Johannes Ewalds samlede skrifter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

TREDIE HANDLING

✂

FØRSTE OPTRIN

LISETTE, AGNETE, SIDDENDE HVER I SIT HIØRNE, OG JØRGEN

JØRGEN: Ja - nu er min Person, og Burmans, kun tilbage -
Os giør de, som jeg troer, sig Skrupler ved at tage -
Endskiønt det mueligt er en blot Forglemmelse -
Thi Ænder selv og Høns er arresterede -
Fra Hosbond af - hihi - mit Hierte maatte bløde -
Ham tog Herr Jost - men Puff, den ublue Christne Jøde -
Han lugter paa en Miil Personer af Værdie -
Han trak min Bliss, hvem veed, i hvilket Slutterie! -
Ak! - tænkte du paa sligt i Morges? - Du fortærte
Dit Foer saa snildt, saa trygt, saa roelig i dit Hierte! -
Du...

AGNETE: Got! -

JØRGEN: Hvorledes? - Got? -

LISETTE: Det er den Frugt jeg har
Af al min Kiærlighed til den forgiorte Nar! -

JØRGEN: Madammens Kiærlighed i al Respect og Ære;
Men Nar var aldrig Bliss, og skal han ikke være! -
Han var saa klog som jeg - En Engel i Forstand -

LISETTE: Gaae Dosmer, med din Snak! - Jeg taler om min Mand -

JØRGEN: Ja saa -

AGNETE: (Hun springer op.) Gaae Jørgen! - spring! - Pedanten! - Bed ham komme! -

LISETTE: Hvad skal den Giæk! -

AGNETE: Nu got! - Det vil dog ærgre somme - 268
Ha den Troeløse skal... jaja... Du skal dog see,
Om... nu, hvi gaaer du ei? -

JØRGEN: Hvad? -

AGNETE: Om Meenedere -

JØRGEN: Hvorledes? -

AGNETE: Skynd dig dog! -

JØRGEN: Men Jomfrue! -

AGNETE: Om Uhyrer -
Hyæner -

JØRGEN: Mon hun da fortæller Eventyrer? -

AGNETE: Nu snart! -

JØRGEN: Hvorhen? -

AGNETE: Om - ha! - mit Hierte splittes ad! -

JØRGEN: O vee! -

AGNETE: Barbar, du er for nedrig til mit Had -

JØRGEN: Men Jomfrue! - med Forlov! - Det er dog Synd at skielde,
Et Christen Menneske, for pfy, med Tugt at melde! -

AGNETE: Men Jørgen siig mig da, hvorefter venter du? -

JØRGEN: Og veed jeg da, hvorhen? -

AGNETE: Det veedst du ei endnu? -
Nu vel! - den fierde Gang! - Gaae Jørgen! - hent Herr Skriver! -

JØRGEN: Men den Omstændighed fortaug hun i sin Iver - 269
Pedeller, Murmeldyr, Rabarber - faae den Skam,
Der strax forstaaer af sligt, at jegskal hente ham! -

AGNETE: Og nu? -

JØRGEN: Endskiønt jeg troer, hans Viser og hans Griller
Kan virke nok saa got, med Tugt, som andre Piller -
Thi...

AGNETE: Jørgen! -

JØRGEN: Om jeg skal tilstaae den hele Sag -
Nu veed hun den Kolik, jeg fandt forleden Dag -

AGNETE: Nu Himmel! -

JØRGEN: Kort og got, han -

AGNETE: Skal det vare længe? -

JØRGEN: Han havde givet mig en Bog i Drikkepenge -

AGNETE: Endnu? -

JØRGEN: Jeg læste den, og det var Skyld deri -

AGNETE: Skal det betyde Spot? - er det et Raserie? -

JØRGEN: Men Jomfrue, Bogen selv kan best oplyse Sagen -

AGNETE: Du vil -

JØRGEN: Jeg troer, hun skal fornemme det paa Smagen -

AGNETE: Du vil ei gaae? -

JØRGEN: Nu ja - jeg springer -

AGNETE: Hils fra mig! -
Og, om han har mig kiær, at han da skynder sig! -

(Jørgen gaaer til Døren, hvor han vender sig og bliver staaende.)

270

AGNETE: Leander skal dog see, om Grusomhed - om Smerte -
Om Nød - om Tab af alt fornedrer dette Hierte! -
Det - ja det eneste, vi raade for endnu! -
Uædle, det var dit -

LISETTE: Men hvem beskylder du? -

AGNETE: Ja dit - jeg gav dig det - Dog, du forsmaaer, som Gave,
Det, som du paa dit Vink, mig uadspurgt kan have -
Ha troer du, det var skabt til slavisk Eiendom?...
Dog - ak! - maaskee han ei bekymrer sig derom -

JØRGEN: Saa har Jeg - (som kommer noget bedre frem)

AGNETE: Hvad? - endnu? -

JØRGEN: Jeg har -

AGNETE: Hvad vil du sige? -

JØRGEN: Det er ei just - men dog - betragter man tillige -

AGNETE: Du raser aabenbar -

JØRGEN: De skulde troe maaskee,
At jeg, som Puff og fleer, var umedlidende -

AGNETE: Hvorhen med al den Snak? -

JØRGEN: Men før de skulde tænke,
At jeg...

AGNETE: Forklar dig! -

JØRGEN: Nei! - Langt heller vil jeg skiænke -

271

AGNETE: Hvad? - hvilket Jørgen? - tael! -

JØRGEN: (Han rekker Haanden frem, som en der skal tage imod Penge.) Jeg havde vel en Bøn...

AGNETE: Ha nu forstaaer jeg dig - ei sandt? - et halv Aars Løn? -
Her! - tak for god Credit! - saameget er tilbage -

(Hun vil give ham Penge, men han holder Hænderne paa Ryggen.)

