✂
VELBAARNE JUNKER, er det Sandt
Som Folk om Eder siger,
At I ved Lejlighed iblandt
I Lærde Skrifter kiger?
Mon ikke Eders Avinds-Mænd
Opdigter sligt og meere,
At I ey skal for andet end
For en Pedant passere?
✂
Endeel tør legge dette til,
At I har for at samle,
(Hvad Navn de ogsaa have vil)
Saavel de ny som gamle,
Der haver skrevet om, hvordan
En ung Baron og Greve
Og Adels-Mand skal føres an
I Verden til at leve.
✂
Det sidste kand jeg ikke tro;
Thi Eders første Mester
Har Eders Ungdoms Børne-Sko
Jo syed paa Tydske/Franske Læster?
Hvor kand der andet falde da
End maglig gang i dennem
Til at gaa ald Europa, ja
Ald Verden vel igiennem?
✂
Hvad vil I spørge den og den
Skribent fra Rom og Londen,
Hvor Adel-Veyen løber hen,
og tage ham ved Haanden?
Er Eders/Tydske Franske Xenopbon
Ey meer end Overflødig?
Hvad bedre Pege-Finger mon
I har i Verden nødig?
✂
Dog see, hvad vil I give mig?
Saa vil jeg Eder lære,
Hvorledes I kand Folkelig
Og efter Moden være,
Hvad Høyfornemme Artighed,
Der hør til Junker-Standen,
Som hverken Lærde Scheffer veed,
Ey heller nogen anden,
✂
Tro mig, det bliver ey ved det,
At Eders Informator
Har Eder lært at læse ret
Udi en Nomenclator,
I Hübners Spørsmaal og i sær
I Sprog og slige Sager.
See Tydsk og Fransk det kand jo hver
Skiærslip og Soldemager.
✂
Ney, gode Junker, noget meer
Udkræves her af Eder,
Som en fornemme Cavailler,
Her er en Lov, som heder
RELIGION, som findes i
Evangelist- Archivet,
Som udaf Mosis Cancelli
Er allerførst udgivet.
✂
Dend samme henger sammen af
Besværlige Artikler.
Men veed I, hvor I Eder braf
Og best deraf udvikler?
Naar I med Bibelens Postil
Ej Eders Hoved bryder,
Men alting udi Verden til
Naturens Lov hentyder.
✂
Saaledes for Exempel, naar
Theologi bekræfter,
At Verden er begyndt med Aar
Og skal forgaa herefter,
Da fører Jer til nytte det,
St. Hans og Moses skriver
I første Vers, saa seer I let,
At Verden evig bliver.
✂
Mirakler skal I aldtid fra
Naturlig Aarsag hendte,
Og ikke tro, at Sodoma
Af Himmel-Ild opbrendte,
Men ved et Jordskelv undergik,
At Ebbe efter Floden
Forvoldt, at Moses ikke fik
Det røde Hav paa Foden.
✂
For Resten det, som meldes bag
I Bibelen om Fanden,
Opstandelse og Dommedag,
Skal være saa forstanden,
At dermed kyser mand en Nar,
For ham i Tvang at holde,
Og, hvis ey denne Torden var,
Blev Verden ødt af Trolde.
✂
Kort sagt, Hvad I skal tale om
Religion nødvendig,
Det taler efter Moden, som
Det Eder er anstændig,
Og I som Eders Ligemænd
Langt heller det stadfæster,
Som en Vanmus siger, end
Lutheri Bønder-Præster.
✂
Dog maa I Eders Christendom
Udvortes ey forsømme,
At Pøblen kand om Eder som
En Romersk Helgen dømme,
At I i Eders tider kand
Dend anden Cromwell være,
Og ligesom til Eders Stand
En Pibekrave bære.
✂
Hvad Sacramentet sig angaar,
Da holder gode Miiner,
Og bruger det hver andet Aar
Som Mandler og Kusiner,
At I skal ikke holdes for
En Helligdoms Forræder,
Vor Kirke-Rituals og vor
Forordnings Overtræder.
