Grundtvig, N. F. S. SAGA, Nytaarsgave for 1812

SAGA.

SAGA, Nytaarsgave for 1812, som udkom i Slutningen af Aaret1811, er helt igennem præget af den kristelige Grundstemning, der besjælede Forfatteren efter hans Opvækkelse i den foregaaendeVinter. Foruden en fri Oversættelse af »Gunlaugs og Rafns Saga«indeholder den en Række Minder og Sagakvad, der giver værdifulde Bidrag til hans Livs indre og ydre Historie.

Det første af disse, Strandbakken ved Egeløkke, stammer isin foreliggende Form fra 1811, men er bygget over et ældre Digt, som findes i Haandskrift fra 1808 med Overskriften: »Rejsen i Sommeren 18[07]. - Egeløkke«. Det fremgaar af Indholdet, at Grundtvig i Sommerferien 1807 agtede at besøge sine Forældre i Udby, medens hans kære Elev, Karl Steensen Leth, og hans Væsens Herskerinde, Fru Constance Leth, var rejste til Fyn, og at han kort i Forvejen havde haft sin Ungdomsven P. N. Skougaard, der nu varbosat i Aalborg, som Gæst paa Egeløkke. Da dette ældre Digt sætterenkelte Afsnit af det berømte Kvad fra 1811 i et klarere Lys, skaldet meddeles her, dog saaledes, at de første 16 Linjer, som ved enRift i Papiret er blevne ufuldstændige, gengives efter en let Omarbejdelse fra 1811, der ligeledes findes blandt de efterladte Papirer.

Egeløkke. (1807).

As eller Jette,
Som med usynlige Haand
Mægted at flette
Om mig det lønlige Baand,
Der mig saa fast monne binde,
Binde, skøndt Taarerne rinde!
As eller Jette!
Løs nu det fængslende Baand,
Som du med kraftige Haand
Mægted at flette!

Hører du Røsten
Hisset fra Østen?
Faderen kalder sin Søn.
Kan du fornemme
Hviskende Stemme?
Moderen kalder i Løn.

85

Guderne spotte ej Faderens Raab,
skuffe ej Moderens stadige Haab.
Et Under - de Baand
Som en Dødeligs Haand
Ej mægter at slide,
De glide, de glide,
Alt stander jeg fri.

Karl! elskværdige Du,
Arving til Godhed og Smile,
Ikke beskuer jeg nu
Dig, som min Sjel har udkaaret,
Dig have Bølgerne baaret
Sagtelig hen over Sø
Til den fremmede Ø.

Du, den vidunderlig Høje,
En Guddoms forblommede Lyd,
Som fra det sollige Øje
Nedstraaler Himmelens Fryd
Og fra det ildlige Øje
Nedlyner Helvedes Kval,
Hisset i Vesten Du svandt,
Der ganger Solen til Hvile.
Borte er Alt, som mig bandt.
Rask maa jeg gaa, jeg maa ile,
Medens den susende Vind
Køler den koglende Aande,
Før den berører min Kind.

I yndige Høje og Dale,
Som matte kun Farverne male,
Mit Edens fortryllende Krands!
I gamle ærværdige Skove!
Du Hav med den trillende Vove,
Der synger til Havfruedands!
Med Eder jeg delte min Gammen,
For Eder jeg klaged min Nød,
I nærede, dæmpede Flammen,
I skued' mit Liv og min Død,
Men holde mig ej. Jeg er vred
Paa Eder, I Dale og Høje,
Paa Eder, I Skove - I veed,
At Han er mig kær som mit Øje,
Som vandrede nys ved min Haand
Hen for Eders Aasyn; I fængsled
Ham ej med uløseligt Baand.
Og Du er mig dobbelt forhadt,
Du Hav med den trillende Vove,
Thi ej holdt Du Tro eller Love,
Bort førte Du Vennen saa brat,
En Ven, ved hvis Tro jeg vil sværge,
En Ven, paa hvis Ord jeg vil dø,
Han er fast som de knejsende Bjerge,
Der krandse hans Fædreneø,
En Ven, ved hvis Side henrunde
I Alderens tidlige Vaar
De sidste, lyksalige Aar.
86 Til Oldtidens hellige Lunde
Jeg fulgte hans stræbende Aand,
Han aabned' mit lakkede Øje
Og viste mig Vejen saa nøje
Med Edda og Snorro i Haand.
For favnende Vennen at møde
Han for over Land over Sø
Fra Jotlands det nordlige Øde
Til Lavinds sødtsmilende Ø.

Saa bort fra de Vange og Skove,
Der fængslede ikke min Ven!
Saa bort fra den trillende Vove,
Som troløs bortførte min Ven!

Du Have! Du nyfødte Spæde,
Som strækker med barnlig Glæde
De Blomster som Arme mod mig,
Ved dit Kys jeg saa ofte har smilet,
I din Favn jeg saa tit har udhvilet,
Og dog - dog forlader jeg dig,
Men græd ikke Barn, thi jeg lover
At komme igen, før Du sover,
Og sige dig venlig god Nat.

I det oprindelige Haandskrift findes derefter Overskriften Maribo, men Resten af Siden er tom. Sommerrejsen er gaaet over Maribo, Torkildstrup, Gunsiev og Vordingborg til Hjemmet i Udby.

Til »Minderne« fra 1808 hører Lolland, som han kom igennem, da han i April forlod Langeland og maatte rejse over Smaaøerne til København for at undgaa de engelske Krydsere.

Digtet Til en Veninde er skrevet til Fru Constance Leths Fødselsdag den 11. April 1811 og viser, hvorledes Grundtvigs undertrykte Tilbøjelighed for hende nu igennem Sjælekampens Brydninger er bleven forvandlet til et roligt Venskab.

I Digtet Til Sibbern dvæler han ved de tunge Dage, da Vennen stod ham nær i hans Vaande og fulgte ham hjem til Udby Præstegaard lige før Jul 1810, og fremstiller dernæst sin anden Hjemfærd efter Præstevielsen den 29. Maj 1811.

Den Udenlandsrejse, hvortil der sigtes, tiltraadte Sibbern i August 1811. I et Brev til Søsteren fra Mosebye paa Falster skriver han den 11. August: »Paa Vejen besøgte jeg Grundtvig og var en fire, fem Timer hos ham. Han befinder sig nu vel, og er ret tilfreds i sin nye Stilling som Præst«. Senere meddeler han, at han har været i Torkildstrup, »hvor Grundtvigs Broder er Provst, og hvor jeg efter Aftale traf Grundtvig, der var rejst over for at sige mig sidste Farvel, og bragte mig et ikke saa kort Afskedsdigt med«. (»Breve fra Sibbern«, udgivne af C. L. N. Mynster, S. 12-13). - Digtet blev første Gang trykt i »Sandsigeren« for 28. August 1811 under Navn af »Farvel (til min Ven F. C. Sibbern)«. Se Poet. Skr. I, Nr. 72. - Formen er en Del ændret i Saga.

87

I Samlingens sidste Digt, Sværmeriet, giver Grundtvig et poetisk Overblik over Menneskeslægtens Historie med Billeder hentede fra Biernes Liv, som han i Tyregod var bleven fortrolig med. Kuben er den af Tiden afgrænsede jordiske Tilværelse, og Kubens Dronninger Saga. Sværmeriet er Sjælens Drift mod det evige, som finder sil Udtryk i Grækernes Kunst og Nordboernes Folkevandringer. Men her som hist indfanges de ædle Sværmere af Jordelivets Snarer og taber det evige Liv af Sigte. Grækerne hengiver sig til Nydelsen, Nordboen øder sin Kraft ved blodige Kampe. Kristus er den eneste Viser, som har magtet at svinge sig til Himlen, og hans Disciple fløj vidt ud for at samle flere til den Sværm, som fulgte ham. Men ogsaa de Kristne fortabte sig tit i Jordelivets Kuber og Moser. En Sværm fløj til den hellige Grav og fandt der en vanhellig Død. Andre hengav sig til Billed- og Bendyrkelse og faa fandt Vejen til Kirkens snævre Celle, bygget af Guds Ord, hvorigennem Vejen er banet til Evighedens Land. Da opstod der en ny Viser i Morten Luther, men Sværmen forlod snart atter den Bane, han havde ført den paa, de tog Korset fra Cellens Dør og gjorde lyst derinde med kold Fornuft. Det maa derfor være vort Haab, at der i Norden kan opstaa en ny Viser, en Ordets Kæmpe, der tør tale om Korset med samme Kraft, som der var i de nordiske Kæmper.

88

Saga.
Nytaarsgave for 1812
ved
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Personel Kapellan

Og du skal være for dem, som Hendes
Kærligheds Sang, der kan vel lege,
derfor skal de høre dine Ord, men dog
ikke gøre efter dem.

Ezech. 33, 32.

Kiøbenhavn.
Trykt paa Andreas Seidelins Forlag
hos P. D. Kiøpping.

89

Til Saga.

Kære Datter, gak i Verdea ud!
Far saa vidt, du maa, paa Land og Bølge,
Tal kun frit af Hjertet om din Gud!
Overalt hans Aand dig da skal følge.
Gak Paladserne med Suk forbi!
Naar Man ei vil høre dig, saa tie!
Spotter Man, da fæld en Vemodstaare!

Gunst og Medgang lover jeg dig ei,
Du er ingen væver Modedukke,
Knap Man dig tør hilse paa en Vei,
Tit for Dig Man Dør og Port vil lukke;
Gammeldags du er i Maal og Sind,
Mangt et Sted Man dig kun lukker ind,
For med dig som gammelt Nyt at skemte.

Naar du sjunger dine Varselskvad,
For en Nattens Fugl Man dig vil skælde,
Naar fra Jord du flagrer barneglad,
Man din Dom som Sværmerske vil fælde;
Arme Glut! du ei kan gøre ved,
At før du blev født gik Solen ned,
Du jo ei kan Nat til Dag forvandle.

Arme Glut! dig Kuben er for kvalm,
Ei dit Veir du trække kan derinde,
Gennem Taget af den raadne Halm
Kan du ei de klare Stjerner finde,
Intet Under, at du sværmer ud,
Sukker dybt og barnligt til din Gud,
Stunder did, hvor ene du har hjemme.

90

Naar du under Korset knæler ned,
Naar de salte Angerstaarer rinde,
Mangt et Navn Man til dig har og veed,
Kalder dig en overtroisk Kvinde;
Øiet gnistrer da som Flint og Staal,
Man til Stol dig ønskede et Baal,
Og til Seng de gamle Fædres Grave.

Bliv ei bange! gaa med Bøn og Sang!
Da kan ingen Djævel dig forskrække.
En og Anden paa din tunge Gang
Vil dog vist en venlig Haand dig række;
Venner har din Fader ikkun faa,
Men de faa ham elske og forstaa,
Siig: Guds Fred! naar En af dem du møder.

Allerførst du dog maa gange ind
Nytaarsmorgen til min kære Pige1;
Hun dig favner med et barnligt Sind,
Mangt et venligt Ord vil hun dig sige;
Du jo taler kun om Gud og mig,
Hun vil elske, hun vil kysse dig,
Bede Gud dig paa din Vei ledsage.

Gaa nu blot ei vild i store By!
Lad en Ven dig følge til den Kære!
Nei saa smukt og vær slet ikke bly,
Siig kun rask hvis Datter du mon være!
Hils fra mig! her er et lille Brev.
Vil du vide, hvad i det jeg skrev,
Sæt dig ned! saa skal du faa at høre.

Kære Pige! i det nye Aar
Venter du med Ret en Nytaarsgave;
Tidlig og jeg for dit Aasyn staar,
Skænken alt til dig er lagt i lave;
Dobbelt er den, som min Geld til dig!
Skænk for Hjertet, som du skænked mig,
Skænk til Gammen paa en Nytaarsmorgen.

* 91

Ikke Ringe af det røde Guld,
Ei Juveler, intet Perlesmykke
Byder jeg min Fæstemø saa huld:
Intet Guld opveie kan min Lykke,
Og med Tak jeg siger, hvad du veed,
Ikkun Tro og Haab og Kærlighed
Er mit Guld og mine Ædelstene.

Fæstensgaven, som i Dag du faar,
Er da den, som du dig selv har kaaret,
Hjertet som igennem mange Aar
Har dit Billed i sin Løndom baaret;
Ikke mig, men Gud det hører til,
Men jeg veed, du det kun eie vil,
For med dit til Gud det at forære.

Nytaarsgaven er dig ogsaa kær:
Urtekosten af de Vinterblommer,
Alle groed de mit Hjerte nær,
Næsten alle i min bedste Sommer;
Medens Solen lavt paa Himlen staar,
Lad dem kvæge dig! I lune Vaar
Mere liflige dig Gud beskære!

Første Blomme, som dit Øie seer,
Kun omplantet er fra Islands Have,
Men om ei der var i Kosten fleer,
Sømmelig var dog min Nytaarsgave;
Stirre maa jeg paa dens Blade stivt,
Thi mig tykkes, en forblommet Skrift
Stander der om dig og mig at læse.

Ogsaa jeg min Helga tidlig fandt,
Alt som Gunlaug, udi Vennesale
Som for Skemt jeg hende til mig bandt,
Udi Tanke, om end ei i Tale;
Ogsaa jeg var dengang stiv og raa,
Ogsaa jeg hel gerne vilde naa
Hædersnavnet af en Ormetunge.

Ogsaa jeg i trende Somre drog
Udenlands, for fremmed Sæd at skue,
Ogsaa mig en sælsom Lyst betog
Til at bo i Høielofters Stue,
92 Sikkerlig det faldt min Helga ind,
At maaske hun var mig rent af Sind,
Da med Vintre end de Somre skrede.

Lov og Tak, du Himlens Gud! at dog
Ei du lod mig Gunlaugs Vanheld friste!
Ingen Ravn min kære Svane tog,
Som af Alt jeg nødigst vilde miste;
Lov og Tak, fordi paa vilde Færd
Ei som han, jeg kom min Grav saa nær,
Før sig lod optø det frosne Hjerte.

Gud det veed, om paa min Skænk engang
Du som Helga paa sin Gunlaugs Gave,
Stirre skal en Vinteraften lang,
Og dig lade saa med den begrave;
Gud det veed, om vi skal sankes her,
Om den Svane, som jeg har saa kær,
Med en Falk skal sees at hjemflyve1.

Guds Vilje ske! vi veed det jo saa vist,
At Himlens Gud han er vor Fader kære,
Vi veed det jo, at vi skal samles hist,
Og evig da hos Gud tilsammen være;
At Kongesønnen, hvem vi troed paa,
Skal over os sin gyldne Telt udslaa,
Og gladelig vi skal derunder bygge.

De fagre Støtter, som den hviler paa,
Er Tro og Haab, som støtted os hernede,
Fra Jorden kunde de til Himlen naa,
Fordi fra Himlen de til os nedglede;
Men Telten selv, saa straalende og fin,
Af Kærlighed: af Herrens Jordelin,
Den var ei her, thi her er ikkun Længsel.

*
93

Fortale.

Et Aar er nu forleden, siden jeg udstyrede Idunna min ældste Datter. Der jeg stod og stirrede paa hendes Smykker, tykdes det, som for Guld skulde gælde, mig Messing at være, og Perlerne tykdes mig Glas. Ei var det underligt, nys havde jeg fundet Ageren, hvor den kosteligste af alle Perler straalede gennem Muldet, og jeg vilde sælge Alt hvad jeg havde, for at købe den Ager. Medens jeg end skaadede Perlen og ligesom veiede om den var det Meget værdt, fik jeg dens underlige Vilkaar at vide. Hvad de gamle Skjalde løi om Drupnir, at fagre Ringe dryppede fra den om Nattetide, det var om Perlen sandt at sige. Perler dryppede mig i Haand, som tykdes mig saa fagre, at jeg beskikkede min Datter dem til Brudeskænk1; men medens de end vare paa Vei, der jeg stirrede stivt paa hin kostelige Perle, fandt jeg det med Sorgen, at dens Døttre smaa vare den ulige i mange Maader, ei vare de nær saa klare, og den kolde Glimmer var intet mod den varme straalende Glands. Tungt faldt det mig paa Hierte; jeg turde ei holde det dyrebare Klenodie i ureen Haand, jeg lagde det i Ageren igen og stirrede paa det med Suk og med Angest Langt vilde det være at omtale og dog umuligt at udsige, hvorlunde under Kamp og Taarer Modet voxde, saa Haanden dristede sig til igen at annamme det fagre Mon og lade det fælde sine klare Taarer. Nok er det, at aldrig havde jeg tænkt at udstyre nogen Søster til Idunna, og dog skeer det nu ved Herrens Naade, enddog Sagas Smykker vel maa agtes mere ægte, alt eftersom de Søstres Navne betegne. Vist seer jeg end, at de stivnede Perledraaber ei ere at ligne med Perlen selv, men det seer jeg og, Haandens Urenhed er saa dybt indgroet, at den ei aftvættes her ilive; vel med Suk, men dog med Ro *

94 skuer jeg de Smaaperlers Smitte og kun derefter tragter jeg, at lade dem trille saa saare, og røres kun sagtelig af Kød og Blod.

