1.

✂ Jorden var bedækket med Snee; Himmelen med Stjerner; Maanen kvællede; alle Vinde vare til Hvile. Forneden var intet Liv; men foroven var Firmamentet i uendelig Bevægelse: de utallige Smaalys i Mørket glimtede, tindrede, bævede, blinkede - og smiilte - som Engleøjne fra den fjerne, dunkle Evighed.

✂ Tildækket med Vinterens Liiglagen, omfunklet af den store Gravhvælvings Blaalys, laae Landsbyen Wöhrden, og sydligst i Samme Fogdens Hans Wollersiens Huus. Paa den brede Gavl, som vendte ud til Marken, stod et Vindue aabent, og indenfor dette en ung Pige, som af og til lænede sig paa Armene i Vindveskarmen; stak Hovedet lidt ud, og kikkede nu til den ene Side, nu til den anden. Naar en sexten Somres Møe staaer ved Midnatstid, i klingrende Frost, for aabent Vindue, seer hun vist ikke efter Stjerner; hendes Haab, hendes Længsel er ikke saa langt borte; hendes Tanker har ikke Carl den Stores, men Emmas Gang. Og naar en ung Pige saaledes venter, venter hun vist heller ikke forgjæves. - Fjernt ude paa Sneen saaes en mørk Plet, der stedse blev større, og stedse kom nærmere - Det var Reimer fra Wimerstedt, en ung, smuk Ditmarsker, blandt sine Jevnlige den Første i Dans og i Strid. Pigen trak nu Vinduet sagtelig til, men krogede det ikke, og lagde sig paaklædt tilsengs. Ynglingen kom hid, aabnede det kun paa Skrømt tillukkede Vindue, og befandt sig snart inde i den Elskedes Sovekammer.

✂ Forarger Eder ikke, I kydske Jomfruer og Ungersvende! Dette er vel et Stevnemøde, men ingen tydsk Schäferstündchen, ingen fransk tete à tete; det er en heel uskyldig, ved ældgammel Folkeskik hjemlet Sammenkomst mellem tvende Forlovede, der tale med kold Forstandighed om den snart begyndende Huusholdning, om forventet Brudeskjænk og Indkjøb, om Husets og Værtskabets Indretning, om 314 hvem der skal bydes til Bryllup, og om hvem der ved Samme skal hædres med forskjellige Bestillinger.

✂ Under disse ærbare Forhandlinger hørtes udenfor en Knirken i Sneen. "Sæt Krogen paa Vinduet!" hvidskede Pigen hurtigt. Reimer rejste sig, og gjorde efter Befaling; dog blev han staaende, for at opdage, hvo det var, som gik derude - en stor, mørk Skikkelse, der stedse kom nærmere. Sagtelig trak han sig tilbage fra Vinduet, satte sig igjen paa Kanten af Kjerestens Seng, og sagde - dog uden minste Skinsyge: "Hvem kan det være? det lader til, han ogsaa vil fenstre." "Vist nok Wolf Isebrand;" svarte hun: "det er kun faa Dage siden, han sagde til mig, at han kom en Nat med det Første for at besøge mig. Jeg tænkte, det var hans Spøg, og svarede ligeledes i Spøg, at Nætterne nu vare for kolde, og at mit Vindue var frosset fast."

✂ I det samme pikkedes der sagtelig paa Ruden, og en Stemme sagde: "Teke Hansdatter! sover Du?" "Nej!" svarede hun: "men her kommer Ingen ind." "Da seer jeg dog," gjenmælede hiin: "et Spor hertil, og intet herfra." "Det er mit!" tog Reimer Ordet. "Hvad for en Mit?" spurgte Wolf. "Reimers fra Wimerstedt!" svarte denne: "jeg kom først, Wolf Isebrand!" "Hm!" brummede Wolf: "det kunde Du have sagt mig, lille Telse! Det er ikke smukt at holde en ærlig Karl for Nar, og lade ham løbe for Ingenting i Frost og Snee." "Vær ikke vred, Wolf!" sagde Pigen: "jeg troede jo, I vilde skjemte med mig, for Folk har sagt, at I var gode Venner med Viben- Marie - hun boer jo ikke heller saa langt herfra, og saa gaaer I dog ikke forgjæves." "Den Dyvel med Viben- Marie!" udstødte Wolf: "hun har ogsaa faaet sig saadant et glat Ansigt kikket ud, med en Smule Fnuk paa Hagen." - Her sprang Reimer atter hen til Vinduet, og sagde lidt hidsig: "Fnuk kan blive til Skjæg, og en glat Hage kan være ligesaa god som en koparret!" "Hys!" faldt Telse ind: "ingen Spectacler! Reimer! Du skal være skikkelig! - gaae væk fra Vinduet!" - Han adlød. - "Wolf Isebrand! jeg vil sige det kort og godt: Reimer og jeg ere Kjerester, og om fjorten Dage skal vi have Bryllup." "Tillykke! tillykke!" sagde Isebrand but: "det kan ellers hænde, at Reimer inden den Tid faaer Andet at tænke paa - god Nat!"

✂ "Hvad meente han med det?" spurgte Telse. "De snakke saa smaat om Krig;" svarte Reimer: "de holsteenske Herrer ville nok engang maale deres Ridderlandser med vore Springstokke." "Ikke Andet?" sagde Ditmarskerinden: "saa springe de vel til Pølse, som de pleje." "Det tænker jeg med;" sagde Ungersvenden: "alligevel denne Gang 315 faae vi nok fornemme Gjæster - Hertug Frederik og hans Broder, Kongen af Danmark -." Atter afbrødes den politiske Samtale ved en stærkere Pikken paa Vinduet, og et højere: "Telse Hansdatter! sover Du?" "Hvad er det?" hvidskede Reimer: "jeg troer, at alle de unge Karle i Wöhrden har faaet isinde at fenstre her inat -." "- Telse!" raabtes der endnu tydeligere: "sover Du?" "Ja!" svarte den skjelmske Tøs med dæmpet Fnisen, og: "det er Carsten Holm!" hvidskede hun til den lykkelige Elsker. "Snakker Du isøvne," sagde Stemmen udenfor: "kan Du ogsaa rejse Dig isøvne, og lukke mig ind." "Det gjør jeg ikke;" svarede Telse: "for jeg drømmer just nu, at der staaer en slem, sledsk, tyvagtig Hankat herude." "Spøg nu ikke længer, min Skat!" sagde hiin med kjælen Røst: "men luk mig Vinduet op! Du veed, jeg mener det ærligt." "Oja!" svarte hun: "ligesaa ærligt, som Du meente det med Anneke Delve, hvem Du snakkede godt for, og siden lod sidde - jeg kjender nok din Ærlighed, Carsten Holm!" "Tak for den, min Lille!" svarede han: "men siig mig blandt andet Snak, hvorfor gav Du mig Lov til at besøge Dig inat?" "For at gjøre Dig keed af det Frierie," sagde hun: "og paa eengang at blive fri for dit Overhæng." "Tusind Düvel!" raabte den gjækkede Elsker: "tør Din Taske holde mig for Nar!" "Ingen Skjældsord!" foer Reimer op; Telse hyssede paa ham, og vilde holde ham for Munden; men den opbragte Ungersvend vedblev: "dersom Du ikke pakker Dig, skal jeg vende en Mølle med din Meeltyv derude i Sneen, saa det skal knage i alle dine Ledemod!" Reimer! Reimer!" advarede Pigen: "det er den rige Holm i Hejde; han staaer højt for hele Borgerskabet, og hans Ord gjælde som Guld." "Aha!" raabte Holm: "hænger det saaledes sammen? Den der kommer først til Mølle, faaer først malet; det er ret og billigt. Hvem er det ellers, om jeg maae spørge, der taler saa kjerligt til mig? Stemmen, tykkes mig, lignede Reimers i Wimerstedt." "Rigtigt!" svarede denne: "og her ere to Næver, som ogsaa tilhøre ham; har Du Lyst at prøve dem, saa bie lidt!" "En andengang, go'e Ven!" gjenmælede Mølleren: "spar dine Næver til siden; vi kan snart have alle dem nødige, vi har. Og Du derinde, der er saa bange for Mandfolk, forhast Dig ikke med at sye din Brudekjole! Du kunde maaskee faae Andet at tænke paa - Godnat! sov vel, begge To!" Med disse spottende Ord gik den anden skuffede Bejler skoggrende bort.

✂ "Vred blev han;" sagde Telse: "men jeg vilde dog ikke havt, at ban skulde vidst, Du var her hos mig. Hvem kan vide, hvad han vil finde 316 paa, for at gjøre Dig Fortred? - Du er ogsaa altid, som naar Man stikker Ild i Blaar."

✂ "Jeg blæser ham et Stykke," svarte Reimer: "den Grynbøtte! Hvad vil han gjøre mig?"

✂ "Jeg veed ikke?" sukkede Telse: "men der bæres mig intet Godt for."

✂ "Underlige Pige!" sagde Reimer: "før saa kjæk, og nu forsagt! Den Frygt vil jeg kysse bort."

✂ "Nej, nej!" raabte hun alvorlig: "ikke saa! - vær artig, Reimer! - saaledes har Du aldrig før været - skal jeg kalde paa Fader? - Naa! gaae nu! herud af Vinduet med Dig!"

✂ "Godnat da!" knurrede Ynglingen, og slængte Kjerestens Haand fra sig: "men om fjorten Dage - Hochtit, ja Hochtit, Juchhee!" Med dette Omkvæd af en marsisk Bryllupsvise sprang han hen til Vinduet, aabnede det, svang sig ud, og dansede munter hen over Sneen til sit Hjem.

✂ Telse rejste sig op af Sengen, gik til Vinduet, og saae endnu længe efter den bortilende Kjereste. Endnu langt længere, end hun var istand til at øjne ham, hørte hun ham snart fløjte, snart synge: "Juchhee! Hochtit, ja Hochtit is hyt."

✂ Tillukkende Vinduet gjentog hun sagtelig: "Hochtit, ja Hochtit," og et ømt Suk hævede det jomfruelige Bryst.

2.

✂ Slottet Melbek havde aldrig tilforn huset saa mange og fornemme Gjæster. Der var Kong Hans, tre Rigers Herre; hans Broder, Hertug Frederik af Holsteen; deres Sødskendebørn, Greverne Adolph og Otto af Oldenborg, og af danske, holsteenske og tydske Riddere og Adelsmænd over tvende tusinde: saaat baade ethvert Værelse paa den vidtløftige Borg var fuldt, og ligeledes i den nærliggende Bondebye, hvor Indvaanerne, paa Huusbond og Madmoder nær, havde maattet give Plads for Riddersvende, Staldkarle, Tjenere og alskens Tros.

✂ I alle Salene var Tummel og Larm, Raaben og Sang og Bægerklang, Latter og Ordstriid; kun i den største, hvor de regjerende Herrer befandt sig, gik det mindre støjende til; kun der var det mueligt at høre sine egne Ord. Nederst for den ene Ende af det lange, med sølvfryndset Dækketøj beklædte, Egebord sad Værten, den 317 gamle, men endnu kraftfulde og krigslystne, Henrik Ranzau; i Højsædet for øverste Bordende Trillingerigernes Konge, der nylig var hidkommen fra sin Sejr over de opsætsige Svenske, og fra deres tvungne Hylding i Stokholm; fra ham igjen og nedad ved begge Sider Hertugen, de oldenborgske Grever, samt nogle af de fornemste Adelsmænd og Anførere i den forestaaende Krig. At denne var Samtalens Hovedæmne er let at tænke sig.

✂ Alt vare flere Skaaler drukne, da Hertug Frederik igjen rejste sig med sit Bæger, vendte sig mod Kong Hans og sagde: "Min Herr Konge og Broder! Nu drikker jeg Eder Ditmarsken til!" Han tømte det vældige Bæger. Kongen greb sit og sagde: "Jeg takker for Skaalen, og drikker Eder til med Halvparten!" Alle stode op og drak paa dette Ønske. Knud Giøe, Herre til Krenkerup og Landsdommer i Lolland, var den, som drak sidst og langsomst; og idet han satte sig brummede han, som for sig selv: "Før Du har truffen Bjørnen ret -" "- skal Du ej Gjæld paa Huden gjøre!" faldt hans Sidemand Ebbe Geed lidt højere ind, saaat et Par af de holsteenske Herrer vel hørte, men ikke forstod det betydningsfulde danske Ordsprog. Men Kongen, skjøndt længere borte, baade hørte og forstod dets sidste Halvdeel - thi Kongerne have ikke alene lange Hænder. "Er Geden bange for Bjørnene" sagde han paa Dansk - ellers førtes hele Bordtalen paa Tydsk. - "Nej, eders Majestæt!" svarte den danske Ridder rask og frimodigt; "men jeg tænker, at See Dig for! er bedre end See Dig bag! at ingen Fjende er at foragte, og at Forsigtighed ikke vilde skade; det kunde ellers let hænde: at Gedeblod ikke blev det kostbareste, der om stakket Tid kan komme til at rinde." "Wat segt he?" spurgte Grev Otto af Oldenborg sin Fætter Hertugen. "Han siger" svarte denne spodsk, og i samme Sprog, "det var bedst at falde Marskbonden tilfode, og kysse Hænderne paa de Otte og Fyrgetive Sognefogder." En almindelig Latter besvarede dette Hertugens Indfald; og Hans Alefeldt, der var bestemt til at føre den berømte Dannebroge, sagde haanligt: "Den der vil med ind i Marsken, maae ikke have en Hare bunden for Rumpen." "En Hare for Fronten kan være lige saa slem" sagde Erik Geed. Denne bedske Pille faldt ikke til Jorden: de Danske og Tydske loe; selv Kongen trak paa Smilebaandet; men Holstenerne beed sig i Læberne. - Et hundrede Aar eller lidt mere tilbage i Tiden var nemlig indtruffen den synderlige Begivenhed, at en Hare havde jaget en heel Hær af Holstenere paa Flugt og ud af Ditmarsken. Ved Indrykningen 318 sprang hændelsesviis et saadant Dyr op foran Fortravet. De jagterfarne Riddere i Samme opløftede det almindelige Jagtskrig. Bagtropperne troede, at Ditmarskerne gjorde Anfald, standsede og droge sig tilbage. Der kom nogen Uorden i hele Hæren, og Fjenden som laae i Baghold, benyttede Forvirringen, angreb og vandt en fuldstændig Sejr.

✂ Kongen, som vilde forebygge Ordvexling og Uenighed mellem de tvende Nationer, greb atter det fyldte Bæger og sagde i munter Tone til Alefeldt: "hermed tildrikker jeg Eder det meldorpske Klostergods." "Tillykke, Hr. Prior!" raabte Hertugen lystig. Samtalen tog nu en ganske anden Vending. Den unge Grev Adolf af Oldenborg raabte overgiven til den nybagte Prior: "ærværdige Fader! ora pro nobis! naar I læser eders første Messe!" "Og giv os" lagde Broderen til "naadig Absolution for vore tilkommende Synder!" "Absolveer Eder selv først, min naadige unge Herre," svarte Alefeldt i samme Tone, "naar I bliver Abbed i Lunden." - "Naar saaledes alle I Herrer!" sagde Kongen, "blive Priorer, Abbeder og Munke, som det kan falde sig: hvad skal saa jeg være?" - "Pave, min Hr. Broder!" tog Hertugen Ordet, "Pave i Ditmarsken." - "Og jeg" raabte Grev Otto, "vil være Skriftefader i et Nonnekloster."

✂ Denne Skjemt vilde været længere fortsat, hvis ikke Værtens Søn, den unge Breide Ranzau, var traadt ind i Hallen med det Budskab: at tvende ditmarsiske Gesandter befandt sig udenfor i Gaarden, og bade om Audients hos Kongen og Hertugen. "Gesandter!" sagde Hertugen spodsk, "har Bønder ogsaa Gesandter!" - "Hvor ere de?" spurgte Grev Otto. - "Nede i Borggaarden," svarte den unge Ranzau. Greven rejste sig, og gik hen til Vinduet: "Jeg gad dog vide," sagde han: "hvorledes disse Marskstude see ud." - "Naa, og hvordan see de da ud?" spurgte hans Broder, som blev siddende. - "Store, brede og velmæskede" svarte Otto ved Vinduet, "sorte som Ravne fra Top til Taae. De gaae ikke ind af en almindelig Dør, uden paa Kant; for jeg troer, de i det mindste ere iførte sex Veste og tolv Par Boxer." - "En god Vinterdragt," sagde Hertugen: "spørg dem, min kjere Ranzau! hvad der er deres Begjering!" - "Det har jeg allerede gjort," sagde denne; "men fik til Svar: at de havde Befaling, alene at fremføre deres Ærinde for Hans Majestæt Kongen og Eders Højhed." - "Dumdristige Pak!" raabte denne, "naar det endda var Underkastelse, de havde at forkynde." - "Maaskee?" sagde Kongen, "om min Hr. Broder saa 319 tykkes, ville vi ikke nægte dem Audientsen; der hjemme har jeg for Skik, at tale med den Allerringeste af mine Undersaatter, naar han begjærer det - skulle vi ikke høre, hvorlunde disse brøsige Karle ville belægge deres Ord?" - "Alt som I vil, min Hr. Broder!" svarte Hertugen; "men jeg veed forud: vi faae kun Vrøvl og knuppede Ord; dog kan dette Optrin maaskee more vore Fremmede, saamange af dem, som ikke tilforn har havt den Ære at være i Selskab med vore kalkunske Bønder fra Marsken - behag at føre dem op, Hr. Greve!"

✂ Breide Ranzau gik, og kom snart tilbage med begge Afsendingene, der med deres bredskyggede Hatte i Hænderne ærbødigen, dog uden Frygt og Forlegenhed, stillede sig indenfor Døren. Hertugen, som sad med Ryggen til dem, drejede Ansigtet halvt om og talte over Axelen: "Har de Ditmarskens Herrer faaet vort Fejdebrev? og hvad svare de dertil? ere de endnu lige haardnakkede, eller ere de blevne omsindede, og have afskikket Eder med Afbigt og Bøn om Naade?"