✂
Anlangende Sabbathens Dag,
Da er det nok, som somme,
I Kirken, for Forandrings Smag,
Hvert Fierding-Aar at komme,
Ey at I just paa Præsten seer,
Og haver ham i sinde,
Ey at I skulde tænke meer
Paa GUd, end paa Gudinde.
✂
Men ellers kand I Søndag best
Paa Medicin anvende,
Og lade Doctor være Præst,
Hvorpaa enhver kand kiende,
At I er meere end Gemeen,
Da Folk af Luse-Krammen
Til Kirken løber hver og een,
Saa snart det ringer sammen.
✂
See! hvis I Præsten høre vil
Og Bønne-Bogen bruge,
Da kand I det opsette til
Dend sidste Dag og Uge,
Naar I ved Kald og Varsel fra
Naturen vorder stevnet;
Saa er det tilig nok endda,
At angre eders Levnet.
✂
For Resten har I ej behov
At underkaste eder
Samvittigheds forkierte Lov,
Som Munken sig St. Peder:
Sligt Boskab er u-nyttigt i
Pilati Stats-Gemakker;
Dend giør en Slave af en Fri,
Og mangen een til Frakker.
✂
Hvor seer mand nogen, som er klog,
Der over sin Håndtering
I Verden holder Regnskabs Bog,
Examen og Vurdering?
Hvo vilde saadan Phantasi,
Hvo vilde dette vrange
Samvittighedens Spøgeri
Sig lade giøre bange?
✂
Et høyt Gemyt og høy Forstand
Skal lade saadant være
Gemeene Folkes Busemand,
Som gierne bange ere,
At de i mindste Maade skal
Forarge Præst og Næste.
Men see! I veed jo slet Metal
At kiende fra det bæste.
✂
Nok sagt: Min Herre merker jo,
Hvor vel hand efter dette
I sin Religion og Tro
Sit Forhold kand indrette,
See! dersom I vil vide meer,
Hvorpaa I bør studere
Af Alamodisk Stands Maneer,
Da merker ydermeere;
✂
Jeg veed, I spiiser Salt og Suurt,
Jeg veed, I Viin kand drikke,
Hvad heller dend er noget smurt
Og u-reen eller ikke,
Men paa det at I vennes maa
Fra saa gemeen en Vane,
Da lader strax Placat opslaa
Derom i eders Gane:
✂
»At intet uden det og det,
»Som kildrer Smag og Kræfter,
»Men ikke saa og saadan Ret
»Maa komme der herefter,
»Som ey har hiemme der og der,
»Fra fremmed Stæd forskrevet.
Thi see, en bon vivant nu er
Paa høyest Mode blevet.
✂
Og at ey nogen Eder maa
Dend Titul disputere,
Da lader et Patent derpaa
Af Damer confirmere,
Det koster kun Foræringer,
Samt søde Oord og Miner,
Hvoraf de læt indtagne er,
Som Barnet af Rusiner.
✂
Caresser er det rette Frø,
Som I maa alle dage
For disse søde Fugle strø,
Om I dem vil behage,
Ved Giestebud I og hos dem
Maa undertiden søge
At giøre Eder angenem,
Og Gunsten at forøge.
✂
Fra Bordet gaar I da til Spil,
Og Ordentlig beskikker
Dend Kort-Confekt, som hører til
Forsamlings Pikkenikker,
Og hvad I taber derudi,
Forsikrer jeg, I vinder
Igien i Yndist-Skakkeri
Hos Eders Elskerinder;
✂
Thi see! hvor kand de andet end
Med Eftertanke skiønne
Paa Eders Høflighed, og dend
Med Venlighed belønne?
Ja er det ikke billigt, at
Af Eders Traktamenter,
Som I paa dennem haver sat,
I nyder slige Renter?
✂
Det var jo utaknemmeligt
Og nesten uforskammet,
At negte en douceur og sligt
For hvad de har annammet?
At lukke deres Friheds Dør
Naar dend er soldt til Eder?
