↩ B. har aldrig været nogen Rytter. Han har nok kunnet hænge paa en Hest, som en Ildklemme paa en Soe; men han har havt den slemme Vane, at hænge mere ved sine egne forflugtige Ideer, og derved at glemme Rideskolen. Flere Gange er derfor Hesten styrtet med ham. To Gange har han været paa rideløbske. Den ene af disse Parforcetoure vil han dog fortælle, da den virkelig tildrog sig Manges Opmærksomhed. - Det var samme Aar, da han lykkeligt havde tilendebragt Krigen paa Thunøe, at han laante en Hest for at ride omkring og besøge Slægtninger og Venner. Det var en gammel Støder, der "samlede Tiskillinger op," som det hedder her, og doven var den tilligemed. Da B. ej engang var saaledes forsynet hjemmefra som Hudibras, der meente: at een Spore var nok, thi naar man kunde drive den ene af Hestens Sider frem, saa maatte den anden med, - saa anskaffede han sig i Viborg tvende slige Pirringsredskaber. Det var af den Slags, hvor Piggen eller Braadden sidder skjult, men ved et Hug med Hælen farer ud. Et saadant, men altfor stærkt, gav han sin Rosinante, et Sted paa Vejen ad Resenbro. Men nu lod Gangeren til at ville oprette, hvad den hidtil havde forsømt: den løb formelig løbsk, * 30 ud af Vejen op ad een Lyngbanke og ned ad en anden. Rytteren tabte sin Pibe og kort derpaa sin Hat - sært nok, at han ikke tabte sig selv; og at Pegasus ikke styrtede. "Es flogen rechts, es flogen links die - Haiden, Moor und Äcker." B. kunde ikke mere standset sin Hest, end et Orlogsskib for fulde Sejl. Tvende Sæt Markarbejdere stormede han forbi, og standsede dem i deres Værk, da de med billig Forundring saae efter "den wilden Jäger ohne Hut." Tydskerne have et Mundheld: