↩

Korte Betænkninger over den Islandske Handel,

deelte udi

Tvende Afhandlinger

af hvilke

den Første berører

Islændernes Skibsfart, og adskillige Fremmede Nationers Handel paa Island,

den Anden

den Danske Handel sammestæds.

Forfattede af

John Olavsen.

Vicelavmand for Norden og Vesten i Island samt Corresponderenbe Medlem i det Kongel. Danske Landhuusholdnings Sælskab i Kiøbenhavn.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos Brødrene Berling.

2
3

Gunstige Læsere.

Det tør vel komme Dem forunderlig for, at jeg ved nærværende Betænkninger, uden al Interesse, stræber at bringe for Lyset den Islandske Handels Natur og Beskaffenhed, saavelsom dens Forandringer udi de ældre og nyere Tider. Mens naar Dem behager, nøye at eftertænke, at enhver i særdeleshed, og alle med samlede Kræfter bør staae hinanden bie, udi de Tings flittige Undersøgning, der kunde befordre den uskatterlige Sandheds Oplys-

ning; Saa vil og deres Forundring snart

forsvinde.

Mit foresatte Øyemærke derved er da alleneste, at fyldestgiøre, (for saavidt de Islandske Monumenters, Annalernes, Kongelige Retterbøders og aabne Brevers Igiennemlæsning dertil har banet Veyen) forbemeldte Pligt; og har jeg ved samme Leylighed ikke kundet undlade, at uddrage deraf alt hvad mig syntes berøre denne Materie, især af den Aarsag, at Sandhedens Glands kunde i dette Tilfælde eengang stikke frem af Forglemmelsens og Mørkhedens sorte Skyer; men forsikkrer derhos oprigtig, at jeg derved til intet mindre har sigtet, end at støde nogen for Hovedet; Ja! ingenlunde De Respective Islandske Compagnies Medlemmer, endskiøndt jeg, for min Umage har hos Dem ringe Belønninger at vente; da

disse Betænkninger ere Heel ubeqvemme til at forsøde Deres saa tidt paaraabte suure Sveed og Omhyggelighed for de Islandske Havnes Beseigling.

Jeg tilstaaer ellers gjerne, at denne Materie kunde af een anden Indfød med større Flid og Røyagtighed udarbeydes, som dertil have rigeligt Subsidiers Forraad, end det er skeet af mig i disse knappe Nebensrunder; besynderlig for saavidt Handelens Historie egentlig angaaer, hvilken jeg for Vidtløftigheds Skyld ikke har kundet, uden til Deels, Tide-Registerviis, anføre. Imidlertid haaber jeg dog, at have derved opnaaet. mit Hensigt, i at tilkjendegive den Islandske Forpagtede Handels igjenstridige Sviter, imod Rigernes Øyemaal; dens Ubillighed og. Askaffelses Nødvendighed; item dens Uoverensstemmelse med

Hans Majestæts Allernaadigste og Høystpriselige Omhue for Landets Beste, samt Undersaatternes og Rigernes deraf flydende Fordeel: Hvorfore jeg ønsker intet heller, end at nævnes og forblive Kongens troe Undersaat, det udi saa mange Aar undertrykkede Lands Medynkere, og Sandhedens Elskere; Hvilken Characteer om jeg kan erholde, skal jeg med Tiden give Dem et fuldkomnere Begreb om denne vidtløftige Materie; Og imidlertid forbliver jeg Deres ærbødige Tjenere.

Forfatteren.

Forberedelse.

§. I.

Ordets Bemærkelse

Handelen er en Forretning, hvorved Vahrene eller alle de rørlige Ting, som kan kjøbes og sælges, stedse omstiftes og omstuzes imellem Riger og Lande, til fælles Nytte; og for af raade Boed paa deres indbyrdes Mangel.

Ordet Handel tages i adskillige Bemærkelser hos de Lovkyndige. Undertiden for de Handlendes Rettighed, til at kjøbstaae, undertiden betyder det og Contracten selv, der bliver af de Kjøbende og Sælgende indgaaet, anlangende de Ting, som skal ombyttes og overleveres den Eene af den Anden, imod en Erkjen- delse

Ved Forretning forstaaes her de Gjerninger, som ere bestemte til det menneskelige Kjøns Lyksaligheds og Sikkerheds Befordring, men i Særdeleshed de Midler, hvorved de Ting kan erhværves, som ere nyttige og nødvendige til Livets Ophold.

§. 2.

Handelens Handel er da baade fordeelagtig og

Nødven- nødvendig. dighed og Nytte

I) I Følge den alvise Skabers Bestyrelse har et Land eller Rige, overflødig Velsignelse og Forraad af de Frugter og Producter som et andet Land lider-Mangel paa, og dog uforbiegjængelig behøves; men derimod er begavet med andre Guds Velsignelser, som fejle hos de Første, saa rigelig, at det kan igjen opfylde den andens Mangel. Dette er Oprindelsen til allehaande Slags Handel og Vandel, og dens Tilvæxt. Historien lærer, at den i Begyndelsen haver varer af gandske ringe Betydenhed; men jo mere Menneskenes Nødtørst har tiltaget, jo fastere Rødder har den slaaet, og af de samme

Tid, een efter anden, opspiret til den anseelige Heide og fulde Floer, den har den Dag i Dag er.

2) Da vores Jordklode er saaledeS danner, at de fleste Landskaber ere separerede og adskildte fra de andre; faa er Skibsfarten eller Handel til Søes nødvendig, at Communicationen skal holdes ved lige imellem alle Jordklodens Deele; og der eene Land kunde forhiclpeS og. understottes af dest andet, paa saadan en fordeelagtig Maade, ved Nødvendige og nyttige Tings Indførsel og Udførsel.

3) Udi Handel og Vandel bestaaer et Lands Lyksalighed, dets Styrke og Kræftter; derved fødes og næres Haandværker, Fabriqver, Manufacturer; ja ydermere alle Konster og Videnskaber; og opnaae derved sin Fuldkommenhed; hvilket er en Sandhed, som i sig selver haandgribelig; Men desuden kan bevises med adskillige Nationers Exempler, især af Hanse-Slædernes, i de ældre, Engellændernes, Hollændernes, samt de' ordiske, Nationers, i de nyere Ti-

der, deres blomstrende Handels, Nytte og Virkninger.

§. 3.

Negecian- Handelens almindelige Oyemærke er

ikke allene, at de Kiebflaaendes udvortes

Endemaai Tilstand kan blive fuldkommen; og baade

vor sigte til Kiøbende saavel som Sælgende derved kan deres og an-

dres Bel- befordre deres timelige lyksalighed, hvilken

stand. indbefatter Menneskenes Conservation, Fornøyelse og Fuldkommenhed; Men ogsaa at alle andre deres Medborgere kan have Deel berudi. Menneskenes Fuldkommenhed i dette liv er enten indvortes eller udvortes; Ved den indvortes forstaaes fornemmelig Siælens og legemets, (saavidt det staaer i en fast Foreening med Siælen) Fuldkommenhed. Den udvortes derimod sigter til de udvortes- gode Ting, som ere baade fornøden og tlienlige, ikke allene til Livets Vedligeholdelse og Sikkerhed, men og til dets skikkelige, roelige og anstændige Fremdragelse.

1) Eftersom alle menneskelige Gierninger, i Følge Guds og Naturens Lov, bør sigte til et Maal, som hverken strider imod de menneskelige Sælskabs Regler eller Forretningernes egen Natur, og Handel eller Kiøbmandskab er en Forretning §. 1. da er det en nødvendig Følge, at Handel bør og sigte til dette Maal, saafremt den skal komme overeens med Naturens Lov, og forrettes med en sund Fornuft.

2) Saa bør da at sluttes af dette foregaaende, at ikke skal være iblant det menneskelige Kiøn nogen Underfundighed, til at giøre hinanden Skade meere i Handel, end som i andre Ting og Omgiængelse: Det var at ønske, at Ærlighed og et oprigtigt Venskab mellem Herreder, Provintzer og Riger blev nøyere iagttaget i alle Slags Mellemhandlinger, end som i nogen ringeste Deel af disse skulde befindes svage Betænkninger; hvilke nødvendig maa føde et svagt Venskab; ja svagt i saa mange Grader, som Kundskaben er ikke klar og distinct grundet til at hen-

føre den paa Mellemhandlingerne. Hvilket om man ret betragter, skal man vist besinde, at ingen bør berøve, en anden den Ret, som ham tilkommer; eller tilføye ham den ringeste Ulæmpe.

3) Saasnart som det heele Menneskelige Kiøn ber udi ald Handel og Vandel omgaaes reedelig med hverandre, at alle i saa Fald maatte derved opbygges og forhielpes; og hvad Naturen ved det eene landskabs Beliggenhed og Dannelse fornægter dets Indbyggere, kunde et andet Lands Indvaanere erstatte mestendeels ligesaa fuldkommen, som dets egen Natur havde det selv frem bragt; da flyder deraf videre, at eet Rige bør ikke allene imod Fremmede iagttage Retfærdigheds Regler i Handelen; men og med særdeeles Omhyggelighed komme i Veyen for, at dets egne Indvaanere paa nogen uretfærdig Maade skal fornærme deres Medborgere.

§. 4. [Handelens egentlige Øiemaaler en billig Gevinst.] Men eftersom de Negocierende umuelig kan forfremme deres udvortes Tilstands Fuldkommenhed, uden de ved Handelens Drift søger billig Gevinst; saa kan man ikke tvivle, at dem jo tilkommer Ræt til alle de Midler, formedelst hvilke de kan tilforhandle sig Vahre, og dem igien afsætte, med retskaffen Fordeel, hvilket er de Handlendes Øyemaal i Særdeeleshed.

Men Spørsmaal: Hvad er en Gevinst? Gevinst kan man kalde ald den virkelige Formues Forøgelse, som ved Negocie erlanges: og den er enten billig eller ubillig, eftersom den paa Vahrene paasatte Priis meget eller lidet overgaaer deres Valeur og Værdi, da man har de paa Vahrenes Tilførsel paagaaende Omkostninger frataget.

Vahrenes Priis i alle forekommende Tilfælde af deres Godhed, Nytte, Nødvendighed, efter hvert Lands Beskaffenhed og Tidernes hastige Forandringer, er ikke læt at bestemme i en mathematisk Proportion og Liighed: Dog er det sikkerst for de Handlende, at de i saa Fald frem for alle Ting nøye iagttager den naturlige Billighed, anseende de Regler, som deres Samvittighed og Fornuft lærer dem.

Den

Første Afhandling.

Islændernes Skibsfart og adskillige fremmede Nationers Handel paa Island.

§. 1. Handel er enten inden eller udenlands. Indenlands Handel kaldes den, som drives imellem Byer og Stæder, udi eet og det samme Land, og fortsættes indbyrdes af dets Indbyggere. Denne Handel i Henseende til den udenland- [Den Islandske Handel har ikke været af stor Vigtighed.]

ske er ikke as stor Værdie. Saavidt Island angaaer, da har den i Besynderlighed, fra ældste Tider af til nærværende, hos Islænderne havt gandske ringe Anseelse: tildeels formedelst de første landets Besidderes og deres Efterkommeres Uforfarenhed og Skiødesløshed i at anlægge Handelsstæder, oprette Fabriqver og Manufacturer i Landet, m. v. hvilke havde kundet give en rigelig Materie til bemeldte Handel: tildeels og af den Aarsag, at der ere faae, ja snart ingen seylbare Floder i Landet, der paa een fordeelagtig og beqvem Maade kunde befordre Communicationen imellem Indbyggerne; desuden ingen Overflødighed af Vahre og Producter; og Veyene heel vanskelige at føre dem over Land fra et Stæd til et andet paa deres Heste; Men uagtet de Vanskeligheder er denne Handel baade nyttig og fornøden for Landets Indbyggere, og burdte paa alle optænkelige Maader oplives, og Tid efter anden forfremmes med behendige Fartøyers Bygning, Markeders Beskikkelse paa beleyligste Tider og Stæder, Landnyttige Fabriqvers Istandsættelse, Proviant-Magaziners Oprettelse, Veyenes Forbedring og flere deslige til Landets sande og almindelige Nytte hensigtende Anstalter.

§. 2.