Nej nej; jeg nok cavere tør
For slige Svirigheder.
✂
Velan! Velbaarne JUNKER, om
I har da ey en Skilling,
Saa skal I dog Traktere, som
Det laa til Jer Bestilling,
Naar Giesterne er borte, kand
I drikke Øl af Helding,
Udslaa dend dyre lekre Tand,
Og æde Ebel-Skrelding.
✂
I kand jo laane hist og her
En Capital paa Rente!
En Skilling mod en Daler er
Jo nok igien at vente!
Ved Moratorium I jo
Kand hindre Registering,
Og Skulv og Spade saa betro
At sørge for Qvittering.
✂
For Resten at I altid Vand
I Eders Brønd kand have
Og Træ til Eders Ildebrand,
Da tager Skienk og Gave,
Da agter ikke, af hvad Grund
I samler Græs og Grøde,
Da malker alle Køer, dend stund
I faaer kun Melk og Fløde.
✂
Ja for at I kand have nok,
Da skal I ikke regne,
At tage af en fattig Blok
Endog fra Eders egne,
At liste saasom Haanden ned
I Eders Tienners Lomme,
I det I Løn og Rettighed
Ey lader ham bekomme.
✂
Hvad Synd er vel ved saadan Trek?
Hvad er det angelegen,
At banke Dyst af fremmed Sek,
Og komme i sin egen?
At klippe Kiolen af et Faar,
Og lade det i Kulden
Gaa nøgen heele Vinter, naar
Mand self er varm af Ulden?
✂
Fremdeles skal I mage, at
I meer end Junker heder,
At alle Mand kand staa med Hat
I deres Haand for Eder,
Saa høyt et Hoved maa jo fuldt
Af Spanske Fluer være,
Om I endog med Armod, Sult
Og Tørst dem skulde nære.
✂
Hvad er en Junker uden Rang?
En Fugl foruden Fiere,
Et Hakkebret foruden Klang.
I derfor maa Studere
Paa Titler, om I Nafnet end
I Daaben ej fortienner.
Nok er jo Æren, om I dend
End faaer ved Slegt og Venner.
✂
Dend koster og kun Hykleri,
Ved hvilket Mester-Stykke,
Ved hvilken Verdens Løngang I
Har nærmest vej til Lykke;
Ja I det ikke regne maa,
Om I end skulde støde
En anden, for hands Brød at faa,
Og legge hannem Øde.
✂
Clienter skal I legge til,
Og alle Folk indbilde,
At I kand hielpe hvem I vil,
Og andres Lykke spilde,
I meget Got skal love, men
Ej meer troværdig være,
I Eders Ord, end Kremmeren,
Der agter ey at svære.
✂
Et Ord et Ord, en Mand en Mand
Hos Eder ej maa gieide,
Da Verden og det heele Land
Er nu en Muse-Felde;
Da dend maa gaa som en Spedalsk
Fra Lykken langt til side,
Der ey har lært at være Falsk,
Og Blakkes Hest at riide.
✂
Kort sagt; Velbårne JUNKER, om
I Machiavellisten
Vil ligne, maa I leve som
En Jøde med en Christen,
At det med Eders Troskab gaar,
Som Munk i Messe-Klæder,
Og unge riige Enker, naar
De over Manden Græder.
✂
Saa seer I nu, hvad her skal til,
Om I med nogen Ære
Paa Verdens høye Schole vil
En stor Professor være,
Og ej i alamodisk Svar
Og Spørsmaal nogen vige.
Adieu! jeg Eders Søster har
Og et par Ord at sige.
✂
Velbaarne FRØIKEN, af hvis Art
Jeg neppe veed Exempel,
Hvis Levnets forhold er saa rart,
Som gammel Mynt og Stempel
Fra Waldemars og Erichs Tiid,
Som Bøger, hvilke Lykken
Har vogtet med særdeles fliid
Fra Vildelser i trykken.
