↩

Upartiske

Tanker om

Land-Oeconomien

i Dannemark, og

billige Forslag

til sammes ufeylbare Forbedring.

Kiøbenhavn, 1771,

Trykt og findes tilkiøbs hos I. Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeltsstræde.

2
3

Aldrig kan noget Forsæt være priseligere, eller nogen Gierning vigtigere, end saadanne, der sigte til Medborgernes almindelige Nytte. Jo større og vigtigere Nytten er, jo priseligere bliver og Gierningen; men aldrig var noget Forsæt mere priseligt, eller nogen Gierning mere vigtig, end denne, hvorved Fædernelandet kunde frelses fra dets almindelige Mangel, og den deraf folgende dyre Tids ubehagelige, og næsten utaalelige Virkning, hvis rimeligste Aarsag med Billighed bør søges i Landvæsenets fordervede Tilstand, hvis Opreysning og Forbedring ligesaa billig bør ansees for den vigtigste og berømmeligste Gierning,

som en Veltænkende og ægte Patriot kan foretage, fornemmelig, da derved ikke allene en tung og utaalelig Byrde for Medborgerne kunde lettes og afhielpes, men en Heel Stats eller et helt Folkes Velfærd og Lyksalighed derved mærkelig kunde befordres.

I Betragtning af dette finder enhver sand og ægte Patriot det ey allene som sin Pligt, men han finder endog de kraftigste Opmuntringer til saadanne Foretagender, som sigte derhen, skal det endskiønt ikke kunde skee paa anden Maade, end ved gode og nyttige Forslag at efterkomme sin Pligt imod Kongen og Fædernelandet, som den største og sikkerste Anledning, saavel til de i den Henseende udkomne, som til disse efterfølgende Upartiske Tanker.

Landvæsenets Forbedring er da den vigtige Materie, hvorom her i Almindelighed disputeres. Det vigtige Spørsmaal bliver da: Hvorved saadant best og beqvemmest kan tilveyebringes? Efter den almindeligste Mening Holdes en Reformation i Landhuusholdningen selv uforbigiengelig og nødvendig. Men lige saa eenige, som de fleste ere herudi, saa meget

forskiellige fra hinanden ere de i Maaden, hvorefter saadan en Reformation burde foretages, ligesom enhvers Indsigt og Begreb i og om Landvæsenets Natur og Egenskaber kan være enten mindre eller større, da nogle holde for, at en Plan, hvorefter Bønderbyers Adspredelse og Forvandling til enkelte og Afbygger-Gaarde ufeylbarlig maa være den beste til Landvæsenets Forbedring. Andre gaae endnu videre, og foreslaae Hovedgaardernes Markers Bebyggelse, som den sikkerste Vey til saadant Øyemeds Erlangelse. Og endnu andre troe, at Hoveriets Afskaffelse ville hertil være et af de bequemmeste Midler, o. s. s.

Men hvo seer ikke her de største Vanskeligheder? ja næsten Umueligheder i at iverksætte saadanne Forslag, og hvo tør endda kavere for de efter samme belovede Herligheder og Fordele? som maaskee kunde overbalanceres af de med samme nødvendig følgende Besværligheder; da man jo maa tilstaae, at, ligesom enhver Plan har sine Herligheder, har den og sine visse Besværligheder, hvorpaa der i Almindelighed ikke sees saa meget, som paa Herlighederne, saa længe en Ting er tilkommende, eller og

allene muelig. Men ligesaa lidet, som disse Hovedsagens Forandringer kan siges at finde Sted, eller være passelige paa vore nærværende Omstændigheder, og vi tilmed ere ganske uvisse om at finde det, som vi søge, nemlig Landvæsenets Forbedring, endog i saadanne Tilfælde, ligesaa lidet kan samme holdes for nødvendig, med mindre det var afgjort, at Aarsagerne til Landvæsenets saa meget forfaldne Tilstand allene kunde uddrages af den Plan, eller Hovedforfatning, hvorpaa det nærværende Landvæsen beroer, og det kunde gotgiøres at vi kiendte, nød og brugte alle de Herligheder og Fordele, som denne Indeholder, i ligesaa høy en Grad, som vi synes at kiende dens Besværligheder, ikke at tale om alle de Herligheder og Fordele, som efter samme ere muelige i sig selv, men saadanne, som efter dens Hovedforfatnings Omstændigheder ere muelige, saavel almindelig, som særdeles, og i Stykkeviis.

Men hvor meget feyler der ikke herudi? og hvor mange Exempler kunde vi vel fremvise af Mængden blant Landvæsenets særdeles dyrkende Lemmer? der kiende sine Herligheder og Fordele i sin Cirkel saa Nøye, eller i saa høy

og vis en Grad, som enhver i Særdeleshed, og alle i Almindelighed tiende deres Besværligheder; ja man kan sige, at ligesom disse i Almindelighed tiendes i en temmelig høy, saa tiendes hine i en ligesaa liden om ikke mindre Grad; hvoraf det er klart, at vi mere trænge til en Forbedring i Agerbruget, end til en Reformation i Landhuusholdningens nærværende Forfatning, hvilken saa langt fra kan ansees eller holdes for en Recept, der er indrettet efter den Sygdoms Natur, til hvis Helbredelse den anprises, men hellere kan holdes for et Middel, Hvoraf Medici, efter Sigelse, pleye at betiene sig i de meest yderlige Tilfælde, hvis Virkning maa foraarsage den hastigste Forandring hos Patienten, enten til Helbredelse, eller Døden, og i nærværende Fald kunde man have største Aarsag at frygte for det sidste, eller dog dette, at Kuren kunde blive værre, end Sygdommen selv.