JØRGEN: Nei giem det lidt de har! - O det var Synd at tage! -

AGNETE: Strax! -

JØRGEN: (Han græder.) Skaan for Himlens Skyld! - Det var ei meent saa slet! -

AGNETE: Kom! - Det tilhører dig -

JØRGEN: Men de behøve det -

(Han gaaer.)

AGNETE: Ha! - see dit Værk Tyran! - kom! - nyd dets første Prøver! -
Leander, det er mig, som du saa haardt bedrøver? -
Saa grusomt straffer du min rene Kierlighed? -
Dog!... mueligt det er den, som du vil skilles ved! -
Maaskee Foragt!... Ha nei! - Han mig? - Det kan ei være! -
Foragt! - nei det er meer, end jeg formaaer at bære! -
Ak! - thi jeg haaber dog, at han kun hader mig! -
Den, man foragter - giør man den ulykkelig? -
Stolt, som han er, og vred! - Ei sandt Mama, han hader? -

272

LISETTE: Du drømmer med dit Had! - beskyld din galne Fader! -
Han har opirret Jost -

AGNETE: Saa burde dog en Ven,
En, i hvis Magt det stod, formilde den igien! -
Jost kan ei see sin Søns Bekymring ubevæget -
Et Ord var nok - dog nei! - Et Ord var alt for meget! -
Og Forbøn? - turde jeg vel haabe den af ham,
Hvis Stolthed selv har søgt vort Uheld og vor Skam! -
Den Skriverske Contract fornærmede hans Ære! -
Hævn og Mistanke var hans ædle Drivefiære! -
Han selv tilstod dem før - Og derfor viser han
Min stakkels Fader nu, hvad Magt og Grumhed kan! -
Leander har kun Lyst at vinde mig med Trette! -
Han... hvem? - min Fader

✂

ANDET OPTRIN

HARLEQUIN, LISETTE OG AGNETE

HARL.: (Han omfavner den ene efter den anden.) Ak min Datter! - min Lisette! -

LISETTE: Hvorledes? -

HARL.: (til Agnete) Skynd dig! - siig til alle Mennesker -
Band paa til Nød, at jeg er ei at finde her! -

LISETTE: (Hun stikker i at græde.) O Mand, hvad koster du mit alt for ømme Hierte! -
Din Friehed, som jeg seer - ak! - den fornyer min Smerte! -
At see sin halve Siæl slæbt i et Slutterie! -
Hvor haardt! - dog slig en Nar - Du burde døe deri! -

273

HARL.: Stil dog din Graad! -

LISETTE: Ha jeg vil smelte bort i Taare! -
Hvorledes har de glemt at binde slig en Daare? -

HARL.: Fortvivl ei reent min Skat! -

LISETTE: Min lille søde Mand! -

HARL.: Min Snut! -

LISETTE: Naar vil du dog faae Menneske Forstand? -

HARL.: Ei ei! - Du rører ved min Byld - Gid Himlen tage
Mit alt for store Pund kun snart igien tilbage! -
Jeg, som en dyb Forstand har giort ulykkelig,
Jeg skulde...

LISETTE: Kom du hiem, for at opirre mig? -

HARL.: Koldsindig! -

LISETTE: Jeg endnu? - Vor Velfærd blev forødet -
Det, veedst du, saae jeg paa, med Hænderne i Skiø det -
Men du at prale her! - Du med Forstand - Du Nar! -
Troer du, jeg er et Dyr som ingen Galde har? -

HARL.: Vel nok! - men veed hun da, hvorfor man lod mig sætte -
Hvad Stats-Raison? -

LISETTE: Fordømt! - nei det er tungt at giætte! -
Stats-Sladder, Stats-Hansvurst, og evig Stat og Stat! -
Hvorfor indslutter man en liderlig Krabat? -
Gaae! - spørg Herr Jost! -

274

HARL.: Hvad han? -

LISETTE: Hvem ellers? -

HARL.: Den, som grunder
Dybt i en Sag, seer let, hvis Aand der stikker under,
Og, at en vis unævnt har Fingrene deri -

LISETTE: Og hvem? -

HARL.: Ei! -

LISETTE: Svar mig først, hvorledes blevst du fri? -

HARL.: Man taler ei saa høit om Stats-Begivenheder -

LISETTE: Forbandet! -

HARL.: Nu jeg tør vel hvidske det til Eder...

AGNETE: (som hører nogen komme) Skiul sig min Fader! - Snart! -

HARL.: Ak, om I røbe det! -

LISETTE: Hvad? -

HARL.: Det jeg nu har sagt -

AGNETE: O snart! - i Kammeret! -

(Hun skyder ham ind i et Side-Kammer.)

LISETTE: Hvad har han sagt, den Nar? -

(Da hun seer, at det er Skriver, som kommer, gaaer hun hastig bort.)

AGNETE: Ak alt! -

275

✂

TREDIE OPTRIN

SKRIVER OG AGNETE

SKRIVER: Saaledes iiler
Nat-Ravnen til sit Hiem, naar Morgenrøden smiler,
Og Schmaussen, naar han har en Vexel at fornye,
Og onde Rygter, og det morderiske Blye -
Saa flyer det svangre Segl for raske Virvelvinde,
Som jeg, da jeg fornam en Luft fra min Gudinde -

AGNETE: (fortræden) Herr Skriver! - meer, end nok! - Der' Iil forbinder mig -

SKRIVER: O Dag, med hvilken Steen skal jeg betegne dig? -
O gyldne Leilighed! - Fortryllende Camoene! -
Et Ord! - Forklar, hvori - hvormed din Træl kan tiene! -
Endskiønt min Pythia har sagt mig, hvad det er -

AGNETE: Nød er som Ild, der snart opdages af enhver! -

SKRIVER: Nød? - Ja ved Jupiter! - Nød nok! - men snart opdage? -
Der exciperer jeg - Tillad mig, at undtage! -
Thi ved Calliope, kun tre til fire veed
Den Krig, som forestaaer den hele Christenhed -

(Harlequin stikker Hovedet ud af et Vindue, som er over Kammer-Døren, hvilket han giør af og til i dette Optrin.)

AGNETE: Hvad? - hvem? -

SKRIVER: Den liden Hob Orester, eller Venner -
Den, som har Fri-Billet til Hiertet af din Tiener -
Den, som gaaer ind og ud i din Tilbeders Bryst,
Og dristig roder i hans hemmeligste Lyst! -

AGNETE: De drømmer, eller jeg! -

SKRIVER: Ved Himlens Elementer, 276
Kun fire saae min Soel for Jordiske Regenter! -
Mit gyldne Manuscript! - troe mig! - Jeg veed det best,
At otte Øren kun har hørt det forelæst! -

(Han trækker sine Papirer op af Lommen.)

AGNETE: O Himmel! -

SKRIVER: Fire kun! - men du, som Zeus bestemte
Til den ei ringe Lod, at glimre som den Femte -
Endskiønt dit gyldne Navn staaer øverst i min Siel-
Dit Vink bestemme nu min Muses Vee og Vel! -
Hem! -

AGNETE: O forskaan! -

SKRIVER: (Han begynder at læse.) En Soel...

AGNETE: (som falder ham i Ordet) Er det, jeg mindst kan taale! -

SKRIVER: Forstaae mig ret! - En Soel -

AGNETE: (som før) Ei selv dens mindste Straale! -

SKRIVER: Men hun forstaaer mig ei - En Soel -

AGNETE: Bort! - sluk den ud! -

SKRIVER: En Stierne da -

AGNETE: Og ei det mindste Stierne-Skud! -

SKRIVER: De skiertser -

AGNETE: Vee mig! - Skierts? - Kan Soelskin da fornøie
Et Bryst med aabne Saar? - et taareblendet Øie? -

277

SKRIVER: Min Soels moralske Glands er som en malet Ild -
Skiønt visse Statsmænd ei vil finde den saa mild -
Den, hvis opblæste Siæl Satyrens Straale rammer,
Ja den fortæres snart af Pflegetonske Flammer! -
Men du, hvis fromme Siel, den stille Maane lig,
Er glad ved Solens Glands, hvormed den pryder sig -

AGNETE: O vee! -

SKRIVER: Du kan, som den ved Hundebieffet... smile
Ved Satyrs skarpeste Svovl-Flamme-svangre Pile! -

AGNETE: O Vitzliputzli! -

SKRIVER: Hem! - En Soel -

AGNETE: O Legio! -

SKRIVER: Hvorledes? -

AGNETE: Lad dog en uskyldig Siæl med Roe! -

SKRIVER: Hvad? -

AGNETE: Ved Forglemmelsens brand-guul-sort-sprengte Vande -
Ved Lethe Flod, hvori dit Manuscript skal strande -
Ved Tavsheds Throne - Ved den Nord-Iis-mørke Poel,
Besværgerjeg dig, Aand! - forsvind med samt din Soel! -

SKRIVER: Ohime! - hvilken Gud besvangrer dine Læber
Med Barders Ild? - med Spøg, som kildrer, naar den dræber? -

AGNETE: Min Spøg? - Nei, siig min Angst! - her... see den kolde Sveed! -
Er det at martre mig i min Elendighed? -

278

SKRIVER: Hvad? - hvilken? -

AGNETE: Plage-Aand! - spørg! - drill...
O vee! - mit Hierte! -

(Hun holder Haanden for Øinene, som en der har ont.)

SKRIVER: Men hvad er Aarsag i saa kiæmpestor en Smerte? -

AGNETE: Ak der...

(Hun peger paa Papirerne, og vil betyde ham, at han skal giemme dem.)

SKRIVER: (Som ikke forstaaer andet, end at han skal læse.) Ja strax! - En Soel -

AGNETE: Hvad? - Raserie! - endnu! -

SKRIVER: Nuvel! - Et Lys! - Et Skin! -

AGNETE: Forræder, spotter du? -

(Hun snapper hans Soel fra ham, river den i saa mange Stykker, som hun vel kan, og kaster dem hen i en Krog -)

SKRIVER: I Guder! - Furie! - mit Manuscript! - Megære! -
Holdt! - min Forlegger! - O min Middagsmad! -
Min Skræder! - O min Soel! - min Ære! -

✂

FIERDE OPTRIN

HARLEQUIN

(der ved denne Larm glemmer den Aarsag han har at skiule sig)

OG DE FORRIGE

HARL.: (efter endeel latterlige Ophævelser) Der ligger nu den skat,
Du negtede mig før! -

SKRIVER: Hyæne! - Tigerkat! -

HARL.: Er Manden klog? -

SKRIVER: En Biørn var uden Tvivl din Amme! -

279

HARL.: Nei, Mette var en Gied -

SKRIVER: Fra Ulve maa du stamme! -

HARL.: Fordømt! - En ublue Digt! -

AGNETE: O gaae min Fader, gaae! -
Hans Høfligheder er ei værd at agte paa -

HARL.: Fra Ulve? - Hvilken Gift!-Ved Himlen, blot Satire! -
Min Grand-Papa beed Faar? - min Mormoer gik paa Fire? -
Men mærker du den Braad, som ligger skiult deri? -

AGNETE: (Med en Uroelighed, som hun lader see dette hele Optrin igiennem, ved at gaae frem og tilbage, og ved af og til at legge Øret til Døren.) Mig synes... kom! - o kom! -

(Hun vil trække Harlequin bort.)

