✂

Anledning og Indledning.

✂ "Mennesket har Abenatur," det er en stor Sandhed; men den er vist nok grumme gammel. Jeg siger derimod: Aben har Menneskenatur, hvilket betyder det Samme; men klinger bedre; thi hiint er en Grovhed mod Menneskene - dette en Compliment til Aberne. Hvorom Alting er, saa anseer jeg denne Efterabelsesdrivt for Moder og Amme til al menneskelig Cultur - baade aandelig og legemlig. Og er den endelig ogsaa prima causa til efterfølgende Opsats. Thi da jeg i mit 25de Aar forlod Gefions Øe, for at besøge Jyders Land, saae jeg, ved min Indtrædelse i Skibet, paa Kahytbordet Skipperens Journal, hvis korte, sammentrængte, sententieuse Stiil jeg strax erklærede for en heldig Efterligning af Thucydides og Tacitus. "Smukt Vejr - laber Kuling - en Sejler til Luvart - Storm - Vinden ret Vesten - Fokken overbord - Kokken overbord -" o.s.v. vare Sætninger, der syntes mig ligesaa indholdsrige, som mystiske; ja, at kunne tjene til Overskrivter til ligesaamange Capitler af et Menneskes Levnetsbeskrivelse. Thi følte jeg Abenaturen røre sig kraftigen i mig, laante derfor nogle Ark Papiir af Skipperen, sammenhæftede dem i samme Format som hans Journal, og optegnede hver Aften vor lille svømmende Verdens Begivenheder, kryddrede med mine egne Tanker. I een Henseende - hvad Stilen nemlig angaaer - har jeg afveget betydeligt fra Skipper Børresen, idet jeg hellere - hvad Udførligheden angaaer - valgte Livius til mit Mønster; thi, som Barbeer, har jeg ikke godt ved at fatte mig kort, og som Væver, vil jeg gjerne føje mine Bemærkningers Islet til Historiens Trendegarn.

✂ Her følger Journalen:

✂ Til Ankers paa Jagten "Karen Margrethe" ved Trekroner.

✂ Solen gaaer ned; dens Straaler - nej, den Begyndelse er alt for højtravende. Hvad kan jeg fortælle om dens Straaler, som ikke er 252 sagt, sjunget, klynket, raabt, skreget, hvidsket, læspet tusinde Gange tilforn? Dens Straaler skinne ind ad Kahytvinduet - det er det Hele. Jeg stod paa Dækket. Der var Ingen ombord, uden en Matros, som sad paa Rejlingen, sang en Vise og slog Takten med sine Skohæle; en Dreng, som bankede Tørfisk, og Styrmanden, der trampede op og ned med Hænderne i Trøjelommerne, grinte mod Solen, naar den skjar ham i Øjnene, og kikkede engang imellem op efter Flaget. - En Tværdriver, ret en but Patron! Jeg vilde indlede en Samtale med ham; men han ynder ikke ordentlige sammenhængende Dialoger; hans Maneer er kort, afbrudt, laconisk - ganske i Skibsjournalens Smag. "En dejlig, velsignet Aften," begyndte jeg. Han troede nok, at jeg talte til Solen; thi han svarte Intet; men trak Skraaen frem med Tungen, og spyttede den langt ud i Søen. "Jeg tænker, vi faae smukt Vejr imorgen" sagde jeg. "Det veed der Ingen" brummede han. "Mon vi kan naae Aalborg til næste Aften?" spurgte jeg. "Det skal jeg sige ham imorgen ved denne Tid" svarte han. Det kan jeg selv, tænkte jeg. "Er Vinden god?" spurgte jeg atter. "Det kan han see paa Fløjet!" svarte han. Jeg blev stødt, og gav mig til at fløjte. Han saae paa mig, som om han vilde slugt mig; jeg blev ved. "Der er Ingen," snærrede han: "der fløjter ombord; det er ingen Nytte til." - Jeg taug, stoppede min Pibe, slog Ild, og begyndte at ryge. Jeg spyttede paa Dækket - det var ham heller ikke tilpas. "Er Søen ikke stor nok at spytte i?" knurrede han halvt for sig selv. Nu observerede jeg først, at han altid spyttede udenfor Skibet; for at føje ham gjorde jeg det Samme; Da Piben var ude, observerede jeg, at der var en Knap løs i min Kjole; jeg tog Naal og Traad frem og begyndte at sy e den fast. "Der er Ingen, der syer ombord;" brummede han igjen: "det duer inte." Nu gad jeg ikke længere hørt paa den Bjørn: jeg puttede derfor mit Syetøj i Lommen, og gik ned i Kahyten. Da jeg er temmelig høj og uvant med denne Passage, stødte jeg Panden mod Dørhammeren, og kjørte i Kane ned ad Trapperne. - Grobianen loe. Han har forspildt mig denne søde Aften, og ganske sat mig ud af min sværmeriske Stemning. - Jeg vil slutte for dennesinde, og søge mit Natteleje i Rummet - der har jeg udseet mig en Postvogn til Seng.

253

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Under Sejl i Kattegattet.