Det var derfor at ønske, at de Patrioter, som ingen Redning kunde finde for Landvæsenet, uden i Hovedsagens Forandring, først noget nøyere ville overveye, hvorfor Besværlighederne efter den nærværende Forfatning synes saa

tiendelige; om det ikke kan være just fordi Herlighederne ere saa sinaa; om de ere saaledes af Naturen og Nødvendigheden, eller og om de samme kunde forbedres og formeeres, ikke allene til en Ligevægt med de nødvendige Besværligheder, men og maaskee til sammes Overvægt, og overalt vel betænke, at de samme Vanskeligheder og Mangler baade kunde, og som troligst, ville indfinde sig endog efter den beste og fordeelagtigste af Hovedindretningers muelige Planer, fornemmelig da den skulle udføres og practices res af de samme, som saa lidet tiende eller forstaae at tilveyebringe eller nyde de Herligheder, som den nærværende indeholder, hvoraf man let kan slutte, hvorledes det ville gaae med en tilkommende, eller muelig, hvis Fordele vel kan synes store, men, i Betragtning af dette, maaskee kunde blive ligesaa smaa, som disse.

Man har største Aarsag at troe, at ligesaa lidet, som det kan nytte en Fusker, paa hvad Maade han indretter sit Verksted, saa længe han er forstaaer sin Profession tilgavns, eller et Huses Skikkelse kan contribuere til en Mands Velfærd, saa længe han bliver ved at føre en uordentlig, ødsel, eller Skiødesløs Huushold-

ning i samme. Ligesaa lidet kan Landvæsenets Flor og Opkomst tilveyebringes ved nogen Hovedforandring allene, uden at man tilligemed kunde omdanne Agerdyrkernes Tanker og Begreber, og giøre dem af dorske og forsagte, samt ukyndige om deres Velfærd, til muntre, duelige og vindskibelige Agerdyrkere; saa længe dette ikke skeer, vil den beste Plan blive unyttig, alle vore Bestræbelser forgieves, og vi stedse befinde os lige langt fra Maalet, da vi har alt for mange Exempler paa, at den beste Gaard, og det beste Sted, ved en slet, og om Stædets Fordele ukyndig Beboere, let kan forhutles og ruineres.

Og hvad? om man kunde med megen Føye tillægge de fleste af de danske Bendergaarde en saadan Skiebne. Skiønt mig her maatte indvendes: At jeg gik for vidt, da en og anden brav Mands Indsigt og Fornuft herved maatte fornærmes. Hvilket jeg gierne vil tilstaae, saa længe enhver af Agerdyrkningens Lemmer betragtes i Særdeleshed; men om man betragter samme i det Hele, og afveyer deres almindeligste praktiske Handlinger efter Frugtbarhedens og Oeconomiens sande Regler,

kan man sige eftee Ordsproget: En Svale giør ingen Sommer. Een eller nogle faa fornuftige Mænd kan kun kaldes lidet i Betragtning af den øvrige Mængde, iblant hvilke Agerbruget drives og dyrkes efter den almindelige Maade, der i visse Maader kan ansees ligesom en ubrødelig Lov for enhver af sammes særdeles dyrkende Lemmer; men hvorvidt den kan siges at være grundet paa Fornuft og Overlæg, eller indrettet efter den mueligste Frugtbarhed og største Fordele, som er Agerbrugets fornemmeste Hensigt og øyemed, derom vil jeg lade andre dømme.

Jeg holder altsaa for, at saa længe vi ey kunde sige, at have bragt Agerbruget til det Maal, som sigter til den mueligste Frugtbarhed, saavel efter Hovedforfatningens almindelige, som efter enhvers særdeles Omstændigheder, synes mig at vi bedre anvendte vore Bestræbelser, om vi af alle Kræfter søgte at bringe samme igien, om det var mueligt, til sin naturlige Høyde, hvorfra den saa mange Grader er nedstegen, at den neppe ligner sig selv; og i det Sted vi umage os med at udlede Aarsagerne til Landvæsenets forfaldne Tilstand, og Bonde-

standens kummerlige Vilkaar af Hovedforfatningens indskrænkede og trykkende Omstændigheder, vi da undersøgte vores Adfærd, og faae til, hvorvidt vi følge den Orden og de Regler, som Agerbrugets Natur selv foreskriver.

Jeg er vis paa, vi vil finde de største Aarsager hertil i den iblant Bondestanden saa almindelig herskende Vankundighed om Agerbrugets Fordele, og de deraf flydende Uordener, baade i deres praktiske Handlinger og Oeconomie; og vi altsaa med største Billighed maa tilstaae, at vor Fordærvelse er af os selv.

Thi ligesom Naturen vel er riig paa Velsignelse og Overflødighed, har den dog ikke lovet os samme, uden under visse Betingelser, og i en vis Orden, uden hvilken vi ey kunde fortryde, om den forholder os de samme, og at den Orden altsaa maa være en af de ægte Prøvestene for Agerbrugets Behandling, synes uden for al Tvivl, hvormed Proportion og Oeconomie ere paa det Høyeste forbundne; disse bør altsaa være de Hovedregler, hvorefter enhver Bondes eller Landmands agerbrugende Huusholdning burde indrettes. Men hvorvidt saa-

dant kan siges at finde Sted i nærværende Agerbrug, er vanskeligt at fatte; da man næsten finder hverken den eene eller anden af disse i Bondestanden saa meget nødvendige Qvaliteter, men i det Sted alting forvirret og sammenblandet, ja saa aldeles forkert og bagvendt, at Bieting er bleven til Hovedsag, og Hovedsag igien til Bieting.

Det er imidlertid Høylig at beklage, at det store, og for Fædernelandet saa vigtige Landvæsens Studium, tillige med Agerbrugets ægte Videnskaber saa nær skal være slukt, at det svage Skin, som deraf er tilbage, næsten kan lignes ved et Tusmørke, hvori de fleste Agerdyrkere kan siges at være indhyllede, saa at falske Fordomme og skadelige Exempler gjøre dem alle Velfærdsveye ukjendelige uden for den gamle Slendrian; ja man maatte snart tænke, at Agerbruget ligesom af Ælde er gaaet tilbage i; sin første Barndom, i hvilken det paa ny maa undervises i Begyndelsens Elementer baade til sin egen og Statens Velfærd.

Sees altsaa heraf, at man bedre og med større Rimelighed kan finde Aarsagen til Lands-

væsenets forfaldne Tilstand i Agerbrugets slette Behandling, end i Hovedforfatningens Mangeler, og at en Omdanning derudi maaskee ville gjøre os aldeles ubekymrede i Henseende til Hovedsagens Forandring. Hvo veed? om ikke Hoveriet, der for nærværende Tid trykker Bonden, som en svær Byrde, kunde blive meget lettet, uden aldeles at blive ophævet eller afskaffet, som den nærværende Hovedforfatning neppe tillader.

Min Mening er ikke her om et, fom tilforn bundløst Hoverie, der med Billighed kunde fortjene Navn af Slaverie, hvorunder endog de allerbeste Anstalter der sigtede til Landvæseners Forbedring og Opkomst, maatte qvæles, og blive til intet. Men nu, da Monarken ligesaa øm og medlidende, som naadig og landsfaderlig, har ilet denne for sit Rige ligesaa vigtige, som i sig selv afmægtige Stand til Hjelp, ved at bestemme og i visse Maader at moderere det almindelige Hoverie. Men hvo ønskede ikke? at om en større Moderation var muelig uden Hovedsagens Fornærmelse, at den da maatte finde Sted, og forundes en Stand til hvis Hjelp og Redning sandelig behøves al den

Undsætning, som kan tilveyebringes. Et saaledes bestemt, proportioneret og efter Muelighed modereret Hoverie holder jeg for, meget vel at kunde bestaae, baade med Agerbrugets naturlige Plan, og Landvæsenets beste Tilstand. Thi jeg slutter saaledes: At ligesom en Byrde af lige Vægt og Tyngde trykker ulige mindre paa dens Skuldre, som er sund og stærk, end paa dens, som er svag og afmægtig; saaledes tænker jeg, at, om enhver Bonde kjendte Frugtbarhedens rette Værdie, og vidste at tilveyebringe sine Fordele, saavel som at benytte sig af samme i den rette og behørige Orden, et saaledes bestemt og efter Muelighed modereret Hoverie, ville i Almindelighed ikke falde Bonden nær saa besværligt, ey heller nær saa skadeligt for Agerbruget, og de Klagemaal over Hovene, som i Almindelighed holdes for Hovedaarsag til Bøndernes usle Tilstand, ville forsvinde. Overalt er det vanskeligt at sige, enten man med mere Vished kan ansee Hoveriet, som Aarstag til Bondestandens Ødelæggelse, eller saadant foraarsages af en slet Agerbrug, og Bonden altsaa kan siges at være for svag til at bære Hoveriets Byrde.

Hvorom alting er, kan, efter mine Tanker, hverken det ene eller det andet rigtig bedømmes, saa længe de Agerbrugendes Begreber blive ved at være formørkede, og deres Handlinger i alle Henseender saa unaturlige og forkeerte.

Men det er Tid, at jeg nærmere forklarer mig, og viser Rigtigheden af min Sats, hvori Sandheden skal være min Ledestjerne, og Erfarenhed mine gyldigste Beviser.

Ja jeg skulle have sagt alt for meget om det danske Landvæsens Tilstand, dersom jeg ikke fuldkommen var overbeviist om Forskjellen imellem en Plan, hvorefter Agerbruget drives i Holsteen, og her, og hvor kjendelig et Fortrin i Henseende til Fordelene den første har frem for den sidste, da Bøndernes Tilstand i Almindelighed der er bedre, endog paa de Stæder, hvor der, lige saavel som Her, ydes Hoverie mere eller mindre.

Her maatte indvendes: At Jordens større Frugtbarhed af Naturen, mindre Afgift, eller taaleligt Hoverie kunde foraarsage dette. Ney,

ingenlunde! men en mere naturlig og ordentlig Plan, udført og vedligeholdt ved Duelighed, Flid og Vindskibelighed, kan saadant med større Føye tilskrives.

Nu rester at tale om, hvori denne differerer fra hiin. Hvor man da for det første kan ansee den overalt i Dannemark faa meget gængse, og for Bondestanden saa skadelige Gaaseog Svine-Avl, hvorpaa der med saa stor Omhyggelighed lægges Vind baade af Gaardmænd, Huusmænd og Inderster, som ansee disse for Frugtbarheden saa skadelige Kreature ikke allene for nyttige, men endog høyst nødvendige, uden nogensinde at betragte den Bekostning, hvormed de baade opklekkes og underholdes, eller det som endnu er mere, den vigtige Hindring, som de foraarsage i Agerbrugets naturlige Drift; da det er en bekjendt Sag, og en Sandhed, som for længe siden af de meest fornuftige Landmænd har været indseet, at neppe noget Kreatur er mere graadigt, eller mere skadeligt for Græsset i Almindelighed, end Gjæs; da de ikke allene behøve meget til deres Underholdning, men endog paa adskillige andre Maader, saavel ved deres Ureenlighed, som ved

at nedtrampe Græsset, om der var noget for de større Kreature, og tillige at fordærve Vandstæderne i Marken.

Naar man nu vel beregner den Sverm af disse, som gemeenlig om Foraaret udvrimle af enhver Bye, hvortil kommer et ligesaa stort og overdrevet Tal af usle Svin, hvis Antal man sikkert kan beregne til ligesaa mange Snese, som der ere Gaardmænd i enhver Bye, og som ey kan holdes mere fordeelagtige, end Gjæssene, men fuldkommen saa skadelige og bekostelige. Til disse at underholde anvendes en heel Mark, eller tredje Parten af Bøndernes hele Avlings-Terrain, som de allerfleste Tider befindes dertil utilstrækkelig, uden at tale om, hvor meget der kan blive til de større, baade nyttigere og nødvendige Kreaturers Underholdning, der ligesom maa bettle deres Føde af disse, og neppe kan faae Livets Føde og Ophold, end sige til Fremvext og Trivelighed. Hvoraf flyder den for Bondestanden ikke mindre »fordeelagtige Omstændighed, at der i steden for faa og gode, maa holdes et saa stort og overdrevet Antal af usle og daarlige Bæster, som blive desmere nødvendige, naar man vil betragte, at de i Almin-

delighed maa leve paa en bar Fælled iblant Gjæs og Sviin om Sommeren, og en stor Deel af dem maa selv ernære sig om Vinteren, og hvad altsaa i Henseende til Arbeydet eet ikke kan forrette, det maa to eller tre.

Hvo seer ikke heraf? at, ligesom et Onde foraarsager mange andre, saaledes kan man og sige, at et slet og ufordelagtigt Anlæg baner Veyen for andre af samme Slags.

