1.

✂ Mange endnu levende kunne vel erindre sig Navnet "Ole Hestegilder," og den frygtelige Person som det tilhørte. Han regjerede mange Aar ganske uindskrænket og temmelig ugeneert paa den cimbriske Halvøe: stjal til daglig Brug og dræbte engang imellem til en Forandring. Jeg veed ikke rettere, end at han jo opnaaede en høi Alder og døde uden Øvrighedens Hjelp. Kun eengang var han nærved paa en voldsom Maade at befordres ud af Verden; og er det denne vigtigste Dag i hans Liv, som jeg her agter at redde fra Forglemmelse. - I en Kroe i Nærheden af Hobroe befandt vor jydske Schinderhannes sig just i Selskab med en Pranger og en vandrende Sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste Marked fortjent saa meget, at Munden løb over af Pungens Fylde: mange store Ord lod han falde om sin velspækkede Tegnebog, ei heller faldt de ubemærkede til Jorden; men bleve med Begjærlighed opsnappede og alvorligen lagte paa Hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken Vei Prangeren vilde tage, listede han sig i Forveien og tog Posto under en Broe; og strax bag efter ham gik Sadelmageren, dog ubemærket af Røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at hiin steeg ned til ham under Broen, slængte Randselen paa Jorden, og lod til at ville gjøre ham længere Selskab. "Hvad vil Du her?" spurgte han but. "Det samme som Du" var Svaret, "rive et Par Blade af Prangerens Kathekismus." "Det kunde jeg selv have gjort" sagde Ole, "uden Din Hjelp." "Knap nok" svarede den Anden, "Karlen seer ikke saa frossen ud; og to om een er altid det sikkreste." "Saamænd" sagde Ole, "Du taler ræsonlig; og vil Du hjelpe til, saa skal vi dele!" "Saa godt jeg kan" svarede han. "Siig mig kun, hvad jeg har at gjøre!" "Intet andet end at slaae ham for Panden med Din Hammer, saasnart Du seer, jeg griber Hesten ved Munden." "Det skal skee!" Med disse Ord tog Sadelmageren en Hammer ud af Randselen, og i det samme 45 hørte begge Travet af Prangerens Hest. Saasnart denne naaede Broen, blev den grebet i Tøilen af Ole, og hans Kammerat sprang til fra den anden Side. "Slaae nu!" raabte Ole til ham. "Ja, hvor skal jeg slaae?" spurgte denne Begynder i den ottende af de frie Kunster. "I Panden, i Panden!" skreeg Røveren utaalmodig. "Godt!" sagde hiin, og dermed huggede han Hammeren i Panden paa - Røveren selv, som nu sandsesløs tumlede til Jorden. Hvorledes Prangeren har takket sin snilde og kjække Befrier, samt hvad de have talet tilsammen paa Veien til Hobroe, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke veed det; men saa meget veed jeg: at Røveren igjen kom til Live, dog med Tabet af et Øie, som Sadelmagerens Hammer var kommen lidt for nær.

2.

✂ I en Gaard i Mellemvandet ikke langt fra Viborg boede engang - jeg veed ikke naar - en velhavende Bonde. En hellig Juleaften, som hans Qvinde var ifærd med at tillave Nadveren, bankedes der paa Døren, og en klagende Stemme bad om at vorde indladt. Ude frøs det haardt, og var ret et Guds Veir med Storm og Snefog; Huusmoderen 46 ynkedes derfor over den stakkels vildfarende Vandringsmand. Det var en pjaltet Stodder, gammel, svag og ganske forkommet af Kulde; hun gav ham noget at vederqvæge sig paa, og anviste ham Natteleie i den endnu lunkne Bagerovn, og slog atter Skodden for Huusdøren. Men hvad skeer? Aldrig saasnart havde hun forladt Frammerset for at dække Aftensbordet, førend Stodderen - en Erkerøver - aabnede Døren for sine tolv Sønner, som nu brøde ind i Stuen, og da de fandt Bordet dækket, bøde sig selv til Gjæst. Hvad var her at gjøre? skjælvende frembar hun Julegrøden for Røverne, og skjælvende maatte hun med Husbond og Børn see paa, hvorledes disse tømte baade Grødfadet og Saltmadsfadet. Imidlertid havde Tjenestekarlen paa et Ærende udenfor Huset seet disse ubudne Gjæsters Indtog, snappet en Hest i Stalden, og, saa stærkt den kunde rende, ilet op til Herregaarden Annsberg. Herren der var ikke seen, væbnede af sine Folk dem som væbnes kunde, og naaede Mellemvandet endnu før Røverne vare komne til Deserten - Bondens Pengekiste. Men her vare nu gode Raad dyre: Annsbergmanden var - skjøndt godt bevæbnet - dog kun selv ottende mod tretten; og Stormen skulde foretages ind ad den lave Stuedør, hvilken een Røver var istand til at forsvare. Under disse Betænkeligheder fremtraadte een af Tjenerne, en Vovehals og stærk som en Bjørn. "Lad mig kun gaae ind til dem alene!" - sagde han; "Jeg kan see dem sidde langs med Væggen derinde; men naar jeg raaber, saa kommer og staaer mig bi!" Han spændte nu Kaarden af, byttede Kjortel med Gaardskarlen, og stod næsten midt i Stuen, før Røverne bleve ham vaer. Som een Mand reiste de sig alle, for at gribe denne ny ankomne og uvelkomne Gjæst; men han tog i samme Øieblik fat paa det lange og svære Egebord, bag hvilket alle Røverne sadde, væltede det over paa dem, og klemte dem saaledes mod Væggen, at de sadde som fastnaglede og færdige at qvæles. Uden at kunne gjøre Modstand bleve de derfor af de Indbrydende, een for een, trukne ud fra Fælden, bundne, førte til Annsberg, der bevogtede, og efter Helligdagene hængte i eet og samme Træe uden for Gaarden. Deres Hule eller Røverstue - som ingen tilforn havde kunnet opdage - blev nu fundet i den store Banke vesten for Skavngaard, og for det der vundne Liggendefæe udsmykkedes Sørslev Kirke.

3.

✂ Ikke saa ønskeligt et Udfald fik den Begivenhed, som jeg nu vil fortælle, og som skal have tildraget sig i Nærheden.

✂ Paa venstre Side af Landeveien, naar man drager fra Aarhuus til Viborg, og er kommen forbi Høberg Mølle, sees ved en liden Søe Spor af den forlængst nedbrudte Faldborg-Kirke. I Faldborg-Sogn laae en eensom Gaard, hvis daværende Beboer meentes at have noget paa Kistebunden. En Søndag var han gaaet til Faldborg-Kirke med sine to voxne Sønner og en Tjenestepige. Hustruen med en 9 Aars Datter blev hjemme, for at tage vare paa Huset. Kort efter de Øvriges Bortgang, indtraadte en stor og føer Qvinde, som, uden nogen videre Indledning, drog en Kniv frem, og befalede Huusmoderen, at lukke op for hendes Pengekiste. Denne førte hende op i den øverste Stue, oplukkede en meget stor, jernbunden Kiste, og bad hende nu at tage selv. I det Qvinden bukker sig ned i Kisten, for at følge Indbydelsen, griber den resolveerte Bondekone hende om begge Benene, kaster hende paa Hovedet derned, og lukker Laaget i Laas over hende. Derpaa byder hun sin lille Datter at løbe op til Kirken efter Faderen med Beskeed om det, som nu havde tildraget sig. Desværre! det løb ulykkeligt af for det arme Barn. Paa en Bakke udenfor Gaarden stod Røveren selv, for at passe paa, naar Folk gik af Kirke. Da han saae den Lille komme hastig løbende ud istedet for sin Kone, begyndte han at ahne Uraad. Han skyndte sig at møde hende, og spurgte hende, hvor hun skulde hen? "Til Kirken", svarede Stakkelen, "at hente min Fader; vor Moder har lukket Røverkonen inde i den store blaae Kiste." - "Følg Du kun med mig", sagde Røveren, "jeg skal nok hjelpe Din Moder." - Pigen græd, men maatte gaae ved Røverens Haand ind i Gaarden. Konen saae dem komme ind ad Porten, men tabte dog endnu ikke sin Besindelse; hun tillaasede i en Hast begge Husets Døre, væltede et Kar hen for den ene og en Øltønde for den anden, og bevæbnede sig selv med Kjøkkenøxen. Røveren, som ikke kunde aabne Gaarddøren, opfordrede til Overgivelse; og da denne blev afslaaet, truede han med at myrde Datteren. "Vil Du ikke lukke op" skreeg han, "saa kom hen til Vinduet!" Som draget eller slæbt af en usynlig og rædselfuld Magt gik hun derhen. Røveren holdt det skrigende Barn om Benene, og svingede det nogle Gange rundt omkring sig. "Vil Du endnu ikke?" hvinede han. "Nei!" var den bestemte Qvindes Svar, "kan Du dræbe det uskyldige Barn nu, saa 48 dræber Du os Begge, ifald jeg lukker op." Da svingede han det atter over sig og knuste dets Hoved mod Brostenene. Nu foer han mod Vinduet, men Øxen truede hans Haand, hvorsomhelst den vilde gribe fat. "Farvel!" sagde han med indædt Raserie, og gik ud ad Porten. Den behjertede Qvinde lod sig endnu ikke lede vild, hun foer allevegne om i Huset, for at møde Røveren, hvis Indbrud hun stedse ventede. Hun keeg op i Skorstenen, see! da skrævede han allerede over Piben. Hurtigt reev hun en Ville Halm af en Seng og kastede paa Gløderne, og Røgen tvang ham snart til at opgive dette Forsøg. Endelig kom Folkene af Kirke, saae Røveren paa Huset, ilede og fangede ham et Stykke fra Gaarden. Hans Kone blev nu forløst af sit Fængsel, og Begge kort efter steilede uden for den kjække Qvindes Gaard.

1. Hjorterytteren.

✂ Danmarks Øer have et saa yndigt, venligt, fredsælt Udseende, at Man, ved i Tankerne at gaae tilbage til deres Oprindelse, aldrig erindres om nogen voldsom Naturbegivenhed; de synes ikke ved noget Jordskjælv at være opkastede, ej heller gjennemfurede af en vældig Vandflod; men snarere at have opdukket sagtelig af det synkende Hav. Sletterne ere jevne og store; Bakkerne faa og smaae, og blidt afrundede. Ingen bratte Skrænter, ingen dybe Huler minde om Jordens Fødselskamp. Skovene hænge ikke vildt paa skyehøje Fjeldrygge; men lejre sig, som et levende Hegn, om de frugtbare Marker. Bækkene styrte sig ikke ned i skummende Fosser, gjennem dybe og mørke Kløvter; men glide stille og klare hen mellem Siv og Krat. Naar Man fra det dejlige Fyens Land sejler over til Jylland, troer Man i Førstningen blot at have passeret en Flod, og kan ikke ret overbevise sig om, at Man nu er paa det faste Land; saa lignende og nær beslægtet med Øerne er her Halvøens Skikkelse. Men jo længere Man nu kommer ind, jo mere forandres Egnen: Dalene blive dybere; Bakkerne brattere; Skovene see ældre og mere affældige ud; mangt sivgroet Kjær, mangen med kort Lyng bevoxet Jordplet; store Stene paa de højryggede Agre - Alt vidner om ringere Cultur og mindre Befolkning. Smale Veie med dybe Hjulspor og høje Balker i Midten hentyde paa mindre Færsel og Samqvem mellem Beboerne. Disses Vaaninger vorde mod Vesten alt slettere og slettere, lavere og lavere, som om de dukkede sig for Vestenvindens voldsomme Anløb. Ligesom Hederne blive hyppigere og større, blive Kirker og Byer færre og længere fra hinanden. Ved Gaardene seer Man istedetfor Hæsse sorte Tørvestakke, istedetfor Frugthaver Kaalgaarde. Store, lynggroede Moser, skjødesløst og ødselt behandlede, sige os: at her er nok af 100 dem. Intet Markhegn, ingen Pileplantning gjør mere Skjæl mellem Mand og Mand; Man skulde troe, at alt endnu var i Fælledskab. Naaer Man omsider Rygningen af Jylland, udbreder sig for Øjet de uhyre, flade Heder, i Førstningen bestrøede med Gravhøje, hvis Antal dog stedse aftager, saa at Man med Rimelighed kan formode, at denne Strækning aldrig tilforn har været opdyrket. Denne høje Landryg forestiller Man sig, ikke uden Grund, at have været det første af Halvøen, der kom tilsyne, lettende sig op af Havet og væltende det til begge Sider, hvor da de nedrullende Bølger sammenskyllede Bakker, og udhulede Dale. Paa Østsiden af denne Lyngslette findes dog hist og her noget kort, purlet Egekrat, der for Vildfarende kan tjene istedetfor Compas; thi Træernes Kroner ere alle bøjede mod Østen. Forresten øjner Man paa de store Lyngbakker kun lidet Grønt: en enkelt Græsplet, eller en ung Bæveresp, som Man da med Forundring adspørger: hvor est Du kommen her? Løber en Bæk eller Aae gjennem Heden, da forkynde ingen Enge, ingen Busk dens Nærværelse; dybt nede mellem udhulede Bakker snoer den sig lønlig og med en Fart, som om den skyndte sig ud af Ørken.

✂ Over en saadan Bæk reed en smuk Høstdag et ungt velklædt Menneske henimod en liden Rugmark, som den fjerne Ejer havde opdyrket ved at brænde den afskrællede Skorpe til Aske. Han selv med Familie vare just ifærd med at afmeje den, da Rytteren nærmede sig og spurgte Vej til Herregaarden Ansbjerg. Efterat Bonden først havde gjengjældt Spørgsmaalet med et andet: nemlig hvor den Rejsende kom fra? fortalte han denne, hvad han allerede vidste, at han var redet vild, kaldte derpaa ad en Dreng, som satte Negene sammen, og befalede ham, at vise den Fremmede paa rette Vej. Men endnu førend Drengen havde begyndt at udføre denne Ordre, viiste sig et Syn, som for en Tid tildrog sig saavel Rytterens som Høstfolkenes hele Opmærksomhed. Oppe fra den nærmeste Lyngbakke foer lige ned mod dem, med Stormens Fart, en Hjort med en Mand paa Ryggen. Denne - en høj, føer Mand, brunklædt fra Top til Taa - sad indeklemt mellem Kronhjortens Takker, hvilke den havde kastet tilbage henad Ryggen, som disse Dyr gjøre naar de ret hale ud. Den sælsomme Rytter havde sandsynligvis tabt Hatten ved dette Ridt; thi hans lange sorte Haar fløj bag ud fra hans Nakke, som Manken paa en gallopperende Hest. Hans Haand var i bestandig Bevægelse, for at hugge en Kniv i Hjortens Nakke; men dennes voldsomme Spring 101 hindrede ham i at træffe. Da Hjorteridderen kom nær nok til de forbausede Tilskuere - hvilket ikke varede længe - blev han kjendt af Bonden; thi denne raabte: "hej! Mads! hvor vil Du hen?" "Det maa Hjorten og Satan vide!" svarte Mads; men inden Svaret kom fuldt ud, var han allerede saa langt forbi, at det sidste Ord neppe naaede Spørgerens Øre. Inden faa Minutter forsvandt baade Hjort og Mand fra de Stirrendes Blik. "Hvem var det?" spurgte den Fremmede, uden at vende sine Øjne bort fra den Kant, hvor Centauren var forsvunden. "Saamænd!" svarte Bonden, "det er en sølle Mand, som de kalde Mads Hansen, eller sorte Mads; han har et lille Huus paa den anden Side af Aaen. Det er knapt for ham; han har mange Børn - kan jeg troe - og saa bjerger han sig som han kan: han kommer imellemstunder over paa denne Side og tager sig en Hjort; men idag lader det til, at Hjorten har taget ham - dersom det ellers var en rigtig Hjort?" lagde han betænksom til - "Gud frie os fra Alt det, som ondt er! men den Mads er rigtignok en forvoven Kumpen - alligevel jeg veed ikke Andet, end Ære, Dyd og Godt om ham. Han skyder et Stykke Dyr engang imellem; hvad skal vi sige derom? der er nok af dem - alt for mange, hvem der maatte sige det; der kan I selv see, hvordan de har klippet Vipperne af min Rug! Men - jo min sandten! der har vi Niels Skytte; jo Du skal lure sorte Mads! idag er han bedre ridende, end Du." Som han sagde dette, saaes en Jæger ilende i langstrakt Trav hen imod dem, fra den samme Kant, hvor de først havde seet Hjorteridderen. "Saae I ikke sorte Mads!" raabte han, endnu før han kom dem nær. "Vi saae rigtignok En paa en Hjort; men vi kunde ikke see enten han var sort eller hvid, eller kjende, hvem det var, for han kom afsted, saa En knap kunde følge ham med Øjnene" svarte Bonden. "Fanden tage ham!" sagde Jægeren, idet han holdt sin Hest an, for at lade den puste lidt; "jeg saae ham oppe i Haverdaien, hvor han gik og luskede efter en Hjort. Jeg holdt mig bag en Høj for ikke at forstyrre ham. Han skjød, Hjorten faldt, Mads løb til, sprang op paa Ryggen af ham, for at give ham Fangst; men da Hjorten følte Kniven, rejste hans sig op, klemte Mads ned mellem Takkerne, og hallo! Hans Bøsse fik jeg; men jeg vilde hellere have ham selv." Med disse Ord satte han sin Hest i Trav, og ilede efter Krybeskytten, med den ene Bøsse foran sig paa Sadelknappen, den anden i en Rem paa Ryggen.

✂ Den Rejsende skulde omtrent samme Vej, og drog med sin Vejviser afsted, saa hastig, som denne kunde smaatrave, efter at have skilt 102 sig ved sine Træskoe. Da de havde tilbagelagt en god Fjerdingmiil, og vare komne op paa Rygningen af en Bakke, der skraanede ned ad mod Aaen, fik de Øje paa begge Rytterne. Den Første havde naaet Enden paa sit forfløjne Ridt: Hjorten var styrtet død ned i Aaen, paa et Sted, hvor der var meget lavt Vande. Dens Banemand stod endnu skrævs over den, og stræbte at gjøre sig løs fra dens Takker, som havde boret sig ind i hans Klæder. Just, som han blev færdig hermed og sprang iland, kom Skytten - som først var redet fejl af ham - farende forbi vor Rejsende, med Tøjlen i den ene og Bøssen i den anden Haand. Et Par Favne fra den uhældige Hjorterytter standsede han Hesten, og med de trøstelige Ord: "nu skal Du døe, din Hund!" lagde han Geværet til Kinden. "Holdt, holdt!" raabte Delinqventen, "giv Dig Stunder, Niels! det jager vel ikke; vi kan jo snakke os tilrette." "Ingen Snakken længere!" svarte den forbittrede Jæger, "Du skal ligge paa dine Gjerninger!" "Nej bie dog et lille Gran endnu!" raabte hiin igjen: "lad mig først læse mit Fadervor!" "Hvad, vil Du læse?" sagde Niels, idet han lod Bøssen synke lidt fra Kinden, "i Himmerig kommer Du ikke alligevel." "Saa er det din Skyld, Niels!" svarte den Anden, "naar Du vil undlive mig midt i mine Synder." "Det har Du fortjent, din Hjortetyv!" raabte Niels, og hældede atter Kinden til Kolben. "Hej, hej" skreeg Mads igjen, "bie et bitte Korn endnu? Naar Du nu skyder mig, saa - aa tag dog den Bøsse fra Øjet! jeg kan aldrig lide at Man peger ad mig med et ladt Gevær -" Niels løftede atter Hovedet - "skyder Du mig, saa kommer Du selv til at klæde Stejle og Hjul." "Fanden hvilket!" svarte Skytten med en tvungen Latter, og sigtede paany. "Niels, Niels!" raabte hiin igjen, "her er Vidner; men hør! jeg vil give Dig et andet Raad: nu har Du mig jo vis nok; jeg kan ikke gaae fra Dig; kan Du ikke føre mig til Gaarden (Herregaarden), lad saa Manden (Herremanden) gjøre med mig hvad han vil. Saa beholde vi begge To vort Liv, og Du fortjener Dig tilmed en god Drikkeskilling." Idetsamme kom den Rejsende til, og raabte til Skytten: "For Guds Skyld! kjære Ven! gjør dog ingen Ulykke; men hør hvad Manden siger!" "Manden er en grov Misdæder" sagde Skytten, men spændte dog Hanen ned og lagde Bøssen paa Sadelknappen; "men siden den fremmede Mossiø beder for ham, vil jeg skjænke ham Livet. Du er ellers gal Mads!" sagde han til denne, "for nu kommer Du til at gaae med Skubkarren din Livstid; havde Du ladt mig skyde Dig, var nu Alting forbi - kom da din Kjeltring! og hold

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Dig ved Siden af mig! Kom nu og tag Skankerne med Dig!" Derpaa satte de sig i Gang, og den Rejsende, der ligeledes skulde til Ansbjerg, gjorde Følgeskab med.

✂ Et stykke gik det fremad, uden at der blev talt et Ord; naar undtages, at Skytten af og til med et "hæ!" et Skjeldsord og en Eed afbrød Tausheden. Endeligen knyttede Krybeskytten en ny og mindre lidenskabelig Samtale. "Tykkes Du ikke, det er Synd" sagde han, "at jeg skal gaae og vade i det lange Lyng?" "Det er Du vant til, din Hund!" svarte Niels. "Du kunde gjerne" vedblev den Anden med et polidsk Øjekast, men dog i en Tone, som viste, at han ikke ventede at faae sin Bøn opfyldt: "Du kunde gjerne lade mig sidde op bag ved Dig." "Ho ho!" svarte Skytten med en Skogger: "Du har redet nok i Dag; nu har Du godt af at røre dine lange Been." "Naa naa! et godt 104 Ord igjen, Niels Skytte!" mumlede hiin, "Du er saa iband contradi* idag." Niels Skytte svarede Intet hertil; men fløjtede en Visetone, imedens han af Jagttasken fremdrog Tabakspung og Pibe. Da denne var stoppet, gav han sig til at slaae Ild; men Tønderet vilde ikke fænge. "Jeg kommer til at hjælpe Dig" sagde Mads, og uden at faae eller vente paa Svar slog han Ild i sin egen Fyrtønde, blæste paa den og rakte den til Skytten; men idet denne tog derimod, greb hiin fat paa Kolben af den ladte Bøsse, som laa over Sadelknappen, rev den med et vældigt Ryk ud af Stroppen, og sprang tre Skridt baglænds ud i Lyngen. - Alt dette skete med en Hurtighed, Man ikke skulde have tiltroet den bredskuldrede, føre og allerede lidt aldrende Krybeskytte, "Nu falder Godtaar mig til" sagde denne. "Tykkes Dig ikke, jeg nu kunde pirre Dig overende, som en Skurrehat, bitte Niels? Men Du var rimelig før; det er din Lykke." Den arme Skytte stirrede bleeg og skjælvende af Arrighed paa sin Modstander, uden at være istand til at fremføre et eneste Ord. "For lidt siden" vedblev Mads "var Du saa ildvorn,** der kunde Ingen faae et Ord indført; men havde jeg ikke dengang hørt, hvordan Du lod din Mund løbe, skulde jeg hartad tænkt, at Du havde glemt den hjemme paa Ansbjerg - tænd din Pibe! ellers brænder Tønderet ud - Du seer saa vis paa min Fyrtønde? Du tykkes vel, det er et maadeligt Bytte, Du har gjort? Denne her er rigtignok bedre;" - han klappede paa Bøssekolben - "men Du skal faae den igjen, naar Du flyer mig min egen." Niels tog denne strax over Hovedet, rakte den hen til Krybeskytten med den ene Haand og og udstrækkede den anden for at modtage sit Gevær. "Bie lidt!" sagde Mads: "Du skal love mig først - aa! det kan endda være det Samme, for Du holder vel ligemeget af det; men skulde Du engang herefter høre et Puf i Heden, saa vær ikke saa hidsig, men tænk paa idag og paa Mikkel Rævehale!" Han vendte sig til den Rejsende: "Staaer hans Hest for Skud?" "Skyd kun!" svarede denne. Mads holdt Skyttens Bøsse, som en Pistol, med den ene Haand op i Luften, og skjød den af. "Den giver jo ikke anderledes et Knald" sagde han, "end som naar Man slaaer en Potte mod en Dør." Derpaa tog han Stenen af Hanen, og gav sin Modstander den, med de Ord: "Der har Du din Skyder! for det første skal den ingen Skade gjøre". - Farvel! og Tak for idag! ** Bandsat contrair. *** Hidsig, arrig og kivagtig. 105 Saaledes sigende hængte han sin egen Bøsse over Nakken, og gik tilbage mod den Kant, hvor Hjorten laa.

✂ Skytten, hvis Tunge hidtil syntes at have været bunden ved en magisk Kraft, gav nu sin længe indeklemte Harme Luft i en Strøm af Eder og Forbandelser, hvis Begyndelse lød saaledes: "Nu saa gid da Dævlen inderlig - -" etc. etc. - Det er beklageligt, kjere Læser! ligesaavel for mig som for Dig, at min Muse ikke er af de ægte humoristiske; thi ellers havde jeg her den ønskeligste Lejlighed til at udpynte min Fortælling med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl. Som sagt: min enfoldige Muse har endnu ikke været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen; desaarsag faaer du selv ad libitum fylde de mange Huller i Niels Skyttes og andre Kraftgeniers Tale. Jeg beretter nu simpelthen - dog med tilbørlig Reservation af meeromrørte Niels Skyttes lovlige Ret til Djævelen og hans Rige - hvad Passiar, der videre forefaldt mellem ham og den Fremmede paa Vejen til Ansbjerg.

✂ Denne, hvis Medlidenhed havde vendt sig fra den undslupne Frijæger til den hartad fortvivlede Herregaards-Skytte, søgte at trøste saa godt som han formaaede: "Han har jo dog i Grunden Intet tabt," sagde han tilsidst "uden den usle Glæde, at gjøre en Mand med sin hele Familie ulykkelig - " "Intet tabt?" raabte Jægeren: "Det forstaaer han ikke. Intet tabt? Den Hund har, saa vist som jeg er en Synder, fordærvet mig mit gode Gevær!" "Hvorledes?" sagde den Rejsende: "fordærvet hans Gevær? Lad det, og sæt en anden Steen for!" "Pyt!" svarede Niels, med en ærgerlig Latter; "den skyder hverken Hjort eller Hare meer; den er forgjort, det svarer jeg til; og dersom ikke eet Raad vil hjælpe - trrr! der ligger een og slikker Solskin i Hjulsporet; han skal ikke spise Lærkeunger idag." Med disse Ord standsede han Hesten, satte hurtig en Steen i Hanen, ladede Geværet og sprang ned. Den Fremmede, som var ganske uindviet i Jagtvidenskaben, og altsaa kjendte hverken dens Terminologie eller Magie, holdt ligeledes stille, for at see hvad Grønkjolen nu vilde foretage sig. Denne trak Hesten ned, gik nogle Skridt frem og pirrede med Bøssepiben til Noget, som laa i Vejen. Nu først opdagede den Fremmede, at det var en Hugorm. "Vil Du herind!" sagde Skytten, stedse stikkende med Bøssen efter Slangen; endelig fik hans dens Hoved ind i Piben, holdt nu denne i Vejret og rystede den indtil Ormen var heelt derinde. 106 Derpaa skjød han Bøssen af i Luften, med sin besynderlige Forladning, hvoraf ikke den mindste Stump mere kom tilsyne, og sagde: "vil det ikke hjælpe, saa er der Ingen, der kan curere den, uden Mads eller Mikkel Rævehale." Den Rejsende smilede lidt vantro, saavel over Troldommen, som over den snurrige Maade at løse den paa; men da han allerede havde gjort Bekjendtskab med den ene Sortekunstner, ønskede han ogsaa at vide Lidt om den anden, der bar et saa ualmindeligt og betydningsfuldt Navn. Paa hans Efterspørgsel, fortalte Skytten, medens han atter ladede sit Gevære, Følgende: "Mikkel Rævehale - som de kalde ham, fordi han kan lokke alle de Ræve til sig, der ere i Landet - denne Mikkel er ti Gange værre, end sorte Mads; han kan gjøre sig haard, den Hundetamp! der bider hverken Blye eller Sølvknapper paa ham. Engang traf jeg og Herren ham hist nede i hiin Dal, lige saadan ved en Hjort, han nylig havde skudt, og som han var ifærd med at tage Skindet af. Vi red lige hen til ham, og han mærkede os ikke, før vi vare ham paa tyve Skridt nær. Men tænker han, at Mikkel blev bange? Han saae bare om til os, og gav sig derpaa igjen ifærd med Hjorten. ""Saa skal Du da times en lille Ulykke!"" sagde Herren. ""Niels! skyd ham paa Pelsen! jeg svarer for Alt!"" Jeg holdt ham med et Skud Rendekugler lige midt paa hans brede Ryg; men Pyt! han agtede det ikke mere, end om jeg havde skudt paa ham med en Hyldebøsse. Knægten drejede blot Ansigtet et Øjeblik om til os, og blev endnu ved at flaae. Da skjød Herren selv - det var lige kraftigt: han skjar just Skindet fra Hovedet; og først, da han havde svøbt det sammen, tog han sin lille Riffel, som laa paa Jorden, vendte sig imod os og sagde: ""Nu kommer nok Turen snart til mig; og dersom I ikke seer til at I komme bort, skal jeg dog prøve, om jeg kan faae Hul paa een af Jer."" Saadan en Karl er Mikkel Rævehale!" Efter denne Fortælling, der er ligesaa utrolig, men mere sandfærdig end mange andre, som vi forskrive fra Udlandet, fortsattes Rejsen til Ansbjerg.

2. Ansbjerg.

✂ Naar Du, kjære Læser! giver Dig ifærd med en dansk Bog, som - vel at mærke! ingen Oversættelse er, og Samme finder Naade for dine Øjne: da opkaster Du sikkert det højst billige Spørgsmaal: "Hvo, 107 mons troe, haver været denne Forfatters Mønster og Forbillede?" Thi at en dansk Skribent - in specie en Digter - skulde være saa selvklog og dumdristig, at vove sig uden fremmet Vejledning ud paa Autorbanens Glatiis, det er jo hverken tænkeligt eller tilraadeligt.* Om Du derhos læser critiske Blade - in specie den danske Pasqvino - vil Du vorde end mere overbeviist om Rigtigheden af din Forudsætning; thi i Saadanne vil Du hyppigen støde paa Yttringer, som denne: "Vor Forfatter har aabenbarligen dannet sig efter A*, eller B*, eller C*," og - om han er en af de stemplede - "vor Digter har hældigen opfattet D*s eller C*s, eller F*s Aand;" eller - om han er blandt de uprivilegerede - "dette Product er en mislykket Efterligning af G*, eller H*, eller I*." - Nu da: dersom ogsaa mine Smaafortællinger, eller - om Du hellere vil - Noveller, have vundet dit Behag, skulde Du ikke have spurgt Dig selv: "Hvo er vel denne Forfatters Mønster og Forbillede? L.........? Nej!" dertil ere hans Helte og Heltinder ikke englelige nok. v.. d.. V....? Ikke heller! dertil ere de ikke djævlemæssige nok; tilmed begynder han heller ikke sine Capitler ad modum: "I sin storblommede grønne Damaskes Sloprok, med den sneehvide rødtoppede Bomuldsnathue paa det ærværdige Hoved, sad paa sin brandgule Silkevæderskinds Bedstefaderstoel den fem og firesindstiveaarige etc. etc." eller: "Paa en kastaniebruun vælig Araber, som tyggede det skumbesprængte Sølvbissel, reed igjennem den hvælvede Borgport den underdejlige" etc. etc. "Skulde" spørger Du videre -"vor Forfatter have dannet sig efter H......., R......., A... ? Ikke heller! dertil ere hans Eventyr alt for rimelige, troværdige og dagligdags; dertil har han alt for liden Commerce med Gjengangere, Nisser, Trolde, Varulve, Vampyrer og Djævle." "Hvo i al Verden kan det da være?" bliver Du ved: "een maa han have! W..... S....? Paa min Ære! der er han!" Ak! kjere, gunstige Læser! det er endnu ikke den rette. Du gjør mig virkelig for megen Ære; thi hans Fuldkommenheder ere hans Ejendom, som hverken jeg eller nogen Anden kan tage fra ham, og hans Fejl - om han har nogen - vil jeg gjerne overlade til C..... og ** Du erindrer vel ogsaa Holbergs:
"Gid aldrig i vort Land sig Nogen saa forsynder,
»Med danske Bøger han at skrive ret begynder!"
Skjøndt vi af Holbergs eget Exempel lære: hvormeget lettere det er, at give Andre gode Raad, end selv at følge dem. 108 Andre, der kunde fylde et Ark med at beskrive et Shawl og Maaden at bære det paa, og som Ikke kunne føre os ind i en Bondes Røghytte, uden at gjøre os nøje bekjendte med enhver Stoel paa Gulvet, enhver Høne paa Ranen, og enhver Pjalt, de uskyldige Børn have paa; ja som, hvor de end føre os hen, ikke lade os slippe forbi nogen Steen eller Pind ved Vejen, uden at vi først maae lære dens omstændelige Beskrivelse. Overalt kan denne sc....e Maneer bedre betale sig i andre Lande, end her, hvor Man hellere laaner Bøger, end kjøber dem, og hvor Lejebibliotheker og Læseselskaber sørge for, at Forfattere ikke skulde give deres giftefærdige Døttre Manuscripter til Udstyr. Nej, min højstærede Læser! havde dette været Tilfældet - som Man siger - da stode vi endnu nede ved Karup Aae, tabte i Beskuelsen af dens lynggroede Bredder, eller vi med en Landmaalers Nøjagtighed fulgte alle dens Krumninger lige til det Sted, hvor Liimfjorden vilde standse vore Skridt. Havde jeg været en S......, vare vi vist i dette Øjeblik meget behageligen sysselsatte med at tælle de brune Pletter paa Niels Skyttes forresten hvide Hønsehund (om hvem vi endnu ikke have mældet et eneste Ord), eller Uhrfuglene i hans Jagttaske. Men - det er nu ikke anderledes - jeg gaaer min egen skjæve og ujevne Gang - vil Du følge med, skal det være mig baade en Ære og en Fornøjelse - snart staaer jeg, snart gaaer jeg, snart løber jeg, og snart tager jeg Rend til og gjør et gevaltigt Spring, som for Exempel, fra Karup Aae til Ansbjerg. Og vil Du nu endelig give mig et Mønster, kan Du jo - i Betragtning af denne lange, snaksomme, parenthesiske Indledning - lade det være Forfatteren til Siegfried v. Lindenberg.

✂ Summa Summarum: A* og B* og C* have deres ejendommelige Skjønheder - de være og forblive deres! de ere vel ej heller ganske frie for Fejl - hvad skulde jeg med dem? jeg har nok i mine egne. Nej, førend Du skal sige: "Hænderne ere Esaus, men Stemmen Jacobs!" maa Du hellere udbryde: "det er Esau heel og holden!" Og skulde jeg da sluttelig ikke altid være efter dit Sind; skulde min Pegasus stundom løbe for stærkt, stundom gjøre sig stædig; saa tag i gunstig Betragtning, at den ikke er tilreden af nogen Kunstberider; men har bestandig sine egne Nykker, som det hverken for Dig eller mig vil være muligt at pille ud. Sid op, Højstærede! riid med mig ind ad Ansbjerg Port, og lad os see, hvad Eventyr - kort eller langt, troeligt eller utroeligt - vi der monne opleve!

✂ Jeg hører sjelden det Ord "Herregaard," uden at tænke paa Spøgelser. 109 Disse ærværdige Levninger fra Oldtiden, fordum beboede af mandhaftige Riddere og høviske Fruer, hvilke vi ere vante til at forestille os strænge og alvorlige, stive i Klæder, stive i Væsen, stive i Sind, haarde og barske selv i Kjerlighed: disse favntykke Mure, disse lange, snævre og mørke Gange, disse hvælvede Kjældere synes os ret indbydende for Midnattens Aander; de aabne, vide Kaminer ret beqvemme for hine luftige Væsner, der hellere gaae igjennem Skorstenen, end gjennem Døren. Jeg troer virkelig heller ikke, at der findes nogen gammel Herregaard uden saadant natligt Puslerie; uden i det mindste eet skummelt Værelse, en Hjørnestue, et Taarnkammer, hvor det ikke er ganske rigtigt, og hvor Man ikke gjerne sover alene.

✂ Det glæder mig oprigtigt, at Ansbjerg i denne Henseende er ligesaa complet en Herregaard, som nogen anden i Landet; og haaber jeg snart at opleve den Nat, da jeg kan opvarte Læseren med en ægte phantasmagorisk Forestilling; men Alt til sin Tid! og derfor vil jeg nu i Historien gaae frem med chronologisk Orden.

✂ Da de tvende Ryttere vare komne indenfor Ladegaardsporten, drejede de - Skytten som Vejviser foran - om til Stalddøren, afsadlede her hver sin Hest, og gik derfra op igjennem den Lindeallee, der ledte til Borggaarden. Denne bestod af trende Fløje: Hovedbygningen til Venstre, tvende Stokværk høj, havde en Qvist, som nød Prædicat af Taarn; maaskee fordi Man syntes, at intet ægte Herresæde burde mangle et Saadant; og et Navn er - som Man veed - ofte nok til at fornøje Folk. Saaledes har jeg hørt, at et Værelse, hvori var en Bogreol med en Snees tyktbestøvede Bøger, et Skab med Flasker og Glas, et Bord med Skrivertøj, og en blødtudstoppet Lænestol, er kaldet et Studerekammer. Saaledes har jeg seet en Samling af et Par hundrede forknyttede Træer, som heed Skoven, og en Karudsdam, der heed Søen. I samme Betydning kaldes et Klædeskab Garderobe, et Par Bøndergaarde og en halv Snees Huse et Gods, og Tiendetageren paa disses Marker Forvalter eller Inspecteur. - Den midterste Fløj, ogsaa teglhængt, men kun af eet Stokværk, var bestemt for det talrige Tyende, ligefra Ridefogden til Hundedrengen. Den højre var Forpagterens Bolig. I Krogen mellem begge stod Travhesten; i den Tid ligesaa uundværlig paa en Herregaard, som det adelige Vaaben over Hoveddøren.

✂ I det Øjeblik, da Skytten aabnede Stakitporten ind til Borggaarden, 110 aabnedes et Vindue i nederste Stokværk af Herskabets Fløj, og et Bryststykke kom tilsyne, hvilket jeg troer at burde beskrive, for at lede de Læsere, der have seet lignende afmalede, til rimelige Gisninger over Tiden for nærværende Begivenheder. Den naadige Herre, hvis svære Corpus fyldte Breden af det store Vindue, var iført en mørkegrøn Fløjels Jakke med een Rad Knapper, der sluttede tæt om Halsen, store Opslag og store Lommeknapper; en kulsort Paryk - ikke af de grundmurede, men af dem med een Bukkel eller Valk trindt neden om - skjulte ganske hans Haar. Den Deel af hans Paaklædning, der var at see, bestod følgelig kun af tvende simple Stykker; men da hele Personen siden kommer tilsyne, vil jeg, for at undgaae Gjentagelse, ligesaagodt strax nævne de øvrige tre Dele af hans Dragt, som vare: ovenpaa Parykken en tætsluttende grøn Fløjels Kasket med langt udstaaende Skygge, ganske liig hine sorte Kabudser, som Præster og siden Degne endnu i Mands Minde have baaret; Benene vare bedækkede af et Par lange, vide, besporede Støvler, og sorte Beenklæder af den Slags, som enkelte gamle Bønder endnu i vor Tid have brugt, under Navn af Rullebuxer, fuldendte den synlige Deel af Paaklædningen. "Niels Skytte!" raabte Herren. Den Tiltalte viste sin Medfølger den Dør, han skulde søge, og traadte derpaa, med sin lille, graa, trekantede Hat i Haanden, hen under Vinduet, hvor den ærlige og velbyrdige Mand ordentligviis gav Audients til Domestiquerne og Godsets Bønder, baade i Vaadt og i Tørt. Skytten maatte her underkaste sig det samme Ceremoniel, som alle Andre, hvorvel et mindre tvungent Forhold fandt Sted mellem Herre og Tjener paa Jagten; thi saalænge denne varede, suspenderedes Etiquettens strænge Lov. "Hvem var den?" begyndte Hiin, idet han med Hovedet gav et Sidenik mod den Kant, hvor den Fremmede gik. "Den ny Skriverdreng, naadig Herre!" lød Svaret. "Ikke Andet! jeg tænkte det havde været Nogen. Hvad har Du der?" spurgte Herren igjen, nikkende til Jagttasken. "Den gamle Kok* og to Kyllinger, naadig Herre!" (Dette "naadig Herre" ville vi for Fremtiden som oftest udelade; men det skal nødvendig underforstaaes ved Slutningen af enhver Replique.) "Det er lidt for to Dages Jagt;" sagde hiin, "kommer der ingen Hjort bagefter?" "Ikke dennegang;" svarte Niels ** Hane have vi tilfælleds med Tydskere; Kok med Engellændere og Franske. De to sidste Folk have upaatvivlelig Ordet fra os. 111 sukkende: "naar Krybeskytter bruge Hjorte til at ride paa, vanker der ingen til os." Denne Yttring fordrede naturligviis en nøjere Forklaring; men da Læseren allerede iforvejen har modtaget Samme, ville vi imidlertid henvende Opmærksomheden paa det, der foregik bag Naadigherrens brede Ryg.

✂ Her stod nemlig det unge forlovede Par: Junker Kaj og Frøken Mette. Den Første en smuk Ungersvend paa fem og tyve, og derhos elegant og fuldkommen paa den Tids nyeste Mode. For at vise, med hvilke Vaaben Pigehjerter dengang angrebes og besejredes, bør jeg ikke fbrbigaae Junkerens Udvortes; men begynder ved Fødderne, for stedse at stige i min Beskrivelse. Disse vare bedækkede af ganske brednæsede, korte Støvler, hvis vide Skafter slubrede i mange Folder nede om Smalbenene. Hvide Silkestrømper omsluttede Læggene, og trak sig netop en Haandsbred op over Knæerne, foroven garnerede med en Strimmel af de fineste Kniplinger. Derefter kom et Par snevre sorte Fløjelsbuxer, af hvilke dog ikkun lidet lod sig tilsyne, formedelst de uhyre Skjød af en ligeledes sort Fløjelsvest. En carmoisinrød Stoffes Kjole, med een Rad store overtrukne Knapper, korte Ærmer, der kun rakte til Haandledene, men Opslag til Albuerne, sammenholdt med en Hægte over Kalvekrydset, fuldendte Paaklædningen. Hele Haaret var strøget glat tilbage, og bundet i en lang stiv Pidsk tæt op i Nakken. Jeg skulde kun fortjene mig liden Tak af mine Læserinder, hvis jeg ikke med samme Nøjagtighed afbildede den velfornemme Frøken; men her kan jeg fatte mig kortere, og betragte hende under trende Hovedstykker: 1) de spidsnæsede, højhælede, sølvbespændte Skoe, 2) den lille, røde guldgalonerede Hue, som gik ned med en spids Snip i Panden, og skjulte hele det opsmøgede Haar, og 3) den storblommede, i Grunden himmelblaa langlivede Damaskes Kjole, hvis vide Ærmer naaede kun lidt nedenfor Albuerne, lod Skuldrene og Brystet bart, og - vel at mærke - ikke var snørt. - For dem, som kjende og tilbørligen beundre de nuværende Moders Skjønhed, vil det synes ubegribeligt, hvorledes en saadan udstafferet Dame kunde sætte et Mandfolkehjerte i Brand, da det eneste tækkelige og smagfulde i Pynten var de nøgne Skuldre og Bryster; men jeg maa lægge til, at Frøken Mettes Ansigt virkelig var saa overmaade dejligt, at Man over dette gjerne kunde glemme Klæderne.

✂ Disse tvende vakkre Personer stode da, som sagt, bag ved den gamle Herre, Haand i Haand, og - som det syntes - beskjæftigede 112 med kjælent Gjækkerie. Junkeren rakte hyppigt de tilspidsede Læber frem til Kys, og Frøkenen drejede ligesaatit Ansigtet bort, ikke just med Uvillie, men med et skjelmsk Smiil. Det synderligste var, at hun, hvergang hun bøjede Hovedet tilbage, kikkede ud forbi Faderen i Gaarden, hvor der dog for Øjeblikket ikke var Andet at see (thi Skytten stod for dybt inde under Vinduet), end Træhesten og den ny Skriverdreng, der, saasnart han var kommen ind i Skriverstuen, satte sig ved det aabnede Vindue. At denne - uagtet Prædicatet Skriverdreng - var en overordentlig smuk Karl - vilde dog ikke sige stort; thi for det første havde han et mægtigt Ar over den ene Kind, og for det andet, tredie, fjerde og femte var han klædt ganske og aldeles som Skriverdreng. Hvorledes denne Dragt tog sig ud, finder jeg ikke passende at fortælle, da jeg nu saa nylig har leveret en Beskrivelse over Standspersoner. Ej heller behøver jeg vel at opholde mig længere ved Frøken Mettes Moder, den gode Frue Kirsten, der sad i et andet Vindue, og med velbehageligt Smiil bemærkede de unge Menneskers Elskovsspøg. Med saa megen større Føje kunde den gode gamle Dame rigtignok ogsaa glæde sig over dette Partie, da det fra Begyndelse af - var hendes eget Værk. Selv havde hun (som Naadigherren i Jagtsproget skjemtviis udtrykte sig) blandt en heel Rulle Junkere vejret den fedeste, samt først slaaet an paa hans Fod. Da den unge Herre var eneste Søn, Arving til Palstrup og flere Godser; da han ydermere var en ægte Sextenender, blev Mariagen snart besluttet mellem Forældrene og declareret for Børnene. Brudgommen, der just var kommen hjem fra Paris, som Frue Kirsten tog ham paa Kornet, troede godt; hvilket ikke var at takke ham for: Frøken Mette var ung, dejlig, eneste Barn og Arving til Ansbjerg, hvis Hjorte, Vildsviin og Bønder vare ligesaa gode som Palstrups; men som med Hensyn til Uhrhøns og Ænder havde meget forud. Hvad Bruden angaaer, da var hun Forældrenes jernfaste Villie saa ubetinget undergiven, at vi for det første maae lade uafgjort, hvorvidt hendes egen bøjede sig til Junkeren. Man veed jo, at Pigehjertet helst vælger selv, og ofte forkaster en Bejler af ingen anden Grund, end fordi han er valgt af Forældrene; dog, dersom Junker Kaj blot har været den første, tør vi ikke frygte for ham.

✂ Efter denne - ikke aldeles unødvendige - Digression, fortsætte vi Historien. Da Skytten havde fortalt sit hele Uheld, hvilket han ikke turde dølge, saasom baade Skriverdrengen, dennes første Vejviser, og 113 Hjorterytteren maaskee selv alligevel vilde have gjort det bekjendt, udbrød den strænge, haarde, og i sin Vrede tit næsten rasende Herre i de hjerteligste og oprigtigste Forbandelser over Krybeskytten; og under denne Regn af Ønsker dryppede det af og til paa den arme Niels, der af Frygt for Hosbonden maatte ned sluge sine ligesaa velmeente Eder. Saasnart det første Stød af Vredens Storm havde sagtnet sin Voldsomhed, og givet Forstanden Rum, blev foreløbigen udkastet en Plan til hastig og tilstrækkelig Hævn: den frække Forbryder skulde gribes, og, som den, der nu lettelig kunde overbevises om Vildttyverie, overgives i Justitiens Hænder, og derfra, efter behørig Forberedelse, til Bremerholm. Knuden stak i at fange ham vist; thi fik han mindste Nys om Faren, vilde han rimeligviis flygte, og lade Kone og Børn i Stikken. Den paa sit allerømmeste Sted saa haardt saarede Herremand vilde først have været øjeblikkelig afsted: der var saameget tilbage af Dagen, at Man netop ved den indbrydende Nat kuride naae sorte Madses Hytte. Men den naadige Frue, i hvis Hævn altid viste sig sikkrere Plan og modnere Overlæg, forestillede sin fremfusende Ægtefælle: at Mørket ogsaa vilde begunstige Misdæderens Flugt, og - om denne forhindredes - et fortvivlet Forsvar; bedre altsaa, at drage ud lidt efter Midnat, saa at den hele bevæbnede Magt ved Daggrye kunde omringe og erobre Hytten. Dette Forslag blev eenstemmigen antaget, og Junkeren indbudet til at deeltage i Expeditionens Fare og Hæder. Ogsaa Ridefogden, der kom for at rapportere den ny Skriverdrengs Ankomst, og fremvise hans medhavende Anbefalingsskrivelse fra Ridefogden paa Vestervig, blev befalet at holde sig færdig tilligemed Gartner, Ladefoged og Staldkarle, samt at bude en Bondevogn til at følge Toget.

✂ Under de nødvendige Forberedelser til dette, gik Solen ned og Maanen op; og Læseren faaer Tid til at trække sin Aande, inden han begiver sig til næstfølgende indholdsrige Capitel.

3. Nissen.

✂ Hvo kiender ikke - i det mindste af Navn - dette Væsen, hvis Smaapudserier næsten alle bære Præget af godmodig Overgivenhed? Hvo har ikke hørt tale om hans lille buttede Figur, og hans røde Jacobinerhue - Symbolet paa uindskrænket Frihed? Hvo veed ikke, 114 at det Huus, han vælger til Opholdssted, er fuldkommen betrygget mod Ildsvaade og anden Ulykke? (For ikke siden at glemme det, vil jeg strax in Parenthesi anmærke: at der ogsaa gives Skibsnisser, hvis Function bestaaer deri, at de om Natten - i Skyggetegning, om jeg saa maa sige - gjøre Udkast til alt det Arbejde, der næste Dag vorder udført: lette Anker eller kaste det, hejse Sejlene eller lade dem falde, beslaae dem, rebe dem - hvilket altsaa betyder Storm; ja han holder sig end ikke for god til en Svabergastes Bestilling; men vasker Dækket nok saa pent. Velunderrettede paastaae: at denne Spiritus navalis ogsaa viser sit nære Slægtskab med Huus - eller Land-Nissen i Skjelmstykker. Undertiden drejer han Fløjet, slukker Lyset i Nathuset, driller Skibshunden, og om der ombord befinder sig en Passagier, som ej kan taale Søen, vil Man see Skjelmen med hjertebrækkende Miner gylpe i Pøsen. Skal Skibet forgaae, springer han Natten før Afrejsen overbord, bestiger et andet Skib, eller svømmer iland. Sluttelig maa jeg anmærke: at da det kun er saare Faa givet at see denne luftige Person, kommer hans Advarsler ikkun sjelden tilnytte.) Huusnissen, med hvem vi her i Særdeleshed have at bestille, er en sand Velsignelse for den Vaaning, som han beærer med sin Nærværelse: den er sikker mod Ild, Storm og Tyvehaand. Hvo vilde derfor regne det saa nøje med den lille Fyrs Krumspring? At han imellemstunder rider sig en lille Tour paa Hesten i Spiiltouget, og derved bringer den i Skumsveed, skeer vistnok kun for at skaffe denne en gavnlig Bevægelse; at han malker en Koe førend Pigen, er alene for at bringe hende til at rejse sig lidt før om Morgenen; at han nu og da kniber et Hønseæg, gjør Jav med Mis paa Loftet, eller vælter en Natpotte, hvo vilde tage ham det saa ilde op, eller derfor misunde ham den smule Julegrød, som ingen betænksom Huusmoder undlader at hensætte til ham i en Krog paa Loftet? Kun i Tilfælde af at dette forsømmes, antager hans Characteer et svagt Anstrøg af Hævnelyst; thi da kan Mutter i Huset være temmelig vis paa at faae sin Grød sveden, eller sin Suppe snærret; hendes Øi vil kaste sig, eller Melken vil ikke oste sig, eller og hun maa finde sig i at kjerne en heel Dag, uden at faae Smør.

✂ Nu da: et saadant lille Huusspøgelse havde fra umindelige Tider (og har endnu, kan jeg troe) havt sit Tilhold paa Ansbjerg; skjøndt Man turde antage, at denne Herregaard ikke var hans eneste Bopæl; thi stundom forløb flere Aar, uden at Man mærkede det mindste til 115 ham. Men just i den Tid, paa hvilken vor Historie indfalder, begyndte han atter at drive sit Væsen, eller Uvæsen - om Man saa vil. - Gartneren savnede af og til nogle af sine skjønneste Blomster, eller flere af de største og modneste Ferskener; det mærkeligste var, at begge Dele undertiden om Morgenen bleve fundne i Frøken Mettes Kammer, hvoraf Man med Rimelighed sluttede sig til, at denne Dame stod højt anskreven hos meerbemeldte Nisse. Endvidere fortalte Staldkarlene, at det mangen en Nat ikke var rigtigt mellem Hestene, og om Morgenen befandtes een af dem saa ilde tilrakket, som om den havde været taget i Tjeneste til et langt og heftigt Ridt. De forsikkrede - og hvo vilde tvivle derpaa? - at de ofte havde sprunget ud i Stalden; men saa havde Alt paa Øjeblikket været stille. Kun eengang syntes de at kunne skimte den fatale røde Hue; og siden efter blandede de sig ikke mere i Nissens Affairer; og deri gjorde de meget vel. Hvad der lagde end mere Vægt til disse Beretninger var: at Niels Skytte, da han en Aften kom fra Viborg, og hverken var fuld eller gal, alligevel ikke havde været Mand for at finde Vejen fra Demstrup ned til Gaarden, skjøndt den gik saa lige som en Snor, og det var Maaneskin. Enten han vilde eller ej, maatte han ud i Storhuusellene, hvor den røde Hue flere Gange pippede frem mellem Træstammerne. Da han var Karl for sin Hat, raabte han Spøgelset an; men hvergang han oplod sin Mund, faldt han, og hørte ligesaa ofte en fæl Latter, der lød snart som en Uhrhanes Skoggren, snart som en Horsegjøgs. Da han endelig, tilsølet og forreven, var sluppen ud af den moradsige Tykning, hørte han bag ved sig Raaen blade og Sneppen fløjte, skjøndt det endnu var langt fra Blade - og Sneppe-Tiden. Saa uforkastelige Vidnesbyrd undlod ikke at gjøre et dybt Indtryk paa hele Gaardens Personale, især det kvindelige. Ja Naadigherren selv modtog slige Efterretninger med en betydningsfuld Taushed.

✂ Saaledes stode Sagerne, da Toget mod sorte Mads foretoges; hvilket gjorde Epoche i Ansbjergs Historie, og mange Aar efter brugtes som en Æra, saa at det længe heed: "det var det samme Aar, som vi var paa Jagt efter sorte Mads; det var to, det var tre Aar efter," o.s.v. Med spændt Forventning ventede de Tilbageblevne hele Dagen paa Executionsarmeen. Det blev Middag, Aften og Midnat; og endnu var Ingen at høre eller see. Man beroligede sig med den Formodning, at Delinqventen maatte være ført fra sit Hjem lige til Viborg; i dette 116 Tilfælde kunde det nok have taget Dagen med sig, og efter en saa udmattende Marsch var det billigt, at Tropperne fik en Aftens Vederqvægelse og en Nats Hvile i Staden. Paa Grund af denne højst rimelige Hypothes gik altsaa baade Herskab og Tyende tilsengs; kun en Tjener blev oppe. Endeligen en Time efter Midnat kom Junker Kaj og hans Rideknegt. Men inden jeg gaaer videre, var det vel passeligt at forklare Aarsagen til disses sildige Hjemkomst, og de Andres fuldkomne Udeblivelse.