✂ Det var bælmørkt, da jeg vaagnede. Jeg kunde ikke strax besinde mig paa, hvor jeg var; endnu halv i Søvne hørte jeg en Trampen over mit Hoved, en Skvalpen ved Siden af mig og en Knærken bag ved. Jeg troede, at jeg laae endnu i min gode Seng i Regnegaden; at den første Lyd forskrev sig fra Studenten, der logerede ovenpaa, og saaledes altid plejede at marschere, naar han læste over paa sine Collegier, at den anden kom fra Stuepigen, som stænkede Vand paa Gulvet, og den tredie deraf, at hun lod Dørene staae aabne. "Luk Døren, Stine!" raabte jeg, "ellers løber Moppe paa Gaden." Jeg hørte en sagte Fnisen, og en Stemme, som sagde: "der er Een der snakker i Søvne." - "Tys!" hvidskede en Anden, "lad sove, hvem sove vil!" Nu blev det atter stille. Jeg blev heel vaagen, og begyndte at orientere mig. Der maatte være adskillige Passagerer dernede, komne ombord i Aftes, for jeg hørte fire eller fem forskjellige Variationer paa Snorken. Lidt efter sagde En: "Sej Du!" en Anden svarte: "Holloj!" - "Jeg vilde ønske," sagde den Første, "at jeg laae i min egen Koje, eller sad hjemme i min salig Bedstemoers Lænestoel; her lugter som den 254 slemme Syge af Spegesild og Flæsk og røget Kjød. Enten har Skipperen sit Spisekammer i Nærheden, eller ogsaa har jeg faaet Prangerens Madpose til Hovedpude." - "Mit Øre," sagde den Anden, "ligger klos til en Gammelost; jeg kan høre Springerne voltigere derinde." - "De æ min Madkorre!" hvæsede en tykmælet Jyde - formodentlig Prangeren. - "Velbekomme Dem, min Mand!" svarte den Første, "naar De faaer afspiist!" - "Jeg gad ogsaa vide" blev han sagtere ved til sin Sidemand, "hvad det er for Brixebidere, der har lagt Beslag paa Kahytten?" - "Tys!" svarede denne paa Fransk, i hvilket Sprog de fra nu af fortsatte Samtalen: "det er to jydske Frøkener, der har været herover med deres søde Fa'er - det sagde Skipperen, da jeg forlangte hans Koje - nu skal de hjem igjen for at see, om de kalkunske Høns har faaet Kyllinger; de har en forbandet nysselig Kammerpige med dem."

✂ "En ny Tidsalder" hørtes nu bag ved min Ryg, af en affecteret Theaterstemme, een af hine mange Rossingianere, som i denne Periode norskede i Thalias Capeller og stundom i selve Kirkerne, "en ny Tidsalder afslører sig nu, et Vink om vor aandige Tilværelses højere Betydning leder os til en dybere Erkjendelse." - "Ja visselig" svarte en Anden "en stor Hemmelighed afslører sig, Receptivitet for de evige Grundtoner er mægtigen vakt, vort indre Livs Historie træder klarligen frem -" Her afbrødes denne betydningsfulde Dialog; thi een af de Fransktalende sagde til sin Cammerat: "Hør! hør! her har vi vistnok to Philosopher fra Eilersens Collegium." - "Vi ere komne ind i Noahs Ark, Du! eller i et Menagerie; her er baade Bjørne og Pappegøjer" svarte den Anden; "gid Dagen snart maatte afsløre disse dybe Hemmeligheder." - "Jeg længes efter Frokosten," sagde den Første, "en god Snaps gammel Rom vilde gie mit indre Liv en højere Betydning." - "Har I Rom!" hvæsede Prangeren, som blandt de franske Ord opsnappede dette ham velbekjendte, "skal A lave os en Knægt, saasnart det bliver Dag." - "Deres Højærværdighed taler i Allegorier," svartes paa Dansk, "maatte det ikke behage Dem at lade Sandheden fremtræde i sin simple Nøgenhed, i sin skjønne ukunstlede Ynde!" - "Hua? hvem træder nøgen frem her? - Hr. Kammerraad! sover Han? De sige, her gaaer nøgne Mennesker herinde - " " - Piil apport!" tordnede en ny vældig Røst, som om den kom ud af et Oxehoved; og herpaa fulgte et almindeligt Latterchor. "Alle gode Aander!" sukkede Een med affecteret Angest "det er den vilde 255 Jæger!" - "Sante Hubert!" klynkede en Anden, "ora pro nobis!" -"Det torde være et Spørgsmaal," sagde den Tredie, "om Drømme kunne ansees for Yttringer af en potentseret Naturkraft, en Tilstand af klarere Selvbevidsthed - " " - Drømme er Drømme" sagde han med Madkurven, "de komme fra en fuld Mave; naar I vil drømme, skal I sætte et godt Skud Meelgrød tillivs før I gaaer i Seng -" "- Meget rigtigt" afbrød een af Søemændene, "Drømme ere ikke Andet, end Meelgrød i anden Potents; men det er et Spørgsmaal, om ikke Boghvedegrød ogsaa er istand til at hensætte Sjælen i en Tilstand af klarere Selvbevidsthed?" - "Var Du i Kirken i Søndags?" hvidskede den ene af Philosopherne bag ved mig. "Nej," svarede den Anden. "Vi fik en sød Præken," sagde hiin, "den handlede om Oldingens lyse Drømme. Begyndelsen greb mig strax med sælsom Kraft -" - Her declamerede han i halvnorsk Mundart: "Seer hiin ædle ungdommelige Olding! sneehvide Haar bedække hans skaldede Isse; med langsomme Fjed skynder han sig til Graven; naar han seer tilbage paa sit henrundne Liv, skuer han en lysende Fremtid imøde; den golde Ørk pranger med tusinde Blomster; det visne Træ bugner under gyldne Frugter!" - "Ja!" sagde den anden Philosoph, "det er en Mand for følende Hjerter; han forstaaer at gribe Sjælens Grundaccorder, og med rund Haand at strøe Blomster over Hverdagslivets øde Vej." - "Jeg griber et fireskillings Rundebrød!" raabte een af Søemændene, "hvo vil med rund Haand brede Smør paa?" - "Tøv lidt! tøv lidt!" svarte Prangeren, "stop jer Pibe af jer egen Daase! men det er det Samme: gier I Brændeviin, gier jeg Brød - " "Skipperen spørger, om Passagererne vil have Kaffe?" raabte en huul Røst ned gjennem den aabnede Luge.

