✂
PHILOTIMUS, en ærlig Mand,
Forsøgt iblant Kalmuker,
Forsøgt i Verdens Jøde-Land
Og blant dends Mameluker,
Forsøgt i Venskabs falske Vegt,
I allehaande Farer
Blant de Herodianers Slegt,
Kosaker og Tartarer:
✂
Da hand omsider merkte, at
Hans Levnets Aften-Alder
Flux lakked ad den lange Nat,
Hand sine Børn fremkalder,
Og viiser dennem Lykkens Ar,
Hvorleedes hand var plukked,
Og utro Venskabs Merke bar,
Forhugged og forstukked:
✂
Hand viiser dem sit gamle Haar,
Der tilig graa var blevet,
Og mestendeel i unge Aar
Ved Falskheds Kam afrevet,
Før selv Naturen fik Forlov
At farve disse Blade
Forsølvet, eller af sin Skov
Dem at afplukke lade.
✂
See (siger hand) mit Endeligt
Og Afskeed er forhaanden,
Jeg tænker derfor paa min Pligt,
Før jeg opgiver Aanden,
At viise eder, hvad Compas
I maa nødvendig følge
Ved eders Levnets Rooer-Glas
Paa Verdens Søe og Bølge.
✂
Jeg tvifler ingenlunde paa,
At, ligerviis som Kager
Og Sukker bedre for de Smaa
End Hug og Riiset smager,
I ogsaa heller en Postey
Af Lykkens Haand vil have,
End tygge dends gemeene Dey,
Og mulne Skorpe gnave:
✂
Men først jeg maa erindre her,
At ligerviis som Dukker
For Sundheed ikke tienlig er
Af Hunning eller Sukker,
Saa er formeget Got ey got,
Da det gemeenlig hendes,
At Vellyst med en Bankerot
Paa gode Dage endes:
✂
Dernest om I vil have sødt,
Skal Venskab sukret være,
Om I vil ikke leve dødt,
Skal Venskab Livet nære,
Om I vil sove tro og tryg,
Skal Venskab være Puden,
Lyksalighed er altid syg,
Som Venskab er foruden.
✂
Men her I atter merke maa,
Hvad sig til Venskab passer,
At Venner som kun ere faa,
Er deelt i mange Classer,
At I et Livløs Skilderi
Ey for et Legem tager,
Som der er Liv og Aande i,
Og eder saa bedrager.
✂
Først er her Venskab, som er giort
Ved Egteskabs Forpligter,
Som jeg anseer for noget stort,
Naar Troskab ikke svigter,
Ja for en Fæstning og Castel,
Hvor Ærligheden strider
Som Commandant, og figter vel
Udi Beleyrings-Tider.
✂
Men her det ofte gaar, som i
Historier beskrives,
At der begaas Forræderi
Og Skandsen overgives,
Og at, naar Manden bliver til
En Fange, og maa trænge,
Hans Hustru da ey hielpe vil
Og løse ham med Penge.
(Lib. c. 7)
✂
Mand hos Valerium kun to
Exempler anført finder,
Paa ret bestandige og tro
Fornemme Egte-Qvinder
Sulpitia og Thuria,
Som uadskildte vare
Fra deres Egte-Herrer, da
De var i Nød og Fare.
✂
For Resten er der dette i
Naturen at betragte
Af Ven- og Egteskabs Værdi,
At hiint er meer at agte
Og Egteskabet overgaar,
Thi vil mand Venskab tage
Fra Egteskab, et Legem staar
Da uden Siæl tilbage.
✂
Til Egteskab mand lader tit
Af en utidig Brynde,
Af Haab til timelig Profit
Og Ære sig tilskynde,
Mand derfor seer i Egteskab
Saa meget Ond regiere,
Ukierlighed, ja ofte Drab
Og andet saadant meere.
✂
Men Venskab, som mand kalde kan
Et Egteskab i Sindet,
Som stiftes af en sund Forstand,
Unødt og u-forblindet,
Det kand sig udi Venne-Nød
Ey meere selv fornegte,
End Guldet udi Ildens Glød,
Naar det er reent og egte.
✂
Nest Egteskab da skulde mand
Vel være i dend Meening,
At Slegtskab ikke andet kand
End give god Foreening,
At dend i Venskabs-Fordring var
Berettiget for nogen,
Som selv Naturen heftet har
Til Stamme-Hoved-Bogen.
✂
Men naar mand sig i Nød og Trang
Til Slegtinger vil helde,
Da ere disse mangen Gang
Som Veggen, der af ælde,
Uvis og faldefærdig staar
Paa Hinke-Krøbling-Fødder,
Som Krykken, der kun lit formaar
Som Træ med raadne Rødder.
