Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

b

        

c

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER

EFTER TRYK OG HÅNDSKRIFTER

ANDET BIND

Udgivet af
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

GYLDENDAL

d

Johannes Ewalds samlede skrifter,
andet bind udkom første gang i 1915.
Nærværende 2. oplag er et
uændret fotografisk optryk af
originaludgaven, udført af
Villadsen og Christensen, København
Printed in Denmark 1969

e f

        

g

JOHANNES EWALDS

📖 SAMLEDE SKRIFTER
EFTER TRYK OG HAANDSKRIFTER

UDGIVNE AF
HANS BRIX OG V. KUHR
ORDBOG AF H. JUUL-JENSEN

ANDET BIND

KØBENHAVN 1915 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG

h

        

i

INDHOLD AF ANDET BIND

Side
Ode til Printz Friderich, da Han fornyede Sin
Daabes Pagt(1770) 1
Til Herr Münster og Jfr. Ring og til Herr Ring
og Jfr. Thornam (1770) 4
Sørge-Sange opført i Christiansborgs Slots-
Kirke 13. Junii 1770, da Enke-Dronning Sophia Magdalena skulde føres til sit Hvilested (1770) 6
Sørge-Sange opført i Roeskilde Dom-Kirke 14.
Junii 1770, da Enke-Dronning Sophia Magdalena blev samlet med Sin Gemahl og Slægt (1770) 11
Et Glimt fra Tiden ind i Evigheden ved Frue
Geheimeraadinde von Schulins Hvilested,
18. Junii 1770 (1770) 13
Over Hr. Hermanny (1770) 16
Philet en Fortælning (1770) 19
Paa Kongens Fødsels-Dag. 1771 (1771) 28
Passions Oratorium, opført af det saa kaldede Raadhuusstrædets Musikalske Selskab (1771) 29
Adskilligt af Johannes Evald (1771)
Forerindring 33
Philet en Fortælning [Andet Oplag] 38
Sørge-Cantata i Anledning af Enke-Dronning Sophie Magdalenes dødelige Afgang 39
Ønske til Jomfrue Cecilia Wormstrup, paa Hendes Fødsels-Dag 46
Philets Forslag om Pebersvendene, som vist
vil blive iværksat (1771) 47
Recitativ og Aria, siunget 18. Maj 1771, da det Musikalske Selskab for denne Vinter ophørte
(1771) 114
Da jeg var syg (1771) 115
De brutale Klappere. Et tragi-comisk Forspil, Til Brug for den Kongelige Danske Skueplads (1771) 117 j
Klage-Sang af en Bekiendt ved Hr. Haagensens
Grav 28. December 1771 (1771) 144
Philemon og Baucis. Et Skuespil med Sang, i
en Handling. Oversat af det Tydske og Forøget med nogle Arier (1772) 146
Paa Kongens Fødsels-Dag 1772 (1772) 177
Avisartikel I (1772) 178
Avisartikel II (1772) 180
Hedningernes Frelse, Et Passions Oratorium
(1772) 182
Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav
(1772) 191
I Anledning af Hr. Grev Haxthausens Afgang
fra Søe Etaten (1772) 194
En Passions-Sang [Stabat Mater], Dansk Efterligning (1772) 195
Haab og Erindring (1772) 197
Til Herr Berling og Jfr. Godiche paa Deres
Bryllups-Dag 9. October 1772 (1772) 202
Harlequin Patriot eller den uægte Patriotisme.
En comisk Comoedie i tre Handlinger paa
Vers (1772) 204
Pebersvendene. Et Lyst-Spil I Fem Handlinger (1773) 302

k

1

ODE TIL PRINTZ FRIDERICH, DA HAN FORNYEDE SIN DAABES PAGT (1770)

SYNG kunstled og urørt om Lykkens Gaver,
Om alt hvad, Jord og Tid og Rygtet haver;

Og Echo svare høyt paa Støvets Lyst!
Men nu min Sjæl har seet og følt den Høye,
Nu zittrer Glæden i mit fulde Øye,

Og Sangen qvæles i mit Bryst.
Som Marmor, som Ægyptens Pyramider,
Opregne Musen for de sidste Tider;

Hvad Jorden tabte, naar dens Helte vandt!
Men salige Triumpf! - - - hvor Godhed vinder,
Der knæler tause Zions Sangerinder,

Og Taarer sige, hvad i fandt! -
Gud! - - - Navn, som standser i Cherubens Læber! - - -
Almægtige! - - - Hvad er jeg, at jeg stræber

At nævne Dig og nævne Dig igien?
Dog hørte jeg - - - I Magter og I Throner,
I hørte det - - - Slaae Cither høye Toner!

Thi Jordens Yndling er hans Ven. -
Naar Horeb skiælver - - - Naar hans Dommes Torden
Gaaer nær og tung og langsom over Jorden,

Da, Skræk! - - - da høre og forstumme vi.
Men Gud er ey i Veyret - - - Atter høres
En mægtig Røst, og Ebals Grundvold røres;

Men Gud er ey endnu deri - - -
Da suusler Zions Ceder - - - knæler, knæler,
Alt hvad som lever! - - - raaber alt hvad mæler!

Han er det - - Godhed - - Miskundheders Gud - -
Her lod Urania Kitharren falde - - -
Høyt løftede hun Sangen at paakalde;

Og - - - stammede sin Vellyst ud 2
Vend dig min Sang! - Og du mit fulde Øye,
Forsk! - - - hvem er den, som taler med den Høye?

Med hvem fornyer Al-Godheds Gud sin Pagt?
Hvem nævner tryg det store Navn? hvem kræver
Dens Vidnesbyrd, hvorfor Eloah bæver;

At det skal staae, hvad han har sagt?
Modsatte Dyder trættes om at male
Hans Mine - - - høy, ukunstled er hans Tale,

Og al hans Væsen ydmyg Majestet.
Hans ædle Hierte høres i hans Læber;
Men Øyet forekommer dem og stræber

Med al sin Ild at vise det.
Bemærk, hvor yndigt Ungdoms Blomster pryder
Ær værdig Viisdoms Frugt og modne Dyder!

Hør ham forklare Dom og Salighed,
Og Viisdoms Vey - - - Naturens Maal og Ende,
Og Almagts Lov - - - Og hør ham saa bekiende:

At Jesus er Alt, hvad han veed! -
Forsk Sangerinde! Læs i Glædes Taare;
Fornem af Blodets Slag i hver en Aare;

Hør det af Suk, som stormer fra enhver!
Lad Cimbrer, lad det glade Tvilling-Rige,
Lad Norden, og dens mindste Sønner sige;

Hvem denne Herrens Yndling er!
Vor Frederik! - - - O I, som aldrig glemte
Den sande Helt - - - vor Frederik den Femte,

O kommer, iiler, deeler himmlisk Fryd.
Seer Frederik, og raaber Myriader:
EN GLAD ERINDRING OM HANS STORE FADER!

ET VÆRDIGT AFTRYK AF HANS DYD!
Slaae høyt min Citther! - - syng i Urims Toner,
Den Pagt, som han fornyer med sin Forsoner! -

Min Sjæl beskue Godheds Glands igjen! -
Nævn Pagten! - - Sig, hvad han i Verdens Øye
Bekræftede; og læs det i det Høye;

Hvad Jehovah tilsoer sin Ven! -
»Din, sagde Frederik, »Din vil jeg være; 3
»Din Godheds Lov; en Formuur for din Ære - - -

»Din Villie være steds min Rette-Snoer!«
Da soer han ved sig selv, den evig gode,
Og Himlene, og alle de som troede,

Og Haabet hørte, at han soer. -
»Mig, soer Al-Godhed, »Mig skal du behage! - -
»Min Arm beskjærme dig! - Min Aand ledsage

»Din Fod til mig, og Skjæbnen til dit Gavn!
»Jeg, Jeg vil høre dig, naar du paakalder! - - -
»Fred vil jeg give dig; og Fryd; og Alder,

»Og Viisdom; og et evigt Navn! - - -«
Af Haabet drukken var min Sang - - og længe
Løb Glæden gjennem neppe rørte Strænge - -

Og himmlisk Vellyst brød Kitharrens Klang.
Træt er min Sjæl af Vellyst - - Tanker svimle
I Godheds Dyb - - - og Stemmen døer i Himle;

Og Glædes Taare er min Sang.
Gjør Glæden stum? - - - Kan kun min Sjæl fornemme
Den Fryd jeg saae? - - - Hvo laaner mig da Stemme,

Til Dig, som saae den i en elsket Søn? -
Ney! - - JULIANES høye Sjæl allene,
Kan fatte Fryd, som den kun kan fortjene:

Sin FRED'RIK - - Sine Dyders Løn. -
Og skal min Sang ey vove sig til eder,
Hvis Flid opelskte disse Saligheder,

De Viisdoms Frugter, som I deele nu. - -
Helt, ved hvis Aske denne Taare rinder,
Den Salighed, som FREDERIKS Mentor finder,

Den synger ingen uden Du!

4

TIL HERR MÜNSTER OG JFR. RING OG TIL HERR RING OGJER. THORNAM (1770)

TEXTEN

De Oprigtiges Sæd skal velsignes.

For Vielsen musiceres det første, og efter Vielsen det sidste
Vers af: I Jesu Navn osv.

Chor.

SÆD af Oprigtige!
Saa høstes Frugterne
Af fromme Fædres Dyd.
Knæl dobbelt saligt Par,
Velsigned af den Høie!
Men du, Algodhed, svar:
Vær kostbart i mit Øie,
Og evigt i din Fryd!

Recitativ.

Og længe skal din Afkom boe paa Jorden
Og høste Frugter af den Frommes Vandel!
Den sidste Slægt skal see din Sæd velsigned;
Thi soer ei Miskundheders Gud:
Jeg Herren, jeg vil giøre Miskundhed
Paa mange, paa uendelige Led
Mod dem, som elske mig og holde mine Bud!

Aria.

Flyer, Taarer, flyer den Frommes Øie,
Viig, Sorrig, for Algodheds Ven!
Hans Sæd er elsket af den Høie,
Og Almagt selv beskiermer den.
Men jeg vil prise den Algode,
Min Siæl beundre Herrens Vei!
Dyb er hans Pagt mod dem, som troede,
Hans Naade sees, men fattes ei.

Recitativ.

To glade Par, som rene Flammer,
Og Overlæg, og smilende Forældre, 5
Og Dyd, og Himlen selv, og Glædens Fader
Nu sammenknytter i et evigt Baand!
Lyksalige, som ved en sielden Gave
Seer dobbelt Fryd: sig selv, og dem, Naturen
Og spæd Fortrolighed har lært at elske,
Velsigned af den samme Haand!
Reen, stor og varig være eders Glæde,
Jevn, ret og lang den Vei, som I betræde,
From eders Siæl, og glad ved Gravens Bredde;
Og eders Fædres Gud, den evig Gode,
Skal styre eder med sin Viisdoms Aand!

Chor.

Sæd af Oprigtige!
Saa høstes Frugterne
Af fromme Fædres Dyd.
Knæl dobbelt saligt Par,
Velsigned af den Høie!
Men du, Algodhed, svar:
Vær kostbart i mit Øie,
Og evigt i din Fryd!

6

SØRGE-SANGE OPFØRT I CHRISTIANSBORGS SLOTS-KIRKE DEN 13DE JUNII 1770, DA DEN HØISALIGE ENKE-DRONNING SOPHIA MAGDA-LENA SKULDE FØRES TIL SIT HVILE-STED (1770)

FOR DEN FØRSTE PARENTATION

UNDERSAATTERNE
Chor.

BLIV høit vor qvalte Suk! - flyd Graad, at lindre
Vor Smerte! - den som brænder i vor Bryst!
Men Engler! I hvis Seier-Sange hindre
Vor Graad; og I, som dele himmelsk Lyst,
O! tier!... Thi kun Skrækkens tause Stene
Og dig, o Nat, vil vi betroe vor Nød;
O! græder! - ak! SOPHIE MAGDALENE
Ak NORDENS BESTE-MODER HUN er død!

EN SALIG AAND
Recitativ. Jo! Høie Seier-Sange skal afbryde
Eders Sukke, - og Saligheders Kilde
Skal blande sig med Eders bittre Taare.
Lad ei en skummel og forhærdet Smerte
Vanhellige det Hierte,
Som giemmer MAGDALENES Navn og Dyder.
Ja! Eders Tab - Vor Medynk - Eders Jammer
Tillader Graad; men stille skal den flyde! -
Og naar end nogle sieldne Taare falder
For tungt paa Eders Bryst;
Da skal et Glimt meddele Eder Glæde,
Og lade Eder see vor Himmellyst. -
SALIGE AANDER
Arioso. I evig, evig, evig salig Glæde,
Blant de Udvalgte, er DEN, I begræde.
7
EN SALIG AAND
Recitativ. I, Dydens rette høie Sangerinder,
Og I, som følge skiult med reene Siele,
Staaer ned ved DRONNING MAGDALENES Aske,
At sige hele Jorden, hvad HUN var;
Og hvad den udi HENDE misted har.
GUDSFRYGT
Aria.

Med Dig var HUN i Pagt, Du Høie!
En elsket Skat, i Almagts Haand;
HUN vandrede for Herrens Øie,
Ledsaget af Hans Viisdoms Aand.
O! Triumpf! - Det er fuldbragt!
Kronen vandt HUN; og tilbeder
I et Svælg af Saligheder
Frelsens seierrige Magt.

DYDER
Chor.

Ordspr. 12. Cap. 28. Vers.

Paa Retfærdigheds Stie er Livet, og dens Vei er ikke Døden. -

FOR DEN ANDEN PARENTATION

ARMOD
Recitativ. Ak Aske af min kronede Veninde!
Med Taarer, som HUN levende ei taalte -
Med anden Graad, end den mit fulde Hierte
Udøste! - rørt af Skiønsomhed og Glæde,
Naar HUN saa tidt fortroelig med min Kummer,
Udforskede, og lindrede min Smerte;
Med bittre Taarer - Al min Rigdom -
Men - som jeg veed - for Gud en liflig Salve,
O Aske! vil jeg salve dig - og døe. -
Men Gud! - Min Gud, som tæller mine Taarer,
Betal min Skyld! - vær MAGDALENES Løn!
8
ARBEIDSOMHED
Recitativ. O ædle Støv, den Siel, som i Dig boede
Nedlod sig ofte til min Sveed og Møie.
HUN selv indhegnede med evigt Hegn
De Frugter af min trætte Arm,
Som jeg i Kreds af Sønnesønner nyder;
Og før indsamlede for andre;
HUN brød mit Fængsel, Vanens tunge Lenke,
Som bandt mig før til evig Mangel. -
O! Gud! min Gud, som veier mine Taarer,
Betal min Skyld! vær MAGDALENES Løn.
DYDEN
Recitativ. Og mig opreiste MAGDALENE Templer;
Og blotted Dyd nød i en værdig Fristad
Ved HENDE tryg - uhindret al sin Glæde,
Og sang, oplived af sin rene Glæde,
Sin mægtige Beskytterindes Ære.
Nu - Ak! - nu svømmer den i Taarer
O Gud! du reene Gud, du min Beskytter;
Vær MAGDALENES store Løn! -
DYDER
Chor.

Fromme, Store MAGDALENE,
Godhed være selv DIN Løn! -

DYDEN
Solo.

Min Borg af Marmor-Steene,
Min Muur forsvandt i Gud.

GUDSFRYGT
Solo.

Mit Træ, med liflig Skygge
Og Glædens Frugt gik ud.

BEGGE

O! Sorg! - hvor skal vi bygge?
Vor Tempel sank i Gud.

ECHO

I Gud.

9
NORDENS ENGEL
Solo.

Min Soel - min MAGDALENE -
Min Lyst udslukte Han;
Nat, som jeg ei kan taale
Saa nær ved CHRISTIAN.

ALLE TRE

Hvem skal igien bestraale
Dit Huus, o CHRISTIAN?

ECHO

CHRISTIAN.

UNDERSAATTERNE
Chor.

Kostbare Rest af MAGDALENE!
O Skat, som Jorden fordrer nu!
DIG skal vor heede Graad ledsage
Til Natten, som Du synker i!
Men du, som ene blev tilbage,
Erindring! - Evig leve Du!
Meer evig end de Marmor-Steene;
Meer, end den Sang Du giemmes i!

EFTER DEN ANDEN PARENTATION

DA DEN HØISALIGE DRONNING BLEV UDFØRT MOTETTO MED KLAGE-SANGE

Chor.

Esaiæ 57. Cap. 13. V.

Den, som haaber paa Gud skal arve Landet, og eie hans hellige Bierg.
Arioso.

DIN Siæl vor MAGDALENE
Tilhørte Herren ene. -
Dog nu han tog den, flød
Vor Taare.

Chor. Ak! da han tog DIG, flød vor Taare.
10
Chor.

Prædik. 12. Cap. 7. V.

Støvet maae komme til Jorden igien, som den var,
og Aanden maae komme til Gud igien, som gav den.
Arioso.

I evig fastsat Orden
Tilhører Støvet Jorden;
Dog ved DIN Grav fornyes
Vor Klage.

Chor. Ak! ved DIN Grav fornyes vor Klage.
Chor.

Prædik. 7. Cap. 1. V.

Et got Navn er bedre end en god Salve, og Dødsens
Dag, end en Fødsels Dag.
Arioso.

O Glands af store Siæle,
Kostbare Eftermæle!
Og Du indbyder os
Til Smerte.

Chor. Ak! - Du indbyder os til Smerte.
Chor.

Begræd. Bog 2. Cap. 18. V.

Lad Graad flyde ned som Bekken Dag og Nat! Giv
dig ingen Hvile, at din Øie-Steen lader ikke af.
Arioso.

UDVALGTE! nu de flytte
Kun DIN nedfaldne Hytte!
Ak! nu fordobbles først
Vor Jammer.

Chor. Ak! - nu fordobbles først vor Jammer.
11

SØRGE-SANGE OPFØRT I ROESKILDE DOM-KIRKE DEN 14DE JUNII 1770, DA DEN HØISALIGE ENKE-DRONNING SOPHIA MAGDALENA BLEV SAMLET MED SIN GEMAHL OG SLÆGT (1770)

Chor.

SALIGE AANDER

Esaias Cap. 60. V. 19.

SOLEN skal ikke ydermere være dig til et Lys,
om Dagen, og Maanen skal ikke oplyse dig til
et Skin; men Herren skal være dig til et Lys evin-
deligen, og din Gud til din Herlighed.

Recitativ.

EN UNDERSAAT
Mit Blod blev koldt - I alle Aarer kryber
En stille Skræk - mit Knæ blev svagt og vakler,
Mit Syn forgaaer - Jeg svimler - og mit Hierte
Slaaer heftigt - og det svulmer op, og qvæler
Mit Suk - Jeg skiælver - og min Taare standser.
Aria.

I min Jammer seer jeg eene
Asken af min MAGDALENE!
Stedet som min Lyst forloed.
Faldne Tempel! - Høie Klage,
Kald! - ak! - kald den Tid tilbage
Da den høit og prægtig stoed.

Recitativ.

RYGTET
O! Helligdom! - Skioldungers enge Boelig,
I din rædsomme Skygge -
Rundt om mig voxer med ærværdig Taushed
Skioldungers Roes, og evige Bedrifter,
Og Jordens Skræk i stolte Bauta-Steene; 12
Men under Steenen er en Haandfuld Aske.
O Skræk i hver en Tanke! -
O du kostbare Aske
Af DRONNING MAGDALENE!
Hviil i den snevre Boelig!
Men tryg mod Tiden - mod dens sidste Alder,
Staae DIN Erindring, naar DIT Marmor falder.
Aria. Kun Rygtet har Naturen givet
En Kraft, at overleve Livet -
Kun Dydens Glands kan ei forgaae.
Og naar Naturen selv forsvinder,
Skal MAGDALENES Æreminder
Trods Tiid og Ild, og Død bestaae.

Chor.

UNDERSAATTER
Staae med vor Smærte! - dybt i reene Siæle
Skal Du indgraves - I et dydigt Bryst.
Læs sidste Slægt HELTINDENS Eftermæle,
Og NAVNET af vor nu begrædte Lyst.
Men Du, den Saliges nedfaldne Boelig,
Hviil! ak vor LYST - og fordum CHRISTIANS FRYD,
Hviil samled med DIN ELSKTES BEEN, og roelig
Vent Almagts Røst, og knuste Verd'ners Lyd!
13

ET GLIMT FRA TIDEN IND I EVIGHEDEN VED FRUE GEHEIMERAADINDE VON SCHULINS HVILESTED, DEN 18 JUNII 1770 (1770)

O Nat, da ey et Gran gav Gjenskin af den Høye!
Da Godhed ey fandt Støv at hvile ved! - -
O Svælg af Lys, da Herrens Øye
Kun mødte sig i bundløs Evighed!

Ufatteligt! - og Vi! - - - Hvad var vi, før Alfader
Udstrøede Verdners Sæd - en Haandfuld Gran
Indsprengt med glimrende Monader -
I dette Svælg, der var saa stort, som han? -

Nu svævede hans Aand - nu tålte Magtens Stemmer,
Og Soele Kredse viklede sig ud - -
Nu blev en Jord - - og af dens Gjemmer
Opstod et Støv - OG DETTE LIGNER GUD! -

DEN EVIGE! - - DEN GUD, SOM SOLE-KREDSE PRISE,
FORDI DE HVILE I HANS HØYRE HAAND!
O Tanke, kom at undervise,
Kom at opløfte vor nedslagne Aand! -

Hvor let opsvulme vi, naar i ubrekket Orden,
Held møder os paa Held, og Lyst paa Lyst? -
Hvor let naar Himmelen og Jorden,
Adlyde Vink af Ønsket i vort Bryst? -

Da see vi kun os selv - - men mørke Evigheder,
Da selv vor Jord var ey et Gran endnu! -
Da, naar vor Sjæl bortsank i eder,
Da kom den først Al-Godheds Magt ihu. -

14

Hvor let nedtrykkes vi, naar mørke Himle brøle,
Og Slag i Slag paa alle Sider slaaer? -
Naar Ønske, Haab, og hvad vi føle
I Skjebnen steds en afsagt Fiende faaer? -

Da see vi kun vor Nød - men Evigheders Fader,
Og du som bødst et Støv at ligne dig! -
Hvad Himmel og hvad Skjæbne skader? -
Hvad skrekker den, som er Alfader lig?

O Tanke i Salige, hvis Tab vi nu begræde,
Du fandt dens Trøst, og Vægten af dens Bud;
At tænke paa sit Støv i Glæde -
I Modgang paa sin Lignelse med Gud.

I Jordisk Høyhed nær Gudinderne paa Jorden! -
Hvor stort, at staae ved Siden af SCHULIN! -
I Fryd! - den Mand, hvis Aske Norden
Velsigner; og hans store Sjæl var din! -

Ham værdig nød du da, hvad Ære sielden nyder,
Naturens Sødhed og Alfaders Fred;
Og Frugten af de reene Dyder,
Som kun bestemmer vor Lyksalighed. -

Men Lykkens største Glands formaaede ey at blende
Din Sjæl - Og i din Kreds af Fryd og Pragt
Fandt du dig selv - glad ved at kjende
Dig, din Oprindelse, og Godheds Magt.

Da kom den fæle Skye, og Slaget traf dit Hjerte.
Han døde, den som boede i dit Bryst. -
Nu overiilte dobbelt Smerte
Den Sjæl, som var fortroelig med sin Lyst. -

Dog stod du tryg ved Dyd - og det du aldrig glemte,
Erindring om den større Salighed,
Som Verd'ners Skabere bestemte
Til Støvet, som han vilde lignes ved.

15

Som Klippen svulmer ey ved Middags-Soelens Heede,
Og falder ey skjønt Hav og Himmel slaae,
Saa kan dit Venskab og din Vrede,
O Jord, ey rokke dem, der tænke saa.

Nu glad og tryg i Kreds af evig reene Dyder,
O Salige, forsmaaer du Jordens Lyst
Og Suk - de, som Naturen yder -
Selv Sønnens Graad kan neppe naae dit Bryst.

Du seer ham, ømmeste blant Mødre, fra det høye -
Din Efterladtes Smerte - og du seer
Med salig Vellyst i dit Øye,
At Dyd og Ømhed rundt omkring ham leer.

Saa synker all din Sjæl i evig evig Glæde,
Saa døer dit Øye i Algodheds Magt -
Saa smiler du mod os, som græde
Ved Graven - der, hvor kun dit Støv er lagt.

16

OVER HR. HERMANNY (1770)

NAAR Dyden høy og glimrende og prægtig,
Aftvinger Jorden Lyst;
Da er en Gienlyd af dens Røst almægtig
I hver en Bardes Bryst.
Naar Thronens Søn med himlisk Mildhed binder
Den trodsende Rebel;
Naar Heltens ædle Blod ustillet rinder
For Nationers Vel;
Naar en ved Guldets Skabe-Kraft opliver
En Slægt paa Libysk Sand;
Naar en oplyser Mennesket og giver
Sit blinde Folk Forstand;
Strax slaaer den halvberuusede Camoene
Høyt paa sin gyldne Streng
Og tusind' Skialder raabe Hippocrene
Med Sang og Skrig i Fleng.
Men ubemærket, eenlig, taus og stille,
Gaaer du o Borger-Dyd;
Ey fulgt af Barder, ey af dem, som spille,
Og ey af Sangens Lyd.
Var Dyd da ringe? Var dens Glands vel mindre,
Fordi den viiste sig,
I mindre Cirkler end de faae som tindre
O Jord høyt over dig?
Velgiørende og smuk og stor og herlig,
Er Dyden hvor den er
Sin Fader lig, omgiængelig og kierlig
Mod alle Mennesker.
Og som den stolte Biergtop bedre prydes
Med Solens Herlighed,
Men sielden føler den; naar Dalen frydes,
Og varmes op derved:
Saa er det og, at Dyden høy udbreder
Sin Glands med større Pragt;
Men jævn uddeeler den Lyksaligheder,
Som Helten ey har smagt. 17
Og du som kiæk opfyldte Livets Pligter,
Som Mand og Borgere,
Fandst intet Navn, ey en Dircæisk Digter,
Som kan forevige?
Kom til min Siæl, o Dyd! - din Ild opvarme
Mit Bryst til værdig Sang,
Om den, som jævnt og tryg i dine Arme,
Fandt Maalet af sin Gang!
Men tier ømme Taarer, I, som rinde
Ved Asken af min Ven!
O tier, naar den høye Sangerinde
Paa ny opliver den!
Langt borte fra din Helligdom o Rygte,
Langt fra HERMANNYS Grav
Skal Venskab græde - langt fra Sandhed flygte
Den Roes, som Hiertet gav!
Vær høyt hans Marmor, dobbelt stærk og prægtigt
Paa Sandheds reene Grund!
Stort er hans Dyders Vidnesbyrd og mægtigt
I Upartiskes Mund.
O Stad af Absalon, dit stolte Mærke,
Hiint altid aabne Bryst;
Hiin Aand, som danner dine Sønner stærke
Til Modgang og til Lyst;
Hiin muntre Kiækhed, som er altid færdig
Til hver en Borger-Pligt;
Hiin Ømhed, som allene giør dig værdig
Til større Skialders Digt;
Din Siæl o Stad var min HERMANNYS Ære;
Hans var en Ziir for dig;
Og da han var, lod den ey af at være
God, kiæk og borgerlig.
Forgiæves søgte Lykken selv at friste
Hans alt for satte Mod.
Skiønt høyt og engang høyest paa dens Liste
Blev han dog jævn og god.
Og nød han ey, men deelte kun dens Gave
Med større Viisdom ud;
Selv uforandret, nøysom ved at have 18
Sig og sit Haab til Gud.
Thi du, o Dydens Fader, Godheds Kilde,
Kun du, varst al hans Bøn
Du varst i Liv og Død, alt hvad han vilde,
Hans Rigdom og hans Løn.
Derfor - - - Men salig er du - - - og mit Hierte,
Og Taaren kom igien
Selv ved din Fryd forstummer jeg af Smerte,
Thi jeg har tabt min Ven.

19

PHILET EN FORTÆLNING (1770)

Die Götter, die jetzt lachend mit euch ziehen, Bereuen ihr geschencktes Glück. - Ramler.

ELHØY, DEN 16. SEPTEMBR. 1770

TRÆT er min Siel - - forfulgt af Frygtens blege Skygger,
»Sank den tilsidst ved dig,
»Du steile Muur, som bange Kummer bygger
»Imellem Haab og sig. -
»See! - standser ei min Graad? - mit følesløse Hierte
»Slaaer ordentlig og svagt
»Slaaer ordentlig og svagt -
»Stivt seer mit Øie Trudsler, Trøst og Smerte
»Med lige stor Foragt. -
»Lad Dyder Haand i Haand og zittrende og blege
»Gaae mit Paulun forbi! -
»Lad kaade Fauner og Sirener lege
»I heslig Harmonie! -
»Lad Slangen hvisle Søvn og lad Orcanen brøle! -
»Mon jeg fornemmer det? -
»Jeg! - som forhærdet neppe meer kan føle
»Mit eget Aandedret! -
Saa var det, at Philet bedrog sig - thi hans Klage,
Og Taaren kom igien;
Og dobbelt stærk kom Smerten snart tilbage
Til Dydens ømme Ven. -
Philet var stor blant dem, som føde sig med Taarer,
Som skiælve for at lee,
Som see kun Jammer, lasterhafte Daarer,
Og Ulyksalige. -
»Ak!« - raabte han igien - »hvor er da varig Glæde? -
»Hvor er Lyksalighed? -
»Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde,
»Og ikke blues ved? -
»Ophøi Dig, Du hvis Siel er nøisom, god og roelig,
»Og kald Dig lykkelig! -

20

»Ha! - viid! - den luurer bag Din trygge Boelig,
»Som skal forstyrre Dig.« -
Her overiilte Harm den fromme Sangerinde. -
»Vaagn af din onde Drøm,
»Forvovne«! - raabte hun - »At Sandhed vinde,
»Kom! - Følg mig, see og døm!« -
En Kreds - - - Men Iris laan mig Farver til en Scene,
I hvilken Smertens Ven
Forglemte sig! - Laan mig din Ild, Camoene,
At jeg maae skildre den! -
En Kreds af sølvgraae Mænd fandt en ærværdig Hvile,
Hist, hvor vor glade Tid
Har seet Naturen saa fortroelig smile
Mod Viisdom Konst og Flid -
Hvor Elhøy reiser sig, og stolt og venlig byder
Den trette Vandringsmand,
At undre sig paa hvert et Træ, som pryder
Det nyelig skabte Land;
Der laae de - reene Smiil brød frem af hvert et Øie,
At stride mod Philet;
Og tvang hans Suk, og syntes at fornøie,
Blot ved at blive seet. -
Thi Elhøys Top er ei saa smuk, naar Solen daler,
Og venlig kysser den;
Som Nøisomhed og Sielens Hvile maler
Hvert Træk af Alderen. -
Langt borte hylede Bacchantens vilde Glæde,
Og langt fra dette Sted
Skreg Overmod, - men Viisdom var tilstede,
Og tryg Fortroelighed. -
Og du, de Viises Steen, som alle Daarer søge,
Ved Vold og Sviig og Konst;
Snart under Trældoms Aag, snart ved at spøge,
Og alletid omsonst;
Lyksalighed! - din Glands nedlod sig at besiele
Et kun uskyldigt Folk;
Hvis jævne Træk, hvis uafmaalte Mæle
Var nøgne Dyders Tolk. - 21
En kaldte smilende sin Ungdoms Sveed tilbage,
Og syntes ung igien. -
En anden saae til sine sidste Dage,
Og priiste Skaberen. -
En sang sin Helbreds Lov - En viiste stolte Mærker
Af et arbeidsomt Liv -
En fandt i Konst - En i Naturens Værker
Et værdigt Tidsfordriv. -
Snart taug den hele Kreds, imedens en forklarte,
Besielt af himmelsk Fryd,
Hvor naadig Gud i Nødens Tid bevarte
Ham eller og hans Dyd. -
Snart slog man Haand i Haand forundret ved at høre,
Hvor farlig Krigen er;
Hvor meget ont dog Mennesker kan giøre
Mod andre Mennesker. -
Snart saae man halv med Frygt til hine Trængsels Dage,
Og man bespurgte sig,
Om Trældom ei kan kaldes Lande-Plage,
Saavelsom Pest og Krig? -
Saa kom et Glædes-Raab - »O lykkelige Tider,
»Hvori vi leve nu! -
»O Gud!« - saa raabte man - »Gud, som omsider
»Kom sine Børn ihu!« -
»Hist« - stammer een, som taus alt længe havde peget -
»Hist bag ved Stakkene,
»Opreiser jeg mit Huus - det er mit eget,
»Alt, hvad i der kan see.« -
»Hist« - er en andens Svar, og af de blege Kinder
Sneg sig en Taare ned -
»Hist boer min Søn - min elskte Søn, og finder
»Sit Leve-Brød i Fred. -
»Gud - raabte man igien - det Godes Giver høre
»Vor Bøn, og lønne Dig,
»Du store Mand, hvis Lyst det var at giøre,
»Vor Stand saa lykkelig! - 22
Saaledes kom Natur, Uskyldighed og Glæde,
Usøgt til hvert et Bryst,
Og hver en Mund - I en usynlig Kiæde
Hang Lyst ved anden Lyst -
Men rundt omkring dem loe Naturen - Stolt udbreder
Den her sit Seiers-Tegn,
Sin Rigdom; og dens unge Herligheder,
Groe stærkt i Elhøys Egn -
Lad andre synge dig, guddommelige Orden,
Dig altings Skabere,
Som her frembyder hver en Skat i Jorden
Til de Lyksalige! -
Den Viise forske blant de skiulte Drive-Fiære,
Som bragte dig i Gang,
Arbeidsomhed! - og synge dig til Ære
En oeconomisk Sang! -
Thi Vellyst bandt min Siel til hine grønne Høie -
Vær mig et helligt Sted,
O Plet, hvorfra Philets henrykte Øie
Fandt Jordens Herlighed! -
Et rudret grønt med Guld igiennemvirket Teppe,
Som jævnt udstrakte sig,
Bar dig, Naturens Skat - det syntes neppe
At kunde bære dig -
O Frugt, og anden Frugt, og hver med Forskiel prægtig,
Som holdt og fordrede
Den hele Siel! - O Skabning, som almægtig
Omstøber Hierterne! -
Snart vandrede Philets umættelige Øie
Langs med en kroned Rad,
Af Skovens unge Børn, som venlig bøie
Sig sammen - Blad til Blad. -
Snart trængte sig et Lys, forbi den tette Skygge,
Og pegte myndig paa
En talrig Hiord, som pustende og trygge,
Og dybt i Kløvret laae. -
Her sneg sig et Christal, forfulgt af Solens Straaler,
Bag ved et Bierg af Høe; 23
Og hist forsøgte Lilljer og Violer
At skygge for en Søe. -
Her stod endnu og hist endnu en enkelt Trave,
Ei for sin Ringhed glemt
Af Eieren, som sildig først kan have
Sin store Forraad giemt;
Men til et Vidnesbyrd for dig halvgyldne Slette,
Som synes nu saa bar,
Gav Hændelsen Philet det Vink at giette,
Hvor stor din Rigdom var.
Dog agter han det ei; Thi bag ved Sletten leger
En Flok af kaade Lam,
Rundt om sin Væder, som forgieves bræger,
At den skal følge ham. -
Nu triple de - hvor hist den tynde Røg opstiger,
Hist under Skyggerne
Veilede de Philet, som henrykt sniger
Sig med de Skiertsende. -
Dog glemmer han dem snart - En net, ukunstled Boelig,
Beqvem og vel forseet
Med Alt, og varig bygt, og reen og roelig,
Henrykker nu Philet. -
Her saae han Nøisomhed hos Velstand - Flid og Orden,
Hos dydigt Tidsfordriv -
Og dig o Fred- »O!« -skreg han - »har da Jorden
»Et saa lyksaligt Liv? -
Alt trak den mørke Skye sig langsomt fra hans Øie,
Som stivt og aldrig met
Forfulgte hver en Skiønhed, som den Høie
Tilbyder Mennesket. -
Han fløi fra Gaard til Gaard, som her adspredte dele
Opmærksomhed og Lyst -
Snart kom et Hegn, en Lund, og snart det Hele,
Tilbage til hans Bryst. -
»Nei« - raabte han tilsidst - »Nei, lykkelige Gamle,
»I, som en Drøm, maaskee,
»Her - og just her? - i Dag har vildet samle
»Til min Forvirrelse! - 24
»Jeg veed - Jeg føler det, at Jordens største Glæde
»Er Ufuldkommenhed. -
»Tilstaaer mig, hvad det er, som I begræde,
»Og hvad i skielve ved«! -
»Vi? - - -« svarte man - og en, udmærket ved sin Alder,
Begyndte strax igien:
»Glemt er det Ord, som du tilbage kalder,
»Du Smertens mørke Ven. -
»Tre Vintre var det nu - Da saaede vi med Smerte,
»Og høstede med Graad -
»Da skalv vi - Frygt tillukte selv vort Hierte,
»For Haab og Hielp og Raad. -
»Thi Trældom var vort Liv, og Tidsler bar vor Ager,
»Og selv Velsignelsen
»Forsvandt som Dug - Vi skreg - og vore Klager
»Fandt ingen mægtig Ven.
»Men hist! - det store Huus - der - tæt ved hine Rader
»Af Træer - der boer en Mand -
»O Gud! - og hvilken! - Armods Ven og Fader,
»Skiønt af saa høi en Stand! -
»Han - see min Taare nu! - han er, som alle sige,
»Og, som vi let kan see,
»Saa stor, - saa vigtig for det hele Rige,
»Som her for Bønderne -
»Først, ypperst, viisest og oprigtigst i at raade
»Til Landets Gavn og Lyst;
»Og stor i Guds og i Monarkens Naade,
»Og i de Danskes Bryst. -
»Ei Pragt - Ei Ærens Tegn forblinde mig - Desværre,
»De pryde faae, som Ham. -
»Thi ak! hvor mangen vel saa prægtig Herre
»Giør sine Klæder Skam! -
»Dog Magt at giøre vel, som Himlen her forener
»Med Lyst - er, som jeg troer,
»Saa vigtig, at den Beste først fortiener
»Ved den at kaldes Stor. - 25
»Men elskte Billede! - hvorhen? - hvor langt bortriver
»Du dog min hele Siel? -
»Hvad er min Roes? - Ak! - dens Undskyldning bliver,
»At jeg har meent den vel. -
Her taug den sølvgraae Mand, og saae sig om at nyde
De andres tause ja -
Og fandt den Tanke, da han saae det flyde,
Som han begyndte fra. -
»Troe mig, o Fremmede, den Graad du seer er Glæde«! -
Saa brød han ud igien -
»Af Nød og Sorrig kan vel ingen græde,
»Som har saa stor en Ven. -
»Thi taalte han det? - Han! - som neppe saae vor Klage
»I vort tillukte Bryst;
»Og dog halv trakte os til bedre Dage,
»Og tvang os til vor Lyst. -
»Viid, at det Land du seer var fordum vilt og øde,
»Endnu halv skiult i Vand -
»Hin store Strækning med den rige Grøde,
»Var Kiær og Mus og Sand. -
»Uorden, vor Tyran, opslugte Sæd og Møie -
»Og, hvad den levnede,
»Var andre nok, som med et graadigt Øie
»Alt aad i Tankerne. -
»Alt Mod - alt Haab forsvandt - Thi om og en utretted
»I Flid var Bien lig;
»Da gik det ham, som den, der bliver mætted,
»Men samler ei for sig. -
»Den søde Pligt, som man saa sielden overgiver,
»Den græd - den skialv vi ved. -
»Din Arv, min Søn« - saa skreeg vi - »ak! - den bliver
»Vor Ulyksalighed. -
»Men hist oprandt vor Soel - hvor god og viis og mægtig
»Kom han vor Nød ihu! -
»Dag, da vi saae ham først! - hvor glimrende! -
»Hvor hellig er ei du! - hvor prægtig - 26
»Thi med en vældig Arm omdannede han Jorden,
»Og trak dens Skatte frem,
»Og Væld af meer - og satte varig Orden
»Til at indhegne dem -
»Nu saae han smilende vor Glædes Grundvold færdig,
»Og saae sig lykkelig. -
»Endog i det sin store Skaber værdig,
»Som skaber ei for sig. -
»Beboer den, sagde han, og eier den og nyder
»Dens Frugt i varig Fred! -
»Og Godhed giv, at eders Afkom fryder
»Sig ved dens Herlighed! -
»Saaledes, skumle Nat forsvandt du fra vort Øie! -
»Vi see fra denne Tid
»Kun Haab, som steds' velsignes af den Høie,
»Og aldrig skuffet Flid. -
»Nu glæde vi os ved, langt fra, som før at grue
»For Efterkommere,
»Som Mangel ei, og Trældom ei tør true
»I slig Beskiermelse. -
»Hist boer den store Mand, som vil og kan beskytte
»Vor Velstand og vor Fred. -
»Han er det! - Han! - Vor Grundvold og vor Sytte! -
»Hvad skal vi skielve ved? -
»Ja!« - skreg Philet - som taus alt længe havde grundet,
Halv glad, halv skamfuld her -
»Der er Lyksalighed - Ja - Du har vundet,
»Drøm, eller hvad du er! -
»Jeg kiender ham -Vor Smags - de bedre Sæders Fader,
»At i hans Naboe-Lav
»Er ingen Torn, og ingen Urt, som skader,
»Og ingen aaben Grav. -
Nu overlod han sig til hele Kredsens Glæde -
»Bort« - smiilte han - »med dig! -
»Bort Heracliters Grille! - bør jeg græde,
»Hvor en er lykkelig? - 27
»Men hist! - hvo kiender den, som iler hist og stønner,
»Og tit slaaer Haand i Haand? -
»Han græder - er det en af Landets Sønner? -
»O Glæde styrk min Aand! -
»Damoet! - - hvad er din Graad?« - - men ak, og ak vor Fader,
Var alt det Svar man fik -
Nu kom han - »Ak - vor Græve - Han - forlader« - - -
Og Røst og Sands forgik. -
Taus, som en Findlandsk Nat, og mørk blev Glædens Scene -
Nu kom et hylende -
Nu flyede den bestyrtede Camoene,
At skiule Taarene. -
»Hvad?« - skreg Philet - o Haab! - Dit sidste Glimt forsvinder! -
»Mon jeg begræder det? -
»Jeg! - som afmægtig neppe mere finder
»Mit svage Aande-Dret! -

28

PAA KONGENS FØDSELS-DAG. 1771.

Recitativ. VÆR Følelse min Sang! - og du mit Hierte
Vær Harmonie! - Stig med de høie Toner
Høit op til Vellyst! - op til salig Glæde! -
Men, da naar Sangen taber sig i Glæde,
Og nu i bævende og zittrende Accenter,
Og nu i svage, halvafbrudte Toner
Sagte, venlig murrer mod sin Lyst .. og døer ..
Da stig endnu! - og stærk ved hine Straaler
Dem, som opvarme og besiele Norden,
Dem, som nedlod sig over Sangens Hytte,
Ved CHRISTIANS Glands, stig høit mit fulde Hierte! -
Op over Sangen! - Op til Glædens Fader! -
Der smelt i Fryd, og daan i hellig Andagt! -
Men Godhed see din Bøn, og Almagt svare:
Ja! - CHRISTI'AN leve længe med MATHILDE! -
Aria.

Harmonie, din gyldne Kiede
Knytte CHRISTIANS Vink til Glæde,
Og Hans Trin til Nordens Gavn! -
Længe byd vor Sang at være,
Lyd af Lyst og Held og Ære;
Evig Gienlyd af Hans Navn! -

29

PASSIONS ORATORIUM, OPFØRT AF DET SAA KALDEDE RAAD- HUUSSTRÆDETS MUSIKALSKE SELSKAB (1771)

Corus.

SLUTTER Forbund mod den Fromme,
Støvets Synd og Almagts Domme,
Himmel, Jord og Helvede! -
Spotter Frekke, raser Blinde!
Stille skal vor Taare rinde
Ved dit Kors, du Frommeste! - Da Capo.

MARIA
Nei! - stille Taare hold kun op at rinde! -
Du lindrer - du berøver mig min Smerte -
Heel vil jeg føle den - heel vil jeg drikke
Din Kalk, o Gud!... o strænge Gud!... og døe -
Med Bitterhed har Herren fyldt mit Bæger -
Med al sin Skræk min Siel - o frels - o dræb mig! -
O mig, den ulyksaligste blant Mødre! -
O Søn! - o meer end Søn! - Du døer! - o dræb mig! -
Du døer! - og Gud! - saa jammerligt? - saa haanligt? -
Aria.

Vink af Skræk, som snart forsvinder! -
Dolkstød, som man neppe finder! -
Død! - o kom at frelse mig! -
Ved hvert Pulsslag fandt mit Hierte
Al din Skræk og al din Smerte,
Ei den Roe, som følger dig. -

JOHANNES
Du saligste! - ynkværdigste blant Mødre! -
Dog har mit fulde Bryst og Rum til Medynk? -
Min Ven.. min Broder.. meer end Ven og Broder - 30
Min Lærere - min Gud - mit Haab - min Frelse -
Min - ak de dræbe ham! - han selv vil døe -
Han kalder ei sin Faders Legioner -
Svagt slaaer det alt, det kierligste blant Hierter,
Hvorved jeg laae og følte himlisk Vellyst -
Alt spiller Døden paa de reene Læber,
Hvis mindste Lyd var Hellighed og Viisdom -
O Juda! - o min Synd! - o Støv! - o Almagt! -
Corus.

Skal Hævnerens Forbandelse
Fortære den Retfærdige? -
Sin Ven vil Jorden dræbe,
Klag Himmel, klag! - og hyl o Jord! -
Men du vor Smerte skab dig Ord,
En Lyd paa Støvets Læbe.

JOHANNES
Det er fuldbragt - og hvad? - Afgrundens Verk! -
Død er han! - Ondskab - Helvede, du vandt! -
Men see din Gierning blinde Hob, og skielv,
Og hyl, og flye, og fald, og døe af Skræk! -
See din Velgiørere! - Hvad har du giort?
Død er han nu - dog hvilken himlisk Magt
Var i hans sidste Ord: Det er fuldbragt? -
O Frelsens Verk! - o Liv, hvorom han talte! -
Dag, som Propheter saae! - Haab! - Dog, jeg
svimler -
Ak er han ikke død? - Hvor er da Frelse? -
Aria.

Glimt af Haab brød neppe frem,
Førend Natten skiulte dem,
Smerten kom tilbage;
Smerte, som fortærer mig,
Ingen Nat skal skiule dig! -
Evig vil jeg klage! -

MARIA
O Søn! - du fromme, var det ei hans Ord? -
Han kaldte dig min Søn, og mig din Moder - 31
O Søn! - kom! - dog tilgiv mig dette Suk! -
Du veedst mit Tab - du er ei stor, som Jesus -
Kom! - ei med Trøst - men kom med al din
Her op til dette følesløse Bryst! -
Laan mig din Graad! - Lær mig din høie Klage! -
Fortæl mig! - er han død? - bør Miriam græde? -
Corus.

Uskyldig var du, god og kierlig,
Og viis, og stor i Magt, og herlig,
Og himlisk, og guddommelig. -
Din Død er nok til Frommes Taarer -
Vi, som Natur og Venskab saarer -
Vor Graad er ikke nok til dig. -

JOHANNES
O fandt du det! - et Glimt - en salig Straale
Adspreder meer og meer de mørke Tanker -
O Miriam! - i mit piinte Bryst er Vellyst -
Jeg veed ei hvad - jeg seer ham død - og haaber.-
MARIA
Ja - jeg tilstaaer det - længe streed mit Bryst
Mod Følelser - O, tør jeg nævne Lyst?
Og dog - nu kalder jeg hans Ord tilbage -
Og hvad er det, som leder min Erindring? -
Og styrker den? - og helliger min Tanke? -
Og peger paa den evige Forsoning? -
Paa Juda Løve? - Gud! - mit Syn er Vellyst! -
Min Sæd skal sønderknuse Slangens Hoved. -
JOHANNES
O evig, evig naadig er den Høie,
Som viiste dig et Glimt af Saligheder! -
Og jeg har seet - o saligste blant Mødre! -
Og jeg har seet den Tempel bygt igien,
Som han nedbrød - og jeg har seet min Ven
I al sin Guddom - og med Seier kroned -
Og ved mit Bryst - og Jordens Synd forsoned. -
32

Aria.

MARIA

Stort er den ømme Moders Hierte,
Stort til en falden Engels Smerte,
Og stort til gode Aanders Lyst. -
Men hvem er stor, som Frelsens Moder,
Og blander Mørkets Svovel-Floder,
Med Glædens Kilder i sit Bryst? -

JOHANNES
Dyb og usporlig er den evig Gode,
Men Verd'ener hvile paa hans Vink om Naade -
Et Glimt af Haab fra Gud er evig Glæde -
Hvad er da Støv, at det forvovent knurrer,
Saasnart det, fremmed paa hans Vei til Glæde,
Ei overseer hans Raad og Himlens Vellyst? -
O Salige! - selv i din Jammer salig! -
I Støv - i stille Andagt vil vi vente
Paa Glædens Soel - paa den, hvis Morgenrøde
Oprinder alt - paa vor - paa Jordens Frelse. -
Corus.

Haab og Fryd og Frelse flød
Af vor Skræk og Hævnens Domme;
Og forundret fandt den Fromme
Livet i sin Jesu Død. -
Evig, evig, vil vi prise
Dig, hvis Død vi leve ved;
Dig, du Hellige, du Viise,
Du bundløse Miskundhed! -

33

ADSKILLIGT AF JOHANNES EVALD (1771)

FORERINDRING

OM man med Rigtighed kand slutte fra et Skrifts hastige Afgang til Publici Bifald, saa har jeg i Henseende til min Philet al Aarsag at smigre mig dermed. Om det og ikkun er en Formodning, saa bliver den i Forfatterens Øjne stærk ved sin Elskværdighed, og understøttes den af Kienderes Dom, skal han lettelig tilskrive den en Overbeviisnings fulde Styrke. Det er den, som har bestemt mig til at samtykke i et nyt Oplag, af nærværende Fortælning. - Jeg bør ey forsømme denne Leilighed til at bevidne Forfatteren af den Kritiske Journal - ikke min Taknemmelighed - Thi et Ord, som maaskee kunde synes at røbe en Skygge af MisTillid til den Fortieneste, som han tilstaaer mit Stykke, vilde fornærme en Mand af hans Indsigt og Retsindighed - men den Glæde, som det er mig, ikke at have mishaget ham. Jeg bevidner at jeg ikke kiender den Mand, hvis Misfornøyelse den ey kunde trøste mig for. Jeg bør og anføre de Aarsager, hvorfor jeg ved dette Aftryk ikke har forandret de faae Steder, som han har giort den Erindring imod, at de vare Uforstaaelige; en Erindring, der faaer saa betydelig en Styrke af den Mands Skarpsindighed, som giør den! - det Billede, som jeg skildrede giorde saa dybt et Indtryk i min Forestilling, at jeg, som tydelig saae dets mindste Træk, i den Orden som allene kan giøre det heele fuldkommen, glemte, som det ofte hændes, at mine Læsere mueligt kunde enten ikke see dem, eller see dem fra en anden Side end jeg. Havde jeg forud seet at et andet Begreb kunde forbindes med Frygtens blege Skygger, end det jeg selv forbandt dermed, skulde jeg heller have vovet at besvære min Læsere med 34 to matte Linier, end at forvilde ham med et Aeqvivoqve, som jeg virkelig anseer for en utilgivelig Ufuldkommenhed i al slags Digt. Og havde Journalisten erindret at det var tvetydigt, uden tillige at stille mig den ufordeelagtige Maade for Øynene, som det kan forklares paa, saa skulde jeg have forandret det uden videre Indvending. - Men nu skylder jeg mig selv det nøye at bestemme det Begreb, som jeg har forbundet med dette Udtryk, for derved at befrie mig fra at blive mistænkt for saa uordentlig en Indbildnings-Kraft som det andet forudsætter. Og naar jeg paa den Maade har forklaret mig, seer jeg ikke at nogen Forandring giøres nødig; Da denne ikke saa sikkert kan tilveiebringe den forønskte Tydelighed, som en Note.

Jeg vil ikke subtilisere ved at erindre, hvor umueligt det er at frembringe Skygger af alle Slags Farver, og i Særdeleshed blege, som kan skee ved en hver meer eller mindre igiennemskinnende Materie. Det vilde være utidigt, da jeg ikke kunde tilgive mig selv, om jeg nogen Tid havde forestilt mig Frygten som et Legeme, hvis Gud veed hvor mange Skygger havde forfulgt Philet, og det, saavit man, naar det tages i den Forstand, maae slutte af Sammenhængen, uden at den selv fulgte med. - Thi det var unaturligt om Philet, som vil give en halv Fortvivlelse tilkiende, skulde sige sig blot forfulgt af dens Skygger, naar han var forfulgt af denne Skrækkelige selv; uden at tage den bekiendte Regel i Betragtning; at Benævningen altid bør skee fra det vigtigste. En Regel, der binder en Digtere, som bør tiest outrere sine Billeder, meer end nogen anden. - Om den og havde fulgt med burde den rimeligviis kun giøre en Skygge. Men hvor forvirred, hvor barnagtig et Begreb! Og dog kan dette, som jeg nu seer, virkelig forbindes med det Udtryk: Frygtens blege Skygger. Men jeg forbandt det ikke dermed. - Ved Skygger har jeg ønsket,

        

35 at mine Læsere saavel som jeg her vilde forstaae Skygge-Billeder, Fantomer, Spøgelser, disse græsselige Chimærer, som avlede af Frygten bedre skildres af den, end af nogen Digtere. Jeg troede, og det gav Anledning til min Feiltagelse, at den Friehed, hvormed f. Ex. de beste Romere i denne Forstand betiene sig af Umbra og de rigtigst skrivende Tydske af Schatten, uden at nævne andre, berettigede mig til dette Ønske. Men da det er slaaet mig Feil, bliver intet tilovers for mig, uden, som jeg før erindrede, enten at slette mit Udtryk ud, eller, det som jeg har valgt, at forklare mig ved en Note. For, saavit som det staaer til mig, at giøre mig tydelig, vil jeg forsøge at oplyse min Mening med et Exempel. Naar en Mordere i de skrækkelige Forestillinger, som ere uadskillelige fra hans mørke Siæl, siges hvert Øyeblik at see Bøddelen over Hovedet paa sig, da er denne Bøddel en af dem, som jeg har kaldt Frygtens Skygger. Men de Skygger, som forfulgte Philet har jeg kaldet blege, for paa nogen Maade at tilkiendegive, at det meere var Forestillinger om den Nød og de Ulykker der forestod andre, som bragte ham saa nær til Fortvivlelse, end nogle af de ubehagelige Udsigter, som røre enten fra Unøysomhed eller fra en ond Samvittighed, og som ere en Verdslig-viis saa uanstændige. -

DEN STEILE MUUR, SOM BANGE KUMMER BYGGER IMELLEM HAAB OG SIG, er den anden Tanke, som Forfatteren af den Kritiske Journal holder for at være utydelig, men da den Forstand, som han selv angiver, er saa vit jeg endnu indseer den eneste, som det kan tages i, og han følgelig har forstaaet mig meget vel, behøver jeg i mine Tanker intet at legge til, om det ey er følgende Anmærkning: Ingens Tilstand er saa elendig, at han ey skulde kunde haabe Frelse, naar han ikke selv forhærder sig derimod, og ingen Siæl er saa formørket at den ey skulde kunde see dette Haab, naar den ikke

        

36 forsætlig bygger sig uoverstigelige Forhindringer, som skiule det. Men dette var den Tilstand, hvortil Philet nærmede sig, og den steile Muur (den i hans Tanker uovervindelige Vanskelighed) som hans bange (af Frygtens Skrække-Billeder udmattede) Kummer bygte imellem sig og Haabet, maatte nødvendig for en Tidlang skiule det sidste, om han skulde vedligeholde den Caracter, hvorpaa heele Stykkets Plan heroer. -

Det Ord Lasterhaft er vist ikke Dansk, men Tydsk, og jeg har derfor forandret det til Lastefuld.

Det Motto som jeg har valgt af Ramler, syntes mig at være beqvemt til et Valsprog for min Heraclit, og beqvemt til at udtrykke den første Følelse af Smerte og Frygt som de lykkelige Bernstorfske Bønder rimeligt nok kunde fornemme, da de mistede deres elskte Græve. Dersom jeg havde brugt det saaledes, som det staaer i sin Sammenhæng hos Ramler, vilde det vist have været en ildepassende Satyre; men det var nødvendigt til Ramlers Hensigt og ikke til min. - Dette har jeg holdt for nødvendigst at erindre i Henseende til Philet.

At jeg har betient mig af denne Leilighed for at bekiendtgiøre to Stykker, som hidindtil har været utrykte vil jeg ikke undskylde; thi da var det bedre at lade det være. Adskillige af mine Venner hvis Dom jeg forlader mig paa, har troet at de vare ikke aldeeles uværdige til Trykken. Det ene indbefatter nogle Sørge-Kantata, som i Anledning af høilovlig Ihukommelse Enke-Dronning SOPHIA MAGDALENES Dødsfald blev forfærdigede til det Musicalske Selskabs Tieneste, som længst har holdt deres Forsamlinger paa Bryggernes Laugs-Huus. Af mig ubekiendte Aarsager blev de ikke opførte. Men hvorfor jeg haster med at lade dem trykke, veed jeg meget vel; Den liden Sang, den eneste, som jeg nogen Tid har skrevet for det smukke Kiøn, vil man maaskee forundre sig over at finde ved Siden 37 af de andre. Men om den nogentid skulde bekientgiøres, maatte den heftes til andre Stykker, som var større. Dersom den nyder den Lykke at behage mine Læsere, holder jeg for, at det er ligegyldigt, hvor den staaer; da det er min eneste Hensigt, og mit høyeste Ønske, efter Evne at befordre mine Medborgeres Fornøyelse. Forskiælligheden af disse tre smaae Stykkers Indhold og Form, er i det øvrige ikke uden al Hensigt, da jeg har bestemt denne liden Samling til en Prøve, og om den er saa lykkelig, at finde Publici Bifald, til en Forløbere for en større Samling, som jeg i dette Tilfælde, saa snart mueligt er, agter at bekiendtgiøre.

d. 18de Decbr. 1770.

JOHANNES EVALD.

38

PHILET EN FORTÆLNING

[Første Oplag trykt ovfr. S. 19-27]

39

SØRGE-CANTATA I ANLEDNING AF HØYLOVLIG IHUKOMMELSE ENKEDRONNING SOPHIE MAGDALENES DØDELIGE AFGANG

FØRSTE AFDEELING

EN UNDERSAAT
EN dyb og nattelig og rædsom Taushed,
Meer frygtelig, end den i Magogs Skove,
Naar i den aldrig endte Nat,
Kun enkelte paa Rov adspredte Dyr,
Og Norden hyler Skræk til en forvildet Jæger;
Og hist og her en ildrød Stierne zittrer
Bag flyvende Skyer -
Meer rædsom er den dybe Taushed,
Som hersker vidt omkring Skiold-Ungens Huus -
Lov-Sangen tier - den, som tusind' Stemmer
I dagligt Offer bringe den Algode
For Fred og Glæde under CHRISTIANS Skygge -
Og Glæden tier - Landets muntre Sønner,
Gaae tause, hver for sig og langsomt
Og langt omkring Skiold-Ungens Huus. -
Ærværdigt i sin mørke Majestet
Aftvang det mig et Gysende og Taarer,
Men alle see derop og fælde Taarer,
Og synes at beklage det. -

Aria.

NORDENS ENGEL

Tie du svage Røst om Glæde! -
Glem Erindring hvad jeg nød! -
Haabet kiæmper svagt - o Smerte! -
Med et nyelig saaret Hierte;
Men at kalde tabte Dage
Og forsvunden Lyst tilbage,
Det fordobbler dine Stød.

Coro.

UNDERSAATTER

Tie du svage Røst om Glæde! - 40
Uforstyrret vil vi græde -
MAGDALENE, ved din Død.

EN ÆLDGAMMEL BORGER
Død er Hun - ak! - at alt vort Haab er Smiger! -
Som Nattens Meteor er Jordens Glæde,
Den fødes, glimrer og forgaaer -
Dog spinder du dig varig Glæde
Bedragne Haab! - den grumme Parçe luurer
Og holder Haanden kun tilbage,
Og skiuler sig, at du bekiendt med Glæden
Og hefted til den ved fortroelig Vane,
Og tryg, og ikke tænkende paa Pareen,
Maae føle dobbelt Smerte ved dit Tab -
Død er hun nu SOPHIE MAGDALENE,
Hvis høye Dyd jeg længe kiendte
I Væxt og Blomster og ulignelige Frugter. -
Nu var jeg vant at see den - Vant at smage
Dens Frugt - Nu var jeg tryg - Nu døer hun -
Og - Ak! - hvor bittert er mit Tab! -

Aria.

VIISDOM

Glimrende Dunster forsvinde,
Klippen af Marmor forgaaer. -
Tiden ulært at forbarme
Hader selv Dyden, som staaer. -
Naar med langt strækkende Arme
Døden til Thronerne naaer,
Treffe dens dræbende Smerter
Selv de standhaftigste Hierter -
Nu da den slog min Veninde
Føler jeg selv, at den slaaer. -

RELIGIONEN
Mig traf den haardest - min Veninde! -
Dit Hierte, fromme MAGDALENE,
Var længe mit og mit allene. -
Dit Bryst - dit Huus var HErrens Tempel,
En Helligdom,
Hvortil hans sande Tienere kun kom - 41
Dit Levned var et rørende Exempel,
Paa stor og paa utretted Iver
I Bøn og Troe og Troens Frugter. -
Derfor har HErren kaldet dig til Fryd -
Jeg tabte - Men hvi vil jeg græde? -
Trøst har jeg i mig selv,
Og salig Vellyst i din Glæde. -

Aria.

DYDEN

Ey Høyhed, hvor jeg tit maae svimle;
Og ey med Sort betrakte Himle,
Skræk som jeg ofte blegner ved;
Ey Middag-Soelens stærke Straaler,
Ey Storm, som jeg saa sielden taaler,
Forstyrrede min Salighed. -
I Sorg og Glæde sad jeg roelig,
Thi Gud bevogtede min Boelig;
Og - ak! - han selv, han brød den ned. -

ÆGTE KIERLIGHED
Og jeg har boet i MAGDALENES Hierte -
Jeg - Ak for mig en sielden Glæde! -
Jeg længe - elsket - høyt i Ære -
Bestandig uindskrænkt af Døden,
Da Døden skiulte den hun elskte,
Og uindskrænkt af Tid og Sorg og Alder -
Og sikker aldrig at fordrives -
O Smerte! - hvilken Boelig har jeg tabt. -

Aria.

MODERLIG KIÆRLIGHED

Stærke Baand og rene
Bandt min MAGDALENE
Til min søde Pligt. -
Nu da Døden bryder,
Dig du ædle Baand,
Som Natur og Dyder
Bandt med fælleds Haand;
Kan mit Tab allene
Kaldes smerteligt. -

42
NORDENS ENGEL
Dybt er jeg saaret - I utalte Hierter
Fornam jeg dine dødelige Smerter
See dem jeg elsker! - Nordens Sønner,
Har alle tabt, og alle tabt en Moder -
Og tusinde see nu med Skræk den Nød,
Som de har glemt i MAGDALENES Skiød -
Utalte Fromme græde Hendes Død,
Og alle deele CHRISTIANS Smerte. -
Ak uvelkomne Lyd af Cimbrers Klage!
Jeg hører dig - høyt klage de forladte -
Mit Hierte smelter under Folkets Taarer. -

Coro.

UNDERSAATTER

O Smerte! - Tryg i Olie-Træets Skygge! -
Og - Himmelen var prægtig Morgen-Røde -

Og - Torden, som uvented slaaer! -
O Jammer! - Solen blegner - Ak hun døde! -
Den som han elskte høyt - den største Stierne

Forsvandt - og Jeg! - o Smerte! - Jeg forgaaer. -

ANDEN AFDEELING

VIISDOM
Har Jorden Fryd og Løn til MAGDALENE? -
Har den en evig Muur mod Sorg og Ondskab? -
Udvalgtes Samfund og Algodheds Ansigt? -
Har Mennisket et Svælg af Saligheder,
At han med egennyttig Klage,
Tør ønske den udvalgtes Siæl tilbage? -
Hvad? - eller haaber han ublandet Glæde
Paa Jorden? - standhaft Lyst, hvor Siælen vakler? -
Hvad? - - eller har han med uskiønsomt Hierte
Forglemt Algodhed for at føle Smerte? -
Arioso.

Blind føler Smerten ene
Sig skilt fra MAGDALENE -
Jeg seer mit Tab og seer,
At hun har vundet meer.

43
RELIGIONEN
Du knurrer meer end græder mod en Fader,
Som elsker dig, og vaager for dit Beste -
Du stæmmer dig mod den alvlise Læge,
Saasnart han rører ved dit gamle Saar,
Med skarpe Salver - at oplive det
Til Følelser - at frelse dig fra Døden -
Og egensindig lukker du dit Øye,
For Glæden, som nedstrømmer fra det Høye,
For Viisdoms Trøst, og for den Soel, som tindrer
Med liflig Pragt - med Morgen-Rødens Straaler! -
For CHRISTIAN og MATHILDE! - See din Moder! -
See Glæden, som du har, og den du haaber!
Og knurr ey meer! - og strid ey meer, o Hierte
Mod Lægen! - Føl, men tab dig ey i Smerte! -
Aria.

O Siæl, som elsker dig alleene! -
O Suk, som klager egen Nød! -
O Taarer som ey Englereene;
Og ey i Viisdoms Skranker flød! -
Flyer! - min Venindes faldne Boelig
Var reen - nu hvile den i Fred! -
Langt fra en følesløs, - og roelig
For Suk af Egenkiærlighed! -

EN UNDERSAAT
Ak aabnedes vort Øye dog med Taarer
Til Jordens Jammer! - Fødtes vi med Smerte! -
Ak dannede Naturen dog vort Hierte
Beqvemt til Fryd men udlært alt paa Kummer,
Og altid aabent for den mindste Smerte! -
O Viisdom! - Dyd! - o Støvets høye Pligter! -
Religion, du Himlens høye Datter,
Som prøver strængt og veyer mine Taarer,
Stort er det Tab, som jeg begræder -
Hvi vil i nu omskabe min Natur? -
Hvi fordrer i Betragtninger af Hiertet,
Som føler kun? - og fordrer at mit Øye,
Nedslaget, blind af Graad skal see det Høye? - 44
I vise Haab! - Ak! - Jorden viser ene
Mit Tab - min døde MAGDALENE! -

Coro.

UNDERSAATTER

Vor døde MAGDALENE! -

Aria.

EN UNDERSAAT

Dybt i et underjordisk Fængsel
Fortærer Fangen sig af Længsel
At skue Soelens Pragt;
Men kommer en uvented Straale
Kan hans uvante Syn ey taale
En enkelt Straales Magt. -

RELIGIONEN
Men Lysets Fader dannede dit Øye,
Ved Væxten af din MAGDALENES Dyder,
Alt længe til engang at see dem straale
I evig Reenhed og i evig Glæde -
Til dem opløft dig! - dem skal du betragte!
Og giennem Nat og Taarer
Skal de opvarme dig til salig Glæde! -
Og lyse for dig! - og veylede dig til Haab:
Snart evig glad og evig reen at smage
Dens Salighed, hvis Tab vi nu beklage! -

Duetto.

EN UNDERSAAT

Salighed og Smerte
Trettes om mit Bryst -

RELIGIONEN

Føl beklemte Hierte
Din Venindes Lyst! -

EN UNDERSAAT

Græde vil jeg - græde!
Ak, min døde Glæde! -
Ak forsvundne Dyd! -

45
RELIGIONEN

Vilde du med Klage
Kalde den tilbage
Fra en evig Fryd? -

BEGGE

Salighed og Smerte
Trettes om vort Bryst -
Vort beklemte Hierte
Smager himlisk Lyst -

Coro.

UNDERSAATTER
Udvalgte Siæl! - Ak fordum Jordens Glæde! -
Da du blant os omdannedes til Engel! -
Men nu fuldkommen! - Ak! - for reen til Jorden,
Løsvikler du dig fra dit Støv, og stiger
Høyt op til Lyset, op til Lysets Fader! -
Ak! vi Forladte hænge fast ved Støvet! -
Og kan ey følge dig! - og græde! -
Saa dannes den salige Længsel
At fries fra vort Jordiske Fængsel -

Saa skabes den reneste Lyst
Af Smerter i Synderenes Bryst. -

46

ØNSKE TIL JOMFRUE CECILIA WORMSTRUP, PAA HENDES FØDSELS-DAG

FRYD, som Dydige kun smage,
Skiønhed, som ey Aar betage,
Mange og ufølte Dage,

Og et evig helligt Ja,
Af en kiær og værdig Mage

Krone dig CECILIA! -
Ingen Vellyst, Ingen Smerte,
Ingen Smiger naae dit Hierte! -
Viisdom styre dine Tanker

I en klog Uskyldighed! -
Godhed være selv det Anker,

Som din Skiæbne hviler ved! -
Elsk den Arme! - Ynk den Rige! -
Søg k un Venskab med din Lige! -
Selv vær nøysom muntre Pige! -

Skiærts og syng og dants og spil! -
Og lad alle Daarer sige,

Dem til Haanhed, hvad de vil! -
Sky e den Kummer, som fortærer! -
Klag ey strax naar lidt besværer! -
Tænk og føl, før du begiærer! -

Og Algodhed svare da:

Ja! - - - - Ja! -
Fryd, som Dydige kun smage,
Skiønhed, som ey Aar betage,
Mange og ufølte Dage

Og et evig helligt Ja
Af en kiær og værdig Mage

Krone dig CECILIA! -

47

PHILETS FORSLAG OM PEBERSVENDENE, SOM VIST VIL BLIVE IVÆRKSAT (1771)

FRA det Øieblik, da den saa viiselig tilladte Skrivefrihed gav alle Danske Menneskevenner og Patrioter det betydende Vink, at undersøge Fordomme, at beklage sig over Misbruge, at opdage Mangler, og at foreslaae Forbedringer, med et Ord, at bryde løs med alle deres længe tilbageholdne Indsigter i det almindelige Beste; fra denne lykkelige Tidspunct af har og jeg, (thi og jeg er Patriot) Dag og Nat pønset paa, at udfinde, ei noget som kunde taale Forbedring - thi hvor let findes ikke dette, naar det først søges? - men en Hovedmangel, en betydelig Feil, hvis Forbedring var af den yderste Vigtighed for mine Medborgeres Lyksalighed; og, det være sagt i en ydmyg Parenthese! hvis blotte Opdagelse kunde skille mig fra den almindelige Hob, og forevige mit Navn en Smule. Jeg veed ikke, om det har været en blot Skiebne, eller Tingens Natur, at det første som faldt mig i Øinene, da jeg gik ud paa mine patriotiske Undersøgelser, var et vist Dyr, som kalder sig baade Menneske og Borgere, og som graadig tager Deel i begges Fordele, uden at vilde iagttage begges Hovedpligt, en menneskelig Skabning, som Satyren, efter at have giort den saa ofte, og saa ofte forgieves latterlig, endelig udtrætted synes at have overladt til Lovene, og som disse dog hidindtil ikke har vildet befatte sig med; en (da jeg dog engang skal nævne det ubehagelige Navn) en Pebersvend. Jeg kan ikke negte, at jeg i Begyndelsen giorde mig al Umage, for at rive mig løs fra dette Billede. Det var mig en ydmygende Tanke, at mine Indsigter, som jeg i Forbigaaende sagt, havde al patriotisk Tillid til, ikke skulde anvendes paa en høiere Gienstand, end 48 paa disse Halvmennesker. Men min Skiebne var uundgaaelig. Jeg maatte med mine Betragtninger giøre Udfald hvor jeg vilde, enten i Kirken, eller i Landhuusholdningen, eller i vor politiske Forfatning, saa blev jeg dog altid ved en usynlig Magt uformærkt trakt tilbage til mine Pebersvende. De sysselsatte min hele Indbildnings-Kraft om Dagen, dem viiste mine nattelige Drømme mig i alle deres latterlige og heslige Skikkelser, og jeg vognede kun, for nøiere at betragte disse Vinterstykker. Endelig har jeg befundet, at det er mit lovlige Kald at være Pebersvendenes Apostel. Jeg skikker mig saa meget villigere i min Skiebne, da jeg nu er vis paa, at dette Embede er saa patriotisk, som noget, og at dets lykkelige Bestyrelse paa engang kan tilfredsstille de beste og de ærgierrigste Hensigter. Thi jeg har nøie udregnet, at næst en Castrat er en Pebersvend den unyttigste og følgelig skadeligste Borger i en Stat.

Her er det høi Tid, at jeg bestemmer hvem jeg mener ved Pebersvende. De, som enten en naturlig og mod Egteskabets Hovedhensigt stridende Skrøbelighed, eller Mangel paa det, som er umisteligt til en Families Underholdning, eller en alt for uerfaren Ungdom forhindre i at gifte sig, de fortiene ikke dette Tilnavn. De første bør man beklage, og de sidste bør man haabe alt got om. Men de som enten af en overdreven Forsigtighed, eller af Magelighed, eller Liderlighed, eller af onde og det smukke Kiøn fornærmende Fordomme, eller af Gnieragtighed, eller i gierrige, eller i ærgierrige Hensigter berøve Staten de Børn (i det mindste de ægte), som den med saa stor Ret kan fordre af dem; de, som af forsætlig Ondskab giøre et ærligt og uskyldigt Fruentimmer ligesaa unyttigt for det Almindelige, som de ere selv; som berøve det den ærværdige Fornøielse at blive Moder paa en anstændig Maade, og udsette det for Mangel og Fristelser; de ere Pebersvende, dem mener jeg.

49

Ifald det er afgiort, som jeg troer, at Folkemængden er den første, og Opdragelsen af denne Folkemængde den anden Hovedpille hvorpaa Statens Styrke hviler, saa kan saadan en forsætlig Pebersvend i ingen Henseende undskyldes som Borger. Jeg sætter forud, at det er en Borgers Hovedpligt af alle Kræfter at befordre det almindelige Beste, og i denne Hensigt at efterleve ikke aleneste Lovene, men endog sin Samvittighed. Om man og imod alle medicinske og oeconomiske Regler vilde paastaae, at en Pebersvend og en Maitresse var en ligesaa god Stabel for Efterslægten, som et ordentligt Egteskab; om og Staten, der i alle Tilfælde bør være saa god en Huusholder, kunde for at føie en egensindig Borger, tillade at en anden (thi og Fruentimmer ere Borgere) formedelst en uanstændig Levemaade, blev et dødt Lem paa dens Legeme, uskikket ikke alene til al ærlig Omgang; men og til de mange vigtige Forretninger, hvortil de dydige Fruentimmer ere umistelige, og de lastefulde og beskiemmede aldeles ubrugelige; Om og Sædelæren og den strængere Religion, som en sund Statsforfatning altid vil være yderlig øm over, om og disse vilde see igiennem Fingre med slig en Uorden; Om man endelig imod al Rimelighed vilde sætte forud, at alle Pebersvende holdt Maitresser - De nedrigere og aldeles frugtløse Liderligheder fortiene ikke at nævnes - Om og alt dette, siger jeg, af Agt for Pebersvendene, blev omskabt til Mueligheder, saa kunde de dog endnu kun frikiendes for at berøve Staten en Deel af dens naturlige og muelige Folkemængde. Men den Opdragelse som uægte Børn, denne ulyksalige Deel af Folket, faaer, er den, kan den være saadan en, som Staten kan være tient og fornøied med? Nei. I denne Henseende ere de oftest endog verre for det Almindelige, end slet ingen. De aldeles unaturlige Forældre ønskede jeg at kunde tie om. Dog er det desto verre en beklagelig Sandhed, som jeg ei bør

        

50 forbigaae, at der findes mange, som dyriske i at avle Børn, ere verre end Dyr, i at forglemme dem, saasnart de ere avlede; som ere i Stand til, uden Følelse af Skam eller Samvittighed, at lade dem og deres ulyksalige Mødre omkomme af en Mangel paa det nødvendigste, som de let kunde afhielpe; og om dette, ved Himmelens besynderlige Forsyn ikke skeer, at være ligegyldige, ved at see dem, af Mangel paa den fornødneste Opdragelse, at blive Jorden, Staten og sig selv til de skammeligste Byrder. Den viseste og naadigste Regiering har altid ved de beste Anstalter, søgt at forebygge saadanne virkelige Stats-Ulykker og Ødeleggelser, men saalænge Pebersvendene grassere, vil det evig blive den umueligt at forebygge dem alle. Og om den kunde; da kan dog kun den yderlig Fattige, den aldeles Uformuende undskyldes, naar han bebyrder Staten, med en lille Skabning af hans Façon, som han ikke har udbedet sig og mindre erholdt dens Samtykke til at forfærdige, og som hele Naturen siger ham, at han bør sørge selv for, saalænge som han kan. Men at en Pebersvend, en privat Mand, en som ikke fattes det fornødne til en Families Underholdning (thi saaledes har jeg engang bestemt en Pebersvends Natur) at saadan en af blot Gnieragtighed eller lige nedrige Aarsager, skal skyde Byrden af sine Vellyster, paa det Hele, paa sine ærlige og ofte meer trængende Medborgere; det er den største, det er en himmelraabende Ubillighed. Men, for at drive min Føielighed mod disse Creaturer til det yderste; lad endog dette være billigt! Saa kan, naar jeg undtager dem, som bestemte til Krigen tilig bør rives løs fra Mødrenes Forkielelse og en svækkende Diet, Republikens eller den offentlige Opdragelse vel, som vi daglig see, overgaae den Opdragelse, som visse Forældre give deres Børn; men den kan og bør aldrig sættes i Ligning med den, som Staten med saa stor Ret kan fordre af alle ikke reent uformuende Forældre.

        

51

Men jeg haster fra disse unaturlige, disse heslige Pebersvende, for at betragte dem, som tænke noget menneskeligere. Man erindre sig, at jeg indtil videre har forudsat ikke alene, at ingen Pebersvend bedrog Staten for den Andeel, som han skyldte dens naturlige og muelige Folkemængde, men endog at Staten i alle Henseender kunde være tient med den Maade, som han betalte sin Gield paa. Jeg skal hastig nok kalde denne Tilstaaelse tilbage. Men nu vil jeg engang for alle maale dem Skieppen fuld, og forestille mig dem, i en for Staten saa taalelig Tilstand, som det er mueligt at de kan betragtes i. Jeg vil antage at saadan en ikke aleneste bliver Fader til lige saa mange Børn, som han vilde have avlet i et ordentligt Egteskab; og at den Maade, paa hvilken han bliver det, kan være ligegyldig for det Almindelige, men endog at han er beredvillig til at anvende sin yderste Formue paa disse Børns gode Opdragelse. Den udvortes Anstændighed og den herskende Tænkemaade, skal dog tvinge ham til, at lade dem opdrage i Løndom, hos Fremmede, langt fra sig selv; langt fra den kierlige Omhyggelighed, som kun er naturlig og næstendeel kun muelig hos en Fader, den som idelig sysselsætter sig med at opdage de spædeste Tilbøieligheder, og enten at benytte sig af dem til Dydernes og Færdighedernes Opelskning, eller hvor de forraade Ondskab, at give dem en anden Flugt, og hvor dette er umueligt at forhindre deres Væxt; langt fra den ømme Varsomhed, som skiuler Lasterne for de spæde Gemytter, indtil den har Leilighed, til at vise dem med alle deres hesligste Farver, og som selv skiuler Dyden, naar den ikke kan lade den see tydelig og til sin fuldkomne Fordeel; endelig langt fra den utrættelige og til en god Opdragelse nødvendige Iver, der ingen Leilighed lader forbigaae, at oplyse deres Forstand, og at forbedre deres Hierte. De Fremmede, som disse Børn anbetroes, ere ofte onde

        

52 Mennesker, men de ere altid Fremmede. Saalænge Faderen med Kølnsk Vægt betaler dem, ikke alene deres Bekostning og Umage, men endog deres Forstaaelse med ham, deres Taushed, deres stiltiende Samtykke i hans Uorden, og selv den Skade, som maaskee deres eget ærlige Navn kan tage derved, saalænge kan det være got, og der kan være dem, som giøre sig en Pligt af at give Børnene en god Forpleining. Men de fleste vil og lade det blive derved, og troe om sig selv, at de ere gresselig ærlige, naar de ere Faderen og Staten ansvarlige til fede Børn. De faae, som drive det høiere, skal dog aldrig kunde overtales til at unde dem en bedre Opdragelse, end den de vilde unde deres egne Børn; og den er, i Forbigaaende sagt, altid slettere, end den, som hine kunde vente af deres Fader, naar han turde være dem bekient. Thi det er et Postulatum, at den er altid ringere i Formue og Anseelse, som paatager sig fremmede Børns Opdragelse for Betalning, end den, som paatager sig deres Forfærdigelse, uden at frygte den Bekostning, som de vil sætte ham i. Men lad denne Betalning blive beregnet nøie! Lad den blive utilstrækkelig og ikke svare til deres Haab, som de ulyksalige Børn ere anbetroede! da skal de hastig ansee, endog det, som de efter en nøiagtig Ærlighed ere Børnene skyldige for lige saa mange Almisser, hvis Vigtighed de sielden skal være saa ømme, at skiule for dem. Det Ord Barmhiertighed vil snart blive dem et bekient Mundheld; og de uskyldige Børn vil saa ofte høre sig kalde nøgne og Bastarder indtil de tilsidst begynde at føle noget derved. De vil da see sig foragtede, og lære at foragte sig selv; de vil daglig fornedre sig lige saa meget til Slaver, som hine svulme op til frygtelige Despoter. De vil adlyde baade de gode og onde Befalninger, som de faae, fordi de frygte, og foragte dem, saasnart de ikke frygte længere. De vil finde en Fornøielse og en Vittighed i at kunde

        

53 eludere de børnlige Love eller deres Execution. De vil vænne sig til at bedrage deres Foresatte ved Hykierie, eller paa andre Maader, og naar alting slipper, vil de trodse dem. Disse ere de smukke Kunster, som de med Tiden vil øve imod deres Fædreneland; denne er den værdige Opdragelse, hvoraf Staten med saa stor Vished kan spaae sig de modneste Frugter. Jeg kan ikke overtale mig til at slutte disse Betragtninger om Pebersvendenes uægte Børn uden at giøre endnu en Anmærkning, som endskiønt den kun bliver vigtig ved en Fordom, dog bliver det ved en almindelig, og som jeg troer, aldrig udryddelig Fordom. Lad alle de ovenanførte Mangler ikke finde Sted! Sæt, at enten den Fremmede, hvis Opsyn sligt et Barn anfortroes, er en sand, en uegennyttig Christen, en øm og oplyst Menneskeven, lad ham i Indsigt, Formue, Anseelse, Kierlighed, Omhyggelighed og i Naturen selv, fuldkommen kunde sættes i Ligning med den rette Fader; eller og lad denne være god Fader nok, til at trodse den udvortes Anstændighed og det Almindeliges Omdømme, lad ham ikke begaae en anden Feil for at skiule den første, lad ham opdrage sit Barn selv, med al en retsindig Faders Ømhed, og al en god Borgeres Patriotisme! Den tyranniske, men herskende og indgroede Fordom, skal dog aldrig tillade ham at aftoe den Plet, hvormed en uordentlig Vellyst besmitter end og sine uskyldige Frugter; en Plet, som altid vil giøre den retskaffenste Mand mindre beqvem til en stor Deel af de borgerlige Pligters Udøvelse, end han under en anden Forfatning skulde have været.

Hvor megen Styrke tilbyde ikke Religion og Sædelære disse Sandheder? Men mine Hensigter fordre ikke og tillade ikke engang, at jeg anvender den her. Og hvem af mine Læsere skulde ikke anvende den selv? At kalde dem tilbage til de første og almindelig antagne Grund-Sætninger af

        

54 Christendom og Dyd; det vilde kun røbe en fornærmende Mistillid til deres Tænkemaade. Overalt; Lad den til Helligdommen indviede Taler træde frem som Christen, lad den verdslige Viise tale som Moralist! Jeg taler i Dag alene som Borger, og som Patriot.

Men et andet Spørsmaal bliver det, hvorfor jeg tager mig det saa nær med Pebersvendenes Bastarder. Ligesom Landet vrimlede af denne Yngel! Og jeg kan tvertimod oprigtig ønske Landet til Lykke med deres meget ringe Antal; og ifald jeg troede, at en slet Borger var bedre end ingen, kunde jeg ligesaa oprigtig beklage, at dette Antal ikke udgiør den tiende Deel af det, som Staten kunde love sig af vore Pebersvende, ifald de fik det patriotiske Indfald at gifte sig. Naar man fra de uægte Børn, hvoraf vi endelig have nok, vil regne dem, der avles af saadanne, som aldeles ei formaae at underholde en Familie, og som følgelig efter mit engang bestemte Begreb ei kan kaldes Pebersvende; naar man undtager dem, som avles af Gifte Folk, som heller ei kan være det, saa bliver det Antal meget ringe, som kan skrives paa de øvriges Regning. Ja, dersom man vilde føie en Deel af dem og troe deres daarlige Pralerier! - Jeg har oventil anført de vigtigste Aarsager, hvorfor en Pebersvend ikke gifter sig. Man løbe dem engang igiennem! Den overdreven Forsigtige og den Frygtsomme tør ikke. Den Magelige, ja han gider ikke. Den Liderlige kan ikke. Den nedrige Spottere faaer ikke Lov. Gnieren nenner ikke. Den Gierrige og Ærgierrige maaskee! Den første kan være ødsel nok, den sidste kan besidde dum Stolthed nok til at holde sig en Maitresse. Men hvad blive Frugterne af slig en Forbindelse? Den er altid uordentlig. Ofte er den knyttet uden Smag, uden Tilbøielighed, og undertiden, som det vel hændes blot for at giøre et Modelaster med; og dette heslige Baand, er oeconomisk betragtet, endnu det beste, thi det spaaer

        

55 de fleste Frugter. Men tiere endnu vil jeg troe til Menneskelighedens Ære, at den er grundet paa Lidenskab, men paa en Lidenskab der altid er uordentlig, altid for blind og heftig, altid forbundet med saa mange andre medicinske Uordener; at det var at trodse, ikke al Religion, thi den vil jeg ikke engang kalde til Hielp, men al menneskelig Indsigt, om man vilde paastaae at saadan en Lidenskab, uden de allerbesynderligste Omstændigheder, kunde være ligesaa frugtbringende, som den ordentlige Tilbøielighed der altid udmærker de gode, og den koldsindige Vane der altid hersker i de slette Egteskaber. Men da jeg er saa tydelig overbeviist om, at Pebersvendene øiensynlig bedrage Staten for det meste af den Andeel, som de skylde Folkemængden; da jeg holder det Antal af Børn, hvormed de bebyrde Verden meer end de berige den, for at være saa ringe: hvorfor har jeg da med saadan en Iver talt om disse Børns Opdragelse? For fra alle Sider at møde den giftige Fordom, som er temmelig udspredt iblant dem der befatte sig med at bedømme det almindelige Beste, og som jeg meer end engang har hørt forsvare: at det ikke aleneste var tienligt, men endog nødvendigt, i Henseende til Folkemængden, at Staten saae igiennem Fingre med, og saa got som opmuntrede til slige Uordener. For i det mindste at giøre denne falske Maxime aldeles uanvendelig paa mine Pebersvende; for endelig at gotgiøre, at disse heslige Originaler maae efterlade sig Copier eller ikke, saa ere de lige unyttige, lige skadelige Borgere.

Hvor mange Pebersvende vil ikke rympe Øienbrynene ved disse Tilnavne, og kalde dem haarde og ubillige! Dog den største Deel af dem skulde ikke kunde afnøde mig nogen vitløftigere Forklaring, end den jeg har giort. Men der ere, som jeg meer end engang har erindret, de iblant dem, som synde af alt for stor Forsigtighed, af en overdreven

        

56 Frygt. Disse ere de taaleligste iblant dem alle, og fortiene meer Medynk end Foragt, hellere at opmuntres, end at nedslaaes. Endskiønt ingen af disse endnu vil troe om sig selv, at det kan være ham, som jeg mener - thi hvorledes kunde han have Raad til at gifte sig? - saa vil de dog maaskee tillige med en stor Deel af deres alt for medlidende Medborgere troe det samme som de øvrige, og beskylde mig for en alt for stor Heftighed og for Ubillighed. For disse vil jeg retfærdiggiøre mine Udtryk. Dem skylder jeg det. Jeg troer ikke at det behøves til at være en unyttig og skadelig Borger, at forsømme alle en Borgeres Pligter. Endskiønt jeg ei vil drive det saavit, at jeg skulde paastaae, at en, eller engang at flere Pligters Forsømmelse kunde være nok hertil, hvilket jeg dog i Nødsfald tiltroer mig at kunde forsvare; Saa tør jeg dog altid sige, at saa væsentlig en Hovedpligts Overtrædelse, som den er, hvorom jeg handler, er meer end tilstrækkelig nok til at fortiene, om det var mueligt, endnu verre Tilnavne. Til at befordre deres største Velgiøreres og deres Brødres, Statens og alle oprigtige Patrioters første, ivrigste og vigtigste Ønske, Folkemængdens Formerelse, ere de dog unyttige; og om ikke vi, da skal Efterslægten tilig nok føle den Mangel, det virkelige Tab og den Skade som de anrette; de sig forevigende Herrer Forfattere, med deres Tilladelse, selv ikke undtagne. For da uden al Modsigelse at kunde kalde Pebersvende unyttige og skadelige Borgere, behøver man kun at sætte sig i det høieste tredive Aar frem i Tiden. Thi en god Borger vil endog søge efter sin Død at nytte Staten saa meget som han kan, og den som Efterslægtens Vel er ligegyldigt, fortiener intet mindre end Navn af Patriot. Jeg vil meget gierne, og om jeg ikke vilde, var jeg nødt til at bekiende, at der findes mange i mere end en Henseende brave og retskafne Mænd imellem Pebersvendene, som endog kan tiene til Mønster i en

        

57 stor Deel af de borgerlige Pligters Udøvelse, men fritager det dem for at udøve dem alle? Jeg tænker at Umuelighed allene kan fritage herfor. Jeg kiender selv dem, som i alle Poster kan paastaae Navn af ulastelige, undtagen i denne ene. Men denne ene er just af den Betydenhed, at alle de øvriges nøieste Iagttagelse langt fra ikke kan veie op imod dens Forsømmelse. Hvad berettiger for Exempel den beste Prædikant, til den stolte, den daarlige Indbildning, at han ved at anvende sin hele Levetid med en Alvorlighed og en Iver, der er saa yderlig stræng, at den ei engang kan bestaae med Ægteskabets Pligter, jeg vil ei sige paa at igiennempløie gamle Postiller, og at sammenælte nye, men paa de christeligste, de opbyggeligste og nyttigste Foretagender; at han ved at stiele nogle faae Timer fra huuslige Bekymringer, selv for at anvende dem til Hedningers Omvendelse; hvad berettiger ham, siger jeg, til at troe, at han herved kan være sit Fædreneland lige saa nyttig, som fire, sex, eller maaskee flere af hans Børn kunde blive det. Er det ikke mueligt, at det kan blive sex Theologer, hvoraf enhver for sig kan være lige saa god og bedre end han er selv? Eller bør denne Muelighed ingen Betragtning komme i, alene fordi den er uvis? Er hans christelige Bestræbelsers lykkelige Udfald, er hans nyttige og opbyggelige Skrifters Læsning og rette Anvendelse, er en Hednings eller en Jødes eller en ryggesløs Christens Omvendelse vissere? Og overalt hvad taber han selv, hvad tabe hans øvrige Pligter, hvad taber Staten ved de huuslige Bekymringer som Egteskabet paafører ham? Høit nogle faae af hans Timer, en Tid, som han maaskee saa tit spilder paa Græske og Rabbinske Galskaber! Kan dette Tab sættes i Ligning med Tabet af et eneste sundt og vel opdraget Barn? Den Stolthed er utaalelig. Kan ikke enhver stor General giøre sig Haab om at blive Stammefader til tolv andre Generaler, der

        

58 ere lige saa store som han selv? Og jeg var tilfreds at de kun blev Lieutenanter; naar de ere opdragne til at tænke ligesaa ædelt, til at være lige saa beredvillige at fegte og døe for deres Fædreneland, som han, saa er en enestes Tab af dem utaaleligt for Staten. Det samme kan siges om den viiseste og hurtigste Statsmand, om den erfarneste og retsindigste Læge, om den største og nyttigste Kunstnere; det finder Sted hos alle. Den som vilde være saa forvoven at paastaae, at der enten fandtes christelige Dyder, eller menneskelige og borgerlige Pligter, eller vigtige Forretninger, eller nyttige Kunster, eller høie Videnskaber, hvormed Egteskabets lette og behagelige Pligter, og de ved et taaleligt Udkomme saa taalelige, saa vel belønnede huuslige Sorger ikke kunde bestaae; den vilde ikke aleneste fornærme den Alviise, som først lagde Planen til den menneskelige Huusholdning; men og saa mange brave, saa mange store Mænd i alle Stænder som ere gifte, og efterlade Staten vel opdragne Børn, uden i den mindste Maade at forsømme nogen af deres øvrige Pligter. Og er den nyttigste Stiftelse, den vigtigste Opdagelse, den største Heltegierning, Staten, denne ømmeste blant Mødrene, saa kostbar som en Borgeres Liv? Eller hvor er den Dyd, som kan undskylde et Mord? Myrdet har de lige saa mange af deres egne Børn og af Statens, som de kunde have avlet i den tilbørlige Orden, og ikke vilde. Og, thi her paanøder Religionen mig sit Klagemaal, de har tilintetgiort dem, som Himmelen tillavede sine Saligheder for; De har berøvet den Almægtige sine Tilbedere.

Jeg vil vende mine Pebersvende om, for at see dem paa en anden Side. Jeg har i Begyndelsen erindret, at saadan en altid i det mindste enten giør et Fruentimmer ligesaa unyttig som han er selv, eller fordærver et. Jeg ønsker, at man maatte see min Maadelighed deraf, at jeg kun nævner et, da det første dog kan finde, og det sidste saa

        

59 ofte finder Sted med flere. Det første kan ikke feile, om den Beregning er rigtig, som faae vil negte, at der ere lige saa mange Fruentimmer paa Jorden, som Mandfolk, om ikke flere; og lige saa lidet kan det feile, at det i visse Maader fordobler Pebersvendens Forbrydelse imod Staten. Naar han ikke af Daarlighed eller Ondskab, som vi har Exempler af, opholder et Fruentimmer, og forhindrer det saavel som sig selv i at giøre andre Partier, og saaledes forebygger to Giftermaale, saa kan vel Statens Tab i Henseende til Folkemængden kun siges at være enkelt. Men den kierlige Egtefælle, den stræbsomme og ordentlige Huusmoder, den kloge og dydige Matrone, ere endog ufrugtbare, vigtige og umistelige for Staten. Og dette Tab lægger han til Tabet af en Egtemand og en Huusfader, som blot ved en øm og fornuftig Kierlighed, og ved en klog Bestyrelse af Tyende kunde og burde være et opmuntrende Mynster for andre. Ei heller kan jeg her forbigaae at erindre, at en Pebersvend alt for ofte, blot ved at giøre et Fruentimmer unyttigt, alene ved at lade det sidde ledigt, tillige fordærver det. Hvem uden Pebersvendene skal vi takke for den største Deel af vore Coqvetter? Jeg veed ikke engang om disse ynkværdige Skiønne ere at fortænke derfor, at de gaae selv paa Frierie, naar de daglig see saa stor en Mængde frygtsomme, søvnige eller nedrige Mandfolk for Øinene, som ikke har mindre end Lyst at gaae derpaa. Den største Deel af dem (vi bør være saa billige at troe det) giør ikke andet, end at stride for den naturlige Ret, som enhver af dem har til en Mand, endskiønt de undertiden fegte med en Iver, der er lidet overdreven. Hvem maae vi takke for de fleste af vore utaalelige Sladdersker, af vore farlige Bagtalersker og Sammensyersker, af vore saa heslig andægtige Bedesystre? De fleste, især af den sidste Sort, skal man ufeilbarlig finde imellem de gamle Jomfruer. Ingen gift Kone kan saa let falde

        

60 enten til den Fortvivlede Letsindighed, der opammer de første, eller til den letsindige Fortvivlelse, der frembringe de sidste. Og hvem skal vi da tilskrive dem? Vore Pebersvende. Herlige Frugter! Men de ere endnu langt fra ikke deres ypperligste. Jeg gyser, og mig synes Naturen gyser rundt omkring mig, nu da jeg nærmer mig til de Fordærvelser, til de Ulykker, som Libertineren, som den Liderlige, den nedrigste af alle Pebersvende anretter iblant det andet Kiøn. De ere alt for græsselige. Jeg taber Pinslen. Jeg kan ikke skildre dem. Er det ikke en Jammer, er det ikke grueligt, at et Menneske, bestemt til at være et Billede af det reneste og helligste Væsen, at det yndigste iblant Kreaturene, skabt til at være en godgiørende Engel paa Jorden, hvis Natur det var, at trøste Kummer, at tage Deel i Smerter, at sysselsætte sig med at lindre vore Svagheder, at bære over med os i Sygdomme; som var begavet med de største Evner til at bøie Gemytter, til at megle Fred, og til at udføre vigtige Planer, dannet til en behagelig Tolk af Pligterne, til en Opmuntring for store Gierninger, til Dydens Belønning og Livets Glæde: at endelig, og dette ønsker jeg, at en Patriot især vil lægge Mærke til, at Statens elskte Datter, hun hvormed den smigrede sig, at hun skulde blive en Moder til Tusinde, at hun skulde opdrage den nyttige Borgere, store Mænd og Helte, at hun skulde vit omkring sig udsprede Arbeidsomhed og Tarvelighed og de øvrige huuslige Dyder: er det ikke, siger jeg, en Skræk for Menneskeligheden, at hun skal nedtrykkes dybt under Dyrene, udstødes fra Dagen og de ærlige Selskaber, blive en Væmmelse og en Afskye for dem, som see hende, en Furie som udspænder sine Garn for at fange den ædle Ungdom og at fordærve den, et giftigt Aadsel, der dræber dem som komme det nær, og tilsidst et Offer for Lovene, eller for de smerteligste og afskyeligste Sygdomme, og for en tilig, en skammelig, en

        

61 fortvivled Død? Jeg har ikke nødig at bevise, at den første Forførelse, under sin meest glimrende og under sin anstændigste Masque, er det første og det visseste Trin til slige Ødelæggelser. Hvem har da vovet at nedstyrte den Almægtiges Billede saa dybt? Hvem var saa grusom, at han med koldt Blod forstyrrede den deilige Skabning, som var Jordens Glæde? Hvem var enten letsindig eller nedrig nok til at kuldkaste Statens, sine Brødres, sine Medborgeres Haab? Et Menneske, en Borger. Og hvad bevægede ham hertil? Kaadhed, Overmod, den frækkeste Foragt af Religion og Dyd og af de selskabelige Love. Og hvor skal man søge de fleste, og jeg tør sige de hesligste af disse Umennesker? Blant Pebersvendene. Jeg veed, og det er destoverre alt for unegteligt, at en stor Deel Egtemænd kan skrives paa Libertinernes sorte, paa deres skrækkelige Liste. Jeg veed, at vore Systemer, og at den herskende Tænkemaade henfører dem til det første Nummer derpaa. Om de burde giøre det er noget, som jeg ikke veed. De kan i det mindste forevende, en dyrisk, en uimodstaaelig Lidenskab, som Lovene ufeilbarlig skulde have straffet, om de havde styred den paa en ordentlig Maade; da de samme Love tvertimod, og om ikke de, dog de fleste af deres Tienere, seer igiennem Fingre med deres uordentligste, skammeligste og skadeligste Afkiølelse. De kan forevende den med en Art af Rimelighed; thi det er mueligt, at de kan være Fæe. Men for en Pebersvend vilde selv denne dyriske Lyst være en alt for ærværdig Undskyldning. Han kunde have styret den og giort det Fruentimmer lykkeligt, som han opofrer. O du! hvis Hierte er af Flint, hvis Øre er overtrakt med Huden af et Rhinoceros, lad dig røre! Hør ikke mig, jeg er ei saa daarlig at jeg haaber det, hør Naturens Røst, hør Menneskelighedens klagende, dens væmodige Stemme! bøi dit Øre til de jamrende, de fortvivlede Skrig, som stige op fra

        

62 Hospitalerne, fra Fængslerne, fra Tugthusene! det er dine ulyksalige Offere, som hyle! Skienk dem i det mindste en Taare! Men du vil ikke. Du er forhærdet. Hør dem da brøle Hævn over dig fra det nederste Helvede, og lær at skielve!

Jeg vil rive mig løs fra det græsselige Billede. Jeg kan ikke skildre det.

Heller er dette langtfra ikke alt det Onde som Pebersvendene anrette i Staten: De afnøde den en Ujævnhed i sine Byrders Uddeelning, der nødvendig maae være ligesaa ubehagelig for Regeringen, som den er fortrædelig og skadelig for den lidende Deel. En gift Mand kan i visse Maader siges at blive straffed, fordi han er bedre Borger end en Pebersvend; eller denne kan i det mindste siges at blive ulige meer skaanet i de offentlige Paalæg end hin. En Kones Forsørgelse, Børns Opdragelse, flere Tienestefolks Underholdning, ere, om ikke ligesaa mange Skatter til Staten, dog ligesaa mange Bekostninger, hvoraf Staten har Fordeel, og ligesaa mange Byrder, som giør Vægten af de øvrige Paalæg føleligere. En Pebersvend med ligesaa mange Fordele af Selskabet, med ligesaa mange Indkomster, og ligesaa faa Skatter som den Gifte, unddrager sig fra alle disse Udgifter, fordi Staten blot ønsker dem af ham, og ikke tvinger ham dertil. De sparede Penge anvender han efter sin Tilbøielighed, enten paa Beqvemmeligheder af Livet, som hans gifte Medborger ønskede ligesaa vel, som han, og fortiente bedre; eller og, som det tiest skeer, paa reent unyttige og skadelige Ting, paa Liderligheder, eller paa at blæse sig op over sine nyttigere Ligemænd, eller paa at sue dem ud ved Aager, og saaledes at forøge deres Trang og sin Formue. Mon en Fader til mange og suurt men vel opdragne Børn, mon en retskaffen Egtemand, der villig har underkasted sig og taalmodig bærer de forskiellige Sorger, som denne Stand fører med sig, mon en stræbsom Huusfader, der maae 63 fortiene Brødet til mange Munde, mon han er saa meget at fortænke i, at han bemærker denne Ujævnhed, og i sine hemmelige Sukke kalder den ubillig? Eller paastaaer jeg formeget, naar jeg siger, at den, som føler Byrden meer, bærer meer, og at en Pebersvend giver ulige mindre Skatter, end en gift Mand, saa længe han kun giver ligesaa mange? Jeg troer det ikke. Tvertimod synes det mig utaaleligt, at Pebersvenden endda skal have Fordeel af den Foragt, som han viser imod Statens alvorligste og viiseste Ønske; jeg troer, at intet kunde være billigere, end om den giorde hans Byrder ligesaa tunge, som hans gifte Medborgeres, helst naar det skede til disses Lettelse; og jeg er overbeviist om, at det eneste og sikkerste Middel, hvorved han kan tvinges til at være nyttig, er det, at man ei tillader ham at vinde ved at være unyttig. Men herom videre siden. En Anmærkning troer jeg imidlertid, skal ikke være ilde passende eller overflødig paa dette Sted. Det er denne, at ligesaa vist, som Ligevægten befordrer alle Byrders Lethed, ligesaa vist er det at de største Byrder, som Staten kan paalægge sine Borgere, blive taalelige og næsten lette, naar de uddeles med den Lighed, at ingen kan siges at have det bedre end den anden. Da først, naar mange fritages eller skaanes, skal man høre den trykte Borgere knurre over sin Skiebne, thi da først troer han sig berettiget dertil. Men om denne Lighed kan og bør bestemmes efter andre Rettesnore, end efter Kræfternes Forhold, eller efter de Fordeles Forhold, som enhver nyder, og har nydt af Staten, det vil jeg her ikke undersøge; men overlader det til andre at bedømme. Jeg vil og overlade til de Herrer Financiers at beregne, hvor meget Kongen omtrent aarlig kan tabe ved Pebersvendene, i Told, Consumption, og overordentlige Skatter, det er nok til mine Hensigter, naar jeg kun peger paa, hvor unyttige og skadelige Borgere de endog ere i dette Stykke.

        

64

De ere meer, de ere farlige Borgere. I Henseende til det smukke Kiøn, skal man sielden finde at de holde Middelveien imellem en rasende Elskov og en dum og haardnakket Afskye. Deres Kierlighed, som Sandserne alene opvække og føde, kan ikke være andet, end en blind og en forblindende Lidenskab. Det Fruentimmer som de falde paa at elske, eller i det mindste det som de overvinde, bliver i Almindelighed deres uindskrænkede Beherskerinde; men det Skrit som hun har giort, lover langt fra ikke saa megen Afholdenhed, at hun ei ved alle Leiligheder skulde betiene sig af sin Magt og dens Svaghed, som hun anseer for sin Fordærvere. Den mindste Feil hvortil hun vil forlede eller rettere tvinge ham, er en Ødselhed, hvorved han saa ofte bliver en Bedrager, eller i det mindste en Byrde for Staten og sine Medborgere. Men hvem siger os god for, at hun ei afnøder ham de største Ugierninger, de sorteste Forgribelser? Hvor meget billiger ikke alle Tiders Historier denne Frygt? Den kan ikke siges at besidde en Viisdom eller en Dyd, der er hærdet mod noget Laster, som kan begaae et eneste. Saa sikker er deres Elskov. Men deres Afskye? Thi der ere kun faa af de fornuftigste og beste Pebersvende, som ere stærke nok til at treffe en Middelvei imellem disse to Yderligheder. Deres Afskye for Omgang med Fruentimmer, berøver dem i det mindste det blødgiørende, det smeltende, jeg veed ikke hvad, som der er i denne, og som er saa umisteligt for Mandfolkenes haardere Siele, ifald de skal blive beqvemme til Indtryk af Menneskeligheden, eller af de selskabelige Dyder. Jeg veed ikke om jeg udtrykker mig ret, men saameget veed jeg, at den, der er enten svag eller nedrig nok til at bære Afskye for Fruentimmer, staaer den største Fare for at blive en Haardhierted, en Udsuere, en Tyran, om han ikke er det allerede. Mangel paa Levemaade, Pedanterie, Dorskhed, Grovhed selv synes kun at være smaae Feil ved Siden af disse,

        

65 dog flyde de af den samme Kilde. Erfarenhed bekræfter det, og jeg er forsikkred paa, at kun faa vil beskylde mig for at giøre Pebersvendene Uret, om jeg paastaaer, at man ingen Steder finder saa mange egensindige og besynderlige Folk, ingensteds saa mange Pedanter og Plumphuggere, som iblant dem - Med faae Ord: Naar en Pebersvend elsker, saa elsker han, som en Daare; og elsker han ikke, kiender han slet intet til denne himliske Lidenskab. Ja, saa vil jeg ikke sige hvad han er. Jeg vil lade en anden sige det. Historien beretter om en vis Mand, enten det var en Græsk Philosoph eller en Fransk Munk maae Historien forlade mig, at jeg har glemt; at han ved sin maadelige Vittighed og de Tiders stærke Overtro, havde tilveiebragt sig en Sandsigeres Navn og Ære. En Bonde i samme Egn, som havde mistet sit Muulesel, hastede for at søge Oplysning hos denne Mand, og stolende paa hans hemmelige Videnskab tilbød han ham et feedt Svin, naar han vilde skaffe ham Eselet igien. Alle Stiernerne og alle Soldene taug om Eselet, eller Sandsigeren forstod dem ikke. En anden besynge hans Angest, og den frygtelige Strid der reiste sig imellem en haardnakket Uvidenhed paa den ene, og saa store Fristelser som en Spaamands Navn, og et feedt Svin paa den anden Side! Jeg vil kun fortælle det lykkelige Indfald, hvorved han redte sig ud af al sin Forvirrelse, et Indfald, som var en Sandsigere fuldkommen værdigt, og som man hverken skulde have haabet af en Philosoph eller af en Munk! Han kaldte Almuen sammen, og efter at han ved de sædvanlige Ophævelser, havde sat den i Forventelse af noget stort og vigtigt, og saaledes skaffet sig den fornødne Taushed, raabte han med høi Røst: At om nogen med en god Samvittighed kunde giøre sin Eed paa, at han aldrig havde elsket, da var det ham overdraget, at give den samme et feedt Svin til Belønning for sin Afholdenhed. Alle de tilstedeværende taug.

        

66 Endelig opstod en stor grov Bengel - saaledes behager Historien at udtrykke sig - denne forsikkrede, at det feede Svin ikke kunde tilkomme nogen bedre end ham, eftersom han kunde giøre sin høieste Eed paa, at han ikke engang viste hvad Kierlighedvar. »Der«, sagde Sandsigeren, i det han til alles Forundring greb denne Helt om Armen, og ledte ham hen til den gabende Bonde »der, min »gode Mand har du dit Esel«.

Jeg forudseer at en Deel af mine Læsere allerede her vil smigre mig med, at have anatomeret mine Pebersvende saa nøie som mueligt, og med at have sagt det verste om dem, som kan siges. Men jeg er langtfra ikke saa stolt en Skildrer og saa slet en Patriot, at jeg skulde troe dem. Jeg tilstaaer tvertimod mine Mangler og beder alene at min gode Villie maae undskylde dem. De faa Træk som jeg har anbragt ere almindelige og lidet udarbeidede; Og jeg er overbeviist om at der findes faa iblant mine Landsmænd, som ei ved besynderligere Iagttagelser ere satte i Stand til at forøge og forbedre dem. Den frekke Foragt af Religionens Stemme og af Sædelæren, er det stærkeste Træk, men ikke det eneste, som jeg har overladt til andre.

Jeg kan ikke forbigaae denne Leilighed at yttre et Ønske, hvis Opfyldelse, som jeg troer, skulde meget understytte mine patriotiske Hensigter. Jeg vilde agte mig lykkelig, ifald jeg turde haabe, at dette Udkast vilde give en anden Raphael, eller rettere en anden Hogarth Anledning til, at værdige Pebersvendene, og især de hesligste af dem sin Pinsel. Deres blege, eller dumme, eller kaade, eller frekke, eller lumske Ansigter skulde giøre en uforlignelig god Virkning. Jeg skulde lade den hele Samling hefte for ved et andet Oplag af denne Afhandling, uden at blive misundelig, naar Læseren paa engang saae det samme, om ikke meer i dem, end i alle mine Anmærkninger. Indbildningskraften, som saa gierne følger med vore ivrige Ønsker, 67 forleder mig næsten til at gribe ind i Konstnerens Arbeide, og at forestille mig hvorledes han maaskee vilde giøre det. Han vilde mueligt forestille Kierligheds Tempel med aabne Porte, med Religionen og Naturen og Staten i deres fulde Majestet siddende ved Alteret i en Kreds af Jordiske Skiønheder. De guddommelige vilde han maaskee afbilde, ligesom de pegede paa disse, og tillige vinkede ad en Deel Mandfolk, som fortryllede af det himliske Syn, deels trængte sig til fra alle Sider, deels med enhver Mine udtrykte den heftigste Begierlighed efter at blive deelagtig i samme Lykke. I en lang Frastand vilde man bemærke Pebersvendene, som fordybede i adskillige barnagtige eller nedrige Forretninger, enten ikke saae det himliske Syn og de Guddommeliges uafladelige Vink, eller ikke agtede det. Saaledes vilde man see, hvorledes en stod med Hænderne over Kors og gabede, en anden skiulte sig bag ved en Stabel af Folianter, den tredie klingrede med Penge, den fierde rørte i en Potte o. s. v. Men længst borte, og afsides fra alle, og som jeg vist troer paa en Mødding, vilde Libertineren være forestilt, hvorledes han liggende paa Knæe eller i en anden lige ydmyg Stilling, med den mest hykkelske, og om dette ei fordærvede Rimeligheden, med den lumskeste Mine, lokkede for et eller flere Fruentimmer, som vare nysgierrige nok til at see sig omkring, og saaledes undertiden tabte Religionen og Naturen og Staten af Øinene. Den ene Haand vilde han løfte høit op, for at vise dem en fuld Pengepose, men i den anden, som han holdt skiult bag Ryggen, vilde man see en Dolk eller et Beggere med Gift. Forved ham skulde en Hoben glimrende Smaating være udbredte; og tæt bag ved ham vilde man blive nogle ynkelig tilredte Liig vaer, af dem som han allerede havde myrdet. Men jeg vil ikke falde ind i Konstnerens Arbeide.

For imidlertid intet at forsømme, som staaer i

        

68 min Magt, vil jeg endnu betragte Pebersvendene fra en Side, fra hvilken de vil synes om ikke skadeligere og farligere, dog uundskyldeligere. Jeg vil spørge dem hvorfor de ikke gifte sig? Jeg har oventil kortelig anført nogle af deres Hovedaarsager, men man vil blive bedre underrettet naar enhver svarer for sig selv. Jeg veed meget vel, at de ikke vil være oprigtige, men jeg veed og et hemmeligt Middel at tvinge dem dertil, og at afnøde dem deres Hierters uforfalskede Sprog. Det skal ikke hielpe dem, at de skyde Skylden paa Mangel af Formue eller paa andre lige saa gyldige Aarsager. Den mægtige Sandhed skal hielpe mig i at trække deres hemmeligste Tanker frem for Dagen. Kommer kun frem mine Herrer! Forlader for et Øieblik, eders Lænestole, og eders Bibliotheker, og eders Skriverpulte, og eders Huusholdersker, og eders Pengekister, og eders Grynbøtter! Kommer frem at giøre Regnskab for Staten, hvorfor i saa længe og saa halvstarrig har negtet, at føie den i sit ivrigste Ønske! Hvilken Sværm! Jeg havde dog ikke troet at der var saa mange. Nu ordentlig, mine Herrer, at jeg maae høre, hvad enhver af dem har at frembringe til sin Undskyldning! De to Herrer med den vigtige Mine og de Fløiels Klæder ønskede jeg gierne at tale først med. Saadanne 40. Aars Studsere love mig enten noget meget got eller meget slet. Jeg forstaaer dem. Saaledes, at De, min Herre, kan umuelig gifte sig fordi De er Etatsraad, og De kan ei heller, og det netop fordi De ikke er Etatsraad. Det var artig. Men De behager at opholde sig et Øieblik imedens jeg forklarer Deres Aarsager for Publikum. Det maatte ellers ikke forstaae Dem.

Den første, som jeg indtil videre vil kalde Herr A***, har ved megen Uvidenhed og megen Føielighed, og om man skal troe den hemmelige Krønike, ved en af og til vel anbragt Dumdristighed, tilveiebragt sig den glimrende, skiønt ikke saa sieldne Lykke, at han trods sin Fødsel og trods Naturen

        

69 selv er blevet Velbaaren. Han kom op paa Jorden saa hastig og saa ubemærket som en Jordsvamp. Dette kan siges i en meget egentlig Forstand, thi Grunden til hans Velbaarenhed blev lagt i en Kielder, af Forældre, hvis meget indknebne Omstændigheder nødte dem til, allerede i hans slette Aar, efter Østersernes Maade, at skyde ham fra sig i Verdens store Hav, for at kunde anvende al deres Formue paa hans Cadetter. Ved christelige Folks Omhue, og en utrettelig Vindskibelighed bragte han det imidlertid saa vit, at han i en spæd Alder af tyve Aar kunde skikkelig læse og skrive. Regne, maae jeg erindre, at han kunde af Naturen. Han tiltraade derpaa sin første Emploi i Statssager, og blev betroet til at vedligeholde hans Fødeby es velviise Borgemesters tregange syede Sko i deres tilbørlige Glands. Fra dette sit første Trin gik han den sædvanlige Trappe op til sin nu værende Lykke. En Trappe, der er saa forslidt og saa bekiendt, at jeg holder det for aldeles unødigt, at beskrive den her. Imidlertid finder hans Velbaarenhed nu, og hvem skulde ikke finde det samme, at han mesallierede sig, ifald han giftede sig med sin forrige Skræders, en Mands, som fordum havde den Bevogenhed at betroe ham sine Søndagsklæder, og som maaskee skal have dem betalt endnu, en brav og formuende Borgeres eneste Datter. Han er, fra den Tid at han slog op med Borgemesterens Kokkepige, virkelig forloved med hende, og, det som meer er, han elsker hende. Men med alt dette er hun kun en Skræders Datter og han er en Velbaarenhed. Andre Mænds Døttre af store Familier, kunde han faae nok af, thi han er Etatsraad. Men han har kun tusinde Rigsdalers Indkomster, ingen Midler, og det som giør Ulykken fuldkommen, af mig ubekiendte Aarsager er hans Credit kun maadelig. Enten maae han nu begaae den Nederdrægtighed, at lade sin velbaarne halve Deel, slæbe op og ned igiennem Gaderne af nogle gemene Hyreheste, i en Vogn,

        

70 som der staar Nummer paa, (thi at hun undertiden skulde gaae, er nu slet ikke at tilmode ham); enten maae han lade den Mund, som er bestemt til at kysses af ham, vanhelliges ved Porcelaine, som er kommet fra andre Steder end Japan eller Dresden, og det Legeme, som han værdiger sin Omfavnelse, hvile paa andet end Fløiel og Silke, kort: han maae enten i hundrede Ting overtræde Velanstændigheden, eller han maae have Midler med sin Kone. Men en fornemme Mands Datter, som tillige har Midler, staaer, som man veed, ikke saa lige tilrede for en Jordsvamp. Far vel min Herre! Jeg skal have Dem i Erindring.

Den anden Herre, som jeg for den smukke Ordens skyld vil kalde Herr B. er af ganske anden Malm. Hans Oldefader kan han vel ikke erindre, thi han var kun en god ærlig Bondefoget i Overbye. Men hans Herr Grandpapa kom, ved i nogle Aar som Forvalter og Forpagter at udsue alle Bønderne i en Omkreds af fire Miil, saavit, at han ødelagde tre af sine Principaler og kiøbte sig ligesaa mange Herregaarde. Her aad og drak hans adelige Naboer saa længe med ham, indtil de bleve fede, og han blev Conferenceraad. Hans Herr Søn, vor B**s naadige Papa lod i nogle Aar sig og sine Penge slæbe rundt omkring i Europa. Han kom hiem baade med Indsigter og Penge til sit Fædreneland, men Ulykken var at de første var alle pakkede i hans Hofmester og de sidste alle i hans Secretair, saaledes, at da den ene blev befordret, og den anden befordrede sig selv, var han hverken klog eller rig meer. Imidlertid blev han Conferenceraad, giftede sig, fordøiede to af sine Herregaarde, avlede Herr B*** og døde. Denne værdige Sønnesøn af sin Grandpapa, havde giort vel imod sig selv og imod Staten, om han med sine faa men tilstrækkelige Midler, for lang Tid siden havde slaaet sig til Roelighed paa sin overblevne Herregaard, giftet sig med sin Forvalters Datter, og formeret

        

71 Verden, om ikke just med rige og fornemme dog med sunde, stærke og arbeidssomme Børn. Denne Vei til at blive lykkelig og nyttig, staaer ham for en kort Tid aaben endnu, nemlig saalænge som hans Forvalter endnu ikke kan jage ham fra Gaarden og kiøbe den selv; hvorpaa han dog arbeider af alle Kræfter. Men Herr B*** har uagtet sin maadelige Forstand - om hvilken jeg i Forbigaaende maae erindre, at den slet ikke har tiltaget i denne Familie, men endnu er den samme hverken større eller mindre, end Bondefogdens i Overbye - Han har uagtet sin temmelig maadelige og daglig aftagende Formue, dog hidindtil ikke kundet forlade sine ærgierrige Hensigter. Han troer, at han blev en alt for uværdig Pode i sin høie Familie, om han ikke i det mindste døde som Etatsraad. Hvorledes skal han blive det? Giøre sig fortient dertil? Der er ikke at tænke paa. Kiøbe sig dertil? Saa blev han reent ødelagt, og det lader sig desuden ikke saa let giøre som før. Men hans Frue Moder har fra hans Vugge af idelig sagt ham for, at han vist vilde giøre sin Lykke hos Fruentimmer, og at han ret var skabt til at giøre et stort Partie. Dette holder han for et Orakel, og nu til Paaske bliver det fiorten Aar at han støber omkring i alle fornemme Huse, for at finde en Frøken, hvis Fader vilde forbarme sig over ham, og forhielpe ham til den høie Ret at sørge over sin Datter med Pleureuser, naar hun døde, hvilket han, i forbigaaende sagt, just af samme priisværdige Længsel ønskede, at det ei maatte vare for længe. Han bliver virkelig taalt i en Deel store Huse, fordi han kan spille Quadrille, i en Deel andre fordi han er en Nar, og i andre igien fordi man er for høflig til at vise ham Døren. Men hvad Frøkenen og Pleureuserne anbelanger? Ja min Herre, dersom De vil følge mit Raad - men De haster, man venter Dem i Selskab; jeg vil ikke opholde Dem. Saameget vil jeg kun sige, at De giør meget vel, om De endnu i Morgen

        

72 reiser paa Godset og gifter Dem med Forvalterens Datter.

Hvad i al Verden er det for en Maskine, som vakler mig saa langsom i møde, og strekker sig paa saa mange Maader? Hojah! - Gud bevare os, min Herre, De kommer os alle til at gabe! Ak! - Det er den rige, den gode ærlige Herr C***, som nu sover, og fordøier i sit tredivte Aar; thi at han lever kan man ikke sige, uden at tale uegentlig. Det er nu ti Aar, at han hver Morgen, naar han skal klædes i, er betænkt paa at gifte sig, og det er netop lige saalænge, at han en Time derefter glemmer det igien. De mange Besværligheder, som ere forbundne med den kiere Egtestand, og især de skrækkelige Tilberedelser turde vel tilsidst forlede ham til reent at forlove det, om man ikke i Tide forebygger denne Ulykke. Kom nærmere min Herre! Hvi seer De saa suurt? Har jeg forstyrret Dem i deres Søvn? Men det var min Hensigt, at giøre Deres hele øvrige Levetid, saa roelig, saa magelig, saa sød, at De neppe selv skulde vide at De var til paa Jorden. De smiler allerede. Nu got. Jeg kiender en dydig Pige, det er sandt, hun er fattig, men De er overmaade rig, og som jeg er overbeviist, intet mindre end gierrig. Men hun vil være saa taknemmelig, ifald De giør hendes Lykke, og saa omhyggelig for Dem, og pleie Dem saa got, at De ikke engang skal have nødig at putte den Mad i Munden som De spiser. Ja, siger De, naar jeg kun vil frie for Dem, og besørge alle Anstalterne, og skaffe Dem Bruden med alt sit Tilbehør i Huset, og bestille Vielsen, og - Ja ja min gode Herr C***, det skal altsammen blive besørget. Men meer maae De heller ikke begiere - thi - God roelig Nat! - Han var følelig nok! Men det er han altid! Han gider ikke sige derimod, og dette smigrede ham, men i Morgen har han glemt alting.

Hvoraf leer De saa overgivet min unge Herr v. D.? Parbleu, siger De, af det pedantiske Indfald 73 jeg har haft, at De skulde bøie Halsen under Egtestandens slaviske Aag. En Nar, siger De, at De var, om De nogen Tid giftede Dem. Ja der kan jeg nu endelig ikke sige meget imod, thi jeg troer, at De er en Nar, enten De gifter Dem eller ikke. Men just fordi De er en, og fordi jeg veed at De kan forbedres, naar De faaer den Opdragelse, som Dem fattes endnu. Handler jeg ikke langt kierligere imod Dem, min Herre, naar jeg overlader Dem til en dydig, en klog og elskværdig Kones Tugt, end ifald jeg skikkede Dem tilbage til Deres Hofmester, eller, det som Gud forby de, til Daarekisten? Han hører mig ikke. Han trilrer en Opera-Arie, giør en pas de fix og recommanderer sig i bourrée Skrit. Det er dog en Ynk - Han er en ung bemidlet Adelsmand, som det hverken fattes paa et got Hierte, eller paa naturlig Forstand, eller paa Naturens glimrende Gaver. Hans Hovedfeil er en stor Grad af Letsindighed, og et urigtigt Begreb, som han giør sig om det velanstændige. Thi at han lagde sig efter den fornemme Frietænkerkunst, skeede af ingen anden Aarsag, end fordi han ikke vilde giøre sit Adelskab nogen Skam, og fordi han var for letsindig til at legge sig efter noget andet. Der behøves, som man veed, ikke meer at kunde tænke, til at blive Fritænker end der behøves at kunde give gode Raad til at blive Raadmand. Sin første Ungdoms Bluefærdighed overvandt han hastig, da han først troede at den kun skikkede sig for Pedanter. Han tabte ikke strax ved at overvinde den. Han blev beleven og meer elskværdig. Men for at iagttage den formeente Anstændighed blev han snart dristig, og lidet derefter forvoven. Nu er han allerede uforskammet, baade imod Religionen og imod det smukke Kiøn; og dersom han ikke bliver hiulpet i Tide, vil det kun vare lidet, inden han af lutter Levemaade bliver bindegal. En fornuftig og elskværdig Kone er næsten det eneste, og som jeg vist troer det sikkerste Middel til hans

        

74 Helbredelse. Men jeg vil lade ham fare. Jeg seer en, som er en større og langt ulægeligere Nar, end han.

Igiennem det Ansigt, som De har forskrevet fra Paris, og til Overflød saa rigelig besaaet med Skiønpletter, opdager jeg dog Deres naturlige Lineamenter, latterlige E***. - Et Pund Pudder skiuler vel den naturlige Farve af Deres Haar, deres Sko giør Dem et halvt Korteer høiere, og Deres falske Legge give Dem næsten et mandigt Udseende. Men jeg kiender Dem dog, og veed meget vel, at De baade er rødhaaret, koparret og uanseelig. Denne Masque har De dog ventelig laant for at behage Jordens Deilige. Men da dette er Deres Hensigt, og De besidder saa smuk en Formue, hvi gifter de Dem da ikke? Saaledes, at De giør Dem en Samvittighed over, ganske at nedslaae, om ikke at dræbe i det mindste en halv Snes Fruentimmer, ved at vælge et? Og hvem, siger De, skal De vælge uden at fornærme sig selv? En af de Smukke, som tilbeder Dem, er skiønnere end den mediceiske Venus, en anden tilbyder Dem Croesi Rigdomme, den tredie er Dyden selv. Hvad skal De giøre? Nysekrud skal De bruge min Herre.

Paa de afmaalte Trin, den dybsindige Mine, og den udstrakte Pegefinger kiender jeg allerede langt borte den pedantiske Rector Herr F. Et Ord, min Herre! De har et got Levebrød, vil De gifte Dem eller vil De ikke? Per Jovem! hvilket Ansigt han sætter op! Og hvad var det for en vigtig Betragtning, som jeg forstyrrede Dem i? Saaledes, at De var i færd med nøie at bestemme den Guldregns Egenskaber, som flød ned i Danaes Skiød? Men var det ikke bedre, ifald De lod disse Græske Liderligheder fare, og i det Sted elskte lidt ordentlig paa Dansk? Men De har desuden et vigtigt Verk under Hænderne, et Monumentum ære perennius, som fordrer et hvert af Deres Øieblik, og ikke tillader Dem at tænke paa slige Daarligheder, som Fruentimmer og Giftermaal. De kan ikke engang 75 forsvare det for Verden, at De har staaet her saa længe og hørt paa en Ignorant. - Mange Tak min lærde Herr Pedant! De kunde dog nok være lidt høfligere. Denne store Mand arbeider, imellem os at sige, virkelig Dag og Nat paa et Verk, hvis Titel han allerede længe har haft færdig. Den lyder omtrent saaledes: Mnemoneutica, eller, en ganske nye og i Christenheden hidindtil uhørlig Samling af alle Portugisiske, Spanske, Franske, Italienske, Engelske, Hollandske, Danske, Polske, Russiske og Tyrkiske, tykke og tynde, forstaaelige og uforstaaelige, trykte og utrykte Latinske Grammatiker, til Fædrenelandets Ære og i Særdeleshed til den kiere Ungdoms Nytte, for Tydeligheds Skyld, med en utroelig stor Umage, og utallige Bekostninger oversat i Latin, og til en Hielp for Hukommelsen forfattet i alexandrinske Vers, med Noter af F**.

Jeg troer at Pedanterne har sat hinanden Stevne - Hvilken Mængde! - O i bestøvede Sønner af Italiens forsunkne Stæder, o i Klopfægtere fra det gamle Rom, o i Bastarder af Latien, med hvilken Steen skal jeg tegne denne Dag, da jeg seer eder samlede! Hvor grimmige seer de ikke ud! Men jeg vil dog vove at spørge nogle af dem, som jeg kiender. Jeg skal skille mig ved dem saa snart som mueligt. De min Herr G***, hvorfor gifter De Dem ikke? Fordi De har opofret Dem til Fædrenelandets Tieneste og samler Trykfeil. - Vel - Og De min Herr H***? Fordi De Dag og Nat undersøger Alderdommens kostbare Levninger - Meget vel - Og De min Herr J*? De samler Insecter - Ypperligt - Nu kan De kun gaae mine Herrer!

Jeg tænkte at jeg var færdig med disse Bogorme, og saa bemærker jeg først en af de største. - Vi vil dog høre ham. Min gode Herr K, hvor kan De med saa smukke Indkomster som De har, overtale Dem til at sidde længere ugift? Nu, saa at De er meget ilsindet og knarvum. En Kone vilde kun 76 hvert Øieblik ærgre Dem, Deres Børn vilde forstyrre Dem i Deres Tanker. Er det da og afgiort, at De kan tænke? - Det var engang en af de Narre, som gierne vil efterabe berømte Mænd, og naar de ikke kan det i deres Fuldkommenheder, benøie sig med at ligne dem i deres Svagheder. Denne vilde alt for gierne see ud som vor store Holberg, og da han hverken kan blive saa lærd eller saa vittig, forestiller han sig i det mindste ligesaa besynderlig og egensindig, uden at være nogen af Delene.

De ere da borte. Men jeg er næsten færdig at ønske dem tilbage igien. Hvor har Optrinnet ikke forandret sig! Hidindtil har jeg dog intet seet uden latterlige Ansigter. Nu seer jeg lutter heslige. Men jeg har selv kaldet dem, og nu er jeg dog nødt til at forhøre i det mindste nogle af dem.

Den første som jeg seer er den berygtede Aagerkarl, Herr L*. Jeg har stor Lyst til at nævne hans fulde Navn, eller i det mindste at sige hvor han boer, paa det at enhver af mine Læsere, som ikke kiender ham endnu, maatte tage sig vare for ham. Men, som jeg ikke troer at Skrivefriheden gaaer saa vit, vil jeg lade det blive ved at giøre ham saa kiendelig som det er mig tilladt. Hans Huus er et Forraadshuus af Pant, som enten er indvied med Enkers og Faderløses Taarer, eller med unge umyndige Forøderes Forbandelser. Alt hvad han har og alt hvad han veed, hans Ansigts Mine og hans Siels hemmelige Tanke er ansat til Procento. Han har udregnet at han giver Gud 14. og 1/7. Procento af sin Levetid; thi han er oven i Kiøbet en Hyklere, og forsømmer ingen Søndag at gaae i den Kirke, hvor Præsten kan best græde. Og det er foruden de øvrige Douceurs som han maae give i Fest- og Helligedage. Heller kan han neppe bebreide sig, at han har ladet en eneste af sine Medchristne slippe lettere derfra. Paa denne Maade har han sammenslæbet anseelige Midler. Dog spiser han sig aldrig 77 mæt, undtagen naar en af hans ulykkelige Skyldnere er nødt til at beværte ham, og da er han færdig at æde Skyldneren med. Men at han skulde gifte sig! - Ja - Jeg vil dog for Spøgs skyld spørge ham ad. Min Herre, De har dog saa gode Raad til at forsørge en Kone - Maaskee De kunde efterlade Dem Børn, der igien aftoede den Skam og Skade, som De giør Deres Fædreneland - Jeg vidste det forud. Han trækker paa Skuldrene. Det er besværlige Tider - Gud veed at han suurt maae fortiene sit fattige Brød - De, som siger at han har tilovers ere onde Mennesker - Gid - hold Nederdrægtige! - fornærm ikke vore Øren med Deres Bespottelser! - Det er ikke mit Alvor - De er alt for uværdig til en af Himmelens største Gaver, og De vilde kun giøre en Kone ulykkelig, De vilde lade hende sulte ihiel, eller laane hende ud paa 20 Procent. Men derfor, vær forsikret derpaa, derfor skal De ikke faae det lettere end Deres ærlige Medbrødre!

Endnu en af samme Bande, skiønt ikke slet saa grov! Ja hvad skal jeg høre paa dem, min Herr M? det er dog den samme Undskyldning - De har ikke Raad til at gifte sig - ikke sandt? Nei det var dog ikke hans Aarsag. Det var endnu den vittigste Gniere, som jeg har seet. Gud forlade mig, om jeg giør ham Uret, og han er en Philosoph! Han vilde gierne gifte sig - Han tilstaaer selv, at han er rig nok til at giøre en fattig Pige lykkelig. Men det vilde røbe alt for kiødelige Hensigter, det vilde være hans Alder uanstændigt, og man vilde sige, at han giftede sig som en ung Springere, ifald han tog en Kone uden Midler. Saasnart han finder saadan en, vil han opfylde mit eller rettere Statens Ønske - Næsten sætter han mig i barocco. Dog jeg veed endnu et Raad - Jeg kiender et dydigt og velopdraget Fruentimmer, som ikke eier en Skilling, og som, foruden at hun er ilde tilredt af Kopperne, er saa naturlig heslig, at hun neppe skal blive taalelig

        

78 uden ved en lang Vane - Tag hende, min Herre; saa skal Verden hverken beskylde Dem for kiødelige Hensigter, eller for egennyttige!

Mig synes at jeg skulde kiende Dem min Herre. Det forhaanende, det bidende Smiil har jeg seet før. Alle disse Træk, som saa vel udtrykke en nedrig og en dum Stolthed, ere mig langtfra ikke fremmede - Ah! - det er Herr N. som saa gierne vil holdes for et satyrisk Hoved, og dog er intet uden en Bagtaler og en Pasquillant. De spørger mig saa haanligt, om det er mig, som har fattet det ædle Forsæt, at omvende Pebersvendene? - Ja, min Herre - eller at straffe dem - Om jeg er saa hengivet til det smukke Kiøn, hvis Partie jeg tager med saadan Iver? Jeg tager ikke deres Partie - Det er Statens Sag jeg taler. Men jeg bærer saa megen Ærbødighed for den dy dige Deel af dem, som det er tilladt at bære for en dødelig Skabning. - Om jeg da ikke veed at Fruentimmer ere altid - og hvad ere de altid? - Fruentimmer, vellystige Sirener eller grimmige Furier, altid Spillebolte for Sandserne, altid falske, altid egennyttige? - Nedrige Bagtalere! - Jeg vilde kun fornærme Kiønnet om jeg værdigede Dem et Svar. - Men offentlig ved en Kirkedør, paa Deres bare Knæe, med en Strikke om Halsen og et Lys i Haanden, bør De giøre det hele menneskelige Kiøn Afbigt for Deres uforskammede, Deres ublue Digt!

Hist i Skyggen, afsides og bag ved alle de andre, sniger han sig frem, den grædende Tartuff; han tør ikke løfte Øinene op paa sine Brødre, den nedrigste blant alle Pebersvende. Det er O* som om Dagen offentlig hyler over Fruentimmerets Daarligheder, og om Natten forfører alle dem han kan til de skammeligste, de strafværdigste Uordener. Kom kun frem Bedragere! - hvorfor gifter De Dem ikke med en, af de mange, som De forfører? - det har hidindtil ikke været Himmelens Villie - De føler intet Kald til Egtestanden - Frekke 79 Bespotter! - Men det er Himmelens Villie, at De hver Aften sniger sig op paa tredie Stokværk i det Dem bekiendte Hiørnehuus, for der at afnøde en uskyldig Skiønhed Usømmeligheder under Skin af christelig Kierlighed, og for med den andægtigste Mine at styrte hende ned i Afgrunden, fordi De sparsom underholde hendes syge Moder med sammentryglede Almisser? De har følt et indvortes Kald til at bedrage alle de Fruentimmer, som har vildet troe Dem, ved de dyreste Forpligtelser, hvoraf De aldrig har agtet at holde det mindste? - Gaae Nedertrægtige! - Skiul dig i Støvet du Afskye for Menneskeligheden!

Nei dette Arbeide er alt for udmattende - det overgaaer mine Kræfter og min Taalmodighed - Er her fleer af de heslige Ansigter tilbage da melde de sig snart! - Ak! - Deres Excellence! - De behager naadigst at tilgive - De vilde være saa bevaagen - Ha! - saaledes er det naar Sielen er mat - Jeg kan ikke finde paa et eneste Udtryk, som hans Excellence forstaaer - Han har aldrig vidst hvad det var, enten at tilgive eller at være bevaagen - Deres Excellence behager da, om De saa synes, at springe af Skindet, fordi jeg med uskiønsomme Fødder er sprunget over Dem til en af de smaa Tartuffer! Den, som kiender den berygtede Græve af P -, vil tilstaae mig, at jeg er aldeles uegennyttig enten jeg roser eller laster ham. Det er derfor at jeg herved frivillig og med beraad Hu tilstaaer min Feiltagelse, og at jeg giorde ikke aleneste hans Rang men og hans personlige Karacter Uret, da jeg forhørte en anden Tartuf førend ham. Han er den christeligste Uchristen og det andægtigste Umenneske som jeg kiender. Med den samme Haand, som denne afskyelige offentlig løfter op til den Almægtige, støder han hemmelig Dolken i Enkers saargiorte Bryst, og det var hans Glæde, om han i Guds Navn kunde drukne alle Faderløse - Skal jeg spørge ham hvorfor han ikke

        

80 gifter sig? - Urimelige Spørsmaal! - Kan den taale et Fruentimmer, som hader Naturen?

Jeg kan ikke meer - Jeg troede, at en forældet Skiønhed ikke skulde passe sig ilde til den Materie som jeg skrev om, og jeg havde sat mig for at levere mine Læsere et heelt Alphabet af Pebersvende. Men det er ude - Jeg er træt. - Jeg kan ikke tilspørge et eneste Bogstav meer. Og Mængden voxer dog bestandig - Dog de fleste seer alt for frygtsomme ud til at være onde. Det er dem, som en overdreven Forsigtighed hindrer i at gifte sig; og det var at giøre dem den største Uret, om jeg spurgte dem efter at have spurgt hine nedrige - Imidlertid har jeg dem paa Halsen - Hvad skal jeg giøre med dem?

Jeg vil forsøge at røre dem - Jeg vil raabe høit til dem, at de ikke udelukke sig selv fra den første og største Velsignelse, som Skaberen gav de dødelige! - Jeg vil vise dem den Værdighed, den Høihed, der er i at være Fader til Mennesker, til Billeder af den Almægtige! Jeg vil i deres Fædrenelands, i Jordens, i de tilkommende Aarhundredes Navn, anraabe dem om Christne og Borgere og store Mænd og Helte! - De føler intet derved, de forstaae mig neppe - Thi lille er Kredsen af deres Udsigter, og deres smaae Siele sysselsætte sig kun med det, som Sandserne tilrekke dem. - Jeg vil da pege paa deres gifte Medborgeres Lyksalighed, paa den himliske Vellyst i en tilladt Elskov, paa Egtestandens Beqvemmeligheder, og paa den ubeskrivelige, den unævnelige Glæde, den ædle Stolthed hvormed en Fader besieles ved den mindste Udviklelse af sit Barns Evner, ved en for alle andre usynlig Tilvext af den spæde Yndlings Færdigheder. Men Frygt har forblindet dem. Den viser dem kun Kummer, og skiuler det for dem, at den kan undgaaes eller bæres. Gysende overregne de ubetydelige Udgifter, og tænker ikke paa hvortil de anvendes, og skielvende see de den Muelighed, 81 at mangle i en Tid, da det er langt mueligere, at de ikke leve. Hvad skal jeg giøre med dem?

Men hist kommer hun mig til Hielp, den guddommelige Pige med sorte straalende Øine, og med sine svulmende Bryster af Snee. Hun svæver meer end hun gaaer overjorden, munter og let og frisk som Morgenrøden, der kalder hende til Skaberens Priis, og til de elskede Pligter - en sygelig Moders Underholdning og yngre Brødres Opdragelse - Thi ingen persisk Silke rusker om den fromme Piges Fødder, og hun er ikke stiv eller kortaandet, under glimrende Byrder fra Peru. Hendes snehvide Dragt leger med Vesten-Vinden. Den er uden Pletter som hendes Siel, og uden Kunst som enhver af hendes Miner. Den er tarvelig og taler intet om høie Aner eller Rigdomme. Men naar hun aabner sine Læber aander hun Viisdom og Dyd, og salig Vellyst; og naar hun smiler, udbreder Kierlighed sine Fortryllelser over deres Hierter, som see hende. O du, som Naturen og Dyderne, og Dydernes himliske Dronning, Religionen selv venlig trettedes om at pryde med deres udsøgteste Skiønheder, Prydelser som ophøie dig saa uendelig over Kunstens Døttre og den blinde Rigdoms Døttre, som de selv overgaae et glimrende og ubesielet Støv i Skiønhed og Værdighed; o du som Algodhed betroede den største Lyksalighed paa Jorden, den eneste som han fordum tillod de faldne at tage med sig fra Vellysternes Have; himliske Skabning, det er dit Kald, din Pligt og din Natur at være medlidende med vor Kummer og selv med vore Daarligheder! Lad min Bøn røre dig! See til disse Narre og omvend dem!

Naturen og de høie Dyder, og de salige Vægtere som svæve omkring hende har igientaget mit Raab. Jeg seer det - Thi hun gaaer langsommere den deiligste blant Jordens Døttre - og endnu langsommere - og snubler - hun begriber det ikke, hvorfor hendes Been zittre, og hendes Hierte slaaer 82 høit, eller hvorfor hun bliver saa kortaandet, eller hvorfor hendes Kinder blusse. Og nu bliver hun staaende som for at hvile sig, og sukker - og lidt efter lidt og langsom og uden at vide det, opløfter hun de store straalende Øine - men et sødt, hun veed ikke hvad, har dæmpet deres Ild, og hun føler at de ere smagtende - Nu seer hun sig frygtsom omkring, og nu forhøie hendes Kinder deres Farve, og beskiemmer Sommerens Døttre de unge Roser. Men hvad er det, siger den guddommelige Pige til sig selv, det fremmede som kryber omkring mit Hierte - ligesom en Længsel - og kielent - og halv opløfter hun de sneehvide Arme - og endnu engang seer hun halv frygtsom og halv venlig op til de forstenede Pebersvende. Men hun slaaer Øinene ned - Som Solen, førend den skiuler sig i Havet, endnu engang kaster et venligt, et smagtende Smiil til de kolde østlige Bierge, hvis evige Snee den ikke kunde smelte med sine Straaler, saaledes smiler hun endnu engang - og forsvinder. En Engels Godhed, og et høiere Væsens Medynk var i hendes sidste Smiil - Der skulde have været Foragt deri, om hun vidste hvad det var at foragte en Skabning, der saae ud, som et Menneske - De nedrige! - At være nær ved en synlig Engel og at sysselsette sig med at betragte Støv; eller at see den himliske Pige uden Følelse med opspilede Øine, eller at spørge hende med graadige Øine om hun har Guld, eller med frekke Øine om hun kan begaae Laster, det er det som jeg kalder nedrigt og unaturligt - Imidlertid er hun borte, og dem har jeg endnu paa Halsen - Hvad skal jeg giøre med dem?

Jeg vil straffe dem, da de ikke vil forbedres med det gode - Det er ubilligt, at Staten længere skal med ligegyldige Øine see at Borgere, saadanne, som tage Deel i alle dens Velgierninger, af latterlige eller nedrige, eller af slet ingen Aarsager, foragte dens ivrigste og alvorligste Ønske; at de

        

83 desuagtet bære ulige mindre Byrder end de kan, og ulige mindre end enhver af deres brave Medborgere maae taale; at de saaledes tvinge den til en Ujævnhed der kan kaldes ubillig; og at de endelig hvert Øieblik sætte den i Fare for enten at taale eller at straffe Uordener og Forbrydelser. Lad Religionen skaane dem! - Lad Sædelæren kun revse dem, ved at giøre dem latterlige! - Men Staten, som fælleds Moder vil ikke, og som Huusholdere, som den der bør kunde giøre enhver Patriot Regnskab for hans, for hans Medborgeres og selv for Efterslægtens Vel, kan den ikke længere skaane dem, om den og vilde. Det var den fornærmede Stat, det blottede Fædreneland, den klagende Efterslægt, som nedlod sig til Philets Siel, og bød ham at omvende Pebersvendene, det var dem som oplivede hans Tænkekraft til at udforske deres Feil, og til at skildre dem, og det er dem endnu, som tilraabe ham at forkynde Straf i Mangel af Forbedring. Og Straf vil jeg forkynde, og fordi det er mit rame Alvor vil jeg forkynde den med Overlæg, saaledes at den kan iverksættes, og saaledes at dens Frugter nogenledes kan trøste for deres Tab, som Staten vilde høste af Pebersvendenes Lydighed; om denne, hvilket Gud forbyde, ikke skulde tilveiebringes ved hiin.

Dersom jeg skrev blot Satyrer, eller om jeg skrev for en andenverden end den vi leve i, vilde jeg give min Indbildningskraft Tøilen. Den skulde maaskee ikke mangle i at indskyde mig hundrede Indfald, hvoraf en Deel kunde være taalelig at læse, men ikke et mueligt at udføre. Den vilde indgive mig Maader at straffe paa som faldt i Øinene, men som ved en nøiere Undersøgelse skulde befindes at være enten skadelige eller umuelige eller i det mindste deels ubeqvemme, deels utilstrækkelige til deres Hensigt. Hertil regner jeg i Særdeleshed alle de Straffemaader som havde Æren til deres Gienstand. Intet synes i første Øiekast billigere,

        

84 end at betage en latterlig, en nedrig, en unyttig Borgere en Deel af den borgerlige Ære; men man skal ved Eftertanke snart befinde, at man derved, uden at forbedre ham, kun giør ham latterligere, nedrigere og unyttigere end han var før. I en monarkisk Regiering var det især at ønske, at de fleste Ærestraffe blev overladte eller kunde overlades til det almindelige Omdømme og til Satyrens revsende Hænder. Mange Borgere skulde da leve op igien, som nu ere for evig døde, og Historien peger paa det Haab at en vognende Ærgierrighed kunde omskabe Forbrydere til Helte. Endskiønt dette bliver sagt i Anledning af Pebersvendene, og langt fra ikke i Hensigt til dem, saa kan jeg dog ikke undlade endnu at giøre den Anmærkning: at naar Staten støder en Borger levende ud af sit Selskab, den da meer end i en Hensigt ligner den strænge Retfærdighed, der fordum styrtede Korah, Datan og Abiram levende ned i Helvede. Slige ødeleggende Ærestraffe kan ingenlunde passe sig paa en Pebersvend, naar han blot betragtes under denne Titel, men selv den mindste, den allerlemfældigste vilde have en langt større og langt ufordeelagtigere Virkning, end den man i Begyndelsen skulde formode; og en Virkning der var tvert imod den som Staten ønskede sig. Saaledes, om det blot blev befalt, at alle Pebersvende skulde sminke sig, saa vilde dette - om det og giorde dem kiendelige fra en Deel af vore unge Herrer, som en eller anden gyldig Aarsag fritager for at gifte sig - uden al Nytte kun giøre Sminken uhørlig dyr, og dem til offentlige Vidundere, og følgelig uskikkede til den største Deel af de borgerlige Forretninger; men ethvert ærekiert Fruentimmer vilde siden undsee sig ved at give saadan en sin Haand. Om ikke de samme, dog ligesaa store Ufuldkommenheder ere forbundne med en Deel andre Straffemaader, som Indbildningskraften dog i Begyndelsen skildrer rimelige og billige. Et

        

85 Indfald, hvis Iverksættelse baade var en ærlig og som jeg troede i meer end en Hensigt en nyttig Straf, sysselsatte længe min hele Opmærksomhed. Saaledes som Snogene siges at pine de brede Tudser til at udlægge deres Eg, saaledes vilde jeg at Pebersvendene skulde tvinges til at opdrage deres Børn, som enten vare døde, eller uformuende, eller og af andre Aarsager ubeqvemme til at opdrage dem selv. Men et er det, at en stor deel af Pebersvendene er aldeles uskikket og alle i Almindelighed langt mindre skikkede end gifte Folk til at opdrage Børn: Et andet er det, at den utretteligste Regnemester neppe i vor Tid skulde blive færdig med at udfinde det Forhold, hvorefter disse Børn skulde uddeles.

Ved at giøre alvorlige Forslag til det almindelige Beste, bør Patrioten frygte for at være vittig; og han bør ønske, at han ei maae synes at være det. Han bør i det mindste have den yderste Mistillid til et hvert glimrende Indfald. Fornuften bør være hans eneste Rettesnoer og et koldsindigt Overlæg den eneste Ledsagere, som han forlader sig paa. Disse har jeg spurgt til Raads, hvilken Straf det vilde være beqvemmest at paalægge Pebersvendene, og deres første og sidste Ord har altid været: Penge.

Pengestraf vil her være det kraftigste Middel til at befordre Statens Hovedhensigt ved alle Straffe - Lydighed. Jeg kiender Pebersvendene - Intet skulde bedre kunde overtale de fleste af dem til at gifte sig, end om man kunde sætte dem i den Tilstand, at de intet eller i det mindste intet betydeligt sparede ved at være ugifte. Dette synes vel ikke giørligt. En Egtemands, en Faders og en Huusbondes Udgifter ere alt for betydelige, til at nogen Skat skulde kunde ligne dem, uden at synes - og jeg vil tilstaae det - uden at være overdreven. Saa meget mindre, som hine Udgifter langt fra ikke alle kan kaldes en Skat til Staten, om den og 86 trækker sine Fordele, saa at sige, sine visse Procento af dem alle. Lige saa lidet, som den fremmede Capitalist, der fortærer sine Midler hos os, kan sige sig at have givet Staten dem alle, fordi denne har havt Fordeel deraf. Den Beqvemmelighed, Fornøielse og Nytte, som ere næsten uadskillelige fra Egteskab og fra Børn, vil ingen begiere for intet som først kiender dem. Staten selv bør være saa øm over disse vigtige Motiver til sin Hensigts Befordrelse, at den ikke sætter dem under deres rette Priis, langt fra at den skulde regne dem for intet, hvor der handles om hvad en Pebersvend kan vinde eller spare ved at gifte sig - Men sine Fordele, sine Rettigheder, sine Procento, er det alene, som den ikke længere bør skaane ham for. Disse kan den alene ansætte til Penge, og disse kan den med den største Billighed fordre af ham, som om han virkelig var en gift Mand, saalænge det er hans egen Skyld at han ikke er det, og det er afgiort, at Staten ikke bør tabe ved nogle af sine Borgeres Egensindighed. Men om den og holder det for tienligt, især i Begyndelsen, at være saa lemfældig, som mueligt; om den og beregner hine Fordele nok saa meget under deres rette Værdie; om den giver meer end de tre fierdendele af sine Fordringer efter; saa er jeg dog forsikret paa, at de maadeligste Afgifter, vil i de fleste Pebersvendes Øine faae den tilstrækkelige Størrelse, og blive et kraftigere Motiv for dem, til at overgive sig, end nogen borgerlig Plet, eller i Almindelighed nogen Straf, som ikke koster Penge. Jeg siger de fleste, thi jeg antager, og det med god Grund, at den største Deel af dem er enten Gniere, eller i det mindste saadanne som en alt for stor Frygt og en overdreven Forsigtighed skrække fra at gifte sig. Disse har kun smaa Siele og meget korte Udsigter. Det nærværende Onde - thi saaledes vil de dog kalde det - vil altid forestille sig dem saa stort, og det fraværende vil synes dem

        

87 saa ringe, at de snart vil troe sig ligesaa meget bebyrdede, som deres gifte Medborger. Fra denne Tanke, vil der, enten den er falsk eller sand, være lige faa Skrit, til den fordeelagtige Beslutning, den eneste som Staten ønsker. Siden vi dog skal give det ud for Intet, vil de sige efter deres Tænkemaade, kan vi i Guds Navn ligesaa vel gifte os som alle andre. En sand Anmærkning som bestyrker dette, er det, at alt hvad Gnieren og selv den utidig frygtsomme Huusholder give saa at sige reent ud for Intet, falder dem ti dobbelt saa tungt, som en langt større Udgift, hvorfor de dog faae noget. Statens Beste, maa jeg her anmærke, at disse Folk ikke bekymre sig om at beregne, langt fra at de skulde holde det som de bidrog dertil ved deres Afgifter, for noget, der kom dem selv til Fordeel.

De Pebersvende, som ere det af andre og af lastværdigere Aarsager, end Gnieragtighed, eller overdreven Frygt, skyde dog i Almindelighed Skylden paa Mangel af tilstrækkelig Formue. Det sættes forud, at denne Udflugt er falsk, og følgelig ikke bør troes. Men den bør endog, saa meget mueligt er betages dem. Dette kan atter ikke opnaaes sikkrere, end ved den Pengestraf som Staten paalægger dem. Den vil ikke fordre noget af dem, førend den ved den nøiagtigste Undersøgelse er blevet overbeviist om, at de ere Pebersvende; det er, at de ikke mangle det fornødne til en Families Underholdning. Deres Afgifter vil da selv blive et offentligt, ærværdigt og uimodsigeligt Beviis paa deres Formue. Samme Beskaffenhed har det med dem, som skyde Skylden paa naturlige Mangler, og ikke kan retfærdiggiøre sig. De faa, som ere dristige nok til at foragte alle Udflugter, og til offentlig at bekiende deres sande bevægende Aarsager, eller og frekke nok til ikke at vilde anføre nogen anden end deres Villie; disse kan Staten neppe unddrage sig for at straffe haardere end de andre. Men uden at regne, at de allerede

        

88 beskiemme og straffe sig selv, vil en større Pengestraf være et tilstrækkeligt Middel til at udmærke dem fra alle de andre. Og den vil, ved en i det rette Forhold tiltagende Størrelse, blive det kraftigste, om ikke det eneste Motiv, som kan bevæge dem til at forlade deres Ondskab. Her maae jeg lægge til, at Afgifter i Penge, som ikke fortiene og neppe vil faae andet Navn end Bøder, virkelig indeholde al den Ærestraf, hvormed Staten kan og bør belægge Pebersvendene, Libertineren alene undtaget, og denne meer fordi han er Libertiner, end fordi han er Pebersvend.

Pengestraf er det eneste som kan giøre den omtalte Ujævnhed i Statens Byrder umærkelig for den gifte Borgere, om den og ikke strax kan blive tilstrækkelig nok til fuldkommen at ophæve den.

Pengestraf er den eneste, som er anvendelig paa alle; og den eneste hvorved Staten kan treffe et ordentligt og nøiagtigt Forhold. Alle andre Straffemaader vilde være underkastede tusinde Vanskeligheder, tusinde Undtagelser. Og om det var mueligt at finde en iblant dem, som kunde være almindelig, saa vilde det dog fordre uendelige og næsten umuelige Beregninger, naar den skulde inddeles i de behørige Grader, og disse igien sættes i det rette Forhold, med Graderne i Pebersvendenes Ulydighed. Naar man tilstaaer mig, som jeg neppe tvivler paa, at denne Ulydighed bliver større og strafværdigere, ligesom Borgeren enten har en ringere og slettere Aarsag til at være ulydig, eller en større Evne til at adlyde; saa vil man heller ikke give mig Uret i det Ønske, at disse Omstændigheder maatte, for saa vit som det var mueligt, komme i Betragtning ved Straffens Uddelelse. Om ikke den første, saa kan dog den sidste iagttages naar Straffen bestaaer i Penge, og det, som jeg før erindrede, med en langt større Lethed end ellers. Ligesaa naturligt som Indtægternes og Udgifternes Størrelse eller Ringhed bestemme den 89 større eller mindre Evne, som en Pebersvend har til at gifte sig, ligesaa naturligt og let kan og hans Udgifter blive formerede, eller om man vil det heller, hans Indtægter formindskede, i det rette Forhold af hans Ulydighed. I Særdeleshed maae alle de Straffe, hvis Hensigt det er at giøre en Pebersvend saa vit mueligt ligesaa nyttig, som en af sine Medborgere, ansettes til Penge om de skal beregnes med Nøiagtighed. Og da er det kun, uden nogen Nytte at giøre Beregningen dobbelt. Denne Hensigt at giøre Straffen selv nyttig i Mangel af Lydighed, kan endelig ikke, eller i det mindste ikke saa got opnaaes, som ved Pengestraf. Ved Penge, og ved dem alene, kan de Egteskaber befordres som af en virkelig Mangel paa Formue, enten opsættes eller til intet giøres. Dette er vel det naturligste og eneste Middel, hvorved det Tab nogenledes kunde oprettes, som Pebersvendene anrette i Henseende til Folkemængden; men det er langt fra ikke den eneste Maade hvorpaa Staten kunde anvende de af deres Penge til Fordeel, som de i Almindelighed anvende saa slet.

Af disse foreløbende Erindringer, begribe De vel, mine Herrer, at det er Penge, som De maae belave Dem paa. Hvor mange eller i hvilket Forhold, er det, som jeg først nølere vil overveie.

Men en vigtig Post staaer tilbage, som maae afgiøres, førend jeg kan gaae videre; en Post, hvis Vanskelighed næsten skrækker mig - Den bestaaer i intet mindre end i det betydelige Spørsmaals Opløsning: Hvorledes man skal kiendeden Skyldige fra den Uskyldige? Jeg har i Begyndelsen af denne Afhandling anført tre Slags, som ikke fortiene Navn af Pebersvende, og som følgelig giøre meget ilde ifald De tage Dem noget af alt det, som jeg har sagt eller endnu agter at sige i denne Materie.

Det første, var de, som en naturlig og mod Egteskabets Hovedhensigt stridende Skrøbelighed 90 hindrede i at gifte sig. Med disse har det slet ingen Vanskelighed. Det medicinske Facultet, eller det i slige Undersøgelser saa erfarne Consistorium, vil ikke negte dem de i dette Tilfælde fornødne Vidnesbyrd, som altid skal være troværdige nok til at retfærdiggiøre dem. Dog maae jeg logge til, at heller ingen andre Attester bør holdes for tilstrækkelige. Det vilde være alt for dristigt, at lade det almindelige Beste komme an paa en eneste Mands Ærlighed, om hvilken man saa sielden kan være forsikkret, at den vil staae Prøve i Fristelsens Tid. Da jeg taler som Patriot, kan jeg imidlertid ikke undlade at udvide denne Artikel meget over de Grendser, som hidindtil har været satte, og som man formoder. Det er ikke aleneste Børn som Staten ønsker sig, men det er og for saa vit mueligt sunde og stærke Børn. Saadanne, som den kan giøre sig Haab om at de leve, og at de leve den til Nytte; Langt fra ikke saadanne, som enten en tilig Død giør til Intet, eller en og anden ulægelig Svaghed giør til verre end Intet; til unyttige Byrder for sig selv om ikke for det Almindelige. At mange sygelige og svage kan være deres Fædreneland til stor Tieneste negtes vel ikke, men det giør heller intet til Sagen. Thi baade vilde disse kunde have giort den endnu langt større Tieneste, om de havde været friske; og den største Deel, den som skal tiene Staten med deres Legemer, bliver dog altid saa got som reent unyttig, ved de Sygdomme som jeg taler her om. Det er visse Familiesygdomme, hvis Forplantelse jeg især ønskede, at den blev forebygt saa meget som mueligt! Saaledes er jeg saa langt fra at skrive en svindsotig eller en overmaade gebreklig paa Pebersvendenes Liste, at jeg tvert imod ønsker at Staten, for saa vit som det er den tilladt, at indskrænke en Borgeres naturlige Frihed, vilde giøre dem alle Giftermaale vanskelige, i Særdeleshed naar deres Sygdomme kunde bevises at være arvelige. De

        

91 Mænd som havde fyldt 60. Aar, vilde jeg vel ikke ønske at de blev forhindrede i at gifte sig, naar de var ved en god og rørig Helbred; men jeg vilde dog heller ikke at de skulde betragtes som Pebersvende og paa nogen Maade tvinges dertil. Dog ere de, som have sat ugift til den Alder de sidste, som jeg vilde fritage for den almindelige Straf, og næsten de første som jeg kunde falde paa at straffe høiere end andre. Det er derfor mit Forslag, at de 60. Aars gamle Pebersvende, som ere ved saa god Helbred, at det medicinske Facultet dømmer dem beqvemme til Egteskab, skal betale den ansatte Straffe-Summe, enten de gifte dem eller ikke: men dem som ere for skrøbelige til at kunde faae saadan en Attest, skulde alt Egteskab forbydes, og saa skulde de betale dobbelt; alt for deres begaaede og uoprettelige Synders skyld.

Et andet Slag, som jeg anførte af Ugifte, der ikke kan kaldes Pebersvende, var de, som en alt for uerfaren Ungdom undskylder i at gifte sig. Ved dette Slags Retfærdiggiørelse, møde allerede flere Vanskeligheder. Hvor unge de ere kan man erfare af Kirkebogen. Men Ungdom for sig selv alene betragtet, kan ikke være nogen tilstrækkelig Undskyldning, i det mindste ikke for dem som har fyldt 16. Aar. Det var tvert imod at ønske, at alle kunde giftes i denne Alder, eller ikke længe derefter. Men den Mangel paa Erfarenhed, som i Almindelighed, og dog ikke altid følger med den første Ungdom, er det alene, som kan undskylde. Ved Erfarenhed forstaaer jeg en Forstand der enten er tilstrækkelig til at bestyre et Huus og en Familie selv, eller i det mindste til at lade sig raade og bestyre af andre som ere fornuftigere. Om et ungt Menneske besidder denne eller ei, kan ikke bestemmes uden megen Vitløftighed. Forældrenes og Formyndernes Egennytte løber formeget ind i deres Børns og Myndlingers Giftermaale, til at Staten i dette Tilfælde kunde holde deres Vidnesbyrd

        

92 for upartiske og paalidelige. Lærernes Gotbefindende i denne Punct er reent uefterretteligt. De gamles Bekiendte tage tiest Deel i deres Egennytte; de unges i deres Daarligheder. Alle som kiende dem, ere i det mindste mistænkte for at have taget et eller andet Partie.

Af disse Vanskeligheder, kan i mine Tanker Staten, uden at tabe, best rede sig ud paa følgende Maade. De unge Mennesker, som endnu ikke havde fyldt ty ve Aar, skulde den reent ud betragte som uerfaren og til en Families Bestyrelse udygtig Ungdom; de maatte og være saa formuende og saa vel voxne, som de vilde. De skulde følgelig ingenlunde belegges med den Straf, som blev fastsat for Pebersvendene. Det skulde derfor ikke være dem forbudet at gifte sig, men det skulde aldeles være dem formeent at giøre dette Skrit uden deres Forældres, Formynderes, Foresattes eller Statens eget Samtykke. De fra tyve Aar indtil den Alder, hvori Staten holder et Mandfolk for dygtigt til selv at kunde bestyre sine Midler, burde i mine Tanker ansees for saadanne som ikke ere uerfarne, uden at de selv have den største Skyld i denne Mangel. De burde i denne Henseende i det mindste belegges med Halvparten af den fastsatte Straf. Men det skulde derfor ikke være dem strax tilladt at gifte sig naar de vilde. Deres Forældres og Curatorers Samtykke skulde de vel ikke længere behøve; dette skulde tvertimod ikke engang altid være tilstrækkeligt. Men de maatte dog give Staten en Forsikkring for deres Opførsel, som den kunde være fornøiet med. Vare de komne til den Fornuft, som udkrævedes, saa kunde det ikke vel feile at de jo vare kiendte af en eller flere ærlige, fornuftige og vederhæftige Mænd, som ikke vilde tage i Betænkning at sige god for dem. Disse maatte være ansvarlige For noget meer end deres Midlers Bestyrelse. Deres Børns Opdragelse og selv deres egen Levemaade burde de have under nøie

        

93 Opsyn; indtil de fyldte deres 25. Aar. Jeg kan ikke forlade denne Artikel uden endnu at tilføie nogle faa Erindringer. - Naar jeg siger, at den som har fyldt sine tyve Aar, ikke længere bør behøve sine Forældres Samtykke til at gifte sig, maae ingen give disse Ord den vrange Forklaring, at det var ligegyldigt enten han havde det eller ikke. Til at troe det er jeg for god Christen - Heller ikke, at han ei behøvede det til at gifte sig med hvem han vilde. Til at paastaae dette er jeg for god Patriot. Den Ret at udelukke visse Personer fra Giftermaal med deres Børn, bør ingen Alder kunde betage Forældrene. Den har sin gode Nytte, og kan ikke betroes i bedre Hænder. Staten alene bør efter Gotbefindende kunde indskrænke eller ophæve den. Men til denne bør og Børn ufortænkte kunde tage deres Tilflugt; og Forældrene bør ikke besvære sig over, ifald den giør ethvert af deres Afslag ukraftigt, som ved Undersøgelse befindes at grunde sig paa Egennytte eller paa en ubillig Fordom eller paa en blot Egensindighed. Jeg har vel neppe nødig at erindre, at jeg kun taler om saadanne unge Mennesker, som har Indkomster der ere tilstrækkelige til en Families Underholdning. Disse Indkomsters Natur skal jeg siden finde Leilighed til at bestemme nølere, og man vil da faa at see, at, hverken de løse Speculationer, paa en eller anden Maade at fortiene det fornødne Udkomme, hvortil Ungdommen er saa tilbøielig, eller virkelige Stipendia, hvis Anvendelse Giveren har bestemt uden at love dem Varighed, eller en blind Tillid til Forsynet, eller en ubillig Tillid til den Underholdning, som Kierlighed eller Anstændighed kan aftvinge formuende Forældre, kan komme i nogen Betragtning. Alt dette havde jeg maaskee ikke engang nødig at erindre. Jeg burde slutte denne Artikel for at gaae videre, og dog er der noget, jeg veed ikke hvad, som endnu trækker mig tilbage til de unge Mennesker. Det er ligesom en

        

94 hemmelig Anelse, der aftvinger mig den kierlige Formaning til dem alle i Almindelighed: At de ikke strax ved at læse denne Afhandling, og ikke uden at overveie alle Omstændigheder paa det nøieste giøre dem nogen Samvittigheds-Angst derover, at de endnu ere ugifte. Jeg igientager at de som ere under 25. Aar ikke aleneste maa have Formue men og Forstand førend de kan kaldes Pebersvende; og jeg advarer dem om, at ifald de begik en eller anden Drengestreg efter at de vare blevne Mænd, selv det Navn af Papa ikke skulde fritage dem fra den bømlige Tugt - om jeg maatte raade.

Det tredie Slag, som jeg holdt undskyldt for at gifte sig, var de, som fattedes det Fornødne til en Families Underholdning. Ja, mine Herrer, det fattes Dem vel alle - Jeg veed, at De vil sige det - Jeg veed og, at De har Uret - Men hvorledes skal jeg overbevise Dem herom? - Jo flere der angive sig for at være Uformuende, uden at være det, jo flere Konstgreb de anvende for virkelig at synes det, som de give sig ud for; desto større bliver den Vanskelighed, at kiende de virkelig Uformuende, fra de Falske, og at kiende dem med Vished. Jeg har længe seet den forud. Den har tiltaget i Størrelse ved hvert Skrit, som jeg har nærmet mig til den, og jeg kan ikke negte, at jeg neppe kan oversee den meer, nu, da jeg er kommet den saa nær, at jeg ikke længere kan undgaae at bestride den.

Det korteste, sikkerste, og som jeg forudseer det eneste Middel til at opløse denne Knude, bliver, at fastsætte en vis Summe af Indtægter, med hvilke enhver skulde ansees for at være formuende nok til at gifte sig. - Men hvilke Regler skal jeg følge i at fastsætte den? Hvorledes skal jeg finde den Middelsumme, om hvilken jeg kan være forsikkret, at jeg ved at fastsætte den, hverken fornærmer Staten eller nogen privat Borger? Sætter jeg den for høi, saa trække for mange af de smaae Hovedet ud under Snaren. Sætter jeg den for lav, 95 saa skrige de Store. Jeg burde maaskee sætte flere end en. Det var at ønske, at jeg med en nøiagtig Billighed, kunde bestemme en besynderlig Summe, ikke aleneste for hver Stand, men for hver Klasse, for ethvert Nummer i Rang-Forordningen, ja for ethvert enkelt Embede. Men uden at erindre, at dette løb ind i det uendelige, at det i det mindste overgik mine og enhver privat Mands Kræfter og Indsigter, at endelig saadanne Summer endog bestemte med det nøieste Overlæg af de billigste og meest indsigtsfulde Mænd, dog altid vilde være underkastede de selvsamme Forandringer, som Rangens indvortes Værdie, Embedernes Natur, den herskende Tænkemaade og Moden selv; at de følgelig neppe kunde være beregnede, førend de igien maatte forandres; - uden at tage alt dette i Betragtning siger jeg, skulde dette dog ikke endnu sætte mig i Sikkerhed for alle Klagemaal. Enhver enkelt Person kan staae i besynderlige Forbindelser, som hverken have nogen Sammenhæng med hans Stand eller hans Rangs eller hans Embedes Natur; og man vilde snart fordre af mig, at jeg og skulde tage disse Forbindelser i en særdeles Betragtning - Og naar jeg havde forrettet dette meer end herculiske Arbeide, saa vilde det først gaae løs paa Chicaner, paa Processer - Nei mine Herrer! - Saa meget elsker jeg Dem ikke, at jeg med et uendeligt Arbeide skulde giøre mit hele Forslag umueligt, blot af en utidig Ømhed over Dem, som De saa langtfra ikke fortiene. - Jeg skriver for den Verden, som vi leve i. - Jeg ønsker i det mindste at skrive saaledes. - Jeg har al Agt, for de forskiellige Forhold, som deres Rang og Embede sætter Dem i med Oeconomien, for de Bekostninger som Anstændighed og Levemaade aftvinger Dem; ja jeg er selv øm over de Udgifter, som Mode og Tilbøielighed fralokker Dem - Men jeg er og overbeviist om, at Deres Giftermaal, og i Mangel deraf, de Afgifter, hvorved De alene kan

        

96 paa nogen Maade gotgiøre det Tab, som De anrette i Folkemængden, ere Staten af den Vigtighed, at de kan sættes i Rang med dens billigste, nyttigste og nødvendigste Paalæg; at den følgelig bør kunde fordre Dem strax efter Deres nødvendige, og selv førend den tager Deres nyttige Udgifter i nogen Betragtning. - Naar jeg nu undtager de Udgifter, som visse Æresposter, visse Embeders Natur giør nødvendige, hvorom jeg siden vil faae Anledning til at forklare mig tydeligere, saa giør ingen Forskiel paa Stand eller Rang, de øvrige saa forskiellige, at de ikke alle skulde kunde bøies under en antaget Middelsumme. Dog bliver Forskiellen altid stor nok, til at giøre mig yderlig varsom og selv frygtsom ved at fastsætte en. - Endskiønt Staten, som jeg før erindrede, i Henseende til sine Paalæg - om hvilke det altid forudsættes, at det almindelige Beste udkræver dem - efter den største Billighed kan og bør tage først af alt det, som Borgeren har tilovers fra sine nødvendige Udgifter; og det saa meget meer, som en trængende Nød og selv en stor men øiensynlig Fordeel berettiger den til, ikke engang at tage disse i den nøieste Betragtning: endskiønt Staten ved at beregne en Borgeres nødvendige Udgifter og ved at bestemme dem, ikke uden at giøre sig selv den største Skade, og ikke uden at bestyrke sine Borgere i deres Daarligheder, kan med tillukte Øine lade sig foreskrive Regler af den herskende Tænke- og Levemaade, langt mindre af de Begreb som enhver for sig, giør sig om Anstændighed: endskiønt alt dette er afgiort, saa giør dog den Orden som den selv har stiftet imellem sine Borgere, og som er saa nødvendig, under Navn af Anstændighed, visse Udgifter nødvendige for en, som ikke ere det for en anden. Disse bør ikke undgaae min Opmærksomhed, og disse giøre mig frygtsom. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg ved at fasts ætte en Middelsumme, frygter meer for at fornærme nogle, end

        

97 for at skaane alt for mange, følgelig meer for at ansætte den for lav, end for høi. Og hertil har jeg, foruden den Billighed, som enhver bør iagttage, endnu en gyldig Aarsag. - Det er en underlig Sandhed, et stort Beviis imod de gnieragtige og de utidig frygtsomme Pebersvende, at jo dybere man gaaer ned under Middelstanden, og jo færre Indkomster disse har, desto mindre synes de at raadføre sig med dem, naar de vil gifte sig, og det som endnu er det underligste, de føle Egteskabets Byrder lige saa lidet, som de forudsee dem. Jeg har derfor ikke nødig at befrygte, at alt for mange af disse, vil betiene sig deraf, om jeg og ved at fastsætte en Summe overskrider det rette Middelforhold. Middelstanden selv derimod, og de høiere Stænder, vil vel ikke takke mig, om jeg og sætter min Summe nok saa høi, de vil uden alle Omstændigheder betiene sig af min Føielighed, ifald den overgaaer deres Indkomster; men sætter jeg den for lav, kommer jeg i mindste Maade, de Udgifter, som deres Ærespost, deres Embede, eller den Orden, hvorom jeg før talte, giør nødvendige, saa nær, at de kan overbevise mig om Ubillighed, hvilket Skrigende vil der ikke da blive! Hvor vil de ikke raabe Hævn, ikke over den enkelte Feiltagelse, men over mit hele Forslag og mig selv!