✂ Den Ældste af Gesandterne, en ikke fuldt midaldrende, stor og kraftfuld Mand, tog Ordet og svarte: "Naadige Herr Hertug! Paa de otte og Fyrgetive Forstanderes, Fogders, Eedsvornes og det menige Folks Vegne, bede vi Eder, saavelsom Hans Majestæt, eders kongelige Herr Broder, om Fred og Rolighed for vort Land -" - "- Fred og Rolighed!" afbrød Hertugen opbragt og kastede sig om paa Siden af Stoelsædet, "Fred og Rolighed? det er hvad vi ønske for os og vore Undersaatter; men hvad I dagligen bryde og forstyrre: Ingen kan rejse umolesteret i eders Land, og Ingen kan sejle forbi eders røverske Kyster." - "Braadne Kar i alle Lande, Herr Hertug!" svarte Ditmarskeren; "det kan vel hænde, og vi ville ikke nægte det, at Uorden er begaaet hist og her - " - "- Naa!" faldt Hertugen ind, "og naar er en saadan Uorden - som I behage at kalde Rov og Mord - naar er den bleven ændset af eders vise og retfærdige Fogeder, Forstandere og Eedsvorne? Siig mig: naar skedte det sidst, at saadan en Voldgjerningsmand blev straffet?" - "Naadige Herre!" sagde Gesandten, "naar Kiv og Slagsmaal finder Sted, er der gjerne Fejl paa begge Sider; men det er Skik hos vore Naboer, at vi skulle bære hele Skylden, og det ikke alene for vore egne, men ogsaa for Andres Synder; og saasnart der spørges een eller anden Udaad fjærn eller nær, saa hedder det strax: det har en Ditmarsker gjort." - "Fordi det næsten altid er saa!" sagde Hertugen; "ingen Røg uden Ild - I ere et kivagtigt, grumt og troløst Folk!" - "Troløst?" gjentog Gesandten, og 320 Blodet underløb hans brede Ansigt, men han undertvang sin Harme, - "Ja - ret troløst!" vedblev Hertugen; "det er ikke nok at I plyndre og myrde i eders egne Landemærker; hvor ofte have I ikke midt under Fred og Vaabenhvile gaaet fjendtlig ind over mine Grændser, og over min kongelige Broders, skændt og brændt og myrdet?" - "Det er skeet nogle sjældne Gange," svarte hiin; "men af enkelte Personer, Sogne eller Slægter, uden vor Øvrigheds Vidende eller Villie, for at tage Selvhævn over tilføjede Forurettelser, dem Man forgjæves til eders Øvrigheder havde indanket og paaklaget." Hertugen rynkede Ansigtet, og vendte atter Ryggen til: "Gammelt Sniksnak! gamle Udflugter!" sagde han, "jeg har ikke ladet Eder komme herind for at skjændes med Eder; men for at høre, om I ville antage vore tilbudne Fredsvilkaar." - "Og de ere hverken haarde eller ubillige," tog nu Kongen Ordet: "uagtet disse vore bekostelige Krigsrustninger, fordre vi endnu kun fem tusinde Mark, foruden hine femten tusind, vi fastsatte i Rendsborg, og de trende Pladser til Skandsernes Anlæg, hvilke vi dog selv med egen Bekostning og eget Arbejde ville fuldføre."

✂ "Eders kongelige Majestæt!" sagde den anden Ditmarsker, en yngere Mand med et skummelt og trodsigt Aasyn, "vi erkjende ingen Overherre uden Gud, og ingen Skytsherre uden Erkebispen i Bremen. Vi betale ikke Skat; thi det var at erkjende os selv for Undersaatter. Og vi lade ingen Fæstninger anlægge i vort Land; thi det var jo at paalægge os selv Lænker." - "Hvad ville I her da!" foer Hertugen op. - "Bede og byde Fred" svarede den ældre Gesandt. -"Bede og byde Krig" parodierede Frederik, "og den skulle I faae - har I intet videre at forebringe, saa ere vi færdige." - "Et godt Raad, eders Højhed!" sagde den Yngre koldt. - "Ej, ej!" raabte Fyrsten leende: "et godt Raad! Raad har vi ellers nok af, dog - lad høre, I Herrer!" - "Vi Ditmarskere" sagde hiin tørt, "har fra Arilds Tid forfægtet vor Frihed, og bevaret vort Land ved Guds Hjelp og vor egen Styrke. For saa gammel og dyrebar en Ejendom have vi besluttet at kæmpe til sidste Mand; og før vi skulle overgive os til nogen menneskelig Fjende, ville vi hellere begrave os selv, vore Kvinder og Børn, vore Huse og Marker og al vor Ejendom i Havet. Højbaarne kongelige Herrer, Fyrster, Grever og Riddersmænd! hvorfor ville I vende eders glorværdige Vaaben mod os stakkels Bønder?" - Her fløj et neppe mærkeligt Smiil over Talerens Ansigt. -

✂ "Hos os er hverken Ære eller Fordeel at hente: sejre I, da vil den Roes ikke vorde stor, om tre store Kongeriger og et Hertugdømme, der kunne opstille tre Gange saamange Krigere, som der er Mennesker i Marsken, faae Bugt med en Snees Landsbyer; og Byttet tør i saa Fald vorde ringe; thi det Lidet vi har, tage vi med os. Men skulde Lykken gaae vore Fjender imod, og Gud og den hellige Jomfrue stride for de Betrængte -" Han standsede; de budskede Øjenbryn droge sig højt op paa Panden, og Øjnene, som hidtil neppe havde været synlige, rullede store og stolte omkring paa alle Tilstedeværende. - "Det er ikke første Gang" vedblev han, "at de holsteenske Herrer ere komne snarere ud af Marsken, end de kom derind; og at der gik færre hjem, end der droge ud. Det er skeet før, at en regjerende Hertug har ladet sin Hær og sit Liv i vore Sumper."

✂ Under denne Tale var næsten hele Selskabet staaet op fra Bordet, og havde slaaet en Halvkreds om Gesandterne. Nogle betragtede dem med haanlige Blik; Andre - især af de Yngste - mynstrede deres Klædedragt med spottende Miner. Kun Kongen, de tvende danske Riddere Knud Giøe og Ebbe Geed, og endnu een fremmed Herre vare forblevne paa deres Pladser. Saasnart Taleren havde fuldendt, og givet sit gode Raad, udbrød Tilhørernes længe dæmpede Harme: "Han truer - Bonden truer - de trodse - de udæske os -" saaledes lød paa eengang flere Stemmer. "Var det i mit Land" sagde en tydsk Ridder, "saa hængte vi strax disse uforskammede Tølpere." "Voxer der i Holsteen intet Hamp for saadanne Halse?" sagde en Anden. - "Man skulde skjære Næsen af disse næsvise Knegte" sagde den Tredie. Hertug Frederik trængte sig igjennem Halvkredsen tæt hen foran Ditmarskerne og sagde: "Hvad forbyder mig at straffe eders Dristighed med Døden?" - "Eders egen Ære" svarede den Ældre, og "Frygt for vore Landsmænds Hævn," lagde den Yngre dumdristigen til. - "Frygt!" raabte den forbittrede Hertug, "Herr Henrik Ranzau! har jo her paa Gaarden en Stump Reeb, der er stærkt nok til at holde disse svære Klumper?" Her rejste sig hans kongelige Broder og sagde: "Bønderne have halv Ret: vor Ære byder os, at sende dem umolesterede hjem. Broder Frederik! det anstaaer os ikke at vredes paa Saadanne." Hertugen gik taus tilbage til sin Stol, og de Øvrige fulgte - En efter Anden - hans Exempel.

✂ Den ene fremmede Herre, der under alt dette ikke havde mælet et Ord, men derimod alvorligen tiltalt et mægtigt Vildsviinhoved, 322 ligesom han under hele Maaltidet ikke havde taget videre Andeel i Conversationen, end den at drikke de udbragte Skaaler, havde nu omsider tilendebragt sit Bordværk. Han skød Sølvfadet fra sig, Stolen tilbage, og stod op. Det var en midaldrende, kæmpestor Mand - endnu højere og ligesaa føer som den største Ditmarsker - med et soelbrændt, arret Ansigt, et sort, krøllet Haar, hvide Bryn og store brune Øjne. "Er Ditmarsken bunden med Kjæder til Himlen?" brummede han, "siden Man gjør saa mange Omstændigheder? Her ere Udrustninger til at sprænge et heelt Kongerige; og jeg, med min Garde alene, tager Marsken paa min Samvittighed - Waer dy, Buer! wenn min Garde kumt!" Han udstødte nogle hule Toner, som lignede Latter; men intet Træk forandredes i hans barske Aasyn. Den unge Ditmarsker saae stivt paa ham, og sagde betydningsfuldt: "Junker Slenitz! Marsken har Grave" - Hans ældre Ledsager skottede til ham, og sagde hemmeligt: "see til, Wolf Isebrand! Du mager det saa, vi kunne komme hjem igjen med hele Lemmer!" Derpaa traadte han et Par Trin frem til Hertugen, og sagde saaledes at kun han og Kongen hørte det: "Jeg havde endnu et Ord fra mig selv at: tale med Eder, Naadige Herre!" Hertugen rejste sig, saae et Par Secunder forskende paa ham, og sagde: "I kan følge mig ind i Sideværelset!" Ankomne her, begyndte Ditmarskeren saaledes: "Højbaarne Hr. Hertug! nødtvungen og haardt imod min Villie, har jeg paataget mig denne hensigtsløse og formastelige Gang; men mine halsstarrige Landsmænd ile deres egen Undergang imøde - det indseer jeg og nogle Enkelte iblandt os; dog vor Stemme formaaer Intet, og vi tør ikke udlade os mere med hvad vi mene. Mit Navn er Carsten Holm; jeg er Borger i Hejde og Møller af Håndtering. Ved Flid og Sparsomhed har jeg lagt mig Lidt til Bedste; og dersom eders Højhed vil love mig Sikkerhed for Plyndring og Overlast, naar I indtage Landet: vil jeg aabenbare Eder mine Landsmænds Forsvarsplaner, og vise Eder den Vej og Maade, paa hvilken I lettest kunne naae eders Maal." "Saafremt I farer med Sandhed" svarte Hertugen, "lover jeg Eder paa mine og min kongelige Hr. Broders Vegne Frihed og Sikkerhed for eders Liv og Gods - lad høre, hvad I veed at berette!"

✂ "Vore Landsmænd" sagde nu Carsten Holm, "vente Angrebet paa den sædvanlige Vej ad Nordhamme, som de derfor have stærk befæstet, og hvor de agte at samle deres største Styrke. Mit Raad er derfor: at medens I lade en Trop drage mod dette Sted, for at skjule 323 eders rette Øjemed, drage I med Hovedhæren fra Wilstermarsk over Vindbergen og lige mod Meldorp, hvor jeg indestaaer Eder for, at I ikke vil finde synderlig Modstand; thi de faa Lejetropper her ligge, ville løbe ved første Salve. Naar denne Landets fornemste Bye er i eders Vold - hvorved I ikke behøve at gaae altfor lemfældigen tilværks - vil Skræk betage de øvrige, og disse vil sikkerlig give sig paa første Opfordring. Skulde det krigerske Partie alligevel faae Overhaand, kunne I vente hele Stridsmagten samlet ved Hejde eller Lunden. I dette Fald maae I ikke opholde Eder ved Nordhamme; men over Hemmingsstedt drage lige mod Hejde. Naar I da som Sejrherre ankomme der: saa mindes, naadige Herre! hvad I haver lovet og tilsagt mig!"

✂ Hertugen gjentog sit Løfte, og førte ham tilbage til Landsmanden, der stod omringet af de unge Grever og Mange af de øvrige Herrer, hvem han blot med roligt og uforfærdet Blik, stundom med Smiil og stundom med Skuldertræk, svarede paa alle deres Finter og Spotte-gloser. - Kongen havde med Hans Alefeldt og Junker Slenitz, den sachsiske Gardes Anfører, begivet sig ind i et andet Værelse, for at tale om de forestaaende Krigsoperationer.

✂ Begge Gesandterne afskedigedes, og sendtes under tilstrækkelig Bedækning tilbage til Grændsen; ikke uden mange Skjældsord og Forbandelser af de holsteenske Krigere, der ved saadan Lejlighed ikke kunde tilbageholde Udbruddet af det gamle, indgroede Nationalhad. Ditmarskerne lode, som om de Intet hørte, og smaasnakkede indbyrdes om Vind og Vejr og andre ligegyldige Ting. - Ebbe Geed, som anførte Escorten, bestaaende af tre hundrede jydske Ryttere, havde Nød med at holde de forbittrede og tildeels beskænkede Holstener tilside. Nogle forsøgte endog, væbnede med korte Sværd, at trænge sig ind mellem Geledderne; og da de med flade Klingedask bleve tilbagedrevne, begyndte Een af dem at smaanynne den gamle Spotvise mod de Danske: "Grüz und Grüz." Men Ebbe Geed hørte det, og rendte den omvendte Landse saaledes mod Sangerens Bryst, at han tumlede bag over, og beholdt det Øvrige af Visen for sig selv. Vare i det samme ikke Brejde Ranzau og nogle flere holsteenske Officierer komne til, skulde denne ubetydelige Begyndelse have faaet en blodig Ende. Men saaledes naaede Man velbeholden til Grændsen, hvor Gesandterne modtoges af deres ventende Landsmænd.

✂ Ved Afskeden rakte Wolf Isebrand den danske Ridder Haanden, og 324 sagde: "jeg takker Eder for godt Selskab og ærligt Lejde; og vil, for at bevise Eder min Erkjendtlighed, give Eder det oprigtige Raad, at I denne Gang bliver borte fra Ditmarsken, hvis I kan og maae; og jeg lægger det oprigtige Ønske til, at vi To ikke mødes saa snart igjen." Ebbe Geed rystede hans Haand, smilte og sagde: "Mand imod Mand er altid vel mødt."

✂ Derpaa kastede han sin Stridshengst omkring, og travede med sin Skare tilbage til Melbek.

3.

✂ Paa Torvet i Hejde, det største maaskee i hele Verden, var meer end det halve Ditmarsken forsamlet. Hvor forskjellig en Scene, denne, fra hiin paa Slottet Melbek! - Hist den gamle, mørke, ja skumle Ridderborg, med sine høje Taarnspidser, sine Muurkrandse og Tinder, tykke Mure, dybt indskaarne Vinduer, og snevre Gaarde, velbefæstet med dobbelte Grave, dobbelte Volde - hvilke Sidste ragede halvt op om de mørkerøde Huse - stod det der som et truende Sindbillede paa Adelstolthed og Herrevælde - en Fæstning og et Fængsel - omgivet af skovklædte Bakker og Dale. Men i dets Indre hvilket Liv, hvilken Lystighed, hvilken Stads og Herlighed! Alle Gaarde vrimlede af Krigere i blanke Rustninger, og af Tjenere i mangefarvede Dragter, af Krigsvogne og Stridsheste, Alt i travl, forvirret, uophørlig Bevægelse. Alle Sale vrimlede af prægtigklædte Herrer: Silketrøjer med snævre Ærmer og Puf om Skuldrene; lange snævre Silkebuxer med tykt udstoppede Hofter, af de meest glimrende Farver, røde, gule, grønne og blaae; dertil brednæsede Skoe med uhyre Sløjfer, udgjorde Datidens Stadsdragter. Ringe, Armbaand, Halskjæder - alt af Guld og kunstigt Arbejde, og fine Kniplingskraver fuldendte den kostbare Pragt.

✂ Hvo da var flyttet derfra lige til Hejde, maatte troe sig hensat i en anden Verdensdeel, eller i en anden og fjern Tidsalder. Den aabent liggende Bye, med sine lave Huse, sit vide Torv, sine langtudstrakte, flade og jevne Omgivelser syntes at vidne om Fred og Frihed, om Ydmyghed, Tarvelighed, og alle andre en lykkelig Olds Dyder. Kun med Friheden havde det sin fuldkomne Rigtighed; det Øvrige kunde taale mange Indskrænkninger, Med Naboerne, de Danske, Nordfriserne, Holstenerne, befandt Ditmarskerne sig i næsten uafbrudt 325 Krigstilstand, snart med Een, og snart med Flere. Og var der udvortes Fred, opstod stundom Sogn mod Sogn, for med Spydet at jevne een eller anden Familietvist. Med Ydmygheden stod det sig endnu slettere: Bevidstheden om egen Kraft og Vælde, Mindet om Fædrenes Sejre, fjendtlige Hæres Nederlag, frygtelige Fjenders Ydmygelse, fyldte Marskbonden med en Stolthed, der alt for ofte steeg til Overmod; men hans Stolthed sad ikke i Klæderne, den laae dybere i hans Bryst, i Følelsen af eget Menneskeværd og Selvstændighed. Kun ringe var derfor hans eensformige simple Folkedragt mod hiin de høje Herrers spraglede Glimmer. Lutter mørke Skikkelser vrimlede blandt hverandre paa Hejdes Torv, i de tilstødende Gader, og ud og ind ad Kirken, ligesom Bier i Sværmetiden ved Kuben. Præsterne sang deres Messer ved de forskjellige Altere; og Tusinder af begge Kjøn og af hver en Alder strømmede til, og knælede for den hellige Jomfrues Billede, udbedende sig af hende Sejren og Beskyttelse for det truede Fædreland. Alle Klokker ringede fjern og nær over hele Marsken, og sammenkaldte Folket til Bod og Bøn.

✂ Paa Torvet i Hejde holdt de otte og fyrgetyve Forstandere Raad, omgivne af Mænds og Ynglingers Skarer. Aldrig tilforn havde Friheden befundet sig i lignende Fare; aldrig havde saa mange og mægtige Fjender forenet sig til Landets Betvingelse eller Undergang. Derfor vare ogsaa Meningerne deelte: Mange, især af de Yngere, skyndede til Forsvar og Kamp paa Liv og Død; men næsten ligesaa Mange, fornemmelig de Ældre, raadede til Eftergivenhed og Fred paa taalelige Vilkaar; og disse havde ogsaa trængt igjennem med det forhen ommeldte Gesandtskab, skjøndt hine havde maget det saa, at den modige og stive Wolf Isebrand var stillet den snilde og bøjelige Carsten Holm ved Siden. Deres Fuldmagt lød paa: at de vel i yderste Nødsfald maatte love Kongen og Hertugen en Pengesum, dog ikke under Navn af Skat eller Tribut; men ingenlunde indrømme de to paastaaede Skandsers Anlæg ved Meldorp og Brunsbüttel; kun den tredie ved Ejderen kunde under visse Betingelser tillades. Som vi have hørt, hindrede Fyrsternes ubøjelige Strenghed, Isebrands ligesaa ubøjelige Stolthed, og maaskee den tvetydige Holms egne hemmelige Planer enhver Underhandling.

✂ Begge kom nu tilbage, og omringede af en nysgjerrig og frittende Hob, som stedse formerede sig, men fik bestandig kort og utydelig Besked, gjorde de sig Plads gjennem den tæt sluttede Kreds, og traadte frem for Landets Bestyrere.

✂ "Krig!" raabte Isebrand, endnu inden han blev adspurgt. - "Krig!" gjentog den kamplystne Ungdom; og "Krig!" lød det nu fra Torvet og ned gjennem alle Gader; Kvinderne og Børnene udtalte dette frygtelige Ord i Førstningen med Smerte og Skræk; men snart maatte disse Sindsbevægelser vige for Harme, Forbittrelse og blodtørstende Had; og Konerne vare dem, der først opæggede deres Mænd til Strid for Arne og Frihed, lovende dem Hjelp og Bistand til sidste Blodsdraabe, saaledes som deres Mødre før dem i Fortiden havde kæmpet ved Fædrenes Side.

