Ewald, Johannes FEMTE HANDLING

FEMTE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ORGON

Jeg skal da nu have en Samtale med Leonore - Hvad mon hun ville? - Uden Tvivl betroe mig sin Frygt, for hendes Fetters Paastand, at hun skal forlade dette Huus, og flytte hen til ham - Ah! var det saa, da fik jeg derved den ønskeligste Leylighed, at aabne mit Hierte for hende - Ja, det maae jeg ikke længere opsætte - Men hvorfor zittrer jeg? - Jeg - en Mand - er bange for at tale til et ungt og uerfaret Fruentimmer! O Last! O Bevidsthed om Ont! Hvor dybt, hvor dybt nedtrykker du Mennesket! - Thi jeg indseer det nu, alt for sildig indseer jeg det, at min Egensindighed var Uorden, og den Uorden Last - og førend jeg indsaae, eller tilstod det, ha! Hvor stærkt maatte jeg ikke allerede føle det, hver Gang jeg nærmede mig til den Uskyldige, den dydige Leonore! - Uden at kunde staae imod, slog jeg forvirret Øynene ned, saa tit hun saae alvorlig paa mig - Jeg vilde tale, og Ordet døde paa mine Læber - Endog hendes himmelske Venlighed kunde neppe oplive mit Mod - Ak! tænkte jeg, dersom hun vidste - dersom hun maaskee veed - eller, om hun faaer at vide - Men nu, da denne Frygt forøges, ved den Opsigt, som Pernilles pludselige Afskeed har giort blant Tieneste-Folkene her i Huset - da jeg skal aabenbare Leonore min Kiærlighed, nu mærker jeg først ret, hvilken elendig Person Skiørlevneren forestiller hos den kydske og dydige 360 Skiønhed, helst naar han elsker hende - Er han ikke nedrig og afskyelig nok, til at hykkle, hvad bliver ham da tilovers, uden at være fræk, eller at synes tosset? Enten setter han al Skam til Side, og anstiller nogle usle og fornærmende Forsøg, at giøre hende Lasten behagelig; eller, om han er saa lykkelig endnu, at han savner og ærer den Dyd, han har forladt; o! saa føler han sig nedtrykt af sin egen Uværdighed, frygter for, at hvert et Ord, hver en Mine skal røbe ham, og bliver tvungen, og latterlig - men der er hun

ANDET OPTRIN

LEONORE OG ORGON

LEONORE
(i det de sette sig)

Jeg er dem meget forbunden derfor; min Herre, at de paa min Anmodning, har villet umage sig herhid

ORGON

Umage mig! Ak! Enten maae jeg have været meget uheldig i at tilkiendegive dem mit Hiertelaug, eller de maae vide, elskværdige Leonore, at intet i Verden, er mig dyrebarere, end den Lykke, at være hos dem

LEONORE

Jeg troer det Hr. Orgon, at de bærer nogen Godhed for mig

ORGON

Siig heller

LEONORE

At de er øm, og nidkiær over min Ære

ORGON

Ganske vist

LEONORE

At de ikke vilde udlade sig med noget, som kunde underkaste mig ufordeelagtige Domme

ORGON

Uden Tvivl - men hvad vil Jomfruen sige dermed?

LEONORE

Jeg vil sige, at da jeg har saadanne fordeelagtige 361 Tanker om dem, jeg ikke kan finde mig i, at de skal have roset sig af, at jeg ikke er dem ugunstig - Er det afgiort, at jeg føler meer, end Høyagtelse for dem, fordi jeg finder Fornøyelse i deres Omgængelse, og undertiden søger den?

ORGON
(forvirret)

Hvorledes? - Jeg

LEONORE

Men det er Fruentimmerets almindelige Skiæbne, og jeg handler maaskee ufornuftig, at jeg beklager mig derover - Ethvert af vore Ord, enhver af vore Miner, har det Vanheld, at være Mandfolkene saa vigtig, at de altid vil finde noget deri - Og det er ikke lidet, som de vil finde - Ikke vor Tanke om en og anden Ting, ikke vort Humeur allene, men vor Tilbøyelighed, og ofte vor heele Charakteer - Ere vi alvorlige, saa hade, saa foragte vi dem; lade vi derimod et Ord falde, som kun har Skin af Venlighed og Fortroelighed, saa ere vi dem ikke ugunstige - Og ikke ugunstig er, som de vel veed Hr. Orgon meget sagt om et Fruentimmer - alt for meget

ORGON

O Himmel, Leonore! Jeg veed ikke, hvad jeg skal sige - Skulde jeg være saa ulykkelig? - Har Leander

LEONORE

Ja Hr. Orgon - Min Agt var ikke at dølge det for dem

ORGON

Den Ubesindige! - Men Himlen veed, jeg talte ikke om nogen Vished - Kun om Aarsag til at haabe

LEONORE

O, naar et Mandfolk udlader sig med, at han tør haabe, saa veed man nok, hvad det betyder - Men er det aldrig faldet dem ind, Hr. Orgon, at en, der altid har været saa ivrig en Forfegter af den ugifte Stand, som de, uagtet andre gode 362 Egenskaber, kunde synes mig, ikke at love den beste, ikke den kiærligste, ikke den ømmeste Ægtemand?

ORGON
(forvirret)

Ja - jeg har tænkt - jeg troede ikke

LEONORE

Og at jeg kunde forestille mig, at den Omgang han var vant til, med Qvinde-Kiønnet i hans Huus

ORGON
(afsides)

Himmel! - skulde hun vide

LEONORE

At denne Omgang, denne bydende Tone, han saa længe havde brugt med dem, mueligt vilde give Anledning til, at han begegnede sin Kone, noget nær, som sin første Betient?

ORGON
(afsides)

Ak! - Jeg faaer mit Vær igien - Ak! jeg veed alt for vel, at jeg ikke fortiener dem - Men den Lyksalighed, jeg forestille mig var alt for stor til at mit Hierte saa let kan rive sig løs fra den - Om jeg nu og har været daarlig nok til at smigre mig for meget, forvoven nok til at sige det - skal da, fromme Leonore, et uforsigtigt Ord betage mig alt Haab? - Og om jeg end hidtil har været en Fritænker i Henseende til Ægtestanden, kan deres indtagende Dyder da ikke have forandret mit Sind? - Og bør man ikke forestille sig langt større Virkninger af dem? - Ak! - dersom de vidste, hvor høyt

LEONORE

Jeg kunde vente meget af et Hierte, som deres - Men mit Hr. Orgon - jeg nødes til at sige det - er ikke mere i min Magt

ORGON

O Himmel! - hvad hører jeg?

LEONORE

Det er alt givet bort til Leander - deres Hr. 363 Broder og Frue Syster ere i Dag blevne underrettede derom

ORGON

Leander! - Ham tilhører deres Hierte? - Hvordan er det gaaet til, at jeg ikke er bleven det vaer? - Men jeg henførte alt til Venskab - stiftet og forøget ved felles Opdragelse

LEONORE

Jeg veed det, at de elsker ham, og jeg tør haabe, af deres Ædelmodighed, at de ikke unddrager ham deres Yndest, for denne Tilstaaelses Skyld

ORGON

Saa ubillig haaber jeg ikke at blive

LEONORE

Jeg tør endogsaa anmode dem om meer - Leander troer, at jeg elsker dem, at det er mig, som har givet dem mit Portrait - Han vil, siger han, reyse herfra i Morgen tilig, og aldrig meer komme for mine Øyne - Har de nogen Godhed for ham og mig, kiære Hr. Orgon, saa søg ham strax op, bring ham af hans Vildfarelse! - Siig ham, at det er Araminte, som har givet dem mit Portrait - at jeg tilgiver ham alting - at han allene eyer, og stedse skal beholde mit Hierte

ORGON

Hvor haard er denne Prøve, de sette mig paa, deylige Leonore! - Men hvor det kommer an paa deres og Leanders Lyksalighed, der kan jeg ikke betænke mig et Øyeblik - (De staae op) - Jeg gaaer, og bringer ham selv hid (afsides) - Hvad har jeg ikke udstaaet i denne Samtale!

(Han gaaer.)

LEONORE

Jeg var ikke uden Bekymring om, hvorledes det vilde gaae af - Nu er jeg mere roelig - Jeg maae dog underrette Araminte herom - Lucie!

364

TREDIE OPTRIN

LUCIE OG LEONORE

LEONORE

Hvor er min Moder, Lucie?

LUCIE

Hun og Hr. Orontes har indsluttet sig i hans Cabinet, med en Hollandsk Skibs-Captain, der skal have været i Batavia, og bringe Breve med, fra Hr. Orontes Broder, som opholder sig der

LEONORE

Fra Ariste! - Ah! det glæder mig, og jeg veed, at det ligesaa vil glæde dem

LUCIE

Maaskee kan denne Mand og give nøyere Efterretning, om de 30 000 Rdlr. som skal være testamenterede til Jomfruen

LEONORE

O! Intet meer om denne upaalidelige Fortælning, som kun udsætter mig for en Argantes Forfølgelse, og en Magister Træknubs egennyttige og latterlige Opvartning!

LUCIE

Der har vi ham selv

LEONORE

O Himmel! - der findes og fortrædelige Folk i Verden, der ret paa et Haar, veed at treffe den Tid, hvori de kan plage os meest!

FIERDE OPTRIN

MAGISTER TRÆKNUB, LEONORE OG LUCIE

TRÆKNUB

Gratulor, gratulor - Jeg seer, at Roserne igien har forjaget Lilierne af deres smaa Kinder - Nu det er mig per Jouem kiært, at finde dem saa munter - Har min lille Gudinde maaskee min Chrie, at takke, for den Forandring?

365
LEONORE

Jeg forsikkrer dem, Hr. Magister, jeg veed neppe, hvad det er, en Chrie

TJRÆKNUB

Saa, at Hr. Orontes ikke har forklart den Chria Aphthoniana for dem, som jeg

LEONORE

Ak! - Jeg troer ikke, at Hr. Orontes veed selv, hvad det er, det barbariske Ord - Og jeg forstaaer det sandelig endnu mindre

TRÆKNUB

Da vil jeg dog forklare dem det - Om ikke for andet, saa for at fordrive dem Tiden - En

LEONORE
(fortrædelig)

Ak de maae forlade mig! - Jeg er ikke i Humeur til at høre paa lærde Sager

TRÆKNUB

Bene - det kan da være - Og der kommer endnu - thi jeg seer det forud - Lange Aftener, hvori jeg colloquendo kan udpynte Leonores guddommelige Siæl, med hundrede saadanne Skiønheder, som Chrier, Declamationer, og Orationer - speciatim med Troper og Figurer - som Troper - Metaphora, Metonymia, Synechdoche, Ironia - Figurer

LUCIE
(Hun holder ham Haanden for Munden)

For Himmelens Skyld, Hr. Magister, de maner os - Min ene Fod er alt halv i Jorden

TRÆKNUB

O Fruentimmer, Fruentimmer! - I skiønne ikke paa eders eget Beste - I burde anraabe Guderne paa eders Knæ om lærde Mænd - (Til Leonore) - Hvad siger hun, som er en Minerva iblant det smukke Kiøn, vilde hun ikke synes got om en Mand, som foruden, at han var paa sin midlere Alder; at han saae lovlig got ud, som jeg omtrent 366 - som foruden alt det, siger jeg, forstod sine Sprog, sit Latin, sit Græsk, sit Hebraisk, sit Chaldaisk, sit Syrisk, sit Arabisk, sin Philosophie ex fundamento, sin Mathematik, og sin Algebram, sin historiam uniuersalem, naturalem & patriam - sin -

LEONORE

Ney - Ney - Ney Hr. Magister! - Jeg vilde slet intet synes, om saadan en

TRÆKNUB
(efter nogen Taushed)

Per Iouem, saa maae hun og være af en maadelig Gout - Men dermed fordærvede hun min heele Maior - den Instants havde jeg ikke ventet - den bragte mig fra alle mine Concepter - Men der er fleer, som benytte sig af det Fegter-Kneb i Disputeer-Kunsten, at de attaquere Majoren

LUCIE

Vil de ikke frie til mig Hr. Magister? - Førend de siger mig reent Ney, maae jeg underrette dem om en liden Omstændighed, som de maaskee ikke veed - der er skeet en stor Feyltagelse - det er ikke Jomfruen - det er mig, som har arvet de 30 000 Rdlr. -

(Træknub bliver vred, og vil gaae, snen betænker sig, da han seer Argantes komme)

LEONORE

Lucie! der kommer nogen, Lucie! - Skulde det alt være - o Himmel!

FEMTE OPTRIN

ARGANTES OG DE FORRIGE

ARGANTES

Jeg havde saamen ikke tænkt at komme her, uden got Følgeskab - Ney jeg havde saamen ikke - (til Traeknub, meget koldt) - See! deres Tienner - Men jeg hører, at den Hollandske Skibs-Captain, som jeg talte med i Gaar, er her i Huset - Jeg har og betænkt det siden - at det i disse besværlige 367 Tider, er christeligere, at forlige sig, helst, naar man ikke just er saa sikker paa sine Vidner - Saa kan dog den ene spare og den anden faae noget - Ellers vilde vist nok Stævnings-Mænd og Skrivere, og Procuratorer, og Himlen veed, hvad for flere Gripomenuser, løbe af med det altsammen - De veed dog, min lille Sukker-Top, at jeg har et Skields-Ord tilgode, hos Hr. Leander?

LUCIE
(afsides)

Hvorfor ikke et got Ørefigen?

ARGANTES

Jo saamen har jeg saa - Men det kommer vi, som sagt, nok tilrette om - Jeg veed, at Hr. Leander ikke vil forbeholde mig mit - Ney han vil saamen ikke - Og, hvad Hr. Orontes betreffer, da har han sikkert og sine Penge for kiær, til at giøre mig mange Vidtløftigheder, hvor min Ret er saa soleklar - Jeg kan saamen heller ikke længer forsvare det, hverken for hendes salig Moder, eller for hende selv, at lade hende blive i et Huus, hvor hun ikke kan lære andet, end Ødselhed, og Uorden, og Galskab - Jeg vil saamen gierne troe, ja jeg vil saamen, at hun for lang Tid siden er kiæd deraf, det stakkels Barn - saavel som af de mange Snuus-Haner, der hoppe her Dag og Nat omkring hende - Men jeg har sandelig ikke havt Leylighed til hende før - Men nu har jeg været saa lykkelig, at finde en, som ikke kunde være bedre

LEONORE

Til mig? - Leylighed? - Men hvem har besværet dem, med den Commission, min Herre?

ARGANTES

O hun vil blive saa fornøyet, saa fornøyet, som om hun var kommet i Himmelen - Jeg skal sige hende - det er hos en kiøn, gammel, reenlig, tarvelig Jomfrue, som boer paa min tredie Etage - Værelset er smukt - det er vel ikke betrukket; 368 thi kort at fortælle, jeg holder slet intet, med Betræk i Værelser - der vil gierne sanke sig Utøy bag ved - Ja der vil saamen - Men der er des fleere kiønne Skilderier, alle med Glas og Ramme for - der er Jephtæ Datter, der er Dronning Elisabeth, der er Christine af Sverrig - O! jeg troer der er alle de 40 000 Jomfruer - Hvad Kosten anbelanger, saa spiser hun vel kun daglig Føde, saa velsom jeg - Men naar min lille Lekker-Tand, engang vil have lavet sig noget andet, som en Risen-Grød, eller et Par Æbleskiver, saa har hun, Himlen skee Tak! - Penge nok dertil - Ja hun har saamen - om det var til en Syster-Kage - Tiden skal saamen heller ikke blive hende lang - Naar de nu, skal jeg sige hende, fordrive sig Tiden, med at sye, eller med at spinde, eller med hvad de saaledes kan tage sig for, saa staaer saamen Munden aldrig stille paa den gamle Jomfrue - Hun kan fortælle om den Svenske Krig, og om Pesten, og om Ildebranden, saa man maae tabe Næse og Mund derved - Og der er saamen ikke en Familie i heele Kiøbenhavn, hvis Slægt Register og Giftermaal og Historie, hun jo kan regne op paa sine Fingre - Ney der er saamen ikke - Og saa skal jeg sige hende, om Aftenen, saa lister hendes lille gode Ven - hun forstaaer mig nok - sig saa sagte op til dem - og saa skal vi fortælle Eventyrer, og Lege Nødder i Hænde, og Blindebuk, og sye Skoe, og giøre hvad vi kan finde paa - Kort at fortælle, Meningen er denne - Hun skal blive saa fornøyet, og komme til at holde saa meget af mig, at der endnu skal blive et Par af os, førend vi slippe hinanden - Ja der skal saamen

LEONORE

O Himmel!

LUCIE

Dersom jeg maatte raade dem, saa giorde de saamen bedre, Hr. Argantes, om de parrede sig med deres gamle Jomfrue, eller med deres Agnete 369 - Ja de giorde saamen - Og endnu bedre, om de blev, som de var - Thi der er dog ingen Kone at faae, som kan knibe Huusholdningen, saa got, som de - Ney der er saamen ikke -

(Træknub leer, og nikker venlig til Lucie)

ARGANTES

Det er der, min Troe, ikke heller - Men dog, da jeg har kiendt hendes Moder saavel, og

SIETTE OPTRIN

LEANDER, ORGON, HENRIK OG DE FORRIGE

LEANDER
(løber til Leonore, og kaster sig paa Knæ for hende)

O min Leonore!

TRÆKNUB

Oho! -

LEANDER

O, jeg er en Uværdig! - Hr. Orgon har oplyst mig om min heele Forbrydelse - Jeg seer den med Skam - Her bliver jeg liggende, indtil de har tilgivet mig -

(imedens han taler, vil Argantes træde imellem dem, for at faae Leander til at staae op, men han tør ikke, hvilket giver et løyerligt Theater-Spil)

LEONORE
(rekker Leander Haanden han springer op og kysser den)

Ak! Leander, jeg havde tilgivet dem længe, førend de tænkte paa, at bede mig derom - deres - deres Overiilelser kan trykke - de kan qvæle - men de kan ikke forandre dette Hierte!

LEANDER

Ædle - fortreffelige - mageløse Hierte! -

(de tale sagte med hinanden, og derefter med Orgon)

TRÆKNUB

Det kunde jeg vel vide, at det ikke var for intet, at man forsmaaede min Chrie - Quos ego!

ARGANTES
(i det han nærmer sig dem)

Nu det bekiender jeg

370
HENRIK
(trækker Argantes stærkt bag i Klæderne, og bukker sig meget dybt for ham, da han vender sig om, for at see, hvad det er)

Deres ærbødigste Tienere, Hr. Argantes!

ARGANTES
(vreed)

Tienere igien!

HENRIK

Men jeg har noget vigtigt

ARGANTES

Saa sig snart!

HENRIK

Jord-Æbler, Hr. Argantes, saa store, som begge mine Næver - Rette Svine-Maver, og for 8 Skilling Skieppen - Er det ikke Røverkiøb?

ARGANTES

For 8 Skilling Skieppen siger han? - Hillemænd kiære, hvor kan man faae dem?

HENRIK

Det veed jeg sandelig ikke - Jeg tænkte kun, at det var got, om man kunde faae dem - Men dog skal jeg sige dem noget andet

ARGANTES

Lad mig i Roel - Men see kun engang til den dumdristige Karl! - (til Leonore) - Jeg kan saamen ikke nok forundre mig

SIDSTE OPTRIN

ORONTES, ARAMINTE OG DE FORRIGE

ORONTES
(med et Brev i Haanden)

Jeg bringer noget Nyt - noget aldeles uventet - som i visse Henseende, saavidt jeg troer, ikke vil være ubehageligt - endskønt det har kostet mig og min Araminte

ARAMINTE

Ak! - Jeg kan ikke forvinde det! - nu anden Gang og for altid at miste - den ædleste - den redeligste Mand! - (til Orgon) min Broder - o Leonore!

371
LEONORE

Jeg zittrer - o forklar

ORONTES

Ja det har kostet os nogle Taarer - men Skiæbnens Lov - Himmelens Villie er uforanderlig, og fordrer Underkastelse uden Knur - Og her, hvor saa megen Aarsag til Glæde, opretter vort Tab, kan endog Suk være Forbrydelse

LEANDER

Imidlertid qvæler de mig, Onde! - Tænker de, at det er en Vellyst, at staae paa Naale?

ORONTES

Taalmodighed, min Broer-Søn!

ARGANTES

Men førend de gaaer videre, vil jeg fortælle dem noget, som, endskønt det formodentlig, hverken er dem Nyt eller uventet, burde ikke koste dem nogle - men mange Taarer - Ja det burde saamen

LEANDER
(afsides)

Hal - endnu?

ARGANTES

Jo de har en Ære af den Opdragelse, de har givet mit Sydskendebarn! - at hun her for mine Øyne - uden - imod mit Samtykke - med Hr. Leander - Jo! - men dersom jeg er en ærlig Mand, skal der ikke blive noget af! - det skal ikke vare længer, end i Aften

ORONTES

Taalmodighed, Hr. Argantes! - den, som bragte mig dette Brev, og endeel andre Documenter, som høre dertil, er Captain Adriani - just den samme, som gav dem den Efterretning i Gaar, om Arven - Brevet er fra min Broder Arist - de veed, at vi var fire Brødre - Arist, som vi nu taler om, Lisimon, Leanders Fader, Orgon, og jeg - Han har skrevet det paa sin Sotte-Seng - og den smertelige Slutning er, at han ikke kan leve, naar vi faae 372 dette Brev - Han er virkelig død - Han var det alt da Captain Adriani reyste fra Batavia

ARAMINTE OG LEONORE

Ak!

LEANDER

Saa ventede der dog i Dag et Vanheld paa mig!

ORONTES

Han beretter, at han, efter adskillige Hændelser er kommet til Batavia, og der har været lykkelig nok, til at opreyse sine forfaldne Omstændigheder - Han melder de Aarsager, hvorfor han har skiult sit Opholds Sted for sine beste Venner - Men de giøre intet til Sagen - det vigtigste, det fornøyeligste af det Heele, er, at han ikke allene har udnævnt sine Brøder-Børn - dig Leander, og mine Børn, og ligesaa Broder Orgons, om han skulde have nogen - til sine eneste Ar vinger; men at det og er ham, som testamenterer Leonore de 30 000 Rixdaler, med det Tillæg; at hun skal giftes med dig, ifald i begge samtykke deri, og at

LEANDER
(omfavner Orontes)

Ak min kiæreste Farbroder! - Ak Leonore!

ARAMINTE

Denne Gang undskylder jeg deres Heftighed - Men lad dog deres Onde tale ud!

ORONTES

Han forordner tillige Hr. Argantes, at jeg, og i Mangel af mig Araminte skal imodtage disse Penge, og udbetale dem siden til den, som hun med vores Minde ægter - og at Leonore skal fremdeles blive i vort Huus, og under vor Opsyn, indtil hun bliver gift

ARGANTES

De maae saamen forlade mig, Hr. Orontes, at jeg begiærer en Smuule Beviis for alt dette - Ja de maae saamen

ORONTES

Testamentet skal blive dem forelagt, og de skal faae Copie deraf

373
ARGANTES

Men hvorledes kunde da Captain Adriani

ORONTES

En blot Feyltagelse - de fandt ham i Gaar paa tredie Sted - Han var kommet saa hastig i Land, at han havde glemt Brevet om Bord; og han kunde, som det er naturligt nok, hos en Mand, der har saa mange Commissioner, ikke erindre mit Navn - Han spurgte derfor efter Leonore og hendes Paarørende, i den Tanke, at jeg maatte være hende nær beslægtet, siden jeg efter Testamentet skulde have Opsigt med hendes Midler - de forsikkrede, at de var den eneste Paarørende, som Leonore havde her paa Stedet, og at de heed Argantes - Som man nu let kan tage Feyl, af Argantes og Orontes, troede han at det var dem

ARGANTES

Men jeg meente, at denne Gave til Leonore, kom fra en af hendes Fædrene Slægtninger, som ogsaa opholder sig i Batavia, eller der i Egnen, og skal være meget rig

ORONTES

Det har Captainen ikke sagt dem, men de selv har for hastig sluttet sig dertil; og da han ikke kunde bie, saa kom det ey til nogen nærmere Forklaring imellem dem

LEONORE

Den ædelmodige Mand! - Indtil sit Yderste har han beviist sig som en Fader imod mig! - (til Orontes og Araminte) - Nu jeg for altid mister ham, hvor lykkelig er jeg da, at jeg beholder i dem saa kiærlige Forældre!

LEANDER

Og en kiærlig Mand i mig!

ARAMINTE

Atter for hastigt! - de bør i det mindste først prøves i et Aar, efter saa stor en Overiilelse

374
LEANDER

Ak det er et Aar siden min Leonore blev vred paa mig!

HENRIK

VI har været over Alperne siden

ORGON

Jeg har hidindtil taugt - Jeg har været stum af Smerte over min Broders Død, og jeg har eftertænkt, hvor vel og viselig han har sørget for Leonores Beste, i at udvælge hende en Ægtefælle - den rette, den beqvemmeste Alder, er ingen uvigtig Sag i Ægteskab - og den, som, fød med et Hierte, der giorde ham oplagt til denne kiærlige Foreening; forsømmer alligevel den beste Tid dertil; han bør finde sig i, han bør ansee det for en billig Straf, at han siden maae undvære den - Ja yndige Leonore! - Saa vil jeg tænke fra denne Dag - Jeg længes nu kun efter at blive Vidne til deres og Leanders Lyksalighed

LEONORE
(til Orgon)

Dersom min ømmeste Hengivenhed

ARGANTES

Jeg seer nok, at man agter, at bortgifte mit Sydskende-Barn, uden at spørge mig derom - Men hun kan saamen og være vis derpaa, at hun skal aldrig faae saa meget af mine Midler

LEANDER

Deres Midler bruger hun ikke

LUCIE
(tømmer en Kurv med Syetøy i, som staaer paa Bordet, neyer for Argantes, og byder ham den)

Og deres Person forærer hun denne

ARGANTES

Nu! Nu! den kunde saamen dog være god, til at hente Æg i

LUCIE
(neyer meget dybt for Magisteren, og byder ham Kurven)

Hr. Magister! - En lille Foræring fra Jomfruen.

375
TRÆKNUB

Apage! - Saaledes at forhaane en Magistrum Philosophiae!

LEONORE
(alvorlie)

Lucie!

ORGON

Mine Herrer, vi gamle Ungkarle, har maaskee fortient denne Spøg - Vi har talt og muelig tænkt saa længe ubillig og ringe om Fruentimmer, indtil de tilsidst foragte os igien - Vi bør ikke fortænke dem deri, at de hævne sig - Vi har dog altid noget, som vi kan trøste os ved - Frihed

TRÆKNUB

Og Muserne

ARGANTES

Og de mange Bekostninger man kan spare

HENRIK

Og Sikkerhed for - (han tager sig for Panden) - havde jeg for en Time siden, havt Lyst til at sige - men nu - Hvad vil hun med den Kurv, Lucie?

LUCIE

Jeg venter, at han skal frie til mig, lille Henrik

HENRIK

Faae den Skam der giør, saa længe hun har den i Haanden - (Han tager Kurven fra Lucie, som kun modstaaer paa Skrømt, og sætter den bort) - Saa! - nu tør jeg vove, at bede om hendes Ja

LUCIE

Han skal, min Troe, først giøre Fruentimmeret Afbigt for det han sagde før - Erindrer han? - om Tungerne?

HENRIK

Afbigt? - Saa maatte det da være til de onde, arrige, falske, heslige, tossede Qvinder allene - Saasnart de melde sig

ORGON

Giør Henrik lykkelig Lucie! - Jeg giver ham min ene Herregaard i Forpagtning, og det Forskud, som han behøver

376
LEANDER

Og jeg giver ham, alt hvad jeg har lovet ham, og meere dertil

ARAMINTE

Og jeg bekoster Brylluppet

LUCIE

Nu da! - (Hun rækker Henrik Haanden) For Fruens, og det

gode Herskabs Skyld

HENRIK

Nu da! - (Han rækker hende sin Haand igien) For ikke at blive en Peber-Svend

ORONTES

Han tænker at skiemte, men det er dog et virkeligt Uheld - Og intet er vissere - Jeg veed det af Erfarenhed - end, at Jorden ikke har saa riig, ikke saa sikker en Kilde til Lyksalighed, som Ægtestanden, naar den bliver begyndt med Kiærlighed, med Overlæg, og i Tide.

ENDE PAA LYST-SPILLET