derfor saa langt fra, Hannibal kunde indtage Rom, at han meget mere efterhaanden tabte alle de vundne Fordele, og maatte tilsidst med uforrettet Sag skynde sig hjem, for at møde Romerne ved Kartagos Mure. Didhen vare de førte af en Mand, som under Krigen var opvoxet til sit Fædrelands Frelser, og denne Mand var: Kornelius Scipio. Efterat have udjaget Kartaginenserne af Spanien, gjorde han fra Sicilien Landgang paa Afrika, og mødtes med Hannibal ved Byen Zama. Anførerne vare hinandens Jævninger, men Hærene vare det ikke: Hannibal blev slagen, og Kartago maatte paa de mest ydmygende Vilkaar tilbetle sig Fred. Efter saaledes at have faaet Herredømmet i Vesten, vendte det herskesyge Rom Øiet imod Østen paa de Riger, som vare udsprungne af det macedoniske Monarki. Det ægyptiske er blevet mærkværdigt, saavel ved den udbredte Handel, der dreves fra dets ny Hovedstad Alexandrien, som ved den Yndest, dets Konger, der alle førte Navnet Ptolomæus, bare for Videnskaberne, thi herved frelstes de ypperlige græske Skrifter fra Undergang. Her behøvede Romerne ei at gaa frem med Vaaben, thi Ægypten havde frivillig givet sig under deres Formynderskab; men anderledes var det med Macedonien og Grækenland. I hint Land regerede paa denne Tid Filip den 3die, en Konge med adskillige store Egenskaber, og megen Herskelyst, og i Grækenland søgte endeel Stæder, som havde forenet sig i det saakaldte Akæiske Forbund, at fornye Frihedens glimrende Tider. Da Filip havde staaet i Forbund med Hannibal, manglede Romerne ikke Anledning til Krig, og de størkede sig ved Forbindelse med et græsk Folkefærd: de rovgerrige Ætoler; men dog kunde de ei udrette synderligt, førend det lykkedes dem at tilintetgiøre den Forening, der havde fundet Sted mellem Filip og Akæerne. Først da maatte Filip ydmyge sig, og nu kom Raden til den syriske Konge Antiokus, den saakaldte Store, hvem de aftvang Lilleasien. Ei længe efter indtoge de hele Macedonien; Grækerne, hvis Frihed de havde paataget sig at beskytte, maatte underkaste sig, og uden skellig Aarsag brød de Freden med Kartago, for rent at tilintetgøre den. Vel strede Kartaginenserne med fortvivlet Mod for deres gamle By, men de maatte dog tilsidst bukke under, og Kartago forvandledes til en Stenhob.

207

✂ Nu var der ei længere nogen Stat i den da bekendte Verden, som kunde gøre Rom nogen Modstand, men derfor fik den ikke Rolighed. I Slutningen af det andet Aarhundrede f. K. blev Gallien og Italien gæstet af tvende nordiske Folk: Simbrer og Teutoner, og Verdens Herskerinde skjalv. Vel frelste den tappre Marius Fædrenelandet fra denne udvortes Fare, men under Tidsløbet var i dets eget Inderste opvoxet et Tvedragtens og Fordærvelsens Træ, som nu begyndte at bære blodige Frugter. De gamle Romere vare tarvelige, afholdne og retfærdige, ei fordi de troede at burde være det for at være rette Mennesker og behage Guddommen, men ene fordi de følte, at Fædrelandet ellers ikke kunde bestaa. Saasnart derfor Roms Magt blev saa stor, at den. ustraffet kunde være uretfærdig mod andre Folk og ikke syntes at have nogen farlig Fjende, bortkastede ogsaa dens Borgere Forfædrenes Dyder, og med Grækenlands, Kartagos og Asiens Rigdomme hjemførte de tillige de Overvundnes Overdaad og Laster. Svaghed og lav Tænkemaade vare to, lige nødvendige Følger heraf: hin viste sig førstegang tydelig, da Romerne strax efter den simbriske Krig maatte tilstaa næsten alle Italienere romersk Borgerret, og denne yttrede sig paa samme Tid saa stærkt, at de fleste Romere, fra den ringeste Almue af lige til Konsulen, vare rede til at sælge Ære, Frihed og Fædreneland for Penge. Under saadanne Omstændigheder var det let for de faa udmærkede Mænd, som end opstode, at skaffe sig Tilhængere, og da Enhver af dem vilde herske ene, maatte der nødvendig opkomme indvortes Krige. Den første Borgerkrig førtes mellem Marius og en anden lapper Mand: Sylla, og den Sidste beherskede i to Aar Rom enevældig, efter at have betvunget sin Modstander. Vel indførte han selv igen for en Del den gamle Forfatning, men varig kunde den ikke blive, og snart gjordes et nyt Forsøg paa at omstyrte samme, af den ondskabsfulde Katilina, som havde i Sinde at plyndre og opbrænde Byen. Nær var det lykkedes ham, og omendskøndt Staten dennegang frelstes af sin aarvaagne Konsul, den berømte Cicero, blev den dog kort efter et Offer for tre Mænds Herskelyst. Den berømteste blandt disse var Julius Cæsar, som ved sin Tapperhed, Forstand, Veltalenhed og i mange Henseender ædle Tænkemaade, syntes født til Tronen, og som ved at undertvinge Gallien havde skaffet sig det der kunde opløfte ham paa den: Krigerære, tappre og hengivne Soldater og Guld. Han saae sig imidlertid nødt til, at dele Magten med den ogsaa tappre Pompeius, som ved at rense Havet for Sørøvere og udvide Roms Grændser til Eufrat, havde 208 erhvervet sig stor Hæder og desuden var meget elsket, ja Begge fandt det endog, med Hensyn paa Guldets Almagt, raadeligt, at optage Roms rigeste Mand: Krassus, i deres Samfund. Rolig bar Rom sine Lænker, men da Krassus døde, udbrød en Krig mellem de tvende Medbeilere, som endtes med Pompeius Undergang. Forgæves søgte Frihedens urokkelige Ven: Kato, ved denne Leilighed at tilbagegive Staten sin gamle Forfatning. Da Lykken ei vilde staa ham bi, dræbte han sig selv og tog det sørgelige Hædersnavn: af den sidste Romer, ned med sig i Graven. Alligevel blev Cæsars Regiering kun saare kort, thi nogle hidsige unge Romere, med hans egen Yndling Brutus i Spidsen, som meente, det var ham og ikke deres Landsmænds Trællesind, der stod i Veien for Roms Frihed, sammenrottede sig og myrdede ham lumskelig. Roms hele Vinding var at faae slettere Herrer; thi Cæsars Søsterdattersøn, den snedige Octavius forenede sig med Vellystlingen Antonius og Lepidus, som det hed, for at hævne Cæsars Mord og bringe Staten i Rolighed, men som de i Gierningen viste, for at vorde dens Herrer. De begyndte deres Regiering med at lade alle de Mænd dræbe, som enten havde stor Formue, eller mistænktes for at være Frihedens Venner, og sparede ikke engang den gamle Cicero. Enighed kunde ikke findes iblandt saadanne Mænd, og da det tilsidst kom til aaben Feide mellem Antonius og Oktavius, beholdt denne Overhaand i det navnkundige Søslag ved Actium. Under Navnet Augustus blev han Roms uindskrænkede Herre, og kun for et Syns Skyld var det, at han og de følgende Keisere (imperatores) udnævnede Konsuler og Raadsherrer.

✂ Fra den Tid af, da Romerne kom til at omgaaes med Grækerne, begyndte de at lægge sig efter Videnskaberne og ynde Konsterne, men kun faa indfødte Romere udmærkede sig, og det meste som frembragtes var blot Efterligning. Etruskeren Plautus og Afrikaneren Terents omarbeidede græske Komedier, og den Første var saare heldig i at gøre dem passende til sin Tid og dens Daarligheder. Under August vare der mange som syslede med, paa smukke Vers at male de Nydelser hvori de fandt Behag, udvikle kloge Leveregler, og ophøie døde eller levende Helte, og de navnkundigste ere: Virgil, Horats og Ovid; men da de selv ei troede fast paa Guddommen, kunde de umulig have Øie til at opdage dens Spor, og endnu mindre opglødes til at forkynde dens Pris værdelig. Det, som i Følge heraf udmærker de latinske Digtere, ere mest glimrende men kolde Lignelser, forstandige Sentenser og Vittighed, og hvor der er nogen 209 Varme, er det næsten altid [i] Skildringen af sandselige Glæder. Mange Billedstøtter bleve slæbte til Rom, men stode der kun som en overdaadig Prydelse og i det høieste til Øienslyst. Romerne begreb ei deres høiere Skønhed og kunde endnu mindre selv frembringe lignende; derimod kappedes de heldigere med de yngre Græker i Historieskrivningen, og Sallust, Livius og Tacitus ere blevne meget berømte, skøndt de, som man kan vente, ei toge noget sandt Hensyn til de himmelske Magters Styrelse af Begivenhederne. Veltalenheden havde altid i Rom, som i enhver Republik, hvor man maa kunne tale snildt for at kunne lede Folket, været øvet og agtet; men ligesom Grækenlands største Taler først fremstod i den macedoniske Filips Tid, saaledes oplevede ogsaa den største romerske Taler, Cicero, Romerfrihedens Undergang; dog hans mesterlige Taler undergik ei, og de have forplantet hans Berømmelse igiennem den hele følgende Tid.

✂ Jammerlig var nu Folkenes Tilstand trindt i Landene, de vare blevne Romernes, og disse igen en enkelt Mands Slaver, fordi de alle vare Slaver af deres syndige Lyster. Soldaterne, for hvem Roms Hersker maatte smigre, fordi han ene ved deres Vaaben kunde beskærme sin Trone, udsuede og mishandlede baade Borgere og Fremmede, og disses Elendighed var saameget større, som de savnede fast Tro paa en almægtig, viis og kærlig Gud, der kunde og vilde hjelpe dem. Om et Liv efter dette havde de intet Begreb, men troede i det høieste, at de efter Døden skulde friste et sørgeligt Halvliv som kraftløse Skygger, og maatte derfor midt i den Trængsel og Uselhed, som omringede dem, skælve for Graven. De Levninger af den sande Religion, som i den ældre Tid havde oplivet og størket Folkene, vare begravede i en Dynge af Fabler og Eventyr; Troen paa det Usynlige levede kun sygelig hos enkelte Tænkere, og Mængden knælede tankeløs for Billedhuggerens og Guldsmedens Hænders Arbeide. Næsten alle de, som tyktes sig at være klogere, spottede med Alt hvad Fædrene havde overantvordet som ærværdigt og helligt, og Roms Keisere lode sig tilbede som Guder. Som det saftløse Straae maatte Slægten henraadne, dersom Troen ei paa nye kunde vækkes, skænke Lys og Kraft, tæmme Vold og de syndige Lyster. Dog et saadant Haab tyktes forgæves; de gamle Fabler kunde ei tilbagevinde den tabte Anseelse; den senere Tids Digtere vare ofte Gudsforagtere, fordybede sig selv i Jordlivet og misbrugte deres Kunst til at forgylde Lasten, eller til, ved Smiger at vinde de Mægtiges Yndest.

210

✂ Folkene maatte derfor agte dem mere for Løgnens end for Sandhedens Tolke, mere for onde Aanders end Guddommens Sendebud, og dog vare Digterne de eneste, Man kunde tiltroe et Samfund med Guddommen, som gjorde deres Udsagn om det Usynlige troværdig. Filosoferne troede ei engang sig selv, men bekendte, at al deres Visdom var Gætteværk, og hvem skulde Folkene tro imellem de Mange, hvis Grubien havde den allerforskelligste Udgang. Dog, Menneskeslægtens barmhjertige Fader havde aldrig glemt sine forvildede Børn, og medens de ved egen Brøde nedsank i en Afgrund, hvoraf de selv maatte føle, kun Guddommens Haand kunde opløfte dem, havde han i Stilhed forberedet deres Frelse. Denne Forberedelse beskue vi i Israeliternes eller Jødernes Historie, som, en uafbrudt Kæde fra de ældste Tider af, er ved Guds besynderlige Forsyn opbevaret i deres egne hellige Bøger.

✂ Dette Folk, som, skøndt det i sine mest glimrende Dage kun var sine nærmeste Naboer bekendt, dog er det mærkeligste af alle, nedstammede fra Sem, hvem allerede Noah i Aanden beskuede som Guds Udvalgte; men dog er Abraham at agte som dets egenlige Stammefader. I hans Tid, hardtad midt imellem Verdens Skabelse og Kristi Fødsel, begyndte den sande Guds Kundskab overalt at formørkes og forfalskes; da udkaldte Gud ham fra hans afgudiske Fædreland: Kaldæa, og bød ham omvandre i Kanaan, som engang skulde besiddes af hans Æt. Her omvandrede den gudfrygtige Abraham, hvem Jehovah kaldte sin Ven, hans Søn Isak og Sønnesønnen Jakob eller Israel; men den Sidste fløttede under en Hungersnød til Ægypten, hvor en af hans Sønner, Josef, var blevet den Næste efter Kongen. Jakob døde, efterat have forudsagt sine 12 Sønner deres Afkoms Gemytter og Bopæle i det forjættede Land; Josef døde ogsaa, Israeliterne opvoxte til et Folk, men nedsank i dyb Trældom, og det syntes, som Jehovah havde glemt sine Løfter. Dog, Abraham[s], Isaks og Jakobs Gud var trofast, og da Nøden var størst, aabenbarede han sig i Midians Ørk for Moses, en landflygtig Israelit; men som ved Guds besynderlige Styrelse var blevet oplært i al Ægypternes Visdom. Ham sendte Jehovah udrustet med Kraft til at gøre Jertegn til Ægyptens Farao, for at udbede Israels Børn fri Udgang; men denne undtes dem først, efterat Kongens Halstarrighed var tugtet ved forfærdelige Landeplager. Veiledt af Jehovahs forunderlige Banner: en Skystøtte som lyste i Natten, naaede Folket det røde Hav; men her indhentedes de af den forhærdede Farao og hans talrige 211
Stridsvogne. Folket skjalv, men Moses udrakte sin Stav, Vandene delte sig ærbødig for Herrens Udkaarne, men lukkede sig over deres Fjender. I Arabiens Ørk maatte Israeliterne omvanke i 40 Aar for at stadfæstes i Jehovas Dyrkelse og vænnes til Lydighed imod de Love, Han ved sin Tjener Moses gav dem, og fra Bjerget Sinai bekræftede med Tordenrøst. Paa overordenlig Maade fandt Folket sin Føde i Ørken, Skystøtten var synlig Borgen for Jehovahs Varetægt, og til hans offentlige Dyrkelse, som Præster og Leviter af Moses Stamme forrettede, byggedes efter en aabenbaret Lignelse det saakaldte Tabernakel, der i et halvt Aartusinde var Folkets Helligdom, bestraalet af Guds Herligheds Glands. Moses døde, og Josva, som foruden Kaleb nu var den eneste levende af de Voxne, der udgik fra Ægypten, indførte Folket i Kanaan; Stædernes Mure faldt og Fjendernes Hære adsplittedes ved Jehovahs Kraft, og en stor Del af Landet kom i Israeliternes Vold. Dog, Josva døde, Tvedragtsaand adskilte Stammerne, og Børnene glemte den Gud, som øiensynlig havde vandret med deres Fædre, hvis Herlighed boede iblandt dem, og hvis Stemme de hørte gennem Ypperstepræsten; de lode Kananiterne bo hos sig, tjente deres Guder og bleve derfor deres Trælle. Saa ofte de imidlertid begræd deres Synd og omvendte sig til Jehovah, forbarmede Han sig over dem, som en Fader over sine Børn, og udfriede dem af de Fremmedes Vold ved vældige Mænd, paa hvilke hans Aand hvilede. Disse Mænd kaldtes Dommere (Suffeter) og deres Idrætter ere næsten ligesaamange Underværker; men ikke destomindre kededes Israels genstridige Børn ved den usynlige Konge og nødte den sidste Dommer, Samuel, til at give dem en synlig, efter Hedningenes Viis. Ved hellig Lodkastning udvalgtes Saul, men da han ei vilde adlyde Jehovahs Lov og Bud, overførtes Kongeværdigheden til David, en af de mærkeligste Mænd i Israels Folk. Som Dreng størkede Gud ham til at nedlægge Filisterkæmpen Goliath, som Mand og Konge ydmygede han alle Folkets Fjender, udstrakte sit Herredømme over alt Landet mellem Middelhavet, det røde Hav, Eufrat, og Fønisien, og sin Kongestol reiste Han i Jerusalem, denne siden gennem Aartusinder saa navnkundige Stad. For at vække den slumrende Andagt og ligesom laane den Vinger til Himmelflugt, indførte Han Strengeleg ved Gudstjenesten, og digtede dertil selv hellige Sange, der ei blot ere beundringsværdige formedelst deres poetiske Fylde og høie Sving, men især dyrebare ved den Trøst de som Himmeltoner mægte at indgyde et bedrøvet Hjerte, og formedelst det Fremsyn 212
ind i de kommende Tider, som beskræfter Digterens underfulde Samfund med Gud. Davids Søn og Eftermand, Salomon, er og blevet saare navnkundig saavel ved den store Visdoms Maade Gud skænkede Ham, som ved det pragtfulde Tempel Han i Jerusalem byggede Jehovah; men selv han henfaldt i sin Alderdom til Haardhed og Afguderi, og hans Søn Roboam beholdt kun Regeringen over de tvende Stammer, Juda og Benjamin, da de øvrige ti valgte sig en anden Konge. I dette de ti Stammers eller som det kaldes Israels Rige, hvis Indbyggere lode sig afholde fra at besøge Helligdommen i Jerusalem, fandt Afguderiet saadan Indgang, at Profeten Elias, før endnu hundrede Aar vare forløbne fra Salomons Død, ene ved en guddommelig Aabenbaring lærte, at 7000 dog ei havde bøiet Knæe for den fønisiske Afgud Baal. Den herskende Ugudelighed yttrede sig saavel i hyppige Oprør og Tronstride, som i Svaghed mod udvortes Fiender; Riget blev skatskyldigt til Assyrerne, og da dets sidste Konge Hosea vilde løsrive sig, indtog Salmanassar Hovedstaden Samaria og bortførte Folket i Trældom. Noget bedre gik det i Juda Rige, Davids Ætmænd fulgte, efter Jehovahs Løfte, hinanden uafbrudt paa Sions Trone, og mellem dem fandtes adskillige, der, som Josaphat og Ezekias, redelig dyrkede Gud og erfore hans Beskiærmelse; men dog tog Afguderie og Synd efterhaanden saaledes Overhaand, at, da en gudfrygtig Konge, Josias, henimod Slutningen af det 7vende Aarhundrede, vilde opfriske Jehovahs Dyrkelse, maatte Mose Lovbog først med Møie opledes. Netop i disse fordærvede Tider opvakte Gud en heel Rad af hellige Digtere, som ei allene forkyndte Jehovahs Pris og underlige Gierninger og straffede baade Konge og Folk for deres troløse Affald fra deres Fædres, den eneste sande Gud; men forstærkede deres Advarsler og bekræftede deres guddommelige Sendelse, ved Spaadomme om hvad som skulde hænde sig i den tilkommende Tid. Dog, de talte for døve Øren: forgæves saae Jøderne Israels Riges Fald, som var forudsagt af Hoseas og Micha, forgæves saae de Ninives Undergang, der saa klarlig var afbildet af Nahum, endda vilde de ikke fæste Tro enten til Esaias, som i Ezekias's Tid truede dem med en lignende Skæbne, eller til Jeremias, som efter at have varslet omsonst selv oplevede sin Spaadoms Opfyldelse. Det var den babylonske Konge Nebukadnesar, hvem Gud brugte som sit Redskab til Juda Riges Opløsning og Folkets Ydmygelse: allerede eengang havde han indtaget Jerusalem og bortført endeel af Folket, da de Overblevnes Konge, Zedekias, gjorde Oprør, 213 mistede sine Øines Lys efterat have seet sin Hovedstad og Herrens Tempel forvandles til Steenhobe, og maatte derpaa med sit Folk vandre som Trælle til Babylon.