SKRIVER: (der beseer sin Soels Rudera) O Styx! - o Raserie! -

HARL.: (til Agnete) Ulv Jarl var fordum en berygtet Stats-Forbryder -
Forstaaer du - seer du, hvad min Ulve-Slægt betyder? -

SKRIVER: (som før) Vi var Trojaner! -

HARL.: Hvad? -

SKRIVER: Vor Roes var fordum stor! -

HARL.: (til Agnete) Mærk vel! - Trajanus var en Statsmand, som jeg troer! -

280

SKRIVER: (til Agnete) Harpie, som jeg ei aflader at tilbede,
Hvormed optændte jeg din Lynild-svangre Vrede? -

HARL.: Hvad? - svanger? - Dog det er ja klart - han mener mig -
Thi Lynild, som man veed, er Oprør eller Krig! -

SKRIVER: (til Agnete) Svar! - hvi forgik min Soel ved Straalen af din Iver? -

AGNETE: Nu vel! - Den gik for vidt! - tilgiv mig det Herr Skriver? -
Dog troe mig, at i Angst, som den, hvori jeg er,
Opirrer intet meer, end Forelæsninger! -

SKRIVER: I Angst? -

AGNETE: Ja - helst naar Raad og Hielp er det vi vente! -

SKRIVER: De Raad og Hielp? -

AGNETE: Det var derfor, jeg lod Dem hente! -

SKRIVER: Hvori? - Hvad fattes Dem? -

HARL.: O Underværk! - og veed
Herr Skriver ei endnu den Stats-Begivenhed? -

SKRIVER: Og hvilken? -

HARL.: At Herr Jost for nyelig lod mig sætte,
Dog per Commission, som De da selv kan giette -
Kort - at jeg under Skin af Gield blev arrestert -

SKRIVER: Og undløb? -

HARL.: Ja - men alt mit Gods er confiskert! -

281

SKRIVER: Der' Gods? -

HARL.: Den sidste Skiærv! -

SKRIVER: For Gield? -

HARL.: Nu Ven, jeg tænker
De kiender meer, end jeg, til visse Statsmænds Rænker! -
Thi Jost har altid vært min alt for gode Ven! -

SKRIVER: Er Gielden virkelig? -

HARL.: Jeg kan ei negte den! -

SKRIVER: Der' Gods? -

HARL.: Det har Hans Puff af Venskab vildet tage
I sin Beskyttelse -

SKRIVER: Er intet meer tilbage? -

HARL.: Jeg selv! - min Stats-Forstand! -

SKRIVER: O Himmel! - intet meer? -

HARL.: Og min Lisette, og min Datter, som De seer! -

SKRIVER: Den Furie! - o Styx! - En tiggefærdig Pige
Har turdet vove sligt mod mig og mine Lige! -

HARL.: Herr Sviger-Søn! -

SKRIVER: Herr Giæk! - ei vist en afpilt Nar! -
En nøgen Ignorant! - en herlig Sviger-Får! -

HARL.: Hvem? - hvad? -

282

AGNETE: O ypperligt! - o skiønt! - bliv ved min Herre! -

HARL.: (meget kierlig) Min Ven! -

SKRIVER: Det Øienavn forskyldte jeg desverre! -
Ja! - Jeg nedlod mig til en vis - Nedladelse -
Et vist -

HARL.: Er det en Drøm, og sover jeg maaskee? -

AGNETE: De vaagner af en Drøm! -

SKRIVER: Han vaagner? - Ha hvor ilde
For ham, og for enhver, der vaagner alt for silde! -
Sæt nu!... ifald han fik et Gran af sund Forstand,
Hvor bittert blev ham da herefter Brød og Vand! -
Men roelig! -

HARL.: Han er fuld! -

SKRIVER: See her min Haand! - du bliver -
Du døer den Giæk, du er -

HARL.: Hei lystig, Broder Skriver! -
Hvad koster Flasken? -

SKRIVER: Bort med slig Fortroelighed,
Hvis mindste Skin en Mand, som jeg, maa rødme ved! -
Hvad maatte Verden og vort lærde Selskab dømme? -
Man kunde troe tilsidst, at jeg fandt Smag i Drømme;
Om jeg endnu blev ved at taale dem af dig,
Da her er intet meer som kan undskylde mig! -
Til Daarekisten gaae! - der skiærts med dine Lige,
Du Ødeland, som vil bestyre Land og Rige! - 283
Du Gienfærd af en Nar! - Fordrukne Ostrogot! -
Giør dig en Stat af Straae, du Pesthuus-Patriot! -

HARL.: Spyeflue! - Giedehams! - Hugorm, hold op at stikke! -
Bort af mit Huus! -

SKRIVER: Bort? - Nar, jeg er der ikke! -
Det er ei dit - dog vel! - Herr Jost, min gode Ven -

HARL.: Forræder! -

SKRIVER: Skiul dig kun! - vi samles vel igien! -

: (Han gaaer.)

✂

FEMTE OPTRIN

HARLEQUIN OG AGNETE

HARLEQUIN: O Corfitz! - o Tartüff! -

AGNETE: Tak Himmelen, min Fader! -

HARL.: Gift! - Edder! -

AGNETE: Det er Gift, som gavner meer end skader! -

HARL.: O!...

AGNETE: Agt det Edder høit, som skiærper Øinene! -
Ja ømme - beste Mand! - nu først - nu kan De see! -

HARL.: Hvad først? - til Bloksbierg med din Kiærlinge-Morale! -
Har jeg ei længe seet den Helvedes Cabale? -
Den, som et vist Partie har spilt mod min Person? -
Men at Forræderen! - at han var der' Spion! -
Han! - min Fortroeligste! -

AGNETE: En - O snart! - en anden! - verre! -

: (Hun vil trække Harlequin ind i Kammeret, men, da hun ikke kan faae ham afsted, løber hun hen, og giør sig noget at bestille med sin Syeramme -)

284

✂

SIETTE OPTRIN

LEANDER OG DE FORRIGE

HARL.: Min beste Ven! -

(Han omfavner Leander meer end engang paa det venligste, og søger ved allehaande latterlige Caprioler at udtrykke sin Glæde over at see ham.)

