Else Sandberg

✂ Tre Mile sønden for Viborg, i den Egn, hvor Svend Grathe fordum mistede Liv og Rige, ligger Bondegaarden Revl. Gamle og forrevne ere dens lave Bygninger, og synes at være takte med Mos. Dens tarvelige Udseende oplives ikke af nogen Have; thi dette Navn kan man neppe give en liden Kaalgaard, hvis Tørvediger ere kantede med tynde, forkrympede Hyldebuske, og hvorover en gammel Røn krummer sig forpidsket og bøiet fra sin Ungdom, af de skarpe Vestenvinde. Trindt og vidt omkring er den omgivet af mange lynggroede Bakker, mellem hvilke graagule Moser slynge sig, og løbe næsten alle i hverandre gjennem mangfoldige Bugtninger, snart udvidende sig og ligesom tilbagetrængende de bølgeformige Bakker, snart af disse indknebne til smalle Snevringer. Ukjendte, som her vilde finde Vei, skulde snart blive hildede i denne Labyrinth af Moser, ikke uliig dem, der uden nødvendig Forkundskab, indlade sig i det sindrige Spil, som man kalder: "at trække i Dynd." Først henimod Efteraaret faaer denne mørke, eensformige Egn et mere liveligt Udseende: i Moserne løfter erica tetralix sine blegrøde Blomster, og Bakkerne faae et violet Skjær af den nu først udskydende Lyng. Ikke frydeligere er her den levende Natur: Brokfuglen sidder eenlig paa sin Tue, og gjentager halve Dage sine langtrukne, tungsindige Fløitetoner. Moselærken qviddrer svagt og sørgeligt fra Porsbusken - Ørkens eneste Træe. En enkelt Urfugl, opjaget af en omluskende Ræv, hvirvler sig et stakket Stykke bort, men falder snart igjen og forsvinder i den tætte Lyng. Om menneskelige Beboere mindes man kun, naar en Hyrdedreng, omringet af nogle vantrevne Faar, hvisler paa sin Toskillingsfløite.

✂ Ikke altid vare disse Banker saa øde og nøgne. I gamle Dage vare de tæt bevoxede med Gran og Birk, og Moserne vare Søer, bestrøede med talrige Flokke af alleslags Svømmefugle. Dengang laae, omtrent hvor Revl nu ligger, paa en Odde eller Revl i Søen, en stolt 89 Herreborg. En frodig Abildhave, og foran denne tvende Rader af høie Graner, omgav og aldeles skjulte Borgen til Landsiden; kun naar man drog over den sidste høie Banke, giede de hvide Skorstene hen mellem Granernes Toppe. Til Søesiden mod Sønden stod Borgen frit, og fra den modsatte Bred saae det ud, som om den hævede sig op af Vandet. Dens Bygningsmaade var som alle andre Slottes paa hiin Tid: umalet Egebindingsværk med mørkerøde Muursteens Tavl; trende Stokværk, det ene bygget ud over det andet med fremragende udhugne Bjelkehoveder; mange lange og smalle Vinduer med bitte smaae Ruder og Blysprøiser. Paa alle fire Hjørner runde udbygte Taarne med Glughuller, og midt foran Huset et større, hvis Platform rakte op over Skorstenene, og var prydet med otte Steenkæmper. Saadanne Tvende forsvarede med opløftede Træsabler den høie hvælvede Taarndør. Bag ved Borggaarden, mellem denne og Ladegaarden, løb en dyb og bred Grav, tildeels bevoxet med Rør, og over den førte en Vindebroe. Paa hver Side af Broen stode fiirkantede Steenpiller, og ovenpaa disse saaes liggende Løver. Udenfor Ladegaard og Have var en ligedan Grav med Broe, som Borgens yderste Befæstning.