[Udenlands Handel er enten fri, eller Forpagtnings-Handel.] Udenlands Handel er igien toe Slags: enten fri National-Handel, eller af visse Personer, eller af et heelt Sælskab forpagtet Handel: Denne drives endten af enkelte Personer eller fleere, udi et Compagnie sammenføyede: Interessenterne i Sælskabet allene til Fordeel; I øvrigt heele Riget, men dog fornemmeligst den Province, eller det Lands Indvaanere, hvorudi saadan en Handel føres, til stoer Skade, Armod og Ruin. Frie Handel derimod forrettes, naar ikke allene alle fremmede Nationer, uden Forskiæl og Forhindring have Frihed at føre til et Land nyttige og fornødne Vahrer imod dets Producter;

Men i Særdeleshed, naar eet Land med egne Skibe driver Handel paa fremmede Stæder; udfører de Sorter Vahre, som Landet helst kan undvære til de Landskaber, hvor de ere umistelige, og følgelig udi største Priis, og igien indbringe de Sorter, der giøre til Landets og dets Indbyggeres Opkomst og Velstand, fra første Haand af; og fra de Stæder, hvor de kan erlanges, for den ringeste Priis. Formedelst saadan en Handel, men ingen anden, beriges en Gaard, en Bye, et Herred, en Province, ja! det heele Rige bliver derved mægtigt, Folkerigt, og lyksaligt. Forpagtnings-Handel vil jeg siden afskildre, i den Materie, som angaaer de Dan-

skes Kiøbmandskab paa Island; men Her allene berøre den fordelagtige fri Handel for saavidt Islænderne er anbelangende.

§. 3.

[Islænderne have i gamle Dage besøgt nærgrændsende lande med egne Skibe.] I de ældste Tider, efter at Island blev beboet, henved Aar 874, og besat med Indbyggere, og indtil saa længe det beholdte Navn af en frie Republiqve, har Jislænderne havt Skibsfarten selv og ført Seigladsen med egne Skibe til adskillige Europæiske Riger og Lande, som f. E. Dannemark, Sverrig, Rusland, og andre ved Østersøen beliggende Stæder, samt Grønland og de nordiske Provintser udi Vestindien; men fornemmeligst til Norge og de Storbritanniske Landskaber, ikke allene i Hedenske, men endog i Catholske Tider; hvilket Jislændernes gamle Love og den Islandske Søe-Ret udi Jonsbogen, Farmanna-Løg kaldet, saavel som deres Historier, Monumenter og Annaler noksom bevise. Bevisene, hvorved denne Sandhed gotgiøres, vil jeg ey paa dette Sted anføre, for at undgaae ald Vidtløftighed.

§. 4.

[Og til den Ende baade kiøbt Skibe, og ladet dem selv i Landet bygge.] Paa det, at deres Skibsfart og Communication med fremmede Riger kunde vedligeholdes, har de ikke allene tilforhandlet sig Skibe af Fremmede udenlands, og dem som

besøgte Landet, men desuden faaet dem ved Foræringer, ja og selv i forrige Tider ladet dem bygge. Til Skibsbyggeriets Materialier have de til deels betient sig af Drive-Tømmer, til deels af de Skove, som Landet den Tid var overdekket og besat med; Men da det sidste kunde synes utroeligt for Ubekiendte og Fremmede, vil jeg af troeværdige Islandske Monumenter anføre nogle faa Stæder, som overbevise Læserne om Sagens Sandfærdighed. Hvad det Første anbelanger, nemlig: at Islænderne have fordum selv bygget Skibe, hvormed de kunde beseyle fremmede Lande af derved Landets Strandbreder forefundne Drive-Træer; da gotgiøres det af Landnama Saga, anden Deel. Cap. 31. og Sagan af Ønund, Træfod Cap. 10. og 15. som overeensstemmig fortælle, at nogle Kiøbmænd loede bygge det Skib Trækilleren udi den Viig, som siden blev kaldet Trækilles Viig, beliggende udi Strande Syssel. Om de mangfoldige og ypperlige Skove, som Island har været begavet med udi de ældgamle Tider kan eftersees Landnama Saga dens første Deels 1 og 19de Cap. og anden Deels 2. 21de Capitel, saavelsom Schedæ Arie Præst Frodes pag. 2. Edit. Skalholt. Item Arngrimi Jonæ Anatom. Blefken. anden Deels 63 Side desuden beretter Svarf Dæla Saga (at jeg forbiegaaer mange andre) dens 14de Capitel med tydelige Ord, paa hvilket Stæd, af

hvilken Sort Træer, og hvor de Træer voxede i Landet af hvilke Ljot-Olfur og Karle loede bygge det Skib Islænderen kaldet, hvorpaa Karle siden reiste til fremmede Lande.

§. 5.

[Islænderne vare fordum stærke til Søes, men brugte lidet deres egne Skibe til Negotiens Fortsættelse.] Omendskiønt Islænderne have, som sagt er, erhvervet sig Skibe, baade ved at Kiøbe dem og at lade dem selv bygge; og paa den Maade blevet temmelig mægtige til Søes; hvilket til deels bevises af de nye Colonier, som af Islænderne, i den Tid at Landet var fuldkommen besat med Indbyggere, bleve ført over til Grønland, samme Land at beboe, (a) deels og af det blodige Søeslag, som Thorder

Kakale og Kolbein Unge holdte imellem hinanden, i de Sturlungers Tider, før end Landet frievillig blev overgivet til Norges Krone, og Kong Haagen Haagensen den gamle, udi Aaret 1262: Saa maae man dog af Historien ugierne mærke, at Islænderne have den mindste Deel af deres Skibe brugt og bestemt til Handelen, dens Vedligeholdelse og Fremvæxt. Aarsagerne dertil vare adskillige.

§. 6.

(a) Conf. lib. orig. ift. Part 2. cap. 14. og Arngr. Jon. Gronlandia impreff. Skal. holt. cap. 2.

§. 6.

Det er bekiendt, at de gamle Nordiske Af følgende Folk i de Hedenske Tider, længe efter Odens Aarsager, Ankomst; Ja ydermeere endnu i de Catholske nemlig de- Tider, vare i Besynderlighed hengivne til res lyst til Krig og Soerøverie; hvilket var en Følge af sen og Frieden Hedenske Religions Satser, og i den bytterie. Henseende lagde Vind paa, ved alle optænkelige Idrætter, at disse den Tid kaldede ædle og uskatterlige Konster kunde uden Forhindringer øves. Af bemeldte Aarsag bekymrede de sig lider om Rigers og Landers Fordeele, Opkomst og Velgaaende; følgelig loed Handelen fare. Samme Tanker havde Islænderne ikke allene til fælles med de øvrige nordiske Nationer, men jo meere høymodige de vare, og hengivne til Feyde, indbyrdes adskillige krigsmæssige Foretagende, Caperie og andre der henhørende Øvelser; jo mindre Fliid lagde de paa Handelen, end andre. Da nu Island maatte nødvendig fourneres med visse Sorter udenlands Vahre, som Landet ikke selv giver af sig, og Forretningen ligesom hos de gamle Rommere almindelig blev agtet for at vare ligesom afskyelig (b) var den overladt til de afmægtige og vanføre Folk, det Foragt videre me

B 3 hver-

(b) Dette kan bevises nøyere ved Biørn Harald Haarfagre Søns Exempel; Hvilken, saasom han var en meget sagtmodig Mand af Naturen, havde, stoer Afskye for af fiendlig

hverken havde Moed eller Mands Hierte til at forsvare sig i Krigen og gaae Fjenden under Øyne. Hertil kan og lægges andre Bieaarsager: nemlig de gamle Islænders og andre Nordens Indvaaneres Vankundig-Hed i Stiernekonsten, Mange! paa Søe-Carter, Compasser og aftegnede Himmel og Jords kugler, hvilke efter mange Tiders Forløb bleve først opfundne, i hvis Stæd de maatte lade sig nøye med egne Iagttagelser af Solens,

Øvelst, men derimod beflittede sig paa Negocie med fremmede Riger, Engelland, Dannemark og Sverrig, Rusland og andre Nationer, og dermed indsamlede stoer Rigdom; hvorfor han blev meget forhadt af hans Brødre de Kongelige Printser, der havde andre Knæb i Hovedet, og blev i den Henseende, for at indprente andre hans Forretningers Vanære, faldet Biørn Kiøb,mand: hvorom kan læses Olav Trygvisene Historie, Kap. 6. pag. I. Disse slette Tanker, som de gamle Nordiske Folk fattede i Almindelighed om Kiøbmænd og deres Bedrifter, formildedes og til Deels ophøtede, da Kong Olaf den Tykke interesserte udi Handelen med Normændene og Islænderne, og paa den Maade ved sit eget Fxempel toeg de forudfattede Meeninger og falske Tanker fra Folk, som Nordens Indbyggere havde giort sig fra Arrilds Tid af, om alleflags Negocie, og desuden opmuntrede dem, til at lægge Vind paa den ftemdeeles, Riget og hans Thronfølgere til stedsevarende Gavn og fordeel.

Maanens og Stiernenes Gang, Veyrligheds og Luftens Beskaffenhed, voxende og faldende Strømme (Kvak), Havers udvældendende Løb fra Landene, Træsponner flydende i er Vandkar og deslige. Man har og et Exempel i Historien, at de brugt Ravne til deres Ledsagere, besynderlig naar de formeente sig at være nær ved et Land, da Ravnen fløy derhen, hvor Landet var og Skibene fulgte bag efter. For disse Aarsagers Skyld var [Skibsfartens Vanskeligheder og forhindringer.] Skibsfarten i de Tider største Fare og Hazard underkaster; Og, saasom de med ingen og Vished, men af Formodninger og halve Gis- bringer, ninger, satte Coursen fra er Stæd til et andet, Hvilket mangfoldige gange sloeg Feyl, kom de undertiden til at sætte Liv, Skib og Gods i Stikken ved at støde an paa Udhukker Blindskiær og Klipper, ja mange Gange bleve borte i det vilde Hav, (c) ti! hvilken Ulykke ikke lidet hielpede den eenfoldige ældgamle Maade at bygge Skibe paa, som hverken kunde formedelst deres flade og heel ubeqvemme Skikkelse afvende de brusende Bølgers Overlast, eller være forsynede med bebørige Dekker og Pomper, indtil Dælu-Austur

i der tolvte Aarhundrede blev opfunden;

Thi til den Tid vidste man ikke af andre Midler at sige, hvorved Vandet kunde udøses,

end den fortrædelige Stampe eller Byttu-Austur.

§. 7.

[Islændernes særdeeles Øynemaal.] Uagtet Seigladsen var saa mange Farligheder undergiven, som jeg har viset i den næstforegaaende befandt dog de mandhaftige Islændere sig vel fornøyede med alle de Uleyligheder; og paa det de desto heller kande læske deres stærke Tilbøyeligheder de vare frem for andre Nationer med behæftede, maatte de udenlandske Reiser med behæftede, Deres fornemste og egentlige Øyemaal ved Skibsfarten var da, at de ved Hielp af den samme kunde forskaffe sig Videnskab der udfordredes i Krigs-Sager, i Svømmekunsten, til de ædle Friebytteries Øvelser, til den Kunst, retskaffens at behandle en Bye, og et de derved kunde faae Leylighed, Nøyere at erkyndige sig om de Fremmedes Tilstand, Forhold, Idrætter og Hoffvæsen med videre. Dog kan man derhos ikke nægte, at endeel har lagt sig efter Kiøbmandskab, ført Handel med egne Skibe paa fremmede Lande, tilforhandlet sig de udi Island nyttige og nødvendige Vahre, for Exempel Engelsk Sølv og Penge, Klæde, Tømmer, Jern, Malt og noget Korn, (d)

(d) Kornvahre, som Rug og Byg & c. Hør og Hamp, havde de ikke fornøden at afhente andre Stæder fra, eller lade sig tilbringe,

hvormed de til eendeel har forsynet sig og andre, og paa den Maade forøget sin Formue.

[Aarsag til Handelens Aftagelse.] Saa længe den Catholske Religion ikke. havde roedfastet sig i landet, og de geistlige Catholiker opførte sig moderat imod de Verdslige, hvilken Tid beregnes fra Religionens Introduction, Aar 1000 ongefær til 1270 da John Erke-Bispens af Nideroes ubesindige Myndighed toeg Overhaand, skeede der ikke synderlig Forandring fra de Hedenske Tider udi-Islændernes Skibsfart og Handel paa fremmede lande; men jo meere de Geistliges i sær Bispernes Magt tilvoxede, jo mere

undtagen i lidet Qvantitæt, naar Misvæxtpaa Kornet indfaldt, dog til et Stad i Landet mere end til et andet; eftersom Agerdyrkningen noget nær over det hele Land har snart fulde 500 Aar været i Brug; hvilket kan bevises af de gamle og nye Islandske Historier, deres Geistlige og Verdslige Love, Annalerne, Maaldagene, Stædernes og Gaardenes Navngivelser; saavelsom af Deditionis, som blev indgaaet med Kong Haagen og Islænderne Aar 1264. Følgelig hvad denne Post angaaer har Tilførselen af Kornvahre ikke været fornød, uden paa visse Stæder i Landet, lig udi haarde sig tildragende Aar, den over hele Landet grasserende forte Død Aar 1350, Pestilentz 1401 til 3, den store Mande-Død 1494 til 1496, og kopperne 1501.

blev den svækket een Tid efter anden, indtil saa længe den paa der sidste faldt hovedkulds, og gik reent overstyr, da Carholikernes Voldsomheder udi landet havde opsvinger sig i Høyden. Saaledes var deres ikke allene grove Forhold imod landers Indbyggere, men og hvilket giorde meere til Sagen, deres Midlers og Eyendommes voldsomme Berøvelse, Aarsag til Handelens kiendelige Aftagelse. Vel er det fandt, at de geistlige Carholiker, fornemmelig Bisperne havde adskillige Fartøyer, for Ex. Petursbollann, Mariubollarnn og Sunnifu Sudina, som John Biskop Skalle lod bygge paa Hoolum, Aar 1374, af hvilke de fleeste hørdte Domkirkerne til ved Bispegaarden, og hvormed Bisperne loed fra nærgrændsende lande afhente de nødvendigste Ting, som Materialer til Huusbygninger; men derved kan ikke gotgiøres, at de har lagt nogen Fliid paa at vedligeholde de Indenlandske Commercier med egns Skibe, eller ladet de samme videre sortsætte med andre.

§. 9.

[Aarsag til Handelens Undergang] Hvad de Verdslige i landet anbelanger,

da før end det kom under Kongelig Regiering

1262. besøgte de hvilke heldst lande som dem selv lystede, Med en uindskrænket Friehed; skiøndt de i særdeeleshed med egne Skibe gik til Naboelandene, Norge og Storbritanien, frem for andre (§, 3.) Men efter-

at Island dependerede af de nordiste Konger, mærker man først at herudi er skeet stor Forandring; dog den ædle Friehed, at drive Handel paa fremmede Lande, var Islænderne just ikke aldeles betagen, men saaledes indskrænket, at de kunde handle paa Norge, i sær Bergen og Trondhiem, om deres Kræfter tilloede det; hvilket kan sluttes af det Fordrag, der blev oprettet imellem Kong Haagen og Islænderne Aar 1262 og fornyer af de følgende Konger. Endelig siden Norge med underhavende Provintser bleve foreenede og sammenstøbte udi eet Rige med Dannemark, har Islændernes Seiglads paa fremmede Riger ikke allene forfaldet, men og reent undergaaet. Aarsagerne dertil ere følgende: I) Den 1ste. Da Landets Indvaanere ved indbyrdes udsvede Fjendtligheder og blodige Fegtninger, i mange hundrede Aar bleve meer og meer udmattede, og de geistlige Catholiker paa uretfærdige Maader bemægtigede sig deres Jordegods og Formue; bleve de bragte i det forvirrede Tilstand, at de maatte saavel Landets

som Handelens Regiering til Fremmede overgive. 2) Kan man med al Billighed Den 2den. tilegne Handelens Undergang de grusomme Landplager, Islænderne havde at trækkes med (§. 7.) af hvilke almindelige Ulykker Landets Indbyggere i mange Tusinde Tal har været bortrykkede, og de øvrige Kræfter saaledes svækkede, at de formedelst Mangel af Folk,

ikke have kundet dyrke Jorden, Ager og Eng, eller besætte de for den Tid beboede Gaarde, saa at siden nogle af dem, ja vel heele Kirke-Sogne udi Landet kigge ode, udyrkede og ubeboede til darum, langt mindre drive Negocie med egne Skibe, paa fremmede Land-Den 3die. skaber, 3) Har Indbyggernes Friehed til at føre Seigladsen været mangfoldig indkneben, ved fremmede Nationers Handel, som i Følge af dem særdeeles forundte Privilegier, have handlet paa Lander, til hvis Bestyrkelse jeg vil ikkuns paa dette Stæd anføre 2de Beviser. Det første taget af Kong Christian den Førstes Beskiermelsts-Brev, givet Biskop Gotschalk den 1ste paa Hoolnm, dat. ex Caftro Hafn. Sabbaro proximo antefestum benedicti Andreæ Apoftoli, Aar 1400. Hvorudi af særdeles Gunst tillades, at hans Skib maae style til Bergen, og andre Stæder i Norge med hans Gods uden nogen Told (e) Secktgield,

(e) Man seer udi de Iskandske Monumenter antegnet, at Oistmand og Vestmand, Nordmænd og Islænderne, saavel som andre fremmede Kiøbmand, have i ældgamle Tider, førend Islænderne dependerede af nogen Konge i det Verdslige, maattet erlægge Havne-Told, eller saa kaldede Landøre, til Jorddrotten, det er den, som eyede Grunden, hvorpaa de fahrende Kiøbmand lagde deres Skibe til Vinterleye udi Isalnd. Hvor

stoer

Anmærkning over de Gamles Havnepenge.

gield, eller andre Skatte. Men det Sidste er taget af Friderich den Andens besynderlige Privilegio, udstædet til Biskop Hr. Gudbrand Thorlaksen paa Hoolum, dareret Koldinghuus den 15. Martii 1553., hvorudi

bemeldte Bisp og hans Med-Interessentere, paa videre Beskeed, Allernaadigst, efter allerunderdanigst giordte Ausøgning, bevilges, at holde et Skib, (hvilket, som Annalerne melde, Biskoppen og hans Med-Reedere havde sig tilkiøbt af Hamborgerne) og lade der løbs efter Tømmer, Jern og andre Deele, til Domkirkens, Skolens og hans Gaards Bygnings Behov. Videre tillader dette Frieheds-Brev, at bemeldte Bisp og hans Med-Reedere maae giøre Skage Herreds Indbyggere Tilføring med Tømmer til Bygning, Meel, Malt, Klæde og andre Deele de behøve, og sig igien tilforhandle, hvis Vahre der kunde falde; og derhos forbydes dem

strængestoer

denne Erkiendelse har været, skal jeg ikke kunde sige, rimeligst er, at den har været lempet efter Skibenes Størrelse, saavelsom de fahrendes og tilbragte Bahrers Mængde, Om disse Landsres første Oprindelse Norden taler Are den Hoobe i hans Schedig, Cap. 2. pags 8. og foregiver, at de ere, af Kong Harald den Haarfagre opfunden; for derved at afværge de Norskes Uddragen af Norge til Island: De skulde i Førstnin-

ger

strængeligen at handle med nogen af Øefiord, Kongens Kiøbmand, som paa Kongens vegne samme Øefiord besøger, til Skade, Afbræk og Forprang; hvoraf sees, at den Danske Handels Monopolium sammestæds paa Island, strax efter Reformationen allerede Har været indført, skiøndt formodentlig ikke uden at holde op imellem, vedvaret. Dog alligevel blant andre Aarsager gvælet Inbvaanernes egen Skibsfart og Handel. Til Slutning meldes i høystbemeldte Allernaadigste Privilegio, at Bispen skal give Konge og Kronen slig Told og Rettighed, som Kiøbmænd

gen betales af hver Mand til Kongen, der flottede fra det første Stæd til det sidste, uden af de, som derfra i Besynderlighed vare

befriede. Siden, bleve de paalagde hver een, som seylede imellem Island og Norge. De vare først fastsatte til 5 Øres Bærdie; Men derefter forhøyede af Kong Olaf den hellige til halv Mark, som udgiør 3 Mk. Udi Dansk Courant Mynt, dog befriede bemeldte Konge Fruentimmerne fra deres Betaling. Disse Havnepenge maatte Islænderne altid betale, i Følge derom indgaaet Accoed naar de besøgte Norge, og havde faaet der Anker Grund, og det til Kiøbstædernes Vogtere, der vare beskikkede til at tage imod ankommende Skibe, og føre dem til sikker Havn, hvorom vidtløftigere i den Islandske Lovbog Graaggas, kalder; Men efter Aar 1262 bleve de skatskyidige Islændere iblant

andre

mænd og andre, som have nogen Forpagtning der paa bandet, pleye at give. Siden Aar 1551-52. og folgende Aar, da Reformatio Ecclefiaftica blev indført Island, have Indbyggerne hverken havt Tilladelse at beseyle fremmede Lande eller dertil udfordrende Skibe, undtagen nogle smaa Fartøyer og Jagter, berammede til Fiskeriet omkring Island; item til at afhente Drive-Tømmer fra adskillige Landets Stæder. Og har det forblevet derved, saa længe, indtil Hs. Majest. af en Ubeskrivelig Kongelig Gavmildhed, skienkede 2de stoere Hukkerter, til Fiskeriets Forbedring

andre Privilegier befriede fra deres Erleggelse; Skiønt man fornemmer, at de siden, har maattet clarere for bemeldte Havne-Told, under de følgende Konger; hvilket sees af den Transaction, som Aar 1277 blev besluttet imellem Kong Magnus Lagabæter og Erke-Bispen af Trondhiem; saavelsom deres Klagemaal, indstillet for Kong Haagen Magnussen, omtrent ved Aar 1300. I øvrigt har fremmede Nationer, som har drevet Handel paa Island, i de nyere Tider betalt Havne-Told, først til Norges, og efter 1383 til Dannemarks Krone, skiøndt udi Begyndelsen meget ringe, men efter Haanden større; særdeles siden Krud og Canoners Nødvendighed blev indbragt I Verden, hvis Paafund har giort Handelen ti! Søes meget meere farlig, besværlig og for Regentere kostbar, følgelig og hindret dens Tilvært. Fioer og Anseelse.

og Landets almindelige Nytte. Det var inderligen at ønske, at en nye Epocha udi den-Islandske Historie maatte tage sin Begyndelse under en saa naadig og viis Konges Regiering, ja den Islandske Handels Opkomst, samt andre Landets nyttige Indrætningers Forfremmelse, Høystbemeldte Hans Majestæt til en ævig Berømmelse!

§. 10.

[Anmærkning over Islændernes Handel paa fremmede Stæder med egne Skibe.]

Da Island var fuldkommen beboet udi Aaret 930 og besat med den ypperste Adel og rigeste Folk af heele Norge og Island; som Historierne noksom give tilkiende, havde Indbyggerne fuldkomne Kræfter til at drive Kiøbmandskab paa fremmede Riger, med sig selv tilhørende Skibe, ja vedligeholde og forsætte Handelen alleene foruden Fremmedes Hielp og Biestand; Men saasom de vare den Tid ligesom deres Naboer de Norske til intet mindre i Almindelighed genegne, end til Handelen (§. 6.), overlod de denne fordeelagtige Forretnings storste Deel til andre, og i Stæden beflittede sig paa indbyrdes Republiguen høystskadelige Krige og Tvekampe med videre, (§. 7.) og lagde dermed Grunden til Landets og dets Indvaaneres stedsevarende Armod og Elendighed; hvilken Efterkommerne maae føle den Dag i Dag er; ja vel saa længe denne almindelige Syge, af en Høy og Mægtig Haand, ikke vorder læget ved. en almin-

delig, beqvem og i nærværende Tid høystnødvendig Lægedom. Den første Aarsag til Islands Ulykke kan da henføres til dets første Besiddere, der hverken bekymrede sig om at stifte Republiqven med nyttige Lovgivelser, i Følge af hvilke Armod kunde forebygges, eller andre fornødne, og for Efterkommerne tjenlige Indretninger og Anstalter, saavel Handelens Drift vedkommende, som Byers, Kiøbstæders, Havne og Toldstæders Anlæggelse. Thi havde de og følgende Catholiker, hvilke paa en selvsom Maade, meer udsuede end forøgede Landets Formue, giordt nogen Alvor af, selv at befordre Handelen med egne Skibe til fremmede Lande, om ikke just gandske, dog til den største Deel, var der hverken Engellændernes, Normændenes, eller Hansestædernes Handel bleven udi Landet, til et af Indbyggerne udi 135. Aars Tid forhadt Monopolie Vel synes det at kunde bevises af de Catholskes Canoniske Lære, at de ikke vilde befatte sig meget med Kiøbmandskab; thi hvor strængelig de forbød Aager, er noksom bekiendt; saa kan dog derhos siges, at det modstridede ikke meere andre deres verdslige Forretninger, at lade sine Huusholdere udføre og forestaae Handelen, end det var for en Civil-Person saadant selv at giøre, eller giøre lade: Mens da Efterkommerne, for berørte Aarsagers Skyld, haandgribeligen føle og fornemme den Feil, deres Forfædre,

Have beggaet ved den Islandske Handels Indretning, er det en billig og magtpaaliggende Sag, i Nærværende Tid, Nøye at undersøge de sikkre Hielpemidler, hvorved kan raades Boed paa den Skade, som deraf er Riigerne foraarsaget, og det bygges paa saadan en Handels fast og uryggelig Grundvold, som ikke let kand kuldkastes, og sigter baade til Dannemarks Riges og Islands Indvaaneres af geistlig og verdslig Stand samtlige Nytte, Forfremmelse og Velstand, da Islands Natur synes ikke dertil uskikket, men Tid efter anden at ville love noget Anseeligt og belønne Umagen rigelig.

§. 11.

[Nordmændenes og Irlændernes Handel på Island] Førend jeg berører den Danske Handel paa Island, vil jeg med faae Ord tale om de øvrige fremmede Nationer, hvilke sammesteds tilforn have brugt deres Negocie, og tilkiendegive deraf flydende Landets Tilstand. I de ældste Tider brugte fornemmelig Nordmænd og Irlænderne deres Kiøbmandskab paa Island uden al Hinder og Forfang, saa længe Landet stoed under en Aristocratie; og ved den Leylighed, at Islænderne forsømte at drive Handelen selv, med sig tilhørende Skibe, transporterede bemeldte Nationer nyttige, nødvendige og udi Landet afsættelige Vahre; og jo meer Islændernes Forsømmelse og Formues Svækkelse tilvoxede (§. 7.8.9.) jo større

Vind lagde de paa, besynderlig Nordmænd, at forsyne Landet med fornødne Vahrer; hvilket vedvarede indtil Island kom under Kongelig Regering, Aar 1262., og mærker man ikke af de Islandske Historier eller Annaler, at den Engelske Nation har taget sig for med nogen Eftertryk at drive Kiøbmandskab udi Landet med Indbyggerne, til bemeldte Tid. Derefter have Nordmændene, fornemmeligst fra Bergen, fortsat den Islandske Handel, og i Følge adskillige, for Ex. af Kong Erik Magnussen, Præstehader 1294., og Erik af Pomeren 1414., dem forundte Privilegier, ført sig den til Nytte, indtil Aar 1479. da Vitalianerne anden gang plyndrede Bergen; og bragte Borgerne udi saa elendig en Tilstand, at de maatte lade Handelen fare paa Island, Færøe og Grønland: (f) Dog kan man ikke nægte, at de øvrige Norske har jo havt Deel udi den Islandske Handel, skiøndt til den Ende maattet erhværve sig særdeles Frieheder, saasom de af Bergen vare frem for andre privilegerede; hvilket iblant andet sees af den bekiendte Convention, imellem Kong Magnus Lagabæter og Erke-Bispen af Trondhiem, 1277; hvorudi bemeldte Erke-Bisp bliver accorderet, at lade til Island overbringe 30 Læster af Kornvahre,

(1) See B. Holbergs Bergens Beskrivelse 1ste Deel pag. 10.

naar Aarets Frugt det tilloed, og alle andre Ting, hvad Navn de end kunde Have. Siden Aar 1429. mælde Annalerne ikke det ringeste om Nordmændenes Handel paa Island; og skiønt den ved bemeldte Tid ikke gandske har undergaaet, kan man dog med stoer Villighed slutte, at den har til den største Deel forfaldet. Hvad Irlændernes Handel paa Island anbelanger, da har den forvist vedvaret indtil det 15de Aarhundredes Udgang; (g) Uagtet de ingen Privilegier siden Aar 1262. dertil have bekommet. Ellers veed man, at de Irlandske Kiøbmænd have paa nogle Stæder udi landet i de nyere Tider opslaaet deres Kramboeder, hvortil tydelige Kiendetegn endnu ere at see.

§. 12. [Engellændernes Handel paa Island.]

Da Islændernes Skibsfart og Handel paa fremmede Lande efterhaanden meere og mere formindskedes af foranførte Aarsager (§. 8. 9.) og Normændenes fornødne Vahres Tilførsel var aldeeles utilstrækkeligt at det Heele land nemlig kunde derved forsynes; hvilket til Dels kan gotgiøres af Bergensernes Handels Beskaffenhed paa Island; da det varsom Baron Holberg vidner udi hans Bergens Beskrivelse pag. 117. nogle Borgere i Ber-

(g) See Constitut, Christiani Primi, quam lslandi longam vocant Edit, Hafn, 26. Novembr. 1450. artic. XV.

gen bevilget, aarligen at besøge Island med 6 Byser, saaledes at 6. Byser eller Skibe, som førte Bergens Vahre til Island, skulde ligge der Vinteren over, og 6. andre gaae tilbage med Fisk til Bergen; deels og at Islændernes Paafordringer, efter Islands Overgivelse og Ansøgninger, indstilledes for Kongerne af Norge, Haagen Magnussen i Begyndelsen af det 14de Seculo, og Magnus Eriksen 1319.; fik den Engelske Nation herved Leylighed ogsaa at blive deelagtig udi den Islandske Handel. Tiden, paa hvilken den allerførst har taget sig for at kiøbslaae sammestæds, er ikke læt at fastsætte; dog kan man sikkert slutte, at den i Begyndelsen af det 13.

Seculo, eller lidt før, har besøgt Island, men ikke drevet Negocie af nogen Betydenhed med Indbyggerne, førend i det 14de Seculo, og derved giordt Bergenserne stoer Skaar og Afbræk i deres Handel. Engellændernes [Deres Handels Beskaffenhed.] Handel har været af følgende Beskaffenhed. De have besøgt Landet i Hobetal, dog ikke hed. lige mange hvert Aar, ja somme Tider blevet reent borte. De har kiøbslaaet med Indbyggerne ikke allene udi bestemte Havner omkring Landet; hvortil en eller anden har forskaffet sig Frieheds-Brev imod en vis Tolds Erlæggelse til Kongens Embedsmænd; men og uden Forskiæl de fleeste Tider, paa de beqvemmeste og for dem fordeelagtigste Handelsstæder udi Landet; og til den Ende ladet

Pak- og Kiøbmands-Huuse opbygge og sine Fuldmægtige der om Vinteren efterligge. (h) Men da Hamborgerne, Lybeckerne og Bremerne fornam, at de Engelske giorde dem stoer Skade udi Handelen, og paa den Maade overtraadde dem allernaadigst forundte Privilegier, sadte de sig for, som meest mueligt, at hæmme de Engelskes Overlast, angreb dem, og sloeg dem paa Flugten. (i) Da nu Engellændernes Handel blev desuden, i Kraft af mangfoldige Forbud meer og meer indskrænket, har de opfundet en anden Maade at vedligeholde Handelen paa, og det nemlig forsynet sig baade med de til Nogocien saavel som Fiskeriet nødvendig udfordrende Ting, og formedelst de Hielpe-Midler ved alle givne leyligheder handlet med Indbyggerne, undertiden og indsat deres Folk paa Landet, som iblandt Almuen skulde bruge Kiøbmandskab (k) og for desto bedre at afsætte deres medbragte Vahrer og spare Landsfolkets Omkostninger har de bragt dem hiem til Bønderne, og i deres Stæd tilforhandlet sig andre. Denne deres Handels Maade vedvarede en Tid lang, indtil 1602., da de Danske Kiøbenhavns, Helsingørs og Malmoes

(h) See Christian den Tredies Forordning, dat. Kiøbenhavn 1542.

(i) See Annalerne for Aaret 1518.

(k) See Kong Christian den Fierdes Reskript af 4de May 1598.

Borgere fik Havnernes Forpagtning; dog har de ikke derved holdt op, flittig at besøge Landet, under det Navn af Fiskerie, det heele paafølgende 17de Aarhundrede, og brugt nogen Kiøbmandskab med Almuen, men gandske ringe i Henseende til den forrige; indtil al Handel med fremmede blev forbuden under Boeslod og Bremerholms Straf, Aar 1682. og har saaledes som sagt, den efterhaanden forarmede Pøbel af høysttrængende Aarsager, været nødt til at tilforhandle sig deres gode og uforfalskede Vahre, som Engelsmanden holdt udi tredobbelt ringere Priis, end de Danske Kiøbmænd. [Engellændernes Vold og Plyndren var Aarsag til deres Handels Afskaffelse.]

Hvad Engellændernes Friehed og Rettighed til den Islandske Handel anbelanger; da har den hængt af de Norske og Danske Kongers Forbund med Kongerne af Engelland; i hvor vel ikke kan nægtes, at de jo foruden alle Privilegier, og undertiden imod Kongelig Forbud have handlet paa landet. Aar 1432. blev sluttet Accord imellem Kongerne af Dannemark og Engelland, at de Engelske derefter, under livs og Godses Fortabelse ikke skulde besøge de Islandske, eller andre forbudne Havne i Dannemark og Norge;

Til hvilket Fordrag gav Anleedning den Skade, som de Engelske havde tilføyet Landets Indbyggere udi Norder-Stiftet, og deraf foraarsaget Slag, holdt 1429. i hvilket 80 Engel-

lændere maatte sætte livet til; men uagtet det haarde Straf, som de i Følge af strax berørte Forbud skulde være undergivne, har de dog blevet ved at handle indtil Handelen igien ophørte ved det 5. Aars Krig imellem Dannemark og Engelland, som aarsagedes af de Engelskes nye Voldsomheder, de øvede udi Landet; særdeles for den Skyld, at de havde flaget ihiel en Islænder af fornemme Extraction, ved Navn Biørn Thorleiffen, Ridder, Aar 1467, og mange af hans Folk, hvorfor Torve Aresøn Kongens Befalingsmand over Island, bragte med sig fra Kiøbenhavn til Island udi bemeldte Aar Kong Christian den Førstes, aabent Brev og Mandat, at de Engelske skulde være fredløse i de Islandske Havne omkring Landet, uden de vare besynderlig forsynede med Kongelig Tilladelse; og var det i den Henseende, at bemeldte Biørns Frue Olof loed Arrestere 3de Engelske Fartøyer paa Isefiord, Aaret derefter, og slaae ihiel en Deel af Folket. Man mærker og desuden, at de Engelske have nægtet Kongerne af Dannemark den sædvanlige Told og Havnepengernes Oppebørsel, som de for den nyttige Handels Skyld burde have reedelig betalt; Hvilket bevises af høystbemeldte Konges Christian den Førstes Befaling til Islænderne, dat. ex Castro Hafn., Die S. Gregorii Papæ 1453, at de skulle sætte sig imod Engellænderne, der vegrede sig

ved at betale til Kongens Embedsmænd Havnepenge, og anden tilbørlig Told. Da den Islandske Handel, formedelst anførte Aarsager, blev dem til en stoer Deel afskaaren, begyndte de at legge Fliid paa Fiskeriet, og til den Ende besøgte Kysterne saavel af Island, som af Nordlandene, hvilket dog ikke har skeet før end i det 14de Aarhundrede. Men besynderlig udi det 15de, da de øvrige Europæiske Nationer tillige lagde største Vind paa Fiskefangsten; hvorfor det i Annalerne er og antegnet, som noget Mærkværdigt, at Aar 1412 skulde 30. Hukkerter have gaaet paa Fiskefangsten under Island. Man mærker ikke, at de i Forstningen have havt Kongelig Tilladelse til deslige Beføgelser, førend efter mange Tiders Forløb under Kong Hanses Regiering; men i de nyere Tider erlanget adskillige Privilegier derpaa; f. E. Kong Christian den Fierdes Høylovlig Ihukommelse, Aar 1636. 1644 Allernaadigst forundre Friehed at fiske ubehindret paa alle Strømme i Kongens Lande og Riger, dog ikke nærmere Island, end fiire Miile.

§. 13. [Hamborgernes, Lybekernes og Bremernes Handel på Jøland.]

Efterat Hansestæderne ved den vidt udstrakte Handel, de dreve fordum over den største Deel af Europa, havde erhvervet sig Magt og Anseelse hos alle Nationer, og samlet derved en ubeskrivelig Riigdom, loed de ikke heller den Islandske Handel uforsøgt,

især Lybeckerne, Hamborgerne og Bremerne. Det er hart ad umueligt, at fastsætte nogen vis Tid eller Aarstal, naar denne deres Negocie først begyndte, eftersom de Islandske Annaler give herudi ingen tilforladelig Oplysning: Saa meget er dog vist,at de i Begyndelsen af det 16de Seculum havde allerede bemægtiget sig den største og anseeligste Deel af Handelen, og søgte af yderste Kræfter bemeldte Tid, at skille Engellænderne (der giorde dem adskillige Forhindringer derudinden, reent af med deres Handel (§. 12.) Hvorfore de og efterhaanden, baade for at faae de Engelske ryddet af Veyen, og for deres egne Sikkerheds Skyld, forskaffe sig Kongelige Privilegier; for Ex. Kong Friderich den Andens af 29. Januarii 1507. og sammes af 15de Martii 1577. givne til Borgerne fra Stade at handle paa Jisefiord og Øefiord, saavelsom Christian den Fierdes af 25de April 1594. I disse og andre deres Frieheds Breve blev hver en af forbemeldte Stæders Udreedere forundt visse bestemte Havners Forpagtning (l) imod 20 Gyldenes Afbetaling og Erlæggelse, hvert Aar, til Kongens Befalingsmand, og det førend de begyndte deres Negocie i Landet, (m) hvoraf tillige kan sees, at de, saavelsom de Engelske har vegret sig

(l) See Christian den Fierdes Forordning af 18de April 1602.

(m) item Kong Christian den Andens Mandat af I523.

ved at betale den paalagte Told og Havnepenge. Deres Privilegier ophævedes ved det Danske Handels-Compagniets Antrædelse, Aar 1602. den 18de April; Men deres Handel varede ligevel nogen Tid derefter; som sluttes kan af de Kongelige Forbud af 17de April, 1603, 14de April, 1604. og 7de April 1616. I hvilket sidste Kongens Befalingsmand befales, at lade nedbryde de Tydske Kiøbmænds Pak- og Handelshuuse; de havde paa mange Stæder i Landet ladet bygge, og deres Tømmer til fattige Kirker, der havde Mangel paa Bygningsmaterialier, henlægge. Siden Aar 1616. da de havde hos Almuen, i Kraft af dem til den Ende bevilgede. Privilegier, indkrævet deres Restancer (som paa det sidste synes at have været meget tilvoxen) har deres Seilads og Handel paa Landet taget Ende.

De Franske og Hollandske, har saavel i de ældere, som de nyere Tider brugt deres Fiskerie og Hvalfangst under Landet og undertiden indløbet i dets Havne, baade for indfaldende Storm og Uveyr, som og for, at tilforhandle sig nogen til Forfriskning behøvende Proviant; men for Resten ingen synderlig Handel drevet med Indbyggerne, hvilket er foraarsaget ved de strenge Kongelige Forbud, fremmede Nationers Handel sammesteds angaaende, og det formedelst de Danske

Kiøbmænds idelige Klynken og Klagen, Tid efter anden, indgivne.

§. 14. [Anmærkning over fremmede Nationers Handel paa Island.]

I de ældgamle Tider, da Islænderne, deels med eegne Skibe, afhændtede fra fremmede Lande deres Nødtørft; deels og bekom af Nordmænd og Irlændere den øvrige Tilføring, som de forsømte selv at tilbringe; var Landet ikke allene heel folkerigt, som bevises baade af deres aarlige Sammenkomster paa General-Landstinget; og den stoere Mængde af Landmænd og Bønder, forude Catholske Bisper udi en kort Tid kunde lade hværve, af nærliggende Herreder, men og dets Indvaanere stærk bemidlede; Til hvilket at bekræfte ikke fattes Exempler, i de Islandske Monumenter. Da nu deres egen Skibsfart efterhaanden toeg af, og Handelen tilsidst beroede allene paa de Fremmedes Oprigtighed, formindskedes, jo længere, jo meere, deres Formue, følgelig og deres Tal; thi Landets Tilstand har meget beroet paa deres egen Handel, og dens Aftagelse været Aarsag til deres Midlers Svækkelse. Det kan ikke nægtes, [Normændenes.] at Normændene en Tidlang handlede paa en redelig Maade med landets Indbyggere; dog maae man derhos klarligen slutte af Kong Magnus Erichsens, udi hans 12te Regierings-Aar udgivne Retterboed, at deres Handel i det 14de Aarhundrede, ikke har væ-

ret den fordeelagtigste, ja vel heel slet i de sidste Tider. Aarsagerne dertil kan man tilskrive den Armod, som Borgerne i Bergen, til hvilke endeel af den Islandske Handel var overdragen, ved en og anden Ulykke vare bragte udi; hvorfor det er rimeligt, at de ikke har været i Stand, til at give bedre Kiøb paa deres tilførte Vahre. Hvad Engellændernes [Engellændernes.] Handel anbelanger; da bevidne de Jølandske

Annaler eensstemmig, at den har været bedre og nyttigere for Landet, end andre Nationers; ikke alleene i Henseende til Vahrenes Godhed men og den ringe Priis,

de bleve holdte udi; saa, naar man undtager deres Voldsomheder, de øvede paa eet eller

andet Stæd, imod nogle af Landets Indbyggere, er det soeleklart at deres Negocie,

for saa vidt den strækkede sig, har ikke lidet hjulpen til Landets Formues Vedligeholdelse. [Lybeckernes, Hamborgernes og Bremernes Handel]

Ved Lybeckernes, Hamborgernes og Bremernes Handel har Island ingen Forbedring eller Opkomst bekommer. Den var i Førstningen

taalelig for Indbyggerne, dog meget slettere end Engellændernes og Normændenes,

men tilsidst aldeeles uforsvarlig. Hvorfor John Johnsen Laugmand, Aar 1594. paa Landets vegne, reiste til København, for at andrage for Hans Majeft. Kong Christian den 4de, Høylovligst Ihukommelse, den Uret, som de Tydske Kiøbmænd, der med Kongens Pas

opseglede Landets Havne, tilføyede den gemene Mand; hvilken bestoed ikke alleene derudi, at de paatvingede Pøbelen ringe og unyttige Vahre, hvilke de forhøyede og opsatte saaledes i Prisen, at man maatte betale dem snart tredobbelt, tvertimod dem forundte Privilegier; Men og tiltoge sig den Myndighed, at forbyde andre Nationer at segle og handle paa andre Havne, som laae langt fra dem udi Landet; og som de ikke selv kunde besegle; hvilket foraarsagede, at Landet fattedes sin Nødtørft. (n)

Af det anførte skal man da uden Modsigelse kunde udleede 4re Slutninger, nemlig 1) At Islændernes Handel med egne Skibe har været den sikkerste for Landet, og den fordeelagtigste. 2) Den Norske uforfalsket og reedelig men tilsidst utilstrækkelig, 3) Den Storbrittanniske uforlignelig, og af alle fremmede Nationers, som have drevet nogen Kiøbmandskab udi Island, den fuldkomneste, Land opbyggeligste og roesværdigste. 4) Den Tydske uretfærdig, men dog taaleligere, end den paafølgende Danske, som siden skal gotgiøres.

(n) See Kong Christian den Fierdes allernaadigste Resolution paa bemeldte Besværinger af 4de May 1595.

Med de Franske Hvalfangere og Hollandske Fiskere, efterat den Islandske Handel, Allernaadigst var bevilget og forundt de Danske Kiøbmænd, var det fordelagtigt for Indbyggerne, at tilhandle sig af de første Skraaet af en Hvalfisk for 2 a 3 Beeder, og af de sidste extraordinaire gode Fiskelinier, Specie-Penge, og skikkeligt Linnet, for de Uldenvahrer, som de Danske Kiøbmænd hverken vilde værdiges at see, langt mindre at eye.

Den

Anden Afhandling.

den Danske Handel paa Island

§. 1.

Førend jeg betragter Landets Tilstand under den Danske Handel, maae jeg give [De Danske have handlet paa Island førend Aar 1602.] læseren kort, dog tilforladeligt Begreb, om dens Oprindelse og Fremgang, nogenleedes udi et historisk Sammenhæng. At den Danske Nation har paa et eller andet, dog fastsat Stæd i Island kiøbslaaet med Indbyggerne; udi det 16de Aarhundrede, bevises klarlig af Friderich den Andens §. 9. Sect. l. anførte Allernaadigste Privilegio af 15de Martii 1553. saavelsom af Høystbemeldte Konges Forbud af 27de Martii 1563. at handle med Engelske paa Vestmand-Øerne, førend de Danske [for Ex. paa Øefiord of Vestmand-Øerne.] Skibe sammestæds havde bekommet fuld Ladning. Dog holder jeg for, at bemeldte Havne ikke har været forpagtede til nogen af Undersaatterne; men at Høystsamme Konge har

[Den Danske Forpagtnings Handel paa Island er først funderet Aar 1602.] selv ladet dem udreede og besegle. Aar 1602 blev der først stiftet et Dansk Handels-Compagnie (0) og bevilget de 3de Kiøbstæ- ders, Kiøbenhavns, Helsingørs og Mal- møes Borgere, at besegle de Islandske Havne, og bruge der Kiøbmandskab. De dem til den Ende Allernaadigst givne Privilegia ere daterede 18. April, 1602. Hvorudi tilkiendegives adskillige Vilkaar, med hvilkes Fyldestgiørelse dem bliver Handelen forundt i næstfølgende 12. Aar, det er til 1614. Af dem [Bevilges paa 12 Aar] ere disse de fornemmeste:

For der Første skulde Havnene deeles imellem forbemeldte 3de Kiøbstæder, saaledes, at til enhver af dem hørdte visse Havne omkring landet, som de havde Frihed at besegle.

2) For denne Benaading skulde de 3de Kiøbstæders Borgere give til Kronen 16 gam-

(0) Aarsagen til dette Compagniets Stiftelse giver Niels Schlange i Christian den 4des Historie, for, at have været de Klagemaal, som Tid efter anden kom fra Landets Indbyggere, over de Tydske Stæders Kiøbmænd, hvorledes de besværede dem, og besvigede i deres Handel med onde og slette Vahre, som de førte til Landet, og med Priisen, som de efter eget Behag, satte ikke alleniste paa, hvad de indførte; men end ogsaa, hvad de igien udførte. Man maae for saavidt bifalde ham herudi, skiøndt andre skiællige Aarsager kunde og dertil føyes.

le Daler aarligen for hver Havn, og dem levere til Kongens Lehnsmand.

3) Skulde een eller toe Kiøbsvende i det Høyeste være i Vinterleye ved hver Havn, og der noget Gods forhandle, Indbyggerne til Gavn og Befordring, og ikke til Skade.

4) Skulde de betee sig imod Landets Indvaanere, Geistlige og Verdslige, venligen,

med god Omgiængelse; faa at intet kunde over dem med Billighed klages.

5) Skulde de riigeligen forsyne Landet med gode og uforfalskede Kiøbmands Vahre, som kunde være fornødne; faa at Almuen maatte for et billigt og Christeligt Værd bekomme, hvad enhver havde fornødent, og saa fremdeeles.

Men hvad mærkelig Forandring der har skeet strax ved denne Handels Begyndelse; faavel

formedelst de Danske Kiøbmænds uartige Opførsel imod den gemeene Mand, som deres tilbragte Vahres Udygtighed, bevidne Anna- [Compagniet overtræder første gang deres Octroye.] lerne, i Aaret 1602. Og hvorledes det nye oprettede Sælskab haver efterkommet berørte Conditioner og Vilkaar, under hvilke Handelen blev dem accorderet, sees af Islændernes almindelige Besværing over de Danske Kiøbmænds ubillige Handel, dateret paa Landstinget, den 30. Jun. 1604. hvorpaa de rime-

lig ingen Resolution have bekommet, eftersom Hans Majestæt Kong Christian den Fjerde ved et Missive til Herlufdal, af 4de April 1628. allernaadigst befalede, at lade nedrive alle de Tydske Handelshuuse, der endnu vare i Landet.

§. 2.

Da den første Handels-Termin var forløben udi Aaret 1614. blev de føromtalte 3de Kiøbstæders Borgere, efter Ansøgning, paa nye allene forundt Handelen i 11. Aars Tid, nemlig til Aar 1625. for 16. gamle Dalers Afgift af hver Havn; hvilket deres Allernaadigste Privilegia udvise af 28de April 1614, hvorudi de fahrende Kiøbmænd strængelig forbydes at forhøye Priisen paa deres Vahre, som de tilforn havde giort; men befales, at de skal forholde sig dermed efter den gamle Taxt og Sædvane, som i Landet overalt var brugelig. Men hvor herlig de har efterlevet denne Allernaadigste Befaling, sees af den priisværdige Udnævnings-Dom, der under Laugmand Haagensens Opsigt og Præsidio blev afsagt den 24de Junii 1615. og i Kraft af Naturens, Landets Verdslige Love, Kongernes Allernaadigste Retterbøder og Forordninger, saavel som Landets almindelige Placita, eller saakaldede Lavtings Samtykker, billig fældet over de Danske Kiøbmænds ubillige Handel. Anledning til bemeldte Dom

har givet Indbyggernes Klagemaal, indstillede for velbemeldte Laugmand, betagende udi 5. Poster:

For det Første at alle udenlands fra tilført Vahre, vare Høyere end tilforne opsatte i Prisen, dog udi alle Maader slettere.

