↩

Enfoldig

Samtale

imellem en

Borger

og en

Bonde,

saare nyttig at læse

for

Proprietairer, Magistrats-Personer,

Konsumptions-Forpagtere,

og Ridefogeder.

Uddragen af Peder Paarses Dag-Bog, og til Trykken befordret

ved

Ole Andersen P. p. G.

Sogne og Bonde-Foged.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

Borgeren. Nu er I vel alle paa Landet glade. Bonden.

Gud hielpe os sas a er vi glade; Den farlige dyre Tid. den haarde Vinter, den Besværlighed det tegner til med Vaar-Sæden at faae lagt, giver de fleste Leylighed til stor Sorg,

Borgeren.

Ja, hvad skal vi sige, som boer paa disse haarde Steene: Vi føle det frem for Landmanden,

Bonden.

Jeg vil tilstaae, at I har ondt nok; Men I er selv Aarsag til meget af det onde

I lider, og I giør meget ondt for Landet med.

Borgeren.

Den Beskyldning er temmelig haard: Jeg maatte gierne vide det noget Nøyere, og hvad I forstaaer dermed.

Bonden.

Det er let at forstaae: Veed I ikke, at alle de Byer, som ligger længer end 2 Miile fra en Kiøbstæd ere inddeelte i Destricter, hvor Frihed at brænde Brændeviin bliver forpagtet bort: Veed I ikke, at Kiøbstæd-Manden forpagter mange af diste Destricter, hvilke han igien tilligemed Kiøbstædernes egne Friheds-Destricter, forpagter bort til Bonden, og ikke til een allene; men saa mange, som, kand og vil give Penge derfor, kand faae Lov til at brænde; Hvor meget Korn bliver da ikke sveen bort? I taber jo derved eders Næring paa en dobbelt Maade, hverken kand

I selge Brændeviin eller kand saae Korn at kiøbe, den eene Bonde kiøber det af den anden, og den Rige faaer alt det den Fattige kand undvære, Ja den Fattige nødes til mange Gange at sælge med Tab, og fordi

han staaer i den Riges Gield, maae han tage hvad den Rige byder, saafremt han skal enten faae en Skat at laane, eller en Tønde Korn at borge, naar hans eget er sveen bort i Brændeviin, og han maa mange Gange give en Skp. Bygfaaed til Villighed, foruden at betale det 3, 4, ja vel 5 Mrk. dyrere, naar han kiøber, end sælger, er I da i Kiøbstæden ikke Aarsag baade til Bondens og eders egen slette Tilstand.

Borgeren.

Men Borgerne er jo ikke Aarsag i, at Landet 2 Mile fra Kiøbstæderne er inddeelt i Districter til Brændeviins-Forpagtning.

Bonden.

Det siger jeg ikke heller, men de er jo Aarsag i at de forpagter det bort igien til andre, I tænker, at Bønder forstaaer dem intet derpaa; Som jeg har hørt, skal Hensigten med Inddeelingen være at forekomme og forbyde al ulovlig Brændeviins-Brænden, men det blev ikke galt før da, faa man seer, at alt det Kongen giør til Hielp for det Almindelige, bliver formedelst Misbrug, en Aarsag til det værre.

Borgeren.

Jeg for min Deel ønsker gierne Forandring deri, men Interressenterne i Con-

sumptions-Forpagtningen ville nok tabe derved, thi jeg skal sige Jer: De tage Penge af Bønderne, fordi de maa brænde, og saa kiøber de igien Brændeviin af Bønderne, derved har de dobbelt Profit; de kiøbe alt let, og lader dem betale dyrt, og saa har de altid at sælge, endog til Kipperne paa Landet, naar andre Borgere hverken kand faae Korn at kiøbe, eller formaaer ar betale den dyre Consumption.

Bonden.

Hvorfor klager I ikke det for øvrigheden, eller om de ikke vil skaffe eder Ret, for Stiftamtmanden?

Borgeren.

Jeg for min Deel vil heller nære mig af mit Haandværk, og stræbe at faae det usle Lives fattige Ophold; det er ikke saa got, som I tænker, at legge sig ud med Øvrigheden.

Bonden.

Det er jo ikke at legge sig ud med dem, fordi man klager sin Nød for dem, men kanskee de ere gode Venner med Consumptions-Forpagterne, og har baade nogen Lindring i Consumptionen, og endda lidt til, thi de er gierne Kiøbmænd tillige.

Borgeren.

Saadan er det noget nær, som en Bondemand taler I meget viiseligen: Vore Kiøbmænd handler med forbudne Vahrer, og skal de faae dem ind, maa de være Venner med Magistraten, forstaaer I den Qvint?

Bonden.

Ja, saa meget forstaaer jeg, at det seer galt ud med den Fattige; men Gud skee Lov det faaer Ende.

Borgeren.

Jeg kommer saa langt ud fra mit første Hensigt, da jeg spurgde, om alle Bønderne vare ikke nu glade, dog kand jeg ikke forbiegaae at spørge eder, som en fornuftig og ærlig Mand: Hvor mange ere i den Bye I boer, der brænder, og hvor meget Korn kand I tænke der forbruges til Brændeviin om Aaret?

Bonden.

Det kand jeg ikke vist sige, jeg tænker dog, der foruden Kroemanden er 8te eller 10, dog maae jeg og sige, at vore Byemænd ere ey saa flamme, som i mange andre Byer, baade i og uden for vor Sogn, der skal dog ikke fattes meget i, at der jo brændes 100 Tdr. i vor Bye, lad mig see, 100 Tdr. for-

staaer intet; saa meget forbruger vel Kroemanden allene.

Borgeren.

Har eders Kroemand Lov til at brænde, Ja det kand vel ikke andet være, siden han brænder saa meget.

Bonden.

Alle Kroemænd har jo Lov at brænde.

Borgeren.

Deri tager I Feil, ingen iblant dem har Friehed længer dertil, med mindre de giver 100 Rdlr. aarlig af hver Tønde deres Kiedel kand holde, i andet Fald skulle de tage hvad Brændeviin de forlanger i Kiøbstæderne.

Bonden.

Saa maae han nok ogsaa betale, thi hans Brændeviins-Tøy staaer aldrig; Men er det ikke Synd at I taer saa meget af ham?

Borgeren.

Jeg tager hverken af ham eller nogen, som jeg har sagt eder, ikke heller kand Kiøbstæderne give Frihed til at brænde. De 100 Rdlr. skulle betales til Kongen; Saa mange, fom kand og vil betale den Summa maae

brænde; men ingen flere, og I kand let vide, om han er blant deres Tal; thi saa kommer hverken Herredsfogeden eller Birkedommeren der, naar de randsage efter BrændeviinS-Tøy.

Bonden.

Men kand ikke de, som giver Bønderne Lov at brænde, og give ham Lov?

Borgeren.

Ingen kand give Lov dertil: giør Consumptions-Forpagterne i Kiøbstæderne det, forsee de dem, og kunde komme i stor Straf, om de blev angivne.

Bonden:

Da veed jeg, at Roeskilde Karle har begiert af vor Kroemand 50 Rdlr. for Frihed at brænde, om de bleve akkorderede veed jeg just ikke, men han brænder drivende, og det torde han dog ikke, dersom han havde ikke Lov dertil.

Borgeren.

I maa troe det, som jeg siger, jeg har nu boet her i Byen over 20 Aar, og i den Tid er ingen Forordning oplæst der giver saadan Tilladelse, derfor, om det er som I siger, tør ingen af dem være deres Pagt bekiendt. Alt det Consumptions Forpagteren kand for-

sikre, er, at han for sin Part vil lade ham være urørt, men han er i lige Fare for Strandrideren, Herredsfogeden og for hver, som vil give ham an.

Bonden.

Ja det passer nok han, ellers maatte han være en Nar, ville han give sine Penge ud, og ikke vide sig Forsikring.

Borgeren.

Ja det kand være, enten at Consumptions-Forpagteren maa da give dem noget, som Opsyn og Inqvisition er betroet, eller Kroemanden maae selv give dem Stikpenge, men ingen af dem har Frihed dertil, og hvem der giør det eller andet saadant, de ere Bedragere.

Bonden.

Paa den Maade er der mange Bedragere, men jeg kand troe, der er ogsaa desverre; Men I talede før om Stikpenge, har I og den Skik i Kiøbstæderne, jeg tænkte de brugte det allene paa Landet.

Borgeren.

Veed I og, hvad det betyder der; jeg tænkte de brugte det i Kiøbstæderne allene, thi at jeg før sagde, at Kroemænd og Bræn-

deviinsbrændere paa Landet gav Stikpenge, maae I vide, var fordi jeg anseer Kroemænd, som halv Borgermænd.

Bonden.

Jo, vi veed ogsaa hvad det betyder, men det vil vi ikke tale om: det har været før os, og det bliver efter os, dog skal jeg fortælle Jer noget derom, som I kan lee ad: Vor Kroemand, som har nu faaet Sølv-Knapper i sin Trøye, gaaer med en rød Hue, og røger Tobak af en lang Pibe, siger intet længer Stikpenge, men kalder der en krum Haand, som han siger at have hørt af de Store der kommer, naar de er paa Reisen.

Borgeren.

Vi roer saa langt ud, at det lader til vi ey saasnart kommer i Land; Endnu fik jeg intet at viide, hvor meget Korn, enken Kroemanden, eller Bønderne forbruge til Brændeviin.

Bonden.

Jeg fik heller intet at vide, hvad I meente med det I spurte mig om, hvorfor Bønderne skulle nu være glade meer end tilforn.

Borgeren.

Det skal jeg oprigtig sige Jer, men lad os først faae dette udgiort: Hvor meget Korn

forbruges i eders Bye til Brændeviin? I siger, Gud veed det, men det er intet det Svar jeg søger: Gud veed alle Ting, men vi kand og vide mange Ting, og hvad I veed derom, vel begierer jeg at vide.

Bonden.

Det kand jeg ingen Forrede giøre for til nogen Vished, vor Krormand kiøber paa Herregaardene, og saa faaer: han Herredsfoged Kornet, mærker I det, men hvor meget af alle Slags kand jeg ikke sige, dog tænker jeg vel det er ikke over 100 Td. og det skal endda være knap nok, thi han har selv en mægtig Avling: En Bonde derimod kiøber ikke over 15 til 16 Tdr. , uden han tillige legger det op, for at giøre dyr Tid dermed, saa kand han nok kiøbe 50 Tdr.

Borgeren.

Paa den Maade er det jo imod 200 Tdr. i den eene Bye, det er forfærdeligt; Men hvor faaer de alt dette at kiøbe, I har sagt mig det om Kroemændene, men Bønderne hvor faaer de det, i forrige Tider, da Karlene fik saaed, veed jeg nok, at rige Bønder kiøbte af dem, men nu er jo det forbie og forbuddet.

Bonden.

Nu er det best jeg tier; thi uden Tvivl vil I høre mig ud, siden I holder Jer saa

fremmed: Veed I intet bedre, da er I, jeg beder om Forladelse, en enfoldig Mand.

Borgeren.

