Ewald, Johannes FEMTE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

LEANDER OG ORGON

LEANDER

Velkommen, min Onde! - De kommer ret beleyligt - Tør jeg byde dem, det jeg har ved Haanden? - De har ikke spiist

ORGON

Og jeg har heller ingen Lyst dertil - Men jeg maae vel undskylde mig

LEANDER

O, jeg beder for alting

ORGON

Og den stakkels Pernille med

LEANDER

Ney, min kiære Onde! - Det er meer end overflødigt - Hun er over alle Undskyldninger

ORGON

Hun har vist nok forløbet sig, det gode Barn - Men hun har opofret alting for mig - Hun har 311 mange Besværligheder - Mange Fortredeligheder. Hun

LEANDER
(Bitter.)

Fortiener ikke deres Godhed

ORGON

Jeg veed det, at hun er forhadt af alle - Men det er mig en Aarsag meer, hvorfor jeg bør tage hende i Beskyttelse

LEANDER

Ak min kiære, min saa inderlig elskte Onde! - Forlad mig! - Det er mig ikke anstændigt - ikke tilladt, at giøre dem Erindringer- Men skulde jeg og vove at fortørne dem - Jeg maae tale - Vilde de dog lade dem overtyde! - Hvorfor vil den retskafne Borgere, den ædle Menneske-Ven, den ellers saa viise Orgon, ikke see det eneste, som kan giøre ham lykkelig?

ORGON

Og, hvad er det for et eneste?

LEANDER

Et varigt, et helligt Baand, som er knyttet under Himmelens Velsignelse, under Dydens Varetægt, under Lovenes Bifald, og under alle gode Medborgeres Lykønskninger

ORGON

Men det er altid et Baand

LEANDER

Fælleds Høyagtelse, og selv i Mangel af den, fælleds Fordeel, giør det let og behageligt, og ærværdigt - da derimod - De maae forlade mig det min Onde! - Den Lænke, som de sukker under, er tung og haanlig - Skulde de og være ulykkelig nok, til at faae en slet Kone - og slettere, end Pernille kan ingen være

ORGON

Hum! - Hum!

LEANDER

Forlad mig det - saa vil hun dog ikke plyndre dem, thi hun veed at hun bestiæler sig selv - Hun vil ikke let vanære dem - Hun vil i det mindste 312 tage den Udvortes Anstændighed i Agt, thi hun har en Ære, at miste - Hun vil være øm over deres gode Navn, thi det er hendes Prydelse, og hendes Børns Arve-Gods - Hun vil være høflig, omhyggelig, ja lydig, for at undgaae Skam - Deres Brødre ere hendes Brødre, og deres Venner, hendes Venner - Et Fruentimmer derimod, som ingen Love giøre sikkert, for deres Ubestandighed, eller for Mangel efter deres Død - En Pernille, vil ansee sin Fordeel, for reent adskilt fra deres - Hun vil, for at sætte sig i Sikkerhed, uden Indskrænkning betiene sig af den Tid, da hun har Roret i Hænderne - Hun vil bedrage, bestiæle, ødelægge dem, for at berige sig og sine Venner - De derimod, som elske dem, vil være hende til en Afskye, thi hun veed, at de hade hende - Deres Ære vil være hende ligegyldig, thi hun vil ikke, at de skal være mere agtet, end hun er selv - Erindrer hun sig, opvakt af den almindelige Foragt, sit første Feyltrin, og hvad hun kunde have været, da vil hun lade dem føle sin tabte Dyd, og det, som hun har opofret for dem, og Vægten af sin Fortvivlelse - Hun vil bebreyde dem sin Ulykke, hun vil bande, hun vil hade, hun vil afskye dem - Og snart vil Virkningen af hendes Fortvivlelse vise sig i al hendes Adfærd - Hun vil foragte en Ære, som hun troer, at have tabt for evig - Hun vil blive tøyleløs - liderlig - Troer de ikke, at det andet Skrit til Laster, er lettere, end det første? - Eller troer de, at de er den Mand allene, som hun kunde opofre sin Dyd for? - Forlad mig - Jeg er hæftig, min kiære Onde! - Jeg taler frit

ORGON

Vel frit - Men din Alder, din Redelighed og mit Venskab kan tillade dig det - du taler uegennyttig

LEANDER

Er de derimod saa lykkelig, som jeg haaber, og som de fortiener, at de faaer en dydig Ægtefælle 313 - Hvilken Lyksalighed! - Hvilken Velsignelse! - De behøve kun at betragte deres Broder, den lykkelige Orontes, og hans Araminte

ORGON

Ja ja min Søn, der er noget i det du siger, men du betænker ikke, hvad Frihed betyder

LEANDER

Den, at drikke, hvad Viin man lyster, er vist nok artig

ORGON

Du har dog vel ikke fortalt den Historie her i Huset

LEANDER

Til ingen, uden til Araminte - I min første Heede kunde jeg ikke tie - Men hun har lovet mig, at holde det hemmeligt

ORGON

Ja til hun faaer sin Orontes at see - Jeg kan ikke nære mig - Jeg giør lige saa got, at jeg gaaer

LEANDER

Araminte elsker sin Mand for høyt til at betroe ham noget, som kunde giøre ham Kummer, og hun veed, at intet kan bekymre ham meer, end naar det gaaer hans Broder ilde - desuden har de altid nok, at tale om deres egen Lyksalighed

ORGON

Og Leonore?

LEANDER

Til hende taler Araminte aldrig om sligt - Hun, saavel som Orontes, skiulte gierne deres ulykkelige Aag, for heele Verden - den dydige, den uskyldige Leonore, har heller ingen Mistanke derom - Hun bærer tvertimod stor Høyagtelse for dem, og taler ofte om deres Retsindighed, deres Menneske-Kiærlighed.

ORGON

Hun taler ofte om mig, siger du? - Det rører mig - det

314