LEANDER: Er det Der Ord, min Herre? -
Er det at skiule sig? - De vover at gaae hiem? -
Er da Der' Huus et Sted, som kan fordølge Dem? -

AGNETE: Hvorledes? -

HARL.: Nu min Ven! - mig længtes -

LEANDER: Ak, mit Hierte
Undskylder Dem! - min Siæl er øm og blød af Smerte! -
Og dog er Længsel sød - Dens Ild er himmelsk Lyst! -
Dens Nag er Salighed, som kryber i vort Bryst! -

HARL.: Hei! - sværmer Mennesket? -

LEANDER: (Han seer frygtsomt og kiælent til Agnete.) Men Himmel! - Frygt for Vrede -
For Had - maaskee Foragt, af den, som vi tilbede? -

AGNETE: Leander! - var det vel? -

HARL.: Hvad? - Hvilket? - Synes dig,
At det var ilde giort, at han befriede mig? -

AGNETE: Befriede? -

HARL.: Veedst du, hvad det koster at bestikke
To Stats-Gripomener? -

LEANDER: O! - det fortiener ikke -

285

HARL.: Sandt nok! - De lod mig gaae af Ynk - Men, som man veed,
De got Folk har en Taxt paa der' Medlidenhed -

LEANDER: Ven, De forvirrer mig! - Sligt vil vi ei erindre! -
Der' Ømheds Priis maaskee har aldrig været mindre! -
Smaa Ting! -

HARL.: Hvad Smaating? - hvad? - Stats-Fangers Rantion! -
Saa har de Slyngler ei vurderet min Person! -

LEANDER: Nu got! - Jeg kiendte dem! - Ak var det værd at nævne,
Saa var det kun fordi meer overgik min Evne! -
Hvi kom det dog saa vidt? - Hvi kom det? - hvilken Skam! -
Dog Himlen veed, om Graad da kunde røre ham! -
Saa haard var aldrig Jost - Men, da jeg saae Der' Fare -
Jeg fløi herhen - Jeg bad - De lod sig ei advare! -

HARL.: Hvem tænkte da paa sligt? -

AGNETE: (Hun gaaer hen imod Leander.) O redelige Ven! -
Kom min Leander! - kom! - Jeg lever op igien! -
Kan du tilgive mig? - kan du? - min blinde Vrede? -
Min... ak min - vidste du, alt, hvad jeg bør afbede! -

LEANDER: Jeg selv var Aarsag i, at min Agnete skrev
Det...

AGNETE: Ja du mener det ulykkelige Brev -
O, men det var kun lidt! - Jeg...

286

LEANDER: Hvilken Smerte blander
Dit Sprog? -

AGNETE: Ak jeg...

LEANDER: Og hvad? -

AGNETE: mistænkte min Leander! -

LEANDER: Var det da billigt? - (kiaelen)

AGNETE: Nei! - min Taare -

LEANDER: O min Brud! -
Hvor saligt sletter den hvert Spor af Kummer ud! -

HARL.: O mine Børn! - og jeg faaer Appetit at græde! -
Jeg veed ei - men det er halv patriotisk Glæde! -
Gid Skriver - Den Pedant med al sin Stats-Forstand, -
Den Hykler, den Spion, var... i Slaraffenland! -

AGNETE: De under ham saa vel? -

HARL.: Det skal du ikke sige! -
Der veed man intet af Forandringer og Krige -
Og naar han ikke meer kan aagre med sit Pund -
Saa er det klart - han maa krepere, som en Hund! -
Der hvor de stegte Sviin, med Kniv i Ryggen, svømme
I Gadekiær af Miød, og store Fløde-Strømme;
Og dumme Fraadsere fortære dem i Fred -
Der skal han hen! - Det er det værste Sted, jeg veed! -

AGNETE: (til Leander) Men vi min Ven? -

LEANDER: Fat Mod! - Min Faders første Hede 287
Forgik - Han sukker - kort! - han angrer alt sin Vrede! -
Tit seer han til sin Søn - og mildt... dog at vor Ven
Undløb... Om det kun ei opirrer ham igien -
Min Dristighed især - og faaer han den at vide
Nu, da Betænksomhed, og Tvang, og Ømhed stride...

AGNETE: (til Harlequin.) O skiul sig dog! -

HARL.: (i Tanker) Jaja - det var hans rette Løn -

LEANDER: Og saa min beste Ven, endnu en lille Bøn! -

HARL.: (han falder ham om Halsen) O min Stats-Anecdot! - i hvad - hvor kan jeg tiene?

LEANDER: De har Forstand -

HARL.: Vist nok! - meer, end jeg bruger ene! -

LEANDER: Det eneste, hvormed De kan forbinde mig,
Er at De bruger den -

HARL.: Ha! - nu forstaaer jeg dig! -
Du har et Stats-Project -

LEANDER: O Himmel, intet mindre! -
Men, seer De? - Alt Forlig kan sligt et Ord forhindre! -
Stat, Patriot, Project, Cabale, Krig! - O glem
Dog til en Tid de Ord, som dræber os og Dem! -

HARL.: Hvorledes? -

LEANDER: Nu tilgiv Der' gode Ven, min Fader
Den Svaghed! - Skaan ham for en Mundart, som han hader! - 288
Al Stats-Raisonnement er ham, som Gift og Pest -
Og kan fordærve ham, naar han er allerbest -
Skield ham, ifald De vil - det veed jeg han tilgiver -
Men naar de samles nu - Ja, De har følt hans Iver -
Et Stats-Ord, kun en Lyd - saa er det lige nær -

AGNETE: Min Fader, om De har Der' troe Agnete kiær -

HARL.: Ei man bør føie ham - Hvor er han at beklage! -
Den Mand en Skrue løs, paa sine gamle Dage! -

LEANDER: Ved Himlen, nei! -

HARL.: Men siig, hvad min Forstand skal til? -
Jeg veed, at hver en Nar kan tie, naar han vil! -

LEANDER: Desbedre! -

AGNETE: (til Harlequin) Skiul sig dog! - Hør Døren! - kan De høre? -

HARL.: Men først en Ting, som er mig meget om at giøre! -

AGNETE: O snart, min Fader! - snart! -

HARL.: (han trækker Leander afsides) Min Søn! -

LEANDER: Velkomne Navn! -

HARL.: (hemmelighedsfuld) Om nu Matroserne beleire Kiøbenhavn?

