Den Danske Landmands Ven.

Den Danske Landmands Ven.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos A. H. Godiches Efterleverske ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Qvi non libere Veritatem pronunciat, proditor Veritatis & Patriæ est.

Hvad jeg her forelegger mine Læsere, i Anledning af hoveriers Bestemmelse, og en fuldstændig Efterretning om de egentlige Aarsager til Landmandens slette Vilkaar, saavelsom paa hvad Maade samme bedst kunde forandres til Bondens sande Velfærd; har vel ikke fra først af været bestemt til at komme

4

for Publici Øyne; men alene at tiene som et Beviis paa min Ærbødighed for en høy Herres Ordre og Befaling, hvis vigtige Opsyns-Post i vor Stad og Stat burde være mig, som jeg troede, Forsikkring nok om en saadan Mands usminkede Kiærlighed til Sandhed og oprigtige Iver for det almindelige Vel.

En Mand (tænkte jeg) udseet blandt de faa Udvalgte til at redde vor forfaldne og saa længe i Afmagt liggende Stat, formedelst deres Formænds (som det skal hede) liden Indsigt, sløve Tænkekraft, seendrægtige Iværksettelse, stive og ubøyelige Sindelag o.s.v. maa jo endelig være et Mønster paa den strængeste Dyd, den afholdneste Levemaade, den ubevægeligste Retsindighed, og den mest oplyste Forstand og rensede Villie; og altsaa behøver han kun at vide Statens Feil og Uordener, for, som en anden Hercules, at ville rense og befrie Landet fra alle saadanne Uhyrer; og hvad var naturligere, end at falde paa de Tanker? Thi, naar det gamle Rom var fordum bested i nogen Fare, veed man jo, at dets Frelse blev ikke tilvejebragt en-

NIUE

5

nius Gracchus, en Clodius, en Cinna, en Catilina, Lentulus og Cethegus; men ofte ved en Furius Camillus, en Fabius Maximus, en Cajus Marius, en Scipio Africanus, en Cato, og fleere saadanne store og i den Romerske Historie noksom bekiendte Mænd, der beskæmme vor oylyste Alder, hvori en dydig og retskaffen Statsmand er næsten at ansee som en anden Phoenix.

Men denne min formeente Patron, maae jeg tilstaae, blev hverken den Skyts-Engel for mig, eller den Befordrer af mit Skrift, som jeg Havde ventet. Formodentlig har min Ringhed og Fattigdom været ham et saa uangenemt Syn, at han ikke derefter har kunnet see eller finde noget fornuftigt i disse mine Tanker. Skade! at de vare ikke enten en Madame Dubois Arietter, eller en Forfrisknings-Liste fra vort danske Vauxhall. Hvorvidt ellers Revisionen af disse Documenter giør Byens og Statens Beste ud, er noget, andre maae undersøge.

At jeg søgte Lye under dette Cedertræ, skeede i Haab ey oftere at blive en Sandheds Martyr; thi Erfarenhed har meer end eengang lært mig, hvor vanskeligt det er at skrive som Patriot uden nogens Fornærmelse.

6

Et overtydende Bevis herom havde jeg, da jeg skrev et Forslag i Anledning af Heedernes Opbyggelse i Jylland, trykt og indført i Dannemarks og Norges Oeconomiske Magazin, hvorved Hans Majestets Cassa kunde maaskee have svaret anseelige Summer, og Heederne endda være blevne bedre bebyggede.

Ligeledes ved at skrive imod en forløben Skanning, som kom over til os fra sit Fæderneland, (hvor han havde forsøgt sin Lykke først som Opvarter, dernæst som Landsbye-Degn) for i Friderichsborg at anlegge er Salpeter-Syderie, hvortil han var ligesaa vel skikket, som Skoeslikkeren til Doctor. Herved fik jeg mange Uvenner, helst dem, som vare følesløse nok til at see paa, at Dannemark da, som ellers, blev taget ved Næsen af Fremmede.

Men som min Skrivelyst er af det Slags, menneskelige Tilbøyeligheder, der lade sig heel vanskelig udrydde; saa faldt man ikke før paa at ville indføre en anden Race af Faar i Island, og det ulykkeligviis de langrumpede Vædere, førend jeg paa ny fandt ligesom en indvortes Drift med Pennen at fægte mod dette Forslag. Jeg spaaede, at disse Vædere vilde i Henseende

7

til Faarekopperne blive lige saa farlige for Island, som de for en Deel Aar siden forreiste Grønlændere for deres Fæderneland, der kom tilbage fra Kiøbenhavn, og anstak Landet med de der forhen ubekiendte Smaakopper. Udfaldet har og siden viist, at jeg blev (desverre!) en sand Spaamand.

Alle Forslag ere ikke altid lige gode, i det Mindste ikke lige moedne, helst nu omstunder. Forunderligt er det, at ingen er endnu falden paa at foreslaae en Commission til at undersøge vore mange Planer og Projecter, Hvoraf de fleeste fortiene kun at qvæles i Fødselen som utidige Fostere.

Vil man gribe i Flæng og troe, at et hvert forfløjen Indfald eller Forslag, oftest ikkun fra skrueløse Hierner, er et tienligt Lægemiddel for Staten, skal det ikke gaae vort Land bedre med Tiden, end den Syge, der maatte crepere under Kvaksalverens Hænder, fordi han gav ham qvid pro qvo, og ligesaa snart Saften af de giftigste Urter, som af de mest balsamiske Blomster.

Saa længe den Romerske Republic kunde endnu tiene til Mønter paa en viis og vel ind-

8

rettet Stat, var det een af dens kloge Regierings Maximer aldrig at lade nogen Lov eller Forordning gielde, forend efter at have vundet Publici Bifald. For at forvisses herom, maatte den øvrighed, hvilken den lovgivende Magt var betroet, foranstalte saadan Lov eller Forordning, som angik det Almindelige, bekiendtgiort foralle og enhver, ved at lade den opslaae og udhænge paa de dertil anordnede offentlige Steder til alles Eftersyn og Omdømme, og det i 27 Dage eller trende Markeds-eller Torvdage, som var hver niende Dag i Maaneden, paa det at endog Bønderne fra Landet, der kom til Torvs, kunde ligesom Resten af Almuen tage det opslagne i Øyesyn og nærmere Overveyelse for derefter at bekiendtgiøre sine Tanker, om og hvorvidt den nye Lov eller Forordning burde udgives eller ikke. Denne Omgangs Maade var et sikkert Middel til at give alle deres offentlige Indretninger den fornødne Styrke og Varighed, ligesom og et bestandigt Gierde for Folkets Frihed og Lyksalighed. Hvor var det ikke at ønske, at man paa een eller anden Maade kunde have saadan offentlig Anstalt, i Henseende til vore mange nye-

9

modens og ofte ikkun skadelige Forslag for dem de ramme! Thi naar det blev overladt til det fornuftige Publicum, som de skjønsomste Dommere, at undersøge, rense og luttre, alt saadant Kram ved en vel afpasset Prøve-Ild, førend noget deraf maatte komme for Lyset, end sige bruges som Modeller og Forskrifter i adskillige Henseender; er jeg forsikkret, at mange prægtige Luft-Casteller vilde komme til at opgaae i Røg og Damp, og Bygningsmesterne, de smaa sorte Ueenigheds og Forstyrrelses Aander, blive nødsagede at nedlegge Haandværket, og pakke sig fra det arme Danmark, naar de som Handtlangere ikke kunde vente sig meer Beskyttelse af deres høye Patroner og Velyndere.

Nytten af en saadan Indretning til at Hemme en hoben af Trykfrihedens Misbrug, og de deraf flydende forvirrede Anstalter, haaber jeg, falder enhver i Øynene.

En anden gang vilde nogle indbilde os, uvist i hvad Hensigt, at 100 Aar var omtrent den høyeste Alder, hvori det stærkeste Eege- og Bøge-Træ havde at voxe og tiltage, hvorefter man vilde paastaae, at al Slags Gavn-Tømmer, som blev hugget af et saadant Træ, skulde

10

ikke have nær den Styrke og Varighed, som det der blev hugget før den Tiid. En Sætning, hvis skadelige Følger for Skovens Vedligeholdelse jeg nødig vilde see udbredet, Hvorfor jeg og gav mig til ar skrive mod Forfægterne af denne Meening, viisende tydelig, at et 100 Aars gammelt Træ udgjør neppe 2 à 3 Skovlæs fra de stærkeste Skov-Egne i Danmark, da der dog gives Træer af 50 til 60 Skovlæs, et stort Beviis, at 100 Aar er langt fra ikke den tilstrækkelige Alder for det Slags Træer. Hvor længe saadanne Træer behøve at voxe, før de have opnaaet deres fulde Vært, er heel vanskeligt at bestemme; men at de kan blive meget gamle uden at tabe sin Styrke, er jeg temmelig forvisset om. Allerbest kunde man i mine Tanker overtydes herom, naar man vilde sammenligne eller maale Tykkelsen af nogle ældere og yngere Træer om hvis Alder man kunde have sikker og tilforladelig Kundskab. Til saadan Prøve foreslog jeg som de sikkerste Beviiser:

a.) De Eege- og Bøge-Træer paa Volden og i Egnen ved det i Kong Abels Tiid forstyrrede Ørkels Slot i Fyen.

11

b.) Den unge Eegeskov plantet af Skovrider Oluf Hansen i een af Svendborgs Skovmarker, Græsholmen kaldet, hvis Træer, uanseet de skal være omtrent en 80 Aar, ere dog som Pinde ak regne mod de første.

e.) Den Eeg og Beg ved Thidselholt, som have begge deres rigtige Aarstal.

6.) Den Bøgeskov, som Sal. Amtsforvalter Rostgaard lod plante, kort for Beleyringen, i de saa kaldede Kirkeskove ved Kraagerup,

e.) Den bekjendte Troskabs-Bøg, sammesteds; med fleere saadanne Beviser.

Hvilke Træer, saavel de ældere som de yngere, staae endnu gandske frodige og i fuld Vært.

For at besvare tvende Spørsmaal, som jeg troede i denne Anledning rimeligviis at kunne gjøres mig, nemlig:

1. Om ikke Træer ligesaavel som andre Skabninger have sin bestemte Tiid at tiltage og aftage? og 2. Hvoraf man skal vide, naar et Træ har afvoxet, og begynder ar aftage?

12

da var jeg, i Henseende til det første, af den Tanke, at Træernes Levetiid kan gjerne være bestemt, uden at vi vide den, og at det har sig med dem, som med Mennesker og andre skabte Ting i Almindelighed, at deres meere eller mindre Varighed og Styrke kommer en hoben an paa visse tilfældige Omstændigheder, som nærmere skal vises.

