Jøderne paa Hald
✂ Den nuværende Gaard af dette Navn er den fjerde, som har været opbygget paa et Jordsmon af nogle Tusinde Alens Omkreds. Intetsteds i Landet findes saa talende Mærker af Tidens ødelæggende Vælde, eller rettere af Menneskets Foranderlighed. Man skulde troe, at Aandeverdenens dunkle Magter havde huset her, og Tid efter anden fordrevet de legemlige Beboere: saaledes - siger Man - flytter Ræven ud, naar den maae dele sin Bolig med den dagskye Grevling. Den allerældste Borg, hvis Tomt endnu hedder Gammelhald, laae paa en fordum omflydt Høj i den sydvestlige Ende af Søen. En skummel Krog, paa tre Sider omgivet af høje, skovgroede Bakker, og kun aaben mod Norden. Paa denne Kant sees Viborg i en Miilsvejs Afstand. Man kan forestille sig Gammelhald som en Røver, der lurende har ligget paa Udkik efter Landets ældgamle Hovedstad. Dens Opbygger omtaler Sagnet ikke; men vil, at "Ebbe og Aage, de Hellede to," som i Kong Snies Hungerstid førte Longobarderne ud mod Sønden, skulle have boet her; samt at den danske "Arthur med det runde Bord" "Stærk Tidrik og hans Kæmper" her have huseret. Den sidste Beboer var hiin djærve, trodsige Riddersmand, Niels Bugge, hvem Dannekongen forgjæves søgte at betvinge med Vaabenmagt, og som kun maatte bukke under for Snigmorderdolken.* Han skal have nedrevet Gammelhald, og af dets Ruiner opbygget det andet, siden saakaldte Hald Slot, ligeledes paa en Banke i Søen; men længere mod Nord. Her var det han udholdt Belejringen; ligeoverfor paa Fastlandet sees endnu Levningerne af den saakaldte "Kongens Skandse." Og her vorder Skuepladsen for den Begivenhed, som indeholdes i efterfølgende Haandskrivt. Middelalderens Hald stod fra * 162 Midten af det fjortende Secul i halvfjerde Hundrede Aar. I dette Tidsrum tilhørte det først den myrdede Opbyggers Slægtninge; siden de viborgske Bisper, indtil den sidste catholske, Jørgen Friis. Derefter blev det kongeligt Slot og Lehnsmands Sæde, og omsider Amtstue. Den sidste Amtsforvalter, Jacob Brockman, skal være død i Fængsel, i hvilket han tredie Gang for Cassemangel var hensat. Nu blev det pantsat, og siden taget i Besiddelse og nogen Tid beboet af tre rige hollandske Jøder - Brødrene Lima.
✂ Disse solgte det efter kort Tids Forløb til Gregers Daa, der faldt, som Oberst, i Slaget ved Gadebusk. Denne bygte det tredie Hald, paa en skjøntbeliggende Banke, midt imellem begge de ældre.
✂ Ogsaa dette er nedrevet, og det Fjerde og Sidste oprejst, noget længere tilbage fra Søen, for omtrent halvtredsindstyve Aar siden.
✂ Her findes endnu trende gamle mystiske Billeder, hvis Betydning Man forgjæves har villet udgrunde, og om Originalerne til hvilke Sagnet kun dunkelt taler.
✂ Det ene er et Bryststykke, og forestiller en middelaldrende Mand af athletisk Skabning, med et stort, trindt og glubsk Ansigt. Hans eenradknappede, grove Vams slutter tæt op om den tykke Hals. Det sorte Mankehaar deler sig over Panden, og falder i bølgende Lokker ned til de brede Skuldre. Hans store, mørkblaae Øjne, overskyggede af tykke Bryn, har ofte forfærdet mig som Barn, naar jeg gik ene gjennem Salen, og de truende fulgte mig fra Dør til Dør. Næst den hornede Figur i orbis pictus, har intet Billede holdet mig i saadan Respect, som "Niels Bugges" paa Hald. Om det ogsaa virkelig var hans, skal vort Haandskrivt maaskee siden aabenbare.*
✂ Det Andet er ligeledes et Bryststykke; men i meget mindre Format: En mørkladen, mager, senestærk, i en sort Kappe indhyllet Figur; Hovedet bedækket med en turbanformet Peltshue; den ene Haand griber i Barmen - sandsynligviis efter en Dolk. Man har sagt mig, det var en Jøde; og jeg tænkte uvilkaarlig paa Esau, den vilde, trodsige Jæger; saaledes maae han have seet ud, da han mærkede Moders og Broders Bedrag, og da han siden mødte denne med fjendsk Hu og blodige Tanker. Da jeg blev ældre, tyktes han mig at maatte ligne Barcochba, som han beslutter at gjenrejse det søndersplittede * 163 Rige. I dette skumle Aasyn præger sig Harmen over Folkets Fornedrelse, vaklende Haab om Fornyelsen af den tabte Herlighed, og mørke Ahnelser om et sørgeligt Udfald paa dette fortvivlede sidste Forsøg. Hvorhen stirrer dette skulende, hadske Blik? Til Ælia Capitolina - til Romerørnen paa Zions Bjerg - vogt Dig! seel allerede udspiler den sin Kloe, for at sønderrive Dig! Han skjælver ikke - han har endnu Dolken - den sidste Tilflugt og Frelse.
✂ Det Tredie skal ogsaa forestille en Jøde - den Forriges Broder. Hvor uliig hiin! saa forskjellig, som Jacob fra Esau. Ja! dette er - maae være tegnet efter Naturen: Snildhed, Sagtmodighed, Bøjelighed; - patriarchalsk Værdighed, Godmodighed; dog ikke uden lidt underfundig Tilbageholdenhed. Saaledes har han smilet, da han bortbyttede Lindserne, og da han lagde de spraglede Kjeppe i Vandtruget. Han er omgivet af Blomster - Symboler paa søde, talrige Familieglæder, paa Haabet om Israels tilkommende Flor. En Hane - Aarvaagenheds, Paapassenheds Symbol - staaer paa hans Skjød; han klapper den med et ømt og kjerligt Øjekast. - "Vist nok" - har jeg siden tænkt, da jeg som Ældre gjensaae Billedet - "vist nok behøver du, forunderlige Nation! Hanens hele Aarvaagenhed, for at bevare din skrøbelige Tilværelse; kun Skade, at Du saa ofte lader Dig henrive eller rettere oppuste af dens Overmod, og glemmer: at de Kjerner, der gjorde dig fyldig og kjephøj, vare - ofte møjsommeligt nok - opsamlede i strenge Herrers Gaarde. Derfor have de ogsaa tit stækket dine Vinger, naar du baskede for højt med dem, og afrevet dine pralende Fjedre, saa baade Fidt og Blod fulgte med. Men du opholdes stedse af en højere Magt, der har adspredt dig blandt alle Jordens Folkeslægter, for at undervise og advare med dine Dyder, dine Lyder og Ulykker."
✂ Det er nu rum Tid siden, at jeg under en Morgenvandring satte mig på Kongeskandsen, og skuede ud over den yndige Søe. Dagens Konge skreed frem i sin ufordunklede Ungdoms-Glands, og klædte de østlige Lyngbjerge i Morgenrødt. Søen vaagnede og krusede sin tindrende Barm. Skoven lød, og de modstaaende Bakker gjenlød af Fuglenes Vaarsang; højt over den kredsede Ørnen, og dybt underneden skummede Vildanden de blinkende Bølger. Den blege Taage hævede sig fra Bugges Øe, og hensmeltede i Morgenlyset; den steeg fra Ruinerne som en Aand fra sin natlige Bolig. En Ræv sad oppe paa Volden og keeg efter de forbiflyvende Fugle, Tvende Svaner sejlede 164 ved dens Fod; de saae Fjenden, krummede deres stolte Halse og bruste med de mægtige Vinger; men han forsvandt bag Muren, og de mellem Strandbreddens Siv. En Baad skød sig ud fra Skovpynten; sagtelig klappede dens Aarer den glimrende Flade. Den gled til Land; en Fisker steeg ud med sin tidlige Fangst. En gammel, men endnu kraftfuld Mand; hans Haar syntes ældre, end han selv; thi det faldt i hvide Lokker om et fyldigt, brunladent Ansigt.
✂ Hans Vej gik forbi Skandsen. Jeg tiltalede ham i det Haab at fiske eet og andet Sagn om den ødelagte Ridderborg; det opfyldtes langt over min Forestilling. "Min Fader," fortalte han "der var Fisker før mig, har været med at bryde Slottet ned, og flytte Stenene over til den ny Gaard, strax efter at Jøderne vare rejste og Obersten kommen her. Det var et strængt Arbejde; de kunde ikke nær saa snart rive ned, som de hist henne kunde bygge op. Hver en Stump maatte brækkes løs med Staalstænger; og før Solen gik ned, maatte alle Mand være ude af Slottet, for det var ikke rigtigt fat der. En Dreng havde engang tøvet for længe; men han blev aldrig Menneske siden. Det båres ham for, at der sad en Skriver ved et Bord og skrev; foran ham paa Bordet stod et Mandehoved, og hvergang han vilde dyppe Pennen, gabede Hovedet, og saa dyppede han i Munden. Et Skilderie havde de et grumme Bryderie med: en Kone skulde bære det op til den ny Gaard; men da hun var kommen over Dæmningen, blev Skilderiet saa tungt for hende, som om det havde været Bly. Saa lagde de det paa en Vogn; men Hestene kunde ikke rokke det af Stedet. Tilsidst maatte de have Bud efter Præsten. Han bar det. Men da de saa hængte det op, blev det lige nær, for det faldt ned hver evige Nat: enten faldt Sømmet ud, eller gik Snoren istykker; men saa fik de et Søm af en Liigkiste - det holdt. De sagde, det var den gamle Hr. Bugge, der havde bygget Slottet; han vilde nødig flytte derfra. Jeg kan endnu huske," - lagde han til - "at jeg som Dreng var med at gjøre reent der til Hove; for Kjelderne vare tilbage, og dem maatte vi feje engang om Aaret. "Fandt I aldrig Noget dernede?" spurgte jeg. "Ikke det jeg veed" svarede han, "undtagen noget gammelt Skrivt, som Ingen kunde læse." "Hvor blev det?" gjentog jeg ivrig; men hartad haabeløs. "Jeg troer min Kone har det endnu;" lød det velsignede Svar: "det laae i mange Aar i Læddiken i min Kiste; men nu har hun faaet det til at svøbe om sit Rokkehoved." - En Oldgrandsker kan bedst tænke sig min Utaalmodighed, inden jeg naaede Fiskerens Hytte, og saae for 165 mine Øjne, hvad jeg endnu neppe vovede at troe - den raske Gamle havde ondt ved at følge mig.
