✂ Blandt Grundtvigs efterladte Papirer findes følgende mærkelige Brudstykke, uden Begyndelse og Ende, der meddeles her, fordi det giver et værdifuldt Bidrag til Forstaaelsen af hans indre Udvikling umiddelbart før Sværmeriet og Sjælekampen i Slutningen af Aaret 1810. Forfatterens Hensigt har været at gøre Rede for, hvorledes han vandt det Syn paa Sammenhængen mellem »Kristendom og Historie«, som første Gang gør sig gældende i Nytaarsnat.
✂ ...behageligere Syslen, saaglædeligt var det mig at bemærke, hvorledes mit Øie stedse opklaredes mere for Historiens nødvendige Gang, hvorpaa jeg hidtil vel havde troet men ikke fast eller med Bevidsthed. Roms Historie er af Naturen særdeles skikket hertil, og da jeg indsaae hvorfor alle de største Skribentere under og efter August, og alle de følgende gode Keisere ei vare Romere, var et større Skridt gjort til reen historisk Beskuelse, end jeg dengang ahnede.
✂ I den hele Sommer laae jeg ligesom i Dvale, og mit Digt over Prinds Kristian samt min Tale til det svenske Folk ere næsten aldeles det Eneste jeg foretog mig undtagen mine bestemte Sysler; men i det sidste udviklede min Synspunkt for Nordens Historie sig især ved den Synspunkt for Kalmarunionen som jeg da fattede. Uden at kunne sige mig selv hvorfor, fik jeg med eet en uimodstaaelig Lyst til at læse Historie, og Heerens Prisskrift om Korstogenes, som jeg længe havde tænkt paa, faldt mig i Hænderne uformodenlig. Det var især hans Synspunkt for Hierarkiet, som greb mig, thi uagtet jeg havde ladet mig henrive af Skriget over Pavemagten, til ei at gøre Forskel mellem de forskellige Tider, havde jeg dog allerede i Forsommeren under Udarbeidelsen af Henrik den fjerdes Historie fattet stor Agtelse for Gregor, hvorom mine Dictata fra den Tid 30 vidne. Ligeledes glædede det mig, hos en saa umistænkelig Forfatter at finde min Beskuelse af Korstogene, dem jeg imidlertid kun kendte i deres yderste Omrids; Følgerne af Korstogene fandt jeg utilfredstillende, og ængstelig, udviklede, som det maatte ske af en Mand, der med udbredt historisk Lærdom forbinder stor Skarpsindighed, men fattes det religjøs-historiske Blik, hvilket gør, at han seer klart i det Enkelte, men dunkelt i det Hele og mærker det selv. At kende Korstogene nøiere blev mig nu en Trang; jeg fik Hakes Fremstilling, som naturligvis harmede mig meget, jeg fik Spaldings Historie af Kongeriget Jerusalem, og hans elendig lave Synspunkt for Korstogene harmede mig ogsaa, men da han siden lader sig styre af sit Stof og fortæller rent, saae jeg ham, uden at han selv vidste det, fremstille hine Tog i deres hele Underfuldhed. Ved Siden af disse læste jeg Sismondis ypperlige Værk over de italienske Republiker, og uagtet ogsaa han mangler det religjøse Blik, er dog hans Fortælling saa ren for elendig Pragmatisme og saa klar at der nødvendig maatte under Læsningen opstaa et ganske andet Billede af dette Tidsrum i min Sjæl end det som var i hans, og jeg dog erkende hans Dybde til en vis Punkt. Jeg læste ogsaa en Del af Müllers Schweitserhistorie, og befandt mig førstegang i Selskab med en ret historisk Aand, hvis Beskuelse af Hierarkiet var for mig som et gammelt Billede, og hans Fremstilling af den Gru der gennembævede Europa da Paven ei længer viste sig som eller agtedes for Kristi Statholder, gennemrystede mig og lagde en Spire til den Anvendelse af Sætningen og [læs: om] Kristendommens Nødvendighed paa Folkenes Historie, som siden paafulgte. At Müller imidlertid ei selv var Kristen, men kun med sit klare historiske Øie beskuede de religjøse Ideers nære Sammenhæng med Folkenes Liv, sees klart af hans halvbespottelige Udraab: troer fast, eller troer Intet! Jeg saae ham stirre paa Romerne, jeg stirrede ogsaa did, og saae vist nok ei at det var det Samme, men at Man dog inderlig maatte ønske, blot at een Ide bemestrede sig Europas nu indsovne Folkefærd.
✂ Der blev anmeldt en ny Oversættelse af Saxo1, jeg indsaae den kunde ikke blive, hvad den skulde være, og satte mig hen for at sige mit Folk at Vedels, noget forandret efter Sproget, var den de burde have, og fremsætte Maaden hvorpaa denne igen * 31 kunde blive Almue[?]læsning1, samt Vigtigheden af at et Folk kendte og elskede sit Lands Historie, men alt som jeg skrev pinte den Indsigt mig, at det dog ei var Sprogets Ælde men den uddøde Sands for Fædrenes Liv og Daad som havde fortrængt Vedel og Snorro, at det altsaa var om denne, ei om en Bog at gøre. Jeg udkastede et Billede af Dannemarks forbigangne Liv, og for førstegang saae jeg med Studsen heligennem Sandsen for Fædrenelandets Historie indsove og vækkes med Kristendommen. Jeg besluttede da at give et Skilderi af hvad vi nu ere og hvad Følgen maa vorde, men her vilde den Klarhed som var for mig i den forbigangne Tid ei fremtræde og Arbeidet hvilede2. Jeg læste nu Kozebues Historie af Preussen som ret harmede mig, da blev jeg 9de Octbr forunderlig, uudsigelig grebet, fra den Tid er al Frygt veget fra mig og ligesom en Taage gaaet fra mit Øie. Nu saae jeg Kristendommen overalt som i Norden betegne . . .
* *