✂ De Afsendte aflagde nu nøjagtig Beretning om deres Sendelse, om Audientzen hos de forsamlede Herrer paa Melbek Slot. Da Holm kom til sin hemmelige Samtale med Hertugen, saa mange af Forstanderne paa ham med mistroiske Blikke; selv Isebrand, som dog skulde være indviet i hans Plan, skottede stundom til ham med tvetydige Smiil. "Hvad var din Hensigt" spurgte strax een af de Ældste, "med denne lønlige Sammenkomst, hvortil Du ikke var bemyndiget?" - "Deels at 327 udforske Noget om Fjendernes Krigsplan," svarte Holm, "deels, om mueligt at lokke dem i en dobbelt Fælde. Jeg lod som om jeg ganske mistvivlede om et heldigt Udfald af Krigen paa vor Side, og som om jeg var tilbøjelig til at forraade vore Anslag og Forsvarsmidler. For at gjøre Hertugen troskyldig, bad jeg ham om Sikkerhed for mig selv og mine Ejendomme, naar de fik Landet i deres Magt. Jeg mærkede ret vel, at han ikke fæstede stor Liid til mine Beretninger; derfor sagde jeg ham Sandheden, i den Forudsætning, at han ikke skulde troe den. Jeg sagde ham, at vor største Styrke vilde samles ved Nordhamme, og at Meldorp derimod vilde saagodtsom overlades til sig selv og de faa lejede Hageskytter. Jeg mener, at de just nu antage det Modsatte: Meldorp for stærkt besat, og Nordhamme for svagere befæstet, og desaarsag gjøre Anfald paa det sidste Sted. Det er altsaa mit Raad, at vi her forene vore fleste Fænniker; men derfor ikke tabe Meldorp af Sigte." - "Du er en snild Mand, Carsten Holm!" sagde Een af de Otte og Fyrgetyve, "men lidt for konstig i dine Beregninger. Du har med dine fine og kløgtige Anslag ikke gjort Andet, end forvildet os i vore; og vi ere ligesaa kloge som før paa Fjendens Hensigter. Hvad har Du vel udforsket? og kan Du nu bedre end een af os Andre sige os hvor han vil komme?" - "Ikke for vist," svarede Gesandten: "maaskee hverken Hertugen eller Kongen i dette Øjeblik veed det selv; men rimeligt bliver det, at vi kunne vente dem ved Hamme." - "Carsten Holm har Ret!" raabte en Anden: "ved Hamme maae vi samle vor Magt." "Og hvad gjøre vi saa ved Meldorp?" spurgte en af de ældste Forstandere. "Som Holm har sagt!" svarte den Forrige: "Vor Magt er ikke saa stor, at vi skulde dele den paa forskjellige Steder, hvor den ene Deel kunde afskjæres fra den anden." - Efter mange Raadslagninger, Indvendinger og Gjendrivelser, blev omsider den snedige Møllers Forslag antaget; hvorvel Sydmarskerne stode stærkt paa den modsatte Mening. Da disse omsider saae, at de ikke vilde trænge igjennem, raabte en Meldorper: "Siden I Nordmarsker ikke bryde Jer om, hvorledes det gaaer os der i Sønden, og vi, for at forsvare Jer Andre, skulle forlade Huus og Hjem, Kvinder og Børn -" "- Tag dem med Jer!" afbrød ham Carsten Holm: "der er Ingen herinde, som jo med Glæde sætter et Par Smaalandsmænd til sit Bord." "Tage dem med?" brummede hiin: "det er let sagt; men nu under Vinters Hjerte, og saa give alt vor Pik og Pak op for en Boldkjep? Det var smukkere, I kom og hjalp os at forsvare vor Smule Ejendom. En Fænnike eller to 328 kunne I dog i det mindste have tilovers for os - og kom Du selv med, Carsten Holm! mens Du troer, der er saa sikkert i Meldorp." "Hvor jeg meest kan tjene mig Fødeland," svarte denne: "der vil jeg helst være; men bliver det Forstandernes Mening, at jeg skal drage til Meldorp med min Fænnike, vil jeg ingenlunde væggre mig: vorder Æren der mindst, vorder Faren det ogsaa." - Og blev dette da omsider saaledes besluttet.

✂ Krigsraadet holdtes et Stykke udenfor Kirken, som laae ved den ene Side af Torvet. Af Samme udgik nu den ældste af Præsterne, bærende et stort Guldkors foran sig. Ærbødig gjorde Mængden Plads, og aabnede ham Indgang til Forstandernes Kreds - Alle hilsede med dyb Alvor og stille Andagt. "Den hellige Jomfrue benedide Eder, I Folkets Dommere!" sagde Præsten, og gjorde Velsignelsens Tegn til alle Sider: "Hvilket Raad haver Herren indgivet Eder?" "At værge vort Land og kæmpe for Friheden med Liv og Blod!" lød det eenstemmige Svar. "Dette Raad kommer fra Gud!" raabte han: "men glemmer nu ej heller at give Gud hvad Guds er! gjører Hærenes Herre et Løfte for Sejren, ham der frelste Israel gjennem Havet, og bød at opsluge Pharao og hans Hundredetusinder; hvad ville I love ham, om han giver Fjenden i eders Haand?" Paa dette Spørgsmaal fulgte en øjeblikkelig Taushed, til een af de Ældste fremstod og svarte: "Siig selv til, ærværdige Fader! hvad Eder bedst tykkes; og saaledes skal det være." "Vort Land," sagde Præsten: "er det eneste i Christenheden, som endnu intet Jomfruekloster ejer: lover at bygge og indvie et Saadant til den hellige Gudsmoder!" "Det love vi, og det sværge vi!" raabte hele Forsamlingen med oprakte Hænder. "Vor velsignede Frue!" sagde Præsten, hævende Korset i sine foldede Hænder: "høre og fuldkomme eders Løfte! Amen!"

✂ "Og nu," talte han efter et højtidsfuldt Ophold, og med forstærket Stemme: "her, o Ditmarsken! her er dit Banner! I dette Tegn skalt Du sejre! Dette Forløserens Billede skal slaae Fjenderne med Forfærdelse, med Senacheribs Forfærdelse! med Pharaos Ødelæggelse! Deres Buestrænge skulle briste, deres Sværde skulle døves, og synke af Mathed med Hænderne, der bære dem! deres egen Mængde skal være deres Fordærvelse! de skulle nedtrædes og knuses under Hestefødderne, under deres egne Stridsvognes Hjul! Dybets Magter skulle røre sig, Havets Bølger opsluge dem! Der skal være Graad og Hylen og Hændevrid af de Ihjelslagnes Hustruer og Børn! Rygtet om deres 329 Forsmædelse skal udgaae som et Lyn til alle Verdens Ender; og Enhver, som det hører, ham skal begge hans Ører klinge!" Et stormende Bifaldsraab fulgte denne prophetiske Tale; og Korset modtoges med jublende Glæde af Landets Styrere.

✂ Saasnart Larmen noget sagtnedes, slog Een af disse til Lyd med Haanden, og spurgte: "Hvo skal føre dette hellige Banner i Striden?" "Efter gammel Sæd og Forfædrenes Maade," svarte Carsten Holm: "bør det være en hæderlig Jomfrue." "Vel talt, min Søn!" sagde Præsten: "en reen og ubesmittet Jomfrue skal frembære den velsignede Jomfruesøn, og indvie sit hele Liv til Kydskhed og Herrens Tjeneste. - Hvo af Eder, unge Kvinder!" lagde han til, og saae sig omkring ud over Torvet: "vil først tilbyde sig? Skjøndt vi siden kunne udvælge blandt de Mange, skal dog den Første, under lige Omstændigheder, have Fortrinsret." Ingen svarte; derimod droge de unge Piger sig deels tilbage, deels saae de hist og her, og hvidskede med Naboer og Naboersker, som om de Intet havde hørt. Kjække og højhjertede vare de vel i Almindelighed, og Flere af dem skulde gjerne have offret Livet for den Elskede; men at opoffre Kjerligheden og dens Glæder - det er mere end Man skal forlange af nogen Pige. Hver havde jo sin Elsker, eller ventede ham; og at frasige sig Livets sødeste Haab, er langt tungere, end at bortgive Livet selv. "Det vil være vanskeligt," tog Carsten Holm Ordet: "at vælge blandt saa Mange, og vække Utilfredshed og Misundelse at foretrække Een for de Andre blandt dem, der melde sig. Bedre: enten at en Fader selv tilbyder sin Datter, eller at Forstanderne og Folket her enes om, hvem de ville hædre med saadan Udmærkelse." "Det Sidste er det Bedste!" raabte Flere paa eengang: "hvem tilkommer fornemmelig denne Ære?" "Hans Wollersien i Wöhrden" hvidskede Holm til sine Sidemænd: "er een af Landets ældste og meest agtede Mænd - hans Datter skulde I vælge." "Hans Wollersien!" raabte Begge højt: "hvad mener I om eders Datter Telse? vil I unde hende den Ære?" "Telse Hansdatter!" raabte Flere: "det er sandt - lad det blive hende!" "Jeg har kun den ene;" sagde Hans Wollersien: "og hun er forlovet med Reimer af Wimerstedt -." "- Lad hende trolove sig den himmelske Brudgom!" udbrød Præsten: "det er bedre for hendes Salighed, og en større Hæder for dem Begge og eders hele Slægt." "Skee Guds og Folkets Villie!" sagde Faderen: "men lader os dog adspørge hende selv, om hun vil, og - om hun kan!" lagde han betænkelig til: "Jeg vil ingenlunde tvinge hende, 330 aldenstund der findes Mange ligesaa værdige som hun." "Der er kun eet tænkeligt Tilfælde," sagde Holm med et ondskabsfuldt Smiil; "som vi for det første ikke tør antage; men herom kan Ingen give bedre Beskeed end Pigen selv." "Jephta," sagde Præsten: "var ogsaa en Dommer over Folket, og han skjænkede Herren sin eneste Datter, dog vist nok mod hans Agt; eders Offer skal være saameget kjerere, som det er frivilligt." "I Herrens Navn da!" sagde den gamle Wollersien: "lader os gaae og adspørge Pigen!"

✂ Fire andre Øverster bleve, tilligemed tvende Præster, udnævnte til at følge med ham til Wöhrden, og at overgive Korset, saafremt Telse vilde modtage Samme. Carsten Holm blev tilbage, for at deeltage i de videre Raadslagninger til Landets Bedste og Forsvar. Disse bestode særdeles deri: at udnævne Høvedsmænd for de adskillige Fænniker; i at fordele Kanonerne og forsyne dem med Krud og Kugler, og i at beordre Folk til Sluserne, for i Nødsfald at kunne aabne disse, og sætte Lavlandet under Vand.

✂ Hans Wollersien og hans sex Ledsagere fandt den unge Pige ved sin Væv. Da hun hørte Hensigten af deres Komme, blegnede hun, og Væverskytten faldt hende ud af Haanden. "Med min Faders Minde," svarede hun sagte og langsomt: "er jeg trolovet til Reimer af Wimerstedt." "En langt højere Lykke og Ære venter Dig, unge Pige!" sagde en af Præsterne: "Landets Banner, det hellige Kors skal betroes i dine Hænder. Din Fader har allerede lovet paa dine Vegne, og i hele Folkets højtidelige Forsamling, at Du vilde modtage den Dig tiltænkte Hæderspost." "Viis nu," sagde den Anden: "at Du elsker dit Fødeland højere end egen usikker Lykke og sandselig Lyst!" Telse rødmede; stridige Tilbøjeligheder kæmpede i hendes Bryst; hæftigt bevæget steeg og sank det som Havets Bølger: Kjerligheden drog hende til Reimer - Æren til det flammende Kors. Endnu sejrede den første. "Er det ogsaa eders Villie, Fader?" spurgte hun bævende. "Ikke min Befaling," svarede han: "men mit Ønske; jeg tænkte, Du vilde vise os, at Du er en Wollersien; at Du hører til en Stamme, som altid har elsket Fædreland og Ære over alt Andet paa Jorden." Telse sænkede de taarefyldte Øjne, som til et Afslag; dog Kjerligheden viste hende endnu en Udflugt. "Reimer Vaget" sagde hun: "har jo vort Ord, uden hans Minde tør vi ikke bryde det. Jeg troer, han er inde i Kirken, for at hente Fanen; mig tykkes, vi først burde lade ham 331 hente, for at høre, om han vil løse mig fra min Forpligtelse." Faderen bifaldt dette Forslag, og Reimer blev hidkaldt.

✂ Saasnart han havde hørt hvorom Talen var, og at Afgjørelsen stod til ham alene, nægtede han først bestemt at give sit Samtykke, og gav til Gjengjæld Anviisning paa flere unge, hæderlige Piger, som Ingen endnu vidste at være bortlovede. Man trængte hæftigen ind paa ham med eet Angreb efter det andet fra Ærens Side: foreholdt ham, hvor selvisk han elskede sin Kjereste; hvorlidet han tænkte paa hendes, paa sin egen Ære, og paa Fædrelandets Bedste. "Mit Fædreland," sagde han: "skylder jeg mit Blod, og skal betale min Gjæld - om Behov gjøres - til sidste Draabe; men hvorfor skal jeg, fremfor alle Andre, 332 opoffre det Kjereste, jeg ejer i Verden?" "Fordi," svarte den ene Præst: "at Folkets Øverster vise den hædrende Tillid til Dig; fordi Du ikke bør skuffe dem i den Mening, at ingen Voigdemann vilde agte sin egen Lykke højere and Landets." "Fordi," sagde een af Øversterne: "fordi den, vi i saa ung en Alder have betroet en Fane, som aldrig endnu har været enten i fjendtlig eller i fejg Haand - fordi Reimer Vaget af Voigdemannernes ældgamle og uplettede Stamme, bør vise, at han er Mand og ingen egensindig, forkjælet Dreng -." Reimer kastede et vredt Blik til Taleren; men han taug, agtende hans Alder og Værdighed. "Fordi," sagde den anden Præst: "fordi det er Himmelens Villie, den Du ikke uden Formastelse tør modsætte Dig." - Den fra alle Kanter hæftigt Bestormede, saae sig omkring med mørke, usikkre Blikke. Da han henvendte dem til den Elskede, for at læse i hendes Øjne, skjulte hun dem for ham, og forandrede ikke en Mine i det blege Ansigt. "Du betænker Dig, min Søn?" sagde den gamle Wollersien: "om endogsaa en Anden, efter dit Forslag, antager det Tilbud, vi staae i Begreb med at forkaste - og derpaa er ikke at tvivle - da viid, at Du sætter en uaftvættelig Plet paa begge vore Slægters nedarvede Ære!" "Den Plet," svarte Ynglingen stolt: "om det er nogen - den ville I og jeg igjen aftvætte i Fjendeblod."

✂ "Dine Indvendinger," sagde nu een af Landsstyrerne, Carsten Holms ældre Halvbroder: "forekomme mig saa løse og svage, at jeg næsten kunde fristes til at antage en lønlig, men ogsaa tilstrækkelig, Grund til Telse Wollersiens Væggring: unge Jomfrue!" - henvendte han sig til hende - "jeg kalder Dig saa, fordi jeg ikke vil ymte det Modsatte. Du veed, at kun en reen og ubesmittet Møe tør berøre det hellige Korses Banner. Modstaaer Du længere et heelt Folks Ønske og Begjæring, da giver Du dermed tilkjende, at Du ikke er det, hvorfor vi ansee Dig." - En blussende Rødme farvede Jomfruens skjønne Ansigt - Æren sejrede. Dybt fornærmet, med stolt og aabent Blik, rejste hun sig fra Væven, og treen hen for de Udsendte. "Nu er jeg Eders!" sagde hun: "den himmelske Jomfrue, som kjender min Uskyld - hende vil jeg fra nu af tilhøre! Farvel Reimer Vaget!" - her rakte hun ham Haanden - "det er sidste Gang, I berører denne Haand; siger frit ud, om vi have elsket hverandre i Tugt og Ærbarhed?" Ynglingen sukkede et stille Ja. "Tak da for eders Kjerlighed og Troskab!" vedblev hun: "og foresiger mig nu, ærværdige Fader! den Eed, jeg haver at aflægge!" Reimer knyttede Haanden for sit Bryst, og 333 gik hastigt ud; tvende Taarer trængte sig frem under den gamle Wollersiens hvide Bryn.

✂ Den dyre, den frygtelige Eed blev fremsagt; Løvtet om stedsevarende Kydskhed, om Afstaaelse fra Livets sødeste Fryd blev givet, og beseglet med Præsternes højtidelige Ceremonier og Former: Telse Wollersien var Himlens indviede Brud.

✂ Da hun om Aftenen lagde sig paa det eensomme Leje, forhen bestemt til Brudeseng, men som nu aldrig mere skulde deles med den elskede Brudgom - ak! af hvilke ganske andre Følelser bankede da det uskyldige Hjerte, end da hun faa Nætter iforvejen havde løsrevet sig fra Elskerens Favnetag, og indslumret under lyse Drømme om Fremtidens Glæder!

✂ Og Ynglingen, han som hiin Nat munter og modig, fløjtende og syngende dansede hjem fra Kjerestens søde Kys - hvor stille og taus vandrede han nu over de sneedækkede Marker. Livets skjønneste Haab var forsvundet, som en flygtig Ungdomsdrøm - kun Eet havde han tilbage, dette, at drukne sin Smerte i Fjendernes Blod. - Vee dem, naar de møde ham, den unge, blodtørstende Løve!

4.

✂ Enten nu Hertug Frederik ansaae Carsten Holm for Landsforræder eller for Spion, og i sidste Fald hans Udsagn følgelig for en Dobbeltfinte: nok er det, Fyrsterne fulgte virkelig den af Ditmarskeren - uvist om for Alvor eller paa Skrømt - foreslagne Vej over Alvenstorp og Windbergen lige til Meldorp.

✂ Det gik gladelig, som til Dands; og med Dands, med Spil og Sang begyndte Krigen. I Windbergen kom nemlig Fortroppen ubuden til Gilde. I de sydligere Byer var flygtet, hvad flygte kunde, og alle Huse fandtes øde og tomme; men i denne holdt en Deel af de sorgløse Indvaanere sig lystig ved et Bryllup. Der fortælles, at Brudeparrets Forældre havde ladet haant om, for Krigens Skyld at opsætte den berammede Fest (hvorvel de med de fleste Andre i Byen havde bortskikket en Deel af deres rørlige Ejendomme, tillige med de uvoxne Børn): en ulykkelig Trods, der kom dem selv og de faa Gjæster, der var forvovne nok til at følge Indbydelsen, dyrt at staae.

