Bonasse. En oprigtig Haandverksmands Svar og Igjendrivelse imod den sig saa kaldende Haandverrksmands (men vel snarere en Stats eller lærd Mands) trende Anmærkninger: 1) At Laugene i deres nærværende Forfatning ere skadelige for Vindskibelighedens Fremgang. 2) At de ere hinderlige i Folkemængdens Tiltagelse. 3) At de ere Medaarsag til de dyre Tider.

Bonasse.

En oprigtig Haandverksmands Svar og Igiendrivelse imod den sig saa kaldende Haandverksmands (men vel snarere en Stats eller lærd Mands) trende Anmærkninger:

Hvorudi vises denne Autors store Feyltagelser efter disse nærværende Tiders Omstændigheder.

Kiøbenhavn, 1771, Trykt hos Joh. Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeltsstræde.

1) At Laugene i deres nærværende Forfatning ere skadelige for Vindskibelighedens Fremgang. 2) At de ere Hinderlige i Folkemængdens Tiltagelse.

3) At de ere en Medaarsag til de dyre Tider.

2
3

Siden Skrivefriheden udkom, har mange benyttet sig af den; enhver har tænkt at giøre fyldest. Men naar man betragter de fleste Skrifter, som ere af adskillig Slags, saa er en god hensigt og en sand Nytte af mange aldeles ikke observeret, men ikkun hvedset deres Ven, for at udøse deres Harm imod enkelte Personer; andre har skrevet for Vinding, og sammensamlet samt oversat noget af andre gamle Skrifter; andre skrive under Foregivende at være Patrioter. Men naar man nøye overveyer deres angivne

4

Fortale.

patriotiske Skrivemaade, saa er den jammerlig i Henseende dens væsentlige Sammenhæng. Det er egennyttig og ugrundet Sniksnak; dog er det got, at ingen af disse Skrifter kan være til synderlig Skade; thi naar Fornuftige har læst dem, saa blive de henlagt med en haanlig Latter. Men saadanne Skrifter, som angriber den meeste og vigtigste Deel af Statens Legeme, samt sigter allene til at ødelægge Borgerstanden, og dens Indretninger i Professionerne.

Den skadelige, (under Navn af Haandverksmand), men snarere en formummet Stats eller lærd Mand, som har skrevet, at Argus, da han skrev sit i 1te og 12te Blad, har været stokblind, da han til denne Dag seer langt meere, end den enfoldige ma-

5

Fortale.

sqveerte Haandverksmand sig indbilder; thi Argus omgaaes Haandverksmestere, og høre deres grundige Betænkninger; men det synes, at vores formummede Statsmand omgaaes Landløbere og Fuskere, Løgnere, & c. ja, hvem veed? maaskee han har sine Fordele af dem.

Da nu ingen Skribent er i Stand til retteligen at igiendrive denne Haandverksmands indbildte og absurde Tanker, saa har jeg, som en virkelig Haandverksmand, foretaget mig i al Enfoldighed, dog med Sandhed, at overtyde og fremlægge denne dumdristige Haandverksmands Feyltagelser, og at fremlægge for det ganske Publico den Skade, som han i sit Skrift under glimrende Skin har søgt at giøre. Stilen er vel ikke saa flydende, som

6

Fortale.

den burde være, men Publicum bedes heri at holde mig undskyldt; den er saaledes, som en Haandverksmand kan være bekiendt. Vel er jeg ikke det danske Sprog saa mægtig, som mit eget, dog har jeg ikke kunnet overtale mig til andet, end at udgive samme paa Dansk.

Det har været for fire Uger siden færdig, men vigtige Forhindringer har afholdt mig fra at levere det til Trykken. For Resien haaber jeg, at Publicum skal finde sig fornøyet.

Kiøbenhavn den 4 May 1771.

7

Det er ikke værd at røre eller besvare den formummede Skribents Pralerier og Chikaner, som de tvende Pag. 3 og 4 udi hans Skrift ere opfyldte med; thi enhver seer nok, at Autor er en Calumniateur. Men Pag. 5 siger Haandverksmanden, eller rettere (Statsmanden), da Argus fik fat paa en Oldermand: "Hør! I er dog en fornuftig Mand, siig mig dog i Fortrolighed, har eders Laug nogen Fordeel eller Skade af de mange Frimestere?" Og videre i samme Pagina: "Havde I kiendt Passionernes Magt over Fornuften, da havde I givet eders Oldermand en anden Caracteer. I skulde da have

8

sagt: Hør! jeg veed, at I ikke allene er en fornuftig, men endog en uegennyttig Mand; I forstaaer eders Profession, I har været paa de Stæder, hvor der baade er Lauge og ingen Lauge; og Pag. 6 tager I godvillig imod Frimestere? & c."

Hvad de tvende første Poster angaaer, maatte man snart falde paa de Tanker, at Manden maa have ondskabsfulde Hensigter, des Aarsag af hans Indsigter spores lutter Malice; man betragter ikkun hans eget Svar: "At spørge en fornuftig Oldermand, siger han, om Lauget har Fordeel af Frimestere, er det samme, som at spørge en Jøde, om det er Synd at tage meer end 5 pro Cento?"

Har det sidste vel nogen Liighed med det første? Her viser han, at han besidder et Hierte opfyldt med Ondskab, og lader Passionerne have Magt over Fornuften. Pag. 9: "I skulde givet eders fornuftige og uegenyttige Oldermand en anden Carakteer, o. s. v.

Her kan jeg, som en fornuftig, og ey i indtagen Blindhed ganske cordat, svare eder:

9

Jeg har været paa de Stæder, hvor der er Laug og ikke Laug. Jeg kan aabenbare, og med største Vished sige, at jeg aldrig har seet slet og fuskeragtig Arbeyde, hvor der er Laug, som paa de Stæder, hvor der ingen Laug er. Det er ganske naturlig, hvor ingen Laug er, beslitter sig aldrig en Dreng i hans Lære (det er endog meget rart, om han lærer ud) paa at kunde noget retskaffens; thi han tænker: Saasnart min Tid er ude, saa er jeg Mester; følgelig beslitter han sig kuns paa at giøre det allersletteste, saa kaldede Nyrnberger Arbeyde. Han tænker: Jeg kan alle Tider komme efter at giøre det lidt bedre, end dette jeg nu forfærdiger. Kan han siden alleneste faae noget for sit Arbeyde, saa lader han det løbe. Derimod har det en langt anden Beskaffenhed med den Dreng, som lærer hvor Laug er, og hvor NB. Laugs-Artikler blive holdte, og ingen Friheder til Laugenes Ruin bliver udgivet, da beslitter Drengene sig paa at lære noget i deres Lære-Aar. Hvorfore? Paa det de med Honneur kunne præstere deres Svennestykke. Thi den Ære dennem derved meddeles, agter de ikke saa: ringe; og det er sandt, den er ikke saa ringe. Thi kan han arbeyde,

10

saa er han vis paa bestandig Arbeyde frem for nogen fremmed Svend.

For at komme igien paa de Steder, hvor ingen Laug er, da ligger det i Sagen selv, at de ey fordrister sig at reyse fra deres Sted; thi hvem vil vel have saadanne Kludere i sit Arbeyde? han maa blive en Kluder alle sine Lives Dage. Kommer det engang dertil, at saadan en Svend vil reyse, saa forsikrer jeg med Sandhed, at alle Laugsmestere ere bange for ham. Et levende Exempel kan jeg om mig selv her anføre:

Da jeg i mine Svenne-Aar reyste til Stokholm, da vare vi 7 fremmede Svenne, som nyligen vare der ankomne; hvad sikede? der fik ingen anden Arbeyde uden jeg, som dog kuns var et ungt Menneske imod de andre, og det af ingen anden Aarsag, end at jeg havde lært i en stor Stad i Tydskland, hvor Laug var, og derefter havde arbeydet i Kiøbenhavn. Et levende Beviis paa Forstand og Indsigt udi Professionen.

11

Jeg maa og tillige tilkiendegive, hvorledes saadanne Folk, hvor ingen Laug er, bliver i Almindelighed af de andre anseet, og tillige, Hvor de afsætter deres slette Vare.

Man kalder dem: Reysende Haandværker, nemlig, reyser fra et Marked til et andet, og ofte kan de være med deres hele Familie 3 a 4 Maaneder borte.

Heraf sees, at de maa være i Grunden fattige Folk, som ingen vis Bopæl har, og om Vinteren opholder de sig gemeenligen paa Landet. Er det ikke at beklage, saaledes at tilbringe sin Tid paa en slavisk og kummerlig Maade? En Vagabond maatte være paa saadan Maade Haandværksmand, men ingen ærlig Borger. Hvad svarer I mig hertil, I erfarne Haandværksmand? Maaskee I har aldrig været længere, end til Lyststæderne uden for denne Stad, eller I er en Storpraler: Daraussen bey mir. Kan I understaae eder, at sige mig herudi imod? Dog I har saadanne Egenskaber, at I siger Noget, og for at bevise samme, tier I ganske stille. I ligner en, Nyrnberger i eders Profession.

12

Det er en beviislig. Sandhed, hvor ingen Laug er, der kan ikke ventes got Arbeyde; thi hvor skulde det vel komme fra? Jeg har aldrig hørt, at det gaaer med en dygtig Arbeydere uovernaturlig til; men vel at han har lært det, som han forstaaer, af sine indsigtsfulde Amts-Mestere. Er Grunden vel lagt til en Bygning, saa kan man sikker bygge. Altsaa intet grundigt og forsvarligt Arbeyde. kan ventes fra de Stæder, hvor ingen Laug er; men Slutningen bliver denne: Hos en Kludrer har jeg lært, en Kluder er jeg, og som en Kluder døer jeg. Derimod de Svenne, som har lært hvor Laug er, reyser til de Steder, hvor Laug findes. Der finder de deres Regning, hvad de ikke kan, det kan de lære, Grunden er lagt hos dem. De skyer, som for Pest, de Stæder, hvor ingen Laug er.