Hvad her er sagt i en Lignelse, som Herren selv skænkede mig, vil jeg i faa Ord sige aabenbar. Det var nødvendigt, at da jeg fik Øiet opladt, maatte jeg agte alle Ting at være til Skade for Jesu Kristi min Herres Kundskabs Ypperlighed, jeg maatte agte dem alle Skarn for at jeg kunde vinde Kristum, kende ham og hans Lidelsers Samfund og hans Opstandelses Kraft. For Saadant agter jeg dem endnu, men jeg har lært af den hellige Povel, at Man med frelst Samvittighed kan vinde Maalet paa mange Maader, naar kun Sindet bliver uforvandlet. Harpen, som jeg hængde over Herrens Alter, rakde han mig selv igen, da han havde indviet den til sin, og med frit Mod griber jeg i de nystemmede Strænge. Ikke at jeg haver allerede grebet det, eller er fuldkommen, men jeg jager derefter, at, jeg kan gribe det, ligesom jeg er grebet af Kristo. Endnu maa jeg bekende, at mangengang lytter jeg med Lyst til Toner, om hvilke det ei er mig bevidst, at de forkynde Guds Ære, og jeg føler det daglig, at det vel herneden er umuligt, fuldelig at komme til den Modenhed, da Man bruger denne Verden uden at vanbruge den; men naar jeg bekymres allermest over denne Arvesynd, da sænke eller løfte Tonerne sig saa, at jeg hører min Guds Røst og kan falde paa mit Ansigt i hans Herligheds Tilbedelse. Deraf kommer det, at ligesom jeg mangensteds i disse Digte savner min Guds Pris, vil Mange finde den for jevnlig. Saadan min Harpes og min Leilighed vil udentvivl kun være Faa til Maade; de der søge verdslig Lystighed, tykkes at høre idel Ligpsalmer, og de der fra kristne Læber kun vil høre een uforanderlig Tone, maa tykkes at jeg med mit Kvad vil tække tvende Herrer: Gud og Menneskene. De Sidste vil jeg svare, først, baade fordi der mellem dem ere fromme Sjæle, hvis Skrøbelighed jeg nødig vilde forarge, og for at sige dem, at de desværre, efter hvad jeg selv bekender, have Ret i Noget, i Henseende til mig, enddog de have Uret i Tingen for sig selv. De skulle da først og fremmest agte, at det kun er Gud hos hvem der er ingen Forandring eller Omskiftelses Skygge, alt hvad som heri vil ligne ham bliver sin egen døde Genlyd, og deraf kommer det, at de fleste saakaldte Pietister knap opbygge sig selv, end sige Andre, ved deres bestandige Et og det Samme i Ord og i Klædning. Ligesom det er den samme Gud, i hvem vi Alle leve og røres og ere, men lade os dog saa adskillig tilsyne baade i Aasyn og Lader, og ligesom det er den samme Aand der uddeler Alt til Alle, men

        

95 fordeler dog sine Naadegaver saa, at intet menneskeligt Øie formaar at efterspore Eenheden i den store Mangfoldighed; saaledes skal ogsaa al vor Tale udgaa fra Gud og vende hjem til ham, men paa adskillige Veie. Dersom Nogen taler, siger Apostelen, han tale som Guds Ord! og det er sandt udi flere Maader, det er sandt i den Mening, at vor Tale kun duer lidet, dersom den ei føier sig efter Guds sandfærdige Ord, men ogsaa i den Mening er det sandt, at vi af Guds Ord, af de Guds Mænd som talede, i det de dreves af Helligaand, skulle lære, hvordan det bør os at tale. Det er Sværmeres Sæd og Kendemærke, siger den salige Luther, at de agte haant om det skrevne Ord og tillyve sig høiere Aabenbarelser, og sandt er det, at naar Man ret beskuer de hellige Skrifter, kan Man aldrig forledes til at dreie og røre sig i een og den samme snevre Kreds af Syner og Ord. Hvor vidt flyve ei Job og David og Profeterne, uden at Gud dog nogensinde bliver borte for dem? Jeg er bange for, at de Fleste, som saa ængstelig gentage de hellige Navne, staa som de, der vil holde Gud tilbage i Ord, efter at han har forladt Hjertet; thi er han der, da sees han overalt, saasom Jorden er hans med dens Fylde, naar Øiet er eenfoldigt, bliver det ganske Legeme lyst. Ja, hvad have vi mere Vidnesbyrd behov end Jesu eget, skulde Nogen altid med Ret bruge de samme Ord, da maatte det vel være ham, som var Ordet selv, men ved hvor mange Ting ligner han ikke Guds Rige! forfølger han ikke Ligheden gennem det Døde og det Levende, fra Perlen og Sennepskornet indtil Mennesket; og gennem Menneskets Idrætter fra Hyrdens og Bondemandens Syssel, indtil Kongens Bedrift i Høieloftssale? Han er da heri, som i Alt, vort uopnaaelige Mønster: i ham boede al Guddomsfylde legemlig, og af ham kan vi da lære, under hvilken Skikkelse Gud aabenbarer sig i Kød. Trolig fulgde hans Apostle og mest synlig den hellige Povel, drevet af den Helligaand, efter sin Naadegaves Maal og Tidens Leilighed, Mesterens Fodspor og søgte at være Alt for Alle, paa det han kunde vinde Nogle. Den samme Vei agter jeg ved Guds Naade at vandre, imedens jeg er her tilhuse, og det er Guds Villie at jeg skal røre Tungen; jeg er baade Vise og Uvise en Skyldner; paa anden Viis, men aldrig med Vidende og Villie anderledes, taler jeg enfoldelig om Gud og Kristo, om Tro og Haab og Kærlighed fra det hellige Sted og i Børnekredsen, paa anden Vis i Bog og Skrift, og det igen hel adskillig, som det monne falde. Intet, hverken Krønike eller Grubien eller Kvad er ureent uden for den som mener det, thi Gud haver helliget alle 96 Ting i Kristo, og de ere alle rene, naar de bruges med Taksigelse, saa at Gud æres i dem.

Til den anden Part af Læsere som støde sig, har jeg kun dette kortelig at sige, at ved en aaben Grav sømmer Brudepsalmen sig hel slet, og den Glæde som der skal te sig midt i Bedrøvelsen, maa baade komme ovenfra, og hige derop tilbage. Skulde endelig Nogen støde sig over det, min Bog, saasnart den oplader sin Mund, siger om sig selv1, da vil jeg først ønske, at enhver Læser kunde give sig selv det Vidnesbyrd, at det ei var til ham, den talde, og dernæst melde et Par Ord om Talen selv. Vil Man kalde den ubeskeden, da mener jeg Man gør mig Uret; thi man seer jo let, hvad jeg vil sige, og Hvem der kender sin Bibel, veed, at jeg har udeladt, Alt hvad som, Meningen uskadt, kunde lades ude. Desuden vil jeg bemærke, baade, at jeg vist ingensinde har været mindre hovmodig af mit Pund end netop nu, og at jeg til min Guds Ære indseer, at aldrig har jeg kvædet saa liflig, som siden jeg holdt op at være min egen og traadte i min rette Herres Tieneste. Jeg betænker mig end ikke paa her at tilføie det følgende Vers: men naar det skeer, og se, det skeer, da skal de fornemme, at der har været en Profet midt iblandt dem. Neppe vil Nogen, som og kun kender mig af denne Fortale, derfor mene, at jeg, som en Sværmer, mener at have Aabenbaringer, som Oldtidens Profeter, nei fra en saadan Grille har den Helligaand, hvis Indskydelse Sværmerne tillyve sig, friet mig i Naade, men jeg troer med Luther, at den Helligaand boer i sit Ord, og at naar vi hengive os til det i al Enfoldighed, da taler han til os igennem det. Derfor troer jeg Kristus, naar han lærer os at spaa af Figentræet, og naar jeg seer Søndenvær blæse, veed jeg vist, det bliver heedt. Vel veed jeg, at Mange aabenbar, og Adskillige i Hjertet, le ad mine Spaadomme; men jeg maa svare dem med Kristi Ord: naar I se paa Himmelen, sige I:

Aften rød gør Morgen sød
Morgen rød gør Aften blød.

I Øienskalke! Himlens Skikkelse vide I at dømme, kan I daikke agte paa Tidernes Tegn!

Om de enkelte Digte har jeg kun lidet at sige. Gunlaugs Sagaer forhen oversat i danske Bibliotek af Hr. Kaptain Abrahamsen, og det afholdt mig for nogle Aar siden fra at røre den2; om den *

* 97 har vundet eller tabt ved at blive en Mellemting af Oversættelse og Bearbeidelse, veed jeg ikke selv, men jeg mener den staar passelig paa sin Plads, og det er mig nok. De fleste Smaadigte ere fra Klædningens Side ny, og paa to nær, forhen utrykte. Alle henhøre de til mit indvortes Livs sande Historie, og knytte sig hist og her til mine udvortes Forholde, men jeg troer dog nogenlunde at have undgaaet den Klippe, at lade det Udvortes spille nogen egen Rolle, og mit Indvortes er det jo netop de Læsere, for hvilke jeg skriver, ønske at kende.

Om Mindesangen over Morten Borup har jeg kun dette at erindre, at naar de Vantro, som saa sikkert mene, den ret maa være hvad de kalde et Fantasispil, gøre sig den Uleilighed at slaa op i Pontoppidans Marmora Danica, om Borup selv og1 om Altertavlen i Sankt Klemmens Kirke, vil de med Forundring finde det Samme fortalt ganske tørt, som Factum. Naar de nu tillige vil udregne, at det virkelig var Luthers Fødselsaar 1483 Borup kom i Skolen, vædder jeg, de tænke maa om ikke sige: det var løierligt nok, men det var da kun et Tilfælde! Nu, i Guds Navn, Farvel og læs vel med et enfoldigt Øie, kære Læser! Gud veed, om vi skal mødes meer saaledes ved Nytaarstid, men naar og hvor vi mødes, da gid det ske i Aabenhjertighed og Kærlighed! Kærligt er mit Hjerte i min Ensomhed udbredt mod Alle, gid det maatte mærkes paa min Tale, selv da, naar den tykkes haard!

Udby Præstegaard den 24de Novbr. 1811.
N. F. S. Grundtvig.

[Herefter følger: Gunlaugs og Rafns Saga, optrykt i Poet. Skr. I. 537-74].

*
98

Minder og Sagakvad.

Attenhundrede og Syv.

Strandbakken ved Egeløkke.

Herlig, mangfoldige Syn,
Ud over speilkare Flade!
Thurø og Taasing og Fyø
Skuer jeg her fra mit Stade;
Bag mig den venlige Gaard,
Med sine Mure saa hvide,
Krandset af Skovene staar,
Lun under Bakkernes Side
Lys mod det bølgende Hav.
Mellem de Lande saa skiønne
Flyder det rolige Vand,
Deilig sig Øerne grønne
Løfte i blaalige Strand.
Træerne stande saa stille,
Fuglene tie saa kvær;
Dog monne Smaabølger trille,
Afbilde Tidernes Færd.
O, her er deiligt at være!
Det jeg saa mangen en Stund
Fandt hos de Bølger saa kære,
Her, som og hisset i Lund,
Rundt i de Enge og Skove,
Rundtom paa Høi og i Dal,
Her over trillende Vove,
Hist udi Høieloftssal.
99 Stille og rørlige Blommer
Voxe saa trindt og saa tæt,
Voxe i Vinter og Sommer
Rundt paa den liflige Plet.
Ak! men de Vise jo sige:
Giftig er Blommernes Duft,
Døden sig monne indsnige,
Svøbt i den krydrede Luft.
Ak! ei de Vise allene,
Dette mon sige og mene;
Jeg er en Daare, og maa
Dog med de Vise tilstaa:
Giftig er Blommernes Duft,
Død er i krydrede Luft.
Alt udi tredie Sommer
Vandrer jeg sorgfuld paa Ø,
Mellem de liflige Blommer
Lærde mit Hjerte at dø;
Sært, at endnu mig for Øie
Solen nedglider i Hav,
At den ei hist fra det Høie
Straalende seer paa min Grav!

Dog, du, som bygger deroppe
Høit over Stjernernes Toppe,
Dig være Ære og Pris!
Tak for du saared mit Hjerte!
Tak for du sendte mig Smerte!
Tak! thi du gjorde mig viis.
Tykt udi Slør var indhyllet
For mig din hellige Bog,
Og af Sirener fortryllet
Drømde jeg Daare mig klog.
Dumt og forblindet mit Øie
Saae ikke Glimt fra det Høie
Lyse i Skjaldenes Kvad.
Vittighed, Klogskab og Kulde
Tykdes mig Venner saa hulde,
Med dem jeg vandred saa glad.
Klogskaben kaldte jeg Dyder,
Kulden jeg nævnede Ro,
Spotted med Savn som med Lyder,
100 Sorg jeg som Svaghed belo.
Tungen jeg voved at røre
Kæk i det hellige Hus,
Kildred det kløende Øre,
Saaede Avner i Grus.

Naadig lod Gud sig forbarme
Over mig usle og arme,
Han mig det lærde ved Smerte,
At jeg dog havde et Hjerte,
At jeg til Klogskab og Vid
Satte som Daare min Lid.
Aanden oplukked sit Øie,
Saae sig paa Afgrundens Kant,
Stirred saa fast og saa nøie
Rundt om en Frelser1, og fandt,
Fandt, hvor det faldt:
Gud overalt;
Fandt ham i Digterens Sang,
Fandt ham i Vismandens Ord,
Fandt ham i Myther fra Nord,
Fandt ham i Tidernes Gang;
Synligst og vissest den dog
Fandt ham i Bøgernes Bog.
Stedse den sukker og trænges,
Og med al Skabningen længes
Efter den herlige Stund,
Da sine Døttre og Sønner
Herren med Frihed belønner,
Da vi med Hjerte og Mund
Sjunge: o Fader! du Kære!
Evig hos dig vil vi være!
Saa monne sukke i Baand,
Saa monne længes min Aand,
Nu den dog mægter at kæmpe,
Sorgen i Sind at neddæmpe,
Bære de jordiske Savn.

Mægter - ak ja, naar jeg kunde
Slide de Baand, som mig bunde,
Stande, som her udi Kveld,
Ene med Gud og mig selv!

* 101

Ak men jeg stædes i Vaande,
Naar ei den susende Vind
Køler den kaaglende Aande,
Før den omvifter min Kind.
Da er der Fare paa Færde,
Men jeg vil Barmen omgærde
Dybt udi Norden med Iis,
Kæk vil jeg røre min Tunge
Og mellem Fjelde udsjunge
Asers og Kæmpernes Priis!

Solen er gangen til Hvile,
Stjernerne lyse paa Ø,
Nu vil jeg gaa, jeg vil ile
Rask over Land, over Sø.
Hisset fra Østen
Hører jeg Røsten:
Faderen kalder sin Søn.
Hviskende Stemme
Kan jeg fornemme:
Moderen kalder i Løn.

Du Have! du nyfødte Spæde!
Du strækker med barnlig Glæde,
Som Arme de Blomster mod mig,
Saa tit ved dit Kys jeg har smilet,
Saa tit i din Favn jeg har hvilet,
Og dog - dog forlader jeg dig!
Men græd ikke, Barn, thi jeg lover,
At komme igen, før du sover,
Og sige dig kærlig Godnat!

Maribo.