✂ Som Fortravet i den stille Nat nærmede sig Byen, hørte de allerede langt borte Musiken. Man standsede, lyttede, gik videre frem, udsendte 334 Spejdere, der omgik Byen, og da disse havde overbeviist sig om, at alle Huse paa eet nær vare forladte: vendte de tilbage, og afgav deres Beretning; hvorpaa Gildegaarden snart blev omringet. De dumdristige og ligegyldige Bryllupsfolk vidste af Intet, før Døren sprang op og Landseknægtene styrtede ind. Her var hverken at tænke paa Modværge eller Flugt, Værgeløse myrdedes alle Mænd og Karle; kun Spillemændene for det første skaanedes, tilligemed de unge Kvinder. Disse, som i faa Øjeblikke saae Ægtefæller, Kjerester, Slægtninge, Venner sønderhuggede, gjennemborede falde i deres Blod, grebes af forstenende Rædsel, som om Helvede ved et Troldomsslag havde aabnet sig, og udspyet en Legion af Djevle. Ligesaa ubegribeligt som forfærdeligt var hvad der foregik; og først kom de til en endnu gyseligere Bevidsthed, da de gemene Krigere, efter fuldendt Blodbad, og medens de Døde af Cammeraterne udslæbtes, grebe dem, droge dem ud paa Gulvet til Dands, og befoel tillige de skjælvende Musikantere at spille op. Modstræbende, skrigende, bedende, jamrende, svingedes de vildt omkring af Morderne. Instrumenternes bævende, skurrende Toner udgjorde til Soldaternes Hujen og Kvindernes Skrig en sand Helvedes Musik. Bordene omringedes af Andre, som under brølende Sang og Latter tømte de levnede Kruus og Bægre. - Disse Blodhundes værdige Anfører, paa hvis af Naturen veldannede Ansigt Lasterne allerede havde indtrykt deres uudslettelige Mærke, havde tilegnet sig Bruden og hvirvlede hende omkring i vilde, vellystige Svingninger. Den Ulyksalige, nylig dand-sende i Kjerligheds søde Ruus ved den Elskedes Haand, nu Enke og hengivet i et Umenneskes Vold, følte Fortvivlelsens Mod og Hævnens bittre Sødhed: hun gav den i Blodet snublende Skurk et saa vældigt Stød for Brystet, at han tumlede baglænds til Jorden; og som han faldt, sprang hun hen, greb een af de bortsatte Partisaner, og jog den dybt ind i hans Side - hans Sjæl foer ud i en Forbandelse. Saa hastig var dette forbi, at hun endnu fik Tid at fuldbringe et andet og et tredie Offer, og at tilraabe sine Medsøstre: "at de skulde følge hendes Exempel, hævne de Faldne, sælge Livet dyrt og frelse Æren!" Kun det Sidste lykkedes; thi Krigerne, forbittrede over Anførerens og de tvende Cammeraters Fald for en Kvindes Haand, opofrede nu i en Hast dem, de ellers skulde have bevaret til Skændsel, og maaskee derefter til en smerteligere Død.

✂ Saaledes var Gildets Ende og Krigens Begyndelse. Denne oprørende 335 Udaad var øvet af Gardens Fortrav, Forspil til den store Dødningedands paa Hemmingstedt Enge.

✂ Disse Udyr - et Afskum af alle Europas Folkeslag - i hvis Bryst den sidste Gnist af Menneskefølelse forlængst var udslukt, tilbragte Resten af Natten i Drik og Dobbel. Tydske, franske, spanske og italienske Sange af liderligste Indhold ledsagedes af Bægerklang, Eeder, Tærningers Raslen og de Spillendes Trumfen i Bordene. Og langs hen med Huusgavlen derudenfor havde de stillet de myrdede Kvinders Liig - i Midten Bruden med sin blodbesprængte Krands over den dødblege Pande. Saaledes fandtes de af den efterrykkende Hær; med hvis Avantgarde, den berygtede og frygtelige "store Garde," de forenede sig til videre Skænden og Brænden.

✂ Det var en stille Vintermorgen. Himlen bar Glædens og Kjerlighedens - Jorden bar Uskylds Farve, Paa den lysblaae Hvælving glimtede endnu enkelte Stjerner; Maanen hang bleg i Vesten. Hele den østlige Horizont var purpurrødt ombeltet, smykket med en guldstribet Glorie, der hvor Solen vilde opstaae. Jorden var tilhyllet med den nysfaldne, rene Snee; alle Træer og Buske vare hvidt beklædte. - Tindrende, flammende fremsteeg Dagens Konge; rødtglimtende i dens Straaler bevægede sig de staalklædte Krigerrækker gjennem den ulykkelige Bye. Vejen faldt tæt forbi Brudehuset, udenfor hvilket de myrdede Gjæsters Liig laae henslængte i den blodbestænkede Snee, og bag dem siddende op mod Huusgavlen de kvindelige i deres sønderrevne, og besudlede Højtidssmykke. Spottende drog Garden dem forbi; med muntre Sange de Danske og Holstenerne bagefter, neppe værdigende dem et flygtigt Øjekast. Da de kongelige Brødre, ridende Side om Side, kom lige ud for Stedet, rejste sig en kun halvdød og atter opvaagnende Ditmarsker overende, og støttede Haanden paa en Sidemands Bryst. Størknet Blod havde sammenklistret en Deel af hans hvide Haar, og røde Strimer furede hans dødblege Aasyn; han fæstede sit stive og vanvittige Blik paa de Kommende. Deres Gangere studsede, standsede, snorkede og ryggede sig; og mod deres Villie maatte Brødrene høre den døende Oldings Tiltale. "Himlen udspye Eder, og Jorden opsluge Eder, I kronede Røvere! Hvad ville I her i vort fredelige Land? Hvad har vore værgeløse Kvinder og vore umyndige Børn forbrudt mod Eder? deres Blod klæber ved eders Hænder; det skal brænde eders Sjæle i Helvede som uslukkelige Luer! Fremad! fremad! myrder! ødelægger! 336 men Hævnens Dag er ikke forbi; Forbandelsens Time kommer, paa hvilken I skulle hyle af Angest, og skjælve af Forfærdelse! I skulle see Eder omkring efter Flugt og Redning; men der er Ingen, som frelser Eder af Blodhævnerens Haand!" En Piil afbrød hans Forbandelse: ramt i Brystet slog han ud med Armene, og segnede afsjælet tilbage i Sneen. Toget gik videre frem.

✂ "Et sørgeligt Syn!" sukkede Kongen. "Desværre!" svarte Hertugen - "Krigens ufraskillelige Ulykker!" "Den mishandlede Olding," vedblev Kongen, "disse ynkeligt myrdede Kvinder ville seent gaae mig af Tankerne - mig tyktes de sad der som vore Dommere paa hiin Dag? Denne Krig begynder sørgeligt, min Broder!" "Ingen Krig uden Blod!" sagde Hertugen mørk. "Men uskyldigt Blod!" faldt Kongen ind - "det begynder allerede at fortryde mig, at vi have taget denne Garde i vor Tjeneste - det er ikke Mennesker, men Djævle." "Derfor" svarte Broderen, "ere de heller ikke for gode til Hærens enfants perdus; lad dem optage de første Stød, og Ditmarskerbonden paa dem kølne sit rasende Mod!" "Kun deres Grusomheder ikke skulle bringe Straf over Os og Vore! den Døendes Forbandelser lød mig som en truende Spaadom." "Ej, ej! min Hr. Broder!" raabte Hertugen, "kan en afsindig Bondes Bespottelser forstyrre Eders Fatning, da havde det været bedre, vi aldrig havde begyndt Toget herind i denne Røverhule." "Broder Frederik!" sagde Kongen bebrejdende, "ere vi komne her for at indtage, eller for at ødelægge Landet? Til det Første behøvede vi ikke disse fremmede Mordbrændere; maaskee ville de endog gjøre os Erobringen vanskeligere, thi de bringe Beboerne til Fortvivlelse." "Kjere Hr. Broder!" svarte Hertugen, "saa yderligt vil det ikke gaae: naar Meldorp er indtaget, vil hele Landet falde os tilfode - værre vorder det med Byttets Deling; disse Rovbier ere umættelige. Dog i dette Fald have vi Magt til at holde dem i Ave - fem og tive tusinde mod fem tusinde, om deres Antal ikke formindskes forinden." - En Kanonsalve afbrød Samtalen; det var Garden, som begyndte Angrebet paa Meldorp.

✂ Denne Bye blev overrumplet, temmelig uforberedt; i det ringeste havde Man ikke ventet at vorde anfaldet af saa stor en Magt. Derfor var ogsaa Forsvaret planløst, vildt, fortvivlet. Lejetropperne - et hundrede Mand omtrent - da de saae den hele uhyre Hær komme anrykkende, raadte Indvaanerne til øjeblikkelig Overgivelse; og da disse forbittrede og udskjældende dem for Fejghed og Forræderie, 337 tvang dem til at blive paa den anbetroede Post, løbe de ved første Kanonskud over til Fjenden. De Indfødte, langt fra at følge disse Fremmedes Exempel, bleve endnu mere halstarrige i deres Beslutning: at stride til det yderste, og kun over deres egne Liig at lade Bestormerne indtrænge i Byen. Ej heller vaklede de i dette heltemodige Forsæt: sikkert og hurtigt skøde de først med Stykkerne, der rev store Huller i Gardens Front, derefter med Pile og Kastevaaben, og værgede tilsidst med deres lange Spyd - Ditmarskernes Livvaaben - i Porten Mand mod Mand. Trang blev Vejen for Landseknægtene, og dyrt maatte Indgangen kjøbes. Men saameget vandtes dog ved Forsvarernes Selvopofrelse, at Størstedelen af de Værgeløse fik Tid at frelse sig ud af Byens modsatte Side til Nordmarsken. De Tilbageblevne ventede en frygtelig Skjæbne.

✂ Carsten Holm var efter den forudtagne Bestemmelse henlagt i Byen med et Par hundrede Mand. Saasnart det første Anskrig hørtes, samlede han sine Folk og ilede med Borgerne til Sydsiden af Byen. Da de der vare ankomne og saae den lange Række af Fodfolk og Ryttere, som naaede lige til det nu antændte og brændende Windbergen, raabte han: "Fjenden har skuffet os; istedet for at tage den gamle Vej over Hamme, anfalder han os her med sin hele Styrke; at holde ham ude af Byen med vor ringe Magt, er umueligt; det Eneste vi kunne udrette, er at standse ham saalænge, medens de Gamle, Kvinderne og Børnene kunne redde sig ved Flugten Nord paa. For at opnaae dette Øjemed er det overflødigt at vi Alle opofres; den ene Deel af os bør hjelpe de Flygtende. Vælger nu, I Meldorper! hvilket I selv ville! Jeg med Mine ere lige villige til at blive og til at gaae." - "Vi takker Eder," svarte en Olding, "for eders broderlige Venskab; men ikke skal det spørges, at vi Meldorper flygtede fra vor egen Bye, og overlode dens Forsvar til Andre - iler, og redder hvad I formaaer!"

✂ Da foer Carsten Holm og hans Nordmarskere tilbage ind i Byen, joge de Nølende ud af Husene, og hjalp til at bære de mindre Børn. Nogle kunde, formedelst Alder, Andre formedelst Sygdom ikke komme afsted. Mange Oldinge og gamle Kvinder vilde ikke forlade deres Fødested, og mange Koner væbnede sig, og ilede hen for at hjelpe deres Mænd i Kampen paa Liv og Død, for at sejre, eller falde med dem.

✂ De Flygtende deelte sig i tvende Hobe: den ene drog ad Büsum, den anden ad Hemmingstedt; Bedækningen deelte sig ligeledes, og 338 Holm med sin Afdeling valgte den sidste Vej. De undkom Alle, paa ham, Anføreren, nær. Han var rigtignok den sidste paa Flugten; men Ingen vidste dog, hvorledes det gik til, at han med eet forsvandt; og med endnu større Forundring erfaredes siden, at han var taget tilfange, og indbragt til det erobrede Meldorp.

✂ Byen blev tagen med Storm: meer end nok for Garden til at besmykke sine Grusomheder. Alt, hvad der havde Liv, maatte døe, og det Livløse maatte fordærves og ødelægges; kun Husene sparedes for den strænge Vinters Skyld. - Skjøndt alt Dette udrettedes af Fortogten med en Skyndsomhed, der Intet lod tilbage for Hovedhæren: maatte dog de tvende højbaarne Brødre være Vidne til et Krigsoptrin, endnu mere oprørende, end hiint i Windbergen. Idet de rede ind i Byen, saae de gjennem de sønderslagne Ruder af et Huus en halvvoxen Pige, som hidtil maae have vidst at skjule sig, komme farende med et lille Barn paa Armene, og tæt efter hende en Landseknægt. Da hun ikke længere kunde undløbe, vendte hun sig, og rakte Barnet, som et Skjold, op mod Forfølgeren. Glutten udstrakte smilende sine smaae Hænder efter den blanke Hjelm og den vajende Fjederbusk - Barbaren kløvede dets Hoved. Hertugen nedskjød Uhyret, og reddede derved Pigen; men hverken han eller Broderen glemte nogensinde denne hjerteskjærende Scene.

✂ Tause rede de ind ad Franciskanerklostrets skumle Port. Ogsaa Himlen var skummel og taaget; den drog et tykt Slør over Jordens Elændighed. Det var stille i Luften, og grant hørtes i det Fjerne Vesterhavets hule Drønen - et Forbud paa Forandring af Vind og Vejr. - Under Tilberedelserne til Hærens Indkvartering og Forplejning i Meldorp og omliggende Landsbyer, spadserede de kongelige Brødre alene, med langsomme Skridt, frem og tilbage i Refectoriets store Sal. Kongen standsede flere Gange, og lyttede. "Hvorfra" sagde han omsider: "kommer det Bulder, jeg hører langt borte?" "Vesterhavet!" svarte Hertugen. "Det lyder mig som Hævnens Torden," sagde Kongen - : "gid dog denne Krig var snart tilende." "Den er tilende;" faldt Hertugen ind: "som jeg haaber, ville Indvaanerne, skrækkede ved denne advarende Begyndelse, ile med at underkaste sig, og derfor ville vi - om Dig saa synes - tøve her nogle Dage." - Førend herpaa blev svaret, indtraadte de unge Grever, Hans Alefeldt med flere Generaler, og tilsidst Gardeanføreren, Junker Slenitz. Til denne sagde Kongen koldt: "Eders Folk, Hr. Junker! ere tappre, men 339 grusomme; de skaane hverken Kvinder eller umyndige Børn." "Eders Majestæt!" svarede Slenitz ligesaa koldt: "Naar Falken slipper løs efter Raadyrene, gjør den ingen Forskjel paa Buk og Lam. Ville vi have den Ene, maae vi tage den Anden med. I Krig gaaer det ikke anderledes til - jeg tænkte, Eders Majestæt kjendte Sligt fra Sverrig af." "Krigen kjender jeg Noget til;" sagde Kong Hans: "men ikkun den Krig, der føres mod bevæbnede Mænd; paa Værgeløse have mine Soldater aldrig øvet deres Mod - en General maae vide, at holde Krigstugt." "Jeg har staaet i den Formening," svarte Junkeren: "at den store Garde, som med Ære har tjent saa mange Potentater, blev taget i Sold for at føre Krig, og ikke for at begræde Krigens Elændigheder. Naar den besejrer eders Fjender, burde det vel ikke tages saa nøje, om et Par gammel Kjellinger gik med i Løbet. Skeer dette, er det uden min Skyld; jeg kan ikke være allevegne." Kongen vendte sig fra ham, beed sig i Læberne, og sagde til sin Broder: "Jægeren er ligesaa god som Hundene - lad os skynde os med Jagten, at de Alle tilhobe kunne faae deres Afsked."

✂ Atter afbrødes Samtalen, idet Henrik Ranzau traadte ind med den fangne Carsten Holm. Hertugen saae og gjenkjendte Fangen; han vinkede ad ham; de traadte afsides hen i et Hjørne af Salen - Kongen sluttede sig til dem. Holm bukkede dybt for Begge, og sagde: "Jeg lykønsker Eders Majestæt og Eders Højhed til denne sejerrige Begyndelse, og glæder mig til, at mit ringe Raad blev naadigen antaget og fulgt." "I skal heller ikke klage over Uskjønsomhed;" svarte Hertug Frederik: "naar Landet er indtaget, og bragt tilbage til Orden og Rolighed, skjænke vi Eder Tileburg til evig Arv og Eje." Holm bukkede sig endnu dybere, og vedblev: "Jeg lod mig udenfor Byen frivilligen fange, for fremdeles at være til Nytte med mine Kundskaber om Landet og dets Indvaaneres Sindelag. Og dersom Eder saa synes, vilde jeg gaae tilbage til mine Landsmænd, enten for at fremskynde deres Underkastelse, eller, om de dertil ikke ere at formaae, da at meddele de naadige Herrer deres Anslag." "Ret vel!" sagde Hertugen, "jeg anseer eder for en klog Mand, og troer, at I er os af Hjertet hengiven: men efter alle de Fredstilbud vi have gjort eders stolte Landsmænd, anstaaer det os ikke at henskikke eder som Gesandt eller Mægler -" "- det er ogsaa langt fra min Mening" svarede Holm, "jeg maae komme som Flygtning, som den der hemmelig er undveget af Fangenskab. Men nu i det Tilfælde, at den 340 krigerske Stemning faar Overhaand, at Mistanke mod mig kunde opstaae formedelst mit fredelige Sindelag, og at det derfor kunde gjøres mig vanskeligt, at slippe her tilbage: da vover jeg foreløbig at tilraade snarest muelig Anfald paa Nordmarsken, og det nemlig over Sønderhamme og Hemmingstedt og lige løs paa Heide. Paa denne Vej indestaaer jeg for, at ingen venter Fjenden, og jeg skal stræbe at bestyrke denne Formening." Her bukkede han atter sigende: "jeg udbeder mig, og haaber den store Naade, at maatte herbergere de høje Majestæter i mit Huus i Heide!" Man tilnikkede ham et venligt Ja, lod ham bortfjerne sig, og gav den fornødne Befaling til at fremme hans Flugt.

✂ Kong Hans, som ved den nære Udsigt til Ende paa Krigen var bleven noget muntrere stemt, kaldte paa Henrik Ranzau og sagde til ham: "Kjere! min Broder og jeg have overlagt, at vi ville tøve her et Par Dage, for at afvente hvad Indtryk disse første Begivenheder ville gjøre paa de trodsige Marskbønder. Imidlertid ville vi stræbe at gjøre Opholdet saa behageligt som muligt; og til den Ende kunde vi ønske eders holsteenske Damers Nærværelse. Det nødvendige Forraad af Mad og Drikke burde ej heller savnes." Ranzau smiilte, bukkede og gik. Nogle Escadroner fik Ordre at vende tilbage, og fra Melbek og omliggende Slotte at hente Damer, Musikantere, Sangere, Gøglere og Hofnarre, Drikke- og Spisevare af alle Slags og i største Overflødighed.

5.

✂ Det var Søndag, aarle om Morgenen. Bedeklokkerne gik; de klang dumptungsindigt i den graae dunstfulde Tøeluft; det lød som naar der ringes for Liig - som om det var Ditmarskens Frihed, der ringedes til Graven.

✂ I trende Døgn havde en stærk Tøe ganske forandret Landets Udseende: Sneen var forsvundet fra Træer og Tage, fra Banker, Digekamme og Aggerrygge; kun i Renene, i Grøfterne og i Geestens Dale laae den endnu; lange, lige, hvide og sorte Striber betegnede den flade Marsk.