✂
Jeg veed, at Eders Moder var
En brav og artig Frue,
Hvis Øye stedse omhu bar
Endog i Amme-Stue,
For Eders Tugt og Christendom,
At hun jo meer og meere
Det Onde kunde lige som
Fra Dyden distillere.
✂
Nu seer jeg, at I Kiører med
Omkring til Eders Hige,
At I begynder Sted fra Sted
I Verden ud at kige,
Jeg hører derhos, at I dog
Ey noget overtræder
Af det, som staar i Sehesteds Bog
Om Fruentimmer-Sæder.
✂
Men smukke FRØIKEN, veed I hvad?
I mindes vel forleden,
At I udi et Selskab sad,
Og roste Ærbarheden?
I mindes jo og vel, at der
Var fuldt af Adrienner
Paa samme Tid, som havde hver
Sin røde Kiol til Tienner?
✂
Ja see! hvad skeede? Neppe I
Et Skridt fra Døren Kiørte,
Før strax det heele Compagni
Proces med Eder førte,
Som dend der vilde Manifest
Mod deres Frihed skrive,
Og Fruers Meenighed med Pest
Og Kietteri forgive.
✂
»Ej! (svarte een) hun er jo kun
Et Barn endnu af Alder.
»Hvo vilde regne da at hun
Med Ringle-Piben skralder?
»Hun haver jo til denne Dag
Kun leegt med Børn og Dukker?
»Hun meener der er ingen smag
Saa sød som dend af Sukker.
✂
»Lad see, naar Hun ej Børne-Sko
Med Tiden længer slider,
»Om vor Religion og Tro
Ej da paa Hende bider,
»Lad Hende prøve vore Kor,
Saa vedder jeg med Eder,
»At Hun ej Ærbarheden for
Sin Helgen da tilbeder.
✂
»Lad Hende ikkun blive vant
Til vores Selskab meere,
»Og dandse først med en galant
Monsieur, og siden fleere,
»Lad Hende ikkun faae en Sveed,
Og komme ind i Heeden,
»Hvad gielder, at Hun Ærbarhed
Afstryger da med Sveden?
✂
En anden svarte: »Tænk engang,
Ma Soeur, om sligt oprørisk
»Exempel først kom udi Svang,
Hvad var det da forførisk?
»Hvo kunde nogen verre Skik
Og Mode vel paafinde,
»End, om vi Ærbarheden fik
Til vor Hofmesterinde?
✂
»Hvor var vel da din Artighed,
Saavelsom min og fleeres?
»Hvad var der da for Underskeed
Paa vores Liv og Deres,
Der mæle, Syn og Helbred om
I Betler-Brev maa bære,
Og af Naturen ligesom
Til Wartov dømte ere?
✂
»Tænk, hvis vi ikke Skiltet ud
For Mandfolk motte hænge?
»Da blev jo mangen aldrig Brud,
Som ikke haver Penge?
»Vi haver jo ej bedre Krog
Til slige Fisk at fange?
»Og dend skal være meget klog,
Som undgaar alle Gange.
✂
»Kort sagt: Jeg høylig undrer paa,
Hvor denne Frøiken vilde
»Mod Fruentimmer tale saa
Forsmædelig og ilde;
»Hun prædiker om Ærbarhed,
Men deraf sees Forstanden,
»Og det er Tegn, at Hun ej veed
At leve som en anden.
✂
Hør, smukke Frøiken, nu og merk,
Hvad Klokken dend er slaget:
Paa Gulvet er det Børne-Verk,
I maa og med paa Taget,
Om I ej, som en gammeldags
Matrone vil begegnes,
Og ej til det u-egte slags
Af Eders Kiøn henregnes.
✂
See! om I Eder vil begaa,
Og u-foragtet blive,
I Ærbarhed nødvendig maa
Sit Pasz og Afsked give,
Af høye Cavaillerers Gunst
I endelig maa søges,
Om der endog med Fandens Kunst
Og Troldom skulde spøges.
✂
Ja derpaa kiender Folk, at I
Er artig og fornemme,
Naar I ej for Opvartning fri
Er ude eller hiemme,
Thi see, det søde Eble vil
Jo alle Orme have,
Og alle Muus de løber til
Dend lekre Ost at gnave.
