✂

Jydske Røverhistorier

✂

Oldsagn paa Alheden*

✂ - - Det var ret ilde, at Du blev forhindret i Din Reise! Jeg var nu eengang belavet paa Din Ankomst, og Aarstiden var bekvem, baade for Dig og mig; men det faaer saa være! Kom da, naar Du kan! og skulde det træffe saa uheldigt, at jeg ikke var hjemme eller havde Forfald, saa jeg ikke kunde ledsage Dig: da lad Efterfølgende vise Dig tilrette paa Heden.

✂ Saasnart Du paa Landeveien fra Veile til Viborg er ankommen til Klode-Mølle, og har betalt fire Skilling for at passere en Broe, belagt med Hedetørv: saa tag disse Blade i Haanden, og ansee det, som om jeg havde personlig modtaget Dig her paa den sydlige Grændse af mit Pastorat og Alheden! - Er Du oppe paa Banken strax Norden for Møllen, saa luk Dine Øine op, og luk dem vidt op! thi Du har en viid Udsigt for Dig; den er stor, om den end ikke er smuk. Og dog - skulde denne store Slette intet have for Øiet? Hvorfor hviler det da med Velbehag, ja med høitidelig Rørelse paa Havets uhyre Flade? og er det ikke, som om Sjælen og Hjertet udvidede sig med Synskredsen? Denne Hede, som Du nu drager ind i, er stor og jevn som Havet, og hist og her i Kimingen øiner Du Kirker og Huse, som om de ragede frem paa en fjern Strandbred. Jeg vilde ønske for Din Skyld, at Solen maatte skinne ret klart den Dag Du første Gang seer det brune Lynghav! Disse Kirker og Huse, disse Høie og Pyramider af Hedetørv skulle vise sig svømmende i Luften, hvert Øieblik forandrende deres dunkle Skikkelser, og antagende Billeder af Mennesker, Dyr, Træer, Bjerge og alt hvad Indbildningen kan optænke. Det kunde maaskee gaae Dig, som det gik mig, da jeg fra Østerlandets ujevne Jordsmon seilede ud paa Heden: det var for mig, som om jeg nu først i fuldkommen Frihed reiste ud i den vide Verden; som om jeg tilforn kun havde snoet mig møisommelig frem mellem Bakker og ** Brudstykke af et Brev. 50 Skove, men nu svævede let som en Fugl hen over den uindskrænkede Plan. - Men det er sandt: Du reiser som Oldgransker - ikke som Digter; og vel var det, at dette saa betids randt mig i Hu; Du var ellers draget forbi en classisk Plet. Tag kjønt Din Hat af! Du er midt paa Grathe Hede! (I Parenthes maa jeg gjøre Dig opmærksom paa, at vi her sige Graae Hede; at denne vist har givet den ulykkelige Svend sit Øgenavn; og at vi her i Sognet endnu har en levende Svend Grathe eller Graae.) Forestaaende Parenthes har jeg ellers skudt ind, for en Smule at dæmpe den Ild, som Nævnelsen af Grathe Hede sikkert har antændt i Din antike Sjæl. Jeg hører Dig allerede hidsblæsende spørge: "Var det her, Slaget stod? Hvor stod Valdemars Hær? hvor stod Svends? Hvor faldt Svend? Hvor -" Bie lidt! bie lidt! Du har godt ved at spørge; men tilfredsstillende Svar maae Du ikke vente af mig. Jeg har raadført mig med Saxo; men den gode Mand har ikke været stærk i Jyllands Geographie. At Slaget har staaet her, sige Bønderne; og det modsiger dem ikke, at her stundom opgraves og oppløies Stridsvaaben. De sige videre: at Svend gik i Synk i hiin Mose østen for Dig. De fortælle ydermere: at hans Reisevogn er sunken i samme Mose med samt hele Krigskassen. (Vil Du blive her til Natten, kan Du see Lys brænde over den, og maaskee - om Du kan tie saalænge - være heldig nok til at opgrave den.) En skarpsindig Oldgrandsker her i Egnen har ellers forelagt mig følgende Hypothes om hiin Valplads: "Da Svend laae i Viborg, og Valdemar korn fra Randers, har de fra disse tvende Punkter manøvreret hverandre imøde, og ere stødte sammen ved Vindumovergaard - (jeg vilde ønske, at Du havde de geographiske Karter ved Haanden), hvor Egnen tilbød en Position. Svend har, fordrevet fra denne, søgt at sætte sig ved Eisborg, og, atter tourneret, sidste Gang budt sin Fjende Spidsen ved Hørup. Da han ogsaa her blev slagen, har han endelig begivet sig paa Flugten ad den Kant, som endnu stod ham aaben, nemlig mod Sydvest, og her blevet hængende med sin Hest i Gungerne af een eller anden Mose, Syden eller Sydvest for Graae-Søe. Her opdagedes han; og i det han førtes tilbage til Seierherren, er det, at hiin Bonde med sin Øxe forkortede ham den tunge Gang ved en Høi lidt Nordvest for Bøgild Skov, som endnu den Dag i Dag hedder Svendhøi." Tag nu heraf, hvad Du behager! og lad Dig nøie dermed, indtil Du finder noget bedre.

✂ Inden Du forlader Grathe-Hede, maae jeg dog gjøre Dig opmærksom paa nogle Steentavler tæt Norden for Graae-Søe: her stod 51 engang Graae-Capel, og her blev Svend begravet. Vil Du tage Stedet i Beskuelse, maa Du dreie af fra Landeveien en halv Miil i Øster. Men spar Din Uleilighed! Du vil ikke finde andet end nogle Kampestene - nedfaldne Digestumper - og Runer paa nogen af dem skal Du ikke lede efter! Overalt er her i Egnen total Mangel paa Runestene; kun een eneste har jeg i disse Dage faaet nys om: den skal være indmuret i en Bondes Stuehuus, og kan jeg - uden at rive Huset ned - faae Stenen at see, skal jeg paa behørig Sted anmælde det.

✂ Medens jeg taler om Graae-Capels Ruiner, kan jeg vel ikke undlade at mælde lidt om den Kirke, som har staaet paa Ungstrup Mark, en halv Fjerdingvei Nordost for Byen. Den skal have heddet Lunde-Kirke, og være nedbrudt formedelst følgende Udaad: Paa Aunsberg boede en Fru Kirsten, som ikke levede i den bedste Forstaaelse med Kiersholms Herre. Begge havde een Stol i Lunde-Kirke, og her skal deres Conversation engang have taget saadan en Vending, at Cavaleren kastede Damen ud af Stolen. Lykkeligviis havde hun tvende Sønner, som paatoge sig at hævne denne Fornærmelse, og dette gjorde de ved næste Søndag at dræbe Ridderen i Kirken. Herved vanhelliget og bandsat blev den snart efter nedbrudt; og af dens Levninger tilligemed dem af Graae-Capel skal Thorning Kirke være opbygget - eller rettere forstørret. Altertavlerne fra begge hine Kirker hænge endnu i denne. Den mindste, formodentlig den fra Graae, kunde maaskee gjemme een eller anden Reliqvie; den anden ikke, da den kun bestaaer af enkelte Planker.

✂ Men det var paa Grathe-Hede, vi slap, en lille halv Miil Norden for Klode-Mølle. Behag nu at gjøre en Afstikker til Venstre gjennem hine Gaarde, som hedde Graaemose. (I Forbikjørsel være det sagt: at det er en Colonie, som først blev bebygget af Tydske, men nu beboes af Danske, som nyde Godt af de hine meddeelte Friheder for Afgivt til Præsten og Skolen.) Videre mod Nordvest forbi dette Skovfogedhuus, der fører det nysselige Navn: Kumpedal. "Skovfogedhuus?" siger Du, "hvor er da Skoven?" - Nu ere vi igjennem den. - "Aha! jeg tænkte, det var Enebær." - Ingen Spidser, min Ven! det var heller ikke Skov, jeg vilde vise Dig, men noget ganske Andet. Seer Du her disse Smaaforhøininger af mangehaande Skikkelser og forskjællig Størrelse? Og hisset en Vold som et Brystværn i en retvinklet Triangel? Hvad tænker Du herom? - "Det er jo aabenbar Levninger af en befæstet Leir, maaskee Svends." - Nei, Hr. Antiqvarius! Levninger 52 af en Sandflugt. Her afbrændte for nogle og fyrgetyve Aar siden et Stykke Hede, en halv Miil bred og henved en heel Miil lang. Jordskorpen, en sort Moor, brændte med; og Ilden levnede intet uden Sand og Ahl. Da denne Sandflugt ved de hyppige og heftige Vestenvinde stedse udbredte sig videre mod Østen, lod Regjeringen den beplante med Strandhavre. Denne overvandt og overvoxede den golde Sand, der af Stormene blev sammenblæst og opdynget paa mangfoldige Steder. Saaledes dannedes efterhaanden disse Levninger af den befæstede Leir; men nu er alt igjen bevoxet med Lyng. Eet Gode er dog herved bevirket: Ahlen nemlig, hvorfra Sandet af Vinden blev bortfeiet, udsattes nu for Sol og Luft, og opløstes tilsidst aldeles, saa at her med Tiden endda kan blive Skov.

✂ Vil Du nu behage at vende tilbage, saa skal jeg vise Dig en anden Jordvold, som ret kan bryde Dit antiqvariske Hoved. Ved dette Coloniested, Bekgaard kaldet, seer Du et nogle hundrede Alen langt lyngbegroet Dige, der af Bønderne kaldes Knaps Dige, og skal være opkastet af en vis Konge ved Navn Knap. Kan Du bringe noget her udaf skal det være mig kjært; jeg er ligesaa klog paa Kong Knaps Historie, som han, der i Literaturtidenden snakker Æstetik, er paa Poesie; og man maatte have saadan en Herres hele gode Mening om sig selv, for at torde byde Publicum sin Passiar om en Sag, der er Een ganske fremmed.

✂ Gjør nu atter en Vending til Venstre, saa kommer Du til en Bæk, der løber snart over og snart under Jorden. Længere nede ved samme Bæk lige Sønden for Gaarden Sangild blev for to Aar siden, ved at grave en Vandledning, fundet en Mølleaxel med mere Mølleværk og Bygningstømmer. Det mærkelige herved er: at Egnens Beboere slet intet vide at sige af nogen Mølle paa dette Sted. Den er altsaa ældre end nogen Tradition, og forskriver sig fra en Tid, da denne nu saa menneskefattige Egn har været bedre befolket. Paa en saadan stærkere Befolkning pege ogsaa tydeligt de mange Agerrene, som hist og her sees i Heden, langt fra Byer og Huse.

✂ En Urigtighed, som jeg etsteds for et Par Aar siden har læst, maa jeg dog her rette. Der fortaltes nemlig: "at man ved Brøndkastning, naar man havde gjennemgravet Ahlen, kom til et Jordlag, som vidnede om ældre Vegetation og Cultur." Det er interessant, men det er ikke sandt. Under Ahlen er Sand og intet andet end Sand, lige til 53 en Dybde af nogle og fyrgetyve Alen, og længere har man ikke endnu trængt ned i Jordens Indre.

✂ Og nu tilbage igjen! Naar Du arriverer til hiin romantiske Bye Knudstrup, saa lader Du Veien til Viborg ligge tilhøire, og kjører tilvenstre paa den til Skive. Du kommer saaledes atter ud i den sorte Hede, et Stykke forbi tvende Dosser, hvis Betydning hverken Du eller Rudbek kjender. Nyd da paa ny den frie Udsigt! Kun et Par fjerne Gravhøie møde Dit Øie. Hiin midt imellem Thorning og Karup hedder Thinghøi; nok et Beviis for, at denne Egn tilforn har været mere beboet end nu; thi hvad skulde have bevæget vore Forfædre til at holde Thing i en Ørk? Det er ellers mærkeligt nok, at her paa Alheden findes saa yderst faa Høie, da det dog rundtom vrimler af dem. Ligesaa underligt er det, at her ere næsten slet ingen steensatte Begravelser €: Jettestuer, Jynniovne. Østerlandet har af dem næsten paa enhver Byemark; men her i en viid Omegn har jeg kun seet een eneste.

✂ Imidlertid har Du nu vel naaet Ulvedals Plantage, som Du uden bedre Underretning gjerne kunde antage for en Antiqvitet. Men 54 Skoven er ikke saa gammel; disse Fyrre døe ikke af Ælde, men af Sygdom: Ahlen standser Fyrrens nedadvoxende Pælerod, og siger: Hertil skal Du komme og ikke videre! I de senere Aar har man lagt sig efter Gran, Birk og Lærketræer. Disse lykkes godt under en duelig og driftig Forstmands Bestyrelse, og den kommende Slægt vil her upaatvivlelig finde en skjøn og frodig Skov. Havde man fra Førstningen raadført sig med Egnens Moser, var Experimentet med Fyrrene aldrig prøvet. Her findes nemlig i næsten enhver Tørvemose Gran- og Birke-Rødder og hele Stammer - men ingen Fyr. Kommer man en Miil østen for Alheden, indeholde Moserne Eeg, og intet uden Eeg.

✂ Kjør nu rask til gjennem Colonibyen Haverdal - (den er ikke antik; kun to Aar gammel) - og videre frem mellem Kirken og Præstegaarden, indtil midtveis mellem denne og hiin Colonie Grønhøi: saa skal jeg give Dig noget at grunde paa. At Tiden imidlertid kan gaae lidt hurtigere for Dig, vil jeg fortælle Dig en Historie, som intet Eventyr er.

✂ Engang var der en Mand, som hedde Jens Langkniv; men som jeg ob euphoniam kalder Gennaro Caltellaccio. (Du mærker vel allerede, at jeg ikke er ganske fremmed i det Capitel af den nyere Litteratur, som handler om Røvere; jeg havde jo ellers ikke været istand til at danne dette æstetiskskjønne Navn: ad formam Abællino, Rinaldini, Mazarino etc.) Samme Jens var en meget berømt Røver og Røvercapitain paa disse Heder, og især en farlig Fjende af Bissekræmmere og omvankende Jøder. Mange af disse havde han paa sin - af intet Politie forstyrrede - Vandring nedlagt, og til sin Hule henført de erobrede spolia opima. Han beherskede alle Landeveie mellem Veile og Viborg med sin Tollekniv, hvilken han forstod at bruge som et Kastespyd, og efter hver Kast at drage til sig igjen, saasom den var forenet med Lommen ved en lang Snor (heraf det ominøse Tilnavn!); og længe herskede han uindskrænket. Dog omsider mistede han Frugten af alle sine Seire, og maatte overlade sin blodige Laurbærkrands til en af sine Arvefjender, til - en Kræmmer!! "Lass Dir erzählen!" som Lafontaine siger -: En Dag, da vor Helt efter sin Sædvane betræder Landeveien, faaer han Øie paa en Kræmmer, som med Kisten paa Ryggen slæber sig møisommeligen frem. Sikker paa sit Bytte nærmer Gennaro sig med faste Skridt - Haanden hvilende i Lommen paa den frygtelige Kniv. Gennaro! tappre Gennaro! vogt Dig! troe ikke den falske Kræmmer! Men det er forgjæves, Din Ulykkesstjerne leder 55 Dig. - "Kjære Ven", begyndte Kræmmeren med svag og skjælvende Stemme, "forbarm Jer over mig arme Mand! jeg har nok ikke en Time at leve i, saaledes klemmer det mig; men viis den Barmhjertighed at bære min Kram foran mig til næste Kroe, saa faaer jeg see, om jeg kan komme efter; hvis ikke lader I mig vel hente paa en Vogn." Saaledes talede han, i det han stønnende satte Kisten paa Jorden. Den ærlige Røver, som tyktes her var godt Kjøb, tager Kisten paa Ryggen som en god Prise, og vil just dreie ind i Heden, da Kræmmeren med sin Knortekæp slaaer ham det ene Been tvertover. Røveren falder, men griber sin Kniv og kaster efter sin Fjende, dog denne, som var belavet derpaa, og førend hiin saae ham, allerede havde kjendt sin Mand, og lagt sin Plan, var strax ude af Skudvide, og tilraabte den fnysende Gennaro disse haanende Ord: "Bette Jens! hudden æ et no mæ Dæ? No begynner a aa komm' mæ." - Kort at fortælle: Kræmmeren løber til næste Bye, samler Folk, og med disses Bistand binder Røveren, dog ikke uden tappert Modværge fra hans Side. Derpaa føres han til Horsens, udenfor hvilken Bye han ogsaa, efter først at have poeniteret et Par Aar i et underjordisk Hul, blev halshugget med de tilbørlige Ceremonier. At Præsten har omfavnet ham, og Bøddelen i bare Skjorteærmer og røde Stoffes Underklæder trykket ham ømt i Haanden, samt at de tilskuende Damer trindt om har givet deres Bifald tilkjende ved et : "Det er gysseligt! det er nysseligt!" alt dette kan Du, som sagtens har seet en Henrettelse, ikke paatvivle.

✂ Og see! nu ere vi da lige ud for et Sted, hvor det spøger, og - hvad der er det synderlige - ikkun ved høi lys Dag. Hist henne, nogle Hundrede Alen Østen for Veien mellem hine Smaahøie, dem liig ved Kumpedal, mødes paa en klar Foraarsmorgen just ved Solens Opgang tvende Hære til luftig Kamp: Fodfolk og Ryttere nærme sig hinanden, aabne og slutte deres Geledder, svinge ud, deployere og udføre mangt et skjønt Manøvre. Anførerne fare til Hest op og ned ad Krigernes Rækker; Fanerne vaie i Luften og bølge som Røg over de urolige Kjæmper, indtil de omsider blande sig i Striden. Da seer man Folk og Heste styrte, Raderne fortyndes og atter fyldes, Saarede rave afsted, og Flygtende jage over Heden med de blinkende Spyd bag efter sig: indtil efterhaanden Alt forsvinder, og intet mere er tilbage paa den tause Slette. En ossiansk Scene! Men her kommer et Tillæg, som langt overgaaer de vidunderlige scotske Visioner: skarpe Øine ville ydermere skjelne Krigernes forskjællige Dragter og Uniformer - 56 (den ene Hær er klædt i Rødt, den anden i Blaat) - Anførernes vaiende Fjerbuske, Kanonerne og de tykke Røghvirvler, som udvælte fra deres frygtelige Mundinger. Hvo der ogsaa hører grant, er istand til at bemærke Trommer, Piber, Bøssernes Knalden, de Befalendes Raab og de Saaredes Skriig. Disse Uniformer og disse Ildvaaben synes dog at være lidt for moderne, og skal her komme noget ud af, saa maae dette Væsen snarere være et Varsel end et Gjengangerie. En anden Synderlighed er denne: at de omboende Danske intet ville vide heraf; men hele Sagnet forskriver sig, saavidt min Kundskab gaaer, fra de tydske Colonister. Af disse har flere forsikkret mig med de dyreste Eder, som de for Domstolen var villige til at gjentage: at de med egne Sandser havde erfaret det her fortalte; dog saaledes, at den ene havde iagttaget dette, den anden hiint af disse "Schatten auf der Heide." Ei heller ere de enige i Henseende til Tiden, i det Somme sige, at dette Skuespil opføres kun een vis Dag; andre derimod paastaae, at Dagen er ubestemt; men heri ere alle enige: at det er tidligt paa Foraaret og ved Solens Opgang. Spørger man, hvad det har at betyde, saa svares der: at her engang har staaet et Slag mellem Danske og Svenske, og at en dansk Dronning Margrethe paa Karup Kirketaarn (en Miil derfra) var Vidne til Kampen!!! - Hvad siger Du til alt dette? Hvo der ikke er Elsker af Luftbatailler, ei heller, hvad Aandeverdenen angaaer, lidt overtroisk, vil neppe opbygge sig synderligt ved dette Sammensurium, hvoraf det Bedste dog tilsidst bliver det poetiske deri. Til nysnævnte Karup Kirke er en forgyldt Kalk givet, efter Paaskrivten: af den Herin Magrethe, Aar 1487. Men denne Kalk er kun en Copie; thi Originalen, ombyttet af Frederik den Femte, er af puurt Guld og større; og tykkes mig, at jeg har seet denne paa Kunstkammeret, og af Ciceronen faaet den Forklaring: "at Dronning Margrethe med sine Hofdamer i sin Tid havde drukket af den." - At Karup engang var en Kjøbstæd, at dens Kirke har været meget større end nu, og i Rye for særdeles Hellighed, (her staae endnu nogle klodsede Helgenbilleder og et underligt pyramidalsk Skab) deraf bryste sig endnu Byens faa Beboere.

✂ Tre Fjerdingmiil paa hiin Side Grønhøi ved Seibek kunde Du naae den nordre Grændse af Alheden; men jeg skal føre Dig en bedre Vei tilhøire, om ad Hald til Viborg; men førend Du betræder denne, maae jeg henlede Din Opmærksomhed til hiin høie Banke mod Norden. Det er: Dagbjerg Dos, (ved de bekjendte Kalkminer) hvor der 57 ogsaa er lidt Puslerie. Dosset er nemlig beboet af Bjergfolk, og ofte, naar man betræder det, vil man høre et Drøn under sig, som om et Kistelaag faldt i. Om Natten brænder her jævnligen Lys, og stundom farer dette som et Stjerneskud ned i den nærliggende Søe. Flere Gange have Dagbjergs vindskibelige Beboere, ei ubekjendte med Jordens Indre, gravet her efter Skatte; men hvergang forgjæves. Til Kedlen med Pengene i ere de rigtig komne, men saa har een eller anden af dem ved høist utidig Snakken fordærvet Spillet, og Kedlen er da sjunken dybere ned. For nogle Aar siden blev det sidste Forsøg anstillet: de tauseste i Byen forenede sig, og med gjensidigt Løfte om Standhaftighed i den Dyd, som især skal være vanskelig for Fruentimmer, begyndte de en Nat at grave. Snart naaede de Kedlen, og Bjergets Indvaanere, som nu vare stædte i stor Fare for at miste deres Skat, brugte alle mulige Kunster for at kyse de dristige Ransmænd. Først præsenterede sig en hovedløs Hest, derpaa en ligesaa velskabt Tyr, men det hjalp slet intet. Derpaa foer en Karet, trukket af sex Muus, ud af Bjerget og snurrede tre gange rundt om Graverne: vilde heller ikke frugte. Da hørtes i Bjerget en liflig og vidunderlig Musik, hvorpaa fulgte Hanegal, Barneskrig og Kattemjaven - endnu taug de Dagbjerg-Mænd. Men see! nu stod Dagbjerg-Bye i lys Lue, da løb de med ængstelige Raab fra den synkende Kedel, og fandt - at Ildebranden kun var et Blændværk af den snedige Bjergmand. Hvad tykkes Dig? var det ikke et nysseligt Stof til et moderne Skuespil? saadant et Wunder - und Zauberspiel? Og Sang maatte her til: Sang af de Dagbjerg-Mænd, Sang af Bjergmanden, hans Kone og Børn, Sang af de sex Muus, Hanen, Katten og den hovedløse Hest! Du kan troe mig, det var Mad for Moens og Vand paa visse Folks Møller, og umaneerlig Roes vilde det faae i Litteraturtidenden - NB. naar Forfatteren var een af dem, paa hvem Recensenten har trykket et permanent Imprimatur.

✂ Men det var Veien til Jyllands Hovedstad, som jeg anviste Dig. Du kan fra denne see paa en Halvøe i den smukke Søe Ruinerne af det berømte Hald-Slot, og hertil slaae op i Hundredvisebogen den Romance: "Niels Bugge bygger op Hald med Ære; han agter den ei i fremmed Mands Være." Har Du seet Dig mæt paa de ydmyge Levninger af hiin danske Pairs Stolthed, saa iil igjennem Halds ærværdige Egeskov, og snart skal Du see det gamle Viborg speilende sig i Søen - NB. ifald det ikke blæser - og ligesom smilende forelsket 58 see over til det jomfruelige Asmild-Kloster, og dette indhyllende sig bly som en Ungmøe i et Slør af grønne Blade, og dog kikkende nysgjerrig gjennem disse over til den prunkende Stad. At Du her bliver modtaget med trohjertig Gjæstmildhed, og finder gammel dansk Ærlighed forenet med Nutids Belevenhed, vil Du selv behageligst erfare. Herfra kan Du gjøre magelige Excursioner til Tap-Hede, til Erik Glippings pragtløse Dødsseng, til den mærkelige Gravhøi ved Aalemølle og til den ligesaa mærkelige Snabes-Høi, en Fjerdingmiil Østen for Nonmølle, hvor det store Landthing upaatvivlelig holdtes før Viborg blev til. Og jeg vil ende denne min Veiviisning med det etymologisk-orthographiske Vink: at Du herefter aldrig skriver Snapsting, men Snabsthing.

59

✂

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

✂ Føulum, den 1ste Januar 1708.

✂ Gud skjenke os Alle et glædeligt Nytaar! og bevare vor gode Hr. Søren! han slukkede Lyset iaftes, og Moder siger, han lever ikke til næste Nytaar; men det har vel intet at betyde. - Det var ellers en fornøielig Aften: da Hr. Søren tog sin Hue af efter Maaltidet og sagde, som han pleier: "agamus gratias!" pegte han paa mig istedet for Jens. Det var første Gang jeg læste vor latinske Bordbøn; idag et Aar læste Jens; men jeg gjorde store Øine, for da forstod jeg ikke et Ord, og nu kan jeg det halve af Cornelius. Det bæres mig for, at jeg skal blive Præst i Føulum; ak, hvor vil mine kjære Forældre glæde sig, om de leve den Dag! Og saa Præstens Jens kunde blive Biskop i Viborg - som hans Fader siger - nu hvem kan vide det? Gud raader for Alting; hans Villie skee! amen in nomine Jesu!

✂ Føulum, den 3die September 1708.

✂ Igaar har jeg ved Guds Naade fyldt mit femtende Aar. Nu kan Jens ikke gjøre mig stort i Latinen. Hjemme er jeg flittigere end han: jeg læser, mens han løber i Marken med Peer Skytte. Paa den Maade bliver han vel ikke Bisp. Den stakkels Hr. Søren! han seer det nok; Taarerne staae ham i Øinene, naar han sommetider siger til Ham: "mi fili! mi fili! otium est pulvinar diaboli!" - Til Nytaar begynde vi paa græsk, Hr. Søren har givet mig et græsk Testamente: "Er det ikke nogle underlige Kragetæer? det er som en Slibesteen endnu for Dine Øine," sagde han venlig til mig og kneb mig i Øret, som han altid gjør, naar han er fornøiet. Men Hillemænd! hvor vil han see, naar han hører, at jeg allerede kan læse rask indenad!

60

✂ Föulum die St. Martini.

✂ Det bliver feil med Jens. - Hr. Søren var saa vred paa ham, at han talte Dansk til ham hele Dagen. Til mig talte han Latin; jeg hørte engang, at han sagde som for sig selv: "vellem hunc esse filium meum!" Det var mig han meente. Hvor Jens ogsaa hakkede jammerlig i sin Cicero! Jeg veed godt, hvoraf det kom, for iforgaars, da hans Fader var til Bryllup i Vinge, var han med Peer Skytte over i Lindum Skov, og - Gud bevare os! - en Vildbasse havde revet hans Buxer istykker. Han løi for sin Moder og sagde, at den Thiele Tyr havde gjort det; men hun gav ham en dygtig Kindhest - habeat!

✂ Föulum, Calendis Januar. 1709.

✂ Proh dolor! Hr Søren er død! væ me miserum! Da vi havde sat os tilbords Juleaften, lagde han Skeen fra sig, og saae ret længe vemodigen paa Jens - "fregisti cor meum" sagde han sukkende, og gik ind i Sovekammeret. Ak! han reiste sig aldrig mere. Jeg har besøgt ham hver Dag siden, og han har givet mig mange gode Formaninger og Lærdomme; men nu seer jeg ham aldrig mere. I Torsdags saae jeg ham sidste Gang: aldrig skal jeg glemme, hvad han sagde, da han havde holdt ret en bevægelig Tale til mig: "Gud! giv min Søn et retskaffent Hjerte!" Han foldede sine magre Hænder, og lagde sig tilbage paa Puden: "pater! in manus tuas committo spiritum meum!" Det var hans sidste Ord. Da jeg saae, at Madamen tog Forklædet op til Øinene, løb jeg ud ret ilde tilmode. Uden for Døren stod Jens og græd: "seras dat poenas turpi poenitentia" tænkte jeg; men han faldt om min Hals og hulkede. Gud forlade ham hans Vildskab! Den har bedrøvet mig meest.

✂ Föulum, Pridie iduum Januarii MDCCIX.

✂ Igaar gik min kjære Fader til Viborg, at han kunde faae Middagsmad til mig, naar jeg skal i Skolen. Hvor længes jeg efter den Tid! Jeg læser vel hele Dagen, men den er saa stakket nu, og Moder siger: at det ei slaaer til at læse ved Lys. - Jeg kan ikke komme tilrette med det Brev til Tuticanus - nei, da var det anderledes, mens den gode Hr. Søren levede! eheu! mortuus est!

✂ Det er en forskrækkelig Vinter! Himmel og Jord staae i eet; der 61 ligger en Sneedrive lige ud med Mønningen af vor Lade. Sidste Nat skjød Jens to Harer i vor Kaalhave - han har snart glemt sin stakkels Fader, Men faaer Peer Skytte det at vide, saa seer det galt ud,

✂ Föulum, Idibus Januarii MDCCIX.

✂ Fader er ikke kommen hjem endnu, og Veiret er lige slemt - bare han ikke gaaer vild. Der gaaer Jens oppe paa Laden med sin Bøsse og nogle Fugle i Haanden - han kommer herind. -

✂ - Det var Agerhøns, han havde skudt paa Mads Madsens Mødding. Han vilde havt Moder til at stege dem, men hun torde ikke, for det kunde komme for Herskabet.

✂ Föulum, XVIII Calend. Febr.

✂ Ak! ak! ak! min kjære Fader er frossen ihjel! Manden i Kokholm har fundet ham i en Sneedrive, og kom kjørende med ham - jeg er saa forgrædt, at jeg ikke kan see ud af mine Øine - Moder med - Gud hjelpe os Begge!

62

✂ Føulum, den 18de Februar.

✂ Det var nær, jeg ikke havde kjendt Jens igjen: En grøn Kjole havde han faaet paa, og en grøn Fjer i Hatten. "Kan Du see, sagde han: nu er jeg en Jæger! hvad er Du? en Skolepebling, en Latiner!" - "Ja Gud hjelpe os! svarte jeg: med Latinen er det forbi! Jeg kan blive Præst der, hvor Du er Bisp! Min Moder skal ikke sulte ihjel, mens jeg synger for Dørre i Viborg: jeg maa blive hjemme, og tjene Brødet til hende. - Ak Jens! havde Din Fader levet." - "Lad os ikke tale derom! sagde han: Jeg havde saa aldrig i mine Dage lært Latin - Fanden med det dumme Tøi! Nei see Du kunde komme paa Gaarden! der ere gode Dage og en herlig Levemaade!" - "Hvorledes skulde jeg det?" svarte jeg. - "Da vil vi prøve det!" raabte han, og løb sin Vei. Han har dog et godt Gemyt, den Jens; men vild og gal er han. For sex Uger siden begravede de hans salig Fader, og for tre Uger siden fulgte hans Moder efter: men nu er det, som det aldrig var ham. Han kan græde den ene Time, og lee den anden.

✂ Thiele, den 1ste Mai 1709.

✂ Saa er jeg da nu Tjener hos det naadige Herskab! Farvel Præstekald! Farvel Latin! O mine kjære Bøger! valete plurimum! vendidi libertatem for 12 Sletdaler. De 8 skal min stakkels Moder have, og naadig Herren har desforuden lovet hende Udviisning: saa hun skal hverken sulte eller fryse. Jens har rigtig skaffet mig denne Tjeneste. Han har meget at sige her paa Gaarden; det er en Pokkers Jens, eller snarere en Pigernes Jens! Huusholdersken stak et stort Stykke Kage til ham; Meiersken smidskede saa venlig ad ham; Fruerpigen ligesaa - ja selv een af de naadige Frøkener nikkede mildt, da hun gik ham forbi. Det lader til, at han bliver Skytte i Peers Sted. Det værste er, at han har vænt sig til at bande værre end nogen Matros.

✂ Thiele, den 12te Mai 1709.

✂ Det gaaer mig ret godt, Gud være lovet! Vi ere sex Tjenere om Herren, Fruen, Junkeren og to Frøkener. Jeg har Tid nok at læse, og jeg forsømmer heller ikke min kjære Bøger. Vel har jeg ingen Nytte af dem, men jeg kan alligevel ikke lade være. Igaar bleve salig Hr. Sørens 63 Bøger solgte: jeg kjøbte for to Daler; jeg fik saa mange, jeg kunde bære. Deriblandt en stor Hob af Ovidius; een har til Titel: "ars amoris" en anden: "remedium amoris": dem skal jeg først læse, for jeg gad dog vide, hvad de handler om. Engang havde jeg faaet fat paa dem i Hr. Sørens Studerekammer, men saa kom han og snappede dem fra mig, og sagde: "abstine manus! Fingrene af Fittefadet! det er ikke for Dig!"

✂ Thiele, den 3die Juni 1709.

✂ Hvem der bare forstod Fransk! Herskabet snakker intet andet, naar de spise, og jeg forstaaer ikke et Ord. Idag talte de om mig, for de saae tit hen paa mig. Engang havde jeg nær tabt Tallerkenen; jeg stod bagved Frøken Sophies Stol, hun vendte sig om og saae mig lige op i Ansigtet - det er en deilig Frøken, den Frøken Sophie! jeg har en stor Glæde af at see paa hende.

✂ Thiele, den 13de Sept. 1709.

✂ Igaar var her ret en urolig Dag. De vare her fra Viskum, og her var stor Jagt. Jeg var ogsaa med, og havde faaet en af naadig Herrens Bøsser. I Førstningen gik det godt nok, men saa kom der en Ulv forbi mig. Jeg havde nær tabt Bøssen af Forskrækkelse, og glemte reent at skyde. Jens stod ved Siden af mig, og skjød Ulven. "Du er et Høved! sagde han: men jeg skal ikke røbe Dig." Strax efter kom naadig Herren forbi mig. "Du est et Fjog, Martæng! raabte han: Du tager Stikkepenge." - "Jeg beder allerunderdanigst om Forladelse! svarte jeg: jeg er gandske uskyldig, men jeg har vist havt onde Fortalere hos naadig Herren. Jeg skal med Guds Hjelp tjene Dem ærlig og tro!" Da loe han allernaadigst og sagde: "Du est et stort Fjog!" Men dermed var det ikke forbi. Da Herskabet kom tilbords, begyndte de igjen om Ulven, og spurgte mig: hvormeget han gav mig? og saadant mere. Jeg veed ikke ret, hvad de meente; men det kunde jeg begribe, at de gjorde Nar ad mig baade paa Fransk og Dansk. Om det saa var Frøken Sophie, saa loe hun mig lige op i Øinene - det gjorde mig meest ondt. Mon jeg ikke skulle kunne lære dette Snøvlemaal? Det kan vel ikke være tungere end Latin!

64

✂ Thiele, den 2den October 1709.

✂ Det er ikke umuligt - det seer jeg nok. Fransk er slet ikke andet end galt Latin. Imellem en Kasse med gamle Bøger, som jeg kjøbte, var ogsaa en Metamorphoses paa Fransk - Det traf sig ypperligt! Det Latinske forstod jeg i Forveien. Men een Ting er forunderlig: naar jeg hører dem deroppe snakke, tykkes mig ikke, der er et fransk Ord imellem - det er ikke om Ovidius, de discourerer.

✂ Jeg kommer ogsaa til at lægge mig efter at skyde. Naadig Herren vil endelig have mig med paa Jagten, men der kan jeg aldrig gjøre ham det tilpas: enten skjænder han eller ogsaa leer han - sommetider begge Dele paa eengang: "jeg bærer Bøssen galt, jeg lader den galt, jeg sigter galt og jeg skyder galt." Jeg maa have Jens til at undervise mig. "See til Jens! siger naadig Herren: Det er en Jæger! Du gaaer med Bøssen, som om det var en Høelee, Du havde paa Nakken, og naar Du sigter, seer det ud, som Du skulde falde bagover." Frøken Sophie leer ogsaa ad mig - det klæder hende alligevel smukt - hun har nogle deilige Tænder.

✂ Thiele, den 7de November 1709.

✂ Igaar skjød jeg en Ræv; naadig Herren kaldte mig en brav Garsong, og forærede mig et indlagt Krudthorn. Jenses Underviisning har frugtet godt. Det er morsomt nok med det Skytterie. - Med Fransken gaaer det nu bedre: jeg begynder at komme efter Udtalen. Forleden lyttede jeg ved Døren, da Mamesellen læste med Frøkenerne. Da de vare færdige, og gik op, listede jeg mig til at see, hvad for en Bog, de vel brugte. Hillemænd! Hvor blev jeg forundret! Det var just en, som jeg ogsaa har, og som kaldes "L'école du Monde." Nu staaer jeg hver Dag med min Bog i Haanden udenfor og hører til - det gaaer meget godt an. Det franske Sprog er dog smukkere, end jeg tænkte; det lader Frøken Sophie nu saa nydeligt, naar hun taler det.

✂ Thiele, den 13de December 1709.

✂ Igaar frelste Gud min naadige Herre ved min ringe Haand. Vi havde Klapjagt i Lindum Skov. Da vi fik Graakjær for, kommer der en Vildbasse frem og lige ind mod naadig Herren. Han skjød, og traf 65 ham rigtig nok, men det forslog ikke, og Vildbassen søger ham. Naadig Herren var ikke bange: han trækker sin Hirschfænger, og vil jage den i Bringen paa Svinet, men den gaaer midt over. Nu var gode Raad dyre - det skete ogsaa aksammen i en Haandevending, saa ingen kunde komme til Hjelp. Just i det Øieblik, som jeg vil derhen, seer jeg naadig Herren paa Ryggen af Vildbassen, og den afsted med ham. "Skyd!" raaber han til Ridefogden - som var hans Sidemand paa Venstre - men han torde ikke. "Skyd i Djævels Skind og Been!" raaber han til Jens, idet han farer ham forbi; Jenses Bøsse klikkede. Nu vendte Bassen sig og lige hen forbi mig. "Skyd Morten, ellers rider Bassen med mig til H......!" skreg han. I Guds Navn! tænkte jeg, holdt ham paa Bagparten, og traf saa heldigt, at jeg knuste begge Baglaarene paa Dyret. Glad blev jeg, og glade bleve vi allesammen, men meest Naadigherren. "Det var et Mesterskud, sagde han: og behold Du nu Bøssen, som Du brugte saa vel! Og hør! sagde han til Ridefogden: I Ærtekjelling! stempl mig den største Bøg i Skoven til hans gamle Moder! Jens kan gaae hjem, og sætte en bedre Steen for hans Bøsse!" Da vi saa kom hjem om Aftenen, blev der en Spørgen og 66 en Fortællen. Naadigherren klappede mig paa Skuldren, og Frøken Sophie smiilte saa venlig til mig, at mit Hjerte sad i min Hals.

✂ Thiele, den 11te Januar 1710.

✂ Et plaisant Veir! Solen staaer op saa rød, som en brændende Glød! det seer ret curieux ud, naar den saadan skinner igjennem de hvide Træer; og alle Træerne see ud, som de vare puddrede, og Grenene hænge rundt omkring ned til Jorden. Det gamle Grand Richard faaer Skam, et Par Grene ere allerede knækkede. Accurat saadant et Veir var det idag otte Dage, da vi kjørte i Kane til Fussingøe, og jeg stod bag paa Frøken Sophies. Hun vilde selv kjøre; men da et Qvarteerstid var gaaen, begyndte hun at fryse om de smaae Fingre: "J'ai froid" sagde hun for sig selv. "Skal jeg da kjøre, naadig Frøken?" sagde jeg. - "Comment! sagde hun: Forstaaer Du Fransk?" - "un peu mademoiselle!" svarte jeg. Da vendte hun sig om, og saae mig stivt i Øinene. Jeg tog en Tømmestreng i hver Haand, og havde begge mine Arme omkring hende. Jeg holdt dem vidt ud, for ei at komme hende for nær; men hvergang Kanen gav et Slæng, og jeg rørte ved hende, var det ligesom jeg havde rørt ved en varm Kakkelovn. Det kom mig for, at jeg fløi i Luften med hende, og inden jeg vidste det, var vi ved Fussingøe. Dersom hun ikke havde raabt: "tenez Martin! arrestez vous!" havde jeg kjørt forbi lige til Randers eller til Verdens Ende. Mon hun ikke vil ud at kjøre idag igjen? Men der kommer Jens med naadig Herrens Bøsse, som han har gjort reen - saa skal vi paa Jagt.

✂ Thiele, den 13de Februar 1710.

✂ Jeg er ikke rigtig frisk. Det er ligesom der laae en tung Steen paa mit Bryst. Maden gaaer fra mig, og om Natten kan jeg ikke sove. Sidste Nat havde jeg en forunderlig Drøm: det båres mig for, at jeg stod bag paa Frøken Sophies Kane, men med et sad jeg inden i Kanen, og hun paa mit Skjød. Jeg havde min høire Arm om hendes Liv, og hun sin venstre om min Hals. Hun bukkede sig og kyste mig; men idet samme vaagnede jeg. Ak! jeg vilde saa gjerne have blevet ved at drømme! - Det var en rar Bog, den hun laante mig; jeg diverterer mig med den hver Aften - hvem der engang kunde blive saa lykkelig, som den tartariske Prinds! - Jo mere Fransk jeg læser, jo bedre synes jeg om det; jeg er nærved at glemme mit Latin derover.

67

✂ Thiele, den 13de Marts 1710.

✂ Igaar, da vi kom hjem fra Sneppejagt, sagde naadig Herren til mig: "Og jeg hører, at Du forstaaer Fransk?" - "Lidt, naadig Herre!" svarte jeg. - "Saa kan Du ikke heller varte op ved Bordet; vi kan jo ikke lukke Munden op for Dig." - "Ak! raabte jeg: naadig Herren vil dog ikke forskyde mig?" - "Point de tout, svarte han: Du skal fra nu af være min Valet de chambre! Og naar Junker Kresten reiser til Paris, saa følger Du med - hvad synes Du derom?" Jeg blev saa bevæget, at jeg ikke kunne sige et Ord, men kyste hans Haand. Alligevel jeg nu glæder mig saare meget, saa tykkes mig dog, at jeg nødig ville herfra, og jeg troer virkelig, at mit Helbred er blevet slettere siden.

✂ Thiele, den 1ste Mai 1710.

✂ Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har gandske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme Daare! Hvad skal dette blive til? Jeg maa prøve hans remedia amoris!

✂ - Nu nyssen saae jeg hende staae i Gangen, og tale meget venlig med Jens; - det skar mig som en Kniv i mit Hjerte. Det kom mig for, som jeg skulde skyde ham for Panden, men saa hoppede hun mig forbi med et Smiil; - jeg var tilmode, som naar jeg er paa Klapjagt, og et Stykke Vildt kommer mig paa Skud: mit Hjerte klapper mod mine Ribbeen, jeg kan knap faae min Aande, og mine Øine ere ligesom groede fast til Dyret - ah malheureux que je suis!

✂ Thiele, den 17de Juni 1710.

✂ Hvor dog Gaarden nu tykkes mig øde og keedsommelig. Det naadige Herskab er borte, og kommer først hjem om otte Dage. Hvordan skal jeg faae Ende paa dem? Jeg har ikke Lyst til nogen Ting. Min Bøsse hænger fuld af Støv og Rust, og jeg gider ikke gjort den reen. Jeg kan ikke begribe, hvordan Jens og de Andre kan være saa glade og lystige; de prate og skoggre, saa det giver Echo i Ladegaarden - jeg sukker 68 som en Rørdrum. Ak, Frøken Sophie! Gid Du var en Bondepige, eller jeg en Prinds!

