FORERINDRING

✂ OM man med Rigtighed kand slutte fra et Skrifts hastige Afgang til Publici Bifald, saa har jeg i Henseende til min Philet al Aarsag at smigre mig dermed. Om det og ikkun er en Formodning, saa bliver den i Forfatterens Øjne stærk ved sin Elskværdighed, og understøttes den af Kienderes Dom, skal han lettelig tilskrive den en Overbeviisnings fulde Styrke. Det er den, som har bestemt mig til at samtykke i et nyt Oplag, af nærværende Fortælning. - Jeg bør ey forsømme denne Leilighed til at bevidne Forfatteren af den Kritiske Journal - ikke min Taknemmelighed - Thi et Ord, som maaskee kunde synes at røbe en Skygge af MisTillid til den Fortieneste, som han tilstaaer mit Stykke, vilde fornærme en Mand af hans Indsigt og Retsindighed - men den Glæde, som det er mig, ikke at have mishaget ham. Jeg bevidner at jeg ikke kiender den Mand, hvis Misfornøyelse den ey kunde trøste mig for. Jeg bør og anføre de Aarsager, hvorfor jeg ved dette Aftryk ikke har forandret de faae Steder, som han har giort den Erindring imod, at de vare Uforstaaelige; en Erindring, der faaer saa betydelig en Styrke af den Mands Skarpsindighed, som giør den! - det Billede, som jeg skildrede giorde saa dybt et Indtryk i min Forestilling, at jeg, som tydelig saae dets mindste Træk, i den Orden som allene kan giøre det heele fuldkommen, glemte, som det ofte hændes, at mine Læsere mueligt kunde enten ikke see dem, eller see dem fra en anden Side end jeg. Havde jeg forud seet at et andet Begreb kunde forbindes med Frygtens blege Skygger, end det jeg selv forbandt dermed, skulde jeg heller have vovet at besvære min Læsere med 34 to matte Linier, end at forvilde ham med et Aeqvivoqve, som jeg virkelig anseer for en utilgivelig Ufuldkommenhed i al slags Digt. Og havde Journalisten erindret at det var tvetydigt, uden tillige at stille mig den ufordeelagtige Maade for Øynene, som det kan forklares paa, saa skulde jeg have forandret det uden videre Indvending. - Men nu skylder jeg mig selv det nøye at bestemme det Begreb, som jeg har forbundet med dette Udtryk, for derved at befrie mig fra at blive mistænkt for saa uordentlig en Indbildnings-Kraft som det andet forudsætter. Og naar jeg paa den Maade har forklaret mig, seer jeg ikke at nogen Forandring giøres nødig; Da denne ikke saa sikkert kan tilveiebringe den forønskte Tydelighed, som en Note.

✂ Jeg vil ikke subtilisere ved at erindre, hvor umueligt det er at frembringe Skygger af alle Slags Farver, og i Særdeleshed blege, som kan skee ved en hver meer eller mindre igiennemskinnende Materie. Det vilde være utidigt, da jeg ikke kunde tilgive mig selv, om jeg nogen Tid havde forestilt mig Frygten som et Legeme, hvis Gud veed hvor mange Skygger havde forfulgt Philet, og det, saavit man, naar det tages i den Forstand, maae slutte af Sammenhængen, uden at den selv fulgte med. - Thi det var unaturligt om Philet, som vil give en halv Fortvivlelse tilkiende, skulde sige sig blot forfulgt af dens Skygger, naar han var forfulgt af denne Skrækkelige selv; uden at tage den bekiendte Regel i Betragtning; at Benævningen altid bør skee fra det vigtigste. En Regel, der binder en Digtere, som bør tiest outrere sine Billeder, meer end nogen anden. - Om den og havde fulgt med burde den rimeligviis kun giøre en Skygge. Men hvor forvirred, hvor barnagtig et Begreb! Og dog kan dette, som jeg nu seer, virkelig forbindes med det Udtryk: Frygtens blege Skygger. Men jeg forbandt det ikke dermed. - Ved Skygger har jeg ønsket, 35 at mine Læsere saavel som jeg her vilde forstaae Skygge-Billeder, Fantomer, Spøgelser, disse græsselige Chimærer, som avlede af Frygten bedre skildres af den, end af nogen Digtere. Jeg troede, og det gav Anledning til min Feiltagelse, at den Friehed, hvormed f. Ex. de beste Romere i denne Forstand betiene sig af Umbra og de rigtigst skrivende Tydske af Schatten, uden at nævne andre, berettigede mig til dette Ønske. Men da det er slaaet mig Feil, bliver intet tilovers for mig, uden, som jeg før erindrede, enten at slette mit Udtryk ud, eller, det som jeg har valgt, at forklare mig ved en Note. For, saavit som det staaer til mig, at giøre mig tydelig, vil jeg forsøge at oplyse min Mening med et Exempel. Naar en Mordere i de skrækkelige Forestillinger, som ere uadskillelige fra hans mørke Siæl, siges hvert Øyeblik at see Bøddelen over Hovedet paa sig, da er denne Bøddel en af dem, som jeg har kaldt Frygtens Skygger. Men de Skygger, som forfulgte Philet har jeg kaldet blege, for paa nogen Maade at tilkiendegive, at det meere var Forestillinger om den Nød og de Ulykker der forestod andre, som bragte ham saa nær til Fortvivlelse, end nogle af de ubehagelige Udsigter, som røre enten fra Unøysomhed eller fra en ond Samvittighed, og som ere en Verdslig-viis saa uanstændige. -

✂ DEN STEILE MUUR, SOM BANGE KUMMER BYGGER IMELLEM HAAB OG SIG, er den anden Tanke, som Forfatteren af den Kritiske Journal holder for at være utydelig, men da den Forstand, som han selv angiver, er saa vit jeg endnu indseer den eneste, som det kan tages i, og han følgelig har forstaaet mig meget vel, behøver jeg i mine Tanker intet at legge til, om det ey er følgende Anmærkning: Ingens Tilstand er saa elendig, at han ey skulde kunde haabe Frelse, naar han ikke selv forhærder sig derimod, og ingen Siæl er saa formørket at den ey skulde kunde see dette Haab, naar den ikke 36 forsætlig bygger sig uoverstigelige Forhindringer, som skiule det. Men dette var den Tilstand, hvortil Philet nærmede sig, og den steile Muur (den i hans Tanker uovervindelige Vanskelighed) som hans bange (af Frygtens Skrække-Billeder udmattede) Kummer bygte imellem sig og Haabet, maatte nødvendig for en Tidlang skiule det sidste, om han skulde vedligeholde den Caracter, hvorpaa heele Stykkets Plan heroer. -

✂ Det Ord Lasterhaft er vist ikke Dansk, men Tydsk, og jeg har derfor forandret det til Lastefuld.

✂ Det Motto som jeg har valgt af Ramler, syntes mig at være beqvemt til et Valsprog for min Heraclit, og beqvemt til at udtrykke den første Følelse af Smerte og Frygt som de lykkelige Bernstorfske Bønder rimeligt nok kunde fornemme, da de mistede deres elskte Græve. Dersom jeg havde brugt det saaledes, som det staaer i sin Sammenhæng hos Ramler, vilde det vist have været en ildepassende Satyre; men det var nødvendigt til Ramlers Hensigt og ikke til min. - Dette har jeg holdt for nødvendigst at erindre i Henseende til Philet.

✂ At jeg har betient mig af denne Leilighed for at bekiendtgiøre to Stykker, som hidindtil har været utrykte vil jeg ikke undskylde; thi da var det bedre at lade det være. Adskillige af mine Venner hvis Dom jeg forlader mig paa, har troet at de vare ikke aldeeles uværdige til Trykken. Det ene indbefatter nogle Sørge-Kantata, som i Anledning af høilovlig Ihukommelse Enke-Dronning SOPHIA MAGDALENES Dødsfald blev forfærdigede til det Musicalske Selskabs Tieneste, som længst har holdt deres Forsamlinger paa Bryggernes Laugs-Huus. Af mig ubekiendte Aarsager blev de ikke opførte. Men hvorfor jeg haster med at lade dem trykke, veed jeg meget vel; Den liden Sang, den eneste, som jeg nogen Tid har skrevet for det smukke Kiøn, vil man maaskee forundre sig over at finde ved Siden 37 af de andre. Men om den nogentid skulde bekientgiøres, maatte den heftes til andre Stykker, som var større. Dersom den nyder den Lykke at behage mine Læsere, holder jeg for, at det er ligegyldigt, hvor den staaer; da det er min eneste Hensigt, og mit høyeste Ønske, efter Evne at befordre mine Medborgeres Fornøyelse. Forskiælligheden af disse tre smaae Stykkers Indhold og Form, er i det øvrige ikke uden al Hensigt, da jeg har bestemt denne liden Samling til en Prøve, og om den er saa lykkelig, at finde Publici Bifald, til en Forløbere for en større Samling, som jeg i dette Tilfælde, saa snart mueligt er, agter at bekiendtgiøre.

✂ d. 18de Decbr. 1770.

✂ JOHANNES EVALD.