Jeg gruer for at tænke paa den Mængde Korn der forbruges til Brændeviin, det maae jo være mange 1000 Tdr, i dette Land; Hvad er det da at undre at her er dyr Tid i Landet, og saa stor Trang for Brød. Gud give vor fromme Konge vidste alt, saa vist han raadede Bod derpaa; Sandt nok, der er udqaaet adskillige Forordninger til at indskrænke Misbrug af Brændeviinsbrænden, men de bliver kun læst, paaskreven og henlagt, og som I fortæller, har det aldrig været verre end nu, I bedrøver mig ret med eders Fortællelske.

Bonden.

Jeg har flet intet fortalt, uden det jeg, om det skulle gielde, torde staae ved Enden og svare til, I maae nok troe, jeg er intet kommet til Byen i Dag for at tale om saadant. I begyndte jo selv paa det, og I kunde jo lade være og tiiste mig, men lige meget er det: Jeg har intet sagt for meget endnu, jeg tør lade hver Mand høre det.

Borgeren.

Mig synes I bliver vred, det maae intet være; Tænk intet, jeg taler med Jer for at ud-

lede noget til eders Fortred; Men som I veed saa got at svare for Jer, og veed saa god Beskeen om alle Ting, har I ret fornøyet mi.

Bonden.

Da veed jeg ikke, at jeg har talt et Ord, hvoraf I kand slutte, at jeg var eller blev vred; Jeg har jo svaret smukt og skikkelig paa alt det I har spurgt om; Men I nikker med Hovedet og legger Hænderne sammen, ligesom det jeg fortalte var enten noget Nyt eller Løgn. Hvem I vil tale med, har I det samnie at høre; men jeg maae til at reise hiem, inden det bliver for nær Aften: Saa jeg denne Gang faaer intet at høre hvorfor Bønderne skulle være glade, det kand vel heller intet hielpe mig noget. God Nat.

Borgeren.

I maae for Guds skyld bie noget, og bliver det for sildig for Jer, at komme hiem, skal I gierne faae Huus her i Nat, og til Ophold hvad mit Huus formaaer: Lad os nu sidde og tale lidt meer med hverandre.

Bonden.

Ja! jeg kand sagte giøre Jer den Magelighed og sidde lidt hos Jer, men jeg er bange I glemmer endda at sige mig det andet?

Borgeren.

Ney mæn skal jeg ikke, og at I ey skal frygte derfor, skal jeg sige det strax: I husker nok, at jeg spurgte, om I paa Landet ikke vare alle glade; det Svar I derpaa gav, førte os ind i den lange Samtale vi have holdt med hinanden, der heller ikke har været saa gandske unyttig, og jeg ville ikke undvære for meget, men mit egentlige Spørsmaal var i Henseende til Hoveriet: Jeg mener, at alle Bønder maae nu inderlig glæde dem, at deres Hoverie er ved den Kongel. Forordning bleven letter.

Bonden.

Jeg er endelig ingen Hoverie-Bonde; thi jeg er paa de Høylærdes; men alle vore andre Bye-Mænd giør Hoverie, og det forstaaer sig at de ere glade, dog har de et af de beste Herskaber i Landet; Men jeg har en Broder, der er paa et andet Gods; der er Hoverie, som betyder noget, der er de aldrig frie enten Helligt eller Søgent. Han var hos mig forleden og fortalte mig sin Skiebne, og jeg kand intet fortælle Jer det halve han regnede op.

Borgeren.

Saa var han vel Hierteglad, og takkede Gud og Kongen, der havde tænkt paa de Fortrængte, og lindret Slaveriet.

Bonden.

Ja vist var han glad og fornøyet, men han var dog bange, at Herskaberne skal giøre alligevel hvad de selv vil; Men jeg meente Ney, at Kongen var over os alle, og havde ligesaa meget at sige over den største Herremand, som over den gemeeneste Bonde; De kommer nok til at stikke deres Pibe ind, og saadant meere, som jeg kunde trøste ham med; Han sukkede derved, og sagde: Ja du min Broder, du har got ved at sige det, det er got at kiere i hele Vogne, som Ordsproget lyder.

Borgeren.

Lod I da den stakkels Mand ikke fortælle Jer noget meere, hvoraf I kunde kiende Forskiellen imellem det gamle og nye Hoverie, det havde været værd at vide.

Bonden.

Han regnede en grumme Hob op, men Meener I jeg kand huske det; Han havde gierne kundet fortælle derom, troer jeg, til Pintse-Dag, men jeg gav ham 1 Td. Korn til Hielp til Føde til sine mange smaae Børn, saa reiste han.

Borgeren.

Da veed jeg han blev glad og takkede Jer meget, som Han havde Aarsag til, thi

1 Tønde Korn, og kandskee det var endda Rug, betyder noget i denne Tid.

Bonden.

Ney, der var en halv Td. af hver Slags, og han blev sagte glad; men jeg forlangte ingen Tak af ham, han kyssede Haanden og gav vor Moder; men det taber han da intet ved, og jeg holdt meget af det for en anden Gangs skyld, man vil nødig ligge sig ud med sin Qvinde, og omendskiønt vor Moder er saa naadigt et Menneske, som Liv kand ligge i, saa tykkes mig dog hun holdt af at han takkede hende; Mener I ikke ak Taarene stod hende i Øynene, og hun løb strax hen og gav ham et Stykke rødt Badmel til en Trøye til en lille Dreng han har, som hun har baaret.

Borgeren.

Det var smukt, og jeg kand høre, at I har en kiøn skikkelig Kone; Men fortæl mig noget om hans Hoverie. Naar I vil begynde fra en vis Tid paa Aaret, som for Exempel fra Høe-Høsten, og vi gaaer saa heele Aaret igiennem, saa kand I nok huske det.

Bonden.

Det er mig umuelig at huske det alt, jeg troer. ikke, at nogen Bonde kand giøre Rede

Derfor; thi med et Ord, de er aldrig frie Herre uden det maae være et Vunderverk, og naar jeg nu ville regne det op, saa glemmer jeg meget, og bliver forvildret i det, men kunde jeg skrive, saa skulle jeg tegne op hvad jeg vidste, og. faae min Broder til Hielp, saa skulle I Kaarse for Jer. Men jeg troer ikke Det kunde skrives ringere end et halvt Aar.

Borgeren.

Jo Jo; man skriver meget en halv Dag end sige et halvt Aar. Jeg er ingen hurtig Skriver, men jeg troer dog jeg kunde skrive alt det Hoverie en Bonde giør imellem Aar og Dag paa 0 til 4 Timer, vil I vedde med mig.

Bonden.

Ja, jeg veed kun lidt af det, men jeg kom dog nok til at ligge her i denne Uge, skulle jeg fortælle Jer bareste det jeg veed.

Borgeren.

Vil I Vedde med mig, at jeg skal skrive det i 2 Timer, som I veed, naar I vil sige mig til.

Bonden.

Jeg vil intet slaae til vis med jer, men vi kand bog sagte prøve det, kunde jeg kun

huske det; I sagde før, vi skulle begynde fra Høe-Hesten, lad os nu der, men skynd Jer og skriv.

Borgeren.

Jeg skal skynde mig alt Hvad jeg kand, vi begynder da fra Slaaetiden, og gaaer saa videre frem: Lad mig nu høre.

Bonden.

I Høe-Høsten bruges; Lad mig see jeg vil huske mig om, og jeg vil ikke lyve er Ord; Høe- -Høsten kand jeg sige paa mine Fingre, thi jeg har mange Gange hjulpet min Broder med Folk, og endelig ogsaa til andre Ting, kand jeg troe.

Borgeren.

Siig frem, thi I maae ikke regne Tiden, Uden den i hvilken jeg skriver.

Bonden.

Giv Tiid, der er ikke saa let at huske som I meener: Var det ikke først Høe-Høsten, vi skulle i Lav med, Jo, Naae da: nu setter I først:

1. Høe-Høsten.

Borgeren.

Det har jeg fadt; men siig mig hvor mange Dage og hvor mange Folk eders Broder dertil maae anskaffe.

Bonden.

Ja! han maa slaae til Hove i 11 Dage med 3 Bud, siden maa han rive Høe i 6

Dage med 2 Bud, og saa siden kiøre det ind i 6 til 8 Dage med 3 Bud hver Dag, har i det?

Borgeren.

Forhusker I jer intet Mland, kand det og vel være mueligt; men Hvorfor skulle jeg ikke troe jer, Helst I selv ikke giør Hoverie. Siig mig, hvad I regner det for i Penge, og der Kand I saa meget bedre, som I kand sette jer selv, hvad I ville have for dette Arbeide, om I skulle og ville lade eder Leie

dertil.

Bonden.

I en Hast kand jeg ikke sige det, men dog naar jeg skulle leie 3 Folk bort paa min egen Kost, kunde jeg i Der allerringeste ikke have mindre om Dagen end 4 Mark, det var i 11 Dage - - 7Rd.2Mk.

For 6 Rive-Dage med 2 Bud om Dagen for hver 1 Mrk.

4 Sk. er - - 2 - 3 -

For 6 til 8 Kiøre-Dage, Mindre end 3 Mrk. kunde jeg ikke have om Dagen, og det er for lidt, men jeg vil dog kun regne 3 Mrk. om Dagen, i 6 Dage er - - 3 - - - 3 Bud med Vogne hver Dag a Sit. 1 Mk. 4 Sk. er - 3 - 4 - 8ß.

Det er i alt 16 Rd.3Mk.8ß.

Borgeren.

Det er jo forskrekkeligt, bare Høe-Høsten beløber til meere, end en Gaard paa 8 tdr. Hartkorn somme Steder giver til Hoverie-Penge et heelt Aar, hvor de giver 2 Rdlr. af Td. Hartkorn, synes de endda det er meget, men det er og alt for dyrt, som I siger, mig synes 1 Mrk. om Dagen for hver Bud, og 2 Mrk. for Vognen, blev endda nok, og meget mere, end man kunde tænke en Bonde kunde udstaae.

Bonden.

I maa regne der saa lidt og saa meget, som I vil; men jeg ville heller leye mine Folk bort, og lade mig selv leye for 8 Sk. om Dagen, naar jeg fik Kosten, end jeg vilde føde mig og mine Folk for 20 Sk. til hver af os i en andens Arbeide: I maa troe der er stor Forskiel paa, hvor Folk gaaer til et Bord, og naar Maden skal deeles: Bondens Madpose koster ham mere til 3 at forsyne til Hove, end 6 og flere hiemme; Det smule Suul som er i Bondens Huus, faaer hans Folk, han selv med Kone og Børn æder tidt bar Brød, naar de ere fattige kand jeg troe, de som staaer sig got, kommer det lidt bedre afsted, men hvor mange er det? Paa mange Steder knap 1 blant 30,

Borgeren.

I maa intet blive utaalmodig. Lad os nu høre noget om Kornhøsten, og saa vil jeg, om I saa synes, strax anføre hver Person, Heste og Vogn, hvad I regner det for, saa faaer der snart ende; Nu har jeg skrevet

2. Korn-Høsten.

Bonden.

