Falster, Christian Dend U-tidige Rang-Syge

82

Nu kand en Philosophisk Tvang
Ej længer mig regiere,
Nu døer jeg, faaer jeg ej en Rar
Saavelsom andre fleere,
Nu leer jeg ad Diogenes,
Men ærer Pharisæer,
Jeg holder med Empedocles
Og hine Zebedæer.

Lad en St. Povel blive vreed
Og præke for en Romer,
Hvor smukt mand med Ærbødighed
Sin Næste forekommer;
Jeg af Pompeji Meening er,
Hvis Symbolum har været,
AT VILDE OVER EEN OG HVER
I VERDEN VORDE ÆRET.

Ej! koste, hvad det koste vil.
Gid pokker Penge skaane
For RANG, om mand dem end dertil
Hos andre skulde laane,
Og 12 pro Cento udaf dend
Hver Juni-Maaned give,
Om mand ved Lands-Ting skulde end
Sit Gods til Pandt forskrive.

83

Langt fra at jeg vil prutte om
En tredive Dukater
Med mine høye Venner, som
Blant Titel-Potentater
Mig Pladtz forskaffe vil, endskiønt
Jeg intet dertil duer;
Det grimme Ansigt er dog kiønt
Ved Sminke-Vand og Fluer.

Det saa fornemme lader dog
Til Brøllup og deslige,
At Præst og andre maa i Krog
For mig tilside vige,
At jeg har Tienner bag min Stool,
At alles Øyen gaber
Paa mig, som Compagniets Sool,
At alle for mig skraber.

Ja, Rang og Titler klingre skal
Omkring mit Navn som bielder,
Og settes for mit Null som Tal,
Saa veed jeg, hvad jeg gielder:
Gid ingen leve som Client,
Hvor alle er Patroner,
Hvor heele Gaden er omtrent
Besat af Rangs-Personer.

84

Min Nabo sig indbilder meer
End nogen Tyrkisk Basse,
Endskiønt hand har kun Carakter
Udaf dend sidste Classe.
Jeg kommer aldrig til hands Dør
Og i hands store Stue,
At jeg jo staar en Time, før
Jeg maa hands Ansigt skue.

Min Gienbo er en myndig Mand,
Fordi hand nylig kiøbte
Sig fra dend borgerlige Stand,
Og for hands Penge døbte
Ham med et andet Navn, end det,
Hand loulig havde arvet,
Hvorved hand har sin ringe Æt
Med Adels Blod omfarvet.

Min Gienbos Nabo er bekient
Af Rang, men ej af andet;
Thi see! hand aldrig haver tient
Vor Konge eller Landet,
Vor Borger eller Clerici,
Vor Bonde og Soldater
I Cammer eller Cancelli
Og Commissariater.

85

Min Nabos Gienbo, som en Lem
Af Ærens Rang-Capitel,
Paa Moden ogsaa kommer frem,
Og bryster af sin Titel,
Saa alle skulde tænke, den
At være ham forleenet,
Fordi han havde Slesvigs Læn
Med Dannemark foreenet.

Kort sagt: Mit Naboskab det er
Meest Herskab og Laquayer,
Og hvis en Borger findes der
Iblant, som noget eyer,
Da tragter hand og efter Rang,
Som Junker udi Polen,
Der haaber sig at see engang
Udvaldt til Konge-Stolen.

Skal jeg da eene sidde her
Som Kieldermand i Gaden,
Hvor hver mand Borge-Mester er
Og udi Adel-Raden?
Skal alle handle udi Gros
Med Titler, Statz og Ære,
Med Liveri og med Karos,
Og jeg en Høker være?

86

Skal jeg ved Dørren altid staa
Med Hatten under Armen?
Skal jeg til fods alleene gaa,
Naar andre kiør i Karmen?
Skal jeg kun maales som Monsieur
Med Ærens korte Alen,
Da andre heder MONSEIGNEUR
I Hilsen og i Talen?