✂
Til klar Beviislighed herpaa
Jeg eder skal fortælle,
Hvad jeg har fristet selv i saa
Bedragelig Tilfælle,
Hvorledes jeg er skuffet mod
Forhaabning i min Vaande
Af dend, som fælles Hierte-blod
Og Moders Liv gav Aande.
✂
Med faa Ord sagt, min Broder kom
Engang til mig, og trængte,
Af Frygt for en Indførsels-Dom
Med Hovedet hand hængte,
Bedrøvet hand af Øyne saae,
Fordi fra Handelsmanden
I Lybek ham paa Halsen laa
En Vexel efter anden.
✂
Hand klagede sin Nød med Graad,
Han vree væmodig Hænder,
Hand vidste sig ey nogen Raad,
Hvis ikke Slegt og Frender
Ham under Arme greeb, og fra
Hans Manere befriede,
Da hand sin Tiid i Altona
Kom ellers til at slide.
✂
Jeg holt det for en Synd og Skam
At spare Capitaler
I Broders Nød, jeg sendte ham
Sex hundrede Rigsdaler,
Med Vilkor, at, i fald jeg fik
Dem siden selv fornøden,
Hand dem paa ærlig Broder-Skik
Betalte ufortrøden.
✂
Hvad skeede? da hand reddet var,
Og jeg igien omsider
Selv savned Meel udi mit Kar
Formedelst dyre Tider,
Blev efter Broderskabet hand
Af mig om Hielp anmodet,
Da jeg fornam, at ofte Vand
Er tykkere end Blodet.
✂
Kort sagt, jeg havde lovet for
En Ven, der arm var blevet,
Hvis jeg ey i hans slette Kor
Mig havde tilforskrevet,
At være god for Mandens Gield
Saasnart i Dag som Morgen,
Men see, jeg havde samme Held
Som fleer, der gaar i Borgen:
✂
Jeg vidste ey af noget, før
Mand sagde mig paa Gaden,
At Manden havde lukt sin Dør,
Og var rømt bort af Staden,
Hvorover jeg i Stikken stod,
Da Skyldneren slog Hale
I Vand med mig, og efterlod
Mig Gielden at betale.
✂
I denne Skynding gik jeg til
Min Broder, og anmeldte
Min utro Gieldners Mesters-Spil,
Hvorledes hand giengeldte
Min Trofasthed, og bad derpaa,
Hand vilde mig forstrekke
Et hundred Daler, og mig saa
Dend Torn af Foden trekke.
✂
Min Broder svarte mig, at hand
Mig ikke kunde ynke,
Som hialp paa en bedragersk Mand,
Fordi hand kunde klynke,
Hand lod mig høre, at det var
Et ufornufftigt Stykke,
At giøre sig til Lykkens Nar
For fremmed Folkes Lykke.
✂
Jeg svarte ham, at giøre got
Mod dem, det ey fortienner,
Er guds Natur, og ingen Spot,
Og mindst mod gode Venner,
At giøre intet got, er slet,
Og høør til Fæ-Forstanden;
At giøre meget ondt, er ret
For dend, mand kalder Fanden.
✂
Min Broder tog lit Snuftobak
Herpaa, og pynsed længe,
Erindrede derhos sin Tak
For mine laante Penge,
Men bad, jeg vilde tænke paa,
At Tiderne var slette,
Og derfor ey for nøye gaa
Med Broderskab i Rette.
✂
Hand viiste mig til dend og dend,
Som vare meere riige
Undskyldte sig med Piger, Svend,
Med Børn og meer deslige,
Hand spurte, om jeg hannem Pandt
Og Haandskrift vilde give:
Hvorved mit gandske Haab forsvandt,
Og jeg det lod forblive.
✂
Imidlertiid da Lykken saae,
Hvor slet jeg blev belønnet,
Hvor lit der blev i Nøden paa
Min Redebonhed skiønnet,
Tog dend mig an, og stod mig bi,
Og mig igien lod finde
Min Regning i et Lotteri,
Til Skaden at forvinde.
✂
Der jeg et Nys om dette fik,
Da, før det nogen viste,
Jeg til min eene Svoger gik,
Hans Hielpsomhed at friste,
Jeg bad, at hand vort Svogerskab
Dog ikke vilde glemme
I min Betryk og Penge-Tab,
Men der var ingen hiemme.
✂
Jeg derpaa gik fra hannem hen
Til Een, som havde været
Min salig Faders gamle Ven,
Og mangen Gang foræret
Mig i min Barndom Sukker-Brød,
Ja undertiden Penge,
Ham bad jeg hielpe i min Nød,
Ham bad jeg og ey længe:
✂
Hand svarte, skiønt hand havde ey
Just daglig Mynt tilreede,
At hans Ducater viste Vey
Til Redning at opleede,
Og hvis de kunde ey forslaa,
Da vilde hand forskrive
Sig til i Borgen selv at gaa
Og Haand for mig udgive.