Hvortil kand alt dette hielpe, og heller intet vil I troe mig, men jeg kand sagte sige jer det, kand jeg troe, hielper det intet, skader det heller intet. Jeg regner da til at meye, 1 Karl i 6 Dage a 1 Mk.4Sk. er 1 Rd. 1Mk.8ß. at binde, 2 Bud daglig i 6 Dage

a 1 Mk. 4 Sk. er - - 2-3 - -

at kiøre med 2 Vogne daglig i 6

Dage a Stk. 3 Mrk. er - 6 - - - 3 Bud om Dagen med begge

Vogne a 1 Mk. 4 Sk. er - 3 - 4 - 8ß.

Er 13Rd.3Mk-ß.

Borgeren.

Nu har vi det, det gaaer Hurtig, lad os nu blive ved, hvad Arbeide følger efter?

Bonden.

Hvad satte I Folkene og Vognen for? I maa viide det er Høstens Tiid vi taler om, og

den travleste Tiid, det maatte være en Nar, der ville leve Heste og Vogn bort i Kornhøsten ringere end 4 Mrk., og sin Karl ringere end 2 Mrk. daglig, men det kand endelig være lige meget nu kommer Giødningen at udage.

3. Giødningen at udage.

Dertil behøves 2 Vogne i 8 Dage a 2 Mrk. om Dagen og 3 Folk om Dagen a 1 Mrk. 4 Sk.er 10Rd. 2 Mk.

4. Reiser.

a) Fire Kiøbenhavns, eller lige lange Reiser om Aarer, for hver Reise til Vognleye 1 Rdlr., til Reisepenge, Bompenge, Tiere og Logimente 1 Mrk. 8 Sk. er - 5 Rdlr.

b) 10 smaae Reiser paa 2,3,4 Mile a 3 Mrk. i alt - - 5 -

Er 10 Rdlr.

Bonden.

Hvad nu, har det, nu husker jeg intet hvad der følger efter.

Borgeren.

Det er vel snart forbie, det er allerede en skrækkelig Hob.

Bonden.

Jeg troer ikke der halve er regnet; Men, Bonden slipper intet saa let. Ja nu skal de rispe; men det er best vi giemmer Pløyningen til paa engang, I kand sette

5. Skovningen og Tørv.

Men hvor vi kommer ud af det veed ikke jeg. For det første til Herskabet regner vi at folde, skiere og flaae i Stakker 8 Dage med en Karl a 1 Mrk. 4 Sk., kiøre hiem 6 Dage med Heste og Vogn 2 Mrk., en Karl med Vognen a 1i Mrk. 4 Sk. er - 4 Rd. 5 Mk. 8 ß.

Til alle Betienterne, Urtegaardsmand, Skiøtte, Ladefogeden, Forvalteren ligesaameget 4 - 5 - 8 Forpagteren ligesaa - 4 - 5 - 8

Alt dette Brænde, skal fauges, finaahugges, bæres op eller ned, hvor de vil have det, uden Der Forpagteren faaer, Det fauger hans tillagde Huusmænd, det vil jeg regne, jeg veed ikke, lad os sette det for - - 1 - - - -

Tørv regner jeg skieres til alle ovenmeldte 2 Dage med 2 Karle og 3 Trillere om Dagen 20 Sk. Kiøres hiem i 3 Dage med 2 Vogne a 3 Mrk. og 2 Bud om Dagen a 20 Skill, er i alt - - 5 - 5 - 8

Tilsammen Skovning og Tørv 21 Rd. 4 Mk. - ß.

6. Tekstning og Rensning.

Fra Michelsdag til 14 Dage efter Volvermisse regnes 34 Uger, hver 14 Dage 3 Karle at terske a Dagen 20 Sk. er 10 Rd. 3M. 12ß.

Til at rense behøves 10 Dage i Bud om Dagen a 20ß. er 2 - - - 8

Tilsammen 12 Rd. 4M. 4ß.

7. Gierde-Lukning.

Til at hukke og kiøre til Gierder behøves 4 Dage, 2 Folk om Dagen a 20 Sk., Heste og Vogn a 2 Mrk., til at lukke, 2 Folk i 4 Dage a 20 Sk. er - - 4 Rdlr. 4 Mrk.

8. Vløyning og Harring.

1 1/2 Td. Rug a Skp. 1 Mk. er - 2 Rdlr.

1 1/2 Td. Byg, 3 Gange at pløye a Skp. 2 Mrk. - - 4 -

5 TD. Haure a TD. 6 Mrk. - 5 -

Tilsammen 11 Rdlr.

Borgeren.

For Guds skyld holdt op, vi har alt en større Summa end I troer; Lad os ikke høre mere; Stuen løber om med mig, jeg faaer ondt at tænke derpaa.

Bonden.

Da maa I love, at I er intet bleven Herremand i eders Dage, men I havde dog nok vennet jer lit til efter lit, saa Det havde ikke gaaet saa Haardt til, som I nu tænker, havde I først bleven Skriver Dreng, og kommet i Vane med først, at høre og see, hvordan en dygtig Forvalter kand ringe sammen med Bønderne, og I var bleven Karl, og havde begyndt at børste dem lit med; Siden virkelig Forvalter, og enten derfra, eller fra Forpagter havde faaet en Herregaard, I kanskee havde bleven saa kiek, som en anden: Vanen er den anden Natur, sagde vor Præst her forleden, dersom et Menneske, sagde han, kommer først i Vane med en Synd, saa, ja jeg kand intet legge det ud som han; men Meeningen er, at I kundet blevet god nok til at pine Bønder, det er let lært.

Borgeren.

Desverre, det Onde læres snart, og glemmes seent; jeg er eens med jer derudi, og er glad ved, at den slags Lykke ikke er faldet i min Lod, men der burde ingen eye Herregodser uden store og rige Herrer, som havde havt en god Opdragelse, og vare fremmede for saadanne nedrige Begreb til at udsue.

Bonden.

Meener I da, at der er ingen af de Store, der ere gierrige, og tar alt det de kand skrabe og rage sammen.

Borgeren.

Jo, det veed Gud, og det kand ingen nægte, men troe mig, det er dog langt bedre for de Bønder, som have høye Herskaber, end de som falder i de Ringes Hænder, Exempel kunde jeg anføre af begge Slags, men - - -

Bonden.

Ja Jeg vil nok troe, at det er best ae høre en stor Herre til; Bonden har lit, mere Forsvar, og man har lit mere Ære af at kaldes en Greves eller anden stor Herres Bonde, end en anden gemeen Mands, jeg kand huske at her var nogle Bønder i Landet, som blev kaldet Skræderens Bønder, og de var mesten foragtet; Men ellers, hvor Herren er øm over Bønderne, der er Forvalteren des strængere, Bonden, Hoverie-Bonden er ulykkelig, hvem han hører til.

Borgeren.

Jeg vil tilstaae, at enhver Hoverie-Bonde kand have ondt nok; Men er Gods-Eyeren riig, har en god Opdragelse, og er i

stor Anseelse; tænker han almindelig bedre end andre, og er han intet saa meget riig, naar han har lært noget, kand bruges til noget, anvender Tiid til, og finder Lyst i at læse og studere, er han vist bedre sindet, end den der springer fra Forpagter til Herremand, og har intet lært uden at plage Bønder, og Har han været Forvalter til, og forstaaet sin Pisk, er de arme Bønder, der falder i hans Hænder, ulykkelige Slaver. Det kand naturligviis intet andet være: Saadan Person vover at kiøbe et Gods, og mange Gange eyer ikke 2 til 3000 Rdlr; Han maa forrente 40 til 50000 Rdlr, hvor maa han ikke speculere Nat og Dag paa at soutinere sig, og alt hvad han udtænke til sin Velstands Befordring, med at udvide sit Pløyland, fæste Tiender og utalligt mere, gaaer ud over Bonden.

Bonden.

I taler ikke som en Haandverksmand, men som en gammel Herremand af det smaae Slags, og I burde have en Herregaard, om jeg maatte raade, saa fik I nok andre Tanker: De som ere af ringe Stand, bliver oftest de verste, naar de kommer til noget, og jeg Har hørt, at der er ingen verre til at plage Bønder, end de der er født af Bønder.

Borgeren.

Det er nu ikke vør Sag paa denne Tiid, og naar jeg end tilstaaer jer, at det treffer ofte ind, er dog mange som beskiemmer dem, der ere fødte af frie Folk, og jeg veed Exempel paa begge Deele. Kiender I K. og B.: K. som jeg har hørt, er født af Bønder, men han har neppe Lige i sit gode Forhold: Al hans Omhue gaaer ud paa at befordre Bøndernes Lyksalighed, og den holder han for sin egen; B. er derimod den største Bondeplager, der kand tænkes, og han er født af frie Folk.

Bonden.

Hvad forstaaer I ved frie Folk, er Bønder ikke Mennesker? det er endelig sandt nok, de ere hidtil paa mange Steder bleven handlede, som Bæster; men derfor er de jo dog Mennesker; Vor Præst prædiker ogsaa for os, og han siger, at vi ere baade skabte af Gud, og forløste, ligesaavel som andre Folk.

Borgeren.

Det har jeg heller ikke negtet, men det er ey heller det vi taler om, at Gud har skabt dem, er dog ikke, om I vil vide det, Beviis paa at de ere Mennesker, thi alting er skabt af Gud, ingen Ting kand være til

af sig selv, men derfor er ikke alle skabte Ting Mennesker. Men det andet; fc. Forløsningen, er et ustridigt Beviis, thi der er ingen forløste uden Mennesker, som alle har tabt Guds Billede, hvorefter de ere skabte: Men ved frie Folk forstaaer jeg alle de, som have Frihed, at bygge og boe, flytte og fare, hvor de vil, og ingen uden Kongen allene kand forhindre dem: Bønder ere ufrie og bundne Trælle, hvis Villie ligger i Fogedens Tyrepisk, Tyvehullet og paa Træehesten.

Bonden.

Den Titel har jeg ikke Hørt før; jeg veed nok, at de kaldes af Medlidenhed, arme, men ikke bundne Dievle, ellers kand det nok være ligemeget.

Borgeren.

Jeg sagde ikke Dievle, men Trælle, og kanskee det har, som I sagde, samme Bemærkelse, men lad os dog faae giort ende paa vor Samtale.

Bonden.

For mig gierne, jeg var tilfreds der var intet begyndt paa den, og hvad vor Moer vil sige, fordi jeg er saa længe borte, det veed ikke jeg, der bliver vel en Dievel af. Farvel.

Borgeren.

Jeg veed at I vil dog ikke gaae nu.

Bonden.

I siger jo selv, at vi skal giøre ende paa vor Samtale, og naar jeg vil gaae, saa er det intet tilpas; I veed nok ikke, hvordan I vil Have det, enten jeg skal bie eller rie, som man siger.

Borgeren.

O! jo, jeg har intet bedet jer gaae, men allene sagt, at vi ville giøre ende derpaa.

Bonden.

Det gik paa riim, men naar jeg maa gaae, har I jo ende derpaa.

Borgeren.

For saavidt, at der bliver intet mere af, men derfor kommer vi ikke til ende med vor Samtale.

Bonden.

Det vi har at snakke om, kand holde os vor Livstiid. Men hvad forstaaer I ved at komme til ende dermed?

Borgeren.

