↩ Den af Blicher for Rejseselskabet aflagte Beretning foranledigede 25 narturligviis den Bestemmelse: at søge at erholde Gambiers Paategning; og blev B. igjen valgt til at udføre den hertil fornødne nye Expedition. Men den mislykkedes: Man kunde ikke faae Lov til at komme ombord hos Søkongen, ej heller til at sende Passene derud. Man sukkede, eller bandte; men ingen yttrede Misfornøjelse med Gesandten, før en Nordamerikaner, - hans Navn var endda Thornton - en rigtig Yankee, lod sig forlyde med: "at B. ikke havde gjort sig nogen Umage, eller ikke gaaet den rette Vej." - "Saa kan De jo selv gaae den, min Herre! og her er min Rigsdaler!" (Enhver Rejsende havde nemlig erlagt en Rdlr. til B. før hans uheldige Tog til Kjøbenhavn) - faldt B. ind, og alle de andre gjorde som han. Thornton rejste, og - kom tilbage med samme Besked som hans Formand. Nu adsplittedes Selskabet: de færreste bleve tilbage, nogle rejste til Kallundborg, andre til Vordingborg, for derfra at forsøge Overfart til Fastlandet, og andre - hvoriblandt Blicher, til Kjøbenhavn. Efter nogle Dages Ophold her blev B. underrettet om, at et Skib fra Randers laae sejlklar udenfor Toldboden. Der gik han da ombord tilligemed nogle og tive andre Rejsende; og fik Lejlighed til en anden fredelig Berørelse med hine Øboer. - Vi laae et Par Dage stille for Modvind, eller snarere Mangel paa Vind. Blicher sidder saa i Middagsstunden paa Rælingen, og læser i en Bog, han havde laant af en af de ombordværende Damer. Et pludseligt Vindkast river Bogen fra ham ud i Søen. Paa Siden af Randerssmakken (den var fladbundet, af hollandsk Herkomst) laae en lille Jagt, En Matros paa denne griber strax en Pøs, og fisker Bogen op. B. takker ham, og beder, at han vil beholde Bogen, da han helst vilde have den tørret derovre. " I don't understand," var Svaret. Forundret over det fremmede Maal, sprang B. ned til ham. Idetsamme kommer Skipperen ud af Kahytten. B. tiltaler ham paa engelsk; men faaer til Svar: "Jeg kan ikke forstaae Dem." Det gav sig da: at Skipperen var fra Fyen, var taget ude i Kattegattet, bragt til Kjøbenhavn; og istedet for sine egne Folk havde han faaet tre af Opbringerens - en Orlogsfregat. Medens B. fik denne Oplysning, var Matrosen gaaet ned i Kabyssen med den vandlidte Bog. B. gik efter ham, for at see til, hvorledes han bar sig ad. Sømanden sad der foran det lille Arnested, holdende Bogen mod Ilden, og læsende i en anden, der laae opslagen paa hans Knæ. B., der ubemærket var kommen ned, keeg over hans Skulder, og saae - en catholsk Bønnebog. Ved nærmere Forespørgsel gav det sig: at denne 26 Matros var en Irlænder og Catholik, den anden en Scotlænder og Presbyterianer, og den tredie Engelskmand og Anglikaner. Den sidste - Prisemester paa Jagten - en Jernmand, noget over Middelalderen, tildrog sig især B.s Opmærksomhed. En Samtale var snart indledet, og denne djærve "english Tar" fortalte, med sammenslyngede Arme, og et Aasyn, ligesaa stereotypisk som et Kakkelovnsfjæs, baade et og andet af hans stærkt bevægede Liv; blandt andet: at han hin Anden April havde været med paa Nelsons Admiralskib, havde været tilstæde, da hans Flagcaptain (han hedde vistnok Thompson, og faldt i Slaget) gjorde "the ever to be lamented noble Tar" opmærksom paa, at Overadmiralen Parker, der laae med en Division længere mod Østen, havde hejset Signal, for at betyde Nelson, at han ikke maatte indlade sig i Bataille. "Jeg kan ikke see det," svarede Nelson med Kikkerten for det blinde Øje, og vendte Ryggen til. "Eller De vil ikke see det," sagde Thompson, og lod Blodflaget hejse.