✂ Mange Aar tilbage i Tiden boede her den velbyrdige og mandhaftige Ridder, Henrik Sandberg, gift med velbyrdige og dydzirede Jomfru, Mette Daae. Deres Ægteskab var velsignet med en eneste Datter, navnlig Else, og at see hende vel forsørget, var Forældrenes høieste Ønske. Mødrene pleie i dette Tilfælde ei allene at ønske, men ogsaa at handle. Fru Mette var ikke mere uvirksom end andre Mødre; men havde indledet saa snilde, saavelsom ærbare Underhandlinger med den tappre og gode Mand, Hr. Mogens Munk til Aunsberg, at Dagen 90 til Dennes Søns, Junker Jenses Trolovelse med Jomfru Else, allerede var bestemt. Allerede var denne kommen, og, paa lidet nær, vel forbi: Det forlovede Par stod foran Præsten, som han, smykkede med vældige Pibekraver; deres Forældre, Slægtninge og Kyndinge, i en Halvcirkel bag ved ham. Junkeren saa stivt og dristig hen over Præstens Skulder, og Jomfruen bly og beskedent ned til hans Fødder. Han begyndte at tale, hans Stemme var mandig og fuldkommen; uvilkaarlig sammenlignede Jomfruen den med hendes Fæstemands tykke, pluddrende, og, efter de Tiders Mode, læspende Mæle. Lønligt og hurtigt løftede hun sine Øine op til den Mund, hvorfra disse velklingende Toner udgik, og en anden Sammenligning begyndte mellem den velærværdige Mands ungdommeligt kjønne Ansigt og Junkerens Melkefjæs: over en høi, hvid og glat Pande skilte sig et mørkebrunt Haar, og faldt i narturlige Krøller paa Pibekraven. Sorte Bryn hvælvede sig over brune, fyrige Øine. Mellem den smalle Underlæbe og den kjekt opkastede Overlæbe, blinkede sneehvide Tænders Perlerader, og derunder bevægede sig i Talens Iver, et ziirligt Fipskjæg. Ligesaa hurtigt trak sig Pigens lange Øienhaar ned over det rødmende Ansigts mørkblaae matglimtende Stjerner. Hr. Søren var nødt til at see paa den yndige Fæstemøe; men jo tiere han saae, jo mere forvirret blev han: og dette forøgede igjen hendes Forvirring. Kort at fortælle: just som Præsten havde begyndt en Smule at væve, for at faae Tid til igjen at optage Talens tabte Traad, blegnede Jomfruen og begyndte at rave. "Hun faaer ondt!" raabte han, og derpaa segnede hun virkelig i den tililende Moders Arme. Om denne Besvimelse reiste sig af Angest over Præstens Forlegenhed, eller af Medlidenhed med ham; om den var forstilt for at redde ham, eller frie sig selv fra Forbindelsen med Junkeren, derom vare Meningerne deelte, endskjøndt de maaskee snarere burde være forenede. Hvorom alting er, saa blev der intet af Trolovelsen nu, og, da Jomfru Else aldrig følte sig frisk nok, heller ikke siden. Hermed var Junker Jens slet ikke fornøiet, især da han havde en dunkel Anelse om Aarsagen til denne Bortrykkelse af hans Ønskers Maal.

✂ Nogen Tid efter hændte det sig, at han og Præsten traf sammen i Viborg paa et offentligt Sted, hvor ogsaa andre Adelsmænd og Officerer vare tilstede. Ophidset af Viin og hemmelig Ærgrelse, begyndte Junkeren at stikle paa Præsten og hans Tales synderlige Islæt. Længe firede Denne af med Kulde og temmelig Sagtmodighed; 91 dette gjorde Modstanderen dristigere og grovere. "Hr. Junker! sagde Hiin omsider opbragt: I stoler paa den Kjole, jeg bærer, og som I vel veed hindrer mig i, at lære Eder Skikkelighed." - "I stoler selv paa Eders Kjole! svarte Junkeren: Fordi den giver Eder Lov til at være Poltron!" - "Det er der Raad for! raabte Præsten, idet han trak Kjolen af: der ligger Præsten, og her staaer Manden; har I endnu Lyst, saa korn an, Junker Jens! Er her Ingen af de gode Venner, som vil laane mig sin Kaarde?" En Officeer gav ham sin, og tilbød sig at være Secundant; en Anden traadte over paa Junkerens Side, og alle fire reed ud paa Heden, sønden for Byen. Hr. Søren havde i sine Studenterdage været Karl for sin Kaarde, og fleregange ved tydske Universiteter lært kaade Burscher Mores: han var Junkerens Mand saavel. Denne blev jo længere, jo mere ophidset over Modstanderens Kulde og sikkre Parering. Han gjorde et forgjeves Udfald efter det andet; hans Kaarde gled bestandig ud forbi den færdige Fjende, i hvis Vold han stedse befandt sig, men som ædelmodigen skaante ham. Da forenede han al sin Konst og Kraft i tre hurtigt paa hinanden følgende Dobbeltfinter, hvoraf Udfaldet blev, at han selv rendte sit Bryst i Contrapartens Kaarde. Hans Fald gjorde Ende paa Tvekampen. Saaret forekom Secundanterne saa betænkeligt, at de raadte Præsten, at sætte sig paa sin Hest og flygte. Dette gjorde han: naaede inden en Times Forløb sit Hjem, samlede i en Skynding sine Penge og de nødvendigste Klæder, og kastede sig saa paa en anden ligesaa rask Hest. Bespændt af Frygt, Anger og Uvished, lod han staae ud ad Sønden til. Hans Vei faldt forbi Revl. Solen var ved at gaae ned, og de høie Graner udbredte allerede en Dæmring over Gaard og Have. I Skyggen vandrede langsomt, med nedsænkt Hoved, den skjønne Møe. De foldede Hænder holdt en Kost af spraglede Markblomster, og hvo der saaledes saae hende, maatte lettelig gjætte, at hun tænkte paa en elsket Ven, og end videre: at Rytteren, der travede hende imøde, var denne Ven, thi saasnart hun saae ham, tabte hun Blomsterne af sine Hænder, og bøiede længere ind i Alleen. "Farvel, ædle Jomfru! sagde han, uden at standse Hesten: Forlader, saa skal Eder forlades!" Med den høire Haand trykte han Hatten dybere ned og foer afsted i tordnende Galop. Forundret, forvirret og hartad bedøvet, stirrede hun efter ham, og Mørket faldt paa, før hun kom tilbage til Slottet. Næsten ligesaa hurtigt kom det Skrækkens Bud: at Præsten havde ihjelstukket hendes Fæstemand.