✂ Nu blev det ret levende i Rummet. Een efter den Anden krøb op paa Dækket. Jeg var den Første, og tog de Øvrige i Øjesyn, ligesom de fremsteeg til Lyset; de vare Sex foruden mig: de tvende Philosopher; de Herrer, som talte Fransk indbyrdes, hvem jeg nu erkjendte for Søeofficierer; Prangeren med sin Madkurv, og endelig hans Ven Kammerraaden, som havde jaget i Søvne.

✂ Det var en stille og klar, men kjølig Morgenstund. Solen stod luerød op over Kullen. Ingen Vind krusede Havets blanke Flade. Sejlene hang slappe, og slyngede hid og did, ligesom Skibet vuggedes af den dybe Undersøe. "Det er et godt Vejr idag" sagde Prangeren til Styrmanden, der stod skrævende paa Fokbommen, og skottede foragtelig 256 til den hen ad Dækket ravende Landkrabbe. "Kalder Han det godt?" svarte den butte Gast; "det er godt, kanskee, for hans smaae Lam og hans Gæslinger; men jeg kalder det en ringe Lejlighed. Skuden gaaer mere tilbage, end hun gaaer frem." - "Vi faae snart Vind fra Land" sagde den ene af Søeofficiererne, hvem jeg til Forskjel paa den anden og brede - herefter vil kalde den Lange. "Det tænker jeg ogsaa Hr. Lieutnant!" svarte Styrmanden, og lettede høflig paa Hatten. Da Officieren nu spurgte ham om Noget i en sagtere Tone, vendte jeg mig, og saa hans lavstammede Cammerat staaende med Ryggen til Jollen og dampende paa sin Cigar, ganske ligegyldig for den majestætiske Morgensol. Jeg troede at borde gjøre ham opmærksom paa Højsamme, pegede derfor mod Østen med den just ikke saa aldeles nye Bemærkning: "at Den stod dejlig op." - "Hvilken mener De?" spurgte han, skottende derhen; dog uden at dreje Ansigtet. Nu blev jeg først vaer, at et dejligt Pigeansigt tittede op af Kahytdøren. "Solen ufortalt," svarede jeg hurtigt og sagte, "mener jeg nu den, som er os nærmest." Hun maae dog have hørt vor korte Dialog; thi hun rødmede pludseligt og forsvandt. "Hvem er den lille Tingest?" spurgte Officieren Skipperen, der nu kom til. "Det er Majorens Pige" svarte han. Og herpaa erfarede vi endvidere: at hans Frøken Datter, samt en anden Dame, befandt sig nede i Kahytten. Skipperen gik nu forud, for at lade Kaffeen frembringe, som strax efter modtoges af den smukke Kammerpige i Kahytsdøren.

✂ I det samme begyndte det at røre sig i Jollen. Den Brede vendte sig og sagde: "mon her ikke ogsaa skulde være en lille Kammerpige emballeret?" Han lettede en Flig af den over Jollen udbredte Kappe, og - en karmosinrød Arm kom tilsyne. Hurtig slap han Kappen, og greb med Fingeren om sin Ørelap. Det var vores Major, som her havde taget sit kolde Natteleje; han havde anseet det for bedre - kan jeg troe - at fryse paa Dækket, end at ligge varmt i Rummet blandt Creti og Pleti.

✂ Skipperen kom, og vækkede ham, for at afhente ham til Kaffebordet i Kahytten. Officiererne forlangte deres Portioner op paa Dækket. De to Philosopher stod ved Rejlingen paa den anden Side af Skibet, og saae hen mod Sællands Kyst.

✂ Det varede ikke ret længe, før Kammerpigen kom ud til os, og med undseelig Mine, og med næsten skjælvende Stemme hilsede de to Herrer Officierer fra hendes Herskab, om de ikke behagede at drikke 257 Kaffe nede i Kahytten. "Hvor Du er, mit Barn!" svarte den Brede, og smed sin Cigarstump overbord, "der vil jeg gjerne være." Den Lange spidsede Munden, som til et Kys; og Begge fulgte Indbydelsen.

✂ Her var just et meget passende Sted til at anbringe nogle nyttige Bemærkninger over Damernes Forkjærlighed for visse Farver; thi det kan vel antages for afgjort: at den røde og den blaae behager dem meest. I det mindste er dette Tilfældet her saavelsom og i Engelland, hvilket jeg kunde documentere med mange Citater af dette Lands bedste Romanforfattere. (De russiske Damer skulle derimod fortrinligen ynde den grønne Farve; de østerrigste den hvide - saa forskjællig kan Smagen være.) - Men hvorom Alting er; jeg vil ikke bemærke 258 Andet, end at jeg var sortklædt, saavelsom de tvende andre Philosopher, og at dette maae have været Grunden, hvorfor ingen af os blev indbudet til at nyde Kaffeen i Kahytten. Og dog borde ustridigen en solid Student langt foretrækkes en flygtig Officier; men desværre! der findes nuomstunder kun liden Grundighed hos unge Piger. - NB. bliver jeg nogensinde Medlem af et Selskab til Kvindekjønnets Forædling, skal jeg stræbe af alle Kræfter at virke paa Farvesandsen.

✂ Ovenpaa Kahytten lejrede sig nu om en anden Kaffekjedel de to philosophiske Studenter, den jagtelskende Kammerraad, Prangeren (som tillige aabenbarede sig som Proprietair) og min egen Ringhed. Men neppe havde vi nydt den forfriskende Drik, før en Sydostvind begyndte at rejse sig. Sejlene fyldtes, Roret knirkede, Matroserne løb frem og tilbage, Skipperen stillede sig foran Nathuset, saae med et Professoransigt snart paa Compasset og snart paa Fløjet, gav sine Ordre, og documenterede dem med kraftige Eder. - Kort: Solen var ikke kommen Halvvejen imellem Kullen og Meridianen, førend vi havde en frisk Kuling, saa at vi snart saae den sællandske Kyst ud af Sigte - som Irlænderen siger.

✂ Jagten dukkede op og ned, og frembragte en Bevægelse, der, uagtet dens formeentlige Sundhed, har noget Ubehageligt for Enhver, som ikke er søevant. Kammerraaden krøb ned i Rummet. Prangeren satte Panden mod Vantet, og holdt fast i Vævlingerne med begge Hænder. Den ene af de unge Lærde conjungerte "boao;" den anden stirrede stivt ud i Søen, som om han vilde udgrunde dens dybe Hemmeligheder. Søeofficiererne kom op paa Dækket, og den ene raabte til Skibsdrengen: "skrup Dig, Du! ned i Kahytten med Svabert og Pøs!" af hvilken Befaling jeg med temmelig Sikkerhed sluttede mig til Damernes Tilstand. Selv holdt jeg mig kjæk, og nød i Selskab med de to Søegutter en anstændig Frokost.

✂ Ved Middagstid fik vi Anholt i Sigte. Synet af denne mærkelige Øe mindede mig naturligviis om Peder Paars - højcomisk Ihukommelse, og ufrivillig fremmumlede jeg Heltens Tale, der - som bekjendt - blev afbrudt ved paakommende Brækning. Den ene af Studenterne, der, ligesom jeg, var fri for Søesygen, og, mig uafvidende, stod tæt bag ved mig, traadte frem; slog med Nakken; trak Læberne op mod Næsen, og sagde: "Jeg maae tilstaae Dem, at Holberg ikke er den Mand, som tiltaler mig; han har alene opfattet det Betydningsløse i den store Hobs tankeløse Hverdagsliv, og i et plat og frivolt Sprog 259 fortalt os en jammerlig Anecdote. Han har ikke mindste Ahnelse om det aandige Livs Poesie; han bevæger sig i Pøbelens Atmosphære; han fremstiller Mennesket blot som det er, og ikke som det burde være; han - -" "- Om Forladelse!" afbrød den Lange, som just var kommen til, med et sarcastisk Smiil: "er deres Navn ikke Berg?" - "Jo, meget rigtigt!" lød Svaret, og Begge lod til at blive næsten lige forundrede. Den Lange vedblev med paatagen Alvorlighed: "og deres Fornavn er formodentlig Rasmus?" - "Nej!" svarede Philosophen ligesaa alvorlig: "mit Døbenavn er Adam." - Nu mærkede jeg, hvor Søeofficieren vilde hen, og sagde: "Jeg veed just ikke, hvilken højere Grund, der kan bevæge Dem til Pseudonymitet; men da jeg er Peer Degn, maae jeg vel kjende Dem og vide, at De hedder Rasmus Berg" - Den omdøbte Erasmus Montanus saae forbauset paa mig; men inden det kom til nærmere Forklaring, brølede Skipperen sit: "klar for at vende!" En Søe skyllede ind paa Dækket; Erasmus gled omkuld, og vi Andre ilede over i Vindsiden.

✂ Nu bemærkede jeg først, at Vinden havde vendt sig, og blæste temmelig haardt, samt at vi begyndte at krydse.

✂ Een efter Anden af os søgte nu ned i Rummet, hvor alle vi Søestærke skaffede af fælleds Forraad. Et Par Flasker Viin gjorde os end mere lystige; og selv vor Philosoph nedlod sig til at deeltage i Hverdagslivets betydningsløse Færd, og syntes ganske at have forglemt hiin, ikke betydningsløse, Navnforvexling.