Pag. 6. For det 3die: "Tager I godvillig imod Frimesterne?” Her vil jeg spørge eder om et: Tager I gierne og godvillig saadan en Mand i eders Arbeyde, som med Privilegier er forsynet, og derved kan drage eders Arbeyde fra eder, til største Skade for jer og eders Børn, da I dog har paa en ordentlig Maade

13

forhvervet eders Frihed, (maaskee i er i ingen Laug, og har ikke kostet eders Borger-Ret). Hvisk her ikke, svar høyt! jeg er ikke Daarekiste-gal. Der har I et temmeligt Svar paa Oldermanden og Jøden.

Hvad Erklæringer angaaer, da vil jeg see eder overtydet, og vil bevise eder det med Sandhed, I maa troe det, enhver Oldermand er virkelig af Kongen dertil indsat, at være en tilforladelig Amts-Dispote. Har de ikke giort Eed? Tør de da vel handle imod deres Samvittighed, at fremføre Usandheder i deres Erklæringer? Jeg kan aldrig her overtale mig til at troe, at I er en Haandværksmand. I maa nok snarere være af det Øglepak, som hiin Statsmand, der har yttret sig med de nedrige Ord, at han vilde bringe det dertil, at Borgerne skulde binde deres Skoe med Bast. Det kom dog ey dertil, hvor blev han af? Hvad for Grund har I dertil? beviis hvad I skriver. I giør alle Oldermændene her i Kiøbenhavn til uretfærdige Mænd. Veed I vel hvad Loven siger om saadan en Mand, der beskylder Folk for Uret, og ikke kan bevise det? Læs jer selv Dommen til. Er I en Amtsmester, saa er

14

det jer vel bevidst, hvordan de Søgende bærer sig ad. Er I saa uvidende, saa hør, jeg skal sige eder det: De frembringer Løgn og opdigtede Figmenta, sigende den ene Usandfærdighed over den anden, for Exempel: Jeg har været Svend i fire Aar, og mange ere nylig kommen ud af Læren; jeg har reyst paa min Profession, og paa fremmede Stæder giort mig dygtig, saa har de neppe været uden for Kiøbenhavns Territorium; jeg har nu en Deel Aaringer arbeydet for Svend her i Byen, men af Had, efterdi jeg forstaaer min Profession, kan jeg ikke faae Arbeyde, mangen gang har disse lagt i Smu og i Huller omkring hos Soldater og Matroser, og har ikke forlangt Arbeyde ved Lauget, ja; ofte kiender man dem ikke, enten de har lært Professionen eller ey; jeg har lært den eller den Profession, har nu giftet mig, sidder med Kone og Børn, dertil er jeg en fattig Karl, som ey formaaer at udrede de NB. store Omkostninger, som ved Mesterstykkets Forfærdigelse medgaaer, dette er ofte en aabenbare Løgn, de ere ugifte. Endnu en dito: Jeg har en gammel Moder, Fader, eller Forældre, og min børnlige Pligt forbinder mig til at hielpe mine fattige Forældre med en daglig Haandræk-

15

ning af min Fortjeneste, til denne ønskende Velgjerning kan jeg ikke komme, med mindre Deres Majestæt vilde benaade mig med allernaadigst Privilegium. Jeg forsikrer jer, at dette er alt lutter Opdigtelser, Løgn og Bedrageri.

Hvad mener I herom? Tvivler I om alt dette, saa gaaer hen hos Oldermændene, og lader eder Nøyere underrette, om dette ikke forholder sig saaledes, paa det at eders Vankundighed kan blive oplyst. De vil vise eder deres Protocoller og Copierne af deres Erklæringer, samt betyde, hvorpaa Erklæringerne grunde sig. Der vil I faae at see, at de løgnagtige Supplikanters har maattet i offentlig Laugsforsamling selv tilstaae, at deres Ansøgning bestod af lutter Løgn, men deres Skrivere har dem uafvidende skrevet det; saadant har Oldermændene refereret i deres Erklæringer. Disse løgnagtige Supplikanters ere atter indkomne med ny Ansøgninger, opfyldte med ny Løgne, hvilke ere bleven dem overbeviste, og indrykket i den anden Erklæring. Dog have disse Falsknere erholdet Privilegien. Hvorledes er dette vel gaaet til?

16

Concipisten har faaet 6 a 8 Rixdaler, nogle Dukater, o. s. v. Med Penge kan man giøre alle Ting, men Penge til Mesterstykkets Fuldfærdigelse, det mangler disse løgnagtige Bedragere. Havde I nu havt saadanne reelle Underretninger, da havde I visseligen aldrig raisonneret saa dum om de urimelige Erklæringer, som Pag. 7 ommælder.

Pag. 8 siger I: "Mængden af Arbeydere skulde uden videre Anstalter skaffe os ey allene got Kiøb, men endog gode Varer;" og har I taget af en "Mands Skrifter, som havt Statens Vel for Øyne.”

Naar jeg var overbeviist om, at en Statsmand, eller en anden lærd Mand, forstod at indrette Professionerne paa en bedre Maade lettere at kunde erhverve deres daglige Brød, uden alt formegen Suk og Jammer, da vilde enhver Laugsmester være ham af Hiertet forbunden. Men hvad forstaaer en Stats- eller lærd Mand sig paa Proftssionisternes Sag? Det er ingen Kunst at rive mange Foliantere, beblandet med mange urigtige Gisninger; thi derudi bestaaer en Deel af dem deres Lærdom,

17

saasnart de skrive uden for det de have lært, prøvet og erfaret; saa skrive de hen en Hoben unyttige Projecter og anstødelige Indfald. De fleste af dem ere jo Fritænkere. Bort med Religion, det er kun en Tvang; bort med ægteskabs Indførsel, det er kun en Hindring i at man ey kan ret udøve sine kiødelige Lyster; bort med al Formen og Indskrænkninger, det er imod Friheden; Mennesket er jo skabt med sin fri Villie, hvorfore vil man giøre ham til en Slave? Bort med Laugene, Frihed saavel i det ene som i det andet. Disse ere Statsmandens Begreber. Gud bevare os i Naade for alle de Afveye, som ødelægger gode Sæder og Skikke! Dette er ikke nok, at de ere vildfarende, men de vil og have andre Stænder dertil.

Jeg har jo viist eder hvad for Arbeyde I kan vente hvor ingen Laug er. Gode Varer og let Kiøb er den udsuende Statsmands eneste Forlangende Pag. 8, at udsulte endnu meere den fattige Borgere; derimod gierne seer, at en Tønde Rug koster 10 Rixdaler, det maa være ret. Pag. 9: "Det er sandt, at Artiklerne og Mesterstykket giver dem vel Frihed at arbeyde,

18

men de giver dem ikke lige Skiønsomhed til at benytte sig af sin Professions Fordeel, og Materialernes Velskaffenhed, ey heller lige Flittighed til at iverksætte disse Fordele." Man seer nok, at I har manglet den fornødne Indsigt; men I maa troe, de ere ikke alle saa dumme, som I er. Derfore maa I nok sige Pag. 9, "at I overlader det til enhvers Omdømme at eftertænke, hvor meget det kommer an paa Skiønsomhed og Flittighed, til at levere got Arbeyde for billig Pris.” Det havde været meget got, om I havde erklæret jer Nøyere, hvad for Materialer I vilde have meent. Videre i samme Pagina: "Ved Laugenes Ophævelse skulde der blive mindre Fusker-Arbeyde." Jeg har sagt eder, hvad for Arbeyde I kan vente; men det er forstaaeligere, som I siger strax efter: "Der behøvedes ingen Anstalter til at fordre Fuskere til Regnskab;" og saa siger I dernæst: "For at overtyde Argus, saa skulde han følge med eder i Isenboderne, og i fornemme Riges Kabinetter, der skal han see got Arbeyde, som er forfærdiget i Engeland og Holland, hvor ingen Laug er."

19

Førend jeg gaaer med eder i Argus Sted i Isenboderne, saa maa jeg sige eder først, hvad det er for Arbeyde, som Engeland og Holland til andre sælger. Det er de Vare, som ikke i deres egne Lande blive solgt; nok sagt, det er Arbeyde, som de har erklæret for slet, (at det er vel lidt bedre, end Nyrnbergernes, kan ingen nægte). Men hør! er det ikke en Skam for Dannemark, at vi saa villigen imodtager deres slette Vare? Hvad mon de vel tænke om os? Giver man dem ikke stor Leylighed at hovmodes over andre Nationer? Den danske Nation har den cruelle Feyl, at de finder meer Smag i det Fremmede, end i deres eget, og om de kunde faae det lettere og bedre forfærdiget her i Byen, saa duer det dog ikke. Jeg siger, at Engeland og Holland er tient dermed, at de kan debitere os deres Vare, som de ikke skiøtter om.

