✂
Nu slaar Compas og Stierner fey
Nu har jeg snart forsvoret,
At bruge Aarer eller Seyl,
At røre meer ved Roret;
Nu legger jeg til Landet an,
Jeg lader andre spøge
Med deres Vinde-Gud og Gan,
Og Lykkens Søe forsøge.
✂
Nu haver jeg besluttet fast
Til Krigen mig at give.
Dog ney! maaskee jeg i en hast
Aftakket kunde blive.
Hvad da? saa hafde jo min Stand,
Og Rang ey meer at sige
Saa blev jeg kun en Færge-Mand,
En Kroe-Mand og deslige.
✂
En Kremmer det er nok saa got
I disse Silke-Tider;
Thi om Jeg spilte Bankerot,
Da er paa alle Sider
Jo Vold om Fridericia,
Og intet at befrygte.
Dog ney! jeg gad ey løbet fra
Et ærligt Navn og Rygte.
✂
Et Procurator-Handverk var
Maaskee saa got som noget.
Dog nej! jeg ikke Hoved har
Til ret at giøre kroget;
Jeg icke let med Vidners Eed
Og Lovens Bogstav spøger,
Jeg i en god Samvittighed
Min roos langt heller søger.
✂
En Foged eller Skriver er
Endnu det allerbeste.
Dog nej! jeg gad ey plukket Bær
Af Træet fra min Næste,
Jeg gad ey forfordeelet ham
Dend mindste Skerv og Skilling,
Og kom det op, da fik jeg skam
Paa Ære og Bestilling.
✂
Hvad da? Jeg bliver ved min Bog,
Og for min Lykke stræber,
Men hvad? Mand gaar ved denne Plog,
Og u-ophørlig slæber,
Mand pløyer, saaer og i sin Sveed
Sit Brød med Kummer degner,
Og see! En andens Dovenhed
Sig siden det tilegner.
✂
Det er jo dog fortrydeligt,
At, naar Soldat og Rytter
I Kriigen haver giort sin Pligt,
Mand Byttet ham forbytter,
Det er jo tungt, naar Hexen giør,
At Pigen, i hvor gierne
Hun stræber for at samle Smør,
Forgiæves dog maa kierne.
✂
See, hvis en Plato nu var dend,
Der havde ingen Venner,
Da blev hand vel ej andet end
Pedell og Kloster-Tienner,
Og Aristoteles, i fald
Hans Stemme vilde klinge,
Da fik hand vel et Degne-Kald
Og Klokke-Streng at ringe.
✂
Ja hør, hvad nylig en Person,
En Udenlandsk Magister
Om vor RECOMMENDATION
Og Lands-Academister
Mig i et Selskab høre lod
Med andet meer merkværdigt,
Som skar mig i mit Hierte-Blod,
Endskiøndt det var sandfærdigt.
✂
»Ey! (sagde Hand) hvad Under, at
»Studering her i Landet
»Er saa af Barbari besat
»Og ligesom forbandet?
»Hvad Under, at mand Udenlands
»Foragter Eders Hierne,
»Da mand saa sielden seer en Glands
»Fra Nordens Lærde Stierne?
✂
»Sligt kommer ufeylbarlig an
»Paa det, at der ey skiønnes,
»Hvad Lærdom ziirer, og hvordan
»Studering bør belønnes,
»I det Patronen med sin Haand
»Geleider Betler-Brevet,
»Saalenge som dend dumme Aand
»Er ey endnu uddrevet.
✂
»See! noget jeg fortelle maa,
»Som u-forskammet stinker,
»Jeg hørte nylig Under paa
»En deel af Eders Sinker,
»Af hvilke nogle talte om,
»At Thalmud var en frue,
»Og Alcoran det samme som
»Tulbandt, en Tyrkisk Hue.
✂
»Een var en ung Jurist, som lod
»Sig merke, at til andet
»Var Grot og Puffendorf ey god
»End Tutter her i Landet.