✂ Hen paa Eftermiddagen tiltog Stormen. Søeofficiererne gjorde flittigt Besøg i Kahytten; Kammerraaden og Prangeren til den Førstes medhavende Flaskefoder; de Andre sov.

✂ Intet Væsentligt forresten passerede siden. Mod Aften lagde Vinden sig lidt, og vi bleve stedse ved at krydse.

✂ Det er nu henimod Midnat. Jeg sidder ved en af de Medrejsendes Kister, og optegner ved Lanternens matte Skin herned i Rummet Dagens Mærkværdigheder. - Den smukke Kammerpige har jeg ikke seet siden imorges; det er maaskee saare gavnligt for mit svage Hjerte; thi seer jeg hende alt for tidt, torde det let hænde, at jeg tabte det tivende Gang. Dog være det langt fra mig, derover at fortvivle: mit Hjerte, skjøndt ikke nær saa haardt som Thors Hammer, har dog med Samme den Egenskab tilfælleds, at hvor tidt jeg kaster det bort, kommer det dog stedse af sig selv tilbage.

260

✂ Til Ankers under Læssøe.

✂ Det Første der forundrede mig, da jeg vaagnede, var at jeg havde sovet - sovet otte Timer i eet Væk; det er imod Reglementet - jeg mener Amors - den der er virkelig forelsket, maae ikke kunne sove haardt, ikke tale højt, ikke spytte langt. Intet af disse tre Criterier findes endnu hos mig; men vel et fjerde, hvortil de gamle Romere ej engang havde Navn, som dog alligevel er opfundet i Italien af deres udartede Efterkommere, og siden laant derfra af alle andre polerede Nationer: det nemlig, som Shakespeare kalder et "grønøjet Uhyre, der lever af sig selv;" Young: "Sjælens Ildebrand," og Rowe: "den grumme Søvnfordriver." NB. mod den sidste Benævnelse protesterer jeg, som aldeles urigtig. Og følgelig var ved min Opvaagnen Philosophernes og Prangerens Snorken en langt sødere Musik i mit Øre, end den Samtale mellem Dhrr. Søeofficierer, hvis sidste Ende jeg hørte, og som jeg nu vil opskrive:

✂ Den Lange. "- Jeg vidste Fa'en ikke hvem hendes Fa'er var; enten han var Major eller Oberst, enten han boede i Jylland eller Jødeland. Hun hedde Frøken Sillie, og var en snild Tøs; det var Alt hvad jeg vidste. Jeg har mødt hende eengang i Kongens Have og eengang paa Frederiksberg, altid i Flaade med Grosserer Goldsacks; og siden har jeg talt hende et Par Gange der hjemme hos dem selv."

✂ Den Brede. "Hun kan godt lide Dig, Du! Og hendes Papa har vist nok det rene Væsen."

✂ Den Lange. "Han skal være Ejer af to Herregaarde, siger Skipperen."

✂ Den Brede. "Veed Du hvad? havde vi blot havt en Præst ombord, saa kunde han og den lange Peer Degn* ha'e splidset Jer strax - hvad! et Søebryllup, Du?"

✂ Den Lange. "Aa Sludder! kan Man gifte sig, før Man bli'er forlovet? Sligt skal gaae med Lodder, Du!"

✂ Den Brede. "Naa, saa forlov Dig, for at gjøre en Begyndelse!"

✂ Den Lange. "L.. m.. M...** Jeg kan jo ikke engang komme til at tale ** NB. Det var mig. *** Disse Bogstaver med Prikker ved skal betegne det Samme, som den Hilsen Götz von Berlichingen fra det aabne Vindue sendte Høvedsmanden for Executionsarmeen.261 hende under fire Øjne. Den anden Frøken - what do you call her - viger jo aldrig fra hende."

✂ Den Brede. "Det skal ha'e gode Veje. Men, apropos! hvad siger Du om Kammerpigen? Det er D.O.k.m. Synd for den Glut; hun borde være Frøken, saa kunde vi bringe en Dobbeltalliance tilveje -."

✂ Her vaagnede Prangeren med en lang Gaben, og afbrød derved Dialogen; men jeg havde hørt nok: det "grønøjede Uhyre" begyndte at gnave i mit Inderste.

✂ Alle vare paa Benene; Vejret smukt, men Vinden ugunstig. - Damerne havde nu forvundet deres Søesyge, og besluttede at drikke Kaffe paa Dækket. Der saae jeg da de tvende Frøkener: Majorens Datter er ret vakker; men ikke nær saa smuk som Kammerpigen. Den anden Frøken - hun hedder Bertha, mere veed jeg ikke - er en ganske "betydningsløs Hverdagsskabning," som taler næsten slet Intet. Om hun tænker Noget, skal jeg lade være usagt; men derpaa tvivler jeg storligen.

✂ Jeg blev inviteret - formodentlig paa Søeofficierernes Anbefaling til at deeltage i Frokosten, hvilken jeg krydrede med adskillige nette Indfald, der lod til at behage baade Herrer og Damer. Om det saa var Kammerpigen, den lille Stine, saa stak hun nu og da det skjelmske Gefjæs op over sin Frøkens, og smilte saa nysseligt, at det gottede mig i mit inderste Hjerte. Den Brede kunde næsten ikke vende sine Øjne fra hende, hvortil Frøken Bertha smidskede nok saa lumsk. Den Lange holdt Sin varm, og hun saae ud saa glad som en Brud. Majoren talte Lidet, men spiste destomere; og hans Exempel fulgte Kammerraaden. Prangeren blev næsten bestandig nede i Rummet, og holdt sig til sin Madkurv.