✂
Fremdeles I saa hellig ej
Med Railleri maa være,
At nogen skulde gaa sin Vej
Og ej en Skose bære,
Ej bydes Snuftobak af Løg
Og Sinnep til Hands Næse,
At I ej skulde Narre-Røg
Ham udi Øyet blæse.
✂
See derpaa kand mand kiende, at
I har Forstand til meere,
Naar I faaer Øyne-Bryne fat
Og dennem kand barbere,
Ja lure een Purgatzer paa,
Og derhos faae det passet,
At Tienerne for Ham skal slaa
En Haandfuld Salt i Glasset.
✂
Det blev mig for vitløftigt, om
Jeg meere gik igiennem
Af slige Artigheder, som
Mand lærer udaf dennem,
Hvis hede Klygter Hud og Skind
Paa deres Næste skolder,
Og hvis Forstand er ganske blind,
Naar ingen Liuset holder.
✂
Saaledes, kiære Frøiken, skal
I Tiden da passere
Med Railleri, med Dands og Bal
Og andet saadant meere,
I stæden for I sidder saa
Og Traad i Synaal træder;
Tænk dog, hvad Forskiel er ej paa
En Frøiken og en Skræder.
✂
En Skræder og en Frøiken? Phy!
Hvor stinker slige Pletter!
Nej, om I endelig vil sy,
Da skal I sy Manchetter
Til Monsieur N af beste Kram,
Og vil I Væver være,
Da fletter Eders Nafn til Ham
Af Eders Haar at bære.
✂
Jeg veed, at I fra spæde Aar
Er vant at giøre noget,
Men sligt ej Eder nu anstaar,
Da ret er altid kroget,
I gamle Dage veed jeg nok,
At Eders Kiøn var dueligt,
Da Fruer brugte Teen og Rok,
Men nu er sligt umueligt.
✂
Om I vil derfor være een
Af dem, der er paa Moden,
Da værer, som I hafde meen
Paa Haanden og paa Foden,
Men siunes Eder, at I gad
Ej været dog saa maglig,
Velan, da vil jeg sige, hvad
I skal bestille daglig.
✂
Det allerførste er, at I
Om Formiddagen sover
Til Klokken dend er slagen Ti,
Og tre Qvarter derover,
Saa skal I smukt staa op igien,
Hvor høyt I end kan trænge
Til Søvn, for I om Aftenen
Tilforen sad saa længe.
✂
Fra Sengen skal I gaa til Thé,
For at betage Smagen
Af Dampen og af Dunsterne
Endnu fra anden Dagen,
For at fordrive Hidsighed
Fra Mave-Mund og Lunge,
Og Dandse-Støvet slukke need
Fra Eders tørre Tunge.
✂
Hvad da? saa skal der kaldes paa
Cathrine eller Mette,
Til Eders Natbord ind at gaa,
Paa Hovedet at sette,
At tumle Speylet hid og did,
At puddre og at snøre,
Hvormed Hun et Par Timers Tid
Skal have nok at giøre.
✂
Holla! jeg glemte Morgen-Bøn,
Dend burde I erindre,
(I kunde een ret meget kiøn
Dend Tid at I var mindre)
Men kommer self herom ihu
At spørge Eders Liige;
Thi om de bruger sligt endnu,
Det skal jeg ikke sige.
✂
Hvad meer? Om Eftermiddag skal
I bruge Kudsk og Tienner,
Dend heele Tid maa være Fal
For Eders gode Venner;
Til Leeg og Spil, til Tidsfordriv
Er Aftenen beqvemmest,
Dend er som Dagens Siæl og Liv
Og allerangenemmest.
✂
I seer da, smukke Frøiken, her,
hvad Cours i Leve-Maade
Paa Fruentimmer-Børsen er,
Nu har I selv at raade,
Om I vil og en Underdan
Af disse Love være;
Spørg Sogne-Præst og Capellan,
Hvad deres Tanker ere.