✂ Thiele, den 28de Juni 1710.

✂ Nu er Gaarden for mine Øine, ligesom der nylig var kalket og pyntet. Træerne i Haven har faaet en deilig lysegrøn Couleur, og alle Folk see saa milde ud. - Frøken Sophie er kommen hjem igien: hun kom indad Porten som Solen gjennem en Sky; men alligevel skjælvede jeg som et Espeløv. Det er baade Godt og Ondt, at være forlibt.

✂ Thiele, den 4de Oktober 1710.

✂ En magnifiqve Jagt, vi havde idag! Hvidding Krat var indstillet med over 300 Klappere; for de var her baade fra Viskum og Fussingøe med alle deres Støvere. I Dagbrækningen vare vi fra Thiele der allerede. Det var gandske stille i Luften, og en tyk Taage bedækkede hele Egnen; kun Toppene af Bavnhøiene kunde man see oven over den. Langt borte kunde vi høre de buldrende Fodtrin af Klapperne og enkelte Hundeglam. "Nu kommer de fra Viskum, sagde naadig Herren: jeg kan høre Chasseurs Hals." - "Da kommer de ogsaa fra Fussingøe, sagde Jens: det er Perdrix, som gjøer." Endnu kunde vi ingen Ting see for Taage, men alt som de kom nærmere, hørte vi Vognenes Rumlen, Hestenes Pusten, Skytternes Snak og Latter. Nu kom Solen frem, og Taagen lettede. Da blev det levende paa alle Kanter. Skovfogderne begyndte allerede at stille Klapperne i Orden, man hørte dem hviske og tysse paa dem der vilde snakke høit, og Kjeppene kom sommetider i Bevægelse. Fra Vester og Sønder kom Skytterne kjørende, og bagefter Vognene med Hundene: deres Haler viftede over Vognfjelene, og imellem stak der et Hoved op, som ogsaa strax fik Ørefigen af Jægerdrengene. Nu satte naadig Herren selv af langs ned i den lange Dal midt igjennem Krattet. Da han var færdig stødte han i sin Pibe, og med det samme begyndte Hornblæserne et lystigt Stykke. Hundene bleve koblede af, og det varte ikke længe før de slog an, saa een, saa to, saa det hele Kobbel. Harer, Ræve og Dyr smuttede frem og tilbage paa de skovbegroede Bakker. Saa gik af og til et Skud, og Knaldene gav Echo langs ned gjennem Dalen. Klapperne kunde vi ikke see, men vel høre deres Hujen og Skrigen, 69 naar et Dyr eller en Hare vilde bryde igjennem. Jeg forsvarte min Plads, og skjød to Ræve og en Buk inden Frokosten. Mens den varede bleve Hundene kaldte sammen og koblede op, og Hornblæserne spilte, og da det var forbi, gik det atter løs. See! da holdt to Vogne oppe for Enden af Dalen med alle de naadige Fruer og Frøkener, og imellem dem Frøken Sophie. Dette frelste en Ræv; mens jeg saae derop, smuttede han mig forbi. Et Par Timer før Aften var Krattet renset for Vildt, og Jagten havde Ende. Vi fik vist henved 30 Stykker, og Junker Kresten, som havde skudt de fleste Ræve, blev beæret med et: Stykke paa Valdhorn.

✂ Thiele, den 17de December 1710.

✂ Igaar fulgte jeg min kjære Moder til hendes Hvilested. Den nye Præst - Gud lønne ham for det! - hædrede hendes Henfart med en Liigpræken, som varede i syv Qvarteer. Hun var mig en god og kjjærlig Moder - Herren give hende en salig Opstandelse! †††

✂ Thiele, den 23de Januar 1711.

✂ En jammerlig Vinter! endnu intet Kaneføre! Derefter har jeg ventet lige siden Mortensdag, men forgjeves. Regn og Blæst, sydlige Vinde og trist Veir. Ifjor ved denne Tid var det vi kjørte til Fussingøe; naar jeg tænker paa den Aften! Maanen skinnede saa blank som en Sølvtallerken paa den blaa Himmel, og kastede vore Skygger ved Siden af Veien paa den hvide Snee. Jeg hældede mig imellem saaledes, at min Skygge traf ind i Frøken Sophies: da kom det mig for, som vi to vare eet. En kold Vind havde vi lige imod, den blæste hendes søde Aande tilbage - jeg slugte den som Viin - ak, jeg Daare! jeg forliebte Daare! hvortil nytte mig alle disse Considerationer? Paa Søndag reiser jeg til Kjøbenhavn med Junker Kresten, og der skal vi blive hele Sommeren. Jeg tænker, jeg er død inden Maidag. - Ah Mademoiselle Sophie adieu! un éternel adieu!

✂ Paa Havet imellem Samsøe og Sjelland den 3die Febr. 1711.

✂ Solen gaaer ned bag mit kjære Jylland; dens Gjenskin lægger sig langs hen over det rolige Hav som en uendelig Ildvei. Jeg tykkes den hilser 70 mig fra mit Hjem - ak, det er langt borte, og jeg kommer længere og længere derfra. Hvad monstroe de nu bestille paa Thiele? Det ringer for mit høire Øre - - mon det er Frøken Sophie, der nu taler om mig? ak nei! jeg er jo kuns en fattig Tjener, hvi skulde hun tænke paa mig? ligesaa lidt, som Skipperen, der traver frem og tilbage paa Dækket med sammenlagte Arme - han kigger saa tit henimod Norden - hvad mon der er at see? En Svensker, siger han; Gud hjelpe os naadelig og vel!

✂ Kallundborg, den 4de Febr. 1711.

✂ Nu veed jeg, hvad Krig er - jeg har været i Bataille, og - den Herre Zebaoth være priset! - vi finge Seier. Det var rigtig, som Skipperen sagde, en svensk Kaper. Imorges, saasnart det dagedes, saae vi ham en halv Miils Vei borte; de sagde, han gjorde Jagt paa os. "Er der nogen af Jer Passenerer, sagde Skipperen, der har Mod og Mands Hjerte, og Lyst til at baxes med den svenske Gast?" - "Jeg har en god Riffel, svarte Junker Kresten: og min Tjener har een; skal vi prøve den Jagt engang, Morten?" - "Som Junkeren befaler!" sagde jeg, løb ned i Kahyten ladte vore Rifler, bragte dem samt Krudt og Kugler op paa Dækket. Der var to jydske Soldater kommen op fra Rummet, de havde hver sin Bøsse, og Skipperen et spansk Gevær saa langt som han selv, Styrmanden og Matroserne bragte Øxer og Haandspager. "Kan vi ikke seile fra ham, min kjære Skipper?" spurgte jeg. -"Fanden kan vi, svarte han: Du seer jo, han haler ind paa os, alt hvad han kan; Du skal snart faae hans Stykker at høre; men er Du bange, saa gaae hjem og læg Dig i Din Moders Dragkiste." Idetsamme væltede Røgen ud fra det svenske Skib, og strax derpaa hørte vi et forfærdeligt Rabalder og en Susen over vore Hoveder. Det varte ikke længe, saa kom der nok et Knald, og nok eet, og den sidste Kugle rev en Splint af vor Mast. Da blev jeg ret underlig tilmode: mit Hjerte tog til at banke, og det suste og bruste for mine Ører. Men da Svensken kom saa nær, at vi kunde lange med vore Rifler, og jeg havde gjort det første Skud, da var det, som om jeg have været paa en Klapjagt. Svensken kom bestandig nærmere, og vi stod i Skjul bag Kahyten, og fyrede bag ud paa ham alt hvad vi kunde. Der faldt flere af hans Folk, især for Junkerens og mine Skud. "Kan vi skyde en Sneppe, Morten, kan vi vel ogsaa ramme en Svensker, naar han 71 staaer stille!" sagde han. "Raske Gutter! raabte Skipperen: Seer I den svenske Kapitain, ham der gaaer med den store Sabel frem og tilbage? Pil os ham ud, saa har vi Spillet vunden!" Da lagde jeg an paa ham, og trykte til, og som jeg tog min Riffel fra Kinden, saae jeg ham slaae Næsen mod Dækket. "Hurra!" raabte Skipperen, og alle vi andre med; men Kaperen dreiede af og seilede sin Cours. Med det danske Flag paa Toppen fore vi ind ad Kallundborgs Fjord nok saa stolte og nok saa glade, thi ikke en Mand var saaret, skjøndt Kuglerne fløi over og igjennem Skibet. Hovmesteren Monsjeur Hartman var den eneste, som fik sit Blod at see, og det paa en pudsig Façon: Han laae i Skipperens Køje og røgte sin Pibe, da Slaget begyndte. Lidt efter kom jeg ned for at hente Lærred til Kuglerne. "Martine! sagde han: qvid hoc sibi vult?" men før jeg fik svart, foer en Kugle gjennem Kathytvinduet, tog Piben med sig - som han rakte ud af Køjen - og Mundbiddet rev Hul paa hans Gane.

✂ Nu ere vi i Havn og paa tør Land, hvor Hvilen er sød efter saadant et Pust!

✂ Kjøbenhavn, den 2den Juni 1711.

✂ Mit Hoved er gandske fuldt af alle de rare Ting, jeg her har seet og hørt. Jeg kan ikke samle det i mine Tanker, thi det ene forjager det andet, som Skyerne hverandre i Blæst. Men det curiøseste af Alt er dog dette, at jeg er nær ved at blive min Forlibelse qvit. Jo længere jeg bliver her, jo mindre synes mig, at jeg længes efter Frøken Sophie, og jeg kunde næsten troe, at der ere ligesaa smukke Piger i Kjøbenhavn. Skulde jeg skrive Noter til Ovidii remedium amoris, da vilde jeg rekommendere en Tour til Hovedstaden, som et af de bedste Midler mod hiin farlige Maladie.

✂ Til Ankers under Kronborg, den 12te Sept. 1711.

✂ Ak, du naadige Himmel! Hvad har jeg oplevet! Hvilken Jammer og Elendighed har jeg seet med disse mine Øine! Gud har hjemsøgt os for vore Synder, og slaget Folket med Bylder. De faldt som Fluer omkring mig, men jeg Uværdige blev udfriet fra Dødens Strube. Ak, min kjære Junker! Hvad skal jeg sige, naar jeg kommer tilbage foruden ham? Men jeg forlod ham ikke, før han udgav sit sidste Suk; 72 jeg vovede mit Liv for ham, dog Gud sparede det - hans Navn være lovet! Naar jeg tænker paa disse Rædselsdage, er mit Hjerte færdigt at briste. Bange og tause sad vi fra Morgen til Aften i vor eensomme Bolig, saae paa hverandre og sukkede. Kun sjelden kigede vi ned i de tomme Gader, hvor det før vrimlede af Mennesker, kun en og anden triste figure skreed hen over Broestenene, ligesom en Gjenganger; men indenfor Vinduerne saae man Folk sidde som Arrestantere, de fleste ubevægelige, som om de kun havde været malede Portraiter. Hørtes saa den hule Rumlen af Pestdragernes Vogne, hvor foer de da alle fra Vinduerne, for ikke at see det rædselfulde Syn. Jeg saae det kun engang, jeg forlangte det aldrig mere. Der kjørte disse sorte Dødsengle med de lange Vogne fulde af Liig: de laae slængte paa hverandre som Fæe. Bag ud af Vognen hang Hovedet og Armene af et ungt Qvindemenneske; Øinene stirrede fælt ud af det sortgule Ansigt, og det lange Hovedhaar feiede Gaden. Da rystede det Junkeren første Gang; han vaklede ind i sit Sovekammer, og lagde sig paa Dødens Leie; men jeg sukkede i mit Hjerte: "De skal lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem; men Gud skal forløse min Sjel af Gravens Vold, thi han haver antaget mig, Sela!"

✂ Thiele, den 29de Sept. 1711.

✂ Saa er jeg da nu her igjen. Da jeg gik ind ad Porten bankede mit Hjerte i mig ongefær som den Dag, vi sloges med Svensken. Og da jeg traadte ind til det naadige Herskab, og saae dem Alle i Sort, da græd jeg som et Barn, og de græd med. Jeg kunde fast ikke tale for Graad, og før jeg havde endt den affreuse Historie, vendte naadig Herren sig bort, og gik ind i sit Kammer - Gud trøste dem efter sin Barmhjertighed, Amen!

✂ Thiele, den 8de October 1711.

✂ Idag var vi førstegang paa Jagt efter min Hjemkomst. Ak! det var ikke som i forrige Dage, den gav kun liden Satisfaction. "Morten, sagde naadig Herren mange Gange til mig: vi savne Junker Kresten!" og saa sukkede han, saa det skar mig i mit Hjerte. Vi kom hjem længe før Aften med en fattig Hare.

73

✂ Thiele, den 2den Novbr. 1711.

✂ Det begynder atter at blive levende paa Gaarden; vi vente høifornemme Fremmede: Hans Excellence Hr. Gyldenløve med Suite. Han vil blive her nogle Uger og divertere sig med Jagten. Igaar talte det naadige Herskab herom ved Bordet: "Han er af høikongeligt Blod og en fuldkommen Cavalier," sagde naadig Fruen, og saa med det samme til Frøken Sophie. Hun blev rød, saae paa sin Tallerken og smiilte, men jeg blev kold som en Iis over mit hele Legeme - ak! ak! jeg tænkte, at jeg var cureret for min daarlige Inclination, men jeg føler at Sygdommen er vendt tilbage med større Force. Jeg sprætter som en Agerhøne i Garnet, men det hjelper intet - gid jeg var tusinde Mile herfra!

✂ Thiele, den 14de Novbr. 1711.

✂ Endelig er hans Excellence arriveret hertil, og det med allerstørste Pragt og Herlighed: tvende Løbere med høie sølvbeslagne Huer, kom trippende ind i Gaarden en halv Fjerdingvei foran ham. De stilte sig med deres lange spraglede Stokke paa begge Sider af den store Dør. Naadig Fruen vrikkede ind ad een Dør og ud af en anden; jeg har aldrig før seet hende i saadan Agilité. Frøken Sophie stod i Storstuen, og kigede snart i Speilet, snart ud af Vinduet. Hun saae mig slet ikke, naar jeg gik igjennem Værelset. Endelig kom han selv kjørende med sex gule Heste for sin Vogn, en smuk og magnifiqve Herre! Han saae baade fornem og naadig ud, alligevel syntes mig, at der var noget Modbydeligt hos ham. Han smiilte mig saa vammelsødt og plirede med sine Øine, som om han saae imod Solen. Han bukkede for hver især af Herskabet, men det syntes som han kun bukkede for at reise sig høiere i Veiret. Da han kom til Frøken Sophie, steg lidt Blod op i hans blege Ansigt, og han hvidskede eller læspede en lang fransk Kompliment. Ved Bordet vendte han næsten ikke sine Øine fra hende, ikke engang naar han talte med Andre. Hun skottede imellem over til ham; men jeg brændte min Haand paa Tallerkenerne, saa den idag er fuld af Vabler; gid det var det eneste Sted, jeg havde ondt!

74

✂ Thiele, den 20de Nov. 1711.

✂ Jo! det er sikkert nok; der bliver en Mariage af. Man behøver allene at attendere den naadige Frue. Naar hun seer paa Frøken Sophie, lægger hun Hovedet tilbage som en And, naar den har faaet Kroen fuld, vender Øinene og lukker dem imellem, som om hun vilde ret straxen falde i Søvn, og saa snaddrer hun: "un Cavalier accompli, ma fille! n'est ce pas vrai? et il vous aime, c'est trop clair?" Ja desværre, det er klart nok; og hun elsker ham igjen, det er ogsaa klart. Gid hun maatte blive lykkelig.

✂ Thiele, den 4de Decbr. 1711.

✂ Endnu har hans Excellence ikke profiteret for meget af Jagten: to Gange har vi været ude; men hvergang er han bleven keed af det paa Halvveien. Der er et Stykke Vildt hjemme paa Gaarden, det drager ham til sig som en Magnet. Ak! Gid jeg var blevet i Kjøbenhavn!

✂ Thiele, den 8de December 1711.

✂ Idag blev Mariagen declareret, og idag 8 Dage skal Brylluppet staae. Hvor skal jeg skjule mig saalænge? jeg holder det aldrig ud; naar han lægger sin Arm om hendes Liv, er det som En stak mig i Hjertet med en Kniv - -

✂ Du milde Himmel! Jeg troer, Jens er ligesaadan faren som jeg; da jeg sagde ham det om Mariagen, stødte han sin Bøsse saadan imod Jorden, at Kolben sprang istykker, og derpaa rendte han med Stumpen ud i Heden. Saa er jeg da ikke den eneste Nar i Verden.

✂ Thiele, den 16de December 1711.

✂ Frøken Sophie har faaet Børnekopperne. Ak! hvor skjælver jeg for hendes Liv! Gid jeg maatte døe istedet for hende; men jeg kan jo ikke faae denne Sygdom mere end eengang. Hendes deilige Ansigt er gandske fuldt af Vabler.

75

✂ Thiele, den 13de Marts 1712.

✂ Saa har jeg atter reist mig fra mit lange Sygeleie. Jeg troede, det skulle blevet det sidste, og sukkede af Hjertet til min Gud om Forløsning. Men jeg skal vandre endnu en Stund i denne Jammerdal - det er hans Villie - den skee! - Det er for mig, som om jeg var opstanden fra de Døde, og jeg tykkes at denne tre Maaneders Sygdom har varet i tre Aar. Igaar saae jeg hende første Gang siden jeg blev lagt ned, og det med en god Contenance; næsten skulde jeg troe, at Sygdommen havde taget min daarlige Forlibelse med sig.

✂ Hun var lidt bleg, og jeg syntes ikke, at hun saae ret fornøiet ud. Desværre! hun har nok ikke synderlig Grund dertil. Hans Excellence er vist en stor Libertiner; jeg saae nu nylig igjennem Sprækken paa min Dør, at han tog fat paa Fruens Pige, og det paa en meget indecent Maneer. O den stakkels Frøken! Var jeg Hs. Excellence, jeg skulde tilbede hende som en Engel udaf Himmelen.

✂ Thiele, den 1ste Mai 1712.

✂ Hs. Excellence er reist bort, og har ladet sin Kjæreste blive her tilbage. Han var nok allerede keed af hende, og - Gud forlade mig det! - troer jeg ikke ogsaa hun af ham. Hun længes da ikke efter ham; thi hun er ligesaa munter og vive som før, ja næsten mere; men alligevel af og til ligesom lidt hoffærdig. Sommetider taler hun til mig som til en Stodder, og sommetider, som om jeg var hendes Ligemand. Jeg troer hartad hun vil have mig til Bedste - jeg fattige Stakkel! Jeg er ikke bleven klog endnu, for hun kan gjøre mig glad og bedrøvet ligesom hun vil.

✂ Thiele, den 3die Juni 1712.

✂ Mit Helbred faaer jeg aldrig mere; min Ungdoms Munterhed er gandske borte. Jeg er tung og mat i mit hele Væsen, og ingen ret Lyst har jeg til nogen Ting. Jeg gider ikke jage, og jeg gider ei heller læse: min Bøsse og min Ovidius ere begge lige støvede. Fransken, som tilforn var blevet mig saa plaisant, kan jeg hverken lide at læse eller høre - det er et falsk Tungemaal!

76

✂ Thiele, den 24de Juni 1712.

✂ Jeg har byttet Kammer med Jens. Han vilde endelig have mit, for han torde ikke ligge ud til Kirkegaarden, den Tosse! Der skal han jo dog engang ligge for bestandig. Jeg er vel fornøiet med Byttet, her kan jeg fra mit Vindue see mine kjære Forældres Grave - de ere vel forvarede - Gud glæde deres Sjele i Himmerige! Hist henne er Hr. Sørens Grav, der groe allerede Tidsler paa den - dem maa jeg dog rydde bort!

✂ Thiele, den 13de Decbr. 1712.

✂ Fruens Pige har bekommet sig en liden Søn. Hun har udlagt en Kniplingskræmmer - men hele Gaarden veed nok, hvem den Skyldige er. Den unge Frøken har selv railleret dermed. Jeg veed ikke, hvordan hun kunde; men hun tager sig Verden let - jeg er ikke af den Natur.

✂ Thiele, den 27de Februar 1713.

✂ Drømmer jeg, eller er jeg vaagen? Har mine Sandser duperet mig, eller var hun virkelig min? jo! hun var min - jeg har favnet hende med disse mine Arme, hun har hvilet ved mit Bryst, og bedækket mit Ansigt med Kys - med hede Kys - nu vilde jeg gjerne døe, saa lykkelig kan jeg aldrig blive meer. Men nei! Hvorlunde er det fat med mig? hvad har jeg gjort? ah, jeg veed ikke, hvad jeg skriver - jeg frygter, jeg er vanvittig.

✂ Thiele, den 5te Marts 1713.

✂ Lad mig kalde tilbage i min Hukommelse disse douce Øieblikke! Lad mig ret overtænke, hvor lyksalig jeg var; det er først nu, jeg begynder at opvaagne som af en Ruus. - Herren kom hjem fra Jagten, og Jens var bleven i Skoven for at kaste Tax ud, som sad fast i en Grav. Jeg vidste vel, at han ikke kom hjem før Dag, og saa fik jeg isinde at ligge i mit forrige Kammer. Jeg var netop indslumret, da jeg blev vækket ved et Kys. Forskrækket reiste jeg mig og vilde raabe: da følte jeg en blød Haand paa min Mund, og en Arm om min Hals, og en sød hvidskende Stemme - Himmel! det var hendes - hendes, jeg ikke tør 77 nævne. Da - da - o, jeg Synder! jeg forstokkede Synder! jeg har forraadt min Herre! og jeg kan ikke engang ret af Hjertet fortryde det. Hvergang jeg vil gjøre Poenitentse, forhindres jeg af en lønlig Fryd, som spotter min Anger. Jeg føler det: jeg længes efter at repetere den Misgjerning, jeg burde forbande. "Evindelig min!" vare de første Ord, jeg kunde fremføre; men da rev hun sig med et let Skrig af mine Arme, og - jeg var allene. Døren knirkede, og jeg reiste mig overende i Sengen; jeg var i Tvivl om det ikke altsammen var Spøgerie. Ak! hvorfor flygtede hun? hvorfor kom hun da selv ukaldet, ufristet? Har hun elsket mig som jeg hende, taus, inderlig, brændende?

✂ Thiele, den 6te Marts 1713.

✂ O Verden! Verden! hvad er du falsk! Ærlighed er plat forsvunden, Dyd og Ære traadt under Fødder! Dog hvorfor vil jeg beklage mig? er jeg bedre end han? Er min Synd mindre, fordi jeg troer, at min Kjærlighed er større? - Ah, jeg faaer min fortjente Løn, vi ere lige gode, den ene forraader den anden. - Ha! Du falske Qvinde! Du Potiphars Hustru! derfor var det, du skreg og flygtede, da du hørte min Røst. Det var altsaa gammel Vane - kjendt Vei, da du søgte min Seng - nei, Jenses Seng! Gammel Kjærlighed, gammel Synd! mens jeg tilbad dig, mens jeg beskuede dig med Ærefrygt som en hellig Engel, har du bolet med min Medtjener!

✂ - - Det var Midnat. Drukken af søde Erindringer vankede jeg om i Haven. I en mørk Gang saae jeg noget røre sig - det båres mig for, at det maatte være hende. Med hastige Skridt ilede jeg derhen - det var hende! ja, det var hende, men hvorledes fandt jeg hende? paa Jenses Skjød, med Armene om hans Hals - hurtigen foer de fra hinanden, og jeg stod som om jeg skulde synke i Afgrunden. Solen fandt mig paa samme Sted; jeg frøs - jeg bævede som et Espeløv. O du usle, du falske, du fordærvede Verden!

✂ Thiele, den 9de Marts 1713.

✂ Jeg har seet hende første Gang siden hiin syndefulde Nat. En hastig Rødme foer over hendes Ansigt, hun kastede sine Øine rundt omkring i Stuen, for ei at see paa mig. Jeg følte, at jeg blev baade kold og 78 varm. I det Øieblik vi vare allene, gik hun mig hastig forbi og sagde med halvt tillukkede Øine: "Silence!" Hun var ude af Døren, inden jeg ret følte Trykket i min Haand.

✂ Thiele, den 13de April 1713.

✂ Alt er opdaget! Herren, Fruen, hele Gaarden veed det, og det er Mamsel Lapouce, som har opdaget og røbet dem. Den unge Frøken vilde gjerne raillere med hende, men det skrev hun bag Øret. Ingen har kundet mærke paa denne listige Qvinde, at hun forstod et Ord Dansk, og derfor har de engang uforsigtigen i hendes Nærværelse sagt Noget, hvoraf hun fik Vinden. Hun har nu gaaet saa længe paa Sporet, indtil hun rigtig har faaet det redet ud, og keget dem i Leiet, Himmel! hvilket Oprør her blev! Naadig Herren løb med sin Bøsse omkring som en Rasende for at skyde Jens; men Jens var allerede paa sin Hest og langt borte. Den unge Frøken blev lukket ind i Hjørnestuen, at Herren ikke skulde forgribe sig paa hende. Ak Himmel! Hvad Ende skal dette faae? Jeg skjælver hvergang jeg hører hans Stemme. Min Samvittighed fordømmer mig, og gjør mig til Cujon. Anger og Frygt har saaledes betaget mig, at Kjærlighed og Jalousie var reent forjaget af mit Bryst. Ak! Gid jeg var femten Mile under Jorden!

✂ Thiele, den 14de April 1713.

✂ Jens har været her. Han kom i Nat ind i mit Kammer, for at høre, hvorledes her stod til. Han var som et drukken Menneske, græd og bandte imellem hinanden. "Røb ikke, at jeg har været her, sagde han idet han gik: ellers er Du et dødsens Menneske!" Han skulde vist holde Ord; jeg skal nok vogte mig. Men hvad mon han egentlig vil? han veed det vel ikke selv.

✂ Thiele, den 17de April 1713.

✂ Den unge Frøken er borte! inat er hun echapperet ud af et Vindue. Jens har sikkert været her og hentet hende, for En har ved Midnatstid mødt to Personer paa een Hest, men formedelst Mørket kunde han 79 ikke see, om de Begge vare Mandspersoner. Det var paa Viborgveien, og vi har været ude hver Mand hele Dagen for at lede. Vi ere komne tilbage uden at finde dem. Jeg fik Nys om, at de vare komne over Skiern Broe, men jeg skal vel tage mig vare for at komme dem nær. Ak! ak! den Verden, vi leve i! Min arme Herre! Han tager vist sin Død derover. Han ligger, og intet Menneske maae komme til ham.

✂ Thiele, den 20de April 1713.

✂ Idag blev jeg kaldet til naadig Herren. Ak! Du milde Frelser! Hvor bleg og henfalden han var! Han lever ikke, det kunde jeg grandgivelig see. "Morten! sagde han, da jeg traadte ind: er det Dig? Kom hid til mig!" Saasnart jeg hørte hans Stemme, brast jeg i Graad. Før var det, som om han talte ud af en Tønde, og naar han raabte ud af den store Dør; "Morten! Kom med Hundene!" Saa var det som Gaarden skulde falde, og Høns og Ænder fløi forskrækkede omkring. Men nu talte han saa sagte, saa mat, at mit Hjerte var færdigt at briste. "Morten! sagde han: har Du ingen Snepper seet?" - "Nei, naadig Herre! svarte jeg hulkende: Jeg har slet ikke været ude." - "Naa, har Du ikke? sagde han: Jeg skyder ingen flere!" - "Ak jo! svarte jeg: Gud kan endnu hjelpe!" - "Nei, Morten! sagde han: med mig er det snart ude. Ja, havde jeg endnu havt Kresten!" Her trykkede han to Taarer ind igjen i de hule Øine. "Hvor er Vaillant?" spurgte han. - "Han ligger ved Kaminen," svarte jeg. - "Kald paa ham," sagde han. Hunden kom og lagde sit Hoved paa Sengestokken. Herren klappede ham længe og saae vemodig paa ham. "Du har været mig en tro Svend, sagde han: Du har ikke forladt mig. Naar jeg er død, skal Du skyde ham og begrave ham under den store Ask udenfor Kirkegaarden, men skyd ham godt, og lad ham ikke mærke, hvad Du har isinde - lov mig det!" - "Ja, naadig Herre!" svarte jeg. - "Han skal ikke i fremmed Være," sagde han, idet han sank tilbage paa Puden: "Min Skydehest og Donner (det er hans Livbøsse) og mit Gehæng, skal Du have; min Blis maa Du aldrig skille Dig ved; naar han bliver saa gammel, at han ikke kan æde længer, saa skal Du skyde ham." - "Ja, kjære Herre!" svarte jeg; jeg kunde neppe for Graad. - "Og der, sagde han: ligger en Tut paa Bordet, den skal Du have for Din tro Tjeneste. - Gaae nu, Morten! og bed til Gud for min syndige Sjel!" - 80 Jeg kyste hans Haand, som han rakte mig, og tumlede ned i mit Kammer - o! Gud skjenke ham en salig Ende! Han var mig en god og naadig Herre!

✂ Thiele, den 3die Mai 1713.

✂ Saa er han da ogsaa hjemfaren! Nu har jeg ingen Ven mere paa Jorden. - Her vil jeg ikke blive; jeg maa ud i Verden, at skille mig ved mine melankoliske Tanker. - Stakkels Vaillant! da jeg tog Bøssen, sprang han saa gladelig omkring, han vidste ikke, at jeg førte ham til Døden. - Nei! saadant et Skud gjør jeg aldrig i mine Dage; da jeg spændte Bøssen, og han hørte Knækket, begyndte han at logre og see sig om, han ventede et Stykke Vildt, og tænkte mindst paa, at det gjaldt ham selv. Da Krudtet tændte, og han krummede sig i Dødens Krampe, var det som om mit Hjerte skulde vælte ud af mit Bryst. O! min kjære salige Herre! Det var den sidste, den tungeste Tjeneste, jeg viste Dig.

✂ Til Sejls under Thunøe, den 17de Mai 1713.

✂ Andengang - kanskee Sidstegang - siger jeg dig Farvel, mit kjære Fødeland! Farvel du grønne Skov! du brune Hede! Farvel alle mine Ungdoms Glæder! Lettere om Hjertet var jeg da jeg for tvende Aar siden pløiede disse vilde Bølger: da havde jeg min gode Herre; nu er han i Graven, min Junker ligesaa, og hun - som jeg gjerne vilde glemme - drager om i den vide Verden, Gud veed hvor og hvorledes. Ogsaa jeg skal prøve Lykkens Spil, og æde mit Brød blandt Vildfremmede. Ja! Krigen vil jeg prøve! den gier Brød eller Død! Blis og jeg skal følges ad, han er min sidste Ven paa Jorden.

✂ Sverrig, den 13de Juni 1716.

✂ Her sidder jeg en fangen Mand i fremmed Land. Saalangt har min Kaarde hjulpen. Min Oberst og jeg gjorde lyst mellem Fjenderne; men vi vare kun to mod ti. Ak! min gamle Blis! Du maatte døe - gid vi havde fulgtes ad!

81

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Stockholm, den 14de August 1717.

✂ Saaledes skal det ikke blive ret længe! De har slæbt mig omkring fra en Fæstning til en anden; fristet og truet mig, at jeg skulde tage Tjeneste, men hellere vilde jeg s vælte tildøde i et underjordisk Fængsel, end fægte mod min rette Konge og Herre. Endnu hellere vilde jeg have min Frihed. Jeg vil forsøge det, og enten finde den eller Døden!

✂ Norkjøping, den 3die Februar 1718.

✂ Saa blev jeg alligevel svensk Soldat! hvor længe jeg end hyttede mig, og skjulte mig som et jaget Vildt i Skove og Klipper, saa fandt de mig dog. Hvad skulde jeg gjøre? Bedre under Guds frie Himmel mellem Kaarder og Kanoner, end mellem et Fængsels fire Vægge! De har lovet mig, at jeg aldrig skulde stride mod mine Landsmænd, men allene mod Moscoviten - han har maaskee den rette Kugle med Morten Vinges Navn.

✂ Siberien, den 15de Mai 1721.

✂ Herre min Gud! Hvor underlige ere dine Veie! Mange tusinde Mile fra Danmark, færdes jeg her i et raat og sørgeligt Land: jeg gaaer over 82 tilfrosne Floder og vader i Snee til Knæerne; mens der hjemme er Skov og Mark iført sin grønne Sommerdragt. Udenfor mit gamle Kammervindue staaer Abilden nu i Bloster, Irisken qviddrer i Stikkelsbærhækken, Stæren sidder paa Kjelen og fløiter sit lystige Stykke, og Lærken synger høit i Sky. Her tuder Ulve og Bjørne, Høge og Ravne skrige i de sorte Skove. Hvor mon er Enden paa denne Udørk! Ak! hvor er Enden paa mit elendige Liv?

✂ Riga, den 2den September 1743.

✂ Skal jeg endnu opleve den Dag, da jeg seer mit Fødeland igjen? I fire og tive lange, sorrigfulde Aar, i fire og tive Vintre har jeg jaget Zobel og Maar i Siberiens Skove! hvor mæt af Livet har jeg alt længe - længe været! men jeg vil taalmodig bie til min Herre og Frelser kalder mig. Han vil maaskee lægge mine trætte Lemmer til Hvile i min Fædrenejord - ak! hisset seer jeg det danske Flag, Korsets og Frelsens dyrebare Tegn! Min Sjel, lov Herren! alt hvad i mig er hans hellige Navn!

✂ Falster, den 23de October 1743.

✂ Atter nær ved Døden, og atter langt fra den! I Storm og Uveir nærmede jeg mig mit elskede Fødeland. Bølgerne knuste vort Skib og truede at opsluge os; men Herren frelste mig, hans Haand opholdt mig - han vil ei heller drage den fra mig nu, skjøndt fattig og halvnøgen jeg vandrer blandt Fremmede.

✂ Corselidse, den 2den November 1743.

✂ Et Fristed har jeg fundet, et Skjul fra Verdens Storme; en from og ædel Herre, som har taget mig i sit Brød, og lovet at sørge for mig til min Dødedag. Saa skal jeg nu ikke mere skifte Bolig, førend de bære mig hen til den sidste.

✂ Corselidse, den 1ste Mai 1744.

✂ Hvilket yndigt Land er dog dette! Alt i sin fulde Flor! Skoven grøn og Marken grøn! Blomster allevegne! I Siberien er det endnu Vinter. Gud skee Lov for saadant et Bytte!

83

✂ Min Herre holder meget af mig; jeg maae tidt sidde hele Timer og fortælle ham om Krigen og om alle de Lande, jeg har gjennemvandret. Og vil han gjerne høre, vil jeg gjerne snakke; det glæder mig at mindes mine mangfoldige udstandne Fataliteter.

✂ Corselidse, den 2den Juli 1744.

✂ O Du Barmhjertighedens Fader! var denne bittre Skaal endnu tilbage! Skulle de gamle Saar oprives paa ny! ja, thi det var Dig saaledes behageligt! - Jeg har seet hende - hende? ak nei! ikke hende! en falden Engel har jeg seet, en Mørkhedens Gestalt - tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu - nu ækles jeg ved Livet - jeg kan ikke skrive meer.

✂ Corselidse, den 8de August 1744.

✂ Det er ikke for min Plaiseer, at jeg atter tager Pennen; men dersom Nogen efter min Død skulle faae Øie paa denne Journal, skal han dog see, hvorlunde Synden lønner sine Børn.

✂ Jeg gik hiin bedrøvelige Dag og forlystede mig med en Promenade i vor smukke Have. Som jeg gaaer forbi den aabne Stakitport, staaer der en Mand, hvis Ansigt forekom mig bekjendt, uagtet et sortgraat tykt Skjæg og et skummelt Øiekast næsten forskrækkede mig. "Er Du ogsaa her?" sagde han med et sært Grin. Stokken faldt fra min Haand, og alle mine Lemmer skjælvede - det var Jens! "Herre Du min Gud! sagde jeg: skal jeg finde Dig her? hvor er Frøken Sophie?" Han stødte en høi Eed ud: "Frøkenskabet har S.... taget og Frueskabet med; men vil Du see min hjertelskede Kone, saa ligger hun derhenne og luger. Soffi! skreg han: her er en gammel Bekjendter!" Da vendte hun sig halvt om - hun laae paa Knæerne tre Skridt fra mig - saae et Øieblik paa mig, og gav sig derpaa igjen til at luge. Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt - dette Ansigt! dette fordum saa deilige Ansigt! hvor var det forandret! blegguult, rynket, fortrædent saae det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet. En hullet Kyse med lange Laser af sorte Kniplinger, gjorde det endnu mørkere. Skidne Pjalter af Klæder, som engang havde været smukke og fine, hang om hendes tykke ildedannede Krop. Jeg følte, at jeg var nærved at faae ondt, og ingen Taare kom i mine Øine. 84 En Angst, en Vammelhed, som naar man pludselig seer en Hugorm, betog mig. Jeg kunde hverken tale eller røre mig af Stedet. Jens vakte mig igjen af min Bedøvelse. "Nu er hun nok ikke saa smuk, raabte han: som dengang kun krøb i Sengen til Dig?" Jeg gyste. "Forgyldningen er slidt af, blev han ved: men det kjønne Sind har hun endnu, storagtig og malicieusk er hun endnu, og Kneveren kan hun bruge. Hej! Naadig Frue! Snak lidt med os!" Hun taug, og lod som hun ikke hørte det, skjøndt han raabte høit nok. "Nu viller det hende ikke, sagde han: men naar vi komme hjem, saa faaer hun nok Kjeften paa Gang. Har Du ikke til en Pæl, Morten! for gammel Kjendskabs Skyld?" Jeg gav ham noget, og gik som i Søvne op til Gaarden. Ved Havedøren stod min Herre. "Kjender Du disse Mennesker?" spurgte han. - "Ak Du gode Gud! svarte jeg: Ja, jeg har kjendt dem for mange Aar siden." - "Det er slette Folk, sagde han: hun er arrig og bandsat, og han drikker som en Svamp. De har boet et Par Aar i et Huus nede ved Stranden! Han fisker, og hun gjør Ugedage her i Haven. Hun skal være kommen af skikkelige Folk?" Nu først brød mine Taarer frem og lettede mit beklemte Hjerte. Jeg fortalte ham, hvem hun var, og hans Forfærdelse blev ligesaa stor som min Bedrøvelse.

✂ Corselidse, den 14de September 1744.

✂ Jeg tvivler paa, at jeg her faaer blivende Sted. Mit Ophold behager mig ikke længer, siden jeg veed mig i Nærheden af hende, og ofte ikke kan undgaae at see hende. Endnu har jeg ikke talt med hende, for jeg skyer hende som en ond Aand. Jens søger mig med en Paatrængenhed, som hverken behager mig eller min Herre. Naar jeg lugter hans Brændeviinsaande, er det som En bød mig Forgift at drikke. Han har fortalt mig deres Historie - o, hvor er den skrækkelig, væmmelig! I Danmark, i Tydskland har de flakket om fra en Stad til en anden - han spilte paa Valdhorn og hun sang og spilte paa Luth; derved opholdt de Livet, og naar dette ei kunde strække til, drev hun endnu een Næringsvej, som det sønderriver mit Hjerte at tænke paa, Omsider maatte ogsaa denne ophøre, og de skulde have omkommet af Mangel, naar ikke min medlidende Herre havde forbarmet sig over dem. - Gud forlade mig det! Jeg kunde ønske mig tilbage i Siberien.

85

✂ Corselidse, den 1ste Mai 1745.

✂ Gud velsigne min rare, ædelmodige Herre! Han har mærket mit Ønske: at ende mine Dage i min Fødestavn; og derfor har han - mig uafvidende - skaffet mig en god Condition hos det nye Herskab paa Thiele. Paa Tirsdag skal jeg afseile med et Skib fra Stubbekjøbing - Gud lønne ham derfor i Evighed!

✂ Til Sejls mellem Sjelland og Samsøe, den 4de Juni 1745.

✂ "Frygter ikke for dem, som allene ihjelslaae Legemet! men frygter for dem, som fordærve baade Legem og Sjel tillige!" Jeg føler Kraften af disse Frelserens Ord. Da jeg i min Ungdom paa disse Bølger stod for Svenskens Kugler, var jeg bedre tilmode, end da jeg i Corselidse Have saae min Ungdoms faldne Engel. Kaarder og Kugler, Hug og Stik, Saar og Død ere Intet at regne mod Sjelens Fortabelse, mod en uskyldig Sjels Fordærvelse. Havde jeg dengang seet hendes skjønne Legeme sønderrevet af vilde Dyr, ikke kunde det saaledes have knuget mit Bryst, som nu, da jeg fandt hende forspildt, fordærvet, foragtelig, uden Redning fortabt. Som hun laae der og grov i Jorden, syntes mig, at hun begrov mit sidste Haab, min sidste Levning af Troe paa Ære og Dyd. Men jeg vil sige, som den gamle Tyrk, min Medfange i Siberien, altid sagde midt i de største Elendigheder: "Gud er stor!" ja, og barmhjertig! Han kan og vil gjøre langt over hvad vi arme Mennesker forstaae.

✂ Thiele, den 4de Juli 1745.

✂ Omsider er jeg da indløben i min sidste Vinterhavn! Flere end tredive Aar er jeg omtumlet paa Verdens vilde Hav, for at ende, hvor jeg begyndte. Hvad har jeg udrettet? hvad har jeg vundet? En Grav - et Hvilested hos mine Forfædre. Det er Noget, og endda ikke saa Lidet: jeg har Venner og Bekjendtere her baade over og under Jorden. Der staaer endnu Abilden udenfor mit Vindue, den er ogsaa bleven ældre, der er Kræft i dens Stamme, Stormen har bøiet dens Hoved, og paa dens Grene groer Mosset ligesom graae Haar paa en Oldings Hoved. Ved Kirkeveien seer jeg den store Ask, under hvis Rod jeg begrov den stakkels Vaillant. Saaledes gjenkjender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Høi og selv de døde Stene, der staae her 86 uforanderlige i Aartusinder, og see een Slægt efter den anden opvoxe og forgaae. Den Slægt, jeg kjendte, er nu ogsaa borte. Nyt Herskab, nye Tjenere - jeg er en Fremmed, en Udlænding blandt dem alle.

✂ Thiele, den 2den Septbr. 1749.

✂ Idag er det sex og halvtredsindstyve Aar siden jeg saae Verdens Lys! Herre Gud! hvor ere disse Aar blevne af? disse mange tusinde Dage? Hvor ere mine Ungdoms Glæder? de ere hos mine Ungdoms Venner. - Paa denne Aarsens Tid var det, vi ret nøde Jagtens Fornøielser. Hvor lystigt gik det da til, naar vi om Morgenen droge ud; Jægerne raabte og Hundene gjøede, og Hestene trampede ligesaa utaalmodige som vi selv. Snart hjemsøgte vi Urfuglene paa Heden, snart de vilde Dyr i Skoven - med Spil og Sang fore vi hen og hjem. Nu er her stille som i et Kloster, den naadige Herre bryder sig ikke om Jagten. Taus og ene gaaer Skytten ud, og stille kommer han tilbage. Denne Slægt er traurig som jeg selv.

✂ Thiele, den 12te Januar 1751.

✂ En stille, herlig Vinternat! Alt hvad jeg seer, Blaat eller Hvidt. Maanen har jaget Stjernerne fra sig, den vil lyse allene. Saa deiligt skinnede den ogsaa engang for mange - mange Aar siden, da jeg var Kudsk for Frøken Sophie. Min unge Sjel straalede ligesaa blankt og lysteligt som Maanen, og hendes var ogsaa reen, uplettet som denne nysfaldne Snee. Nu er min Sjel mørk som Heden, naar Vintersneen er borttøet, og hendes - om hun endnu lever - maa ligne en siberisk Dal efter Oversvømmelse: mørktfuret af Vandstrømme, trindt bestrøet med Tuer, Stene og nedvæltede Træer. "Ja, Herre! Herre! Tugter Du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør Du, at dens ynkelige Skikkelse hensmelter som et Møl; visselig! Alle Mennesker ere Forfængelighed!"