LEANDER: Ak nei! -

AGNETE: Der... kom min Ven! - kom! -

: (Hun støder Harlequin ind i Cabinettet, og springer selv tillige med Leander ind i en Dør, som er lige over for, hvor de blive staaende.)

289

LEANDER: Det er ei min Fader -

(Puff lader sig see.)

AGNETE: Den Jøde Puff -

LEANDER: Man seer hans Haandværk i hans Lader -

AGNETE: Bliv her! -

: (Hun gaaer, og Leander bliver staaende.)

✂

SYVENDE OPTRIN

PUFF OG LEANDER

PUFF: (som troer, at han er ene) Man siger, at han undløb - Er det sandt -
Desbedre! - Saa maaskee beholder jeg mit Pant -

LEANDER: (halv sagte) Ei ei! - -

PUFF: (som før) Er det en Digt - om Jost og han forliges -
Maaskee besvogre sig - som det da og vil siges! -
Ja saa god Nat mit Pant! - For Pokker! - det var Skam! -
Det er tre gange værd, hvad jeg betroede ham -
Og Jost er narrisk nok, godhiertet nok, desverre! -
Den Tosse, den...

LANDER: (som kommer frem) Nei holdt! -

PUFF: Ei! - er det Dem min Herre! -

LEANDER: Mig selv -

PUFF: Jeg talte om Der' kiære Herr Papa,
Den eiegode Mand -

LEANDER: Ak! -

PUFF: Men, hvor kom De fra? -

290

LEANDER: Fra - og hvorfor? - fra Rom -

PUFF: Den kiære Ungdom spøger -
Men er her ei en vis Veninde, som De søger? -

LEANDER: Hvem søger De? -

PUFF: Ei nu! - Jeg nysler lidt omkring -
En Fattig, som De veed, maa søge mange Ting -

LEANDER: En Fattig? -

PUFF: De har got - Tak Himlen! - Ja de Rige
Veed ei, hvad Armod og besværlig Tid vil sige -
Men vi! - Ja, Himlen veed, hvortit jeg stakkels Mand
Har glemt mit eget Kors, af Medynk med mit Land!-
Udsuget, som det er! - i disse dyre Tider! -
Ja spænd kun Buen høit! - men Strængen brast omsider! -
En fattig Mand, som jeg, der stræber Dag og Nat -
Mig vil de skrive for to Mark i Extra-Skat! -

LEANDER: To Mark? -

PUFF: To rene Mark! -

LEANDER: (Forvirret, og som en, der hører efter noget andet.) Jaja - Jeg overlader
Imidlertid den Sags Betragtning til min Fader -
Det er hans Røst - Farvel! -

(Han gaaer pludselig bort.)

PUFF: Ei! - hvi saa hastig da? -
Mon Frieriet ei anstaaer hans Herr Papa? -
Han skyer ham?... Er det saa - Velan! - saa tør jeg haabe! - 291
Nu - det maa lokkes ud - Der er den gamle Taabe! -
En ærlig Mine Puff! - stolt! - og til Nød lidt grov! -
Det er den Caracter, som du har nu behov! -

✂

OTTENDE OPTRIN

JOST OG PUFF

JOST: (Uden at bekymre sig om Puff, eller at svare paa hans adskillige Hilsener, uagtet at disse, imod Puffs Forsæt, og blot mekanisk, altid blive dybere og dybere -) Den Skurk! - Den nedrige! - Den utaknemmelige! -
En herlig Sviger-Søn! - Hvad vil den Nar da sige? -
Han undløb? - Jeg maa lee - Fra hvem? - Og om saa var -
Skal du forraade ham? - Din Ven? - Din Sviger-Får? -
See mig den vakkre Mand! - Ei Herr Tartüff! - Herr Skriver! -
Herr Jomfrue-Tyv! - Fordømt! - Vershøker! - Smag-Fordriver! -
Du min Agnete, du? - Ei vist! - Det var en Brud
For dig! - Du stikker og min Søn Leander ud! -

PUFF: Av Vee! - - (afsides)

JOST: (dog uden at hilse ham) Ha Herr Hans Puff! -

PUFF: Tak! - Som jeg seer, saa skiønner
Herr Skriver slet -

JOST: Fordømt, med slige Sviger-Sønner! -
Grib ham! - hæng ham! - han løb! - hvorhen? - en ublue Digt! -
Hvor løb han hen? - Fra hvem? - Og tør han vove sligt! -

PUFF: Nei neppe! - men min Ven! - og troer De man kan lide
Paa Rygtet? -

292

JOST: Hvad jeg troer, er ei din Sag at vide -

PUFF: Nunu - Jeg mener kun, om Skriver virkelig
Faaer Datteren? -

JOST: Og hvad kan det bekymre dig? -

PUFF: Ei! - Jeg tog altid Deel i alle Husets Sager -

JOST: For Pokker! - Ja det er en artig Deel, du tager! -
Kun Huuden tog han ei! - Han vover ei at flaae -
Ei dog! - Hvem faaer den Huud, som Puff kan ikke faae? -
Det gad han vidst! - Den Tyrk! - Først plyndrer han en Pige! -

PUFF: Men hvem begriber da, hvad al den Snak vil sige? -
Enhver vil have sit -

JOST: Du vidste, hvor jeg boer! -
Og jeg fortiente vel en Hilsen, som jeg troer! -
Naar hørte du, at Jost lod sine Venner stikke
I Nød? - Naar? -

PUFF: Er De da hans Ven! -

JOST: Din er jeg ikke -

PUFF: Ei ei Herr Jost, hvorfor? - Saa siig mig da, hvormed
Jeg har fortørnet Dem i min Uskyldighed? -

JOST: Uskyldig? -

PUFF: (med en antaget Kiækhed) Ja min Ven! - det haaber jeg at være,
Fordi jeg kræver mit -

JOST: Uskyldig! - paa min Ære! -
En Aagerkarl! -

293

PUFF: (meer sagtmælende) Ei pfui! - Det klæder Dem kun slet -

JOST: Hvad klæder Skielm? - Ja fnys! - Jeg kan bevise det! -

PUFF: De dømmer alt for haardt - Man slæber og man slider
Saa kummerlig for sit i disse dyre Tider -
Ja, var det fordum - da! - men nu? - hvad vinder man? -
Vi maa vel hielpe os, saaledes, som vi kan! -

JOST: Gaae! - ønsk dig ikke den forløbne Tid tilbage! -
En Aager-Skielm, som du, blev hængt i gamle Dage -
Ei fordum! - kommer man, med Ærlighed og Flid,
Ei nok saa langt endnu, som i Kong Oles Tid? -

PUFF: (han trækker paa Skuldrene) Om Skatten ikke var - beholdt enhver sit eget -
Men ak! -

JOST: Og det er dig, der troer du gavst formeget? -
Dog den, som fandt sit Brød paa en retfærdig Vei,
Selskabets Ven, og den Retskafne knurrer ei -
Han glemmer ei den Skat, det Levevæld, som flyder
Fra Staten i hans Skiød - Den Sikkerhed, han nyder! -
Men gav, saa suurt det faldt, sin Andeel villig hen,
Saasnart det gielder om at understøtte den! -

PUFF: Til Understøttelse - men ikke til at øde -
Giv Klogskab Statens Roer! -

JOST: Respect, fordømte Jøde! -
Troer du, din usle Skiærv berettiger dig til 294
At sprutte Gift, og frek at skryde, naar du vil? -
Peg paa den Ting, du troer at kunde være bedre! -
Viis Feil! - men tal med Agt! - med Frygt om Landets Fædre! -
Dog kun en ærlig Mand bør tale - Følg du mig! -
Flaae, ran, og tie! - Vær glad, at Staten glemmer dig! -

PUFF: Nu jeg tiltales her! -

✂

NIENDE OPTRIN

GEERT OG DE FORRIGE

GEERT: (Han giver Puff Penge.) Da hat Er sine Penger! -
Verflucht! - Dada! - geschwind! - Der Teuffel schweige länger! -
(Til Jost.) Weil ich kan ikke Dansk - mein Herr, verstehen Sie!-
So will der Kerl, ich soll crepiren als ein Vieh! -

PUFF: Got! - Tak Herr Geert! - Farvel! -

(Han vil gaae.)

JOST: Hør! - strax hans Tøi tilbage! -
Her - strax - den mindste Pialt, du fandt for got at tage! -
Hvis ei -

PUFF: Jeg faaer ja vel - Dog, som jeg haaber -

JOST: Gaae! -
Det som tilkommer dig med Rette, skal du faae! -

(Puff gaaer.)

GEERT: (raaber efter ham) Jud! - eingemachter Jud! - verfluchter Ertz-Hebräer!-
Blut-Igel! - schwartzer Krebs! - Du Mundzusammen-Näher! -
Du Seelen-Schinder, du! - Verstehn Sie mich, mein Herr! - 295
Der Gotbehütuns ist ein bessrer Christ, als er -
Da kan, wiejeder weiss, ein Praktikus im Scheeren
Die Seiffe leichter als den lieben Mund entbehren -
Und ist man noch dazu ein Potriot, wie ich;
Und stum - beym Himmel, stum! - mein Herr, verstehn Sie mich? -

JOST: (Som har staaet i dybe Tanker - fortræden:) Nei, til min Lykke! -

GEERT: Hæ? - Was? -

JOST: Ei et Ord, min Herre! -

GEERT: Verfluchter Casus! -

JOST: Hvad? -

GEERT: Ich sage - destoverre -

JOST: Slemt nok for Dem maaskee - Jeg taber ei derved -

GEERT: Schon gut! - nun kurtz zu seyn! - Puff tog min Mund i Eed! -

JOST: For Pokker! - og den Skielm forseglede den ikke? -

GEERT: Schon gut! - Das ist vorbey! - til min und Landets Likke -

: (Han trækker et Papir op af Lommen.) Hier - Schade, dass Sie nicht forstaaen den tidske Sprog! -
Mein schönes Lazareth! - Sehn Sie! -

JOST: Mand, er du klog? -

GEERT: Schon gut! - ein andermal! - Saa meget vil jeg sige -
Es ist ein Staats-Project, som ikke har sin Lige! -

296

JOST: Ha plag mig ei! -

GEERT: Mein Seel! - Jeg viser der so klar,
Als Gottes lieben Tag, at Staten er en Nar -

JOST: Hvad? - Hvem? -

GEERT: En bindeghal, som man schal aarelade! -

JOST: Skurk! -

GEERT: Gut! - De kan ei Tidsk - und das ist würck-lich Schade! -
Men, was ich sagen thue - Det var derfor jeg kom -
Veed De den Nyeighed, som jeg vil talen om? -

JOST: Fortræk! -

(Han driver Geert for ved sig, indtil denne af en Hændelse bliver staaende med Ryggen imod Døren til det Kammer, hvor Harlequin er skiult.)

GEERT: Nein meiner Seel, mein Herr, det maa De høren -
Det er ums Weh' und Wol von Dännemark at giøren -
Der ryster, zwischen uns, to tidske Firster sig,
Und wil, mit Teuffels Macht, betrekken uns mit Krig -

JOST: Forbandet! -

GEERT: Auf mein Wort! - Sie werben schon Soldaten! -
Jeg kiender dem - Ich bin gereist in ihren Staaten -
Da ist der Fürst von Schweitz, ein gantzer Potentat! -
Der frisst mir Dännemark, mein Seel! - som en Salat! -

HARLEQUIN: (Der desuden lige saa lidet i dette, som i det tredie Optrin, har kundet bare sig for af og til, dog naar Jost har vendt Ryggen, og med stor Forsigtighed, at 297 stikke Hovedet ud af det Vindue, som er over Døren - glemmer nu i sin Henrykkelse over denne vigtige Stats-Nyehed baade Jost og sig selv - Han rekker Armene ud af Vinduet, og tager Geert paa det kierligste om Hovedet.) Ei ei! - hvad siger du? -

GEERT: (Som umueligt kan vide, hvis Hænder han er i, og naturligviis mindst kan giette paa Harlequin.) Verzeih' mir meine Sunde! -
In tiefsten Nöthen -

HARL.: Ven! - Naar skal den Krig begynde? -

GEERT: Beelzebub! - Quartier! - Ich schal ei ly ven meer! -
Gewalt!...