Hvad det andet angaar, raisonnerede jeg saaledes: Et Træ har visse væsentlige Deele, hvoraf de fornemste ere: 1) Marven, som avles fsrst i Træet ligesom en Samling af Blærer; 2) der træagtige Væsen i sitt selv, bestaaende af visse Trævler og haarfine Rør, omtrent at see til som en fiin Haar-Sigt, nogle lodrette, andre gaaende paa tværs; 3) Barken, som er fire Slags, nemlig 1, Cortex membranosus eller filamentosus (den trævlagtige eller den yderste Bark) 2, Cortex utricularis eller vesicularis (Blærebarken) 3, Liber alburnus (den hvide Bark) 4, Cortex epidermis (Hudeller Skindbarken) som giør Ringene i Træet. Nytten af denne firedobbelte Bark er først at den hjelper til at forøge Træets nye Deele, dernæst at den hindrer Saftens alt for megen Ud-

13

dunstning, hvilket sees af den forunderlige Haardhed Træer faaer, naar man vil afskjære Barken 2 Tommer breed rundt om Træet (den <den beste Maade, hvorpaa man faaer beqvemt Huusog Gavn-Tømmer; thi ved at flaae Barken reent af efter nogles Meening, tørres Træet alt for hastig og faaer Sprækker). Mærk, jeg taler her om Eege-og Bøge-Træer; thi med andre Træer har det sig anderledes.

Hvad som i sær befordrer Træets Vært, er Luft og Vand. Vandet er i Henseende til sine Olie- og Salt-Partikler, i Særdeleshed Flod- og Regn-Vand, der indeholder tillige mange Deele af Dyre- og Væxt-Riget, Træets fornemste Nærings Middel. Luften er derimod Bevægelsens første Aarsag, som fortyndes oven til ved Solens Varme, og trykker saaledes paa Træets Rod, at Vandet, eller den deraf forvandlede Væske, trænger sig op igiennem de ovenanførte Rør 1, ind i Træet selv, 2, mellem Træ og Bark, 3, mellem den firedobbelte Bark lige op til Toppen. Denne de flydende Deeles Bevægelse, eller Omførelse i de haardere Deele, er just det vi kalde Træets Liv, ligesom Blodets Bevægelse igiennem Hjertet og Lungen er det

14

egentlig saa kaldede Liv i de fuldkomnere Dyr.

Saa længe denne Skaberens Viise Huusholdning med Planter og Træer i Almindelighed ikke forstyrres uden fra, formedelst adskillige tilfældige Aarfager, saasom: en slet Himmel- og Jord-Egn; for lidt Rum mellem de opvoxende Træer; en suur og alt for sumpig Bund; undertiden og et skjult Kildevæld eller brak Leer under Træets Rødder (som er uden Tvivl Aarsagen til de udgaaende Træer i Friderichsberg Allée;) en alt for skarp Nord- eller Nordvest-Vind; en pludselig Lynild, som udtørrer ofte Saften, uden at det kan merkes paa Træet; og fleere saadanne Aarsager, hvorved Træet bliver sygt, og omsider reent udgaaer; eller inden til, ved Træets ÆIde, da dets Rør og Aabninger falde med Tiden sammen og stoppes meer og meer oven fra ned ad: saa siges Planten eller Træet at vore og tiltage.

Seer man derimod Træet at visne i Toppen; at udskyde unge Spirer paa Siderne af Bullen og de store Grene, eller nye Planter fra Roden, til Beviis at det mangler Kræfter pil at føre Saften op ad; at blive moesrigt og

15

skrumpen paa Barken; at samle Fluer, Edderkopper og andre Insecter, som Tegn, at det har fordervede Væsker; og endelig at være uformuende til at heele sin Skade, naar man til Forsøg har afhugget et Stykke af Barken øverst paa Bullen: kan man være sikker paa, at Træet ikke voxer meer, mener i sit Aftagende, og ellers ikke, om det endog var tusinde Aar gammelt.

En anden Sag er det med unge Træer, i sær Eegetræer, som formedelst deres naturlige Geilhed eller Hidsighed i Opvæxten, udskyde vel og mange Greene langs op ad Bullen; men afkaste dem selv med Tiden som overflødige, jo Nærmere de komme til deres fulde Væxt, for at trække Saften op til den fornødne Krone.

Af ovenmeldte sees da i mine Tanker, at man ikke med nogen tilforladelig Vished skal Nøye kunne bestemme saadanne Træers høyeste Alder.

I Henseende til den Sats, at det Gavntømmer, som hugges efter at Træet har opnaaet sin fulde Vært, eller, som nogle meene, 100 Aars Alder, ikke skulde være af den Styrke og Varighed, som det der er hugget før den Tiid, da argumenterede jeg fra de gamle Kir-

16

ker og Klosters, hvor man finder Dørre, Stoele, Tavler, Skabe, Borde, Kister, Sengesteder, af saa fuldkomne og brede Planker og Bræder, at de Træer, hvoraf de ere skaarne, maae vist nok have været meer end 100, ja! maaskee end 4 à 500 Aar, og dog synes Arbejdet endnu at kunne holde ud med hvad der gjøres i vore Tider.

Saaledes troede jeg at have viist, at det er ikke en ringe Videnskab i Landhuusholdningen, at Opfreede en ung Skov, og at gjøre en fornuftig Udviisning. Et Træ er snart omhugget; men det behøver vist nok langt fleere Aar at voxe i, end nogle egennyttige Skovhadere vil indbilde os, hvoraf de fleeste have gemeenlig ligesaa liden Kundskab om et Træes naturlige Beskaffenhed, som Indsigt i Skovens fornødne Oeconomie.

Kan vel nogen, som har seet og kjendt de Hans Majestæt forhen tilhørende prægtige, og nu næsten for Fode nedhugne, Skove, tænke paa deres Ødeleggelse, uden at blive inderlig rørt? Hvor vil det gaae vore Efterkommere, helst da vi ere saa sørgesløse og lunkne ved nye og tilstrækkelig Plantning at afhjelpe den øyensyn-

17

lige Mangel, som i saa Fald vil møde dem jo længer jo meere, og med Billighed udpresse deres Suk og Klage over os? Men førend jeg forlader denne Materie, bør jeg en glemme at viise en Misbrug endnu, eller en gammel indgroet Vane, som maaskee saa ansee af nogen Betydenhed, uagtet vore Skove har tabt meget derved, nemlig: at Udviisning skeer om Vinteren og ikke om Foraaret, naar Skoven begynder at slaae ud, da best kan sees, om et Træ er frisk eller sygt; nar Stemplet var paaslaget om Foraaret, kunde der jo alrid skoves i rette Tiid om Vinteren. De Vanskeligheder, man kan have at indvende herimod, sige intet imod Nytten, som denne omvendte Oeconomie kunde medbringe.

Nu tænkte jeg min Lykke skulde vaagne; thi jeg fik i Anledning af dette sidste Skrift en meget forbindtlig Skrivelse, geleidet med en særdeles naadig Forsikring fra en høy Herre om hastig Befordring til en Holzførster-Tjeneste, hvorsomhelst en saadan Mand maatte behøves i Landet. Men endnu har jeg god Tiid; thi denne Herre var, som de fleeste Hoffmænd, meget hurtig til at love, men heel langsom til at holde.

18

Mine Læsere see altsaa heraf, at jeg har aldrig vundet ved at være Skribent; men det er mig Fordeel nok at kunne skrive til Sandheds Ære

De forskjellige Raisonnemens, jeg nu paa nogen Tiid har hørt over det nye Hoverie-Reglement, hvoraf dog nogle, ja! mange, fortjene Eftertanke, have igjen opvakt min Skrivelyst og min Modsigelfes-Aand; Sandhed vinder jo dog altid ved stridige Meeningers Undersøgelse.

De, som ere Momus nærmest paarørende, Have meget at udsette paa dette Reglement, foregivende, at det er næsten overalt, paa nogle faa Steder nær, reent uiværksetteligt, og i heele Provintser saa aldeles bagvendt, at mange Tønder Hartkorn vil derved komme til at ligge udy kede og Utilsaaede, af Mangel paa Folk; de forsikre endog, ar de fornuftigste Bønder ere ikke engang vel tilfreds med denne Forandring, frygtende, at deraf vil flyde megen Forvirrelse, Hinder og Sinkelse for dem selv, ey at tale om den Anledning de ildeflndede derved vil faae til at hævne sig over deres Husbonder, og til at viise Ulydigbed og Opsetsighed. Hvorvidt denne.

19

Frygt kan være grundet, vil jeg lade staae derhen. Dette veed jeg, af hvad jeg paa adskillige Steder har havt Leylighed at erfare, at den Danske Land-Huusholdning og Omgangs-Maade med Ager og Eng, i Henseende til de mange Slags Jord-Arter, er heel forskiellig, og langt fra ikke eens i alle Prvvimfer, da endog adskillige Herregaarde, paa faa Miles Afliggenhed, have hver for sig sin egen Maade, hvorpaa at pløje, harve og saae. Heraf sees, at der vil meer til at fastsette et Hoverie-Reglement for Danmark, end nogle Holsteenske Planer. Havde de gode Mænd, som vare udvalgte til Cereris Ypperstepræster, raadført sig lidt meer med Landets Præster om Detaillen af den Danske Land-Huusholdnings Maade, og fulgt deres Forslag, troer jeg vist, at deres Hoverie-Forordning skulde ikke have fundet de mange bekjendte Vanskeligheder. Men hvorfor just Præster? hvorfor ikke ligesaavel Proprietairer, Fogder og Forvaltere? vil nogen maaskee spørge. Jeg har al Ære for dem, ligesom og for deres Indsigt og Erfarenhed, som gode Landmænd; men ey altid for deres Hensigt og Uegennyttighed, som gode Borgere i Staten: Og

20

naar nu saadanne Folk bleve spurgte til Raads, som ønskede intet heller, end ar see alle gamle indgroede Vaner og selvgjorde Vedtægter ved en evig Hævd uforanderlige, hvad da?

Derimod finder jeg ingen Bevæg-Aarsag paa Præsternes Side, hvorfor de skulde ville qvæle Sandheden, eller nægte at Meddeele enhver den Kundskab og Oplysning, de i saa Fald maatte besidde. Man har heller ikke Aarsag at tvivle om deres Indsigt, som gode og paalidelige Jordbrugere og Agerdyrkere, fordi de ere baade studerte Folk, der kan skaffe sig en tilstrækkelig Theorie ved at læse allehaande gode Land-Huusholdnings og Agerdyrknings Skrifter, saa og fordi de fleeste af dem gjøre disse Videnskaber til deres favorit-Studium, deels af Nødvendighed, deels og af Lyst for at opmuntre og veylede deres eenfoldige Almue ved nye Forsøg og gavnlige Exempler. De ere derfor ikke Fædernelandets sande Venner, som vil raade til at fratage Præsterne deres Avling, en større Ulykke for det Almindelige, end mange indsee. Skal det være Alvor og ikke en blot Flyve-Lyst, at man vil see Bonden lykkelig, og vort forfaldne Landvæsen bragt paa bedre Fod, bør Præsterne i

21

mine Tanker visselig opmuntres paa alle muelige Maader til at tage Haand i med, som de beqvemmeste Redskaber til at befordre et saa stort Værk. Jeg er hverken Præst eller Degn; men fortjente vist nok Navn af et stort Skumpelskud, om jeg ikke viiste de Retskafne blandt dem al optænkelig Ærbødighed, baade for det ærende, hvori de gaae, saa og for den Nytte, de gjøre Staten. Jeg kan og hellig forsikre, at jeg ikke har disse Idéer fra nogen af dem; men fra Sagen i sig selv, som jeg finder saa naturlig og billig, at den uden mig taler gandske og aldeles for sig selv.

Andre holde for, at Hoveriets Bestemmelse er sat for høyt, meenende, at en gierrig Proprietair, en ublue Forvalter eller dumdristig Ladefoged, kan derved faae Leylighed, enten formedelst Herskabets Fraværelse, eller Herremandens vigtige Betjeninger, eller en ung Herres enten Flygtighed eller Ukyndighed, ofte og formedelst en Enke-Frues lidet Begreb, eller andre flere saadanne Aarsager, til at bringe deres Fordeele saa meget Høyere ud paa de arme Bønders Bekostning; thi, sige de, een eller anden Hoved-Gaards Avling behøver kun

22

Halv saa mange Pløje-Dage, og dens øvrige Hoverie en tredjedeel færre Span- og Gang-Dage, end Reglementet fastsetter; følgelig kan Halvdeelen af Godsets Bønder blive forskaanede og Resten tiksagde, ligesom enhver har fulde eller tomme Hænder.

Andre igjen vil have Hoveriet reent afskaffet, og Hovedgaards-Avlingen dreven for Eyerens egen Regning. Men denne Sats røber alt for megen Uvidenhed om, og alt for liden Indsigt i Land-Huusholdningen. Sæt, at Danmark havde 300 Herregaarde (hvor mange det egentlig har, veed jeg just ikke tilvisse) og at Hver Gaards Avling blev dreven med trende Plove, saa vilde hertil behøves 12 Heste, foruden 4 saa kaldede Reserve-Heste, og atter 4 til tvende Harver, i alt 20, for hver af disse 300 Hoved-Gaarde, som udgjør et Antal af 6000 Heste. Regn saa 2 Skiepper Havre ugentlig paa hver Hest i de 7 Vinter-Maaneder, foruden Høe og Halm; saa har man 42000 Tønder Havre, som nu spares til Hollænderie og Stald-Stude, een af Danmarks største Herligheder og vigtigste Handels-Greene.

23

Vel kan herimod indvendes: 1mo, at alle Hoved-Gaarde behøve en 3 Plove; men saa ere der saa mange fleere, som behøve 4. 2do, at Bønderne kunde afskaffe lige saa mange Heste, som Hoved-Gaarden slipper at holde, ifald de bleve frie for Hoverie. Godt! men der er Forskjel paa Heste. Bonden holder, paa et par Vogn-Heste nær, som foeres nogenledes om Vinteren, og som gaaer i Tøjer om Sommeren, i nærværende Forfatning, lutter Udgangs-Øg, som maae nøyes med saare ringe og lidet Foer om Vinteren, og med et skarpt Fælled og Overdrev om Sommeren; altsaa kan hans Stutterie ikke falde ham meget besværligt. Derimod maatte Hoved-Gaarden være forsynet med store Bæster, naar den skulde drive sin egen Avling, og disse vilde nødvendig have meget Foer og Græs, om de skulde blive ved Magt.

Endelig gives der dem, som vil have alle Hoved-Gaards Marker udlagde til Bønder-Gaarde, i Tanke, at Hoveriet kunde derved best blive afskaffet, og Landet forøget med saa mange fleere Familier, eller rettere, nye Beboere, til Folkemængdens Formeerelse. Men disse theoretiske Landmænd have endnu ikke sagt os Maaden,

24

hvorledes denne Forandring kunde iverksættes uden øyensynlig Tab for Herregaards-Eyeren i Særdeleshed, og for Landet i Almindelighed. Thi lad endog 10, 12, 16, i det høyeste 24, Bønder-Gaarder kunne oprettes paa en Herre-Gaards indhegnede Marker; saa blev det dog altid et stort Spørsmaal, om Renten af den til disse Gaarders Opbyggelse og Indretning medgaaende Capital kunde deraf udredes, end sige Erstatning af det, Eyeren nødvendig maatte tabe i Forpagtning og Avling, der kan beløbe om Aaret, Tienderne fraregnede, til 1000, 1600, 2000 Rdlr., ja undertiden til 3000 Rdlr. og derover; thi for den timelige Ære, at kaldes Patriot, vil der vel neppe findes nogen, som giver Gaard og Gods til Priis. Endnu bliver det et andet Spørsmaal, om saadanne bønder skulde kunne blive i Stand til (i det vilde der nok gaae temmelig Tiid med) aarlig aars at levere til Kjøbmanden saa meget og saa godt Smør, Ost, Flesk, og alle Slags Korn til Slagteren saa mange Stald-Stude, Kalve, Lam; til Cavalleriet saa mange Heste, som en driftig Herregaards-Eyer, der driver sin fulde Avling. Troe mig, det vilde blive en

25

langt anden Oeconomie; Hvad som nu frembringes en gros, ville da vist nok fremkomme en mignature, for Exempel: en halv Otting Smør fra Bonden, for hver halv Tønde fra Herremanden, o. s. v. Ikke at tale om, hvor meget vanskeligere det vilde falde en fattig Bonde, frem for en Herremand, at rejse sig, naar han var bleven Hjemsøgt af Qvæg-Sygen, af Misvæxrt eller andre Lande-Plager; samt hvorledes Skoven vilde ved saadan Forandring blive meere medtagen, end forhen, formedelst fornøden Brændsel og Bygnings-Tømmer, meer Oprødning og andre listige Konstgreb af Skovhaderne, som jeg ikke her vil opregne, for ey at gjøre onde Midler meer bekiendte. Men for at komme til min Materie igien, troer 'jeg ikke, at Kjøbenhavn i sær var synderlig tjent med saadan Forandring, som en stor Hinder i Tilførselen. Thi uden den kan en Bye blive som en beleyret Stad, om der aldrig var fjendtlig Haand til. Exemplet har vi havt afvigte Vinter, da Mennesker saaes nedtraadde under hinandens Fødder, nogle lemlæstede, andre livløse i Trængselen; da Bagernes og Spekhøkernes Huse vare ligesom bestormede, og nær ved

26

at nedrives, alt for det kiære Brød; da den Fattige stod ey til at hielpe med Penge; da Kiødet savnedes i vore egne Lande, og maatte dyrt kiøbes fra vore Naboer, o.s.v. Øyensynlige Paamindelser fra den høyeste Magt; men hvad have vi ikke at vente, da de have tjent os saa lidt til Advarsler? Man skulde snart troe, at heele Naturen var reent omstøbt: Aarets Tider synes ligesom at have fortrakt sig; Menneskene bli e meer og meer dyriske eller rettere fæiske; Mændene skamme sig ikke ved at ligne Qvinderne, og Qvinderne Mændene; de nægte den Herre som giorde dem, og trodse saavel den usynlige som synlige Magt. Saadan almindelig Opstand i den moralske og politiske Verden drager vist nok den Revolution efter sig, som vi blive daglig vaer i den physiske.

Hvad Under da, om Himlen vil giøre al vor Viisdom til Daarlighed? Vi indbilde os ved vor egen Klogskab og vindige Projecter at kunne tilbagekalde den gyldne Alder. Vort Landvæsen skal nu ret komme til at blomstre, og vor Afkom mangfoldiggiøres som Stiernerne paa Himmelen og som Sand i Havet, (saavidt kan den menneskelige Stolthed gaae! Men de

27

Tider ere ey meer, da det hedte: Regna firmat pietas. Det er da kun forgiæves, at vi ville tænke paa at fordrive de syv magre Aar, oz igien at indføre de feede, saa længe vi ikke lære ret at bede og at arbeide.

Man seer af den trykte Tabel over Capitels: Tarten fra 1600. til indeværende Aar 1771. at vi have end ikke i Krigens Tiid, da Landet var tillige opfyldt med fremmed Krigsmagt, havt saa høye Korn-Priser, som nu paa nogle Aar, hvortil de kyndigste Landmænd ikke engang veed at give nogen Raison. Det var derfor i mine Tanker vel Umagen værd at udsette Præmie for den, der var i Stand til at vise os de rette Aarsager til vor betydelige Korn-Mangel. Vi have i de ældere Tider havt langt mindre Pløje-Land; Brændeviinsbrænden har været uindskrænket, i det mindste paa Landet; Brugen af Thee og Caffee ubekiendt; stærk Øl og Brændeviin derimod den fornemste Drik til Troelovelser, Brylluper, Barseler og Begravelser, ja! endog i de daglige Huusholdninger; Herregaardene have og da havt deres fulde Besætning af Stald-Stude, som bleve seedede i flæng med Rug, Byg og Havre; og ihvor-

28

meget Korn der end udfordredes til alt dette, vare Korn-Priserne dog meget lette, og Landet saa rigelig velsignet, at vi havde endog Korn tilovers for Fremmede. Nu derimod, da Udsæden er ulige større ved Overdrevenes, Græs-Markenes og Skov-Jordens, idelige Optagelse til Ager-Land, da Brændeviinsbrænden er saa godt som reent forbuden, undtagen for nogle faa Privilegerede; da Tractementerne til alle Slags Gilder, saavel paa Landet som i Kiøbstæderne, bestaae for det meste i Tobak, Snak, Viin, Vand, og høyt i Thee og Caffee, hvilket sidste har saaledes bemestret sig den Danske Gane, at endog Feyekonerne paa Gaden, og Bettelstanden i Almindelighed, vil heller sulte, end savne denne Nectar; da Stald-Stude, og desverre! den største Deel af Qvæget er uddød, o.s.v. have vi dog, alt dette uagtet, neppe Korn nok for Menneskenes Munde. Er det ikke et øyensynligt Beviis paa, at Danmark er ey meer det af Forsynet forhen saa særdeles yndede Land?

Vore eenfoldige Forfædre have ikke havt meget Begreb om Mathematikens og Mechanikens Nytte i Agerdyrkningen og Jordens Behandling; (thi disse Videnskabers Udbredelse

29

og Anvendelse i det menneskelige Liv var den Tiid ikke synderlig bekiendt hos os) de gik derfor simpel til Værks; de agtede paa Tiderne; de pløjede og saaede i Haab om Guds Velsignelse, troede et almindeligt Forsyn, og i Høstens Tiid blev deres Haab ey beskæmmet. Vi derimod ere klogere, og langt ifra ikke saa eenfoldige, at vi skulde troe Forsynets Nødvendighed, eller tilstaae, at al Velsignelse kommer fra Herren; Ney! vor egen Indsigt er nok til at flytte Bierge, og at befale over Elementerne

selv.

Mange Hindringer maae ryddes af Veyen, førend Landet kan modtage fleere Jordbrugere, og Bonden den ham tiltænkte Lyksalighed. Saa længe de Nærværende Landmænd endnu ere forarmede, er det altid Tegn til, at man ey har udfundet den rette Mangels-Kilde. Det vil da vel være fornuftigst, at bringe de Fattige paa Fode, før vi forøge deres Antal og opfylde Landet med fleere Staadere. Overalt bør der ikke tænkes saa meget paa den nærværende, som den tilkommende Slægt. Jo mindre Menneskene ere indtagne af Fordomme og indgroede Vaner, jo bedre dannes de til at tænke og handle

30

Fornufts-og Dyds-mæssig; heri bestaaer fornemmelig Lyksalighed. Et Menneskes Lykke beroer da først og fremst paa hans Tænkemaade. Med en fordervet kan han ikke blive lykkelig, om heele Verden vilde øde sine Skatter paa Ham; med en dydig og fornuftig kan han derimod være det, endog i Armod selv.

I Henseende til Hoverier, da ere mine ringe Tanker disse: At alle Bønder burde betale Hoverie-penge til Herskabet, og Herskabet igien betale Bonden noget vist for hver Dags Hoverie efter Omgang, at ingen skulde bære Byrden allene, og efter en fastsat Taxt for pløje- Kiøre- og Gang-Dage; dog med den Betingelse, at ingen Bonde, som det tilfaldt, maatte nægte Herremanden sin Hielp, at han af Mangel paa Folk ikke skulde sættes i Forlegenhed. Saaledes er jeg forsikret, at Bonden skulde aldrig blive tilsagt til Hove for at giøre ufornødent Arbeide, eller for at ligge i Marken og sove Dagen bort, meget mindre for at bruges af Ride-Fogden, Lade-Fogden, Fruens Pige eller andre, til deres Magelighed og Tieneste, som hidindtil. Herimod kunde vel indvendes,

31

At Bonden vilde komme til at lide alt for meget i Pløje- og Høste-Tiden; da man til Hinder for hans egen Avling kunde opsette al Arbeidet. Det synes vel saa; men, naar man veed, at Hoved-Gaards-Markene blive altid før pløjede og saaede, følgelig og tiligere indhøstede, end Bøndernes; kunde Bondens Avling ikke vel blive forsømt. Overalt seer jeg ikke, at en Herremand vandt meget ved at chicanere en Bonde; thi det gaaer tilsidst ud over ham selv, naar Bonden bliver forarmed.

Men da hoveriet er ikke den eeneste Aarsag til Landmandens Fattigdom, vil jeg lade det beroe ved det derom anførte, og vise andre nærmere Aarsager til Bondens slette Vilkaar. Til Exempel vil jeg tage Hans Majestæts forbeholdne Bønder-Gods i Ods-Herred. Dette Gods er frie for Hoverie, har meget gode Jorder, ringe Skyld-Sætning og mindre Afgift; men med alt dette viser dog Gaardenes Bygning, Bøndernes ringe Boehave og slette Levemaade, Restance paa de Kongelige Skatter og Landgilde, samt det meget Laane-Korn, de aarlig maae optage, at den yderste Fattigdom hersker, hos de fleeste. Spørsmaal da: Hvad er

32

Aarsagen til Landmandens Fattigdom? Jeg meener, og det med god Grund:

1.) Den høyst skadelige, og paa nogle Aar meer end forhen gængse, Handel, at alle og enhver uden Forskiel kan tilkiøbe sig Jordegods. Vi have Exempel paa, at 3 à 4 Personer have slaget sig sammen, om at kiøbe en Herregaard, ligesom en Heste-Pranger kiøber en Hest, for at sælge den igien til den første Kiøbere, efter at han har reist Landet om med den, og saaledes trukket Fordeelen af den. Naar vi og besee Landet i Almindelighed besiddes jo de fleeste Herregaarde af Forvaltere, Forpagtere, Ride- og Lade-Fogeden. Langt fra jeg misunder nogen af dem den Ære at være Herremand, eller anseer dem uværdige til at eye et gammelt adeligt Gods; Men! jeg vilde kun, at ingen, være sig Adel eller Uadel, burde tillades at kiøbe en Herregaard, med mindre han eyede i det mindste det meste af Kiøbe-Summen at sette i Godset.

Hvor skadeligt det er for et Land, at een eller anden, der kan Have sammenskrabet 46-à 8000 Rdlr., skal uformeent kunne kiøbe et Jordegods af 40- til 60000 Rdlrs. Værdie

33

og derover, vil jeg vise med følgende Exempel; En Proprietair, der har ikkun betalt en fierdedeel Part, ja! maaskee mindre, paa sit Gods, seer for sine Øyne, at hans Arvinger kan umuelig blive Eyere deraf efter hans Død, merker og, at han behøver al sin Konst for at vedblive det, medens han lever, af Mangel paa den Formue, som behøves til at vedligeholde Gaarden og Godset med dets Bønder, i Følge Loven og den naturlige Billighed, meget mindre til at ophielpe et forfalden og øde Gods; følgelig seer han kun paa det Nærværende, og lader for Resten den Længstlevende sørge for sig. Han nedhugger da den store Skov, og oprydder den unge, det sikkerste Middel til at forskaffe sig Penge, og til at udvide Gaardens Avling; Han betiener sig af Klap-Jagten, medens han kan, lader alle Fiske-Parker og Aaer udtrække; sælger Friheds-Passer til det unge Mandskab paa Godset, og giør i Penge, Hvad giøres kan, for at bestride Renterne, og blive ved Gaarden. Imidlertid sukke Godsets Bønder under deres Trældom og ugudelig Hoverie med Skovning, Oprydning, Skov-Jordens Pløyning med videre, og Efter-

34

kommerne vil maaskee bande ham i hans Grav for Skovenes Ødeleggelse, naar de mangle fornøden Bygnings-Tømmer og Ildebrand. Meer vil jeg ikke melde om denne Sag; men allene ønske, at ethvert Herskab maa faae opladte Øyne for Eftertiden, i Henseende til de brugte Midler og den lette Maade, hvorved saa mange Forvaltere, Ride- og Lade-Fogeder, ere blevne Herremænd paa deres Herskabs Bekostning. Og var det vel ikke af Veyen, det blev fastsat ved en Kongelig allernaadigst Forordning, hvormeget der burde og kunde betales og udlaanes pr. Tønde Hart-Korn, da man snart vilde faae see, at de Capitaler, som sættes nu i Jorde-Godser, skulde blive anvendte paa Handel, Seilads og nødvendige Fabriqver, ligesom i Holland og Engelland. Hvad der ydermeere kan foraarsage Landmandens Fattigdom, er i mine Tanker

2do. For en stor Deel de svære Udgifter, Bonden har at udreede. Disse ville vi inddeele i lovlige og ulovlige Byrder, og Henregne til de lovlige a) de Kongelige Skatter og Contributioner; b) Herskabets Landgilde, smaa Redsel, billig Hoverie

35

Hoverie penge; c) rimelig Gaards-Fæster; d) Korn-og Qvæg-Tiende; e) præstens Offer og Skoleholderens Løn; f) Tingmandens Rettighed; g) de Fattiges Leeg; h) Mestermands penge; i) Herreds- eller Birke Foged Rorn; og k) Stolestade-penge til Birken.

De ulovlige, deels i sig selv, deels ved Misbrug, ere: a) Korn-Maalernes ugudelige Maal og Opmaal, tvertimod de aarlig allernaadigst udgaaende Korn-Skatte-Forordninger. Den dermed brugte Omgang kan Bonden selv best oplyse, som reyser hiemme fra med Topmaal, og kommer dog altid til kort 2, 3 à 4 Skpr., enten fordi han ikke selv forstaaer at udregne, hvad han bør svare af Skieppe, Fierdingkar, Album o.s.v. eller fordi han ey tør stryge Tønden, eller nedbanke Tøndens øverste Jernbaand paa sit rette Sted; b) Over-Maalet ved Landgildens og Laane-Kornets Afbetaling; c) Skov-Rider-Korn fra 1 til 4 Skpr. samt 10 Skill. i penge af hver Gaard; d) Skov Foged-Korn og penge, Halvdeelen imod Skovrideren; e) Sogne-Fogdens Korn; f)

36

Ride-Fogdens Korn fra i til 4 Skpr.;

g) Lade Fogdens Korn, foruden 24 Skill. til Senge-penge aarlig af hver Mand;

h) Hver tiende Skilling af alle Fæster til Fogden for Fæste-Brevets Udstedelse;

i) Sogne-Fogdens formentlige Rettighed for Registrering efter død Mand eller Kone, og hvad som ellers erlegges til Forvalteren for Skiftet, til Herreds Fogden for Nærværelsen derved, og til Under-Skriveren for Skifte-Brevets Beskrivelse;

k) Bondens Villighed for Dilation med Skatters og Land, Gildens Betaling, bestaaende af Høe, Havre, Rug, Byg, Erter, Boghvede, Gryn, Smør, Ost, Eg, Høns, Giæs, Griise, Kyllinger og Faare-Melk;

l) Formandens Restancer, som den nye Fæster maa paatage sig at afbetale, om de endog ere stegne nok saa høyt, formedelst Bondens Liderlighed og Fogdens Søvnagtighed; m) De Byrder, som følge hist og her med Gaarden, og foruden ovenanførte maa svares af den nye Fæster til den Fratrædende, for Exempel: Frie Huus-Værelser og Ildebrand, frie Foer og Græsning til en Koe og 4 à 6 Faar,

37

saa og saa mange Tønder Rug og Byg, eller i dets Sted et Stykke Jord i hver af Byens Marker. At gamle Folk, der have været gode Huusholdere, og holdt Gaarden i Hævd, bør Have saadan Tilstød paa deres Alderdom, finder jeg høyst billig; men at saadanne Byrder skal komme en ung, liderlig, fordrukken og doven Bonde til gode, som forsætligviis har ruineret Gaard og Grund, allene fordi han har været en god Malke-Koe for en Forvalter, Fuldmægtig eller andre, er, som mig synes, en maadelig Opmuntring for Duelighed og Vindskibelighed. n) Udgift til Sogne-Fogden for hans Nærværelse, naar en Karl skal skrives for Gaarden; o) Hvad Fogden som oftest presser af det unge Mandskab for Befrielse fra Soldater-Granden, hvorved han giør denne Stand afskyelig for dem, svækker tillige Bonden ved at stille ham ved det, hvormed han som Gaardmand i sin Tiid skulde sætte sig i Stand, og overtræder i saa Fald Høysalig Kong Christian den Siettes allernaadigste Forordning om denne Post; p) Doctor-Skatten; g) Delinqvent-penge for Arrestanter, som uagtet en klar, og i 4 à 6

38

Uger paadømmelig Sag, hensidde ofte 1 à 2 Aar til Byrde for Almuen; r) Udgifter til Degnen, for Exempel: Degne-Traven, alle Slags Offer, Juule-og Paaske-Renter af Brød, Flesk, Gaas, Pølse og Eg, foruden Tolv Ringer Brød 1 Lpd. i alt, ey at tale om godt Øl, Brændeviin, Saltmads-Fad, Smør, Ost og fiint Brød, som den for Touren staaende Bonde maa have tilrede for at modtage denne Kirkens Tiener, naar han, til liden Nytte for Ungdommen, og megen Besvær for Bonden, værdiger Sognet med sin Besøg om Vinteren: En saadan Person, der underholdes allene for at begynde Sangen i Kirken, iføre Præsten Messe-Klæderne og sige Amen, er, saa snart han en er Skoleholder tillige, i mine Tanker en heel unødvendig Person i Staten, og kan ret vel undværes. Skulde Skoleholderen ikke gierne kunde bestride alt dette tillige med sit eget Arbeyde? jeg mener, jo! og altsaa burde Vedkommende sørge for at faae de dueligste og skikkeligste Mennesker overalt indsatte til Skoleholdere; thi Alm ens Forbedring beroer en Hoben paa deres Fliid og gode Exempler. Dette

var en umueligt, naar man skaffede dem an-

39

stændig og fornøden Leve-Brød, og paasaae, at deres Embede blev holdet i Agt og Ære. Jeg er forsikkret, naar Indkomsterne af begge Embeder blev tillagt een Person, for at forrette hvad To tilforn havde forrettet, (dog ikke før Vacance indtraf; thi det er et Samvittigheds-Verk at giøre Folk Bødløse) gaves der fornuftige Folk nok, som ansaae det for en større Ære at tiene Staten paa denne Maade, end, for at være fornem, at gaae saa længe som Dagdrivere og Straten-Junkere, indtil de bleve omsider hængende som næseviise Fluer i Forfængeligheds bedragelige Spindelvæv. s) Lægspenge, som Bonden efter mit Tykke ikke burde svare, med mindre Læget selv maatte vælge deres Soldat, ligemeget om den eller den tabte en god Offer-Dag, naar kun Bonden beholdt sit.

Naar disse og fleere saadanne Udgifter først bleve afskaffede, og Bonden blev paa en Slags Maade underrettet om de lovlige og rimelige Udgifter, han havde at udrede; vilde det ikke være nogen Sag, endog at giøre samme baade muelige og taalelige for ham, ved at anvise ham saadanne Velfærds-og Fordeels-Kilder, at

40

han just ikke skulde behøve i Utide at fælge sit Korn, sit Høe og Halm, og sine Køer og Stude, Bæster og Sviin, for at udreede

Skatter og Contributioner, med videre; som udfordres til hans Livs Ophold, hvilket har hidindtil været den

3die Aarsag til Landmandens slette Tilstand og yderlige Fattigdom. Men for at vise, at det er ikke umueligt at raade Bod herpaa, ere mine Forslag disse:

A) At opmuntre Landmanden eller Bonden til at anlegge Humle-Haver, og at plante gode Frugt-Træer. Loven befaler udtrykkelig, at Bonden skal aarlig legge Humle, sætte Frugt-Træer, piileog Steen-Gierder; Men hvorledes efterleves denne Lovens Artikel? Vore Herremænd, eller rettere, deres Fogder og Forvaltere, synes at holde Fingeren over denne Post i Loven (man skulde snart troe, for at have desbedre Haand i Hanke med Bonden, naar man Aarsag vilde have ham langt fra Gaarden). Det kunde maaskee have gode Virkning, om Hans Majestæt giorde saadan Forandring i Lovens Bydende: Hvil-

41

ken Jordegods-Eyer, der ey aarlig Aars lovformelig kan beviise, at han overalt paa sit Bønder-Gods har paaseet Lovens Befaling efterlevet, i Henseende til Forbedring i Bondens Vilkor, hvilket han bør godtgiøre ved derover forfattede, og til General-Landvæsens Commissionen indsendte, Tabeller, skal, naar han befindes lunken og efterladen herudi, efter Sagens Beskaffenhed, have forbrudt 4, 6, 8 à 10 og fleere Tønder Hartkorn af sin Hovedgaards-Taxt, som enten bestandig eller til en vis Tiid skal være contribuerende. Et Lands Styrke er jo dog gode Loves nøyagtigste Efterlevelse. Troe mig, Landet vilde, efter saadanne Anstalter, see langt anderledes ud inden kort Tiid, end nu, og

Bonden vilde selv finde sin Regning, ved at kunne afsette en Hoben Humle, alle Slags friste og tørre Frugter, foruden hvad han behøvede selv til sit eget Huuns, af Kaal, Rødder, Potates, Bæll-Frugter, Bær og deslige, baade Vinter og Sommer. Ja! hvad Korn kunde der ey spares, om det blev meer almindelig blandt Bønderne at legge sig efter de saa kal-

42

Lede Potates eller Jord-Æbler, hvoraf dergives forskiellige Slags, men alle meget tienlige og u-undværlige, især, naar Kornet slaaer feil. En anseelig Mand i Frankerig har giort følgende Anmærkninger bekiendte om denne Vært, som jeg nylig har læst under No. 31. i dette Aars Jurid. Med. og Oeconomiske Tidende, saaledes lydende: „Jeg har, melder han, ladet bage Brød af Potates eller Jord-Æbler, blandet med Halvparten eller Trefierdeparter Hvede-Meel: Det gav et godt og let Brød, der havde saadan Liighed med Hvede-Brød, at man havde Møye ved

at adskille det derfra, saa at endog de skarpsigtigste

fandt sig bedragne. Den eeneste Ubeqvemhed, som jeg finder derved, er, at det koster nogle Omstændigheder og Umag.

Men man kan giøre Arbeidet lettere, naar Jord-Æblene blive malede til Meel paa en Haand-Qværn, eller naar man legger dem under en Presse og trykker dem i Stykker, i sær naar man lader dem tørres. En lind Tørkning efterhaanden er det beqvemmeste Middel til at giøre dem gandske til Meel. Derved blive de og satte i Sikkerhed for

43

Frosten om Vinteren, som ellers lettelig angriber dem, efterdi de ere meget Vandrige, og man kan da til allehaande Brug giemme dem fra een Høst til en anden, da de ellers i Martii Maaned, ja! vel endog før, skyde ud, og blive ubrugbare. Slaaer Korn-Høsten feil, som ofte skeer, ere de et fortræffeligt Hielpe-Middel for den gemeene Mand, som Brødets Dyrhed allerførst trykker. De Hare et Fortrin frem for alle Jord-Frugter, og som er dem eget, at Kaninerne have ÆrbØdighed for dem, og ikke angribe dem. Man kan ogsaa nok vogte dem for andre Fiender i Jorden, og omendskiønt de falde ikke lige godt ud alle Aar, give de dog immer rigelig af sig, og belønne tilstrækkelig den liden Møye og Umag, som anvendes paa dem. Jeg har indsamlet femogtivefold af dem. Hvilken Slags Sæd indrenter saa meget, og saa tilforladeligt? Denne Væxt er af saadan Nytte for Europa, at vi allerede derfor maae ansee det som en stor Velgierning, at America er blevet opdaget, hvorfra Potates først ere blevne bragte til Europa?„ At vore Landmænd hist og her

44

ogsaa maae have giort Forsøg med at lade bage Brød af denne Vært, veed jeg deraf, at jeg Har selv har smagt saadant Brød, som var indsendt fra en Præst her i Landet, hvoraf man endog har havt Prøve i vort Land-Huusholdnings-Sælskab. Enhver retskaffen Patriot har derfor Aarsag at ønske, at Brugen og Nytten af denne velsignede Væxt maa blive meer og meer bekiendt og udbredet blandt vore Bønder og Landmænd. Hvad jeg ydermeere vilde have recommenderet til Kornets Besparing paa Landet, skulde være Frugt-Brændeviin, Must og Cider. Hvor vigtig en Sag er ev den Slags Drik i Engelland, baade for Folk i Særdeleshed, og for Lander i Almindelighed?

Men for at igienrage min Materie, om at indrette Haver, og at plante Træer, da maatte jeg vel spørge, hvo der enten bedre kunde, eller meer burde, holde over den foranførte Lovens Artikel, end Herskabet selv? Der haves jo gemeenlig een eller fleere betydelige Haver ved Herregaarden; der holdes gemeenlig en Urtegaardsmand, og andre Folk behøves desuden under ham til Arbeidere i Haverne. Her er jo da den beste Anledning. Lad Haverne være

45

Seminaria! lad Urtegaardsmanden holde Forelæsninger og Underviisninger baade theoretice og practice! lad nogle unge Mennesker fra hver Bye vexelviis oplæres i at plante, pode, inoculere, afsue, sette og beskiære Træer, og ellers i at behandle Jorden til alle Slags Kaal, Rødder, Potates og Urter, med videre! Desuden ere der jo og skrøbelige, og til Bonde-Standen uduelige Mennesker nok paa alle Godser, lad og disse undervises i Havedyrkningen, og saaledes blive skikkede til at fortiene Brødet hos de andre Bønder, enten som Pode-Mestere eller Urtegaardsmænd. Troe mig, det er mueligt, at jage Armod reent ud af et Land, naar hver i sin Vey vil giøre Tarvelighed og Arbejdsomhed til sin Hoved-Sag. Vilde dog de gode Herremænd engang lære at indsee, hvor aldeles det staaer i deres egen Magt, at udbrede Velstand og Lyksalighed inden deres liden Sirkel, troer jeg vist, at Lysten skulde snart forgaae dem til at forsømme dette deres Kald, for at vælge Hoffets Forlystelser, og for at forøge Tallet af Hoved-Stadens Daarer og Døgenichter.

46

Ligeledes burde og paasees, at Vedkomkommende holdt Bønderne til, i Steden for Torne-og Riis-Gierder, at indrette suffiçante Steen-Gierder og levende Hækker, en Sag, Hvorved Skoven og Bondens øvrige Arbeide vilde i Tidens Længde vinde meget.

Til Beviis, hvor høyt nødvendigt det er, at Bonden anføres til det Arbeide, hvorved han og hans Efterkommere kan befries fra Penges Udgift og alt formegen Tiidsspilde, vil jeg allene anføre følgende: Hans Majestæt eyer 3 Heste-Haver i Ods-Herred, forhen Rykker-Kobler, men nu forpagtede af Godsets Bønder, under Navn af Ellinge, Svendstrup og Borge-Vangs Heste-Haver. Af den sidste, som er omtrent den mellemste, i Henseende til Størrelse og Afgift, svare Bønderne, om jeg mindes ret, 100 Rdlr. i aarlig Afgift til Kongen; men de øvrige aarlige, og paa det nøyeste anslagne, Omkostninger med Staurer og Torn-Gierder, med Dagløn og Tilsyn, o. s. v. stige næsten til det samme; hvilke Penge kunde spares ved at indhegne den med Steen-Gierder, allerhelst da Steen kan haves Millionviis, inden og uden for denne Heste-Have, allene ved

47

at opbryde og henvelte dem til Stedet, hvor Gierdet behøves, og det til mange 100 Favne, om der galt derpaa.

Nu derimod maae man med Bedrøvelse see, baade der og andensteds, at Jorden bær næsten intet uden Steen, i Steden for Korn og Græs. Kommer det endelig saavidt, at en Bonde umager sig undertiden med at opsanke een og anden Steen af sin Ager, har han gierne tillige den smukke Vane at kaste den i nærmeste Torve-Grav, Engdrag eller Søebred, hvor man kan øyensynlig see den henkast. Naar nu en fornuftig Landmand seer saa gale Anstalter, maae han jo troe, at disse Folk søge kun at rette een Feil for at begaae en anden; thi hvo veed ey, hvad Skade en Tørve-Moese tilføyes ved at kaste Steen i dens Grave? og hvo seer en, hvorledes den ubetydelige Skov i Ods-Herred medtages, ved aarlig at lade hugge nogle 1000 Staure, og for Sælskabs skyld tillige de unge Eege- og Bøge-Træer, allene fordi man ikke vil bruge de Steene paa sit rette Sted, endskiønt de ligge lige for Foden. At der burde være en Slags Ave og Opsyn med saadanne dovne og skiødesløse Folk, begriber enhver.

48

De her i Kiøbenhavn foranstaltede Qvarteer-Commissarier og deres Instrux har givet Mig den ldée, at det vilde vist nok have sin store Nytte, om der ligeledes overalt paa Landet bleve beskikkede nogle duelige Folk til Land-Commissarier, Herreds- eller Birke-viis, som efter en fornuftig Instrux fra General-Landvæsens-Commissisnen skulde have Indseende med, at der dog kunde være en Slags Politie og Orden ligesaavel paa Landet, som i Byerne. Naar saadanne Folk havde den fornødne Indsigt, kunde de, være Bønderne til megen Hielp og Understøtning, ved Skifter, Registreringer og Vurderinger, at ingen Forurettelse skulde tilføyes dem; ligeledes til stor Opmuntring og Underviisning i Henseende til deres Pligters Iagttagelse inden og uden Huuset, ved at lære dem, hvorledes de kunde befordre deres eget, tillige med Herskabets og Landets Vel, naar de allene vilde lade sig sige og anvise en bedre Maade, at drive deres Gaard og dyrke deres Jord, med videre.

Men, som disse Land-Comrnissarier ligesaa lidt, som Qvarteer-Commissarierne i Kiøbenhavn, maatte være Publico til nogen Byrde-

49

saa forstaaer det sig selv, at de burde tiene Bonden gratis, og i saa Fald tilstaaer jeg, at jeg ikke veed, hvorfra Lønnen skulde komme til disse Folk; thi min Sass er, at Bonden bør ikke bebyrdes med fleere Udgifter, men heller befries fra nogle af de ham allerede paalagde. Imidlertid blev der vel alrid Udveye til Lønnen, saasnart man indsaae Nytten. Om ikke andet, kunde man jo udsøge nogle af de dueligste og honnéteske Officerer, som nyde Pension eller Vart-Penge, og naar dem blev tilstaaet en liden Gaard, som burde følge Embedet, og lidt Tillæg til Pensionen, troer jeg vist, at de fornuftige ville ansee det for større Lykke, end at trænges ind i et Collegio til Forretninger, som aldrig havde været deres Sag.

Hvad Bonden eller Landmanden kunde ydermere høste megen Fordeel af, var B, At indrette almindelige Bie-Haver. Bier burde i mine Tanker være som et Inventarium til enhver Tønde Hartkorn, ligesom al anden Besætning af Vogne, Plov, Harve-Bæster, med videre. Og da disse nyttige Creaturers Sværmen og Formeerelses-Tiid indfalder

50

just, naar Bonden har meest med hans Tørve-Skiær og Høebiergning at bestille, hvorover Bierne maae savne den fornødne Tilsyn; saa kunde en beqvem Plads indtages i hver Bye, bg indhegnes Med Palme-Pille og andre for disse Dyr meest tienlige Træer, hvor hver Bonde, i Forhold til hans Hartkorn, kunde indflytte de ham tilhørende Bier, og i sin Tiid Nyde Udbytte i samme Forhold af den Fordeel, den fælles Bie-Have havde givet af sig. Paa den Maade kunde tillige 1 à 2 af Byens Fattige fortiene Føden, ved ar opvarte den heele Byes Bier. Det er desuden at mærke, at jo fleere Bier der ere paa et Sted, jo mindre Fare ere de underkastede for fremmede Giæster, og jo meer muntre og arbeidsomme ere de, siden disse kiære Dyr ere meget for Sælskab, og derimod traurige og længselfulde i deres Eensomhed. Blev denne Indretning iværksat, vilde maaskee mange Kiøbstæd-Folk gierne være lodtagne i saadanne Bie-Haver; thi om Nytten tvivler vel ingen, som har mindste Kundskab or disse Dyr, og veed, hvor lidt de koste ar underholde, imod de anseelige Fordeele, Eyer-

51

manden aarlig Aars kan trække af dem. Vore ældgamle Forfædre maae vist nok bedre have indseet Nytten af Bie-Avlingen, end vi, og at samme maae have været i god Stand Hos dem, er flutteligt af hvad man læser i den Materie hos adskillige Skribentere, og iblant andet af hvad vor meget lærde, og til Videnskaber saa særdeles opoffrede, Hr. Conference-Raad Suhm anfører til Exempel derpaa, i hans Samlingers 1 Vind 2 Stykke, saaledes: "Ved Christi Tider skal Frode have regieret i Sielland, " om Ham fortælles der, at han, for at beværte den Svendske Regent Fiolner, Havde ladet fylde et Kar, der var mange Alen høyt, med Miød, hvilket viser Ælden af Bie-Avling og Miøds Tillavelse hos os,som og bekræftes af Pytheæ foranførte Vidnesbyrd, og ved det, ar Odin lovede Miød til de afdøde Helte i Valhalla."

Hvilket henrykkende Syn maatte det en være, at see vore Lands-Byer prydede allevegne med Steen-Gierder og levende hækker; med Træ-Gaarde, Humle-og Bie-Haver; med smukke Kiøkken- og Frugt-Haver, i hvis Træer

52

og Blomster Bier sværmede Million-viiS inden og uden om, for at berede Honning og Vox til utroelig Nytte og Fordeel for Landet. Sandelig! den, som kunde være lunken og følesløs ved et saadant Syn, eller uden Drift til at ophøye Skaberens Godhed for saa megen øyensynlig Overflødighed, fortiente vist ikke at kaldes Menneske.

Bonden og Landmanden kunde og have god Fordeel af

C.) At besætte sine Tørve-Grave, Vadsteder og Gade-Damme, med Fisk, for dermed ar forsyne de nærmest omliggende Kiøb-Stæder. Men i saa Fald maatte det ved en Kongelig Anordning være Herskabet, Forvalteren, Skov-Rideren, eller andre, aldeles formeent, herudi at fiske, meget mindre, at tiltage sig nogen Raadighed derover; thi alt hvad deraf kunde udbringes, burde være Bondens egen Profit. — Endelig er for det 4de. Een af Aarsagerne! til Landmandens slette Tilstand og yderlige Fattigdom, at en Fæste-Bonde ikke har nogen Sikkerhed for sig, hvorledes det skal gaae hans Fa-

53

milie efter hans Død. Det er jo naturligt, at saavel han, som de, kan ønske, at hans sure Slid og Slæb maatte komme dem til gode; men just i Mangel af noget sikkert Haab herom er det, han taber Mod og Lyst til at see Gaard og Grund til gode; thi han lærer sin og Sines Skiæbne af den daglige Erfarenhed, stadfæstet med utallige Exempler, hvoraf følgende er nok til at bevise Vedkommendes Omgang:

En skikkelig Bonde-Karl falder paa at fæste en Gaard, med den usleste Besætning af nogle faa udlevede Bæster, og faldefærdige Huus-Bygninger, uden Sæde-og Æde-Korn. Han faaer strax ved Venners Hielp Jorden pløjet og vel hesaaed. Ved et gunstigt Forsyn flipper han og til en god Kone, fordi han ek hende værd. Hun indbringer ham Sommer-Føde, noget til Boehave og Besætning. Brude-Gaven anvendes til Bygnings-Tømmer. Saaledes have disse stakkels Folk allerede bragt det vidt det første Aar. Manden vedbliver at stræbe uden om, og Konen inden i Huset; de legge sig Føll, Kalve, Faar, Svin, med meere, til; alting trives og velsignes; thi de glemme ikke

54

fin høyeste Belgiørere, og naar saae man vel en gudfrygtig og ordentlig Vandel ubelønnet. Det andet Aar fætter Bonden sin Loe og Lade i Stand; det tredie, opbygger han sin Heste-Stald; det fierde, sin Koe-Stald og Høe-Lade; det femte og siette Aar samler han Penge til Bygnings-Materialier, for i det syvende Aar at opbygge sin Stue-Længde. Hans Besætning er i fuldkommen god Stand, og intet mangler nu i hans Lyksalighed, uden den sidste Bygning. Men Bonden døer just i Begyndelsen af det syvende Aar, og efterlader en Kone med 3 Børn. Nu gielder det, ar betiene sig af Leyligheden. Registrering- Vurdering og Skifte-Behandlingen, udfordrer Fogdens Rærværelsetillige med de af ham selv udvalgte Vurderings-Mænd. Han efterseer Gaardens Besætning,udtager af samme et par Vogn-Heste og behøvende Plov-Bæster, en beslagen Vogn med tilhørende Drag-Tøy, en Høst-Vogn med alt Tilbehør, Plov, Harve, Sæde-Korn, med videre, alt efter Vurderingen. Dernæst eftersees Gaardens Brøstfældighed,. som anslaaes til en vis Summa. Saaledes bliver da For

55

valteren først den Afdødes Anklager for Gaardens Brøstfældighed, og udtager Besætning og Sæde-Korn, strax derpaa slaaer Samvittigheden ham, saa at han, som en retfærdig Dommer, tager øverst Sæde ved Bord-Enden, for ar afgiøre Liqvidations-Regning, saaledes som følger:

Stervboets Formue beløber sig efter Vurdering til — — 200 Rdlr.

Derimod er Boets Besværing,

Herskabets Prætensioner, Besætning efter Loven, Brøstfældighed efter Vurdering, samt dette Skiftes Bekostning — 348 Rdlr.

Følgelig kommer mit naadige Herskab tilgode den Summa — 148 Rdlr.

Altsaa ikke noget at arve for Enken og hendes 3 Børn. I øvrigt bliver Enken tilspurgt, om hun veed nogen Udvey, enten til Betaling eller Caution , for de resterende 148 Rdlr., hvortil hun svarer Ney, (som forstaaer sig; thi hvo vil cavere for en reent udarmet Enke), hun udbeder sig da allene af den

56

gode og gunstige Hr. Forvalter, at han af Medlidenhed vil overlade hende et Huus, hvoraf Hun lover at ville giøre en Uge-Dag, hvilket bliver hende endelig accorderet, dog paa Vilkaar, med Spinden og andet Arbeide at see Gielden afbetalt, som hun og indgaaer. Saaledes bliver da Skiftet sluttet, og Gaarden Fæste-ledig.

Datum ut supra.

NN. NN. NN.

Enken og Laugvær- Fuldmægtig og Skiftege. Forvalter.

NN. NN. NN. NN. NN. Børnenes Formyn- Vurderings-Mændedere. ne.

For at undgaae Vidtløftighed, vil jeg ikke melde noget om de Skifter, hvor der er noget at arve; endskiønt det kunde vel og være Umagen værd at vise, hvorledes Børne-Midler i Almindelighed blive behandlede og udsatte. Enhver, som vil, kan af det allerede anførte dømme om, hvorvidt en Bondes Skifte bliver lovlig administreret eller ikke, naar en Foged eller Forvalter kan det rene Kyeblik være Anklager,

57

og det andet Dommer, i een og den samme Sag. Hans Paastand maae være saa uretfærdig, som den vil; saa tør Vedkommende dog ikke paaanke den. Saadan Omgang synes mig at være en Levning af Barbariet, og vist ingen Ære for vore oplyste Tider. Kan Bonden have Lyst til at stræbe paa saadan Maade? Ney! Han er et Menneske, han føler den ham tilføyede Uret, men formaaer en at afvende den; følgelig bør en viis Regiering see at forhielpe ham dertil , og det kunde, i mine Tanker, maaskee best skee saaledes:

Naar en Gaard blev Fæste-ledig, og Fæstet var fastsat efter Billighed, skulde Herskabet være pligtig , ved uvillige Mænd nøye at lade Gaardens Beskaffenhed undersøge, i Henseende til Bygningen, Humle- og Frugt-Haver, Piile, Steen-Gierder og Hække, Bie-Avling og al øvrig Besætning; dernæst at lade forfatte en Lov-formelig Syns-Forretning derover, hvoraf Fæste-Bonden skulde meddeeles rigtig Gienpart, Ved Forretningen skulde det være Fæste-Bonden selv tilladt, med tvende andre Mænd, som han dertil kunde formaae, at være overværende,

58

disse skulde Herreds- eller Birke-Fogden give deres Taxt gratis, en ringe Tieneste mod det aarlige Dommer-Korn, som han nyder af en saadan Fæste-Bonde. Saaledes kunde ingen ved Dødsfald gribe ind i en Bondes Boe og Formue, saasnart Gaarden var holdt i den Stand, at den ikke gik under Vurderingen: og for ydermeere at opvække Lyst hos Bonden til at forbedre Gaarden, skulde al den Forbedring, som kunde bevises at være skeet siden den første Syns- Forretning, godtgiøres Enken i hendes andet Giftermaal ved det nye Fæste, eller den af Børnene, som traadde til Gaarden efter Forældrene. Heraf vilde vist nok siyde den Birkning, at Faderen vilde af alle mulige Kræfter see at forbedre Gaarden, i Haab, at nogen af hans Efterladte, enten Enke, Søn, eller Datter , torde maaskee, ved saadan Forbedring, komme til at nyde Gaarden aldeles Fæste-frie. Jeg behøver ikke at være vidtløftig, i at vise fleere Fordeele af saadan Anordning; thi hvo indseer ikke, at Bondens Velgaaende er Landets Rigdom, Kiøbstædernes Opkomst, og Her remændenes eget Gavn?

59

Jeg maatte og ved denne Leylighed vel spørge, om en Forvalter eller Ride Foged bliver saa slet aflagt, at han endelig skal leve paa den usle Bondes Bekostning; og hvo har sagt, at saadan Karl ikke kan nøyes uden med at ende som Herremand, efter at han har udsuet den arme Bonde lige indtil Skiorten?

Var det ikke Høyst baade nyttigt og nødvendigt, at enhver Forvalter, som blev antagen af et Herskab, skulde være forbunden til, ved lovlig Syns-Forretning at modtage Godset, og ved ligesaadan Forretning igien at aflevere det, om ikke i bedre, saa dog i lige saa god, Stand, eller og derfor at betale, og at staae til Ansvar for alt det, som ved hans Forseelse, eller manglende Opsyn, kunde øyensynlig sees at være bleven forverret? Og siden en Forvalter-Tieneste er af yderste Vigtighed for Vedkommende; saa var det ikke af Veyen, om den Anstalt blev føyet for Eftertiden, at ingen maatte paatage sig noget Gods at forvalte, med mindre han var en examineret Jurist, og tillige kunde medbringe Attester fra Professor Oeconomie ved Kiøbenhavns Universitet, hvor-

60

vidt hans Begreb og Indsigt strakte sig i Land-Huusholdningen; om han forstod alt hvad en god Bonde burde forstaae; om han kunde bruges som en god Holtz-Førster, (thi den Videnskab er i sær fornøden for en god Forvalter eller Ride-Foged, som jeg før har viist) ved Træers Udviisning og alle Slags Tømmer-Hugst, baade i Henseende til Tiden og Maaden, saavelsom i Hensigt til Tømmeret og Træets forskiellige Brug; om han havde den fornødne Indsigt i Ager-Dyrkning, Have-Dyrkning, Jagt og Fiskerie, med videre. Thi at giøre en Skatte-Korns Beregning, og at Holde Bog over Indtægt og Udgift, er det mindste af det, en Forvalter eller Fuldmægtig bør forstaae. Jeg tilstaaer, at saadanne Folk ville vel være rare at træffe; men naar her var Haab om anstændig Udkomme, (thi det forstaaer sig, at saadanne Folk burde lønnes efter Fortjeneste, og i Betragtning af den Nytte, de kunde giøre), gaves der altid fattige Studenters nok, som endog paa denne Maade vilde søge at giøre sig habile til saadanne Forretninger, for at faae noget ak leve af. — Endelig er og blandt Aarsagerne til

61

Landmandens slette Vilkaar at regne, for det

5te. At Huusmændene ikke anvises andre Nærings-Veye, end allene at være Bonden til Byrde. Her maae jeg paa nye hente Beviis fra Hans Majestæts Gods i Ods-Herred. Skade! at jeg ikke kan legge Godsets Jorde-Bog for enhvers Øyne; thi deraf skulde tydelig kunne sees den største Uorden, i Henseende til Jordens Inddeeling, da een Bye har ofte en anden Byes Jorder i Fæste; da der findes Bønder, som have contribuerende Hartkorn paa en fremmed Mark, uagtet de ikke, den Dag i Dag er, enten kan giøre reede, for Adkomsten, eller veed, af hvem Afgiften svares; da en Bye har sielden alle sine Beboere; men endog at der, foruden saadan Uorden, findes Byer, hvor Gaardmændenes Antal er nedsat fra 12 til 6, og igien forhøyet med 12 & 13 Huusmænd, foruden Indsiddere, Byerne til største Byrde. Naar nu betragtes, hvad Skade det er, at uddrive den halve Deel af Byens Gaardmænd, for igien at antage dobbelt saa mange Huusmænd, der svare 2 & 4 Mark

62

aarlig Afgift, uden at have anden Ophold til Kone, Børn og Creature, end hvad de faaer af Bonden; er Let let at begribe, at Bonden selv maae blive fattig og forarmet paa saadan Maade. Denne Post kunde fortiene en vidtløftigere Forklaring; men det anførte kan allerede give Anledning nok til at undersøge, om det og forholder sig saaledes, som jeg har meldt. Min Sag er det allene, at vise rimelige Nærings-Veye og Opholds-Midler for Huusmændene, uden Bondens Fornærmelse.

Fra Rørvig og til Odens Riff paa fire Miles Distance, langs med Nord-Stranden, bestaaer Jord-Monnen overalt af Sand og Gruus. Af samme Beskaffenhed findes den og langs med Sønder-Stranden paa tre Miles Distance, fra Odens Riff til Høvestrædet. Paa denne vidtløftige Strækning ere adskillige Bund-Garn og Marsvins-Skader, hvoraf Hans Kongelige Majestæt nyder aarlig 8 & 10 Rdlrs. Afgift, Naar nu Hans Majestæt vilde allernaadigst lade denne liden Afgift fare, og igien befale, at alle Huuemcmd i Byerne her omkring

63

skulde flytte ud fra Bønderne, og slaae deres Boepæl langs med denne Strand-Strækning, for, ligesom paa Venen fra Kiøbenhavn til Helsingøer, at oprette Fiske-Lejer, er jeg forsikkret, at Huusmændene kunde leve vel af dette Fiskerie, som er rigt og overflødigt paa alle Slags Fiske, frem for noget andet Sted i Landet, og Fiskeriet kunde derved anseelig ophielpes. Men i Begyndelsen maatte de have nogle hornbecher, Espendier, eller Snekkesteener, til Anførere og Læremestere. Hidindtil har Fiskerriet været forpagtet af Gaardmændene, en stor Feyltagelse; thi enten skal Bonden forsømme sin Avling eller og Fiskeriet, da dog begge Dele vil have Nøye Oppasning; og hvo veed, om det ikke er i Mangel heraf, at vi ikke, som vore Gienboer, have profiteret af den rige Silde-Fangst der er bleven til en saa betydelig Handels-Green hos dem?

Men, formedelst Begrebernes Fællesskab, falder jeg just paa nogle juridiske Qvæstioner, som jeg ikke kan hitte rede i, og derfor gierne skulde see opløste og besvarede, nemlig: hvorledes et herskab kan have Ret til at op-

64

rette Fiske Stader i Stranden, saa vidt dets Territorium gaaer, naar Kongen har eene Magt over den aabne Søe; og om Herpaa kan faaes Hævd? (disse Spørgsmaale falde saa meget naturligere, siden det forholder sig ikke lige eens paa alle Steder) Dernæst: Hvad Beskaffenhed det har med Forstrands-Rettigheden, i Henseende til de Skibe, som strande, og de Vrag, som drive ind paa Landet? Endelig: Om det ikke er en alt for overdreven og ugudelig Omgang, at paastaae tredie Parten af alt hvad der bierges?

Denne Materie fortiente, synes mig, en særskilt Afhandling af en Mand, der besad den fornødne Indsigt; thi jeg tilstaaer, at den i saa Fald brugte Omgang, hvortil jeg saa ofte har været øyensynlig Vidne, har ret giort mig scrupuleux da den passer sig meer paa et barbarisk, end paa et oplyst og sædeligt Folk; Hvilket jeg strax stal være i Stand til at, godtgiøre med troeværdige Tildragelser.

I Henseende til Uliigheden af saadanne Eyendoms-Rettigheder, da finder man adskil-

65

lige Jordegods-Eyere, som, uden mindste Afgift til Hans Majestæts Casse, tilegne sig Fiske-Rettigheden i Stranden, saavidt deres Gaards Grund rækker. Derimod seer man, at Hans Majestæt har alle Fiske-Staderne fra Kiøbenhavn til Gilleleye, endskiønt Kraagerups-Gaards Eyendom gaaer lige ud til Stranden. Samme Bestaffenhed har det og med Forstrands-Rettigheden; thi paa nogle Steder hæves Bierge-Lønnen af Eyeren til Grunden, som paa Anholt, Westervig, Aftal, og fleere Steder; paa andre derimod, er saadan Herlighed Gaards-Eyeren formeent, som paa Hesseløen tilhørende Hr. Kammer-Herre Adeler.

Angaaende Bierge-Løn da tillader vel Loven, og de didhenhørende Kongelige allernaadigste Forordninger, at der maae tages en billig Bierge-Løn, og at samme, i Mangel af mindelig Foreening, skal fastsættes af uvillige Mænd. Men det er vist nok ingensteds tilladt,

66

saavidt jeg veed, at paastaae en tredie Part til Bierge-Løn af det strandede og biergede Gods; Hvilket er ikke destomindre nu omstunder saa vedtagen, at man har endog Exempel paa, at en Skipper, der fik allene sit Penge-Skrin bierget, maatte udtælle 2000 Rdlr. til Bierge-Løn, som var den tredie Deel af Capitalen; Ligeledes at en anden Person maatte give tredie Deelen af et complet Sølv-Taffel-Service, (hvilket Rov er endnu i en vis Families Eye), allene fordi han var reist som Passageer med et ulykkeligt Skib. En anden Tildragelse veed man og, med en vis Clas Dam fra Enkhuysen i Holland, som maatte ud med 1400 Rdlr. til Forstrands-Eyeren, da han i Aaret 1751. løb paa et vist Rev i Cattegaket Med sit Fløit-Skib, ladet Med Kongelig Franske Orlogs-Maste-Træer. Dette gik saaledes til: Den sædvanlige Biergnings-Baad var ikke i Stand til at indtage disse Master; Hvorfor Herskabet indgik Accord med Fyer-Manden, om at betiene sig af hans

67

Baad, som den største og beste paa Landet, imod 7 Rdlr. for hver Transport imellem Skibet og Landet, alt under Paaskud af tilbørlig og promte Assistance, at Skibs-Capitainen ikke skulde have noget at klage; men egentlig for at forekomme ham, at han en selv skulde leye og benytte sig af Denne Baad, som den eeneste, hvorover Herskabet ikke havde at befale; siden Fyer-Manden dependerer allene af den Kongelige Fyer-Forvalter. Imidlertiid skeede kun een Transport, siden Ladningen ikke kunde bierges, og Skibet efter Aftaklingen lettede sig selv af Grunden ved høyt Vande, og drev til Gilleleve og Hornbech, hvor Ladningen blev bierget efter Kongelig Ordre. Ikke destomiudre paastod dog Vedkommende den tredie Part af det biergede, uagtet deres heele Udgift var ikkun 7 Rdlr., og fik den og virkelig udlagt og anviist, deels i Skibets Inventarium, Takkelagie, Seyl & c. deels i dets indehavende øvrige Ladning, som man ved Commissonaire i

68

Kiøbenhavn udbragte til 1400 Rdlr. Naar nu Capitainen selv kunde have leyet Baaden, havde han jo kunnet spare 1393 Rdlr., en betydelig Capital for en Skibbruden Mand.

Mange vil maaskee indvende, at andre Nationer ere lige saa ubarmhiertige mod vore Søefarende, saa at vor Medfart i saa Fald kan allene kaldes en Giengieldelses-Ret, helst, da de fleeste Skibe, som strande paa Dansk Grund, ere fremmede. Men vi vide, at al Menneskens Slægt boer på Jordens Kreds af et Blod; følgelig er ingen, være sig af hvad Religion og Folke-Slag, uberettiget til vor almindelige Omsorg og Menneske-Kiærlighed.

Hvor ofte driver ikke vor store Saliggiørere paa de Pligters Efterlevelse, som det eene Menneske skylder det andet, endog i Henseende til timelig Velfærds Befordring. Sandelig ingen, som har nogen Religion og Ærbødighed for det høyeste Væsen, kan uden den inderligste Følelse tænke paa, at den Almægtige har saa

69

dybt nedladt sig til os, at han endog har villet, at vi skulle bringe vor Næstes vildfarende Ore paa ret Vey, og hielpe et med Læs bebyrdet Asen, og opdrage det i Livs-Fare svævende Creatur, endog om Sabbathen; hvor meget meer da, at vi skulle staae vore Med-Mennesker bi i al Livs-Fare? Have da ikke de et stort Ansvar, som imod Guds og Naturens Lov, hvorpaa de verdslige bør grunde sig, lade ugudelige Vedtægter være upaatalte og ustraffede; end sige de, som virkelig betiene sig af dem, for at tilvende sig uretfærdigt Gods paa andre, uden des noksom ulykkelige, Menneskers Bekostning?

Det vilde derfor geraade den Danske Regiering til en udødelig Ære, og tiene som et stort Beviis paa dens Retfærdighed og Menneskelighed, om vi bleve de første til at føye andre og bedre Anstalter, saavel i Henseende til Strand-Rettigheden, (hvortil enhver burde vise sine Adkomster, da ofte de, der have mindst

70

Ret, misbruge den meest) saa og i Henseende til en fastsat billig Taxt for Bierge-Lønnen, til de Skibbrudnes Lettelse i ulykkelige Tilfælde. Og hvo veed, om ikke et saa priseligt Exempel kunde have den ønskelige Indflydelse paa andre Christne Potentater, at de alle ville foreenes om, at fordrive denne Lerneiste Hydre af deres Riger og Lande, overladende Tyrker og Hedninger allene, at beholde al Søe-Røverie for sig; anderledes veed jeg ikke at nævne den Misbrug, man paa adskillige Steder giør hos os af denne saa kaldede Rettighed.

Endeel vil maaskee holde denne Forandring, om ey reent ugiørlig, saa dog meget vanskelig. Men Knuden var snart løst, naar Hans Majestæt allene vilde allernaadigst befale, at Bierge-Lønnen skulde overalt i Hans Lande og Riger eengang for alle regleres og fastsættes.

Man har Taxt for Bryggere, Bagere og Slagtere; for Hyre-Kudske, Vogn-Mænd og Færge-Mænd, med fleere. Hvi kunde man da

71

ikke og have en fastsat Taxt for, hvad en Biergnings-Baad burde koste Dag-eller Transportviis; hvormeget der burde betales i Pak-Huus-Leye maanedlig etter ugentlig, for det biergede Gods, indtil den Forulykkede kunde enten faae det bortført eller giort i Penge, som Ham selv syntes.

Og paa det Vedkommende kunde underrettes om de giorde Anstalter til deres Frelse og Redning, skulde

1.) Saadan Taxt eller Bjergnings-Reglement, skreven paa Dansk, Tydsk, Hollandsk, Engelsk og Fransk, en allene være opslagen i ethvert Fyer-Huus; men endog strax forevises den forulykkede Capitaine, Skipper eller Styrmand, til Efterretning, 2.) Skulde enhver Forstrands-Eyer, Forpagter, eller Øvrighed i Districtet, forsyne sig med den forulykkede eller strandede Skibs-Capitains eller Skippers Beviis for, at saavel Taxten var ham rigtig

72

foreviist, som at Han, i alle øvrige Henseende, havde nydt al muelig Hielp og Assistance,

3.) Skulde enhver, som vilde betiene sig af sin Forstrands-Ret, være forbunden, paa det beqvemmeste Sted ved Stranden, at lade opbygge, hvor de ikke forhen fandtes, forsvarlige og tætte Pak-Huuse, hvori enhver med Sikkerhed kunde bevare sit biergede Gods, imod en billig Pak-Huus-Leye; ligesom og, at være forsynet med tilstrækkelig Antal af fornødne og rummelige Baade, i sær under Øerne, hvor de fleeste sætte til, samt at have en god stor Biergnings-Baad altiid liggende ved hver Side af Landet, nær ved Fyer-Huuset; saa at, naar det var umueligt, formedelst Brænding af den oprørte og uroelige Søe, at komme ud med Baad for fra Landet, man da kunde giøre fornøden Assistance med de Side-Baade, som laae i

73

Læe, og saaledes ofte redde baade Folk og Gods, førend Stormen reiste sig paa nye. At saadan Anstalt var meget nyttig, beviser følgende: Med den nys ommeldte Clas Dam indtraf just den Omstændighed, at hans Skibs-Baad blev kastet over Bord, da han ulykkelig-viis satte til under Land. Han maatte altsaa, med fiorten Mand, udholde fire Nætter og Dage paa det strandede Skib, af Mangel paa Hielp, uagtet han baade med Nød-Skud og ophidset Flag tilkiendegav sin Fare; men det var Beboerne umueligt, at faae nogen Baad ud, formedelst Søens Brænding paa Landet. Man har desuden mange bedrøvelige Exempler paa andre, som, efter at have undgaaet den første Fare, omkomme i den anden, af Mangel paa hastig Hielp, naar Stormen slaaer om igien. For det

74

4.) Burde føjes Anstalt, at Fyer-Manden Skulde altid have en Flag-Stang staaende ved Fyer-Huuset, hvis Flag han strax kunde hidse op til Vedkommendes Efterretning, saasnart han mærkede noget Skib at være i Fare, eller nær ved at støde an, og i øvrigt være forbunden, uopholdelig at sende Bud til Præsten, eller anden Øvrighed paa Landet, om Ordre til de meest Søebefarne Folk, at de skulde assistere den, som var i Fare. Men naar Capitainen eller Skipperen var i Land, burde det være ham uformeent, dog imod billig Betaling, at commandere over de Landet tilhørende Baade og Mandskab, ligesaa fuldt som de vare hans egne Endelig skulde det

5.) Paaligge Forstrands-Eyeren, til sin egen Sikkerhed, at lade tage Syns-Forretning over det strandede Skibs Tilstand, samt lade sig tilforladelig berette, hvor-

75

ledes det var strandet; om det kunde staae til Redning; hvor meget der af Ladningen var bierget, o. s. v. Saadan Forretning med sine Bilager og Attester, samt Skibs-Capitainens eller Skipperens i 2den Post ommeldte Beviis, skulde han ved Leylighed indsende til det under det Kongelige Finance-Raad sorterende Oeconomie- og Commerce-Collegium, paa det vedkommende Assurandeurer, eller Skibs-Eyere og Reedere, kunde derfra erholde saadan Efterretning, om forlangtes.

Langt fra, jeg vil have dette Forslag anseet som noget tilstrekkeligt i den Materie; nok! naar det allene kan opvække Eftertanke; thi behøves der Reformation i noget hos os, er det vist nok Strand-Rettigheden og Biergnings-Væsenet. Skulde vi leve den Dag, at man fandt fornøden herom at udgive en nye Anordning, tvivles ikke paa, at dens Udkast

76

jo blev overladt til saa Indsigtsfulde Mænd, at Nationen kunde have Ære deraf; helst da det er en Sag, som angaaer alle Europæiske Stater.

Her have da mine Læsere de Betænkninger, jeg har giort mig over Landmandens Tilstand. Meget kunde endnu være at sige i den Materie, for Exempel: Hvorvidt den nu omstunder saa stærk paadrevne Separation mellem Bøndernes Boepæle kan have Sted eller ikke, og om der ikke paa sine Steder kunde flyde visse Uleyligheder deraf, i Henseende til en ringere Jordmon, end forhen; megen Jords-Spilde, formedelst de anbefalede Grøfter og Skov-Gierder; Mangel paa Græsning for Bondens Faar, Sviin og Giæs paa de Steder, hvor der haves Mængde af saadanne Creatures Tab for Bonden, naar hans Tørve-Moese og Eng-Bund kommer til at ligge ham

77

saa Meget længere fra Haanden o. s. v. Men jeg kan troe, at det er umueligt, at paasee nogle faa enkelte Personers Fordeele, saa snart det gielder om saadanne Indretninger, hvorved det Almindelige skal gavnes.

Her kunde og være Sted at melde noget om Nødvendigheden og Maaden at anlegge Træ-Skoler, og at forplante Eeg, Bøg, Ask, Lind, Elme, Castanie- og alle Slags Frugt-Træer overalt i Byerne. Men da det er forgiæves, at paalegge Bonden fleere Byrder, førend man har befriet ham fra nogle af dem, hvormed han allerede er betynget; og der uden des er saa meget andet, hvorpaa først burde tænkes til Bondens Opkomst, saasom, gode og overflødige Skole-Anstalter, med duelige og brave Skoleholdere, som vare i Stand til at indprænte de Unge en fornuftigere Tænke-Maade end den, de Gamle i Almindelighed have, og fra de spæde Aar af at lære dem, fra hvem Velstand og Lyksalighed egentlig kommer, og

78

ved hvilke Midler de best erhverves og vedligeholdes; saa vil jeg allene slutte denne liden Afhandling med det oprigtige Ønske: At den Allerhøyeste vil opfylde de mange betydelige, og i vore Tider i sær saa høyt nødvendige Ønsker og Bønner for Land og Rigers Vel, som opstige til Himmelen fra de Retskafne, i disse, nu paa nogle Aar temmelig hiemsøgte, Riger og Lande; saa tvivles ey om, at jo Landmandens Opkomst bliver en nødvendig Følge deraf, som den første, og mindst undværlige, blandt alle Stænder paa Jorden.

79

Trykfeyl. Pag. 5 lin. 6. oylyste I. oplyste — 44. — 3. har selv har I. har selv — 59. — 24. Oeconomie I. Oeconomiæ. — 63. — 13. Vonden I. Bonden.

80