↩ En anden Scene, der knytter sig til Oplæsning af Roskilde-Riim, har Grundtvig selv fortalt i Roskilde Saga. Det var, da han i Adventstiden 1812 hjemme i Udby Præstegaard læste nogle Stykker af sit Digt højt for sin døende Fader og trøstede ham saaledes med de kære Minder fra hans Ungdomstid i Roskilde Skole og de opbygge«. lige Vers om Stjernen, der skinner over de Kristnes Grave, at Oldingen i høj Begejstring gav ham sin Velsignelse med de Ord: »Saa skal Herren trøste dig i din sidste Time, som du har trøstet mig; thi du sang Israels Gud Salmer!« Det Haandskrift, hvoraf Grundtvig læste sit Digt højt i Roskilde og Udby, findes endnu. Han sendte det ogsaa til sin Brodér Otto i Torkildstrup, der kun med Møje stavede sig igennem dets Kragetæer, men som var meget glad ved, hvad der deri var skrevet om hans Fader og Farfader. Naar man sammenligner dette Haandskrift med den trykte Udgave, hvis Tilegnelsesdigt er dateret Juleaften 1813, og som udkom i Februar 1814, da viser det sig, at Forf. i det forløbne Aar har omarbejdet og udvidet sit Værk meget. Tidsforholdene havde ogsaa ændret sig overordentlig, og dette satte især sit Præg paa det Tilegnelsesdigt, som Grundtvig skrev til Kong Frederik den Sjette foran Roskilde-Riim. Napoleon havde lidt sit store Nederlag i Rusland og havde maattet vige Marken i Tyskland for sine allierede Fjender. Disses vældige Overmagt truede Danmarks Grænse, og Faren for, at Kongen skulde miste Norge, var overhængende. For Grundtvig maatte disse Udsigter tykkes dobbelt skæbnesvangre, fordi han paa den Tid higede stærkt efter selv at vinde Ansættelse ved det nye Universitet i Kristiania, hvorom mange spredte Udtalelser i Roskilde-Riim bl. a. bærer Vidne. I den Stemning, som herved fremkaldtes hos ham, skrev han det mærkelige Digt til Kongen, hvis Varsler just ikke samstemmer med de paafølgende historiske Tildragelser.