PHILET EN FORTÆLNING
(1770)

✂ Die Götter, die jetzt lachend mit euch ziehen, Bereuen ihr geschencktes Glück. - Ramler.

✂ ELHØY, DEN 16. SEPTEMBR. 1770

✂ TRÆT er min Siel - - forfulgt af Frygtens blege Skygger,
»Sank den tilsidst ved dig,
»Du steile Muur, som bange Kummer bygger
»Imellem Haab og sig. -
»See! - standser ei min Graad? - mit følesløse Hierte
»Slaaer ordentlig og svagt
»Slaaer ordentlig og svagt -
»Stivt seer mit Øie Trudsler, Trøst og Smerte
»Med lige stor Foragt. -
»Lad Dyder Haand i Haand og zittrende og blege
»Gaae mit Paulun forbi! -
»Lad kaade Fauner og Sirener lege
»I heslig Harmonie! -
»Lad Slangen hvisle Søvn og lad Orcanen brøle! -
»Mon jeg fornemmer det? -
»Jeg! - som forhærdet neppe meer kan føle
»Mit eget Aandedret! -
Saa var det, at Philet bedrog sig - thi hans Klage,
Og Taaren kom igien;
Og dobbelt stærk kom Smerten snart tilbage
Til Dydens ømme Ven. -
Philet var stor blant dem, som føde sig med Taarer,
Som skiælve for at lee,
Som see kun Jammer, lasterhafte Daarer,
Og Ulyksalige. -
»Ak!« - raabte han igien - »hvor er da varig Glæde? -
»Hvor er Lyksalighed? -
»Hvor er en Ting, som Dyder ei begræde,
»Og ikke blues ved? -
»Ophøi Dig, Du hvis Siel er nøisom, god og roelig,
»Og kald Dig lykkelig! -

✂ »Ha! - viid! - den luurer bag Din trygge Boelig,
»Som skal forstyrre Dig.« -
Her overiilte Harm den fromme Sangerinde. -
»Vaagn af din onde Drøm,
»Forvovne«! - raabte hun - »At Sandhed vinde,
»Kom! - Følg mig, see og døm!« -
En Kreds - - - Men Iris laan mig Farver til en Scene,
I hvilken Smertens Ven
Forglemte sig! - Laan mig din Ild, Camoene,
At jeg maae skildre den! -
En Kreds af sølvgraae Mænd fandt en ærværdig Hvile,
Hist, hvor vor glade Tid
Har seet Naturen saa fortroelig smile
Mod Viisdom Konst og Flid -
Hvor Elhøy reiser sig, og stolt og venlig byder
Den trette Vandringsmand,
At undre sig paa hvert et Træ, som pryder
Det nyelig skabte Land;
Der laae de - reene Smiil brød frem af hvert et Øie,
At stride mod Philet;
Og tvang hans Suk, og syntes at fornøie,
Blot ved at blive seet. -
Thi Elhøys Top er ei saa smuk, naar Solen daler,
Og venlig kysser den;
Som Nøisomhed og Sielens Hvile maler
Hvert Træk af Alderen. -
Langt borte hylede Bacchantens vilde Glæde,
Og langt fra dette Sted
Skreg Overmod, - men Viisdom var tilstede,
Og tryg Fortroelighed. -
Og du, de Viises Steen, som alle Daarer søge,
Ved Vold og Sviig og Konst;
Snart under Trældoms Aag, snart ved at spøge,
Og alletid omsonst;
Lyksalighed! - din Glands nedlod sig at besiele
Et kun uskyldigt Folk;
Hvis jævne Træk, hvis uafmaalte Mæle
Var nøgne Dyders Tolk. -21
En kaldte smilende sin Ungdoms Sveed tilbage,
Og syntes ung igien. -
En anden saae til sine sidste Dage,
Og priiste Skaberen. -
En sang sin Helbreds Lov - En viiste stolte Mærker
Af et arbeidsomt Liv -
En fandt i Konst - En i Naturens Værker
Et værdigt Tidsfordriv. -
Snart taug den hele Kreds, imedens en forklarte,
Besielt af himmelsk Fryd,
Hvor naadig Gud i Nødens Tid bevarte
Ham eller og hans Dyd. -
Snart slog man Haand i Haand forundret ved at høre,
Hvor farlig Krigen er;
Hvor meget ont dog Mennesker kan giøre
Mod andre Mennesker. -
Snart saae man halv med Frygt til hine Trængsels Dage,
Og man bespurgte sig,
Om Trældom ei kan kaldes Lande-Plage,
Saavelsom Pest og Krig? -
Saa kom et Glædes-Raab - »O lykkelige Tider,
»Hvori vi leve nu! -
»O Gud!« - saa raabte man - »Gud, som omsider
»Kom sine Børn ihu!« -
»Hist« - stammer een, som taus alt længe havde peget -
»Hist bag ved Stakkene,
»Opreiser jeg mit Huus - det er mit eget,