✂ I Wöhrden holdt de Otteogfyrgetive Raad; didhen havde og forsamlet sig en stor Mængde, saavel fra hele Landet, som især fra de nærmeste Sogne. Meningerne vare temmelig delte: Mange vare for 341 Fred; dog Flere endnu for Krig. Blandt de Første talte Carsten Holm længst og ivrigst: "Jeg vilde ønske," - endte han - "at enhver Krigslysten havde været med ved Meldorp, og seet hvorledes Byen paa to smaae Timer havde forandret sig! Da jeg som Fange førtes tilbage, laae de henslængte paa Gaderne, lemlæstede, døde eller døende, der for kort tilforn havde været friske og sunde, glade og sorgløse - hvem mene I? bevæbnede Mænd? - de laae alle ved Byens Porte - nej, Kvinder og Børn og graahærdede Oldinger. De blodige Landseknægte løb hid og did med Spydet i den ene Haand og Bytte i den anden, eller sang og drak og rumsterede indenfor de sønderslagne Ruder. Hist og her derinde hørte jeg Hylen og Hvinen af de Ulyksalige, som fremslæbtes af deres Smuthuller, krænkedes, mishandledes, myrdedes, og i deres hendøende Skrig Bødlernes Skoggren. Hist slængtes et nøgent, sønderflænget Kvindeliig ud af Døren, her et Barn gjennem Vinduet - det kan ikke have gaaet græsseligere til i Jerusalems Forstyrrelse. Betænker det vel, I Landets vise Fædre! samme Skjæbne have vi her og overalt ivente." - Alle Tilhørerne blegnede af Skræk og Harme, fnøs af Forbittrelse; men Landsstyreren Johan Arens tog Ordet og sagde: "Alt hvad Du her fortæller os, maae snarere opflamme til retfærdig Hævn, end overtale til skændig Overgivelse - de Myrdedes Blod raaber til Himlen. Hvad skulle vi vinde ved denne fejge Underkastelse? kun en langsommere Død, eller en endnu værre Trældom. Hvad er det dog, som nu skal kuldkaste den engang med velberaad Hu tagne Beslutning? Hvad have vi tabt? et Par Byer, som ikke kunde forsvares - have vi ikke hele den Deel af Landet i vor Magt, fra hvilken Fjenderne i alle forrige Krige med blodige Pander ere tilbageviste? Hvad have vi tabt? et Par hundrede af vore Med stridende - men vi andre Tusinder have vundet tidobbelt Had til de umenneskelige Voldsmænd, der komme til os med Sværdet i den ene Haand og Lænken i den anden. Hvad have vi tabt? et Par Hundrede Kvinder og Børn - men vi have vundet tidobbelt Mod til at hævne deres uskyldige Blod. Vi have Intet tabt, uden maaskee Modet hos nogle Faa, som lidet eller intet have ejet." Carsten Holm afbrød ham, og sagde: "ikke altid er den fejg, som raader til Fred; Forsigtighed er ikke Frygt." - "Ikke altid!" svarte Arens; "jeg beskylder Ingen - heller ikke Eder; I maae selv bedst vide, om det var blot Forsigtighed, der bragte Eder til at følge med Kvinderne, istedetfor at tage Deel i Byens Forsvar?" - "Her ere nok tilstede af dem, der vare med mig," 342 sagde Holm stolt, og saae sig omkring i Forsamlingen, "lad dem sige, om jeg ikke tilbød Byemændene at gaae i deres Sted, skjøndt jeg saae den visse, unyttige Død for Øjne!" Dette bejaedes fra flere Sider. "Jeg skylder Fødelandet mit Liv," vedblev han triumpherende, "og skal ærlig betale min Gjæld; men derfor henslænger jeg den ikke iblinde. Ville alle I andre stride, saa er jeg med; men overlægger iforvejen, hvo der skal sørge for de Værgeløse, naar vi ere faldne!" - "Carsten Holm er en gjæv Mand, og taler efter forstandigt Overlæg!" sagde Hans Peters, een af de Otteogfyrgetive; "var det ikke bedre, itide at give efter for Stormen? Den forlangte Pengesum kunne vi let udrede; og de tre Skandser - naar Fjenden først er borte, og hans Hær opløst, kunne vi vel raade med dem efter vort Tykke." - "Der er Mening i!" raabte mange Stemmer: "Hans Peters snakker ikke hen i Taaget." - Johan Arens traadte frem to raske Trin, udstrakte sin Arm, og sagde med hævet Røst: "Kjender I den Bye, der ligger? er det ikke Meldorp? er det ikke der, hvor de for tre Dage siden slagtede vore Brødre og Søstre uden Skaansel, ung og gammel iblandt hverandre? Var det ikke der, hvor Menneskeblod, Ditmarskerblod løb som Vand paa Gaderne? Og endda tale I om Fred? Fred! ja en Fred som den Lammet har, naar det taalmodigt seer paa hvorledes Moderen slagtes, og selv bagefter drøvtyggende lægger sig ned, og rækker Hals for Kniven! - Ved Gud og den hellige Jomfrue! Hvo der havde seet det, Holm saae, han maatte blive til en glubende Løve, om end Naturen havde givet ham et Harehjerte. Seer I hiin mørke Plet over Meldorps Kirketaarn? Vide I, hvad den betyder? - Det er Kongebanneret, Blodbanneret, der vejer, som et Sejerstegn over det frie Ditmarsken, os til en Trusel - nu, saa løber da alle I, som ere kede af Friheden og af Livet, løber hist over, og knæler for dette Dannebroge, som ingen Ditmarsker saa siden Sejren ved Bornhøvede! knæler! rækker Hals for Øxen! og trøster Eder saa i Døden med den Tanke: at I dog nu ikke seer, hvorledes Landseknægtene skjænde eders Hustruer og Døttre, myrde Eders smaae Børn - hør! hør! hvor det dundrer derover! Nu drikke de hverandre Ditmarsken til; de drikke paa eders Undergang og Fordærvelse - ville I ikke afsted, og takke for Skaalen?" - Her holdt Taleren inde nogle Øjeblikke, medens Alles Blik vare henvendte til Meldorp, hvor det dundrede Skud paa Skud, og Røghvirvel fulgte paa Røghvirvel, indtil hele Byen var indhyllet i Krudtdamp.

✂ Endnu havde Ingen svaret paa Arens's æggende Tilraab: Nogle taug af Undseelse; Andre kunde, for Harme, ikkun fremføre uarticulerede Toner; og Resten glædede sig i Stilhed over en Tale, der fuldkomment udtrykte deres egne Følelser. Endelig optog Wolf Isebrand den angivne Tone, og sagde med et spottende Smiil: "Skulle vi da afsted til vore naadige Herrer, saa lader os ikke glemme at medtage, til Tegn paa vor dybe Underdanighed, disse Faner, vore forfængelige Forfædre have ophængt herinde i Kirken! Lad os nedlægge for Fjendernes Fødder dem, de saa frækt og formasteligt fratoge de højbaarne Hertuger og Grever ved Nordhamme og ved Anbroen og her - her i dette samme Wohrden, hvor Man betalte smeltet Blye med koldt Staal, og saa uhøfligt behandlede de fornemme Gjæster.* Dermed kunde vi tydeligst bevise vor oprigtige Anger og Fortrydelse over Fædrenes himmelraabende Synd, at ville værge for Liv og Gods, for Frihed og Fødeland."

✂ Som en højt opdæmmet Strøm bryder med forøget Vælde ud af sit Fængsel, oversvømmer - bortriver Alt med sig: saaledes frembrøde nu de længe dæmpede Følelser af tusinde modige kamplystne Hjerter. Hartad eenstemmig besluttedes, forkyndtes nu den ædle Strid for Frihed eller Død; og det næsten ene ved vilde Raab og grusomme Forbandelser. Nær vare Holm og de øvrige Fredsvenner blevne Offere for det første Udbrud af den rasende Krigslyst; men Arens og flere anseete Ordførere toge dem i Beskyttelse, idet de viste: hvor nødvendig Enigheden nu var, at enhver Arm var kostbar, og at Blodsudgydelsen ikke borde begynde med Landsmænd. Isebrand taug; han syntes ligegyldig ved, enten Holm og hans Partie var med eller ikke. Kun da Forhandlingerne om Forsvarsværket begyndte, sagde han stiklende: "lad os høre Carstens Mening, om han ikke dennegang kan sige os, hvor vi skulle vente Fjenderne!" Med Fatning, og uden at lade sig mærke med, at han følte Snerten, svarede ** Grev Geert den Skaldede (Niels Ebbesens) vilde undertvinge Ditmarsken. Han trængte ind til Wohrden, og adsplittede Fjendernes liden Hær; en Deel af denne søgte ind i Kirken, og da de ikke vilde overgive sig, lod Greven sætte Ild paa Taget. Da det smeltede Blye dryppede ned paa Ditmarskerne, gjorde de i Pine og Fortvivlelse et Udfald. Flere strømmede fra alle Kanter disse tilhjælp; Holstenerne bleve slagne - to Tusinde faldt - Greven maatte søge sin Frelse i Flugten. Han saae aldrig Ditmarsken mere; men vendte sine Vaaben mod Norden. 344 denne: "Førstegang har Fjenden narret os; men nu troer jeg, at have opsnappet saameget, at jeg sikkert venter ham paa den nærmeste Vej fra Meldorp til Hemmingstedt." - Johan Arens smilte, og sagde: "jeg troer ikke, Carsten Holm er heldig i at gjætte; der indtræffer gjerne det Modsatte af hvad han formoder: og altsaa gjætter jeg paa, at vi skulle have de fremmede Gjæster enten fra Nordhamme, eller fra Bysumsiden." - "Men jeg," sagde Isebrand tørt, "er nu af Holms Mening; det er ikke rimeligt, at han hvergang skal gjætte urigtigt. Forrige Gang troede vi ham, og toge fejl; troe vi ham ikke denne Gang, kunde det hænde, at vi ogsaa toge fejl." - "For ikke at tage reent fejl" raabte een af Forstanderne, "kunne vi jo befæste os paa alle tre Steder. Der er ikke saa langt imellem at jo de andre snart kunne komme den haardest Angrebne tilhjælp. Og deler Fjenden sin Styrke, er det jo nødvendigt at vi ogsaa deler vores." Herimod indvendte Nogle: at Undsætning - i Tilfælde af samlet Anfald paa eet Sted - kunde komme forsiide; og for dem ved Bysum gjøres umuelig, naar Slusernes aabnedes, og Marsken sattes under Vand. - Endelig, efter lang Raadslagning, fik den Mening Overhaand: at alle Adgange til Nordmarsken borde forsvares; men den til Hemmingstedt svagest besættes, saasom den af Naturen var stærkest. De allerfleste af Raadet ansaae det for nok, at her blev stillet een Fænnike og et Par Kanoner.

✂ Som denne Beslutning var tagen, indbragte et Strejfpartie tre fjendtlige Spejdere. De To bleve af den forbittrede Mængde, i bogstavelig Forstand, sønderrevne; men den Tredie lykkedes det Isebrand at frelse; og denne bekræftede, paa Tilspørgsel, at Fjenderne havde isinde at gjøre Angrebet der, hvor Holm formodede. Skjøndt vel de Fleste troede, at dette var et Krigspuds, i hvilket det kom ud paa eet om Spejderen var Medvider eller ikke, virkede det dog saameget: at Besætningen paa Hemmingstedtvejen forøgedes indtil fire Fænniker, eller omtrent fem hundrede Mand, og tolv Kanoner. De tre Sogne: Neuenkirchen, Hemmingstedt og Wöhrden afgave Mandskabet hertil, og Wolf Isebrand fik Overanførselen, efter hans egen Begjæring; og han forlangte igjen Carsten Holm til Medbefalingsmand. Herover forundrede sig Mange; men Isebrand erklærede koldt: at Holm havde været hans Ledsager paa Gesandtskabet; nu ønskede han ogsaa at beholde ham hos sig i Striden; han ventede god Bistand af hans dybe Forstand og store Snildhed. Til disse Yttringer smilte Holm - dog lidt tvungent - og en Kjender af Ansigter vilde have læst i 345 hans baade Mistroe til Isebrands Lovtale, og Ulyst til at modtage den foreslaaede Hæderspost.

✂ Saavidt var Alt ordnet; men nu opstod det Spørgsmaal; hvilken Deel af Forsvarshæren skal have det hellige Banner - det indviede Kors? Enhver af dem gjorde Fordring paa dette Palladium, og erklærede sin egen Post for den vigtigste og farligste, forfægtende sin Mening med alle muelige Grunde - baade stærke og svage. De Otteogfyrgetive vidste tilsidst ingen anden Udvej, end Lodkastning. Da fremstod Carsten Holm og erklærede trodsigen: at hvor Korset kom hen, der vilde han med; visse Folk havde draget hans Mod og hans Ærlighed i Tvivl; han forlangte nu Lejlighed til at bevise begge Dele, og dertil var Dusind Dyvels Werff Stedet. Een efter Anden gav hertil sit Bifald, og understøttede Holms Paastand, med det Tillæg: at dette Sted laae midt i Forsvarslinien og at om Angrebet skedte paa eet af Fløjene, da kunde saavel Korset som dets Stridsmænd snart henflyttes til det truede Punct. Et skadefroe Smiil foer over Holms mørke Ansigt, idet han kastede et hurtigt Blik til Isebrand, og et længere til Reimer, som hidtil taus og indsluttet i sig selv havde staaet udenfor Kredsen, og kun lidet lagt Mærke til Forhandlingernes Gang. Pludselig traadte han ind imellem de Ældste, og sagde: "Nu troer ogsaa jeg, at Fjenden vil anfalde ved Hemmingstedt, og beder Eder om, at vi Wimerstedtere maae være med der." Ogsaa dette bifaldtes.

✂ Ind i Wöhrdens, efter Krigen med Grev Geert meget forstørrede og riigt udsmykkede Kirke, stimlede nu hele Forsamlingen. Foran Alteret stode Præsterne, og signede det bedende Folk. Nærmest ved dem knælede i tvende Halvkredse de Otteogfyrgetive Landsstyrere; de Fleste ærværdige ved hvide Alderdomslokker, og bag ved dem det øvrige Folk, saamange som Kirken var istand til at rumme. Chorsangen fyldte det vide Tempel; Murene dirrede, og Fanerne, disse stolte Minder om Fædrenes Heltedaad, bølgede over de Bedendes Hoveder. Da fremtraadte, ført af tvende Præster, fra Sacristiet en tilsløret Kvinde, iført en bleggraae, ydmyg Nonnedragt; - det var Telse Wollersien - bag efter hende bar en tredie Præst det hellige Kors. Midt for Alteret stillede de sig, og afførte Pigen, under Psalmesang, Sløret og Nonnekappen, bedækkede hendes fyldige Barm med en hvælvet Guldbrynie, hendes Arm med Skinner, satte en blinkende Hjelm med højtvajende Fjedre paa hendes Hoved, og Korset i hendes Hænder. Som hun saaledes stod der i Ungdoms Skjønhed, med 346 tindrende Øjne og blussende Kinder, de sorte Lokker nedbølgende over den glimrende Rustning, lignede hun en Valkyrie, eller en Krigens Gudinde, som modtager de Dødeliges Hylding.

✂ Da Gudstjenesten var tilende, og Kirken forladt, overgaves den dejlige Skjoldmøe til Wolf Isebrand; men denne overgav igjen baade hende og Fanevagtens Anførsel til Reimer. Den elskende, men ikke svaghjertede Yngling, modtog med Stolthed denne af en uheldig Medbejler anviste Hæderspost. Og under de Ældres Opmuntringer og de Yngres Lykønskninger, bortdrog nu den lille Heltehob, de havde Ditmarskens dunkle Skjæbne i sine Hænder.

✂ Det var over Middag, da den naaede den yderste Pynt af Geestlan det, lige sønder ud fra Hemmingstedt, hvor det strækker sig ud Marsken mellem denne Bye og Meldorp. Den indgrøftede Vej fra sidste Sted og op i Nordmarsken gaaer lige mod Geestspidsen; men paa et Bueskuds Afstand bøjer den sig vesten om Samme, og løbe længere borte op i Højlandet. Ret ud for denne Vejens Bøjning standsede Wolf Isebrand med sin Trop, og lod den ufortøvet begyndte at opkaste en Skandse. Gamle og Unge, som deels havde fulgt Toget deels siden strømmede til fra de nærmeste Byer, toge ivrigen Deel i Arbejdet. Hver, som var mægtig for at røre en Haand, hjalp til Hakker, Spader, Skovle og Trillebøre kom i Gang, og den, der ikke kunde gjøre Andet, sankede Steen. Isebrand var allevegne tilstede, og bestyrede Værket - Opmuntring behøvedes ikke. Endnu inden Mørket faldt paa, var Skandsen istand og beplantet med Stykkerne, af hvilke de sex kunde bestryge den lige Vej, de øvrige sex tillige beherske dens Krumning. En dyb Grav strakte sig heelt udenom Befæstningen, og længere borte fra denne, i behørig Afstand, endnu tvende andre, ligeledes med noget lavere Brystværn. En tyk Taage som hele Eftermiddagen rugede over Landet, havde skjult dette Foretagende for Fjendernes Øjne.

✂ Det var Midnat; Stjernerne glimtede mat gjennem Taagens tynde Slør. Vejret var mildt og stille; Vinden hvilte. Der var Stilstand i Luften; det var som om Himlen betænkte sig, fra hvilken Kant, og mod hvem den skulde sende Stormen. Kun det evig oprørte Vesterhav lod høre sin hule Brummen, hiin varslende Røst, som ej forgjæves naar Marskboerens Øre.

✂ Isebrand fornam den, som han vandrede fra Ende til anden paa sin nys opdæmmede Vold, og sagde til Reimer, der med nedbøjet Hoved 347 lænede sig paa en Kanon; "vi faae uroligt Vejr, og nordlige Vinde imorgen: vil Fjenden besøge os, kommer han maaskee til at vade eller svømme. Frisk op, Reimer! Natten er lang og jeg seer, at Du har ligesaaliden Lyst til at sove som jeg - lad os faae en Sang!" Reimer rettede sig, og saae tilbage; der stod Teltet, i hvilket Telse befandt sig med Faderen og nogle af sine kvindelige Slægtninge. "Er Du bange for at vække vor Fanebærerinde?" spurgte Isebrand, "hun sover ikke mere end Du; jeg har hele Natten hørt dem hvidske derinde - syng, min Gut! og vær munter!" Nu sprang Ynglingen op, og satte sig paa Kanonen; holdende om Spydet, der stod ved hans Side, istemte han en krigersk Folkesang. Alt som han sang, kom Flere til, slog Kreds om ham og faldt ind med i Omkvædet; og langs hen med Brystværnet efternynnede de vækkede Krigere, som ikke vilde forlade deres Sæder, de kjere velbekjendte Toner. - "Det er Reimer!" sukkede Telse, og trykte den brændende Kind mod Korset, som skilte hende ved den Elskede; men hendes Medsøstre gik udenfor Teltet, for nærmere og tydeligere at høre Ynglingens skjønne Stemme. Ofte tilforn, ved lystige Gilder, naar Paukerne og Piberne taug under Ophold i Dansen, havde de omkredset ham, de blussende Piger, og smilende lyttet til hans Kvad.

6.