✂ Til Ankers om Aftenen paa samme Sted.

✂ "O Skrøbelighed! dit Navn er Kvinde!" dog nej! det er ikke Skrøbelighed; det er Styrke i Synden: Vellyst, Forfængelighed, Glimresyge - see det er Ingredientserne, hvoraf Naturen laver det Væsen, der - som en vis Mand siger - "er Kilden til al vor Fryd og al vor Kummer." Hvo skulde have tænkt Sligt om denne yndefulde Skabning? saae ud saa from som en Due, saa reen som nyfalden Snee og saa kydsk som - et Helgenbillede! Og dog saae disse mine Øjne, hvorlunde hun frivillig, ja med Inbrunst - som Germanen siger - 262 kyssede den tykke, graahaarede, halvgamle Kammerraad. Og ikke fem Minutter derefter stod hun og talte ret fortrolig med den Brede; og jeg tør sværge paa, hun trykkede hans Haand; for da hun vendte sig, kyssede han det Sted, hvor hendes Tommelfinger havde siddet. Ja hun er mig den rette Noli me tangere! Velbekomme Dem, mine Herrer!

✂ Men om nu Lieutenanten virkelig skulde have alvorlige Hensigter med hende? borde jeg da ikke advare ham? Hm! jeg vil betænke mig herpaa til imorgen: Natten giver gode Raad. NB. Det Klogeste, Man her i Verden kan foretage sig, er dog at sove; havde jeg ligget hernede denne livsalige Eftermiddag og snorket ved Siden af Prangeren, var jeg ikke bleven Vidne til de Scener, som ovenikøbet ere istand til at forspilde mig et Par Timer af min Nattero. - Ak ja! jeg havde dog næret det Haab, her at træffe paa en dydig Pamela - pyt! paa det Laug! en Philine er hun; men ved den guldlokkede Sif! hun maae nu smidske ad mig, saa meget hun behager: i mig skal hun finde en Meister, en "steinernen Mann."

✂ Men Morpheus begynder at nedtynge mine Øjenlaage - jeg følger hans blide Indbydelse. Maatte jeg kun forskaanes for Drømme! thi jeg veed forud, at de alene ville dreje sig om flanevurne Kammerpiger, lesindige Lieutnanter, og forlibte Kammerraader. - God Nat! sov vel, om I kunne, I usle sandselige Hverdagsmennesker!

✂ Under Sejl syden for Læssøe; i Middagsstunden.

✂ Jeg har sovet inat som en Steen. Derfor kan jeg takke den letfærdige Skabning, hvis Uværdighed ganske har helbredet mig for hine forlibte Griller, saavelsom de tvende Philosopher, der iaftes snakkede mig isøvn. - Vi har frokosteret i Kahytten, da Luften var for kold paa Dækket. Philine vartede op. Hendes Væsen bliver meer og meer næsviist; hun coqvetterer uden Skye baade med den gamle og unge Tilbeder - ogsaa jeg fik, for en Fejls Skyld, et Par forføriske Øjekast, dem jeg paa en værdig Maade besvarede med strænge Blik. Kammerraaden og den Brede syntes Begge lige lykkelige - jeg skal sandelig ikke misunde dem. Snurrigt nok: Frøken Bertha, som ellers neppe kan lukke Munden op, fandt dog Pigens Opførsel alt for upassende, og gav hende derfor virkelig en net lille Finte: "hvad befaler Frøkenen?" sagde hun engang til hende, ligesom i en Adspredelse. Dog rødmede 263 hun selv derved, saavelsom Mammesellen. Hendes Fyr satte et suurt Ansigt op; men Kammerraaden slog hurtig et Glas Viin i Halsen, synlig nok for at dæmpe en frembrydende Latter.

✂ Jeg har forgjæves søgt en Lejlighed til, under fire Øjne at advare den stakkels Lieutnant; thi af en Yttring, han i Nat lod falde til sin Cammerat, maae jeg antage, at hans Tilbøjelighed for Pigen er noget Mere, end blot Passetems. Men han skal snart lære hende at kjende; hvorledes jeg saa end bærer mig ad.

✂ Atter for Anker om Aftenen.

✂ Havde jeg ikke seet hende kysse og klappe den tykke Kammerraad, vilde den listige Taske gjøre mig ganske uvis i mine Meninger om hendes sande Caracteer. O du kvindelige Forstillelse! du gaaer gyselig vidt!

✂ Jeg sad i Skumringen paa Ankeret udenfor Forstavnen. Hvorfor jeg sad der, hører ikke til Sagen; men vist er det, jeg maatte sidde der meget længere, end jeg havde nødig, og i en temmelig tvungen Stilling. Thi som jeg vilde rejse mig, hørte jeg tvende Stemmer indenfor mig: den brede Lieutnant og den forføriske Kammerpige.

✂ "Hr. Lieutnant!" sagde hun, "De har ønsket at tale med mig uden Vidner: hvad har De at sige mig?"

✂ Han. "Jeg vilde sige Dig, mit smukke Barn! at Du har taget mit Hjerte tilfange."

✂ Hun. "O! ikke Andet! det kunde De ligesaa godt have sagt mig i Vidners Overværelse. Ved saadanne Erklæringer pleje Deherrer Officierer vel ikke at genere dem for Trediemand."

✂ Han. "Du vil slaae min Tilstaaelse hen i Spøg?"

✂ Hun. "Naturligviis! da jeg ikke kan kjende Dem fra nogen slet Side, vilde det være en Fornærmelse mod Dem, om jeg tog Deres Ord for Alvor."

✂ Han. "Vel talt, mit Barn! men om det nu var mit Alvor? hvad vilde Du saa svare?"

✂ Hun. "Min Herre! jeg er en fattig Pige, som ikke ejer Andet, end min Ære -"

✂ Han. "Du kan lægge til: en Skjønhed - som - "

✂ Hun. "- Som De vilde gjøre til min egen Roligheds Grav?"

✂ Han. "Nej, Barn! Nej! derfor troer jeg, Din gode Forstand kunde 264 bevare Dig. Du taler ikke som Andre af din Stand - Din Opdragelse har ikke bestemt Dig til at tjene for dit Brød."

✂ Hun. "Men om det alligevel havde været Skjæbnens Villie? Dog - Hr. Lieutnant! lad os afbryde denne Samtale! den leder ikke til noget Godt - om Nogen saae eller hørte os her?"

✂ Han. "Hvad kunde det skade?"

✂ Hun. "Dem maaskee ikke; men mig saare Meget. - De tillader, at jeg gaaer tilbage til mit Herskab!"

✂ Han. "Endnu ikke! kun eet Ord, bedste Pige! Hvad Du her har sagt mig, indta'r mig kun endnu mere - jeg elsker Dig, ved Gud! oprigtigt."

✂ Hun. "Min Herre! De maae tillade mig at tvivle: en Officier skulde elske en Tjenestepige andet end for at gjøre hende til Heltinden i en Roman, som for hende nødvendig vilde faae en tragisk Ende."

✂ Han. "Nej saa skal -"

✂ Hun. " - Band ikke! band ikke - Hr. Lieutnant! De bedrøver mig, og - De fornedrer Dem selv - slip min Haand! den kan jo saa aldrig blive Deres."

✂ Han. "Og hvorfor ikke?"

✂ Hun. "Fordi den er Dem alt for ringe - nej! nej! spild ikke flere Ord, min Herre! men er Deres Tilbud alvorligt, da behag at gjenta'e det imorgen i hele Selskabets Nærværelse, saa - saa vil jeg svare Dem alvorligt!"

✂ Hermed hørte jeg hende suse bort, og den ulykkelige Elsker sneeg sig langsomt bagefter.

✂ Det er et græsseligt Snerperie! saa kostbare kunne slige Tøjter gjøre sig. Ja ja! hun gav nok bedre Kjøb; men nu skulde hun først udkramme de moralsk-sentimentalske Floskler, hun har opsnappet paa en eller anden Comedie. Den arme Fyr! jeg troer bestemt, han vil ægte hende. Men bie kun, min gode Frue Lieutnantinde in spe! jeg skal nok sætte dig en Streg i Regningen - forfængelige, uforskammede Ting!

✂ Hvor let kunde ikke ogsaa jeg have løbet i den Snare! Men jeg havde strax en dunkel Ahnelse om, at det ikke hang rigtig sammen med denne hersens Kammerpige.

265

✂ Under Indseilingen i Liimfjorden.

✂ Fortræffeligt! Knuden er løst - Romanen er færdig. Solen skinnede varmt; en mild Østenvind skjød os sagtelig hen mod Jyllands Kyst, og, da der ingen Urolighed var i Søen, saa jevnt, at vi ikke fornam, hvorledes vi kom afsted. Alle vare vi muntert stemte, og det blev i et Skibsraad besluttet at spise Frokost paa Dækket, og da at knække Halsen paa de levnede Flasker, Jollen, der stod os ivejen, blev sat i Søen; et Par store Kister hejsede op af Rummet med fyrige: "Haa-hajop!" af Matroserne, som ventede honnette Drikkepenge. Kisterne bleve stillede mellem Kahytten og Lugen, og dækkede; Bænke anbragte rundt om dem. Alle Passagererne, med samt Skipperen, toge Plads.

✂ Den Lange sad hos sit Hjertes Frøken; den Brede hos den lakoniske Bertha. Saasnart Glassene første Gang vare fyldte, greb Majoren sit, rejste sig, løftede det højt i Vejret, og raabte: "Herved declareres Mariage mellem Hr. Lieutnant Dannebrog og Frøken Juliane Sillie - de Forlovedes Skaal!" Glassene klingrede; et tredobbelt "Hurra!" drønede; den tomme Flaske fløj i Søen.

✂ Mit Blik faldt paa Kammerpigen, der stod taus og mod Sædvane meget alvorlig bag ved Frøken Bertha. Nu sprang den Brede tilbage over Bænken, gik hen til hende, og sagde højt og bestemt: "Husker Du, hvad Du lovede mig igaar?" - Hun rødmede, og stammede et sagte: "Ja!" - Det forekom mig nu at være paa den høje Tid at frelse Manden: jeg rækkede om bag Kammerraadens Ryg, og trak ham i Kjoleskjødet een Gang - to Gange. "Hvad behager?" sagde han med en hurtig Vending og et mørkt Øjekast; men og i samme Øjeblik til Pigen: "naar jeg gjentager mit forrige Tilbud? - " Jeg kastede mine Been over Bænken, og hviskede ham i Øret: "For Himlens Skyld! lad være!" "Hvad rager det Dem?" knurrede han tilbage; og sagde atter til Pigen, hvis Haand han havde grebet: "Naar jeg nu gjentager mit Tilbud? -" Kammerraaden, der sad lige over for os, grinte ret svinepolidsk. - Mit Blod oprørtes - jeg hvidskede atter med Hæftighed til Officieren: "De gjør Dem selv ulykkelig!" "Ri'er Fanden Dem?" svarede han mig, og næsten i samme Tone talte han de samme Ord som før til Mamsel Stine tredie Gang. "Hvilket Tilbud?" spurgte hun bleg og med bævende Røst. - Naa! saa sejl din egen Søe, du Ulk! tænkte jeg, og gik tilbage paa min Plads.

266

✂ "Mit Hjerte og min Haand!" udstødte han: "Du har lovet at svare mig alvorligt." "Det vil jeg" sagde hun: "Jeg erkjender den Opofrelse, De af Godhed for mig vil gjøre, jeg tager med Ydmyghed mod Deres Tilbud (her bøjede hun Hovedet og nejede dybt og langsomt) og skal stræbe at gjøre mig værdig til Deres højmodige Tillid!" - Det gjorde en Opsigt; men virkede dog ganske forskjelligt paa de Tilstedeværende: Kammerraadens Mund udvidede sig til et endnu bredere Smiil, hans smaae Katteøjne bleve næsten reent borte: de to Philosopher derimod opspilede deres saavidt mueligt: Majoren tvang sig til at sætte et alvorligt Ansigt op: Den Lange raabte paa nok en Flaske, dog uden at tage Notice af det sidst forlovede Par; men hans Dame smilte saa mildt og saa glad, som - jeg veed ikke hvad.

✂ Den brede tog sin Dame i den venstre Arm, og sagde: "Er der Ingen i det velfornemme Selskab, som har en Skaal for Lieutnant Anker og Jomfrue Kirstine Madsen?" Hans Cammerat rejste sig rask, greb Flaske i den ene Haand og Glas i den anden; men Kammerraad Lerkedal forekom ham: "En Skaal" raabte han, "for Hr. Lieutnant von Anker -" ("- ikke von Anker, Lieut-nant An-ker" brummede den Lange -) "og Jomfrue Kirstine Lerkedal!" - Det var en Scene!!! - Lieutnant Anker slap forbauset sin Kjereste, og saae paa hende, som om hun var bleven omskabt til en Fee, eller til en Princesse. "Er Tilbudet allerede fortrudt, Hr. Lieutnant!" sagde den forvandlede Kammerpige, fordi De nu strax griber mig i et lille Skjelmstykke; men jeg forsikkrer Dem, dersom De blot dennegang vil tilgive mig, skal jeg ikke oftere forbytte enten min Person eller mit Navn." "Jo eengang endnu D... t... m.." raabte han, idet han atter greb hendes villige Haand, "eengang og aldrig mere!" - Da lød den anden Skaal, og den anden og tredie Flaske fløj overbord.

✂ "En dyb Hemmelighed afslører sig" sagde den ene af Philosopherne. "Denne Piges Hverdagsliv" sagde den Anden, "har faaet en højere Betydning." - Ikke fuldt saa skjønt udviklede sig Frøken Berthas Skjæbne: det fandt sig, at hun var den rette Kammerkidsken, som ogsaa derfor strax overlod sin Plads til Kammerraadens Jomfrue Datter. - Det fandt sig endvidere: at Ingen uden Kammerraaden havde været deelagtig i Tøsernes Hemmelighed; samt at Rolleforbytningen havde været Jomfrue Lerkedals egen Opfindelse - uvist i hvad Hensigt - maaskee hun slet ingen har havt; thi det skal ofte, vil Man 267 paastaae, være Tilfældet med de menneskelige Handlinger; og disse ere heller ikke de værste.

✂ Jeg vil ikke lægge stort Fold til, at mit Hjerte atter har bevæget sig til Fordeel for Jomfrue Lerkedal, da hendes Skyldfrihed, med Hensyn til den tykke Kammerraad, nu klarligen haver aabenbaret sig; thi ikke skal jeg fragaae, at hun var saare indtagende, som hun sad der ved Kjeresten, og hendes glade Aasyn straalede yndigt frem under den tjenestekvindelige Natkappe, ligerviis som Maanen under den tynde Skye. - Naa, jeg trøster mig med, at hun dog ikke var den, som skulde løse mit Hjertes Gaade; og at hun maaskee kan findes blandt Brudepigerne ved det dobbelte Bryllup, som i Sommerens Løb skal stande hos Majoren, og hvortil jeg er inviteret, med Anmodning at forfatte et ziirligt Carmen.

✂ P.Sp.

268