✂
Jeg takkede, som mig tilkom,
Og sagde ham, at dette
Alleene var en Prøve, som
Jeg vilde paa ham sette,
At mine Frender udaf ham,
Som var mig gandske fremmed,
Desbedre kunde see sin Skam
Og Troløshed beskæmmed.
✂
I Unge (sagde hand) forstaar
Heraf, at Venner kiendes,
Ey i en Springedands, men naar
Os Lykke-Been-Brud hendes,
At mand ey tit paa Nødens Dag
Kand tro sin Egen meere,
End Skipperen et Christen-Flag,
Paa Tyrkiske Galeere.
✂
Naturens Lovbog synes vel,
At dend i Nøden tienner,
Og Øyensynlig giør Forskiel
Paa Fremmede og Venner,
Men viider at et Venskab, der
Paa Dydens Perle-Moder
Undfanget og opfostret er,
Gaar for ved Slegt og Broder.
✂
Jeg derhos og maa melde om
De Gunstige Patroner,
Der ofte ere ligesom
Fordervede Limoner,
Som synes nok at have Saft,
Fordi de haver Farven,
Men til at lædske mangler Kraft,
Naar mand behøver Marven.
✂
Ja, at jeg skal fortælle, hvad
For Vrid jeg selv i Livet
Har haft af dette Lokke-Mad,
Og været nær forgivet,
Fordi jeg tænkte, min Patron
Var mig saa vis, som nogen
Lovskikked Obligation,
I Landstings-Pante-Bogen.
✂
Da var jeg i min Ungdom i
En Herres Huus antaget
Saa vel, som om jeg derudi
En Myndling var opdraget,
Hand svor at hielpe mig, saasnart
Som Lykkens Dør blev aaben,
Men holdt ey meer, end mangen Part
Af Faddere ved Daaben.
✂
Jeg troede ham paa Ord og Eed,
Men see mig siden feylte
Hans gode Paaskrift og Beskeed,
Da til en Brud jeg beylte,
Hand lunken skrev paa min Supplik,
Hand stræbte for sin Egen,
Og Voldt, at jeg derover gik
Med Kurven udaf Legen.
✂
Da jeg saaledes saae mig en
Papist at have været,
At jeg en Dødning-Helgens Been
Forgieves havde æret,
At mit Befordrings-Haab var falsk,
Tog jeg for min Velynder,
Hvis Haand og Hierte var spedalsk,
Selv Himlen til Formynder.
✂
Hvad skeede? See, min Aften-Graad
Dend blev til Morgen-Latter,
Min Himmel selv mig sendte Raad,
Jeg mig anmeldte atter
Hos Kongen, hvor Hans Høye Mænd
Ved Deres Forestilling
Udvirkede mig naadigst dend
Forønskede Bevilling.
✂
De fromme Herrer saae, hvordan
Min Velfærds Saar var blodig,
De hørte mine Sukke an
Ømhierted og væmodig,
De bragte mine Taarer frem
Paa allerbeste Maade,
At Majesteten maatte dem
Ansee med ynksom Naade:
✂
De tålte for mig, som for een,
Der havde været Dennem
Paarørende i Kiød og Been,
De trængte og igiennem,
Endskiønt Monarken havde min
Ansøgning plat affslaget,
Og see, Patronen stod med sin
U-egte Gunst bedraget.
✂
Bemelte Herrer ere nu
I Graven, Een undtagen,
Men jeg skal komme Dem ihu
I Deres Aske-Lagen,
Fordi De Haanden rakte mig
I Havs- og Skibbrud-Nøden,
Fordi De vilde vove sig
At redde mig af Gløden.
✂
See kiære Børn, det vilde for
Vitløftig eder blive
At høre mine Levnets-Kor
Udførlig at beskrive,
Hvorledes jeg har tit forsøgt
Utroskabs Skalke-Stykke,
Hvor Venne-Spøgelser har spøgt
Med mig og med min Lykke.
✂
De Lærde disputere vil
Om der skal ogsaa være
Tvetuller i Naturen til,
Jo, Verdens Venner ere
Tvetuller, det befinder dend,
Som de med Ord forblinder,
At de i Medgang ere Mænd,
Og udi Modgang Qvinder.
✂
Til Slutning jeg advare maa,
At I omgaaes varlig
Med Venskabs-Pagter at indgaa,
Da Verden er saa farlig,
At I er med Betænksomhed
Som de Italienner,
Ey som Frandsoser strax bereed
Til at antage Venner.
✂
For Resten vogter paa en sledsk
Omgængelse og Miine,
Thi Hiertet der er gierne tredsk,
Hvor Folk er meget fiine,
Og, om I sikre leve vil,
Da viider, at Oprigtig
Har intet Riim at passe til
Saa vel, som til Forsigtig.