✂ Føulum, den 12te Mai 1753.

✂ I Søndags forrettede jeg førstegang mit Embede som Degn til Thiele og Vinge. Den naadige Herre kaldte mig paa sin Dødsseng. Her boer jeg nu i min Faders Huus; men jeg boer her allene. Alle mine 87 Ungdomsvenner ere forlængst gangne til Hvile; jeg er endnu tilbage, som et skaldet Træe paa Heden; men om føie Tid skal jeg samles til dem, og være den sidste af min Slægt. Disse Blade skulle være det eneste Mærke om mig. Om Nogen - engang, naar jeg er død og borte - læser dem, da skal han sukke og sige: "Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed."

✂ (Fundet, gjennemseet og udgivet af S. S. Blicher).

88

✂

Else Sandberg

✂ Tre Mile sønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige, ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at være takte med Mos. Dens tarvelige Udseende oplives ikke af nogen Have; thi dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med tynde, forkrympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn krummer sig forpidsket og bøiet fra sin Ungdom, af de skarpe Vestenvinde. Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker, snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ukjendte, som her vilde finde Vei, skulde snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man kalder: "at trække i Dynd." Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere liveligt Udseende: i Moserne løfter erica tetralix sine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae et violet Skjær af den nu først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa sin Tue, og gjentager halve Dage sine langtrukne, tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken - Ørkens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng. Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle vantrevne Faar, hvisler paa sin Toskillingsfløite.

✂ Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevoxede med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alleslags Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger, paa en Odde eller Revl i Søen, en stolt 89 Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie Graner, omgav og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man drog over den sidste høie Banke, giede de hvide Skorstene hen mellem Granernes Toppe. Til Søesiden mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; trende Stokværk, det ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blysprøiser. Paa alle fire Hjørner runde udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op over Skorstenene, og var prydet med otte Steenkæmper. Saadanne Tvende forsvarede med opløftede Træsabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoxet med Rør, og over den førte en Vindebroe. Paa hver Side af Broen stode fiirkantede Steenpiller, og ovenpaa disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med Broe, som Borgens yderste Befæstning.

✂ Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfru, Mette Daae. Deres Ægteskab var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget, var Forældrenes høieste Ønske. Mødrene pleie i dette Tilfælde ei allene at ønske, men ogsaa at handle. Fru Mette var ikke mere uvirksom end andre Mødre; men havde indledet saa snilde, saavelsom ærbare Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til Aunsberg, at Dagen 90 til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfru Else, allerede var bestemt. Allerede var denne kommen, og, paa lidet nær, vel forbi: Det forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige Pibekraver; deres Forældre, Slægtninge og Kyndinge, i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren saa stivt og dristig hen over Præstens Skulder, og Jomfruen bly og beskedent ned til hans Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldkommen; uvilkaarlig sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæstemands tykke, pluddrende, og, efter de Tiders Mode, læspende Mæle. Lønligt og hurtigt løftede hun sine Øine op til den Mund, hvorfra disse velklingende Toner udgik, og en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt kjønne Ansigt og Junkerens Melkefjæs: over en høi, hvid og glat Pande skilte sig et mørkebrunt Haar, og faldt i narturlige Krøller paa Pibekraven. Sorte Bryn hvælvede sig over brune, fyrige Øine. Mellem den smalle Underlæbe og den kjekt opkastede Overlæbe, blinkede sneehvide Tænders Perlerader, og derunder bevægede sig i Talens Iver, et ziirligt Fipskjæg. Ligesaa hurtigt trak sig Pigens lange Øienhaar ned over det rødmende Ansigts mørkblaae matglimtende Stjerner. Hr. Søren var nødt til at see paa den yndige Fæstemøe; men jo tiere han saae, jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle: just som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave. "Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa segnede hun virkelig i den tililende Moders Arme. Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie sig selv fra Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endskjøndt de maaskee snarere burde være forenede. Hvorom alting er, saa blev der intet af Trolovelsen nu, og, da Jomfru Else aldrig følte sig frisk nok, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til denne Bortrykkelse af hans Ønskers Maal.

✂ Nogen Tid efter hændte det sig, at han og Præsten traf sammen i Viborg paa et offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officerer vare tilstede. Ophidset af Viin og hemmelig Ærgrelse, begyndte Junkeren at stikle paa Præsten og hans Tales synderlige Islæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed; 91 dette gjorde Modstanderen dristigere og grovere. "Hr. Junker! sagde Hiin omsider opbragt: I stoler paa den Kjole, jeg bærer, og som I vel veed hindrer mig i, at lære Eder Skikkelighed." - "I stoler selv paa Eders Kjole! svarte Junkeren: Fordi den giver Eder Lov til at være Poltron!" - "Det er der Raad for! raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: der ligger Præsten, og her staaer Manden; har I endnu Lyst, saa korn an, Junker Jens! Er her Ingen af de gode Venner, som vil laane mig sin Kaarde?" En Officeer gav ham sin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over paa Junkerens Side, og alle fire reed ud paa Heden, sønden for Byen. Hr. Søren havde i sine Studenterdage været Karl for sin Kaarde, og fleregange ved tydske Universiteter lært kaade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel. Denne blev jo længere, jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og sikkre Parering. Han gjorde et forgjeves Udfald efter det andet; hans Kaarde gled bestandig ud forbi den færdige Fjende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen skaante ham. Da forenede han al sin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende Dobbeltfinter, hvoraf Udfaldet blev, at han selv rendte sit Bryst i Contrapartens Kaarde. Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen. Saaret forekom Secundanterne saa betænkeligt, at de raadte Præsten, at sætte sig paa sin Hest og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit Hjem, samlede i en Skynding sine Penge og de nødvendigste Klæder, og kastede sig saa paa en anden ligesaa rask Hest. Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de høie Graner udbredte allerede en Dæmring over Gaard og Have. I Skyggen vandrede langsomt, med nedsænkt Hoved, den skjønne Møe. De foldede Hænder holdt en Kost af spraglede Markblomster, og hvo der saaledes saae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa en elsket Ven, og end videre: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi saasnart hun saae ham, tabte hun Blomsterne af sine Hænder, og bøiede længere ind i Alleen. "Farvel, ædle Jomfru! sagde han, uden at standse Hesten: Forlader, saa skal Eder forlades!" Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i tordnende Galop. Forundret, forvirret og hartad bedøvet, stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før hun kom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtigt kom det Skrækkens Bud: at Præsten havde ihjelstukket hendes Fæstemand.

92

✂ At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed for Alle, undtagen for den sørgende Pige selv. Da imidlertid Forældrene tænkte, at Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei allene billige denne, men ogsaa hendes haardnakkede Vægring ved at indgaae nogen anden Forbindelse.

✂ Saaledes henrandt et Par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just som hun var i Begreb med, andengang at bortgive Datterens Haand. Herved beholdt denne sin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Menneske Tvang, naar han kun selv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente; Krigstrompeten kaldte ham fra landlig Ro og Glæde til Kamp mod Sverrigs Krigere. Han maatte forlade sin kjære Datter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves havde foreslaaet hende, at begive sig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm. Sandt at sige, anede ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig før havde Sandbergernes gamle Herreborg seet en bevæbnet Svensker.

✂ To Maaneder efter Ridderens Afreise, kom hans tvende Tjenere hjemridende med hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor og forkyndte den gjæve danske Mands hæderlige Død i uheldig Kamp med Danmarks seirende Fjender. Disse vare indtrængte over Landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere. Endelig vajede den første fjendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytterhob drog i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og vildt Udvortes, hvis første Øiekast satte Skræk i Alle paa Gaarden, kun ikke i dens jomfruelige Herskerinde. Med rolig Værdighed gik hun Kyrasseren imøde, tilbød ham alt hvad Huset formaaede af Spise- og Drikkevare til ham og hans Folk, og udbad sig en Sauvegarde. "Den skal I faae, min vakkre Flikka! svarte han: naar I saa vil skjenke vel; lad os allerførst besee Viinkjelderen!" Som sagt, saa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle de andre Dage, at efter en Maaneds Forløb tømte han med sine Rytteres Hjelp den sidste. Og hermed var ogsaa hans Høflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod Gaarden, med samt sin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken Elses Kasse.

93

✂ Neppe var han ude, før en Rytter-Eskadron drog ind, anført af en ung, smuk og beleven Adelsmand. Jomfruen gik ham som den Forrige imøde, og fremførte samme Bøn. "Behøves neppe, min deilige Dame! sagde han: jeg seer jo, at Gaarden allerede har en himmelsk Sauvegarde." Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Bord i Viinkjelderen. "Skader intet, svarte den galante Kriger: istedetfor Viin, beder jeg blot om nogle Draaber Nectar." Af denne Indgang seer man nok, hvorledes den stakkels Else Sandberg var faren med ham. Dog holdt hun ham, ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand, indenfor Sædelighedens Skranker. Maaskee havde den farlige Fjende alligevel tilsidst seiret, dersom han ikke just i rette Tid havde faaet Marschordre. Derefter kom en Polak, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto større Elsker af det rene Væsen. Han kunde intet dansk, og af tydsk ikkun de tre Ord: Geld, Gold, Silber; men dem anbragte han saa tidt og saa eftertrykkeligt, at Jomfru Else, efter nogle Dages Forløb, saae Bunden paa sit Pengeskriin. Desforuden havde han den Skik, efter hvert Maaltid, at tage Skee, Kniv, Gaffel og Bæger til sig. En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes Klæder, blev pakket i en jernbunden Kiste, og denne sat paa en Vogn, som skulde kjøre bag efter de bortridende Polakker. Neppe var den kommen op paa Bakken østen for Gaarden og Søen, før Brandenborgerne foer ned ad den vestre Bakke. Bedækningen, som saae, at den snart ville blive indhentet, og Kisten saaledes falde i Fjendernes Hænder, løftede den af Vognen, og rullede den ned ad den steile Skrænt. Klingende væltede den sig om sin egen Axel og lige ud i Søen, som her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag idag, dog ikke længere skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder Lys over den, og ofte er der gravet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar man nærmer sig, forsvinder Lyset, som aldrig viser sig uden i en temmelig Afstand.

✂ Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer og Anfægtelser, traadte Jomfru Else den brandenborgske Officeer imøde med disse Ord: "Kjære Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd er alt blevet et Bytte for Eders Forgængere. Kun en Nødskilling og nogle Klenodier af mine salige Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strax vise Eder, hvor 94 det staaer, at I kan gjøre dermed efter Eders Villie." Disse Ord, saavelsom Dens Skjønhed, der fremførte dem, gjorde et saa heftigt Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare. "Frygt ikke, ædle Jomfru! sagde han omsider med svag og næsten skjælvende Røst: Jeg kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Øiekast, der virkede saa forunderligt paa hende, at hun, blegnende og forvirret, pludselig forlod ham. Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse derefter hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og Kone, og Sexugersdagen, da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt et Ord om dem. Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vinduesrude i Officerens Værelse ridsede disse Ord: "Søren Madsen Lihme, forhen Præst i Thorning, nu Ritmester i churbrandenborgsk Tjeneste."

95

✂

En Aften-Underholdning paa Dagbjerg Dos

✂ Det er en bekjendt Sag, at i Dagbjerg Dos boede fra umindelige Tider - og boer endnu, kan jeg troe - en meget honnet Bjergmands-Familie, om hvilken Man ikke veed andet Ondt, end at den imellemstunder tilbytter sig et udøbt Barn i Nabolauget. Hvad Hensigten af et saadant Mageskifte monne være, skal jeg ikke sige for vist, hvis det ikke er den, at forbedre Racen ved den Methode, som Engelænderne kalde "breeding out". "Bytte er Bedrag", siger Ordsproget; og den sælle Skifting, Bonden faaer ibytte, viser noksom, hvo der har Fordelen paa sin Side. Nu da: en Sommer-Aftenstund faldt min Vei over samme Dos. Træt og mødig, som jeg var, satte jeg mig ned, ikke ret langt fra Toppen af Bjerget, og inden jeg vidste deraf, faldt jeg i Søvn. Hvor længe jeg har sovet, veed jeg ikke; men det veed jeg, at jeg blev vækket ved en Begivenhed, som ikke møder os hver Dag.

✂ Bjergtoppen hævede sig langsomt i Vejret, og dannede sig til et Lyngtelt, der båres af sex ildrøde Støtter. Derunder opsteeg et Bord, der forekom mig at være parisk Marmor, og dette blev, af smaae vævre Drenge, dækket lige saa hastigt, som smagfuldt og kostbart: Fade og Tallerkener vare af det pure Guld; Knive og Gafler af Sølv, Skafterne indlagte med Diamanter; Chrystalflasker og Glas stode ved hver Couvert, og Blomsterkurve med Roser af Rubiner, Violer af Saphirer, og saa videre, gjorde Anretningen saa nydelig, som tænkes kan. Derpaa fremsteeg - under en rossinisk Ouverture, udført af Katte, Ugler, Græshopper, Faarekyllinger, Skader og Peer Oxes Frøer - en Chapeau med Dame, som jeg siden erfarede var Vært og Værtinde. Deres Skabning og Costume var mig saa paafaldende, at jeg kan levere en meget fuldstændig og nøjagtig Beskrivelse derover: Han var en lille net Mand, med et højt Bryst, og stærkt snøret, omtrent indtil Tykkelsen af en Vognstang. Hans Buxer vare umaadelig vide, og Hatten saa bred, at den bedækkede baade ham selv og hans lille Hustrue. Denne var ogsaa klædt paa den højeste Mode, 96 med dybt nedringet Kjole, saa at Man mageligt kunde kikke ned mellem de nøgne Skulderblade - men: honny soit qui mal y pense! Sligt ere vi jo længe vante til at see. - Hendes Haar, Fingre og Arme varesom Man let kan vide - bedækkede med de meest glimrende Juveler, Ringe og Baand, og svære Gulduhre dinglede rundt om de brede Hofter. Hendes Livs Tyndhed overgik - om muligt - Hr. Gemalens; thi Man skulde virkelig ikke sige Andet, end at hun var sammensat af tvende forskjellige Stykker, med billig Forundring over, at de under alle Bevægelser dog ikke faldt fra hinanden: desuden havde Begge meget højhælede Skoe, hvilket gjorde Balancen endnu sværere. Man seer ellers af denne korte Beskrivelse, at Folk under Jorden, saavelsom Folk over Jorden, danne sig fuldkommet efter Parisernes høje Mønster, nu som i Holbergs Tid. Efter det første Par fulgte en Deel andre i samme Costume, og Alle toge Plads ved Bordet, paa fiint udarbejdede Elfenbeens Stole.

✂ Man kan her med Billighed vente en Specification af Retterne ved denne Soupé; og en Saadan er jeg og saa lykkelig at kunde fremlægge for mine smukke Læserinder, hvorvel jeg ikke selv kunde tage Deel i Nydelsen. Takket være den belevne Værtindes Omhyggelighed for sine Gjæster, og hendes uophørlige Nøden, der tillige gjorde mig bekjendt med de Tilstedeværendes Navne og Stand. "Vær saa artig," - lød det i korte Mellemrum - "Hr. von Rammebjerg! en lille Fiirbeen endnu! Frue von Elmandsbjerg! De nyder slet Intet af denne Ørentvistragout! Hr. Bergraad von Jelshøj! smager Maden Dem ikke? et Par smaae Edderkopper endnu, med Dugsauce! Frøken von Høghøj! De er alt for peen; maa jeg hjælpe Dem til lidt Musefricassee? Hr. Geheime-Bergraad von Baunhøj! De seer Retterne - et lille Stykke Hugorm! Hr. von Bloksbjerg! De har rejst en lang Vej - en lille Flaggermuus endnu, ellers gaaer De sulten fra Bordet!" - Sørgede Værtinden for at Fadene kunde tømmes, da passede Værten Flaskerne med samme rosværdige Omhue: hans eget Glas var altid i Bevægelse, nu til den ene Side, nu til den anden, med et: "Min Herre! maa jeg drikke et Glas med Dem?" - Hvad Conversationen angaaer, da var den meget levende; men efterdi Alle talte paa eengang, blev det mig vanskeligt at opfatte noget Sammenhængende. Saameget hørte jeg: at tvende gamle Bergraader vare i hæftig Disput om Tyrker og Græker; at en ung Cavaleer med sin Dame talte ligesaa entusiastisk, som kunstforstandigt, om en ny Vaudeville; at et Par 97 middelaldrende Fruer gjennemheglede nogle fraværende, og at en ung Fyr hvidskede søde Ting til Frøkenen i Huset - i Bjerget, vilde jeg sige. Samme Frøken var ellers - beyleufig gesagt - en ganske net Pige, og jeg skulde tage meget fejl, om hun ikke var en tilbyttet eller adopteret Datter fra Oververdenen. At hun dernede havde faaet en god Opdragelse, hørte jeg af hendes Frue Moder, som ved Slutningen af Maaltidet, da Fadene vare tomme, meget levende roste hende for hendes Chapeau, den unge Hr. von Bloksbjerg. Af hendes Yttringer kunde jeg med Sikkerhed slutte mig til, at Frøkenen havde perfectioneret sig i alle mulige Fruentimmernettiteter, saasom: at spinde Guld, spytte Perler, græde Diamanter. Hun var endvidere fuldkommen i alle nu brugelige Maaneskinsdandse, saavelsom i Sang og Musik. Men, hvad der var det Bedste, hendes Forstand var ligesaa uddannet som hendes Person: hun talte og skrev med Siirlighed ikke alene Modersmaalet (Bjergsproget); men, desforuden talte hun meget flydende Alfemaalet og Nissesproget; ja var end ikke ubevandret i Trolde-Sproget; hvilket, siden Thor udrøddede Nationen, er et dødt Sprog, og ellers nu kun bekjendt blandt de Lærde under Jorden.

✂ Viin og Sang maae følges ad! det vidste Man ogsaa her: Frøkenen 98 regalerede først - efter almindelig Beden og Nøden - Selskabet med Jægerbrudens "Vi binde Dig" etc. Jeg kjendte den paa Melodien; thi det var mig ikke muligt at forstaae et Ord, saa kunstmæssigt sang hun! Kun Omkvædet nam jeg, saasom da Alle stemmede i med, og en tyk Bergmand - der sad mig nærmest - med en Stemme, som en Tyr, overskraalte de Andre. Det var ellers noget varieret - maaskee rettere efter Bjergfolkets Lejlighed localiseret; thi jeg hørte tydeligt, at han sang: "Skjønne, grønne Jomfruebarm! Læber, som blaae Violer!" (Om Sangen har vundet ved denne Forandring, tør jeg ikke fordriste mig til, paa egen Haand at afgjøre; men henstiller det til de Herrer Recensenteres Bedømmelse, der ex professo forstaae sig paa Sligt og forresten vide alle Ting.) Hernæst fik vi: "der Erlenkönig", af Göthe, som Vexelsang mellem Frøken von Dagbjerg og den omtalte vældige Bassist, hvorefter Sidstmeldte udbragte Digterens Skaal, der blev ledsaget af et tredobbelt "Hurra". Naar det i et godt Laug først kommer til "Hurra"! saa plejer ogsaa Bacchi Magt at vise sig som prædominerende, til megen Præjudice for Comus, Momus og sommetider Venus med. - Evans Priis er da Æmnet i alle Viser: saaledes ogsaa her. Den unge Hr. von Rammebjerg istemte uopfordret: "Hvor Fader Evan troner." - Derpaa begyndte Geheimebergraaden: "Vil Du være stærk og fri," der paa eengang blev sjungen med to forskjellige Melodier. Lystigheden steeg nu til den Grad, at Man ligeledes paa eengang sang to forskjellige Viser, og det endda saaledes, at hver Sanger fulgte sit eget Tempo. Omsider rejste sig en af Gjæsterne, og, idet han svingende sit Glas gjorde en ufrivillig Libation paa den Damaskes Dug, intonerede han den yndede Finale: "Og det skal være Værtindens Skaal, Hurra!" Greben og henreven af en sympathetisk Følelse, og ganske forglemmende Tid og Sted, faldt jeg begejstret ind med mit: "og Skam faae den, der ikke -". Men neppe havde jeg, til Selskabets store Forbauselse, ladet min overjordiske Stemme høre, før Telt og Bord og Gjæster med en forfærdelig Larm sank ned i Bjerget; og, efter en kort dump Buldren i dets Skjød, blev det rundt omkring mig saa tyst og øde som i en Kirke ved Midnatstide. Jeg skal ikke nægte, at det var mig lidt unheimlich - som Tydsken siger. - Jeg skyndte mig derfor ned af Bjerget, ikke uden Fortrydelse over, ved min utidige Mellemkomst at have forstyrret Selskabets Glæde, og forkortet mig selv saa skjøn en Lejlighed til at udvide mine underjordiske Kundskaber.

99

✂

Røverstuen

✂

Stakkels Louis!

✂ Bouchain, Maj 1816.

✂ Min kjere, trofaste Ungdoms-Ven! Saa hilser jeg Dig første Gang fra Scheldeflodens frugtrige Bredder!

✂ Hvad det dog er for en pæn Indretning med dette Postvæsen - sikkert, snart, for godt Kjøb at faae sine Breve expederede saa langvejs, hundrede, tusinde Mile vidt! Brevskriveriet selv ikke at forglemme! Det har ma foix ingen Flynder været, som først opfandt Bogstaver; jeg takker ham i hans Grav, hvor den saa ellers findes; for nu kan vi To dog imellemstunder raabe til hverandre, og meddele vore uforgribelige Meninger. Jeg kan virkelig indbilde mig, at vi ere ganske nær sammen: Skillerummet er i Grunden slet ikke større end Gitteret, hvorigjennem jeg stundom discourerer med en lille Novice.

✂ Hvad det nu var, jeg vilde sige: i det Øjeblik jeg satte Pennen til Papiret fremkogler den - liig en Troldmands magiske Kjep - hine gamle Historier fra vor Barndoms sorgløse Samliv, hine Begivenheder, hvis Vigtighed og dybe Betydning Ingen uden Du og jeg indseer. Jeg er nu stemt accurat som dengang vi, efter flere Aars Adskillelse, mødtes i Kannikestræde: Du kom fra Skolen derover for at blive Student - jeg fra Academiet. Hvor Kjæften løb paa os, da vi vare komne ind paa dit Værelse, og havde sat os vis à vis, som vi Franskmænd sige: "kan Du huske dengang og dengang? da vi havde knebet Kirsebær, og vore røde Fingre forraadte os? og da vi fiskede Hundestejler i Møllebækken, og Du gik ned paa Hovedet? og da vi gjorde Kirkenøglen til en Kanon, og fik Kallevaps for vore Forsøg i Ingenieurvidenskaben? og da Du, og da vi, og da jeg, og da Du" - og saa fort videre hen ad Vejen. Eh bien! en fin! - som vi sige her i Bouchain - nu vil jeg igjen begynde med noget af det Gamle! Kan Du huske Emigranten, vor første franske Sprogmester og Tegnelærer, pauvre Louis, som han kaldte sig selv? Kan Du huske hvordan vi løb ud for at møde ham, naar han skulde komme fra R******? Jeg synes, jeg endnu grandgivelig seer ham marscherende ned ad Præstegaardsbakken 138 i sin lange mørkgrønne Frak, der stedse aaben svajer til Højre og Venstre, som om han kastede Skjødene tilside med sine skjæve Been - om Forladelse! jeg mener just ikke skjæve Been; men Du husker maaskee, hans Knæer sad lidt indad; det klædte ham ellers godt, naar han gik. Hatten - lidt gammel og slidt var den, saavelsom Frakken - sad altid højt op i Nakken og ned i Panden, lidt paaskraa over det venstre Øje, og skjulte Ansigtet lige til Næsetippen, da han næsten idelig saae nedad for sine Fødder; engang imellem saae han op; men i selvsamme Øjeblik ned igjen, ligesom En, Solen skjærer i Øjnene. Et lille smækkert Spanskrør var i uafladelig Bevægelse foran ham, som om han fejede mellem Mygsværme. Husker Du hvor bange vi blev for ham, den første Gang han kom til os, og vi vare ene i Stuen? Hans store Figur, og martialske Holdning, hans mørkladne barske Aasyn, som et tykt sort Halsklæde gjorde endnu skurniere - alt dette imponerede os ganske betydeligt. Men da han saa talte til os - hvilken Forandring i dette Grenadeergefjæs! hvor han plirede venligt med sine smaae brune Øjne! hvor trohjertigt han smilede! hvor sødt, hvor indsmigrende lød hans "mes Petits!" Det er dog sandt: en Franskmand kan ret stjæle Børne- og Kvinde-Hjerter - Mændenes med, kan jeg troe: din Fader havde neppe talt ti Minutter med ham, før de begge To bleve ganske fidele, som Burschen siger. - Det var Mandag og Fredag han skulde give os Lectioner; disse to Dage kom snart til at rangere over Søndagen i vores Almanak, saa glade vare vi ved vor petit Louis, som vi kaldte ham. Erindrer Du, hvor veemodigt han ofte smilte ad os, naar vi sprang ham imøde, greb fat i hans Kjoleskjød, og trak ham ind efter os? Bien venu, petit Louis! raabte vi til ham - pauvre Louis! sukkede han, og Taarerne spillede i hans Øjne, Hatten skred ned over Næsetippen, og Hagen ind i det sorte Halsklæde. Men vi havde ingen Sands for hans Sorger - vi kjendte jo endnu ingen selv. - Vite, vite! skreg vi, og slæbte afsted med ham; og saa greb han os i sine stærke Arme, og rendte ned ad Bakken med os, som en Kakkerlak.

✂ Kan Du huske dengang han tog os med ud at see paa Mynstringen? da var han ikke pauvre Louis; hvor Alting loe og spillede paa ham! hvor han brystede sig - nikkede - slog Takt med Foden og Spanskrøret - "han har vist selv havt et Regiment at commandere" sagde Een, der stod noget fra os; "Cavallerist er han" sagde en Anden, "for han skræver lidt i sin Gang.". Obersten kom hen og spurgte: "Naa Hr. 139 Louis! hvad synes De?" "Ah, mon Colonel!" svarede han, "braves Garçons! Dykti Kænnæk!" Men jeg glemmer aldrig dengang vi havde lært Marseillanerhymnen over i S*******, og tog marscherende imod ham med vort skingrende: "allons, enfans de la patrie! le jour de gloire est arrivé" - "Foudre!" sprudede han forbittret, og det var virkelig, som om der foer smaae Lynglimt ud fra hans Øjne. Vi bleve forskrækkede, og holdt inde baade med Sang og Marschering. Men hans Vrede var kun en kort Overgang, en pludselig Overraskelse. "Inte syng!" sagde han alvorlig, veemodig og næsten bedende: "Slem Vis! mekket slem pour pauvre Louis!"

✂ Naar jeg siden har tænkt paa vor stakkels Louis, er det kommen mig for, at han maa have været noget Stort før Revolutionen - en Duc maaskee; hans Navn kan ikke have været ukjendt eller ubetydeligt, siden han ansaae for nødvendigt saa strængelig at holde det skjult; thi Louis kaldte han sig jo kun efter sin ulykkelige Konge. Hvad om han var Roland? Der fortaltes rigtignok, at han havde ombragt sig selv, da han hørte, at Hustruen havde udaandet sin Romersjæl under Robespierres Guillotine; at han blev funden død paa en Vej - men hvem veed? - Siden jeg er kommen til hans Fædreland tænker jeg ofte paa ham; og hvergang jeg seer et Menneske i en lang grøn Frakke, og med Hatten ned i Øjnene, maa jeg hen og kikke ham op i Ansigtet. Er han ilive, og jeg mødte ham, kunde jeg bestemt kjende ham igjen. Han staaer livagtig for mig, saaledes som han saae ud den sidste Gang han var hos os, og kom for at tage Afsked: han havde faaet en pæn hvid Piquets Vest paa, et hvidt Halsklæde, og en stor Brystnaal i Kraven, og var overordentlig exalteret. Han snakkede, loe, demonstrerede, sukkede, græd - det gik Alt imellem hinanden. - "Adieu, mes amis!" ja da græd vi Allesammen; vi To kunde ikke komme fra ham, vi fulgte ham lige til Porten i R******. "A-di-di-dieu-Lu-lu-u-is!" Vi kunde ikke fatte os den hele udslagene Dag: Stylterne kom ikke igang før den næste, Norbaggen hvilede sig i hele to, og Dragen blev hængende i den store Æsk Natten over, og spoleret af Regnen. - Adieu, pauvre Louis! -

✂ Jeg lever forresten saa là là. I Førstningen var alt Nyt; men nu, jeg har seet, hvad her er at see, kjeder jeg mig tit nederdrægtigt. De Andre skyde Kaniner; men Jagt er ikke min Sag. Jeg kommer i et Par Huse, hvor der er ret vakkre Piger; dem passiarer jeg en Timestid med; men det bliver Man ogsaa kjed af i Længden - at sige naar Man 140 ikke er forelsket, og den Maladie kjender jeg, Gud skee lov! ikke. Det er ellers Fanden til Tøser de franske - nævne Alting med sit rette Navn - reent ud; der er ikke et Ord i det hele Lexicon Tabuh for dem. Naar vore Damer vilde synke i Jorden af Skamfuldhed, saa staae de ret op og ned, og veed af ingen Verdsens Ting. Jeg gaaer og spadserer med en syttenaars nysselig Pige i Haven - hun bryder af midt i en Periode: "hvor vil De hen, Mademoiselle?" spørger jeg; "à la chaise percée" svarer hun ganske ugeneert; hopper ind, hopper ud igjen, tjatter til Borden af sin Kjole, og - fortsætter Samtalen. - Og med alt dette, du Præst! ere de saa kydske som Maanen - jeg troer næsten det er fordi de snakke saa frit, og intet Forborgent har at rødme over.

✂ Naa! om et Qvarteer skal jeg paa Vagt. Faaer jeg ikke Andet at bestille, skal jeg snart skrive Dig til igjen. - Adieu, Sjæleven!

✂ Bouchain, Juni 1816.

✂ Jeg har ham! jeg har ham! pauvre Louis, petit Louis, cher Louis! - Ecoutez! nu skal Du bareste høre!

✂ Der er en Familie her i Bouchain, charmante Folk, som jeg tit besøger; Man lider mig ret godt der for mit Snakketøj. For en tre Uger siden er Husets Damer - Mama og to Døttre - formerede med en lille forvildet Frøken fra Landet, en vittig Carnaille. Inden en halv Time vare vi To saa fortrolige, og skjændtes som om vi havde været Mand og Kone i tre Uger. Hun paastod, at alle Mennesker i Danmark komme til Verden med Træskoe, at vi boe i hule Træer, spise Agern og Ulvekjød, og at enhver nygift Kone faaer en Dragt Prygl i Morgengave af sin Mand. Jeg bejaede det Altsammen, og forøgede end ydermere dette smigrende Malerie med adskillige lyse Penselstrøg. Jeg fortalte hende: at alle vore Fruentimmere kunne tale lige fra Fødselen af; men at de maae bære Mundkurv, som kun aflægges medens de spise og sove; at de dog have een fri Snakkedag om Maaneden, som alle Mandfolk da tilbringe under aaben Himmel; men at dem i Fisketiden ingen tilstaaes, da Silden ellers vilde blive forjaget fra Kysterne. Nu var Conversationen i fuld Gang; det gik Slag i Slag; de andre Tasker loe, klappede i Hænderne, æggede og opmuntrede os. Jeg har aldrig havt en interessantere Underholdning. Du kan sagtens vide, at jeg kommer der saa ofte, jeg har Lejlighed. 141 Forleden Dag tager Louise - saaledes hedder Landsbypigen - imod mig med en dansk Hilsen: "Godda min Ær! ar di sovett vel?" Behagelig overrasket svarer jeg i samme Tungemaal; men hun erklærer, at hendes Sprogkundskab ikke strækker sig videre. Jeg tilbyder min Underviisning; hun tager mod den - dog først efterat jeg har maattet forsikkre hende, at det Danske ikke skal fordærve hendes Taleorganer, eller tage Faconen af hendes lille franske Mund. - Heloise og Antoinette ville ogsaa med. Det skal Altsammen drives efter en ny Methode, l'enseignement mutuel (indbyrdes Underviisning) og Louise være Bihjælper. Der skal vælges en Læsebog. Jeg foreslaaer Paul et Virginie; men den forkastes som altfor tydsk, altfor melancholisk. Corinna har samme Skjæbne - den er for engelsk. Endelig bliver Stella eenstemmigen valgt; og nu gaaer det rask: mine vakkre Elever gjøre enorme Fremskridt.

✂ Allerbedst som jeg igaar giver min Time, siddende med Ryggen imod Døren, de andre Tre foran mig, udstøder Louise et Skrig, springer op, og kaster sig om Halsen paa en Mand, der staaer bag ved mig. I Førstningen kan jeg ikke see hans Ansigt; thi hun bedækker det med sine Kys; men han er gammel - hans hvidsprængte Haar blander sig med hendes mørkbrune Lokker. Det er hendes cher pere: det er - vor pauvre Louis! Jeg kjender ham paa Øjeblikket. "Med Tilladelse, min Herre!" siger jeg, "har De aldrig været i Dannemark?" - "Jo!" -"I R******? i Aarene nogle og Halvfems?" - "Ja!" - "Husker De da ikke deres petit Chretien?" - "O mon Dieu!" raaber han, og omfavner mig - indarmer mig; thi saaledes udtrykkes nærmest det franske inderlige, stormende embrasser.

✂ Han kunde huske Alting. Frits! Han spurgte efter Dig, efter din Fader, efter Jesper Degn med den lille snollede Paryk, efter vor arrige Huusholderske - tykkeh Satann, som han kaldte hende - efter Morbærtræet udenfor Haugestuedøren, og efter Peer Kudsk, som altid titulerede ham Hr. Laadvig! Og hvor den gamle Mand var glad ved mig! Louise loe med Taarer i Øjnene - jeg havde aldrig troet, at det forvildede Dyr kunde græde - og saa sang hun med comisk Rørelse: ou peut on etre mieux etc.* I Sandhed det forekom mig, som om der pludselig var knyttet et Slægtskabs-Baand mellem hende og mig: saa ** "Hvor mon Man bedre er, end blandt sine Slægt og Venner?" - Gammelt Syngestykke. 142 nær som et hængende Haar havde jeg omfavnet og kaldt hende Søster.

✂ Han er kommen for at hente Louise hjem, og vilde have været bort igaar; men for min Skyld blev han til idag. Jeg kommer just nu fra at have fuldt dem tilvogns. Hm! jeg er halv flau, naar jeg tænker paa, at jeg lod ham rejse, uden at faae det allermindste pillet ud af ham om Fortiden, da han kom gaaende paa sin Fod til R******: hvorfor han emigrerte? hvordan han nu er kommen til den forfløjne Datter? etc. Men jeg faaer ud at besøge ham! han boer kun en Par Timers Vej herfra, og bad mig selv ret indstændig derom - hun med, kan jeg troe: "De har endnu ikke lært mig en dansk Arie?" sagde hun, "jeg gad dog vide, hvordan det vilde klæde mig at synge Barbarisk?" Hm! det er naragtigt: jeg kan ikke egentlig sige, at jeg - saadan - ja, nu veed jeg snart ikke, hvad det var, jeg vilde sige. Jeg interesserer mig rigtignok for hende, forsaavidt hun er interessant at tale med; men forresten er hun mig ganske ligegyldig. Følelse har hun vel; men den bliver reent overdøvet af hendes umaadelige Leen, den drukner i bare Vittigheder, Da hun omfavnede sine Veninder til Afsked, tindrede der et Par Taarer i hendes Øjne; men til mig sagde hun blot, med et let og flygtigt Smiil: "adieu, min gothiske Ven!" "Adieu, min franske Spirrevip!" tænkte jeg; og "Levvel, min danske Ven!" siger og mener din trofaste

✂ Christian.

✂ Bouchain, Juli 1816.

✂ Siig mig engang, gamle Frits! hvad er Melancholie? Dersom det er denne hersens Benouelse, jeg nu undertiden sporer, saa maa jeg tilstaae: jeg kan ganske godt lide den. Veed Du hvad, Frits! Det er ret interessant at være melancholsk; dog troer jeg, at det bør ikke vare for længe ad Gangen, for saa forfalder Man let til Tænkning, Poesie og alskens forfængelige Speculatser - Man kunde ogsaa allenfals brække Halsen, forudsat at Man i Melancholie er genegen til at løbe sin Pande mod et Huus, et Træ, eller mod en Andens Pande; eller og at hænge sig over paa Rygningen af Stolen, for gyngende at betragte Maanen. Igaar Aftes dejsede jeg saaledes baglænds ned og brækkede Bagbenet - af Stolen. - Jeg vil næsten troe, at det er et usundt Sted, 143 hvor han boer vor gamle Louis; thi det er egentligen først siden jeg var derude, at jeg sporer hiint Hang til Eftertanke og stille Maanebetragtninger; men saa skal F - stop! jeg veed, Du kan ikke lide den Banden; og vores Armee er ligesaa slem dertil, som den, Oncle Toby stod ved; det maa være endemisk i Flandern. Egentlig vilde jeg sige, at - nu har jeg min S - min Troe! glemt hvad det var, jeg vilde sige.

✂ Jo! nu veed jeg omtrent, hvad det var: jeg vilde fortælle Dig Noget om Rougemont.

✂ Saasnart min kjere Louis var rejst, blev jeg betaget af en saadan Længsel efter ham; at jeg tre Dage efter reed derud med en Vejviser i Spidsen. Om Stedets Beliggenhed kan jeg ikke sige Dig Andet, end at der var en stor Hauge med mange Træer i, og at Louise sad paa en Bænk indenfor Stakitporten og saae ud paa Vejen. Da hun blev mig vaer, sprang hun op, aabnede Laagen, tog mig under Armen, og dandsede med mig op til Huset. Gamle Louis tog mod mig i Døren, og plirede saa venligt med sine smaae brune Øjne, at jeg ikke kunde bare mig for at falde ham om Halsen.

✂ Hvilken Gjæstfrihed, hvilken Hjertelighed er dog ikke disse Franskmænd medfødt! Jeg var som en gammel Ven - som en Søn af Huset: Man vidste ikke, hvor godt Man vilde gjøre det. Fader og Datter firmede omkring mig: han kom med en Stol, hun med en Præsenteerbakke; han stoppede mig en Pibe, hun tændte den ved Solen. Og saa kom hans Kone - veed Du hvad Frits! hun ligner bestemt min salig Moder; naar jeg ellers havde været vant til det - men det bruges nu ikke i Danmark - kunde jeg gjerne have knælet for hende, saa ærværdig forekom hun mig, ikke formedelst Alderen - thi hun er endnu ikke langt over de Fyrgetyve - men formedelst en vis Højhed, Anstand og Værdighed i hendes Aasyn og hele Væsen.

✂ Efter en Times levende Samtale gik Damerne bort for at besørge Middagsmaden. "De er en lykkelig Mand, min Herre!" sagde jeg. Taarerne traadte ham i Øjnene; han saae taknemmeligt og fromt mod Himlen. "Gud har mangefold erstattet mig mine Ungdoms Lidelser!" svarede han. "Kom!" vedblev han, efter et Ophold, "jeg veed, De har et deeltagende Hjerte; kom! mens vi ere alene skal De høre min Historie." Han førte mig ud i Haugen, og fortalte Følgende.

✂ "I dette Huus er jeg født; i denne Hauge har jeg plukket de første Blomster, og fanget de første Sommerfugle. Nu boer jeg her tilleje; 144 skjøndt alle disse Ejendomme have tilhørt mine Forfædre igjennem flere Aarhundreder."

✂ "Jeg var eneste Barn, tilkommende Herre af Rougemont, hvortil dengang hørte trende folkerige Landsbyer. Min Moder var død, før jeg kjendte hende, og min Fader forblevet Enkemand; han kunde ikke afsee mig, og derfor blev jeg hjemme til mit sextende Aar underviist i Sprog, Mathematik, Tegning og alle legemlige Færdigheder. Haugen var min Legeplads, og Skovriderens Datter Annette min eneste Legecammerat, Hendes Fader boede i hiint lille Huus udenfor Haugen. Dengang laa det ved Indgangen til en Dyrehauge, som strakte sig lige til Skoven; men Dyrehaugen er forlængst tilintetgjort: Indhægningen er nedrevet, Træerne fældede, og nu seer De kun Enge og Kornagre, hvor det fordum vrimlede af store Dyr."

✂ "Haugens Grændser - om hvilke det heed: hertil skal Du komme og ikke videre! - vare betegnede med en tæt Hække, og udenfor en temmelig dyb og bred Vandgrøvt. Engang stod jeg her, som halvvoxen Dreng, og adskilte de tætbeløvede Grene med mine Hænder, for dog i det mindste at see mig om i Verden. Paa den anden Side sad Annette - fire Aar yngere end jeg - og flettede en Blomsterkrands. Jeg raabte til hende - hun svarte - og snart var en Samtale i Gang. Den endtes med, at jeg bad om Krandsen: hun kastede den til mig over Hækken. Jeg satte den paa mit Hoved, og gik ind med Hatten i Haanden. Næste Dag paa samme Tid var jeg atter ved Hækken - Annette paa Engen ligeoverfor. Vi snakkede endnu længere sammen, og gjorde ved Adskillelsen den Aftale, saaledes hver Dag at mødes. Et Par Uger fortsattes disse Stevnemøder. Jeg plukkede af Haugens skjønneste Blomster, og kastede dem over til hende; hun sendte mig dem tilbage i Krandse. "Kom over til mig!" sagde hun en Dag. "Jeg maa ikke," svarte jeg; "men kom Du til mig!" "Jeg kan ikke," sagde hun, "Grøvten er altfor bred." Jeg banede mig en Vej under Hækken, og saae at hun havde Ret. Hvad var her at gjøre? Jeg grundede forgjæves den hele Dag - om Natten udfandt jeg det: en Fjæl maatte lægges over Grøvten. I Gartnerhuset fandt jeg een, slæbte den hen til Stedet, og fik den med Annettes Hjælp lagt over det Vand, som adskilte os. Jeg traadte ud, rakte hende Haanden, og snart stod hun hos mig inde i Haugen. Hvilken Glæde! op ad een Gang og ned ad en anden, fra Løvhytte til Løvhytte, fra Blomst til Blomst! Med Skjørtet fuld satte hun sig paa en Græsbænk, og bandt - jeg plukkede 145 Kirsebær, og puttede hende i Munden. - Tilgiv mig, min Herre! at jeg opholder Dem saalænge med Begivenheder, som maaske kun interessere mig selv; men De vil undskylde mig, naar jeg siger Dem: at min Kone - det er den lille Annette. Her er det Sted, hvor jeg lagde Fjælen over Grøvten; netop der krøb vi under Hækken; af hiint store Kirsebærtræ - det var dengang kun lille - plukkede jeg Bær til hende; og derunder var den Græsbænk, hvor min Fader førstegang traf os. "Hvem er Du?" sagde han. "Jeg er Annette," svarede hun, og blev ved sit Arbejde. Glutten behagede ham; han tillod mig at lege med hende et Par Timer hver Dag."

✂ "Vi legede sammen i sex Aar; vi arbejdede ogsaa: hun lærte mig at binde Blomsterne - jeg lærte hende at tegne dem. Min Fader fattede saadan Yndest for den Lille, at han lod hende tage Deel i mange af mine Underviisninger - saameget heller som jeg i hendes Nærværelse viste mig langt flittigere, end naar jeg var ene. Saaledes lærte hun Fransk, Italiensk, at skrive, tegne og spille paa Guitar - langt meer end en Skovriders Datter dentid havde godt af at vide. Uden denne Revolution, som rystede hele Verden, skulde en saadan Opdragelse have været hendes Ulykke."