Svine og Gaase-Avl kan altsaa siges at gjøre saa mange og unyttige Bæsters Holdelse nødvendig, der ere ligesaa skadelige for Bonden, og Frugtbarheden ligesaa meget til Hinder, som de forrige, og hvilke samtlige man, efter deres overdrevne Mængde, har Aarsag at ansee, som en combineret Hær, der oversvømmer og ødelægger alting, og er mesten færdig at disputere, om ikke Landets Indbyggere aldeles Herredømmet, saa dog unægtelig de allerfleste Agerdyrkere deres Velfærd, og mere end mægtig nok til at udsue Landets Marv og Fedme. Hvorved tillige bør anmærkes, at baade Huusmænd og Inderster paa Landet tage heraf Anledning til at lægge sig efter dette Frugtbarheden saa skade-

lige Menagerie, hvortil allene en gammel Skik og Sædvane kan siges at indrømme dem en slags Rettighed, endskjønt saadant i Almindelighed holdes paa Bøndernes Regning, saavel Sommer som Vinter, da en saadan Mand sjelden arbeyder for en Bonde, med mindre han kan faae sit Arbeyde betalt med Sæd, Høe, Halm, eller deslige, som altsammen er til Bøndernes største Skade.

Men hvor skal en fattig Bonde hen? Arbeydet skal forrettes, og derfor nødes han til undertiden at indgaae de ufordeelagtigste Betingelser. Men her gaaer det, som man siger: Nød bryder alle Love. At paa saadan en Maade Huusmænd paa Landet billig bør ansees for en medvirkende Aarsag til Bøndernes ødelæggelse, faaer ingen mig saa let til at frafalde.

Hertil kommer den intet mindre end for: deelagtige Methode, hvorefter Bønderne skifte deres i Almindelighed havende trende Marker imellem et Aars Hvile, og to Aars Brug; thi hvo kan vel forestille sig, at en Mark, som saaledes kun har hvilet et Aar, kan siges at have

hvilet efter dens Natur til Frugtbarhedens Forbedring og Forøgelse, og ikke heller i saadankort Hvile kunde faae Tid til at frembringe saa meget Græs, som kunde holdes tilstrækkelig til nyttige og nødvendige Kreaturers Underholdning. Men det synes, at en Mark ikkun skal hvile et Aar, for at blive mere ufrugtbar, ved det at Svinene stedse omroder den.

Naar altsaa tillige Frugtbarheden forhindres ved saadanne Kreaturers Tillæg og Avl, der efter deres Natur ikke ere beqvemme til at skaffe Bonden Gjødning, og Frugtbarheden saa meget svækkede Tilstand forbyder det samme, mad Jorden nødvendig mangle baade Hvile og Gjødning, som dens eneste og nødvendigste Reparations Midler, hvortil kommer dens sletteste Behandling, som en Følge af Tingen selv, uden at tale om, hvorvidt Tidens Beqvemhed, eller Sæde-Arternes saavel Gyldighed, som Variation, som en Følge af Agerbrugets Natur, iagttages. Og hvorledes kunde vi vel vente, efter saadanne Anstalter, en større Frugtbarhed, eller en rigere Høst, end den vi virkelig nyde, eller Landvæsenet i en bedre Tilstand. Saa længe Hovedsagen feyler, hvortil jeg har

vist mere end grundig Aarsag nok i de faa anførte Poster, og hvoraf der tages Anledning til den saa meget falske Slutning, hvorefter enhver Bondegaard holdes utilstrækkelig til at føde sin Mand, hvis der ikke tilligemed kan fortjenes noget uden om.

Herfra kan man sikkert regne Oprindelsen til de mange flags Foretagender, hvortil Bønderne almindelig staae parat, og ligesom bestandig paa Udkik paa Grændserne af deres Cirkel, hvoraf en Deel endog ere ulovlige og forbudne, de allerfleste skadelige; og altsaa billig bør ansees for ligesaa mange ey Aarsager til deres Ruin og Ødelæggelse.

Naar nu efter alt saadant Kongens Skatter, Herskabets Landgilde, Folkeløn, og andre Udgifter skal udredes, hvorfra skal vel alt dette komme? Mon man skal troe, at den saa fordelagtig anseete Gaase- og Svine-Avl kan allene være tilstrækkelig? Naar lidet Korn avles, og hvoraf en Deel gaaer bort i Tiende, en Deel til Laanekornets Betaling, med sine sædvanlige, og ikke sjelden ubillige Renter, og af Resten maa underholdes 20 til 30 Stykker

usle og daarlige Kreaturs en Hee! Vinter igiennem, har man større Aarsag at undre over, hvor Udgifterne komme fra, end over den manglende Tilstand, hvori Bønderne almindelig befinde sig.

Hvo seer ikke her Aarsag nok? hvorfor de nødvendig maa sælge og afhænde alting, saavel det de kan undvære, som ikke undvære, og liges faavel det der er til Skade, som til Fordeel. Kort at sige: Alting maa gjøres i Penge lige indtil Høe og Halm; og som de Penge endda de allerfleste Tider ere ganske utilstrækkelige til Udgifterne, maa Bonden nødvendig befinde sig i en manglende Tilstand baade paa Penge og alting. I saadan en Tilstand synes Udskeyelser først nødvendige for Alvor, iblant hvilke man fornemmelig kan regne den idelige og meget vidtløftige Reysekjørsel, som fornemmelig er brugelig her i Landet, det billig bør ansees for een af de uhældigste og ulykkeligste Sædvaner blank den sjællandske Bondestand, da hele Landets Længde eller Bredde aldrig holdes for for lang en Strækning, saa snart der handles om at faae, jeg vil ikke tale om at vinde, nogle faa Skillinger mere paa et Torvelæs, hvis hele

Beløb meget ofte ikke kan erstatte Reysens Bekostning, uden at tale om, at en stor Deel af samme foretages allene paa blot Speculation, uden at der nogen Tid tages i Betragtning, hvorvidt Fordelene heraf kan veye op imod Bekostningen og Afgang eller Slid paa Heste og Vogn, end sige, at det Tab, som deraf for, aarsages, i Hovedsagen ved den skulle kunde erstattes.

Overalt har jeg anmerket, at Bæsterne i intet Land behandles slettere, og strabaseres mere, end i dette Land; Hvorfor man ey heller har Behov at lede ret længe efter Aarsagen til det Vanheld, hvorover Bønderne i Almindelighed klage, da det saa ofte skeer, at en Mand mister 4 a 5 af sine beste Bæster paa engang, som Herskabet igien maa være betænkt paa at erstatte, om Bonden skal blive ved Gaarden.

Større Overbeviisning troer jeg ingen behøver, for at indsee, at Landvæsenets slette Tilstand ikke beroer paa Hovedforfatningens Mangler, men paa Frugtbarhedens ved en slet Agerbrug saa meget svækkede Tilstand, hvis mangfoldige Aarsager ere vanskelige at frem-

sætte i den Orden saaledes, som de finde af hinanden; allerhelst, da Omstændighederne i Agerbruget ere saa sammenhængende og indviklede i hverandre, at man undertiden har vanskeligt ved at sige, hvilket der er Begyndelse eller Ende.

Men de anførte Aarsager ere alt for mange, og den ufuldkomne Orden, i hvilken de ere fremsatte, er mere end fuldkommen nok til at vise, at man ved en Hee! Række af Agerbrugets slette Indretninger, og Agerdyrkernes rrfordeelagtige Handlinger, kan finde Grund nok til Frugtbarhedens Mangler, og Bondestandens Ødelæggelse.

At en saadan forkeert og ufordeelagtig Plan i Agerdyrkningen har en vigtig Indflydelse i andre Landvæsenets Dele uden for den almindelige Bondestand, er ikke mindre en Sandhed; thi hvor meget finder ikke Selveyere og Præster paa Landet sig forhindrede og indskrænkede derved, at de maa dyrke og drive deres Jorder efter Bøndernes almindelige Plan, da en saadan Mand, som bedre kunde være oplagt Baade til at tænke og overlægge, samt

bedre i Stand til at udføre et og andet, end en simpel Bonde, maa see sig Hænderne bundne, til at kunde opnaae en større Høyde eller Fuldkommenhed i Frugtbarhed, siden han i de fleste Henseender maa rette sig efter deres almindelige vedtagne Skikke, saavel i Kreaturers Tillæg, som i andre Agerbruget vedkommende Ting. Da det er meget troligt, ar mangen een ville og kunde i andet Fald bringe der meget videre i Frugtbarhedens Formerelse, baade til sin egen og Statens Nytte.

Ja Jordegods-Eyere selv finde herved de største Forhindringer, saavel ved deres Hovedgaards Markers Drift, som ikke sjelden maa rette sig efter Bøndernes slet kjørende Tilstand, som ved Afgang i Tiende, og fornemmelig ved de jevnlige Tilstød, hvortil Bonden i Almindelighed er trængende, da enhver Jordegods-Eyere seer sig nødt til at holde ligesom et bestandigt Magazin, hvoraf han kan forsyne dem baade med Føde- og Sædekorn. Hvo seer ikke af alt saadant Bondestandens Forvandling fra Statens ernærende til dens tærende Deel?

Hidindtil har jeg kun talt om de almindeligst bekjendte Produkter, og den uordentlige og skjødesløse Behandling i sammes Tilveyebringelse. Men vil man betragte den almindelige Vankundighed, som hersker iblant Bondestanden, om de adskillige Fordele, som let kunde haves, uden at de allerfleste enten bekymre sig derom, eller forstaae at tilveyebringe, eller føre sig samme til Nytte. Til Exempel herpaa vil jeg kun anføre de ved enhver Gaard liggende Haver, til hvor stor Nytte seer man dem vel at anvendes? da de sjelden frembringe andet, end næst lidet grøn Kaal, Skræpper, Nelder og Skarntyder, da de dog kunde bruges og anvendes til langt nyttigere Ting, om Vedkommende forstode at anvende dem dertil, og siden af føre sig saadant til Nytte. Men hvor meget feyler ikke i begge Dele? De fleste Bønder kunde jo have god Leylighed til at anlægge, og selv at avle Humle, om ikke i saa stor Overflødighed, eller til at sælge, saa dog i det mindste til Huusfornødenhed; og altsaa ikke behøvede at kjøbe den i Pundeviis.

Tartufler eller Jordæble, denne ligesaa frugtbare, som nyttige Gevext, kunde og burde

enhver Bonde avle og bruge med stor Fordeel, fornemmelig, da der en udkræves hverken Bekostning eller synderlig Vidtløftighed hertil, og sammes Nytte alt for længe siden har været an: priset og recommenderet af adskillige brave og i Land-Oeconomien vel forsøgte Mand.

Det er sandelig at beklage, at Almuen, almindelig paa Landet, saa længe vægrer sig ved at lægge Vind paa samme, hvortil dog neppe skal kunde gives nogen anden Aarsag, end Fordom og Indbildning, hvorom jeg af Erfarenhed er overbeviist, da jeg selv har baade avlet, og forsøgt at give mine Folk dem at spise, som alle vare af dette Lands Børn, hvilke i Førstningen ansaae dem for en usund eller unaturlig Spise, til hvis Fordøyelse nødvendig udkrævedes en tydsk Mave, men bleve efter nogle ganges Forsøg holdt for en ikke allene sund og naturlig, men og af nogle for en delikat Spise.

Saaledes gaaer det næsten med alle andre nyttige Have-Produkter, hvis Dyrkning og Nytte er ubekjendt; da i dets Sted harsk eller fordærvet Spegesild holdes for en mere velsma-

gende, sund og naturlig Spise, og hvoraf en Qvantitet for 4 eller 6 Skilling undertiden kan forvolde en heel Dags Kjøbsted-Reyse.

Træers Plantning, baade af mere og mindre nyttige Slags, har samme Skjebne. Her synes mig, man med nogen Grund kan gjøre sig et nogenledes Begreb om Tilstanden endog ved enkelte, eller for sig selv afbygte Gaarde; thi naar en Bonde ey anvender det lidet, hvorudi han har aldeles ubundne Hænder, til mueligste Nytte, Hvorledes ville vel da gaae til med det større, fornemmelig, naar det skulle behandles efter nærværende Overlæg og Indsigt, hvoraf jeg troer at have i Agerbrugets slette Anlægs Følger viist Aarsag nok til Frugtbarhedens svækkede Tilstand, som den Sygdom, hvoraf Landvæsenet plages, og det Saar, hvorpaa der bør lægges Plaster.

Ligesom jeg har gotgiort og beviist, at et flet Anlæg baner Veyen for utallige skadelige Følger til Landvæsenets Fordervelse, og Bøndernes Ødelæggelse, saa synes det desmere rimeligt, at en Reformation allene herudi var nødvendig, og at en ny og bedre Plan blev

indrettet i Anlægget selv, der kunde give Ley: lighed og Anledning til ligesaa mange gode og nyttige Anstalter og Foretagender, som denne har givet til skadelige og ødelæggende: Efter Hvilken den saa vidt overdrevne og skadelige Gaase- og Svine-Avl nødvendig maatte sættes snævrere Skranker, og indskrænkes saaledes, at enhver Bonde ey burde lægge sig efter et større Antal af samme, end til hans Huusholdning maatte være nødvendig, og som han saae sig i Stand til at underholde, uden at en heel Mark dertil burde at opofres og anvendes.

Men hvo seer en forud, at mesten hver Mand vil indvende: At det var umueligt at underholde dem, naar ingen Fælled til saadant Brug maatte finde Sted.

Hvortil jeg vil svare: At det ey kan holdes for en større Urimelighed her end i Holsteen, hvor det slags Kreature neppe tillades at komme i Marken hele Sommeren, men maa fødes af Haanden ved Hjelp af noget Korn, eller paa saadan Maade, som en oeconomisk Huusholdning best kan tilveye-

bringe, hvortil en vel dyrket Frugt- og Kiøkkenhauge ikke lidet kan contribuere, og hvortil en tredje Deel af det Korn, som udbæres til tyve, eller maaskee flere Sviins Underholdning en bel Vinter, neppe ville behøves, og følgelig alt det andet spares, som kan anvendes til andet nyttigere Brug.

Men fornemmelig ville ved saadan Indretning vindes dette: At Bønderne kunde see sig i Stand til at forskaffe deres større og nyttigere Kreature det behøvende Græs, hvilket ville svække den ellers alt for kraftige Bøndernes sædvanlige Indvending, at store Bæster umuelig kan holdes her til Lands; thi naar de kunde forskaffe dem got Græs om Sommeren, ville det være mindre vanskeligt at føde og underholde et maadeligt, og efter Arbeydet proportioneret Antal om Vinteren i skikkelig Stand, besynderlig naar de ikke bleve brugte til unyttigt og ufornødent Arbeyde. Ja Frugtbarheden ville endog ved saadan Anstalt allene blive kjendelig baade paa Agre og Enge, uden at tale om den ulige bedre og lettere Dyrkning, saavel af sin egen, som

Huusbondens Jord, som derved ville tilveyebringes.

Og hvad mere er, at den store Rekrutering af Bæster, som aarlig er Landet til saa stort et Tab, da enhver Jordegods-Eyere eller Huusbonde er forbunden at forstrække sit Gods næsten hver Foraar, derved ville ophøre.

Men Spørsmaal, hvorledes saadanne store og bedre Bæster kunde anskaffes? hvilket jeg holder for kunde skee paa følgende Maade: Naar enhver Proprietair blev forbunden til at holde en dygtig og forsvarlig Hingst til Bæste-Avlens Forfremmelse paa sit Gods, og Bønderne paa det strengeste tilholdte, at betjene sig af samme til saadant Brug, og dertil betjene sig af saadanne Følhopper, som af ethvert Steds Forvalter, eller andre Kyndige, først maatte kjendes gyldige; og at der tillige blev Nøye paaseet ved saadanne tillagde unge Bæsters Opdragelse, at de bleve skikkelig underholdte, ikke brugte for tilig, eller bortsolgte.

Saaledes holder jeg for, at gode og skikkelige Bæster efterhaanden kunde forskaffes hos Bønderne, ligesom den store Mængde af smaa næsten unyttige imidlertid kunde afskaffes, uddøe.

Herved ville og gives Leylighed og Anledning til Qvæg-Avlens Opkomst og Forfremmelse. Dog! hvad siger jeg? her møder en Indvending, som Almagten selv, desverre! har gjort alt for vanskelig at besvare, og den fordervelige Qvægsyge alt for følelig tilsiger.

Omendskjønt man ikke kan holde for, at de i saadanne bedrøvelige Tilfælde foraarsagede store, ja alt for store Skaar i enhver Mands Huusholdning, kunde redresseres ved Gaase- eller Svine-Avl, som jeg har viist at være mere til Landets Ødelæggelse, og til Frugtbarhedens Formindskelse, end til dens Forfremmelse, der allene bør ansees som det rette Middel, hvorved saadant Onde kunde, om ikke hæves eller afhjelpes, saa dog gjøres saa taaleligt, som mueligt, saa længe det maatte behage Forsynet at hjemsøge os med

saadan Plage, om hvis Ende vi ere saa aldeles uvisse, og hvis hastige Komme enhver har største Aarsag at ønske

Men i alt dette finder jeg ikke, at min Plan kan forrykkes, hvorefter Qvæg-Avl anprises, som nyttig for Bonden og enhver Agerdyrkere, og overeensstemmende med Frugtbarheden, der allene er mit Maal, og dens Forfremmelse mit eneste øyemed.

Til saadant Nærmere at opnaae ville ikke lidet bidrage om den hidindtil saa almindelige som ufordeelagtige Skik, hvorefter Bønderne pleye at skifte deres Marker, imellem et Aars Hvile og to Aars Brug, blev forandret saaledes, at en Mark kunde hvile i tre Aar, i steden for et, og bruges i se, i steden for to.

Derved ville vindes dette, at en saadan hvilende Mark kunde vinde Tid til al rembringe tilstrækkeligt Græs til Bøndernes nyttige og nødvendige Kreaturers Fremdyrk og

Hvoraf Nytten for det første ville blive denne: At et maadeligt, og efter enhver Mands nødvendige Arbeyde proportioneret Antal Bæster, kunde græsses efter deres Naturs Beskaffenhed, og hvorved een eller to Kiør kunde være af samme, om ikke større Nytte, end 5 eller 6 efter nærværende Anlæg. Og at en saaledes i tre Aar hvilet Mark bliver unægtelig bedre, og efter alle kyndige Landmænds Tilstaaelse mere beqvem til Frugtbarhed, fornemmelig, naar den tillige bliver ordentlig dyrket og behandlet, og forsynet med fornøden Giødning, hvoraf en Bonde aldrig kan have for meget; men kan med god Grund holdes ligesaa nødvendig for enhver Agerdyrker, som Plaster for en Feltskiær.

Og i den Henseende saa meget skadelige Skik, hvorefter Bønderne sælge deres Høe og Halm, aldeles afskaffes; thi foruden den Mangel, som derved i Almindelighed foraarsages, formindskes derved, og en Mands Giødning, og følgelig en betydelig Mangel i Hovedsagen selv.

Naar saa tillige alle de Forbedringer, som burde at finde Sted i en mere ordentlig og mere naturlig Agerbrugs Plan bleve anvendte, og den Tid, som spildes til unyttige Foretagender og skadelige Reyser, blev brugt til levende Gierders Pantning, Steens Udryddelse, skadelige Mosers eller Vandstæders Udgravning, nyttige Træers Plantning, Humle- og Kartuffel-Avl, o.s.v. Ja, hvor mange Forbedringer og nyttige Anstalter finde ikke Sted i et ordentligt Agerbrug, der udkræver alt det Overlæg, og al den Vindskibelighed, som baade Tiden og Omstændighederne tillader.

Og da Erfarenheden derudi altid opdager, og giver Anledning til ny Forbedringer, kan neppe nogen rose sig af, at have bragt det vidt nok til Frugtbarhedens største Høyde, der allene bør bygges paa saadan Grundvold, uden hvilken Landvæsenets Forbedring stedse vil blive vaklende og uvis.

Men ingen maa ansee det, som enhver Bondes egen Sag, at kunde sætte sig i saadan Forfatning; thi ligesom han almindelig er afhængig af Huusbonden paa den ene Side, er han og paa den anden af den Byes Skik og Sædvane, hvis Indbygger han er, saa han i ingen Ting kan siges at være sig selv mægtig, uden i Udskeyelser ved unyttige Anslag, og skadelige Foretagender. Hvorefter man med Billighed kan holde for, at, ligesom Bondestandens Frihed i visse Maader synes alt for liden, er den herudi alt for stor, fornemmelig paa en Tid, da Agerbruget er saa fordervet, og Begreberne om en langt større Frugtbarheds Muelighed, synes saa svage og fordunklede iblant Bondestanden, der sielden troer nogen Muelighed, uden saadan, som strax bliver øyensynlig og haandgribelig.

Man har altsaa mindre Aarsag at forundre sig over Landvæsenets saa meget forfaldne Tilstand, end over Jordegods-Eyernes Conduite herudi, der saa lidet synes at bekymre sig om deres Underhavendes Velfærd, uden efter den sædvanlige Tour, hvorefter samme kan

gierne holdes umuelig. Ja man skal neppe kunde begribe, hvorledes en Bonde, som i saa mange, og ofte lidet betydelige Ting, paa det trangeste er indskrænket, kan lades den alt for store Friheder i Ting, som ere meest vigtige baade for Staten og Huusbonden; da man gierne seer, at enhver Bondegaard overlades til Fæsterens fri Behandling og Bestyrelse, da Herskabet meget sielden bekymrer sig om, hvorledes eller paa hvad Maade han behandler og dyrker sin Jord, eller hvorledes hans Agerbrugs Anlæg er beskaffen. Naar Udgifterne kun ydes uden Restants, er det lige meget, hvor de komme fra, eller hvad han i den Henseende sælger, hvad heller det er til Skade eller til Gavn, kommer alt ud paa et, naar det kun tilveyebringes. Det forstaaer sig, at hvad man i saa Fald kan sige om een, kan man sige om alle i Almindelighed.

Ligesom enhver Byes Skiebne i Almindelighed hænger af den Plan, hvorefter sammes Agerbrug behandles, saaledes hænger og enhver dens Beboeres Skiebne af sammes almindelige Fælledskab. Det forunderligste er,

at ligesom den Artikel om Hørighed og Lydighed aldrig er udeladt i en Proprietairs eller Forvalters Tanker, saa er den ey heller forglemt i enhver Bondes Fæstebrev, ligesaa almindelig seer man den vigtigste Post, om Frugtbarhedens Formerelse og Agerbrugets Forbedring udeladt. Ja hvad mere er, at den ny Fæstere forpligtes til at dyrke og behandle sin Grund ligesom hans Formænd, det er i alle Henseender at følge Naboernes Fodspor, eller den gamle Sædvane, der er som en Strøm, hvis stridige Løb man endnu kun har seet saa Jordegods-Eyere at standse, da dog ingen kan synes at have saa god Leylighed dertil, som disse; thi den, som er Eyer af et Jordegods, er og Eyer af alle de Midler, som til saadanne Agerbrugets Forbedring udkræves. Hvorfore det er vanskeligt at sige, enten Mangel paa Indsigt, eller Frygt for Tab kan være Aarsag nok til at giøre sig deelagtig i saa stor en Bebreydelse, som Efterladenhed og Forsømmelse i en saa magtpaaliggende Sag fortiener.

Vel findes een eller anden, som tør foretage sig nogen Forandring ved sin Hoved-

gaard, som gierne kun bestaaer i at forandre og afdeele Markerne til flere, eller og paa Godset ved at adskille Hartkornet til en Bondegaard, som dertil maatte eragtes for meget, og deraf at giøre tvende, o.s.f. Hvilke jeg holder for ikke saavel kan fortiene Navn af Landvæsenets Forbedrere, som den, der kunde fremvise sit Gods i den frugtbareste og meest blomstrende Tilstand, tilveyebragt ved en ordentlig og naturlig Agerbrugs Plan, udført ved Duelighed og Vindskibelighed, til Frugtbarhedens mueligste Høyde.

Saadanne, siger jeg, kunde best fortiene Navn af ægte Landvæsenets Forbedrere, der, foruden sig selv, kan siges at have tient Kongen og sit Fæderneland, og altsaa værdige til Kongens Naade, og værdige til at nyde alle de Herligheder og Fordeele, som et vel i Stand holdt Jordegods kan frembringe.

Men her kan med Rette indvendes, at de allerfleste Jordegodser ikke administreres af Eyerne selv, men ved Fuldmægtige eller Forvaltere; og disse kunde undskyldes med deres -

Instrux, hvori Herskabets Interesse stedse er det ypperste og største Bud, og Forvalterens er ligesom dette, og af disse to hele Bud hænger fornemmelig hele Godsets Administration. Thi ligesom Bønderne følge den gamle Sædvane i deres Handlinger, saaledes følge og, uhældigt for Landvæsenet, de fleste Herskaber eller Jordegods-Eyere den sædvanlige Tur i at kalde Forvaltere over deres Godser, hvor, i Henseende til de dertil udfordrende Kvaliteter, Jura, Regning og Skrivning udgiøre den vigtigste Deel, og derfor almindeligst i den Henseende gives Fortrinnet for Erfarenhed og Indsigt, hvorved han allene sættes i Stand til at indsee et Jordegodses rette Administration, dets Mangler, som og de Midler, hvorved samme kan hielpes og forbedres, hvortil vi neppe nogen Tid har været mere trængende, end nu, da Landvæsenets fordærvede Tilstand stikker alle saa klart i Øyne, og sammes Forbedring er bleven saa høyt nødvendig. Da derimod den, som forstaaer at forfatte en Tabelle, Skatte- og Skattekorns-Liste, holde Bog over Udgift og Indtægt, i Almindelighed troer, ja og af de fleste holdes for at kunde for-

valte et Gods; men naar dette ikke er foreenet med en oplyst Forstand, Erfarenhed og Indsigt bliver Hensigten, som er Landvæsenets Forbedring, aldrig opnaaet.

Hvo seer da ikke af alt saadant, hvor store Vanskeligheder der er i at kunde giøre noget Forslag til Frugtbarhedens Forfremmelse og Landvæsenets Forbedring, da sammes almindelige Handlinger, saavel i Vers Bestyrelse som i Praxin synes saa forkeert og bagvendt. Hvilket ufeylbar vil giøre hvert Skridt disputeerligt i Fremgangen af de meest fordeelagtige Anstalter, og fornemmelig, da man har med saa stor en Mængde at bestille, som saa lidet er oplagt til at tænke, og endnu mindre til at tænke ret enten om deres Til- eller Velstand, og hvor Fordomme, skadelige Sædvaner og onde Exempler har slaaet for dybe Rødder, til at de enten ved Overtalelse eller Opmuntring kan lade sig udrydde.

Men som Tingen, hvorom her handles, er af saa stor Vigtighed, og Kongen, som tyer det Hele, ey kan med Ligegyldighed ansee

denne vigtige Stands totale ødelæggelse, udkræves langt alvorligere Midler, hvorefter det kunde eragtes fornøden, om Kongen, ved sit Høye General-Landvæsens Commissions-Collegium, maatte finde for got, at lade forfatte en ordentlig og fordeelagtig Plan, hvorefter Agerbruget i Dannemark skulde føres og behandles, saavidt Mueligheden og Omstændighederne ville tillade, hvilken burde at anordnes enhver Jordegods-Eyere, til almindelig Brug paa sit, eller sine Godser, og at der tillige bleve beskikkede Opsynsmænd over sammes nøye Opfyldelse og Efterlevelse.

Omendskiønt det ikke er troligt, at derudi kunde avanceres med meget hurtige Skridt, siden Tingens baade Vigtighed og Vanskelighed udkræver al muelig Forsigtighed, for at komme, skiønt noget langsomt, men dog des vissere til Maalet.

Saadanne Opsynsmænd, der tillige maatte besidde Indsigt og Kundskab i Landvæsenet, kunde tillige være aarvaagne over alle andre nyttige Anordninger, Landvæsenet

angaaende, og give det Høye Collegium den nøyeste Efterretning, om hvad der enten maatte være for lidet, eller for meget; saasom om enhver Egns eller Steds Tilstand og Beskaffenhed, samt hvad for Uordener der udi samme burde afskaffes, og hvad for nyttige og forbedrende Anstalter der best og beqvemmest kunde iværksættes.

Fællesskabet, ja det fordærvelige Fællesskabs Ophævelse, hvortil der aldrig kan giøres for alvorlige Anstalter, burde være saadanne Mænds vigtigste Bestræbelser, paa det at Fædernelandet, saa hastig, som mueligt, kunde befries fra et Onde, hvorunder det saa længe haver sukket.

Ikke mindre burde af saadanne Mænd alle duelige og vindskibelige Agerdyrkere, eller alle de, som kunde siges at have bragt Frugtbarheden til den meest muelige Fuldkommenhed, at antegnes, det Høye Collegium til Forestilling, paa det at saadanne for Staten vigtige Proselyter, af Kongen med Naade maatte vorde anseete og belønnede, andre til

Opmuntring og Exempel, som jeg holder for nyttigst at kunde skee, ved at give saadanne duelige Agerdyrkere Arvefæste paa sin Gaard, imod en vis, og efter Hartkorn fastsat Sums Erlæggelse, til Indfæstning.

Disse ere da mine upartiske Betænkninger om Agerbruget i Dannemark, og det løselige Forslag til sammes Forbedring, som henstilles til det Høye General-standvæsens Commissions-Collegii nøyere Kiendelse.

Skulle jeg imidlertid have feylet af Veyen til dette Maal, har jeg dog altid Havt den redeligste Hensigt at finde den, hvorved Frugtbarheden kunde formeeres, Landvæsenet florere, og Staten blive blom-

strende og stærk, hvorved Kongen endnu i sin midlere Alder kunde høste Frugterne af sine utrættelige Bestræbelser, og see sig i Stand til, som en lykkelig Regent, med Fornøyelse at kunde beherske saa mange Tusinde baade glade og lykkelige Undersaatter.