↩ Ei er her nu vidt og bredt at tale om Kong Christians Bedrifter, men kun det at melde, at fra den Time, han uddrog af Landet at stride mod Guds Kirkes Fjender, syndes det, som Lykken var bortvegen, ja fra den samme Stund begyndte der at falde * * 663 Steen paa Steen af Tvillingkronen, indtil den endelig adskildes ganske, og den Leding maatte da af Verdsligvise kaldes hin nlyksaligste for Dannemark, og det saameget mere, som, hvad Christian udrettede var ikkun at varsle for Gustav Adolphs Hæder og den svenske Vælde, som Danmark maatte krandse med Løv og Blommer af de bedste, hun havde i sit Skiød. Alligevel kan Christne godt forstaae, det er ei muligt, at den Leding kan være Forleed i en Kiæde af Ulykker, men at naar med den en Vanheldstid begyndte, da var det vist en Tornevei, som maatte trædes for at naae en Rosenborg med favert Spir og klare Glugge paa det høie Taarn, om og den skulde ligge nær ved Tidens Vestervold, og kun forgyldes af dens Aftensoel og overgroes udi Morgenrøden af Rosentræerne i Kongens Have. Det var før i Gaar, at et saadant Syn oprandi for gudelige Øine; thi det var netop i den tydske Krig, i Adventstiden, sytten Dage før Jul, Aar Sextenhundrede og Femogtive, der Kongen laae paa det Slot Rothenburg i Verden, da laae hans Hofprædikant, Morten Madsen Leiel i sine gudelige Bønner for den christne Kirke, og da syndes det ham, at Frelseren stod for ham i sin Lidelses Skikkelse med Tornekronen, og trøstede ham dog saa blidelig med Rosen, hvilket Syn Kong Christian lod afmale, som det endnu vel er at see, og det skal være Dannemark et trofast Pant derpaa, at Tornekronen skal ved Herrens Miskundhed udspringe til en Rosenkrands*).