✂ "Jeg gik i mit syttende Aar - jeg maatte ikke længere være Barn. Jeg skulde træde i mine Forfædres Spor paa Ærens Vej; jeg skulde løfte deres Sværd for min Konge. Siden Slaget ved Minden, hvorfra min Fader hjembragte en stiv Arm, havde han ophængt det paa Charosternes uplettede Skjold. Nu rakte han mig det med de Ord: for din Konge, dit Land og din Ære!"

✂ "Jeg kom til Brienne, og var i tvende Aar Cammerat med et Menneske, der siden satte Bourbonnernes Krone paa sit Hoved. Jeg gik derudfra som Lieutenant ved et Cuirasseerregiment, der ikke havde Andet at bestille, end at ride fra een Garnison til en anden. Saaledes henrandt syv Aar af mit Liv, om hvilke jeg ikke kan fortælle Dem Andet, end at jeg hver Maaned regelmæssig skrev til min Fader, tænkte tit paa Rougemont, og stundom paa Annette; deelte min Tid mellem Excercits og Læsning; deelte Pung, men ikke Udsvævelser med mine Cammerater."

✂ "Efter otte Aars Fraværelse gjensaae jeg mit Fødested. Regimentet var da forlagt til Rouen, og jeg erholdt fire Ugers Permission. Hvem skulde jeg her først møde, uden Annette? Hun var paa Slottet som Gouvernante for to forældreløse Niecer, som min Fader havde taget 146 til sig. De gik spadserende paa Vejen hist. Jeg kendte slet ikke min Barndoms Legesøster; hun var nu voxen, en stor og majestætisk Skabning, i sin Ungdoms fulde Flor, og dertil standsmæssig klædt; men hun kjendte mig, og hendes Rødmen viste, at hun ofte maatte have tænkt paa mig. Hvad skal jeg sige Dem, min Herre? De kan selv gjætte det: inden de fire Ugers Forløb conjungerede vi Amo* igjennem alle tempora. Vi begyndte med Præteritum - Fjællebroen, Blomsterkrandsene, Kirsebærrene o.s.v., formerede deraf et himmelskjønt Præsens, og standsede først ved Futurum, da den gamle Baron Bethune de Charost overraskede os i Participio** med Mund til Mund og Barm ved Barm."

✂ "Han lod, som om han Intet havde seet, og kaldte paa mig. Jeg fulgte ham i ængstelig Forventning. Først i Stadsestuen mellem mine Forfædres Billeder standsede han, og vendte sig mod mig. "Louis Bethune de Charost!" sagde han: "Du kan ikke ægte Skyttens Datter, og Du maa ikke forføre en uskyldig Pige! Gaae, lad din Hest sadle, og rid strax tilbage til din Garnison!" - Jeg adlød - jeg kyste hans Haand, og forlod Rougemont, uden at have taget Afsked med Annette."

✂ "Revolutionen tog sin Begyndelse. Kort efter min Tilbagekomst til Rouen bleve Notablerne sammenkaldte. De kjender vist saameget til hiin frygtelige Begivenhed, at jeg i min Fortælling kan indskrænke mig til det, som umiddelbart vedkommer min egen Skjæbne. Mit Regiment, der talte lutter gammeladelige, ægte royalistiske Officierer, blev opløst. Jeg drog hjem: Annette var ikke mere i Rougemont; min Fader havde forlængst skaffet hende en meget fordeelagtig Hovmesterindeplads i Arras. - Urolighederne tiltog; Emigrationen var allerede i fuld Gang. Mange Adelsmænd kom paa deres Udvandring til Rougemont, og raadede min Fader at følge Strømmen. Men han var ikke til at overtale; han ansaae Uvejret for en blot forbigaaende Byge; han ahnede ikke, at det var en Landtorden, hvis Rædsler og Ødelæggelser skulde strække sig over den halve Verden. Et pludseligt Lynglimt aabnede hans Øjne; men kun for at vise ham den Afgrund, det nu var for silde at undflye."

✂ En Morgen vækkede Man mig med den Tidende: at Gaarden var ** Jeg elsker. *** Elskende. 147 omringet af Bønder og Andre, der saae ud som Kjøbstædpøbel. Jeg kastede mig i Klæderne, greb mine Pistoler og min Kaarde, og ilede ned. Min Fader mødte mig ubevæbnet i Vestibulen. "Læg dine Vaaben bort, Louis!" sagde han, "her kan intet Forsvar finde Sted; vi maae tale os tilrette!" Jeg fulgte ham ud paa Trappen, mod hvilken Oprørshoben trængte frem, under Sang og Skraal; vi bemærkede i den flere af vore egne Bønder. "Børn!" sagde min Fader, mildt og roligt, "hvad ville I?" "Dit aristokratiske Blod!" lød en Stemme midt inde fra Flokken. "Mit Blod" svarte han "har jeg offret mit Fødeland i mine stærke Dage; nu er jeg en Invalid; ville I have mine forskudte Lemmer, saa tag dem; men skaan min Søn!" Oprørerne begyndte at skamme sig, de Forreste trængte lidt tilbage, da lød atter hiin Røst: "Ned med Tyrannen!" "Lebon!" raabte min Fader, "var jeg en Tyran, da jeg eftergav jeres Fader alle hans Restancer? og da jeg laante ham Sædekorn, som jeg aldrig har krævet tilbage?" "Det er sandt han siger!" lød en anden Stemme; "han har aldrig været os en stræng Husbond." "Hvishvas, Nonsens!" skreg Lebon, "Alle de Adeliges Dyder ere kun glimrende Laster!" Et vildt Bifaldsbrøl fulgte dette Indfald. "Gjør nu kort Proces!" lød det igjen, "stød ham ned! han spiller under Dække med Capet og den østerrigske Tæve."* "Lad saa Loven slaae ham!" sagde en Anden; "lad os føre ham og hans Hvalp til Arras! der er flere af den Ulveyngel!" Dette Raad blev eenstemmigen antaget: en Deel omringede os, og førte os bort; en anden trængte ind i Huset, og udplyndrede det. - "Paa Vejen til Arras vare vi ofte i Fare for at blive myrdede; men den, som havde raadet at fængsle os, og i hvem vi gjenkendte een af min Faders forrige Tjenere, gik bestandig nær ved os, og holdt den rasende Hob tilbage med den Forestilling: at vi vilde vorde offentlig henrettede og saaledes yde Folket en værdigere Hævn."

✂ "To lange sørgelige Aar tilbragte vi i Fængslet. Imidlertid havde Anarchiet rejst sin blodige Throne, Guillotinen, over hele mit ulykkelige Fædreland. Conventet rasede, og udsendte sine Bødler fra Paris til alle de andre større Stæder: til Arras kom Lebon, dette afskyelige Uhyre, hvis Navn aldrig vil glemmes i denne Stad, saalænge den endnu har een Steen paa den anden. Fængslerne fyldtes; Mordmaskinen blev oprejst, og begyndte sit blodige Arbejde. Hver Dag ** Autri-chienne. 148 hentede den nogle af Fangerne, og andre kom i deres Sted. Min Fader og jeg havde af Arrestforvareren lejet os et særskilt Værelse; thi vi havde førend Bortførelsen fra Rougemont hemmelig forsynet os med Penge."

✂ "En Morgen, da jeg som sædvanlig, kom ind i det almindelige Forsamlingsværelse, for at tage Afsked med de Dødsdømte, og lede efter Venner eller Bekjendte blandt de Nysankomne - faldt mine Øjne strax paa een af de sidste: det var Annette! Jeg trængte mig hen til hende - hun sank med et Skrig til mit Bryst. "Døden, min Elskede!" raabte jeg, "gjør os nu Alle lige! Nu er Du min for evig -" "- for Evigheden!" hvidskede hun. Ulykken hærder ofte; men den kan ogsaa blødgjøre og forædle: Man omringede os med Deeltagelse, med Lykønskninger og Beklagelser.

✂ "Arme Pige!" sagde jeg, "hvad er din Brøde?" "At jeg elsker Dem" svarede hun. "Kom med til min Fader!" raabte jeg "nu vil han velsigne sin Søns Elskede. Al Standsforskjel er ophævet, og der gives nu kun Gode og Onde: de Sidste sejre, derfor maae de Første slutte sig desfastere tilsammen!" Min Fader modtog hende med aabne Arme. "Annette!" sagde han, "jeg billiger deres Kjerlighed; thi Skillevæggen mellem Dem og min Søn er nedrevet - elsker hverandre! men tænker paa, at eders Ægteskab først skal fuldbyrdes paa hiin Side af Graven!"

✂ "Jeg spurgte om Annettes Skjæbne, og hun fortalte."

✂ "Siden jeg forlod Rougemont, har jeg - paa eet Punct nær - levet ret behageligt i den brave Lefevres Huus. Længe beskyttede hans borgerlige Stand ham for Mistanke og Forfølgelse; men han var riig, det fordømte ham. For to Dage siden underrettedes han hemmeligt om, at han var denunceret, som den, der honorerede de Vexler, Emigranterne i Udlandet lod trække. Han samlede strax alle sine rede Penge og Kostbarheder, og flygtede til en Ven paa Landet. Sit Contoir overgav han til en tro Betjent - sit Huus og sine Børn til mig. Jeg tilbragte fire og tyve Timer i ængstelig Forventning. Imorges fløj Døren op, og, efterfulgt af fire Nationalgardere, indtraadte en Mand med en støvet Hat, en aabentstaaende luvslidt Frak, lange Matros-buxer og korte slubbrende Støvler. En stor krum Sabel slæbte efter ham henad Gulvet. "Hvor er Lefevre?" raabte han. "Jeg veed det ikke, Borger!" svarede jeg. "Er Du hans Kone?" - "Nej." - "- Hans Datter?" - "Nej." - "Hans Maitresse?" - "Jeg er fransk Borgerinde!" 149 sagde jeg. "Godt!" raabte han, "vil Du elske mig? jeg er Lebon, Medlem af Nationalconventet, den souveraine Nations Repræsentant, og Frihedens Forsvarer. Arras-Borgere!" sagde han til Gardisterne - "gjennemsøger Huset, og seer efter, i hvilken Krog Aristocraten har forstukket sig!" De gave sig nu til at lede i alle Værelser. Han vendte sig atter til mig: "Borgerinde! jeg kan godt lide Dig; vil Du følge med og lette mig mine uhyre Arbejder? Vil Du dele en ægte Republikaners Seng?" Jeg rejste mig i Harme og raabte: "Nej!" Han smiilte og strøg sig om sin Knebelsbart: "Hvem vil Du da helst omfavne - mig eller Guillotinen?" "Den Sidste!" svarede jeg. "Ogsaa godt!" raabte han, "Du er en fri Borgerinde, Du skal have din Villie!" En Gardist kom just ind; Lebon sagde til ham: "see her har vi een af de Damer, der blande Kortet for Emigranterne -!" "- Meget rimeligt!" afbrød denne, "for hun har længe været hos Charost paa Rougemont." "Bravo!" raabte Lebon, "han sidder her i Fængslet og venter sin velfortjente Straf - lad denne barmhjertige Søster komme hen og trøste ham! Lystig, min Smukke! Du skal snart dandse Carmagnolen!" Gardisten gjorde en Entrechat, og bød mig sin Arm: "Maa jeg engagere deres Naade?" raabte han, med et spottende Smiil. Jeg bortstødte hans Arm, og ilede foran ham til Fængslet.""

✂ "Næste Morgen bragte os vor kjere gamle Præst fra Rougemont - en sand Trøster for os, en modig Vejviser paa den blodige Bane, hvis Betrædelse forestod os ethvert Øjeblik. Han opdagede snart Forholdet imellem Annette og mig, og saae tillige, at min Fader billigede det. "Hr. Captain!" sagde han en Dag til mig, "De og Annette elske hverandre; deres Kjerlighed er reen, thi dens Maal ligger i Aandernes Land; men lad den allerede her vorde helliget ved Religionens Sacramente! Lad mig forene dem ved Kirkens velsignede Baand - ikke som Elsker og Elskerinde; men som Mand og Kvinde skulle de da træde for den Allerhøjestes Dommertrone l" Denne Tanke, som hidtil endnu ikke var faldet mig ind, vakte de heftigste Følelser i min Sjæl: Annette min Hustru - og dog for mig reen, hellig som en Engel, som en forklaret Aand - denne Forestilling havde noget sødt, ophøjet Sværmerisk; men - vilde ikke denne inderligere Forening gjøre Døden bittrere? og om nu denne fordrede kun Een af os? om den Anden muligen skulde vorde frikjendt? Dog mine Tvivl forsvandt alle i det henrykkende Haab: at kunne kalde Annette min Hustrue - om endog kun een eneste Dag. Vi talte med min Fader: han gik snart 150 over til vor ærværdige Vens Anskuelse. Vi talte med Annette: hun vægrede sig, hun fremkom med een Indvending efter den anden; hun vilde endog heri see noget Formasteligt, en Slags Trods mod det urandsagelige Forsyn, hvis Styrelse ikke syntes at tillade os nogen nærmere Forening i dette Liv. Men hvorlænge kunde hun vel modstaae Præstens Forestillinger og Elskerens Bønner? Vi bleve viede saa kirkeligt, som det i et Fængsel lod sig gjøre. Acten foregik i den fælleds Forsamlingssal, og alle vore Medfangne ønskede os tillykke, og viiste en Glæde, som om vi havde befundet os i fuldkommen Frihed; og denne Dødens Forgaard gjenlød af et Gildelaugs muntre Larmen. "Ret Broder!" raabte en fordums Krigscammerat til mig, "hold Du kun Døden for Nar, og stjæl fra den graadige Knokkelmand enhver Glæde, som Livet endnu har tilovers for Dig!" Min Fader befriede nogle af de Louisd'orer, som skjulte sig mellem hans Skoesaaler, og et festligt Maaltid - Overflod af Mad og Viin - indbød snart alle Fangerne til en Nydelse, der - for sex af dem var den sidste."

✂ "Mod Enden af Gildet, som Stemningen var muntrest, og Skaalerne gik flittigst omkring, indtraadte vor daglige Gjæst - den Herre, som afhentede de Indstævnte til Revolutionstribunalet, hvorfra der gik kun een Vej, den til Retterstedet. Ved Synet af denne Dødsherold forstummede Selskabet, Samtalen standsede og de fulde Glas bleve satte ned igjen. "Hvem gjælder det nu?" denne Tanke gjennembævede alle Hjerter. Annette greb min Haand: "O Gud, Louis!" sukkede hun ængsteligt. Charon - som vi kaldte ham - fremtog sit Papiir, og begyndte at oplæse Slagtoffernes Navne. Det første var Louis! - Annette udstødte et Skrig, og omspændte min Hals med sine Arme; hun trykkede sit Ansigt ind mod min Barm, som om hun der kunde undgaae at høre den frygtelige Lyd af mit Navn. "Louis - Louis - Bet - " Han stammede, og kunde ikke læse Navnet. Hvilken rædsom Forventning, hvilken pinefuld Spænding! En opmærksom Tilskuer maatte snart kunne have talt, hvormange der iblandt os heed Louis. Et ungt Menneske - en fordums Kjøbmand - sprang utaalmodig op. "Det er Skade" raabte han, "naar Embedsmænd ikke kunne læse; jeg hedder Louis, og gad dog vide om det er min Dag idag?" Han gik hen, saae over Charons Skulder og læste: "Louis Bethouillere! Rigtigt! saaledes hedder jeg." Han gik rask tilbage til sin Plads, fyldte Glasset, rakte det ivejret og raabte med høj og munter Stemme: "Mine Herrer og Damer! de maae tilgive! en vigtig Forretning byder 151 mig at gjøre Brud paa et godt Laug - velbekomme os alle sammen! à revoir!"* Han stak sit Glas ud, og sagde: "Nu vel, min gode Færgemand! hvem flere i Baaden?" "Pierre Guignaud!" lød det. En Flinkfyr, før Revolutionen een af Byens Cavalerer, rejste sig op og sagde: "Her er jeg! Man siger Motion skal være sund ovenpaa Maden - faaer jeg en Dame til Borddandsen?" "Dertil kan blie Raad!" svarte Charon, "her har vi en - Henriette Prunel!" En ung, smuk, meget bleg Pige rejste sig, og skjød sin Stol tilbage: en pludselig Rødme overfoer hendes Ansigt, der virkelig syntes oplivet af en uventet Glæde. "Eh bien, Mademoiselle!" raabte Friskfyren, "vi To komme ikke mere til at sidde over." "François Derutte!" vedblev vor Charon. En gammelagtig Mand - fordums Søeofficier - saae sig langsomt om efter Oplæseren. "Jeg er strax klar til at lette" sagde han med huul Røst; spiste derpaa reent af sin Tallerken og tømte sin Flaske. "Marie Moudon!" lød det igjen: en ung femtenaarig Pige segnede besvimet om i sin Moders Arme. "O, I Tyranner!" skreg denne, "hvorfor hende? hvorfor ikke mig Ulyksalige?" "Madam!" bemærkede Springfyren "de yngste og skjønneste gaae først fra Haanden." "Baptiste Ramoneur!" lød det sidste Gang, og Oplæseren sammenlagde og gjemte den frygtelige Rolle. En Olding - en ubeediget Præst - foldede sine Hænder, og sagde med en Helgens fromme, milde Aasyn: "Jeg takker Dig, min Gud og Skaber! for dette Maaltid, hvormed Du for sidste Gang har vederqvæget mit gamle Legeme! Jeg nedlægger det nu snart i det Støv, hvoraf det er taget - giv mig og os Alle en salig Opstandelse ved dit evige Naadesbord - Amen!" Han rejste sig, bukkede for hele Selskabet, og fremrakte først den indtrædende Slutter sine Hænder at binde. De Andre fulgte hans Exempel, efter en kort Afsked med deres kjereste Venner eller Bekjendte. Spraderen kunde endnu ikke bare sig; men sagde i Forbigangen et tvetydigt Bonmot til Bruden."

✂ "Da de Dødsdømte vare borte, hensank alle Tilbageblevne for en Stund i taus Vemodighed, til min foromtalte Krigscammerat først opmandede sig, og sagde: "Atter en Opsættelse af fire og tyve Timer! lad os ikke græde dem bort, mine Venner! Tænker paa, her er Bryllup; de Nygivte maae ikke see andre end glade Ansigter!" Han fyldte sig Glas, og istemte en munter Vise. Jeg omfavnede min Brud, under en stormende Blanding af Glæde over denne korte Frist, og ** Paa Gjensyn. 152 Frygt for den dunkle, dødssvangre Fremtid. Min Fader kom hen, og indsluttede os Begge i sine Arme."

✂ Saavidt i sin Fortælling kom min kjere Louis - jeg kan ikke ret vænne mig til at kalde ham Charost - da et Par hvide Hænder foldede sig over hans Øjne; han drog dem ned til sine Læber og kyste dem: det var Louise! hun havde med en Sylphes eller Alfes Lethed (jeg veed ikke, hvilken Lignelse passer bedst; derfor tager jeg dem begge to) listet sig hen til den Bænk, hvorpaa vi sad. Hun betragtede mig vist et Par Secunder, derpaa foer hun med sit Lommeklæde hurtigt hen over min Kind. "Jeg kan see," sagde hun med et fortryllende Smiil, "at denne Taare tilhører Familien Charost - Fader! nu har Du fortalt denne blødhjertede Barbar din Historie?" Han greb min Haand med et inderligt Tryk, og bøjede sit Ansigt bag over - Datteren bedækkede det med Kys. "Mig ogsaa, Papa!" hvidskede en sød, bævende Stemme, og Hustruen sank ned ved hans Side, og slyngede Armen om hans Hals. Det er en velsignet Familie.

✂ Da vi havde spiist maatte jeg tage Afsked; men jeg har Slutningen af hans Historie tilgode - den henter jeg i Morgen. Det, jeg allerede har hørt, forekommer mig som et opdigtet Eventyr: jeg kan ikke ret forestille mig, at Herren og Fruen paa Rougemont ere hine til Døden indviede Offere - jeg brister af Nysgjerrighed efter at erfare deres utroelige Frelse. Imidlertid drømmer jeg om intet Andet, end Sansculotter, Revolutionstribunaler, Guillotine og - Bryllup. Det løber rundt i mit Hoved - Adieu Frits!

✂ Bouchain, Juli 1816.

✂ Frits! jeg er forelsket. Længe mærkede jeg, at det var ikke rigtigt fat; først troede jeg, det var Melancholie; siden blev jeg bange for at det skulde være en Begyndelse til Brystkrampe; men nu veed jeg bestemt, det er slet ikke Andet, end Kjerlighed - jeg elsker den Hex, den Louise - faaer jeg hende ikke, saa døer jeg - adieu! Dog stop lidt! jeg har mere at fortælle Dig, naar jeg blot kan samle det; men hun staaer uafladelig for mig den velsignede Glut! jeg seer allevegne det søde Gefjæs: det svæver paa Spidsen af min Pen, og dandser op og ned mellem Linierne. - Naa! vær nu ordentlig, Du forvildede Tøs! og lad mig have Ro at skrive til min kjere, kjere Fritsemand! Du kan jo krybe ind i mit Hjerte saalænge, og blot holde Dig fra mine Papirer! - Saa! sid Du nu der! -

153

✂ Hvor var det vel vor Louis slap i sin Fortælling? Rigtig! det var ved Brylluppet i Fængslet. - Han indføres atter talende:

✂ "Taffelet var ophævet. Min Fader, Præsten og vi to Ægtefolk trak os tilbage fra Selskabet, og tilbragte i vort Værelse det Øvrige af Dagen. De vil maaskee neppe troe det; men jeg forsikkrer Dem: endskjøndt det dræbende Staal hang i et Haar over vore Hoveder, vare vi dog dristige eller forvovne nok til at holde fast paa et Haab, der ikke var rimeligere, end den Febersyges phantastiske Drømme. - Det var paa vor sædvanlige Sengetid: min Fader begyndte at nikke; Præsten rejste sig for at bede Godnat, og ledsage Annette til det Værelse, jeg hos Slutteren havde lejet for hende. Jeg trykte et brændende Kys paa hendes Læber: "Sov sødt, min søde Brud!" hvidskede jeg, og udbredte mine Arme til endnu een Omfavnelse; men den gamle Præst satte sin Haand blidelig for mit Bryst: "Kjere Søn!" sagde han, "hun tilhører allerede Himlen; hun er dens indviede Brud - Abeilard! elsk og frasiig Dig din Heloise!" Han drog hende med sig, og Døren faldt til."

✂ "Min Fader laa allerede i en dyb og rolig Søvn. Jeg sad endnu halv afklædt paa Kanten af min Seng - vaagen og dog drømmende: da stod la Fosse - Cuirasseerlieutenanten - foran mig; jeg havde ikke mærket hans Komme. "Charost!" hvidskede han, "er det en Maneer? Bruden har vist længe ventet, og De sidder endnu her? Hvad er det for anachoretiske Grimasser?" "La Fosser sagde jeg, "hvad tænker De paa, lige ved Gravens Rand-" "- Vi gaae Alle paa Gravens Rand" - svarte han "frie og ufrie - idag Bryllup, imorgen Begravelse: det kan hændes uden Guillotine. Naar Man vilde altid tænke paa Døden, der kan være vore Tyranner maaskee nærmere end os, saa skulde Man aldrig gifte sig; men lade Menneskeracen reent uddøe. Er De en Brudgom? er De en Kriger - fransk Ridder, og frygter for Døden i det Øjeblik Livets saligste Time slaaer for Dem?" "Ak Cammerat!" sukkede jeg "hold op at friste mig! Guillotinen staaer bag ved Brudesengen." "Den staaer ogsaa bag ved deres egen!" sagde han ærgerlig, "nyd saa længe De kan! jo kortere deres Tid skal være, jo mindre har De at skjænke bort; tag derfor med Alt hvad der bydes Dem! Viis Døden, at De ikke ændser den! eller om De saa hellere vil: viis Forsynet, at det endnu ikke har mistet deres Tillid!" Han slukkede Lyset, tog mig ved Armen, og førte mig med sig. Jeg lod mig lede, som en Beruset. Ved Annettes Dør stod Slutterens Kone 154 med en Lampe. Hun smilede, satte en Hovednøgle i Laasen, og lukkede sagtelig op. La Fosse skjød mig ind, og trak Døren til sig."

✂ "Otte Dage indrømmede Skjæbnen os - paa den niende slog Adskillelsens Time. Vor Charon oplæste, som sædvanlig, Slagtoffernes Navne. Tre Uvedkommendes bleve nævnede; det fjerde var Annette Dubois! Samlingen forlod mig; jeg fornam ikke det Afskedskys, hun trykkede paa min kolde Pande. Jeg vaagnede i en Feber, som for fjorten Dage berøvede mig Forstanden, og skjænkede mig en lykkelig Bevidstløshed. Da Bevidstheden omsider vendte tilbage, forekom det mig, at jeg havde sovet hele Aar: mit Giftermaal, min korte Lyksalighed i min Hustrues Favn, hendes Bortgang - Alt fremstillede sig i min Erindring som en længstforsvunden Ungdomsdrøm. Velgjørende Selvbedrag! Tiden, som læger alle Saar, havde ved Sygdommen faaet en saadan Udstrækning for mig, at mit Hjertes dybe Vunde allerede syntes langt ældre, og derfor mindre farligt og smertefuldt. Uden denne Aandsfraværelse, uden denne Legemsudmattelse, skulde jeg neppe have overlevet hiin Catastrophe - hvad siger jeg? denne Sygdom frelste virkelig min Fader og mig fra Guillotinen; De skal høre hvorledes!"

✂ "Da jeg var kommen til mig selv, var den første, jeg spurgte efter, vor kjere Præst; den anden la Fosse - thi Annettes Navn kom ikke over mine Læber; det laa begravet og indgravet i mit Hjerte, som en hellig Løndom, der gjemmes til Evigheden." - Min Fader foldede sine Hænder, og saae til Himmelen: "Hisset min Søn!" sagde han, "lønner Gud de Ædle, som gik i Døden for Dig og din Fader! - Hør og velsign deres Minde! Tilbed et Forsyn, der atter kalder Dig tilbage til Livet og Friheden! - For otte Dage siden havde jeg i fire og tyve Timer Intet seet til disse vore Venner, der stedse skiftedes til at vaage og pleje Dig. Du var falden i en dyb Søvn. Jeg gik ind i Forsamlingsstuen - de vare ikke der. Jeg spurgte om dem: een af Fangerne fortalte mig, at de alt den forrige Dag vare guillotinerede. Dødsherolden havde kaldt paa Charost, Fader og Søn. Fader Tirlemont traadte frem under mit Navn, og raabte til Forsamlingen: "Min Søn Louis! hvor er Du!" "Her!" svarede la Fosse. Tribunalets Officiant og Vagten kjendte hverken dem eller os; de øvrige Fanger taug, grebne af Beundring over en saadan heltemodig Opofrelse. Man vidste, at Lebon paa nogle Dage havde forladt Arras; deres ædle Bedrag lykkedes - de lede Døden for os. Fromme Tirlemont! Du fulgte din Frelsers Exempel! 155 Arme la Fosse! dit Hjerte var nu kun tilgængeligt for een Følelse - Venskabets. Du havde samme Dag erfaret din Moders, din Søsters og din Elskedes Henrettelse i Nantes. Og her, min Søn! hør hvilken frelsende Stemme tilhvidsker os i Røverhulen!" Han fremdrog en lille Billet, og læste: "Min gamle Velgjører! mindes De endnu deres Jean Petit? han som havde saadan uimodstaaelig Lyst til Søen, og som De lod undervise i Navigationen, og som De forsynede med Kiseder og Penge? Det er nu tyve Aar siden jeg forlod Rougemont og gik til Martinique. For tre Aar siden kom jeg tilbage derfra, og bosatte mig som velhavende Kjøbmand i Douanenez. Revolutionen rev mig ind i sin Hvirvel: jeg greb Kaarden, og befinder mig nu 20 Maaneder her i Arras, som Bataillonschef. Jeg staaer mig godt med et af Tribunalets Medlemmer. Han viste mig Listen over de Fangne og Henrettede, og samme Dag skulde De og deres Søn høre til de Sidstes Tal. Jeg blev i Retten, for at prøve Noget til deres Redning: da seer jeg den ærværdige Pater Tirlemont og en Ubekjendt, som tilegne sig deres Navne. Jeg mærker Hensigten og tier. Af en Veninde - hvis Navn Intet gjør til Sagen - erfarer jeg, at de Begge endnu vare ilive. Ved samme Veninde lader jeg Dem vide: at jeg ved Midnatstid den 13de Dennes (det er Overmorgen) indfinder mig ved Fængslet. Hun skal hjælpe dem ud. Vi gaae til min Bopæl, hvor passende Forklædning og falske Passe vil bringe dem over Grændsen. Jeg veed, De er uskyldig i den Brøde, hvorfor De er beskyldt, og at den gode Lebon har et Horn i Siden paa Dem fra gammel Tid af. De var engang min Velgjører - en Fader for mig, og - Taknemmelighed er en republicansk Dyd. Mit Brev maa De for Følgernes Skyld tilintetgjøre!" - Han brændte det, saasnart jeg havde erfaret dets Indhold."

✂ "Lyst til Livet opvaagnede atter hos mig, især da jeg saae, at min Fader endnu elskede det. Vor Flugt blev besluttet, og lykkedes. Petits Veninde - Arrestforvarerens smukke Datter - hjalp os ubemærkede ud; vor Frelser modtog os, og ved hans Bistand og Pengeunderstøttelse naaede vi uden Hindring Tydsklands Grændser."

✂ "Flere beskrev os Danmark som et godt Land for Fremmede, og vi besluttede at søge vor Tilflugt der. I Hamborg faldt min Fader i en tærende Sygdom - en Følge af Sorg, Fængslet og Flugtens Besværligheder. Ak! hans jordiske Levninger fandt et Hvilested paa hiin Side Elben. Han døde i mine Arme, og jeg var ene i Verden, uden Fødeland, uden Slægt; næsten uden Penge. Min Kummer var stor! 156 dog - min Constitution var endnu stærk nok til at modstaae saamange og dybe Sjælslidelser. Jeg vandrede fra Bye til Bye - stedse mod Norden; jo længere fra mine Gjenvordigheders Hjem, jo bedre! R****** blev - som De veed - min Landflygtigheds Maal."

✂ Her bleve vi atter afbrudte; men Slutningen haaber jeg skal snart følge. Frue Charost kom ind med en bekymret Mine, og leverede ham et Brev. Han læste det, rynkede Panden, knugede det sammen, og gik nogle Gange hæftig op og ned ad Gulvet. Jeg følte, at jeg ikke turde opholde mig længere, og reed. Idet jeg lod min Hest gaae ganske langsomt forbi Haugen, saae jeg over Hækken Louise siddende i en Haugestol. Hendes Hoved var bøjet tilbage, hun holdt et Tørklæde over Øjnene - jeg kunde see, at hun hulkede. Da, Frits! da faldt det som Skjel fra mine Øjne: en trykkende Smerte i mit Bryst sagde: "Christian! Du elsker hende!" Og hun? - Gid F..... havde alle Vagter, Regnskaber og Skyldbøger, og ak det forbandede Kram! Før om otte Dage faaer jeg ikke min Skjæbne at vide - om jeg ikke creperer forinden af Utaalmodighed.

✂ Rougemont, August 1816.

✂ Allerkjereste Frits!

✂ Idag skrive vi - lad mig see! den 6te - ja saa kan Du ikke faae Brevet til den 7de; det er Skade! for ellers vilde jeg bede Dig tømme en Flaske Præsteviin - om Du ingen bedre har - til Ære for Højædle og Velbaarne Hr. Capitain Christian von Rosenberg og Frøken Louise Bethune de Charost, som paa samme Dag agte at indtræde i den søde Forlovelsesstand. Ja, min sødeste Pastor! Jeg er det lykkeligste Asen, som findes baade under Solen og under Maanen: Louise elsker mig - det er Textens Ord.

✂ Men det er sandt: Du er en smuk ordentlig, adstadig, bestemt, systematisk Herre, som ikke lider en altfor rhapsodisk Galimatias: jeg skal stræbe at nedtvinge min forliebte Gallopade til en jevn historisk Pasgang.

✂ Som jeg nu skal fortælle: jeg reed da igaar atter herud. Min tilkommende Svigerpapa var som sædvanlig mild og venlig; men dog lidt veemodigt stemt - Mama og Louise ligesaa. Her maa sonderes! tænkte jeg. Jeg bliver alene med Fatter, og begynder saa smaat at føle mig for - da slipper det ud: Lejen er ham opsagt - han skal herfra - 157 han skal forlade Rougemont, det kjere Rougemont, hans Fødested, hvor han har tilbragt sin Barndom og sexten lykkelige Manddoms Aar. Stedets Ejermand er død, og har testamenteret det til Jesuiterne. Familien har vel det, hvormed den saa taalelig kan slaae sig igjennem; men at forlade Rougemont! - Da farer der mig en himmelsk Tanke gjennem Hovedet: jeg springer op, griber begge hans Hænder, og siger: "Jeg har et Rougemont der hjemme!" - Han trykkede mine Hænder til sit Bryst, Taarer trillede ned over hans Kinder: "For mig maaskee, kjere Capitain!" sagde han langsomt, "men -;" Jeg slap hans Hænder, og sprang afsted ind i Haugestuen til Moder og Datter. "Madame! - Mademoiselle!" begyndte jeg, "Jeg er Adelsmand, jeg ejer et godt Gods - er fri - min egen Herre! -" Louise blegnede - "Jeg - jeg nedlægger min Frihed, min Formue, mit Sværd for den elskede Louises Fødder." Frue Charost rejste sig med Værdighed; en svag Rødme viste sig og forsvandt i hendes ædle majestætiske Ansigt. "Hr. Capitain!" sagde hun, "De nærmer Dem en Familie, som er fattig, huusvild, fremmet -" "- fremmet?" afbrød jeg, "fremmet? Vor Tænkemaade er eens, vor Religion ligesaa - og dersom Kjerlighed er et Baand mellem Ligesindede - " Louise traadte hen for mig; hun rødmede, som den nysudsprungne Rose; hendes dejlige Øjne svømmede i Taarer; et Smiil bævede om hendes søde Mund. Hun rev sin Handske af, og rakte mig sin Alabastes Haand: "Hr. Capitain!" sagde hun, med sin Englestemme, "jeg elsker Dem - gjør mine Forældre lykkelige!" Jeg trykkede hende til mit lyksalige Hjerte. - Moderen lagde sine Hænder velsignende paa vore Hoveder. Louise havde skjult sit Ansigt ved mit Bryst; hun saae ivejret, og sagde med hiin fortryllende skjelmske Mine: "Men eet Vilkaar! Ingen Mundkurv!" "Ingen!" raabte jeg, og gav og tog det første Kys: "ingen uden denne!" Hun fløj fra mig om Moderens Hals - om Faderens, der i Døren havde været Vidne til denne rørende Scene.

✂ Men for denne ny Historie vil Du vel ikke skjænke mig Slutningen af den gamle? Du ønsker vel at vide, hvorledes vor stakkels Louis gjenfandt sin Annette? Han skal selv fortælle det!

✂ "Min kjere Søn!" sagde han i Morges, medens vi en Timestid havde Ro for Damerne, "De mindes maaskee den sidste Gang, jeg var hos Dem i B****, for at tage Afsked? De fulgte mig til R******, og gav mig de meest rørende Beviser paa deres Velvillie for mig. Jeg troer ikke, at jeg, saa ømt, som jeg burde, besvarede deres barnlige 158 Kjertegn - ak! mit Hjerte var i Frankrig, min Sjæl var heftig bevæget af Længsel, og af et dunkelt Haab, et Brev fra min republicanske Ven Petit havde vakt."

✂ "Han skrev mig til: at han af en tilbagevendende Emigrert havde erfaret, at jeg opholdt mig i den danske Bye R******; at Tingen siden min Flugt havde faaet en uhyre Forandring; at han var Ejer af Rougemont; og at det stod aabent for min Modtagelse! Forresten kunde jeg uden Fare komme tilbage, ja maaskee endog finde en fordeelagtig Ansættelse i den ny Regjerings Tjeneste. Han endte med at bede mig fremskynde min Hjemrejse, da kjere Venner med Utaalmodighed ventede mig."

✂ "Jeg rejste, jeg ilede, jeg naaede Rougemont. Haugeporten der stod paa Klem. Dybt bevæget af smerteglade Følelser, af lyse og af mørke Erindringer nærmede jeg mig Huset. Udenfor paa Trappen sad en lille nysselig Glut og bandt Krandse - Himmel! det var min Annette op ad Dage - livagtig som jeg for tyve Aar saae hende paa Engen. Jeg tog hende paa mine Arme, og bedækkede hendes venlige Ansigt med Kys. "Hvis er Du, lille Engel!" sagde jeg. "Jeg er Moders," svarte Barnet. "Er Du ikke ogsaa Faders?" spurgte jeg. "Faders?" svarede hun, og saae forundret paa mig, "jeg har ingen Fader." "Hvad hedder da din Moder?" spurgte jeg igjen. "Hun hedder Mama," svarte Glutten. Idet samme hørte jeg et Skrig- jeg saae op - Annette stod for mig, bleg, skjælvende af Glæde, nær ved at segne i Afmagt. Ja! min Søn! det var hende - det var min elskede, min tabte Hustrue; og Barnet - det var deres Louise."

✂ "Hvorfor skulde jeg forsøge at skildre vor Henrykkelse? det var en Umulighed. Det var eet af de Forspil paa Evighedens Glæder, som et naaderigt Forsyn giver os svage, vankelmodige Mennesker - et Glimt af Gjensynets Fryd i det himmelske Fædreland - en Ahnelse om Saligheder, for hvilke de Dødelige endnu intet Ord have fundet."

✂ "De er vist ligesaa forundret - om ikke ligesaa henrykt - som jeg over min Annettes underfulde Frelse? Hør! kjere Søn! - Da hun med unævnelig Smerte havde maattet rive sig løs fra sin af Forfærdelse hendaanede Ægtefælle, og blev ført for Bloddommerne, indgjød hendes bestemte Svar og Væsen, hendes heroiske Kulde - ak! de vidste ikke, at det var den haabløse Fortvivlelses - disse en Slags Deeltagelse: - hun blev frikjendt. O Gud! hendes Frihed var hende endnu til ingen Gavn - i samme Øjeblik, som den forkyndtes hende, 159 var hendes Forstand borte. Een af Tilskuerinderne, en velhavende Kone, følte Medlidenhed med hendes Tilstand. Hun lod hende føre til sit Huus, og pleje med megen Omhue, indtil hun efter fire Maaneders Forløb atter blev sig selv mægtig. Hun spurgte om mig: jeg var guillotineret tilligemed min Fader - vi stode jo Begge paa de Henrettedes Liste. Denne sørgelige Underretning skulde maaskee have berøvet hende Livet, dersom hun ikke havde følt, at hun snart skulde give det til en faderløs Skabning - en Arvedeel, et betroet Klenodie fra den dyrebare, hedenfarne Ægtefælle, Denne Forestilling gav hende Styrke. Hun aabenbarede sin Tilstand og sin hele Historie for Madame Petit. - Det var hende, vor Petits Kone; han selv var ved Armeen. Hun unddrog hende ikke sin moderlige Kjerlighed; men beholdt hende hos sig, og underholdt hende, tilligemed min Datter - som Moderen efter mig havde kaldt Louise - i næsten fire Aar."

✂ "Ved denne Tids Forløb kom Petit tilbage, som General, Ridder og Invalid. Da han hørte hvem Annette var, overraskede han hende med den for hende hartad utroelige Efterretning om min Frelse, og indgjød hende det meget sandsynlige Haab, at jeg endnu maatte være ilive. Førend han endnu havde kunnet anstille Undersøgelser over mit Opholdsted, begav det sig saa heldigt, at en fra Danmark hjemkommende Adelsmand i et Selskab, hvor Petit var tilstede, kom til at nævne mig, og mit daværende Hjem. Og saaledes kaldtes da deres stakkels, landflygtige, venne- og frendeløse Louis tilbage til sin Fødestavn, til en Hustrues Barm, hvem han længe havde begrædt, som et Bytte for Graven, og til en Datters Omfavnelse, hvis Tilværelse han aldrig havde ahnet."

✂ "Den gode Petit overlod mig Rougemont til Afbenyttelse; og vilde maaskee ganske have overdraget mig Samme, dersom ikke Døden - en Følge af hans Saar - havde snarligen bortkaldt ham. Hans Kone fulgte ham hastigt efter. De havde ingen Børn og Rougemont tilfaldt en Broder af hende, hvis nylig indtrufne Død gjør mig huusvild. En Capital, som min Fader havde tilgode i Arras, og som Skyldneren var saa ærlig, efter min Hjemkomst at udbetale mig, har hidtil sikkret mig for Mangel; men har aldrig kunnet gjøre mig riig nok til at kjøbe denne mig saa dyrebare Ejendom. Jeg har gjentagne Gange søgt om Ansættelse baade hos den forrige, og den nærværende Regjering; men altid forgjæves: en mægtig Mand ved det napoleonske Hof havde 160 været min Faders uforsonlige Fjende. Han vidste smidigen at lempe sig efter Tiderne: at ombytte den trefarvede Cocarde med den hvide, og indsmigre sig hos Bourbonnerne. Han og hans Familie blomstrer endnu frodigt i Hoffets Solglands, og derfor er der for mig ingen Lykke at vente i mit kjere, ulykkelige Fædreland. Og derfor, kjere Søn! vorder ogsaa det Offer, De fordrer af mig, af desmindre Værdie. Ja! vi ville Alle i deres venlige Danmark, i dette den huuslige Lyksaligheds, den borgerlige Friheds trygge Hjem tilbringe den Tid, som Forsynet endnu forunder os til at prise Viisdommen og Godheden i dets ubegribelige Styrelse."

✂ Og nu, du Elskelige! - ah! der staaer hun den Engel, og kikker mig over Skulderen - saa maa jeg slutte! Paa Mandag otte Dage bryder vort Regiment op, for at afløses af et andet. Om en Maaned i det seneste lader Du din Kirke pent oppynte med grønne Qviste og Blomster, og bereder Dig paa en fransk Vielsestale, for standsmæssigen at copulere den himmelske Louise til hendes lyksalige Christian von Rosenberg.

161

✂

Jøderne paa Hald

✂ Den nuværende Gaard af dette Navn er den fjerde, som har været opbygget paa et Jordsmon af nogle Tusinde Alens Omkreds. Intetsteds i Landet findes saa talende Mærker af Tidens ødelæggende Vælde, eller rettere af Menneskets Foranderlighed. Man skulde troe, at Aandeverdenens dunkle Magter havde huset her, og Tid efter anden fordrevet de legemlige Beboere: saaledes - siger Man - flytter Ræven ud, naar den maae dele sin Bolig med den dagskye Grevling. Den allerældste Borg, hvis Tomt endnu hedder Gammelhald, laae paa en fordum omflydt Høj i den sydvestlige Ende af Søen. En skummel Krog, paa tre Sider omgivet af høje, skovgroede Bakker, og kun aaben mod Norden. Paa denne Kant sees Viborg i en Miilsvejs Afstand. Man kan forestille sig Gammelhald som en Røver, der lurende har ligget paa Udkik efter Landets ældgamle Hovedstad. Dens Opbygger omtaler Sagnet ikke; men vil, at "Ebbe og Aage, de Hellede to," som i Kong Snies Hungerstid førte Longobarderne ud mod Sønden, skulle have boet her; samt at den danske "Arthur med det runde Bord" "Stærk Tidrik og hans Kæmper" her have huseret. Den sidste Beboer var hiin djærve, trodsige Riddersmand, Niels Bugge, hvem Dannekongen forgjæves søgte at betvinge med Vaabenmagt, og som kun maatte bukke under for Snigmorderdolken.* Han skal have nedrevet Gammelhald, og af dets Ruiner opbygget det andet, siden saakaldte Hald Slot, ligeledes paa en Banke i Søen; men længere mod Nord. Her var det han udholdt Belejringen; ligeoverfor paa Fastlandet sees endnu Levningerne af den saakaldte "Kongens Skandse." Og her vorder Skuepladsen for den Begivenhed, som indeholdes i efterfølgende Haandskrivt. Middelalderens Hald stod fra ** Paa givet Lejde drog han til Middelfart, hvor Valdemar opholdt sig; men blev her lumskelig myrdet. For at vælte Skylden fra sig selv, paalagde Kongen Borgerne en aarlig Skat, som endnu den Dag i Dag udredes under Navn af Hr. Bugges Mandebod. 162 Midten af det fjortende Secul i halvfjerde Hundrede Aar. I dette Tidsrum tilhørte det først den myrdede Opbyggers Slægtninge; siden de viborgske Bisper, indtil den sidste catholske, Jørgen Friis. Derefter blev det kongeligt Slot og Lehnsmands Sæde, og omsider Amtstue. Den sidste Amtsforvalter, Jacob Brockman, skal være død i Fængsel, i hvilket han tredie Gang for Cassemangel var hensat. Nu blev det pantsat, og siden taget i Besiddelse og nogen Tid beboet af tre rige hollandske Jøder - Brødrene Lima.