Naar jeg betænker dette, og tillige overveier det Ønske, som jeg før yttrede, at man nemlig ved at afveie Pebersvendenes Straf ikke aleneste maatte kunde see paa den større og mindre Evne som enhver havde til at adlyde, men og paa den slettere eller bedre Aarsag, som han havde til at være ulydig, saa falder jeg til tilbage til et Indfald, som jeg lige saa ofte forkaster. Jeg vil dog underkaste det mine Læseres Omdømme - Hvad om man beskikkede to ærlige eller i det mindste to eedsorne Mænd i enhver Bye og i hvert Sogn, hvis Embede det skulde være, at giøre en ordentlig og lovformelig Taxations- og Vurderings-Forretning over

        

98 enhver Pebersvend især, som forefandtes paa deres District! - Hertil vilde jeg i Særdeleshed have foreslaaet de Herrer Præster, efterdi de, oeconomisk at tale har mindst Aarsager at see igiennem Fingre med Pebersvendene. - Jeg har selv, endskiønt jeg ikke er Præst, for at øve mig, opskrevet en Liste paa de Pebersvende, som jeg kiender, med hosføiede Priser. Dersom nogen skulde ydmyge mig saa dybt, at han offentlig beviste, at det Ord Pebersvend ikke i det mindste var blevet til et Ubeqvemsord i mine Hænder, saa skal jeg ufortøvet giøre den bekiendt, med en hosføiet Opmuntring til alle mine Medpatrioter, at de vilde følge mit Exempel, og angive de Pebersvende, som enhver kiender, med en nøie Efterretning, om disses Indkomster, Alder, Skabning, Helbred, Tænkemaade, og enhver anden Pund som kan komme i Betragtning ved deres Bedømmelse - Saalænge vil jeg bie - Nu vil jeg vende tilbage til min alvorlige Plan.

Jo længere og nøiere jeg betragter de Udgifter, som en vis fra den tilbørlige Orden uadskillelig Anstændighed giør nødvendige, de eneste af dette Slag, som Staten kan og bør tilstæde en Borgere at beregne under den Formue, som han ikke kan undvære naar han skal gifte sig, eller, som jeg før udtrykte mig, de eneste, som den kan tage i Betragtning, førend den fordrer sine egne Rettigheder og Fordele, i Særdeleshed naar disse ere af den Betydenhed som Folkemængden, eller det, som kan befordre den; de eneste endelig, som giør mig det vanskeligt at fastsætte en vis Summe, fordi det er mueligt at de kan giøre store Indtægter smaa; jo længere, siger jeg, og nøiere jeg betragter dem; desto mindre og ubetydeligere blive de.

Jeg igientager her engang for alle: at Staten bør ønske sine Borgere og i Særdeleshed de fornemmere al den Formue, som Anstændighed, den indførte Levemaade og deres egen Beqvemmelighed 99 udkræver, den bør unde dem, alt det, som de kan anvende paa Magelighed, paa Livets sømmelige Forlystelser, paa Pragt, og paa en eller anden Hovedtilbøielighed, den bør ikke engang være misfornøiet med, at de har tilovers til Vellyster og til Overdaadighed; men den bør fordre Orden af dem i deres Udgifter. Den bør holde dem til at sørge for deres egne og umiddelbar derefter for det Almindeliges Nødvendigheder, førend de tænke paa det som kunde være dem nyttigt, eller anstændigt, eller beqvemt, eller fornøieligt. Men naar mannøie betragter den Deel af det Anstændige, som den i enhver Stat umistelige Orden henfører under de Fornemmeres Nødvendigheder, den eneste, hvis Mangel kan undskylde dem for at gifte sig eller for at betale, den eneste som kan fritage dem for det Navn af Pebersvende, saa vil man finde, at den kan ikke beløbe sig til høiere, end et sømmeligt og smukt Udvortes, til det som man i Almindelighed kalder, at leve og klæde sig anstændigt, til det, hvori De med ringe Indkomster daglig efterabe og daglig overgaae de meest Formuende. Huus og Gaard, Heste og Vogn, mange Betientere, aaben Taffel og alle saadanne Ting, er noget som Staten bør ønske en fornemme Mand, men den vilde handle ligesaa daarligt som stridigt imod sin Fordeel, ifald den forudsatte at han behøvede alt dette til at kunde gifte sig. - Dersom jeg ikke havde sat mig for at have den herskende og selv den fordærvede Tænkemaade bestandig for Øinene; dersom jeg ikke troede, at man ved ethvert alvorligt Forslag, bør læmpe sig saa meget, som mueligt efter de Tider, hvori man lever, saa vilde jeg her erindre vore podagraiske Velbaarenheder, om den Tid, da Danmarks Rigsraader, og Kongerne selv gik til Fods; jeg vilde gaae videre og fortælle enhver Dansk Apicius og enhver Gigi den Tids Historie, da en Romersk Borgemester til sin første og sidste Ret spiste Bønner, som han tillavede selv.

        

100

Men jeg skulde kun blive veltalende paa mine Hensigters Bekostning, jeg vilde kun blive meer glimrende Moralist og mindre nyttig Patriot. Dog saa meget kan jeg sige, uden at overskride de Grændser, som jeg har foresat mig; at det hverken behøves at alle Rangspersoner, skal betrækkes med Fløiel og Guld, eller at alle Embedsmænd skal være fede, som Svin. De giør meget bedre, om de gifte sig mavre. - Jeg vil legge to Betragtninger til, hvoraf enhver for sig synes mig at være af stor Vægt.

Den ene er den, at Efterabelyst og Ødselhed i de mindre Stænder, har næstendeel tilintetgiort den saa ønskelige Orden, den Forskiel i det Udvortes, hvorved de Fornemme burde kunde udmærke sig fra de Ringe - Det er gaaet saa vit at Statsministeren snart ikke længere kan ophøie sig over en Velbyrdighed, og at denne igien neppe kan skille sig fra sin Skræder, uden ved Tarvelighed. - Man nævne mig den Grad af Pragt eller af Overdaadighed selv, paa hvilken alene man sikkert kan kiende den høie og fornemme fra den blot formuende Borgere, og meer end alt for ofte fra Bedrageren; og da vil jeg tilstaae at den ofte omtalte Orden, kan giøre det Glimrende nødvendigt og umisteligt for dem af de høiere Stænder, men saalænge som det ikke skeer, tør jeg sikkert paastaae, at det Sømmelige kan alene fortiene disse Tilnavne.

En anden, i mine Tanker, ligesaa vægtig Betragtning er denne, at den Anstændighed i det Udvortes, som Orden giør saa nødvendig for de høiere Stænder kan paa den ene Side siges at spare dem ligesaa mange Udgifter, som den paa den anden Side afnøder dem. - Den giør en Deel bekostelige Selskaber usømmelige for dem, og den undskylder dem for at indlade sig i en Deel andre. Den giør at de meer end andre ere nødte til at skye debauche og saadanne ødeleggende Uordener, som 101 de ikke kan begaae, uden at bemærkes. - Man forstaae mig ret! - Jeg siger, at Anstændighed nøder dem hertil lige saa meget som den nøder dem til at giøre de omtalte Udgifter; men jeg har for megen Agt for den daglige Erfarenhed, til at jeg skulde paastaae, at alle i disse Tilfælde underkastede sig Anstændigheds Love. - Jeg taler meer om det, som denne kan og bør spare dem, end om det som de virkelig spare. - Den sparer dem endelig de fleste om ikke alle de Bekostninger, som de mindre maae giøre enten for at ligne dem nogenledes, eller for at vinde deres Yndest. - Mig synes, og jeg troer at mange vil være enige med mig deri, at det lader fornemmere at tage imod Foræringer, end at give dem, at lade prægtige Giestebude anstille for sin Skyld, end at anstille dem selv. - Naar jeg undtager nogle, hvis besynderlige Æresposter, eller hvis Embeders Natur, eller hvis høiere Tænkemaade, viser dem det høie og fornemme, fra en gandske anden Side, saa troer jeg, at det herskende Begreb herom, retfærdiggiør min Formodning i Henseende til alle de andre.

Efter at have giort disse Erindringer, tør jeg endelig vove det betydelige Skrit. Jeg vil giøre det uden videre Omsvøb.

Der ere mange, som man bør ønske meer, og der ere utallige, som gifte sig med mindre end 400. Rigsdalers aarlige Indkomster. Men med got Overlæg, med fuldkommen Overbeviisning og med en roelig Samvittighed, ansætter jeg denne Summe til de ugiftes Rubicon, til den Grændse hvorover de ikke maae komme bevæbnede, uden at holdes for Pebersvende - Anspillet havde nær forledet mig til at sige, for Fædrenelandets Fiender. - Jeg vil forklare min Mening i egentlige Ord. Den som i Kiøbenhavn og de store Kiøbstæder har 400. Rdlr., men paa Landet og i de mindre Kiøbstæder 300. Rdlr. aarlig at leve af, bør i mine Tanker, ansees for den, der ikke fattes det 102 Fornødne til en Families Underholdning, og, i den Fald, at han ikke kan undskylde sig, ved en af de Aarsager, som jeg oventil har anført, og som jeg siden endnu vil anføre, uden Undtagelse holdes for en Pebersvend, for den Borger, hvis skadelige Opførsel jeg har søgt at sætte i et større Lys i nærværende Afhandling; og for den, hvorom mit saa haabefulde Forslag gielder, at han i Mangel af Lydighed maae tvinges til ved Afgifter nogenledes at gotgiøre sin Ulydighed.

Hei! - mine Herrer! - De maae give mig Tid til at tale ud - De kan intet vinde ved at overdøve mig med Deres Skrig - Det som jeg har tilbage at sige, er til Deres Fordeel. - Jeg haaber at De vil blive meer fornøiede med mig, naar jeg først har bestemt min Mening nølere, og forklaret de Egenskaber, hvorom jeg holder for at de bør være uadskillelige fra de fastsatte Indkomster.

De bør i mine Tanker være rene, og de bør være visse.

Med det at de bør være rene sigter jeg i Særdeleshed til de Kongelige og andre offentlige Embedsmænd. - Jeg forstaaer det saaledes, at alle de Udgifter, som Embedet selv fordrer, og som de ikke vilde have i en anden Forfatning hverken kan eller bør beregnes dem til Indtægter. - Saaledes naar en Regnskabs- eller anden Betient er nødt til at holde en Skriverkarl, eller om han selv skal bekoste Skrivematerialier, naar en Embedsmand maae forrette sit Embede uden for sit Huus, og i den Henseende maae bekoste meer paa Klæder og Skoe eller Vogn, end han ellers havde nødig, naar en Hofmand maae bekoste meer paa sit Udvortes, for at kunde lade sig see i Antichambret, eller en Officier maae betale sin Uniform dyrere end med det, som han ellers kunde klæde sig skikkelig for, saa bør disse Bekostninger først trækkes fra deres Indkomster, førend disse kunde beregnes. - Det forstaaer sig at disse Bekostningers 103 Beløb, maatte ærlig angives, nøie undersøges, og saa fastsættes til en vis Summe, som hvert tiende Aar eller og i mindre Mellemrum kunde forhøies eller formindskes ligesom Tiderne blev dyrere eller lettere til. - Naar en Kiøbmand eller en anden Borger, maatte betale visse aarlige Afgifter til Regieringen for et Privilegium eller en og anden Herlighed, forstaaer det sig og at disse Afgifter ikke kunde beregnes iblant hans Indtægter. Men de Bekostninger, som en Borger saa ofte maae giøre paa en anden, enten for at vedligeholde sig i sit Embede og i sin Fordeel, eller for at naae et høiere og en større, det er noget som Staten ikke engang bør vide, meget mindre tage i nogen Betragtning, hvor der handles om dens vigtigste og til det almindelige Beste sigtende Paalæg. - Endskiønt det er et Onde, som ikke vel kan undgaaes, saa er det dog et Onde, som den hverken bør understytte ved offentlig Samtykke, eller bære Følgerne af.

Naar jeg siger, at de 400. Rdlr. bør være visse, saa kan jeg ikke mene dermed, at de meer end alt andet bør være sikkre for alle ulykkelige Tilfælde, for Lykkens Afvexling og den menneskelige Ubestandighed, men jeg mener: For det første, at Staten, saavit som det er den mueligt, ikke bør bidrage selv noget til deres Uvished. - Naar et vist Embede, Privilegium eller anden Herlighed, har sat en Borgere i Stand til at naae de fastsatte Indkomster; og saaledes om ikke opmuntret dog paa en vis Maade nødt ham til at gifte sig, saa bør Staten være yderlig øm over, at betage ham samme Embede, Frihed eller Herlighed igien, eller at forringe dem. Men ifald den er nødt dertil, bør den ansee hans Kone og Børn, som sine egne, og i det mindste ikke lade dem være uforsørgede.

For det andet mener jeg, at de Indkomster som beroe paa Sportler, eller Handel, eller andre lige saa uvisse Fordele, bør angives og ansættes efter det Aar som de har været eller efter Formodning 104 kan blive ringest i, dog uden at tage nogen overordentlig ulykkelig Hændelse i Betragtning.

Naar jeg ved disse Bestemmelser forøger de Indkomster som jeg fastsatte, og naar jeg til de Betragtninger, som jeg før anstillede endnu legger to andre:

Den ene, at faa i Middelstanden og færre endnu i de høiere Stænder, har saa maadelige Indkomster som 400. Rdlr.

Den anden, at disse faa dog ikke kan glimre uden at bedrage deres Næste, og at de følgelig giøre meget bedre ifald de indskrænke og gifte sig; eller i det mindste, at de Afgifter som Staten i Mangel af Lydighed vil paalægge dem, ifald mit Forslag bliver antaget, ikke vil være dem nogen betydelig Hindring i at glimre lige saa got, som de kunde før.

Naar jeg tager alt dette i Betragtning, saa er jeg fuldkommen overtydet om at have iagttaget den nøiagtigste Billighed imod Pebersvendene, da jeg fastsatte den omtalte Summe, og saa meget ubevægeligere imod alle de Indvendinger og Klagemaal, som jeg forud seer at Pebersvendene endnu vil giøre, som jeg veed med hvilken Lethed de kan besvares. Vilde man f. E. giøre mig den latterlige
Indvending: hvorledes skal en Høi Hofbetient, en Høi Inden- eller Udenlands Minister kunde gifte sig med saa maadelige Indkomster? saa vilde jeg ikke engang betiene mig af det jeg har sagt, at alle de Udgifter som hans Ærespost eller Embede udfordrer, først bør fradrages; men jeg vilde kun bede dem vise mig en, som har dem saa maadelige.

Jeg har sparet en Anmærkning til dette Sted, som jeg beder, at man for Alting vil legge meget nøie Mærke til. Det er denne, at det kan og bør være Staten ligegyldigt hvorfra en Pebersvend har sine Indkomster, enten han har dem af sit Embede, eller af sine Midler. Dem af Rangens nedre Klasser og dem af Middelstanden, fra hvilke jeg
egentlig venter mig de fleste Klagemaal, troer jeg 105 allerede at have besvaret tilstrækkelig, og saa udførlig som en Af handling af denne Art tillader det. Skulde de imidlertid kunde giøre nogle Indvendinger, som jeg ikke har forudseet, saa skal jeg altid findes beredvillig til at besvare dem, og jeg har den Tillid til min retfærdige Sag, at jeg tør sige, til at vise deres Svaghed.

Førend jeg gaaer videre, vil jeg endnu undtage to Slags Borgere, fra Pebersvendenes Liste, og det af forskiellige, men som jeg troer, gyldige Aarsager.

Den høie Adel er det ene. - Deres Navn er dem en Byrde, som de ikke kan skille sig ved, og som de ikke kan bære uden enten selv at besidde anseelige Midler, eller at falde Staten til Last. - En høi Adelsmand kan siges at giøre sine Forfædre Uret, ifald han efterlader sig Børn, som af Mangel paa Formue maae fornedre sig, og undertiden giøre dem Skam; han er ubillig imod Staten, ifald han stoler paa at den skal vedligeholde dem i deres Aners Glands, for deres blotte Navns Skyld; og han handler meget uforsigtig ifald han giør sig sikker med at spaae dem saa store Fortienester, som kan holde Armod selv Ligevægten, eller og giøre deres Høiheds Vedligeholdelse til en Pligt for Staten. - Jeg har endnu en Aarsag til at undtage dem, som i mine Øine har ikke mindre Vægt, end den anførte. - Jeg kan ikke troe, at den store Montesqieu har uden nøie Overlæg, eller uden god Grund sagt, at Adelen i en monarkisk Regiering var et nødvendigt Led imellem Monarken og de mindre Stænder; men jeg vil heller ikke troe at han hermed egentlig har sigtet til den høiere Adel. I det mindste troer jeg, at Staten i denne Forfatning ikke bør ønske og mindre selv befordre deres Formerelse. Som ingen af begge disse Aarsager finder Sted hos den mindre Adel, saa ønsker jeg at de heller ikke i mindste Maade vilde anvende denne Undtagelse paa sig. Det er dem af den høiere 106 Adel alene, som jeg troer at man bør undskylde for at gifte sig, naar de ikke selv har Lyst dertil.

Det andet Slags, som jeg holder for, at man ikke imod deres Villie paa nogen Maade bør tvinge til Giftermaal, er saadanne Søemænd hvis Kald det er at opholde sig længe og langt fra deres Hiem. - I det mindste troer jeg af meer end en gyldig Aarsag, at det er ubilligt at tvinge dem dertil, uden tillige at føie de Anstalter, at de kan tage deres Koner med sig naar de vil; og uden at advare dem om, at betinge sig denne Føielighed i EgteskabsContracten, af det Fruentimmer hvormed de vilde forbinde sig.

Flere Undtagelser seer jeg ikke at jeg kan eller bør giøre. Alle de øvrige, som ingen naturlig Mangel, ingen arvelig og ulægelig Sygdom giør ubeqvemme til Egteskab, som ere meer end 25. Aar, og som har 400. Rdlr. og derover rene og visse Indkomster, og ikke gifte sig, holder jeg, i det mindste til jeg bliver overbeviist om andet, for saadanne, hvis Byrder jeg ønsker at Staten nogenledes vilde jævne med deres gifte Medborgeres, og tvinge dem til ved Penge saavit som mueligt at bøde paa det Tab, som deres Egensindighed forvolder den i sin naturlige og muelige Folkemængde, med et Ord - for Pebersvende.

Det Spørsmaal staaer endnu tilbage, hvorledes man skal finde dem, som har den fastsatte Summe at leve af, og overbevise dem derom. Men dette vil ikke være saa vanskeligt, som det i Begyndelsen synes. - Med de Kongelige og andre offentlige Betientere, som har vis Løn, vil man lettest og best komme til Rette. - Selv det Fradrags Bestemmelse og Beregning, som jeg oven til ønskede at man maatte tilstaae en og anden af dem, i Henseende til de Bekostninger, som disse maatte giøre paa deres Embeder, vilde, naar enhver havde giort sin Angivelse, ikke længere være et besværligt Arbeide for dem, som det blev 107 anfortroet. De som leve af uvisse Indkomster, eller Sportler, Capitalister og andre maatte giøre Eed.

Kiøbmændene kunde man, og maaskee burde man troe paa deres Ord.

Nu da jeg kommer til Hovedsagen, da det er derom at giøre, at bestemme hvor høi Straffen skal være, og jeg skal foreslaae det, nu føler jeg noget, som jeg ikke har følt før. - Jeg skulde snart troe at det var Medlidenhed - De mange jammerlige Ansigter, som jeg seer rundt omkring mig, de røre mig næsten - Jeg vil være saa lemfældig som jeg kan, uden at fornærme Staten. - Maaskee en liden Revselse kan være tilstrækkelig til dens Hensigters Befordrelse. Jeg vil indtil videre haabe det Beste, og i Mangel deraf kan Staten altid have sig forbeholdet at skierpe den.

Med faa Ord: Den Pebersvend, som i Kiøbenhavn og de store Kiøbstæder har 400. Rdlr. rene og visse aarlige Indkomster, skal for sin Egensindighed, for det Tab som han foraarsager Staten, og den Fare, som han sætter den i, aarlig give 4. Procento, det giør... 16. Rdlr.

Den, som under samme Omstændigheder har 500. Rdlr., har saa megen større Evne til at gifte sig, og bør følgelig for sin større og strafværdigere Egensindighed give meer. Kort, han maae af sine Indkomster aarlig give 5. Procento, det giør.. 25. Rdlr,

Den som har 600. Rdlr. giver 6. Procento, eller... 36. Rdlr.

Og saaledes altid en Procento meer for hvert 100. Rdlr. som Indkomsterne voxe, indtil de naae 2000. Rdlr., da Afgifterne siden ikke stige høiere, men de Pebersvende, som har denne Summe og derover, give alle aarlig 20. Procento, indtil de gifte sig. De Pebersvende som boe i de smaae Kiøbstæder eller paa Landet, og har 300. Rdlr. i rene og visse aarlige Indkomster, give aarlig 3. Procento; de som har 400. give omtrent 41/2.; de som har 500. Rdlr. give henved 6. Procento; og saaledes stige 108 deres Afgifter omtrent halvanden Procento, med hvert 100. Rdlr., indtil de naaer 1500. Rdlr., da de give 20. Procento, hvorved det bliver hos alle dem som har meer, ligesom i de store Kiøbsteder.

Jeg seer nok, at de Herrer Pebersvende endnu ikke vil være fornøiede med min Billighed. De vil kalde mit hele Forslag, og især denne Punct overdrevet. - Men er det min Hensigt at fornøie dem? - Og hvorledes skulde jeg kunde bringe det saavit? - Paa min Ære, jeg seer ikke, at jeg med en god Samvittighed kan giøre det en Skilling ringere.

Der ere to Slag Folk, som hidindtil har læst alt det jeg har skrevet med den roeligste Samvittighed, som maaskee har skoggerleet over Pebersvendene, og giort sig ret hiertelig til gode paa deres Bekostning - Hvor vil disse ikke forundre sig, naar de imod al Formodning finde sig selv paa denne Liste? - Og dog kan jeg ikke undtage dem.

Det ene er Enkemænd, som har været gifte i kortere Tid end 20. Aar, og ingen Børn har efter deres Koner.

Det andet er saadanne, som virkelig ere gifte, men som af egennyttige Hensigter har giftet sig med Fruentimmer, som var over den Alder, at de kunde faae Børn - Disse bør i Særdeleshed ansees for rette naturlige Pebersvende, og det saa meget meer, som de selv har betaget sig den Evne, at forbedre deres Feil, naar de blev overbeviste derom. - De gode Matroner som har været svage nok til at give deres Formue, og ofte deres trængende og uskyldige Families Haab, for en ung frisk Mand som de intet kan giøre med, eller i det mindste som intet kan udrette med dem, og som de altid kan siges paa den ubilligste Maade at stiele fra et ungt og haabefuldt Fruentimmer; de vil neppe vegre sig ved at betale de paalagte Afgifter for deres Engel; om de og derfor skulde sælge de Briller, hvormed de alene kan see ham. - Men de Mandfolk, som ere nedrige nok til at sælge deres 109 Legeme til saadant et Murmeldyr, de bør ikke vegre sig derfor. -Jeg kan ikke forlade disse Giftermaale, uden endnu at giøre en Anmerkning. Det er den, at de aldrig burde tillades. - Det burde ikke formenes en gammel Kone, som enten havde ingen Børn, eller saadanne, som Loven kunde tillade hende at giøre arveløse, i Notarii eller Vidners Overværelse, at oprette en Contract med et ungt Menneske, i Følge af hvilken hun overlod ham, om hun saa syntes, al sin Formue, imod at han forsikrede hende om al den Pleie, Tilsyn og Forsvar, som en Mand skylder en Kone. - Men Vielse! - Himmel! - Det er jo en aabenbar Blasphemie! - At han skulde søge Seng med hende! - Pfui! - Jeg vil ikke tænke derpaa - Det er unaturligt. - Men dersom man i alle Henseender kunde sætte sig i Sikkerhed for visse uordentlige Lyster, hvoraf disse gamle Giftesyge ventelig af og til har Opstigelser - og for de egennyttige, de nedrige Mandfolks Føielighed; saa seer jeg slet ikke, at der var nogen Ulykke i, om man tillod en Mandsperson, der havde indladt sig i slig en Contract, at gifte sig ordentlig med et andet Fruentimmer, der efter Hagars Exempel kunde føde Børn paa den gamle Bestemoders Knæ - I dette Tilfælde kunde saadan en fritages for en Pebersvends Afgifter. - Ellers ikke.

Jeg kan ikke negte, at jeg for et Øieblik faldt i en behagelig Henrykkelse, da jeg oversaae den utroelige Summe Penge, som vil løbe ind ved alle disse Afgifter. - Denne Svaghed er saa naturlig, at man let vil tilgive mig den - Men jeg ønsker, og jeg haaber, at mine Læsere vil holde mig for saa sand en Menneskeven, og saa ærlig en Patriot, at jeg ikke kunde vedligeholde den længe. Jeg bevidner helligt, at jeg intet ønsker oprigtigere, end at disse Afgifter maatte beløbe sig til langt mindre, end de virkelig giøre; og at det er mit kiereste Haab, at deres Beløb maae formindske sig aarlig; indtil de reent forsvinde.

110

Da det ene imidlertid ikke er som jeg ønsker det, og det andet er langt udseende og uvist, saa kan jeg ikke undlade til Slutning endnu at foreslaae en Maade hvorpaa denne Summe i mine Tanker best kunde bøde paa det Tab, som Staten lider ved dem der erlægge den, det Tab, hvorfor den betales; Hvorledes den sikkerst kunde anvendes paa den eneste Hensigts Befordring, som jeg saa uafladelig har havt for Øinene ved dette Forslag: Paa Statens naturlige og muelige, og det som jeg beder at man vil legge meget nøie Merke til, paa dens velopdragne Folkemængdes Vedligeholdelse.

Jeg har allerede engang erindret, at den eneste Maade, hvorpaa denne Hensigt efter mit Tykke kan opnaaes; er, at anvende de indløbne Penge paa slige Egteskabers Befordrelse, som af en virkelig Mangel paa Formue, enten opsættes, eller tilintetgiøres. - Men jeg har overveiet denne Materie saa nøie, at jeg troer ikke at blive unyttig, om jeg udmerker nogle af disse som jeg i Særdeleshed og frem for alle andre vilde ønske befordrede. - Det er desuden, som man veed, deres Skrøbelighed, der giøre Forslag, at de tilegne sig ligesom en halv Eiendoms Ret, paa de Penge som de indbringe eller troer at indbringe derved. Da de ikke kan beholde dem selv, vil de i det mindste give dem bort, saa meget som de kan.

Ingen ønskede jeg at see hiulpen, førend dem af vore unge og velskabte subaltern Officerer, som maatte have Lyst til at gifte sig, og ikke selv havde Formue. Staten kunde i mine Tanker ikke anvende Pebersvendenes Penge bedre, end naar den med en Deel deraf forøgede deres Gage, ifald dens Maadelighed alene forhindrede dem i saa got et Forsæt; indtil den blev saa tilstrækkelig, at de efter den antagne Regel kunde ansees for at være formuende nok til at indlade sig i Egteskab. Jeg har tre Aarsager til at give dem Fortrinnet, hvoraf enhver synes mig at være vægtig. Man kunde 111 af disse Egteskaber haabe de fleste, sundeste og velskabteste Børn. Man vilde forekomme mange Uordener, hvormed en stor Deel af dem nu ødelegger sig selv og andre. Man vilde knytte det stærkeste og uopløseligste Baand imellem Fædrenelandet og dets Forsvarere.

Der findes en Deel studeerte, og andre velopdragne unge Mennesker, som i den Alder, da de ere beqvemmest til Egteskab, fattes den fornødne Formue dertil - Det hielper dem ofte ikke, at de kan tilveiebringe de beste og paalideligste Vidnesbyrd, om deres Værdighed og Duelighed til et eller andet Embede, som kunde sætte dem i denne Forfatning hvori enhver Patriot med saa stor Ret vilde ønske at see dem - Mangel paa Recommendation eller paa Leilighed, giør, at de ikke faae Levebrød. - Men den betager dem ikke den naturlige og medfødte Lyst at elske. De ere skikkelige, derfor forlove de sig, og af samme Aarsag, eller fordi de frygte for at spilde deres Lykke, eller undertiden for den Art af Skam, at kiøbe Opreisning, lade de det blive derved. - Imidlertid gaae ti, tyve og vel flere Aar bort, saa at de og deres Kierester blive gamle og svage, inden Staten erindrer dem, eller maaskee inden den engang kan bruge deres Tieneste. Det gaaer dem da, som vores Holberg sagde om sig selv - I det mindste naar vi vil sammenligne den største Deel især af vores kyllinghovede og smalbenede Præstebørn, med de mange velskabte Studenter-Børn fra Jena og Leipzig, saa kunde en god Patriot let lade sig forlede til at misunde disse Steder deres Uorden. - Jeg vilde paa min Hovedhensigts Vegne ønske, at ved Embedernes Uddelelse, af to lige værdige og lige dygtige, den altid maatte foretrækkes, som var forlovet og ikke havde Formue nok til at gifte sig. - I Mangel heraf var det mit Forslag, at saadanne, af Pebersvendenes Afgifter, blev hiulpne med en Pension, som var saa stor, at den

        

112 tilligemed det, som de efter Angivelse befandtes at kunde sikkert fortiene aarlig ved Conditioner eller andet, beløb sig til saa meget, at de kunde gifte sig der paa.

Der findes fattige, men dygtige Haandværksfolk, som ere forlovede, og blot fordi de enten ikke kan kiøbe sig til Borgere, eller sætte Boe, eller bestride Bryllups Bekostningerne, maa sætte deres Egteskab op fra et Aar til et andet. Disse maatte desto før hielpes, som de ofte kan være tiente med lidet.

Nu troer jeg at jeg har uddeelt alle mine Penge. - Skulde der være nogle tilovers, saa ere der Børn nok overladte til Staten, eller til Skiebnen, paa hvis Liv og Opdragelse de kunde anvendes.

Ingen Glæde er stor, som den en sand Patriot føler, naar han troer, at have bidraget noget til sit Fædrenelands Beste! - Mine Læsere maa tilgive mig dette Udraab, ifald de holde det for utidigt; Men jeg kan endnu ikke rive mig løs fra de glade, de lykkelige Udsigter - Til hvilken Side jeg vender mig, seer jeg utallige - Mennesker - Christne - Danske - og alle disse have mit Forslag at takke derfor, at de ikke ere Intet! - I det mindste vil jeg føle dig noget længere, du elskværdigste blant alle Tanker. - Med en halv stolt og en halv kierlig Mine, vil jeg lade dem det vide, at det var mig som opmuntrede deres Fædre, som tvang eller hialp dem til at gifte sig. - Jeg vil selv tiltage mig en Faders Rettighed over dem; jeg vil sysselsætte mig med at bestemme deres Forretninger. - Jeg vil uddele dem imellem Retfærdighed, og Landets Forsvar, og Videnskaber, og Handel, og Kunster. - Og jeg vil nyde den rene Vellyst, at see dem, arbeidsomme, og gode, og viise, og store - og Danmark, mit Danmark lykkeligt og blomstrende ved deres Bestræbelser. - Jeg vil vende mig herfra tilbage for at tage Deel i de unge Brudes Glæde, i de lykkelige Mødres Vellyst, jeg 113 vil mætte mig ved de Smiil, som de hemmelig og halvrødmende skienke Philet. Jeg vil selv høre paa de Lovsange, som de omvendte, de besielede Pebersvende vil nynne ham til Ære - Ha, vil de sige, Philet! - Han overfaldt os, han forfulgte os, han tvang os - til at blive lykkelige. - Jeg vil ikke høre dem længere - Jeg vil vende mig fra dem, for at overtælle de Folk, som disse nye Familier har sat i Arbeide, og de Skatte hvormed de har forøget Statens Indtægter og befordret dens vigtige Anlæg. - Jeg vil -

Men hvad vil jeg? - Hvad er Philet, at han dristig tilskriver sig Statens Flor og de tilkommende Tiders Lyksalighed - fordi han saae at den var muelig? - Lad hans Forslag være velmeent og overlagt og grundet! Men har han holdt det, som han saa tillidsfuld, saa dristig lovede? - Det, hvorpaa hans Forslags hele Nytte beroer? - Eller kan han holde det? - Afmægtige Philet! - Hvad er det, om du og kan retfærdiggiøre hver en Pund af det du skrev, saa længe den ene staaer uafgiort - Den, at det vist vil blive iværksat?

Men lykkelig og meer end lykkelig er Philet dog ved sit Haab - Det er mueligt, at Han, som alene kan opfylde det, den store Monark, hvis Viisdom og Naade besieler Norden, kan veie hans Forslag - og finde det vægtigt - Og hvor stor vilde ikke da Philets Lyksalighed være? Han vilde tiltroe sig - og hvor stolt vilde denne Tanke ikke giøre ham? - at han havde forøget Fædrenelandets Takoffere, og de sildigste Slægters Velsignelser, som altid vil strømme tilbage paa den beste iblant Kongerne.

114

RECITATIV OG ARIA, SIUNGET DEN 18. MAJ 1771, DA DET MUSIKALSKE SELSKAB FOR DENNE VINTER OPHØRTE

Recitativ. NATUREN smilte - See! - dens Haardhed smelter
O Soel, for dine Straalers Magt -
Men alle Skovens Sangersker, og alle
Som Godhed gav en Røst - en Lyd til Glæde,
Opløfte sig til Sang om Solens Seier
Og om Naturens underlige Skiønhed -
Og alle Hyrderne, og Landets Døttre
Istemme Glædens Sang, med vilde Toner -
Arioso.

Yndige Natur, vi glemme
Tone-Kunstens Lyst og Tvang,
Naar Hyrdindens glade Stemme
Blander sig med Lerkens Sang -

Recitativ. Og Harmonie! - og du! - og jeg forstummer! -
Thi ensom er jeg - de som elskte mig,
Og de, som hørte paa min Sang, forlod mig,
At glæde sig ved Solen og Naturen -
Aria.

Gylden er, o Kunst, din Lenke,
Men for tung for det vi tænke -
Men for svag til at indskrenke
Hiertets høie Følelser -
Gienlyd, af de Danskes Ære! -
Gienlyd af Velgierninger! -
Sang! - ukunstled skal du være,
Som det Bryst, hvis Tolk du er. -

115

DA JEG VAR SYG

Beatus ille, qui procul negotiis - Horat:

(1771)

LYKSALIG Den, som langt fra Verdens Larm,
Er ikke riig - ey heller alt for arm
Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,
Og Væsenet, som den bør være lig!
Er Daarens Tilraab - Ærens tomme Skal,
Er Dynger af et glimrende Metal
Er gyldne Lænker - er en kronet Træl
Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl?
Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned,
Du første Mand - dybt - til Ustadighed?
Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand?
Hvi kom Adspredelser til Viisdoms-Aand?
Thi kun Adspredelser var Siælens Død,
Ved Vredens Røst blev Tankerne forstrød
Nu rave de forvildede omkring,
Blant gode og blant skadelige Ting.
Siel hold din Salighed! - nu har du den!
Men Støvet kalder dig fra Himmelen!
Chimæren sluger Støvet, som du saae!
Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa!
Ak! - naar min Andagt - naar min Bøn er varm,
Naar jeg opløftet - høyt - i Naadens Arm,
Udbreder Gud - og føler himlisk Lyst,
Hvi kommer da Dorine til mit Bryst?
Og naar jeg fandt den rene Kierlighed
Den Ild, som ingen Viis tør rødme ved,
Hvi river da en Tanke af Homer
Min Siel fra den Helene, som jeg seer?
Ak! stadig var vor Tanke god og viis,
Og Sielen fandt - og blev i Paradiis!
Thi Eftertanken kiender Salighed
Den finder den men hæfter ey derved.
O Adams Barn! - o ulyksalige!
Hvi søger du da selv Adspredelse?
Hvi svimler du? - See Strudelen! - og skielv!
116 Betænk! - hvad er saa kostbart, som du selv?
Lyksalig den, som ey den vilde Klang,
Af fulde Glas - og ey Sireners Sang
Ey Guldets Troldoms Røst - ey Klirrende
Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne
Ey falske Venners Hvislen - Usles Graad
Kiedsommeliges Gaben - Daarers Raad
Ey stærke Fienders Brøl - ey Svages Skrig,
Berøver Gud - og Lyst - og Sands - og Sig!
Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!
Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst!
Og Mangel - du som togst min sidste Ven,
Velkommen! - thi du gavst mig, Mig igien.
Som Skaberen kun henter Fryd af sig,
Og uden andres Hielp er lykkelig;
Saa skal jeg ære Ham - og føle Mig
Og glemme Roes - og Guld - og Brøl - og Skrig!
117

DE BRUTALE KLAPPERE. ET TRAGI-COMISK FORSPIL, TIL BRUG FOR DEN KONGELIGE DANSKE SKUEPLADS

(1771)

HANDLENDE PERSONER

  • BÜRGERSCHRECK. ERAST.
  • BISTER. VERTEN.
  • RECHTBRUDER. VERTINDEN.
  • KLAPHANNS. KIELDERPIGEN.
  • SOLDATER OG MATROSER.
SKUEPLADSEN ER I ET VERTSHUUS.

FØRSTE OPTRIN

BÜRGERSCHRECK. BISTER. RECHTBRUDER OG KLAPHANNS

(De sees siddende ved et Bord, med Viinflasker og Glas for dem.)

BÜRGERSCHRECK
(Til Bister.) SA Broder! - klink! og høit! - stem i med Løve-Toner! -
Høit! -længe leve vi, den fine Smags Dragoner! -
Døe den, som trodser os! døe hver Coleurdeloup! -
Døe hver en Pibere! - - - - Hvad Fanden, sover du? -
BISTER
Ha! -jeg er stum af Harm, - at mangen Bog-Orm vover,
At tænke for sig selv - det undres ingen over -
Det var ja der' Natur, og naar misundte vi
En Muldvarp, en Pedant, det Støv han roder i? -
Hvad er vel Hierne-Spind mod galoneerte Hatte? -
Og lad dem i der' Krog forkradse sig, som Katte! -
Og skrige - den er gal - den væver - den har Ret! -
Saa Broder, faae den Skam, der skal fortryde det! -
Men - at de offentlig, og paa Parterrets Bænke -
Fordømt - saa nær ved os, tør sige hvad de tænke - 118
Ret give Tonen an - og lade sig forstaae,
Med Mishag eller Roes, før vi har tænkt derpaa! -
At en, som til sit Neb er fuld af græske Gloser,
Tør derfor sige, hvad han laster eller roser,
Og - som vi ei var hos - og selv slaae Lyd til Krig!-
Det Broder Bürgerschreck, kan evig ærgre mig. -
Gid Fanden tage mig, og hans Journal tillige,
Om jeg forstaaer et Ord, af alt hvad han vil sige! -
Hvad er Dramatisk? - Ha! - det være Fuchsers Sorg! -
Sligt, Broder, har vi glemt - du veedst - i Meklenborg -
Hvem veed? - Hvad er det Snaus? - (Til Rechtbruder.) Siig frem! -
RECHTBRUDER
Ret Broder Bister! -
Spot kun! - Jeg bander selv den evige Magister -
Hvor nær den græske Hund - min stakkels Podex fandt;
Hvor nær han havde giort mig til en lærd Pedant. -
Det er mig, som en Drøm - jeg siger det med Skamme -
Jeg troer, Dramatisk og Grammatisk er det samme,
Som man med meer kan see, af Verba Stephani! -
BISTER
O tie for Himlens Skyld med det Pedanterie! -
Græsk er mig Gift og Pest - - (Til Bürgerschreck.) Klink Broder! -
BÜRGERSCHRECK
Paa Parole.
Rechtbruder lugter og forbandet af sin Skole! -
Hans Lærdom dræber en - - - - (Han klinker med Rechtbruder.)
Sa døe Gram -
RECHTBRUDER
mattica! -
BÜRGERSCHRECK
Hør atter! - Fanden veed, hvor han kan faae det fra!- 119
Dog falder et mig ind - hvad Brødre, om vi satte,
For Spøg, Rechtbruder ud paa disse græske Katte? -
Parbieu en artig Jagt!
KLAPHANNS
Ha bravo! -
RECHTBRUDER
Du har Ret.-
Men, schlag das Wetter drein, om jeg fordrager det! -
Forstaaer du mig? -
KLAPHANNS
Encore.
BISTER
For Fanden! -
BÜRGERSCHRECK
Nu - jeg Vilde,
At denne Viin blev Gift, om det var meent saa ilde! -
Men seer I - Blod er Blod - gik vi lemfeldigt frem,
Og viiste dem en Lærd, som kunde feie dem -
Som raabte kun paa Græsk: Dum-Hoved hold din Pibe! -
Hvad gielder, at de saa blev heslig bragt i Knibe? -
Hvad, om vi lod dem kun saa hemmelig forstaae,
At vi var Lærde nok, naar det kom an derpaa? -
Thi, Brødre - alt om alt - hvor mange Lorbær henter,
En Helt, som en af os fra lurvede Studenter? -
RECHTBRUDER
Nei, du har Ret deri -
BÜRGERSCHRECK
Hvad tabte vi? - Hvad, om de peeb i Fred? -
RECHTBRUDER
Parbleu! - jeg troer, jeg piber med! -
BÜRGERSCHRECK
Som om vi leiedes! - det er en Skam for Fanden,
At trække Sværdet for en Bog-Orm mod en anden! - 120
Det er en Cavailler vel magtpaaliggende,
Om der er Sands og Smag i en Comoedie! -
Naar jeg betænker ret - Gotts Blitz! - Hvad vil min Pige? -
Hvad vil min Onkel Trumpf! - Hvad vil Græv Schnurbart sige, -
I Fald de drømmer om, at vi maaskee forstaae
Et Ord af alt det Væv vi slaaes og bande paa? -
Først Kurven var mig vis - Og Trumpf den gamle Puger,
Vil lukke Pungen til de første fire Uger! -
Og Schnurrbart! - »Pfui, den Krig! - hvor lugter den af Blæk! -
»Hvor borgerligt! - gemeent! -«
RECHTBRUDER
Ret Broder Bürgerschreck! -
BISTER
Nu Himmel! - Jeg har taugt - ha! - hvi jeg ikke trykker
Mit Glas? Og knuser det i Millioner Stykker? -
Ha, hvi jeg ikke slaaer Viin, Flasker, Stoel og Bord,
Ti tusind Mile ned i den fordømte Jord? -
Saa Bister! - det er Tid - lad hvert et Blæk-Horn vove,
At foreskrive dig, og hele Verden Love! -
Lad hver en Skoele-Orm kun dristig sige dig:
Det vil jeg pibe ud; thi det mishager mig! -
Ha Himmel! - Før forgaae Studenter og Soldater! -
Før tage Fanden selv Parterre og Theater! -
Før gid jeg blive Græsk, før jeg fordrager det! -
Hvad? - Bister en Cujon? -
RECHTBRUDER
Ret Broder, du har Ret! -
BISTER
Men du, Hr. Bürgerschreck! - at prale, bande, drikke, 121
Giør ingen Helt endnu - og andet kan du ikke! -
Men om du skeiter ud, saa denne - - (Han peger paa Kaarden.) det er reent -
BÜRGERSCHRECK
Nu Broder! - paa min Siel! - det var ei ilde meent! -
BISTER
Og Klaphanns? -
KLAPHANNS
Denne Haand, den føler det desverre;
At jeg i femten Aar har klappet paa Parterre;
Døm, om jeg skaaner den; og om den hviler nu;
Da Klap er Dolke-Stik for hver Coleurdeloup? -
BISTER
Saa Brødre! - Bürgerschreck, hvortil den tvungne Latter? -
BÜRGERSCHRECK
Hvor skal vi prelle dem! -
BISTER
Nu kiender jeg dig atter -
Hør! - troer du, at jeg har Forfatteren saa kiær,
At jeg af Venskab tog mig denne Sag saa nær? -
Hvad? - Eller troer du, at jeg blev hans Vaabendrager,
Fordi hans - - hvad det er - hans Efterspil behager? -
Nei! - lad det være skiønt! - Hans Ret lad være størst! -
Men, om det faldt mig ind - Parbleu! - saa peeb jeg først! -
Men først! - min Broder - først! - thi mig og os tilkommer,
Den Ret i slig en Sag, at være første Dommer. -
Lad En kun reise sig, og sige derimod! -
Ha! - jeg forstaaer min Stok - og denne Prygl er god! -
Lad Stykket være mat, og uden Sands og Orden,
Af alle Skuespil, det dummeste paa Jorden! -
Galt eller ypperligt - det være født af Had, 122
Af Hævn, af Billighed, og Himlen veed af hvad! -
Hvad bryder jeg mig vel, om slige Bagateller? -
BÜRGERSCHRECK
Jeg tænker ei derpaa. -
KLAPHANNS
Jeg paa min Siel ei heller. -
Jeg klapper lige fuldt. -
RECHTBRUDER
Ja, Broder du har Ret! -
BISTER
Men lad dem knye derom! - ha! - lad dem vove det! -
Hr. Bog-Orm - fra vort Vink skal du ærbødigt hente
Tilladelse til sligt! - saa længe skalt du vente! -
Og om vi fløite saa engang for Tidsfordriv;
Pivsaa! - piv hvem der vil! - og hele Verden piv!-
Skienk Broder! -
BÜRGERSCHRECK
(Han tager til Flasken og finder at den er tom.) Viin Hr. Vert! -
KLAPHANNS
Jeg tømmer alt min anden. -
BISTER
Ha, naar du har din Haand, hvad bruger du Forstanden? -
Herr Wirt! - zum Wetter! - Hei! - har Fanden havt sit Spil,
Og pebet Verten ud, hvor skal det saa gaae til? -
KLAPHANNS
Ha bravo, bravo! -
BÜRGERSCHRECK
Hei! -
BISTER

Nu troer jeg, at han kommer.

123

ANDET OPTRIN

VERTEN

(Han kommer ravende ind.)

DE FORRIGE

VERTEN
Nu veed jeg først, hvad Viin min tykke Mave rommer.
Ihr Herren! -
KLAPHANNS
Bravo Vert! -
VERTEN
Min Ven, forstaae mig ret!
De Fiorten gaae deri - men femten ikke slet -
Hei piber! - Pibens Skaal! -
BISTER
Hør Kammerat, du væver! -
VERTEN
Tirlit paa Hallings-Aas! - thi Stuen er for snever! -
KLAPHANNS
Nei klappe skal du - klap! -
VERTEN
(Han klapper.) Ha Bravo! - som en Mand! -
BISTER
Saa drukken, som han er, saa har han dog Forstand.
VERTEN
Det var en herlig Dag; - thi naar var mine Stuer
Saa fulde før, af -
BÜRGERSCHRECK
Os? -
VERTEN
Nei af -
BISTER
Coleurdelouer.
VERTEN
For Fanden, nei! - af -
KLAPHANNS
Nu? -
124
VERTEN
Af - - Er det ei en Spot! -
Af Folk, som drikke lit, men som betale got. -
BISTER
Viin Vert, og sladder ei!
VERTEN
Ihr Herren! - Druesaften
Er liflig - men jeg skal paa en Journal i Aften!
Et himlisk Efterspil, som en har giort paa Krig,
For - Ak den brave Mand! -
BISTER
Nu? -
VERTEN
For at spekke mig! -
Jeg har fra Comos Tid ei havt saa mange Giester -
De strømme ret herind, fra Øster og fra Vester -
En klapper Klap i Klap - En piber Tirlilit -
En raaber ak charmant! - en siger, det er Sk**! -
Det være hvad det vil, saa samler jeg mig Penge. -
Jeg drak mig reent ihiel, - i Fald det varte længe.
KLAPHANNS
Saa feiler det vel ei, du klapper dygtig med? -
VERTEN
Ihr Herren, saa min Haand skal slides op derved! -
De Lærde sagde vel, saa vit jeg kunde skiønne,
At al den hele Stads ei duede for en Bønne! -
BISTER
Hvad? - Hvem tør sige det? -
VERTEN
Men Hanns veed hvad han giør. -
Saa skal jeg klappe - saa! - (Han klapper.)
BISTER
Vov andet, om du tør!
VERTEN
Ihr Herren! -
125
BISTER
Nævn mig strax, de Slyngler, som tør sige,
At Stykket ei er got, og skiønt, og uden Lige! -
Fort slæb mig dem herind! - og, om de saa var ti! -
VERTEN
Ihr Herren! -
KLAPHANNS
Bravo! -
RECHTBRUDER
Ret! -
BÜRGERSCHRECK
Men Vinen glemme vi.
BISTER
Hvad? - nøler du? -
BÜRGERSCHRECK
Men Viin!
VERTEN
Ihr Herren, Viin et Anker! -
Men fald for Himlens Skyld paa fredelige Tanker! -
BISTER
Hvad? - Jeg? -
VERTEN
Hav Medynk! -
BISTER
Jeg? - med en Coleurdeloup? -
VERTEN
Er de dog Mennesker! -
BISTER
Was! - raisonnirest du? -
VERTEN
Ihr Herren! -
BÜRGERSCHRECK
Viin Herr Vert!-
VERTEN
Ret! - Bravo! drikke, drikke! -
Det veed man, hvad det er, det andet veed man ikke - 126
Hei frisk! - lad Piberne kun fylde sig med Vand!
Journalens Skaal i Viin! -
BISTER
Han har endnu Forstand -
Men Broder føel min Haand! - føel Klaphanns, hvilken Varme! -
Parbleu! - den brænder ret, at brække Been og Arme -
Ha! - kunde jeg kun faae en Skole-Stymper fat,
Som turde sige mig, at vor Journal var mat! -

TREDIE OPTRIN

KIELDERPIGEN.

(Med Viinflasker.)

DE FORRIGE

KIELDERPIGEN
Her mine Herrer! -
BISTER
Hid! -
KIELDERPIGEN
Herr Bister, Tienerinde! -
BISTER
Hid Snut! -
KLAPHANNS
Mig først et Kys! -
KIELDERPIGEN
De vente mig derinde. -
BISTER
Fort siger jeg, herhid! - lad dem kun vente der! -
KIELDERPIGEN
(Hun gaaer hen, og sætter sig paa hans Skiød.) Naar Fanden var her og saa fuldt af Mennesker? -
Og alle plages de, af en og samme Grille! -
Har Lucifer da giort det Stykke, man skal spille? -
Er det om Doctor Faust? -
BISTER
Tys! det er en Journal. -
KIELDERPIGEN
Journal? -
BISTER
Ja, veed jeg meer, saa gid jeg blive gal! -
127
KIELDERPIGEN
Jeg seer Comoedier, kun for at see paa Løier;
Og intet er saa smukt, som naar Parterre støier -
Det raske klappende - det bravo bravo har,
Tit giort, at jeg for Lyst, ei vidste, hvor jeg var;
Thi, hvad de remse op det er ei værd at høre;
Men Bravo, Hei, Encore! - O! - det kan Hierterøre! -
Det gaaer til Marv og Been - der lurer jeg kun paa -
Thi alt det andet Væv, maa Fanden selv forstaae! -
Vi Kielderpiger kan faae nok af slige Griller,
Som Elskov, Klammerie, og hvad det forestiller -
Og bedre her, end der; - thi alt det Narrerie,
Om Ære, Dyd og sligt, gaae Giesterne forbi -
Naar man vil elske lidt, staaer man ei først og væver;
Den, som har Lyst at slaaes, den bruger sine Næver -
Men Klap, Herr Bister, Klap! - Encor, Encor, og sligt.
Ak, hvor det er charmant! - hvor uforligneligt! -
Tit har jeg tænkt derpaa, hvorfor den stakkels Herre
I Hullet - ham man seer kun Hov'det af desverre,
Faaer ingen Klap? - Og er en Lysesnydere,
For Fanden, da ei og et Christen Menneske? -
Og, lad i Stedet for det Hvidsken og det Banden,
Før Dekket hidses op, en klappe for den anden! -
Saa skal de see, hvor smukt! - saasnart der klappes ei,
Saa var det nok saa got, kun strax at gaae sin Vei!-
Jeg kiender en Monsieur - en Engel i sit Væsen! -
Vel har han smalle Been, og lidt Skavank i Næsen -
Men klappe kan han - ak! - og skrige høit som to,
O bravo! - Schwere Noth! - Gotts Blitz! - bravissimo! -
Men, hvad er det for en Journal, med Tugt at sige? - 128
Thi den er ventelig, dog om en Hvermands Pige,
Da den skal pibes ud - det var en Tomark værd,
Man tog en Vandspand med - Pfui for en Fandens Færd! -
BISTER
St! - tag dig vel i Agt! - thi vover en at føre
Den mindste Skamklik paa, den har med mig at giøre! -
Journal mig hid og her! - den er saa god som du -
Og, hvem der negter det! -
KIELDERPIGEN
Ih nu, Herr Bister, nu! -
Saa mangen fattig Tøs skeer Uret, destoverre -
Men Fanden føre da de Slyngler fra Parterre! -
Det skulde være mig! - vel er jeg kun et Bud -
Jeg skienker kun for Folk - men Horer pibes ud! -
Hum! -
BISTER
Giv dig kun tilfreds - de vover ei at røre
Ved Piben - nei Parbleu! - det skalt du faae at høre! -
Nei just til Trods for dem, som spidse Mund derpaa,
Skal der fra Noahs Tid, ei være pebet saa. -
KIELDERPIGEN
Det er forbandet og! - i Morges gav jeg Stømper,
Min sidste Tomark ud for et Par Jyde-Strømper, -
O, den Comoedie - saa rask, saa moersom en -
Saa fuld af Klap, var værd, at see paa bare Been! -
BISTER
Hvad, om vi for at bringe
Det Dyr af sin Betryk, lod fire Styver springe? -
Hvad Brødre? -
KLAPHANNS
Bravo! -
RECHTBRUDER
Vel! -
BÜRGERSCHRECK
Jeg skal ei vegre mig -

(De skyde Penge sammen, og flye hende.)

129
KIELDERPIGEN
Saavist, der' Godhed giør mig ret undseelig.
BISTER
Vi troe det vel - men hør! - saa meget vil jeg sige,
At klappe skal du med! -
KIELDERPIGEN
Ja, som en ærlig Pige! -
VERTINDEN
(Uden at blive seet.) Hei - Lisbeth! - hurtig! - hei!
KIELDERPIGEN
St! - Nu er Fanden løs! -

FIERDE OPTRIN

VERTINDEN. DE FORRIGE

VERTINDEN
Hvem skal vel skylle Glas, jeg eller du din Tøs? -
KIELDERPIGEN
Her er jeg -
BISTER
Hør et Ord! - jag en af de Philister,
Med Piberne herind! - forstaaer du?
KIELDERPIGEN
Ja Herr Bister!

(Hun gaaer.)

VERTINDEN
De pardonnere mig l - men Fanden staaer beskudt
I Piger nu til Dags! - Man er ret ilde brudt -
De sladre Dagen bort. -
BISTER
(Han klinker med de andre.) Va! - leve vor Vertinde!
RECHTBRUDER
Hun leve! -
BÜRGERSCHRECK
Vivat hoch! -
KLAPHANNS
Va! bravo! -
VERTINDEN
Tienerinde! -
130
BISTER
Men hvi saa pen i Dag? -
VERTINDEN
Herr Bister synes saa -
Men hvad for Galskab kan min Mand ei finde paa? -
Og fuldt er Beestet nu - der vil den gamle Taabe,
Strax paa Comoedie, at støie og at raabe -
Thi andet kan han ei - Og, vil jeg have Fred -
Har man vel hørt saa galt? - Saa maa jeg følge med. -
Dog, negter jeg det ei - jeg selv gad gierne høre,
Hvad for Ulykke dog den Mand har kundet giøre? -
Har han forandret Troe, saa er han vel forført -
Men pibes ud er haardt! - Og hidindtil uhørt! -
BISTER
Og om jeg er den Mand, hvorfor enhver mig kiender -
Om Bister er mit Navn - og har jeg Stok og Hænder -
Da skal det - troe mit Ord! - ei blive hørt endnu! -
Hvad Broder Bürgerschreck? - Hvad Klaphanns siger du? -
BÜRGERSCHRECK
Jeg slaaer en dygtig Stok. -
KLAPHANNS
Jeg klapper, som den beste -
VERTINDEN
Det er dog christeligt, at hielpe paa sin Næste -
Hvad? - Er han vel en Tyrk? - At pibe ud, og sligt,
Det, mine Herrer, det er ikke christeligt!
BISTER
Madam', jeg haaber da, hun vil retskaffen klappe -
VERTINDEN
Spørg kun, om jeg ei før lod mine Handsker lappe,
Just til det samme Brug? - Jeg? -
131

FEMTE OPTRIN

ERAST. DE FORRIGE

ERAST
Med Tilladelse!
(Vertinden gaaer.) En Pige bad mig - men - hun har hørt Feil maaskee.
BISTER
Har hun indbudet dem - jeg veed ei, hvad de hede -
At prøve den Musik, som man skal tilberede;
Saa har hun ei hørt Feil - Vi elske slig en Spøg -
Parbleu, min Herre, pib et Stykke til Forsøg! -
ERAST
Min Herre, dette Sprog er fremmed for mit Øre -
BISTER
Ei heller er det Græsk -
ERAST
Nei, som jeg troer at høre -
Saavit jeg kan forstaae der' Sprog, foruden Tolk,
Var Grækerne dertil, alt for poleert et Folk. -
BISTER
Parbleu, jeg troer -
BÜRGERSCHRECK
Beim Blitz! -
ERAST
Koldsindig maae de tale,
Og Dansk, om ellers de har noget at befale! -
De pardonnere mig! - men, det vi ei forstaae,
Det kan vi, som de veed, ei heller svare paa. -
BISTER
Og Love, Herr Pedant? - Os vil du foreskrive? -
ERAST
(Han vil gaae, men Bister stiller sig imellem ham og Døren.) Jeger tilovers her -
BISTER
Parbleu! - nu skal du blive! -
Og rører du dig kun, af Pletten, før jeg vil,
Saa skal jeg lære dig et andet Pibespil! -
132
ERAST
At sige dem imod, staaer ei i mine Kræfter -
For slige Slutninger gav selv Fornuften efter,
Og om en Socrates, kom fra sit Paradiis,
Saa gav han efter, for saa haandfast et Beviis. -
Dog, at den ædle Tid, ei skal gaae reent tilspilde
Hvad var det egentlig, min Herre, som de vilde?
BISTER
Velan! - saa dybt endnu, skal jeg nedlade mig -
Og negt saa siden, at jeg har advaret dig! -
Ubillig er jeg ei - sid paa Parterrets Bænke! -
See! - Hør! - jeg vil ei selv forbyde dig at tænke -
Puust, suk, og hvidsk endog! - Skrab, rømm dig, - hark og hoost! -
ERAST
Og, om jeg nøs engang? -
BISTER
Jeg selv skal sige, Proost! -
Raab bravo! - raab Encor, saa meget, som du gider! -
Lee, til det giør dig ondt i begge dine Sider! -
Klap, saa man hører ei et Ord af vor Journal!
Giør dig, Acteur, Souffleur, og hele Verden gal! -
Men, om du aander kun i Piben - om du triner
Kun usædvanlig haardt - og fløiter kun med Miner -
Og letter kun din Fod - og spidser kun din Mund! -
Saa skal ti tusind' Prygl nedregne paa din Hund! -
ERAST
O, kun den fierde Deel, var meer, end overflødig;
Og jeg forsikkrer dem, den skal ei giøres nødig! -
BISTER
Nu kan jeg lide dig, saasnart du taler saa.
ERAST
Men tør jeg sige dem det, som jeg undrer paa? -
BISTER
Siig frem! -
133
ERAST
Af deres Ord, min Herre, kan det flyde;
At Larm er ikke det, hvorpaa de just fortryde
Men, om jeg feiler - -
BISTER
Nei - Larm er min beste Leg,
Og ingen støier meer, uroest min Ven, end jeg -
ERAST
Thi Klap og Bravo-Raab - skiønt de tilkiendegive
Meer Lyst og Munterhed - skiønt de saa tit oplive
Den matteste Poet, den søvnigste Acteur,
Som ved en Pibes Lyd besvimer reent og døer -
Skiønt Haand og Fod i saa forskiellig Hensigt røres,
Saa giør dog begge, at Acteuren ikke høres. -
Sandt - Foden synes, at udrette det den vil,
Da Haanden par Malheur kun klapper Øret til -
Men - -
BISTER
Halt! - beym Wetter halt! - først siig mig unge Herre,
Hvorfor gaaer jeg, og de, og andre paa Parterre? -
Hvorfor besøger man saa tit Comoedier? -
Mon for at skrive op, hvad Pølsesnak det er? -
ERAST
O! - langt fra mig skal en saa dristig Tanke være! -
BISTER
Kun for Poetens Skyld, og for Acteurens Ære
Indfinde vi os der - for at opmuntre dem -
ERAST
Hvortil? -
BISTER
Hvortil? - Ha Ha! - Gotts Blitz! - teremtettem! -
ERAST
O alt for ædle Træk! - thi hvo kan vel beskytte,
Og hvo kan muntre op, med mindre Egennytte,
End den, som selv ei veed, hvad og hvad Øiemed -
Som foresætter sig ei mindste Maal derved? -
134
BISTER
Nem, meiner Seele nicht! -
ERAST
Jeg troer dem - men de vilde
Forlade mig! - man kan opmuntre vel og ilde -
Stærkt, som de veed, og svagt -
BISTER
Man klappe, som man bør! -
ERAST
Men, mon ei Agtsomhed og smigrer en Acteur? -
BISTER
Ha! - naar man klapper kun; hvad vil de saa begiære,
Hvad kan de ønske meer? - Er det dem ei en Ære? -
ERAST
Hvor stor! - hvad synes dem, om man oprettede
En Klapper-Mølle, ved enhver af Bænkene?
BISTER
Zum Teufel, Herr! Jeg troer - -
ERAST
Min Herre, Lyst at tiene
Der' ædle Hensigt har opmuntret mig allene -
Om de tillade mig, at sige, hvad jeg vil,
Saa har jeg vel endnu et Ord, at legge til -
Men, da jeg merker - -
BISTER
Tael! -
ERAST
Saavit jeg kan begribe,
Er, at de elske Klap, og at de hade Pibe,
Ei af den mindste Lyst til større Roelighed;
Og Skue-Spillet selv er ei der' Øiemed -
Der' ædle Hensigt er, i Fald jeg ret kan skiønne,
Kun den, at muntre op, og mueligt at belønne,
Og skiønt de selv ei veed, hvortil, hvorfor og hvad; 135
Saa troe de, Digter' og Acteur er lige glad -
Jeg seer, at om en Eed forbandt der' Troe til dette,
Er Piben reent fordømt, og intet at udrette, -
Et Spørsmaal er mit Haab, i Fald de ikke soer -
Det - er enhver Acteur, hver Digter lige stor? -
BISTER
Jeg skulde drømme det? -
ERAST
Nu vel - jeg tør da sige,
At man blant denne Slægt kan finde maadelige. -
BISTER
Og slette selv, min Ven -
ERAST
O, denne Godhed er,
Min Herre, meget meer, end jeg har haabet her! -
Tre Poster vover jeg kun ydmygst at erindre -
En - at den større vel vil skilles fra den mindre;
Og at, da dette dog skal skee ved Hørelsen,
Han har den Hørende saa kiær, som Klapperen -
En anden - at han ei opmuntres til at stige,
Naar man dog evig giør hver Fusker til hans Lige;
Og at han ventelig kun slet vil skiønne paa
Ti Millioner Klap, som hver en Nar kan faae -
Den Tredie var den, at naar man først retfærdig,
Vil giøre Bifald til Belønning for en værdig;
Og ei berøve ham hans Gienstand, og hans Ret,
Ved at vanhellige, og at bortkaste det? -
Hvor lille bliver da den store Klappe-Liste? - -
De maadelige faaer ei flere Klap at miste -
Opmuntres skal de dog - - og for at muntre dem,
Min Herre - - tager man - - en lille Pibe frem -
BISTER
Hvad Herre? - Hvad endnu? -
BÜRGERSCHRECK
Han piber efter Noder -
KLAPHANNS
Ha bravo Bürgerschreck! -
136
RECHTBRUDER
Ja, du har Ret min Broder -
ERAST
At ingen dog kan see hans Enighed med mig! -
Opmuntre vil han dog - og selv en maadelig -
Klap er de Godes Løn - Klap kan det ikke være -
Opmærksom Taushed er de største Mestres Ære -
Ved Piben troer jeg, at hans ædle Hensigt naaes -
Er det et Mord-Gevær, en Dolk, som foreslaaes? -
Hvor mangen ædel Helt, som tapper turde slibe
Sit blanke Staal paa Steen, har flygtet for en Pibe?-
En Vægter vover det, og selv mod Krigens Gud -
Og, lappede Poet, du tør ei pibes ud? -
BÜRGERSCHRECK
Han taler ei saa galt -
BISTER
Snak! -
ERAST
Om jeg turde stole,
Paa det de sagde før - -
BISTER
Mit Ord er min Parole -
ERAST
At Digter, at Acteur selv kunde findes slet,
Tilstod de - men hvordan tilkiendegive det? -
Ved Sladder sover man i Stedet for at høre! -
Men Ord, som skurre stærkt i Ærbarhedens Øre,
Sting af en giftig Dolk, Sting i en følsom Siel,
Ved dem kan pibes got, men ikke soves vel -
Den Forudsættelse, af en forvoven Digter,
At en Tvetydighed, som spotter Dyd og Pligter,
At ublue Pøbel-Skiemt tør finde vort Behag;
Den er fornærmelig for meer, end for vor Smag. -
Bør den, som offentlig, og frek, og ublue viser,
Ved Kaadhed eller Gift, ved Grovhed og Sottiser,
Hvad Tanker han om os, og om vort Hierte har; 137
Bør den behandles saa lemfældig, som en Nar? -
Man klappe, naar en Helt med Sganarellers Mine,
Faaer ved sit sidste Suk Matroser til at grine! -
Man tie, Dido, naar du neiende og mild,
Glad ved Parterrets Klap, nedglider i din Ild! -
Men sæt det, at en skiøn, og kaad og frek Actriçe
Tør vilde smigre os, med offentlig at vise - -
Pfui! - sæt at vore nu var ei for høflige,
Til at fornærme os med slig Bebreidelse! -
Og forebygger ei Danseusen efter Evne,
At det ei bliver seet, som ei enhver tør nævne -
O hævn da, om ei os; dog Fruentimmeret,
Den som blev rød, og den, som ei kan blive det! -
Frels Vægter den, som svagt, og den som tvunget fegter! -
Theatret er vor Bye - Parterret er dets Vægter -
Og det vil taale dem, som overfalde dig,
O Dyd, ung, værgeløs, og mindst betænkt paa Krig? -
Da, i det mindste da, bør Landets Helte gribe,
Ei til en mordrisk Dolk - - men til - - en lille Pibe. -
BISTER
Hvad Herre? - Hvad igien? -
BÜRGERSCHRECK
(Han drikker.) Sa, Broder Vægterknegt!
Du leve! -
KLAPHANNS
(Han drikker med.) Bravo, va! -
RECHTBRUDER
(Han peger paa Bister.) Mein' Seel', der Herr hat Recht! -
BISTER
Og du, som længe har opirret disse Næver,
Hvad Fanden passer det sig her, det Tøi du væver? -
RECHTBRUDER
Ret Broder! -
BÜRGERSCHRECK
Prell ham! -
138
KLAPHANNS
Frisk! -
BISTER
Og du, som giør mig gal,
Hvad finder du i den Dramatiske Journal - -
ERAST
(Han bukker sie meget dybt.) Slet intet -
BISTER
Vov det kun! -
ERAST
Hvorledes tør jeg sige,
At Skue-Pladsen ei er Plads for lærde Krige? -
At, hvor vi haabe meer, og kun dramatisk Digt,
Det beste Stridsskrift selv er mat og vemmeligt? -
At det er alt for stolt, naar en tør forudsætte,
At alle tage Deel i hans private Trætte;
Og skiønt den nok saa got, kan læses af enhver,
Betale villige dens Forelæsninger? -
At al Acteurens Kunst, hans Vink, og Smiil, og Raaben,
Er her kun mordriske og utilladte Vaaben;
Hvoraf ei nogen kan betiene sig igien,
Som Skiebnen kun gav Smag, Forstand og Blæk og Pen? -
At man ei fandt saa let Destouscher - Mollierer,
Der kan opløfte sligt ved stærke Characterer?
At - -
BISTER
Halt! - Cartousche? - Hvad? - Og denne Røverknegt,
Den ligner du ved vor - -
RECHTBRUDER
(Han peger paa Bister.) Mein' Seer, der Herr hat Recht.
ERAST
Min Lyst forgaaer -jeg har ei heller Tid at spøge -
Og kan vi Græker best i Stilhed undersøge;
Om Sidons Helt, den nye Dramatiske Journal, 139
Er væbned, som den bør, og fegter, hvor den skal -
Og har der' Slutnings-Kraft bragt mig saa stærkt i Knibe -
At jeg kun har en Grund tilbage for vor Pibe -
I Fald min Herre har saa stor Taalmodighed - -
BISTER
O! - har jeg hørt paa alt, saa sig kun denne med! -
ERAST
Til Svages Forsvar kiek, endskiønt til Vold for tapper,
Min Herre, møder de formodentlig og klapper -
De ynde Stykket - vel! - hvor billigt er det da! -
Hvem er vel ublue nok, at hindre dem derfra? -
Jeg, og enhver af os, er - thi det bør erindres,
At ex officio vor Friehed ei forhindres -
Er Christians Undersaat, og troe, og Dansk, og frie -
Vi ynde Stykket ei - og derfor pibe vi -
BISTER
(Han slaaer Erast, og da denne vil sætte sig til Modværge, overfalde alle de andre ham med blotte Kaarder.) Saa pib for Fanden, pib! -
ERAST
Hvad? - Vold? - Og Frygt og Fare
For Mord? - ved Thronens Fod? - af dem, som bør forsvare? -
Er man ei sikker her paa Lemmer eller Liv? -
Gewalt!
BISTER
Ja raab du kun! -
BÜRGERSCHRECK
Ha piv Herr Vægter, piv! -
ERAST
Ha! - mod en Værgeløs kan Raserie bevæbne -
Og Fire? - - Fandt i dog i Krig den samme Skiæbne! -
BISTER
Was raisonnirest du? -
140
BÜRGERSCHRECK
Halt ihn, Herr Bruder, halt! -
KLAPHANNS
Encor', Encor'! -
RECHTBRUDER
So recht! -
ERAST
Gewalt! - Gewalt! - Gewalt! -

SIETTE OPTRIN

VERTEN. VERTINDEN. KIELDERPIGEN. SOLDATER OG MATROSER. DE FORRIGE

VERTEN
Ihr Herren! -
ERAST
Vold, Herr Vert! -
BISTER
Han piber - -
VERTINDEN
I min Stue? -
EN SOLDAT
Was? -
ERAST
Er der Lov og Ret - -
BISTER
Hvad Karl? - og du tør true? -
ERAST
Jeg dem, som frygter ei, at bryde Kongens Fred? -
Hans Lov? - Eiat begaae den største Nedrighed? -
RECHTBRUDER
(Til Soldaterne.) Ihr Herren, hören Sie! - Jeg kan dem best fortælle,
Hvori bestaaer - Ich war vom Anfang' beym Querelle -
Der vil han pibe ud, den museblakked' Kål,
Ein schönes Stück genannt: Dramatiske Journal -
Bei meiner Seer' ein Stück, ein Stück, man skulde vente, 141
En Oberst havde giort - beym gantzen Regimente,
Macht's keiner so -
BISTER
(Til Matroserne.) Fordømt om nogen Admiral,
Har ført et Skib, som den Dramatiske Journal! -
KLAPHANNS
Der har man klappet nu saa længe paa Parterre,
Som Dannemark har staaed - nu kommer denne Herre,
Og trodser gammel Skik, og giør sig splitter gal,
Og vil udpibe den Dramatiske Journal! -
BÜRGERSCHRECK
En Karl, som en Dragon, fordi han dygtig preller
En eller anden Fuchs - for slige Bagateller,
Skal pibes ud! - Mein' Seel' en brav og ærlig Kål! -
Og vi beskytte hans Dramatiske Journal! -
VERTINDEN
Det er ei christeligt -
KIELDERPIGEN
Ei smukt -
VERTEN
Nei, pfui for Fanden! -
EN SOLDAT
Der Kerl hat Grütz' im Kopf! -
ERAST
Snart taber jeg Forstanden -
EN SOLDAT
Der Teufel hole, Herr! -
EN MATROS
Den onde Torden skal!
Hvad? - du vil fløite, du, ad Drammens Skibs-Journal! -
ERAST
Nok - meer end nok! -
BISTER
Herud! -
142
RECHTBRUDER
Herud! -
BÜRGERSCHRECK
Herud, din Slyngel! -
KLAPHANNS
Jag ham paa Døren, ham, og al den Græske Yngel! -
ERAST
O strax! - af Hiertets Grund! - den maatte være gal,
Som streed mod dem og der' Dramatiske Journal! -

(Han gaaer.)

BISTER
Saa! - flye afmægtige! - Men Helte overveier,
At Tiden fordrer os til større Kamp og Seier! -
Blod-Fanen vaier alt, og hør Trompettens Skal! -
Op, at forfegte vor Dramatiske Journal! -
Du har Fortropperne Rechtbruder - lad dem føle
Din Arm! - og Bürgerschreck lad du din Stemme brøle! -
Klaphanns er Adjutant, og jeg er General,
I denne Krig for den Dramatiske Journal -
Stok hoch! - Herstellt eüch! - Marsch! - Saa ret! - (De rangere sig i Geled.) dog glemmer ikke,
At det er Krigs Maneer, for Alting først at drikke! -
Nu Brødre støder an! - og længe leve skal
Vort tappre Mod og vor Dramatiske Journal! -

(De klinke og drikke.)

SOLDATER OG MATROSER
Hurrah! - Hurrah - Hurrah! -
BISTER
Marsch Marsch!

(De fire Brutale marschere ordentlig af.)

EN SOLDAT
Courage Schwager! -
Komm mit! gevinnen sie, so plündern wir das Lager! -
(Soldaterne gaae.)
143
EN MATROS
Hvad Fanden staaer du her? - Hei Jeppe giør dig gal! -
Slaae Løgter ind engang! - Hei frisk, for Herr Journal!

(Matroserne gaae.)

VERTEN
Hei frisk! - Lad Strømmen gaae, hvorved min Mølle sliber! -
Og længe leve den, som klapper, og som piber! -
Gid Fanden maatte slaaes! - det er en ærlig Kål,
Som drikker got for den Dramatiske Journal! -
(Verten, Vertinden og Kielderpigen gaae - og Tilskuerne med, i Fald de ere frygtsomme.)
144

KLAGE-SANG AF EN BEKIENDT VED HR. HAAGENSENS GRAV DEN 28DE DECEMBER 1771

MIN Sang er skurrende - og længe
Klang Klagen i ustæmte Strænge -
Og al min Harpes Lyd er Graad -
O Død! - thi giftig er din Braad,
Og grusomt skiult i Rosens Skygge -
Hvor Dyd, Natur og Sundhed bygge,
Nedrev du helst - og over trygge,
Hang Sværdet i en Silke-Traad -
Dig skal min hæse Sang begræde
Ynkværdige, Som drømmer Glæde,
Som slummer trygt i Tidens Skiød! -
Den bobler fuld af Skræk og Død.
Hvorpaa Du nu saa roelig grunder
Halv Guders Lyst og Englers Under,
O Spil for Hvift og for Secunder
Det brister ved et ringe Stød! -
Og Eders Tab skal Sangen klage,
I, som en Drøm forsvundne Dage,
I Straaler af Lyksalighed -
Thi Nattens Skiul faldt hastig ned! -
Thi Dødens Stemmer overiilte
Mit trygge Hierte, da det hviilte -
Det Bryst, hvorved jeg roelig smiilte,
Er Støv, som Taarer rinder ved! -
O Du, som deelte Lyst og Smerte
Med dette nu beklemte Hierte! -
O Du, Som var min Ungdoms Ven! -
Ak! - - - han, som gav, han tog igien! -
Hans Navn, hans Vink er ævig æret! -
Men mig, ak mig var det beskiæret,
At raabe nu, Du som har været,
Du, Som ey er vor HAAGENSEN! -
Om varigt Liv var Dydens Rente,
Og om utaltes Suk fortiente, 145
At være stærk mod Dødens Arm,
Om Himlen dræbte kun i Harm,
Og slog kun Laster med sin Torden;
Og om kun Svaghed Aar og Orden
Borttog en Dødelig fra Jorden,
Saa trykte jeg Dig til min Barm! -
Øm var Din Siæl, og from og værdig,
Og virksom, ædel og retfærdig,
Og stærk til Trøst og viis til Raad -
Din Død tvang Armod først til Graad,
Guds, Dydens, Din, og Dines Ære,
Var Du - og skal Dit Minde være,
Som ingen Parze kan afskiære
Saa hastig som Din Leve-Traad! -
Hvi døde Du? - Ak! - hvi forlader
Den bæste Ven, og Mand, og Fader,
Den, hvis Lyksalighed Han var? -
O skiælv min Siæl, og frygt for Svar! -
Vil Ormen maale Viisdoms Kiæde? -
Spørg heller Dig, hvi du tør græde,
Naar Himlen gav din Ven en Glæde,
Hvis Skygge Jorden neppe har -
146

PHILEMON OG BAUCIS. ET SKUESPIL MED SANG, I EN HANDLING. EFTER BEGIERING OVERSAT AF DET TYDSKE OG FORØGET MED NOGLE ARIER

(1772)

PERSONER:

  • JUPITER, OG MERCUR. som Vandringsmænd.
  • PHILEMON, og BAUCIS et gammelt fattigt Egte-Par.
  • ARET, deres Søn.
  • NARCISSE, hans Brud.
  • Chor af Naboer og Naboersker.
Skuepladsen er i Philemons Hytte. Ved den ene Side af Indgangen seer man hans Huus-Guder, skaarne af slet Træ, og paa et gammelt Bord, staaer en Askekrukke af Leer, bekrandst med Blomster.

ISTE OPTRIN

PHILEMON. BAUCIS

PHILEMON
Aria.

SOM Soelen med de gyldne Luer,
Saasnart dens sorte Fiende truer;
Flyer, segner og døer -
Men Maanen bleg og uden Varme,
Trygt smiiler i Tyrannens Arme,
Og kaster sit Slør. -
Saa flyer og Du, o muntre Glæde,
Vort saarede Bryst! -
Men Taushed giver dem, som græde,
Et Gienskin af Lyst! -
E.

See Maanen! - Hvilket Sølv! - Hvor prægtigt i det Blaa! -
Og Bækken! - See hvor skiøn den maler sig derpaa! - 147
Som vor Narcisse... Gud! - O Baucis, naar hun iilte
Bekrandst fra sin Aret, og saae sig her, og smiilte! -
BAUCIS
Philemon, hvilken Trøst! - O hvilken Salighed,
Med hvert et Aften-Rødt, med hvert et modigt Fied,
At nærme sig den Havn, den Grændse for vor Smerte,
Hvorhen det elskte Par blev revet fra vort Hierte! - -
PHILEMON
Ja beste, denne Trøst, den lindrer kun mit Nag...
O kom, o kom dog snart, du længe ønskte Dag! -
I Guder, at kun en maae bringe begges Glæde! -
BAUCIS
Ei længe meer, min Ven, ei længe skal vi græde! -
En Drøm - Og fra Olymp var det, at denne kom -
En Drøm har denne Nat forsikret mig derom.
PHILEMON
Vær hos os store Pan! -
BAUCIS
Du skulde længe vide
Mit Haab. - Men, som Du veedst. Du snegst Dig fra min Side,
Til Skoven, da jeg sov -
PHILEMON
Hvor svulmer ei mit Bryst!
BAUCIS
Jeg saae - og Sielen fandt en før ufundet Lyst -
Paa Urnen svævede vor Søn, mild, som i Livet,
Ved Armen af sin Brud, med himmelsk Glands omgivet -
Men begge bar endnu den samme hvide Dragt,
Hvori de blev som Liig til Brændehoben bragt. -
»Til at omfavne os paa nye, og snart bereder
»Jert Bryst! - Thi Guders Gud forbarmes over Eder!« - 148
Saa raabte min Aret - Narcisse smiilte ja! -
Jeg fløi imod dem... Gud!... Men borte var de da! -
Min Angst opvakte mig -
PHILEMON
Ved Guderne, de sendte
Dig selv Din Drøm! - o Haab! - Hvem var det, som ei kiendte
Det himmelske deri? - Velkommen milde Nat! -
Du bringer os maaskee den ønskeligste Skat. -
Vor Død. - Og Maane Du! -Velkommen! - Deel vor Glæde! -
See os omfavne dem, hvis Støv vi nu begræde! -
BAUCIS
Man banker -
PHILEMON
Var det dog Mercur! - O kom han alt! -

IIDET OPTRIN

JUPITER. MERCUR. DE FORRIGE

JUPITER
To Vandringsmænd, som Nat og Hunger overfaldt,
I stakkels gamle Folk, begiere nu af Eder,
Det Ly, som negtes dem paa alle andre Steder -
PHILEMON
En Ynk!... men kommer kun, o Venner!... dristig til! -
BAUCIS
I er velkomne her, saa længe, som I vil -
PHILEMON
Først hilser Guderne, som elske og beskytte,
Dem, som gaaer ind og ud i denne snevre Hytte! -
Man skar dem kun af Lind - Men da selv Jupiter
Fik Billeder af Træ, var fleest Velsignelser. -
Da Støvet kunstlede paa Gud, stolt af at giøre
Ham Lignelser af Guld, da lukte han sit Øre. -
BAUCIS,
(som peger paa Bænken.) Her sætter Eder, her! - thi trætte blev i vel -
149
JUPITER
Hvor meget, elskte Par, indtager Du min Siel! -
MERCUR
Er I alene her? - Gav Himlen ei den Lykke,
At et og andet Barn blev dette Straatags Smykke? -
BAUCIS
Den har velsignet os, og med den beste Søn -
Dog ak!...

(Hun sukker.)

PHILEMON
Den tog ham og... Hans Dyd fik tilig Løn! -
Hvor mange Taarer flød paa denne Askekrukke! -
Han, Venner, veed det best, som tæller vore Sukke -
Her ligger Resten af vor Søn... og af hans Brud!...
BAUCIS
Philemon, sig dem det, imedens jeg gaaer ud! -
Fortæl det haarde Stød, som daglig kom tilbage
Til vor udpiinte Siel! - vor Smerte og vor Klage! -
Jeg vil imidlertid tillave hvad jeg har,
Til Spise - og en Seng til dette kiere Par! -
(Hun gaaer.)

IIIDIE OPTRIN

JUPITER. MERCUR. PHILEMON

JUPITER
Den Høies Raad er skiult, men altid helligt... vover
Et Støv, at laste det, at undre sig derover? -
Men til at prøves her blev Støvets Broder fød. -
MERCUR
Du gode gamle Mand, fortæl os da Din Nød! -
PHILEMON
I meer, end tyve Aar - for en, som munter nyder,
Sit Ansigts Sveed, er det en Tid, som hastig flyder -
I meer, end tyve Aar fik Baucis ingen Søn,
Thi Zevs foragter steds en alt for stormisk Bøn - 150
Forgieves raabte vi - Men da vi ydmygt hviilte
Ved Almagts Raad, og taug; da saae han os, og smiilte -
JUPITER
Et ydmygt Hierte kun er ham behageligt -
At han bønhører Støv, er Naade - ingen Pligt. -
PHILEMON
Han skienkte os en Søn - og hvilken! - denne Smerte
Skal sige det! - hvor ømt, hvor dydigt var hans Hierte! -
Som Amor var han skiøn - men Venner, hvilken Fryd,
Hvad Roes er ei en Søn, som ofrer sig til Dyd! -
Tidt fandt jeg ham paa Knæ, og saae hans Øine svømme,
Af Andagt straalende i hede Taare Strømme -
Dog græd han ei for sig - han bad for os om Aar,
Og om Velsignelser til disse hvide Haar. -
Tit, naar vi gamle To, saaledes, som vi pleye,
Med Morgenrøden alt stod muntre fra vort Leye;
Da fandt vi Brændet paa vort Ildsted - naar jeg kom,
Til Ageren, vi har; saa var den gravet om -
Og til sin lille Koe, fandt Baucis friske Kløver,
Hver Morgen i sin Kurv -
MERCUR
Skiøn i de mindste Prøver
Er Dyden - Guder selv, maae ære sligt et Bryst.
PHILEMON
Ak Venner, ak det var vor Rigdom, og vor Lyst! -
Et Hierte var kun til - og dette var vi visse -
Et var saa smukt, som hans - - det slog i hans Narcisse -
Alt i de spæde Aar, fornam vi Gamle vel,
At de oplivedes ved en og samme Siæl. -
Det rene Offer ligt, hvis helligede Flamme
Hver Zephyr skiller ad - som den dog er den samme; 151
Som naar den voxer nu, og samler sig med et;
Saa flød Narcisses Siel i Sielen af Aret. -
Jeg saae dem samles først - paa vores Offerhøye,
Der mødtes de i Smiil, fra der' henrykte Øye! -
Thi, som Aret var vor, saa var hun Dalens Fryd -
From var hun, som Aret - skiøn, som Natur og Dyd -
Hun tabte, ung endnu, sin Moder og sin Fader,
Som efterlod sig kun, hvad Armod efterlader;
Velsignelser og Støv - dog læste de med Lyst,
Først Navnet af vor Søn i deres Datters Bryst. -
Fem Somre var de nu alt bundne med en Kiæde,
Af himmelsk Drift og Dyd; og Elskov med din Glæde -
Og, da den første Maj nu allerede var
Bestemt til Høitids-Dag - da nu det elskte Par - -
O Zeus! - - ak! - - dette Suk! - - Tilgiv en Faders Hierte. -- -
JUPITER
Ven, føle Guderne dog selv den Frommes Smerte;
Og de belønne Graad, som uden Galde flød. -
MERCUR
O siig! - det beste Par, hvor faldt det? hvilken Død? -
PHILEMON
Nu var endnu en Nat, en liflig Drøm tilbage,
Imellem dem og de saa længe ønskte Dage -
Hans Brud, som Nattens Lys i vores Hytte fandt,
Hvor hun ved Baucis Bryst paa Brudekrandse bandt,
Narcisse, henrykt ved den næste Morgens Lykke,
Gik ved sin Yndlings Arm - Vi fulgte dem et Stykke -
Nu stod vi - - Stumme Lyst, hvormed vi den gang saae
De to Velsignede, nu sidste Aften gaae! -
Men hastig kom en Strøm af Taarer til vort Øye -
Vi græd - Og dette var et Forbud fra det Høye - 152
Jeg trykte Baucis Haand - hun min - vi fandt det vel,
Det stille Vink om Qual, som truede vor Siel -
Dog, ingen vovede, at sige, hvad den følte -
Men nu blev Himlen sort - og rundt omkring os brølte,
Den hule Torden - Gud! - - men Skyen svævede
Tung over Dalen -- mørk og græsselig at see.
Da foer den hastig ud, den skrækkelige Lue -
Og, Guder, hvilket Slag! - Endnu maae Sielen grue! -
Med Slaget skreg vi alt: Aret, Narciss', Aret! -
Og i det samme Nu var begges Indfald et. -
Vi skreg, og løb, og fløi, ei spørgende hvorefter? -
Aar, Svaghed - alt blev glemt - vor Angest gav os Kræfter -
Vi naaede aandeløs den skrekkelige Dal,
Og fandt - - -

(Han holder grædende inde)

MERCUR
Du gode Mand, hvor rører mig din Qual!
JUPITER
Min Ven, mit fulde Bryst vil smelte ved din Smerte -
PHILEMON
Livløse holdt de sig op til hinandens Hierte -
Vi sank hen over dem - halv døde sank vi hen -
Men døde blev kun de - Vi, vi stod op igien -
Til større Bitterhed, til Slag, som daglig saare.
MERCUR
Et saa elskværdigt Par fortiener dine Taare.
JUPITER
Men meer - Elysium -
153

IVDE OPTRIN

BAUCIS. DE FORRIGE

BAUCIS
Nu, elskte Venner, gaaer!
Et lunkent Urtebad, som der i Kamret staaer,
Vil - troer mig! - være ret en Lægedom for eder.
Dets Kraft er styrkende - Gaaer, medens jeg bereder
Vort lille Aftenbord - Seer Venner, dette Kar
Med Melk, og Frugt, og Brød, er alt hvad Baucis har. -
Nu var jeg rundt omkring, at laane Viin til Drikke;
Men jeg undseer mig ret - thi ak, de vilde ikke -
I Morgen faaer jeg vel -
JUPITER
(i det han gaaer bort med Mercur.) Zeus selv velsigne dig! -

VTE OPTRIN

PHILEMON OG BAUCIS

BAUCIS
Den Mands Velsignelse, den - ak, den smelter mig! -
PHILEMON
Ak Baucis, er det ei en sand, en bitter Smerte,
Som egen Mangel giør den Frommes ømme Hierte? -
Ak! - den forhindrer os, at give Hungrige
Alt det, vi unde dem, til Vederqvægelse! -
BAUCIS
Ja, gode gamle Ven; nu leve vi dog længe
I Hytten her; og veed ei hvad det er, at trænge -
Men nu fornemmer jeg, hvor lidet vi dog har -
PHILEMON
Veedst du da intet meer, at give dette Par? -
BAUCIS
Vor Høne, veedst du vel, de stial for nogle Dage.
Nu er den ene Gaas alt, hvad vi har tilbage - 154
O Børn! - jeg feedte den til eders Høitids Dag -
Nu er den loved Zeus - det er den hele Sag.
PHILEMON
Gaae Baucis, lav den til! - thi denne maae de have.
Og derved bliver den for Zeus en Offer-Gave.
Dog skal vor lille Koe ei kalve snart igien?
Saa vil jeg bringe Zeus vor Kalv - - -
BAUCIS
Min vise Ven,
Philemon, dine Raad var altid dog de beste! -
Jeg gaaer - men bliv du her, og vent de fromme Giæste! -
Aria.

Venlig, trofast understytte
Eger den forfaldne Hytte -
Grenen af et ringe Træ
Stivner dig, mit svage Knæ -
Men, naar Sielen vakler, raver,
Og fortumled segner hen;
Saa kan du kun styrke den,
Edleste blant Himlens Gaver,
Du min troe, min vise Ven! - E.

(Hun gaaer.)

VITE OPTRIN

PHILEMON ALLENE
I Guder veed det selv, om jeg har før begiert
Meer, end det Brød, som I saa naadig har beskiert? -
Med skiønsom Nøisomhed saae jeg, hvor overflødig,
I daglig gav mig Orm, alt hvad jeg havde nødig -
Dog tør en gammel Mand, tør han paa Gravens Bred,
Forvoven ønske sig end en Lyksalighed? -
En, før han døer? - O Zeus! - Ei Høihed, eller Ære,
Og ei min Ungdoms Kraft, er det jeg vil begiere. -
Og ei et varigt Liv - nei, gode Guder, nei! -
Døe snart! - til mine Børn er ingen anden Vei - 155
Dem staaer min Attraae til - dog - - - harmes ikke over
En Skabnings Dristighed! - En Bøn, som Ormen vover! -
Og om det tiener mig, og om du vil, saa giv
Et Aar, et Glædes Aar, endnu i dette Liv! -
Den Lyst, at giøre vel - den Roes at ligne eder -
Den Magt, at lindre Nød, og Ulyksaligheder -
Magt, at omskabe dem til ny e Velsignelser -
O Vellyst! - Sielen døer, i dine Billeder! -
Naar nød jeg dig? - dog Zeus har negtet dig med rette -
Kun vise, store Mænd, kun Guder gav han dette! -
O høye Dyd, kun dig! -
Aria.

Af Dybets Diamantne Sluuser,
Frempible Væld af Salighed -
Fra Klippen risler, skummer, bruuser,
Velsignelsernes Fylde ned. -
Dig flakke Dal, og eder Enge,
Bød evig Viisdoms Lov at trænge,
Til Klippens Strøm, og Dybets Væld -
Saa var det, at den kun beskierte,
Dig dybe Siel, dig høie Hierte,
Magt at uddeele Lyst og Held. - E.

VIIDE OPTRIN

JUPITER. MERCUR. PHILEMON

JUPITER
Hvor glædes vi derved,
At denne Sammelplads af Uretfærdighed,
Har sligt et Par? - At den kan roeses af, at nære
To ædle i sit Skiød, hvis Dyd er Jordens Ære? -
PHILEMON
Ven, Dunedtrykker mig, med alt for megen Roes! -
MERCUR
De Guder, som Du selv bevertede i os, 156
Velsigne Dig min Ven! - med glade Aar! - med mange? -
BAUCIS
(bag ved Scenen.) Philemon, hielp mig dog! - den Gaas er ond at fange! - -
(Philemon gaaer.)

VIIIDE OPTRIN

JUPITER. MERCUR

JUPITER
Mercur, den Ære, som os vederfares her,
Er meer, end Viraks-Dunst, end Hecatomben er -
Fra Jordens gyldne Tid - O Tid, som er forsvundet! -
Fornam jeg ei den Lyst, som jeg i Dag har fundet. -
Hvor Mennesket af Støv, dog kan forskiønne sig,
Mit Værk ved Dyd! - Hvor nær den løfter ham til mig! -
O Dyd, som selv en Gud med største Ret tilbeder,
Da Mennesket ved dig gav Himlen Saligheder
MERCUR
Da her de gamle Folk fortroelig taltes ved,
Da smeltede mit Bryst i øm Væmodighed -
Og neppe hindrede jeg Taaren i at flyde -
JUPITER
Selv Guders Øine kan saa smukke Taarer pryde -
Afvender ei den Dyd, som her i Hytten boer,
Den Straffestraale, den, som af min Høire foer,
For at begrave dem, i Smul og Støv, de haarde
Som negtede mig Tag - en Krog i deres Gaarde? -
Dog hvilken herlig Løn fortiener dette Par? -
MERCUR
O Zeus! - den Løn er det, som Jorden ikke har! -
Selv Purpur vil for det kun være Sørgeklæder;
Og Kroner ringe Muld, mod den, som det begræder.
JUPITER
Den Dyd, hvis Glands var skiult af dette lave Tag,
Bør ved et Undertegn forherliges i Dag - 157
Af mig var Throner lidt, mod det, som de har givet -
(Han tager Urnen og strøer Asken i Luften.) Aret! - Narcisse kom! - Zeus skienker eder Livet! -

IXDE OPTRIN

JUPITER. MERCUR. ARET. NARCISSE

ARET
Aria.

Klare Perler! - gyldne Straaler! -
Nectar i krystalne Skaaler! -
Tanken i mit Bryst! -
Hvad er reent, o Myriader,
Hvad er helligt mod Alfader,
Og hans Lyst? -

ARET OG NARCISSE

Hvad er helligt mod Alfader,
Og hans Lyst? -

NARCISSE

Marmor-Klipper! - Myrthe-Skygger! -
Altere, som Almagt bygger! -
Og o Du min Krands! -
Hvad er skiønt, o Myriader,
Hvad er herligt mod Alfader,
Og hans Glands? -

ARET OG NARCISSE

Hvad er herligt mod Alfader,
Og hans Glands? - E.

(De staae en Tidlang ubevægelige, og komme efterhaanden til sig selv.)

ARET
Hvor er Jeg? -
NARCISSE
Hvilken Drøm? -
ARET
Zeus lær mig, hvad jeg er! -
NARCISSE
Hvem hører jeg? - Aret! - Ak, Yndling er Du her? -
158
ARET
O Himmel! - O min Brud! - o lad mig -

(Han omfavner hende.)

NARCISSE
Evig Høie! -
JUPITER
(i det han fører Mercur bort.) Kom Søn, og lad dem selv! -

XDE OPTRIN

ARET. NARCISSE

NARCISSE
Men mørkt er dog mit Øie! -
Hvor snever er min Siel mod før? - Den er igien
I Fængsel - ak Aret! - og Du har fængslet den! -
ARET
(i det han seer sig omkring.) Hvad seer jeg? - Var vi ei i Lunden? - Kan Du flytte
O Straale?... Os?... Saa langt?... Thi er ei her vor Hytte?...
Min Fader bar os vel - Nu hørte vi ham ja -
Hans Stemme vakte os - Hvi skiuler han sig da? -
NARCISSE
Men siig, hvem klædte Dig? - Hvem prydede Narcisse,
Med denne Brudedragt? - Og kronede vor Isse? -
Hvad var det Hymens Skierts? - Var det vor Moders Haand? -
ARET
Har da den mørke Sky e aldeeles qualt min Aand? -
(Han seer til Vinduet.) O Underværk! - Olymp er ikke skiult i Torden:
Diane seer igien saa mildt, som før til Jorden,
Fra sin Lazurne Vogn! - Og du Orcan, hvori
Naturens Fader nu saa rædsom foer forbi,
Du tier! - seer jeg ei den skrekkelige Straale,
Af Almagts Glands endnu, som Øiet ei kan taale? -
Og seer den lyse Lund? - Og flygter til Din Arm,
Og skiuler Dig i min, for Stemmen af hans Harm! - 159
Narcisse!... Veed jeg ei, hvor skielvende, hvor kolde,
Vi holdt hinandens Haand, og kunde neppe holde? -
Hvor stiv jeg heldede til Stammen af en Eg,
Da jeg med et fornam... Hvad, eller drømte jeg? -
Fornam jeg ei saa sødt.. saa hastig, som vor Lue
Paa Amors gyldne Piil fløi fordum fra hans Bue,
En Varme... her et Skud.., ret her i Virvelen? -
Og saae Dig saa ei meer? - Og fandt Dig saa igien? -
Men Guder! - Hvor? - Og naar? - Hvorledes skal jeg sige
Min Drøm? - Hvor fandt jeg Ord, til det som ei har Lige? -
NARCISSE
O Under! - bragte Dig den smukke Drøm maaskee?
Som min befriede Siel, til hine Salige? -
Thi pludselig forsvandt Naturen - For mit Øie
Sank Evighedens Nat med Straalen fra det Høie -
Og mørke Toenarus, dybt laae jeg alt i Dig,
Da Dødens kolde Skræk igiennemstrømte mig -
Saaledes greb den Dig i denne sorte Huule,
O Psyche! - Deilige, som intet kunde skiule
For Cythereens Harm - ei Amor selv, din Mand;
Da hun nedstødte Dig til Plutons mørke Land! -
ARET
O Himmel! -
NARCISSE
Endelig oplives jeg, og vover
At stamme - min Aret!... og Øret undres over
Det sig bekiendte Svar - Jeg griber efter den,
Som nævnte mig, og er... i Armen af min Ven -
Og...
ARET
Store Zeus! - o Drøm, hvor al min Gisning standser! - -
Mon ei en anden Drøm bedaarer mine Sandser? -
Hvad hører jeg? - Thi mig, og mig har Morpheus ført
Til Toenarus - og jeg har nævnt - og jeg har hørt! - 160
Da Dødens kolde Skræk nedstrømte fra min Isse,
Da Nat omspændte mig, da raabte jeg: Narcisse! -
Og fandt - og trykte Dig herop til dette Bryst -
Og Plutons Mørke selv forøgede min Lyst -
Da var det, at med et en himmelsk Glands fordriver
Den mørke Nat - Det er endnu, som om jeg bliver
Den venlige Mercur med Slangestaven vaer -
Hvor mildt var ei hans Vink! - »Følg mig udvalgte Par! -
Frygt ikke!« - raaber han - Saa vinker han, og tier -
Vi følge ham med Mod paa mørke, snevre Stier,
Til Acherons Morads - Der, hvor vi muntre sprang,
I Charons lette Baad - Han smiilte selv engang,
Den vilde gamle Mand, som faae kun glade følge,
Og hurtig deelte han den sorte, seie Bølge -
Men neppe naaede vi den skrekkelige Bred,
Før vi med et blev ført for Plutons Dommer-Sted -
Ild, som fortærer er i denne Guddoms Mine,
Og Strænghed straaler fra den høie Proserpine -
Paa mindre Stole sad den underjordiske Ret,
Som hører sidste gang og dømmer Mennesket.
Men Minos blader i vor Ungdoms Dage-Bøger -
Hans Ansigt klares op, jo længere han søger -
Mild raaber han tilsidst: »O i, hvis spæde Aar,
»Var offrede til Dyd, gaaer fromme Siele, gaaer
»Til Elysæisk Lyst!« -
NARCISSE
Det overgaaer Forstanden! -
Er det en Muelighed? - En Drøm, saa lig den anden? -
Ved Jupiter, Aret, han har med egen Haand
Øst disse Billeder, i vor henrykte Aand! -
Aria. Naar Lynilden zidsker igiennem vort Bryst,
Da ryster - da bæver - da iisner vort Hierte -
Saa staaer det - udmatted, o Støv, af din Smerte,
Og svulmer, og brister af Gudernes Lyst - 161
Naar Tordener buldrende kalde fra Støvet,
Fornemme vi gysende, bange, bedrøvet,
Det fremmede Bud -
Men Tankerne trættes, og rave, og svimle,
Og slumre, og synke i Himlenes Himle,
Og drømme om Gud! -
E.

XITE OPTRIN

BAUCIS. DE FORRIGE

BAUCIS
(I det hun træder ind.) Tilgiver Venner, at...
ARET
(som løber hende i Møde, med aabne Arme.) O Moder! -
NARCISSE
Lykkelige...
BAUCIS
Hvad seer jeg?... Guder!... ak!...

(Hun synker afmægtig; i Arets Arme.)

ARET
Zeus! - hvad vil dette sige? -
Narcisse hielp! - Hun døer! -
NARCISSE
I Larer hielper mig! -

XIITE OPTRIN

PHILEMON. DE FORRIGE

PHILEMON
Hvad hører jeg?... Hvad er - hvis er det bange skrig? -
ARET
Min Fader! -
PHILEMON
(som viger bestyrted tilbage.) Himmel! -
NARCISSE
Hvad? - Du bæver? -
PHILEMON
Evig Høie! -
I Magter fra Cocyt, hvad viser i mit Øie? -
162
ARET
Ak!... Baucis døer!.. og Du min Fader flyer...
PHILEMON
Aret? -
(som træder noget nærmere og legger Hænderne paa Brystet) I elskte Skygger!... ak!... (grædende) velsigned!.. gierne seet!..
NARCISSE
Hvad? - Hvem? -
BAUCIS
(som kommer til sig selv.) Hvor er jeg? -
ARET
Her... min Moder, ved vort Hierte -
PHILEMON
I Guder, skiertser i saa grusomt med vor Smerte? -
ARET
Hvor mørkt! -
BAUCIS
Mit Syn! - min Drøm! - nu atter seer jeg den!
ARET
O Elskte, kiender Du da ei Dit Barn igien? -
PHILEMON
(som klapper Aret paa Kinden.) Dog det er ingen Spind, som Du af Luften væver, O Nat! -
BAUCIS
(som legger Haanden paa Narcisses Bryst.) Jeg føler her et Bryst! - mod Haanden bæver
Et Hierte!...
PHILEMON
Jupiter, har da Din Almagts Haand
Skabt dem paa nye? -
ARET
O, nu gaaer Skyen fra min Aand! -
Nu veed jeg Eders Tvivl, og nu er min forsvundet! -
Afmægtige endnu, som døde har i fundet
Os begge, der vi laae - For døde har i bragt
Os hiem - og derfor har vi denne Brudedragt! -
Og derfor bandt I vel de Krandse, som Narcisse
I Aftes flettede, med Taarer om vor Isse! -
163
PHILEMON
I Dag?.. hvor?.. hvad?. for død?.. O Zeus! - hvad siger Du? -
Nei, hvert et Øieblik forvirrer meer endnu! -
Saa veed i selv da ei, hvad Skiebne i har prøvet? -
Dog i Din Arm, o Død, er man sin Sands berøvet! -
Velan! - fornemmer da! - En Maaned er det alt,
At Tordenstraalen tung paa Eders Isse faldt! -
Den samme Nat endnu - Gud veed, med hvilke Sukke,
Vi samlede jert Støv i denne Aske-Krukke! -
ARET
Hvad siger Du? -
NARCISSE
O Pan! -
PHILEMON
(som imidlertid har taget Askekrukken og fundet den tom) Hvor er den? - Det jeg seer,
I Guder, det er nok! - Jeg tvivler ikke meer! -
Barmhiertige! - I saae vort Suk - vor bittre Smerte! -
I bragte disse Børn tilbage til vort Hierte! -
O evig, evig Tak, for denne Miskundhed! -
BAUCIS
O, er det mueligt? - Gud!... saa naadig saae du ned? -
Til os?... O gode Zeus! - Min Siel - mit Hierte smelter
I Priis med denne Strøm, som af mit Øie velter! -
ARET
Et helligt Gysende igiennemstrømmer mig! -
NARCISSE
Hans Torden slaaer igien! - Jeg bæver... Saae jeg dig,
O Erebus?
ARET
Og jeg?... O Skiebne!... Nei, du svage
Forsk ei deri! - Min Siel, hvi vil Du see tilbage? -
Saa var det ingen Drøm? -
164
NARCISSE
Kan samme Tid, som her
Blev deelt i lange Aar, kun være Timer der? -
Det heele Maaneløb, hvori de Fromme græde,
Var kun et Øieblik i Evighedens Glæde? -
ARET
O elskte, ved hvis Bryst vi smage den igien! -
Den Vellyst! - at vor Mund kun kunde nævne den! -
Den, som nedstrømmede fra Gud paa vore Siæle!...
At I, som græd vor Død, som Suk saa længe qvæle,
Halv maatte see den!.. halv!. Men nei!.. Til slig en Fryd -
Nei, til Elysium har Støvet ingen Lyd! -
Aria.

Philomele slaaer, og klukker;
Lærken qviddrer om sin Fryd -
Himlens høie Borger sukker -
Hiertet banker - Taaren rinder -
Læben aabner sig, og finder,
Til sin Himmel ei en Lyd! - E.

PHILEMON
Min Søn! - min beste Søn! - ak elsker Du din Fader...
BAUCIS
(til Narcisse.) Din Moder! - Ak! Du veedst Narcisse, om Du hader...
ARET
O elskte, denne Dal, saa smuk i troe den er,
Er Hede, maver Sand, er bar mod Marken der! -
Hvor Dydens Fødeland... hvor Skiønheds rette Sæde...
PHILEMON
I Guder, aabner dog min Siæl til Eders Glæde! -
ARET
Der er en evig Dag - en Soel!.. saa klar!.. saa mild!..
Og Siælen smelter bort i Vellyst, ved dens Ild!... 165
Der lugte Roserne saa himlisk!... Brystet nyder
Den reene Aether frit - Man aander Lyst og Dyder -
Der lokker Guderfrugt til Skyggen - tæt derved,
Er Klipper af Krystal, hvor Nectar skummer ned -
BAUCIS
Hvor svulmer ei mit Bryst! -
PHILEMON
Jeg seer! -jeg troer, at smage! -
ARET
Her vandrede vi nu snart frem, og snart tilbage,
Og endelig indbød den alt for søde Lugt,
Og Syn og hellig Drift, til dig Du gyldne Frugt! -
Vi smagte den endnu halv gysende - og bragte
Den reene Guderdrik til Munden - og vi smagte;
Da jeg med et fornam en Glands, Dianens lig,
Som straalte fra min Brud, og reent fortrylle mig -
Thi slige Farver har ei Xeuxes kundet finde,
O Amathunte, til Din deilige Gudinde,
Da hun paa Idens Mark, for Priams stolte Søn...
NARCISSE
Og Du min Ven, og Du blevst meer end dobbelt skiøn! -
Udødelighed sad paa Dine Purpur-Læber! -
Guddommens Lys - en Glands, som jeg forgieves stræber,
At nævne - straalede fra Øiet, af Aret! -
BAUCIS
Nei, Mennesket af Støv kan ikke fatte det! -
ARET
Halvblendet faldt vi ned - og stammede - og søgte,
Om Ord - og fandt kun Suk - En stille Graad forøgte
Den Vellyst, som den sang - Kun Taaren hørte Du,
O Zeus! - Til Hymner var vor Mund for svag endnu! - 166
Men mægtig Harmonie - En himlisk Røst af mange,
Som sang hans Godheds Lov - Guddommelige Sange,
Som hvert et Træ, og hver en Klippe sang igien,
Afbrød den tause Lyst, og reent opslugte den -
Vi følge Glædens Lyd - Den fører - Den oplader
Vort Syn - et Labyrint af Myrther... ak min Fader! -
Her, hvor den reene Siæl, opoffrer sig til Gud,
Er Vellyst, som min Mund dog aldrig stammer ud! -
PHILEMON
Jeg føler den Aret, og mine Taarer rinde -
BAUCIS
O Under! - Hvilken Lyst! - Skal den endnu forsvinde
I større Lyst? -
ARET
Paa Gruus af Perler saae min Aand,
Et gyldent Altere af Jovis egen Haand -
Dog intet Billede - thi hist kan hvert et Øie
See Helligdommen selv, og daglig see den Høie -
En Kreds af Hellige, med Krands paa Hovedet,
Og lyse Klæder laae paa Knæ for Alteret -
Men ingen Dødelig har hørt Kitharren klinge
Saa høit - Slig Priis til Gud, kan Guder kun frembringe!
Jeg legte troer jeg, selv paa sligt et Strænge-Spil,
Og sang med Phoebi Kunst min Følelse dertil. -
NARCISSE
Ja, ja vi sang Aret - Jeg svarte Dig - og længe
Derefter klang endnu Kitharrens høie Strænge -
Endnu da Baucis Arm alt trykte anden Lyst,
Og anden Salighed i dette fulde Bryst -
Men at beskrive Dig gaaer over Støvets Evne,
O Lyst, som Salige selv ikke veed at nævne! -
PHILEMON
Mit Barn vi fatte Dig - Thi navnløs er endnu
Den Lyst, Du lærer os - Saa himmelsk taler Du. -
167
BAUCIS
Ak! - hvor velsigner jeg de festelige Dale! -
Jeg seer Elysium, o Børn, i Eders Tale! -
Jeg hører det...
Aria.

Naar rædsomme Toner,
Helligstille snige,
I de gyldne Strænge
Og afbrudt, og længe
Bæver i det Dybe -
Fandt jeg Vellyst krybe

Kold omkring mit Bryst -
Naar de langsomt stige,
Løbe let - og stige,
Zittre Lyst - og stige,
Sværme, rase, trænge
Høit til Guders Throner -

Qvaltes jeg af Lyst - E.

Dog meer! -

ARET
Mig faldt en Tanke ind,
Som før ei tænkt, med et betog mit glade Sind -
»O Brud - De beste To! - Vor Fryd er deres Smerte -
»Narcisse, var de her! - ak laae de ved vort Hierte! -«
Saa raabte jeg - Da kom den Røst af Tordener,
Som kaldte os ved Navn - og see! - da stod vi her -
Umoedne vel endnu til hine Saligheder,
Ei glade nok maaskee, hvor Glæden fattes Eder,
Hiemkaldtes vi hertil - Vi stod, og talte om
Vor korte Drøm endnu, o Elskte, da I kom -
BAUCIS
Ei Døden samler os, med dem, hvis Død vi græde! --
Et Under! -
PHILEMON
Skiebnens Gud! -o Du, som skaber Glæde,
Hvormed fortiente vi den Miskundhed - den Fryd -
Vi usle Mennesker - vi Støv? -
168

XIIIDE OPTRIN

DE FORRIGE. JUPITER. MERCUR

(i guddommelig Pragt.)

JUPITER
Ved Egders Dyd! -
DE FORRIGE, ALLE
(i det de falde bestyrtede paa Knæ.) I Guder! -
JUPITER
Frygter ei! - staaer op! - mon Guder agte,
Paa deres Legemer, hvis Siæle de betragte? -
MERCUR
See Zeus, og see hans Søn! - og kiend, o fromme Par
De Vandringsmænd, som Du saa glad beverted har! -
PHILEMON
(Bævende) Hvad kan jeg?...
JUPITER
Bæver ei! - og kom jeg skiult i Torden,
Og mørk af Hævn - Da zittre Dybene i Jorden! -
Men den Uskyldige skal smiile i min Fred! -
Han har den stolte Ret, til min Fortroelighed! -
Endnu engang - staaer op! -

(de staae op.)

PHILEMON
O alt det Godes Fader! -
Det Mod, som i mit Bryst dit Magtord efterlader...
BAUCIS
Hvem af os varden værd, den Ære, som os skeer -
O Gud! - den Salighed, som denne Hytte seer? -
JUPITER
I alle! -
ARET
Fryd paa Fryd! -
NARCISSE
O Svælg af Saligheder! -
O!...
MERCUR
Det er Guders Lyst, at skabe Lyst til Eder! -
169
JUPITER
At blande Nectar i den Frommes Vand - og Lyst,
Og himmelsk Salighed i hans beklemte Bryst! -
Alt tit besøge vi, naar Frekhed sover roelig
Skiult i en fremmed Dragt den Redeliges Boelig. -
PHILEMON
O Støvets store Ven, som med din Almagts Haand,
Togst Smertens Zentner-Last fra vor nedtrykte Aand! -
Hvad er det Offer, som den fattige tilbyder? -
Hvad er vor Tak til Zeus? -
JUPITER
Ærbødighed og Dyder! -
MERCUR
(til Aret og Narcisse.) Men Du, fra Plutons Land tilbagevinkte Par -
Du, hvis Ledsager jeg i Dødens Skygger var,
Dit Øie synes mig, seer smagtende tilbage,
Til det Elysium, Du har begyndt at smage. -
ARET
Vi savne Salighed, saa nær hos Jupiter? -
Der er Elysium, hvor han saa naadig er! -
JUPITER
Og til Elisium skal Morpheus atter bringe,
Dig i Narcissens Arm paa Søvnens Rosen-Vinge! -
Men nyd først her, o Par, den gyldne Alders Fred! -
Vær disse Gamles Trøst, og deres Salighed! -
Og hielper samlede, at plante, at udbrede
I dette onde Land, den Dyd, som I tilbede! -
Jeg kaldes af Olymp - Velan! - Philemon, siig,
Hvad ønsker Du endnu? - Hvad, Baucis, fattes Dig? -
Hvad vil I? - Biergets Guld? - Hvad, eller vil i Kroner? -
Tael! - Vil Du fromme Par beherske Millioner? -
Frygt ikke! - var det ei Zeus, som Du mættede? -
I Armods Dragt? - Dit Navn er stort i Himlene! -
170
PHILEMON
Hvad skal jeg Orm i Støv?... O Gud, hvad skal jeg sige? -
Og o!... hvor kan mit Bryst?... Den Naade, uden Lige..
O Jupiter, Din Vert, hvad kan han ønske meer? -
BAUCIS
(i det hun peger paa det unge Par.) Her er vort Fyrstendom! - det er vort Guld, Du seer! -
PHILEMON
Dog, Herre, svulmer nu en Bøn i dette Hierte! -
En sød - en stille Lyst! - ak, om jeg stolt begierte..
JUPITER
Tael!...
PHILEMON
Denne Hytte, som den store Guders Gud
Har herliggiort i Nat - Ak, maatte dog dit Bud
Indvie den, Dig selv til Helligdom! - og smykke
Os to med Infulett - Hvor stolt var denne Lykke! -
Den stumme Pillegrim giør da min svage Mund,
Alfaders Undertegn, i glade Hymner kund! -
Og paa Dit Altere skal Oxers Fedme flyde,
Hvis Kiød den Hungrige velsignende skal nyde! -
Men, naar det viede Staal sank af min høire Haand -
Naar Baucis mat og svag nu trættes af sin Aand;
Da, Herre, lad os i hinandens Arme sove! -
Og ved dit Alters Fod! - Det er den Bøn, vi vove! -
JUPITER
O Du - i Ønsker selv endnu den Dydige! -
Din Bøn, o gamle Mand, var god - Velan! - det skee! -

(Under Torden og Lynild aabner det inderste af Skuepladsen sig, som forestiller et prægtigt Tempel. Til samme Tid nedlade to Skyer sig. som løfte Jupiter og Mercur op til den halve Høide af Skuepladsen, hvor de staae stille.)

PHILEMON
(som tillige med de øvrige, ligesom vogner af den dybeste Henrykkelse.) Almægtig!...
171
BAUCIS
Hellig Skræk betog mig...
PHILEMON
Hvem udgrunder...
ARET
Hvor er jeg da? -
NARCISSE
O Dag! - hvor stor! -
ARET
Hvor fuld af Under! -

XIVDE OPTRIN

DE FORRIGE. NABOER OG NABOERSKER

(som lokkede frem af Tordenen, trænge sig fra begge Sider ind paa Skuepladsen, og i samme Øieblik bæve med Frygt og Forundring tilbage.)

JUPITER
Ja! - bæv kun frekke Folk! - skielv for den Vandringsmand,
Som Du saa haardt i Nat har negtet Brød og Vand! -
Alt tordnede min Harm - Hvad kunde da beskytte? -
See dem! - de to! - Din Spot! - De viede mig der' Hytte! -
Dog tænker ei: vor Synd er glemt af Jupiter! -
See! - Skyen svæver tung paa Eders Hoveder! -
Men vender om i Dag! - I dette Huus tilbeder
Mit Navn! - og lærer Dyd! - og see! - jeg elsker Eder!- -
Seer mit udvalgte Par! - Velan, og følger det,
Med Sang og hellig Dants til Brudealteret! -
Af disses Skiebne fat det Ord, som Almagt talte,
O Folk!... DENS LØN ER VIS, SOM GIØR, HVAD ZEUS BEFALTE! - -
(Under Lyden af Triumpf-Musik, som Chorets Sang understytter, blive Jupiter og Mercur løftede langsomt op til Himmelen.)
172

XVDE OG SIDSTE OPTRIN

PHILEMON. BAUCIS. ARET. NARCISSE. NABOER OG NABOERSKER Chor.

Triumpf! - Triumpf! - Og Støvets Sønner,
Skal prise den Almægtige! -
Zeus er Algodhed, naar han lønner,
Og selv i Hævn Forbarmelse! -
Triumpf! - Triumpf! - Og Støvets Sønner
Skal prise den Almægtige! -

PHILEMON. BAUCIS. ARET. NARCISSE

Han tæller Armods Suk og Dyder,
Og paa den Frommes Straaetag flyder
En Strøm af hans Velsignelser! -

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

Selv den, som trodsende forlader
Hans Vei, den revser han, som Fader,
Og straffer med Formaninger! -

DET HELE CHOR

Triumpf! - Triumpf! - og Støvets Sønner etc. etc.

PHILEMON
Nu seer jeg ham ei meer - Og nu forsvandt
Den gyldne Rand af den lazurne Skye -
Den Vogn af Luft, som bar Naturens Fader,
Og dig, o Almagts Sendebud! -
Op til Olymp bar Skyen Guders Gud! -
Men her, og her har Jupiter sin Throne,
Hvorfra han naadig til os seer! -
Her bygte før et Vink af Almagts Øie,
Hans Navn en stolt, en evig Ærestytte! -
Et Helligdom af Hyrdens Hytte! -
Her vil han boe, den evig Høie! -
BAUCIS
Aria..

Laan mig Din Sang, Søn af Latone,
At priise den Almægtige! -
Min lave Hytte blev hans Throne! -
Mit Ildsted blev hans Altere!

173

ARET OG NARCISSE

Duetto,

ARET

Elysium, Din Soel oprinder
I dette Bryst!

NARCISSE

Og ak mit fulde Hierte finder
En himmelsk Lyst! -

BEGGE

O Fryd! - O Velsignelsers Kiæde! -
Hvor evig Du er! -
Philemon skal krone vor Glæde
Ved Alteret her?

ARET

O Fyrster, hvad Vellyst og Ære,
Hvad har I, som jeg kan begiere? -
Narcisse elsker mig! -

NARCISSE

Jeg ønsker ei Kongernes Trone! -
Aret, hvad er Scepter og Krone,
For den som eier Dig? -

BEGGE

O Fryd! - O Velsignelsers Kiæde! -
Hvor evig Du er!
Philemon skal krone vor Glæde,
Ved Alteret her?

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

O fromme Par, hvis sølvgraae Haar,
Nu krones med Lyksaligheder! -
Og Elskere! - Vi seer i Eder,
Den store Løn, som Dyden faaer! -

EN UNGKARL

O Dyd! - Hvor meget kan Du røre! -

EN PIGE

O Dyd! - Hvor salig kan Du giøre! -

174
DETTE HELE CHOR

O vær da nu, og bliv o Dyd,
Vor Deel, vor Stolthed, og vor Fryd! -
Lær os, at følge, hvor Du leder! -
O fromme Par, hvis sølvgraae Haar
Nu krones med Lyksaligheder! -
Og Elskere! - Vi seer i Eder
Den store Løn, som Dyden faaer! -

PHILEMON
(staaende for Alteret.)

Saa kommer nu Velsignede, og træder
Andægtige for Brude-Alteret! -
Zeus har alt selv velsigned Eder -
Men, for hans Aasyn og for dette Folk,
Bekræfter den alt længe soerne Eed! -
Til Pant paa den, til Segl paa Glædens Baand,
Hvormed jeg her for evig binder Eder -
O elskte Par, giv nu hinanden Haand! - (DE GIVE HINANDEN HÆNDER.)
O Glæde, Glæde, fromme Par,
Nedstrømme paa Dig fra det Høie! -
Din Alder være, som Din Ungdom var,
I Almagts Øie! -

(Philemon og Baucis blive staaende, som Tilskuere for ved Alteret, imedens de øvrige aabne en Pantomime-Dants, hvorved de to Gamle ligeledes ved Miner vise deres Velbehag og Glæde. Efter Dantsen synges følgende Slutnings-Sang.)

PHILEMON

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder,
Naar Dyden bærer Faklerne! -
Med hvilken Sødheds Fylde glæder
Hans Flamme den Uskyldige! -
Den skiønne Ungdoms Glands forhøie,
En dydig Siæl, et roeligt Øie -
Og Aar som Glæden svækkes ved,
Forglemmes af Uskyldighed! -

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder
Naar Dyden bærer Faklerne! -
Med hvilken Sødheds Fylde glæder 175
Hans Flamme den Uskyldige! -
Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder,
Naar Dyden bærer Faklerne! -

BAUCIS

Saa seer jeg, i min høie Alder,
Min Ungdoms Salighed igien? -
Du elskte Par, tilbage kalder
De Straaler, som forsvandt med den? -
O Skiønneste blant Baucis Dage! -
Zeus, til dens Glæde styrk mig svage! -
Svagt er den dødeliges Bryst,
Til Mødres Suk og Mødres Lyst! -

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder, etc.

ARET

Velkomne Gaver af den Høie! -
O Haand, som trakte Dødens Piil
Ufølt af dette Bryst! - og Øie,
Som lægte Saaret med et Smiil! -
Du skiønne Haand, først du har givet
Aret sit Liv, og meer, end Livet! -
Du blander, evig elskte Brud,
Min Drik med Nectar! - mig med Gud! -

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder, etc.

NARCISSE

O priis mig salig! - Din Hyrdinde,
O Dal! - Min første Myrthe-Krands,
Saae Du den beste Hyrde binde -
Nu blev han min! - Nu er jeg hands! -
Men denne Dag, skal stedse være
En hellig Fest til Amors Ære! -
Thi Amor med sin gyldne Piil,
Gav mig min Hyrdes første Smiil! -

CHOR AF NABOER OG NABOERSKER

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder, etc.

176
DET SAMME CHOR

O elskte - fromme Par, o vilde
Det Barn, som styrer Jordens Lyst,
Forevige den Glædes Kilde,
Som han har senket i dit Bryst! -

DET HALVE CHOR

Giv Himmel, at de aldrig savne
Din Fryd, naar de sig selv omfavne! -

DET ANDET HALVE CHOR

Og at de, før de kaldes hiem,
See Børne-Børn, som ligne dem! -

DET HELE CHOR

Hvor yndig Elskovs Gud fremtræder, etc.

177

PAA KONGENS FØDSELS-DAG 1772

VELKOMNE Dag! - og stor blant Nordens Dage!
Og dobbelt stor, og altid meer velkommen
Jo tiere du kommer glad tilbage! -
O Dag, som stolt fortæller dine Brødre,
At det er dig, som skiøn med himlisk Pragt,
Og rig, og mægtig nok ved Godheds Magt
Kom at fornye Velsignelsernes Pagt
Med Norden - og at du har givet
Den Lyst og Haab - dens Store CHRISTIAN Livet! -
Stor er din Roes, o Dag! - og høi og hellig,
Og mægtig er din Vellyst over Cimbrer,
Og drukne giør du dem til Sang og Spaadom!

Til Alfaders Throne trænge
Sikkre Suk fra Danskes Bryst:
CHRISTIAN leve! - leve længe! -
Himlen, os, og Sig til Lyst!

Og har ei Straaler af din Pragt og Glæde,
Har Gienskin af din Roes ei naaet mit Bryst? -
Opfyldt det? - og opvarmet det til Sang? -
Og Ønsker? - mærk, du elskte Chor, og følg
Din Sangerindes Bøn! - og JULIANE -
Og FRIDERIK! - styrk den! - og hør den, Himmel!

Stor skal Nordens CHRISTIAN være,
Stor i Viisdom, Magt og Ære,
Stor i Undersaatters Bryst!
Haand i Haand i Thronens Skygge,
Troe, lyksalige og trygge
Skal Hans Børn udbrede Lyst!

