En Aften-Underholdning paa Dagbjerg Dos

✂ Det er en bekjendt Sag, at i Dagbjerg Dos boede fra umindelige Tider - og boer endnu, kan jeg troe - en meget honnet Bjergmands-Familie, om hvilken Man ikke veed andet Ondt, end at den imellemstunder tilbytter sig et udøbt Barn i Nabolauget. Hvad Hensigten af et saadant Mageskifte monne være, skal jeg ikke sige for vist, hvis det ikke er den, at forbedre Racen ved den Methode, som Engelænderne kalde "breeding out". "Bytte er Bedrag", siger Ordsproget; og den sælle Skifting, Bonden faaer ibytte, viser noksom, hvo der har Fordelen paa sin Side. Nu da: en Sommer-Aftenstund faldt min Vei over samme Dos. Træt og mødig, som jeg var, satte jeg mig ned, ikke ret langt fra Toppen af Bjerget, og inden jeg vidste deraf, faldt jeg i Søvn. Hvor længe jeg har sovet, veed jeg ikke; men det veed jeg, at jeg blev vækket ved en Begivenhed, som ikke møder os hver Dag.

✂ Bjergtoppen hævede sig langsomt i Vejret, og dannede sig til et Lyngtelt, der båres af sex ildrøde Støtter. Derunder opsteeg et Bord, der forekom mig at være parisk Marmor, og dette blev, af smaae vævre Drenge, dækket lige saa hastigt, som smagfuldt og kostbart: Fade og Tallerkener vare af det pure Guld; Knive og Gafler af Sølv, Skafterne indlagte med Diamanter; Chrystalflasker og Glas stode ved hver Couvert, og Blomsterkurve med Roser af Rubiner, Violer af Saphirer, og saa videre, gjorde Anretningen saa nydelig, som tænkes kan. Derpaa fremsteeg - under en rossinisk Ouverture, udført af Katte, Ugler, Græshopper, Faarekyllinger, Skader og Peer Oxes Frøer - en Chapeau med Dame, som jeg siden erfarede var Vært og Værtinde. Deres Skabning og Costume var mig saa paafaldende, at jeg kan levere en meget fuldstændig og nøjagtig Beskrivelse derover: Han var en lille net Mand, med et højt Bryst, og stærkt snøret, omtrent indtil Tykkelsen af en Vognstang. Hans Buxer vare umaadelig vide, og Hatten saa bred, at den bedækkede baade ham selv og hans lille Hustrue. Denne var ogsaa klædt paa den højeste Mode, 96 med dybt nedringet Kjole, saa at Man mageligt kunde kikke ned mellem de nøgne Skulderblade - men: honny soit qui mal y pense! Sligt ere vi jo længe vante til at see. - Hendes Haar, Fingre og Arme varesom Man let kan vide - bedækkede med de meest glimrende Juveler, Ringe og Baand, og svære Gulduhre dinglede rundt om de brede Hofter. Hendes Livs Tyndhed overgik - om muligt - Hr. Gemalens; thi Man skulde virkelig ikke sige Andet, end at hun var sammensat af tvende forskjellige Stykker, med billig Forundring over, at de under alle Bevægelser dog ikke faldt fra hinanden: desuden havde Begge meget højhælede Skoe, hvilket gjorde Balancen endnu sværere. Man seer ellers af denne korte Beskrivelse, at Folk under Jorden, saavelsom Folk over Jorden, danne sig fuldkommet efter Parisernes høje Mønster, nu som i Holbergs Tid. Efter det første Par fulgte en Deel andre i samme Costume, og Alle toge Plads ved Bordet, paa fiint udarbejdede Elfenbeens Stole.