✂ Disse solgte det efter kort Tids Forløb til Gregers Daa, der faldt, som Oberst, i Slaget ved Gadebusk. Denne bygte det tredie Hald, paa en skjøntbeliggende Banke, midt imellem begge de ældre.

✂ Ogsaa dette er nedrevet, og det Fjerde og Sidste oprejst, noget længere tilbage fra Søen, for omtrent halvtredsindstyve Aar siden.

✂ Her findes endnu trende gamle mystiske Billeder, hvis Betydning Man forgjæves har villet udgrunde, og om Originalerne til hvilke Sagnet kun dunkelt taler.

✂ Det ene er et Bryststykke, og forestiller en middelaldrende Mand af athletisk Skabning, med et stort, trindt og glubsk Ansigt. Hans eenradknappede, grove Vams slutter tæt op om den tykke Hals. Det sorte Mankehaar deler sig over Panden, og falder i bølgende Lokker ned til de brede Skuldre. Hans store, mørkblaae Øjne, overskyggede af tykke Bryn, har ofte forfærdet mig som Barn, naar jeg gik ene gjennem Salen, og de truende fulgte mig fra Dør til Dør. Næst den hornede Figur i orbis pictus, har intet Billede holdet mig i saadan Respect, som "Niels Bugges" paa Hald. Om det ogsaa virkelig var hans, skal vort Haandskrivt maaskee siden aabenbare.*

✂ Det Andet er ligeledes et Bryststykke; men i meget mindre Format: En mørkladen, mager, senestærk, i en sort Kappe indhyllet Figur; Hovedet bedækket med en turbanformet Peltshue; den ene Haand griber i Barmen - sandsynligviis efter en Dolk. Man har sagt mig, det var en Jøde; og jeg tænkte uvilkaarlig paa Esau, den vilde, trodsige Jæger; saaledes maae han have seet ud, da han mærkede Moders og Broders Bedrag, og da han siden mødte denne med fjendsk Hu og blodige Tanker. Da jeg blev ældre, tyktes han mig at maatte ligne Barcochba, som han beslutter at gjenrejse det søndersplittede ** Men vist er det, at denne Afbildning ikke modsiger Forestillingen om en ægte, gammel dansk Kæmpe. 163 Rige. I dette skumle Aasyn præger sig Harmen over Folkets Fornedrelse, vaklende Haab om Fornyelsen af den tabte Herlighed, og mørke Ahnelser om et sørgeligt Udfald paa dette fortvivlede sidste Forsøg. Hvorhen stirrer dette skulende, hadske Blik? Til Ælia Capitolina - til Romerørnen paa Zions Bjerg - vogt Dig! seel allerede udspiler den sin Kloe, for at sønderrive Dig! Han skjælver ikke - han har endnu Dolken - den sidste Tilflugt og Frelse.

✂ Det Tredie skal ogsaa forestille en Jøde - den Forriges Broder. Hvor uliig hiin! saa forskjellig, som Jacob fra Esau. Ja! dette er - maae være tegnet efter Naturen: Snildhed, Sagtmodighed, Bøjelighed; - patriarchalsk Værdighed, Godmodighed; dog ikke uden lidt underfundig Tilbageholdenhed. Saaledes har han smilet, da han bortbyttede Lindserne, og da han lagde de spraglede Kjeppe i Vandtruget. Han er omgivet af Blomster - Symboler paa søde, talrige Familieglæder, paa Haabet om Israels tilkommende Flor. En Hane - Aarvaagenheds, Paapassenheds Symbol - staaer paa hans Skjød; han klapper den med et ømt og kjerligt Øjekast. - "Vist nok" - har jeg siden tænkt, da jeg som Ældre gjensaae Billedet - "vist nok behøver du, forunderlige Nation! Hanens hele Aarvaagenhed, for at bevare din skrøbelige Tilværelse; kun Skade, at Du saa ofte lader Dig henrive eller rettere oppuste af dens Overmod, og glemmer: at de Kjerner, der gjorde dig fyldig og kjephøj, vare - ofte møjsommeligt nok - opsamlede i strenge Herrers Gaarde. Derfor have de ogsaa tit stækket dine Vinger, naar du baskede for højt med dem, og afrevet dine pralende Fjedre, saa baade Fidt og Blod fulgte med. Men du opholdes stedse af en højere Magt, der har adspredt dig blandt alle Jordens Folkeslægter, for at undervise og advare med dine Dyder, dine Lyder og Ulykker."

✂ Det er nu rum Tid siden, at jeg under en Morgenvandring satte mig på Kongeskandsen, og skuede ud over den yndige Søe. Dagens Konge skreed frem i sin ufordunklede Ungdoms-Glands, og klædte de østlige Lyngbjerge i Morgenrødt. Søen vaagnede og krusede sin tindrende Barm. Skoven lød, og de modstaaende Bakker gjenlød af Fuglenes Vaarsang; højt over den kredsede Ørnen, og dybt underneden skummede Vildanden de blinkende Bølger. Den blege Taage hævede sig fra Bugges Øe, og hensmeltede i Morgenlyset; den steeg fra Ruinerne som en Aand fra sin natlige Bolig. En Ræv sad oppe paa Volden og keeg efter de forbiflyvende Fugle, Tvende Svaner sejlede 164 ved dens Fod; de saae Fjenden, krummede deres stolte Halse og bruste med de mægtige Vinger; men han forsvandt bag Muren, og de mellem Strandbreddens Siv. En Baad skød sig ud fra Skovpynten; sagtelig klappede dens Aarer den glimrende Flade. Den gled til Land; en Fisker steeg ud med sin tidlige Fangst. En gammel, men endnu kraftfuld Mand; hans Haar syntes ældre, end han selv; thi det faldt i hvide Lokker om et fyldigt, brunladent Ansigt.

✂ Hans Vej gik forbi Skandsen. Jeg tiltalede ham i det Haab at fiske eet og andet Sagn om den ødelagte Ridderborg; det opfyldtes langt over min Forestilling. "Min Fader," fortalte han "der var Fisker før mig, har været med at bryde Slottet ned, og flytte Stenene over til den ny Gaard, strax efter at Jøderne vare rejste og Obersten kommen her. Det var et strængt Arbejde; de kunde ikke nær saa snart rive ned, som de hist henne kunde bygge op. Hver en Stump maatte brækkes løs med Staalstænger; og før Solen gik ned, maatte alle Mand være ude af Slottet, for det var ikke rigtigt fat der. En Dreng havde engang tøvet for længe; men han blev aldrig Menneske siden. Det båres ham for, at der sad en Skriver ved et Bord og skrev; foran ham paa Bordet stod et Mandehoved, og hvergang han vilde dyppe Pennen, gabede Hovedet, og saa dyppede han i Munden. Et Skilderie havde de et grumme Bryderie med: en Kone skulde bære det op til den ny Gaard; men da hun var kommen over Dæmningen, blev Skilderiet saa tungt for hende, som om det havde været Bly. Saa lagde de det paa en Vogn; men Hestene kunde ikke rokke det af Stedet. Tilsidst maatte de have Bud efter Præsten. Han bar det. Men da de saa hængte det op, blev det lige nær, for det faldt ned hver evige Nat: enten faldt Sømmet ud, eller gik Snoren istykker; men saa fik de et Søm af en Liigkiste - det holdt. De sagde, det var den gamle Hr. Bugge, der havde bygget Slottet; han vilde nødig flytte derfra. Jeg kan endnu huske," - lagde han til - "at jeg som Dreng var med at gjøre reent der til Hove; for Kjelderne vare tilbage, og dem maatte vi feje engang om Aaret. "Fandt I aldrig Noget dernede?" spurgte jeg. "Ikke det jeg veed" svarede han, "undtagen noget gammelt Skrivt, som Ingen kunde læse." "Hvor blev det?" gjentog jeg ivrig; men hartad haabeløs. "Jeg troer min Kone har det endnu;" lød det velsignede Svar: "det laae i mange Aar i Læddiken i min Kiste; men nu har hun faaet det til at svøbe om sit Rokkehoved." - En Oldgrandsker kan bedst tænke sig min Utaalmodighed, inden jeg naaede Fiskerens Hytte, og saae for 165 mine Øjne, hvad jeg endnu neppe vovede at troe - den raske Gamle havde ondt ved at følge mig.

✂ Jeg kom; jeg saae; jeg - fandt!

✂ Ved Siden af "Kammersvenden af Morland" paraderede tvende Hoveder, Fiskerkonens og Rokkens. Efter dette sidste greb jeg med rovgjerrige Hænder, til stor Forbauselse for den gamle Mutter, der saae sig saa uforanlediget af en Vildfremmet sit Hørfutteral berøvet. Men hendes Forskrækkelse kan dog aldrig have være saa stærk, som min Glæde, da jeg opdagede et Haandskrivt, om hvis Ælde Bogstavernes Træk og blakketgule Farve klarligen vidnede. Det var en Slags Dagbog i det hollandske Sprog: der løb mig som en krillende Kulde ned ad Ryggen, og antiqvarisk Vellyst sammenpressede Blodet omkring mit Hjerte.

✂ Dersom Nogen skulde faae isinde, at forlange Hjemmel for Rigtigheden af denne Opdagelse, eller fyldestgjørende Beviis for dette Haandskrivts Tilværelse: da vil jeg bede en Saadan, for det første at lade sig nøje med mit Digterord. Og synes denne Bekræftelses-Formular ham ikke at kunne give antagelig Sikkerhed - ja - saa faaer han i Apollos og Musernes Navn holde sig til den almindelig antagne Mening: at Sandhed og Phantasie ere ikke lette at adskille hos Folk af min Profession; undertiden formaae vi det ej engang selv; Man kan saa tit gjentage en Løgn, til Man selv troer den. Saameget er vist: at Hald med dens Omgivelser, samt de tre forhen beskrevne Billeder, existere endnu og kunne af Enhver behagelig tages i Øjesyn; og at Haandskrivten - skjøndt noget defect - findes nu - i Nordlyset.

✂ Hald Slot, den 11te October 16...*

✂ Jeg har hørt om Søfarende, at der i yderste Havsnød ikke er dem nogen skrækkeligere Forestilling, end den: at de skulle forsvinde fra Havets Overflade, og begraves i Dybet, uden mindste Spor eller Efterretning for ventende Slægtninge og Venner. De opskrive desaarsag Omstændighederne ved deres sidste Ulykke, og overgive denne Meddelelse i en lukket Flaske til Bølgerne. Saaledes vil da ** De tvende bageste Aarstal vare ganske ulæselige; men formodentlig skal det være "nogle og halvfems." 166 ogsaa jeg, der kan ansee mig selv for levende begravet og udslettet af Jorden, optegne mine sidste Tanker; om maaskee denne min underjordiske Bolig engang i Fremtiden kan vorde aabnet, og mine Been overgivne til et helligere Hvilested.

✂ Det er nu fire Maaneder siden jeg blev indmuret og jeg har Fødevarer for dobbelt saa lang Tid endnu. Men kunde min Fader ikke forlængst have været her igjen? - ak! om nu hans Haab har slaget ham fejl! om han ikke har faaet Hjælp hos sine Venner i Holland! eller om han var falden i Sygdom, eller - død! - død! ja, saa maa det være. Det var ikke muligt, at han saaledes kunde forlade en Søn, der opofrede til hans Redning baade Ære og Liv - Opofrede? Hvad har jeg da opofret? et Liv uden Værd, enten for Andre eller for mig selv; et Liv uden Forbindelse, saa ligegyldigt for Verden, som min Død. Og Æren? hvad Ære har en navnløs Bastard? Her har jeg jo bortgivet, hvad jeg egentlig slet ikke har ejet. Dog, er dette ikke en Bebrejdelse mod min Fader, hvis ulykkelige Kjerlighed gav mig Tilværelse? Bort derfor med denne usønlige Tanke! Han elskede mig jo saa ømt og inderligt: min Opfostring, min Opdragelse er det jo, der har foraarsaget hans Gjæld og fristet ham til den ulyksalige Forgribelse, som nu koster ham Æren og mig Livet.

✂ Hvad binder mig til dette usle Liv? de tvende eneste Baand ere løste: min Fader og - o Sulamith!

✂ 15de October.

✂ Idag fylder jeg mit eet og tyvende Aar - det sidste af mit unge Liv. Barmhjertige Gud! tilgiv mig arme Orm, at jeg tør spørge hvorfor? at jeg i mit Hjertes Bitterhed tør tvivle om Nødvendigheden af min jammerfulde Tilværelse? Men var da Verden kommen aflave, om jeg ikke var bleven til, og havde udgjort en afsondret Deel af dens Elendigheders Masse? Et Kar til Vanære - til Søndertrædelse! Stille, du usle Leer! kives ikke med den, som dannede dig.

✂ O Kjerlighed! Kjerlighed! Universets underfulde, opholdende Kraft! hvorfor skulde min Fader kjende og lyde dit vældige Bud? hvorfor skulde dette Bud gjøre Brud paa menneskelige Love og Forhold?

✂ Ikke før jeg taber baade Tanke og Følelse vil den Time udslettes af min Erindring, da han førstegang trykkede mig til sit Bryst. Det er to 167 Aar siden jeg blev hentet fra Holland og ankom hertil. Han kaldte mig ind i sit Kammer, og sluttede mig med lydelig Graad i sine Arme. Moder havde jeg aldrig vidst af at sige - nu fandt jeg da en Fader. "O min Søn!" sagde han, "den første Gang din Fader taler med Dig, er det for at skrifte sin Ungdoms Synd - for at bede om din Tilgivelse!" Jeg skjulte mine taarefyldte Øjne i hans Haand. Han fortalte mig om min Moder: hvorledes han havde fundet og elsket hende, hvorledes Kjerlighed bedaarede dem saaledes, at de gav mig Tilværelse, og hvorledes haarde Slægtninge omsider adskilte dem - hun var af en anden Troe - de vidste at skjule hende. Forgjæves vare alle hans Eftersøgelser; mig - kun mig havde han beholdt. "Min Søn, min Søn!" sagde han tilsidst med Hulken og dybe Hjertesuk, "lov mig helligt, ved din Faders Anger og Sjælssmerte, at Du aldrig vil lade Dig henrive af forbuden Kjerlighed! Det øverste i Vellystens Bæger er sødt, som Honning; men paa Bunden er Gift og Galde." - O, Sulamith!

✂ Den 16de October.

✂ Efteraaret er allerede forhaanden. Gjennem mit lille Glughul kan jeg se Nordpynten af Bøgeskoven; den begynder kjendelig at gulnes. 168 Snart kommer Vinteren, og efter den atter Foraar - hvor er jeg da? der hvor ingen Morgensol vækker den Slumrende. Ak! er jeg da ikke allerede blandt de Dødes Tal? død fra Jorden og alle dens Glæder, og levende blot for min haabløse Fortvivlelse? - Ha! hvorefter seer jeg? hvi forlænger jeg denne forfærdelige Dødskamp? Det samme Staal, hvormed jeg skjærer Brødet, som opholder mit elendige Liv, kunde jo i et Øjeblik afskjære den snart udspundne Livstraad, og bringe det sorgbespændte Hjerte til Rolighed? - Viig fra mig Frister! tilbage til den Afgrund, hvorfra du er opsteget for at fordærve min arme Sjæl! Frivillig lod jeg mig begrave, for at frelse det eeneste menneskelige Væsen, jeg tilhører; men Døden maa komme fra hiin usynlige Haand, der gav mig Livet.

✂ Er ikke denne min Handling en Frugt af sønlig Kjerlighed? af Taknemmelighed, af uomgængelig Pligt? Hvilken rædselfuld Time, da min Fader aabenbarede mig sin Ulykke! Han havde haabet saa vist at kunne erstatte Mangelen; men der var Intet at faae, med mindre han selv rejste til Holland. Han foreslog mig at følge med sig til Amsterdam, hvor han endnu havde dette Nødanker. Da var det, at Himlen - ja! en saadan Tanke har ikke sit Udspring fra Mørkets Hjem - Himlen indskød mig, at vove mit Liv og Ære for at frelse hans: først vilde jeg have angivet mig selv, som den der havde besveget Cassen (det var jo dog mig, som Pengene vare komne tilgode); dette afslog han med ubøjelig Haardnakkenhed. Men da jeg derpaa med brændende Taarer besvoer ham, at tillade mig, her at holde mig i Skjul, indtil han kom tilbage fra Holland: da sejrede omsider mine inderlige Bønner. I trende Nætter hjalp han selv til at forsyne mit lønlige Fængsel med alle Fornødenheder. O, hvor skjalv han i mine Arme, da jeg for sidste Gang maatte løsrive mig af hans Favn. Muurskeen, med hvilken han tillukkede mit underjordiske Fængsels Indgang, klapprede mod Stenene. Og da han nu igjennem den sidste snævre Aabning rakte mig sin kolde, bævende Haand - o! disse Taarer, hvormed jeg vædede den, disse Taarer, som randt i Mørket, ere de da ikke seete af Forbarmerens aiseende Øjne? ere de ikke blevne en lindrende Balsom paa mit Hjertes dødelige Saar?

✂ Ak! min Fader! dit har vel allerede længe ophørt at slaae - Du er vist allerede nu i et bedre Hjem, hvor Du med Længsel venter din Søn! Min Gud og Frelser! udløs mig snart af dette skrækkelige Fængsel!

169

✂ Den 18de October.

✂ Er det muligt, at jeg ulyksalige Dødsfange endnu kan nære en daarlig Lyst til Livet? at jeg med Længsel kan fæste mine Øjne paa hine Bølger, der tindre i Morgenlyset? at jeg kan misunde Svanen, der svømmer histude, sin Frihed? - O, at jeg kunde glemme min egen Frihedsstand, min korte Ungdomslyst! o, at jeg aldrig havde skuet disse Naturens Yndigheder! at jeg dog hellere havde stedse levet indsluttet som Padden i Steenklippen! uden Længsel - men ogsaa uden Savn! O, at jeg med Friheden ogsaa var skilt ved Erindringen! - Det var ifjor paa denne Tid, at jeg derovre i Skoven besøgte mine Doner - nu er jeg selv en fangen Fugl - naar skal jeg udløses af Dødens Snare?

✂ Kommer jeg nogensinde mere for Dagens Lys, da veed jeg, at Galgen vorder min Lod; og dog kunde jeg sprænge mit Fængsel, for paa Vejen til Retterstedet endnu engang at mætte mine Øjne med Jordens Beskuelse. Men nej! det var jo et Selvmord - det var endnu værre: at vove min Faders Hemmelighed; Hvo veed, hvilke Bekjendelser, Pinebænken kunde afpresse mig? - Jeg vil tøve til Forløsningens Time slaaer - naar skal jeg høre den?

✂ Den 20de October.

✂ Ogsaa nysgjerrig kan jeg endnu være. Jeg kan ofte ønske at vide, hvo der færdes over mit Hoved, hvo der nu boer i Slottet. Det var pantsat af Kongen til nogle Jøder i Amsterdam - monstroe de skulde nu have det i Besiddelse? Jeg hørte iaftes Rumlen af Vogne paa Broen og en ualmindelig Tummel herovenpaa. Dog, hvad angaaer det mig? Hvad vedkommer det den Døde, hvo der træder paa hans Grav?

✂ Den 21de October.

✂ Skal jeg betroe til Papiret mit Hjertes sødeste og smerteligste Løndom? Skal jeg fornye Erindringer, der paa eengang henrykke og martre mig? hvorfor ikke? - Undflye dem er mig alligevel umuligt - maaskee kan det lindre min Smerte, at jeg opskriver dem - jeg vil prøve det, om jeg endog skulde trykke Braaden længere ind i mit saarede Bryst.

✂ Sulamith - Mit Hjertes Drøm! min første, min - sidste Kjerlighed! 170 men lovet være Gud! den var reen og uvanhelliget; derfor er der endnu en Sødhed i Mindet om hine flygtige, skuffende Glæder.

✂ Sulamith! jeg vil tænke Dig, som første Gang, da jeg saae dit dejlige Aasyn mellem Hyacintherne. I dette Øjeblik følte jeg - om jeg end vidste det ikke - at Du var min Sjæls udkaarede Brud. Det syntes mig et Tilfælde, at jeg den Dag, uden at jeg selv vidste hvorfor, paa min jævnlige Vandring til Børsen just valgte denne usædvanlige Vej - Nu gik jeg ingen anden. Saasnart jeg drejede ind i Gaden kjendte jeg dit Vindue langt borte. Sødt bævede mit Hjerte, jo nærmere jeg kom; mine Skridt bleve kortere; men jeg torde ikke vende mit Ansigt om til Dig; jeg skottede fra Siden: og dog opdagede jeg, at Du lagde Mærke til mig. Jeg veed ikke hvormange Dage der forløb, inden jeg vovede at hilse. Jeg forbausedes over min Dristighed; men, o Himmel! Du hilste mig igjen - mit Lod var kastet.

✂ Den sidste Vintermaaned randt hen - Foraaret kom: en Dag savnede jeg Dig, den anden - tredie ligesaa. Da syntes mig, at min Sol var dalet. Unævnelig Længsel bespændte mit Bryst. Min Principal flyttede ud paa sit Landsted. Jeg sukkede, jeg græd - jeg vidste ikke, hvornær jeg kom Dig.

✂ Jeg sad i Jasminlysthuset og drømte om Dig, min Elskede! da hørte jeg et dybt Suk bag mig i Naboens Hauge. Jeg saae gjennem en Sprække i Plankeværket - Sulamith! det var Dig: Du sad der ombølget af dine brune Silkelokker; dit Hoved hældede mod din Skulder; dine sneehvide Fingre legede med Blomsterne i dit Skjød; dine Øjne vare hos Levkojerne, men dine Tanker - ja, de vare hos din ukjendte Ven. Jeg skjalv af Henrykkelse; men min Tunge klæbede til min Gane, jeg mægtede ikke at frembringe en Lyd - ak! jeg vidste jo ej engang dit Navn - Du rejste Dig, gik langsomt ind; og jeg sad endnu drømmende paa min Bænk, da Principalen opledte mig, og kaldte mig til mit Dagværk.

✂ Hvor bankede mit Hjerte, da jeg næste Dag nærmede mig Lysthuset med min "Soleil brillant" - Hun var i Sandhed min Sjæls rette "glimrende Sol," derfor valgte jeg denne Blomst - hun var der ikke; jeg svingede mig op paa Plankeværket, og satte den forgyldte Vase med den skjønne Hyacint paa Steenbordet. - Jeg skjulte mig og ventede - hun kom, hun saae Blomsten, rødmede, kikkede til alle Sider - endogsaa over Plankeværket - jeg kunde høre mit Hjertes Slag. Omsider opdagede hun mig i min Krog.

171

✂ Hvad jeg sagde, hvorledes jeg kom over til hende - det har jeg glemt, eller jeg har nok aldrig vidst det. Forgjæves søger jeg at vække min Hukommelse; den tier lige til det Øjeblik, da hun løsrev sig af mit Favnetag, og spurgte: "hvem er De?"

✂ Men alt for vel mindes jeg den Bleghed, der udbredte sig over hendes Ansigt, da jeg sagde hende mit Navn og min Stilling, som første Bogholder hos van der Leete. Hendes formørkede Øjekast sank til Jorden, hendes Hænder foldede sig: "Jeg tænkte," sagde hun neppe hørligt "at De var En af Vores."

✂ Ved hendes Ord opsteeg et Bjerg imellem Os. Hun forsvandt fra mine Øjne, uden at jeg mærkede hendes Bortgang.

✂ Jeg kan ikke skrive længere. Jeg vil kaste mig i Søvnens Arme - ak! hvorfor er den saa kort? hvorfor varer den kun til imorgen?

✂ Den 22de October.

✂ "Een af Vores!" - Virkelig! Man har ofte antaget mig for Jøde; Bekjendte have skjemteviis forsikkret mig: at min Næse og mine Øjne vare ganske israelitiske. Vel muligt: min Moder var jo ikke af min Faders Troe - milde Himmel! af hvad Troe er da Kjerlighed?

✂ O, at jeg havde været een af Hendes, eller hun een af Mine! da havde vi opfyldt et Bud, som kom - ja som kom fra Himlen; men Menneskene have andre Bud - anden Lyksalighed - ak Gud! den er derefter.

✂ Hvor stille og klar er Søen idag! et Spejl af den Himmel heroventil, som jeg nu aldrig meer skal see - den kommer i Bevægelse - det er Fiskeren i sin Baad. Ak! mit Hjerte bevæger sig ogsaa ved at skue et Menneske; jeg føler, at jeg endnu ikke er skilt fra Verden. Han fortøjer Baaden - han udkaster Medesnoren - han fløjter Tonen af en Morgenpsalme. O, min Gud! min Gud! hvor underligt røres jeg! Jeg kan ikke see Bogstaverne for Taarer - Pennen skjælver i min Haand. -

✂ Den 25de October.

✂ Nej! min Pensel skal ikke vanhellige hendes himmelske Aasyn. Behøver jeg da vel et Billede af hende? og er det ikke altfor dybt indpræget i mit Hjerte? O! det udslettes ikke, før dette arme Hjerte har ophørt at slaae.

✂ Først igaar opdagede jeg mine Tegneredskaber - Min Fader har da 172 lagt dem i Skrinet, at jeg kunde have Adspredelse i min Eensomhed. O, min elskede Fader! Du min eneste Ven paa Jorden! est Du nu i det Land, hvorefter din Søn længes? eller est Du endnu landflygtig i mit Fødeland, mens jeg er en Fange i dit?

✂ Er Du hos min Moder? har en medlidende Himmel nu omsider forenet, hvad grusomme Mennesker adskilte? Fader! Moder! naar ville I hente eders Søn?

✂ Hvor smerteligt er det dog, aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os; det Bryst, der gav os første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med Ømhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Ak! mon ogsaa paa mig? mig - forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder? og den dybeste Kummers Sukke blandet sig med mine Skriig?

✂ Den 26de October.

✂ Ja! han er død! - Gud glæde Dig i sin Himmel!

✂ Det var ingen Drøm! Vel sov jeg; men Forestillingerne vare alt for levende, for sandsynlige til at være det sædvanlige Blændværk af en lænkebunden Phantasie, hiint væmmelige Sammensurium af opkogte Historier. Nej, dette Syn var ingen Opstigelse fra Maven; men en Nedstigelse fra Aandernes Himmel.

✂ Var det min Moder, hvis yndige Skikkelse svævede ved hans Side? Det var hende - hun lignede Sulamith. Den Synlige smelter sammen til eet Væsen med den Usynlige: saa elsker jeg i den Ene dem Begge.

✂ Forunderligt! højst sælsomt! Fraværelse og Tiden - siger Man - dæmper Kjerligheden; tvertimod hos mig: jeg har aldrig elsket hæftigere end nu. Er dette en Tilgivt, endnu en Malurtdraabe i mine Lidelsers Kalk? Nej, det er Trøstens klarttindrende Dugperle. Daarligt har jeg handlet, idet jeg saalænge stræbte at tillukke mit indre Øje for denne venlige Skikkelse, der tilhvisker mig det søde Haab: "vi sees igjen."

✂ Førend jeg overgav mig selv til denne Eensomhed, troede jeg at være paa Vej til at glemme hende - var det maaskee virkelig - men det var Rejsen, Omgang med saamange Mennesker, Naturens Skjønhe-der, Livets mangehaande Glæder, der endnu ikke havde opgivet Kravet paa mit unge Hjerte - Alt dette var det, som adspredte mig. 173 Nu, i denne min fuldkomne Afsondring fra Verden, gjør den stærkeste af alle Følelser atter sin Ret gjældende. Nu først undrer det mig, hvorledes jeg har kunnet finde Fornøjelse i Jagt og Fiskerie, Musik og Dans. Var det en Forbrydelse mod Dig, min Elskede! den vorder tilfulde afsonet.

✂ Hvad er dette? Baaden glider forbi; den bærer tvende fremmede Skikkelser - i hollandsk Dragt! Skulle det virkelig være disse Jøder? Sulamiths Landsmænd? - De forsvinde.

✂ Besynderligt! det forekommer mig at være hine selv samme Figurer, der vare i Baaden hos hende, da jeg Dagen før min Afrejse saae hende sidstegang. Da jeg sad i Jasminlysthuset, og de sejlede forbi mig paa Canalen. Hun saae mig; thi pludselig blegnede hun, og greb fat paa Rejlingen. Een af dem raabte: "Sulamith! hvad fejler Dig?" Sulamith! det var første Gang, jeg hørte dit søde Navn - ak det var sidste Gang, jeg saae dit himmelske Ansigt!

✂ O, du skrøbelige Hjerte! hvi lader du dig atter daare af et bedragerisk Haab? hvortil disse Ønsker, som aldrig ville opfyldes? kunne disse Jøder aabenbare mig Noget, som det var værd at vide? Nej, de kunne ikke forudsige mig min Dødsstund.

✂ Den 1ste November.

✂ En vældig Storm! Det er Vinterens Herold - dens vilde Basunblæser. Han tuder i Sivene, og knækker de raslende Rør. Han har afklædt Skoven; jeg seer den graa Himmel gjennem dens tynde, svajende Kviste. Bølgerne brøle; deres Skum pidsker som Sneefog forbi mit Vindue. Jeg vil lukke for det; jeg vil sætte Stenen ind, og tænde min Lampe. Jeg vil gjøre Dag til Nat - er mit Liv vel Andet?

✂ Igaar var der Jagt i Skoven. Da jeg saae ud af mit Kighul, opdagede jeg paa Skovpynten - den eneste Plet af Jorden, der endnu ligger for mine Øjne - en statelig Hjort. Han saae sig tilbage over Ryggen, og rystede sine mægtige Takker. Jeg hørte Hundeglam - da sprang han ned i Søen; Bølgerne sloge sammen over ham; Fraaden glindsede i Morgenlyset. Endnu en Stund saae jeg hans grenede Hoved over Vandet; men snart var han ude af den snævre Glime, jeg fra mit lille Vindue kan overskue - han har søgt Landet og Vindumovergaards Skove. - Nu hørte jeg et Skud - atter eet - det rullede som Tordenskrald hen ad Almind og Vranum Bakker. Mit Hjerte bankede 174 af Jægerslyst; men jeg sad som Ræven i sin Grav. - Jagten nærmede sig - flere, stærkere Skud - højere Halsen - Bellereines klang som en Sølvklokke mellem de andre; jeg kjendte den grandt. Hvor ofte har jeg ledt den til Jagten, naar den hylende af Glæde sprang omkring mig, og svinkede med sin brune Hale! Stakkels Hund! nu har du en anden Herre; den gamle sidder der, hvor han hverken seer Sol eller Maane; du springer ikke mere foran ham om Morgenen; du træder ikke mere i hans Spor om Aftenen med hængende Hale og ludende Hoved. - Naar Alt blev stille, hørte jeg Michel Skyttes vældige Hallo Hallo! Mon han endnu tænker paa sin gamle Jagtcammerat? eller og han har glemt mig, som Bellereine og alle de andre? Ja! mig mindes Ingen, uden Themis; hun alene gjemmer den formeentlige Forbryder i blodtørstig Erindring.

✂ Besynderligt! uforklarligt! aldrig tilforn har mit Fængsel forekommet mig saa snævert; Væggene ere mig for nære; Loftet hænger alt for lavt ned over mit Hoved - jeg maae røre mig. - Indgangen er tillukket - skulde der ikke være en Udgang? Hiin Gruusdynge har jeg endnu ikke prøvet at bortrødde - jeg maae vide, hvad der er bagved. -

✂ Den 8de November.

✂ Saa er jeg da ikke længere levende indmuret! jeg kunde, hvad Øjeblik jeg vilde, atter forskaffe mig Friheden - mig tykkes, jeg allerede har den; - at jeg - glemmer, at Galgen staaer udenfor Fængslet. -

✂ At Ingen dog har vidst af denne Løngang at sige! at Ingen har fundet paa at rødde disse Muurbrokker tilside! Vel, jeg tager Alt hernede i Besiddelse - Huuslejen er dyr. Liv og Ære! Og saa tør jeg nok gjøre mig Catacomben saa nyttig som muligt. Som en Muldvarp vil jeg rode omkring hernede, vogte mig for Dagslys og Mennesker. Til Natten fortsætter jeg mine Undersøgelser - nu - Stenen for Glughullet! Lampen tændt! og Penslen i Haanden! Jeg vil arbejde paa Prospecten af mit Fødested: mit første Øjekast var ud paa det uendelige Hav, over den øde stormfulde Strandbred - jeg forudsaae min sørgelige Skjæbne.

✂ Den 9de November.

✂ Løngangen endes ved Kaminen i den store Riddersal. Qvaderstenen kan lettelig tages ud; og Aabningen er stor nok til at krybe derigjennem. 175 Et snildt Paafund med det lille trinde Hul, der er boret gjennem Stenen! derfra kan Man mageligt høre hvad der foregaaer i Salen, og oversee en Deel af den. Med hvilken hæftig - jeg kunde sige glædelig Rørelse gjensaae jeg dette Værelse. Jeg gjenhilsede det store Ibenholts Skab, Marmorbordet, Jægerne, Hundene og Hjorten paa Tapetseriet som gamle Bekjendtere. Morgensolen kastede sine Straaler ind paa Træernes Toppe - jeg syntes, at en Haabets Straale faldt ind, og opklarede min Sjæls dybe Mørke - Blændværk! en Lygtemand paa Afgrundens Rand!

✂ Den 11te November.

✂ Det er dem, de selvsamme jeg saae i hendes Selskab - de rige Limaer; og hvo er da hun? og hvor? -

✂ Almanakken havde Maaneskin. Det var paa den Tid at den skulde staae op kl. 11. Der paakom mig en ubetvingelig Lyst, at tilbringe et Par natlige Timer paa Riddersalen. Saameget mindre tog jeg dette i Betænkning, som denne Fløj endnu rimeligviis er ubeboet, og Salen tilmed ikke i det bedste Rygte. Det Sidste kunde ikke afholde mig, Gravens Søn, Dødens Fortrolige.

✂ Stenen var snart borttaget - jeg indaandede den køle, forfriskende Vinterluft - mit Hjerte slog i sælsom Bevægelse - Taarer vældede frem af mine Øjne.

✂ Det var mørkt i Salen; jeg satte mig ved det midterste Buevindue. Den østlige Himmel begyndte at lysne. Maanen bebudede sin Fremkomst; jeg ventede den, som en elsket, længe savnet Ven. Det klaredes mere og mere; de mindre Stjerner forsvandt; luerød fremsteeg Nattens Dronning over Bøgeskovens mørke Kant; Bølgerne legte med hendes venlige Billede.

✂ Sødt henrykket, glemmende mig selv og al min Elendighed blev jeg siddende i uafbrudt Beskuelse af den maanelyse Himmel. Alle mine Tanker vare ved Fortiden; ved de Dage, da min uskyldige Sjæl var lige saa reen og klar som hiint Nattens skjønne Lys; da frejdig Livslyst gjennemskinnede, smeltede mine Smaasorger, som Maanen de tynde Blaaner, der giede hen over dens milde Aasyn. Da nærmede sig en sort, uhyre Skye, som dens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge - den sank ned, sluktes, forsvandt i det tykke Mulm. Frygtelig vækket af mine falske Drømme, sukkede jeg af tungt sammenpresset 176 Bryst: "O min Ungdoms Lyksalighed! saaledes est du ogsaa forsvunden - opslugt af min skumle Skjæbnes uopløselige Mørke!"

✂ Jeg vendte mig ind mod Salen; mit Hoved sank ned paa min Barm; mine Taarer vendte tilbage til deres Kilde - den lukker sig for Fortvivlelsen.

✂ Ikke længe: et pludseligt Glimt oplyste den skumle Hal - Maanen var atter befriet. Dens Skin faldt lige paa - himmelske Gud! - paa min Faders Ansigt.

✂ Ikke Skræk, ikke Glæde var det, der greb baade Legeme og Sjæl; ingen mig hidtil bekjendt Følelse; men vist nok den, vi fornemme naar Sjæl og Legeme skal adskilles, den sidste nedsænkes i Gravens lange Vinternat - den første opstige til hiint Lys, hvorpaa den haaber, hvorefter den længes, men med Bævelse.

✂ Ak! det var ikke hans Aand! mit Hjerte flagrede ham imøde - han kom jo at forkynde mig Friheden? - Nej! det var kun hans Billede. Maanens fulde Frembrud af Skyen rev mig ud af min Vildfarelse - hvorfor varede ogsaa den kun saa kort?

✂ De have altsaa flyttet det fra Dagligstuen herop - til Selskab for mig i mine natlige Timer? ja! jeg vil hver Nat besøge dig, elskelige Afbildning! jeg vil tale til dig; jeg vil sukke, græde for dig; og troe at læse Svaret i dit alvorlige Blik! jeg vil trøste mig ved din Skygge, indtil jeg - Gud give snart! træder selv ud af Livets. -

✂ Maanen skred længere frem; den forlod min Faders Billede for at belyse - Joseph Limas, den gode ærlige Joseph! som han hedde paa Børsen og alle Contoirer. Godt truffet! ham livagtig; det samme milde, kloge Ansigt, der altid sig selv liigt snoede sig omkring mellem Jøder og Christne. God Yndest, god Credit er indpræget i enhver af disse mange Rynker - det er den lige fromme, den lige snilde Joseph mellem Ægypterne og sine Brødre. Han er mig ret kjer denne Jøde; han kjender jo Sulamith! - maaskee er han hendes Nærbeslægtede?

✂ En dygtig Maler har forfærdiget dette Stykke! hvor naturlige ere disse Blomster! hvor livlige deres Farver! Ogsaa en soleil brillant er imellem dem - mon den er tegnet efter hiin? mon hun har plejet Originalen, og maaskee mindet sig med Veemod den arme Giver?

✂ Endnu et Portrait! det er Broderens; ved første Øjekast gjenkjender Man den barske, trodsige, fremfusende Salamiel, den bedste Billardspiller og forvovneste Skøjteløber i Holland. Disse tvende ere altsaa 177 ner! Den ældste - Contoirchefen, hjemme i Amsterdam; Ak! men hvor er Sulamith?

✂ Saa urolig, som endnu aldrig tilforn i disse fem Maaneder, forlod jeg Riddersalen. Det var mig, som om jeg unødig maatte bryde op fra et kjert Selskab, som om min Hules Eensomhed havde noget, hidtil ukjendt, Lønligrædsomt. Ja, jeg forekom mig selv som et Gjenfærd, hvem Morgenluft og Hanegal bortjager fra elskede Slumrendes Leje tilbage til Gravens øde Bolig.

✂ Den 12te November.

✂ Hvilken Nat! Har jeg vel troet, endnu at skulle opleve en saadan? eller at hiint søde Veemod, som Musikken vækker, kunde finde Vej til mit Hjerte? Min egen Mandoline ligger jo urørt paa Kistebunden - hvo spiller vel i Graven? - Næsten var jeg istand dertil - kun at jeg kunde gjøre det uhørt; eller hørt blot af dem, som vel nu alene have Øre for Seraphers Hallelluja.

✂ Men var det ogsaa et Bryst af Jord, der udsendte disse Toner? udflød denne smeltende Klang fra synlige Strenge. O! lad mig troe, at det var hendes forklarede Aand, der talte til mig paa Englenes Tungemaal!

✂ Jeg stod foran min Faders Billede. Mine Sukke tolkede min Lidelse, min Længsel: da lød en Harpes liflige Toner, mildt bølgende Accorder, og derpaa en Stemme, klar som Harmonicaklang, og sød som Hjertets første Elskovsdrømme. Jeg stod som fastnaglet til mit Sted. - Det blev stille; jeg nærmede mig Døren til Corridoren: fra Hjørnestuen ved hiin Ende af Samme syntes Lyden at komme. Her kommer ingen om Vinteren; da den har Vinduer mod Nord og Øst, bruges den kun i den varme Sommertid. - Skulle det da ikke være et kvindeligt Besøg fra den fjerne Ridderold? En Aand, som her i sin Ham af Jord har elsket, og elsket haabløst, ubesvaret eller grusomt bedraget? - Nej; Harpen og Sangen lode sig atter høre; den sidste var - portugisisk. Jeg kjendte den paa hiin sørgmodige Nationalmelodie, og paa den melancholske, tit gjentagne, længe udholdte Lyd af Ordet Coração * - Min Hukommelse fløj tilbage til van der Leetes Landsted, i ** Udtales Corasaung €: Hjerte. Udgv. Anm. 178 Naboens Hauge. Natten efter vor første og sidste Sammenkomst, havde jeg hørt disse sørgmodige Toner.

✂ O Gud! var det Sulamith, eller hendes Aand?

✂ Den 14de November.

✂ Igaarnat var der Folk i Riddersalen! Jeg listede mig tilbage i min Celle. Med Billeder kan jeg tale; med Aander kunde jeg være fortroelig; men - for Mennesker skjælver jeg. Ved min Forsvinden har jeg jo erklæret mig selv for deres Fjende; og jeg frygter en Straf, som jeg ikke har fortjent.

✂ Endnu afvigte Nat vovede jeg mig ikke ud af mit sikkre Skjul. Længere udholder jeg det ikke: naar Solen kommer op under Nordpolen, maae jeg afsted.

✂ Den 15de November.

✂ Nysgjerrigheden var altsaa stærkere end Frygten. Jeg ræddes for Mennesker, og dog søger jeg dem; jeg forekommer mig selv som en Schakal, der om Dagen lurer i sin Hule, men som i Mørket sniger sig hen til de menneskelige Boliger.

✂ Det var vel ikke langt fra Midnat, da jeg forsigtig steeg op med min Lampe. Endnu før jeg naaede Enden af Løngangen, hørte jeg atter Stemmer i Salen. Sagtelig blev jeg ved at gaae frem. Jeg lagde Øret til Stenen, men kunde Intet tydeligt fornemme: da vovede jeg at tage Proppen ud.

✂ Ved Bordet sad begge Brødrene: Joseph med Ansigtet imod mig; Salamiel vendte Ryggen til. Deres Samtale angik en Gjenstand, der strax vakte min hele Opmærksomhed: de havde grundet Aarsag til at vælge dette afsides Værelse.

✂ "Siig mig oprigtig, Broder!" sagde Salamiel, "er det ikke Guld og Sølv, som regjerer Verden? For disse Metaller kan jeg skaffe mig Huse og Jorder, Skibe, Vaaben - ja selv Soldater. Er det ikke dem, der har gjort os til Herrer af denne gamle Ridderborg, og et Par tusende Bønder til vore Livegne? Og kunne vi ikke, hvilket Øjeblik vi ville, ved disse samme Midler opsvinge os til danske Grever eller Baroner? Ja, var det ikke endogsaa muligt, paa Trappetrin af Guld at bestige en Trone?"