Jeg ville vi kortelig skulle igiennemgaae, hvad vi har talt om før, nemlig: Hvormeget Korn der forbruges til Brændeviin, hvad Forskiel der er, paa det gamle og nye Hoverie, og hvordan Misbrugen i begge Deele kunde afhielpes.

Bonden.

Ja det er vi To ogsaa Mænd for, det var best vi søgte om at komme i Collegiet.

Borgeren.

I siger det Spotviis, det var dog mueligt vi kunde udrette noget Got deri, og kand være, vi uden for kunde giøre det samme: Vil I nu først sige mig, hvormeget Korn I meener der bruges i Landet til Brændeviin.

Bonden.

Saadan; Nu begynder vi forfra langsom, kand jeg sige jer hvormeget Korn hele Landet bruger, alt hvad jeg veed har I hørt, jeg har sagt at vor Kroemand, foruden sin store Avling, kiøber paa ongefær 100 Tdr. af Rug og Byg, og at en Bonde, som intet Prebeley har, kiøber til at brænde og prange med, i høyeste 50 Tdr.: det tør jeg vedstaae, og Kroemanden kiøber mere, det kand I vide deraf, at J. C. i den Bye, hvor der er ey mere end 13 til 14 Beboere, og han er Brændeviinsbrænder for den ene Bye, og hans Gestrick gaaer intet videre, har kiøbt i Aar over 100 Tdr. Byg allene. Hvad kand nu det hielpe enten jer eller mig.

Borgeren.

Deri har I ret, det hielper os ikke, men det skader os vist nok alle; Give vi vidste Raad derimod.

Bonden.

Hvad Raad kand vi vide, der er saavidt jeg veed, intet andet Raad, uden om Kongen ville forbyde det.

Borgeren.

Det forstaaer sig, men vi har jo tilforn handlet derom, at det har aldrig været verre, og den fordervelige Misbrug med Brændeviinsbrænden aldrig været større, og ikke engang saa stor, som siden Forbud derimod er udgaaet; hvad ville det da hielpe, at der kom end een eller flere Forordninger, med mindre de bleve efterlevede, hvem der kunde udfinde et Forslag dertil, det var nok Umagen værd. Gid I vidste et got Raad at give mig, som jeg troer at kunde forskylde det, at give Jer eller eders Broder, og alle Hoverie-Bønder et got Raad igien.

Bonden.

Maa jeg høre det, kanskee jeg kand forskylde det med jer, saavelsom I med mig, jeg takker ellers paa min Broders Vegne.

Borgeren.

Jeg kand ikke sige det var for jer Broders skyld allene, jeg kand heller intet nægte, at jo min egen Broders haarde Skiebne ligger mig meget paa Hierte, mere har den for.

Bonden.

Har I ogsaa en Broder er Hoverie-Bonde, jeg maa nok troe det, siden I har saadan Omsorg for Bønder, ellers pleier I og eders Lige ikke meget at extimere en Bonde; Paa hvad Gods er han? maa jeg spørge.

Borgeren.

Nu er han endelig intet længer Bonde, han er sat fra Gaarden for nogle Aar siden, jeg hialp ham længe, men jeg kunde intet udholde det længere, tilsidst blev han sat fra, og det som jeg forundrer mig meest over, var, at han blev skyldig for 2 Heste, som var paa Steden, da min Broder kom der. Jeg var af Begyndelsen færdig at blive forrykt derover, helst jeg hørte, at min Broders Formand, da han kom af Gaarden, maatte ogsaa betale dem. Han havde Kone og smaae Børn, og intet til Ophold for dem, uden hvad han kunde tiene og fortiene hos en Bonde, naar han havde udtient, maatte han bære den største Deel af Lønnen ned til Forvalteren, og holdt saa ved, indtil han havde betalt dem, og givet saa mange Penge, som han blev krævet. Da nu min Broder kom af Gaarden, maatte han igien betale de samme Heste; Men da jeg siden hørte, at det var almindeligt, blev jeg for saavidt trøstet, at det gik ham ey verre

end alle andre paa det Gods, men langt fra intet trøstig over saa gruelig en Medfart mod saa mange arme Mennesker.

Bonden.

Er det ham; Nu behøver jeg ikke at spørge jer, enten paa hvad Gods han er, eller hvem der er hans Forvalter: Han er bekiendt over hele Landet; Han er og Bonde født, og paa ham passer Ordsproget sig, der er ingen verre Bondeplager, end den der er født af Bønder: Det er endelig ikke allene Bønderne; Men alle paa det store Gods, Præster, Degns, Pagters, Møllers, allesammen, som intet kand eller vil smøre, har en Ulykke at drages med: Der er mange, som boer her i Landet og er store Folk nu, der har været Pagters der; De kand sige, hvordan han holdte Huus, og hvormeget de maatte yde til ham, om de skulle have Fred; de kunde ikke faae en Vogn til Kiøbenhavn, eller noget bestilt af Bønderne, efter Comtravten, uden de maatte have noget med at give ham, eller hans Kone kand jeg troe, og det lader han, som han veed intet af, men han er endelig ogsaa nu en grumme rig Mand.

Borgeren.

Holder I ham for lyksalig fordi Han er rig?

Bonden.

Hvem meener I?

Borgeren.

Jeg vil intet nævne ham.

Bonden.

Vi behøver Det heller intet, thi naar vi nævner ham med Hestene, veed hver Mand hvem det er: Jeg har ogsaa en Broder, som boer der paa Egnen og er af Professerne, han har fortalt mig, men Gud bevare min Mund, at disse Pagtere maa levere alting til hans Huusholdning, med Korn, med Høe, med Græs om Sommeren, med Stude, Kiør, med Melk, Smør, fede Kalve, fede Sviin, og alt hvad man kand nævne, giør de intet det, kand de intet nære dem, de faaer intet deres Arbeide giort, og de faaer ingen Udviisning eller saadant; men han gaaer og speculerer paa at bryde dem med alt det han kand finde paa, og de er ingen Dag frie for Bestikkelse, og men vi talte om Heste før, saa skal jeg endda sige jer dette, som I kanskee ikke har hørt, der boer en Mand paa Godset: han er den 6te eller 7de der paa Steden i 9 eller 10 Aar, og alle hans Formænd har maat betale, naar de er slængt paa Gaarden, et par Heste.

Borgeren.

Saa kiender jeg ham intet, det kand umuelig være den jeg mener, thi jeg holder

ikke holder for, at sligt kand virkelig passere uden Paatale.

Bonden.

Hvor hellig I giør jer; Saa troer I ikke heller, at Møllerne maa levere Hvedemeel, Gryn og saadant, og Kroemændene og Degnene Kalkunsker, Ænder, Kyllinger og alt hvad man kand regne op: Ja vi har endelig lige got af hvad vi troer, for baade faaer han det, og taer Det M. S. alligevel.

Borgeren.

Jeg gad vist, hvem I mener; men hvad kand han giøre Præsterne?

Bonden.

Nu troer jeg heller intet at I kiender ham, med mindre I hykler, som jeg snarest vil troe; Præsterne er ikke meer agtet end Hunde for ham: Der er aldrig een tør trolove, eller vie nogen sammen, uden hans Forlov, omendskiønt de har Forlovere; trolover Præsterne dem, faaer han en Ulykke; og faaer ikke allene ingen Udviisning, men han setter ogsaa i Bønderne, at de skal intet give ham sin Rettighed, og hvordan han bær sig ad, finder han paa at stevne dem for noget, og føre Ting for med dem; Men nu siger dog Folk, at han er lit meere muelig end i hans

Ungdoms Dage, dog har de intet kunde formaae hos ham, at stæde sit Minde til, at Bønderne maatte blive frie for Hoverie, hvor meget de har sagt, og hvor got Svar de har faaet af dem, der raader Baade over ham og os alle: der ville vel ogsaa gaae en Hob fra Ham; Men han kom vel sagte til endda at regiere over Skoven, at bygge Gaarde, og selv kiøbe Fyr-Tømmer, men han har nok ogsaa frygtet, at han skulle tabe noget af sit Hoverie, thi de siger at de har mere for ham at bestille, end for alle de andre store.

Borgeren.

Ja lad os nu holde op dermed, man forteller nu det høyeste Herskab har antaget sig Godset, og saaledes har man Aarsag at haabe en ønskelig Forandring, og muelig han faaer ondt nok ved at rede sig ud af mange Ting, ifald nogen klager, som jeg ikke vil ønske.

Bonden.

Den Forvalter, der kommer efter ham, troer jeg aldrig kan bestaae sig; thi nu er Skoven næsten tongeneret, og deraf har de Bender han kand lide, og som I veed nok - - - - taget deres fleste Skatter og Udgifter.

Borgeren.

Vil I bare tiene mig i denne Gang at holde op dermed, vil jeg en anden Gang tiene jer igien, og gierne strax, naar vi faaer ende paa hvad vi har begyndt, handle med jer om alt hvad I vil.

Bonden.

Hvad er det vi skal Have ende paa; Lad mig høre, skal vi giøre ende paa Verden.

Borgeren.

Jeg mærker nok at eders Sind er oprørt; Men setter jer igien, og lad os komme ud af, og faae ende paa vor Samtale; Hvor meget Korn, meener I, forbruges til Brændeviin her i Landet.

Bonden.

Retsaa, hvormeget meener I der forbruges i hele Verden og Tyrkeriet med. Jeg har sagt jer, at vor Kroemand kiøber over 100 Tdr., at en Bonde der bør forpagtet Brændeviinsbrænderiet i en lille Bye har kiøbe over 100 Tdr., og naar jeg nu legger sammen, hvad de andre Bønder kiøber og bruger, lad mig see, det er 3 Sogner jeg kiender og veed nogen Beskeen om, i 3 Sogner, at jeg skal sige sandt, brnges imellem 20 til 25 Snese Tønder, fem og tyve Snese er nok ti hun-

brede Tønder; Ney lad mig see, et halv tusind Tønder, Ja saa meget bruges gandske vist til Brændeviin; naar I nu legger sammen alle Kirkesognerne her i Landet, kand I let regne det sammen, og kand ikke I, kand vor Degn, naar I vil sige ham hvor mange Kirkesogner her er i Landet, og ellers naar De veed saa meget i Kiøbenhavn, kand de nok giøre Regningen.

Borgeren.

Jeg er kun bange for at vi regner for meget, for tit var næsten bedre, men lad nu saa være; Hvad Anslag kunde I give, til at faae denne flere Misbrug afskaffet?

Bonden.

I ville heller have vi skulle regne for lit end for meget: Har I hørt, at for lit og for meget forderver alting; det kand intet giøre meget til Sagen, om vi tager en Snees Tønder, seil fra eller til.

Borgeren. Det vil vel heller intet sige meget: Men siig mig eders Betænkning at faae Misbrugen hævet. Bonden. Der er aldrig nogen, der kand bedre giøre det end Præsterne.

Borgeren.

Det seer jeg ingen Grund for, Hvor skulle Præsterne kunde hielpe deri; En anden Sag er det med Hoveriet, deri kand Præsterne komme Bonden til Hielp.

Bonden.

Kand de giøre det eene, da kand de giøre det andet med, det maae jeg forstaae.