✂ Trængselen bøiede de haarde Nakker, Jakobs Afkom omvendte sig til Jakobs Gud, og han viste atter, at han er, hvad han selv kaldte sig hos Esaias, en Gud, der ei lader Haabet beskæmmes. Profeterne Ezekiel og Daniel nærede Haabet og forkyndte Frelse, Cyrus inddrog i Babylon giennem Eufrats udtørrede Render, som Esaias havde spaaet, og overeensstemmende med den samme Profets Ord gav Perserkongen Jøderne Tilladelse at drage hjem, og igien opbygge Templet, hvis hellige røvede Kar han gav dem tilbage. De Fleste havde imidlertid Ro og gode Dage kiærere, end Gud og Fædreland; kun henved 50000, mest af Juda, Benjamins og Levi Stammer, mellem hvilke der vare Oldinge, som havde tilbedt i Herrens Hus, vendte hjem under Zorobabels Anførsel. Under megen Forhindring, dels af de følgende Perserkonger, dels af deres Naboer, Samaritanerne, en Blanding af Israeliter og Hedninge, som beboede de ti Stammers Land, stræbte Jøderne at opreise Tempel og Mure; men mægtede ei at fuldende Værket, før deres Landsmand Nehemias af Artaxerxes den langhaandede sattes over dem. Han oplivede deres Mod, Anstrængelse og Tillid til Gud, hvilke, uagtet Profeterne Haggai og Zacharias som Herrens Sendebud og hans Villies Tolke havde vandret imellem dem, dog ei sjelden sank, og fra nu af levede de i Ro indtil det store Uveir efter Alexanders Død udbrød over Landene. Alt som Gud skiftede Seier mellem Kongerne, maatte de skifte Herrer, indtil Ptolemæus omsider hævdede sig Middelhavets asiatiske Kyst. De første Ptolemæers Herskab var mildt, og bleve end de første Flokke af Jøderne, der fæstede Bopæl i Alexandrien, nødte til at drage did, fulgte dog mange tusinde af deres Landsmænd frivillig efter, og stode der i lige Anseelse med de herskende Græker. De Tilbageblevne i Judæa bleve kiede af den ægyptiske Regering og overgav sig til den syriske Kong Antiokus, den saakaldte Store; men maatte snarlig angre dette Herreskifte; thi Antioks Sønnesøn og Navne blev lysten efter Templets Skatte og befoel Jøderne at offre til Afguderne. Endel fornægtede Fædrenes Tro, men de Fleste udstode heller de græsseligste Pinsler og den forsmædeligste Død; og Gud lønnede deres Standhaftighed ved at opvække mellem dem Makkabæemes Helteslægt, som med kraftig Arm brød de syriske Lænker og værgede om Herrens Tempel. De trende Brødre Judas, Jonathan 214 og Simon, samt dennes Søn Johannes Hyrkanus ere blevne de navnkundigste og den Sidste nødte endog Samaritanen og Idumæen til at underkaste sig; men efter hans Død blev Landet en Tumleplads for Borgerstrid og Borgerkrig. De senere Makkabæer vanslægtede fra deres Fædre, Gudsfrygten forsvandt, og da blev Stormodigheden til Hovmod og Herskesyge, Kækheden til Grusomhed; hertil kom, at der i den senere Tid havde dannet sig et Samfund, som ved tilsyneladende stræng Opfyldelse af Loven og talrige tilsatte Menneskebud, erhvervede Helligheds Ry, og misbrugte dette til at udføre deres egennyttige og herskesyge Hensigter. En Strid mellem de to sidste makkabæiske Fyrster, hvori disse Farisæer mest vare Skyld, gav Pompeius Leilighed til at blande sig i Judæas Anliggender, og fra den Time vare Jøderne Roms Undersaatter. Folket maatte nu hylde som Konge Idumæeren Herodes, der spottede med deres Tro, skøndt han udsmykkede Templet, loggrede for Almuen, men lod paa det grusomste alle dem aflive, hvis Stilling eller Anseelse kunde indskyde ham selv den mest ugrundede Frygt, og som et vildt Dyr rasede han i sin egen Familie. Den eneste Trøst, Folket havde i al denne Trængsel og Jammer, var at de med Grund just nu ventede den store Befrier, som Moses allerede havde forkyndt og David besunget, men hvis Komme og Hændelser især Esaias og de senere Profeter havde saa nøie bestemt og saa klarlig afbildet, at Tiden ei kunde være uvis, og Han selv ei miskendes uden af Trods. I Betlehem, af Davids Æt, skulde den Konge fødes, hvis Spir skulde udstrække sig over Jorderige, og hvis Trone ei skulde rokkes evindelig, og her fødtes Jesus, medens Herodes endnu levede og Augustus herskede over den romerske Verden. Vel var hans Rige ikke af denne Verden, men de fleste Jøder paa den Tid ventede dog i ham en jordisk Konge, da deres Sind var alt for jordisk, til at fatte Spaadommenes høiere Betydning, og Herodes søgte derfor at rydde ham af Veien i sin spæde Barndom; men Gud vaagede over sin Søn, og kun Jesu Jevnaldrende i Betlehem bleve Offere for Tyrannens Mistanke.