↩ Det danske Folk var blevet genfødt tilligemed Kristendommen. Under de to forrige Konger havde Skram og Trolle og Rud haandhævet Dannebrogs Hæder i Østresaltet, medens Krabbe og Ranzauerne, Johan og Daniel, havde ført Landhæren seierrige. Frederik den Anden havde en sielden Rentemester i Peder Oxe; og i Niels Kaas en Kantsier, der i Gudsfrygt og Viisdom ledte om sin Jævning. Thyge Brahe underviste fra sit Uranienborg Europas Lærde om Himmelens Løb, medens Anders Sørensen Vedel lod de gamle Kæmpeviser udgaa, og udsatte Saxos Krønike paa kosteligt dansk. Under saadanne Varsler døde Frederik, og kun elleve Aar var Sønnen gammel, men store var hans Anlæg, og at pleie dem kongelig var hans Formynderes kære Attraa. Dog, vel maa det falde tungt at bevare Ydmyghed og tæmme sine Begærligheder, naar man opvoxer under Kronen; det mægtede Kristian ei. Hans Kæmpenatur gjorde ham til en modig Krigsmand og kom tilsyne i al hans Værk, i Slotte som i Stil og Bedrift; Rigsraadet kunde han forbluffe, holde Bog med sin Rentemester, bygge Skibe og styre dem i Slag og Storm; ja overalt med Forstand raade de daglige Handler; men det Kongeøie som overseer det Hele, som 272 trænger ind i Aandens Lønkamre og Tidernes Gang, det fattedes ham, eller blev ei opladt. Meget større var han blevet om ei hans Leflen med de mange Friller havde besmittet og nedstemt Aanden, adspredt Sindet og tæret paa Kraften. Han vænnedes til at leve og virke for det nærværende Øieblik, han glemte det Forbigangne og Tilkommende. Med Adelen fra Skaane og Øerne var det snart forbi, Mængden var gerrig og ræd og den gæve Holger Rosenkrands var vel den sidste, som med grundig Lærdom forenede sand Kristendom og Dygtighed i Rigens Bestilling, Herluf Trolles Søstersøn, Arild Hvitfeld, sad paa hans Naades Slot Dragsholm og udtegnede til Dannemarks Krønike af gamle Brevskaber de lange Rækker af Riddere og Væbnere; men Faa ginge mandelig frem naar Trompeten goel. Livet rørte sig kraftelig i de ærbare Borgermænd; men høi stod Balken mellem dem og Adelen og knap tænkte Kristian paa at bryde Balken som hans stærke Haand vel havde mægtet. Ene vilde han betænke Alt og kun i sin Kristendom lod han sig sige, men maatte Adelen ikke raade vilde den heller ikke hielpe med Folk og Gods, og tit stod Kongen ene, hvor han mindst vilde. Fra saadant Stade er Kristians Handler ei svare at forstaa og den Krig, han i Tydskland skulde føre som Holsteens Hertug og Troens Beskytter, havde vel ondt ved at vorde hæderlig. Mindst kunde den blive det, eftersom Tydskernes Sind var, og aldenstund Kristian skulde staa mod Høvdinge, som den baierske Tilly og Keiserens Vallenstein. Tilly slog ham ved Kønigslutter, og Vallenstein foer skrækkelig frem i det landfaste, ubeskærmede Danmark. Adelen vilde ei vide af en Krig at sige hvori intet Rov var at vinde og enddog Kongen vel sukkede som Kristen og harmedes som Kæmpe, maatte han købe Freden og de tabte Landskaber dyrt af den seierrige Ferdinand; thi sine Troesforvandte maatte han forsage.