Ewald, Johannes SIDSTE OPTRIN

SIDSTE OPTRIN

ORONTES, ARAMINTE OG DE FORRIGE

ORONTES
(med et Brev i Haanden)

Jeg bringer noget Nyt - noget aldeles uventet - som i visse Henseende, saavidt jeg troer, ikke vil være ubehageligt - endskønt det har kostet mig og min Araminte

ARAMINTE

Ak! - Jeg kan ikke forvinde det! - nu anden Gang og for altid at miste - den ædleste - den redeligste Mand! - (til Orgon) min Broder - o Leonore!

371
LEONORE

Jeg zittrer - o forklar

ORONTES

Ja det har kostet os nogle Taarer - men Skiæbnens Lov - Himmelens Villie er uforanderlig, og fordrer Underkastelse uden Knur - Og her, hvor saa megen Aarsag til Glæde, opretter vort Tab, kan endog Suk være Forbrydelse

LEANDER

Imidlertid qvæler de mig, Onde! - Tænker de, at det er en Vellyst, at staae paa Naale?

ORONTES

Taalmodighed, min Broer-Søn!

ARGANTES

Men førend de gaaer videre, vil jeg fortælle dem noget, som, endskønt det formodentlig, hverken er dem Nyt eller uventet, burde ikke koste dem nogle - men mange Taarer - Ja det burde saamen

LEANDER
(afsides)

Hal - endnu?

ARGANTES

Jo de har en Ære af den Opdragelse, de har givet mit Sydskendebarn! - at hun her for mine Øyne - uden - imod mit Samtykke - med Hr. Leander - Jo! - men dersom jeg er en ærlig Mand, skal der ikke blive noget af! - det skal ikke vare længer, end i Aften

ORONTES

Taalmodighed, Hr. Argantes! - den, som bragte mig dette Brev, og endeel andre Documenter, som høre dertil, er Captain Adriani - just den samme, som gav dem den Efterretning i Gaar, om Arven - Brevet er fra min Broder Arist - de veed, at vi var fire Brødre - Arist, som vi nu taler om, Lisimon, Leanders Fader, Orgon, og jeg - Han har skrevet det paa sin Sotte-Seng - og den smertelige Slutning er, at han ikke kan leve, naar vi faae 372 dette Brev - Han er virkelig død - Han var det alt da Captain Adriani reyste fra Batavia

ARAMINTE OG LEONORE

Ak!

LEANDER

Saa ventede der dog i Dag et Vanheld paa mig!

ORONTES

Han beretter, at han, efter adskillige Hændelser er kommet til Batavia, og der har været lykkelig nok, til at opreyse sine forfaldne Omstændigheder - Han melder de Aarsager, hvorfor han har skiult sit Opholds Sted for sine beste Venner - Men de giøre intet til Sagen - det vigtigste, det fornøyeligste af det Heele, er, at han ikke allene har udnævnt sine Brøder-Børn - dig Leander, og mine Børn, og ligesaa Broder Orgons, om han skulde have nogen - til sine eneste Ar vinger; men at det og er ham, som testamenterer Leonore de 30 000 Rixdaler, med det Tillæg; at hun skal giftes med dig, ifald i begge samtykke deri, og at

LEANDER
(omfavner Orontes)

Ak min kiæreste Farbroder! - Ak Leonore!

ARAMINTE

Denne Gang undskylder jeg deres Heftighed - Men lad dog deres Onde tale ud!

ORONTES

Han forordner tillige Hr. Argantes, at jeg, og i Mangel af mig Araminte skal imodtage disse Penge, og udbetale dem siden til den, som hun med vores Minde ægter - og at Leonore skal fremdeles blive i vort Huus, og under vor Opsyn, indtil hun bliver gift

ARGANTES

De maae saamen forlade mig, Hr. Orontes, at jeg begiærer en Smuule Beviis for alt dette - Ja de maae saamen

ORONTES

Testamentet skal blive dem forelagt, og de skal faae Copie deraf

373
ARGANTES

Men hvorledes kunde da Captain Adriani

ORONTES

En blot Feyltagelse - de fandt ham i Gaar paa tredie Sted - Han var kommet saa hastig i Land, at han havde glemt Brevet om Bord; og han kunde, som det er naturligt nok, hos en Mand, der har saa mange Commissioner, ikke erindre mit Navn - Han spurgte derfor efter Leonore og hendes Paarørende, i den Tanke, at jeg maatte være hende nær beslægtet, siden jeg efter Testamentet skulde have Opsigt med hendes Midler - de forsikkrede, at de var den eneste Paarørende, som Leonore havde her paa Stedet, og at de heed Argantes - Som man nu let kan tage Feyl, af Argantes og Orontes, troede han at det var dem

ARGANTES

Men jeg meente, at denne Gave til Leonore, kom fra en af hendes Fædrene Slægtninger, som ogsaa opholder sig i Batavia, eller der i Egnen, og skal være meget rig

ORONTES

Det har Captainen ikke sagt dem, men de selv har for hastig sluttet sig dertil; og da han ikke kunde bie, saa kom det ey til nogen nærmere Forklaring imellem dem

LEONORE

Den ædelmodige Mand! - Indtil sit Yderste har han beviist sig som en Fader imod mig! - (til Orontes og Araminte) - Nu jeg for altid mister ham, hvor lykkelig er jeg da, at jeg beholder i dem saa kiærlige Forældre!

LEANDER

Og en kiærlig Mand i mig!

ARAMINTE

Atter for hastigt! - de bør i det mindste først prøves i et Aar, efter saa stor en Overiilelse

374
LEANDER

Ak det er et Aar siden min Leonore blev vred paa mig!

HENRIK

VI har været over Alperne siden

ORGON

Jeg har hidindtil taugt - Jeg har været stum af Smerte over min Broders Død, og jeg har eftertænkt, hvor vel og viselig han har sørget for Leonores Beste, i at udvælge hende en Ægtefælle - den rette, den beqvemmeste Alder, er ingen uvigtig Sag i Ægteskab - og den, som, fød med et Hierte, der giorde ham oplagt til denne kiærlige Foreening; forsømmer alligevel den beste Tid dertil; han bør finde sig i, han bør ansee det for en billig Straf, at han siden maae undvære den - Ja yndige Leonore! - Saa vil jeg tænke fra denne Dag - Jeg længes nu kun efter at blive Vidne til deres og Leanders Lyksalighed

LEONORE
(til Orgon)

Dersom min ømmeste Hengivenhed

ARGANTES

Jeg seer nok, at man agter, at bortgifte mit Sydskende-Barn, uden at spørge mig derom - Men hun kan saamen og være vis derpaa, at hun skal aldrig faae saa meget af mine Midler

LEANDER

Deres Midler bruger hun ikke

LUCIE
(tømmer en Kurv med Syetøy i, som staaer paa Bordet, neyer for Argantes, og byder ham den)

Og deres Person forærer hun denne

ARGANTES

Nu! Nu! den kunde saamen dog være god, til at hente Æg i

LUCIE
(neyer meget dybt for Magisteren, og byder ham Kurven)

Hr. Magister! - En lille Foræring fra Jomfruen.

375
TRÆKNUB

Apage! - Saaledes at forhaane en Magistrum Philosophiae!

LEONORE
(alvorlie)

Lucie!

ORGON

Mine Herrer, vi gamle Ungkarle, har maaskee fortient denne Spøg - Vi har talt og muelig tænkt saa længe ubillig og ringe om Fruentimmer, indtil de tilsidst foragte os igien - Vi bør ikke fortænke dem deri, at de hævne sig - Vi har dog altid noget, som vi kan trøste os ved - Frihed

TRÆKNUB

Og Muserne

ARGANTES

Og de mange Bekostninger man kan spare

HENRIK

Og Sikkerhed for - (han tager sig for Panden) - havde jeg for en Time siden, havt Lyst til at sige - men nu - Hvad vil hun med den Kurv, Lucie?

LUCIE

Jeg venter, at han skal frie til mig, lille Henrik

HENRIK

Faae den Skam der giør, saa længe hun har den i Haanden - (Han tager Kurven fra Lucie, som kun modstaaer paa Skrømt, og sætter den bort) - Saa! - nu tør jeg vove, at bede om hendes Ja

LUCIE

Han skal, min Troe, først giøre Fruentimmeret Afbigt for det han sagde før - Erindrer han? - om Tungerne?

HENRIK

Afbigt? - Saa maatte det da være til de onde, arrige, falske, heslige, tossede Qvinder allene - Saasnart de melde sig

ORGON

Giør Henrik lykkelig Lucie! - Jeg giver ham min ene Herregaard i Forpagtning, og det Forskud, som han behøver

376
LEANDER

Og jeg giver ham, alt hvad jeg har lovet ham, og meere dertil

ARAMINTE

Og jeg bekoster Brylluppet

LUCIE

Nu da! - (Hun rækker Henrik Haanden) For Fruens, og det

gode Herskabs Skyld

HENRIK

Nu da! - (Han rækker hende sin Haand igien) For ikke at blive en Peber-Svend

ORONTES

Han tænker at skiemte, men det er dog et virkeligt Uheld - Og intet er vissere - Jeg veed det af Erfarenhed - end, at Jorden ikke har saa riig, ikke saa sikker en Kilde til Lyksalighed, som Ægtestanden, naar den bliver begyndt med Kiærlighed, med Overlæg, og i Tide.

ENDE PAA LYST-SPILLET