✂
Jeg nylig paa vort Posthuus sad,
Da Posten var ankommet,
Med andre fleer, at høre hvad
Mand skrev om Keyserdommet,
Hvad Cardinalen i Paris
Vel havde udi Gærde,
Samt i den Russiske Avis
Hvad nyt der var paa Færde:
✂
Postmesteren os til Gefall
Paa Frankfurt strax begyndte,
Og os det Tydske Keyser-Vall
Med andet nyt forkyndte,
Derefter gik hand ind at see
Sin Breve-Sek igiennem,
Og for at faa os til at lee,
Kom ind med et af dennem.
✂
Vi med Forundring længe saae
Paa Skikkelsen af Brevet,
Men undrede end meere paa
Den Titel, som var skrevet
Deruden paa Monsieur, Monsieur
Kield Madzen Sækkepibe,
Dernest Tres humble Serviteur
Presentement a Nibe
✂
En høyfornemme verdslig Mand,
Som var med os tilstæde,
Som havde meget god Forstand,
Fik største Hiertens Glæde
Af denne kunstige Skribent,
Som hand vel torde svære,
At det en høylærd ung Student
Ufeilbar maatte være.
✂
Hand greb til Blyants-Pennen, og
Af disse sorte Kunster
Tog Tegning i sin Tegne-Bog
Paa Titel-Form og Munster,
Thi slige Breve (sagde hand)
Fra lærde Folk jeg giemmer,
Og i den Handel være kand
En Breve-Kniplings-Kræmmer.
✂
Hand undrede sig meget paa,
At fra latinske Skoler
Letfærdighed mand jevnlig saae
I Stiilens Caprioler,
At Geistlige ey blev ved vor
Medfødde Sprogges Gloser,
Men at de der i steden for
Er tinted af Frandzoser.
✂
Hand negted ey, at, dersom hand
I Skole havde gaaet,
Og under en fornuftig Mand
Latinsk Oplysning faaet,
Hand da jo kunde ved sin Pen
Havt got udaf studering
I mange Poster, samt i den
Latinske Bogstavering.
✂
Jeg haver (sagde han) en Søn,
Min lille skelmske Ole,
Hans Morgen- og hans Aftenbøn
Er om, at hand i Skole
Maa komme blant de andre smaa
Studerende Krabater,
Hand raaber uophørlig paa
Aurorer og Donater.
✂
Hand foreholder mig, hvordan
Forvalter Lamberts Sønner
Jens, Friderich og Christian
Omkostningen belønner,
Som Faderen har giort paa dem,
Hvor vakkert de studerer,
Hvorledes de er kommen frem
Og bleven Secreterer.
✂
Kort sagt, den Pusling med Gevalt
Forblive vil ved Bogen;
Jeg siger ja, men frygter alt
At jeg faaer Spot af Pogen,
At, om hand bliver lærd engang,
Hand Nykker faar tillige,
Som blant de Lærde gaar i Svang,
Og sig ey lader sige:
✂
Jeg frygter, at hans Væsen da
Urimeligt vil blive,
At hand som efter Algebra
Vil tale eller skrive,
At hand paa Brandstød- eller paa
Et Provste-Brev vil tegne
Saaledes, at ald Verden maa
Ham blant Phantaster regne.
✂
En høy indbildisk Klokker, som
Var lærd i sine Tanker,
Til Uheld i det samme kom,
Paa Forstu-Dør hand banker
Med Brev til »Universitets
»Pedell, Hr. Fortunatus,
»HANS KONGELIGE MAJESTETS
»Vellærde Attestatus.
✂
Sit Brev leverte hand, og gik,
Og derpaa blev der atter,
Da hin det udi Hænder fik,
En overmaade Latter.
Ey (sagde hand) hvad om vi saae
Vel dette Brevs Indvolde?
Hvad Pølse-Mad og Finker maa
Det ikke indeholde?
✂
Det er vel stiilet ligesom
Det Vers var sat paa Skrue,
Hvormed en Landsby Præst fremkom
Til Landsens Høye Frue,
Den Tid hand vilde være Bisp,
Hand bad, HUN TIL DEN ÆRE
KONGEN VED SIN NAADES RISP
HAM HIELPSOM VILLE VÆRE.
✂
Herpaa vort Selskab over alt
Istemmede tilsammen,
Enhver af dem kom med en Palt
Af Skriver-Luse-Krammen
I de Latiners Danske Stiil,
Den mange vanskabt støber,
Og dermed ligesom April
Og med en Liimstang løber.