179

✂ "Salamiel" svarede Joseph med sit sædvanlige Smiil, "Penge have stor Magt; men Gud regjerer Verden. Vort Folk er det rigeste, og - det afmægtigste paa Jorden. Har alle vore Gulddynger hidindtil kunnet kjøbe os en eneste Plet Jord, som vi torde kalde vor egen? Kan en Fader sikkre sine Børn Besiddelsen af sine dyrekjøbte Ejendomme? Leve vi ikke meget mere i en stedsevarende Udlændighed? Maae vi ikke idelig være beredte til at opofre vort Guld og vort Gods, for at redde vor usikre Tilværelse? Vore Fædre vandrede fyrgetive Aar i Ørken - fyrgetive Gange saalænge omvanke vi nu, eller rettere, jages vi nu fra Land til Land af disse Fremmede, som vi frygte og afskye."

✂ Salamiel sprang op, gik nogle Gange hæftigt frem og tilbage, og traadte derpaa hen foran Broderen. "Joseph!" sagde han, "Hvad er Skyld heri? er det ikke vor egen Mangel paa Samdrægtighed, paa Planmæssighed i vor Virken? er det ikke vor egen - ja, vor egen Fejghed?"

✂ "Eller Jehovas Villie" sagde Joseph; hans Svar lød som et Spørgsmaal.

✂ "Jehovas Villie!" gjentog Salamiel: "at dovne Munke udjog os fra dette Spanien, som vor Flid havde beriget? at disse Vandbier bemægtigede sig den Honning, vi i Aarhundreder stille og fredeligt havde indsamlet? Var det Guds Villie, at Portugal først modtog os med aabne Arme, for siden at udrive Børnene af Forældrenes Favn? At -"

✂ "Broder!" afbrød Joseph mildeligt; "hvorfor skulle vi oprive de gamle Saar?"

✂ "For at beskjærme os mod nye!" raabte Salamiel. "Det var dog vel engang paatide, at vort ulyksalige Folk lærte at kjende og tilstoppe Kilderne til dets egen Fordærvelse: at det omsider lærte at høste istedet for evindelig at saae for Andre; at ansee Guldet for Middel til Uafhængighed, og ikke for Tilværelsens Øjemed,"

✂ Joseph slog Øjnene ned, og lagde sine Hænder paa Bordet. "Hvorlænge, Salamiel!" sagde han langsomt med dyb og dæmpet Røst, "vil Du endnu hænge ved dine politiske Drømme? Femten hundrede Gange har Aaret fuldendt sit Løb, siden Stjernens Søn forgjæves opofrede fem hundrede Tusinde af sine Brødre; og endnu herske Hedningene i Herrens hellige Stad. Endnu dagligen opfyldes Jeremiah Spaadom: "Jeg vil give dem til Ustadighed, til Ulykke i alle Riger paa Jorden, til Forhaanelse, og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse i alle Stederne, hvorhen jeg vil fordrive dem."

180

✂ Salamiel kastede sig paa sin Stol, og stirrede taus og mørk hen for sig. "Hvo har sagt" gjenmælede han efter et Ophold, "I skal søge mig og finde; jeg skal omvende eders Fængsel, og samle eder fra alle Hedningene, og fra alle Stederne, derhen jeg lod fordrive eder; og lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder?"

✂ "Dette er allerede skeet" svarte Joseph, "dette er opfyldt eengang, efterat Folket var prøvet og ydmyget i Babel i halvfjersindstive Aar. Men siig mig: Hvo kan nu see eller haabe Enden paa en sextenhundredeaarig Trældom? Hvo skal nu samle et Folk, der er adspredt over den ganske Jordens Kreds? der ved Sprog og Sæder er mere fremmet for hinanden indbyrdes, end for de Nationer, blandt hvilke de leve?"

✂ "Den der har Mod dertil" sagde Salamiel; "Mod, Klogskab og - Penge - det er Alt hvad der behøves."

✂ "Og Forsynets Bistand" lagde Broderen til. "Penge kan tabes hastigere, end de vindes; Klogskab har Grændser, og Mod er ofte Galenskab: Sabathaj Sevi greb efter Scepteret, og fik -"

✂ "Joseph!" afbrød Salamiel bittert, "din Hukommelse synes helst at ville dvæle ved de sørgelige og fornedrende Epocher i vor Historie. Jeg mindes hellere de Tider, da Asien skjalv for Davids Hyrdestav; da Tyrus og Sidon, Ophir og Saba bejlede til Salomos Venskab, og lyttede efter Viisdommen fra hans Læber."

✂ "Hvorfor dvæle ved Minder" sagde Joseph, "som kun føre til nedslaaende Sammenligninger? hvorfor ikke hellere holde sig til bittre, men nyttige Erfaringer?"

✂ "For af dem at lære?" spurgte Salamiel noget spodsk.

✂ "At vi have overlevet" svarede Broderen bestemt og alvorligt "vor Tilværelse som Nation, vort Haab, og vore - Spaadomme. Tredsindstive Slægter have ventet forgjæves paa den Frelser, som tøver vel længe i to og tive Secler, om - han ikke allerede var kommen."

✂ Her rejste sig atter Salamiel, og gik med hurtige Skridt op og ned bag ved Broderen. Denne skrev med Fingeren paa Bordet og vedblev: "De Folk, vi kalde Hedninge; men hvis Sværd er over vore Hoveder, tilbede en Prophet, som vore Fædre udstødte af Synagogerne; de bygge deres Haab paa en Hjørnesteen, som vore vise Bygmestere forskøde. De stige og vi synke; de florere og triumphere, medens vi opfylde Herrens Trusel: see jeg vil give dem Malurt at æde og Galdevand at drikke; jeg vil give eder i Fremmedes Haand, og udføre mine Domme over eder. Er ikke Hedningenes Messiah udsprungen af Abrahams Lænd? 181 er han ikke udgangen af Davids Huus? I syttenhundrede Aar svinger han sit Scepter over Jorden, og udvider stedse sit Riges Grændser - Salamiel! hvor er vor Messiah?"

✂ Salamiel svarede ikke, men gik endnu hastigere frem og tilbage. "Broder!" vedblev Joseph, "der staaer skrevet: Mørket skal skjule Jorden, og Dumbed Folkene; men Hedningene skulle vandre ved dit Lys, og Kongerne ved det Skin, som er opgangen for dig. Broder! hvo haver sagt disse Ord? til hvem ere de talede? Er det ikke vort Lys, ved hvilket Hedningene og deres Konger vandre? Og ere vore Veje ikke, som meget slibrige Veje i Mørke?"

✂ "Hvis Lys er klarest?" sagde Salamiel stedse gaaende; "de Christne have revet deres i mange Stykker; Enhver priser sin Stump, som det eneste rene og ægte Lys, og vover Liv og Blod for at slukke den Andens -"

✂ "- De ere dog alle Dele af et eneste Heelt" faldt Broderen ind; "det ligger i Menneskets skrøbelige Natur, at ville rette og fuske paa Mesterstykker, at plette det Rene, forfalske det Ægte, og altid at forblande og vanhellige Religionens himmelske Gave med frække Tilsætninger af egne Drømme og egne Lidenskaber. Have vore Rabbinere gjort det bedre? Længe længe før de christne Præster, har Herren sagt: baade Prophet og Præst ere Øjenskalke - de spaae Løgn i mit Navn, sigende: Jeg drømte, jeg drømte - ja, de ere Propheter, der spaae deres Hjertes Bedragerier."

✂ "Men de Christne" blev Salamiel ved, "have omgjort deres Religions Lys til en Mordbrænderfakkel; paa Enden af deres Hyrdestav have de fæstet en Bøddeløxe; de fængsle og pine, de myrde og brænde - ej alene Fremmede - men deres egne Børn."

✂ "Det er da kun de romerske, Broder!" svarte Joseph.

✂ "Fordi de ere de mægtigste" sagde Salamiel; "lad Protestanterne først faae Overmagten; de ville misbruge den, som hine."

✂ Joseph smilte, og trommede med Fingerne paa Bordet. "Nu er Du ogsaa Prophet!" sagde han, "og dine Drømme ere mørke. Lad os ikke alene betragte de Christnes Gjerninger! de ere ufuldkomne, som alt Menneskeligt: vi, vi fore Alle vild som Faarene, vi vendte os hver til sin Vej, siger Esaias. Men deres Religion! er den ikke en Datter af vores egen?"

✂ "Hvorfor" raabte Salamiel "antoge vore Fædre den da ikke? Hvorfor blev den kun annammet af Fiskere, Bønder og Betlere?"

182

✂ "Fordi" svarte Joseph "det var en Troe for Betlere, saavelsom for Konger; fordi de Lærde vare bedaarede af deres egen Viisdom; fordi vore Præster, de Rige og de Vældige drømte om jordisk Magt og politisk Glands og Storhed: vi saae ham; men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Denne advarende Spaadom er forkyndet Aarhundreder før han kom."

✂ Der blev et langt Ophold. Salamiel gik hen til Vinduet, og saae ud i Natten. Joseph rejste sig og sagde: "Troe mig, Broder! dine Forhaabninger ere ligesaa dunkle som Natten hist ude, og ligesaa løse som hine Skyer, der forsvinde og komme aldrig mere igjen. Troe mig Salamiel! med vort Rige er det længe siden forbi; det gjenrejses ikke mere. Endnu er vi et Folk - desværre! men et Folk uden Land, et Samfund uden Samdrægtighed, et Selskab uden selskabelige Fordele og Rettigheder. Vort Rige er opløst - som alle andre paa Jorden: de staae til en Tid, og synke da i Gruus. Af deres Ruiner opbygges nye, for at friste den samme Skjebne. Kun eet Rige vil kunne bestaae, fordi det er et aandeligt Rige. Dets Grændser bestemmes ikke af Bølger eller Bjerge; det indskrænker sig ikke til eet Land, eet Sprog, een Lovbog. Det overskrider alle Grændser, og gjennembryder alle Skranker; thi Aanden kan ikke bindes med Lænker af Støv. Er dette Rige ikke allerede grundfæstet, da er alt en Drøm, og Gud har aldrig indblæst sin Aand i Menneskets Legeme."

✂ Salamiel traadte hen foran Broderen, og saae længe og taus paa ham. Derpaa foldede han sine Hænder, vendte sig og gik med sænket Hoved langsomt ud af Salen. Joseph stod endnu længe hensunken i Tanker; omsider udbredte han sine Arme, som til en Omfavnelse, saae op til Himmelen, og fulgte efter sin Broder.

✂ Den 16de November.

✂ En særdeles Følelse drager mig til disse Jøder. Oprigtige, ædeltænkende Mennesker! De lede ærligen efter Sandhed - Gud give, de maae finde den!

✂ Inat ventede jeg dem forgjæves. Da Midnatten var forbi, vovede jeg at tage Salen i Besiddelse; ja endog at medbringe min tændte Lampe - Lyset kan jo kun bemærkes fra Søen af.

✂ Jeg søgte at sætte mig selv i den gamle veemodige Stemning - det lykkedes ikke: jeg var altfor adspredt; min Sjæl var, saa at sige, deelt 183 mellem mangehaande, saare adskillige Følelser. Joseph og Salamiel, Sulamith og min Fader traadte - snart enkelte, snart samlede - op for min Indbildningskraft. Verden heroventil, Graven hernedentil droge mig vexelvis til sig: den Sidste grundede sit Krav paa min egen frivillige Beslutning; den Første stræbte at gjøre ældre Rettigheder gjældende. Ak! ere disse ikke forspildte? har jeg ikke for stedse frasagt mig dem, da jeg sluttede mit Testamente? Saaledes maae den Yngling være tilmode, som lukker den tunge Klosterport mellem sig og Verden, som ombytter den vide, skjønne Jord med den snævre, skumle Celle, og skjuler sit Hjerte med alle dets søde Følelser i Munkekappen.

✂ O du yndige, glæderige Jord! skal jeg saaledes skilles fra Dig?

✂ Den 17de November.

✂ Jeg kom for silde - dog ikke for silde; jeg har jo været i menneskeligt Selskab! jeg har jo seet, hørt gamle Bekjendte - O! enhver Bekjendt er mig eenlige Dødsfange en Ven.

✂ Der var allerede afspiist; de havde været sex ved Bordet; Stolene stod der endnu. Levningen af en Dyreryg og en Æblekage fik mine Tænder til at løbe i Vand. I mere end fem Maaneder har jeg levet af tørt og koldt Mad - Dampen af den varme vakte en næsten ubetvingelig Appetit: nu veed jeg, hvorfor Esau solgte sin Førstefødselsret.

✂ Jeg stod i Begreb med, som en Muus, at springe frem fra mit Hul, da jeg hørte Stemmer og Fodtrin i Corridoren. Det var Mikkel Skytte og den gamle Else - hende har de nye Herrer følgelig ogsaa beholdt; det er smukt af dem - Ogsaa Bellereine var der. De satte dem. Mikkel gav sig ifærd med Dyreryggen, Else med Kagen; Bellereine sprang op paa en Stoel ved Siden af Skytten. Jeg misundte dem alle Tre; ja, jeg misundte den stakkels Hund de halvgnavede Been, som Mikkel rakte den. "Der" sagde han, "du har Part i Bukken, du drev galant med ham, gamle Belle! og din Husbond skød ham accurat. Fanden staaer i den Jøde; han er næsten ligesaa god Christen som vi Andre, Else! han ryger sin Pibe, drikker sin Dram, og fletter hollandske Eeder af sig saa store som pommerske Bjelker."

✂ "Jeg kan bedre lide Joseph end Salamier svarede Else, "han er altid mild og venlig, og han smiler endogsaa naar han skjænder, som sjelden skeer."

184

✂ "Men han kan inte skyde" sagde Mikkel, idet han satte en Flaske for Munden, "han er ligesaa dum paa Jagten som du, dit gamle Orgelværk! Giv mig et Stykke Kage!"

✂ Else rækkede ham et Stykke, han gav det strax til Hunden med de Ord: "der Bellereine! det er fordi det er dig."

✂ "Skam skulde slaae Ham!" raabte Else, "jeg troer Han gier Hunden Æblekage."

✂ "Det kommer deraf svarte Mikkel, "at salig Johan - Gud veed, hvor han er - gjorde saa meget af den."

✂ En underlig Rørelse greb mig; det var førstegang i fem Maaneder at jeg hørte mit eget Navn. Kjere Mikkel! - tænkte jeg - vidste du, at jeg var dig saa nær, du sad vist ikke saa rolig. Og dog - dog kunde du maaskee ogsaa forraade mig. O, at jeg maatte have, blot et Par Øjeblikke, havt Hunden hos mig! hvor vilde jeg klappet den, talt til den, og kjælet for den! den skulde have slikket mine Hænder; dens Øjne, dens Hale skulde have sagt mig, at der endnu var et levende Væsen, som havde mig kjer.

✂ "Det blev en dygtig Karl til at skyde, den samme Johan" fortsatte Mikkel; "alligevel det første han kom her, vidste han ikke enten Krudtet eller Haglene skulde først ned; men jeg lærte ham det. Det var ilde, han skulde saadan tage fejl med disse Penge af Kongens; men disse hersens Tydskere, de har den Teufel i Kroppen."

✂ Else tog sig en Priis, og sagde: "da spaaede jeg ved mig selv hvordan det vilde gaae; Herren gjorde jo alt for meget af ham, om det saa havde været hans egen Søn, Mikkel -?" hun saae spørgende og polidsk paa Skytten. Han tog sig en Slurk, og skottede fra Flasken hen paa hende: "Veed Hun Noget?" spurgte han langsomt.

✂ "Hvad skulde jeg vide!" svarte hun; "men ellers kom han ligesom dumpende ned fra Himmelen, og Herren har jo været udenlands i sin Ungdom - de var saamæn heller ikke hinanden uliig af Ansigt."

✂ "Ikke heller af Sind" sagde Mikkel; "Johan var istand til at give Skjorten bort af Kroppen, og den Gamle gav jo Bønderne for lang Henstand med deres Skatter - det var maaskee hans Ulykke den; jeg er sommetider nær ved at troe, at Johan endda har været uskyldig."

✂ "Men da Herrerne deroverfra kom her for at eftersee Cassen, fandt de jo et Brev der, hvori han angav sig selv" svarede hun.

✂ "Godt nok!" indvendte Mikkel; "men hvorfor rejste saa den Gamle?"

185

✂ "Det veed jeg godt" sagde hun: "Den gamle vilde hen og see om han kunde bjerge Penge, inden Cassen blev efterseet. Kunde han det, saa havde Alt været godt; hvis ikke, skulde den Unge tage sig Skylden paa."

✂ "Hille den slemme Jøde!" raabte han; "hvorfra veed Hun alt det?"

✂ "Det er kun Noget, jeg tænker mig til" svarte hun.

✂ "Paa den Maade" sagde Mikkel, "var den Gamle jo Medvider? Hm! Fanden veed hvordan det hænger sammen."

✂ "Jeg kan da ellers sige Ham" vedblev Else, "at jeg engang uforvarende kom til at høre Noget af deres Discours: Vi maae rejse begge To - sagde den Gamle - Jeg bliver - sagde den Unge - "

✂ "Naa! og hvad saa meer?" spurgte Skytten.

✂ "Saa hørte jeg Intet meer" svarte Else, "for Resten hvidskede de."

✂ "Hm!" sagde han efter nogen Betænkning; "der har Hun nok hørt fejl; Johan tog sig vel iagt for at blive - Naa! det skal være hans Skaal! Godtaar, Mosse Johan! og kuk engang ihvor du er!"

✂ Jeg veed ikke, hvorfra jeg fik det forfløjne Indfald; men jeg kunde ikke betvinge min Lyst til at blande mig lidt i Conversationen, og det var skeet, inden jeg selv vidste det: Jeg slog et Blad med Munden, og jog saa Proppen i Hullet. At Else gav et Skriig, Bellereine et Bjef, at en Stol faldt overende, og en Dør blev smekket i - det hørte jeg, og - ja i Sandhed! jeg loe: men forfærdedes i samme Øjeblik ved Lyden af min Stemme. Gud! er det muligt, i en Forfatning, som min, at være saa letsindig? For Opdagelse behøver jeg ikke at frygte, dertil ere de Begge for overtroiske; men at jeg kunde skjemte, jeg som allerede staaer med begge Fødder i Graven - dette har mig noget ret Gyseligt - Spøgelseagtigt. Dog - var det ikke snarere en dunkel Instinct, at jeg vilde jage dem bort, for at bemægtige mig Noget af Levningerne? - Himmel! hvor det smagte mig! og alligevel turde jeg ikke spise efter Hjertenslyst; formeget kunde have røbet mig arme Stakkel.

✂ Naar jeg ellers overtænker denne Samtale, bliver jeg ret underlig tilmode. Mit Offer er bragt; men Frugten synes ikke at ville modnes. Jeg bortslængte min egen Ære for at frelse en elsket Faders, og see! hans taber sig tilligemed min. Skulle dette være et Beviis paa, at Sandheden stedse maae følges, om den end er nok saa haard og bitter; og at endog den ædleste Løgn forfejler sin Hensigt?

✂ Hvor vanskeligt er det ikke at dølge eller forvandske Sandheden? den vil dog altid - heelt eller halvt - snart eller silde - for en Dag.

186

✂ Tør jeg glæde mig over det skaansomme Omdømme, jeg nyder, skjøndt jeg uden Nytte har søgt at forspilde det? at Rygtet er mere sandfærdigt end jeg selv? jeg veed ikke; men det veed jeg, at en ny og vældig Magt vil drage mig op af det Mørke, hvori jeg frivillig, men brødefri, selv har nedsænket mig.

✂ Sex Stole! hvem har siddet paa de fire? Coração! o! hvor svagt - hvor daarligt est du! -

✂ Den 18de Novbr.

✂ Vinteren begynder tidlig og stræng. Søen er lagt langt ud; og Isen er bedækket med Snee - maaskee der endogsaa er Spor. Virkelig! jeg seer en Harefod her tæt udenfor - ja! gaae du kun! for mig sidder du trygt i din Busk; jeg skal ikke mere efterstræbe dig, stakkels Morten! Jeg sidder selv og krøkker i mit forborgne Leje; jeg er ligesaa bange for Jægerne som du, skjøndt mit Afspring er vanskeligere at udrede. Hvor ganske anderledes var det forgangen Vinter! da vankede jeg fri og sorgløs omkring paa den nyfaldne Snee, og Nu! - Der kommer Nogen - tryk dig, stakkels Hare! - Det er Salamiel og Mikkel; de gaae virkelig paa Foden; de standse - den har gjort sin Lykke - maaskee sidder den i Flegbusken ved Hjørnet af Volden? - De gaae forbi - det knalder - Mikkel raaber: Apport! - God Nat, Morten! - O, jeg elendige Daare! skal da Alt hvad jeg seer og hører drage mig tilbage til den Verden, som jeg haver sagt et evigt Farvel?

✂ Evigt? - hvorfor da? Er min Fader død, hvad binder mig længere? Frygt for Døden? - er den vissere udenfor end her? Ak! værre end selve Døden er den Uvished, i hvilken jeg lever. Saa være det da fast besluttet; endnu fjorten Dage vil jeg udholde. Hører jeg forinden Intet fra ham, da sprænger jeg mit Fængsel. Een Dag i Frihed er kosteligere, end et Aar i Trældom.

✂ Den 19de Novbr.

✂ Det er hende! hun er her - har været her under Tag med mig i flere Maaneder. O! jeg har ahnet det; jeg har følt det, uden at vide det. Var det ellers muligt, at jeg saalænge havde kunnet udholde min piinagtige Forfatning.

✂ Denne Gang kom jeg betids. Brødrene havde nylig sat sig tilbords, 187 tilligemed Josephs Kone og tvende Smaadrenge; den sjette Stoel stod endnu ledig. "Hvor bliver Sulamith?" spurgte Joseph: det skuddrede mig som et electrisk Stød. Da aabnedes Døren; hun traadte ind, og satte sig paa den ledige Plads. Jeg maatte holde mig fast, for ej at rulle ned af Løngangens Trappetrin.

✂ Hvor dejlig var hun, men ogsaa hvor bleg! ak! mon det er Tanken om mig, der har ombyttet Glædens røde Rose med Længselens hvide paa disse yndige Kinder? Og om det var - om ogsaa hun gik over til min Troe - hvad da? Hvo er jeg? en æreløs, fredløs Forbryder - o Gud! o Gud! nu først fuldbringes det tunge Offer - forbarm dig, og end mine Lidelser, inden min Haand væbner sig imod mit Hjerte!

✂ Den 20de Novbr.

✂ Endnu eengang vil jeg see dette himmelske Ansigt, og mætte mine Øjne med hendes Beskuelse. Endnu engang inden jeg siger Verden Farvel og gaaer didhen, hvorfra Ingen kommer tilbage, vil jeg sige hende - Formastelige! egenkjerlige Usling! hvad vil du? Rive hende med dig ned i haabløs Kjerligheds Afgrund? atter aabne et Saar, som Tid og Fraværelse maaskee allerede har tillukket?

✂ Nej! ene vil jeg lide; ene vil jeg synke i Forglemmelsens Hav; ingen Taare skal væde mit usle Støv! -

✂ Den 21de Novbr.

✂ Det er besluttet. - En barmhjertig Gud vil tilgive mig dette sidste forvovne Skridt; han vil lægge sønlig Kjerlighed og et ubesmittet Liv i den opstigende Vægtskaal, og samle mig med den Fader, for hvis Skyld jeg udøser mit unge Blod.

✂ Er jeg ikke allerede Dødsdømt? hvad gjør jeg Andet, end fuldbyrder den uigjenkaldelige Dom? Hvortil nytter, hvorfor udfordres en længere Marter? - naadige Fader! er det ikke nok!

✂ Min Befrier ligger for mig - den er beredt til at oplukke mig Evighedens Porte. Kun endnu eet Farvel til denne skjønne Jord! Endnu een Time vil jeg beskue det yndige Dagslys - min sidste Dag!

✂ Søen er tillagt. Den skinner, som et Spejl, i Morgensolens Straaler. 188 - Isen synger - der er en Skøjteløber derude. Jeg har ogsaa tilforn med ungdommelig Lyst tumlet mig paa den blanke Flade; dengang var min Sjæl ligesaa rolig og klar som den stille smilende Søe - Lyden nærmer sig - det er ham - det er Salamiel! med sammenslyngede Arme laverer han i vældige Svingninger. - Farvel, du sidste menneskelige Væsen, mine Øjne her faae at see! - Han løber lige hen mod Rørholmen; der er Væld underneden - et farligt Sted før Solhværv er gaaet. Jeg vil raabe til ham gjennem mit Glughul - han har hørt det - han standser, og seer sig om - nej! nu fortsætter han sit Løb - Himmel! han synker -

✂ Den 22de November.

✂ Pennen danser i min Haand - kan den vel Andet, naar Hjertet danser? - O, du naadige Gud og Frelser! hvorledes skal jeg dødelige Menneske bære saamegen Salighed?

✂ Da jeg krympede mig under Prøvelsen, da min svage Haand formastede sig til at ville gribe Hold i dit Tugtens Riis; da min Sjæl forkastede Haabet, og vendte sig i Fortvivlelse fra din Himmel - da var den allerede aabnet over mig, og Glædens Sol smilede over mit Fængsel.

✂ Kun endnu et Par Øjeblikke, og det Forfærdelige var skeet - men derfor sendte du mig en frelsende Engel; derfor maatte Salamiel ud paa Søen; derfor maatte Isen briste under ham - o Gud! hvor underlige ere dine Veje! de ere alle Kjerlighed.

✂ Nu først burde jeg bøde; men du straffer mig med Velsignelser - saa vil jeg da paalægge mig selv denne utilstrækkelige Bod: jeg vil løsrive mig fra saamange søde Omfavnelser, og tilbringe denne sidste Nat i mit Fængsel; med Angers og med Glædes Taarer vil jeg fuldende denne min Prøvelses Tid. Endnu en Nat vil jeg henleve i det Mørke, hvorfra din almægtige Haand udfriede mig.

✂ Jeg rev Lagnerne af min Seng, sprang op gjennem Løngangen ind i Riddersalen, ned af Vinduet. Salamiel kæmpede mod Vandene, der truede at opsluge ham; han brød Isen med sine Hænder, steeg og sank. Han raabte om Hjælp; men Ingen hørte ham; de vare Alle i den modsatte Fløj, som vender ind til Landet. Isen var svag; jeg kunde ikke komme hen til ham; men jeg bandt Lagnerne sammen, tilkastede 189 ham den ene Ende, og lagde mig fladt ud paa Isen: han greb fat, og jeg slæbte ham efter mig - han var frelst.

✂ "Hvem er De, min dyrebare Redningsmand?" spurgte Salamiel, da vi stod paa fast Iis. "En Død, som frelste en Levende" svarte jeg, og drog ham med mig. Han rystede af Kulde og Mathed; jeg maatte næsten bære ham. Jeg kunde ikke forlade ham, før han var kommen ind.

✂ I Stuen sad Joseph og hans Kone ved Frokostbordet; Sulamith aabnede den modstaaende Dør - da begyndte Alt at løbe rundt med mig: Syn, Bevidsthed forlod mig - jeg besvimede.

✂ Da jeg vaagnede stod de alle Fire bekymrede ved min Seng. Mine Øjne faldt først paa Sulamith: hun var bleg som et Liig. Endnu før jeg vaagnede, hørte jeg, at Salamiel sagde: "En Hollænder er han; thi han svarte mig strax i dette Sprog; men hvorledes han er kommen her, det maae den Gud vide, der sendte ham til min Frelse." "Det synes mig" sagde Joseph, "at jeg skulde have seet ham før; hvor, kan jeg ikke mindes." Da var det, at mit Blik faldt paa Sulamith: en svag Rødme kom og forsvandt paa hendes Kinder.

✂ "Hvem er De dog, kjere gode Menneske?" sagde Josephs Kone roligt og ømt. Jeg brast i Graad - jeg kunde ikke svare. Et Bud traadte ind og bragte et Brev - jeg skjulte mit Ansigt med Lagenet.

✂ Jeg fornam en Tunge paa min Haand, og en Piben. "Min Gud!" sagde en Stemme "Hunden kjender ham." Jeg slog Lagenet ned - Bellereine sprang op til mig.

✂ Der var ingen Anden i Værelset, end Salamiel og hans Svigerinde.

✂ Han traadte tæt hen til Sengen: "Hvo De endogsaa er," sagde han, "mit Livs Frelser kan uden Fare betroe sig til mig. De synes ikke at ville være kjendt; men ved den Gud, der brugte Dem som Redskab til min Redning! her har De Intet at frygte; og nærer De noget Ønske, som det staaer i menneskelig Magt at opfylde, da behøver De blot at yttre det."

✂ Jeg var i den piinligste Forfatning! jeg følte Trang til at betroe et Medmenneske min Hemmelighed; men det var ikke min alene. Hvormeget kunde jeg vel aabenbare? Enten min Fader var levende eller død, hans Rygte var mig lige helligt.

✂ Jeg mindes engang at have drømt: at jeg paa et Toug var steget op til Spidsen af et meget højt Taarn; foran mig var en uhyre uudgrundelig Dybde; og vende mig, torde jeg ikke - jeg omfavnede Kuppelen; 190 Touget forsvandt under mine Fødder; - jeg hang mellem Himmel og Jord i gruelig Dødsangest: ak! denne Drøm var et Varsel for min nærværende Sindstilstand. Længe torde den ikke vare.

✂ Joseph kom farende ind med Brevet i sin ene Haand; med den anden pegede han til Gulvet og raabte: "eet eeneste Ord! kom De dernede fra?" Jeg sagde Ja; men jeg skjalv som et Espeløv. "Nu saa være Gud højlovet i Evighed!" sagde han, kastede Brevet, omfavnede mig, og trykte et Kys paa min Pande: "Velkommen, Søstersøn!" jublede han; men hans Stemme bævede, hans Taarer trillede ned paa mit Ansigt.

✂ Hans Kone udstødte et Forundringsskrig; Broderen tog Brevet op. "Ja Salamiel! sagde han, sættende sig ved Sengen og holdende min Haand i sin, "læs du os dette Brev, hvis Indhold er os Alle, men især denne elskelige Ven, saa højst glædeligt - det er fra hans Fader!" Han læste.

✂ "Meget ærede Hr. Svoger!"

✂ "De vil med Rette undres over denne Overskrivt af en Mand, som hidtil kun har været Dem bekjendt af Navn. De vil tillade mig, med faa Ord at løse Gaaden."

✂ "Da jeg for nogle og tive Aar siden opholdt mig i Pengeanliggender her i Amsterdam, blev jeg hændelsesviis bekjendt med deres Søster Eva, som dengang var i Huset hos deres Morbroder. Vi fattede Godhed for hverandre, og i et svagt Øjeblik lode vi os henrive af vor gjensidige Tilbøjelighed. At deres Fader, formedelst sine strænge Religionsbegreber, aldrig vilde give sit Minde til vor Forbindelse, dette vidste min Kjereste alt for vel. Men haabende paa Fremtiden, stolende paa min taaleliggode Formuesomstændighed, og bestormet af min hæftige Lidenskab, foreslog jeg hende et hemmeligt Ægteskab og Flugt med mig til mit Fødeland. Hun indvilgede begge Dele; men Udførelsen maatte, formedelst væsentlige Hindringer, opsættes. Imidlertid begyndte hendes Svangerskab at blive synligt. Jeg bortførte hende og skjulte hende hos en Ven og Landsmand af mig, som var boesiddende i Rotterdam. Der blev hun Moder til en Søn, som i dette Øjeblik - Gud give levende - befinder sig paa Hald. Vor Flugt blev forberedet: et dansk Skib, som laae i Havnen, skulde føre os til mit Hjem. Min spæde Søn med sin Amme havde jeg faaet ombord, og ventede blot Natten, for at afhente hans Moder. Ak! da jeg kom, var hun forsvundet. Alle mine Eftersøgelser vare forgjæves; jeg maatte 191 føre vort Barn tilbage til min Ven. Han sørgede for dets Pleje og Opdragelse."

✂ "At deres Fader havde opdaget sin Datter Opholdsted, og overtalt hende til at vende tilbage, kunde jeg formode; men at han havde bragt hende til en Slægtning i Antwerpen, dette har jeg først nu faaet at vide; saavelsom, at han havde taget det Løfte af hende: at hun aldrig vilde søge nogen Gjenforening med mig saalænge hans Øjne vare aabne."

✂ "Efter to Aars frugtløse Søgen efter min forsvundne Kjereste rejste jeg til Danmark. Der underholdt jeg en bestandig Brevvexling med min Ven i Rotterdam. Han døde; men endnu forinden havde han anbragt min Søn paa van der Leetes Comptoir i Amsterdam, hvorfra jeg forgangen Aar lod ham komme til Hald."

✂ "Ulykkelige Omstændigheder, hvis nærmere Forklaring ikke hører herhid, foraarsagede, at jeg kom i et Par tusinde Dalers Cassemangel. Vel dobbelt saa meget havde jeg tilgode hos et Huus i Amsterdam. Jeg skrev; Huset havde gjort Opbud, og kunde ingen Penge afsende, men vilde jeg selv komme, eller skikke en paalidelig Mand, vilde Man see at gjøre Udvej."

✂ "Jeg maatte altsaa afsted. Men i det Fald, at Rejsen skulde vorde langvarig - som desværre ogsaa skede - og Cassen imidlertid blive undersøgt, var dog min Ære og mit Embede forloren. Da var det, at min ædle Søn tilbød sig at leve skjult og indmuret i en Løngang under Slottet, for at bringe Vedkommende paa den højst rimelige Formodning, at han var deserteret med Pengene."

✂ "Ved min Ankomst hertil, efter en lang og besværlig Søerejse, faldt jeg i en haard Sygdom, der i tre Maaneder berøvede mig Forstandens Brug. Ved min Opvaagen finder jeg: at deres Søster, min dyrebare trofaste Eva, er den, som har plejet, og - næst Guds Hjælp - reddet mig."

✂ "Efter deres Faders Død, forlod hun et Opholdssted, som vistnok ogsaa var ganske skjult for hendes Brødre, og blev igjen modtaget af Morbroderen; denne var Naboe til den Mand, som skyldte mig Penge."

✂ "Igaar blev vort, saa længe udsatte, Ægteskab endeligen fuldbyrdet. Og dette giver jeg mig nu den Frihed at tilmælde Dem, haabende: at De med deres Broder ville ikke ugunstig betragte dette Skridt af en Søster, der saa længe har været tabt for Dem, og som i 192 tive Aar har ved store Sorger bødet for en Brøde, hvortil hendes Hjerte forledte hende."

✂ "Men ak! vort arme Barn! mon han er endnu ilive? Vi sukke og bede hver Dag til Gud, at dette Brev dog ej maae komme forsiide. Naar De i en Baad sejler om til den østre Fløj, vil De tæt ovenfor Vandet finde et lidet firkantet Hul; derigjennem kan De tilraabe ham - Gud i Himmelen give, at han maatte svare Dem! Han vil da selv tilkjendegive Dem, hvor De kunne aabne for hans Fængsel. Svarer han Dem ikke, vil De i det nordøstlige Hjørne af Kjelderen finde en Qvadersteen betegnet med et Kors; derunderneden skal Muren brydes løs - jeg kan ikke skrive længere for Sorrig og Ængstelse."

✂ "De Penge, som manglede i Kassen, sender jeg med samme Lejlighed. Ville De behageligen tilstille Øvrigheden Samme, tilligemed ilagte Skrivelse, som ganske retfærdiggør min Søn - o! maatte det dog komme ham endnu tilgode!"

✂ "Lever han, da ville De sige ham, med hvilken Smerte baade Fader og Moder længes efter ham."

✂ "O du naaderige Forsyn!" raabte jeg, "baade Fader og Moder! ja - jeg vil afsted!" Jeg sprang op. "Kjere Ven og Frende!" raabte Joseph; "vi ville Alle afsted; hav blot Taalmodighed i nogle Dage, saa følges vi ad. Vi længes ligesaa meget efter at omfavne en fortabt og gjenfunden Søster, som De en Moder. Hald er solgt, og hvert Øjeblik kunne vi vente Kjøberen for at modtage Skjødet." Som han talede, hørte vi en Vogn rulle ind i Gaarden. "Det er ham" sagde Salamiel, og begge Brødrene gik ud for at modtage ham.

✂ Endnu var mit Glædesbæger ikke fuldt. Jeg hørte et dybt Suk bag ved mig - det var Sulamith: hendes Øjne svømmede i Taarer, et veemodigt Smiil bævede om hendes Læber.

✂ Josephs Kone saae vexelviis paa os Begge. "Min Søster" begyndte hun, "har ogsaa en Hemmelighed, hvori jeg er eneste Medvider - mon den nu kunde løses?" Sulamith rødmede, og saae bedende paa Søsteren. Jeg ahnede min Lykke: "Ak!" sagde jeg "torde jeg haabe, at De endnu ikke havde glemt mig?" Hun svarede ikke; men Madame Lima pegte hen til et Vindue - ja i Sandhed! der stod min soleil brillant; jeg gjenkjendte Vasen paa de to brændende Hjerter. Jeg greb hendes Haand og trykkede den til min Barm: "Er jeg da ikke een af Deres nu?" hvidskede jeg, og læste strax Svaret i hendes kjerlige 193 Øjekast. "Og mere, end De maaskee troer" sagde Søsteren; "thi vi ere Alle bestemte paa at antage en Religion, om hvis Sandhed min Joseph har overbeviist os." Jeg sluttede den Elskte i mine Arme, og trykte det første Kys paa hendes brændende Læber.

✂ Saa frydefuldt løser sig da min Skjæbnes dunkle, forvildede Gaade. Alt havde jeg tabt, endogsaa Haabet havde jeg bortkastet, og see! en kjerlig Himmel har givet mig Alt tilbage, og mere dertil: Ære og Frihed, Brud og Frænde, Fader og Moder - en Moder, som for mig ikke havde været til paa Jorden.

✂ Jeg vil slutte mine Lidelsers og Glæders Historie, og henlægge den her, hvor jeg tænkte at berede mig min egen Grav. Imorgen forlader jeg den; den skal tillukkes efter mig.

✂ Skal den engang i Fremtiden aabnes, da ville disse Blade maaskee komme en Mistrøstig for Øjne, og lære den: at Himlen har endnu Frelse, selv naar Haabet svigter det fortvivlede Hjerte.

194

✂

Sildig Opvaagnen

✂ (Orig. Fortælling.)

✂ Jeg mindes ikke noget Dødsfald, der har vakt større Sensation, end min mangeaarige Ven Doctor L*s i R*. Man standsede hverandre paa Gaden, Man foer omkring fra eet Huus til et Andet med Spørgsmaal: "Har De hørt det? veed De det? hvad mon var Aarsagen? mon han har gjort det i Vildelse?" o.s.v. Han var en meget elskværdig, en almindelig yndet og agtet Mand, en fortræffelig Læge med udbredt Praxis; som det syntes, lykkelig gift; Fader til sex vakkre Børn, af hvilke de to ældste Sønner allerede vare i Vej, den ældste Datter forenet med en brav Embedsmand, den næstefter nylig confirmeret, og de to yngste 10 og 12 Aar gamle. Han var dertil formuende, holdt et gjæstfrit Huus, og var en altid munter og behagelig Selskabsmand. Han havde naaet sit otte og fyrgetivende Aar, og aldrig været syg.

✂ Pludselig lød Rygtet, at han var bleven upasselig. Hans Patienter ventede en heel Dag forgjæves. Man lod spørge til ham, Man kom for at besøge ham - han tog ikke mod Nogen: enten hedte det, at Doctorensov, eller at han ikke var saa vel, at han kunde see Nogen. Byens anden Læge blev vel - ikke kaldet - men dog indladt. Naar Man spurgte ham om Doctor L*s Befindende, trak han paa Skuldrene, rystede med Hovedet, og erklærede, at han ikke kjendte hans Sygdom. Lægemidler vilde han aldeles ikke bruge. Jeg, hans Præst, var den Eneste, som han havde daglig og længe hos sig. Børnene kunde han ikke lide at see; naar nogen af dem kom ind, vendte han sig om til Væggen. Saaledes laae han i otte Dage; den niende skjød han sig. - Da den anden Læge erklærede, at han havde aflivet sig i et Delirium, blev han hæderligen begravet. Jeg vilde have talt nogle Ord over hans Grav; men Smerten brød strax min Stemme, og jeg kunde for Graad neppe fremsige Jordpaakastelsesformularen.

✂ Jeg erfarede af ham før hans Død den lønlige Aarsag til dette frygtelige Skridt. Dog, hvad dengang var en Hemmelighed, kunde ikke længe blive det, da fem Personer vare deelagtige i Samme; den 195 Ene, dreven af Skinsyge og billig Harme, mægtede ikke at dølge Historien om en Forbrydelse, der hellere maatte have været begraven med dens ulykkelige Offer, og indstillet alene for den evige Retfærdiges Domstol. Hvad i hiin Tidspunct sneg sig skummelt omkring, som blot mundtligt Rygte, kan gjerne nu betroes til Papiret, med Udeladelse af de Paagjældendes Navne; thi af disse ere endnu kun ilive tre af Dr. L*s Børn, som tilmed boe i Udlandet, og hans Enke, - Hovedpersonen i denne Tragoedie. - Men jeg vil begynde min Fortælling noget længere tilbage.

✂ Det var netop fem og tive Aar før denne sørgelige Catastrophe, at jeg som theologisk Candidat antog en Huuslærerplads i R*, hvor Skolen dengang stod i slet Rye. Kort efter min Ankomst gjorde L* og jeg vort første Bekjendtskab, og det just ikke paa den allervenskabeligste Maade. Han havde for kort siden sat sig ned der i Byen, som practiserende Læge. Vi stødte sammen paa et Bal. Jeg var kun et Aar ældre end han, munter og letsindet, en dygtig og lidenskabelig Danser. Blandt Damerne opdagede jeg snart den bedste Danserinde, som tillige ustridigt var den smukkeste. Dog maae jeg tilstaae, at hun i den første Egenskab gjorde størst Indtryk paa mig. Jeg bød hende op til en af Datidens Modedanse, og fik et bejaende Buk. Jeg stod for at føre op, og havde just med Haandklap givet Tegn til at begynde, da L*, hvem jeg aldrig før havde seet, traadte hen til min Dame, bukkede, og erindrede hende om, at hun havde lovet ham denne Dans. Jomfrue W* rødmede, og undskyldte sig med, at hun troede det var den næste, til hvilken hun havde ladet sig engagere; "men dersom min Chapeau tillader," lagde hun til, "kunne vi jo endnu bytte om." "Ingenlunde!" svarte L* lidt spydigt, "jeg resignerer, og finder mig i at være No. 2, allerhelst da jeg vist nok er kun en daarlig Danser imod denne Herre." "Det gjør Intet til Sagen," sagde jeg "hvem her danser bedst; men er De ikke fornøjet med min Dames Proposition, beder jeg om, at vi nu maae komme til at begynde - hele Qvadrillen venter," Han stod just imellem os Begge. "Baade begynde og ende," svarte han end meer spodsk, og traadte fra. Da jeg kom til Enden af Qvadrillen saae jeg ham staae nederst med en af de meest kluntede Figurer, som fandtes paa Ballet; og jeg lagde Mærke til, at han i Kjæden ikke vilde give min Dame sin Haand. Hun smiilte, neppe mærkeligt, til mig, og jeg troede at føle et sagte Tryk paa mine Fingre. Fyren var skinsyg, det var aabenbart. Jeg troede, han maatte 196 have andre Rettigheder, end de, som Ballovene give. Da Dansen var ude, gik jeg derfor hen til ham, og gjorde ham en Undskyldning for mit korte Svar. Denne Tiltale fremkaldte et høfligt Gjensvar, og snart stødte vi paa nærmere Bekjendtskab vore Punseglas sammen.

✂ Jeg danste siden endnu engang med Jfr. W*. Da jeg takkede af, og maaskee med nogen Varme kyste hendes Haand, modtog og besvarede jeg det andet Tryk. Jeg kan forsikkre, at hverken mit Hjerte eller min Sandselighed kom herved i mindste Bevægelse; kun min Forfængelighed fandt sig behagelig smiggret. Jeg havde vel tilforn i Dansens Hede og Glædens Tummel modtaget saadant lønligt Tegn af en smuk Pigehaand; men vidste ogsaa, at en slig ofte uvilkaarlig Yttring af et ømt og glad Hjertes Bevægelse gjerne var ligesaa flygtig som den Hilsen, tvende hinanden forbifarende Vandrere give og glemme i et og samme Øjeblik. Men da jeg et Par Maaneder efter erfarede, at Jfr. W* allerede dengang var L*s hemmelig Forlovede, satte jeg i min Hukommelse et NB. til disse Haandtryk. En fri og ubunden Pige kan vove et saadant - og alligevel vover hun mere, end hun maaskee veed, eller ahner - men naar en Fæstemøe tillader sig Sligt, fremstiller hun sig selv som Coqvette; og er det en gift Kone, vil hun af enhver ikke ganske uerfaren Cavalier ansees for hvad hun enten er eller vil vorde - en Skjøge. - Dog det var første og sidste Gang jeg mærkede noget Mistænkeligt hos Jfr. W*, og da jeg var Vidne til hendes tugtige og sædelige Væsen og Opførsel, baade som Pige og som Kone, begyndte jeg at troe, at jeg havde taget fejl baade af Haandtrykkenes Mening, og den, der muligen ej engang vidste at hun gav dem.

✂ Jeg har en synderlig, ja ofte sørgelig, ved alt for mange Exempler bekræftet Erfaring: at det første Indtryk, et Menneskes Ansigt - eller bedre - Aasyn - frembringer hos mig, er tilforladeligt, er et sikkert Blik ind i Sjælen, et træffende Øjekast paa et saadant Menneskes sande Caracteer. Jeg har ofte harmet mig over hvad jeg selv ansaae for en Grille; jeg har ofte straffet mig selv for mine umotiverte strænge Domme, og lønligt gjort den lønligt Fornærmede Afbigt, naar jeg siden saae en Opførsel, en Handlemaade ganske modsat den, det første Indtryk lod mig formode; og overalt naar jeg saae ej alene en ganske anden Caracteer, men og et ganske andet Ansigt. Og dog - ak! med Smerte maae jeg bekjende, at Fornuftgrunde omsider snarere eller senere have staaet tilskamme for en uvilkaarlig Flyvetanke. Det var ikke saameget Jfr. W*s Haandtryk, som det første Blik paa 197 hendes Ansigt, der tilhvidskede mig: denne dejlige Pige er ikke for een Mand. Der var i hendes Øjne hverken dette sødt Hensmægtende, eller det fyrigt Opfordrende, ikke det ømt Tilladende, ej heller det dybt Udforskende; hendes Smiil var hverken sødligt, eller skjelmsk, og endnu langt mindre kjækt; hendes ranke, fuldkommen skjønne Figurs Bevægelser havde intet Yppigt, Intet som forraadede sandselig Vellyst; og dog laae der i dette blide, lidenskabsløse Ansigt noget Forborgent, noget Fordægtigt; det syntes mig at gjemme en dyb, frygtelig Løndom, eller snarere at varsle om en endnu ikke i Tanken undfangen Forbrydelse, som Fremtiden først skulde bringe for Dagen. Efter fem og tive Aars Forløb blev jeg frygteligen erindret om denne saa længe forglemte Ahnelse.

✂ Vare Vampyrer Andet, end Misfostere af en tøjleløs Indbildningskraft, da maatte jeg have seet en af disse Skabninger - udvortes levende, indvortes livløse, Legemer uden Sjæle, Kjødmasser uden Hjerte -. Jeg kjendte hende som attenaars Jomfrue, som Ægtefælle og Moder; jeg saae hende i de Dansendes Rækker, og i de Bedendes; med Kortene i Haanden, og med en Patteglut ved Brystet; ved sin Datters Bryllup og sin Mands Liig; men hun var stedse sig selv liig: blid, rolig, opmærksom og fuldkommen beherskende sig selv. Jeg har seet hende fornylig - hun er nu ikke langt fra de Halvtreds - men hun 198 er næsten uforandret, nyder en blomstrende Sundhed, og en altid lige, altid uforstyrret Munterhed. De mørkeste Dage om Aaret (efter denne sørgelige Begivenhed, mens jeg boede i R*) vare for mig de tvende, paa hvilke jeg maatte meddele hende Sacramentet. Jeg har i mine Skriftetaler nogle Gange prøvet at ryste hendes Samvittighed vaagen; men der var Intet at vække. Komme disse Blade hende for Øje, er jeg vis paa, at hun skal kunne læse dem uden at tabe en Maske, eller gjøre et eneste Fejlsting.

✂ Men jeg griber for meget forud i min Historie; jeg vil atter gaae tilbage.

✂ Det mellem L* og mig saa tvert begyndte Bekjendtskab fortsattes flittig, og blev snart til et Venskab, som kun Døden mægtede at opløse. Tre Maaneder efter hiint Bal betroede han mig, at han var, og allerede dengang havde været, hemmelig forlovet med Jfr. W*. Det slog mig; jeg mindedes hendes Haandtryk, og spurgte ham - dog uden at røbe mine Ahnelser - om han havde raadført sig ej alene med sit Hjerte, men ogsaa med sin Forstand? om han kjendte hende? og om han var forsikkret om, at hun baade vilde og kunde gjøre ham lykkelig? Hans Svar vare et elskende Hjertes varme Udgydelser. Han forsikkrede, at hun elskede ligesaa inderligt, ligesaa oprigtigt, som han; men tillige, at hun forstod saa fuldkomment at beherske sig selv, at Ingen engang havde ahnet hendes Tilbøjelighed; hvilket var saa meget mere nødvendigt, som en stræng og haardhjertet Fader uomtvisteligt vilde have afbrudt Forbindelsen med et ungt Menneske uden fast Levebrød. Saasnart han fik et Saadant, vilde han bejle, og mistvivlede ikke om Forældrenes Samtykke.

✂ Et halvt Aar efter døde den i R* ansatte Districtslæge; L* blev hans Eftermand, og snart efter Elise W*s lyksalige Ægtemand. Jeg har aldrig seet noget gladere Menneske, end han; han var næsten ellevild af lutter Fryd; han kunde hverken sidde eller staae længe paa eet Sted; den søde Uro jog ham hid og did, og omsider - saasnart det blot blev nogenlunde gjørligt - tilbage i Feens Tryllekreds. Hans Patienter fik i disse Hvedebrødsdage - der bleve til Uger og Maaneder - kun korte Besøg og korte Recepter; men derimod de trøsteligste og gladeligste Forhaabninger; thi i denne Periode vare ingen Sygdomme dødelige; han var Mester baade for dem og for Døden. Vist nok er det, jeg mindes det meget vel: hans Cuure vare alle heldige; jeg troer næsten, at han curerte med sit glade Ansigt og lystige Snak. Hans 199 Kone syntes vel ogsaa at være ret lykkelig; men hendes Glæde bar dog Maadeholdenheds Præg; Konen var Kjeresten fuldkommen Hig; og Brudesengen havde ingen synlig Forandring bevirket.

✂ Da han engang i ubundne Dithyramber beskrev mig sin Lyksalighed, kunde jeg ikke tilbageholde det Ønske: at hun maatte dele den i lige Grad. "Wilhelm!" hvidskede han "die holde Sitsamkeit bey Tage" - her standsede han, lagde den ene Haand paa Hjertet, Fingerspidserne af den anden paa Munden, og saae henrykt op imod Himmelen. "Godt, godt!" sagde jeg smilende, og forlangte aldrig nogen videre Forklaring. Dog forekom det mig stedse tvivlsomt, om der under denne rolige, spejlglatte Overflade skulde findes nogen synderlig Bevægelse; var der nogen Varme i dette skjønne Legeme, syntes det mig at maatte være, hvad jeg - naar dette ikke var en Selvmodsigelse - vilde kalde en kold Ild, eller dog kun en mat Glød, som aldrig kunde opblusse til Lue; maaskee ligesaa lidet udslukkes.

✂ Otte Maaneder efter Brylluppet skjænkede Elise sin glædedrukne Mand den første Søn. Ved Barselgildet gik det højt til. Det var just i hiin Selskabeligheds Periode, da Phoebus og Bacchus vare uadskillelige Gjæster ved ethvert Samqvem, da disse stedse yttrede en mægtig Vexelvirkning paa hverandre, og en uimodstaaelig Indflydelse paa alle deres Tilbedere: Bægeret maatte indvies med Sang, og Sangen besluttes med Skaaler. Min var den sidste; ved Gildets Ende overraktes mig mit Kaldsbrev til Capellaniet i R*. To Aar efter gjorde Sognepræsten Plads for mig; og jeg ægtede nu min Henriette, med hvem jeg fra mine første Studenterdage havde været forlovet. Vi holdt en jevnlig og stedse højst venskabelig Omgang med L*s.

✂ Hans Kone havde født den anden Søn, og min den første, da en tredie Familie indtraadte i vort selskabelige Forbund: Lieutenant H* blev forlagt til det i R* garnisonerende Regiment. Han var en af de elskværdigste og meest dannede Officierer, jeg har kjendt, og gift med en Kone, der var smuk, vittig og Munterheden selv.

✂ Doctorens og Lieutenantens (eller Capitainens; thi han avanceerte hurtigt) boede Huus om Huus med hverandre; jeg ligeoverfor den Første. Med Hensyn hertil kaldte vi mellem os selv vort lille sluttede Selskab Triangelen; L* var den rette Vinkel, H* den spidse Vinkel L.H.C., jeg den anden ditto H.C.L. Vi samledes ordentligviis i een af Vinklerne hver Onsdag Aften; men udenfor Touren gjorde L* og H* ofte større Selskaber, som da hedde Circler; thi Begge vare 200 formuende: den Første arvede betydeligt efter sin Svigerfader, den Anden efter sine egne Forældre.

✂ Vi levede i en Forfatning, der tit syntes mig for lykkelig til at kunne vorde varig. Det eneste, Capitainen savnede, var Børn; men han havde da til Gjengjæld et større Overmaal af Munterhed.

✂ Vi tre Mænd havde uimodsigeligt de tre smukkeste og bedste Koner i R*; dog vare deres Caracterer og Væsen højst forskjellige, og netop denne Uovereenstemmelse - troer jeg - var Grunden til den fuldkomne Harmonie imellem dem. Min Kone var stille, venlig og bly; hun syntes at være de to Andre subordineret, skjøndt hun i Grunden havde den dybeste Følelse og den klareste Forstand. Frue H* var altid lystig, fuld af Spøg og Indfald, og førte derfor stedse Ordet. Frue L* var stille, men hendes hele Væsen havde noget Imponerende, Noget som antydede en højere Aandsoverlægenhed, som hun dog aldrig søgte at gjøre gjældende; derfor blev hun af de Andre behandlet som en ældre Søster, hvorvel hun baade var den yngste og mindst dannede.

✂ Dersom Lighed i Caracteren skulde være Betingelse for ægteskabelig Lyksalighed, borde vi sex Mennesker have været anderledes parrede; der maatte have skeet en total Omskiftning. Mit jevne Humør, min naturlige Sathed, som ved min Stands Værdighed fik end fastere Holdning, maatte da have forbundet mig med Frue L*. Hendes muntre, aabne, raske og kjække Ægtefælle havde i Frue H* faaet den meest lignende Mage. Og min fromme, bløde, ydmyge Hustrue skulde have været kaaret til Capitainens Ledsagerinde paa Livets Vej.

✂ Capitain H* besad virkelig intet andet Krigersk, end Uniformen; civilklædt saae han ud som en beskeden, undseelig Depositums. Ikke at han jo var en flink Officier; denne Berømmelse havde han ved hele Regimentet, af Høje og Lave. Ved Mynstringen var hans Compagnie altid det dygtigste, skjøndt Karlene vare bedre bekjendte med hans Pung, end med hans Stok, der blot for et Syns Skyld dinglede ved hans Haandled. Hans Mod, Retskaffenhed og ædle Tænkemaade var erkjendt og paaskjønnet af Alle. Ved Stridigheder valgtes han gjerne til Voldgiftsmand, og i denne Egenskab forhindrede han mangen Duel. Kort sagt: han var en yderst indtagende Mand, og langt farligere for Kvindehjerter, end han selv syntes at vide.

✂ Hvor længtes vi Alle efter Onsdagen! Vi samledes til Thevandstid, 201 opofrede derpaa et Par Timer til Musiken, i hvilken vi Alle - paa Frue L* nær - tog levende og ikke uheldig Andeel. Efter Aftensmaaltidet fik vi tre Herrer os en alvorlig Lombre, og Damerne holdt en Privatissimum, der oplivedes af Frue H*s Indfald og hjertelige Latter. Denne Sidste har meer end eengang foraarsaget en Bete, eller forpurret en reen Codille, og jaget os fra Spillebordet hen til vore lystige Koner.

✂ Et Aarstid eller vel mere randt saaledes hen, uden at Noget forstyrrede den gode Forstaaelse og jevne Munterhed. Men paa eengang foregik en kjendelig Forandring med Capitainen: han var ofte adspredt, begik svære Bommerter baade i Concerten og i Lombren; stundom var han mørk og ordknap - stundom overgiven og ualmindelig snaksom, skjøndt hans Passiar tillige var temmelig usammenhængende. Min Kone gjorde mig opmærksom paa denne sælsomme Forvandling, og gav mig Vink om: at hun frygtede, det ikke var rigtig mellem ham og Frue L*. Jeg tyssede paa hende, og stræbte at berolige hende i denne Henseende; men - jeg vidste mere end hun; jeg var imod min Villie blevet Vidne til en Scene, som aldrig udslettes af min Hukommelse, og som i lange Tider gav mig nok at bryde mit Hoved med.

✂ Der var længe talt om at faae en Maskerade bragt istand; og jeg troer, at Frue L* var den, som først havde givet Ideen hertil. Endelig blev Alt arrangeret: Masker og Dragter anskaffede, og Aftenen bestemt - den skulde holdes paa Klubben. Da jeg ikke selv kunde tage Deel i denne Fornøjelse, havde jeg aftalt et Spillepartie med tre andre af Byens Lombrister. Hen paa Aftenen blev jeg betaget af en ikke usædvanlig Hovedpine. Jeg fik En til at tage mit Kort; og vilde, som jeg plejede, tage mig en Luur. Jeg bad desaarsag Værten anvise mig et stille og afsides Værelse, hvor en halv Times Hvile forhaabentlig vilde fordrive mit rheumatiske Anfald. - Jeg fik et Saadant saa langt fra Balsalen, at den svage Lyd af Musiken og Støjen blot bidrog til at dysse mig i Slummer. Jeg søgte og fandt denne i en Lænestol, der stod i en Krog ved Vinduet.

✂ Jeg havde ikke sovet ret længe, før jeg vækkedes ved Dørens Knirken. Der kom to ind i Kammeret; det kunde jeg høre; men Ingen saae jeg; thi der var ganske mørkt. Det maatte være et Mandfolk og et Fruentimmer; men Begge maskerede; det mærkede jeg paa Stemmernes Utydelighed. "Nu! og hvad vil Du saa, min søde Ven?" sagde 202 han. "Sødeste Mand" læspede en kvindelig Røst, "Du er saa velsignet iaften." "Men Kone!" sagde han igjen, "hvad tænker Du dog paa? behøve vi at stjæle os til hverandre, som om vi gik paa forbudne Veje?" Intet Svar - Lyden af et Kys lod mig gjætte; at de havde demaskeret sig. Jeg sad som paa Naale; hvad skulde jeg gjøre? Min Hovedpine, som ved denne pludselige Opvækkelse var bleven endnu hæftigere, tillod mig ej heller at fatte en Resolution. Døren knirkede atter; men om de gik, eller bleve, vidste jeg ikke. Alt blev stille, og et Skjænderie udenfor i Gaarden var Alt hvad jeg hørte. Saaledes sad jeg nogen Tid, og lyttede forgjæves; jeg prøvede atter at falde i Søvn. Men Spectaclen i Gaarden blev værre. En kom ud med en Lygte eller et Lys, der kastede sit Skjær gjennem Vinduet paa den modstaaende Sopha. Selv useet, saae jeg der Capitain H* i Frue L*s Arme. En rædsom Fejltagelse havde altsaa fundet Sted; men om den var forsætlig paa nogen af Siderne, vidste jeg dengang ikke at afgjøre.

✂ Capitainen sprang op med et Angestraab; Frue L* sank tilbage, og skjulte - som i Fortvivlelse og Skamfuldhed - sit Ansigt i begge sine Hænder. Det blev atter mørkt. "Gud forlade os Begge!" sagde han; "evig Taushed, og - om det var muligt - evig Forglemmelse!" Det forekom mig, at hun hulkede. Han udstødte et smerteligt Suk, og gik; lidt efter fulgte hun, og jeg blev alene.

✂ Længe blev jeg endnu tilbage ganske forvirret og bedøvet af det, jeg her saa ufrivillig havde erfaret. Da jeg atter traadte ind i Balsalen, havde Man just demaskeret sig. Doctoren og Capitainen vare ganske eens klædte, nemlig som Don Juan. Fru H* havde Tyrkindedragt; Frue L* havde bestemt baaret samme Dragt, da jeg saae hende paa Sophaen; nu var hun Hyrdinde - det var mig baade paafaldende og mistænkeligt. Doctoren var i et glimrende Lune: han gjækkede Frue H*, og paastod, at hun havde mødt ham ene i Gangen, og omfavnet ham i den Tanke, at han var Capitainen; denne stod hos, og prøvede paa at lee; men Forsøget faldt uheldigt ud og endtes med en tvungen Hoste. Frue L*s Ansigt var uden mindste Forandring; hun smiilte saa roligt, som hun plejede, til alle hendes Veninders spøgefulde Anmærkninger. Jeg begyndte at mistroe mine egne Øjne: havde hun været skyldig, hvor var det da muligt at bevare en slig - jeg kunde sige - Helvedes Rolighed? Tyrkinden i hiint Værelse kunde jo dog have været en Anden, som lignede hende; min Hovedpine havde 203 maaskee betaget mine Sandser deres Skarphed, o.s.v. Kort sagt: jeg havde næsten gjenvundet min Tro paa hendes Uskyldighed, da min Kone - en fim Iagttagerinde - nogen Tid efter i Fortroelighed sagde mig, "hun frygtede for, at hendes forhen yttrede Mistanke ikke var ganske ugrundet." At der siden hiin Maskerade var foregaaet en væsentlig Forandring med den Første, faldt tydeligt i Øjnene: han var ofte adspredt, og hensunken i Tanker; han havde mistet sin forrige jevne Munterhed, og i dens Sted faaet en sælsom Lystighed, der frembrød stødviis, og tidt uden rimelig Foranledning. Aarsagen til denne Forandring - Nag over hans uvitterlige Brøde - var mig jo velbekjendt; men jeg fortaug det for min Kone. Jeg søgte at forsvare Frue L*; men indlod mig ikke paa nogen Forklaring Capitainen angaaende. "Kjere Kone!" sagde jeg, "vogt Dig for at mistænke Nogen! det er jo ellers ganske mod din Natur - veed Du Noget? har Du seet Noget? -" "- Kun et eneste Øjekast" svarede hun; "men det var et Øjekast, som bragte ham til at rødme, og mig til at blegne; vi maae altsaa begge To have forstaaet det. Det var hurtigt, som et fjernt Lynglimt paa en natlig Skye; men klart nok til at give Lys. De vare ene To i Værelset, og jeg saae det med fravendt Ansigt i et Spejl." Jeg rystede paa Hovedet, som om jeg ikke troede hende, og paabød Taushed om denne Sag: "Vi ville ej engang selv tale med hverandre om denne Materie" sagde jeg; "thi hvor let kan Du ikke tage fejl i dine Formodninger; et Øjekast kan jo have flere Betydninger - hvorfor da antage den værste?" Hun rystede ogsaa paa Hovedet; og nu blev dette Æmne ikke bragt paa Bane i - tive samfulde Aar.

✂ Imidlertid fortsatte min Kone og jeg meget længe vore lønlige og ganske isolerede Iagttagelser; men Intet - ikke det Allermindste - opdagedes. Capitainen gjenvandt efterhaanden - ikke sin forrige aabne Munterhed - men dog en vis Holdning i sit Væsen, der havde et alvorligere - maaskee mattere - Anstrøg. Han blev jo ogsaa med hver Dag ældre, og mere og mere forsvandt jo for ham det søde Haab om Faderglæder. Tiden, som ruller os hen ad vor Bane, afslider alle vore ungdommelige Følelsers skarpe Kanter; og vi opnaae uformærkt enten Fasthed eller Bøjelighed, Styrke eller Sløvhed, indtil omsider alle Lidenskaber forlade os, for at begynde deres Spil med yngre og blødere Hjerter.

✂ Trianglen blev uforstyrret; Circlerne ligesaa. Vi holdt vore Concerter; 204 vi spilte vore Lombre. Vore Børn voxte til, formerede Stemmerne i de Første og løste os af i den Sidste, naar Postnyhederne vilde dele vor Opmærksomhed.

✂ Doctorens to ældste Sønner vare blevne Candidater i Medicin og Chirurgie; min i Theologie; hans ældste Datter gift og min forlovet: da Vulcanen, der saa længe og saa lønlig havde ulmet i Mørket, brød Forborgenhedens Dække, og ved sin uventede Eruption ødelagde tvende Familiers jordiske Lyksalighed.

✂ Jeg var kommen hjem fra en Rejse, der havde medtaget flere Dage, da min Kone tog imod mig med den bedrøvelige Efterretning: at Majoren var meget syg. Jeg kastede Rejseklæderne og ilede derover. Han sov. Fruen stod med bekymret Mine og foldede Hænder ved Hovedgjerdet af hans Seng; et smerteligt Smiil var hendes Hilsen til mig. Jeg nærmede mig sagtelig, og spurgte hvidskende om den kjere Syges Tilstand. Hun virrede blot med Hovedet, og vedblev gjennem de frembrydende Taarer at betragte ham. Hans Søvn var urolig: Læber og Fingre vare i idelig Bevægelse, og Øjnene rullede uophørlig under deres Laage.

✂ Jeg satte mig, for at vente paa hans Opvaagnen. Imidlertid fortalte Fruens Tante mig Aarsagen til og Fremgangen af hans Sygdom: "Han havde for tre Dage siden forkjølet sig ved Exerceringen; var bleven heed, og havde drukket koldt Vand; havde kort efter Hjemkomsten befundet sig ilde; maattet søge Sengen; var stedse bleven slettere og slettere, og hver Eftermiddag havt Feberanfald. Vor Ven Doctoren, der besøgte ham flere Gange daglig, trøstede godt nok - som han nu altid plejede; men havde alligevel seet noget betænkelig ud." Frue H* gav hende nu et Vink om at besørge Et eller Andet: hun gik ud.

✂ Kort efter vaagnede Majoren; hans Øjekast var forvildet; Man mærkede strax, at han ikke var sig selv bevidst. Han saae paa sin Kone, og kastede sig forskrækket tilbage i Sengen: "Elise!" begyndte han, (Majorinden hedde Charlotte) "Elise! hvad vil Du mig? det er nok nu - det er alt for meget. Dersom Doctoren eller min Kone traf Dig her i Sengen hos mig, hvad vilde de saa sige? Gaae! gaae! og lad mig være!" Han strakte begge Hænderne ud for sig, som for at skyde En tilbage.

✂ Majorindens Øjekast mødte mit - hun skiftede Farve, Den Syge blev ved at phantasere: "Det var et ulykkeligt Indfald med den 205 Tyrkindedragt; jeg vidste bestemt ikke Andet, end at Du var min Kone - ." Frue H* lyttede med ængstelig Opmærksomhed; jeg saae tydeligt, at hun ikke begreb hans Tale - jeg forstod ham kun alt for vel: Maskeradescenen stod levende for min Erindring.

✂ Jeg gik hen til den stakkels Kone, og greb hendes Haand: "Fat Dem, kjere Frue!" sagde jeg, "deres Mands Sygdom torde nu være paa det højeste - han taler vildt." - Hun svarte kun med et dybt Suk. "Hys! hys!" hvidskede han, "Man kunde høre os her underneden - De veed jo, Elise! at Munderingskammeret er lige ovenover Rullestuen, og tænk engang, om Nogen opdagede den hemmelige Dør i Lysthuset -." Majorinden greb krampagtig fast om Sengestolpen; hun blegnede - i hendes Ansigt foregik en frygtelig Forandring. "Bedste Frue!" sagde jeg, ladende som jeg kun mærkede den ene Aarsag til hendes Sindsbevægelse, "var det ikke rigtigt at faae Bud efter Doctoren? hans Nærværelse vil maaskee berolige os - denne Crisis er vist ikke saa farlig, som det lader." Hun svarte med et Nik, og gik hastig ud.

✂ Den Syges Øjne faldt til - han slumrede; men uroligt. Jeg saae ud i Gaarden: Frue H* ilede med hurtige Skridt hen til Rullestuen. Munderingskammeret var virkelig lige over denne, og Lysthuset i Doctorens Have, som var to Stokværk højt og bygt af Planker, stødte umiddelbart dertil - en rædsom Mistanke greb mig, og var ikke langt fra at gaae over til Vished. Jeg havde om Sommeren ofte drukket Thee og spilt Lombre i det samme Lysthuus, og mindedes godt, at Man der meget tydeligt kunde høre, naar Nogen var inde paa Munderingskammeret. En sørgelig Sandhed maatte upaatvivlelig ligge til Grund for Patientens Phantasier.

✂ Medens Frue H* var ude - sikkert nok for at anstille Undersøgelser efter de erholdte Vink - kom Doctoren af sig selv. Han gik med bekymret Mine hen til Sengen, betragtede den Syge, følte hans Puls, saae betænkelig til mig, og rystede paa Hovedet,

✂ Majoren vaagnede - han stirrede stivt og forfærdet paa Doctoren. "Hvad!" udbrød han, "hvad skal det betyde? De bildte mig ind, at deres Mand var rejst til en Syg ude paa Landet, og blev borte inat, og her staaer han lyslevende for mig. Hvorfor vilde De narre mig? hvorfor vilde De give det aftalte Tegn? fæstede De ikke den røde Sløjfe i Lysthuusgardinet? Gaae gaae! og sov hos deres egen Mand! Deres Forvovenhed gaaer alt for vidt, og Krukken kan gaae saalænge 206 tilvands, indtil den gaaer hankeløs hjem." Jeg stod som paa Gløder. Jeg drog Doctoren med mig hen til Vinduet; jeg vilde forhindre ham fra at høre og lægge Mærke til mere. "Hvad mener De?" spurgte jeg. "Han phantaserer stærkt," svarede han; "Sygdommen tager ingen god Vending." "Hans Ideer ere reent forkeerte," vedblev jeg. "Aa nej!" raabte Majoren, som havde hørt hvad jeg sagde; "jeg veed ret godt, hvad jeg siger; og jeg erklærer Dem eengang for alle, Frue L*! nu skal det være forbi imellem os! Det er Synd baade mod deres Mand og min Kone, og Ingen af dem forskylder det af os."

✂ Nu begyndte Doctoren at blive opmærksom: han kastede et hurtigt Blik ud til Lysthuset, hvis øverste Vindue Man fra den Syges Værelse kunde see. Jeg fulgte hans Øjne, og - indenfor Vinduet stod Majorinden med opløftede, sammenknugede Hænder; men i samme Øjeblik forsvandt hun ogsaa. Himmel! hun maatte følgelig have fundet den lønlige Gjennemgang, som Febricitanten omtalte. - Denne faldt atter hen.

✂ Doctoren blegnede. Jeg greb hans Haand og hvidskede: "For Guds Skyld! kjere Ven! De lægger dog aldrig Fold til hvad et Menneske taler i Vildelse? I en saadan Feberparoxysme kan jo en Patient indbilde sig de urimeligste Ting af Verden." Han saae eftertænksom paa mig; men svarede ikke. I hans Øjekast laae Noget, som kunde udtydes: "Du mener ikke det, Du siger." I det Samme kom Majorinden ind. Hun blussede - hendes Aasyn udtrykte næsten samme Vildhed, som den Syges. Doctoren gik med rolig Fatning hende imøde, trøstede hende, og gjorde nogle Spørgsmaal Patienten angaaende. Hun besvarede dem flygtigt og skjødeløst; hendes urolige Blik deelte sig mellem dem Begge. Dog snart lettede en Taarestrøm hendes beængstede Hjerte: hun foer hen til Sengen, kastede sig paa Knæe, og trykte den Syges Haand til sit Bryst. "O Gud!" bad hun hastigt og sagte "skjænk ham blot denne Gang Livet, at han kan modtage min Tilgivelse, om han er skyldig, og min Afbigt, om jeg gjør ham Uret." (Jeg hørte vel kun de halve Ord, men jeg supplerede Resten; men de gik alle Doctorens Øren forbi; thi han var ikke lydhør.) "Ja Ulykkelige!" vedblev hun, og trykte sin Pande mod hans Haand, "Du er den Forførte; men hun -" her sprang hun op og vendte sig til Doctoren. Jeg greb hendes Haand, og trykkede den stærkt: "I dette Øjeblik" sagde jeg, "er det til Lægen alene at tale; dæmp deres Frygt og deres Smerte! - saa sandt De har deres Mands 207 Liv kjert!" lagde jeg til saa sagtelig, at han ikke kunde høre det. Hun fattede sig, og tilbageholdt de fordærvelige Ord, som allerede svævede paa hendes Læber. Hun var af de lykkelige Gemytter, som med hæftige Lidenskaber forbinde et hurtigt Omblik og en lys Forstand, som de første aldrig ere istand til heelt at omtaage; hendes Hjerte var ømt, men ingenlunde svagt. Ak! det var dog ikke stærkt nok til at modstaae den langt farligere Prøve, det snart efter blev underkastet.

✂ Der kom Bud efter mig: jeg maatte bort i Embedsforretninger. Hun fulgte mig udenfor; og her søgte jeg af al Magt at berolige hende med Hensyn til hendes Mands forblummede Phantasier. "Da jeg ogsaa," endte jeg min Formaning, "har været Øjevidne til disse, vil De ikke kunne ansee det for paatrængende Indblanding i ægteskabelige Forhold, at jeg omtaler dem. Jeg kan med roligere og sikkrere Blik betragte det, som let blænder og forvirrer et elskende Øje. Sandsynlighed er ikke altid Sandhed; og der kan gives mange tænkelige Tilfælde foruden det værste. For Himlens Skyld! brug deres ellers altid saa klare Forstand! skaan Dem selv og deres syge Mand! og for alle Ting lad Dem ikke mærke med det allermindste for Doctoren! der kunde ellers skee en dobbelt Ulykke, og det maaskee af en blot Fejltagelse." Sukkende trykkede hun min Haand, og gik tilbage i Sygeværelset.

✂ Jeg fik meget at bestille; min Fraværelse havde opdynget Forretningerne: dette var om Formiddagen og først mod Aften blev jeg fri. Jeg vilde atter over til Majorens; men besluttede dog først at tale med Doctoren i dennes eget Huus, for at høre hans virkelige og rene Mening om vor Vens Sygdom.

✂ Hans Kone var ude paa Landet med den næstældste voxne Datter; de to yngste vare budne i Byen. Pigen sagde mig, at Doctoren var paa sit Arbejdsværelse. Jeg gik derop.

✂ Han stod med Ansigtet mod Døren og Ryggen mod hans Schatol; i sin venstre Haand krammede han nogle Papirer, og den højre klemte han krampagtigt mod Brystet; hans Ansigt var den kolde, stumme Fortvivlelse, hvor Indgangen er tillukt baade for Haab og Frygt. Mit Hjerte isnede; jeg saae strax, at Alt maatte være opdaget, og Mistanken modnet til Vished. Han saae flygtigt paa mig, som om han ikke kjendte mig.

✂ Hvorledes skal Trøst kunne finde Indgang i et Hjerte, som Ulykkens Vinterstorm har omgivet med sin Iisskorpe? Jeg opløftede 208 bedende mine Hænder til den Herre, hvis Barmhjertighed begynder der, hvor Haabet ender.

✂ Jeg kjender intet vanskeligere, intet misligere Hværv, end det at trøste dem, som meest have Trøst behov; det vil sige: dem, der ikke kunne trøste sig selv. At sige til Een, hvis hele jordiske Lyksalighed paa eengang er tilintetgjort: "Vær en Mand! Kæmp! tu contra audentius ito!" er det Samme som at raabe til den, der er falden og har brækket Benet: "Kom hid til mig, saa vil jeg rejse Dig!" eller til den, der uden at kunne svømme, er styrtet ned i en rivende Strøm: "Brug dine Kræfter! Du kan nok bjerge Dig, naar Du blot vil."

✂ Nogle trøste med det Haab, den Ulykkelige har mistet; Andre med Tiden, hvis Piinagtighed han ikke er istand til at udholde; og atter Andre bære sig ad som Jobs Venner - der langt hellere maatte blevet ved med deres tause Medlidenhed og sympathetiske Graad - idet de ymte om Guds Tugtelser, om begangne vitterlige og lønlige Synder: istedet for at gyde Balsom i Saaret, dryppe de Gift deri. Sandelig! den Lidende kan svare dem i sit sønderrevne Hjertes Bitterhed: "Jeg har hørt mange Ting, som disse: I ere Allesammen møjsommelige Trøstere! Er der ingen Ende paa de Ord, som ere kun et Vær? eller hvad hærder Eder til at tale saaledes? Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæle vare i min Sjæls Sted! jeg kunde og sammenføje mange Ord mod Eder, og ryste over Eder med mit Hoved."

✂ Naar Smerten sammenknuger Brystet; naar den ej engang kan faae Luft gjennem Læberne, hvad skal da kunne optøe det stivnede Hjerte, dersom det ikke er en medfølende Vens tause Taarer? Mine randt overflødigen, og vædede hans Haand, som jeg havde draget fra hans egen Barm til min. Da aabnedes ogsaa hos den Ulykkelige de Kilder, gjennem hvilke baade Sorgen og Glæden udtømme sig: han støttede sin Pande mod mit Bryst, og græd som et Barn.

✂ Dog ikke længe: han rev atter sit Hoved i Vejret, og Taarerne vendte tilbage til deres lønlige Huler. "Der! der!" raabte han, idet han med vild Hæftighed trykkede Papirerne i min Haand, "det er Recepter, læseligt skrevne - tydeligt at forstaae - specifiqve Midler mod Romangriller, Kjerlighed, Troe paa kvindelige Dyd, paa Venskab -" han kastede sig paa en Stol, skar Tænder, og udstødte nogle Toner, som lignede Latter.

✂ Medens jeg læste Papirerne - Breve, hvis Indhold nedenunder skal meddeles - stirrede han uafladeligt paa mig, jeg kunde sige, med 209 misundelige Blikke, og med et saadant modbydeligt, bittersødt Smiil, som ofte endnu længe efter Døden sees paa Ihjelfrosnes Ansigter.

✂ Det Brev, der laa først for, og ligesom de andre to vel var adresseret til Majoren, men hverken havde Datum eller anden Underskrivt end: "Din **i** (Elise)" var upaatvivleligt det yngste, og lød saaledes:

✂ "Ja, min Elskede! jeg kan ikke, jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg under mit alt for svage Hjerte bærer et lønligt Pant paa vor lønlige Kjerlighed. Min Samvittighed bebrejder mig en Brøde mod min Mand; men Kjerlighed kjender kun een Brøde - Utroskab mod den Elskede; den har kun een Pligt - at gjøre Alt for den dyrebare Gjenstand, at hengive den baade Legeme og Sjæl; ja, om det udfordres, at opofre begge Dele. Frans! Du var barnløs, det krænkede mit Hjerte. Har jeg forspildt min Lyksalighed hisset, da gjorde jeg det for at glæde Dig her. Nu, Elskede! har jeg Intet mere at give Dig."

✂ Det Andet var aabenbar skrevet strax efter hiin ulykkelige Maskerade.

✂ "Skeet er skeet," skriver hun; "men Skjæbnen, den dunkle Skjæbne selv er det, der mod vor Vidende og Villie har ført os til hverandre. Den har selv forenet os - hvo vil nu adskille os? Jeg føler det, jeg veed det: siden hiin Nat er jeg Deres for evig; jeg har faaet et nyt Hjerte, en ny Sjæl. Jeg er aldeles forandret; mine Tanker, mine Ønsker, mine Længsler have kun eet Maal - Dem, Dem elskede, tilbedede Mand! O! had mig ikke! foragt mig ikke! Det er ikke Sandselighed, som drager mig til Dem; nej! reen skal min Kjerlighed være; men tale med Dem maae jeg, for at udøse mit qvalfulde Hjerte, for at afbede en Brøde, for hvilken Skjæbnen alene maae staae til Ansvar. Jeg veed ikke hvad jeg skriver - Klokken 11 i Aften venter jeg Dem - min Mand er paa Landet - forbarm Dem over den ulykkelige **i**"

✂ "Hemmelighed" lød det tredie, men i Tiden formodentlig det mellemste "er Livsprincipet i Kjerlighed; uden denne mangler Myrthen baade Rod og Top. Dersom Nogen vidste, at jeg elskede Dig, dersom Du var min ægteviede Mand; ja, jeg troer, at det Umulige, blev virkeligt. Men hvilket Tempel for vore lønlige Glæder! et Pulterkammer, fuldt af Commiskjoler og Blaarlærred! - I Aften rejser Manden til P*. Kl. 11 ere Alle tilsengs undtagen hun, der venter Dig med brændende Hjerte. Solen staaer først op kl. 7. Ah! der er længe til, inden jeg siger: Frantz! Frantz! Steh auf! der Morgen graut."

210

✂ Da jeg var færdig med Læsningen, og det sidste Brev faldt ud af min skjælvende Haand, rejste L* sig, greb mig i Skuldrene, og spurgte med et gjennemborende Blik: "Naa, gode Præstemand?"

✂ "Hvorledes" sagde jeg "ere disse Breve komne i deres Hænder? ere de ogsaa ægte?"

✂ "Saa ægte" raabte han, "som cortex peruviana selecta; men ikke fuldt saa gavnlige for Sundheden, og jeg har dem directe fra Hr. Galanen selv."

✂ (Den ulykkelige Frue H* fortalte mig siden, hvorledes det var gaaet til. Da Doctoren om Eftermiddagen var kommen igjen, for at see til den Syge, begyndte denne atter at phantasere, og det endnu tydeligere end tilforn; tilsidst havde han befalet hende - som han bestandig antog for Doctorinden - at bringe ham en vis Skuffe af Chatollet; i Skuffen var en dobbelt Bund; ved at trykke paa en Stift var den øverste sprunget op, og Brevene komne tilsyne; han havde flyet hende Samme med de Ord: "Der Elise! har Du dine Breve! riv dem istykker, eller brænd dem!" Hun sønderrev nogle andre Papirer, gik hen bag hans Seng, og læste Biletterne. Ikke længere sig selv mægtig, havde hun leveret Doctoren dem, og nu var Loddet kastet over den grusomt bedragne Mand.)

✂ "Min arme, beklagelsesværdige Ven!" sukkede jeg, "hvilken Bestemmelse tager De nu? hvad vil De gjøre?" Han slap mig, og gik med hurtige Skridt og knyttede Hænder rundt i Værelset. "Hvad jeg vil gjøre?" gjentog han mange Gange.

✂ "For det første," tog jeg atter til Orde, "torde vel disse fatale Breve tilintetgjøres -?"

✂ "Tilintetgjøres?" skreg han, "disse Breve?" - han rev dem hurtigen til sig - "hvad! disse søde, velsignede Kjerlighedspanter!" han knugede dem med en Elskers Hæftighed til sit Bryst - "Nej, Pastor! ved dem kan jeg ikke skille mig; de skal følge med mig i Graven, og fra Graven didop, hvor alle saadanne Panteforskrivninger engang skulle indløses."

✂ "O, min Ven! min Ven!" sagde jeg, "ere de ikke allerede der forlængst protocollerede? hvorfor vil De være hendes Anklager? Dem hører hverken Hævnen eller Dommen til; men en Gud, hvis Retfærdighed er ophøjet over vore snart hendøende Lidenskaber."

✂ Han standsede, saa længe op til Himmelen, og gav mig dem derpaa tilbage. "Der," sagde han roligen, "behold dem! tilintetgjør dem! 211 men lov mig først: at De, naar jeg er død og borte, vil vise hende dem!"

✂ Jeg lovede det; men lagde til: "hvorfor, kjere Doctor! vil De tale om Døden? deres Stød er haardt, forfærdeligt - De mister en Kone, som De elsker - en uværdig, foragtelig Skabning; men har De ikke endnu deres Børn?"

✂ Han saae stivt paa mig, og skoggrede vildt i Vejret: "Hvis Børn? mine Børn? - nej Majorens Børn -" "- De to ældste," afbrød jeg, "vare jo fødte inden han kom til Byen, og Ingen kan, ved et blot flygtigt Øjekast, tage fejl af deres Fader."

✂ "Og de andre?" spurgte han bittert smilende, "hvo af dem, hvor mange af dem ere mine? har De ikke læst Brevet, og synes Dem ikke, at de ligne ham op ad Dage? - o! - " han slog sig med den knyttede Haand for Panden, og gik atter med stærke Skridt omkring i Kammeret.

✂ Jeg taug - jeg vidste i en Hast Intet at svare; thi naar jeg tænkte mig om, fandt jeg, at han ikke havde saa ganske Uret, fornemmelig hvad den gifte Datter angik. Hendes Lighed med Majoren var umiskjendelig. "Phantasier - sagde jeg omsider noget langsom og halv tvivlraadig - kan ogsaa bevirke -" "Ha!" faldt han ind, "her behøve vi ikke at tage Phantasien tilhjælp; Skjøgen tilstaaer det jo selv."

✂ I det samme kom de to yngste Døttre ind, og ilede hen for at omfavne ham. Men han traadte saa langt tilbage, som han kunde komme, satte Hænderne imod dem, og stirrede paa dem med Forfærdelse og Afskye i alle hans Miner. De arme Smaapiger bleve forskrækkede, skjalv, brast i Graad, og faldt hverandre om Halsen - de frygtede for at have forseet sig i Noget. Jeg tog dem i mine Arme, og mine Taarer faldt paa deres guldlokkede Hoveder. Da opløstes ogsaa hans Forhærdelse i Medynk; den gamle Ømhed vendte tilbage, og jog - for en Tid - Tvivlens Dæmon ud. Han satte sig, tog dem paa sine Knæe, og kjertegnede dem vexelviis: de Smaae græd nu af Glæde.

✂ I denne ønskeligere Sindstemning troede jeg at torde forlade ham, for at tage fat paa mine ufuldendte Forretninger. Jeg overlod ham til hans gode Hjertes mildere Følelser, og den Barmhjertiges mægtige Naadevirkninger.

✂ Da jeg den følgende Morgen besøgte ham, laae han afklædt, men vaagen i Sengen. Den næstyngste, tolvaarige Datter sad hos ham, og vilde paanøde ham en Kop The. Han afslog den, saae mørk, kold og 212 næsten fremmed paa os Begge. Med bønlig Mine pegte jeg paa den Lille, og nu tog han Koppen, satte den til Munden, smagte; men som om det havde været bitter Medicin, lod han den atter hvile paa Dynen. For at faae Glutten bort, bad jeg hende om at skaffe Frokost, og søgte nu ved min venlige Tiltale paany at aabne den arme Mands tilknugede Hjerte.

✂ Han satte Koppen fra sig, og foldede sine Hænder. Enten hørte han mig ikke, eller han forstod mig ikke. "Mit Liv," sagde han omsider sagte og langsomt, "er hjemfalden til den, som gav det - Giften virker; jeg har udtømt Bægeret til sidste Draabe! og for mig findes ingen anden Modgift, end Døden. Jeg er opvaagnet af en lang og sød Drøm; jeg har - som det ofte hændes de Afsindige - faaet et lyst Øjeblik, den nære Opløsnings sikkre Forbud. O min Gud, min Gud! tag mig dog bort herfra, inden den Slange kommer tilbage!" Han lukkede sine Øjne, som om han frygtede for Synet af hende. "Jeg elskede saa ømt, saa trofast," vedblev han efter et Ophold, "af mit ganske Hjerte, Sjæl og Sind; i tive Aar indbildte jeg mig at beboe et jordisk Paradiis, og vandrede paa en Vulcan, der lønligen brændte under mine Fødder - den tynde Skorpe, som adskilte Himmel og Helvede, er bristet nu, og jeg nedsunken i det flammende Svælg - barmhjertige Gud! lad Legemet fortæres, og tag min arme Sjæl!"

✂ Jeg bad med ham, for ham om Styrke og Taalmodighed; jeg trøstede ham med Guds almægtige Godhed, med Tanken om hans tvende haabefulde Sønner, om en taaleligere Fremtid under Adskillelsen fra den Uværdige. Han rystede sagtelig med Hovedet: "Jeg kan ikke leve i den Verden," sagde han, "hvor hun aander; vi kunne ikke mere have een Sol tilfælleds. Adskillelse fra Bord og Seng og Huus og Fødeland - det er altsammen Intet - Lys og Mørke, Liv og Død, Tid og Evighed maae være imellem os; før ere vi ikke adskilte."

✂ Den ældste Datter (jeg tør desværre ikke sige hans Datter) kom ind med sit toaars Barn paa Armen. Glutten rækkede efter den formeentlige Bedstefader, og udlallede denne ham forhen saa søde Benævnelse. Med Tegn paa indvortes, sønderslidende Smerter, bortvendte han sit Ansigt. Den bedrøvede Moder satte Barnet ned, og Taarer væltede ud af hendes Øjne. Jeg maatte føre Begge bort, og opbyde al min Kunst og Opfindelseskraft for at berolige den stakkels Kone. Det lykkedes mig kun halvt - hun ahnede en forestaaende Ulykke.

✂ Saavidt min Tid tillod det, forblev jeg hos min ulykkelige Ven, var 213 hans Vogter, Opvarter, Trøster i de følgende syv Dage. Jeg havde en tung Bestilling: baade at passe ham, at afholde alle Besøg og at berolige Børnene.

✂ Den anden Læge kom et Par Gange ubuden; men da han Intet fik at bestille, blev han omsider borte.

✂ Jeg skrev til Sønnerne i Kjøbenhavn; jeg haabede, at deres Nærværelse vilde virke gavnligt paa den arme Lidende - de kom først tidligt nok til at ledsage hans afsjælede Legeme til det længselfuld forønskede, og voldeligt tiltvungne Hvilested.

✂ Min Ven blev med hver Dag mere stille, mørk og ordknap; det var mig sandsynligt, at han rugede over een eller anden frygtelig Plan.

✂ Ottende Dagen efter den sørgelige Opdagelse hensov Majoren; han havde bestandig siden lagt som i en Døs, og døde uden at have faaet sin Bevidsthed igjen. Jeg bragte L* denne Tidende; han modtog den ligegyldigen, og sagde blot: "Vi ville snart mødes."

✂ Dagen efter var Frue L* ventendes tilbage. Jeg spurgte hendes Mand, hvorledes der skulde forholdes ved hendes Ankomst; og om det ikke var bedst, at hun blev bortfjernet? Han svarte, at han var fuldkommen beredt paa hendes Komme, og at Alt vilde nok falde af sig selv. Jeg fattede Mistanke, og yttrede den. Med et roligt Smiil rakte han mig sin Haand og sagde: "om jeg nu med Vished forudføler min Død, vilde De da misunde mig Opfyldelsen af det eneste Ønske, mit sønderknuste Hjerte endnu har tilbage? De Lænker, der bandt mig til Livet, løse sig Led for Led - der er kun eet tilbage; saasnart jeg seer hende, vil dette springe."

✂ Der var en dobbelt Mening i disse Ord; jeg borde ikke ligefrem antage den værste. Dog vedblev jeg at henpege derpaa, og anbragte alle Fornuftens og Religionens Grunde. Ak! Fornuften udretter Intet med et fortvivlende Hjerte, og Religionen formaaer kun at trøste den, som den tilforn har vejledet. Og Dr. L* havde været enten for letsindig eller for lykkelig, til at besidde nogen dyb religieus Følelse. Han havde vel havt Troe; men en let Troe, som aldrig var prøvet og styrket ved betydelig Kummer eller Gjenvordighed. Han var en Glædens Søn, og skilt fra denne hans bestandige Ledsager paa Livets Bane, maatte han vorde et let Bytte for Sorgen - for den frygteligste af alle de Lidenskaber, mod hvilke den svage Menneskesjæl her haver at kæmpe.

✂ Jeg blev hos ham til langt ud paa Natten. Da jeg vilde til at gaae, 214 udstrakte han sine Arme efter mig, og trykte Afskedskysset paa mine Læber. Endnu et Par Taarer tindrede i hans matte Øjne, og med næsten bristende Stemme sagde han blot de Ord: "Tak! - Lev vel saalænge!"

✂ Jeg gik hjem og lagde mig halv afklædt, med den Beslutning, tidlig næste Morgen at vende tilbage til ham, deels for at bevogte ham, deels for - om muligt - at forebygge Sammenkomsten mellem ham og den troløse Kone, eller dog i det ringeste at være en vist nok højst nødvendig Trediemand ved Samme.

✂ Men udvaaget, som jeg var, sov jeg over mig, og ingen af Mine nænnede at forstyrre denne Hvile. Jeg vækkedes ved det Skrækkens Bud, at Doctor L* havde skudt sig. Jeg foer derover: han laae endnu i den blodige Seng med gjennemboret Bryst. Ingen af Familien var derinde; men den anden Læge, Borgemesteren og Pigen. Denne Sidste havde været tilstede da Gjerningen skedte. Hun berettede: at hun med Doctorens Tilladelse havde afløst mig i at vaage hos ham: at hans Kone, som af den ældste Datter var bleven underrettet om sin Mands Sygdom, havde ilet ind til Byen, og traadte i Dagbrækningen uventet ind til ham. Saasnart han saae hende, havde han rejst sig overende i Sengen, sagt nogle Ord i et Sprog, som Pigen ikke forstod, derpaa taget en Pistol frem under Dynen, og trykket den af mod sit Bryst.

✂ Jeg vil ikke tale om den paafølgende Jammer. Jeg har i Begyndelsen af denne Fortælling korteligen antydet, hvorledes en vellystig og samvittighedsløs Kvindes Brøde bragte Fordærvelse over tvende Familier, og mange Andre en Sorg, som længe smertede dybt, og aldrig ganske forglemmes.

215

✂

Ak! hvor forandret!

✂ (Original Fortælling.)

✂ Da jeg er et unyttigt Drog, som blot taales, fordi jeg intet Ondt gjør (at sige directe; thi indirecte, ville fornuftige Folk dog paastaae, skal min poetiske Skvalder forvolde baade et og andet Skadeligt), og jeg formedelst mit flygtige Væsen aldrig har kunnet opnaae nogen ret fast Stilling (eengang gjorde jeg mig dog Haab om at blive Branddirectør, en anden Gang aspirerede jeg til et Klokkerembede, tredie Gang tænkte jeg at vorde Graver og Bedemand; men stedse forgjæves); da jeg altsaa nu heller intet vist Bestemt har at bestille, levnes mig god Tid til at see mig om i Verden, og denne benytter jeg saagodt jeg kan.

✂

Hosekræmmeren

✂ (Orig. Fort.).

✂ "Den største Sorg i Verden her
Er dog at miste den, Man har kjer."

✂ Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jevner med Jorden; naar jeg svævede hjertelet, frihedstolt som Beduinen, hvem intet Huus, ingen snævert begrændset Mark fængsler til Pletten, men som ejer, besidder Alt hvad han seer, som - ikke boer - men lysterer hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi Andet var det dog ikke - det Ønske, gid denne Menneskevaaning var borte! der boer ogsaa Møje og Kummer; der trættes, der kives ogsaa om Mit og Dit! - Ak! den lykkelige Ørken er baade min og din, er Alles, er Ingens. - En Forstmand skal have foreslaaet at forstyrre hele Colonieanlægget, plante Skov paa Beboernes Marker og i deres sløjfede Byer; mig har stundom den langt umenneskeligere Tanke paatrængt sig: hvad om her endnu havde været lynggroet Hede, den Samme, som for Aartusinder siden, uforstyrret, uomrodet af Menneskehænder! Men, som sagt, jeg meente det ikke alvorligt. Thi naar jeg udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst med smertelig Længsel tænkte paa Araberens Telt og Kaffekjedel: da takkede jeg Gud, at et lyngtækt Huus - om end milelangt borte - forjettede mig Skygge og Vederqvægelse.

✂ Og befandt jeg mig saaledes for en Deel Aar siden en stille, varm Septemberdag langt ude i denne samme Hede, som jeg i arabisk Forstand kalder min. Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; 237 Luften var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vexlende som Drømmebilleder: snart forvandledes en Hytte til en Kirke, denne igjen til en Pyramide; hist hævede sig et Spiir, her sank et andet; et Menneske blev til en Hest, og denne igjen til en Elephant; her gyngede en Baad, og der et Skib med udspændte Sejl. - Længe forlystede sig mit Øje ved Beskuelsen af disse phantastiske Figurer - et Panorama, som kun Søemanden og Ørkens Indvaaner har Lejlighed at nyde - da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt Huus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige Feeslotte for en eneste menneskelig Hytte. Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig Gaard uden Spiir og Taarne, hvis Omrids bleve tydeligere og skarpere, jo nærmere jeg korn den, og som, flankeret af Tørvestakke, saae langt større ud, end den virkelig var.

✂ Dens Beboere vare mig ubekjendte. Deres Klædedragt var fattig, deres Huusgeraad tarveligt; men jeg vidste, at Hedeboeren tit gjemmer ædelt Metal, i et umalet Skriin eller i et usselt Hængeskab, og en tyk Tegnebog indenfor en lappet Kofte; da derfor mit Blik ved Indtrædelsen faldt paa en Alkove fuldstoppet med Strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende Hosekræmmer. (I Parenthes være det sagt, at jeg ingen fattige kjender.)

✂ En halvgammel, graahærdet, men endnu kraftig Mand rejste sig fra Skiven, og bød mig Haanden med de Ord: "Velkommen! - med Forlov at spørge, hvor er den gode Ven fra?" - Man opholde sig ikke over saa ufiint og ligefremt et Spørgsmaal! Hedebonden er ligesaa gjæstfrie, men lidt mere nysgjerrig, end de skotske Lairder; og i Grunden kan Man ikke fortænke ham i, at han gjerne vil vide, hvem han beværter. Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, kaldte han paa sin Kone, der strax satte frem, hvad Huset formaaede, og nødte mig med godhjertig Venlighed til at spise og drikke; skjøndt min Hunger og Tørst gjorde al Nøden overflødig.

✂ Jeg var midt i Maaltidet og midt i en politisk Samtale med min Vert, da en ung og overmaade dejlig Bondepige traadte ind, hvem jeg ufejlbarligen vilde have erklæret for en, fra grusomme Forældre og et modbydeligt Ægteskab bortflygtet, forklædt Frøken; hvis ikke hendes 238 rødladne Hænder og uforfalskede Bondemaal havde overbeviist mig om, at ingen Travestering fandt Sted. Hun nikkede venligt, kastede et flygtigt Blik hen under Bordet, gik ud, og kom snart igjen med et Fad Melkogbrød, hvilket hun satte paa Gulvet med de Ord: "Deres Hund kan maaskee ogsaa trænge til Noget." Jeg takkede for hendes Opmærksomhed; men denne var ganske henvendt til den store Hund, hvis Graadighed snart gjorde tomt Fad, og som nu paa sin Viis takkede Giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig løftede Armen i Vejret, misforstod Chasseur denne Bevægelse, gjorde adroit, og trængte den skrigende Pige baglænds hen mod Alkoven - jeg kaldte Hunden af, og udtydede hende hans gode Mening. - Ikke skulde jeg have hendraget Læserens Opmærksomhed til et saa trivielt Optrin, undtagen for at anbringe den Bemærkning: at Alt klæder de Smukke godt; thi virkelig fremviste denne Bondepige, i Alt hvad hun sagde og foretog sig, en vis naturlig Ynde, som ingenlunde kunde skrives paa Coqvetteriets Regning, undtagen Man saaledes vil benævne en medfødt, uvitterligt Instinct.

✂ Da hun havde forladt Stuen, spurgte jeg Forældrene, om det var deres Datter. De bejaede det, med Tillæg, at hun var eneste Barn. "Hende beholde I vist ikke længe," sagde jeg. "Gud bevare os! hvorledes mener De det?" spurgte Faderen; men et selvbehageligt Smiil viste, at han nok forstod min Mening. "Jeg tænker," svarede jeg: "at hun neppe vil mangle Bejlere." "Hm!" brummede han: "Bejlere kan vi faae nok af; men om de due Noget, det var det, vi skulde snakke om. At frie med et Lommeuhr og en sølvbeslagen Pibe, kan ikke gjøre Sagen klar; der vil Mere til at kjøre, end at sige Hyp! - Saamænd!" vedblev han, støttende begge Næver paa Bordet, og bukkende sig, for at kige ud af det lave Vindue: "kommer ikke der Een af dem - en Faaredreng, der nys er kravlet op af Lyngtoppene - hæ! Een af de Kumpener, der rende omkring med et Par Dos Hoser i en Tværsæk - dum Hund! frier til vor Datter med to Stude og halvtredie Koe - jo luur ham! - Stodder!" Al denne Udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den Kommende, paa hvem han fæstede sit formørkede Blik, idet denne ad en Lyngvej vandrede ind mod Gaarden. Han var endnu saa langt borte, at jeg fik Tid til at udspørge min Vert om det unge Menneske, og erfare: at han var en Søn af nærmeste Naboe - som notabene dog boede over en halv Miil derfra - at Faderen kun ejede et lidet Boel, hvorpaa han endda skyldte 239 Hosekræmmeren to Hundrede Daler; at Sønnen havde nogle Aar gaaet omkring med uldne Vare, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecil; men faaet et reent Afslag. - Medens jeg anhørte denne Beretning, var hun selv kommen ind; og hendes bekymrede Blik, der vexelviis deelte sig imellem Faderen og Vandreren derude, lod mig gjætte, at hun ikke deelte den Gamles Anskuelse af Sagen. - Saasnart den unge Kræmmer traadte ind af den ene Dør, gik hun ud af den anden; dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt Øjekast.

✂ Min Vert vendte sig om mod den Indtrædende, greb med begge Hænder om Bordbladet, som om han fandt et Støttepunkt fornødent, og besvarede det unge Menneskes "Guds Fred! og Goddag!" med et tørt "Velkommen!" - Hiin blev først staaende en Stund, lod sine Øjne løbe omkring i Værelset, udtrak derpaa af Indrelommen en Tobakspibe, af Baglommen en Pung, bankede Piben ud paa Kakelovnen ved sin Side, og stoppede paany. Alt dette skedte langsomt, og ligesom i en afmaalt Tact, og min Vert forblev stedse ubevægelig i sin antagne Silling.

✂ Den Fremmede var en meget smuk Karl, en ægte Søn af vor nordiske Natur, der driver langsomt, men kraftigt og varigt: lyshaaret, blaaøjet, rødkindet, hvis fiintdunede Hage Ragekniven endnu ikke havde berørt, skjøndt han vist allerede var sine fulde tive Aar. Han var paa Kræmmerviis klædt fornemmere end en almindelig Bonde, end selv den rige Hosekræmmer, i Frakke og vide Beenklæder, rødstribet Vest og blaatblommet Bomuldshalsklæde - han var ingen uværdig Tilbeder af den skjønne Cecilia. Mig behagede han ydermere ved et blidt og aabent Ansigt, der vidnede om Ærlighed, Taalmod og Udholdenhed - et Hovedtræk i den cimbriske Nationalcaracteer.

✂ Det varede en god Stund, inden Nogen af dem vilde bryde Tausheden. Endelig oplod dog Værten først sin Mund, spørgende langsomt, koldt og ligegyldigt: "hvor gjælder Rejsen idag, Esben?" Den Tiltalte svarede, medens han i Mag slog Ild til sin Pibe, og tændte med lange Drag: "Ikke længere idag, men imorgen vil jeg afsted til Holsteen." Herpaa blev atter en Pause, under hvilken Esben tog Stolene i Øjesyn, og valgte een, paa hvilken han satte sig. Imidlertid kom Moder og Datter ind; den unge Kræmmer nikkede ad dem med en saa fuldkommen rolig og uforandret Mine, at jeg skulde have troet, den skjønne Cecilia var ham aldeles ligegyldig, hvis jeg 240 ikke havde vidst, at Kjerligheden i et saadant Bryst kan være stærk, hvor stille den end lader; at den ikke er en Lue, som blusser og gnistrer; men en Glød, der varmer jevnt og længe. Cecilia satte sig med et Suk ved den nederste Bordende, og begyndte ivrigen at strikke; hendes Moder nedlod sig med et sagte: "velkommen Esben!" ved Spinderokken.

✂ "Det skal vel være paa Handelens Vegne?" tog Verten nu Ordet. "Som det vil byde sig;" svarte hans Gjæst: "Een faaer at prøve, hvad der kan være at tjene i Sønden. Min Begjæring er ellers, at I ikke vilde jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi faae at see, hvordan min Lykke skal blive." Cecil rødmede; men vedblev at stirre paa sit Arbejde. Moderen standsede Rokkehjulet med den ene Haand, lagde den anden i Skjødet, og saae stivt hen paa den Talende; men Faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: "Mens Græsset groer, døer Horsemoer! Hvor kan Du forlange, at Cecil skal bie efter Dig? Du kan blive længe borte - kan hænde sig, Du kommer aldrig meer." "Saa er det eders Skyld, Michel Krænsen!" faldt Esben ind: "Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig." Dermed rejste han sig, rakte begge de Gamle Haanden, og sagde dem et but Farvel. Til sin Kjereste sagde han, men i en lidt svagere og blødere Tone: "Farvel Cecil! og Tak for alt Godt! tænk paa mig til det Bedste, om Du ellers maae - Gud være med Dig! - og med Eder Allesammen! Farvel!" - Han vendte sig mod Døren, gjemte Pibe, Pung og Fyrtøj, hver Deel i sin behørige Lomme, tog Kjeppen, og vandrede bort, uden endog en eneste Gang at see sig tilbage. - Den gamle Mand smiilte, som før; hans Kone udstødte et "Aa ja!" og satte Rokken atter igang; men Taare trillede paa Taare ned over Cecilias Kinder.

✂ Jeg havde her den meest indbydende Anledning til at udvikle de Grundsætninger, der bør lede Forældre med Hensyn til deres Børns Giftermaal. Jeg kunde have erindret dem om, at Rigdom ikke er nok til ægteskabelig Lyksalighed, at Hjertet ogsaa maae have sin Stemme: at Klogskab overalt tilraader, at see mere paa Retskaffenhed, Flid og Dygtighed, end paa Penge; jeg kunde have foreholdt Faderen (thi Moderen lod til i det mindste at være neutral) hans Haardhed mod den eneste Datter. Men jeg kjendte Almuen for godt til at spilde unyttige Ord paa denne Materie; jeg vidste, at Formue gaaer for Alt i 241 denne Stand - og - mon det er stort anderledes hos de andre Stænder? Jeg kjendte ydermere Bondens Fasthed, der gaaer lige til Haardnakkenhed, i denne Punkt, og at han i Controverser af denne Art med sine Overmænd ofte firer af, og lader som han gik over til deres Mening; saa Man fristes til at troe ham overbeviist og overvunden, naar han just er urokkeligt bestemt paa at følge sit eget Hoved. - Tilmed er der endnu een Betragtning, som byder mig, ikke ubuden at stikke min Finger imellem Kniv og Væg, mellem Dør og Karm, mellem Hammer og Ambolt, denne nemlig: mon ikke Riigdom alligevel er det reelleste af alle jordiske Goder? dem NB. som efter Epictets Inddeling "ere ikke i vor Magt." Er Penge ikke tilstrækkelige Surrogater for alle sublunariske Herligheder? uforkastelige Representativer for Mad og Drikke, Klæder og Huuslye, for Agtelse og Venskab, ja for selv en vis grad af Kjerlighed? Er Formue endelig ikke det, som forskaffer de fleste Nydelser, den største Uafhængighed? som erstatter de allerfleste Mangler? Er Armoden ikke den Klippe, hvorpaa baade Venskab og selve Kjerlighed ofte monne strande? -"Naar Krybben er tom, bides Hestene" siger Bonden; og hvad sige de Andre, naar Elskovsrusen er bortdunstet og Hvedebrødsdagene forbi? Vist nok var det ønskeligt, at Amor og Hymen stedse kunde følges ad; men de ville dog helst have Pluto i Ledtog med sig.

✂ Efter saadan Anskuelse af Verden, som den er - meer fornuftig maaskee, end Nogle vente og Andre ønske hos en Romanforfatter - vil Man finde det conseqvent, at jeg ikke indblandede mig i Esbens og Cecilias Roman, saameget mindre, som Samme fra den Førstes Side torde være en ret fornuftig Speculation, beregnet mindre paa Datterens Skjønhed og Hjerte, end paa Faderens fuldproppede Alkove og tunge Hængeskab. Og skjøndt jeg vel vidste, at reen Kjerlighed ikke er en reen poetisk Opfindelse, erkjendte jeg dog allerede dengang, at den fandtes oftere i Bøger, end udenfor dem. - Da altsaa den skjønne Cecilia var gaaet ud - formodentlig for useet at give Følelserne Afløb i en rigere Taarestrøm - henkastede jeg alene den Yttring: at det var Skade, den unge Knøs ikke sad varmere, eftersom det dog lod til, at han var et skikkeligt Menneske, og havde Godhed for Pigen. "Dersom" lagde jeg til, "han engang kunde komme hjem igjen med en Snes gode Sedler - " " - og de saa vare hans egne" lagde gamle Michel polidsk til; "ja det var en anden Sag."

✂ Jeg gik atter ud i min mennesketomme og sorgløse Hede. Langt 242 borte til Siden saae jeg endnu Esben og Røghvirvlerne af hans Pibe: saaledes - tænkte jeg - uddamper hans Sorg og hans Kjerlighed; men den stakkels Cecilia? Jeg kastede endnu et Blik tilbage paa den rige Hosekræmmers Gaard og sagde ved mig selv, havde denne ikke lagt der, randt saa mange færre Taarer i Verden.

✂ Der gik sex Aar hen, inden jeg igjen kom paa denne Kant af Heden; det var et ligedant stille, varmt September-Vejr som forrige Gang. Tørsten drev mig til Huus, og det traf sig saa, at Hosekræmmerens netop var det nærmeste. Ved at gjenkjende den gode Michel Krænsens eensomme Vaaning, kom jeg først i Tanke om den smukke Cecilia og hendes Kjereste; og Nysgjerrighed efter at vide, hvad Udfald denne Hedeidyl havde faaet, drev ligesaa stærkt som Tørsten. Under slige Omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at anticipere den virkelige Historie; jeg gjør mine Gisninger, jeg forestiller mig hvorledes det kunde og borde være, og prøver hvorvidt mit Bestik vil stemme overeens med Skjæbnens Styrelse. Ak! som oftest ere mine Gjetningers Afdrivt fra Begivenhedernes rette Cours saare stor! Saaledes ogsaa her: Jeg tænkte mig Espen og Cecilia som Mand og Kone; hun med en Glut ved Brystet, Bedstefaderen med en eller to større paa sit Knæe, den unge Kræmmer selv som en drivtig og lykkelig Bestyrer af den nu udvidede Strømpehandel - men, det kom ganske anderledes. Idet jeg traadte ind i Forstuen, hørte jeg en blød kvindelig Stemme synge, hvad jeg i Førstningen antog for en inddyssende Vuggesang; dog var Tonen saa tungsindig, at min høje Forventning allerede fik et betydeligt Nedfald. Jeg blev staaende og lyttede: Visens Indhold var haabløs Elskovs Klage. Udtrykket var simpelt, men sandt og rørende; men min Hukommelse beholdt kun det ved Slutningen af hvert Vers gjenkommende Omqvæd:

✂ "Den største Sorg i Verden her,
Er dog at miste den, Man har kjer."

✂ Med mørke Ahnelser aabnede jeg Stuedøren.

✂ Et middelaldrende stort og ført Bondekvindfolk, som sad og kartede, faldt mig først i Øjnene; men det var ikke hende, der sang. Den Syngende vendte Ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede Hænderne, som om hun spandt. Den første rejste sig, og bød mig Velkommen; men jeg gik frem for at see den 243 Anden i Ansigtet. - Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit Blik til mig: ak! da lyste Vanviddet ud af de matglimtende Øjne, af hele Aasynets vammelsøde Smiil. Ogsaa bemærkede jeg, at hun ingen Rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, maatte være af samme Stof som Macbeths Dolk. - Hun standsede baade med Sangen og med sit luftige Spind, og spurgte mig ivrigt: "Er I fra Holsteen? Saae I Esben? Kommer han snart?" Jeg fornam, hvorledes jeg var faren; og svarte ligesaa hurtigt: "Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse Dig fra ham." "Saa maae jeg ud at møde ham!" raabte hun glad, sprang op fra sin lille Halmstol, og hoppede hen mod Døren. "Tøv lidt, Cecil!" sagde den Anden, og lagde Karterne tilside, "og lad mig komme med!" Dertil blinkede hun ad mig, og virrede med Hovedet - hendes Minespil var overflødigt. "Moer!" raabte hun højt mod Kjøkkendøren, "der er En herinde. Kom ind! for nu gaae vi." Hun sprang efter den Vanvittige, som allerede var ude i Gaarden.

✂ Den Gamle kom ind; jeg gjenkjendte hende ikke; men formodede dog rigtignok, at hun maatte være den ulykkelige Piges Moder. Sorg og Alderdom havde vel ogsaa taget stærkt paa hende. Ej heller hun erindrede mig fra forrige Gang; men efter et "Velkommen! Sid ned!" gjorde hun det sædvanlige Spørgsmaal: "Med Forlov, hvor er den gode Mand fra?" Jeg sagde dette, og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle Aar siden. "Herre Gud!" raabte hun, og slog Hænderne sammen, "er det Dem! Vær saa god og sæt Dem op for Bordenden, mens jeg skjærer et Stykke Smørrebrød - maaskee De ogsaa er tørstig?" Uden at oppebie mit Svar skyndte hun sig ind i et lidet Sideværelse, og kom snart efter tilbage baade med Spise og Drikke.

✂ Vel var jeg begjærlig efter at erfare det Nærmere angaaende den stakkels Cecilia; men en Forudfølelse af noget særdeles Sørgeligt dæmpede min Nysgjerrighed, og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg baade ønskede og frygtede at høre. "Er Manden ikke hjemme?" var min første Tiltale. "Min Mand?" sagde hun, "ham har vor Herre taget for længe siden; ja saamænd! det bliver nu tre Aar til Mikkelsdag, at jeg har siddet Enke - et Stykke endnu! vær saa god! og forsmaae det ikke! det er rigtignok kun Bondekost!" "Mange Tak!" svarte jeg, "jeg er mere tørstig end sulten - saa eders Mand er Eder nu falden fra - det var et stort Tab, en stor Sorg for Eder -" "Ak ja!" 244 sukkede hun med taarefyldte Øjne; "men det var ikke den eneste - Herre Gud! saae De ikke vor Datter?" "Jo!" svarede jeg, "hun forekom mig lidt aparte -" "- Hun er reent afsindig" sagde hun, bristende i Graad, "vi maae holde et Menneske bare for at passe paa hende, og hun kan heller ikke tage sig stort Andet for; hun skulde rigtig nok fare med at spinde og binde lidt, men det har intet Skrid, for hun maae løbe med hende vel de sexten Gange om Dagen, naar hun kommer i Tanker om Esben -" "- Hvor er Esben?" afbrød jeg: "I Guds Rige" svarte hun, "saa De har ikke spurgt det? Ja Gud naade os! han fik en ynkelig Død; saadan en Elendighed har der aldrig Nogen hørt - De maae ikke være storagtig; spiis og drik, mens De lyster! - ja saamænd! jeg har gaaet Noget igjennem, siden De var her sidst. Tiderne ere ogsaa besværlige: med Hoserne er det forbi, og vi skal holde Fremmede til at see efter Alting." Da jeg mærkede, at hendes Sorg over det Forbigangne, blandet med Omsorg for det Nærværende, ikke var større, end at hun jo vel vilde udholde at fortælle mig hendes Gjenvordigheder, bad jeg hende derom. Hun føjede mig villig i min Begjering, og gav mig en Beretning, som jeg - med Udeladelse af uvedkommende Indblandinger - vil levere saa godt jeg formaaer i Fortællerindens egen simple og enfoldige Stiil.

✂ "Vi og Kjeld Esbensen" - begyndte hun, efter at have trukket en Stol hen til Bordet, sat sig paa Samme, og lavet sit Strikketøj tilrette -"har været Naboer, siden jeg kom i Gaarden. Kjelds Esben og vores Cecil bleve gode Venner, inden Nogen vidste det. Vor Mand var ikke meget glad, og jeg ikke heller, for Esben havde ikke stort, og hans Fader slet Intet. Men vi tænkte alligevel, at Tøsen skulde have været klogere, end at lægge sig efter saadan en grøn Dreng. Han løb rigtig nok omkring med lidt Hoser, og tjente et Par Skilling; men hvorlangt skulde det række? Saa kom de og bejlede: vor Mand sagde nej - som ikke sært var - og dermed drog Esben ad Holsteen til. Vi fornam nok at Cecil blev lidt tungsindig; men det kjerte vi os ikke efter; "hun glemmer ham vel" sa'e vor Mand, "naar den Rette kommer." Det varede heller ikke længe inden Mads Egelund - jeg veed ikke, om De kjender ham? han boer ellers et Par Miil herfra, han kom, og bejlede med en gjældfrie Gaard og tre tusind Daler paa Rente. Det kunde nok gaae an. Michel sagde straks Ja; men Cecil - Gud bedre! hun sagde Nej. Saa blev Manden vred, og holdt Huus med hende. Jeg syntes nok, han var for haard; men den salig Mand vilde helst raade sig selv; 245 og derfor gik ogsaa han og Madses Fader til Præsten og lod lyse. Det gik godt to Søndage; men den tredie, da han sagde: "Haver Nogen Noget derimod at sige," rejste Cecil sig i Stolen, og raabte: "Det har jeg; der er lyst tre Gange for mig og Esben i Paradiis." Jeg tyssede paa hende; men det var for silde: ethvert Menneske i Kirken havde hørt det, og saae hen til vor Stol - vi overgik jo en stor Skam! - Endnu tænkte jeg ikke endda paa, at hun var gaaet fra Forstanden; men inden Præsten var kommen ned af Prækestolen, begyndte hun igjen at remse op om Esben og Paradiis, om Brudekjole og Brudeseng, og hist op og her ned, det Første var det Sidste, og det Sidste det Første. - Vi maatte med hende ud af Kirken. Salig Michel skjændte vel paa hende, og sagde: at det var hendes Skjelmstykker; ja Gud hjælpe os for Skjelmstykker! Det var hendes ramme Alvor; taabelig var hun og taabelig blev hun."

✂ Her lod Fortællerinden Bindehosen synke i Skjødet, tog Uldnøglet fra den venstre Skulder, drejede det nogle Gange og bekikkede det paa alle Sider. Men hendes Tanker vare andensted henne: efter et Par Minuters Ophold trykkede hun Nøglet ind imod begge Øjnene, hang det atter paa sin Hægte, og satte Strikkepindene i hurtig Bevægelse, idet hun saaledes sammenknyttede den sørgelige Begivenheds afrevne Traad.

✂ "Al hendes Tale gik ud paa, at hun var død og kornmen i Paradiis, og der skulde hun giftes med Esben, saasnart han ogsaa var død, og det blev hun ved med baade Nætter og lyse Dage. Salig Michel fornam da, hvordan det hang sammen: ""Det er Guds Gjerning"" sagde han ""hans Villie kan Ingen modstaae;"" men det gik ham nær alligevel, og jeg veed nok, hvormangen god Time jeg har lagt i min Seng og grædt, naar alle de Andre vare til Ro. Sommetider kom det mig for, det havde været bedre, om de to unge Folk vare komne sammen: ""kan hænde sig"" sagde vor Mand; ""men det skulde nu ikke være.""

✂ "I det første Par Maaneder var hun slem uregjerlig og vi døjede Haardhed med hende; siden faldt hun noget til Rolighed, snakkede kun lidt; men sukkede og græd alt imellem. Ingen Ting vilde hun bestille, for ""i Himmerig"" sagde hun ""der er det Helligdag hver Dag.""

✂ "Saadan gik der saavel et halvt Aar hen; og det var for det meste dobbelt saa længe siden Esben var draget ud i Sønden, og Ingen havde spurgt Noget fra ham hverken Godt eller Ondt. Da hændte det sig en 246 Dag allerbedst som vi sad her, salig Michel og Cecil og jeg, at Esben treen ind ad Døren. Han var kommen lige fra Rejsen, havde ikke været ved sit eget Hjem, og vidste ikke heller hvordan her stod til, indtil han kastede sine Øjne paa Pigen: saa kunde han nok see at det var ikke rigtigt fat. ""Du tøver længe"" sagde hun, ""Brudesengen har staaet opredt over Aar og Dag; men siig mig først: er Du død eller levende?"" ""Herre Gud, Cecil!"" sagde han, ""Du kan jo vel see, at jeg er levende!"" ""Det var Skade"" svarte hun ""for saa kan Du ikke komme ind ad Paradisets Dør. Stræb at ligge Dig til at døe saasnart Du kan! thi Mads Egelund gaaer og lurer paa, om han ikke kunde komme først."" ""Det er en maadelig Tilstand"" sagde han: ""Michel! Michel! I har gjort stor Uskjel imod os. Jeg er Mand nu paa fem Tusinde Daler saavel: Min Morbroer ude i Holsteen er død ugivt, og jeg skal arve ham."" ""Hvad for Noget?"" sagde vor Mand ""det var Skade, vi ikke vidste det lidt før; men giv Dig Stunder! Pigen kan vel komme sig endnu."" Esben rystede paa Hovedet, og gik hen til vor Datter, for at give hende Haand: ""Cecil!"" sagde han ""snak nu fornuftig! vi ere jo levende begge To, og naar Du vil være rimelig, saa gier dine Forældre deres Minde til, at vi maae faae hinanden."" Men hun smed begge Hænderne om paa Ryggen, og raabte: ""Viig bort fra mig! hvad haver jeg med Dig at gjøre? Du er et Menneske, og jeg en Guds Engel."" Da vendte han sig om, og stak i at græde ret bitterlig: ""Gud forlade Jer, Michel Krænsen!"" sagde han, ""hvad I har gjort imod os to syndige Mennesker!"" ""Giv Dig tilfreds""! sagde vor Mand, ""det kan blive godt. Læg Dig nu her i Nat, og lad os saa see hvad hun siger i Morgen.""

✂ "Det var Aften, og der trak et strængt Vejr op med Torden og Lynild, det grusseligste jeg nogen Tid har kjendt - ret som Verden skulde forgaae. Saa blev Esben da tilsinds at slaae sig til Ro hos os, og saasnart Vejret linnede, lagde han sig i Overstuen. Vi Andre gik ogsaa tilsengs; men jeg kunde længe høre igjennem Væggen, hvordan han sukkede og græd; jeg troer ogsaa at han bad til Gud i Himlen. Endelig faldt jeg ogsaa hen. Cecil laae og sov i den Alkove ligeoverfor Michels og min her."

✂ "Det kunde vel være en Timestid eller noget mere over Midnat, da jeg vaagnede. Det var stille udenfor, og Maanen skinnede ind ad Vinduet. Jeg laae og tænkte paa den Elendighed, som var overgaaet os; jeg tænkte mindst paa, at det var skeet, som jeg nu skal fortælle 247 Jer. - Det kom mig for, at det var saa roligt henne hos Cecil; jeg kunde slet ikke høre, hun drog sin Aande; ikke heller fornam jeg mere til Esben. Det båres mig for, at det ikke var rigtigt. Jeg listede mig ud af min egen Seng og hen til Cecils. Jeg kikkede derind, jeg følte efter hende; men hun var der ikke. Nu blev jeg urolig i mit Sind, sprang ud i Kjøkkenet, og tændte Lys, og dermed gik jeg op i Overstuen. Aa Gud hjælp os naadelig og vel! hvad saae jeg der? Hun sad i Esbens Seng, og havde lagt hans Hoved i sit Skjød; men da jeg saae nøjere til, var han saa bleg som et Liig; hans Ansigt, og Lagnerne vare røde af Blod. Jeg gav et Skriig af mig, og segnede om paa Jorden; men Cecil vinkede ad mig med den ene Haand, og klappede hans Kind med den anden. ""Tys! tys!"" sagde hun ""nu sover min Kjereste den søde Søvn. Ligesaa snart som I have begravet hans Legeme, bære Englene hans Sjæl til Paradiis, og der skal saa vort Bryllup staae med stor Herlighed og Glæde."" - Ak! ak! du milde Gud og Fader! hun havde skaaret Halsen over paa ham - den blodige Ragekniv laae paa Gulvet udenfor Sengen."

✂ Her skjulte den ulykkelige Enke Ansigtet i sine Hænder, og græd bitterligen, mens Forfærdelse og Smerte sammenknugede mit Bryst. Endelig kom hun til sin vante Fatning, og vedblev som følger:

248

✂ "Der blev en stor Ynk og Jammer baade her og til Esbens; men gjort Gjerning staaer ikke til at ændre. Da de kom kjørende med ham til hans Forældre - de tænkte, at han var vel forvart ude i Holsteen - ja, da blev der en Skrigen og en Skraalen, som Gaarden skulde have falden. Han var en skikkelig Karl, og nu kommen til saa stort Middel og Riigdom, og maatte alligevel saa ynkelig døe i hans unge Alder, og det for hans Kjerestes Haand. - Salig Michel kunde heller aldrig glemme det; han blev ikke Mand siden. Et Par Maaneder efter blev han liggende syg, og saa tog vor Herre ham fra mig."

✂ "Den selvsamme Dag, som han blev jordet faldt Cecil i en dyb Søvn, og sov hun saamænd tre Ætmaal ud i eet. Da hun vaagnede, var hendes Forstand kommen tilbage. Jeg sad ved hendes Seng, og ventede, at vor Herre skulde løse op for hende. Men allerbedst som hun laae, drog hun et dybt Suk, kastede sine Øjne paa mig, og sagde: ""hvorledes er det fat? hvor har jeg været? jeg har havt en underlig Drøm: det kom mig for, jeg var i Himmerig, og Esben hos mig. - Herre Gud, Moer! hvor er Esben? har I ikke hørt fra ham, siden han drog ad Holsteen?"" - Jeg vidste ikke ret, hvad jeg torde svare. Nej - sagde jeg - vi veed ikke Stort om ham. Hun sukkede! ""Hvor er Faer?"" spurgte hun saa. Din Fader har det godt - svarte jeg - ham har Gud taget til sig - da græd hun. ""Moer! lad mig see ham!"" sagde hun. Det kan Du ikke Barn! - svarte jeg - for han er jo i Jorden. ""Gud bevare os!"" skreeg hun, ""hvorlænge har jeg da sovet?"" - Heraf mærkede jeg, at hun ikke selv vidste, i hvad Tilstand hun havde været. ""Har I vækket mig, Moer!"" sagde hun igjen ""har I ingen Tjeneste gjort mig: jeg sov saa sødt; jeg drømte saa dejligt; Esben kom hver Nat og besøgte mig i skinnende hvide Klæder og med en rød Perlekrands om hans Hals!""

✂ Her faldt den Gamle atter hen i tungsindige Tanker, og først efter nogle dybe Hjertesuk tog hun atter ved.

✂ "Det stakkels Barn havde da faaet sin Forstand tilbage; men Gud veed, om det var bedre for hende. Hun var aldrig glad, men altid stille bedrøvet, talte ikke uden naar hun blev adspurgt, og passede sit Arbejde meget flittigt. Hun var hverken syg eller frisk."

✂ "Det spurgtes da snart heromkring i Nabolavet, og et Fjerdingaarstid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden Gang. Men hun vilde ikke vide af ham at sige, hverken for Lidt eller for Meget. Da han nu fornam, at hun slet ikke kunde lide ham, blev han 249 studsig, og fik Ondt isinde. Jeg, og Folkene, og alle de, der kom her, passede bestandig nøje paa, at vi ikke lod falde det mindste Ord om, hvordan hun selv i hendes Afsindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel ogsaa, at han enten var død eller gift derude i Sønden. - En dag, som nu Mads er her, og trænger stærkt paa hende, om at give ham Ja, og hun saa svarer, at hun hellere vilde døe, end giftes med ham: siger han reent ud, at han slet ikke var saa hægen for Een, der havde skaaret Halsen over paa sin første Kjereste; og dermed fortæller han hende det Hele, som det var tilgaaet. Jeg staaer ude i Kjøkkenet og hørte det saa halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i Haanden, springer ind, og raaber til ham: Mads! Mads! Gud forlade Jer! hvad er det, I gjør? Men det var for silde: hun sad paa Bænken saa bleg som en kalket Væg, og Øjnene stode stivt i hendes Hoved. ""Hvad gjør jeg?"" sagde han, ""jeg siger jo ikke Andet, end hvad sandt er; det er bedre, hun faaer det at vide, end at holde hende for Nar, og lade hende gaae og vente efter en død Mand hendes hele Livstid. - Farvel! og Tak for mig!"" - Han gik; men hun var igjen falden tilbage, og faaer vel aldrig hendes Forstand mere i dette Liv. I seer selv, hvorledes hun er: al den Tid, hun ikke sover, synger hun den Vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsteen, og bilder sig ind, at hun spinder paa Brudelagnerne. Ellers er hun dog rolig - Gud skee Lov! og gjør ikke det mindste Kræ Fortred: men vi tør alligevel ikke slippe hende af Sigte. Gud see i Naade til hende, og løse snart op for os Begge to!"

✂ Idet hun talte de sidste Ord, kom den Ulykkelige ind med sin Ledsagerske: ""Nej"" sagde hun, ""idag er han ikke at see; men imorgen har vi ham vist. Jeg maae skynde mig, om jeg skal blive færdig med Lagnerne."" Hun satte sig hurtig ned paa sin lille Halmstol, og med Hænder og Fødder i rask Bevægelse, istemte hun atter sin Klagesang. Et langt, dybthentet Suk gik hvergang forud for Omqvædet: "Den største Sorg i Verden her, er dog at skilles fra den, Man har kjer." Hendes skjønne blege Ansigt sænkede sig da ned mod Barmen, Hænder og Fødder hvilte et Øjeblik; men snart og skyndsomt rettede hun sig atter i Vejret, istemte et andet Vers, og satte Skyggerokken igang.

✂ I tungsindige Tanker vandrede jeg tilbage; min Sjæl havde antaget Ørkens Farve. Min Phantasie var ene sysselsat med Cecilia og hendes rædsomme Skjæbne. I hvert et fjernt Luftbillede troede jeg at see 250 Hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede, og slog ud med Armene. I Hjejlens sørgmodige Fløjten, i den eenlige Hedelærkes eensformige Klagetriller hørte jeg kun de sørgeligsande, af saamange tusinde saarede Hjerter dybtfølte Ord:

✂ "Den største Sorg udi Verden her,
Er dog at skilles fra den, Man har kjer."

251

✂

Peer Spillemands Skibsjournal

✂ (Holden paa en Søereise fra Kjøbenhavn til Aalborg.)

✂

Præsten i Vejlbye

✂ En Criminalhistorie.

✂ (Af Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog, tilligemed tvende Optegnelser af Præsten i Aalsøe.)