Hist med brede Aftenskygge
Fruens kære Bolig staar,
Der i Fred de Døde bygge
Paa den stille Kirkegaard.
Mangen En, som nu sig dølger,
Indelukt i snevre Rum,
102 Blev, som jeg, paa Verdens Bølger
Underligen tumlet om.
Tit jeg intet Bedre vidste
Himlens Gud at bede om,
End for Legemet en Kiste,
Og for Sjælen naadig Dom;
Lettere jeg blev om Hjerte
Under Dagens raske Færd;
Dog forfulgde mig min Smerte
Og igen den staar mig nær.
Hen til Kirken vil jeg ile,
Gaarden er en hellig Plet,
O, hvor sødt det er at hvile
Op til Herrens Huus saa tæt!
Mellem sjunkne Grave hæver
Taarnet sig med høien Top,
Og med Taarnet Tanken stræber
Mod Guds høie Himmel op.
Daarer! I, som bygge Grave
Trindt i Mark, i Lund og Have
Til de trætte, døde Been,
Har I da slet ingen Længsel
Efter slig en Bautasteen?
Eders nøgne Støtter tale
Kun om Støvet i sin Dvale,
Kirketaarne kraftig mæle
Om udødelige Sjæle.
Støtten mæler bange Ord:
Han sig hviler nu herunder.
Taarnet siger: han opfoer,
Kun hans Støv i Jorden blunder.

Ak, jeg veed det, naar med kunstig Haand
Lyse, smukke, pyntelige Grave
I opreise rundt i Mark og Have,
Huus I bygge da til eders Aand:
Eders Sjæle i de døde Kroppe
Bygge vil i Graven, som paa Jord,
De har intet Fædreland deroppe,
Ingen Tro paa Herren, som opfoer
Sine Brødre Huset at berede,
Som i Haab de stunde til hernede.
103 Derfor stræbe I med saadan Flid,
Som Ægypterne i gammel Tid,
At forgylde eders Ormehytte.
Noget vidner i jert arme Sind,
At hvis Sjælen nødes til at flytte,
Ganger hist den ei til Gammen ind.

Men, hvorledes? hvor er det jeg staaer?
Er ved Kirken ingen Kirkegaard?
Gaaseflok! imens du er i Live,
Dine Fjedre Tiderne beskrive
Stærkere og mere sanddru, end
Naar enhver af dem er blevet Pen:
Kirkegaarden først maa ligge øde,
Førend du kan sjunge over Døde,
Kirken selv maa med sit Alter rave,
Førend Gaarden med de Kristnes Grave
Vorder Fælled for en Gaaseflok.
Rave? ja, du Stiftets Hovedkirke,
Ret og fuldt afbilder Tidens Færd;
Thi dit Fald du tykkes vis og nær.
Hisset staar af Huset end en Skygge,
Hvor Marie vilde bo og bygge.
Hør du mig, du gamle Klostermur,
Fromme Værk i jammerfulde Dage!
Bag dig Kirken var et Fangebur,
Derfor ei jeg kalder dig tilbage,
Dog ei heller er jeg daarlig nok
Til mit Raab med deres Skrig at blande,
Som i Søvn og Blindhed dig forbande.
Det begriber ei den dorske Flok,
At mod Øxer og mod hvasse Sværde
Du om Kirken var et dygtigt Gærde,
Saa den stod, til Herrens Time kom,
Til den Time, da hans Helligdom
Ved hans Tienere saa nogenlunde
Atter feies og udrenses kunde.
Sandt det er, den stander nu hel reen
Uden Billeder og Dødningbeen,
Men for Levende saavelsom Døde
Daglig staar den mere tom og øde.
Seer I Vandet paa de grønne Vægge!
104 Seer I, hvor de gamle More sprække!
Daglig Kirken hælder til sit Fald,
Renses ei, men reises nu den skal,
Mene I, at bag det høie Gærde
Mere Nød der var for den paa Færde?

Hvad er dette vel for Sprinkelværker?
Hvad vil disse Blomsterbede her?
Ak, nu først jeg eders Attraa mærker,
Gamle Kirke tykdes jer for nær,
Derfor mende I, det var det bedste,
Jer mod den med Jernet at befæste.
For at dæmpe Frygten i jert Sind
Lod I Stakler jer det bilde ind,
Hvad I Angesten I ønsked meer end gerne,
At ei Sjælen ud af raaden Hjerne
Fare skulde; men I vidste nok,
At dernede kun maa lugte ilde,
Derfor Stanken med en Rosenstok
Og med Tusindfryd I vil formilde.

Hvad er det? der ligger jo en Steen,
Flad og ristet paa sin Gammeldags!
Han, som eier disse trætte Been,
Har nok været af et andet Slags;
Længe har den ikke ligger der.
Mon jeg kan i Skumringen mig stave
Til den Gæves Navn, som lod sig her
Paa den gamle kristen Viis begrave?
Diderik - min Gud! saa er det dig!
Gamle Blicher! saa er her dit Lig?
Nu jeg mindes det: paa Klerkemøde
Med din gamle Kristendom du døde.

Ak! saamangt bortsovet Minde
Monne nu i Hu mig rinde,
Gamle Ven! du er hos Gud,
Hvem du tjende tro herneden;
Men hvordan mon det seer ud,
Hvor du byggede forleden?
Snart skal Gunslev Kirke staa
For mig, som i gamle Dage.
105 Sært i Verden det mon gaa!
Naar jeg tænker mig tilbage,
Kun lidt mer end tvende Aar,
Hvergang jeg den Kirke skued,
Kirken med sin Præstegaard,
Hjertet banked, Øiet lued.
Nu jeg skal for Øie faae
Samme Syn fra samme Have,
Og nu skal den Kirke staa,
Som en anden mellem Grave,
Ingen Længsel er i Sind,
Ingen Rødme er paa Kind,
Ingen Lyst til did at flyve.

Stærkt det mig paa Sinde falder,
Tykkes ubevidst og sært,
Hvorfor i den unge Alder
Dette Sted var mig saa kært.
Var det dig, hensovne Ven,
Ene, som mig drog derhen?
Svar mig, Hjerte, du maa dømme;
Ak, men du i tunge Drømme
Har vel dine Længsler glemt,
Eller og saavel dem gemt,
At du end dem ei kan finde.
Kære halvforglemte Minde!
Vil du vaagne nu igen?
Hvorfor mon saa sødt jeg bæver?
Dunkle Skikkelse! hvi svæver
Saa du frem? hvi flygter du?
Hvor i Verden mon du færdes nu?
Mon jeg mer dig skal livagtig skue,
Mens vi færdes under Himlens Bue?

Da mig Verdens Strøm henrev,
Hjertet til en Staadder blev,
Meget Gud mig gav tilbage,
Der han gav mig Jes u Tro,
Kan maaske og Fremtids Dage
Give Hjertet Fryd og Ro?

Dog, jeg sværmer som en Daare,
Hjertet gøres mig saa blødt,
106 Her ei hjelper Suk og Taare,
Lad det Døde være dødt.
Mellem Kæmper, som en Kæmpe
Jeg med Gud vil vandre frem,
Hovedbrud skal Længslen dæmpe,
Til engang jeg kommer hjem.

Gunslev Have.1

Underligt det sig mon føie,
Heel uventet staar jeg her,
Rundtomkring mig staa for Øie
Kendte Skikkelser saa nær;
Alt vil gamle Minder vække,
Samme Lund og samme Hække,
Samme Torne for mig staa,
Samme Roser hos mig gaa.
Har de Aar jeg lagt tilbage?
Var jeg udi Verdens Strøm?
Eller gik kun nogle Dage?
Var det Hele kun en Drøm?
Der er Stuen, mon derinde
Ogsaa Provsten jeg kan finde?
Jeg jo veed det, han er død.
Vaagen var jeg, nu jeg drømmer,
Og at vaagne bedst sig sømmer,
Skøndt min Drøm er saare sød.
Dog, til Drøm kan Ingen regne,
At de Roser hos mig gaa.
Ingen tør jeg mig tilegne;
Venlig dog jeg stirre maa
Paa dem alle som Veninder.

Var i denne Kreds jeg blevet,
Gladere jeg havde levet,
Derfor dog jeg klager ei;
Mindre tabde jeg end vandt,
Thi min Gud igen jeg fandt
Paa den tornefulde Vei.

* 107

Bort fra Hoser mellem Tjørne
End jeg styre maa min Gang,
Mellem Valens sultne Ørne
Glemme Nattergalesang.

Vordingborg.

Bag Gravene hist og de nedbrudte Mure
Der klingede fordum Basuner og Lure,
Der kneisede Borgen saa høit under Sky
Og sendte saa vidt over Lande sit Ry,
Naar Vikinger finge dens Taarne at skue,
Begyndte de saare i Hugen at grue,
Og Snekken sig bøied fra Valdemars Borg.

Nu stander kun Taarnet saa ene, saa øde,
En frygtelig Bautasten over de Døde;
Berøvet din Slægt og din Høieloftssal;
Med Undergang truer du Dværgen i Dal,
Men spar ham, thi Hovedet ikke du rammer,
Som voved med Nødde, med Øxe og Hammer
At øde den gamle Kong Valdemars Borg.

Hist Græsset opvoxer i snorlige Rade,
Der voxde og rørde sig Kæmper i Plade,
Hvor Valdemar lystede evig at bo
Der Nelder i Høieloftssalene gro,
Hvor Fyrster for Dannemarks Konning indstædtes,
Hvor Dannemark skjalv og hvor Dannemark giædtes -
Der tygges nu Drøv af umælende Ko.

Vanartede Afkom! fordærvede Æt!
Naar vil du standse ugudelig Vold
Paa den herlige Old?
Mener du vel, du kan Hæderen stjæle,
Naar du omstyrter de Vidner som mæle
Høit om den hengangne, daadfulde Tid?
Tie da vel hine mægtige Blokke,
Som i din Kraft du ei mægter at rokke?
108 Tier vel Borgens den kneisende Bakke,
Om du end Stenene kunde ophakke?
Naar du beplanter Kong Valdemars Hald
Rundt med Kartofler og Kaal!
Har da ei Sagaen Tunge og Maal?
Tunge tilvisse den har, og den skal
Mæle om dem, som har Daaden bedrevet,
Mæle om dem, som har Værket nedrevet,
Den skal beskæmme, og den skal berømme,
Alt skal den prøve og veie og dømme,
Gruer du ikke for Sagaens Dom?
Vanartede Slægt!
Fædrenes Borge fræk du nedbryder,
Fræk du og spotter med Fædrenes Dyder,
Med deres Dyder og med deres Tro;
Derfor du mener, har Slægterne levet,
Derfor, du mener, er Daaden bedrevet -
For at du Bugen kan mæske i Ro.
Tag dig i Agt!
Det er med Ro som med Livet,
Ei den til Nogen blev givet,
Som den opsøgde paa Jord.
Tro mine Ord!
Vil du dig ikke forandre,
Lærer du ikke at vandre
Ydmyg i Fædrenes Spor,
Ei selv i Grav skal du finde
Roen, din kære Veninde.
Saga skal mane dig op,
Stille dit Aadsel til Skue!
Aadsel af mæskede Krop,
Slægter skal se det og grue.
Beenraden din skal forfærde
Unge og gamle paa Jord,
Af den skal bygges et Gærde!
Gærdet om Kirken i Nord.

109

Attenhundrede og Otte.

Lolland.

Underligt er det at flytte,
Sært at jeg flytter saa glad:
Blomstrende Ø skal jeg bytte
Nu med den taagede Stad,
Bort fra de blommede Enge,
Hvor jeg har hvilet for længe,
Sneg jeg i Mørket mig nu,
Hen til de Mure saa kolde,
Inden for kneisende Volde,
Stander mit Sind og min Hu.
Pyt nu, I engelske Snekker,
Med jeres pralende Dækker!
Stolte I ligge paa Sø,
Dog kan fra Ø og til Ø
Listig vi sætte vor Kaas.
Gabene ere for store,
Portene ere for smaa,
Smække I Porten i Laas,
Har vi ved Siden en Laage.
Eder at narre forstaa
Mesterlig Ulkene vore,
Ulke med begede Braage.
Engelland, vide maa du,
Lodbraag har Sønner endnu.

Kommer I Sønner af Elle!
Lystig jeg nu vil fortælle
Eder en Saga til Skemt,
Som I nok længe har glemt.

Vidste de Grise
Hvad Ormene spise,
Fik de at vide
Hvad Ornen maa lide,
110 Vist de begyndte
Dygtig at grynte,
Beed ikke smaat

Det var den Vise
Regnar engang
Om sine Grise
Døende sang.

Visen fik Ella at høre,
Rimene passelig godt
Klang i det engelske Øre,
Grov var og Visen i Ord,
Grov som en Vise fra Nord.
Guld og de grønneste Skove
Maatte en Stymper han love,
Som skulde fare og speide,
Snakke om Fred midt i Feide;
Bod i de fagreste Ord
Sendte han Drotter i Nord.

Sigurd og Hvidserk tilsammen
Legede Skaktavl med Gammen.
Bjørn med Spyd udi Haand
Saae paa den Leg overborde,
Ivar hin beenløse sad,
Ei er det sagt hvad han gjorde.
Svenden sit Ærende røgted
Stammende kun, thi han frygted.
Bjørn om Spydet saa fast
Knuged sin Haand, at det brast;
Hvidserk han legede Skak,
Saa Blodet af Neglene sprak;
Sigurd med Ormen i Øie
Mærked det ikke saa nøie,
At han for Negle skar Kød;
Ivar udspurgde hel stille
Alt hvad som vide han vilde,
Skifted dog mangengang Lød.
Brødrene vilde sig svale
Brat i den Sendemands Blod,
Ivar kun hørdes at tale
111 Sagte om Fred og om Bod.
Brødrene stilled han knap
Med sin veltalende Tunge,
Master Oldjakson dog slap,
Slap uforskyldt som den unge.

Sigurd og Hvidserk og Bjørn
Hed og strede og tabde.
Ivar han lænted og skabte
Konningen om til en Ørn,
Ribbeen han vidste at tvinge
Til sig at brede som Vinge.
Engelland, mærk paa min Tale
Regnars den beenløse Søn,
Som ei kan haste og prale,
Saadan en kostelig Løn
Eengang endnu dig kan give,
Eengang endnu kan du blive
Hvad du har ærlig fortjent:
Af ham til Ørn udspændt!
Lungen, som længe har hivet,
Han dig uddrager af Livet,
Og i din Ørnegestalt
Strøer han sit nordiske Salt;
Spot ham ei, for han er seen!
Spot ei hans Krøblingebeen!
Ivar i Slag sig lod bære,
Vandt sig dog Seier og Ære.

København.

Atter kom jeg da tilbage,
Axelstad igen jeg seer,
Trende Aar har mange Dage,
Og halvfjerde endnu fleer;
Nogle ere i det Tal,
Som kun silde glemmes skal.
Alle Dage have Nætter,
112 Disse Dage havde tre1,
Som Man ei saa snart forgætter,
Hist er deres Spor at se.

Ranke Gran med gyldne Top2
Groed fordum herlig op
Af et muret Klippestykke;
Nu den ligger dulgt i Grus
Rundt om Herrens brændte Hus,
Aske blev dens Gyldensmykke.
Til at gro i Granens Sted
Strøet er en anden Sæd,
I dens Aske og i Grus
Af det brændte Herrens Hus;
Sæden var den klare Ild,
Træet bliver vist det samme,
Og dets Top skal vorde Flamme,
Den skal blusse rød og vild,
Til den naaer de høie Taarne,
Som til Sone er udkaarne,
Bag det brede Vesterhav.
Dog endnu i Kirkens Læ
Ei opgroet er det Træ;
Mørk og nøgen staaer vor Frue,
Hendes Pragt og hendes Hus
Ødtes af den vilde Lue,
Sørgende hun staar i Grus.

Saa mon og ved Siden stande
Hendes gamle, vakkre Grande,
Nicolai, som før i Sky
Løftede saa kæk sin Isse.
Absalons du kære By!
Dit Forlis er stort tilvisse!
Dine Helgene ei meer
Levende du hos dig seer:
Nicolaus ei beskytter
Længer nu din Sømandsflok;
Kvinden i de lave Hytter
Ved sin Naal og ved sin Rok,

* * 113

Dine Mø'r og Ungersvende
Har ei længer Trøst af Hende,
Deres Moder, deres Frue.
Du maa sørge, du maa grue,
Men du spotter og du leer,
Ei du hører, ei du seer:
Nikolaus, vred i Sind
Vilde dig ei mer beskytte,
Han din Flaade vied ind
Til at vorde Fjendebytte!
Lader du din Frue staa
Længe nøgen udi Gruset,
Sikkerlig vil og forgaa
Hvad du haver kært i Huset.

Dog, hvordan? forgaa? forgik?
Er jeg vorden Katholik,
Eller har jeg Lyst at prime
For lidt stadselig at rime?1
Staar ei Trinitatis end?
Maa ei hvert et Helgenhus
Gerne synke i sit Grus,
Naar kun det vi har igen?
Visselig det er min Tro:
Ogsaa jeg det maatte friste,
Mine Helgene at miste,
Og dog finder Hjertet Ro,
Naar det sig kun trygt forlader
Paa den hellige2 Gud Fader,
Paa hans Søn og Helligaand
I Treenighedens Baand.
Helgene har ingen Styrke,
Derfor ei man dem skal dyrke,
Men hvis troende vi knæle
For vor Gud, de fromme Sjæle
Maa os vorde dyrebare,
Og den store Helgen skare,
Som gaar ind, og som gaar ud
Salig evig hos vor Gud,

* * 114

Som sig neier for hans Stol,
Maa vi mindes, maa vi ære;
Er os kær den lyse Sol,
Maa og Straalerne det være.
Axelstad det mærke du:
Hvis til Himlen stod din Hu,
Havde alt sig reist af Grus
Herrens og din Helgens Huus;
Havde du din stolte Flaade
End at skue og at raade.
Knæl i Helliggeistes Kirke
For Høialtret ydmyg ned!
Beed den Helligaand at virke
I dig Tro og Kærlighed:
Da vor Frue skal af Gruset
Snarlig se sit Hus opstaa,
Lykken ei fra dig og Huset
Med Velsignelsen skal gaa!

Hellige Trefoldighed!
I dit Hus der vil jeg bede
Held til mig i Støvet ned,
Over Huset1 vil jeg lede
Efter dine dunkle Spor
I det stolte, gamle Nord:
Har og Jafnhar, Tridie,
Asaodin, Vile, Ve,
Urd og Skuld og Verande,
Alt hvad som er Eet i Tre,
Skal mig om din Løndom minde,
Skal mit Hjerte til dig binde.
Adam jeg i Odin seer,
Naar han som en Gud sig teer.
Udi Freia jeg vor Frue,
Og i Frei vil Kristus skue;
Thi om Begge er det sagt,
At de eie Lyst og Magt
Til at løse os af Trængsel,
Til at stille al vor Længsel.
Eet dog aldrig glemmer jeg:
At som Frei har Kristus ei

* 115

Givet bort sit gode Sværd,
Gruer ei for Surturs Hær,
Frei mod ham sin Død har fundet,
Kristus ham har overvundet.

Giv da Kløgt og giv da Mod
Til at mane op af Jorden
Ygdrasill med store Rod
Guderne fra gamle Norden!
Rask det gaar mod Byen hen;
Ak jeg har mig nu derinde
Ingen kærlig Ungdomsven,
Endnu mindre en Veninde.
Kun i gamle Pergamenter,
Kun i Grubien og i Sang
Jeg mig Trøst og Glæde venter;
Sukke vil jeg mangen Gang,
Hjertet har saa dybe Længsler.
Styrk, o Gud! den gamle Skrift,
Saa at fast den Aanden fængsler!
Ak, men naar om Nords Bedrift
Jeg ei mere har at tale,
Hvad skal da mig vel husvale?
Ak! naar jeg har sjunget ud,
Frels mig da, o, hjelp mig, Gud!

Til min Fader. (Med min nordiske Mythologi).

Sorg, Bekymring, mange Dage
Blegede din hvide Lok,
Men du gik med elskde Mage
Skilt fra Verdens vilde Flok!
Midt i den nedsjunkne Tid
Paa din Læbe, i din Id,
Leved Jesu Kristi Lære.

Fire Sønner Gud dig gav,
Alle offred du ham atter;
Selv han drog henover Grav
Hjem til sig din kære Datter,
116 Ak, da hvidned dine Haar,
Og dit Hjerte fik et Saar,
Som kun Herrens Ord kan læge.

Fire Sønner du hengav
Gud og Videnskab at dyrke.
Tvende bag det brede Hav
Sjunke ned i Gravens Mørke:
Verdens Edder, Solens Brand
Dræbte dem i fjerne Land,
Stridig randt din Fadertaare.

Brækket, søndret er din Kæde,
Sildig blir den heel igen,
Kun med vemodblandet Glæde
Tvende Led du skuer end:
Skilt, ved lange Rad af Aar,
Fra din svage Yngste staar
Frugtbar kun din Førstefødte.

Stor og tung var Livets Møde
Gennem mer end syvti Aar,
Du for os og for de Døde
Stred saa baardt med trange Kaar;
Men taalmodig bar du Savn,
Naar kun de, som bar dit Navn,
Herrens Frygt og Visdom lærde.

Dog, den ædle Dannekvinde,
Vores Moder og din Viv,
Delde trolig, som Veninde,
Hver en Kvide i dit Liv!
Herren frygted hun, som du,
Kærlig, klog, men reen i Hu,
Letted hun din tunge Byrde.

Kristen er du, men du saae
Glad hver Guddomsgnist paa Jorden;
Jeg, og Kristen, stirrer paa
Guderne i gamle Norden,
Og blandt dem jeg har erkiendt,
Hvorfor Kristus blev nedsendt,
At ved ham kun frelsdes Jorden.

117

Fader! hæft da mild dit Øie
Paa mit Billede af Nord!
Kun ved Grubien og med Møie
Hented jeg det op af Jord;
Nutid vender Øiet bort,
Siger: Livet er for kort
Til at tænke paa det Høie.

Saa du ikke lærde mig,
Men fra Verdens tomme Vrimmel
Bød du Øiet løfte sig
Op mod Herrens lyse Himmel:
Der, du sagde, er vort Hjem,
Mod det skal vi stunde frem.
Fader! tak for Liv og Lære!

[Herefter følger fra »Attenhundrede og Ni«: Nytaarsvers (til den øverste Klasses Lærlinge i Schouboes Institut) og Julefesten; fra 1810: Til Hersleb (ved Skilsmissen paa Valkendorfs Kollegium 1810). Se Poet. Skr. I, Nr. 26, 45 og 47].

Klagesang. (Efter Davids 42de Psalme). 1811.

Som tørstige Hjort monne skrige,
Alt efter det rindende Væld,
Saa monne og efter dig hige,
O Herre, min tørstige Sjæl;
Thi du er den levende Kilde,
Og drikke saa gerne jeg vilde
For aldrig at tørste igen.

De Dage og Nætter henskride,
Og Sjælen kun lædskes med Graad,
Med Sorrig jeg Hænder maa vride,
Jeg veedikke Frelse, ei Raad.
118 Ak! naar vil dog Gud sig forbarme!
Ak, naar maa jeg Usle og Arme
Indgange for Herren at staa?

Jeg er udi Hjertet saa bange,
De Afgrunde ligge saa nær,
Og paa deres Rand maa jeg gange,
Det er kun en jammerlig Færd;
Jeg svimler, mig Rædsel nedknuger,
Mig Afgrunden visselig sluger,
O Herre! o, hør mine Skrig!

Du er jo min Saligheds Klippe,
Paa dig har jeg bygget mit Hus,
Ak, vil du mig glemme og glippe.
Da synker det flux udi Grus;
Alt bryde de Bølger og Vover,
Og medens du tøver og sover,
De lukke sig over min Sjæl.

Naar Andre til Kirke mon gange,
Da sidder jeg her udi Vraa,
De kvæde saa liflige Sange,
Men jeg maa ei høre derpaa;
Min Sang er at sukke og klage,
Saa skride de hellige Dage
For mig, som de søgne, i Kval.

Dog, hvi vil, min Sjæl, du forsage?
Hvi bøies, hvi bruser du saa?
Lad skride de Nætter og Dage,
Og bi paa din Gud, som du maa!
Engang skal den Morgen oprinde,
Da frelst du saa glad udi Sinde
Skal takke og love din Gud.

Hans Lys og hans Sandhed skal føre
Mig op til hans Tempel i Fred,
Der Ordet mit Hjerte skal røre,
Og glemme jeg skal, hvad jeg leed;
Ja, selv skal jeg røre min Tunge
Til Psalmer for Herren at sjunge
Til Lov og til Pris for min Gud.

119

Til en Veninde.1 (11te April 1811.)

Det er den syvende, maaske den sidste Gang,
Da paa din Fødselsdag du lytter til min Sang;
Ak, naar mit Øie vender sig tilbage
Til Aarenes saa snart henrundne Dage,
Da sukker jeg saa dybt, og mangen Gang,
Ja, kun et Suk er denne Høitidssang.

Jeg seer mig som utæmmet Yngling stande,
Hovmodig af, hvad dog jeg maatte sande,
At uforskyldt mig Himlens Herre gav;
Hovmodig og af Dydens tomme Klæder,
Mens Hjertet laa i kolde Marmorkæder
Hel prægtig jordet i en kalket Grav.
Det speiled sig i klare Marmorstene,
Og Hovmods Djævel lod mig daarlig mene,
At kolde Billed var et Hjerte selv.
Paa samme Dæmons Vink jeg vilde
I Fantasiens klare Vinterelv
Opdage Følelsens den varme Kilde;
Dog, Hjertet ei kan Hjerterne bedrage
Saa let, som skuffende sig selv behage.
Min Aand vel Aander til sig drog,
Men intet Hjerte for mig slog.
Forhærdet mit af Hovmods Trolddom lod
Sig heelt forstene udi Saft og Rod.
Det rullede paa Fantasiens Elv
Til Nordens Fjelde og omlagt med Is
Det høit forkyndte sine Frænders Pris.

Paa Fjeldets Top, dog høiere end Vrimlen,
Som dorsk sig vælted udi Dalens Skiød,
Jeg skuede den gyldne Sol paa Himlen,
Hvis Guddomsstraaler Mørket gennembrød;
Jeg saae den Blomst, som i de svundne Tider
De varme Straaler kaldte op fra Jord,
Hvis Krone kæk til Himlen sig opstrider,
Som nævnes Kærlighed fra Syd til Nord,
Da først jeg mærkede mit store Savn,
Jeg vilde Jesu Kristi Lære følge,

* 120

I Liv og Død mig trøste ved hans Navn.
Men ret, som Skibet paa den vilde Bølge
Ei uden Roer kan styres ind i Havn,
Saa var det og med Sindets arme Snekke,
Kompasset pegede mod Himlens Havn -
Men uden Roer ei did den kunde række;
Det Roer kan hugges kun af Kærlighed,
Og hvo som dens Forlis sig selv har voldt
Enhver som lod sit Hjerte vorde koldt,
Af intet Raad og ingen Redning veed.
Ak, det har jeg. Nedbøjet nu jeg stander,
Og med mit Suk sig kolde Taare blander,
Saa kold, som Elvene, der sig nedvælte,
Naar Fjeldets Is for Solen maa hensmelte.
Dog, naar saavidt med Isen først det kommer,
Man haabe tør, den lunknes udi Vaar
Og suger Varme i den blide Sommer;
Derfor ei mer jeg mørk, fortvivlet staar,
Men sukker dybt til ham, om hvem jeg veed,
At Han er intet uden Kærlighed.

Jeg stander for dig paa Skærtorsdags Morgen,
Saa stod jeg og den første Fødselsdag,
Da samlet med dig under Vennetag
Jeg hilsed dig i Sangens kolde Toner;
Men først i Dag jeg stander som din Ven.
Jeg hilser dig, men Øiet stirrer hen
Saa tillidsfuldt paa din og min Forsoner.
Det er i Dag den store Mindefest
Om Nadveren: det helligste af Gilder,
Som Angst og Sorg hos Synderen formilder,
Naar han det nyder som en værdig Gæst,
I Morgen skal vi under Korset stande,
Og vore bittre Taarer sig skal blande
Med Moderens, hvis ømme, bløde Hjerte
De Nagler følde i en dobbelt Smerte,
Som, farvede med Jesu Purpurblod,
Sig trængde grumt igennem Haand og Fod.
Ei over ham, som fra sit høie Sæde
Behersker Verdner med sit Kongespir,
Men over os, vor Syndeskyld vi græde;
Og knæle vi med Tro ved Korsets Fod
121 Skal Taaren blande sig med Jesu Blod,
Al Syndelyst, alt Hovmod og alt Had,
Aftvættes skal da i det røde Bad,
Og sænkes ned med Jesu Lig i Jorden.
Da trøstes vi, da tier Himlens Torden,
De mørke Skyer lysne mer og mer,
Alt som med Il sig nærmer Paaskemorgen,
Opklaret da vort Øie Himlen seer,
Opklaret er og i vort Øie Sorgen;
Naar da forklaret Frelseren opstaar,
Da med hans Vunder vore Hjertesaar
Helbredede til Ar sig mon forvandle;
De Ar os skal i Støvet bøie ned
Og minde os om Herrens Kærlighed,
Som uforskyldt os skænkede sin Naade,
Og løste mildt os Livets tunge Gaade.
Forgæves frister Hovmod da vor Tro,
Forgæves hvisker den i Smigertone,
At selv vi kan os med vor Gud forsone,
Forgæves vil os Daarekløgt forføre,
Og Tidens Spot kan Hjertet aldrig røre,
Det kender Angest og det kender Ro.
O, gid den Tro og høje Ro, Veninde,
Du ogsaa maa beholde eller finde!
Den sidste, store Alvorstime kommer,
Da falmer Alt, som glimrede paa Jord,
Og naar vi stædes for den høie Dommer,
Da hjelpe ei de kloge Modeord,
Da gælder det om hvad som bliver ved,
Om Jesu Tro, om Haab og Kærlighed.
Og nu tilsidst: gid hellig Moderglæde
Opvoxe for dig med din kære Spæde1,
Lad ingen giftig Urt med onde Duft
Forpeste om din Blomst den rene Luft,
Thi agt det vel, at af den Blomsterstengel
Udspringe kan en Djævel og en Engel!
Dig styrke Gud! du ømme fagre Kvinde!
Og vær til Døden mig en tro Veninde!
Som du i mig har nu en trofast Ven.

*
122

Til Slbbern. (Udby i Juni 1811.)

Her sidder jeg i aabne, lyse Skur,
Fra Jord og Træ mig Blomsterduft omringer,
Og nødig kun til Stadens Fangebur,
Til kvalme Dunkelhed sig Aanden svinger,
Men hisset i den kvalme Axelstad
En Ven jeg har, som jeg Farvel maa sige,
Og det jeg har at mælde ham tillige,
At jeg er rolig og i Herren glad.

Os Pindse samled i den store Stad,
Og Pindsedagen nu os skilte ad!
Da Vaaren kom med sine lune Vinde,
Det for beklumret tykdes os derinde
Bag Valkendorfs den skumle Askemur,
For snævert blev det inden fire Vægge,
Og flagrende, som Fuglen i sit Bur,
Ud i det brede Fri vi higed Begge.
Dog til Farvel vi titte venlig ind
I Kamrene foroven og forneden,
En Taare perler paa den varme Kind
Ved Tanken om hvad der er nu forleden,
Ei mindes jeg de svundne Samfundsdage
For daarlig nu at ønske dem tilbage,
Nei, kun for rørt dig Vennehaand at byde,
Og mest for ham mit Hjertes Tak at yde,
Som hjem til sig mig lokkede og tvang.
Han stilled mig for Øie Luesværdet,
Hvormed vort Fald har Paradis omgærdet,
Og endte saa forvoven Styltegang
Paa Randen af de brede Fjeldekløfter;
Han splitted vældig med sit stærke Lyn
Det Mørke, der formaaede at skjule
Saa trædsk og tæt Afgrundens dybe Hule,
At over den hengøgled fagre Syn,
Som skuffende i Drømme mig forlysted.
Han hjem til sig mig lokkede og tvang!
Hans Guddomsrøst jeg hørde, naar jeg sang,
Jeg hørde den igennem Vennemunde,
Han gav mig Kløgt og Lyst til saa at grunde
123 Paa Sagas Runer, at af dem jeg saae
En Solekrands forunderlig sig vinde
Om Jesu Christi høie Guddomstinde;
Han lærde mig at varsle og at spaa;
Ja, da jeg tog forfængelig hans Naade,
Han tugted mig, men tugtede med Maade.
Med vældig Arm han bøied stolte Sind,
Han smelted Isen i det kolde Hjerte,
Og jeg fornam det under bitter Smerte,
At til sit Tempel han det vied ind.
Da lærde Hjertet under Tvivl og Strid
At føle Sorrig og at føle Glæde,
At føle sukkende i lange Tid,
Hvor tungt det er at ikke kunne græde.
Jeg takker Gud, og takker ham i dig,
For alt dit Venskab i de tunge Dage;
Du færdedes, du leed, du bad med mig,
Du kedtes ikke ved min Jammerklage.
O store Gud! hvor var jeg døv og blind!
Hvor kunde dog mit skrøbelige Sind
Sig tro af dig forladt, forskudt og glemt,
Da med en saadan Ven, ja Venner der ham ligned,
Du naadefuld i Nøden mig velsigned!

O kære Ven! jeg har ei Sølv og Guld,
Og lavt du skatter kun det blanke Muld,
Men hvad jeg har og hvad du helst vil have,
Jeg giver dig i Jesu Navn til Løn.
Mit Hjertes Tak det er min første Gave,
Den anden er mit Hjertes varme Bøn
Til Ham, som er fra Evighed den Samme:
At Gnisten, som i dig han lagde ned,
Maa luttret vorde til en hellig Flamme
Og skinne hos ham i al Evighed!
Vi grubled begge over Livets Gaade,
Men om dens Løsning vi forligdes ei,
Derfor og nu vi paa adskillig Vei
Udhigede fra kvalme Axelstad:
Du higed efter Færd og Folkevrimmel,
Jeg efter Faderhusets stille Krog
Og rolig Syslen under Hjemmets Himmel;
Thi jeg har fundet i den ene Bog,
124 Hvad i dig selv, i ny og gamle Bøger,
Hos fjerne Folk og vise Mænd du søger.
Min Vei var kort, og din er saare lang,
Derfor og jeg alt har fuldendt min Gang,
Mens end til din du monne dig omgjorde.
Ei mene du, jeg dømmer dine Skridt!
Ei daarlig Hovmod nu mit Øie blænder,
For dig og Alle jeg det frit bekjender,
Hvad jeg erkender og har følt saa tit:
At skarpere er vist det Sjæleøie,
Som laandes dig i Naade fra det Høie;
Men derfor ei jeg dølger faste Tro,
At om du stirrer nok saa vist og længe,
Du Skyen ei formaar at gennemtrænge,
Bag hvilken Gud i skjulte Lys mon bo.
Ja, end jeg vover det for vist at mene,
At om al Jordens Vise sig forene,
Opsvinge sig mod Himlens lyse Bue,
Nedgrave sig i Jordens dunkle Stue:
De aldrig dog i Klippens Agerreen
Oppløie nogentid de Vises Steen,
De komme dog ei til Magnetens Leie,
Som styrer Jorden paa sin lange Færd,
Ei til den Sol, om hvilken sig mon dreie
De lyse og de mørke Kloders Hær.
Tilsidst jeg tro'r, at om hver kløgtig Aand
Gik villig frem i Herrens Ledebaand,
Blev sikkerlig langt høiere hans Gang,
End nu hans Flugt, thi Herrens Arm er lang,
Og naar vi staa paa Tankens Grændseskel,
Sig for os løfter Troens høie Fjeld,
Hvorfra vi det i klare Speil kan skue,
Som skimtes ei fra Kløgtens Myretue.
Dog, blandt de Urter, som saa yppig gro
l Paradisets nyopiukte Have,
Ei Indsigt, men den høie Sjælero
Vurderes maa som Troens bedste Gave:
Det er en Blomst, som evig kan bestaa,
Den stykkevise Indsigt skal forgaa.
Du saae min Ven, hvor smaalig sig min Aand
Udvikle lod af kolde Vinterbaand,
Du saae, at det med Vaarens lune Vinde
125 Blev lunere og lysere derinde,
Men at dog hid og did de Skyer droge
Og Solens varme Straaler let forjoge.
Apostlene paa hellig Pindsefest
Iførde blev med Kraften fra det Høie;
I Pindseugen det sig maatte føie,
At jeg indviedes til Herrens Præst.
Adskillige de Naadegaver ere,
Men skænkes alle af den samme Aand:
Da Brødrene med paalagt høire Haand
Af Herren skulde det med Suk begære,
At Kærligheds og Krafts og Sandheds Aand
Miskundelig paa mig neddale vilde,
Da aabnede sig Hjertets Taarekilde,
Da sprængde Sjælen sine Fængselsbaand;
Og der jeg hørde Brødrene tilsammen
I Jesu Christi Navn at sige: Amen!
Da blev det Samme i mit Bryst udtonet.
Og jeg mig følde med min Gud forsonet;
Da hastede jeg ud fra Axelstad,
Jeg takkede, jeg higede, jeg bad,
Jeg vandred frem i blide Morgenstund,
Men der jeg nærmed mig den kære Grund,
Hvor Barnedagene henflød saa trygge,
Hvor gamle Fader end mon rolig bygge,
Og med sin kære, alderstegne Viv
Henstirre trøstig paa det sande Liv,
Da gjordes det mig trangere om Hjerte
Ved Mindet om den glade Barnetid,
Ved Mindet om de sidste Dages Smerte,
Ved Tanken om den store, tunge Id,
Som end er tungere i vore Dage
End hele tre Aarhundreder tilbage,
At føde og at vogte Herrens Hjord!
I Skovens Udgang paa en gammel Steen
Jeg satte mig, optog af lidet Gemme
Det Testament, hvori jeg læsde hjemme,
Da jeg som Barn fra dunkle Dagligstue
Oplærdes til mod Himlene at skue.
Den gamle Bog mig trolig havde fulgt
Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge,
Men dog engang, desværre, alt for længe
126 Dens Aand var for mit blinde Øie dulgt.
Jeg den oplod, og hvor mit Øie faldt,
Der fandt det ogsaa uden Leden Alt.
»Hvor er, o Død, din Braad? hvor Helvede din Seier?
»Vor Synd var Dødens Braad og Loven Braaddens Størke,
»Men lovet være Gud, som os ved Jesum, Herren
»Har givet Seier nu!
»O stander Brødre da som Klippeblokke!
»Og lader jer ei ryste, ja ei rokke!
»Udretter flittigen det Herrens Værk!
»Vel vidende at ei forfængelig kan være
»Den Gerning, som er gjort i Gud og til hans Ære*).«
Nu Kirketaarnet løfted sig deroppe
Ved Grinnebakken mellem Asketoppe,
Og hurtig svandt de dunkle Barneminder
For lyse Ahnelser af Manddomsfærd.

Saamangt et Baand mig til den Kirke binder:
Det skøreste er at jeg døbdes der,
Det stærkeste at der jeg Gud skal tjene.
Hvor gamle Fader i de mange Dage
Gudfrygtig talde Herrens rene Ord,
Nu jeg skal tale til det aabne Hjerte,
Med Ordets Balsam lindre hver dets Smerte,
Velsigne Folket fra det høie Kor;
Og hvad jeg taler under hvalvde Bue,
Og hvad jeg taler i den lave Stue,
Mig selv kan røre og med Kraft husvale;
Thi hvad jeg der skal ved Guds Naade tale
Er ikke mit, men Herrens eget Ord.
O, det er kvægende, min Ven, at vide
Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide,
Og ingen Tanke er saa trøsterig
Som den, at ei uvis, forfængelig,
Vor Gerning er, thi den er Herrens egen.
Naar mellem Torne og paa Sten og Vei
Det tykkes os, vi Sædekornet spilde,
Naar anden Høst af Øiet skues ei,
End Had og Spot, da staar det sig kun ilde
Med den der ei sin Tales Sandhed tro'r,

* 127

Og hvem kan tro paa sine egne Ord?
Men vi som tro, vi aldrig kan forsage,
Vi sukke kan, roen aldrig daarlig klage,
Thi udi Troen vi saa vist det veed,
At Christus sørger for sin Menighed.
O gid det Mod, den Fred, som strømmed ind
Med denne Vished udi Siæl og Sind,
Og ved din Vandrings Maal maa dig opfylde!

Farvel, min Ven, og tro min stille Tanke
Dig følge vil, hvor end du monne vanke!
Men tit jeg og vil knæle for den Høie,
Med Bøn, at han oplade vil dit Øie,
Saa gennem Kristi ringe Klædedragt
Du klarlig seer hans høie Guddomspragt!
O, da blev du en Jesu Kristi Kæmpe,
Som kunde med din Tordenrøst neddæmpe
Det hæse Skrig af tusind usle Dværge,
Som mene, deres Muldvarpskud er Bjerge,
Og løftede paa Tæerne, bele
Alt hvad de ei fra Dværgebakken se.

Udby Have.

Have! du som vidt dig breder
Rundt om gamle Præstegaard,
Venligen du mig hjemleder
I de skønne Barneaar.
Dette Vildnis, disse Gange
Bleve tidlig mig for trange.
Da jeg var en lille Dreng,
Da end maatte for mit Øie
Dine Gærder tykkes høie,
Laa jeg i din grønne Eng,
Saae til Himlen, grunded paa,
Hvordan Gud dog kunde gaa
Oppe paa de tynde Skyer.
128 Det mig var en Lyst at se,
Hvor de Skyer kunde drive,
Og saa underlig sig te,
Ret som om de var ilive.
Naar jeg saadan ensom laa,
Meget jeg afbildet saae
Paa den Himmel rød og blaa,
Som end dunkelt jeg kan mindes.
Siden da jeg voxde lidt,
Laa jeg ogsaa her saa tit;
Men jeg laa med Bog ihænde,
Krøniken mig var saa kær,
Lystig var i den min Færd
Hen til Tids og Verdens Ende.
Jeg med Baden 1 og med Kall 2
Løb igennem hele Tiden,
Men om sligt et Kongetal
Var mig slig en Bog for liden,
Det mig var saa haardt imod,
Naar saa tørt hos Baden stod:
Hvad der om de gamle Dage
Er af Krønike tilbage
Er opfyldt med Digt og Fabel,
Saasom om Deukalion,
Argonauter, Herkules
Og om Bachi Eventyr.
Ved mig selv jeg sagde tit:
Herre Gud! Han kunde dog
Sagtens la' os høre lidt
Om den Flod og om det Tog,
Om de vakkre Eventyr,
Det dog morsomt var at høre.
Kali jeg grumme morsom fandt:
I hans Bog var mangen Ting
Sagt med saadant artigt Sving,
At jeg kunde ret fornemme,
Noget Sjælen gennemfoer;
Jeg var bange for at glemme
Af den Tale mindste Ord;

* * 129

Tit jeg inde i min Sjæl
Høit dem læsde for mig selv.
Saadan mangengang jeg læsde,
Hvordan Østenvinden blæsde
Heftig paa det røde Hav,
Laved Herrens Folk en Vei
Og Ægypterne en Grav.
Ligesaa mig tit fornøied,
At Kong David lagde til
Tjenesten sit Kvad og Spil,
Som dens Majestæt forhøied.
Det var ogsaa gyldne Ord
Om hvordan Sesostris foer,
Og at hver en Pyramide
I sin Pragt os minded om,
Hvad vel Folket maatte lide,
Før til saadan Vext den kom.
Det endnu mit Sind forlyster,
Hvordan mod de fjerne Kyster
Tyrierne spændte Seil,
Og af Stjernerne veiledte
Sig paa Verdens Hav udbredte,
Uden der at seile feil.
Ogsaa jeg med Jason drog,
Og fra det trojanske Tog
Blev jeg heller ikke hjemme.
Cyri Rige klart jeg saae
Vidt sig brede for mit Øie,
Skøndt jeg vidste ei saa nøie,
Hvor det udi Verden laa.
At ved Marathon de Faa
Hundredtusind kunde slaa,
Maatte, Have, du undgælde
Med din Skreppe og din Nælde;
Naar mit Skib i Parken drev,
En Themistokles jeg blev.

Naar jeg efter Borgerkrige
Læsde om Augusti Rige,
Om hvordan det som en Slave
Lod i Stilhed sig begrave,
Tykdes det mig rent omsonst
130 Med den Videnskab og Konst;
Thi det heed: Men Religionen!
Sælsomt ændrede sig Tonen,
Taaren mig i Øiet stod.

Hav da Tak, du kære Bog!
Megen Fryd du mig har givet,
Og igennem hele Livet
Vil det kendes, at dit Sprog
Har min første Stil mig givet.
Naar jeg hørde dig hudflette
Halv med Uret, halv med Rette,
Halv jeg Strømmen maatte følge,
Kunde det dog aldrig dølge,
At for mig du ei var svær,
Men mit Hjerte saare kær.
Man omsonst din Mage søger
Mellem nye Billingbøger,
Der maa baade Sjæl og Sind
Blive dorsk og sove ind;
Ingen Varme, ingen Fynd,
Kun det bare Vand og Dynd.
Hist og her man i det Vand
Visne Blomster finde kan,
Aldrig dog et kraftigt Ord,
Som kan grave dybe Spor
I det aabne Barnehjerte.
Det er vort Oplysningstræ,
Som bær slige rare Frugter!
Næsen faar og sin Bekomst,
Hver en Frugt er selv en Blomst,
Thi den alt paa Træet lugter.

Nu farvel, du lille Bog!
Lille jeg dig dengang fandt,
Og det var vel ogsaa sandt;
Til en Bog om hele Tiden
Var du sagtens lidt for liden.
Suhms den vakkre Bog om Nord1

* 131

Havde mangt et herligt Ord,
Som mig glæded, som mig greb;
Intet dog, som det han skrev,
Da han Pennen vilde lægge,
Endnu hører jeg hans Røst:
»Unge! det er jer jeg vil
Som en Fader tale til,
I er Landets Haab og Trøst.
Naar I eders Old betragte,
Rives da ei af den hen,
Til Guds Ord at ringeagte,
Til at svige Drot og Ven!
Vogter jer, at ei I taber,
Mens I dyrke Videnskaber,
Eders Tro og eders Dyd!
Elsker altid Fædrelandet!
Mellem eder skiller Vandet;
Sproget har adskillig Lyd;
Eder Alle lige godt
Kan dog samme Gud forstaa;
Til jer Alle samme Drot
Lader samme Ord udgaa:
Ære Kongen! frygter Gud!
Det er Herrens eget Bud.«
Gyldne Ord i tunge Dage!
O, vist mangen Ungersvend
Har I holdt og kaldt tilbage,
Saa ei Tiden rev ham hen!
Kierulf, Kierulf!1 o, hvor kunde
Du udslette disse Ord?
Gaar uvarslet nu til Grunde
Mangen Ungersvend i Nord;
Du har følt det, da du døde,
Det er din - og Tidens Brøde.

Vakkre Bog om Mænd i Nord!
Lyst du gav mig til at drikke,
Men min Tørst du slukked ikke,
Du var og for knap paa Ord.

* 132

Med de tykke Folianter,
Med sin Ramus1 og Lyskander2
Maatte Fader rykke frem,
Knap jeg kunde bære dem;
Men det var en Hjertens Glæde,
Naar jeg først kom ret til Sæde,
Saae det danske Kongeblod
Springe af sin dybe Rod
Midt i Adams Paradis,
Saae det rinde, saae det bruse
Rundt i alle Kongehuse,
Delde paa min egen Viis
Nød og Seier, Had og Pris
Ærlig med hver Herrestamme,
Som vor fælleds gamle Amme
Havde fostret kæk og stor.
»Helled med Ebbe og Aage saa fro,
»Da de for Hunger af Skaane dro«,
Satte saa stolt mig hos Theodorik,
Hersked med ham over Franker, Burgunder,
Slikkede dybt, da hans Rige gik under,
Hadede Narses, blev glad, da han fik
Ordre at komme til Hoffet og spinde,
Gladere end, da han loved at tvinde
Traad, som Sofie i hele sit Liv
Ei skulde skære med Sax eller Kniv;
Hørren, hvoraf han den Traad vilde sno,
Saae jeg paa nordiske Hager at gro:
Nordiske Hør paa den nordiske Ager,
Paa Longobardernes skæggede Hager.
Skaaret og spundet og tvundet den blev;
Traaden var lang og var tyk som et Reeb,
Snoed sig tæt om Italiens Lænder,
Spottede Saxe og Knive og Sværd,
Maatte dog siden, opraadnet saa nær,
Briste og smuldre i Frankernes Hænder.

Dog, jeg mærker, Havens Gange
Blev mig nu igen for trange,
Trange, som min Barnesko;

* * 133

Men heel gerne vil jeg gemme
A! min Kløgt igen og klemme
Foden i den lille Sko,
Hvorfor mon de nye Franker
Jeg i Hugen var saa gram,
Ønsked dem al Last og Skam?
Det gik om i mine Tanker,
Hvordan Klodovig fremfoer
Mod Vestgotherne fra Nord.
Da Lyskander var forbi,
Syn jeg fik
Paa to underlige Bjerge,
Mig det gik,
Som det gaar saamange Dværge;
Det, der gemde i sit Skød
Gyldne Malm saa reen og rød,
Tykdes mig saa graat og bart;
Det der var saa grønt paa Tinden,
Men saa tomt og hult forinden,
Tykdes mig saa grumme rart.
Guldberg1! jeg fra dig bortgik,
Da jeg Syn paa Holberg2 fik.
Underligt! ved Holbergs Side
Jeg Martyrerne saae lide;
I hans Glas jeg maatte se
Kættere og Kirkefædre,
Maatte tit med ham bele,
Hvad jeg sent har lært at hædre.
Hjertelig jeg dengang lo,
Hvergang Paven fik en Næse,
Hvordan Henrik kneb Paskai -
Det var Noget jeg gad læse.

Hvordan Frederik den Anden
Turde trodse Kirkebanden,
Hvordan Nogaret i Stads
Trak den gamle Bonifas
Paa en Esel ud og ind,
Klappede ham under Kind

* * 134

Med det haarde, kolde Staal,
Det var Noget, jeg gad seet.
Harmefuld jeg saae paa Baai
Johan Hus som Martyr segne,
Glad for Ziskas Navn og Staal
Saae jeg Kardinaler blegne;
Men da siden Svanen kom,
Tænkde jeg, nu ret vor Gammen
Skal vi se paa ham i Rom;
Men nu Holberg gik sin Vei,
Ene og forladt stod jeg.
Fader smiled ad min Jammer,
Hented ovre fra sit Kammer
Nok en Bog, hvori der stod
Luther baade først og sidst1.
Det jeg aldrig havde vidst,
At Man gjorde hele Bøger
Om en saadan enstig Mand.
Aldrig det jeg glemme kan,
Hvor jeg Pusling blev henrevet,
Som jeg neppe før var blevet,
Ved den gæve Mands Bedrift
Inde i vor Dagligstue
Paa det brune Bord jeg sad,
Stirred i den Bog saa stivt,
Glemde baade Øl og Mad,
Hen til Maden Man mig drev
Men min Sjæl hos Luther blev.
Hvad saa end jeg fik at høre,
Altid klang det i mit Øre:
»Til Vorms jeg vil, om i den Stad,
End paa hver Sten en Djævel sad!«
Det var mig en grumme Mand,
Dog mig tykdes nok jeg gad
Fulgt med ham til slig en Stad.

Gamle Doctor Morten Luther!
Dengang var jeg otte Aar,
Tyve til jeg nu har levet,
Og først nylig er det blevet,

* 135

Ai igen jeg for dig staar
Med det Hjerte, Syn og Mod,
Hvormed da som Pog jeg stod.
Gamle Ordsprog sviger ei:
Frem og hjem er dobbelt Vei.

Kloge Mænd! som det tør mene,
Det dog vel ei var saa stort,
Hvad den Mand har sagt og gjort,
Vilde bare I det prøve
Blot en Tusinddel at øve,
Skulde I det sikkert mærke,
Hvad den Bolde, hvad den Stærke
Leed og stred og d o g bestod,
Og hvorfra han fik sit Mod!

Kære Have, vredes ei
For saa tit jeg gaar min Vei!
Gammel Vane bider bedst,
Tidlig jeg den maatte følge
Over Land og over Bølge.
Slig en Have, slig en Gang
Som imellem dine Bøge,
Jeg forgæves vilde søge
Paa den lange, paa den brede,
Vilde Hede.
Der forgæves og jeg saae
Efter Sjælens vakkre Blommer,
Bare Vinter, ingen Sommer,
Kun det tørre Lyng og Straa!
I Kornel og i Justin
Siger Man er slet Latin;
Selv jeg siger om det Andet,
Det er baade tørt og vandet,
Hvad da ei kan undre Nogen,
Der har lært, at Sagaskrift
Er den seneste Bedrift,
Men kan dog ei længe skrives,
Naar ei længer Daad be drives.
Af en Hvitfelds Halm og Hø
Sagasandsen let kan dø.
Ja, det end er større Held,
136 Naar den ei sig leer ihjel
Af en Holbergs Killeurter.
Du vist mener, Thyregod!
Du kan sige mig imod,
At dit1 Navn er allerede
Ret et vakkert Sagaord,
At du midt paa vilden Hede
Er et Træ fra gamle Nord,
Som har under Jellings Steen
End sin mindefriske Rod,
Det er Thyre Dannebod.
Navnet staar saa bart, saa ene
Som din gamle Egeskov,
Der nu fures af din Plov,
Som de ædle Skrammers Vaaben
I dit Kirkekor ved Daaben.
Dog, ei længer jeg er blind,
Klarlig staar det mig for Øie:
Eftersom Man er i Sind,
Maa og Tingene sig føie.
Tit det Barnlige forgaar,
Mens Man end er Barn i Aar,
Da en Stund maa Saga tie,
Hun maa tie, hun maa bie,
Til vi vorde Børn igen;
De som efter Nyt kun hige,
Maa fra Hendes Aasyn vige,
Gaa til Hendes Terner hen.
Da jeg var i Sindet liden,
Sad hun med mig paa sit Skød,
Med en Røst saa blid og sød
Sagde hun mig Sagn om Tiden.
Stille lytted jeg derpaa,
Foldede de Hænder smaa,
Praled ei med hvad jeg hørde.
Siden mærked jeg kun Ord,
For mig selv at gøre stor,
Hvad jeg hørde, hvad jeg vidste,
Fra det Første til det Sidste,
Jeg med Hovmod og med Bram

* 137

Sagde Hver som høre vilde;
Derfor Saga blev mig gram,
Derfor gik det mig saa ilde.
Ordene til Bram og Skemt
Bleve stedse mig i Minde:
Men jeg havde Tonen glemt,
Kunde den ei mere finde;
Samme Bøger frem jeg tog,
Samme Blade jeg opslog,
Samme Stave der jeg saae,
Men som blege Lig de laa,
Intet rørde, Intet vilde
For mit Øie sig afbilde!
Ak, først nylig, ja først nu,
Tonen jeg igen kan høre,
Nylig først jeg kom ihu,
Hvad saa dybt mig kunde røre.
Saa det mig og siden gik
Med de Psalmer fagre, kære,
Som jeg, efter gammel Skik,
I min Barndom maatte lære:
Hver og een mig tykdes glemt,
Men de havde dybt sig gemt
I det lukde Hjertekammer;
Og da Herrens Lyn slog ned
Med et Brag jeg ei kan nævne,
Gennem Dørrens brede Revne
Fangerne udgik med Fryd.
Brat fornam jeg kendte Lyd,
Ordene mig laa paa Tunge,
I mig tykdes det at sjunge:
Fra Himlen højt komme vi nu her!
Tonen var saa kendt og kær,
Det ei Andet kunde være,
Svare maatte jeg til Løn;
Lov og Tak og evig Ære
Ske dig, o Guds hjerte Søn!

Som min Frænde, Thyregod!
Du paa nøgne Hede stod,
138 Du, som jeg, og jeg, som du
Havde ikkun lidt tilbage:
Barndomstiden var forglemt,
I et Ord sig havde gemt
Mindet om de gamle Dage.
Tidig ei, men graadig kun
Var den Sjæl som kræved Føde,
Ellers ei din Hedebund
Havde været gold og øde.
Er der ei et helligt Træ,
Som ei har sin Rod hernede,
Og som derfor uden Læ
Voxe kan paa vilden Hede?
Mon det ikke Frugter bær,
Som hos hele Folkefærd
Ene, uden Hjelp, det mægter
At undfange, avle, amme,
Nære gennem mange Slægter
Dyb og hellig Sagasands?
Kunde ei hos mig de samme
Have næret samme Sands?
Gamle Moses! hvor mon lød
Sagas Stemme honningsød
Som igennem dine Skrifter?
Hvo fik Evne til, som du,
Saa at komme ret ihu
Guds de tidlige Bedrifter?
Store Seer, Samuel!
Ja du hele prude Skare!
Som det undtes at forklare
Jehovah for Israel!
Hvem blev saa det aabenbaret?
Hvem har vel, som du, forklaret,
Lyst den Løndom udi Skrift:
Sagaen er Guds Bedrift?
Dengang end saa fast jeg troed
Paa det hemmelige Baand
Mellem dig og Sandheds Aand,
Aanders Aand foruden Mage,
Som kan Dybheds Dyb randsage.
Jeg endnu med Tro og Lyst
Hørde paa din Guddomsrøst
139 Gennem Mølmans hæse Strube1;
Men at ei den søde Klang
Lokked mig til Herrens Kube,
Hvor du selv saa liflig sang,
At jeg heller vilde grunde
Paa det Ord, saagodt jeg kunde,
End med barnlig Tro og Fryd
Mærke paa dets Kraft og Lyd:
Vidne om, jeg alt var hildet
I min egen Klogskabs Garn,
Halv fra Gud og Tro forvildet,
At ei længer jeg var Barn.

Have! jeg det mærker seent,
At jeg dig jo glemmer reent,
Dog, ei reent, men ikkun nær;
Underligt det sig mon føie:
Sangen selv sig veed at bøie
Til et Billed paa min Færd.
Ret som fordum jeg hver Sommer,
Ogsaa den kun til dig kommer
Stundom i et kort Besøg.
Naar jeg saadan til dig kom,
Løb omkring og saae mig om,
Rundt herude som derinde;
Faldt det dig da ei paa Sinde,
At jeg paa den vilde Hede
Havde vandt mig til det Brede?
Det paa Alt sig mærke lod,
Allerbedst dengang jeg stod
Graadig for et Pulterskrin:
For det danske Magasin2.
Alt jeg slugde, som der laa:
Præst Johan og Tyge Brahe,
Gamle Skøder ovenpaa,
Dronning Dorthe, Tage Thott,
Messedøden, Stort og Smaat!
Tærskersult og Tærskermave

* * 140

Man til slig en Kost maa have,
Den endda fordøies seent.

Nu igen en stund, Farvel,
Have, med de ranke Bøge!
Tvende Somre skride hen,
Da jeg ei dig maa besøge.
Med det Samme og Farvel
Thyregod og Laurids Feld!
Elskde Lære, takket vær
For de mange svundne Dage!
Som en Søn jeg var dig kær.
Hvis jeg Noget har at klage,
Er det, at mit lette Nemme
Og dit faderlige Sind
Gjorde alt for tit dig blind,
Lod dig alt for ofte glemme:
At hos Drengen Overmod
Er en ond og bitter Rod.

Aarhus! med dit gyldne Spir!
Du som har til Danmarks Sir
I dit Skød og i din Skole
Fostret mangen Hædersmand:
Gamle Morten, gamle Ole,
Ole Rømer, Ole Vorm,
Tavsen, Fris, Pontoppidan,
Jørgen Samsing og Hans Skonning,
Jydekubens vakkre Dronning!
Ogsaa mig du ruged ud.
Vel jeg kun din Stifsøn var,
Yenlig dog din Honning klar
Vilde du i mig indtvinge.
Dine Visere omsonst
Med al Ømhed, med al Konst
Bredte ud min lille Vinge,
Fløi, og lokkede saa blidt,
Dalede igen saa tit,
For at jeg mig skulde svinge
Med dem over Land og Hav,
Over Dorskheds fæle Grav
Til Hymett og Libanon.
141 Altid blev jeg ved at flagre
Om paa golde Tidselagre,
Satte mig hel stolt og glad
Paa et døsigt Valmublad.

Aarhus! ja, du vidne skal,
At ei Heden, men jeg selv,
Dorske Hovmod i min Sjæl,
Førde mig fra Sagas Hald.
Aarhus! ja du veed det bedst,
Tvende Aar jeg var din Gæst,
I den Tid jeg aldrig saae,
Hvor din Morten Borup laa
Med sit stolte Adelsbrev:
Med sit Ris og med sin Greb.
Borup! hvad maa du dog tænke!
Dine Been du lod nedsænke
Mellem Helligdomme to,
Hvor du lystede at bo;
I dem begge dog dit Minde
Længe ei var mer at finde:
Clericali et Regali 1
Hørdes ei i mange Aar,
Spiret har saamangen Vaar
Udi Lund og Enge vist,
Siden der blev sjunget sidst:
In vernalis temporis
Ortu lætabundo. 2
Skolestøvet dig forfulgde,
Selv da du i Graven laa,
His og Greb det længe dulgde,
At dem intet Øie saae;
Mester Morten var din Ven,
Splittede det Støv saa vidt,
Løftede din Sten igen,
Men det hjalp kun grumme lidt,
Støvet immer dig forfulgde
Og igen din Ligsten dulgde.
Erik Broby og omsonst

* * 142

Prøvede en anden Konst,
Hugged paa sin egen Viis
Blandt saamangen Marmorsteen 1,
Ogsaa dig en lille een,
Fløtted did din Greb dit Ris;
Støvet, som dig end forfulgde,
Ogsaa her dit Vaaben dulgde;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Var, at her du under Støvet
Mere vakkert Selskab fandt.

Nu kom frem en anden Jyde 2,
Som har feiet pæn og reen
Mangen støvet Mindesteen,
Og det kan dig ei fortryde,
At han fløtted Greb og Riis
Ind i Nordens Kirkehave,
Hvor de staa med værdig Pris
Mellem Sværd og Bispestave,
Hvor med Seigl og Bog og Pen,
Du har selv saamangen Ven.
Støvet vil dog vist forfølge,
Ogsaa her dit Vaaben dølge;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Er, at med dit Hædersminde
Du det bedste Selskab fandt,
Som i Norden er at finde.
Hvil da under Støvet sødt
Med det stolte Skoleris,
Som optugted Johan Fris,
Og saamangen Biskop fin:
Tavsen, Skonning, Sadolin.
Til et Ris, som dit, igen
Fostrer Danmark slige Mænd,
Naar da over Støv paa ny
Aanden løfter sig mod Sky,
Over dig skal ogsaa Støvet
Vorde al sin Magt berøvet.
Fløtte dig jeg ikke maa
Ind i Udby Præstehave,
For i slig en ensom Vraa

* * 143

Med mig selv dig at begrave;
Kun en Indskrift vil jeg vove
Paa den Sten, hvor til din Priis
Sømmelig din Greb, dit Ris
Blev udskaaret af Hr. Ove 1.
Da maaske dog Skrift og Mærke
Kan hinanden hjelpe lidt
Til dit Minde at forstærke;
Ærlig hver skal gøre Sit;
Efter Maal og efter Maade,
Som min Gud mig giver Naade,
Ærlig jeg skal gøre Mit!

Aarhus! mangt et Offer rester
Jeg til Fleer end dine Præster 2,
Fra min slemme Skolegang,
Morten Borups Mindesang
Skal for Afdrag paa dem gælde,
Hav den Godhed det at melde
Dine Juler, Frisér, Scheler,
(Hvis det gamle Hus du deler
Gammeldags med dem endnu)
Dine Lykker, dine Lunger,
Alle dine Kirketunger,
Hvormed Saga mig i Hu
Vilde kaldt de gamle Dage,
Som mig kalde nu tilbage
Til Sankt Klemmens Helligdom!
Da forgæves hun mig kaldte,
Kun omsonst endog hun valgte
Ham blandt store Hedningfoik,
Gennem hvem den søde Stemme
Allerbedst Man kan fornemme:
Herodotos til sin Tolk.
Aabent hun kun fandt mit Øre,
Da hun vilde Sagn mig føre
Om Afguderne i Nord:
Freia, Loke, Frei og Thor,
Eventyr om Holger Danske,
Fortunatus, Ridder Rød,

* * 144

Keiser Karl, den store Franske,
Roland og det Kæmpetal,
Som forgik ved Ronsevai;
Der og Barneskyggen svandt,
Intet Morsomt mer jeg fandt,
Lagde Bogen under Stolen
Og udsov mig gennem Skolen.