»Alt, hvad i der kan see.« -
»Hist« - er en andens Svar, og af de blege Kinder
Sneg sig en Taare ned -
»Hist boer min Søn - min elskte Søn, og finder
»Sit Leve-Brød i Fred. -
»Gud - raabte man igien - det Godes Giver høre
»Vor Bøn, og lønne Dig,
»Du store Mand, hvis Lyst det var at giøre,
»Vor Stand saa lykkelig! -22
Saaledes kom Natur, Uskyldighed og Glæde,
Usøgt til hvert et Bryst,
Og hver en Mund - I en usynlig Kiæde
Hang Lyst ved anden Lyst -
Men rundt omkring dem loe Naturen - Stolt udbreder
Den her sit Seiers-Tegn,
Sin Rigdom; og dens unge Herligheder,
Groe stærkt i Elhøys Egn -
Lad andre synge dig, guddommelige Orden,
Dig altings Skabere,
Som her frembyder hver en Skat i Jorden
Til de Lyksalige! -
Den Viise forske blant de skiulte Drive-Fiære,
Som bragte dig i Gang,
Arbeidsomhed! - og synge dig til Ære
En oeconomisk Sang! -
Thi Vellyst bandt min Siel til hine grønne Høie -
Vær mig et helligt Sted,
O Plet, hvorfra Philets henrykte Øie
Fandt Jordens Herlighed! -
Et rudret grønt med Guld igiennemvirket Teppe,
Som jævnt udstrakte sig,
Bar dig, Naturens Skat - det syntes neppe
At kunde bære dig -
O Frugt, og anden Frugt, og hver med Forskiel prægtig,
Som holdt og fordrede
Den hele Siel! - O Skabning, som almægtig
Omstøber Hierterne! -
Snart vandrede Philets umættelige Øie
Langs med en kroned Rad,
Af Skovens unge Børn, som venlig bøie
Sig sammen - Blad til Blad. -
Snart trængte sig et Lys, forbi den tette Skygge,
Og pegte myndig paa
En talrig Hiord, som pustende og trygge,
Og dybt i Kløvret laae. -
Her sneg sig et Christal, forfulgt af Solens Straaler,
Bag ved et Bierg af Høe;23
Og hist forsøgte Lilljer og Violer
At skygge for en Søe. -
Her stod endnu og hist endnu en enkelt Trave,
Ei for sin Ringhed glemt
Af Eieren, som sildig først kan have
Sin store Forraad giemt;
Men til et Vidnesbyrd for dig halvgyldne Slette,
Som synes nu saa bar,
Gav Hændelsen Philet det Vink at giette,
Hvor stor din Rigdom var.
Dog agter han det ei; Thi bag ved Sletten leger
En Flok af kaade Lam,
Rundt om sin Væder, som forgieves bræger,
At den skal følge ham. -
Nu triple de - hvor hist den tynde Røg opstiger,
Hist under Skyggerne
Veilede de Philet, som henrykt sniger
Sig med de Skiertsende. -
Dog glemmer han dem snart - En net, ukunstled Boelig,
Beqvem og vel forseet
Med Alt, og varig bygt, og reen og roelig,
Henrykker nu Philet. -
Her saae han Nøisomhed hos Velstand - Flid og Orden,
Hos dydigt Tidsfordriv -
Og dig o Fred- »O!« -skreg han - »har da Jorden
»Et saa lyksaligt Liv? -
Alt trak den mørke Skye sig langsomt fra hans Øie,
Som stivt og aldrig met
Forfulgte hver en Skiønhed, som den Høie
Tilbyder Mennesket. -
Han fløi fra Gaard til Gaard, som her adspredte dele
Opmærksomhed og Lyst -
Snart kom et Hegn, en Lund, og snart det Hele,
Tilbage til hans Bryst. -
»Nei« - raabte han tilsidst - »Nei, lykkelige Gamle,
»I, som en Drøm, maaskee,
»Her - og just her? - i Dag har vildet samle
»Til min Forvirrelse! -24
»Jeg veed - Jeg føler det, at Jordens største Glæde
»Er Ufuldkommenhed. -
»Tilstaaer mig, hvad det er, som I begræde,
»Og hvad i skielve ved«! -
»Vi? - - -« svarte man - og en, udmærket ved sin Alder,
Begyndte strax igien:
»Glemt er det Ord, som du tilbage kalder,
»Du Smertens mørke Ven. -
»Tre Vintre var det nu - Da saaede vi med Smerte,
»Og høstede med Graad -
»Da skalv vi - Frygt tillukte selv vort Hierte,
»For Haab og Hielp og Raad. -
»Thi Trældom var vort Liv, og Tidsler bar vor Ager,
»Og selv Velsignelsen
»Forsvandt som Dug - Vi skreg - og vore Klager
»Fandt ingen mægtig Ven.