For det andet, at den gemene Mand blev nægtet de til sin Nødtørft udfordrende Ting.

For det tredie, at ald Maal og Vægt udi Kiøbstæderne baade paa inden- og udenlands Vahre var meget ringere, end fordum.

For det fierde, at Øll, Mød, Viin, og i Besynderlighed Brændeviin var med utilbørlige Ting bemenget og fordervet.

[En courieur Udnævningsdom fældet over de Danske Kiøbmænd] For det femte, at de, som ikke vare i Stand til at betale Kiøbmændene med Fisk og Tran, kunde ikke bekomme det de forlangede, imod Smør, Beeder, Oxen, Vadmel, Hoeser & c. Dommen kan ikke her formedelst dens Vidtløftighed indføres; men burdte for sammes Vigtigheds Skyld oversættes og Ord for andet tilføyes.

§. 3.

[Beviis p a de Danske Kiøb-] Uagtet Indbyggernes bestandig vedholdende Klagemaal over de Danske Købmænds

[mænds ubillige Handel.] Nogocie, fornemmer man dog alligevel, at ingen Forbedring er skeet derudinden; som kan sees af 2de, Christian den Fierdes Rescripter til Høvidsmanden Friderich Friis, af 20de og 21de April Aar 1619. hvorudi ham befales:

For det Første, at eftersom de Kiøbmænd der besegle Island og drive der deres Handel og Kiøbmandskab, ikke did henføre saa goede og tienlige Kiøbmands-Vahre, som de burdte: han da skulle have flittig og alvorlig Tilsyn, at ingen utienlig eller straffelig Vahre af fornævnte Kiøbmænd paa Landet forhandledes; Iligemaade, at de udi al Handel, Udgift og Indtægt brugte eet flags Maal,

at Undersaatterne der i Landet ey kunde med Billighed sig besværge.

For det andet, at lade føre Tings-Vidne, og noyagtig Beviis, om de Danske Kiøbmænds Handel paa Vestmand-Øerne, og Forhold imod Indbyggerne sammestæds.

For det tredie, at han skal beordre fire fornuftige Delegatos af Islænderne; efterdi de vare meget ilde tilfreds med de Fremmedes Kiøbmandskab udi Landet, at reise til Kiøbenhavn, for der at accordere med Danske Kiøbmænd om en billig og taalelig Taxt paa alle Slags Vahre. [En nye Kongelig Taxt anordnes.] Samme Aar 1619. den 6. September blev Kong Christian den Fier:

des Allernaadigste Taxt udgiven; af hvilfen man i Besynderlighed kan lære, hvor ulige Vahrenes Priis og Værdis var for de Fattige og Riiqe, som giorde Regning paa 100 Wætter: Disse fik en Tønde Meel, som skulde vene 12 1/2 Lispund for 50 Fiske, eller 1 Rdlr. Courant 1 Mk. 1/2 Sk. 1 Tønde Malt 50 Fiske, 1 Tønde Salt, 40 Fiske, 1 Pot Brændeviin, 4re Fiske. Derimod de Fattige, som ikke gjorde saa høy en Regning, fornemmelig de paa Vestmand-Øerne, maatte betale en Tønde Meel med 80. Fiske, en Tonde Malt 60 Fiske, en Tønde Salt 50 Fiske, en Pot Brændeviin 5 Fiske & c. Forbemeldte Aar fik det Islandske Handels-Compagnie, bestaaende af Kiøbenhavns, Helsingørs og Malmøes Borgere nye Octroyer af 16de December, med følgende Vilkaar og Conditioner: 1) Skulde Compagniet være forpligtet til at afsætte de fra Landet udgaaende Vahre, den halve Deel til Øster eller Vester-Søen; men Halvparten udi Kiøbenhavn. 2) Skulde de for Havnenes Forpagtning, give til Kongen, 20 enkelte Rdlr. aarligen, for hver Havn, og Vestmand-Øerne 8000. Rdlr. 3) Skulde de forsørge Indbyggerne med god og forsvarlig Kiøbmands-Vahre, som de til Underholdning, og anden Nødtørft forlangede og behøvede; og holde sig den udgivne Taxt i alle Punkter efterrettelig. Men uagtet disse, og andre Allernaadigste Anord-

ninger, og til Landets almindelige Gavn sigtende Foranstaltninger, give Annalerne Aar 1619. os den uangenemme Efterretning, [Hvilken de Danske Kiøbmænd forkaste.] at de Danske Kiøbmænd solgte og kiøbte efter eget Behag, den nye Taxt ikke saa nøye iagttagende.

§ 4.

[Handelens Fortsættelse.] Aar 1631. blev en nye Kongelig Taxt, og haardere end den foromtalte, efter det Islandske Compagnies Andragende udgiven; som bevises af et Kongelig Missive til Høvidsmanden Holger Rosenkrantz, dat. dm 18de April udi samme Aar. Hvorudover Indbyggerne indstændig anholdte om nogen Formildelse derudi; Hvilken deres allerunderdanigste derom giorte Anføgning bemeld- . te Høvidsmand ikke vilde til Befordring imodtage, men Hr. Gisle Oddsen, som samme Aar reiste til Kiøbenhavn, for der at indvies til der den Tid ledige Bispe-Embede, loed den allerunderdanigst forestille Hans Majestæt og erholdte derpaa Allernaadigst Bønhørelse.

[Anmærkning over B. Holbergs Ord] Heraf er klart, at det, som Baron Holberg udi sin Danske Historie dens tredie Deel, og Dannemarks og Norges Beskrivelse det 8de Capitel siger Compagniet at have været ophævet formedelst den Skade, som Tyrkerne tilføyede dem i Aaret 1627. er urigtigt; eftersom Compagniet ikke destomindre holdte Handelen vedlige. Desuden kunde et Fartøyes

Forliis umuelig foraarsage det Heele Sælskabs Ophævelse. Under Friderich den Tredies Høylovlige Regiering har man ikke noget tilforladeligt om den Islandske Handels Beskaffenhed, førend høystbemeldte Konge forlangede Tilstød til Krigens Fortsættelse af Kiøbstæderne udi Dannemark, da Magistraten i Malmøe gav derpaa følgende Svar af

6. October, 1653. at de vilde udruste eet fuldkommen Orlog-Skib, og holde det i Beredskab til Hs. Majestæts Tieneste, om dem Allernaadigst blev forundt Fahrten paa 2de Islandske Havne; Hvoraf sees, 1) At den Islandske Handel haver den Tid maattet være meget fordeelagtig; og 2) at den største Deel af Handelen har da Malmøes Borgere været betagen, eftersom de i Førstningen havde Allernaadigst Privilegium Paa at udleede

7. Havne omkring Landet; men siden 1614 ikkun 2de, Patrixfiord og Vapnefiord. Hvorfor den Meening synes riimeligst, at de i Stæden for bemeldte slette Havne har ønsket sig

andre fordeelagtigere. [Det gamle 100. Vætters Kiøb aflegges.] Aaret 1658 den 6te Junii afskaffede Høystsamme Konge aldeeles det bekiendte 100. Vætters Kiøb; hvoraf den gemeene arme Mand havde før havt Skade og Uleylighed; og befalede, at 4re Sysselmænd, eller andre fornuftige Mænd, skulde begive sig til Kiøbenhavn, i den Henseende, at overlægge med Compagniet, og give Forflag om en nye Taxtes Indretning; Hvilket

dog ikke kunde komme til Endelighed, formedelst den Tid indfaldende Kriig med Carl Gustav [Compagniet ophæves.] Aaret 1662. den 7de Martii ophævede Hans Majestæt Compagniet, og beviidne Literæ Cessationis, at det havde selv givet Anledning dertil, [Aarsagerne dertil.] deels fordi det ikke havde assecureret deres egne Koffardie-Skibe med nogen Convoye i Krigens Tid, deels og af den Aarsag, at det ikke havde forsynet landet med forsvarlige og tilstrækkelige Vahre;

Og seer man af de Privilegier, som af Høystsamme Hans Majestæt bleve Allernaadigst givne Jonas Trelundt, for Hvalfiskefangsten under Island, at det ikke havde været beseglet udi 2 Aar. [Et nyt Compagnies Anlæggelse.] Dog alligevel var bemeldte Aar 1662. stiftet et nyt Islandsk Compagnie, og Landets Forpagtning deelt udi 4.re lige Deele, imellem saa mange Hoved-Participantere, for 800. Rdlr. aarlig, for Landets hver 4de Deel, paa disse og andre Conditioner, som sees i deres Octroyer, under dato Kiøbenhavn, den 31. Julii 1662. da var og bemeldte Compagnie Handel bevilget udifølgende 2O Aars Tid, samt Christian den Fierdes Taxt, udgiven Aar 1619. Allernaadigst stadfæstet.

§ 5.

[Den Islandske og Færøiske handel for-] Da det Forpagtnings-Termin løb til Ende udi Aaret 1682. blev det Allernaadigst for godt befundet, at den Islandske og Fær-

[pagtes til eet slutret Compagnie] øiske Handel skulde komme udi eet. Til den Ende blev samme Aar oprettet et nyt Compaguie; og var bemeldte Handel udi næstpaafølgende 20. Aar overdragen til dets Interessentere, paa visse Vilkaar; Som i deres Privilegier af 13de Maji, Aar 1682. findes anførte. Samme Aar befalede den høystpriiselige Konge Christian den Femte, at fiire Sysselmænd, eller andre forfahrne Mænd skulde forføye sig til Kiøbenhavn, for der at afgiøre og raadslaae om en nye Taxtes [Christ. d. 5tes Taxt, udgiven A. 1684.] Reglement med Compagniet, som ikke kunde fordøye den gamle fra Aar 1619. og til den Tid

vedblivende Kongelige Taxt. De efterlevede Kongens Ordre, og bragte med sig Landets almindelige Suppliqve, af 12te Julii 1683. allerunderdanigst begierende, at den sædvanlige Taxt paa alle til Landet førende Vahre, maatte derefter vedblive; hvilket allernaadigst blev dem afslaget, faasom det følgende Aar blev skikket til Landet en nye Taxt, af 6te May 1684., mangfoldig strængere end den forrige; Da for Exempel, efter den gamle Taxt, skulde 1 Tønde Meel veye 12 1/2 Lisp. og koste 80 Fiske, men siden 85 udi Fiske, eller 90 Fiske udi Hofers Regning; og faa videre efter advenant. [Adskilliige Forordninger.] Hvorpaa fulgte adskillige Kongelige Forordninger, angaaende de Islandske Vahres Godhed. 1) Om Blodbeenet i Torsken, og dets Afskiæren dat. 1ste Junii 1686. 2) Om den Islandske Hænge-

Torskes Afskaffelse, eller Forringelse udi dens Værdie, dat. 5. Febr. 1687 og 7de April 1691.

Paa hvilken sidste, de omkring Snæfelds Jøkkel boende Folk gav deres allerunderdanigste Erklæring, dat. Munadarhvol den 19de Jun.

1691. og erholdte derudi nogen Lindring, som sees af Forordningen af 1. April 1693. 3) Om Ulden-Vahres dygtige Forarbeidelse, af 28 de bemeldte Taxt og 30te April 1701. Forbemeldte Taxt vedvarede indtil Aar 1702. da Kong Friderich den Fierde Høylovligst Ihukommelse Allernaadigst eftergav Compagniet 6000 Rixdaler aarlige Forpagtning, hvilken allerede var forhøyet til en anseelig Sum.

[Friderich den Fierdes Taxt, udgiven Aar 1702.] Samme Aar den 10de April blev Kong Christian den Femtes Taxt forandret og forbedret; og en nye anordnet, som nærværen-Taxt, de Tid bør, saavel af Compagniet, som Landets Indbyggere iagttages. Ellers kan man tilskrive Aarsagen til denne Forandring [Aarsag dertil.] den Armod, som Indbyggerne formedelst Compagniets uretfærdige Handel udi næstforegaaende 20 aars Tid, og deraf foraarsagede Dyrtid udi landet, vare bragte udi; saa at de siden umuelig kunde efter den forrige Tart tilkiøbe sig de meest fornødne Vahre til Livets Ophold.

§. 6.

[Handelen bliver continueret.] Siden Aar 1702 og til nærværende Tider har Handelen været askillige forandrin-

ger undergiven, hvis nøyagtige Afskildring i denne korte Afhandling forbiqaaes, beroende til beqvemmere Tid og bedre leyligheder; dog er den samme forbleven Hos Kiøbenhavns Borgere alleene; Undertiden dreven af separate Udreedere, undertiden og af sammensvorne Compagnier. Ellers er det Mærkværdigt ved denne Handel, at jo større Grad af Fattigdom, Hunger, Dyrtid, og andre Elendigheder Indbyggerne have maattet udstaae, jo simre Erkiendelse have Handelens Forpagtere, særdeeles siden 1682. da den Første gang, ved offentlig Auction blev forpagtet, [Anmærkning over Forpagtningens Ophøyelse.] givet for Havnenes Besegling. Saaledes er den for Ex. udi Aarene 1706. og 1724. opstegen 20190 Rixdaler, aarlig Afgift; hvilket er et uimodsigeligt Beviis, anført i Paul Vidalins Afhandling om Islands Opkomst det en alt for stor og utidig Danske Kiøbmænds en alt for stor og utidig Vindesyge; da de ved Afgiftens frivillige Ophøyelse har til intet mindre henvendt deres Tanker og Sind, end til Majestætens virkelige Indkomsters Forfremmelse, men tvertimod taget deraf Anledning med desto større Eftertryk og Iver, at udarme landets Indvaanere, og forbinde dem til undertiden at imodtage tilførte, og dem paabyrdede slette og uduelige Vahre, som foran er gotgiort , efter en af dem selv foreskreven Taxt, hviket Øyemeed Erfarenhed lærer, at de har og opnaaet, saa

at siden forbemeldte Aar, have Islænderne, skiøndt uformærkt, ja vel Kiøbenhavns Borgere maattet betale, om ikke just den Heele, af Reederne selv-villigen bestemte Forpagtning; da dog skinbarligen største Deelen deraf.

§. 7. [Betænkninger over den Danske Handel.] Jeg har tilforne antegnet, at adskillige fremmede Nationer have drevet deres Handel paa Island, og i den Anledning viset, at endskiønt Islænderne ingen Opkomst eller Forbedring ved nogle af dem have bekommet, saa har dog deres Formue synderlig ikke aftaget, førend sidst i Hansestædernes Handlings- .

Tid, da Negocien med Engellænderne og de øvrige Nationer blev, i Kraft af adstillige Kongelige Forbud mærkelig indskrænket. Nu resterer med faae Ord at betragte Landets Tilstand under den Danske Handel. De Islandske Monumenter og Annaler lægge klarlig for Dagen Islændernes Velstand og Overflødighed, de havde af alle fornødne Ting i de ældere Tider: ja indtil saa længe Hænderne bleve bundne paa dem og andre Nationer, i Besynderlighed ved den Danske Handels Anrettelse. De samme give noksom tilkiende den der i Landet tilvoxende Armod i de nyere Tider, og udlede de rette Kilder dertil, nemlig at den monopoliske Danske Handel er en almindelig Syge, der fortærer det heele Lands Kræfter, udsuer og udmatter Indbyggerne.

Man kan ey andet end biefalde dem herudi; thi det er unægteligt, at deres Formue ikke allene mærkelig er bleven formindsket i bemeldte Handels Tid; men og derhos sikkert slutte, at Landet ved den sidste er meere bleven svækket, udi 153 Aar, som regnes fra dens første Stiftelse Aar 1602 til 1755, end ved alle andre fremmede Nationers sammesteds drevne Negorie, fast fulde 800de Aar, hvilket ved første Øyekast vel maaskee synes urimeligt; men dog er en haandgribelig Sandhed, at ingen, der veed Landets ynkværdige Tilstand, og blader igiennem de Islandske Historier, gamle og nye Documenter, samt Annaler, holdende saaledes imod hinanden da gamle Tiders Velstand og de nærværendes Væstand og yderste Grad af Armod, hvorved Landet trykkes og trues den Dag i Dag er, skal med ringeste Raison kunde nægte den. Man lærer ellers af den Islandske Historie, at Misvæxt paa Korn og Græs; saavelsom haarde Aaringer paa Fiskeriet, har i de ældere Tider adskillige Gange indfaldet udi Landet; dog fornemmer man ikke at Indbyggerne derfor ere ombragte ved Hungers-Nød eftersom de fik tilstrekkelig Undsætning af Proviant fra fremmede Lande. Derimod, under den Danske Handel, har de i mange hundrede Tal styrtet i de slette sig tildragende Aar, formedelst Mangel af de den Tid uforbigiængelig til Livets Fremdragelse fornødne Vahres

Tilførsel, hvor med de Danske Udreedere har i Følge Dem Allernaadigst givne Octroyer, været pligtige Landet at forsyne; men af Mangel paa Kramvahre og adskilligt unyttigt og unødvendigt Dukketøy har man aldrig vidst at sige. Jeg veed ikke, om jeg toeg Feil, hvis jeg tilskrev Handelens Forfatning de Uleyligheder og mange Menniskers Undergang, som ere foraarsagede af Mangel paa Fødevahrenes Tilførsel udi haarde Aaringer, Gaardernes, ja vel heele Kirkesogners Ødelæggelse udi Island? efter mine Tanker vil den blive en medvirkende Aarsag dertil, skiøndt andre fleere ogsaa kunde opregnes. Dog bør den Danske Handel i saa Fald ikke skiæres over een Kam, eftersom den separate har været taaleligere, end den, som haver været forpagtet til et vist, udi et Corpus Mystieum sammenbragt Sælskab, af hvilke det mærkværdigste haver været det saakaldede hørkræmmer-Compagnie; og dernæst det, som blev oprettet 1682. og privilegeret paa 20 Aars Tid. (p) Om det nu værende

vil jeg her intet tale, nok at de af Monopolio foraarsagede Viderværdigheder ere hartad ubeskrivelige og hele verden bekiendte.

[Monopolium paafører Riger og Lande idel Skade.] Her seer man da den Virkning, som nødvendig flyder af Monopoliens Natur og Egenskaber, hvilken saasom den sigter til egen og

Med-Interessenternes Fordeel allene, skader den andre og fornærmer dem. Da nu et Riiges rette Øyemeed bør være Undersaaternes Sikkerhed, hvilken paa den Maade, at den eene Borger trækker den anden op, giør ham Overlast, eller foruroeliger i hans lovlige Næring og billige Forretninger, ikke kan erholdes, og Monopolium sigter til andres Skade, Nachdeel og Besværing; saa sees deraf at den passer sig ikke med Rigers Øyemeed, eller dets borgerlige Love, langt mindre med [Fornemmelig Island.] Guds og Naturens Lov. Videre: Eftersom det Islandske Compagnie er allene uden Hinder og Forfang, med alle andres Udelukkelse, allernaadigst berettiget til at afsætte deres Vahre i et langtfraliggende Land fra sin høyeste Øvrighed, til dets Indbyggere; hvis største Deel formedelst Vankundighed, antager de Ting, sim de negocierende bringe til landet for gode og oprigtige, hvor slette de endda ere, og tilligemed have snart ingen Forsvar af dem, som burdte have Opsigt med Handelen; saa følger af Fornødenhed, at deslige Negociantere saa derved bedre Leilighed, til at handle, som de finde for got med Landets Indbyggere, af hvilke de intet har at

befrygte sig; særdeeles saasom de veed at Landets Børn maa tage til Takke med hvad de finder for got at give dem ; følgelig maa de og være skadeligere udi dette Land, end udi et andet. Var det ellers mueligt at ved Monopolium kunde de høyeste Øvrigheders Indkomster forbedres, og Publici nytte og Gavn tillige erholdes, saa var og Forpagtnings-Handel baade uskyldig og fordeelagtig; men da dette ingen Overeensstemmelse har med det Islandske Monopolium, maae det andet falde af sig selv. Hvad det første angaaer; da har Hans Majestæt den Fordeel deraf, som ved Compagniets Vedblivelse, vil uden Tvivl ophøre; thi saasom Landets Indbyggere efter en stakket Tid ere i Bund ruinerede formedelst tidt berørte Aarsager, og Forpagterne ikke kan længere stoppe de paa Fahrten gaaenhe Omkostninger, er det øyensynlig klart, at deres aarlige Erkiendelse for Havnenes Forpagtning, ikke alleene forringes, og med Tiiden forsvinde; men og at Handelens Fortsættelse, paa et saa udarmet Land, bliver i saa Fald Hans Majestæt fremdeeles til Byrde.

At Indbyggerne i Landet, deres Nytte og Gavn ikke kan opnaaes ved nærværende Forpagtnings Handel, et meer føleligt, end det kunde nægtes, eftersom Landet immer meer og meer forsvækkes ved det stedsevarende Monopolium,

hvilket med uryggelige Beviisligheder i Forveyen er lagt for Dagen, ja efter al Rimelighed og Tingenes naturlige Følger omsider vil kuldkastes. Om Kiøbenhavns Borgere haver nogen Fordeel deraf, er mig ubekiendt, saa meget er dog vist, at nogle faae Familiers Gevinst kan ikke veye op imod nogle 100000de Menneskers Forliis.

§.9. [Beviis paa at Monopolia ere skadelige.] Det er vel ufornødent, at oplyse nogen den foregaaende §. med Historiske Beviis; Dog for at ingen Tvivl skal blive tilbage, vil jeg her tilføye eet eller andet Exempel:

[Hamborgernes Jus restringendi.] For det Første det saakaldte Jus restringendi Hamburgensium, som de fornemmelig betiente sig af i Dannemarkes Riger og vedvarede meer end hundrede Aar; og bestoed derudi, at Hamborgerne, under Prætext af Keyserlige Privilegier, forhindrede de Danske at tilføre og afsætte deres Kornvahre til andre Stæder ved Elven beliggende, end til Hamborg; hvor de bleve solgte for den Priis, som Hamborgerne fandt for godt at sætte derpaa. Om nu Dannemark har taget derved nogen Fordeel eller Skade, vil jeg overlade til andres [Anmærkning derover.] skiønsomme Omdømme; men siger allene, at eftersom Hamborgerne fordristede sig til, at øve dette deres formeente Monopolium imod en oplyst og blomstrende Nation, saa er

det ikke Underligt, skiøndt de Danske Kiøbmænd øver det dem allernaadigst forundte Monopolium udi en temmelig høy Grad, og med en uindskrænket Myndighed paa en stakkels Øe, som er nær fraskildt al fremmede Rigers Communication.

For det andet Nordfahrernes Handel med de Contorske og tydske Kiøbmænds Fuldmægtige udi Bergen; Hvorover jeg vil her indføre den berømmelige Holbergs synderlige Betænkninger, tagne af Hans Bergens Beskrivelses anden Deels syvende Capitel pag.

265-6. saasom de passe sig meget vel paa den Islandske Handel; Hans Ord ere følgende:

[B. Holdbergs Betragtninger over den gamle nordlandske Handel.] „Efterat de Contorske havde giort Nordfarerne den Forstand, som Bergens Folk ikke var i Stand at giøre; og bemeldte Nordfarere engang først vare blevne deres Debitores, Maatte de siden, af Fornøden hed, holde ved at handle med dem. Mod

Philippi Jacobi Dag skeede af dem Leverants til de Tydske, paa Fisk, Tælge,

Smør, Skind, m. v. Naar de igien skulde udreedes, maatte de tage til Takke med hvad de Contorske sunde for godt at give dem; saa at de reisede bort igien med en Hob udi deres Indbildning dyre Vahre;

hvilke dog vare af ingen stoer Vigtighed;

som for Ex. Mød for Spansk Viin,

Stralsund og Wismar Øll for Rostocker

Øll, noget Meel og Malt & c., Klæde, som var maalet med kort Alen; Hvilket de dog for fuldkommen Maal maatte antage; Og var det i den Henseende, at de geraadede Meer og Meer i Gield, eftersom deres medbragte Vahre ikke kunde balancere mod de Contorske, som under saa prægtige Titler bleve dem solgte. Ingen Rordfar giorde derfor nogen Reise, uden at formeere sin Giæld derved, og at formere Kiøbmandens Hoved-Bog med en nye Restance. Ja, deres Gield er Tid efter anden saaledes tilvoxen, at de med deres hele Eyendom ikke have kundet betale den 4de Part deraf. Man faae den undertiden stige til 50000 Bøger Fisk. Formedelst denne daglig tilvoxende Gield, have Nordfarerne været ligesom de Contorskes Vornede;

saa at de ikke alleene have været tvungne til at handle med dem alleene; men endogsaa, at lade sig nøye, med hvad Vahre de vilde unde dem, og hvad Navn og hvilken Priis de vilde sætte derpaa. Og strax derefter siger samme berømte Autor: De Contorsike have ikke forglemt at anføre det fom en Merite, i det de saa lang Tid have giort Forskud til et gieldbundet Folk, og holdet ved at creditere dem, uanseet der var ingen Forhaabning om Gieldens Betaling. Men man kan derimod sige, at hvis de alleene havde crediteret dem for-

nødne Vahre, eller ikke solgt dem ringe Sager under prægtige Titler, var Gielden ikke bleven saa stoer. Handelens Continuation giver derforuden tilkiende, at de Contorske, uanseet disse paaraabte Forliiser have fundet deres Regning derved." Saavidt Holberg.

Ingen Pen er i Stand til at give nøyagtigere Portrait over den Islandske Handel; hvorfor jeg lader og derved blive. Man seer af Snorre Sturlesens Heims Kringle, at Indbyggerne udi Nordlandene have fordum ingen Mangel lidt af fornødne Ting, fornemmelig indtil Kong Harald Gylles Tider; men hvilken slet Tilstand de have i den Contorske Handels Tid været bragte udi, er læt at slutte af det foregaaende: Ydermeere, i hvad Skade Bergens Folk har raget ved de Contorskes Negorie, da Borgerne maatte have alting igiennem deres Hænder, sees af des res Besværinger over de Tydske Kiøbmænds, imod dem øvede Uretfærdigheder, indstillede for Kong Christopher af Bayern (q).

§. 10. [Landets Formue svækkes ved] Et Lands Styrke svækkes ved udygtige Vahres Tilførsel og jo meere de samme ere

(q) Ses Mag. Apsolon Pedersens Norrige Riiges Historiske Beskrivelse.

[udueiige fornødne Vahres Indførsel.] fornødne, jo større Armod geraader det udi, Den uophørlige Kiæde af Klager, som en Tid efter anden ere indløbne over Kramvahre, Tømmer, Jern, Fiskelinier med videre, just de nødvendigste, ere et uryggeligt Beviis paa Handelens ynkværdige Tilstand, og følgelig man endelig Landet tilsidst udmattes, thi man indseer og begriber meget læt, at naar Kornvahrene ere uduelige, og Prisene ikke derefter bestemte, ja om de endog vare, tabe Indvaanerne anseeligt, at naar Tømmeret er fugtigt, raadent, og ikke holder det rette Maal i Længde og Tykkelse, forhindres Baadebygningerne, og følgelig Fiskerierne kommer til at standse, hvilket og gielder om Fiskelinier, naar de ere af samme Beskaffenhed, ydermeere dersom Jernet er kaaldskiær og ubeqvemt til sit Brug, som i Hørkræmmer Compagniets Tid saa meget ofte er skeet, foraarsages umiddelbar Faarenes, Qvægets og andre Creatures Undergang, hvilket Vedkommende fordum rimeligviis ikke have givet Agt paa eller indseet, thi ellers havde de ikke med fuld Forsæt lavet Riis til sin egen Ryg: men bestandig og af alle Kræfter søgt at føre de Vahrer til Landet, som Indbyggerne kunde være tient med og hvoraf Bægge siden havde kundet høste Frugten; hvorved de monopoliske Grundvolds-Regler dog havde maattet lide, der foreskrive at Indkiøbspriisene maae være de allerringeste og følgelig Vahrene slette,

men Udsalget igien det samme, som om de vare de allerbeste, og følgelig Gevinstens Høyde, derefter brydende sig kun lidet om Eftertiden, eller Efterkommernes Velfærd i nogen Maade.

§. 11.

[Compagnierne forhindre de boglige Konsters og følgelig Landets Opkomst.] Udi den 8de og foregaaende §§er er ikke allene ved Fornuftslutninger, men og ved levende Exempler gotgiort, at en forpagtet Handel altid er af den Natur og Beskaffenhed at den søger sin egen Fordeel og udelukker andre derfra som ere uden for Sælskabet, altsaa er den ikke allene skadelig i den strængeste Forstand for det Land, som den drives paa, men forhindrer tillige Videnskabernes Tilvext, og tilintetgiør de Anstalter, som Regenten maatte finde for godt at iværksætte til saadan et Lands muelige Opkomst. Paa bægge Deele har vi gandske nye Exempler, som nærværende Tids Alder har givet os Anleedrung at lægge Mærke til; hvorudinden de Nøyere Indsigtsfulde Statsmænd og Skribentere tre og eenige.

§. 12.

[Forfatterens Tanker om det,] Det være langt fra jeg vilde nægte, at Island behøvede en anseelig Forbedring udi dens meget slette Politiske og oeconomiske

[Hvorledes Island kan fra Undergang reddes og forhielpes.] Forfatning, hvorhen en Veltænkende Patriot stedse burde henvende sine Tanker, men siden det egentlig paa dette Sted ikke er min Agt, at afmale disse Feil , eller give Raad derimod, vil jeg holde mig til det Begyndte og give min Meening mig til dot Begyndte og give min meening tilkriende, hvorledes landets fattige Børn best kunde befries fra de adskillige Uleiligheder og Ulempe, som saa tidt have reist sig af den monopoliske Handel, og vil da det reneste Middel blive dette, at Compagniet allernaadigst i Tide bliver afskeediget; hvilket ikke lidet vil giøre til Rigernes sande Nytte, da der er unægteligt, at ligesom Lemmerne paa et legeme eenstemmig mig hielpe til at vedligeholde det Heele Legems Styrke og Kræfter, saa hielper og een Riget tilhørende Profintses Opkomst til det hele Riges Velstand, men i fald saadan gik for sig, vilde igien blive fornødent:

[1) Ved frie Handel fra Dannemark og Norge.] For det første, at den Islandske handel allernaadigst bliver overdragen til Hans Majestæts Understtatter, og begyndes saavelsom fortsættes fra begge Riigerne Dannemark og Norge saavelsom Fyrstendommene; dog saaledes, at Landers Børn ikke derved betages

den Friehed, selv mod egne Skibe, som de sig efterhaanden forskaffe, at udfore deres Lands producenter til fremmede Riiger, eftersom Island ved intet mindre sætte udi

Sikkerhed, end ved at indrsmme Fremmede Heele Landets Handel.

I saa Fald bleve da alle sikkre Havne omkring Landet beseylede, og maatte derfor ved hver Havn Toldstæder oprettes, over hver Toldstæd een eller fleere Toldere beskikkes, og Tolden af alle fra og til Landet gaaende Vahre fastsættes, og derover til Nøyere Efterlevelse, een særdeeles Told-Roulle forfattes; hvorved man maatte tage i Agt, saa vidt mueligt, at den paa Vahrene paalagde Told blev sadt paa den Foed, at Hans Majestæt i det mindste kunde oppebære noget meer, end nærværende Forpagtning giver af sig; hvilket dog neppe kan afgiøres, med mindre man veed tilforn, hvor stoer Andeel af Vahre Lander bliver aarlig tilbragt og derfra igien udført. Men i Fremtiden, da til landet ved denne Handels rette Drift, Fiskeriets Forbedring, Hvalfiske-Laxe- og Sildefangstens Oprettelse, og Landoeconomiens tilbørlige Pleye, desto større Qvantitæt af Vahre bliver til og fra Landet førte, vil følgelig og deraf gaaende Told med Tiden formeeres, saavelfom og Hans Majestæts Indkomster derved tilvoxe.

[2) Med alle Europæiske Nationers frie] For det andet gives der endnu en anden Handelsmaade, hvorved Island kunde reddes og igien oprejses af Støvet, hvis

[Handel paa Island.] samme var antageligere, end den første. Det er nemlig, at ikke allene Kiøbenhavns og andre Hans Majestæt tilhørende Kiøbstæders Indvaanere, men og alle Europæiske Nationer, som havde Lyst dertil, blev tilladt, at handle paa Island. Jeg vil ikke vidtløftig beskrive, hvad heraf vilde flyde i Fremtiden, saasom samme vel ikke er giørligt formedelst at de udenlandske vilde løbe af Med Fordeelen, ved Vahrernes Omsætning, men tør dog forsikkre, at Island derved inden kort Tiid vilde komme paa Benene, saasom disse Handlende rimelig maatte kappes om at føre til Landet de beste Vahrer, og for billigste Priiser, og Kongen i faa Fald ikke alleene ved Toldens Erlæggelse, endskiøndt Fordeelen af Handelen for sig selv betragtet var ringe, men og paa en anden Kant ved Formuens Tilvæxt udi Landet selv trække anseeligere Indkomster end hidindtil, foruden at ved samme Lejlighed torde maaskee nogle smaae Byer og Kiøbstæder opstaae og Folkemængden derved formeeres anseelig.

§. 13

[3) Ved Indbyggernes frie Handel.] I Fald man kunde finde nogen Udveye dertil, er endnu det sikkerste Middel tilbage, at Islænderne selv blev tilladt frie Handel Handel med egne Skibe, hvorhen de selv fandt for got, men da den store Anstøds-

steen for det første ligger der i Veyen, nemlig Indbyggernes Uformuenhed, saa vil Forslaget ventelig indtil videre falde af sig selv. Imidlertid burte man dog tænke paa Philocosmi Forslag, hvorved han holder for mueligt, at forskaffe Landets Indvaanere Pænge, endskiøndt de nu ikke ligge paa reede Hænder. For det andet vil man nok herimod indvende, at Handelen paa denne Maade ikke kan bevilges, eftersom Kiøbenhavn aarlig derved mistede den sædvanlige stoere Proviant, som føres fra Island. Rigtig nok, i Fald Tilførselen fra Island, af Fødevahrer, er for Kiøbenhavn ganske nødvendig og umistelig, thi i de ældere Tider var der ikke saaleedes, hvilket bevises baade af Kong Christian den Fierdes Allernaadigste Privilegio dat. den 28de April 1614. den 5te Artikel forundt dem den Tid værende Landets Forpagtere; hvorudi dem tillades, deres fra Island kommende Skibe andensteds at forhandle, hvor de best kunde; efterdi de Islandske Vahre ikke aldsammen udi Dannemark kunde sælges eller forhandles; saavelsom af Christian den Femtes Høylovligst Ihukommelse Allernaadigst givne Octroyer til det Islandske Compagnie, dat. den 13de April 1682. dens 8de Artikel, hvorudi det forpligtes at sætte deres Vahre, som fra Island og Færoe indføres, som meest mueligt være kunde, paa fremmede Slæder, undta-

gen saa mange Fiskevahre, som Høystbemeldte Hans Majestæt og Hans Lande behøvede. Hvoraf er klart, at Kiøbenhavn, udi det forrige Seculo har behøvet en gandske liden Deel af Landets Midler, som da førtes fra Island. Vil nogen sige, at Staden er bleven folkerigere nu end den Tid, og følgelig behøver større Qvantitet af Viktualier, da kan det ikke nægtes; men naar man igien seer til den anden Side, saa er jo Tilførselelen og i de nyere Tider forholdsmæssig derefter og voret til en temmelig Høyde, saa man med Billighed maatte slutte, at Kiøbenhavn kunde undvære endeel af den Proviant, som føres fra Island ligesaa vel nu som i forrige Tider, da Dannemark ikke var kommet i med at drive nogen betydelig Handel paa fremmede Lande, eller øvet retskaffens i Seiladsen; men for ikke at blive Læseren, alt for kiedsommelig, vil jeg begive mig til Enden, og sige, at naar ikke allene, hvad forhen er anført, men og andre flere Poster sigtende til Handelens Opkomst paa Island, og følgelig til Kongens og Rigernes Beste tages med Overlæg og Forstand udi Betænkning, vil ikke allene vore Medborgere glæde sig over at Handelen udbredes og ved det monopoliske Tvangs Ophævelse forbedres, men og med samlede Kræfter tage Deel derudi, at den en gang ved frit Omløb, kunde blive til noget anseeligt, og stræbe at udelukke andre Na-

tioner, som uden nogen Tak eller Erkiendtlighed, søge at borttage det, som Naturen dog har bestemt til vort eget Brug og Nytte.

Og haaber jeg saa nogenledes uden nogens Forkrænkelse at have givet Læserne et kort Begreb om den Islandske Handels Beskaffenhed.

[Slutning.] Ingen Patriot eller redelig sindet Undersaat kan ønske noget angenemmere, end at de Høye Herrer, som sidde ved Roeret,

Maatte gives Forstand til at opfinde de rette Midler, hvorved den Islandske, Finmarkske og Grønlandske Handel kunde sættes paa en fordeelagtigere Foed, til Hans Kongelige Majestæts og Undersaatternes samtlige Nytte, i sær siden disse Lænders nødvendige Producter vil blive i Priis og give Handelens Dyrkere den anseeligste Fordeel.

78
79
80