✂ Krybeskyttens Hytte, som han selv havde bygget i en meget simpel Stiil, med Vægge af Grøntørv, og Tag af Lyng, der hvilede ubunden paa krumpne, i Form af Sparrer, sammenføjede Egegrene, havde en, som Fæstning betragtet, fordeelagtig Beliggenhed. Midt i en Mose, der holdt to stive Miil i Omkreds, hævede sig en lille Forhøjning, som end ikke det voldsomste Tøebrud nogensinde satte under Vand, og hvortil i det mindste ingen Ridende kunde komme, undtagen ad en smal Jordstrimmel, der bugtede sig hen imellem Tørvegrave og Vældgunger; paa denne havde sorte Mads opslaaet sin idylliske Bolig, hvor han med Kone og fire Børn levede af Jagten. Det større Vildt spistes færskt, saltet og røget; det mindre solgtes underhaanden, tilligemed Hjorteskind og Rævebælge, og for de vundne Penge kjøbtes Brød og Suul. Melk tiggede Kone og Børn af de omboende Bønder. Just som det begyndte at grye af Dag naaede Ansbjergmanden og hans Hær Mosen. Niels Skytte, som den der nøje kjendte Terrainet, reed nu forud, og førte lykkelig hele den forenede Magt til det Sted, hvor Hytten skulde ligge. Med Forbauselse stirrede han hen for sig: der var ingen Hytte at opdage; og dog var det allerede saa lyst, at Man nødvendig maatte kunde see den. Det første, han greb til, var - hans sædvanlige Tilflugt i al Nød og Forvirring - en lang og kraftig Eed. Naadigherren, der kom til for at erfare Anledningen til en saa hjertelig Udgydelse, gav sin Skytte en ligesaa hjertelig Morgenhilsen, og paastod, at han var redet vild, og havde ført dem paa en urigtig Vej. Men denne, som var vis i sin Sag, forsikkrede, ja kaldte et Dousin af de sorte Engle til Vidner paa at Hytten laa der; men at Mads maatte have gjort den usynlig, og det vist nok ved Hjælp af sin gode Ven - ham med Hestefoden; thi det var udenfor al Tvivl, at han forstod hvad Almuen kalder "at hverre Syn." Herren var nær ved at træde over til denne Mening, som den rimeligste, da Junkeren, der var redet længere frem, raabte: "her ligger 117 Ild!" Alle stimlede nu til, og snart opdagede Man, at hele Hytten laa i Aske, hvori Gløder endnu hist og her fremglimtede. Denne Opdagelse ledte Niels Skytte til det Resultat: "at meeromrørte, langhalede Person havde taget ham og den hele Yngel." Junkeren derimod var af den Formening, at han selv kunde have sviet Hytten af, og derpaa være flygtet. Da det under disse Debatter var blevet klar Dag, undersøgte Man Brandtomten nøjere; man fandt intet Andet, end Aske, Emmer, Kul og forbrændte Been, som Jægerne erkjendte for Hjorteknokler. I Henhold til Junkerens Hypothes, besluttede Man at gjennemsøge de omliggende Heder, da Flygtningen med Familie og Bagage dog umulig kunde være kommen ret langt bort. Til den Ende deelte Man sig i fire Hobe, for at lede efter alle fire Verdens Hjørner; Junkeren valgte med sin Rideknægt og en anden Karl den østlige - maaskee for at være Ansbjerg og Kjeresten desto nærmere; men spildte vare alle hans Bestræbelser, til ingen Nytte foer han hid og did, og udmattede baade sig selv, sine Folk og Heste. Stundom troede han at øjne noget Bevægeligt i det Fjerne; men ved nærmere Undersøgelse fandt han, at det var Faar eller Stakke af Hedetørv. Engang var han ganske vis paa at see Mennesker paa det Strøg omtrent, hvor nu den tydske Kirke ligger; men efterhaanden, jo mere han nærmede sig, jo utydeligere bleve Skikkelserne, indtil de omsider ganske forsvandt. Rideknægten forklarede dette optiske Bedrag efter et gammelt Sagn: at her i Oldtiden havde staaet et Slag, og at de Faldnes Aander endnu stundom gjentoge den blodige Leeg. Ja, som Hyrdedreng, havde han ofte ved Solens Opgang seet hele Regimenter opmarschere, Officierer til Hest fare op og ned forbi Gelederne, de fjendtlige Hære blandes og brydes, nu den ene vige, og nu den anden. I hans Bedstefaders Tid derimod havde Man tydeligt kunnet høre Anførernes Commandoraab, Trompeternes Skratten, Vaabnenes Klirren, og de Saaredes Klageskrig. Men Junkeren, som havde hørt Noget om fata morgana, og paa Havet været Vidne til lignende Phænomener, udloe sin synske Tjener, og forbandede i sit Hjerte den sorte Krybeskytte, med al hans Afkom, lige til det fjerde Led. - Under Dispositionerne til dette formaledidede Strejftog havde Man - hvilket undertiden hænder i vigtigere Krige - glemt at sørge for Proviant, Heltemodets nødvendige Basis. Den tredie Deel af Junkerens Division blev altsaa udsendt, for at oprette det Forsømte; men da Karlen henimod Aften endnu ej var vendt tilbage, besluttede den 118 forhungrede Junker at vende Næsen hjemad. Dog, dette var lettere besluttet, end udført: Hestene vare ligesaa udmattede og forsmægtede som Rytterne. Det gik derfore saare langsomt, og Man var ikke istand til at vinde ud af Heden, førend Mørket faldt paa. Følgen deraf blev, at Man forvildede sig, og først efter Midnat naaede Ansbjerg.

✂ For at undgaae flere Tilbagespring, vil jeg her kortelig berette: at de tre andre Divisioner havde ligesaa tynd en Lykke; de fandt Intet af hvad de søgte. Forgjæves gjennemledte de enhver Tørvemose, forgjæves omkredsede de enhver Dal og Huling, enhver Høj og Bakke; forgjæves forespurgte de ved alle tilgrændsende Byer og Eenstedgaarde: sorte Mads havde Ingen seet eller hørt det allermindste til. Dagen gik med, og der maatte sørges for Natteherberg. Ansbjergmanden selv landede paa Rydhauge, hvorfra han først efter tvende Dages heldige Uhrfuglejagt naaede sit Hjem.

✂ Højstærede Læsere og Læserinder! Saamange, som tage denne sandfærdige Historie i Haanden! for deres egen Skyld vil jeg raade dem: ikke at læse det Efterfølgende i Eenrum og ved Lys; men ere de flere, skader det ikke, at de rykke saa nær sammen som muligt - der kommer en Spøgelsehistorie!

✂ Den trætte Junker havde neppe fyldestgjort Hungeren for sit Krav, før han alvorligen tænkte paa, at betale Søvnen sit. Han befalede derfor Tjeneren at lyse ham op paa hans Soveværelse; men da denne vilde aabne Døren, hændte det sig, at han vred Nøglen istykker, saa at Kammen blev siddende i Laasen. Hvad var her at gjøre? at bande Døren, Laasen, Nøglen, Smeden, Tjeneren og sorte Mads med - for en Fejls Skyld - blev prøvet uden Nytte. Til at faae Laasen fra, udfordredes Brækjern og Hammer, og tilmed vilde den derved foraarsagede Larm vække det hele Huus. Til hvad Ende havde han da hidtil forholdt sig saa stille, ja - for ikke at forstyrre Damernes Ro - ladet sig nøje med et Stykke koldt Steeg, som Tjeneren ad en lønlig Gjenvej havde vidst at forskaffe ham? I saadant Tilfælde ere de første Raad de bedste; ogsaa herfor vidste Tjeneren eet: "Taarnkammeret!" sagde han med halvsagte Røst og et uvist Blik til Junkeren. Ved Nævnelsen af dette velbekjendte, men ildeberygtede Værelse overfoer ham en let Gysen; men han stræbte at dølge Frygten baade for Tjeneren og for sig selv ved et forceret Smiil, og ved det i en ligegyldig Tone henkastede Spørgsmaal: om Sengen der ogsaa var lavet tilrette? Svaret lød bekræftende; thi den naadige Frue havde her 119 altid for Nødstilfælde en opredt Seng, skjøndt den i Mands Minde aldrig havde været brugt. Da hun selv gjemte Nøglerne til de andre Gjæsteværelser, men fandt en saadan Forsigtighed unødvendig med dette, der kun indeholdt en Seng, et Par Stole og et Bord, og desuden ved sin aandelige Salvegarde ansaaes tilstrækkelig betrygget mod Tyvehaand: saa hjalp nu ingen videre Udflugter eller Indvendinger. Junkeren lod sig vise derop, og da Tjeneren havde klædt ham af og sat Lyset paa Bordet, gik han og lukkede efter sig.

✂ Det var en mørkagtig Høstnat. Næet nærmede sig sidste Qvarteer; dets krumme Halvskive stod dybt paa Himlen, og skinnede ind ad Kammerets eneste høje og smalle Buevindue. Det blæste; Smaaskyer dreve - om Man saa kan sige - i hurtig, næsten regelmæssig Takt over Maanen; Skyggerne af dem giede, som Billeder i Camera clara, hen paa den hvide Væg, og forsvandt i Kammen. Blyvinduet klirrede under Vindstødene; det hvislede og peeb i Ruderne; det dundrede i Skorstenen; Kamindøren klapprede. Junker Kaj var ingen Cujon; hans Hjerte sad vel endog saa temmelig nær paa det rette Sted. Men den Egenskab, som vi kalde Mod, er en ganske relativ Beskaffenhed, ligesaa mangfoldig og forskjellig i sine Yttringer, som i de Betingelser, af hvilke det afhænger. Mangen Kriger, som uden at skjælve gaaer Kugler og Bajonnetter imøde, skal ikke uden Hjertebanken ene og i Mørke træde ind i en Kirke; og den, som frejdigen henter en Fane ud fra fjendtlige Skarer, vil maaskee ikke lade sig overtale til ved Midnatstid at hente Messebogen fra Alteret, eller en Hjerneskal fra Beenhuset. Soldaten, der staaer som en Mand paa Landjorden, bæver maaskee paa det ham uvante frygtelige Hav. Og Sømanden, der smiler ad Storm og Bølger, bliver heel alvorlig mellem Bøsser og Sabler. Den, der commanderer et Regiment, har undertiden ikke Mod til at commandere en Kone; og en Anden, som har Konen under Pidsken, gaar ræd afvejen for enhver vred Mands Øjekast. Der gives dem, der ikke ere bange for Noget i Verden, undtagen for deres egen Samvittighed; Andre forstaae at kue denne Rebel, skjøndt de i alle øvrige Henseender have Hjerter som Harer. Ikke heller vor Junkers Mod var heelt og fuldkomment: han turde møde sin Mand, ride sin Hest - om det saa var en Bucephalus - kort, han frygtede just ikke for nogen levende, eller rettere, legemlig Skabning; men for Aander havde han al mulig Respect. Tid og Omstændigheder, men især Værelsets Vanrygte, satte hans Blod i en hastigere Gang; og alle gamle Spøgelsehistorier 120 fremstillede sig ganske ubudne for hans exalterede Indbildningskraft - Phantasus og Morpheus strede om hans Besiddelse; den Første havde Overmagten. Han vovede ikke at lukke Øjnene, men stirrede uafladelig paa den modstaaende Væg, hvor de uformede Skygger syntes efterhaanden at faae Skikkelse og Betydning. Under saadanne Omstændigheder er det en Trøst at have Ryggen fri, og alle sine Fjender en face. Han rejste sig derfor overende, slog Gardinet ved Hovedgjerdet tilside, og saae sig tilbage. Sengen stod i et Hjørne; ved Fødderne, dog lidt fremad, var Vinduet; midt for Sengen den ene brede Væg, Kammen og bag denne Døren. Hans Øjne gled forbi denne til Bagvæggen. Der hang et gammel Skilderie, en mandhaftig Ridder i Staal og Plade, med et Ansigt saa stort som et Græskar, ombølget af tykke sorte Lokker. Ved dette dvælede hans spejdende Blik. Det viiste sig og forsvandt, alt som Skyerne gik fra Maanen, eller bedækkede den. I det første Tilfælde syntes Ansigtet at udvide sig til et Smiil; i det sidste at sammenskrumpes i skummel Alvorlighed. Maaskee en fordums Besidder af dette Herresæde, der nu under fremmede Ejermænd, efterat hans Slægt maaskee var uddød, havde faaet Plads i denne Afkrog, og ved natlige Besøg hævede sig over Efterkommernes ligegyldige og foragtelige Behandling. Som Skyggerne paa Væggen, joge Mod og Frygt hinanden i Junkerens Sjæl. Omsider forcerede han Modet, lagde sig ned, og overgav sig ganske i Morphei Magt.

✂ Efter den voldsomste Udmattelse sover Man ikke roligst. Maaskee havde han endnu ikke slumret en halv Time, da han vaagnede ved en Larm, som naar en rustet Dørlaas oplukkes. Han aabnede uvilkaarligt Øjnene; de faldt paa den modstaaende Dør, hvor en hvid Figur viste sig og forsvandt næsten i samme Øjeblik - Døren gik til med en sagte Knirken. En snurrende Kulde løb over hans Hoved, hvilket vi udtrykke ved den Talemaade: Haaret rejser sig. Dog blev han endnu Herre over sin Frygt: Indbildningskraften havde endnu ikke ganske betvunget den kolde Fornuft. "Det kan have været Tjeneren" tænkte han, "som - endskjøndt afklædt - har villet eftersee, om Lyset var slukket." Nogenlunde beroliget ved denne Hypothes, drog han sit Blik tilbage; men saae nu for Vinduet den øverste mørke Halvdeel af en menneskelig Skikkelse. Omridset af Hoved og Skuldre var ganske tydeligt, og Yderkanterne oplyste af Maanens Skin; den syntes at vende Ryggen til. Skrækken vandt Overhaand, og dæmpede hans 121 Aandedræt. Skikkelsen sukkede, rakte den ene Haand ivejret og skrev paa Ruderne. Da svandt Junkerens Mod; det gik ham som Belzazar: "hans Farve skiftedes, hans Tanker forfærdede ham, hans Lænders Ledebaand slappedes, og hans Knæer stødte sig mod hverandre." Hvad var her at gjøre? Flugt var ikke at tænke paa; thi søgte han Døren, gjennem hvilken det hvide Væsen var forsvunden, kunde han falde i et Baghold; Vinduet forsvarte sig selv, og flere Udgange havde han ikke bemærket. Rigtignok er der en Tilflugt, som mange i slige Tilfælde skulle gribe til - at krybe under Dynen; men da det er vitterligt nok, at somme Spøgelser ere saa grusomt spøgefulde, at de endog trække Dynen paa Jorden, tør jeg ikke ubetinget tilraade Brugen af dette Middel. Enten kjendte vor Junker det slet ikke, eller og han skammede sig ved at betjene sig deraf. Ja hans naturlige Mod rejste sig endnu engang til den Højde, at han anraabte Skikkelsen med et: "Hvem der?" Ved dette Raab syntes den at gjøre en hurtig Vending; men svarte ikke; og efter nogle Øjeblikke sank den ganske langsom ned under Vinduet, og siden var Intet mere at høre eller see. - Ingen forvildet Vandrer kan længes saa inderligt efter Dagens Lys, som den stakkels Junker. Han turde ikke lukke sine Øjne af Frygt for, naar han atter aabnede dem, at faae Noget at see, som han ikke ønskede. Han vedblev meget mere at stirre paa Døren, Kaminen og Vinduet med ængstelig Forventning; han lyttede med stedse spændt Opmærksomhed, men hørte dog intet Andet, end Vindens Pusten, Rudernes Klirren og sit eget Aandedræt. Omsider frembrød Dagen, og saasnart det var blevet lyst nok til at skjælne enhver Gjenstand i Værelset, stod han op og undersøgte dette med største Nøjagtighed. Forgjæves: han fandt intet Spor af de natlige Besøg; Kamindørene vare lukkede; Døren til Kammeret ligesaa; Vinduet havde alle sine Kroge paa, og flere Udgange gaves der ikke. Han havde altsaa Troen ihænde, og skyndte sig at forlade dette urolige Natteherberg, med det oprigtige Forsæt, aldrig mere at betræde det.

✂ Saasnart Herskabet havde forsamlet sig til Frokosten, og Junkeren havde givet Rapport om det mislykkede Tog, gjorde Fruen ham det naturlige Spørgsmaal: hvorledes han havde sovet ovenpaa saamegen Strabads? "Ret godt!" var Svaret. Frøkenen smilede: "Har I ikke lagt paa Taarnkammeret? jeg synes, min Pige talte derom." Junkeren bejaede det; men da han for Kjeresten vilde skjule sin Frygt, fandt han det nødvendigt, ganske at fornægte sit natlige Bekjendtskab. 122 Frøkenen syntes ligesaa opsat paa at afnøde ham en Bekjendelse; hun forsikkrede: "Man kunde see paa hans Øjne, at han ikke havde sovet, og at han saae overmaade bleg ud." For at ende dette pinlige Forhør, erklærede han det beskyldte Værelse for aldeles purificeret, og lagde til: at hun gjerne selv kunde sove der, naar hun blot havde Mod. "Da troer jeg og" sagde hun leende, "at jeg engang skal forsøge det!" Hermed syntes denne Materie udtømt, og Man gik over til andre.

✂ Efter den gamle Herres Hjemkomst forløb et Par Dage, før Taarnkammeret kom paa Bane; thi først havde Man fuldt op at gjøre med at optænke, fremsætte og bedømme de mange forskjellige Maader, paa hvilke sorte Mads kunde have været fanget, samt med at opfinde de rimeligste Hypotheser angaaende hans nærværende Opholdssted. Og dernæst medtog det en lang Tid, omstændelig og nøjagtig at fortælle de tvende Dages Uhrfuglejagt ved Rydhauge. Da nu ogsaa dette rige Æmne omsider var udtømt - det vil sige: da enhver baade skudt og fejlet Fugls Historie var fortalt, tilfredsstillende Grunde anførte ved ethvert Fejlskud, skarpsindige Sammenligninger anstillede mellem Hunde og Geværer o.s.v., o.s.v. - begyndte Frøkenen at lede Samtalen hen paa det berygtede Værelse, idet hun fortalte sin Fader Kjerestens Natteleje der, og gjorde ham opmærksom paa dennes usædvanlige Alvorlighed. Han havde nu i dette sit andet Forhør tvende Inqvisitorer, af hvilke især den unge Dame gik ham saaledes paa Klingen med sine skjelmske Drillerier, at han omsider fandt for godt at tilbagekalde sin forrige Benægtelse, og tilstaae, at han ikke skjøttede om at ligge der oftere. "Er det for en Cavalier?" sagde Frøkenen, "at være bange for en Skygge? jeg er kun et Fruentimmer, og dog tør jeg prøve at bestaae et saadant Eventyr." "Det koster min Fux," svarede Junkeren, "I vover det ikke!" "Jeg sætter min Belle lige imod!" raabte hun. Man troede, det var hendes Spøg; men da hun haardnakket paastod Væddemaalets Holdelse, stræbte baade Kjeresten og Faderen at formaae hende til at afstaae fra saa voveligt et Foretagende. Hun var ubevægelig. Nu ansaae Junkeren det altsaa for nødvendigt, at skrifte Alt reentud. Den Gamle rystede paa Hovedet; Frøken Mette loe, og paastod han havde drømt, og, for at overbevise ham derom, fandt hun sig saa meget mere forpligtet til at opfylde sit Løvte. Den gamle Herre, hvis Faderstolthed smigredes ved Datterens Mod, gav hende nu sit Bifald; og Alt, hvad Junker Kaj kunde opnaae, var: at en Klokkestreng blev anbragt 123 ved Sengen, og at hendes Kammerpige maatte ligge paa en Feldtseng i samme Værelse. Frøkenen betingede sig derimod, at alle Mennesker paa Gaarden skulde forblive i deres Senge, at det ikke siden skulde hedde: Man havde bortskræmmet Spøgelset, og at Ingen maatte have Lys efter Klokken elleve. Fader og Kjereste maatte tage Natteqvarteer i det saakaldte forgyldte Gjæstekammer, som kun var adskilt fra Taarnkammeret ved en lang Gang. Hos dem hang den Klokke, med hvilken den unge Dame i Nødsfald kunde ringe Storm. Moderen - ikke mindre heroisk end Datteren - gav villig sit Minde til Eventyret; og næste Nat blev bestemt til dets Udførelse.

4. Bortførelsen.

✂ Dersom jeg hos Nogen skulde have vakt Forventninger om et nyt Spøgerie, gjør det mig virkelig ondt; og det saa meget mere, som det første maaskee nu ogsaa tør tage mod en naturlig Forklaring, og ende sig med et: "Pyt! ikke Andet!" Men saa glæder det mig igjen, at jeg til Erstatning for en rigtig Spøgelsehistorie kan opvarte med en saa regulair Bortførelse, som nogensinde fandtes i Romaner: en Bortførelse ikke om Dagen, men om Natten; ikke gjennem Døren, men gjennem Vinduet; ikke tilvogns, men tilhest.

✂ Den vigtige Nat, der skulde afgjøre Fuxens og Isabellens fremtidige Skjæbne, gav Herskab og Tyende kun lidt Søvn: alle laae i spændt Forventning af de Ting, som skulde komme. Kattemjav, Ugleskriig, Hundetuden forjoge Ole Lukøje hvergang han korn listende. Staldkarlene hørte Hestene puste, snorke og sparke; det kom Ladefogden for, at Man slæbte med Sække paa Loftet; det var for Mejersken accurat som om Gyngekjernen var igang; og Huusholdersken fornam tydelig, at det rumsterede i Spisekammeret. Der kom ikke mere Søvn i det forgyldte Kammer: Herren og Junkeren laae tause og skottede imellem til den lille Sølvklokke, som hang imellem dem; men den var og blev stum. Da Taarnuhret slog Eet, begyndte Junkeren at ansee sit Væddemaal for halvt tabt; men trøstede sig med, at Tab til sin Kone er dog kun af den ene Haand i den anden. - Kort at fortælle: Natten gik bort og det - hvad Taarnkammeret angaaer - saa roligt, som om der aldrig var Spøgerie til i Verden. Med første kjendelige Dagskjær stode begge de kun halv afklædte Herrer op, og ilede med en 124 Morgenhilsen til den dristige Aandebetvingerinde. De pikkede paa Døren - intet "Entrez" - Begge maatte vel endnu ligge i den søde Søvn. Papa aabnede - Man traadte ind. - Peste! Frøkenens Seng var tom, og Overdynen kastet tilside. "Bravo!" raabte Junkeren, "hun er echapperet, og Isabellen er min." Den gamle Herre sagde ikke et Ord, men vendte sig til Pigens Seng: hun lod sig ej heller tilsyne; men da han lettede Dynen, laa hun der virkelig blussende rød og sveddampende som i den hæftigste Feber. Paa Herrens første ivrige Spørgsmaale svarede hun Intet; men stirrede kun paa dem med et forvildet, vanvittigt Aasyn. Omsider gjenfandt hun sit Mæle, og berettede i en afbrudt og usammenhængende Tale: at hun kort efter Midnat havde seet et frygteligt Spøgelse komme gjennem Væggen. Forfærdet havde hun puttet sig under Dynen, som hun heller ikke siden havde vovet at lette; af hvad der videre var passeret vidste hun Intet. Dog dette viiste sig snart; thi Vinduet var aabent, og nedenunder stod en Stige - Frøken Mette var bortført; men af hvem?

✂ Hvilket Oprør i hele Gaarden! hvilken Larmen, Skrigen og Jamren! Forbandelser uden Gjenstand, Spørgen uden Svar. "Efter dem!" var Faders og Brudgoms næste Tanke; men hvorhen? - Fruen, den besindigste af Alle, foreslog først en almindelig Hærskue (som det hedder paa Dansk), og Herren foretog den i egen Person: han opraabte ethvert levende Væsen ved Navn, og erklærede omsider, at han Ingen savnede. Hele den opstillede Besætning var i samme Vildfarelse, indtil Frue Kirsten spurgte: "hvor er Skriverdrengen?" "Skriverdrengen! Skriverdrengen!" lød det fra Mund til Mund. - Man saae sig omkring, Man saae paa hverandre, Man saae paa sig selv - nej! Skriverdrengen var der virkelig ikke. Ridefogden og et Par Andre foer nu afsted over til Skriverstuen; og Herren raabte til Staldkarlene: "sadl op og for Døren, som Torden og Lynild!" Fogden kom snart tilbage hæsblæsende og angst med den Beretning, at den Savnede virkelig maatte være borte; thi Sengen viste, at Ingen havde lagt der sidste Nat; hans Sporer og Ridepidsk vare ej heller at finde. I samme Øjeblik kom en af Staldkarlene løbende, og fortalte, at Jesabel var væk. Alle stod forstenede i indbyrdes taus Beskuelse, indtil Frue Kirsten brød Stilheden. "Vor Frøken Datter," sagde hun, "kunde ikke bortføres af en Skriverdreng; men han har indsneget sig her som Spion. Det ahner mig, at Røveren er vester fra - seer efter om I ikke kunne spore dem paa Viumvejen; og saa afsted! Det var endnu 125 muligt, at naae dem; thi Isabelle skal ikke løbe ret langt med To." Hendes Gisning var rigtig: paa den betegnede Vej saaes Sporet af en skarptravende Hest, og til ydermere Bevils fandtes ikke langt fra Gaarden en Sløjfe, og lidt længere borte en Handske, begge tilhørende Frøken Mette.

✂ Bevæbnede med Bøsser, Pistoler og Kaarder bortilede nu Herren, Junkeren, Ridefogden, Skytten og fire andre veludrustede Karle; og efter dem raabte Fruen "bringer dem døde eller levende!" Et Stykke ville vi ledsage Ansbjergmanden paa hans andet Tog. Til Vium stod Sporet tydeligt; men her skulde Man have tabt det, hvis ikke en Bonde, hos hvem Man forespurgte sig, havde berettet: at han et Par Timer før Dag havde hørt Hestetrav vester ud af Byen. Man fulgte dette Vink, og gjenfandt Sporet; det gik i samme Retning forbi Hvam Kroe. Her erfaredes, at Hundene omtrent for to Timer siden havde holdt et slemt Huus. De Flygtendes Fart havde altsaa begyndt at sagtne sig, hvilket Sporet ogsaa tydelig gav tilkjende. Forfølgerne kom til Sjørup. Her havde en Karl, som i et vist Ærinde stod udenfor Gaarden, hørt en Hest gaae forbi, og troede at skimte Tvende paa den. Men nu ophørte Sporet. Her løb adskillige Veje; alle med dybe og snevre Hjulspor - hvilken var den rette? Flygtningerne havde ingen af dem fulgt, formodentlig af Frygt for at Hesten skulde falde; men vare redne ind i Lyngen. Man gjorde Holdt for at raadslaae. Af trende Hovedveje løb een i Nordvest, een i Sydvest, og een midt imellem. Medens disse, den ene efter den anden, toges under Betragtning, faldt Talen ogsaa paa Nattens vigtige Begivenhed, og især paa den mistænkelige Skriverdreng. Een af Karlene fortalte: at det forekom ham, som om han skulde have seet denne etsteds tilforn, da han stod ved Hestfolkene; men hvor, kunde han ikke mindes. En anden havde et Par Dage iforvejen seet en Ubekjendt tale hemmelig med ham i Skoven, og forekom det ham, som om denne et Par Gange havde sagt: Hr. Cornet! Nu opgik der et pludseligt Lys for den gamle Herre. "Ha!" raabte han, "saa følge vi den midterste Vej! den gaaer til Vestervig. Jeg tør sværge paa, at Skriverdrengen er ingen Anden, end Majorens tredie Søn, der stod som Cornet ved Cuirassiererne. Jeg mindes at Frue Kirsten engang har advaret mig for ham, og sagt, at han snusede efter Frøken Mette. Og I" - raabte han til Ridefogden. "Naadigherre!" tog denne Ordet, "I saae jo selv Ridefogdens Skrivelse paa Vestervig; det er ham, som har narret os Alle; eller ogsaa 126 Brevet har været falskt; tilmed var han saa stille, ordentlig og arbejdsom, saa høflig og saa ydmyg, at det aldrig kunde falde mig ind, at han var en adelig Herre." "Herskabet ligger i Maanen" sagde den Gamle, og satte sin Hest i Trav; "den som først faaer Øje paa Deserteuren, giver jeg tre Kroner." - Troppen havde vel halvanden Miil at ride, inden den kunde naae det tilsigtede Vadsted gjennem Karup Aae. Imidlertid vil jeg, med Læserens Tilladelse, ile foran derned, og nærme mig de Flygtende, som nu netop berøre den anden Bred.

✂ Den stakkels Isabelle, udmattet af sin dobbelte Byrde, og den første Miils hæftige Løb, gik langsomt og vaklende opad Lyngbakken. Cornetten - thi det var virkelig ham - saae sig ofte tilbage med en bekymret Mine; og hentede sig hvergang et Kys hos sin søde Mette, der i Ridedragt sad bag ved ham, og holdt ham tæt omfavnet. "Seer I endnu Intet?" spurgte hun ængstelig; thi selv turde hun ikke see sig om. "Endnu ikke" svarede han; "men jeg frygter - Solen er allerede et Stykke over Jorden; de maae være paa Vejen efter os - naar kun Hoppen kunde holde det ud." "Men eders Broders Vogn?" spurgte hun efter et Ophold. "Den skulde have mødt ved Aaen i Dagningen" svarede han; "jeg kan ikke begribe, hvad der opholder den. Vi have endnu to Miil, inden vi komme ud af Heden, og dersom de imidlertid have fundet det rette Spor. -" I det han saaledes talede, havde de naaet det Øverste af Banken, og den store vestlige Hede udbredte sig nu, som et Hav, foran dem; men ingen Vogn, intet levende Væsen var at opdage. Cornetten holdt stille, for at lade Hesten puste, og gjorde en halv Vending, for des mageligere at kunne oversee den nu tilbagelagte østlige Alhede. Ogsaa den var bar og øde: Intet at see, uden enkelte Tørvestakke; Intet at høre, uden Uhrhanernes Skoggren, Aaens Susen, Isabellens Pusten og deres egne Sukke. En Stund bleve de saaledes holdende, indtil Frøkenen brød Tausheden med det Spørgsmaal: "er der ikke Noget, som rører sig langt borte?" Hun sagde dette med dæmpet Røst, som om hun frygtede for, at det skulde høres paa den anden Side af Ørken. "Det er ikke Tid at tøve længere" svarede han, "jeg frygter at det er eders Fader, som kommer hisset ude." Med disse Ord drejede han atter mod Vesten, og sporede Hesten. "Ak min Fader!" sukkede hun, og omsnoede end fastere sin Bortfører. "I Ungern" sagde han, "- det er nu i denne Tid fem Aar siden - laae vi i Natteqvarteer i en Landsbye.

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Om Morgenen bleve vi overrumplede af Tyrkerne. Da jeg steeg tilhest, var der allerede Ild i et Par Huse; vi maatte retirere, og jeg var een af de sidste. Omtrent en halv Fjerdingvej fra Byen kom en lille Ungarer, en Dreng paa ti, tolv Aar, løbende efter mig, forfulgt af en Trop Janitskarer. Han var halv nøgen. Længe kunde han ikke holde det ud. Jeg reed tilbage, og tog ham op paa Hesten; i dette Øjeblik havde den første Janitskar naaet os. Førend han faldt, gav han mig denne Erindring over Ansigtet, Men jeg reddede min lille Ungarer. Han er hos min Broder, og skulde idag være kommen os imøde. Min Dyrebareste! jeg var dengang bedre tilmode, end nu." Han saae sig atter om: "Det lader til, at de nærme sig - forcerer jeg Hoppen, vil hun styrte." De rede et Stykke videre frem - han med et beklemt, hun med et ængsteligt bankende Hjerte. "Jeg maa gaae" sagde han, og stod af, "det vil hjælpe den saa meget. See Jer ikke tilbage, kjereste Frøken!" "Ak Gud!" raabte hun, "er det dem?" "Der ere syv eller otte;" svarede han: "saavidt jeg kan skjønne, ere de ridende." "Hvor 128 langt kan de være borte?" spurgte hun atter. "Lidt over en halv Miil - tre Fjerdingvej" svarede han. Uagtet hans Formaning saae hun atter tilbage. "Jeg seer Ingen" raabte hun. "Jeg ikke heller nu" sagde han; "men de ere vel nede i en Dal - der kommer een frem igjen, og nok een - kom, kom! stakkels Belle!" raabte han og trak den efter sig; "du pleier ellers at gjøre krum Hals, og løfte dine Fødder højt nok; nu slæber du dem hen ad Jorden, og strækker dit Hoved lige ud, som en Fisk, Man med Magt maa drage op af Vandet." Efter et Ophold spurgte Frøkenen: "mon de kunne see os?" "De ride lige efter os" svarede Cornetten, "de vinde meer og meer - " "Himmel!" raabte hun, "dersom de naae os! ak! jeg frygter, at min Fader vil dræbe Eder; men jeg vil beskytte Eder med mit svage Legeme, kjereste Holger! jeg kan ikke overleve Eder!"

✂ Under deslige ængstelige afbrudte Samtaler vare de komne omtrent en lille halv Miil fra Aaen ind i Vesterheden. Forfølgerne vare nu tæt ved den østlige Aaebred; de kunde allerede tydeligt skjælnes og tælles. De Flygtendes Angst var nærved at gaae over til Fortvivlelse - intet Glimt af Redning. Cornetten pustede omkaps med Hesten; Frøkenen græd. Da rejste sig pludselig tæt foran dem en stor , bruunklædt Mand op af den høje Lyng, med en Bøsse i den ene Haand og en lavpullet Hat i den anden. De Flygtende standsede. "Hvem der? hvor er Du fra?" raabte Cornetten paa sin militairsk. "Derfra" svarede Manden, "hvor Husene staae ude, og Gæssene gaae barfod; og hvor ere I fra, og hvort* vil I? Men hold lidt har vi To ikke seet hverandre fornys? Er I ikke den Person, der bad godt for mig, da Niels Skytte vilde have smækket mig overende?" " Sorte Mads!" raabte Cornetten. "Saaledes kalde de mig" svarede Krybeskytten; "men hvordan kommer det sig, at jeg træffer Jer her, saa tidlig Morgen, med saadan en lille Jomfrue? I har vel ogsaa været ude paa Krybeskytterie? Kan jeg hjælpejer i Noget, maa I tale mig til!""I Nøden" sagde Cornetten "er den nærmeste Ven den bedste. Jeg er Majorens Søn paa Vestervig, og har hentet mig en Kjereste paa Ansbjerg. Hendes Fader med en heel Trop Ryttere er efter os. Kan Du redde os, eller skjule os, vil jeg takke Dig saalænge jeg lever, og belønne Dig saa godt jeg kan; men det maa være snart" lagde han hurtig til, idet han vendte sig om, "for der komme de paa hiin Side Aaen." Mads ** Hvorhen. 129 holdt sin Hat over Øjnene for Solen: "Saamænd!" sagde han, "der har vi ham selv og alle hans Karle. Frænde er Frænde værst, sagde Ræven, de røde Hunde vare efter ham. Vil I love, at I aldrig røbe, hvor jeg fører Eder hen, saa vil jeg see, at hitte paa Raad!" Frøkenen lovede, og Cornetten svoer. "Hør ikkuns nu Børnlille," vedblev han, "der ride de just op ad den sidste Banke paa den anden Side af Aaen; inden de vinde op igjen paa denne Side, gaaer et godt Stød* hen, og de kan ikke see, hvad vi tage os for. Imidlertid vil vi rejse dem et Gjærde, som de ikke saa let skulle hoppe over." Saaledes talende lagde han Bøssen ned, tog sit Fyrtøj frem og slog Ild. Derpaa rev han nogle Haandfulde tørt Mos sammen, satte Fyrtønden derind, pustede indtil han fik Lue, og kastede saa Mossen ned i Lyngen, hvor Ilden øjeblikkelig knistrende og buldrende greb videre om sig. Under denne Beskjæftigelse, hvis Hensigt de Flygtende ikke strax begrebe, vedblev sorte Mads at give sine Tanker Luft i følgende afbrudte Sententser: "Vinden holder med os - og Lyngen er tør - nu kan Niels Skytte snart faae sin Pibe tændt - det er anden Gang han har Gavn af min Fyrtønde - Manden vil sagtens bande og dominere for hans Uhrhøns - fordi jeg steger dem uden Dyppelse - men Nød bryder Lov - og brav Karl hytter sig selv - see saa: nu lumrer hun!" Derpaa rejste han sig op, og sagde til Cornetten: "gjør nu som I seer, jeg gjør! riv en Lyngtop op, tænd den, løb saa ti Trin hist hen imod Nord, og stik an! riv saa atter op, løb og stik an, alt Nord paa, indtil I naaer hiin Lyngknold, I seer hist et Par Bøsseskud borte! Jeg bærer mig ligesaadan ad imod Sønden; og saa løbe vi ligesaa hurtigt her tilbage. Frøkenen faaer imidlertid blive her ved Hesten - Det skal snart være bestilt. Nu begynde vi! Lyst æfor aa mørk æbaag!" ** Med denne Formular begyndte Krybeskytten at operere. Cornetten fulgte hans Anviisaing, og inden faa Minuter stod en Hedestrækning af en halv Miil i Breden i fuld Brand, og begge Antænderne samledes igjen hos den skjadvende Dame. "Nu er Davren fortjent!" raabte Mads, "vær saa god, følg med, og tag til Takke med fattig Lejlighed! - men, Kronedød! hvad gjør vi ved den?" Han gav Isabelle et Kladsk med den flade Haand: "Kan Du finde ene hjem?" "O!" svarede Frøkenen, ** Tid. *** I et gammelt Eventyr fortælles om en Prindsesse, der med disse magiske Ord kunde gjøre sig usynlig. 130 "den følger mig, hvor jeg gaaer -" "- Nej det maa den, vor Herrelil! ikke; for saa forraader den os. Døren til mit Huus er den alt for trang, og udenfor tør vi ikke lade den staae. - Du var vel god endnu til at lægge øde" sagde han til Dyret, idet han spændte Sadel og Pakke af; "men Een er sig selv nærest." Cornetten, som mærkede hans Hensigt, tog sin Kjereste ved Haanden, og drog hende nogle Skridt tilside, som om han vilde vaere hende for Ilden, der - skjøndt langsomt - dog ogsaa slikkede sig op imod Vinden. Krybeskytten tog sin Bøsse, spændte, gik til Siden af Hesten, holdt den bag Øret, og trykkede til. Frøkenen vendte sig med et Angstskriig, og saae netop den stakkels Isabelle segne ned i Lyngen, uden at give den mindste Lyd. Et Par medlidende Taarer randt ned over Pigens blege Kinder. "Øget er saa dødt som en Sild!" raabte Mads trøstende, "hun hørte ikke engang Knaldet." Og dermed tog han Bidselet af, lagde Sadel og Pakke paa den ene Skulder, Bøssen paa den anden, og satte sig i Gang. Han opmuntrede de Flygtende til at følge efter, saa saare de kunde, med den glædelige Forsikkring: at der ikke var langt til hans Slot. "Og see Jer kun ikke tilbage" lagde han til, idet han fordoblede og forlængede sine Skridt; "men tænk paa Loths Hustrue!" Ikke ret længe kunde den unge Pige, skjøndt i Ridedragt, udholde at gaae saa fast i den høje Lyng. Hun snublede tit, og hildede sig i Qvistene; hvorfor Cornetten, uden først at indhente Tilladelse, tog hende paa sine Arme; og uagtet hendes Vægring bar hende afsted. - Skjøndt en smuk Piges specifiqve Tyngde maa være æqval en Hæsligs, saa har jeg dog ladet mig sige: at den Første skal være meget lettere at bære, især for en ung og forelsket Cavalier. Man bør følgelig ikke bære mindste Tvivl om min Sandruehed, naar jeg beretter, at Cornetten uden at hvile bar sin Kjereste henved en halv Fjerdingvej. Vel tilbød sorte Mads et Par Gange, at ville bytte Byrde med ham; men da han med Hovedrysten afslog det, kunne vi nok indsee, at saadant et Skifte ikke havde villet svare Regning. At Frøkenen idelig, med den ene Arm om hans Hals, med den anden Haand løftede hans Hat, og viftede ham, aftørrede ham Sveden og kyste den glødende Pande, maatte jo ogsaa gjøre hende lettere, og ham stærkere.

✂ "Nu ere vi hjemme!" raabte omsider Føreren, idet han slængte Sadel og Bylt ved Foden af en lille lynggroet Bakke. "Hvor!" raabte Cornetten, og skilte sig ligeledes ved sin Byrde. Han saae sig omkring, uden at kunne opdage Noget, der lignede menneskelig 131 Vaaning. En Mistanke fløj hurtigt op i hans Sjæl, men forsvandt næsten i samme Øjeblik: havde Manden været en mordisk Røver, kunde han jo forlængesiden have fuldført Misgjerningen, uden at frygte for Modværge, saalænge nemlig han selv havde, i egentlig Forstand, begge Hænder fulde. "Her!" svarede hiin, idet han løftede en meget stor og bred Lyngtørv op, og lagde den tilsiden. "For nogle Dage siden boede jeg ovenpaa Jorden: der maatte jeg ikke blive; men det er en fattig Muus, der har kun eet Hul." Medens han sagde dette, lagde han fire, fem store, dog for en stærk Karl handelige, Steen tilside, og nu viste sig en Aabning, rummelig nok til at krybe ind ad. "Det seer jo ud, som om Man her havde kastet Ræve ud!" sagde Cornetten. "Saaledes skal det see ud!" svarede Mads; "men inden vi gaae ind, ville vi see os omkring - ikke for de Ansbjerg Folk; de kan endnu ikke nær være komne forbi Branden - men der kunde maaskee være Andre i Nærheden." Man spejdede til alle Sider: mod Syden, Vesten og Norden var intet levende Væsen at opdage, og hele den østlige Kant var indhyllet i Røgskyer, saa tykke, at Morgensolens Straaler ikke mægtede at gjennemtrænge dem. "Vær saa god og buk dem!" sagde Mads, idet han paa alle Fire krøb ind, "og følg kun efter mig! Døren er lav; men Stuen kan nok rumme os; eders Pakkenilliker skal jeg strax hente." Med nogen Besværlighed fulgte de Vejviseren, og befandt sig snart i den underjordiske Vaaning: en rummelig Stue, hvis Vægge vare opsatte af svære Kampesteen, og hvis Loft bestod af tæt til hinanden lagte Bjælker. Ned fra dette hang en Lampe, der med sit matte Skin kun dunkelt oplyste de herværende Gjenstande, som vare: paa den ene Side tvende Senge, en større og en mindre, paa den anden en Bænk, et Bord, et Par Stole, en Kiste og et Par Hængeskabe. [ den lille Seng laae tre nøgne Børn, som ved de Fremmedes Ankomst dukkede, som Vildællinger, ned under Dynen. Paa Kanten af den store Seng sad Lisbeth Madame Madses og bandt paa en Strømpe, hvilken hun af Forbauselse lod synke med begge Hænder i Skjødet. For Bordenden stod en lille rødhaaret Mand, klædt i Skind fra Hagen indtil Knæerne, og hvem Værten forestillede sine Gjæster, som sin gode Ven Mikkel Rævehale. "Vi kastede engang her" lagde han smilende til, "efter hans Halvbroer, og saa fandt vi dette Lukaf. Mikkel mener, det har været en Røverstue i gamle Dage; men kanskee har det ogsaa været en Kjæmpebegravelse, for her stod et Par sorte Potte med Aske og Been i." Ved det Ord Røverstue foer en Gysen over 132 den unge Dame. Kjeresten mærkede det, og sagde paa Fransk: "Frygt ikke min Dyrebare! her ere vi sikkre; men det smerter mig, at den første Vaaning, jeg indfører Dem i, skal indjage Dem Skræk og Afskye." "Jeg vil vise Dem alle mine Herligheder" vedblev Krybeskytten, idet han aabnede en Dør i Baggrunden. "Her er mit Kjøkken, hvor vi kun om Natten tør have Ild paa; her er ogsaa mit Spisekammer" lagde han til, visende paa et Salttrug og nogle Hjortekøller, som hang i Røg over Arnen; "Brød og Kjød har jeg, og en lille Taar Mjød kjøbte jeg i Viborg for det sidste Hjorteskind." Med disse Ord satte han en Dunk og et Træfad med de omtalte Spisevare paa Bordet: "Æd og drik saameget I lyster af hvad Huset formaaer! og naar I vil afsted, skal I faae en sikker Vejviser." Cornetten trykkede den ærlige Troglodyts Haand, og sagde: "I dette Øjeblik har jeg ikke Andet at byde Eder, end min hjertelige Tak -" "- Jeg tager ingen" afbrød sorte Mads; "men lov mig blot, at I aldrig vil røbe mig eller min Hule!" Med de helligste Forsikkringer blev dette lette Løvte givet: og de Forelskede nøde nu en Frokost, som Hungeren, og Glæden over deres Redning gjorde dobbelt velsmagende.

✂ Efter Værtens Forslag fattede de den Beslutning at oppebie Aftenen, inden de paany tiltraadte den afbrudte Rejse. Imidlertid tilbød Mikkel, at han vilde gaae ud paa Recognosering, saavel for at iagttage Forfølgerne, som for at indhente Underretning om den fra Vestervig forventede Vogn. Første Gang kom han ikke længere end til Hulens Aabning, og berettede derfra: at hine nu havde omredet Hedebranden, og satte i tvende Afdelinger Vester paa. Nogle Timer derefter vovede han sig et Stykke ud i Heden, og vendte tilbage med den Underretning, at de nu rede mod Nordvest, og at Heden rimeligviis nu vilde vorde sikker for dem, da de ikke kunde formode, at de Flygtende endnu befandt sig i Samme, og de vistnok ved falske Underretninger vare bragte paa Fejlspor. - Lidt over Middag gik baade han og Værten ud - den Første for at bestille en Vogn i een af de mod Vesten liggende Landsbyer. Den Sidste kom efter en halv Times Forløb tilbage, og fortalte: at han derude havde truffet en ung Klør, der forekom ham fordægtig. Paa hans Maal lod det til at være en Tydsker. Han spurgte om Vej til Hvam Kroe, og om der ikke havde færdedes nogen Rejsende derforbi den Dag. Cornetten spurgte nøjere om dette Menneskes Udseende og Klædedragt; og efter Beskrivelsen kunde han ikke længere tvivle paa, at det var hans Ungarer. De gik da 133 Begge ud, og vare saa heldige at indhente ham en Fjerdingvej omtrent fra Hulen. Vi ville ikke længe opholde os ved Ungarerens Beretning om Aarsagen til Vognens Udeblivelse, der var denne: at han og Kudsken havde forvexlet Karup Aae med den, som løber et Par Miil vestligere, ved hvilken altsaa Vognen endnu befandt sig. Ligesaa kortelig ville vi ogsaa bemærke: at han noget før Middag var bleven anholdt og udspurgt af de eftersættende Ryttere, og at han ikke alene snildelig havde redet sig ud af dette Forhør; men endog viist dem paa en Vej, som han vel formodede ikke førte dem paa Spor efter de Flygtende, om hvis Skjæbne han ellers havde svævet i den piinligste Uvished.

✂ Slutteligen finder jeg mig ej heller beføjet til større Vidtløftighed i Catastrophens Udvikling; men vil - som andre Romanskrivere - ile mod Enden: Cornetten og hans Kjereste kom lykkelig den følgende Morgen til Vestervig, bleve der Mand og Kone, og fik for det første af Ejeren, den ældste Broder, en liden Sædegaard i Thye til Beboelse. Junker Kaj fik for det første en lang Næse, og for det andet - et Aars Tid efter - en endnu rigere Frøken i Fyen. Ansbjergmanden og hans Frue sloge reent Haanden af Datteren, og vare - uagtet alle hendes og hendes Mands ydmyge og angerfulde Skrivelser - ikke til at forsone.

5. Hestehaven.

✂ Henimod den vestlige Ende af Ansbjerg Skov er en aaben Plads, en temmelig stor Grønning, heelt omgivet af gamle højærværdige Bøge. Paa Pintsefestens første Eftermiddag samles her aarlig den største Deel af de omliggende Sognes Beboere. Mange Huse staae paa denne Dag tomme; og flere bevogtes kun af Blinde eller Sengeliggende; thi Halte og Krøblinger - naar de kun ikke mangle Øjets Sands - maae dog een Gang om Aaret forlyste sig i den nys udsprungne Skov, og hjembringe en lysgrøn Bøgeqvist - som Noahs Due fordum - til den mørke Vaaning, ofte en Noahs Ark i det mindre.

✂ Hvilken Glæde! hvilken Vrimmel! Hestehaven - saa hedder dette Forsamlingssted - er da at ligne ved en uhyre Bikube: bestandig Uro, uophørlig Trængen, frem og tilbage, ud og ind, Alle kun sysselsatte med at indsuge Glædens Honning og inddrikke den oplivende Sommerluft. 134 Hvor de ile, hvor de flaggre fra Blomst til Blomst! hilse, berøres, adskilles, fortroligt, let og skyndsomt! Hvormangen Ungersvend har eller finder her sit Hjertes Dronning! hvor troligt følger den forelskede Knøs sin Viser! Selv langt udenfor denne mægtige Kube hører Man en uafladelig Surren og Brusen - det er Sværmen, som raaber ud.

✂ Jo nærmere Du kommer, jo højere lyder den muntre Larm. Det dumpe, eensformige Drøn opløser sig i Raab, Sang, Latter, Bladeskrald, Fiolers og Fløjters Klang. Det myrler ud og ind ad Skovens grønne Kanter: Almuen i sin bedste Søndagsstads, Honoratiores i pyntelig Sommerdragt, Cavalierer i Sort, Damer i Hvidt. - Er her Dans? Ja! her er Skovbal, Dands paa det elastiske Grønsværgulv. Seer Du ikke hist ved Bøgen hiin Landsbyespillemand højt over den omringende Sværm? seer Du ikke, hvor hurtig hans Bue firmer op og ned mellem blomsterprydede Hatte? Og hisset: en ordentlig Qvadrille, en virkelig Scotsk!

✂ "Er jeg i Dyrehaven? i Charlottenlund?" spørger Du; "see hvilke mange Vogne! smukke Eqvipager! Kudske i Livree, Heste med pletteret Seletøj, Telte med Restaurationer, koldt Kjøkken og Bagværk! Kaffekjedler paa Ilden! Familier lejrede i Græsset omkring den medbragte Madkurv!"

✂ Du er i Hestehaven. Dette er Pintsefestens Aftensang i Lysgaard Herred, den skjønne, evig unge Naturs Hyldingsdag, Skovens Courdag, Sommerens Triumph. Saaledes fejres den nu til Solen daler, og Skoven atter overlades til de forjagede Fugle og Dyr; men tilforn samledes her kun de to eller tre nærmeste Sognes Almue. Dog er denne uskyldige Glædesfest sikkerlig en gammel Skik, og ligealdrende med Skoven selv.

✂ Ti Aar efter den - i forrige Capitel for saavidt endte - Begivenhed var, som sædvanlig, Sommergilde i Hestehaven. En Mand, af hvis Sønnesøn jeg i min Ungdom hørte Historien, har desangaaende fortalt, som følger: "Det var første Aar jeg tjente paa Kjærsholm for Ridefoged. Jeg havde min Kjereste i Vium; hun var lidt i Familie med Præstens. Første Pintsedag satte hun mig Stævne i Hestehaven, hvor vi ogsaa mødtes saa betids, at vi To bleve de første. Vi vandrede nu en Timestid eller to omkring i Skoven, indtil Larmen og Lyden af en Fiolin forkyndte os, at Folk vare samlede. Vi gik derhen, for at see til. Vi satte os, og betragtede de Dandsende. Efter nogen Tids Forløb 135 saae jeg, at der paa Stien, som gik til Ansbjerg, nærmede sig tvende fornemme Herrer, en ung Dame og tvende Smaadrenge. Da jeg var ganske ubekjendt i Egnen, spurgte jeg min Kjereste, hvem det var? "Tys!" svarede hun, "det er Herskabet. Den store, føre Mand, det er den gamle Herre, som for fem Aar siden blev Enkemand. Den unge, med Arret over Kinden, er hans Svigersøn, Fruentimmeret hans Datter, og de to smaae Junkere deres Børn. For ti Aar siden stjal den unge Herre hende ud om Natten. Saalænge den gamle Frue levede, var der intet Forliig at tænke paa; men da hun var død, lod den gamle Herre sig dog bevæge, og tog dem til sig. Naar han falder af, arve de baade Gaard og Gods." De bleve nogen Tid staaende og fornøjede sig med at see paa Bønderne; og derefter gav de dem Noget at drikke op. Paa en Vindfælde, ikke langt fra min Kjereste og mig, sad tvende gammelagtige Mænd med et Ølkruus imellem sig, og røgte paa deres Piber. Herskabet gik hen til dem, hvorpaa de rejste sig, og toge Piberne af Munden. "Bliv siddende!" hørte jeg den unge Herre sige; "nu kommer I bedre tilrette, end dengang Du slog Ild til Nielses Pibe, ved Karup Aae." "Ja, naadige Herre!" svarede den Ældste af de Tiltalte, med et Smiil: "der er aldrig saa lidet et Dyr, der jo fægter for sit Liv - ilde gik det og vel var det." Herskabet loe. "See til" sagde den gamle Herre, idet de gik bort, "at Du ikke kommer ind imellem Takkerne af den Hjort, Du der rider paa!" Da loe de atter ret hjerteligt, og jeg kunde af og til høre Ansbjergmandens Skoggren, der klang huult som en Rørdrummes, langt inde i Skoven. Hvad skulde det betyde? sagde jeg til min Kjereste, og hvem ere disse to gamle Mænd? Den Ene - svarede hun - ham i den grønne Frak, med den graa Hat, det er Skytten. Den Anden i de brune Klæder, er Mads Skovfoged, der boer her tæt ved, og som den unge Herre har ført med sig. Den Snak om Hjorten skal jeg udtyde Dig. Medens hun gjorde dette, og tillige fortalte mig den hele Historie om de Unges hemmelige Forlovelsesmaal, faldt mine Øjne paa et Par Folk, der ganske alene fik sig en Svingom, medens alle de Andre stode og gabede paa dem. Hvem er det, spurgte jeg? de see mig lidt aparte ud, især den unge Karl i de lange gule Skindbuxer, i denne blaa Trøje med de mange Knapper og med den sære Hue paa Hovedet. - Det er ingen Ungkarl, svarede hun; men en gift Mand, og det er hans Kone, son han dandser med. - Det er en snurrig Dands! - raabte jeg - han tramper saa stærkt i Jorden, og spanker omkring hende saa prynsk 136 som nogen Pommerkok; det er ingen rigtig polsk Dands. - Det skal ogsaa være ungersk, - svarede hun - for han er derudefra Tyrkiet, og fulgt med den unge Herre herind fra Krigen. Han er Skriver, og han er Gartner, og han er Potte og Pande paa Gaarden, Hans Kone har tjent Fruen i mange Aar for Kammerpige, og Man vil sige, at det var hende, som hjalp hende bort, dengang hun rømte fra Forældrene."

✂ Og saa er da Historien reent ude. Flere Menneskealdre ligge mellem den og os. Der er ringet og sunget over adskillige Slægter, siden de omskrevne Personer gik til Hvile. Baade den gamle og den unge Herre ere forlængst glemte der i Egnen, og sorte Mads veed nu Ingen mere af at sige. Gaarden har ofte skiftet Ejermænd; Godset er frasolgt og adsplittet. Kun om Røverstuen har et mørkt og forvirret Sagn holdt sig vedlige. I den store Hede, en Halvmiilsvej Vesten for Karup Aae, ligge nogle Lynghøje, som endnu bære og stedse ville bære hiint skumle Navn; men Ingen tænker paa, at der engang har været et Fristed for øm og trofast Kjerlighed.

Besøget.

✂ Aldrig saasnart var jeg kommen tilbage fra min Kjøbenhavnsrejse i Foraaret (see Nordlysets Junihefte 1828!), hvor jeg havde fornyet mit Ungdomsvenskab med den lykkelige Justitsraad S......, før jeg besluttede at opsøge en anden gammel Ven, der levede i stille Forborgenhed højt oppe i Jylland. Jeg havde været Vidne til huuslig Lyksalighed i Hovedstaden; jeg ilede nu at opsøge den i en landlig Afkrog. Jeg havde ikke seet den nu velærværdige Pastor Ruricolus i nogle og tive Aar; men han, Justitsraad S...... og jeg havde fordum udgjort et skjønt Kløverblad. Alle tre vare vi fidele Brødre, lystige Fættere, der nød vort Ungdomsliv paa enhver anstændig og tilladelig Maade; men Ruricolus var den fineste af os, saavel i Paaklædning som i Væsen. Jeg kan just ikke sige, at han var nogen egentlig Modejunker (langt mindre Spradebasse); men han var dog stedse klædt paa nyeste Façon, og som min salig Moder sagde om ham: han seer altid ud som et pillet Æg. Han var virkelig en uopnaaelig Mester i at binde sit Halsklæde og Knæbaandene paa sine sorte Silkebuxer, og dog herskede den fuldkomneste Symmetrie i alle hans Klædningsstykker. Naar vi en Sommersøndag spadserede ud i Frederiksberg Hauge, drog han de 216 fleste Dameblikke til sig, uagtet S...... ogsaa var en smuk Karl, og jeg halvsjette Tomme længere end nogen af dem.

✂ Men for at være oprigtig maae jeg tilstaae: det var ikke ene Længsel efter en Ungdomsven, der drog mig; i den Egn, hvor han nu levede, havde jeg for 19 Aar siden oplevet min tyvende Kjerlighedshistorie; det var der, hvor jeg saae Maren den anden,* den dejlige, den englelige Maren Lammestrup, Perlen blandt de viniliske Piger. Det var der, hvor jeg tyvende Gang bortskjænkede mit ømme Hjerte, hvor jeg fik det tyvende Gang heelt og holdent tilbage. Tillad mig, skjønne Læserinde! at fortælle mit uskyldige Eventyr! -

✂ Ruricolus og jeg gjorde en Sommerudflugt fra Stadens Volde, for at sprede nogle Lysglimt over Vendelboernes Peninsel. (Vor Søerejse indtil Aalborg fortjener en særskilt Beskrivelse, der med Musernes Hjelp ej heller skal udeblive, naar jeg først ved Gjennemlæsningen af vore store Mønstere i dette Fag har perfectioneret mig lidt i Rejsestilen.) Vi to Kjøbenhavnere - jeg en indfødt, han en naturaliseret - gjorde Opsigt ved Vildmosen: vore bredskyggede Hatte, sorte Veste og lange Buxer tildrog sig fortjent Beundring. Kun Proprietæren Hr. Mads Lammestrup paa Tyreholm - en raae, udannet og plat Personage - tillod sig at scoptisere over vor Dragt. Det var førstegang man i Vensyssel saa lange gule Nankins Buxer med ditto Gamacher hvis Flipper naaede lige ud til Tæerne: den Tølper sammenlignede os med pojfodede Handuer. Hans Datter Maren, den søde Due, udfandt en skjønnere Lighed, nemlig i vor forlibte Ømhed, og kjælne Kurren; ja jeg tilskrev - og det vist ikke uden god Grund - disse samme gule Gamacher en stor Deel af den Lykke, vi to Cavalierer gjorde hos hende og de øvrige Vinilerinder.

✂ Mit Hjerte er af Svamp - nej! den Lignelse halter; thi vel fænger det hastigt, men forbrænder ikke; Svampen brænder kun eengang, mit Hjerte saa tidt det skal være. - Mit Hjerte er af Krud - dog det passer heller ikke; det tændes vel i et Øjeblik, men ganske blidt og stille, uden Røg og uden Knald. - Nu da: saa maae mit Hjerte være af Asbest - hm! det duer ligesaalidet, for Asbesten brænder jo slet ikke. Velan! saa vil jeg uden Lignelse og uden nogensomhelst Figur sige: at ** Maae endelig ikke forvexles med Maren den 1ste, Stadsmusikantens Datter. See Nordlyset for 1827, Febr. Heftet, Side 233. 217 jeg ved første Øjekast blev dødelig forelsket i Maren Lammestrup, den venne Maar og søde Rosensblomme.