✂ Den syttende Februar fremlyste - for mange Tusinde Livets sidste Dag. Efter Midnat havde Nordvestvinden rejst sig, og var efterhaanden steget til stærk Blæst, som jog den kolde, regnsvangre Havguse ind over Landet. I Meldorp var alt i Bevægelse; Husene var fulde af svirende Krigsmænd, og de, der ikke kunde rummes inde, sværmede omkring paa Gaderne. Sang og Musik lød allevegne; men fortrinligen der, hvor ellers kun hørtes Messer og Psalmesang, mellem Klosterets gamle, alvorlige Mure. Hornenes, Fløjternes og Gigenes muntre Klang blandede sig i underlig Mislyd med Vindens Brusen og Hylen derudenfor, som Lampernes Skin med Dagskjæret i den store Dandsesal.

✂ Da knaldede det første Kanonskud, saa Vinduerne klingrede. Dandsen holdt op; Instrumenterne taug. Cavalererne takkede af, og førte Damerne til Sæde; og i Skynding vexledes blandt mangt et Par 348 ømme Haandtryk, veltalende Øjekast, og kjælne Ord, saavel i Alvor som i Spøg. Man gjentog sig Nattens Fornøjelser, og trøstede sig for det hurtige Opbrud med den følgende i Hejde; ja mangen forelsket Ridder engagerede allerede sit Hjertes Dame til næste Aften. - Ingen adskiltes nødigere end Ebbe Geed og den dejlige Ida Ranzau; hun dog med et snart Gjensyns glade Haab - han med Uro og sælsomme Ahnelser. "Jeg gaaer" sagde han, tredie Gang førende hendes Haand til sine Læber, "en uvis Kamp imøde; denne Uvished, skjønne Frøken! binder min Tunge." "Dersom I ikke" svarte hun skjæmtende, "forinden glemmer hvad I har mere at sige mig, saa sees vi jo snart igjen." "Snart?" gjentog han sukkende, slap hendes Haand, og greb efter sin Fingerring; den han med et mørkt Blik drejede nogle Gange, trak halvt ud og skød ind igjen: Ida saae i sød Forventning til Jorden. Da tordnede det andet Skud. De Elskende foer op, som af en Drøm, Endnu et Haandtryk, et sjælfuldt Blik, et ømt "vi sees igjen!" og ud ilede den danske Ridder med alle de Andre, for at ombytte den lette Balklædning med Vaabendandsens tunge Staaldragt.

✂ I Klostergaarden holdt Kongens, Hertugens og de øvrige Anføreres opsadlede Stridsheste, utaalmodigt stampende, og tyggende de skummende Miler; de høje Ryttere stode fuldt udrustede i Forsalen, og ventede det tredie Signal. Hans Alefeldt traadte hen for de kongelige Brødre, og sagde i tilsyneladende ligegyldig Tone: "ubehageligt Rejsevejr ovenpaa en gjennemvaaget Nat." "Et Satans Vejr!" svarte Kong Hans, og keeg ud af Døren op mod den mørke Himmel, som allerede nedslyngede Regndraaber og Sneeflokker blandt hverandre. "Ikke værre" faldt Hertug Frederik ind, "for os, end for Fjenderne." "Vi have det dog lige imod os," sagde Alefeldt. "Des ivrigere" svarte Hertugen, "ile vore Folk efter Qvarteer." "Vejen" vedblev Alefeldt "vil blive meget moradsig, og Skydtset ubrugbart." "Saa har vi Landser og Kaarder" raabte Frederik; "der ere flere end nok til at forsvare eders Dannebrog." Den fornærmede Hærfører havde et stolt Svar paa Læberne; men Larmkanonen brølte tredie og sidste Gang: Alle sprang til deres Heste. Kongen brummede, idet han satte sig tillave i Sadelen: "Een Dag kunde vi endnu have tøvet, Broder Frederik: det er et formaledidet satanisk Vejr!" "Band ikke vor Herres Vejr!" sagde Hertugen, "denne er vor Formælingsdag med den rige Marsk - der regner Guld ned i Brudens Skjød." "Der regner Vand!" udstødte Kongen, "det seer jeg, og siden efter Blod! - Gid Fanden 349 havde et saadant Bryllupsvejr!" Han sporede sin fnysende Hingst, og foer ud med sit Følge, for at tage de opstillede Tropper i Øjesyn.

✂ I Spidsen for tredive tusind Mand holdt paa sin store, kulsorte Ganger Gardens Anfører, den kæmpestore Slenitz, staalklædt fra Isse til Fod. Han hilste med sit lange Sværd, slog Visiret op, og sagde: "Med Eders Majestæts Tilladelse rider jeg nu forud, at bestille varm Aftensmad og godt Natteleje i Hejde." Kongen nikkede, og svarte: "kan smage godt paa kold Frokost - adieu saalænge, Hr. Junker!" Junkeren travede afsted; den stærke Hest pustede under sin tunge Byrde. Efter ham rullede Gardens Kanoner, og derpaa de fem tusinde vidtberømte, frygtelige Landseknægte. Deres lange Spyd bølgede over dem i deres taktmæssige, dundrende Gang, som Trommer og Piber styrede; de lange Rækker bugtede sig som en blinkende Strøm ned over den lange Bakke udenfor Meldorps nørre Port. Dem fulgte det holstenske Fodfolk, med sine Stykker; og som hver Fænnike kom lige for Kongen og hans Broder, standsede de et Par Secunder, og hilste paa krigersk Viis. Næstefter kom de danske Soldater, . og derpaa Rytterne. Foran til disse sluttede sig de høje Brødre med Følge, Hans Alefeldt og Dannebroge i Spidsen. De holstenske Ryttere udgjorde Bagtogten. Efter dem kom Trosset - uendelige Rækker af Ammunitions- og Bagagevogne: nogle førte Øl, andre Vine; atter andre vare bepakkede med Sengeklæder, Dækketøj, Bordservicer, 350 tilhørende Kongen og Hertugen og adskillige af de holsteenske Herrer; mange førte Spisevarer, een Vildt, en anden tamt - alt færdigt til Spiddet eller Gryden. Endeligen sluttedes Caravanen af Marketentere og Marketentersker, Spillemænd og Skjøger, Soldaterkoner og Børn blandt hverandre. Havde Vejret været bedre, skulde ej engang de fornemme Damer have blevet tilbage; nu maatte de for det første tage til Takke med Klosteret, fra hvis Vinduer de tilvinkede deres Mænd, Kjerester, Fædre, Brødre, Slægtninge og Venner et ubekymret Levvel.

✂ Paa Skandsen for Dusend Dyvels Werff havde Man hørt Signalskuddene i Meldorp, skjøndt Vinden bar fra; men da Luften var tyk af Taage og Snee, blev det umueligt at see derover, og ligesaa umueligt at gjætte, ad hvilken Kant Fjenden vendte sig. Stormen og Sneefoget tiltog bestandig. - Isebrand eftersaae Kanonerne, lod Fænghullerne bedække, Krudt og Lunter bevare for Fugtighed; og alt imellem lyttede han, og keeg ud over Vejen til Meldorp.

✂ Efter noget meer end en Times Forløb - fra det sidste Kanonskud at regne - raabte Reimer, der uafladeligen havde staaet paa Udkik: "jeg skimter Noget derude - kom og see Wolf Isebrand!" - Denne kom, og lidt efter udbrød Begge paa eengang: "Der har vi dem!" Alle sprang nu til, for at komme op paa Brystværnet; men Anføreren standsede dem med det Raab; "tilbage! hvad ville I her? Fjenden maae ikke vide af os at sige, før han seer Røgen fra vore Kanoner - til Orden! Hvermand paa sin Post!" - Han saae atter ud mod Meldorp; og nu øjnedes tydelig en mørk Masse i Sneen, og svage Vaabenglimt; og større og længere blev den sorte Strime, og flere og hyppigere Glimtene. "Rider nu," raabte Isebrand til de med Hestene i Beredskab staaende Iilbud, "alt hvad Hestene kunne strække, til Hejde, og siger de Otte og Fyrgetive, at Fjenden kommer her; at de maae sende os Forstærkningen fra Lunden og Delve og de andre nordre Sogne, og skikke Bud over Hals og Hoved til Bysum; dersom de der ikke allerede har aabnet Sluserne, er intet Øjeblik at spilde! - og I ved Kanonerne! stiller dem accurat paa Vejen; men Ingen skyde, før jeg siger til!"

✂ Kun langsomt fremskred den fjendtlige Hær; og borte var allerede hiin Orden og krigerske Holdning, med hvilken den var udmarscheret af Meldorp. Vejret blev stedse barskere, Vejen sumpigere; Forspændshestene kunde kun vanskeligt slæbe Kanonerne; naar een trak 351 frem, sank en anden tilbage; her sprang et Kjøretøj, og der blev en Hest afkræftet liggende - alt dette gjorde Standsning. Fodfolket, som kom efter, maatte med stor Besværlighed og end større Arrighed ælte i det Dynd, som Artilleriet havde opkjørt. Geledderne vaklede, brødes; ikke sjælden trængtes de Yderste ned i Sidegrøvterne. Man bandte, skjændtes, trykkedes, skuppedes. Officiererne vare ikke længere istand til at dæmpe den udbrydende Uorden; kun naar Anføreren vendte sin Hest, og brølte med sin Løvestemme, paafulgte en kort Taushed.

✂ Saaledes var Man kommen Skandsen paa et Par hundrede Favne nær; uden endnu at bemærke den; thi Sneen pidskede de Fremrykkende i Øjnene; og Isebrand holdt sig endnu ganske rolig. Endelig bemærkede Slenitz, som utaalmodig var redet et Stykke forud, den første Grav, som ogsaa overskår Vejen lige ved dens Krumning. Han standsede og opdagede nu paa eengang baade den anden Grav og Skandsen selv, over hvis Brystværn Kanonerne og enkelte Hoveder stak frem. Hurtig ilede han tilbage, lod gjøre Holdt og befalede Kanonerne at beskyde Skandsen; Fjendens Taushed begyndte at forurolige ham.

✂ Da Isebrand saae, at Kanonerne vendtes og Hestene fraspændtes, lod han først begynde det blodige Dagværk: trende Kugler gjennemfurede Gardens tætsluttede Rækker. Hans haarde Tiltale besvaredes; men kun med liden Eftertryk, da Ditmarskerne stode dækkede af den tykke Vold, og Garden sigtede med mindre Sikkerhed; dog faldt der Enkelte af Skandsens Forsvarere. Flere Salver gaves fra begge Sider - Ditmarskernes med stedse lige mordisk Virkning. Gardens Ild blev derimod bestandig svagere: nogle Kanoner demonteredes; paa andre blev Fængkrudtet vaadt, og vilde ikke brænde. Da befalede Slenitz at storme Skandsen: med Glæde hørtes denne Ordre af disse tappre Krigere, der ikke vare vante til, saaledes værgeløse at lade sig nedskyde. De fore forbi de unyttige Kanoner og hen til den første Tværgrøvt, over hvilken de lagde deres Landser, og de til dette Øjemeed i Meldorp tillavede Riisknipper og Kurvefletninger. Modige sprang de herover, og snart fyldtes Rummet mellem den første og anden Grav. Her mødte en ny Hindring: Knipper og Fletninger skulde hentes bag fra, og føres gjennem den tætpakkede Masse, som ej engang kunde udbrede sig til Siderne, saasom den ogsaa her indsluttedes af brede og dybe Grave. Ditmarskernes Kugler gjorde 352 Rivt paa Rivt i denne sammenhobede Klynge: den vaklede, ravede, bølgede hid og did, liig en sivgroet Holm under stridige Vinde. Ordenen var borte, og havde taget Besindigheden med sig; Frygten fik Indpas. Officierernes usikkre, ofte hinanden modsigende Commandoraab, de Saaredes Skriig og Stønnen, Ditmarskernes Jubel, deres Spot, deres Trusler og Forbandelser, som Vinden hidførte lydeligen - Alt forøgede de forhen sejrvante Krigeres Uro og Forvirring. Man maatte tilbage og ud af denne frygtelige Fælde; Anførerens vældige Røst, der end ikke overdøvedes af Larmen og Stormen og Skytsets Torden, befalede Retiraden. Uordentlig, mordisk var denne, mere endogsaa end Fremtoget: Man styrtede til, trængtes, stimedes for at komme over Graven; paa mange Steder brast den skrøbelige Bro; de Forreste nedtraadtes, og bleve selv til Bro for de Efterkommende. - Rolig, uforfærdet, omsuset af Kugler holdt Jørgen Slenitz paa sin store Stridshingst midt imellem den tilbagevendende Fortogt og Middelhoben, og ordnede begge til et nyt og forandret Angreb. Højt fremragede hans Kæmpeskikkelse over alle hans Krigere. De flokkedes omkring ham, som Bølgerne om en Klippe, der staaer urokket under Stormens Rasen midt i det oprørte Havs Brændinger.

✂ Paa Skandsens Brystværn stod Isebrand, og betragtede taus og smilende Forvirringen i den fjendtlige Hær; hans Kanoner vedbleve at lyne og tordne. Da traadte Reimer af Wimerstedt hen til ham, og sagde: "vore grove Klumper synes ikke at smage de fine Herrer derhenne - de betakke sig - de vige - skulle vi nu ikke følge dem et Stykke paa Vej?" "For tidlig, Reimer, for tidlig!" svarte Isebrand, "hvorfor skulle vi opoffre af vore Folk, før Nøden kniber? Stykkerne gjøre jo endnu god Besked - vi ville tøve, til Havet kan komme os tilhjælp - hvert Øjeblik maae vi vente vor gamle trofaste Bundsforvandte." - "Hvad!" raabte Reimer, "hvo er det, der stormer ned ad Vejen og forbi Skandsen?" Isebrand saae derhen, og sagde: "det er Tellingstedternes Fane - det er af Undsætningen, de sende os fra Hejde; men denne Hidsighed duer ikke - see, hvor Garden ordner sig, for at tage imod dem!" "Vi maae komme dem tilhjælp!" sagde Reimer. "Paa ingen Maade;" svarte den sindige Anfører: "Ditmarskens Frelse hænger i et Haar; forlade vi Skandsen, og overmandes af denne uhyre Mængde, saa er Alt fortabt -" "- see!" raabte Reimer, "nu springe de allerede over den sidste Grav - nu vende de Spydene - de fælde dem - nu gaaer det løs - lad i det mindste Kanonerne tie; 353 ellers skyde vi vore Egne, tilligemed Fjenderne." "Nej!" ikke heller det!" svarte Isebrand; "men siig dem blot, at de rette dem lidt højere - Ilden maae blive ved, og Kuglerne ikke spildes." Reimer foer omkring ved Kanonerne, at udrette denne Befaling.

✂ Slenitz, da han saae Tellingstedterne angreb, raabte til sine Tropper: "munter Karle! nu har vi dem - de komme af sig selv - tager imod dem, som det anstaaer den store Garde!" En hæftig Kamp begyndte. I Begyndelsen kunde Gardisterne ikke modstaae Ditmarskernes stormende Angreb og længere Spyd; men langt vare de ej heller istand til at vige; thi Vejen var spærret, og een Kolonne fremdrev den anden: Umueligheden i at flygte tvang dem, først til at staae, og derefter til at trænge den liden forvovne Hob tilbage. En Fjerdepart af disse hundrede Tellingstedter faldt, og de Øvrige sprunge paa de omvendte Spyd tilbage over Graven, hvor Garden for det første ej var istand til at følge dem.

✂ "Seer I?" sagde Isebrand til Reimer og til de mange Andre, der vare traadte op paa Brystværnet, for at see paa Striden; "Hidsighed uden Plan, Blodspilde uden Fordeel! - Afsted Du og Du til Hejde! siig dem, at Krigen er ene her; thi fra ingen af de andre Kanter høres endnu et eneste Skud! lad alle Mand ile herhid! og spørg dem, hvad de bestille ved Sluserne? hvor Havet bliver af? - Sove de der ved Nørremeldorp og Bysum, skulde al Verdens Ulykker slaae dem!" Tvende Ditmarskere sprang ned, satte sig til Hest, og foer op til Hejde. En ny Trop kom dem med Stormskridt imøde - det var Delverne.

✂ Gardens erfarne General stræbte at benytte Krigslykkens første svage Smiil: han lod alle brugbare Kanoner føre op og rette mod Tellingstedterne, som raadvilde hverken gik frem eller tilbage. Ogsaa Delverne, som ikke kunde rummes i Skandsen, vilde vorde udsatte for de fjendtlige Kugler. Isebrand, som saae Faren, sendte Iilbud til sine blottede Landsmænd, bad dem forlade Vejen, trække sig ud mod Vesten, og fra Siden anfalde Gardens Batterie; medens han fra den østlige Kant lod Reimer med sine Wimerstedtere omgaae det - begge Hobe skulde forsøge at trænge ind over Vejen, bemægtige sig Kanonerne, fornagle eller omstyrte dem. Et farligt Foretagende, som dog til de tvivlraadige Fjenders Forbauselse i faa Minuter lykkelig udførtes. Efter at have affyret en unyttig Salve, bleve Artilleristerne nedstødte, Kanonerne væltede eller nedrevne i Grøvterne - og alt 354 dette forinden Landseknægtene der bagved formaaede at frelse dem. Vel gjorde de nu et ordnet modigt Anfald, og dræbte i dette de Ditmarskere, som tøvede forlænge paa Vejen; men de Øvrige svang sig med Behændighed paa deres Spyd tilbage over Grøvterne, og foruroligede fra Engen deres Fjender. Forgjæves lod Isebrand dem kalde tilbage: saa forbittrede vare de, saa gridske paa Kampen, at Anførerens Befaling Intet formaaede; hvilket dog ej heller var noget Usædvanligt hos dette ubændige Folk.

✂ Slenitz gjorde Anstalter til at fordrive Modstanderne: han lod sammenbringe Riisknipper, Lavetter, Hjul - Alt hvad der kunde tjene til at opfylde Grøvterne; og da han saaledes paa begge Sider havde skaffet sig Overgange, befalede han det dobbelte Angreb, under Feldtraabet: "Vaer dig, Bonde! nu kommer Garden." "Hjælp, Maria!" skreeg Ditmarskerne, og stimlede sammen til Vadestederne, hvor haardnakken Modstand længe holdt Fjenden tilbage; mange af disse faldt for Marskbøndernes lange Spyd, flere klemtes ud i Grøvterne.

✂ Da Isebrand mærkede Slenitz's Hensigt, og i det samme saae Vandet stige i Engene mod Vesten, raabte han: "Nu Landsmænd! nu er Tiden kommen - ikke til at døe, men til at sejre; til at fordærve vore Fjender og hævne alt det uskyldige Blod, de have udøst i Windbergen og Meldorp. Frisk heran! seer I ikke, at baade Himlen og Havet er med os? Følger mig! fremad, fremad! og seer Jer ikke tilbage!" Med disse Ord sprang han ud over Brystværnet og Graven, de fire hundrede Wöhrdener og Hemmingstedter efter ham. Som en Stormvind foer Hoben over den anden og tredie Grav; og med det Udraab: "Vaer dig Garde! Nu kommer Bonden!" styrtede den sig ind paa Fjenden, der nu havde tre Sider at forsvare. De, der vare trængte over Grøvterne mod Øster og Vester, bleve forladte af deres i Fronten ængstede Cammerater, og faldt alle under Ditmarskernes frygtelige Spær og Hellebarder. Disse betjente sig derpaa af Fjendens Overgange, og forenede sig med Isebrands Trop. De ængstede, sammenpressede Landseknægte faldt, hartad uden at kunne gjøre Modværge - hele Fortogten var ødelagt.