✂ Jeg kom; jeg saae; jeg - fandt!
✂ Ved Siden af "Kammersvenden af Morland" paraderede tvende Hoveder, Fiskerkonens og Rokkens. Efter dette sidste greb jeg med rovgjerrige Hænder, til stor Forbauselse for den gamle Mutter, der saae sig saa uforanlediget af en Vildfremmet sit Hørfutteral berøvet. Men hendes Forskrækkelse kan dog aldrig have være saa stærk, som min Glæde, da jeg opdagede et Haandskrivt, om hvis Ælde Bogstavernes Træk og blakketgule Farve klarligen vidnede. Det var en Slags Dagbog i det hollandske Sprog: der løb mig som en krillende Kulde ned ad Ryggen, og antiqvarisk Vellyst sammenpressede Blodet omkring mit Hjerte.
✂ Dersom Nogen skulde faae isinde, at forlange Hjemmel for Rigtigheden af denne Opdagelse, eller fyldestgjørende Beviis for dette Haandskrivts Tilværelse: da vil jeg bede en Saadan, for det første at lade sig nøje med mit Digterord. Og synes denne Bekræftelses-Formular ham ikke at kunne give antagelig Sikkerhed - ja - saa faaer han i Apollos og Musernes Navn holde sig til den almindelig antagne Mening: at Sandhed og Phantasie ere ikke lette at adskille hos Folk af min Profession; undertiden formaae vi det ej engang selv; Man kan saa tit gjentage en Løgn, til Man selv troer den. Saameget er vist: at Hald med dens Omgivelser, samt de tre forhen beskrevne Billeder, existere endnu og kunne af Enhver behagelig tages i Øjesyn; og at Haandskrivten - skjøndt noget defect - findes nu - i Nordlyset.
✂ Hald Slot, den 11te October 16...*
✂ Jeg har hørt om Søfarende, at der i yderste Havsnød ikke er dem nogen skrækkeligere Forestilling, end den: at de skulle forsvinde fra Havets Overflade, og begraves i Dybet, uden mindste Spor eller Efterretning for ventende Slægtninge og Venner. De opskrive desaarsag Omstændighederne ved deres sidste Ulykke, og overgive denne Meddelelse i en lukket Flaske til Bølgerne. Saaledes vil da * 166 ogsaa jeg, der kan ansee mig selv for levende begravet og udslettet af Jorden, optegne mine sidste Tanker; om maaskee denne min underjordiske Bolig engang i Fremtiden kan vorde aabnet, og mine Been overgivne til et helligere Hvilested.
✂ Det er nu fire Maaneder siden jeg blev indmuret og jeg har Fødevarer for dobbelt saa lang Tid endnu. Men kunde min Fader ikke forlængst have været her igjen? - ak! om nu hans Haab har slaget ham fejl! om han ikke har faaet Hjælp hos sine Venner i Holland! eller om han var falden i Sygdom, eller - død! - død! ja, saa maa det være. Det var ikke muligt, at han saaledes kunde forlade en Søn, der opofrede til hans Redning baade Ære og Liv - Opofrede? Hvad har jeg da opofret? et Liv uden Værd, enten for Andre eller for mig selv; et Liv uden Forbindelse, saa ligegyldigt for Verden, som min Død. Og Æren? hvad Ære har en navnløs Bastard? Her har jeg jo bortgivet, hvad jeg egentlig slet ikke har ejet. Dog, er dette ikke en Bebrejdelse mod min Fader, hvis ulykkelige Kjerlighed gav mig Tilværelse? Bort derfor med denne usønlige Tanke! Han elskede mig jo saa ømt og inderligt: min Opfostring, min Opdragelse er det jo, der har foraarsaget hans Gjæld og fristet ham til den ulyksalige Forgribelse, som nu koster ham Æren og mig Livet.
✂ Hvad binder mig til dette usle Liv? de tvende eneste Baand ere løste: min Fader og - o Sulamith!
✂ 15de October.
✂ Idag fylder jeg mit eet og tyvende Aar - det sidste af mit unge Liv. Barmhjertige Gud! tilgiv mig arme Orm, at jeg tør spørge hvorfor? at jeg i mit Hjertes Bitterhed tør tvivle om Nødvendigheden af min jammerfulde Tilværelse? Men var da Verden kommen aflave, om jeg ikke var bleven til, og havde udgjort en afsondret Deel af dens Elendigheders Masse? Et Kar til Vanære - til Søndertrædelse! Stille, du usle Leer! kives ikke med den, som dannede dig.
✂ O Kjerlighed! Kjerlighed! Universets underfulde, opholdende Kraft! hvorfor skulde min Fader kjende og lyde dit vældige Bud? hvorfor skulde dette Bud gjøre Brud paa menneskelige Love og Forhold?
✂ Ikke før jeg taber baade Tanke og Følelse vil den Time udslettes af min Erindring, da han førstegang trykkede mig til sit Bryst. Det er to 167 Aar siden jeg blev hentet fra Holland og ankom hertil. Han kaldte mig ind i sit Kammer, og sluttede mig med lydelig Graad i sine Arme. Moder havde jeg aldrig vidst af at sige - nu fandt jeg da en Fader. "O min Søn!" sagde han, "den første Gang din Fader taler med Dig, er det for at skrifte sin Ungdoms Synd - for at bede om din Tilgivelse!" Jeg skjulte mine taarefyldte Øjne i hans Haand. Han fortalte mig om min Moder: hvorledes han havde fundet og elsket hende, hvorledes Kjerlighed bedaarede dem saaledes, at de gav mig Tilværelse, og hvorledes haarde Slægtninge omsider adskilte dem - hun var af en anden Troe - de vidste at skjule hende. Forgjæves vare alle hans Eftersøgelser; mig - kun mig havde han beholdt. "Min Søn, min Søn!" sagde han tilsidst med Hulken og dybe Hjertesuk, "lov mig helligt, ved din Faders Anger og Sjælssmerte, at Du aldrig vil lade Dig henrive af forbuden Kjerlighed! Det øverste i Vellystens Bæger er sødt, som Honning; men paa Bunden er Gift og Galde." - O, Sulamith!
✂ Den 16de October.
✂ Efteraaret er allerede forhaanden. Gjennem mit lille Glughul kan jeg se Nordpynten af Bøgeskoven; den begynder kjendelig at gulnes. 168 Snart kommer Vinteren, og efter den atter Foraar - hvor er jeg da? der hvor ingen Morgensol vækker den Slumrende. Ak! er jeg da ikke allerede blandt de Dødes Tal? død fra Jorden og alle dens Glæder, og levende blot for min haabløse Fortvivlelse? - Ha! hvorefter seer jeg? hvi forlænger jeg denne forfærdelige Dødskamp? Det samme Staal, hvormed jeg skjærer Brødet, som opholder mit elendige Liv, kunde jo i et Øjeblik afskjære den snart udspundne Livstraad, og bringe det sorgbespændte Hjerte til Rolighed? - Viig fra mig Frister! tilbage til den Afgrund, hvorfra du er opsteget for at fordærve min arme Sjæl! Frivillig lod jeg mig begrave, for at frelse det eeneste menneskelige Væsen, jeg tilhører; men Døden maa komme fra hiin usynlige Haand, der gav mig Livet.
✂ Er ikke denne min Handling en Frugt af sønlig Kjerlighed? af Taknemmelighed, af uomgængelig Pligt? Hvilken rædselfuld Time, da min Fader aabenbarede mig sin Ulykke! Han havde haabet saa vist at kunne erstatte Mangelen; men der var Intet at faae, med mindre han selv rejste til Holland. Han foreslog mig at følge med sig til Amsterdam, hvor han endnu havde dette Nødanker. Da var det, at Himlen - ja! en saadan Tanke har ikke sit Udspring fra Mørkets Hjem - Himlen indskød mig, at vove mit Liv og Ære for at frelse hans: først vilde jeg have angivet mig selv, som den der havde besveget Cassen (det var jo dog mig, som Pengene vare komne tilgode); dette afslog han med ubøjelig Haardnakkenhed. Men da jeg derpaa med brændende Taarer besvoer ham, at tillade mig, her at holde mig i Skjul, indtil han kom tilbage fra Holland: da sejrede omsider mine inderlige Bønner. I trende Nætter hjalp han selv til at forsyne mit lønlige Fængsel med alle Fornødenheder. O, hvor skjalv han i mine Arme, da jeg for sidste Gang maatte løsrive mig af hans Favn. Muurskeen, med hvilken han tillukkede mit underjordiske Fængsels Indgang, klapprede mod Stenene. Og da han nu igjennem den sidste snævre Aabning rakte mig sin kolde, bævende Haand - o! disse Taarer, hvormed jeg vædede den, disse Taarer, som randt i Mørket, ere de da ikke seete af Forbarmerens aiseende Øjne? ere de ikke blevne en lindrende Balsom paa mit Hjertes dødelige Saar?
✂ Ak! min Fader! dit har vel allerede længe ophørt at slaae - Du er vist allerede nu i et bedre Hjem, hvor Du med Længsel venter din Søn! Min Gud og Frelser! udløs mig snart af dette skrækkelige Fængsel!
169✂ Den 18de October.
✂ Er det muligt, at jeg ulyksalige Dødsfange endnu kan nære en daarlig Lyst til Livet? at jeg med Længsel kan fæste mine Øjne paa hine Bølger, der tindre i Morgenlyset? at jeg kan misunde Svanen, der svømmer histude, sin Frihed? - O, at jeg kunde glemme min egen Frihedsstand, min korte Ungdomslyst! o, at jeg aldrig havde skuet disse Naturens Yndigheder! at jeg dog hellere havde stedse levet indsluttet som Padden i Steenklippen! uden Længsel - men ogsaa uden Savn! O, at jeg med Friheden ogsaa var skilt ved Erindringen! - Det var ifjor paa denne Tid, at jeg derovre i Skoven besøgte mine Doner - nu er jeg selv en fangen Fugl - naar skal jeg udløses af Dødens Snare?
✂ Kommer jeg nogensinde mere for Dagens Lys, da veed jeg, at Galgen vorder min Lod; og dog kunde jeg sprænge mit Fængsel, for paa Vejen til Retterstedet endnu engang at mætte mine Øjne med Jordens Beskuelse. Men nej! det var jo et Selvmord - det var endnu værre: at vove min Faders Hemmelighed; Hvo veed, hvilke Bekjendelser, Pinebænken kunde afpresse mig? - Jeg vil tøve til Forløsningens Time slaaer - naar skal jeg høre den?
✂ Den 20de October.
✂ Ogsaa nysgjerrig kan jeg endnu være. Jeg kan ofte ønske at vide, hvo der færdes over mit Hoved, hvo der nu boer i Slottet. Det var pantsat af Kongen til nogle Jøder i Amsterdam - monstroe de skulde nu have det i Besiddelse? Jeg hørte iaftes Rumlen af Vogne paa Broen og en ualmindelig Tummel herovenpaa. Dog, hvad angaaer det mig? Hvad vedkommer det den Døde, hvo der træder paa hans Grav?
✂ Den 21de October.
✂ Skal jeg betroe til Papiret mit Hjertes sødeste og smerteligste Løndom? Skal jeg fornye Erindringer, der paa eengang henrykke og martre mig? hvorfor ikke? - Undflye dem er mig alligevel umuligt - maaskee kan det lindre min Smerte, at jeg opskriver dem - jeg vil prøve det, om jeg endog skulde trykke Braaden længere ind i mit saarede Bryst.
✂ Sulamith - Mit Hjertes Drøm! min første, min - sidste Kjerlighed! 170 men lovet være Gud! den var reen og uvanhelliget; derfor er der endnu en Sødhed i Mindet om hine flygtige, skuffende Glæder.
✂ Sulamith! jeg vil tænke Dig, som første Gang, da jeg saae dit dejlige Aasyn mellem Hyacintherne. I dette Øjeblik følte jeg - om jeg end vidste det ikke - at Du var min Sjæls udkaarede Brud. Det syntes mig et Tilfælde, at jeg den Dag, uden at jeg selv vidste hvorfor, paa min jævnlige Vandring til Børsen just valgte denne usædvanlige Vej - Nu gik jeg ingen anden. Saasnart jeg drejede ind i Gaden kjendte jeg dit Vindue langt borte. Sødt bævede mit Hjerte, jo nærmere jeg kom; mine Skridt bleve kortere; men jeg torde ikke vende mit Ansigt om til Dig; jeg skottede fra Siden: og dog opdagede jeg, at Du lagde Mærke til mig. Jeg veed ikke hvormange Dage der forløb, inden jeg vovede at hilse. Jeg forbausedes over min Dristighed; men, o Himmel! Du hilste mig igjen - mit Lod var kastet.
✂ Den sidste Vintermaaned randt hen - Foraaret kom: en Dag savnede jeg Dig, den anden - tredie ligesaa. Da syntes mig, at min Sol var dalet. Unævnelig Længsel bespændte mit Bryst. Min Principal flyttede ud paa sit Landsted. Jeg sukkede, jeg græd - jeg vidste ikke, hvornær jeg kom Dig.
✂ Jeg sad i Jasminlysthuset og drømte om Dig, min Elskede! da hørte jeg et dybt Suk bag mig i Naboens Hauge. Jeg saae gjennem en Sprække i Plankeværket - Sulamith! det var Dig: Du sad der ombølget af dine brune Silkelokker; dit Hoved hældede mod din Skulder; dine sneehvide Fingre legede med Blomsterne i dit Skjød; dine Øjne vare hos Levkojerne, men dine Tanker - ja, de vare hos din ukjendte Ven. Jeg skjalv af Henrykkelse; men min Tunge klæbede til min Gane, jeg mægtede ikke at frembringe en Lyd - ak! jeg vidste jo ej engang dit Navn - Du rejste Dig, gik langsomt ind; og jeg sad endnu drømmende paa min Bænk, da Principalen opledte mig, og kaldte mig til mit Dagværk.
✂ Hvor bankede mit Hjerte, da jeg næste Dag nærmede mig Lysthuset med min "Soleil brillant" - Hun var i Sandhed min Sjæls rette "glimrende Sol," derfor valgte jeg denne Blomst - hun var der ikke; jeg svingede mig op paa Plankeværket, og satte den forgyldte Vase med den skjønne Hyacint paa Steenbordet. - Jeg skjulte mig og ventede - hun kom, hun saae Blomsten, rødmede, kikkede til alle Sider - endogsaa over Plankeværket - jeg kunde høre mit Hjertes Slag. Omsider opdagede hun mig i min Krog.
171✂ Hvad jeg sagde, hvorledes jeg kom over til hende - det har jeg glemt, eller jeg har nok aldrig vidst det. Forgjæves søger jeg at vække min Hukommelse; den tier lige til det Øjeblik, da hun løsrev sig af mit Favnetag, og spurgte: "hvem er De?"
✂ Men alt for vel mindes jeg den Bleghed, der udbredte sig over hendes Ansigt, da jeg sagde hende mit Navn og min Stilling, som første Bogholder hos van der Leete. Hendes formørkede Øjekast sank til Jorden, hendes Hænder foldede sig: "Jeg tænkte," sagde hun neppe hørligt "at De var En af Vores."
✂ Ved hendes Ord opsteeg et Bjerg imellem Os. Hun forsvandt fra mine Øjne, uden at jeg mærkede hendes Bortgang.
✂ Jeg kan ikke skrive længere. Jeg vil kaste mig i Søvnens Arme - ak! hvorfor er den saa kort? hvorfor varer den kun til imorgen?
✂ Den 22de October.
✂ "Een af Vores!" - Virkelig! Man har ofte antaget mig for Jøde; Bekjendte have skjemteviis forsikkret mig: at min Næse og mine Øjne vare ganske israelitiske. Vel muligt: min Moder var jo ikke af min Faders Troe - milde Himmel! af hvad Troe er da Kjerlighed?
✂ O, at jeg havde været een af Hendes, eller hun een af Mine! da havde vi opfyldt et Bud, som kom - ja som kom fra Himlen; men Menneskene have andre Bud - anden Lyksalighed - ak Gud! den er derefter.
✂ Hvor stille og klar er Søen idag! et Spejl af den Himmel heroventil, som jeg nu aldrig meer skal see - den kommer i Bevægelse - det er Fiskeren i sin Baad. Ak! mit Hjerte bevæger sig ogsaa ved at skue et Menneske; jeg føler, at jeg endnu ikke er skilt fra Verden. Han fortøjer Baaden - han udkaster Medesnoren - han fløjter Tonen af en Morgenpsalme. O, min Gud! min Gud! hvor underligt røres jeg! Jeg kan ikke see Bogstaverne for Taarer - Pennen skjælver i min Haand. -
✂ Den 25de October.
✂ Nej! min Pensel skal ikke vanhellige hendes himmelske Aasyn. Behøver jeg da vel et Billede af hende? og er det ikke altfor dybt indpræget i mit Hjerte? O! det udslettes ikke, før dette arme Hjerte har ophørt at slaae.
✂ Først igaar opdagede jeg mine Tegneredskaber - Min Fader har da 172 lagt dem i Skrinet, at jeg kunde have Adspredelse i min Eensomhed. O, min elskede Fader! Du min eneste Ven paa Jorden! est Du nu i det Land, hvorefter din Søn længes? eller est Du endnu landflygtig i mit Fødeland, mens jeg er en Fange i dit?
✂ Er Du hos min Moder? har en medlidende Himmel nu omsider forenet, hvad grusomme Mennesker adskilte? Fader! Moder! naar ville I hente eders Søn?
✂ Hvor smerteligt er det dog, aldrig at have kjendt de Arme, der første Gang omslyngede os; det Bryst, der gav os første Næring! ikke at kunne mindes det Aasyn, der med Ømhed og Henrykkelse hvilede paa vort! Ak! mon ogsaa paa mig? mig - forbuden Elskovs ulyksalige Frugt? Mon ikke snarere de bittreste Taarer have vædet mine spæde Kinder? og den dybeste Kummers Sukke blandet sig med mine Skriig?
✂ Den 26de October.
✂ Ja! han er død! - Gud glæde Dig i sin Himmel!
✂ Det var ingen Drøm! Vel sov jeg; men Forestillingerne vare alt for levende, for sandsynlige til at være det sædvanlige Blændværk af en lænkebunden Phantasie, hiint væmmelige Sammensurium af opkogte Historier. Nej, dette Syn var ingen Opstigelse fra Maven; men en Nedstigelse fra Aandernes Himmel.
✂ Var det min Moder, hvis yndige Skikkelse svævede ved hans Side? Det var hende - hun lignede Sulamith. Den Synlige smelter sammen til eet Væsen med den Usynlige: saa elsker jeg i den Ene dem Begge.
✂ Forunderligt! højst sælsomt! Fraværelse og Tiden - siger Man - dæmper Kjerligheden; tvertimod hos mig: jeg har aldrig elsket hæftigere end nu. Er dette en Tilgivt, endnu en Malurtdraabe i mine Lidelsers Kalk? Nej, det er Trøstens klarttindrende Dugperle. Daarligt har jeg handlet, idet jeg saalænge stræbte at tillukke mit indre Øje for denne venlige Skikkelse, der tilhvisker mig det søde Haab: "vi sees igjen."
✂ Førend jeg overgav mig selv til denne Eensomhed, troede jeg at være paa Vej til at glemme hende - var det maaskee virkelig - men det var Rejsen, Omgang med saamange Mennesker, Naturens Skjønhe-der, Livets mangehaande Glæder, der endnu ikke havde opgivet Kravet paa mit unge Hjerte - Alt dette var det, som adspredte mig. 173 Nu, i denne min fuldkomne Afsondring fra Verden, gjør den stærkeste af alle Følelser atter sin Ret gjældende. Nu først undrer det mig, hvorledes jeg har kunnet finde Fornøjelse i Jagt og Fiskerie, Musik og Dans. Var det en Forbrydelse mod Dig, min Elskede! den vorder tilfulde afsonet.
✂ Hvad er dette? Baaden glider forbi; den bærer tvende fremmede Skikkelser - i hollandsk Dragt! Skulle det virkelig være disse Jøder? Sulamiths Landsmænd? - De forsvinde.
✂ Besynderligt! det forekommer mig at være hine selv samme Figurer, der vare i Baaden hos hende, da jeg Dagen før min Afrejse saae hende sidstegang. Da jeg sad i Jasminlysthuset, og de sejlede forbi mig paa Canalen. Hun saae mig; thi pludselig blegnede hun, og greb fat paa Rejlingen. Een af dem raabte: "Sulamith! hvad fejler Dig?" Sulamith! det var første Gang, jeg hørte dit søde Navn - ak det var sidste Gang, jeg saae dit himmelske Ansigt!
✂ O, du skrøbelige Hjerte! hvi lader du dig atter daare af et bedragerisk Haab? hvortil disse Ønsker, som aldrig ville opfyldes? kunne disse Jøder aabenbare mig Noget, som det var værd at vide? Nej, de kunne ikke forudsige mig min Dødsstund.
✂ Den 1ste November.
✂ En vældig Storm! Det er Vinterens Herold - dens vilde Basunblæser. Han tuder i Sivene, og knækker de raslende Rør. Han har afklædt Skoven; jeg seer den graa Himmel gjennem dens tynde, svajende Kviste. Bølgerne brøle; deres Skum pidsker som Sneefog forbi mit Vindue. Jeg vil lukke for det; jeg vil sætte Stenen ind, og tænde min Lampe. Jeg vil gjøre Dag til Nat - er mit Liv vel Andet?
✂ Igaar var der Jagt i Skoven. Da jeg saae ud af mit Kighul, opdagede jeg paa Skovpynten - den eneste Plet af Jorden, der endnu ligger for mine Øjne - en statelig Hjort. Han saae sig tilbage over Ryggen, og rystede sine mægtige Takker. Jeg hørte Hundeglam - da sprang han ned i Søen; Bølgerne sloge sammen over ham; Fraaden glindsede i Morgenlyset. Endnu en Stund saae jeg hans grenede Hoved over Vandet; men snart var han ude af den snævre Glime, jeg fra mit lille Vindue kan overskue - han har søgt Landet og Vindumovergaards Skove. - Nu hørte jeg et Skud - atter eet - det rullede som Tordenskrald hen ad Almind og Vranum Bakker. Mit Hjerte bankede 174 af Jægerslyst; men jeg sad som Ræven i sin Grav. - Jagten nærmede sig - flere, stærkere Skud - højere Halsen - Bellereines klang som en Sølvklokke mellem de andre; jeg kjendte den grandt. Hvor ofte har jeg ledt den til Jagten, naar den hylende af Glæde sprang omkring mig, og svinkede med sin brune Hale! Stakkels Hund! nu har du en anden Herre; den gamle sidder der, hvor han hverken seer Sol eller Maane; du springer ikke mere foran ham om Morgenen; du træder ikke mere i hans Spor om Aftenen med hængende Hale og ludende Hoved. - Naar Alt blev stille, hørte jeg Michel Skyttes vældige Hallo Hallo! Mon han endnu tænker paa sin gamle Jagtcammerat? eller og han har glemt mig, som Bellereine og alle de andre? Ja! mig mindes Ingen, uden Themis; hun alene gjemmer den formeentlige Forbryder i blodtørstig Erindring.
✂ Besynderligt! uforklarligt! aldrig tilforn har mit Fængsel forekommet mig saa snævert; Væggene ere mig for nære; Loftet hænger alt for lavt ned over mit Hoved - jeg maae røre mig. - Indgangen er tillukket - skulde der ikke være en Udgang? Hiin Gruusdynge har jeg endnu ikke prøvet at bortrødde - jeg maae vide, hvad der er bagved. -
✂ Den 8de November.
✂ Saa er jeg da ikke længere levende indmuret! jeg kunde, hvad Øjeblik jeg vilde, atter forskaffe mig Friheden - mig tykkes, jeg allerede har den; - at jeg - glemmer, at Galgen staaer udenfor Fængslet. -
✂ At Ingen dog har vidst af denne Løngang at sige! at Ingen har fundet paa at rødde disse Muurbrokker tilside! Vel, jeg tager Alt hernede i Besiddelse - Huuslejen er dyr. Liv og Ære! Og saa tør jeg nok gjøre mig Catacomben saa nyttig som muligt. Som en Muldvarp vil jeg rode omkring hernede, vogte mig for Dagslys og Mennesker. Til Natten fortsætter jeg mine Undersøgelser - nu - Stenen for Glughullet! Lampen tændt! og Penslen i Haanden! Jeg vil arbejde paa Prospecten af mit Fødested: mit første Øjekast var ud paa det uendelige Hav, over den øde stormfulde Strandbred - jeg forudsaae min sørgelige Skjæbne.
✂ Den 9de November.
✂ Løngangen endes ved Kaminen i den store Riddersal. Qvaderstenen kan lettelig tages ud; og Aabningen er stor nok til at krybe derigjennem. 175 Et snildt Paafund med det lille trinde Hul, der er boret gjennem Stenen! derfra kan Man mageligt høre hvad der foregaaer i Salen, og oversee en Deel af den. Med hvilken hæftig - jeg kunde sige glædelig Rørelse gjensaae jeg dette Værelse. Jeg gjenhilsede det store Ibenholts Skab, Marmorbordet, Jægerne, Hundene og Hjorten paa Tapetseriet som gamle Bekjendtere. Morgensolen kastede sine Straaler ind paa Træernes Toppe - jeg syntes, at en Haabets Straale faldt ind, og opklarede min Sjæls dybe Mørke - Blændværk! en Lygtemand paa Afgrundens Rand!
✂ Den 11te November.
✂ Det er dem, de selvsamme jeg saae i hendes Selskab - de rige Limaer; og hvo er da hun? og hvor? -
✂ Almanakken havde Maaneskin. Det var paa den Tid at den skulde staae op kl. 11. Der paakom mig en ubetvingelig Lyst, at tilbringe et Par natlige Timer paa Riddersalen. Saameget mindre tog jeg dette i Betænkning, som denne Fløj endnu rimeligviis er ubeboet, og Salen tilmed ikke i det bedste Rygte. Det Sidste kunde ikke afholde mig, Gravens Søn, Dødens Fortrolige.
✂ Stenen var snart borttaget - jeg indaandede den køle, forfriskende Vinterluft - mit Hjerte slog i sælsom Bevægelse - Taarer vældede frem af mine Øjne.
✂ Det var mørkt i Salen; jeg satte mig ved det midterste Buevindue. Den østlige Himmel begyndte at lysne. Maanen bebudede sin Fremkomst; jeg ventede den, som en elsket, længe savnet Ven. Det klaredes mere og mere; de mindre Stjerner forsvandt; luerød fremsteeg Nattens Dronning over Bøgeskovens mørke Kant; Bølgerne legte med hendes venlige Billede.
✂ Sødt henrykket, glemmende mig selv og al min Elendighed blev jeg siddende i uafbrudt Beskuelse af den maanelyse Himmel. Alle mine Tanker vare ved Fortiden; ved de Dage, da min uskyldige Sjæl var lige saa reen og klar som hiint Nattens skjønne Lys; da frejdig Livslyst gjennemskinnede, smeltede mine Smaasorger, som Maanen de tynde Blaaner, der giede hen over dens milde Aasyn. Da nærmede sig en sort, uhyre Skye, som dens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge - den sank ned, sluktes, forsvandt i det tykke Mulm. Frygtelig vækket af mine falske Drømme, sukkede jeg af tungt sammenpresset 176 Bryst: "O min Ungdoms Lyksalighed! saaledes est du ogsaa forsvunden - opslugt af min skumle Skjæbnes uopløselige Mørke!"
✂ Jeg vendte mig ind mod Salen; mit Hoved sank ned paa min Barm; mine Taarer vendte tilbage til deres Kilde - den lukker sig for Fortvivlelsen.
✂ Ikke længe: et pludseligt Glimt oplyste den skumle Hal - Maanen var atter befriet. Dens Skin faldt lige paa - himmelske Gud! - paa min Faders Ansigt.
✂ Ikke Skræk, ikke Glæde var det, der greb baade Legeme og Sjæl; ingen mig hidtil bekjendt Følelse; men vist nok den, vi fornemme naar Sjæl og Legeme skal adskilles, den sidste nedsænkes i Gravens lange Vinternat - den første opstige til hiint Lys, hvorpaa den haaber, hvorefter den længes, men med Bævelse.
✂ Ak! det var ikke hans Aand! mit Hjerte flagrede ham imøde - han kom jo at forkynde mig Friheden? - Nej! det var kun hans Billede. Maanens fulde Frembrud af Skyen rev mig ud af min Vildfarelse - hvorfor varede ogsaa den kun saa kort?
✂ De have altsaa flyttet det fra Dagligstuen herop - til Selskab for mig i mine natlige Timer? ja! jeg vil hver Nat besøge dig, elskelige Afbildning! jeg vil tale til dig; jeg vil sukke, græde for dig; og troe at læse Svaret i dit alvorlige Blik! jeg vil trøste mig ved din Skygge, indtil jeg - Gud give snart! træder selv ud af Livets. -
✂ Maanen skred længere frem; den forlod min Faders Billede for at belyse - Joseph Limas, den gode ærlige Joseph! som han hedde paa Børsen og alle Contoirer. Godt truffet! ham livagtig; det samme milde, kloge Ansigt, der altid sig selv liigt snoede sig omkring mellem Jøder og Christne. God Yndest, god Credit er indpræget i enhver af disse mange Rynker - det er den lige fromme, den lige snilde Joseph mellem Ægypterne og sine Brødre. Han er mig ret kjer denne Jøde; han kjender jo Sulamith! - maaskee er han hendes Nærbeslægtede?
✂ En dygtig Maler har forfærdiget dette Stykke! hvor naturlige ere disse Blomster! hvor livlige deres Farver! Ogsaa en soleil brillant er imellem dem - mon den er tegnet efter hiin? mon hun har plejet Originalen, og maaskee mindet sig med Veemod den arme Giver?
✂ Endnu et Portrait! det er Broderens; ved første Øjekast gjenkjender Man den barske, trodsige, fremfusende Salamiel, den bedste Billardspiller og forvovneste Skøjteløber i Holland. Disse tvende ere altsaa 177 ner! Den ældste - Contoirchefen, hjemme i Amsterdam; Ak! men hvor er Sulamith?
✂ Saa urolig, som endnu aldrig tilforn i disse fem Maaneder, forlod jeg Riddersalen. Det var mig, som om jeg unødig maatte bryde op fra et kjert Selskab, som om min Hules Eensomhed havde noget, hidtil ukjendt, Lønligrædsomt. Ja, jeg forekom mig selv som et Gjenfærd, hvem Morgenluft og Hanegal bortjager fra elskede Slumrendes Leje tilbage til Gravens øde Bolig.
✂ Den 12te November.
✂ Hvilken Nat! Har jeg vel troet, endnu at skulle opleve en saadan? eller at hiint søde Veemod, som Musikken vækker, kunde finde Vej til mit Hjerte? Min egen Mandoline ligger jo urørt paa Kistebunden - hvo spiller vel i Graven? - Næsten var jeg istand dertil - kun at jeg kunde gjøre det uhørt; eller hørt blot af dem, som vel nu alene have Øre for Seraphers Hallelluja.
✂ Men var det ogsaa et Bryst af Jord, der udsendte disse Toner? udflød denne smeltende Klang fra synlige Strenge. O! lad mig troe, at det var hendes forklarede Aand, der talte til mig paa Englenes Tungemaal!
✂ Jeg stod foran min Faders Billede. Mine Sukke tolkede min Lidelse, min Længsel: da lød en Harpes liflige Toner, mildt bølgende Accorder, og derpaa en Stemme, klar som Harmonicaklang, og sød som Hjertets første Elskovsdrømme. Jeg stod som fastnaglet til mit Sted. - Det blev stille; jeg nærmede mig Døren til Corridoren: fra Hjørnestuen ved hiin Ende af Samme syntes Lyden at komme. Her kommer ingen om Vinteren; da den har Vinduer mod Nord og Øst, bruges den kun i den varme Sommertid. - Skulle det da ikke være et kvindeligt Besøg fra den fjerne Ridderold? En Aand, som her i sin Ham af Jord har elsket, og elsket haabløst, ubesvaret eller grusomt bedraget? - Nej; Harpen og Sangen lode sig atter høre; den sidste var - portugisisk. Jeg kjendte den paa hiin sørgmodige Nationalmelodie, og paa den melancholske, tit gjentagne, længe udholdte Lyd af Ordet Coração * - Min Hukommelse fløj tilbage til van der Leetes Landsted, i * 178 Naboens Hauge. Natten efter vor første og sidste Sammenkomst, havde jeg hørt disse sørgmodige Toner.
✂ O Gud! var det Sulamith, eller hendes Aand?
✂ Den 14de November.
✂ Igaarnat var der Folk i Riddersalen! Jeg listede mig tilbage i min Celle. Med Billeder kan jeg tale; med Aander kunde jeg være fortroelig; men - for Mennesker skjælver jeg. Ved min Forsvinden har jeg jo erklæret mig selv for deres Fjende; og jeg frygter en Straf, som jeg ikke har fortjent.
✂ Endnu afvigte Nat vovede jeg mig ikke ud af mit sikkre Skjul. Længere udholder jeg det ikke: naar Solen kommer op under Nordpolen, maae jeg afsted.
✂ Den 15de November.
✂ Nysgjerrigheden var altsaa stærkere end Frygten. Jeg ræddes for Mennesker, og dog søger jeg dem; jeg forekommer mig selv som en Schakal, der om Dagen lurer i sin Hule, men som i Mørket sniger sig hen til de menneskelige Boliger.
✂ Det var vel ikke langt fra Midnat, da jeg forsigtig steeg op med min Lampe. Endnu før jeg naaede Enden af Løngangen, hørte jeg atter Stemmer i Salen. Sagtelig blev jeg ved at gaae frem. Jeg lagde Øret til Stenen, men kunde Intet tydeligt fornemme: da vovede jeg at tage Proppen ud.
✂ Ved Bordet sad begge Brødrene: Joseph med Ansigtet imod mig; Salamiel vendte Ryggen til. Deres Samtale angik en Gjenstand, der strax vakte min hele Opmærksomhed: de havde grundet Aarsag til at vælge dette afsides Værelse.
✂ "Siig mig oprigtig, Broder!" sagde Salamiel, "er det ikke Guld og Sølv, som regjerer Verden? For disse Metaller kan jeg skaffe mig Huse og Jorder, Skibe, Vaaben - ja selv Soldater. Er det ikke dem, der har gjort os til Herrer af denne gamle Ridderborg, og et Par tusende Bønder til vore Livegne? Og kunne vi ikke, hvilket Øjeblik vi ville, ved disse samme Midler opsvinge os til danske Grever eller Baroner? Ja, var det ikke endogsaa muligt, paa Trappetrin af Guld at bestige en Trone?"
179✂ "Salamiel" svarede Joseph med sit sædvanlige Smiil, "Penge have stor Magt; men Gud regjerer Verden. Vort Folk er det rigeste, og - det afmægtigste paa Jorden. Har alle vore Gulddynger hidindtil kunnet kjøbe os en eneste Plet Jord, som vi torde kalde vor egen? Kan en Fader sikkre sine Børn Besiddelsen af sine dyrekjøbte Ejendomme? Leve vi ikke meget mere i en stedsevarende Udlændighed? Maae vi ikke idelig være beredte til at opofre vort Guld og vort Gods, for at redde vor usikre Tilværelse? Vore Fædre vandrede fyrgetive Aar i Ørken - fyrgetive Gange saalænge omvanke vi nu, eller rettere, jages vi nu fra Land til Land af disse Fremmede, som vi frygte og afskye."
✂ Salamiel sprang op, gik nogle Gange hæftigt frem og tilbage, og traadte derpaa hen foran Broderen. "Joseph!" sagde han, "Hvad er Skyld heri? er det ikke vor egen Mangel paa Samdrægtighed, paa Planmæssighed i vor Virken? er det ikke vor egen - ja, vor egen Fejghed?"
✂ "Eller Jehovas Villie" sagde Joseph; hans Svar lød som et Spørgsmaal.
✂ "Jehovas Villie!" gjentog Salamiel: "at dovne Munke udjog os fra dette Spanien, som vor Flid havde beriget? at disse Vandbier bemægtigede sig den Honning, vi i Aarhundreder stille og fredeligt havde indsamlet? Var det Guds Villie, at Portugal først modtog os med aabne Arme, for siden at udrive Børnene af Forældrenes Favn? At -"
✂ "Broder!" afbrød Joseph mildeligt; "hvorfor skulle vi oprive de gamle Saar?"
✂ "For at beskjærme os mod nye!" raabte Salamiel. "Det var dog vel engang paatide, at vort ulyksalige Folk lærte at kjende og tilstoppe Kilderne til dets egen Fordærvelse: at det omsider lærte at høste istedet for evindelig at saae for Andre; at ansee Guldet for Middel til Uafhængighed, og ikke for Tilværelsens Øjemed,"
✂ Joseph slog Øjnene ned, og lagde sine Hænder paa Bordet. "Hvorlænge, Salamiel!" sagde han langsomt med dyb og dæmpet Røst, "vil Du endnu hænge ved dine politiske Drømme? Femten hundrede Gange har Aaret fuldendt sit Løb, siden Stjernens Søn forgjæves opofrede fem hundrede Tusinde af sine Brødre; og endnu herske Hedningene i Herrens hellige Stad. Endnu dagligen opfyldes Jeremiah Spaadom: "Jeg vil give dem til Ustadighed, til Ulykke i alle Riger paa Jorden, til Forhaanelse, og til et Ordsprog, til Spot og Forbandelse i alle Stederne, hvorhen jeg vil fordrive dem."
180✂ Salamiel kastede sig paa sin Stol, og stirrede taus og mørk hen for sig. "Hvo har sagt" gjenmælede han efter et Ophold, "I skal søge mig og finde; jeg skal omvende eders Fængsel, og samle eder fra alle Hedningene, og fra alle Stederne, derhen jeg lod fordrive eder; og lade eder komme tilbage til det Sted, hvorfra jeg bortførte eder?"
✂ "Dette er allerede skeet" svarte Joseph, "dette er opfyldt eengang, efterat Folket var prøvet og ydmyget i Babel i halvfjersindstive Aar. Men siig mig: Hvo kan nu see eller haabe Enden paa en sextenhundredeaarig Trældom? Hvo skal nu samle et Folk, der er adspredt over den ganske Jordens Kreds? der ved Sprog og Sæder er mere fremmet for hinanden indbyrdes, end for de Nationer, blandt hvilke de leve?"
✂ "Den der har Mod dertil" sagde Salamiel; "Mod, Klogskab og - Penge - det er Alt hvad der behøves."
✂ "Og Forsynets Bistand" lagde Broderen til. "Penge kan tabes hastigere, end de vindes; Klogskab har Grændser, og Mod er ofte Galenskab: Sabathaj Sevi greb efter Scepteret, og fik -"
✂ "Joseph!" afbrød Salamiel bittert, "din Hukommelse synes helst at ville dvæle ved de sørgelige og fornedrende Epocher i vor Historie. Jeg mindes hellere de Tider, da Asien skjalv for Davids Hyrdestav; da Tyrus og Sidon, Ophir og Saba bejlede til Salomos Venskab, og lyttede efter Viisdommen fra hans Læber."
✂ "Hvorfor dvæle ved Minder" sagde Joseph, "som kun føre til nedslaaende Sammenligninger? hvorfor ikke hellere holde sig til bittre, men nyttige Erfaringer?"
✂ "For af dem at lære?" spurgte Salamiel noget spodsk.
✂ "At vi have overlevet" svarede Broderen bestemt og alvorligt "vor Tilværelse som Nation, vort Haab, og vore - Spaadomme. Tredsindstive Slægter have ventet forgjæves paa den Frelser, som tøver vel længe i to og tive Secler, om - han ikke allerede var kommen."
✂ Her rejste sig atter Salamiel, og gik med hurtige Skridt op og ned bag ved Broderen. Denne skrev med Fingeren paa Bordet og vedblev: "De Folk, vi kalde Hedninge; men hvis Sværd er over vore Hoveder, tilbede en Prophet, som vore Fædre udstødte af Synagogerne; de bygge deres Haab paa en Hjørnesteen, som vore vise Bygmestere forskøde. De stige og vi synke; de florere og triumphere, medens vi opfylde Herrens Trusel: see jeg vil give dem Malurt at æde og Galdevand at drikke; jeg vil give eder i Fremmedes Haand, og udføre mine Domme over eder. Er ikke Hedningenes Messiah udsprungen af Abrahams Lænd? 181 er han ikke udgangen af Davids Huus? I syttenhundrede Aar svinger han sit Scepter over Jorden, og udvider stedse sit Riges Grændser - Salamiel! hvor er vor Messiah?"
✂ Salamiel svarede ikke, men gik endnu hastigere frem og tilbage. "Broder!" vedblev Joseph, "der staaer skrevet: Mørket skal skjule Jorden, og Dumbed Folkene; men Hedningene skulle vandre ved dit Lys, og Kongerne ved det Skin, som er opgangen for dig. Broder! hvo haver sagt disse Ord? til hvem ere de talede? Er det ikke vort Lys, ved hvilket Hedningene og deres Konger vandre? Og ere vore Veje ikke, som meget slibrige Veje i Mørke?"
✂ "Hvis Lys er klarest?" sagde Salamiel stedse gaaende; "de Christne have revet deres i mange Stykker; Enhver priser sin Stump, som det eneste rene og ægte Lys, og vover Liv og Blod for at slukke den Andens -"
✂ "- De ere dog alle Dele af et eneste Heelt" faldt Broderen ind; "det ligger i Menneskets skrøbelige Natur, at ville rette og fuske paa Mesterstykker, at plette det Rene, forfalske det Ægte, og altid at forblande og vanhellige Religionens himmelske Gave med frække Tilsætninger af egne Drømme og egne Lidenskaber. Have vore Rabbinere gjort det bedre? Længe længe før de christne Præster, har Herren sagt: baade Prophet og Præst ere Øjenskalke - de spaae Løgn i mit Navn, sigende: Jeg drømte, jeg drømte - ja, de ere Propheter, der spaae deres Hjertes Bedragerier."
✂ "Men de Christne" blev Salamiel ved, "have omgjort deres Religions Lys til en Mordbrænderfakkel; paa Enden af deres Hyrdestav have de fæstet en Bøddeløxe; de fængsle og pine, de myrde og brænde - ej alene Fremmede - men deres egne Børn."
✂ "Det er da kun de romerske, Broder!" svarte Joseph.
✂ "Fordi de ere de mægtigste" sagde Salamiel; "lad Protestanterne først faae Overmagten; de ville misbruge den, som hine."
✂ Joseph smilte, og trommede med Fingerne paa Bordet. "Nu er Du ogsaa Prophet!" sagde han, "og dine Drømme ere mørke. Lad os ikke alene betragte de Christnes Gjerninger! de ere ufuldkomne, som alt Menneskeligt: vi, vi fore Alle vild som Faarene, vi vendte os hver til sin Vej, siger Esaias. Men deres Religion! er den ikke en Datter af vores egen?"
✂ "Hvorfor" raabte Salamiel "antoge vore Fædre den da ikke? Hvorfor blev den kun annammet af Fiskere, Bønder og Betlere?"
182✂ "Fordi" svarte Joseph "det var en Troe for Betlere, saavelsom for Konger; fordi de Lærde vare bedaarede af deres egen Viisdom; fordi vore Præster, de Rige og de Vældige drømte om jordisk Magt og politisk Glands og Storhed: vi saae ham; men der var ikke Anseelse, at vi kunde have Lyst til ham. Denne advarende Spaadom er forkyndet Aarhundreder før han kom."
✂ Der blev et langt Ophold. Salamiel gik hen til Vinduet, og saae ud i Natten. Joseph rejste sig og sagde: "Troe mig, Broder! dine Forhaabninger ere ligesaa dunkle som Natten hist ude, og ligesaa løse som hine Skyer, der forsvinde og komme aldrig mere igjen. Troe mig Salamiel! med vort Rige er det længe siden forbi; det gjenrejses ikke mere. Endnu er vi et Folk - desværre! men et Folk uden Land, et Samfund uden Samdrægtighed, et Selskab uden selskabelige Fordele og Rettigheder. Vort Rige er opløst - som alle andre paa Jorden: de staae til en Tid, og synke da i Gruus. Af deres Ruiner opbygges nye, for at friste den samme Skjebne. Kun eet Rige vil kunne bestaae, fordi det er et aandeligt Rige. Dets Grændser bestemmes ikke af Bølger eller Bjerge; det indskrænker sig ikke til eet Land, eet Sprog, een Lovbog. Det overskrider alle Grændser, og gjennembryder alle Skranker; thi Aanden kan ikke bindes med Lænker af Støv. Er dette Rige ikke allerede grundfæstet, da er alt en Drøm, og Gud har aldrig indblæst sin Aand i Menneskets Legeme."
✂ Salamiel traadte hen foran Broderen, og saae længe og taus paa ham. Derpaa foldede han sine Hænder, vendte sig og gik med sænket Hoved langsomt ud af Salen. Joseph stod endnu længe hensunken i Tanker; omsider udbredte han sine Arme, som til en Omfavnelse, saae op til Himmelen, og fulgte efter sin Broder.
✂ Den 16de November.
✂ En særdeles Følelse drager mig til disse Jøder. Oprigtige, ædeltænkende Mennesker! De lede ærligen efter Sandhed - Gud give, de maae finde den!
✂ Inat ventede jeg dem forgjæves. Da Midnatten var forbi, vovede jeg at tage Salen i Besiddelse; ja endog at medbringe min tændte Lampe - Lyset kan jo kun bemærkes fra Søen af.
✂ Jeg søgte at sætte mig selv i den gamle veemodige Stemning - det lykkedes ikke: jeg var altfor adspredt; min Sjæl var, saa at sige, deelt 183 mellem mangehaande, saare adskillige Følelser. Joseph og Salamiel, Sulamith og min Fader traadte - snart enkelte, snart samlede - op for min Indbildningskraft. Verden heroventil, Graven hernedentil droge mig vexelvis til sig: den Sidste grundede sit Krav paa min egen frivillige Beslutning; den Første stræbte at gjøre ældre Rettigheder gjældende. Ak! ere disse ikke forspildte? har jeg ikke for stedse frasagt mig dem, da jeg sluttede mit Testamente? Saaledes maae den Yngling være tilmode, som lukker den tunge Klosterport mellem sig og Verden, som ombytter den vide, skjønne Jord med den snævre, skumle Celle, og skjuler sit Hjerte med alle dets søde Følelser i Munkekappen.
✂ O du yndige, glæderige Jord! skal jeg saaledes skilles fra Dig?
✂ Den 17de November.
✂ Jeg kom for silde - dog ikke for silde; jeg har jo været i menneskeligt Selskab! jeg har jo seet, hørt gamle Bekjendte - O! enhver Bekjendt er mig eenlige Dødsfange en Ven.
✂ Der var allerede afspiist; de havde været sex ved Bordet; Stolene stod der endnu. Levningen af en Dyreryg og en Æblekage fik mine Tænder til at løbe i Vand. I mere end fem Maaneder har jeg levet af tørt og koldt Mad - Dampen af den varme vakte en næsten ubetvingelig Appetit: nu veed jeg, hvorfor Esau solgte sin Førstefødselsret.
✂ Jeg stod i Begreb med, som en Muus, at springe frem fra mit Hul, da jeg hørte Stemmer og Fodtrin i Corridoren. Det var Mikkel Skytte og den gamle Else - hende har de nye Herrer følgelig ogsaa beholdt; det er smukt af dem - Ogsaa Bellereine var der. De satte dem. Mikkel gav sig ifærd med Dyreryggen, Else med Kagen; Bellereine sprang op paa en Stoel ved Siden af Skytten. Jeg misundte dem alle Tre; ja, jeg misundte den stakkels Hund de halvgnavede Been, som Mikkel rakte den. "Der" sagde han, "du har Part i Bukken, du drev galant med ham, gamle Belle! og din Husbond skød ham accurat. Fanden staaer i den Jøde; han er næsten ligesaa god Christen som vi Andre, Else! han ryger sin Pibe, drikker sin Dram, og fletter hollandske Eeder af sig saa store som pommerske Bjelker."
✂ "Jeg kan bedre lide Joseph end Salamier svarede Else, "han er altid mild og venlig, og han smiler endogsaa naar han skjænder, som sjelden skeer."
184✂ "Men han kan inte skyde" sagde Mikkel, idet han satte en Flaske for Munden, "han er ligesaa dum paa Jagten som du, dit gamle Orgelværk! Giv mig et Stykke Kage!"
✂ Else rækkede ham et Stykke, han gav det strax til Hunden med de Ord: "der Bellereine! det er fordi det er dig."
✂ "Skam skulde slaae Ham!" raabte Else, "jeg troer Han gier Hunden Æblekage."
✂ "Det kommer deraf svarte Mikkel, "at salig Johan - Gud veed, hvor han er - gjorde saa meget af den."
✂ En underlig Rørelse greb mig; det var førstegang i fem Maaneder at jeg hørte mit eget Navn. Kjere Mikkel! - tænkte jeg - vidste du, at jeg var dig saa nær, du sad vist ikke saa rolig. Og dog - dog kunde du maaskee ogsaa forraade mig. O, at jeg maatte have, blot et Par Øjeblikke, havt Hunden hos mig! hvor vilde jeg klappet den, talt til den, og kjælet for den! den skulde have slikket mine Hænder; dens Øjne, dens Hale skulde have sagt mig, at der endnu var et levende Væsen, som havde mig kjer.
✂ "Det blev en dygtig Karl til at skyde, den samme Johan" fortsatte Mikkel; "alligevel det første han kom her, vidste han ikke enten Krudtet eller Haglene skulde først ned; men jeg lærte ham det. Det var ilde, han skulde saadan tage fejl med disse Penge af Kongens; men disse hersens Tydskere, de har den Teufel i Kroppen."
✂ Else tog sig en Priis, og sagde: "da spaaede jeg ved mig selv hvordan det vilde gaae; Herren gjorde jo alt for meget af ham, om det saa havde været hans egen Søn, Mikkel -?" hun saae spørgende og polidsk paa Skytten. Han tog sig en Slurk, og skottede fra Flasken hen paa hende: "Veed Hun Noget?" spurgte han langsomt.
✂ "Hvad skulde jeg vide!" svarte hun; "men ellers kom han ligesom dumpende ned fra Himmelen, og Herren har jo været udenlands i sin Ungdom - de var saamæn heller ikke hinanden uliig af Ansigt."
✂ "Ikke heller af Sind" sagde Mikkel; "Johan var istand til at give Skjorten bort af Kroppen, og den Gamle gav jo Bønderne for lang Henstand med deres Skatter - det var maaskee hans Ulykke den; jeg er sommetider nær ved at troe, at Johan endda har været uskyldig."
✂ "Men da Herrerne deroverfra kom her for at eftersee Cassen, fandt de jo et Brev der, hvori han angav sig selv" svarede hun.
✂ "Godt nok!" indvendte Mikkel; "men hvorfor rejste saa den Gamle?"
185✂ "Det veed jeg godt" sagde hun: "Den gamle vilde hen og see om han kunde bjerge Penge, inden Cassen blev efterseet. Kunde han det, saa havde Alt været godt; hvis ikke, skulde den Unge tage sig Skylden paa."
✂ "Hille den slemme Jøde!" raabte han; "hvorfra veed Hun alt det?"
✂ "Det er kun Noget, jeg tænker mig til" svarte hun.
✂ "Paa den Maade" sagde Mikkel, "var den Gamle jo Medvider? Hm! Fanden veed hvordan det hænger sammen."
✂ "Jeg kan da ellers sige Ham" vedblev Else, "at jeg engang uforvarende kom til at høre Noget af deres Discours: Vi maae rejse begge To - sagde den Gamle - Jeg bliver - sagde den Unge - "
✂ "Naa! og hvad saa meer?" spurgte Skytten.
✂ "Saa hørte jeg Intet meer" svarte Else, "for Resten hvidskede de."
✂ "Hm!" sagde han efter nogen Betænkning; "der har Hun nok hørt fejl; Johan tog sig vel iagt for at blive - Naa! det skal være hans Skaal! Godtaar, Mosse Johan! og kuk engang ihvor du er!"
✂ Jeg veed ikke, hvorfra jeg fik det forfløjne Indfald; men jeg kunde ikke betvinge min Lyst til at blande mig lidt i Conversationen, og det var skeet, inden jeg selv vidste det: Jeg slog et Blad med Munden, og jog saa Proppen i Hullet. At Else gav et Skriig, Bellereine et Bjef, at en Stol faldt overende, og en Dør blev smekket i - det hørte jeg, og - ja i Sandhed! jeg loe: men forfærdedes i samme Øjeblik ved Lyden af min Stemme. Gud! er det muligt, i en Forfatning, som min, at være saa letsindig? For Opdagelse behøver jeg ikke at frygte, dertil ere de Begge for overtroiske; men at jeg kunde skjemte, jeg som allerede staaer med begge Fødder i Graven - dette har mig noget ret Gyseligt - Spøgelseagtigt. Dog - var det ikke snarere en dunkel Instinct, at jeg vilde jage dem bort, for at bemægtige mig Noget af Levningerne? - Himmel! hvor det smagte mig! og alligevel turde jeg ikke spise efter Hjertenslyst; formeget kunde have røbet mig arme Stakkel.
✂ Naar jeg ellers overtænker denne Samtale, bliver jeg ret underlig tilmode. Mit Offer er bragt; men Frugten synes ikke at ville modnes. Jeg bortslængte min egen Ære for at frelse en elsket Faders, og see! hans taber sig tilligemed min. Skulle dette være et Beviis paa, at Sandheden stedse maae følges, om den end er nok saa haard og bitter; og at endog den ædleste Løgn forfejler sin Hensigt?
✂ Hvor vanskeligt er det ikke at dølge eller forvandske Sandheden? den vil dog altid - heelt eller halvt - snart eller silde - for en Dag.
186✂ Tør jeg glæde mig over det skaansomme Omdømme, jeg nyder, skjøndt jeg uden Nytte har søgt at forspilde det? at Rygtet er mere sandfærdigt end jeg selv? jeg veed ikke; men det veed jeg, at en ny og vældig Magt vil drage mig op af det Mørke, hvori jeg frivillig, men brødefri, selv har nedsænket mig.
✂ Sex Stole! hvem har siddet paa de fire? Coração! o! hvor svagt - hvor daarligt est du! -
✂ Den 18de Novbr.
✂ Vinteren begynder tidlig og stræng. Søen er lagt langt ud; og Isen er bedækket med Snee - maaskee der endogsaa er Spor. Virkelig! jeg seer en Harefod her tæt udenfor - ja! gaae du kun! for mig sidder du trygt i din Busk; jeg skal ikke mere efterstræbe dig, stakkels Morten! Jeg sidder selv og krøkker i mit forborgne Leje; jeg er ligesaa bange for Jægerne som du, skjøndt mit Afspring er vanskeligere at udrede. Hvor ganske anderledes var det forgangen Vinter! da vankede jeg fri og sorgløs omkring paa den nyfaldne Snee, og Nu! - Der kommer Nogen - tryk dig, stakkels Hare! - Det er Salamiel og Mikkel; de gaae virkelig paa Foden; de standse - den har gjort sin Lykke - maaskee sidder den i Flegbusken ved Hjørnet af Volden? - De gaae forbi - det knalder - Mikkel raaber: Apport! - God Nat, Morten! - O, jeg elendige Daare! skal da Alt hvad jeg seer og hører drage mig tilbage til den Verden, som jeg haver sagt et evigt Farvel?
✂ Evigt? - hvorfor da? Er min Fader død, hvad binder mig længere? Frygt for Døden? - er den vissere udenfor end her? Ak! værre end selve Døden er den Uvished, i hvilken jeg lever. Saa være det da fast besluttet; endnu fjorten Dage vil jeg udholde. Hører jeg forinden Intet fra ham, da sprænger jeg mit Fængsel. Een Dag i Frihed er kosteligere, end et Aar i Trældom.
✂ Den 19de Novbr.
✂ Det er hende! hun er her - har været her under Tag med mig i flere Maaneder. O! jeg har ahnet det; jeg har følt det, uden at vide det. Var det ellers muligt, at jeg saalænge havde kunnet udholde min piinagtige Forfatning.
✂ Denne Gang kom jeg betids. Brødrene havde nylig sat sig tilbords, 187 tilligemed Josephs Kone og tvende Smaadrenge; den sjette Stoel stod endnu ledig. "Hvor bliver Sulamith?" spurgte Joseph: det skuddrede mig som et electrisk Stød. Da aabnedes Døren; hun traadte ind, og satte sig paa den ledige Plads. Jeg maatte holde mig fast, for ej at rulle ned af Løngangens Trappetrin.
✂ Hvor dejlig var hun, men ogsaa hvor bleg! ak! mon det er Tanken om mig, der har ombyttet Glædens røde Rose med Længselens hvide paa disse yndige Kinder? Og om det var - om ogsaa hun gik over til min Troe - hvad da? Hvo er jeg? en æreløs, fredløs Forbryder - o Gud! o Gud! nu først fuldbringes det tunge Offer - forbarm dig, og end mine Lidelser, inden min Haand væbner sig imod mit Hjerte!
✂ Den 20de Novbr.
✂ Endnu eengang vil jeg see dette himmelske Ansigt, og mætte mine Øjne med hendes Beskuelse. Endnu engang inden jeg siger Verden Farvel og gaaer didhen, hvorfra Ingen kommer tilbage, vil jeg sige hende - Formastelige! egenkjerlige Usling! hvad vil du? Rive hende med dig ned i haabløs Kjerligheds Afgrund? atter aabne et Saar, som Tid og Fraværelse maaskee allerede har tillukket?
✂ Nej! ene vil jeg lide; ene vil jeg synke i Forglemmelsens Hav; ingen Taare skal væde mit usle Støv! -
✂ Den 21de Novbr.
✂ Det er besluttet. - En barmhjertig Gud vil tilgive mig dette sidste forvovne Skridt; han vil lægge sønlig Kjerlighed og et ubesmittet Liv i den opstigende Vægtskaal, og samle mig med den Fader, for hvis Skyld jeg udøser mit unge Blod.
✂ Er jeg ikke allerede Dødsdømt? hvad gjør jeg Andet, end fuldbyrder den uigjenkaldelige Dom? Hvortil nytter, hvorfor udfordres en længere Marter? - naadige Fader! er det ikke nok!
✂ Min Befrier ligger for mig - den er beredt til at oplukke mig Evighedens Porte. Kun endnu eet Farvel til denne skjønne Jord! Endnu een Time vil jeg beskue det yndige Dagslys - min sidste Dag!
✂ Søen er tillagt. Den skinner, som et Spejl, i Morgensolens Straaler. 188 - Isen synger - der er en Skøjteløber derude. Jeg har ogsaa tilforn med ungdommelig Lyst tumlet mig paa den blanke Flade; dengang var min Sjæl ligesaa rolig og klar som den stille smilende Søe - Lyden nærmer sig - det er ham - det er Salamiel! med sammenslyngede Arme laverer han i vældige Svingninger. - Farvel, du sidste menneskelige Væsen, mine Øjne her faae at see! - Han løber lige hen mod Rørholmen; der er Væld underneden - et farligt Sted før Solhværv er gaaet. Jeg vil raabe til ham gjennem mit Glughul - han har hørt det - han standser, og seer sig om - nej! nu fortsætter han sit Løb - Himmel! han synker -
✂ Den 22de November.
✂ Pennen danser i min Haand - kan den vel Andet, naar Hjertet danser? - O, du naadige Gud og Frelser! hvorledes skal jeg dødelige Menneske bære saamegen Salighed?
✂ Da jeg krympede mig under Prøvelsen, da min svage Haand formastede sig til at ville gribe Hold i dit Tugtens Riis; da min Sjæl forkastede Haabet, og vendte sig i Fortvivlelse fra din Himmel - da var den allerede aabnet over mig, og Glædens Sol smilede over mit Fængsel.
✂ Kun endnu et Par Øjeblikke, og det Forfærdelige var skeet - men derfor sendte du mig en frelsende Engel; derfor maatte Salamiel ud paa Søen; derfor maatte Isen briste under ham - o Gud! hvor underlige ere dine Veje! de ere alle Kjerlighed.
✂ Nu først burde jeg bøde; men du straffer mig med Velsignelser - saa vil jeg da paalægge mig selv denne utilstrækkelige Bod: jeg vil løsrive mig fra saamange søde Omfavnelser, og tilbringe denne sidste Nat i mit Fængsel; med Angers og med Glædes Taarer vil jeg fuldende denne min Prøvelses Tid. Endnu en Nat vil jeg henleve i det Mørke, hvorfra din almægtige Haand udfriede mig.
✂ Jeg rev Lagnerne af min Seng, sprang op gjennem Løngangen ind i Riddersalen, ned af Vinduet. Salamiel kæmpede mod Vandene, der truede at opsluge ham; han brød Isen med sine Hænder, steeg og sank. Han raabte om Hjælp; men Ingen hørte ham; de vare Alle i den modsatte Fløj, som vender ind til Landet. Isen var svag; jeg kunde ikke komme hen til ham; men jeg bandt Lagnerne sammen, tilkastede 189 ham den ene Ende, og lagde mig fladt ud paa Isen: han greb fat, og jeg slæbte ham efter mig - han var frelst.
✂ "Hvem er De, min dyrebare Redningsmand?" spurgte Salamiel, da vi stod paa fast Iis. "En Død, som frelste en Levende" svarte jeg, og drog ham med mig. Han rystede af Kulde og Mathed; jeg maatte næsten bære ham. Jeg kunde ikke forlade ham, før han var kommen ind.
✂ I Stuen sad Joseph og hans Kone ved Frokostbordet; Sulamith aabnede den modstaaende Dør - da begyndte Alt at løbe rundt med mig: Syn, Bevidsthed forlod mig - jeg besvimede.
✂ Da jeg vaagnede stod de alle Fire bekymrede ved min Seng. Mine Øjne faldt først paa Sulamith: hun var bleg som et Liig. Endnu før jeg vaagnede, hørte jeg, at Salamiel sagde: "En Hollænder er han; thi han svarte mig strax i dette Sprog; men hvorledes han er kommen her, det maae den Gud vide, der sendte ham til min Frelse." "Det synes mig" sagde Joseph, "at jeg skulde have seet ham før; hvor, kan jeg ikke mindes." Da var det, at mit Blik faldt paa Sulamith: en svag Rødme kom og forsvandt paa hendes Kinder.
✂ "Hvem er De dog, kjere gode Menneske?" sagde Josephs Kone roligt og ømt. Jeg brast i Graad - jeg kunde ikke svare. Et Bud traadte ind og bragte et Brev - jeg skjulte mit Ansigt med Lagenet.
✂ Jeg fornam en Tunge paa min Haand, og en Piben. "Min Gud!" sagde en Stemme "Hunden kjender ham." Jeg slog Lagenet ned - Bellereine sprang op til mig.
✂ Der var ingen Anden i Værelset, end Salamiel og hans Svigerinde.
✂ Han traadte tæt hen til Sengen: "Hvo De endogsaa er," sagde han, "mit Livs Frelser kan uden Fare betroe sig til mig. De synes ikke at ville være kjendt; men ved den Gud, der brugte Dem som Redskab til min Redning! her har De Intet at frygte; og nærer De noget Ønske, som det staaer i menneskelig Magt at opfylde, da behøver De blot at yttre det."
✂ Jeg var i den piinligste Forfatning! jeg følte Trang til at betroe et Medmenneske min Hemmelighed; men det var ikke min alene. Hvormeget kunde jeg vel aabenbare? Enten min Fader var levende eller død, hans Rygte var mig lige helligt.
✂ Jeg mindes engang at have drømt: at jeg paa et Toug var steget op til Spidsen af et meget højt Taarn; foran mig var en uhyre uudgrundelig Dybde; og vende mig, torde jeg ikke - jeg omfavnede Kuppelen; 190 Touget forsvandt under mine Fødder; - jeg hang mellem Himmel og Jord i gruelig Dødsangest: ak! denne Drøm var et Varsel for min nærværende Sindstilstand. Længe torde den ikke vare.
✂ Joseph kom farende ind med Brevet i sin ene Haand; med den anden pegede han til Gulvet og raabte: "eet eeneste Ord! kom De dernede fra?" Jeg sagde Ja; men jeg skjalv som et Espeløv. "Nu saa være Gud højlovet i Evighed!" sagde han, kastede Brevet, omfavnede mig, og trykte et Kys paa min Pande: "Velkommen, Søstersøn!" jublede han; men hans Stemme bævede, hans Taarer trillede ned paa mit Ansigt.
✂ Hans Kone udstødte et Forundringsskrig; Broderen tog Brevet op. "Ja Salamiel! sagde han, sættende sig ved Sengen og holdende min Haand i sin, "læs du os dette Brev, hvis Indhold er os Alle, men især denne elskelige Ven, saa højst glædeligt - det er fra hans Fader!" Han læste.
✂ "Meget ærede Hr. Svoger!"
✂ "De vil med Rette undres over denne Overskrivt af en Mand, som hidtil kun har været Dem bekjendt af Navn. De vil tillade mig, med faa Ord at løse Gaaden."
✂ "Da jeg for nogle og tive Aar siden opholdt mig i Pengeanliggender her i Amsterdam, blev jeg hændelsesviis bekjendt med deres Søster Eva, som dengang var i Huset hos deres Morbroder. Vi fattede Godhed for hverandre, og i et svagt Øjeblik lode vi os henrive af vor gjensidige Tilbøjelighed. At deres Fader, formedelst sine strænge Religionsbegreber, aldrig vilde give sit Minde til vor Forbindelse, dette vidste min Kjereste alt for vel. Men haabende paa Fremtiden, stolende paa min taaleliggode Formuesomstændighed, og bestormet af min hæftige Lidenskab, foreslog jeg hende et hemmeligt Ægteskab og Flugt med mig til mit Fødeland. Hun indvilgede begge Dele; men Udførelsen maatte, formedelst væsentlige Hindringer, opsættes. Imidlertid begyndte hendes Svangerskab at blive synligt. Jeg bortførte hende og skjulte hende hos en Ven og Landsmand af mig, som var boesiddende i Rotterdam. Der blev hun Moder til en Søn, som i dette Øjeblik - Gud give levende - befinder sig paa Hald. Vor Flugt blev forberedet: et dansk Skib, som laae i Havnen, skulde føre os til mit Hjem. Min spæde Søn med sin Amme havde jeg faaet ombord, og ventede blot Natten, for at afhente hans Moder. Ak! da jeg kom, var hun forsvundet. Alle mine Eftersøgelser vare forgjæves; jeg maatte 191 føre vort Barn tilbage til min Ven. Han sørgede for dets Pleje og Opdragelse."
✂ "At deres Fader havde opdaget sin Datter Opholdsted, og overtalt hende til at vende tilbage, kunde jeg formode; men at han havde bragt hende til en Slægtning i Antwerpen, dette har jeg først nu faaet at vide; saavelsom, at han havde taget det Løfte af hende: at hun aldrig vilde søge nogen Gjenforening med mig saalænge hans Øjne vare aabne."
✂ "Efter to Aars frugtløse Søgen efter min forsvundne Kjereste rejste jeg til Danmark. Der underholdt jeg en bestandig Brevvexling med min Ven i Rotterdam. Han døde; men endnu forinden havde han anbragt min Søn paa van der Leetes Comptoir i Amsterdam, hvorfra jeg forgangen Aar lod ham komme til Hald."
✂ "Ulykkelige Omstændigheder, hvis nærmere Forklaring ikke hører herhid, foraarsagede, at jeg kom i et Par tusinde Dalers Cassemangel. Vel dobbelt saa meget havde jeg tilgode hos et Huus i Amsterdam. Jeg skrev; Huset havde gjort Opbud, og kunde ingen Penge afsende, men vilde jeg selv komme, eller skikke en paalidelig Mand, vilde Man see at gjøre Udvej."
✂ "Jeg maatte altsaa afsted. Men i det Fald, at Rejsen skulde vorde langvarig - som desværre ogsaa skede - og Cassen imidlertid blive undersøgt, var dog min Ære og mit Embede forloren. Da var det, at min ædle Søn tilbød sig at leve skjult og indmuret i en Løngang under Slottet, for at bringe Vedkommende paa den højst rimelige Formodning, at han var deserteret med Pengene."
✂ "Ved min Ankomst hertil, efter en lang og besværlig Søerejse, faldt jeg i en haard Sygdom, der i tre Maaneder berøvede mig Forstandens Brug. Ved min Opvaagen finder jeg: at deres Søster, min dyrebare trofaste Eva, er den, som har plejet, og - næst Guds Hjælp - reddet mig."
✂ "Efter deres Faders Død, forlod hun et Opholdssted, som vistnok ogsaa var ganske skjult for hendes Brødre, og blev igjen modtaget af Morbroderen; denne var Naboe til den Mand, som skyldte mig Penge."
✂ "Igaar blev vort, saa længe udsatte, Ægteskab endeligen fuldbyrdet. Og dette giver jeg mig nu den Frihed at tilmælde Dem, haabende: at De med deres Broder ville ikke ugunstig betragte dette Skridt af en Søster, der saa længe har været tabt for Dem, og som i 192 tive Aar har ved store Sorger bødet for en Brøde, hvortil hendes Hjerte forledte hende."
✂ "Men ak! vort arme Barn! mon han er endnu ilive? Vi sukke og bede hver Dag til Gud, at dette Brev dog ej maae komme forsiide. Naar De i en Baad sejler om til den østre Fløj, vil De tæt ovenfor Vandet finde et lidet firkantet Hul; derigjennem kan De tilraabe ham - Gud i Himmelen give, at han maatte svare Dem! Han vil da selv tilkjendegive Dem, hvor De kunne aabne for hans Fængsel. Svarer han Dem ikke, vil De i det nordøstlige Hjørne af Kjelderen finde en Qvadersteen betegnet med et Kors; derunderneden skal Muren brydes løs - jeg kan ikke skrive længere for Sorrig og Ængstelse."
✂ "De Penge, som manglede i Kassen, sender jeg med samme Lejlighed. Ville De behageligen tilstille Øvrigheden Samme, tilligemed ilagte Skrivelse, som ganske retfærdiggør min Søn - o! maatte det dog komme ham endnu tilgode!"
✂ "Lever han, da ville De sige ham, med hvilken Smerte baade Fader og Moder længes efter ham."
✂ "O du naaderige Forsyn!" raabte jeg, "baade Fader og Moder! ja - jeg vil afsted!" Jeg sprang op. "Kjere Ven og Frende!" raabte Joseph; "vi ville Alle afsted; hav blot Taalmodighed i nogle Dage, saa følges vi ad. Vi længes ligesaa meget efter at omfavne en fortabt og gjenfunden Søster, som De en Moder. Hald er solgt, og hvert Øjeblik kunne vi vente Kjøberen for at modtage Skjødet." Som han talede, hørte vi en Vogn rulle ind i Gaarden. "Det er ham" sagde Salamiel, og begge Brødrene gik ud for at modtage ham.
✂ Endnu var mit Glædesbæger ikke fuldt. Jeg hørte et dybt Suk bag ved mig - det var Sulamith: hendes Øjne svømmede i Taarer, et veemodigt Smiil bævede om hendes Læber.
✂ Josephs Kone saae vexelviis paa os Begge. "Min Søster" begyndte hun, "har ogsaa en Hemmelighed, hvori jeg er eneste Medvider - mon den nu kunde løses?" Sulamith rødmede, og saae bedende paa Søsteren. Jeg ahnede min Lykke: "Ak!" sagde jeg "torde jeg haabe, at De endnu ikke havde glemt mig?" Hun svarede ikke; men Madame Lima pegte hen til et Vindue - ja i Sandhed! der stod min soleil brillant; jeg gjenkjendte Vasen paa de to brændende Hjerter. Jeg greb hendes Haand og trykkede den til min Barm: "Er jeg da ikke een af Deres nu?" hvidskede jeg, og læste strax Svaret i hendes kjerlige 193 Øjekast. "Og mere, end De maaskee troer" sagde Søsteren; "thi vi ere Alle bestemte paa at antage en Religion, om hvis Sandhed min Joseph har overbeviist os." Jeg sluttede den Elskte i mine Arme, og trykte det første Kys paa hendes brændende Læber.
✂ Saa frydefuldt løser sig da min Skjæbnes dunkle, forvildede Gaade. Alt havde jeg tabt, endogsaa Haabet havde jeg bortkastet, og see! en kjerlig Himmel har givet mig Alt tilbage, og mere dertil: Ære og Frihed, Brud og Frænde, Fader og Moder - en Moder, som for mig ikke havde været til paa Jorden.
✂ Jeg vil slutte mine Lidelsers og Glæders Historie, og henlægge den her, hvor jeg tænkte at berede mig min egen Grav. Imorgen forlader jeg den; den skal tillukkes efter mig.
✂ Skal den engang i Fremtiden aabnes, da ville disse Blade maaskee komme en Mistrøstig for Øjne, og lære den: at Himlen har endnu Frelse, selv naar Haabet svigter det fortvivlede Hjerte.
194