Borgeren.

Da ønskede jeg at vide det, dølg det ikke for mig, og er der nogen Grund i detvil jeg sige, at I fortiener Roes af alle, og bliver høit velsignet af Fattige.

Bonden.

Lad mig først høre, hvordan de kand hielpe hoverie-Bonden, mit Raad, og hvad jeg har sagt er probatum.

Borgeren.

For ikke at forhale Tiden, og blive indviklet i mere, da skal jeg sige jer mine Tanker: I maa først vide, at hver Præst er tilstedt den Kongel. Forordning om Hoveriet, og dermed fuldte Brev fra Rente-Kammeret, enten det var skreven til Biskoppen, og han igien skrev til Provster og Præster, veed jeg ikke vist, det kand og være det samme; Men Præsterne bleve befalede i Brevet, at de skulle

vel forvare Forordningen, og underrette Bønderne i alt hvad de den angaaende, maatte forlange af dem: Forstaaer I det? det er alt en Trøst for Bønderne.

Bonden.

Hvad kommer der ud af, alt hvad Præssterne kand giøre, er at sige de Bønder, som

tvivler om et eller andet, og ikke selv har Forordningen, hvad de skal giøre; Men hverken

Præsten, eller Bonden tør være det bekiendt; Forstaaer I det? det er alt en stor Ulykke for Bonden.

Borgeren.

Det I her siger, maae jeg reent ud tilstaae, jeg ikke forstaaer; Naar Kongen eller Kammeret paa Kongens Vegne har befalet det, tør de saa ikke giøre det, og hvad Ulykke kand det tilføye nogen af dem.

Bonden.

Jeg er kun en gemeen Mand; Men jeg troer, jeg er en lovlig klygtig Mand. Er det ikke let at forstaae, naar Præsterne siger Bonden noget, som Herskabet intet vil have sagt, bliver de ikke saa uredt, og Præsten taber mere end i een Maade ved det. Hvad Bonden ikke Har lidt før, maae han nu lide, og det mindste Han forseer sig, eller om Han intet forseer sig,

saa digter de ham noget paa, han kand hverken gaae eller staae dem tilpas, saa faaer han hver Dag han kommer til Hove en Krop Hug, maae ride Træe-Hesten, og sommetider ligge Natten over i Tyvehullet til, og naar han saa om Morgenen faaer Lov at gaae hiem, faaer han den Hilsen: Nu kand du gaae din Hund og klage dig for din Præst; Forstaaer I det, hvad meener I om nogen af Præsterne sagde en Bonde paa det Gods vi talte sidst om, det allerringeste, som var Forvalteren imod, Han helmede aldrig, før han fik hevnet sin Harme paa ham, og han var ulykkelig al sin Livs-Tid, saa længe der var Aande i Fogeden.

Borgeren.

Hvorfor igientager I saa ofte de Ord jeg brugte: Forstaaer I det: I er for hidsig nu, hav Taalmodighed til jeg faaer udtalt, vi kommer kanskee hastigere til Maalet, naar I først vil sige mig, paa hvad Maade Præsterne kunde hielpe til at faae det ulovlige Brændeviinsbrænderie hindret.

Bonden.

Ja mæn da, Kongen skulle enten forbyde alle Bønder, eller tillade dem alle at brænde. Borgeren.

Hvad det nu ikke er, saa ville det da blive galt, saa meget forstaaer jeg strax.

Bonden.

Giør I saa; Lad mig først faae udtalt, jeg ville helst, at de bleve forbudne alle at brænde, og saa skulle der aldrig legges nogen Straf paa Den Bonde som brænder, uden at betale 20 Rdlr. til den som angav ham, og de skulle Forvalteren paa Godset strax legge ud, hvad enten han kunde faae dem igien af Bonden, eller ikke.

Borgeren.

Men Kongen ville jo tabe i sin Interesse; det udgiør ventelig dog en Hob, som han faaer af Kroemænd, og dem, der har forpagtet Destricterne, som ere adskilte fra Kiøbstæderne.

Bonden.

Jeg meente just heller intet Kroemændene, som har faaet Prebeleg, thi hvad Kongen engang har givet, det skal Folk beholde saa længe de intet forseer dem, men giør Ret og Skiel, men ingen flere skulle have Lov til at brænde, om jeg kunde volde noget i det; men ville Kongen, at een eller nogle maatte brænde, skulle han give dem alle Forlov, og det paa saadan Maade, at enhver Bonde, som brænder, skulle betale Comtion af det, ligesom Kiøbstædmanden 14 Mrk. af en Tønde, og det skulle de betale til Præsten, som skulle give dem

Seddel derpaa, og have en Bog at føre det ind i, og hvert halve Aar levere Pengene til Provsten, og han igien paa Amtstuen eller til Kongens Fuldmægtighed, som taer ind og gier ud paa Kongens Vegne.

Borgeren.

Holdt Mand, hvor vil I hen, skulle Kongen bruge Præsterne til Oppebørsels-Betientere.

Bonden. Ja holdt Mand! var der noget ondt idet, det har de jo giort før. Borgeren. Naar er det skeet, I tager feil, gandske vist tager I feil.

Bonden.

Ney jeg giør vel ikke, jeg plejer intet gierne at løbe med Liimstangen: Vil I ikke troe mig, saa kand I følges Med hiem til vor Degn: Han skal nok forklare jer det, det er en Mand som har Forstand i Panden i alle Sager; Jeg var hos ham forleden Dag, og som han sad og læste i en Bog, kom vi paa Snak om disse dyre og besværlige Tider, om Hoveriet og saadant, og hvor got det ville gaae til, som han tyktes, han kand endelig tage feil, han er kun et Menneske; men ellers er han sikker nok af en Degn at være; Ja jeg troer rigtig han

kunde være Præst, for han har et skiønne Mæle, og han er rigtig debeneret, even saa kiek, som Præsten, han har selv fortalt mig, at han har gaaet i Callumborg-Skole i gamle Dage og tog sin Aggestas, da de fik Salt og Viin paa Hovedet, det var noget andet end nu, vor Præst giør megen Ære af ham, men han er kun heller ung endnu, kand jeg troe, men hver ærlig Mand ufortalt, er han en mægtig Mand i alle Sager, baade i sin Tieneste og i Mark og i Bye; men han hysser dog intet op imod Degnen endnu, men han kand forbedre sig, han er giev nok, det er kommet frem af ham.

Borgeren.

Jeg er bange I glemmer hvad I ville sige, hvor blev det af I ville fortælle, at Degnen havde sagt hvor got det ville gaae til.

Bonden.

Ja Han sagde: Det ville gaae got til, dersom Præsterne Havde nu, som i forrige Tider, noget mere Tilsyn, og var det betroet, som i gamle Dage. Han fortalte mig, at det første Kongen blev eene regierende, eller fik den store Magt, som han nu har; jeg husker intet, hvad han kaldte det, da maatte Præsterne tage imod Comtionen, og da kunde der ingen saadan snige sig til at brænde, var det nu saa, sagde han til mig, saa ville der meget Korn

Blive sparet til Brød for den Fattige. Af Førstningen vilde jeg ikke troe det; Men han viiste mig Brevet fra Bispen derom: Jeg kunde endelig intet læse det, og mindre forstaae det, thi det var paa Latin, men Degnen lagde det ud for mig, og han fortalte endda, at Biskoppen havde kaldet Provsten og Præsterne, Brøire; Gav nu Kongen en Forordning ud, at alle Bønder maatte brænde, naar de betalte 14 Mrk. i Comtion af Tønden, saa skulle I see god Lyst: Der var vel endeel der brændte lit til Juul, og derved fik Kongen en stor Hob Penge; men ud af Aaret, blev de fleste Nok hjemme, helst naar de intet maatte sælge, og hvem som blev beviist at han havde solgt en Dryp, skulle uden Bardun, have sin Gaard forbrudt, eller om ham var fattig eller liderlig og kierte sig intet efter den Straf, skulle han gaae paa Castellet i 2 eller 3 Aar, troe mig det ville hielpe, eller ville Kongen at ingen maatte brænde, saa skulle han under lige Straf forbyde det: I ville nok spørge, hvorfra de Penge skulle komme, som Kongen nu faaer i Pagtnings-Penge, det er jeg ogsaa Mand for at sige jer, en trediedeel Skilling paa hver Tønde Hartkorn, kunde indrente mere end det Kongen faaer til Pagtning, og det kunde aldrig skade nogen Mand, havde det skeet i Fior Michelsdag, havde der ingen grædt for Brød nu,

og jeg skal sige jer mere, hvad Kongen kunde faae: Hver Kroemand skulle betale ham 40 Rdlr. om Aaret, og 1 Rdlr. for hver Tønde, af hvad, Slags han brændte, og paa hvad Maade det skulle være, skulle Kongen bruge Præsterne til det; Meener I det hielper noget, at Herredsfogeder, Birkedommere og Forvaltere eller en Skriver-Dreng reiser om ved Juuletider og skal lade som de randsager efter Brændeviins-Tøy, det er ligesaa meget som intet; Naar Kroemanden giør hvad Brug er, og beteer sig skikkelig, saa bliver de i Stuen som ret kand være, og saa veed de det dog forud, hvad Dag Øvrighed kommer: I siger nok, der er nogen som giver 100 Rdlr. af deres Kiedel om Aaret, men Hvor mange er det, mig Forlov, og de som giver det, har sommetid Kiedler paa 2 til 3 Tønder, og de betale kun af 1 Tønde rum, men lad Dem give først 40 Rdlr. om Aaret for deres Kroehold, og siden 1 Rdlr. af hver Tønde de brænder, saa skal I see, at Kongen faaer Penge, og Landet vil staae: sig 10 Gange saa got med Korn.

Borgeren.

Der er noget i det I siger, men at Præsterne skulle bebyrdes dermed, kand jeg ikke finde mig udi.

Bonden.

Den der kand giøre Kongen og Landet Tieneste, er pligtig dertil, det er min Troe, og den Troe har vel ogsaa Præsterne, siven de præker om det, at man skal give Gud og Kongen hver sit. Der er aldrig en Bye, der er jo en Kroe og Præsterne veed det nok, men de maae tie, fordi de kand ingen Bey komme med deres Formaninger, at angive dem som skulle passe paa, synes de intet om, de vil nødig føre Folk i Fortred, og de lagde dem ogsaa ud baade med den eene og med den anden, baade med Fogeden og Dommeren og med mange af deres Sogne-Folk, de er forhadt nok alligevel, hvor de giøre deres Embede; men befalede Kongen at de skulle see til, og at Forvalteren og de andre skulle staae dem bie, saa blev der en anden Handtering, og Præsterne kand ogsaa allerbest saae at vide hvad de taer dem til i Sognet: Han skulle have Magt til at befale Degnen og Skoleholderen og Sogne-Fogeden med at give flittig Agt paa om nogen brændte, som intet havde Lov, og de skulle strax sige Præsten hvor de fandt noget; I mage troe det ville blive en lykkelig Tiid.

Borgeren

Men nu var det vel for sildig i Aar at begynde dermed, og der ville vel intet hiel-

pe for den dyre Tid der er, og lader til at blive.