✂ At Jomfruen viste en uforstilt Forfærdelse og derefter en ligesaa uforstilt Sorg, var meget naturligt; men den rette Grund til disse Sindsbevægelser var en Hemmelighed for Alle, undtagen for den sørgende Pige selv. Da imidlertid Forældrene tænkte, at Sorgen gjaldt Junker Jens, maatte de ei allene billige denne, men ogsaa hendes haardnakkede Vægring ved at indgaae nogen anden Forbindelse.

✂ Saaledes henrandt et Par Aar, under hvis Forløb Fru Mette forlod det Timelige, just som hun var i Begreb med, andengang at bortgive Datterens Haand. Herved beholdt denne sin Frihed; thi Faderen paalagde aldrig noget Menneske Tvang, naar han kun selv uforstyrret maatte fiske og jage. Men desværre bleve begge Dele ham formeente; Krigstrompeten kaldte ham fra landlig Ro og Glæde til Kamp mod Sverrigs Krigere. Han maatte forlade sin kjære Datter som Høistbefalende paa Slottet, efter at han forgjeves havde foreslaaet hende, at begive sig til den gamle Farbroder, Hr. Tyge paa Kjærsholm. Sandt at sige, anede ingen af dem Krigens ulykkelige Vending: thi aldrig før havde Sandbergernes gamle Herreborg seet en bevæbnet Svensker.

✂ To Maaneder efter Ridderens Afreise, kom hans tvende Tjenere hjemridende med hans Kaarde og Standart, begge vare omvundne med sort Flor og forkyndte den gjæve danske Mands hæderlige Død i uheldig Kamp med Danmarks seirende Fjender. Disse vare indtrængte over Landets Grændser, og droge hver Dag nærmere og nærmere. Endelig vajede den første fjendtlige Fane over Grathe Hede, og en Rytterhob drog i blinkende Kyrasser ind paa Revl. Anføreren var en Mand til Aarene af et raat og vildt Udvortes, hvis første Øiekast satte Skræk i Alle paa Gaarden, kun ikke i dens jomfruelige Herskerinde. Med rolig Værdighed gik hun Kyrasseren imøde, tilbød ham alt hvad Huset formaaede af Spise- og Drikkevare til ham og hans Folk, og udbad sig en Sauvegarde. "Den skal I faae, min vakkre Flikka! svarte han: naar I saa vil skjenke vel; lad os allerførst besee Viinkjelderen!" Som sagt, saa gjort: han besøgte Viintønderne saa vel, baade den første og alle de andre Dage, at efter en Maaneds Forløb tømte han med sine Rytteres Hjelp den sidste. Og hermed var ogsaa hans Høflighed og gode Lune forbi. Sauvegarden maatte betales hver Dag med rede Penge. Tillykke varede det ikke længe, inden han forlod Gaarden, med samt sin fugtige Sauvegarde, efter først at have ret alvorlig tiltalt Frøken Elses Kasse.

✂ Neppe var han ude, før en Rytter-Eskadron drog ind, anført af en ung, smuk og beleven Adelsmand. Jomfruen gik ham som den Forrige imøde, og fremførte samme Bøn. "Behøves neppe, min deilige Dame! sagde han: jeg seer jo, at Gaarden allerede har en himmelsk Sauvegarde." Hun beklagede rødmende, at Formanden havde gjort reent Bord i Viinkjelderen. "Skader intet, svarte den galante Kriger: istedetfor Viin, beder jeg blot om nogle Draaber Nectar." Af denne Indgang seer man nok, hvorledes den stakkels Else Sandberg var faren med ham. Dog holdt hun ham, ved sin kolde Adfærd og alvorlige Modstand, indenfor Sædelighedens Skranker. Maaskee havde den farlige Fjende alligevel tilsidst seiret, dersom han ikke just i rette Tid havde faaet Marschordre. Derefter kom en Polak, som ikke brød sig stort om Viin og Kys, men var en desto større Elsker af det rene Væsen. Han kunde intet dansk, og af tydsk ikkun de tre Ord: Geld, Gold, Silber; men dem anbragte han saa tidt og saa eftertrykkeligt, at Jomfru Else, efter nogle Dages Forløb, saae Bunden paa sit Pengeskriin. Desforuden havde han den Skik, efter hvert Maaltid, at tage Skee, Kniv, Gaffel og Bæger til sig. En Dag indløb den Efterretning, at Brandenborgerne vare i Nærheden, og nu begyndte en ordentlig Plyndring. Hvad der fandtes af Guld, Sølv og Gyldenstykkes Klæder, blev pakket i en jernbunden Kiste, og denne sat paa en Vogn, som skulde kjøre bag efter de bortridende Polakker. Neppe var den kommen op paa Bakken østen for Gaarden og Søen, før Brandenborgerne foer ned ad den vestre Bakke. Bedækningen, som saae, at den snart ville blive indhentet, og Kisten saaledes falde i Fjendernes Hænder, løftede den af Vognen, og rullede den ned ad den steile Skrænt. Klingende væltede den sig om sin egen Axel og lige ud i Søen, som her var meget dyb. Der ligger den endnu den Dag idag, dog ikke længere skjult af Vand, men af Tørvejord og Lyng. Jevnligen brænder Lys over den, og ofte er der gravet efter den, men forgjeves; Ingen kan finde det rette Sted, thi naar man nærmer sig, forsvinder Lyset, som aldrig viser sig uden i en temmelig Afstand.

✂ Modfalden og næsten bedøvet af saamange Udplyndringer og Anfægtelser, traadte Jomfru Else den brandenborgske Officeer imøde med disse Ord: "Kjære Herre! I kommer her til et tomt Huus; Æde og Drikke, Penge og Penges Værd er alt blevet et Bytte for Eders Forgængere. Kun en Nødskilling og nogle Klenodier af mine salige Forældres, haver jeg gjemt, men jeg vil strax vise Eder, hvor 94 det staaer, at I kan gjøre dermed efter Eders Villie." Disse Ord, saavelsom Dens Skjønhed, der fremførte dem, gjorde et saa heftigt Indtryk paa den barske Kriger, at han længe ikke formaaede at svare. "Frygt ikke, ædle Jomfru! sagde han omsider med svag og næsten skjælvende Røst: Jeg kommer jo som Ven," lagde han til med et særdeles ømt, langt Øiekast, der virkede saa forunderligt paa hende, at hun, blegnende og forvirret, pludselig forlod ham. Først efter tre Dages Forløb fik han Tilladelse igjen at see hende, hvilken Tilladelse derefter hver Dag blev fornyet, og udstrakt til hele Dagen. For at springe til Enden af Historien, kan vi berette: at Treugersdagen vare de Mand og Kone, og Sexugersdagen, da Freden nu var sluttet, fulgtes de ad til Tydskland, hvorfra man aldrig siden har hørt et Ord om dem. Nogen Tid efter deres Bortreise fandtes paa en Vinduesrude i Officerens Værelse ridsede disse Ord: "Søren Madsen Lihme, forhen Præst i Thorning, nu Ritmester i churbrandenborgsk Tjeneste."