✂
Den Eene os fortalte, da
Hand udi Jydland tiente,
Og Herren døde hannem fra,
At Een et Vers indsendte
En Capelian af Aarhuus Stift
Til Gaardens Sørge-Stue
Med dette lidet Trøste-Skrift
For Børnene og Frue:
✂
»Velbaarne Frue, jeg i hendes Sorg beklager,
»At jeg er ikke en Mirakel-Plaster-Mager,
»Det smerter mig, at hun i salte Taare-Bylter
»De smukke Øyne og den hvide Kind indsylter,
»Det giør mig ondt, at jeg skal hende condolere:
»Dog hvad? Hun intet ondt sig har at reprochere,
»Hun veed jo, at de Børn, hun haver ved sin Herre,
»Med god Samvittighed tilhobe egte ere.
»Hun giorde ham jo ey til Hanrey nogensinde,
»Hun taalte at hand gik til en og anden Qvinde:
»Naar Lykken hannem gav af sin Krabaskes Snerte,
»Var hun Confectio Alchermes for hans Hierte:
»Naar hand med sin Krabask var færdig Folk at myrde
»Da var hun som et Faar imod sit Huses Hyrde,
»Ald Verden hendes Dyd jo veed af Rygtets Bielde,
»En Apoteker snart sig skal igien anmelde,
»En Beyler meener jeg til Saaret at curere:
»Got Taal imidlertid min Frue balsamere.
✂
Dernest oplæste den Person
Os nok et andet Stykke,
En Præstes Brev til sin Patron,
Hvori hand ønskte Lykke
Paa Grædsk, Latin og Dansk i Fleng
Fordi der i hans Stue
En Junker laa i Barselseng
Ved Siden af hans Frue.
✂
Skribentens Indfald vare de,
Saavit jeg kand erindre,
»Hand kyste lille Junkers Blee,
»Hans Kone ikke mindre,
»Hand ønskte, at den Lille snart
»Forstand ey maatte samle,
»Da Børn udaf en vittig Art
»Ey gierne bliver gamle.
✂
Af det Hebraiske hand og lod
Iblant indflyde noget,
Da Herremanden ey forstod
En Tøddel udaf Sproget,
Ja Vidste knap sit Moders Sprog
Og dessen Elementer
At læse Brochmand, Hvidfeld og
Vort eget Lands Skribenter.
✂
Bemelte Geistlig Mand udi
Sin Slutning udaf Brevet
En Overskrift til Junker i
Sin Vugge havde skrevet:
»Her hviiler vores Herskab paa
»Sin Lykkes Silke-Pude:
»Gid hand en Kiender blive maa
»Af Heste, Køer og Stude.
✂
Alt dette med Taalmodighed
Anhørte jeg saalænge,
Indtil jeg blev omsider kied
Af de forslidte Strenge:
Postmesteren vor gode Vert,
Sig til sit Kammer skyndte,
Og brød den Skumlen over tvert,
Da jeg igien begyndte:
✂
Hør (sagde jeg) I brave Mænd,
Jeg ikke mig udgiver
For Stiile-Mester, eller den,
Der exemplarisk skriver;
Men da I mod en geistlig Pen
Saaledes gaar i Rette,
Tillader mig, at jeg igien
Maa sige eder dette:
✂
Jeg negter ingenlunde, at
Blant dennem, som studerer,
Er mangen narrisk Abekat,
Der selsomt bogstaverer,
Der giør saa plumpe Kragetær,
At, hvis hand kom i Skolen
Til Zacharias Olsen her,
Da kom hand over Stolen:
✂
Jeg negter ey, at mangen vor
Studerings-Frende stiiler,
Saa hand Vidunder er derfor,
Saa Cancelliet smiiler,
Saa Bisp og Universitet
Ved ham sig ofte skammer,
Der bliver af en Dreng beleet
Paa verdslig Skriver-Kammer.
✂
Men om I ey fortryder paa,
Jeg siger eder sanden,
Da er der ikke heller faa
Af dem i Verdslig Standen,
Endog fornemme Embeds-Mænd,
Der skrive eller regne
Langt meere fuskeragtigt end
Endeel af vore Degne.
✂
Jeg kunde een og anden til
Exempel her anføre,
Men jeg blant dennem ingen vil
Sin Svaghed lade høre,
Jeg hverken vil ad dennem lee,
Ey heller vil jeg græde
Fordi en Geistlig Reglerne
I Stiil kand overtræde.
✂
Imidlertid I gode Mænd
Med Kappe eller Krave,
Som haver været under den
Latinske Tugt og Ave,
Som haver for Grammatica
Og for Syntaxis faaet
Saa mange Ørefigen, da
I har i Skole gaaet:
✂
Forteller mig, hvad er dog det,
Som eders Stiil fortryller,
At den er ikke jevn og slet,
Men fuld af Narre-Krøller?