✂ Der var Slætgilde (Høehøstgilde) paa Tyreholm, den samme Dag. paa hvilken vi arriverede til Præstegaarden i Kringelborg, hvor min Ruricoli Fader boede. Hans Velærværdighed tog meget kjerligt imod os: "Velkommen Hans Mikkel!" raabte han til sin Søn, "hvad er det for en Svend, Du har med Dig?" Hans Mikkel sagde det. - Den gode Pastor rystede min Haand og sagde: "Velkommen skal De være, min Hr. Kjøbenhavner! hvad maae jeg først opvarte med? en Snaps? - Hej! Barbara! Brød og Brændeviin! - I kommer ret tilpas Børn! for der skal være Lystighed paa Tyreholm iaften - hæ! Hr. Kjøbenhavner! hvad kan vi bruge Dem til? kan De spille Polskpas?" -"Jo." -"Det var prægtigt! Kan De skyde en Hare?" - "Det troer jeg ikke." "Fy for en Ufærd! det var slemt - kan De ryge Tobak?" - "Ikke heller, Hr. Pastor!" - "Fy for al Landsens Ulykke! det var ilde; men De maae lære det - kan De drikke en Tærte?" - "Jeg kan spise en Tærte." - "Haahaa! De forstaaer ikke engang denne Terminus technicus - kan De da taale en Thevandsknægt?" "Hm! - naar han ikke bliver alt for grov - jeg vil see paa ham" (endnu vidste jeg ikke hvad han meente). Den gode Mand loe, saa Sveden stod i Perler paa hans runde rødbrune Ansigt. "Jo jo! bie kun!" blev han leende ved, "naar han kommer til Tyreholm, vil Jomfrue Maren nok gjøre ham bekjendt 218 med de jydske Theknægte; hun forstaaer at brygge!" I det samme kom en stor Jagthund ind. Han vendte sig hurtig fra mig til den, satte begge Næverne i Siden og raabte: "Al Landsens Parykker! hvor kommer du fra? Er du alene, Spion! eller er din Hosbond med? Har I været nede i Gaasemosen? hvad?" Medens han endnu examinerede Hunden, kom dens Ejermand - en Proprietær af Egnen - ind, og frembød sig selv, som Præstens Ledsager til Gildet. Begge de gode Herrer kom strax i en dyb Discours om Jagten; og mindes jeg, at Begge opholdt sig længe ved den Grundsætning: at Roeandrikkens Snildhed kommer Rævens temmelig nær, hvilken Paastand de oplyste med mangfoldige indlysende Exempler. Imidlertid rullede Vognen frem, og alle fem - Spion iberegnet - droge vi nu afsted til Tyreholm.

En Landsbyeskjønhed.

✂ Det var Synd at sige, at det gik stivt til paa benævnte gamle Herregaard; af den gamle adelige Prunk og Strunkhed var intet Andet tilbage, end de blotte Mure; og den nuværende Ejer havde ej engang en Kammertjeners Air og Anstand. Ikke fordi det brøstede ham paa Hovmod og Forfængelighed; ingenlunde! men det var ikke hiin ædle Stolthed, der grunder sig paa Pergament, Stammetræer, Baand og Stjerner. Hr. Lammestrup var ene og alene pengestolt: han havde en Maalestok af Sølv, efter hvilken han uden Persons Anseelse classificerede Alle og Enhver; en borgerlig Stodder stod i hans Rangforordning i Nummer med en adelig. En god Mand var efter hans og Egnens Sprogbrug synonym med en riig Mand; en fattig Mand var det selvsamme som en Kjeltring. Jeg seer endnu livagtig hans store tykke Corpus, hvorledes han stod og mødte for os i Døren med Hænderne i Kjoleskjøderne. Hans fede glindsende Ansigt griinte selvtilfreds og polidsk ad os; men han rørte sig ikke af Stedet, før vi Alle vare komne af Vognen: da udrakte han langsomt sin brede Næve, gav først Kammerraad Svirum (Spions Jagtcammerat) den hele Haand, og dernæst Hr. Ruricolus to Fingre - vi andre To fik et Nik til Deling. "Har I seet mine Stude?" vare de første Ord, jeg hørte af hans Mund; og da dertil blev svaret Nej, vedblev han med et endnu 219 lysere Smiil: "Saa skal I Dæulen tej mæ* see Kram! det er ingen Træskokarle - kom kun! de staae tæt herudenfor Gaarden." Som han det sagde stak han atter Hænderne i Lommerne og vraltede afsted; Kammerraaden og Præsten fulgte efter i ærefrygtsfuld Forventning; men den unge Ruricolus og jeg bleve tvivlraadige staaende. Hr. Lammestrup vendte sig, da han var kommen midt hen i Borggaarden, halvt om imod os, og raabte: "De unge Fyrer forstaae dem vel ikke paa Saadannoget; de kan gaae ind til Kvindfolkene saalænge."

✂ Det gjorde vi. - Ilde var det, at een af disse skulde saa ganske tiltrække sig hele min Opmærksomhed, at jeg over hende glemte alle de Andre; men denne Ene var ogsaa et Non plus ultra af landlig Skjønhed: Jeg saae ved første Øjekast, at hun var den Fuldkomneste i sit Slags. En saadan Skjønhedsfylde, blussende, bovnende, og dog i de skjønneste Former, troede jeg aldrig før at have skuet. Man tænke sig for Alting ikke en trind, buttet, smittende Malkepige! ingen Miss Flamborough! ingen Betty Bouncer, der uden Kniberie lader sig udparcellere i to Frøkener! Nej! Jomfrue Lammestrup var sandeligen et Mønster paa det yndigste Jevnmaal hvad Legeme og Liniamenter angik. Og i Henseende til Sjælen - troe mig, kjere Læser! jeg taler aldeles ikke ironisk: denne jydske Maren besad virkelig en ganske ualmindelig Dannelse, hvilket jeg efter et Par korte Samtaler let opdagede. Hun havde læst og følt sin Lafontaine, og jeg behøvede blot at nævne "Lotte" og "Mariane" for at fremkalde Taarer i hendes himmelklare Øjne. Hertil kom: at hun dansede som en Alfe, sang som en Engel og spillede smagfuldt og færdigt paa sit Pianoforte - vist nok det eneste Instrument af denne Art, som da fandtes i det ganske Vensyssel. I hvilket Drivhuus, denne faure Markblomst var bleven saaledes forædlet, skal jeg ikke kunne sige; men vist er det, at Hr. og Madam Lammestrup ingen Skyld havde deri.

✂ Jeg har allerede sagt - og det vil nok Ingen nu finde forunderligt - at jeg strax gav denne fortræffelige Pige mit Hjerte. Jeg vil lægge til: at jeg ikke just plejer at give mit Æble bort, uden at have en Pære i ** Dersom det skulde støde Nogen, at høre en sønderjydsk Eed af denne Nørrejydes Mund, da maae jeg anføre til vores Begges Retfærdiggjørelse: at Hr. Lammestrup, der havde dannet sig efter sønderjydske - eller som de hellere ville hedde holsteenske Prangere, efter dem havde optaget mange smukke og passende Eeder og Talemaader. 220 Kikkerten, og at jeg altsaa ligeledes ved denne Lejlighed turde gjøre Regning paa et Mageskifte; thi foruden den Velvillie, der ved det allerførste Blik paa min Person lyste ud af hendes skjønne Øjne, viste sig hos hende efterhaanden flere umiskjendelige Tegn paa en fremspirende Lidenskab, af hvilke jeg blot vil anføre følgende tre, som meest iøjnefaldende. For det Første mærkede jeg: at naar jeg stod i min Yndlingsstilling (krumme Knæer, det venstre et godt Stykke foran det højre, den højre Haand paa Hoften, den venstre Næve i Siden med frembøjet Albue, Skuldrene ligeledes fremad og lidt ivejret, Hovedet ludende, Øjnene vidt opspilede, og Munden trukken op mod Næsen, hvilket giver et stolt Udseende - de Franskes dédaigneux - og Noget som lignede en med Bajonetten stormløbende Soldat) - at naar jeg saaledes stod, da hvidskede hun hemmeligt til En eller Anden af de unge Piger, skottede hen til mig og smilte. - For det Andet: da vi kom ud i Høevangen, og for at fortjene vor Andeel i Gildet skulde formere en Stak, og ved denne Lejlighed overdængede Hverandre med Høe, blev jeg næsten aldeles forskaanet; det gik derimod ud over min Ven Hans Mikkel. Min søde Maren smed ham den første Haandfuld i Hovedet, og alle de andre Smaapiger fulgte hendes Exempel. Han satte sig til Modværge, og jeg tog mig broderlig af ham - forgjæves! de vilde Mandinder stormede ind paa ham alene - han snublede, og i et Nu var han begravet under et Bjerg af Høe, og Slaget tabt paa vor Side. Jeg ynkedes virkelig over ham, da jeg saae den Overvundne staae der børstende og pillende Straae og Mos af sine pene Klæder, og de syv Amazoner leende omkring ham; men Ingen loe højere, end min skjelmske Maren. - Det tredie aabenbareste Kjendemærke paa Gluttens Kjerlighed iagttog jeg siden hen under Dansen. De såkaldte "Jukketrin" vare dengang i Mode, og jeg havde virkelig erhværvet mig en Slags Færdighed i Samme. Denne Danses ejendommelige Ynde bestod i lange Hop og kraftige Kast med Benet, samt i at bøje Hovedet sideværts ud over Skulderen og saaledes stangende at bane sig Vej som igjennem en tætstaaende Menneskevrimmel. Heri kjendte jeg ingen Ligemand: jeg gjorde Spring paa to til tre Alen, og Meddanserne vogtede sig vel for at komme mig for nær. Men det forstaaer sig: en saadan Bevægelse var temmelig voldsom, og bidrog meget til at fremme Transpirationen. Det undgik ikke den velsignede Pige, hvor echaufferet jeg var, da jeg takkede af med hende i første Dans. Da jeg derfor bad hende om den 221 anden - som skulde være en Vaks - undskyldte hun sig, dog i de høfligste og forbindtligste Udtryk - hvorfor? ene og alene af en fiin Skaansomhed imod mig; thi mod Hans Mikkel var hun ikke saa medlidende; af ham lod hun sig strax engagere. Med lønlig Glæde saae jeg hvorlunde den lille Taske holdt ud med ham til allersidste Par, blot og bare for at udmatte ham, og - om muligt - paa een Dag besejre ham paa tvende forskellige Maader (see Høeslaget). Men det er vel unødvendigt at anføre flere Beviser; Enhver indseer allerede, hvorledes det stod sig med Maren Lammestrups lille uskyldige Hjerte. Jeg ansaae det med Rette som min Ejendom; men jeg udsatte med Villie den gjensidige Tilstaaelses søde Time; det er saa rart at have Noget ivente.

Slætgildet.

✂ Jeg har allerede sagt: at jeg gjør svære Spring i Dansen; det kan Ingen have Noget imod; men at springe i Historien - det turde maaskee ikke behage den sindige Læser. Desaarsag vil jeg nu - efter skyldig Afbigt for det lange Jukketrin, mit Hjerte tog med min Pen - vende tilbage, og med Orden og Adstadighed beskrive den landlige Fest paa Tyreholm.

✂ Og er da Theknægtene den første Gjenstand for vor Opmærksomhed. (Da denne meget yndede Drik nu ikke længere er nogen Hemmelighed, opholder jeg mig ikke heller ved dens Beskrivelse.) Altsaa: her sad foran den dampende Maskine Festens Dronning Maren Lammestrup, og bryggede og uddeelte saalænge til Værten, til Kammerraaden, til Præsten og fem sex andre Herrer, til disse selv bleve dampende Maskiner, der igjen havde ligesaamange Tobaksmaskiner i Gang. Jeg kunde ikke undslaae mig for at sidde hos; men saasnart jeg havde faaet min Tærte tillivs, skyndte jeg mig at komme ud i det Frie; thi det begyndte at qvalme for mig: Punschen, Røgen af den gemeneste Jomfruetobak, i Forening med Samtalen - der var ganske dyrisk; thi den drejede sig alene om Stude, Heste, Hunde, Roeandrikker og andre vilde Dyr - virkede Alt saa uimodstaaeligt paa mig, at jeg maatte søge Enrum, og sætte Panden mod Tyreholms gamle ærværdige Muur.

✂ Da jeg vel vidste: at ligesaa hæderfuldt det er at kunne drikke 222 Meget, ligesaa foragteligt er det, ej at kunne taale det; saa stræbte jeg ved min Gjenkomst i Dampmaskineriet at antage en rask Holdning; men det lykkedes kun maadelig; thi min Vært, der maae have fundet min pludselige Bortgang noget mistænkelig, fæstede sine store mælkeblaae Øjne stivt paa mig, tog Piben af Munden - hvor nødig den end vilde - og sagde med et bredt Smiil: "Æ tykkes mi gue Uen* sier saa bleg ud; æ er ræd, te Maren haar kommen for mange Humle paa Urten." Dette Indfald vakte en almindelig Latter, først hos Opfinderen, og dernæst hos det hele Theknægteskab; jeg holdt Miner og stemte i med, hvorhos jeg efter Latterchorets Finale forsikkrede: at min Upasselighed var mere en Følge af Rejsen, end af Punschens Styrke. Flere Gjæsters Ankomst forkortede denne for alle de Andre meget moersomme Scene.

✂ Efterat ogsaa disse havde faaet deres Andeel af den viniliske Nectar, brød hele Selskabet op til Engen. Og her var det da at den Bataille forefaldt, som jeg allerede med Anticipation har beskrevet. ** Dette Hr. Lammestrups "gode Ven" erindrer mig om et ligelydende "gode Ven," jeg nyligen har seet anbragt i lignende Sammenhæng, og vel heller ikke i meget forskjellig Betydning. Hr. H. v. Buchwald har nemlig i No. 1 af hans "Bilag til Erindringerne" følgende: - "Det andet Exempel paa slet Oversættelse falder nærmest mellem mig og min gode Ven Hr. S. S. Blicher" - "naar saadanne Fejl ikke mulcteres, saa etc." (maae nemlig Recensenterne ikke revse andre Oversættere.) Men Fejlene ere disse: 1) S. S. B. har oversat Invalid ved Krøbling, og 2) det dobbelttydige hôte ved Vært, hvor det borde hedde Gjæst. Min gode Ven S. S. B. har sagt mig: at han allerede herfor har faaet, og uvægerlig modtaget en lille mundtlig, men høflig Correx (det var i en Oversættelse af Hr. v. Buchwalds eget Arbeide "dernières pensées" at hine Fejl vare indløbne). Saa hædrende som S. S. B. sikkerligen vilde ansee Hr. v. Buchwalds Venskab - det grunder sig ellers kun paa to Breve og to Timers Samtale - saalidet forlanger han vel, at dette skal antage Caracteer af Hovmesterskab. For saadanne to Fejl - hvoraf den ene egentlig ingen Fejl er, og den anden kun en halv - først at høre et privatissimum, og derovenpaa publice at udmønstres af Oversætternes Legion, eller rettere udpeges som No. 2 blandt slette Oversættere: det er i det mindste ikke venskabeligt. Det tykkes mig forresten sært, at Hr. v. B. nu vil slaae ind paa Recensentvejen (i Almindelighed deres Tilflugt, der ej kunne komme frem paa nogen anden); men endnu særere, at just hans gode Venner først maae holde for. 223 Jeg springer derfor lige til Dansen. - Musiken til denne var tarvelig - een Violin; vor Solospiller, mindes jeg, udmærkede sig mere ved et kraftigt Buestrøg, end ved Ynde i Foredraget, og erstattede Mangelen af andre Instrumenter ved et Slags dobbelte Toner, hvis Lige jeg aldrig havde hørt af nogen anden Mester. Derforuden havde han visse ejendommelige Manerer, som under den første Nyhed berøvede Maren - Terpsichore - min halve Opmærksomhed: han slog bestandig Takten baade med Hovedet og med Foden og accompagnerede sit Instrument med et Slags Næsetoner, der lignede meget den dæmpede Snøvlen af en Sørgetrompet. Alligevel dansede Man ret lystigt til denne Musik lige indtil Morgenstunden, da nogle af Selskabet foreslog til en Afvexling at gjøre Julelege, ved hvilke der, som sædvanligt, vankede dygtigt Slikkerie: vi skriftede, gik den polske Kirkegang, stode paa den brede Steen, malte Sennop, hængte og faldt i Brønden indtil Vognene holdt for Døren, og jeg med et Hjerte saa blødt som smeltet Vox tog Afsked fra Tyreholm og dets fortryllende Fee, den dejlige Maren Lammestrup.

✂ Dersom Nogen ønsker at vide, hvormed hendes Hr. Fader, Kammerraaden, Præsten og de andre gamle Herrer fordreve Natten, da kan jeg derom aleneste berette: at jeg fra tvende Spilleborde i Balsalens Hjørner idelig hørte de for Uindviede mystiske Udtryk: "Klør, Ruder, Spar, Hjerter, Pas, Beet. Jeg bliver i dem, tag hjem, Kløer Bonde, jeg har ham" og flere; og alt imellem forkyndte et Slag i Bordet, en Eed, en brølende Latter eller ogsaa en dyb Pause een eller anden vigtig Begivenhed; to eller tre Gange raabte Pastor Ruricolus overlydt "fy for al Landsens Parykker!" hvoraf jeg sluttede mig til, at hans Velærværdighed hver Gang maae have sat en stor og uforskyldt Beet.

✂ Ved Afskeden indbød Kammerraaden samtlige Cavalierer til en Andejagt i Svirumgaards Søe.

✂ Jeg kan ikke med Rolighed slutte dette Capitel, før jeg har gjort Læseren meddeelagtig i en Betragtning, der ved selvsamme Lejlighed næsten altid har fremstillet sig. Den er rigtignok hverken smuk eller lys; men den er naturlig og svarende til Sjælens Stemning Dagen efter en gjennemvaaget, om just ikke gjennemsviret Nat. Hvilken Forandring - har jeg tænkt - bevirker dog et Tidsrum af nogle faa Timer! Vi blive aldrig opmærksommere paa Tidens Hurtighed, med samt dens hurtige Virkninger paa os selv, der ellers synes os langsomme, 224 gradvise, afmaalte og neppe kjendelige, end netop Morgenen efter et Bal: Hvor er nu hiin livlige Munterhed, hiin barnlige Glæde, hiin søde Forventning, hvormed Man mødtes, hiin formelle Anstand, hvormed Man hilsede hverandre og traadte sammen til den første Dans? Hvor pene, hvor pyntelige vare Damer og Herrer! Ikke et Baand, ikke en Blomst, ikke en Naal sad paa urette Sted; ikke et Støvgran enten paa de hvide eller de sorte Kjoler; ikke en Folde, ikke en Rynke uden dem, der skulde være; hvert Krøs, hver Strimmel havde sit tilbørlige Fald; intet Halsklæde, som jo sluttede snehvidt og net til Hagen; ingen Hanekam, som jo havde sin tilbørlige Rejsning; ingen Haarlok, som jo glat og glindsende bølgede paa sit rette Sted - en Snare for hvert et uvarsomt Mandshjerte. - Med tindrende Øjne, med mildt rødmende Kinder stod den nydelige Pigerække, ventende med Utaalmodighed efter det første Signal. Opmærksomme, hartad højtidelige iagttoge Chapeauerne Fordanserens blinde Figureren - alle Hænder behandskes - han træder tilbage - seer til Orchesteret - bukker for sin Dame - klapper, og - nu toner Musikken, og Dansen begynder. - Men see nu dette selvsamme Selskab ved Ballets Ende! Det er Dag; Solen kaster sit Skjær paa de beduggede Ruder; Lysene i Salen brænde mat og søvnigt, som mange af de Dansendes kort forhen saa lysttindrende Øjne. Hvor er nu hiin Nethed, hiin Pyntelighed, hiin Anstand fra iaftes? Herrernes Klæder ere bestøvede, Haaret forpjudsket, Krøset krøllet; Halsklædet falder vidt ud fra Hagen, Sløjfen sidder skjævt. Og Damerne! de før saa festligt smykkede, saa elegante Damer! Kjolens Hvidhed er borte, saavelsom Kindernes Rødme. De herlige Haarlokker have tabt deres Elasticitet, og hænge sjudskede ned over den Barm, som iaftes lignede Marmor og Alabast, men idag en Væg, der ikke for nylig er kalket. Her har en Garnering, hist en Halsstrimmel faaet en Rivt; der mangler en Sløjfe, her en Naal. Og nu de søde Ansigter! ak! Øjnenes Glands er forsvundet, ligesaa Smilet fra Læberne, og den fine Rødme fra Kinderne; blege, matte, dorske (om jeg ellers maatte bruge et saadant Udtryk) synes de nu at have nydt indtil Mæthed Ungdommens flygtige Glæder, og paa een Nat at være blevne erfarne, satte hartad trevne Koner. Men min søde Maren da? var hun ikke undergaaet samme hjertekjølende Forvandling? ja vel, ja vel! Forandring var hun jo, som Menneske, underkastet; men ingen hjertekjølende: den netop synlige Mathed og smule Uorden gav hende kun et mere smægtende 225 Anstrøg; og jeg behøver blot at sige: at det var ved denne Lejlighed, og paa denne selvsamme Formiddag, at jeg i stormende Begejstring forfattede et af mine heldigste Digte: "Til Maren, Morgenen efter Brylluppet."

Andejagten.

✂ Længe stod det paa, inden jeg kunde blive enig med mig selv om Stilen, hvori dette vigtige og indholdsrige Capitel skulde skrives. Den heroiske var Æmnet værdig; men den falder mig - reentud sagt - noget besværlig; den blot historiske syntes mig vel tør. Tilmed saae jeg mig forgjæves om efter Forgjængere paa denne sumpige Vej. Rigtignok har een af vore Digtere engang spiist Andesteeg - det er endnu uafgjort, om det har været tamme eller vilde Ænder; jeg antager det sidste - til sin Frokost, samt gaaet med Vandstøvler; men det er Altsammen endnu ingen Andejagt. Kort: alle mine Hjælpekilder bestod i mundtlige Traditioner, samt min egen korte Erfaring; disse faaer jeg da afbenytte saa godt jeg kan.

✂ Middagssolen skinnede allerede paa Svirumgaards Søe, da vi Jægere, alle velbestøvlede og velbevæbnede, forsamledes, og ved en middagsmæssig Frokost (déjeûner dinatoire) stræbte at hærde og styrke os mod Vandets Indflydelse. Maaltidet oplivedes ved hjemmelavet dansk Whisky, og krydredes ved interessante Fortællinger om forrige Bedrivter; under hvilke den ene Jæger søgte at overgaae den anden i dristige Fictioner. Her var jeg, som uerfaren, reent tilovers. Ja, desværre høstede jeg ikke den fuldkomne Nytte af slig læreriig Samtale, da mange Udtryk og Vendinger vare mig dunkle og mystiske, om hvis Betydning jeg siden efter ganske hemmelig - for ej at røbe min Uvidenhed - lod mig undervise af min Ven, den unge Ruricolus.

✂ Nu gik Toget for sig; vor Vært, Kammerraad Svirum, var Anfører, og satte af (hvilket er det samme som at sætte paa Post). - I Søen var næmlig gjennem Siv og Rør fra Landet og lige ud til det aabne Vand udhuggede Gange eller Glimer, for her at kunne see og skyde Ænderne, naar de forfulgtes af Hundene. For Enden af en saadan Gang, og det netop den allersidste, fik jeg mit Stade. Før Chefen her forlod mig, gav ham mig adskillige blide og faderlige Formaninger. "Som 226 jeg hører, min unge Ven!" hvidskede han "forstaaer De nok at omgaaes et Gevær; men med Jagten er De endnu lidt uvant. Andejagten, min Kjere! er en farlig Jagt - pas paa, hvor De skyder! ikke undtagen herud i Glimen; og vogt os, som ere i Baaden, naar vi komme lige ud for dem; og, for Himlens Skyld! skyd ingen af Hundene!" Jeg gjorde med fuld Stemme de helligste Løvter. "Hys! hys!" sagde han sagte, men lidt vrippen og slog med Haanden - "ikke tale højt paa deres Post!" Dermed ilede han bort, for at bestige det Knubskib, som laae ved den anden Ende af Søen. Der blev en Taushed af et stivt Qvarteer.

✂ Vejret var skjønt: Solen skinnede varmt, og Luften var klar og stille, Søen saa glat som et Spejl. Kun af og til sprang en Fisk, og satte den blanke Flade i kortvarig Bevægelse, hvorved Billedet af Svirumgaards Huse og Træerne i dens Have forplumredes for mit fornøjede Blik, og jeg selv vaktes af mine søde Sværmerier; saaledes - tænkte jeg da - forstyrres ogsaa vore skjønneste Forhaabninger; saaledes forsvinde vore prægtige Luftslotte; saaledes omskiftes den første stille rene Kjerlighed med Lidenskabens Uro. - Men det duer ikke at være sentimentalsk paa Andejagt: jeg stræbte at forjage slige her saa upassende Tanker, og henvende hele min Opmærksomhed paa Dagens Gjerning og de Pligter, jeg nu havde at opfylde - ikke fordi jeg troede dem saa saare vanskelige; thi endnu havde jeg hverken seet eller hørt en eneste And, og var nær ved at ansee den hele Jagt for en blot Manoeuvre, et Spilfægterie. Jeg tog mærkeligen fejl.

✂ Jeg stod just meget incommoderet af Myg og Fluer, hvilke næsvise Gjæster jeg neppe torde fordriste mig til med Haanden at bortjage, saavel formedelst de erholdte Formaninger, som fordi min Sidemand, den gamle Hr. Ruricolus, ved enhver mine Armbevægelser rystede misbilligende med Hovedet og udhvislede et langt, men dæmpet "Hys" gjennem Tænderne - jeg stod saaledes, siger jeg, næsten givet til Priis for mine Fjender, mod hvem jeg nu hartad ikke anderledes kunde forsvare mig end ved at puste og sætte alle mine Ansigtsmuskler i Bevægelse: da - da et Plump i Vandet og et Skrig, det rædsomste jeg i mit Liv har hørt, lød fra hiin Ende af Søen, og gjenlød i Bakkerne og mod Svirumgaards Bygninger og Hauge. Jeg ahnede en Ulykke, og raabte forfærdet: "Hr. Ruricolus! Kammerraaden er sikkerlig styrtet i Søen," hvorpaa Hans Velærværdighed svarede med en Latter, den han dog, som en Forbrydelse mod 227 Jagtlovene - men længe forgjæves - stræbte at qvæle; til den omsider hendøde i nogle Knist. Ved et Ryst med Hovedet og et Vink med Haanden paabød han mig Taushed og betog mig tillige min utidige Frygt. Da Vejret var saa stille, maae de andre Skyttere ogsaa have hørt mit barnagtige Udraab, men og med mere Selvbeherskelse gottet sig derover. - Det var min første Flause; men det skulde ikke blive den sidste.

✂ Nu da: Skriget eller rettere Vrælet, jeg hørte, kom rigtignok fra 228 Hr. Kammerraad Svirums Hals; men det var et blot Jagtsignal, et Slags Basunstød, som tilkjendegav: at Jagten nu tog sin Begyndelse. Det Plump i Vandet, jeg havde hørt, kom fra Hundene, der, otte i Tallet, alle paa eengang havde styrtet sig i Søen. - Strax efter begyndte de at halse, (ved Aftensbordet kom jeg engang for Skade at sige: de gjøde; men Hr. Ruricolus sagde alvorlig og belærende: "Jagthunde, min gode Ven! gjøe ikke, de halse;" jeg lovede, aldrig mere at gjøre mig skyldig i en saadan Forseelse). Hundene halsede altsaa, snart een, snart flere tillige. Ænderne begyndte at skræppe; nogle lettede over Rørene og faldt igjen, andre satte i Vejret og omfløj Søen i store Kredse. - Jagten drog fremad: Hundene kom nærmere og nærmere; deres Anfører i Baaden ligesaa. Det varede ikke længe, før det første Skud gik af. Knaldet gjentoges fra Gaarden, og rullede derpaa, som en Torden, ned over Søen, indtil det hendøde mellem de fjerne Lyngbanker - det var min Sidemand, som havde brændt løs. Snart skjød ogsaa den næste Jæger, og efterhaanden de andre, og en levende Ild vedligeholdtes nu over en heel Time. Imidlertid var Baaden og Hundene passeret mig forbi, og jeg undrede mig højligen over, at intet Skud var bleven mig til Deel, da dog de fleste Ænder maatte over min Glime - denne Gaade fik jeg dog siden opløst.

✂ Alligevel morede jeg mig, skjøndt blot en ledig Tilskuer, over dette ny og usædvanlige Skuespil: Hunde og Jægere, besjælede af lige Lyst og Iver, vare i uafladelig Virksomhed; de Første sprang og pladskede, pustede og halsede omkring i Sivet og Rørene; de Sidste skjød og ladede, sigtede og tog fra Øjet; men Ingen overgik paa denne Dag vor raske Vært: han var i rastløs Activitet, han foer fra et Sted til det andet, hvor hans Nærværelse var meest nødvendig, skjød, raabte til Hundene - thi han alene havde Ordet - og af hans hyppig og ivrigt gjentagne "Apport! hahah! det var ret min Dreng!" sluttede jeg mig ganske rigtig til en betydelig Fangst.

✂ Endelig ansaae han Revieret nu for temmelig vel renset, og raabte af. Han gjorde Landgang, og alle vi Jægere forsamledes om vor tappre Admiral, enhver med sit Bytte - kun jeg kom tomhændet. Da han havde møstret og tildeelt os Alle - især Spion, der havde bedækket sig med Hæder - velfortjent Berømmelse, vendte han sig til mig og sagde: "men De har jo slet ikke havt Ild i Bøssen?" "Jeg har Intet havt at skyde efter" svarede jeg. Han rystede paa Hovedet. "Jeg forsikkrer Dem" gjentog jeg, "at jeg ikke har seet Andet, end nogle Fiske, som 229 have svømmet forbi mig, i Vandskorpen; men ikke en eneste And." Da opstod der en Latter, Hig den i Olympen, da den halte Hephæstos paatog sig en Tjeners Skikkelse og gik for Borde; og da Man havde leet sig mæt, forsikkrede de mig Alle, at det var lutter Roeandrikker, jeg i min Enfoldighed havde antaget for Fiske. - Vi fik os hver et Glas Whisky, og saaledes endtes første Act; Skuepladsen forlagdes nu til en anden Bugt af Søen.

✂ Her vare de udhuggede Glimer saa lange, at de ikke fra Landet af kunde beskydes. Vor Anfører, som forudsaae alle Ting, havde derfor truffet den kloge - for mig desværre saa uheldige - Foranstaltning: at der midt imellem Landet og det aabne Vand vare nedrammede tvende Pæle, og derovenpaa et bredt Bræt befæstet; herfra var nu Skytten istand til at bestryge det hele Terrain. Vi bleve een efter den anden af Kammerraaden selv udført i Baaden, og afsatte hver paa sit respective Stillads. Da jeg have besteget mit og min Fører forlod mig, sagde han med et skjelmsk Smiil: "Pas nu paa, naar Fiskene komme svømmende forbi Dem, og vogt Dem vel, at De ikke dratter ned!" Den første Glose stak jeg i Lommen; men til den sidste Advarsel svarede jeg med suffisant Mine: "Vær kun ikke bange, Hr. Kammerraad! jeg er ikke hovedsvimmel." Daarlige Selvtillid! hvor snart skulde du straffes - da Hundene begyndte at allarmere, saae jeg ogsaa her nogle af hine Skabninger, som jeg vilde have til Fiskeslægten, men som de Andre regnede til Fuglene. Min Mening var urokkelig, til een af disse Amphibier sejlede mig saa tæt forbi, eller egentlig under mig, at jeg nu maatte give Sandheden Æren, og erkjende, at det virkelig var en And, der med blot det halve Hoved over Vandskorpen og det Øvrige underneden saaledes listede sig afsted for Hundene. Nu vilde jeg da skyde; men inden jeg blev færdig, ja ved den første Bevægelse, jeg gjorde med Geværet, dukkede Anden reent under og forsvandt. Dog det varede ikke længe, før en anden gled ud fra Rørene: jeg spændte da, tog Sigte, trykkede til, og - styrtede baglænds ud i Søen. Der var ikke dybere, end at jeg snart rejste mig op med Hovedet og Skuldrene over Vandet. I samme Øjeblik hørte jeg en velbekjendt Stemme raabe: "Al Landsens Parykker! Hvem var det, der faldt i Vandet?" En Anden svarede: "det var den lange Kjøbenhavner," og en Tredie: "stag derhen med Skibet! og fisk ham op!" Dette skede, og drivende vaad, slukøret og skamfuld sejlede jeg først til Land, og traskede derpaa uden Ophold hjem til Gaarden. 230 Kammerraaden, der landsatte mig, beklagede - men med indeklemt Latter - mit Uheld, og bød mig henvende mig til hans Kone, som nok vilde skaffe mig tørre Klæder. Min Ven, Hans Mikkel ledsagede mig, og de Øvrige fortsatte efter denne korte Afbrydelse Jagten, der nu for mig havde tabt al sin Tillokkelse.

Endnu en Afkføling.

✂ Ved min Vens Hjælp blev jeg snart omklædt; men ak! hvilken Travestering! Af Kammerraadens Garderobe erholdt jeg en fuldstændig Dragt: en grøn Ryes Frakke eller Jakke, der var baade for viid og for kort, hang som et folderig Gevand om min slanke Krop, og stumpede langt ovenfor Haandledene; en guul Plydses Vest og dito Boxer, der, ved hvert Trin jeg tog, krøb op over Knæerne; blaae uldne Strømper og et Par Støvler, der slubbrede om mine Smalbeen. Jeg kjendte mig ikke mere selv - ak! min Maren ikke heller; nec mirum; thi hvilken afskyelig Modsætning til en moderne sort Kjole, broderet Silkevest, gule Nankins Pantalons og dito Gamascher! Nej, jeg tager ikke Fejl, naar jeg tilskriver denne formaledidede Paaklædning min efterfølgende Ulykke - den totale Forandring i den dejlige Jomfrue Lammestrups forhen saa gunstige Stemning.

✂ Havde jeg endda vidst, at hun, min Sjæls Tilbedte, var paa Gaarden - i Sandhed! jeg var forblevet i mit eensomme Værelse, til mine Klæder vare tørrede; men Skjæbnen, den ubøjelige Skjæbne, der nu i et halvt Seculum har gjort mig til Gjenstand for sine Capricer, havde besluttet anderledes. Med en Spøg paa Læberne over mit eget comiske Udseende, traadte jeg ind i Dagligstuen, hvor jeg alene ventede at forefinde Husets Værtinde; men - Værelset var fuldt af Damer, og mit Indfald var overflødigt; thi Latteren kom af sig selv. Dog deri skulde jeg ikke alene fundet mig, men ogsaa taget hjertelig Deel, hvis ikke hun - hun, for hvem jeg helst viste mig i ædlere Costume, havde været tilstede. Hun traadte først frem, gjorde et dybt Knix, titulerede mig "Hr. Kammerraad!" og spurgte efter mit Befindende ovenpaa den hede Nat og det kolde Bad. Læseren maae for alting ikke troe, at det var hendes Hensigt at raillere mig; ingenlunde; det var snarere en Maske, hun tog, for at skjule sine virkelige Følelser; thi endog gjennem den overgivneste Latter hørte jeg - maaskee ogsaa jeg alene - Hjertets umiskjendelige Stemme.

✂ Da jeg et Qvarteerstid havde tjent til Maal for alle skjelmske Pigers Vittigheds Pile, fik jeg pludselig en Idee, som min onde Genius ufejlbarligen maae have indskudt mig: jeg foreslog nemlig det qvindelige Selskab at profitere af det smukke Vejr, og tillige at være Tilskuere ved Jagten, der endnu - som vi hørte paa de jævnlige Skud - var i fuld Gang. Mit uheldige Forslag blev antaget: vi gik - jeg gik - min Undergang imøde. Nærmere ved Søen og Jagtrevieret og midt ude i Engen var en Høj, som jeg valgte til Standpunkt. For at naae denne maatte vi passere en lille Bæk; over Samme Iaae et Gangtræe, men uden Rækværk. Jeg (min Ven Hans Mikkel var allerede vendt tilbage, for at varetage sine Pligter i Søen) passerede derover, som Ingenting; men da Damerne skulde afsted, paakom dem alle en Frygt, og Ingen vilde være den første; een lille nysselig Fod efter den anden blev strakt ud paa Træet, og ligesaa hastig trukket tilbage; Man skreg, Man loe, men kom ikke en Fodsbred videre. Da var det at en Dæmon atter hviskede til mig: "bær dem over! saa faaer du med det samme den Elskede i dine Arme!" Mit uskyldige Hjerte hoppede af Glæde, jeg gjorde mit Tilbud - det blev antaget. - Alligevel, da jeg kom over til dem, og udstrakte mine længselsfulde Arme, vilde atter Ingen være den Første, som betroede sig til dem; den Ene vilde hellere end gjerne overlade den Anden Æren. Tilsidst nærmede sig den raske Jomfrue Lammestrup, og sagde med et huldsaligt Smiil: "jeg vil prøve det; men tab mig ikke i Vandet: og husk paa, at De eengang idag har været i Bad." Fuld af daarlig Selvtillid forsikkrede jeg hende, at hun Intet havde at befrygte, løftede hende op og satte hende paa min Arm. Mig randt da i Hu Hakon Jarls Ord: "Hvad tykkes Dig om Sædet?" etc.; men jeg sagde Intet, for jeg føelte alt for meget: hendes Arm laae som en Fjer, eller som et varmt Strygejern, eller som en Electriseermaskine paa min Nakke - jeg var salig; ej aleneste over Vand, men gjennem Vand - tænkte jeg arme Daare - vilde jeg saaledes gaae min ganske Levetid - jo rigtig! Begyndelsen blev gjort, og derved skulde det ogsaa blive. Ha! tifold formaledided være den Skræder, som syede Kammerraad Svirums Boxer! thi det var dem, der strammede over mine Knæer, og gjorde min Gang usikker - Læser! lee ikke! din Latter er ubarmhjertig, syndig - men Du - ømme Læserinde! græd! Peer Spillemand faldt i Bækken med sin skjønne Byrde!!! - Pause! -

✂ Gid denne Bæk havde været Lethe! aldrig skulde da enten Du, min følsomme Læserinde! eller jeg have grædt over min sorte Ulykke - ja 232 sort! thi i Bækken var meer Mudder, end Vand; den var grumset, som selve Styx - ha! endnu engang: hvorfor var det ikke Lethe?

✂ Spørg mig ikke, medlidende Læser! hvorledes vi kom op igjen, hvad jeg sagde, hvad hun sagde, hvor højt hun skreg, hvor højt de Andre skreeg, hvorlunde vi kom hjem, og deslige - jeg veed Intet af det Altsammen. Jeg hørte Intet, saae Intet; jeg var i en Slags drømmende Tilstand, og vaagnede først rigtig op ved det Udraab: "Kammerraad Svirum! da har deres gule Plydses Boxer ogsaa faaet al Landsens Ulykker." Ved disse Ord stak jeg mekanisk Hovedet frem, og ud af Sengen, hvori jeg laae. Der stod hele Jagtpersonalet! "Fanden med Boxerne!" raabte Hr. Lammestrup, "det er værre med Maren; hvordan tænker I, hun har seet ud?" "Lever hun?" spurgte jeg ængstelig, "er hun uden Fare? og vil hun tilgive mig Ulyksalige?" "Bagefter" svarte han "har vi godt ved at grine. Hun og de andre Tøser sidde nu dernede og skvaldre og gjøre sig lystige over visse Folk, der falde over deres egne Been." Dette sidste sagde han med et malisjøsk Griin; men jeg vendte mig, Hig en Døende, om til Væggen, og sukkede med Digteren:

✂ Imellem os er alle Baand opløste;
Med evigt Brændemærke staaer jeg nu,
Og aldrig kan jeg denne Plet aftvætte -
Een Ting jeg kun vil raade Eder til,
Og hver, som sin Forstand, sit Liv har kjær:
Lad ingen Dødelig formaste sig
Til Fod at sætte paa det Helveds Gangtræe!
Lad det jo før jo heller kaste af!
Det er - forpestet! -

✂ "Al Landsens Parykker!" hvidskede Hans Velærværdighed, "han snakker over sig; han gjør Vers - bliv Du hos ham Hans Mikkel! og lad vi Andre gaae ned og faae os en lille Knægt! - " Ud listede sig alle Jægerne, og overlode mig til min grændseløse Jammer.

✂ Tredie Dagen derefter gyngede min Ven og jeg paa Kattegattets Bølger.

Tyve Aar derefter.

✂ Ved Enden af denne min Fortælling vil jeg nu henvise til Begyndelsen, hvor jeg sagde: at jeg efter min Kjøbenhavns Rejse gjorde en Udflugt til Vensyssel; her leveres Resultatet af Samme.

✂ Paa min gule Norbagge skred jeg fra Sundbye henad mod Skuepladsen for hine min Ungdoms mærkelige Eventyr. Mine Been vare endnu ikke blevne kortere, og derfor kunde jeg i de dybe Hjulspor med Støvlenæserne mageligt skumme Duggen af Græsset og stundom understøtte Hestens vaklende Gang. Halvt ridende, halvt spadserende naaede jeg saaledes ved Middagstider det gamle Tyreholm, den dejlige Maren Lammestrups Fødegaard. - Jeg reed over den Eng, paa hvilken fordum hiin mærkværdige Bataille forefaldt. Høestakkene stode der endnu, som dengang, men de skjønne Amazoner vare borte: "Die hübschen Mädchen die bleiben fern - o Traum der Jugend, o goldener Stern!" Jeg spurgte en Karl, som gik og arbejdede: om Hr. Lammestrup endnu boede paa Gaarden? "Nej" svarede han "han er død for mange Aar siden; her boer nu Peer Madsen. "Jeg vilde ogsaa have spurgt efter min gamle Maren; men skjøndt - om jeg husker ret - een og tyve andre Pigebilleder siden hiin gyldne Tid havde fordunklet hendes, gad jeg dog nødig høre, at ogsaa hun maaskee kunde være død og borte. Jeg reed videre, og kastede i Forbifarten et alvorligt Blik til det Huus, som hendes Nærværelse engang forskjønnede.

✂ Jeg nærmede mig Svirumgaard. Den sivkrandste Søe laae foran mig. Mit øje ledte om Bækken, den forpestede Bæk, der opslugte en af mine skjønneste Forhaabninger. See! min Forbandelse var opfyldt: Gangtræet var ikke at finde, sikkerlig forlængst overgivet til Ilden - en alt for lemfældig Straf - ; hele Engen var forvandlet til Agerland, og Bækken selv bleven til en vandløs Grøvt. "Boer ikke Kammerraad Svirum her?" spurgte jeg en mødende Fodgænger. "Han er død for mange Aar siden" lød Svaret. Saa jubler nu, I Ænder! - tænkte jeg - og sejler med opløftede Hoveder omkring i den fredelige Søe! Ingen Spion vil mere opspore eders lønlige Reder, ej heller mit svære Corpus plumre eders klare Element! - Jeg reed videre fort.

✂ Af Statscalenderen vidste jeg, at min Ungdomsven Hans Mikkel var Præst efter sin Fader; thi fra ham selv havde jeg siden han forlod Hovedstaden hverken hørt eller seet en Tøddel. - "Aus den Augen, 234 aus dem Hertzen!" - Om den gamle Ruricolus var forflyttet til et andet Kald, eller om han havde resigneret, eller ogsaa maaskee var død, derom var jeg aldeles uvidende.

✂ Naar Man i et femtedel Seculum ikke har seet en fordums Ven, naar saa mange Aar - rige paa Begivenheder, frugtbare paa Erfaringer, sørgelige saavelsom glædelige - ere henrundne siden hiint Ungdoms muntre Samliv, da banker Hjertet med en sælsom glad Urolighed Gjensynets Time imøde. Men Man finder saare sjælden hvad Man venter, fordi Man ikke forud belaver sig paa Tidens mægtige Indvirkninger. Man vil have Vennen, som han var, og glemmer, at Intet bliver, som det er. Jeg tænkte mig endnu stedse min kjere Ruricolus, den smukke, moderne, pyntelige Student, Damernes Yndling, sine Cammeraters vakkre, velvillige og altid hjælpsomme Ven, livsglad, men maadeholden og anstændig i alle Nydelser, en dygtig Theolog og dertil en Kjender og Ynder af den skjønne Litteratur; under dette sidste Hensyn havde vi især engang været hinanden uundværlige. Thi higede jeg nu efter at springe af Hesten og kaste mig i hans Arme med det Udraab: "es waren schöne Zeiten, Carlos!" u.s.w. - Men - det kom ganske anderledes.

✂ Det første menneskelige Væsen, jeg ved min Indridelse i Præstegaarden fik Øje paa, var en tyk og rødmusset Mand i en luvslidt graae Frakke, med Træskoe paa Fødderne, og en gammel lavpullet Hat paa Hovedet. Personen - jeg havde antaget ham for Præstens Kudsk eller Avlskarl, dersom ikke et uhyre Merskums Pibehoved i hans Haand havde givet mig Ideen om en Forpagter - Personen stod midt paa Møddingen omringet af Høns, Ænder, Gjæs og Kalkuner, dem han med udstrakt Pegefinger syntes at overtælle. "Er Præsten hjemme?" spurgte jeg, og lettede lidt paa min Hat. "Syv og fiirs, otte og fiirs, ni og fiirs, halvfems; det er mig" lød Svaret. Jeg opspilede begge mine Øjne, og - gjenkjendte nu først min Ungdoms Ven. "Men Hr. Pastor!" sagde jeg, "kjender Du mig virkelig ikke?" - Han gik ned af Møddingen og hen imod mig; men langsom og forsigtig, for ikke at træde paa de smaae velsignede Ællinger. "Hm!" brummede han, med et roligt Smiil, "det kommer mig rigtig nok for -" "Saa Du har ganske glemt Din gamle Pietro?" raabte jeg. "Eja! er det Dig?" svarte han og rækkede mig Haanden. "Naa det maae jeg bekjende! kom nærmere, min kjere gode Ven! Morten! tag den Fremmedes Hest! - Er den vant til at staae inde, eller vil Du have den paa Græs? Du bliver dog hos os 235 i Nat?" "Jeg har isinde at blive inde" svarte jeg, "og min Hest vil nok helst staae ude." "Det er en kjøn lille Kat" sagde han og gik rundt om Hesten, idet jeg stod af; men en Smule fransk paa Forbenene - aa! Morten! den blakkede Kjesten er stærk ousen, glem ikke at trække hende til Tyrs! - Naa velkommen skal Du være! - Læg et Tøjr paa denne Pillik, Morten! og sæt ham ud i Svinetoften! og glem ikke at ringe den store Soe! den gaaer og roder i Kartøflerne. Hører Du! - Gaae nu indenfor, (det gjorde jeg) og lad Hvile falde paa Dig! Hvad vil Du først have? en Thevandsknægt? Hvordan har Du saa levet siden Sidst? Du er bleven gammel - Maren! giv os Thevand!" Disse sidste Ord raabte han ud af Kjøkkendøren.

✂ Denne Modtagelse jog enhversomhelst poetisk Eruption tilbage i min noget afkjølede Barm, og Omfavnelsen udeblev. Imidlertid stak een Rolling efter den anden Hovedet ind ad Kjøkkendøren, for at see den fremmede Mand, og til samme Tid saae jeg et Par Ansigter paa Vinduesruderne, der forsvandt saa hastig jeg kastede mine Øjne derhen. "Er det Dine Børn alle?" spurgte jeg: "hvormange har Du vel?" "Een for hver Finger" svarede han mørk og treven: "jeg veed ikke hvad jeg skal gjøre med dem. Man har ondt ved at holde Klæderne paa Kroppen af dem; at holde Nogen frem til Studeringer, det er plat umuligt. Hvad skal der blive af dem?" Nu kom hans Kone med Theen; jeg hilste. "Kjender Du ham?" spurgte Ruricolus hende: "det er den Samme, som engang dyppede Dig i Bækken ved Svirumgaard." - Ja i Sandhed! det var hende; men ak! ogsaa hun hvor forandret, baade af Ansigt, Skabning og Væsen! - "Ej see!" sagde hun med et tvungent Smiil og arrangerede Thebordet: "det glæder mig at see Dem igjen - det er længe siden vi havde den Ære - maae jeg gie' Fløde eller Rum?"

✂ Dog, hvorfor skulde jeg længere trætte Læseren ved Beskrivelsen af et Optrin, der paa mit varme Blod havde en ganske cremortartarisk Virkning? - Saaledes kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgjøre Skjønhed, Vid og Munterhed, og hvad den maaskee kunde levne, det skal sikkerlig nok gaae under i Næringssorg, Tidens trofaste Medarbejder.

✂ I graat Humeur forlod jeg tidlig den følgende Dag min stakkels rustificerede Ven, drøvtyggende paa det lidet opbyggelige, forslidte Æmne: tempora mutantur et nos mutamur in illis - Tiden foranderlig er og forandrer os Alle tillige.

✂ P. Sp.

Anledning og Indledning.

✂ "Mennesket har Abenatur," det er en stor Sandhed; men den er vist nok grumme gammel. Jeg siger derimod: Aben har Menneskenatur, hvilket betyder det Samme; men klinger bedre; thi hiint er en Grovhed mod Menneskene - dette en Compliment til Aberne. Hvorom Alting er, saa anseer jeg denne Efterabelsesdrivt for Moder og Amme til al menneskelig Cultur - baade aandelig og legemlig. Og er den endelig ogsaa prima causa til efterfølgende Opsats. Thi da jeg i mit 25de Aar forlod Gefions Øe, for at besøge Jyders Land, saae jeg, ved min Indtrædelse i Skibet, paa Kahytbordet Skipperens Journal, hvis korte, sammentrængte, sententieuse Stiil jeg strax erklærede for en heldig Efterligning af Thucydides og Tacitus. "Smukt Vejr - laber Kuling - en Sejler til Luvart - Storm - Vinden ret Vesten - Fokken overbord - Kokken overbord -" o.s.v. vare Sætninger, der syntes mig ligesaa indholdsrige, som mystiske; ja, at kunne tjene til Overskrivter til ligesaamange Capitler af et Menneskes Levnetsbeskrivelse. Thi følte jeg Abenaturen røre sig kraftigen i mig, laante derfor nogle Ark Papiir af Skipperen, sammenhæftede dem i samme Format som hans Journal, og optegnede hver Aften vor lille svømmende Verdens Begivenheder, kryddrede med mine egne Tanker. I een Henseende - hvad Stilen nemlig angaaer - har jeg afveget betydeligt fra Skipper Børresen, idet jeg hellere - hvad Udførligheden angaaer - valgte Livius til mit Mønster; thi, som Barbeer, har jeg ikke godt ved at fatte mig kort, og som Væver, vil jeg gjerne føje mine Bemærkningers Islet til Historiens Trendegarn.

✂ Her følger Journalen:

✂ Til Ankers paa Jagten "Karen Margrethe" ved Trekroner.

✂ Solen gaaer ned; dens Straaler - nej, den Begyndelse er alt for højtravende. Hvad kan jeg fortælle om dens Straaler, som ikke er 252 sagt, sjunget, klynket, raabt, skreget, hvidsket, læspet tusinde Gange tilforn? Dens Straaler skinne ind ad Kahytvinduet - det er det Hele. Jeg stod paa Dækket. Der var Ingen ombord, uden en Matros, som sad paa Rejlingen, sang en Vise og slog Takten med sine Skohæle; en Dreng, som bankede Tørfisk, og Styrmanden, der trampede op og ned med Hænderne i Trøjelommerne, grinte mod Solen, naar den skjar ham i Øjnene, og kikkede engang imellem op efter Flaget. - En Tværdriver, ret en but Patron! Jeg vilde indlede en Samtale med ham; men han ynder ikke ordentlige sammenhængende Dialoger; hans Maneer er kort, afbrudt, laconisk - ganske i Skibsjournalens Smag. "En dejlig, velsignet Aften," begyndte jeg. Han troede nok, at jeg talte til Solen; thi han svarte Intet; men trak Skraaen frem med Tungen, og spyttede den langt ud i Søen. "Jeg tænker, vi faae smukt Vejr imorgen" sagde jeg. "Det veed der Ingen" brummede han. "Mon vi kan naae Aalborg til næste Aften?" spurgte jeg. "Det skal jeg sige ham imorgen ved denne Tid" svarte han. Det kan jeg selv, tænkte jeg. "Er Vinden god?" spurgte jeg atter. "Det kan han see paa Fløjet!" svarte han. Jeg blev stødt, og gav mig til at fløjte. Han saae paa mig, som om han vilde slugt mig; jeg blev ved. "Der er Ingen," snærrede han: "der fløjter ombord; det er ingen Nytte til." - Jeg taug, stoppede min Pibe, slog Ild, og begyndte at ryge. Jeg spyttede paa Dækket - det var ham heller ikke tilpas. "Er Søen ikke stor nok at spytte i?" knurrede han halvt for sig selv. Nu observerede jeg først, at han altid spyttede udenfor Skibet; for at føje ham gjorde jeg det Samme; Da Piben var ude, observerede jeg, at der var en Knap løs i min Kjole; jeg tog Naal og Traad frem og begyndte at sy e den fast. "Der er Ingen, der syer ombord;" brummede han igjen: "det duer inte." Nu gad jeg ikke længere hørt paa den Bjørn: jeg puttede derfor mit Syetøj i Lommen, og gik ned i Kahyten. Da jeg er temmelig høj og uvant med denne Passage, stødte jeg Panden mod Dørhammeren, og kjørte i Kane ned ad Trapperne. - Grobianen loe. Han har forspildt mig denne søde Aften, og ganske sat mig ud af min sværmeriske Stemning. - Jeg vil slutte for dennesinde, og søge mit Natteleje i Rummet - der har jeg udseet mig en Postvogn til Seng.

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Under Sejl i Kattegattet.

✂ Det var bælmørkt, da jeg vaagnede. Jeg kunde ikke strax besinde mig paa, hvor jeg var; endnu halv i Søvne hørte jeg en Trampen over mit Hoved, en Skvalpen ved Siden af mig og en Knærken bag ved. Jeg troede, at jeg laae endnu i min gode Seng i Regnegaden; at den første Lyd forskrev sig fra Studenten, der logerede ovenpaa, og saaledes altid plejede at marschere, naar han læste over paa sine Collegier, at den anden kom fra Stuepigen, som stænkede Vand paa Gulvet, og den tredie deraf, at hun lod Dørene staae aabne. "Luk Døren, Stine!" raabte jeg, "ellers løber Moppe paa Gaden." Jeg hørte en sagte Fnisen, og en Stemme, som sagde: "der er Een der snakker i Søvne." - "Tys!" hvidskede en Anden, "lad sove, hvem sove vil!" Nu blev det atter stille. Jeg blev heel vaagen, og begyndte at orientere mig. Der maatte være adskillige Passagerer dernede, komne ombord i Aftes, for jeg hørte fire eller fem forskjellige Variationer paa Snorken. Lidt efter sagde En: "Sej Du!" en Anden svarte: "Holloj!" - "Jeg vilde ønske," sagde den Første, "at jeg laae i min egen Koje, eller sad hjemme i min salig Bedstemoers Lænestoel; her lugter som den 254 slemme Syge af Spegesild og Flæsk og røget Kjød. Enten har Skipperen sit Spisekammer i Nærheden, eller ogsaa har jeg faaet Prangerens Madpose til Hovedpude." - "Mit Øre," sagde den Anden, "ligger klos til en Gammelost; jeg kan høre Springerne voltigere derinde." - "De æ min Madkorre!" hvæsede en tykmælet Jyde - formodentlig Prangeren. - "Velbekomme Dem, min Mand!" svarte den Første, "naar De faaer afspiist!" - "Jeg gad ogsaa vide" blev han sagtere ved til sin Sidemand, "hvad det er for Brixebidere, der har lagt Beslag paa Kahytten?" - "Tys!" svarede denne paa Fransk, i hvilket Sprog de fra nu af fortsatte Samtalen: "det er to jydske Frøkener, der har været herover med deres søde Fa'er - det sagde Skipperen, da jeg forlangte hans Koje - nu skal de hjem igjen for at see, om de kalkunske Høns har faaet Kyllinger; de har en forbandet nysselig Kammerpige med dem."

✂ "En ny Tidsalder" hørtes nu bag ved min Ryg, af en affecteret Theaterstemme, een af hine mange Rossingianere, som i denne Periode norskede i Thalias Capeller og stundom i selve Kirkerne, "en ny Tidsalder afslører sig nu, et Vink om vor aandige Tilværelses højere Betydning leder os til en dybere Erkjendelse." - "Ja visselig" svarte en Anden "en stor Hemmelighed afslører sig, Receptivitet for de evige Grundtoner er mægtigen vakt, vort indre Livs Historie træder klarligen frem -" Her afbrødes denne betydningsfulde Dialog; thi een af de Fransktalende sagde til sin Cammerat: "Hør! hør! her har vi vistnok to Philosopher fra Eilersens Collegium." - "Vi ere komne ind i Noahs Ark, Du! eller i et Menagerie; her er baade Bjørne og Pappegøjer" svarte den Anden; "gid Dagen snart maatte afsløre disse dybe Hemmeligheder." - "Jeg længes efter Frokosten," sagde den Første, "en god Snaps gammel Rom vilde gie mit indre Liv en højere Betydning." - "Har I Rom!" hvæsede Prangeren, som blandt de franske Ord opsnappede dette ham velbekjendte, "skal A lave os en Knægt, saasnart det bliver Dag." - "Deres Højærværdighed taler i Allegorier," svartes paa Dansk, "maatte det ikke behage Dem at lade Sandheden fremtræde i sin simple Nøgenhed, i sin skjønne ukunstlede Ynde!" - "Hua? hvem træder nøgen frem her? - Hr. Kammerraad! sover Han? De sige, her gaaer nøgne Mennesker herinde - " " - Piil apport!" tordnede en ny vældig Røst, som om den kom ud af et Oxehoved; og herpaa fulgte et almindeligt Latterchor. "Alle gode Aander!" sukkede Een med affecteret Angest "det er den vilde 255 Jæger!" - "Sante Hubert!" klynkede en Anden, "ora pro nobis!" -"Det torde være et Spørgsmaal," sagde den Tredie, "om Drømme kunne ansees for Yttringer af en potentseret Naturkraft, en Tilstand af klarere Selvbevidsthed - " " - Drømme er Drømme" sagde han med Madkurven, "de komme fra en fuld Mave; naar I vil drømme, skal I sætte et godt Skud Meelgrød tillivs før I gaaer i Seng -" "- Meget rigtigt" afbrød een af Søemændene, "Drømme ere ikke Andet, end Meelgrød i anden Potents; men det er et Spørgsmaal, om ikke Boghvedegrød ogsaa er istand til at hensætte Sjælen i en Tilstand af klarere Selvbevidsthed?" - "Var Du i Kirken i Søndags?" hvidskede den ene af Philosopherne bag ved mig. "Nej," svarede den Anden. "Vi fik en sød Præken," sagde hiin, "den handlede om Oldingens lyse Drømme. Begyndelsen greb mig strax med sælsom Kraft -" - Her declamerede han i halvnorsk Mundart: "Seer hiin ædle ungdommelige Olding! sneehvide Haar bedække hans skaldede Isse; med langsomme Fjed skynder han sig til Graven; naar han seer tilbage paa sit henrundne Liv, skuer han en lysende Fremtid imøde; den golde Ørk pranger med tusinde Blomster; det visne Træ bugner under gyldne Frugter!" - "Ja!" sagde den anden Philosoph, "det er en Mand for følende Hjerter; han forstaaer at gribe Sjælens Grundaccorder, og med rund Haand at strøe Blomster over Hverdagslivets øde Vej." - "Jeg griber et fireskillings Rundebrød!" raabte een af Søemændene, "hvo vil med rund Haand brede Smør paa?" - "Tøv lidt! tøv lidt!" svarte Prangeren, "stop jer Pibe af jer egen Daase! men det er det Samme: gier I Brændeviin, gier jeg Brød - " "Skipperen spørger, om Passagererne vil have Kaffe?" raabte en huul Røst ned gjennem den aabnede Luge.

✂ Nu blev det ret levende i Rummet. Een efter den Anden krøb op paa Dækket. Jeg var den Første, og tog de Øvrige i Øjesyn, ligesom de fremsteeg til Lyset; de vare Sex foruden mig: de tvende Philosopher; de Herrer, som talte Fransk indbyrdes, hvem jeg nu erkjendte for Søeofficierer; Prangeren med sin Madkurv, og endelig hans Ven Kammerraaden, som havde jaget i Søvne.

✂ Det var en stille og klar, men kjølig Morgenstund. Solen stod luerød op over Kullen. Ingen Vind krusede Havets blanke Flade. Sejlene hang slappe, og slyngede hid og did, ligesom Skibet vuggedes af den dybe Undersøe. "Det er et godt Vejr idag" sagde Prangeren til Styrmanden, der stod skrævende paa Fokbommen, og skottede foragtelig 256 til den hen ad Dækket ravende Landkrabbe. "Kalder Han det godt?" svarte den butte Gast; "det er godt, kanskee, for hans smaae Lam og hans Gæslinger; men jeg kalder det en ringe Lejlighed. Skuden gaaer mere tilbage, end hun gaaer frem." - "Vi faae snart Vind fra Land" sagde den ene af Søeofficiererne, hvem jeg til Forskjel paa den anden og brede - herefter vil kalde den Lange. "Det tænker jeg ogsaa Hr. Lieutnant!" svarte Styrmanden, og lettede høflig paa Hatten. Da Officieren nu spurgte ham om Noget i en sagtere Tone, vendte jeg mig, og saa hans lavstammede Cammerat staaende med Ryggen til Jollen og dampende paa sin Cigar, ganske ligegyldig for den majestætiske Morgensol. Jeg troede at borde gjøre ham opmærksom paa Højsamme, pegede derfor mod Østen med den just ikke saa aldeles nye Bemærkning: "at Den stod dejlig op." - "Hvilken mener De?" spurgte han, skottende derhen; dog uden at dreje Ansigtet. Nu blev jeg først vaer, at et dejligt Pigeansigt tittede op af Kahytdøren. "Solen ufortalt," svarede jeg hurtigt og sagte, "mener jeg nu den, som er os nærmest." Hun maae dog have hørt vor korte Dialog; thi hun rødmede pludseligt og forsvandt. "Hvem er den lille Tingest?" spurgte Officieren Skipperen, der nu kom til. "Det er Majorens Pige" svarte han. Og herpaa erfarede vi endvidere: at hans Frøken Datter, samt en anden Dame, befandt sig nede i Kahytten. Skipperen gik nu forud, for at lade Kaffeen frembringe, som strax efter modtoges af den smukke Kammerpige i Kahytsdøren.

✂ I det samme begyndte det at røre sig i Jollen. Den Brede vendte sig og sagde: "mon her ikke ogsaa skulde være en lille Kammerpige emballeret?" Han lettede en Flig af den over Jollen udbredte Kappe, og - en karmosinrød Arm kom tilsyne. Hurtig slap han Kappen, og greb med Fingeren om sin Ørelap. Det var vores Major, som her havde taget sit kolde Natteleje; han havde anseet det for bedre - kan jeg troe - at fryse paa Dækket, end at ligge varmt i Rummet blandt Creti og Pleti.

✂ Skipperen kom, og vækkede ham, for at afhente ham til Kaffebordet i Kahytten. Officiererne forlangte deres Portioner op paa Dækket. De to Philosopher stod ved Rejlingen paa den anden Side af Skibet, og saae hen mod Sællands Kyst.

✂ Det varede ikke ret længe, før Kammerpigen kom ud til os, og med undseelig Mine, og med næsten skjælvende Stemme hilsede de to Herrer Officierer fra hendes Herskab, om de ikke behagede at drikke 257 Kaffe nede i Kahytten. "Hvor Du er, mit Barn!" svarte den Brede, og smed sin Cigarstump overbord, "der vil jeg gjerne være." Den Lange spidsede Munden, som til et Kys; og Begge fulgte Indbydelsen.

✂ Her var just et meget passende Sted til at anbringe nogle nyttige Bemærkninger over Damernes Forkjærlighed for visse Farver; thi det kan vel antages for afgjort: at den røde og den blaae behager dem meest. I det mindste er dette Tilfældet her saavelsom og i Engelland, hvilket jeg kunde documentere med mange Citater af dette Lands bedste Romanforfattere. (De russiske Damer skulle derimod fortrinligen ynde den grønne Farve; de østerrigste den hvide - saa forskjællig kan Smagen være.) - Men hvorom Alting er; jeg vil ikke bemærke 258 Andet, end at jeg var sortklædt, saavelsom de tvende andre Philosopher, og at dette maae have været Grunden, hvorfor ingen af os blev indbudet til at nyde Kaffeen i Kahytten. Og dog borde ustridigen en solid Student langt foretrækkes en flygtig Officier; men desværre! der findes nuomstunder kun liden Grundighed hos unge Piger. - NB. bliver jeg nogensinde Medlem af et Selskab til Kvindekjønnets Forædling, skal jeg stræbe af alle Kræfter at virke paa Farvesandsen.

✂ Ovenpaa Kahytten lejrede sig nu om en anden Kaffekjedel de to philosophiske Studenter, den jagtelskende Kammerraad, Prangeren (som tillige aabenbarede sig som Proprietair) og min egen Ringhed. Men neppe havde vi nydt den forfriskende Drik, før en Sydostvind begyndte at rejse sig. Sejlene fyldtes, Roret knirkede, Matroserne løb frem og tilbage, Skipperen stillede sig foran Nathuset, saae med et Professoransigt snart paa Compasset og snart paa Fløjet, gav sine Ordre, og documenterede dem med kraftige Eder. - Kort: Solen var ikke kommen Halvvejen imellem Kullen og Meridianen, førend vi havde en frisk Kuling, saa at vi snart saae den sællandske Kyst ud af Sigte - som Irlænderen siger.

✂ Jagten dukkede op og ned, og frembragte en Bevægelse, der, uagtet dens formeentlige Sundhed, har noget Ubehageligt for Enhver, som ikke er søevant. Kammerraaden krøb ned i Rummet. Prangeren satte Panden mod Vantet, og holdt fast i Vævlingerne med begge Hænder. Den ene af de unge Lærde conjungerte "boao;" den anden stirrede stivt ud i Søen, som om han vilde udgrunde dens dybe Hemmeligheder. Søeofficiererne kom op paa Dækket, og den ene raabte til Skibsdrengen: "skrup Dig, Du! ned i Kahytten med Svabert og Pøs!" af hvilken Befaling jeg med temmelig Sikkerhed sluttede mig til Damernes Tilstand. Selv holdt jeg mig kjæk, og nød i Selskab med de to Søegutter en anstændig Frokost.

✂ Ved Middagstid fik vi Anholt i Sigte. Synet af denne mærkelige Øe mindede mig naturligviis om Peder Paars - højcomisk Ihukommelse, og ufrivillig fremmumlede jeg Heltens Tale, der - som bekjendt - blev afbrudt ved paakommende Brækning. Den ene af Studenterne, der, ligesom jeg, var fri for Søesygen, og, mig uafvidende, stod tæt bag ved mig, traadte frem; slog med Nakken; trak Læberne op mod Næsen, og sagde: "Jeg maae tilstaae Dem, at Holberg ikke er den Mand, som tiltaler mig; han har alene opfattet det Betydningsløse i den store Hobs tankeløse Hverdagsliv, og i et plat og frivolt Sprog 259 fortalt os en jammerlig Anecdote. Han har ikke mindste Ahnelse om det aandige Livs Poesie; han bevæger sig i Pøbelens Atmosphære; han fremstiller Mennesket blot som det er, og ikke som det burde være; han - -" "- Om Forladelse!" afbrød den Lange, som just var kommen til, med et sarcastisk Smiil: "er deres Navn ikke Berg?" - "Jo, meget rigtigt!" lød Svaret, og Begge lod til at blive næsten lige forundrede. Den Lange vedblev med paatagen Alvorlighed: "og deres Fornavn er formodentlig Rasmus?" - "Nej!" svarede Philosophen ligesaa alvorlig: "mit Døbenavn er Adam." - Nu mærkede jeg, hvor Søeofficieren vilde hen, og sagde: "Jeg veed just ikke, hvilken højere Grund, der kan bevæge Dem til Pseudonymitet; men da jeg er Peer Degn, maae jeg vel kjende Dem og vide, at De hedder Rasmus Berg" - Den omdøbte Erasmus Montanus saae forbauset paa mig; men inden det kom til nærmere Forklaring, brølede Skipperen sit: "klar for at vende!" En Søe skyllede ind paa Dækket; Erasmus gled omkuld, og vi Andre ilede over i Vindsiden.

✂ Nu bemærkede jeg først, at Vinden havde vendt sig, og blæste temmelig haardt, samt at vi begyndte at krydse.

✂ Een efter Anden af os søgte nu ned i Rummet, hvor alle vi Søestærke skaffede af fælleds Forraad. Et Par Flasker Viin gjorde os end mere lystige; og selv vor Philosoph nedlod sig til at deeltage i Hverdagslivets betydningsløse Færd, og syntes ganske at have forglemt hiin, ikke betydningsløse, Navnforvexling.

✂ Hen paa Eftermiddagen tiltog Stormen. Søeofficiererne gjorde flittigt Besøg i Kahytten; Kammerraaden og Prangeren til den Førstes medhavende Flaskefoder; de Andre sov.

✂ Intet Væsentligt forresten passerede siden. Mod Aften lagde Vinden sig lidt, og vi bleve stedse ved at krydse.

✂ Det er nu henimod Midnat. Jeg sidder ved en af de Medrejsendes Kister, og optegner ved Lanternens matte Skin herned i Rummet Dagens Mærkværdigheder. - Den smukke Kammerpige har jeg ikke seet siden imorges; det er maaskee saare gavnligt for mit svage Hjerte; thi seer jeg hende alt for tidt, torde det let hænde, at jeg tabte det tivende Gang. Dog være det langt fra mig, derover at fortvivle: mit Hjerte, skjøndt ikke nær saa haardt som Thors Hammer, har dog med Samme den Egenskab tilfælleds, at hvor tidt jeg kaster det bort, kommer det dog stedse af sig selv tilbage.

✂ Til Ankers under Læssøe.

✂ Det Første der forundrede mig, da jeg vaagnede, var at jeg havde sovet - sovet otte Timer i eet Væk; det er imod Reglementet - jeg mener Amors - den der er virkelig forelsket, maae ikke kunne sove haardt, ikke tale højt, ikke spytte langt. Intet af disse tre Criterier findes endnu hos mig; men vel et fjerde, hvortil de gamle Romere ej engang havde Navn, som dog alligevel er opfundet i Italien af deres udartede Efterkommere, og siden laant derfra af alle andre polerede Nationer: det nemlig, som Shakespeare kalder et "grønøjet Uhyre, der lever af sig selv;" Young: "Sjælens Ildebrand," og Rowe: "den grumme Søvnfordriver." NB. mod den sidste Benævnelse protesterer jeg, som aldeles urigtig. Og følgelig var ved min Opvaagnen Philosophernes og Prangerens Snorken en langt sødere Musik i mit Øre, end den Samtale mellem Dhrr. Søeofficierer, hvis sidste Ende jeg hørte, og som jeg nu vil opskrive:

✂ Den Lange. "- Jeg vidste Fa'en ikke hvem hendes Fa'er var; enten han var Major eller Oberst, enten han boede i Jylland eller Jødeland. Hun hedde Frøken Sillie, og var en snild Tøs; det var Alt hvad jeg vidste. Jeg har mødt hende eengang i Kongens Have og eengang paa Frederiksberg, altid i Flaade med Grosserer Goldsacks; og siden har jeg talt hende et Par Gange der hjemme hos dem selv."

✂ Den Brede. "Hun kan godt lide Dig, Du! Og hendes Papa har vist nok det rene Væsen."

✂ Den Lange. "Han skal være Ejer af to Herregaarde, siger Skipperen."

✂ Den Brede. "Veed Du hvad? havde vi blot havt en Præst ombord, saa kunde han og den lange Peer Degn* ha'e splidset Jer strax - hvad! et Søebryllup, Du?"

✂ Den Lange. "Aa Sludder! kan Man gifte sig, før Man bli'er forlovet? Sligt skal gaae med Lodder, Du!"

✂ Den Brede. "Naa, saa forlov Dig, for at gjøre en Begyndelse!"

✂ Den Lange. "L.. m.. M...** Jeg kan jo ikke engang komme til at tale ** NB. Det var mig. *** Disse Bogstaver med Prikker ved skal betegne det Samme, som den Hilsen Götz von Berlichingen fra det aabne Vindue sendte Høvedsmanden for Executionsarmeen.261 hende under fire Øjne. Den anden Frøken - what do you call her - viger jo aldrig fra hende."

✂ Den Brede. "Det skal ha'e gode Veje. Men, apropos! hvad siger Du om Kammerpigen? Det er D.O.k.m. Synd for den Glut; hun borde være Frøken, saa kunde vi bringe en Dobbeltalliance tilveje -."

✂ Her vaagnede Prangeren med en lang Gaben, og afbrød derved Dialogen; men jeg havde hørt nok: det "grønøjede Uhyre" begyndte at gnave i mit Inderste.

✂ Alle vare paa Benene; Vejret smukt, men Vinden ugunstig. - Damerne havde nu forvundet deres Søesyge, og besluttede at drikke Kaffe paa Dækket. Der saae jeg da de tvende Frøkener: Majorens Datter er ret vakker; men ikke nær saa smuk som Kammerpigen. Den anden Frøken - hun hedder Bertha, mere veed jeg ikke - er en ganske "betydningsløs Hverdagsskabning," som taler næsten slet Intet. Om hun tænker Noget, skal jeg lade være usagt; men derpaa tvivler jeg storligen.

✂ Jeg blev inviteret - formodentlig paa Søeofficierernes Anbefaling til at deeltage i Frokosten, hvilken jeg krydrede med adskillige nette Indfald, der lod til at behage baade Herrer og Damer. Om det saa var Kammerpigen, den lille Stine, saa stak hun nu og da det skjelmske Gefjæs op over sin Frøkens, og smilte saa nysseligt, at det gottede mig i mit inderste Hjerte. Den Brede kunde næsten ikke vende sine Øjne fra hende, hvortil Frøken Bertha smidskede nok saa lumsk. Den Lange holdt Sin varm, og hun saae ud saa glad som en Brud. Majoren talte Lidet, men spiste destomere; og hans Exempel fulgte Kammerraaden. Prangeren blev næsten bestandig nede i Rummet, og holdt sig til sin Madkurv.

✂ Til Ankers om Aftenen paa samme Sted.

✂ "O Skrøbelighed! dit Navn er Kvinde!" dog nej! det er ikke Skrøbelighed; det er Styrke i Synden: Vellyst, Forfængelighed, Glimresyge - see det er Ingredientserne, hvoraf Naturen laver det Væsen, der - som en vis Mand siger - "er Kilden til al vor Fryd og al vor Kummer." Hvo skulde have tænkt Sligt om denne yndefulde Skabning? saae ud saa from som en Due, saa reen som nyfalden Snee og saa kydsk som - et Helgenbillede! Og dog saae disse mine Øjne, hvorlunde hun frivillig, ja med Inbrunst - som Germanen siger - 262 kyssede den tykke, graahaarede, halvgamle Kammerraad. Og ikke fem Minutter derefter stod hun og talte ret fortrolig med den Brede; og jeg tør sværge paa, hun trykkede hans Haand; for da hun vendte sig, kyssede han det Sted, hvor hendes Tommelfinger havde siddet. Ja hun er mig den rette Noli me tangere! Velbekomme Dem, mine Herrer!

✂ Men om nu Lieutenanten virkelig skulde have alvorlige Hensigter med hende? borde jeg da ikke advare ham? Hm! jeg vil betænke mig herpaa til imorgen: Natten giver gode Raad. NB. Det Klogeste, Man her i Verden kan foretage sig, er dog at sove; havde jeg ligget hernede denne livsalige Eftermiddag og snorket ved Siden af Prangeren, var jeg ikke bleven Vidne til de Scener, som ovenikøbet ere istand til at forspilde mig et Par Timer af min Nattero. - Ak ja! jeg havde dog næret det Haab, her at træffe paa en dydig Pamela - pyt! paa det Laug! en Philine er hun; men ved den guldlokkede Sif! hun maae nu smidske ad mig, saa meget hun behager: i mig skal hun finde en Meister, en "steinernen Mann."

✂ Men Morpheus begynder at nedtynge mine Øjenlaage - jeg følger hans blide Indbydelse. Maatte jeg kun forskaanes for Drømme! thi jeg veed forud, at de alene ville dreje sig om flanevurne Kammerpiger, lesindige Lieutnanter, og forlibte Kammerraader. - God Nat! sov vel, om I kunne, I usle sandselige Hverdagsmennesker!

✂ Under Sejl syden for Læssøe; i Middagsstunden.

✂ Jeg har sovet inat som en Steen. Derfor kan jeg takke den letfærdige Skabning, hvis Uværdighed ganske har helbredet mig for hine forlibte Griller, saavelsom de tvende Philosopher, der iaftes snakkede mig isøvn. - Vi har frokosteret i Kahytten, da Luften var for kold paa Dækket. Philine vartede op. Hendes Væsen bliver meer og meer næsviist; hun coqvetterer uden Skye baade med den gamle og unge Tilbeder - ogsaa jeg fik, for en Fejls Skyld, et Par forføriske Øjekast, dem jeg paa en værdig Maade besvarede med strænge Blik. Kammerraaden og den Brede syntes Begge lige lykkelige - jeg skal sandelig ikke misunde dem. Snurrigt nok: Frøken Bertha, som ellers neppe kan lukke Munden op, fandt dog Pigens Opførsel alt for upassende, og gav hende derfor virkelig en net lille Finte: "hvad befaler Frøkenen?" sagde hun engang til hende, ligesom i en Adspredelse. Dog rødmede 263 hun selv derved, saavelsom Mammesellen. Hendes Fyr satte et suurt Ansigt op; men Kammerraaden slog hurtig et Glas Viin i Halsen, synlig nok for at dæmpe en frembrydende Latter.

✂ Jeg har forgjæves søgt en Lejlighed til, under fire Øjne at advare den stakkels Lieutnant; thi af en Yttring, han i Nat lod falde til sin Cammerat, maae jeg antage, at hans Tilbøjelighed for Pigen er noget Mere, end blot Passetems. Men han skal snart lære hende at kjende; hvorledes jeg saa end bærer mig ad.

✂ Atter for Anker om Aftenen.

✂ Havde jeg ikke seet hende kysse og klappe den tykke Kammerraad, vilde den listige Taske gjøre mig ganske uvis i mine Meninger om hendes sande Caracteer. O du kvindelige Forstillelse! du gaaer gyselig vidt!

✂ Jeg sad i Skumringen paa Ankeret udenfor Forstavnen. Hvorfor jeg sad der, hører ikke til Sagen; men vist er det, jeg maatte sidde der meget længere, end jeg havde nødig, og i en temmelig tvungen Stilling. Thi som jeg vilde rejse mig, hørte jeg tvende Stemmer indenfor mig: den brede Lieutnant og den forføriske Kammerpige.

✂ "Hr. Lieutnant!" sagde hun, "De har ønsket at tale med mig uden Vidner: hvad har De at sige mig?"

✂ Han. "Jeg vilde sige Dig, mit smukke Barn! at Du har taget mit Hjerte tilfange."

✂ Hun. "O! ikke Andet! det kunde De ligesaa godt have sagt mig i Vidners Overværelse. Ved saadanne Erklæringer pleje Deherrer Officierer vel ikke at genere dem for Trediemand."

✂ Han. "Du vil slaae min Tilstaaelse hen i Spøg?"

✂ Hun. "Naturligviis! da jeg ikke kan kjende Dem fra nogen slet Side, vilde det være en Fornærmelse mod Dem, om jeg tog Deres Ord for Alvor."

✂ Han. "Vel talt, mit Barn! men om det nu var mit Alvor? hvad vilde Du saa svare?"

✂ Hun. "Min Herre! jeg er en fattig Pige, som ikke ejer Andet, end min Ære -"

✂ Han. "Du kan lægge til: en Skjønhed - som - "

✂ Hun. "- Som De vilde gjøre til min egen Roligheds Grav?"

✂ Han. "Nej, Barn! Nej! derfor troer jeg, Din gode Forstand kunde 264 bevare Dig. Du taler ikke som Andre af din Stand - Din Opdragelse har ikke bestemt Dig til at tjene for dit Brød."

✂ Hun. "Men om det alligevel havde været Skjæbnens Villie? Dog - Hr. Lieutnant! lad os afbryde denne Samtale! den leder ikke til noget Godt - om Nogen saae eller hørte os her?"

✂ Han. "Hvad kunde det skade?"

✂ Hun. "Dem maaskee ikke; men mig saare Meget. - De tillader, at jeg gaaer tilbage til mit Herskab!"

✂ Han. "Endnu ikke! kun eet Ord, bedste Pige! Hvad Du her har sagt mig, indta'r mig kun endnu mere - jeg elsker Dig, ved Gud! oprigtigt."

✂ Hun. "Min Herre! De maae tillade mig at tvivle: en Officier skulde elske en Tjenestepige andet end for at gjøre hende til Heltinden i en Roman, som for hende nødvendig vilde faae en tragisk Ende."

✂ Han. "Nej saa skal -"

✂ Hun. " - Band ikke! band ikke - Hr. Lieutnant! De bedrøver mig, og - De fornedrer Dem selv - slip min Haand! den kan jo saa aldrig blive Deres."

✂ Han. "Og hvorfor ikke?"

✂ Hun. "Fordi den er Dem alt for ringe - nej! nej! spild ikke flere Ord, min Herre! men er Deres Tilbud alvorligt, da behag at gjenta'e det imorgen i hele Selskabets Nærværelse, saa - saa vil jeg svare Dem alvorligt!"

✂ Hermed hørte jeg hende suse bort, og den ulykkelige Elsker sneeg sig langsomt bagefter.

✂ Det er et græsseligt Snerperie! saa kostbare kunne slige Tøjter gjøre sig. Ja ja! hun gav nok bedre Kjøb; men nu skulde hun først udkramme de moralsk-sentimentalske Floskler, hun har opsnappet paa en eller anden Comedie. Den arme Fyr! jeg troer bestemt, han vil ægte hende. Men bie kun, min gode Frue Lieutnantinde in spe! jeg skal nok sætte dig en Streg i Regningen - forfængelige, uforskammede Ting!

✂ Hvor let kunde ikke ogsaa jeg have løbet i den Snare! Men jeg havde strax en dunkel Ahnelse om, at det ikke hang rigtig sammen med denne hersens Kammerpige.

✂ Under Indseilingen i Liimfjorden.

✂ Fortræffeligt! Knuden er løst - Romanen er færdig. Solen skinnede varmt; en mild Østenvind skjød os sagtelig hen mod Jyllands Kyst, og, da der ingen Urolighed var i Søen, saa jevnt, at vi ikke fornam, hvorledes vi kom afsted. Alle vare vi muntert stemte, og det blev i et Skibsraad besluttet at spise Frokost paa Dækket, og da at knække Halsen paa de levnede Flasker, Jollen, der stod os ivejen, blev sat i Søen; et Par store Kister hejsede op af Rummet med fyrige: "Haa-hajop!" af Matroserne, som ventede honnette Drikkepenge. Kisterne bleve stillede mellem Kahytten og Lugen, og dækkede; Bænke anbragte rundt om dem. Alle Passagererne, med samt Skipperen, toge Plads.

✂ Den Lange sad hos sit Hjertes Frøken; den Brede hos den lakoniske Bertha. Saasnart Glassene første Gang vare fyldte, greb Majoren sit, rejste sig, løftede det højt i Vejret, og raabte: "Herved declareres Mariage mellem Hr. Lieutnant Dannebrog og Frøken Juliane Sillie - de Forlovedes Skaal!" Glassene klingrede; et tredobbelt "Hurra!" drønede; den tomme Flaske fløj i Søen.

✂ Mit Blik faldt paa Kammerpigen, der stod taus og mod Sædvane meget alvorlig bag ved Frøken Bertha. Nu sprang den Brede tilbage over Bænken, gik hen til hende, og sagde højt og bestemt: "Husker Du, hvad Du lovede mig igaar?" - Hun rødmede, og stammede et sagte: "Ja!" - Det forekom mig nu at være paa den høje Tid at frelse Manden: jeg rækkede om bag Kammerraadens Ryg, og trak ham i Kjoleskjødet een Gang - to Gange. "Hvad behager?" sagde han med en hurtig Vending og et mørkt Øjekast; men og i samme Øjeblik til Pigen: "naar jeg gjentager mit forrige Tilbud? - " Jeg kastede mine Been over Bænken, og hviskede ham i Øret: "For Himlens Skyld! lad være!" "Hvad rager det Dem?" knurrede han tilbage; og sagde atter til Pigen, hvis Haand han havde grebet: "Naar jeg nu gjentager mit Tilbud? -" Kammerraaden, der sad lige over for os, grinte ret svinepolidsk. - Mit Blod oprørtes - jeg hvidskede atter med Hæftighed til Officieren: "De gjør Dem selv ulykkelig!" "Ri'er Fanden Dem?" svarede han mig, og næsten i samme Tone talte han de samme Ord som før til Mamsel Stine tredie Gang. "Hvilket Tilbud?" spurgte hun bleg og med bævende Røst. - Naa! saa sejl din egen Søe, du Ulk! tænkte jeg, og gik tilbage paa min Plads.

✂ "Mit Hjerte og min Haand!" udstødte han: "Du har lovet at svare mig alvorligt." "Det vil jeg" sagde hun: "Jeg erkjender den Opofrelse, De af Godhed for mig vil gjøre, jeg tager med Ydmyghed mod Deres Tilbud (her bøjede hun Hovedet og nejede dybt og langsomt) og skal stræbe at gjøre mig værdig til Deres højmodige Tillid!" - Det gjorde en Opsigt; men virkede dog ganske forskjelligt paa de Tilstedeværende: Kammerraadens Mund udvidede sig til et endnu bredere Smiil, hans smaae Katteøjne bleve næsten reent borte: de to Philosopher derimod opspilede deres saavidt mueligt: Majoren tvang sig til at sætte et alvorligt Ansigt op: Den Lange raabte paa nok en Flaske, dog uden at tage Notice af det sidst forlovede Par; men hans Dame smilte saa mildt og saa glad, som - jeg veed ikke hvad.

✂ Den brede tog sin Dame i den venstre Arm, og sagde: "Er der Ingen i det velfornemme Selskab, som har en Skaal for Lieutnant Anker og Jomfrue Kirstine Madsen?" Hans Cammerat rejste sig rask, greb Flaske i den ene Haand og Glas i den anden; men Kammerraad Lerkedal forekom ham: "En Skaal" raabte han, "for Hr. Lieutnant von Anker -" ("- ikke von Anker, Lieut-nant An-ker" brummede den Lange -) "og Jomfrue Kirstine Lerkedal!" - Det var en Scene!!! - Lieutnant Anker slap forbauset sin Kjereste, og saae paa hende, som om hun var bleven omskabt til en Fee, eller til en Princesse. "Er Tilbudet allerede fortrudt, Hr. Lieutnant!" sagde den forvandlede Kammerpige, fordi De nu strax griber mig i et lille Skjelmstykke; men jeg forsikkrer Dem, dersom De blot dennegang vil tilgive mig, skal jeg ikke oftere forbytte enten min Person eller mit Navn." "Jo eengang endnu D... t... m.." raabte han, idet han atter greb hendes villige Haand, "eengang og aldrig mere!" - Da lød den anden Skaal, og den anden og tredie Flaske fløj overbord.

✂ "En dyb Hemmelighed afslører sig" sagde den ene af Philosopherne. "Denne Piges Hverdagsliv" sagde den Anden, "har faaet en højere Betydning." - Ikke fuldt saa skjønt udviklede sig Frøken Berthas Skjæbne: det fandt sig, at hun var den rette Kammerkidsken, som ogsaa derfor strax overlod sin Plads til Kammerraadens Jomfrue Datter. - Det fandt sig endvidere: at Ingen uden Kammerraaden havde været deelagtig i Tøsernes Hemmelighed; samt at Rolleforbytningen havde været Jomfrue Lerkedals egen Opfindelse - uvist i hvad Hensigt - maaskee hun slet ingen har havt; thi det skal ofte, vil Man 267 paastaae, være Tilfældet med de menneskelige Handlinger; og disse ere heller ikke de værste.

✂ Jeg vil ikke lægge stort Fold til, at mit Hjerte atter har bevæget sig til Fordeel for Jomfrue Lerkedal, da hendes Skyldfrihed, med Hensyn til den tykke Kammerraad, nu klarligen haver aabenbaret sig; thi ikke skal jeg fragaae, at hun var saare indtagende, som hun sad der ved Kjeresten, og hendes glade Aasyn straalede yndigt frem under den tjenestekvindelige Natkappe, ligerviis som Maanen under den tynde Skye. - Naa, jeg trøster mig med, at hun dog ikke var den, som skulde løse mit Hjertes Gaade; og at hun maaskee kan findes blandt Brudepigerne ved det dobbelte Bryllup, som i Sommerens Løb skal stande hos Majoren, og hvortil jeg er inviteret, med Anmodning at forfatte et ziirligt Carmen.

✂ P.Sp.

A. Erik Sørensens Dagbog.

✂ I Jesu Navn! Saa er jeg nu, efter Guds naadige Raadslutning, og min kjere Herres Foranstaltning, uværdigen forfremmet til Herredsfoged og Dommer over dette Folk. Den store Verdens Dommer give mig Viisdom, Retfærdighed og Velsignelse til at bestyre saadant mit svare Embede! "Hver Mands Dom kommer af Herren." Ordsp. 29, 26.

✂ Det er ikke godt, at Mennesket er ene. Saasom jeg nu er istand til at føde en Kone, borde jeg vel see mig om efter en Medhjelp. Præstens Datter i Vejlbye har en god Berømmelse af alle dem, der kjende hende. Hun har siden hendes salig Moders Død med megen Forstand og Sparsommelighed bestyret Huset. Og da der ikke ere flere Børn, end hende og Studenten, kan hun vente en god Skilling, naar den Gamle engang falder af.

✂ Morten Bruus fra Ingvorstrup var her idag, og vilde forære mig en feed Kalv; men jeg ihukom Mose Ord: "Forbandet være hver den, som tager Gaver." - Han er et Menneske, som haver Lyst til Rettergang; en stor Pranger og en stor Praler; jeg vil Intet have med ham at skifte, undtagen naar jeg sidder for ham i Dommersædet.

✂ Jeg har nu raadført mig med Gud i Himmelen, og dernæst med mit eget Hjerte; og tykkes mig klarligen, at Jomfrue Mette Qvist var det eneste Menneske, med hvem jeg vilde leve og døe. Men dog vil jeg i Stilhed give Agt paa hende endnu nogen Tid. Skjønhed er bedragelig, og Dejlighed er en forfængelig Ting. Ellers er det baade vist og sandt, hun er det faureste Kvindfolk, jeg har seet i alle mine Dage.

✂ Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham. Kan og være, det er en Slags Ahnelse. Han kom her igjen, for at tilbyde mig et Par Mohrenkopper - herlige Dyr, og for Røverkjøb! Men just dette slog mig: jeg veed, at han har stykket dem sammen for 70 Daler; det samme vilde han lade mig dem for, og magede ere de 100 Daler værd mellem Brødre. Er det ikke ogsaa paa en Maade Bestikkelse? Han har sikkerlig igjen en Proces isigte - jeg vil ikke have hans Mohrenkopper.

✂ Idag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han. Der var just en Bonde hos ham, og vilde have Afslæt paa sin Tiende. Manden er en Filur; thi hans Afgivt kan ikke være for høj; men Hr. Søren talte ham til, saa en Hund ikke skulde tage et Stykke Brød af ham; og jo mere han skjændte, jo hidsigere blev han selv. Naa, Herre Gud! ethvert Menneske har sin Fejl. Han mener dog intet Ondt dermed; thi strax efter befalede han sin Datter, at give Manden et Stykke Smørrebrød og et Glas godt Øl. - Det er en særdeles beleven og vakker Pige. Hun hilsede mig saa venligt og ærbart, at mit Hjerte ret bevægede sig; og jeg ikke var istand til at sige hende et Ord. - Min Avlskarl har tjent der i tre Aar: jeg skal dog saa listelig udforske ham, hvorledes hun er imod Folkene, samt hvad han ellers monne vide om hende. Af Tyendet faaer Man ofte den sikkreste Underretning.

✂ Hillemænd! Rasmus Avlskarl fortæller mig, at denne Morten Bruus engang for ikke længe siden har bejlet i Vejlbye Præstegaard; men fik Nej. Præsten syntes godt nok derom, for Manden er riig; men Datteren vilde paa ingen Maade. Hr. Søren skal vel have talt hende haardelig til i Begyndelsen; men siden, da han saae, det var hende saa meget imod, fik hun alligevel sin Villie. Af Hovmodighed var det ikke - siger Rasmus - for hun er ligesaa ydmyg, som hun er god; og hun vil meget vel vedgaae, at hendes egen Fader er bondefød, saavelsom Bruusen. -

✂ Nu veed jeg, hvad Ærende de Ingvorstrup Mohrenkopper havde her i Rosmus: de skulde trække Dommeren ud fra Retfærdighedens lige Vej. Ole Andersens Tørveskifte og Eng - den Pære var fuld vel det Æble værd; Nej, nej! min gode Morten! Du kjender ikke Erik Sørensen. "Du skalt ikke bøje den Fattiges Ret."

✂ Hr. Søren fra Vejlbye var her en liden Visit i Formiddags. Han har bekommet sig en nye Kudsk, Niels Bruus, Broder til Manden paa Ingvorstrup. Den Samme er formeentligen doven og dertil næsviis og kjephøj. Præsten vilde have ham afstraffet og sat i Hullet; men mangler de nødvendige Vidner. Jeg raadede ham, at han skulde see til, at skille sig ved Karlen eller og slide sig igjennem med ham til Flyttedag. I Førstningen svarte han mig noget fuus; men da han hørte mine Grunde, gav han mig Ret; ja takkede endog for mine gode Raad. Han er en hidsig Mand, men ikke slem at tale til rette, naar han faaer Tid at summe sig. Saa skiltes vi ad som gode Venner. Om Jomfrue Mette blev ikke talet et Ord.

✂ Jeg har tilbragt en meget behagelig Dag i Vejlbye Præstegaard. Hr. Søren var ikke hjemme, da jeg kom; men Jomfrue Mette tog saare venlig imod mig. Hun sad og spandt, som jeg traadte ind ad Døren; og det forekom mig, at hun blev ganske rød i Ansigtet. Det var artigt nok, hvorlænge det varede inden jeg kunde hitte paa Noget at tale om. Naar jeg sidder i Retten, mangler jeg aldrig hvad jeg skal sige; og naar jeg har en Skjelm i Forhør, leder jeg ikke længe om Qvæstioner; men foran dette fromme, uskyldige Barn stod jeg saa sloten, som en Hønsetyv. Endelig fandt jeg paa at snakke med hende om Ole Andersens Proces, om hans Tørveskifte og hans Eng; men jeg veed ikke, hvorledes det kom sig, at Discoursen gik over fra Engen til Blomster. Og tog saa det ene Ord det andet om Roser og Violer og Tusindfryd, indtil hun fik mig med ud i Haugen, for at besee hendes Blomsterflor. Dermed gik Tiden hen, til Hr. Søren kom hjem; og saa gik hun i Kjøkkenet; og kom ikke igjen, før hun med det samme frembar Aftensmaden. - Just som hun traadte ind ad Døren, siger Præsten til mig: "det var vel heller ikke for tidligt, om I nu ogsaa tænkte paa at indtræde i den hellige Ægtestand." (Vi havde nemlig siddet og discoureret om det prægtige Bryllup, som nyligen var holdet paa Høgholm.) Da blev Jomfrue Mette atter saa rød som et 271 dryppende Blod. Hendes Fader smidskede, og sagde: "Man kan see paa Dig, min Datter! at Du har staaet for Skorstenen."

✂ Jeg har lagt den gode Mands Formaning paasinde; og skal det ej heller vare længe, inden jeg i Guds Navn vil tage hen og bejle; thi jeg anseer Faderens Ord som et forblommet Vink, at han gjerne vilde have mig til Svigersøn. Og Datteren - hvorfor mon hun blev saa rød? jeg tør jo vel tage det for et godt Tegn?

✂ Saa beholder nu den fattige Mand sit Tørveskifte og sin Eng; men den Rige er visselig bleven mig saare gram. Førend Dommen blev oplæst, stod han og skottede ret saa haanlig hen til den arme Ole Andersen. Ved de Ord: "thi kjendes for Ret" saae han sig om til alle Sider, og griinte saa lumskelig, som om han var ganske vis paa Sejren. Og det var han sikkerlig, thi jeg veed, han har ladet sig forlyde med: "det var taabeligt, den Stodder vilde tænke paa at vinde fra ham" Det skedte dog alligevel. - Da han havde hørt Dommen, kneb han Øjnene og Lipperne sammen, og blev i sit Ansigt som en kalket Væg. Men han tvang sig og sagde, idet han gik ud, til sin Vederpart: "tillykke med Handelen, Ole Andersen! den Tørvepyt skal ikke gjøre mig fattig; de Ingvorstrups Stude faae vel det Høe, de kunne æde." - Jeg hørte ham udenfor skoggre, og, medens han reed bort, slaae Skrald paa Skrald med sin Pidsk, saa det gav Gjenlyd i Skoven, - Det er tungt nok at være Dommer. For hver Kjendelse, Man afsiger, kan Man regne paa en Fjende mere. Ak ja! naar vi endda kunne beholde Samvittigheden til Ven! "Fordrager Sorg for Samvittighedens Skyld!"

✂ Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." 1ste Mos. Bog 16,5. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!) - Ikke havde jeg troet, at den alvorlige, ja moxen barske Mand havde endda været saa blød: Taarerne stode ham tilsidst i Øjnene, og hans Læber bævede, som naar En vil holde sig for at græde. Min Kjereste græd som et Barn, fornemmelig da han kom til at tale om hendes salige Moder. Og da han saa sagde de Ord: "Fader og Moder skal forlade Dig; men Gud skal blive hos Dig," da brast ogsaa jeg i Graad 272 - jeg tænkte paa mine egne kjere Forældre, dem Gud forlængst har taget til sig i de evige Boliger; men dog siden saa naadigen sørget for mig fattige Barn.

✂ Da Trolovelsen var forbi, fik jeg af min søde Kjereste det allerførste Kys. Gud glæde hendes Sjæl! hun elsker mig overmaade.

✂ Overborde gik det meget lystigt til. Der var indbuden mange af den salig Kones Slægtninge; paa hans Side ingen; thi de ere kun faae og langt ude, og boe heelt oppe ved Skagen. Der blev hverken sparet paa Viin eller Mad, og efter Bordet blev dygtig dandset, hartad til den klare Dag. Præsten fra Lyngbye, han fra Aalsøe og han fra Hyllested vare ogsaa nærværende; denne blev saa besværet, at han maatte ledes tilsengs. Min tilkommende Svigerfader drak ogsaa vældigt; men det var aldrig at kjende paa ham, for han er stærk, som en Kæmpe, og kunde gjerne drikke alle Herredets Præster under Bordet. Jeg mærkede vel, at han ogsaa vilde havt sin Piaseer med at faae mig lidt snurrende; men jeg tog mig iagt - over alt dette er jeg slet ingen Elsker af stærk Drik.

✂ Om sex Uger skal vort Bryllup være. Gud give dertil sin rige Velsignelse!

✂ Det var ret slemt, at min tilkommende Svigerfader skulde faae denne Niels Bruus i sit Brød! Det er en studsig Krabat; en værdig Broder til ham paa Ingvorstrup. Han skulde have sin Løn, og saa lad Porten slaae ham! langt hellere end at smøre sine Fingre paa saadan en Æsel. - Men den gode Præst er saa hidsig og paastaaende; og to haarde Stene male ikke godt. Han vil absolut, at Niels skal tjene sin Tjeneste ud; og det er jo dog ikke Andet, end daglig Ærgrelse. - Forleden Dag gav han ham en Kindhest; hvorpaa Karlen truede: "at han nok skulde faae den betalt;" men det var Altsammen under fire Øjne. Jeg har havt ham for mig, og baade formanet og truet ham. Han svarede mig saa godt som slet Intet - der er Ondt i ham. Ogsaa min Kjereste har bønfaldet sin Fader om at skille sig ved ham; men derom vilde han Intet høre. Jeg veed snart ikke, hvorledes det vil gaae, naar hun nu drager til mig; for hun sparer den Gamle megen Fortred, og veed nu paa saadan en god Maade at jevne alle Ting. - Hun vil sikkerlig blive mig en elskelig Hustrue; "et Viintræe trindt omkring mit Huus."

✂ Illustrationerne vises ikke af hensyn til rettighederne.

✂ Ilde gik det, og vel var det: nu er Niels selv løbet sin Vej. Min kjere Svigerfader er saa vred, som en Tydsker; men jeg glæder mig saa stille over, at han saaledes har sluppet dette slette Menneske. Rigtig nok vil Bruusen ved given Lejlighed sagtens see at revangere det; men vi har jo Lov og Ret i Landet, og Retten giver os Alle nok. - Præsten havde sat Niels til at grave et Stykke ude i Haugen. Som han kommer ud og vil see til ham, staaer han ret magelig og hviler sig paa Spaden, og knækker Nødder, som han har plukket derude; men Intet haver han bestilt. Præsten bruger Mund paa ham; han svarer studs, at han ikke er stædt for Podemester. Hvorpaa han faaer et Par Munddaske, og dermed slænger han Spaden, og skjælder grovelig igjen. Den Gamle bliver nu som Ild, griber Spaden, og giver ham dermed nogle Drag - det skulde han ikke have gjort; thi en Spade er et slemt Vaaben at slaae med, allerhelst i Vrede, og for en haandfast Mand. Skjelmen lader sig først dumpe, som han var død; men da Præsten bliver bange og rejser ham op, springer han selv ud over Gjerdet, og dermed hen ad Skoven til. Saaledes haver min Svigerfader selv fortalt mig denne ubehagelige Historie. - Min Kjereste er dog herover sær urolig: hun er bange, han skal hævne sig paa een eller anden Maade, gjøre Creaturene Fortred; ja maaskee stikke Ild paa Gaarden. Med Guds Hjælp! det har ingen Nød.

✂ Kun trende Uger til, saa skal jeg føre min søde Kjereste, som Kone, ind udi mit Huus. Hun har allerede været her og taget Alt i Øjesyn, baade ude og inde. Hun var saare vel tilfreds, og roste vor Orden og Penhed. Det Eneste, hun beklagede, var dette, at hun skulde forlade sin Fader; og vist nok vil han savne hende. Dog skal jeg gjøre hvad jeg kan, for at erstatte ham sit Tab: jeg vil bytte med ham, og han skal faae min egen gode Moster Gjertrud igjen. Hun er en dygtig Kvinde i et Huus, og rørig nok endnu for hendes Alder.

✂ Min Kjereste er ret en Engel; det siger ogsaa alle Mennesker - jeg bliver vist en lyksalig Mand - Gud alene Æren!

✂ Underligt nok, hvor den Knegt har forstukket sig! eller om han skulde være rømt ud af Landet? I al Fald er det en fortredelig Historie: der mumles Allehaande blandt Folk. Bagvaskelser kan jeg troe, der har sin Oprindelse fra Ingvorstrup. Imidlertid var det slemt, om de skulle komme min Svigerfader for Øre. Havde han dog hellere fulgt mit Raad! Et Menneskes Vrede udretter ikke det, som godt er for Gud. Men jeg er kun læg Mand og tør ikke fordriste mig til at irettesætte en Guds Ords Tjener; tilmed han er saa meget ældre end jeg. Nu, jeg vil haabe, at den Snak falder hen af sig selv. - Imorgen kommer jeg til Vejlbye, og skal da fornemme, om han har hørt Noget til Sladderen.

✂ De nye Armbaand, jeg har faaet fra Guldsmeden ere meget smukke, og ville vist nok glæde min hjertenskjere Mette; naar de blot kunne passe hende; thi Maalet blev taget saa lønligt og i Hast med et Græsstraae. - Moster vil faae Ære for Sengen; Fryndserne ere: særdeles kjønne.

✂ Min kjere Svigerfader var ganske nedslaaen og ilde tilmode - jeg har aldrig seet ham saadan tilforn. Tjenstagtige Aander har desværre forebragt ham det dumme Rygte, som nu er almindelig Folkesnak her i Egnen. Bruusen har yttret sig med: "at Præsten skulde skaffe hans Broder tilveje, om han saa skulde grave ham op af Jorden." Kan væn han ligger i Skjul paa Ingvorstrup - borte er han, og Ingen har sider hørt eller seet Noget til ham. Min stakkels Kjereste græmmer sig al for meget; hun plages af Ahnelser og svare Drømme.

✂ Gud see i Naade til os Alle! Jeg er saa betagen af Skræk og Bedrøvelse, at jeg neppe er istand til at føre Pennen. Vel Hundrede Gange er den falden mig af Haanden. Mit Hjerte er saa bespændt, og mine Tanker saa tvivlraadige, at jeg hartad ikke veed, hvor jeg skal begynde. Det tykkes mig Altsammen at være kommen i et eneste Øjeblik ligesom et Tordenskrald. Tiden er aflave for mig; Aften og Morgen er eet; den hele gruelige Dag et hurtigt Lynglimt, som haver afbrændt i Grunden mine Ønskers og Forhaabningers stolte Huus. En ærværdig Guds Mand, min Kjerestes Fader i Baand og Fængsel! og det som en Morder og Misdæder! - Kun dette ene Haab har jeg tilbage, at han endda maatte være uskyldig; men desværre! det er kun et Halmstraae for den skibbrudne. En svar Mistanke hviler paa ham - og det at jeg, jeg Elændige skal være hans Dommer! Og Datteren, hans Datter min forlovede Brud! - Herre, min Frelser! forbarme Dig over os! - jeg formaaer ikke mere.

✂ Det var igaar den ulykkelige Dag! - vedpas en halv Time før Solen stod op, at Morten Bruus kom her i Gaarden, og havde med sig Indsidder Jens Larsen af Vejlbye, samt Hyrdens Enke og hendes Datter ibidem. - Morten Bruus sagde til mig: at han havde Præsten i Vejlbye stærkt mistænkt for at have slaget hans Broder ihjel. Jeg svarte ham, at jeg vel havde hørt den samme Snak, men anseet den for en taabelig og ondskabsfuld Opdigtelse, saasom Præsten selv havde forsikkret mig, at Karlen var løbet sin Vej. "Om saa var" sagde han, "at Niels vilde rømme, havde han nok kommet til mig først, og ladet mig det vide; men at det forholder sig ganske anderledes, det kunne disse gode Folk vidne, og derfor beder jeg, at I paa Embedsvegne vil forhøre dem." - "Betænk Jer vel!" siger jeg "betænk Jer vel, min kjere Bruus! og ligesaa I andre gode Folk! inden I beskylde en hæderlig og uberygtet Præst og Sjælesørger! kunne I intet bevise, hvorpaa jeg storligen tvivler, kan det komme Jer dyrt at staae." -"Præst eller ikke Præst" raabte Bruusen, "der staaer skrevet: du skal ikke slaae ihjel! der staaer ogsaa skrevet: Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves. Vi har jo Lov og Ret i Landet; og en Morder kan ikke undgaae sin Straf, om han saa havde Stiftamtmanden til Svigersøn." Jeg lod som jeg ikke mærkede Finten, og sagde: "Velan! det 276 skee, som I ville! Hvad veed I, Kirsten Madsdatter! om den Sag, hvorfor Morten Bruus beskylder eders Præst? Siig nu den rene Sandhed, saaledes som I ville forsvare for den Alvidendes Domstoel, og som I det siden med Lovens Eed skulle bekræfte! Og da gav hun da følgende Forklaring: Den Dag, paa hvilken der sagdes, at Niels Bruus var rømt af Præstegaarden, var hun lidt over Middag med sin Datter Else gaaet forbi Præstens Hauge. Som de komme omtrent midt for Steendiget, der gaaer østen om samme, høre de Een kalde paa Else. Det var Niels Bruus, som stod indenfor Hesselhækken, og som nu bøjede Grenene lidt tilside, og spurgte Else, om hun vilde have nogle Nødder. Hun tog da mod en Haandfuld, og spurgte, hvad han bestilte der. Han svarede, at Præsten havde befalet ham at grave, men den Bestilling havde han ikke isinde at tage sig saanær, han vilde hellere plukke Nødder. I det samme hørte de en Dør lukkes op inde ved Huset, og Niels sagde: "pas paa! nu faae vi en Skjændepræken!" Strax efter havde de hørt - see kunde de Intet, for Diget var for højt og Hækken for tæt - hvorledes de skjændtes, og blev den Ene ikke den Anden noget Ord skyldig. Tilsidst havde de hørt Præsten raabe: "Jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!" hvorpaa det kladskede, to eller tre Gange, som naar Een faaer Munddaske. Saa havde Niels skjældet Præsten for en Bøddelknegt og en Kjeltring. Dertil havde Præsten slet Intet svaret, men derimod hørte de to dumpe Slag, saae tillige Bladet af en Spade og noget af Skaftet to Gange svinges over Hækken; men den der svingede Spaden kunde de ikke see for Hegnets Højde og Tæthed. Dermed var Alt stille inde i Haven; men de (Hyrdeenken og hendes Datter) vare blevne bange og underlig tilmode, og saa gangne i Marken til Creaturene. Selvsamme Forklaring som Moderen, gav ogsaa Datteren. Jeg spurgte dem, om de ikke havde seet Niels Bruus komme ud af Haugen; hvilket de Begge benægtede, skjøndt de ofte havde seet sig tilbage.

✂ Alt dette stemmede aldeles med Præstens Beretning til mig; og at de ikke havde seet Karlen komme ud af Haugen, var rimeligt nok, da han til den søndre Side havde ligesaa nær til Skoven, hvorhen Præsten sagde, han havde taget Coursen.

✂ Jeg erklærede nu Morten Bruus, at det aflagte Vidnesbyrd Intet beviste om det formeentlige Mord, allerhelst som Præsten havde frivillig fortalt mig hele Sagen, ganske som Kvinderne nu havde 277 fremsat den. Hertil smilte han bittert, og bad mig blot afhøre det tredie Vidne; hvilket jeg nu og gjorde. - Jens Larsen forklarede: at han en Aften meget silde (men saavidt han mindede var det ej samme Aften efter at Niels Bruus var rømt, men den næste) var gaaen hjem fra Tolstrup, og gaaet ad den sædvanlige Gangstie østen om Præstens Hauge. Derinde havde han hørt Lyden af En som grov. I første Øjeblik var han vel bleven bange, men da det var klart Maaneskin, besluttede han sig dog til at ville see, hvo det var, som kunde have at bestille i Haven paa saadan Tid. Han havde da sat sine Træskoe, var klavret op paa Diget, og med Hænderne gjort sig et lidet Kikhul gjennem Hækken. Her saae han da Præsten i sin daglige Sloprok og med sin hvide Bomulds Nathue paa Hovedet, staae og glatte Jorden efter med en Spade; men andet saae han ikke. Da Præsten i det samme havde vendt sig pludselig om, som om han havde fornummet Nogen, var Vidnet bleven bange, havde ladet sig i en Hast glide ned ad Diget, og var ligesaa hastig løbet hjem.

✂ Skjøndt det rigtignok var mig paafaldende, hvad Præsten kunde foretage sig saa silde i Haugen, fandt jeg endnu intet Besynderligt til at vække Mistanke om det imputerede Mord; hvilket jeg og sagde Klageren med alvorlig Formaning: ej alene at tage Beskyldningen tilbage; men ogsaa offentlig at erklære det omløbende Rygte for ugrundet, og tillige at fralægge sig selv enhver Andeel i Samme. Dertil svarede han: "ikke før jeg seer, hvad Præsten har gravet ned i sin Hauge." - "Da," svarede jeg: "turde det være for silde, og I sætter da eders Ære og Velfærd paa farligt Spil." - "Det skylder jeg min Broder," svarte han: "og jeg venter af vor lovlige Øvrighed, at den ikke nægter mig Rettens Hjælp og Bistand." - Saadan Opfordring var jeg nødt til at følge.

✂ Jeg drog da, tilligemed Klageren og Vidnerne, til Vejlbye med et saare beknyt Sind, mindre af Frygt for at finde den omhandlede Rømningsmand i Haugen, end af Bekymring over den Skræk og Ærgrelse, Præsten og min Kjereste derved vilde foraarsages. Underveis tænkte jeg blot paa, at lade Bagvaskeren føle Lovens hele Strænghed. Ak! du milde Himmel! der forestod mig den grueligste Opdagelse.

✂ Først vilde jeg have taget Præsten afsides, for at forberede ham, og derved give ham Tid til at fatte sig, og vorde Herre over sit Sind; men Morten Bruus forekom mig; thi, som jeg kjørte ind ad Gaarden, jog 278 han paa sin Hest mig forbi og lige hen for Døren, og, som Præsten aabnede Samme, raabte han: "Folk sige, at I har slaget min Broder ihjel, og gravet ham ned i eders Hauge; her kommer jeg med Herredsfogeden for at lede efter ham!" Præsten blev over denne Tiltale saa forbløffet, at han ikke kunde mæle et Ord, forinden jeg sprang af Vognen, og sagde til ham: "I hører nu Beskyldningen, og det uden Omsvøb; jeg nødes til paa Embeds Vegne, at gjøre denne Mands Begjæring fyldest; og fordrer nu eders egen Ære, at Sandheden kommer for en Dag, og Munden stoppes paa Bagvaskelsen." -"Det er haardt nok," sagde han da: "at en Mand i min Stand skal tvinges til at afvælte saadan gruelig Beskyldning; men kom kun! min Hauge og mit hele Huus staaer Eder aabent!" - Vi gik nu ind gjennem Stuehuset og ud i Haugen. Der mødte os min Kjereste, der blev forskrækket ved at se Bruusen. Jeg hvidskede hastelig til hende: "Vær kun rolig, mit Hjerte! gak ind, og ængst Jer ej! eders Fjende iler sin egen Fordærvelse imøde!"

✂ Morten Bruus gik nu foran Øster hen i Haugen til Tornehækken; vi Andre bagefter, tilligemed Præstens Folk, hvem han selv havde ordret at komme med Spader og Grebe. Klageren stod Noget og saae sig omkring, indtil vi havde naaet ham. Da pegte han paa et Sted, og sagde: "her seer ud til at være gravet for ikke længe siden; her maae vi lede!" - "Grav!" raabte Præsten vredt. Folkene grove, og Bruus, som syntes, det gik ikke hurtigt nok, rev Spaden fra een af Folkene, og arbejdede med Ivrighed. Da de vare komne et Par Spadeslag ned, var Grunden saa fast, at Man tydeligen saae, her ikke havde været gravet for nylig - maaskee ikke i mange Aar. Vi glædede os Alle - paa Een nær - og Præsten allermeest; han begyndte allerede at triumphere over sin Anklager, og sagde spottende til ham: "fandt I Noget, I Æreskjænder?" Denne svarte ham ikke; men, efterat have betænkt sig et Øjeblik, raabte han: " Jens Larsen! hvor var det, I saae Præsten staae og grave?" Jens Larsen havde hidtil, medens der blev gravet, staaet med foldede Hænder og seet paa Arbejdet. Ved Bruusens Tiltale vaagnede han op som af en Drøm, saae sig lidt omkring, og pegede derpaa hen til en Krog i Kvarteret, en tre til fire Favne fra det Sted, vi stod. "Der tykkes mig det var!" sagde han. - "Hvad siger Du, Jens?" raabte Præsten vred: "naar har jeg gravet?" Uden at agte herpaa, kaldte Morten Bruus Folkene hen til den angivne Krog. Her laae nogle 279 visne Kaalstokker, Grene og andet Skupperie, som han først røddede afvejen. Gravningen begyndte atter.

✂ Jeg stod ret rolig og veltilfreds og talede med Præsten om denne Sag, og den Straf, til hvilken Klageren havde gjort sig skyldig, da een af Karlene raabte: "Jesus Kors!" Vi saae derhen - en Hattepul var kommen tilsyne. "Her finde vi nok den, vi lede efter!" skreeg Bruus: "det er Niels's Hat; den kjender jeg."

✂ Da var det mig, som om alt mit Blod blev til Iis; mit hele Haab blev med eet slaget til Jorden. "Grav! grav!" raabte den skrækkelige Blodhævner, idet han selv anstrængede sig af alle Livsens Kræfter. - Jeg saae til Præsten: han var bleg som et Lig; men hans Øjne vidt opspilede og ufravendt hæftede til det rædselfulde Sted. - Atter et Skrig; en Haand ligesom strakte sig op af Jorden mod de Gravende. "See!" raabte Bruus: "han rækker efter mig; ja bie lidt, Broder Niels! Hævn skal Du faae!" - Snart var hele Liget udgravet - det var virkelig den Savnede. Hans Ansigt var ikke ganske kjendeligt, da det var begyndt at gaae i Forraadnelse og Næsebenet desforuden knuset og fladtrykt; men alle hans Klæder, lige til Skjorten med hans udsyede Navn, kjendtes strax af alle hans Medtjenere; endogsaa en Blyring i det venstre Øre vedkjendtes alle de Omstaaende som Niels Bruuses, den han i nogle Aar bestandig havde baaret.

✂ "Naa Præst!" raabte Morten Bruus: "kom nu, og læg Haand paa den Døde, om I tør!" - "Almægtige Gud!" sukkede Præsten, og slog sine Øjne ivejret: "Du est mit Vidne, at jeg er uskyldig: slaget ham har jeg; men ikke anderledes, end at han kunde løbe sin Vej; slaget ham har jeg; det maae jeg nu bitterligen angre; men hvo der har begravet ham, det kjender den Alvidende." - " Jens Larsen kjender det ogsaa!" raabte Bruusen: "og kanskee der findes end flere. - Hr. Herredsfoged! I kommer vel ogsaa til at forhøre hans Tjenestefolk; men først venter jeg, at I ville sætte denne Ulv i Faareklæder i sikker Forvaring."

✂ Ak, Du Fredsens Gud! jeg turde jo nu ikke længere tvivle; Sagen var alt for aabenbar; men jeg var nærved at synke i Jorden af Skræk og Afskye. Jeg vilde just sige Præsten, at han maatte berede sig paa at gaae i Fængsel, da han selv tiltalte mig - han var bleg og skjælvede som et Espeløv. "Skinnet er imod mig;" sagde han: "thi dette er et Værk af Djævelen og hans Engle. Dog lever endnu Een, som vel skal bringe min Uskyldighed for Dagen - kom, Hr. Herredsfoged! i 280 Baand og Lænker vil jeg vente paa hvad han haver besluttet over mig arme Synder. Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!" - Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer! Jeg løftede hende ivejret, og tog hende paa mine Arme - jeg tænkte, at hun var død; men Faderen rev hende fra mig, og bar hende ind; og lige med det samme blev jeg atter kaldt hen til den Dræbte, for at besigtige et Saar i hans Hoved; som vel ikke var dybt; men dog havde knækket Hjerneskallen, og kjendeligen viste sig at være bibragt ved en Spade, eller et saadant sløvt Redskab.

✂ Vi gik derpaa Alle ind i Huset. Min Kjereste var da kornmen til sig selv igjen. Hun fløj om min Hals, og besvoer mig ved Gud og alt hvad helligt var: at jeg dog maatte frelse hendes Fader af denne store Nød, og bad mig dernæst, for vor Kjerligheds Skyld, at hun maatte følge ham i Fængslet, hvilket jeg ogsaa tilstod hende. Jeg fulgte dem selv til Grennaae; men Herren veed, hvorledes jeg var tilmode. Ingen af os haver talet et Ord paa hele denne sørgelige Rejse. Jeg skiltes fra dem med et sønderknuset Hjerte.

✂ Liget er lagt i en Kiste, som Jens Larsen havde staaende til sig selv; og imorgen vorder det ærligen begravet paa Vejlbye Kirkegaard.

✂ Imorgen afholdes det første Tingsvidne. Gud styrke mig elændige Menneske!

✂ Gud give, jeg aldrig havde opnaaet den bedrøvelige Post, jeg Daare saa ivrigt eftertragtede! Det er en tung Bestilling den, at være Dommer - gid jeg kunde bytte med en af Stokkemændene! - Da denne Ordets Tjener fremstilledes for mig paa Thinget, lænket fra Haand til Fod: da tænkte jeg paa vor Herre, som han stædes for Pilati Domstoel. Og båres det mig livagtigen for, som min Kjereste - Gud bedre det! hun ligger syg i Grennaae - som hvidskede hun til mig: "befatte Dig Intet med denne Retfærdige!" Ja, Gud give, han var det! men jeg øjner endnu ikke den fjerneste Mulighed. De trende første Vidner bekræftede med oprakte Fingre deres ganske Udsagn i Forhøret, og det Ord for andet; der blev Intet taget fra, og Intet lagt til. Og fremstode ydermere trende nye Vidner, Præstens tvende Karle og Udpigen. De to første havde hiin Dag, da Mordet skedte, siddet i Borgerstuen, og, da Vinduet stod aabent, havde de tydeligen hørt 281 Præsten og den Myrdede hæftigen skjændes, og at den Første havde sagt - ligesom Hyrdeenken og hendes Datter omvandt - "jeg skal slaae din Hund! Du skal ligge død for mine Fødder." Tilmed havde de to Gange hørt Præsten true og undsige Niels Bruus. De vandt endvidere: at Præsten, naar han blev vred, ikke sparede at slaae til med det første det bedste, der kom ham i Hænderne; og at han saaledes engang havde slaget sin forrige Dreng med en Tøjrekølle. Udpigen forklarede: at hun, den samme Nat, som Jens Larsen saae Præsten i Haugen, havde ligget vaagen, og kunde ikke sove; og havde hun hørt Døren fra Gangen ud til Haugen knærke, og da hun rejste sig, og keeg ud, saae hun Præsten i Sloprok og Nathue gaae ud i Haugen. Hvad han bestilte der, saae hun ikke; men en Timestid efter omtrent, hørte hun atter Lyden af Haugedøren.

✂ Da Vidnerne vare afhørte, og jeg tilspurgte den ulykkelige Mand, om han vilde bekjende Gjerningen, eller hvad han i manglende Fald havde at sige til sit Forsvar, foldede han sine Hænder over sit Bryst, og sagde: "Saa sandt hjelpe mig Gud og hans hellige Ord! jeg vil tale Sandhed, og veed jeg med mig selv intet Andet, end hvad jeg allerede tilforn har bekjendt. Jeg har slaget den Afdøde med Spaden; men ikke anderledes, end at han derefter kunde løbe fra mig ud af Haugen; hvad der siden er hændtes ham, eller hvorledes han er kommen til at ligge i min Hauge - det veed jeg ikke. Hvad Jens Larsen og Pigen vidner om at have seet mig i Haugen ved Nattetid, enten lyve de det, eller ogsaa er det et Helvedes Blændeværk. Jeg elændige Menneske haver Ingen til mit Forsvar her paa Jorden; det mærker jeg klarligen. Vil han i Himmelen tie, da maae jeg bøje mig under hans urandsagelige Villie." Herpaa lod han sit Hoved og sine Hænder synke, og udgav et dybt Suk.

✂ Mange af de Tilstedeværende kunde ikke holde sig for Graad. Der begyndte en sagte Mumlen om, at han dog maaskee kunde være uskyldig; men dette var jo blot en Virkning af Sindets Bevægelse og Medynk. Ogsaa mit Hjerte vilde gjerne frikjende ham; men Følelsen tør jo ingenlunde raade over Dommerens Forstand; hverken Medynk eller Had, hverken Gunst eller Avind skal veje det mindste Gran i Retfærdighedens Skaaler. - Jeg kan efter min Overbeviisning ikke slutte anderledes end som saa: Den Anklagede haver slaget Niels Bruus ihjel; dog neppelig med Forsæt og beraad Hu; vel veed jeg, at han har havt den Vane at true dem, han blev vred paa, "at han nok skulde 282 huske dem det den Dag, de mindst tænkte derpaa;" men det er mig ikke vitterligt, at han haver mod Nogen opfyldt sine Trusler. Nu vil ethvert Menneske jo gjerne bjerge Livet, om det kan, og frelse sin Ære, og derfor vedbliver han sin Benægtelse, saalænge han formaaer.

✂ Morten Bruus - det er en haard Hals - ond tilforn, og værre nu af Harme over Broderens Drab, begyndte at tale om Redskaber, der kunde tvinge en forstokket Synder til Bekjendelse; men det forbyde Gud, at jeg mod saadan Mand skulde tage Pinebænken tilhjelp. Og hvad er vel den andet end en Prøvesteen paa legemlig og aandelig Styrke og Svaghed. Den som mægter at udholde Torturen, og den som bukker under for Samme - lyve kunne de Begge. En aftvungen Bekjendelse kan aldrig være paalidelig Sandhed. - Nej, før skulde jeg vige mit Dommersæde, og nedlægge mit sure Embede.

✂ Ak! min gode fromme Kjereste! Hun er da tabt for mig, hvad denne Verden anbelanger; jeg elskede hende dog saa inderligt.

✂ Jeg har havt en haardt Pust at udholde. Som jeg sad, og overvejede den skrækkelige Sag, i hvilken det forestaaer mig at dømme, farer Døren op, og Præstens Datter - jeg tør vel neppe længere kalde den Kjereste, som maaskee aldrig vil vorde min Hustrue? - hun styrter ind med udslaget Haar, kaster sig for mine Fødder, og omfavner mine Knæe. Jeg løftede hende op i mine Arme, og vi græd Begge en god Stund, inden Nogen af os kunde komme tilorde. Jeg blev først Herre over min store Bedrøvelse, og sagde: "jeg veed, hvad I ville, mit Hjerte! jeg skulde frelse eders Fader? Ja Gud hjelpe os arme Mennesker! jeg kan jo ikke. Siig mig selv, hjerte Barn! troer I, at eders Fader er uskyldig?" Hun lagde Haanden paa sit Bryst og sagde: "jeg veed det ikke!" og derpaa stak hun atter i at græde ret bitterligen. "Begravet ham" sagde hun saa igjen, "har han dog neppe; men at Karlen jo er død henne i Skoven af de Slag han fik, det maae vel være saa, Gud bedre det!" - "Kjere Ven!" sagde jeg, " Jens Larsen og Pigen saae ham jo i Gangen den Nat." Hun virrede langsomt med Hovedet, og svarte: "Den Slemme kan have forblindet deres Øjne." - "Det forbyde vor Herre Jesus," sagde jeg, "at han skulde have saadan Magt over christne Mennesker!" Nu græd hun atter. "Siig mig oprigtig" begyndte hun efter et Ophold, "siig mig reent ud, min Fæstemand! dersom Gud ikke sender anden Oplysning i denne Sag, hvad Dom vil I fælde?" Hun saae ængstelig paa mig, og hendes Lipper skjælvede.

✂ "Dersom jeg ikke troede" svarte jeg, "at enhver Anden vilde være haardere end jeg, da skulde jeg vige mit Sæde, ja med Glæde nedlægge mit Embede. Men det tør jeg nu ikke dølge, siden I spørger mig ad; den mildeste Dom, som baade Gud og Kongen har afsagt, er dog Liv for Liv." Her sank hun i Knæerne, men rejste sig strax igjen, veeg nogle Trin baglænds hen fra mig, og raabte ligesom forvildet: "vil I da myrde min Fader! vil I da myrde eders Fæstemøe? Seer I denne?" - hun traadte atter fremad, og holdt Haanden med Ringen hen for mine Øjne - "Seer I denne Fæstensring? hvad sagde min ulykkelige Fader, dengang I satte den paa min Finger? Jeg giver min Pige i din Barm! Men I, I gjennemborer min Barm!" - Ak Gud! hvert Ord hun sagde, gjennemborede min. "Sødeste Barn!" sukkede jeg, "siig ikke saaledes! I kniber mit Hjerte med gloende Tænger. Hvad vil I, jeg skal gjøre? frikjende den, som Guds og Menneskenes Lov fordømmer?" Hun taug, og saae til Himmelen. "Eet vil jeg gjøre" blev jeg ved "er det Uret, da tilregne Herren mig ikke den Synd! Hør nu, kjereste Barn! gaaer Sagen her tilende, da er hans Liv forloren; jeg seer ikke nogen Frelse uden i Flugten. Kan I hertil ophitte noget Raad, da skal jeg lukke mine Øjne og tie. Seer I! jeg haver strax, saasnart eders Fader blev fængslet, skrevet til eders Broder i Kjøbenhavn, og vi kunne nu hver Dag forvente ham. Taler saa med ham, og søg at faae Slutteren til Ven! har I ikke Penge nok, saa raader I over alt hvad jeg ejer!" Da jeg havde sagt dette, blev hendes hele Ansigt blussende rødt af Glæde, og hun faldt om min Hals, og raabte: "Gud lønne Eder for dette Raad! havde vi blot min Broder! da blev der vel Raad." - "Men hvor skulle vi hen?" sagde hun atter og slap mig; "og om vi finde et Fristed i fremmede Lande, saa seer jeg Eder aldrig mere." Dette sagde hun saa ynkeligt, at mit Hjerte var færdigt at briste. "Allerkjereste Ven! raabte jeg: "jeg skal finde Eder, hvor langt I end fare hen; og ville vore Midler ikke slaae til vor Underholdning, skulle disse mine Hænder arbejde for os Alle; jeg har lært i min Ungdom at bruge Øxen og Høvlen." Da blev hun paanye saa sjæleglad, og kyste mig utallige Gange. Vi bade Begge af ganske Hjerte til Gud, at han dog vilde lade vort Forehavende lykkes, og saa skiltes hun fra mig med frejdigt Haab.

✂ Ogsaa jeg begyndte at haabe til det Bedste. Men aldrig saasnart var hun borte, førend tusinde Tvivl opfyldte mit Sind, og alle de Vanskeligheder, som før syntes mig overvindelige, nu forekom mig 284 som uhyre Bjerge, dem min svage Haand aldrig vil mægte at flytte, Nej, nej! af denne Elændigheds Mulm og Mørke veed ikkun han aleneste Vej, for hvem den sorte Nat er lys som Dagen.

✂ Atter to nye Vidner! de føre neppe noget godt i deres Skjold; thi Bruusen anmældte dem med en Mine, der ikke huede mig - han har og et Hjerte saa haardt som Flint, og tilmed fuldt af Gift og Galde. - I Morgen møde de paa Thinget; jeg er tilmode, som om det var imod mig selv, de skulle vidne. - Gud styrke mig dog!

✂ Det er forbi - han har bekjendt Alt.

✂ Retten var sat, og Fangen fremført for at høre de nye tilkomne Vidners Udsagn. De forklarede: "at de den tit omhandlede Nat vare gangne hen ad den Vej, som løber paa tvers midt imellem Skoven og Præstens Hauge; et Menneske var da kommen fra Skoven, med en Sæk paa Axelen, og dermed vandret dem et Stykke forbi ad Haugen til; hans Ansigt kunde de ikke kjende, da det var skjult af Sækken; men da Maanen skinnede paa hans Ryg, havde de tydeligen seet, at han var iført en siid grøn Kjole (hans Sloprok nemlig) og en hvid Nathue; den omvundne Person forsvandt ved Haugegjerdet." Aldrig saasnart havde den Første aflagt dette Vidnesbyrd, før Præsten blev i sit Ansigt som Aske, og det var neppe han med svag Røst kunde fremføre de Ord: "jeg faaer ondt." Man gav ham en Stoel. Da sagde Bruusen til de omstaaende: "det hjalp paa Præstens Hukommelse." Denne hørte det ikke; men vinkede ad mig, og sagde: "lad mig føres tilbage i mit Fængsel! der vil jeg tale med Eder." Det skedte, som han forlangte.

✂ Vi droge afsted til Grennaae; Præsten kjørte med Slutteren og Byesvenden, og jeg reed. Da Fængselsdøren blev aabnet stod min Kjereste og redte sin Faders Seng; paa en Stoel ved Hovedgjerdet hang den ulykkelige grønne Sloprok. - Min Kjereste gav et Glædesskrig, da hun saae mig komme; hun troede at Faderen var frikjendt, og at jeg nu selv vilde udføre ham af Fængslet. Hun kastede hvad hun havde i Hænderne, og hang sig om hans Hals. Den gamle Mand græd, saa den ene Taare ikke kunde bie den anden. Han nænnede ikke at sige hende, hvad nu var passeret paa Thinget; men gav hende nogle Ærinder i Byen, at hun skulde indkjøbe Allehaande. Før hun gik sprang hun hen til mig, trykkede min Haand til sit Bryst, og 285 hvidskede: "godt Budskab?" - For at dølge min Smerte og Forvirring, kyssede jeg hende paa Panden, og sagde: "Kjere! siden skal I høre hvad der er passeret - veed endnu ikke, om det gjør stort fra eller til - men henter os nu hvad eders Fader forlanger." - Hun gik. Ak! Ak! hvilken jammerlig Forandring paa før, da dette uskyldige Barn levede sorgløs og glad i den muntre Præstebolig, og nu her udi dette skumle Fængsel med Sorrig og Smerte, ja med idelig Angst og Bævelse. -

✂ "Sæt Eder, Kjere!" sagde han, og satte sig selv paa Sengestokken. Han foldede sine Hænder i sit Skjød, og stirrede længe mod Jorden i dybe Tanker. Endelig rettede han sig op, og hæftede sine Øjne paa mig; jeg ventede i ængstelig Taushed, som om jeg skulde høre min egen Dom - o ja, paa en Maade skulde jeg jo ogsaa. - "Jeg er en stor Synder," tog han tilorde: "hvor stor - det veed Gud; jeg veed det ikke selv. Han vil straffe mig her, at jeg hisset kan faae Naade og Salighed; ham være derfor Priis og Ære!" Her lod han til at vinde mere Rolighed og Styrke, og vedblev som følger:

✂ "Fra min Barndom af, saalænge som jeg kan huske, har jeg altid været trættekjer, iilsindet og stolt; har ingen Modsigelse kunnet taale; men stedse været rede at slaae til med Sværd. Dog har jeg sjælden ladet Solen gaae ned over min Vrede; ej heller baaret Had til noget Menneske. Allerede som halvvoxen Dreng begik jeg i Hidsighed en Gjerning, der ofte inderlig har fortrudt mig, og smerter mig endnu hvergang jeg tænker derpaa: vores Gaardhund, et fromt Dyr, som aldrig gjorde noget Kræ Fortræd, havde taget min Mellemmad, som jeg havde sat fra mig paa en Stoel; i min Arrighed sparkede jeg saaledes med min Træskoe til Hunden, at den døde under ynkelige Skrig og Pinsler. Det var kun et umælende Dyr; men dog et Varsel for at jeg skulde forgribe mig paa Mennesker. - Da jeg som Student rejste udenlands, gav jeg mig i unødig Trætte med en Bursch i Leipzig, fordrede ham ud, og stak ham i Brystet saa farligt, at han med yderste Nød kunde frelses. Allerede herfor havde jeg fortjent, hvad jeg nu saa sildigen maae lide; men Straffen falder nu og med tidobbelt Vægt over mit syndige Hoved - gammel Mand! - Præst, Fredens Sendebud - og Fader! Ak Gud! ak Gud! der er Saaret endnu dybest - -." Han sprang op, og vreed sine Hænder, saa det knagede i alle Ledemod. Jeg vilde sige Noget til hans Trøst; men vidste Intet.

✂ Da han havde fattet sig lidt, satte han sig atter, og vedblev: "For Eder, tilforn min Ven, og nu min Dommer, skal jeg nu bekjende en 286 Brøde, som jeg uden for al Tvivl har begaaet! men som jeg dog ikke er mig fuldkommen bevidst -" (jeg studsede, og vidste ikke, hvor han vilde hen, eller om han talte med god Samling; thi jeg havde nu belavet mig paa en reen og uforbeholden Tilstaaelse) - "forstaae mig ret! og læg Mærke til min Tale! At jeg har slaget den ulykkelige Karl med Spaden, det veed jeg, og har frit ud tilstaaet - om det var med Fladen eller Eggen, kunde jeg i min hæftige Forbittrelse ikke sandse - at han da faldt, og løb bort - see, det er Alt, hvad jeg veed med sandselig Vished. Resten - Gud bedre det! - har jo fire Vidner seet, nemlig at jeg hentede Liget, og begrov det; og at det i Gjerningen maae være saa, er jeg nødsaget til at troe; I skal høre mine Grunde!"

✂ "Tre eller fire Gange tilforn i mit Liv er det vederfaret mig, at jeg har været Søvngjænger. Den sidste Gang - det kan nu være ni eller ti Aar siden - skulde jeg den kommende Dag holde en Liigprædiken over en Mand, som paa en pludselig og elændig Maade var kommen af Dage. Jeg var forlegen for en Text, da de Ord af en Viismand hos de gamle Græker: ""priis Ingen lykkelig, før han døer!"" faldt mig ind. At tage en Hednings Sentents til Text i en christelig Tale, vilde ikke gaae an; men det forekom mig og, at den samme Tanke med omtrent de samme Ord skulde findes et Sted i den hellige Skrivt. Jeg ledte og ledte, og kunde ikke hitte Stedet. Det var silde, jeg var af andet Arbejde meget træt; klædte mig derfor af; gik tilsengs, og sov ind. Da jeg om Morgnen vaagner, og sætter mig til mit Skriverbord, for at vælge en anden Text, og nedskrive et Udkast til Talen, seer jeg til min store Forundring, foran mig paa Bordet skrevet med store Bogstaver paa et Blad Papiir: ""Priis Ingen lykkelig, før hans Endeligt kommer! Syrach det 11te Capitel, 34te Vers;"" men ikke dette alene, ogsaa en Liigprædiken, kort, dog saa vel udarbejdet som nogen; - og alt Dette med min egen Haand. I Kammeret havde intet Menneske været; thi for Døren havde jeg indvendig trukket en Skodde, da Laasen var forslidt, og kunde springe op af sig selv, naar det blæste; gjennem Vinduet kunde ligesaalidt Nogen være kommen; thi det var om Vinteren, og Rammen frossen fast til Karmen. Nu vidste jeg, hvo der havde skrevet Prækenen, ingen Anden, end mig selv; det var dengang kun et halvt Aars Tid siden, jeg i en saadan synderlig Tilstand om Natten var gaaet ind i Kirken, og havde hentet et Lommeklæde, som jeg om Aftenen mindedes bestemt at have ladet ligge i min Stoel bag Alteret. Seer I nu, Kjere! da de tvende Vidner 287 afgave deres Forklaring idag for Retten, randt mig pludselig dette mit Søvngjængerie ihu; og tillige mindedes jeg, at Morgenen efter at Liget var nedgravet havde jeg undret mig over, at finde min Sloprok ligge paa Gulvet indenfor Døren, da jeg dog hver Aften bestandig hang den paa en Stoel udenfor min Seng; hvilket indtil dette Øjeblik igjen var gaaet mig af Glemme. Det ulykkelige Offer for min ustyrlige Vrede maae altsaa være faldet død om i Skoven, og jeg i min drømmende Tilstand have seet dette, og søgt ham der. Ja, Gud være mig naadig! det er - det maae være saa."

✂ Her taug han; holdt Hænderne for Øjnene, og græd bitterlig. Men jeg var yderst forbauset og fuld af Tvivlraadighed. Jeg havde stedse troet, at den Myrdede var død paa Stedet, og begravet der, hvor han faldt; ihvorvel det syntes mig sært, om Præsten ved Dagen skulde have fuldført dette Arbejde, uden at Nogen havde mærket det, samt at han dertil skulde havt Aandsnærværelse nok. Dog - tænkte jeg saa igjen - Nøden har tvungen ham; han har kun i en Hast løselig bedækket Liget, og siden om Natten gravet det dybere ned. Nu sige de to sidste Vidner: at de have seet ham bære en Sæk fra Skoven; det var mig strax højst paafaldende, og flygtig opstod den Tanke, om ikke dette Vidnesbyrd kunde staae i Modsigelse med de forrige, og Mandens Uskyldighed derved begynde at opklare sig. Ak desværre! nu stemmer det Hele alt for godt, og hans Brøde er udenfor mindste Tvivl. Alene den besynderlige Vending, han giver Sagen, forundrer mig: at han har begaaet hele Gjerningen, er vist; men om den sidste og uvæsentligste Halvdeel er udført i vaagen eller drømmende Tilstand, det er det eneste Uvisse. Præstens Udsagn fra først til sidst, hans ganske Adfærd bærer Sandhedens Præg, ja for dens Skyld opgiver han villig sit Liv; dog noget Lidet af Æren kæmper han maaskee nu for at bjerge? eller - maaskee han ogsaa her er Sandheden tro? Et saadant Nattegængerie er ikke uden Exempel, ligesaalidet som at et Menneske kan løbe saalangt med Ulivs Saar.

✂ Han gik atter nogle Gange hastig op og ned ad Gulvet; derpaa stod han stille foran mig, og sagde: "I har nu her mellem Fængslets Mure annammet min Bekjendelse; jeg veed, at eders Mund skal fordømme mig; men hvad siger eders Hjerte?" - "Mit Hjerte," svarede jeg - det var knap, jeg for Beklemmelse kunde tale - "mit Hjerte lider usigeligt, og vilde gjerne briste i dette Øjeblik, naar det derved kunde frelse Eder fra en skrækkelig og vanærende Død - " (jeg turde jo ikke 288 nævne det sidste Redningsmiddel, Flugten). - "Det kan I ikke," faldt han hurtigt ind: "mit Liv er forbrudt, min Død er retfærdig, og et advarende Exempel for alle Efterlevende. Men lov mig, at I ikke vil slaae Haanden af min arme Datter - jeg havde engang tænkt at give hende i din Barm -" (her aftørrede han de atter frembrydende Taarer) -"dette skjønne Haab har jeg selv forstyrret; I kan ikke ægte en Misdæders Barn, men lov mig, at I vil sørge for hende, som en anden Fader!" Med stor Bedrøvelse og under mange Taarer gav jeg ham min Haand. - "I har vel Intet hørt fra min Søn fornyelig?" tog han igjen tilorde: "jeg vil ogsaa haabe, at han bliver uvidende om denne Elændighed til Alt er forbi - jeg kan ikke taale at see ham." Her skjulte han sit Ansigt i sine Hænder; vendte sig om, og støttede sin Pande mod Væggen - han hulkede som et Barn.

✂ Det varede Noget, inden han blev istand til at tale: "Nu Kjere!" sagde han da, "forlad mig nu! og lad os ikke see hverandre, før i den strænge Retfærdigheds Huus! Og - viis mig dette sidste Venskab! lad det skee snart - endnu imorgen! jeg længes efter Døden; thi jeg haaber, for Jesu Skyld, den skal vorde mig en Indgang til et bedre Liv, end dette nærværende, der nu ikke har Andet at yde mig, end Kval og Forfærdelse - gaae, min kjere, medlidende Dommer! lad mig afhente til Thinget imorgen! og send endnu idag Bud efter Hr. Jens i Aalsøe! han skal berede mig til Døden - Gud være med Eder!" - Han rakte mig sin Haand med bortvendt Aasyn; jeg tumlede ud af Fængslet - jeg var som bedøvet, ja hartad uden Bevidsthed.

✂ Jeg skulde maaskee have redet lige hjem, uden at tale med Datteren, var hun ikke selv tæt udenfor Fængslet kommen mig imøde. Hun maatte kunne læse Dødsdommen i mit Ansigt; thi hun blegnede, og greb fat om begge mine Arme. Hun saae til mig, som om hun skulde tigge sit Liv; spørge kunde hun ikke, eller torde hun ikke. "Flye! flye! og red eders Fader!" var det Eneste, jeg mægtede at fremføre.

✂ Jeg kastede mig paa min Hest, og var her hjemme længe før jeg vidste det. - Altsaa - imorgen!

✂ Dommen er afsagt. Han hørte den med større Standhaftighed, end den besad, som oplæste Samme. Alle Nærværende, undtagen hans haardnakne Fjende, udviste ogsaa stor Medlidenhed; nogle hvidskede endog, at den var streng - ja tilvisse streng! den skiller eet Menneske 289 ved Livet, og tre foruden ved Livslykke og Sindsro. Den barmhjertige Gud være mig en naadigere Dommer, end jeg Synder tør være mod mit Medmenneske!

✂ Hun har været her - hun fandt mig paa Sygelejet - der er ingen Redning længere - han vil ikke flygte.

✂ Slutteren var vunden; Fiskeren, et Sødskendebarn til hendes salige Moder, havde lovet at føre dem til Sverrig, og havde sin Sejlsbaad tilrede; men den angergivne Synder var ikke til at overtale. Han vil ikke unddrage sig Retfærdighedens Sværd, forhaabende, at han ved sin og Jesu Død skal vinde sig en bedre Retfærdighed hisset. - Hun forlod mig ligesaa trøstesløs, som hun var kommen; men uden et eneste umildt Ord. - Gud naade hende, Stakkel! hvorledes skal hun overvinde den forfærdelige Dag? Og her ligger jeg, syg til Legem og Sjæl - kan hverken trøste eller hjælpe - Sønnen bliver borte.

✂ Farvel! - Farvel mit Hjertes trolovede Brud! farvel for denne usselige Verden, til vi mødes engang i en bedre!

✂ Snart maaskee; thi jeg føler, at Døden har mig fat - maaskee gaaer jeg did, førend den, mit grumme Embede tvang mig til at henskikke.

✂ "Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: "jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel! for vi sees aldrig meer." - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!

✂ Gud! hvor vil hun hen? hvad har hun isinde? Broderen er ikke kommen - og imorgen - paa Ravnhøj.*

✂ (Her findes Herredsfoged Erik Sørensens Dagbog pludselig afbrudt; men til denne, ligesaa sandfærdige som skrækkelige Begivenheds nærmere Oplysning og Fuldstændiggjørelse, anfører herefter den daværende Nabopræst i Aalsøe hans skrivtlige Optegnelse. Skulde ellers nogen Læser ville drage disse Actstykkers Ægthed i Tvivl, da tør han dog ikke tilligemed Indklædningen forkaste det Væsentlige af Historien, som - desværre! er alt for sand. Sagnet, som endnu stedse i hele Omegnen levende vedligeholder ** Den Banke paa Aalsøe Mark, ved Grennaae, hvor Præsten Søren Qvist blev halshuggen, hedder endnu saaledes. 290 sig, lægger ydermere til: at just denne tragiske Begivenhed gav Anledning til, at Delinqventsager for Eftertiden blive foretagne ved alle Instantserne; Lovkyndige maae vel da kunne fastsætte Tidspunctet for Samme).

B. Aalsøe Præstes Optegnelser.

✂ I min Embedstids det syttende Aar tildrog sig her i Nabolauget den Begivenhed, som betog Alle med Skræk og Forfærdelse, og geraadede vor geistlige Stand til stor Tort og Blusel, idet Præsten i Vejlbye, den vellærde Hr. Søren Qvist, udi Vrede slog sin Tjenestekarl død, og begrov ham derpaa om Natten i sin Hauge. Han blev efter foregaaende retlig Undersøgelse overbeviist om denne gruelige Gjerning, saavel ved Manges Vidnesbyrd som og ved egen Bekjendelse, og derfore dømt til at have sin Hals forgjort. Hvilken Dom i mange tusinde Menneskers Overværelse blev exeqveret her paa Aalsøe Mark.

✂ Den Henrettede, hvis Sjælesørger jeg tilforn havde været, forlangte mig til at besøge sig i Fængslet. Og maae jeg med Sanden sige: at jeg aldrig haver meddeelt det hellige Sacramente til Nogen mere vel beredt, angergiven og fuldtroende Christen. Han erkjendte selv med inderlig Ruelse, at han havde vandret i kjødelig Sikkerhed, og været et Vredens Barn, hvisaarsag Gud hengav ham i Synd og Sindsforhærdelse, ydmygede ham dybt, og gjorde ham meget elændig, at han atter kunde oprejses ved Christo. Han beholdt sin Frimodighed lige til det Yderste, og holdt paa Retterstedet til det omstaaende Folk en Tale fuld af Kraft og Salvelse, hvilken han i sine sidste Dage havde udarbejdet i Fængslet og lært udenad. Den handlede om Vrede og dens skrækkelige Følger, med bevægelig Anvendelse, paa ham selv, og den grumme Misgjerning, hvortil Vrede havde forledt og henrevet ham. Textens Ord vare tagne af Jeremiæ Begrædelses Bog 2 Cap. 6 Vers: "Han har beskæmmet Præsten i sin Vrede." - Derpaa afklædte han sig, bandt selv for sine Øjne, og knælede med foldede Hænder; og som jeg havde udtalt de Ord: "vær trøstig, kjere Broder! idag skalt Du være med Frelseren i Paradiis!" faldt hans Hoved for Mestermandens Sværd.

✂ Hvad der gjorde ham Døden beedsk, var Tanken om hans tvende 291 Børn, af hvilke den ældste, Sønnen, var fraværende - som Man troede i Kjøbenhafn - men, som vi siden erfarede, i Lund; hvorfor han ogsaa først ankom hertil den samme Aften, som Faderen om Morgenen havde betalt Syndens Sold. Datteren, som, sig selv og sin Kjereste til ydermere Hjertesorg, stakket tilforn havde været trogivet til Herredsfogden, tog jeg af Barmhjertighed i mit Huus, hvor hun mere død end levende blev henbragt aarle om Morgenen, da hun havde taget Afsked med Faderen, hvem hun med datterlig Ømhed havde plejet udi Fængselet.

✂ Da jeg kom tilbage fra den tungeste Gang i mit Liv, fandt jeg hende temmelig rolig og sysselsat med at tilberede den Henrettedes Jordeklæder (thi det var tilladt, at han maatte vorde begravet i christen Jord, dog udi al Stilhed). Hun græd ikke mere; men hun talte heller Intet. Jeg taug ogsaa; thi hvad skulde jeg sige hende? og var jeg ikke selv bespændt med mørke Tanker?

✂ En Timestid derefter kom min Vogn med Liget, og kort herpaa foer en ung Mand paa en Hest ind i Gaarden - det var Sønnen. Han kastede sig over Faderens afsjælede Legeme og derpaa i Søsterens Arme; begge Sødskende holdt hverandre længe omfavnede; men ingen af dem kunde faae et Ord frem.

✂ Om Eftermiddagen lod jeg kaste en Grav ligeudenfor Vaabenhuusdøren til Aalsøe Kirke; der nedlagdes i den tause Midnatstund de jordiske Levninger af den forhenværende Præst i Vejlbye. En Sandsteen, hvorpaa er udhugget et Kors, og som jeg først havde ladet forfærdige til mig selv, bedækker Graven, og minder enhver Kirkegænger om den Ulykkeliges dybe Syndefald, og den menneskelige Naturs Fordærvelse, samt om Syndens eneste Frelse ved Christi Kors.*

✂ Næste Morgen vare begge faderløse Sødskende plat forsvundne, og haver intet Menneske siden kunnet høre eller spørge det Mindste til dem. Gud maae vide i hvilken Afkrog de have skjult sig selv for Verden.

✂ Herredsfogden skranter bestandig, og troes ikke at leve. Jeg selv er saare betagen af Sorrig og Kummer, og tykkes mig Døden at maatte være det højeste Gode for os Alle tilhobe.

✂ Gud gjøre imod os efter sin Viisdom og Barmhjertighed! ** Stenen ligger endnu den Dag idag paa samme Sted. 292 Herre! hvor urandsagelige ere dine Veje!

✂ I min Embedstids otte og tredivte Aar, og een og tive efter at min Naboepræst, Hr. Søren Qvist i Vejlbye, var bleven sigtet, dømt og henrettet for et Mord paa een hans Tjenestekarl, hændte det sig: at en Stodder kom her i Præstegaarden. Han var en gammelagtig Mand med et graaagtigt Haar, og gik ved en Krykke. Ingen af Tyendet var just tilstede, jeg gik derfor selv ud i Kjøkkenet, for at give ham et Stykke Brød; og spurgte jeg ham da, "hvorfra han var?" Han sukkede og svarte: "ingensteds fra." Jeg spurgte derpaa om hans Navn; han sukkede atter, saae sig frygtsom omkring, og sagde: "de har kaldt mig Niels Bruus." Det foer i mig, og jeg sagde: "det er et grimt Navn; saaledes heed ogsaa En, der blev slaget ihjel her omkring, for en Snees Aar siden." Han sukkede endnu dybere, og svarte: "det var ikke saa godt, jeg havde døet dengang; det har bekommet mig ilde, at jeg rømte ud af Landet." Haaret rejste sig paa mit Hoved, og jeg tog til at ryste af Forfærdelse; thi nu tyktes mig, at jeg grandgivelig skulde kjende ham igjen; tilmed var det, som om jeg saae den livagtige Morten Bruus for mig, hvem jeg tre Aar iforvejen kastede Jord paa. Jeg ryggede mig tilbage, og slog et Kors for mig; jeg tænkte det var et Gjenfærd. Men han satte sig paa Skorsteensskjødet, og sagde: "Herre Gud, Fa'er! jeg hører, min Broder Morten er død. Jeg var ved Ingvorstrup; men den nye Mand gjennede mig væk - lever min gamle Huusbond, Præsten i Vejlbye?" - Nu faldt det som Skjæl fra mine Øjne, og jeg ahnede strax Sammenhængen i hele den gruelige Historie; men jeg var saa fornummen, at Mælet i nogle Minutter var mig formeent. "Ja" sagde han saa, og beed graadig paa Brødet, "det var Mortens Skyld Altsammen - men kom Præsten ellers i Fortred?" - "Niels! Niels!" raabte jeg i mit Hjertes Skræk og Afskye, "Du har en blodig Synd paa din Samvittighed; for din Skyld har den uskyldige Mand maattet lade sit Liv for Bøddelens Haand." Brødet og Kjeppen drattede fra Stodderen, og selv havde han nær segnet om i Ilden. "Gud forlade Dig, Morten!" stønnede han, "det meente jeg ikke - Gud forlade mig min store Synd! - men det er dog vel kun saa, I vil rædde mig? - Jeg har nu vandret herind lige fra langt ude paa hiin Side Hamborg, og ikke hørt et Ord herom. Der har heller Ingen kjendt mig førend Fa'er, og jeg ikke aabenbaret mig for nogen Anden; men da jeg kom igjennem Vejlbye, og spurgte om Præsten var levende, svarede de: Ja." "Det er den nye" sagde jeg, "men ikke den, 293 som I og jer ugudelige Broder har skilt ved Livet." Da begyndte han at slaae Hænderne sammen og hyle og give sig, saa jeg vel mærkede: at han kun havde været et blindt Redskab i Djævelens Haand; ja jeg begyndte endmere, inderlig at ynkes over ham. Og tog jeg ham derfor ind med mig i mit Studerekammer, talte til ham nogle trøstelige Ord, og fik da hans Sind saavidt i Rolighed, at han i Stødemaal forklarede og udlagde mig alle Ting i dette Helvedes Skarnstykke.

✂ Broderen Morten - en Belials Mand - fattede et dødeligt Had til Hr. Søren i Vejlbye fra den Tid af, han nægtede ham sin Datter til Hustrue. Saasnart derfor Præsten var bleven skilt ved sin forrige Kudsk, fik han sin Broder til at lade sig fæste i dennes Sted. "Og pas nu vel paa" havde han sagt til Niels, "naar Lejlighed falder, saa ville vi spille den sorte Mand et Puds, og det skal ikke blive din Skade." Niels, som var stiv og studs af Naturen, og dertil ophidset af Morten, kom snart i Klammerie med sin Huusbond; og saasnart han havde faaet den første Tugtelse, glemte han ikke at melde det paa Ingvorstrup. "Lad ham nu slaae Dig eengang til" havde Morten sagt, "saa skal han faae det betalt; kom strax til mig, og lad mig det vide!"

✂ Da var det han yppede Kiv med Præsten i Haugen, og løb derpaa uden Ophold til Ingvorstrup. Brødrene mødtes udenfor Gaarden. Niels fortalte det passerede. "Har Nogen seet Dig paa Vejen herhid?" spurgte Morten; Niels meente nej. "Saa skal vi," sagde Morten, "jage ham en Forskrækkelse ind, han ikke skal forvinde de første fjorten Dage." Nu blev Niels ført hemmelig ind paa Gaarden, hvor han holdt sig skjult til Aften. Saasnart Alle vare til Ro, gik de samlede hen til et trebundet Markeskjæl, hvor der tvende Dage tilforn var nedgravet Liget af en Karl paa Niels's Alder, Størrelse og Udseende. (Han havde tjent paa Ingvorstrup, og der hængt sig selv, som der mumledes om, af Desperation over Bruusens tyranniske Behandling og Trusler; hvorvel Andre sagde, det var af Kjerestesorger.) Dette Liig grove de op igjen, hvor nødig end Niels vilde; men Broderen tvang ham - og slæbte det hjem til Gaarden; thi det var tæt derved. Nu maatte Niels afføre sig alle sine Klæder; dem Liget, Stykke for Stykke, igjen iklædtes; endogsaa en Ørenring blev taget med. Derpaa gav Morten den Døde et Hug over Ansigtet med en Spade, og eet i Tindingen, og forvarede ham saa i en Sæk til næste Aften. Da bar de Sækken til Skoven, som ligger tæt ved Vejlbye.

✂ Niels havde vel flere Gange adspurgt Broderen, hvad han havde isinde, og hvad alle disse Anstalter skulde til; men denne havde bestandig svaret: det behøver Du ikke at kjære Dig om - det faaer at være min Sag." I Skoven siger Morten til ham: "nu skal Du hente mig een af Præstens daglige Kjoler, helst den lange grønne, jeg har seet ham gaae med om Morgenen!" Niels svarede: "Det tør jeg ikke, for de hænge i hans Sovekammer." - "Saa tør jeg selv" siger Broderen; "og gaae nu din Vej, og kom her aldrig meer! her har Du en Pung med hundrede Daler. De holde vel ud, til Du kan faae Dig en Lejlighed i Sønden, men langt borte! hører Du! hvor Ingen kjender Dig. Giv Dig et andet Navn, og sæt aldrig din Fod mere paa dansk Grund. Gaae om Natten, og hæl Dig i Skoven om Dagen; og her er Madposen, jeg tog med fra Gaarden; den kan føde Dig, til Du kommer ud af vor Konges Landemærker. Skynd Dig nu, og kom her ikke igjen, saafremt Du har dit Liv kjert."

✂ Niels adlød, og dermed skiltes Brødrene ad, ej heller saae de hverandre siden fra den samme Dag af. - Den Rømte havde døjet meget Ondt i fremmede Lande, var bleven hværvet til Soldat, havde tjent i mange Aar, og været i Krig, hvor han mistede sin Førlighed. Fattig, svag og ussel fik han isinde at søge sin Fødestavn, og havde under megen Nød og Besværlighed fægtet sig igjennem.

✂ Saaledes lød i Korthed det fatale Menneskes Beretning, om hvis Sandfærdighed jeg desværre ikke kunde bære Tvivl. Og blev det mig altsaa klart, hvorlunde min ulykkelige Medbroder var falden som et Offer for den nedrigste Ondskab, for sin Dommers og for Vidnernes Forblændelse, og for sin egen lettroende Indbildningskraft. Ak! hvad er dog et Menneske, at det tør opkaste sig til Bloddommer over sin Lige? Hvo tør dog sige til sin Broder, Du est skyldig at døe? Kun Gud hører Hævnen til; kun den, som giver Livet, tør alene give Døden. Han lønne Dig nu ogsaa hisset for den bittre Martyrdød, Du her maatte lide, med det evige Livs uendelige Glæde!

✂ Jeg fandt mig ikke beføjet til at angive den sønderknuste og angergivne Synder, saameget mindre som Herredsfogden endnu levede, hvem det vilde være en Grusomhed at oplyse om hans skrækkelige Vildfarelse, før han vandrede heden, hvor Alt det skal komme for Lyset, der endnu er skjult for vore Øjne. - Jeg stræbte derfor langt hellere at yde den Tilbagevendende Religionens Trøst, og formanede ham dernæst paa det alvorligste til at fordølge sit Navn 295 og den hele Begivenhed for alle Mennesker. Jeg lovede ham paa dette Vilkaar Huuslye og Pleje hos min Broder, som boer i en langtfraliggende Egn.

✂ Næste Dag var en Søndag. Da jeg sildig mod Aften kom hjem fra mit Annex, var Stodderen borte; men inden det blev Aften den følgende Dag, var Tildragelsen bekjendt over hele Nabolauget. Dreven af sin urolige Samvittighed havde han ilet afsted til Rosmus, og fremstillet sig som den rette Niels Bruus for Herredsfogden og alt Tyendet i Gaarden. Herredsfogden fik en Rørelse, og døde inden Ugens Ende; men Niels Bruus fandtes Tirsdag Morgen liggende død udenfor Aalsøe Kirkedør, paa den salige Søren Qvists Grav.

Tørst - Prævliqanterne * - Lakvirum - Kjeltringlatin - Kjeltringvejr.

✂ Dagen var lummerheed. En hæftig Sydostvind blæste Varme ned - det var en reen Sirocco. Hvidligrøde Tordenskyer optaarnede sig hen over Horizonten i Østen og Vesten. De lignede en Række af fjerne Snebjerge, hvis Kanter Solen forgylder, afdeelte ved dybe og dunkle Dale. Efterhaanden mistede een Skytop efter den anden sit skarpe Omrids, udtyndede og udvidede sig i lettere, lysere Strimer - Tegn til at "Himlens Artillerie" begyndte at tordne; men Buldret druknede i Blæstens suusende Strøm, og Blinkene i Solens Straalehav. - Jeg vandrede frem midt imellem begge de ildsprudende Batterier. Tørsten drev mig; uagtet den stærke Varme tog jeg hurtige Trin, for at naae et Kjær, hvilket jeg med Sikkerhed vidste skulde befinde sig i den Retning, jeg fulgte; hvor langt det var borte, kunde jeg ikke skjønne, da der paa denne flade Hedestrækning ikke fandtes nogen ** See rothvelsk Lexicon. 299 ophøjet Gjenstand til Mærke; og havde der end været en Saadan, den disige Lufts sittrende Bevægelse vilde dog have forvirret og gjort det ganske utydeligt. Endelig øjnede jeg Toppen af nogle Vidiebuske og en bleg grøn Stribe i Lyngen. Min Hund, endnu mere vansmægtet end jeg, vejrede højt og sprang foran mig derhen; jeg misundte ham hans Forspring. Desværre uden Aarsag. Jeg saae ham snart skrabe i Jorden, og vidste nu, at Kjæret var udtørret. Alligevel gik jeg did, for med egne Øjne at indhente den sørgelig Erfaring. Her stode vi begge skuffede i vor brændende Forventning. Jeg kastede mig mismodig ned; men min stakkels Ledsager peeb og fantede og skrabte ivrig det visne Græs tilside, for at køle det gispende Bryst i den endnu lidt fugtige Engbund. Beklag os ikke, medlidende Læser! Jeg har kjendt en Mand - et Lykkens Skjødebarn, en Skjæbnens og Menneskenes Kjæledægge, som roste sig af, "at han aldrig i sit Liv havde været rigtig sulten eller tørstig" - beklager ham! den Ulykkelige vidste ikke, hvorledes Vand smager; vel endnu meget mindre hvad det er, udmattet af Gang, svinglende af Hede, og brændende Tørst at kaste sig i Bølgens kølige styrkende Favn. Denne Lyst ventede mig kun en lille Fjerdingmiil fra det vandløse Kjær, hvor jeg kjendte en med Lyng og Pors indfattet Hedesøe.

✂ Gjenfødt til nye Anstrængelser, med hiin ubeskrivelig søde Dirren i alle Nerver, sad jeg lidt ophøjet over Søen i Vindsiden paa en Gravhøj - den eneste i Omkredsen saavidt Øjet naaede. Hunden laae ved mine Fødder, og deelte de ambrosiske Lækkerbidskener, Ost og Brød, da en levende Gjenstand tildrog sig hans Opmærksomhed; thi han rejste Hovedet lidt i Vejret, skød Ørerne op, trak Øjenbrynene sammen, knurrede og udstødte et Par Smaabjæf. Jeg drejede mig om, og saae et Væsen nærme sig, som vel kunde forbause baade Mennesker og Hunde. Det var nemlig intet mindre, end en Slags Amphibie eller Hermaphrodit, en uhyre lang Holophernes med Skjørter paa, et Væsen altsaa - foroven Mand, forneden Kvinde. Skikkelsen skred, med en Landse i hver Haand, hen imod mig - min Tommelfinger holdt af sig selv om Hanen paa Geværet. Men snart opdagede jeg, at Landserne ikke vare Andet end Kjeppe, og endvidere at Væsenet var en Dobbeltfigur med to Hoveder, fire Arme, fire Stokke og fire Been - med korte og klare Ord: det var en Mand baaren af en Kvinde; een, noget mindre end halvvoxen, Dreng fulgte tæt bag efter. Vejen løb nedenom Højen paa den modsatte Side; men da de kommende havde 300 Solen lige i Øjnene, kunde de ikke see mig - Hunden taug, enten af Skræk eller af Forundring.

✂ En Mand, som - figurlig talt - med Taalmodighed bærer sit Huuskors gjennem Livet, eller af Kjerlighed sin Kone paa Hænderne, er ingen stor Sjældenhed; men en kvindelig Korsdragerinde i bogstavelig Mening - nemlig med sin Mand paa Ryggen, var endnu aldrig forekommet mig. Historien om "die Weiber von Weinsberg" har stedse syntes mig lidt fordægtig: "det er langt borte og længe siden" Sligt tildrog sig. I al Fald var det kun en kort Spadseretuur og dermed forbi: "einmahl ist keinmahl." Og disse "verrufene Weiber" ansporedes jo mægtigen, deels af Frygt for Enkestanden, og deels maaskee af Lyst til at gjøre Opsigt blandt de fjendtlige Herrer Officierer. Her, paa den store øde Alhede, maatte findes andre Aarsager; den første, jeg opdagede, var denne: at Manden manglede begge sine Fødder.

✂ Da det lille Selskab var kommen midt for Højen, gjordes Holdt: Kvinden drejede Ryggen til Skraaningen, bøjede sig tilbage, og aflæssede sin Byrde; derpaa rettede og rattede hun sig nogle Gange, pustede ud, og nedlod sig imellem Manden og Pogen. Den Sidste lagde en lille Pose i hendes Skjød. Der blev fremtaget nogle Fødevare og spiist i al Stilhed. Saasnart det tarvelige Maaltid var endt, begyndtes en kort Samtale, af hvilken jeg kun namsede enkelte Ord; thi den førtes i et Sprog, hvilket jeg af adskillige Udtryk - saasom "Jup" "Brall" "Pukkasch" - snart erkjendte for det saakaldte "romaniske." Efter nogle Minutters Forløb var Materien udtømt, og alle Tre lagde sig til at sove.

✂ Jeg rejste mig nu, og gik om paa den anden Side af Højen, for at tage den slumrende Gruppe i Øjesyn. Manden var en lille, men - paa det nær, at han manglede Fødder - ret velskabt Figur, med et frisk, brunladent Ansigt; han lod til at være i sin kraftigste Alder. - Kvinden var endnu langt mørkere af Farve; havde store, sorte, sammenløbende Øjenbryn, en afstumpet Næse, fyldige Kinder, en temmelig bred Mund med tykke Læber, mellem hvilke fremskinnede de misundelsesværdigste snehvide Tænder. Hun var meget føer af Bryst og Lemmer, og saae vel ud til at kunne tage sin Mand. - Saavidt havde jeg taget Skue af det synderlige Par; men hvad har Man seet af et Menneske, naar Sjælens Vinduesskodder ere tillukkede? saameget omtrent som Bindet om en Bog.

✂ Jeg havde allerede vendt mig bort, for at gaae videre, da Purken gav sig til at raabe: "Madrum! Padrum! en Høvl! en Grønspæt!" * Kvinden slog et Par sorte, dybtliggende og alvorlige Øjne op, satte sig langsomt overende, og nikkede ad mig paa en Maade, som er disse Mennesker egen, naar de hilse Nogen. I det samme aabnede Manden for tvende store, lyseblaae, muntre og livlige "Oklinger;" han tog Hatten af, men blev liggende i sin magelige Stilling. - Jeg taler gjerne fremmede Sprog; ikke for at glimre med mine lingvistiske Kundskaber; men det medfører en særegen Behagelighed, saaledes at familiarisere sig med Udlændige, da Man ellers uden dette Meddelelsesmiddel maatte betragte hverandre som Døvstumme. De magiske Ord løse Tungen, aabne for Sjælens Tankegjemme, og bringe Liv i hiin sprirituelle Tuskhandel, ved hvilken begge Parter vinde. Tilmed den sødtpirrende Overraskelse: naar en Rejsende, der møjsommeligen slæber sig frem i det uvante Sprog, nu med eet tiltales i sit liflige Modersmaal; da faae Tanker og Tunge Liv og Vinger; Talen strømmer i flydende ustandset Løb - den Fremmede er paa eengang hjemme, han er atter iblandt Slægt og Venner." -

✂ Ikke af nogen her anført Grund - snarere uden Grund, som vi saa ofte tale og handle - fik jeg det Indfald, ikke at ville sætte min rothwelske Praas under en Skjeppe. Jeg nikkede igjen til mine Arabere med et: "Goddeis Genter!" Et let Smiil foer over Kvindens asiatiske Ansigt; men Manden hævede Overkroppen, støttede sig paa begge Haandflader, og saae med urolige Blik snart paa mig og snart paa Damen. "Er det dinnoses Maie?" vedblev jeg. "Sibe, sibe" svarede han hurtigt, og gav hende tillige et ret venligt Øjekast. "Det er Mængerie for Dinnoses at bære din Knasper," sagde jeg til hende. "Nobes" svarede hun kort, og kastede med sin Kjep i Lyngen. Jeg greb nu i Lommen, gav Drengen et Par Skilling - hvorfor Manden meget høfligt takkede - sagde Farvel, og gik.

✂ Først da jeg var kommen et langt Stykke bort, fortrød jeg, at jeg ikke havde spurgt disse Mennesker lidt nøjere ud. Men saaledes gaaer det: jo nærmere vi ere det Ualmindelige, det Mærkelige, jo mindre vækker det Interessen: En Mand kan boe ti Aar paa Møen, uden at see Klinten; men rejser maaskee til Schwejtz, for at see Schreckhorn og Staubbach; en Anden har to Gange været ude at see Rhinfaldet; ** "Moder! Fader! en Hund! en Jæger!" 302 men endnu ikke een Gang ved Vesterhavet, skjøndt han hver Dag kan høre dets vældige Torden. Da jeg besaae Rosenborg, skedte det i Selskab med fire Kjøbenhavnere - vi vare der alle Fem for første Gang. Den, der havde Penge og Tid, kunde gjerne faae isinde at svippe til Norwood eller Siebenbürgen, for at tage en Zigeunerlejr i Betragtning; men vore danske Pariaer kunne gaae ham dagligen forbi, uden at værdiges et Øjekast. - Hvor synderlig - tænkte jeg siden - er dog ikke denne lille Caravane! Hvor uegennyttig, hvor stærk, trofast, ja heroisk er ikke denne Kvindes Kjerlighed til en hjælpeløs Krøbling, hvem hun paa sine Skuldre bærer - Gud veed hvor langt og hvor længe! Hvor vældig er dog den usynlige Magt, som har forenet disse tvende Væsner - Ørkens, den vilde Naturs vilde Børn! Og dog imod Naturens Generalregler; thi ellers er det Ranken, der snoer sig om Elmen; den svage Kvinde der søger Beskyttelse hos Manden - her er det omvendt. - Under saadanne Tanker vendte jeg om igjen, for at oprette min Forsømmelse, og nærmere at kjende det underlige Par, og dets vist nok besynderlige Skjæbne.

✂ Jeg gik over en Fjerdingvej tilbage til Højen; men Caravanen var allerede borte; saalangt som jeg kunde øjne, var intet levende Væsen at see.

✂ Det var henimod Aften - jeg maatte tænke paa Natten. Den Bye, hvor jeg havde besluttet at tilbringe Samme, var over halvanden Miil borte; og i Mellemrummet fandtes - saavidt jeg vidste - ingen menneskelig Vaaning.

✂ "Sydostblammer og Kvindeklammer vil gjerne endes med Vand," siger Jyden. Dette kan slaae fejl, især om Vedkommende beholde Marken og det sidste Ord; men Rigtigheden af hiint stadfæstede sig paa een for mig saare følelig Maade.

✂ Blæsten havde lagt sig; men Himlen var overtrukket med mørke, lavtdrivende Skyer. Tordendrønet hørtes lydeligere og lydeligere, og enkelte Lyn glimtede trindt omkring mig i det Fjerne. Jeg mærkede vel, at jeg ikke kunde undgaae Vejret; belavede mig derfor paa en vaad Trøje, men tillige paa Nydelsen af det stolteste Naturoptrin, vi hertillands kjende. "Hede - Nat - Torden og Lynild" saaledes beskrives hiin Skueplads, hvorpaa Lears Vanvid raser, frygteligere end selve Elementerne. Her havde jeg jo samme Skueplads, samme Decorationer, samme fortrinlige Maskinerie, og - jeg var ene: ustandset, uforstyrret kunde min Phantasie nu flyve paa Stormens Vinge og 303 ride paa Tordenens Pile. - Frygt ikke, adstadige Læser! at jeg her skal rive Dig ud af din fornuftige Sjæls afmaalte, ordentlige Pasgang. Dennesinde skal jeg ikke pine Dig med hvad jeg har tænkt og følt; thi Noget er af den Beskaffenhed, at jeg vil beholde det for mig selv alene. Og Noget er af en Genre, at jeg ikke kunde meddele Dig det, om jeg ogsaa vilde. Dersom denne Fortælling skulde falde i Hænderne paa Een, som har ladt sig gjennembløde, for at betragte et natligt Tordenvejr - en Saadan veed omtrent hvad jeg mener. Andre maae nøjes med hvad jeg saae og hørte.

✂ Det blev Aften - det blev Nat. Uvejret var om mig, var over mig. Thors Vogn buldrede; Axlene gnistrede; Bukkefødderne klapprede op og ned ad Skyernes Bjerge og Dale; Regn og Hagel styrtede drasende ned. Belmørke og blændende Lysglimt vexlede med hinanden; snart vandrede jeg i synligt, føleligt Mulm; snart laae Heden foran mig i tvivlsomt Lys, og Himmelen viste mig i hurtige Øjeblink sit sønderrevne Forhæng. I saadanne Momenter savnede jeg Intet uden Macbeths Hexer.

Pennekas - Drallers - Kjeltringbal.

✂ Foran mig viste sig et stillestaaende Lys, som forsvandt hvergang et Lyn udbredte sit stærke Skjær; men kom igjen, naar det atter blev mørkt. Jeg vidste, paa hvad Lag i Heden jeg omtrent maatte befinde mig; jeg vidste tillige, at her ikke kunde være - i det mindste for et Par Uger siden ikke havde været - nogen menneskelig Vaaning. Jeg standsede af og til, for at iagttage, om Lyset bevægede sig - Nej! det kunde følgelig hverken være Lygte eller Lygtemand; men vel et af hine hemmelighedsfulde Meteorer, der menes at betegne nedgravede Skatte, eller nedgravede Liig. For disse frygtede jeg ikke, for hine langt mindre: jeg blev da ved at gaae fremad. Skinnet blev stedse større og klarere.

✂ Jeg havde atter gjort Holdt, da et vældigt Lynglimt oplyste foran mig en Gjenstand, der saae ud som et Huus uden Tag. Jeg studsede, og tænkte uvilkaarlig paa hine interimistiske Balsale, som Underjordiske siges at oprejse til natlige Orgier. Dog - hvilken fornuftig Bjergmand eller Bjergmandskone vilde vel i saadant et Vejr bestemme sig til at danse oven paa Jorden? - Himmelens Lys udsluktes; men dette jordiske tændtes paanye: jeg stirrede, jeg lyttede - svage Toner, 304 som af et Strengeinstrument, stundom tabende sig i Tordenlarmen og Blæstens Susen, kom til mit Øre! Altsaa alligevel en natlig Dans! og det her paa den vildene Hede, i den vildene Storm! Skulde jeg blive? gaae tilbage eller frem? Nysgjerrigheden raadte til det Sidste; jeg havde jo aldrig tilforn været i Hexeselskab eller Bjergmandscommerce - (thi hiint mit Eventyr paa Dagbjerg Dos var, ærlig talt, hverken meer eller mindre, end en Drøm).

✂ Atter gik jeg et Stykke fremad, fast besluttet at indtrænge saa langt mueligt i denne rædselfulde Løndom; men, hvis jeg her skulde træffe for eet af den forføriske Morganas Slotte, da at blive smukt udenfor, og flye. - Jeg kom nu saa nær, at Lyset antog en firkantet Figur - det skinnede fra et Vindue i det forhexede Castel. Jeg holdt atter stille. Strengelegen hørtes heel grant: det var en Violin og ingen Harpe. Denne Omstændighed beroligede mig i Henseende til morganiske Fristelser; men satte mig derimod i Tanken hen til hine Pikkeniker, hvor Spillemændene ere Gedebukke. Jeg lyttede: Musikken blandedes med Raaben og Latter. Jeg stirrede: dunkle Skikkelser svævede frem og tilbage derindenfor Vinduet - jeg var sælsom tilmode.

✂ Imidlertid havde Uvejret fjernet sig; det holdt op at regne, og en enkelt Stjerne blinkede hist og her med "grædende" Øje gjennem hurtigt drivende Taageskyer. Det østerlandske Huus stod nu i kjendeligt Omrids: jeg vovede at træde det ganske nær; jeg vovede at udstrække min Haand, for at erfare, om det var af jordisk Stof, eller bygget af saadanne Materialier, som Feer og Hexe bruge. Jeg følte, jeg saae: Hytten var opmuret af - Hedetørv, saa sandselige, saa ægte som nogen findes. Her var altsaa en menneskelig Vaaning; ergo kunde her være een, og jeg havde før sluttet falsk, som Man saa tit gjør, naar Man slutter fra posse til esse. En Anden, mere fast i sine Principer, end jeg, vilde have sagt: "her er intet Huus, for her kan intet være." Jeg derimod, som ikke er stærk i Logica, antog bona fide Huset for et Huus, og undrede mig aleneste over, hvorlunde det var kommen her, og til hvad Ende? -

✂ Jeg maae gjøre en Digression, der hverken er lang eller uforanlediget. Den, der har rigtig Lyst til Dans, er aldrig forlegen for et Locale: da Franskmændene (som ogsaa ere en ret egentlig dansende Nation) med Storm havde indtaget Constantinopel, dansede de i Sophiekirken, ligesaa svedige og blodige som de kom fra Murene. Da de med Storm havde indtaget Thuillerierne, dansede de i de kongelige Sale, hvis 305 Gulve vare malede med blodige Roser: da Bastillen var j evnet med Jorden, dansede de paa Tomten. Dette Sidste huer mig bedst; og sindriig, poetisk, indholdsriig var hiin korte Indskrivt paa den simple Støtte, der betegnede Fængselets Sted: "her danser Man" Her - nemlig - hvor Man før sukkede og hylede; her, hvor der var kun Graad og Tandgnidsel, hvor Despotismens Offere nedstødtes levende i Graven, her, hvor der borde staaet samme Devise over Porten, som ved Indgangen til Dantes Helvede: "lad Haabet blive udenfor!" - Naa da: ogsaa her, midt paa Alheden, en Miil fra nærmeste Huus; her, hvor tilforn kun hørtes Vindens Suk i Lyngen og Hjejlens Hylen, 306 hvor Vandreren fremstødtes i "natlig Mulm" uden Haab om Huuslye og Aftensmad, smægtende efter en varm Kakelovn og et Fad varm Grød - ogsaa her danser Man - jeg blev veltilmode og traadte hen for Vinduet, for at tage Balsalen og de Dansende i Øjesyn.

✂ Hvor skal jeg faae en nederlandsk Pensel til at male denne nederlige Scene? Hvorledes skal jeg skildre den, for slige Decorationer ganske fremmede, Læser denne "hyggelige" Stue med Loft af Leer, Vægge af Leer, Gulv af Leer? hvorlunde skal jeg fremstille ham den ædle Simplicitet i Meublementet? uhøvlede Fyrrebænke, blakkede Egekister, besatte med sorte Leergryder og Fade, med grønne Brændeviinsflasker, og blanke Glas med drejede Træfødder? hvorledes skal jeg bibringe ham en klar Forestilling om Værelsets clairobscure, en Virkning af fire Tællepraaser, som vare klistrede paa Væggene? Og fremfor Alt de levende Figurer? Jeg vil holde mig til disse.

✂ Midt paa Gulvet drejede tvende Par sig i den velbekjendte "schwabischen Wirbeltantz;" men Rotationerne vare saa voldsomme, at det blev mig umueligt at fixere de Dansendes Ansigter. Paa en Bænk lige for Vinduet sade tvende andre Par, hvis blussende Kinder tilkjendegav, at de nylig havde forladt Gulvet. Ved den ene Side af dem paa Hjørnet af en flad Kiste sad Spillemanden, og slog Takt med sin Træskohæl, og ved den anden stode to pjaltede Børn skrabende Skoverne af en sort Grødgryde. - Nu var Valtsen ude; men i dette Øjeblik fremtraadte en Person, som hidtil havde staaet skjult for mig. Han gik tvert over Gulvet, og forsvandt paa den anden Side. Jeg saae altsaa kun hans Profil, men det var nok for mig til at gjenkjende Fyren. Naar jeg siger, at det var en undersætsig Krabat, med nedhængende Axler og et vældig stort Hoved oven paa dem: at han var meget ramskoppet, havde en bred Mund med tykke Læber, smaae Øjne, der, naar han talte, vare i uophørlig Bevægelse - omtrent som Man beskriver Buskmændenes - at dette store, koparrede Ansigt viste i den hurtige Afvexling but Alvorlighed og raae Lystighed: at hele Karlen havde en saa bestemt, fast og ilende Gang, at Man blot behøvede at see ham bag til, for at sige: "Den Knægt er vist Een af dem, der ikke betænke sig længe paa at putte Kniven i Livet paa hvem, der kommer ham for nær - naar jeg saaledes betegner ham: da ere der i det mindste tre Mennesker til, foruden mig, som ville mindes at have seet ham før; om saa kun Een af disse have profiteret af hans rothwelske Privatissima. Jeg behøver vel neppe at forøge 307 Signalementet med den Bemærkning, at han havde den Korsfæstedes Billede intattoveret paa sin venstre Arm.

✂ Strax derpaa kom denne vor Professor i det rothwelske og romaniske Sprog trædende baglænds ud paa Gulvet, saae om til Spillemanden og nikkede, trampede nogle Gange haardt i Gulvet, og slyngede Armene sammen over Brystet. I saadan Stilling ventede han den Dame, han havde været henne at engagere, men hvem jeg fra mit nærværende Standpunct endnu ikke kunde see. Musiken begyndte: det var en Slags Reel i rask tofjerdedeel Takt.

✂ Som en - ja hvordan Een? som en Furie? nej dertil var hun alt for knøv - som en Penthesilea furens, qvæ mediis in millibus ardet? ikke heller; dertil var hun for stumpet, for buttet, for simpelt og fredelig costumeret - som Madame Schall i en Zigeunerdans? det var nærmere ved Meningen; men ellers, naar jeg maae bruge Lignelser af min egen Opfindelse og efter min egen Smag: som en Top, som en Sysselkone, som en Snurrekok foer ud paa Gulvet, foran og efter og rundenom den letspringende Professor - hvem? Ingen Anden end Korsdragerinden, hende med Manden paa Ryggen.

✂ Det var en virkelig Zigeunerdans, ved hvilken jeg hændelsesviis var bleven Tilskuer. Damens Fødder løb som Trommestikke og ramte Leergulvet med rappe Dask; Armene vare heller ikke ledige, ligesaalidt som Fingrene, der treffende efterlignede Castagnetternes 308 Klappren. Med alt dette var der i hendes Bevægelser og Miner slet Intet af en Bayadere eller Dewidaschi; tvertimod var hendes Ansigt saa koldt, mut, ja trodsigt, at det udgjorde den fuldkomneste Contrast med Professorens. Dennes hele store Fjæs var udspændt i et uforandret, stadigt, stillestaaende Griin: hans smaae Øjne stode heelt opspilede, Munden halvt; Overlæben var heelt oppe ved Næsen, Underlæben halvt nede paa Hagen; Man saae baade Tænder og Gummer - ustridigt besad han under denne Dans et meget aabent Ansigt.

✂ Jeg var ikke den Eneste, der morede mig over de Dansendes Kunstfærdighed: alle Tilskuerne, der stode i en Halvkreds om dem, gav deres Bifald baade lydeligt og synligt tilkjende ved Forundringsraab og Udbrud af Skoggerlatter, ved at skultre sig, gnie Armene, og klappe i Hænderne (med den højre Baghaand i den venstre hule Haand). Tillige drejede de, af Sveed og Glæde glindsende Ansigter sig hurtigen fra den ene Side til den anden - jeg tænkte uvilkaarligen paa Troldene ved Thors Maskerade: "i deres troskyldige Munterhed med Bukkehorn i Panden de gave Stød paa Stød." Her fattedes virkelig intet Andet, end denne jotumhejmske Hovedpynt, for at gjøre Illusionen fuldstændig; Zigeunerinden kunde i al Fald passere for en ret taalelig Gerda.

✂ Ogsaa denne Dans fik Ende; Gerda gik tilbage derhen, hvorfra hun var udfaret. Jeg flyttede mig hurtigen om til den anden Side af Vinduet, for at see hvor hun blev af. See! der stod en Kiste og oven paa den sad den fodløse Vandrer; hans raske Meddanserinde paa Livets Vej satte Ryggen til Kisten, Hænderne paa den, og voltigerede baglænds op til ham. - I dette Øjeblik hørte jeg en Dør gaae, og ude hos mig stod den lærde Rothwelsker. I Lysskjæret derinde fra Stuen af saaes vi snart Ansigt til Ansigt, og han - gjenkjendte mig ligesaa hastig, som jeg ham, skjøndt med en endnu større Forundring.

✂ Jeg fortalte ham, at jeg vilde til Ørre; men havde i det vildsomme Vejr taget fejl af Vejen, og derfor søgt efter Lyset i dette Huus. Han tilbød sig tjenstvilligen som Vejviser; hvilken Høflighedsbeviisning jeg ogsaa taknemmelig modtog, ikke saa meget for Vejviisningens Skyld, som for at erholde Forklaring over den Scene, jeg nu havde været Tilskuer ved, og fornemmelig Oplysning om det synderlige Ægtepar. Hvad jeg erfarede meddeles herefter, som følger.

Peiter Beenløs og Linka Smælem.

✂ Det forunderlige Huus - fortalte mig min Ledsager - var ikke opbygget ved Hjelp af Aladdins Lampe, ej heller efter nogen anden Aandebesværgers Ordre; men af Ørre Sogns Fattigvæsen og paa Amtets Befaling til den vidtberejste og vidtbekjendte Johannes Axelsen, som Prævliqvanten beskrev mig: 1) som en lærd Mand, da han baade kunde læse og "skribente," 2) som en klog Mand, da han hidindtil lykkelig havde undgaaet og trodset alle Overstickeres Efterstræbelser, 3) som en kæmpestærk Slagsbroder, da han i Legemskræfter alene veeg for "Jens Munkedal, Chresten Stærk i Hveisel og Chresten Jensen i Ørre" (hvilke trende Athleter - efter Beskrivelsen og højtideligt besvorne Kjendsgjerninger, sikkert kunde sammenlignes med Milo, Polydamas og Entellus - med Stærkodder, Bue Digre og Orm Storolfsen - med August den Anden, Marschallen af Saxen og Frank).

✂ Denne Materie frembød en meget naturlig Overgang til Zigeunerinden, der ogsaa maatte besidde en meer end almindelig Styrke, eftersom hun formaaede at bære sin Mand fra Bye til Bye.

✂ "Linka Smælem" sagde han, "er stærk som en Ulykke; det kan jeg bevidne; for da jeg engang fik Lyst til at lege en Smule med hende, gav hun mig saa god en Munddask, at jeg aldrig skal forlange den bedre - men derfor ere vi lige gode Venner."

✂ "Saa er hun dog sin Krøbling troe?" spurgte jeg.

✂ "Som Guld" svarte han; "vil Nogen komme hende fornær paa den Maade, er hun værre end en Bindehund."

✂ "Hvorledes er det gaaet til" vedblev jeg, "at disse to Mennesker ere saaledes parrede sammen?"

✂ "Det skal jeg fortælle Dem" sagde han: "Peiter Beenløs - som vi kalde ham - og jeg ere fødte paa eet Sted -"

✂ "Hvor?" afbrød jeg.

✂ "Det veed jeg ikke!" svarte han leende. "Min Moder har sagt, at det var her omkring paa Heden - "

✂ "Det var i et stort Huus" bemærkede jeg.

✂ "Ja vel, ja vel!" raabte han nikkende, "der var højt til Loftet og vidt til Væggene. - Jeg og Peiter rejste sammen til vi blev store; saa fik vi Lyst til at see os længere om i Verden. I Hvidmatini - "*

✂ "Det var et langt Spring" faldt jeg ind.

✂ "Det er mange tusind Mile" sagde han med en berejst Mands glade Selvfølelse - "Fra Blaamatini* af havde vi været i Selskab med Smælemer.** Saa traf det sig engang hverken værre eller bedre end at vi havde taget Natteleje i en grusselig stor Skov; og om Morgenen, da vi vaagnede, var der Krig runden om os; det rabaldrede paa alle Kanter. Et godt Stykke borte var en. Hule i et Bjerg; det vidste Smælemerne, og der vilde vi hen at krybe i Lye. Men Krigen kom nærmer og nærmer, og Kuglerne hvæsede over os, og hug Grene af Træerne; een faldt ned paa Hovedet af en halvvoxen Tøs - det var justement Linka, Linka Smælem, vi kalde hende, Peiters Maie - og hun drattede til Jorden. Alle Smælemer bleve ved at rende, og Ingen vilde bie efter Linka; for hun hørte Ingen til af dem, men var stjaalen etsteds langt ude i Sønden. Lad os see, om hun ogsaa er død! siger Peiter til mig. Lad hende ligge! siger jeg. Men hun var ikke død; kun slemt forslaaet var hun, og den ene Arm knækket, og hun bad saa ynkelig, at vi vilde tage hende med. Saa tog Peiter hende op, og vi afsted efter de Andre. Da vi kom i Hulen var vi sikkre nok, og der blev Linka efterseet og forbunden; men da Krigen var draget forbi, og vi igjen begave os paa Rejsen, var der ingen Anden, som vilde bære Linka, end Peiter; gaae kunde hun ikke, og Smælemerne vilde givet hende Lidt at leve af, og saa ladet hende blive tilbage i Hulen, Saaledes blev han da ved at slæbe paa Tøsen i mange Dage og langvejs omkring, til hun selv kunde begynde at sætte Fod til Jorden. - Det er ikke for Intet, at hun nu bærer ham igjen; Qvit er god Betaling."

✂ "Naa," faldt jeg atter ind, "og den første Deel af Betalingen var da den, at hun giftede sig med ham?"

✂ "Ja, aaja!" smidskede han, "vist bleve de gifte et Par Aar derefter - paa en Maade - De veed nok, hvorledes vi bruge; det er ellers lige saa kraftigt, som Primer og Skraaler*** kan gjøre det. Hvem der vil ta'e fremmede Guder, eller løbe fra hinanden, for dem kan det være Eet og Eet, enten de ere givne sammen paa en Landevej eller i en Siongert.****

✂ Jeg fandt mig ikke beføjet til at svare Noget paa saa uforskammet en Skose, jeg fandt det under min Værdighed, at tage honnette Folk i Forsvar mod saadan en Kjeltring. Han vedblev.

✂ "Men Peiter og Linka holdt trolig ud sammen. Saa traf det sig engang hverken værre eller bedre, end at vi bleve tagne tilfange af en Flok Soldater. Hvad der blev af Smælemerne veed jeg ikke; men det veed jeg, at Peiter og jeg fik hver en hvid Rokkelpoj og en Sneller paa Nakken, og flere Prygl end Penge, inden vi lærte at kriges, Saa kom vi da ogsaa med imod Franskmændene, og Linka fulgte efter vort Regiment med de andre Kvinder og Pakagje. Naar vi ikke vare i Tjenesten, var hun altid hos Peiter, og gjorde ham tilgode det bedste hun kunde. Og det var endda strængt nok; for først var hun grumslinglak, og siden fik hun Grumslingen at slæbe paa - den samme lille Klør, de endnu har med dem; men hun gav aldrig et Muk. - Et Aarstid eller tre gik det os godt nok endda; men saa kom vi en Dag i et stort Slag, og der fik den sølle Peiter begge Fødderne spolerede af en Kanonkugle. Jeg vidste ikke Noget af ham at sige, før om Aftenen, da vi vare komne i Qvarteer; der kom Linka med ham paa Nakken, og ind i Sygstuen til Feldtskæreren. Han skar begge Fødderne af ham, og da han saa var cureret, kunde han gaae hvort han vilde. Sin Afskeed havde han - der var intet i Vejen - men Pensionen glemte de. Saa tog Linka ham igjen paa Nakken og Grumslingen ved Haanden, og vandrede videre om i Verden. Hun havde det surt nok, kan jeg troe; for hun maatte alene bjerge Føden til dem alle Tre. Men hun er aldrig raadvild - den Karl! hun tiggede, og hun dansede, og hun spaaede - for hun kan ogsaa spaae" - lagde han til med megen Alvorlighed - "baade i Kaffe og i Kort, og af Folks Hænder; og hvad hun siger - det er vist."

✂ "Saaledes havde hun fægtet sig igjennem lige fra en Strøm der langt ude, de kalde die Donau og ind til Bøffelsmatini.* Der slumpede jeg til at finde dem igjen, og siden fulgtes vi ad her hjem - "

✂ "- Men" afbrød jeg ham, "Du har jo begge dine Fødder, hvorledes fik da Du din Afsked?"

✂ "Den tog jeg selv," svarede han grinende; "jeg tyktes den Krig varte mig forlænge, og da jeg saa en Dag stod Skildvagt i en stor Skov - den selvsamme hvor Linka havde faaet Armen slaaet over - fik jeg ** Meklenborg. 312 Lyst til at komme til Danmark igjen. Jeg smed derfor Rokkelpoj og Snelier og Patrontaske og hele det Ragerie, og løb min Vej, og det gik prægtigt."

✂ Under denne Fortælling, som ellers var langt vidtløftigere, mere episk og episodisk, end jeg her finder fornødent at anføre den, havde vi naaet en bedre banet Vej til Ørre, Min berejste Ledsager gik tilbage, og jeg frem; skjøndt jeg gjerne endnu engang gad seet og talt med dette trofaste Kjeltringpar. - Jeg har aldrig seet dem enten før eller siden.

✂ Jeg vil ikke fordølge, at jo denne Historie besvangrede mig med mangehaande Tanker, Følelser, Gisninger; men de fleste af dem kom ikke til Verden - kommer der heller ikke. Een mindes jeg endnu - en Gisning - om romanesk eller romanisk, det veed jeg ikke: Hvad om denne Natmandsmadame, der nu danser i et Tørvehuus paa Ørre Hede, er en ungarsk Grevinde eller Baronesse? Hvad om Fødselen havde bestemt hende til at danse ved wienske Hofballer? at see Baroner, Grever og Fyrster for sine Fødder? istedet for at hun nu maae bære en Kjeltring uden Fødder gjennem Livet! Hendes Vugge stod maaskee i "gyldne Sale" - hendes Grav i Hjørnet af en Jydsk Landsbyekirkegaard - men hendes trofaste Kjerlighed kan maaskee staae anskrevet der, hvor Kejserslotte og Tørvehuse staae Side om Side.

✂ P. Sp.

1.

✂ Jorden var bedækket med Snee; Himmelen med Stjerner; Maanen kvællede; alle Vinde vare til Hvile. Forneden var intet Liv; men foroven var Firmamentet i uendelig Bevægelse: de utallige Smaalys i Mørket glimtede, tindrede, bævede, blinkede - og smiilte - som Engleøjne fra den fjerne, dunkle Evighed.

✂ Tildækket med Vinterens Liiglagen, omfunklet af den store Gravhvælvings Blaalys, laae Landsbyen Wöhrden, og sydligst i Samme Fogdens Hans Wollersiens Huus. Paa den brede Gavl, som vendte ud til Marken, stod et Vindue aabent, og indenfor dette en ung Pige, som af og til lænede sig paa Armene i Vindveskarmen; stak Hovedet lidt ud, og kikkede nu til den ene Side, nu til den anden. Naar en sexten Somres Møe staaer ved Midnatstid, i klingrende Frost, for aabent Vindue, seer hun vist ikke efter Stjerner; hendes Haab, hendes Længsel er ikke saa langt borte; hendes Tanker har ikke Carl den Stores, men Emmas Gang. Og naar en ung Pige saaledes venter, venter hun vist heller ikke forgjæves. - Fjernt ude paa Sneen saaes en mørk Plet, der stedse blev større, og stedse kom nærmere - Det var Reimer fra Wimerstedt, en ung, smuk Ditmarsker, blandt sine Jevnlige den Første i Dans og i Strid. Pigen trak nu Vinduet sagtelig til, men krogede det ikke, og lagde sig paaklædt tilsengs. Ynglingen kom hid, aabnede det kun paa Skrømt tillukkede Vindue, og befandt sig snart inde i den Elskedes Sovekammer.

✂ Forarger Eder ikke, I kydske Jomfruer og Ungersvende! Dette er vel et Stevnemøde, men ingen tydsk Schäferstündchen, ingen fransk tete à tete; det er en heel uskyldig, ved ældgammel Folkeskik hjemlet Sammenkomst mellem tvende Forlovede, der tale med kold Forstandighed om den snart begyndende Huusholdning, om forventet Brudeskjænk og Indkjøb, om Husets og Værtskabets Indretning, om 314 hvem der skal bydes til Bryllup, og om hvem der ved Samme skal hædres med forskjellige Bestillinger.

✂ Under disse ærbare Forhandlinger hørtes udenfor en Knirken i Sneen. "Sæt Krogen paa Vinduet!" hvidskede Pigen hurtigt. Reimer rejste sig, og gjorde efter Befaling; dog blev han staaende, for at opdage, hvo det var, som gik derude - en stor, mørk Skikkelse, der stedse kom nærmere. Sagtelig trak han sig tilbage fra Vinduet, satte sig igjen paa Kanten af Kjerestens Seng, og sagde - dog uden minste Skinsyge: "Hvem kan det være? det lader til, han ogsaa vil fenstre." "Vist nok Wolf Isebrand;" svarte hun: "det er kun faa Dage siden, han sagde til mig, at han kom en Nat med det Første for at besøge mig. Jeg tænkte, det var hans Spøg, og svarede ligeledes i Spøg, at Nætterne nu vare for kolde, og at mit Vindue var frosset fast."

✂ I det samme pikkedes der sagtelig paa Ruden, og en Stemme sagde: "Teke Hansdatter! sover Du?" "Nej!" svarede hun: "men her kommer Ingen ind." "Da seer jeg dog," gjenmælede hiin: "et Spor hertil, og intet herfra." "Det er mit!" tog Reimer Ordet. "Hvad for en Mit?" spurgte Wolf. "Reimers fra Wimerstedt!" svarte denne: "jeg kom først, Wolf Isebrand!" "Hm!" brummede Wolf: "det kunde Du have sagt mig, lille Telse! Det er ikke smukt at holde en ærlig Karl for Nar, og lade ham løbe for Ingenting i Frost og Snee." "Vær ikke vred, Wolf!" sagde Pigen: "jeg troede jo, I vilde skjemte med mig, for Folk har sagt, at I var gode Venner med Viben- Marie - hun boer jo ikke heller saa langt herfra, og saa gaaer I dog ikke forgjæves." "Den Dyvel med Viben- Marie!" udstødte Wolf: "hun har ogsaa faaet sig saadant et glat Ansigt kikket ud, med en Smule Fnuk paa Hagen." - Her sprang Reimer atter hen til Vinduet, og sagde lidt hidsig: "Fnuk kan blive til Skjæg, og en glat Hage kan være ligesaa god som en koparret!" "Hys!" faldt Telse ind: "ingen Spectacler! Reimer! Du skal være skikkelig! - gaae væk fra Vinduet!" - Han adlød. - "Wolf Isebrand! jeg vil sige det kort og godt: Reimer og jeg ere Kjerester, og om fjorten Dage skal vi have Bryllup." "Tillykke! tillykke!" sagde Isebrand but: "det kan ellers hænde, at Reimer inden den Tid faaer Andet at tænke paa - god Nat!"

✂ "Hvad meente han med det?" spurgte Telse. "De snakke saa smaat om Krig;" svarte Reimer: "de holsteenske Herrer ville nok engang maale deres Ridderlandser med vore Springstokke." "Ikke Andet?" sagde Ditmarskerinden: "saa springe de vel til Pølse, som de pleje." "Det tænker jeg med;" sagde Ungersvenden: "alligevel denne Gang 315 faae vi nok fornemme Gjæster - Hertug Frederik og hans Broder, Kongen af Danmark -." Atter afbrødes den politiske Samtale ved en stærkere Pikken paa Vinduet, og et højere: "Telse Hansdatter! sover Du?" "Hvad er det?" hvidskede Reimer: "jeg troer, at alle de unge Karle i Wöhrden har faaet isinde at fenstre her inat -." "- Telse!" raabtes der endnu tydeligere: "sover Du?" "Ja!" svarte den skjelmske Tøs med dæmpet Fnisen, og: "det er Carsten Holm!" hvidskede hun til den lykkelige Elsker. "Snakker Du isøvne," sagde Stemmen udenfor: "kan Du ogsaa rejse Dig isøvne, og lukke mig ind." "Det gjør jeg ikke;" svarede Telse: "for jeg drømmer just nu, at der staaer en slem, sledsk, tyvagtig Hankat herude." "Spøg nu ikke længer, min Skat!" sagde hiin med kjælen Røst: "men luk mig Vinduet op! Du veed, jeg mener det ærligt." "Oja!" svarte hun: "ligesaa ærligt, som Du meente det med Anneke Delve, hvem Du snakkede godt for, og siden lod sidde - jeg kjender nok din Ærlighed, Carsten Holm!" "Tak for den, min Lille!" svarede han: "men siig mig blandt andet Snak, hvorfor gav Du mig Lov til at besøge Dig inat?" "For at gjøre Dig keed af det Frierie," sagde hun: "og paa eengang at blive fri for dit Overhæng." "Tusind Düvel!" raabte den gjækkede Elsker: "tør Din Taske holde mig for Nar!" "Ingen Skjældsord!" foer Reimer op; Telse hyssede paa ham, og vilde holde ham for Munden; men den opbragte Ungersvend vedblev: "dersom Du ikke pakker Dig, skal jeg vende en Mølle med din Meeltyv derude i Sneen, saa det skal knage i alle dine Ledemod!" Reimer! Reimer!" advarede Pigen: "det er den rige Holm i Hejde; han staaer højt for hele Borgerskabet, og hans Ord gjælde som Guld." "Aha!" raabte Holm: "hænger det saaledes sammen? Den der kommer først til Mølle, faaer først malet; det er ret og billigt. Hvem er det ellers, om jeg maae spørge, der taler saa kjerligt til mig? Stemmen, tykkes mig, lignede Reimers i Wimerstedt." "Rigtigt!" svarede denne: "og her ere to Næver, som ogsaa tilhøre ham; har Du Lyst at prøve dem, saa bie lidt!" "En andengang, go'e Ven!" gjenmælede Mølleren: "spar dine Næver til siden; vi kan snart have alle dem nødige, vi har. Og Du derinde, der er saa bange for Mandfolk, forhast Dig ikke med at sye din Brudekjole! Du kunde maaskee faae Andet at tænke paa - Godnat! sov vel, begge To!" Med disse spottende Ord gik den anden skuffede Bejler skoggrende bort.

✂ "Vred blev han;" sagde Telse: "men jeg vilde dog ikke havt, at ban skulde vidst, Du var her hos mig. Hvem kan vide, hvad han vil finde 316 paa, for at gjøre Dig Fortred? - Du er ogsaa altid, som naar Man stikker Ild i Blaar."

✂ "Jeg blæser ham et Stykke," svarte Reimer: "den Grynbøtte! Hvad vil han gjøre mig?"

✂ "Jeg veed ikke?" sukkede Telse: "men der bæres mig intet Godt for."

✂ "Underlige Pige!" sagde Reimer: "før saa kjæk, og nu forsagt! Den Frygt vil jeg kysse bort."

✂ "Nej, nej!" raabte hun alvorlig: "ikke saa! - vær artig, Reimer! - saaledes har Du aldrig før været - skal jeg kalde paa Fader? - Naa! gaae nu! herud af Vinduet med Dig!"

✂ "Godnat da!" knurrede Ynglingen, og slængte Kjerestens Haand fra sig: "men om fjorten Dage - Hochtit, ja Hochtit, Juchhee!" Med dette Omkvæd af en marsisk Bryllupsvise sprang han hen til Vinduet, aabnede det, svang sig ud, og dansede munter hen over Sneen til sit Hjem.

✂ Telse rejste sig op af Sengen, gik til Vinduet, og saae endnu længe efter den bortilende Kjereste. Endnu langt længere, end hun var istand til at øjne ham, hørte hun ham snart fløjte, snart synge: "Juchhee! Hochtit, ja Hochtit is hyt."

✂ Tillukkende Vinduet gjentog hun sagtelig: "Hochtit, ja Hochtit," og et ømt Suk hævede det jomfruelige Bryst.

2.

✂ Slottet Melbek havde aldrig tilforn huset saa mange og fornemme Gjæster. Der var Kong Hans, tre Rigers Herre; hans Broder, Hertug Frederik af Holsteen; deres Sødskendebørn, Greverne Adolph og Otto af Oldenborg, og af danske, holsteenske og tydske Riddere og Adelsmænd over tvende tusinde: saaat baade ethvert Værelse paa den vidtløftige Borg var fuldt, og ligeledes i den nærliggende Bondebye, hvor Indvaanerne, paa Huusbond og Madmoder nær, havde maattet give Plads for Riddersvende, Staldkarle, Tjenere og alskens Tros.

✂ I alle Salene var Tummel og Larm, Raaben og Sang og Bægerklang, Latter og Ordstriid; kun i den største, hvor de regjerende Herrer befandt sig, gik det mindre støjende til; kun der var det mueligt at høre sine egne Ord. Nederst for den ene Ende af det lange, med sølvfryndset Dækketøj beklædte, Egebord sad Værten, den 317 gamle, men endnu kraftfulde og krigslystne, Henrik Ranzau; i Højsædet for øverste Bordende Trillingerigernes Konge, der nylig var hidkommen fra sin Sejr over de opsætsige Svenske, og fra deres tvungne Hylding i Stokholm; fra ham igjen og nedad ved begge Sider Hertugen, de oldenborgske Grever, samt nogle af de fornemste Adelsmænd og Anførere i den forestaaende Krig. At denne var Samtalens Hovedæmne er let at tænke sig.

✂ Alt vare flere Skaaler drukne, da Hertug Frederik igjen rejste sig med sit Bæger, vendte sig mod Kong Hans og sagde: "Min Herr Konge og Broder! Nu drikker jeg Eder Ditmarsken til!" Han tømte det vældige Bæger. Kongen greb sit og sagde: "Jeg takker for Skaalen, og drikker Eder til med Halvparten!" Alle stode op og drak paa dette Ønske. Knud Giøe, Herre til Krenkerup og Landsdommer i Lolland, var den, som drak sidst og langsomst; og idet han satte sig brummede han, som for sig selv: "Før Du har truffen Bjørnen ret -" "- skal Du ej Gjæld paa Huden gjøre!" faldt hans Sidemand Ebbe Geed lidt højere ind, saaat et Par af de holsteenske Herrer vel hørte, men ikke forstod det betydningsfulde danske Ordsprog. Men Kongen, skjøndt længere borte, baade hørte og forstod dets sidste Halvdeel - thi Kongerne have ikke alene lange Hænder. "Er Geden bange for Bjørnene" sagde han paa Dansk - ellers førtes hele Bordtalen paa Tydsk. - "Nej, eders Majestæt!" svarte den danske Ridder rask og frimodigt; "men jeg tænker, at See Dig for! er bedre end See Dig bag! at ingen Fjende er at foragte, og at Forsigtighed ikke vilde skade; det kunde ellers let hænde: at Gedeblod ikke blev det kostbareste, der om stakket Tid kan komme til at rinde." "Wat segt he?" spurgte Grev Otto af Oldenborg sin Fætter Hertugen. "Han siger" svarte denne spodsk, og i samme Sprog, "det var bedst at falde Marskbonden tilfode, og kysse Hænderne paa de Otte og Fyrgetive Sognefogder." En almindelig Latter besvarede dette Hertugens Indfald; og Hans Alefeldt, der var bestemt til at føre den berømte Dannebroge, sagde haanligt: "Den der vil med ind i Marsken, maae ikke have en Hare bunden for Rumpen." "En Hare for Fronten kan være lige saa slem" sagde Erik Geed. Denne bedske Pille faldt ikke til Jorden: de Danske og Tydske loe; selv Kongen trak paa Smilebaandet; men Holstenerne beed sig i Læberne. - Et hundrede Aar eller lidt mere tilbage i Tiden var nemlig indtruffen den synderlige Begivenhed, at en Hare havde jaget en heel Hær af Holstenere paa Flugt og ud af Ditmarsken. Ved Indrykningen 318 sprang hændelsesviis et saadant Dyr op foran Fortravet. De jagterfarne Riddere i Samme opløftede det almindelige Jagtskrig. Bagtropperne troede, at Ditmarskerne gjorde Anfald, standsede og droge sig tilbage. Der kom nogen Uorden i hele Hæren, og Fjenden som laae i Baghold, benyttede Forvirringen, angreb og vandt en fuldstændig Sejr.

✂ Kongen, som vilde forebygge Ordvexling og Uenighed mellem de tvende Nationer, greb atter det fyldte Bæger og sagde i munter Tone til Alefeldt: "hermed tildrikker jeg Eder det meldorpske Klostergods." "Tillykke, Hr. Prior!" raabte Hertugen lystig. Samtalen tog nu en ganske anden Vending. Den unge Grev Adolf af Oldenborg raabte overgiven til den nybagte Prior: "ærværdige Fader! ora pro nobis! naar I læser eders første Messe!" "Og giv os" lagde Broderen til "naadig Absolution for vore tilkommende Synder!" "Absolveer Eder selv først, min naadige unge Herre," svarte Alefeldt i samme Tone, "naar I bliver Abbed i Lunden." - "Naar saaledes alle I Herrer!" sagde Kongen, "blive Priorer, Abbeder og Munke, som det kan falde sig: hvad skal saa jeg være?" - "Pave, min Hr. Broder!" tog Hertugen Ordet, "Pave i Ditmarsken." - "Og jeg" raabte Grev Otto, "vil være Skriftefader i et Nonnekloster."

✂ Denne Skjemt vilde været længere fortsat, hvis ikke Værtens Søn, den unge Breide Ranzau, var traadt ind i Hallen med det Budskab: at tvende ditmarsiske Gesandter befandt sig udenfor i Gaarden, og bade om Audients hos Kongen og Hertugen. "Gesandter!" sagde Hertugen spodsk, "har Bønder ogsaa Gesandter!" - "Hvor ere de?" spurgte Grev Otto. - "Nede i Borggaarden," svarte den unge Ranzau. Greven rejste sig, og gik hen til Vinduet: "Jeg gad dog vide," sagde han: "hvorledes disse Marskstude see ud." - "Naa, og hvordan see de da ud?" spurgte hans Broder, som blev siddende. - "Store, brede og velmæskede" svarte Otto ved Vinduet, "sorte som Ravne fra Top til Taae. De gaae ikke ind af en almindelig Dør, uden paa Kant; for jeg troer, de i det mindste ere iførte sex Veste og tolv Par Boxer." - "En god Vinterdragt," sagde Hertugen: "spørg dem, min kjere Ranzau! hvad der er deres Begjering!" - "Det har jeg allerede gjort," sagde denne; "men fik til Svar: at de havde Befaling, alene at fremføre deres Ærinde for Hans Majestæt Kongen og Eders Højhed." - "Dumdristige Pak!" raabte denne, "naar det endda var Underkastelse, de havde at forkynde." - "Maaskee?" sagde Kongen, "om min Hr. Broder saa 319 tykkes, ville vi ikke nægte dem Audientsen; der hjemme har jeg for Skik, at tale med den Allerringeste af mine Undersaatter, naar han begjærer det - skulle vi ikke høre, hvorlunde disse brøsige Karle ville belægge deres Ord?" - "Alt som I vil, min Hr. Broder!" svarte Hertugen; "men jeg veed forud: vi faae kun Vrøvl og knuppede Ord; dog kan dette Optrin maaskee more vore Fremmede, saamange af dem, som ikke tilforn har havt den Ære at være i Selskab med vore kalkunske Bønder fra Marsken - behag at føre dem op, Hr. Greve!"

✂ Breide Ranzau gik, og kom snart tilbage med begge Afsendingene, der med deres bredskyggede Hatte i Hænderne ærbødigen, dog uden Frygt og Forlegenhed, stillede sig indenfor Døren. Hertugen, som sad med Ryggen til dem, drejede Ansigtet halvt om og talte over Axelen: "Har de Ditmarskens Herrer faaet vort Fejdebrev? og hvad svare de dertil? ere de endnu lige haardnakkede, eller ere de blevne omsindede, og have afskikket Eder med Afbigt og Bøn om Naade?"

✂ Den Ældste af Gesandterne, en ikke fuldt midaldrende, stor og kraftfuld Mand, tog Ordet og svarte: "Naadige Herr Hertug! Paa de otte og Fyrgetive Forstanderes, Fogders, Eedsvornes og det menige Folks Vegne, bede vi Eder, saavelsom Hans Majestæt, eders kongelige Herr Broder, om Fred og Rolighed for vort Land -" - "- Fred og Rolighed!" afbrød Hertugen opbragt og kastede sig om paa Siden af Stoelsædet, "Fred og Rolighed? det er hvad vi ønske for os og vore Undersaatter; men hvad I dagligen bryde og forstyrre: Ingen kan rejse umolesteret i eders Land, og Ingen kan sejle forbi eders røverske Kyster." - "Braadne Kar i alle Lande, Herr Hertug!" svarte Ditmarskeren; "det kan vel hænde, og vi ville ikke nægte det, at Uorden er begaaet hist og her - " - "- Naa!" faldt Hertugen ind, "og naar er en saadan Uorden - som I behage at kalde Rov og Mord - naar er den bleven ændset af eders vise og retfærdige Fogeder, Forstandere og Eedsvorne? Siig mig: naar skedte det sidst, at saadan en Voldgjerningsmand blev straffet?" - "Naadige Herre!" sagde Gesandten, "naar Kiv og Slagsmaal finder Sted, er der gjerne Fejl paa begge Sider; men det er Skik hos vore Naboer, at vi skulle bære hele Skylden, og det ikke alene for vore egne, men ogsaa for Andres Synder; og saasnart der spørges een eller anden Udaad fjærn eller nær, saa hedder det strax: det har en Ditmarsker gjort." - "Fordi det næsten altid er saa!" sagde Hertugen; "ingen Røg uden Ild - I ere et kivagtigt, grumt og troløst Folk!" - "Troløst?" gjentog Gesandten, og 320 Blodet underløb hans brede Ansigt, men han undertvang sin Harme, - "Ja - ret troløst!" vedblev Hertugen; "det er ikke nok at I plyndre og myrde i eders egne Landemærker; hvor ofte have I ikke midt under Fred og Vaabenhvile gaaet fjendtlig ind over mine Grændser, og over min kongelige Broders, skændt og brændt og myrdet?" - "Det er skeet nogle sjældne Gange," svarte hiin; "men af enkelte Personer, Sogne eller Slægter, uden vor Øvrigheds Vidende eller Villie, for at tage Selvhævn over tilføjede Forurettelser, dem Man forgjæves til eders Øvrigheder havde indanket og paaklaget." Hertugen rynkede Ansigtet, og vendte atter Ryggen til: "Gammelt Sniksnak! gamle Udflugter!" sagde han, "jeg har ikke ladet Eder komme herind for at skjændes med Eder; men for at høre, om I ville antage vore tilbudne Fredsvilkaar." - "Og de ere hverken haarde eller ubillige," tog nu Kongen Ordet: "uagtet disse vore bekostelige Krigsrustninger, fordre vi endnu kun fem tusinde Mark, foruden hine femten tusind, vi fastsatte i Rendsborg, og de trende Pladser til Skandsernes Anlæg, hvilke vi dog selv med egen Bekostning og eget Arbejde ville fuldføre."

✂ "Eders kongelige Majestæt!" sagde den anden Ditmarsker, en yngere Mand med et skummelt og trodsigt Aasyn, "vi erkjende ingen Overherre uden Gud, og ingen Skytsherre uden Erkebispen i Bremen. Vi betale ikke Skat; thi det var at erkjende os selv for Undersaatter. Og vi lade ingen Fæstninger anlægge i vort Land; thi det var jo at paalægge os selv Lænker." - "Hvad ville I her da!" foer Hertugen op. - "Bede og byde Fred" svarede den ældre Gesandt. -"Bede og byde Krig" parodierede Frederik, "og den skulle I faae - har I intet videre at forebringe, saa ere vi færdige." - "Et godt Raad, eders Højhed!" sagde den Yngre koldt. - "Ej, ej!" raabte Fyrsten leende: "et godt Raad! Raad har vi ellers nok af, dog - lad høre, I Herrer!" - "Vi Ditmarskere" sagde hiin tørt, "har fra Arilds Tid forfægtet vor Frihed, og bevaret vort Land ved Guds Hjelp og vor egen Styrke. For saa gammel og dyrebar en Ejendom have vi besluttet at kæmpe til sidste Mand; og før vi skulle overgive os til nogen menneskelig Fjende, ville vi hellere begrave os selv, vore Kvinder og Børn, vore Huse og Marker og al vor Ejendom i Havet. Højbaarne kongelige Herrer, Fyrster, Grever og Riddersmænd! hvorfor ville I vende eders glorværdige Vaaben mod os stakkels Bønder?" - Her fløj et neppe mærkeligt Smiil over Talerens Ansigt. -

✂ "Hos os er hverken Ære eller Fordeel at hente: sejre I, da vil den Roes ikke vorde stor, om tre store Kongeriger og et Hertugdømme, der kunne opstille tre Gange saamange Krigere, som der er Mennesker i Marsken, faae Bugt med en Snees Landsbyer; og Byttet tør i saa Fald vorde ringe; thi det Lidet vi har, tage vi med os. Men skulde Lykken gaae vore Fjender imod, og Gud og den hellige Jomfrue stride for de Betrængte -" Han standsede; de budskede Øjenbryn droge sig højt op paa Panden, og Øjnene, som hidtil neppe havde været synlige, rullede store og stolte omkring paa alle Tilstedeværende. - "Det er ikke første Gang" vedblev han, "at de holsteenske Herrer ere komne snarere ud af Marsken, end de kom derind; og at der gik færre hjem, end der droge ud. Det er skeet før, at en regjerende Hertug har ladet sin Hær og sit Liv i vore Sumper."

✂ Under denne Tale var næsten hele Selskabet staaet op fra Bordet, og havde slaaet en Halvkreds om Gesandterne. Nogle betragtede dem med haanlige Blik; Andre - især af de Yngste - mynstrede deres Klædedragt med spottende Miner. Kun Kongen, de tvende danske Riddere Knud Giøe og Ebbe Geed, og endnu een fremmed Herre vare forblevne paa deres Pladser. Saasnart Taleren havde fuldendt, og givet sit gode Raad, udbrød Tilhørernes længe dæmpede Harme: "Han truer - Bonden truer - de trodse - de udæske os -" saaledes lød paa eengang flere Stemmer. "Var det i mit Land" sagde en tydsk Ridder, "saa hængte vi strax disse uforskammede Tølpere." "Voxer der i Holsteen intet Hamp for saadanne Halse?" sagde en Anden. - "Man skulde skjære Næsen af disse næsvise Knegte" sagde den Tredie. Hertug Frederik trængte sig igjennem Halvkredsen tæt hen foran Ditmarskerne og sagde: "Hvad forbyder mig at straffe eders Dristighed med Døden?" - "Eders egen Ære" svarede den Ældre, og "Frygt for vore Landsmænds Hævn," lagde den Yngre dumdristigen til. - "Frygt!" raabte den forbittrede Hertug, "Herr Henrik Ranzau! har jo her paa Gaarden en Stump Reeb, der er stærkt nok til at holde disse svære Klumper?" Her rejste sig hans kongelige Broder og sagde: "Bønderne have halv Ret: vor Ære byder os, at sende dem umolesterede hjem. Broder Frederik! det anstaaer os ikke at vredes paa Saadanne." Hertugen gik taus tilbage til sin Stol, og de Øvrige fulgte - En efter Anden - hans Exempel.

✂ Den ene fremmede Herre, der under alt dette ikke havde mælet et Ord, men derimod alvorligen tiltalt et mægtigt Vildsviinhoved, 322 ligesom han under hele Maaltidet ikke havde taget videre Andeel i Conversationen, end den at drikke de udbragte Skaaler, havde nu omsider tilendebragt sit Bordværk. Han skød Sølvfadet fra sig, Stolen tilbage, og stod op. Det var en midaldrende, kæmpestor Mand - endnu højere og ligesaa føer som den største Ditmarsker - med et soelbrændt, arret Ansigt, et sort, krøllet Haar, hvide Bryn og store brune Øjne. "Er Ditmarsken bunden med Kjæder til Himlen?" brummede han, "siden Man gjør saa mange Omstændigheder? Her ere Udrustninger til at sprænge et heelt Kongerige; og jeg, med min Garde alene, tager Marsken paa min Samvittighed - Waer dy, Buer! wenn min Garde kumt!" Han udstødte nogle hule Toner, som lignede Latter; men intet Træk forandredes i hans barske Aasyn. Den unge Ditmarsker saae stivt paa ham, og sagde betydningsfuldt: "Junker Slenitz! Marsken har Grave" - Hans ældre Ledsager skottede til ham, og sagde hemmeligt: "see til, Wolf Isebrand! Du mager det saa, vi kunne komme hjem igjen med hele Lemmer!" Derpaa traadte han et Par Trin frem til Hertugen, og sagde saaledes at kun han og Kongen hørte det: "Jeg havde endnu et Ord fra mig selv at: tale med Eder, Naadige Herre!" Hertugen rejste sig, saae et Par Secunder forskende paa ham, og sagde: "I kan følge mig ind i Sideværelset!" Ankomne her, begyndte Ditmarskeren saaledes: "Højbaarne Hr. Hertug! nødtvungen og haardt imod min Villie, har jeg paataget mig denne hensigtsløse og formastelige Gang; men mine halsstarrige Landsmænd ile deres egen Undergang imøde - det indseer jeg og nogle Enkelte iblandt os; dog vor Stemme formaaer Intet, og vi tør ikke udlade os mere med hvad vi mene. Mit Navn er Carsten Holm; jeg er Borger i Hejde og Møller af Håndtering. Ved Flid og Sparsomhed har jeg lagt mig Lidt til Bedste; og dersom eders Højhed vil love mig Sikkerhed for Plyndring og Overlast, naar I indtage Landet: vil jeg aabenbare Eder mine Landsmænds Forsvarsplaner, og vise Eder den Vej og Maade, paa hvilken I lettest kunne naae eders Maal." "Saafremt I farer med Sandhed" svarte Hertugen, "lover jeg Eder paa mine og min kongelige Hr. Broders Vegne Frihed og Sikkerhed for eders Liv og Gods - lad høre, hvad I veed at berette!"

✂ "Vore Landsmænd" sagde nu Carsten Holm, "vente Angrebet paa den sædvanlige Vej ad Nordhamme, som de derfor have stærk befæstet, og hvor de agte at samle deres største Styrke. Mit Raad er derfor: at medens I lade en Trop drage mod dette Sted, for at skjule 323 eders rette Øjemed, drage I med Hovedhæren fra Wilstermarsk over Vindbergen og lige mod Meldorp, hvor jeg indestaaer Eder for, at I ikke vil finde synderlig Modstand; thi de faa Lejetropper her ligge, ville løbe ved første Salve. Naar denne Landets fornemste Bye er i eders Vold - hvorved I ikke behøve at gaae altfor lemfældigen tilværks - vil Skræk betage de øvrige, og disse vil sikkerlig give sig paa første Opfordring. Skulde det krigerske Partie alligevel faae Overhaand, kunne I vente hele Stridsmagten samlet ved Hejde eller Lunden. I dette Fald maae I ikke opholde Eder ved Nordhamme; men over Hemmingsstedt drage lige mod Hejde. Naar I da som Sejrherre ankomme der: saa mindes, naadige Herre! hvad I haver lovet og tilsagt mig!"

✂ Hertugen gjentog sit Løfte, og førte ham tilbage til Landsmanden, der stod omringet af de unge Grever og Mange af de øvrige Herrer, hvem han blot med roligt og uforfærdet Blik, stundom med Smiil og stundom med Skuldertræk, svarede paa alle deres Finter og Spotte-gloser. - Kongen havde med Hans Alefeldt og Junker Slenitz, den sachsiske Gardes Anfører, begivet sig ind i et andet Værelse, for at tale om de forestaaende Krigsoperationer.

✂ Begge Gesandterne afskedigedes, og sendtes under tilstrækkelig Bedækning tilbage til Grændsen; ikke uden mange Skjældsord og Forbandelser af de holsteenske Krigere, der ved saadan Lejlighed ikke kunde tilbageholde Udbruddet af det gamle, indgroede Nationalhad. Ditmarskerne lode, som om de Intet hørte, og smaasnakkede indbyrdes om Vind og Vejr og andre ligegyldige Ting. - Ebbe Geed, som anførte Escorten, bestaaende af tre hundrede jydske Ryttere, havde Nød med at holde de forbittrede og tildeels beskænkede Holstener tilside. Nogle forsøgte endog, væbnede med korte Sværd, at trænge sig ind mellem Geledderne; og da de med flade Klingedask bleve tilbagedrevne, begyndte Een af dem at smaanynne den gamle Spotvise mod de Danske: "Grüz und Grüz." Men Ebbe Geed hørte det, og rendte den omvendte Landse saaledes mod Sangerens Bryst, at han tumlede bag over, og beholdt det Øvrige af Visen for sig selv. Vare i det samme ikke Brejde Ranzau og nogle flere holsteenske Officierer komne til, skulde denne ubetydelige Begyndelse have faaet en blodig Ende. Men saaledes naaede Man velbeholden til Grændsen, hvor Gesandterne modtoges af deres ventende Landsmænd.

✂ Ved Afskeden rakte Wolf Isebrand den danske Ridder Haanden, og 324 sagde: "jeg takker Eder for godt Selskab og ærligt Lejde; og vil, for at bevise Eder min Erkjendtlighed, give Eder det oprigtige Raad, at I denne Gang bliver borte fra Ditmarsken, hvis I kan og maae; og jeg lægger det oprigtige Ønske til, at vi To ikke mødes saa snart igjen." Ebbe Geed rystede hans Haand, smilte og sagde: "Mand imod Mand er altid vel mødt."

✂ Derpaa kastede han sin Stridshengst omkring, og travede med sin Skare tilbage til Melbek.

3.

✂ Paa Torvet i Hejde, det største maaskee i hele Verden, var meer end det halve Ditmarsken forsamlet. Hvor forskjellig en Scene, denne, fra hiin paa Slottet Melbek! - Hist den gamle, mørke, ja skumle Ridderborg, med sine høje Taarnspidser, sine Muurkrandse og Tinder, tykke Mure, dybt indskaarne Vinduer, og snevre Gaarde, velbefæstet med dobbelte Grave, dobbelte Volde - hvilke Sidste ragede halvt op om de mørkerøde Huse - stod det der som et truende Sindbillede paa Adelstolthed og Herrevælde - en Fæstning og et Fængsel - omgivet af skovklædte Bakker og Dale. Men i dets Indre hvilket Liv, hvilken Lystighed, hvilken Stads og Herlighed! Alle Gaarde vrimlede af Krigere i blanke Rustninger, og af Tjenere i mangefarvede Dragter, af Krigsvogne og Stridsheste, Alt i travl, forvirret, uophørlig Bevægelse. Alle Sale vrimlede af prægtigklædte Herrer: Silketrøjer med snævre Ærmer og Puf om Skuldrene; lange snævre Silkebuxer med tykt udstoppede Hofter, af de meest glimrende Farver, røde, gule, grønne og blaae; dertil brednæsede Skoe med uhyre Sløjfer, udgjorde Datidens Stadsdragter. Ringe, Armbaand, Halskjæder - alt af Guld og kunstigt Arbejde, og fine Kniplingskraver fuldendte den kostbare Pragt.

✂ Hvo da var flyttet derfra lige til Hejde, maatte troe sig hensat i en anden Verdensdeel, eller i en anden og fjern Tidsalder. Den aabent liggende Bye, med sine lave Huse, sit vide Torv, sine langtudstrakte, flade og jevne Omgivelser syntes at vidne om Fred og Frihed, om Ydmyghed, Tarvelighed, og alle andre en lykkelig Olds Dyder. Kun med Friheden havde det sin fuldkomne Rigtighed; det Øvrige kunde taale mange Indskrænkninger, Med Naboerne, de Danske, Nordfriserne, Holstenerne, befandt Ditmarskerne sig i næsten uafbrudt 325 Krigstilstand, snart med Een, og snart med Flere. Og var der udvortes Fred, opstod stundom Sogn mod Sogn, for med Spydet at jevne een eller anden Familietvist. Med Ydmygheden stod det sig endnu slettere: Bevidstheden om egen Kraft og Vælde, Mindet om Fædrenes Sejre, fjendtlige Hæres Nederlag, frygtelige Fjenders Ydmygelse, fyldte Marskbonden med en Stolthed, der alt for ofte steeg til Overmod; men hans Stolthed sad ikke i Klæderne, den laae dybere i hans Bryst, i Følelsen af eget Menneskeværd og Selvstændighed. Kun ringe var derfor hans eensformige simple Folkedragt mod hiin de høje Herrers spraglede Glimmer. Lutter mørke Skikkelser vrimlede blandt hverandre paa Hejdes Torv, i de tilstødende Gader, og ud og ind ad Kirken, ligesom Bier i Sværmetiden ved Kuben. Præsterne sang deres Messer ved de forskjellige Altere; og Tusinder af begge Kjøn og af hver en Alder strømmede til, og knælede for den hellige Jomfrues Billede, udbedende sig af hende Sejren og Beskyttelse for det truede Fædreland. Alle Klokker ringede fjern og nær over hele Marsken, og sammenkaldte Folket til Bod og Bøn.

✂ Paa Torvet i Hejde holdt de otte og fyrgetyve Forstandere Raad, omgivne af Mænds og Ynglingers Skarer. Aldrig tilforn havde Friheden befundet sig i lignende Fare; aldrig havde saa mange og mægtige Fjender forenet sig til Landets Betvingelse eller Undergang. Derfor vare ogsaa Meningerne deelte: Mange, især af de Yngere, skyndede til Forsvar og Kamp paa Liv og Død; men næsten ligesaa Mange, fornemmelig de Ældre, raadede til Eftergivenhed og Fred paa taalelige Vilkaar; og disse havde ogsaa trængt igjennem med det forhen ommeldte Gesandtskab, skjøndt hine havde maget det saa, at den modige og stive Wolf Isebrand var stillet den snilde og bøjelige Carsten Holm ved Siden. Deres Fuldmagt lød paa: at de vel i yderste Nødsfald maatte love Kongen og Hertugen en Pengesum, dog ikke under Navn af Skat eller Tribut; men ingenlunde indrømme de to paastaaede Skandsers Anlæg ved Meldorp og Brunsbüttel; kun den tredie ved Ejderen kunde under visse Betingelser tillades. Som vi have hørt, hindrede Fyrsternes ubøjelige Strenghed, Isebrands ligesaa ubøjelige Stolthed, og maaskee den tvetydige Holms egne hemmelige Planer enhver Underhandling.

✂ Begge kom nu tilbage, og omringede af en nysgjerrig og frittende Hob, som stedse formerede sig, men fik bestandig kort og utydelig Besked, gjorde de sig Plads gjennem den tæt sluttede Kreds, og traadte frem for Landets Bestyrere.

✂ "Krig!" raabte Isebrand, endnu inden han blev adspurgt. - "Krig!" gjentog den kamplystne Ungdom; og "Krig!" lød det nu fra Torvet og ned gjennem alle Gader; Kvinderne og Børnene udtalte dette frygtelige Ord i Førstningen med Smerte og Skræk; men snart maatte disse Sindsbevægelser vige for Harme, Forbittrelse og blodtørstende Had; og Konerne vare dem, der først opæggede deres Mænd til Strid for Arne og Frihed, lovende dem Hjelp og Bistand til sidste Blodsdraabe, saaledes som deres Mødre før dem i Fortiden havde kæmpet ved Fædrenes Side.

✂ De Afsendte aflagde nu nøjagtig Beretning om deres Sendelse, om Audientzen hos de forsamlede Herrer paa Melbek Slot. Da Holm kom til sin hemmelige Samtale med Hertugen, saa mange af Forstanderne paa ham med mistroiske Blikke; selv Isebrand, som dog skulde være indviet i hans Plan, skottede stundom til ham med tvetydige Smiil. "Hvad var din Hensigt" spurgte strax een af de Ældste, "med denne lønlige Sammenkomst, hvortil Du ikke var bemyndiget?" - "Deels at 327 udforske Noget om Fjendernes Krigsplan," svarte Holm, "deels, om mueligt at lokke dem i en dobbelt Fælde. Jeg lod som om jeg ganske mistvivlede om et heldigt Udfald af Krigen paa vor Side, og som om jeg var tilbøjelig til at forraade vore Anslag og Forsvarsmidler. For at gjøre Hertugen troskyldig, bad jeg ham om Sikkerhed for mig selv og mine Ejendomme, naar de fik Landet i deres Magt. Jeg mærkede ret vel, at han ikke fæstede stor Liid til mine Beretninger; derfor sagde jeg ham Sandheden, i den Forudsætning, at han ikke skulde troe den. Jeg sagde ham, at vor største Styrke vilde samles ved Nordhamme, og at Meldorp derimod vilde saagodtsom overlades til sig selv og de faa lejede Hageskytter. Jeg mener, at de just nu antage det Modsatte: Meldorp for stærkt besat, og Nordhamme for svagere befæstet, og desaarsag gjøre Anfald paa det sidste Sted. Det er altsaa mit Raad, at vi her forene vore fleste Fænniker; men derfor ikke tabe Meldorp af Sigte." - "Du er en snild Mand, Carsten Holm!" sagde Een af de Otte og Fyrgetyve, "men lidt for konstig i dine Beregninger. Du har med dine fine og kløgtige Anslag ikke gjort Andet, end forvildet os i vore; og vi ere ligesaa kloge som før paa Fjendens Hensigter. Hvad har Du vel udforsket? og kan Du nu bedre end een af os Andre sige os hvor han vil komme?" - "Ikke for vist," svarede Gesandten: "maaskee hverken Hertugen eller Kongen i dette Øjeblik veed det selv; men rimeligt bliver det, at vi kunne vente dem ved Hamme." - "Carsten Holm har Ret!" raabte en Anden: "ved Hamme maae vi samle vor Magt." "Og hvad gjøre vi saa ved Meldorp?" spurgte en af de ældste Forstandere. "Som Holm har sagt!" svarte den Forrige: "Vor Magt er ikke saa stor, at vi skulde dele den paa forskjellige Steder, hvor den ene Deel kunde afskjæres fra den anden." - Efter mange Raadslagninger, Indvendinger og Gjendrivelser, blev omsider den snedige Møllers Forslag antaget; hvorvel Sydmarskerne stode stærkt paa den modsatte Mening. Da disse omsider saae, at de ikke vilde trænge igjennem, raabte en Meldorper: "Siden I Nordmarsker ikke bryde Jer om, hvorledes det gaaer os der i Sønden, og vi, for at forsvare Jer Andre, skulle forlade Huus og Hjem, Kvinder og Børn -" "- Tag dem med Jer!" afbrød ham Carsten Holm: "der er Ingen herinde, som jo med Glæde sætter et Par Smaalandsmænd til sit Bord." "Tage dem med?" brummede hiin: "det er let sagt; men nu under Vinters Hjerte, og saa give alt vor Pik og Pak op for en Boldkjep? Det var smukkere, I kom og hjalp os at forsvare vor Smule Ejendom. En Fænnike eller to 328 kunne I dog i det mindste have tilovers for os - og kom Du selv med, Carsten Holm! mens Du troer, der er saa sikkert i Meldorp." "Hvor jeg meest kan tjene mig Fødeland," svarte denne: "der vil jeg helst være; men bliver det Forstandernes Mening, at jeg skal drage til Meldorp med min Fænnike, vil jeg ingenlunde væggre mig: vorder Æren der mindst, vorder Faren det ogsaa." - Og blev dette da omsider saaledes besluttet.

✂ Krigsraadet holdtes et Stykke udenfor Kirken, som laae ved den ene Side af Torvet. Af Samme udgik nu den ældste af Præsterne, bærende et stort Guldkors foran sig. Ærbødig gjorde Mængden Plads, og aabnede ham Indgang til Forstandernes Kreds - Alle hilsede med dyb Alvor og stille Andagt. "Den hellige Jomfrue benedide Eder, I Folkets Dommere!" sagde Præsten, og gjorde Velsignelsens Tegn til alle Sider: "Hvilket Raad haver Herren indgivet Eder?" "At værge vort Land og kæmpe for Friheden med Liv og Blod!" lød det eenstemmige Svar. "Dette Raad kommer fra Gud!" raabte han: "men glemmer nu ej heller at give Gud hvad Guds er! gjører Hærenes Herre et Løfte for Sejren, ham der frelste Israel gjennem Havet, og bød at opsluge Pharao og hans Hundredetusinder; hvad ville I love ham, om han giver Fjenden i eders Haand?" Paa dette Spørgsmaal fulgte en øjeblikkelig Taushed, til een af de Ældste fremstod og svarte: "Siig selv til, ærværdige Fader! hvad Eder bedst tykkes; og saaledes skal det være." "Vort Land," sagde Præsten: "er det eneste i Christenheden, som endnu intet Jomfruekloster ejer: lover at bygge og indvie et Saadant til den hellige Gudsmoder!" "Det love vi, og det sværge vi!" raabte hele Forsamlingen med oprakte Hænder. "Vor velsignede Frue!" sagde Præsten, hævende Korset i sine foldede Hænder: "høre og fuldkomme eders Løfte! Amen!"

✂ "Og nu," talte han efter et højtidsfuldt Ophold, og med forstærket Stemme: "her, o Ditmarsken! her er dit Banner! I dette Tegn skalt Du sejre! Dette Forløserens Billede skal slaae Fjenderne med Forfærdelse, med Senacheribs Forfærdelse! med Pharaos Ødelæggelse! Deres Buestrænge skulle briste, deres Sværde skulle døves, og synke af Mathed med Hænderne, der bære dem! deres egen Mængde skal være deres Fordærvelse! de skulle nedtrædes og knuses under Hestefødderne, under deres egne Stridsvognes Hjul! Dybets Magter skulle røre sig, Havets Bølger opsluge dem! Der skal være Graad og Hylen og Hændevrid af de Ihjelslagnes Hustruer og Børn! Rygtet om deres 329 Forsmædelse skal udgaae som et Lyn til alle Verdens Ender; og Enhver, som det hører, ham skal begge hans Ører klinge!" Et stormende Bifaldsraab fulgte denne prophetiske Tale; og Korset modtoges med jublende Glæde af Landets Styrere.

✂ Saasnart Larmen noget sagtnedes, slog Een af disse til Lyd med Haanden, og spurgte: "Hvo skal føre dette hellige Banner i Striden?" "Efter gammel Sæd og Forfædrenes Maade," svarte Carsten Holm: "bør det være en hæderlig Jomfrue." "Vel talt, min Søn!" sagde Præsten: "en reen og ubesmittet Jomfrue skal frembære den velsignede Jomfruesøn, og indvie sit hele Liv til Kydskhed og Herrens Tjeneste. - Hvo af Eder, unge Kvinder!" lagde han til, og saae sig omkring ud over Torvet: "vil først tilbyde sig? Skjøndt vi siden kunne udvælge blandt de Mange, skal dog den Første, under lige Omstændigheder, have Fortrinsret." Ingen svarte; derimod droge de unge Piger sig deels tilbage, deels saae de hist og her, og hvidskede med Naboer og Naboersker, som om de Intet havde hørt. Kjække og højhjertede vare de vel i Almindelighed, og Flere af dem skulde gjerne have offret Livet for den Elskede; men at opoffre Kjerligheden og dens Glæder - det er mere end Man skal forlange af nogen Pige. Hver havde jo sin Elsker, eller ventede ham; og at frasige sig Livets sødeste Haab, er langt tungere, end at bortgive Livet selv. "Det vil være vanskeligt," tog Carsten Holm Ordet: "at vælge blandt saa Mange, og vække Utilfredshed og Misundelse at foretrække Een for de Andre blandt dem, der melde sig. Bedre: enten at en Fader selv tilbyder sin Datter, eller at Forstanderne og Folket her enes om, hvem de ville hædre med saadan Udmærkelse." "Det Sidste er det Bedste!" raabte Flere paa eengang: "hvem tilkommer fornemmelig denne Ære?" "Hans Wollersien i Wöhrden" hvidskede Holm til sine Sidemænd: "er een af Landets ældste og meest agtede Mænd - hans Datter skulde I vælge." "Hans Wollersien!" raabte Begge højt: "hvad mener I om eders Datter Telse? vil I unde hende den Ære?" "Telse Hansdatter!" raabte Flere: "det er sandt - lad det blive hende!" "Jeg har kun den ene;" sagde Hans Wollersien: "og hun er forlovet med Reimer af Wimerstedt -." "- Lad hende trolove sig den himmelske Brudgom!" udbrød Præsten: "det er bedre for hendes Salighed, og en større Hæder for dem Begge og eders hele Slægt." "Skee Guds og Folkets Villie!" sagde Faderen: "men lader os dog adspørge hende selv, om hun vil, og - om hun kan!" lagde han betænkelig til: "Jeg vil ingenlunde tvinge hende, 330 aldenstund der findes Mange ligesaa værdige som hun." "Der er kun eet tænkeligt Tilfælde," sagde Holm med et ondskabsfuldt Smiil; "som vi for det første ikke tør antage; men herom kan Ingen give bedre Beskeed end Pigen selv." "Jephta," sagde Præsten: "var ogsaa en Dommer over Folket, og han skjænkede Herren sin eneste Datter, dog vist nok mod hans Agt; eders Offer skal være saameget kjerere, som det er frivilligt." "I Herrens Navn da!" sagde den gamle Wollersien: "lader os gaae og adspørge Pigen!"

✂ Fire andre Øverster bleve, tilligemed tvende Præster, udnævnte til at følge med ham til Wöhrden, og at overgive Korset, saafremt Telse vilde modtage Samme. Carsten Holm blev tilbage, for at deeltage i de videre Raadslagninger til Landets Bedste og Forsvar. Disse bestode særdeles deri: at udnævne Høvedsmænd for de adskillige Fænniker; i at fordele Kanonerne og forsyne dem med Krud og Kugler, og i at beordre Folk til Sluserne, for i Nødsfald at kunne aabne disse, og sætte Lavlandet under Vand.

✂ Hans Wollersien og hans sex Ledsagere fandt den unge Pige ved sin Væv. Da hun hørte Hensigten af deres Komme, blegnede hun, og Væverskytten faldt hende ud af Haanden. "Med min Faders Minde," svarede hun sagte og langsomt: "er jeg trolovet til Reimer af Wimerstedt." "En langt højere Lykke og Ære venter Dig, unge Pige!" sagde en af Præsterne: "Landets Banner, det hellige Kors skal betroes i dine Hænder. Din Fader har allerede lovet paa dine Vegne, og i hele Folkets højtidelige Forsamling, at Du vilde modtage den Dig tiltænkte Hæderspost." "Viis nu," sagde den Anden: "at Du elsker dit Fødeland højere end egen usikker Lykke og sandselig Lyst!" Telse rødmede; stridige Tilbøjeligheder kæmpede i hendes Bryst; hæftigt bevæget steeg og sank det som Havets Bølger: Kjerligheden drog hende til Reimer - Æren til det flammende Kors. Endnu sejrede den første. "Er det ogsaa eders Villie, Fader?" spurgte hun bævende. "Ikke min Befaling," svarede han: "men mit Ønske; jeg tænkte, Du vilde vise os, at Du er en Wollersien; at Du hører til en Stamme, som altid har elsket Fædreland og Ære over alt Andet paa Jorden." Telse sænkede de taarefyldte Øjne, som til et Afslag; dog Kjerligheden viste hende endnu en Udflugt. "Reimer Vaget" sagde hun: "har jo vort Ord, uden hans Minde tør vi ikke bryde det. Jeg troer, han er inde i Kirken, for at hente Fanen; mig tykkes, vi først burde lade ham 331 hente, for at høre, om han vil løse mig fra min Forpligtelse." Faderen bifaldt dette Forslag, og Reimer blev hidkaldt.

✂ Saasnart han havde hørt hvorom Talen var, og at Afgjørelsen stod til ham alene, nægtede han først bestemt at give sit Samtykke, og gav til Gjengjæld Anviisning paa flere unge, hæderlige Piger, som Ingen endnu vidste at være bortlovede. Man trængte hæftigen ind paa ham med eet Angreb efter det andet fra Ærens Side: foreholdt ham, hvor selvisk han elskede sin Kjereste; hvorlidet han tænkte paa hendes, paa sin egen Ære, og paa Fædrelandets Bedste. "Mit Fædreland," sagde han: "skylder jeg mit Blod, og skal betale min Gjæld - om Behov gjøres - til sidste Draabe; men hvorfor skal jeg, fremfor alle Andre, 332 opoffre det Kjereste, jeg ejer i Verden?" "Fordi," svarte den ene Præst: "at Folkets Øverster vise den hædrende Tillid til Dig; fordi Du ikke bør skuffe dem i den Mening, at ingen Voigdemann vilde agte sin egen Lykke højere and Landets." "Fordi," sagde een af Øversterne: "fordi den, vi i saa ung en Alder have betroet en Fane, som aldrig endnu har været enten i fjendtlig eller i fejg Haand - fordi Reimer Vaget af Voigdemannernes ældgamle og uplettede Stamme, bør vise, at han er Mand og ingen egensindig, forkjælet Dreng -." Reimer kastede et vredt Blik til Taleren; men han taug, agtende hans Alder og Værdighed. "Fordi," sagde den anden Præst: "fordi det er Himmelens Villie, den Du ikke uden Formastelse tør modsætte Dig." - Den fra alle Kanter hæftigt Bestormede, saae sig omkring med mørke, usikkre Blikke. Da han henvendte dem til den Elskede, for at læse i hendes Øjne, skjulte hun dem for ham, og forandrede ikke en Mine i det blege Ansigt. "Du betænker Dig, min Søn?" sagde den gamle Wollersien: "om endogsaa en Anden, efter dit Forslag, antager det Tilbud, vi staae i Begreb med at forkaste - og derpaa er ikke at tvivle - da viid, at Du sætter en uaftvættelig Plet paa begge vore Slægters nedarvede Ære!" "Den Plet," svarte Ynglingen stolt: "om det er nogen - den ville I og jeg igjen aftvætte i Fjendeblod."

✂ "Dine Indvendinger," sagde nu een af Landsstyrerne, Carsten Holms ældre Halvbroder: "forekomme mig saa løse og svage, at jeg næsten kunde fristes til at antage en lønlig, men ogsaa tilstrækkelig, Grund til Telse Wollersiens Væggring: unge Jomfrue!" - henvendte han sig til hende - "jeg kalder Dig saa, fordi jeg ikke vil ymte det Modsatte. Du veed, at kun en reen og ubesmittet Møe tør berøre det hellige Korses Banner. Modstaaer Du længere et heelt Folks Ønske og Begjæring, da giver Du dermed tilkjende, at Du ikke er det, hvorfor vi ansee Dig." - En blussende Rødme farvede Jomfruens skjønne Ansigt - Æren sejrede. Dybt fornærmet, med stolt og aabent Blik, rejste hun sig fra Væven, og treen hen for de Udsendte. "Nu er jeg Eders!" sagde hun: "den himmelske Jomfrue, som kjender min Uskyld - hende vil jeg fra nu af tilhøre! Farvel Reimer Vaget!" - her rakte hun ham Haanden - "det er sidste Gang, I berører denne Haand; siger frit ud, om vi have elsket hverandre i Tugt og Ærbarhed?" Ynglingen sukkede et stille Ja. "Tak da for eders Kjerlighed og Troskab!" vedblev hun: "og foresiger mig nu, ærværdige Fader! den Eed, jeg haver at aflægge!" Reimer knyttede Haanden for sit Bryst, og 333 gik hastigt ud; tvende Taarer trængte sig frem under den gamle Wollersiens hvide Bryn.

✂ Den dyre, den frygtelige Eed blev fremsagt; Løvtet om stedsevarende Kydskhed, om Afstaaelse fra Livets sødeste Fryd blev givet, og beseglet med Præsternes højtidelige Ceremonier og Former: Telse Wollersien var Himlens indviede Brud.

✂ Da hun om Aftenen lagde sig paa det eensomme Leje, forhen bestemt til Brudeseng, men som nu aldrig mere skulde deles med den elskede Brudgom - ak! af hvilke ganske andre Følelser bankede da det uskyldige Hjerte, end da hun faa Nætter iforvejen havde løsrevet sig fra Elskerens Favnetag, og indslumret under lyse Drømme om Fremtidens Glæder!

✂ Og Ynglingen, han som hiin Nat munter og modig, fløjtende og syngende dansede hjem fra Kjerestens søde Kys - hvor stille og taus vandrede han nu over de sneedækkede Marker. Livets skjønneste Haab var forsvundet, som en flygtig Ungdomsdrøm - kun Eet havde han tilbage, dette, at drukne sin Smerte i Fjendernes Blod. - Vee dem, naar de møde ham, den unge, blodtørstende Løve!

4.

✂ Enten nu Hertug Frederik ansaae Carsten Holm for Landsforræder eller for Spion, og i sidste Fald hans Udsagn følgelig for en Dobbeltfinte: nok er det, Fyrsterne fulgte virkelig den af Ditmarskeren - uvist om for Alvor eller paa Skrømt - foreslagne Vej over Alvenstorp og Windbergen lige til Meldorp.

✂ Det gik gladelig, som til Dands; og med Dands, med Spil og Sang begyndte Krigen. I Windbergen kom nemlig Fortroppen ubuden til Gilde. I de sydligere Byer var flygtet, hvad flygte kunde, og alle Huse fandtes øde og tomme; men i denne holdt en Deel af de sorgløse Indvaanere sig lystig ved et Bryllup. Der fortælles, at Brudeparrets Forældre havde ladet haant om, for Krigens Skyld at opsætte den berammede Fest (hvorvel de med de fleste Andre i Byen havde bortskikket en Deel af deres rørlige Ejendomme, tillige med de uvoxne Børn): en ulykkelig Trods, der kom dem selv og de faa Gjæster, der var forvovne nok til at følge Indbydelsen, dyrt at staae.

✂ Som Fortravet i den stille Nat nærmede sig Byen, hørte de allerede langt borte Musiken. Man standsede, lyttede, gik videre frem, udsendte 334 Spejdere, der omgik Byen, og da disse havde overbeviist sig om, at alle Huse paa eet nær vare forladte: vendte de tilbage, og afgav deres Beretning; hvorpaa Gildegaarden snart blev omringet. De dumdristige og ligegyldige Bryllupsfolk vidste af Intet, før Døren sprang op og Landseknægtene styrtede ind. Her var hverken at tænke paa Modværge eller Flugt, Værgeløse myrdedes alle Mænd og Karle; kun Spillemændene for det første skaanedes, tilligemed de unge Kvinder. Disse, som i faa Øjeblikke saae Ægtefæller, Kjerester, Slægtninge, Venner sønderhuggede, gjennemborede falde i deres Blod, grebes af forstenende Rædsel, som om Helvede ved et Troldomsslag havde aabnet sig, og udspyet en Legion af Djevle. Ligesaa ubegribeligt som forfærdeligt var hvad der foregik; og først kom de til en endnu gyseligere Bevidsthed, da de gemene Krigere, efter fuldendt Blodbad, og medens de Døde af Cammeraterne udslæbtes, grebe dem, droge dem ud paa Gulvet til Dands, og befoel tillige de skjælvende Musikantere at spille op. Modstræbende, skrigende, bedende, jamrende, svingedes de vildt omkring af Morderne. Instrumenternes bævende, skurrende Toner udgjorde til Soldaternes Hujen og Kvindernes Skrig en sand Helvedes Musik. Bordene omringedes af Andre, som under brølende Sang og Latter tømte de levnede Kruus og Bægre. - Disse Blodhundes værdige Anfører, paa hvis af Naturen veldannede Ansigt Lasterne allerede havde indtrykt deres uudslettelige Mærke, havde tilegnet sig Bruden og hvirvlede hende omkring i vilde, vellystige Svingninger. Den Ulyksalige, nylig dand-sende i Kjerligheds søde Ruus ved den Elskedes Haand, nu Enke og hengivet i et Umenneskes Vold, følte Fortvivlelsens Mod og Hævnens bittre Sødhed: hun gav den i Blodet snublende Skurk et saa vældigt Stød for Brystet, at han tumlede baglænds til Jorden; og som han faldt, sprang hun hen, greb een af de bortsatte Partisaner, og jog den dybt ind i hans Side - hans Sjæl foer ud i en Forbandelse. Saa hastig var dette forbi, at hun endnu fik Tid at fuldbringe et andet og et tredie Offer, og at tilraabe sine Medsøstre: "at de skulde følge hendes Exempel, hævne de Faldne, sælge Livet dyrt og frelse Æren!" Kun det Sidste lykkedes; thi Krigerne, forbittrede over Anførerens og de tvende Cammeraters Fald for en Kvindes Haand, opofrede nu i en Hast dem, de ellers skulde have bevaret til Skændsel, og maaskee derefter til en smerteligere Død.

✂ Saaledes var Gildets Ende og Krigens Begyndelse. Denne oprørende 335 Udaad var øvet af Gardens Fortrav, Forspil til den store Dødningedands paa Hemmingstedt Enge.

✂ Disse Udyr - et Afskum af alle Europas Folkeslag - i hvis Bryst den sidste Gnist af Menneskefølelse forlængst var udslukt, tilbragte Resten af Natten i Drik og Dobbel. Tydske, franske, spanske og italienske Sange af liderligste Indhold ledsagedes af Bægerklang, Eeder, Tærningers Raslen og de Spillendes Trumfen i Bordene. Og langs hen med Huusgavlen derudenfor havde de stillet de myrdede Kvinders Liig - i Midten Bruden med sin blodbesprængte Krands over den dødblege Pande. Saaledes fandtes de af den efterrykkende Hær; med hvis Avantgarde, den berygtede og frygtelige "store Garde," de forenede sig til videre Skænden og Brænden.

✂ Det var en stille Vintermorgen. Himlen bar Glædens og Kjerlighedens - Jorden bar Uskylds Farve, Paa den lysblaae Hvælving glimtede endnu enkelte Stjerner; Maanen hang bleg i Vesten. Hele den østlige Horizont var purpurrødt ombeltet, smykket med en guldstribet Glorie, der hvor Solen vilde opstaae. Jorden var tilhyllet med den nysfaldne, rene Snee; alle Træer og Buske vare hvidt beklædte. - Tindrende, flammende fremsteeg Dagens Konge; rødtglimtende i dens Straaler bevægede sig de staalklædte Krigerrækker gjennem den ulykkelige Bye. Vejen faldt tæt forbi Brudehuset, udenfor hvilket de myrdede Gjæsters Liig laae henslængte i den blodbestænkede Snee, og bag dem siddende op mod Huusgavlen de kvindelige i deres sønderrevne, og besudlede Højtidssmykke. Spottende drog Garden dem forbi; med muntre Sange de Danske og Holstenerne bagefter, neppe værdigende dem et flygtigt Øjekast. Da de kongelige Brødre, ridende Side om Side, kom lige ud for Stedet, rejste sig en kun halvdød og atter opvaagnende Ditmarsker overende, og støttede Haanden paa en Sidemands Bryst. Størknet Blod havde sammenklistret en Deel af hans hvide Haar, og røde Strimer furede hans dødblege Aasyn; han fæstede sit stive og vanvittige Blik paa de Kommende. Deres Gangere studsede, standsede, snorkede og ryggede sig; og mod deres Villie maatte Brødrene høre den døende Oldings Tiltale. "Himlen udspye Eder, og Jorden opsluge Eder, I kronede Røvere! Hvad ville I her i vort fredelige Land? Hvad har vore værgeløse Kvinder og vore umyndige Børn forbrudt mod Eder? deres Blod klæber ved eders Hænder; det skal brænde eders Sjæle i Helvede som uslukkelige Luer! Fremad! fremad! myrder! ødelægger! 336 men Hævnens Dag er ikke forbi; Forbandelsens Time kommer, paa hvilken I skulle hyle af Angest, og skjælve af Forfærdelse! I skulle see Eder omkring efter Flugt og Redning; men der er Ingen, som frelser Eder af Blodhævnerens Haand!" En Piil afbrød hans Forbandelse: ramt i Brystet slog han ud med Armene, og segnede afsjælet tilbage i Sneen. Toget gik videre frem.

✂ "Et sørgeligt Syn!" sukkede Kongen. "Desværre!" svarte Hertugen - "Krigens ufraskillelige Ulykker!" "Den mishandlede Olding," vedblev Kongen, "disse ynkeligt myrdede Kvinder ville seent gaae mig af Tankerne - mig tyktes de sad der som vore Dommere paa hiin Dag? Denne Krig begynder sørgeligt, min Broder!" "Ingen Krig uden Blod!" sagde Hertugen mørk. "Men uskyldigt Blod!" faldt Kongen ind - "det begynder allerede at fortryde mig, at vi have taget denne Garde i vor Tjeneste - det er ikke Mennesker, men Djævle." "Derfor" svarte Broderen, "ere de heller ikke for gode til Hærens enfants perdus; lad dem optage de første Stød, og Ditmarskerbonden paa dem kølne sit rasende Mod!" "Kun deres Grusomheder ikke skulle bringe Straf over Os og Vore! den Døendes Forbandelser lød mig som en truende Spaadom." "Ej, ej! min Hr. Broder!" raabte Hertugen, "kan en afsindig Bondes Bespottelser forstyrre Eders Fatning, da havde det været bedre, vi aldrig havde begyndt Toget herind i denne Røverhule." "Broder Frederik!" sagde Kongen bebrejdende, "ere vi komne her for at indtage, eller for at ødelægge Landet? Til det Første behøvede vi ikke disse fremmede Mordbrændere; maaskee ville de endog gjøre os Erobringen vanskeligere, thi de bringe Beboerne til Fortvivlelse." "Kjere Hr. Broder!" svarte Hertugen, "saa yderligt vil det ikke gaae: naar Meldorp er indtaget, vil hele Landet falde os tilfode - værre vorder det med Byttets Deling; disse Rovbier ere umættelige. Dog i dette Fald have vi Magt til at holde dem i Ave - fem og tive tusinde mod fem tusinde, om deres Antal ikke formindskes forinden." - En Kanonsalve afbrød Samtalen; det var Garden, som begyndte Angrebet paa Meldorp.

✂ Denne Bye blev overrumplet, temmelig uforberedt; i det ringeste havde Man ikke ventet at vorde anfaldet af saa stor en Magt. Derfor var ogsaa Forsvaret planløst, vildt, fortvivlet. Lejetropperne - et hundrede Mand omtrent - da de saae den hele uhyre Hær komme anrykkende, raadte Indvaanerne til øjeblikkelig Overgivelse; og da disse forbittrede og udskjældende dem for Fejghed og Forræderie, 337 tvang dem til at blive paa den anbetroede Post, løbe de ved første Kanonskud over til Fjenden. De Indfødte, langt fra at følge disse Fremmedes Exempel, bleve endnu mere halstarrige i deres Beslutning: at stride til det yderste, og kun over deres egne Liig at lade Bestormerne indtrænge i Byen. Ej heller vaklede de i dette heltemodige Forsæt: sikkert og hurtigt skøde de først med Stykkerne, der rev store Huller i Gardens Front, derefter med Pile og Kastevaaben, og værgede tilsidst med deres lange Spyd - Ditmarskernes Livvaaben - i Porten Mand mod Mand. Trang blev Vejen for Landseknægtene, og dyrt maatte Indgangen kjøbes. Men saameget vandtes dog ved Forsvarernes Selvopofrelse, at Størstedelen af de Værgeløse fik Tid at frelse sig ud af Byens modsatte Side til Nordmarsken. De Tilbageblevne ventede en frygtelig Skjæbne.

✂ Carsten Holm var efter den forudtagne Bestemmelse henlagt i Byen med et Par hundrede Mand. Saasnart det første Anskrig hørtes, samlede han sine Folk og ilede med Borgerne til Sydsiden af Byen. Da de der vare ankomne og saae den lange Række af Fodfolk og Ryttere, som naaede lige til det nu antændte og brændende Windbergen, raabte han: "Fjenden har skuffet os; istedet for at tage den gamle Vej over Hamme, anfalder han os her med sin hele Styrke; at holde ham ude af Byen med vor ringe Magt, er umueligt; det Eneste vi kunne udrette, er at standse ham saalænge, medens de Gamle, Kvinderne og Børnene kunne redde sig ved Flugten Nord paa. For at opnaae dette Øjemed er det overflødigt at vi Alle opofres; den ene Deel af os bør hjelpe de Flygtende. Vælger nu, I Meldorper! hvilket I selv ville! Jeg med Mine ere lige villige til at blive og til at gaae." - "Vi takker Eder," svarte en Olding, "for eders broderlige Venskab; men ikke skal det spørges, at vi Meldorper flygtede fra vor egen Bye, og overlode dens Forsvar til Andre - iler, og redder hvad I formaaer!"

✂ Da foer Carsten Holm og hans Nordmarskere tilbage ind i Byen, joge de Nølende ud af Husene, og hjalp til at bære de mindre Børn. Nogle kunde, formedelst Alder, Andre formedelst Sygdom ikke komme afsted. Mange Oldinge og gamle Kvinder vilde ikke forlade deres Fødested, og mange Koner væbnede sig, og ilede hen for at hjelpe deres Mænd i Kampen paa Liv og Død, for at sejre, eller falde med dem.

✂ De Flygtende deelte sig i tvende Hobe: den ene drog ad Büsum, den anden ad Hemmingstedt; Bedækningen deelte sig ligeledes, og 338 Holm med sin Afdeling valgte den sidste Vej. De undkom Alle, paa ham, Anføreren, nær. Han var rigtignok den sidste paa Flugten; men Ingen vidste dog, hvorledes det gik til, at han med eet forsvandt; og med endnu større Forundring erfaredes siden, at han var taget tilfange, og indbragt til det erobrede Meldorp.

✂ Byen blev tagen med Storm: meer end nok for Garden til at besmykke sine Grusomheder. Alt, hvad der havde Liv, maatte døe, og det Livløse maatte fordærves og ødelægges; kun Husene sparedes for den strænge Vinters Skyld. - Skjøndt alt Dette udrettedes af Fortogten med en Skyndsomhed, der Intet lod tilbage for Hovedhæren: maatte dog de tvende højbaarne Brødre være Vidne til et Krigsoptrin, endnu mere oprørende, end hiint i Windbergen. Idet de rede ind i Byen, saae de gjennem de sønderslagne Ruder af et Huus en halvvoxen Pige, som hidtil maae have vidst at skjule sig, komme farende med et lille Barn paa Armene, og tæt efter hende en Landseknægt. Da hun ikke længere kunde undløbe, vendte hun sig, og rakte Barnet, som et Skjold, op mod Forfølgeren. Glutten udstrakte smilende sine smaae Hænder efter den blanke Hjelm og den vajende Fjederbusk - Barbaren kløvede dets Hoved. Hertugen nedskjød Uhyret, og reddede derved Pigen; men hverken han eller Broderen glemte nogensinde denne hjerteskjærende Scene.

✂ Tause rede de ind ad Franciskanerklostrets skumle Port. Ogsaa Himlen var skummel og taaget; den drog et tykt Slør over Jordens Elændighed. Det var stille i Luften, og grant hørtes i det Fjerne Vesterhavets hule Drønen - et Forbud paa Forandring af Vind og Vejr. - Under Tilberedelserne til Hærens Indkvartering og Forplejning i Meldorp og omliggende Landsbyer, spadserede de kongelige Brødre alene, med langsomme Skridt, frem og tilbage i Refectoriets store Sal. Kongen standsede flere Gange, og lyttede. "Hvorfra" sagde han omsider: "kommer det Bulder, jeg hører langt borte?" "Vesterhavet!" svarte Hertugen. "Det lyder mig som Hævnens Torden," sagde Kongen - : "gid dog denne Krig var snart tilende." "Den er tilende;" faldt Hertugen ind: "som jeg haaber, ville Indvaanerne, skrækkede ved denne advarende Begyndelse, ile med at underkaste sig, og derfor ville vi - om Dig saa synes - tøve her nogle Dage." - Førend herpaa blev svaret, indtraadte de unge Grever, Hans Alefeldt med flere Generaler, og tilsidst Gardeanføreren, Junker Slenitz. Til denne sagde Kongen koldt: "Eders Folk, Hr. Junker! ere tappre, men 339 grusomme; de skaane hverken Kvinder eller umyndige Børn." "Eders Majestæt!" svarede Slenitz ligesaa koldt: "Naar Falken slipper løs efter Raadyrene, gjør den ingen Forskjel paa Buk og Lam. Ville vi have den Ene, maae vi tage den Anden med. I Krig gaaer det ikke anderledes til - jeg tænkte, Eders Majestæt kjendte Sligt fra Sverrig af." "Krigen kjender jeg Noget til;" sagde Kong Hans: "men ikkun den Krig, der føres mod bevæbnede Mænd; paa Værgeløse have mine Soldater aldrig øvet deres Mod - en General maae vide, at holde Krigstugt." "Jeg har staaet i den Formening," svarte Junkeren: "at den store Garde, som med Ære har tjent saa mange Potentater, blev taget i Sold for at føre Krig, og ikke for at begræde Krigens Elændigheder. Naar den besejrer eders Fjender, burde det vel ikke tages saa nøje, om et Par gammel Kjellinger gik med i Løbet. Skeer dette, er det uden min Skyld; jeg kan ikke være allevegne." Kongen vendte sig fra ham, beed sig i Læberne, og sagde til sin Broder: "Jægeren er ligesaa god som Hundene - lad os skynde os med Jagten, at de Alle tilhobe kunne faae deres Afsked."

✂ Atter afbrødes Samtalen, idet Henrik Ranzau traadte ind med den fangne Carsten Holm. Hertugen saae og gjenkjendte Fangen; han vinkede ad ham; de traadte afsides hen i et Hjørne af Salen - Kongen sluttede sig til dem. Holm bukkede dybt for Begge, og sagde: "Jeg lykønsker Eders Majestæt og Eders Højhed til denne sejerrige Begyndelse, og glæder mig til, at mit ringe Raad blev naadigen antaget og fulgt." "I skal heller ikke klage over Uskjønsomhed;" svarte Hertug Frederik: "naar Landet er indtaget, og bragt tilbage til Orden og Rolighed, skjænke vi Eder Tileburg til evig Arv og Eje." Holm bukkede sig endnu dybere, og vedblev: "Jeg lod mig udenfor Byen frivilligen fange, for fremdeles at være til Nytte med mine Kundskaber om Landet og dets Indvaaneres Sindelag. Og dersom Eder saa synes, vilde jeg gaae tilbage til mine Landsmænd, enten for at fremskynde deres Underkastelse, eller, om de dertil ikke ere at formaae, da at meddele de naadige Herrer deres Anslag." "Ret vel!" sagde Hertugen, "jeg anseer eder for en klog Mand, og troer, at I er os af Hjertet hengiven: men efter alle de Fredstilbud vi have gjort eders stolte Landsmænd, anstaaer det os ikke at henskikke eder som Gesandt eller Mægler -" "- det er ogsaa langt fra min Mening" svarede Holm, "jeg maae komme som Flygtning, som den der hemmelig er undveget af Fangenskab. Men nu i det Tilfælde, at den 340 krigerske Stemning faar Overhaand, at Mistanke mod mig kunde opstaae formedelst mit fredelige Sindelag, og at det derfor kunde gjøres mig vanskeligt, at slippe her tilbage: da vover jeg foreløbig at tilraade snarest muelig Anfald paa Nordmarsken, og det nemlig over Sønderhamme og Hemmingstedt og lige løs paa Heide. Paa denne Vej indestaaer jeg for, at ingen venter Fjenden, og jeg skal stræbe at bestyrke denne Formening." Her bukkede han atter sigende: "jeg udbeder mig, og haaber den store Naade, at maatte herbergere de høje Majestæter i mit Huus i Heide!" Man tilnikkede ham et venligt Ja, lod ham bortfjerne sig, og gav den fornødne Befaling til at fremme hans Flugt.

✂ Kong Hans, som ved den nære Udsigt til Ende paa Krigen var bleven noget muntrere stemt, kaldte paa Henrik Ranzau og sagde til ham: "Kjere! min Broder og jeg have overlagt, at vi ville tøve her et Par Dage, for at afvente hvad Indtryk disse første Begivenheder ville gjøre paa de trodsige Marskbønder. Imidlertid ville vi stræbe at gjøre Opholdet saa behageligt som muligt; og til den Ende kunde vi ønske eders holsteenske Damers Nærværelse. Det nødvendige Forraad af Mad og Drikke burde ej heller savnes." Ranzau smiilte, bukkede og gik. Nogle Escadroner fik Ordre at vende tilbage, og fra Melbek og omliggende Slotte at hente Damer, Musikantere, Sangere, Gøglere og Hofnarre, Drikke- og Spisevare af alle Slags og i største Overflødighed.

5.

✂ Det var Søndag, aarle om Morgenen. Bedeklokkerne gik; de klang dumptungsindigt i den graae dunstfulde Tøeluft; det lød som naar der ringes for Liig - som om det var Ditmarskens Frihed, der ringedes til Graven.

✂ I trende Døgn havde en stærk Tøe ganske forandret Landets Udseende: Sneen var forsvundet fra Træer og Tage, fra Banker, Digekamme og Aggerrygge; kun i Renene, i Grøfterne og i Geestens Dale laae den endnu; lange, lige, hvide og sorte Striber betegnede den flade Marsk.

✂ I Wöhrden holdt de Otteogfyrgetive Raad; didhen havde og forsamlet sig en stor Mængde, saavel fra hele Landet, som især fra de nærmeste Sogne. Meningerne vare temmelig delte: Mange vare for 341 Fred; dog Flere endnu for Krig. Blandt de Første talte Carsten Holm længst og ivrigst: "Jeg vilde ønske," - endte han - "at enhver Krigslysten havde været med ved Meldorp, og seet hvorledes Byen paa to smaae Timer havde forandret sig! Da jeg som Fange førtes tilbage, laae de henslængte paa Gaderne, lemlæstede, døde eller døende, der for kort tilforn havde været friske og sunde, glade og sorgløse - hvem mene I? bevæbnede Mænd? - de laae alle ved Byens Porte - nej, Kvinder og Børn og graahærdede Oldinger. De blodige Landseknægte løb hid og did med Spydet i den ene Haand og Bytte i den anden, eller sang og drak og rumsterede indenfor de sønderslagne Ruder. Hist og her derinde hørte jeg Hylen og Hvinen af de Ulyksalige, som fremslæbtes af deres Smuthuller, krænkedes, mishandledes, myrdedes, og i deres hendøende Skrig Bødlernes Skoggren. Hist slængtes et nøgent, sønderflænget Kvindeliig ud af Døren, her et Barn gjennem Vinduet - det kan ikke have gaaet græsseligere til i Jerusalems Forstyrrelse. Betænker det vel, I Landets vise Fædre! samme Skjæbne have vi her og overalt ivente." - Alle Tilhørerne blegnede af Skræk og Harme, fnøs af Forbittrelse; men Landsstyreren Johan Arens tog Ordet og sagde: "Alt hvad Du her fortæller os, maae snarere opflamme til retfærdig Hævn, end overtale til skændig Overgivelse - de Myrdedes Blod raaber til Himlen. Hvad skulle vi vinde ved denne fejge Underkastelse? kun en langsommere Død, eller en endnu værre Trældom. Hvad er det dog, som nu skal kuldkaste den engang med velberaad Hu tagne Beslutning? Hvad have vi tabt? et Par Byer, som ikke kunde forsvares - have vi ikke hele den Deel af Landet i vor Magt, fra hvilken Fjenderne i alle forrige Krige med blodige Pander ere tilbageviste? Hvad have vi tabt? et Par hundrede af vore Med stridende - men vi andre Tusinder have vundet tidobbelt Had til de umenneskelige Voldsmænd, der komme til os med Sværdet i den ene Haand og Lænken i den anden. Hvad have vi tabt? et Par Hundrede Kvinder og Børn - men vi have vundet tidobbelt Mod til at hævne deres uskyldige Blod. Vi have Intet tabt, uden maaskee Modet hos nogle Faa, som lidet eller intet have ejet." Carsten Holm afbrød ham, og sagde: "ikke altid er den fejg, som raader til Fred; Forsigtighed er ikke Frygt." - "Ikke altid!" svarte Arens; "jeg beskylder Ingen - heller ikke Eder; I maae selv bedst vide, om det var blot Forsigtighed, der bragte Eder til at følge med Kvinderne, istedetfor at tage Deel i Byens Forsvar?" - "Her ere nok tilstede af dem, der vare med mig," 342 sagde Holm stolt, og saae sig omkring i Forsamlingen, "lad dem sige, om jeg ikke tilbød Byemændene at gaae i deres Sted, skjøndt jeg saae den visse, unyttige Død for Øjne!" Dette bejaedes fra flere Sider. "Jeg skylder Fødelandet mit Liv," vedblev han triumpherende, "og skal ærlig betale min Gjæld; men derfor henslænger jeg den ikke iblinde. Ville alle I andre stride, saa er jeg med; men overlægger iforvejen, hvo der skal sørge for de Værgeløse, naar vi ere faldne!" - "Carsten Holm er en gjæv Mand, og taler efter forstandigt Overlæg!" sagde Hans Peters, een af de Otteogfyrgetive; "var det ikke bedre, itide at give efter for Stormen? Den forlangte Pengesum kunne vi let udrede; og de tre Skandser - naar Fjenden først er borte, og hans Hær opløst, kunne vi vel raade med dem efter vort Tykke." - "Der er Mening i!" raabte mange Stemmer: "Hans Peters snakker ikke hen i Taaget." - Johan Arens traadte frem to raske Trin, udstrakte sin Arm, og sagde med hævet Røst: "Kjender I den Bye, der ligger? er det ikke Meldorp? er det ikke der, hvor de for tre Dage siden slagtede vore Brødre og Søstre uden Skaansel, ung og gammel iblandt hverandre? Var det ikke der, hvor Menneskeblod, Ditmarskerblod løb som Vand paa Gaderne? Og endda tale I om Fred? Fred! ja en Fred som den Lammet har, naar det taalmodigt seer paa hvorledes Moderen slagtes, og selv bagefter drøvtyggende lægger sig ned, og rækker Hals for Kniven! - Ved Gud og den hellige Jomfrue! Hvo der havde seet det, Holm saae, han maatte blive til en glubende Løve, om end Naturen havde givet ham et Harehjerte. Seer I hiin mørke Plet over Meldorps Kirketaarn? Vide I, hvad den betyder? - Det er Kongebanneret, Blodbanneret, der vejer, som et Sejerstegn over det frie Ditmarsken, os til en Trusel - nu, saa løber da alle I, som ere kede af Friheden og af Livet, løber hist over, og knæler for dette Dannebroge, som ingen Ditmarsker saa siden Sejren ved Bornhøvede! knæler! rækker Hals for Øxen! og trøster Eder saa i Døden med den Tanke: at I dog nu ikke seer, hvorledes Landseknægtene skjænde eders Hustruer og Døttre, myrde Eders smaae Børn - hør! hør! hvor det dundrer derover! Nu drikke de hverandre Ditmarsken til; de drikke paa eders Undergang og Fordærvelse - ville I ikke afsted, og takke for Skaalen?" - Her holdt Taleren inde nogle Øjeblikke, medens Alles Blik vare henvendte til Meldorp, hvor det dundrede Skud paa Skud, og Røghvirvel fulgte paa Røghvirvel, indtil hele Byen var indhyllet i Krudtdamp.

✂ Endnu havde Ingen svaret paa Arens's æggende Tilraab: Nogle taug af Undseelse; Andre kunde, for Harme, ikkun fremføre uarticulerede Toner; og Resten glædede sig i Stilhed over en Tale, der fuldkomment udtrykte deres egne Følelser. Endelig optog Wolf Isebrand den angivne Tone, og sagde med et spottende Smiil: "Skulle vi da afsted til vore naadige Herrer, saa lader os ikke glemme at medtage, til Tegn paa vor dybe Underdanighed, disse Faner, vore forfængelige Forfædre have ophængt herinde i Kirken! Lad os nedlægge for Fjendernes Fødder dem, de saa frækt og formasteligt fratoge de højbaarne Hertuger og Grever ved Nordhamme og ved Anbroen og her - her i dette samme Wohrden, hvor Man betalte smeltet Blye med koldt Staal, og saa uhøfligt behandlede de fornemme Gjæster.* Dermed kunde vi tydeligst bevise vor oprigtige Anger og Fortrydelse over Fædrenes himmelraabende Synd, at ville værge for Liv og Gods, for Frihed og Fødeland."

✂ Som en højt opdæmmet Strøm bryder med forøget Vælde ud af sit Fængsel, oversvømmer - bortriver Alt med sig: saaledes frembrøde nu de længe dæmpede Følelser af tusinde modige kamplystne Hjerter. Hartad eenstemmig besluttedes, forkyndtes nu den ædle Strid for Frihed eller Død; og det næsten ene ved vilde Raab og grusomme Forbandelser. Nær vare Holm og de øvrige Fredsvenner blevne Offere for det første Udbrud af den rasende Krigslyst; men Arens og flere anseete Ordførere toge dem i Beskyttelse, idet de viste: hvor nødvendig Enigheden nu var, at enhver Arm var kostbar, og at Blodsudgydelsen ikke borde begynde med Landsmænd. Isebrand taug; han syntes ligegyldig ved, enten Holm og hans Partie var med eller ikke. Kun da Forhandlingerne om Forsvarsværket begyndte, sagde han stiklende: "lad os høre Carstens Mening, om han ikke dennegang kan sige os, hvor vi skulle vente Fjenderne!" Med Fatning, og uden at lade sig mærke med, at han følte Snerten, svarede ** Grev Geert den Skaldede (Niels Ebbesens) vilde undertvinge Ditmarsken. Han trængte ind til Wohrden, og adsplittede Fjendernes liden Hær; en Deel af denne søgte ind i Kirken, og da de ikke vilde overgive sig, lod Greven sætte Ild paa Taget. Da det smeltede Blye dryppede ned paa Ditmarskerne, gjorde de i Pine og Fortvivlelse et Udfald. Flere strømmede fra alle Kanter disse tilhjælp; Holstenerne bleve slagne - to Tusinde faldt - Greven maatte søge sin Frelse i Flugten. Han saae aldrig Ditmarsken mere; men vendte sine Vaaben mod Norden. 344 denne: "Førstegang har Fjenden narret os; men nu troer jeg, at have opsnappet saameget, at jeg sikkert venter ham paa den nærmeste Vej fra Meldorp til Hemmingstedt." - Johan Arens smilte, og sagde: "jeg troer ikke, Carsten Holm er heldig i at gjætte; der indtræffer gjerne det Modsatte af hvad han formoder: og altsaa gjætter jeg paa, at vi skulle have de fremmede Gjæster enten fra Nordhamme, eller fra Bysumsiden." - "Men jeg," sagde Isebrand tørt, "er nu af Holms Mening; det er ikke rimeligt, at han hvergang skal gjætte urigtigt. Forrige Gang troede vi ham, og toge fejl; troe vi ham ikke denne Gang, kunde det hænde, at vi ogsaa toge fejl." - "For ikke at tage reent fejl" raabte een af Forstanderne, "kunne vi jo befæste os paa alle tre Steder. Der er ikke saa langt imellem at jo de andre snart kunne komme den haardest Angrebne tilhjælp. Og deler Fjenden sin Styrke, er det jo nødvendigt at vi ogsaa deler vores." Herimod indvendte Nogle: at Undsætning - i Tilfælde af samlet Anfald paa eet Sted - kunde komme forsiide; og for dem ved Bysum gjøres umuelig, naar Slusernes aabnedes, og Marsken sattes under Vand. - Endelig, efter lang Raadslagning, fik den Mening Overhaand: at alle Adgange til Nordmarsken borde forsvares; men den til Hemmingstedt svagest besættes, saasom den af Naturen var stærkest. De allerfleste af Raadet ansaae det for nok, at her blev stillet een Fænnike og et Par Kanoner.

✂ Som denne Beslutning var tagen, indbragte et Strejfpartie tre fjendtlige Spejdere. De To bleve af den forbittrede Mængde, i bogstavelig Forstand, sønderrevne; men den Tredie lykkedes det Isebrand at frelse; og denne bekræftede, paa Tilspørgsel, at Fjenderne havde isinde at gjøre Angrebet der, hvor Holm formodede. Skjøndt vel de Fleste troede, at dette var et Krigspuds, i hvilket det kom ud paa eet om Spejderen var Medvider eller ikke, virkede det dog saameget: at Besætningen paa Hemmingstedtvejen forøgedes indtil fire Fænniker, eller omtrent fem hundrede Mand, og tolv Kanoner. De tre Sogne: Neuenkirchen, Hemmingstedt og Wöhrden afgave Mandskabet hertil, og Wolf Isebrand fik Overanførselen, efter hans egen Begjæring; og han forlangte igjen Carsten Holm til Medbefalingsmand. Herover forundrede sig Mange; men Isebrand erklærede koldt: at Holm havde været hans Ledsager paa Gesandtskabet; nu ønskede han ogsaa at beholde ham hos sig i Striden; han ventede god Bistand af hans dybe Forstand og store Snildhed. Til disse Yttringer smilte Holm - dog lidt tvungent - og en Kjender af Ansigter vilde have læst i 345 hans baade Mistroe til Isebrands Lovtale, og Ulyst til at modtage den foreslaaede Hæderspost.

✂ Saavidt var Alt ordnet; men nu opstod det Spørgsmaal; hvilken Deel af Forsvarshæren skal have det hellige Banner - det indviede Kors? Enhver af dem gjorde Fordring paa dette Palladium, og erklærede sin egen Post for den vigtigste og farligste, forfægtende sin Mening med alle muelige Grunde - baade stærke og svage. De Otteogfyrgetive vidste tilsidst ingen anden Udvej, end Lodkastning. Da fremstod Carsten Holm og erklærede trodsigen: at hvor Korset kom hen, der vilde han med; visse Folk havde draget hans Mod og hans Ærlighed i Tvivl; han forlangte nu Lejlighed til at bevise begge Dele, og dertil var Dusind Dyvels Werff Stedet. Een efter Anden gav hertil sit Bifald, og understøttede Holms Paastand, med det Tillæg: at dette Sted laae midt i Forsvarslinien og at om Angrebet skedte paa eet af Fløjene, da kunde saavel Korset som dets Stridsmænd snart henflyttes til det truede Punct. Et skadefroe Smiil foer over Holms mørke Ansigt, idet han kastede et hurtigt Blik til Isebrand, og et længere til Reimer, som hidtil taus og indsluttet i sig selv havde staaet udenfor Kredsen, og kun lidet lagt Mærke til Forhandlingernes Gang. Pludselig traadte han ind imellem de Ældste, og sagde: "Nu troer ogsaa jeg, at Fjenden vil anfalde ved Hemmingstedt, og beder Eder om, at vi Wimerstedtere maae være med der." Ogsaa dette bifaldtes.

✂ Ind i Wöhrdens, efter Krigen med Grev Geert meget forstørrede og riigt udsmykkede Kirke, stimlede nu hele Forsamlingen. Foran Alteret stode Præsterne, og signede det bedende Folk. Nærmest ved dem knælede i tvende Halvkredse de Otteogfyrgetive Landsstyrere; de Fleste ærværdige ved hvide Alderdomslokker, og bag ved dem det øvrige Folk, saamange som Kirken var istand til at rumme. Chorsangen fyldte det vide Tempel; Murene dirrede, og Fanerne, disse stolte Minder om Fædrenes Heltedaad, bølgede over de Bedendes Hoveder. Da fremtraadte, ført af tvende Præster, fra Sacristiet en tilsløret Kvinde, iført en bleggraae, ydmyg Nonnedragt; - det var Telse Wollersien - bag efter hende bar en tredie Præst det hellige Kors. Midt for Alteret stillede de sig, og afførte Pigen, under Psalmesang, Sløret og Nonnekappen, bedækkede hendes fyldige Barm med en hvælvet Guldbrynie, hendes Arm med Skinner, satte en blinkende Hjelm med højtvajende Fjedre paa hendes Hoved, og Korset i hendes Hænder. Som hun saaledes stod der i Ungdoms Skjønhed, med 346 tindrende Øjne og blussende Kinder, de sorte Lokker nedbølgende over den glimrende Rustning, lignede hun en Valkyrie, eller en Krigens Gudinde, som modtager de Dødeliges Hylding.

✂ Da Gudstjenesten var tilende, og Kirken forladt, overgaves den dejlige Skjoldmøe til Wolf Isebrand; men denne overgav igjen baade hende og Fanevagtens Anførsel til Reimer. Den elskende, men ikke svaghjertede Yngling, modtog med Stolthed denne af en uheldig Medbejler anviste Hæderspost. Og under de Ældres Opmuntringer og de Yngres Lykønskninger, bortdrog nu den lille Heltehob, de havde Ditmarskens dunkle Skjæbne i sine Hænder.

✂ Det var over Middag, da den naaede den yderste Pynt af Geestlan det, lige sønder ud fra Hemmingstedt, hvor det strækker sig ud Marsken mellem denne Bye og Meldorp. Den indgrøftede Vej fra sidste Sted og op i Nordmarsken gaaer lige mod Geestspidsen; men paa et Bueskuds Afstand bøjer den sig vesten om Samme, og løbe længere borte op i Højlandet. Ret ud for denne Vejens Bøjning standsede Wolf Isebrand med sin Trop, og lod den ufortøvet begyndte at opkaste en Skandse. Gamle og Unge, som deels havde fulgt Toget deels siden strømmede til fra de nærmeste Byer, toge ivrigen Deel i Arbejdet. Hver, som var mægtig for at røre en Haand, hjalp til Hakker, Spader, Skovle og Trillebøre kom i Gang, og den, der ikke kunde gjøre Andet, sankede Steen. Isebrand var allevegne tilstede, og bestyrede Værket - Opmuntring behøvedes ikke. Endnu inden Mørket faldt paa, var Skandsen istand og beplantet med Stykkerne, af hvilke de sex kunde bestryge den lige Vej, de øvrige sex tillige beherske dens Krumning. En dyb Grav strakte sig heelt udenom Befæstningen, og længere borte fra denne, i behørig Afstand, endnu tvende andre, ligeledes med noget lavere Brystværn. En tyk Taage som hele Eftermiddagen rugede over Landet, havde skjult dette Foretagende for Fjendernes Øjne.

✂ Det var Midnat; Stjernerne glimtede mat gjennem Taagens tynde Slør. Vejret var mildt og stille; Vinden hvilte. Der var Stilstand i Luften; det var som om Himlen betænkte sig, fra hvilken Kant, og mod hvem den skulde sende Stormen. Kun det evig oprørte Vesterhav lod høre sin hule Brummen, hiin varslende Røst, som ej forgjæves naar Marskboerens Øre.

✂ Isebrand fornam den, som han vandrede fra Ende til anden paa sin nys opdæmmede Vold, og sagde til Reimer, der med nedbøjet Hoved 347 lænede sig paa en Kanon; "vi faae uroligt Vejr, og nordlige Vinde imorgen: vil Fjenden besøge os, kommer han maaskee til at vade eller svømme. Frisk op, Reimer! Natten er lang og jeg seer, at Du har ligesaaliden Lyst til at sove som jeg - lad os faae en Sang!" Reimer rettede sig, og saae tilbage; der stod Teltet, i hvilket Telse befandt sig med Faderen og nogle af sine kvindelige Slægtninge. "Er Du bange for at vække vor Fanebærerinde?" spurgte Isebrand, "hun sover ikke mere end Du; jeg har hele Natten hørt dem hvidske derinde - syng, min Gut! og vær munter!" Nu sprang Ynglingen op, og satte sig paa Kanonen; holdende om Spydet, der stod ved hans Side, istemte han en krigersk Folkesang. Alt som han sang, kom Flere til, slog Kreds om ham og faldt ind med i Omkvædet; og langs hen med Brystværnet efternynnede de vækkede Krigere, som ikke vilde forlade deres Sæder, de kjere velbekjendte Toner. - "Det er Reimer!" sukkede Telse, og trykte den brændende Kind mod Korset, som skilte hende ved den Elskede; men hendes Medsøstre gik udenfor Teltet, for nærmere og tydeligere at høre Ynglingens skjønne Stemme. Ofte tilforn, ved lystige Gilder, naar Paukerne og Piberne taug under Ophold i Dansen, havde de omkredset ham, de blussende Piger, og smilende lyttet til hans Kvad.

6.

✂ Den syttende Februar fremlyste - for mange Tusinde Livets sidste Dag. Efter Midnat havde Nordvestvinden rejst sig, og var efterhaanden steget til stærk Blæst, som jog den kolde, regnsvangre Havguse ind over Landet. I Meldorp var alt i Bevægelse; Husene var fulde af svirende Krigsmænd, og de, der ikke kunde rummes inde, sværmede omkring paa Gaderne. Sang og Musik lød allevegne; men fortrinligen der, hvor ellers kun hørtes Messer og Psalmesang, mellem Klosterets gamle, alvorlige Mure. Hornenes, Fløjternes og Gigenes muntre Klang blandede sig i underlig Mislyd med Vindens Brusen og Hylen derudenfor, som Lampernes Skin med Dagskjæret i den store Dandsesal.

✂ Da knaldede det første Kanonskud, saa Vinduerne klingrede. Dandsen holdt op; Instrumenterne taug. Cavalererne takkede af, og førte Damerne til Sæde; og i Skynding vexledes blandt mangt et Par 348 ømme Haandtryk, veltalende Øjekast, og kjælne Ord, saavel i Alvor som i Spøg. Man gjentog sig Nattens Fornøjelser, og trøstede sig for det hurtige Opbrud med den følgende i Hejde; ja mangen forelsket Ridder engagerede allerede sit Hjertes Dame til næste Aften. - Ingen adskiltes nødigere end Ebbe Geed og den dejlige Ida Ranzau; hun dog med et snart Gjensyns glade Haab - han med Uro og sælsomme Ahnelser. "Jeg gaaer" sagde han, tredie Gang førende hendes Haand til sine Læber, "en uvis Kamp imøde; denne Uvished, skjønne Frøken! binder min Tunge." "Dersom I ikke" svarte hun skjæmtende, "forinden glemmer hvad I har mere at sige mig, saa sees vi jo snart igjen." "Snart?" gjentog han sukkende, slap hendes Haand, og greb efter sin Fingerring; den han med et mørkt Blik drejede nogle Gange, trak halvt ud og skød ind igjen: Ida saae i sød Forventning til Jorden. Da tordnede det andet Skud. De Elskende foer op, som af en Drøm, Endnu et Haandtryk, et sjælfuldt Blik, et ømt "vi sees igjen!" og ud ilede den danske Ridder med alle de Andre, for at ombytte den lette Balklædning med Vaabendandsens tunge Staaldragt.

✂ I Klostergaarden holdt Kongens, Hertugens og de øvrige Anføreres opsadlede Stridsheste, utaalmodigt stampende, og tyggende de skummende Miler; de høje Ryttere stode fuldt udrustede i Forsalen, og ventede det tredie Signal. Hans Alefeldt traadte hen for de kongelige Brødre, og sagde i tilsyneladende ligegyldig Tone: "ubehageligt Rejsevejr ovenpaa en gjennemvaaget Nat." "Et Satans Vejr!" svarte Kong Hans, og keeg ud af Døren op mod den mørke Himmel, som allerede nedslyngede Regndraaber og Sneeflokker blandt hverandre. "Ikke værre" faldt Hertug Frederik ind, "for os, end for Fjenderne." "Vi have det dog lige imod os," sagde Alefeldt. "Des ivrigere" svarte Hertugen, "ile vore Folk efter Qvarteer." "Vejen" vedblev Alefeldt "vil blive meget moradsig, og Skydtset ubrugbart." "Saa har vi Landser og Kaarder" raabte Frederik; "der ere flere end nok til at forsvare eders Dannebrog." Den fornærmede Hærfører havde et stolt Svar paa Læberne; men Larmkanonen brølte tredie og sidste Gang: Alle sprang til deres Heste. Kongen brummede, idet han satte sig tillave i Sadelen: "Een Dag kunde vi endnu have tøvet, Broder Frederik: det er et formaledidet satanisk Vejr!" "Band ikke vor Herres Vejr!" sagde Hertugen, "denne er vor Formælingsdag med den rige Marsk - der regner Guld ned i Brudens Skjød." "Der regner Vand!" udstødte Kongen, "det seer jeg, og siden efter Blod! - Gid Fanden 349 havde et saadant Bryllupsvejr!" Han sporede sin fnysende Hingst, og foer ud med sit Følge, for at tage de opstillede Tropper i Øjesyn.

✂ I Spidsen for tredive tusind Mand holdt paa sin store, kulsorte Ganger Gardens Anfører, den kæmpestore Slenitz, staalklædt fra Isse til Fod. Han hilste med sit lange Sværd, slog Visiret op, og sagde: "Med Eders Majestæts Tilladelse rider jeg nu forud, at bestille varm Aftensmad og godt Natteleje i Hejde." Kongen nikkede, og svarte: "kan smage godt paa kold Frokost - adieu saalænge, Hr. Junker!" Junkeren travede afsted; den stærke Hest pustede under sin tunge Byrde. Efter ham rullede Gardens Kanoner, og derpaa de fem tusinde vidtberømte, frygtelige Landseknægte. Deres lange Spyd bølgede over dem i deres taktmæssige, dundrende Gang, som Trommer og Piber styrede; de lange Rækker bugtede sig som en blinkende Strøm ned over den lange Bakke udenfor Meldorps nørre Port. Dem fulgte det holstenske Fodfolk, med sine Stykker; og som hver Fænnike kom lige for Kongen og hans Broder, standsede de et Par Secunder, og hilste paa krigersk Viis. Næstefter kom de danske Soldater, . og derpaa Rytterne. Foran til disse sluttede sig de høje Brødre med Følge, Hans Alefeldt og Dannebroge i Spidsen. De holstenske Ryttere udgjorde Bagtogten. Efter dem kom Trosset - uendelige Rækker af Ammunitions- og Bagagevogne: nogle førte Øl, andre Vine; atter andre vare bepakkede med Sengeklæder, Dækketøj, Bordservicer, 350 tilhørende Kongen og Hertugen og adskillige af de holsteenske Herrer; mange førte Spisevarer, een Vildt, en anden tamt - alt færdigt til Spiddet eller Gryden. Endeligen sluttedes Caravanen af Marketentere og Marketentersker, Spillemænd og Skjøger, Soldaterkoner og Børn blandt hverandre. Havde Vejret været bedre, skulde ej engang de fornemme Damer have blevet tilbage; nu maatte de for det første tage til Takke med Klosteret, fra hvis Vinduer de tilvinkede deres Mænd, Kjerester, Fædre, Brødre, Slægtninge og Venner et ubekymret Levvel.

✂ Paa Skandsen for Dusend Dyvels Werff havde Man hørt Signalskuddene i Meldorp, skjøndt Vinden bar fra; men da Luften var tyk af Taage og Snee, blev det umueligt at see derover, og ligesaa umueligt at gjætte, ad hvilken Kant Fjenden vendte sig. Stormen og Sneefoget tiltog bestandig. - Isebrand eftersaae Kanonerne, lod Fænghullerne bedække, Krudt og Lunter bevare for Fugtighed; og alt imellem lyttede han, og keeg ud over Vejen til Meldorp.

✂ Efter noget meer end en Times Forløb - fra det sidste Kanonskud at regne - raabte Reimer, der uafladeligen havde staaet paa Udkik: "jeg skimter Noget derude - kom og see Wolf Isebrand!" - Denne kom, og lidt efter udbrød Begge paa eengang: "Der har vi dem!" Alle sprang nu til, for at komme op paa Brystværnet; men Anføreren standsede dem med det Raab; "tilbage! hvad ville I her? Fjenden maae ikke vide af os at sige, før han seer Røgen fra vore Kanoner - til Orden! Hvermand paa sin Post!" - Han saae atter ud mod Meldorp; og nu øjnedes tydelig en mørk Masse i Sneen, og svage Vaabenglimt; og større og længere blev den sorte Strime, og flere og hyppigere Glimtene. "Rider nu," raabte Isebrand til de med Hestene i Beredskab staaende Iilbud, "alt hvad Hestene kunne strække, til Hejde, og siger de Otte og Fyrgetive, at Fjenden kommer her; at de maae sende os Forstærkningen fra Lunden og Delve og de andre nordre Sogne, og skikke Bud over Hals og Hoved til Bysum; dersom de der ikke allerede har aabnet Sluserne, er intet Øjeblik at spilde! - og I ved Kanonerne! stiller dem accurat paa Vejen; men Ingen skyde, før jeg siger til!"

✂ Kun langsomt fremskred den fjendtlige Hær; og borte var allerede hiin Orden og krigerske Holdning, med hvilken den var udmarscheret af Meldorp. Vejret blev stedse barskere, Vejen sumpigere; Forspændshestene kunde kun vanskeligt slæbe Kanonerne; naar een trak 351 frem, sank en anden tilbage; her sprang et Kjøretøj, og der blev en Hest afkræftet liggende - alt dette gjorde Standsning. Fodfolket, som kom efter, maatte med stor Besværlighed og end større Arrighed ælte i det Dynd, som Artilleriet havde opkjørt. Geledderne vaklede, brødes; ikke sjælden trængtes de Yderste ned i Sidegrøvterne. Man bandte, skjændtes, trykkedes, skuppedes. Officiererne vare ikke længere istand til at dæmpe den udbrydende Uorden; kun naar Anføreren vendte sin Hest, og brølte med sin Løvestemme, paafulgte en kort Taushed.

✂ Saaledes var Man kommen Skandsen paa et Par hundrede Favne nær; uden endnu at bemærke den; thi Sneen pidskede de Fremrykkende i Øjnene; og Isebrand holdt sig endnu ganske rolig. Endelig bemærkede Slenitz, som utaalmodig var redet et Stykke forud, den første Grav, som ogsaa overskår Vejen lige ved dens Krumning. Han standsede og opdagede nu paa eengang baade den anden Grav og Skandsen selv, over hvis Brystværn Kanonerne og enkelte Hoveder stak frem. Hurtig ilede han tilbage, lod gjøre Holdt og befalede Kanonerne at beskyde Skandsen; Fjendens Taushed begyndte at forurolige ham.

✂ Da Isebrand saae, at Kanonerne vendtes og Hestene fraspændtes, lod han først begynde det blodige Dagværk: trende Kugler gjennemfurede Gardens tætsluttede Rækker. Hans haarde Tiltale besvaredes; men kun med liden Eftertryk, da Ditmarskerne stode dækkede af den tykke Vold, og Garden sigtede med mindre Sikkerhed; dog faldt der Enkelte af Skandsens Forsvarere. Flere Salver gaves fra begge Sider - Ditmarskernes med stedse lige mordisk Virkning. Gardens Ild blev derimod bestandig svagere: nogle Kanoner demonteredes; paa andre blev Fængkrudtet vaadt, og vilde ikke brænde. Da befalede Slenitz at storme Skandsen: med Glæde hørtes denne Ordre af disse tappre Krigere, der ikke vare vante til, saaledes værgeløse at lade sig nedskyde. De fore forbi de unyttige Kanoner og hen til den første Tværgrøvt, over hvilken de lagde deres Landser, og de til dette Øjemeed i Meldorp tillavede Riisknipper og Kurvefletninger. Modige sprang de herover, og snart fyldtes Rummet mellem den første og anden Grav. Her mødte en ny Hindring: Knipper og Fletninger skulde hentes bag fra, og føres gjennem den tætpakkede Masse, som ej engang kunde udbrede sig til Siderne, saasom den ogsaa her indsluttedes af brede og dybe Grave. Ditmarskernes Kugler gjorde 352 Rivt paa Rivt i denne sammenhobede Klynge: den vaklede, ravede, bølgede hid og did, liig en sivgroet Holm under stridige Vinde. Ordenen var borte, og havde taget Besindigheden med sig; Frygten fik Indpas. Officierernes usikkre, ofte hinanden modsigende Commandoraab, de Saaredes Skriig og Stønnen, Ditmarskernes Jubel, deres Spot, deres Trusler og Forbandelser, som Vinden hidførte lydeligen - Alt forøgede de forhen sejrvante Krigeres Uro og Forvirring. Man maatte tilbage og ud af denne frygtelige Fælde; Anførerens vældige Røst, der end ikke overdøvedes af Larmen og Stormen og Skytsets Torden, befalede Retiraden. Uordentlig, mordisk var denne, mere endogsaa end Fremtoget: Man styrtede til, trængtes, stimedes for at komme over Graven; paa mange Steder brast den skrøbelige Bro; de Forreste nedtraadtes, og bleve selv til Bro for de Efterkommende. - Rolig, uforfærdet, omsuset af Kugler holdt Jørgen Slenitz paa sin store Stridshingst midt imellem den tilbagevendende Fortogt og Middelhoben, og ordnede begge til et nyt og forandret Angreb. Højt fremragede hans Kæmpeskikkelse over alle hans Krigere. De flokkedes omkring ham, som Bølgerne om en Klippe, der staaer urokket under Stormens Rasen midt i det oprørte Havs Brændinger.

✂ Paa Skandsens Brystværn stod Isebrand, og betragtede taus og smilende Forvirringen i den fjendtlige Hær; hans Kanoner vedbleve at lyne og tordne. Da traadte Reimer af Wimerstedt hen til ham, og sagde: "vore grove Klumper synes ikke at smage de fine Herrer derhenne - de betakke sig - de vige - skulle vi nu ikke følge dem et Stykke paa Vej?" "For tidlig, Reimer, for tidlig!" svarte Isebrand, "hvorfor skulle vi opoffre af vore Folk, før Nøden kniber? Stykkerne gjøre jo endnu god Besked - vi ville tøve, til Havet kan komme os tilhjælp - hvert Øjeblik maae vi vente vor gamle trofaste Bundsforvandte." - "Hvad!" raabte Reimer, "hvo er det, der stormer ned ad Vejen og forbi Skandsen?" Isebrand saae derhen, og sagde: "det er Tellingstedternes Fane - det er af Undsætningen, de sende os fra Hejde; men denne Hidsighed duer ikke - see, hvor Garden ordner sig, for at tage imod dem!" "Vi maae komme dem tilhjælp!" sagde Reimer. "Paa ingen Maade;" svarte den sindige Anfører: "Ditmarskens Frelse hænger i et Haar; forlade vi Skandsen, og overmandes af denne uhyre Mængde, saa er Alt fortabt -" "- see!" raabte Reimer, "nu springe de allerede over den sidste Grav - nu vende de Spydene - de fælde dem - nu gaaer det løs - lad i det mindste Kanonerne tie; 353 ellers skyde vi vore Egne, tilligemed Fjenderne." "Nej!" ikke heller det!" svarte Isebrand; "men siig dem blot, at de rette dem lidt højere - Ilden maae blive ved, og Kuglerne ikke spildes." Reimer foer omkring ved Kanonerne, at udrette denne Befaling.

✂ Slenitz, da han saae Tellingstedterne angreb, raabte til sine Tropper: "munter Karle! nu har vi dem - de komme af sig selv - tager imod dem, som det anstaaer den store Garde!" En hæftig Kamp begyndte. I Begyndelsen kunde Gardisterne ikke modstaae Ditmarskernes stormende Angreb og længere Spyd; men langt vare de ej heller istand til at vige; thi Vejen var spærret, og een Kolonne fremdrev den anden: Umueligheden i at flygte tvang dem, først til at staae, og derefter til at trænge den liden forvovne Hob tilbage. En Fjerdepart af disse hundrede Tellingstedter faldt, og de Øvrige sprunge paa de omvendte Spyd tilbage over Graven, hvor Garden for det første ej var istand til at følge dem.

✂ "Seer I?" sagde Isebrand til Reimer og til de mange Andre, der vare traadte op paa Brystværnet, for at see paa Striden; "Hidsighed uden Plan, Blodspilde uden Fordeel! - Afsted Du og Du til Hejde! siig dem, at Krigen er ene her; thi fra ingen af de andre Kanter høres endnu et eneste Skud! lad alle Mand ile herhid! og spørg dem, hvad de bestille ved Sluserne? hvor Havet bliver af? - Sove de der ved Nørremeldorp og Bysum, skulde al Verdens Ulykker slaae dem!" Tvende Ditmarskere sprang ned, satte sig til Hest, og foer op til Hejde. En ny Trop kom dem med Stormskridt imøde - det var Delverne.

✂ Gardens erfarne General stræbte at benytte Krigslykkens første svage Smiil: han lod alle brugbare Kanoner føre op og rette mod Tellingstedterne, som raadvilde hverken gik frem eller tilbage. Ogsaa Delverne, som ikke kunde rummes i Skandsen, vilde vorde udsatte for de fjendtlige Kugler. Isebrand, som saae Faren, sendte Iilbud til sine blottede Landsmænd, bad dem forlade Vejen, trække sig ud mod Vesten, og fra Siden anfalde Gardens Batterie; medens han fra den østlige Kant lod Reimer med sine Wimerstedtere omgaae det - begge Hobe skulde forsøge at trænge ind over Vejen, bemægtige sig Kanonerne, fornagle eller omstyrte dem. Et farligt Foretagende, som dog til de tvivlraadige Fjenders Forbauselse i faa Minuter lykkelig udførtes. Efter at have affyret en unyttig Salve, bleve Artilleristerne nedstødte, Kanonerne væltede eller nedrevne i Grøvterne - og alt 354 dette forinden Landseknægtene der bagved formaaede at frelse dem. Vel gjorde de nu et ordnet modigt Anfald, og dræbte i dette de Ditmarskere, som tøvede forlænge paa Vejen; men de Øvrige svang sig med Behændighed paa deres Spyd tilbage over Grøvterne, og foruroligede fra Engen deres Fjender. Forgjæves lod Isebrand dem kalde tilbage: saa forbittrede vare de, saa gridske paa Kampen, at Anførerens Befaling Intet formaaede; hvilket dog ej heller var noget Usædvanligt hos dette ubændige Folk.

✂ Slenitz gjorde Anstalter til at fordrive Modstanderne: han lod sammenbringe Riisknipper, Lavetter, Hjul - Alt hvad der kunde tjene til at opfylde Grøvterne; og da han saaledes paa begge Sider havde skaffet sig Overgange, befalede han det dobbelte Angreb, under Feldtraabet: "Vaer dig, Bonde! nu kommer Garden." "Hjælp, Maria!" skreeg Ditmarskerne, og stimlede sammen til Vadestederne, hvor haardnakken Modstand længe holdt Fjenden tilbage; mange af disse faldt for Marskbøndernes lange Spyd, flere klemtes ud i Grøvterne.

✂ Da Isebrand mærkede Slenitz's Hensigt, og i det samme saae Vandet stige i Engene mod Vesten, raabte han: "Nu Landsmænd! nu er Tiden kommen - ikke til at døe, men til at sejre; til at fordærve vore Fjender og hævne alt det uskyldige Blod, de have udøst i Windbergen og Meldorp. Frisk heran! seer I ikke, at baade Himlen og Havet er med os? Følger mig! fremad, fremad! og seer Jer ikke tilbage!" Med disse Ord sprang han ud over Brystværnet og Graven, de fire hundrede Wöhrdener og Hemmingstedter efter ham. Som en Stormvind foer Hoben over den anden og tredie Grav; og med det Udraab: "Vaer dig Garde! Nu kommer Bonden!" styrtede den sig ind paa Fjenden, der nu havde tre Sider at forsvare. De, der vare trængte over Grøvterne mod Øster og Vester, bleve forladte af deres i Fronten ængstede Cammerater, og faldt alle under Ditmarskernes frygtelige Spær og Hellebarder. Disse betjente sig derpaa af Fjendens Overgange, og forenede sig med Isebrands Trop. De ængstede, sammenpressede Landseknægte faldt, hartad uden at kunne gjøre Modværge - hele Fortogten var ødelagt.

✂ Men foran Middeltræfningen holdt endnu den uforfærdede Slenitz, ordnende, opflammende denne til nyt Angreb; efterat have befalet Bagtogten at dele sig, gaae over Grøvterne, langt udenom Ditmarskerne og Skandsen, og bemægtige sig denne, som han nu troede at 355 være forladt - han vidste ikke, at den var besat af fem hundrede Mand friske Tropper under Johan Arens's Anførsel. - I Spidsen for den lille, modige Hær, der allerede havde tilintetgjort en sjette Deel af Garden, og frem, over Dynger af Døde og Døende, trængte nu Isebrand og Reimer ind paa Centrummet. Den Første viste med Spydet paa Slenitz, og sagde: "Du tager Hesten, og jeg Manden!" Og med det Raab: "Vaer Dig, Junker! nu kommer Bonden!" rendte han sit Spyd mod Dennes Bryst, og Reimer sit dybt ind i Hestens Bringe. "Fordømte Pak!" tordnede Slenitz, og afhug i eet Drag begge Spydskaftene. Isebrands var trængt ind gjennem Brystharnisket; men saaledes til Siden, at Spidsen kun berørte Ribbenene, bøjede sig mod Rygskinnen, og blev hængende ved Gjenhagerne. Junkeren sporede i samme Øjeblik sin Hest, for at sætte ind paa Angriberne og nedhugge dem; men Hesten, smertefuld af det dybe Dødssaar, stejlede, vaklede med sin tunge Byrde - sank under den til Jorden. Dens Rytter, behændig som stærk, kom til at staae opret, og hævede atter sit uhyre Slagsværd, da Reimer underløb og greb ham om Livet, og Isebrand med en Hellebarde slog ham Sværdet af Haanden. En tredie Ditmarsker sprang til, klyngede sig op om hans Hals og, da de andre To skøde efter, tyngede ham baglænds ned - det drønede i Jorden, da den vældige Kæmpe faldt, forladt af sine Garder, der nu allerede begyndte at vige for Bondehærens uimodstaaelige Anløb. Skjøndt kun let saaret, var det ham umueligt, i den tunge Rustning at rejse sig mod de tre vældige Fjender. Og dog havde disse langt vanskeligere ved at dræbe, end ved at fælde ham: hans flinthaarde tykke Hjelm og Harnisk modstod alle Hug og Stød. "Kan han ikke døe som en ærlig Mand," raabte Isebrand, "saa lad ham drukne, som en Hund!" Og dermed væltede alle Tre den halvkvalte Kæmpe ned i Grøften - den døde Hest oven paa ham.

✂ Da sank Gardens Mod: "flye, flye!" lød det hen igjennem de vaklende Rækker. "Obersten er falden - Fjenden sejrer." Da vendte sig de Bagerste af Middelhoben til Flugt; de Forreste sprang til begge Sider i Grøfterne, og søgte at vinde Engene; men paa den vestre Side stode disse allerede under Vand, og de Fleste af dem, der søgte herud, fandt Døden; de paa den østlige Side søgte ind i det herværende Krat, og reddede sig for største Delen, inden den voxende Oversvømmelse naaede dem. Bagtogten, som allerede, efter Ordre, var kommen over Grøvterne, saae de Forrestes Flugt, fulgte deres 356 Exempel, og frelstes eller druknede med dem. Den store, mægtige Garde - for en Time siden sex tusinde velordnede, sejrvante, sejrstolte Mænd - var slagen, adsplittet, opløst, tilintetgjort.

✂ Hele den øvrige store Hær havde i denne vigtige Time været ganske uvidende om hvad der foregik ved Dusend Dyvels Werff. Stedse langsommere og langsommere blev dens Fremrykken, til den omsider maatte holde ganske stille. Kongen og Hertugen spurgte forgjæves om Aarsagen til denne Standsning; Ingen kunde give nogen Oplysninger. Det varede et Kvarteer og længere; endnu kom Man ikke videre: saa langt Man kunde øjne for Sneefoget, holdt Fodfolket ubevægeligt foran de hærførende Brødre. Kongen, som ikke i bedste Lune havde forladt Meldorp, blev stedse mere utaalmodig over dette Ophold i saa umildt et Vejr, og forlangte hastig Underretning om Aarsagen til denne uforklarlige Sinkelse; men de, der bleve skikkede forud, og med Møje trængte sig frem gjennem nogle Regimenter, kunde tilsidst hverken komme frem eller tilbage; de, der sendtes udenom, kom vel igjen, men kunde ikke berette andet, end at de vare standsede af Moradser, og at Sneen og den tykke Krudtdamp, som drev dem lige i Øjnene, ikke tillod dem at see hvad Garden foretog sig. "Junker Slenitz" bemærkede Kongen, "gjør temmelig lange Complimenter idag." "Han er ligesaa forsigtig som tapper," svarede Hertugen, "og længe vant til at krige i Marsklandene; han vil have Vejen ryddelig, inden han rykker frem."

✂ Nu taug Kanonerne; men Fodhæren kom endda ikke videre, "Dette er mig ligesaa ærgerligt som ubegribeligt!" raabte Kongen; "skal det vare ret længe, er jeg istand til at vende om til Meldorp - see kunne vi ikke, og høre ligesaalidt." "Med eders Tilladelse" sagde Alefeldt, "det forekommer mig, som om jeg skulde høre en dump, utydelig Larm der forude!" Man lyttede; men Stormens Hvinen, Hestenes Pusten, Trampen og Pladsken i den sølede Vej, forvirrede hiin dunkle Lyd fra det Fjerne. - Omsider trængte et Rygte tilbage gjennem den lange Colonne af holsteenske, tydske og danske Soldater: "Garden" heed det først, "har stødt paa en uhyre stærk Skandse, besat med hundrede Kanoner; Fortogten laver sig til at tage den med Storm." Strax efter hørtes der, at Skandsen var taget. Kort derpaa sagde Man, at Stormen var afslaaet, og at Garden trængtes tilbage; og atter heed det paanye, at Ditmarskerne havde forsøgt et Udfald, og bleve nu huggede sammen. Endelig skimtede Man nogle af de 357 flygtende Landseknægte, der satte ind ad Geesten til, og nu raabtes der: "det er Bønderne, der løbe; nu bliver det snart lyst herforan." Men faa Minutter efter lød det Rædselsbudskab: "Det er Garden, der flygter; den er slagen og adsplittet; Obersten er fangen eller falden." Strax efter heed det i den danske Hær: "Holstenerne ere slagne."

✂ Den bittreste Harme opfyldte de kongelige Brødres høje Sind: Der holdtes de indspærrede paa den snævre, sumpige Vej, uden at kunne komme Hæren forved tilhjælp; uden at kunne bevæge enten Fodfolk, Skyts eller Ryttere; eet Rygte skrækkeligere, utroligere, end et andet; intet Sikkert at opdage om Avantgardens Skjæbne; Intet at see, undtagen de nærmeste Pelotoner af Hæren; Alt forresten Snee og Vand - thi Havet havde allerede oversvømmet Engene paa begge Sider.

✂ En hastig Beslutning maatte tages; men hvilken? Ingen vovede at udtale det Ord "Retirade." - Kongen skød Skylden for denne mislige Stilling paa sin Broder; han afvæltede den paa de ham omgivende holsteenske Herrer; disse igjen paa Jørgen Slenitz. Men stedse nærmere og mere truende kom Faren: allerede hørtes Vaabenbraget og de Kæmpendes Skrig lydeligen forude; allerede saaes Uro og Forvirring blandt Fodfolket; allerede saaes Flygtninge springende, vadende, tumlende, raabende om Frelse paa begge Sider i Vandet. Da var Hertugen den Første, som nævnede det krænkende Ord. "Vi maae retirere" sagde han "ud af denne forbandede Fælde, og paa tør Land ad Meldorp til; der ville vi tage mod den dumdristige Fjende." Med bittre Taarer vendte Brødrene deres Heste, overladende til deres Stab med den halve Deel af Rytteriet at komme Fodfolket til Hjælp, og standse Fjenden, om det virkelig skulde lykkes ham, at trænge saa langt frem. Med største Besværlighed trængte de sig igjennem Rytterhoben og Trosvognene; og kun Ærefrygt aabnede dem Vej, som herefter lukte sig for mange Tusinde; og neppe vare de slupne ud af Trængslen, førend Flugten blev almindelig, endogsaa over den hidtil uangrebne Deel af Hæren.

✂ Saasnart Kongen og Hertugen vare borte, søgte de tilbageblevne holsteenske og danske Herrer at oprette den forstyrrede Orden, og enten af forjage en Fjende, som hverken formedelst Antal eller Tactik var frygtelig, eller i det mindste at udføre et mindre vanærende Tilbagetog. - Forgjæves! Mod, Besindelse, Disciplin - Alt var tabt, opslugt af ubetvingelig Angst: den vrede Himmel foroven, det troløse 358 Hav ved begge Sider; foran den glubende Fjende - kun een Vej syntes endnu aaben; og dog var det den farligste af alle. Ryttere, Fodfolk, Kanoner, Vogne, Officierer og Soldater blandedes, styrtedes, væltedes, nedtraadtes blandt hverandre, indtil omsider de dybe Grøvter syntes sikkrere end selve Vejen. Mange sprunge da frivilligt, Mange stødtes ud, og prøvede ved Svømning eller Vadning at undslippe Døden. Ditmarskerne, som iagttoge, at flere og flere af de til Døden indviede Offere paa denne Maade satte sig i Frihed, ilede nu paa begge Sider langs hen med Grøvtkammen, og indspærrede deres Fjender; brød Nogen ud, gjennemborede de ham, eller rev ham med Hellebarderne ned i Dybet; og ofte - naar denne Dødsmaade syntes dem for langsom - sprang de i Masse over Grøvten, og trængte de tætsluttede Rækker over i den modsatte, hvor atter Andre modtoge dem med Hug og Stik. Som Edderkopper fare til og fra de i Garnet hængende Fluer, snære dem fastere og fastere, give dem Rap paa Rap med deres lange, frygtelige Tænder: saaledes fore Ditmarskerne op og ned med den indspærrede Hær, svang sig over Grøvterne og tilbage igjen; og dette med saamegen større Lethed og Kraft, som de forlængst, efter Isebrands Exempel, havde bortkastet Harnisk, Hjelm og Skjold - de behøvede jo ikke mere at forsvare sig, men blot at angribe, at dræbe.

✂ Den kongelige Hærs store Mængde var dens Fordærvelse; det halve Antal skulde kunnet bevæge sig friere, og lettere have ordnet sig igjen efter hiin første Forvirring; Over- og Under-Befalingsmænd havde kunnet sees, høres og følges. Nu saaes kun den mangefoldige Dødsfare, nu hørtes kun de Saaredes Jamren og Fjendernes vilde Sejrsraab, nu fulgtes kun den blinde Frygts Indskydelser. De Færreste faldt under Ditmarskernes Spyd; Flere druknede uden Saar i Gravene, nedtraadtes af Hestene eller af hverandre indbyrdes.

✂ Dog viste sig, midt i denne fordærvelige Modløshed, ikke faa Exempler paa Standhaftighed og mandig Foragt for Døden; det skjønneste gav Generalen Hans Alefeldt, tilligemed et halvhundrede danske og holsteenske Adelsmænd og høje Officierer, som sluttede sig til ham og det trehundredaarige Rigsbanner, det stolte Dannebroge, der var betroet i hans Hænder. Dette Modværge frelste nogle tusinde Flygtninge, og Ridderskabets Ære; men ikke den gamle, sejrvante Dannerfane. Den ene af dens Forsvarere segnede efter den anden; og sidst af Alle Hans Alefeldt under det synkende Flag. I dette 359 Øjeblik havde de unge, oldenborgske Grever med en fra Bagtogten samlet Rytterhob arbejdet sig frem til hans Undsætning. Forsiide! Snart bleve de skilte fra deres Ledsagere og omringede. Da længere Forsvar var umuelig, raabte den Ældste: "I gode Ditmarskere! tager Løsepenge for vort Liv, saamange, I ville - vi ere Greverne af Oldenborg!" "Vi" svarede Wolf Isebrand "ere Bønderne af Ditmarsken, og have ingen Tid at gjøre Fanger idag." Med disse Ord stødte han sit Spyd i Ynglingens Bryst - Broderen faldt ved hans Side.

✂ Slaget var forbi. Den store, veludrustede Hær, hvis Lige Holsteen aldrig havde seet, var inden Middag dræbt eller forjaget; neppe en fjerde Deel kom tilbage - som det hedder i Visen: "hvor før reed fire, der rider nu een" - og Ingen saae sig om, før han var kommen heelt ud af dette skrækkelige Land. Hele Holsteen, hele Danmark blev opfyldt med Forfærdelse og Sorg; i begge Lande fandtes neppe eet adeligt Huus, hvori man jo begræd Fædre, Brødre, Sønner. Forgjæves fremsendtes Løsepenge med ydmyge Bønner: Ditmarskerne, 360 grummere end Hectors Bane, afsloge at udlevere de Faldnes Legemer, Oven Jorden maatte de forraadne og opædes af vilde Dyr og Fugle; deres Been opstabledes som et Gjerde paa begge Sider af Vejen imellem Meldorp og Hemmingstedt; i mange Aar laae de der, som et Minde om "de Vældiges Ydmygelse og de Ringes Ophøjelse."

✂ Ditmarskerne fore videre frem over Kongehærens livløse Ruiner. Støttende det blege, blodige Hoved til et Vognhjul, laae Ebbe Geed just paa Isebrands Vej, Skjoldet sønderhugget, Hjelmen kløvet ved hans Side. Sejrherren kjendte ham, og sagde hastelig: "Tak for sidst, Hr. Ridder! Bedre var det for Eder, om I havde fulgt min Advarsel; men jeg skylder Eder en Tjeneste; kan I bjerge Livet, skal jeg see at bringe Eder i Huuslye." Neppe var det Sidste ude af hans Mund, før en Hellebarde hvinede ned mod den Saaredes Hoved; med Dødshugget fulgte en Røst, som vildt udbrølte: "Ridderblod er ikke bedre, end Greveblod - korteste Pine er den bedste."

✂ Man naaede Trosset. Alle Vognene vare forladte; der fandtes ikke en levende Sjæl paa nogen af dem; allerede længe før Slagets Ende vare de flygtede ad Meldorp til. Ogsaa denne Bye var øde og tom; de Tilbageblevne, tilligemed den efterladte Besætning, befandt sig allerede i Holsteen, da Ditmarskerne kom. Nogle af disse fulgte vel de Flygtendes Spor; men uden at have naaet dem, vendte de om ved Grændsen, og forenede sig med deres øvrige Landsmænd, som imidlertid havde kjørt de erobrede Vogne op til Byen. Et uhyre Bytte: den hele Krigscasse, umyntet ædelt Metal, Kongens og Hertugens Sølvbordtøj, kosteligt Bohave og prægtige Stadsklæder til Brug ved de forventede Sejersgilder i Hejde og Lunden; mange private Pengeskrine, som betænksom Speculationsaand havde forsynet sig med, for strax at kunne handle med de plyndrende Soldater. Dog Intet var for Øjeblikket mere kjerkomment, end den store Forraad af Spise- og Drikkevare: Nogle Vogne bepakkede med slagtet og plukket Fjerkræe; andre med spækkede Harer og Dyrerygge; andre med kogte Skinker; og atter andre med Bagværk; stærkt Øl, gammel Mød, herlige Vine - Alt tilsammen i stor Overflødighed.

✂ Ikke i Hejde, men i Meldorp; ikke af Fyrster og Riddersmænd, men af Bønder fejredes nu den berammede Fest. I de rigt udsmykkede Haller, hvor Natten tilforn Danmarks og Holsteens glimrende Adel forlystede sig i siirlige Hofdanse med fine Fruer og Frøkener, der tumlede sig nu i plumpe Spring de fiirskaarne Marskboer med 361 rødmussede, fyldige Bønderpiger - af Overgivenhed smykkede med den nye og sjældne Stads, med Fjederhatte, Guldkjæder, Knæesløjfer og Ridderbaand. Spottende tituleerte de hverandre indbyrdes med Hertuger, Grever og Friherrer - Damerne vare alle durchlautige og naadige. Reimer, Hans Alefeldts Bane, hilstes som Feldtmarskalk og Ridder af Dannebrog; Wolf Isebrand hedte Greve af Oldenborg - og Ingen var ringere, end Junker. De mange, tildeels ukjendte Instrumenter blæstes og strøges i vildtskurrende Misklang af indenlandske Spillemænd, hvis hele Færdighed ellers strakte sig kun til Trommer og Piber. De lange med dyre Dammasker dækkede Borde glimrede af Sølv og Guld og slebent Krystal, og - svømmede i kostbare Vine. Skaaler paa Skaaler lød for Ditmarskens evige Frihed.

✂ Saadan en Nat fulgte paa den evig uforglemmelige syttende Februar.

7.

✂ Natten til den attende Februar, Aaret efter det store Slag ved Hemingstedt, fenstrede Reimer af Wimerstedt atter hos Telse Wollersien; men ikke som hiin Nat, da han munter og let i Hu dansede hen under den stjerneklare Vinterhimmel. Tvivlraadig, ængstelig sneeg han sig nu ad forbudne Veje; Taage indhyllede hans Gang; Tøevinden peeb i hans vaade Lokker, og Uglen tudede sin tungsindige Midnatssang fra Wöhrdens Kirketaarn. Han standsede foran den ærværdige Bygning, hvor hans Trophæe, det gamle Dannebroge, hang blandt Fyrgetive mindre Faner, en Amindelse fra Frihedskampen - en hellig Reliqvie for ufødte Slægter: Krigerfryd hævede hans stolte Barm, og en Haabets Straale trængte ind i Ynglingens elskende Hjerte; en lys Tanke opklarede dets Mørke, som Lynet den skumle Uvejrsskye. Hurtig ilede han til Jomfruens Bolig, og pikkede sagtelig paa det fra gladere lider saa velkjendte Vindue. Det gik op paa Klem, og en bævende Stemme hvidskede: "er det Dig?" "Luk bedre op Telse! jeg har gode Efterretninger" svarede Reimer ligesaa sagtelig, "jeg har været i Meldorp." "Ak, Reimer!" sukkede hun, "bliv hellere udenfor! jeg tør jo ikke tage imod Dig -" "- Hvorfor ikke?" vedblev han, og stod allerede i Kammeret, "med Klosteret er det forbi - Du bliver hverken Nonne eller Abedisse." "Hvorledes det?" spurgte hun glad, "fortæl mig, hvorlunde det gik til!"

✂ "Der var da stor Forsamling;" tog han tilorder "Prioren og hans Munke, de Otte og Fyrgetive, alle Præsterne og en stor Mængde Folk baade fra Byen og hele Landet. Først blev oplæst et Brev fra Erkebispen i Bremen, hvori han roste os Allesammen for det gudfrygtige Indfald, at ville oprette et Nonnekloster; han opmuntrede os til at stræbe med Bygningen, og begave det rigeligt: saa vilde han sende os mange rare Reliqvier, at Stykke af Christi Kors, en Stump af den Hellige Jomfrues Svededug, og meget mere, som jeg nu ikke kan huske. Denne Skrivelse ledsagede nu Præsterne med mange fromme Formaninger. Den Første, som svarte herpaa, var Johan Arens: ""Det er Altsammen meget godt - sagde han - Løvtet er gjort, og det bør holdes; Penge har vi at bygge Klosteret for; men hvor faae vi Nonner fra?"" - Han kunde ikke bare sig for at smaasmile, da han sagde dette, for den Arens, veed vi nok, har aldrig været nogen Helgen. - ""Det er vel den mindste Sorg"" svarte Prioren, ""en større Vanskelighed vorder det at vælge blandt saa Mange, uden at fornærme Nogen."" ""Klosterløvtet skal dog være frivilligt?"" spurgte Arens. ""Det forstaaer sig"" svarte Prioren, ""tvungne Løvter modtager Himmelen ikke."" ""Hr. Pastor!"" raabte Arens overgiven, ""kjender jeg de ditmarsker Piger ret, er der ingen af dem under de Halvtredsindstive, som har Lyst til at gaae i Kloster; de ville vistnok langt hellere giftes."" Der blev en Mumlen blandt de gejstlige Herrer, og Præsten her fra Wöhrden sagde stødt: ""Af en sat Mand at være, og en Landshøvding dertil, taler I noget verdsligt - letsindigt -"" Saa blev Arens vred, vendte sig om imod ham og sagde: ""verdsligt eller ikke, jeg taler efter min Overbeviisning. Og det siger jeg Eder: ingen Irettesættelser, Præst! Vi Ditmarskere bære Agtelse for eders Stand og det hellige Ord, I forkynde; men forresten, maae I erindre, ere vi frie Folk, der hverken bøje os under Scepter eller Krumstav. Ingen Tvang ville vi vide af at sige, ingen Truen og heller ingen Lokken."" ""Ingen af Delene, skal bydes Eder"" svarte Prioren; ""men I vil dog heller ikke forbyde Klosterets Oprettelse? eller hindre gudfrygtige Kvinder at indtræde deri?"" ""For mig"" raabte Johan Arens studs, ""maae der indtræde saamange, der ville; men jeg tænker endnu, at vore unge Kvinder hellere vil skaffe Fædrelandet Forsvarere, som det altid kan behøve, end sidde i eensomme Celler og dreje Rosenkrandse. Og hvad de gamle angaaer, jeg troer heller ikke de skøtte stort om Klostertugt - vore Kvinder ere fødte i Frihed, saavelsom vi."" - Den 363 Tale fandt stor Behag, undtagen hos de gejstlige Herrer; og Fogden Peter Nanne sagde: ""Kanskee vil det gaae, som Arens mener; og det kommer alt paa en Prøve an; vore Meninger her kunne Intet afgjøre."" ""Aaja!"" siger Arens, ""lader os anstille et Forsøg! Her i Meldorp findes sagtens en tre hundrede giftefærdige og gamle Piger: kald dem tilsammen, eller gaaer til dem enkelte - hvilket I selv behage - og dersom I da faae Ja hos Tre af dem, giver jeg af egen Formue tre sølv Lysestager til Alteret i Hejde Kirke, saa svære som de findes i nogen anden."" ""Det lader sig høre,"" raabte Hejde Præst ""vi kunne jo prøve dette gudelige Frierie! naar vi tage hver sin Gade, er det snart bestilt; kommer mine Brødre! og hjælper paa eengang Klosteret til Jomfruer og Kirken til Lysestager!"" Dette sagde han lystigt, og alle Præsterne droge nu afsted, hver sin Vej. - Medens de vare borte, blev der snakket herom baade frem og tilbage. Carsten Holm holdt med de Gejstlige, som han altid gjør, og sagde blandt Andet: ""Jeg ynder ikke denne sælsomme Bejlen; det seer næsten ud, som om vi lode de Guds Mænd løbe med Liimstangen. Og sæt nu, at de ingen hværve, hvad beviser saa det? hvilken Pige kan vel over Hals og Hoved bestemme sig til saa vigtigt et Skridt?"" ""Meget vel"" raabte Thomas Boye, ""Sagen er bekjendt nok, de have havt et heelt Aar at betænke sig i; og hvad det angaaer, at holde Præsterne for Nar, det har Intet at betyde: saadan en Tour gjøre de hellere end gjerne."" Saa blev Holm studsig, og meente, at Man her i Landet ikke viste Kirken og dens Tjenere Ærbødighed nok. Men Johan Arens svarte ham ligesaa studs: ""Hvad Ærbødighed? gaae vi ikke i deres Messer og Skriftestole, og give dem deres rundelige Brød? Hvad vil Du mere? Mod Kongevælde har vi forsvaret os med Liv og Blod i disse mange hundrede Aar - lad Ingen komme her og byde os Præsteregimente! Vi ere frie Folk, og regjere os selv."" Den Tale roste de Allesammen, og Mølleren maatte tie stille. - Det varede nu en Timestid eller mere, saa kom Præsterne igjen, den ene efter den anden; men allesammen slukørede og ganske mutte, paa Hejdepræsten nær: han kom trækkende med to gamle Piger paa over tredsindstive Aar; og efter dem fulgte en heel Stimmel unge Piger, som smidskede og fnisede. ""Jeg fik To for Een"" raabte han muntert, ""hvormange har I Andre?"" De tvende Piger bleve førte midt i Forsamlingen, og Prioren spurgte dem nu: ""Har I beraadt Eder med Gud og med eders eget Hjertelag, at I frivilligen vil tjene Herren 364 eders Livstid, med Bøn og Sang, i Lydighed og Kydskhed?"" - Hertil smilte Mange, og de Unge der bag ved knistrede. De sagde begge To Ja; ""Men"" lagde den Ene til, efter nogen Betænkning: ""Jeg vil have frit Forlov til, imellemstunder at besøge Slægt og Venner, og ærbare Gildeslaug"" - ""og jeg"" faldt den Anden ind, ""vil ikke være saa bunden, at jeg jo kan forlade Klosteret, om jeg engang skulde faae isinde at forandre mig."" Da skulde Du hørt, Telse! hvilken Latter der blev i den hele store Forsamling; og Præsterne - kan jeg troe - de fleste af dem loe med. Da der blev lidt roligt, sagde Johan Arens: ""kan I see, jeg kjendte nok vore Piger: de have bedre Lyst til Brudekrandsen, end til Rosenkrandsen - Nonnekloster faae vi aldrig her i Marsken."" ""Da kunne vi faae et Munkekloster endnu"" sagde Peter Junge, ""vi lovede før Krigen at bygge et Kloster, om Gud forundte os Sejer; vort Løvte bør vi opfylde; og jeg seer ikke, hvorfor jo eet for Munke ikke er ligesaagodt som eet for Nonner."" ""Ogsaa godt!"" svarede Præsten i Lunden; ""og saameget bedre, som her altid ere flere Theologer end Præstekald i Landet. Lad os faae et Kloster i vor Bye; det vil snart blive fuldt besat."" Dette Forslag vandt almindelig Bifald; og saaledes blev da omsider besluttet, at et Franciskanerkloster skulde oprettes i Lunden. Du seer altsaa, kjereste Telse! at Du fra denne Side har Intet mere at frygte."

✂ "Ak, Reimer!" sukkede hun, "hvad kan det hjælpe os? vi ere jo dog lige nær - Eden, den dyre Eed tør aldrig brydes."

✂ "Og hvorfor ikke?" sagde han; "til hvem har Du aflagt denne Eed? til Præsterne; men Bispen er over Præsterne, og Paven over Bispen. Han har Magt til at løse, saavelsom til at binde; kan han løse et Klosterløfte - det veed jeg er ofte Tilfældet, - kan han ogsaa ophæve Gyldigheden af din Eed -"

✂ "Har jeg ikke aflagt den til Gud?" indvendte hun.

✂ "Nej vist ikke" svarte han, "Du har svoret til Mennesker - Mennesker kunne fritage Dig for din Forpligtelse. Hør engang, kjereste Pige! jeg har faaet et lykkeligt Indfald: jeg drager til vor Skytsherre Erkebispen, og taler for ham vor Sag, baade med Ord og med det røde Guld. Penge udrette Alt i Verden; og Saameget har jeg dog af min egen Arvepart og af mit Bytte i Krigen, at jeg kan kjøbe en lille Lap Papiir, som tilintetgjør dit halvaflokkede, halv aftvungne Løfte."

✂ "Men om nu Erkebispen ikke vil, om han ikke kan - ikke tør?" sagde Telse.

✂ "Saa gaaer jeg lige til Paven" svarte den bestemte Ungersvend. "Der bliver sikkerlig Intet ivejen; og der er ikke længere til Rom, end at jeg jo paa nogle faa Maaneder kan vinde baade hen og hjem."

✂ Med vaagnende Haab, og ak! med vaagnende Elskovs Lyst kastede Pigen sig i den blussende Ynglings Favn.

8.

✂ I det paafølgende Efteraar reed Carsten Holm en Novemberdag mod Aften fra Hejde ind i Holsteen; hans Vej faldt gjennem Neuenkirchen. Som han kom forbi det vestligste Huus i Byen - en noget afsides liggende Lade - hørte han derinde en klynkende Stemme. Han holdt, stod af Hesten, bandt den i en Ring ved Døren og keeg gjennem en Aabning ind i Fæmlet. Der laae paa en Halmdynge en ung Kvinde med sit nyfødte Barn paa Armen. Den nedgaaende Sol lod gjennem en Sprække i Muren falde en Straale lige paa hendes taarefulde Ansigt. Varlig listede han sig tilbage, satte sig igjen tilhest, og travede ind i Byen.

✂ Han overvejede just med sig selv, om han skulde meddele Ladens Ejermand eller Præsten den gjorte Opdagelse, da han udenfor et Huus saae tvende af Byens agtbare Koner. Han holdt Hesten an, hilste, og sagde: "hvad kaldes denne Bye?" "I maae vel ingen Ditmarsker være" svarte den Ene, "siden I ikke veed, at den hedder Neuenkirchen." Holm smilte og rystede med Hovedet: "Neuenkirchen kan det ikke være; Neuenkirchen har altid havt Ord for en skikkelig Bye saagodt som alle andre her i Marsken; men denne lader til at være fuld af Horer - i det første Huus, jeg kom til, saae jeg een." Kvindernes Forbauselse gik snart over til Forbittrelse; og denne udbrød i en Strøm af Skjældsord, af hvilke "Løgner" og "Æreskænder" ikke vare de groveste. "Saa sagtelig! saa sagtelig!" raabte Holm alt derimellem "ville I blot umage Jer til hiin Lade herudenfor, kunne I strax finde Kvindfolket med hendes nyfødte Horeunge: og selv ville I da see, om hun hører Eder til, eller om det er en Fremmed, som gjør Eder og eders Bye denne Ære." Med disse Ord sporede han sin Hest, og reed sin Vej Øster ud af Neuenkirchen.

✂ Efterat have ledsaget den dem ubekjendte Mands Henfart med fornyet Skjælden, begyndte de at tage hans Ord i Overvejelse, og besluttede at undersøge det betegnede Huus. Nogle Naboersker, 366 som deres højrøstede Skjænderie havde hidlokket, meddeeltes denne tvivlsomme Nyhed, og Alle ilede ud til Laden. - Stiltiende nærmede de sig denne, og hørte strax et spædt Barns dæmpede Skriig. Een efter den Anden kikkede gjennem Hullet i Porten, og saae ligeledes, hvad Holm havde seet. - Med tause Tegn paa Forfærdelse og Afskye, ilede de tilbage ind i den Gaard, som Laden tilhørte. Da Mand og Kone der havde fattet Sammenhængen i den Fortælling, der fremførtes af flere Stemmer paa eengang, raabte den Sidste: "Saa skal ogsaa den og den fløtte og føre hende ud med samt hendes Unge! - hvem er hun?" Det kunde Ingen besvare; men Alle vare enige i, at hun maatte være langvejs fra, saasom ikke en Eneste af dem vidste at have seet hende tilforn. Saa glad paa Byens Vegne, som Man nu var ved denne Forvisning, saa forbittrede bleve dens Indvaanere - især den kvindelige Deel - over slig Skamplæt, paasat dem af fremmed Liderlighed. Konen i Gaarden erklærede: at Skjøgen strax skulde udjages: men hendes Mand, der ikke tog sig den formeentlige Vanære saa nær til Hjerte, meente, at Man kunde forunde hende Huuslye til næste Morgen, da hun og Barn ellers vilde omkomme i den kolde Efteraarsnat. Heri fandt han den hæftigste Modstand hos de ærekjere Koner; dog skulde hans kolde Bestemthed tilsidst have sejret, hvis ikke Een af dem uformærkt havde tilhvisket Hustruen: at han vistnok maatte have Aarsager, hvorfor han med saa stor Ømhed tog sig af Horekvinden. Den mistænkelige Ægtefælle gjemte ikke længe paa den meddeelte Formodning; men sagde sin Mand lige i Øjnene: "at dersom han ikke strax lod Kvinden udkaste, kunde Folk ikke troe Andet, end at hun jo maatte være hans eget Boelskab." Da steeg det ditmarsiske Blod ham til Hovedet, og mere rasende end Nogen af Konerne raabte han: "før saadan en Mistanke skal falde paa mig, før skal jeg svide min egen Hytte af, og indebrænde det fordømte Pak." Med et vildt Skrig bifaldtes den grusomme Beslutning. Manden sprang ind, reev en Brand af Ildstedet, og foer i Spidsen for alle Kvinderne ud til Laden. Her bad vel den, med Hensyn til hans Troskab beroligede, Hustrue, at han vilde skaane deres Ejendom, erklærede, at det var jo nok, naar Skjøgen blev udjaget; og greb ham om Armen, for at holde ham tilbage; men han, ophidset - som ofte de koldeste Gemytter - lige til Vanvid, stødte hende fra sig, foer som en Hvirvelvind rundt om Huset, og stak Ild paa alle fire Hjørner af Taget. I nogle Øjeblikke stode de forbausede Kvinder stille og saae 367 til; men da Luen begyndte at slikke op ad det tørre Straae, udstødte de et Rædselskriig, og ilede til Døren, for at aabne den. Den rasende Ditmarsker stillede sig foran Samme, og værgede den med sin Brand, der, omsvinget i Luften, glødede og gnistrede de Angribende imøde; for al den Hujen og Raaben hørtes endnu Intet fra Husets Indre. Hustruen, der til saadan Yderlighed havde opbragt sin Ægtemage, udfandt nu hurtig et Middel til at dæmpe Ildebranden i hans Sind: "Er Du gal?" raabte hun, "dersom Du indebrænder hende, ville Folk sige, at Du ikke torde lade os see hende - luk op, luk op! at hun kan komme ud!" - Dette virkede. Øjeblikkelig omsindet vendte han sig, og reev Døren op; men og i samme Øjeblik skrege de til ham: "Taget falder! red Dig! red Dig!" Han sprang baglænds ud fra Huset, og tæt foran ham skreed det brændende Tække ned for Døren. Igjennem Flammer, Røg og Gnister saaes den Indspærrede springe hid og did med Barnet i sine Arme, skrigende i Dødsangest om Hjælp og Frelse. Døren var spærret; Man foer omkring til de andre tre Sider - ogsaa her laae den brændende Vold - Redning var umuelig: Halmen derinde var nu ogsaa antændt - hele Huset var et Baal - snart hendøde de Ulykkeliges Skrig i Luernes Buldren og Bragen.

✂ I den samme Stund reed Reimer fra Holsteen ind ad Ditmarsken, paa Vejen til Neuenkirchen og Wöhrden. Lang og besværlig havde hans Rejse været. Bremens Erkebisp kunde, eller rettere, vilde ikke opfylde hans Ønske: Han havde jo kun den tomme Titel af Ditmarskernes Skytsherre; men ingen Magt og ingen Fordeel; han var kun det Skjermbræt, bag hvilket de stolte og ubændige Marskboere trodsede Konger og Fyrster, og skaltede og valtede efter Behag i eget Land. Reimer blev i Bremen først opholdt med tvetydige Løvter, og siden reentud afviist. Han drog nu til Rom; men her vare for den eenfoldige ligefremme Marskbonde saamange Krogveje at gaae, saamange lavere og højere Trappetrin at belægge med Guld, at han først saare seent vandt op til den pavelige Trone og naaede sine Ønskers Maal. - Med Dispensationen paa sit glade Bryst ilede han ud af den sidste holsteenske Grændsebye, da han bemærkede hiin Ildløs inde i Marsken. Den forekom ham som et Glædesblus antændt af den Elskede, for at fejre og belyse hans Hjemkomst.

✂ Langt ud paa Aftenen naaede han Neuenkirchen. Paa den vestlige Kant af Byen kom han lige forbi Brandstedet, hvor kun dunkelrøde Emmer, enkelte fremspringende Gnister og den svedne Lugt tilkjendegav 368 ham, at her havde den Ildebrand været, som han langt borte i Skumringen havde seet. Ubekymret reed han videre ad Wöhrden til, inderlig frydende sig til, hvor sødt det dyrebare Brev vilde overraske den længselfulde Pige.

✂ Det var Midnat, da han ved sin hæftige Banken vakte alle Mennesker i Hans Wollersiens Gaard. "Hvor er Telse?" vare hans første Ord. Hun var to Dage iforvejen gaaet til Lunden at besøge sin Moster - lød Svaret. Neppe gav han sig Tid til at vise Faderen det pavelige Løsebrev; paa een af dennes Heste svang han sig, og fløj afsted til Lunden. - Der vidste Ingen af Telse at sige.

✂ Bespændt med tunge Ahnelser, mindende sig hiin sidste ej uskyldige Fenstren, kom han atter tilbage, og fyldte Huset med Forfærdelse. - Ved første Daggrye droge Alle ud at lede.

✂ Intet Spor, før ved Neuenkirchen: en Mand fra Epperwöhrden, som kjendte Telse Wollersien, havde mødt hende der hiin Aften, og da han var kommen hende langt forbi, med Forundring seet, at hun gik ind i den nu afbrændte Lade.

✂ Den frygtelige Gaade var opløst. - Hvad hjalp det den hævnfnysende Yngling, den ulykkelige, barnløse Fader, at de opvakte en Borgerkrig mellem de tvende Byer? At Hundrede maatte udgyde deres uskyldige Blod? at omsider Mordbrænderen blev udleveret, og paa det grusomste henrettet? De ynkeligt Myrdede kunde ikke mere kaldes tillive, og den rette Ophavsmand til Ugjerningen blev aldrig opdaget.

✂ I Aaret 1559, da Ditmarskens Frihed gik tilgrunde, da fem Sognefogder, de sidste tilbageblevne af Otte og Fyrgetive, faldne i den fortvivlede, frugtesløse Kamp - bønfaldende aflagde Kong Hans's Ætling den herefter aldrig brudte, aldrig fortrudte Hyldingseed: da var Reimer Vaget af Wimerstedt Een af disse Fem, en gammel Ungkarl paa to og fiirsindstive Aar.

Jydske Røverhistorier

✂ Trykt første gang i Harpen (udg. A. P. Liunge, 1824)

Oldsagn paa Alheden

✂ Trykt første gang i Harpen (udg. A. P. Liunge, 1824)

Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog

✂ Trykt første gang i Læsefrugter samlede paa Litteraturens Mark (udg. A. F. Elmquist, 1824)