✂ Men foran Middeltræfningen holdt endnu den uforfærdede Slenitz, ordnende, opflammende denne til nyt Angreb; efterat have befalet Bagtogten at dele sig, gaae over Grøvterne, langt udenom Ditmarskerne og Skandsen, og bemægtige sig denne, som han nu troede at 355 være forladt - han vidste ikke, at den var besat af fem hundrede Mand friske Tropper under Johan Arens's Anførsel. - I Spidsen for den lille, modige Hær, der allerede havde tilintetgjort en sjette Deel af Garden, og frem, over Dynger af Døde og Døende, trængte nu Isebrand og Reimer ind paa Centrummet. Den Første viste med Spydet paa Slenitz, og sagde: "Du tager Hesten, og jeg Manden!" Og med det Raab: "Vaer Dig, Junker! nu kommer Bonden!" rendte han sit Spyd mod Dennes Bryst, og Reimer sit dybt ind i Hestens Bringe. "Fordømte Pak!" tordnede Slenitz, og afhug i eet Drag begge Spydskaftene. Isebrands var trængt ind gjennem Brystharnisket; men saaledes til Siden, at Spidsen kun berørte Ribbenene, bøjede sig mod Rygskinnen, og blev hængende ved Gjenhagerne. Junkeren sporede i samme Øjeblik sin Hest, for at sætte ind paa Angriberne og nedhugge dem; men Hesten, smertefuld af det dybe Dødssaar, stejlede, vaklede med sin tunge Byrde - sank under den til Jorden. Dens Rytter, behændig som stærk, kom til at staae opret, og hævede atter sit uhyre Slagsværd, da Reimer underløb og greb ham om Livet, og Isebrand med en Hellebarde slog ham Sværdet af Haanden. En tredie Ditmarsker sprang til, klyngede sig op om hans Hals og, da de andre To skøde efter, tyngede ham baglænds ned - det drønede i Jorden, da den vældige Kæmpe faldt, forladt af sine Garder, der nu allerede begyndte at vige for Bondehærens uimodstaaelige Anløb. Skjøndt kun let saaret, var det ham umueligt, i den tunge Rustning at rejse sig mod de tre vældige Fjender. Og dog havde disse langt vanskeligere ved at dræbe, end ved at fælde ham: hans flinthaarde tykke Hjelm og Harnisk modstod alle Hug og Stød. "Kan han ikke døe som en ærlig Mand," raabte Isebrand, "saa lad ham drukne, som en Hund!" Og dermed væltede alle Tre den halvkvalte Kæmpe ned i Grøften - den døde Hest oven paa ham.

✂ Da sank Gardens Mod: "flye, flye!" lød det hen igjennem de vaklende Rækker. "Obersten er falden - Fjenden sejrer." Da vendte sig de Bagerste af Middelhoben til Flugt; de Forreste sprang til begge Sider i Grøfterne, og søgte at vinde Engene; men paa den vestre Side stode disse allerede under Vand, og de Fleste af dem, der søgte herud, fandt Døden; de paa den østlige Side søgte ind i det herværende Krat, og reddede sig for største Delen, inden den voxende Oversvømmelse naaede dem. Bagtogten, som allerede, efter Ordre, var kommen over Grøvterne, saae de Forrestes Flugt, fulgte deres 356 Exempel, og frelstes eller druknede med dem. Den store, mægtige Garde - for en Time siden sex tusinde velordnede, sejrvante, sejrstolte Mænd - var slagen, adsplittet, opløst, tilintetgjort.

✂ Hele den øvrige store Hær havde i denne vigtige Time været ganske uvidende om hvad der foregik ved Dusend Dyvels Werff. Stedse langsommere og langsommere blev dens Fremrykken, til den omsider maatte holde ganske stille. Kongen og Hertugen spurgte forgjæves om Aarsagen til denne Standsning; Ingen kunde give nogen Oplysninger. Det varede et Kvarteer og længere; endnu kom Man ikke videre: saa langt Man kunde øjne for Sneefoget, holdt Fodfolket ubevægeligt foran de hærførende Brødre. Kongen, som ikke i bedste Lune havde forladt Meldorp, blev stedse mere utaalmodig over dette Ophold i saa umildt et Vejr, og forlangte hastig Underretning om Aarsagen til denne uforklarlige Sinkelse; men de, der bleve skikkede forud, og med Møje trængte sig frem gjennem nogle Regimenter, kunde tilsidst hverken komme frem eller tilbage; de, der sendtes udenom, kom vel igjen, men kunde ikke berette andet, end at de vare standsede af Moradser, og at Sneen og den tykke Krudtdamp, som drev dem lige i Øjnene, ikke tillod dem at see hvad Garden foretog sig. "Junker Slenitz" bemærkede Kongen, "gjør temmelig lange Complimenter idag." "Han er ligesaa forsigtig som tapper," svarede Hertugen, "og længe vant til at krige i Marsklandene; han vil have Vejen ryddelig, inden han rykker frem."

✂ Nu taug Kanonerne; men Fodhæren kom endda ikke videre, "Dette er mig ligesaa ærgerligt som ubegribeligt!" raabte Kongen; "skal det vare ret længe, er jeg istand til at vende om til Meldorp - see kunne vi ikke, og høre ligesaalidt." "Med eders Tilladelse" sagde Alefeldt, "det forekommer mig, som om jeg skulde høre en dump, utydelig Larm der forude!" Man lyttede; men Stormens Hvinen, Hestenes Pusten, Trampen og Pladsken i den sølede Vej, forvirrede hiin dunkle Lyd fra det Fjerne. - Omsider trængte et Rygte tilbage gjennem den lange Colonne af holsteenske, tydske og danske Soldater: "Garden" heed det først, "har stødt paa en uhyre stærk Skandse, besat med hundrede Kanoner; Fortogten laver sig til at tage den med Storm." Strax efter hørtes der, at Skandsen var taget. Kort derpaa sagde Man, at Stormen var afslaaet, og at Garden trængtes tilbage; og atter heed det paanye, at Ditmarskerne havde forsøgt et Udfald, og bleve nu huggede sammen. Endelig skimtede Man nogle af de 357 flygtende Landseknægte, der satte ind ad Geesten til, og nu raabtes der: "det er Bønderne, der løbe; nu bliver det snart lyst herforan." Men faa Minutter efter lød det Rædselsbudskab: "Det er Garden, der flygter; den er slagen og adsplittet; Obersten er fangen eller falden." Strax efter heed det i den danske Hær: "Holstenerne ere slagne."

✂ Den bittreste Harme opfyldte de kongelige Brødres høje Sind: Der holdtes de indspærrede paa den snævre, sumpige Vej, uden at kunne komme Hæren forved tilhjælp; uden at kunne bevæge enten Fodfolk, Skyts eller Ryttere; eet Rygte skrækkeligere, utroligere, end et andet; intet Sikkert at opdage om Avantgardens Skjæbne; Intet at see, undtagen de nærmeste Pelotoner af Hæren; Alt forresten Snee og Vand - thi Havet havde allerede oversvømmet Engene paa begge Sider.

✂ En hastig Beslutning maatte tages; men hvilken? Ingen vovede at udtale det Ord "Retirade." - Kongen skød Skylden for denne mislige Stilling paa sin Broder; han afvæltede den paa de ham omgivende holsteenske Herrer; disse igjen paa Jørgen Slenitz. Men stedse nærmere og mere truende kom Faren: allerede hørtes Vaabenbraget og de Kæmpendes Skrig lydeligen forude; allerede saaes Uro og Forvirring blandt Fodfolket; allerede saaes Flygtninge springende, vadende, tumlende, raabende om Frelse paa begge Sider i Vandet. Da var Hertugen den Første, som nævnede det krænkende Ord. "Vi maae retirere" sagde han "ud af denne forbandede Fælde, og paa tør Land ad Meldorp til; der ville vi tage mod den dumdristige Fjende." Med bittre Taarer vendte Brødrene deres Heste, overladende til deres Stab med den halve Deel af Rytteriet at komme Fodfolket til Hjælp, og standse Fjenden, om det virkelig skulde lykkes ham, at trænge saa langt frem. Med største Besværlighed trængte de sig igjennem Rytterhoben og Trosvognene; og kun Ærefrygt aabnede dem Vej, som herefter lukte sig for mange Tusinde; og neppe vare de slupne ud af Trængslen, førend Flugten blev almindelig, endogsaa over den hidtil uangrebne Deel af Hæren.

✂ Saasnart Kongen og Hertugen vare borte, søgte de tilbageblevne holsteenske og danske Herrer at oprette den forstyrrede Orden, og enten af forjage en Fjende, som hverken formedelst Antal eller Tactik var frygtelig, eller i det mindste at udføre et mindre vanærende Tilbagetog. - Forgjæves! Mod, Besindelse, Disciplin - Alt var tabt, opslugt af ubetvingelig Angst: den vrede Himmel foroven, det troløse 358 Hav ved begge Sider; foran den glubende Fjende - kun een Vej syntes endnu aaben; og dog var det den farligste af alle. Ryttere, Fodfolk, Kanoner, Vogne, Officierer og Soldater blandedes, styrtedes, væltedes, nedtraadtes blandt hverandre, indtil omsider de dybe Grøvter syntes sikkrere end selve Vejen. Mange sprunge da frivilligt, Mange stødtes ud, og prøvede ved Svømning eller Vadning at undslippe Døden. Ditmarskerne, som iagttoge, at flere og flere af de til Døden indviede Offere paa denne Maade satte sig i Frihed, ilede nu paa begge Sider langs hen med Grøvtkammen, og indspærrede deres Fjender; brød Nogen ud, gjennemborede de ham, eller rev ham med Hellebarderne ned i Dybet; og ofte - naar denne Dødsmaade syntes dem for langsom - sprang de i Masse over Grøvten, og trængte de tætsluttede Rækker over i den modsatte, hvor atter Andre modtoge dem med Hug og Stik. Som Edderkopper fare til og fra de i Garnet hængende Fluer, snære dem fastere og fastere, give dem Rap paa Rap med deres lange, frygtelige Tænder: saaledes fore Ditmarskerne op og ned med den indspærrede Hær, svang sig over Grøvterne og tilbage igjen; og dette med saamegen større Lethed og Kraft, som de forlængst, efter Isebrands Exempel, havde bortkastet Harnisk, Hjelm og Skjold - de behøvede jo ikke mere at forsvare sig, men blot at angribe, at dræbe.

✂ Den kongelige Hærs store Mængde var dens Fordærvelse; det halve Antal skulde kunnet bevæge sig friere, og lettere have ordnet sig igjen efter hiin første Forvirring; Over- og Under-Befalingsmænd havde kunnet sees, høres og følges. Nu saaes kun den mangefoldige Dødsfare, nu hørtes kun de Saaredes Jamren og Fjendernes vilde Sejrsraab, nu fulgtes kun den blinde Frygts Indskydelser. De Færreste faldt under Ditmarskernes Spyd; Flere druknede uden Saar i Gravene, nedtraadtes af Hestene eller af hverandre indbyrdes.

✂ Dog viste sig, midt i denne fordærvelige Modløshed, ikke faa Exempler paa Standhaftighed og mandig Foragt for Døden; det skjønneste gav Generalen Hans Alefeldt, tilligemed et halvhundrede danske og holsteenske Adelsmænd og høje Officierer, som sluttede sig til ham og det trehundredaarige Rigsbanner, det stolte Dannebroge, der var betroet i hans Hænder. Dette Modværge frelste nogle tusinde Flygtninge, og Ridderskabets Ære; men ikke den gamle, sejrvante Dannerfane. Den ene af dens Forsvarere segnede efter den anden; og sidst af Alle Hans Alefeldt under det synkende Flag. I dette 359 Øjeblik havde de unge, oldenborgske Grever med en fra Bagtogten samlet Rytterhob arbejdet sig frem til hans Undsætning. Forsiide! Snart bleve de skilte fra deres Ledsagere og omringede. Da længere Forsvar var umuelig, raabte den Ældste: "I gode Ditmarskere! tager Løsepenge for vort Liv, saamange, I ville - vi ere Greverne af Oldenborg!" "Vi" svarede Wolf Isebrand "ere Bønderne af Ditmarsken, og have ingen Tid at gjøre Fanger idag." Med disse Ord stødte han sit Spyd i Ynglingens Bryst - Broderen faldt ved hans Side.

✂ Slaget var forbi. Den store, veludrustede Hær, hvis Lige Holsteen aldrig havde seet, var inden Middag dræbt eller forjaget; neppe en fjerde Deel kom tilbage - som det hedder i Visen: "hvor før reed fire, der rider nu een" - og Ingen saae sig om, før han var kommen heelt ud af dette skrækkelige Land. Hele Holsteen, hele Danmark blev opfyldt med Forfærdelse og Sorg; i begge Lande fandtes neppe eet adeligt Huus, hvori man jo begræd Fædre, Brødre, Sønner. Forgjæves fremsendtes Løsepenge med ydmyge Bønner: Ditmarskerne, 360 grummere end Hectors Bane, afsloge at udlevere de Faldnes Legemer, Oven Jorden maatte de forraadne og opædes af vilde Dyr og Fugle; deres Been opstabledes som et Gjerde paa begge Sider af Vejen imellem Meldorp og Hemmingstedt; i mange Aar laae de der, som et Minde om "de Vældiges Ydmygelse og de Ringes Ophøjelse."

✂ Ditmarskerne fore videre frem over Kongehærens livløse Ruiner. Støttende det blege, blodige Hoved til et Vognhjul, laae Ebbe Geed just paa Isebrands Vej, Skjoldet sønderhugget, Hjelmen kløvet ved hans Side. Sejrherren kjendte ham, og sagde hastelig: "Tak for sidst, Hr. Ridder! Bedre var det for Eder, om I havde fulgt min Advarsel; men jeg skylder Eder en Tjeneste; kan I bjerge Livet, skal jeg see at bringe Eder i Huuslye." Neppe var det Sidste ude af hans Mund, før en Hellebarde hvinede ned mod den Saaredes Hoved; med Dødshugget fulgte en Røst, som vildt udbrølte: "Ridderblod er ikke bedre, end Greveblod - korteste Pine er den bedste."

✂ Man naaede Trosset. Alle Vognene vare forladte; der fandtes ikke en levende Sjæl paa nogen af dem; allerede længe før Slagets Ende vare de flygtede ad Meldorp til. Ogsaa denne Bye var øde og tom; de Tilbageblevne, tilligemed den efterladte Besætning, befandt sig allerede i Holsteen, da Ditmarskerne kom. Nogle af disse fulgte vel de Flygtendes Spor; men uden at have naaet dem, vendte de om ved Grændsen, og forenede sig med deres øvrige Landsmænd, som imidlertid havde kjørt de erobrede Vogne op til Byen. Et uhyre Bytte: den hele Krigscasse, umyntet ædelt Metal, Kongens og Hertugens Sølvbordtøj, kosteligt Bohave og prægtige Stadsklæder til Brug ved de forventede Sejersgilder i Hejde og Lunden; mange private Pengeskrine, som betænksom Speculationsaand havde forsynet sig med, for strax at kunne handle med de plyndrende Soldater. Dog Intet var for Øjeblikket mere kjerkomment, end den store Forraad af Spise- og Drikkevare: Nogle Vogne bepakkede med slagtet og plukket Fjerkræe; andre med spækkede Harer og Dyrerygge; andre med kogte Skinker; og atter andre med Bagværk; stærkt Øl, gammel Mød, herlige Vine - Alt tilsammen i stor Overflødighed.

✂ Ikke i Hejde, men i Meldorp; ikke af Fyrster og Riddersmænd, men af Bønder fejredes nu den berammede Fest. I de rigt udsmykkede Haller, hvor Natten tilforn Danmarks og Holsteens glimrende Adel forlystede sig i siirlige Hofdanse med fine Fruer og Frøkener, der tumlede sig nu i plumpe Spring de fiirskaarne Marskboer med 361 rødmussede, fyldige Bønderpiger - af Overgivenhed smykkede med den nye og sjældne Stads, med Fjederhatte, Guldkjæder, Knæesløjfer og Ridderbaand. Spottende tituleerte de hverandre indbyrdes med Hertuger, Grever og Friherrer - Damerne vare alle durchlautige og naadige. Reimer, Hans Alefeldts Bane, hilstes som Feldtmarskalk og Ridder af Dannebrog; Wolf Isebrand hedte Greve af Oldenborg - og Ingen var ringere, end Junker. De mange, tildeels ukjendte Instrumenter blæstes og strøges i vildtskurrende Misklang af indenlandske Spillemænd, hvis hele Færdighed ellers strakte sig kun til Trommer og Piber. De lange med dyre Dammasker dækkede Borde glimrede af Sølv og Guld og slebent Krystal, og - svømmede i kostbare Vine. Skaaler paa Skaaler lød for Ditmarskens evige Frihed.

✂ Saadan en Nat fulgte paa den evig uforglemmelige syttende Februar.

7.

✂ Natten til den attende Februar, Aaret efter det store Slag ved Hemingstedt, fenstrede Reimer af Wimerstedt atter hos Telse Wollersien; men ikke som hiin Nat, da han munter og let i Hu dansede hen under den stjerneklare Vinterhimmel. Tvivlraadig, ængstelig sneeg han sig nu ad forbudne Veje; Taage indhyllede hans Gang; Tøevinden peeb i hans vaade Lokker, og Uglen tudede sin tungsindige Midnatssang fra Wöhrdens Kirketaarn. Han standsede foran den ærværdige Bygning, hvor hans Trophæe, det gamle Dannebroge, hang blandt Fyrgetive mindre Faner, en Amindelse fra Frihedskampen - en hellig Reliqvie for ufødte Slægter: Krigerfryd hævede hans stolte Barm, og en Haabets Straale trængte ind i Ynglingens elskende Hjerte; en lys Tanke opklarede dets Mørke, som Lynet den skumle Uvejrsskye. Hurtig ilede han til Jomfruens Bolig, og pikkede sagtelig paa det fra gladere lider saa velkjendte Vindue. Det gik op paa Klem, og en bævende Stemme hvidskede: "er det Dig?" "Luk bedre op Telse! jeg har gode Efterretninger" svarede Reimer ligesaa sagtelig, "jeg har været i Meldorp." "Ak, Reimer!" sukkede hun, "bliv hellere udenfor! jeg tør jo ikke tage imod Dig -" "- Hvorfor ikke?" vedblev han, og stod allerede i Kammeret, "med Klosteret er det forbi - Du bliver hverken Nonne eller Abedisse." "Hvorledes det?" spurgte hun glad, "fortæl mig, hvorlunde det gik til!"