Skal jeg min Sko og Strømpe paa
Opvartning daglig slide,
Og, hvor jeg kommer, altid gaa
Ved venstre Haand og Side?
Hvad har min Kone syndet, at
Hun alle skulde vige,
Og ikke føre Fruer-Stat
Saavel som hendes Lige?

Hvad Ære er det mig, saa tit
At see min Nabo trænge
Og laane hos mig paa Credit
Nu Øll, nu Brød, nu Penge
Til Underholdning for sin Stand,
Samt Foôr til sine Heste?
Jeg er jo dog hands Undermand,
Ja knap engang hands Næste?

87

Hvad agter jeg, at nogle faa,
Som Breve til mig skriver,
En fattig Titel uden paa
Mig af VELÆDLE giver?
VELÆDLE er jo saa gemeen,
Som Luse-Torvets palter,
VELÆDLE heder hver og een,
Som nogen Ting forvalter.

Nej, nej, VELBIURDIG skal her til,
Om jeg skal rolig leve,
Mit Nabolag jeg trodse vil
Med Deres Titel-Breve,
Med Tienner bag paa min Kareet
Jeg vil herefter kiøre,
Og mig, ald Kopskat u-anseet,
Paa Herre-viis opføre.

Af daglig Stue jeg en Sal
Til Audientz vil giøre,
En Klokke-streng og Portner skal
Staa Vagt ved mine Døre,
Og hvo som uden Rang og Stand
Sig da anmelde lader,
Dend agter jeg som Tremarks Mand,
Den skyer jeg og hader.

88

Naar jeg til Døren følger een,
Da skal jeg ikke heller
Forsømme, at jeg hver en Steen
Og Trin paa Moden teller,
At, om jeg gik forlangt maaskee
Fra Trappen eller Salen,
Jeg skulde mig da ej forsee
Mod Herre-Ritualen.

Min Kone skal og klædes om
I høye Fruer-Noder,
Hun skal forandre sine, som
De andre deres, Moder;
Om store Damer vilde gaa
Foruden Skiørt og Serke,
Da skal hun ogsaa kiendes paa
Det samme Fruer-Merke.

Lad være at hun ej forstaar
Saa just til punkt og prikke
I Hoff-Maneer det første Aar
Blant andre sig at skikke,
Det andet Aar hun lærer vel
Af een og anden Mage
Sin Fruer-Ceremoniel
Og Stand i Agt at tage.

89

Naar først dend Adelige Aand
Er kommet ind med Tiden,
Hun lærer nok at lade Haand
Og Forklæd kysse siden,
Og i Gebærder ligesom
At føre 16 Aner,
Ja vel endog at spille om
Min Hat med Courtisaner.

See! saadant Væsen fører mand
Udi sit Skiold og Vaaben,
Naar Folk forsager Borger-Stand
I Rang- og Titel-Daaben.
Lad Enden blive Bankerot,
Saa er mand dog befriet
Fra dend gemeene Pøbels Spot,
At døe i Slutteriet.

Lad være i min Sterfbo er
Ej Skilling til en Daler,
At andre Folk min Jorde-Fær
Til Præst og Degn betaler,
Saa staar mit Liig paa Moden dog
I nogle Uger inde,
Saa staar dog paa mit Kiste-Log
Min Rang til Ære-Minde.

90

Tys! U-oplyste Phantasi,
Hvad Mare mon dig riide?
Lad ikke min Philosophi
Dit Anslag faae at vide.
See! dend tillader nok mit Sind
At stunde efter Ære.
Dend lider gierne Luft og Vind,
Men ikke i en Blære.

Hvad, om min Rector Seneca
Sligt Galskab fik at høre,
At jeg mig af min Nabo fra
Hans Lærdom lod forføre?
Hand til Anticyras med min
Indbilding mig forviiste,
Hand dømte mig til Disciplin
Udi en Daare-Kiste.

Men du vil svare mig maaskee:
At Seneca var merket
Med samme Jern, som Munkene,
Der Ligner Seyer-Verket,
Som ofte anderledes slaar
Og anderledes viiser.
Hvad da? Hands Dyd mig ej angaar,
Hands Lærdom jeg kun priiser.

91

Fremdeles Du nok sige tør,
At under Vadmels-Huen
Og inden Philosophisk Dør
Er Hofmod Vert i Stuen,
Og at jeg mueligt gierne tog
Imod en Rang at bære.
Ja, ret! jeg neppe mig undslog,
Hvis ære var i Ære.

Jeg er ej en Philosophus,
Der spot med Æren driver,
Jeg er ej, som Ammonius,
Om hvilken nogle skriver,
At hand sig hug et Øre af,
Fordi hand dermed vilde
Alexandrinisk Bispe-Staf
Og Værdighed forspilde.

Nej, min Religion og Tro
Er ej saa indgetogen;
Jeg negter ej at jeg er jo
Saa Ære-kiær som nogen.
Men viid at om jeg Æren end
Paa stemplet Brev ej nyder,
Saa var det nok saa fremt jeg dend
Fortiente kun ved Dyder.

92

Hvad Ære er det for en Bog,
Af Hollandsk Tryk at prale
Samt prægtig Titel, naar dend dog
Ej Hoved har og Hale?
Hvad hielper Kaaber-Stykker dend?
See! saadant et Spektakel
Det holder ikke Lærde Mænd
Men Børn for et Mirakel.

Hvad skam er det for en Person,
Sig selv bekiendt at være,
Og efter sin Profession
Sit Nafn og Titel bære?
Hvo vilde derfor Finger ad
Dend gode Lucas pege,
Fordi hand ej har Doctor-grad,
Men kalder sig kun læge?

Hvad Ære er det tvertimod
For en Domitianus,
At hand vil holdes ligegod
Ved Jupiter og Janus?
At hand vil have Guders Rang,
Naar hand i deres Riige
Ej over Væjr og Vind engang
Det mindste har at sige?

93

Det meget underligt jo var,
At see en So med Sadel,
Og paa et fitted Brygger-Kar
Et Vaaben udaf Adel,
At Vognmand vilde søge om
At blive en Professor
At Møller op til hove kom,
At Bonde blev Assessor?

Det var jo selsom, om mand saae
To Been med to slags Hoser,
Dend eene sort, dend anden graa,
Dend eene grov som Poser,
Dend anden af det skiære Uld
Og fiin som Silke-Traaden,
Den eene ny, dend anden fuld
Af Hul ved Hul og raaden?

Nej, skal jeg have Rang, da vil
Jeg saadan en begiære,
Som kand beqvem og danlig til
Mit Embeds-Vilkor være,
At Folk skal ikke sige: see!
EN RANG! MEN HVOR ER MANDEN?
Og Børn som Bassum mig belee
Til Rom i Herre-Standen.

94

Lad andre søge Øverst Gang
Og Kirke-Stole-Stade,
Forklæde sig med Navn og Rang,
Og spille Mascarade,
Hvor tit en Skræder er Abbé,
En Kokke-Dreng Minister,
Og dend, som knap kand a, b, c,
Er klædt som en Magister.

Med sligt jeg ikke spøge vil,
Jeg heller rolig sidder,
Saa maa min Nabo blive til
En Greve eller Ridder.
Ja hvad? Om jeg fik Carakter,
Saa veed jeg og tillige,
At Avind vilde da desmeer
Mig udi Kortet kige.

Jeg ufeilbarlig og en Part
Af gode Venner tabte,
Som ikke kiendte mig, saa snart
Som jeg mit Navn omskabte.
Ja Rang en Puster er til spliid
Og Tvist de fleeste gange,
Dend blæser jo Allarm til Striid,
Og ødelegger mange,

95

Dend tænder ej alleene Ild
I Slot men og i Hytter,
Fortryder og giør Ellevild
De ringeste Gemytter,
At de endog i Kirken kand
Om Rangen slaes og rives,
Saa Præsten hartad Mellem-Mand
Maa være, naar de kives.

Hvad? om jeg kom engang med Rang
Til mine døde Fædre
Paa Moden uden Klokke-Klang?
Mon jeg var da desbedre?
Mon de antog mig derfor vel
For store Alexander?
Mon der i Beenhuus blev forskiel
Paa min og deres Pander?

Hvo vilde mig udaf en høy
Og herlig Titel meere,
End Hesten af broderet Tøy,
Og Skaberak vurdere?
Det store Træ mand jo anseer
Af Brendet kun alleene,
Da smaa Gevexter agtes meer
End høye Eege-Greene.

96

Jeg ynker dennem, hvis Natur
Af Ære-Sot saaledes
Er siug, at de ved Titel-Cur
Alleene kand helbredes,
Som hine, der for Kongerne
Udi Pariis og Londen
Sin Svaghed viiser frem, at de
Skal røre dem med Haanden.

Jeg ynker dem end meere, naar
De nu helbredet ere.
Hvad da? de strax Indbilding faaer,
Og siunes sig at være
Dend eene Mogul eller Gog,
Dend anden en Elias,
Dend tredie en Moses og
Dend fierde en Messias.

Hvad meer? naar saadan Cavalleer
Nu gaar i disse Griller,
Og med Forundring sig anseer
Ved Perspectiv og Briller,
I hvilke hand er større end
Fra Syd- til Norder-Polen,
Da siunes kun hans Undermænd
For ham som Grand i Solen.

97

Hand som en værdig Rangs-Person
Meriter sig tilegner,
Hand neppe helser sin Patron
Og ham med Tak begegner,
Hand kysser paa sin egen Haand,
Sit Titel-Brev hand slider
Som hine Pater-Noster-Baand
Ved Læszning alle Tider.

Hans Rang saa snart udstædes ey,
Før hand paa Timen søger
Sin Titel-Høyheds Contrafey
Hos dend, som trykker Bøger,
Og dersom denne saadant da
I sin Avis forsømmer,
Dend anden ham forbittred fra
Sin Trykker-Frihed dømmer.

Hand Huus fra Huus fra Børs til Strand
Med dette Nyt omløber,
I steden for en Bibel hand
En Rang-Forordning kiøber,
Hvor hand beklager, at hands Stæd
For laugt ham er tilføyet,
Som burde være lige med
Feldt-Marskalks Pladts ophøyet.

98

Fremdeles er det Lyst at see,
Naar Posten Breve bringer
Til ham, hvorledes Titlerne
Ham udi Øret klinger;
Hand for at læse dennem ret
Med Oratorisk Gaver,
Som Børn paa deres første Bret,
Til hver en Tøddel staver.

Og naar hand har nu længe seet
Hver Bogstav vel igiennem,
Da brydes Brevenes Signet
Saa varlig, at hand dennem
Af Ømhed ikke kommer nær
Med mindste Rift og Skade,
Ja gierne slog dem op paa hver
En Raadstu, Torv og Gade.

Og naar hand en Epistel faaer
Fra mig og slige Venner,
Da seer hand efter, om der staar
Til Slutning ydmyg tienner,
Hvis ikke faaer vi ingen svar,
Og som foragted Lampe
Bortkastes Brevet, hvilket har
Mod Brodden vildet stampe.

99

Jeg taler intet om, hvor stoer
En Glæde det kand virke
Hos ham, naar hand paa Landet boer
Og eyer der en Kirke,
At Præsten da for hans Person
Hver Fest og Søndag beder,
Som Stædets Herskab og Patron
Tænk, hvilke Herligheder!

Tænk, om hand havde fordum med
Apostlerne omdraget,
I Barnabæ og Pauli stæd
Hand rigtig havde taget
Mod Titel af Mercurius
Og Jupiter tillige,
Diana ud af Ephesus
For hannem fik at stige.

Men tænk engang, om Socrates
Med hannem havde talet,
Hand denne Alcibiades
Vist havde da afmalet
Sin Daarlighed som fordum hin,
Dend hand paa Landkort viiste,
At det var Null, hvoraf hand sin
Person lyksalig priiste.

100

Jeg priiser dend, der stræber, at
Hand sig til Ære-Minde
Som en aarvaagen Undersat
Kand kongens Naade vinde;
Hvo vilde undre nogen Tid,
At saadan en Belønnes,
Og at derpaa hans brave Flid
Med Rang og Vaaben skiønnes?

Hvo kunde dømme selsomt om
At dend et Tilnavn nyder
Af Stat, Justitz og andet, som
Sit Hoved dermed bryder,
Som hielper til med gode Raad
At tienne Land og Riige,
Hvis Pande tiit af Sveed er vaad
For mig og mine Liige?

Men dend, som kryber under Tag
Med Flagger-Muus og Ugle,
Som skyer baade Lys og Dag
Blant andre rette Fugle,
Jeg meener dend, som skiuler sig
For det gemeene Beste
Med Raad og Daad i Fred og Krig,
Og plager kun sin Næste.

101

Dend, siger jeg, maa alle Mand
Jo billig undre over,
Democritus maa lee, at hand
Om Titel-Almisz vover
At holde an, og betle tør,
At hand undseer sig ikke
Med vissen Haand paa KONGENS Dør
Og Cabinet at pikke.

Hvad, om Monarken var ey saa
Medliden mod Betrængte?
Hvad, om hand spurdte, hvem der paa
Hans Dør saa næszviis hængte?
Hvad, om hand vilde see hans Pasz,
Og hans Meriter viide?
Mon hand ey fik som Lurifas
Med Skamme gaa tilside?

Hans Dristighed imidlertiid
Ham efter Ønske lykkes,
Hand Seyer-Æres uden Striid,
Da Dyden undertrykkes.
Dog Daarlighed! Lad hannem gaa
Paa høyre Haand og Side,
I Solskin mand det samme maa
Jo af sin Skygge lide.

102

Mon gud vel om sin Høyhed med
Matthæus derfor tretter,
Fordi hand Keyseren et Sted
I Orden øverst setter,
Naar Jøderne befales, at
De Keyseren skal yde
Som Deres Herskab Skyld og Skat,
Og gud sin Ret skal nyde?

Ey! Phantasie! Lad saadan Een,
Som sig af Rang hofmoder,
Mig agte ringe og gemeen,
Og have sine Noder,
Jeg haver læst hands Brev engang,
Men see! Det ikke byder,
At mand skal vige ham i Rang
Formedelst mindste Dyder.

Lad ham sin Titel holde rar,
Saa findes dog besværlig
En rarere, end dend jeg har,
I det jeg kaldes ærlig,
Og alle de, som kiender mig,
Tillige paa mig lider.
Slig Titel var jo Adelig
I vore Fædres Tider.

103

En fin, at een vil kneyse da
Saa høyt af Titel-Ære,
Hvis Dyd, naar Rangen sigtes fra,
Befindes Klid at være,
Sligt forekommer mig, som naar
Bedagede Matroner
Ved Privilegium af Aar
Nedtrykker unge Koner.

De pukker af, at Deres Navn
I Kirkens Bog var skrevet,
Før Svensken blev fra Kiøbenhavn
I dends Beleiring drevet.
Hvad da? blev Stormen frugtesløes
Ved disse Commendanter?
Mon disse Myg af Landet køes
De Svenske Elephanter?

De foregiver og, at De
Har været gift saa længe,
Og een haft to, en anden tre
Ja fire Mænd i Senge.
Hvad da? Om de har haft en snees,
(Som mueligt nok kand være)
Skal Ægteskabet da ansees
Som Qvinde-Kiønnets Ære?

104

Hvad er det, at de noget vil
Af saadant sig indbilde?
Hvad kand dend unge Kone til,
At hun er gift saa silde?
Hvad Skarn er det, at hun ey gaar
Med Rynker og ved Krykke?
See! kommer Giftermaal og Aar
Ey fra Natur og Lykke?

Imidlertid jeg siger det
Maa ingen mig fortenke,
Som dend, der Alderdommens Ret
Og Frihed vil forkrenke.
Jeg ærer Haaret, som er graa
Af Dyd og Aar tillige,
Merk, ÆRE-SIUGE STYMPER, saa,
Hvad Lignelsen vil sige.