Jeg vil ikke tale om vore Isenkræmmere, at de finder deres Regning derved i Henseende til den lange Kredit, hvormed de ere tient. De frygter, skulde de tage deres Vare af vore egne, kunde de ikke vente saa lang en Kredit; men det blev ingen Vanskelighed, var det kun

20

først indført og forbuden, at intet fremmed Arbeyde, af Navn det være vil, maatte indføres; Krediten fandt sig vel. Jeg maa i min Profession creditere det meeste af mit Arbeyde fra Nyaar til Nyaar, og det giør jeg gierne, det er dog got at have noget til Gode. De beslittede sig nok paa, at de fik langt bedre Arbeyde, end det Franske, Engelske og Hollandske; lad dem debitere deres slette Varer til de andre Deele af Verden.

Jeg har baade i Holland og Engeland seet, at Skibs-Capitainer haver taget mangfoldige Kister ind af saadanne Vare, ja enhver Capitain havde det for sin egen Regning.

Havde vi saadan florissant Handel, da skulde det gaae endnu bedre, da skulde man først see Vindskibeligheden iblant Professionisterne; men den danske Nation er engang saa forkuet og saa nedtrykt, at den maaskee aldrig reyser sig.

Hvem monne vel have været Aarsag dertil? Et vigtigt Spørsmaal, som er værd at lægge Opmærksomhed til. Her hielper ingen

21

Hviskning, her maa tages Bladet fra Munden, og saa lægge Sandhed for Dagen: "Mon ikke nogle af de Ministre, som har havt Fingre i Regieringen, været skadelige Mænd for den danske Nation? Har de ikke præsereret den franske og tydske Nation for den Danske? Har de ikke forskaffet de Fremmede mange Forskudder, og siden bedraget Landet?" Hvad ere de for Folk, som er kommen herind, (og efter eders eget Sigende Pag. 33 "et Beviis paa de mange Millioner, som de har kostet, og dog ikke er kommen længere, end de ere)," de fleste af dem har været af den Beskaffenhed: Banqverotterer, Skielmer, Bedragere, ukyndige Mænd i deres Profession, o. s. v.

Thi hvilken brav Mand vilde vel forlade sit Hiem? Men naar Bedragere og slette Folk hører, at i Dannemark bliver de ophøyet, der bliver de giort til store Matedorer, enten de forstaaer meget eller ey, og med en anseelig Løn bliver de desuden forsynet; dette gaaer altsammen af Kongens Kasse! man har og seet, Hvorledes de have ført sig op. De have holdt sig deres Rideheste, og leyet sig Lyststæder paa Landet. Er det ikke en stor Ære for Danne-

22

mark? Jo! jo! De Ministre, som har recommenderet disse Forløbne, have spendt Hestene bag Vognen. Et Beviis paa deres store Indsigt udi Professionerne; men det er ikke Heller deres Sag, det kommer Professions-Standen til at sige, hvorledes det best kunde være, som jeg siden skal vise denne Vildfarelse.

Naar vi nu beseer de Vare, som de har i Isenboderne, da skal I besinde, at vore Danske skal giøre det langt bedre; men om de kunde skaffe samme Priis i Førstningen, troer jeg neppe, dog Tiden vil lære det. Der bliver giort faa megen Alarm af den jægersborgske Fabrike; men jeg anseer samme til stor Skade for de Professioner, som lider derunder, i det Isenkræmmerne lader paa samme Fabrike forfærdige det slags Arbeyde, som de siden falskeligen foregiver, at have kiøbt det af Laugsmesterne her i Byen, hvilket langt fra ikke er af Den Bonitet, som det burde være.

Nu har jeg været med eder i Isenboderne, og har betragtet de Varer, som sælges saa let, og hvormed den stakkels Bonde og Kiøbstedsmand bliver narret.

23

Paa Kunstkammeret har I ikke været; thi da havde I seet hvad danske Fingre haver giort. Jeg følger med eder i de Fremmedes og Riges Kabinetter, hvad I der finder, og er got, spørg: Hvad det har kostet, og hvor det er bleven forfærdiget? Naar jeg faaer mit Arbeyde got betalt, da skal de nok faae gode Vare; det maa være en slet Mand, som tænker anderledes.

I siger Pag. 9: "Hvor ingen Laug er, da har Haandverksmanden lige saavel Frihed, som Skribenterne." Jeg svarer eder endnu: Dersom Kiøbenhavn skulde være saa ulykkelig, at Laugene skulde ophæves, og der maatte indføres alt hvad som nævnes kan af Arbeyde, og efter eders Tanke bringe det i Liighed med vore Professionister, saa kunde I med Føye ansee os med Laugene, som lænkede Hunde, og omendskiønt vi blive løsladte, kunde det dog ikke hielpe; thi enhver Professionist er jo for sig selv en arm og nøgen Mand, hvormed skulde han drive sin Profession? Og om han da fik laant nogle Penge, (hvilket er meget rart at een laaner en Haandverksmand noget), og naar Tiden var omme, at han skulde betale Pengene

24

igien, havde han ingen, hvad skeer da? Den som har laant ham tager Arbeydet for Pengene. Er da ikke saadan en Mand ganske ruineret? Folkene, saa længe deres Mester har Vare i sit Huus, omendskiønt han ikke kan mætte sine Folk dermed, saa vedligeholdes dog ofte Krediten. Seer de nu, at de ikke kan faae deres Løn, saa bliver Mesteren af dem stevnet, tages Dom over ham, og giøres for Resten reent Bord; thi at tilbyde Isenkræmmere sine Vare, er saa meget, som klag dig for Bidge, at Hunden har bidt dig. I continuerer Pag. 10, hvor I siger: "At Kunsterne lige saavel som Videnskaberne skulde trives ved Frihed, Monopolier og Laugsrettigheder, indgroede Fordomme, gamle og skadelige Vedtægter, der tildeels fordærver gode Sæder." I vil undersøge dette Spørsmaal, og vil overbevise Argus, "at Laugene i deres nærværende Forfatning ere Aarsag til, at de næsten ikke ere komne videre i deres Haandverker, end de vare, da de bleve stiftede.

Dette er en aabenbare Calumnie, det er den største Løgn. Ja, efterdi I er, saadan en indsigtsfuld Haandverksmand, saa havde det

25

været got, om I havde givet tilkiende Aarsagerne dertil, hvorfore Amterne ikke ere komne videre, end da de bleve stiftede; men Uvidenhed har forvoldet, at I kunde ikke sige noget.

Videre: "Ja disse fatale Lænker, hvormed Laugene skulde have fængslet vor Viid og vor Flid, forvolde, at der hverken hersker Opfindelse eller Smag i vor Arbeyde, hvilket derimod gjør det Fremmede saa afsættelig." Har I ikke forbedret jer i eders Profession? Slet nok! Men kom til andre, da skal I erfare, at de hver Aar har forbedret sig, og det ligger just ved Professionen.

Har I ikke hørt, hvad jeg sagde eder tilforn, hvem der har været Aarsag i, at den danske Nation er ikke bleven agtet, og just derfor duer ikke deres Arbeyde. Laugene har deri ingen skyld; men I taler som en dum Statsmand. Siig mig, om Frankerig, Engeland og Holland nogen gang har baaret sig saa dum ad, og ladet komme fremmede Arbeydere ind i deres Lande, for at lære af dem? Ney, ingenlunde. Enhver holder over sin Nation, skiænder de den, saa skiænder de Kongen selv.

26

Enhver Nation skal være Hoved i sine Lande, ære sin Nation, og den som ikke giør dette, deres Siæl skal udryddes af Jorden.

I taler da saa meget om Materialernes Beskaffenhed, det er ikke eders Sag, I forstaaer det jo ikke. Hielp os først dertil, om I er en retskaffen Patriot, at afsætte vore Vare, og ikke med Tab, men med nogenledes Fordeel. Mig synes jeg hører paa engang saadan en Stiltienhed. I lærde Professions-Mand, eller hvem I er, kan I ikke svare? Ja, ja, tænker han ved sig selv, siger jeg, vi kan debitere eders Vare til de trende Deele af Verden, saa besinder han sig, og tænker: Ney, vi har jo ingen synderlig Handel der? i steden vi udruster et Skib, saa udruster de andre Magter 10. Endnu er stille, ja det bliver en Stilhed saa længe Dannemark forbliver i den Forfatning, som den nu er, jeg meener Handelen.

Jeg siger: Handelen er allene i Stand til at forvandle vore danske Skillinger til engelske, og vore Rixdalere til Guineer; thi uden den kommer vi ingen Vey.

27

Dog hør, Hr. Konsterfarne! I har læst flere Bøger, end jeg, saa maa eder være den ene Material vel bekiendt, som i sær alle Professionister behøver. Kan I giette den? som en lærd Mand maa I strax vide det. Den kaldes: Lapis Philosophorum. Troer mig, kunde I bringe den til Veye for os, da bort med Laugene. I skulde see, at I vilde faae got Arbeyde for billig Priis; men jeg hører, at I hvisker mig saa sagte i ørene: Jeg kan ikke, saa langt har min Klogskab ikke bragt det. Ja saa svarer jeg eder, at I faaer samme Løn med eders Project, som hiin Franskmand, der paa Amager byggede NB. for Kongens Regning et Huus, og vilde paa en særdeles og inventieux Maade slukke det, naar det var i Brand; men hvorledes gik det ham? i hvilken Optog kom han til Byen? Det var et forskrækkeligt Syn! saadan en Løn faaer alle Projectmagere. Jeg kunde anføre flere, men det er ikke nødvendig. I kan ogsaa see en Germain. Pag. 11. Videre siger I: "Skulde der ikke være Genier i Dannemark?" Jeg nægter eder dem ikke, (jeg skal siden vise eder besynderlige danske genier), men jeg har jo sagt eder, at de skal være dumme; thi hvem

28

troer en Dansk? Hvad maa da vel en oprigtig Dansk tænke herom? Der ere kuns faa, som har faaet Belønninger og Æren.

I siger Pag. 12: "Hvor slet har Haandverkerne ikke hidindtil benyttet sig af den her Lige Stiftelse i Tegnekunsten." Meener I da, naar ingen Laug var, at de benyttede sig bedre af Akademiet? Jeg er eenig med jer, at Tegnekunsten har stor Indflydelse ikke i nogle, (som I meene i samme Pagina), men i alle Professioner. Om nu alle vore Drenge skulde gaae paa Tegne-Akademiet, saa maatte der først indrømmes mange flere Værelser, og sætte mange Folk over dem, som kunde holde dem i Tømme. For nærværende Tid har de kuns faa Lærlinge, man seer nok hvad de lære, meere Skielmstykker, end at tegne. Gud bedre! det Hedder nok, fri Lærdom; men spørg kun hvad de maa giøre underhaanden: Hast du was da klingt, so kriegst du was da springt.

Videre siger I i samme Pagina: "Man finder ikke mange formuende Børn iblant Drengene, men de fleste ere af Veysenhuset, Soldater-, Matroser- og Bonde-Børn."

29

Her har Vankundigheds Taage atter omringet eder. Iblant vores Lauge er af de sidste Sorter ingen, og om de end var, hvad vil det sige? I holder eder op Pag. 13 over de lange Lære-Aaringer, (jeg skal siden vise eder hvor længe de maa lære i Engeland), som Pag. 14 til 16 ere opfyldt, og som I kalder Amts-Gewohnheiten und Gebräuche, o. s. v. I maa aldrig have lært nogen Profession, I taler, som det falder jer ind. Hvad vil alt dette sige? Naar I betragter Frimurernes Laug, hvad for Galskab har de ikke iblant sig ? Vare de borte, det kunde ikke skade; men om de nu kunde renses her i Byen, saa bleve de derfor dog ikke ophævet paa andre Stæder, det er kuns Nebensager.

Endelig siger I Pag. 17 og 18: "At Laugene i deres nærværende Forfatning er den største Forhindring for Vindskibeligheden. Naar Laugene bleve ophævede, og alle Forhindringer udryddede, vilde vore Kunster og Haandverker faae en ganske anden Anseelse. Da skulde man see vore rige og anseelige Borgere, (hvorunder I forstaaer Kiøbmænd, Bryggere, og andre velhavende Mænd), at

30

sætte deres Børn til Haandverkerne. Hvad vilde ikke Vindskibeligheden vinde derved. NB. Disse kunde ved en paa deres Stand sig passende Opdragelse lære at kiende Historien af Kunsterne i de andre Lande, og saa meget af Videnskaberne, som der behøves til forud at vide Theorien af deres Kunst, hvorpaa de siden kunde bygge en lykkelig Praxin." Her fører I mig i et stor Marked, og I skal have Tak for eders kloge Indfald. Først svarer jeg eder: Naar karaktiserede Personer vilde begive sig i Laugene, da blev det en stor Zirde for Laugene, det skulde ikke vare længe, at vi bleve saa hæderlige, som Brygger-Lauget; alle Oldermænd (det blev vel Heller ikke ret længe) skulde være Raadmænd. Vi skal rage dem ind i vore Lauge for den halve Penge-Sum, som de i Bryggernes Laug, da de maa betale 1000 Rixdaler, de skal have det for 500 Rdlr., de kan andtage Svenne, og lade deres Børn lære af dem Professionen, de kan ud- og indskrive dem paa engang. Hvor herlig vilde da ikke vore Lauge blive? For det andet: Jeg har sagt eder tilforn, at de Ministre havde spændt Hestene bag Vognen, da det bestod i den slette Indsigt de havde i Professioner. Det er ingen

31

Kunst at være det Middel til at udtømme Hans Kongelige Majestæts Kasse. Jeg har lovet at vise eder denne Vildfarelse. Hvad meener I, havde det ikke været langt bedre, (da I dog lover os store Ting af de velhavende Mænds og Borger-Børn), at de havde paa denne Maade distingveret sig, nemlig: Her havde vi ingen af de Professioner, som kunde fabrikere Klæde, Stoffer, Tøyer, Bomuldsvarer, Tapeter, kort sagt, alt det slags Arbeyde, som vi maa have Udenlands fra, havde sendt deres Børn hen paa de Stæder, hvor de best kunde lære det, og at staae prentes i nogle Aar, den ene i sin Videnskab, den anden i et andet? Havde de nu sendt 20 eller 30 af deres Børn til de kyndigste Mænd, og havde accorderet med dem i Grunden at lære dem, ja havde betalt for deres Lære, o. s. v. Jeg frygter aldeles ikke, at de jo besidder Genie; thi hvor mangen en Kiøbmands Søn er ikke kommen hid, som har lært Udenlands paa et stort Contoir. Naar de nu reyste tilbage igien til deres Fæderneland, hvad havde de ikke sig selv og siden Landet gavnet? de kunde da have sat sig, som Borgere ned her i Byen, og anlagt deres Videnskab udi Praxin. Deres Forældre ere jo formuende

32

Folk, dem fattes ingen Force, og alt hvad de fortiente var deres. Deres Midler bleve herved formeerede, da de ellers paa en liderlig Maade bleve konsumerede. De kunde tage nogle Svenne til sig, og siden antage Læredrenge; derved blev Videnskaberne naturaliseret, og Landet havde stor Nytte af dem. Det kan vel ingen nægte, at vi jo fik bedre Vare, og maaskee ringere Priser; hvorfore? de forstod selv Professionen. Det var da umuelig, at de kunde blive af fremmede Arbeydere narret. Kort sagt, denne Videnskab fik en ganske anden Anseelse, end hine, at forskrive saadanne Folk her ind, som jeg allerede har sagt deres Egenskaber. Viisdom, Kunst, Vindskibelighed og Erfarenhed vilde da som Strømme have oversvømmet Kiøbenhavn. Ja saa tvivler jeg ingenlunde, at paa den Maade NB. disse paa deres Stand sig passende Opdragelser lære at kiende Historien af Kunsterne i de andre Lande, kunde være til stor Nytte for Dannemark; ja der fandt sig ganske vist nogle af Professionisterne, som vilde med al Fornøyelse træde til dem, og paa en fælledskabelig Maade udgive mange nyttige Sager, Professionen angaaende; det skulde da ey heller vare længe førend de op-

33

rettede saadanne Sælskaber, som i Engeland, at forklare sig paa en physisk Maade; thi den hele Physik hører Professionen til, og Kongens Kasse havde været befriet for at betale saa mange Millioner.

Hvad synes eder om denne borgerlige og Professionists Plan? Det maatte være et uforstandigt Menneske, som vilde sige herimod. Jeg vil give eder et Exempel herpaa: Et vis Kattunfabrike uden for Porten, som er bekiendt, at dets Patriotiske Eyere ikke har sparet noget, for at sætte Værket i Stand. Det tvivles ikke, at jo denne gode Mand har maattet seet, hvorledes disse Folk har drillet og beskuffet ham, som han var nødsaget til at holde, han maatte see og ikke see, (jeg meener dem, som han havde forskrevet fra andre Stæder); Fabriken, som sagt er, har kostet ham mange Penge. Et var endnu

tilbage, som Fabriken ikke kunde sige: Det er vores, nemlig at tillave Farven, hvormed de kunde trykke. Han havde havt Mestere og Svenne, men de vilde ikke for Betaling lære det fra sig. Hvad skeede? Han havde en oprigtig Svend hos sig i Arbeyde, han var dansk, til denne sagde han: Dersom I vil reyse til

34

Tydskland, og opsøge eder en kyndig Mustek, søm kunde lære eder at tillave Farven, da vil jeg ey allene betale Reysen og Fortæring, men og for Kunsten at lære. Svennen giorde sig strax reysefærdig, og kom til Hamborg, der forefandt han en Mand, som forstod samme. Han aabenbarede det for Mesteren, hvad egentlig Hans Ærende var, og spurgte ham: Om han ikke for god Betaling vilde lære ham denne Videnskab? Mesteren var vel ikke i Førstningen saa villig dertil, men da han fornam, at det ey kunde skade ham, resolverede han sig at lære ham alt hvad han havde nødig. Han kunde ikke forblinde Svennens Øyne, thi denne vidste nok, hvorledes Farven skulde see ud; de traf en Accort om 500 Rixdaler, hvoraf Svennen skulde betale det Halve forud, og Resten naar han var bleven dygtig. Dette indberettede han strax sin Herre, hvorpaa han erholdt Remisse paa det halve Accorderede, og ønskede ham megen Lykke. Imidlertid gik da Svennen hver Dag hos Mesteren, hvor samme foreviste ham alle Indretninger af sin Fabrike. Mesteren havde forbundet sig i sin Contract ikke at dølge noget for Svennen, saa sandt Gud skulde hielpe ham! Her gik da den danske

35

Svend fornøyet i Sindet til sit Arbeyde, og det varede ey længe førend han blev fuldkommen Eyere af denne Videnskab. Da han nu kom igien til Kiøbenhavn, gik han til sit forrige Kattuntrykker-Arbeyde, og, efter Mesterens sædvanlige Opførsel, varede det ikke længe at han bekom sin Afsked, og denne Danske blev da i den forriges Sted indfas, som Mester, og gaaer det nu til denne Dag efter Ønske. Det kalder jeg paa den rette Maade at indføre Videnskaber. Nu er denne naturaliseret; denne Mester lærer sine Børn det, følgelig bliver et naturligt Arve-Ret.

Nu maa jeg spørge eder: Er det ikke nyttigt at der ere Lauge til, at vores kan reyse ud iblant Fremmede, og bringe os Erfarenhed ind i Landet? Vare Laugene ophævede, kunde ingen reyse ud; seer I nu Nytten af Laugene? Og det fandt sig af sig selv, som I Pag. 19 haver anført, at vi bekom alt dette; men en efter eders Mening, "at saa længe vi beholde Laugene, skal vore Kunster og Haandverker aldrig naae større Høyde af Fuldkommenhed." Nu tænker jeg at have igiendrevet eder nok.

36

Den Medynk, som I Pag. 20 anfører: "At Drenge bliver pryglede brune og blaa, med videre," maa allene have Sted hos eder. Jeg har nu været over 30 Aar Mester, men sligt er hos mig aldrig forefalden, at en Dreng har forrettet Pligtkarls eller Haandlanger-Arbeyde. Det var en dum Mand, som vilde sætte sine Drenge dertil; dog jeg vil ikke svare for alle Mestere i denne Omstændighed. Der gives i alle Stænder slette og nedrige Gemytter. Saa meget veed jeg, at ingen Svend maa herske over mine Drenge. Vi have de samme Forordninger her i Dannemark, som de har i Engeland, Frankerig og Holland.

Pag. 22. Det er mig dog kiert at I ikke nægter, "at mange Konstnere ere blevne forskrevne, og da de kom herhid, kom de for at undervise os i saadanne Kunster, hvoraf vi ikke forstod det allerringeste, og da de vare nøgne, erholdt store Forskudde; derved fik de Leylighed til at bedrage os. Og for at opnaae vor Hensigt, var der og en slags Nødvendighed i at see igiennem Fingre med dem & c." Naar I taler saa reent, ere vi snart færdig med hinanden. Her lægger I klart for Dagen, at de

37

Danske ingen Genie har, i det I siger, at de ikke forstod det ringeste af saadanne Kunster, hvorfore vi maatte have Fremmede dertil. Slet nok, at en Dansk skulde ey have Genie, men nedtrykket. Kan I overbevise mig, at andre Nationer bærer sig saaledes ad? Ney! Fremmede maa ikke engang yttre sig med saadant, de maa være ganske anderledes i deres Opførsel imod Nationalen; her falder mig (et Beviis, at Danske har Genie) en artig Historie ind, som i Kiøbenhavn har virkeliqen tildraget sig: En dansk Svend reyste til Frankerig, Holland, Engeland, og paa de fornemmeste Steder i Tydskland, for at giøre sig dygtig, besynderlig i en Videnstab i sær. Han reyste tilbage igien til sit Fæderneland, for at vise sine Landsmænd hvad han havde lært, og at meddele dem samme sin Videnstab. For nu at iverksætte dette havde han 200 Rixdaler Forstud nødig. Han gik med en Memorial hen til den Minister, som med disse Sager havde at bestille; men da han saae, at Memorialen var dansk, havde det ingen Smag, thi det skulde være fransk; altsaa fik i Naade den danste Supplikant sin Afviisning. Hvad skeer? En kort Tid derefter var en politist Dansk,

38

som gav ham et besynderligt Raad, (hvoraf man kan se, at Danske har Hoveder), sigende: Efterat I forstaaer det franske Sprog, saa skal I give eder ud for en Franskmand, og til samme Minister atter indgive en fransk Memorial, og begier 300 Rixdaler Forskud. Da Ministeren fik denne Memorial var den ham ret kierkommen; thi han kunde vel endnu erindre sig, at en Dansk havde søgt om det, (men siden det havde været af en Dansk, var det ham bleven afslaget). Han fik derpaa af Ministeren til Svar: I kan ikke komme langt med 300de Rixdaler, thi I maa jo holde eder en dansk Sprogmester, og det udfordrer Tid og Bekostning. I maa i det mindste have 500 Rdlr. Dansken takkede for dette gode Tilbud, og fik ikke allene de 500 Rixdaler, men endog Privilegium. Den arme Danske tænkte siden ved sig selv: Du har dog været heri utro imod dine Landsmænd, faaer Kongen og denne Minister dette at vide, at du saa skammeligen, i sær den sidste, har fixerer, saa kunde ikke allene dit Privilegium tages fra dig, men endog, som en uærlig Patriot, forvises fra Land og Rige. Derpaa adresserede han sig til en anden Minister, for at aabenbare dette store Feyltrin, og

39

3,9

bad, om han vilde have den Naade for ham, og forestille Hans Majestæt denne hans angrende Forseelse, under en klagende Forestilling. Denne Minister blev meget vred paa ham, (men det var ham ikke saa om Hiertet, han roste i sine Tanker den Danskes Indfald), og sagde: I er værd, at Kongen skulde tage Privilegium fra eder, og ikke blive værdiget til at forblive i Riget. Denne Minister kom hver Dag til Hoffet, og passede just paa, at den Minister, som den Danske havde fixeret, var og ved Taffelet. Imidlertid hendte det sig, at Kongen spørger denne Minister: Hvad Nyt har I i Dag at fortælle os? Da begyndte han at fortælle denne Omstændighed, nemlig: Der har været en Dansk, som vilde søge et Privilegium, efter at han havde foreviist sin Kunst, og begierede 200 Rixdaler til Forskud; men, efterdi Han var dansk, bekom dem ikke. En Tid derefter indfandt han sig hos samme Minister, og gav sig ud for en Franskmand, og forlangte 300 Rdlr. Forskud; men i steden for de 300de bekom han 500 Rixdaler. Hvad meener Deres Majestæt hertil? Skulle jeg decidere i denne Sag, fordi han har saa skammeligen bedraget denne gode Minister, da han ikke kunde faae det NB. paa

40

Dansk for 200 Rdlr. udgav han sig for en Franskmand, og forlangte 300 Rdlr.; men denne gode Minister syntes, at han kunde ikke Have mindre, end 500 Rdlr., thi et Sprog at lære udfordrede Tid og Omkostning. Skulde Han derfore rømme Lande og Riger? Dog maa jeg sige derhos, at han er en dygtig Mand i sin Videnskab. Herpaa gav Høysalig Kong Friderik den Femte dette Svar: Ingenlunde! Skal vi bortvise vore egne? har han ikke kundet faaet denne sin første Ansøgning paa dansk, saa har vi ey heller noget derimod, at han har faaet den paa fransk Regning; vi vil lægge ham 200 Rdlr. aarlig til, eftersom han er Dansk. Herved blegnede denne gode Minister i sit Ansigt, som dog udgav sig den gang for at være en oprigtig dansk Patriot.

Ligesaadan en Omstændighed er og tildraget sig med en Strømpevæver-Svend. Her seer I Belønning og Fortrin for en Fremmed, naar det kun bliver Majestæten ret forestillet; atter et Beviis paa Fordeel, naar en Dansk reyser Udenlands, som I Pag. 24. tvertimod benægter.

41

Pag. 27. Hvad Mesterstykkerne angaaer, da er jeg deri temmelig enig med Argus; thi en Svend er forbunden at bevise hvad han har lært. I siger, at de Penge kunde spares, og bruge dem til Professionens Drift ; det er jo kun Smaating. Det er dog besynderlig med eder. I vil have at alle skal være Mestere uden Hensigt, enten de forstaaer noget af Professionen, eller ikke. Veed I hvad, naar nu Laugene efter eders Ønske vare afskaffede, hvad for Arbeydere fik I da vel? Veed I da hvad Mesterne giorde? De lærte aldrig nogen Dreng at arbeyde, og ret giorde de, (maaskee de tog en heller nogen i Lære); thi hvad kunde de andet vente af dem, end at Arbeydet blev af deres Læredrenge borttaget.

Pag. 28 siger I: "At sluttede Lauge forhindrer Menneskene i deres Nærings Veye, og forhindrer Virksomhed." Jeg vil ikke meget indlade mig dermed; thi i en vis Hensigt ere de skadelige, og i en anden Hensigt ere de fordeelagtige. Her kunde tales med og imod, og jeg skulde snart overbevise eder, at det var got, naar sluttede Lauge var. Der gives dem virkelig, ja og de Stæder, hvor ingen Fremmed

42

maa tage Borger-Ret, for Exempel Sveits, Zürch, Basel, Engeland, og flere andre Stæder; og for ey at gaae langt, saa skal jeg vise eder et i Kiøbenhavn, nemlig Brygger-Lauger, det har stor Liighed med den engelske Frihed; thi hvor de alle ere eenige i at holde de Love, som dennem er allernaadigst skienket, og haandthæves af Øvrigheden, da kan de visseligen vente sig store Fordele. Jeg undrer mig meget over, at I tør saa dristig skrive om sluttede Lauge. Hvad meener I, naar alle Laugene befandt sig i den Stand, som hine, hvad skulde vi ikke blive for Folk? men derimod troer jeg ganske vist, naar Laugene vare ophævede, saa forbleve vi til saadanne arme og ringe Staadere, som I Pag. 29 og 30 har anført.

Mig synes, at jeg seer et Skilderie af hiin Statsmand, som vilde have, at Borgerne skulde binde deres Skoe til med Bast. Kunde Statsmanden bringe det til det Maal, som hine Haandverker, naar den ene af dem havde brygget Øl, giver de det de andre med et Tegn paa Huset tilkiende, at de kunde faae Øl hos dem. Ey hvor vilde han ikke glæde sig, han vil være den høyeste. Vil han nu have Borgerne saa

43

nedrig? tænk! hvorledes vil vel ikke Herremanden have sine slaviske Bønder skal være? Kort sagt: Hunde! Holdt nu inde Statsmand, stamp nu ikke længere, nu bliver I alt for malicieux. Bort med eders ufornuftige Projecter; thi I ere for mange Tusende, ja for Kongen selv, til stor Skade. See paa Franskmanden, som vilde slukke Ilden paa Amager, og paa Germain.

Pag. 31 taler I, som en Propietair, i det I vil besvare de trende Spørsmaale, som Argus fremsætter. Jeg kan ikke andet svare eder, end I har Ret derudi. Mange Munde vil have Brød; og det er just de hvad I kalder i samme Pagina, at det er ikke Guld og Sølv, men Menneskene og Arbeyde, der beriger et Land.

I vil sige saa meget dermed, at de giør Herremanden, Proprietairen, Forpagtere, Kornpugere og Præsterne til lyksalige Folk. Her har vi de almindelige Øyemærker til Folkemængden. Jeg nægter aldeles ikke, at det jo er got, hvor Landene ere folkerige; men først forskaf dem rigelige Fortienester, som andre Lande

44

giør imod sine. Det var meget ufornuftig giort af en Mand, som vilde tage flere Folk i Tieneste, end han saae sig i Stand til at underholde. Langt fra, at en fornuftig Mand skulde paa den Maade bære sig ad, meget mindre en viis Regente. Hvad gavner mange Mennesker et Land eller Staden, naar Landet eller Staden ey haver noget at give dem til at fortiene? det var jo ikke andet, end at den eene udtærede den anden, og tilsidst bleve de alle til Staadere. Hvem forbyder en dygtig Svend, som vil sætte sig ned her i Byen, allerhelst, naar han forstaaer sin Profession? Det er jo en Styrke for Staten, at have gode Arbeydere inden sine Volde.

Pag. 32. Dette maatte være en underlig Regent, dersom han havde to tusende Lands-Arbeydere i sit Land behov, som bleve ham tilbudne, og ikke vilde tage imod dem?

Men hvad de franske Emigranters Pag. 33 anbelanger, da vare ingen Professionister iblant dem af synderlig Indsigt og Videnskab, langt mindre at der vare Manufacturister, ikke heller af dem ere blevne anlagte; de vare kuns

45

simple, fattige og tildeels Bønderfolk. Ikke langt fra Berlin ere tvende franske Bondebyer af dem anlagde, da de komme hver Dag, som Amagerne her, til Berlin, med et og andet; de fik Frihed at ernære sig med hvad de vilde, og kunde komme afsted med. Jeg veed, at mange har siddet i deres Boder, og forfærdiget tre slags Arbeyde; kort sagt, deres Børn har siden lært Professioner, og nu ere de, som andre Brandenborgere, naturaliserede, thi den Nation er mig i sær velbekiendt. Dog er dette at mærke, at Kongeriget Preussen, Brandenborg, ja og i sær Berlin, er langt fra ikke saa folkerigt, som Dannemark. Her i Kiøbenhavn seer man ingen Mangel, der er en stor Mængde af alle slags Folk.

Videre siger I i samme Pagina: "Danenemark har anvendt Millioner paa at faae Manufakturer og Fabriker indført, og har dog ikke naaet sit Øyemærke; derimod skulde disse fattige Staadere af et lidet Forskud bragt Staden til Fuldkommenhed, o. s. v." Hvad skulde Landet med dem, de vare jo kuns til at formere Arbeydernes Antal, og forøge Velstandens Aftagelse ved Laugene? Saa svarer

46

I siden: "Saaledes kan en Oldermand tænke, men en Statsmand tænker anderledes."

Kiere! hvor vilde det gaae mig, dersom jeg faldt paa de taabelige og dumme Tanket, at jeg, som en Haandverksmand, vilde skrive en Afhandling om Stats-Sager, og kloge og forstandige Mænd fik den siden at læse, blev jeg ikke til et Vidunder for alle? allerhelst, naar jeg skulde sige: Saaledes kan en Statsmand tænke, men en Oldermand tænker anderledes. Meere Svar giver jeg eder ikke.

Men det er mig dog meget kiert, at jeg ey behøver længere at søge mig Autor til, mine Tanker har hidindtil ikke aldeles bedraget mig. Min Herre! jeg har læst Voltaires Effay sur l'Histoire universelle, deres Remarqve Pag. 34 er vel deres Tanker, og maaskee mine med.

Penge mangler os, Handelen er borte. Hvad er vores Handel imod andre Søestæder? Naar vi sender et Skib til de trende Verdens Dele, saa sender Holland, Engeland eller Frankerig 10 derimod. Jeg har jo sagt eder,

47

at Skibs-Capitainerne debiterer de hollandske og engelske Professionister for mange Tusende om Aaret. Og naar I behager at tale om eders Profession Pag. 34, saa røber I eders Vankundighed, i det naar man eftertænker, "at eders Profession ernærer meere end 50 gange saa mange Mennesker i Holland, som i Dannemark, og at de allene med deres Arbeyde vinde aarlig 100000 Rixdaler fra de Franske,” Kiere! slig os dog denne fordeelagtige Profession, som kunde vinde aarlig 100000 Rdlr. fra de Franske; men I har ingen Profession, derfore kan I vel sige det. Pral vy nit, so sint vy arme Lyde.

Men naar I behager videre Pag. 35 at eftertænke, "at man i en Tid af 30 Aar har tvende gange forsøgt at giøre et Anlæg efter den hollandsk Maade i Dannemark, og dog en opnaaet sin Hensigt, faa veed I ikke hvad I skal tænke!" Tvende gange i 30 Aar at giøre Forsøg, og dog ikke opnaaet sin Hensigt, er temmelig længe, det er 15 Aar for hver gang. Jeg maa svare herpaa: Det gaaer alle Tider saa med Statsmanden, naar han vil melere sig i Professions-Sager, thi, som sagt er, han

48

spænder alle Tider Hestene bag Vognen; derfore er det best, at I tier.

Pag. 38 taler Hr. Statsmanden, saasom han forstaaer det. "Han forklejner en Oldermand, fordi han ingen Svend holder, og sætter ham i Liighed med en Frimester, spørgende: Hvilken af de tvende Publicum vil formode sig det beste Arbeyde hos?" Hvad skulde man vel svare herpaa? maatte man ikke vente bedre Arbeyde af den første, end af den sidste? jeg synes der er en naturlig Følge.

At Mesteren antager for mange Drenge i Lære, kan jeg ey heller billige; men hvem er i Stand til at afværge samme? Det var høyst nødvendigt, at der udkom en Forordning, ar ingen Mester maatte holde meere, end een Dreng, og naar sammes Tid snart var omme, da at antage een igien; men ikke 4 a 5 Drenge, som en Deel holde.

Pag. 39 siger I, "at disse Arbeydere have forvandlet sig i alle Gader, fra nyttige og vindskibelige Myrer til skadelige og fortærende Græshopper i Staten. De ere blevne Øl-

49

tappere, Vertshuusholdere, Themænd, Marskandisere, Fribagere, Høkere, Brændeviinsbrændere Lakeyer, og Lediggænger." Min kiere Hr. Statsmand! hvad vil de sige hermed? Skal Laugene herudi være skyld? tænk ret efter! Jeg veed, (thi jeg har nu med en klog Statsmand at giøre), at de besidder en fornuftig og indsigtsfuld Tænkemaade, hør! skeer det nu, da der ere Lauge, hvordan vilde det ikke see ud, naar Laugene aldeles vare ophævede? da vilde det ret gaae, ikke som arbeydsomme Myrer, men som udjagede, forstyrrede, hungrige, nødlidende Myrer og Staadere, de vilde rive Brødet fra hinanden, og det uden nogen videre Indvendinger; thi naar man er Hungrig, da søger man Føden. See hen under den Tanke, om Herremanden og sine slaviske Bønder.

Pag. 40. Hr Statsmand! jeg har vel tænkt at forandre min Pen, nemlig at være høflig, men her skurrer det temmelig i mine Øren: "Afskaf Laugene, og udryd alle de Hindringer, som lægges Vindskibeligheden Veyen." Hr. Statsmand! her maa jeg atter bebreyde dem deres Taabelighed, jeg vilde

50

gierne skaane dem, men jeg seer at det kan ikke gaae an. At afskaffe Laugene, naar Landet og Indvaanerne ere forarmede, vil saa meget sige, at give dem det sidste Farvel; er det vel et klogt Indfald? Men det er ret, Hr. Statsmand! lad Kræmmere leve af Handelen, og Haandverksmanden af Arbeyde, det er en ædel Indretning. Hvor mange Uberettigede sidder der ikke, har sine gode Indkomster foruden, og tager Handelen fra den rette, alt under Navn af Commissionair, ja de ere snart Groshandlere? hvor mangen en Uberettiget, jeg kalder dem Uberettigede; thi de har ikke taget deres Borger-Ret paa Handelen, men & c. Hvor mange sidder ikke, og handler med Fødevare, ja kort sagt, med alle Ting.

Videre siger de i samme Pagina: "At Laugene er en Medaarsag til de dyre Tider, de befordrer Leddiggang, foraarsager høy Priis paa Arbeydet, o. s. v." Angaaende den 1ste Post: Hvor kan Laugene være en Medaarsag til de dyre Tider, og befordre Lediggang? Mig synes klarligen, de ere rettere at sige en Aarsag at afværge dyre Tider og Lediggang,

51

nemlig NB. naar ingen Svend maatte faae allernaadigst Bevilling; saa var han forbunden at arbeyde i Lauget, og rette sig efter Laugs-Artiklernes Indhold. Her kan umueligen Laugene betragtes, som en Medaarsag til dyre Tider og Lediggang.

For det 2det, Laugene foraarsager høy Priis paa Arbeydet; Gud bedre den ene med samt den anden! de ere allerede saa forarmede, at den ene undersælger den anden.

For det 3die, at Bonden og Kiøbmanden maa sælge os vore Nødvendigheder dyrere, naar han skal igien kiøbe sine dyrere af os. Her behøves Nøyere Forklaring, hvad for Vare egentlig Bonden og Kiøbmanden dyrere kiøbte af os. Hvad Kiøbmanden og Bonden behøver, kieber han jo gemeenligen paa Markederne, da faaer de jo de letteste Priser.

For det 4de, "aldrig skulde man see saa mange Høkere og Lediggængere, som man nu seer, dersom Laugene ikke vare." Jeg har jo sagt eder, at Laugene, i Kraft af deres Laugs-

52

Artikler, forbyder alle Lediggiængere at være. Er Laugene deri Aarsag, at mangen en Svend tager Borgerskab paa Øltapper, Spekhøker, o. s. v. og dog vedbliver i Smue at fuske? det er jo Magistraten og Politiemesterens Sag, hvorfore giøre de saadanne til Borgere? Jeg forsikrer dem, kunde de ikke saa letteligen løbe til, saa havde Laugene mange Fuskere mindre.

For det 5te. Her er et Mesterstykke. Hvad er "Mesterstykket? det stiller en Begyndere ved et hundrede Rixdaler.” Det behager de saa at sige. Ved vores Laug koster det kun med Borgerskab og alt 24 Rixdaler, og naar de sælger det, saa faaer de Pengene igien.

Pag. 41. De mener vel de Misbruge og unyttige Udgifter, som efter Sædvane medgaaer ved Mesterstykket? Herre Gud! de giøre dog kuns engang Mesterstykke. Jeg har endnu ingen hørt, som har sagt, at Mesterstykkets Forfærdigelse har giort ham fattig alle sine Lives Dage. Da jeg var Oldermand, har jeg paa alle Maader søgt at afværge det, som kunde være dem i Veyen, og har jeg i mange

53

Poster været dem behielpelige. Mesterstykket afskrækker aldrig en duelig Haandverks Svend for at blive Mester, og kan tiene Staten med sit Arbeyde.

Hr. Statsmand! hvad koster det at blive Mester i Frimuur-Lauget? det veed de jo vel; ere der ingen Vedtægter og Misbruge? Det giør mig dog ont, at de saa ofte støder deres Pande.

Pag. 43. "Trakteringer, siger de, kunde hverken Argus eller de være i Stand til at afskaffe, saa længe Laugene vedvarer." Hertil svarer jeg: Det har jeg alle Tider afværget, NB. naar jeg har vidst forud, at det har været en fattig Karl.

Hvad de Pag. 44. anfører, har jeg temmelig erklæret. Pag. 45. mælder de om trende Professionister, nemlig Feldberedere, Garvere, og Hattemagere. Efter deres Balance-Regning kunde der ernære sig flere af dem Her i Byen, og følgelig Folkemængden kunde have bleven derved formeeret, Jeg svarer: Havde

54

der kundet ernæret sig flere, saa havde det vel skeet; men det koster Penge, og derhos behøve de stort Forlag. De maa have en særdeles Had til disse trende Professioner, og besynderlig til den sidste. Endnu har jeg ikke hørt af eder, omendskiønt I har nok talt om høye Priser, at navngive dem saa tydeligen, som I nu har behaget at anføre Hattemagernes Priser. Jeg erindrer mig endnu meget vel, at da den franske Hattemager kom her til Byen, og bedrog Kongen om mange tusende Rixdaler, og dog med al sin Projectering ey var i Stand til at forfærdige saadanne Hatter, som Hr. Lydersens.

Hvorfore de egentlig paa en listig Maade vil have disse Lauge afskaffede, siger de Pag. 46: "Vare der ingen Lauge, troede de, at de skulde komme bedre sort, der vilde da vel findes NB. nogle, som enten for NB. Vinding, eller af NB. Patriotisme antog sig NB. disse Professioner, og søgte at giøre dem til en Green af Handelen." Nu Hr. Statsmand! Hvad Hiertet er fuld af gaaer Munden over. Her kan de nu ikke længere berge sig,

55

Jeg vil nøyere igiennemgaae Hr. Statsmandens kloge Tanker, just derfore, at de har nævnet disse trende Professioner: 1) Er det meget got, at de for nærværende Tid behøver ingen Understøttelse. 2) For i Grunden at ruinere disse Professioner, saa maa de have Laugene afpassede.

Har de nu besynderlig givet deres Tanker tilkiende over de trende Lauge, saa tvivles her ikke paa, at jo deres Øyemærke er henrettet, at ville have alle Borgerne i Grunden ruineret, til at være saadanne fattige Staadere, som Pag. 29. udviser. De siger for det 3): Vare nu Laugene afskaffede, saa troede de at flere skulde komme bedre fort, for Exempel vil de sige: Her kunde komme en fattig Garver, Feldbereder, Hattemager, enten fra smaa Kiøbstæder, eller fra Tydskland, naar de hørte at her fandt sig nogle, som vilde hielpe dem; men de tager sig ikke i Agt, at det skeer NB. for Vinding. De Blodigle gave sig vel tilkiende hvem de vare, og just fordi Materialien fandtes her i Landet; men hvad kom der udaf? slette Vare kunde Byen blive opfyldt med, og de

56

arme Mennesker bleve Slaver i alle deres Lives Dage for saadanne Udsugere. Deres Øyemærke er maaskee, (om det kunde lykkes dem), at de selv vil være Handelsmand. Dette er ikke andet, end at underminere de nu værende trende Lauge, at de kunde sprenges i Luften. Erdet et Patriotisk Sind? O skadelige og formastelige Hensigter for en klog Mand.

Bort med denne skadelige Ødelægger, som søger at forarme Borgerne, og det under allehaande glimrende og falske patriotiske Forestillinger. Jeg troer, at vor vise Regent har for længe siden indseet, Hvad hans Formænd har Havt for Fordeel af saadanne Projectmagere og Landets ødelæggere,

Pag. 47 siger de: ''Haandverkers alt for mange Lære-Aar ere skadelige for Folkemængden." Her maa jeg spørge dem: Har de været i London? maaskee ney! og dog taler de saa meget om Engeland. I Staden London, om det er kun en Skostikker-Dreng, maa han 7 a 8 staae i Lære. En Dreng, som farer paa Temsen med en Baad, maa være i Lære 7

57

Aar; omendskiønt der siges om London, at der ere ingen Lauge, saa ere de dog, Friheden er Laug nok. Der er ingen Stad i hele Verden, som saa Nøye holder over sine indførte Anordninger, og just dermed bekræfter de deres Frihed.

Kan de nu længere paastaae, at de mange Lære-Aar ere skadelige, saa falder det nok bort, da de siger: Hvor ere da de mange Lære-Aar ikke skadelige for Folkemængden. Hvad de Pag. 48 og 49 anfører, er tildels ikke Umagen værd at besvare.

Pag. 50 siger de om Krigsstanden: "Det kommer vel ikke dertil, at de efter fiorten Aars Tieneste skulde først giøre Svennestykket." Han maa gierne være fri for min Tiltale; det skal blive derved, som de har sagt, at saadan een skal just ikke giøre saa megen Skade.

Pag. 51 siger de: "At ved Langenes Ophævelse skulde fuskeragtig Arbeyde blive uafsættelig." Hertil behøvedes ingen Laugs Afskaffelse, naar vi alleneste heri kun vare saa sindede,

58

som Engelænderne. Lad i London een frembyde sine Vare, det maa være hvem det vil, hvad svarer de ham: I er en Fuskere, vi kiøbe ikke af eder; vil vi have noget Arbeyde, saa veed vi, hvor vi skal gaae hen, og fordi de koster ikke meget, maa Arbeydet være derefter. Gaaer det saa til i Kiøbenhavn? Vare vi engelsk sindede, der skulde vist ikke 3000 Soldater ernære sig af Professionerne, uden de andre Hundrede vis Fuskere at regne. Indseer jeg den store Mængde af Fuskere, som ethvert Laug er bebyrdet med, og hvilket de ikke kan hemme, saa er der endnu et stort Mirakel, at Borgerstanden ere de, som de ere. Siig mig en Stad i Europa, Hvor Soldaterne har saa megen Frihed at tage Brødet fra Borgerne, som her i Kiøbenhavn.

Her er en Rendez-vous, fra Fyen, Jylland, Siælland, Helsingør, Holsteen, hvor Frimandene retirerer sig til. Jeg har sagt 3000, regn dem sammen, vi skal see, om det ikke er sandt. Her ligger 300de fra Helsingør; hvad monne de andre Regimenter ikke hertil contribuere? En Soldat skal leve af sin Trac-

59

tament, og derfore burde han og have saa meget, at han kunde leve deraf; men ikke at betage Borgerne sin Næring.

Videre, "at rige Mands Børn ey havde nødig at ødelægge deres Forældre Formue." Dertil har jeg givet eder en ordentlig Anviisnings-Plan.

Pag. 52. Fri Handel er en fornøden Sag, dog ikke med de Vare, som kan fabrikeres her i Byen. En stærk Forbud med forarbeydede Vares Indførsel var høyst nødvendig; saa er det i Engeland. Tolv Mile fra London bliver allerede Fartøyerne skarp visiterede, og naar der forefindes forarbeydede Vare, confisqveres det, og maa give stor Straf.

Uden Laugenes Ophævelse kunde det være umueligt at forfærdige alt dette, hvad de Pag. 53 anfører, og det meeste bliver jo giort her i Byen.

De siger Pag. 54: "Laugene er skyld derudi, og intet andet, end at det vrimler i

60

Hovedstaden af saa mange Lediggængere" See Aarsagen, hvad jeg under Pag., 42 har anført.

Det er ikke saa i sig selv, som de Pag. 54 anfører, "at Kiøbstæderne ingen Forbindelse har med Hovedstaden." Der ere mange, som har givet sig fra Udenbyes af, som Mestere i Laugene, og lader deres Drenge ind- og udskrive, saa at de passerer for Svend hvor de kommer. Hænder det sig, at saadan een kommer til Kiøbenhavn, og ikke kan fremvise et lovligt Lærebrev, da maa Han staae i Forbund, og efter sin Duelighed tiene, som Forbunter, mangen gang et Aar, og derover, og Hvormed han er vel tient; det skeer ofte, at han faaer Løn, men han maa ikke gaae ud, naar ham kyster. Det er usandt, at de holdes, som andre Drenge, ingenlunde! de har Svenners Rettighed, spiser ved Mesterens Bord, og forretter ikke andet, end hvad Professionen tilhører; altsaa bortfalder det de har giort saa megen Larm af, at de skal 2 a 3 Aar arbeyde uden Løn, og udsættes paa ny for Slag og Skieldsord.

61

Nu troer jeg, at have kundet tilfulde overtydet min Hr. Haandverksmand, (ja hvad Haandverksmanden angik, da er jeg længe færdig med ham); men her er en Statsmand, (un favant pretendu), som vil have meer, end almindelig, derfore kommer mig det for, at han ikke er endnu overbeviist om Sagen. Jeg kommer til ved en Note og Anhang at igiennemgaae endnu nøyere nogle Punkter, som af ham ere anførte.

For Exempel:

1. Om Laugenes Ophævelse.

2. Svennenes Skilters Omflyttelse.

3. Amts Gewohnheit und Gebräuche.

4. Mesterstykkets Afskaffelse.

5. Den fornødne Orden, som ved Langenes Ophævelse skulde,

efter hans Tanter, iagttages.

62

Nota, eller Anhang.

1) Dersom Laugene skulde afskaffes, blev det for mange Indbyggere til stor Skade. For Exempel: Alle de Lauge, som ere under Bygningskunsten beregnet, vilde ikke meget beflitte sig paa dygtig og got Arbeyde, de tænkte, hertil udfordres ingen forstandig Mand, med Fusker-Arbeyde er Kiøbenhavn tient; thi det koster ikke saa meget. Professionerne forfaldt aldeles, ingen af vore kunde reyse, og ingen Fremmed kom herind; Arbeydet forfaldt ganske. Naar nu een vil bygge et Huus, Bygherren tænker: Hvad der er derved sparet, det er fortient. Han accorderer hele Bygningen enten med en Tømmer- eller Muurmester, denne Entrepreneur accorderer med de øvrige Professionistere paa det nøyeste, enhver tænker: Kupfern Geldt, kupferne Seelmessen. Naar nu Bygningen blev færdig, og det befandtes ikke at være forsvarlig giort, hvad monne da Bygherren fik for Svar? Jeg meener først: Bygherren vilde ikke give mig saa meget, som jeg begierede, og for Resten

63

svarer jeg ikke til den og dens Arbeyde; thi her er ingen Amt. Om og Bygherren havde accorderet med enhver Professionist i sær, saa var det lige det samme. Og om han end vilde søge ret over dem, saa fik han dog ingen Erstatning. De vilde svare Ham: Vi har forfærdiget det saa got, som os var mueligt; hvorfor har de afskaffet Laugene? Vore Svenne, som vi har, duer ikke meget, en heller kan de reyse, og ingen fremmede Svenne kommer her til Byen, som det har været tilforn. See et Exempel paa Frue Taarn, da det faldt ned, hvad var Aarsagen dertil? Muurmesterne havde den Tid ingen Laug. De havde ingen Svenne, som forstode Muur-Arbeydet retskaffent. Men da Høysalig Kong Christian den Siette erfarede Aarsagen dertil, fik de strax Laug. Kom nu, og spørg dem: Om de ikke kan bygge? Er de nu fornøyet med denne Overbeviisning, da de maa selv tilstaae, at det er høyst nødvendigt at Laugene vedbliver?

64

2 og 3 Anlangende Skilters Omflyttelse, Gewohnheiter og Gebräuche. Naar jeg det ret beseer, hvad er det da? Naar de nu ved deres Skilters Omflyttelser bruge de Gewohnheiter og Gebräuche, (der er lige meget ved hvad Leylighed de bruger dem), at de forestiller i Natura det med udklædte Mennesker, som de behøver til deres Professions Videnskab, og hvad Tegnekunsten dennem haver lært. Det giver mangen ukyndig Mand en Oplysning i deres Profession, og tænker: Det havde jeg aldrig ventet, at den eller den Profession maatte kunde forstaae saa meget af Tegnekunsten. En anden tænker: Udøvelser af en Profession er langt bedre, end den blotte Theorie. Lad være, at det er Herlegvins Sager. De elsker og Masqverade, og Leyligheden formeener dem at besøge de rette Masqverader, derfore maa de lade sig nøye med det lidet. Hvorfore skulde man da misunde dem denne liden Fornøyelse? Koster det Penge, saa gaaer det ikke af min Herres Kasse, de bekoster det jo selv, og maa siden arbeyde derfor, det kommer jo kun sielden paa. Kort sagt!

65

Ingen forstandig Mand har Aarsag at opholde sig derover, uden den, som ikke kan lide sig selv, og er er uomgiengeligt Menneske.

4) I Henseende Mesterstykket. Dersom jeg vidste at kunde give dem en fuldkommen Erstatning saa vilde jeg holde med dem, og tænke: Hvad er Mesterstykket? Mesterstykket giør ingen Mester. Velan! jeg er eenig med dem. Jeg paastaaer tout å fait, at Mesterstykket giør? ingen Mester. Jeg kunde bevise det med mange ordentlige Ting. Jeg vil kuns berøre noget, hvoraf Resten kan sluttes; thi naar de har overstaaet dette Fægefyr, (som mangt et slet Gemyt kalder det), saa afviger de fleste fra Deres Arbeyde, ja mangen een falder paa de taabelige Tanker, nu skal ingen reprimendere mig meer, nu er jeg Mester; mangen een glemmer ganske sit Arbeyde formedelst liderlig Levnet. Det være langt fra, at jeg saa ufornuftig vilde paastaae, fordi han har giort Mesterstykke, maa absolut hans Arbeyde være got, (mangen gang værre Ar-

66

beyde, end Fuskernes), det var jo skammeligt at tænke. Har jeg nu ikke beviist, at Mesterstykket giør ingen Mester? det kommer og ganske overeens med deres Tanker: "At Mesteren giør siden ikke saadant Arbeyde i deres Verkstæder." Nu hør! kan saadan een forandres, som virkelig har giort sit Mesterstykke got, hvor skulde vi faae gode Arbeydere fra, naar Laugene bleve afskaffede? En Svend maa dog tænke at beflitte sig paa got Arbeyde, naar han engang tænker at vilde indlemmes i et Laug, og dette Arbeyde, som han har foreviist til Mesterstykket, bliver ham en Styrke i alle sine Lives Dage; derimod den Svend, naar han veed at det aldrig bliver fordret af ham, tænker naturligviis: Hvorfore skulde jeg bryde mit Hoved? Jeg beder dem at overveye samme nøye, om det ikke var bedre, at Mesterstykket forblev, som det nu er, og det allene af Aarsag, at Menneskene kunde holdes, til deres eget Beste, lidet under Tvang.

5) Min Herre er jo en Hadere af Monopolier, hvorfra kommer det, at de langt overgaaer

67

vore Artikler, som dog kun byder 3 a 4 Aar at være Svend, førend de kan blive Mester; men de behager at stipulere: I det mindste maatte de være 7 Aar Svend. Her vilde de sige waa meget: Faaer jeg kuns min Villie, at Laugene kunde være afskaffede, imidlertid vil jeg dog smørre Laugsmesterne lidet om Munden, i det jeg har sagt, 7 Aar skulde een være Svend, førend han maatte blive Mester, omendskiønt jeg vel veed, at det aldrig blev efterlevet.

Tii Slutning maa jeg spørge min Herre: Ere de ikke nu fuldkommen fornøyede med dette borgerlige og enfoldige Svar paa deres trende Anmærkninger? saa vilde jeg bede dem, at de ere saa artige, og forføye sig paa Laugs-Kroerne, for at forhøre disses Tanker om deres Afhandlinger. Der findes villige Folk, som gierne hører ny Indretninger for Tidsfordriv, saa gaaer den Aften. Jeg forsikrer dem, at de vil gladeligen tage imod dem, og være dem af Hiertet velkommen.

68

For Resten har de ikke nødig at indlade dem meget med Tankerne, naar de skulde sige; At de ønskede dem en stærk Aareladnmg, hvilket var got for skrueløse Hoveder, eller som fordum Apelles: Skomager bliv ved din Læst!