Gæve Stougaard! til mig hen
Tit du saae med ædel Smerte,
Bød som Fader, bad som Ven;
Men selvraadigt var mit Hjerte,
Lukkede sig flux igen.
Dog, hvordan end jeg mig skabde,
Haabet du dog aldrig tabde;
Dine Ønsker og den Taare,
Hvormed du mig unge Daare
Sagde faderlig: Farvel,
De mig rørde, dem jeg gemde,
Og, hvormeget end jeg glemde,
Dem har jeg dog aldrig glemt;
Taaren klar mig staar i Øie,
Tak, vor Fader i det Høie!
Stougaard! brave Lærer, Tak!

Kære Have! nu igen
Saae du mig som Ungersvend,
Hurtig dog jeg iled bort,
Mit Besøg var koldt og kort.
Førend jeg med stille Varme
Sank i dine aabne Arme,
Maatte mangen Sommer skride,
Maatte vidt jeg fare vild,
Maatte i din Favn jeg lide,
Brændes af en pinlig Ild.
Dog, nu er og Hvilen sød
I dit moderlige Skød.
Ei mig selv jeg vil forfølge
Længer nu paa Verdens Bølge,
Rørt jeg takker Himlens Gud,
Som af Hvirvlen rev mig ud;
Stramt og træt er nu mit Øie,
145 Og udsjunget er min Sang:
Fra den stolte Bøgegang
Vil jeg stirre hen paa Skoven,
Paa det grønne Bjerg med Lyst;
Vil jeg stirre ud paa Voven,
Som beskyller Sjællands Kyst;
Vil jeg over blanke Sø
Stirre paa den fjerne Ø1.
Her det Grønne, der det Blaa,
Er jo sundt at stirre paa;
Øen har saamangt et Minde,
Som til den kan Øiet binde,
Som det stille, glade Sind
Til en ivrig Bøn kan røre,
Og fra Jord til Himlen føre.

[Herefter følger Brudevers og Havet. Poet. Skr. I. Nr. 85 og 80].

Morten Borup.

Alt som det ringed til Aftensang
Saa sødt i Sky,
Paa Gadestævne Hovhornel klang
I Borup By:
Jer Hjølli flux I hvætte maa,
I Morgen I skulle til Hove og slaa,
Og tæt stander Græsset i Enge.

De Bønder gange paa Rad saa tæt,
Alt som de maa,
Og synt det vorder paa hver en Plet,
Hvor de fremgaa;
Den Foged gaar dem tæt i Spor,
I Munden han haver kun Eder for Ord,
Og Pidsken han haver ved Side,

* 146

I Enge ganger en Ungersvend,
Ved Sø saa nær,
Sin Hjølli fører han som en Pen,
Han er saa sær
Ei paa sin Dont og knap paa Eng
Saa dybt monne grunde den liden smaa Dreng,
Hvor monne hans Tanker da være?

Hist kneiser Borgen med røde Tag
Paa Bakkens Top,
Og Tanken flyver fra grønne Mag
Til Borgen op;
I Dalen her, i Skovens Ly,
I Sø sig mon speile saa vakker en By,
Der sysle de Tanker saa gerne.

Sig hvælver over den Borg og By
En Himmel blaa,
Og Noget er der end over Sky
At tænke paa;
De Bønder slaa den grønne Eng,
I Himlen hos Gud er den liden smaa Dreng,
Han er der med Sind og med Tanke.

Den Foged mæler saa onde Ord,
Han bander saa,
At rundt ham, hvor han saa gaar paa Jord,
Det sortne maa!
Vil du ei bedre slaa paa Eng,
Saa slaar jeg paa dig nu, du Knold af en Dreng,
Saa i dine Been det skal knage!

Den Smaadreng vaagner og ikke seen
Er nu hans Gang,
Sin Le han hugger saa haardt i Steen,
At Gnister sprang;
Nu frem da maa den Strygespaan,
Der Leen ham klinger saa liflig i Haand,
Den Smaadreng han glemmer sin Vaande.

Han staar og stryger saa langt og tit,
Han tænker paa
De Liljer, Gud udi Linet hvidt
Mon klæde saa,
147 At Kongen ei en Klud saa fin,
Og Dronningen ikke saa fagert et Lin
Mon have i Borgen deroppe.

Han ynkes over de Liljer smaa
I Dragt saa pæn:
Saamangen Blomme fra Rod vi slaa
Hel fin og væn;
Gik alle Konger end paa Rad,
De mægted dog ikke det ringeste Blad
At skabe og sætte paa Nelde.

Den Foged mæler forvovne Ord,
Han bander paa,
At under hannem den stærke Jord
Vist synke maa;
Den Hjølli klinger høit paa Eng,
Hist løber saa saare den liden smaa Dreng,
Han lyster ei længer at bie.

Nei, se mig til den Knold af Dreng,
Den dovne Hund!
Her smider han jo sin Le i Eng,
Men bi du kun!
Jeg nok engang paa dig faar Hold,
Du løber vel dog ikke Pokker i Vold,
Da skal jeg dig lære at læse.

Det svarer Dværgen alt under Slot:
Ja bi du kun!
Og Vætten snakker derom saa smaat
Paa Søens Bund,
Den Foged knap paa ham faar Hold,
Han løber dog slet ikke Pokker i Vold,
Men Pokker han løber af Syne.

Hel hvast han løber fra Skanderborg
Ad Kongevei,
At komme fort, det er al hans Sorg,
Han stilles ei,
Før Borgen staar som Røg i Sky,
Før Kirken har seer udi Stillinge By;
Da maa han saa bitterlig græde.

148

Den Fod blev stille, men vidt og vildt
De Tanker foer:
Gud naade mig arme Gangerpilt!
Saa faldt hans Ord,
Jeg vidt og bredt har ingen Ven,
Og hvor i al Verden skal jeg nu gaa hen?
Og hvor skal jeg finde min Føde?

Den Sydvind suser saa sagte hen
For arme Dreng,
Og Sagn den bærer om Liljers Ven
Til hver en Eng;
Den Smaadreng saae, hvor frem han kom,
Sig neie hver Lilje saa venlig og from,
I Takt efter sjungende Fugle.

Paa Himlens Konge nu tænke maa
Den fromme Dreng,
Som klæder Fugle og Liljer smaa
I Luft og Eng;
Nu størkes brat den svage Tro,
De Tanker saa vilde sig lægge til Ro,
De Fødder de vorde saa rappe.

Sankt Klemmen løfter saa høi og guul
Sin Kirketop,
Der klædes Drenge, som Blomst og Fugl,
Og fødes op
Til Liljer i Guds Urtegaard,
Til Fugle, som sjunge i Vinter og Vaar
Alt under den hellige Bue.

Hver Pebling sidder med Pen og Bog,
Alt som han maa;
Forknyt i Vexten den gamle Pog
Hos Poge smaa;
For Vext og Skæg han Gloser faar,
Før end udi Bog han en Glose forstaar;
Hans Aar ere fire og tyve.

Men læs dog ei dine Øine ud,
Du Bondesøn!
Dog nei, du taler for tit med Gud
I ivrig Bøn:
149 Det styrker baade Syn og Tro;
Og naar du dig sulten maa lægge til Ro,
Du fastede glad til Guds Ære.

Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde endnu saa mat
Om Alterbord;
Det er saa seent ved Midnatstid,
Men Morten er drevet hel underlig did,
Til Gud og Martinus han beder.

Alt som han stander i dunkle Nat,
I Kirkekor,
De Lamper klare sig op saa brat,
Med Lue stor;
Det vorder hartad lyst som Dag,
Og Klokkens det ene, det festlige Slag
Forkynder den hellige Morgen.

Hel underlig udi Sjæl og Krop
Han monne staa,
Det kryber i ham fra Taa til Top,
Han knæle maa,
Paa Altertavlen seer han hen,
Der hænger paa Korset den Synderes Ven;
Hver Helgen bag ham sig mon skjule.

Han seer og stirrer saa fast og vist,
Han græde maa;
Thi aldrig før han saa klart i Krist
Sin Frelser saae.
Han siger, hvad ham siges til:
Jeg sværger, saalænge min Herre det vil,
I Skolen jeg tro ham vil tjene!

Det er den hellige Mortens Nat,
I Syd og Nord,
Og der de Lamper sig klared brat
Om Alterbord,
Da fødtes til Sankt Mortens Fest
I Saxland saa vakker og munter en Gæst,
Og Morten saa monne han hede.

150

En Sten sig dølger her under Jord
Paa Kirkegaard,
Ei Navn og Titel, slet intet Ord
Paa Stenen staar;
Men udi Kors er Greb og Ris
Kun lagt paa den gamle enfoldige Vis
Hvem monne herunder sig hvile?

Her hviler Manden, som Gud udsaae
Til med sit Ris
At tugte op, af de Poge smaa,
En Johan Fris,
Hans Tavsen og end Bisper to.
Af Borup de lærde paa Kristum at tro,
Af Luther hans Død at forkynde.

Det er den hellige Mortens Nat;
I Kirkekor
De Lamper brænde saa sygt og mat
Om Alterbord;
O, mon de sig vil klare brat?
O, monne en Luther der fødes i Nat?
O monne en Borup det mærke?

Sværmeriet.

Jeg haver mig lavet en Kube af Glar,
For Bilivets Under at skue,
Derinde mon bygge saamangent et Par,
Og hver sig har lavet en Stue:
Af Vox og af Honning den Stue er bygt,
Der sidde de inde, saa lunt og saa trygt,
Mens ude de Hvide1 mon flyve.

De fløi over Enge med Surren og Hast
Alt udi den liflige Sommer,
De suged saa saare og bygged saa fast,
Og alt af de sødeste Blommer;

* 151

I Kammeret sidder saa enlig nu hver
Og suger saa stille, og tier saa kvær,
Saalænge til atter det vaares.

Se, nu er den kommen, den liflige Vaar,
Som Bifuglen vented saaiænge,
Og ret som i Fjor, han nu flyver i Aar,
Alt over de blommede Enge,
Med Føring han kommer alt som han kom før,
Og trænger sig stundesløs ind gennem Dør,
Og Honning saa monne han virke.

Dog efter den Honning jeg kiger omsonst,
Alt udi saamangen en Hytte,
Maaske har den Mester bortsovet sin Konst
I Vinter, og spilder sit Bytte:
Han flyver og surrer og suger sig mat,
Mon Honningen smelte i kølige Nat?
Hvad heller mon Tyve den stjæle?

Slet ikke den smelter i kølige Nat,
Og ei monne Tyve den stjæle,
Men det, som udruges ved Dag og ved Nat,
Nu snarlig skal løfte sit Mæle,
Og vidne som Bifugle mange og smaa,
Hel lystelig om, hvad der byggedes paa,
Mens Sellerne stode saa tomme.

Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Hel underligt er det at sige:
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og avled dog Alle tillige:
De Alle udginge af Jomfruens Skød,
Og Melk de mon die saa stærk og saa sød,
Hvad monne det vorde for Drenge?

De voxe, de flagre, de flyve nu brat,
Men vil de kun flyve og surre?
Nu er det Sankt Hanses mærkværdige Nat,
Og hører du, hvor de mon knurre
For deres Fru Moder de ginge at staa,
Og vide de ville, og vide de maa,
Hvor deres Herr Fader mon bygge.

152

Men monne og selv hun det vide saa ret,
At sømmelig hun dem kan svare?
I Morgen paa Thinge de stande saa tæt,
Da maa det sig vel aabenbare;
Nu Budstikken løber saa saare i Nat,
I Stadsporten monne det Thing vorde sat,
Alt efter de gammeldags Skikke.

Nu holdes det Thing under himmelblaa Sky,
De Thingmænd hel vidt sig adsprede,
Nu visselig ville de reise af By
Den Fader med Flid at oplede;
Fra Kuben i Flokke de løfte sig op,
De flyve saa høit over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.

De flyve saa høit og saa vidt under Sky,
Men Faderen ikke de finde,
Han bygger saa høit over Moderens By,
At did de ei mægte at vinde,
Ja, visselig veed jeg, at hvordan det gaar,
Hel sære og bange dog ere de Kaar,
Som de have mellem at keise.

Hist klinger den Bjelde, her lyder det Malm,
Saa liflig for sværmende Flokke,
Der stander nu flettet en Kube af Halm,
Derind Man de Bier vil lokke:
Den Kube er strøgen saa yppig i Bund
Med sødeste Urter, som voxe paa Grund;
Den Klang og den Duft monne friste.

Hvad skal jeg dig raade, du sværmende Flok!
Vil Klangen og Duften du følge,
Da løftes i Veiret den Kube paa Stok,
Og mon under Linet sig dølge;
Du mener, du bygger saa høit under Sky,
Du drømmer dig hjemme i Faderens By,
Hel gladelig monne du sjunge.

Med Lempe da fløttes den Kube saa let,
Du flyver paa Marken saa vide,
Du sætter de Kager saa trindt og saa tæt,
Mens Sommeren monne henskride;
153 Saa kommer den Morder, saa trædsk og saa stærk,
Med Svovel og Ild han betaler dit Værk,
Det tager en sørgelig Ende.

Men flyver du vidt over Mose og Eng
Og over de Søer saa brede,
Da lettelig vorder til Baare den Seng,
Som Stjernerne dig monne rede;
Ja vil du end høit udi Løvhytten bo,
Der kommer en Dag, da kun Istappe gro,
Med faldende Løv du neddaaner.

Det Biliv i Kuben og Luften saa sært,
Hel underligt fakler paa Sinde,
Det er mig saa sørgeligt, er mig saa kært,
Det vaagner saamangent et Minde;
Jeg lytter, jeg hører, jeg siger for sand,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgent.

En Kube jeg veed, kun for Seeren klar,
Men mørk for de seende Blinde,
Den pusted Gud Fader af fineste Giar,
Og Mennesker bygge derinde:
Den Kube sig hvælver saa høi og saa stor,
Den haver til Stade den udstrakde Jord,
Og Tiden saa monne den hede.

Der sidder en Dronning i Høieloftssal,
Og Saga den Dronning sig kalder,
Hun haver derinde slet ingen Gemal,
Og vist er hun gammel i Alder;
Ja gammel i Alder, men ung udi Kraft,
Hun Sønner sig avler, med sødeste Saft
Hun monne dem amme og fostre.

I Høsten hin rige Man aldrig et Kuld
Af Sønner saae Dronningen avle,
Da sankes og bygges af Muld og til Muld,
De Dage de ere saa travle
I fattige Vaartid Hun føder i Løn
Og fostrer saa mangen en drabelig Søn,
Det Fadebur stander saa øde.

154

Til deres Fru Moder da gange paa Stand
De Sønner naed Hjemve i Sinde,
De mærke, de have et Fædreneland,
Men ikke i Kuben derinde;
Den Dronning hun sidder, hun mæler ei Ord,
Men sukker og stirrer med Taarer fra Jord
Saa længselsfuld op mod det Høie.

Nu sankes paa Thinge til Tale og Raad
De unge, de blussende Svende,
For ringe dem synes al Færd og al Daad,
For nær er dem Jorderigs Ende;
De Vingerne sprede, de løfte sig op
Fra Kuben saa høit, over Tag, over Top,
Det monne Man kalde at sværme.

Som Bier mon sværme, saa sværme og Mænd.
Og ligedan Skik de mon følge,
De tiest i Kuben nedlokkes igen,
De drukne i skummende Bølge,
Ja, vil de med Skjalden i Løvhytten bo,
Der kommer en Dag da kun Istappe gro,
Med visnede Løv de nedfalde.

I Syden den Himmel, saa dyb og saa blaa,
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe;
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig, smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udbreder sin Vinge.

Der løfted den Græker sig høit udi Luft,
Men daled paa Engenes Blommer;
Ved Strængenes Klang og i Blommernes Duft
Han ieved en lystelig Sommer,
Han bygged en Himmel saa dybt under Sky,
Han drømde sig hjemme i Faderens By,
Mens Honning i Kube han suged.