»Men hist! - det store Huus - der - tæt ved hine Rader
»Af Træer - der boer en Mand -
»O Gud! - og hvilken! - Armods Ven og Fader,
»Skiønt af saa høi en Stand! -
»Han - see min Taare nu! - han er, som alle sige,
»Og, som vi let kan see,
»Saa stor, - saa vigtig for det hele Rige,
»Som her for Bønderne -
»Først, ypperst, viisest og oprigtigst i at raade
»Til Landets Gavn og Lyst;
»Og stor i Guds og i Monarkens Naade,
»Og i de Danskes Bryst. -
»Ei Pragt - Ei Ærens Tegn forblinde mig - Desværre,
»De pryde faae, som Ham. -
»Thi ak! hvor mangen vel saa prægtig Herre
»Giør sine Klæder Skam! -
»Dog Magt at giøre vel, som Himlen her forener
»Med Lyst - er, som jeg troer,
»Saa vigtig, at den Beste først fortiener
»Ved den at kaldes Stor. -25
»Men elskte Billede! - hvorhen? - hvor langt bortriver
»Du dog min hele Siel? -
»Hvad er min Roes? - Ak! - dens Undskyldning bliver,
»At jeg har meent den vel. -
Her taug den sølvgraae Mand, og saae sig om at nyde
De andres tause ja -
Og fandt den Tanke, da han saae det flyde,
Som han begyndte fra. -
»Troe mig, o Fremmede, den Graad du seer er Glæde«! -
Saa brød han ud igien -
»Af Nød og Sorrig kan vel ingen græde,
»Som har saa stor en Ven. -
»Thi taalte han det? - Han! - som neppe saae vor Klage
»I vort tillukte Bryst;
»Og dog halv trakte os til bedre Dage,
»Og tvang os til vor Lyst. -
»Viid, at det Land du seer var fordum vilt og øde,
»Endnu halv skiult i Vand -
»Hin store Strækning med den rige Grøde,
»Var Kiær og Mus og Sand. -
»Uorden, vor Tyran, opslugte Sæd og Møie -
»Og, hvad den levnede,
»Var andre nok, som med et graadigt Øie
»Alt aad i Tankerne. -
»Alt Mod - alt Haab forsvandt - Thi om og en utretted
»I Flid var Bien lig;
»Da gik det ham, som den, der bliver mætted,
»Men samler ei for sig. -
»Den søde Pligt, som man saa sielden overgiver,
»Den græd - den skialv vi ved. -
»Din Arv, min Søn« - saa skreeg vi - »ak! - den bliver
»Vor Ulyksalighed. -
»Men hist oprandt vor Soel - hvor god og viis og mægtig
»Kom han vor Nød ihu! -
»Dag, da vi saae ham først! - hvor glimrende! -
»Hvor hellig er ei du! - hvor prægtig -26
»Thi med en vældig Arm omdannede han Jorden,
»Og trak dens Skatte frem,
»Og Væld af meer - og satte varig Orden
»Til at indhegne dem -
»Nu saae han smilende vor Glædes Grundvold færdig,
»Og saae sig lykkelig. -
»Endog i det sin store Skaber værdig,
»Som skaber ei for sig. -
»Beboer den, sagde han, og eier den og nyder
»Dens Frugt i varig Fred! -
»Og Godhed giv, at eders Afkom fryder
»Sig ved dens Herlighed! -
»Saaledes, skumle Nat forsvandt du fra vort Øie! -
»Vi see fra denne Tid
»Kun Haab, som steds' velsignes af den Høie,
»Og aldrig skuffet Flid. -
»Nu glæde vi os ved, langt fra, som før at grue
»For Efterkommere,
»Som Mangel ei, og Trældom ei tør true
»I slig Beskiermelse. -
»Hist boer den store Mand, som vil og kan beskytte
»Vor Velstand og vor Fred. -
»Han er det! - Han! - Vor Grundvold og vor Sytte! -
»Hvad skal vi skielve ved? -
»Ja!« - skreg Philet - som taus alt længe havde grundet,
Halv glad, halv skamfuld her -
»Der er Lyksalighed - Ja - Du har vundet,
»Drøm, eller hvad du er! -
»Jeg kiender ham -Vor Smags - de bedre Sæders Fader,
»At i hans Naboe-Lav
»Er ingen Torn, og ingen Urt, som skader,
»Og ingen aaben Grav. -
Nu overlod han sig til hele Kredsens Glæde -
»Bort« - smiilte han - »med dig! -
»Bort Heracliters Grille! - bør jeg græde,
»Hvor en er lykkelig? -27
»Men hist! - hvo kiender den, som iler hist og stønner,
»Og tit slaaer Haand i Haand? -
»Han græder - er det en af Landets Sønner? -
»O Glæde styrk min Aand! -
»Damoet! - - hvad er din Graad?« - - men ak, og ak vor Fader,
Var alt det Svar man fik -
Nu kom han - »Ak - vor Græve - Han - forlader« - - -
Og Røst og Sands forgik. -
Taus, som en Findlandsk Nat, og mørk blev Glædens Scene -
Nu kom et hylende -
Nu flyede den bestyrtede Camoene,
At skiule Taarene. -
»Hvad?« - skreg Philet - o Haab! - Dit sidste Glimt forsvinder! -
»Mon jeg begræder det? -
»Jeg! - som afmægtig neppe mere finder
»Mit svage Aande-Dret! -