✂ "Der var da stor Forsamling;" tog han tilorder "Prioren og hans Munke, de Otte og Fyrgetive, alle Præsterne og en stor Mængde Folk baade fra Byen og hele Landet. Først blev oplæst et Brev fra Erkebispen i Bremen, hvori han roste os Allesammen for det gudfrygtige Indfald, at ville oprette et Nonnekloster; han opmuntrede os til at stræbe med Bygningen, og begave det rigeligt: saa vilde han sende os mange rare Reliqvier, at Stykke af Christi Kors, en Stump af den Hellige Jomfrues Svededug, og meget mere, som jeg nu ikke kan huske. Denne Skrivelse ledsagede nu Præsterne med mange fromme Formaninger. Den Første, som svarte herpaa, var Johan Arens: ""Det er Altsammen meget godt - sagde han - Løvtet er gjort, og det bør holdes; Penge har vi at bygge Klosteret for; men hvor faae vi Nonner fra?"" - Han kunde ikke bare sig for at smaasmile, da han sagde dette, for den Arens, veed vi nok, har aldrig været nogen Helgen. - ""Det er vel den mindste Sorg"" svarte Prioren, ""en større Vanskelighed vorder det at vælge blandt saa Mange, uden at fornærme Nogen."" ""Klosterløvtet skal dog være frivilligt?"" spurgte Arens. ""Det forstaaer sig"" svarte Prioren, ""tvungne Løvter modtager Himmelen ikke."" ""Hr. Pastor!"" raabte Arens overgiven, ""kjender jeg de ditmarsker Piger ret, er der ingen af dem under de Halvtredsindstive, som har Lyst til at gaae i Kloster; de ville vistnok langt hellere giftes."" Der blev en Mumlen blandt de gejstlige Herrer, og Præsten her fra Wöhrden sagde stødt: ""Af en sat Mand at være, og en Landshøvding dertil, taler I noget verdsligt - letsindigt -"" Saa blev Arens vred, vendte sig om imod ham og sagde: ""verdsligt eller ikke, jeg taler efter min Overbeviisning. Og det siger jeg Eder: ingen Irettesættelser, Præst! Vi Ditmarskere bære Agtelse for eders Stand og det hellige Ord, I forkynde; men forresten, maae I erindre, ere vi frie Folk, der hverken bøje os under Scepter eller Krumstav. Ingen Tvang ville vi vide af at sige, ingen Truen og heller ingen Lokken."" ""Ingen af Delene, skal bydes Eder"" svarte Prioren; ""men I vil dog heller ikke forbyde Klosterets Oprettelse? eller hindre gudfrygtige Kvinder at indtræde deri?"" ""For mig"" raabte Johan Arens studs, ""maae der indtræde saamange, der ville; men jeg tænker endnu, at vore unge Kvinder hellere vil skaffe Fædrelandet Forsvarere, som det altid kan behøve, end sidde i eensomme Celler og dreje Rosenkrandse. Og hvad de gamle angaaer, jeg troer heller ikke de skøtte stort om Klostertugt - vore Kvinder ere fødte i Frihed, saavelsom vi."" - Den 363 Tale fandt stor Behag, undtagen hos de gejstlige Herrer; og Fogden Peter Nanne sagde: ""Kanskee vil det gaae, som Arens mener; og det kommer alt paa en Prøve an; vore Meninger her kunne Intet afgjøre."" ""Aaja!"" siger Arens, ""lader os anstille et Forsøg! Her i Meldorp findes sagtens en tre hundrede giftefærdige og gamle Piger: kald dem tilsammen, eller gaaer til dem enkelte - hvilket I selv behage - og dersom I da faae Ja hos Tre af dem, giver jeg af egen Formue tre sølv Lysestager til Alteret i Hejde Kirke, saa svære som de findes i nogen anden."" ""Det lader sig høre,"" raabte Hejde Præst ""vi kunne jo prøve dette gudelige Frierie! naar vi tage hver sin Gade, er det snart bestilt; kommer mine Brødre! og hjælper paa eengang Klosteret til Jomfruer og Kirken til Lysestager!"" Dette sagde han lystigt, og alle Præsterne droge nu afsted, hver sin Vej. - Medens de vare borte, blev der snakket herom baade frem og tilbage. Carsten Holm holdt med de Gejstlige, som han altid gjør, og sagde blandt Andet: ""Jeg ynder ikke denne sælsomme Bejlen; det seer næsten ud, som om vi lode de Guds Mænd løbe med Liimstangen. Og sæt nu, at de ingen hværve, hvad beviser saa det? hvilken Pige kan vel over Hals og Hoved bestemme sig til saa vigtigt et Skridt?"" ""Meget vel"" raabte Thomas Boye, ""Sagen er bekjendt nok, de have havt et heelt Aar at betænke sig i; og hvad det angaaer, at holde Præsterne for Nar, det har Intet at betyde: saadan en Tour gjøre de hellere end gjerne."" Saa blev Holm studsig, og meente, at Man her i Landet ikke viste Kirken og dens Tjenere Ærbødighed nok. Men Johan Arens svarte ham ligesaa studs: ""Hvad Ærbødighed? gaae vi ikke i deres Messer og Skriftestole, og give dem deres rundelige Brød? Hvad vil Du mere? Mod Kongevælde har vi forsvaret os med Liv og Blod i disse mange hundrede Aar - lad Ingen komme her og byde os Præsteregimente! Vi ere frie Folk, og regjere os selv."" Den Tale roste de Allesammen, og Mølleren maatte tie stille. - Det varede nu en Timestid eller mere, saa kom Præsterne igjen, den ene efter den anden; men allesammen slukørede og ganske mutte, paa Hejdepræsten nær: han kom trækkende med to gamle Piger paa over tredsindstive Aar; og efter dem fulgte en heel Stimmel unge Piger, som smidskede og fnisede. ""Jeg fik To for Een"" raabte han muntert, ""hvormange har I Andre?"" De tvende Piger bleve førte midt i Forsamlingen, og Prioren spurgte dem nu: ""Har I beraadt Eder med Gud og med eders eget Hjertelag, at I frivilligen vil tjene Herren 364 eders Livstid, med Bøn og Sang, i Lydighed og Kydskhed?"" - Hertil smilte Mange, og de Unge der bag ved knistrede. De sagde begge To Ja; ""Men"" lagde den Ene til, efter nogen Betænkning: ""Jeg vil have frit Forlov til, imellemstunder at besøge Slægt og Venner, og ærbare Gildeslaug"" - ""og jeg"" faldt den Anden ind, ""vil ikke være saa bunden, at jeg jo kan forlade Klosteret, om jeg engang skulde faae isinde at forandre mig."" Da skulde Du hørt, Telse! hvilken Latter der blev i den hele store Forsamling; og Præsterne - kan jeg troe - de fleste af dem loe med. Da der blev lidt roligt, sagde Johan Arens: ""kan I see, jeg kjendte nok vore Piger: de have bedre Lyst til Brudekrandsen, end til Rosenkrandsen - Nonnekloster faae vi aldrig her i Marsken."" ""Da kunne vi faae et Munkekloster endnu"" sagde Peter Junge, ""vi lovede før Krigen at bygge et Kloster, om Gud forundte os Sejer; vort Løvte bør vi opfylde; og jeg seer ikke, hvorfor jo eet for Munke ikke er ligesaagodt som eet for Nonner."" ""Ogsaa godt!"" svarede Præsten i Lunden; ""og saameget bedre, som her altid ere flere Theologer end Præstekald i Landet. Lad os faae et Kloster i vor Bye; det vil snart blive fuldt besat."" Dette Forslag vandt almindelig Bifald; og saaledes blev da omsider besluttet, at et Franciskanerkloster skulde oprettes i Lunden. Du seer altsaa, kjereste Telse! at Du fra denne Side har Intet mere at frygte."

✂ "Ak, Reimer!" sukkede hun, "hvad kan det hjælpe os? vi ere jo dog lige nær - Eden, den dyre Eed tør aldrig brydes."

✂ "Og hvorfor ikke?" sagde han; "til hvem har Du aflagt denne Eed? til Præsterne; men Bispen er over Præsterne, og Paven over Bispen. Han har Magt til at løse, saavelsom til at binde; kan han løse et Klosterløfte - det veed jeg er ofte Tilfældet, - kan han ogsaa ophæve Gyldigheden af din Eed -"

✂ "Har jeg ikke aflagt den til Gud?" indvendte hun.

✂ "Nej vist ikke" svarte han, "Du har svoret til Mennesker - Mennesker kunne fritage Dig for din Forpligtelse. Hør engang, kjereste Pige! jeg har faaet et lykkeligt Indfald: jeg drager til vor Skytsherre Erkebispen, og taler for ham vor Sag, baade med Ord og med det røde Guld. Penge udrette Alt i Verden; og Saameget har jeg dog af min egen Arvepart og af mit Bytte i Krigen, at jeg kan kjøbe en lille Lap Papiir, som tilintetgjør dit halvaflokkede, halv aftvungne Løfte."

✂ "Men om nu Erkebispen ikke vil, om han ikke kan - ikke tør?" sagde Telse.

✂ "Saa gaaer jeg lige til Paven" svarte den bestemte Ungersvend. "Der bliver sikkerlig Intet ivejen; og der er ikke længere til Rom, end at jeg jo paa nogle faa Maaneder kan vinde baade hen og hjem."

✂ Med vaagnende Haab, og ak! med vaagnende Elskovs Lyst kastede Pigen sig i den blussende Ynglings Favn.

8.

✂ I det paafølgende Efteraar reed Carsten Holm en Novemberdag mod Aften fra Hejde ind i Holsteen; hans Vej faldt gjennem Neuenkirchen. Som han kom forbi det vestligste Huus i Byen - en noget afsides liggende Lade - hørte han derinde en klynkende Stemme. Han holdt, stod af Hesten, bandt den i en Ring ved Døren og keeg gjennem en Aabning ind i Fæmlet. Der laae paa en Halmdynge en ung Kvinde med sit nyfødte Barn paa Armen. Den nedgaaende Sol lod gjennem en Sprække i Muren falde en Straale lige paa hendes taarefulde Ansigt. Varlig listede han sig tilbage, satte sig igjen tilhest, og travede ind i Byen.

✂ Han overvejede just med sig selv, om han skulde meddele Ladens Ejermand eller Præsten den gjorte Opdagelse, da han udenfor et Huus saae tvende af Byens agtbare Koner. Han holdt Hesten an, hilste, og sagde: "hvad kaldes denne Bye?" "I maae vel ingen Ditmarsker være" svarte den Ene, "siden I ikke veed, at den hedder Neuenkirchen." Holm smilte og rystede med Hovedet: "Neuenkirchen kan det ikke være; Neuenkirchen har altid havt Ord for en skikkelig Bye saagodt som alle andre her i Marsken; men denne lader til at være fuld af Horer - i det første Huus, jeg kom til, saae jeg een." Kvindernes Forbauselse gik snart over til Forbittrelse; og denne udbrød i en Strøm af Skjældsord, af hvilke "Løgner" og "Æreskænder" ikke vare de groveste. "Saa sagtelig! saa sagtelig!" raabte Holm alt derimellem "ville I blot umage Jer til hiin Lade herudenfor, kunne I strax finde Kvindfolket med hendes nyfødte Horeunge: og selv ville I da see, om hun hører Eder til, eller om det er en Fremmed, som gjør Eder og eders Bye denne Ære." Med disse Ord sporede han sin Hest, og reed sin Vej Øster ud af Neuenkirchen.

✂ Efterat have ledsaget den dem ubekjendte Mands Henfart med fornyet Skjælden, begyndte de at tage hans Ord i Overvejelse, og besluttede at undersøge det betegnede Huus. Nogle Naboersker, 366 som deres højrøstede Skjænderie havde hidlokket, meddeeltes denne tvivlsomme Nyhed, og Alle ilede ud til Laden. - Stiltiende nærmede de sig denne, og hørte strax et spædt Barns dæmpede Skriig. Een efter den Anden kikkede gjennem Hullet i Porten, og saae ligeledes, hvad Holm havde seet. - Med tause Tegn paa Forfærdelse og Afskye, ilede de tilbage ind i den Gaard, som Laden tilhørte. Da Mand og Kone der havde fattet Sammenhængen i den Fortælling, der fremførtes af flere Stemmer paa eengang, raabte den Sidste: "Saa skal ogsaa den og den fløtte og føre hende ud med samt hendes Unge! - hvem er hun?" Det kunde Ingen besvare; men Alle vare enige i, at hun maatte være langvejs fra, saasom ikke en Eneste af dem vidste at have seet hende tilforn. Saa glad paa Byens Vegne, som Man nu var ved denne Forvisning, saa forbittrede bleve dens Indvaanere - især den kvindelige Deel - over slig Skamplæt, paasat dem af fremmed Liderlighed. Konen i Gaarden erklærede: at Skjøgen strax skulde udjages: men hendes Mand, der ikke tog sig den formeentlige Vanære saa nær til Hjerte, meente, at Man kunde forunde hende Huuslye til næste Morgen, da hun og Barn ellers vilde omkomme i den kolde Efteraarsnat. Heri fandt han den hæftigste Modstand hos de ærekjere Koner; dog skulde hans kolde Bestemthed tilsidst have sejret, hvis ikke Een af dem uformærkt havde tilhvisket Hustruen: at han vistnok maatte have Aarsager, hvorfor han med saa stor Ømhed tog sig af Horekvinden. Den mistænkelige Ægtefælle gjemte ikke længe paa den meddeelte Formodning; men sagde sin Mand lige i Øjnene: "at dersom han ikke strax lod Kvinden udkaste, kunde Folk ikke troe Andet, end at hun jo maatte være hans eget Boelskab." Da steeg det ditmarsiske Blod ham til Hovedet, og mere rasende end Nogen af Konerne raabte han: "før saadan en Mistanke skal falde paa mig, før skal jeg svide min egen Hytte af, og indebrænde det fordømte Pak." Med et vildt Skrig bifaldtes den grusomme Beslutning. Manden sprang ind, reev en Brand af Ildstedet, og foer i Spidsen for alle Kvinderne ud til Laden. Her bad vel den, med Hensyn til hans Troskab beroligede, Hustrue, at han vilde skaane deres Ejendom, erklærede, at det var jo nok, naar Skjøgen blev udjaget; og greb ham om Armen, for at holde ham tilbage; men han, ophidset - som ofte de koldeste Gemytter - lige til Vanvid, stødte hende fra sig, foer som en Hvirvelvind rundt om Huset, og stak Ild paa alle fire Hjørner af Taget. I nogle Øjeblikke stode de forbausede Kvinder stille og saae 367 til; men da Luen begyndte at slikke op ad det tørre Straae, udstødte de et Rædselskriig, og ilede til Døren, for at aabne den. Den rasende Ditmarsker stillede sig foran Samme, og værgede den med sin Brand, der, omsvinget i Luften, glødede og gnistrede de Angribende imøde; for al den Hujen og Raaben hørtes endnu Intet fra Husets Indre. Hustruen, der til saadan Yderlighed havde opbragt sin Ægtemage, udfandt nu hurtig et Middel til at dæmpe Ildebranden i hans Sind: "Er Du gal?" raabte hun, "dersom Du indebrænder hende, ville Folk sige, at Du ikke torde lade os see hende - luk op, luk op! at hun kan komme ud!" - Dette virkede. Øjeblikkelig omsindet vendte han sig, og reev Døren op; men og i samme Øjeblik skrege de til ham: "Taget falder! red Dig! red Dig!" Han sprang baglænds ud fra Huset, og tæt foran ham skreed det brændende Tække ned for Døren. Igjennem Flammer, Røg og Gnister saaes den Indspærrede springe hid og did med Barnet i sine Arme, skrigende i Dødsangest om Hjælp og Frelse. Døren var spærret; Man foer omkring til de andre tre Sider - ogsaa her laae den brændende Vold - Redning var umuelig: Halmen derinde var nu ogsaa antændt - hele Huset var et Baal - snart hendøde de Ulykkeliges Skrig i Luernes Buldren og Bragen.

✂ I den samme Stund reed Reimer fra Holsteen ind ad Ditmarsken, paa Vejen til Neuenkirchen og Wöhrden. Lang og besværlig havde hans Rejse været. Bremens Erkebisp kunde, eller rettere, vilde ikke opfylde hans Ønske: Han havde jo kun den tomme Titel af Ditmarskernes Skytsherre; men ingen Magt og ingen Fordeel; han var kun det Skjermbræt, bag hvilket de stolte og ubændige Marskboere trodsede Konger og Fyrster, og skaltede og valtede efter Behag i eget Land. Reimer blev i Bremen først opholdt med tvetydige Løvter, og siden reentud afviist. Han drog nu til Rom; men her vare for den eenfoldige ligefremme Marskbonde saamange Krogveje at gaae, saamange lavere og højere Trappetrin at belægge med Guld, at han først saare seent vandt op til den pavelige Trone og naaede sine Ønskers Maal. - Med Dispensationen paa sit glade Bryst ilede han ud af den sidste holsteenske Grændsebye, da han bemærkede hiin Ildløs inde i Marsken. Den forekom ham som et Glædesblus antændt af den Elskede, for at fejre og belyse hans Hjemkomst.

✂ Langt ud paa Aftenen naaede han Neuenkirchen. Paa den vestlige Kant af Byen kom han lige forbi Brandstedet, hvor kun dunkelrøde Emmer, enkelte fremspringende Gnister og den svedne Lugt tilkjendegav 368 ham, at her havde den Ildebrand været, som han langt borte i Skumringen havde seet. Ubekymret reed han videre ad Wöhrden til, inderlig frydende sig til, hvor sødt det dyrebare Brev vilde overraske den længselfulde Pige.

✂ Det var Midnat, da han ved sin hæftige Banken vakte alle Mennesker i Hans Wollersiens Gaard. "Hvor er Telse?" vare hans første Ord. Hun var to Dage iforvejen gaaet til Lunden at besøge sin Moster - lød Svaret. Neppe gav han sig Tid til at vise Faderen det pavelige Løsebrev; paa een af dennes Heste svang han sig, og fløj afsted til Lunden. - Der vidste Ingen af Telse at sige.

✂ Bespændt med tunge Ahnelser, mindende sig hiin sidste ej uskyldige Fenstren, kom han atter tilbage, og fyldte Huset med Forfærdelse. - Ved første Daggrye droge Alle ud at lede.

✂ Intet Spor, før ved Neuenkirchen: en Mand fra Epperwöhrden, som kjendte Telse Wollersien, havde mødt hende der hiin Aften, og da han var kommen hende langt forbi, med Forundring seet, at hun gik ind i den nu afbrændte Lade.

✂ Den frygtelige Gaade var opløst. - Hvad hjalp det den hævnfnysende Yngling, den ulykkelige, barnløse Fader, at de opvakte en Borgerkrig mellem de tvende Byer? At Hundrede maatte udgyde deres uskyldige Blod? at omsider Mordbrænderen blev udleveret, og paa det grusomste henrettet? De ynkeligt Myrdede kunde ikke mere kaldes tillive, og den rette Ophavsmand til Ugjerningen blev aldrig opdaget.

✂ I Aaret 1559, da Ditmarskens Frihed gik tilgrunde, da fem Sognefogder, de sidste tilbageblevne af Otte og Fyrgetive, faldne i den fortvivlede, frugtesløse Kamp - bønfaldende aflagde Kong Hans's Ætling den herefter aldrig brudte, aldrig fortrudte Hyldingseed: da var Reimer Vaget af Wimerstedt Een af disse Fem, en gammel Ungkarl paa to og fiirsindstive Aar.