»Een for en Mester sig udgaf
»I Rigs- og Stats-Studering,
»Og vidste ey at sige af
»Dend Romerske Regiering.
✂
»Een rôste sig af Medicin,
»Og holdt sig for at være
»Dend anden Thomas Bartholin
(»De Danskes Roos og Ære)
»Da hand i Apoteker-Bo
»Knap kiendte Camfers Dyder,
»Og vidste ey, hvad qvid pro qvo
»Hos det slags Folk betyder.
✂
»En anden svor, at en Catholsk,
»Saavelsom Calvinisten
»(Hand være Preuszisk eller Polsk)
»Var ey en ægte Christen;
»Kort sagt: De sad og dømte, som
»Rubiner om Elias,
»Som Jøderne, der drømte om,
»At Cromwell var Messias.
✂
»Tenk (sagde hand) er sligt ey galt
»Og Skam paa alle sider?
»Her blev jo ey saa daarligt talt
»I Pav Leonis Tider?
»Det ellers ondt for Dem mig giør,
»Som haver Spot af disse,
»I det de Dem har hiulpet, før
»De kiendte dem tilvisse.
✂
»Det verste var, at høre, hvor
»De rôeste Deres Varer,
»Hvorledes hver sig giorde stor,
»Og andre til Barbarer,
»Hvoraf i Stuen blev en Lugt,
»Som af en Stinke-Potte,
»At, hvis mand Røg ey havde brugt,
»Mand snart forgives motte.
✂
»Ey! (sagde hand, som var en Ven
»Af Nordens Lærde Ære)
»Gid nogen herimod sin Pen
»Satirisk vilde skiære!
Hand bad, at jeg for min Person
Dog vilde mig paatage,
Hver slig Client for sin Patron
Og Landet at anklage.
✂
Ved denne Bøn jeg Skuldre skiød,
Jeg gad ey nogen tugtet,
Da Juvenalis aldt var død,
Og intet havde fragtet;
Jeg viiste ham, at jeg var ey
De Danskes Aretinus,
Og kunde snart gaa samme Vey,
Som fordum Boccalinus.
✂
Omsider for at svare ham
Paa hans fornemste Poster,
At Lærdom er som Luse-Kram,
Der intet hos os koster,
At Brød uddeeles, ligesom
Suppliken har Patroner,
Fremtog jeg en forordning om
RECOMMENDATIONER.
✂
Jeg bad ham læse dette Ark,
Hvoraf hand kunde skiønne,
Hvad Dyd der er i vor Monark
Til Dyden at belønne,
Hvor naadig kongens Tanke er,
Samt varlig og forsigtig,
Hvor gierne hand forfremmer hver,
Som haver stræbt oprigtig.
✂
See! (sagde jeg til hannem) hvo
Kand bedre Forskrift give?
En Antoninus kunde jo
Ey meere dydig skrive?
I hvad retsindigt Cancelli
Er nogen sted de Lærdes
Og Godes Trøst saa stor, som i
KONG FRIDERICH DEND FIERDES?
✂
Hand svarte, at hand kiendte vel
Dend fromme HERRES Naade
Til at handthæve Ræt og Skiel,
Men at dog tit af Vaade
Formedelst onde Talsmænd mand
Uværdig kom til Lykke,
Da Dydens Ild af skident Vand
Sig maatte lade slykke.
✂
»See! (sagde hand) naar Kald og slig
»profession er ledig,
»Hvor Halt og Krøbling løber sig
»Til Cancelliet svedig,
»Hvor der om dette Blomster da
»Er saasom Sværm af Bier,
»Og hvor mand allevegne fra
»Til denne Enke frier.
✂
»Hver, som en beylende Person,
»Opregner sine Gaver,
»Hvor mangen Obligation,
»Hvormange Pund hand haver,
»Men som hand forud veed, at de
»I Vegten meget feyler,
»Saa bruger hand en Koblerske,
»Og ved en Paaskrift beyler.
✂
»Da sees en Panegyricus,
»Som hin hos Claudianum,
»Som dend, i hvilken Plinius
»Berømmer sin Trajanum.
