↩ Mange endnu levende kunne vel erindre sig Navnet "Ole Hestegilder," og den frygtelige Person som det tilhørte. Han regjerede mange Aar ganske uindskrænket og temmelig ugeneert paa den cimbriske Halvøe: stjal til daglig Brug og dræbte engang imellem til en Forandring. Jeg veed ikke rettere, end at han jo opnaaede en høi Alder og døde uden Øvrighedens Hjelp. Kun eengang var han nærved paa en voldsom Maade at befordres ud af Verden; og er det denne vigtigste Dag i hans Liv, som jeg her agter at redde fra Forglemmelse. - I en Kroe i Nærheden af Hobroe befandt vor jydske Schinderhannes sig just i Selskab med en Pranger og en vandrende Sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste Marked fortjent saa meget, at Munden løb over af Pungens Fylde: mange store Ord lod han falde om sin velspækkede Tegnebog, ei heller faldt de ubemærkede til Jorden; men bleve med Begjærlighed opsnappede og alvorligen lagte paa Hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken Vei Prangeren vilde tage, listede han sig i Forveien og tog Posto under en Broe; og strax bag efter ham gik Sadelmageren, dog ubemærket af Røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at hiin steeg ned til ham under Broen, slængte Randselen paa Jorden, og lod til at ville gjøre ham længere Selskab. "Hvad vil Du her?" spurgte han but. "Det samme som Du" var Svaret, "rive et Par Blade af Prangerens Kathekismus." "Det kunde jeg selv have gjort" sagde Ole, "uden Din Hjelp." "Knap nok" svarede den Anden, "Karlen seer ikke saa frossen ud; og to om een er altid det sikkreste." "Saamænd" sagde Ole, "Du taler ræsonlig; og vil Du hjelpe til, saa skal vi dele!" "Saa godt jeg kan" svarede han. "Siig mig kun, hvad jeg har at gjøre!" "Intet andet end at slaae ham for Panden med Din Hammer, saasnart Du seer, jeg griber Hesten ved Munden." "Det skal skee!" Med disse Ord tog Sadelmageren en Hammer ud af Randselen, og i det samme 45 hørte begge Travet af Prangerens Hest. Saasnart denne naaede Broen, blev den grebet i Tøilen af Ole, og hans Kammerat sprang til fra den anden Side. "Slaae nu!" raabte Ole til ham. "Ja, hvor skal jeg slaae?" spurgte denne Begynder i den ottende af de frie Kunster. "I Panden, i Panden!" skreeg Røveren utaalmodig. "Godt!" sagde hiin, og dermed huggede han Hammeren i Panden paa - Røveren selv, som nu sandsesløs tumlede til Jorden. Hvorledes Prangeren har takket sin snilde og kjække Befrier, samt hvad de have talet tilsammen paa Veien til Hobroe, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke veed det; men saa meget veed jeg: at Røveren igjen kom til Live, dog med Tabet af et Øie, som Sadelmagerens Hammer var kommen lidt for nær.