Hvad skal de Mare-Lokker til,
Hvormed I den behænger?
Er det, fordi I hede vil
En Giek, en Grillenfænger?
✂
Har Jesuiter eder bragt
Til saadan Skriver-Væsen?
Dem Prinds Ragozcy med Foragt
Har kastet udi Næsen,
At under deres Disciplin
Mand lærde Mænd kan blive
I Pluddren af spedalsk Latin,
Men Sinker til at skrive?
✂
Maaskee I meener, at en reen
Naturlig Stiil sig skikker
Ey til en Lærd, men en gemeen
Skerslip og Kiedel-flikker
At andre eder dyrke skal,
I uretviise Stakler,
Blant de Udødeliges Tal
For eders Pens Mirakler?
✂
Af eders Breve har jeg i
Mit Pakhuus heele Tylter,
Hvor somme løber løbsk udi,
Hvor somme gaar paa Stylter,
Hvor andre kommer ligesom
Fremkrybende paa Krykker,
Dog hvad? jeg vil ey melde om
Deslige Giekke-Nykker:
✂
Men at jeg skal bekiende, hvad
Mig allermeest fortryder,
Som mand maa pege Finger ad
Iblant Skribenter-Lyder
I geistlig Skriver-Stue, da
Ey noget stinker meere,
End naar der flyder Galde fra
Den Ordens Penne-Fiere.
✂
Jeg haver mange Indleg læst
Til By- og Landstings-Retter
Fra en og anden Provst og Præst
Af dem, som gierne tretten
Jeg haver læst dem med en stor
Foragt, thi de gemeenlig
Af Brok- og Reve-Underfoor
Er stinkende, ureenlig.
✂
Jeg nylig hørte Et udi
Et Selskab at oplæse:
Ey phy! det var et Aadsel i
Det heele Selskabs Næse:
En Børstenbinder skulde det
Bekiendt ey ville være,
Og paa saa sort et Tavle-Bret
Forsverte Navn og Ære.
✂
Skribenten gav sin Vederpart
Et Stød af hans Forfædre,
Endskiønt hans egen Æt og Art
Ey paa et Haar var bedre:
Hand vrægede ham, at hand var
En Verdslig, ustuderet,
Da den studeerte dumme Nar
Af ham dog blev fixeret.
✂
Hand fik hans Legems Skabning fat,
Hvorpaa ey var at sige,
At han var tyk og undersat,
Med andet meer deslige:
Kort sagt, i hvor mand saae sig om
I Stiilen af Processen,
Saa allevegne forekom
Et Gienfær af Claus Jessen.
✂
Ey phy for Skam! Her Sehsted, om
Du skalt i Sagen dømme,
Da døm deri saaledes, som
Det kand en Sehsted sømme:
Lad tre Lod Sølv ey være nok
For denne vilde Basse,
Tænk paa en fattig Enke-Blok
og paa Justitzens Casse.
✂
Jeg snarere skal bede for
En ulærd Soldesetter
End for en anden, der er vor
Studeerte Ordens Fetter:
Thi dersom hin er plump og grov,
Saa bliver hand den samme,
Og geistlig eller verdslig Lov
Saa stort sig ey tør skamme.
✂
Men naar en Geistlig figte vil
Med Skieldsord ubeskeden,
Da er jo disse Vaaben til
At skænde Geistligheden,
Samt til at dræbe Dyden, som
Fornemmelig skal være
Studerings ægte Jomfrudom
Og Lærdoms største Ære.
✂
Nok sagt: Men see her er i den
Latinske Skriver-Stue
Et Kammer for Høylærde Mænd
Fremdeeles at beskue,
Et Kammer, hvor mand seer kun Dolk
Og Spyd og Svær til Feyde,
Hvorind jeg ustudeerte Folk
Undseer mig at geleyde.
✂
Her gaar det løs paa Hug og Stik,
Her er Skribenter-Faner
Udgiort med Vaaben udaf Pik,
Af Prygl og Partisaner,
Hvorunder de som tienne vil,
Alaa ingens Ære spare,
Saa fremt de selv med Ære til
Det lærde Navn vil svare.
✂
Den ene setter udi Band,
Den anden contra-stevner,
De farer frem med Ild og Brand,
Og neppe Livet levner,
Fordi de haver om et Ord
I Hoved-sproget Irring,
Ret saasom Himmel eller Jord
Kom derved i Forvirring.
✂
Den ene taaler ingen, som
Er af en anden Meening,
Den anden vil ey høre om
Et Ord til Freds-Foreening:
De lider ingen Vedermaal,
Modstanderen de setter
I rette mod paa Brand og Baal
Som en forførisk Kietter.