»Hand males af at være Lærd
»Og dydig Overmaade,
»Ja vel saa høyt, som nogen, værd
»At nyde KONGENS Naade.
✂
»Jeg veed, endskiønt jeg tier still,
»At Hiernen tit er Ored,
»Og at hans Hoved inden till
»Med Kalve-Kiød er fôred,
»At det er som en Nødde-Skall,
»Hvor Ormen kun er inde,
»Som Mynt udaf en falsk Metall,
»Som Blære fuld af Vinde.
✂
»Hvad skeer? Det efter Ønske gaar,
»Som hans Patron har maget,
»Hand Ja og siden Brøllup faar,
»Og Bruden er bedraget,
»Tænk sagde hand, er det dog ret,
»At sørge saa for Enker?
»Sligt Egteskab jo Dyd og det
»Gemeene beste krenker?
✂
Som vi saaledes tålte best,
Da stoed der een og luurte,
Og denne Udenlandske Giest,
Saavel som mig adspuurte,
Hvor vi os torde understaa,
Som ringe Stands-Personer,
At Dømme og at tale saa
Om ham og hans Patroner?
✂
»Forlad mig kiære (svarte jeg)
»Vi talte ej om dennem,
»Men at her praktiseres Qveg
»I landet tit igiennem;
»Vi tâlte med hinanden om,
»Hvormeget Fæ her Voxer:
»Der Tersker ej for Føden, som
»De gamle Jøders Oxer.
✂
»Vi talte om, hvad Sygdom her
»Ved Baasen somme Tider,
»Hvad Pest her gængse er (desverr)
»Hvorover mange liider,
»Og Landets Hiord saa ofte maa
»Af Udenlandske Vrages,
»Da Skabbed Fæ det burde paa
»En Mødding at henjages.
✂
Hand merkte, hvad min Meening var
Forvendte Øye-Siunet,
I Læben beed og Tænder skar,
Slog ned med Ild og Liunet,
Ja svor ved sine Guder, at
De dette skulde hevne,
Og at de mig udi min Hat
En Fier ej skulde levne.
✂
Jeg i mit Hierte ad ham lo,
At hand sig kunde harme
Med Smidden udi Epheso
Og for Diana larme.
Jeg bad ham tie lidet still,
Dend tid hand var saa daarlig,
Og gav mig saa fremdeles til
At tale meer Alvorlig.
✂
See! (sagde jeg) jeg er ey red
For Værgeløse Buer,
En Catholik forgiæves med
Sin Helgen mig kun truer,
Jeg frygter ey at Pavens Band
Skal kunde noget virke,
Imod en Lem udaf en sand
Og Evangelisk Kirke.
✂
Jeg Ærer din Patron, dend stund
Hand efter Dyden spørger,
Og forud kiender deres Pund,
Som hand med Brød forsørger.
Mæcenas agter jeg ved Guld
I en Augusti Riige;
Ja gid vort heele Land var fuld
Af Mæcenatis Hige!
✂
Men du vilt svare mig maaskee,
At hver kand ikke være
Saa god Poet og Lærd, som de,
Mæcenas havde kiære,
At mand skal ej forsmaa en Steen,
For dend ey Jaspis heeder,
At hver Apostel er ey een
St. Povel eller Peder.
✂
Ey hvad? Dem taler jeg ey om,
Men Judas dend Forræder,
Saa ogsaa om Patroner, som
Paa Dydens Ære træder,
Som tvertimod sin KONGES Bud
Recommenderer dennem,
Der Verden uden Hovedbrud
Har sneget sig igiennem.
✂
Tænk Du, som tit til lykkens Dør
Har Nøglen i din Lomme,
Betænk, om Du forsvarlig giør
At lade Drog indkomme,
At søge deres Gavn og Tarv,
Som Slegfred-Unger ere?
Bør ey et Egte Barn i Arv
Prioriteret være?