✂ Man kan her med Billighed vente en Specification af Retterne ved denne Soupé; og en Saadan er jeg og saa lykkelig at kunde fremlægge for mine smukke Læserinder, hvorvel jeg ikke selv kunde tage Deel i Nydelsen. Takket være den belevne Værtindes Omhyggelighed for sine Gjæster, og hendes uophørlige Nøden, der tillige gjorde mig bekjendt med de Tilstedeværendes Navne og Stand. "Vær saa artig," - lød det i korte Mellemrum - "Hr. von Rammebjerg! en lille Fiirbeen endnu! Frue von Elmandsbjerg! De nyder slet Intet af denne Ørentvistragout! Hr. Bergraad von Jelshøj! smager Maden Dem ikke? et Par smaae Edderkopper endnu, med Dugsauce! Frøken von Høghøj! De er alt for peen; maa jeg hjælpe Dem til lidt Musefricassee? Hr. Geheime-Bergraad von Baunhøj! De seer Retterne - et lille Stykke Hugorm! Hr. von Bloksbjerg! De har rejst en lang Vej - en lille Flaggermuus endnu, ellers gaaer De sulten fra Bordet!" - Sørgede Værtinden for at Fadene kunde tømmes, da passede Værten Flaskerne med samme rosværdige Omhue: hans eget Glas var altid i Bevægelse, nu til den ene Side, nu til den anden, med et: "Min Herre! maa jeg drikke et Glas med Dem?" - Hvad Conversationen angaaer, da var den meget levende; men efterdi Alle talte paa eengang, blev det mig vanskeligt at opfatte noget Sammenhængende. Saameget hørte jeg: at tvende gamle Bergraader vare i hæftig Disput om Tyrker og Græker; at en ung Cavaleer med sin Dame talte ligesaa entusiastisk, som kunstforstandigt, om en ny Vaudeville; at et Par 97 middelaldrende Fruer gjennemheglede nogle fraværende, og at en ung Fyr hvidskede søde Ting til Frøkenen i Huset - i Bjerget, vilde jeg sige. Samme Frøken var ellers - beyleufig gesagt - en ganske net Pige, og jeg skulde tage meget fejl, om hun ikke var en tilbyttet eller adopteret Datter fra Oververdenen. At hun dernede havde faaet en god Opdragelse, hørte jeg af hendes Frue Moder, som ved Slutningen af Maaltidet, da Fadene vare tomme, meget levende roste hende for hendes Chapeau, den unge Hr. von Bloksbjerg. Af hendes Yttringer kunde jeg med Sikkerhed slutte mig til, at Frøkenen havde perfectioneret sig i alle mulige Fruentimmernettiteter, saasom: at spinde Guld, spytte Perler, græde Diamanter. Hun var endvidere fuldkommen i alle nu brugelige Maaneskinsdandse, saavelsom i Sang og Musik. Men, hvad der var det Bedste, hendes Forstand var ligesaa uddannet som hendes Person: hun talte og skrev med Siirlighed ikke alene Modersmaalet (Bjergsproget); men, desforuden talte hun meget flydende Alfemaalet og Nissesproget; ja var end ikke ubevandret i Trolde-Sproget; hvilket, siden Thor udrøddede Nationen, er et dødt Sprog, og ellers nu kun bekjendt blandt de Lærde under Jorden.

✂ Viin og Sang maae følges ad! det vidste Man ogsaa her: Frøkenen 98 regalerede først - efter almindelig Beden og Nøden - Selskabet med Jægerbrudens "Vi binde Dig" etc. Jeg kjendte den paa Melodien; thi det var mig ikke muligt at forstaae et Ord, saa kunstmæssigt sang hun! Kun Omkvædet nam jeg, saasom da Alle stemmede i med, og en tyk Bergmand - der sad mig nærmest - med en Stemme, som en Tyr, overskraalte de Andre. Det var ellers noget varieret - maaskee rettere efter Bjergfolkets Lejlighed localiseret; thi jeg hørte tydeligt, at han sang: "Skjønne, grønne Jomfruebarm! Læber, som blaae Violer!" (Om Sangen har vundet ved denne Forandring, tør jeg ikke fordriste mig til, paa egen Haand at afgjøre; men henstiller det til de Herrer Recensenteres Bedømmelse, der ex professo forstaae sig paa Sligt og forresten vide alle Ting.) Hernæst fik vi: "der Erlenkönig", af Göthe, som Vexelsang mellem Frøken von Dagbjerg og den omtalte vældige Bassist, hvorefter Sidstmeldte udbragte Digterens Skaal, der blev ledsaget af et tredobbelt "Hurra". Naar det i et godt Laug først kommer til "Hurra"! saa plejer ogsaa Bacchi Magt at vise sig som prædominerende, til megen Præjudice for Comus, Momus og sommetider Venus med. - Evans Priis er da Æmnet i alle Viser: saaledes ogsaa her. Den unge Hr. von Rammebjerg istemte uopfordret: "Hvor Fader Evan troner." - Derpaa begyndte Geheimebergraaden: "Vil Du være stærk og fri," der paa eengang blev sjungen med to forskjellige Melodier. Lystigheden steeg nu til den Grad, at Man ligeledes paa eengang sang to forskjellige Viser, og det endda saaledes, at hver Sanger fulgte sit eget Tempo. Omsider rejste sig en af Gjæsterne, og, idet han svingende sit Glas gjorde en ufrivillig Libation paa den Damaskes Dug, intonerede han den yndede Finale: "Og det skal være Værtindens Skaal, Hurra!" Greben og henreven af en sympathetisk Følelse, og ganske forglemmende Tid og Sted, faldt jeg begejstret ind med mit: "og Skam faae den, der ikke -". Men neppe havde jeg, til Selskabets store Forbauselse, ladet min overjordiske Stemme høre, før Telt og Bord og Gjæster med en forfærdelig Larm sank ned i Bjerget; og, efter en kort dump Buldren i dets Skjød, blev det rundt omkring mig saa tyst og øde som i en Kirke ved Midnatstide. Jeg skal ikke nægte, at det var mig lidt unheimlich - som Tydsken siger. - Jeg skyndte mig derfor ned af Bjerget, ikke uden Fortrydelse over, ved min utidige Mellemkomst at have forstyrret Selskabets Glæde, og forkortet mig selv saa skjøn en Lejlighed til at udvide mine underjordiske Kundskaber.