(Han slipper og undløber.)

JOST: (Der har seet paa denne Scene, som desuden gaaer for sig i en Haandevending, med store Øine, og uden at kunde frembringe et eneste Ord.) Men er det ei Herr Harlequin jeg seer? -

HARL.: (I det han besinder sig, og forskrækket i en Hast dukker ned i sit Kammer.) Ha nei! -

JOST: (Han støder Døren op og trækker Harlequin ud.) Mig synes dog -

HARL.: (endnu inden for) Det kan umuelig være! -

JOST: Hæ? -

HARL.: Jeg er arrestert! -

JOST: Det seer jeg paa min Ære! -

✂

SIDSTE OPTRIN

AGNETE, LEANDER QG LISETTE,

(som har været i Nærværelsen, og hørt det Foregaaende)

JOST OG HARLEQUIN

AGNETE: (til Leander) Vor Lykke staaer paa Spil - Kom Ven! - nu gielder det -

298

LISETTE: O Dosmer af en Mand! -

JOST: Saa Skriver havde Ret? -

HARL.: Nei Naboe troe ham ei! - den nedrigste Bedrager! -
Maaskee han gad kun vidst, hvordan Der' Flaske smager! -
Jeg gav ham alt - og han bagtaler mig til Løn! -

JOST: Nu - saa du kiender dog din kiære Sviger-Søn? -

HARL.: Han min? - Han? - den Spion? - Alt andet maa jeg lide! -
Jeg er en fængslet Mand, som De da best kan vide -
Min Datter kun er min - Men før hun faaer en Mand,
Som den Forræder - før forraader jeg mit Land! -
Der staaer min Søn -

JOST: Hæ? - hvem! -

HARL.: Der' Søn, om De tillader

JOST: Ei! - Herr Leander selv! -

LEANDER: (som falder paa Knæ for Jost) Min ømme - fromme Fader! -

AGNETE: (Hun rører ham frygtsom ved Haanden.) Herr Jost! -

LISETTE: Herr Naboe, glem den Tosses Narrerie! -

JOST: Madam, vil hun sin Mand - sin Datter vel - saa tie! -

299

AGNETE: (som for) Herr Jost! -

LEANDER: Kan Bøn? - kan Graad - vor Graad? - kan Intet røre? -

HARL.: Det er ums Weh' und Wol von Dännemark at giøre -

JOST: Hæ?... staae kun op min Søn - du veedst, jeg elsker dig -
Og Datter! -

AGNETE: O det Navn! - det giør mig lykkelig! -

JOST: Min Datter!... nu jeg veed, jeg saarede dit Hierte -
Jeg... nu tør Taaren af - Jeg lider ved din Smerte -
Min Harm - det er forbi - Jeg hastede herhen,
For... Ja min Hensigt var, at trøste dig igien -

AGNETE: O beste, beste Mand! -

LEANDER: Nu seer du selv Veninde,
Hvad for en Mand han er - Lad nu din Frygt forsvinde! -

JOST: Vel nok! - men svar mig først! - hvorledes blev han frie -
Vor Ven? - Det er en Sag jeg vil oplyses i -

HARL.: Ei det kan Der' Herr Søn, og jeg vel best forklare -

LEANDER: Min Fader, ja jeg saae -

HARL.: (som falder ham i Ordet) Nu ja, han saae min Fare -
Vi spilte Fiendens Magt en fiin politisk Streg -
Han blendte dem med Guld, og - Resten giorde jeg -

300

LEANDER: Jeg saae i Haabet alt den Lykke, som vi nyde -
Der' Godhed - »Dette Skrit - det vil han snart fortryde -
Ugiort er best - Han kan ei længe blive vred« -
Saa sagde jeg -

JOST: Din Snak var daarlig Dristighed! -

LEANDER: Mit Haab -

JOST: Af bed din Feil! - Undskyldning giør den verre -

LISETTE: Den Nar jeg har af Mand var Skyld i alt, min Herre! -

JOST: Endnu engang Madam - Den røber slet Forstand -
Den er foragtelig, som agter ei sin Mand! -

LEANDER: Tilgiv! -

AGNETE: Ak alt igien - saa snart ulykkelige? -

JOST: Hør Harlequin! -

HARL.: (han farer op, som af Søvne) Hei! - hvor? -

JOST: Mærk vel, hvad jeg vil sige! -
Puff er en nedrig Siel - Og den, som var her nu -
Er nok saa stor, men ei saa god en Nar, som du -

HARL.: Ei! -

JOST: Hør Betingelsen, paa hvilken jeg tilgiver! -
Den Pøbel skal du skye! - bort med en nedrig Skriver! -
Skye ham som Pest!... Kun det vil jeg paalegge dig! -
For Resten sværm! - din Feil er uforbederlig! -
Dog tænk - ifald du kan - at du kan tiene Landet, 301
Med Orden - Ærlighed og Flid - og ei med andet! -
Elsk alle! - knæl for dem, som Roeret er betroet! -
Stræb i din egen Kreds! - Saa er du Patriot! -
Og nu vær lykkelig min Søn! - min kiære Datter! -

AGNETE: O kiære Navn! - mit Liv fornyes! - Jeg fødes atter! -

LEANDER: Min Brud! -

HARL.: (som af Glæde falder Lisette om Halsen) Omfavn mig min politiske Journal! -

LISETTE: Tilstaae mig dog min Glut, at du er bindegal! -

✂ ENDE PAA SKUESPILLET

302

Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter