↩ Hvad det nu var, jeg vilde sige: i det Øjeblik jeg satte Pennen til Papiret fremkogler den - liig en Troldmands magiske Kjep - hine gamle Historier fra vor Barndoms sorgløse Samliv, hine Begivenheder, hvis Vigtighed og dybe Betydning Ingen uden Du og jeg indseer. Jeg er nu stemt accurat som dengang vi, efter flere Aars Adskillelse, mødtes i Kannikestræde: Du kom fra Skolen derover for at blive Student - jeg fra Academiet. Hvor Kjæften løb paa os, da vi vare komne ind paa dit Værelse, og havde sat os vis à vis, som vi Franskmænd sige: "kan Du huske dengang og dengang? da vi havde knebet Kirsebær, og vore røde Fingre forraadte os? og da vi fiskede Hundestejler i Møllebækken, og Du gik ned paa Hovedet? og da vi gjorde Kirkenøglen til en Kanon, og fik Kallevaps for vore Forsøg i Ingenieurvidenskaben? og da Du, og da vi, og da jeg, og da Du" - og saa fort videre hen ad Vejen. Eh bien! en fin! - som vi sige her i Bouchain - nu vil jeg igjen begynde med noget af det Gamle! Kan Du huske Emigranten, vor første franske Sprogmester og Tegnelærer, pauvre Louis, som han kaldte sig selv? Kan Du huske hvordan vi løb ud for at møde ham, naar han skulde komme fra R******? Jeg synes, jeg endnu grandgivelig seer ham marscherende ned ad Præstegaardsbakken 138 i sin lange mørkgrønne Frak, der stedse aaben svajer til Højre og Venstre, som om han kastede Skjødene tilside med sine skjæve Been - om Forladelse! jeg mener just ikke skjæve Been; men Du husker maaskee, hans Knæer sad lidt indad; det klædte ham ellers godt, naar han gik. Hatten - lidt gammel og slidt var den, saavelsom Frakken - sad altid højt op i Nakken og ned i Panden, lidt paaskraa over det venstre Øje, og skjulte Ansigtet lige til Næsetippen, da han næsten idelig saae nedad for sine Fødder; engang imellem saae han op; men i selvsamme Øjeblik ned igjen, ligesom En, Solen skjærer i Øjnene. Et lille smækkert Spanskrør var i uafladelig Bevægelse foran ham, som om han fejede mellem Mygsværme. Husker Du hvor bange vi blev for ham, den første Gang han kom til os, og vi vare ene i Stuen? Hans store Figur, og martialske Holdning, hans mørkladne barske Aasyn, som et tykt sort Halsklæde gjorde endnu skurniere - alt dette imponerede os ganske betydeligt. Men da han saa talte til os - hvilken Forandring i dette Grenadeergefjæs! hvor han plirede venligt med sine smaae brune Øjne! hvor trohjertigt han smilede! hvor sødt, hvor indsmigrende lød hans "mes Petits!" Det er dog sandt: en Franskmand kan ret stjæle Børne- og Kvinde-Hjerter - Mændenes med, kan jeg troe: din Fader havde neppe talt ti Minutter med ham, før de begge To bleve ganske fidele, som Burschen siger. - Det var Mandag og Fredag han skulde give os Lectioner; disse to Dage kom snart til at rangere over Søndagen i vores Almanak, saa glade vare vi ved vor petit Louis, som vi kaldte ham. Erindrer Du, hvor veemodigt han ofte smilte ad os, naar vi sprang ham imøde, greb fat i hans Kjoleskjød, og trak ham ind efter os? Bien venu, petit Louis! raabte vi til ham - pauvre Louis! sukkede han, og Taarerne spillede i hans Øjne, Hatten skred ned over Næsetippen, og Hagen ind i det sorte Halsklæde. Men vi havde ingen Sands for hans Sorger - vi kjendte jo endnu ingen selv. - Vite, vite! skreg vi, og slæbte afsted med ham; og saa greb han os i sine stærke Arme, og rendte ned ad Bakken med os, som en Kakkerlak.