178

AVISARTIKEL I (1772)

I Adresse-Contoirets Efterretninger No. 25, troer jeg, var indrykt et Vers imod vore Tiders Versemagere, det var ikke uden Vittighed, og jeg troer, at dets Forfatter kunne have skilt sig fra en Deel af dem, som han angriber saa alvorlig, uden just at udmærke sig ved det besynderlige Træk af en i det mindste utidig bekientgiort Medynk med de sorteste Forrædere. Imidlertid havde jeg den Gang neppe drømt om, at det store E. som stod under dette Vers, skulle tvinge mig til offentlig at erklære, at jeg ikke er dets Forfatter. Jeg tør sige, at dersom alle de retskafne Mænd, hvis Agt jeg ønsker, var Kiendere af Digter Arbeider, og dersom de kun kiente mine Grundsætninger, saa skulde jeg endnu ikke have nødig at giøre dette Skridt; At en Deel af dem, paa saa løs en Grund, kan mistænke mig for et Vers, som øyensynlig i det mindste fattes den Udarbeidelse og den sidste Politur, som jeg aldrig har forsømt at give mine Arbeider, og som overalt kun er maadeligt; det er mig ikke saa vigtigt, som man maaskee tænker; Men at de kan tiltroe mig saa krybende, saa vaklende en Tænkemaade, som fremskinner af dette Vers igiennem dets Masque, det kan ikke andet end være mig smerteligt, og jeg har ikke fortient det. Kan det siges, at være uædelt og sort handlet af Gade-Drengene, som forfølger en grebet Tyv med deres Skrig og med at kaste Skarn paa ham, saa er det ikke heller høymodigt igien at forfølge disse Gade-Drenge. Er det nedrigt at udøse sin Harm paa Misdædere, der sukker under Lænker, som de dog har fortient saa got; og jeg maae tilstaae, at det aldrig er faldet mit Hierte ind, at Struensee var et Menneske, førend da jeg hørte, at han var ligesaa ulykkelig, som han havde været ond; men saa er det heller ikke ædelt, at angribe langt uskyldigere 179 og langt uskadeligere Medborgere, ligesom de var Forrædere, da de dog ikke er andet end Gøglere. Jeg kunde hverken have kaldt disse got Folk Poeter, eller indladt mig i nogen Striid med dem; Jeg kunde endnu mindre have kaldet dem sultne, og giort et Forsøg paa at rive det eeneste Stykke Brød af Munden paa dem, som de maaskee har at stille deres Hunger ved; Jeg kunde hverken have glemt, at dersom Egennytte giør dem til Versemagere, den yderste Nød maaskee giør dem egennyttige; eller at de, dersom det kommer an paa Tallet, virkelig fornøye, ja undertiden endog opbygge fleer af deres Landsmænd, end den største Digter, end en Klopstok selv. Jeg kunne ligesaa lidet have skaaret dem alle over een Kam, da jeg virkelig har læst meer end et Vers i Adresse-Contoirets Efterretninger, som har charmert mig, og som har været ulige skiønnere, end det Omtvistede. Men allermindst kunde jeg have angrebet den gode gamle ærværdige Proust, hvis Vers røbe en velmeent og reent uegennyttig Iver, og virkelig, endskiønt de ikke ere skrevne i den brugelige Tone, meer Vittighed, meer Ild end man kunde vente af en 81 Aars Alder, og meer Forstand, end den kan have, der laster dem. Overalt jeg hverken kunde have, eller har skrevet dette Vers. Jeg vil derfor, og for en anden Gangs Skyld, da det kan være et Krigspuds og spilles mig tiere, bede mine hastig dømmende Landsmænd betænke, at ikke ethvert E betyder

EWALD.

180

AVISARTIKEL II (1772)

TIL HR. N.

DET Rygte, at jeg har skrevet de brutale Klappere, er sandt.- Uden at være stolt, og langt fra at rødmes derved, bekræfter jeg det -Jeg skrev dette Stykke, for at viise en baade vigtig og forbederlig Feil i en Deel af mine Landsmænds Smag og Tænkemaade, fra dens latterlige Side - For hvorvidt jeg har naaet eller burdet naae min Hensigt? og hvad Vittighed der er i mit Arbeide, maae Kiendere dømme - Hr. N. maae forlade mig, at jeg ikke holder ham for en af disse - det er umueligt, at en Kiendere, der er saa upartiisk, som Hr. N. paastaaer at være det, kan finde nogen ægte Vittighed i den omtvistede Satyre - Jeg vil forbigaae, at den Sammenligning imellem Muserne og vore Nat-Nympfer er temmelig anstødelig, og ikke saa passende som den i første Øiekast synes at være - Men at sætte en Gravskrivt over det, som jeg begraver i Lethe, i Forglemmelsens Flod, det er en aabenbare falsk Tanke. For hvorvidt man kan bede Gud alvorlig, at befrie sig fra noget, som man saa let kan glemme, som Forfatteren de slette Vers, vil jeg her ikke undersøge - Men at bede ham i et Aandedræt og med samme Andagt, befrie os fra Forrædere og slette Versemagere, det er noget, som jeg ikke engang vil give sit rette Navn - Udtrykkene deri ere desuden hverken ædle eller udsøgte. Versifikationen er haard og skurrende. Hvad den moralske Hensigt betræffer, saa er den Feil, som Forfatteren afgiver sig med, hverken vigtig eller forbederlig. Men det værste af alting er, at han saa got som navngiver og mindst skaaner den ærværdigste og undskyldeligste Person af alle hans Modstandere - Hvorfor jeg troer, at det vilde være Tegn til en krybende Tænkemaade hos mig, om jeg indlod mig i en Trætte med vore Viiseskrivere, 181 har jeg tydelig nok tilkiendegivet i mit forrige Avertissement. Det kommer mig endnu ikke anderledes for, end som om en, der i det mindste lagde sig efter at blive Kunstdreiere, ville misunde, forfølge og om mueligt ødelægge de Stakler, der giøre Svovelstikker - Min Medlidenhed med sultne Mennesker, Medborgere og Christne kan ikke være latterlig; men Medynk med Forrædere i Lænker, kan meget vel være utidig bekiendtgiordt, og andet har jeg ikke sagt - Af anførte Aarsager beder jeg, at Hr. N. vil holde mig det til gode, om jeg ikke vil være mistænkt for den omtvistede Satyre - Om det ellers skulle behage Hr. N. at indlade sig i videre Korrespondence med mig, saa udbeder jeg mig hans fulde og rette Navn, uden saa er, at han vil tillade mig at give hans N. den Bemærkelse, som best synes at kunne passe sig til hans Anmærkning om Poeternes Besættelse af den onde Aand.

EWALD.

182

HEDNINGERNES FRELSE, ET PASSIONS ORATORIUM

(1772)

SYNGENDE PERSONER

  • MICHAEL OG GABRIEL TO Engle som bevogte Christi Grav.
  • PORCIA, PILATI Hustrue.
  • CORNELIUS, en Romersk Høveds-Mand.
  • En Romersk Soldat
  • CHOR af Hedninger.

* * *

MICHAEL
O Nat! - nu seer jeg Dig! - nu seer jeg Intet!
Jeg seer ham ey! - Jeg føler kun den Høye! -
Men hellig Skræk omspænder mig - Jeg bæver!
Hvad skiuler Du før aldrig seete Mørke,
Du sorte Skygge, mørk for Lysets Engel? -
Hvad har Du Tomhed, som Cherubens Øye
Maae ikke see? - Hvi skjuler Du den Gode? -
Saa var den første Nat, useet af Skabte! -
Et Intet fuldt af den, som er og bliver! -
Saa var Du Tomhed, fuld af Skræk og Almagt,
Da Ordet taug endnu - Da Aanden hvilte!
Arioso.

Naar skal hans Aand igjen udbrede
Sin Almagt over Vandene? -
Skal Ordet tie, til hans Vrede
Fortærer den Uskyldige? -

GABRIEL
Tung er Din Skygge, Nat! - og skarp, og giftig -
Min Kraft forlader mig - min Stemme quæles -
Og Haanden zittrer i de slappe Strenge -
O Salige! fra Døden kjøbte Sjæle! -
Nu slumrer Eders Støv - I skjertse trygge
Med muntre Billeder - med Glædens Skygge! -
O, at I saae, hvad Eders Frelse koster!
O Støv, den Haand, hvori Din Jord er Intet,
Hvori Din Soele-Kreds med Nød opdages, 183
Hvori af Dig utalte Himle hvile;
Den Haand, o Støv, den drog sig selv tilbage
At frelse Dig - Men alle Himle bæve -
See! - zittrer ikke Soelenes Befæstning?
Hans Stærke skjelve! - Vogner frelste Sjæle,
At see hvor dyrt Al-Godhed kjøber Eder! -
O vogner, vogner og tilbeder! -
O hører mig! - Men tung er Nattens Skygge -
Min Kraft forlader mig - min Stemme qvæles -
Arioso.

See Throner bæve! - Magter svimle! -
See Nat omspænder Glædens Himle! -
O Herre Herre! - Gud vor Gud! -
Skal al Din Skabning slettes ud? -

MICHAEL

Naar skal hans Aand igjen udbrede
Sin Almagt over Vandene? -

GABRIEL

Skal Ordet tie, til hans Vrede
Fortærer den Uskyldige? -

MICHAEL

See! - Throner bæve! -

GABRIEL

Magter svimle! -

BEGGE

See! - Nat omspænder Glædens Himle! -

MICHAEL

O Herre, Herre! -

GABRIEL

Gud, vor Gud! -

BEGGE

Skal al Din Skabning slettes ud? -

EN ROMERSK SOLDAT
Ney EREBUS, Din Nat er ey saa skræksom! -
Her svæve meer end Underjordske Guder! -
O Jordens Afskye! - blinde - grumme Folk! - 184
Det var en Gud - en mægtig Gud, Du dræbte -
Maaskee MERCUR - maaskee LATONES Søn! -
Ak! - var det Dag! - O ZEUS! - Gud, Hævnere! -
Og hvo Du er, uskyldig dræbte Fromme!
O bland ey os Uskyldige,
Med dette Folk i Dine Straffe-Domme! -
Men Lyd af Suk! - Og hvem er den som rasler
I Buskene? - Hvem er den Dødelige
Som vover sig saa nær til Dødens Skygger? -
PORCIA
Aria.

Brøl OLYMP, med al Din Torden! -
PLUTONS Afgrund aabne sig! -
Straffens Ild fortære Jorden! -
TÆNARUS opsluge mig! -
Ak mit alt for fulde Hjerte
Har ey Rum til Guders Skræk! -
Jeg er følesløs af Smerte,
Og min Angest gjør mig kjek! -

Jeg seer endnu! - CORNELIUS, jeg seer ham,
Den Skiønneste, den- O hvor mild! - hvor venlig! -
Hvor fuld af Høyhed, ak! - Hvor fuld af Guddom! -
Hvor! - ak, Du saae ham - var det ey en Guddom,
Den Skiønneste, den Frommeste, den Beste -
Hebræeren, som - - ak! - -
CORNELIUS
O ZEUS! Jeg saae ham -
Kan Guder døe, saa var han vist en Gud! -
Uskyldig var han - O, hvor god! - hvor kjerlig
Mod sine Fiender selv! - Hvor kjek! - Hvorherlig
I Dødens Kamp! - Og jeg - O Guders Fader! -
Jeg, som tilbeder dig - jeg, som Du hader -
Jeg var et Redskab - jeg har bragt ham ud! -
PORCIA
Men han tilgav Dig dog?
185
CORNELIUS
O Gud! - Han bad! -
Tilgiv Dem det - saa raabte Han - min Fader! -
Mærk PORCIA! - Han kaldte ZEUS sin Fader -
Tilgiv! - - De vide ikke, hvad De giøre -
Og - - -
PORCIA

Hvilken Mand! - O Romere, Du græder? -

CORNELIUS
Aria

I Skygger af Parthernes Piile,
Saae Ørnen mig fegte og smile -
Dog græd jeg ved Borgeres Liig -
Men Guder! - Den Taare, som flyder! -
Hvad er den? - Hvor quæler - Hvor fryder -
Hvor smerter - Hvor lindrer den mig!

PORCIA

O Taarer, hvor Banghed og Længsel
Fremstrømmer og quæles i Trængsel! -
O Fromme korsfæstede siig:
Hvi græd jeg saa himlisk for Dig? -

CORNELIUS

I Skygger af Parthernes Piile
Saae Ørnen mig fegte og smile -
Dog græd jeg ved Borgeres Liig -

PORCIA

Men Guder! - Den Taare som flyder,
Hvad er den? -

CORNELIUS

Hvor quæler -

PORCIA

Hvor fryder -

CORNELIUS

Hvor lindrer -

PORCIA

Hvor smerter den mig! -

BEGGE

O Taarer, hvor Banghed og Længsel
Fremstrømmer og quæles i Trængsel! - 186
O Fromme korsfæstede siig:
Hvi græd vi saa himlisk for Dig? -

CORNELIUS
O Følelse! - saa skrækkeligt et Mørke
Var ikke før - men i min Sjæl oprinder
Et saligt Lys - og Skræk og Nat forsvinder -
Og - men jeg bæver dog - o Lys! - o Mørke! -
Siig ædle PORCIA, hvad føler Du? -
PORCIA
Jeg zittrer
Af Kjærlighed - Af Skræk - Af hellig Andagt -
CORNELIUS
O dydigste, o kjække ROMERINDE,
Som dristig snegst Dig fra PILATI Side,
Og kjæk betroede Dig til Dødens Skygger! -
Du bødst mig følge Dig - Dit Vink var helligt -
Det var velkomment - Det var Glædens Bud -
Men - ak! Tilgiv det Spørgsmaal, som jeg vover! -
Har mægtig Drift, hvad eller har en Gud
Talt høyt til PORCIA? - At finde Dig
I slig en Nat ved de Omskaarnes Grav -
Er det, som Viisdom selv bør undres over -
PORCIA
Ja Høveds-Mand - en Gud - den som Du saae
Korsfæsted - Den som døde - Han har talt! -
CORNELIUS
Man taler om en Drøm -
PORCIA
O meer end Drøm! -
Jeg saae ham den guddommelige Mand! -
O ZEUS! - hvor høy - hvor salig var hans Mine! -
Hvor kjerlig! - O! - Jeg hører ham endnu -
»MATRONE« - raabte han, og - »PORCIA«! -
Men jeg fornam en Guds Nærværelse
Strax ved hans første Ord - Jeg skjalv og bad -
Men venlig, halv væmodig blev han ved:
»O fromme PORCIA, hvi sover Du? 187
»Nu PONTIUS fordømmer en Retfærdig? -
»Advar ham! - Iil! - afvend uskyldigt Blod! -
»Afvend det fra Dit Huus! - Thi Guders Gud
»Vil ey Din Død!« - Saa taug han og forsvandt! -
CORNELIUS
Arioso.

Zeus! - stor og stræng i Dine Domme,
Men evig i Din Miskundhed! -
Hvor naadig vil Du forekomme,
Den Synd, som Du fortørnes ved? -
Du sukker Frommeste? -

PORCIA
Ak at min Sjæl forsvandt
I Suk! - At mit forhadte Liv forflød
I Graad! - Jeg har ey frelst ham - Han er død! -
PILATUS! - - - dog han havde sagt mig det -
O jeg Uværdige! - mit første Syn
Fordrev min Søvn! - men Gud! - jeg Stolte tvivlte! -
»See! -« sagde jeg - »hvad vil PILATUS dømme
»Om jeg vil undervise ham med Drømme? -«
Saa slog jeg Tanken bort - saa sov jeg hen -
Og strax kom Drøm og Syn og Røst igien. -
»Ak!-« sagde han - og bleg var alt hans Mine -
»Jeg lider alt - uskyldig - Spot og Pine -
»O PORCIA! - Jeg døer for Dig og Dine! -
»Du kanst ey frelse mig; thi PONTIUS
»Har alt opladt sin Mund, og Dødens Ord
»Er paa hans Læber« - Gud! - hvor græd jeg da! -
CORNELIUS
Hvem hører det, og smelter ey i Taarer? -
PORCIA
»Men« - blev han himlisk ved - »O PORCIA,
»Min Død kan frelse dig - O glem den ey! -
»O raab til Guders Gud, at han oplader
»Dit Syn, at see hans Naades Dyb - og Du« -
Saa raabte han og saae til Himmelen, 188
Og himlisk, meer end himlisk blev han nu -
»Retfærdige! - jeg døer! - Ak er Din Vrede
»Still ved min Død - saa lad Din Aand veylede
»Og denne Siæl til mig - til Naadens Pagt -
»Og til min Salighed! - Hør mig! - min Fader!« -
Jeg græd - men Gud! - han smiilte og forsvandt -
O Smerte! - Banghed! - Længsel som jeg fandt! -
Aria.

O Smerte! - flyder Taarer! - flyder! -
Hør Himmel, hør mit høye Skrig! -
Kun at den Dag, som snart frembryder,
Kun at ey den maae høre dig!
Min Angst kan lindres ved at græde
Men Døden kun kan ende den -
O bring mig snart, o Død, min Glæde -
Min himliske - min dræbte Ven! -

CORNELIUS
O PORCIA, jeg troer at see
Et større Mørke bag ved Skyggerne -
Er det hans Grav? - o kom da, kom at knæle! -
PORCIA
O kom! - thi hører Du? - det rørte sig -
Hør! - skralder det ey hist, som Skjold mod Skjold? -
Og hør et Suk! - og hør den tunge Gang! -
O kom! - thi det er en af Vægterne -
CORNELIUS
Soldat!
EN ROMERSK SOLDAT
Hvem er den dristige
Som vover sig saa nær til Dødens Skygger? -
CORNELIUS
CORNELIUS -
PORCIA
Og PORCIA -
EN ROMERSK SOLDAT
O flyer! -
En mægtig Gud er skiult i denne Grav,
Og over Graven svæve vrede Guder! -
189
PORCIA
Nej skielve vil vi, knæle og tilbede. -
CORNELIUS
Ved Bøn undflyes kun Guders Vrede. -
MICHAEL OG GABRIEL
Duetto.
BEGGE
O Herre, Herre! - Gud vor Gud! -
Skal al Din Skabning slettes ud? -
EN ROMERSK SOLDAT
O ZEUS! - o frels os! - Hør, hans Torden taler! -
MICHAEL
Almægtige Du døde,
Og Liv og Soel forsvandt! -
CORNELIUS
O Skræk!-
GABRIEL
Jeg seer hans Morgen-Røde -
Triumpf! - Triumpf! - Han vandt! -
PORCIA
O Haab! -
MICHAEL OG GABRIEL
Vi see hans Morgen-Røde -
Triumpf! - Triumpf! - Han vandt! -
CORNELIUS, PORCIA, OG EN ROMERSK SOLDAT
O Hellig! - Hellig! - Hellig! -
MICHAEL OG GABRIEL
Er den Herre Zebaoth -
CORNELIUS
Skræk, som opliver! - og o Lyst, som dræber! -
O Salige, o før ufølte Vellyst! -
For mægtig er Du - alt for stor til Støvet! -
O Skræk! - thi Guder svarte paa vor Bøn -
Her er Din Helligdom, o Guders Gud! -
O det er Dig! - Den fromme dræbtes Fader! -
O hør og os! - O frels os fra det Onde! -
MICHAEL OG GABRIEL
Thi dit er Riget og Magten og Æren i Evighed! -
190
CORNELIUS, PORCIA OG EN ROMERSK SOLDAT
I Guder! -
PORCIA
Aanden zittrer i de fulde Læber!
CORNELIUS
Hvor mørkt! -
PORCIA
Hvor helligt! - - dræbte Gud, som lever! -
Og Du, hvis Riget er og Magten og Æren! -
O send et Lys - en Straale, som veyleder! -
GABRIEL
Gaaer, Venner, gaaer! - og Dag og Nat tilbeder
Den store Guders Gud, som frelser Eder! -
Som selv i Dag forsoner sig med Støvet! -
Gaaer! - ofrer ham et reent og ydmygt Hierte! -
Thi han foragter Røg af Hecatomber! -
Men venter roelige - med stille Andagt,
Til Herren sender sine Hellige! -
Dem troer! - Gaaer Venner! - Gaaer Velsigne -
Forløste! - knæler, knæler og tilbeder
Det store Svælg af Herrens Saligheder! -
CHOR AF HEDNINGER

Du, som Støv tør neppe nævne! -
Evig! - ubegribelig! -
Guders Gud! - O giv os Ævne! -
Lær os at tilbede dig! -
Men o Svælg af Saligheder,
Som Forsoneren udbreder
Over Mennesket! -
O Du evig evig Høye! -
Styrk vort Bryst, og styrk vort Øye,
Til at føle det! -

191

TAARER VED HERR FREDERIK VON ARNSBACHS GRAV (1772)

HER traf han mig - Her i mit fulde Hierte
Fandt jeg den dødelige Piil - -
Kun skrækkelig for Børn! - kun følt af Daarer! -
Seer mig Forsagte! - Seer, om spildte Taarer
Vanære mig! - jeg fandt den uden Smerte,
Og maaler Saaret med et roligt Smiil. -

See, var det ei til Saar, at evig Orden
Bestemte Dødeliges Bryst? -
Den kloge læger dem - men kun den svage
Opirrer dem til Smerte ved sin Klage.
Afvende - svække Taarer Almagts Torden? -
Tilbagekalde Suk forsvundet Lyst? -

Selv denne Kulde - dette lis, som sniger
Her op til Hiertet med mit Blod -
Det hærder mig - at Solen rødmer - graaner -
At Jorden vakler - flyer - at Livet daaner -
Det smerter ei - og dette Suk, som stiger
Dybt af mit Bryst, er Vidne til mit Mod.

Død... ARNSBACH død!... Dag, som saa tavs frembryder,
Du har ei fundet Ham igien! -
Tom er du Dag! - o Du, som var min Glæde
Hvor er du? - ak! - men tie du Drift at græde! -
Men siger mig, o I, hvis Taare flyder,
Er Han da død, og har jeg tabt min Ven? -

Saa, at det ædleste, det beste Hierte
Slaaer ikke - evig ikke meer! -
Og Dyd skal aldrig - Gienskin af den Høie
Skal aldrig straale fra det brustne Øie! -
Hvad vil du Taare? - Tie du Tolk af Smerte! -
Kan Suk besiele Mennesket af Leer? -

192

Ak, kunde Graad, og blodig Graad oplive
Min ARNSBACH! - Asken af min Lyst! -
Men nei! - den Død, som intet kan forsone,
Har alt opreist sin skrækkelige Throne
I Venskabs Helligdom - hvo kan fordrive
Tyrannen af det elskte... kolde Bryst? -

Nei kun forgieves - kun forgieves flyder
Den hede Graad - forgieves slaaer
Mit Hierte høit - ha nei! - Hvi vil jeg græde?
Nei, synge vil jeg om min døde Glæde! -
Kitharren skal fortælle ARNSBACHS Dyder,
Og tale om Ham med det sidste Aar.

Men reen og høi og ædel skal du være
Min Sang! - saaledes var min Ven -
Hver Følelse - hver Tanke saae man blinke
I rene Smiil - Skiøn, uden Sløer og Sminke
Var ARNSBACHS Siel - usmittet som Hans Ære,
Og aaben for enhver som Himmelen. -

Høi var Hans Siel, og rolig, og fornøiet -
I Fare kiek - i Modgang mild -
I Medgang stærk - i Skygge og i Flamme,
I Venners og i Dødens Arm den samme -
Saa stod Hans Dyd, som Klippen staaer ubøiet
I Storm - og smelter ei ved Solens Ild -

Og ædel var Han - øm ved fremmed Smerte,
Betænkt paa Ubekiendtes Vel -
Til Trøst, til Raad, til Rædning altid færdig -
Og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig -
Selv svages Feil fandt Medynk i Hans Hierte -
Men Dyd var ene mægtig i Hans Siel! -

Hvad vil du Taare? - nu, da Sang opliver
Min Lyst? - vil du da qvæle den? -
Hvi svækkes Harpens Lyd? hvi døer min Stemme? - 193
Syng høit!... at andre Slegter maa fornemme
Hans Mod, som Christen og som Helt - Hans Iver,
Som Undersaat, som Broder og som Ven! -

Syng om enhver af de forsvundne Dyder! -
Men ak! - men Angst har qvalt min Aand! -
Død er Han - død... dog vil jeg ikke græde -
Algodhed tog Ham - syng om salig Glæde! -
Syng høit! - men Hiertet smelter - Taaren flyder -
Og Harpen falder af den svage Haand! -

194

I ANLEDNING AF HANS EXCELLENCE HR. GREV HAXTHAUSENS AFGANG FRA SØE ETATEN (1772)

ED Helten reise stolte Pyramider
Paa Brødres Støv! - Til Skræk for bedre Tider
Krigs Guden flette ham en blodig Krands!
I glade Hymner skal Camoenen prise
DEN SANDE BORGER-VEN! - Og DIG DU VIISE
Skal Phoebus krone med sin Glands!
HAXTHAUSEN! - Meer end dræbte Myriader,
Og meer end Lorbær, er det Navn af Fader,
Som faae tilraabe DIG Velsignende!
Du bygte kun DIN Roes paa Brødres Nytte,
I Danskes Bryst - Men denne Ære Stytte
Skal ingen gyse ved at see! -
195

EN PASSIONS-SANG [STABAT MATER]. DANSK EFTERLIGNING (1772)

KORSET, som den strænge Fader
Vred og tordnende forlader,
Væder Mirjam med sin Graad -
Jorden spotter med hans Smerte -
Kun den ømme Moders Hierte
Sukker høyt mod Slangens Braad. -

Alt dit Haab - din Søn berøvet! -
O hvor saaret! - hvor bedrøvet
Er du Høitvelsignede! -
Frelsens Moder! - dig, du Fromme
Traf et Gienslag af de Domme,
Som nedslog den Herlige! -

O, hvem er for haard til Taarer -
Følesløs mod Slag, som saarer
Et saa ømt, saa kierligt Bryst? -
Skiul Forjettelsernes Glæde,
Taare! - Jeg, og jeg vil græde
Ved Maries døde Lyst -

Ømme Moder, med dit Øye
Vil jeg forske, hvad den Høye
Taalte, mig til Salighed -
Jeg vil føle med dit Hierte,
Hver en Strime, hver en Smerte,
Som min Synds Forsoner leed.

Men o Gud! - o Livets Kilde! -
Kan jeg? - vil jeg? - kan jeg vilde? -
Hvad formaaer jeg uden Dig? -
Rens mit Bryst du Hav af Glæde! -
Knuus mig! - Styrk mig til at græde
Ved dens Grav, som frelste mig! -

196

Helligste, din Naade prente,
Det han leed og jeg fortiente,
Dybt i min forløste Siel! -
Lad mit taareblendte Øye,
See hvor dyrt den Evig-Høye,
Kiøbte Syndens usle Træl! -

Mens jeg lever, lad mit Hierte
Smelte ved min Jesu Smerte,
Ved din Angst, Uskyldigste;
Da Du, under Almagts Torden,
Hængte til en Spot for Jorden,
Til et Maal for Helvede! -

Lad mig blande Taare-Floder,
Med Din sønderknuste Moder! -
Lær mig Mirjams høye Skrig! -
Byd, at jeg, og jeg forkynder,
Hvad Du leedst for Verdens Synder!
Thi og jeg har Deel i Dig -

Men, naar mine Taarer rinde,
Lad mig drukne, døe, forsvinde
I dit Svælg af Kiærlighed!
Frelst, og tryg for Hævnens Lue,
Lad min Siæl væmodig skue
Den, hvis Død jeg frelstes ved! -

Med Dit Kors betegn mit Hierte! -
Og med Graad, med salig Smerte,
Dan min Siel til Godheds Priis! -
Men den samme Naade byde
Taaren holde op at flyde,
I Din Glædes Paradiis! -

AMEN.

197

HAAB OG ERINDRING (1772)

HOLD paa dit Nu, min Siæl! Forsøg at smage
Det Øyeblik, som er!
O, bind det Flygtige, hold det tilbage
Med stærke Følelser.
O dette! - det er stort - og reent - ublandet
Med Kummer - varmt af Dyd!
Mon Tidens Fader sender dig et andet
Saa svangert af hans Fryd?
O grib, o føl det, førend det forflyder!
Udbred dig! Hviil derved!
Er Skyggen ævig alt, hvad Siælen nyder,
Af sin Lyksalighed? -
Hvi skal den ævig haabe og begræde
Sit Gode, - Det den har?
Og kun barnagtig lege med den Glæde,
Som kommer, og som var?
O føl den selv! Her er den! - Hvor? - Forsvundet,
Opslugt er Glædens Nu!
O Lyst! - O Drøm! - O Siæl, hvad har du fundet?
Og hvad beholder du?
Dit store Øyeblik! - Hist see det svømme
Et ubemærket Gran
Blant Milioner, blant de ældste Drømme
I Intets Ocean!
Alt neppe kiendt fra det, som ey har været,
Fra drukne Skialdres Digt,
Udstødt af Skabningen! opslugt! fortæret!
Uigienkaldeligt!
Døe da! - Og selv det falske Gienskin vige,
Det, som fortryller mig!
Thi, ak! Mens jeg betragter det, bortsnige
Titusend' andre sig.
Mød, stands dem! - Men de glide, smutte, bruse,
flye, storme, lyne bort!
Selv til at sees, at nævnes af min Muse
Er Glædens Liv for kort. 198
Ja, kundskabgridske Siæl, dybt af din Dommer
Nedelted i dit Leer,
Kan du kun see din Vellyst, før den kommer,
Og naar den er ey meer?
Ak! Det Minut, som var betroed at bære
Vor Rigdom i sit Skiød,
Er først, naar det skal holde op at være?
Dets Fødsel er dets Død!
Det smiler, naar det sendes af Alfader
Betynget til vort Bryst,
Det nærmer sig - og flyer! og efterlader
Kun Skyggen af sin Lyst.
O HAAB! og du ERINDRING! - Thi kun Eder
Betroer den Ævige
Magt at tilveye Støv Lyksaligheder
Og himmelsk Følelse;
Velgiørende Gudinder! I, som mætter
Den fangne Siæl med Lyst,
O kommer da! og iler, og opretter
Et Tempel i mit Bryst!
Thi ak! mit Hierte higer efter Glæde,
Høyt slaaer det, svulmende,
Mod Lyst, mit Øye frygter for at græde,
O kommer, Himmelske!
Thi Myrthekrandse kan min Muse binde, -
O snart! hvad tøver I? -
Thi høye Hymner har min Sangerinde,
Og Harpers Harmonie.
Bort, ZADOKS sorte Børn! og bort, neroner!
Og Smertens usle Træl,
Bort HERAKLIT! Forsvind! Thi Haabet throner
I min opfyldte Siæl.
O Riigdom! - Viid dig ud, mit Bryst, at fatte
Den alforherlige
Cherubers Lyst, og andre Verdners Skatte,
Og - Verdners Skabere!
O, hvilket Støv er Guld! - Hvor hastig falmer
Den stolte Daphnes Krands,
Og Epheu, og de seyerrige Palmer 199
Ved min Gudindes Glands!
O Glands! O Hav af underlige Straaler!
O Svælg af Salighed!
Synk i min Siæl! - heelt! - hvad den ikke taaler,
Det skal den smelte ved!
Thi dig, du Himlens Datter, er mit Hierte,
For ævig helliget:
Og ingen Skye, og intet Spor af Smerte
Skal meer formørke det.
Selv, dybt i Mulm, nedtrykt af Himlens Vrede,
Skal dog mit høye Raab
Fremkalde dig af Natten, og tilbede
Din Salighed, O HAAB!
Og dig, ERINDRING! Dig, hvis Smiil omhyller
Den forbigangne Lyst
Med Liv, med Pragt, som ævig nye fortryller
Det aldrig mætte Bryst:
Og dig, som raader for den Graad, som flyder
Saa smeltende, saa reen,
Saa himmelsk ved et Glimt af høye Dyder,
Ved Heltens Bautasteen,
Og ved Velgierninger, og selv ved Smerte,
Ved andre Tiders Skrig, -
ERINDRING! Hekatomber skal mit Hierte
Med Lovsang bringe dig!
Skiøn er du! Stor! Din sølvgraae Tinding pryder
Glands af den Ævige,
Du! Haabets Moder! du - og du tilbyder
Cherubers Følelse!
Men tryg, men elsket, som vort Ildsteds Skygge,
Kiendt, som en Moders Røst,
Men mægtig er din Glædes Lyd; vi bygge,
Vi hvile ved din Trøst.
Og vil jeg bygge - Templer i min Hytte
Trophæer i min Vraae,
Og for ved den, skal paa en dorisk Støtte
Den nøgne Sandhed staae. -
Med Elysæisk Pragt - Ney! bort I Drømme!
Thi paa barbarisk Viis 200
Skal, (frygt kun ey) skal ingen Lethe strømme
Nær ved mit Paradis.
Og ey det mindste Glimt skal giftig Slummer
Udslette af mit Bryst:
Ey selv et Gienskin af forsvundet Kummer;
Thi dette selv er Lyst.
Kun Nag og vrantne Fiender vil jeg glemme,
Du Giernesmilende.
Alt andet skal min Siæl huusholdrisk giemme
Og karrig tit besee;
Og stum af Lyst, som Harpax, vil jeg tage
De gamle Skatte frem
Og ofte tælle de forsvundne Dage,
Og smaaelig veye dem.
O gylden Øyeblik! hvor skiønt, hvor vægtigt!
Hvor stort! hvor fuldt af Gud!
Og dette, vil jeg raabe, hvor almægtigt
Forkynder det hans Bud!
Og hiint! Det stolte! Da det fandt mit Hierte
For snevert og for svagt,
Forlod det mig halvdød af himmelsk Smerte,
Halv qvalt af Dydens Magt.
O siælden Skat! - Fleer vil jeg finde præget
Med muntre Barders Lyst,
Og disse vil jeg smilende, bevæget,
Tit trykke til mit Bryst.
Hiint varmt endnu ved Smiil af Dydens Datter,
Hiint ved fortrolig Klang
Af Bachi Vaaben, hiint af Rabners Latter
Og hiint af Klopstoks Sang!
Og hiint - og hiint - hvi zitrer du min Læbe?
Hvi døde Glædens Lyd?
Og hiint - hvi velte Taarer frem og stræbe
At røve mig min Fryd?
Dog hvem har Sprog - hvem afmaalt Lyd til Eder
I alt for smeltende?
Hvem følte Glimt af Venskabs Saligheder,
Og sang sin Følelse.
Hvad Farve skildrer, hvilket Ord betyder 201
Det Nu, min Schleppegrell,
Naar Aander blandes, naar en Siæl bortflyder
I en fortrolig Siæl?
Hvo kan udvikle Glædens store Scene?
Hvo lærer Mennesket
Hans Taarers Sprog? Hvor er en klog Kamöne,
Som kan fortolke det?
Ney taus og hemmelig skal Siælen nyde
Hvert Gienskin af sin Ven.
Selv ey dets fulde Glands - En Tvil skal bryde
En Skye skal dæmpe den!
Og øm af Vellyst, frygtsom vil jeg stamme
Ak! er han lykkelig?
Er han i hvert et ædelt Træk den samme?
Og - TÆNKER HAN PAA MIG?

Kiøbenhavn den 31te Maj i 1772.

202

TIL HERR BERLING OG JFR. GODICHE PAA DERES BRYLLUPSDAG DEN 9 OCTOBER 1772

BAG Zembla er et Bierg af Sølv, som stiger
Mod Himmelen - der boer den stolte Kriger,
Indsvøbt i tykke Skyer af ævig Snee,
Og mørk og grum og græsselig at see -
Der throner Soelens Fiende - Han, som strider
Med Livet fra utænkelige Tider,
Der ruster han sig ud til ævig Krig
Mod Haabets Børn, og dem, som glæde sig -
Hans Røst er Storm - hans hule Suk oprører
Afgrunden, og forstyrrer Skibets Fører -
Hans Øynes Vink er Mulm og Nat og Død,
Hans lumske Smiil giør Himlen bleeg og rød.
O flye Natur! Alt seer man ham nedstige
Fra Biergene af Sølv - den Skrekkelige -
Seer ham, hist svøbt i Taage vandrer han
Paa Ryggen af det vilde Ocean -
Fra Soelens Bredde kan man alt fornemme
Hans vilde Fnysende, hans Vredes Stemme -
Alt kommer han beredt til Kamp og Krig -
Og Soelen flyer og Glæden skiuler sig -
Naturen blegner, sukker dybt og græder -
Den hyler, sønderriver sine Klæder -
Ifører sig en Sæk, et hæsligt Sløer,
Og stønner, spretter, mattes ud, og døer.
Arbeidets Søn, den stærke Landmand, bæver,
Soldaten puster i de haarde Næver -
Den tykke Junker flyer til sin Camin,
Og Nympher pandsre sig med Hermelin.
Og alle væbne sig mod Kiæmpens Vrede,
Een med Vulcans, og een med Bacchi Heede,
Og alle flye - Den troer sig lykkelig,
Som veed et Sted, hvor han kan skiule sig.
O du, som fandt et Skiul og Liv og Varme
Og Lyst i din Hyrdindes kiælne Arme! 203
Min BERLING, Du! som er bevæbned med
Den rene Ild af ægte Kierlighed.
Lyksalige! lad Kiæmpen fnyse, true! -
Du smiler tryg ved Amors søde Lue,
En Himmelsk Ild, som tændt af Guders Gud
Ved Dyden selv, kan aldrig slukkes ud -
Og lad Naturen blegne, sukke, græde
Og døe! - Din Ild opliver dig til Glæde,
Den spaaer dig salig Frugt, skiønt Jordens Skiød
Er lukt - og dobbelt Liv, skiønt Pan er død(*)
O viise Valg! Ja BERLING! Ja den Høye,
Som elsker dig, har selv opladt dit Øye -
Han viiste dig det skiønne Tilflugts-Sted,
Og han velsigner det med Varighed! -
* 204

HARLEQUIN PATRIOT ELLER DEN UÆGTE PATRIOTISME EN COMISK COMOEDIE I TRE HANDLINGER PAA VERS

(1772)

HANDLENDE PERSONER

  • HARLEQUIN. HANS PUFF.
  • LISETTE, hans Kone. GEERT.
  • AGNETE, hans Datter. JØRGEN.
  • JOST, en rig Borger. TO RETTENS BETIENTER, hvoraf den ene er en stum Person.
  • LEANDER, hans Søn.
  • SKRIVER.
SKUE-PLADSEN ER I HARLEQUINS HUUS.

FØRSTE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

LISETTE filerer. AGNETE syer ved en Ramme. HARLEQUIN sidder lige over for dem i en Lænestoel, med Armene over Kors, og efter Anseelse i dybe Tanker.

HARLEQUIN
JA - Squenz, hvis Siæl er tyk, af Tænke-Sprog og Gloser,
Den lærde Squenz i Laug med sværmende Matroser...
Kort, hvem jeg tænker paa - en Laplandsk Advocat -
En sukkende Bigot, hos en forædt Prælat -
En Grønlandsk Haar-Friseur - En Moralist til Hove,
Kan noget... gabe dog, og strække sig, og sove -
En Munk fordøier dog, og sladdrer - Selv en Død
Formelder os med Stank sin Ret til Kirkens Skiød -
En Aand... Ja en med Horn, med Kiæder og med Flammer
Kan kyse Sands og Liv af Herremænd og Ammer,
En dum trebenet Skurk, har jaget mangen Helt,
Fra Ponse-Bollens Ild, til sin Frue Moders Telt - 205
Men selv en pudret Aand, kan fløite - flaae sin Næste,
Og spille sin Fallit, saa ziirlig, som den beste -
En giennemsigtig Nar, en luftig Springere,
Kan hoppe, sye Merlin, og tumle Præsterne -
En Orm - en Fidibus - det mindste, man kan nævne,
Kan dog en Ting - det er, og har en Art af Evne -
Og, hvor jeg seer et Dyr, i Jord, Luft, Ild og Søe,
Saa kan det, om ei meer, dog leve eller døe -
Men en... ak en... hihi - Ak, gid jeg flød i Taare! -
Selv græde kan jeg ei... En from, godhierted Daare -
En stakkels Borger-Ven - En patriotisk Siæl,
Som har - ak! - den Fortred, at Landet lider vel -
At Staten uden ham giør alt... og efter Snorer...
At ei en usel Krig - ei selv en Krig med H**** -
At ikke Skyggen af et Gran politisk Feil -
En lille Griffenfeld, som Enden af min Negl -
Et Oprør - kun et Knur, som det i tomme Maver -
At intet hielper ham, at yttre sine Gaver -
At ei et lumpent Tab opmuntrer ham til Flid -
At Dyrtid, eller sligt, fordriver ei hans Tid -
Aha!... Ja, han er meer end levende begravet -
Da først - da føler han, hvor høit han var begavet -
Sin Lunges Værd - og da - hvad kan han? - Himmel! - Nei! -
Hvad skal han tale om?... Og tie kan han ei! -
LISETTE
Jo vist, min gode Mand - vist kan den Kloge meget,
Som ønsker andres Vel, og tænker paa sit eget -
En Nar kan drømme, naar hans Velfærd staaer paa Spil -
Om Jost nu kræver strengt, hvor skal det saa gaae til?
HARLEQUIN
(Som ikke har hørt et Ord, af alt, hvad hun har sagt.) Nei Intet! -
LISETTE
Intet? - hvad? - O, det skal hielpe længe! - 206
Herr Jost har hvidt paa sort, og Pant for sine Penge -
Dit Skarn!...

(Hun græder.)

HARLEQUIN
(Endnu i sine egne Betænkninger, og saaledes hele Veien igiennem.) Jeg finder ei...
LISETTE
Nei ret! - hvor intet er,
Uendelige Nar, hvad vil du finde der? -
Og Dosmer! - Himlen veed, hvor kiær du er mit Hierte,
Det Fæ du er - Jeg seer dit Raserie med Smerte -
Du sladdrer for en Stat, og tier, naar det galt
At faae din Datter gift, og al din Gield betalt! -
Det koster kun et Ord - den brave Jost tilbyder
Sit Svogerskab - Vist ei af Agt for dine Dyder -
Det veedst du vel min Glut - Hans Søn er ung og rig,
Din Datter elsker ham, og du betænker dig! -
Der skal en Vers-Pandur - en, som maaskee kun lyver
For fattigt Haandværks-Folk - Tre Blade for en Styver -
Herr Skriver - han mit Barn! - Men kiender du mig ret?
Saa sandt jeg elsker dig, ifald du vover det!...
HARLEQUIN
Aha! -
LISETTE
Min Skat, jeg skal saa ringe for dit Øre,
At...
HARLEQUIN
Stakkels Patriot! - hvad skal - hvad kan du giøre?
LISETTE
Betal Herr Jost! - hvis ei - giv Herr Leander Ja -
AGNETE
Min beste, mon det kun er rigtigt med Papa?
LISETTE
Den narriske Contract, som du har underskrevet,
Er Sladder, Hiernespind - saa got som sønderrevet - 207
Det mærk! - Naar har man hørt om først Prioritet
I Døttre? - Skiønne Pant! - Retskabt for en Poet! -
Og, det du drømmer om - den Fordeel af hans Værker,
Er Vind - Hans høie Mod, er faldet, som jeg mærker;
Men Jost! - og han forsmaaet! - Han skulde vide sligt! -
Din Dosmer, var ei da mit Barn ulykkeligt? -
AGNETE
Han... ak, han svimler! -
LISETTE
(Høit til Harlequin.) Snak! - forstaaer du, hvad jeg siger? -
HARLEQUIN
(Endskiønt han virkelig er vel undskyldt for at forstaae hende, dog endnu i en ganske anden Betragtning end den, hun formoder.) Nei! -
LISETTE
Ikke? - du skal see mit Ord, og om det sviger!
HARLEQUIN
Hvortil skal en, som jeg, anvende sin Forstand? -
LISETTE
Du din? -
HARLEQUIN
Hvad er han da? -
LISETTE