Bonden.

Troer I det? da har jeg en anden Troe, der kunde spares endnu nogle 1000 Tønder til Sommer-Føde, om det strax blev forbuddet, at ingen Bonde paa Landet paa denne side Michelsdag maatte brænde, eller at de skulle betale, som jeg har sagt af hver Tønde.

Borgeren.

Jeg falder i Forundring over at Høre alt dette, men kunde der da ikke findes een eller anden der kunde giøre det Forslag: Der falder mig noget ind, men jeg vil først høre eders Betænkning nærmere om Hoveriet; Jeg erindrer, at I sagde det kunde intet hielpe Bonden, at Præsterne havde faaet Ordre, at underrette ham, om hvad Herskaberne, efter forordningen, havde at kræve af Ham, hvem ville I da, der skulle have den Opsigt; Jeg meente at naar Præsterne sagde dem, hvad Forordningen befalede, og Bonden skeete derimod nogen Overlast, kunde de klage det for Amtmanden, som den, der er paalagt at handthæve alle Kongelige Forordninger, og see til enhver derefter skeete Ret; Men muelig I meener noget bedre: Hvem kand, og hvem ville I, der skulle være paa Bondens Beste?

Bonden.

Præsten: men paa en anden Maade; at Bonden skal spørge sig for hos Præsten, og siden klage for Amtmanden, det er ligesaa meget som - - - - Men, Kongen skulle befale Præsten, at Han nu og da ved Kirke-Stevne, eller naar Bønderne kom til ham, eller han til dem, skulle flittig spørge efter, hvor det gik dem, Hvormeget Hoverie de gjorde og saadant, og at, naar Bonden havde noget at klage, skulle han først klage der for Præsten, og fandt da Præsten at Bonden var fornærmet, saa skulle Præsten selv skrive Klagen til Amtmanden, saa torde Han intet andet end lade den komme frem, og hvad Ende det fik, skulle Præsten gives tilkiende; saa skulle ogsaa Præsten befales, at han skulle give sin Attest, og skrive under med i Bogen, saa tidt Herskabet skrev af i Bondens Bog for Hoveriet; dersom det intet skeer, at Præsten paa den Maade kommer i med, saa Hjelper det slet intet; Hvad mener I der kommer ud af det, at Præsten gier Attest hver Aar om, der er øde Bøndergaarde, om Herskabet bruger noget af Bondens Jord, og saadant; de saaer jo ikke at vide naar saadant skeer, hvad de veed, det har de hørt at fortælle; de fleste bryder dem intet derom: De siger, som sandt kand være, at det er intet

Herskabet befaler at lade dem vide, hvad Forandring de foretager, ikke heller veed de, hvor de skal søge den fornødne Oplysning derom, kommer de til Herskabet eller Forvalteren og spørger om noget af det, som de skal give Attest om, og om der er noget paa Godset forefalden, svarer de: Det gier jeg jer at betænke; siger de, hvad skal vi da attestere, svarer de: See du dertil sagde Pilatus; Og derfor er alle Attesterne saaledes indrettet: Saavidt jeg veed er ingen Forandring skeet, ingen rongeneret, ingen Gaard øde, og saadant; og visse Attester gaaer frem, og ingen tør angive, hvor unyttige og uefterrettelige de er, hvad meener I, om jeg kunde bevise at der er skeet mange hocus pocus og megen picanteri siden det begyndte med Attesterne, og Præsterne veed det intet; men om det nu blev befalet, at Herskaberne maatte intet foretage nogen Forandring, uden Præsten fik det at vide, og fik det under Herskabets Haand, og Præsten derefter skulle selv see det, og spørge sig videre for, hvad merner I da der ville blive af, ja tror I mig, Præsterne kunde giøre et got Gavn om de ville, eller om de maatte og torde, og det blev de nødt til, naar de skulle; Gid den Tiid maatte komme, at Kongen ville befale Præsterne at komme alle deres Sognemænd til Hieip, Huus-

mænd og Inderster med; Kongen ville selv have megen Glæde af det, naar han saae, hvad Tieneste de kand giøre Lande og Riger, naar han brugte dem dertil, for der er ingen vi har saa stor Fortroelighed til, som til vor Præst, det er ogsaa en skiønne redelig Mand.

Borgeren.

I ville ærlig, at Præsterne skulle tiene deres Føde, men mig synes de Stakler har endda nok at bestille.

Bonden.

Det skal Gud forbyde mig at jeg skulle tænke noget ondt, eller ville giøre nogen Præst ondt, det er den meeste Trøst vi har i dette Liv, at vi kand høre Guds Ord, tale med vor Præst, og klage vor Sorrig for ham, som er en meget skikkelig og Gudsfrygtig Mand; men skulle Præsterne intet gierne ville hielpe deres Meenighed i alt det de kunde; Jeg tør love for vor Præst, kunde han tiene mig eller hvem af hans Sognemænd det kunde være, giorde han det gierne: Lad være de fik noget meer at bestille, og en Hob Brydeeis i Førstningen, Herre Gud, det ville vor Herre lønne dem for, at de var den Fattige til Tieneste.

Borgeren.

Saa ville I da: 1) At Præsterne skulle have Indseende med, at ingen uberettiget

skulle brænde, og ifald Kongen gav dem alle, eller Kroemændene allene Lov dertil, skulle Præsterne hæve Consumptionen, og giøre Regnskab derfor. 2) At de skulle flittig erkyndige dem om Herskabernes Forhold imod Bønderne, ihenseende til Hoveriet, at Bønderne skulle klage først for Præsten, og Præsten skulle skrive med dem, og for dem til Amtmanden i fornøden Tilfælde, og endelig at han skulle attestere med i Bondens Qvitterings-Bog.

Bonden.

Jo noget saa nær; Men det var dog intet nok endnu, Bonden skulle ikke have Lov paa anden Maade at tilstaae Hosbonden nogen Magelighed, uden det blev indført i Qvitterings-Bogen paa Bog-Klar, at han foruden det Hoverie, som han var pligtig at giøre, havde og giort Herskabet den eller den Magelighed, eller som I kalder det, Villighed; hvad der er rettest, det veed ikke jeg, og saa skulle Præsten skrive under med, men førend han giorde det, skulle han læse op for Bonden, hvad der stod i Bogen, og om Bonden vidste meere, skulle Præsten skrive til Herskabet derom, og naar det da blev udgiort til Reelighed, skulle han skrive under; Der staaer nok i Forordningen, at alt det Arbeide, som er hidtil givet Bonden, hans

Hustrus eller Folk, at forrette hiemme i Huset, saasom Hovspind o. s. v., skal aldeles være afskaffet og forbudet, saaledes, at Hosbonden skal ikke kunde forlange det, som en Skyldighed: Naar nu Hosbonden eller Forvalteren siger til Bonden, I kunde nok lade jer Kone og Pige spinde disse 4 Pd. Hør og 8 Pd. Blaar; Hvad svarer saa Bonden? O! han siger gierne Ja, og det var ham ogsaa best tienlig, om han vil vel fare; Men naar han intet maae, eller det dog staaer ham frit for, om han vil og kand, og Hosbonden vil giøre ham en anden Magelighed igien, eller skaane ham engang for Hug, saa er det en anden Sag; Men han maatte aldrig giøre noget, uden det blev ført ind i hans Bog, at alle kunde see, hvad han giorde. Det er nogle Dage siden, jeg kom ind i et Vertshuus i Roeskilde, jeg var oppe og vilde kiøbe mig en Hest paa Heste-Markedet, og der var 2 Fogeder, som respeterede med hverandre om Hoveriet, de kiendte intet mig, og jeg lod, som jeg sov, og hørte intet efter, hvad de sagde: Den eene var en enfoldig smuk Mand, han sagde at mange af Bønderne kunde intet overkomme det Hoverie, de var sadt for, det var Synd at legge dem meer paa; Men den anden han soer ilde paa, at han skulle pine dem, saa Sielen skulle skrige i dem, da

den første saa svarede, at de kunde dog intet nøde dem til meer end hvad der stod i Forordningen; sagde den anden: Ja ja, det er rigtig nok, men der stod ogsaa i den, at der skal giøres Hoverie efter Skyldet; nu var her 2 Tølpere forleden, som hidtil hver havde Havt 2 Td. Hartkorn i Fæste uden Hoverie, og de meente de skulle have det ligesaadan endnu, fordi det stod i deres Fæstebrev, og de gik op og spurgte Præsten ad, om det var efter Forordningen, at de skulle giøre Hoverie af dette frie Hartkorn, og han sagde Ney; da jeg saa talte med dem igien, sagde de at Præsten havde sagt at de var frie, men jeg donsede dem i min Pisk, og det lystig, saa de skal nok baade holde dem fra Præsten og saadan Sladder, og giøre Hoverie til; Der staaer og at de skal intet giøre noget hiemme, saasom spinde, uden de selv vil; Men jeg skal laane dem den Villie, jeg vil de skal have: Saa klager de her for Amtmanden, sagde den første; Ja han skal lure dem, sagde den anden: I forstaaer ligesaa meget at være Forvalter, som jeg at være Apotheker; En Bonde vil intet, jeg maa lee af jer; Saalænge det kun intet forbydes reent ud, at de intet maae spinde, eller giøre andet Extra, saa har det ingen Fare; min Dreng, som jeg har kun havt Trefierding Aar, forstaar Tran-

ten bedre end I, Monsør; Man faaer altid Sag med feed Soe, og meget meer, som jeg har gaaet og spegeleret paa.

Borgeren.

Det er den 4 Post angaaende Bøndernes Hoverie, som Præsterne skulle have Tilsyn med: Er der endnu meere.

Bonden.

Ja hvad hielper vor Snak, det bliver nok, som det er, om vi to sad og prækede derom i et heelt Aar.

Borgeren.

Det skal I intet sige, men veed I meer, saa stig frem.

Bonden.

Det kand endelig være ligemeget; jeg kand sagte sige jer, hvad der foruden Hoveriet, meest giør, at Bonden kand ingen Vey komme; det er dette: De fleeste bliver nødt til at tage Gaard, vil de intet, skal de være Soldat, men kanskee I vil sige, at der er en Forordning udgaaet, at ingen maae faae Gaard, uden de har været Soldat i 3 Aar, men den bruges intet, uden paa faa Steder, det land endelig være mig ligemeget; Men nu faaer en Karl Bud, at han skal tage Gaard, en

øde og usselig Rynd: han krymper sig ved det, han beder for sig; men her vanker Hug som tørt Brød; Staaer Karlen fast endnu paa sin Ret, saa kommer han i Hullet, bliver han ved at vegre sig, saa bliver han stevnet for Ulydighed, og bliver derpaa dømt til Fængsel, saa betænker han sig: Han kryber til Korset, og siger Ja; Han beer om Forladelse, og lit til Hielp, saa svarer Fogeden ham, det skulle du betænkt før, saa skulle du faaet meer, end det du nu forlanger, men nu skal du have Døden og D—n: undertiden faaer han nogen Skrup med, til en smule Udgangs-Penge: Hvor langt meener I saadanne Folk skal komme i det, de er og bliver Prakkere, saa længe de lever, og naar de da enten formedelst Sygdom, eller for Liderlighed, som de mange Gange falder til, naar de mærker, de kand intet bestaae sig, og der er en Knøs voxet op, der har tient lit, eller er hiemme hos Forældrene, der har lit meer, end de kand æde op eengang, bliver flængt af Gaarden, saa tager Hosbonden Dom over dem, som de der har forsadt, og rongeneret Steden, og Stakkelen bliver dømt til Bremerholm; For nu at undgaae at lide den Dom, saa forbinder han sig aarlig Aar at betale noget vist, og det med bare Trældom: Hvad synes jer om denne Omgang, meener

I det kand give Bonden Lyst, der veed forud, at saa længe han lever, er han ligere et Bæst end et Menneske, og alt det Gode han kand vente, er intet andet, end naar han bliver syg eller gammel, og kand intet slide meer, saa laer Herskabet ham gaae hvor han vil, og fordrer intet af ham uden hans Børn; men selv har han Lov til at gaae om at tigge, og kand flytte og fare hvor han vil, og hvor han kand finde et Herskab, der vil betale Extraskatten for ham, uden der skulle tilfalde ham en Arv i det samme, saa maae han møde og tilstaae, at den tilhører Herskabet, og hvor meget han har igien at betale.

Borgeren.

Jeg er færdig at gaae ud fra mig selv, men hvorfor klager de dem ikke for Amtmanden.

Bonden.

Og I tør ikke engang, sagde I før, klage jer for øvrighed i Byen, Borgemester og Byefoged; det er ingen Konst at staae paa Landet og see andre segle: Bonden har intet Forsvar.

Borgeren.

Hvordan ville I der skulle forholdes med ledige Bøndergaarde, blev Karlene ikke nødte

til at tage dem, blev de vel ofte staaende ledige og øde, og omsider faldt ned, det var jo uforsvarligt, hvad siger I dertil.

Bonden.

I har got lært at spørge, men hidtil skal I dog intet rose jer af at I har bundet Munden til paa mig, og jeg skal nok rede mig fra det med; Giv nu agt; I tilstaaer vel at man kræver med Uret den, som har intet faaet at passe paa, eller svare til, dertil siger I Ja, haaber jeg; hvor kand da Herskaberne, naar de nøder een til en øde Gaard, kræve af ham, fuld Besætning og Feld naar han skal derfra, og han har intet faaet; Nu skal jeg sige jer, hvordan jeg tykkes det skulle være: Naar nogen skulle til Gaard, saa skulle Gaarden eftersees af uvillige Mænd i Herredsfogedens eller Birkedommerens Overværelse, hvad Gaarden da mankerede, det skulle Herskabet sette i Stand, saa skulle der findes fornødne Bæster, Sædekorn af alle Slags eller af det Slags, som

endnu skulle saaes, Fødekorn fra den Tid han kom til gaarden, og til der blev høstet, et par Sviin, 5 eller 6 Faar, 1 Koe, lit Ildkar, Plov, Harve, Tromle, 2 Vogne, den eene beslagen med Ferreds-Hauger, og den anden en træe Vogn med Høst-Hauger, et Sengested, Klæder til et par Senge, et Bord, en Gaase-

bænk, 3 eller 4 par Lagen, saa skulle I see Herskabet havde intet fornøden at nøde nogen til Gaarde, saadan har jeg hørt de bruger det i Holsteen, at naar nogen faaer en Gaard, bliver det indført i Fæstebrevet, hvordan Gaarden er, hvad Fæsterne faaer, og saa er det billigt, han svarer til det; Men her har mange Gaarde uden Fæstebrev, og de fleeste af dem som har det, er bleven nødt til at tage imod det, og der staaer aldrig et Ord, hvordan Gaarden er, eller nogen Ting til nogen Redelighed.

Borgeren.

Skulle da Herskabet intet Fæst have?

Bonden.

I dette Tilfælde var det uret; fik de Lov at tage fra ham hvad han havde tient, og ved Sparsommelighed og Skikkelighed skrabet sammen en halv Snees Aar, og de skulle have Ord for endda, at have givet ham det jeg talte om til Gaarden, saa var han jo reent caduc; Ingen kand troe, hvormeget der behøves for fattig Folk, og endelig for alle, naar de først skal sette Fod under deres eget Bord, men hvor en rig Karl kommer til en god Gaard, og enten faaer Enken eller Datteren paa Steden, der skulle Herskabet have et billigt Fæste; Men det gaaer vi nu forbie; Og jeg vil heller

intet sige meer om de øde Gaarde, uden baresten dette: Naar een skulle til en Gaard, skulle der settes i hans Fæstebrev, hvordan Gaarden var, hvad Besætning, hvad Korn, hvad Indhave, Gods, alt hvad der var, og naar da Karlen godvillig havde taget imod Gaarden, skulle han ved Fratrædelsen svare til det han havde faaet, ligesaa got, som det var, da han fik det, derfor skulle det ogsaa vurderes og anslaaes til Penge; Hvad han havde forbedret Bygningen og Jorden i Marken, det skulle han intet have for, men hvad der fandtes af Bæster og Qvæg og alt andet meere eller bedre, end den Tid han tog derimod, det skulle hans Kone og Børn have, om Manden var død, eller han til Kone og Børn om han blev svag og kunde intet bestaae sig, og derfor sagde Gaarden op, før den blev forfalden, og saa burde han af Efterkommeren have 1 eller 2 Skp. saaed i hver Mark til Ophold, at han intet skulle gaae og slaaes med hver Mands Hund.

Borgeren.

I har meer Forstand, end jeg troede, og meer end jeg har paa Landvæsenet, endskiønt jeg er født paa Landet.

Bonden.

Ja hvad kand man regne det, I var paa Landet i jer Ungdom, og Børn kierer sig intet efter naar de er smaae, hvordan det gaaer til: I er tidlig kommet til Haandværk, kand jeg troe, og saa har I intet kiert jer meer efter det; Men jeg er en gammel Mand, og har baade hørt og seet noget, saa jeg kand best tale om det.

Borgeren.

Skulle da Præsten ogsaa have med det at giøre.

Bonden.

Det troer jeg, han skulle tilvisse have med det at giøre.

Borgeren.

Da ønskede jeg endnu at vide dette.

Bonden.

Da skal jeg ogsaa sige jer det; naar Karlen og Herskabet var venlig og velforligte om Gaarden, saa skulle Herskabet sette en Compie op til Fæste-Brevet eller ogsaa give ham Fæste-Brev, hvori stod beskreven, at den Karl, hvad hans Navn nu var, havde fæstet, eller med hans gode Villie var sadt til den

eller den Gaard, der af uvillige Mænd i Herredsfogedens Overværelse var efterseet, og saa beskrives Gaardens Tilstand, alt hvad der var, og skulle blive paa Steden, hvilket han lovede og forbandt sig til at tage imod, og fra sig levere, enten han kom levende, eller død, fra Gaarden, naar dette Fæstebrev var Karlen leveret, skulde Præsten skrive paa det, at det var ham foreviist, og saa sette sin Haand og Segl derunder, siden skulle det læses og skrives paa til Tinge, saa vidste de paa baade Sider, hvad de havde at rette dem efter, saa dømte heller intet Dommeren saa mange for at Have forsiddet Gaarden, og at betale alt det Herskabet eller Forvalteren skrev op, da kunde de see for deres Øyen, hvad Bonden Havde at svare til, i den Sted Bonden bliver stevnet, som den der har forsidt en Gaard, og Dommeren, som veed meget bedre, og som aldrig kræver at see, hvad Bonden er betroet, enten lit eller meget, dømmer paa Fogedens Angivelse, Stakkelen til at betale en grumme Hob Penge, eller gaae i Slaveriet, og at Dommeren intet skal rage i Fortred, kalder han Bonden ind paa Tingstuen, og spør, om det er saa i Sandhed, som Forvalteren har ladt føre til Bogs, der staaer han, som en Fange og tier stille: Hans Slægt og Venner raader ham at give Øvrighed ret, Det nytter intet at

legge sig ud med hans Overmænd; Han maa betænke, at Dommeren har Magt at korsfæste ham, og Magt at give ham løs; Men han kand sagte tænke, at Dommeren og Forvalteren holder sammen. Dersom han giør sig for meget obstinare, bliver hans Dom des haardere; men tier han smukt stille, kand endda Forvalteren have nogen Maade for ham i sin Tiid; Saa tier Stymperen og saa kommer Dommeren, og læser op af et Brev, at eftersom Forvalteren har stevnet denne Bonde ind for Retten, og lagt en Regning ind imod ham, saa lang som herfra og til Michelsdag, og Bonden har deels tydelig og deels med Taushed tilstaaet Forvalteren alt hvad han skulle, saa dømmes for Ret, at Forvalterens Irettesættelse skal staae ved Magt, og hans Begiering skal skee, eller hvordan de dømmer, det veed ikke jeg, men det er paa ongefær ligesom Pilatus dømte.

Borgeren.

I er en grumme Mand, har I jer Viis dom af jer selv, eller har andre lært jer det, I talte før om jer gamle Degn, der har I vel noget fra, dog sagde I intet endnu, hvorfor Præsten skulle skrive under Fæstebrevet; Vær saa god og stig mig det.

Bonden.

Ja siden I beder mig saa høflig, skal jeg endda ogsaa sige jer det: Dersom Herskabet og Dommeren har det allene imellem sig, saa kand de jo skrive det om, naar de vil, og Bøndernes Navne med 3 Bogstaver er sagtens maled, men skriver først Herskabet, og siden Præsten med Haand og Segl under, og det saa bliver oplæst og skrevet paa af Rettens Middel, eller af Dommeren; thi man maae mærke, undertiden har en Mand begge Tienesterne; saa staaer Fæstebrevet sin Prøve.

Borgeren.

Der fattes kun lit i, at I jo overtaler mig at troe hvad I siger; Men troer I ikke dog, at der er nogle gode og christelige Herskaber til, ville disse ikke blive fornærmede, eller dog fortrydelige over saadan Indretninger, hvad meener I om det.

Bonden.

Ligesom I er færdig at troe, begynde I igien at tvivle; Hvad er det for et Spørsmaal, om jeg intet troer, at der er christelige og skikkelige Herskaber til; Jo det troer jeg at der er mange, Gud forbyde andet var der ikke det, saa havde de andre længe siden

efter Ordsproget, som Trolle, ødelagt Verden; Men der er desværre alt for mange onde, Gaarde, alt for gierrige og ubarmhiertige Herskaber til, det skulle intet være, og de skulle ikke have Lov til at giøre hvad de ville, og som de hidtil har giort: Kunde man sige de Onde ved Navn, saa kunde der giøres Forskiel, at der paa den eller den Gaard skulle saadan forholdes; men de Herremænd, som var bekiendt for retsindige, der skulle det blive ved den gamle Troe, saadan var det nok I ville have det.

Borgeren.

Jeg tilstaaer, at der efter mine Tanker burde giøres Forskiel.

Bonden.

Efter mine ogsaa, om det var muelig, men jeg skal sige jer, saa got som jeg kand, at det baade var umuelig og skadelig. Det er jo baade jer og mig umuelig at kiende dem alle, og naar vi ville regne dem op vi vidste og nevne dem ved Navn, saa søgte de os med Ting for, at vi skulle bevise hvad vi havde sagt, det kunde vi intet; thi der er Forskiel paa at vide noget, som Gudsens Sanden, og Forskiel paa at bevise det; I

kand jo vide, om I har sneget noget ind af Porten og ingen Comtion givet, jer Kone veed det ogsaa, og saa har Comtions-For- pagteren det om nogen Tid, saa siger Han, den Mand har bedraget mig saa meget fra, siger han det paa jer bag, saa kanskee I lader som I veed det intet, for I skal intet faa nogen Ting for, og sette 10 Gange saa mange Penge paa, som I kand bruge et heelt Aar til det lille I kiøber; Men siger han jer det lige i jeres Øyne, siger I ikke saa, han skal bevise Det, omendskiønt han nu intet kand, saa er det jo dog sandt alligevel, er det ikke?

Borgeren.

Jo, enten jeg giør ont eller got, er jeg selv vidende derom, og det er sandt, enten nogen veed det, og kand bevise det, eller ikke.

Bonden.

Seer I det, saadan er det ogsaa her, der er mange slemme og haarde Herskaber, det veed vi, men vi kand Dog intet bevise det, og de, som lider meest derunder, tør intet sige det, desuden om det kunde bevises een eller anden over, hans uretfærdige Om-

gang, saa blev han jo beskiemmet, kunde sette al hans Værges Velfærd paa Tingfærd, og kanskee fik et Tegn til, det holder jeg ikke med; de fleste af de onde ere ogsaa saa snedige, at kom det til Tingfær, forsvarte de sig nok: Det gaaer ikke med dem alle, som det gik med Herremanden i Fyhn, der fik en Rap af de Store, for hans Omgang med en Enke-Qvinde, eller hvordan det var, det veed ikke jeg, men jeg veed nok, han fik en saadan Smek, da det kom op med ham, han maatte petale mange Snese. Jeg har sagt, at det var ogsaa skadeligt, vil I høre, jeg kand intet legge det ud rigtig, det er min Skiebne det; Men naar vi ville sige, der boer en stræng Herremand, saadan skal det være med ham; Men der boer en skikkelig, han maa giøre hvad han vil; Men hvorlænge lever denne christelige Mand, eller hvorlænge varer det, han enten sælger, eller kommer fra sit Gods, der kommer een igien af de andre, saa ligger det der altsammen, men naar de skulle bruge lige Omgang, saa var meest Parten alle Bønder lige lykkelige, og saa ville det uden Tvivl gaae dem alle vel, eller i det mindste hundrede Gange bedre end nu; Jeg tør slaae til Vis med jer, at de naadige Herskaber kierte sig intet efter det, at Kongen lavede det saadan for Bon-

den, thi de giør alligevel got, og vil ingen være for nær.

Borgeren.

Tillad, jeg falder jer ind i Talen, hvordan ville det gaae med Forvalterens Sporter ved den Leilighed, mon de intet ville tabe noget.

Bonden.

Nu førte I mig ud af Concepter; Hvad er Sportler, det veed ikke jeg, men det er vel det samme som Stikpenge, og som vor Kroemand kalder det, en krum Haand: er det saadan noget I meener, var det da ikke ogsaa gok, at det kunde blive afskaffet: De gode Forvaltere ere som de gode Herskaber, de taer intet uden det de bør tage med Rette; de faaer jo ogsaa Penge paa store Steder, naar Herskaberne faaer Fæste af en Gaard, og de paa de smaae Steder, Hvor de faaer lit eller intet til Løn, uden Hvad de kand faa af Bonden med Træk og Rænker, dem faaer Herskabet selv give nogen Meer Løn, eller Hvordan de kand lave det med hverandre indbyrdes, det vil vi lade dem sørge for.

Borgeren.

Fortæll nu Nøyere eders Tanker, at de naadige Herskaber ville ikke fortryde derpaa, det var det sidste.

Bonden.

Nu er jeg dog bleven forvildret noget, men de haarde og ubarmhiertige Herskaber, ville intet fore saa mange Suk over sig af de Elendige, og med Tiden naar det var kommet i Brug, var der ingen der stødte sig mere over det; men nu har jeg intet Stunder at blive her længere, jeg maa hiem.

Borgeren.

Er I nu gandske udtømmet, og veed slet intet mere; Jeg hørte forleden af en Mand her i Egnen, at det ville være til stor Hielp for Bondestanden, om Jorden blev saaledes deelt, at alle Bønder i en Bye, fik ligemeget Hver; Hvad synes I derom?

Bonden.

Der har været længe talt om at det skulle skee, men derved er det blevet, og saa vil det herefter blive et Stund endnu, i Fremtiden kanskee det kand gaae an, og skeete det

at alle Byemænd i hver Bye Havde ligemeget Tillæg, og ligemange Udgifter, Hillemænd, Hvor ville det hielpe, men jeg kand ikke bie her længer, kommer jeg til Byen igien, skal jeg tale med jer, og imidlertid skal jeg betænke mig nøyere paa dette, og andet saadant.

Borgeren.

Vi fik jo ikke engang Hoveriet giort færdig, end sige mange andre Ting; Hvoraf leer i?

Bonden.

Saamæn skal jeg sige jer det, saa leer jeg af at I siger: Vi fik ikke engang giort Hoveriet færdig, kunde vi To faae det færdig, var det godt, men jeg forstaaer nok, Hvad I vil sige: Vi kom intet til Enden med Beskrivelsen over Hoveriet; Men I bad jo selv vi skulle holde op, om jeg Husker ret.

Borgeren.

Vi vil Heller intet regne meer op, Hvad tænker I det beløber om Aaret, som vi Har anført, vil I giette; men for at vinde Tiden, siden I haster, og vi Har dog endnu noget at tale om, vil jeg sige jer, det bedrager om Aaret, som jeg i en Hast kand udregne - - 100 Rdlr. 2 Mk. 8 Sk.

Troer I det er mueligt, at en Bonde kunde med Rette arbeide for saa mange Penge, mig synes Halvparten var meer end nok, det beløber endda til - 50 Rdlr. I Mk. 4 Sk,

Bonden.

Jo det veed Gud, at det er nok, og Meer endda end det halve formeget; Men vi talte heller intet om hvad de burde og kunde, men hvad de giorde, og havde hidtil giort, den Vurdering jeg har sadt derpaa, er saadan som jeg ville have det betalt, naar jeg skulle lave mig leye dertil.

Borgeren.

Ville I da give saa meget om Aaret, om I var Hoverie-Bonde, og I kunde slippe med Penge.

Bonden.

Ney jeg ville ikke, for jeg kunde intet; men jeg fik at giøre det de giør som sidder i det, der tier og lider, slæber og slider, saa længe de kand, saa fik jeg ogsaa bære mig ad; Jeg havde dog intet tænkt, det skulle gaaet saa høyt paa; Hvad meener I, om vi havde regnet alt Hoverie.

Borgeren.

Har de meer at giøre endnu?

Bonden.

Det troer jeg, de skal rense Huse, flytte Korn og Høe, age Steen til Gierder, skavle, læse Enge, tromle, tiene Muurmester, Tækkemand og Tømmermand, ride Forspand, roe og rulle Klæder, rusle, knæble, bryde, skiette, og Hegle Hør, og saa spinde det bag efter, de maa giøre det samme sommesteds for Forvalteren, og endda kiøre Kirkereiser med Hans Pige og Skriverdreng, og plukke Jordbær til, og der er utalligt meere, som jeg intet kand Huske nu; de maa grave Grøfter, og saa meget, som intet kand beskrives.

Borgeren.

Saa Har de jo Aarsag at være glad paa Landet nu, som jeg har sagt.

Bonden.

Ja imod fordum Tider er det sandt nok; Men torde man sige det, er dog Forordningen om Hoveriet lovlig Haard i somme Poster: Kongen er god nok og vidste han rigtig Bondens Leylighed, Havde den dog nok bleven lit anderledes, og mildere sommesteder; Jeg

kand nu intet huske det, og I har vel ikke Forordningen, lad see, uden Tvivl skal en Karl tærske en Trave Rug eller Korn, og kiørne Kornet til om Dagen baade i Christmaaneden og i Glugmaaneden, det kand aldrig nogen Karl giøre, naar han skal tærske reent, han maa være saa capabel en Karl, som nogen Karl kand være: Meere kand jeg intet huske nu, men enten faaer da Karlen en grumme hob Hug, eller han kommer til at tærske om igien, og komme en anden Dag at tærske, og saadant er der meere, men det vil intet falde mig ind; Ja det spørges endelig nok.

Borgeren.

Jeg forundrer mig over at I taler saa ofte om Hug, hvor staaer det skrevet at Herskabet eller Forvalteren maa slaae Bønderne.

Bonden.

Det staaer der, hvor det staaer at de maa skielde og bande dem; Vil I lede det op, saa finder I det andet strax.

Borgeren.

Det er saa meget sagt, at de tager dem selv Forlov, men det bliver nok Hemmet, naar der engang kommer Klage; Men nu vil vi haste til Enden.

Bonden.

Gid vi havde Has paa det; Kand vi ikke nu Holde op, nu gaaer jeg.

Borgeren.

O Vey, bie endnu lit.

Bonden. Hvorefter?

Borgeren.

Vi skulle overlegge, hvordan vi skulle faae alt dette andraget for Majestæten; Troe mig, der ville komme noget ud af det.

Bonden.

Hvordan skulle vi Syndere faae det ind for Kongen, dog sagde I før, da I ønskede der var nogen, som kunde giøre dette Forslag, at der faldt jer noget ind, men I ville høre mig noget meere ud først.

Borgeren.

Man kunde skrive en Suppliqve til Kongen og forestille ham det derudi; Lad os først Huske efter, hvad vi skulle søge om, det er: 1) Om ulovlig Brændeviinsbrændens Afskaffelse, i sær i denne dyre Tiid, og hvem dermed Herefter maatte Have Tilsyn; 2) Om Herskabernes Forhold mod Bønderne, meer behøver

Vi ikke Her at anføre, thi det er meldet for Ham, som jeg med alt andet skal nok observere.

Bonden.

Vil I skrive Compleigten, saa blev den nok ogsaa derefter.

Borgeren.

Det maa I lade mig om, jeg ville ikke gaae ubetænksom frem, jeg kunde spørge mig for hos en anden god Mand, der veed hvorledes Suppliqver pleier at skrives; Men Sagen er, jeg veed ikke, hvordan vi skal faae den anbragt: Jeg frygter, at naar jeg havde giort mig meest Umage, blev den kastet til en Side.

Bonden.

Ja lad os see den først, og naar I skriver den, skal jeg bære den frem; Farvel, og Tak for mig.

Enfoldig Samtale imellem en Borger og en Bonde, saare nyttig at læse for Proprietairer, Magistrats-Personer, Consumptions-Forpagterc, og Ridefogeder. Uddragen af Peder Paarses Dag-Bog, og til Trykken befordret ved Ole Andersen P.p.G. Sogne og Bonde-Foged.

Enfoldig

Samtale

imellem en

Borger

og en