✂
Betænk, om nogen i din Rang
Dig Indpas giøre vilde,
Hvo veed, om Fruen mangen gang
Ey foor derover ilde?
Mon du ey selv saavel som hun
Var ond tilfreds at stille?
Endskiønt jeg saadant kalder kun
En Adamitisk Grille.
✂
Du mig maaskee vil svare, i
Henseende til Dyder,
Som det gemeene Sprog udi
Philosophien lyder,
AT DYDEN INTET HAR BEHOV,
AT DEND SIG SELV BELØNNER,
Naar Lykkens og Patroners Lov
Ey paa meriter skiønner.
✂
Ja saadan Trøst er ligesom
Det, Julianus sagde,
Da hand de Christnes Eyendom
Og Indkomst Ødelagde.
Hand dette foregav at skee,
Og Lønnen confiskeres,
Fordi der staar om FATTIGE,
AT HIMMERIG ER DERES.
✂
Ney! Dyden er af dend Natur,
Som Ilden, at opstige,
Dend gierne vil mod Jern og Muur
Med Alexander Kriige,
At dend og triumphere maa
I Vogn med hans bedrifter,
Paa Stytter ved hans side staa
Og i de Lærdes Skrifter.
✂
Hielp derfor DU, som hielpe kand,
Enhver som Hielp forskylder,
Hvormed DU Navnet paa dit Land
Og paa Dig selv forgylder,
Men see! en Romersk Herre er
Til Ævig tid beskiæmmet,
For hand de lade Drog i sær
Til ære har forfremmet.
✂
Xenocrates jo Skiændsel har
Af det, at hand paamindes
I Polysperchons Brev og Svar,
(Som hos Plutarchum findes)
»At han sig skulde efterdags
»Berænksom tage vare,
»Og ej befordre saadant slags,
»Som lod sig ej forsvare.
✂
Merk hvad Theognis dend Poet
Har skrevet til Patroner,
At de, ald Venskab u-anseet,
Skal sørge for Personer,
Som de har forhen Prøve paa
Af got Gemyt at være,
At kunde noget forestaa
Til Republiquens Ære.
✂
Hver Hedning snart, som noget klog
Og Dydig været haver,
Har med Meriter holdet Bog
Og seet paa Sindets Gaver,
Forsigtig haver hand udi
Befordrings Sager skrevet,
Og nøye en Horatii
Formaning efterlevet.
✂
En Forbøn Plato eengang skrev
For een, som alle kiendte
Ald Ære værd, men dette Brev
Hand dog saa varlig endte:
»Jeg intet uden Dydigt kand
»Om Cyziceno skrive,
»Men jeg forsikrer ej, at hand
»Skal u-forandret blive.
✂
Augusti Sønner staar der om,
At hand recommenderte
Dem tit til Folket udi Rom,
Imedens hand regierte,
»Men altid lagde dette til,
»Hos Eder kiære Venner,
»Jeg got for Dem ey tale vil,
»Hvis de det ey fortienner.
✂
Velan, min Hr. Patron, jeg da
Vil haabe ufeylbarlig,
At DU ey hielper til, men fra,
Naar een er uforsvarlig,
At DU dig siger ude, naar
Et Drog paa Dørren banker,
Og hører ey, som dend, der gaar
I andre dybe Tanker.
✂
Men naar en anden lader til
Opvartning sig anmelde,
Som sig med sin Ansøgning vil
Til din Undsetning helde,
Da kyés ey denne Supplikant
Som en Domitianus,
En Løve eller Elephant,
Men svar, som en Trajanus.
✂
Lad ham ey staa sig krum og lam
I Audients-Gemakket;
See, dersom DU vil høre ham,
Da giør ham Tiden stakket,
Og holdt ham desforuden ey
Med Løfter op forlenge,
At hand igiennem anden Vey
Til Lykken sig kand trænge.
✂
Tro mig, jeg dette ei for mig
Og min Person paaminder,
Jeg over Lykken eller Dig
Mig ei besværget finder,
Jeg klager ikke, at jeg i
Din Port har slidt min Kappe,
Jeg aldrig har Afguderi
Bedrevet med din Trappe.
✂
Jeg aldrig jo bedraget er
Af dine Løfters Mængde;
Thi jeg har altid maalet hver
Af Brede, Dyb og Længde.
Jeg veed, at naar mand derudi
Sin Tilflugt stundum søger,
Da er de, som Catalogi
Og Titlerne paa Bøger.
✂
Ja hvad? om Du min Hr. Patron
Mig end lod staa tilbage,
Da er det min Religion
Ey derfor at forsage,
Jeg lever dog fornøyet med
Diogenes i Tønden,
Og ey Barlæi Rettersted
Udvelger mig i Brønden.
✂
Hvad, om Du een og anden Gang
End ogsaa vilde sette
Mig ned for dem, som nylig sprang
Fra deres Russe-Hette?
Jeg sørged mig dog ey ihiel,
Endskiønt jeg ikke negter,
At saadan Spot alligevel
Et bravt Gemyt anfegter.
✂
Men derimod er mangen een
Saa kleinlig i Gemyttet,
Naar Priisen bliver saa gemeen
Ved Blindebuk udbyttet,
At derved afles i hans Blod
En melankolisk Galde,
At hand paa Timen lader Mod
Og ald Opmuntring falde.
✂
Hand u-taalmodig og forsagt
Beklager, at (desverre)
Hand Haand paa Bogen haver lagt,
Og ikke tient en Herre,
At hand ei har studeret paa
Et Handverk eller andet,
Hvorved hand kunde Brødet faae
Og ærlig tienne Landet.
✂
Hand klager, at hands Avindsmænd
Har hannem eftertragtet,
Hand tit beskylder DIG, som dend,
Der haver ham foragtet,
Fordi hand har Homerum Kyst
Og Ciceronem klappet,
At DU har Aareladt hans Lyst
Og Kraften deraf tappet.
✂
Hand tit undskylder dig igien,
Og klager paa MADAME,
At hun er andre gunstig, men
Vil hannem ej annamme,
At hun fortryller hands Credit,
Endskiønt hun ham ej kiender,
Ja at hun underfundig tit
Hands Lykkes kort forblænder.
✂
Hand klager, at hun hannem staar
I lyset bag Tapetet,
At hun med Hoved-Nøglen gaar
Til Pennen og Signetet,
Hand offte sig forundrer paa,
Hvor hun tør være Dommer
I det, som andre bør forstaa
Og Hende ej vedkommer.
✂
Hand gierne saae, at hun var fra,
Naar DU med hannem tâlte,
Og at hun i sit Kiøkken da
Var ude og befâlte,
Hvad Mad der skulde laves til,
Hvad Steg mand skulde vende
Og gik saa til sin Huus-Postill
Og sligt, som sømmer hende.
✂
Hand meener sligt at gaa i Svang
For Nytte og deslige,
Ja at hun dertil mangen Gang
Forføres af sin Pige,
Som hand maa skee ej have kand
Dend Lykke at behage
Imidlertid beklager hand
At hand maa staa tilbage.
✂
Ey! Frisk til mode Kamerat,
See, Lykken aldrig liider
En bange og forsagt Soldat
Som uden Hierte striider
Som hører Skud og strax vil fly,
For Ild og Lue løbe,
See, hun vil allerheldst sit Bly
I slige Fornier støbe.
✂
Hvo vilde kaste sit Gevær,
Mens Haabets Sool er oppe?
Hvo vilde løbe for en Hær
Af Hoved-løse Kroppe?
Lad Kriigen vare nogle Aar,
Men holt Dig immer Mandig,
Hvad gielder, Lykken fiirer, naar
Dend seer dig saa bestandig?
✂
Hvad gielder, dend dig hielper frem,
Da mangen raadvild stakkel
Til Daarekisten følges hiem
At sidde som Spektakkel?
Holt derfor til det sidste ud
Mandhaftig og taalmodig,
Og viid, at det er Ære-Skud,
Naar Lykken giør dig blodig.
✂
Hvo vilde blevet Admiral
Af Baadsmand eller Skiper,
Udaf en Munk en Cardinal
En Cantzler af en Piper,
Hvis ikke dennem Haab og Tro
På hænder havde baaret?
Ey! Frisk! Dend gamle Lykkens Bro
Er ej endnu afskaaret.
✂
Men hør engang, DU LADE DROG,
Som Herre-Trappen visker,
Som med din hykle-mading-Krog
Dit Brød og Velfærdt fisker;
Hvor est du dog saa frek og frii?
Hvo tør Du næsviis Flue
I Veyen for en flittig Bii
Gaa ind i Herre-Stue?
✂
Hvor tør Du vel din Overmand
Supplik i Haanden give,
Som ofte self Suppliken kand
Ej stiile eller skrive?
Hvorledes tørst du komme frem
Med slige Betler-Palter,
Og ublufærdig ofre dem
Paa store Herrers Alter?
✂
Hvor tørst du rekke efter Brød
Med dine skidne Hænder?
Est du ej bange, denne Glød
Dit Nafn og rygte brender?
Hvor tør dit Hovet kige ud,
Og bliver ikke hiemme,
Saalænge det behøver lud
Og sig at lade kiemme?
✂
Hvad, om Patronen tog dig for
Og dig examinêerte?
Om hand din Lærdom efter vor
Forordnings Taxt vurdêerte?
Mon det dig ikke vilde gaa,
Som een, der er Umyndig,
Som dend, der ned fra Skrifte maa,
Fordi hand er u-kyndig?
✂
Du gaar imidlertid dog frem,
Og lader dig anmelde,
Naar Lejligheden er beqvem,
Og see, hvad skal det gieide,
At jeg Dig rigtig sige vil,
Hvad underfundig Maade,
Hvad lønlig dirk du bruger til
At aabne Herre-Naade.
✂
Du om Laquayen først udi
En Borgerstue leder,
Hvor du Patronens Liberi
Forkysser og tilbeder,
Du dig for denne giør gemeen
Endog med Hykler-Sæder,
Endskiøndt hand er kun ofte een
Barberer eller Skræder.
✂
Jeg taler intet om, hvor Tit
Du Pigen og paakalder,
Og, for at skaffe dig Credit,
Paa Knæ for hende falder,
Med Hovedet i hendes Skiød
Hos lille Pelle ligger,
Og mager dermed, at hun Brød
Til fælles Pose tigger.
✂
Hvad skeer? Hun raader Dig, at Du
Skalt Vers til Herren/Fruen skrive,
At Hand/Hun kand komme dig ihu,
Og Du befordret blive;
Du est da ikke heller seen,
Før du en Strophe henter,
I hvad dend koster end hos een
Poetisk Markotenter.
✂
Med denne seer mand dig at staa
Og logre for din Lykke,
Du kommer som en Stodder paa
Et Træbeen eller Krykke,
Du idelig Opvartning giør
Og for Patronen klynker,
Ja slipper hannem ikke, før
Hand over dig sig ynker.
✂
Ey! skamme dig, Du Snylte-Giest,
Som ikke for en Skilling
Din GUd og Konge tienlig est,
Og søger dog Bestilling,
Som vover at begiære Løn,
Og ej en Skierv fortienner,
Som dig ved Trygleri og Bøn
Alleene skaffer Venner!
✂
Du kommer med Supplik; ja Gid
Du denne havde skrevet
I Antonini Pii Tiid,
Og under hannem levet!
See, dend Patron han hafde vel
Dig vant til Kuld og Heede,
Hvis ej, at sulte da ihiel
Udi din lade Reede.
✂
Jeg sagde før: Ey! SKAMME DIG!
Men hvo er saa Blufærdig,
At hand hentyder sligt paa sig?
Hvo holder sig uværdig?
Jeg frygter ikke, at mig skeer
I dette fald protester,
Thi hver en Fusker sig anseer
Jo for en dygtig Mester.