Han skar og han hugged sig Billeder smaa,
Af Hvad sig i Himlen mon røre,
Og havde stor Lyst af at stirre derpaa,
Hel underligt var det at høre,
155 Hvor lifligt han sang for de Billeder smaa,
Som ei kunde høre, ei heller forstaa,
Som, døde, kun syndes at leve.

Sig Druerne modned i solrige Vang,
Dem pressed den Græker med Glæde,
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde,
Den frostklædte Jette ham sovende fandt,
Og Blodet til Is han i Aarerne handt;
Den Ungersvend stædtes til Jorde.

I Norden det er kun om Vinterens Tid,
Den Himmel sig dyb monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa blinkende blid,
Da tie de brusende Elve;
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.

Her kraftig og mandelig Nordboen stod,
Han mærked den Higen derinde,
Og hastelig spændte han Skien paa Fod,
Til Fjeldtop han agted at vinde,
Han korted sig Natten med gjaldende Sang,
Der kom ham i Hu paa den natlige Gang
Saamangt et forunderligt Minde.

Fra Fjeldet han saae over Slette og Dal,
Da tykdes i Luft han at stande,
Men langt der endda var til Gudernes Sal,
Det maatte med Sorrig han sande:
Han flyvende vilde sig løfte fra Jord,
Men Vingen var stakket og Vægten var stor,
Han stamped i dundrende Fjelde.

I Fjeld monne bygge saa giftig en Trold,
Han raaber: hvem banker saa silde?
Det svarer den Nordbo, en Kæmpe saa bold,
Nu vist det skal gange dig ilde,
Thi har jeg ei Vinge, saa har jeg dog Arm,
Og dybt udi Fjeld skal du føle min Harm,
Din Kaaglen har lammet min Vinge.

156

O, kæreste Frænde, o, tal ikke saa!
Genmæler hin værste af Trolde,
Mit Loft er for haardt til isønder at gaa,
Og ei jeg din Nød monne volde
Et Raad jeg dig kender saa snildt og saa godt,
Og vil du det følge, dig times ei Spot,
Men Fjedre dig voxe i Vinge.

Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei gro de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne med mig,
At Blod udi Rod de forlange.
I Blod skal du pløie og Blod skal du saae,
Da voxe de Fjedre, som Blommer og Straa,
Da kan du til Stjernerne flyve.

Men Blodet af Trolde, det mærke du vel,
Det monne kun lidet dig fromme,
Som Stene det tynger til Fjeld og til Hel,
Der lyster dig neppe at komme;
Kun Blodet, som flyder i Gudernes Slægt,
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Det kan ved Alfader jeg sværge.

Hel sært det mon lufte om Midienat,
Af Troldenes giftige Aande,
Og hvo da sin Lid til sig selv haver sat,
Dem nødes at gange til Haande.
Det bobled og buldred, hvor Nordboen gik,
Men aldrig han Fjedre i Vingerne fik,
Og Blodsot i Graven ham lagde.

O visselig maa vi bekymres i Sind,
Ved Vilkaar saa onde og bange.
Skal tæt da i Kuben vi kline os ind,
Hvad heller skal brat vi hengange
Til vores Fru Moder, og spørge med Bøn:
Om aldrig hun da haver avlet en Søn,
Som kunde til Faderen vinde?

Se hvor sig nu tørre de Taarer paa Kind!
Nu Moder vil røre sin Tunge;
O, hvor er hun brat blevet lystig i Sind,
Mens alt hun begynder at sjunge!
157 O lytter! thi sikkerlig ei det er Tant,
Hvad hun monne vide og sige for Sandt,
Hin vise, bedagede Kvinde.

Jeg haver kun avlet en eneste Søn,
Som kunde til Faderen stige,
Men ham jeg fra Himlen undfanged i Løn,
Hel underligt er det at sige:
Langt ældre end Moderen er han i Aar,
Han mig haver født udi Tidernes Vaar,
Jeg avled ham i deres Fylde.

Hver Haand ham til Korset blev naglet saa fast,
Men bredte sig alt som en Vinge,
Og der han det vilde, han saaes i Hast
Sig høit over Himle at svinge;
Dog Korset end stander tilbage paa Jord,
Omsvævet af Aanden, som Han, der opfoer,
Nedsendte paa gloende Vinger.

En Selle er hvælvet som fagreste Hald,
For Dørren er Korset at finde,
Af Marmor er Væggen, af klare Krystal
Er Loftet, som skues derinde:
Den Selle mon kaldes og være Guds Ord;
Af Ordet og bygdes hin Kube saa stor,
Men aarle sin Glands den forlored.

Saalænge Man udenfor Sal monne staa,
Den synes hel lav og hel ringe,
Men hver som derind det mon undes at gaa,
Ham voxe de Fjedre i Vinge,
Mod Faderens Billed i klare Krystal
Han løftes, han stiger, ham times ei Fald,
Til Hjemmet han mægter at vinde.

Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Med Visere fromme og snilde;
Apostle dem kaldte det himmelske Ord,
De drak af den levende Kilde;
Da voxde de Fjedre, og Vinger de fik;
Men dog under Kors de som Børn indgik,
Dem fulgde saa faver en Skare.

158

Jeg lytter, jeg hører, jeg siger forsand,
Jeg siger igen det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugi og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.

Saa have de fløiet og daled saa tit
I Kube, i Mose, i Vove:
I Ørken forvildet, en træt Eremit
Sig lagde i Klostret at sove;
Hel stoltelig fløi over Land, over Hav
En sværmende Flok til den hellige Grav,
Men sank i vanhellige Grave.

I Syden den Himmel saa dyb og saa blaa
Omhvælver de blommede Enge,
Og alle de Øine, som stirre derpaa,
Maa stirre saa vist og saa længe,
Da perle de Taarer, da sniger sig ind
En underlig smeltende Længsel i Sind,
Og Sjælen udslaaer sine Vinger.

Lombarden hel kæk sig mod Skyen opsvang,
Men daled paa Engenes Blommer,
Han mende at kunne med Bod og med Sang
Forsone den evige Dommer;
Den jamrende Moder bevæget han saae
Med Sværdet i Bryst under Korset at staae,
Men Sønnen han ei kunde finde.

Det faldt ham paa Sinde saamangen en Gang,
At Visere var, hvad han mangled;
Men vilde dem finde, hvor Bjelderne klang,
Hvor Knogler af Dødninge rangled;
De Knokler han svøbde i Silke og Lin,
Med Guld han udsmykked de Dødningeskrin,
Men Sjælen kom aldrig tilbage.

Han maled saa livlige Billeder smaa,
Af hvad sig i Himlen mon røre,
Fortryllet paa Væg og paa Lin han dem saae,
Og underligt var det at høre,
159 Hvor sødt han dem bad og hvor sært han dem bød,
Hans Sjæl at hjembære i Abrahams Skød,
Skøndt her med den Rige han leved.

Stor Ynk mon det være at se, hvor han laa,
For Skrin og for Skygger at knæle,
At ei i de levende Stave han saae
De hensovne Viseres Sjæle.
Hvi kunde han Salen ei finde igen,
Hvor Viserne vinked og visde ham hen,
Hvor Korset for Dørren sig løfted?

Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Den Nakke saa dybt sig mon bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie,
Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.

Sig Druerne modned i solrige Vang,
Den Sydbo dem pressed med Glæde;
Hel kaad han sig teed i Dands og i Sang,
Og drukken han raved til Sæde.
Han mende, naar Sølvet i Bækkenet klang,
Alligevel Sjælen af Skærsilden sprang,
Indsprang i de lukkede Sale.

Ak, hvem skulde tænke og hvem skulde tro,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de vilde lægge af Guldet en Bro,
Alt over det svælgende Dybe!
Ja, at for en Penning af Sølv og af Guld,
De mende Sankt Peder dem gjordes saa huld,
At han dem indlukked saa silde!

Ak dybt maa det røre os Alle i Sind,
At Kristne saa vildt kunde flyve,
At de udi Sal vilde stjæle sig ind,
Som Røvere, Skelmer og Tyve;
Men faa er de Kvinder og færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At ind gennem Dør de kan gange.

160

I Norden det er kun om Vinterens Tid,
At Himlen sig dybt monne hvælve,
Da vinker hver Stjerne saa tindrende did,
Da tie de brusende Elve
Ei blomstre de Enge for Øiet til Lyst,
Men Ahnelser avles saa dybt udi Bryst,
Mod Himlen de hige og stunde.

Der vandred en Kæmpe saa seent udi Kveld,
Han higed mod Himlen saa saare;
Ja, did kan du springe fra Gerningers Fjeld,
Saa raabde hver grublende Daare;
Han klavred, men angest og sorgfuld i Hu,
Det var som om han kunde mindes endnu
Den Fjeldfærd af høisatte Fædre.

Ved Midnat han hørde en underlig Røst,
Fra Oven den tykdes at klinge
Hvi gaar mellem Fjeld du med Sorrig i Bryst,
Hvi leder du her om en Vinge?
Forgæves paa Tuerne klavrer du op,
Thi Faderens Hus er fra Fjeldenes Top
Saa langt, som fra Roden dernede.

Med Fjedre hel underligt haver det sig,
Ei groe de i Eng eller Vange,
Men alle smaa Fugle det vidne for dig,
At Blod udi Rod de forlange;
Kun Blodet af Faderens nærmeste Slægt
Kan øge din Vinge og mindske din Vægt,
Kun Blodet af Frelserens Vunde.

Hel sødt det mon dufte om Midienat,
Af Frelserens hellige Aande,
Og Hvo som sin Lid har til Faderen sat,
Ham nødes at gange til Haande;
Om Korset nu mæled den Kæmpe i Nord,
Han mæled saa høit, at det dundred i Jord,
Som under de gamle Kerusker.

Mod Verden han stod som en Kæmpe saa bold,
Mod Verden og Djævle tillige
Thi Gud var hans Værge og Gud var hans Skjold,
For hvem skulde Kæmpen da vige?
161 For Gud han sig bøied saa ydmyg i Sind,
Og liden som Barnet i Sal han gik ind,
Der voxde ham Fjedre i Vinge.

Af Kuben udsværmed en Klynge saa stor,
Slig Viser dem lysted at følge;
Ham fulgte de Mænd og de Kvinder i Nord,
Fra Donau til Ishavets Bølge;
Bag Rhin og bag Alper og bag Pyrenæ'r;
Det gik med hans Ord som med Tydskernes Sværd,
Da Folkene vandred om Lande.

Naar Viseren mattes og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde,
Stadfæstet sig haver sandfærdige Ord,
Stadfæstet saa vel og saa ilde:
Han leved end efter sin Død i sit Ord1;
Men Ordet, da Aanden, som pindes, udfoer,
Blev Støv og blev Ormenes Føde.

Da grubled derover de kløgtige Mænd,
Af Jorden er Adam jo vorden,
Saa kan vi vel og med Guds Billed igen
Ham bygge og fostre af Jorden;
Som Faderen flyver hver Falk og hver Ørn,
Som Adam maa og kunne flyve hans Børn,
Naar kun mod det Høie de stunde.

Ak maa det ei dybt os bedrøve i Sind,
At Kristne det saa gik af Minde,
At Aanden som blæstes i Jordklumpen ind,
Ei selv sine Vinger kan finde,
At, naar de end klavre paa Tuerne op,
Er Faderens Hus dog fra Fjeldenes Top
Saalangt, som fra Roden dernede.

Den Dør udi Kors er saa lav og saa trang,
Og Nakken saa dybt sig maa bøie,
For Barnet mon være en magelig Gang,
Ei saa for de Føre og Høie;

* 162

Og faa er de Kvinder, men færre de Mænd,
Der saa ville vorde til Børn igen,
At de under Kors kan indkomme.

Thi hørdes saa vidt i den løbende Tid
De Føre og Høie at sige:
Den Dør skal nu vorde saa høi og saa vid
For Herrer og Damer tillige:
Ei Den bør at krybe, som lærde at gaa,
Og Korset ei længer i Veien skal staa,
Det har der slet intet at gøre.

Saa kom de med Stænger, med Blus 1 og med Sværd,
De brød og de hugged tillige,
Med Blindhed da sloges den stormende Hær,
Med Latter den hørdes at skrige!
Det Kors var en Skygge, som Skygge forgik
Det Foster af Nat for vort sollige Blik,
Nu frit vi indgange i Salen.

De ginge, de speided, de studsed, de saae
En gammeldags leervægget Stue,
Med smaabitte, solbrændte Vinduer paa,
Og Træloft, for hvælvede Bue:
Et Speil af Krystal 2 hang paa Væggen hin graa,
Men kun for at speiles, i Speilet de saae,
Og saae af sig selv kun en Skygge.

Det var dem stort Under, at saadant et Ry
Var ganget af saadan en Stue,
Som knap udi Vinter til kummerligt Ly,
End sige til Mer kunde due;
De Ruderne gnede med Svamp og med Klud,
Og Væggenes Revner dem spækked de ud,
Og maled paa Loftet en Stjerne 3.

De rosde sig storlig af alt deres Slid
Med Spækken og Hvidten og Malen,
Og svor, at ei før i den løbende Tid
Saa lyst havde været i Salen;

* * 163

Og dog havde Stuen en Hvælving af Leer,
Og løfted sig Øiet, det saae dog ei mer
End Loftets den malede Stjerne.

O mærker det vel! at med Korset forsvandt
Den herlige Sal med sin Bue;
O, mærker det vel! at de Selvkloge fandt
En gammeldags, leervægget Stue!
Ei var det for den, at de Hellige leed,
Ei var det for den, at de Hellige streed,
Ei den, som Guds Aand haver bygget.

O, mærk det tillige, du søvnige Flok!
Som vil over Korset dig læne,
Som mener du kommer til Faderen nok,
Ved Frelseren halvveis at tjene,
O mærk det, og vogt dig! det aldrig gaar an;
Thi ikke du maa og ei heller du kan
I Sal med din Mammon indkomme.

O mærk det tillige, forvildede Flok!
Som praler, og dømmer og sukker,
Ei til under Korset at gaa, det er Nok
At Hoved og Legem du bukker;
Du spæger din Krop og du bleger din Hud,
Men Kødet det hjelper slet ikke hos Gud,
Du Aanden og Hjertet maa bøie.

Du stoler forgæves paa salige Lyst,
Som, naar du med brændende Læber
I Bønnen dig løfter, opfylder dit Bryst,
Og luer og blusser og bæver;
Hvis Hovmod og Had du end gemmer i Bryst,
Hvis Mammon du tjener, den salige Lyst,
O ve dig! den vorder din Dommer!

Hvo, som, naar han haver sin Frelser erkendt,
Med Sorrig, med Graad og med Glæde,
Som Hunden til Spyet igen sig har vendt,
Ham hjelper det ikke at græde;
Som Aandens Forhaaner han hisset skal staa,
Gomorra og Sodom det bedre skal gaa
End ham i de evige Tider.

164

Saa vandrede Judas usalige Sti,
Da troløs sin Gud han forraadte;
Saa Mahomed vandred sin Frelser forbi,
Og Korset med Fødder nedtraadte;
Saa vandrede Müntzer og Bøhme vel med:
De Alle henginge, Enhver til sit Sted,
Dem fulgde saa talrig en Skare.

O, mærker det Alle I Kvinder og Mænd!
At Kærlighed var det allene,
Som førde til Korset vor hellige Ven,
Og Kærlighed er det allene,
Som mægter at skænke det barnlige Sind,
Der bukker og bøier, og hjelper os ind,
Alt under den hellige Bue.

Jeg grubler, jeg mærker, jeg siger forsand,
Jeg siger tilsidst det med Sorgen,
At visselig er mellem Bifugl og Mand
Et synderligt Frændskab forborgen;
Med Sanding mon vidne saa gammelt et Ord,
At mattes den Viser og falder til Jord,
Da flyve de Bier saa vilde.

Gud give en Kæmpe igen udi Kveld
I Norden maa vandre og hige,
Maa lære, at ikke paa Gerningers Fjeld
Man mægter til Himlen at stige!
Maa røre om Korset sin Tunge i Ord,
Og mæle saa høit, at det dundrer i Jord,
Som under de Kæmper fra Norden!

For Tydskeren bævede Roma og sank;
Men dybt sig i Gruset begraved;
For Nordboen reisde sig atter saa rank
En Borg, hvor Palladserne raved;
Kan endnu i Naade Gud til os nedse,
Da kunde endnu det vel aandelig ske,
Hvad legemlig først sig forkyndte.